Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 31. marts 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter
(Forenklet inkassoproces)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 17 a, stk. 3, 1. pkt.,
indsættes
efter »§ 350, stk. 2,«: »og § 477 d, stk. 2,«.
2.
Efter
§ 477 indsættes som nyt afsnit:
»Tredje afsnit. Betalingspåkrav
Kapitel 44 a
»§ 477 a.
Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav
på
højst 50.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har
indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Renter og
omkostninger
medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.
§ 477 b.
Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten i en
retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22. Såfremt fordringshaveren
anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr.
Læs alt
2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor
der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1.
Stk. 2.
Før
betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være
sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10,
stk. 2
og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10,
stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf. dog § 11
i
lov om inkassovirksomhed.
Stk. 3.
Betalingspåkravet skal indeholde:
1)
parternes navn og
adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser
til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan
ske,
2)
angivelse af den ret,
ved hvilken inddrivelsen indledes,
3)
fordringshaverens
krav,
4)
en kort fremstilling
af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes, og
5)
en vejledning til
skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren
bør
foretage sig til varetagelse af sine interesser.
Stk. 4.
Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om:
1)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt
udlæg er udelukket efter § 490,
2)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra
fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og
3)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter
indsigelser.
Stk. 5.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets
udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, og om indlevering
af
kopier af betalingspåkravet.
Stk. 6.
Fogedretten
vejleder om udfyldning af blanketter.
§ 477 c.
Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises
sagen
ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren. Det samme gælder, hvis
fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i
sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige
henseender
at være urigtig. Efter fordringshaverens anmodning træffes afgørelsen om
afvisning ved kendelse.
Stk. 2.
Fogedretten
kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i
stk. 1.
Stk. 3.
Fogedretten
træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet
påtegning herom.
§ 477 d.
Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde for skyldneren på grundlag af de
oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket
efter § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så
fald
undlades, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 1.
Stk. 2.
Fogedretten
kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse, jf.
§ 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse ikke
kan
foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477 c,
stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 477 e.
Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give
fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af
betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller
Grønland, er fristen dog 4 uger.
Stk. 2.
Fremkommer
der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten
betalingspåkravet
påtegning herom og underretter parterne. Såfremt fordringshaveren har anmodet
om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, jf. § 477 b,
stk. 4,
nr. 2, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af
betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse.
Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden
fornyet
anmodning, sender fogedretten udskrift af betalingspåkravet til
fordringshaveren.
Stk. 3.
Når
betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det
samme
bindende virkning som en dom.
Stk. 4.
Inden 4
uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der
ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig
anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét
år
efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke
rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan betinge genoptagelse af,
at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller
stiller sikkerhed for betalingen.
Stk. 5.
Genoptages
sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., og går
frem efter § 477 f.
§ 477 f.
Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e,
stk. 1,
og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden
indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, iværksætter
retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles
med
en stævning. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at retssagsbehandling
indledes uden indlevering af stævning, sendes betalingspåkravet til
fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom.
§ 477 g.
Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.«
Tredje afsnit bliver herefter fjerde afsnit.
3.
I
§ 478, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter
»tvangsfuldbyrdes,«: »betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,
stk. 2,«.
4.
Efter
§ 481 indsættes:
»§ 481 a.
Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes
straks.«
5.
I
§ 488, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes
efter »afgørelsen,«: »betalingspåkravet med påtegning,«.
6.
I
§ 501, stk. 2,
indsættes efter
»kendelser«: »samt betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,
stk. 2,«.
§ 2
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af
24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17.
december
2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 1
og
2
,
affattes således:
»For sager, som angår penge eller penges værd, betales ved
sagens anlæg 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der
overstiger
6.000 kr. Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes på grundlag
af
et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
Stk. 2.
Ved sagens
berammelse til domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er anført i
stk. 1, 1. pkt.«
2.
Efter
§ 15 indsættes i
afsnit II
:
»Kapitel 2 a
Betalingspåkrav
§ 15 a.
For betalingspåkrav betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte
beløb.
Stk. 2.
Anmoder
fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt
skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling
indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,
såfremt
skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. Afgiftspligten
efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af
tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.
pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er
nævnt i § 16, stk. 6.
