Forslag til Lov om ændring af straffeloven og visse andre love (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer mv.)1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 24. november 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af straffeloven og visse andre love
(Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler,
kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i
spillekasinoer
mv.)
1)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.
september 2004, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 76 a, stk. 1, nr. 2,
udgår: »eller
straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289«.
2.
I
§ 270, stk. 1,
udgår: », stk. 1,«.
3.
§ 289
affattes således:
»§ 289.
Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov
karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af
Læs alt
§ 289
a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i
stk. 1
nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.«
4.
§ 289 a
affattes således:
»§ 289 a.
Med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for
afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller
udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske
myndigheder
eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre
fællesskabsorganer
giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger,
herunder undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens
afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med
forsæt
til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med
hensyn
til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender
udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig
var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat
brug.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden
lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.
Stk. 4.
Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter
straffes
efter § 289.«
5.
§ 296
affattes således:
»§ 296.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes den, som
1)
udspreder urigtige
eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller
tilsvarende
aktiver kan påvirkes væsentligt,
2)
giver urigtige eller
vildledende oplysninger om juridiske personers forhold
a)
i offentlige
meddelelser om økonomiske forhold,
b)
i lovpligtige
regnskaber,
c)
i beretninger,
regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller
den juridiske persons ledelse,
d)
ved anmeldelse til en
registreringsmyndighed eller
e)
i udbudsmateriale
vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt
vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible
obligationer,
3)
groft overtræder den
for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende
a)
kapitaltilførsel
eller
b)
anvendelse af den
juridiske persons midler,
4)
groft undlader at
opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om
a)
førelse af
forhandlingsprotokoller,
b)
førelse af
fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller
c)
handlepligter ved
konstateret kapitaltab.
Stk. 2.
Begås en
handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«
6.
§ 297
affattes således:
»§ 297.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende
oplysninger, hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver
kan påvirkes væsentligt.
Stk. 2.
Begås en
handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«
7.
§ 302
affattes således:
»§ 302.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under
§ 296,
den, som særlig groft overtræder lovgivningens krav til
1)
bogføring, herunder
registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,
2)
opbevaring af regnskabsmateriale,
herunder beskrivelser af bogføring og systemer til opbevaring og fremfindelse
af materiale, herunder adgangskoder mv. og krypteringsnøgler,
3)
offentlige
myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for disse
myndigheder særligt gældende lovgivning samt
4)
aflæggelse af
årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.
Stk. 2.
Begås en
handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«
§ 2
I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31.
juli 2004, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 130, stk. 3,
ændres »2 år, under
skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre
højere
straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.
§ 3
I lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs
forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf.
lovbekendtgørelse
nr. 297 af 28. april 2004, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 25
ændres »2 år, under skærpende
omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf
er
forskyldt efter straffelovens § 289«.
§ 4
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.
september 2004, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 98, stk. 4,
indsættes efter »som 1.
instans«: », jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.«.
2.
I
§ 110
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er
truffet afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og
personalesager kan påklages til justitsministeren. Andre afgørelser truffet
af
rigspolitichefen i ansættelses- og personalesager kan ikke påklages til
justitsministeren.«
3.
I
§ 754 a, stk. 1, nr. 3,
udgår: »,
eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.«.
4.
I
§ 781, stk. 1, nr. 3,
udgår: », eller
289«.
5.
I
§ 837, stk. 1,
ændres »foregående
paragraf« til: »§ 836«.
6.
I
§ 1018 e, stk. 1,
ændres »§§ 1018
a-d.« til: »dette kapitel.«
7.
§ 1018 e, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4.
Afgørelser
vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans kan
ikke
påklages til justitsministeren.«
8.
I
§ 1018 e, stk. 6,
ændres »stk. 3-5«
til: »stk. 3 og 5«.
9.
I
§ 1018 e, stk. 6,
indsættes som 2.
pkt.:
»Justitsministeren
behandler klager over afgørelser om aktindsigt truffet af rigsadvokaten som
1.
instans.«.
10.
I
§ 1018 f, stk. 1,
udgår: »i en
klagesag«.
§ 5
I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr. 861
af 10. oktober 1994, som ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter § 9 c indsættes:
»§ 9 d.
Dokumenter og registreringer
vedrørende transaktioner skal opbevares i mindst 5 år efter transaktionernes
gennemførelse.«
2.
§ 20 b
affattes således:
»§ 20 b.
Spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte skal være særlig opmærksomme på
transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge.
Ved
mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge,
skal den i § 20 a nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken
om,
at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart
afkræftes, skal kontrollanten straks underrette politiet i medfør af
§ 20
a, stk. 5.
Stk. 2.
Såfremt
spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte får mistanke
om, at der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling,
skal den, der får mistanken, straks underrette kontrollanten. Kontrollanten
træffer beslutning om, hvorvidt politiet skal underrettes i medfør af
§ 20
a, stk. 5.
Stk. 3.
Spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte samt revisorer og andre, der
udfører særlige hverv for spillekasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde,
at der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en
undersøgelse om hvidvaskning af penge. Pligten til hemmeligholdelse omfatter
også kontrollanten.
Stk. 4.
Oplysninger, der i god tro gives til kontrollanten eller politiet i medfør af
stk. 1 og 2, anses ikke for et brud på den tavshedspligt, der er fastsat
i
lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt. Videregivelse
af
sådanne oplysninger påfører ikke spillekasinoet, dets ledelse, ansatte eller
kontrollanten nogen form for ansvar.«
3.
Efter § 20 c
indsættes:
»§ 20 d.
Et spillekasino skal i samarbejde med kontrollanten udarbejde skriftlige
interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. § 9 a og
§ 20
b.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte
kontrol- og kommunikationsprocedurer samt
uddannelses-
og instruktionsprogrammer.«
4.
I
§ 24, stk. 1, nr. 1,
ændres »§§ 9
a-9 c« til: »§§ 9 a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c« ændres til:
»§ 20
b, § 20 c og § 20 d, stk. 1,«.
§ 6
Loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog træder
lovens §§ 4 og 5 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 7
Stk. 1.
Loven
gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Stk. 2.
Lovens § 1
kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
5
1.1.
Lovforslagets formål
5
1.2.
Hovedtræk af
lovforslaget
6
2.
Berigelseskriminalitet
rettet mod offentlige midler
7
2.1.
Gældende ret
7
2.1.1.
Nærmere om skatte-
og momssvig samt indsmugling
7
2.1.2.
Nærmere om EU-svig
8
2.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
9
2.2.1.
Straffelovens § 289
9
2.2.2.
Straffelovens § 289
a
10
2.3.
Justitsministeriets
overvejelser
12
2.3.1.
Straffelovens § 289
12
2.3.2.
Straffelovens § 289
a
13
3.
Lovgivningen på
andre ministerieområder
14
3.1.
Gældende ret med
hensyn til lovgivning, der henhører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeri
14
3.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
14
3.3.
Regeringens
overvejelser
14
4.
Kriminalitet i
juridiske personer
15
4.1.
Gældende ret
15
4.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
15
4.3.
Justitsministeriets
overvejelser
18
5.
Straffelovens § 297
18
5.1.
Gældende ret
18
5.2.
Brydenholt-udvalgets
overvejelser og forslag
18
5.3.
Justitsministeriets
overvejelser
18
6.
Regnskabsforbrydelser
19
6.1.
Gældende ret
19
6.1.1.
Straffelovens § 302
19
6.1.2.
Straffelovens § 175
19
6.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
19
6.2.1.
Straffelovens § 302
19
6.2.2.
Straffelovens § 175
20
6.3.
Justitsministeriets
overvejelser
20
7.
Adgang til at
retsforfølge ved svig rettet mod udenlandske myndigheder
21
7.1.
Gældende ret
21
7.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser og forslag
21
7.3.
Justitsministeriets
overvejelser
22
8.
Klager over
Rigspolitichefens afgørelser som ansættelsesmyndighed
23
8.1.
Gældende ret
23
8.2.
Justitsministeriets
overvejelser
24
9.
Klager over
Rigsadvokatens afgørelser som 1. instans i sager om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning..
25
9.1.
Gældende ret
25
9.2.
Justitsministeriets
overvejelser
25
10.
Foranstaltninger
mod hvidvask på spillekasinoområdet
26
10.1.
Gældende ret
26
10.1.1.
Hvidvasklovgivningen
26
10.1.2.
Spillekasinolovgivningen
26
10.2.
Justitsministeriets
overvejelser
27
11.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
29
12.
Hørte myndigheder
mv.
30
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler kan
antage mange forskellige former. Der vil navnlig kunne være tale om
unddragelse
af forskellige former for skatter og afgifter, momsunddragelse, indsmugling
og
uberettiget modtagelse af forskellige former for offentlige tilskud.
Lovgivningen indeholder ikke i dag en samlet
straffebestemmelse, der omfatter alle former for berigelseskriminalitet
rettet
mod offentlige midler. Sådanne overtrædelser er som oftest – men ikke
altid -
strafsanktioneret i den særlov, der regulerer det pågældende område.
Den gældende regulering indebærer, at tilfælde, hvor der
begås kriminalitet rettet mod offentlige midler, behandles efter forskellige
regler og forskellige strafferammer afhængigt af, hvilken type offentlige
midler
det drejer sig om.
Et hovedformål med lovforslaget er at etablere en mere
ensartet strafferetlig beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod
offentlige midler.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1396/2001, som
Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget) har afgivet.
Lovforslaget tager endvidere sigte på at etablere en
forbedret strafferetlig beskyttelse mod kriminalitet i tilknytning til
juridiske
personer, dvs. bl.a. kriminalitet vedrørende juridiske personers
kapitalforhold, bogføring, regnskabsaflæggelse mv. Hensigten hermed er bl.a.
at
sikre, at oplysninger om selskaber, der gives i eksempelvis lovpligtige
årsregnskaber, giver et retvisende billede af den økonomiske situation i
virksomheden.
Denne del af lovforslaget bygger på Brydensholt-udvalgets
betænkning nr. 1415/2002.
Formålet med lovforslaget er desuden at foretage visse
ændringer i retsplejelovens bestemmelser om, hvilke afgørelser der kan
påklages
til justitsministeren.
Endelig har lovforslaget til formål at gennemføre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 (2.
hvidvaskningsdirektiv) for så vidt angår spillekasinoer.
1.2. Hovedtræk af lovforslaget
Med forslaget indsættes en fælles overbygningsbestemmelse i
den foreslåede § 289 i straffeloven. Bestemmelsen skal omfatte alle
grove
overtrædelser af skatte-, afgifts-, told- og tilskudslovgivningen og af den
foreslåede § 289 a. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den
strafferetlige beskyttelse af offentlige midler er ensartet, uanset hvilken
type af offentlige midler en berigelsesforbrydelse er rettet imod.
Den foreslåede § 289 skal kun finde anvendelse, hvis
der er tale om grove overtrædelse af de pågældende særlove. Bestemmelsen skal
endvidere kun finde anvendelse, hvis den underliggende lovgivning - dvs.
skatte-,
afgifts-, told- eller tilskudslovgivningen - indeholder en henvisning til
straffelovens § 289. Overtrædelse af bestemmelsen straffes efter
forslaget
med fængsel indtil 8 år (lovforslagets § 1, nr. 3).
Som en konsekvens af, at den foreslåede
overbygningsbestemmelse i § 289 kun kan anvendes, hvis særlovgivningen
henviser til bestemmelsen, er der i lovforslaget medtaget de ændringer, dette
medfører på det lovgivningsområde, der administreres af Ministeriet for
Fødevarer, Fiskeri og Landbrug. Med lovforslaget foretages således også visse
ændringer i fiskeriloven og lov om administration af Det Europæiske
Fællesskabs
forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer (bemyndigelsesloven).
Ændringerne indebærer, at grove overtrædelser kan straffes efter
straffelovens
§ 289, og at normalstrafferammen for overtrædelse af de omhandlede
bestemmelser i fiskeriloven og bemyndigelsesloven er bøde eller fængsel
indtil
1 år og 6 måneder (lovforslagets § 2 og § 3).
I lovforslaget er ikke medtaget de ændringer, den
foreslåede § 289 måtte nødvendiggøre i lovgivning, der administreres af
Skatteministeriet. Disse følgeændringer forventes gennemført i 2005.
Med lovforslaget foreslås det desuden at ændre
straffelovens § 289 a. Bestemmelsen regulerer i dag alene svig, der er
rettet mod EU-midler eller blandede midler, som består af både EU-midler og
nationale midler. Med henblik på at ligestille den strafferetlige beskyttelse
af offentlige midler, uanset om disse stammer fra EU eller fra danske
myndigheder, foreslås det at udvide anvendelsesområdet for § 289 a til
også at omfatte svig med nationale midler. Bestemmelsen vil hermed omfatte
den,
der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for danske
myndigheders
eller EU-institutioners afgørelser om bl.a. betaling eller tilbagebetaling af
tilskud eller støtte samt den, der fortier oplysninger med forsæt til at
unddrage sig eller andre betaling eller at opnå uberettiget udbetaling fra
disse myndigheder.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 289 a skal være
subsidiær, således at den kun skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor der
ikke i den relevante særlovgivning på området er en tilsvarende strafferetlig
regulering, således at særlovgivningen dermed i sig selv indeholder en
fornøden
strafferetlig beskyttelse.
Efter forslaget er strafferammen for overtrædelse af § 289
a bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er der tale om særlig grove
overtrædelser af § 289 a, kan forholdet henføres til
overbygningsbestemmelsen
i den foreslåede § 289, hvorefter strafferammen er fængsel indtil 8 år
(lovforslagets § 1, nr. 4).
Lovforslaget indeholder endvidere visse ændringer i
straffelovens bestemmelser om kriminalitet vedrørende juridiske personers
forhold, herunder om regnskabsforbrydelser.
Det foreslås således at ændre straffelovens § 296, så
bestemmelsen bliver en overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser af
særlovgivning om visse forhold angående juridiske personer. Den foreslåede
bestemmelse omfatter bl.a. tilfælde, hvor der udspredes urigtige eller
vildledende oplysninger, der kan påvirke prisen på værdipapirer, eller som
indgår i bl.a. lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter også tilfælde,
hvor der foreligger en overtrædelse af særlovgivningens bestemmelser om
kapitaltilførsel, om anvendelse af den juridiske persons midler, om førelse
af
forhandlingsprotokoller, om oplysningspligter med hensyn til ejerandele samt
om
handlepligter ved et konstateret kapitaltab (lovforslagets § 1, nr. 5).
Den del af den nuværende § 296, der ikke særligt har
tilknytning til juridiske personers forhold, foreslås flyttet til en ny
§ 297,
idet den eksisterende § 297 om urigtige angivelser om et selskabs
økonomiske stilling, der ikke ses at være anvendt i retspraksis, samtidig
foreslås ophævet (lovforslagets § 1, nr. 6).
Lovforslaget indeholder desuden forslag til en ændret
formulering af straffelovens § 302, der er en overbygningsbestemmelse
vedrørende særlovgivningens bestemmelser om regnskabs- og
bogføringsforpligtelser. Bestemmelsen foreslås ændret i overensstemmelse med
systematikken i den gældende bogføringslov. Samtidig foreslås bestemmelsen
ændret, således at overtrædelse af bogføringslovens regler om bl.a.
edb-bogføring med sikkerhed er omfattet af bestemmelsen (lovforslagets
§ 1,
nr. 7).
Lovforslaget indebærer endvidere, at retsplejelovens
bestemmelser om klageadgang til justitsministeren afskæres på to områder,
hvor
den nuværende klageadgang vurderes at være uhensigtsmæssig.
Det drejer sig for det første om klager over de afgørelser,
som Rigspolitichefen træffer i dennes egenskab af central ansættelses- og
personalemyndighed for politiets ikke-juridiske personale, dog ikke i sager
om
disciplinærforfølgning og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om
afsked
(lovforslagets § 4, nr. 2).
Dernæst drejer det sig om klager over de afgørelser om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, som efter de gældende
regler træffes af Rigsadvokaten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 1018
e, stk. 4. I forlængelse heraf foreslås en ændring af
kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og Rigsadvokaten, således at
statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges kompetencen til at træffe
afgørelse
i 1. instans i alle sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a
(lovforslagets § 4, nr. 6).
Endelig indeholder lovforslaget visse ændringer af
spillekasinoloven med henblik på at gennemføre dele af 2.
hvidvaskningsdirektiv
(lovforslagets § 5). Hvidvaskningsdirektivet er – med undtagelse af
spillekasinovirksomhed – gennemført i dansk ret ved lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, jf.
herved lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004.
Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet har i betænkning nr. 1447/2004 om hvidvasklovgivningen
stillet
forslag om en række ændringer i hvidvaskningslovgivningen, herunder at
hvidvaskningsloven udvides til at omfatte spillekasinoer. Betænkningen er i
august 2004 sendt i høring. Den videre behandling af betænkningens forslag
vil
herefter overgå til Økonomi- og Erhvervsministeriet, idet udvalgets forslag
vedrører Økonomi- og Erhvervsministeriets lovgivningsområde.
EU-kommissionen har den 30. juni 2004 fremsat forslag til
et nyt hvidvaskningsdirektiv, som især skal sikre, at en række nye
rekommandationer om hvidvaskning fra Financial Action Task Force on Money
Laundering
(FATF) bliver gennemført ensartet i medlemsstaterne.
Når resultatet af disse nye initiativer på
hvidvaskningsområdet foreligger, vil Justitsministeriet og Økonomi- og
Erhvervsministeriet tage stilling til, om den fremtidige regulering af
hvidvaskning
for spillekasinoers vedkommende bør indgå i den generelle
hvidvaskningslovgivning i modsætning til i dag, hvor området er reguleret i
spillekasinoloven.
Fristen for at gennemføre 2. hvidvaskningsdirektiv er
imidlertid fastsat til den 15. juni 2003. På den baggrund finder
Justitsministeriet det nødvendigt at gennemføre de nødvendige tilpasninger i
spillekasinoloven på nuværende tidspunkt i stedet for at afvente de
forestående
generelle initiativer på hvidvaskningsområdet.
2. Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige
midler
2.1. Gældende ret
Som omtalt under lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 1.1. indeholder lovgivningen ikke i dag en samlet straffebestemmelse,
der
omfatter alle former for berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler.
Denne form for kriminalitet er derfor i dag undergivet en meget uensartet
strafferetlig beskyttelse.
Hvis særlovgivningen indeholder en straffehjemmel, vil det
i nogle tilfælde betyde, at der kun kan straffes efter straffebestemmelser i
den pågældende særlov, idet særlovgivningen antages at gøre udtømmende op med
mulighederne for straf. Særlovgivningen indeholder typisk et strafmaksimum på
fængsel i 2 år, uanset forholdets grovhed.
For andre overtrædelsers vedkommende antages
særlovgivningen ikke udtømmende at gøre op med strafansvaret, hvorfor
forholdet
efter omstændighederne kan henføres til straffelovens bestemmelser om
berigelsesforbrydelser
- typisk § 279 om bedrageri, der har en strafferamme på fængsel indtil 8
år.
Visse særlove indeholder ikke en straffebestemmelse, hvorfor
overtrædelser altid uanset grovhed vil blive henført under straffeloven -
typisk § 279 om bedrageri.
Endvidere er der for visse overtrædelser af skatte-, moms-
og toldlovgivningen en såkaldt overbygningsbestemmelse i straffelovens
§ 289,
der omfatter grove overtrædelser af de særlovsbestemmelser, der nærmere er
opregnet i bestemmelsen, jf. herom nedenfor under pkt. 2.1.1. Strafmaksimum
efter denne bestemmelser er fængsel indtil 4 år.
Endelig indeholder straffeloven i § 289 a en særlig
bestemmelse, der vedrører svindel med midler, der stammer fra Den Europæiske
Union. Overtrædelse heraf straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år, jf.
herom nedenfor under pkt. 2.1.2.
2.1.1. Nærmere om skatte- og momssvig samt
indsmugling
Straffelovens § 289 indeholder en særlig
strafudmålingsregel, der forhøjer de strafferammer, der efter særlovgivningen
gælder i relation til skatte- og momssvig samt indsmugling. § 289 finder
anvendelse, hvis der er tale om overtrædelser af særlig grov karakter.
Bestemmelsen finder alene anvendelse på de særligt opregnede typer af
skattesvig, momssvig og indsmugling, mens andre former for skatte- og
afgiftsbesvigelser
ikke er omfattet.
Bestemmelsen blev i sin oprindelige affattelse indsat ved
lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov
(Skattesvig
og indsmugling) som led i en tilsigtet skærpelse af sanktionerne for
skattesvig
og indsmugling, og omfattede derfor kun disse typer overtrædelser.
Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven
(Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) blev
anvendelsesområdet for § 289 udvidet til også at omfatte grov momssvig.
Baggrunden herfor var et ønske om at skabe parallelitet mellem
strafferammerne
for særlig grov skattesvig og særlig grov momssvig.
Efter bestemmelsens nuværende affattelse straffes således
med fængsel indtil 4 år den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov
karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af
særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På samme måde
straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf.
toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør
sig
skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.
Straffelovens § 289 omfatter ikke kun forhold, der
medfører straf, som går ud over strafmaksimum i særlovgivningen. Også
tilfælde,
der sanktioneres inden for strafferammen i særlovgivningen, kan henføres
under
§ 289, hvis forholdet i det enkelte tilfælde skønnes at være så groft,
at det
bør henføres under straffeloven.
Hvorvidt en overtrædelse af skattekontrollovens § 13,
stk. 1, er af en sådan karakter, at forholdet bør henføres under
straffelovens § 289, beror på en konkret vurdering. I pkt. J i Told- og
Skattestyrelsens cirkulære nr. 164 af 29. oktober 1999 om administrative
bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B,
13 C, 15, 16 og 18 er anført, at
overtrædelser, der vedrører 500.000 kr. eller derover, som udgangspunkt bør
henføres til § 289. Konkrete forhold, herunder de nærmere forhold
omkring
udførelsen af svigen, kan imidlertid føre til, at overtrædelser, der vedrører
lavere beløb, bør sanktioneres efter straffelovens bestemmelse, mens særlig
formildende omstændigheder omvendt kan begrunde, at forholdet henføres under
skattekontrollovens bestemmelser, selv om svigen vedrører et beløb, der
overstiger 500.000 kr.
Skattekontrollovens § 13 og dermed
overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289 omfatter kun tilfælde,
hvor
gerningsmanden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for
skatteansættelsen. Undladelse af at underrette skattemyndighederne om for lav
skatteansættelse, når der ikke er indgivet selvangivelse, jf.
skattekontrollovens § 16, kan derimod ikke straffes efter straffelovens
§ 289.
Lignende retningslinjer vedrørende afgrænsningen til § 289
gælder i relation til momssvig, jf. pkt. 1 i Told- og Skattestyrelsens
cirkulære
nr. 138 af 27. juli 2000 om ændring af straffeloven – momssvig af særlig
grov
karakter, hvorefter overtrædelser af momslovens § 81, stk. 3, for
så
vidt angår beløb, der overstiger 500.000 kr., som udgangspunkt bør henføres
under straffelovens § 289. Af cirkulæret fremgår, at beløbsgrænsen på
samme måde som ved skattesvig er et udgangspunkt, der kan fraviges i opad-
eller nedadgående retning, hvis sagens konkrete omstændigheder giver grundlag
for det. I denne vurdering skal bl.a. indgå, om momssvigen er gennemført
systematisk eller på en måde, der gør opdagelse særlig vanskelig.
Skatte- og momssvig samt indsmugling kan kun henføres til
overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, hvis der er tale om
forsætlige overtrædelser af de omhandlede bestemmelser i særlovgivningen.
Hvis
en af de nævnte overtrædelser alene kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom,
må sagen henføres til straffebestemmelserne i særlovgivningen uanset den
beløbsmæssige størrelse.
2.1.2. Nærmere om EU-svig
Straffelovens § 289 a indeholder en særlig regel om
svindel med EU-midler. Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 228 af 4.
april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse
af
udenlandske tjenestemænd mv.), havde til formål at gennemføre de ændringer,
der
var nødvendige for at opfylde Danmarks forpligtelser efter Konventionen om
beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser
(EU-svigskonventionen).
Efter bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel indtil 4
år den, der til brug for afgørelser om betaling eller udbetaling af midler
fra
De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller
for
De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger
eller
fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at
unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget
udbetaling til sig selv eller andre. Udbetaling fra De Europæiske
Fællesskabers
budget mv. omfatter også ordninger, der kun delvis er finansieret af
EU-midler.
På samme måde straffes efter bestemmelsens stk. 2 den, der uretmæssigt
udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til ovennævnte betalinger, og
den,
der uretmæssigt anvender udbetalinger som ovenfor nævnt i stk. 1 til
andre
formål end dem, de oprindeligt var bevilget til.
Bestemmelsen skal sikre, at svindel med EU-midler er
undergivet samme strafferetlige beskyttelse som svindel med nationale midler,
jf. § 289. Bestemmelsen i § 289 a rækker imidlertid videre end
dette,
idet den omfatter alle tilfælde af svindel med de anførte midler, mens
§ 289
alene finder anvendelse, hvis der er tale om svindel af særlig grov karakter.
Bestemmelsen er kun anvendelig, hvis gerningsmanden for det
første har forsæt til at opnå en uberettiget vinding, og for det andet har
forsæt
til, at denne vinding vedrører EU-midler eller blandede midler.
2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
2.2.1. Straffelovens § 289
Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 vurderet, om der er
grundlag for at foreslå ændringer af bl.a. straffelovens § 289.
Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at
den økonomiske struktur i det moderne samfund er så tæt forbundet med
anvendelsen af offentlige midler, at det er vigtigt med en strafferetlig
beskyttelse af det offentlige opkrævnings- og betalingssystem.
Udvalget bemærker, at der gennem de senere år er forekommet
et hidtil uset antal sager vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod
offentlige midler, og at mange sager har en organiseringsgrad, der ikke
tidligere er set. Der er tale om et område, der rummer et stort potentielt
udbytte, og som tiltrækker organiserede kriminelle, hvilket efter udvalgets
opfattelse også taler for en kvalificeret strafferetlig beskyttelse på dette
område.
Udvalget anfører endvidere, at ensartede forhold ud fra
principielle betragtninger bør behandles ens i strafferetlig henseende, og at
der efter udvalgets opfattelse mangler harmoni i den nuværende strafferetlige
regulering på området. Udvalget finder det således uheldigt, at
berigelseskriminalitet
rettet mod offentlige midler i dag for så vidt angår grove overtrædelser i
visse
tilfælde straffes efter straffelovens § 289, i andre tilfælde efter
(typisk) straffelovens § 279 om bedrageri og i helt tredje tilfælde
alene
behandles efter en særlov, fordi denne lov betragtes som udtømmende. Dette
betyder, at de strafferammer, der er gældende for overtrædelserne, varierer
betydeligt, hvilket ikke synes at kunne begrundes i indholdet af de
regulerede
områder.
