Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og visse andre love (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer mv.)1)/NREF/FN501/1)/

2004/2 LSF 11Lovforslag som fremsatJustitsministeriet23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 23. februar 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af straffeloven og visse andre love

(Berigelseskriminalitet

rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer,

klagebegrænsning

og hvidvaskning i spillekasinoer mv.)

1)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.

september 2004, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 76 a, stk. 1, nr. 2,

udgår: »eller

straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289«.

2.

I

§ 270, stk. 1,

udgår: », stk. 1,«.

3.

§ 289

affattes således:

»§ 289.

Med

fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller

andre

Læs alt

uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov karakter af

skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i

stk. 1

nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.«

4.

§ 289 a

affattes således:

»§ 289 a.

Med bøde

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for

afgørelser

om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling

eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De

Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer giver

urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder

undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens afgørelse med

forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå

uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med

hensyn

til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender

udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig

var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat

brug.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden

lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.

Stk. 4.

Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter

straffes

efter § 289.«

5.

§ 296

affattes således:

»§ 296.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes den, som

1)

udspreder urigtige

eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller

tilsvarende

aktiver kan påvirkes væsentligt,

2)

giver urigtige eller

vildledende oplysninger om juridiske personers forhold

a)

i offentlige

meddelelser om økonomiske forhold,

b)

i lovpligtige

regnskaber,

c)

i beretninger,

regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller

den juridiske persons ledelse,

d)

ved anmeldelse til en

registreringsmyndighed eller

e)

i udbudsmateriale

vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt

vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible

obligationer,

3)

groft overtræder den

for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende

a)

kapitaltilførsel

eller

b)

anvendelse af den

juridiske persons midler,

4)

groft undlader at

opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om

a)

førelse af

forhandlingsprotokoller,

b)

førelse af

fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller

c)

handlepligter ved

konstateret kapitaltab.

Stk. 2.

Begås en

handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er

straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

6.

§ 297

affattes således:

»§ 297.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende

oplysninger, hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver

kan påvirkes væsentligt.

Stk. 2.

Begås en

handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller

under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

7.

§ 302

affattes således:

»§ 302.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under

§ 296,

den, som særlig groft overtræder lovgivningens krav til

1)

bogføring, herunder

registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,

2)

opbevaring af regnskabsmateriale,

herunder beskrivelser af bogføring og systemer til opbevaring og fremfindelse

af materiale, herunder adgangskoder mv. og krypteringsnøgler,

3)

offentlige

myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for disse

myndigheder særligt gældende lovgivning samt

4)

aflæggelse af

årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.

Stk. 2.

Begås en

handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er

straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

§ 2

I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31.

juli 2004, som ændret ved lov nr. 1428 af 22. december 2004, foretages

følgende

ændring:

1.

I

§ 130, stk. 3,

ændres »2 år, under

skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre

højere

straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.

§ 3

I lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs

forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf.

lovbekendtgørelse

nr. 297 af 28. april 2004, foretages følgende ændring:

1.

I

§ 25

ændres »2 år, under skærpende

omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf

er

forskyldt efter straffelovens § 289«.

§ 4

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.

september 2004, som ændret ved lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages

følgende

ændringer:

1.

I

§ 98, stk. 4,

indsættes efter »som 1.

instans«: », jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.«.

2.

I

§ 110

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er

truffet afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og

personalesager kan påklages til justitsministeren. Andre afgørelser truffet

af

rigspolitichefen i ansættelses- og personalesager kan ikke påklages til

justitsministeren.«

3.

I

§ 754 a, stk. 1, nr. 3,

udgår: »,

eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.«.

4.

I

§ 781, stk. 1, nr. 3,

udgår: », eller

289«.

5.

I

§ 837, stk. 1,

ændres »foregående

paragraf« til: »§ 836«.

6.

I

§ 1018 e, stk. 1,

ændres »§§ 1018

a-d.« til: »dette kapitel.«

7.

§ 1018 e, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Afgørelser

vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans kan

ikke

påklages til justitsministeren.«

8.

I

§ 1018 e, stk. 6,

ændres »stk. 3-5«

til: »stk. 3 og 5«.

9.

I

§ 1018 e, stk. 6,

indsættes som 2.

pkt.:

»Justitsministeren

behandler klager over afgørelser om aktindsigt truffet af rigsadvokaten som

1.

instans.«.

10.

I

§ 1018 f, stk. 1,

udgår: »i en

klagesag«.

§ 5

I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr. 861

af 10. oktober 1994, som ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000, foretages

følgende ændringer:

1.

Efter § 9 c indsættes:

»§ 9 d.

Dokumenter og registreringer

vedrørende transaktioner skal opbevares i mindst 5 år efter transaktionernes

gennemførelse.«

2.

§ 20 b

affattes således:

»§ 20 b.

Spillekasinoets

ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med

egentlig

spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme på transaktioner, som

kan

have tilknytning til hvidvaskning af penge.

Ved

mistanke om, at en

transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a

nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har

tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal

kontrollanten straks underrette politiet i medfør af § 20 a,

stk. 5.

Stk. 2.

Såfremt

spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte, der er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, får mistanke om, at der

foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, skal den,

der

får mistanken, straks underrette kontrollanten. Kontrollanten træffer

beslutning om, hvorvidt politiet skal underrettes i medfør af § 20 a,

stk. 5.

Stk. 3.

Spillekasinoets

ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med

egentlig

spillekasinovirksomhed, samt revisorer og andre, der udfører særlige hverv

for

spillekasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er givet

kontrollanten

eller politiet oplysninger eller er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning

af

penge. Pligten til hemmeligholdelse omfatter også kontrollanten.

Stk. 4.

Oplysninger, der i god tro gives til kontrollanten eller politiet i medfør af

stk. 1 og 2, anses ikke for et brud på den tavshedspligt, der er fastsat

i

lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt. Videregivelse

af

sådanne oplysninger påfører ikke den, der videregiver oplysningerne, nogen

form

for ansvar.«

3.

Efter § 20 c

indsættes:

»§ 20 d.

Et

spillekasino skal i samarbejde med kontrollanten udarbejde skriftlige interne

regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt uddannelses-

og

instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. § 9 a og § 20 b.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte

kontrol- og kommunikationsprocedurer samt

uddannelses-

og instruktionsprogrammer.«

4.

I

§ 24, stk. 1, nr. 1,

ændres »§§ 9

a-9 c« til: »§§ 9 a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c« ændres til:

»§ 20

b, § 20 c og § 20 d, stk. 1,«.

§ 6

Loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog træder

lovens §§ 4 og 5 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 7

Stk. 1.

Loven

gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Stk. 2.

Lovens § 1

kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med

de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.

Indledning

5

1.1.

Lovforslagets formål

5

1.2.

Hovedtræk af lovforslaget

6

2.

Berigelseskriminalitet rettet mod

offentlige midler

7

2.1.

Gældende ret

7

2.1.1.

Nærmere om skatte- og momssvig samt indsmugling

8

2.1.2.

Nærmere om EU-svig

8

2.2.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

9

2.2.1.

Straffelovens § 289

9

2.2.2.

Straffelovens § 289 a

10

2.3.

Justitsministeriets overvejelser

12

2.3.1.

Straffelovens § 289

12

2.3.2.

Straffelovens § 289 a

13

3.

Lovgivningen på andre ministerieområder

14

3.1.

Gældende ret med hensyn til lovgivning, der

henhører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

14

3.2.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

14

3.3.

Regeringens overvejelser

15

4.

Kriminalitet i juridiske personer

15

4.1.

Gældende ret

15

4.2.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

15

4.3.

Justitsministeriets overvejelser

18

5.

Straffelovens § 297

18

5.1.

Gældende ret

18

5.2.

Brydenholt-udvalgets overvejelser og forslag

18

5.3.

Justitsministeriets overvejelser

19

6.

Regnskabsforbrydelser

19

6.1.

Gældende ret

19

6.1.1.

Straffelovens § 302

19

6.1.2.

Straffelovens § 175

19

6.2.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

19

6.2.1.

Straffelovens § 302

19

6.2.2.

Straffelovens § 175

20

6.3.

Justitsministeriets overvejelser

20

7.

Adgang til at retsforfølge ved svig rettet

mod udenlandske myndigheder

21

7.1.

Gældende ret

21

7.2.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

21

7.3.

Justitsministeriets overvejelser

22

8.

Klager over Rigspolitichefens afgørelser

som ansættelsesmyndighed

23

8.1.

Gældende ret

23

8.2.

Justitsministeriets overvejelser

24

9.

Klager over Rigsadvokatens afgørelser som

1. instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning..

25

9.1.

Gældende ret

25

9.2.

Justitsministeriets overvejelser

25

10.

Foranstaltninger mod hvidvask på

spillekasinoområdet

26

10.1.

Gældende ret

26

10.1.1.

Hvidvasklovgivningen

26

10.1.2.

Spillekasinolovgivningen

26

10.2.

Justitsministeriets overvejelser

27

11.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

29

12.

Hørte myndigheder mv.

30

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler kan

antage mange forskellige former. Der vil navnlig kunne være tale om

unddragelse

af forskellige former for skatter og afgifter, momsunddragelse, indsmugling

og

uberettiget modtagelse af forskellige former for offentlige tilskud.

Lovgivningen indeholder ikke i dag en samlet

straffebestemmelse, der omfatter alle former for berigelseskriminalitet

rettet

mod offentlige midler. Sådanne overtrædelser er som oftest – men ikke

altid -

strafsanktioneret i den særlov, der regulerer det pågældende område.

Den gældende regulering indebærer, at tilfælde, hvor der

begås kriminalitet rettet mod offentlige midler, behandles efter forskellige

regler og forskellige strafferammer afhængigt af, hvilken type offentlige

midler det drejer sig om.

Et hovedformål med lovforslaget er at etablere en mere

ensartet strafferetlig beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod

offentlige midler.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1396/2001, som

Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

(Brydensholt-udvalget) har afgivet.

Lovforslaget tager endvidere sigte på at etablere en

forbedret strafferetlig beskyttelse mod kriminalitet i tilknytning til

juridiske

personer, dvs. bl.a. kriminalitet vedrørende juridiske personers

kapitalforhold, bogføring, regnskabsaflæggelse mv. Hensigten hermed er bl.a.

at

sikre, at oplysninger om selskaber, der gives i eksempelvis lovpligtige

årsregnskaber, giver et retvisende billede af den økonomiske situation i

virksomheden.

Denne del af lovforslaget bygger på Brydensholt-udvalgets

betænkning nr. 1415/2002.

Formålet med lovforslaget er desuden at foretage visse

ændringer i retsplejelovens bestemmelser om, hvilke afgørelser der kan

påklages

til justitsministeren.

Endelig har lovforslaget til formål at gennemføre

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 (2.

hvidvaskningsdirektiv) for så vidt angår spillekasinoer.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 127,

der blev fremsat for Folketinget den 24. november 2004, jf. Folketingstidende

2004-2005, 1. samling, Tillæg A, side 3369 ff., førstebehandlet den 8.

december

2004, jf. Folketingets forhandlinger 2004-2005, 1. samling, side 2654 ff., og

som er bortfaldet som følge af afholdelse af folketingsvalg. I det

genfremsatte

lovforslag er der foretaget enkelte ændringer og præciseringer.

I spillekasinolovens § 20 b, stk. 1-3, (lovforslagets § 5,

nr. 2) foreslås det således præciseret, at pligten til at være særlig

opmærksom

på transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge, kun

påhviler den del af spillekasinoets personale, som er beskæftiget med

egentlig

spillekasinovirksomhed. Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets

almindelige

bemærkninger og til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i

lovforslagets § 5, nr. 2.

1.2. Hovedtræk af lovforslaget

Med forslaget indsættes en fælles overbygningsbestemmelse i

den foreslåede § 289 i straffeloven. Bestemmelsen skal omfatte alle

grove

overtrædelser af skatte-, afgifts-, told- og tilskudslovgivningen og af den

foreslåede § 289 a. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den

strafferetlige beskyttelse af offentlige midler er ensartet, uanset hvilken

type af offentlige midler en berigelsesforbrydelse er rettet imod.

Den foreslåede § 289 skal kun finde anvendelse, hvis

der er tale om grove overtrædelse af de pågældende særlove. Bestemmelsen skal

endvidere kun finde anvendelse, hvis den underliggende lovgivning - dvs.

skatte-,

afgifts-, told- eller tilskudslovgivningen - indeholder en henvisning til

straffelovens § 289. Overtrædelse af bestemmelsen straffes efter

forslaget

med fængsel indtil 8 år (lovforslagets § 1, nr. 3).

Som en konsekvens af, at den foreslåede

overbygningsbestemmelse i § 289 kun kan anvendes, hvis særlovgivningen

henviser til bestemmelsen, er der i lovforslaget medtaget de ændringer, dette

medfører på det lovgivningsområde, der administreres af Ministeriet for

Fødevarer, Fiskeri og Landbrug. Med lovforslaget foretages således også visse

ændringer i fiskeriloven og lov om administration af Det Europæiske

Fællesskabs

forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer (bemyndigelsesloven).

Ændringerne indebærer, at grove overtrædelser kan straffes efter

straffelovens

§ 289, og at normalstrafferammen for overtrædelse af de omhandlede

bestemmelser i fiskeriloven og bemyndigelsesloven er bøde eller fængsel

indtil

1 år og 6 måneder (lovforslagets § 2 og § 3).

I lovforslaget er ikke medtaget de ændringer, den

foreslåede § 289 måtte nødvendiggøre i lovgivning, der administreres af

Skatteministeriet. Disse følgeændringer forventes gennemført i 2005.

Med lovforslaget foreslås det desuden at ændre

straffelovens § 289 a. Bestemmelsen regulerer i dag alene svig, der er

rettet mod EU-midler eller blandede midler, som består af både EU-midler og

nationale midler. Med henblik på at ligestille den strafferetlige beskyttelse

af offentlige midler, uanset om disse stammer fra EU eller fra danske

myndigheder, foreslås det at udvide anvendelsesområdet for § 289 a til

også at omfatte svig med nationale midler. Bestemmelsen vil hermed omfatte

den,

der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for danske

myndigheders eller EU-institutioners afgørelser om bl.a. betaling eller

tilbagebetaling

af tilskud eller støtte samt den, der fortier oplysninger med forsæt til at

unddrage sig eller andre betaling eller at opnå uberettiget udbetaling fra

disse myndigheder.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 289 a skal være

subsidiær, således at den kun skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor der

ikke i den relevante særlovgivning på området er en tilsvarende strafferetlig

regulering, således at særlovgivningen dermed i sig selv indeholder en

fornøden

strafferetlig beskyttelse.

Efter forslaget er strafferammen for overtrædelse af § 289

a bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er der tale om særlig grove

overtrædelser af § 289 a, kan forholdet henføres til

overbygningsbestemmelsen

i den foreslåede § 289, hvorefter strafferammen er fængsel indtil 8 år

(lovforslagets § 1, nr. 4).

Lovforslaget indeholder endvidere visse ændringer i

straffelovens bestemmelser om kriminalitet vedrørende juridiske personers

forhold, herunder om regnskabsforbrydelser.

Det foreslås således at ændre straffelovens § 296, så

bestemmelsen bliver en overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser af

særlovgivning om visse forhold angående juridiske personer. Den foreslåede

bestemmelse omfatter bl.a. tilfælde, hvor der udspredes urigtige eller

vildledende oplysninger, der kan påvirke prisen på værdipapirer, eller som

indgår i bl.a. lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter også tilfælde,

hvor der foreligger en overtrædelse af særlovgivningens bestemmelser om

kapitaltilførsel, om anvendelse af den juridiske persons midler, om førelse

af

forhandlingsprotokoller, om oplysningspligter med hensyn til ejerandele samt

om

handlepligter ved et konstateret kapitaltab (lovforslagets § 1, nr. 5).

Den del af den nuværende § 296, der ikke særligt har

tilknytning til juridiske personers forhold, foreslås flyttet til en ny

§ 297,

idet den eksisterende § 297 om urigtige angivelser om et selskabs

økonomiske stilling, der ikke ses at være anvendt i retspraksis, samtidig

foreslås ophævet (lovforslagets § 1, nr. 6).

Lovforslaget indeholder desuden forslag til en ændret

formulering af straffelovens § 302, der er en overbygningsbestemmelse

vedrørende særlovgivningens bestemmelser om regnskabs- og

bogføringsforpligtelser. Bestemmelsen foreslås ændret i overensstemmelse med

systematikken i den gældende bogføringslov. Samtidig foreslås bestemmelsen

ændret, således at overtrædelse af bogføringslovens regler om bl.a.

edb-bogføring med sikkerhed er omfattet af bestemmelsen (lovforslagets

§ 1,

nr. 7).

Lovforslaget indebærer endvidere, at retsplejelovens

bestemmelser om klageadgang til justitsministeren afskæres på to områder,

hvor

den nuværende klageadgang vurderes at være uhensigtsmæssig.

Det drejer sig for det første om klager over de afgørelser,

som Rigspolitichefen træffer i dennes egenskab af central ansættelses- og

personalemyndighed for politiets ikke-juridiske personale, dog ikke i sager

om

disciplinærforfølgning og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om

afsked

(lovforslagets § 4, nr. 2).

Dernæst drejer det sig om klager over de afgørelser om

erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, som efter de gældende

regler træffes af Rigsadvokaten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 1018

e, stk. 4. I forlængelse heraf foreslås en ændring af

kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og Rigsadvokaten, således at

statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges kompetencen til at træffe

afgørelse

i 1. instans i alle sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a

(lovforslagets § 4, nr. 6).

Endelig indeholder lovforslaget visse ændringer af

spillekasinoloven med henblik på at gennemføre dele af 2.

hvidvaskningsdirektiv

(lovforslagets § 5). Hvidvaskningsdirektivet er – med undtagelse af

spillekasinovirksomhed – gennemført i dansk ret ved lov om forebyggende

foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, jf.

herved lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004.

Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og

datakriminalitet har i betænkning nr. 1447/2004 om hvidvasklovgivningen

stillet

forslag om en række ændringer i hvidvaskningslovgivningen, herunder at

hvidvaskningsloven udvides til at omfatte spillekasinoer. Betænkningen er i

august 2004 sendt i høring. Den videre behandling af betænkningens forslag er

herefter overgået til Økonomi- og Erhvervsministeriet, idet udvalgets forslag

vedrører Økonomi- og Erhvervsministeriets lovgivningsområde.

EU-kommissionen har den 30. juni 2004 fremsat forslag til

et nyt hvidvaskningsdirektiv, som især skal sikre, at en række nye

rekommandationer om hvidvaskning fra Financial Action Task Force on Money

Laundering

(FATF) bliver gennemført ensartet i medlemsstaterne.

Når resultatet af disse nye initiativer på

hvidvaskningsområdet foreligger, vil Justitsministeriet og Økonomi- og

Erhvervsministeriet tage stilling til, om den fremtidige regulering af

hvidvaskning

for spillekasinoers vedkommende bør indgå i den generelle

hvidvaskningslovgivning i modsætning til i dag, hvor området er reguleret i

spillekasinoloven.

Fristen for at gennemføre 2. hvidvaskningsdirektiv er

imidlertid fastsat til den 15. juni 2003. På den baggrund finder

Justitsministeriet

det nødvendigt at gennemføre de nødvendige tilpasninger i spillekasinoloven

på

nuværende tidspunkt i stedet for at afvente de forestående generelle

initiativer

på hvidvaskningsområdet.

2. Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige

midler

2.1. Gældende ret

Som omtalt under lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 1.1. indeholder lovgivningen ikke i dag en samlet straffebestemmelse,

der

omfatter alle former for berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler.

Denne form for kriminalitet er derfor i dag undergivet en meget uensartet

strafferetlig beskyttelse.

Hvis særlovgivningen indeholder en straffehjemmel, vil det

i nogle tilfælde betyde, at der kun kan straffes efter straffebestemmelser i

den pågældende særlov, idet særlovgivningen antages at gøre udtømmende op med

mulighederne for straf. Særlovgivningen indeholder typisk et strafmaksimum på

fængsel i 2 år, uanset forholdets grovhed.

For andre overtrædelsers vedkommende antages

særlovgivningen ikke udtømmende at gøre op med strafansvaret, hvorfor

forholdet

efter omstændighederne kan henføres til straffelovens bestemmelser om

berigelsesforbrydelser

- typisk § 279 om bedrageri, der har en strafferamme på fængsel indtil 8

år.

Visse særlove indeholder ikke en straffebestemmelse, hvorfor

overtrædelser altid uanset grovhed vil blive henført under straffeloven -

typisk § 279 om bedrageri.

Endvidere er der for visse overtrædelser af skatte-, moms-

og toldlovgivningen en såkaldt overbygningsbestemmelse i straffelovens

§ 289,

der omfatter grove overtrædelser af de særlovsbestemmelser, der nærmere er

opregnet i bestemmelsen, jf. herom nedenfor under pkt. 2.1.1. Strafmaksimum

efter denne bestemmelser er fængsel indtil 4 år.

Endelig indeholder straffeloven i § 289 a en særlig

bestemmelse, der vedrører svindel med midler, der stammer fra Den Europæiske

Union. Overtrædelse heraf straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år, jf.

herom nedenfor under pkt. 2.1.2.

2.1.1. Nærmere om skatte- og momssvig samt

indsmugling

Straffelovens § 289 indeholder en særlig strafudmålingsregel,

der forhøjer de strafferammer, der efter særlovgivningen gælder i relation

til

skatte- og momssvig samt indsmugling. § 289 finder anvendelse, hvis der

er

tale om overtrædelser af særlig grov karakter. Bestemmelsen finder alene

anvendelse på de særligt opregnede typer af skattesvig, momssvig og

indsmugling, mens andre former for skatte- og afgiftsbesvigelser ikke er

omfattet.

Bestemmelsen blev i sin oprindelige affattelse indsat ved

lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov

(Skattesvig

og indsmugling) som led i en tilsigtet skærpelse af sanktionerne for

skattesvig

og indsmugling, og omfattede derfor kun disse typer overtrædelser.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven

(Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) blev

anvendelsesområdet for § 289 udvidet til også at omfatte grov momssvig.

Baggrunden herfor var et ønske om at skabe parallelitet mellem

strafferammerne

for særlig grov skattesvig og særlig grov momssvig.

Efter bestemmelsens nuværende affattelse straffes således

med fængsel indtil 4 år den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov

karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af

særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På samme måde

straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf.

toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør

sig

skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.

Straffelovens § 289 omfatter ikke kun forhold, der

medfører straf, som går ud over strafmaksimum i særlovgivningen. Også

tilfælde,

der sanktioneres inden for strafferammen i særlovgivningen, kan henføres

under

§ 289, hvis forholdet i det enkelte tilfælde skønnes at være så groft,

at det

bør henføres under straffeloven.

Hvorvidt en overtrædelse af skattekontrollovens § 13,

stk. 1, er af en sådan karakter, at forholdet bør henføres under

straffelovens § 289, beror på en konkret vurdering. I pkt. J i Told- og

Skattestyrelsens cirkulære nr. 164 af 29. oktober 1999 om administrative

bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B,

13 C, 15, 16 og 18 er anført, at

overtrædelser, der vedrører 500.000 kr. eller derover, som udgangspunkt bør

henføres til § 289. Konkrete forhold, herunder de nærmere forhold

omkring

udførelsen af svigen, kan imidlertid føre til, at overtrædelser, der vedrører

lavere beløb, bør sanktioneres efter straffelovens bestemmelse, mens særlig

formildende omstændigheder omvendt kan begrunde, at forholdet henføres under

skattekontrollovens bestemmelser, selv om svigen vedrører et beløb, der

overstiger 500.000 kr.

Skattekontrollovens § 13 og dermed

overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289 omfatter kun tilfælde,

hvor

gerningsmanden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for

skatteansættelsen. Undladelse af at underrette skattemyndighederne om for lav

skatteansættelse, når der ikke er indgivet selvangivelse, jf.

skattekontrollovens § 16, kan derimod ikke straffes efter straffelovens

§ 289.

Lignende retningslinjer vedrørende afgrænsningen til § 289

gælder i relation til momssvig, jf. pkt. 1 i Told- og Skattestyrelsens

cirkulære nr. 138 af 27. juli 2000 om ændring af straffeloven – momssvig

af særlig

grov karakter, hvorefter overtrædelser af momslovens § 81, stk. 3,

for så vidt angår beløb, der overstiger 500.000 kr., som udgangspunkt bør

henføres under straffelovens § 289. Af cirkulæret fremgår, at

beløbsgrænsen på samme måde som ved skattesvig er et udgangspunkt, der kan

fraviges i opad- eller nedadgående retning, hvis sagens konkrete

omstændigheder

giver grundlag for det. I denne vurdering skal bl.a. indgå, om momssvigen er

gennemført systematisk eller på en måde, der gør opdagelse særlig vanskelig.

Skatte- og momssvig samt indsmugling kan kun henføres til

overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, hvis der er tale om

forsætlige overtrædelser af de omhandlede bestemmelser i særlovgivningen.

Hvis

en af de nævnte overtrædelser alene kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom,

må sagen henføres til straffebestemmelserne i særlovgivningen uanset den

beløbsmæssige størrelse.

2.1.2. Nærmere om EU-svig

Straffelovens § 289 a indeholder en særlig regel om

svindel med EU-midler. Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 228 af 4.

april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse

af

udenlandske tjenestemænd mv.), havde til formål at gennemføre de ændringer,

der

var nødvendige for at opfylde Danmarks forpligtelser efter Konventionen om

beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

(EU-svigskonventionen).

Efter bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel indtil 4

år den, der til brug for afgørelser om betaling eller udbetaling af midler

fra

De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller

for

De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger

eller

fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at

unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget

udbetaling til sig selv eller andre. Udbetaling fra De Europæiske

Fællesskabers

budget mv. omfatter også ordninger, der kun delvis er finansieret af

EU-midler.

På samme måde straffes efter bestemmelsens stk. 2 den, der uretmæssigt

udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til ovennævnte betalinger, og

den,

der uretmæssigt anvender udbetalinger som ovenfor nævnt i stk. 1 til

andre

formål end dem, de oprindeligt var bevilget til.

Bestemmelsen skal sikre, at svindel med EU-midler er

undergivet samme strafferetlige beskyttelse som svindel med nationale midler,

jf. § 289. Bestemmelsen i § 289 a rækker imidlertid videre end

dette,

idet den omfatter alle tilfælde af svindel med de anførte midler, mens

§ 289

alene finder anvendelse, hvis der er tale om svindel af særlig grov karakter.

Bestemmelsen er kun anvendelig, hvis gerningsmanden for det

første har forsæt til at opnå en uberettiget vinding, og for det andet har

forsæt til, at denne vinding vedrører EU-midler eller blandede midler.

2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

2.2.1. Straffelovens § 289

Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 vurderet, om der er

grundlag for at foreslå ændringer af bl.a. straffelovens § 289.

Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at

den økonomiske struktur i det moderne samfund er så tæt forbundet med

anvendelsen af offentlige midler, at det er vigtigt med en strafferetlig

beskyttelse af det offentlige opkrævnings- og betalingssystem.

