Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Dansk straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet)

2005/1 LSF 200Lovforslag som fremsatJustitsministeriet29. marts 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. marts 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af straffeloven

(Dansk

straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af 27.

september 2005, som ændret ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 og lov nr.

1400 af 21. december 2005 foretages følgende ændringer:

1.

§ 7, stk. 3,

affattes således:

»

Stk. 3.

I de i stk. 1,

nr. 2, nævnte tilfælde hører en handling, som er foretaget af en person, der

på

gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat,

dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter

lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af

1)

§ 222,

2)

§ 223 a,

3)

§ 224, jf. § 222 eller § 223

a,

Læs alt

4)

§ 225, jf.

§ 222 eller § 223

a,

5)

§ 226,

6)

§ 230,

7)

§ 245 a eller

8)

§ 246, jf. § 245

a.«

2.

§ 10, stk. 2, 2. pkt.,

affattes

således:

»Dette gælder dog ikke for en person, der på gerningstidspunktet

havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, når handlingen er

omfattet af:

1)

§ 222,

2)

§ 223 a,

3)

§ 224, jf. § 222 eller § 223

a,

4)

§ 225, jf.

§ 222 eller § 223

a,

5)

§ 226,

6)

§ 230,

7)

§ 245 a eller

8)

§ 246, jf. § 245

a.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovens § 1

kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne med

de

ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

....................

2

1.1.

Lovforslagets

formål

;............................................................................

.....

2

1.2.

Hovedtræk af

lovforslaget

;.........................................................................

2

2.

Gældende ret

;............................................................................

................

3

2.1.

Gældende ret

vedrørende seksuel udnyttelse af børn

...................................

3

2.2.

Gældende ret

vedrørende dansk straffemyndighed i forhold til handlinger foretaget i

udlandet

;............................................................................

.......

4

3.

Tidligere

overvejelser vedrørende dansk straffemyndighed i forhold til seksuel

udnyttelse af børn i udlandet

...............................................................

6

4.

Jurisdiktionsudvalgets

overvejelser og forslag

..............................................

7

5.

Justitsministeriets

overvejelser

...................................................................

10

5.1.

Baggrunden for

lovforslaget

......................................................................

10

5.2.

Lovforslagets

udformning

;..........................................................................

11

6.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser mv.

....................

14

7.

Hørte myndigheder

mv.

;........................................................................

....

14

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Regeringen finder, at Danmark har et ansvar for danske

statsborgeres handlinger både herhjemme og i udlandet. Regeringen lægger vægt

på, at danske statsborgere ikke lovligt kan flytte strafbare handlinger i

form

af seksuelt misbrug af børn til udlandet. Også som led i en samlet

international

indsats mod seksuel udnyttelse af børn i 3. verdenslande finder regeringen

derfor, at straffelovens regler om dansk straffemyndighed bør indrettes

således, at man ikke kan unddrage sig strafansvar efter danske regler ved at

foretage handlingerne under (midlertidige) ophold i et land, hvor forholdene

ikke er strafbare.

Formålet med lovforslaget er således at gøre det muligt at

straffe danske statsborgere og herboende udlændinge, der i udlandet foretager

seksuel udnyttelse af børn, selv om den pågældende handling ikke er strafbar

i

det land, hvor den er begået.

Lovforslaget har endvidere til formål at sikre, at danske

domstole ved strafudmålingen i de sager om seksuel udnyttelse af børn, hvor

der

efter forslaget ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, ikke skal være

bundet

af et udenlandsk strafmaksimum, hvis gerningsmanden var dansk statsborger

eller

bosat her i landet på gerningstidspunktet.

Lovforslaget bygger på en delbetænkning fra

Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg om dansk straffemyndighed i forhold

til

seksuel udnyttelse af børn i udlandet (betænkning nr. 1470/2006) (herefter

kaldet »betænkningen«). Jurisdiktionsudvalget har til opgave at foretage en

generel gennemgang af straffelovens bestemmelser om straffemyndighed

(jurisdiktion) med henblik på at vurdere, hvorvidt der kan være behov for at

foretage ændringer i disse bestemmelser. Efter anmodning fra

Justitsministeriet

har udvalget i første række koncentreret sig om at afgive en delbetænkning om

spørgsmålet om »sex-turisme« og dobbelt strafbarhed i forbindelse hermed.

1.2. Hovedtræk af lovforslaget

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,

at dansk straffemyndighed i forhold til handlinger foretaget i udlandet af en

person, der har dansk indfødsret eller er bosat her i landet, som

udgangspunkt

forudsætter, at den pågældende handling tillige er strafbar efter

gerningslandets lovgivning (kravet om dobbelt strafbarhed). Straffelovens

§ 7,

stk. 3, indeholder en særlig jurisdiktionsbestemmelse, som indebærer, at

der i relation til overtrædelse af straffelovens § 245 a og § 246,

jf. § 245 a om kvindelig omskæring ikke stilles krav om dobbelt

strafbarhed. Lovforslaget indebærer, at § 7, stk. 3, udvides til

også

at omhandle en række nærmere angivne straffelovsbestemmelser vedrørende

seksuel

udnyttelse af børn.

Ved pådømmelse i Danmark af strafbare forhold begået i

udlandet kan danske domstole i dag som hovedregel ikke idømme en straf, som

overstiger det strafmaksimum, der gælder efter gerningslandets lovgivning,

jf.

straffelovens § 10, stk. 2, 1. pkt. En undtagelse herfra er angivet

i

straffelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., hvorefter danske domstole ved

strafudmålingen ikke er bundet af et udenlandsk strafmaksimum i sager

vedrørende kvindelig omskæring, jf. straffelovens § 245 a eller

§ 246,

jf. § 245 a. Det foreslås, at straffelovens § 10, stk. 2, 2.

pkt., udvides til at også at omhandle de bestemmelser om seksuelt misbrug af

børn, som foreslås undtaget fra kravet om dobbelt strafbarhed. Dette

medfører,

at danske domstole ikke vil være bundet af strafmaksimum i gerningslandet i

de

tilfælde, hvor gerningsmanden havde dansk indfødsret eller var bosat i

Danmark

på gerningstidspunktet.

2. Gældende ret

2.1. Gældende ret vedrørende seksuel udnyttelse af

børn

2.1.1.

Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder en

række bestemmelser, der tager sigte på at beskytte mod seksuelle overgreb,

herunder visse bestemmelser, som specifikt omhandler seksuel udnyttelse af

børn.

I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år. Samleje med et

barn under 15 år straffes efter straffelovens § 222 med fængsel indtil 8

år. Hvis barnet var under 12 år, eller hvis gerningsmanden har skaffet sig

samleje ved tvang eller ved fremsættelse af trusler, kan straffen stige til

fængsel indtil 12 år, jf. § 222, stk. 2. Forbuddet i straffelovens

§ 222

mod samleje med et barn under 15 år er absolut og gælder således, uanset om

der

har været anvendt tvang, og uanset om der er tale om misbrug. § 222

finder

tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje

(jf.

§ 224) og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn

(jf. § 225).

2.1.2.

Straffeloven indeholder også en række bestemmelser, der har til formål at

beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb fra personer, som har en særlig

betroet

stilling i forhold til barnet eller den unge, eller i forhold til hvem barnet

eller den unge står i et afhængighedsforhold.

Straffelovens § 219 indeholder et forbud mod, at den,

der er ansat eller tilsynsførende ved bl.a. et børne- eller ungdomshjem, har

samleje med nogen, der er optaget i institutionen. Overtrædelse heraf

straffes

med fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen forudsætter ikke, at samlejet finder

sted

på institutionen, men kan tillige anvendes ved samleje uden for

institutionen.

Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den,

der har samleje med en person under 18 år, som er gerningsmandens

adoptivbarn,

stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning

eller

opdragelse, med fængsel indtil 4 år. Efter bestemmelsens stk. 2 straffes

på samme måde den, som ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende

overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

Det følger endvidere af straffelovens § 220, at den,

der ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed

skaffer sig samleje uden for ægteskab, straffes med fængsel indtil 1 år.

Strafferammen

er dog fængsel indtil 3 år, hvis forholdet er begået over for en person under

21 år.

De nævnte bestemmelser i §§ 219, 220 og 223 finder

tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje,

jf.

§ 224, og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn,

jf. § 225.

2.1.3.

Børneprostitution er reguleret i straffelovens § 223 a. Efter

bestemmelsen

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, der som kunde mod betaling

eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år. Tilsvarende

gælder for anden kønslig omgængelse end samleje og for kønslig omgængelse med

en person af samme køn, jf. § 224 og § 225. Hvis den prostituerede

er

under 15 år, er handlingen tillige strafbar efter straffelovens § 222,

jf.

eventuelt § 224 eller § 225.

