Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i straffesager)

2004/2 LSF 13Lovforslag som fremsatJustitsministeriet23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 23. februar 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af retsplejeloven

(Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg

til anklagemyndigheden i straffesager)

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.

september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,

foretages

følgende ændringer:

1.

I

§ 98, stk. 3

, indsættes som

nyt 2.–4. pkt.:

”Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller

fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget

af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes

om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør

det

påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til

aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har

tilvejebragt

til brug for sagen.”

2.

I

§

Læs alt

§ 99,

stk. 2

, og

101, stk. 2

,

ændres ”§ 98, stk. 2 og

3.”

til: ”§ 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.”.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i

Lovtidende.

§ 3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne.

Stk. 2.

Loven kan

dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med

de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2

1.1

Lovforslagets formål og baggrund

2

1.2

Lovforslagets hovedpunkter

3

2.

Gældende ret

3

3.

Fremmed ret

4

3.1

Norge

4

3.2

Holland

4

4.

Lovforslagets

udformning

4

5.

Europarådets anbefalinger

6

6.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser

6

7.

Hørte myndigheder

mv.

7

1. Indledning

1.1

Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslaget går ud på at indføre særlige underretnings- og

formkrav i de tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens

§ 98, stk. 3, giver anklagemyndigheden pålæg i konkrete

straffesager

om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Formålet er at

sikre en større åbenhed og gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af

denne

beføjelse, uanset at beføjelsen i praksis anvendes yderst sjældent. Efter

regeringens opfattelse vil den foreslåede ordning kunne medvirke til at

hindre,

at der opstår mytedannelser om f.eks. årsagerne til, at en tiltale er blevet

rejst eller ikke er blevet rejst.

I november 2003 fremsatte medlemmer af Socialistisk

Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten et forslag til

folketingsbeslutning om ophævelse af justitsministerens beføjelser i konkrete

straffesager (B 46).

Af Retsudvalgets beretning af 29. april 2004 over

beslutningsforslaget fremgår, at:

”Udvalget noterer sig, at justitsministeren i svaret på

spørgsmål 1 bl.a. har tilkendegivet, at ministeren altid bør være yderst

tilbageholdende med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i

enkeltsager.

Efter ministerens opfattelse må det afgørende være, at der er en sådan

åbenhed

og gennemsigtighed, hvis justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke

opstår mytedannelse om årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller

ikke

er blevet rejst. Og senere i svaret fremgår det, at det efter

Justitsministeriets opfattelse med henblik på at sikre en større åbenhed og

gennemsigtighed vil være relevant at overveje en model med inspiration fra de

elementer i den norske og den hollandske ordning, som vedrører

dokumentationskrav og en mere direkte parlamentarisk kontrol. Det kan således

overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at pålæg fra justitsministeren til

de

offentlige anklagere vedrørende konkrete straffesager skal være skriftlige og

indeholde en nærmere begrundelse. Et sådant skriftligt pålæg vil indgå i en

eventuel straffesags akter. Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven,

at Folketinget altid skal orienteres skriftligt, hvis justitsministeren giver

pålæg i en konkret straffesag, f.eks. ved at der sendes en kopi af

justitsministerens afgørelse.

Udvalget opfordrer ministeren til i næste folketingssamling

efter høring af de berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om

ændring af retsplejeloven efter de retningslinier, der er skitseret i

spørgsmål

nr. 1.”

Lovforslaget er en genfremsættelse i uændret form af det

lovforslag nr. L 146, der blev fremsat den 15. december 2004, jf.

Folketingstidende 2004-2005, 1. samling, tillæg A, s. 4243 ff., og som er

bortfaldet som følge af afholdelse af valg til Folketinget.

1.2 Lovforslagets

hovedpunkter

Med lovforslaget fastsættes nogle særlige underretnings- og

formkrav, der skal overholdes, hvis justitsministeren i medfør af

bestemmelsen

i retsplejelovens § 98, stk. 3, vil give anklagemyndigheden pålæg

om

at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

For det første skal sådanne pålæg fra justitsministeren

være skriftlige og indeholde en begrundelse. Pålægget og begrundelsen herfor

vil således komme til at indgå i straffesagens akter. Det følger af

forslaget,

at pålægget vil være undergivet aktindsigt i medfør af retsplejelovens

§§ 729 a-d.

