Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i straffesager)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. februar 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af retsplejeloven
(Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg
til anklagemyndigheden i straffesager)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.
september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,
foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 98, stk. 3
, indsættes som
nyt 2.–4. pkt.:
”Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller
fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget
af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes
om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør
det
påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til
aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har
tilvejebragt
til brug for sagen.”
2.
I
§
Læs alt
§ 99,
stk. 2
, og
101, stk. 2
,
ændres ”§ 98, stk. 2 og
3.”
til: ”§ 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.”.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i
Lovtidende.
§ 3
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne.
Stk. 2.
Loven kan
dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2
1.1
Lovforslagets formål og baggrund
2
1.2
Lovforslagets hovedpunkter
3
2.
Gældende ret
3
3.
Fremmed ret
4
3.1
Norge
4
3.2
Holland
4
4.
Lovforslagets
udformning
4
5.
Europarådets anbefalinger
6
6.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser
6
7.
Hørte myndigheder
mv.
7
1. Indledning
1.1
Lovforslagets formål og baggrund
Lovforslaget går ud på at indføre særlige underretnings- og
formkrav i de tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens
§ 98, stk. 3, giver anklagemyndigheden pålæg i konkrete
straffesager
om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Formålet er at
sikre en større åbenhed og gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af
denne
beføjelse, uanset at beføjelsen i praksis anvendes yderst sjældent. Efter
regeringens opfattelse vil den foreslåede ordning kunne medvirke til at
hindre,
at der opstår mytedannelser om f.eks. årsagerne til, at en tiltale er blevet
rejst eller ikke er blevet rejst.
I november 2003 fremsatte medlemmer af Socialistisk
Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten et forslag til
folketingsbeslutning om ophævelse af justitsministerens beføjelser i konkrete
straffesager (B 46).
Af Retsudvalgets beretning af 29. april 2004 over
beslutningsforslaget fremgår, at:
”Udvalget noterer sig, at justitsministeren i svaret på
spørgsmål 1 bl.a. har tilkendegivet, at ministeren altid bør være yderst
tilbageholdende med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i
enkeltsager.
Efter ministerens opfattelse må det afgørende være, at der er en sådan
åbenhed
og gennemsigtighed, hvis justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke
opstår mytedannelse om årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller
ikke
er blevet rejst. Og senere i svaret fremgår det, at det efter
Justitsministeriets opfattelse med henblik på at sikre en større åbenhed og
gennemsigtighed vil være relevant at overveje en model med inspiration fra de
elementer i den norske og den hollandske ordning, som vedrører
dokumentationskrav og en mere direkte parlamentarisk kontrol. Det kan således
overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at pålæg fra justitsministeren til
de
offentlige anklagere vedrørende konkrete straffesager skal være skriftlige og
indeholde en nærmere begrundelse. Et sådant skriftligt pålæg vil indgå i en
eventuel straffesags akter. Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven,
at Folketinget altid skal orienteres skriftligt, hvis justitsministeren giver
pålæg i en konkret straffesag, f.eks. ved at der sendes en kopi af
justitsministerens afgørelse.
Udvalget opfordrer ministeren til i næste folketingssamling
efter høring af de berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om
ændring af retsplejeloven efter de retningslinier, der er skitseret i
spørgsmål
nr. 1.”
Lovforslaget er en genfremsættelse i uændret form af det
lovforslag nr. L 146, der blev fremsat den 15. december 2004, jf.
Folketingstidende 2004-2005, 1. samling, tillæg A, s. 4243 ff., og som er
bortfaldet som følge af afholdelse af valg til Folketinget.
1.2 Lovforslagets
hovedpunkter
Med lovforslaget fastsættes nogle særlige underretnings- og
formkrav, der skal overholdes, hvis justitsministeren i medfør af
bestemmelsen
i retsplejelovens § 98, stk. 3, vil give anklagemyndigheden pålæg
om
at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning.