Bestemmelsen i § 223 a finder anvendelse, hvis

personen under 18 år modtager betaling eller løfte om betaling. Der skal ikke

nødvendigvis være tale om betaling af et pengebeløb, men kundens modydelse

skal

kunne gøres op i penge.

2.1.4.

Det er en

betingelse for strafansvar efter alle de ovennævnte bestemmelser, at

gerningsmanden har handlet forsætligt. Gerningsmanden kan dog straffes efter

de

nævnte bestemmelser, selv om han alene har handlet uagtsomt i relation til

offerets alder, men i så fald skal en forholdsmæssig mindre straf anvendes,

jf.

straffelovens § 226.

2.1.5.

Straffeloven indeholder endvidere visse generelle bestemmelser om forbud mod

at

fremme eller udnytte prostitution, jf. straffelovens § 228 og

§ 229.

Efter § 228, stk. 1, straffes med fængsel indtil

4 år den, der holder bordel, den, der forleder nogen til at søge fortjeneste

ved kønslig usædelighed med andre, og den, der for vindings skyld forleder

nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver

erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det. Efter § 228,

stk. 2,

straffes med fængsel indtil 4 år den, der tilskynder eller bistår en person

under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der

medvirker til en persons befordring ud af Danmark, for at denne i udlandet

skal

drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til en sådan

usædelighed,

når den befordrede person er under 21 år eller er uvidende om formålet.

Straffelovens § 229 er møntet på de tilfælde, hvor en

persons handlinger ikke kan henføres til § 228 om rufferi og

bordeldrift,

men hvor gerningsmanden alligevel fremmer kønslig usædelighed ved for

vindings

skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand eller ved at

udnytte en andens erhverv ved kønslig usædelighed. Strafferammen er fængsel

indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Efter § 229,

stk. 2,

straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med

bøde den, der udlejer værelse i hotel mv. til benyttelse til erhvervsmæssig

utugt.

2.1.6.

Straffelovens § 230 og § 235 omhandler optagelse, udbredelse og

besiddelse af børnepornografisk materiale.

Efter § 230 straffes med bøde eller fængsel indtil 2

år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år den,

der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18

år

med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet. Bestemmelsen

gør det strafbart at anvende børn og unge under 18 år som pornomodeller.

Efter straffelovens § 235 er det strafbart at udbrede,

besidde eller mod vederlag gøre sig bekendt med pornografi, der viser

personer

under 18 år. Bestemmelsen omfatter såvel fotografier og film som fiktiv

børnepornografi.

Straffen for besiddelse mv. er bøde eller fængsel indtil 1 år. Ifølge

§ 235,

stk. 3, er besiddelse dog ikke strafbar, hvis den person, der vises på

billedet, er fyldt 15 år og har givet sit samtykke til den pågældendes

besiddelse af billedet.

2.1.7.

Endvidere

kan nævnes straffelovens § 232. Efter denne bestemmelse straffes med

bøde

eller fængsel indtil 4 år den, der ved uterligt forhold krænker

blufærdigheden

eller giver offentlig forargelse.

Straffelovens § 232 kan eksempelvis finde anvendelse i

tilfælde, hvor beføling af et barn ikke har en sådan karakter, at forholdet

henføres under § 224 eller § 225, eller ved optagelse af utugtige

billeder, herunder billeder af børn, i tilfælde, hvor billedet ikke kan

henføres

under § 230 om brug af børn som pornomodeller.

2.1.8.

Straffelovens kapitel 23 omhandler forbrydelser i familieforhold og

indeholder

bl.a. i § 210 et forbud mod incest. Efter bestemmelsens stk. 1

straffes med fængsel indtil 6 år den, der har samleje med en slægtning i

nedstigende linje. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes

med fængsel indtil 2 år, idet straffen dog kan bortfalde for den, der ikke er

fyldt 18 år, jf. stk. 2. Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse

med

hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til

anden kønslig omgængelse end samleje, jf. stk. 3.

Straffelovens kapitel 26 vedrører forbrydelser mod den

personlige frihed. Kapitlet indeholder i § 262 a en bestemmelse,

hvorefter

menneskehandel er kriminaliseret som en selvstændig forbrydelse, der

omhandler

alle aspekter af menneskehandel og den udnyttelse, som ligger bag.

Bestemmelsen

omfatter den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller

efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt

ulovlig tvang efter straffelovens § 260, frihedsberøvelse efter

§ 261,

trusler efter § 266, retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller

udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig fremgangsmåde, når

handlingen

er sket med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed,

tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af

organer. Overtrædelse af § 262 a straffes med fængsel indtil 8 år.

Hvis den forurettede person er under 18 år, kan der efter § 262

a, stk. 2, straffes for menneskehandel, selv om der ikke har været

anvendt

de i § 262 a, stk. 1, nævnte tvangsmidler. Dette er ligeledes

tilfældet, hvis gerningsmanden ved ydelse af betaling eller anden fordel

opnår

et samtykke til udnyttelsen fra en person, der har myndighed over den

forurettede, jf. stk. 2, nr. 2. Også i disse tilfælde er strafferammen

fængsel indtil 8 år.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 17-22.

2.2. Gældende ret vedrørende dansk straffemyndighed

i forhold til handlinger foretaget i udlandet

2.2.1.

Reglerne i

straffelovens kapitel 2 angiver rammerne for, hvornår en handling er omfattet

af dansk straffemyndighed (jurisdiktion) – det vil sige, hvilke sager

der kan

pådømmes ved danske domstole.

Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget

i den danske stat eller på dansk fartøj, jf. straffelovens § 6

(territorialprincippet). Det gælder også, hvis blot en del af den strafbare

virksomhed er foretaget her i landet. Handlingen kan tillige være undergivet

dansk straffemyndighed, hvis den uden at være foretaget i Danmark har haft

virkning her i landet, jf. straffelovens § 9 (virkningsprincippet).

Hvis den kriminelle handling hverken for så vidt angår

handling eller virkning har nogen tilknytning til det danske territorium, kan

der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7. I så

fald er det normalt en betingelse, at gerningsmanden er dansk statsborger

eller

er bosat her i landet, og at handlingen er strafbar både efter

gerningsstedets

lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed), jf. nærmere herom under pkt. 2.2.2.

De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8.

Efter denne bestemmelse er der bl.a. dansk straffemyndighed i forhold til

handlinger foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor

gerningsmanden

hører hjemme, hvis handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov

påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet, jf. § 8, nr. 2, samt

dansk

straffemyndighed, når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig

overenskomst,

ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning, jf.

§ 8, nr. 5.

2.2.2.

Straffelovens § 7 er udtryk for det såkaldte aktive personalprincip og

indebærer, at en person med en nærmere defineret tilknytning til Danmark

under

visse betingelser kan retsforfølges i Danmark for en handling, der er begået

uden for den danske stat. Bestemmelsen finder anvendelse, hvis den pågældende

handling ikke kan lokaliseres til dansk territorium eller fartøj, og hvor

straffemyndighed i medfør af § 6 (territorialprincippet) eller § 9

(virkningsprincippet) således er udelukket.

Dansk jurisdiktion i medfør af straffelovens § 7

forudsætter, at der er tale om en handling begået i udlandet af en person,

der

har

dansk indfødsret

eller er

bosat i den danske stat. En person anses

for bosat i den danske stat, når vedkommende har sit varigere eller tilsigtet

varigere hovedopholdssted her i landet. Den nærmere afgrænsning af kriteriet

kan dog give anledning til en vis tvivl. Efter forarbejderne til bestemmelsen

er det afgørende, om den pågældende tilknytning til Danmark foreligger på

tidspunktet for sagens påtale.

Efter § 7, stk. 1, nr. 1, er der dansk

straffemyndighed i tilfælde, hvor den strafbare handling er foretaget uden

for

folkeretligt anerkendt område, forudsat at den pågældende handling kan

medføre

højere straf end fængsel i 4 måneder. Er handlingen foretaget inden for

folkeretligt anerkendt område, er der som udgangspunkt kun dansk

straffemyndighed, hvis den pågældende handling tillige er strafbar dér, hvor

den er begået (princippet om dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens

§ 7,

stk. 1, nr. 2. I disse tilfælde forudsætter dansk jurisdiktion således,

at

alle betingelser for at straffe den konkrete handling i gerningslandet –

både i

objektiv og i subjektiv henseende – er opfyldt.

Det følger af straffelovens § 7, stk. 2, at

bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til

handlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i Finland,

Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet.

Straffelovens § 7, stk. 3, blev indsat ved lov

nr. 386 af 28. maj 2003 og indeholder en særlig jurisdiktionsregel ved

tilfælde

af kvindelig omskæring. Der henvises til Folketingstidende 2002/03 tillæg A,

side 5521, tillæg B, side 955 og 1268 samt Folketingets forhandlinger, side

7234, 8499 og 9154.