For det andet skal justitsministeren efter forslaget

underrette Folketingets formand, hvis der gives pålæg om at begynde,

fortsætte,

undlade eller standse forfølgning. Dette vil have størst betydning i

tilfælde,

hvor pålægget går ud på, at retsforfølgning skal undlades eller standses, så

sagen ikke bliver behandlet ved domstolene. Folketingets formand vil kunne

videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget. Med forslaget skabes

således

en mere direkte parlamentarisk kontrol.

2. Gældende ret

2.1.

Den danske

anklagemyndigheds opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens

kapitel 10 (§§ 95-107). De offentlige anklagere er rigsadvokaten,

statsadvokaterne

og politimestrene (Politidirektøren).

Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der

fører tilsyn med de offentlige anklagere, jf. retsplejelovens § 98,

stk. 1. Forholdet mellem justitsministeren og anklagemyndigheden er

således et over-underordnelsesforhold. I § 98 stk. 2, er det i

overensstemmelse hermed udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren kan

fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres

opgaver,

og i stk. 3 er det endvidere udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren

kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete

sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse

forfølgning.

Forarbejderne indeholder ikke nærmere vejledning om, hvad

der skal forstås ved ”pålæg”. ”Pålæg” må imidlertid i

overensstemmelse med den

almindelige sproglige forståelse af ordet forstås som en tjenstlig ordre om

at

gøre noget bestemt i en konkret straffesag.

2.2.

Efter fast

praksis er justitsministrene yderst tilbageholdende med at gribe ind i

konkrete

straffesager, som behandles af anklagemyndigheden. Fra de senere år kendes

kun

et enkelt eksempel på, at justitsministeren har anvendt beføjelsen i

retsplejelovens

§ 98, stk. 3.

Statsadvokaten for København traf den 27. marts 1995 afgørelse

om at opgive påtale mod tre politiassistenter i forbindelse med politiets

indsats på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993. Efter

statsadvokatens opfattelse kunne videre forfølgning ikke forventes at føre

til,

at de pågældende ville blive fundet skyldige til straf. Denne afgørelse blev

omgjort af Rigsadvokaten. Justitsministeriet meddelte Dansk Politiforbund,

der

klagede over afgørelsen, at man anså Rigsadvokatens afgørelse som en 2.

instans

afgørelse, der var omfattet af de almindelige regler om klagebegrænsning. Man

afviste endvidere at tage sagen op til realitetsbehandling i medfør af

retsplejelovens

§ 98, stk. 3.

Folketingets Ombudsmand fandt imidlertid, at

Rigsadvokaturen som myndighed måtte betragtes som inhabil, idet det var den

daværende rigsadvokat, som i forbindelse med en undersøgelse af

begivenhederne

den 18. og 19. maj 1993 havde anmodet statsadvokaten om at rejse sigtelse mod

de pågældende.

På baggrund af Ombudsmandens udtalelse fandt

Justitsministeriet, at der forelå sådanne helt særlige eller ekstraordinære

omstændigheder, som kunne begrunde justitsministerens anvendelse af

beføjelsen

i § 98, stk. 3. Justitsministeren traf herefter afgørelse om at

opgive påtale mod de tre betjente.

Justitsministerens mulighed for at give pålæg til

anklagemyndigheden i konkrete straffesager har også givet anledning til debat

i

forbindelse med enkelte andre sager.

I den såkaldte Skalafjall-sag vedrørende belåning af skibe,

hvor Færøernes Ret den 5. december 1995 afsagde frifindende dom, besluttede

Rigsadvokaten den 15. december 1995, at dommen ikke skulle ankes. I den

forbindelse opstod der i Folketinget spørgsmål om, hvorvidt justitsministeren

burde gribe ind i sagen og omgøre Rigsadvokatens beslutning med henblik på,

at

straffesagen blev genoptaget. Senere kom det frem, at dommeren havde deltaget

i

en hyttetur med forsvarerne for de tiltalte i sagen, hvorefter Rigsadvokaten

på

baggrund af disse oplysninger den 19. januar 1996 besluttede at anke dommen

med

påstand om ophævelse af Færøernes Rets dom på grund af dommerens inhabilitet.

Der var således i denne sag en diskussion om, hvorvidt

justitsministeren burde give pålæg til Rigsadvokaten, men beslutningen om at

anke blev truffet af Rigsadvokaten på eget initiativ.

2.3.

Hvis

justitsministeren giver de offentlige anklagere et pålæg i medfør af

retsplejelovens

§ 98, stk. 3, gælder der i dag ikke særlige formkrav, herunder om,

at

pålægget skal foreligge skriftligt. Endvidere gælder der ikke noget krav om,

at

pålægget skal være begrundet.

