Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om retsafgifter og retsplejeloven (Nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civile retssager)

2004/1 LSF 110Lovforslag som fremsatJustitsministeriet17. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 17. november 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om retsafgifter og retsplejeloven

(Nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civile

retssager)

§ 1

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af

24. august 2000, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 450 af 9. juni

2004,

foretages følgende ændringer:

1.

§§ 1-5

ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 1.

Ved sagens anlæg betales 500 kr. Dette gælder dog ikke, når

retssagsbehandling

indledes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens

§ 477

f, 1. pkt.

Stk. 2.

For sager,

som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr.,

betales

ved sagens anlæg yderligere 250 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af

værdien, der overstiger 50.000 kr.

Stk. 3.

Den samlede

Læs alt

betaling efter stk. 1 og 2 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager, der

angår

prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens

§ 335

a eller markedsføringslovens § 23, kan den samlede betaling efter

stk. 1

og 2 dog højst udgøre 2.000 kr.

§ 2.

For

sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000

kr., betales afgift for domsforhandlingen eller skriftlig behandling, der

træder i stedet herfor.

Stk. 2.

Afgiften

efter stk. 1 udgør 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien,

der overstiger 50.000 kr.

Stk. 3.

Afgiften

efter stk. 1 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager, der angår prøvelse af

myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 335 a

eller

markedsføringslovens § 23, kan afgiften efter stk. 1 dog højst

udgøre

2.000 kr.

Stk. 4.

Afgiften

efter stk. 1 skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for

domsforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før domsforhandlingen.

Afgiftspligten

efter stk. 1 bortfalder, hvis der senest 6 uger før domsforhandlingen

gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 5.

I sager,

der afgøres uden mundtlig domsforhandling, skal afgiften efter stk. 1

betales, når der træffes beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten

efter stk. 1 bortfalder, hvis der inden indleveringen af det sidste

procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 6.

I sager,

der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager

bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af

afgiften efter stk. 1.

§ 3.

Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Ved fastsættelsen af

afgiften efter § 2 bestemmes sagens værdi dog efter påstanden på det

tidspunkt, hvor afgiften skal betales, jf. § 2, stk. 4 og 5.

Omfatter

påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede værdi af disse krav, også

hvor sagen anlægges af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte. Renter og

omkostninger medregnes ikke.

Stk. 2.

Angår

påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes

værdien

ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. dog stk. 3. Angår påstanden en

ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien ved at

gange

ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal betales. Værdien kan dog

ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 10, jf. dog stk. 3. Er

ydelserne

ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens

anlæg

til grund for beregningen.

Stk. 3.

Værdien af

sager i henhold til lejeloven eller erhvervslejeloven beregnes, når sagen

omfattes

af stk. 2, 1. pkt., ved at gange den årlige ydelse, påstanden angår, med

5. Omfattes sagen af stk. 2, 2. pkt., kan værdien ikke overstige

ydelserne

pr. år ganget med 5. For sager i henhold til lejelovens §§ 87 og 93

eller

erhvervslejelovens §§ 65 og 71 fastsættes sagens værdi dog til ét års

leje.

Stk. 4.

Kan sagens

værdi ikke bestemmes på grundlag af påstanden i stævningen, skal sagsøgeren

anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter den myndighed,

der

beregner afgiften, værdien ved et skøn.

Stk. 5.

Udvides

påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand.

§ 4.

Uanset

§§ 1-3 er afgiften altid 400 kr., der betales ved sagens anlæg, i sager

om:

1)

servitutter og

partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares vederlag,

2)

mortifikation af

værdipapirer eller af servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder,

3)

erhvervelse af

ejendomsdom eller

4)

dødsformodning.

Stk. 2.

Omfatter

søgsmålet både krav, der er omfattet af stk. 1, og krav, der ikke er

omfattet

af stk. 1, betales afgift efter §§ 1-3.«

2.

I

§ 10

ændres »første« til: »tidligere«.

3.

§ 11, nr. 5,

ophæves, og i

nr. 4

ændres »fremsættes,« til:

»fremsættes.«.

4.

I

§ 15 a, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »med

tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.«.

5.

§ 15 a, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Anmoder fordringshaveren både

om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke

fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser, betales yderligere 300 kr. Iværksættes tvangsfuldbyrdelse i

medfør

af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., bortfalder

afgiftspligten efter 1. pkt. i de tilfælde, der er nævnt i § 16,

stk. 6. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens

§ 477

f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der overstiger 100

kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes uden

iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,

stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af

retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt.«

6.

I

§ 50, stk. 1,

indsættes som 2. pkt.:

»§ 2, stk. 6, finder ikke anvendelse.«

7.

§ 50, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

For anke til

landsret udgør afgiften efter § 1 eller § 4 dog mindst 750 kr. For

anke til Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., og afgiften efter § 1

eller § 4 udgør mindst 1.500 kr.«

8.

Efter § 51 indsættes:

»§ 52.

Hjemvises en sag til ny behandling i tidligere instans, tilbagebetales

ankeafgiften.«

9.

§ 61, stk. 2, 3. pkt.,

affattes

således:

»Afgiftspligten efter § 2 påhviler den, der har anlagt sagen,

jf. dog § 7.«

10.

I

§ 62

indsættes som stk. 3:

»Stk. 3.

Betales

afgiften efter § 2 ikke efter påkrav, kan retten fastsætte en frist for

afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, afvises

sagen,

jf. dog § 7. I så fald bortfalder afgiften efter § 2.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961

af 21. september 2004, foretages følgende ændring:

1.

§ 228, stk. 1, 3. pkt.,

affattes

således:

»Renter og omkostninger medregnes ikke.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2005 og finder

anvendelse i sager, der anlægges eller ankes efter lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Formål og baggrund

;........................................................................

....

3

2.

Gældende ret

;............................................................................

..........

3

3.

Lovforslagets udformning

...................................................................

4

4.

Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

....

5

5.

Høring

6

1. Formål og baggrund

Formålet med lovforslaget er at lette adgangen til

domstolene gennem en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civile

retssager. Forslaget udmønter regeringens aftale med Dansk Folkeparti og

Kristendemokraterne omkring forslaget til finanslov for 2005.

Der foreslås en lettelse af retsafgifterne for sager om

mindre krav, hvor det i dag er forholdsmæssigt dyrt at benytte domstolene.

Samtidig foreslås der et loft over retsafgifternes størrelse i store sager,

og

der foreslås et særligt lavt maksimum for retsafgiften, når en borger eller

en

virksomhed f.eks. ønsker at indbringe en offentlighed myndigheds afgørelse

for

domstolene.

