Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces)

2003/1 LSF 219Lovforslag som fremsatJustitsministeriet31. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 31. marts 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter

(Forenklet inkassoproces)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 17 a, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes

efter »§ 350, stk. 2,«: »og § 477 d, stk. 2,«.

2.

Efter

§ 477 indsættes som nyt afsnit:

»Tredje afsnit. Betalingspåkrav

Kapitel 44 a

»§ 477 a.

Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav

på

højst 50.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har

indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Renter og

omkostninger

medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.

§ 477 b.

Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten i en

retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22. Såfremt fordringshaveren

anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr.

Læs alt

2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor

der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1.

Stk. 2.

Før

betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være

sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10,

stk. 2

og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10,

stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf. dog § 11

i

lov om inkassovirksomhed.

Stk. 3.

Betalingspåkravet skal indeholde:

1)

parternes navn og

adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser

til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan

ske,

2)

angivelse af den ret,

ved hvilken inddrivelsen indledes,

3)

fordringshaverens

krav,

4)

en kort fremstilling

af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes, og

5)

en vejledning til

skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren

bør

foretage sig til varetagelse af sine interesser.

Stk. 4.

Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om:

1)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt

udlæg er udelukket efter § 490,

2)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra

fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og

3)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser.

Stk. 5.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets

udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, og om indlevering

af

kopier af betalingspåkravet.

Stk. 6.

Fogedretten

vejleder om udfyldning af blanketter.

§ 477 c.

Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises

sagen

ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren. Det samme gælder, hvis

fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige

henseender

at være urigtig. Efter fordringshaverens anmodning træffes afgørelsen om

afvisning ved kendelse.

Stk. 2.

Fogedretten

kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i

stk. 1.

Stk. 3.

Fogedretten

træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet

påtegning herom.

§ 477 d.

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde for skyldneren på grundlag af de

oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket

efter § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så

fald

undlades, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 1.

Stk. 2.

Fogedretten

kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse, jf.

§ 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse ikke

kan

foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477 c,

stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 477 e.

Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give

fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af

betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller

Grønland, er fristen dog 4 uger.

Stk. 2.

Fremkommer

der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten

betalingspåkravet

påtegning herom og underretter parterne. Såfremt fordringshaveren har anmodet

om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, jf. § 477 b,

stk. 4,

nr. 2, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af

betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse.

Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden

fornyet

anmodning, sender fogedretten udskrift af betalingspåkravet til

fordringshaveren.

Stk. 3.

Når

betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det

samme

bindende virkning som en dom.

Stk. 4.

Inden 4

uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der

ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig

anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan

undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét

år

efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke

rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan betinge genoptagelse af,

at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller

stiller sikkerhed for betalingen.

Stk. 5.

Genoptages

sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., og går

frem efter § 477 f.

§ 477 f.

Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e,

stk. 1,

og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden

indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, iværksætter

retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles

med

en stævning. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at retssagsbehandling

indledes uden indlevering af stævning, sendes betalingspåkravet til

fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom.

§ 477 g.

Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.«

Tredje afsnit bliver herefter fjerde afsnit.

3.

I

§ 478, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter

»tvangsfuldbyrdes,«: »betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,

stk. 2,«.

4.

Efter

§ 481 indsættes:

»§ 481 a.

Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes

straks.«

5.

I

§ 488, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes

efter »afgørelsen,«: »betalingspåkravet med påtegning,«.

6.

I

§ 501, stk. 2,

indsættes efter

»kendelser«: »samt betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,

stk. 2,«.

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af

24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17.

december

2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 1

og

2

,

affattes således:

»For sager, som angår penge eller penges værd, betales ved

sagens anlæg 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der

overstiger

6.000 kr. Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes på grundlag

af

et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 2.

Ved sagens

berammelse til domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er anført i

stk. 1, 1. pkt.«

2.

Efter

§ 15 indsættes i

afsnit II

:

»Kapitel 2 a

Betalingspåkrav

§ 15 a.

For betalingspåkrav betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte

beløb.

Stk. 2.

Anmoder

fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt

skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling

indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,

såfremt

skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. Afgiftspligten

efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af

tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.

pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er

nævnt i § 16, stk. 6.

Stk. 3.

Anmoder

fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet

uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men

ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke

fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr. med tillæg af 2 pct. af

den

del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt.,

bortfalder, hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i

medfør

af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 4.

Anmoder

fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,

såfremt

skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes

på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt

skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af 2

pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes

tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.

pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I

de

tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, bortfalder dog hele afgiften

efter 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der

overstiger 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger

6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes

uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens

§ 477

e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af

retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 5.

Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af

betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens

§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf.

retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

§ 15 b.

Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.«

3.

I

§ 16

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Når

tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af

retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift,

hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme

fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at

fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt

er

fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1.

pkt.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

4.

I

§ 17, stk. 2,

og

§ 17 a, stk. 3

, ændres »stk. 4«

til: »stk. 5«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Formål og

baggrund

4

2.

Gældende ret

5

3.

Lovforslagets

udformning

6

3.1.

Generelle synspunkter

6

3.2.

Anvendelsesområde

7

3.3.

Indlevering af betalingspåkrav til fogedretten

8

3.4.

Fordringshaverens valgmuligheder

9

3.5.

Fogedrettens indledende kontrol

9

3.6.

Forkyndelse af betalingspåkravet

10

3.7.

Frist for skyldnerens indsigelser

10

3.8.

Fogedrettens reaktion, når der ikke kommer indsigelser

11

3.9.

Fogedrettens reaktion, når der kommer indsigelser

12

3.10.

Retsafgifter

13

3.11.

Omkostninger

14

4.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser mv.

16

5.

Hørte myndigheder

og organisationer

17

1. Formål og baggrund

1.1.

Formålet med

lovforslaget er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav. Der foreslås

således en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af

ubestridte

pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.

Den foreslåede forenklede inkassoproces går ud på, at

udskillelsen af inkassosagerne (dvs. sager om ubestridte pengekrav) fra den

samlede mængde af sager og tilvejebringelsen af grundlaget for

tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang, der består i, at et krav om

betaling

(betalingspåkrav) forkyndes for skyldneren, hvorefter skyldneren har en frist

til at gøre indsigelse mod kravet. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt

indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som grundlag

for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning som en dom.

Endvidere foreslås det, at der skal være mulighed for at få

gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én anmodning, nemlig

betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen

automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på

foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren ikke har indsigelser mod kravet.

Det vil imidlertid være valgfrit for fordringshaveren at

benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af

grundlaget

for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen. Fordringshaveren

bevarer

således efter forslaget friheden til at vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse

skal

iværksættes.

Lovforslaget bygger på den del af Retsplejerådets

betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til

domstolene) (i det følgende »betænkningen«), der vedrører en forenklet

inkassoproces, og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast.

Lovforslaget er endvidere en opfølgning på

folketingsbeslutning nr. B 66 om en forenklet inkassoproces, jf.

Folketingstidende 2002-03, forhandlingerne side 4238ff og 9156, tillæg A side

2771f, tillæg B side 1949f og tillæg C side 408.

Betænkningen indeholder også Retsplejerådets overvejelser

og forslag med hensyn til retsafgifter, sagsomkostninger, retshjælp, fri

proces, retshjælpsforsikring og småsagsproces. Høringen over disse dele af

betænkningen er endnu ikke afsluttet, og regeringen vil senere på grundlag af

høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske konsekvenser

tage stilling til disse forslag.

1.2.

Småsagsudvalget

afgav i efteråret 1997 betænkning nr. 1341/1997, der bl.a. indeholder

udvalgets

overvejelser og forslag vedrørende inddrivelsesprocessen, herunder særligt

med

hensyn til behandlingen af inkassosager, dvs. sager, hvor der ikke er

uenighed mellem

parterne om et pengekravs eksistens og størrelse. Udvalget foreslog regler om

en enstrenget inkassoproces, der i ét sagsforløb skulle omfatte det

civilprocessuelle element (tilvejebringelse af dom) og det fogedprocessuelle

element (tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg).

Småsagsudvalgets betænkning blev sendt i bred høring og

blev forelagt Retsplejerådet til udtalelse. Retsplejerådets udtalelse er

optrykt som bilag 7 til betænkning nr. 1436/2004.

Der blev ikke fremsat lovforslag på grundlag af

Småsagsudvalgets forslag, idet den daværende regering besluttede at afvente

Retsplejerådets arbejde med en generel reform af den civile retspleje.

I december 2002 fremsendte Advokatrådet og Den Danske

Dommerforening til Justitsministeriet et fælles forslag til forenklet

procesform for krav under 50.000 kr. Forslaget er beskrevet nærmere i pkt.

3.1.1 nedenfor. Justitsministeriet anmodede herefter Retsplejerådet om at

inddrage dette forslag i forbindelse med behandlingen af kommissoriet om en

generel reform af den civile retspleje.

Spørgsmålet om indførelse af en forenklet inkassoproces

blev endvidere i foråret 2003 drøftet i Folketinget i forbindelse med

behandlingen af beslutningsforslag nr. B 66. Beslutningsforslaget blev i maj

2003 vedtaget enstemmigt. Under Folketingets behandling blev

beslutningsforslaget ændret, således at det gik ud på at pålægge regeringen

at

fremsætte lovforslag om en forenklet inkassoproces i folketingsåret 2003-04.

I

Retsudvalgets betænkning over beslutningsforslaget er det bl.a. anført, at

der

er enighed mellem partierne om, at det skal være lettere og billigere at

inddrive pengekrav via domstolene, men at det ikke ville være hensigtsmæssigt

i

forbindelse med beslutningsforslaget på forhånd at lægge sig fast på, at et

lovforslag om en forenklet inkassoproces alene må bygge på én bestemt model

(Småsagsudvalgets forslag). Regeringen kan således inddrage andre forslag i

overvejelserne, herunder det fælles forslag fra Advokatrådet og

Dommerforeningen.

I januar 2004 afgav Retsplejerådet herefter betænkning nr.

1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), som

lovforslaget bygger på.

2. Gældende ret

Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om behandling

af sager, hvor kravet ikke bestrides (inkassosager).

Efter retspraksis stilles der dog lempeligere krav til

stævningens begrundelse for kravet, når sagsøgeren forventer, at sagsøgte

ikke

har indsigelser mod kravet.

Bortset herfra behandles inkassosager imidlertid efter

samme regler som tvistige sager.

Retsplejelovens generelle regler om behandling af civile

sager indebærer dog, at inkassosager i praksis afgøres væsentligt hurtigere

og

billigere end tvistige sager. Inkassosager afgøres nemlig uden

domsforhandling,

enten ved en udeblivelsesdom, når sagsøgte slet ikke svarer, eller ved en

såkaldt erkenderdom, når sagsøgte straks i sit første svar erkender kravets

rigtighed.

Hvis skyldneren ikke frivilligt efterkommer en

udeblivelsesdom eller erkenderdom, kan fordringshaveren anmode om, at dommen

fuldbyrdes gennem fogedretten. Fogedretten foretager udlæg i en så stor del

af

skyldnerens formue, som er nødvendig til dækning af fordringshaverens krav,

og

de udlagte formuegenstande kan sælges på tvangsauktion, således at provenuet

anvendes til dækning af fordringshaverens krav.

Efter gældende ret indgår der således to særskilte

procedurer i en fuldstændig inddrivelse af et ubestridt krav. Først skal der

tilvejebringes en dom, og dernæst skal dommen fuldbyrdes gennem fogedretten.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Generelle synspunkter

3.1.1.

Retsplejerådet

foreslår en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af

pengekrav

med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.

Retsplejerådet understreger, at det nuværende retssikkerhedsniveau

bør opretholdes i en forenklet inkassoproces. Anvendelse af statens

tvangsfuldbyrdelsessystem mod en borger må nødvendigvis kræve et sikkert

grundlag. De grundlæggende regler for inkassosager, f.eks. om rettens

prøvelse

af sagsøgerens krav ved sagsøgtes udeblivelse, genoptagelse af sagen,

fogedrettens prøvelse af skyldnerens indsigelser, genstanden for udlæg

(herunder trangsbeneficiet) og appel af fogedrettens afgørelser, bør således

indarbejdes i en ny forenklet inkassoproces.