Bestemmelsen indebærer en fravigelse af kravet om dobbelt

strafbarhed, hvis der er tale om handlinger omfattet af § 245 a,

hvorefter

den, der ved legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden

måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med

fængsel indtil 6 år. Er legemsangrebet af en så grov beskaffenhed, eller har

det haft så alvorlige følger eller døden til følge, at der foreligger

særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år, jf.

§ 246,

jf. § 245 a.

Efter § 7, stk. 3, er det afgørende for

spørgsmålet om eventuel fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed, om

gerningsmanden var dansk statsborger eller bosat i Danmark på

gerningstidspunktet. Som omtalt ovenfor

er det efter den almindelige bestemmelse i § 7, stk. 1, en

betingelse

for dansk straffemyndighed, at gerningsmanden har den fornødne danske

tilknytning på

påtaletidspunktet.

Af forarbejderne til § 7, stk. 3, fremgår det, at

Justitsministeriet fandt det rigtigst, at den foreslåede undtagelse fra

kravet

om dobbelt strafbarhed alene omfatter handlinger, som er foretaget i

udlandet,

efter at den pågældende har opnået dansk indfødsret eller bosat sig her i

landet, således at vedkommende i almindelighed på gerningstidspunktet må

formodes at være bekendt med grundlæggende normer i det danske samfund.

Bestemmelsen i § 7, stk. 3, blev derfor udformet således, at den

alene finder anvendelse i forhold til personer, som på gerningstidspunktet

havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat.

Den særlige jurisdiktionsbestemmelse i § 7, stk. 3,

finder anvendelse i tilfælde, hvor kvindelig omskæring foretages i et land,

hvor handlingen ikke er strafbar. Sker omskæringen i et land, hvor handlingen

konkret er strafbar, vil den almindelige jurisdiktionsregel i § 7,

stk. 1,

nr. 2, være anvendelig, herunder i relation til kravet om, at gerningsmanden

blot skal være hjemmehørende i Danmark på tidspunktet for sagens påtale.

2.2.3.

Når der

rejses tiltale her i landet på grundlag af reglerne om dansk straffemyndighed

i

straffelovens §§ 6-9, skal afgørelsen af, om et strafbart

gerningsindhold

er realiseret, og hvilken straf eller anden retsfølge der skal anvendes, ske

efter dansk ret, jf. straffelovens § 10, stk. 1, medmindre der i

lovgivningen konkret er foreskrevet andet.

I tilfælde, hvor dansk straffemyndighed vedrørende

handlinger begået inden for folkeretligt anerkendt område er begrundet i

straffelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, og således bygger på

et

princip om dobbelt strafbarhed, følger det imidlertid af straffelovens

§ 10,

stk. 2, 1. pkt., at der ved reaktionsvalget ikke kan idømmes strengere

straf, end hvad der er hjemmel til i gerningslandets lovgivning. Dette

betyder

ikke, at der ikke kan idømmes strengere straf end den, der konkret ville være

udmålt ved pådømmelse i gerningslandet, men straffen skal ligge inden for

strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i gerningslandets lovgivning.

I forbindelse med gennemførelsen af straffelovens § 7,

stk. 3, om straffemyndighed ved tilfælde af kvindelig omskæring, blev

straffelovens § 10, stk. 2, suppleret med et 2. pkt., hvorefter der

ved handlinger omfattet af straffelovens § 245 a eller § 246, jf.

§ 245

a, ikke stilles krav om hensyntagen til gerningslandets strafmaksimum.

Om baggrunden for denne tilføjelse er i forarbejderne

anført, at straffelovens § 10, stk. 2, ville betyde, at danske

domstole i sager om kvindelig omskæring, hvor handlingen foretages i et andet

land, hvor handlingen er strafbar, ville være bundet af det udenlandske

strafmaksimum. Hvis kvindelig omskæring i gerningslandet eksempelvis alene er

sanktioneret med bødestraf, ville bestemmelsen i § 10, stk. 2, føre

til, at der ikke i Danmark kunne idømmes fængselsstraf for handlingen. På den

baggrund fandt man det bedst stemmende med den foreslåede fravigelse af

princippet om dobbelt strafbarhed i sager om kvindelig omskæring, at straffen

i

disse sager i alle tilfælde kan fastsættes uden hensyn til lovgivningen på

gerningsstedet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 23-37.

3. Tidligere overvejelser vedrørende dansk

straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet

Spørgsmålet om ophævelse af kravet om dobbelt strafbarhed i

sager vedrørende seksuelt misbrug af børn har tidligere været drøftet i

Folketinget. I folketingsåret 1996/97 behandlede Folketinget bl.a. et

beslutningsforslag (B 45) fremsat af medlemmer af Venstre og Det Konservative

Folkeparti om straf for seksuelt misbrug af børn i udlandet. Efter

beslutningsforslaget skulle regeringen pålægges at fremsætte forslag til

ændring

af straffeloven, således at kravet om dobbelt strafbarhed ikke skulle gælde

ved

seksuelt misbrug af børn i udlandet.

Beslutningsforslaget blev ikke vedtaget, bl.a. under henvisning

til principielle betænkeligheder ved at ophæve kravet om dobbelt strafbarhed

og

overvejelser om, hvorvidt forslaget var en egnet metode til at sikre en

beskyttelse af børn mod seksuelle overgreb. Et flertal fandt således, at der

var behov for nærmere undersøgelser af behovet for at fravige kravet om

dobbelt

strafbarhed på dette område.

I forlængelse heraf indhentede Justitsministeriet i 1997/98

via Udenrigsministeriet oplysninger om den seksuelle lavalder og andre regler

om seksuelt misbrug af børn i de lande i Asien, Afrika og Sydamerika, der i

almindelighed er fjernmål for danske turistrejser. Herudover blev der

indhentet

oplysninger om retstilstanden i Europarådets medlemslande. Det indhentede

materiale indeholdt oplysninger fra i alt 54 lande.

I lyset af de indhentede oplysninger konkluderede

Justitsministeriet i et notat oversendt til Folketingets Retsudvalg den 6.

juli

1998, at der næppe vil kunne opnås nævneværdige forbedringer af indsatsen mod

misbrug af børn ved at ophæve straffelovens krav om dobbelt strafbarhed.

Ministeriet fremhævede i den forbindelse navnlig, at den seksuelle lavalder

kun

i 3 af de 54 adspurgte lande var lavere end 14 år, samt at der i alle landene

var generelle regler rettet mod en række andre former for seksuelt misbrug.

Justitsministeriet bemærkede endvidere, at ministeriet ikke

var bekendt med konkrete sager, hvor straffelovens krav om dobbelt

strafbarhed

havde medført, at en herboende person ikke kunne straffes for seksuelt

misbrug

af et barn i udlandet, men at ministeriet fortsat ville være opmærksom på

udviklingen med henblik på i givet fald at tage spørgsmålet om dobbelt

strafbarhed op til fornyet overvejelse.

Der henvises til betænkningens side 46-48.

4. Jurisdiktionsudvalgets overvejelser og forslag

4.1.

Jurisdiktionsudvalget

har i sin betænkning taget udgangspunkt i, at kravet om dobbelt strafbarhed

er

en grundlæggende betingelse for jurisdiktion i henhold til det såkaldte

aktive

personalprincip. Straffeloven indeholder således i dag kun én undtagelse

hertil, jf. § 7, stk. 3, om kvindelig omskæring. Kravet kendes

endvidere

fra lovgivningen i en lang række andre lande som en generel betingelse for at

kunne pådømme handlinger foretaget uden for domslandet. Baggrunden for kravet

om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende hensyn til at sikre

forudsigelighed

samt indretningssynspunkter, idet en person i almindelighed bør kunne regne

med, at vedkommende ikke senere kan strafforfølges, hvis der er handlet i

overensstemmelse med den lovgivning, der gælder i det land, hvor handlingen

er

foretaget.

Udvalget bemærker endvidere, at en fravigelse af kravet om

dobbelt strafbarhed i et vist omfang kan opfattes som indblanding i

gerningslandets forhold, og at der i forbindelse med overvejelser om at

fravige

princippet tillige bør indgå hensynet til det samspil mellem flere landes

lovgivning, der er indbygget i princippet, herunder spørgsmålet om hvordan

man

fra dansk side i givet fald ville se på tilsvarende fravigelser i andre

landes

lovgivning. Hvis andre lande generelt ophævede kravet om dobbelt strafbarhed

i

deres lovgivning, ville det således betyde, at udlændinge senere ville kunne

straffes i deres hjemland for handlinger, der fuldt lovligt er foretaget

under

ophold i Danmark, eksempelvis homoseksuelt forhold mellem voksne.