Udvalget bemærker, at der gennem de senere år er forekommet

et hidtil uset antal sager vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod

offentlige midler, og at mange sager har en organiseringsgrad, der ikke

tidligere er set. Der er tale om et område, der rummer et stort potentielt

udbytte, og som tiltrækker organiserede kriminelle, hvilket efter udvalgets

opfattelse

også taler for en kvalificeret strafferetlig beskyttelse på dette område.

Udvalget anfører endvidere, at ensartede forhold ud fra

principielle betragtninger bør behandles ens i strafferetlig henseende, og at

der efter udvalgets opfattelse mangler harmoni i den nuværende strafferetlige

regulering på området. Udvalget finder det således uheldigt, at

berigelseskriminalitet

rettet mod offentlige midler i dag for så vidt angår grove overtrædelser i

visse

tilfælde straffes efter straffelovens § 289, i andre tilfælde efter

(typisk) straffelovens § 279 om bedrageri og i helt tredje tilfælde

alene

behandles efter en særlov, fordi denne lov betragtes som udtømmende. Dette

betyder, at de strafferammer, der er gældende for overtrædelserne, varierer

betydeligt, hvilket ikke synes at kunne begrundes i indholdet af de

regulerede

områder.

Udvalget finder, at beskyttelsen af offentlige midler bør

gøres mere ensartet, hvilket kan ske ved, at grove overtrædelser på skatte-,

told-, afgifts- og tilskudsområdet reguleres i en fælles bestemmelse i

straffeloven. En sådan ændring vil samtidig gøre det muligt at forenkle

behandlingen af de særlovssager, der i dag behandles efter straffelovens

§ 279,

da det således ikke længere vil være nødvendigt at føre bevis for, at

betingelserne

for at statuere bedrageri er opfyldt, herunder navnlig forudsætningen om, at

der

har foreligget en bestemmende vildfarelse, der har påført nogen et tab.

Udvalget bemærker, at en sådan regulering vil have den

konsekvens, at de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 28 om

berigelsesforbrydelser ikke længere vil være anvendelige på de

særlovsovertrædelser,

der i grove tilfælde vil være omfattet af en sådan ny

overbygningsbestemmelse.

Anvendelsesområdet for de øvrige bestemmelser i kapitel 28 vil således være

kriminalitet, der ikke er dækket af særlovgivningens regulering, hvilket

eksempelvis kan være skyldnersvig, visse former for kreditbesvigelser samt

selskabstømning.

En overbygningsbestemmelse i straffeloven, der skal omfatte

grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet, kan

tænkes

udformet efter to forskellige modeller.

For det første kan straffelovens § 289 – i lighed med

den nuværende bestemmelse - formuleres således, at der henvises til samtlige

de

særlove, der skal have en overbygning i straffeloven. Udvalget finder

imidlertid en sådan ordning mindre velegnet, når der er tale om mange love.

Bestemmelsen

ville i så fald skulle henvise til en lang række særlove, og straffeloven

ville

skulle ændres, hver gang særlovene blev ændret.

En anden model kunne være at affatte § 289 således, at

den omfatter grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og

tilskudsområdet. En sådan bestemmelse kan eventuelt kombineres med et krav

om,

at de respektive særlove skal indeholde en henvisning til straffelovens

§ 289.

Udvalget finder, at en sådan generel formulering af § 289

er den mest hensigtsmæssige. Efter en samlet vurdering af fordele og ulemper

ved at kombinere en sådan formulering med et krav om en

henvisningsbestemmelse

i særlovgivningen, anbefaler udvalget en løsning, hvorefter anvendelse af den

foreslåede § 289 forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er

en henvisning til straffelovens § 289. Dette er bl.a. begrundet i, at

der

herved udtrykkelig skal tages stilling til, om der er behov for at kunne

anvende straffelovens overbygningsbestemmelser i forhold til den pågældende

særlovsovertrædelse, samt at man herved undgår tvivl om, hvilke

særlovsovertrædelser der kan henføres til den foreslåede § 289.

Der har ikke i udvalget været enighed om, hvilken

strafferamme en ny § 289 bør have. 7 af udvalgets medlemmer finder det

naturligt at bevare fængsel indtil 4 år som maksimalstraffen på området. En

strafferamme på fængsel indtil 4 år i den foreslåede § 289 vil indebære,

at der for et stort antal særlovsovertrædelser sker en fordobling af

strafmaksimum, idet der i dag for disse overtrædelsers vedkommende typisk er

et

strafmaksimum på fængsel indtil 2 år. En strafferamme på fængsel indtil 4 år

vil omvendt også betyde en halvering af strafmaksimum for et mindre antal

overtrædelser, der i dag henføres under straffelovens § 279 om

bedrageri,

hvor strafferammen kan gå op til fængsel indtil 8 år. Efter disse

udvalgsmedlemmers opfattelse er der imidlertid intet grundlag for at antage,

at

denne sidstnævnte konsekvens vil ændre straffebestemmelsernes præventive

virkning.

6 af udvalgets medlemmer foreslår et strafmaksimum, der

svarer til straffelovens bedrageribestemmelse. Herved opnås, at groft

bedrageri

med hensyn til private og offentlige midler sidestilles med en strafferamme

på

fængsel indtil 8 år. Mindretallet henviser bl.a. til, at der i sager

vedrørende

selskabstømning, hvor der er sket domfældelse for skyldnersvig, jf.

straffelovens § 283, er idømt straffe på fængsel i 6 år. Der bør efter

mindretallets opfattelse ikke være forskel på strafansvaret i en situation,

hvor man – som i selskabstømningssagerne - tilegner sig penge, der er

til stede

i et selskab til brug for betaling af skat, og en situation, hvor man på

grund

af urigtige oplysninger i selvangivelsen ikke afkræves betaling af skat.

Mindretallet

anser det endvidere for et uheldigt signal at fastsætte en lavere

strafferamme

end 8 år, da dette vil betyde en nedkriminalisering i forhold til de

overtrædelser, der i dag henføres under § 279 om bedrageri.

6 andre udvalgsmedlemmer anbefaler et strafmaksimum på

fængsel indtil 6 år. Det anføres, at dette vil være udtryk for en passende

harmonisering med strafferammer for kriminalitet rettet mod private midler.

For så vidt angår de særlove, der fremover vil kunne

indeholde henvisninger til straffelovens § 289, foreslår udvalget, at

strafferammerne fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget har i den forbindelse peget på, at en naturlig konsekvens af at

sidestille afgiftsovertrædelser med de traditionelle berigelsesforbrydelser

er,

at strafferammerne harmoniseres, jf. straffelovens § 285, der fastsætter

normalstrafferammen for tyveri, underslæb, bedrageri mv. til bøde eller

fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Der henvises til betænkningens side 31-40, 45-49, 60-66 og

91-95.

2.2.2. Straffelovens § 289 a

Udvalget bemærker indledningsvis, at den strafferetlige

regulering af svig rettet mod EU-midler, der er gennemført i straffelovens

§ 289

a med henblik på at ratificere EU-svigskonventionen, nødvendiggør en

stillingtagen

til, hvordan svig rettet mod nationale midler bør behandles i strafferetlig

henseende. Det er udvalgets opfattelse, at offentlige midler – hvad

enten der

er tale om nationale midler, EU-midler eller en blanding heraf - bør have den

samme strafferetlige beskyttelse.

Udvalget finder, at det vil være hensigtsmæssigt med en

fælles bestemmelse, der regulerer både svig med nationale midler og EU-svig.

Herved sikres, at alle offentlige midler får samme strafferetlige

beskyttelse,

og samtidig undgås problemer med at føre bevis for, at gerningsmanden havde

kendskab til de pågældende midlers oprindelse.

Udvalget har nærmere overvejet, hvordan de nationale

midler, der skal være beskyttet af den foreslåede bestemmelse, bør afgrænses.

Efter den nuværende formulering af § 289 a omfatter

bestemmelsen

»betalinger til

eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der

forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«. Det fremgår af den

forklarende rapport, der er knyttet til

konventionen, og af lovforarbejderne, at der hermed tænkes på told, afgifter,

tilskud og støtte.

Udvalget finder, at bestemmelsen bør ændres, således at

begreberne

»told, afgifter,

tilskud og støtte«

anvendes i

lovteksten. Herved tydeliggøres, at ydelser i form af løn eller betalinger,

der

ydes som vederlag for tjenesteydelser, ikke er omfattet af bestemmelsens

anvendelsesområde. Udvalget bemærker, at sådanne ydelser bør behandles på

samme

måde som tilsvarende ydelser, der betales på privatretligt grundlag.

Udvalget anfører, at der i relation til begrebet

»afgift«

bør foretages en afgrænsning, således at den foreslåede § 289

a alene omfatter generelle nationale afgifter, der pålægges alle eller visse

grupper ud fra en fiskal begrundelse efter faste kriterier, og hvor

afgiftssatsen er den samme for alle regulerede. Bestemmelsen skal således

ikke

omfatte afgifter, der er af mere pønal karakter (eksempelvis

parkeringsafgifter

eller afgifter, der i medfør af årsregnskabsloven pålægges af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen for manglende indsendelse af regnskaber), eller afgifter

der

har karakter af at være vederlag for en ydelse (eksempelvis kloakafgifter).

Udvalget har endvidere overvejet, hvilke former for

nationale tilskuds- og støtteordninger der bør være omfattet af bestemmelsen.

Udvalget finder, at det afgørende bør være, om der er tale om tilskud fra

nationale offentlige midler til personer eller til virksomheder, der udøves

på

privatretligt grundlag, mens det ikke kan tillægges betydning, om ydelsen

formidles direkte fra en offentlig myndighed eller via et mellemled, der

varetager det offentliges interesser. I sidstnævnte tilfælde må det

imidlertid

forudsættes, at de overordnede tilskudskriterier er bestemt af en offentlig

myndighed. Udvalget nævner som eksempel, at tildeling af ikke øremærkede

tilskud til en forening, der videregiver beløbet eller dele heraf som

øremærkede tilskud til medlemmer, ikke vil være omfattet af den foreslåede

bestemmelse. Et medlem, der giver urigtige eller vildledende oplysninger til

foreningen for at opnå tilskud, vil fortsat kunne straffes efter de øvrige

bestemmelser i straffeloven, herunder efter omstændighederne for bedrageri

efter straffelovens § 279 over for foreningen.

Udvalget finder endvidere, at der skal være tale om midler,

der indgår i statslige, amtskommunale eller kommunale budgetter. Således vil

der ikke være tale om midler omfattet af den foreslåede regulering, hvis en

offentlig myndighed alene yder bistand til eksempelvis fordeling af en privat

gave.

Udvalget bemærker, at en ensartet regulering som den

foreslåede på to områder vil indebære ændringer af retstilstanden i relation

til nationale midler.

For det første indeholder den nuværende § 289 a i

overensstemmelse med kravene i EU-svigskonventionen ikke en forudsætning om,

at

der skal foreligge en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen kan således

anvendes

uafhængigt af, om der med svigen er fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en

vildfarelse, der har bestemt en anden til at handle på en måde, der forvolder

denne person eller andre, som handlingen bliver afgørende for, et tab. En

fælles regulering vil således indebære, at et sådant krav om bestemmende

vildfarelse ikke længere vil gælde i relation til svig med nationale midler.

For det andet finder den nugældende § 289 a, stk. 2,

i overensstemmelse med EU-svigskonventionen anvendelse i tilfælde, hvor

EU-midler er udbetalt med rette, men hvor midlerne efterfølgende anvendes i

strid med det formål, de var bevilget til. For så vidt angår nationale midler

vil sådan efterfølgende uberettiget anvendelse i dag ikke være strafbar, og

der

vil således med en fælles regulering være tale om en udvidelse af det

strafbare

område i relation til nationale midler.

Udvalget finder, at det må give anledning til overvejelse,

om en sådan nykriminalisering i relation til efterfølgende anvendelse af

nationale midler i visse tilfælde vil være for vidtgående.

Der ydes en række tilskud inden for det sociale område.

Visse af disse adskiller sig ikke markant fra visse typer tilskud, der ydes

af

EU-midler, mens der i andre tilfælde er tale om ydelser, der ydes til

privatforbrug i bredere forstand, og som i dag formentlig kun forekommer som

rent nationale ydelser, eksempelvis kontanthjælp. Udvalget finder ikke, at

sådanne ydelser til privat brug bør være omfattet af den foreslåede

bestemmelse

for så vidt angår efterfølgende brug i strid med det formål, midlerne var

bevilget til. Udvalget foreslår på den baggrund, at denne del af den

foreslåede

§ 289 a ikke skal være anvendelig på ydelser til privat brug.

Udvalget har endvidere overvejet, hvorledes det indbyrdes

forhold bør være mellem den foreslåede § 289 a og særlovgivningen på de

omhandlede områder.

Udvalget har i den forbindelse peget på, at de områder, der

foreslås reguleret af bestemmelsen, ofte er dækket af straffebestemmelser i

særloven. Udvalget foreslår, at § 289 a skal være subsidiær i forhold

til

sådanne straffebestemmelser, således at bestemmelsen især regulerer det

område,

der i dag behandles efter bedrageribestemmelsen i straffelovens § 279.

Det foreslås på den baggrund, at det i bestemmelsen

angives, at § 289 a kun finder anvendelse, hvis anden lovgivning ikke

indeholder en tilsvarende regulering. Udvalget fremhæver, at dette kun skal

anses for tilfældet, hvis særlovsbestemmelsen indeholder en fuldstændig,

selvstændig straffehjemmel og ikke (udtrykkelig eller forudsat) kun har

straffebestemmelser vedrørende mindre overtrædelser, mens grovere tilfælde er

overladt til straffelovens bestemmelser.

En sådan opbygning, hvor den foreslåede § 289 a gøres

subsidiær, vil indebære, at bestemmelsen skal finde anvendelse i følgende

situationer:

For det første er den foreslåede bestemmelse anvendelig,

hvis der er tale om en overtrædelse på et område, der ikke er reguleret af en

særlov, eller hvor særloven ikke regulerer et tilsvarende gerningsindhold.

Dernæst vil bestemmelsen være anvendelig i tilfælde, hvor overtrædelsen

vedrører et område, der er reguleret ved en særlov, der dog ikke indeholder

straffebestemmelser. Endelig vil bestemmelsen komme i anvendelse, hvis det

pågældende gerningsindhold er reguleret i særlovgivningen, men

særlovgivningens

straffebestemmelse henviser til straffeloven, og særlovens strafferamme

konkret

anses for utilstrækkelig.

Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme den foreslåede

§ 289 a bør indeholde. Udvalget finder, bl.a. under hensyn til at

sociale

ydelser som udgangspunkt foreslås omfattet af bestemmelsens

anvendelsesområde,

at strafmaksimum bør følge straffelovens § 285, der angiver

normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser. Udvalget foreslår derfor, at

overtrædelser af den foreslåede § 289 a straffes med bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår samtidig, at grove overtrædelser af § 289

a skal kunne straffes efter den foreslåede § 289. § 289 a bør

derfor

– i overensstemmelse med den lovtekniske løsning, der er foreslået af

udvalget

– indeholde en henvisning til § 289.

Udvalget har endelig overvejet, om der i den foreslåede

bestemmelse bør være en udtrykkelig angivelse af, at bestemmelsen har et

udvidet gyldighedsområde.

Udvalget finder, at visse forhold kunne tale imod en sådan

angivelse. For det første nævnes, at de omhandlede forhold kan ligne

bedrageri

efter straffelovens § 279. Denne bestemmelse har universel gyldighed,

uden

at dette fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. For det andet anfører

udvalget,

at de respektive særlove ikke indeholder en sådan angivelse, og endelig at en

angivelse af universel gyldighed i bestemmelsen måske vil kunne give

anledning

til utilsigtede modsætningsslutninger på andre områder.

På den anden side finder udvalget, at det kunne tale for en

særlig angivelse af gyldighedsområdet, at bestemmelsen regulerer et område,

hvor de gældende regler i vid udstrækning fortolkes som begrænsede til alene

at

værne danske interesser, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt, at det i

en

ny bestemmelse udtrykkes klart, at der herved er foretaget en ændring af

retstilstanden.

På den baggrund foreslår udvalget, at det udtrykkelig

fremgår af bestemmelsen, at den finder anvendelse på alle overtrædelser, der

opfylder gerningsbeskrivelsen.

Der henvises til betænkningens side 40-45, 50-59, 65-66,

84-89 og 96-102.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Straffelovens § 289

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at beskyttelsen

af offentlige midler bør gøres mere ensartet, og at særligt grove sager

vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler bør reguleres

i

en fælles overbygningsbestemmelse i straffeloven.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at en

sådan fælles overbygningsbestemmelse bør udformes således, at den omfatter

grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen, og

at

en model, der forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er en

henvisning

til straffelovens § 289, er mest hensigtsmæssig.

På den baggrund foreslås det, at straffelovens § 289

ændres til at være en fælles overbygningsbestemmelser for alle grove

overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen.

Bestemmelsen vil omfatte overtrædelser af de bestemmelser i

skattekontrolloven, momsloven og toldloven, som bestemmelsen i dag indeholder

henvisninger til. Bestemmelsen vil imidlertid i kraft af den generelle

henvisning til grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og

tilskudslovgivningen

have et bredere anvendelsesområde. Bestemmelsen vil således ikke som i dag

være

begrænset til tilfælde, hvor en person eksempelvis afgiver urigtige eller

vildledende oplysninger til brug sin skatteansættelse, men vil også omfatte

eksempelvis

tilfælde, hvor en person mod bedre vidende undlader at korrigere

skattemyndighedernes oplysninger til brug ved skatteansættelsen, jf.

skattekontrollovens § 16. Bestemmelsen vil endvidere eksempelvis kunne

finde anvendelse på grove overtrædelser af kildeskattelovens § 74 om

manglende indeholdelse af A-skat, hvilket i dag ikke er dækket af ordlyden af

§ 289.

Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at grove

overtrædelser af tilskudslovgivningen bør være omfattet af § 289. Herved

sikres, at svindel med offentlige midler – uanset midlernes karakter

– er

undergivet den samme strafferetlige beskyttelse. Ved begrebet

»tilskudslovgivning« forstås enhver national lovgivning, hvor der ydes

tilskud

eller støtte til borgere eller virksomheder. Bestemmelsen vil således omfatte

eksempelvis ydelser inden for den sociale lovgivning og udbetalinger i medfør

af lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.

For så vidt angår spørgsmålet om strafferammen i den

foreslåede § 289 a bemærkes, at strafferammer mv. for nylig har været

genstand for generelle og principielle overvejelser i Straffelovrådet. Rådets

overvejelser og anbefalinger herom fremgår af betænkning nr. 1424/2002 om

strafferammer

og straffastsættelse.

I betænkningen har Straffelovrådet om strafferammen i § 289

og § 289 a anført, at der i rådet har været tvivl om, hvorvidt disse

bestemmelser, der retter sig mod offentlige midler, bør sidestilles med

bedrageri. Et flertal i Straffelovrådet (6 medlemmer) finder ligesom 6 af

medlemmerne i Brydensholt-udvalget, at der bør være overensstemmelse mellem

straffelovens § 289 og § 286, jf. § 279, således at

beskyttelsen

af private og offentlige midler sidestilles. Flertallet bemærker, at der ikke

findes holdepunkter for, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige

midler,

bør være mildere end den, der værner både private og i et vist omfang

offentlige midler. Flertallet finder under hensyn til rådets samtidige

forslag

om et fælles strafmaksimum i § 286 på fængsel i 6 år, at strafferammen i

§ 289

bør være fængsel indtil 6 år.

Et mindretal i Straffelovrådet (2 medlemmer) finder, at

strafferammen i § 289 fortsat bør være fængsel indtil 4 år.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der ikke peges på

hensyn, der begrunder en mildere strafferetlig bedømmelse af svig over for

det

offentlige. Justitsministeriet finder således ligesom dele af

Brydensholt-udvalget og Straffelovrådets flertal, at svig rettet mod

offentlige

midler bør have en strafferetlig beskyttelse svarende til den, der gælder i

relation til svig rettet mod private midler.

I forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets

betænkning nr. 1424/2002 ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om

straffastsættelse) fandt Justitsministeriet efter en samlet vurdering, at

straffelovens § 286 bør være opdelt på den måde, at stk. 1 omfatter

grove tilfælde af tyveri mv. med en strafferamme på fængsel indtil 6 år, mens

stk. 2 omfatter grove tilfælde af underslæb, bedrageri, databedrageri,

mandatsvig og skyldnersvig med en strafferamme på fængsel indtil 8 år.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at strafferammen

i den foreslåede § 289 bør fastsættes til fængsel i 8 år i

overensstemmelse

med strafferammen i straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279.

2.3.2. Straffelovens § 289 a

I bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag

for vedtagelsen af § 289 a (lovforslag nr. L 15, fremsat den 6. oktober

1999) bemærkede Justitsministeriet, at § 289 a, stk. 2, indebærer,

at

EU-støtte undergives en strafferetlig beskyttelse, der på nogle punkter går

videre end det, der gælder for nationale støtteordninger. Justitsministeriet

bemærkede endvidere, at ministeriet er opmærksom på, at indførelse af en

sådan

bestemmelse bl.a. rejser spørgsmålet om, hvorvidt nationale støtteordninger

mv.

bør undergives en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den, som blev

foreslået med hensyn til EU-støtteordninger mv. Ministeriet anførte, at en

sådan udvidelse vil rejse en række spørgsmål af principiel og praktisk

karakter,

ikke mindst i lyset af, at der kan være tale om så forskelligartede

ordninger,

at der ikke uden videre bør gælde det samme inden for eksempelvis det

erhvervsmæssige og det sociale område. Justitsministeriet afstod derfor fra i

forbindelse med gennemførelsen af § 289 a at stille forslag vedrørende

nationale støtteordninger.

Justitsministeriet tilkendegav samtidig i forbindelse med

lovforslagets behandling i Folketinget, at det generelle spørgsmål om den

strafferetlige regulering af svig med hensyn til offentlige midler –

hvad enten

der er tale om nationale midler, EU-midler eller eventuelt begge dele –

indgår

i arbejdet i Brydensholt-udvalget.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at midler, der

stammer fra nationale støtte- eller tilskudsordninger, som udgangspunkt bør

have en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den beskyttelse, som gælder

med hensyn til EU-midler. Justitsministeriet er også opmærksom på, at en

sådan

ligestilling i et vist omfang vil indebære en nykriminalisering.

Bestemmelsen vil ligesom den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 289 omfatte alle former for tilskuds- og støtteordninger,

herunder ydelser inden for den sociale lovgivning og udbetalinger i medfør af

lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.

Justitsministeriet er samtidig enig med udvalget i, at der

er behov for at sondre mellem ydelser ydet til privat brug, og ydelser der er

ydet med henblik på andre formål. Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig

udvalgets forslag, hvorefter efterfølgende anvendelse af (også nationale)

støtte-

eller tilskudsmidler i strid med det formål, midlerne er bevilget til, som

udgangspunkt skal være omfattet af den foreslåede § 289 a, og at dette

udgangspunkt bør fraviges, hvis der er tale om ydelser, som er bevilget til

privat brug.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets

forslag, hvorefter den foreslåede § 289 a skal være subsidiær og dermed

kun finde anvendelse, hvis der ikke er en tilsvarende regulering i anden

lovgivning.

Lovforslaget vil således indebære en regulering, hvorefter

den foreslåede § 289 a finder anvendelse, (1) hvis der ikke er en

særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen er

straffebestemmelser, (3) hvis der ikke i særlovgivningen er en

gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, og (4) hvis særlovgivningen

indeholder en henvisning til straffelovens bestemmelser. Foreligger der

omstændigheder, der kendetegner forholdet som særlig groft, vil den

foreslåede

overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde anvendelse i kraft

af

§ 289 a´s henvisning til § 289.

Hvis der derimod i særlovgivningen er en regulering, der

svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under

§ 289

a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under

den

foreslåede § 289, vil afhænge af, om der i den pågældende

særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289.

Som nævnt har udvalget foreslået, at der i § 289 a

indsættes en bestemmelse, hvor det anføres, at § 289 a finder anvendelse

på alle overtrædelser af den omhandlede lovgivning. Herved tydeliggøres det i

selve lovteksten, at bestemmelsen har universel gyldighed.

Den foreslåede § 289 a skal på samme måde som den

nugældende § 289 a omfatte svig med EU-midler. I lighed med den

nugældende

regulering skal bestemmelsen omfatte svig rettet mod midler, der udbetales

fra

De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer.

Som der nærmere er redegjort for ovenfor, gennemfører den

nugældende § 289 a EU-svigskonventionen. Det følger af

EU-svigskonventionen,

at medlemsstaterne er forpligtede til at betragte svig med fællesskabsmidler

som en strafbar handling og til at fastsætte strafferetlige sanktioner,

herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Uanset at det ikke er udtrykkelig angivet i den nugældende

§ 289 a, har bestemmelsen i overensstemmelse med EU-svigskonventionen

efter sit indhold universel gyldighed, idet bestemmelsens

beskyttelsesinteresse

er EU-midler.

Med den foreslåede § 289 a bliver svig med nationale

midler omfattet af bestemmelsen. Efter den foreslåede formulering skal

bestemmelsen omhandle midler, der stammer fra danske myndigheder. Det følger

således af bestemmelsens ordlyd, at denne del af bestemmelsen kun skal

beskytte

danske interesser. Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte en situation, hvor en

person, der befinder sig i udlandet, afgiver vildledende oplysninger over for

danske myndigheder, idet handlingen er rettet mod danske interesser.

Bestemmelsen kan derimod ikke finde anvendelse, hvis der eksempelvis udøves

svig med midler, der stammer fra eksempelvis tyske myndigheder.

Da det således følger af bestemmelsens ordlyd, at beskyttelsesinteresserne

er EU-midler samt midler, der stammer fra danske myndigheder, er der efter

Justitsministeriets opfattelse ikke behov for i lovteksten at angive

bestemmelsens gyldighedsområde nærmere. På den baggrund er denne del af

udvalgets forslag til § 289 a ikke medtaget i lovforslaget.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til

strafferamme i § 289 a.

3. Lovgivningen på andre ministerieområder

3.1. Gældende ret med hensyn til lovgivning, der

henhører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Fiskerilovens § 130, stk. 3, indeholder en

bestemmelse, der omhandler den, der forsætligt unddrager sig eller andre

betaling af visse nærmere opregnede afgifter eller med forsæt uberettiget

opnår

udbetaling eller refusion af visse ydelser.

Overtrædelse af fiskerilovens § 130, stk. 3,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder

kan

straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Efter § 25 i lov om administration af Det Europæiske

Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv.

(bemyndigelsesloven) straffes en række forsætlige overtrædelser af loven med

bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder kan straffen

stige til fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen omfatter afgivelse af urigtige

eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i henhold

til en række nærmere opregnede bestemmelser.

3.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Som nærmere omtalt ovenfor under pkt. 2.2.1. har

Brydensholt-udvalget foreslået, at straffelovens § 289 ændres således,

at

bestemmelsen omfatter grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og

tilskudslovgivningen, og at bestemmelsen kun skal anvendes, hvis der i

særlovgivningen er en henvisning hertil.

Udvalget bemærker, at denne lovtekniske løsning indebærer,

at det er nødvendigt i eksisterende lovgivning at indsætte en henvisning til

straffelovens § 289, hvis grove overtrædelser af den pågældende

særlovsbestemmelse

skal kunne henføres til straffelovens § 289.