Der gælder heller ikke noget krav om, at justitsministeren

skal informere Folketinget eller offentligheden i øvrigt om, at der er givet

et

pålæg til anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 98,

stk. 3.

3. Fremmed ret

3.1 Norge

Den norske anklagemyndighed er hierarkisk opbygget og

består af politimestrene, statsadvokaterne og rigsadvokaten. Rigsadvokaten er

underlagt kongen i statsråd (regeringen).

Det norske justitsministerium har den overordnede ledelse

af landets politi for så vidt angår administrative og politifaglige

spørgsmål.

Justitsministeriet er også i forvaltningsretlig henseende den overordnede

myndighed

i forhold til politiet. Justitsministeriets kompetence er i det væsentlige

henlagt til et direktorat under ministeriet.

Tiltalerejsning og andre strafforfølgningsopgaver er

derimod ikke omfattet af det norske justitsministeriums kompetence- eller

ansvarsområde. Den øverste leder af den norske anklagemyndighed er i denne

henseende

i stedet kongen i statsråd (den samlede regering). Regeringen har derfor

instruktions-

og omgørelseskompetence over for den norske rigsadvokat. Hvis den norske

justitsminister er uenig i rigsadvokatens afgørelse, kan ministeren ikke selv

gribe ind, men må foranledige sagen behandlet i statsråd. Hvis regeringen

udøver beføjelser på anklagemyndighedens område, vil det fremgå af

regeringsprotokoller, som Stortinget kan kræve at få forelagt.

Den norske regerings instruktionsbeføjelse over for

Rigsadvokaten indebærer principielt, at regeringen kan beslutte, at der skal

rejses tiltale i en konkret sag. Der er imidlertid tradition for, at

regeringen

meget sjældent griber ind over for afgørelser, der er truffet af

Rigsadvokaten.

Regeringens adgang til at udstede generelle tjenestebefalinger til

anklagemyndigheden har derimod stor praktisk betydning.

3.2 Holland

Også i

Holland

har justitsministeren beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager, men

i

praksis sker det kun i helt ekstraordinære tilfælde.

Hvis den hollandske justitsminister vil give pålæg til

anklagemyndigheden i en konkret sag, gælder der nogle særlige formelle krav.

Ministeren skal således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som er

et

særligt kollektivt organ), og ledelsen skal herefter have mulighed for at

give

udtryk for sine synspunkter over for ministeren. Hvis ministeren ikke er enig

i

anklagemyndighedens synspunkter, skal ministeren redegøre for sine grunde

over

for anklagemyndighedens ledelse. Et eventuelt pålæg til anklagemyndigheden

skal

herefter gives skriftligt og indeholde en begrundelse.

Hvis pålægget går ud på, at der skal rejses tiltale, skal

både ministerens og anklagemyndighedens holdning fremgå af straffesagens

akter,

medmindre dette er i strid med statens interesser. Anklageren redegør for de

uoverensstemmende synspunkter under straffesagen.

Hvis pålægget går ud på at undlade strafforfølgning, skal

ministeren informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod statens

interesser.

4. Lovforslagets udformning

Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet i

overensstemmelse med Retsudvalgets beretning over beslutningsforslag B 46

lagt

vægt på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed, som kan modvirke

mytedannelser om årsagerne til, at en tiltale er eller ikke er blevet rejst.

Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet således lagt til

grund,

at det afgørende er, at forsvareren i den konkrete straffesag samt

Folketinget

bliver orienteret om, at justitsministeren har anvendt sin beføjelse til at

give pålæg til anklagemyndigheden.

Den foreslåede ordning bygger på de elementer fra den

norske og den hollandske ordning, som efter Justitsministeriets opfattelse

passer til danske forhold.

4.1.

Det

foreslås, at visse underretnings- og formkrav skal gælde i forhold til pålæg

til anklagemyndigheden om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse

forfølgning, jf. § 98, stk. 3, 2.-4. pkt. Dette omfatter pålæg om,

hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej, hvorvidt en beslutning om

tiltalerejsning eller undladelse af at rejse tiltale skal omgøres, og

hvorvidt

en dom skal ankes eller ej.