Lovforslaget bygger i vidt omfang på det forslag om

nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civile retssager, som er

indeholdt

i Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje

III (Adgang til domstolene).

2. Gældende ret

2.1.

Ved anlæg af

en civil retssag skal der betales retsafgift med 500 kr. med tillæg af 2 pct.

af

den del af sagsgenstandens værdi, der overstiger 6.000 kr. Ved sagens

berammelse til domsforhandling skal der yderligere betales en femtedel af den

retsafgift, der er betalt ved sagens anlæg.

Ved anke til landsret betales retsafgift som i første

instans, dog mindst 750 kr. Ved anke til Højesteret betales 1½ gang afgiften

i

første instans, dog mindst 1.500 kr.

2.2.

Sagens værdi

bestemmes efter påstanden i stævningen. Værdien af en modydelse, hvoraf krav

måtte være betinget, medregnes ikke (dvs. værdien af modydelsen skal ikke

fradrages ved opgørelsen af sagens værdi).

Angår påstanden en løbende ydelse, f.eks. en pension, beregnes

værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, i lejesager dog med 5. For

sager

om henholdsvis opsigelse og ophævelse af lejemål fastsættes sagens værdi til

ét

års leje.

Når påstanden ikke angår et bestemt pengebeløb (eller anden

ydelse, som let kan værdiansættes), fastsætter retten sagens værdi efter et

skøn. Der har i retspraksis udviklet sig visse principper for

værdiansættelsen.

Af stor praktisk betydning er det, at sager, der angår gennemførelsen af en

overdragelse af fast ejendom, efter fast praksis ansættes til ejendommens

værdi

på tidspunktet for sagens anlæg. Dette gælder også, når der under sagen blot

forudsætningsvis skal tages stilling til eksistensen eller gyldigheden af en

aftale om overdragelse af fast ejendom eller til en ophævelse af aftalen.

For ankesager gælder, at værdien beregnes ud fra, hvilken

ændring påstanden er udtryk for i forhold til den indankede dom. Ankes en

sag,

der er afvist i første instans, med påstand om hjemvisning til behandling i

realiteten, ansættes ankesagens værdi svarende til det krav, sagen angik i

første instans.

2.3.

Der gælder

forskellige undtagelser til de regler, som er beskrevet ovenfor. I følgende

sager udgør retsafgiften altid 400 kr:

Sager

om servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares

vederlag

Sager

om mortifikation eller erhvervelse af ejendomsdom

Sager

om dødsformodning

I følgende sager betales ikke retsafgift:

Sager

om adoption, ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål eller prøvelse

af

administrativt bestemt frihedsberøvelse

Sager

om nægtelse af valgret til Folketinget eller kommunale råd

Sager

i første instans efter lejelovens § 49 (nedsættelse af lejen til det

lejedes værdi) eller kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af

boligforholdene (huslejeregulering, vedligeholdelse og forbedringer)

Sager

i første instans om stadfæstelse af arrest og forbud, for så vidt der er

anlagt

hovedsag (dvs. sag om det krav, som arresten eller forbuddet er foretaget til

sikring af)

For sager uden økonomisk værdi, der ikke er omfattet af

ovenstående regler, udgør retsafgiften 500 kr.

3. Lovforslagets udformning

3.1.

Lovforslaget

indeholder følgende hovedelementer med hensyn til nedsættelse og omlægning af

retsafgifterne i civile retssager:

Retsafgiften

sænkes i sager om mindre krav. Det foreslås, at retsafgiften i sager under

50.000 kr., hvor afgiften i dag udgør mellem 500 kr. og 1.660 kr., i alle

tilfælde skal være 500 kr.

Der

fastsættes et maksimum for, hvor stor retsafgiften kan blive. Der foreslås et

absolut maksimum på 150.000 kr. for retssager i første instans. I dag er der

intet maksimum.

I

sager om prøvelse af myndighedsudøvelse fastsættes der et væsentligt lavere

maksimum for retsafgiften. Der foreslås et maksimum på 4.000 kr. for

retssager

i første instans. I dag er der som nævnt ikke noget maksimum.

Forholdet

mellem afgiften for sagsanlæg (den afgift, der betales ved sagens anlæg) og

afgiften for domsforhandlingen (den afgift, der betales ved sagens berammelse

til domsforhandling) ændres, således at en større andel af afgiften først

betales ved sagens berammelse til domsforhandling. Det foreslås, at halvdelen

af den samlede afgift betales ved sagens anlæg og halvdelen ved sagens

berammelse til domsforhandling. I dag betales fem sjettedel af den samlede

afgift ved sagens anlæg og én sjettedel ved sagens berammelse til

domsforhandling.

Lovforslaget viderefører den gældende afgiftssats på i alt

2,4 pct. af sagens værdi (i dag 2 pct. ved sagens anlæg og 0,4 pct. ved

sagens

berammelse). Denne afgiftssats har efter forslaget betydning for sager i

»mellemgruppen«, dvs. over 50.000 kr. og under ca. 6 mio. kr. (ca. 150.000

kr.

for sager om prøvelse af myndighedsudøvelse). Omlægningen af afgiften

indebærer

imidlertid, at fordelingen af den samlede afgift bliver 1,2 pct. ved sagens

anlæg og 1,2 pct. ved sagens berammelse. Den betalte afgift bliver derfor i

disse sager lavere end i dag, hvis sagen afsluttes før domsforhandlingen.

Samtidig foreslås der som nævnt en nedsættelse af

retsafgiften i sager om krav under 50.000 kr. I disse sager skal der således

fremover altid kun betales 500 kr. i retsafgift uden noget tillæg, der

afhænger

af sagens værdi.

Endvidere foreslås der som nævnt et maksimum for

retsafgiften og i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse et særligt lavt

maksimum. Dette indebærer, at den procentvise afgift af sagens værdi

begrænses.

Begrænsningen får i almindelige formueretlige sager betydning ved en

sagsværdi

over ca. 6 mio. kr. og i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse ved en

sagsværdi

over ca. 150.000 kr.

Der foreslås samme retsafgift ved anke til landsretten som

for sagens behandling i første instans, dog således at den gældende

minimumsafgift på 750 kr. videreføres uændret. De beskrevne afgiftslempelser

og

-omlægninger omfatter således også ankesager i landsretten. Eksempelvis kan

den samlede retsafgift for behandling af en retssag i byretten og landsretten

højst udgøre 300.000 kr. i formueretlige sager og 8.000 kr. i sager om

prøvelse

af myndighedsudøvelse.