Udvalget finder, at beskyttelsen af offentlige midler bør
gøres mere ensartet, hvilket kan ske ved, at grove overtrædelser på skatte-,
told-, afgifts- og tilskudsområdet reguleres i en fælles bestemmelse i
straffeloven. En sådan ændring vil samtidig gøre det muligt at forenkle
behandlingen af de særlovssager, der i dag behandles efter straffelovens
§ 279,
da det således ikke længere vil være nødvendigt at føre bevis for, at
betingelserne
for at statuere bedrageri er opfyldt, herunder navnlig forudsætningen om, at
der
har foreligget en bestemmende vildfarelse, der har påført nogen et tab.
Udvalget bemærker, at en sådan regulering vil have den
konsekvens, at de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 28 om
berigelsesforbrydelser ikke længere vil være anvendelige på de
særlovsovertrædelser,
der i grove tilfælde vil være omfattet af en sådan ny
overbygningsbestemmelse.
Anvendelsesområdet for de øvrige bestemmelser i kapitel 28 vil således være
kriminalitet, der ikke er dækket af særlovgivningens regulering, hvilket
eksempelvis kan være skyldnersvig, visse former for kreditbesvigelser samt
selskabstømning.
En overbygningsbestemmelse i straffeloven, der skal omfatte
grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet, kan
tænkes
udformet efter to forskellige modeller.
For det første kan straffelovens § 289 – i lighed med
den nuværende bestemmelse - formuleres således, at der henvises til samtlige
de
særlove, der skal have en overbygning i straffeloven. Udvalget finder
imidlertid en sådan ordning mindre velegnet, når der er tale om mange love.
Bestemmelsen
ville i så fald skulle henvise til en lang række særlove, og straffeloven
ville
skulle ændres, hver gang særlovene blev ændret.
En anden model kunne være at affatte § 289 således, at
den omfatter grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og
tilskudsområdet.
En sådan bestemmelse kan eventuelt kombineres med et krav om, at de
respektive
særlove skal indeholde en henvisning til straffelovens § 289.
Udvalget finder, at en sådan generel formulering af § 289
er den mest hensigtsmæssige. Efter en samlet vurdering af fordele og ulemper
ved at kombinere en sådan formulering med et krav om en
henvisningsbestemmelse
i særlovgivningen, anbefaler udvalget en løsning, hvorefter anvendelse af den
foreslåede § 289 forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er
en henvisning til straffelovens § 289. Dette er bl.a. begrundet i, at
der
herved udtrykkelig skal tages stilling til, om der er behov for at kunne
anvende straffelovens overbygningsbestemmelser i forhold til den pågældende
særlovsovertrædelse, samt at man herved undgår tvivl om, hvilke
særlovsovertrædelser der kan henføres til den foreslåede § 289.
Der har ikke i udvalget været enighed om, hvilken
strafferamme en ny § 289 bør have. 7 af udvalgets medlemmer finder det
naturligt at bevare fængsel indtil 4 år som maksimalstraffen på området. En
strafferamme på fængsel indtil 4 år i den foreslåede § 289 vil indebære,
at der for et stort antal særlovsovertrædelser sker en fordobling af
strafmaksimum, idet der i dag for disse overtrædelsers vedkommende typisk er
et
strafmaksimum på fængsel indtil 2 år. En strafferamme på fængsel indtil 4 år
vil omvendt også betyde en halvering af strafmaksimum for et mindre antal
overtrædelser, der i dag henføres under straffelovens § 279 om
bedrageri,
hvor strafferammen kan gå op til fængsel indtil 8 år. Efter disse
udvalgsmedlemmers opfattelse er der imidlertid intet grundlag for at antage,
at
denne sidstnævnte konsekvens vil ændre straffebestemmelsernes præventive
virkning.
6 af udvalgets medlemmer foreslår et strafmaksimum, der
svarer til straffelovens bedrageribestemmelse. Herved opnås, at groft
bedrageri
med hensyn til private og offentlige midler sidestilles med en strafferamme
på
fængsel indtil 8 år. Mindretallet henviser bl.a. til, at der i sager
vedrørende
selskabstømning, hvor der er sket domfældelse for skyldnersvig, jf.
straffelovens § 283, er idømt straffe på fængsel i 6 år. Der bør efter
mindretallets opfattelse ikke være forskel på strafansvaret i en situation,
hvor man – som i selskabstømningssagerne - tilegner sig penge, der er
til stede
i et selskab til brug for betaling af skat, og en situation, hvor man på
grund
af urigtige oplysninger i selvangivelsen ikke afkræves betaling af skat.
Mindretallet
anser det endvidere for et uheldigt signal at fastsætte en lavere
strafferamme
end 8 år, da dette vil betyde en nedkriminalisering i forhold til de
overtrædelser, der i dag henføres under § 279 om bedrageri.
6 andre udvalgsmedlemmer anbefaler et strafmaksimum på
fængsel indtil 6 år. Det anføres, at dette vil være udtryk for en passende
harmonisering med strafferammer for kriminalitet rettet mod private midler.
For så vidt angår de særlove, der fremover vil kunne
indeholde henvisninger til straffelovens § 289, foreslår udvalget, at
strafferammerne fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Udvalget har i den forbindelse peget på, at en naturlig konsekvens af at
sidestille afgiftsovertrædelser med de traditionelle berigelsesforbrydelser
er,
at strafferammerne harmoniseres, jf. straffelovens § 285, der fastsætter
normalstrafferammen for tyveri, underslæb, bedrageri mv. til bøde eller
fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Der henvises til betænkningens side 31-40, 45-49, 60-66 og
91-95.
2.2.2. Straffelovens § 289 a
Udvalget bemærker indledningsvis, at den strafferetlige
regulering af svig rettet mod EU-midler, der er gennemført i straffelovens
§ 289
a med henblik på at ratificere EU-svigskonventionen, nødvendiggør en
stillingtagen
til, hvordan svig rettet mod nationale midler bør behandles i strafferetlig
henseende. Det er udvalgets opfattelse, at offentlige midler – hvad
enten der
er tale om nationale midler, EU-midler eller en blanding heraf - bør have den
samme strafferetlige beskyttelse.
Udvalget finder, at det vil være hensigtsmæssigt med en
fælles bestemmelse, der regulerer både svig med nationale midler og EU-svig.
Herved sikres, at alle offentlige midler får samme strafferetlige
beskyttelse,
og samtidig undgås problemer med at føre bevis for, at gerningsmanden havde
kendskab til de pågældende midlers oprindelse.
Udvalget har nærmere overvejet, hvordan de nationale
midler, der skal være beskyttet af den foreslåede bestemmelse, bør afgrænses.
Efter den nuværende formulering af § 289 a omfatter
bestemmelsen
»betalinger til
eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der
forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«. Det fremgår af den
forklarende rapport, der er knyttet til
konventionen, og af lovforarbejderne, at der hermed tænkes på told, afgifter,
tilskud og støtte.
Udvalget finder, at bestemmelsen bør ændres, således at
begreberne
»told, afgifter,
tilskud og støtte«
anvendes i
lovteksten. Herved tydeliggøres, at ydelser i form af løn eller betalinger,
der
ydes som vederlag for tjenesteydelser, ikke er omfattet af bestemmelsens
anvendelsesområde. Udvalget bemærker, at sådanne ydelser bør behandles på
samme
måde som tilsvarende ydelser, der betales på privatretligt grundlag.
Udvalget anfører, at der i relation til begrebet
»afgift«
bør foretages en afgrænsning, således at den foreslåede § 289
a alene omfatter generelle nationale afgifter, der pålægges alle eller visse
grupper ud fra en fiskal begrundelse efter faste kriterier, og hvor
afgiftssatsen er den samme for alle regulerede. Bestemmelsen skal således
ikke
omfatte afgifter, der er af mere pønal karakter (eksempelvis
parkeringsafgifter
eller afgifter, der i medfør af årsregnskabsloven pålægges af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen for manglende indsendelse af regnskaber), eller afgifter
der
har karakter af at være vederlag for en ydelse (eksempelvis kloakafgifter).
Udvalget har endvidere overvejet, hvilke former for
nationale tilskuds- og støtteordninger der bør være omfattet af bestemmelsen.
Udvalget finder, at det afgørende bør være, om der er tale om tilskud fra
nationale offentlige midler til personer eller til virksomheder, der udøves
på
privatretligt grundlag, mens det ikke kan tillægges betydning, om ydelsen
formidles direkte fra en offentlig myndighed eller via et mellemled, der
varetager det offentliges interesser. I sidstnævnte tilfælde må det
imidlertid
forudsættes, at de overordnede tilskudskriterier er bestemt af en offentlig
myndighed. Udvalget nævner som eksempel, at tildeling af ikke øremærkede
tilskud til en forening, der videregiver beløbet eller dele heraf som
øremærkede
tilskud til medlemmer, ikke vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Et
medlem, der giver urigtige eller vildledende oplysninger til foreningen for
at
opnå tilskud, vil fortsat kunne straffes efter de øvrige bestemmelser i
straffeloven, herunder efter omstændighederne for bedrageri efter
straffelovens
§ 279 over for foreningen.
Udvalget finder endvidere, at der skal være tale om midler,
der indgår i statslige, amtskommunale eller kommunale budgetter. Således vil
der ikke være tale om midler omfattet af den foreslåede regulering, hvis en
offentlig myndighed alene yder bistand til eksempelvis fordeling af en privat
gave.
Udvalget bemærker, at en ensartet regulering som den
foreslåede på to områder vil indebære ændringer af retstilstanden i relation
til nationale midler.
For det første indeholder den nuværende § 289 a i
overensstemmelse med kravene i EU-svigskonventionen ikke en forudsætning om,
at
der skal foreligge en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen kan således
anvendes
uafhængigt af, om der med svigen er fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en
vildfarelse, der har bestemt en anden til at handle på en måde, der forvolder
denne person eller andre, som handlingen bliver afgørende for, et tab. En
fælles regulering vil således indebære, at et sådant krav om bestemmende
vildfarelse ikke længere vil gælde i relation til svig med nationale midler.
For det andet finder den nugældende § 289 a, stk. 2,
i overensstemmelse med EU-svigskonventionen anvendelse i tilfælde, hvor
EU-midler er udbetalt med rette, men hvor midlerne efterfølgende anvendes i
strid med det formål, de var bevilget til. For så vidt angår nationale midler
vil sådan efterfølgende uberettiget anvendelse i dag ikke være strafbar, og
der
vil således med en fælles regulering være tale om en udvidelse af det
strafbare
område i relation til nationale midler.
Udvalget finder, at det må give anledning til overvejelse,
om en sådan nykriminalisering i relation til efterfølgende anvendelse af
nationale midler i visse tilfælde vil være for vidtgående.
Der ydes en række tilskud inden for det sociale område.
Visse af disse adskiller sig ikke markant fra visse typer tilskud, der ydes
af
EU-midler, mens der i andre tilfælde er tale om ydelser, der ydes til
privatforbrug i bredere forstand, og som i dag formentlig kun forekommer som
rent nationale ydelser, eksempelvis kontanthjælp. Udvalget finder ikke, at
sådanne ydelser til privat brug bør være omfattet af den foreslåede
bestemmelse
for så vidt angår efterfølgende brug i strid med det formål, midlerne var
bevilget til. Udvalget foreslår på den baggrund, at denne del af den
foreslåede
§ 289 a ikke skal være anvendelig på ydelser til privat brug.
Udvalget har endvidere overvejet, hvorledes det indbyrdes
forhold bør være mellem den foreslåede § 289 a og særlovgivningen på de
omhandlede områder.
Udvalget har i den forbindelse peget på, at de områder, der
foreslås reguleret af bestemmelsen, ofte er dækket af straffebestemmelser i
særloven. Udvalget foreslår, at § 289 a skal være subsidiær i forhold
til
sådanne straffebestemmelser, således at bestemmelsen især regulerer det
område,
der i dag behandles efter bedrageribestemmelsen i straffelovens § 279.
Det foreslås på den baggrund, at det i bestemmelsen
angives, at § 289 a kun finder anvendelse, hvis anden lovgivning ikke
indeholder en tilsvarende regulering. Udvalget fremhæver, at dette kun skal
anses for tilfældet, hvis særlovsbestemmelsen indeholder en fuldstændig,
selvstændig straffehjemmel og ikke (udtrykkelig eller forudsat) kun har
straffebestemmelser vedrørende mindre overtrædelser, mens grovere tilfælde er
overladt til straffelovens bestemmelser.
En sådan opbygning, hvor den foreslåede § 289 a gøres
subsidiær, vil indebære, at bestemmelsen skal finde anvendelse i følgende
situationer:
For det første er den foreslåede bestemmelse anvendelig,
hvis der er tale om en overtrædelse på et område, der ikke er reguleret af en
særlov, eller hvor særloven ikke regulerer et tilsvarende gerningsindhold.
Dernæst vil bestemmelsen være anvendelig i tilfælde, hvor overtrædelsen
vedrører et område, der er reguleret ved en særlov, der dog ikke indeholder
straffebestemmelser. Endelig vil bestemmelsen komme i anvendelse, hvis det
pågældende gerningsindhold er reguleret i særlovgivningen, men
særlovgivningens
straffebestemmelse henviser til straffeloven, og særlovens strafferamme
konkret
anses for utilstrækkelig.
Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme den foreslåede
§ 289 a bør indeholde. Udvalget finder, bl.a. under hensyn til at
sociale
ydelser som udgangspunkt foreslås omfattet af bestemmelsens
anvendelsesområde,
at strafmaksimum bør følge straffelovens § 285, der angiver
normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser. Udvalget foreslår derfor, at
overtrædelser af den foreslåede § 289 a straffes med bøde eller fængsel
indtil
1 år og 6 måneder.
Udvalget foreslår samtidig, at grove overtrædelser af § 289
a skal kunne straffes efter den foreslåede § 289. § 289 a bør
derfor
– i overensstemmelse med den lovtekniske løsning, der er foreslået af
udvalget
– indeholde en henvisning til § 289.
Udvalget har endelig overvejet, om der i den foreslåede
bestemmelse bør være en udtrykkelig angivelse af, at bestemmelsen har et
udvidet gyldighedsområde.
Udvalget finder, at visse forhold kunne tale imod en sådan
angivelse. For det første nævnes, at de omhandlede forhold kan ligne
bedrageri
efter straffelovens § 279. Denne bestemmelse har universel gyldighed,
uden
at dette fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. For det andet anfører
udvalget,
at de respektive særlove ikke indeholder en sådan angivelse, og endelig at en
angivelse af universel gyldighed i bestemmelsen måske vil kunne give
anledning
til utilsigtede modsætningsslutninger på andre områder.
På den anden side finder udvalget, at det kunne tale for en
særlig angivelse af gyldighedsområdet, at bestemmelsen regulerer et område,
hvor de gældende regler i vid udstrækning fortolkes som begrænsede til alene
at
værne danske interesser, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt, at det i
en
ny bestemmelse udtrykkes klart, at der herved er foretaget en ændring af
retstilstanden.
På den baggrund foreslår udvalget, at det udtrykkelig
fremgår af bestemmelsen, at den finder anvendelse på alle overtrædelser, der
opfylder gerningsbeskrivelsen.
Der henvises til betænkningens side 40-45, 50-59, 65-66,
84-89 og 96-102.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.3.1. Straffelovens § 289
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at beskyttelsen
af offentlige midler bør gøres mere ensartet, og at særligt grove sager
vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler bør reguleres
i
en fælles overbygningsbestemmelse i straffeloven.
Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at en
sådan fælles overbygningsbestemmelse bør udformes således, at den omfatter
grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen, og
at
en model, der forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er en
henvisning
til straffelovens § 289, er mest hensigtsmæssig.
På den baggrund foreslås det, at straffelovens § 289
ændres til at være en fælles overbygningsbestemmelser for alle grove
overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen.
Bestemmelsen vil omfatte overtrædelser af de bestemmelser i
skattekontrolloven, momsloven og toldloven, som bestemmelsen i dag indeholder
henvisninger til. Bestemmelsen vil imidlertid i kraft af den generelle
henvisning til grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og
tilskudslovgivningen have et bredere anvendelsesområde. Bestemmelsen vil
således ikke som i dag være begrænset til tilfælde, hvor en person
eksempelvis
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug sin skatteansættelse,
men vil også omfatte eksempelvis tilfælde, hvor en person mod bedre vidende
undlader at korrigere skattemyndighedernes oplysninger til brug ved
skatteansættelsen, jf. skattekontrollovens § 16. Bestemmelsen vil
endvidere eksempelvis kunne finde anvendelse på grove overtrædelser af
kildeskattelovens § 74 om manglende indeholdelse af A-skat, hvilket i
dag
ikke er dækket af ordlyden af § 289.
Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at grove
overtrædelser af tilskudslovgivningen bør være omfattet af § 289. Herved
sikres, at svindel med offentlige midler – uanset midlernes karakter
– er
undergivet den samme strafferetlige beskyttelse. Ved begrebet
»tilskudslovgivning« forstås enhver national lovgivning,
hvor der ydes tilskud eller støtte til borgere eller virksomheder.
Bestemmelsen
vil således omfatte eksempelvis ydelser inden for den sociale lovgivning og
udbetalinger i medfør af lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.
For så vidt angår spørgsmålet om strafferammen i den
foreslåede § 289 a bemærkes, at strafferammer mv. for nylig har været
genstand for generelle og principielle overvejelser i Straffelovrådet. Rådets
overvejelser og anbefalinger herom fremgår af betænkning nr. 1424/2002 om
strafferammer
og straffastsættelse.
I betænkningen har Straffelovrådet om strafferammen i § 289
og § 289 a anført, at der i rådet har været tvivl om, hvorvidt disse
bestemmelser, der retter sig mod offentlige midler, bør sidestilles med
bedrageri. Et flertal i Straffelovrådet (6 medlemmer) finder ligesom 6 af
medlemmerne i Brydensholt-udvalget, at der bør være overensstemmelse mellem
straffelovens § 289 og § 286, jf. § 279, således at
beskyttelsen
af private og offentlige midler sidestilles. Flertallet bemærker, at der ikke
findes holdepunkter for, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige
midler, bør være mildere end den, der værner både private og i et vist omfang
offentlige midler. Flertallet finder under hensyn til rådets samtidige
forslag
om et fælles strafmaksimum i § 286 på fængsel i 6 år, at strafferammen i
§ 289
bør være fængsel indtil 6 år.
Et mindretal i Straffelovrådet (2 medlemmer) finder, at
strafferammen i § 289 fortsat bør være fængsel indtil 4 år.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der ikke peges på
hensyn, der begrunder en mildere strafferetlig bedømmelse af svig over for
det
offentlige. Justitsministeriet finder således ligesom dele af
Brydensholt-udvalget og Straffelovrådets flertal, at svig rettet mod
offentlige
midler bør have en strafferetlig beskyttelse svarende til den, der gælder i
relation til svig rettet mod private midler.
I forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets
betænkning nr. 1424/2002 ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om
straffastsættelse) fandt Justitsministeriet efter en samlet vurdering, at
straffelovens § 286 bør være opdelt på den måde, at stk. 1 omfatter
grove tilfælde af tyveri mv. med en strafferamme på fængsel indtil 6 år, mens
stk. 2 omfatter grove tilfælde af underslæb, bedrageri, databedrageri,
mandatsvig og skyldnersvig med en strafferamme på fængsel indtil 8 år.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at strafferammen
i den foreslåede § 289 bør fastsættes til fængsel i 8 år i
overensstemmelse
med strafferammen i straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279.
2.3.2. Straffelovens § 289 a
I bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag
for vedtagelsen af § 289 a (lovforslag nr. L 15, fremsat den 6. oktober
1999) bemærkede Justitsministeriet, at § 289 a, stk. 2, indebærer,
at
EU-støtte undergives en strafferetlig beskyttelse, der på nogle punkter går
videre end det, der gælder for nationale støtteordninger. Justitsministeriet
bemærkede
endvidere, at ministeriet er opmærksom på, at indførelse af en sådan
bestemmelse bl.a. rejser spørgsmålet om, hvorvidt nationale støtteordninger
mv.
bør undergives en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den, som blev
foreslået med hensyn til EU-støtteordninger mv. Ministeriet anførte, at en
sådan udvidelse vil rejse en række spørgsmål af principiel og praktisk
karakter, ikke mindst i lyset af, at der kan være tale om så forskelligartede
ordninger, at der ikke uden videre bør gælde det samme inden for eksempelvis
det erhvervsmæssige og det sociale område. Justitsministeriet afstod derfor
fra
i forbindelse med gennemførelsen af § 289 a at stille forslag vedrørende
nationale støtteordninger.
Justitsministeriet tilkendegav samtidig i forbindelse med
lovforslagets behandling i Folketinget, at det generelle spørgsmål om den
strafferetlige regulering af svig med hensyn til offentlige midler –
hvad enten
der er tale om nationale midler, EU-midler eller eventuelt begge dele –
indgår
i arbejdet i Brydensholt-udvalget.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at midler, der
stammer fra nationale støtte- eller tilskudsordninger, som udgangspunkt bør
have en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den beskyttelse, som gælder
med hensyn til EU-midler. Justitsministeriet er også opmærksom på, at en
sådan
ligestilling i et vist omfang vil indebære en nykriminalisering.
Bestemmelsen vil ligesom den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 289 omfatte alle former for tilskuds- og støtteordninger,
herunder ydelser inden for den sociale lovgivning og udbetalinger i medfør af
lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.
Justitsministeriet er samtidig enig med udvalget i, at der
er behov for at sondre mellem ydelser ydet til privat brug, og ydelser der er
ydet med henblik på andre formål. Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig
udvalgets forslag, hvorefter efterfølgende anvendelse af (også nationale)
støtte-
eller tilskudsmidler i strid med det formål, midlerne er bevilget til, som
udgangspunkt skal være omfattet af den foreslåede § 289 a, og at dette
udgangspunkt bør fraviges, hvis der er tale om ydelser, som er bevilget til
privat brug.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets
forslag, hvorefter den foreslåede § 289 a skal være subsidiær og dermed
kun
finde anvendelse, hvis der ikke er en tilsvarende regulering i anden
lovgivning.
Lovforslaget vil således indebære en regulering, hvorefter
den foreslåede § 289 a finder anvendelse, (1) hvis der ikke er en
særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen er
straffebestemmelser, (3) hvis der ikke i særlovgivningen er en
gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, og (4) hvis særlovgivningen
indeholder en henvisning til straffelovens bestemmelser. Foreligger der
omstændigheder, der kendetegner forholdet som særlig groft, vil den
foreslåede
overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde anvendelse i kraft
af
§ 289 a´s henvisning til § 289.
Hvis der derimod i særlovgivningen er en regulering, der
svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under
§ 289
a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under
den
foreslåede § 289, vil afhænge af, om der i den pågældende
særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289.
Som nævnt har udvalget foreslået, at der i § 289 a
indsættes en bestemmelse, hvor det anføres, at § 289 a finder anvendelse
på alle overtrædelser af den omhandlede lovgivning. Herved tydeliggøres det i
selve lovteksten, at bestemmelsen har universel gyldighed.
Den foreslåede § 289 a skal på samme måde som den
nugældende § 289 a omfatte svig med EU-midler. I lighed med den
nugældende
regulering skal bestemmelsen omfatte svig rettet mod midler, der udbetales
fra
De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer.
Som der nærmere er redegjort for ovenfor, gennemfører den
nugældende § 289 a EU-svigskonventionen. Det følger af
EU-svigskonventionen, at medlemsstaterne er forpligtede til at betragte svig
med fællesskabsmidler som en strafbar handling og til at fastsætte
strafferetlige sanktioner, herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering.
Uanset at det ikke er udtrykkelig angivet i den nugældende
§ 289 a, har bestemmelsen i overensstemmelse med EU-svigskonventionen
efter sit indhold universel gyldighed, idet bestemmelsens
beskyttelsesinteresse
er EU-midler.
Med den foreslåede § 289 a bliver svig med nationale
midler omfattet af bestemmelsen. Efter den foreslåede formulering skal
bestemmelsen omhandle midler, der stammer fra danske myndigheder. Det følger
således af bestemmelsens ordlyd, at denne del af bestemmelsen kun skal
beskytte
danske interesser. Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte en situation, hvor en
person, der befinder sig i udlandet, afgiver vildledende oplysninger over for
danske myndigheder, idet handlingen er rettet mod danske interesser.
Bestemmelsen kan derimod ikke finde anvendelse, hvis der eksempelvis udøves
svig med midler, der stammer fra eksempelvis tyske myndigheder.
Da det således følger af bestemmelsens ordlyd, at beskyttelsesinteresserne
er EU-midler samt midler, der stammer fra danske myndigheder, er der efter
Justitsministeriets opfattelse ikke behov for i lovteksten at angive
bestemmelsens gyldighedsområde nærmere. På den baggrund er denne del af
udvalgets forslag til § 289 a ikke medtaget i lovforslaget.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til
strafferamme i § 289 a.
3. Lovgivningen på andre ministerieområder
3.1. Gældende ret med hensyn til lovgivning, der
henhører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Fiskerilovens § 130, stk. 3, indeholder en
bestemmelse, der omhandler den, der forsætligt unddrager sig eller andre
betaling af visse nærmere opregnede afgifter eller med forsæt uberettiget
opnår
udbetaling eller refusion af visse ydelser.
Overtrædelse af fiskerilovens § 130, stk. 3,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder
kan
straffen stige til fængsel indtil 4 år.
Efter § 25 i lov om administration af Det Europæiske
Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv.
(bemyndigelsesloven) straffes en række forsætlige overtrædelser af loven med
bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder kan straffen
stige til fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen omfatter afgivelse af urigtige
eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i henhold
til en række nærmere opregnede bestemmelser.
3.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
Som nærmere omtalt ovenfor under pkt. 2.2.1. har
Brydensholt-udvalget foreslået, at straffelovens § 289 ændres således,
at
bestemmelsen omfatter grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og
tilskudslovgivningen, og at bestemmelsen kun skal anvendes, hvis der i
særlovgivningen er en henvisning hertil.
Udvalget bemærker, at denne lovtekniske løsning indebærer,
at det er nødvendigt i eksisterende lovgivning at indsætte en henvisning til
straffelovens § 289, hvis grove overtrædelser af den pågældende
særlovsbestemmelse
skal kunne henføres til straffelovens § 289.
Udvalget foreslår, at en gennemgang af Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Skatteministeriets lovgivning foretages,
således at eventuel regulering kan gennemføres samtidig med ændringen af
straffelovens
§ 289, mens udvalget opfordrer øvrige ministerier til snarest herefter
at
foretage den nødvendige gennemgang.
Der henvises til betænkningens side 46-50 og 59.
3.3. Regeringens overvejelser
Regeringen har noteret sig udvalgets forslag, hvorefter der
navnlig på lovgivningsområder, der henhører under Fødevareministeriet og
Skatteministeriet
er behov for at foretage de nødvendige følgeændringer i nær tidsmæssig
sammenhæng med dette lovforslag.
På Fødevareministeriets område indeholder lovforslaget
således forslag til ændring af fiskerilovens § 103, stk. 3, og
bemyndigelseslovens § 25.