Pålæg om at rette sagsbehandlingsfejl, pålæg vedrørende

ekspeditionsmæssige forhold, afgørelser om aktindsigt mv. er således ikke

omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Forpligtelsen til at overholde de foreslåede underretnings-

og formkrav omfatter efter forslaget alene tilfælde, hvor justitsministeren

udøver sin beføjelse efter § 98, stk. 3. Forpligtelsen gælder ikke

i

tilfælde, hvor beslutningskompetencen med hensyn til forfølgning af en

straffesag i medfør af særlige lovregler er tillagt justitsministeren.

I visse tilfælde er påtalekompetencen således direkte

henlagt til justitsministeren i medfør af anden lovgivning. Det gælder f.eks.

sager vedrørende overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og

en

væsentlig del af kapitel 13, jf. straffelovens §§ 110 f og

118 a. Den foreslåede nye bestemmelse

gælder ikke i disse tilfælde.

Også tilfælde, hvor justitsministeren i øvrigt i medfør af

særlig lovgivning er tillagt afgørelseskompetencen, f.eks. udleveringssager,

falder uden for anvendelsesområdet. Det samme gælder tilfælde, hvor det i

forskrifter

i medfør af retsplejelovens § 720 er fastsat, at påtale i nærmere

angivne

straffesager er betinget af justitsministerens beslutning, f.eks. sager, hvor

dansk straffemyndighed følger af straffelovens § 8, nr. 4-6, samt i

tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 722,

stk. 3, meddeler tiltalefrafald efter § 722, stk. 2, som

nærmeste overordnede anklagemyndighed.

Den foreslåede nye bestemmelse omfatter endvidere ikke

tilfælde, hvor justitsministeren i overensstemmelse med sin beføjelse til at

udstede generelle tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2, generelt

har

fastsat for nærmere angivne typer af sager, at disse skal forelægges for

justitsministeren.

Herudover omfatter de foreslåede underretnings- og formkrav

ikke tilfælde, hvor justitsministeren som led i to-instanssystemet behandler

en

klage over en afgørelse truffet af Rigsadvokaten som første instans, jf.

§ 98, stk. 4. Det drejer sig f.eks. om afgørelser om at rejse

tiltale

eller ej i sager om overtrædelse af medieansvarslovens § 28 og af

straffelovens § 266 b (racistiske ytringer mv.).

Den foreslåede bestemmelse finder endvidere ikke anvendelse

i tilfælde, hvor Rigsadvokaturen er inhabil, og hvor sagen derfor henskydes

til

Justitsministeriet efter almindelige forvaltningsretlige regler.

I de tilfælde, hvor den foreslåede bestemmelse finder

anvendelse, skal de foreslåede underretnings- og formkrav overholdes, uanset

om

ministeren har taget sagen op af egen drift eller som følge af en

borgerhenvendelse.

4.2.

Ved ”pålæg”

forstås i retsplejelovens § 98, stk. 3, en tjenstlig ordre om at

gøre

noget bestemt i en konkret sag.

I overensstemmelse hermed omfatter de foreslåede regler

tilfælde, hvor justitsministeren på grundlag af en konstateret uenighed med

Rigsadvokaten giver denne en tjenstlig ordre om at begynde eller fortsætte,

undlade eller standse forfølgning.

Efter ordlyden omfatter forpligtelsen til at overholde de

foreslåede underretnings- og formkrav ikke alene pålæg til Rigsadvokaten, men

også pålæg til statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren). Den

naturlige

fremgangsmåde vil imidlertid i sådanne tilfælde være, at justitsministeren

først beder den overordnede anklagemyndighed tage stilling til sagen og først

herefter tager stilling til, om der findes at være behov for at give pålæg

til

anklagemyndigheden.

4.3.

Det

foreslås, at pålæg om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse

forfølgning skal være skriftlige. Hermed vil der foreligge dokumentation i

tilfælde, hvor justitsministeren har givet et pålæg, og det skriftlige pålæg

vil indgå som et dokument i straffesagen.

Det foreslås endvidere, at pålægget skal begrundes. Det

indebærer bl.a., at justitsministeren skal angive, hvilke hensyn der ligger

til

grund for beslutningen. Begrundelsens udformning vil afhænge af sagens

karakter.

Begrundelsen vil give et bedre grundlag for at vurdere baggrunden for

justitsministerens pålæg.