Udvalget finder på den baggrund, at der kan anføres en

række forhold, der kan tale for, at princippet kun bør fraviges, hvis der

foreligger særlige omstændigheder, eller der i øvrigt er et særligt behov

herfor. Udvalget bemærker i den forbindelse, at der kan tænkes tilfælde, hvor

der i international sammenhæng er bred tilslutning til at anse en handling

som

så alvorlig, at strafforfølgning bør være mulig uafhængig af gerningslandets

lovgivning. I disse tilfælde, hvor der er en international forståelse af,

hvornår

en handling har en sådan alvorlig karakter, vil der ofte foreligge

internationale konventioner mv., der forpligter de tiltrædende stater til at

kriminalisere og have straffemyndighed i forhold til handlinger omfattet af

konventionens anvendelsesområde. I forhold til sådanne konventionsregulerede

forbrydelser vil dobbelt strafbarhed allerede efter gældende dansk ret være

uden betydning for spørgsmålet om dansk jurisdiktion, idet straffelovens

§ 8,

nr. 5, der vedrører handlinger, som er omfattet af mellemfolkelige

overenskomster, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at foretage

retsforfølgning, ikke stiller krav om dobbelt strafbarhed.

Udvalget fremhæver, at der i relation til seksuel

udnyttelse af børn foreligger en række internationale instrumenter, der

forpligter de tiltrædende stater til at sikre beskyttelse af børn mod sådanne

overgreb, herunder FN’s børnekonvention, den valgfri protokol hertil om

salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi, ILO-konvention nr. 182 om

børnearbejde og EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af

børn

og børnepornografi. Danmark har undertegnet og ratificeret disse

instrumenter.

Udvalget bemærker, at ingen af disse internationale retsakter er

mellemfolkelige overenskomster af en sådan karakter, at retsforfølgning i

Danmark i medfør af straffelovens § 8, nr. 5, kan gennemføres uafhængig

af, om den pågældende handling er strafbar i gerningslandet.

Vurderingen af, om der er behov for en isoleret dansk

løsning på området, således at der i sager om seksuel udnyttelse af børn i

udlandet er dansk straffemyndighed uafhængigt af kravet om dobbelt

strafbarhed,

beror efter udvalgets opfattelse primært på overvejelser af mere retspolitisk

karakter. På den baggrund har udvalget begrænset sig til at pege på, at der

–

hvis en sådan regulering ønskes gennemført i forhold til seksuel udnyttelse

af

børn i udlandet – efter udvalgets opfattelse kan overvejes to mulige

modeller,

jf. herom nedenfor.

Udvalget fremhæver i den forbindelse, at der er tale om et

område, hvor et beskyttelsesbehov allerede er anerkendt i international

sammenhæng i form af forskellige instrumenter med varierende grad af

forpligtelser for de tiltrædende stater, og at en sådan regulering, hvorefter

personer med dansk tilknytning, som foretager seksuelt misbrug af børn i

udlandet, skal være undergivet dansk straffemyndighed uafhængig af indholdet

af

gerningsstedets lovgivning, vil være i overensstemmelse med intentionerne bag

FN’s børnekonvention og de øvrige nævnte instrumenter. I tilfælde af, at

ikke alle

lande lever op til instrumenternes forpligtelse til at beskytte børn mod

seksuelt misbrug, herunder ved strafferetlige tiltag, kan Danmark med en

sådan

regel siges at varetage hensynene bag instrumenterne og bidrage til en

effektiv

international beskyttelse som tilsigtet heri. Selv om FN’s

børnekonvention

således ikke forpligter til en regulering, hvorefter der ses bort fra kravet

om

dobbelt strafbarhed, er det utvivlsomt, at konventionen berettiger hertil.

Reguleringen vil netop indebære, at personer med dansk tilknytning ikke vil

kunne udnytte en eventuel manglende efterlevelse af børnekonventionen i andre

lande, idet retsforfølgning i Danmark vil kunne indledes uafhængig af, om der

foreligger dobbelt strafbarhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 45-46 og

48-54.

4.2.

Udvalget har

som anført ovenfor overvejet to mulige modeller for at etablere en

retstilstand, hvorefter der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed ved

seksuel udnyttelse af børn i udlandet.

Én mulighed kunne være at gennemføre en generel

bestemmelse, hvorefter handlinger, som vedrører seksuel udnyttelse, og som

efter dansk ret kan straffes efter en bestemmelse med et vist strafmaksimum,

generelt er undergivet dansk straffemyndighed, uanset om der foreligger

dobbelt

strafbarhed. Strafferammekravet måtte efter udvalgets opfattelse i givet fald

fastlægges ganske højt, idet en undtagelse fra det almindelige krav om

dobbelt

strafbarhed som udgangspunkt bør reserveres til alvorlige lovovertrædelser.

En

mulighed kunne være en regel, hvorefter der ved handlinger, der er omfattet

af

straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden, og som har et

strafmaksimum på mindst 6 års fængsel, ikke stilles krav om dobbelt

strafbarhed

som betingelse for dansk jurisdiktion.

Hermed ville i givet fald opnås, at kravet om dobbelt

strafbarhed ikke finder anvendelse ved voldtægt (§ 216), samleje ved

tilsnigelse (§ 221), samleje med mindreårige (§ 222) og særligt

grove

tilfælde af brug af børn og unge som pornomodeller (§ 230). Den særlige

jurisdiktionsregel vil dermed også omfatte visse bestemmelser, der har et

mere

generelt sigte og ikke specifikt omhandler seksuelt misbrug af børn. Samtidig

vil en sådan bestemmelse imidlertid også betyde, at handlinger, der ligger i

kerneområdet for seksuel udnyttelse af børn, ikke bliver omfattet, herunder

børneprostitution efter straffelovens § 223 a, der kan straffes med bøde

eller fængsel indtil 2 år.

Udvalget konkluderer på den baggrund, at en sådan generel

regulering rammer både for bredt og for snævert i forhold til intentionen om

at

muliggøre retsforfølgning af danskere, der foretager seksuel udnyttelse af

børn

i udlandet. Udvalget kan derfor ikke anbefale denne løsningsmodel.

Udvalget anfører, at en anden mulighed kunne være at

foretage en specifik opregning af de straffelovsbestemmelser, der er

undergivet

en særlig jurisdiktionsregel, hvor der ikke stilles krav om dobbelt

strafbarhed. En sådan model kan siges at videreføre og udbygge den

lovtekniske

løsning, der blev introduceret med straffelovens § 7, stk. 3, om

kvindelig omskæring.

Udvalget konkluderer, at en fravigelse af kravet om dobbelt

strafbarhed efter udvalget opfattelse bør reserveres til tilfælde, hvor der

er

et særligt beskyttelsesbehov. Derfor bør en regulering af spørgsmålet efter

udvalgets

opfattelse ikke søges gennemført via en generel jurisdiktionsregel, men

derimod

have form af en specifik opregning af de straffelovsovertrædelser, i forhold

til hvilke der er et særligt beskyttelsesbehov. Hertil kommer, at en sådan

opregning af enkelte bestemmelser kan justeres, efterhånden som der eventuelt

måtte opstå behov herfor.

Udvalget fremhæver samtidig, at den praktiske effekt af en

bestemmelse, efter hvilken kravet om dobbelt strafbarhed ophæves, vil kunne

være begrænset. Eftersom dansk politi ikke har mulighed for på egen hånd at

foretage efterforskning på et andet lands territorium, vil virkningen af en

ophævelse af kravet om dobbelt strafbarhed i praksis i vid udstrækning

afhænge

af, i hvilket omfang lokale myndigheder vil bistå dansk politi med

efterforskning og bevissikring i det land, hvor handlingen er begået.

Udvalget

tilføjer, at Danmark som udgangspunkt alene yder andre lande retshjælp, hvis

der er tale om en handling, der også vil være strafbar efter dansk

lovgivning.

I det omfang andre lande stiller tilsvarende krav i forbindelse med

retshjælp,

må det forventes at være forbundet med betydelige vanskeligheder at

fremskaffe

og sikre det relevante bevismateriale i sager, hvor der ikke foreligger

dobbelt

strafbarhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 54-57.

4.3.

Udvalget har

herefter overvejet, hvilke straffelovsovertrædelser der bør indgå i

opregningen

i en særlig jurisdiktionsbestemmelse vedrørende seksuel udnyttelse af børn i

udlandet.

Det er udvalgets grundlæggende opfattelse, at der bør

udvises tilbageholdenhed med at fravige det almindelige princip om dobbelt

strafbarhed, og at der derfor bør foretages en snæver afgrænsning af, hvilke

bestemmelser

der i givet fald skal være undergivet en særlig regulering i

jurisdiktionsmæssig

henseende.

På den baggrund finder udvalget, at en særlig

jurisdiktionsbestemmelse bør udformes snævert med det formål for øje at

etablere en retstilstand i overensstemmelse med det, der er udtrykt i

regeringsgrundlaget »Nye mål« fra februar 2005 – det vil sige en

jurisdiktionsregel, der for det første alene omfatter bestemmelser, der

specifikt omhandler seksuel udnyttelse af børn, og som for det andet vedrører

situationer, hvor udnyttelsen typisk kan finde sted uden for dansk

territorium

i forbindelse med en danskers (midlertidige) ophold i udlandet. Herved sikres

det, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor en person med dansk

tilknytning

søger at undgå strafansvar ved at flytte sine aktiviteter til et andet land,

hvor handlingen ikke er undergivet samme strafferetlige regulering som i

Danmark.