Stk. 3.
Anmoder
fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet
uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men
ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke
fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr. med tillæg af 2 pct. af
den
del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt.,
bortfalder, hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i
medfør
af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
Stk. 4.
Anmoder
fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,
såfremt
skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes
på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt
skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af 2
pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes
tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.
pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I
de
tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, bortfalder dog hele afgiften
efter 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens
§ 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der
overstiger 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger
6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes
uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens
§ 477
e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af
retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
Stk. 5.
Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af
betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens
§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf.
retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
§ 15 b.
Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.«
3.
I
§ 16
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Når
tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af
retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift,
hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme
fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at
fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt
er
fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1.
pkt.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
4.
I
§ 17, stk. 2,
og
§ 17 a, stk. 3
, ændres »stk. 4«
til: »stk. 5«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Formål og
baggrund
4
2.
Gældende ret
5
3.
Lovforslagets
udformning
6
3.1.
Generelle synspunkter
6
3.2.
Anvendelsesområde
7
3.3.
Indlevering af betalingspåkrav til fogedretten
8
3.4.
Fordringshaverens valgmuligheder
9
3.5.
Fogedrettens indledende kontrol
9
3.6.
Forkyndelse af betalingspåkravet
10
3.7.
Frist for skyldnerens indsigelser
10
3.8.
Fogedrettens reaktion, når der ikke kommer indsigelser
11
3.9.
Fogedrettens reaktion, når der kommer indsigelser
12
3.10.
Retsafgifter
13
3.11.
Omkostninger
14
4.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
16
5.
Hørte myndigheder
og organisationer
17
1. Formål og baggrund
1.1.
Formålet med
lovforslaget er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav. Der foreslås
således en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af
ubestridte
pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.
Den foreslåede forenklede inkassoproces går ud på, at
udskillelsen af inkassosagerne (dvs. sager om ubestridte pengekrav) fra den
samlede mængde af sager og tilvejebringelsen af grundlaget for
tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang, der består i, at et krav om
betaling
(betalingspåkrav) forkyndes for skyldneren, hvorefter skyldneren har en frist
til at gøre indsigelse mod kravet. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt
indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som grundlag
for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning som en dom.
Endvidere foreslås det, at der skal være mulighed for at få
gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én anmodning, nemlig
betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen
automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på
foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren ikke har indsigelser mod kravet.
Det vil imidlertid være valgfrit for fordringshaveren at
benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af
grundlaget
for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen. Fordringshaveren
bevarer
således efter forslaget friheden til at vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse
skal
iværksættes.
Lovforslaget bygger på den del af Retsplejerådets
betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til
domstolene) (i det følgende »betænkningen«), der vedrører en forenklet
inkassoproces, og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast.
Lovforslaget er endvidere en opfølgning på
folketingsbeslutning nr. B 66 om en forenklet inkassoproces, jf.
Folketingstidende 2002-03, forhandlingerne side 4238ff og 9156, tillæg A side
2771f, tillæg B side 1949f og tillæg C side 408.
Betænkningen indeholder også Retsplejerådets overvejelser
og forslag med hensyn til retsafgifter, sagsomkostninger, retshjælp, fri
proces, retshjælpsforsikring og småsagsproces. Høringen over disse dele af
betænkningen er endnu ikke afsluttet, og regeringen vil senere på grundlag af
høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske konsekvenser
tage stilling til disse forslag.
1.2.
Småsagsudvalget
afgav i efteråret 1997 betænkning nr. 1341/1997, der bl.a. indeholder
udvalgets
overvejelser og forslag vedrørende inddrivelsesprocessen, herunder særligt
med
hensyn til behandlingen af inkassosager, dvs. sager, hvor der ikke er
uenighed mellem
parterne om et pengekravs eksistens og størrelse. Udvalget foreslog regler om
en enstrenget inkassoproces, der i ét sagsforløb skulle omfatte det
civilprocessuelle element (tilvejebringelse af dom) og det fogedprocessuelle
element (tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg).
Småsagsudvalgets betænkning blev sendt i bred høring og
blev forelagt Retsplejerådet til udtalelse. Retsplejerådets udtalelse er
optrykt som bilag 7 til betænkning nr. 1436/2004.