Det foreslås, at retsafgiften ved anke til Højesteret

ligesom efter gældende ret skal være 50 pct. højere end for sagens behandling

i

første instans. Endvidere foreslås minimumsafgiften på 1.500 kr. videreført

uændret. Herudover omfatter de beskrevne afgiftslempelser og

-omlægninger

imidlertid også ankesager i Højesteret. Eksempelvis kan den samlede

retsafgift

for behandling af en ankesag i Højesteret højst udgøre 225.000 kr. (150.000

kr.

med tillæg af 50 pct.) i formueretlige sager og 6.000 kr. (4.000 kr. med

tillæg

af 50 pct.) i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse.

Der foreslås ingen ændringer af de regler om fritagelse for

retsafgift mv., der er beskrevet i pkt. 2.3 ovenfor.

Lovforslaget bygger som nævnt i vidt omfang på Retsplejerådets

forslag i betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III

(Adgang til domstolene), men adskiller sig dog på visse punkter fra

Retsplejerådets

forslag.

Retsplejerådet foreslog, at retsafgiften for anke til

landsretten skulle være 50 pct. højere end retsafgiften for en retssag i

første

instans. Lovforslaget viderefører i overensstemmelse med regeringens

skattestop

de gældende regler, hvorefter retsafgiften for anke til landsretten er den

samme som retsafgiften for en retssag i første instans, dog mindst 750 kr.

Med lovforslaget foreslås som nævnt et absolut maksimum for

retsafgiften, der efter en samlet vurdering af forslagets økonomiske

konsekvenser er fastsat til 150.000 kr. i første instans, mens Retsplejerådet

foreslog et maksimum på 100.000 kr. i første instans. Retsplejerådet foreslog

endelig, at en fjerdedel af den samlede retsafgift skulle betales ved sagens

anlæg, mens tre fjerdedel skulle betales for domsforhandlingen (eller

skriftlig

behandling, der træder i stedet herfor). I lovforslaget foreslås i stedet, at

halvdelen af den samlede retsafgift skal betales ved sagens anlæg og

halvdelen for

domsforhandlingen (eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 3-7, 9 og

10, og bemærkningerne hertil.

3.2.

Lovforslaget

indeholder endvidere nogle elementer af mere teknisk karakter.

Reglerne om opgørelse af sagens værdi foreslås ændret

således, at hvis påstanden er betinget af en modydelse, medregnes kun

nettoværdien af påstanden ved beregningen af retsafgiften.

Til illustration kan nævnes en aftale

om køb af en fast ejendom til 1 mio. kr., hvor sælgeren ikke vil vedstå

købsaftalen. Hvis ejendommens værdi på tidspunktet for sagens anlæg kan

anslås

til 1,2 mio. kr., vil der skulle betales retsafgift af en sagsværdi på

200.000

kr., hvad enten køberen nedlægger påstand om tilskødning af ejendommen mod

betaling

af 1 mio. kr. eller om betaling af en erstatning på 200.000 kr.

Der henvises

til betænkning nr. 1436/2004 side 243-244 og til lovforslagets § 1, nr.

1

(forslaget til retsafgiftslovens § 3), og bemærkningerne hertil.

Med hensyn til retsafgiften i ankesager foreslås det, at hvis

afgørelsen i tidligere instans ophæves, og sagen hjemvises til fornyet

behandling, skal retsafgiften for ankesagen tilbagebetales. I denne situation

skal der heller ikke betales retsafgift for sagens fornyede behandling i

tidligere instans, jf. retsafgiftslovens § 10. Der henvises til

betænkning

nr. 1436/2004 side 247-248 og til lovforslagets § 1, nr. 2 og 8, og

bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

De foreslåede ændringer og omlægninger i retsafgifterne for

civile retssager skønnes at ville medføre en reduktion i statens indtægter

fra

retsafgifter i civile sager på i størrelsesordenen 70 mio. kr. årligt.

Provenutabet

er indbudgetteret i finansloven for 2005.

De foreslåede afgiftslettelser vil have økonomiske

konsekvenser for såvel kommuner som amtskommuner, i det omfang disse

myndigheder optræder som parter i civile retssager. Da afgiftslettelserne

ikke

alene retter sig mod kommuner og amtskommuner, skønnes der ikke at skulle

foretages en regulering af det generelle statstilskud til kommuner og amter

for

de økonomiske konsekvenser heraf, jf. afsnit 2.2.a. i vejledning nr. 172 af

5.

november 1998 om Det udvidede Totalbalanceprincip.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for staten, kommuner eller amtskommuner.

De foreslåede afgiftslettelser vil have økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Det er ikke muligt at opgøre,

hvor

stor en del af de eksisterende indtægter fra retsafgifter, der afholdes af

erhvervslivet og borgerne, men det skønnes, at en del af det skønnede

provenutab

på 70 mio. kr. vil tilfalde erhvervslivet og borgerne.

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for staten

Ingen

Provenutab på ca. 70 mio. kr. årligt

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner

og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nogen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for borgerne

Nogen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

5. Høring

Lovforslaget har ikke været i høring.

Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den

civile retspleje III (Adgang til domstolene) har været sendt til høring hos

følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og

retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen,

Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet,

Foreningen Danske Inkassoadvokater,

Dansk Retspolitisk Forening,

Institut for Menneskerettigheder,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes

Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

Forbrugerrådet,

Forenede Danske Motorejere, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &

Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel &

Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening,

Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening,

Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation,

Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,

Specialarbejderforbundet

i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske

Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen

af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus

Retshjælp, Danske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund,

Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede

Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske Finansieringsselskabers Forening,

Boligselskabernes

Landsforening og Lejernes Landsorganisation.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I

bilaget

til

lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende

regler.

Til § 1

(retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§§ 1-4)

Der foreslås en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne

i civile retssager. Forslaget bygger på følgende principper, jf. i øvrigt

pkt.

3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger:

I

sager med en økonomisk værdi indtil 50.000 kr. betales en fast lav afgift på

500 kr.

I

sager med en økonomisk værdi over 50.000 kr. betales to afgifter: én ved

sagens

anlæg og en senere under sagen. Hver af disse afgifter er lige store.

Den

samlede afgift kan maksimalt udgøre 150.000 kr. i første instans.

I

sager om prøvelse af myndighedsudøvelse kan den samlede afgift maksimalt

udgøre

4.000 kr. i første instans.

Til § 1

Bestemmelsen indeholder regler om den afgift, der skal

betales ved sagens anlæg.

I

stk. 1

foreslås en fast indledende afgift på

500 kr. for alle civile sager, der ikke efter retsafgiftslovens §§ 12 og

13 er helt fritaget for retsafgift, og som ikke er omfattet af forslaget til

retsafgiftslovens § 4. Til de sager, der er helt fritaget for

retsafgift,

hører blandt andet sager om nægtelse af valgret til Folketinget samt

kommunale

råd, sager om adoption, ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål

eller

prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse samt sager om

stadfæstelse

af arrest og forbud, for så vidt der er anlagt hovedsag (dvs. sag om det

krav,

som arresten eller forbuddet er foretaget til sikring af).