For det første skal sådanne pålæg fra justitsministeren
være skriftlige og indeholde en begrundelse. Pålægget og begrundelsen herfor
vil således komme til at indgå i straffesagens akter. Det følger af
forslaget,
at pålægget vil være undergivet aktindsigt i medfør af retsplejelovens
§§ 729 a-d.
For det andet skal justitsministeren efter forslaget
underrette Folketingets formand, hvis der gives pålæg om at begynde,
fortsætte,
undlade eller standse forfølgning. Dette vil have størst betydning i
tilfælde,
hvor pålægget går ud på, at retsforfølgning skal undlades eller standses, så
sagen ikke bliver behandlet ved domstolene. Folketingets formand vil kunne
videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget. Med forslaget skabes
således
en mere direkte parlamentarisk kontrol.
2. Gældende ret
2.1.
Den danske
anklagemyndigheds opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens
kapitel 10 (§§ 95-107). De offentlige anklagere er rigsadvokaten,
statsadvokaterne
og politimestrene (Politidirektøren).
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der
fører tilsyn med de offentlige anklagere, jf. retsplejelovens § 98,
stk. 1. Forholdet mellem justitsministeren og anklagemyndigheden er
således et over-underordnelsesforhold. I § 98 stk. 2, er det i
overensstemmelse hermed udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren kan
fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres
opgaver,
og i stk. 3 er det endvidere udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren
kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete
sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning.
Forarbejderne indeholder ikke nærmere vejledning om, hvad
der skal forstås ved ”pålæg”. ”Pålæg” må imidlertid i
overensstemmelse med den
almindelige sproglige forståelse af ordet forstås som en tjenstlig ordre om
at
gøre noget bestemt i en konkret straffesag.
2.2.
Efter fast
praksis er justitsministrene yderst tilbageholdende med at gribe ind i
konkrete
straffesager, som behandles af anklagemyndigheden. Fra de senere år kendes
kun
et enkelt eksempel på, at justitsministeren har anvendt beføjelsen i
retsplejelovens
§ 98, stk. 3.
Statsadvokaten for København traf den 27. marts 1995 afgørelse
om at opgive påtale mod tre politiassistenter i forbindelse med politiets
indsats på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993. Efter
statsadvokatens opfattelse kunne videre forfølgning ikke forventes at føre
til,
at de pågældende ville blive fundet skyldige til straf. Denne afgørelse blev
omgjort af Rigsadvokaten. Justitsministeriet meddelte Dansk Politiforbund,
der
klagede over afgørelsen, at man anså Rigsadvokatens afgørelse som en 2.
instans
afgørelse, der var omfattet af de almindelige regler om klagebegrænsning. Man
afviste endvidere at tage sagen op til realitetsbehandling i medfør af
retsplejelovens
§ 98, stk. 3.
Folketingets Ombudsmand fandt imidlertid, at
Rigsadvokaturen som myndighed måtte betragtes som inhabil, idet det var den
daværende rigsadvokat, som i forbindelse med en undersøgelse af
begivenhederne
den 18. og 19. maj 1993 havde anmodet statsadvokaten om at rejse sigtelse mod
de pågældende.
På baggrund af Ombudsmandens udtalelse fandt
Justitsministeriet, at der forelå sådanne helt særlige eller ekstraordinære
omstændigheder, som kunne begrunde justitsministerens anvendelse af
beføjelsen
i § 98, stk. 3. Justitsministeren traf herefter afgørelse om at
opgive påtale mod de tre betjente.
Justitsministerens mulighed for at give pålæg til
anklagemyndigheden i konkrete straffesager har også givet anledning til debat
i
forbindelse med enkelte andre sager.