Der blev ikke fremsat lovforslag på grundlag af
Småsagsudvalgets forslag, idet den daværende regering besluttede at afvente
Retsplejerådets arbejde med en generel reform af den civile retspleje.
I december 2002 fremsendte Advokatrådet og Den Danske
Dommerforening til Justitsministeriet et fælles forslag til forenklet
procesform for krav under 50.000 kr. Forslaget er beskrevet nærmere i pkt.
3.1.1 nedenfor. Justitsministeriet anmodede herefter Retsplejerådet om at
inddrage dette forslag i forbindelse med behandlingen af kommissoriet om en
generel reform af den civile retspleje.
Spørgsmålet om indførelse af en forenklet inkassoproces
blev endvidere i foråret 2003 drøftet i Folketinget i forbindelse med
behandlingen af beslutningsforslag nr. B 66. Beslutningsforslaget blev i maj
2003 vedtaget enstemmigt. Under Folketingets behandling blev
beslutningsforslaget ændret, således at det gik ud på at pålægge regeringen
at
fremsætte lovforslag om en forenklet inkassoproces i folketingsåret 2003-04.
I
Retsudvalgets betænkning over beslutningsforslaget er det bl.a. anført, at
der
er enighed mellem partierne om, at det skal være lettere og billigere at
inddrive pengekrav via domstolene, men at det ikke ville være hensigtsmæssigt
i
forbindelse med beslutningsforslaget på forhånd at lægge sig fast på, at et
lovforslag om en forenklet inkassoproces alene må bygge på én bestemt model
(Småsagsudvalgets forslag). Regeringen kan således inddrage andre forslag i
overvejelserne, herunder det fælles forslag fra Advokatrådet og
Dommerforeningen.
I januar 2004 afgav Retsplejerådet herefter betænkning nr.
1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), som
lovforslaget bygger på.
2. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om behandling
af sager, hvor kravet ikke bestrides (inkassosager).
Efter retspraksis stilles der dog lempeligere krav til
stævningens begrundelse for kravet, når sagsøgeren forventer, at sagsøgte
ikke
har indsigelser mod kravet.
Bortset herfra behandles inkassosager imidlertid efter
samme regler som tvistige sager.
Retsplejelovens generelle regler om behandling af civile
sager indebærer dog, at inkassosager i praksis afgøres væsentligt hurtigere
og
billigere end tvistige sager. Inkassosager afgøres nemlig uden
domsforhandling,
enten ved en udeblivelsesdom, når sagsøgte slet ikke svarer, eller ved en
såkaldt erkenderdom, når sagsøgte straks i sit første svar erkender kravets
rigtighed.
Hvis skyldneren ikke frivilligt efterkommer en
udeblivelsesdom eller erkenderdom, kan fordringshaveren anmode om, at dommen
fuldbyrdes gennem fogedretten. Fogedretten foretager udlæg i en så stor del
af
skyldnerens formue, som er nødvendig til dækning af fordringshaverens krav,
og
de udlagte formuegenstande kan sælges på tvangsauktion, således at provenuet
anvendes til dækning af fordringshaverens krav.
Efter gældende ret indgår der således to særskilte
procedurer i en fuldstændig inddrivelse af et ubestridt krav. Først skal der
tilvejebringes en dom, og dernæst skal dommen fuldbyrdes gennem fogedretten.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Generelle synspunkter
3.1.1.
Retsplejerådet
foreslår en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af
pengekrav
med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.
Retsplejerådet understreger, at det nuværende retssikkerhedsniveau
bør opretholdes i en forenklet inkassoproces. Anvendelse af statens
tvangsfuldbyrdelsessystem mod en borger må nødvendigvis kræve et sikkert
grundlag. De grundlæggende regler for inkassosager, f.eks. om rettens
prøvelse
af sagsøgerens krav ved sagsøgtes udeblivelse, genoptagelse af sagen,
fogedrettens prøvelse af skyldnerens indsigelser, genstanden for udlæg
(herunder trangsbeneficiet) og appel af fogedrettens afgørelser, bør således
indarbejdes i en ny forenklet inkassoproces.