I begge tilfælde foreslås det, at der indsættes en
henvisning til straffelovens § 289, og at den nuværende
normalstrafferamme
på bøde eller fængsel indtil 2 år i overensstemmelse med anbefalingerne fra
Brydensholt-udvalget ændres til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.2.1.
Med den foreslåede ændring på Fødevareministeriets område
tilsigtes ikke en ændring af det strafniveau, der konkret udmåles. Tilfælde,
der hidtil er sanktioneret med straf på fængsel mellem 1 år og 6 måneder og 2
år, vil fremover skulle henføres til straffelovens § 289, idet det
konkrete strafniveau dog forudsættes at være uændret.
For så vidt angår Skatteministeriets lovgivningsområde vil
de relevante følgeændringer vedrørende straffelovens § 289 mv. blive
gennemført i 2005.
Efter vedtagelsen af dette lovforslag vil
Justitsministeriet opfordre samtlige øvrige ministerier til ved førstkommende
lejlighed at gennemgå lovgivningen på det enkelte ministerområde med henblik
på
i fornødent omfang at fremsætte forslag, der muliggør, at
overbygningsbestemmelsen i § 289 kan finde anvendelse ved grove
overtrædelser af den pågældende særlovgivning.
Spørgsmålet om henvisningsbestemmelser til straffelovens § 289
vil endvidere fremover indgå som et led i den almindelige lovtekniske
gennemgang
af lovforslag.
4. Kriminalitet i juridiske personer
4.1. Gældende ret
Straffelovens § 296 kriminaliserer en række
bedragerilignende forhold vedrørende urigtige meddelelser og lignende med
hensyn til værdipapirer, selskabsforhold mv. Bestemmelsen omfatter tilfælde,
der ikke vil være strafbare som bedrageri efter straffelovens § 279,
idet
handlingen eller undladelsen ikke er rettet mod nogen bestemt person eller
nogen bestemt persongruppe. Bestemmelsen er således subsidiær i forhold til
straffelovens § 279 om bedrageri.
Efter § 296, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år den, der (1) udspreder løgnagtige meddelelser,
hvorved prisen på varer, værdipapirer eller lignende genstande kan påvirkes,
(2) gør urigtige eller vildledende angivelser angående aktieselskabers eller
lignende foretagenders forhold gennem offentlige meddelelser, i beretninger,
regnskabsopgørelser eller erklæringer til generalforsamlingen eller nogen
selskabsmyndighed,
ved anmeldelse til handelsregisteret eller aktieselskabsregisteret eller i
indbydelse til dannelse af sådanne selskaber eller udbud af andele i dem
eller
(3) overtræder de for aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset
ansvar
gældende bestemmelser med hensyn til udfærdigelse af aktiebreve,
andelsbeviser
eller interimsbeviser, anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte eller
tantieme eller tilbagebetaling af indskud.
Hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.
Bestemmelsen er i praksis anvendt som en
overbygningsbestemmelse på dele af særlovgivningen.
4.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1415/2002
overvejet, om bør foreslås ændringer af straffelovens § 296.
Udvalget har for det første overvejet, om § 296
fortsat bør være subsidiær i forhold til straffelovens § 279. Efter
udvalgets opfattelse giver denne begrænsning i anvendelsesområdet mindre
mening
i dag, hvor straffebestemmelser i de underliggende særlove typisk ikke er
subsidiære i forhold til § 279. Efter udvalgets opfattelse bør der
derfor
- i lighed med hvad der gælder i forhold til straffelovens § 302 - være
mulighed for at anvende § 296 i sammenstød med andre bestemmelser om
berigelseskriminalitet, hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af
lovovertrædelsen. Udvalget har lagt vægt på, at § 296 er en kvalificeret
beskyttelse af de formelle regler, der er fastsat for at forebygge misbrug.
Hvis citering af både § 296 og eksempelvis § 279 i den konkrete sag
ikke giver nogen supplerende beskrivelse af hændelsesforløbet, vil
overtrædelsen
af § 296 derimod efter de almindelige principper for tiltalerejsning
blive
absorberet af straffelovens § 279.
I relation til det nuværende gerningsindhold i § 296,
stk. 1, nr. 1, finder udvalget af lovtekniske grunde, at bestemmelsen
bør
begrænses til at vedrøre overtrædelser, der alene har relation til en
juridisk
person. En sådan ændring vil bl.a. indebære, at den del af bestemmelsen, som
vedrører den, der udspreder løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer
kan
påvirkes, udgår af bestemmelsen, og i stedet foreslås flyttet til en
selvstændig bestemmelse, idet udvalget finder, at straffeloven fortsat bør
indeholde en bestemmelse med et sådant indhold. Bestemmelsen vil eksempelvis
være anvendelig i tilfælde, hvor der er givet urigtige oplysninger om
bakterier
i fødevarer eller om sygdomsforekomster hos danske slagtedyr, hvad enten
dette
sker i chikaneøjemed eller for at opnå bedre priser på egne produkter.
På den baggrund foreslår udvalget denne del af bestemmelsen
overført til straffelovens § 297, jf. herom nedenfor under pkt. 5.2.
Udvalget foreslår samtidig, at ikke blot afgivelse af urigtige oplysninger om
varer, men også om fast ejendom bør være omfattet af den nye § 297.
Dette
indebærer eksempelvis, at udspredelse af rygter om, at en given fast ejendom
er
forurenet, med sikkerhed vil kunne henføres til det strafbare område.
Bortset fra visse sproglige moderniseringer har udvalget
ikke fundet anledning til at foreslå yderligere ændringer af § 296,
stk. 1,
nr. 1.
Straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, omhandler
den, der afgiver urigtige eller vildledende angivelser vedrørende bl.a.
aktieselskabers forhold gennem regnskaber, erklæringer til
selskabsmyndighederne
mv. Denne del af bestemmelsen er i praksis den mest anvendte.
Udvalget har særligt overvejet, om
»udbud af andele«
kan antages at omfatte udbud af konvertible obligationer, hvorved
obligationsejeren opnår en ret, men ikke en pligt, til at ombytte
obligationerne
med aktier i selskabet. I perioden indtil en eventuel konvertering indgår
obligationerne således som en del af selskabets fremmedkapital, mens der
efter
en eventuel konvertering er tale om egenkapital.
Henset til at der på det tidspunkt, hvor obligationen
udbydes, er tale om fremmedkapital, er der efter udvalgets opfattelse næppe
tale om udbud af andele som omtalt i § 296, stk. 1, nr. 2. Udvalget
finder imidlertid, at der ved udbud af konvertible obligationer er samme
beskyttelsesbehov som ved udbud af ejerandele i selskabet, og udvalget
foreslår
på den baggrund, at bestemmelsen udvides til også at omfatte disse
situationer.
Den nuværende bestemmelse i § 296, stk. 1, nr. 3,
omhandler beskyttelse af kapitalen i juridiske personer, herunder beskyttelse
mod overtrædelse af regler om anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte
og
tantieme og tilbagebetaling af indskud.
Udvalget anfører, at § 296, stk. 1, nr. 3,
fortsat bør være en overbygningsbestemmelse vedrørende grove overtrædelser af
særlovgivningens kapitalbeskyttelsesregler.
Udvalget finder, at overbygningsbestemmelsen bør omfatte
alle kapitalbeskyttelsesregler, herunder også eksempelvis reglerne om
ulovlige
aktionærlån, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 1, og ulovlig
selvfinansiering, jf. § 115, stk. 2, der ikke er omfattet af
bestemmelsen i dens nuværende udformning.
På den baggrund foreslår udvalget af lovtekniske grunde, at
der ikke i bestemmelsen skal være en opregning af de omfattede
kapitalbeskyttelsesregler, men derimod en generel henvisning til regler om
»kapitaltilførsel«
og regler om
»anvendelse af den juridiske persons midler.«
Selv om det for så vidt angår regler
om kapitaltilførsel kan betyde, at der kan tiltales efter både § 296,
stk. 1,
nr. 2 og 3, finder udvalget det væsentligt, at bestemmelsen indeholder en
direkte strafsanktionering i nr. 3 og ikke blot en indirekte i nr. 2 om
afgivelse
af urigtige eller vildledende oplysninger.
Efter aktieselskabslovens § 54, stk. 1, skal
bestyrelsen sørge for forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, og
efter § 54, stk. 3, skal bestyrelsen tage stilling til, om
selskabets
kapitalberedskab er forsvarligt. Direktionen skal sørge for, at bogføringen
foregår i overensstemmelse med lovgivningen, og at formueforvaltningen
foregår
på betryggende vis. Overtrædelser heraf straffes med bøde, jf.
aktieselskabslovens § 161. Lignende bestemmelser findes i
anpartsselskabsloven.
Udvalget har overvejet, om § 296 tillige bør være en
overbygningsbestemmelse i forhold til selskabslovenes bestemmelser om
forsvarlig organisation mv. Udvalget har i den forbindelse bemærket, at
bestemmelserne om forsvarlig organisation mv. er meget centrale bestemmelser,
og at det derfor kunne være naturligt at lade straffelovens § 296
omfatte
grove overtrædelser heraf.
Udvalget peger imidlertid på, at der i den juridiske
litteratur er rejst tvivl om, hvorvidt eksempelvis aktieselskabslovens
§ 54
har en formulering, der gør overtrædelser af bestemmelsen egnede til at være
strafsanktionerede. Henset hertil finder udvalget, at bestemmelserne om
organisation
– i hvert fald ikke for tiden – bør medtages i straffelovens
§ 296.
Efter aktieselskabslovens § 56, stk. 3, er
bestyrelsen forpligtet til at føre en forhandlingsprotokol, der skal
underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Overtrædelse heraf er
ikke
efter aktieselskabsloven sanktioneret med straf.
En forhandlingsprotokol vedrørende selskabets
generalforsamlinger skal underskrives af dirigenten. Overtrædelse heraf
straffes med bøde.
Udvalget finder, at overtrædelser af bestemmelser om
forhandlingsprotokoller bør medtages i straffeloven, således at grove
overtrædelser er omfattet af § 296. Grove overtrædelser må navnlig
antages
at foreligge, hvis det er indiceret, at formålet med overtrædelserne har
været at
skabe bevistvivl om beslutningsprocessen, eller hvor der er tale om
omfattende
og konsekvente undladelser.
Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at
forhandlingsprotokollerne er den juridiske persons
»forhandlingsspor«
og dermed væsentlige, når der skal foretages en vurdering af et eventuelt
civilretligt eller strafferetligt ansvar. Bestyrelsens forhandlingsprotokol
er
endvidere et vigtigt kontrolgrundlag, når selskabets revisorer skal foretage
revision.
Efter aktieselskabslovens §§ 25-
25 a
er et aktieselskab forpligtet til
at føre en aktiebog. Aktiebogen er ikke offentlig tilgængelig, og
aktionærernes
navn noteres kun, hvis selskabets aktier er navneaktier. Lignende regler
findes
for anpartsselskaber i anpartsselskabslovens §§ 16-17, idet
anpartshaverfortegnelsen
dog er offentlig tilgængelig, hvis selskabets anpartskapital er 500.000 kr.
eller derover. For navneaktier udstedt gennem Værdipapircentralen skal der i
henhold til værdipapirhandelslovens § 23 a meddeles Værdipapircentralen
oplysninger om aktionærernes navn og adresse.
Der er endvidere i særlovgivningen visse bestemmelser om
offentliggørelse af oplysninger om såkaldte storaktionærer, hvorved forstås
aktionærer, der besidder aktier, som udgør mindst 5 % af aktiekapitalen,
eller som repræsenterer mindst 5 % af stemmeretten.
Udvalget finder, at oplysninger om ejerandele er centrale
regler, der er væsentlige for kontrol og kriminalitetsbekæmpelse. Oplysninger
om ejerforhold kan eksempelvis være afgørende ved vurderingen af, om der skal
udbetales offentlige midler (f.eks. tilskud eller negativ moms) til et
selskab,
eller om der skal stilles garantier for selskabet. Hertil kommer, at
manglende
oplysninger om ejerforholdene kan medføre betydelige bevisvanskeligheder i
forbindelse med placeringen af ansvar for selskabskriminalitet.
På den baggrund foreslår udvalget, at straffelovens § 296,
der i dag kun finder anvendelse, hvis der gives urigtige eller vildledende
oplysninger om ejerandele, skal udvides til at omfatte alle grove
overtrædelser
af særlovgivningens bestemmelser vedrørende oplysninger om ejerandele.
Efter aktieselskabslovens § 69 a er bestyrelsen
forpligtet til at foranledige, at der afholdes generalforsamling inden 6
måneder efter, at det konstateres, at halvdelen af selskabets aktiekapital er
tabt. Efter anpartsselskabslovens § 52 skal selskabets øverste ledelse
over for anpartshaverne redegøre for selskabets økonomiske stilling senest 6
måneder efter, at selskabet har tabt 40 % af anpartskapitalen.
Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde, jf. aktieselskabslovens
§ 161
og anpartsselskabslovens § 80.
Udvalget anfører, at der er væsentligt, at disse pligter
til at reagere i kapitaltabssituationer overholdes. Udvalget har overvejet,
om
disse pligter er tilstrækkelig sanktioneret i kraft af straffebestemmelserne
i
særlovgivningen, eller om overtrædelser heraf bør kunne straffes efter
straffeloven,
idet det bemærkes, at der ikke i udvalget er kendskab til sager i retspraksis
vedrørende straf for overtrædelse af særlovsbestemmelserne om kapitaltab.
Udvalget finder, at straffelovens § 296 bør være en
overbygningsbestemmelse på alle kapitalbeskyttelsesregler, uanset om der for
nogle af reglernes vedkommende kun sjældent vil være behov for en sådan
overbygningsbestemmelse.
For kapitaltabsreglernes vedkommende vil der navnlig ved gentagne
overtrædelser
eller flere samtidige overtrædelser være grundlag for at henføre forholdet
til
overbygningsbestemmelsen.
Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme der bør gælde
for overtrædelser af den foreslåede § 296.
Udvalget bemærker, at de overtrædelser, der er omhandlet af
udvalgets forslag til § 296, ofte vil dække over eller være
forberedelser
til anden kriminalitet. Udvalget finder, at grove overtrædelser af disse
regler, der har til formål at forhindre misbrug af selskabsstrukturer, bør
være
undergivet en effektiv og fremskudt strafferetlig beskyttelse. Udvalget har i
den forbindelse overvejet, om det nuværende strafmaksimum på bøde eller
fængsel
indtil 1 år er tilstrækkeligt.
Udvalget bemærker indledningsvis, at et højere
strafmaksimum vil give en bedre strafferetlig beskyttelse af
selskabssystemet,
også selv om det må formodes konkret at være en absolut undtagelse, at en
overtrædelse af den foreslåede § 296 vil føre til langvarig
fængselsstraf.
Langvarig fængselsstraf vil efter udvalgets opfattelse formentlig kun kunne
komme på tale i tilfælde, hvor der foreligger omfattende misbrug af et
professionelt tilsnit, herunder eventuelt i relation til mange selskaber.
Udvalget henviser til, at Justitsministeriets udvalg om
bekæmpelse af økonomisk kriminalitet i betænkning nr. 1066/1986 foreslog, at
både overtrædelser af straffelovens § 296 og af § 302 burde
straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Straffelovrådet afgav den
21.
april 1986 en udtalelse om betænkningen, hvori rådet bl.a. anførte, at en
strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år fandtes tilstrækkelig.
Udvalget bemærker, at der ikke foreligger oplysninger for
udvalget, som giver grundlag for at antage, at den nuværende strafferamme i
§ 296
på fængsel indtil 1 år er utilstrækkelig. Udvalget finder imidlertid af
principielle grunde anledning til at tilslutte sig det tidligere forslag om
et
strafmaksimum på fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Udvalget foreslår endvidere, at den nuværende hjemmel til
efter straffelovens § 296, stk. 2, at straffe overtrædelser, der er
begået ved grov uagtsomhed, bør opretholdes. Udvalget foreslår imidlertid, at
stk. 2 udvides til at finde anvendelse på alle groft uagtsomme
overtrædelser af bestemmelserne i stk. 1 og ikke som i dag kun ved
urigtige eller vildledende oplysninger om selskabsforhold mv. (den nuværende
§ 296,
stk.1, nr. 2) og overtrædelse af selskabslovgivningens bestemmelser om
aktiebreve, anvendelse af overskud mv. (den nuværende § 296,
stk. 1,
nr. 3). Udvalget har i den forbindelse anført, at alle led i den foreslåede
§ 296,
stk. 1, bør kunne straffes ved grov uagtsomhed.
Der henvises til betænkningens side 21-43 og 63-67.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens
§ 296 bør være en fælles overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser
af de bestemmelser i særlovgivningen, der specifikt vedrører juridiske
personers
kapitalforhold mv. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets
forslag,
hvorefter der efter omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem
den
foreslåede § 296 og straffelovens § 279 om bedrageri.
Lovforslagets § 1, nr. 5, er således med enkelte
redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Som nævnt ovenfor under pkt. 4.2. har Brydensholt-udvalget
foreslået en strafferamme i § 296 på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en
generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om
straffastsættelse. Om strafferammen i § 296, stk. 1, anfører
Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser
i
Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og
forslag
og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere vurdering
af strafferammerne på dette område.
Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig
Brydensholt-udvalgets forslag om, at overtrædelse af den foreslåede
§ 296
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
5. Straffelovens § 297
5.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 297 straffes den, som uden for
de tilfælde, der er omfattet af § 296, mod bedre vidende i dokumenter,
forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser gør urigtige angivelser om
den økonomiske stilling i et selskab, som vedkommende bestyrer eller
repræsenterer.
Disse overtrædelser, der er beslægtet med
anvendelsesområdet for § 296, straffes efter § 297 med bøde.
Der foreligger ikke trykt retspraksis vedrørende
bestemmelsen, hvis ordlyd er uændret siden straffelovens ikrafttræden i 1933.
5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget har i betænkning nr. 1415/2002 overvejet, om § 297
bør opretholdes i sin nuværende udformning.
Udvalget bemærker, at der ikke i udvalget er kendskab til
sager, hvor § 297 er anvendt. Udvalget fremhæver endvidere, at der alene
er tale om et bødedelikt, og at der i de situationer, hvor gerningsindholdet
i
bestemmelsen er opfyldt, typisk tillige vil kunne straffes efter andre og
strengere bestemmelser (eksempelvis § 279 om bedrageri). På den baggrund
foreslår udvalget, at den gældende § 297 ophæves.
Udvalget foreslår, at der som ny § 297 i straffeloven
i stedet indsættes en bestemmelse, der viderefører gerningsindholdet i
§ 296,
stk. 1, nr. 1, for så vidt angår situationer, der ikke specifikt er
knyttet til en juridisk person. Bestemmelsen foreslås således at finde
anvendelse på den, der udspreder urigtige eller vildledende oplysninger,
hvorved prisen på varer eller fast ejendom kan påvirkes væsentligt. Udvalget
foreslår, at overtrædelser heraf på samme måde som den foreslåede § 296
skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, og at
groft uagtsomme forhold skal kunne straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.
Der henvises til betænkningens side 30 og 67.
5.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om
at ophæve den nuværende § 297 og nyaffatte bestemmelsen. Lovforslagets
§ 1,
nr. 6, er udformet i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at det
forudsættes, at den foreslåede bestemmelse – i lighed med den foreslåede
§ 296
– ikke er subsidiær i forhold til straffelovens § 279, og at der
derfor
efter omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede
§ 297
og straffelovens bedrageribestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse skal i lighed med den foreslåede
§ 296 kun finde anvendelse, hvis der er tale om grove forhold.
6. Regnskabsforbrydelser
6.1. Gældende ret
6.1.1. Straffelovens § 302
Straffelovens § 302 omhandler særlig grove
overtrædelser af visse bogføringsbestemmelser. Efter § 302, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der under omstændigheder,
der
kendetegner forholdet som særlig groft (1) foretager urigtige eller
vildledende
angivelser i forretningsbøger eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler
den
pågældende at føre eller udfærdige, (2) undlader at føre forretningsbøger
eller
udfærdige regnskaber på den måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende
at
gøre det eller (3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til
at
opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale eller
ødelægger
sådant. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
Bestemmelsen er således en overbygningsbestemmelse
vedrørende grove overtrædelser af særlovgivningens bestemmelser om bogføring
og
regnskabsforpligtelser, herunder navnlig bogføringslovens regler. Ved
vurderingen af, om der er tale om en grov overtrædelse, der kan henføres
under
§ 302, kan det bl.a. tillægges vægt, om handlingen eller undladelsen har
medført eller har været egnet til at medføre et tab, herunder et tab for det
offentlige.
Bestemmelsen er ikke – som tilfældet er for § 296 i
den nuværende udformning – subsidiær i forhold til straffelovens
§ 279.
Bestemmelsen kan således efter omstændighederne anvendes i sammenstød med
bedrageribestemmelsen.
6.1.2. Straffelovens § 175
Overtrædelse af særlovgivningens bogføringsbestemmelser vil
efter omstændighederne kunne henføres til den noget strengere bestemmelse i
straffelovens § 175.
Bestemmelsen omhandler den, som for at skuffe i retsforhold
i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge
lov eller særligt pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller
føre,
eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig
erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som
bevis.
Efter straffelovens § 175, stk. 2, straffes den, der i retsforhold
gør brug af et sådant dokument som indeholdende sandhed. Strafferammen efter
begge bestemmelser er bøde eller fængsel indtil 3 år, og begge bestemmelser
finder tilsvarende anvendelse, når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller
føres på andet læsbart medie.
6.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
6.2.1. Straffelovens § 302
Udvalget bemærker i betænkning 1415/2002, at overtrædelser
af bogførings- og regnskabsbestemmelser kan finde sted som led i økonomisk
kriminalitet eller for at sløre økonomisk kriminalitet. Udvalget finder, at
der
bør være en effektiv strafferetlig beskyttelse af centrale formelle regler,
der
har til formål at sikre gennemsigtighed, forhindre eller standse misbrug og
muliggøre effektiv kontrol, for derigennem at markere den betydning,
overholdelsen af disse regler tillægges.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om formuleringen af
straffelovens § 302 er hensigtsmæssig, herunder om bestemmelsen i
tilstrækkelig omfang tager højde for de muligheder, der efter bogføringsloven
er for edb-bogføring og kryptering af bogføringen.
Udvalget har i den forbindelse særligt bemærket, at der
efter bogføringslovens § 14 er et krav om, at krypteringsnøgle,
passwords
mv. er tilgængelige. En situation, hvor man undlader at opbevare den
nødvendige
krypteringsnøgle eller passwords på en tilgængelig måde, er næppe omfattet af
straffelovens § 302, stk. 1, nr. 3, der omhandler lovbestemte
forpligtelser til opbevaring af regnskabsmateriale eller ødelæggelse af
regnskabsmateriale.
Virkningerne af, at krypteringsnøgle eller passwords ikke opbevares på
tilgængelig måde, kan imidlertid være de samme, som ved ødelæggelse af
materialet.
Efter udvalgets opfattelse bør straffelovens § 302
derfor ændres, således at formuleringen tilpasses de bogføringsmuligheder,
der
er efter den nugældende bogføringslov. Udvalget foreslår på den baggrund, at
§ 302
udvides, således at gerningsindholdet også omfatter en situation, hvor en
person groft overtræder lovgivningens bestemmelser om opbevaring af
regnskabsmateriale, herunder beskrivelser af bogføring og af systemer til
opbevaring og fremfinding af materialet, herunder adgangskoder mv. og
krypteringsnøgler.
Udvalget har herudover overvejet, om der på
regnskabsområdet bør kunne straffes efter både § 296 og § 302. Der
kan efter omstændighederne være et sammenfald mellem de to bestemmelser, idet
anvendelse af urigtige eller vildledende regnskaber vil kunne straffes efter
§ 296,
mens der samtidig vil kunne være tale om overtrædelse af lovgivningens krav
til
aflæggelse af regnskaber, idet lovgivningen stiller krav om korrekt indhold.
Herved vil forholdet tillige kunne henføres under § 302.
Udvalget finder, at der i det omfang, der reelt er tale om
samme forbrydelse – dvs. hvor et regnskab er udarbejdet i strid med
§ 302
og derefter anvendes i strid med § 296 – ikke bør straffes i
sammenstød
mellem de to bestemmelser. Det foreslås således, at det af § 302
udtrykkelig
fremgår, at bestemmelsen er subsidiær i forhold til § 296. Er der
imidlertid (også) tale om andre overtrædelser af regnskabsbestemmelserne, vil
der tillige kunne straffes efter § 302, hvis betingelserne i denne
bestemmelse er opfyldt.
Udvalget bemærker, at bogføringsforpligtelserne er
udgangspunktet for, at der kan afgives korrekte regnskaber, og dermed er
centrale i relation til både investorer, kreditorer, muligheden for offentlig
kontrol og politimæssig efterforskning. Det bør derfor overvejes, om det
nuværende
strafmaksimum i § 302 på fængsel indtil 1 år er tilstrækkelig.
Udvalget henviser i den forbindelse til de overvejelser,
der er gengivet i betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet,
hvor det blev fremhævet, at grove bogføringsovertrædelser i et ikke
ubetydeligt
omfang må antages at skjule grove berigelsesforbrydelser. Bl.a. under
henvisning hertil foreslog man i betænkning nr. 1066/1986 et strafmaksimum i
§ 302
på fængsel i 1 år og 6 måneder. Som anført ovenfor under pkt. 4.2. fandt
Straffelovrådet imidlertid, at strafferammen for § 302 burde være
fængsel
indtil 1 år.
Udvalget bemærker hertil, at det eksisterende strafmaksimum
på fængsel indtil 1 år synes tilstrækkeligt, henset til at den strengeste
straf
for en
»ren«
overtrædelse af § 302, der
hidtil er set i retspraksis, er hæfte i 14 dage. Udvalget finder imidlertid
af
principielle grunde, at strafferammen bør fastsættes til bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Udvalget foreslår endvidere, at den nugældende bestemmelse
i § 302, stk. 2, hvorefter groft uagtsomme overtrædelser af
§ 302,
stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,
opretholdes.
Der henvises til betænkningens side 50-57 og 68-69.
6.2.2. Straffelovens § 175
I forhold til straffelovens § 175 har udvalget
overvejet, om § 302 bør gøre udtømmende op med mulighederne for at
straffe
grove overtrædelser af bogførings- eller regnskabsregler efter straffeloven,
eller om sådanne forhold fortsat bør kunne henføres til straffelovens
§ 175.
Udvalget har peget på, at det i betænkning nr. 1066/1986 om
bekæmpelse af økonomisk kriminalitet blev foreslået at lade § 302 være
en
samlet bestemmelse vedrørende grove overtrædelser af bogføringsreglerne,
således at bogføring og lignende skulle udgå af gerningsindholdet i
straffelovens
§ 175.
Denne del af lovudkastet i betænkning nr. 1066/1086 blev
imidlertid ikke gennemført, idet Straffelovrådet og Justitsministeriet nærede
betænkeligheder ved at lade denne del af § 175 udgå, henset til at
§ 175
muligvis i visse situationer kunne være den eneste straffehjemmel.