Retsplejerådets overvejelser vedrørende

inddrivelsesprocessen tager på den baggrund udgangspunkt i, at det uden

ændring

af de nævnte grundregler vil være muligt at opnå forbedringer gennem en

forenkling af procesforløbet.

Der bør efter Retsplejerådets opfattelse etableres en

forenklet, valgfri fremgangsmåde for inddrivelse af pengekrav, der særligt

tager sigte på inkassosager, dvs. sager, hvor skyldneren ikke bestrider

kravet.

Hovedproblemerne i en sådan forenklet inkassoproces vil være:

-

at

udskille inkassosagerne

fra den samlede

mængde af sager

-

at tilvejebringe den

præklusion

(dvs. afskæring af

indsigelser), som i dag typisk finder sted ved udeblivelsesdomme, og som er

en

forudsætning for egentlig fogedretslig behandling af krav, der ikke hviler på

et særligt udlægsgrundlag i form af skriftligt forlig, gældsbrev, pantebrev,

veksel

eller check.

Retsplejerådet har valgt at tage udgangspunkt i

Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra december 2002. Her blev

det foreslået, at en forenklet inkassoproces skulle indledes med, at

fordringshaveren eller dennes advokat lod et inkassopåkrav forkynde for

skyldneren. Inkassopåkravet skulle affattes på en særlig blanket og skulle

indeholde de samme oplysninger som en stævning. Inkassopåkravet skulle

angive,

at det, hvis indsigelse ikke blev fremsat over for fordringshaveren eller

dennes advokat inden for en frist på 2 uger regnet fra forkyndelsen, kunne

danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten.

Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra

december 2002 indebar, at inkassopåkravet kunne danne grundlag for

tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke rettidigt skriftligt gjorde

indsigelse

over for fordringshaveren eller dennes advokat. Blev kravet bestridt, måtte

fordringshaveren anlægge retssag. Efter 2-ugers fristens udløb kunne

inkassopåkravet indgives til fogedretten med anmodning om foretagelse af

udlæg,

såfremt skyldneren ikke havde gjort indsigelse. Skyldneren ville imidlertid

efter forslaget kunne fremsætte indsigelser mod kravet under fogedsagen, og

fogedretten skulle henvise sagen til civilt søgsmål, medmindre indsigelserne

var åbenbart grundløse.

Efter Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag

ville et inkassopåkrav ikke have materiel bindende virkning (retskraft) og

ville således ikke afbryde forældelsesfrister, medmindre der blev foretaget

udlæg på grundlag af påkravet. Et udlæg på grundlag af et inkassopåkrav ville

heller ikke hindre, at skyldneren anfægtede kravet ved et selvstændigt civilt

søgsmål.

Retsplejerådet kan tilslutte sig tankerne i fællesforslaget

om, at en ny, valgfri, forenklet inkassoproces bør have karakter af en

betalingspåkravsordning, hvor udskillelsen af inkassosagerne og

tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang,

der består i, at et betalingspåkrav forkyndes for skyldneren, hvorefter

skyldneren har en frist til at gøre indsigelse mod kravet. Fordelen ved en

sådan ordning er blandt andet, at den kan bidrage til, at skyldneren betaler

frivilligt, eller alternativt fremkommer med indsigelser, som giver

fordringshaveren mulighed for at tage stilling til, om kravet bør opgives

eller

søges gennemført ved en civil retssag.

Retsplejerådet kan endvidere tilslutte sig fællesforslagets

afgrænsning af området for den forenklede inkassoproces til pengekrav på

højst

50.000 kr. Med de justeringer, som Retsplejerådet foreslår i forhold til

fællesforslaget, jf. nedenfor, vil der ganske vist efter rådets opfattelse

ikke

være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede

inkassoproces omfatte pengekrav på over 50.000 kr. Da der er tale om en ny

procesform, som også må ses i sammenhæng med Retsplejerådets forslag til en

forenklet småsagsproces, jf. betænkningens kapitel 11, der ligeledes tager

udgangspunkt i Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag og ligeledes

er begrænset til krav på højst 50.000 kr., finder Retsplejerådet det dog

rigtigst i det mindste foreløbig at fastsætte en beløbsmæssig begrænsning på

50.000 kr.

Retsplejerådet foreslår, at domstolene inddrages tidligere

i forløbet end efter det fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen.

Hermed opnås en større autoritet bag betalingspåkravet, hvilket kan styrke

incitamentet til frivillig betaling. Endvidere opnås en tidligere, hurtigere

og

enklere afskæring af skyldnerens indsigelser (præklusion), hvilket i

væsentlig

grad forbedrer inddrivelsens effektivitet, uden at skyldnerens retssikkerhed

lider skade. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det derimod være udelukket,

at en tilsvarende hurtig og enkel præklusion af skyldnerens indsigelser

skulle

kunne opnås uden inddragelse af domstolene tidligt i forløbet, da dette ville

indskrænke skyldnerens retssikkerhed i uacceptabel grad.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at

betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten, der indledningsvis

foretager

samme prøvelse, som i dag sker forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i

civile retssager. Herefter forkyndes betalingspåkravet for skyldneren ved

fogedrettens foranstaltning, og skyldneren pålægges at fremsætte eventuelle

indsigelser mod kravet over for fogedretten. Fremsætter skyldneren ikke

rettidigt indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som

grundlag for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning

(retskraft) som en dom.

Forslaget om den indledende prøvelse i fogedretten er

blandt andet begrundet i, at når fogedretten så at sige lægger navn til, bør

grundlaget være i orden. Skyldneren, over for hvem der forkyndes et

betalingspåkrav, bør kunne stole på, at fogedretten har kontrolleret

betalingspåkravet, og at dette – ud fra de oplysninger, der har

foreligget for

fogedretten – er i orden. Hertil kommer, at det er arbejdsbesparende at

samle

prøvelsen i én arbejdsgang. Når fogedretten foretager den fornødne prøvelse

allerede forud for forkyndelsen af påkravet, vil fogedrettens senere

påtegning

om, at skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser, således kunne ske

som

en ren kontorekspedition.

I tilknytning til forslaget om at inddrage retten på et

tidligt tidspunkt i forløbet foreslår Retsplejerådet, at der skal være

mulighed

for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én

anmodning,

nemlig betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen

automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på

foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren – som forventet – ikke har

indsigelser

mod kravet. Hermed spares både arbejde og tid, ligesom Retsplejerådet

foreslår

en lempelse af retsafgiften for en sådan integreret inkasso- og udlægsproces.

Det bør imidlertid efter rådets opfattelse være valgfrit for fordringshaveren

at benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af

grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen.

Fordringshaveren bevarer således efter Retsplejerådets forslag friheden til

at

vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse skal iværksættes.

Retsplejerådets forslag er udformet på den måde, at

skyldneren får mindst to chancer for at betale, før tvangsfuldbyrdelse kan

iværksættes.

For det første kan betalingspåkrav efter forslaget først

indleveres til fogedretten, når der til skyldneren er sendt en

påkravsskrivelse, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige

for

skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere

angives

en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri

fordringen,

uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere

omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten,

når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er

udløbet, uden at skyldneren har betalt.

For det andet skal betalingspåkrav efter forslaget

forkyndes for skyldneren med en frist på 14 dage til at gøre indsigelse, hvis

skyldneren ikke kan anerkende kravet. Hvis skyldneren betaler inden de 14

dage

og giver fogedretten meddelelse om, at kravet er indfriet, vil der ikke kunne

iværksættes tvangsfuldbyrdelse, og skyldneren vil derfor ikke blive påført

udgifter i den anledning.

Der henvises til betænkningen side 409-412, 414 og 416-417.

3.1.2.

I

forbindelse med høringen over betænkningen har der både fra domstolene,

Advokatrådet og de øvrige berørte organisationer mv. været generel

tilslutning

til Retsplejerådets forslag til en forenklet inkassoproces, der som nævnt

bygger på et fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen.

Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og

forslaget om en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af

ubestridte pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere

inddrivelse. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at det nuværende

retssikkerhedsniveau bør opretholdes i en forenklet inkassoproces, og at

forbedringerne derfor bør opnås gennem en forenkling af procesforløbet.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i

overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

I det følgende gennemgås den foreslåede forenklede

inkassoproces nærmere med hensyn til anvendelsesområdet (pkt. 3.2),

sagsgangen

(pkt. 3.3-3.9), retsafgifter (pkt. 3.10) og omkostninger (pkt. 3.11).

3.2. Anvendelsesområde

Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i

retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit

foreslås

placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og

afsnittet

om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har

berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.

De foreslåede regler om betalingspåkrav finder anvendelse i

alle sager, der hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens

§ 1, eller under boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i

lejelovens § 112.

Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden

betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en

skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal

imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.

Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke

renter, (udenretslige) inkassoomkostninger eller sagsomkostninger.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været

peget på, at grænsen på 50.000 kr. burde være højere eller eventuelt helt

fjernes, da der – som også påpeget af Retsplejerådet – ikke er

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede

inkassoproces

omfatte pengekrav på over 50.000 kr.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være mest

hensigtsmæssigt som foreslået af Retsplejerådet foreløbig at begrænse den

forenklede inkassoproces til pengekrav på højst 50.000 kr. Der er tale om en

ny

procesform, og der bør efter Justitsministeriets opfattelse indhøstes

praktiske

erfaringer hermed, før beløbsgrænsen eventuelt sættes op eller ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 a), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 413-414.

3.3. Indlevering af betalingspåkrav til fogedretten

Betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke

civilretten).

Retsplejerådets forslag indebærer, at betalingspåkravet

skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en person, der efter

reglerne

i retsplejelovens § 260 er berettiget til at repræsentere andre i

forhold

til retten (i praksis navnlig advokater).

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været

peget på, at også autoriserede inkassovirksomheder bør have adgang til at

indlevere betalingspåkrav til fogedretten på fordringshaverens vegne, og at

autoriserede inkassovirksomheder endvidere bør have adgang til på

fordringshaverens vegne at give møde for fogedretten under

udlægsforretninger,

hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.

Eventuel indførelse af regler, der giver autoriserede

inkassovirksomheder adgang til på fordringshaverens vegne at indlevere

betalingspåkrav og give møde for fogedretten under udlægsforretninger, hvis

der

ikke skal ske forhandling om en tvist, rejser efter Justitsministeriets

opfattelse mere principielle spørgsmål om, hvem der bør kunne repræsentere

andre i forhold til domstolene i disse sager.

Spørgsmålet om på dette område eventuelt at fravige

retsplejelovens almindelige regler om, hvem der kan give møde for andre ved

domstolene, har ikke været overvejet i betænkningen og har dermed heller ikke

været omfattet af høringen over betænkningen.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i

overensstemmelse med Retsplejerådets forslag, således at der foreløbig ikke

ændres ved de gældende regler i retsplejeloven om, hvem der har adgang til at

repræsentere andre i forhold til domstolene. Dette indebærer som nævnt, at

betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en

person,

der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er berettiget til at

repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig advokater).

Justitsministeriet har samtidig iværksat en særskilt høring

af domstolene mv., herunder Dommerforeningen og Forbrugerrådet, vedrørende

spørgsmålet om at give autoriserede inkassovirksomheder adgang til på

fordringshaverens vegne at indlevere betalingspåkrav og give møde for

fogedretten under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om

en

tvist.

Justitsministeriet vil senere på baggrund af høringssvarene

over betænkningen og høringssvarene fra den særskilte høring af domstolene

mv.

tage stilling til spørgsmålet om at indføre møderet for autoriserede

inkassovirksomheder i sager om betalingspåkrav og under udlægsforretninger,

hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.

I øvrigt bemærkes, at der efter lovforslaget ikke er noget

til hinder for, at f.eks. en autoriseret inkassovirksomhed yder praktisk

bistand

til udformningen af betalingspåkrav, når blot betalingspåkravet underskrives

af

fordringshaveren selv. Sager om betalingspåkrav behandles på skriftligt

grundlag og vil i langt de fleste tilfælde kunne færdigbehandles alene på

grundlag af betalingspåkravet og uden afholdelse af retsmøde.

Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et

retsligt skridt, der afbryder forældelse.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få

etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i

civile retssager, jf. retsplejelovens kapitel 22. I de tilfælde, hvor

fordringshaveren ønsker udlæg foretaget uden fornyet anmodning, skal der

endvidere være værneting efter retsplejelovens § 487, stk. 1.

Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til fogedretten i

en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og § 487,

stk. 1.

Betalingspåkrav kan først indleveres til fogedretten, når

der til skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i

§ 10,

stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i

§ 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet. Der skal

således være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver

alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

I

påkravsskrivelsen skal endvidere angives en frist på mindst 10 dage, inden

for

hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages

foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere omkostninger.

Betalingspåkrav

kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når den frist på mindst 10

dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har

betalt.

Domstolsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om

betalingskravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter,

samt

om indlevering af kopier af betalingspåkravet. Fogedretten skal efter

anmodning

vejlede om udfyldning af sådanne blanketter.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været

peget på, at betalingspåkrav bør kunne indleveres til fogedretten ved digital

kommunikation. Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til det

lovforslag om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og

skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset

sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.), som blev fremsat den 10.

marts

2004 (L 180). Med L 180 lægges der op til at indføre mulighed for at anvende

digital kommunikation med domstolene, efterhånden som der indføres nye

it-sagsbehandlingssystemer

ved domstolene, der er indrettet til at drage fordel af en digital

kommunikation med domstolene.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 b), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 414.

3.4. Fordringshaverens valgmuligheder

Fordringshaveren har nogle valgmuligheder i forbindelse med

behandlingen af betalingspåkravet.

Fordringshaveren kan for det første anmode om at få

betalingspåkravet retur (dvs. sagen slutter ved retten), hvis udlæg er

udelukket i medfør af den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens

§ 490.

I givet fald tilbagebetales retsafgiften. »Fredningsreglen« går ud på, at når

der ved en fogedforretning ikke er opnået dækning, kan der i almindelighed

ikke

foretages en ny udlægsforretning hos den pågældende skyldner, før der er

forløbet 6 måneder.

Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis

skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge at få

tilsendt en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at

skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har

samme

bindende virkning (retskraft) som en dom og kan senere anvendes som grundlag

for tvangsfuldbyrdelse.

Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget

udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til

fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af

betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende

tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.

Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder,

hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få sagen tilbage eller at få sagen

fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder i stedet

for

en stævning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 b, stk. 4), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415.

3.5. Fogedrettens indledende kontrol

Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have

indsigelser mod fordringshaverens krav, og betalingspåkravet som forkyndt af

retten vil derfor som regel automatisk få bindende virkning (retskraft), når

fristen for at fremkomme med indsigelser er udløbet.

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor en

betingelse for, at retten kan forkynde betalingspåkravet, at

betalingspåkravet

opfylder lovens krav til, hvad det skal indeholde. Fogedretten kan indrømme

fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler, men hvis

manglerne ikke afhælpes, skal sagen afvises.

Der vil ikke som ved stævninger være mulighed for at

forkynde et mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af

sagen. Dette skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke

er taget stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke

svarer. I modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et

betalingspåkrav endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan

tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis

fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige

henseender

at være urigtig. Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af

betalingspåkravet

i denne henseende skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter

gældende regler og praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været

rejst spørgsmål om den rette arbejdsfordeling mellem fogedrettens juridiske

personale og kontorpersonale ved fogedrettens indledende kontrol af

betalingspåkravet.

Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at beslutningen

om at forkynde et betalingspåkrav indebærer samme stillingtagen til kravet og

sagsfremstillingen som afsigelsen af en udeblivelsesdom, og at beslutningen

derfor bør træffes af en jurist. Justitsministeriet kan tilslutte sig

Retsplejerådets synspunkter og finder således ikke grundlag for at ændre på

den

eksisterende kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister ved

domstolene.

Det bemærkes i øvrigt, at embedets chef inden for denne

kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister har vide rammer til at

tilrettelægge den konkrete arbejdsfordeling mellem de forskellige

personalegrupper ved det pågældende embede. Der er således f.eks. intet til

hinder for, at arbejdet i fogedretten fremover – ligesom det i dag

forekommer i

civilretten i relation til udeblivelsesdomme – tilrettelægges på den

måde, at

fogedrettens kontorpersonale foretager den indledende sagsbehandling og på

grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt

betalingspåkravet

skal forkyndes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415-416.

3.6. Forkyndelse af betalingspåkravet

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1)

sagen afvises som led i fogedrettens indledende kontrol, jf. pkt. 3.5

ovenfor,

eller (2) udlæg er udelukket efter fredningsreglen i retsplejelovens

§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i

denne

situation, jf. pkt. 3.4 ovenfor.

Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis

fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket

efter

§ 490, sker forkyndelsen på samme måde som ved forkyndelse af

stævninger,

jf. de almindelige regler om forkyndelse i retsplejelovens kapitel 17.

I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning

til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes

betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens

§ 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været

peget på, at der burde være mulighed for, at fogedretten – i de

tilfælde, hvor

fordringshaveren har anmodet om at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning

herom – samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet forkynder en

tilsigelse

til møde i fogedretten, således at dette møde bortfalder, såfremt skyldneren

rettidigt fremsætter indsigelser.

Retsplejerådets forslag indebærer, at tilsigelse til møde i

fogedretten først kan ske,

når

det er

konstateret, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser, og

Justitsministeriet

har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for på dette punkt at fravige

Retsplejerådets forslag. Lovforslaget er derfor udformet således, at der

først

er hjemmel til at tilsige skyldneren til møde i fogedretten, når fogedretten

har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat

indsigelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der bl.a. en risiko

for, at forkyndelse af en tilsigelse til at møde i fogedretten samtidig med

forkyndelsen af betalingspåkravet ledsaget af en vejledning om, at en

indsigelse indebærer, at mødet i fogedretten bortfalder, vil kunne betyde, at

der fremsættes flere ubegrundede indsigelser mod betalingspåkrav. Samlet set

er

det således efter Justitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om forslaget om

samtidig indkaldelse til møde i fogedretten generelt vil føre til en mere

effektiv inddrivelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 d), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416.

3.7. Frist for skyldnerens indsigelser

Det foreslås, at meddelelse om indsigelser skal gives

skriftligt

til

fogedretten

inden

14 dage

fra forkyndelsen af påkravet, dog

4 uger

,

hvis forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er

tilstrækkeligt, at skyldneren skriftligt og med fornøden identifikation af

sagen giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at

skyldneren ikke godkender kravet. Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet«

vil

for eksempel være tilstrækkeligt, og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad

indsigelserne går ud på.

Ved fastsættelsen af fristen til 14 dage har Retsplejerådet

navnlig lagt vægt på, at det almindelige stævnevarsel efter gældende praksis

er

14 dage, jf. herved retsplejelovens § 351, stk. 1, og § 352,

stk. 1,

2. pkt., og at formålet med det foreslåede betalingspåkravsinstitut er at

skabe

en hurtig og enkel inkassoproces for ubestridte krav. En generel udvidelse af

fristen til f.eks. 4 uger ville virke forsinkende, og sagernes (ensartede)

karakter taget i betragtning er der intet grundlag for, at fogedretten efter

en

konkret vurdering skulle fastsætte fristen i den enkelte sag.

Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at fristen

regnes fra forkyndelsen af betalingspåkravet, og at den skyldner, som ikke

kan

acceptere kravet, blot behøver at give en helt kort meddelelse herom til

fogedretten. Da der ikke kræves nogen begrundelse for indsigelsen, er det

heller ikke relevant at give mulighed for, at fogedretten efter anmodning

forlænger fristen. Blandt andet hensynet til fordringshaveren tilsiger, at

den

skyldner, der mener at skulle bruge mere end 14 dage til at tage stilling

til,

om kravet kan accepteres, må gøre indsigelse, således at sagen –

afhængig af

fordringshaverens valg ved indgivelsen af betalingspåkravet –

enten

kan fortsætte som en tvistig civil

retssag, hvor de almindelige regler om sagsøgtes svar gælder, herunder om

mulighederne for at få udsat fristen for at svare,

eller

kan sluttes ved retten, således at fordringshaveren kan

beslutte sig for, om han eller hun ønsker at foretage sig yderligere.

Retsplejerådet har endelig lagt vægt på,

at

det er en betingelse for at

iværksætte betalingspåkravsproceduren, at der forinden er sendt en

påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som

er

nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen, og med en betalingsfrist

på mindst 10 dage, og

at

den

skyldner, der – eventuelt undskyldeligt – ikke gør indsigelse inden

14 dage,

har et absolut krav på genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden

for

4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der

ikke er modtaget indsigelser, jf. pkt. 3.8 nedenfor.

Justitsministeriet kan af de grunde, som er anført af

Retsplejerådet, tilslutte sig, at en frist på 14 dage til at komme med

indsigelser må anses for passende.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været

anført, at der bør stilles krav om, at skyldneren giver en kort skriftlig

begrundelse for indsigelsen, og at fogedretten bør kunne forkaste åbenbart

ugrundede indsigelser.

Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at formålet med

den foreslåede ordning er at skabe en hurtig og enkel inkassoproces for

ubestridte krav. En adgang for fogedretten til at forkaste åbenbart ugrundede

indsigelser ville bl.a. medføre, at der i givet fald skulle medvirke en

juridisk foged flere gange under behandlingen af betalingspåkravet og ikke

blot

den ene gang, der er lagt op til i den foreslåede betalingspåkravsordning.

Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at

fordringshaveren efter lovforslaget har mulighed for at vælge, at sagen

automatisk skal fortsætte som en tvistig civil retssag, hvis skyldneren

fremsætter indsigelser. Dette indebærer, at skyldneren, der herefter er at

anse

som sagsøgt, i givet fald vil blive pålagt at svare inden (normalt) 14 dage,

jf. retsplejelovens §§ 351 og 352, og at der som udgangspunkt kan

afsiges

udeblivelsesdom, hvis skyldneren herefter ikke svarer fyldestgørende inden

denne frist.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets

synspunkter. Efter Justitsministeriets opfattelse må det således efter en

samlet vurdering af fordringshaverens og skyldnerens interesser samt af den

samfundsmæssige interesse i en hurtig og effektiv inddrivelse af ubestridte

pengekrav anses for mest hensigtsmæssigt, at der ikke stilles krav om, at

skyldneren i forbindelse med behandlingen af betalingspåkravet skal begrunde

sin eventuelle indsigelse mod kravet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 e, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416-417.

3.8. Fogedrettens reaktion, når der ikke kommer

indsigelser

Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver

fogedretten betalingspåkravet påtegning herom. Det originale betalingspåkrav

med påtegning opbevares herefter i fogedretten. Som anført i pkt. 3.5 ovenfor

skal fogedretten før forkyndelsen af påkravet kontrollere, at

betalingspåkravet

kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør

indsigelse.

Fogedrettens påtegning er derfor en rent administrativ ekspedition og vil

kunne

gives af fogedrettens kontorpersonale. Fogedretten underretter parterne om,

at

retten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt

er fremkommet med indsigelser. Herefter afhænger den videre sagsgang af, hvad

fordringshaveren har valgt.

Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg

uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på

grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om

tvangsfuldbyrdelse.

Hvis fordringshaveren

ikke

har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender

fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til

fordringshaveren. Fordringshaveren vil herefter senere kunne indgive

anmodning

om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet.

Et betalingspåkrav, der har fået påtegning, har desuden

samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet hindrer

således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette gælder for

begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag i

relation til forældelsesloven af 1908, således at kravet i kraft heraf

bringes

ind under 20-årig forældelse.

Det foreslås, at skyldneren skal have mulighed for at få

sagen genoptaget efter samme regler, som gælder for genoptagelse af en sag,

når

der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 367. Skyldneren har

således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4

uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der

ikke er fremkommet indsigelser.

Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren

betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller

sikkerhed

for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på

genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.

Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger

efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke

er

fremkommet indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske

undtagelsesvis.

Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme måde som reglen

i

retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne tages hensyn til,

om

det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivet

tidligere.

Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at

påtegningen annulleres. Betalingspåkravet kan herefter ikke længere

tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må

ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.

De foreslåede regler om mulighederne for genoptagelse

svarer som nævnt til de gældende regler om genoptagelse af udeblivelsesdomme

i

civile retssager, og Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at

reglerne er udtryk for en passende afvejning mellem fordringshaverens og

skyldnerens interesser. På den ene side bør skyldneren ikke have mulighed for

at forhale sagen, og på den anden side bør det i videst muligt omfang undgås,

at skyldneren pålægges at betale beløb, som ikke skyldes. Det bemærkes i den

forbindelse, at fogedretten skal underrette skyldneren om, at der ikke er

modtaget indsigelser, således at skyldneren f.eks. har mulighed for at

reagere,

hvis et brev med skyldnerens indsigelser måtte være forsvundet i posten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 e, stk. 2-5), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 417-419.