I den såkaldte Skalafjall-sag vedrørende belåning af skibe,
hvor Færøernes Ret den 5. december 1995 afsagde frifindende dom, besluttede
Rigsadvokaten den 15. december 1995, at dommen ikke skulle ankes. I den
forbindelse opstod der i Folketinget spørgsmål om, hvorvidt justitsministeren
burde gribe ind i sagen og omgøre Rigsadvokatens beslutning med henblik på,
at
straffesagen blev genoptaget. Senere kom det frem, at dommeren havde deltaget
i
en hyttetur med forsvarerne for de tiltalte i sagen, hvorefter Rigsadvokaten
på
baggrund af disse oplysninger den 19. januar 1996 besluttede at anke dommen
med
påstand om ophævelse af Færøernes Rets dom på grund af dommerens inhabilitet.
Der var således i denne sag en diskussion om, hvorvidt
justitsministeren burde give pålæg til Rigsadvokaten, men beslutningen om at
anke blev truffet af Rigsadvokaten på eget initiativ.
2.3.
Hvis
justitsministeren giver de offentlige anklagere et pålæg i medfør af
retsplejelovens
§ 98, stk. 3, gælder der i dag ikke særlige formkrav, herunder om,
at
pålægget skal foreligge skriftligt. Endvidere gælder der ikke noget krav om,
at
pålægget skal være begrundet.
Der gælder heller ikke noget krav om, at justitsministeren
skal informere Folketinget eller offentligheden i øvrigt om, at der er givet
et
pålæg til anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 98,
stk. 3.
3. Fremmed ret
3.1 Norge
Den norske anklagemyndighed er hierarkisk opbygget og
består af politimestrene, statsadvokaterne og rigsadvokaten. Rigsadvokaten er
underlagt kongen i statsråd (regeringen).
Det norske justitsministerium har den overordnede ledelse
af landets politi for så vidt angår administrative og politifaglige
spørgsmål.
Justitsministeriet er også i forvaltningsretlig henseende den overordnede
myndighed
i forhold til politiet. Justitsministeriets kompetence er i det væsentlige
henlagt til et direktorat under ministeriet.
Tiltalerejsning og andre strafforfølgningsopgaver er
derimod ikke omfattet af det norske justitsministeriums kompetence- eller
ansvarsområde. Den øverste leder af den norske anklagemyndighed er i denne
henseende
i stedet kongen i statsråd (den samlede regering). Regeringen har derfor
instruktions-
og omgørelseskompetence over for den norske rigsadvokat. Hvis den norske
justitsminister er uenig i rigsadvokatens afgørelse, kan ministeren ikke selv
gribe ind, men må foranledige sagen behandlet i statsråd. Hvis regeringen
udøver beføjelser på anklagemyndighedens område, vil det fremgå af
regeringsprotokoller, som Stortinget kan kræve at få forelagt.
Den norske regerings instruktionsbeføjelse over for
Rigsadvokaten indebærer principielt, at regeringen kan beslutte, at der skal
rejses tiltale i en konkret sag. Der er imidlertid tradition for, at
regeringen
meget sjældent griber ind over for afgørelser, der er truffet af
Rigsadvokaten.
Regeringens adgang til at udstede generelle tjenestebefalinger til
anklagemyndigheden har derimod stor praktisk betydning.
3.2 Holland
Også i
Holland
har justitsministeren beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager, men
i
praksis sker det kun i helt ekstraordinære tilfælde.
Hvis den hollandske justitsminister vil give pålæg til
anklagemyndigheden i en konkret sag, gælder der nogle særlige formelle krav.
Ministeren skal således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som er
et
særligt kollektivt organ), og ledelsen skal herefter have mulighed for at
give
udtryk for sine synspunkter over for ministeren. Hvis ministeren ikke er enig
i
anklagemyndighedens synspunkter, skal ministeren redegøre for sine grunde
over
for anklagemyndighedens ledelse. Et eventuelt pålæg til anklagemyndigheden
skal
herefter gives skriftligt og indeholde en begrundelse.