Brydensholt-udvalget bemærker, at udvalget ikke er bekendt
med områder, hvor der vil mangle straffehjemmel, hvis § 175 ændres,
således at alene pligtmæssige og visse særlige erklæringer er omfattet.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at den del af § 175, der vedrører lovpligtige
erklæringer, udgår. Udvalget bemærker imidlertid, at der forud for en sådan
ændring bør foretages en høring af samtlige ministerier for at sikre, at
ændringen ikke får en utilsigtet virkning.
Der henvises til betænkningens side 50-57 og 69.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens
§ 302 bør udformes i overensstemmelse med systematikken i
bogføringsloven
og således, at alle grove overtrædelser af særlovgivningens
bogføringsbestemmelser
er omfattet af bestemmelsen.
Justitsministeriet er endvidere enig i udvalgets
overvejelser om anvendelsesområdet for straffelovens § 302, herunder at
bestemmelsen bør være subsidiær i forhold til § 296. Lovforslagets
§ 1,
nr. 7, er på den baggrund og med enkelte ændringer af redaktionel karakter
udformet i overensstemmelse med Brydensholt-udvalgets forslag.
Med hensyn til strafferammen i § 302 har udvalget
foreslået, at overtrædelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år
og
6 måneder.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en
generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om
straffastsættelse. Om strafferammen i § 302, stk. 1, anfører
Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser
i
Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og
forslag og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere
vurdering af strafferammerne på dette område.
Justitsministeriet kan på den baggrund til tilslutte sig
Brydensholt-udvalgets forslag om en strafferamme på bøde eller fængsel indtil
1
år og 6 måneder for overtrædelse af den foreslåede § 302.
For så vidt angår udvalgets forslag om ændring af straffelovens
§ 175, har Justitsministeriet foretaget en høring af samtlige
ministeriet
over et udkast til lovforslaget. Justitsministeriet har i den forbindelse
særlig anmodet ministerierne om at overveje, om en sådan ændring vil
indebære,
at der herefter ikke er straffehjemmel for overtrædelse af bestemmelser om
lovpligtige erklæringer inden for ministeriets lovgivningsområde.
I forbindelse med denne høring er Justitsministeriet blevet
opmærksom på, at den omhandlede del af § 175 anvendes i praksis på visse
ministerieområder, og at en ændring som foreslået af udvalget derfor vil
kunne
føre til, at der på visse særlovsområder ikke længere er en straffehjemmel,
eller at det ikke længere er muligt at idømme fængselsstraf.
På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra i
lovforslaget at medtage en ændring af straffelovens § 175 som foreslået
af
Brydensholt-udvalget.
7. Adgang til at retsforfølge ved svig rettet mod
udenlandske myndigheder
7.1. Gældende ret
Straffelovens §§ 6-12 regulerer, i hvilke tilfælde danske
domstole har straffemyndighed (jurisdiktionskompetence).
Hvis en forbrydelse begås inden for dansk territorium,
følger det af straffelovens § 6, at forholdet er omfattet af dansk
straffemyndighed. Også overtrædelser, der begået uden for dansk territorium,
kan efter omstændighederne være undergivet dansk straffemyndighed i medfør af
straffelovens § 7, der vedrører handlinger foretaget uden for Danmark af
personer med dansk statsborgerskab eller med fast ophold i Danmark. I disse
tilfælde kommer en straffesag ved danske domstole imidlertid kun på tale,
hvis
den bestemmelse, der er overtrådt, ikke må anses alene at beskytte den danske
stat eller danske interesser (territorial begrænsning).
En lang række af straffelovens bestemmelser har universel
karakter, således at overtrædelse heraf kan straffes, selv om overtrædelsen
er
foretaget i udlandet eller er rettet mod udenlandske interesser. Omvendt
anses
særlovgivningen, herunder den fiskale lovgivning, som udgangspunkt for at
være
territorialt begrænset, medmindre en fortolkning af den pågældende
bestemmelse
konkret måtte føre til et andet resultat. Dette indebærer, at eksempelvis den
danske skattelovgivning alene beskytter danske interesser, hvorfor der ikke
med
hjemmel i denne lovgivning kan gennemføres en straffesag i Danmark for
skattesvig rettet imod eksempelvis det tyske skattevæsen. Der kan heller ikke
ved danske domstole gennemføres en straffesag vedrørende overtrædelse af den
tyske skattelovgivning, idet det følger af straffelovens § 10,
stk. 1,
at danske domstole skal træffe afgørelse efter dansk lovgivning, når der i
medfør af straffelovens §§ 6-9 er dansk jurisdiktionskompetence.
Danmark har ved lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel
til andet land af retsforfølgning i straffesager gennemført Europarådets
konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager
(overførselsloven).
Efter lovens § 1 kan lovovertrædelser, som er omfattet
af den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager,
jf. bilag 1 til loven, retsforfølges efter reglerne i konventionens afsnit
I-IV
og bestemmelserne i denne lov.
Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, at der
kun kan foretages retsforfølgning i den anmodede stat, hvis den pågældende
lovovertrædelse ville have været en lovovertrædelse, hvis den var begået på
denne stats territorium, og lovovertrædelsen i så fald kunne være pålagt en
sanktion også i henhold til dens egen lovgivning. Konventionens artikel 7,
stk. 2,
angiver, at hvis lovovertrædelsen er begået af en person i offentligt hverv
eller mod en sådan person, en institution eller andet af offentlig karakter i
den begærende stat, anses lovovertrædelsen i den anmodede stat for begået af
en
person i offentligt hverv i denne stat eller mod en sådan person, en
institution eller andet, der indtager tilsvarende stilling eller er af
tilsvarende karakter i den anmodede stat.
7.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 overvejet, om der
navnlig på det fiskale område er behov for at have bestemmelser med universel
gyldighed.
Udvalget har i den forbindelse peget på, at den nugældende
retstilstand, hvorefter fiskale straffebestemmelser kun beskytter danske
interesser, medmindre der i den konkrete bestemmelse er grundlag for at
indfortolke et videre anvendelsesområde, er i overensstemmelse med
retsstillingen i de fleste andre lande. En ændring heraf, således at
bestemmelserne gøres universelle, vil indebære, at man ved hjælp af den
danske
straffelovgivning bliver i stand til at beskytte mod kriminalitet rettet mod
også andre landes offentlige midler. Udvalget finder imidlertid en sådan
løsning ganske vidtgående og bemærker, at det er vanskeligt at overskue, om
reguleringen herved bliver bredere end ønskeligt.
Omvendt har udvalget lagt vægt på, at Danmark ikke bør
fremstå som et
»strafforfølgningsly«
i forhold til personer, der som
følge af den fiskale lovgivnings territoriale begrænsning ikke kan
retsforfølges
i Danmark, og som Danmark heller ikke ønsker at udlevere. Udvalget fremhæver
på
baggrund af de dagældende udleveringsregler, at mulighederne for at udlevere
danske statsborgere er ganske begrænsede.
Udvalget bemærker, at dansk strafferetlig beskyttelse af
midler, der vedrører et andet land, bør forudsætte gensidighed, således at
dette land etablerer en tilsvarende beskyttelse med hensyn til kriminalitet
rettet mod danske midler.
Udvalget foreslår på den baggrund en løsning, hvorefter
artikel 7, stk. 2, i Europarådets konvention om overførsel af
retsforfølgning i straffesager indarbejdes som en bestemmelse i
overførselsloven.
Udvalget peger på, at den særlige bestemmelse i overførselskonventionen
herved
kommer klarere til udtryk end ved den eksisterende ordning, hvor der i loven
henvises til konventionsteksten. Herved præciseres, at også nationalt
begrænsede
danske straffebestemmelser på disse områder er anvendelige, såfremt Danmark
vælger at retsforfølge.
Udvalget foreslår endvidere, at en sådan retsforfølgning –
i overensstemmelse med de krav, der i øvrigt typisk stilles i forbindelse med
internationalt samarbejde på det fiskale område – kun skal kunne finde
sted,
hvis den pågældende forbrydelse kan sidestilles med en forbrydelse af samme
art
efter dansk lovgivning. Dette skal forstås således, at det er uden betydning,
om der efter dansk lovgivning opkræves samme slags skatter, told eller
afgifter
eller er fastsat regler om skatter, told, afgifter og tilskud, hvis de danske
og udenlandske regler i øvrigt generelt kan sidestilles.
Der henvises til betænkningens side 82-90 og 100-102.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Der kan være grund til nærmere at overveje, om en
lovændring som den, udvalget har foreslået, er udtryk for en materiel ændring
af retstilstanden, eller om den foreslåede ændring alene, således som det
anføres i betænkningen, indebærer en præcisering af, at også nationalt
begrænsede danske straffebestemmelser på det fiskale område i visse tilfælde
er
anvendelige på overtrædelser rettet mod udenlandske midler.
Efter overførselskonventionens artikel 7, stk. 1, er
det en betingelse for, at retsforfølgningen kan overføres til et andet land,
at
lovovertrædelsen også ville være strafbar, hvis den var begået i dette land.
I
forarbejderne til gennemførelsesloven, jf. lov nr. 252 af 12. juni 1975 om
overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, er i den
forbindelse anført, at konventionen således stiller krav om dobbelt
strafbarhed
og derfor i almindelighed ikke finder anvendelse på nationalt eller
territorialt begrænsede forbrydelser, hvilket for Danmarks vedkommende vil
sige
handlinger, hvor strafbarheden er begrænset til angreb rettet mod en her i
landet
bestående ordning eller mod interesser knyttet til dansk nationalitet.
Som der nærmere er redegjort for i betænkningen side 78, er
der i forarbejderne endvidere rejst tvivl om rækkevidden af konventionens
artikel 7, stk. 2. Det anføres, at det ikke fremgår klart, om
bestemmelsen
gør en undtagelse til kravet om dobbelt strafbarhed, eller om den alene
angiver
visse kvalificerende omstændigheder, som det anmodede land skal tage i
betragtning
ved strafudmålingen for den pågældende overtrædelse. Det bemærkes herefter,
at
der mellem de nordiske lande er enighed om at lægge den sidstnævnte
fortolkning
til grund.
I en utrykt dom afsagt af Vestre Landsret den 14. marts
2001 havde landsretten lejlighed til at tage stilling til den nærmere
rækkevidde af overførselslovens § 1 og overførselskonventionens artikel
7,
stk. 2.
I sagen var der rejst tiltalte mod 3 danske statsborgere
for bl.a. forsøg på indsmugling af spiritus til Sverige. De svenske
myndigheder
havde i medfør af overførselskonventionen anmodet Danmark om at overtage
retsforfølgningen. Der var herefter rejst tiltale for overtrædelse af den
danske
toldlovs § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2. Anklagemyndigheden
havde under sagen anført, at der i medfør af overførselslovens § 1, jf.
overførselskonventionens artikel 7, stk. 2, var hjemmel til i Danmark at
straffe for handlinger vedrørende det svenske toldområde.
Landsretten bemærkede, at de tiltalte fandtes forsætligt og
med forsæt til at unddrage den svenske statskasse afgift at have medvirket
til
forsøg på indsmugling i Sverige som beskrevet i anklageskriftet. Retten
tiltrådte
endvidere, at forholdet var strafbart efter svensk ret og bemærkede, at der
under sagen, således om tiltalen var formuleret, alene skulle tages stilling
til forhold vedrørende svensk toldområde og svenske afgifter.
Efter en gennemgang af ovennævnte forarbejder bemærkede
landsretten, at det på baggrund af udformningen af bemærkningerne til
lovforslaget til gennemførelsesloven måtte antages, at lovgiver var gået ud
fra, at loven ikke indebar en udvidelse af gyldighedsområdet for territorialt
begrænsede
danske straffebestemmelser ud over med hensyn til de i bemærkningerne nævnte
kvalificerede omstændigheder. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for
at
anvende den danske toldlov i det foreliggende tilfælde, og de tiltalte blev
frifundet for dette forhold.
I lyset af de nævnte forarbejder til overførselsloven og
den omtalte dom fra Vestre Landsret finder Justitsministeriet ikke grundlag
for
nu at tillægge konventionens artikel 7, stk. 2, en vidererækkende
betydning. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at en ændring af
overførselsloven, hvorved ordlyden af artikel 7, stk. 2, skrives ind i
selve lovbestemmelsen, er en hensigtsmæssig fremgangsmåde, når formålet er at
gennemføre en reel udvidelse af visse danske bestemmelsers territoriale
gyldighedsområde.
Justitsministeriet er imidlertid enig med udvalget i, at
det er væsentligt, at Danmark ikke fremstår som et land, der hverken vil
retsforfølge egne statsborgere for kriminalitet rettet mod andre landes
fiskale
interesser eller udlevere personerne til retsforfølgning i det pågældende
land.
Justitsministeriet har derfor overvejet, om der er behov
for på anden måde at foretage en ændring af overførselsloven, således at
danske
fiskale bestemmelser udstrækkes til også at finde anvendelse i forhold til
situationer,
hvor kriminaliteten er rettet mod andre landes fiskale interesser.
Justitsministeriet finder det i den forbindelse væsentligt
at fremhæve, at der siden udvalget tilendebragte sine overvejelser om
spørgsmålet, er gennemført en række ændringer af lov om udlevering af
lovovertrædere. Både med vedtagelsen af lov nr. 378 af 6. juni 2002
(anti-terrorpakken)
og lov nr. 433 af 10. juni 2003, der gennemførte EU-rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre, er Danmarks muligheder for at nægte udlevering af
egne
statsborgere til strafforfølgning i udlandet blevet begrænset ganske
betydeligt
i forhold til retstilstanden ved betænkningens afgivelse. Det er i
forbindelse
med udvidelsen af adgangen til at udlevere danske statsborgere blevet
fremhævet
som et bærende hensyn, at straffesager som hovedregel bør gennemføres dér,
hvor
overtrædelsen er begået, og beviserne og eventuelle vidner befinder sig.
Hertil kommer, at udleveringslovens krav om dobbelt
strafbarhed ved skatte- og afgiftssager i praksis anses for opfyldt, hvis der
i
dansk ret findes en gerningstype, som svarer til den, der er anført i
udleveringsbegæringen. Det er således ikke en betingelse for udlevering, at
der
i Danmark er fastsat regler om skatter, afgifter eller told, som svarer til
reglerne i lovgivningen i den stat, der anmoder om udlevering.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
behovet for at skabe adgang til, at man i Danmark kan retsforfølge personer
for
overtrædelser, der er rettet mod fremmede staters fiskale interesser, og
dermed
ikke i dag er beskyttet efter dansk lovgivning, må antages at være meget
begrænset. Dette skal sammenholdes med, at der i givet fald ville være tale
om
en ganske vidtrækkende ændring, som efter omstændighederne ville indebære, at
der i det danske retssystem skulle gennemføres i nogle tilfælde ganske
omfattende sager om økonomisk kriminalitet rettet mod andre staters
offentlige
myndigheder.
På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra at stille
forslag om ændring af overførselsloven, således som det er foreslået i
betænkningen.
8. Klager over Rigspolitichefens afgørelser som
ansættelsesmyndighed
8.1. Gældende ret
Justitsministeren er efter retsplejeloven kapitel 11
politiets øverste foresatte, og ministeren udøver sin beføjelse gennem bl.a.
Rigspolitichefen. Der består således et almindeligt forvaltningsretligt
over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Rigspolitichefen.
Rigspolitichefens afgørelser i konkrete sager kan i kraft heraf påklages til
justitsministeren, medmindre klagemuligheden i det enkelte tilfælde er
afskåret
ved lov.
En af Rigspolitichefens centrale opgaver er at fungere som
central ansættelsesmyndighed for politiets ikke-juridiske personale.
Rigspolitichefen har til denne opgave oprettet en personaleafdeling, som
varetager ansvarsområderne ansættelse, personaleadministrative sager,
disciplinær- og sygesager, internationale udsendelser, personalepolitik,
organisations- og personaleudvikling samt personalelægen.
Justitsministeren fungerer som nævnt efter det almindelige
forvaltningsretlige over-/underordnelsesforhold som klageinstans for
Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder inden for ansættelses- og
personaleområdet. Langt den største del af ministeriets klagesager på dette
område vedrører afslag på ansættelse som politibetjent på prøve, men
ministeriet har eksempelvis også behandlet sager om afslag på ansættelse i
politiet som IT-medarbejder, afslag på udsendelse til internationale opgaver,
afslag på uddannelsesorlov mv.
Afgørelser i
disciplinærsager
angående politiets (tjenestemandsansatte) kontorpersonale og
polititjenestemænd
træffes som hovedregel af Rigspolitichefen. Mindre disciplinære forseelser
kan
dog afgøres af vedkommende politimester (politidirektøren) med rekurs til
Rigspolitichefen.
Justitsministeriet behandler i første instans de sager, der
skønnes at burde medføre afskedigelse (uansøgt afsked), jf.
tjenestemandslovens
§ 26, mens sager om afskedigelse af personale, der ikke er
tjenestemandsansat,
behandles af Rigspolitichefen i første instans. I sager om disciplinære
forhold, samarbejdsvanskeligheder, utilstrækkelige evner eller uegnethed er
det
således Rigspolitichefen, der træffer afgørelse om afskedigelse af
politibetjente ansat som tjenestemænd på prøve og overenskomstansat
personale.
Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder også
rekursafgørelser, i disciplinærsager og i andre sager om afsked kan i lighed
med
Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser påklages til justitsministeren
efter det almindelige over-/underordnelsesprincip.
Rigspolitichefens afgørelser om
aktindsigt i ansættelses- og personalesager
kan ligeledes påklages
til Justitsministeriet i henhold til det almindelige
over-/underordnelsesprincip.
8.2. Justitsministeriets overvejelser
Sagerne inden for ansættelses- og personaleområdet har det
fællestræk, at de i høj grad baserer sig på skøn. Til illustration kan nævnes
sager om ansættelse som politibetjent på prøve, hvor Rigspolitichefens
afgørelse særligt bygger på vandelskrav, ansøgerens opnåede resultater i
forbindelse med optagelsesprøverne, vedkommendes egnethed, som den er kommet
til udtryk ved den afsluttende samtale i ansættelsesproceduren, hvor
Rigspolitichefens personaleafdeling er repræsenteret, de øvrige i sagen
foreliggende oplysninger samt antallet af ledige stillinger. Lignende
(skønsmæssige) forhold gør sig på tilsvarende vis gældende for de øvrige
konkrete afgørelser på dette område.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
den eksisterende klagemulighed forekommer uhensigtsmæssig. Justitsministeriet
lægger herved vægt på, at afgørelserne i disse sager beror på skønsmæssige
overvejelser af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage
en
materiel prøvelse i sagerne er yderst begrænset. Hertil kommer, at
Rigspolitichefen fungerer som den centrale ansættelses- og personalemyndighed
for politiets ikke-juridiske personale, hvilket bl.a. udmønter sig i
udformning
af personalepolitikker og øvrige generelle retningslinier for politiets
personale, hvorfor den eksisterende klageadgang til justitsministeren er
mindre
velbegrundet. Endelig vil Rigspolitichefens (endelige) afgørelse kunne
indbringes for Folketingets Ombudsmand af den pågældende, ligesom denne efter
de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsakter, jf.
grundlovens
§ 63, vil kunne indbringe afgørelsen for domstolene.
Justitsministeriet finder dog ikke, at den nævnte
klagebegrænsning bør gælde konkrete afgørelser i disciplinærsager og i andre
sager, hvor der træffes afgørelse om afsked, samt afgørelser om aktindsigt i
ansættelses- og personalesager, jf. straks nedenfor.
Disciplinærsagerne
har en så indgribende betydning for de pågældende, at de efter
Justitsministeriets opfattelse klart adskiller sig fra de øvrige ansættelses-
og personalesager, der behandles af Rigspolitichefen. Eksempelvis er der i
tjenestemandslovgivningen
fastsat en række skærpede formelle retssikkerhedsgarantier (f.eks. om
tjenstligt forhør), der afhængigt af tjenesteforseelsens grovhed vil skulle
iagttages i forbindelse med sagens behandling, og som i mangel heraf kan
medføre disciplinærafgørelsens ugyldighed. Hertil kommer valget af
sanktionsform (f.eks. bøde, forflyttelse eller degradation) og dennes meget
indgribende betydning for den pågældende tjenestemand.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at også
andre sager, hvor Rigspolitichefen har
truffet afgørelse om afsked
, ligeledes har en sådan indgribende betydning,
at der fortsat bør være adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser
herom til Justitsministeriet. En afskedigelse på grund af f.eks. manglende
egnethed
eller samarbejdsvanskeligheder vil således for den ansatte være af en sådan
indgribende betydning, at klageadgangen i disse sager bør opretholdes.
Justitsministeriet finder på den anførte baggrund, at den
nuværende adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser i
disciplinærsager
og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afskedigelse, bør
opretholdes. Ministeriet lægger herved også vægt på, at disse sager ikke i
samme omfang som øvrige ansættelses- og personalesager beror på skønsmæssige
afvejninger af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage en
materiel prøvelse i sagen er yderst begrænset. Som eksempel kan nævnes, at
ministeriet i disciplinærsager bl.a. påser, at en pålagt sanktion ikke står i
misforhold til den begåede forseelse (proportionalitetsprincippet).
Rigspolitichefens afgørelser om
aktindsigt i ansættelses- og personalesager
bør efter
Justitsministeriets opfattelse tillige fortsat kunne påklages til
justitsministeren. Ministeriet lægger herved vægt på, at afgørelser om
aktindsigt træffes på baggrund af de i henholdsvis forvaltningslovens og
offentlighedslovens
fastlagte betingelser, og at afgørelserne derfor ikke har den skønsmæssige
karakter, der kendetegner de ansættelses- og personalesager, hvor
klageadgangen
afskæres.
Det tilføjes, at den foreslåede begrænsning i adgangen til
at klage over visse af Rigspolitichefens afgørelser i ansættelses- og
personalesager ikke afskærer Justitsministeriet fra – som
tilsynsmyndighed – at
gribe ind i konkrete sager, hvis Rigspolitichefen har truffet en forkert
afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.
Justitsministeriet forslag er udformet i overensstemmelse
med de anførte betragtninger. Der henvises til forslagets § 4, nr. 2.
9. Klager over Rigsadvokatens afgørelser som 1.
instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
9.1. Gældende ret
Ved en ændring af retsplejeloven (lov nr. 393 af 14. juni
1995) gennemførtes et to-instansprincip for anklagemyndighedens afgørelser om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens
kapitel
93 a. Ordningen
indebærer bl.a., at langt hovedparten af de sager, der i dag rejses om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, afgøres af de regionale
statsadvokater i første instans med rekurs til Rigsadvokaten, hvorefter
afgørelsen ikke kan påklages yderligere. Det drejer sig om de krav, der
rejses
på baggrund af retsplejelovens §§ 1018 a-d, jf. lovens § 1018 e,
stk. 1,
1. pkt.
Det følger af retsplejelovens § 1018 e, stk. 1,
2. pkt., at justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal
forelægges for Rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Efter
fast
praksis afgør Rigsadvokaten således erstatningskrav, der rejses på baggrund
af
dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h,
med klageadgang til justitsministeren. Det samme gælder for erstatningskrav
efter retsplejelovens §§ 1018 a-d, der ikke er reguleret af
Rigsadvokatens
årlige meddelelse om erstatning, samt sager, hvor der agtes ydet erstatning
med
større beløb end fastsat i meddelelsen. Hertil kommer erstatningskrav efter
retsplejelovens
§§ 1018 a-d, som er omfattet af den årlige meddelelse, men som rejser
spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige
omstændigheder. Hvis statsadvokaten i øvrigt træffer afgørelse efter sagens
forelæggelse for Rigsadvokaten, anses første instans afgørelsen tilsvarende
for
at være truffet af Rigsadvokaten, således at sagen kan påklages til
justitsministeren.
Efter retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, er der ud
fra hensynet til den erstatningssøgende fastsat en særlig nem og hurtig
adgang
til at få den administrative afgørelse om afslag på erstatning indbragt for
domstolene. Det er herefter statsadvokaten, der på begæring fra den
erstatningssøgende indbringer sagen for domstolene. Adgangen til at få sagen
indbragt for domstolene efter disse regler må dog i alle tilfælde afvente
rekursmyndighedens behandling af sagen.
9.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har som led i interne ressourcemæssige
og administrative overvejelser vurderet hensigtsmæssigheden af den nuværende
klageadgang, herunder navnlig om retssikkerhedsmæssige eller andre hensyn til
den erstatningssøgende nødvendiggør en bevarelse af klageadgangen til
justitsministeren i de erstatningssager i anledning af strafferetlig
forfølgning, der i dag forelægges ministeren som rekursmyndighed.
Justitsministeriet har herved fundet, at de nævnte hensyn
taler for at afskære klageadgangen til justitsministeren. Ministeriet lægger
herved vægt på, at Rigsadvokaten, der i forvejen – bl.a. gennem sine
årlige
meddelelser – samler praksis og fastlægger generelle retningslinier for
anklagemyndighedens behandling af erstatningskrav efter retsplejelovens
kapitel
93 a, med en sådan
ordning vil blive øverste instans for samtlige krav om erstatning i anledning
af strafferetlig forfølgning. Ministeriet lægger endvidere vægt på den
erstatningssøgendes særligt nemme adgang til domstolsprøvelse af den
administrative afgørelse om afslag på erstatning, jf. retsplejelovens
§ 1018
f, stk. 1.
Justitsministeriet har på baggrund af Rigsadvokatens
høringssvar foretaget en ændring i forhold til det udkast til lovforslag, der
blev sendt i høring. Rigsadvokaten har i høringssvaret foreslået, at der
gennemføres en ændring af kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og
Rigsadvokaten, således at statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges
kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans i alle sager om erstatning
efter retsplejelovens kapitel
93 a.
Det vil betyde, at afgørelse om erstatning efter 1018 h, der i dag forelægges
Rigsadvokaten til afgørelse, fremover som udgangspunkt vil kunne afgøres af
statsadvokaterne som 1. instans. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a.
henvist til, at 2-instansprincippet på denne måde vil kunne bevares i vidt
omfang.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Rigsadvokatens
forslag, idet ministeriet finder det ubetænkeligt at lade statsadvokaterne
træffe afgørelse i 1. instans om erstatning efter § 1018 h. Det
bemærkes,
at Justitsministeriet i forbindelse med ændringen vil revidere de gældende
forskrifter om forelæggelse af visse typer sager, f.eks. således at krav om
erstatning efter § 1018 h over en vis størrelse skal forelægges for
Rigsadvokaten til afgørelse.
Muligheden for at påklage Rigsadvokatens afgørelser om
aktindsigt afskæres ikke ved dette lovforslag, jf. § 1018 e,
stk. 6.
Det tilføjes, at den foreslåede regel om klagebegrænsning
ikke afskærer Justitsministeriet fra – som tilsynsmyndighed – at
gribe ind i
konkrete sager, hvis den underordnede anklagemyndighed har truffet en forkert
afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.