Udvalget foreslår, at en gennemgang af Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Skatteministeriets lovgivning foretages,

således at eventuel regulering kan gennemføres samtidig med ændringen af

straffelovens

§ 289, mens udvalget opfordrer øvrige ministerier til snarest herefter

at

foretage den nødvendige gennemgang.

Der henvises til betænkningens side 46-50 og 59.

3.3. Regeringens overvejelser

Regeringen har noteret sig udvalgets forslag, hvorefter der

navnlig på lovgivningsområder, der henhører under Fødevareministeriet og

Skatteministeriet er behov for at foretage de nødvendige følgeændringer i nær

tidsmæssig sammenhæng med dette lovforslag.

På Fødevareministeriets område indeholder lovforslaget

således forslag til ændring af fiskerilovens § 130, stk. 3, og

bemyndigelseslovens § 25.

I begge tilfælde foreslås det, at der indsættes en

henvisning til straffelovens § 289, og at den nuværende

normalstrafferamme

på bøde eller fængsel indtil 2 år i overensstemmelse med anbefalingerne fra

Brydensholt-udvalget ændres til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,

jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.2.1.

Med den foreslåede ændring på Fødevareministeriets område

tilsigtes ikke en ændring af det strafniveau, der konkret udmåles. Tilfælde,

der hidtil er sanktioneret med straf på fængsel mellem 1 år og 6 måneder og 2

år, vil fremover skulle henføres til straffelovens § 289, idet det

konkrete strafniveau dog forudsættes at være uændret.

For så vidt angår Skatteministeriets lovgivningsområde vil

de relevante følgeændringer vedrørende straffelovens § 289 mv. blive

gennemført i 2005.

Efter vedtagelsen af dette lovforslag vil

Justitsministeriet opfordre samtlige øvrige ministerier til ved førstkommende

lejlighed at gennemgå lovgivningen på det enkelte ministerområde med henblik

på

i fornødent omfang at fremsætte forslag, der muliggør, at

overbygningsbestemmelsen i § 289 kan finde anvendelse ved grove

overtrædelser af den pågældende særlovgivning.

Spørgsmålet om henvisningsbestemmelser til straffelovens § 289

vil endvidere fremover indgå som et led i den almindelige lovtekniske

gennemgang

af lovforslag.

4. Kriminalitet i juridiske personer

4.1. Gældende ret

Straffelovens § 296 kriminaliserer en række

bedragerilignende forhold vedrørende urigtige meddelelser og lignende med

hensyn til værdipapirer, selskabsforhold mv. Bestemmelsen omfatter tilfælde,

der ikke vil være strafbare som bedrageri efter straffelovens § 279,

idet

handlingen eller undladelsen ikke er rettet mod nogen bestemt person eller

nogen bestemt persongruppe. Bestemmelsen er således subsidiær i forhold til

straffelovens § 279 om bedrageri.

Efter § 296, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde

eller fængsel indtil 1 år den, der (1) udspreder løgnagtige meddelelser,

hvorved prisen på varer, værdipapirer eller lignende genstande kan påvirkes,

(2) gør urigtige eller vildledende angivelser angående aktieselskabers eller

lignende foretagenders forhold gennem offentlige meddelelser, i beretninger,

regnskabsopgørelser eller erklæringer til generalforsamlingen eller nogen

selskabsmyndighed,

ved anmeldelse til handelsregisteret eller aktieselskabsregisteret eller i

indbydelse til dannelse af sådanne selskaber eller udbud af andele i dem

eller

(3) overtræder de for aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset

ansvar

gældende bestemmelser med hensyn til udfærdigelse af aktiebreve,

andelsbeviser

eller interimsbeviser, anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte eller

tantieme eller tilbagebetaling af indskud.

Hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed, er

straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er i praksis anvendt som en

overbygningsbestemmelse på dele af særlovgivningen.

4.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1415/2002

overvejet, om bør foreslås ændringer af straffelovens § 296.

Udvalget har for det første overvejet, om § 296

fortsat bør være subsidiær i forhold til straffelovens § 279. Efter

udvalgets opfattelse giver denne begrænsning i anvendelsesområdet mindre

mening

i dag, hvor straffebestemmelser i de underliggende særlove typisk ikke er

subsidiære i forhold til § 279. Efter udvalgets opfattelse bør der

derfor

- i lighed med hvad der gælder i forhold til straffelovens § 302 - være

mulighed for at anvende § 296 i sammenstød med andre bestemmelser om

berigelseskriminalitet, hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af

lovovertrædelsen. Udvalget har lagt vægt på, at § 296 er en kvalificeret

beskyttelse af de formelle regler, der er fastsat for at forebygge misbrug.

Hvis citering af både § 296 og eksempelvis § 279 i den konkrete sag

ikke giver nogen supplerende beskrivelse af hændelsesforløbet, vil

overtrædelsen

af § 296 derimod efter de almindelige principper for tiltalerejsning

blive

absorberet af straffelovens § 279.

I relation til det nuværende gerningsindhold i § 296,

stk. 1, nr. 1, finder udvalget af lovtekniske grunde, at bestemmelsen

bør

begrænses til at vedrøre overtrædelser, der alene har relation til en

juridisk

person. En sådan ændring vil bl.a. indebære, at den del af bestemmelsen, som

vedrører den, der udspreder løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer

kan

påvirkes, udgår af bestemmelsen, og i stedet foreslås flyttet til en

selvstændig bestemmelse, idet udvalget finder, at straffeloven fortsat bør

indeholde en bestemmelse med et sådant indhold. Bestemmelsen vil eksempelvis

være anvendelig i tilfælde, hvor der er givet urigtige oplysninger om

bakterier

i fødevarer eller om sygdomsforekomster hos danske slagtedyr, hvad enten

dette

sker i chikaneøjemed eller for at opnå bedre priser på egne produkter.

På den baggrund foreslår udvalget denne del af bestemmelsen

overført til straffelovens § 297, jf. herom nedenfor under pkt. 5.2.

Udvalget foreslår samtidig, at ikke blot afgivelse af urigtige oplysninger om

varer, men også om fast ejendom bør være omfattet af den nye § 297.

Dette

indebærer eksempelvis, at udspredelse af rygter om, at en given fast ejendom

er

forurenet, med sikkerhed vil kunne henføres til det strafbare område.

Bortset fra visse sproglige moderniseringer har udvalget

ikke fundet anledning til at foreslå yderligere ændringer af § 296,

stk. 1,

nr. 1.

Straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, omhandler den,

der afgiver urigtige eller vildledende angivelser vedrørende bl.a.

aktieselskabers forhold gennem regnskaber, erklæringer til

selskabsmyndighederne

mv. Denne del af bestemmelsen er i praksis den mest anvendte.

Udvalget har særligt overvejet, om

»udbud af andele«

kan antages at omfatte udbud af konvertible obligationer, hvorved

obligationsejeren opnår en ret, men ikke en pligt, til at ombytte

obligationerne

med aktier i selskabet. I perioden indtil en eventuel konvertering indgår

obligationerne således som en del af selskabets fremmedkapital, mens der

efter

en eventuel konvertering er tale om egenkapital.

Henset til at der på det tidspunkt, hvor obligationen

udbydes, er tale om fremmedkapital, er der efter udvalgets opfattelse næppe

tale om udbud af andele som omtalt i § 296, stk. 1, nr. 2. Udvalget

finder imidlertid, at der ved udbud af konvertible obligationer er samme

beskyttelsesbehov som ved udbud af ejerandele i selskabet, og udvalget

foreslår

på den baggrund, at bestemmelsen udvides til også at omfatte disse

situationer.

Den nuværende bestemmelse i § 296, stk. 1, nr. 3,

omhandler beskyttelse af kapitalen i juridiske personer, herunder beskyttelse

mod overtrædelse af regler om anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte

og

tantieme og tilbagebetaling af indskud.

Udvalget anfører, at § 296, stk. 1, nr. 3,

fortsat bør være en overbygningsbestemmelse vedrørende grove overtrædelser af

særlovgivningens kapitalbeskyttelsesregler.

Udvalget finder, at overbygningsbestemmelsen bør omfatte

alle kapitalbeskyttelsesregler, herunder også eksempelvis reglerne om

ulovlige

aktionærlån, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 1, og ulovlig

selvfinansiering, jf. § 115, stk. 2, der ikke er omfattet af

bestemmelsen i dens nuværende udformning.

På den baggrund foreslår udvalget af lovtekniske grunde, at

der ikke i bestemmelsen skal være en opregning af de omfattede

kapitalbeskyttelsesregler, men derimod en generel henvisning til regler om

»kapitaltilførsel«

og regler om

»anvendelse af den juridiske persons midler.«

Selv om det for så vidt angår regler

om kapitaltilførsel kan betyde, at der kan tiltales efter både § 296,

stk. 1,

nr. 2 og 3, finder udvalget det væsentligt, at bestemmelsen indeholder en

direkte strafsanktionering i nr. 3 og ikke blot en indirekte i nr. 2 om

afgivelse

af urigtige eller vildledende oplysninger.

Efter aktieselskabslovens § 54, stk. 1, skal

bestyrelsen sørge for forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, og

efter § 54, stk. 3, skal bestyrelsen tage stilling til, om

selskabets

kapitalberedskab er forsvarligt. Direktionen skal sørge for, at bogføringen

foregår i overensstemmelse med lovgivningen, og at formueforvaltningen

foregår

på betryggende vis. Overtrædelser heraf straffes med bøde, jf.

aktieselskabslovens § 161. Lignende bestemmelser findes i

anpartsselskabsloven.

Udvalget har overvejet, om § 296 tillige bør være en

overbygningsbestemmelse i forhold til selskabslovenes bestemmelser om

forsvarlig organisation mv. Udvalget har i den forbindelse bemærket, at

bestemmelserne om forsvarlig organisation mv. er meget centrale bestemmelser,

og at det derfor kunne være naturligt at lade straffelovens § 296

omfatte

grove overtrædelser heraf.

Udvalget peger imidlertid på, at der i den juridiske

litteratur er rejst tvivl om, hvorvidt eksempelvis aktieselskabslovens

§ 54

har en formulering, der gør overtrædelser af bestemmelsen egnede til at være

strafsanktionerede. Henset hertil finder udvalget, at bestemmelserne om

organisation

– i hvert fald ikke for tiden – bør medtages i straffelovens

§ 296.

Efter aktieselskabslovens § 56, stk. 3, er

bestyrelsen forpligtet til at føre en forhandlingsprotokol, der skal

underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Overtrædelse heraf er

ikke

efter aktieselskabsloven sanktioneret med straf.

En forhandlingsprotokol vedrørende selskabets

generalforsamlinger skal underskrives af dirigenten. Overtrædelse heraf

straffes med bøde.

Udvalget finder, at overtrædelser af bestemmelser om

forhandlingsprotokoller bør medtages i straffeloven, således at grove

overtrædelser er omfattet af § 296. Grove overtrædelser må navnlig

antages

at foreligge, hvis det er indiceret, at formålet med overtrædelserne har

været

at skabe bevistvivl om beslutningsprocessen, eller hvor der er tale om

omfattende og konsekvente undladelser.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at

forhandlingsprotokollerne er den juridiske persons

»forhandlingsspor«

og dermed væsentlige, når der skal foretages en vurdering af et eventuelt

civilretligt eller strafferetligt ansvar. Bestyrelsens forhandlingsprotokol

er endvidere

et vigtigt kontrolgrundlag, når selskabets revisorer skal foretage revision.

Efter aktieselskabslovens §§ 25-

25 a

er et aktieselskab forpligtet til

at føre en aktiebog. Aktiebogen er ikke offentlig tilgængelig, og

aktionærernes

navn noteres kun, hvis selskabets aktier er navneaktier. Lignende regler

findes

for anpartsselskaber i anpartsselskabslovens §§ 16-17, idet

anpartshaverfortegnelsen dog er offentlig tilgængelig, hvis selskabets

anpartskapital er 500.000 kr. eller derover. For navneaktier udstedt gennem

Værdipapircentralen skal der i henhold til værdipapirhandelslovens § 23

a

meddeles Værdipapircentralen oplysninger om aktionærernes navn og adresse.

Der er endvidere i særlovgivningen visse bestemmelser om

offentliggørelse af oplysninger om såkaldte storaktionærer, hvorved forstås

aktionærer, der besidder aktier, som udgør mindst 5 % af aktiekapitalen,

eller som repræsenterer mindst 5 % af stemmeretten.

Udvalget finder, at oplysninger om ejerandele er centrale

regler, der er væsentlige for kontrol og kriminalitetsbekæmpelse. Oplysninger

om ejerforhold kan eksempelvis være afgørende ved vurderingen af, om der skal

udbetales offentlige midler (f.eks. tilskud eller negativ moms) til et

selskab,

eller om der skal stilles garantier for selskabet. Hertil kommer, at

manglende

oplysninger om ejerforholdene kan medføre betydelige bevisvanskeligheder i

forbindelse med placeringen af ansvar for selskabskriminalitet.

På den baggrund foreslår udvalget, at straffelovens § 296,

der i dag kun finder anvendelse, hvis der gives urigtige eller vildledende

oplysninger om ejerandele, skal udvides til at omfatte alle grove

overtrædelser

af særlovgivningens bestemmelser vedrørende oplysninger om ejerandele.

Efter aktieselskabslovens § 69 a er bestyrelsen

forpligtet til at foranledige, at der afholdes generalforsamling inden 6

måneder efter, at det konstateres, at halvdelen af selskabets aktiekapital er

tabt. Efter anpartsselskabslovens § 52 skal selskabets øverste ledelse

over for anpartshaverne redegøre for selskabets økonomiske stilling senest 6

måneder efter, at selskabet har tabt 40 % af anpartskapitalen.

Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde, jf. aktieselskabslovens

§ 161

og anpartsselskabslovens § 80.

Udvalget anfører, at der er væsentligt, at disse pligter

til at reagere i kapitaltabssituationer overholdes. Udvalget har overvejet,

om

disse pligter er tilstrækkelig sanktioneret i kraft af straffebestemmelserne

i

særlovgivningen, eller om overtrædelser heraf bør kunne straffes efter

straffeloven,

idet det bemærkes, at der ikke i udvalget er kendskab til sager i retspraksis

vedrørende straf for overtrædelse af særlovsbestemmelserne om kapitaltab.

Udvalget finder, at straffelovens § 296 bør være en

overbygningsbestemmelse på alle kapitalbeskyttelsesregler, uanset om der for

nogle af reglernes vedkommende kun sjældent vil være behov for en sådan

overbygningsbestemmelse.

For kapitaltabsreglernes vedkommende vil der navnlig ved gentagne

overtrædelser

eller flere samtidige overtrædelser være grundlag for at henføre forholdet

til

overbygningsbestemmelsen.

Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme der bør gælde

for overtrædelser af den foreslåede § 296.

Udvalget bemærker, at de overtrædelser, der er omhandlet af

udvalgets forslag til § 296, ofte vil dække over eller være

forberedelser

til anden kriminalitet. Udvalget finder, at grove overtrædelser af disse

regler, der har til formål at forhindre misbrug af selskabsstrukturer, bør

være

undergivet en effektiv og fremskudt strafferetlig beskyttelse. Udvalget har i

den

forbindelse overvejet, om det nuværende strafmaksimum på bøde eller fængsel

indtil 1 år er tilstrækkeligt.

Udvalget bemærker indledningsvis, at et højere

strafmaksimum vil give en bedre strafferetlig beskyttelse af

selskabssystemet,

også selv om det må formodes konkret at være en absolut undtagelse, at en

overtrædelse af den foreslåede § 296 vil føre til langvarig

fængselsstraf.

Langvarig fængselsstraf vil efter udvalgets opfattelse formentlig kun kunne

komme på tale i tilfælde, hvor der foreligger omfattende misbrug af et

professionelt tilsnit, herunder eventuelt i relation til mange selskaber.

Udvalget henviser til, at Justitsministeriets udvalg om

bekæmpelse af økonomisk kriminalitet i betænkning nr. 1066/1986 foreslog, at

både overtrædelser af straffelovens § 296 og af § 302 burde

straffes

med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Straffelovrådet afgav den

21.

april 1986 en udtalelse om betænkningen, hvori rådet bl.a. anførte, at en

strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år fandtes tilstrækkelig.

Udvalget bemærker, at der ikke foreligger oplysninger for

udvalget, som giver grundlag for at antage, at den nuværende strafferamme i

§ 296

på fængsel indtil 1 år er utilstrækkelig. Udvalget finder imidlertid af

principielle grunde anledning til at tilslutte sig det tidligere forslag om

et

strafmaksimum på fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår endvidere, at den nuværende hjemmel til

efter straffelovens § 296, stk. 2, at straffe overtrædelser, der er

begået ved grov uagtsomhed, bør opretholdes. Udvalget foreslår imidlertid, at

stk. 2 udvides til at finde anvendelse på alle groft uagtsomme

overtrædelser af bestemmelserne i stk. 1 og ikke som i dag kun ved

urigtige eller vildledende oplysninger om selskabsforhold mv. (den nuværende

§ 296,

stk.1, nr. 2) og overtrædelse af selskabslovgivningens bestemmelser om

aktiebreve, anvendelse af overskud mv. (den nuværende § 296,

stk. 1,

nr. 3). Udvalget har i den forbindelse anført, at alle led i den foreslåede

§ 296,

stk. 1, bør kunne straffes ved grov uagtsomhed.

Der henvises til betænkningens side 21-43 og 63-67.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens

§ 296 bør være en fælles overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser

af de bestemmelser i særlovgivningen, der specifikt vedrører juridiske

personers

kapitalforhold mv. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets

forslag,

hvorefter der efter omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem

den

foreslåede § 296 og straffelovens § 279 om bedrageri.

Lovforslagets § 1, nr. 5, er således med enkelte

redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Som nævnt ovenfor under pkt. 4.2. har Brydensholt-udvalget

foreslået en strafferamme i § 296 på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en

generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om

straffastsættelse. Om strafferammen i § 296, stk. 1, anfører

Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser

i

Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og

forslag og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere

vurdering af strafferammerne på dette område.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig

Brydensholt-udvalgets forslag om, at overtrædelse af den foreslåede

§ 296

straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

5. Straffelovens § 297

5.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 297 straffes den, som uden for

de tilfælde, der er omfattet af § 296, mod bedre vidende i dokumenter,

forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser gør urigtige angivelser om

den økonomiske stilling i et selskab, som vedkommende bestyrer eller

repræsenterer.

Disse overtrædelser, der er beslægtet med

anvendelsesområdet for § 296, straffes efter § 297 med bøde.

Der foreligger ikke trykt retspraksis vedrørende

bestemmelsen, hvis ordlyd er uændret siden straffelovens ikrafttræden i 1933.

5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har i betænkning nr. 1415/2002 overvejet, om § 297

bør opretholdes i sin nuværende udformning.

Udvalget bemærker, at der ikke i udvalget er kendskab til

sager, hvor § 297 er anvendt. Udvalget fremhæver endvidere, at der alene

er tale om et bødedelikt, og at der i de situationer, hvor gerningsindholdet

i

bestemmelsen er opfyldt, typisk tillige vil kunne straffes efter andre og

strengere bestemmelser (eksempelvis § 279 om bedrageri). På den baggrund

foreslår udvalget, at den gældende § 297 ophæves.

Udvalget foreslår, at der som ny § 297 i straffeloven

i stedet indsættes en bestemmelse, der viderefører gerningsindholdet i

§ 296,

stk. 1, nr. 1, for så vidt angår situationer, der ikke specifikt er

knyttet til en juridisk person. Bestemmelsen foreslås således at finde

anvendelse på den, der udspreder urigtige eller vildledende oplysninger,

hvorved prisen på varer eller fast ejendom kan påvirkes væsentligt. Udvalget

foreslår, at overtrædelser heraf på samme måde som den foreslåede § 296

skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, og at

groft uagtsomme forhold skal kunne straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Der henvises til betænkningens side 30 og 67.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om

at ophæve den nuværende § 297 og nyaffatte bestemmelsen. Lovforslagets

§ 1,

nr. 6, er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at det forudsættes,

at den foreslåede bestemmelse – i lighed med den foreslåede § 296

– ikke

er subsidiær i forhold til straffelovens § 279, og at der derfor efter

omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede

§ 297

og straffelovens bedrageribestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse skal i lighed med den foreslåede

§ 296 kun finde anvendelse, hvis der er tale om grove forhold.

6. Regnskabsforbrydelser

6.1. Gældende ret

6.1.1. Straffelovens § 302

Straffelovens § 302 omhandler særlig grove overtrædelser

af visse bogføringsbestemmelser. Efter § 302, stk. 1, straffes med

bøde eller fængsel indtil 1 år den, der under omstændigheder, der kendetegner

forholdet som særlig groft (1) foretager urigtige eller vildledende

angivelser

i forretningsbøger eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den

pågældende

at føre eller udfærdige, (2) undlader at føre forretningsbøger eller

udfærdige

regnskaber på den måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre

det

eller (3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at

opbevare

forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale eller ødelægger

sådant.

Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov

uagtsomhed,

er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er således en overbygningsbestemmelse

vedrørende grove overtrædelser af særlovgivningens bestemmelser om bogføring

og

regnskabsforpligtelser, herunder navnlig bogføringslovens regler. Ved

vurderingen af, om der er tale om en grov overtrædelse, der kan henføres

under

§ 302, kan det bl.a. tillægges vægt, om handlingen eller undladelsen har

medført eller har været egnet til at medføre et tab, herunder et tab for det

offentlige.

Bestemmelsen er ikke – som tilfældet er for § 296 i

den nuværende udformning – subsidiær i forhold til straffelovens

§ 279.

Bestemmelsen kan således efter omstændighederne anvendes i sammenstød med

bedrageribestemmelsen.

6.1.2. Straffelovens § 175

Overtrædelse af særlovgivningens bogføringsbestemmelser vil

efter omstændighederne kunne henføres til den noget strengere bestemmelse i

straffelovens § 175.

Bestemmelsen omhandler den, som for at skuffe i retsforhold

i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge

lov eller særligt pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller

føre,

eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig

erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som

bevis.

Efter straffelovens § 175, stk. 2, straffes den, der i retsforhold

gør brug af et sådant dokument som indeholdende sandhed. Strafferammen efter

begge bestemmelser er bøde eller fængsel indtil 3 år, og begge bestemmelser

finder tilsvarende anvendelse, når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller

føres på andet læsbart medie.

6.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

6.2.1. Straffelovens § 302

Udvalget bemærker i betænkning 1415/2002, at overtrædelser

af bogførings- og regnskabsbestemmelser kan finde sted som led i økonomisk

kriminalitet eller for at sløre økonomisk kriminalitet. Udvalget finder, at

der

bør være en effektiv strafferetlig beskyttelse af centrale formelle regler,

der

har til formål at sikre gennemsigtighed, forhindre eller standse misbrug og

muliggøre effektiv kontrol, for derigennem at markere den betydning,

overholdelsen af disse regler tillægges.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om formuleringen af

straffelovens § 302 er hensigtsmæssig, herunder om bestemmelsen i

tilstrækkelig omfang tager højde for de muligheder, der efter bogføringsloven

er for edb-bogføring og kryptering af bogføringen.

Udvalget har i den forbindelse særligt bemærket, at der

efter bogføringslovens § 14 er et krav om, at krypteringsnøgle,

passwords

mv. er tilgængelige. En situation, hvor man undlader at opbevare den

nødvendige

krypteringsnøgle eller passwords på en tilgængelig måde, er næppe omfattet af

straffelovens § 302, stk. 1, nr. 3, der omhandler lovbestemte

forpligtelser til opbevaring af regnskabsmateriale eller ødelæggelse af

regnskabsmateriale.

Virkningerne af, at krypteringsnøgle eller passwords ikke opbevares på

tilgængelig måde, kan imidlertid være de samme, som ved ødelæggelse af

materialet.

Efter udvalgets opfattelse bør straffelovens § 302

derfor ændres, således at formuleringen tilpasses de bogføringsmuligheder,

der

er efter den nugældende bogføringslov. Udvalget foreslår på den baggrund, at

§ 302

udvides, således at gerningsindholdet også omfatter en situation, hvor en

person groft overtræder lovgivningens bestemmelser om opbevaring af

regnskabsmateriale, herunder beskrivelser af bogføring og af systemer til

opbevaring og fremfinding af materialet, herunder adgangskoder mv. og

krypteringsnøgler.

Udvalget har herudover overvejet, om der på

regnskabsområdet bør kunne straffes efter både § 296 og § 302. Der

kan efter omstændighederne være et sammenfald mellem de to bestemmelser, idet

anvendelse af urigtige eller vildledende regnskaber vil kunne straffes efter

§ 296,

mens der samtidig vil kunne være tale om overtrædelse af lovgivningens krav

til

aflæggelse af regnskaber, idet lovgivningen stiller krav om korrekt indhold.

Herved vil forholdet tillige kunne henføres under § 302.

Udvalget finder, at der i det omfang, der reelt er tale om

samme forbrydelse – dvs. hvor et regnskab er udarbejdet i strid med

§ 302

og derefter anvendes i strid med § 296 – ikke bør straffes i

sammenstød

mellem de to bestemmelser. Det foreslås således, at det af § 302

udtrykkelig fremgår, at bestemmelsen er subsidiær i forhold til § 296.

Er

der imidlertid (også) tale om andre overtrædelser af regnskabsbestemmelserne,

vil der tillige kunne straffes efter § 302, hvis betingelserne i denne

bestemmelse er opfyldt.

Udvalget bemærker, at bogføringsforpligtelserne er

udgangspunktet for, at der kan afgives korrekte regnskaber, og dermed er

centrale i relation til både investorer, kreditorer, muligheden for offentlig

kontrol og politimæssig efterforskning. Det bør derfor overvejes, om det

nuværende

strafmaksimum i § 302 på fængsel indtil 1 år er tilstrækkelig.

Udvalget henviser i den forbindelse til de overvejelser,

der er gengivet i betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk

kriminalitet,

hvor det blev fremhævet, at grove bogføringsovertrædelser i et ikke

ubetydeligt

omfang må antages at skjule grove berigelsesforbrydelser. Bl.a. under

henvisning hertil foreslog man i betænkning nr. 1066/1986 et strafmaksimum i

§ 302

på fængsel i 1 år og 6 måneder. Som anført ovenfor under pkt. 4.2. fandt

Straffelovrådet imidlertid, at strafferammen for § 302 burde være

fængsel

indtil 1 år.

Udvalget bemærker hertil, at det eksisterende strafmaksimum

på fængsel indtil 1 år synes tilstrækkeligt, henset til at den strengeste

straf

for en

»ren«

overtrædelse af § 302, der

hidtil er set i retspraksis, er hæfte i 14 dage. Udvalget finder imidlertid

af

principielle grunde, at strafferammen bør fastsættes til bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår endvidere, at den nugældende bestemmelse

i § 302, stk. 2, hvorefter groft uagtsomme overtrædelser af

§ 302,

stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,

opretholdes.

Der henvises til betænkningens side 50-57 og 68-69.

6.2.2. Straffelovens § 175

I forhold til straffelovens § 175 har udvalget

overvejet, om § 302 bør gøre udtømmende op med mulighederne for at

straffe

grove overtrædelser af bogførings- eller regnskabsregler efter straffeloven,

eller om sådanne forhold fortsat bør kunne henføres til straffelovens

§ 175.