Forslaget indebærer, at retsafgiften i sager uden økonomisk

værdi eller med en økonomisk værdi på højst 50.000 kr. sættes til 500 kr.,

som

betales ved sagens anlæg.

Afgiften på 500 kr. gælder dog ikke i de sager, der i dag

er omfattet af retsafgiftslovens § 3, hvor afgiften fortsat vil være 400

kr., jf. forslaget til retsafgiftslovens § 4. Det drejer sig om sager om

servitutter, for hvilke der ikke svares vederlag, mortifikation, ejendomsdom

eller dødsformodning.

2. pkt.

er en konsekvens af reglerne om betaling af

retsafgift for betalingspåkrav, jf. retsafgiftslovens § 15 a, der træder

i

kraft den 1. januar 2005.

Når fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at

retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering

af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales en samlet

retsafgift på 500 kr. ved indleveringen af betalingspåkravet, jf. herved også

lovforslagets § 1, nr. 4 og 5. Denne afgift omfatter i givet fald også

retssagsbehandlingen, og der skal derfor ikke tillige betales afgift efter

retsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Da betalingspåkrav højst kan være på 50.000 kr., jf.

retsplejelovens § 477 a, bliver der i princippet ikke tale om at betale

retsafgift efter retsafgiftslovens § 1, stk. 2, eller § 2. Der

er dog ikke noget til hinder for, at påstanden forhøjes til mere end 50.000

kr., når et betalingspåkrav er overgået til retssagsbehandling. I så fald

betales også afgift efter retsafgiftslovens § 1, stk. 2, og

§ 2,

jf. herved den foreslåede § 3, stk. 5, i retsafgiftsloven.

I

stk. 2

foreslås, at der i sager med en

økonomisk værdi over 50.000 kr. ved sagens anlæg skal betales et yderligere

beløb ud over de 500 kr., som fremgår af stk. 1. Beløbet foreslås sat

til 250

kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.

Det foreslås i

stk. 3

,

at den samlede retsafgift, der skal betales ved sagens anlæg, i sager, der

angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af

retsplejelovens

§ 335 a eller markedsføringslovens § 23, ikke kan overstige 2.000

kr.

Sager om prøvelse af myndighedsudøvelse omfatter bl.a.

sager om prøvelse af forvaltningsmyndigheders afgørelser samt sager om

prøvelse

af forvaltningsmyndigheders faktiske handlinger, hvor der er foretaget et

indgreb i borgernes eller virksomhedernes forhold, f.eks. ved brug af tvang

eller i forbindelse med gennemførelse af tilsyn og kontrol. Ved vurderingen

af,

om f.eks. en erstatningssag mod en offentlig myndighed er omfattet af

udtrykket

»myndighedsudøvelse«, vil der bl.a. kunne lægges vægt på,

om erstatningskravet er rejst i anledning af eller har en særlig tilknytning

til den pågældende myndigheds virksomhed, opgaver mv. Et erstatningskrav, der

f.eks. rejses i anledning af et færdselsuheld forvoldt af en bil, der er ejet

af en offentlig myndighed, vil således i almindelighed ikke være omfattet af

udtrykket

»myndighedsudøvelse«.

Henvisningen til retsplejelovens § 335 a og

markedsføringslovens § 23 skal forstås på den måde, at det lave maksimum

gælder, når den afgiftspligtige påstand nedlægges af den part, som er nævnt i

disse

bestemmelser (den part, der helt eller delvis har fået medhold ved

Forbrugerklagenævnet

mv., henholdsvis forbrugeren i en sag om tilbagebetaling af pengeydelser, som

er omfattet af et af retten nedlagt eller af Forbrugerombudsmanden meddelt

påbud).

I andre sager foreslås det, at den samlede retsafgift, der

skal betales ved sagens anlæg, ikke kan overstige 75.000 kr. I disse sager

fortsætter retsafgiften således med at stige indtil en sagsgenstand på ca. 6

mio. kr.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder regler om en yderligere afgift for

domsforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Det

foreslås i stk. 1, at den yderligere afgift skal betales i sager med en

økonomisk værdi over 50.000 kr. Afgiften påhviler den, der har anlagt sagen,

jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Der skal dog ikke betales yderligere afgift i sager, der i

dag er omfattet af retsafgiftslovens § 3, hvor den samlede afgift

fortsat

vil være 400 kr., jf. forslaget til retsafgiftslovens § 4. Det drejer

sig

om sager om servitutter, for hvilke der ikke svares vederlag, mortifikation,

ejendomsdom eller dødsformodning.

Efter stk. 2 udgør afgiften for domsforhandlingen

(eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor) 750 kr. med tillæg

af

1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr., svarende til

afgiften ved sagsanlæg efter den foreslåede § 1.

Det foreslås i stk. 3, at afgiften for

domsforhandlingen (eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor) i

sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af

retsplejelovens

§ 335 a eller markedsføringslovens § 23, ikke kan overstige 2.000

kr.

Sager om prøvelse af myndighedsudøvelse omfatter bl.a. sager om prøvelse af

forvaltningsmyndigheders afgørelser, jf. i øvrigt bemærkningerne til det

foreståede § 1, stk. 3, i retsafgiftsloven. Henvisningen til retsplejelovens

§ 335

a og markedsføringslovens § 23 skal forstås på den måde, at det lave

maksimum

gælder, når den afgiftspligtige påstand nedlægges af den part, som er nævnt i

disse

bestemmelser (den part, der helt eller delvis har fået medhold ved

Forbrugerklagenævnet

mv., henholdsvis forbrugeren i en sag om tilbagebetaling af pengeydelser, som

er omfattet af et af retten nedlagt eller af Forbrugerombudsmanden meddelt

påbud).

I andre sager foreslås det, at afgiften for

domsforhandlingen (eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor)

ikke

kan overstige 75.000 kr. I disse sager fortsætter retsafgiften således med at

stige indtil en sagsgenstand på ca. 6 mio. kr.

Stk. 4 og 5

indeholder regler om, hvornår

afgiften skal betales, og om betingelserne for tilbagebetaling af hele

afgiften. Lovteksten er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets

forslag

i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I og betænkning

nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III.

Forslaget i

stk. 4

indebærer, at hvis

tidspunktet for domsforhandlingen fastsættes med mindre end 3 måneders

varsel,

skal den yderligere afgift betales, når tidspunktet for domsforhandlingen

fastsættes. Fastsættes tidspunktet for domsforhandlingen med mere end 3

måneders varsel, skal den yderligere afgift derimod først betales 3 måneder

før

domsforhandlingen.