3.9. Fogedrettens reaktion, når der kommer

indsigelser

Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, kan

betalingspåkravet ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse og får ikke

bindende virkning som en dom.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling

i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg

for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med

en

stævning.

Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at

retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter

retsplejelovens almindelige regler, og at sagen herefter fortsætter som en

civil retssag. Hvis skyldneren har indleveret en begrundet indsigelse mod

betalingspåkravet, kan retten efter omstændighederne enten pålægge

skyldneren/sagsøgte at supplere indsigelsen (hvis indsigelsen ikke (fuldt ud)

opfylder kravene til sagsøgtes svar i en civil retssag) eller meddele

skyldneren/sagsøgte, at indsigelsen vil blive betragtet som sagsøgtes svar,

medmindre skyldneren/sagsøgte inden en nærmere angiven frist supplerer

svaret.

Da betalingspåkravet sidestilles med en stævning, anses

retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til retten. Dette

gælder eksempelvis i relation til procesrente.

Hvis fordringshaveren ikke har anmodet om, at

retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren

rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut. Betalingspåkravet sendes til

fordringshaveren, og både fordringshaveren og skyldneren underrettes om, at

der

er modtaget indsigelser, og at sagen er afsluttet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 f), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 419.

3.10. Retsafgifter

3.10.1.

Retsplejerådets forslag til retsafgifter for betalingspåkrav bygger på

følgende

hovedprincipper:

-

Afgiften for rettens

behandling af selve betalingspåkravet skal være lavere end afgiften for en

civil retssag.

-

Den samlede afgift

for rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller

retssagsbehandling skal være lavere, når fordringshaveren samtidig med

indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet

sagsgang,

end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og

derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.

Retsplejerådet foreslår, at afgiften for rettens behandling

af selve betalingspåkravet skal være 300 kr. Dette skal sammenholdes med, at

retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500

kr.

og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen efter

Retsplejerådets forslag udgør således i forhold til de gældende regler mellem

200 kr. og 1.080 kr.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at afgiften for

behandling i én samlet sagsgang skal være 500 kr., altså yderligere 200 kr.

Når der er tale om at foretage udlæg – dvs. skyldneren

fremsætter ikke indsigelser – skal den foreslåede yderligere afgift på

200 kr.

sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil 50.000 kr. i dag

udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse.

Afgiftslempelsen

efter Retsplejerådets forslag for udlæg udgør således i forhold til de

gældende

regler mellem 100 og 340 kr. Den samlede afgiftslempelse for inddrivelsen

(tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør dermed i

forhold til de gældende regler mellem 300 kr. og 1.420 kr. afhængig af

kravets

størrelse.

Når der er tale om at indlede retssagsbehandling på

grundlag af betalingspåkravet – dvs. skyldneren fremsætter indsigelser

– skal

den samlede afgift efter Retsplejerådets forslag på 500 kr. sammenholdes med,

at retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem

500

kr. og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse, og at Retsplejerådet foreslår

denne afgift sat til 500 kr. uanset kravets størrelse, jf. betænkningen side

242. Retsplejerådet foreslår således samme retsafgift for et umiddelbart

sagsanlæg ved stævning som for en retssagsbehandling på grundlag af et

betalingspåkrav, hvor skyldneren har fremsat indsigelser mod kravet. Eller

sagt

på en anden måde: Retsafgiften for behandlingen af en tvistig sag skal være

den

samme, uanset hvilken indgang – stævning eller betalingspåkrav –

der anvendes.

Hele afgiften tilbagebetales, hvis forkyndelse af

betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens

§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i

denne

situation.

Der henvises til betænkningen side 419-420.

3.10.2.

Justitsministeriet

kan tilslutte sig de to hovedprincipper, som Retsplejerådets forslag til

retsafgifter for betalingspåkrav bygger på. Justitsministeriet kan således

tiltræde, at afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet bør

være lavere end afgiften for en civil retssag, og at den samlede afgift for

rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller

retssagsbehandling bør være lavere, når fordringshaveren samtidig med

indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet

sagsgang,

end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og

derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig den

grundstruktur for retsafgifterne for betalingspåkrav, som Retsplejerådet

foreslår. Justitsministeriet foreslår dog nogle justeringer af de satser, som

foreslås af Retsplejerådet.

For behandling i én samlet sagsgang af betalingspåkrav og

retssag foreslås i forhold til Retsplejerådets forslag et yderligere tillæg

på

2 procent af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Hermed sikres, at

der

– som også foreslået af Retsplejerådet – skal betales samme

retsafgift for en

retssagsbehandling på grundlag af et betalingspåkrav, hvor skyldneren har

fremsat indsigelser mod kravet, som for et umiddelbart sagsanlæg ved

stævning.

Uden en sådan afgiftsneutralitet ville der være en risiko for, at valget

mellem

betalingspåkrav og stævning blev påvirket af afgiftsmæssige hensyn.

Ændringen i forhold til Retsplejerådets forslag skyldes, at

lovforslaget alene bygger på den del af betænkningen, der vedrører en

forenklet

inkassoproces, og derfor bl.a. ikke medtager Retsplejerådets forslag om at

nedsætte retsafgiften i civile retssager om krav på højst 50.000 kr. til en

fast afgift på 500 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at Retsplejerådets

forslag om afgiftsnedsættelse i retssager om mindre krav er en integreret del

af rådets samlede overvejelser og forslag om retsafgifterne i civile

retssager.

Når høringen over den samlede betænkning er afsluttet, vil regeringen på

grundlag

af høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske

konsekvenser tage stilling til betænkningens øvrige forslag, herunder

forslagene vedrørende retsafgifterne i civile retssager, jf. pkt. 1.1

ovenfor.

Dernæst foreslås de satser på 300 kr. og 200 kr., som

Retsplejerådet foreslår, forhøjet med 100 kr. til henholdsvis 400 kr. og 300

kr., som efter Justitsministeriets opfattelse ud fra en samlet vurdering af

hensynet til at forenkle og billiggøre inkassoprocessen og de økonomiske

konsekvenser for staten må anses for et passende niveau.

Det foreslås således, at afgiften for rettens behandling af

selve betalingspåkravet skal være 400 kr. Dette skal sammenholdes med, at

retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500

kr.

og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen udgør således i

forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 980 kr. (mod mellem 200 kr.

og

1.080 kr. efter Retsplejerådets forslag).

Det foreslås endvidere, at afgiften for behandling i én

samlet sagsgang af betalingspåkrav og udlæg skal være 700 kr., altså

yderligere

300 kr ud over de nævnte 400 kr. for behandlingen af selve betalingspåkravet.

Dette skal sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil

50.000

kr. i dag udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse.

Afgiftslempelsen for udlæg udgør således i forhold til de gældende regler op

til 240 kr. (mod op til 340 kr. efter Retsplejerådets forslag).

Den samlede afgiftslempelse for inddrivelse i én samlet

sagsgang (tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør

dermed i forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 1.220 kr. afhængig

af

kravets størrelse (mod mellem 300 kr. og 1.420 kr. efter Retsplejerådets

forslag).

Endelig er det præciseret, at den afgift, der betales ved

indleveringen af betalingspåkravet, dækker fogedforretninger i en 3-måneders

periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at

der

ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, svarende til, hvad der i dag gælder

i

forbindelse med betaling af retsafgift for fogedsager.

Der henvises til lovforslagets § 2 (forslag til

ændring af retsafgiftsloven), og bemærkningerne hertil.

3.11. Omkostninger

3.11.1.

Fremsætter

skyldneren ikke indsigelser, jf. pkt. 3.7 ovenfor, giver fogedretten

betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, og

betalingspåkravet har herefter samme virkning som en dom, jf. pkt. 3.8

ovenfor.

Skyldneren skal derfor betale fordringshaverens omkostninger i forbindelse

med

inddrivelsen på samme måde, som når inddrivelsen sker gennem en

inkassoretssag.

Der må i den sammenhæng skelnes mellem udenretslige

inkassoomkostninger og sagsomkostninger for domstolsbehandlingen.

3.11.2.

Hvis

fordringshaveren kræver

udenretslige inkassoomkostninger

,

skal størrelsen heraf angives særskilt i betalingspåkravet, og det indgår i

så

fald som led i den indledende kontrol af betalingspåkravet, jf. pkt. 3.5

ovenfor, om kravet på udenretslige inkassoomkostninger er begrundet i

sagsfremstillingen.

Det vil således skulle fremgå af betalingspåkravet, på

hvilket grundlag der kræves udenretslige inkassoomkostninger, eksempelvis at

der har været rykket for betaling (rykkergebyr), at fordringshaveren har

sendt

kravet til fremmedinkasso (inkassogebyr), og/eller at fordringshaveren har

haft

udgifter til fremmedinkasso.

Det vil endvidere skulle fremgå af betalingspåkravet,

hvordan selve det beløb, der kræves i udenretslige inkassoomkostninger, er

fremkommet, eksempelvis »rykkergebyr for to rykkere 200 kr. + inkassogebyr

for

oversendelse til fremmedinkasso 100 kr. + salær til fremmedinkasso 600 kr., i

alt 900 kr.«.

Fogedretten skal kontrollere, at betalingspåkravet angiver

de inkassoskridt, der begrunder de enkelte beløb (eksempelvis »rykker«,

»oversendelse til fremmedinkasso«, »salær til fremmedinkasso«), og at de

krævede beløb er i overensstemmelse med de gældende regler – på

formuerettens

område renteloven og bekendtgørelsen om udenretslige inddrivelsesomkostninger

i

anledning af forsinket betaling.

Derimod påhviler der ikke fogedretten nogen særlig

undersøgelsespligt, eksempelvis med hensyn til, om de foretagne inkassoskridt

har været relevante, eller om rykkerskrivelserne har opfyldt de krav, som

stilles. Der påhviler heller ikke fogedretten nogen særlig undersøgelsespligt

med hensyn til, om de inkassoskridt, som angives i betalingspåkravet, rent

faktisk (beviseligt) har været foretaget.

Fogedretten skal kun reagere (med afvisning eller frist til

afhjælpning), hvis kravet på udenretslige inkassoomkostninger er uklart eller

ikke findes begrundet i sagsfremstillingen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 421-422.

3.11.3.

Efter

Retsplejerådets opfattelse bør

sagsomkostningerne

for domstolsbehandlingen i sager om betalingspåkrav tillægges efter faste

takster.

Retsplejerådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at formålet med

det

foreslåede betalingspåkravsinstitut er at skabe en inkassoproces for

ubestridte

krav, der er så enkel som mulig. Endvidere er betalingspåkrav så

standardiserede, at faste takster for sagomkostningerne under alle

omstændigheder er naturlige.

Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt

fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret

til fogedretten af fordringshaverens advokat.

Retsplejerådet finder, at der bør anvendes samme takster

for fastsættelse af sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter i

forbindelse med betalingspåkrav som i forbindelse med civile

inkassoretssager.

Hermed undgås også, at valget mellem at indgive en stævning eller et

betalingspåkrav påvirkes af omkostningsreglerne.

Af hensyn til fogedrettens mulighed for allerede ved

indleveringen af betalingspåkravet at fastsætte sagsomkostningerne, bør

taksterne i forbindelse med betalingspåkrav imidlertid være ufravigelige, i

modsætning til taksterne i forbindelse med inkassoretssager, der principielt

kan fraviges i særlige tilfælde.

Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om der bør

indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i retsplejeloven, der giver

justitsministeren mulighed for at fastsætte takster for sagsomkostninger i

forbindelse med betalingspåkrav. Dette ville svare til den bemyndigelse, der

findes i renteloven til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter

fordringshaveren kan kræve betalt i forbindelse med udenretslig inddrivelse

af

fordringer på formuerettens område.

I lyset af, at der er fast tradition for, at domstolene

selv fastsætter sagsomkostningerne i sager, der behandles indenretsligt, har

Retsplejerådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at

taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav skal

fastsættes af justitsministeren.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets

synspunkter, og herunder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at

foreslå, at taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav

skal fastsættes af justitsministeren.

