Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Dansk straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. marts 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af straffeloven
(Dansk
straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af 27.
september 2005, som ændret ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 og lov nr.
1400 af 21. december 2005 foretages følgende ændringer:
1.
§ 7, stk. 3,
affattes således:
»
Stk. 3.
I de i stk. 1,
nr. 2, nævnte tilfælde hører en handling, som er foretaget af en person, der
på
gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat,
dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter
lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af
1)
§ 222,
2)
§ 223 a,
3)
§ 224, jf. § 222 eller § 223
a,
Læs alt
4)
§ 225, jf.
§ 222 eller § 223
a,
5)
§ 226,
6)
§ 230,
7)
§ 245 a eller
8)
§ 246, jf. § 245
a.«
2.
§ 10, stk. 2, 2. pkt.,
affattes
således:
»Dette gælder dog ikke for en person, der på gerningstidspunktet
havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, når handlingen er
omfattet af:
1)
§ 222,
2)
§ 223 a,
3)
§ 224, jf. § 222 eller § 223
a,
4)
§ 225, jf.
§ 222 eller § 223
a,
5)
§ 226,
6)
§ 230,
7)
§ 245 a eller
8)
§ 246, jf. § 245
a.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Lovens § 1
kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne med
de
ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
....................
2
1.1.
Lovforslagets
formål
;............................................................................
.....
2
1.2.
Hovedtræk af
lovforslaget
;.........................................................................
2
2.
Gældende ret
;............................................................................
................
3
2.1.
Gældende ret
vedrørende seksuel udnyttelse af børn
...................................
3
2.2.
Gældende ret
vedrørende dansk straffemyndighed i forhold til handlinger foretaget i
udlandet
;............................................................................
.......
4
3.
Tidligere
overvejelser vedrørende dansk straffemyndighed i forhold til seksuel
udnyttelse af børn i udlandet
...............................................................
6
4.
Jurisdiktionsudvalgets
overvejelser og forslag
..............................................
7
5.
Justitsministeriets
overvejelser
...................................................................
10
5.1.
Baggrunden for
lovforslaget
......................................................................
10
5.2.
Lovforslagets
udformning
;..........................................................................
11
6.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
....................
14
7.
Hørte myndigheder
mv.
;........................................................................
....
14
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Regeringen finder, at Danmark har et ansvar for danske
statsborgeres handlinger både herhjemme og i udlandet. Regeringen lægger vægt
på, at danske statsborgere ikke lovligt kan flytte strafbare handlinger i
form
af seksuelt misbrug af børn til udlandet. Også som led i en samlet
international
indsats mod seksuel udnyttelse af børn i 3. verdenslande finder regeringen
derfor, at straffelovens regler om dansk straffemyndighed bør indrettes
således, at man ikke kan unddrage sig strafansvar efter danske regler ved at
foretage handlingerne under (midlertidige) ophold i et land, hvor forholdene
ikke er strafbare.
Formålet med lovforslaget er således at gøre det muligt at
straffe danske statsborgere og herboende udlændinge, der i udlandet foretager
seksuel udnyttelse af børn, selv om den pågældende handling ikke er strafbar
i
det land, hvor den er begået.
Lovforslaget har endvidere til formål at sikre, at danske
domstole ved strafudmålingen i de sager om seksuel udnyttelse af børn, hvor
der
efter forslaget ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, ikke skal være
bundet
af et udenlandsk strafmaksimum, hvis gerningsmanden var dansk statsborger
eller
bosat her i landet på gerningstidspunktet.
Lovforslaget bygger på en delbetænkning fra
Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg om dansk straffemyndighed i forhold
til
seksuel udnyttelse af børn i udlandet (betænkning nr. 1470/2006) (herefter
kaldet »betænkningen«). Jurisdiktionsudvalget har til opgave at foretage en
generel gennemgang af straffelovens bestemmelser om straffemyndighed
(jurisdiktion) med henblik på at vurdere, hvorvidt der kan være behov for at
foretage ændringer i disse bestemmelser. Efter anmodning fra
Justitsministeriet
har udvalget i første række koncentreret sig om at afgive en delbetænkning om
spørgsmålet om »sex-turisme« og dobbelt strafbarhed i forbindelse hermed.
1.2. Hovedtræk af lovforslaget
Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,
at dansk straffemyndighed i forhold til handlinger foretaget i udlandet af en
person, der har dansk indfødsret eller er bosat her i landet, som
udgangspunkt
forudsætter, at den pågældende handling tillige er strafbar efter
gerningslandets lovgivning (kravet om dobbelt strafbarhed). Straffelovens
§ 7,
stk. 3, indeholder en særlig jurisdiktionsbestemmelse, som indebærer, at
der i relation til overtrædelse af straffelovens § 245 a og § 246,
jf. § 245 a om kvindelig omskæring ikke stilles krav om dobbelt
strafbarhed. Lovforslaget indebærer, at § 7, stk. 3, udvides til
også
at omhandle en række nærmere angivne straffelovsbestemmelser vedrørende
seksuel
udnyttelse af børn.
Ved pådømmelse i Danmark af strafbare forhold begået i
udlandet kan danske domstole i dag som hovedregel ikke idømme en straf, som
overstiger det strafmaksimum, der gælder efter gerningslandets lovgivning,
jf.
straffelovens § 10, stk. 2, 1. pkt. En undtagelse herfra er angivet
i
straffelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., hvorefter danske domstole ved
strafudmålingen ikke er bundet af et udenlandsk strafmaksimum i sager
vedrørende kvindelig omskæring, jf. straffelovens § 245 a eller
§ 246,
jf. § 245 a. Det foreslås, at straffelovens § 10, stk. 2, 2.
pkt., udvides til at også at omhandle de bestemmelser om seksuelt misbrug af
børn, som foreslås undtaget fra kravet om dobbelt strafbarhed. Dette
medfører,
at danske domstole ikke vil være bundet af strafmaksimum i gerningslandet i
de
tilfælde, hvor gerningsmanden havde dansk indfødsret eller var bosat i
Danmark
på gerningstidspunktet.
2. Gældende ret
2.1. Gældende ret vedrørende seksuel udnyttelse af
børn
2.1.1.
Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder en
række bestemmelser, der tager sigte på at beskytte mod seksuelle overgreb,
herunder visse bestemmelser, som specifikt omhandler seksuel udnyttelse af
børn.
I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år. Samleje med et
barn under 15 år straffes efter straffelovens § 222 med fængsel indtil 8
år. Hvis barnet var under 12 år, eller hvis gerningsmanden har skaffet sig
samleje ved tvang eller ved fremsættelse af trusler, kan straffen stige til
fængsel indtil 12 år, jf. § 222, stk. 2. Forbuddet i straffelovens
§ 222
mod samleje med et barn under 15 år er absolut og gælder således, uanset om
der
har været anvendt tvang, og uanset om der er tale om misbrug. § 222
finder
tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje
(jf.
§ 224) og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn
(jf. § 225).
2.1.2.
Straffeloven indeholder også en række bestemmelser, der har til formål at
beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb fra personer, som har en særlig
betroet
stilling i forhold til barnet eller den unge, eller i forhold til hvem barnet
eller den unge står i et afhængighedsforhold.
Straffelovens § 219 indeholder et forbud mod, at den,
der er ansat eller tilsynsførende ved bl.a. et børne- eller ungdomshjem, har
samleje med nogen, der er optaget i institutionen. Overtrædelse heraf
straffes
med fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen forudsætter ikke, at samlejet finder
sted
på institutionen, men kan tillige anvendes ved samleje uden for
institutionen.
Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den,
der har samleje med en person under 18 år, som er gerningsmandens
adoptivbarn,
stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning
eller
opdragelse, med fængsel indtil 4 år. Efter bestemmelsens stk. 2 straffes
på samme måde den, som ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende
overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.
Det følger endvidere af straffelovens § 220, at den,
der ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed
skaffer sig samleje uden for ægteskab, straffes med fængsel indtil 1 år.
Strafferammen
er dog fængsel indtil 3 år, hvis forholdet er begået over for en person under
21 år.
De nævnte bestemmelser i §§ 219, 220 og 223 finder
tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje,
jf.
§ 224, og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn,
jf. § 225.
2.1.3.
Børneprostitution er reguleret i straffelovens § 223 a. Efter
bestemmelsen
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, der som kunde mod betaling
eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år. Tilsvarende
gælder for anden kønslig omgængelse end samleje og for kønslig omgængelse med
en person af samme køn, jf. § 224 og § 225. Hvis den prostituerede
er
under 15 år, er handlingen tillige strafbar efter straffelovens § 222,
jf.
eventuelt § 224 eller § 225.
Bestemmelsen i § 223 a finder anvendelse, hvis
personen under 18 år modtager betaling eller løfte om betaling. Der skal ikke
nødvendigvis være tale om betaling af et pengebeløb, men kundens modydelse
skal
kunne gøres op i penge.
2.1.4.