Samtidig foreslås det i

stk. 5

at lovfæste

gældende praksis med hensyn til betaling af den yderligere afgift i sager,

der

afgøres uden mundtlig domsforhandling.

Forslaget indebærer, at i skriftligt behandlede sager skal

den yderligere retsafgift betales på det tidspunkt, hvor beslutningen om

skriftlig behandling træffes. Afgiften bortfalder og tilbagebetales, hvis der

inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om,

at sagen er bortfaldet. Dette er som nævnt i overensstemmelse med

retspraksis,

jf. Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 811.

I

stk. 6

foreslås det, at en tredjedel af den

yderligere afgift, dog mindst 500 kr., skal tilbagebetales, hvis sagen

afsluttes

uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til

genmæle. Reglen i stk. 6 finder ikke anvendelse i ankesager, jf.

lovforslagets § 1, nr. 6.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder regler om opgørelsen af sagens

værdi. Opgørelsen af sagens værdi har betydning for de værdiafhængige

afgifter

efter de foreslåede regler i retsafgiftslovens §§ 1 og 2. Bestemmelsen

erstatter de gældende regler i retsafgiftslovens §§ 2 og 5.

Det foreslås at medtage reglerne i deres helhed i

retsafgiftsloven, således at der ikke er behov for at henvise til

retsplejeloven. Dette er i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag i

betænkning

nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I og betænkning nr. 1436/2004

om reform af den civile retspleje III.

Stk. 1

svarer med enkelte ændringer til de

gældende regler i retsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf.

retsplejelovens

§ 228, stk. 1, og retsafgiftslovens § 5, stk. 1. Sagens

værdi bestemmes efter påstanden i stævningen, idet renter og omkostninger

ikke

medregnes.

Ved fastsættelsen af afgiften for domsforhandlingen eller

skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, bestemmes sagens værdi

efter

forslaget dog – i modsætning til i dag – efter påstanden på det

tidspunkt, hvor

afgiften skal betales. Ændringen af opgørelsesmåden vil have betydning i

tilfælde,

hvor påstanden nedsættes efter sagens anlæg. Forslaget skal ses i sammenhæng

med den foreslåede ændring af betalingsprofilen, hvorefter en væsentlig

større

andel af den samlede retsafgift knyttes til domsforhandlingen (eller

skriftlig behandling,

der træder i stedet herfor).

Reglen om, at der ved opgørelsen af sagens værdi, ikke skal

tages hensyn til værdien af en modydelse, hvoraf et krav måtte være betinget,

foreslås ophævet, jf. pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fremover

vil

der således skulle tages

hensyn til værdien af en modydelse, hvoraf et krav måtte være betinget,

således

at sagens værdi opgøres som nettoværdien af påstanden. Dette medfører en

mindre

retsafgift end i dag.

Samtidig foreslås det gennem en ændring af ordet

»sagsomkostninger«

til

»omkostninger«

præciseret,

at udenretslige inkassoomkostninger

ikke

skal medregnes ved opgørelsen af sagens værdi. Forslaget herom er i

overensstemmelse med retspraksis, jf. Vestre Landsrets afgørelse gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2003 side 1350.

Værdien af en modydelse vil ofte ikke kunne opgøres særligt

præcist. I så fald påhviler det sagsøgeren at anslå værdien så nøjagtigt som

muligt, og om fornødent ansætter den myndighed, der beregner afgiften,

værdien

ved et skøn, jf.

stk. 4

, der erstatter de gældende regler i

retsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. retsplejelovens § 229, og

retsafgifslovens § 2, stk. 4.

Det forudsættes i øvrigt, at der fremover ved opgørelse af

værdien af sager om fast ejendom – ligesom i andre sager – lægges

vægt på den

konkrete påstand i sagen og ikke på, hvad der forudsætningsvis skal tages

stilling til. Hvis sagsøgeren har nedlagt påstand om tilkendelse af

erstatning

for sagsøgtes påståede uberettigede ophævelse af en aftale om køb af fast

ejendom, er sagsgenstandens værdi således erstatningens størrelse. Det samme

gælder, hvor sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for sagsøgtes

påståede misligholdelse af en aftale om køb af fast ejendom, og hvor kravet

bl.a. er afhængig af, om sagsøgerens ophævelse af aftalen var berettiget.

Omfatter sagen flere krav, sammenlægges kravene, også hvor

sagen er anlagt af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte, jf.

stk. 1,

2. pkt.

Ligesom

efter gældende ret anses en påstand, der rettes mod flere solidarisk hæftende

skyldnere, i den forbindelse kun som ét krav.

Stk. 2

modsvarer de gældende regler i

retsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. retsplejelovens § 228,

stk. 2.

Stk. 3

modsvarer de gældende regler i

retsafgiftslovens § 2, stk. 2. Det foreslås præciseret, at denne

særlige regel om opgørelse af sagens værdi i lejesager finder anvendelse både

i

boliglejemål og erhvervslejemål.

Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den

udvidede påstand, jf.

stk. 5

, der modsvarer de gældende regler i

retsafgiftslovens § 2, stk. 3. Ligesom efter gældende ret skal der

kun ske omberegning ved udvidelser, ikke ved indskrænkninger af påstanden.

Hvis der allerede er betalt afgift af den oprindelige

påstand, er det forskellen mellem den omberegnede samlede afgift og den

afgift,

der tidligere er betalt, der skal indbetales. Betales denne yderligere afgift

ikke, betragtes udvidelsen af påstanden som bortfaldet, jf. retsafgiftslovens

§ 62,

stk. 1, 3. pkt., som ikke ændres, således at kun den oprindelige påstand

kan tages under påkendelse.

Til § 4

Med bestemmelsen videreføres reglen i den gældende

retsafgiftslovs § 3, hvorefter retsafgiften i sager om servitutter, for

hvilke der ikke svares vederlag, mortifikation, ejendomsdom eller

dødsformodning

altid udgør 400 kr.

Stk. 2

fastslår i overensstemmelse med de gældende regler i retsafgiftslovens

§ 5, stk. 2 og 3, at hvis søgsmålet omfatter både sådanne krav og

andre krav, betales (alene) afgift efter de foreslåede regler i

retsafgiftslovens

§§ 1-3.

Til nr. 2 (§ 10)

Det foreslås præciseret, at fritagelsen for at betale

retsafgift for sagens fornyede behandling, når sagen hjemvises, også gælder,

hvor Højesteret som tredje instans hjemviser sagen til fornyet behandling i

landsretten. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 3 (§ 11)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de

foreslåede regler om afgiften for domsforhandlingen (eller skriftlig

behandling, der træder i stedet herfor), jf. lovforslagets § 1, nr. 1

(forslaget

til retsafgiftslovens § 2).