Hvis pålægget går ud på, at der skal rejses tiltale, skal
både ministerens og anklagemyndighedens holdning fremgå af straffesagens
akter,
medmindre dette er i strid med statens interesser. Anklageren redegør for de
uoverensstemmende synspunkter under straffesagen.
Hvis pålægget går ud på at undlade strafforfølgning, skal
ministeren informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod statens
interesser.
4. Lovforslagets udformning
Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet i
overensstemmelse med Retsudvalgets beretning over beslutningsforslag B 46
lagt
vægt på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed, som kan modvirke
mytedannelser om årsagerne til, at en tiltale er eller ikke er blevet rejst.
Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet således lagt til
grund,
at det afgørende er, at forsvareren i den konkrete straffesag samt
Folketinget
bliver orienteret om, at justitsministeren har anvendt sin beføjelse til at
give pålæg til anklagemyndigheden.
Den foreslåede ordning bygger på de elementer fra den
norske og den hollandske ordning, som efter Justitsministeriets opfattelse
passer til danske forhold.
4.1.
Det
foreslås, at visse underretnings- og formkrav skal gælde i forhold til pålæg
til anklagemyndigheden om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning, jf. § 98, stk. 3, 2.-4. pkt. Dette omfatter pålæg om,
hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej, hvorvidt en beslutning om
tiltalerejsning eller undladelse af at rejse tiltale skal omgøres, og
hvorvidt
en dom skal ankes eller ej.
Pålæg om at rette sagsbehandlingsfejl, pålæg vedrørende
ekspeditionsmæssige forhold, afgørelser om aktindsigt mv. er således ikke
omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Forpligtelsen til at overholde de foreslåede underretnings-
og formkrav omfatter efter forslaget alene tilfælde, hvor justitsministeren
udøver sin beføjelse efter § 98, stk. 3. Forpligtelsen gælder ikke
i
tilfælde, hvor beslutningskompetencen med hensyn til forfølgning af en
straffesag i medfør af særlige lovregler er tillagt justitsministeren.
I visse tilfælde er påtalekompetencen således direkte
henlagt til justitsministeren i medfør af anden lovgivning. Det gælder f.eks.
sager vedrørende overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og
en
væsentlig del af kapitel 13, jf. straffelovens §§ 110 f og
118 a. Den foreslåede nye bestemmelse
gælder ikke i disse tilfælde.
Også tilfælde, hvor justitsministeren i øvrigt i medfør af
særlig lovgivning er tillagt afgørelseskompetencen, f.eks. udleveringssager,
falder uden for anvendelsesområdet. Det samme gælder tilfælde, hvor det i
forskrifter
i medfør af retsplejelovens § 720 er fastsat, at påtale i nærmere
angivne
straffesager er betinget af justitsministerens beslutning, f.eks. sager, hvor
dansk straffemyndighed følger af straffelovens § 8, nr. 4-6, samt i
tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 722,
stk. 3, meddeler tiltalefrafald efter § 722, stk. 2, som
nærmeste overordnede anklagemyndighed.
Den foreslåede nye bestemmelse omfatter endvidere ikke
tilfælde, hvor justitsministeren i overensstemmelse med sin beføjelse til at
udstede generelle tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2, generelt
har
fastsat for nærmere angivne typer af sager, at disse skal forelægges for
justitsministeren.
Herudover omfatter de foreslåede underretnings- og formkrav
ikke tilfælde, hvor justitsministeren som led i to-instanssystemet behandler
en
klage over en afgørelse truffet af Rigsadvokaten som første instans, jf.
§ 98, stk. 4. Det drejer sig f.eks. om afgørelser om at rejse
tiltale
eller ej i sager om overtrædelse af medieansvarslovens § 28 og af
straffelovens § 266 b (racistiske ytringer mv.).
Den foreslåede bestemmelse finder endvidere ikke anvendelse
i tilfælde, hvor Rigsadvokaturen er inhabil, og hvor sagen derfor henskydes
til
Justitsministeriet efter almindelige forvaltningsretlige regler.