Den foreslåede bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at

pålægget i relation til aktindsigt efter bestemmelserne i retsplejelovens

§§ 729 a-d skal betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til

brug for sagen. Forsvareren og sigtede har på samme måde som med hensyn til

materiale tilvejebragt af politiet til brug for sagen adgang til at gøre sig

bekendt med pålægget, og adgangen hertil kan alene undergives de

begrænsninger,

der gælder efter retsplejelovens almindelige regler om aktindsigt i

straffesager i §§ 729 a-d.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren skal sende en

skriftlig underretning til Folketingets formand. Justitsministeriet har ikke

fundet grundlag for, som det er tilfældet i den hollandske ordning, at

begrænse

informationspligten til de tilfælde, hvor pålægget går ud på at undlade

retsforfølgning.

Lovforslaget regulerer ikke indholdet af underretningen af

Folketingets formand. Det er forudsat, at den information, der sendes til

Folketingets formand, normalt indeholder oplysning om begrundelsen for

justitsministerens

pålæg. Det forhold, at der er tale om en konkret straffesag, medfører, at

underretningen som regel bør ske i passende anonymiseret form.

Det foreslås endvidere, at underretning af Folketingets

formand kan udsættes, hvor de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens

§ 729

c, stk. 1, om fravigelse af reglerne om forsvarerens adgang til

aktindsigt

gør det påkrævet. Det drejer sig om hensyn til fremmede magter, statens

sikkerhed, sagens opklaring, tredjemands liv eller helbred, efterforskning af

en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes

med

fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af

straffelovens kapitler 12 eller 13, eller beskyttelse af fortrolige

oplysninger

om politiets efterforskningsmetoder. I de situationer, hvor disse

tungtvejende

hensyn gør det påkrævet, kan underretning af Folketingets formand således

udsættes. Det betyder, at der ikke skal ske underretning, så længe f.eks.

hensynet til tredjemands liv eller helbred gør det påkrævet, at der ikke

videregives oplysninger fra sagen. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at der

ikke på noget tidspunkt kan ske underretning. Det forudsættes, at der sker

underretning af Folketingets formand, så snart de pågældende hensyn ikke

længere gør sig gældende.

5. Europarådets anbefalinger

Europarådets Ministerkomité vedtog den 6. oktober 2000 en

rekommandation om anklagemyndighedens rolle i det strafferetlige system

(Recommendation 2000(19)).

Rekommandationen indeholder en række grundlæggende

anbefalinger om anklagemyndighedens organisation og anklagernes stilling samt

bl.a. om anklagemyndighedens forhold til den udøvende og lovgivende magt.

I rekommandationens pkt. 13 opregnes visse

foranstaltninger, som staterne bør tage, når anklagemyndigheden er en del af

eller underordnet regeringen. Det anbefales, at:

a)

karakteren af og

området for regeringens beføjelser i forhold til anklagemyndigheden er

fastsat

ved lov,

b)

regeringen udøver

sine beføjelser på en gennemsigtig måde og i overensstemmelse med

internationale traktater, national lovgivning og generelle retsprincipper,

c)

hvor regeringen

giver generelle instrukser, skal disse være skriftlige og skal offentliggøres

på tilstrækkelig vis,

d)

hvor regeringen har

beføjelse til at give instruktioner om retsforfølgning i en konkret sag, skal

sådanne

indeholde tilstrækkelige garantier for, at

gennemsigtighed og retfærdighed respekteres i overensstemmelse med national

lovgivning. Regeringen skal i givet fald f.eks.:

søge forudgående skriftligt råd enten fra den kompetente

anklager eller fra anklagemyndigheden,

behørigt forklare dens skriftlige instruktioner, særligt

når disse afviger fra anklagemyndighedens råd, og fremsende dem gennem de

hierarkiske kanaler,

forud for retssagen sikre, at anklagemyndighedens råd og

regeringens instruktioner indgår i sagsakterne, således at andre parter kan

gøre sig bekendt hermed og kommentere det.

e)

anklagerne er frie

til at forelægge juridiske argumenter efter eget valg for retten, selv hvor

de

har en forpligtelse til skriftligt at reflektere de modtagne instruktioner,

f)

instruktioner om ikke

at retsforfølge i en konkret sag burde, i princippet, være forbudt. Er det

ikke

tilfældet, må sådanne instruktioner være exceptionelle og må underlægges ikke

alene kravene i d) og e), men også en passende særlig kontrol, særligt med

henblik på at garantere gennemsigtighed.

Som anført ovenfor er justitsministrene efter fast praksis

yderst tilbageholdende med at anvende beføjelsen til at gribe ind i konkrete

straffesager.

Med lovforslaget etableres en ordning med mere åbenhed og

gennemsigtighed. Den foreslåede ordning er i overensstemmelse med

Europarådets

anbefalinger.