Justitsministeriets forslag er udformet i overensstemmelse
med de anførte betragtninger. Der henvises herved til forslaget § 4, nr.
1, og nr. 6-10.
10. Foranstaltninger mod hvidvaskning på
spillekasinoområdet
10.1. Gældende ret
10.1.1. Hvidvaskningslovgivningen
Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge
(hvidvaskningsdirektivet), der oprindeligt alene omfattede kredit- og
finansieringsinstitutter, har til formål at koordinere medlemsstaternes
indsats
til beskyttelse af det finansielle system mod hvidvaskning af penge.
Efter hvidvaskningsdirektivet, der er et minimumsdirektiv,
skal medlemsstaterne drage omsorg for, at hvidvaskning forbydes. Der skal
herunder indføres forpligtelser for de finansielle institutter til at
medvirke
hertil i nærmere omfang, som er angivet i direktivet. For disse institutter
foreskrives
således en pligt til at påse, at kunders identitet oplyses, og at der sker
registrering og opbevaring af oplysninger derom og om transaktioner.
Endvidere
er der en pligt til at undersøge og anmelde forhold, der mistænkes for at
kunne
have tilknytning til hvidvaskning, således at myndighederne kan forbyde, at
transaktionen gennemføres.
Direktivet indebærer desuden, at oplysninger, der gives af
kredit- eller finansieringsinstituttet i god tro, ikke skal betragtes som
brud
på den tavshedspligt, der i øvrigt måtte gælde, ligesom videregivelse ikke
kan
medføre, at instituttet pådrager sig nogen form for ansvar. Ifølge direktivet
skal der til de nævnte formål etableres passende interne kontrol- og
kommunikationsprocedurer, ligesom der skal træffes passende foranstaltninger
for at gøre de ansatte bekendt med hvidvaskningsbestemmelserne, herunder ved
at
gennemføre særlige uddannelsesprogrammer for de ansatte.
Hvidvaskningsdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov
nr. 348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af
penge, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004. Loven bygger som
helhed på bestemmelserne i direktivet og indebærer således, at de
virksomheder,
der er omfattet af loven, er pålagt en række forpligtelser, som skal
forebygge
anvendelsen af det finansielle system til hvidvaskning af penge.
I hvidvaskningslovens § 2 er hvidvaskning defineret
som
»konvertering, overførsel,
erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller
tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelser og ejerforhold
samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at
formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven«.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4.
december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) om ændring af Rådets direktiv
91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvaskning af penge indebærer en udvidelse af den personkreds,
som
hvidvaskningsdirektivet finder anvendelse på. En række fysiske og juridiske
personer, herunder revisorer, ejendomsmæglere, i visse tilfælde selvstændige
inden for juridiske erhverv og visse dele af detailhandlen, er nu også
omfattet
af hvidvaskningsdirektivet. Desuden finder hvidvaskningsdirektivet nu tillige
anvendelse på spillekasinoer. Hvidvaskningsdirektiverne er optaget som bilag
2
og 3 til lovforslaget.
2. hvidvaskningsdirektiv er – bortset fra
spillekasinovirksomhed – gennemført i dansk ret ved lov nr. 422 af 6.
juni 2002
om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge
(Bekæmpelse af finansiering af terrorisme, udvidelse af anvendelsesområde,
usamarbejdsvillige
lande).
10.1.2. Spillekasinolovgivningen
Hvidvaskningsloven omfatter ikke spillekasinoer, men en
række bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet er imidlertid allerede i
tilpasset
form overført til spillekasinoloven.
Ved lov nr. 397 af 13. juni 1990 om spillekasinoer
(spillekasinoloven), som trådte i kraft den 31. december 1990, blev der
indført
mulighed for efter tilladelse fra Justitsministeriet at oprette og drive
spillekasinovirksomhed i Danmark. Der er i dag seks spillekasinoer i Danmark.
Spillekasinoloven indeholder bl.a. bestemmelser om de
tilladte former for spil, om placering af indsatser, om vekslinger i
spillekasinoer og om adgangskravene til spillekasinoer. Loven regulerer
desuden
ansættelse af personale i spillekasinoerne, ligesom loven indeholder en række
kontrolbestemmelser, herunder om den offentlige kontrollant og om politiets
tilsyn med spillekasinovirksomheden.
Ved lov nr. 1096 af 22. december 1993 om ændring af lov om
spillekasinoer og lov om afgift af spillekasinoer blev en række regler i
hvidvaskningsdirektivet i tilpasset form overført til spillekasinovirksomhed.
Der henvises herved til de almindelige bemærkninger til lovforslaget,
Folketingstidende 1993-1994, tillæg A, sp. 459 ff. Folketingets forhandlinger
er gengivet i Folketingstidende 1993-1994, sp. 545, sp. 1958 ff., sp. 4163
ff.,
sp.
4356 f.,
tillæg A sp. 454 og tillæg B sp. 429. Ændringerne trådte i kraft henholdsvis
den 1. januar 1994 og den 1. juli 1994.
Ved lovændringen blev der bl.a. indført regler om
forevisning af legitimation og om registrering af oplysninger om enhver gæsts
navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt ankomsttidspunkt til
spillekasinoet. Desuden blev der indført en pligt til at opbevare disse
oplysninger i 2 måneder og derefter slette dem. I tilknytning til kravet om
forevisning af legitimation ved ankomsten blev der desuden fastsat regler om,
at et spillekasino med henblik på efterfølgende identifikation skal foretage
videoregistrering af den ankommende gæst, og at spillekasinoet skal opbevare
denne videoregistrering i 2 måneder. Disse ændringer indebar, at
hvidvaskningsdirektivets artikel 3 om legitimation og registrering af kunder
i
tilpasset form blev overført til spillekasinovirksomhed.
Ved lovændringen blev der desuden indført en række
yderligere kontrolbestemmelser i spillekasinoloven, herunder regler om, at
der
i hele spillekasinoets åbningstid skal være en uafhængig regnskabskyndig
person
(kontrollant) til stede. Kontrollanten skal foretage indberetning til
politiet,
såfremt vedkommende bliver opmærksom på, at de for spillekasinoet gældende
regler ikke overholdes, eller i øvrigt bliver opmærksom på uregelmæssigheder
i
forbindelse med spillenes afvikling mv. Spillekasinoernes ledelse,
sikkerhedspersonale og andre ansatte skal underrette kontrollanten ved
mistanke
om, at en veksling har tilknytning til hvidvaskning af penge, eller der
foregår
uregelmæssigheder ved spillenes afvikling, med henblik på at kontrollanten
træffer beslutning om underretning af politiet. Med disse bestemmelser er
hvidvaskningsdirektivets artikel 6 og artikel 9 i tilpasset form overført til
spillekasinovirksomhed.
Spillekasinoloven er senest ændret ved lov nr. 443 af 31.
maj 2000, hvor pligten for spillekasinoerne til at opbevare oplysninger om
gæsterne blev udvidet fra 2 måneder til 5 år. Med denne udvidelse af
opbevaringspligten
er hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 1. led, i tilpasset form overført til
spillekasinovirksomhed. Lovændringen indførte desuden en adgang for
spillekasinoerne til at registrere og i begrænset omfang udveksle oplysninger
med andre spillekasinoer om falskspillere.
10.2. Justitsministeriets overvejelser
Hvidvaskningsdirektivet indeholder en række bestemmelser,
der som anført i afsnit 10.1.2. i tilpasset form allerede er overført til
spillekasinovirksomhed. Formålet med lovforslaget er således at gennemføre de
øvrige bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet i dansk ret for så vidt angår
spillekasinoer.
Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 2. led,
at de omfattede institutter mv. skal opbevare dokumentation og registreringer
vedrørende transaktioner bestående af originale dokumenter eller kopier med
tilsvarende beviskraft i henhold til national lovgivning i mindst fem år fra
transaktionernes gennemførelse, så det kan tjene som bevis ved enhver
undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge.
Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse til at foretage
registrering af alle transaktioner, som finder sted i et spillekasino, men
derimod alene en pligt til at opbevare dokumenter og registreringer, som
spillekasinoerne i medfør af andre regler måtte have pligt til at opbevare
eller foretage.
På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at der –
svarende til hvidvaskningslovens § 9, stk. 1 – indføres en
pligt til
i mindst fem år at opbevare dokumenter og registreringer vedrørende
transaktioner.
En
»transaktion«
vil for et spillekasinos vedkommende
fortrinsvis bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt samt
udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater. Der henvises i
den
forbindelse i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i
§ 5,
nr. 1.
De dokumenter og registreringer, som efter forslaget skal
opbevares i fem år, vil kunne indeholde personoplysninger. En opbevaring af
sådanne oplysninger kan udgøre en behandling af personoplysninger i henhold
til
lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger
(persondataloven), som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001. Da en
behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil være en
følge af en retlig forpligtelse og må antages alene at omfatte ikke-følsomme
oplysninger, vil en sådan behandling imidlertid kunne ske inden for de
rammer,
der i persondataloven er udstukket for behandling af personoplysninger, jf.
persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3.
Det følger endvidere af hvidvaskningsdirektivets artikel 5,
at de af direktivet omfattede institutter mv. skal undersøge enhver
transaktion, som på grund af sin karakter særlig menes at kunne have
tilknytning til hvidvaskning af penge. Efter hvidvaskningsdirektivets artikel
7
skal de omfattede institutter mv. desuden afholde sig fra at udføre en
transaktion, som har eller mistænkes for at have forbindelse med hvidvaskning
af penge, så længe de ikke har underrettet de relevante myndigheder herom.
Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale
forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der
er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning
af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en
sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der
drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager
institutterne
den fornødne underretning af myndighederne umiddelbart derefter.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i praksis være
vanskeligt at gennemføre en nærmere undersøgelse af en transaktion i et
spillekasino, f.eks. i form af en veksling, uden at vække mistanke hos den
gæst, som anmoder om veksling. Af samme grund er det efter
Justitsministeriets
opfattelse ikke i praksis muligt at stille en transaktion i bero, indtil der
er
sket underretning af kontrollanten.
På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at
hvidvaskningsdirektivets artikel 5 og 7 for spillekasinoer gennemføres ved at
indføre en bestemmelse om, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og
andre ansatte skal være særlig opmærksomme på hvidvaskning af penge. Ved
mistanke herom skal kontrollanten underrettes, og kontrollanten skal –
såfremt
mistanken om hvidvaskning ikke umiddelbart kan afkræftes – straks
underrette
politiet. Dette krav om skærpet opmærksomhed omkring transaktioner, som kan
have tilknytning til hvidvaskning, vil efter Justitsministeriets vurdering
bedst tilgodese såvel de grundlæggende hensyn til bekæmpelse af hvidvaskning,
som de praktiske omstændigheder hvorunder transaktioner gennemføres i et
spillekasino.
Efter hvidvaskningsdirektivets artikel 6 skal det sikres,
at oplysninger om forhold, der kan have tilknytning til hvidvaskning af
penge,
gives til den myndighed, der er overordnet ansvarlig for bekæmpelsen af
hvidvaskning
af penge. I hvidvaskningsloven er der i overensstemmelse hermed fastsat en
pligt til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Spillekasinolovens nuværende kontrolbestemmelser bygger på
en ordning med en offentlig kontrollant, som skal være til stede i hele
spillekasinoets åbningstid, og som alene er underlagt politiets instruktion.
Kontrollantens
indberetninger, herunder om mistanke om hvidvaskning, sker i dag til det
stedlige politi.
Med dette lovforslag opretholdes denne ordning, og spillekasinoernes
underretninger om hvidvaskning vil fortsat skulle videregives via
kontrollanten
til det stedlige politi.
Det forudsættes i den forbindelse i øvrigt, at politiet ved
enhver underretning om mistanke om hvidvaskning af penge snarest videregiver
informationen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 8, at de
omfattede institutter mv., medlemmer af deres ledelse og deres ansatte ikke
må
meddele kunden eller tredjemand, at der er sendt oplysninger til
myndighederne,
eller at der er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge. Endvidere
følger det af artikel 9, at meddelelse i god tro af mistanken om hvidvaskning
af penge til de relevante myndigheder ikke betragtes som brud på
tavshedspligt,
som gælder i henhold til kontrakt, lov eller administrative bestemmelser og
påfører ej heller nogen form for ansvar.
Spillekasinoloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om
tavshedspligt svarende til artikel 8 og 9, og Justitsministeriet foreslår
derfor, at der indsættes bestemmelser om tavshedspligt mv. i
spillekasinoloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.
Endelig følger det af hvidvaskningsdirektivets artikel 11,
at de omfattede institutter mv. skal indføre passende interne
kontrolprocedurer
og kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre
gennemførelse af transaktioner, der er tilknyttet til hvidvaskning af penge.
Desuden skal institutterne træffe passende foranstaltninger for at gøre deres
ansatte bekendt med bestemmelserne i hvidvaskningsdirektivet, herunder ved
særlige uddannelsesprogrammer for deres ansatte.
Spillekasinoloven indeholder i kapitel 6 en række
bestemmelser om ekstern kontrol og tilsyn ved kontrollanten og politiet.
Derimod indeholder spillekasinoloven ikke regler, som pålægger spillekasinoer
at indføre
interne
kontrol- og
kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre
gennemførelse
af transaktioner, der er knyttet til hvidvaskning af penge. Spillekasinoloven
indeholder heller ikke regler om særlige uddannelsesprogrammer for de
ansatte,
som tager sigte på at imødegå hvidvaskning af penge.
På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at
spillekasinolovens kontrolbestemmelser udvides til også at omfatte de
beskrevne
interne
kontrol- og kommunikationsprocedurer mv.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5,
nr. 3.
11. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Med forslaget etableres en mere ensartet strafferetlig
beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler gennem en
fælles overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 samt en
ligestilling
af den strafferetlige beskyttelse af EU-midler og nationale midler i
§ 289
a.
Endvidere foreslås en udvidelse af den strafferetlige
beskyttelse i § 296 samt en forhøjelse af strafferammen i denne
bestemmelse
(samt i den foreslåede nyaffattede § 297) og i § 302 fra fængsel i
1
år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2 og
6.2.1, må den nævnte foreslåede forhøjelse af strafferammerne i disse
bestemmelser imidlertid formodes alene at ville blive udnyttet i
enkeltstående
tilfælde.
Lovforslaget indebærer endvidere, at klageadgangen til
Justitsministeriet afskæres i visse ansættelses- og personalesager under
Rigspolitichefen og i sager om erstatning i anledning af strafferetlig
forfølgning,
hvor afgørelsen er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.
Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslagets § 5 om ændring af lov om spillekasinoer skønnes
alene at indebære begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for
spillekasinoerne som følge af de foreslåede regler om opbevaring af
transaktionsoplysninger og om gennemførelse af interne kontrol- og
informationsprocedurer samt uddannelse af personale med henblik på at
forhindre
og forebygge hvidvaskning af penge.
Lovforslagets § 5 har været forelagt Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering. Lovforslaget
forventes ikke på samfundsplan at medføre administrative konsekvenser i et
omfang, der retfærdiggør en nærmere undersøgelse. Centret har på denne
baggrund
anbefalet, at forslaget ikke forelægges et af Økonomi- og
Erhvervsministeriets
virksomhedspaneler.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4.
december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) blev Rådets direktiv 91/308/EØF om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvaskning af penge (hvidvaskningsdirektivet) ændret, bl.a. således at
kredsen af
omfattede institutter mv.
blev udvidet, så
direktivets bestemmelser også omfatter spillekasinoer,
jf. 2. hvidvaskningsdirektivets art.
2 a,
nr. 7). Fristen for direktivets gennemførelse er fastsat til senest den 15.
juni 2003.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 om ændring af Rådets direktiv
91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvaskning af penge.
12. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt til
høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenternefor Østre og Vestre
Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og forretterne i Århus, Odense,
Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den DanskeDommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,Politidirektøren
i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,Landsforeningen af beskikkede
advokater, Institut for Menneskerettigheder,Dansk Retspolitisk Forening,
Landsorganisationen i Danmark, DanskArbejdsgiverforening, Dansk Industri,
Forbrugerrådet, Håndværksrådet,Forsikring & Pension, Realkreditrådet,
Finansrådet, Byggeriets Firkant,Dansk Handel og Service, HTS
Interesseorganisationen, ArbejderbevægelsensErhvervsråd, Landbrugsrådet,
Danmarks Fiskeriindustri- og Eksportforening, DanmarksRederiforening,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen afStatsautoriserede
Revisorer, Specialarbejderforbundet i Danmark, Foreningen afInterne
Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Datatilsynet,
Kommunernes
Landsforening, Københavns kommune, Århus kommune, Odense kommune, Helsingør
kommune, Aalborg kommune, Børkop kommune, HORESTA, Dansk Casinoforening,
FORCE
Technology, Teknologisk Institut, HK-Service, Dansk Funktionærforbund, RBF:
RestaurationsBranchens Forbund og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes
Landssammenslutning.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (straffelovens § 76 a)
Den foreslåede ændring af § 76 a om konfiskation er
dels en konsekvens af lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af
straffeloven
og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om
straffastsættelse),
hvorved strafferammen for overtrædelser af straffelovens § 286,
stk. 1,
blev ændret til fængsel indtil 6 år. En særskilt henvisning i straffelovens
§ 76
a, stk. 1, nr. 2, til overtrædelser af straffelovens § 286,
stk. 1,
er herefter unødvendig.
Ændringen er endvidere en konsekvens af den foreslåede
ændring af straffelovens § 289, hvorefter overtrædelser skal kunne
straffes med fængsel indtil 8 år. Henvisning i § 76 a til § 289 bør
herefter udgå.
Til nr. 2 (straffelovens § 270)
Ændringen indebærer, at der i § 270 alene henvises til
§ 267 og ikke § 267, stk. 1. Ændringen er en konsekvens af lov
nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Ændring
af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse), hvorved § 267,
stk. 2 og 3 blev ophævet, således at § 267 herefter alene
indeholder
et stykke.
Til nr. 3 (straffelovens § 289)
Den foreslåede bestemmelse er i lighed med formulering af
den nugældende § 289 en overbygningsbestemmelse. Efter lovforslaget skal
overbygningsbestemmelsen imidlertid i modsætning til i dag omhandle alle
grove
overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen samt af den
foreslåede § 289 a. Hensigten hermed er at etablere en fælles
bestemmelse,
der omhandler alle grove tilfælde af berigelseskriminalitet rettet mod
offentlige midler.
For så vidt angår de dele af lovgivning, der allerede efter
den nugældende retstilstand er omfattet af overbygningsbestemmelsen,
indebærer
lovforslaget ingen ændring, bortset fra bestemmelsens strafferamme, jf.
nedenfor. Ved vurderingen af, om et tilfælde af skatte- eller momssvig er af
en
sådan særlig grov karakter, at forholdet bør henføres under straffelovens
§ 289,
vil der således fortsat kunne hentes vejledning herom i de cirkulærer fra
Told-
og Skattestyrelsen, der er nærmere omtalt under lovforslagets almindelige
bemærkninger, pkt. 2.1.1.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis
der er tale om forsætlige overtrædelser af de omhandlede særlove. Er der
alene
tale om uagtsomme overtrædelser, vil forholdet – som i dag - alene kunne
henføres under særlovgivningens straffebestemmelser.
Anvendelse af den foreslåede § 289 forudsætter efter
bestemmelsens stk. 2 endvidere, at der i den pågældende særlovgivning er
angivet en henvisning til straffelovens § 289. En grov overtrædelse af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen vil herefter kun kunne
henføres under overbygningsbestemmelsen i straffeloven, hvis der i den
pågældende særlov udtrykkelig er henvist til straffelovens § 289.
Efter forslaget kan overtrædelser af § 289 straffes
med fængsel indtil 8 år. Herved ligestilles den strafferetlige beskyttelse af
grov svig med hensyn til offentlige midler med den beskyttelse, der efter
straffelovens § 279 om bedrageri gælder i tilfælde af grov svig med
private midler, jf. straffelovens § 286.
Der henvises til pkt. 2.2.1 og 2.3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (straffelovens § 289 a)
Den foreslåede bestemmelse viderefører gerningsindholdet i
den nugældende § 289 a om EU-svig, men udvider bestemmelsen til også at
finde anvendelse på svig med nationale støtte- og tilskudsmidler.
Bestemmelsen
tilsigter således at etablere en ensartet beskyttelse mod svig med offentlige
midler, uanset om der er tale om EU-midler, nationale midler eller en
blanding
heraf.
Bestemmelsen omhandler for det første midler, der udbetales
af eller skal tilbagebetales til danske myndigheder. Dette begreb skal
forstås
på samme måde som i straffelovens §§ 164-165, der vedrører offentlig
myndighed.
Bestemmelsen omhandler for det andet midler, der udbetales
af eller skal tilbagebetales til
De
Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer.
Herved menes – som efter den nugældende § 289 a – betaling til
eller
udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der
forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.
I begge tilfælde er det uden betydning, om midlerne
formidles via et mellemled, der ikke kan karakteriseres som en dansk
myndighed
eller et EU-organ, idet det afgørende er, om der reelt er tale om en afgift
til
eller tilskud fra disse.
Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med
EU-svigskonventionen de midler, der har form af told, afgifter, tilskud eller
støtte. For så vidt angår afgift skal dette forstås som en fiskal begrundet
generel national afgift, der pålægges alle eller visse grupper efter faste
kriterier, og hvor afgiftssatsen er den samme for alle regulerede.
Bestemmelsen
omfatter således ikke afgifter, der har pønal karakter, eller som har
karakter
af et vederlag for en ydelse.
Bestemmelsens
stk. 1
omhandler både den, der handler aktivt i forbindelse med svigen ved at
afgive
urigtige eller vildledende
oplysninger, samt den, der forholder sig passiv ved at
fortie
oplysninger eller ved at
undlade
at opfylde en oplysningspligt.
I begge tilfælde er det efter bestemmelsen et krav, at den
pågældende har forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller har
forsæt
til at opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre.
Det er derimod ikke et krav, at der hos den pågældende
myndighed foreligger en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen giver således
– i
lighed med den nugældende § 289 a – hjemmel til at straffe
forsætlig svig,
selv om der ikke hos myndigheden har foreligget en bestemmende vildfarelse,
eksempelvis fordi der i hele myndigheden ses igennem fingre med, at der
svindles med de pågældende midler.
Overtrædelsen fuldbydes på det tidspunkt, hvor de urigtige
eller vildledende oplysninger gives, eller hvor en oplysningspligt skulle
have
været opfyldt.
Efter den foreslåede
stk. 2
kan også visse efterfølgende handlinger i relation til de omhandlede midler
straffes. Bestemmelsen vedrører den, der uretmæssigt udnytter en lovlig
opnået
fordel med hensyn til de omhandlede betalinger, og den, som uretmæssigt
anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget
til. En sådan
»efterfølgende
svig«
kan eksempelvis foreligge,
hvis et tilskud er udbetalt i overensstemmelse med retningslinjerne herfor,
men
hvor modtageren efterfølgende anvender midlerne i strid med de vilkår, der er
fastsat for tildeling af tilskuddet.
Overtrædelse af stk. 2 fuldbyrdes på det tidspunkt,
hvor fordelen uretmæssigt udnyttes, eller hvor udbetalingen udnyttes til
uvedkommende formål.
Det følger af lovforslaget, at denne del af den foreslåede
§ 289 a ikke skal finde anvendelse på ydelser, der er bevilget til
privat
brug. Dette begreb er bredere end begrebet
»sædvanligt underhold«,
der anvendes i straffelovens § 290, stk. 3, om hæleri. Eksempelvis
vil tilskud til erhvervelse af et handicapkøretøj være at betragte som midler
bevilget til privat brug, men næppe en del af sædvanligt underhold.
I den foreslåede
§ 289
a, stk. 3
, angives, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 kun finder
anvendelse, hvis der ikke i anden lovgivning er en tilsvarende regulering.
Heraf følger, at § 289 a er subsidiær i forhold til særlovgivningen,
således at særlovgivningen har forrang i det omfang, der heri er
bestemmelser,
hvis gerningsindhold svarer til den foreslåede § 289 a.
Med formuleringen tilsvarende regulering menes således, at
den pågældende særlov skal indeholde en fuldstændig, selvstændig
straffehjemmel, og ikke hverken udtrykkelig eller forudsat kun have
straffebestemmelser
vedrørende mindre grove overtrædelser, mens grovere overtrædelser er forudsat
henført under straffeloven.
En lang række særlovsbestemmelser indeholder angivelse af
en straf, der efterfølges af en formulering i lighed med
»medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning«
eller
»medmindre strengere straf
er forskyldt efter straffeloven«.
Det forudsættes, at sådanne henvisninger fremover betragtes
som en henvisning til den foreslåede § 289 a. Dette får om konsekvens,
at
§ 289 a bliver anvendelig i forhold til overtrædelser af den pågældende
særlov, idet særlovsbestemmelsen således ikke indeholder en fuldstændig og
selvstændig straffehjemmel – dvs. særloven indeholder i så fald ikke en
»tilsvarende regulering«.
Den foreslåede systematik
indebærer, at den foreslåede § 289 a finder anvendelse
(1) hvis der
ikke er en særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen er
en
gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, (3) hvis der ikke i
særlovgivningen
er straffebestemmelser eller (4) hvis særlovgivningen indeholder en
henvisning
til straffelovens bestemmelser.
I kraft af den foreslåede
§ 289 a, stk. 4
, hvori der henvises til § 289, vil
den foreslåede overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde
anvendelse, hvis § 289 a overtrædes under omstændigheder, der
kendetegner
forholdet som særlig groft.
Hvis særlovgivningen derimod indeholder en regulering, der
svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under
§ 289
a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under
den
foreslåede § 289, vil således afhænge af, om der i den pågældende
særlovsbestemmelse
er en henvisning til straffelovens § 289.
Det foreslås, at overtrædelse af § 289 a straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Der henvises til pkt. 2.2.2. og 2.3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (straffelovens § 296)
Den foreslåede § 296 er med enkelte redaktionelle
ændringer identisk med Brydensholt-udvalgets forslag. Den foreslåede
bestemmelse, der er en overbygning på en række særlovsbestemmelser om
juridiske
personers retsforhold, har desuden i vid udstrækning et indhold, der svarer
til
den nuværende § 296. Den foreslåede affattelse af § 296 indebærer
dog, at bestemmelsen ikke længere er subsidiær i forhold til straffelovens
§ 279
om bedrageri. Der vil således kunne straffes i sammenstød med straffelovens
§ 279,
hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af den fremgangsmåde, der er
anvendt ved overtrædelsen.
I den foreslåede
§ 296, stk. 1, nr. 1
,
er
»løgnagtige meddelelser«
ændret til
»urigtige eller
vildledende oplysninger«. Der er
ikke hermed tiltænkt en realitetsændring. Endvidere er formuleringen ændret
fra
»kan påvirkes«
til
»kan påvirkes væsentlig«,
hvilket dog ikke kan antages at være en ændring i forhold til, hvad der
allerede i dag kræves, for at bestemmelsen kan finde anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse omhandler den, der udspreder
urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller
tilsvarende aktiver kan påvirkes. Det forudsættes, at
værdipapirer
skal forstås på samme måde som i den til enhver tid
gældende værdipapirhandelslov.