Tidspunktet for betaling af den yderligere afgift fremgår

af de foreslåede regler i retsafgiftslovens § 2, stk. 4 og 5, og

afgiftspligten bør ikke knyttes til en anmodning fra en part.

Forslaget skal også ses i sammenhæng med, at rettens

fastsættelse af tidspunktet for domsforhandlingen ikke bør være betinget af,

at

den yderligere afgift er betalt, da dette vil kunne medføre en forsinkelse af

sagen.

Manglende betaling af den yderligere afgift bør derimod – ligesom

manglende

betaling af afgiften ved sagens anlæg, jf. retsafgiftslovens § 1 –

føre

til sagens afvisning, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 4 og 5 (§ 15 a)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den

foreslåede nedsættelse af retsafgiften ved sagens anlæg, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 1.

I sager om betalingspåkrav, hvor

fordringshaveren anmoder

om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden

indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal den

samlede afgift for betalingspåkravet svare til afgiften for anlæg af en

tilsvarende civil retssag. Da retsafgiften for anlæg af en civil retssag

foreslås fastsat til 500 kr. i sager om krav under 50.000 kr., og da reglerne

om betalingskrav kun omfatter krav under 50.000 kr., jf. retsplejelovens

§ 477 a, skal afgiften fremover i alle tilfælde være 500 kr. Der skal

derfor betales yderligere 100 kr. i forhold til de 400 kr., som fremgår af

retsafgiftslovens § 15 a, stk. 1.

Har fordringshaveren tillige anmodet om, at udlæg

iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter

indsigelser, betales dog i alt 700 kr. (400 kr. + 300 kr.), hvoraf 200 kr.

tilbagebetales, hvis der indledes retssagsbehandling i medfør af

retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt.

Til nr. 6 (§ 50, stk. 1)

Det foreslås, at den nye regel i retsafgiftslovens

§ 2, stk. 6, om tilbagebetaling af en del af afgiften for

domsforhandlingen (eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor) i

tilfælde, hvor sagen afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en

part tager bekræftende til genmæle, ikke skal gælde i ankesager. Forslaget er

begrundet i, at den ressourcebesparelse i forhold til udarbejdelsen af

dommen,

som begrunder reglen i § 2, stk. 6, typisk vil være væsentlig

mindre

i ankesager end i sager i første instans.

Til nr. 7 (§ 50, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den

foreslåede omlægning af retsafgiften, jf. lovforslagets § 1,

stk. 1.

Det foreslås, at retsafgiften for indlevering af

ankestævning til landsret ligesom efter gældende ret skal udgøre mindst 750

kr.

og for indlevering af ankestævning til Højesteret mindst 1.500 kr. Hertil

kommer i givet fald retsafgiften for domsforhandlingen (eller skriftlig

behandling, der træder i stedet herfor), jf. forslaget til retsafgiftslovens

§ 2 (lovforslagets § 1, nr. 1).

Ligesom efter gældende ret forhøjes retsafgiften med 50

pct. ved anke til Højesteret. Dette gælder også de foreslåede maksima på

henholdsvis 75.000 kr. og 2.000 kr., jf. forslaget til retsafgiftslovens

§ 1, stk. 3, og § 2, stk. 3. Disse maksima udgør således

i

ankesager for Højesteret henholdsvis 112.500 kr. og 3.000 kr.

Til nr. 8 (§ 52)

Det foreslås, at hvis afgørelsen i tidligere instans

ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling, skal retsafgiften for

anke

tilbagebetales. Det bemærkes, at der heller ikke skal betales retsafgift for

sagens fornyede behandling i tidligere instans, jf. retsafgiftslovens

§ 10

(lovforslagets § 1, nr. 2).

Det bemærkes, at hvis landsretten hjemviser en sag til

fornyet behandling i byretten, og landsrettens afgørelse om hjemvisning

herefter (efter tredjeinstansbevilling) ændres af Højesteret, således at

sagen

alligevel ikke skal hjemvises til byretten, er anken til landsretten

ikke

fritaget for retsafgift. Hvis

omvendt Højesteret som tredje instans ophæver såvel byrettens som

landsrettens

afgørelser og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten,

tilbagebetales

ankeafgiften for både landsret og Højesteret.

Endvidere bemærkes, at der ikke sker tilbagebetaling af

retsafgift, når ankedomstolen ophæver en afgørelse i tidligere instans uden

at

hjemvise sagen, idet ankedomstolen enten afviser sagen fra domstolene eller

selv behandler sagen i første instans.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 61, stk. 2)

Efter de gældende regler påhviler tillægsafgiften efter

retsafgiftslovens § 1, stk. 2 og 3 (den såkaldte

berammelsesafgift),

den part, der anmoder om berammelse, eller i mangel heraf (dvs. hvis retten

af

egen drift berammer sagen) den, der har anlagt sagen.

Afgiftspligten for den yderligere afgift efter den

foreslåede regel i retsafgiftslovens § 2 (lovforslagets § 1, nr.

1),

der erstatter berammelsesafgiften, bør imidlertid ikke knyttes til en

anmodning

fra en part. Det foreslås derfor, at afgiften efter § 2 i alle tilfælde

skal påhvile den, der har anlagt sagen.

I ankesager må

udtrykket »den, der har anlagt sagen« forstås som »den, der har indbragt

sagen

for ankeretten«, altså appellanten.

Der foreslås en udtrykkelig henvisning til

retsafgiftslovens § 7, hvorefter modkrav til selvstændig dom i

afgiftsmæssig henseende betragtes som et selvstændigt søgsmål. Afgiften efter

§ 2

for modkrav til selvstændig dom påhviler således den part, der har fremsat

modkravet.

Til nr. 10 (§ 62, stk. 2)

Efter de gældende regler kan manglende betaling af

tillægsafgift efter retsafgiftslovens § 1, stk. 2 og 3 (den

såkaldte

berammelsesafgift), alene have den konsekvens, at sagen ikke berammes til

domsforhandling. Hensynet til modparten og til sagens behandling inden en

rimelig frist nødvendiggør imidlertid jævnligt, navnlig i ankesager, at sagen

berammes til domsforhandling, selv om tillægsafgiften ikke er betalt. Retten

er

herefter henvist til at forsøge at inddrive afgiften hos den, der har anlagt

sagen.