6. Lovforslagets økonomiske

og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har

ikke

økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget

har ingen miljømæssige konsekvenser.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus,

Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten

for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i

København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet

i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut

for

Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 98, stk. 3)

Med bestemmelsens nye 2.-4. pkt. foreslås det at indføre

krav om skriftlighed og begrundelse samt om underretning af Folketingets

formand, når justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om at

begynde

eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Med hensyn til

afgrænsningen af, hvornår underretnings- og formkravene skal overholdes,

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1 og 4.2.

Bestemmelsen indebærer for det første, at

justitsministerens pålæg i de tilfælde, der er omfattet af den foreslåede

bestemmelses stk. 3, 2. pkt., skal fremsendes i skriftlig form. Pålægget

kommer således til at indgå som et dokument i sagen.

Bestemmelsen indebærer for det andet, at justitsministeren

i disse tilfælde skal begrunde sin beslutning. Begrundelsens udformning vil

afhænge af sagens karakter. Begrundelsen bør indeholde en henvisning til

lovgrundlaget samt en kort beskrivelse af sagen faktum og de hovedhensyn, der

ligger til grund for pålægget.

De omhandlede pålæg skal i relation til aktindsigt i alle

tilfælde betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for

sagen.

Det indebærer, at retsplejelovens §§ 729 a-d om aktindsigt i

straffesager

finder tilsvarende anvendelse.

Særreglen i den foreslåede § 98, stk. 3, 4. pkt.,

indebærer således, at forsvaret som udgangspunkt vil have adgang til at gøre

sig bekendt med pålægget. Tilsvarende vil den sigtede som udgangspunkt have

adgang til aktindsigt i pålægget efter straffesagens afslutning. Det bemærkes

i

den forbindelse særligt, at det forhold, at et pålæg i alle tilfælde skal

betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen, også

indebærer, at et pålæg fra justitsministeren i de omhandlede tilfælde –

i

modsætning til pålæg fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne – ikke vil

være et

sådant internt arbejdsdokument, som kan undtages fra aktindsigt i medfør af

retsplejelovens § 729 d, stk. 2. Dette gælder ikke i øvrigt for

korrespondance inden for anklagemyndigheden.

Endelig indebærer bestemmelsen, at Folketingets formand

skriftligt skal orienteres, hvis justitsministeren giver pålæg til

anklagemyndigheden om at begynde, fortsætte, undlade eller standse

forfølgning.

Underretning kan udsættes, hvis de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens

§ 729 c, stk. 1, gør det påkrævet.

Om indholdet af underretningen til Folketingets formand

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3. Folketingets formand vil

kunne videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget.

Til nr. 2 (§§ 99, stk. 2, og 101, stk. 2)

Med den foreslåede ændring præciseres det, at de foreslåede

underretnings- og formkrav i § 98, stk. 3, 2.-4. pkt., ikke skal

gælde i relation til pålæg vedrørende konkrete straffesager, som meddeles en

underordnet anklagemyndighed af Rigsadvokaten eller af statsadvokaterne. Der

tilsigtes endvidere ingen ændringer i Rigsadvokatens og statsadvokaternes

adgang til at meddele pålæg.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 3

§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale

gyldighedsområde.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.

september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,

foretages

følgende ændring:

§ 98.

(udelades)

Stk. 2.

(udelades)

1.

I

§ 98, stk. 3

, indsættes som

nyt 2.-4. pkt:

Stk. 3.

Justitsministeren

kan give de offentlige anklagere pålæg om behandlingen af konkrete sager,

herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Stk. 4.

(udelades)

”Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller

fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget

af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes

om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør

det påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til

aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har

tilvejebragt til brug for sagen.”

§ 99.

(udelades)

Stk. 2.

Rigsadvokaten

er de øvrige offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Rigsadvokaten kan fastsætte bestemmelser og meddele pålæg efter regler

svarende

til § 98, stk. 2 og 3.

Stk. 3.

(udelades)

2.

I

§

§ 99,

stk. 2

, og

101, stk. 2

,

ændres ”§ 98, stk. 2 og

3”

til: ”§ 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.”.

§ 101.

(udelades)

Stk. 2.

Statsadvokaterne

fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler

klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning.

Statsadvokaternes afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten

og justitsministeren. Statsadvokaterne kan fastsætte bestemmelser og meddele

pålæg efter regler svarende til § 98, stk. 2 og 3.

Lignende dokumenter