Udvalget foreslår på den baggrund, at den særlige

jurisdiktionsregel for det første skal omfatte straffelovens § 222 om

samleje med et barn under 15 år, anden kønslig omgængelse med et barn under

15

år, jf. § 224, jf. § 222, og kønslig omgængelse med et barn under

15

år af samme køn, jf. § 225, jf. § 222. Bestemmelsen bør endvidere

efter udvalgets opfattelse omfatte børneprostitution efter straffelovens

§ 223

a, uanset om der er tale om samleje eller anden kønslig omgængelse med

barnet,

jf. § 224, jf. § 223 a, og uanset om den børneprostituerede er af

modsatte eller samme køn som kunden, jf. § 225, jf. § 223 a.

Dansk straffemyndighed i forhold til disse bestemmelser bør

efter udvalgets opfattelse ikke afhænge af, om gerningsmanden har handlet

forsætligt eller uagtsomt i relation til barnets alder. I en dækkende

jurisdiktionsbestemmelse vedrørende seksuel udnyttelse af børn bør der derfor

også henvises til straffelovens § 226.

Endelig bør der efter udvalgets opfattelse ske en

fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved overtrædelse af straffelovens

§ 230

om anvendelse af børn og unge under 18 år som pornomodeller.

For så vidt angår straffelovens øvrige bestemmelser om

seksuel udnyttelse har udvalget ikke fundet grundlag for at medtage disse

under

en særlig jurisdiktionsmæssig regulering. Udvalget har i den forbindelse lagt

vægt på, at bestemmelserne enten vedrører seksuelt misbrug generelt og ikke

kun

af børn eller vedrører handlinger, der ikke har en naturlig sammenhæng med

den

situation, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet for under

midlertidigt ophold dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt

kan foretage her i landet.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 57-62.

4.4.

Straffelovens

§ 7, stk. 1, omfatter personer med dansk indfødsret og personer,

som

er bosat her i landet. Som nævnt kan det være forbundet med en vis tvivl at

fastslå rækkevidden af begrebet »bosat«.

Afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af dette

jurisdiktionsprincip, indgår som et element i Jurisdiktionsudvalgets samlede

overvejelser om udformningen af de danske bestemmelser om straffemyndighed.

Udvalget har derfor ikke fundet anledning til i forbindelse med

overvejelserne

om særregler vedrørende straffemyndighed i tilfælde af »sex-turisme« at

foreslå

ændringer i den personkreds, der i dag er omfattet af § 7, stk. 1.

Også i forhold til en særlig jurisdiktionsbestemmelse

vedrørende seksuel udnyttelse af børn i udlandet bør den omhandlede

personkreds

således efter udvalgets opfattelse være personer med dansk indfødsret og

personer,

der er bosat i den danske stat.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 62.

4.5.

Efter

straffelovens § 7, stk. 1, er det afgørende for spørgsmålet om

dansk

straffemyndighed, om gerningsmanden havde den fornødne danske tilknytning på

påtaletidspunktet. En person vil således efter § 7, stk. 1, kunne

straffes her i landet også for handlinger, som vedkommende har foretaget i

udlandet, inden tilknytningen til Danmark blev etableret. I straffelovens

§ 7,

stk. 3, om kvindelig omskæring lægges ikke vægt på påtaletidspunktet.

Efter bestemmelsens ordlyd er det derimod afgørende, om gerningsmanden havde

den fornødne danske tilknytning på

gerningstidspunktet.

Udvalget bemærker, at denne ændring i forhold til § 7,

stk. 1, skyldtes et ønske om at sikre, at den særlige jurisdiktionsregel

kun omfatter handlinger, som gerningsmanden foretager i udlandet efter det

tidspunkt, hvor vedkommende har haft mulighed for og anledning til at gøre

sig

bekendt med indholdet af dansk lovgivning.

Tilsvarende synspunkter kan efter udvalgets opfattelse

gøres gældende i forhold til en bestemmelse, hvorefter der ved seksuel

udnyttelse af børn i udlandet ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed. Dansk

straffemyndighed i medfør af en ny bestemmelse herom bør således kun komme i

anvendelse, hvis gerningsmanden, på det tidspunkt hvor handlingen blev

begået,

havde anledning til at kende indholdet af dansk lovgivning.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 63.

4.6.

En

fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn i

udlandet vil gøre det muligt at retsforfølge danske statsborgere og personer

bosat i Danmark for sådanne handlinger, selv om handlingen ikke er strafbar i

gerningslandet. I sådanne tilfælde vil sagens gennemførelse i Danmark alene

ske

under hensyntagen til dansk lovgivning, jf. § 10, stk. 1.

I lighed med den regulering, der gælder for så vidt angår

kvindelig omskæring, finder udvalget, at det vil stemme bedst overens med en

fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn,

hvis disse sager som udgangspunkt alene afgøres under hensyntagen til dansk

lovgivning – selv i tilfælde, hvor handlingen er strafbar efter

gerningslandets

lovgivning.

Da dansk straffemyndighed efter den almindelige bestemmelse

i § 7, stk. 1, nr. 2, imidlertid også omfatter handlinger, begået

inden gerningsmanden opnåede tilknytning her til landet, og hvor vedkommende

ikke har haft anledning til at gøre sig bekendt med dansk lovgivning, er det

udvalgets opfattelse, at dette udgangspunkt alene bør gælde, hvis den

fornødne

tilknytning til Danmark forelå på gerningstidspunktet.

På den baggrund finder udvalget, at bestemmelsen i § 10,

stk. 2, 1. pkt., kun bør fraviges i sager om seksuelt misbrug af børn i

udlandet, hvis gerningsmanden var dansk statsborger eller bosat her i landet

på

gerningstidspunktet. Udvalget foreslår derfor, at en sådan forudsætning om

gerningsmandens tilknytning til Danmark på gerningstidspunktet udtrykkelig

kommer

til at fremgå af ordlyden af § 10, stk. 2, 2. pkt., og at

opregningen

i bestemmelsen udvides til at omfatte de handlinger, der efter udvalgets

forslag bør være undergivet en særlig jurisdiktionsmæssig regulering.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 64-65.

4.7.

Der kan være

en række tvivlsspørgsmål forbundet med fastlæggelse af dansk straffemyndighed

vedrørende forsøgs- og medvirkenshandlinger i sager, hvor den fuldbyrdede

handling ikke er strafbar i fuldbyrdelseslandet, eller hvor der ikke efter

lovgivningen i fuldbyrdelseslandet er tale om en strafbar forsøgs- eller

medvirkenshandling.

Henset til, at der er tale om komplicerede

problemstillinger af mere generel karakter og ikke forhold, der knytter sig

særligt til spørgsmålet om dobbelt strafbarhed i forbindelse med seksuel

udnyttelse af børn i udlandet, har udvalget ikke fundet grundlag for i sin

delbetænkning at behandle disse spørgsmål nærmere. Udvalget bemærker, at de

rejste problemstillinger i stedet mere indgående vil blive behandlet i

forbindelse

med udvalgets generelle overvejelser om dansk straffemyndighed.

I relation til spørgsmålet om seksuel udnyttelse af børn i

udlandet finder udvalget således alene anledning til at pege på, at

retstilstanden bør fastlægges på samme måde som ved kvindelig omskæring.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 65-66.

5. Justitsministeriets overvejelser

5.1. Baggrunden for lovforslaget

Som anført under pkt. 3 har spørgsmålet om fravigelse af

kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til sager om seksuel udnyttelse af

børn

tidligere været overvejet.

Efter Folketingets behandling af beslutningsforslag nr. B

45 i 1996/97 har der i tiltagende grad være fokus på behovet for at sikre, at

lovgivningen yder den nødvendige strafferetlige beskyttelse af børn mod

seksuelle

overgreb og udnyttelse. Også i internationale sammenhænge er der i stigende

grad opmærksomhed omkring alvoren af den krænkelse, som et barn udsættes for

ved seksuelt misbrug, herunder i forbindelse med såkaldt »sex-turisme«.

Bl.a. på denne baggrund anmodede Justitsministeriet i

efteråret 2005 Jurisdiktionsudvalget om at færdiggøre sine overvejelser om

dansk straffemyndighed i denne type sager inden den 1. februar 2006.

Som det er anført ovenfor, er det Jurisdiktionsudvalgets

opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende

strafferetligt

princip, og at der kan anføres en række forhold, som kan tale for, at

princippet kun bør fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder,

eller

der i øvrigt er et særligt behov herfor.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter.