Det vil være mere hensigtsmæssigt at anvende samme sanktion

over for manglende betaling af den yderligere afgift efter den foreslåede

regel

i retsafgiftslovens § 2 (lovforslagets § 1, nr. 1), der træder i

stedet for berammelsesafgiften, som over for manglende betaling af afgiften

ved

sagens anlæg, jf. retsafgiftslovens § 1, dvs. afvisning af sagen.

Det foreslås derfor, at hvis afgiften efter

retsafgiftslovens § 2 ikke betales efter påkrav, kan retten fastsætte en

frist for afgiftens betaling, og hvis afgiften herefter ikke betales inden

fristens udløb, afvises sagen. I ankesager vil det være anken, der afvises,

således at dommen i den foregående instans står ved magt.

Der foreslås en udtrykkelig henvisning til

retsafgiftslovens § 7, hvorefter modkrav til selvstændig dom i

afgiftsmæssig henseende betragtes som et selvstændigt søgsmål. Der skal

således

betales særskilt retsafgift efter retsafgiftslovens § 2 for sådanne

modkrav, og betales denne afgift ikke, er det modkravet, der afvises.

Til § 2

(retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 228, stk. 1, 3. pkt.)

Reglen om, at der

ved opgørelsen af sagens værdi, ikke skal tages hensyn til værdien af en

modydelse,

hvoraf et krav måtte være betinget, foreslås ophævet. Fremover

vil

der således skulle tages hensyn

til værdien af en modydelse, hvoraf et krav måtte være betinget, således at

sagens værdi opgøres som nettoværdien af påstanden. Samtidig foreslås det

gennem en ændring af ordet »sagsomkostninger« til »omkostninger« præciseret,

at

udenretslige inkassoomkostninger

ikke

skal medregnes ved opgørelsen af sagens værdi.

Forslaget har sammenhæng med det tilsvarende forslag om

opgørelsen af sagens værdi i relation til retsafgifter, jf. lovforslagets

§ 1,

nr. 1 (forslag til retsafgiftslovens § 3, stk. 1).

Til § 3

(ikrafttræden)

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005 og

finder anvendelse i sager, der anlægges eller ankes efter lovens

ikrafttræden.

I sager, der verserer ved lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende

regler

om retsafgift således anvendelse, indtil sagen er afsluttet i den pågældende

instans. Ankes en sådan sag, finder de nye regler anvendelse på ankesagen.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering (pr. 1. januar 2005)

Lovforslaget

§ 1

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806

af 24. august 2000, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 450 af 9. juni

2004, foretages følgende ændringer:

1.

§§ 1-5

ophæves, og i stedet indsættes:

§ 1.

For sager, som angår penge eller penges værd, betales ved sagens anlæg 500

kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der overstiger 6.000 kr.

Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes på grundlag af et

betalingspåkrav

i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

»§ 1.

Ved sagens anlæg betales 500 kr. Dette gælder dog ikke, når

retssagsbehandling

indledes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt.

Stk. 2.

Ved sagens berammelse til

domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er anført i stk. 1, 1.

pkt.

Stk. 2.

For

sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000

kr., betales ved sagens anlæg yderligere 250 kr. med tillæg af 1,2 pct. af

den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.

Stk. 3.

Afgiftspligten efter

stk. 2 bortfalder, hvis der senest 6 uger før en berammet

domsforhandling

gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 3.

Den

samlede betaling efter stk. 1 og 2 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager,

der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af

retsplejelovens § 335 a eller markedsføringslovens § 23, kan den

samlede betaling efter stk. 1 og 2 dog højst udgøre 2.000 kr.

§ 2.

For sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger

50.000 kr., betales afgift for domsforhandlingen eller skriftlig behandling,

der træder i stedet herfor.

Stk. 2.

Afgiften

efter stk. 1 udgør 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien,

der overstiger 50.000 kr.

Stk. 3.

Afgiften

efter stk. 1 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager, der angår prøvelse af

myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 335 a

eller markedsføringslovens § 23, kan afgiften efter stk. 1 dog

højst udgøre 2.000 kr.

Stk. 4.

Afgiften

efter stk. 1 skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for

domsforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før domsforhandlingen.

Afgiftspligten

efter stk. 1 bortfalder, hvis der senest 6 uger før domsforhandlingen

gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 5.

I sager,

der afgøres uden mundtlig domsforhandling, skal afgiften efter stk. 1

betales, når der træffes beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten

efter stk. 1 bortfalder, hvis der inden indleveringen af det sidste

procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 6.

I sager,

der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager

bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af

afgiften efter stk. 1.

§ 2.

Sagens værdi beregnes efter reglerne

i retsplejelovens §§ 228 og 229, jf. dog stk. 2.

§ 3.

Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Ved fastsættelsen af

afgiften efter § 2 bestemmes sagens værdi dog efter påstanden på det

tidspunkt, hvor afgiften skal betales, jf. § 2, stk. 4 og 5.

Omfatter påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede værdi af disse

krav, også hvor sagen anlægges af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte.

Renter og omkostninger medregnes ikke.

Stk. 2.

Værdien af sager i henhold til

lejeloven beregnes, når sagen omfattes af 1. pkt. i retsplejelovens

§ 228, stk. 2, ved at multiplicere den årlige ydelse, påstanden

angår, med 5. Omfattes sagen af 2. pkt. i den nævnte lovbestemmelse, kan

værdien ikke overstige ydelserne pr. år, multipliceret med 5. For sager i

henhold til lejelovens §§ 87 og 93 fastsættes sagens værdi dog til ét

års

leje.

Stk. 2.

Angår

påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes

værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. dog stk. 3. Angår

påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes

værdien ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal

betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 10, jf.

dog stk. 3. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for

det sidste år inden sagens anlæg til grund for beregningen.

Stk. 3.

Udvides påstanden, omberegnes

afgiften på grundlag af den udvidede påstand.

Stk. 3.

Værdien

af sager i henhold til lejeloven eller erhvervslejeloven beregnes, når sagen

omfattes af stk. 2, 1. pkt., ved at gange den årlige ydelse, påstanden

angår, med 5. Omfattes sagen af stk. 2, 2. pkt., kan værdien ikke

overstige

ydelserne pr. år ganget med 5. For sager i henhold til lejelovens §§ 87

og 93 eller erhvervslejelovens §§ 65 og 71 fastsættes sagens værdi dog

til ét års leje.

Stk. 4.

Det påhviler vedkommende part

så nøjagtigt som muligt at opgive sagens værdi.

Stk. 4.

Kan

sagens værdi ikke bestemmes på grundlag af påstanden i stævningen, skal

sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter den

myndighed, der beregner afgiften, værdien ved et skøn.

Stk. 5.

Udvides

påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand.

§ 3.