Det forudsættes på denne baggrund i overensstemmelse med

Retsplejerådets forslag, at de vejledende takster for udmåling af

sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som

landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav.

Det

forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der

tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en

konkret vurdering af den enkelte sag.

Justitsministeriet peger i den forbindelse ligesom

Retsplejerådet på, at betalingspåkravsproceduren er et tilbud til

fordringshaveren, der fortsat vil have mulighed for i stedet at anlægge en

civil (inkasso)retssag, og at en fordringshaver, der mener at have et

rimeligt

krav på et højere beløb til dækning af advokatudgifter i forbindelse med

sagen,

eksempelvis fordi advokaten – relevant og rimeligt – har udført

arbejde til

forberedelse af en tvistig retssag, i stedet bør anlægge en civil retssag og

anmode om udmåling af et højere beløb i sagsomkostninger end det, taksterne

for

inkassosager anviser.

Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med

den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres

betalingspåkravet,

således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det

samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Det bemærkes, at det er en følge af de foreslåede regler om

sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav, at ved udlæg på grundlag

af

betalingspåkrav vil et eventuelt inkassosalær være indeholdt i de

sagsomkostninger, som fogedretten har fastsat i betalingspåkravet. Der vil

derfor ikke være grundlag for, at fogedretten tilkender et yderligere

inkassosalær i forbindelse med udlægsforretningen. Derimod vil der

naturligvis

i forbindelse med udlægsforretningen kunne tilkendes sædvanlige

sagsomkostninger til dækning af eksempelvis mødesalær til fordringshaverens

advokat mv.

Det bemærkes endvidere, at fogedrettens fastsættelse af

sagsomkostningerne i praksis vil kunne foregå ved, at fogedretten godkender

det

beløb, fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i

betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb,

eller

har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten imidlertid af

egen drift fastsætte det rigtige beløb. Dette står i modsætning til

hovedstol,

renter og udenretslige inkassoomkostninger, hvor fogedretten kun har mulighed

for

enten

at godkende

fordringshaverens krav

eller

at give

fordringshaveren en frist til at ændre betalingpåkravet, så det kan

godkendes,

eller

at afvise betalingspåkravet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 422-424.

3.11.4.

Lovforslaget

indeholder ingen ændringer af de gældende regler om udenretslige

inkassoomkostninger, jf. navnlig rentelovens §§ 9 a og 9 b, og medfører

ingen ændringer af forholdet mellem udenretslige inkassoomkostninger og

sagsomkostningerne for domstolsbehandlingen. Endvidere er der med

lovforslaget

ikke tilsigtet nogen ændringer i de principper for tilkendelse af

sagsomkostninger, som domstolene anvender i inkassoretssager, eller i

størrelsen

af de sagsomkostningsbeløb, der tilkendes i konkrete sager.

Betænkningens kapitel 7 indeholder som led i

Retsplejerådets samlede overvejelser om sagsomkostninger rådets overvejelser

om

størrelsen af sagsomkostningerne i inkassoretssager og om forholdet mellem

sagsomkostninger for domstolsbehandlingen og udenretslige

inkassoomkostninger.

Høringen over denne del af betænkningen er endnu ikke afsluttet, og

Justitsministeriet finder det rigtigst at behandle disse spørgsmål i

forbindelse med en stillingtagen til Retsplejerådets samlede forslag

vedrørende

sagsomkostninger i civile retssager.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Forslaget om en forenklet inkassoproces for ubestridte

pengekrav på højst 50.000 kr. indebærer, at civilretterne får færre

inkassosager, og at fogedretterne får nye opgaver i forbindelse med

inkassosagers behandling. Da der i det væsentlige alene sker en omlægning af

opgavefordelingen mellem civilretterne og fogedretterne, vil forslaget som

udgangspunkt ikke medføre et merarbejde hos domstolene.

En gennemførelse af forslaget kan betyde en øget tilgang af

inkassosager til domstolene. Dette vil i givet fald medføre et merarbejde hos

domstolene – særligt i fogedretterne. Det er ikke muligt på nuværende

tidspunkt

at foretage et skøn over omfanget af et eventuelt merarbejde i den

forbindelse.

Forslaget vil kræve visse administrative ændringer og

tilpasninger i fogedretterne, hvilket er forbundet med merudgifter for

staten.

Justitsministeriet skønner, at ændringer i fogedretternes it- og

sagsbehandlingssystemer vil medføre en engangsudgift på ca. 4,5 mio. kr. og

en

årlig udgift på ca. 1,1 mio. kr. Hertil kommer udgifter til

bygningsændringer,

efteruddannelse af personale samt information af offentligheden, der skønnes

at

medføre en engangsudgift på ca. 3,9 mio. kr. Den årlige udgift på ca. 1,1

mio.

kr. vil blive afholdt inden for domstolenes nuværende bevillingsmæssige

rammer.

Det indgår i forslaget, at der skal opkræves en lavere

retsafgift for inkassosager, der behandles efter den forenklede

inkassoproces.

Justitsministeriet skønner, at afgiftslempelsen vil betyde et provenutab for

staten på i størrelsesordenen 18-19 mio. kr. årligt. Dette skøn er foretaget

under forudsætning af, at ca. 77.000 sager årligt vil blive behandlet i den

forenklede inkassoproces – svarende til det antal sager med en

sagsgenstand på

højst 50.000 kr., hvor der i 2003 blev afsagt udeblivelses- eller

erkenderdom.

Skønnet er imidlertid behæftet med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a.

skyldes,

at størrelsen af provenutabet er afhængig af, om forslaget vil indebære en

øget

tilgang af inkassosager til domstolene.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.

For borgerne og erhvervslivet betyder forslaget en

administrativ lettelse, idet det bliver enklere og hurtigere at gennemføre

inkassosager ved domstolene. Bl.a. bliver det muligt at få gennemført en

inkassosag på grundlag af blot én anmodning til fogedretten. De foreslåede

afgiftslempelser vil tillige indebære faldende udgifter for borgerne og

erhvervslivet i forbindelse med inkassosagers behandling.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten

Ingen

Mindre indtægter for staten på retsafgifter på i

størrelsesordenen 18-19 mio. kr. årligt.

Merudgifter til ændringer i fogedretternes it- og

sagsbehandlingssystemer på i størrelsesorden 4,5 mio. kr. samt andre

administrative udgifter på i størrelsesorden 3,9 mio. kr.

Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne

Faldende udgifter til retsafgifter

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet og

borgerne

Enklere og hurtigere behandling af inkassosager ved

domstolene

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

5. Hørte myndigheder og organisationer

Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den

civile retspleje III (Adgang til domstolene) har været sendt til høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen,

Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet,

Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for

Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

Københavns

Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,

Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS

Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service,

Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske

Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer,

Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks

Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet

i

Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske

Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen

af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus

Retshjælp, Danske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund, Landbrugsrådet,

Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske

Finansieringsselskabers Forening, Boligselskabernes Landsforening og Lejernes

Landsorganisation.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I

bilaget

til

lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende

regler.

Til § 1

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 17 a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

om at indføre regler om betalingspåkrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås, at kontorfunktionærer skal kunne bemyndiges

til at træffe afgørelse efter den foreslåede regel i retsplejelovens

§ 477

d, stk. 2, hvorefter fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af

skyldnerens navn og adresse er unøjagtig, således at forkyndelse af

betalingspåkravet

ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. Den

foreslåede

regel i § 477 d, stk. 2, svarer ganske til den gældende regel i

retsplejelovens § 350, stk. 2, om forkyndelse af stævning, og der

bør

derfor også være mulighed for at give en § 17 a,

stk. 3-bemyndigelse

i relation til § 477 d, stk. 2, ligesom det er tilfældet i relation

til § 350, stk. 2.

Til nr. 2 (kapitel 44 a)

Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i

retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit

foreslås

placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og

afsnittet

om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har

berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.

Der henvises generelt til pkt. 3.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 477 a

Bestemmelsen fastlægger anvendelsesområdet for de

foreslåede regler om betalingspåkrav.

Reglerne om betalingspåkrav er et tilbud til

fordringshaveren, som kan anvendes, når betingelserne er opfyldt.

Fordringshaveren kan alternativt vælge at anlægge en almindelig

(inkasso)retssag, selv om betingelserne for at indlevere et betalingspåkrav

er

opfyldt.

Reglerne om betalingspåkrav kan anvendes i alle sager, der

hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 1, eller

under

boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i lejelovens

§ 112.

Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden

betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en

skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal

imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.

Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke

renter og omkostninger. Med renter sigtes til renter af den hovedstol, som er

genstand for betalingspåkravet. Såfremt betalingskravet kun omfatter renter

–

eksempelvis fordi hovedstolen allerede er betalt, eller fordi der allerede

foreligger særligt retsgrundlag vedrørende hovedstolen, og betalingspåkravet

indleveres med henblik på afbrydelse af forældelse vedrørende senere påløbne

renter – skal renterne dog medregnes og må højst udgøre 50.000 kr.

Omkostninger

omfatter i denne sammenhæng såvel udenretslige inkassoomkostninger som

sagsomkostninger ved domstolsbehandlingen. Betalingspåkravet skal afvises,

hvis

det lyder på et højere beløb end 50.000 kr. eksklusive renter og

omkostninger.

Fordringshaveren kan ikke vælge at udstykke sit krav i

flere portioner på højst 50.000 kr., medmindre de almindelige ulovbestemte

principper om udstykning af krav giver mulighed herfor. Hvis fordringshaveren

forsøger at udstykke sit krav, selv om betingelserne ikke er opfyldt, er

retsvirkningen imidlertid i almindelighed ikke, at betalingspåkravet afvises.

Retsvirkningen er derimod efter almindelige principper om retskraft som

udgangspunkt, at hvis betalingspåkravet får bindende virkning (retskraft) i

medfør af den foreslåede regel i § 477 e, stk. 3, er

fordringshaveren

afskåret fra senere at gøre yderligere krav gældende.

Det bemærkes, at der naturligvis ikke er noget til hinder

for, at fordringshaveren indgiver forskellige betalingspåkrav om forskellige

krav, der hver især ikke overstiger 50.000 kr. Der skal i så fald betales

særskilt retsafgift for hvert betalingspåkrav (det svarer til at indlevere

flere stævninger).

Der er heller ikke noget til hinder for, at

fordringshaveren i samme betalingspåkrav medtager flere krav, der til sammen

ikke overstiger 50.000 kr. (og der skal så kun betales én retsafgift). Man

skal

blot være opmærksom på, at fordringshaveren ikke kan få delvis medhold. Enten

finder fogedretten det samlede krav begrundet i sagsfremstillingen, eller

også

afvises hele betalingspåkravet, medmindre fordringshaveren inden en af

fogedretten fastsat frist berigtiger betalingspåkravet. Tilsvarende har

skyldneren enten indsigelser eller ikke. Fremsætter skyldneren indsigelser,

der

udtrykkeligt er begrænset til en del af kravet, kan betalingspåkravet ikke

for

nogen dels vedkommende gives påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat

indsigelser.

Endelig er det en betingelse, at fordringshaveren ikke

forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav

gældende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 477 b

Bestemmelsen indeholder regler om betalingspåkravets

udformning og indlevering til fogedretten.

Stk. 1

fastslår, at betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke

civilretten), og indeholder desuden værnetingsregler.

Betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv

eller af en person, der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er

berettiget til at repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig

advokater).

Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et

retsligt skridt, der afbryder forældelse, jf. blandt andet 1908-lovens

§ 2, 2. pkt.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få

etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i

civile retssager, jf. henvisningen til retsplejelovens kapitel 22.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren ønsker udlæg foretaget

uden fornyet anmodning, skal der endvidere være værneting efter

retsplejelovens

§ 487, stk. 1, der indeholder de almindelige regler om værneting

ved

udlæg. Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til

fogedretten i en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og

efter § 487, stk. 1.

Fogedretten påser af egen drift, at den er rette værneting,

jf. herved den foreslåede § 477 c. Er fogedretten ikke rette værneting,

afvises sagen, jf. ligeledes den foreslåede § 477 c. Der vil således

ikke

skulle ske henvisning til rette værneting, men fordringshaveren må i givet

fald

selv indlevere betalingspåkravet på ny til rette værneting. Det bemærkes, at

hvis dette sker inden 3 måneder efter afvisningen, skal der ikke svares ny

retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 15 b, jf. § 8 (lovforslagets

§ 2, nr. 2).