Det er en
betingelse for strafansvar efter alle de ovennævnte bestemmelser, at
gerningsmanden har handlet forsætligt. Gerningsmanden kan dog straffes efter
de
nævnte bestemmelser, selv om han alene har handlet uagtsomt i relation til
offerets alder, men i så fald skal en forholdsmæssig mindre straf anvendes,
jf.
straffelovens § 226.
2.1.5.
Straffeloven indeholder endvidere visse generelle bestemmelser om forbud mod
at
fremme eller udnytte prostitution, jf. straffelovens § 228 og
§ 229.
Efter § 228, stk. 1, straffes med fængsel indtil
4 år den, der holder bordel, den, der forleder nogen til at søge fortjeneste
ved kønslig usædelighed med andre, og den, der for vindings skyld forleder
nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver
erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det. Efter § 228,
stk. 2,
straffes med fængsel indtil 4 år den, der tilskynder eller bistår en person
under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der
medvirker til en persons befordring ud af Danmark, for at denne i udlandet
skal
drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til en sådan
usædelighed,
når den befordrede person er under 21 år eller er uvidende om formålet.
Straffelovens § 229 er møntet på de tilfælde, hvor en
persons handlinger ikke kan henføres til § 228 om rufferi og
bordeldrift,
men hvor gerningsmanden alligevel fremmer kønslig usædelighed ved for
vindings
skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand eller ved at
udnytte en andens erhverv ved kønslig usædelighed. Strafferammen er fængsel
indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Efter § 229,
stk. 2,
straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med
bøde den, der udlejer værelse i hotel mv. til benyttelse til erhvervsmæssig
utugt.
2.1.6.
Straffelovens § 230 og § 235 omhandler optagelse, udbredelse og
besiddelse af børnepornografisk materiale.
Efter § 230 straffes med bøde eller fængsel indtil 2
år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år den,
der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18
år
med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet. Bestemmelsen
gør det strafbart at anvende børn og unge under 18 år som pornomodeller.
Efter straffelovens § 235 er det strafbart at udbrede,
besidde eller mod vederlag gøre sig bekendt med pornografi, der viser
personer
under 18 år. Bestemmelsen omfatter såvel fotografier og film som fiktiv
børnepornografi.
Straffen for besiddelse mv. er bøde eller fængsel indtil 1 år. Ifølge
§ 235,
stk. 3, er besiddelse dog ikke strafbar, hvis den person, der vises på
billedet, er fyldt 15 år og har givet sit samtykke til den pågældendes
besiddelse af billedet.
2.1.7.
Endvidere
kan nævnes straffelovens § 232. Efter denne bestemmelse straffes med
bøde
eller fængsel indtil 4 år den, der ved uterligt forhold krænker
blufærdigheden
eller giver offentlig forargelse.
Straffelovens § 232 kan eksempelvis finde anvendelse i
tilfælde, hvor beføling af et barn ikke har en sådan karakter, at forholdet
henføres under § 224 eller § 225, eller ved optagelse af utugtige
billeder, herunder billeder af børn, i tilfælde, hvor billedet ikke kan
henføres
under § 230 om brug af børn som pornomodeller.
2.1.8.
Straffelovens kapitel 23 omhandler forbrydelser i familieforhold og
indeholder
bl.a. i § 210 et forbud mod incest. Efter bestemmelsens stk. 1
straffes med fængsel indtil 6 år den, der har samleje med en slægtning i
nedstigende linje. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes
med fængsel indtil 2 år, idet straffen dog kan bortfalde for den, der ikke er
fyldt 18 år, jf. stk. 2. Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse
med
hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til
anden kønslig omgængelse end samleje, jf. stk. 3.
Straffelovens kapitel 26 vedrører forbrydelser mod den
personlige frihed. Kapitlet indeholder i § 262 a en bestemmelse,
hvorefter
menneskehandel er kriminaliseret som en selvstændig forbrydelse, der
omhandler
alle aspekter af menneskehandel og den udnyttelse, som ligger bag.
Bestemmelsen
omfatter den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller
efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt
ulovlig tvang efter straffelovens § 260, frihedsberøvelse efter
§ 261,
trusler efter § 266, retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller
udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig fremgangsmåde, når
handlingen
er sket med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed,
tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af
organer. Overtrædelse af § 262 a straffes med fængsel indtil 8 år.
Hvis den forurettede person er under 18 år, kan der efter § 262
a, stk. 2, straffes for menneskehandel, selv om der ikke har været
anvendt
de i § 262 a, stk. 1, nævnte tvangsmidler. Dette er ligeledes
tilfældet, hvis gerningsmanden ved ydelse af betaling eller anden fordel
opnår
et samtykke til udnyttelsen fra en person, der har myndighed over den
forurettede, jf. stk. 2, nr. 2. Også i disse tilfælde er strafferammen
fængsel indtil 8 år.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 17-22.
2.2. Gældende ret vedrørende dansk straffemyndighed
i forhold til handlinger foretaget i udlandet
2.2.1.
Reglerne i
straffelovens kapitel 2 angiver rammerne for, hvornår en handling er omfattet
af dansk straffemyndighed (jurisdiktion) – det vil sige, hvilke sager
der kan
pådømmes ved danske domstole.
Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget
i den danske stat eller på dansk fartøj, jf. straffelovens § 6
(territorialprincippet). Det gælder også, hvis blot en del af den strafbare
virksomhed er foretaget her i landet. Handlingen kan tillige være undergivet
dansk straffemyndighed, hvis den uden at være foretaget i Danmark har haft
virkning her i landet, jf. straffelovens § 9 (virkningsprincippet).
Hvis den kriminelle handling hverken for så vidt angår
handling eller virkning har nogen tilknytning til det danske territorium, kan
der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7. I så
fald er det normalt en betingelse, at gerningsmanden er dansk statsborger
eller
er bosat her i landet, og at handlingen er strafbar både efter
gerningsstedets
lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed), jf. nærmere herom under pkt. 2.2.2.
De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8.
Efter denne bestemmelse er der bl.a. dansk straffemyndighed i forhold til
handlinger foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor
gerningsmanden
hører hjemme, hvis handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov
påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet, jf. § 8, nr. 2, samt
dansk
straffemyndighed, når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig
overenskomst,
ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning, jf.
§ 8, nr. 5.
2.2.2.
Straffelovens § 7 er udtryk for det såkaldte aktive personalprincip og
indebærer, at en person med en nærmere defineret tilknytning til Danmark
under
visse betingelser kan retsforfølges i Danmark for en handling, der er begået
uden for den danske stat. Bestemmelsen finder anvendelse, hvis den pågældende
handling ikke kan lokaliseres til dansk territorium eller fartøj, og hvor
straffemyndighed i medfør af § 6 (territorialprincippet) eller § 9
(virkningsprincippet) således er udelukket.
Dansk jurisdiktion i medfør af straffelovens § 7
forudsætter, at der er tale om en handling begået i udlandet af en person,
der
har
dansk indfødsret
eller er
bosat i den danske stat. En person anses
for bosat i den danske stat, når vedkommende har sit varigere eller tilsigtet
varigere hovedopholdssted her i landet. Den nærmere afgrænsning af kriteriet
kan dog give anledning til en vis tvivl. Efter forarbejderne til bestemmelsen
er det afgørende, om den pågældende tilknytning til Danmark foreligger på
tidspunktet for sagens påtale.
Efter § 7, stk. 1, nr. 1, er der dansk
straffemyndighed i tilfælde, hvor den strafbare handling er foretaget uden
for
folkeretligt anerkendt område, forudsat at den pågældende handling kan
medføre
højere straf end fængsel i 4 måneder. Er handlingen foretaget inden for
folkeretligt anerkendt område, er der som udgangspunkt kun dansk
straffemyndighed, hvis den pågældende handling tillige er strafbar dér, hvor
den er begået (princippet om dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens
§ 7,
stk. 1, nr. 2. I disse tilfælde forudsætter dansk jurisdiktion således,
at
alle betingelser for at straffe den konkrete handling i gerningslandet –
både i
objektiv og i subjektiv henseende – er opfyldt.
Det følger af straffelovens § 7, stk. 2, at
bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til
handlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i Finland,
Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet.
Straffelovens § 7, stk. 3, blev indsat ved lov
nr. 386 af 28. maj 2003 og indeholder en særlig jurisdiktionsregel ved
tilfælde
af kvindelig omskæring. Der henvises til Folketingstidende 2002/03 tillæg A,
side 5521, tillæg B, side 955 og 1268 samt Folketingets forhandlinger, side
7234, 8499 og 9154.
Bestemmelsen indebærer en fravigelse af kravet om dobbelt
strafbarhed, hvis der er tale om handlinger omfattet af § 245 a,
hvorefter
den, der ved legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden
måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med
fængsel indtil 6 år. Er legemsangrebet af en så grov beskaffenhed, eller har
det haft så alvorlige følger eller døden til følge, at der foreligger
særdeles
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år, jf.