Udvalget har peget på, at det i betænkning nr. 1066/1986 om

bekæmpelse af økonomisk kriminalitet blev foreslået at lade § 302 være

en

samlet bestemmelse vedrørende grove overtrædelser af bogføringsreglerne,

således at bogføring og lignende skulle udgå af gerningsindholdet i

straffelovens

§ 175.

Denne del af lovudkastet i betænkning nr. 1066/1086 blev

imidlertid ikke gennemført, idet Straffelovrådet og Justitsministeriet nærede

betænkeligheder ved at lade denne del af § 175 udgå, henset til at

§ 175

muligvis i visse situationer kunne være den eneste straffehjemmel.

Brydensholt-udvalget bemærker, at udvalget ikke er bekendt

med områder, hvor der vil mangle straffehjemmel, hvis § 175 ændres,

således at alene pligtmæssige og visse særlige erklæringer er omfattet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at den del af § 175, der vedrører

lovpligtige erklæringer, udgår. Udvalget bemærker imidlertid, at der forud

for

en sådan ændring bør foretages en høring af samtlige ministerier for at

sikre,

at ændringen ikke får en utilsigtet virkning.

Der henvises til betænkningens side 50-57 og 69.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens

§ 302 bør udformes i overensstemmelse med systematikken i

bogføringsloven

og således, at alle grove overtrædelser af særlovgivningens

bogføringsbestemmelser

er omfattet af bestemmelsen.

Justitsministeriet er endvidere enig i udvalgets

overvejelser om anvendelsesområdet for straffelovens § 302, herunder at

bestemmelsen bør være subsidiær i forhold til § 296. Lovforslagets

§ 1,

nr. 7, er på den baggrund og med enkelte ændringer af redaktionel karakter

udformet i overensstemmelse med Brydensholt-udvalgets forslag.

Med hensyn til strafferammen i § 302 har udvalget

foreslået, at overtrædelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år

og

6 måneder.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en

generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om

straffastsættelse. Om strafferammen i § 302, stk. 1, anfører

Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser

i

Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og

forslag og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere

vurdering af strafferammerne på dette område.

Justitsministeriet kan på den baggrund til tilslutte sig

Brydensholt-udvalgets forslag om en strafferamme på bøde eller fængsel indtil

1

år og 6 måneder for overtrædelse af den foreslåede § 302.

For så vidt angår udvalgets forslag om ændring af

straffelovens § 175, har Justitsministeriet foretaget en høring af

samtlige

ministeriet over et udkast til lovforslaget. Justitsministeriet har i den

forbindelse særlig anmodet ministerierne om at overveje, om en sådan ændring

vil indebære, at der herefter ikke er straffehjemmel for overtrædelse af

bestemmelser om lovpligtige erklæringer inden for ministeriets

lovgivningsområde.

I forbindelse med denne høring er Justitsministeriet blevet

opmærksom på, at den omhandlede del af § 175 anvendes i praksis på visse

ministerieområder, og at en ændring som foreslået af udvalget derfor vil

kunne

føre til, at der på visse særlovsområder ikke længere er en straffehjemmel,

eller at det ikke længere er muligt at idømme fængselsstraf.

På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra i

lovforslaget at medtage en ændring af straffelovens § 175 som foreslået

af

Brydensholt-udvalget.

7. Adgang til at retsforfølge ved svig rettet mod

udenlandske myndigheder

7.1. Gældende ret

Straffelovens §§ 6-12 regulerer, i hvilke tilfælde

danske domstole har straffemyndighed (jurisdiktionskompetence).

Hvis en forbrydelse begås inden for dansk territorium,

følger det af straffelovens § 6, at forholdet er omfattet af dansk

straffemyndighed. Også overtrædelser, der begået uden for dansk territorium,

kan efter omstændighederne være undergivet dansk straffemyndighed i medfør af

straffelovens § 7, der vedrører handlinger foretaget uden for Danmark af

personer med dansk statsborgerskab eller med fast ophold i Danmark. I disse

tilfælde kommer en straffesag ved danske domstole imidlertid kun på tale,

hvis

den bestemmelse, der er overtrådt, ikke må anses alene at beskytte den danske

stat eller danske interesser (territorial begrænsning).

En lang række af straffelovens bestemmelser har universel

karakter, således at overtrædelse heraf kan straffes, selv om overtrædelsen

er

foretaget i udlandet eller er rettet mod udenlandske interesser. Omvendt

anses

særlovgivningen, herunder den fiskale lovgivning, som udgangspunkt for at

være

territorialt begrænset, medmindre en fortolkning af den pågældende

bestemmelse

konkret måtte føre til et andet resultat. Dette indebærer, at eksempelvis den

danske skattelovgivning alene beskytter danske interesser, hvorfor der ikke

med

hjemmel i denne lovgivning kan gennemføres en straffesag i Danmark for

skattesvig rettet imod eksempelvis det tyske skattevæsen. Der kan heller ikke

ved danske domstole gennemføres en straffesag vedrørende overtrædelse af den

tyske skattelovgivning, idet det følger af straffelovens § 10,

stk. 1,

at danske domstole skal træffe afgørelse efter dansk lovgivning, når der i

medfør af straffelovens §§ 6-9 er dansk jurisdiktionskompetence.

Danmark har ved lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel

til andet land af retsforfølgning i straffesager gennemført Europarådets

konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager

(overførselsloven).

Efter lovens § 1 kan lovovertrædelser, som er omfattet

af den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager,

jf. bilag 1 til loven, retsforfølges efter reglerne i konventionens afsnit

I-IV

og bestemmelserne i denne lov.

Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, at der

kun kan foretages retsforfølgning i den anmodede stat, hvis den pågældende

lovovertrædelse ville have været en lovovertrædelse, hvis den var begået på

denne stats territorium, og lovovertrædelsen i så fald kunne være pålagt en

sanktion også i henhold til dens egen lovgivning. Konventionens artikel 7,

stk. 2,

angiver, at hvis lovovertrædelsen er begået af en person i offentligt hverv

eller mod en sådan person, en institution eller andet af offentlig karakter i

den begærende stat, anses lovovertrædelsen i den anmodede stat for begået af

en

person i offentligt hverv i denne stat eller mod en sådan person, en

institution eller andet, der indtager tilsvarende stilling eller er af

tilsvarende karakter i den anmodede stat.

7.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 overvejet, om der

navnlig på det fiskale område er behov for at have bestemmelser med universel

gyldighed.

Udvalget har i den forbindelse peget på, at den nugældende

retstilstand, hvorefter fiskale straffebestemmelser kun beskytter danske

interesser, medmindre der i den konkrete bestemmelse er grundlag for at

indfortolke et videre anvendelsesområde, er i overensstemmelse med

retsstillingen i de fleste andre lande. En ændring heraf, således at

bestemmelserne gøres universelle, vil indebære, at man ved hjælp af den

danske

straffelovgivning bliver i stand til at beskytte mod kriminalitet rettet mod

også andre landes offentlige midler. Udvalget finder imidlertid en sådan

løsning ganske vidtgående og bemærker, at det er vanskeligt at overskue, om

reguleringen herved bliver bredere end ønskeligt.

Omvendt har udvalget lagt vægt på, at Danmark ikke bør

fremstå som et

»strafforfølgningsly«

i forhold til personer, der som

følge af den fiskale lovgivnings territoriale begrænsning ikke kan

retsforfølges

i Danmark, og som Danmark heller ikke ønsker at udlevere. Udvalget fremhæver

på

baggrund af de dagældende udleveringsregler, at mulighederne for at udlevere

danske statsborgere er ganske begrænsede.

Udvalget bemærker, at dansk strafferetlig beskyttelse af

midler, der vedrører et andet land, bør forudsætte gensidighed, således at

dette land etablerer en tilsvarende beskyttelse med hensyn til kriminalitet

rettet mod danske midler.

Udvalget foreslår på den baggrund en løsning, hvorefter

artikel 7, stk. 2, i Europarådets konvention om overførsel af

retsforfølgning i straffesager indarbejdes som en bestemmelse i

overførselsloven.

Udvalget peger på, at den særlige bestemmelse i overførselskonventionen

herved

kommer klarere til udtryk end ved den eksisterende ordning, hvor der i loven

henvises til konventionsteksten. Herved præciseres, at også nationalt

begrænsede danske straffebestemmelser på disse områder er anvendelige,

såfremt

Danmark vælger at retsforfølge.

Udvalget foreslår endvidere, at en sådan retsforfølgning –

i overensstemmelse med de krav, der i øvrigt typisk stilles i forbindelse med

internationalt samarbejde på det fiskale område – kun skal kunne finde

sted,

hvis den pågældende forbrydelse kan sidestilles med en forbrydelse af samme

art

efter dansk lovgivning. Dette skal forstås således, at det er uden betydning,

om der efter dansk lovgivning opkræves samme slags skatter, told eller

afgifter

eller er fastsat regler om skatter, told, afgifter og tilskud, hvis de danske

og udenlandske regler i øvrigt generelt kan sidestilles.

Der henvises til betænkningens side 82-90 og 100-102.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Der kan være grund til nærmere at overveje, om en

lovændring som den, udvalget har foreslået, er udtryk for en materiel ændring

af retstilstanden, eller om den foreslåede ændring alene, således som det

anføres i betænkningen, indebærer en præcisering af, at også nationalt

begrænsede danske straffebestemmelser på det fiskale område i visse tilfælde

er

anvendelige på overtrædelser rettet mod udenlandske midler.

Efter overførselskonventionens artikel 7, stk. 1, er

det en betingelse for, at retsforfølgningen kan overføres til et andet land,

at

lovovertrædelsen også ville være strafbar, hvis den var begået i dette land.

I

forarbejderne til gennemførelsesloven, jf. lov nr. 252 af 12. juni 1975 om

overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, er i den

forbindelse anført, at konventionen således stiller krav om dobbelt

strafbarhed

og derfor i almindelighed ikke finder anvendelse på nationalt eller

territorialt begrænsede forbrydelser, hvilket for Danmarks vedkommende vil

sige

handlinger, hvor strafbarheden er begrænset til angreb rettet mod en her i

landet

bestående ordning eller mod interesser knyttet til dansk nationalitet.

Som der nærmere er redegjort for i betænkningen side 78, er

der i forarbejderne endvidere rejst tvivl om rækkevidden af konventionens

artikel 7, stk. 2. Det anføres, at det ikke fremgår klart, om

bestemmelsen

gør en undtagelse til kravet om dobbelt strafbarhed, eller om den alene

angiver

visse kvalificerende omstændigheder, som det anmodede land skal tage i

betragtning ved strafudmålingen for den pågældende overtrædelse. Det bemærkes

herefter, at der mellem de nordiske lande er enighed om at lægge den

sidstnævnte fortolkning til grund.

I en utrykt dom afsagt af Vestre Landsret den 14. marts

2001 havde landsretten lejlighed til at tage stilling til den nærmere

rækkevidde af overførselslovens § 1 og overførselskonventionens artikel

7,

stk. 2.

I sagen var der rejst tiltalte mod 3 danske statsborgere

for bl.a. forsøg på indsmugling af spiritus til Sverige. De svenske

myndigheder

havde i medfør af overførselskonventionen anmodet Danmark om at overtage

retsforfølgningen. Der var herefter rejst tiltale for overtrædelse af den

danske

toldlovs § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2. Anklagemyndigheden

havde under sagen anført, at der i medfør af overførselslovens § 1, jf.

overførselskonventionens artikel 7, stk. 2, var hjemmel til i Danmark at

straffe for handlinger vedrørende det svenske toldområde.

Landsretten bemærkede, at de tiltalte fandtes forsætligt og

med forsæt til at unddrage den svenske statskasse afgift at have medvirket

til

forsøg på indsmugling i Sverige som beskrevet i anklageskriftet. Retten

tiltrådte

endvidere, at forholdet var strafbart efter svensk ret og bemærkede, at der

under sagen, således om tiltalen var formuleret, alene skulle tages stilling

til forhold vedrørende svensk toldområde og svenske afgifter.

Efter en gennemgang af ovennævnte forarbejder bemærkede

landsretten, at det på baggrund af udformningen af bemærkningerne til

lovforslaget til gennemførelsesloven måtte antages, at lovgiver var gået ud

fra, at loven ikke indebar en udvidelse af gyldighedsområdet for territorialt

begrænsede

danske straffebestemmelser ud over med hensyn til de i bemærkningerne nævnte

kvalificerede omstændigheder. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for

at

anvende den danske toldlov i det foreliggende tilfælde, og de tiltalte blev

frifundet for dette forhold.

I lyset af de nævnte forarbejder til overførselsloven og

den omtalte dom fra Vestre Landsret finder Justitsministeriet ikke grundlag

for

nu at tillægge konventionens artikel 7, stk. 2, en vidererækkende

betydning. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at en ændring af

overførselsloven, hvorved ordlyden af artikel 7, stk. 2, skrives ind i

selve lovbestemmelsen, er en hensigtsmæssig fremgangsmåde, når formålet er at

gennemføre en reel udvidelse af visse danske bestemmelsers territoriale

gyldighedsområde.

Justitsministeriet er imidlertid enig med udvalget i, at

det er væsentligt, at Danmark ikke fremstår som et land, der hverken vil

retsforfølge egne statsborgere for kriminalitet rettet mod andre landes

fiskale

interesser eller udlevere personerne til retsforfølgning i det pågældende

land.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om der er behov

for på anden måde at foretage en ændring af overførselsloven, således at

danske

fiskale bestemmelser udstrækkes til også at finde anvendelse i forhold til

situationer,

hvor kriminaliteten er rettet mod andre landes fiskale interesser.

Justitsministeriet finder det i den forbindelse væsentligt

at fremhæve, at der siden udvalget tilendebragte sine overvejelser om

spørgsmålet, er gennemført en række ændringer af lov om udlevering af

lovovertrædere. Både med vedtagelsen af lov nr. 378 af 6. juni 2002

(anti-terrorpakken)

og lov nr. 433 af 10. juni 2003, der gennemførte EU-rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre, er Danmarks muligheder for at nægte udlevering af

egne

statsborgere til strafforfølgning i udlandet blevet begrænset ganske

betydeligt

i forhold til retstilstanden ved betænkningens afgivelse. Det er i

forbindelse

med udvidelsen af adgangen til at udlevere danske statsborgere blevet

fremhævet

som et bærende hensyn, at straffesager som hovedregel bør gennemføres dér,

hvor

overtrædelsen er begået, og beviserne og eventuelle vidner befinder sig.

Hertil kommer, at udleveringslovens krav om dobbelt

strafbarhed ved skatte- og afgiftssager i praksis anses for opfyldt, hvis der

i

dansk ret findes en gerningstype, som svarer til den, der er anført i

udleveringsbegæringen. Det er således ikke en betingelse for udlevering, at

der

i Danmark er fastsat regler om skatter, afgifter eller told, som svarer til

reglerne i lovgivningen i den stat, der anmoder om udlevering.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at

behovet for at skabe adgang til, at man i Danmark kan retsforfølge personer

for

overtrædelser, der er rettet mod fremmede staters fiskale interesser, og

dermed

ikke i dag er beskyttet efter dansk lovgivning, må antages at være meget

begrænset. Dette skal sammenholdes med, at der i givet fald ville være tale

om

en ganske vidtrækkende ændring, som efter omstændighederne ville indebære, at

der i det danske retssystem skulle gennemføres i nogle tilfælde ganske

omfattende sager om økonomisk kriminalitet rettet mod andre staters

offentlige

myndigheder.

På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra at stille

forslag om ændring af overførselsloven, således som det er foreslået i

betænkningen.

8. Klager over Rigspolitichefens afgørelser som

ansættelsesmyndighed

8.1. Gældende ret

Justitsministeren er efter retsplejeloven kapitel 11

politiets øverste foresatte, og ministeren udøver sin beføjelse gennem bl.a.

Rigspolitichefen. Der består således et almindeligt forvaltningsretligt

over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Rigspolitichefen.

Rigspolitichefens afgørelser i konkrete sager kan i kraft heraf påklages til

justitsministeren, medmindre klagemuligheden i det enkelte tilfælde er

afskåret

ved lov.

En af Rigspolitichefens centrale opgaver er at fungere som

central ansættelsesmyndighed for politiets ikke-juridiske personale.

Rigspolitichefen har til denne opgave oprettet en personaleafdeling, som

varetager ansvarsområderne ansættelse, personaleadministrative sager,

disciplinær- og sygesager, internationale udsendelser, personalepolitik,

organisations- og personaleudvikling samt personalelægen.

Justitsministeren fungerer som nævnt efter det almindelige

forvaltningsretlige over-/underordnelsesforhold som klageinstans for

Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder inden for ansættelses- og

personaleområdet. Langt den største del af ministeriets klagesager på dette

område vedrører afslag på ansættelse som politibetjent på prøve, men

ministeriet har eksempelvis også behandlet sager om afslag på ansættelse i

politiet som IT-medarbejder, afslag på udsendelse til internationale opgaver,

afslag på uddannelsesorlov mv.

Afgørelser i

disciplinærsager

angående politiets (tjenestemandsansatte) kontorpersonale og

polititjenestemænd

træffes som hovedregel af Rigspolitichefen. Mindre disciplinære forseelser

kan

dog afgøres af vedkommende politimester (politidirektøren) med rekurs til

Rigspolitichefen.

Justitsministeriet behandler i første instans de sager, der

skønnes at burde medføre afskedigelse (uansøgt afsked), jf.

tjenestemandslovens

§ 26, mens sager om afskedigelse af personale, der ikke er

tjenestemandsansat,

behandles af Rigspolitichefen i første instans. I sager om disciplinære

forhold, samarbejdsvanskeligheder, utilstrækkelige evner eller uegnethed er

det

således Rigspolitichefen, der træffer afgørelse om afskedigelse af

politibetjente ansat som tjenestemænd på prøve og overenskomstansat

personale.

Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder også

rekursafgørelser, i disciplinærsager og i andre sager om afsked kan i lighed

med Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser påklages til

justitsministeren

efter det almindelige over-/underordnelsesprincip.

Rigspolitichefens afgørelser om

aktindsigt i ansættelses- og personalesager

kan ligeledes påklages

til Justitsministeriet i henhold til det almindelige

over-/underordnelsesprincip.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Sagerne inden for ansættelses- og personaleområdet har det

fællestræk, at de i høj grad baserer sig på skøn. Til illustration kan nævnes

sager om ansættelse som politibetjent på prøve, hvor Rigspolitichefens

afgørelse særligt bygger på vandelskrav, ansøgerens opnåede resultater i

forbindelse

med optagelsesprøverne, vedkommendes egnethed, som den er kommet til udtryk

ved

den afsluttende samtale i ansættelsesproceduren, hvor Rigspolitichefens

personaleafdeling er repræsenteret, de øvrige i sagen foreliggende

oplysninger

samt antallet af ledige stillinger. Lignende (skønsmæssige) forhold gør sig

på

tilsvarende vis gældende for de øvrige konkrete afgørelser på dette område.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

den eksisterende klagemulighed forekommer uhensigtsmæssig. Justitsministeriet

lægger herved vægt på, at afgørelserne i disse sager beror på skønsmæssige

overvejelser af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage

en

materiel prøvelse i sagerne er yderst begrænset. Hertil kommer, at

Rigspolitichefen fungerer som den centrale ansættelses- og personalemyndighed

for politiets ikke-juridiske personale, hvilket bl.a. udmønter sig i

udformning

af personalepolitikker og øvrige generelle retningslinier for politiets

personale, hvorfor den eksisterende klageadgang til justitsministeren er

mindre

velbegrundet. Endelig vil Rigspolitichefens (endelige) afgørelse kunne

indbringes for Folketingets Ombudsmand af den pågældende, ligesom denne efter

de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsakter, jf.

grundlovens

§ 63, vil kunne indbringe afgørelsen for domstolene.

Justitsministeriet finder dog ikke, at den nævnte

klagebegrænsning bør gælde konkrete afgørelser i disciplinærsager og i andre

sager, hvor der træffes afgørelse om afsked, samt afgørelser om aktindsigt i

ansættelses- og personalesager, jf. straks nedenfor.

Disciplinærsagerne

har en så indgribende betydning for de pågældende, at de efter

Justitsministeriets opfattelse klart adskiller sig fra de øvrige ansættelses-

og personalesager, der behandles af Rigspolitichefen. Eksempelvis er der i

tjenestemandslovgivningen

fastsat en række skærpede formelle retssikkerhedsgarantier (f.eks. om

tjenstligt forhør), der afhængigt af tjenesteforseelsens grovhed vil skulle

iagttages i forbindelse med sagens behandling, og som i mangel heraf kan

medføre disciplinærafgørelsens ugyldighed. Hertil kommer valget af

sanktionsform (f.eks. bøde, forflyttelse eller degradation) og dennes meget

indgribende betydning for den pågældende tjenestemand.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at også

andre sager, hvor Rigspolitichefen har

truffet afgørelse om afsked

, ligeledes har en sådan indgribende betydning,

at der fortsat bør være adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser

herom til Justitsministeriet. En afskedigelse på grund af f.eks. manglende

egnethed

eller samarbejdsvanskeligheder vil således for den ansatte være af en sådan

indgribende betydning, at klageadgangen i disse sager bør opretholdes.

Justitsministeriet finder på den anførte baggrund, at den

nuværende adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser i

disciplinærsager

og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afskedigelse, bør

opretholdes. Ministeriet lægger herved også vægt på, at disse sager ikke i

samme omfang som øvrige ansættelses- og personalesager beror på skønsmæssige

afvejninger af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage en

materiel prøvelse i sagen er yderst begrænset. Som eksempel kan nævnes, at

ministeriet i disciplinærsager bl.a. påser, at en pålagt sanktion ikke står i

misforhold til den begåede forseelse (proportionalitetsprincippet).

Rigspolitichefens afgørelser om

aktindsigt i ansættelses- og personalesager

bør efter

Justitsministeriets opfattelse tillige fortsat kunne påklages til

justitsministeren. Ministeriet lægger herved vægt på, at afgørelser om

aktindsigt træffes på baggrund af de i henholdsvis forvaltningslovens og

offentlighedslovens fastlagte betingelser, og at afgørelserne derfor ikke har

den skønsmæssige karakter, der kendetegner de ansættelses- og personalesager,

hvor klageadgangen afskæres.

Det tilføjes, at den foreslåede begrænsning i adgangen til

at klage over visse af Rigspolitichefens afgørelser i ansættelses- og

personalesager ikke afskærer Justitsministeriet fra – som

tilsynsmyndighed – at

gribe ind i konkrete sager, hvis Rigspolitichefen har truffet en forkert

afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.

Justitsministeriet forslag er udformet i overensstemmelse

med de anførte betragtninger. Der henvises til forslagets § 4, nr. 2.

9. Klager over Rigsadvokatens afgørelser som 1.

instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning

9.1. Gældende ret

Ved en ændring af retsplejeloven (lov nr. 393 af 14. juni

1995) gennemførtes et to-instansprincip for anklagemyndighedens afgørelser om

erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens

kapitel

93 a. Ordningen

indebærer bl.a., at langt hovedparten af de sager, der i dag rejses om

erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, afgøres af de regionale

statsadvokater i første instans med rekurs til Rigsadvokaten, hvorefter

afgørelsen ikke kan påklages yderligere. Det drejer sig om de krav, der

rejses

på baggrund af retsplejelovens §§ 1018 a-d, jf. lovens § 1018 e,

stk. 1,

1. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 1018 e, stk. 1,

2. pkt., at justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal

forelægges for Rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Efter

fast

praksis afgør Rigsadvokaten således erstatningskrav, der rejses på baggrund

af

dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h,

med klageadgang til justitsministeren. Det samme gælder for erstatningskrav

efter retsplejelovens §§ 1018 a-d, der ikke er reguleret af

Rigsadvokatens

årlige meddelelse om erstatning, samt sager, hvor der agtes ydet erstatning

med

større beløb end fastsat i meddelelsen. Hertil kommer erstatningskrav efter

retsplejelovens

§§ 1018 a-d, som er omfattet af den årlige meddelelse, men som rejser

spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige

omstændigheder. Hvis statsadvokaten i øvrigt træffer afgørelse efter sagens

forelæggelse for Rigsadvokaten, anses første instans afgørelsen tilsvarende

for

at være truffet af Rigsadvokaten, således at sagen kan påklages til

justitsministeren.

Efter retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, er der ud

fra hensynet til den erstatningssøgende fastsat en særlig nem og hurtig

adgang

til at få den administrative afgørelse om afslag på erstatning indbragt for

domstolene. Det er herefter statsadvokaten, der på begæring fra den

erstatningssøgende indbringer sagen for domstolene. Adgangen til at få sagen

indbragt for domstolene efter disse regler må dog i alle tilfælde afvente

rekursmyndighedens

behandling af sagen.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har som led i interne ressourcemæssige

og administrative overvejelser vurderet hensigtsmæssigheden af den nuværende

klageadgang, herunder navnlig om retssikkerhedsmæssige eller andre hensyn til

den erstatningssøgende nødvendiggør en bevarelse af klageadgangen til

justitsministeren i de erstatningssager i anledning af strafferetlig

forfølgning, der i dag forelægges ministeren som rekursmyndighed.

Justitsministeriet har herved fundet, at de nævnte hensyn

taler for at afskære klageadgangen til justitsministeren. Ministeriet lægger

herved vægt på, at Rigsadvokaten, der i forvejen – bl.a. gennem sine

årlige

meddelelser – samler praksis og fastlægger generelle retningslinier for

anklagemyndighedens behandling af erstatningskrav efter retsplejelovens

kapitel

93 a, med en sådan

ordning vil blive øverste instans for samtlige krav om erstatning i anledning

af strafferetlig forfølgning. Ministeriet lægger endvidere vægt på den

erstatningssøgendes særligt nemme adgang til domstolsprøvelse af den

administrative afgørelse om afslag på erstatning, jf. retsplejelovens

§ 1018

f, stk. 1.

Justitsministeriet har på baggrund af Rigsadvokatens

høringssvar foretaget en ændring i forhold til det udkast til lovforslag, der

blev sendt i høring. Rigsadvokaten har i høringssvaret foreslået, at der

gennemføres en ændring af kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og

Rigsadvokaten, således at statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges

kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans i alle sager om erstatning

efter retsplejelovens kapitel

93 a.

Det vil betyde, at afgørelse om erstatning efter 1018 h, der i dag forelægges

Rigsadvokaten til afgørelse, fremover som udgangspunkt vil kunne afgøres af

statsadvokaterne som 1. instans. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a.

henvist til, at 2-instansprincippet på denne måde vil kunne bevares i vidt

omfang.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Rigsadvokatens

forslag, idet ministeriet finder det ubetænkeligt at lade statsadvokaterne

træffe afgørelse i 1. instans om erstatning efter § 1018 h. Det

bemærkes,

at Justitsministeriet i forbindelse med ændringen vil revidere de gældende

forskrifter om forelæggelse af visse typer sager, f.eks. således at krav om

erstatning efter § 1018 h over en vis størrelse skal forelægges for

Rigsadvokaten til afgørelse.

Muligheden for at påklage Rigsadvokatens afgørelser om

aktindsigt afskæres ikke ved dette lovforslag, jf. § 1018 e,

stk. 6.