Stk. 2

fastslår, at betalingspåkrav først kan indleveres til fogedretten, når der

til

skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i

§ 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er

nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet, jf.

dog

inkassolovens § 11. Der skal således være sendt en påkravsskrivelse til

skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for

skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere

angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri

fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren

påføres

yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til

fogedretten, når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i

påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har betalt. Betalingspåkrav

kan dog indgives uden at afvente udløbet af fristen på mindst 10 dage,

såfremt

der er en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne

inddrives, jf. henvisningen til inkassolovens § 11.

Henvisningerne til inkassolovens §§ 10, stk. 2 og

3, og 11 indebærer, at der i forbindelse med indlevering af et

betalingspåkrav

til fogedretten stilles samme krav til påkravsskrivelsens indhold, til

fristen

for at betale, uden at der påløber yderligere omkostninger, og til

betingelserne for ikke at afvente udløbet af fristen som efter inkassoloven.

Kravet i den foreslåede § 477 b, stk. 2, om fremsendelse af

påkravsskrivelse til skyldneren gælder, uanset om inkassoloven finder

anvendelse. Der skal således i alle tilfælde før indgivelsen af et

betalingspåkrav til fogedretten være fremsendt en påkravsskrivelse til

skyldneren.

Fogedretten påser af egen drift, at betingelserne i

stk. 2 er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den

foreslåede

§ 477 c. Fogedrettens prøvelse sker på grundlag af betalingspåkravet,

der

således skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at fogedretten

kan konstatere, at betingelsen om fremsendelse af påkravsskrivelse til

skyldneren er opfyldt. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme

fordringshaveren

en frist til at afhjælpe eventuelle mangler ved betalingspåkravet i denne

henseende, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 3

opregner de indholdsmæssige krav til betalingspåkravet. Kravene svarer til

kravene til stævninger, jf. retsplejelovens § 348, stk. 2, med

følgende tre modifikationer:

Det er tilstrækkeligt, at betalingspåkravet indeholder en

kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet

støttes, jf.

nr. 4

. Dette er dog på

trods af ordlyden af retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, i

realiteten også tilfældet for stævninger i inkassosager, jf. herved

betænkning

nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I side 487.

Da skyldneren kan afbryde virkningen af betalingspåkravet

ved en blank indsigelse mod kravet, jf. bemærkningerne til § 477 e,

stk. 1, stilles der ikke krav om, at relevante bilag skal vedlægges.

For at sikre skyldneren bedst muligt foreslås det, at

vejledningen til skyldneren skal fremgå af selve betalingspåkravet, jf.

nr. 5,

og ikke som ved forkyndelse af

stævninger af et separat dokument, jf. retsplejelovens § 350,

stk. 1,

2. pkt.

Fogedretten påser af egen drift, at kravene i stk. 3

er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den foreslåede § 477

c. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme fordringshaveren en frist til at

afhjælpe mangler, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 4

opregner de valgmuligheder, fordringshaveren har for behandlingen af

betalingspåkravet.

Fordringshaveren kan for det første anmode om, at sagen

sluttes og betalingspåkravet tilbagesendes, hvis udlæg er udelukket i medfør

af

fredningsreglen i retsplejelovens § 490. I givet fald tilbagebetales

retsafgiften, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5

(lovforslagets § 2, nr. 2).

Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis

skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge blot at få

en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at skyldneren ikke

rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har samme retskraft som

en

dom, jf. forslaget til § 477 e, stk. 3, og kan senere anvendes som

grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. forslaget til ændring af retsplejelovens

§ 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3).

Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget

udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til

fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af

betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende

tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.

Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder,

hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få betalingspåkravet tilbage eller

at få sagen fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder

i

stedet for en stævning.

Af hensyn til sagens behandling er det nødvendigt, at

fordringshaveren har angivet sine valg på disse tre punkter i

betalingspåkravet. Rent praktisk vil det ske ved afkrydsning på en

standardblanket, jf. nedenfor om stk. 5.

Sagen må derfor afvises, hvis fordringshaveren ikke har

tilkendegivet sine valg, jf. den foreslåede § 477 c. Det vil dog normalt

være naturligt at indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe manglen,

jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 5

bemyndiger Domstolsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om

betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter,

samt om indlevering af kopier af betalingspåkravet.

Der vil blandt andet kunne fastsættes regler om indholdet

af den vejledning til skyldneren, der er nævnt i stk. 3, nr. 5. Der kan

også stilles krav om, at der skal vedlægges en indsigelsesblanket, som

skyldneren blot skal underskrive og sende til fogedretten for at afbryde

betalingspåkravets virkning.

Der kan endvidere fastsættes regler om indlevering af

kopier af betalingspåkravet til brug for forkyndelsen.

Det anføres i betænkningen side 546, at der eventuelt kan

stilles krav om, at der tillige skal vedlægges en frankeret svarkuvert til

brug

for skyldnerens returnering af indsigelsesblanketten. Efter

Justitsministeriets

opfattelse bør der imidlertid ikke stilles krav om, at der vedlægges en

frankeret svarkuvert, og det forudsættes derfor, at der ikke vil blive

fastsat

regler herom.

Stk. 6

fastslår, at fogedretten skal vejlede om udfyldning af blanketter. Dette

gælder

både betalingspåkravsblanketten og en eventuel indsigelsesblanket.

Vejledningen

om udfyldning af blanketter vil være begrænset til – populært sagt

– en

mundtlig gengivelse og uddybning af den skriftlige vejledning, som hører til

blanketterne. Fogedretten skal ikke yde materiel retshjælp i form af

rådgivning

om retsstillingen, men derimod i givet fald vejlede om de foreliggende

retshjælpsmuligheder i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 3.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 477 c

Bestemmelsen indeholder regler om fogedrettens indledende

kontrol af betalingspåkravet.

Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have

indsigelser, og betalingspåkravet som forkyndt af retten vil derfor som regel

automatisk få retskraft, når fristen for at fremkomme med indsigelser er

udløbet, jf. forslaget til § 477 e.

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor efter

1. pkt.

en betingelse for, at retten

kan forkynde betalingspåkravet, at sagen er omfattet af den foreslåede

§ 477 a, og at betalingspåkravet opfylder kravene i § 477 b.

Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle

mangler, jf.

stk. 2

, men

afhjælpes sådanne mangler ikke, skal sagen afvises.

Der er ikke som ved stævninger mulighed for at forkynde et

mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af sagen. Dette

skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke er taget

stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke svarer.

I

modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et betalingspåkrav

endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes,

hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis

fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige

henseender

at være urigtig, jf.

stk. 1, 2. pkt.

Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af betalingspåkravet i denne

henseende

skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter gældende regler

og

praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme i medfør af

retsplejelovens § 354, stk. 3.

I de tilfælde, hvor fordringshaverens krav ikke findes

begrundet i sagsfremstillingen, vil fogedrettens reaktion også være afvisning

(eller indrømmelse af frist til afhjælpning af mangler, jf. stk. 2). Der

kan ikke blive tale om »frifindelse« af skyldneren, hverken helt eller

delvis.

Dette gælder også med hensyn til renter og udenretslige

inkassoomkostninger. Hvis betalingspåkravet indeholder krav om betaling af

renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen, kan fogedretten kun afvise sagen eller anmode

fordringshaveren om at berigtige betalingspåkravet (afhjælpe manglen). Nægter

fordringshaveren at frafalde krav på renter eller udenretslige

inkassoomkostninger, som fogedretten finder uhjemlede, skal fogedretten

afvise

sagen, efter anmodning ved kendelse, og fordringshaveren vil kunne kære

afgørelsen om afvisning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf.

herved

den foreslåede § 477 g.

Derimod fastsættes de egentlige sagsomkostninger for selve

betalingspåkravssagen af fogedretten, jf.

stk. 3

.

Det

Dette er ikke til hinder for, at fogedrettens fastsættelse af

sagsomkostningerne i praksis kan ske ved, at fogedretten godkender det beløb,

fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i

betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb,

eller har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten

imidlertid af egen drift fastsætte det rigtige beløb.

Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt

fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret

til fogedretten af fordringshaverens advokat.

Det forudsættes, at de vejledende takster for udmåling af

sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som

landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav.

Det

forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der

tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en

konkret vurdering af den enkelte sag. Der henvises i den forbindelse til pkt.

3.11.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med

den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres

betalingspåkravet,

således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det

samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger deler skæbne med

betalingspåkravet. Såfremt skyldneren rettidigt gør indsigelse, får

afgørelsen

om sagsomkostninger således ikke nogen virkning.

Beslutningen om at forkynde et betalingspåkrav indebærer

samme stillingtagen til kravet og sagsfremstillingen som afsigelsen af en

udeblivelsesdom. Beslutningen skal derfor træffes af en jurist. Dette

forhindrer ikke, at fogedretten tilrettelægger arbejdet på den måde, at

fogedrettens kontorpersonale foretager en indledende sagsbehandling og på

grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt

betalingspåkravet

skal forkyndes. Betalingspåkravsblanketten vil eventuelt kunne indeholde et

særligt felt beregnet til juristens påtegning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 477 d

Bestemmelsen indeholder regler om forkyndelse af

betalingspåkravet.

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1)

sagen afvises efter den foreslåede § 477 c, eller (2) udlæg er udelukket

efter fredningsreglen i retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har

anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation.

Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis

fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket

efter

§ 490, svarer den foreslåede § 477 d til retsplejelovens § 350

om forkyndelse af stævninger. Der er dog ikke medtaget en særskilt regel om

vejledning af skyldneren, idet vejledningen er indeholdt i selve

betalingspåkravet, jf. den foreslåede regel i § 477 b, stk. 3, nr.

5.

I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning

til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes

betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens

§ 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften,

jf.

forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5 (lovforslagets

§ 2, nr. 2).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 477 e

Bestemmelsen indeholder regler om skyldnerens muligheder

for at gøre indsigelse mod kravet og om retsvirkningerne, hvis skyldneren

ikke

fremkommer med indsigelser.

Det foreslås i

stk. 1

,

at meddelelse om indsigelser skal gives

skriftligt

til

fogedretten

inden

14 dage

fra forkyndelsen af påkravet,

dog

4 uger

, hvis forkyndelsen sker i

udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er tilstrækkeligt, at skyldneren

skriftligt og med fornøden identifikation af sagen giver fogedretten en

ganske

kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at skyldneren ikke godkender kravet.

Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet« vil for eksempel være

tilstrækkeligt,

og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad indsigelserne går ud på.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver

fogedretten betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne, jf.

stk. 2, 1. pkt.

Som anført i

bemærkningerne til den foreslåede § 477 c skal fogedretten før

forkyndelsen af betalingspåkravet kontrollere, at betalingspåkravet kan

tillægges retskraft og kan fuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Fogedrettens påtegning efter § 477 e, stk. 2, 1. pkt., er derfor en rent

administrativ ekspedition og vil kunne gives af fogedrettens kontorpersonale.

Når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om,

at skyldneren ikke rettidigt er fremkommet med indsigelser, afhænger den

videre

sagsgang af, hvad fordringshaveren har valgt.

Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg

uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på

grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om

tvangsfuldbyrdelse, jf. stk. 2,

2.

pkt.

Fogedretten vil have kontrolleret værnetingsgrundlaget før

forkyndelsen af påkravet, jf. de foreslåede regler i § 477 b,

stk. 1,

2. pkt., og § 477 c. Der vil derfor ikke skulle ske ny prøvelse efter

retsplejelovens § 487. Betalingspåkravet med påtegning efter

stk. 2,

1. pkt., vil udgøre tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget, jf. den foreslåede ændring

af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1,

nr.

3). Kravene i retsplejelovens § 488 om anmodningen om tvangsfuldbyrdelse

vil derfor også være opfyldt, og der vil derfor ikke kunne blive tale om

afvisning efter retsplejelovens § 489 om manglende kompetence,

utilstrækkeligt

grundlag for tvangsfuldbyrdelse eller manglende oplysninger eller dokumenter.

Derimod vil fredningsreglen i retsplejelovens § 490

finde anvendelse. Fredningsreglen vil også finde anvendelse, selv om

fogedretten efter fordringshaverens anmodning allerede før forkyndelsen af

påkravet har foretaget prøvelse efter denne bestemmelse, jf. de foreslåede

regler i § 477 b, stk. 4, nr. 1, og § 477 d, stk. 1. Det

kan nemlig eventuelt i mellemtiden ved en anden fogedforretning være

konstateret, at det ikke er muligt at opnå dækning hos skyldneren.