§ 246,
jf. § 245 a.
Efter § 7, stk. 3, er det afgørende for
spørgsmålet om eventuel fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed, om
gerningsmanden var dansk statsborger eller bosat i Danmark på
gerningstidspunktet. Som omtalt ovenfor
er det efter den almindelige bestemmelse i § 7, stk. 1, en
betingelse
for dansk straffemyndighed, at gerningsmanden har den fornødne danske
tilknytning på
påtaletidspunktet.
Af forarbejderne til § 7, stk. 3, fremgår det, at
Justitsministeriet fandt det rigtigst, at den foreslåede undtagelse fra
kravet
om dobbelt strafbarhed alene omfatter handlinger, som er foretaget i
udlandet,
efter at den pågældende har opnået dansk indfødsret eller bosat sig her i
landet, således at vedkommende i almindelighed på gerningstidspunktet må
formodes at være bekendt med grundlæggende normer i det danske samfund.
Bestemmelsen i § 7, stk. 3, blev derfor udformet således, at den
alene finder anvendelse i forhold til personer, som på gerningstidspunktet
havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat.
Den særlige jurisdiktionsbestemmelse i § 7, stk. 3,
finder anvendelse i tilfælde, hvor kvindelig omskæring foretages i et land,
hvor handlingen ikke er strafbar. Sker omskæringen i et land, hvor handlingen
konkret er strafbar, vil den almindelige jurisdiktionsregel i § 7,
stk. 1,
nr. 2, være anvendelig, herunder i relation til kravet om, at gerningsmanden
blot skal være hjemmehørende i Danmark på tidspunktet for sagens påtale.
2.2.3.
Når der
rejses tiltale her i landet på grundlag af reglerne om dansk straffemyndighed
i
straffelovens §§ 6-9, skal afgørelsen af, om et strafbart
gerningsindhold
er realiseret, og hvilken straf eller anden retsfølge der skal anvendes, ske
efter dansk ret, jf. straffelovens § 10, stk. 1, medmindre der i
lovgivningen konkret er foreskrevet andet.
I tilfælde, hvor dansk straffemyndighed vedrørende
handlinger begået inden for folkeretligt anerkendt område er begrundet i
straffelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, og således bygger på
et
princip om dobbelt strafbarhed, følger det imidlertid af straffelovens
§ 10,
stk. 2, 1. pkt., at der ved reaktionsvalget ikke kan idømmes strengere
straf, end hvad der er hjemmel til i gerningslandets lovgivning. Dette
betyder
ikke, at der ikke kan idømmes strengere straf end den, der konkret ville være
udmålt ved pådømmelse i gerningslandet, men straffen skal ligge inden for
strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i gerningslandets lovgivning.
I forbindelse med gennemførelsen af straffelovens § 7,
stk. 3, om straffemyndighed ved tilfælde af kvindelig omskæring, blev
straffelovens § 10, stk. 2, suppleret med et 2. pkt., hvorefter der
ved handlinger omfattet af straffelovens § 245 a eller § 246, jf.
§ 245
a, ikke stilles krav om hensyntagen til gerningslandets strafmaksimum.
Om baggrunden for denne tilføjelse er i forarbejderne
anført, at straffelovens § 10, stk. 2, ville betyde, at danske
domstole i sager om kvindelig omskæring, hvor handlingen foretages i et andet
land, hvor handlingen er strafbar, ville være bundet af det udenlandske
strafmaksimum. Hvis kvindelig omskæring i gerningslandet eksempelvis alene er
sanktioneret med bødestraf, ville bestemmelsen i § 10, stk. 2, føre
til, at der ikke i Danmark kunne idømmes fængselsstraf for handlingen. På den
baggrund fandt man det bedst stemmende med den foreslåede fravigelse af
princippet om dobbelt strafbarhed i sager om kvindelig omskæring, at straffen
i
disse sager i alle tilfælde kan fastsættes uden hensyn til lovgivningen på
gerningsstedet.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 23-37.
3. Tidligere overvejelser vedrørende dansk
straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet
Spørgsmålet om ophævelse af kravet om dobbelt strafbarhed i
sager vedrørende seksuelt misbrug af børn har tidligere været drøftet i
Folketinget. I folketingsåret 1996/97 behandlede Folketinget bl.a. et
beslutningsforslag (B 45) fremsat af medlemmer af Venstre og Det Konservative
Folkeparti om straf for seksuelt misbrug af børn i udlandet. Efter
beslutningsforslaget skulle regeringen pålægges at fremsætte forslag til
ændring
af straffeloven, således at kravet om dobbelt strafbarhed ikke skulle gælde
ved
seksuelt misbrug af børn i udlandet.
Beslutningsforslaget blev ikke vedtaget, bl.a. under henvisning
til principielle betænkeligheder ved at ophæve kravet om dobbelt strafbarhed
og
overvejelser om, hvorvidt forslaget var en egnet metode til at sikre en
beskyttelse af børn mod seksuelle overgreb. Et flertal fandt således, at der
var behov for nærmere undersøgelser af behovet for at fravige kravet om
dobbelt
strafbarhed på dette område.
I forlængelse heraf indhentede Justitsministeriet i 1997/98
via Udenrigsministeriet oplysninger om den seksuelle lavalder og andre regler
om seksuelt misbrug af børn i de lande i Asien, Afrika og Sydamerika, der i
almindelighed er fjernmål for danske turistrejser. Herudover blev der
indhentet
oplysninger om retstilstanden i Europarådets medlemslande. Det indhentede
materiale indeholdt oplysninger fra i alt 54 lande.
I lyset af de indhentede oplysninger konkluderede
Justitsministeriet i et notat oversendt til Folketingets Retsudvalg den 6.
juli
1998, at der næppe vil kunne opnås nævneværdige forbedringer af indsatsen mod
misbrug af børn ved at ophæve straffelovens krav om dobbelt strafbarhed.
Ministeriet fremhævede i den forbindelse navnlig, at den seksuelle lavalder
kun
i 3 af de 54 adspurgte lande var lavere end 14 år, samt at der i alle landene
var generelle regler rettet mod en række andre former for seksuelt misbrug.
Justitsministeriet bemærkede endvidere, at ministeriet ikke
var bekendt med konkrete sager, hvor straffelovens krav om dobbelt
strafbarhed
havde medført, at en herboende person ikke kunne straffes for seksuelt
misbrug
af et barn i udlandet, men at ministeriet fortsat ville være opmærksom på
udviklingen med henblik på i givet fald at tage spørgsmålet om dobbelt
strafbarhed op til fornyet overvejelse.
Der henvises til betænkningens side 46-48.
4. Jurisdiktionsudvalgets overvejelser og forslag
4.1.
Jurisdiktionsudvalget
har i sin betænkning taget udgangspunkt i, at kravet om dobbelt strafbarhed
er
en grundlæggende betingelse for jurisdiktion i henhold til det såkaldte
aktive
personalprincip. Straffeloven indeholder således i dag kun én undtagelse
hertil, jf. § 7, stk. 3, om kvindelig omskæring. Kravet kendes
endvidere
fra lovgivningen i en lang række andre lande som en generel betingelse for at
kunne pådømme handlinger foretaget uden for domslandet. Baggrunden for kravet
om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende hensyn til at sikre
forudsigelighed
samt indretningssynspunkter, idet en person i almindelighed bør kunne regne
med, at vedkommende ikke senere kan strafforfølges, hvis der er handlet i
overensstemmelse med den lovgivning, der gælder i det land, hvor handlingen
er
foretaget.
Udvalget bemærker endvidere, at en fravigelse af kravet om
dobbelt strafbarhed i et vist omfang kan opfattes som indblanding i
gerningslandets forhold, og at der i forbindelse med overvejelser om at
fravige
princippet tillige bør indgå hensynet til det samspil mellem flere landes
lovgivning, der er indbygget i princippet, herunder spørgsmålet om hvordan
man
fra dansk side i givet fald ville se på tilsvarende fravigelser i andre
landes
lovgivning. Hvis andre lande generelt ophævede kravet om dobbelt strafbarhed
i
deres lovgivning, ville det således betyde, at udlændinge senere ville kunne
straffes i deres hjemland for handlinger, der fuldt lovligt er foretaget
under
ophold i Danmark, eksempelvis homoseksuelt forhold mellem voksne.