Det tilføjes, at den foreslåede regel om klagebegrænsning

ikke afskærer Justitsministeriet fra – som tilsynsmyndighed – at

gribe ind i

konkrete sager, hvis den underordnede anklagemyndighed har truffet en forkert

afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.

Justitsministeriets forslag er udformet i overensstemmelse

med de anførte betragtninger. Der henvises herved til forslaget § 4, nr.

1, og nr. 6-10.

10. Foranstaltninger mod hvidvaskning på

spillekasinoområdet

10.1. Gældende ret

10.1.1. Hvidvaskningslovgivningen

Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger

mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge

(hvidvaskningsdirektivet), der oprindeligt alene omfattede kredit- og

finansieringsinstitutter, har til formål at koordinere medlemsstaternes

indsats

til beskyttelse af det finansielle system mod hvidvaskning af penge.

Efter hvidvaskningsdirektivet, der er et minimumsdirektiv,

skal medlemsstaterne drage omsorg for, at hvidvaskning forbydes. Der skal

herunder indføres forpligtelser for de finansielle institutter til at

medvirke

hertil i nærmere omfang, som er angivet i direktivet. For disse institutter

foreskrives

således en pligt til at påse, at kunders identitet oplyses, og at der sker

registrering og opbevaring af oplysninger derom og om transaktioner.

Endvidere

er der en pligt til at undersøge og anmelde forhold, der mistænkes for at

kunne

have tilknytning til hvidvaskning, således at myndighederne kan forbyde, at

transaktionen gennemføres.

Direktivet indebærer desuden, at oplysninger, der gives af

kredit- eller finansieringsinstituttet i god tro, ikke skal betragtes som

brud

på den tavshedspligt, der i øvrigt måtte gælde, ligesom videregivelse ikke

kan

medføre, at instituttet pådrager sig nogen form for ansvar. Ifølge direktivet

skal der til de nævnte formål etableres passende interne kontrol- og

kommunikationsprocedurer, ligesom der skal træffes passende foranstaltninger

for at gøre de ansatte bekendt med hvidvaskningsbestemmelserne, herunder ved

at

gennemføre særlige uddannelsesprogrammer for de ansatte.

Hvidvaskningsdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov

nr. 348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af

penge, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004. Loven bygger som

helhed på bestemmelserne i direktivet og indebærer således, at de

virksomheder,

der er omfattet af loven, er pålagt en række forpligtelser, som skal

forebygge

anvendelsen af det finansielle system til hvidvaskning af penge.

I hvidvaskningslovens § 2 er hvidvaskning defineret

som

»konvertering, overførsel,

erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller

tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelser og ejerforhold

samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at

formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven«.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4.

december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) om ændring af Rådets direktiv

91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvaskning af penge indebærer en udvidelse af den personkreds,

som

hvidvaskningsdirektivet finder anvendelse på. En række fysiske og juridiske

personer, herunder revisorer, ejendomsmæglere, i visse tilfælde selvstændige

inden for juridiske erhverv og visse dele af detailhandlen, er nu også

omfattet

af hvidvaskningsdirektivet. Desuden finder hvidvaskningsdirektivet nu tillige

anvendelse på spillekasinoer. Hvidvaskningsdirektiverne er optaget som bilag

2

og 3 til lovforslaget.

2. hvidvaskningsdirektiv er – bortset fra

spillekasinovirksomhed – gennemført i dansk ret ved lov nr. 422 af 6.

juni 2002

om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge

(Bekæmpelse af finansiering af terrorisme, udvidelse af anvendelsesområde,

usamarbejdsvillige

lande).

10.1.2. Spillekasinolovgivningen

Hvidvaskningsloven omfatter ikke spillekasinoer, men en

række bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet er imidlertid allerede i

tilpasset

form overført til spillekasinoloven.

Ved lov nr. 397 af 13. juni 1990 om spillekasinoer

(spillekasinoloven), som trådte i kraft den 31. december 1990, blev der

indført

mulighed for efter tilladelse fra Justitsministeriet at oprette og drive

spillekasinovirksomhed i Danmark. Der er i dag seks spillekasinoer i Danmark.

Spillekasinoloven indeholder bl.a. bestemmelser om de

tilladte former for spil, om placering af indsatser, om vekslinger i

spillekasinoer og om adgangskravene til spillekasinoer. Loven regulerer

desuden

ansættelse af personale i spillekasinoerne, ligesom loven indeholder en række

kontrolbestemmelser, herunder om den offentlige kontrollant og om politiets

tilsyn med spillekasinovirksomheden.

Ved lov nr. 1096 af 22. december 1993 om ændring af lov om

spillekasinoer og lov om afgift af spillekasinoer blev en række regler i

hvidvaskningsdirektivet i tilpasset form overført til spillekasinovirksomhed.

Der henvises herved til de almindelige bemærkninger til lovforslaget,

Folketingstidende 1993-1994, tillæg A, sp. 459 ff. Folketingets forhandlinger

er gengivet i Folketingstidende 1993-1994, sp. 545, sp. 1958 ff., sp. 4163

ff.,

sp.

4356 f.,

tillæg A sp. 454 og tillæg B sp. 429. Ændringerne trådte i kraft henholdsvis

den 1. januar 1994 og den 1. juli 1994.

Ved lovændringen blev der bl.a. indført regler om

forevisning af legitimation og om registrering af oplysninger om enhver gæsts

navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt ankomsttidspunkt til

spillekasinoet. Desuden blev der indført en pligt til at opbevare disse

oplysninger i 2 måneder og derefter slette dem. I tilknytning til kravet om

forevisning af legitimation ved ankomsten blev der desuden fastsat regler om,

at et spillekasino med henblik på efterfølgende identifikation skal foretage

videoregistrering af den ankommende gæst, og at spillekasinoet skal opbevare

denne videoregistrering i 2 måneder. Disse ændringer indebar, at

hvidvaskningsdirektivets artikel 3 om legitimation og registrering af kunder

i

tilpasset form blev overført til spillekasinovirksomhed.

Ved lovændringen blev der desuden indført en række

yderligere kontrolbestemmelser i spillekasinoloven, herunder regler om, at

der

i hele spillekasinoets åbningstid skal være en uafhængig regnskabskyndig

person

(kontrollant) til stede. Kontrollanten skal foretage indberetning til

politiet,

såfremt vedkommende bliver opmærksom på, at de for spillekasinoet gældende

regler ikke overholdes, eller i øvrigt bliver opmærksom på uregelmæssigheder

i

forbindelse med spillenes afvikling mv. Spillekasinoernes ledelse,

sikkerhedspersonale og andre ansatte skal underrette kontrollanten ved

mistanke

om, at en veksling har tilknytning til hvidvaskning af penge, eller der

foregår

uregelmæssigheder ved spillenes afvikling, med henblik på at kontrollanten

træffer beslutning om underretning af politiet. Med disse bestemmelser er

hvidvaskningsdirektivets artikel 6 i tilpasset form overført til

spillekasinovirksomhed.

Spillekasinoloven er senest ændret ved lov nr. 443 af 31.

maj 2000, hvor pligten for spillekasinoerne til at opbevare oplysninger om

gæsterne blev udvidet fra 2 måneder til 5 år. Med denne udvidelse af

opbevaringspligten

er hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 1. led, i tilpasset form overført til

spillekasinovirksomhed. Lovændringen indførte desuden en adgang for

spillekasinoerne til at registrere og i begrænset omfang udveksle oplysninger

med andre spillekasinoer om falskspillere.

10.2. Justitsministeriets overvejelser

Hvidvaskningsdirektivet indeholder en række bestemmelser,

der som anført i afsnit 10.1.2. i tilpasset form allerede er overført til

spillekasinovirksomhed. Formålet med lovforslaget er således at gennemføre de

øvrige bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet i dansk ret for så vidt angår

spillekasinoer.

Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 2. led,

at de omfattede institutter mv. skal opbevare dokumentation og registreringer

vedrørende transaktioner bestående af originale dokumenter eller kopier med

tilsvarende beviskraft i henhold til national lovgivning i mindst fem år fra

transaktionernes gennemførelse, så det kan tjene som bevis ved enhver

undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge.

Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse til at foretage

registrering af alle transaktioner, som finder sted i et spillekasino, men

derimod alene en pligt til at opbevare dokumenter og registreringer, som

spillekasinoerne i medfør af andre regler måtte have pligt til at opbevare

eller foretage.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at der –

svarende til hvidvaskningslovens § 9, stk. 1 – indføres en

pligt til

i mindst fem år at opbevare dokumenter og registreringer vedrørende

transaktioner.

En

»transaktion«

vil for et spillekasinos vedkommende

fortrinsvis bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt samt

udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater. Der henvises i

den

forbindelse i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i

§ 5,

nr. 1.

De dokumenter og registreringer, som efter forslaget skal

opbevares i fem år, vil kunne indeholde personoplysninger. En opbevaring af

sådanne oplysninger kan udgøre en behandling af personoplysninger i henhold

til

lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger

(persondataloven), som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001. Da en

behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil være en

følge af en retlig forpligtelse og må antages alene at omfatte ikke-følsomme

oplysninger, vil en sådan behandling imidlertid kunne ske inden for de

rammer,

der i persondataloven er udstukket for behandling af personoplysninger, jf.

persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3.

Det følger endvidere af hvidvaskningsdirektivets artikel 5,

at de af direktivet omfattede institutter mv. skal undersøge enhver

transaktion, som på grund af sin karakter særlig menes at kunne have

tilknytning til hvidvaskning af penge. Efter hvidvaskningsdirektivets artikel

7

skal de omfattede institutter mv. desuden afholde sig fra at udføre en

transaktion, som har eller mistænkes for at have forbindelse med hvidvaskning

af penge, så længe de ikke har underrettet de relevante myndigheder herom.

Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale

forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der

er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning

af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en

sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der

drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager

institutterne

den fornødne underretning af myndighederne umiddelbart derefter.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i praksis være

vanskeligt at gennemføre en nærmere undersøgelse af en transaktion i et

spillekasino, f.eks. i form af en veksling, uden at vække mistanke hos den

gæst, som anmoder om veksling. Af samme grund er det efter

Justitsministeriets

opfattelse ikke i praksis muligt at stille en transaktion i bero, indtil der

er

sket underretning af kontrollanten.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at

hvidvaskningsdirektivets artikel 5 og 7 for spillekasinoer gennemføres ved at

indføre en bestemmelse om, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og

andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, skal

være særlig opmærksomme på hvidvaskning af penge. Ved mistanke herom skal

kontrollanten underrettes, og kontrollanten skal – såfremt mistanken om

hvidvaskning

ikke umiddelbart kan afkræftes – straks underrette politiet. Dette krav

om

skærpet opmærksomhed omkring transaktioner, som kan have tilknytning til

hvidvaskning, vil efter Justitsministeriets vurdering bedst tilgodese såvel

de

grundlæggende hensyn til bekæmpelse af hvidvaskning, som de praktiske

omstændigheder hvorunder transaktioner gennemføres i et spillekasino.

Efter hvidvaskningsdirektivets artikel 6 skal det sikres,

at oplysninger om forhold, der kan have tilknytning til hvidvaskning af

penge,

gives til den myndighed, der er overordnet ansvarlig for bekæmpelsen af

hvidvaskning

af penge. I hvidvaskningsloven er der i overensstemmelse hermed fastsat en

pligt til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Spillekasinolovens nuværende kontrolbestemmelser bygger på

en ordning med en offentlig kontrollant, som skal være til stede i hele

spillekasinoets åbningstid, og som alene er underlagt politiets instruktion.

Kontrollantens

indberetninger, herunder om mistanke om hvidvaskning, sker i dag til det

stedlige politi.

Med dette lovforslag opretholdes denne ordning, og spillekasinoernes

underretninger om hvidvaskning vil fortsat skulle videregives via

kontrollanten

til det stedlige politi.

Det forudsættes i den forbindelse i øvrigt, at politiet ved

enhver underretning om mistanke om hvidvaskning af penge snarest videregiver

informationen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 8, at de

omfattede institutter mv., medlemmer af deres ledelse og deres ansatte ikke

må

meddele kunden eller tredjemand, at der er sendt oplysninger til

myndighederne,

eller at der er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge. Endvidere

følger det af artikel 9, at meddelelse i god tro af mistanken om hvidvaskning

af penge til de relevante myndigheder ikke betragtes som brud på

tavshedspligt,

som gælder i henhold til kontrakt, lov eller administrative bestemmelser og

påfører ej heller nogen form for ansvar.

Spillekasinoloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om

tavshedspligt svarende til artikel 8 og 9, og Justitsministeriet foreslår

derfor, at der indsættes bestemmelser om tavshedspligt mv. i

spillekasinoloven.

Underretning af kontrollanten eller politiet eller iværksættelse af en

undersøgelse om hvidvaskning af penge kan udgøre en behandling af

personoplysninger i henhold til persondataloven. Ifølge persondatalovens §

28,

stk. 1, og § 29, stk. 1, skal den dataansvarlige underrette registrerede

personer ved behandling af oplysninger om dem. Den foreslåede bestemmelse om

tavshedspligt udgør således en fravigelse af oplysningspligten efter

persondataloven. Efter Justitsministeriets opfattelse er den foreslåede

generelle begrænsning af oplysningspligten en nødvendig foranstaltning af

hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i

straffesager, jf. artikel 13 i direktivet om behandling af personoplysninger

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger) og § 30, stk.

2,

nr. 4, i persondataloven. Justitsministeriet finder således, at hensynet til

bekæmpelse af hvidvaskning i spillekasinoer udgør et så afgørende hensyn til

offentlige interesser, at hensynet til den registreredes interesse i at få

kendskab til oplysningerne i disse tilfælde må vige herfor. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.

Endelig følger det af hvidvaskningsdirektivets artikel 11,

at de omfattede institutter mv. skal indføre passende interne

kontrolprocedurer

og kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre

gennemførelse af transaktioner, der er tilknyttet til hvidvaskning af penge.

Desuden skal institutterne træffe passende foranstaltninger for at gøre deres

ansatte bekendt med bestemmelserne i hvidvaskningsdirektivet, herunder ved

særlige uddannelsesprogrammer for deres ansatte.

Spillekasinoloven indeholder i kapitel 6 en række

bestemmelser om ekstern kontrol og tilsyn ved kontrollanten og politiet.

Derimod indeholder spillekasinoloven ikke regler, som pålægger spillekasinoer

at indføre

interne

kontrol- og

kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre

gennemførelse

af transaktioner, der er knyttet til hvidvaskning af penge. Spillekasinoloven

indeholder heller ikke regler om særlige uddannelsesprogrammer for de

ansatte,

som tager sigte på at imødegå hvidvaskning af penge.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at

spillekasinolovens kontrolbestemmelser udvides til også at omfatte de

beskrevne

interne

kontrol- og kommunikationsprocedurer mv.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5,

nr. 3.

11. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Med forslaget etableres en mere ensartet strafferetlig

beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler gennem en

fælles overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 samt en

ligestilling

af den strafferetlige beskyttelse af EU-midler og nationale midler i

§ 289

a.

Endvidere foreslås en udvidelse af den strafferetlige

beskyttelse i § 296 samt en forhøjelse af strafferammen i denne

bestemmelse (samt i den foreslåede nyaffattede § 297) og i § 302

fra

fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Som det fremgår ovenfor under

pkt. 4.2 og 6.2.1, må den nævnte foreslåede forhøjelse af strafferammerne i

disse bestemmelser imidlertid formodes alene at ville blive udnyttet i

enkeltstående tilfælde.

Lovforslaget indebærer endvidere, at klageadgangen til

Justitsministeriet afskæres i visse ansættelses- og personalesager under

Rigspolitichefen og i sager om erstatning i anledning af strafferetlig

forfølgning, hvor afgørelsen er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslagets § 5 om ændring af lov om spillekasinoer skønnes

alene at indebære begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for

spillekasinoerne som følge af de foreslåede regler om opbevaring af

transaktionsoplysninger og om gennemførelse af interne kontrol- og

informationsprocedurer samt uddannelse af personale med henblik på at

forhindre

og forebygge hvidvaskning af penge.

Lovforslagets § 5 har været forelagt Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering. Lovforslaget

forventes ikke på samfundsplan at medføre administrative konsekvenser i et

omfang, der retfærdiggør en nærmere undersøgelse. Centret har på denne

baggrund

anbefalet, at forslaget ikke forelægges et af Økonomi- og

Erhvervsministeriets

virksomhedspaneler.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4.

december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) blev Rådets direktiv 91/308/EØF om

forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvaskning af penge (hvidvaskningsdirektivet) ændret, bl.a. således at

kredsen af

omfattede institutter mv.

blev udvidet, så

direktivets bestemmelser også omfatter spillekasinoer,

jf. 2. hvidvaskningsdirektivets art.

2 a,

nr. 7). Fristen for direktivets gennemførelse er fastsat til senest den 15.

juni 2003.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 om ændring af Rådets direktiv

91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvaskning af penge.

12. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt til

høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenternefor Østre og Vestre

Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og forretterne i Århus, Odense,

Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den DanskeDommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,Politidirektøren

i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,Landsforeningen af beskikkede

advokater, Institut for Menneskerettigheder,Dansk Retspolitisk Forening,

Landsorganisationen i Danmark, DanskArbejdsgiverforening, Dansk Industri,

Forbrugerrådet, Håndværksrådet,Forsikring & Pension, Realkreditrådet,

Finansrådet, Byggeriets Firkant,Dansk Handel og Service, HTS

Interesseorganisationen, ArbejderbevægelsensErhvervsråd, Landbrugsrådet,

Danmarks Fiskeriindustri- og Eksportforening, DanmarksRederiforening,

Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen afStatsautoriserede

Revisorer, Specialarbejderforbundet i Danmark, Foreningen afInterne

Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Datatilsynet,

Kommunernes

Landsforening, Københavns kommune, Århus kommune, Odense kommune, Helsingør

kommune, Aalborg kommune, Børkop kommune, HORESTA, Dansk Casinoforening,

FORCE

Technology, Teknologisk Institut, HK-Service, Dansk Funktionærforbund, RBF:

RestaurationsBranchens Forbund og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes

Landssammenslutning.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 76 a)

Den foreslåede ændring af § 76 a om konfiskation er

dels en konsekvens af lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af

straffeloven

og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om

straffastsættelse),

hvorved strafferammen for overtrædelser af straffelovens § 286,

stk. 1,

blev ændret til fængsel indtil 6 år. En særskilt henvisning i straffelovens

§ 76

a, stk. 1, nr. 2, til overtrædelser af straffelovens § 286,

stk. 1,

er herefter unødvendig.

Ændringen er endvidere en konsekvens af den foreslåede

ændring af straffelovens § 289, hvorefter overtrædelser skal kunne

straffes med fængsel indtil 8 år. Henvisning i § 76 a til § 289 bør

herefter udgå.

Til nr. 2 (straffelovens § 270)

Ændringen indebærer, at der i § 270 alene henvises til

§ 267 og ikke § 267, stk. 1. Ændringen er en konsekvens af lov

nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Ændring

af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse), hvorved § 267,

stk. 2 og 3 blev ophævet, således at § 267 herefter alene

indeholder

et stykke.

Til nr. 3 (straffelovens § 289)

Den foreslåede bestemmelse er i lighed med formulering af

den nugældende § 289 en overbygningsbestemmelse. Efter lovforslaget skal

overbygningsbestemmelsen imidlertid i modsætning til i dag omhandle alle

grove

overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen samt af den

foreslåede § 289 a. Hensigten hermed er at etablere en fælles

bestemmelse,

der omhandler alle grove tilfælde af berigelseskriminalitet rettet mod

offentlige midler.

For så vidt angår de dele af lovgivning, der allerede efter

den nugældende retstilstand er omfattet af overbygningsbestemmelsen,

indebærer

lovforslaget ingen ændring, bortset fra bestemmelsens strafferamme, jf.

nedenfor. Ved vurderingen af, om et tilfælde af skatte- eller momssvig er af

en

sådan særlig grov karakter, at forholdet bør henføres under straffelovens

§ 289,

vil der således fortsat kunne hentes vejledning herom i de cirkulærer fra

Told-

og Skattestyrelsen, der er nærmere omtalt under lovforslagets almindelige

bemærkninger, pkt. 2.1.1.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis

der er tale om forsætlige overtrædelser af de omhandlede særlove. Er der

alene

tale om uagtsomme overtrædelser, vil forholdet – som i dag - alene kunne

henføres under særlovgivningens straffebestemmelser.

Anvendelse af den foreslåede § 289 forudsætter efter

bestemmelsens stk. 2 endvidere, at der i den pågældende særlovgivning er

angivet en henvisning til straffelovens § 289. En grov overtrædelse af

skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen vil herefter kun kunne

henføres under overbygningsbestemmelsen i straffeloven, hvis der i den

pågældende særlov udtrykkelig er henvist til straffelovens § 289.

Efter forslaget kan overtrædelser af § 289 straffes

med fængsel indtil 8 år. Herved ligestilles den strafferetlige beskyttelse af

grov svig med hensyn til offentlige midler med den beskyttelse, der efter

straffelovens § 279 om bedrageri gælder i tilfælde af grov svig med

private midler, jf. straffelovens § 286.

Der henvises til pkt. 2.2.1 og 2.3.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (straffelovens § 289 a)

Den foreslåede bestemmelse viderefører gerningsindholdet i

den nugældende § 289 a om EU-svig, men udvider bestemmelsen til også at

finde anvendelse på svig med nationale støtte- og tilskudsmidler.

Bestemmelsen

tilsigter således at etablere en ensartet beskyttelse mod svig med offentlige

midler, uanset om der er tale om EU-midler, nationale midler eller en

blanding

heraf.

Bestemmelsen omhandler for det første midler, der udbetales

af eller skal tilbagebetales til danske myndigheder. Dette begreb skal

forstås

på samme måde som i straffelovens §§ 164-165, der vedrører offentlig

myndighed.

Bestemmelsen omhandler for det andet midler, der udbetales

af eller skal tilbagebetales til

De

Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer.

Herved menes – som efter den nugældende § 289 a – betaling til

eller

udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der

forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.

I begge tilfælde er det uden betydning, om midlerne

formidles via et mellemled, der ikke kan karakteriseres som en dansk

myndighed

eller et EU-organ, idet det afgørende er, om der reelt er tale om en afgift

til

eller tilskud fra disse.

Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med

EU-svigskonventionen de midler, der har form af told, afgifter, tilskud eller

støtte. For så vidt angår afgift skal dette forstås som en fiskal begrundet

generel national afgift, der pålægges alle eller visse grupper efter faste

kriterier, og hvor afgiftssatsen er den samme for alle regulerede.

Bestemmelsen

omfatter således ikke afgifter, der har pønal karakter, eller som har

karakter

af et vederlag for en ydelse.

Bestemmelsens

stk. 1

omhandler både den, der handler aktivt i forbindelse med svigen ved at

afgive

urigtige eller vildledende

oplysninger, samt den, der forholder sig passiv ved at

fortie

oplysninger eller ved at

undlade

at opfylde en oplysningspligt.

I begge tilfælde er det efter bestemmelsen et krav, at den

pågældende har forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller har

forsæt

til at opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre.

Det er derimod ikke et krav, at der hos den pågældende

myndighed foreligger en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen giver således

– i

lighed med den nugældende § 289 a – hjemmel til at straffe

forsætlig svig,

selv om der ikke hos myndigheden har foreligget en bestemmende vildfarelse,

eksempelvis fordi der i hele myndigheden ses igennem fingre med, at der

svindles med de pågældende midler.

Overtrædelsen fuldbydes på det tidspunkt, hvor de urigtige

eller vildledende oplysninger gives, eller hvor en oplysningspligt skulle

have

været opfyldt.

Efter den foreslåede

stk. 2

kan også visse efterfølgende handlinger i relation til de omhandlede midler

straffes. Bestemmelsen vedrører den, der uretmæssigt udnytter en lovlig

opnået

fordel med hensyn til de omhandlede betalinger, og den, som uretmæssigt

anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget

til. En sådan

»efterfølgende

svig«

kan eksempelvis foreligge,

hvis et tilskud er udbetalt i overensstemmelse med retningslinjerne herfor,

men

hvor modtageren efterfølgende anvender midlerne i strid med de vilkår, der er

fastsat for tildeling af tilskuddet.

Overtrædelse af stk. 2 fuldbyrdes på det tidspunkt,

hvor fordelen uretmæssigt udnyttes, eller hvor udbetalingen udnyttes til

uvedkommende formål.

Det følger af lovforslaget, at denne del af den foreslåede

§ 289 a ikke skal finde anvendelse på ydelser, der er bevilget til

privat

brug. Dette begreb er bredere end begrebet

»sædvanligt underhold«,

der anvendes i straffelovens § 290, stk. 3, om hæleri. Eksempelvis

vil tilskud til erhvervelse af et handicapkøretøj være at betragte som midler

bevilget til privat brug, men næppe en del af sædvanligt underhold.

I den foreslåede

§ 289

a, stk. 3

, angives, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 kun finder

anvendelse, hvis der ikke i anden lovgivning er en tilsvarende regulering.

Heraf følger, at § 289 a er subsidiær i forhold til særlovgivningen,

således at særlovgivningen har forrang i det omfang, der heri er

bestemmelser,

hvis gerningsindhold svarer til den foreslåede § 289 a.

Med formuleringen tilsvarende regulering menes således, at

den pågældende særlov skal indeholde en fuldstændig, selvstændig

straffehjemmel, og ikke hverken udtrykkelig eller forudsat kun have

straffebestemmelser

vedrørende mindre grove overtrædelser, mens grovere overtrædelser er forudsat

henført under straffeloven.

En lang række særlovsbestemmelser indeholder angivelse af

en straf, der efterfølges af en formulering i lighed med

»medmindre strengere straf er

forskyldt efter anden lovgivning«

eller

»medmindre strengere straf

er forskyldt efter straffeloven«.

Det forudsættes, at sådanne henvisninger fremover betragtes

som en henvisning til den foreslåede § 289 a. Dette får som konsekvens,

at

§ 289 a bliver anvendelig i forhold til overtrædelser af den pågældende

særlov, idet særlovsbestemmelsen således ikke indeholder en fuldstændig og

selvstændig straffehjemmel – dvs. særloven indeholder i så fald ikke en

»tilsvarende regulering«.

Den foreslåede

systematik indebærer, at den foreslåede § 289 a finder anvendelse

(1)

hvis der ikke er en særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i

særlovgivningen er en gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, (3)

hvis der ikke i særlovgivningen er straffebestemmelser eller (4) hvis

særlovgivningen indeholder en henvisning til straffelovens bestemmelser.

I kraft af den foreslåede

§ 289 a, stk. 4

, hvori der henvises til § 289, vil

den foreslåede overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde

anvendelse, hvis § 289 a overtrædes under omstændigheder, der

kendetegner

forholdet som særlig groft.

Hvis særlovgivningen derimod indeholder en regulering, der

svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under

§ 289

a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under

den

foreslåede § 289, vil således afhænge af, om der i den pågældende

særlovsbestemmelse

er en henvisning til straffelovens § 289.