I de tilfælde, hvor den foreslåede bestemmelse finder
anvendelse, skal de foreslåede underretnings- og formkrav overholdes, uanset
om
ministeren har taget sagen op af egen drift eller som følge af en
borgerhenvendelse.
4.2.
Ved ”pålæg”
forstås i retsplejelovens § 98, stk. 3, en tjenstlig ordre om at
gøre
noget bestemt i en konkret sag.
I overensstemmelse hermed omfatter de foreslåede regler
tilfælde, hvor justitsministeren på grundlag af en konstateret uenighed med
Rigsadvokaten giver denne en tjenstlig ordre om at begynde eller fortsætte,
undlade eller standse forfølgning.
Efter ordlyden omfatter forpligtelsen til at overholde de
foreslåede underretnings- og formkrav ikke alene pålæg til Rigsadvokaten, men
også pålæg til statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren). Den
naturlige
fremgangsmåde vil imidlertid i sådanne tilfælde være, at justitsministeren
først beder den overordnede anklagemyndighed tage stilling til sagen og først
herefter tager stilling til, om der findes at være behov for at give pålæg
til
anklagemyndigheden.
4.3.
Det
foreslås, at pålæg om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning skal være skriftlige. Hermed vil der foreligge dokumentation i
tilfælde, hvor justitsministeren har givet et pålæg, og det skriftlige pålæg
vil indgå som et dokument i straffesagen.
Det foreslås endvidere, at pålægget skal begrundes. Det
indebærer bl.a., at justitsministeren skal angive, hvilke hensyn der ligger
til
grund for beslutningen. Begrundelsens udformning vil afhænge af sagens
karakter.
Begrundelsen vil give et bedre grundlag for at vurdere baggrunden for
justitsministerens pålæg.
Den foreslåede bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at
pålægget i relation til aktindsigt efter bestemmelserne i retsplejelovens
§§ 729 a-d skal betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til
brug for sagen. Forsvareren og sigtede har på samme måde som med hensyn til
materiale tilvejebragt af politiet til brug for sagen adgang til at gøre sig
bekendt med pålægget, og adgangen hertil kan alene undergives de
begrænsninger,
der gælder efter retsplejelovens almindelige regler om aktindsigt i
straffesager i §§ 729 a-d.
Det foreslås endvidere, at justitsministeren skal sende en
skriftlig underretning til Folketingets formand. Justitsministeriet har ikke
fundet grundlag for, som det er tilfældet i den hollandske ordning, at
begrænse
informationspligten til de tilfælde, hvor pålægget går ud på at undlade
retsforfølgning.
Lovforslaget regulerer ikke indholdet af underretningen af
Folketingets formand. Det er forudsat, at den information, der sendes til
Folketingets formand, normalt indeholder oplysning om begrundelsen for
justitsministerens
pålæg. Det forhold, at der er tale om en konkret straffesag, medfører, at
underretningen som regel bør ske i passende anonymiseret form.
Det foreslås endvidere, at underretning af Folketingets
formand kan udsættes, hvor de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens
§ 729
c, stk. 1, om fravigelse af reglerne om forsvarerens adgang til
aktindsigt
gør det påkrævet. Det drejer sig om hensyn til fremmede magter, statens
sikkerhed, sagens opklaring, tredjemands liv eller helbred, efterforskning af
en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes
med
fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13, eller beskyttelse af fortrolige
oplysninger
om politiets efterforskningsmetoder. I de situationer, hvor disse
tungtvejende
hensyn gør det påkrævet, kan underretning af Folketingets formand således
udsættes. Det betyder, at der ikke skal ske underretning, så længe f.eks.
hensynet til tredjemands liv eller helbred gør det påkrævet, at der ikke
videregives oplysninger fra sagen. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at der
ikke på noget tidspunkt kan ske underretning. Det forudsættes, at der sker
underretning af Folketingets formand, så snart de pågældende hensyn ikke
længere gør sig gældende.