Justitsministeriet finder således også, at der bør udvises forsigtighed i

forhold til at fravige princippet om dobbelt strafbarhed som forudsætning for

at kunne pådømme handlinger foretaget i udlandet af personer med dansk

tilknytning. Samtidig er det som anført af udvalget væsentligt at være

opmærksom på, at på områder, hvor der i international sammenhæng er bred

tilslutning til at anse bestemte handlinger som så alvorlige, at der bør

kunne

strafforfølges uden hensyn til lovgivningen i gerningslandet, foreligger der

ofte mellemfolkelige overenskomster, der forpligter de tiltrædende stater til

at kunne retsforfølge.

Som udvalget nærmere har redegjort for, er der for så vidt

angår handlinger, der indebærer seksuelt misbrug af børn, tale om et område,

hvor et beskyttelsesbehov allerede er bredt anerkendt i international

sammenhæng

i kraft af en række instrumenter, der i varierende grad forpligter de

tiltrædende stater til at sikre beskyttelsen af børn mod seksuel udnyttelse,

herunder via strafferetlige tiltag. De pågældende internationale instrumenter

er imidlertid ikke mellemfolkelige overenskomster af en sådan karakter, at

dansk straffemyndighed uden hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed ville

følge af straffelovens § 8, nr. 5. Som fremhævet af udvalget vil en

lovgivning, hvorefter personer med dansk tilknytning, som foretager seksuel

udnyttelse af børn i udlandet, undergives dansk straffemyndighed uafhængig af

kravet om dobbelt strafbarhed, være på linje med de internationale

instrumenter, selv om instrumenterne ikke forpligter de tiltrædende stater

til

have straffemyndighed.

En sådan regulering vil indebære, at personer med dansk

tilknytning ikke vil kunne udnytte en eventuel manglende strafferetlig

regulering i udlandet, idet retsforfølgning i Danmark vil kunne indledes

uafhængig af, om der foreligger dobbelt strafbarhed. Reguleringen vil således

sikre, at Danmark bidrager mere effektivt til at realisere målene med de

internationale konventioner mv. på området.

På den baggrund er der i relation til seksuel udnyttelse af

børn i udlandet efter Justitsministeriets opfattelse tale om et område, hvor

der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at

fravige det almindelige krav om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk

jurisdiktion i forhold til handlinger fortaget i udlandet af personer med

dansk

tilknytning.

5.2. Lovforslagets udformning

5.2.1.

Som omtalt

ovenfor har Jurisdiktionsudvalget overvejet flere modeller og anbefalet, at

en

fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed i sager om seksuel udnyttelse af

børn gennemføres via en udbygning af opregningen af bestemmelser i

straffelovens § 7, stk. 3, hvorefter der ikke stilles krav om

dobbelt

strafbarhed ved kvindelig omskæring. Udvalget har endvidere angivet, hvilke

bestemmelser der efter udvalgets opfattelse bør indgå i denne opregning.

Justitsministeriet kan tilslutte sig denne lovtekniske

løsning. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag til

afgrænsningen af de bestemmelser, i forhold til hvilke kravet om dobbelt

strafbarhed bør fraviges.

Justitsministeriet finder således ligesom udvalget, at den

særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte overtrædelse af straffelovens

§ 222, der omhandler samleje med et barn under den seksuelle lavalder.

Sidestillet

hermed bør også i jurisdiktionsmæssig henseende være tilfælde, hvor den

seksuelle udnyttelse har haft karakter af anden kønslig omgængelse end

samleje,

jf. § 224, og tilfælde, hvor udnyttelsen er rettet mod en person af

samme køn,

jf. § 225. Derfor foreslås det, at der i tilknytning til en særlig

jurisdiktionsregel i forhold til § 222 fastlægges en tilsvarende

jurisdiktionsbestemmelse for handlinger omfattet af straffelovens § 224,

jf. § 222 og § 225, jf. § 222.

Bestemmelsen vil indebære, at en dansk statsborger eller en

person, der er bosat i Danmark, vil kunne straffes her i landet, hvis

vedkommende i udlandet har samleje eller anden kønslig omgængelse med en

person

under 15 år – uanset om dette ikke er strafbart efter gerningslandets

lovgivning. Bestemmelsen vil således bl.a. sikre dansk straffemyndighed i

tilfælde af »sex-turisme«, hvor herboende personer tager på ferieophold i

f.eks. afrikanske eller asiatiske lande, der har en lavere seksuel lavalder

end

i Danmark, med det formål at kunne foretage seksuelle aktiviteter, der efter

dansk lovgivning er strafbare.

Den foreslåede bestemmelse sondrer ikke mellem de

forskellige formål, der kan være med, at den pågældende opholder sig i

gerningslandet. Bestemmelsen vil således også indebære, at der kan ske

retsforfølgning i Danmark i et tilfælde, hvor eksempelvis en dansk

statsborger

under skoleophold i Island har frivilligt samleje med en pige på 14 år –

også

selv om dette ikke er strafbart efter islandsk ret, hvor den seksuelle

lavalder

er 14 år. Det er forudsat i den forbindelse, at der i overensstemmelse med

sædvanlig praksis meddeles tiltalefrafald, hvis der er tale om et frivilligt

seksuelt forhold mellem to unge uden stor aldersforskel.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at den

særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte børneprostitution efter

straffelovens § 223 a. Denne bestemmelse er ligesom § 222 udtryk

for

seksuel udnyttelse af mindreårige og omhandler en situation, der ofte

forbindes

med aktiviteter udøvet som led i »sex-turisme«.

Også i forhold til børneprostitution bør

jurisdiktionsbestemmelsen finde anvendelse, uanset om kunden har samleje

eller

anden kønslig omgængelse med barnet, og uanset om den børneprostituerede er

af

modsatte eller samme køn som kunden. I tilknytning til en særlig

jurisdiktionsbestemmelse i forhold til § 223 a foreslås derfor en

tilsvarende jurisdiktionsregel for handlinger omfattet af straffelovens

§ 224, jf. § 223 a og § 225, jf. § 223 a.

I det omfang en overtrædelse af § 223 a er rettet mod

et barn under 15 år, vil § 222, eventuelt jf. § 224 eller

§ 225,

tillige være anvendelig. Da disse bestemmelser er omfattet af den foreslåede

særlige jurisdiktionsregel, vil tilføjelsen af § 223 a især have

betydning

i de tilfælde, hvor børneprostitutionen vedrører en person i aldersgruppen

15-17 år.

Straffelovens § 226 omhandler den situation, hvor

straf efter bl.a. §§ 222, 223 a, 224 og 225 afhænger af den krænkede

persons alder, og hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til den

pågældendes

alder, således at forholdet ikke kan tilregnes ham som forsætligt. I disse

tilfælde kan der efter § 226 anvendes en forholdsvis mindre straf, hvis

gerningsmanden dog har handlet uagtsomt.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at de hensyn,

der bærer et ønske om at kunne retsforfølge i Danmark i tilfælde af seksuel

udnyttelse af børn i udlandet i forbindelse med »sex-turisme«, gør sig

gældende

både i forhold til forsætlige og uagtsomme overtrædelser af de omhandlede

bestemmelser. En dækkende jurisdiktionsbestemmelse i relation til de

pågældende

overtrædelser bør derfor muliggøre retsforfølgning i Danmark uden krav om

dobbelt strafbarhed også i de tilfælde, hvor det alene er muligt at bevise,

at

gerningsmanden har handlet uagtsomt i relation til offerets alder. Det

foreslås

derfor, at der i opregningen i den særlige jurisdiktionsbestemmelse også

henvises til straffelovens § 226.

Det bør i den forbindelse efter Justitsministeriets

opfattelse indgå i forsæts- og uagtsomhedsvurderingen, at det efter

omstændighederne

vil kunne være vanskeligere for en person fra Danmark at bedømme alderen på

børn og unge fra andre lande.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets

forslag om, at kravet om dobbelt strafbarhed tillige bør fraviges i forhold

til

overtrædelse af straffelovens § 230 om anvendelse af børn og unge under

18

år som pornomodeller. Handlinger omfattet af straffelovens § 230

indeholder på samme måde som børneprostitution et element af misbrug, der vil

kunne foretages som led i »sex-turisme«. En særlig jurisdiktionsbestemmelse

for

disse overtrædelser vil således eksempelvis indebære, at en dansk instruktør

af

pornografiske film ikke kan unddrage sig strafansvar ved at flytte sine

filmoptagelser til et land, hvor brug af mindreårige lokale pornomodeller

ikke

kan straffes.

I det omfang de anvendte pornomodeller er under 15 år, vil

straffelovens § 222, eventuelt jf. § 224 eller § 225 være

anvendelig. Som nævnt foreslås disse bestemmelser omfattet af den særlige

jurisdiktionsbestemmelse. En opregning, hvori også overtrædelse af § 230

indgår, vil således navnlig sikre, at der også er dansk straffemyndighed i

tilfælde, hvor de anvendte pornomodeller er i aldersgruppen 15-17 år.