Det foreslås, at overtrædelse af § 289 a straffes med

bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Der henvises til pkt. 2.2.2. og 2.3.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (straffelovens § 296)

Den foreslåede § 296 er med enkelte redaktionelle

ændringer identisk med Brydensholt-udvalgets forslag. Den foreslåede

bestemmelse, der er en overbygning på en række særlovsbestemmelser om

juridiske

personers retsforhold, har desuden i vid udstrækning et indhold, der svarer

til

den nuværende § 296. Den foreslåede affattelse af § 296 indebærer

dog, at bestemmelsen ikke længere er subsidiær i forhold til straffelovens

§ 279

om bedrageri. Der vil således kunne straffes i sammenstød med straffelovens

§ 279,

hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af den fremgangsmåde, der er

anvendt ved overtrædelsen.

I den foreslåede

§ 296, stk. 1, nr. 1

,

er

»løgnagtige meddelelser«

ændret til

»urigtige eller

vildledende oplysninger«. Der er

ikke hermed tiltænkt en realitetsændring. Endvidere er formuleringen ændret

fra

»kan påvirkes«

til

»kan påvirkes væsentlig«,

hvilket dog ikke kan antages at være en ændring i forhold til, hvad der

allerede i dag kræves, for at bestemmelsen kan finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse omhandler den, der udspreder

urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller

tilsvarende aktiver kan påvirkes. Det forudsættes, at

værdipapirer

skal forstås på samme måde som i den til enhver tid

gældende værdipapirhandelslov.

Med den foreslåede

§ 296, stk. 1, nr. 2

,

tilsigtes det primært at foretage

en sproglig modernisering af den nugældende bestemmelse.

Bestemmelsen kriminaliserer – som i dag – afgivelse af

urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold i

offentlige meddelelser om økonomiske forhold, jf. den foreslåede

litra a.

Den foreslåede

litra b

omhandler urigtige eller

vildledende oplysninger i lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter

enhver

form for lovpligtige regnskaber, eksempelvis lovpligtige perioderegnskaber

afgivet af børsnoterede selskaber, jf. værdipapirhandelslovens § 27.

Lovpligtige regnskaber er ikke særskilt nævnt i den eksisterende bestemmelse,

men må antages at være indeholdt i den nuværende formulering om

regnskabsoplysninger.

Der er således ikke hermed tale om en realitetsændring.

Efter den foreslåede

litra c

kriminaliseres urigtige

eller vildledende oplysninger i beretninger, regnskaber eller erklæringer til

generalforsamlingen eller lignende organ eller den juridiske persons ledelse.

Såfremt

det er muligt i en juridisk person at træffe beslutning på anden måde end på

generalforsamlingen, jf. eksempelvis anpartsselskabslovens § 28,

stk. 1,

finder litra c anvendelse på det organ, der træder i stedet for

generalforsamlingen.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den nugældende § 296,

stk. 1,

nr. 2, idet der dog med regnskaber i den foreslåede bestemmelse skal forstås

ikke lovpligtige regnskaber, eksempelvis grønne regnskaber, etiske regnskaber

og vidensregnskaber. Såfremt der i sådanne regnskaber afgives urigtige eller

vildledende oplysninger, vil der kunne straffes efter den foreslåede

bestemmelse, hvis de urigtige eller vildledende oplysninger heri er egnede

til

væsentlig at påvirke prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver.

Den foreslåede

litra d

om urigtige eller vildledende

oplysninger til registreringsmyndigheden svarer til gældende ret.

Registreringsmyndigheden vil typisk være Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Efter den foreslåede

litra e

straffes urigtige eller

vildledende oplysninger i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons

stiftelse eller kapitaludvidelser samt vedrørende salg af andele eller

udstedelse eller salg af konvertible obligationer. I forhold til den

nugældende

bestemmelse er der sket en udvidelse, således at også udstedelse eller salg

af

konvertible obligationer er omfattet.

Bestemmelsen forudsættes i øvrigt alene at finde anvendelse

på forhold, der vedrører den juridiske persons egenkapital. Er der tale om

urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med udbud af

inkonvertible

obligationer, optioner mv., der vedrører andre former for kapitaltilførsel,

vil

forholdet være omfattet af den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 3,

litra

a, om kapitaltilførsel samt efter omstændighederne efter straffelovens

§ 279

om bedrageri.

I den foreslåede

§ 296, stk. 1, nr. 3

, er

henvisningerne til aktiebreve, andelsbeviser og interimsbeviser udgået, idet

de

fleste aktier i dag er dematerialiserede værdipapirer, der registreres i

Værdipapircentralen, og idet aktieselskabsloven ikke længere indeholder

regler

om interimsbeviser. I det omfang, der fortsat findes fysiske papirer af denne

type, og disse ønskes strafferetligt beskyttet, vil reguleringen herefter

skulle foretages i særlovgivningen.

I den foreslåede

litra a

er henvist til de regler,

der gælder for en juridisk person med hensyn til kapitaltilførsel.

Bestemmelsen

er ny og omfatter såvel kapitaltilførsel i forbindelse med den juridiske

persons stiftelse som efterfølgende kapitaltilførsel.

Den foreslåede

litra b

om anvendelse af den

juridiske persons midler omfatter i lighed med den nugældende bestemmelse

regler om anvendelse af overskud og udbetaling af udbytte og tantieme. Den

foreslåede regel er imidlertid ikke begrænset hertil og omfatter alle

selskabslovgivningens

bestemmelser om anvendelse af den juridiske persons midler, herunder

eksempelvis reglerne om aktionær- eller anpartshaverlån og om

selvfinansiering.

Den foreslåede

§ 296, stk.1, nr. 4

, er ny og

omhandler områder inden for den juridiske persons virke, hvor overtrædelser

af

særlovgivningen medfører betydelige bevisvanskeligheder i forbindelse med en

senere ansvarsplacering.

Den foreslåede

litra a

vedrører førelse af

forhandlingsprotokoller. Disse protokoller er væsentlige i forbindelse med

vurderingen

af, om der er grundlag for at gøre et civilretligt eller strafferetligt

ansvar

gældende overfor den juridiske person eller over for medlemmer af den

juridiske

persons ledelse.

Litra b

omhandler overtrædelse af særlovgivningens

bestemmelser om førelse af fortegnelser og oplysningspligter vedrørende

ejerskabet til den juridiske person. Omfattet vil eksempelvis være

storaktionærmeddelelser efter værdipapirhandelslovens § 29.

Efter den foreslåede

litra c

er grove overtrædelser

af reglerne vedrørende handlepligter ved kapitaltab omfattet af § 296.

Bestemmelsen er ny og indebærer, at de forpligtelser, der efter

selskabslovgivningen

påhviler bestyrelse og direktion, hvis det konstateres, at henholdsvis

halvdelen af aktiekapitalen og 40% af anpartskapitalen er tabt, bliver

omfattet

af den strafferetlige beskyttelse i § 296.

Med den foreslåede

§ 296, stk. 2

,

videreføres den nugældende bestemmelse om straf for groft uagtsomme forhold,

dog således at alle overtrædelse af § 296, stk. 1, kan straffe,

hvis

der er handlet groft uagtsomt.

Efter den foreslåede bestemmelse straffes overtrædelser af

§ 296, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,

mens

strafferammen i stk. 2 som i dag er bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Der henvises til pkt. 4.2. og 4.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (straffelovens § 297)

Bestemmelsen er enslydende med Brydensholt-udvalgets

forslag og viderefører den nugældende § 296, stk. 1, nr. 1, for så

vidt angår de dele, der ikke særligt relaterer sig til juridiske personer.

Med henblik på at sikre, at afgivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger, der kan have væsentlig betydning for prisen på fast

ejendom, er omfattet, er dette nu udtrykkelig nævnt i ordlyden af den

foreslåede

bestemmelse.

Der henvises til pkt. 5.2. og 5.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (straffelovens § 302)

Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte redaktionelle

ændringer til Brydensholt-udvalgets forslag.

Bestemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til

straffelovens § 296. Det forudsættes således, at tilfælde, hvor

eksempelvis regnskaber indeholder urigtige eller vildledende oplysninger, der

kan påvirke prisen på værdipapirer, og som dermed vil kunne henføres under

straffelovens

§ 296, ikke tillige straffes efter § 302, selv om regnskaberne er

udarbejdet i strid med lovgivningen. Kun hvis der er tale om yderligere

overtrædelser

af bogføringsforpligtelserne, bør der tillige straffes for overtrædelse af

§ 302.

Bestemmelsen viderefører gerningsindholdet i den gældende § 302,

idet den foreslåede bestemmelse dog er opbygget i overensstemmelse med lov

nr.

1006 af 23. december 1998 om bogføring, som er tiltænkt med tiden at skulle

afløse særlovgivningens bogføringsbestemmelser. Den foreslåede § 302 kan

imidlertid finde anvendelse i relation til alle eksisterende

bogføringsbestemmelser, hvis disse bestemmelser overtrædes under

omstændigheder, der karakteriserer forholdet som groft. Også overtrædelser af

de bogføringsbestemmelser, der fortsat måtte være i særlovgivningen, kan

således

henføres til § 302.

I formuleringen af den foreslåede § 302, stk.1, nr. 2,

er endvidere udtrykkelig taget højde for bogføringslovens muligheder for

edb-bogføring og kryptering, samt mulighed for bogføring i udlandet.

Overtrædelser af den foreslåede § 302, stk. 1,

kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Bestemmelsen i § 302, stk. 2, om straf for groft

uagtsomme overtrædelser er uændret.

Der henvises til pkt. 6.2.1. og 6.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 (fiskerilovens § 130, stk. 3)

Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af

fiskerilovgivningen, hvor der har været forsæt til unddragelse af betaling af

afgifter i henhold til EU-forordninger eller opnåelse af uberettiget

udbetaling

eller refusion af ydelser i henhold til EU-forordninger, lovens § 103 om

anvendelse

af midler fra de i § 102 nævnte fonde (produktionsafgiftsfonde) eller

regler udstedt i medfør af § 102 (regler om betaling af afgifter på

fisk,

der landes, opdrættes, tilvirkes eller omsættes her i landet mv.).

Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller

fængsel indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde

eller

fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter

straffelovens § 289.

Ændringen betyder, at fiskerilovens bestemmelse om straf

for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler (udbetaling

af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den foreslåede

affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører henvisningen til

straffelovens § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt

grove

forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er fængsel

indtil 8 år.

Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige strafudmålingsniveau.

Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1 (bemyndigelseslovens § 25)

Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af forhold som

omtalt i lovens § 23, stk. 1, og § 24, dvs. afgivelse af

urigtige

eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i henhold

til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til de i lovens kapitel 2

omhandlede midler, i øvrigt i henhold til loven eller de i medfør af loven

fastsatte regler eller fortielse af oplysninger af betydning for sagens

afgørelse, samt overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af loven eller

forsøg herpå, med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter

eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller

andre.

Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller

fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde

eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter straffelovens § 289.

Ændringen betyder, at bemyndigelseslovens bestemmelse om

straf for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler

(udbetaling af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den

foreslåede affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører

henvisningen til § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt

grove forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er

fængsel indtil 8 år.

Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige

strafudmålingsniveau.

Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1 (retsplejelovens § 98, stk. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen

af retsplejelovens § 1018 e, stk. 4, hvorved der sker en fravigelse

af

det almindelige to-instansprincip inden for anklagemyndigheden.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 110, stk. 2)

Bestemmelsen regulerer den administrative klageadgang med

hensyn til konkrete afgørelser truffet af Rigspolitichefen som ansættelses-

og

personaleadministrativ myndighed i sager vedrørende politiets ikke-juridiske

personale.

Klagebegrænsningen gælder såvel afgørelser, truffet af

Rigspolitichefen som første instans, som afgørelser, truffet af

Rigspolitichefen som rekursinstans. Afgørelser i disciplinærsager og i andre

sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, omfattes ikke af

klagebegrænsningsreglerne. Det samme gælder Rigspolitichefens afgørelser om

aktindsigt i ansættelses- og personalesager.

Stk. 2, 1. pkt.,

fastsætter, at Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager angående

polititjenestemænd og politiets (tjenestemandsansatte) personale og i andre

sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, fortsat skal kunne påklages

til

justitsministeren i samme omfang som hidtil. Det gælder såvel afgørelser,

truffet af Rigspolitichefen som første instans, som afgørelser, hvor

Rigspolitichefen træffer afgørelse som rekursinstans for politimestrenes

(politidirektørens) afgørelser.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at Rigspolitichefens

afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan påklages til

Justitsministeriet.

Efter

stk. 2, 2.

pkt., afskæres den almindelige klageadgang til justitsministeren for så

vidt angår Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser i ansættelses- og

personalesager. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel

afgørelsens

materielle indhold som spørgsmål om sagsbehandlingsfejl, der måtte knytte sig

til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse og inhabilitet mv.

Bestemmelsen indebærer, at Rigspolitichefens afgørelser i disse sager er

endelige.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 754 a)

Bestemmelsen regulerer politiets mulighed for at anvende

politiagenter. Bestemmelsen fastlægger, at politiet ikke må anvende agenter,

medmindre en af flere mulige undtagelser er opfyldt, herunder hvis

efterforskningen

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år

eller

derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.

I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås en ny affattelse

af straffelovens § 289 og en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Som

konsekvens heraf bør henvisningen i retsplejelovens § 754 a,

stk. 1,

nr. 3, til straffelovens § 289, 2. pkt., udgå.

Til nr. 4 (retsplejelovens § 781)

Bestemmelsen angiver, i hvilke tilfælde politiet har mulighed

for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Efter § 781,

stk. 1,

nr. 3, kan dette bl.a. ske, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse,

som

efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en

overtrædelse

af bl.a. straffelovens § 289.

Som nævnt ovenfor foreslås strafferammen i straffelovens § 289

ændret til fængsel indtil 8 år, hvilket overflødiggør henvisningen i

retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, til straffelovens § 289.

Til nr. 5 (retsplejelovens § 837, stk. 1)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 436 af

10. juni 2003, hvor retsplejelovens § 836 a blev indsat. Den nuværende

henvisning i retsplejelovens § 837, stk. 1, til foranstående

paragraf

skal herefter ændres til retsplejelovens § 836.

Til nr. 6 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 1)

Ændringen indebærer, at alle afgørelser om erstatning i

medfør af kapitel

93 a

som udgangspunkt afgøres af statsadvokaterne i 1. instans. Det betyder, at

afgørelser om erstatning efter § 1018 h, som i dag forelægges for

Rigsadvokaten

til afgørelse, fremover vil kunne afgøres af statsadvokaterne som 1. instans,

medmindre det i medfør af bestemmelsens 2. pkt. er fastsat, at sagen skal

forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.

Til nr. 7 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 4)

Bestemmelsen indebærer, at afgørelser efter kapitel

93 a

om erstatning i anledning af

strafferetlig forfølgning, truffet af Rigsadvokaten i 1. instans, ikke kan

påklages justitsministeren. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage

såvel afgørelsens materielle indhold som formalitetsspørgsmål, der måtte

knytte

sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse, inhabilitet mv.

Bestemmelsen indebærer, at Rigsadvokatens afgørelser i disse sager er

endelige.

Bestemmelsen omfatter også afgørelser, der formelt træffes

af de regionale statsadvokater efter forelæggelse for Rigsadvokaten.

Den foreslåede bestemmelse er en undtagelse til det

gældende to-instansprincip inden for anklagemyndigheden, jf. § 98,

stk. 4.

Til nr. 8 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)

Retsplejelovens § 1018 e, stk. 6, er en

specialbestemmelse om aktindsigt. Bestemmelsen fastslår i sin nuværende

udformning, at to-instansprincippet også finder anvendelse på

anklagemyndighedens

afgørelser om aktindsigt.

Formålet med ændringen af § 1018 e, stk. 6, er at

opretholde den gældende retstilstand, også for så vidt angår afgørelser om

aktindsigt truffet af Rigsadvokaten i første instans. Med dette forslag

ændres

bestemmelsens 1. pkt. derfor, således at henvisningen til § 1018 e,

stk. 4,

udgår.

Til nr. 9 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)

Forslaget indebærer, at der indsættes et nyt

2. pkt. i retsplejelovens § 1018 e,

hvori det udtrykkeligt fastslås, at afgørelser om aktindsigt, truffet af

Rigsadvokaten som første instans, fortsat kan påklages til justitsministeren.

Til nr. 10 (retsplejelovens § 1018 f, stk. 1)

Bestemmelsen er en konsekvensændring som følge af den

foreslåede bestemmelse i § 1018 e, stk. 4.

Til § 5

Til nr. 1 (spillekasinolovens § 9 d)

Efter den foreslåede bestemmelse skal spillekasinoer opbevare

dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner i mindst 5 år.

Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at foretage registrering af alle

transaktioner, men tager alene sigte på selve opbevaringen af dokumenter og

registreringer.

En pligt til at foretage registrering af en transaktion vil derimod kunne

følge

af anden lovgivning, f.eks. bogføringsloven.

En transaktion vil i relation til et spillekasino

fortrinsvis kunne bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt ved

spillets afslutning (eventuelt uden at der er gennemført spil), ved veksling

via træk på hævekort i spillekasinoet samt ved udbetaling af gevinster fra

gevinstgivende spilleautomater.

Forslaget gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel 4,

2. led, og svarer i øvrigt til hvidvaskningslovens § 9, stk. 2.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 2 (spillekasinolovens

§ 20 b)

Med henblik på at gennemføre hvidvaskningsdirektivets

artikel 5 og 7 i tilpasset form for spillekasinovirksomhed foreslås i

stk. 1,

at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme

på transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge.

Ved mistanke om, at en transaktion har

tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a nævnte

kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har

tilknytning

til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal kontrollanten

straks underrette politiet i medfør af § 20 a, stk. 5.

Med den foreslåede bestemmelse præciseres det i forhold til

den gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b, at spillekasinoets

ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med

egentlig

spillekasinovirksomhed, har en skærpet pligt til at have opmærksomheden

rettet

imod mulig hvidvaskning af penge.

Kontrollanten vil efter forslaget endvidere have pligt til

i alle tilfælde, hvor en mistanke om hvidvaskning ikke umiddelbart kan

afkræftes, straks at underrette politiet. Også på dette punkt er der således

tale om en skærpelse i forhold til gældende ret.

Det forudsættes i øvrigt, at politiet underretter

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om enhver underretning om

mistanke om hvidvaskning af penge.

En mistanke om, at en transaktion kan have tilknytning til

hvidvaskning af penge, kan f.eks. bestå i, at der veksles et usædvanlig højt

beløb en eller flere gange samme dag eller inden for kortere tid, at

spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, har kendskab til, at den

vekslende gæst tidligere har foretaget eller medvirket ved hvidvaskning af

penge,

eller at det i øvrigt skønnes, at gæsten i særlig grad udviser usædvanlig

adfærd.

Kontrollanten vil ligeledes kunne underrette politiet om

mistænkelige transaktioner, som kontrollanten er blevet opmærksom på, f.eks.

ved egne iagttagelser i spillekasinoet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer hovedsageligt

til den gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b og indebærer en

pligt for spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der

er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, til at underrette

kontrollanten,

hvis de får mistanke om, at der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med

spillenes afvikling, dvs. forhold som ikke har tilknytning til transaktioner

og

dermed hvidvaskning af penge.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt.,

har spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, samt revisorer eller andre,

der udfører særlige hverv for spillekasinoet, pligt til at hemmeligholde, at

der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en

undersøgelse

om hvidvaskning af penge.

Det foreslås endvidere, at en tilsvarende pligt til

hemmeligholdelse skal gælde for kontrollanten, idet kontrollanten i henhold

til

den foreslåede bestemmelse i § 20 b fra spillekasinoet skal modtage

underretning ved mistanke om hvidvaskning af penge, jf. den foreslåede

bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 1,

og har til formål at gennemføre hvidvaskningsdirektivets artikel 8.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1-3 omfatter alene den

del af personalet i spillekasinoet, som er beskæftiget med egentlig

spillekasinovirksomhed, dvs. sikkerhedspersonale, croupierer,

bordinspektører,

personale ved indgange og i vekselkasser mv. Bestemmelserne tager derimod

ikke

sigte på personale, som alene beskæftiger sig med opgaver i relation til

restaurationsvirksomhed, rengøring mv.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at

videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 1 og 2 ikke anses for et

brud på tavshedspligten fastsat i lovgivning, i medfør af lov eller i henhold

til kontrakt. En sådan videregivelse af oplysninger skal efter bestemmelsen

heller ikke kunne påføre den, der videregiver oplysningerne, nogen form for

ansvar.

Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 2,

og har til formål at gennemføre artikel 9 for så vidt angår spillekasinoer.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 (spillekasinolovens § 20 d)

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at

spillekasinoerne i samarbejde med kontrollanten

skal udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og

kommunikationsprocedurer samt

uddannelses- og instruktionsprogrammer for

medarbejderne. Det følger af bestemmelsens henvisning til § 9 a og

§ 20

b, at disse interne regler samt uddannelses- og instruktionsprogrammer tager

sigte på de forpligtelser, som medarbejderne er pålagt med hensyn til

hvidvaskning af penge. Formålet dermed er at give de ansatte bedre

forudsætninger

for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af

penge,

og at instruere personalet i, hvorledes de skal forholde sig i sådanne

tilfælde.

Forpligtelsen vil f.eks. kunne opfyldes ved regelmæssige

interne instruktionsmøder eller som led i et uddannelsesforløb.

Da den offentlige kontrollant i kraft af

underretningspligten til politiet indgår som et vigtigt led i indsatsen imod

hvidvaskning af penge og desuden er uafhængig af spillekasinoet, foreslås

det,

at

kontrol- og kommunikationsprocedurerne

samt

uddannelses- og instruktionsprogrammerne for medarbejderne skal

udarbejdes i samarbejde med kontrollanten.

Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med den foreslåede

§ 20 b, stk. 1-3, alene den del af personalet i spillekasinoet, som er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, jf. bemærkningerne til

lovforslagets § 5, nr. 2.

Bestemmelsen gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel

11 og svarer til hvidvaskningslovens § 3, stk. 1.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (spillekasinolovens § 24, stk. 1,

nr. 1)

Det foreslås, at straffebestemmelsen udvides til at omfatte

de foreslåede bestemmelser.

Til § 6

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog skal lovens

§§ 4

og 5 om ændring af retsplejeloven og spillekasinoloven træde i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Loven finder anvendelse for forhold, der er begået efter

lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

De nye bestemmelser i retsplejeloven om begrænsning af

sager, der kan påklages til justitsministeren, finder anvendelse på klager

eller anmodninger om erstatning, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

Klager eller anmodninger om erstatning, der inden ikrafttrædelsestidspunktet

er

fremsat over for henholdsvis politiet eller anklagemyndigheden, vil blive

færdigbehandlet efter de gældende regler.

Til § 7

Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke

gælder for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog ved kongelig

anordning

helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige

færøske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.

september 2004, foretages følgende ændringer:

§ 76 a.

Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører

en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når

1)

handlingen er af en

sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og

2)

den efter loven kan

straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af

lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens § 286,

stk. 1,

eller § 289.

Stk. 2-5.

-

- -

1.

I

§ 76 a, stk. 1, nr. 2,

udgår »eller

straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289«.

§ 270.

Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig fornærmende, kan straf

efter § 267, stk. 1, anvendes, selv om sandhedsbevis føres; det

samme gælder, såfremt gerningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at

fremsætte fornærmelsen.

2.

I

§ 270, stk. 1,

udgår », stk. 1,«.

Stk. 2.

Dersom

den fornærmede alene nedlægger påstand om straf efter denne paragraf,

tilstedes bevis for sigtelsens sandhed ikke ført, medmindre almene hensyn

afgørende taler derfor.

3.

§ 289

affattes således:

§ 289.

Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af

særlig

grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i

momssvig af særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På

samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov

karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller

den der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens

§ 73,

stk. 3.

»§ 289.

Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller

andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov

karakter

af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i

stk. 1

nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.«

4.

§ 289 a

affattes således:

§ 289 a.

Med bøde eller fængsel indtil 4 år straffes den, der til brug for afgørelser

om betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller

budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver

urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning

for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling

eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget m.v. omfatter også

ordninger, der kun delvis er finansieret af EU-midler.

»§ 289 a.

Med

bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for

afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller

udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske

myndigheder

eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre

fællesskabsorganer

giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger,

herunder undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens

afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med

forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med

hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt

anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de

oprindelig

var bevilget til.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med

hensyn

til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender

udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig

var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat

brug.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden

lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.

Stk. 4.

Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter

straffes efter § 289.«

5.

§ 296

affattes således:

§ 296.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, som, uden at betingelserne

for at anvende § 279 foreligger,

»§ 296.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes den, som

1)

udspreder

løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer, værdipapirer eller lignende

genstande kan påvirkes,

1)

udspreder urigtige

eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller

tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt,

2)

gør urigtige eller

vildledende angivelser angående aktieselskabers, andelsselskabers eller

lignende foretagenders forhold gennem offentlige meddelelser, i beretninger,

regnskabsopgørelser eller erklæringer til generalforsamling eller nogen

selskabsmyndighed, ved anmeldelse til handelsregistret eller

aktieselskabsregisteret eller i indbydelse til dannelse af sådanne selskaber

eller udbud af andele i dem,

2)

giver urigtige

eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold

a)

i offentlige

meddelelser om økonomiske forhold,

b)

i lovpligtige

regnskaber,

3)

overtræder de for

aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar gældende

bestemmelser med hensyn til udfærdigelse af aktiebreve, andelsbeviser eller

interimsbeviser, anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte og tantieme

eller tilbagebetaling af indskud.

c)

i beretninger,

regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller

den juridiske persons ledelse,

d)

ved anmeldelse til

en registreringsmyndighed eller

Stk. 2.

Begås de

under nr. 2 og 3 nævnte handlinger af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller

under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.

e)

i udbudsmateriale

vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt

vedrørende

salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer,

3)

groft overtræder den

for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende

a)

kapitaltilførsel

eller

b)

anvendelse af den

juridiske persons midler,

4)

groft undlader at

opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om

a)

førelse af

forhandlingsprotokoller,

b)

førelse af

fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller

c)

handlepligter ved

konstateret kapitaltab.

Stk. 2.

Begås en

handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er

straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

6.

§ 297

affattes således:

§ 297.

Med bøde straffes den, som uden for de i § 296 nævnte tilfælde i

dokumenter, forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser mod bedre

vidende gør urigtige angivelser om det af ham bestyrede eller repræsenterede

selskabs økonomiske stilling.

»§ 297.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende

oplysninger,

hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver kan påvirkes

væsentligt.

Stk. 2.

Begås en

handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller

under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

7.

§ 302

affattes således:

§ 302.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, som under omstændigheder,

der kendetegner forholdet som særlig groft:

»§ 302.

Med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under

§ 296,

den, som særlig groft overtræder lovgivningens krav til

1)

foretager urigtige

eller vildledende angivelser i forretningsbøger eller regnskaber, som det

ifølge lov påhviler den pågældende at føre eller udfærdige,

1)

bogføring, herunder

registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,

2)

undlader at føre

forretningsbøger eller udfærdige regnskaber på den måde, som det ifølge lov

påhviler den pågældende at gøre det,

2)

opbevaring af

regnskabsmateriale, herunder beskrivelser af bogføring og systemer til

opbevaring og fremfindelse af materiale, herunder adgangskoder mv. og

krypteringsnøgler,

3)

undlader at opfylde

den ifølge lov foreskrevne pligt til at opbevare forretningsbøger, bilag

eller andet regnskabsmateriale eller ødelægger sådant.