5. Europarådets anbefalinger
Europarådets Ministerkomité vedtog den 6. oktober 2000 en
rekommandation om anklagemyndighedens rolle i det strafferetlige system
(Recommendation 2000(19)).
Rekommandationen indeholder en række grundlæggende
anbefalinger om anklagemyndighedens organisation og anklagernes stilling samt
bl.a. om anklagemyndighedens forhold til den udøvende og lovgivende magt.
I rekommandationens pkt. 13 opregnes visse
foranstaltninger, som staterne bør tage, når anklagemyndigheden er en del af
eller underordnet regeringen. Det anbefales, at:
a)
karakteren af og
området for regeringens beføjelser i forhold til anklagemyndigheden er
fastsat
ved lov,
b)
regeringen udøver
sine beføjelser på en gennemsigtig måde og i overensstemmelse med
internationale traktater, national lovgivning og generelle retsprincipper,
c)
hvor regeringen
giver generelle instrukser, skal disse være skriftlige og skal offentliggøres
på tilstrækkelig vis,
d)
hvor regeringen har
beføjelse til at give instruktioner om retsforfølgning i en konkret sag, skal
sådanne
indeholde tilstrækkelige garantier for, at
gennemsigtighed og retfærdighed respekteres i overensstemmelse med national
lovgivning. Regeringen skal i givet fald f.eks.:
søge forudgående skriftligt råd enten fra den kompetente
anklager eller fra anklagemyndigheden,
behørigt forklare dens skriftlige instruktioner, særligt
når disse afviger fra anklagemyndighedens råd, og fremsende dem gennem de
hierarkiske kanaler,
forud for retssagen sikre, at anklagemyndighedens råd og
regeringens instruktioner indgår i sagsakterne, således at andre parter kan
gøre sig bekendt hermed og kommentere det.
e)
anklagerne er frie
til at forelægge juridiske argumenter efter eget valg for retten, selv hvor
de
har en forpligtelse til skriftligt at reflektere de modtagne instruktioner,
f)
instruktioner om ikke
at retsforfølge i en konkret sag burde, i princippet, være forbudt. Er det
ikke
tilfældet, må sådanne instruktioner være exceptionelle og må underlægges ikke
alene kravene i d) og e), men også en passende særlig kontrol, særligt med
henblik på at garantere gennemsigtighed.
Som anført ovenfor er justitsministrene efter fast praksis
yderst tilbageholdende med at anvende beføjelsen til at gribe ind i konkrete
straffesager.
Med lovforslaget etableres en ordning med mere åbenhed og
gennemsigtighed. Den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
Europarådets
anbefalinger.
6. Lovforslagets økonomiske
og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har
ikke
økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget
har ingen miljømæssige konsekvenser.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
7. Hørte myndigheder mv.
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus,
Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten
for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i
København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet
i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut
for
Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 98, stk. 3)
Med bestemmelsens nye 2.-4. pkt. foreslås det at indføre
krav om skriftlighed og begrundelse samt om underretning af Folketingets
formand, når justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om at
begynde
eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Med hensyn til
afgrænsningen af, hvornår underretnings- og formkravene skal overholdes,
henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1 og 4.2.
Bestemmelsen indebærer for det første, at
justitsministerens pålæg i de tilfælde, der er omfattet af den foreslåede
bestemmelses stk. 3, 2. pkt., skal fremsendes i skriftlig form. Pålægget
kommer således til at indgå som et dokument i sagen.
Bestemmelsen indebærer for det andet, at justitsministeren
i disse tilfælde skal begrunde sin beslutning. Begrundelsens udformning vil
afhænge af sagens karakter. Begrundelsen bør indeholde en henvisning til
lovgrundlaget samt en kort beskrivelse af sagen faktum og de hovedhensyn, der
ligger til grund for pålægget.