Med den foreslåede
§ 296, stk. 1, nr. 2
,
tilsigtes det primært at foretage
en sproglig modernisering af den nugældende bestemmelse.
Bestemmelsen kriminaliserer – som i dag – afgivelse af
urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold i
offentlige meddelelser om økonomiske forhold, jf. den foreslåede
litra a.
Den foreslåede
litra b
omhandler urigtige eller vildledende
oplysninger i lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter enhver form for
lovpligtige regnskaber, eksempelvis lovpligtige perioderegnskaber afgivet af
børsnoterede selskaber, jf. værdipapirhandelslovens § 27. Lovpligtige
regnskaber er ikke særskilt nævnt i den eksisterende bestemmelse, men må
antages at være indeholdt i den nuværende formulering om
regnskabsoplysninger.
Der er således ikke hermed tale om en realitetsændring.
Efter den foreslåede
litra c
kriminaliseres urigtige
eller vildledende oplysninger i beretninger, regnskaber eller erklæringer til
generalforsamlingen eller lignende organ eller den juridiske persons ledelse.
Såfremt
det er muligt i en juridisk person at træffe beslutning på anden måde end på
generalforsamlingen, jf. eksempelvis anpartsselskabslovens § 28,
stk. 1,
finder litra c anvendelse på det organ, der træder i stedet for
generalforsamlingen.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den nugældende § 296,
stk. 1,
nr. 2, idet der dog med regnskaber i den foreslåede bestemmelse skal forstås
ikke lovpligtige regnskaber, eksempelvis grønne regnskaber, etiske regnskaber
og vidensregnskaber. Såfremt der i sådanne regnskaber afgives urigtige eller
vildledende oplysninger, vil der kunne straffes efter den foreslåede
bestemmelse, hvis de urigtige eller vildledende oplysninger heri er egnede
til
væsentlig at påvirke prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver.
Den foreslåede
litra d
om urigtige eller vildledende
oplysninger til registreringsmyndigheden svarer til gældende ret.
Registreringsmyndigheden
vil typisk være Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Efter den foreslåede
litra e
straffes urigtige eller
vildledende oplysninger i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons
stiftelse eller kapitaludvidelser samt vedrørende salg af andele eller
udstedelse eller salg af konvertible obligationer. I forhold til den
nugældende
bestemmelse er der sket en udvidelse, således at også udstedelse eller salg
af
konvertible obligationer er omfattet.
Bestemmelsen forudsættes i øvrigt alene at finde anvendelse
på forhold, der vedrører den juridiske persons egenkapital. Er der tale om
urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med udbud af
inkonvertible
obligationer, optioner mv., der vedrører andre former for kapitaltilførsel,
vil
forholdet være omfattet af den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 3,
litra
a, om kapitaltilførsel samt efter omstændighederne efter straffelovens
§ 279
om bedrageri.
I den foreslåede
§ 296, stk. 1, nr. 3
, er
henvisningerne til aktiebreve, andelsbeviser og interimsbeviser udgået, idet
de
fleste aktier i dag er dematerialiserede værdipapirer, der registreres i
Værdipapircentralen, og idet aktieselskabsloven ikke længere indeholder
regler
om interimsbeviser. I det omfang, der fortsat findes fysiske papirer af denne
type, og disse ønskes strafferetligt beskyttet, vil reguleringen herefter
skulle foretages i særlovgivningen.
I den foreslåede
litra a
er henvist til de regler,
der gælder for en juridisk person med hensyn til kapitaltilførsel.
Bestemmelsen
er ny og omfatter såvel kapitaltilførsel i forbindelse med den juridiske
persons stiftelse som efterfølgende kapitaltilførsel.
Den foreslåede
litra b
om anvendelse af den
juridiske persons midler omfatter i lighed med den nugældende bestemmelse
regler om anvendelse af overskud og udbetaling af udbytte og tantieme. Den
foreslåede regel er imidlertid ikke begrænset hertil og omfatter alle
selskabslovgivningens bestemmelser om anvendelse af den juridiske persons
midler, herunder eksempelvis reglerne om aktionær- eller anpartshaverlån og
om
selvfinansiering.
Den foreslåede
§ 296, stk.1, nr. 4
, er ny og
omhandler områder inden for den juridiske persons virke, hvor overtrædelser
af
særlovgivningen medfører betydelige bevisvanskeligheder i forbindelse med en
senere ansvarsplacering.
Den foreslåede
litra a
vedrører førelse af
forhandlingsprotokoller. Disse protokoller er væsentlige i forbindelse med
vurderingen af, om der er grundlag for at gøre et civilretligt eller
strafferetligt
ansvar gældende overfor den juridiske person eller over for medlemmer af den
juridiske persons ledelse.
Litra b
omhandler overtrædelse af særlovgivningens
bestemmelser om førelse af fortegnelser og oplysningspligter vedrørende
ejerskabet til den juridiske person. Omfattet vil eksempelvis være
storaktionærmeddelelser efter værdipapirhandelslovens § 29.
Efter den foreslåede
litra c
er grove overtrædelser
af reglerne vedrørende handlepligter ved kapitaltab omfattet af § 296.
Bestemmelsen er ny og indebærer, at de forpligtelser, der efter
selskabslovgivningen
påhviler bestyrelse og direktion, hvis det konstateres, at henholdsvis
halvdelen af aktiekapitalen og 40% af anpartskapitalen er tabt, bliver
omfattet
af den strafferetlige beskyttelse i § 296.
Med den foreslåede
§ 296, stk. 2
,
videreføres den nugældende bestemmelse om straf for groft uagtsomme forhold,
dog således at alle overtrædelse af § 296, stk. 1, kan straffe,
hvis
der er handlet groft uagtsomt.
Efter den foreslåede bestemmelse straffes overtrædelser af
§ 296, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder,
mens
strafferammen i stk. 2 som i dag er bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Der henvises til pkt. 4.2. og 4.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (straffelovens § 297)
Bestemmelsen er enslydende med Brydensholt-udvalgets forslag
og viderefører den nugældende § 296, stk. 1, nr. 1, for så vidt
angår
de dele, der ikke særligt relaterer sig til juridiske personer.
Med henblik på at sikre, at afgivelse af urigtige eller
vildledende oplysninger, der kan have væsentlig betydning for prisen på fast
ejendom, er omfattet, er dette nu udtrykkelig nævnt i ordlyden af den
foreslåede
bestemmelse.
Der henvises til pkt. 5.2. og 5.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7 (straffelovens § 302)
Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte redaktionelle
ændringer til Brydensholt-udvalgets forslag.
Bestemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til
straffelovens § 296. Det forudsættes således, at tilfælde, hvor
eksempelvis regnskaber indeholder urigtige eller vildledende oplysninger, der
kan påvirke prisen på værdipapirer, og som dermed vil kunne henføres under
straffelovens
§ 296, ikke tillige straffes efter § 302, selv om regnskaberne er
udarbejdet i strid med lovgivningen. Kun hvis der er tale om yderligere
overtrædelser
af bogføringsforpligtelserne, bør der tillige straffes for overtrædelse af
§ 302.
Bestemmelsen viderefører gerningsindholdet i den gældende § 302,
idet den foreslåede bestemmelse dog er opbygget i overensstemmelse med lov
nr.
1006 af 23. december 1998 om bogføring, som er tiltænkt med tiden at skulle
afløse særlovgivningens bogføringsbestemmelser. Den foreslåede § 302 kan
imidlertid finde anvendelse i relation til alle eksisterende
bogføringsbestemmelser, hvis disse bestemmelser overtrædes under
omstændigheder, der karakteriserer forholdet som groft. Også overtrædelser af
de bogføringsbestemmelser, der fortsat måtte være i særlovgivningen, kan
således
henføres til § 302.
I formuleringen af den foreslåede § 302, stk.1, nr. 2,
er endvidere udtrykkelig taget højde for bogføringslovens muligheder for
edb-bogføring og kryptering, samt mulighed for bogføring i udlandet.
Overtrædelser af den foreslåede § 302, stk. 1,
kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Bestemmelsen i § 302, stk. 2, om straf for groft
uagtsomme overtrædelser er uændret.
Der henvises til pkt. 6.2.1. og 6.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1 (fiskerilovens § 103, stk. 3)
Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af
fiskerilovgivningen, hvor der har været forsæt til unddragelse af betaling af
afgifter i henhold til EU-forordninger eller opnåelse af uberettiget
udbetaling
eller refusion af ydelser i henhold til EU-forordninger, lovens § 103 om
anvendelse
af midler fra de i § 102 nævnte fonde (produktionsafgiftsfonde) eller
regler udstedt i medfør af § 102 (regler om betaling af afgifter på
fisk,
der landes, opdrættes, tilvirkes eller omsættes her i landet mv.).
Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller
fængsel indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde
eller
fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 289.
Ændringen betyder, at fiskerilovens bestemmelse om straf
for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler (udbetaling
af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den foreslåede
affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører henvisningen til
straffelovens § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt
grove
forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er fængsel
indtil 8 år.
Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige
strafudmålingsniveau.
Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1 (bemyndigelseslovens § 25)
Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af forhold som
omtalt i lovens § 23, stk. 1, og § 24, dvs. afgivelse af
urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i
henhold til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til de i lovens
kapitel 2 omhandlede midler, i øvrigt i henhold til loven eller de i medfør
af
loven fastsatte regler eller fortielse af oplysninger af betydning for sagens
afgørelse, samt overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af loven eller
forsøg herpå, med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter
eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller
andre.
Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller
fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde
eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt
efter straffelovens § 289.
Ændringen betyder, at bemyndigelseslovens bestemmelse om
straf for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler
(udbetaling af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den
foreslåede affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører
henvisningen til § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt
grove forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er
fængsel indtil 8 år.
Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige
strafudmålingsniveau.
Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (retsplejelovens § 98, stk. 4)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen
af retsplejelovens § 1018 e, stk. 4, hvorved der sker en fravigelse
af det almindelige to-instansprincip inden for anklagemyndigheden.
Til nr. 2 (retsplejelovens § 110, stk. 2)
Bestemmelsen regulerer den administrative klageadgang med
hensyn til konkrete afgørelser truffet af Rigspolitichefen som ansættelses-
og
personaleadministrativ myndighed i sager vedrørende politiets ikke-juridiske
personale.
Klagebegrænsningen gælder såvel afgørelser, truffet af Rigspolitichefen
som første instans, som afgørelser, truffet af Rigspolitichefen som
rekursinstans. Afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er
truffet
afgørelse om afsked, omfattes ikke af klagebegrænsningsreglerne. Det samme
gælder Rigspolitichefens afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og
personalesager.
Stk. 2, 1. pkt.,
fastsætter, at Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager angående
polititjenestemænd og politiets (tjenestemandsansatte) personale og i andre
sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, fortsat skal kunne påklages
til
justitsministeren i samme omfang som hidtil. Det gælder såvel afgørelser,
truffet af Rigspolitichefen som første instans, som afgørelser, hvor
Rigspolitichefen træffer afgørelse som rekursinstans for politimestrenes
(politidirektørens) afgørelser.
Bestemmelsen fastslår endvidere, at Rigspolitichefens
afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan påklages til
Justitsministeriet.
Efter
stk. 2, 2.
pkt., afskæres den almindelige klageadgang til justitsministeren for så
vidt angår Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser i ansættelses- og
personalesager. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel
afgørelsens
materielle indhold som spørgsmål om sagsbehandlingsfejl, der måtte knytte sig
til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse og inhabilitet mv.
Bestemmelsen indebærer, at Rigspolitichefens afgørelser i disse sager er
endelige.
Til nr. 3 (retsplejelovens § 754 a)
Bestemmelsen regulerer politiets mulighed for at anvende politiagenter.
Bestemmelsen fastlægger, at politiet ikke må anvende agenter, medmindre en af
flere mulige undtagelser er opfyldt, herunder hvis efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover,
eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.
I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås en ny affattelse
af straffelovens § 289 og en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Som
konsekvens heraf bør henvisningen i retsplejelovens § 754 a,
stk. 1,
nr. 3, til straffelovens § 289, 2. pkt., udgå.
Til nr. 4 (retsplejelovens § 781)
Bestemmelsen angiver, i hvilke tilfælde politiet har
mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Efter
§ 781,
stk. 1, nr. 3, kan dette bl.a. ske, hvis efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover,
eller en overtrædelse af bl.a. straffelovens § 289.
Som nævnt ovenfor foreslås strafferammen i straffelovens § 289
ændret til fængsel indtil 8 år, hvilket overflødiggør henvisningen i
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, til straffelovens § 289.
Til nr. 5 (retsplejelovens § 837, stk. 1)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 436 af
10. juni 2003, hvor retsplejelovens § 836 a blev indsat. Den nuværende
henvisning i retsplejelovens § 837, stk. 1, til foranstående
paragraf
skal herefter ændres til retsplejelovens § 836.
Til nr. 6 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 1)
Ændringen indebærer, at alle afgørelser om erstatning i
medfør af kapitel
93 a
som udgangspunkt afgøres af statsadvokaterne i 1. instans. Det betyder, at
afgørelser om erstatning efter § 1018 h, som i dag forelægges for
Rigsadvokaten til afgørelse, fremover vil kunne afgøres af statsadvokaterne
som
1. instans, medmindre det i medfør af bestemmelsens 2. pkt. er fastsat, at
sagen
skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.
Til nr. 7 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 4)
Bestemmelsen indebærer, at afgørelser efter kapitel
93 a
om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning, truffet af Rigsadvokaten i 1. instans, ikke kan
påklages justitsministeren. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage
såvel afgørelsens materielle indhold som formalitetsspørgsmål, der måtte
knytte
sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse, inhabilitet mv.
Bestemmelsen
indebærer, at Rigsadvokatens afgørelser i disse sager er endelige.
Bestemmelsen omfatter også afgørelser, der formelt træffes
af de regionale statsadvokater efter forelæggelse for Rigsadvokaten.
Den foreslåede bestemmelse er en undtagelse til det gældende
to-instansprincip inden for anklagemyndigheden, jf. § 98, stk. 4.
Til nr. 8 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)
Retsplejelovens § 1018 e, stk. 6, er en
specialbestemmelse om aktindsigt. Bestemmelsen fastslår i sin nuværende
udformning, at to-instansprincippet også finder anvendelse på
anklagemyndighedens
afgørelser om aktindsigt.
Formålet med ændringen af § 1018 e, stk. 6, er at
opretholde den gældende retstilstand, også for så vidt angår afgørelser om
aktindsigt truffet af Rigsadvokaten i første instans. Med dette forslag
ændres
bestemmelsens 1. pkt. derfor, således at henvisningen til § 1018 e,
stk. 4,
udgår.
Til nr. 9 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)
Forslaget indebærer, at der indsættes et nyt
2. pkt. i retsplejelovens § 1018 e,
hvori det udtrykkeligt fastslås, at afgørelser om aktindsigt, truffet af
Rigsadvokaten som første instans, fortsat kan påklages til justitsministeren.
Til nr. 10 (retsplejelovens § 1018 f, stk. 1)
Bestemmelsen er en konsekvensændring som følge af den
foreslåede bestemmelse i § 1018 e, stk. 4.
Til § 5
Til nr. 1 (spillekasinolovens § 9 d)
Efter den foreslåede bestemmelse skal spillekasinoer
opbevare dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner i mindst 5 år.
Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at foretage registrering af alle
transaktioner, men tager alene sigte på selve opbevaringen af dokumenter og
registreringer.
En pligt til at foretage registrering af en transaktion vil derimod kunne
følge
af anden lovgivning, f.eks. bogføringsloven.
En transaktion vil i relation til et spillekasino
fortrinsvis kunne bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt ved
spillets afslutning (eventuelt uden at der er gennemført spil), ved veksling
via træk på hævekort i spillekasinoet samt ved udbetaling af gevinster fra
gevinstgivende
spilleautomater.
Forslaget gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel 4,
2. led, og svarer i øvrigt til hvidvaskningslovens § 9, stk. 2.
Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2 (spillekasinolovens
§ 20 b)
Med henblik på at gennemføre hvidvaskningsdirektivets
artikel 5 og 7 i tilpasset form for spillekasinovirksomhed foreslås i
stk. 1,
at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte skal være
særlig opmærksomme på transaktioner, som kan have tilknytning til
hvidvaskning
af penge.
Ved mistanke om, at en
transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a
nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har
tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal
kontrollanten straks underrette politiet i medfør af § 20 a,
stk. 5.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det i forhold til
den gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b, at spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte har en skærpet pligt til at
have
opmærksomheden rettet imod mulig hvidvaskning af penge.
Kontrollanten vil efter forslaget endvidere have pligt til
i alle tilfælde, hvor en mistanke om hvidvaskning ikke umiddelbart kan
afkræftes, straks at underrette politiet. Også på dette punkt er der således
tale om en skærpelse i forhold til gældende ret.
Det forudsættes i øvrigt, at politiet underretter
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om enhver underretning om
mistanke om hvidvaskning af penge.
En mistanke om, at en transaktion kan have tilknytning til
hvidvaskning af penge, kan f.eks. bestå i, at der veksles et usædvanlig højt
beløb en eller flere gange samme dag eller inden for kortere tid, at
spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte har kendskab
til,
at den vekslende gæst tidligere har foretaget eller medvirket ved
hvidvaskning
af penge, eller at det i øvrigt skønnes, at gæsten i særlig grad udviser
usædvanlig adfærd.
Kontrollanten vil ligeledes kunne underrette politiet om
mistænkelige transaktioner, som kontrollanten er blevet opmærksom på, f.eks.
ved egne iagttagelser i spillekasinoet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer til den
gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b og indebærer en pligt
for
spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte til at
underrette
kontrollanten, hvis de får mistanke om, at der foregår uregelmæssigheder i
forbindelse
med spillenes afvikling, dvs. forhold som ikke har tilknytning til
transaktioner og dermed hvidvaskning af penge.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt.,
har spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte samt
revisorer eller andre, der udfører særlige hverv for spillekasinoet, pligt
til
at hemmeligholde, at der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger
eller er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge.
Det foreslås endvidere, at en tilsvarende pligt til
hemmeligholdelse skal gælde for kontrollanten, idet kontrollanten i henhold
til
den foreslåede bestemmelse i § 20 b fra spillekasinoet skal modtage
underretning ved mistanke om hvidvaskning af penge, jf. den foreslåede
bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.
Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 1,
og har til formål at gennemføre hvidvaskningsdirektivets artikel 8.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at
videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 1 og 2 ikke anses for et
brud på tavshedspligten fastsat i lovgivning, i medfør af lov eller i henhold
til kontrakt. En sådan videregivelse af oplysninger skal efter bestemmelsen
heller ikke kunne påføre spillekasinoet, dets ledelse, ansatte eller
kontrollanten nogen form for ansvar.
Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 2,
og har til formål at gennemføre artikel 9 for så vidt angår spillekasinoer.
Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (spillekasinolovens § 20 d)
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at
spillekasinoerne i samarbejde med kontrollanten
skal udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og
kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og instruktionsprogrammer for
medarbejderne. Det følger af bestemmelsens henvisning til § 9 a og
§ 20
b, at disse interne regler samt uddannelses- og instruktionsprogrammer tager
sigte på de forpligtelser, som medarbejderne er pålagt med hensyn til
hvidvaskning af penge. Formålet dermed er at give de ansatte bedre
forudsætninger
for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af
penge,
og at instruere personalet i, hvorledes de skal forholde sig i sådanne
tilfælde.
Forpligtelsen vil f.eks. kunne opfyldes ved regelmæssige
interne instruktionsmøder eller som led i et uddannelsesforløb.
Da den offentlige kontrollant i kraft af
underretningspligten til politiet indgår som et vigtigt led i indsatsen imod
hvidvaskning af penge og desuden er uafhængig af spillekasinoet, foreslås
det,
at
kontrol- og kommunikationsprocedurerne
samt
uddannelses- og instruktionsprogrammerne for medarbejderne skal
udarbejdes i samarbejde med kontrollanten.
Bestemmelsen omfatter alene den del af personalet i
spillekasinoet, som er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, dvs.
sikkerhedspersonale, croupierer, bordinspektører, personale ved indgange og i
vekselkasser mv. Bestemmelsen tager derimod ikke sigte på personale, som
alene
beskæftiger sig med opgaver i relation til restaurationsvirksomhed, rengøring
mv.
Bestemmelsen gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel
11 og svarer til hvidvaskningslovens § 3, stk. 1.
Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (spillekasinolovens § 24, stk. 1,
nr. 1)
Det foreslås, at straffebestemmelsen udvides til at omfatte
de foreslåede bestemmelser.
Til § 6
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog skal lovens
§§ 4
og 5 om ændring af retsplejeloven og spillekasinoloven træde i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Loven finder anvendelse for forhold, der er begået efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
De nye bestemmelser i retsplejeloven om begrænsning af
sager, der kan påklages til justitsministeren, finder anvendelse på klager
eller anmodninger om erstatning, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Klager eller anmodninger om erstatning, der inden ikrafttrædelsestidspunktet
er
fremsat over for henholdsvis politiet eller anklagemyndigheden, vil blive
færdigbehandlet efter de gældende regler.
Til § 7
Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog ved kongelig
anordning
helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.
september 2004, foretages følgende ændringer:
§ 76 a.
Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører
en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når
1)
handlingen er af en
sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og
2)
den efter loven kan
straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens § 286,
stk. 1,
eller § 289.
Stk. 2-5.
-
- -
1.
I
§ 76 a, stk. 1, nr. 2,
udgår »eller
straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289«.
§ 270.
Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig fornærmende, kan straf
efter § 267, stk. 1, anvendes, selv om sandhedsbevis føres; det
samme gælder, såfremt gerningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at
fremsætte fornærmelsen.
2.
I
§ 270, stk. 1,
udgår », stk. 1,«.
Stk. 2.
Dersom
den fornærmede alene nedlægger påstand om straf efter denne paragraf,
tilstedes bevis for sigtelsens sandhed ikke ført, medmindre almene hensyn
afgørende taler derfor.
3.
§ 289
affattes således:
§ 289.
Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af
særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i
momssvig af særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På
samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov
karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller
den der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens
§ 73,
stk. 3.
»§ 289.
Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller
andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov
karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af
§ 289
a.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i
stk. 1
nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.«
4.
§ 289 a
affattes således:
§ 289 a.
Med bøde eller fængsel indtil 4 år straffes den, der til brug for afgørelser
om betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller
budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver
urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning
for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling
eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.
Udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget m.v. omfatter også
ordninger, der kun delvis er finansieret af EU-midler.
»§ 289 a.
Med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for
afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller
udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske
myndigheder
eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre
fællesskabsorganer
giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger,
herunder undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens
afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med
forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med
hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt
anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de
oprindelig
var bevilget til.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med
hensyn
til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender
udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig
var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat
brug.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden
lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.
Stk. 4.
Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter
straffes efter § 289.«
5.
§ 296
affattes således:
§ 296.
Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, som, uden at betingelserne
for at anvende § 279 foreligger,
»§ 296.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes den, som
1)
udspreder
løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer, værdipapirer eller lignende
genstande kan påvirkes,
1)
udspreder urigtige
eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller
tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt,
2)
gør urigtige eller
vildledende angivelser angående aktieselskabers, andelsselskabers eller
lignende foretagenders forhold gennem offentlige meddelelser, i beretninger,
regnskabsopgørelser eller erklæringer til generalforsamling eller nogen
selskabsmyndighed, ved anmeldelse til handelsregistret eller
aktieselskabsregisteret eller i indbydelse til dannelse af sådanne selskaber
eller udbud af andele i dem,
2)
giver urigtige
eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold
a)
i offentlige meddelelser
om økonomiske forhold,
b)
i lovpligtige
regnskaber,
3)
overtræder de for
aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar gældende
bestemmelser med hensyn til udfærdigelse af aktiebreve, andelsbeviser eller
interimsbeviser, anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte og tantieme
eller tilbagebetaling af indskud.
c)
i beretninger,
regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller
den juridiske persons ledelse,
d)
ved anmeldelse til
en registreringsmyndighed eller
Stk. 2.
Begås de
under nr. 2 og 3 nævnte handlinger af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.
e)
i udbudsmateriale
vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt
vedrørende
salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer,
3)
groft overtræder
den for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende
a)
kapitaltilførsel
eller
b)
anvendelse af den
juridiske persons midler,
4)
groft undlader at
opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om
a)
førelse af
forhandlingsprotokoller,
b)
førelse af
fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller
c)
handlepligter ved
konstateret kapitaltab.
Stk. 2.
Begås en
handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«
6.
§ 297
affattes således:
§ 297.
Med bøde straffes den, som uden for de i § 296 nævnte tilfælde i
dokumenter,
forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser mod bedre vidende gør
urigtige angivelser om det af ham bestyrede eller repræsenterede selskabs
økonomiske stilling.
»§ 297.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende
oplysninger,
hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver kan påvirkes
væsentligt.
Stk. 2.
Begås en
handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«
7.
§ 302
affattes således:
§ 302.
Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, som under omstændigheder,
der kendetegner forholdet som særlig groft:
»§ 302.
Med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under
§ 296,
den, som særlig groft overtræder lovgivningens krav til
1)
foretager urigtige
eller vildledende angivelser i forretningsbøger eller regnskaber, som det
ifølge lov påhviler den pågældende at føre eller udfærdige,
1)
bogføring, herunder
registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,
2)
undlader at føre
forretningsbøger eller udfærdige regnskaber på den måde, som det ifølge lov
påhviler den pågældende at gøre det,
2)
opbevaring af regnskabsmateriale,
herunder beskrivelser af bogføring og systemer til opbevaring og fremfindelse
af materiale, herunder adgangskoder mv. og krypteringsnøgler,
3)
undlader at opfylde
den ifølge lov foreskrevne pligt til at opbevare forretningsbøger, bilag
eller
andet regnskabsmateriale eller ødelægger sådant.
3)
offentlige
myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for disse
myndigheder særligt gældende lovgivning samt
Stk. 2.
Begås en
handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen
bøde eller fængsel indtil 4. måneder.
4)
aflæggelse af
årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.
Stk. 2.
Begås en
handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«
§ 2
I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31.
juli 2004, foretages følgende ændring:
§ 130. - -
-
Stk. 1-2.
- - -
1.
I
§ 130, stk. 3,
ændres »2 år, under
skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.
Stk. 3.
Den der
begår et forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller som nævnt i
de i medfør af stk. 2 fastsatte regler med fortsæt til at unddrage sig
eller andre betaling af afgifter i henhold til de i § 10 omhandlede
forordninger
eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 102 eller med fortsæt
til at opnå uberettiget udbetaling eller refusion af ydelser til sig eller
andre i henhold til de i § 10 nævnte forordninger eller i henhold til
§ 103
eller regler fastsat i medfør af § 102, straffes med bøde eller fængsel
i indtil 2 år, under skærpede omstændigheder indtil 4 år.