3)

offentlige

myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for disse

myndigheder særligt gældende lovgivning samt

Stk. 2.

Begås en

handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er

straffen

bøde eller fængsel indtil 4. måneder.

4)

aflæggelse af

årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.

Stk. 2.

Begås en

handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er

straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

§ 2

I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31.

juli 2004, som ændret ved lov nr. 1428 af 22. december 2004, foretages

følgende

ændring:

§ 130. - -

-

Stk. 1-2.

- - -

1.

I

§ 130, stk. 3,

ændres »2 år, under

skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.

Stk. 3.

Den der

begår et forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller som nævnt i

de i medfør af stk. 2 fastsatte regler med fortsæt til at unddrage sig

eller andre betaling af afgifter i henhold til de i § 10 omhandlede

forordninger

eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 102 eller med fortsæt

til at opnå uberettiget udbetaling eller refusion af ydelser til sig eller

andre i henhold til de i § 10 nævnte forordninger eller i henhold til

§ 103

eller regler fastsat i medfør af § 102, straffes med bøde eller fængsel

i indtil 2 år, under skærpede omstændigheder indtil 4 år.

§ 3

I lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs

forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, foretages følgende ændring:

§ 25.

Den, der begår et forhold som nævnt i § 23, stk. 1, eller § 24

med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter i henhold til

de i § 1 nævnte forordninger eller i henhold til denne lovs § 6

eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller

andre i henhold til de i § 1 omhandlende forordninger eller i henhold

til § 7, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, under skærpede

omstændigheder

indtil 4 år

1.

I

§ 25

ændres »2 år, under skærpende

omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf

er forskyldt efter straffelovens § 289«.

§ 4

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af

21. september 2004, som ændret ved lov nr. 1436 af 22. december 2004,

foretages

følgende ændringer:

§ 98.

- - -

Stk. 2-3.

- - -

Stk. 4.

Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af

rigsadvokaten som første instans.

1.

I

§ 98, stk. 4,

indsættes efter »som

1. instans«: », jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.«.

§ 110.

Under rigspolitichefen henlægges særlig:

2.

I

§ 110

indsættes som stk. 2:

1)

Fordeling og

omflytning samt indstillinger om ansættelser og forfremmelser inden for

politikorpset

og politiets kontorpersonale. Forinden forflyttelse sker, skal dog – ud

over

erklæring fra vedkommende politimester (politidirektøren) – indhentes

erklæring fra vedkommende tjenestemand.

»Stk. 2.

Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er

truffet afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og

personalesager kan påklages til justitsministeren. Andre afgørelser truffet

af rigspolitichefen i ansættelses- og personalesager kan ikke påklages til

justitsministeren.«

2)

Politiets

udrustning og kontorhold.

3)

Regnskabsførelsen

vedrørende udgifterne til politivæsenet.

4)

Politiafdelinger,

der ikke er knyttet til en bestemt politikreds, medmindre der af

justitsministeren

træffes anden bestemmelse.

5)

Tilrettelæggelsen

af fremmedtilsynet og gennemførelsen af de herhenhørende bestemmelser

§ 754 a.

Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse

foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med

henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen,

medmindre:

3.

I

§ 754 a, stk. 1, nr. 3,

udgår »,

eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.«.

1)

der foreligger en

begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller

forsøgt,

2)

efterforskningsskridtet

må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3)

efterforskningen

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år

eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.

Stk. 2.-

- -

§ 781.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt

4.

I

§ 781, stk. 1, nr. 3,

udgår »,

eller 289«.

1)

der er bestemte grunde

til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller

foretages forsendelser til eller fra en mistænkt

2)

indgrebet må

antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3)

efterforskningen

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år

eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller

13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127,

stk. 1, 193, stk. 1, 228, 235, 266, 281 eller 289 eller en

overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.

Stk. 2-5.

- - -

§ 837.

Finder statsadvokaten at måtte modsætte sig en begæring, som af forsvareren

er fremsat i henhold til foregående paragraf, skal han uden ophold forelægge

retten sagen til afgørelse. Forinden denne træffes, bør der, så vidt dertil

er anledning, gives statsadvokaten og forsvareren lejlighed til at ytre sig

mundtlig eller skriftlig.

5.

I

§ 837, stk. 1,

ændres »foregående

paragraf« til: »§ 836«.

Stk. 2-3.

- - -

§ 1018 e.

Statsadvokaten

træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d.

Justitsministeren kan fastlægge, at nærmere angivne sager skal forelægges for

rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Krav fra en person, der

har været sigtet, skal fremsættes inden to måneder efter meddelelse til den

sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom.

Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen

efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Krav fra andre

fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt.

6.

I

§ 1018 e, stk. 1,

ændres »§§ 1018

a-d.« til: »dette kapitel.«

Stk. 2-3.

- - -

7.

§ 1018 e, stk. 4,

affattes således:

Stk. 4.

Justitsministeren behandler klager

over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1.

instans.

»Stk. 4.

Afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1.

instans kan ikke påklages til justitsministeren.«

Stk. 5.

- - -

Stk. 6.

Bestemmelserne i stk. 3-5 finder

tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og

offentlighedsloven.

8.

I

§ 1018 e, stk. 6,

ændres »stk. 3-5«

til: »stk. 3 og 5«.

9.

I

§ 1018 e, stk. 6,

indsættes som 2.

pkt.:

»Justitsministeren

behandler klager over afgørelser om aktindsigt truffet af rigsadvokaten som

1. instans.«.

§ 1018 f.

Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet

af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den

erstatningssøgende

inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den

byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af

vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den

pådømt

af landsret i første instans, indbringer statsadvokaten erstatningskravet for

byretten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet,

eller ved den erstatningssøgendes hjemting.

10.

I

§ 1018 f, stk. 1,

udgår »i en klagesag«.

Stk. 2-4. - - -

§ 5

I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr.

861 af 10. oktober 1994, som ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000,

foretages

følgende ændringer:

1.

Efter § 9 c indsættes:

»§ 9 d.

Dokumenter og registreringer

vedrørende transaktioner skal opbevares i mindst 5 år efter transaktionernes

gennemførelse.«

2.

§ 20 b

affattes således:

§ 20 b.

Såfremt spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte får

mistanke om, at en veksling har tilknytning til hvidvaskning af penge, eller

der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, skal

den, der får mistanken, straks underrette den i § 20 a nævnte

kontrollant, der i henhold til § 20 a, stk. 5, træffer beslutning

om underretning af politiet.

»§ 20 b.

Spillekasinoets

ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med

egentlig spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme på

transaktioner,

som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge.

Ved

mistanke om, at en

transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a

nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har

tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal

kontrollanten

straks underrette politiet i medfør af § 20 a, stk. 5.

Stk. 2.

Såfremt

spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte, der er

beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, får mistanke om, at der

foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, skal den,

der får mistanken, straks underrette kontrollanten. Kontrollanten træffer

beslutning om, hvorvidt politiet skal underrettes i medfør af § 20 a,

stk. 5.

Stk. 3.

Spillekasinoets

ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med

egentlig spillekasinovirksomhed, samt revisorer og andre, der udfører særlige

hverv for spillekasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er givet

kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en undersøgelse om

hvidvaskning af penge. Pligten til hemmeligholdelse omfatter også

kontrollanten.

Stk. 4.

Oplysninger, der i god tro gives til kontrollanten eller politiet i medfør af

stk. 1 og 2, anses ikke for et brud på den tavshedspligt, der er fastsat

i lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt.

Videregivelse af sådanne oplysninger påfører ikke den, der videregiver

oplysningerne, nogen form for ansvar.«

3.

Efter § 20 c

indsættes:

»§ 20 d.

Et spillekasino skal i samarbejde med kontrollanten udarbejde skriftlige

interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt

uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. § 9 a og

§ 20

b.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte

kontrol- og kommunikationsprocedurer samt

uddannelses-

og instruktionsprogrammer.«

§ 24.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde

den, der

4.

I

§ 24, stk. 1, nr. 1,

ændres »§§ 9

a-9 c« til: »§§ 9 a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c« ændres til:

»§ 20

b, § 20 c og § 20 d, stk. 1,«.

1)

overtræder § 2,

stk. 1, § 3, stk. 1, § 4, § 6, stk. 1-5,

§ 6

a, stk. 2, § 8, stk. 1, § 8 a, §§ 9 a-9 c,

§§ 10

og 11, § 12, stk. 1 og 3, §§ 13-15, § 16, stk. 1,

§ 17,

stk. 2, § 18, stk. 1, § 19, § 20 a, stk. 1 og

5, og §§ 20 b og 20 c eller

2)

tilsidesætter

vilkår fastsat efter § 1, stk. 4.

Stk. 2-3. - - -

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

2001/97/EF

af 4. december 2001

om ændring af Rådets direktiv

91/308/EØF

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det

finansielle system til

hvidvaskning af penge

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje

punktum, samt artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

2)

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og

Sociale Udvalg,

3)

efter proceduren i traktatens artikel 251

4) ,

på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. september 2001, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Direktiv 91/308/EØF

5) ,

i det følgende benævnt »direktivet«, bør som et af de vigtigste

internationale

instrumenter i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge ajourføres i tråd med

Kommissionens konklusioner og de ønsker, som Europa-Parlamentet og

medlemsstaterne har givet udtryk for. Direktivet bør i denne henseende ikke

blot afspejle bedste internationale praksis på området, men også fortsat

sætte

en høj standard for beskyttelsen af den finansielle sektor og andre sårbare

erhverv over for de skadelige virkninger af udbytte hidrørende fra

kriminalitet.

(2)

Den almindelige

overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) tillader medlemmerne at

træffe foranstaltninger, som er nødvendige for at beskytte den offentlige

moral, og at træffe foranstaltninger af forsigtighedshensyn, herunder for at

sikre det finansielle systems stabilitet og integritet. Sådanne

foranstaltninger bør ikke indebære restriktioner, der er mere vidtgående, end

det er nødvendigt for at virkeliggøre disse målsætninger.

(3)

Det er ikke

udtrykkeligt fastlagt i direktivet, til hvilken medlemsstats myndigheder

filialer af kredit- og finansieringsinstitutter med hovedsæde i en anden

medlemsstat skal indberette mistænkelige transaktioner, ej heller hvilken

medlemsstats myndigheder, der er ansvarlige for, at sådanne filialer

overholder

direktivet. Myndighederne i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende, bør

modtage sådanne indberetninger og udøve ovennævnte ansvar.

(4)

Denne

ansvarsfordeling bør tydeligt fremgå af direktivet gennem en ændring af

definitionen på begreberne »kreditinstitut« og »finansieringsinstitut«.

(5)

Europa-Parlamentet

har udtrykt bekymring over, at virksomhed som vekselkontorer (»bureaux de

change«) og pengeoverførselstjenester (money remittance offices) er sårbare

over for hvidvaskning af penge. Sådan virksomhed burde allerede være omfattet

af anvendelsesområdet for direktivet. For at fjerne enhver tvivl på området

bør

det tydeligt bekræftes i direktivet, at sådan virksomhed er omfattet.

(6)

For at sikre en så

fuldstændig dækning af den finansielle sektor som muligt bør det ligeledes

gøres klart, at direktivet finder anvendelse på investeringsselskaber som

defineret i Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice

i

forbindelse med værdipapirer.

6)

(7)

I henhold til

direktivet er medlemsstaterne kun forpligtet til at bekæmpe hvidvaskning af

udbytte, der stammer fra narkotikaforbrydelser. Der har i de seneste år været

en tendens til at definere begrebet hvidvaskning af penge på grundlag af en

bredere vifte af forudgående eller underliggende lovovertrædelser, hvilket

blandt andet afspejles i ajourføringen i 1996 af de 40 rekommandationer fra

Den

Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge (FATF), som er det

førende internationale organ til bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

(8)

En bredere vifte af

prædikatforbrydelser fremmer indberetningen af mistænkelige transaktioner og

det internationale samarbejde på området. Direktivet bør derfor ajourføres i

denne henseende.

(9)

Ved Rådets fælles

aktion 98/699/RIA af 3. december 1998 om hvidvaskning af penge,

identifikation,

opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og

udbytte

fra strafbart forhold

7)

enedes

medlemsstaterne om at lade alle alvorlige lovovertrædelser, som defineret i

den

fælles aktion, være prædikatforbrydelser med det formål at gøre hvidvaskning

af

penge strafbart.

(10)

Navnlig er

bekæmpelsen af organiseret kriminalitet nært forbundet med bekæmpelsen af

hvidvaskning af penge. Listen over prædikatforbrydelser bør derfor tilpasses

for at tage højde herfor.

(11)

Direktivet

indeholder en række forpligtelser, navnlig om indberetning af mistænkelige

transaktioner. Det vil være mere hensigtsmæssigt og i tråd med filosofien bag

handlingsplanen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udarbejdet af

Gruppen på Højt Plan

8) , at forbuddet mod

hvidvaskning af

penge i direktivet udvides.

(12)

Rådet vedtog

den 21. december 1998 fælles aktion 98/733/RIA om at gøre det strafbart at

deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater

9) .

Denne fælles aktion afspejler en konsensus blandt medlemsstaterne om behovet

for fælles tiltag på området.

(13)

I de enkelte

medlemsstater bliver mistænkelige transaktioner i overensstemmelse med

direktivet indberettet af den finansielle sektor, og navnlig af

kreditinstitutterne. Det kan konstateres, at den skærpede kontrol i den

finansielle sektor har foranlediget personer, der ønsker at hvidvaske penge,

til at søge andre metoder til at tilsløre oprindelsen af økonomisk udbytte

fra

kriminelle handlinger.

(14)

Der er en

tendens til øget hvidvaskning af penge gennem den ikke-finansielle sektor.

Dette

bekræftes af FATF's undersøgelse af hvidvaskningsteknikker og -typologier.

(15)

Forpligtelserne

i henhold til direktivet med hensyn til kundeidentifikation, opbevaring af

dokumentation og indberetning af mistænkelige transaktioner bør udvides til

også at omfatte en begrænset række aktiviteter og erhverv, som har vist sig

sårbare i forbindelse med hvidvaskning af penge.

(16)

Notarer og

selvstændige inden for de juridiske erhverv, som defineret af

medlemsstaterne,

bør underlægges direktivets bestemmelser, når de deltager i finansielle eller

selskabsretlige transaktioner, herunder rådgiver om skatteforhold, hvor der

er

størst risiko for, at disse faggruppers ydelser misbruges til at hvidvaske

udbytte fra kriminel virksomhed.

(17)

Når

selvstændige medlemmer af erhverv, der yder juridisk rådgivning, som er

retligt

anerkendte og underkastet retligt tilsyn, som f.eks. advokater, undersøger en

klients retsstilling eller repræsenterer en klient i retssager, vil det

imidlertid ikke være hensigtsmæssigt, at disse i henhold til direktivet for

så

vidt angår disse aktiviteter forpligtes til at indberette mistanke om

hvidvaskning

af penge. Der må ikke være nogen forpligtelse til at indberette oplysninger,

der er modtaget før, under eller efter en retssag eller i forbindelse med

vurderingen af en klients retsstilling. Juridisk rådgivning er således

fortsat

omfattet af tavshedspligt, medmindre den juridiske rådgiver deltager i

hvidvaskningsaktiviteter, den juridiske rådgivning ydes med henblik på

hvidvaskning af penge eller advokaten ved, at klienten søger juridisk

rådgivning med henblik på hvidvaskning af penge.

(18)

Tjenesteydelser,

der er direkte sammenlignelige, og som præsteres af de faggrupper, der er

omfattet af direktivet, bør behandles på samme måde. For at beskytte de

rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMK)

og i traktaten om Den Europæiske Union, bør de oplysninger, som revisorer,

eksterne regnskabskyndige og skatterådgivere, som i nogle medlemsstater kan

forsvare eller repræsentere en klient i retssager eller undersøge en klients

retsstilling, får adgang til under udførelsen af disse opgaver, ikke være

underlagt indberetningsforpligtelserne i henhold til direktivet.

(19)

Der henvises

i direktivet til »de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af

hvidvaskning

af penge«, hvortil indberetningerne om mistænkelige transaktioner skal

foretages, og til myndigheder, som i henhold til en lov eller anden

bestemmelse

er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters

og

personers aktiviteter (»kompetente myndigheder«). Der er enighed om, at

direktivet

ikke forpligter medlemsstaterne til at oprette sådanne »kompetente

myndigheder«,

hvis de ikke eksisterer, og at advokatsamfund og andre selvregulerende

organer

for selvstændige ikke hører ind under betegnelsen »kompetente myndigheder«.

(20)

Når det drejer

sig om notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv, bør

medlemsstaterne

af hensyn til disses tavshedspligt i forhold til deres klienter, have

mulighed

for at udnævne advokatsamfundet eller andre selvregulerende organer for

selvstændige som det organ, hvortil de kan indberette eventuelle tilfælde af

hvidvaskning af penge. Medlemsstaterne bør fastsætte reglerne for

håndteringen

af sådanne indberetninger og deres eventuelle videregivelse til »de

myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge«, og

generelt passende former for samarbejde mellem advokatsamfund eller andre

tilsvarende erhvervssammenslutninger og disse myndigheder -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 91/308/EØF ændres således:

1)

Artikel 1 affattes

således:

»Artikel 1

I dette direktiv

forstås ved:

A)

'kreditinstitut': et

foretagende som defineret i artikel 1, nr. 1), første afsnit, i Rådets

direktiv

2000/12/EF

10) , samt en filial, som

defineret i artikel 1, stk. 3,

i nævnte direktiv og beliggende i Fællesskabet, af et kreditinstitut, hvis

hovedsæde er beliggende i eller uden for Fællesskabet

B)

'finansieringsinstitut':

1)

et foretagende, som

ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at foretage en eller

flere

af de forretninger, der er opført under punkt 2 til 12 og punkt 14 på listen

i

bilag I til direktiv 2000/12/EF; dette omfatter virksomhed som vekselkontorer

('bureaux de change') og pengeoverførselstjenester (money

transmission/remittance offices)

2)

et forsikringsselskab,

der er behørigt godkendt i henhold til Rådets direktiv 79/267/EØF

11) , for så vidt det udfører

aktiviteter, der omfattes

af nævnte direktiv

3)

et

investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF

12)

4)

et institut for

kollektiv investering, der markedsfører sine andele eller aktier.

Denne definition på

et finansieringsinstitut omfatter også filialer, der er beliggende i

Fællesskabet,

af finansieringsinstitutter, hvis hovedsæde er beliggende i eller uden for

Fællesskabet

C)

'hvidvaskning af

penge': følgende forsætlige handlinger:

–

konvertering eller

overførsel af formuegoder - vel vidende, at de hidrører fra en kriminel

handling eller fra medvirken i en sådan handling - med det formål at fortie

eller

tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er

involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser

heraf

–

fortielse eller

tilsløring af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller

bevægelser

eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller dertil

knyttede

rettigheder, vel vidende, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra

medvirken i en sådan handling

–

erhvervelse,

besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af

disse goder, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en

sådan handling

–

medvirken i en af de

handlinger, som er nævnt i de foregående led, medvirken med henblik på at

begå

den nævnte handling, forsøg på at begå den, det at hjælpe, tilskynde eller

råde

nogen til at begå den eller det at lette gennemførelsen heraf.

Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal

foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslås på

grundlag

af objektive forhold.

Der foreligger hvidvaskning af penge, også selv om de

handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvidvaskes, har fundet

sted på en anden medlemsstats eller et tredjelands område.

D)

'formuegoder': aktiver

af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske

genstande,

løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt

retlige

dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til

sådanne

aktiver eller dertil knyttede rettigheder.

E)

'kriminel handling':

enhver form for kriminel deltagelse i en alvorlig lovovertrædelse.

Alvorlige lovovertrædelser er som minimum:

–

enhver af de

lovovertrædelser, der er defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i

Wienerkonventionen

–

kriminelle

organisationers handlinger som defineret i artikel 1 i fælles aktion

98/733/RIA

13)

–

svig som defineret i

artikel 1, stk. 1, og artikel 2, i konventionen om beskyttelse af De

Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser

14) , i det mindste i

grove tilfælde

–

bestikkelse

–

en lovovertrædelse,

der kan give betydeligt udbytte, og som kan medføre en streng frihedsstraf

efter medlemsstatens straffelovgivning.

Inden den 15. december 2004 tilnærmer medlemsstaterne

definitionen i dette led til definitionen af alvorlige strafbare handlinger i

fælles aktion 98/699/RIA. Rådet opfordrer Kommissionen til inden den 15.

december 2004 at fremsætte forslag til ændring af nærværende direktiv i den

henseende.

Medlemsstaterne kan udpege en hvilken som helst anden

lovovertrædelse som en kriminel handling med henblik på dette direktiv.

F)

'kompetente

myndigheder': de nationale myndigheder, som i henhold til lov eller anden

bestemmelse

er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters

og

personers aktivitet.«

2)

Følgende artikel

indsættes:

»Artikel 2a

Medlemsstaterne sørger for, at de forpligtelser, der følger

af dette direktiv, kræves opfyldt af følgende institutter:

1)

kreditinstitutter som

defineret i artikel 1, litra A)

2)

finansieringsinstitutter

som defineret i artikel 1, litra B) samt af følgende juridiske og fysiske

personer i udøvelsen af deres erhverv:

3)

revisorer, eksterne

regnskabskyndige og skatterådgivere

4)

ejendomsmæglere

5)

notarer og andre

selvstændige inden for de juridiske erhverv, når de deltager, enten

a)

ved bistand i

planlægningen eller udførelsen af transaktioner for deres klienter i

forbindelse med:

i)

køb og salg af fast

ejendom eller virksomheder

ii)

forvaltning af

klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver

iii)

åbning eller

forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti

iv)

tilvejebringelse af

nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af selskaber

v)

oprettelse, drift

eller ledelse af investeringsforeninger, selskaber eller lignende strukturer

b)

eller ved på deres

klients vegne og for dennes regning at foretage en hvilken som helst

finansiel

transaktion eller transaktion vedrørende fast ejendom

6)

forhandlere af

genstande af høj værdi, såsom ædelstene eller -metaller, eller af kunst, og

auktionsholdere, når der betales kontant og med et beløb på 15000 EUR eller

derover

7)

kasinoer.«

3)

Artikel 3 affattes

således:

»Artikel 3

1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet

omfattede institutter og personer kræver, at deres kunder legitimerer sig ved

hjælp af et retskraftigt dokument, når der optages forretningsmæssig

forbindelse

med dem, for institutternes vedkommende, navnlig når der åbnes en bank- eller

opsparingskonto eller et depot.

2. Dette krav om legitimation gælder også for enhver

transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1,

vedrørende et beløb på 15000 EUR eller derover, hvad enten den udføres i en

enkelt eller i flere operationer, hvis der synes at være indbyrdes

forbindelse

mellem dem. Hvis beløbet ikke kendes på det tidspunkt, hvor transaktionen

påbegyndes, skal det pågældende institut eller den pågældende person kræve

legitimation, så snart instituttet eller personen får kendskab hertil og

konstaterer, at tærsklen er nået.

3. Uanset stk. 1 og 2 kræves der ikke legitimation

i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgås af forsikringsvirksomheder,

som er godkendt i henhold til Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992

om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte

livsforsikringsvirksomhed

(tredje livsforsikringsdirektiv)

15) , og hvis virksomhed

er omfattet af nævnte direktiv, når beløbet af den eller de periodiske

præmier,

der skal indbetales i løbet af et år, er på 1000 EUR eller derunder, eller

ved

indbetaling af en engangspræmie på 2500 EUR eller derunder. Hvis den eller de

periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således

at

tærsklen på 1000 EUR overstiges, skal der kræves legitimation.

4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke

er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgås i medfør af en

arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at

disse aftaler ikke indeholder en tilbagekøbsklausul og ikke kan anvendes som

sikkerhed for et lån.

5. Uanset ovennævnte stykker kræves der legitimation

for alle kasinokunder, der køber eller ombytter spillejetoner til en værdi af

1000 EUR eller derover.

6. Kasinoer, som er underlagt statskontrol, opfylder

under alle omstændigheder identifikationskravet i dette direktiv, hvis kunden

registreres og skal legitimere sig allerede ved indgangen, uafhængigt af hvor

store beløb der ombyttes.

7. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregående stykker

nævnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke

handler for egen regning, skal de af direktivet omfattede institutter og

personer træffe rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den

faktiske identitet af de personer, for hvis regning disse kunder handler.

8. De af direktivet omfattede institutter og personer

skal kræve denne legitimation, selv om transaktionsbeløbet er lavere end

ovennævnte tærskler, så snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.

9. De af direktivet omfattede institutter og personer

er ikke underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden er et

kredit- eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv

eller

et kredit- eller finansieringsinstitut beliggende i et tredjeland, der efter

de

relevante medlemsstaters opfattelse stiller krav svarende til, hvad der

følger

af dette direktiv.

10. Medlemsstaterne kan foreskrive, at

legitimationskravene vedrørende de transaktioner, der er omhandlet i

stk. 3

og 4, er opfyldt, når det konstateres, at transaktionsbeløbet skal debiteres

en

konto, der er åbnet i kundens navn i et kreditinstitut omfattet af dette

direktiv i overensstemmelse med kravene i stk. 1.

11. Medlemsstaterne sørger under alle omstændigheder

for, at de af direktivet omfattede institutter og personer træffer sådanne

specifikke, relevante foranstaltninger, som er nødvendige for at råde bod på

den øgede risiko for hvidvaskning af penge, der opstår, når der optages

forretningsmæssig forbindelse eller påbegyndes en transaktion med en kunde,

som

ikke fysisk er til stede med henblik på at legitimere sig ('transaktioner

uden

direkte kontakt'). Sådanne foranstaltninger bør sikre, at kundens identitet

fastslås, f.eks. ved at omfatte krav om supplerende dokumentation eller

supplerende

foranstaltninger med henblik på at kontrollere eller certificere de leverede

dokumenter

eller bekræftende attestering fra en institution, der er omfattet af dette

direktiv, eller ved at kræve, at den første betaling i forbindelse med

transaktionerne foretages via en konto åbnet i kundens navn i et

kreditinstitut,

der er omfattet af dette direktiv. De interne kontrolprocedurer, der er

fastsat

i artikel 11, stk. 1, bør tage særlig højde for disse foranstaltninger.«

4) I artikel 4, 5, 8 og 10 ændres ordene »kredit- og

finansieringsinstitutter« til »de af direktivet omfattede institutter og

personer«.

5) Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet

omfattede personer og institutter samt medlemmer af disses ledelse og deres

ansatte til fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for

bekæmpelsen af hvidvaskning af penge:

a)

ved på eget

initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne være

tegn på hvidvaskning af penge

b)

ved på opfordring at

give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger i henhold til procedurerne

i

den relevante lovgivning.

2. De i stk. 1 nævnte oplysninger fremsendes til

de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i

den medlemsstat, på hvis område det institut eller den person, der fremsender

oplysningerne, befinder sig. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de

personer, som er udpeget af institutterne eller personerne i henhold til

procedurerne i artikel 11, stk. 1, litra a).