For så vidt angår den øvrige del af de bestemmelser, der

kan være relevante ved seksuelt misbrug af børn, finder Justitsministeriet

ligesom udvalget ikke grundlag for at medtage disse under den foreslåede

særlige jurisdiktionsmæssige regulering. Justitsministeriet er enig med

Jurisdiktionsudvalget i, at der bør lægges vægt på, at de pågældende

bestemmelser enten vedrører seksuelt misbrug generelt og ikke kun seksuelt

misbrug

af børn eller vedrører handlinger, der ikke i praksis har sammenhæng med den

situation, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet for under

midlertidigt

ophold dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt kan foretage

her i landet.

Det skal dog understreges, at den omstændighed, at disse

bestemmelser ikke foreslås indarbejdet i en særlig jurisdiktionsbestemmelse,

ikke betyder, at danskeres overtrædelse heraf i udlandet ikke vil kunne

retsforfølges

ved danske domstole. I disse situationer vil spørgsmålet om dansk

straffemyndighed skulle afgøres efter de almindelige

jurisdiktionsbestemmelser.

I denne sammenhæng vil det navnlig betyde, at straffemyndighed vedrørende

handlinger foretaget i udlandet af danske statsborgere eller personer, der er

bosat her i landet, forudsætter, at handlingen tillige er strafbar efter

lovgivningen i gerningslandet, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr.

2,

eller at der er tale om en handling, som det ifølge lov påhviler

gerningsmanden

at iagttage i udlandet, jf. straffelovens § 8, nr. 2.

Der kan være tilfælde, hvor en handling, der er omfattet af

den foreslåede særlige jurisdiktionsregel, også kan indebære en overtrædelse

af

bestemmelser, der ikke er omfattet af den foreslåede regel, f.eks.

straffelovens

§ 210 om incest eller § 216 om voldtægt. I et sådant tilfælde

forudsætter en domfældelse for overtrædelse af sådanne bestemmelser, at disse

også er strafbare i gerningslandet.

I det omfang tiltalen i sådanne sager eventuelt begrænses

til at angå den bestemmelse, for hvilken kravet om dobbelt strafbarhed

foreslås

fraveget – eksempelvis således at der alene rejses tiltale for

overtrædelse af

§ 222 og ikke tillige efter § 216 – er Justitsministeriet enig

med

udvalget i, at det ved strafudmålingen inden for rammerne af § 222 bør

indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen af straffelovens

§ 222 er sket under anvendelse af vold eller trussel om vold.

5.2.2.

Straffelovens

§ 7, stk. 1 og stk. 3, omfatter personer med dansk indfødsret

og

personer, der er bosat i den danske stat. Den nærmere afgrænsning af

kriteriet »bosat

i den danske stat« kan som anført af udvalget give anledning til en vis

tvivl.

Som det fremgår ovenfor, har Jurisdiktionsudvalget ikke

fundet anledning til i forbindelse med overvejelserne om dansk

straffemyndighed

i forhold til »sex-turisme« at stille nærmere forslag om afgrænsningen af den

personkreds, hvis handlinger i udlandet bør være omfattet af dansk

straffemyndighed efter bestemmelsen i straffelovens § 7.

Henset til, at dette spørgsmål vil indgå i

Jurisdiktionsudvalgets generelle overvejelser om udformningen af de danske

regler om jurisdiktion, har Justitsministeriet heller ikke fundet grundlag

for

at foreslå en særlig regulering af spørgsmålet i dette lovforslag.

5.2.3.

I

tilfælde, hvor hjemlen til dansk straffemyndighed findes i den generelle

bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, er det afgørende,

om

gerningsmanden havde den relevante tilknytning til Danmark på

påtaletidspunktet, mens straffemyndighed i medfør af § 7, stk. 3,

forudsætter, at tilknytningen forelå på gerningstidspunktet.

Som omtalt har udvalget foreslået, at en fravigelse af

kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til seksuelt misbrug af børn kun skal

gælde, hvis gerningsmanden var dansk statsborger eller var bosat i Danmark på

det tidspunkt, hvor handlingen blev begået. Herved sikres det, at den særlige

jurisdiktionsregel kun omfatter handlinger, som gerningsmanden foretager i

udlandet efter det tidspunkt, hvor vedkommende har haft mulighed for og

anledning til at gøre sig bekendt med indholdet af dansk lovgivning.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag og

begrundelsen herfor.

Strafforfølgning af forhold, der er begået inden den

pågældende har opnået den nævnte tilknytning til Danmark, vil herefter som

hidtil forudsætte, at forholdet også er strafbart i gerningslandet, jf.

§ 7, stk. 1, nr. 2.

5.2.4.

En

fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn i

udlandet vil gøre det muligt at retsforfølge danske statsborgere og personer

bosat i Danmark for sådanne handlinger, selv om handlingen ikke er strafbar i

gerningslandet. I sådanne tilfælde vil sagens gennemførelse i Danmark alene

ske

under hensyntagen til dansk lovgivning, jf. § 10, stk. 1.

Hvis handlingen derimod tillige er strafbar efter

gerningslandets lovgivning, vil hjemlen for dansk straffemyndighed skulle

søges

i den almindelige bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,

hvor det er afgørende, om gerningsmanden har tilknytning til Danmark på

påtaletidspunktet. I så fald omfatter jurisdiktionskompetencen også

handlinger,

som gerningsmanden har foretaget i udlandet, før vedkommende blev dansk

statsborger eller bosatte sig her i landet. I disse tilfælde skal der ved

strafudmålingen som udgangspunkt tages hensyn til det strafmaksimum, der

gælder

efter gerningslandets lovgivning, jf. § 10, stk. 2. 1. pkt.,

medmindre der er tale om overtrædelse af § 245 a eller § 246, jf.

§ 245 om kvindelig omskæring, jf. § 10, stk. 2, 2. pkt.

Som nævnt ovenfor har Jurisdiktionsudvalget anført, at det

vil stemme bedst overens med en fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed

ved

seksuel udnyttelse af børn, hvis disse sager som udgangspunkt alene afgøres

under hensyntagen til dansk lovgivning – selv i tilfælde, hvor

handlingen er

strafbar efter gerningslandets lovgivning.

Udvalget har samtidig fremhævet, at dansk straffemyndighed

efter den almindelige bestemmelse i § 7, stk. 1, nr. 2, imidlertid

også omfatter handlinger, begået inden gerningsmanden fik tilknytning her til

landet, og hvor vedkommende ikke har haft anledning til at gøre sig bekendt

med

dansk lovgivning. Udvalget har derfor foreslået, at dette udgangspunkt alene

bør gælde, hvis den fornødne tilknytning til Danmark forelå på

gerningstidspunktet.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse hermed, således at det udtrykkelig fremgår af

§ 10, stk. 2, 2. pkt., at der alene kan ses bort fra

gerningslandets

strafmaksimum, hvis gerningsmanden havde den relevante tilknytning til

Danmark

på gerningstidspunktet.

Hvis en person har begået seksuelt misbrug af børn i

udlandet i tilfælde, hvor handlingen også er strafbar i gerningslandet, men

på

et tidspunkt, hvor gerningsmandens tilknytning til Danmark endnu ikke var

etableret, jf. § 7, stk. 1, kan der fortsat straffes her i landet.

I

så fald gælder imidlertid de begrænsninger med hensyn til strafudmålingen,

der

fremgår af § 10, stk. 2, 1. pkt.

5.2.5.

Som det

fremgår ovenfor, har Jurisdiktionsudvalget bemærket, at der kan der være en

række tvivlsspørgsmål forbundet med at fastlægge dansk straffemyndighed

vedrørende forsøg og medvirken i sager, hvor den fuldbyrdede handling ikke er

strafbar i fuldbyrdelseslandet, eller hvor der ikke efter lovgivningen i

fuldbyrdelseslandet

er tale om en strafbar forsøgs- eller medvirkenshandling. Udvalget vil

behandle

disse spørgsmål nærmere i forbindelse med sine generelle overvejelser om

dansk

straffemyndighed og har i relation til spørgsmålet om seksuel udnyttelse af

børn i udlandet begrænset sig til at pege på, at retstilstanden efter

udvalgets

opfattelse bør fastlægges på samme måde som ved kvindelig omskæring.

På den baggrund har Justitsministeriet fundet det rigtigst

at lade yderligere regulering af disse spørgsmål afvente

Jurisdiktionsudvalgets

generelle overvejelser herom.