Udvalget finder på den baggrund, at der kan anføres en
række forhold, der kan tale for, at princippet kun bør fraviges, hvis der
foreligger særlige omstændigheder, eller der i øvrigt er et særligt behov
herfor. Udvalget bemærker i den forbindelse, at der kan tænkes tilfælde, hvor
der i international sammenhæng er bred tilslutning til at anse en handling
som
så alvorlig, at strafforfølgning bør være mulig uafhængig af gerningslandets
lovgivning. I disse tilfælde, hvor der er en international forståelse af,
hvornår
en handling har en sådan alvorlig karakter, vil der ofte foreligge
internationale konventioner mv., der forpligter de tiltrædende stater til at
kriminalisere og have straffemyndighed i forhold til handlinger omfattet af
konventionens anvendelsesområde. I forhold til sådanne konventionsregulerede
forbrydelser vil dobbelt strafbarhed allerede efter gældende dansk ret være
uden betydning for spørgsmålet om dansk jurisdiktion, idet straffelovens
§ 8,
nr. 5, der vedrører handlinger, som er omfattet af mellemfolkelige
overenskomster, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at foretage
retsforfølgning, ikke stiller krav om dobbelt strafbarhed.
Udvalget fremhæver, at der i relation til seksuel
udnyttelse af børn foreligger en række internationale instrumenter, der
forpligter de tiltrædende stater til at sikre beskyttelse af børn mod sådanne
overgreb, herunder FN’s børnekonvention, den valgfri protokol hertil om
salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi, ILO-konvention nr. 182 om
børnearbejde og EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af
børn
og børnepornografi. Danmark har undertegnet og ratificeret disse
instrumenter.
Udvalget bemærker, at ingen af disse internationale retsakter er
mellemfolkelige overenskomster af en sådan karakter, at retsforfølgning i
Danmark i medfør af straffelovens § 8, nr. 5, kan gennemføres uafhængig
af, om den pågældende handling er strafbar i gerningslandet.
Vurderingen af, om der er behov for en isoleret dansk
løsning på området, således at der i sager om seksuel udnyttelse af børn i
udlandet er dansk straffemyndighed uafhængigt af kravet om dobbelt
strafbarhed,
beror efter udvalgets opfattelse primært på overvejelser af mere retspolitisk
karakter. På den baggrund har udvalget begrænset sig til at pege på, at der
–
hvis en sådan regulering ønskes gennemført i forhold til seksuel udnyttelse
af
børn i udlandet – efter udvalgets opfattelse kan overvejes to mulige
modeller,
jf. herom nedenfor.
Udvalget fremhæver i den forbindelse, at der er tale om et
område, hvor et beskyttelsesbehov allerede er anerkendt i international
sammenhæng i form af forskellige instrumenter med varierende grad af
forpligtelser for de tiltrædende stater, og at en sådan regulering, hvorefter
personer med dansk tilknytning, som foretager seksuelt misbrug af børn i
udlandet, skal være undergivet dansk straffemyndighed uafhængig af indholdet
af
gerningsstedets lovgivning, vil være i overensstemmelse med intentionerne bag
FN’s børnekonvention og de øvrige nævnte instrumenter. I tilfælde af, at
ikke alle
lande lever op til instrumenternes forpligtelse til at beskytte børn mod
seksuelt misbrug, herunder ved strafferetlige tiltag, kan Danmark med en
sådan
regel siges at varetage hensynene bag instrumenterne og bidrage til en
effektiv
international beskyttelse som tilsigtet heri. Selv om FN’s
børnekonvention
således ikke forpligter til en regulering, hvorefter der ses bort fra kravet
om
dobbelt strafbarhed, er det utvivlsomt, at konventionen berettiger hertil.
Reguleringen vil netop indebære, at personer med dansk tilknytning ikke vil
kunne udnytte en eventuel manglende efterlevelse af børnekonventionen i andre
lande, idet retsforfølgning i Danmark vil kunne indledes uafhængig af, om der
foreligger dobbelt strafbarhed.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 45-46 og
48-54.
4.2.
Udvalget har
som anført ovenfor overvejet to mulige modeller for at etablere en
retstilstand, hvorefter der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed ved
seksuel udnyttelse af børn i udlandet.
Én mulighed kunne være at gennemføre en generel
bestemmelse, hvorefter handlinger, som vedrører seksuel udnyttelse, og som
efter dansk ret kan straffes efter en bestemmelse med et vist strafmaksimum,
generelt er undergivet dansk straffemyndighed, uanset om der foreligger
dobbelt
strafbarhed. Strafferammekravet måtte efter udvalgets opfattelse i givet fald
fastlægges ganske højt, idet en undtagelse fra det almindelige krav om
dobbelt
strafbarhed som udgangspunkt bør reserveres til alvorlige lovovertrædelser.
En
mulighed kunne være en regel, hvorefter der ved handlinger, der er omfattet
af
straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden, og som har et
strafmaksimum på mindst 6 års fængsel, ikke stilles krav om dobbelt
strafbarhed
som betingelse for dansk jurisdiktion.
Hermed ville i givet fald opnås, at kravet om dobbelt
strafbarhed ikke finder anvendelse ved voldtægt (§ 216), samleje ved
tilsnigelse (§ 221), samleje med mindreårige (§ 222) og særligt
grove
tilfælde af brug af børn og unge som pornomodeller (§ 230). Den særlige
jurisdiktionsregel vil dermed også omfatte visse bestemmelser, der har et
mere
generelt sigte og ikke specifikt omhandler seksuelt misbrug af børn. Samtidig
vil en sådan bestemmelse imidlertid også betyde, at handlinger, der ligger i
kerneområdet for seksuel udnyttelse af børn, ikke bliver omfattet, herunder
børneprostitution efter straffelovens § 223 a, der kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år.
Udvalget konkluderer på den baggrund, at en sådan generel
regulering rammer både for bredt og for snævert i forhold til intentionen om
at
muliggøre retsforfølgning af danskere, der foretager seksuel udnyttelse af
børn
i udlandet. Udvalget kan derfor ikke anbefale denne løsningsmodel.
Udvalget anfører, at en anden mulighed kunne være at
foretage en specifik opregning af de straffelovsbestemmelser, der er
undergivet
en særlig jurisdiktionsregel, hvor der ikke stilles krav om dobbelt
strafbarhed. En sådan model kan siges at videreføre og udbygge den
lovtekniske
løsning, der blev introduceret med straffelovens § 7, stk. 3, om
kvindelig omskæring.
Udvalget konkluderer, at en fravigelse af kravet om dobbelt
strafbarhed efter udvalget opfattelse bør reserveres til tilfælde, hvor der
er
et særligt beskyttelsesbehov. Derfor bør en regulering af spørgsmålet efter
udvalgets
opfattelse ikke søges gennemført via en generel jurisdiktionsregel, men
derimod
have form af en specifik opregning af de straffelovsovertrædelser, i forhold
til hvilke der er et særligt beskyttelsesbehov. Hertil kommer, at en sådan
opregning af enkelte bestemmelser kan justeres, efterhånden som der eventuelt
måtte opstå behov herfor.
Udvalget fremhæver samtidig, at den praktiske effekt af en
bestemmelse, efter hvilken kravet om dobbelt strafbarhed ophæves, vil kunne
være begrænset. Eftersom dansk politi ikke har mulighed for på egen hånd at
foretage efterforskning på et andet lands territorium, vil virkningen af en
ophævelse af kravet om dobbelt strafbarhed i praksis i vid udstrækning
afhænge
af, i hvilket omfang lokale myndigheder vil bistå dansk politi med
efterforskning og bevissikring i det land, hvor handlingen er begået.
Udvalget
tilføjer, at Danmark som udgangspunkt alene yder andre lande retshjælp, hvis
der er tale om en handling, der også vil være strafbar efter dansk
lovgivning.
I det omfang andre lande stiller tilsvarende krav i forbindelse med
retshjælp,
må det forventes at være forbundet med betydelige vanskeligheder at
fremskaffe
og sikre det relevante bevismateriale i sager, hvor der ikke foreligger
dobbelt
strafbarhed.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 54-57.
4.3.
Udvalget har
herefter overvejet, hvilke straffelovsovertrædelser der bør indgå i
opregningen
i en særlig jurisdiktionsbestemmelse vedrørende seksuel udnyttelse af børn i
udlandet.
Det er udvalgets grundlæggende opfattelse, at der bør
udvises tilbageholdenhed med at fravige det almindelige princip om dobbelt
strafbarhed, og at der derfor bør foretages en snæver afgrænsning af, hvilke
bestemmelser
der i givet fald skal være undergivet en særlig regulering i
jurisdiktionsmæssig
henseende.
På den baggrund finder udvalget, at en særlig
jurisdiktionsbestemmelse bør udformes snævert med det formål for øje at
etablere en retstilstand i overensstemmelse med det, der er udtrykt i
regeringsgrundlaget »Nye mål« fra februar 2005 – det vil sige en
jurisdiktionsregel, der for det første alene omfatter bestemmelser, der
specifikt omhandler seksuel udnyttelse af børn, og som for det andet vedrører
situationer, hvor udnyttelsen typisk kan finde sted uden for dansk
territorium
i forbindelse med en danskers (midlertidige) ophold i udlandet. Herved sikres
det, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor en person med dansk
tilknytning
søger at undgå strafansvar ved at flytte sine aktiviteter til et andet land,
hvor handlingen ikke er undergivet samme strafferetlige regulering som i
Danmark.