Retsplejerådets overvejelser vedrørende
inddrivelsesprocessen tager på den baggrund udgangspunkt i, at det uden
ændring
af de nævnte grundregler vil være muligt at opnå forbedringer gennem en
forenkling af procesforløbet.
Der bør efter Retsplejerådets opfattelse etableres en
forenklet, valgfri fremgangsmåde for inddrivelse af pengekrav, der særligt
tager sigte på inkassosager, dvs. sager, hvor skyldneren ikke bestrider
kravet.
Hovedproblemerne i en sådan forenklet inkassoproces vil være:
-
at
udskille inkassosagerne
fra den samlede
mængde af sager
-
at tilvejebringe den
præklusion
(dvs. afskæring af
indsigelser), som i dag typisk finder sted ved udeblivelsesdomme, og som er
en
forudsætning for egentlig fogedretslig behandling af krav, der ikke hviler på
et særligt udlægsgrundlag i form af skriftligt forlig, gældsbrev, pantebrev,
veksel
eller check.
Retsplejerådet har valgt at tage udgangspunkt i
Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra december 2002. Her blev
det foreslået, at en forenklet inkassoproces skulle indledes med, at
fordringshaveren eller dennes advokat lod et inkassopåkrav forkynde for
skyldneren. Inkassopåkravet skulle affattes på en særlig blanket og skulle
indeholde de samme oplysninger som en stævning. Inkassopåkravet skulle
angive,
at det, hvis indsigelse ikke blev fremsat over for fordringshaveren eller
dennes advokat inden for en frist på 2 uger regnet fra forkyndelsen, kunne
danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten.
Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra
december 2002 indebar, at inkassopåkravet kunne danne grundlag for
tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke rettidigt skriftligt gjorde
indsigelse
over for fordringshaveren eller dennes advokat. Blev kravet bestridt, måtte
fordringshaveren anlægge retssag. Efter 2-ugers fristens udløb kunne
inkassopåkravet indgives til fogedretten med anmodning om foretagelse af
udlæg,
såfremt skyldneren ikke havde gjort indsigelse. Skyldneren ville imidlertid
efter forslaget kunne fremsætte indsigelser mod kravet under fogedsagen, og
fogedretten skulle henvise sagen til civilt søgsmål, medmindre indsigelserne
var åbenbart grundløse.
Efter Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag
ville et inkassopåkrav ikke have materiel bindende virkning (retskraft) og
ville således ikke afbryde forældelsesfrister, medmindre der blev foretaget
udlæg på grundlag af påkravet. Et udlæg på grundlag af et inkassopåkrav ville
heller ikke hindre, at skyldneren anfægtede kravet ved et selvstændigt civilt
søgsmål.
Retsplejerådet kan tilslutte sig tankerne i fællesforslaget
om, at en ny, valgfri, forenklet inkassoproces bør have karakter af en
betalingspåkravsordning, hvor udskillelsen af inkassosagerne og
tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang,
der består i, at et betalingspåkrav forkyndes for skyldneren, hvorefter
skyldneren har en frist til at gøre indsigelse mod kravet. Fordelen ved en
sådan ordning er blandt andet, at den kan bidrage til, at skyldneren betaler
frivilligt, eller alternativt fremkommer med indsigelser, som giver
fordringshaveren mulighed for at tage stilling til, om kravet bør opgives
eller
søges gennemført ved en civil retssag.
Retsplejerådet kan endvidere tilslutte sig fællesforslagets
afgrænsning af området for den forenklede inkassoproces til pengekrav på
højst
50.000 kr. Med de justeringer, som Retsplejerådet foreslår i forhold til
fællesforslaget, jf. nedenfor, vil der ganske vist efter rådets opfattelse
ikke
være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede
inkassoproces omfatte pengekrav på over 50.000 kr. Da der er tale om en ny
procesform, som også må ses i sammenhæng med Retsplejerådets forslag til en
forenklet småsagsproces, jf. betænkningens kapitel 11, der ligeledes tager
udgangspunkt i Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag og ligeledes
er begrænset til krav på højst 50.000 kr., finder Retsplejerådet det dog
rigtigst i det mindste foreløbig at fastsætte en beløbsmæssig begrænsning på
50.000 kr.