De omhandlede pålæg skal i relation til aktindsigt i alle
tilfælde betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for
sagen.
Det indebærer, at retsplejelovens §§ 729 a-d om aktindsigt i
straffesager
finder tilsvarende anvendelse.
Særreglen i den foreslåede § 98, stk. 3, 4. pkt.,
indebærer således, at forsvaret som udgangspunkt vil have adgang til at gøre
sig bekendt med pålægget. Tilsvarende vil den sigtede som udgangspunkt have
adgang til aktindsigt i pålægget efter straffesagens afslutning. Det bemærkes
i
den forbindelse særligt, at det forhold, at et pålæg i alle tilfælde skal
betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen, også
indebærer, at et pålæg fra justitsministeren i de omhandlede tilfælde –
i
modsætning til pålæg fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne – ikke vil
være et
sådant internt arbejdsdokument, som kan undtages fra aktindsigt i medfør af
retsplejelovens § 729 d, stk. 2. Dette gælder ikke i øvrigt for
korrespondance inden for anklagemyndigheden.
Endelig indebærer bestemmelsen, at Folketingets formand
skriftligt skal orienteres, hvis justitsministeren giver pålæg til
anklagemyndigheden om at begynde, fortsætte, undlade eller standse
forfølgning.
Underretning kan udsættes, hvis de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens
§ 729 c, stk. 1, gør det påkrævet.
Om indholdet af underretningen til Folketingets formand
henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3. Folketingets formand vil
kunne videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget.
Til nr. 2 (§§ 99, stk. 2, og 101, stk. 2)
Med den foreslåede ændring præciseres det, at de foreslåede
underretnings- og formkrav i § 98, stk. 3, 2.-4. pkt., ikke skal
gælde i relation til pålæg vedrørende konkrete straffesager, som meddeles en
underordnet anklagemyndighed af Rigsadvokaten eller af statsadvokaterne. Der
tilsigtes endvidere ingen ændringer i Rigsadvokatens og statsadvokaternes
adgang til at meddele pålæg.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Til § 3
§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale
gyldighedsområde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21.
september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,
foretages
følgende ændring:
§ 98.
(udelades)
Stk. 2.
(udelades)
1.
I
§ 98, stk. 3
, indsættes som
nyt 2.-4. pkt:
Stk. 3.
Justitsministeren
kan give de offentlige anklagere pålæg om behandlingen af konkrete sager,
herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.
Stk. 4.
(udelades)
”Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller
fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget
af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes
om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør
det påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til
aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har
tilvejebragt til brug for sagen.”
§ 99.
(udelades)
Stk. 2.
Rigsadvokaten
er de øvrige offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.
Rigsadvokaten kan fastsætte bestemmelser og meddele pålæg efter regler
svarende
til § 98, stk. 2 og 3.
Stk. 3.
(udelades)
2.
I
§
§ 99,
stk. 2
, og
101, stk. 2
,
ændres ”§ 98, stk. 2 og
3”
til: ”§ 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.”.
§ 101.
(udelades)
Stk. 2.
Statsadvokaterne
fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler
klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaternes afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten
og justitsministeren. Statsadvokaterne kan fastsætte bestemmelser og meddele
pålæg efter regler svarende til § 98, stk. 2 og 3.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (15. december 2004) - L 146 Retsinformation · 10. januar 2005
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 13 Retsinformation · 23. februar 2005
- 2012-2. Aktindsigt i sag om udlevering til udenlandsk myndighed afgøres efter retsplejelovens regler Retsinformation · 1. februar 2012
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Sporing af skjult udbytte og andre aktiver, forældelse af konfiskationskrav, hemmelig beslaglæggelse m.v.) Retsinformation · 11. november 2010
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Offentlighed i retsplejen) Retsinformation · 16. marts 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i straffesager) Retsinformation · 9. maj 2005