Udvalget foreslår på den baggrund, at den særlige
jurisdiktionsregel for det første skal omfatte straffelovens § 222 om
samleje med et barn under 15 år, anden kønslig omgængelse med et barn under
15
år, jf. § 224, jf. § 222, og kønslig omgængelse med et barn under
15
år af samme køn, jf. § 225, jf. § 222. Bestemmelsen bør endvidere
efter udvalgets opfattelse omfatte børneprostitution efter straffelovens
§ 223
a, uanset om der er tale om samleje eller anden kønslig omgængelse med
barnet,
jf. § 224, jf. § 223 a, og uanset om den børneprostituerede er af
modsatte eller samme køn som kunden, jf. § 225, jf. § 223 a.
Dansk straffemyndighed i forhold til disse bestemmelser bør
efter udvalgets opfattelse ikke afhænge af, om gerningsmanden har handlet
forsætligt eller uagtsomt i relation til barnets alder. I en dækkende
jurisdiktionsbestemmelse vedrørende seksuel udnyttelse af børn bør der derfor
også henvises til straffelovens § 226.
Endelig bør der efter udvalgets opfattelse ske en
fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved overtrædelse af straffelovens
§ 230
om anvendelse af børn og unge under 18 år som pornomodeller.
For så vidt angår straffelovens øvrige bestemmelser om
seksuel udnyttelse har udvalget ikke fundet grundlag for at medtage disse
under
en særlig jurisdiktionsmæssig regulering. Udvalget har i den forbindelse lagt
vægt på, at bestemmelserne enten vedrører seksuelt misbrug generelt og ikke
kun
af børn eller vedrører handlinger, der ikke har en naturlig sammenhæng med
den
situation, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet for under
midlertidigt ophold dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt
kan foretage her i landet.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 57-62.
4.4.
Straffelovens
§ 7, stk. 1, omfatter personer med dansk indfødsret og personer,
som
er bosat her i landet. Som nævnt kan det være forbundet med en vis tvivl at
fastslå rækkevidden af begrebet »bosat«.
Afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af dette
jurisdiktionsprincip, indgår som et element i Jurisdiktionsudvalgets samlede
overvejelser om udformningen af de danske bestemmelser om straffemyndighed.
Udvalget har derfor ikke fundet anledning til i forbindelse med
overvejelserne
om særregler vedrørende straffemyndighed i tilfælde af »sex-turisme« at
foreslå
ændringer i den personkreds, der i dag er omfattet af § 7, stk. 1.
Også i forhold til en særlig jurisdiktionsbestemmelse
vedrørende seksuel udnyttelse af børn i udlandet bør den omhandlede
personkreds
således efter udvalgets opfattelse være personer med dansk indfødsret og
personer,
der er bosat i den danske stat.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 62.
4.5.
Efter
straffelovens § 7, stk. 1, er det afgørende for spørgsmålet om
dansk
straffemyndighed, om gerningsmanden havde den fornødne danske tilknytning på
påtaletidspunktet. En person vil således efter § 7, stk. 1, kunne
straffes her i landet også for handlinger, som vedkommende har foretaget i
udlandet, inden tilknytningen til Danmark blev etableret. I straffelovens
§ 7,
stk. 3, om kvindelig omskæring lægges ikke vægt på påtaletidspunktet.
Efter bestemmelsens ordlyd er det derimod afgørende, om gerningsmanden havde
den fornødne danske tilknytning på
gerningstidspunktet.
Udvalget bemærker, at denne ændring i forhold til § 7,
stk. 1, skyldtes et ønske om at sikre, at den særlige jurisdiktionsregel
kun omfatter handlinger, som gerningsmanden foretager i udlandet efter det
tidspunkt, hvor vedkommende har haft mulighed for og anledning til at gøre
sig
bekendt med indholdet af dansk lovgivning.
Tilsvarende synspunkter kan efter udvalgets opfattelse
gøres gældende i forhold til en bestemmelse, hvorefter der ved seksuel
udnyttelse af børn i udlandet ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed. Dansk
straffemyndighed i medfør af en ny bestemmelse herom bør således kun komme i
anvendelse, hvis gerningsmanden, på det tidspunkt hvor handlingen blev
begået,
havde anledning til at kende indholdet af dansk lovgivning.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 63.
4.6.
En
fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn i
udlandet vil gøre det muligt at retsforfølge danske statsborgere og personer
bosat i Danmark for sådanne handlinger, selv om handlingen ikke er strafbar i
gerningslandet. I sådanne tilfælde vil sagens gennemførelse i Danmark alene
ske
under hensyntagen til dansk lovgivning, jf. § 10, stk. 1.
I lighed med den regulering, der gælder for så vidt angår
kvindelig omskæring, finder udvalget, at det vil stemme bedst overens med en
fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn,
hvis disse sager som udgangspunkt alene afgøres under hensyntagen til dansk
lovgivning – selv i tilfælde, hvor handlingen er strafbar efter
gerningslandets
lovgivning.
Da dansk straffemyndighed efter den almindelige bestemmelse
i § 7, stk. 1, nr. 2, imidlertid også omfatter handlinger, begået
inden gerningsmanden opnåede tilknytning her til landet, og hvor vedkommende
ikke har haft anledning til at gøre sig bekendt med dansk lovgivning, er det
udvalgets opfattelse, at dette udgangspunkt alene bør gælde, hvis den
fornødne
tilknytning til Danmark forelå på gerningstidspunktet.
På den baggrund finder udvalget, at bestemmelsen i § 10,
stk. 2, 1. pkt., kun bør fraviges i sager om seksuelt misbrug af børn i
udlandet, hvis gerningsmanden var dansk statsborger eller bosat her i landet
på
gerningstidspunktet. Udvalget foreslår derfor, at en sådan forudsætning om
gerningsmandens tilknytning til Danmark på gerningstidspunktet udtrykkelig
kommer
til at fremgå af ordlyden af § 10, stk. 2, 2. pkt., og at
opregningen
i bestemmelsen udvides til at omfatte de handlinger, der efter udvalgets
forslag bør være undergivet en særlig jurisdiktionsmæssig regulering.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 64-65.
4.7.
Der kan være
en række tvivlsspørgsmål forbundet med fastlæggelse af dansk straffemyndighed
vedrørende forsøgs- og medvirkenshandlinger i sager, hvor den fuldbyrdede
handling ikke er strafbar i fuldbyrdelseslandet, eller hvor der ikke efter
lovgivningen i fuldbyrdelseslandet er tale om en strafbar forsøgs- eller
medvirkenshandling.
Henset til, at der er tale om komplicerede
problemstillinger af mere generel karakter og ikke forhold, der knytter sig
særligt til spørgsmålet om dobbelt strafbarhed i forbindelse med seksuel
udnyttelse af børn i udlandet, har udvalget ikke fundet grundlag for i sin
delbetænkning at behandle disse spørgsmål nærmere. Udvalget bemærker, at de
rejste problemstillinger i stedet mere indgående vil blive behandlet i
forbindelse
med udvalgets generelle overvejelser om dansk straffemyndighed.
I relation til spørgsmålet om seksuel udnyttelse af børn i
udlandet finder udvalget således alene anledning til at pege på, at
retstilstanden bør fastlægges på samme måde som ved kvindelig omskæring.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 65-66.
5. Justitsministeriets overvejelser
5.1. Baggrunden for lovforslaget
Som anført under pkt. 3 har spørgsmålet om fravigelse af
kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til sager om seksuel udnyttelse af
børn
tidligere været overvejet.
Efter Folketingets behandling af beslutningsforslag nr. B
45 i 1996/97 har der i tiltagende grad være fokus på behovet for at sikre, at
lovgivningen yder den nødvendige strafferetlige beskyttelse af børn mod
seksuelle
overgreb og udnyttelse. Også i internationale sammenhænge er der i stigende
grad opmærksomhed omkring alvoren af den krænkelse, som et barn udsættes for
ved seksuelt misbrug, herunder i forbindelse med såkaldt »sex-turisme«.
Bl.a. på denne baggrund anmodede Justitsministeriet i
efteråret 2005 Jurisdiktionsudvalget om at færdiggøre sine overvejelser om
dansk straffemyndighed i denne type sager inden den 1. februar 2006.
Som det er anført ovenfor, er det Jurisdiktionsudvalgets
opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende
strafferetligt
princip, og at der kan anføres en række forhold, som kan tale for, at
princippet kun bør fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder,
eller
der i øvrigt er et særligt behov herfor.
Justitsministeriet er enig i disse synspunkter.
Justitsministeriet finder således også, at der bør udvises forsigtighed i
forhold til at fravige princippet om dobbelt strafbarhed som forudsætning for
at kunne pådømme handlinger foretaget i udlandet af personer med dansk
tilknytning. Samtidig er det som anført af udvalget væsentligt at være
opmærksom på, at på områder, hvor der i international sammenhæng er bred
tilslutning til at anse bestemte handlinger som så alvorlige, at der bør
kunne
strafforfølges uden hensyn til lovgivningen i gerningslandet, foreligger der
ofte mellemfolkelige overenskomster, der forpligter de tiltrædende stater til
at kunne retsforfølge.