3. For så vidt angår notarer og selvstændige inden for

de juridiske erhverv som omhandlet i artikel 2a, nr. 5), kan medlemsstaterne

som den myndighed, der skal underrettes om de i stk. 1, litra a),

omhandlede forhold, udpege et relevant selvregulerende organ for det

pågældende

erhverv, og medlemsstaterne fastlægger i så fald reglerne for samarbejdet

mellem det pågældende selvregulerende organ og de myndigheder, der er

ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende de

krav, der følger af stk. 1, på notarer og selvstændige inden for de

juridiske erhverv, revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere

for så vidt angår de oplysninger, som de modtager fra en klient eller om en

klient i forbindelse med, at de vurderer den pågældende klients retsstilling,

eller i forbindelse med, at de forsvarer eller repræsenterer denne under

eller

i forbindelse med en retssag, herunder at de rådgiver om iværksættelse eller

undgåelse af et sagsanlæg, uanset om oplysningerne er modtaget eller

indhentet

før, under eller efter retssagen.«

6) Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet

omfattede institutter og personer afholder sig fra at udføre en transaktion,

som de ved har, eller som de mistænker for at have forbindelse med

hvidvaskning

af penge, så længe de ikke har underrettet de i artikel 6 nævnte myndigheder

herom. Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres

nationale forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres.

Såfremt der er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til

hvidvaskning af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre

transaktionen,

eller en sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de

personer,

der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de

pågældende institutter og personer den fornødne underretning af myndighederne

umiddelbart derefter.«

7) Den eksisterende tekst bliver stk. 1 og

følgende indsættes som stk. 2 i artikel 8:

»2. Medlemsstaterne er ikke i henhold til dette

direktiv forpligtet til at anvende stk. 1, på de i artikel 6,

stk. 3,

andet afsnit, nævnte erhverv.«

8) Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Det forhold, at en person eller et institut, der er

omfattet af direktivet, eller en ansat eller et medlem af ledelsen i et

sådant

i god tro meddeler de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af

hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7 nævnte oplysninger, betragtes ikke

som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love

eller administrative bestemmelser, og påfører ikke personen eller

instituttet,

medlemmerne af dets ledelse eller dets ansatte nogen form for ansvar.«

9) I artikel 10 tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne drager omsorg for, at de

tilsynsorganer, som i henhold til lov eller anden bestemmelse er bemyndiget

til

at overvåge aktie-, valuta- og finansderivatmarkeder, underretter de

myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, hvis

de

opdager forhold, som giver formodning om hvidvaskning af penge.«

10) Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af

direktivet omfattede institutter og personer

a)

indfører passende

interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at

forebygge

og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til hvidvaskning

af

penge

b)

træffer passende

foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i dette

direktiv. Disse foranstaltninger skal bl.a. bestå i særlige

uddannelsesprogrammer

for deres ansatte, således at disse får bedre forudsætninger for at genkende

aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af penge, og kan blive

instrueret om, hvorledes de skal forholde sig i sådanne tilfælde.

Hvis en fysisk person, der er omfattet af

bestemmelserne i artikel 2a, nr. 3-7, udøver sit erhverv som ansat hos en

juridisk

person, skal forpligtelserne i nærværende artikel gælde den juridiske person

og

ikke den fysiske person.

2. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet

omfattede institutter og personer har adgang til aktuelle oplysninger om de

metoder, som anvendes ved hvidvaskning af penge, og om forhold, der gør det

muligt at opspore mistænkelige transaktioner.«

11) I artikel 12 erstattes »de kredit- og finansieringsinstitutter,

der er nævnt i artikel 1« med »de institutter og personer, der er nævnt i

artikel 2a.«

Artikel 2

Tre år efter vedtagelsen af dette direktiv foretager

Kommissionen inden for rammerne af den rapport, der er omhandlet i artikel 17

i

direktiv 91/308/EØF, en særlig undersøgelse af aspekter vedrørende

gennemførelsen af artikel 1, litra E), femte led, særbehandlingen af

advokater

og andre selvstændige inden for de juridiske erhverv, kundeidentifikationen i

transaktioner uden direkte kontakt og de mulige virkninger for elektronisk

handel.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest

15.

juni 2003. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen

indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen

fastsættes

af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de

vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er

omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2001.

På Europa-Parlamentets vegne

N. Fontaine

Formand

På Rådets vegne

D. Reynders

Formand

2)

EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 14.

3)

EFT C 75 af 15.3.2000, s. 22.

4)

Europa-Parlamentets udtalelse af 5.7.2000 (EFT C 121 af 24.4.2001, s. 33),

Rådets fælles holdning af 30.11.2000 (EFT C 36 af 2.2.2001, s. 24) og

Europa-Parlamentets afgørelse af 5.4.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

Europa-Parlamentets afgørelse af 13.11.2001 og Rådets afgørelse af

19.11.2001.

5)

EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.

6)

EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets

direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).

7)

EFT L 333 af 9.12.1998, s. 1.

8)

EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1.

9)

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

10)

EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1. Ændret ved direktiv 2000/28/EF (EFT L 275 af

27.10.2000, s. 37.

11)

EFT L 63 af 13.3.1979, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7).

12)

EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets

direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).

13)

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

14)

EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48.

15)

EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2000/64/EF (EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27).

Erklæring fra Kommissionen

Kommissionen bekræfter - som anført i sit arbejdsprogram

for 2001 - at den inden årets udgang agter at udarbejde et forslag til

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en

samarbejdsmekanisme

mellem medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder og Kommissionen for

at

sikre beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser mod ulovlige

aktiviteter, herunder spørgsmål som moms og hvidvaskning af penge. Dette

tilsagn blev bekræftet i Meddelelse fra Kommissionen - Beskyttelse af

Fællesskabernes finansielle interesser - Bekæmpelse af svig - Handlingsplan

for

2001-2003

16)

af 15. maj 2001.

16)

KOM(2001) 254 endelig udg.: se punkt 2.2.1.

Bilag 3

RÅDETS DIREKTIV 91/308/EØF

af 10. juni

1991

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvaskning af penge

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under

henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab,

særlig artikel 57, stk. 2, første og tredje punktum, samt artikel

100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

17)

i samarbejde med Europa-Parlamentet,

18)

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og

Sociale Udvalg

19) , og ud fra følgende

betragtninger:

Når kredit- og finansieringsinstitutter anvendes til

hvidvaskning af økonomisk udbytte af kriminelle handlinger (i det følgende

benævnt »hvidvaskning af penge«), kan de involverede institutters soliditet

og

stabilitet samt det finansielle systems troværdighed som helhed blive

alvorligt

svækket, således at offentligheden herved mister tilliden til det;

træffer Fællesskabet ikke foranstaltninger mod hvidvaskning

af penge, kan det føre til, at medlemsstaterne for at beskytte deres

finansielle system træffer foranstaltninger, som risikerer at være

uforenelige

med gennemførelsen af enhedsmarkedet; uden en vis koordinering på

fællesskabsplan

kan personer, der er involveret i hvidvaskning af penge, med henblik på at

fremme deres kriminelle handlinger forsøge at udnytte liberaliseringen af

kapitalbevægelserne og den frie udveksling af finansielle tjenesteydelser,

som

det finansielt integrerede Europa indebærer;

hvidvaskning af penge har en klar indflydelse på

stigningen i organiseret kriminalitet i almindelighed og narkotikahandel i

særdeleshed; det er i stadig højere grad blevet klart, at bekæmpelse af

hvidvaskning af penge er et af de mest effektive midler til at bekæmpe denne

form for kriminel handling, som udgør en særlig samfundstrussel for

medlemsstaterne;

hvidvaskning af penge skal hovedsagelig bekæmpes med

strafferetlige midler og inden for et internationalt samarbejde mellem

retsinstanser og politimyndigheder som det, der er etableret på

narkotikaområdet

i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ulovlig handel med

narkotika og psykotrope stoffer, vedtaget den 19. december 1988 i Wien (i det

følgende benævnt »Wienerkonventionen«), og som ved Europarådets konvention om

hæleri og efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra

strafbart forhold, der blev åbnet for undertegnelse den 8. november 1990 i

Strasbourg, er blevet udvidet til at gælde alle kriminelle handlinger;

kriminalisering må imidlertid ikke være det eneste

middel til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, da det finansielle system kan

spille en særdeles effektiv rolle i så henseende; der skal i den forbindelse

henvises til Europarådets henstilling af 27. juni 1980 og til den

principerklæring, der blev vedtaget i december 1988 i Basel af

banktilsynsmyndighederne i ti-landegruppen, idet disse begge markerer et

stort

fremskridt med henblik på at forhindre, at det finansielle system anvendes

til

hvidvaskning af penge;

hvidvaskning af penge foregår normalt på internationalt

plan, således at midlernes ulovlige oprindelse bedre kan skjules;

foranstaltninger, som udelukkende træffes på nationalt plan uden nogen form

for

koordinering og samarbejde på internationalt plan, vil kun have meget

begrænset

virkning;

alle de foranstaltninger, som Fællesskabet træffer på

dette område, skal harmonere med andre forholdsregler, som vedtages i andre

internationale fora; med dette for øje bør ethvert initiativ fra

Fællesskabets

side navnlig tage hensyn til rekommandationerne fra Den Finansielle

Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge, som blev oprettet på de syv

vigtigste industrilandes topmøde i Paris i juli 1989;

Europa-Parlamentet har i adskillige beslutninger

anmodet om, at der bliver udarbejdet et globalt fællesskabsprogram til

bekæmpelse af narkotikahandel, herunder bestemmelser med henblik på

forebyggelse af hvidvaskning af penge;

definitionen af hvidvaskning af penge bygger på

definitionen i Wienerkonventionen og er tilpasset dette direktiv; da

fænomenet

hvidvaskning af penge imidlertid ikke blot vedrører det økonomiske udbytte af

kriminelle handlinger i forbindelse med narkotikahandel, men også det

økonomiske udbytte af andre former for kriminelle handlinger (som f.eks.

organiseret kriminalitet og terrorisme), er det vigtigt, at medlemsstaterne i

henhold til deres lovgivning udvider dette direktivs virkninger til også at

omfatte det økonomiske udbytte af sådanne handlinger, når dette må formodes

at

kunne give anledning til hvidvaskningstransaktioner, der berettiger til

straf;

forbud i medlemsstaternes lovgivninger mod hvidvaskning

af penge, med støtte i passende foranstaltninger og sanktioner, er en

nødvendig

betingelse for bekæmpelsen af dette fænomen;

for at undgå, at personer, der foretager hvidvaskning

af penge, benytter sig af anonymitet til at udføre deres kriminelle

handlinger,

er det nødvendigt at sikre, at kredit- og finansieringsinstitutter kræver, at

deres kunder legitimerer sig, når de optager forretningsmæssig forbindelse

med

dem, eller når de foretager transaktioner, der overstiger visse tærskler;

sådanne bestemmelser skal også så vidt muligt udvides til at gælde for

eventuelle beneficianter;

kredit- og finansieringsinstitutter skal i mindst fem

år opbevare kopier af eller oplysninger taget fra den krævede legitimation

samt

dokumentation og registreringer vedrørende transaktionerne bestående af

originale dokumenter eller kopier med tilsvarende beviskraft i henhold til

national lovgivning, for at dette materiale kan tjene som bevis ved enhver

undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge;

det skal sikres, at kredit- og finansieringsinstitutter

omhyggeligt undersøger enhver transaktion, som på grund af sin karakter

særlig

menes at kunne have tilknytning til hvidvaskning af penge, da dette er

nødvendigt for at bevare det finansielle systems soliditet og integritet og

for

at bidrage til bekæmpelsen af hvidvaskning af penge; til dette formål skal de

være særlig opmærksomme på transaktioner med tredjelande, der ikke anvender

forebyggende

regler mod hvidvaskning af penge, som svarer til dem, der er fastsat af

Fællesskabet, eller til andre lignende regler opstillet af internationale

fora

og anvendt af Fællesskabet;

med henblik herpå kan medlemsstaterne anmode kredit- og

finansieringsinstitutterne om skriftligt at udfærdige resultaterne af den

undersøgelse, som de pålægges at foretage, og at sikre, at disse resultater

er

tilgængelige for de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af

hvidvaskning

af penge;

beskyttelse af det finansielle system mod hvidvaskning

af penge er en opgave, som ikke kan gennemføres af de myndigheder, der er

ansvarlige for bekæmpelsen af dette fænomen, uden at kredit- og

finansieringsinstitutterne og deres tilsynsmyndigheder samarbejder med dem;

bankhemmeligheden må hæves i disse tilfælde; en pligt til at indberette

suspekte transaktioner, som sikrer, at oplysningerne videregives til

ovennævnte

myndigheder, uden at de pågældende kunder advares, er det mest effektive

middel

til gennemførelse af et sådant samarbejde; der er brug for en særlig

beskyttelsesklausul,

som fritager kredit- og finansieringsinstitutter, deres ansatte og

medlemmerne

af deres ledelse for ansvar for tilsidesættelse af tavshedspligten;

de oplysninger, myndighederne modtager i henhold til

dette direktiv, kan kun anvendes i forbindelse med bekæmpelse af hvidvaskning

af penge; medlemsstaterne kan dog bestemme, at disse oplysninger kan anvendes

til andre formål;

kredit- og finansieringsinstitutternes indførelse af

interne kontrolprocedurer og tilrettelæggelse af uddannelsesprogrammer på

dette

område er supplerende foranstaltninger, uden hvilke de øvrige

foranstaltninger

i dette direktiv risikerer at blive virkningsløse;

da hvidvaskning af penge ikke blot kan foregå via

kredit- og finansieringsinstitutter, men også via andre former for erhverv og

virksomhedskategorier, skal medlemsstaterne udvide samtlige bestemmelser i

dette direktiv eller en del heraf til også at omfatte de erhverv og

virksomheder, hvis aktiviteter særlig kan udnyttes til hvidvaskning af penge;

det er vigtigt, at medlemsstaterne især sørger for, at

der træffes samordnede foranstaltninger i Fællesskabet, når der er alvorlige

tegn på, at erhverv eller aktiviteter, som er blevet harmoniseret i

Fællesskabet

for så vidt angår vilkårene for deres udøvelse, udnyttes til hvidvaskning af

penge;

effektiviteten af de bestræbelser, der udfoldes til

bekæmpelse af hvidvaskning af penge, afhænger hovedsageligt af en fortsat

samordning og harmonisering af de nationale gennemførelsesforanstaltninger;

en

sådan samordning og harmonisering i forskellige internationale fora kræver på

fællesskabsplan et samråd mellem medlemsstaterne og Kommissionen i et

kontaktudvalg;

hver medlemsstat må træffe egnede foranstaltninger og

fastsætte passende sanktioner for overtrædelser af de nævnte bestemmelser for

at sikre, at direktivets bestemmelser gennemføres i fuldt omfang - UDSTEDT

FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

–

»kreditinstitut«: et

foretagende, som defineret i artikel 1, første led, i Rådets direktiv

77/780/EØF

20) , senest ændret ved

direktiv

89/646/EØF

21) , samt en filial, som

defineret i

artikel 1, tredje led, i nævnte direktiv og beliggende i Fællesskabet, af et

kreditinstitut, hvis hovedsæde er beliggende uden for Fællesskabet

–

»finansieringsinstitut«:

et foretagende, som ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at

foretage en eller flere af de forretninger, der er opført under punkt 2 til

12

og 14 på listen i bilaget til direktiv 89/646/EØF, samt et

forsikringsselskab,

der er behørigt godkendt i henhold til Rådets direktiv 79/267/EØF

22) , senest ændret ved

direktiv 90/619/EØF

23) , for så vidt som det

udfører aktiviteter, der

omfattes af nævnte direktiv; denne definition omfatter også filialer, der er

beliggende i Fællesskabet, af finansieringsinstitutter, hvis hovedsæde er

beliggende uden for Fællesskabet

–

»hvidvaskning af

penge«: nedenstående forsætlige handlinger:

–

konvertering eller

overførsel af formuegoder - vel vidende, at de hidrører fra en kriminel

handling

eller fra medvirken i en sådan handling - med det formål at fortie eller

tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er

involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser

heraf

–

fortielse eller

tilsløring af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller

bevægelser eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller

dertil knyttede rettigheder, vel vidende, at de hidrører fra en kriminel

handling eller fra medvirken i en sådan handling

–

erhvervelse,

besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af

disse goder, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en

sådan handling

–

medvirken i en af de

handlinger, som er nævnt under de tre foregående punkter, medvirken med

henblik

på at begå den nævnte handling, forsøg på at begå den, det af hjælpe,

tilskynde

eller råde nogen til at begå den eller det at lette gennemførelsen heraf.

Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal

foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslås på

grundlag

af objektive forhold.

Der foreligger hvidvaskning af penge, også selv om de

handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvidvaskes, har fundet

sted på en anden medlemsstats eller et tredjelands område

–

»formuegoder«:

aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske

genstande,

løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt

retlige

dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til

sådanne

aktiver eller dertil knyttede rettigheder

–

»kriminel handling«:

en lovovertrædelse som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i

Wienerkonventionen

samt enhver anden kriminel handling, der er defineret som sådan af hver

enkelt

medlemsstat med henblik på dette direktiv

–

»kompetente

myndigheder«: de nationale myndigheder, som i henhold til en lov eller anden

bestemmelse er bemyndiget til at føre tilsyn med kredit- eller

finansieringsinstitutter.

Artikel 2

Medlemsstaterne drager omsorg for, at hvidvaskning af

penge, som defineret i dette direktiv, forbydes.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter kræver, at deres kunder legitimerer sig ved hjælp af

et retskraftigt dokument, når der optages forretningsmæssig forbindelse med

dem, særlig når der åbnes en konto eller bankbog eller et depot.

2. Dette krav om legitimation gælder også for enhver

transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1,

vedrørende et beløb på 15 000 ECU eller derover, hvad enten den udføres i en

enkelt eller i flere operationer, hvis der synes at være indbyrdes

forbindelse

mellem dem. Hvis beløbet ikke kendes på det tidspunkt, hvor transaktionen

påbegyndes,

skal det pågældende institut kræve legitimation, så snart det får kendskab

hertil og konstaterer, at tærsklen er nået.

3. Som undtagelse fra stk. 1 og 2 kræves der ikke

legitimation i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgås af

forsikringsvirksomheder,

som er godkendt i henhold til direktiv 79/267/EØF, og hvis virksomhed er

omfattet af nævnte direktiv, når beløbet af den eller de periodiske præmier,

der skal indbetales i løbet af et år, er på 1 000 ECU eller derunder, eller

ved

indbetaling af en engangspræmie på 2 500 ECU eller derunder. Hvis den eller

de

periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således

at

tærsklen på 1 000 ECU overstiges, skal der kræves legitimation.

4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke

er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgås i medfør af en

arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at

disse aftaler ikke indeholder en tilbagekøbsklausul eller kan anvendes som

sikkerhed

for et lån.

5. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregående stykker

nævnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke

handler for egen regning, skal kredit- og finansieringsinstitutterne træffe

rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den faktiske

identitet

af de personer, for hvis regning disse kunder handler.

6. Kredit- og finansieringsinstitutterne skal kræve

denne legitimation, selv om transaktionsbeløbet er lavere end ovennævnte

tærskler, så snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.

7. Kredit- og finansieringsinstitutterne er ikke

underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden også er et

kredit-

eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv.

8. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimationskravene

vedrørende de transaktioner, der omhandles i stk. 3 og 4, er opfyldt,

når

det konstateres, at transaktionsbeløbet skal debiteres en konto, der er åbnet

i

kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af kravene i stk. 1.

Artikel 4

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter opbevarer følgende materiale, for at det kan tjene

som

bevis ved enhver undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge:

–

for så vidt angår

legitimationen opbevares kopier af eller oplysninger taget fra de krævede

dokumenter

i mindst 5 år, efter at et kundeforhold er ophørt

–

for så vidt angår

transaktionerne opbevares dokumentation og registreringer bestående af

originale

dokumenter eller kopier med tilsvarende beviskraft i henhold til national

lovgivning i mindst 5 år fra transaktionernes gennemførelse.

Artikel 5

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter omhyggeligt undersøger enhver transaktion, som på

grund af sin karakter særlig menes at kunne have tilknytning til hvidvaskning

af penge.

Artikel 6

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter samt medlemmer af disses ledelse og deres ansatte

til

fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af

hvidvaskning af penge:

–

ved på eget

initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne være

tegn på hvidvaskning af penge

–

ved på opfordring at

give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger i henhold til procedurerne

i

den relevante lovgivning.

De i stk. 1 nævnte oplysninger fremsendes til de

myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i den

medlemsstat, på hvis område det institut, der fremsender oplysningerne, er

beliggende. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de personer, som er

udpeget af kredit- og finansieringsinstitutterne i henhold til procedurerne i

artikel 11, nr. 1.

Oplysninger, der gives myndighederne i overensstemmelse

med stk. 1, kan kun udnyttes i forbindelse med bekæmpelse af

hvidvaskning

af penge. Dog kan medlemsstaterne bestemme, at disse oplysninger også kan

anvendes til andre formål.

Artikel 7

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter afholder sig fra at udføre en transaktion, som de

ved

har, eller som de mistænker for at have forbindelse med hvidvaskning af

penge,

så længe de ikke har underrettet de i artikel 6 nævnte myndigheder herom.

Disse

myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale

forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der

er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning

af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en

sådan

undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der drager

fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de pågældende

institutter den fornødne underretning umiddelbart derefter.

Artikel 8

Kredit- og finansieringsinstitutter, medlemmer af deres

ledelse og deres ansatte må ikke meddele den pågældende kunde eller

tredjemand,

at der i medfør af artikel 6 og 7 er sendt oplysninger til myndighederne,

eller

at der er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge.

Artikel 9

Det forhold, at en ansat eller et medlem af ledelsen i

et kredit- eller finansieringsinstitut i god tro meddeler de myndigheder, der

er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7

nævnte oplysninger, betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder

i

henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører

ikke kreditinstituttet, finansieringsinstituttet, medlemmerne af dets ledelse

eller dets ansatte nogen form for ansvar.

Artikel 10

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de kompetente

myndigheder, hvis disse under kontrolbesøg i et kredit- eller

finansieringsinstitut eller på anden måde opdager forhold, som giver

formodning

om hvidvaskning af penge, meddeler dette til de myndigheder, der er

ansvarlige

for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge.

Artikel 11

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og

finansieringsinstitutter

1)

indfører passende

interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at

forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til

hvidvaskning af penge

2)

træffer passende

foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i dette

direktiv. Disse foranstaltninger skal bl.a. bestå i særlige

uddannelsesprogrammer for deres ansatte, således at disse får bedre

forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med

hvidvaskning

af penge, og kan blive instrueret om, hvorledes de skal forholde sig i

sådanne

tilfælde.

Artikel 12

Medlemsstaterne drager omsorg for at udvide samtlige

eller en del af dette direktivs bestemmelser til ud over de kredit- og

finansieringsinstitutter, der er nævnt i artikel 1, at omfatte andre erhverv

og

kategorier af virksomheder, som udøver aktiviteter, der særlig vil kunne

udnyttes

til hvidvaskning af penge.

Artikel 13

1. Der nedsættes et kontaktudvalg under Kommissionen, i

det følgende benævnt »udvalget«, med den opgave:

a)

med forbehold af

Traktatens artikel 169 og 170 at lette en harmoniseret iværksættelse af dette

direktiv ved regelmæssigt samråd om konkrete problemer, som måtte opstå i

forbindelse med dets gennemførelse, og som det måtte anses for relevant at

drøfte

b)

at lette samråd

mellem medlemsstaterne med hensyn til de strengere eller supplerende

betingelser

og forpligtelser, som de indfører på nationalt plan

c)

om nødvendigt at

råde Kommissionen vedrørende tillæg til eller ændringer af dette direktiv

eller

med hensyn til sådanne tilpasninger af det, som særlig med henblik på en

harmonisering af virkningerne af artikel 12 måtte findes nødvendige

d)

at undersøge, om et

erhverv eller en kategori af virksomheder bør inddrages under artikel 12's

anvendelsesområde, når det er konstateret, at dette erhverv eller denne

kategori af virksomheder i en medlemsstat har været udnyttet til hvidvaskning

af penge.

2. Udvalget har ikke til opgave at bedømme berettigelsen

af de afgørelser, som de kompetente myndigheder træffer i individuelle sager.

3. Udvalget består af personer, der udpeges af

medlemsstaterne, og af repræsentanter for Kommissionen. Kommissionens

tjenestegrene varetager udvalgets sekretariatsforretninger. En repræsentant

for

Kommissionen er formand for udvalget, og dette mødes enten på formandens

initiativ

eller efter anmodning fra en medlemsstats delegation.

Artikel 14

Hver medlemsstat træffer passende foranstaltninger til

at sikre fuldstændig anvendelse af alle dette direktivs bestemmelser og

fastsætter navnlig, hvilke sanktioner der skal benyttes i tilfælde af

overtrædelse

af de bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv.

Artikel 15

Medlemsstaterne kan på det område, der er omfattet af

dette direktiv, vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at

forhindre hvidvaskning af penge.

Artikel 16

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden

den

1. januar 1993.

2. Når medlemsstaterne vedtager disse love og

administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette

direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan

henvisning.

De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de

vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er

omfattet af dette direktiv.

Artikel 17

Kommissionen udfærdiger et år efter den 1. januar 1993

og derefter efter behov - dog mindst hvert tredje år - en rapport om

gennemførelsen af dette direktiv og forelægger denne for Europa-Parlamentet

og

Rådet.

Artikel 18

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 10. juni 1991.

På Rådets vegne

J.-C. JUNCKER

Formand

17)

EFT nr. C 106 af 28. 4. 1990, s. 6, og . C 319 af 19. 12. 1990, s. 9.

18)

EFT nr. C 324 af 24. 12. 1990, s. 264, og . C 129 af 20. 5. 1991.

19)

EFT nr. C 332 af 31. 12. 1990, s. 86.

20)

EFT nr. L 322 af 17. 12. 1977, s. 30.

21)

EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1.

22)

EFT nr. L 63 af 13. 3. 1979, s. 1.

23)

EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 50.

Erklæring fra repræsentanterne for

medlemsstaternes

regeringer, forsamlet i Rådet

Repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer,

forsamlet i Rådet,

som minder om, at medlemsstaterne har undertegnet De

Forenede Nationers konvention om ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer, der blev vedtaget den 19. december 1988 i Wien;

som ligeledes minder om, at de fleste af

medlemsstaterne den 8. november 1990 i Strasbourg undertegnede Europarådets

konvention om hæleri og efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af

udbyttet fra strafbart forhold;

som er sig bevidst, at beskrivelsen af hvidvaskning i

artikel 1 i direktiv 91/308/EØF

24)

bygger på

ordlyden af de tilsvarende bestemmelser i ovennævnte konventioner;

forpligter sig til senest den 31. december 1992 at

træffe alle nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en

straffelovgivning,

der sætter dem i stand til at opfylde deres forpligtelser i henhold til

nævnte

instrumenter.

24)

Se side 77 i denne Tidende.

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001, EF-Tidende L 344 af 28.

december 2001, s. 76, om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF om

forebyggende

foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af

penge (hvidvaskningsdirektivet), EF-Tidende L 166 af 28. juni 1991, s. 77.

Lignende dokumenter