For sager om:

1)

Servitutter og

partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares vederlag,

§ 4.

Uanset

§§ 1-3 er afgiften altid 400 kr., der betales ved sagens anlæg, i sager

om:

1)

servitutter og

partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares vederlag,

2)

mortifikation af

værdipapirer eller af servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder eller om

erhvervelse

af ejendomsdom,

2)

mortifikation af

værdipapirer eller af servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder,

3)

dødsformodning,

er afgiften 400 kr., uanset om sagen angår penge eller

penges værd.

3)

erhvervelse af

ejendomsdom eller

4)

dødsformodning.

Stk. 2.

Omfatter

søgsmålet både krav, der er omfattet af stk. 1, og krav, der ikke er

omfattet af stk. 1, betales afgift efter §§ 1-3.«

§ 4.

For sager, hvis genstand ikke

er penge eller penges værd, er afgiften 500 kr.

§ 5.

Omfatter søgsmålet flere krav,

som hører under § 1, sammenlægges kravene, også hvor sagen anlægges af

flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte.

Stk. 2.

Omfatter et søgsmål flere

krav, som hører under § 3 eller § 4 eller begge disse, udgør

afgiften

500 kr.

Stk. 3.

Omfatter søgsmålet såvel krav,

som hører under § 1, som krav, for hvilke afgift beregnes efter § 3

eller § 4, lægges den påstand, der fører til den højeste afgift, til

grund for beregningen.

§ 10.

Hjemvises en sag til ny behandling

i første instans, svares ingen afgift for den fornyede behandling.

§ 11.

Afgiftspligten indtræder:

1)

For stævninger og

andre processkrifter af afgiftspligtigt indhold: ved indleveringen,

3.

§ 11, nr. 5,

ophæves, og i nr. 4 ændres

»fremsættes,« til: »fremsættes.«.

2)

for processkrifter

af afgiftspligtigt indhold, der fremlægges i retten: ved fremlæggelsen,

3)

for påstande af

afgiftspligtigt indhold, der fremsættes mundtligt i retten: når de

fremsættes,

4)

for behandling af

begæring om genoptagelse af en sag: når begæring om sagens genoptagelse

fremsættes,

5)

for anmodning om

berammelse til domsforhandling: når anmodningen fremsættes.

§ 15 a.

- - -

Stk. 2.

- - -

Stk. 3.

Anmoder fordringshaveren om,

at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden

indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke

om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke

fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr. med tillæg af 2 pct. af

den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt.

bortfalder, hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i

medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

4.

I

§ 15 a, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »med

tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.«.

5.

§ 15 a, stk. 4,

affattes således:

Stk. 4.

Anmoder fordringshaveren både

om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke

fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af

kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes tvangsfuldbyrdelse i medfør af

retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., bortfalder den del af

afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I de tilfælde, der er nævnt i

§ 16, stk. 6, bortfalder dog hele afgiften efter 1. pkt. Indledes

retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.,

bortfalder

den del af afgiften efter 1. pkt., der overstiger 100 kr. med tillæg af 2

pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1.

pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af

tvangsfuldbyrdelse

i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller

indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1.

pkt.

»Stk. 4.

Anmoder fordringshaveren både

om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke

fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser, betales yderligere 300 kr. Iværksættes tvangsfuldbyrdelse i

medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., bortfalder

afgiftspligten efter 1. pkt. i de tilfælde, der er nævnt i § 16,

stk. 6. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der

overstiger 100 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen

afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af

retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af

retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.«

§ 50.

For anke i den borgerlige retsplejes

former svares afgift efter reglerne i afsnit I på grundlag af påstanden i

ankesagen.

6.

I

§ 50, stk. 1,

indsættes som 2.

pkt.:

»§ 2, stk. 6, finder ikke anvendelse.«

7.

§ 50, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

For anke til landsret udgør afgiften

dog mindst 750 kr. For anke til Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., og

afgiften udgør mindst 1.500 kr.

»Stk. 2.

For anke

til landsret udgør afgiften efter § 1 eller § 4 dog mindst 750 kr.

For anke til Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., og afgiften efter

§ 1 eller § 4 udgør mindst 1.500 kr.«

8.

Efter § 51 indsættes:

»§ 52.

Hjemvises en sag til ny behandling i tidligere instans, tilbagebetales

ankeafgiften.«

§ 61.

Afgiftspligten indtræder, medmindre

andet er bestemt, når der fremsættes begæring om retshandlingens foretagelse.

9.

§ 61, stk. 2, 3. pkt.,

affattes

således:

Stk. 2.

Medmindre andet er bestemt,

påhviler afgiftspligten den, der fremsætter begæringen. Såfremt begæringen er

fremsat i henhold til fuldmagt, hæfter tillige den befuldmægtigede for

afgiften,

såfremt denne kan beregnes ved begæringens fremsættelse. Afgiftspligten efter

§ 1, stk. 2, påhviler den, der har anlagt sagen, hvis retten

træffer bestemmelse om berammelse af domsforhandling uden begæring fra en af

sagens parter.

»Afgiftspligten efter § 2 påhviler den, der har anlagt

sagen, jf. dog § 7.«

§ 62.

Kan afgiften for en

retshandling beregnes ved fremsættelsen af begæringen om retshandlingens

foretagelse, kan afgiften kræves betalt samtidig med begæringens

fremsættelse. Betales afgiften ikke efter påkrav, kan retten fastsætte en

frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb,

betragtes begæringen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.

10.

I

§ 62

indsættes som stk. 3:

Stk. 2.

Kan afgiften ikke beregnes ved

begæringens fremsættelse, betales afgiften efter påkrav, jf. dog § 35 og

§ 36, stk. 4. Der kan ved begæringens fremsættelse kræves sikkerhed

for afgiftens betaling, medmindre retten af egen drift skal udføre

retshandlingen. Bestemmelserne i stk. 1, 2.-4. pkt., finder herved

tilsvarende

anvendelse.

»Stk. 3.

Betales

afgiften efter § 2 ikke efter påkrav, kan retten fastsætte en frist for

afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, afvises

sagen, jf. dog § 7. I så fald bortfalder afgiften efter § 2.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961

af 21. september 2004, foretages følgende ændring:

§ 228.

Sagens værdi bestemmes efter

påstanden i stævningen. Omfatter påstanden flere krav fra samme part, er

sagens værdi den samlede værdi af disse krav. Renter, sagsomkostninger og

værdien af en modydelse, hvoraf krav måtte være betinget, medregnes ikke.

1.

§ 228, stk. 1, 3. pkt.,

affattes

således:

»Renter og omkostninger medregnes ikke.«

Stk. 2.

- - -

Lignende dokumenter