Som udvalget nærmere har redegjort for, er der for så vidt
angår handlinger, der indebærer seksuelt misbrug af børn, tale om et område,
hvor et beskyttelsesbehov allerede er bredt anerkendt i international
sammenhæng
i kraft af en række instrumenter, der i varierende grad forpligter de
tiltrædende stater til at sikre beskyttelsen af børn mod seksuel udnyttelse,
herunder via strafferetlige tiltag. De pågældende internationale instrumenter
er imidlertid ikke mellemfolkelige overenskomster af en sådan karakter, at
dansk straffemyndighed uden hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed ville
følge af straffelovens § 8, nr. 5. Som fremhævet af udvalget vil en
lovgivning, hvorefter personer med dansk tilknytning, som foretager seksuel
udnyttelse af børn i udlandet, undergives dansk straffemyndighed uafhængig af
kravet om dobbelt strafbarhed, være på linje med de internationale
instrumenter, selv om instrumenterne ikke forpligter de tiltrædende stater
til
have straffemyndighed.
En sådan regulering vil indebære, at personer med dansk
tilknytning ikke vil kunne udnytte en eventuel manglende strafferetlig
regulering i udlandet, idet retsforfølgning i Danmark vil kunne indledes
uafhængig af, om der foreligger dobbelt strafbarhed. Reguleringen vil således
sikre, at Danmark bidrager mere effektivt til at realisere målene med de
internationale konventioner mv. på området.
På den baggrund er der i relation til seksuel udnyttelse af
børn i udlandet efter Justitsministeriets opfattelse tale om et område, hvor
der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at
fravige det almindelige krav om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk
jurisdiktion i forhold til handlinger fortaget i udlandet af personer med
dansk
tilknytning.
5.2. Lovforslagets udformning
5.2.1.
Som omtalt
ovenfor har Jurisdiktionsudvalget overvejet flere modeller og anbefalet, at
en
fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed i sager om seksuel udnyttelse af
børn gennemføres via en udbygning af opregningen af bestemmelser i
straffelovens § 7, stk. 3, hvorefter der ikke stilles krav om
dobbelt
strafbarhed ved kvindelig omskæring. Udvalget har endvidere angivet, hvilke
bestemmelser der efter udvalgets opfattelse bør indgå i denne opregning.
Justitsministeriet kan tilslutte sig denne lovtekniske
løsning. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag til
afgrænsningen af de bestemmelser, i forhold til hvilke kravet om dobbelt
strafbarhed bør fraviges.
Justitsministeriet finder således ligesom udvalget, at den
særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte overtrædelse af straffelovens
§ 222, der omhandler samleje med et barn under den seksuelle lavalder.
Sidestillet
hermed bør også i jurisdiktionsmæssig henseende være tilfælde, hvor den
seksuelle udnyttelse har haft karakter af anden kønslig omgængelse end
samleje,
jf. § 224, og tilfælde, hvor udnyttelsen er rettet mod en person af
samme køn,
jf. § 225. Derfor foreslås det, at der i tilknytning til en særlig
jurisdiktionsregel i forhold til § 222 fastlægges en tilsvarende
jurisdiktionsbestemmelse for handlinger omfattet af straffelovens § 224,
jf. § 222 og § 225, jf. § 222.
Bestemmelsen vil indebære, at en dansk statsborger eller en
person, der er bosat i Danmark, vil kunne straffes her i landet, hvis
vedkommende i udlandet har samleje eller anden kønslig omgængelse med en
person
under 15 år – uanset om dette ikke er strafbart efter gerningslandets
lovgivning. Bestemmelsen vil således bl.a. sikre dansk straffemyndighed i
tilfælde af »sex-turisme«, hvor herboende personer tager på ferieophold i
f.eks. afrikanske eller asiatiske lande, der har en lavere seksuel lavalder
end
i Danmark, med det formål at kunne foretage seksuelle aktiviteter, der efter
dansk lovgivning er strafbare.
Den foreslåede bestemmelse sondrer ikke mellem de
forskellige formål, der kan være med, at den pågældende opholder sig i
gerningslandet. Bestemmelsen vil således også indebære, at der kan ske
retsforfølgning i Danmark i et tilfælde, hvor eksempelvis en dansk
statsborger
under skoleophold i Island har frivilligt samleje med en pige på 14 år –
også
selv om dette ikke er strafbart efter islandsk ret, hvor den seksuelle
lavalder
er 14 år. Det er forudsat i den forbindelse, at der i overensstemmelse med
sædvanlig praksis meddeles tiltalefrafald, hvis der er tale om et frivilligt
seksuelt forhold mellem to unge uden stor aldersforskel.
Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at den
særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte børneprostitution efter
straffelovens § 223 a. Denne bestemmelse er ligesom § 222 udtryk
for
seksuel udnyttelse af mindreårige og omhandler en situation, der ofte
forbindes
med aktiviteter udøvet som led i »sex-turisme«.
Også i forhold til børneprostitution bør
jurisdiktionsbestemmelsen finde anvendelse, uanset om kunden har samleje
eller
anden kønslig omgængelse med barnet, og uanset om den børneprostituerede er
af
modsatte eller samme køn som kunden. I tilknytning til en særlig
jurisdiktionsbestemmelse i forhold til § 223 a foreslås derfor en
tilsvarende jurisdiktionsregel for handlinger omfattet af straffelovens
§ 224, jf. § 223 a og § 225, jf. § 223 a.
I det omfang en overtrædelse af § 223 a er rettet mod
et barn under 15 år, vil § 222, eventuelt jf. § 224 eller
§ 225,
tillige være anvendelig. Da disse bestemmelser er omfattet af den foreslåede
særlige jurisdiktionsregel, vil tilføjelsen af § 223 a især have
betydning
i de tilfælde, hvor børneprostitutionen vedrører en person i aldersgruppen
15-17 år.
Straffelovens § 226 omhandler den situation, hvor
straf efter bl.a. §§ 222, 223 a, 224 og 225 afhænger af den krænkede
persons alder, og hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til den
pågældendes
alder, således at forholdet ikke kan tilregnes ham som forsætligt. I disse
tilfælde kan der efter § 226 anvendes en forholdsvis mindre straf, hvis
gerningsmanden dog har handlet uagtsomt.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at de hensyn,
der bærer et ønske om at kunne retsforfølge i Danmark i tilfælde af seksuel
udnyttelse af børn i udlandet i forbindelse med »sex-turisme«, gør sig
gældende
både i forhold til forsætlige og uagtsomme overtrædelser af de omhandlede
bestemmelser. En dækkende jurisdiktionsbestemmelse i relation til de
pågældende
overtrædelser bør derfor muliggøre retsforfølgning i Danmark uden krav om
dobbelt strafbarhed også i de tilfælde, hvor det alene er muligt at bevise,
at
gerningsmanden har handlet uagtsomt i relation til offerets alder. Det
foreslås
derfor, at der i opregningen i den særlige jurisdiktionsbestemmelse også
henvises til straffelovens § 226.
Det bør i den forbindelse efter Justitsministeriets
opfattelse indgå i forsæts- og uagtsomhedsvurderingen, at det efter
omstændighederne
vil kunne være vanskeligere for en person fra Danmark at bedømme alderen på
børn og unge fra andre lande.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets
forslag om, at kravet om dobbelt strafbarhed tillige bør fraviges i forhold
til
overtrædelse af straffelovens § 230 om anvendelse af børn og unge under
18
år som pornomodeller. Handlinger omfattet af straffelovens § 230
indeholder på samme måde som børneprostitution et element af misbrug, der vil
kunne foretages som led i »sex-turisme«. En særlig jurisdiktionsbestemmelse
for
disse overtrædelser vil således eksempelvis indebære, at en dansk instruktør
af
pornografiske film ikke kan unddrage sig strafansvar ved at flytte sine
filmoptagelser til et land, hvor brug af mindreårige lokale pornomodeller
ikke
kan straffes.
I det omfang de anvendte pornomodeller er under 15 år, vil
straffelovens § 222, eventuelt jf. § 224 eller § 225 være
anvendelig. Som nævnt foreslås disse bestemmelser omfattet af den særlige
jurisdiktionsbestemmelse. En opregning, hvori også overtrædelse af § 230
indgår, vil således navnlig sikre, at der også er dansk straffemyndighed i
tilfælde, hvor de anvendte pornomodeller er i aldersgruppen 15-17 år.