Retsplejerådet foreslår, at domstolene inddrages tidligere
i forløbet end efter det fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen.
Hermed opnås en større autoritet bag betalingspåkravet, hvilket kan styrke
incitamentet til frivillig betaling. Endvidere opnås en tidligere, hurtigere
og
enklere afskæring af skyldnerens indsigelser (præklusion), hvilket i
væsentlig
grad forbedrer inddrivelsens effektivitet, uden at skyldnerens retssikkerhed
lider skade. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det derimod være udelukket,
at en tilsvarende hurtig og enkel præklusion af skyldnerens indsigelser
skulle
kunne opnås uden inddragelse af domstolene tidligt i forløbet, da dette ville
indskrænke skyldnerens retssikkerhed i uacceptabel grad.
Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at
betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten, der indledningsvis
foretager
samme prøvelse, som i dag sker forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i
civile retssager. Herefter forkyndes betalingspåkravet for skyldneren ved
fogedrettens foranstaltning, og skyldneren pålægges at fremsætte eventuelle
indsigelser mod kravet over for fogedretten. Fremsætter skyldneren ikke
rettidigt indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som
grundlag for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning
(retskraft) som en dom.
Forslaget om den indledende prøvelse i fogedretten er
blandt andet begrundet i, at når fogedretten så at sige lægger navn til, bør
grundlaget være i orden. Skyldneren, over for hvem der forkyndes et
betalingspåkrav, bør kunne stole på, at fogedretten har kontrolleret
betalingspåkravet, og at dette – ud fra de oplysninger, der har
foreligget for
fogedretten – er i orden. Hertil kommer, at det er arbejdsbesparende at
samle
prøvelsen i én arbejdsgang. Når fogedretten foretager den fornødne prøvelse
allerede forud for forkyndelsen af påkravet, vil fogedrettens senere
påtegning
om, at skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser, således kunne ske
som
en ren kontorekspedition.
I tilknytning til forslaget om at inddrage retten på et
tidligt tidspunkt i forløbet foreslår Retsplejerådet, at der skal være
mulighed
for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én
anmodning,
nemlig betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen
automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på
foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren – som forventet – ikke har
indsigelser
mod kravet. Hermed spares både arbejde og tid, ligesom Retsplejerådet
foreslår
en lempelse af retsafgiften for en sådan integreret inkasso- og udlægsproces.
Det bør imidlertid efter rådets opfattelse være valgfrit for fordringshaveren
at benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af
grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen.
Fordringshaveren bevarer således efter Retsplejerådets forslag friheden til
at
vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse skal iværksættes.
Retsplejerådets forslag er udformet på den måde, at
skyldneren får mindst to chancer for at betale, før tvangsfuldbyrdelse kan
iværksættes.
For det første kan betalingspåkrav efter forslaget først
indleveres til fogedretten, når der til skyldneren er sendt en
påkravsskrivelse, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige
for
skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere
angives
en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri
fordringen,
uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere
omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten,
når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er
udløbet, uden at skyldneren har betalt.
For det andet skal betalingspåkrav efter forslaget
forkyndes for skyldneren med en frist på 14 dage til at gøre indsigelse, hvis
skyldneren ikke kan anerkende kravet. Hvis skyldneren betaler inden de 14
dage
og giver fogedretten meddelelse om, at kravet er indfriet, vil der ikke kunne
iværksættes tvangsfuldbyrdelse, og skyldneren vil derfor ikke blive påført
udgifter i den anledning.
Der henvises til betænkningen side 409-412, 414 og 416-417.
3.1.2.
I
forbindelse med høringen over betænkningen har der både fra domstolene,
Advokatrådet og de øvrige berørte organisationer mv. været generel
tilslutning
til Retsplejerådets forslag til en forenklet inkassoproces, der som nævnt
bygger på et fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen.
Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og
forslaget om en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af
ubestridte pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere
inddrivelse. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at det nuværende
retssikkerhedsniveau bør opretholdes i en forenklet inkassoproces, og at
forbedringerne derfor bør opnås gennem en forenkling af procesforløbet.
Lovforslaget er på denne baggrund udformet i
overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.