§ 3
I lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs
forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, foretages følgende ændring:
§ 25.
Den, der begår et forhold som nævnt i § 23, stk. 1, eller § 24
med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter i henhold til
de i § 1 nævnte forordninger eller i henhold til denne lovs § 6
eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller
andre i henhold til de i § 1 omhandlende forordninger eller i henhold
til § 7, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, under skærpede
omstændigheder
indtil 4 år
1.
I
§ 25
ændres »2 år, under skærpende
omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter straffelovens § 289«.
§ 4
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.
september 2004, foretages følgende ændringer:
§ 98.
- - -
Stk. 2-3.
- - -
Stk. 4.
Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af
rigsadvokaten som første instans.
1.
I
§ 98, stk. 4,
indsættes efter »som
1. instans«: », jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.«.
§ 110.
Under rigspolitichefen henlægges særlig:
2.
I
§ 110
indsættes som stk. 2:
1)
Fordeling og
omflytning samt indstillinger om ansættelser og forfremmelser inden for
politikorpset
og politiets kontorpersonale. Forinden forflyttelse sker, skal dog – ud
over
erklæring fra vedkommende politimester (politidirektøren) – indhentes
erklæring fra vedkommende tjenestemand.
»Stk. 2.
Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er
truffet afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og
personalesager kan påklages til justitsministeren. Andre afgørelser truffet
af rigspolitichefen i ansættelses- og personalesager kan ikke påklages til
justitsministeren.«
2)
Politiets
udrustning og kontorhold.
3)
Regnskabsførelsen
vedrørende udgifterne til politivæsenet.
4)
Politiafdelinger,
der ikke er knyttet til en bestemt politikreds, medmindre der af
justitsministeren
træffes anden bestemmelse.
5)
Tilrettelæggelsen
af fremmedtilsynet og gennemførelsen af de herhenhørende bestemmelser
§ 754 a.
Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse
foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med
henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen,
medmindre:
3.
I
§ 754 a, stk. 1, nr. 3,
udgår »,
eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.«.
1)
der foreligger en
begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller
forsøgt,
2)
efterforskningsskridtet
må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3)
efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.
Stk. 2.-
- -
§ 781.
Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt
4.
I
§ 781, stk. 1, nr. 3,
udgår »,
eller 289«.
1)
der er bestemte grunde
til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller fra en mistænkt
2)
indgrebet må
antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3)
efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller
13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127,
stk. 1, 193, stk. 1, 228, 235, 266, 281 eller 289 eller en
overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.
Stk. 2-5.
- - -
§ 837.
Finder statsadvokaten at måtte modsætte sig en begæring, som af forsvareren
er fremsat i henhold til foregående paragraf, skal han uden ophold forelægge
retten sagen til afgørelse. Forinden denne træffes, bør der, så vidt dertil
er anledning, gives statsadvokaten og forsvareren lejlighed til at ytre sig
mundtlig eller skriftlig.
5.
I
§ 837, stk. 1,
ændres »foregående
paragraf« til: »§ 836«.
Stk. 2-3.
- - -
§ 1018 e.
Statsadvokaten
træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d.
Justitsministeren kan fastlægge, at nærmere angivne sager skal forelægges for
rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Krav fra en person, der
har været sigtet, skal fremsættes inden to måneder efter meddelelse til den
sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom.
Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen
efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Krav fra andre
fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt.
6.
I
§ 1018 e, stk. 1,
ændres »§§ 1018
a-d.« til: »dette kapitel.«
Stk. 2-3.
- - -
7.
§ 1018 e, stk. 4,
affattes således:
Stk. 4.
Justitsministeren behandler klager
over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1.
instans.
»Stk. 4.
Afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1.
instans kan ikke påklages til justitsministeren.«
Stk. 5.
- - -
Stk. 6.
Bestemmelserne i stk. 3-5 finder
tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
8.
I
§ 1018 e, stk. 6,
ændres »stk. 3-5«
til: »stk. 3 og 5«.
9.
I
§ 1018 e, stk. 6,
indsættes som 2.
pkt.:
»Justitsministeren
behandler klager over afgørelser om aktindsigt truffet af rigsadvokaten som
1. instans.«.
§ 1018 f.
Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet
af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den
erstatningssøgende
inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den
byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af
vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den
pådømt
af landsret i første instans, indbringer statsadvokaten erstatningskravet for
byretten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet,
eller ved den erstatningssøgendes hjemting.
10.
I
§ 1018 f, stk. 1,
udgår »i en klagesag«.
Stk. 2-4. - - -
§ 5
I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr.
861 af 10. oktober 1994, som ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000,
foretages
følgende ændringer:
1.
Efter § 9 c indsættes:
»§ 9 d.
Dokumenter og registreringer
vedrørende transaktioner skal opbevares i mindst 5 år efter transaktionernes
gennemførelse.«
2.
§ 20 b
affattes således:
§ 20 b.
Såfremt spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte får
mistanke om, at en veksling har tilknytning til hvidvaskning af penge, eller
der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, skal
den, der får mistanken, straks underrette den i § 20 a nævnte
kontrollant, der i henhold til § 20 a, stk. 5, træffer beslutning
om underretning af politiet.
»§ 20 b.
Spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte skal være særlig opmærksomme på
transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge.
Ved
mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning
af penge, skal den i § 20 a nævnte kontrollant straks underrettes. Kan
mistanken om, at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge,
ikke umiddelbart afkræftes, skal kontrollanten straks underrette politiet i
medfør af § 20 a, stk. 5.
Stk. 2.
Såfremt
spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte får mistanke
om, at der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling,
skal den, der får mistanken, straks underrette kontrollanten. Kontrollanten
træffer beslutning om, hvorvidt politiet skal underrettes i medfør af
§ 20
a, stk. 5.
Stk. 3.
Spillekasinoets
ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte samt revisorer og andre, der
udfører særlige hverv for spillekasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde,
at der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en
undersøgelse om hvidvaskning af penge. Pligten til hemmeligholdelse omfatter
også kontrollanten.
Stk. 4.
Oplysninger, der i god tro gives til kontrollanten eller politiet i medfør af
stk. 1 og 2, anses ikke for et brud på den tavshedspligt, der er fastsat
i lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt.
Videregivelse af sådanne oplysninger påfører ikke spillekasinoet, dets
ledelse, ansatte eller kontrollanten nogen form for ansvar.«
3.
Efter § 20 c
indsættes:
»§ 20 d.
Et spillekasino skal i samarbejde med kontrollanten udarbejde skriftlige
interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt
uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. § 9 a og
§ 20
b.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte
kontrol- og kommunikationsprocedurer samt
uddannelses-
og instruktionsprogrammer.«
§ 24.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde
den, der
4.
I
§ 24, stk. 1, nr. 1,
ændres »§§ 9
a-9 c« til: »§§ 9 a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c« ændres til:
»§ 20
b, § 20 c og § 20 d, stk. 1,«.
1)
overtræder § 2,
stk. 1, § 3, stk. 1, § 4, § 6, stk. 1-5,
§ 6
a, stk. 2, § 8, stk. 1, § 8 a, §§ 9 a-9 c,
§§ 10
og 11, § 12, stk. 1 og 3, §§ 13-15, § 16, stk. 1,
§ 17,
stk. 2, § 18, stk. 1, § 19, § 20 a, stk. 1 og
5, og §§ 20 b og 20 c eller
2)
tilsidesætter
vilkår fastsat efter § 1, stk. 4.
Stk. 2-3. - - -
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
2001/97/EF
af 4. december 2001
om ændring af Rådets direktiv
91/308/EØF
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det
finansielle system til
hvidvaskning af penge
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje
punktum,
samt artikel 95,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
2)
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og
Sociale Udvalg,
3)
efter proceduren i traktatens artikel 251
4) ,
på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. september 2001, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Direktiv 91/308/EØF
5) ,
i det følgende benævnt »direktivet«, bør som et af de vigtigste
internationale
instrumenter i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge ajourføres i tråd med
Kommissionens
konklusioner og de ønsker, som Europa-Parlamentet og medlemsstaterne har
givet
udtryk for. Direktivet bør i denne henseende ikke blot afspejle bedste
internationale praksis på området, men også fortsat sætte en høj standard for
beskyttelsen af den finansielle sektor og andre sårbare erhverv over for de
skadelige virkninger af udbytte hidrørende fra kriminalitet.
(2)
Den almindelige
overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) tillader medlemmerne at
træffe foranstaltninger, som er nødvendige for at beskytte den offentlige
moral, og at træffe foranstaltninger af forsigtighedshensyn, herunder for at
sikre det finansielle systems stabilitet og integritet. Sådanne
foranstaltninger bør ikke indebære restriktioner, der er mere vidtgående, end
det er nødvendigt for at virkeliggøre disse målsætninger.
(3)
Det er ikke
udtrykkeligt fastlagt i direktivet, til hvilken medlemsstats myndigheder
filialer af kredit- og finansieringsinstitutter med hovedsæde i en anden
medlemsstat skal indberette mistænkelige transaktioner, ej heller hvilken
medlemsstats myndigheder, der er ansvarlige for, at sådanne filialer
overholder
direktivet. Myndighederne i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende, bør
modtage sådanne indberetninger og udøve ovennævnte ansvar.
(4)
Denne
ansvarsfordeling bør tydeligt fremgå af direktivet gennem en ændring af
definitionen på begreberne »kreditinstitut« og »finansieringsinstitut«.
(5)
Europa-Parlamentet
har udtrykt bekymring over, at virksomhed som vekselkontorer (»bureaux de
change«) og pengeoverførselstjenester (money remittance offices) er sårbare
over for hvidvaskning af penge. Sådan virksomhed burde allerede være omfattet
af anvendelsesområdet for direktivet. For at fjerne enhver tvivl på området
bør
det tydeligt bekræftes i direktivet, at sådan virksomhed er omfattet.
(6)
For at sikre en så
fuldstændig dækning af den finansielle sektor som muligt bør det ligeledes
gøres klart, at direktivet finder anvendelse på investeringsselskaber som
defineret i Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice
i
forbindelse med værdipapirer.
6)
(7)
I henhold til
direktivet er medlemsstaterne kun forpligtet til at bekæmpe hvidvaskning af
udbytte, der stammer fra narkotikaforbrydelser. Der har i de seneste år været
en tendens til at definere begrebet hvidvaskning af penge på grundlag af en
bredere vifte af forudgående eller underliggende lovovertrædelser, hvilket
blandt andet afspejles i ajourføringen i 1996 af de 40 rekommandationer fra
Den
Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge (FATF), som er det
førende internationale organ til bekæmpelse af hvidvaskning af penge.
(8)
En bredere vifte af
prædikatforbrydelser fremmer indberetningen af mistænkelige transaktioner og
det internationale samarbejde på området. Direktivet bør derfor ajourføres i
denne henseende.
(9)
Ved Rådets fælles
aktion 98/699/RIA af 3. december 1998 om hvidvaskning af penge,
identifikation,
opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og
udbytte
fra strafbart forhold
7)
enedes
medlemsstaterne om at lade alle alvorlige lovovertrædelser, som defineret i
den
fælles aktion, være prædikatforbrydelser med det formål at gøre hvidvaskning
af
penge strafbart.
(10)
Navnlig er
bekæmpelsen af organiseret kriminalitet nært forbundet med bekæmpelsen af
hvidvaskning af penge. Listen over prædikatforbrydelser bør derfor tilpasses
for at tage højde herfor.
(11)
Direktivet
indeholder en række forpligtelser, navnlig om indberetning af mistænkelige
transaktioner. Det vil være mere hensigtsmæssigt og i tråd med filosofien bag
handlingsplanen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udarbejdet af
Gruppen på Højt Plan
8) , at forbuddet mod
hvidvaskning af
penge i direktivet udvides.
(12)
Rådet vedtog
den 21. december 1998 fælles aktion 98/733/RIA om at gøre det strafbart at
deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater
9) .
Denne fælles aktion afspejler en konsensus blandt medlemsstaterne om behovet
for fælles tiltag på området.
(13)
I de enkelte
medlemsstater bliver mistænkelige transaktioner i overensstemmelse med
direktivet indberettet af den finansielle sektor, og navnlig af
kreditinstitutterne. Det kan konstateres, at den skærpede kontrol i den
finansielle
sektor har foranlediget personer, der ønsker at hvidvaske penge, til at søge
andre metoder til at tilsløre oprindelsen af økonomisk udbytte fra kriminelle
handlinger.
(14)
Der er en
tendens til øget hvidvaskning af penge gennem den ikke-finansielle sektor.
Dette
bekræftes af FATF's undersøgelse af hvidvaskningsteknikker og -typologier.
(15)
Forpligtelserne
i henhold til direktivet med hensyn til kundeidentifikation, opbevaring af
dokumentation og indberetning af mistænkelige transaktioner bør udvides til
også at omfatte en begrænset række aktiviteter og erhverv, som har vist sig
sårbare i forbindelse med hvidvaskning af penge.
(16)
Notarer og
selvstændige inden for de juridiske erhverv, som defineret af
medlemsstaterne,
bør underlægges direktivets bestemmelser, når de deltager i finansielle eller
selskabsretlige transaktioner, herunder rådgiver om skatteforhold, hvor der
er
størst risiko for, at disse faggruppers ydelser misbruges til at hvidvaske
udbytte fra kriminel virksomhed.
(17)
Når selvstændige
medlemmer af erhverv, der yder juridisk rådgivning, som er retligt anerkendte
og underkastet retligt tilsyn, som f.eks. advokater, undersøger en klients
retsstilling eller repræsenterer en klient i retssager, vil det imidlertid
ikke
være hensigtsmæssigt, at disse i henhold til direktivet for så vidt angår
disse
aktiviteter forpligtes til at indberette mistanke om hvidvaskning af penge.
Der
må ikke være nogen forpligtelse til at indberette oplysninger, der er
modtaget
før, under eller efter en retssag eller i forbindelse med vurderingen af en
klients retsstilling. Juridisk rådgivning er således fortsat omfattet af
tavshedspligt, medmindre den juridiske rådgiver deltager i
hvidvaskningsaktiviteter, den juridiske rådgivning ydes med henblik på
hvidvaskning af penge eller advokaten ved, at klienten søger juridisk
rådgivning med henblik på hvidvaskning af penge.
(18)
Tjenesteydelser,
der er direkte sammenlignelige, og som præsteres af de faggrupper, der er
omfattet af direktivet, bør behandles på samme måde. For at beskytte de
rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMK)
og i traktaten om Den Europæiske Union, bør de oplysninger, som revisorer,
eksterne regnskabskyndige og skatterådgivere, som i nogle medlemsstater kan
forsvare eller repræsentere en klient i retssager eller undersøge en klients
retsstilling, får adgang til under udførelsen af disse opgaver, ikke være
underlagt indberetningsforpligtelserne i henhold til direktivet.
(19)
Der henvises
i direktivet til »de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af
hvidvaskning
af penge«, hvortil indberetningerne om mistænkelige transaktioner skal
foretages, og til myndigheder, som i henhold til en lov eller anden
bestemmelse
er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters
og
personers aktiviteter (»kompetente myndigheder«). Der er enighed om, at
direktivet ikke forpligter medlemsstaterne til at oprette sådanne »kompetente
myndigheder«, hvis de ikke eksisterer, og at advokatsamfund og andre
selvregulerende
organer for selvstændige ikke hører ind under betegnelsen »kompetente
myndigheder«.
(20)
Når det
drejer sig om notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv, bør
medlemsstaterne
af hensyn til disses tavshedspligt i forhold til deres klienter, have
mulighed
for at udnævne advokatsamfundet eller andre selvregulerende organer for
selvstændige som det organ, hvortil de kan indberette eventuelle tilfælde af
hvidvaskning af penge. Medlemsstaterne bør fastsætte reglerne for
håndteringen
af sådanne indberetninger og deres eventuelle videregivelse til »de
myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge«, og
generelt passende former for samarbejde mellem advokatsamfund eller andre
tilsvarende erhvervssammenslutninger og disse myndigheder -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Direktiv 91/308/EØF ændres således:
1)
Artikel 1 affattes
således:
»Artikel 1
I dette direktiv
forstås ved:
A)
'kreditinstitut': et
foretagende som defineret i artikel 1, nr. 1), første afsnit, i Rådets
direktiv
2000/12/EF
10) , samt en filial, som
defineret i artikel 1, stk. 3,
i nævnte direktiv og beliggende i Fællesskabet, af et kreditinstitut, hvis
hovedsæde er beliggende i eller uden for Fællesskabet
B)
'finansieringsinstitut':
1)
et foretagende, som
ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at foretage en eller
flere
af de forretninger, der er opført under punkt 2 til 12 og punkt 14 på listen
i
bilag I til direktiv 2000/12/EF; dette omfatter virksomhed som vekselkontorer
('bureaux de change') og pengeoverførselstjenester (money
transmission/remittance offices)
2)
et
forsikringsselskab, der er behørigt godkendt i henhold til Rådets direktiv
79/267/EØF
11) , for så vidt det udfører
aktiviteter, der omfattes af nævnte direktiv
3)
et
investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF
12)
4)
et institut for
kollektiv investering, der markedsfører sine andele eller aktier.
Denne definition på
et finansieringsinstitut omfatter også filialer, der er beliggende i
Fællesskabet,
af finansieringsinstitutter, hvis hovedsæde er beliggende i eller uden for
Fællesskabet
C)
'hvidvaskning af
penge': følgende forsætlige handlinger:
–
konvertering eller
overførsel af formuegoder - vel vidende, at de hidrører fra en kriminel
handling eller fra medvirken i en sådan handling - med det formål at fortie
eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer,
som
er involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige
konsekvenser
heraf
–
fortielse eller
tilsløring af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller
bevægelser
eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller dertil
knyttede
rettigheder, vel vidende, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra
medvirken i en sådan handling
–
erhvervelse,
besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af
disse goder, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en
sådan handling
–
medvirken i en af de
handlinger, som er nævnt i de foregående led, medvirken med henblik på at
begå
den nævnte handling, forsøg på at begå den, det at hjælpe, tilskynde eller
råde
nogen til at begå den eller det at lette gennemførelsen heraf.
Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal
foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslås på
grundlag
af objektive forhold.
Der foreligger hvidvaskning af penge, også selv om de
handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvidvaskes, har fundet
sted på en anden medlemsstats eller et tredjelands område.
D)
'formuegoder': aktiver
af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske
genstande,
løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt
retlige
dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til
sådanne
aktiver eller dertil knyttede rettigheder.
E)
'kriminel handling':
enhver form for kriminel deltagelse i en alvorlig lovovertrædelse.
Alvorlige lovovertrædelser er som minimum:
–
enhver af de lovovertrædelser,
der er defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i Wienerkonventionen
–
kriminelle
organisationers handlinger som defineret i artikel 1 i fælles aktion
98/733/RIA
13)
–
svig som defineret i
artikel 1, stk. 1, og artikel 2, i konventionen om beskyttelse af De
Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser
14) , i det mindste i
grove tilfælde
–
bestikkelse
–
en lovovertrædelse,
der kan give betydeligt udbytte, og som kan medføre en streng frihedsstraf
efter medlemsstatens straffelovgivning.
Inden den 15. december 2004 tilnærmer medlemsstaterne
definitionen i dette led til definitionen af alvorlige strafbare handlinger i
fælles aktion 98/699/RIA. Rådet opfordrer Kommissionen til inden den 15.
december 2004 at fremsætte forslag til ændring af nærværende direktiv i den
henseende.
Medlemsstaterne kan udpege en hvilken som helst anden
lovovertrædelse som en kriminel handling med henblik på dette direktiv.
F)
'kompetente
myndigheder': de nationale myndigheder, som i henhold til lov eller anden
bestemmelse
er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters
og
personers aktivitet.«
2)
Følgende artikel
indsættes:
»Artikel 2a
Medlemsstaterne sørger for, at de forpligtelser, der følger
af dette direktiv, kræves opfyldt af følgende institutter:
1)
kreditinstitutter som
defineret i artikel 1, litra A)
2)
finansieringsinstitutter
som defineret i artikel 1, litra B) samt af følgende juridiske og fysiske
personer i udøvelsen af deres erhverv:
3)
revisorer, eksterne
regnskabskyndige og skatterådgivere
4)
ejendomsmæglere
5)
notarer og andre
selvstændige inden for de juridiske erhverv, når de deltager, enten
a)
ved bistand i
planlægningen eller udførelsen af transaktioner for deres klienter i
forbindelse med:
i)
køb og salg af fast
ejendom eller virksomheder
ii)
forvaltning af
klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver
iii)
åbning eller
forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti
iv)
tilvejebringelse af
nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af selskaber
v)
oprettelse, drift
eller ledelse af investeringsforeninger, selskaber eller lignende strukturer
b)
eller ved på deres
klients vegne og for dennes regning at foretage en hvilken som helst
finansiel
transaktion eller transaktion vedrørende fast ejendom
6)
forhandlere af
genstande af høj værdi, såsom ædelstene eller -metaller, eller af kunst, og
auktionsholdere, når der betales kontant og med et beløb på 15000 EUR eller
derover
7)
kasinoer.«
3)
Artikel 3 affattes
således:
»Artikel 3
1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet
omfattede institutter og personer kræver, at deres kunder legitimerer sig ved
hjælp af et retskraftigt dokument, når der optages forretningsmæssig
forbindelse
med dem, for institutternes vedkommende, navnlig når der åbnes en bank- eller
opsparingskonto eller et depot.
2. Dette krav om legitimation gælder også for enhver
transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1,
vedrørende et beløb på 15000 EUR eller derover, hvad enten den udføres i en
enkelt
eller i flere operationer, hvis der synes at være indbyrdes forbindelse
mellem
dem. Hvis beløbet ikke kendes på det tidspunkt, hvor transaktionen
påbegyndes,
skal det pågældende institut eller den pågældende person kræve legitimation,
så
snart instituttet eller personen får kendskab hertil og konstaterer, at
tærsklen er nået.
3. Uanset stk. 1 og 2 kræves der ikke legitimation
i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgås af forsikringsvirksomheder,
som er godkendt i henhold til Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992
om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte
livsforsikringsvirksomhed (tredje livsforsikringsdirektiv)
15) , og hvis virksomhed er
omfattet af nævnte
direktiv, når beløbet af den eller de periodiske præmier, der skal indbetales
i
løbet af et år, er på 1000 EUR eller derunder, eller ved indbetaling af en
engangspræmie på 2500 EUR eller derunder. Hvis den eller de periodiske
præmier,
der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således at tærsklen på 1000
EUR
overstiges, skal der kræves legitimation.
4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke
er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgås i medfør af en
arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at
disse aftaler ikke indeholder en tilbagekøbsklausul og ikke kan anvendes som
sikkerhed for et lån.
5. Uanset ovennævnte stykker kræves der legitimation
for alle kasinokunder, der køber eller ombytter spillejetoner til en værdi af
1000 EUR eller derover.
6. Kasinoer, som er underlagt statskontrol, opfylder
under alle omstændigheder identifikationskravet i dette direktiv, hvis kunden
registreres og skal legitimere sig allerede ved indgangen, uafhængigt af hvor
store beløb der ombyttes.
7. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregående stykker
nævnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke
handler for egen regning, skal de af direktivet omfattede institutter og
personer træffe rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den
faktiske identitet af de personer, for hvis regning disse kunder handler.
8. De af direktivet omfattede institutter og personer
skal kræve denne legitimation, selv om transaktionsbeløbet er lavere end
ovennævnte tærskler, så snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.
9. De af direktivet omfattede institutter og personer
er ikke underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden er et
kredit- eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv
eller
et kredit- eller finansieringsinstitut beliggende i et tredjeland, der efter
de
relevante medlemsstaters opfattelse stiller krav svarende til, hvad der
følger
af dette direktiv.
10. Medlemsstaterne kan foreskrive, at
legitimationskravene vedrørende de transaktioner, der er omhandlet i
stk. 3
og 4, er opfyldt, når det konstateres, at transaktionsbeløbet skal debiteres
en
konto, der er åbnet i kundens navn i et kreditinstitut omfattet af dette
direktiv i overensstemmelse med kravene i stk. 1.
11. Medlemsstaterne sørger under alle omstændigheder
for, at de af direktivet omfattede institutter og personer træffer sådanne
specifikke, relevante foranstaltninger, som er nødvendige for at råde bod på
den øgede risiko for hvidvaskning af penge, der opstår, når der optages
forretningsmæssig forbindelse eller påbegyndes en transaktion med en kunde,
som
ikke fysisk er til stede med henblik på at legitimere sig ('transaktioner
uden
direkte kontakt'). Sådanne foranstaltninger bør sikre, at kundens identitet
fastslås, f.eks. ved at omfatte krav om supplerende dokumentation eller
supplerende
foranstaltninger med henblik på at kontrollere eller certificere de leverede
dokumenter
eller bekræftende attestering fra en institution, der er omfattet af dette
direktiv, eller ved at kræve, at den første betaling i forbindelse med
transaktionerne foretages via en konto åbnet i kundens navn i et
kreditinstitut, der er omfattet af dette direktiv. De interne
kontrolprocedurer,
der er fastsat i artikel 11, stk. 1, bør tage særlig højde for disse
foranstaltninger.«
4) I artikel 4, 5, 8 og 10 ændres ordene »kredit- og
finansieringsinstitutter« til »de af direktivet omfattede institutter og
personer«.
5) Artikel 6 affattes således:
»Artikel 6
1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet
omfattede personer og institutter samt medlemmer af disses ledelse og deres
ansatte til fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for
bekæmpelsen af hvidvaskning af penge:
a)
ved på eget
initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne være
tegn på hvidvaskning af penge
b)
ved på opfordring at
give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger i henhold til procedurerne
i
den relevante lovgivning.
2. De i stk. 1 nævnte oplysninger fremsendes til
de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i
den medlemsstat, på hvis område det institut eller den person, der fremsender
oplysningerne, befinder sig. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de
personer, som er udpeget af institutterne eller personerne i henhold til
procedurerne i artikel 11, stk. 1, litra a).
3. For så vidt angår notarer og selvstændige inden for
de juridiske erhverv som omhandlet i artikel 2a, nr. 5), kan medlemsstaterne
som den myndighed, der skal underrettes om de i stk. 1, litra a),
omhandlede
forhold, udpege et relevant selvregulerende organ for det pågældende erhverv,
og medlemsstaterne fastlægger i så fald reglerne for samarbejdet mellem det
pågældende selvregulerende organ og de myndigheder, der er ansvarlige for
bekæmpelse af hvidvaskning af penge.
Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende de
krav, der følger af stk. 1, på notarer og selvstændige inden for de
juridiske erhverv, revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere
for så vidt angår de oplysninger, som de modtager fra en klient eller om en
klient i forbindelse med, at de vurderer den pågældende klients retsstilling,
eller i forbindelse med, at de forsvarer eller repræsenterer denne under
eller
i forbindelse med en retssag, herunder at de rådgiver om iværksættelse eller
undgåelse af et sagsanlæg, uanset om oplysningerne er modtaget eller
indhentet
før, under eller efter retssagen.«
6) Artikel 7 affattes således:
»Artikel 7
Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet
omfattede institutter og personer afholder sig fra at udføre en transaktion,
som de ved har, eller som de mistænker for at have forbindelse med
hvidvaskning
af penge, så længe de ikke har underrettet de i artikel 6 nævnte myndigheder
herom. Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres
nationale forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres.