For så vidt angår den øvrige del af de bestemmelser, der
kan være relevante ved seksuelt misbrug af børn, finder Justitsministeriet
ligesom udvalget ikke grundlag for at medtage disse under den foreslåede
særlige jurisdiktionsmæssige regulering. Justitsministeriet er enig med
Jurisdiktionsudvalget i, at der bør lægges vægt på, at de pågældende
bestemmelser enten vedrører seksuelt misbrug generelt og ikke kun seksuelt
misbrug
af børn eller vedrører handlinger, der ikke i praksis har sammenhæng med den
situation, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet for under
midlertidigt
ophold dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt kan foretage
her i landet.
Det skal dog understreges, at den omstændighed, at disse
bestemmelser ikke foreslås indarbejdet i en særlig jurisdiktionsbestemmelse,
ikke betyder, at danskeres overtrædelse heraf i udlandet ikke vil kunne
retsforfølges
ved danske domstole. I disse situationer vil spørgsmålet om dansk
straffemyndighed skulle afgøres efter de almindelige
jurisdiktionsbestemmelser.
I denne sammenhæng vil det navnlig betyde, at straffemyndighed vedrørende
handlinger foretaget i udlandet af danske statsborgere eller personer, der er
bosat her i landet, forudsætter, at handlingen tillige er strafbar efter
lovgivningen i gerningslandet, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr.
2,
eller at der er tale om en handling, som det ifølge lov påhviler
gerningsmanden
at iagttage i udlandet, jf. straffelovens § 8, nr. 2.
Der kan være tilfælde, hvor en handling, der er omfattet af
den foreslåede særlige jurisdiktionsregel, også kan indebære en overtrædelse
af
bestemmelser, der ikke er omfattet af den foreslåede regel, f.eks.
straffelovens
§ 210 om incest eller § 216 om voldtægt. I et sådant tilfælde
forudsætter en domfældelse for overtrædelse af sådanne bestemmelser, at disse
også er strafbare i gerningslandet.
I det omfang tiltalen i sådanne sager eventuelt begrænses
til at angå den bestemmelse, for hvilken kravet om dobbelt strafbarhed
foreslås
fraveget – eksempelvis således at der alene rejses tiltale for
overtrædelse af
§ 222 og ikke tillige efter § 216 – er Justitsministeriet enig
med
udvalget i, at det ved strafudmålingen inden for rammerne af § 222 bør
indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen af straffelovens
§ 222 er sket under anvendelse af vold eller trussel om vold.
5.2.2.
Straffelovens
§ 7, stk. 1 og stk. 3, omfatter personer med dansk indfødsret
og
personer, der er bosat i den danske stat. Den nærmere afgrænsning af
kriteriet »bosat
i den danske stat« kan som anført af udvalget give anledning til en vis
tvivl.
Som det fremgår ovenfor, har Jurisdiktionsudvalget ikke
fundet anledning til i forbindelse med overvejelserne om dansk
straffemyndighed
i forhold til »sex-turisme« at stille nærmere forslag om afgrænsningen af den
personkreds, hvis handlinger i udlandet bør være omfattet af dansk
straffemyndighed efter bestemmelsen i straffelovens § 7.
Henset til, at dette spørgsmål vil indgå i
Jurisdiktionsudvalgets generelle overvejelser om udformningen af de danske
regler om jurisdiktion, har Justitsministeriet heller ikke fundet grundlag
for
at foreslå en særlig regulering af spørgsmålet i dette lovforslag.
5.2.3.
I
tilfælde, hvor hjemlen til dansk straffemyndighed findes i den generelle
bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, er det afgørende,
om
gerningsmanden havde den relevante tilknytning til Danmark på
påtaletidspunktet, mens straffemyndighed i medfør af § 7, stk. 3,
forudsætter, at tilknytningen forelå på gerningstidspunktet.
Som omtalt har udvalget foreslået, at en fravigelse af
kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til seksuelt misbrug af børn kun skal
gælde, hvis gerningsmanden var dansk statsborger eller var bosat i Danmark på
det tidspunkt, hvor handlingen blev begået. Herved sikres det, at den særlige
jurisdiktionsregel kun omfatter handlinger, som gerningsmanden foretager i
udlandet efter det tidspunkt, hvor vedkommende har haft mulighed for og
anledning til at gøre sig bekendt med indholdet af dansk lovgivning.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag og
begrundelsen herfor.
Strafforfølgning af forhold, der er begået inden den
pågældende har opnået den nævnte tilknytning til Danmark, vil herefter som
hidtil forudsætte, at forholdet også er strafbart i gerningslandet, jf.
§ 7, stk. 1, nr. 2.
5.2.4.
En
fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed ved seksuel udnyttelse af børn i
udlandet vil gøre det muligt at retsforfølge danske statsborgere og personer
bosat i Danmark for sådanne handlinger, selv om handlingen ikke er strafbar i
gerningslandet. I sådanne tilfælde vil sagens gennemførelse i Danmark alene
ske
under hensyntagen til dansk lovgivning, jf. § 10, stk. 1.
Hvis handlingen derimod tillige er strafbar efter
gerningslandets lovgivning, vil hjemlen for dansk straffemyndighed skulle
søges
i den almindelige bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,
hvor det er afgørende, om gerningsmanden har tilknytning til Danmark på
påtaletidspunktet. I så fald omfatter jurisdiktionskompetencen også
handlinger,
som gerningsmanden har foretaget i udlandet, før vedkommende blev dansk
statsborger eller bosatte sig her i landet. I disse tilfælde skal der ved
strafudmålingen som udgangspunkt tages hensyn til det strafmaksimum, der
gælder
efter gerningslandets lovgivning, jf. § 10, stk. 2. 1. pkt.,
medmindre der er tale om overtrædelse af § 245 a eller § 246, jf.
§ 245 om kvindelig omskæring, jf. § 10, stk. 2, 2. pkt.
Som nævnt ovenfor har Jurisdiktionsudvalget anført, at det
vil stemme bedst overens med en fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed
ved
seksuel udnyttelse af børn, hvis disse sager som udgangspunkt alene afgøres
under hensyntagen til dansk lovgivning – selv i tilfælde, hvor
handlingen er
strafbar efter gerningslandets lovgivning.
Udvalget har samtidig fremhævet, at dansk straffemyndighed
efter den almindelige bestemmelse i § 7, stk. 1, nr. 2, imidlertid
også omfatter handlinger, begået inden gerningsmanden fik tilknytning her til
landet, og hvor vedkommende ikke har haft anledning til at gøre sig bekendt
med
dansk lovgivning. Udvalget har derfor foreslået, at dette udgangspunkt alene
bør gælde, hvis den fornødne tilknytning til Danmark forelå på
gerningstidspunktet.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed, således at det udtrykkelig fremgår af
§ 10, stk. 2, 2. pkt., at der alene kan ses bort fra
gerningslandets
strafmaksimum, hvis gerningsmanden havde den relevante tilknytning til
Danmark
på gerningstidspunktet.
Hvis en person har begået seksuelt misbrug af børn i
udlandet i tilfælde, hvor handlingen også er strafbar i gerningslandet, men
på
et tidspunkt, hvor gerningsmandens tilknytning til Danmark endnu ikke var
etableret, jf. § 7, stk. 1, kan der fortsat straffes her i landet.
I
så fald gælder imidlertid de begrænsninger med hensyn til strafudmålingen,
der
fremgår af § 10, stk. 2, 1. pkt.
5.2.5.
Som det
fremgår ovenfor, har Jurisdiktionsudvalget bemærket, at der kan der være en
række tvivlsspørgsmål forbundet med at fastlægge dansk straffemyndighed
vedrørende forsøg og medvirken i sager, hvor den fuldbyrdede handling ikke er
strafbar i fuldbyrdelseslandet, eller hvor der ikke efter lovgivningen i
fuldbyrdelseslandet
er tale om en strafbar forsøgs- eller medvirkenshandling. Udvalget vil
behandle
disse spørgsmål nærmere i forbindelse med sine generelle overvejelser om
dansk
straffemyndighed og har i relation til spørgsmålet om seksuel udnyttelse af
børn i udlandet begrænset sig til at pege på, at retstilstanden efter
udvalgets
opfattelse bør fastlægges på samme måde som ved kvindelig omskæring.
På den baggrund har Justitsministeriet fundet det rigtigst
at lade yderligere regulering af disse spørgsmål afvente
Jurisdiktionsudvalgets
generelle overvejelser herom.