I øvrigt sker tvangsfuldbyrdelsen efter de almindelige

regler i §§ 491 og følgende. Det bemærkes, at der efter forslaget ikke

gælder nogen fuldbyrdelsesfrist, dvs. tvangsfuldbyrdelse kan ske straks, jf.

den foreslåede § 481 a (lovforslagets § 1, nr. 4).

Som nævnt er betalingspåkravet sidestillet med en anmodning

om tvangsfuldbyrdelse. Dette indebærer blandt andet, at prioritetsstillingen

for udlæg, jf. retsplejelovens § 526, stk. 1, regnes fra

indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten.

Hvis fordringshaveren

ikke

har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender

fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til

fordringshaveren, jf. stk. 2,

3. pkt

.

Fordringshaveren vil senere kunne indgive anmodning om

tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, men der vil så skulle

ske

fornyet prøvelse bl.a. efter retsplejelovens §§ 487-489, og der vil også

skulle betales ny retsafgift.

Stk. 3

fastslår, at et betalingspåkrav, der har fået påtegning efter stk. 2, 1.

pkt., har samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet

hindrer således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette

gælder

for begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag

efter 1908-lovens § 1, stk. 2, således at kravet bringes ind under

20-årig forældelse. Udenretslige inkassoomkostninger, som er medtaget i

betalingspåkravet, og tillagte sagsomkostninger samt renter frem til den dag,

hvor fogedretten giver betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er

fremkommet indsigelser, vil også være underlagt 20-årig forældelse.

Fremtidige

renter er derimod underlagt 1908-lovens 5-årige forældelse.

Stk. 4

giver

skyldneren mulighed for at få sagen genoptaget efter samme regler, som gælder

for genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf.

retsplejelovens § 367. Skyldneren har således krav på, at sagen

genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at

fogedretten

har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet

indsigelser.

Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren

betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller

sikkerhed

for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på

genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.

Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften og eventuelle advokatudgifter i

forbindelse med indleveringen af betalingspåkravet, hvorimod udenretslige

inkassoomkostninger ikke er omfattet.

Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger

efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke

rettidigt er modtaget indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske

undtagelsesvis. Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme

måde som reglen i retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne

tages hensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse

ikke

er indgivet tidligere.

Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at

påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., annulleres, jf.

stk. 5

. Betalingspåkravet kan herefter ikke længere

tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må

ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.

Den videre sagsgang efter en genoptagelse af sagen afhænger

af, hvad fordringshaveren har valgt med hensyn til den situation, at

skyldneren

fremsætter indsigelser mod kravet, jf. nærmere den foreslåede § 477 f.

Til § 477 f

Bestemmelsen indeholder regler om, hvad der skal ske, når

skyldneren rettidigt meddeler fogedretten at have indsigelser mod

fordringshaverens krav.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling

i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg

for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med

en

stævning, jf.

1. pkt.

Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at

retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter

reglerne i retsplejelovens §§ 351 og 352, og at sagen herefter

fortsætter

som en civil retssag.

Hvis skyldnerens indsigelser mod betalingspåkravet er

udførligt begrundet, kan retten også behandle indsigelserne som et svarskrift

og dermed undlade at pålægge skyldneren/sagsøgte at svare efter reglerne i

retsplejelovens §§ 351 og 352. I givet fald meddeler retten

skyldneren/sagsøgte, at der nu er indledt retssag, og at de modtagne

indsigelser vil blive anset som sagsøgtes svarskrift, medmindre sagsøgte

inden

for en nærmere angiven frist fremkommer med et supplerende svar.

Sagen vil umiddelbart versere ved byretten, men der er ikke

noget til hinder for at henvise sagen til landsretten eller Sø- og

Handelsretten efter de herom gældende regler, jf. retsplejelovens §§ 9,

225-227 og 232.

Det bemærkes, at da betalingspåkravet sidestilles med en

stævning, anses retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til

fogedretten. Dette gælder eksempelvis i relation til begyndelsestidspunktet

for

beregning af procesrente. Det kan også have betydning i relation til, om en

anden retssag om samme krav mellem samme parter skal afvises (litis pendens,

herunder international litis pendens efter reglerne i EF-domskonventionen

mv.).

Hvis den anden retssag er anlagt efter indleveringen af betalingspåkravet til

fogedretten, vil den retssag, der indledes på grundlag af betalingspåkravet,

således blive anset for at være anlagt først.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling

ikke

indledes uden indlevering af

stævning, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut.

Betalingspåkravet sendes til fordringshaveren, og både fordringshaveren og

skyldneren underrettes om, at der er modtaget indsigelser, og at sagen er

afsluttet, jf.

2. pkt.

Til § 477 g

Det foreslås, at fogedrettens afgørelser skal kunne kæres

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Det drejer sig navnlig om

fogedrettens afgørelser om afvisning af sagen efter de foreslåede regler i

§§ 477 c og 477 d samt afgørelser om genoptagelse efter de foreslåede

regler i § 477 e, stk. 4. Kærefristen er 4 uger, jf.

retsplejelovens

§ 586.

Det bemærkes, at kærebegrænsningen efter § 584,

stk. 2, om afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af

højst 10.000 kr., ikke finder anvendelse, da der ikke er tale om afgørelser

om

udlæg. Kærebegrænsningen efter § 584 a om afgørelser om omkostninger,

der

ikke er fastsat til mere end 10.000 kr., finder imidlertid anvendelse på

fogedrettens fastsættelse af sagsomkostninger for betalingspåkravet efter den

foreslåede regel i § 477 c, stk. 3.

Til nr. 3 (§ 478, stk. 1, nr. 1)

Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af

fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat

indsigelser mod kravet, skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse

på

linje med en dom, når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om,

at

der ikke er fremkommet indsigelser.

Der henvises til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 481 a)

Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af

fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat

indsigelser mod kravet, skal kunne fuldbyrdes straks efter, at fogedretten

har

givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser.

Til nr. 5 (§ 488, stk. 2, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

om, at betalingspåkrav skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse,

når betalingspåkravet er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for

skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, og

fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er

fremkommet

indsigelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås, at der ved anmodning om tvangsfuldbyrdelse på

grundlag af et betalingspåkrav skal indleveres en udskrift af

betalingspåkravet

med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 (jf.

lovforslagets § 1, nr. 2), til fogedretten. Kravet om indlevering af

udskrift af betalingspåkravet gælder ikke, når tvangsfuldbyrdelse iværksættes

på grundlag af en anmodning fra fordringshaveren ved indleveringen af

betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt.

(lovforslagets § 1, nr. 2).

Til nr. 6 (§ 501, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

om, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for

skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, skal

have samme bindende virkning som en dom, når fogedretten har givet

betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, jf.

den

foreslåede regel i retsplejelovens § 477 e, stk. 3 (lovforslagets

§ 1, nr. 2).

Det foreslås således som ved domme, at indsigelser mod

rigtigheden af betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477

e, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 2), ikke skal kunne gøres

gældende under tvangsfuldbyrdelsen.

Til § 2

(Retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1 og 2)

Den foreslåede ændring af stk. 1 og 2 er en konsekvens

af de foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf.

forslaget til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).

Stk. 1, 1. pkt.,

svarer med redaktionelle ændringer til det gældende stk. 1 om den

retsafgift, der skal betales ved sagens anlæg.

Stk. 1,

2. pkt.

,

angår retssager, der indledes på grundlag af et betalingspåkrav. Når

fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at retssagsbehandling

indledes

på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt

skyldneren fremsætter indsigelser, betales ved indleveringen af

betalingspåkravet en samlet retsafgift på 500 kr. med tillæg af 2 procent af

den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Denne afgift omfatter i givet

fald

også retssagsbehandlingen, og der skal derfor ikke tillige betales afgift

efter

retsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Fritagelsen for ny afgiftsbetaling gælder, når påstanden i

retssagen svarer til størrelsen af det krav, der er betalt afgift for efter

den

foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a, jf. lovforslagets § 2,

nr. 2. Såfremt påstanden udvides efter, at betalingspåkravet er overgået til

retssagsbehandling, skal der betales yderligere retsafgift, jf.

retsafgiftslovens § 2, stk. 3. Den yderligere retsafgift beregnes

som

afgiften efter stk. 1, 1. pkt., af den udvidede påstand med fradrag af

den

afgift, der er betalt efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens

§ 15

a.

Stk. 2

foreslås ændret i konsekvens af ændringen af stk. 1, således at

stk. 2 alene henviser til stk. 1,

1.

pkt.

– der som nævnt svarer til det hidtidige stk. 1 – men ikke

henviser til stk. 1,

2. pkt

.

For

Forslaget indebærer, at berammelsesafgiften efter stk. 2 er uafhængig

af,

om retssagen er indledt ved stævning eller betalingspåkrav.

Berammelsesafgiften

udgør i alle tilfælde en femtedel af afgiften efter stk. 1, 1. pkt.,

dvs.

også i de tilfælde, hvor denne afgift i medfør af stk. 1, 2. pkt., ikke

har skullet betales. Det bemærkes, at der i disse situationer i stedet vil

være

betalt afgift efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a.

Til nr. 2 (kapitel 2 a)

Der foreslås et nyt kapitel om retsafgifter for

betalingspåkrav i retsafgiftslovens afsnit II om afgifter for foged- og

auktionsforretninger.

Der henvises generelt til pkt. 3.10 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 15 a

Der foreslås en afgift på 400 kr. for rettens behandling af

selve betalingspåkravet, dvs. kontrol af betalingspåkravet, forkyndelse af

betalingspåkravet for skyldneren og konstatering af, om skyldneren rettidigt

har fremsat indsigelser, jf.

stk. 1

.

Der foreslås en samlet afgift på 700 kr. for rettens

behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en udlægsforretning, jf.

stk. 2, 1. pkt.,

sammenholdt med

stk. 1.

Der foreslås en samlet afgift på 500 kr. med tillæg af 2

pct. af den del af kravet (eksklusive renter og omkostninger), der overstiger

6.000 kr., for rettens behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en

retssagsbehandling, jf.

stk. 3, 1.

pkt.,

sammenholdt med stk. 1. Afgiftsbeløbet afrundes opefter til

nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10, jf. retsafgiftslovens § 59.

Afgiften skal betales ved indleveringen af

betalingspåkravet.

For så vidt angår udlæg, er det grundafgiften efter

retsafgiftslovens § 16, der er inkluderet i den samlede afgift på 700

kr.,

jf. herved lovforslagets § 2, nr. 3. Der vil herudover skulle betales

tillægsafgift efter § 17 a for udkørende fogedforretning eller

politifremstilling, hvis det er relevant.

Har fordringshaveren hverken anmodet om, at udlæg

iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter

indsigelser, eller om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser, skal der betales 400 kr. i afgift.

Har fordringshaveren anmodet om, at udlæg iværksættes uden

fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke

om,

at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden

indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der

betales 700 kr. i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af

stk. 2, 2. pkt.,

300 kr., hvis sagen afsluttes uden

iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,

stk. 2, 2. pkt.

Har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling

indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,

såfremt

skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden

fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, skal der

betales 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger

6.000

kr., i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af

stk. 3, 2. pkt.,

100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af

kravet, der overstiger 6.000 kr., hvis sagen afsluttes uden indledning af

retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Har fordringshaveren anmodet både om, at udlæg iværksættes

uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og

om,

at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden

indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der

betales 700 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger

16.000 kr., i afgift, jf.

stk. 4, 1.pkt.,

sammenholdt med stk. 1. Hermed betales den højeste af de to afgifter for

rettens behandling af betalingspåkravet samt henholdsvis udlægsforretning

(700

kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af

kravet, der overstiger 6.000 kr.).

Hvis sagen i denne situation afsluttes uden hverken

iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,

stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af

retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., tilbagebetales i medfør af

stk. 4, 5. pkt.,

den del af

afgiften, som overstiger de 400 kr., der udgør afgiften for behandlingen af

selve betalingspåkravet. I andre tilfælde tilbagebetales i medfør af

stk. 4, 2.

eller

4. pkt.,

i givet fald en så stor del af

afgiften, at den betalte afgift svarer til den samlede afgift for de

foretagne

processkridt, dvs. rettens behandling af betalingspåkravet samt enten

udlægsforretning (700 kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2

pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.).