Såfremt der er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til
hvidvaskning af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre
transaktionen,
eller en sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de
personer,
der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de
pågældende institutter og personer den fornødne underretning af myndighederne
umiddelbart derefter.«
7) Den eksisterende tekst bliver stk. 1 og
følgende indsættes som stk. 2 i artikel 8:
»2. Medlemsstaterne er ikke i henhold til dette
direktiv forpligtet til at anvende stk. 1, på de i artikel 6,
stk. 3,
andet afsnit, nævnte erhverv.«
8) Artikel 9 affattes således:
»Artikel 9
Det forhold, at en person eller et institut, der er
omfattet af direktivet, eller en ansat eller et medlem af ledelsen i et
sådant
i god tro meddeler de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af
hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7 nævnte oplysninger, betragtes ikke
som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love
eller administrative bestemmelser, og påfører ikke personen eller
instituttet,
medlemmerne af dets ledelse eller dets ansatte nogen form for ansvar.«
9) I artikel 10 tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne drager omsorg for, at de
tilsynsorganer, som i henhold til lov eller anden bestemmelse er bemyndiget
til
at overvåge aktie-, valuta- og finansderivatmarkeder, underretter de
myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, hvis
de
opdager forhold, som giver formodning om hvidvaskning af penge.«
10) Artikel 11 affattes således:
»Artikel 11
1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af
direktivet omfattede institutter og personer
a)
indfører passende
interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at
forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til
hvidvaskning af penge
b)
træffer passende
foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i dette
direktiv. Disse foranstaltninger skal bl.a. bestå i særlige
uddannelsesprogrammer for deres ansatte, således at disse får bedre
forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med
hvidvaskning af penge, og kan blive instrueret om, hvorledes de skal forholde
sig i sådanne tilfælde.
Hvis en fysisk person, der er omfattet af
bestemmelserne i artikel 2a, nr. 3-7, udøver sit erhverv som ansat hos en
juridisk
person, skal forpligtelserne i nærværende artikel gælde den juridiske person
og
ikke den fysiske person.
2. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af
direktivet omfattede institutter og personer har adgang til aktuelle
oplysninger om de metoder, som anvendes ved hvidvaskning af penge, og om
forhold,
der gør det muligt at opspore mistænkelige transaktioner.«
11) I artikel 12 erstattes »de kredit- og
finansieringsinstitutter, der er nævnt i artikel 1« med »de institutter og
personer, der er nævnt i artikel 2a.«
Artikel 2
Tre år efter vedtagelsen af dette direktiv foretager
Kommissionen inden for rammerne af den rapport, der er omhandlet i artikel 17
i
direktiv 91/308/EØF, en særlig undersøgelse af aspekter vedrørende
gennemførelsen af artikel 1, litra E), femte led, særbehandlingen af
advokater
og andre selvstændige inden for de juridiske erhverv, kundeidentifikationen i
transaktioner uden direkte kontakt og de mulige virkninger for elektronisk
handel.
Artikel 3
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest
15.
juni 2003. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen
fastsættes
af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Artikel 4
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 5
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2001.
På Europa-Parlamentets vegne
N. Fontaine
Formand
På Rådets vegne
D. Reynders
Formand
2)
EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 14.
3)
EFT C 75 af 15.3.2000, s. 22.
4)
Europa-Parlamentets udtalelse af 5.7.2000 (EFT C 121 af 24.4.2001, s. 33),
Rådets fælles holdning af 30.11.2000 (EFT C 36 af 2.2.2001, s. 24) og
Europa-Parlamentets afgørelse af 5.4.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
Europa-Parlamentets afgørelse af 13.11.2001 og Rådets afgørelse af
19.11.2001.
5)
EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.
6)
EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets
direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).
7)
EFT L 333 af 9.12.1998, s. 1.
8)
EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1.
9)
EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.
10)
EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1. Ændret ved direktiv 2000/28/EF (EFT L 275 af
27.10.2000, s. 37.
11)
EFT L 63 af 13.3.1979, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7).
12)
EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets
direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).
13)
EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.
14)
EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48.
15)
EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/64/EF (EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27).
Erklæring fra Kommissionen
Kommissionen bekræfter - som anført i sit arbejdsprogram
for 2001 - at den inden årets udgang agter at udarbejde et forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en
samarbejdsmekanisme
mellem medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder og Kommissionen for
at
sikre beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser mod ulovlige
aktiviteter, herunder spørgsmål som moms og hvidvaskning af penge. Dette
tilsagn blev bekræftet i Meddelelse fra Kommissionen - Beskyttelse af
Fællesskabernes finansielle interesser - Bekæmpelse af svig - Handlingsplan
for
2001-2003
16)
af 15. maj 2001.
16)
KOM(2001) 254 endelig udg.: se punkt 2.2.1.
Bilag 3
RÅDETS DIREKTIV 91/308/EØF
af 10. juni
1991
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvaskning af penge
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under
henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab,
særlig artikel 57, stk. 2, første og tredje punktum, samt artikel
100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
17)
i samarbejde med Europa-Parlamentet,
18)
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og
Sociale Udvalg
19) , og ud fra følgende
betragtninger:
Når kredit- og finansieringsinstitutter anvendes til
hvidvaskning af økonomisk udbytte af kriminelle handlinger (i det følgende
benævnt »hvidvaskning af penge«), kan de involverede institutters soliditet
og
stabilitet samt det finansielle systems troværdighed som helhed blive
alvorligt
svækket, således at offentligheden herved mister tilliden til det;
træffer Fællesskabet ikke foranstaltninger mod
hvidvaskning af penge, kan det føre til, at medlemsstaterne for at beskytte
deres finansielle system træffer foranstaltninger, som risikerer at være
uforenelige
med gennemførelsen af enhedsmarkedet; uden en vis koordinering på
fællesskabsplan
kan personer, der er involveret i hvidvaskning af penge, med henblik på at
fremme deres kriminelle handlinger forsøge at udnytte liberaliseringen af
kapitalbevægelserne og den frie udveksling af finansielle tjenesteydelser,
som
det finansielt integrerede Europa indebærer;
hvidvaskning af penge har en klar indflydelse på
stigningen i organiseret kriminalitet i almindelighed og narkotikahandel i
særdeleshed; det er i stadig højere grad blevet klart, at bekæmpelse af
hvidvaskning af penge er et af de mest effektive midler til at bekæmpe denne
form for kriminel handling, som udgør en særlig samfundstrussel for
medlemsstaterne;
hvidvaskning af penge skal hovedsagelig bekæmpes med
strafferetlige midler og inden for et internationalt samarbejde mellem
retsinstanser og politimyndigheder som det, der er etableret på
narkotikaområdet
i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ulovlig handel med
narkotika og psykotrope stoffer, vedtaget den 19. december 1988 i Wien (i det
følgende benævnt »Wienerkonventionen«), og som ved Europarådets konvention om
hæleri og efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra
strafbart forhold, der blev åbnet for undertegnelse den 8. november 1990 i
Strasbourg, er blevet udvidet til at gælde alle kriminelle handlinger;
kriminalisering må imidlertid ikke være det eneste
middel til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, da det finansielle system kan
spille en særdeles effektiv rolle i så henseende; der skal i den forbindelse
henvises til Europarådets henstilling af 27. juni 1980 og til den
principerklæring, der blev vedtaget i december 1988 i Basel af
banktilsynsmyndighederne i ti-landegruppen, idet disse begge markerer et
stort
fremskridt med henblik på at forhindre, at det finansielle system anvendes
til
hvidvaskning af penge;
hvidvaskning af penge foregår normalt på internationalt
plan, således at midlernes ulovlige oprindelse bedre kan skjules;
foranstaltninger, som udelukkende træffes på nationalt plan uden nogen form
for
koordinering og samarbejde på internationalt plan, vil kun have meget
begrænset
virkning;
alle de foranstaltninger, som Fællesskabet træffer på
dette område, skal harmonere med andre forholdsregler, som vedtages i andre
internationale fora; med dette for øje bør ethvert initiativ fra
Fællesskabets
side navnlig tage hensyn til rekommandationerne fra Den Finansielle
Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge, som blev oprettet på de syv
vigtigste industrilandes topmøde i Paris i juli 1989;
Europa-Parlamentet har i adskillige beslutninger
anmodet om, at der bliver udarbejdet et globalt fællesskabsprogram til
bekæmpelse af narkotikahandel, herunder bestemmelser med henblik på
forebyggelse af hvidvaskning af penge;
definitionen af hvidvaskning af penge bygger på
definitionen i Wienerkonventionen og er tilpasset dette direktiv; da
fænomenet
hvidvaskning af penge imidlertid ikke blot vedrører det økonomiske udbytte af
kriminelle handlinger i forbindelse med narkotikahandel, men også det
økonomiske udbytte af andre former for kriminelle handlinger (som f.eks.
organiseret kriminalitet og terrorisme), er det vigtigt, at medlemsstaterne i
henhold til deres lovgivning udvider dette direktivs virkninger til også at
omfatte det økonomiske udbytte af sådanne handlinger, når dette må formodes
at
kunne give anledning til hvidvaskningstransaktioner, der berettiger til
straf;
forbud i medlemsstaternes lovgivninger mod hvidvaskning
af penge, med støtte i passende foranstaltninger og sanktioner, er en
nødvendig
betingelse for bekæmpelsen af dette fænomen;
for at undgå, at personer, der foretager hvidvaskning
af penge, benytter sig af anonymitet til at udføre deres kriminelle
handlinger,
er det nødvendigt at sikre, at kredit- og finansieringsinstitutter kræver, at
deres kunder legitimerer sig, når de optager forretningsmæssig forbindelse
med
dem, eller når de foretager transaktioner, der overstiger visse tærskler;
sådanne bestemmelser skal også så vidt muligt udvides til at gælde for
eventuelle beneficianter;
kredit- og finansieringsinstitutter skal i mindst fem
år opbevare kopier af eller oplysninger taget fra den krævede legitimation
samt
dokumentation og registreringer vedrørende transaktionerne bestående af
originale dokumenter eller kopier med tilsvarende beviskraft i henhold til
national lovgivning, for at dette materiale kan tjene som bevis ved enhver
undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge;
det skal sikres, at kredit- og finansieringsinstitutter
omhyggeligt undersøger enhver transaktion, som på grund af sin karakter
særlig
menes at kunne have tilknytning til hvidvaskning af penge, da dette er
nødvendigt for at bevare det finansielle systems soliditet og integritet og
for
at bidrage til bekæmpelsen af hvidvaskning af penge; til dette formål skal de
være særlig opmærksomme på transaktioner med tredjelande, der ikke anvender
forebyggende regler mod hvidvaskning af penge, som svarer til dem, der er
fastsat af Fællesskabet, eller til andre lignende regler opstillet af
internationale
fora og anvendt af Fællesskabet;
med henblik herpå kan medlemsstaterne anmode kredit- og
finansieringsinstitutterne om skriftligt at udfærdige resultaterne af den
undersøgelse, som de pålægges at foretage, og at sikre, at disse resultater
er
tilgængelige for de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af
hvidvaskning
af penge;
beskyttelse af det finansielle system mod hvidvaskning
af penge er en opgave, som ikke kan gennemføres af de myndigheder, der er
ansvarlige for bekæmpelsen af dette fænomen, uden at kredit- og
finansieringsinstitutterne og deres tilsynsmyndigheder samarbejder med dem;
bankhemmeligheden må hæves i disse tilfælde; en pligt til at indberette
suspekte transaktioner, som sikrer, at oplysningerne videregives til
ovennævnte
myndigheder, uden at de pågældende kunder advares, er det mest effektive
middel
til gennemførelse af et sådant samarbejde; der er brug for en særlig
beskyttelsesklausul,
som fritager kredit- og finansieringsinstitutter, deres ansatte og
medlemmerne
af deres ledelse for ansvar for tilsidesættelse af tavshedspligten;
de oplysninger, myndighederne modtager i henhold til
dette direktiv, kan kun anvendes i forbindelse med bekæmpelse af hvidvaskning
af penge; medlemsstaterne kan dog bestemme, at disse oplysninger kan anvendes
til andre formål;
kredit- og finansieringsinstitutternes indførelse af
interne kontrolprocedurer og tilrettelæggelse af uddannelsesprogrammer på
dette
område er supplerende foranstaltninger, uden hvilke de øvrige
foranstaltninger
i dette direktiv risikerer at blive virkningsløse;
da hvidvaskning af penge ikke blot kan foregå via
kredit- og finansieringsinstitutter, men også via andre former for erhverv og
virksomhedskategorier, skal medlemsstaterne udvide samtlige bestemmelser i
dette direktiv eller en del heraf til også at omfatte de erhverv og
virksomheder, hvis aktiviteter særlig kan udnyttes til hvidvaskning af penge;
det er vigtigt, at medlemsstaterne især sørger for, at
der træffes samordnede foranstaltninger i Fællesskabet, når der er alvorlige
tegn på, at erhverv eller aktiviteter, som er blevet harmoniseret i
Fællesskabet
for så vidt angår vilkårene for deres udøvelse, udnyttes til hvidvaskning af
penge;
effektiviteten af de bestræbelser, der udfoldes til
bekæmpelse af hvidvaskning af penge, afhænger hovedsageligt af en fortsat
samordning og harmonisering af de nationale gennemførelsesforanstaltninger;
en
sådan samordning og harmonisering i forskellige internationale fora kræver på
fællesskabsplan et samråd mellem medlemsstaterne og Kommissionen i et
kontaktudvalg;
hver medlemsstat må træffe egnede foranstaltninger og
fastsætte passende sanktioner for overtrædelser af de nævnte bestemmelser for
at sikre, at direktivets bestemmelser gennemføres i fuldt omfang - UDSTEDT
FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I dette direktiv forstås ved:
–
»kreditinstitut«: et
foretagende, som defineret i artikel 1, første led, i Rådets direktiv
77/780/EØF
20) , senest ændret ved
direktiv
89/646/EØF
21) , samt en filial, som
defineret i
artikel 1, tredje led, i nævnte direktiv og beliggende i Fællesskabet, af et
kreditinstitut, hvis hovedsæde er beliggende uden for Fællesskabet
–
»finansieringsinstitut«:
et foretagende, som ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at
foretage en eller flere af de forretninger, der er opført under punkt 2 til
12
og 14 på listen i bilaget til direktiv 89/646/EØF, samt et
forsikringsselskab,
der er behørigt godkendt i henhold til Rådets direktiv 79/267/EØF
22) , senest ændret ved
direktiv 90/619/EØF
23) , for så vidt som det
udfører aktiviteter, der
omfattes af nævnte direktiv; denne definition omfatter også filialer, der er
beliggende i Fællesskabet, af finansieringsinstitutter, hvis hovedsæde er
beliggende uden for Fællesskabet
–
»hvidvaskning af
penge«: nedenstående forsætlige handlinger:
–
konvertering eller
overførsel af formuegoder - vel vidende, at de hidrører fra en kriminel
handling
eller fra medvirken i en sådan handling - med det formål at fortie eller
tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er
involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser
heraf
–
fortielse eller
tilsløring af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller
bevægelser eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller
dertil knyttede rettigheder, vel vidende, at de hidrører fra en kriminel
handling eller fra medvirken i en sådan handling
–
erhvervelse,
besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af
disse goder, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en
sådan handling
–
medvirken i en af de
handlinger, som er nævnt under de tre foregående punkter, medvirken med
henblik
på at begå den nævnte handling, forsøg på at begå den, det af hjælpe,
tilskynde
eller råde nogen til at begå den eller det at lette gennemførelsen heraf.
Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal
foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslås på
grundlag
af objektive forhold.
Der foreligger hvidvaskning af penge, også selv om de
handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvidvaskes, har fundet
sted på en anden medlemsstats eller et tredjelands område
–
»formuegoder«:
aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske
genstande,
løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt
retlige
dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til
sådanne
aktiver eller dertil knyttede rettigheder
–
»kriminel handling«:
en lovovertrædelse som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i
Wienerkonventionen
samt enhver anden kriminel handling, der er defineret som sådan af hver
enkelt
medlemsstat med henblik på dette direktiv
–
»kompetente
myndigheder«: de nationale myndigheder, som i henhold til en lov eller anden
bestemmelse er bemyndiget til at føre tilsyn med kredit- eller
finansieringsinstitutter.
Artikel 2
Medlemsstaterne drager omsorg for, at hvidvaskning af
penge, som defineret i dette direktiv, forbydes.
Artikel 3
1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter kræver, at deres kunder legitimerer sig ved hjælp af
et retskraftigt dokument, når der optages forretningsmæssig forbindelse med
dem, særlig når der åbnes en konto eller bankbog eller et depot.
2. Dette krav om legitimation gælder også for enhver
transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1,
vedrørende et beløb på 15 000 ECU eller derover, hvad enten den udføres i en
enkelt eller i flere operationer, hvis der synes at være indbyrdes
forbindelse
mellem dem. Hvis beløbet ikke kendes på det tidspunkt, hvor transaktionen
påbegyndes,
skal det pågældende institut kræve legitimation, så snart det får kendskab
hertil og konstaterer, at tærsklen er nået.
3. Som undtagelse fra stk. 1 og 2 kræves der ikke
legitimation i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgås af
forsikringsvirksomheder,
som er godkendt i henhold til direktiv 79/267/EØF, og hvis virksomhed er
omfattet af nævnte direktiv, når beløbet af den eller de periodiske præmier,
der skal indbetales i løbet af et år, er på 1 000 ECU eller derunder, eller
ved
indbetaling af en engangspræmie på 2 500 ECU eller derunder. Hvis den eller
de
periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således
at
tærsklen på 1 000 ECU overstiges, skal der kræves legitimation.
4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke
er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgås i medfør af en
arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at
disse aftaler ikke indeholder en tilbagekøbsklausul eller kan anvendes som
sikkerhed
for et lån.
5. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregående stykker
nævnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke
handler for egen regning, skal kredit- og finansieringsinstitutterne træffe
rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den faktiske
identitet
af de personer, for hvis regning disse kunder handler.
6. Kredit- og finansieringsinstitutterne skal kræve
denne legitimation, selv om transaktionsbeløbet er lavere end ovennævnte
tærskler, så snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.
7. Kredit- og finansieringsinstitutterne er ikke
underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden også er et
kredit-
eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv.
8. Medlemsstaterne kan foreskrive, at
legitimationskravene vedrørende de transaktioner, der omhandles i stk. 3
og 4, er opfyldt, når det konstateres, at transaktionsbeløbet skal debiteres
en
konto, der er åbnet i kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af
kravene i stk. 1.
Artikel 4
Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter opbevarer følgende materiale, for at det kan tjene
som
bevis ved enhver undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge:
–
for så vidt angår
legitimationen opbevares kopier af eller oplysninger taget fra de krævede
dokumenter
i mindst 5 år, efter at et kundeforhold er ophørt
–
for så vidt angår
transaktionerne opbevares dokumentation og registreringer bestående af
originale
dokumenter eller kopier med tilsvarende beviskraft i henhold til national
lovgivning i mindst 5 år fra transaktionernes gennemførelse.
Artikel 5
Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter omhyggeligt undersøger enhver transaktion, som på
grund af sin karakter særlig menes at kunne have tilknytning til hvidvaskning
af penge.
Artikel 6
Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter samt medlemmer af disses ledelse og deres ansatte
til
fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af
hvidvaskning af penge:
–
ved på eget
initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne være
tegn på hvidvaskning af penge
–
ved på opfordring at
give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger i henhold til procedurerne
i
den relevante lovgivning.
De i stk. 1 nævnte oplysninger fremsendes til de
myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i den
medlemsstat, på hvis område det institut, der fremsender oplysningerne, er
beliggende. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de personer, som er
udpeget af kredit- og finansieringsinstitutterne i henhold til procedurerne i
artikel 11, nr. 1.
Oplysninger, der gives myndighederne i overensstemmelse
med stk. 1, kan kun udnyttes i forbindelse med bekæmpelse af
hvidvaskning
af penge. Dog kan medlemsstaterne bestemme, at disse oplysninger også kan
anvendes til andre formål.
Artikel 7
Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter afholder sig fra at udføre en transaktion, som de
ved
har, eller som de mistænker for at have forbindelse med hvidvaskning af
penge,
så længe de ikke har underrettet de i artikel 6 nævnte myndigheder herom.
Disse
myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale
forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der
er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning
af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en
sådan
undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der drager
fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de pågældende
institutter den fornødne underretning umiddelbart derefter.
Artikel 8
Kredit- og finansieringsinstitutter, medlemmer af deres
ledelse og deres ansatte må ikke meddele den pågældende kunde eller
tredjemand,
at der i medfør af artikel 6 og 7 er sendt oplysninger til myndighederne,
eller
at der er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge.
Artikel 9
Det forhold, at en ansat eller et medlem af ledelsen i
et kredit- eller finansieringsinstitut i god tro meddeler de myndigheder, der
er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7
nævnte oplysninger, betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder
i
henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører
ikke kreditinstituttet, finansieringsinstituttet, medlemmerne af dets ledelse
eller dets ansatte nogen form for ansvar.
Artikel 10
Medlemsstaterne drager omsorg for, at de kompetente
myndigheder, hvis disse under kontrolbesøg i et kredit- eller
finansieringsinstitut eller på anden måde opdager forhold, som giver
formodning
om hvidvaskning af penge, meddeler dette til de myndigheder, der er
ansvarlige
for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge.
Artikel 11
Medlemsstaterne drager omsorg for, at kredit- og
finansieringsinstitutter
1)
indfører passende
interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at
forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til
hvidvaskning af penge
2)
træffer passende
foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i dette
direktiv. Disse foranstaltninger skal bl.a. bestå i særlige
uddannelsesprogrammer for deres ansatte, således at disse får bedre
forudsætninger
for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af
penge,
og kan blive instrueret om, hvorledes de skal forholde sig i sådanne
tilfælde.
Artikel 12
Medlemsstaterne drager omsorg for at udvide samtlige
eller en del af dette direktivs bestemmelser til ud over de kredit- og
finansieringsinstitutter, der er nævnt i artikel 1, at omfatte andre erhverv
og
kategorier af virksomheder, som udøver aktiviteter, der særlig vil kunne
udnyttes
til hvidvaskning af penge.
Artikel 13
1. Der nedsættes et kontaktudvalg under Kommissionen, i
det følgende benævnt »udvalget«, med den opgave:
a)
med forbehold af
Traktatens artikel 169 og 170 at lette en harmoniseret iværksættelse af dette
direktiv ved regelmæssigt samråd om konkrete problemer, som måtte opstå i
forbindelse med dets gennemførelse, og som det måtte anses for relevant at
drøfte
b)
at lette samråd
mellem medlemsstaterne med hensyn til de strengere eller supplerende
betingelser
og forpligtelser, som de indfører på nationalt plan
c)
om nødvendigt at
råde Kommissionen vedrørende tillæg til eller ændringer af dette direktiv
eller
med hensyn til sådanne tilpasninger af det, som særlig med henblik på en
harmonisering af virkningerne af artikel 12 måtte findes nødvendige
d)
at undersøge, om et
erhverv eller en kategori af virksomheder bør inddrages under artikel 12's
anvendelsesområde, når det er konstateret, at dette erhverv eller denne
kategori af virksomheder i en medlemsstat har været udnyttet til hvidvaskning
af penge.
2. Udvalget har ikke til opgave at bedømme
berettigelsen af de afgørelser, som de kompetente myndigheder træffer i
individuelle sager.
3. Udvalget består af personer, der udpeges af
medlemsstaterne, og af repræsentanter for Kommissionen. Kommissionens
tjenestegrene varetager udvalgets sekretariatsforretninger. En repræsentant
for
Kommissionen er formand for udvalget, og dette mødes enten på formandens
initiativ
eller efter anmodning fra en medlemsstats delegation.
Artikel 14
Hver medlemsstat træffer passende foranstaltninger til
at sikre fuldstændig anvendelse af alle dette direktivs bestemmelser og
fastsætter navnlig, hvilke sanktioner der skal benyttes i tilfælde af
overtrædelse
af de bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv.
Artikel 15
Medlemsstaterne kan på det område, der er omfattet af
dette direktiv, vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at
forhindre hvidvaskning af penge.
Artikel 16
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden
den
1. januar 1993.
2. Når medlemsstaterne vedtager disse love og
administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette
direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan
henvisning.
De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Artikel 17
Kommissionen udfærdiger et år efter den 1. januar 1993
og derefter efter behov - dog mindst hvert tredje år - en rapport om
gennemførelsen af dette direktiv og forelægger denne for Europa-Parlamentet
og
Rådet.
Artikel 18
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 10. juni 1991.
På Rådets vegne
J.-C. JUNCKER
Formand
17)
EFT nr. C 106 af 28. 4. 1990, s. 6, og . C 319 af 19. 12. 1990, s. 9.
18)
EFT nr. C 324 af 24. 12. 1990, s. 264, og . C 129 af 20. 5. 1991.
19)
EFT nr. C 332 af 31. 12. 1990, s. 86.
20)
EFT nr. L 322 af 17. 12. 1977, s. 30.
21)
EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1.
22)
EFT nr. L 63 af 13. 3. 1979, s. 1.
23)
EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 50.
Erklæring fra repræsentanterne for
medlemsstaternes
regeringer, forsamlet i Rådet
Repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer,
forsamlet i Rådet,
som minder om, at medlemsstaterne har undertegnet De
Forenede Nationers konvention om ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer, der blev vedtaget den 19. december 1988 i Wien;
som ligeledes minder om, at de fleste af
medlemsstaterne den 8. november 1990 i Strasbourg undertegnede Europarådets
konvention om hæleri og efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet fra strafbart forhold;
som er sig bevidst, at beskrivelsen af hvidvaskning i
artikel 1 i direktiv 91/308/EØF
24)
bygger på ordlyden
af de tilsvarende bestemmelser i ovennævnte konventioner;
forpligter sig til senest den 31. december 1992 at
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en
straffelovgivning,
der sætter dem i stand til at opfylde deres forpligtelser i henhold til
nævnte
instrumenter.
24)
Se side 77 i denne Tidende.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001, EF-Tidende L 344 af 28.
december 2001, s. 76, om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF om
forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af
penge (hvidvaskningsdirektivet), EF-Tidende L 166 af 28. juni 1991, s. 77.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og visse andre love (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer m.v.) Retsinformation · 6. juni 2005
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og visse andre love (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer mv.)1)/NREF/FN501/1)/ Retsinformation · 23. februar 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og visse andre love (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet hos juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer m.v.) Retsinformation · 9. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 11 Retsinformation · 23. februar 2005
- Skriftlig fremsættelse (24. november 2004) - L 127 Retsinformation · 24. november 2004
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser Retsinformation · 1. oktober 2026