Den foreslåede bestemmelse vil således – på samme måde som
den nugældende § 7, stk. 3, om kvindelig omskæring – medføre,
at en
forsøgs- eller medvirkenshandling med henblik på seksuel udnyttelse i
udlandet
vil være strafbar og undergivet dansk straffemyndighed, uanset om forsøgs-
eller medvirkenshandlingen er foretaget her i landet eller i udlandet, og
uanset om forsøgs- eller medvirkenshandlingen er straffri efter lovgivningen
i
det land, hvor udnyttelsen foretages. Dette indebærer, at personer, der er
danske statsborgere eller herboende udlændinge på det tidspunkt, hvor den
pågældende – efter gerningsstedets lovgivning straffri – handling
foretages,
vil kunne strafforfølges i Danmark.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Henset til det samlede antal sager, der behandles af
justitsvæsenet, skønnes den foreslåede ophævelse af kravet om dobbelt
strafbarhed i sager om seksuel udnyttelse af børn ikke at have
økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
6. Hørte myndigheder mv.
Betænkning nr. 1470/2006 om dansk straffemyndighed i
forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet har været sendt i høring
hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne
for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Den Danske
Dommerfuldmægtigforening,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i
Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Dansk Retspolitisk
Forening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,
Børnerådet, Red Barnet, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Institut for
Menneskerettigheder, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Ungdoms
Fællesråd, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister,
Kommunernes Landsforening og Retssikkerhedsfonden.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (straffelovens § 7, stk. 3)
Det foreslås at ændre straffelovens almindelige regler om
dansk straffemyndighed for handlinger foretaget i udlandet for så vidt angår
seksuel udnyttelse af børn.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at danske
statsborgere og personer, som er bosat i den danske stat, kan straffes for
sådanne handlinger, forsøg på og medvirken hertil, selv om handlingen ikke er
strafbar i det land, hvor den er foretaget. Kravet om dobbelt strafbarhed i
straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, vil således ikke gælde ved
seksuel
udnyttelse af børn i udlandet.
Anvendelse af den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse
forudsætter, at gerningsmanden havde den nævnte tilknytning til Danmark på
det
tidspunkt, hvor handlingen blev foretaget. Er tilknytningen til Danmark først
opnået efter gerningstidspunktet, vil spørgsmålet om dansk straffemyndighed
skulle afgøres efter § 7, stk. 1, nr. 2, og dermed bero på, om det
kan oplyses, at forholdet også er strafbart i gerningslandet.
Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor den seksuelle
udnyttelse er foretaget uden for den danske stat og inden for et andet
folkeretligt
anerkendt statsområde, jf. henvisningen til straffelovens § 7,
stk. 1,
nr. 2. Er handlingen foretaget uden for et anerkendt statsområde –
f.eks. på et
udenlandsk skib på det åbne hav – gælder der ikke noget krav om dobbelt
strafbarhed, og danske statsborgere og herboende personer kan straffes for
alle
handlinger, som efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4
måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse ved nærmere
opregnede tilfælde af seksuel udnyttelse af børn.
Omfattet af denne særlige jurisdiktionsbestemmelse, hvor
der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, er således overtrædelse af
straffelovens § 222, der angiver et absolut forbud mod samleje med et
barn
under 15 år. Tilsvarende gælder, hvis der er tale om anden kønslig omgængelse
end samleje med et barn under 15 år, jf. § 224, jf. § 222, eller
kønslig omgængelse med et barn under 15 år af samme køn, jf. § 225, jf.
§ 222.
Omfattet af den foreslåede bestemmelse er endvidere handlinger
omfattet af straffelovens § 223 a, der omhandler børneprostitution i
form
af samleje mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år.
Tilsvarende gælder, hvis børneprostitutionen har karakter af anden kønslig
omgængelse end samleje, jf. § 224, jf. § 223 a, eller kønslig
omgængelse med en person af samme køn, jf. § 225, jf. § 223 a.
Den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse skal også finde
anvendelse i de tilfælde, hvor gerningsmanden alene har handlet uagtsomt i
relation til den alder, der betinger strafbarheden i forhold til de øvrige
bestemmelser, der indgår i opregningen, jf. den foreslåede henvisning til
straffelovens § 226.
Omfattet af den foreslåede jurisdiktionsregel er desuden
overtrædelse af straffelovens § 230, der vedrører brug af børn og unge
under 18 år som pornomodeller til fotografier eller film med forsæt til at
udbrede det pågældende materiale.
Endelig henvises i den foreslåede bestemmelse til
straffelovens § 245 a og § 246, jf. § 245 a. Hermed
videreføres
indholdet af den nugældende § 7, stk. 3, der angiver en særlig
jurisdiktionsbestemmelse ved tilfælde af kvindelig omskæring.
I den foreslåede bestemmelse anvendes formuleringen »når
handlingen er omfattet af «, hvilket på samme måde som den eksisterende
§ 7,
stk. 3, skal forstås med de udvidelser, der følger af straffelovens
§ 21
om forsøg og § 23 om medvirken. Der vil således ikke skulle stilles krav
om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk jurisdiktion i forhold til
forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i udlandet.
I relation til forsøgs- og medvirkenshandlinger, der
foretages her i landet, indebærer den foreslåede bestemmelse endvidere, at
der
er dansk jurisdiktion, selv om den handling, der fuldbyrdes eller er tiltænkt
at skulle fuldbyrdes i udlandet, ikke er strafbar efter den dér gældende
lovgivning.
Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne danne
grundlag for et medvirkensansvar, hvis et rejsebureau, der er hjemmehørende i
Danmark, annoncerer med rejser til destinationer, der er kendt for
eksempelvis
børneprostitution, og dette sker med forsæt til »sex-turisme«.
Den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse vil kun finde
anvendelse i sager om seksuel udnyttelse af børn, der er foretaget i et land,
hvor handlingen ikke er strafbar – enten fordi handlingen ikke er
kriminaliseret, eller fordi der f.eks. er indtrådt forældelse af
strafansvaret.
Er handlingen foretaget i et land, hvor forholdet konkret kan straffes, vil
dansk straffemyndighed således som hidtil følge af bestemmelsen i
straffelovens
§ 7, stk. 1, nr. 2. Det indebærer, at dansk straffemyndighed i
sidstnævnte tilfælde også omfatter personer, der først er blevet danske
statsborgere eller bosiddende her i landet i perioden mellem
gerningstidspunktet og påtaletidspunktet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 4.2.-4.7. og 5.2.
Til nr. 2 (straffelovens § 10, stk. 2, 2.
pkt.)
Den foreslåede ændring indebærer, at danske domstole ved
strafudmålingen i sager om seksuelt misbrug af børn, der er foretaget i et
land, hvor forholdet
er
strafbart,
ikke vil være bundet af det strafmaksimum, der gælder i henhold til
gerningslandets lovgivning, hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet havde
dansk indfødsret eller var bosat i Danmark.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 4.6. og 5.2.4.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Loven kan dog sættes i kraft helt eller delvist for
Færøerne ved kongelig anordning.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af 27. september
2005, som ændret senest ved lov nr. 1400 af 21. december 2005 foretages
følgende ændringer:
§ 7.
Under dansk
straffemyndighed hører fremdeles handlinger, som en person, der har dansk
indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne,
1)
for så vidt
handlingen er foretaget uden for folkeretligt anerkendt statsområde, hvis
handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4
måneder,
2)
for så vidt
handlingen er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også
efter den dér gældende lovgivning.
Stk. 2
. Bestemmelsen
i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til handlinger begået
af en person, der har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller
Sverige, og som opholder sig her i landet.
Stk. 3
. I de i stk. 1,
nr. 2, nævnte tilfælde, hører en handling, som er foretaget af en person, der
på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske
stat, dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter
lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af
§ 245
a eller § 246, jf. § 245 a.
1.
§ 7, stk. 3
, affattes således:
»
Stk. 3
. I de i stk. 1,
nr. 2, nævnte tilfælde hører en handling, som er foretaget af en person, der
på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske
stat, dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter
lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af
1)
§ 222,
2)
§ 223 a,
3)
§ 224, jf. § 222
eller § 223 a,
4)
§ 225, jf. § 222
eller § 223 a,
5)
§ 226,
6)
§ 230,
7)
§ 245 a eller
8)
§ 246, jf. § 245
a.«
§ 10.
Stk. 2
. I de i stk. 7,
stk. 1 og 2, nævnte tilfælde kan der, hvis handlingen er begået inden
for fremmed folkeretligt anerkendt område, dog ikke idømmes strengere straf
end hjemlet ved gerningsstedets lovgivning. Dette gælder dog ikke, når
handlingen er omfattet af § 245 a eller § 246, jf. § 245 a.
2.
§ 10, stk. 2, 2. pkt
., affattes
således:
»Dette gælder dog ikke for en person, der på gerningstidspunktet
havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, når handlingen er
omfattet af:
1)
§ 222,
2)
§ 223 a,
3)
§ 224, jf. § 222
eller § 223 a,
4)
§ 225, jf. § 222
eller § 223 a,
5)
§ 226,
6)
§ 230,
7)
§ 245 a eller
8)
§ 24
6, jf.
§ 245 a.«
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Dansk straffemyndighed ved seksuel udnyttelse af børn i udlandet) Retsinformation · 2. juni 2006
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) Retsinformation · 29. november 2007
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og udlændingeloven (Kvindelig omskæring) Retsinformation · 13. marts 2003
- Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om forbud mod omskæring af kvinder Retsinformation · 2. april 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) Retsinformation · 20. maj 2008
- Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006) - L 200 Retsinformation · 29. marts 2006