Den foreslåede bestemmelse vil således – på samme måde som

den nugældende § 7, stk. 3, om kvindelig omskæring – medføre,

at en

forsøgs- eller medvirkenshandling med henblik på seksuel udnyttelse i

udlandet

vil være strafbar og undergivet dansk straffemyndighed, uanset om forsøgs-

eller medvirkenshandlingen er foretaget her i landet eller i udlandet, og

uanset om forsøgs- eller medvirkenshandlingen er straffri efter lovgivningen

i

det land, hvor udnyttelsen foretages. Dette indebærer, at personer, der er

danske statsborgere eller herboende udlændinge på det tidspunkt, hvor den

pågældende – efter gerningsstedets lovgivning straffri – handling

foretages,

vil kunne strafforfølges i Danmark.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Henset til det samlede antal sager, der behandles af

justitsvæsenet, skønnes den foreslåede ophævelse af kravet om dobbelt

strafbarhed i sager om seksuel udnyttelse af børn ikke at have

økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Betænkning nr. 1470/2006 om dansk straffemyndighed i

forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet har været sendt i høring

hos

følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne

for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde,

Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Dommerfuldmægtigforening,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Dansk Retspolitisk

Forening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

Børnerådet, Red Barnet, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Institut for

Menneskerettigheder, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Ungdoms

Fællesråd, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister,

Kommunernes Landsforening og Retssikkerhedsfonden.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 7, stk. 3)

Det foreslås at ændre straffelovens almindelige regler om

dansk straffemyndighed for handlinger foretaget i udlandet for så vidt angår

seksuel udnyttelse af børn.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at danske

statsborgere og personer, som er bosat i den danske stat, kan straffes for

sådanne handlinger, forsøg på og medvirken hertil, selv om handlingen ikke er

strafbar i det land, hvor den er foretaget. Kravet om dobbelt strafbarhed i

straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, vil således ikke gælde ved

seksuel

udnyttelse af børn i udlandet.

Anvendelse af den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse

forudsætter, at gerningsmanden havde den nævnte tilknytning til Danmark på

det

tidspunkt, hvor handlingen blev foretaget. Er tilknytningen til Danmark først

opnået efter gerningstidspunktet, vil spørgsmålet om dansk straffemyndighed

skulle afgøres efter § 7, stk. 1, nr. 2, og dermed bero på, om det

kan oplyses, at forholdet også er strafbart i gerningslandet.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor den seksuelle

udnyttelse er foretaget uden for den danske stat og inden for et andet

folkeretligt

anerkendt statsområde, jf. henvisningen til straffelovens § 7,

stk. 1,

nr. 2. Er handlingen foretaget uden for et anerkendt statsområde –

f.eks. på et

udenlandsk skib på det åbne hav – gælder der ikke noget krav om dobbelt

strafbarhed, og danske statsborgere og herboende personer kan straffes for

alle

handlinger, som efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4

måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse ved nærmere

opregnede tilfælde af seksuel udnyttelse af børn.

Omfattet af denne særlige jurisdiktionsbestemmelse, hvor

der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, er således overtrædelse af

straffelovens § 222, der angiver et absolut forbud mod samleje med et

barn

under 15 år. Tilsvarende gælder, hvis der er tale om anden kønslig omgængelse

end samleje med et barn under 15 år, jf. § 224, jf. § 222, eller

kønslig omgængelse med et barn under 15 år af samme køn, jf. § 225, jf.

§ 222.

Omfattet af den foreslåede bestemmelse er endvidere handlinger

omfattet af straffelovens § 223 a, der omhandler børneprostitution i

form

af samleje mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år.

Tilsvarende gælder, hvis børneprostitutionen har karakter af anden kønslig

omgængelse end samleje, jf. § 224, jf. § 223 a, eller kønslig

omgængelse med en person af samme køn, jf. § 225, jf. § 223 a.

Den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse skal også finde

anvendelse i de tilfælde, hvor gerningsmanden alene har handlet uagtsomt i

relation til den alder, der betinger strafbarheden i forhold til de øvrige

bestemmelser, der indgår i opregningen, jf. den foreslåede henvisning til

straffelovens § 226.

Omfattet af den foreslåede jurisdiktionsregel er desuden

overtrædelse af straffelovens § 230, der vedrører brug af børn og unge

under 18 år som pornomodeller til fotografier eller film med forsæt til at

udbrede det pågældende materiale.

Endelig henvises i den foreslåede bestemmelse til

straffelovens § 245 a og § 246, jf. § 245 a. Hermed

videreføres

indholdet af den nugældende § 7, stk. 3, der angiver en særlig

jurisdiktionsbestemmelse ved tilfælde af kvindelig omskæring.

I den foreslåede bestemmelse anvendes formuleringen »når

handlingen er omfattet af «, hvilket på samme måde som den eksisterende

§ 7,

stk. 3, skal forstås med de udvidelser, der følger af straffelovens

§ 21

om forsøg og § 23 om medvirken. Der vil således ikke skulle stilles krav

om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk jurisdiktion i forhold til

forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i udlandet.

I relation til forsøgs- og medvirkenshandlinger, der

foretages her i landet, indebærer den foreslåede bestemmelse endvidere, at

der

er dansk jurisdiktion, selv om den handling, der fuldbyrdes eller er tiltænkt

at skulle fuldbyrdes i udlandet, ikke er strafbar efter den dér gældende

lovgivning.

Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne danne

grundlag for et medvirkensansvar, hvis et rejsebureau, der er hjemmehørende i

Danmark, annoncerer med rejser til destinationer, der er kendt for

eksempelvis

børneprostitution, og dette sker med forsæt til »sex-turisme«.

Den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse vil kun finde

anvendelse i sager om seksuel udnyttelse af børn, der er foretaget i et land,

hvor handlingen ikke er strafbar – enten fordi handlingen ikke er

kriminaliseret, eller fordi der f.eks. er indtrådt forældelse af

strafansvaret.

Er handlingen foretaget i et land, hvor forholdet konkret kan straffes, vil

dansk straffemyndighed således som hidtil følge af bestemmelsen i

straffelovens

§ 7, stk. 1, nr. 2. Det indebærer, at dansk straffemyndighed i

sidstnævnte tilfælde også omfatter personer, der først er blevet danske

statsborgere eller bosiddende her i landet i perioden mellem

gerningstidspunktet og påtaletidspunktet.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 4.2.-4.7. og 5.2.

Til nr. 2 (straffelovens § 10, stk. 2, 2.

pkt.)

Den foreslåede ændring indebærer, at danske domstole ved

strafudmålingen i sager om seksuelt misbrug af børn, der er foretaget i et

land, hvor forholdet

er

strafbart,

ikke vil være bundet af det strafmaksimum, der gælder i henhold til

gerningslandets lovgivning, hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet havde

dansk indfødsret eller var bosat i Danmark.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 4.6. og 5.2.4.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Loven kan dog sættes i kraft helt eller delvist for

Færøerne ved kongelig anordning.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af 27. september

2005, som ændret senest ved lov nr. 1400 af 21. december 2005 foretages

følgende ændringer:

§ 7.

Under dansk

straffemyndighed hører fremdeles handlinger, som en person, der har dansk

indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne,

1)

for så vidt

handlingen er foretaget uden for folkeretligt anerkendt statsområde, hvis

handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4

måneder,

2)

for så vidt

handlingen er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også

efter den dér gældende lovgivning.

Stk. 2

. Bestemmelsen

i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til handlinger begået

af en person, der har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller

Sverige, og som opholder sig her i landet.

Stk. 3

. I de i stk. 1,

nr. 2, nævnte tilfælde, hører en handling, som er foretaget af en person, der

på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske

stat, dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter

lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af

§ 245

a eller § 246, jf. § 245 a.

1.

§ 7, stk. 3

, affattes således:

»

Stk. 3

. I de i stk. 1,

nr. 2, nævnte tilfælde hører en handling, som er foretaget af en person, der

på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske

stat, dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter

lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af

1)

§ 222,

2)

§ 223 a,

3)

§ 224, jf. § 222

eller § 223 a,

4)

§ 225, jf. § 222

eller § 223 a,

5)

§ 226,

6)

§ 230,

7)

§ 245 a eller

8)

§ 246, jf. § 245

a.«

§ 10.

Stk. 2

. I de i stk. 7,

stk. 1 og 2, nævnte tilfælde kan der, hvis handlingen er begået inden

for fremmed folkeretligt anerkendt område, dog ikke idømmes strengere straf

end hjemlet ved gerningsstedets lovgivning. Dette gælder dog ikke, når

handlingen er omfattet af § 245 a eller § 246, jf. § 245 a.

2.

§ 10, stk. 2, 2. pkt

., affattes

således:

»Dette gælder dog ikke for en person, der på gerningstidspunktet

havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, når handlingen er

omfattet af:

1)

§ 222,

2)

§ 223 a,

3)

§ 224, jf. § 222

eller § 223 a,

4)

§ 225, jf. § 222

eller § 223 a,

5)

§ 226,

6)

§ 230,

7)

§ 245 a eller

8)

§ 24

6, jf.

§ 245 a.«

Lignende dokumenter