Hele afgiften tilbagebetales i medfør af

stk. 5

, hvis forkyndelse af

betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens

§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i

denne

situation.

Tilbagebetaling efter stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2.

pkt., og stk. 4, 2., 4. og 5. pkt., sker også i de tilfælde, hvor

betalingspåkravet afvises af fogedretten i medfør af retsplejelovens

§ 477

c om fogedrettens indledende prøvelse. Afgiften efter stk. 1 på 400 kr.

tilbagebetales derimod ikke i denne situation.

Endelig tilbagebetales i medfør af

stk. 2, 3. pkt.,

eller

stk. 4,

3. pkt.,

300 kr. i de tilfælde, der er nævnt i retsafgiftslovens § 16,

stk. 6 (hidtidige stk. 5). Der er tale om tilfælde, hvor

grundafgiften i fogedsager efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1,

ville være blevet tilbagebetalt.

Til § 15 b

Bestemmelsen gør reglerne i retsafgiftslovens kapitel 1

anvendelige på afgifterne for betalingspåkrav, i det omfang det er relevant.

Det gælder blandt andet retsafgiftslovens § 12,

stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 2, om afgiftsfrihed i visse

sager,

§ 8 om fornyet indbringelse af en sag, der er afvist på grund af rettens

manglende kompetence, og § 11, nr. 1, om afgiftspligtens indtræden.

Til nr. 3 (§ 16)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de

foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf.

forslaget

til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).

Når fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at

udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter

indsigelser, betales en samlet retsafgift på 700 kr. ved indleveringen af

betalingspåkravet. Denne afgift omfatter i givet fald også grundafgiften for

udlæg, og der skal derfor ikke tillige betales afgift efter retsafgiftslovens

§ 16, stk. 1.

I forhold til forslaget i betænkningen er det præciseret,

at fritagelsen for grundafgift gælder for de fogedforretninger, der anmodes

om

i en 3-måneders periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet

påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Hermed sikres

parallelitet med den ordning, der gælder efter retsafgiftslovens § 19,

hvorefter der skal betales ny fogedafgift, når der fremsættes ny anmodning

vedrørende kravet efter mere end 3 måneder.

Forslaget indebærer, at hvis fordringshaveren senere end 3

måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at

der

ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, fremsætter ny anmodning om

foretagelse af fogedforretning vedrørende kravet, skal der på dette tidspunkt

betales grundafgift efter retsafgiftslovens § 16. Denne grundafgift vil

dække en 3-månedersperiode regnet fra tidspunktet for fremsættelsen af den

nye

anmodning, jf. retsafgiftslovens § 19.

Til nr. 4 (§ 17, stk. 2, og § 17 a,

stk. 3)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det

foreslåede nye stk. 2 i § 16, der medfører, at § 16,

stk. 4, bliver stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).

Til § 3

(Ikrafttræden)

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Ikrafttrædelsesdatoen er fastsat under hensyntagen til, at Domstolsstyrelsen

bør have den fornødne tid til at forberede anvendelsen af de nye regler om

betalingspåkrav. Der vil således navnlig skulle foretages ændringer af

fogedretternes it-systemer, så de kan håndtere betalingspåkravssager.

Til § 4

(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og

fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

§ 17 a.

Fuldmægtige

ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan behandle sager, der hører under

vedkommende ret, i det omfang dommeren (den administrerende dommer) eller

rettens præsident bestemmer det.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen

fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved byretterne og i Sø- og

Handelsretten.

Stk. 3.

Ved

byretterne og ved Sø- og Handelsretten i København kan der meddeles andre

personer

bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 2, og at

udføre foged-, skifte-, notarial- og tinglysningsforretninger samt

faderskabssager, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.

Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter

dommerens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 490, § 494,

stk. 2 og 3, og § 525. For så vidt angår Sø- og Handelsretten i

København, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde,

meddeles bemyndigelsen af rettens præsident. For så vidt angår de i § 16

a, stk. 1, nævnte retter, meddeles bemyndigelsen af den administrerende

dommer. Ved de øvrige retter meddeles bemyndigelsen af dommeren.

1.

I

§ 17 a, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 350, stk. 2,«: »og § 477 d, stk. 2,«.

2.

Efter

§ 477 indsættes som nyt afsnit:

»Tredje afsnit. Betalingspåkrav

Kapitel 44 a

»

§ 477 a.

Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav

på højst 50.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har

indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Renter og

omkostninger medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.

§ 477 b.

Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten i en

retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22. Såfremt fordringshaveren

anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr.

2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor

der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1.

Stk. 2.

Før

betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være

sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10,

stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i

§ 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf.

dog § 11 i lov om inkassovirksomhed.

Stk. 3.

Betalingspåkravet skal indeholde:

1)

parternes navn og

adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser

til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan

ske,

2)

angivelse af den

ret, ved hvilken inddrivelsen indledes,

3)

fordringshaverens

krav,

4)

en kort

fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes,

og

5)

en vejledning til

skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren

bør foretage sig til varetagelse af sine interesser.

Stk. 4.

Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om:

1)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt

udlæg er udelukket efter § 490,

2)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra

fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og

3)

hvorvidt

fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser.

Stk. 5.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets

udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, og om indlevering

af kopier af betalingspåkravet.

Stk. 6.

Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter.

§ 477 c.

Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises

sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren. Det samme gælder,

hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige

henseender at være urigtig. Efter fordringshaverens anmodning træffes

afgørelsen om afvisning ved kendelse.

Stk. 2.

Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler

som nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver

betalingspåkravet påtegning herom.

§ 477 d.

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde for skyldneren på grundlag af de

oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket

efter § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så

fald undlades, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 1.

Stk. 2.

Fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse,

jf. § 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse

ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477

c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 477 e.

Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give

fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af

betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller

Grønland, er fristen dog 4 uger.

Stk. 2.

Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten

betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne. Såfremt

fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning,

jf. § 477 b, stk. 4, nr. 2, iværksætter fogedretten

tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en

anmodning om tvangsfuldbyrdelse. Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om

foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, sender fogedretten udskrift af

betalingspåkravet til fordringshaveren.

Stk. 3.

Når

betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det

samme bindende virkning som en dom.

Stk. 4.

Inden 4

uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der

ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig

anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan

undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét

år efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der

ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan betinge

genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt

skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen.

Stk. 5.

Genoptages sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1.

pkt., og går frem efter § 477 f.

§ 477 f.

Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e,

stk. 1, og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling

indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3,

iværksætter retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet, der

sidestilles med en stævning. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at

retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, sendes

betalingspåkravet til fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom.

§ 477 g.

Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.«

Tredje afsnit bliver herefter fjerde afsnit.

§ 478.

Tvangsfuldbyrdelse

kan ske på grundlag af

1)

domme og kendelser

afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter

lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, samt beslutninger om sagsomkostninger

truffet af de nævnte myndigheder,

3.

I

§ 478, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter »tvangsfuldbyrdes,«: »betalingspåkrav med påtegning efter

§ 477 e, stk. 2,«.

2)-7) ---

Stk. 2-4.

---

4.

Efter

§ 481 indsættes:

»

§ 481 a.

Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes

straks.«

§ 488.

Ved

indgivelsen af anmodning om tvangsfuldbyrdelse gives de oplysninger, som er

nødvendige til sagens behandling. Anmodningen skal være skriftlig, hvis

fogedretten bestemmer det.

Stk. 2.

Ved

fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr. 1-3,

skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, statsamtets afgørelse

eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Ved fremsættelse af

anmodning i henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7, nævnte

dokumenter skal det originale dokument indleveres, medmindre fogedretten

anser det for unødvendigt.

Stk. 3.

Fogedretten

kan indrømme en frist til at tilvejebringe de i stk. 1 og 2 nævnte

oplysninger og dokumenter.

5.

I

§ 488, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »afgørelsen,«: »betalingspåkravet med påtegning,«.

§ 501.

Fremsættes

der indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den

bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at

fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens

anmodning.

Stk. 2.

Indsigelser

mod rigtigheden af domme og kendelser og indsigelser mod indenretlige forlig,

som angår rettens virksomhed, jf. § 270, stk. 2, kan ikke gøres

gældende under tvangsfuldbyrdelsen.

6.

I

§ 501, stk. 2,

indsættes

efter »kendelser«: »samt betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,

stk. 2,«.

Stk. 3-5.

---

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806

af 24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17.

december 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 1

og

2,

affattes således:

§ 1.

For sager, som angår penge eller penges værd, svares 500 kr. Overstiger

værdien 6.000 kr., svares yderligere 2 pct. af det overskydende beløb.

»For sager, som angår penge eller penges værd, betales

ved sagens anlæg 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der

overstiger 6.000 kr. Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes

på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f,

1. pkt.

Stk. 2.

Ved sagens

berammelse til domsforhandling svares yderligere 1/5 af den efter stk. 1

betalte afgift.

Stk. 2.

Ved

sagens berammelse til domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er

anført i stk. 1, 1. pkt.«

Stk. 3.

Afgiftspligten efter stk. 2 bortfalder, hvis der senest 6 uger før en

berammet domsforhandling gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

2.

Efter

§ 15 indsættes i

afsnit II

:

»Kapitel 2 a

Betalingspåkrav

§ 15 a.

For betalingspåkrav betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte

beløb.

Stk. 2.

Anmoder

fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt

skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling

indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,

såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr.

Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden

iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,

stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de

tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.

Stk. 3.

Anmoder

fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter

indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,

såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr.

med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.

Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden

indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1.

pkt.

Stk. 4.

Anmoder

fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,

såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling

indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,

såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med

tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes

tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.

pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I

de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, bortfalder dog hele

afgiften efter 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af

retsplejelovens

§ 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der

overstiger 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger

6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes

uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens

§ 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i

medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 5.

Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af

betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens

§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf.

retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

§ 15 b.

Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.«

§ 16.

For udlæg og for arrest på gods svares en grundafgift på 300 kr. Overstiger

kravet 3.000 kr., svares yderligere ½ pct. af det overskydende beløb i

grundafgift.

3.

I

§ 16

indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

»

Stk. 2.

Når

tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af

retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift,

hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme

fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at

fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt

er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1.

pkt.«

Stk. 2.

For udlæg

efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i

tilslutning til tilbagetagelsesforretningen, svares alene afgift efter

stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

Stk. 3.

Begærer

en rekvirent samtidig udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme skyldner

for flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens beregning.

Stk. 4.

Begæres

udlæg eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for

hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende

ægtefæller, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhører

skyldnerne i forening.

Stk. 5.

Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490,

stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretning

afvises efter konkurslovens §§ 16-16 a, § 31, § 171 og

§ 207, stk. 1.

§ 17.

For følgende forretninger svares en grundafgift på 300 kr.:

1)

Forretninger

vedrørende fuldbyrdelse af domme, der ikke lyder på penge,

2)

indsættelses- og

udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag,

3)

forretninger

vedrørende nedlæggelse af forbud.

4)

forretninger

vedrørende bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Stk. 2.

Reglen i

§ 16, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

4.

I

§ 17, stk. 2,

og

§ 17 a, stk. 3,

ændres

»stk. 4« til: »stk. 5«.

§ 17 a.

For de forretninger, der er nævnt i §§ 16 og 17, svares yderligere en

tillægsafgift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvis foretages

uden for rettens kontor, eller skyldneren fremstilles af politiet.

Stk. 2.

Begærer

en rekvirent samtidig en af de i stk. 1 nævnte retshandlinger foretaget

hos samme skyldner for flere krav, betales kun én tillægsafgift. For udlæg

efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i

tilslutning til en tilbagetagelsesforretning, for hvilken der skal betales

tillægsafgift, betales ikke tillægsafgift. For forretninger vedrørende

nedlæggelse af forbud og forretninger vedrørende bevissikringsundersøgelse,

der begæres og foretages samtidig, betales kun én tillægsafgift.

Stk. 3.

§ 16, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten afviser at foretage forretningen

uden for rettens kontor eller at lade skyldneren fremstille ved politiet.

4.

I

§ 17, stk. 2,

og

§ 17 a, stk. 3,

ændres

»stk. 4« til: »stk. 5«.

Lignende dokumenter