I det følgende gennemgås den foreslåede forenklede
inkassoproces nærmere med hensyn til anvendelsesområdet (pkt. 3.2),
sagsgangen
(pkt. 3.3-3.9), retsafgifter (pkt. 3.10) og omkostninger (pkt. 3.11).
3.2. Anvendelsesområde
Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i
retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit
foreslås
placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og
afsnittet
om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har
berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.
De foreslåede regler om betalingspåkrav finder anvendelse i
alle sager, der hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens
§ 1, eller under boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i
lejelovens § 112.
Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden
betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en
skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal
imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.
Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke
renter, (udenretslige) inkassoomkostninger eller sagsomkostninger.
Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været
peget på, at grænsen på 50.000 kr. burde være højere eller eventuelt helt
fjernes, da der – som også påpeget af Retsplejerådet – ikke er
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede
inkassoproces
omfatte pengekrav på over 50.000 kr.
Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være mest
hensigtsmæssigt som foreslået af Retsplejerådet foreløbig at begrænse den
forenklede inkassoproces til pengekrav på højst 50.000 kr. Der er tale om en
ny
procesform, og der bør efter Justitsministeriets opfattelse indhøstes
praktiske
erfaringer hermed, før beløbsgrænsen eventuelt sættes op eller ophæves.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 a), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 413-414.
3.3. Indlevering af betalingspåkrav til fogedretten
Betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke
civilretten).
Retsplejerådets forslag indebærer, at betalingspåkravet
skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en person, der efter
reglerne
i retsplejelovens § 260 er berettiget til at repræsentere andre i
forhold
til retten (i praksis navnlig advokater).
Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været
peget på, at også autoriserede inkassovirksomheder bør have adgang til at
indlevere betalingspåkrav til fogedretten på fordringshaverens vegne, og at
autoriserede inkassovirksomheder endvidere bør have adgang til på
fordringshaverens vegne at give møde for fogedretten under
udlægsforretninger,
hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.
Eventuel indførelse af regler, der giver autoriserede
inkassovirksomheder adgang til på fordringshaverens vegne at indlevere
betalingspåkrav og give møde for fogedretten under udlægsforretninger, hvis
der
ikke skal ske forhandling om en tvist, rejser efter Justitsministeriets
opfattelse mere principielle spørgsmål om, hvem der bør kunne repræsentere
andre i forhold til domstolene i disse sager.
Spørgsmålet om på dette område eventuelt at fravige
retsplejelovens almindelige regler om, hvem der kan give møde for andre ved
domstolene, har ikke været overvejet i betænkningen og har dermed heller ikke
været omfattet af høringen over betænkningen.
Lovforslaget er på denne baggrund udformet i
overensstemmelse med Retsplejerådets forslag, således at der foreløbig ikke
ændres ved de gældende regler i retsplejeloven om, hvem der har adgang til at
repræsentere andre i forhold til domstolene. Dette indebærer som nævnt, at
betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en
person,
der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er berettiget til at
repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig advokater).
Justitsministeriet har samtidig iværksat en særskilt høring
af domstolene mv., herunder Dommerforeningen og Forbrugerrådet, vedrørende
spørgsmålet om at give autoriserede inkassovirksomheder adgang til på
fordringshaverens vegne at indlevere betalingspåkrav og give møde for
fogedretten under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om
en
tvist.
Justitsministeriet vil senere på baggrund af høringssvarene
over betænkningen og høringssvarene fra den særskilte høring af domstolene
mv.
tage stilling til spørgsmålet om at indføre møderet for autoriserede
inkassovirksomheder i sager om betalingspåkrav og under udlægsforretninger,
hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.
I øvrigt bemærkes, at der efter lovforslaget ikke er noget
til hinder for, at f.eks. en autoriseret inkassovirksomhed yder praktisk
bistand
til udformningen af betalingspåkrav, når blot betalingspåkravet underskrives
af
fordringshaveren selv. Sager om betalingspåkrav behandles på skriftligt
grundlag og vil i langt de fleste tilfælde kunne færdigbehandles alene på
grundlag af betalingspåkravet og uden afholdelse af retsmøde.
Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et
retsligt skridt, der afbryder forældelse.
I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få
etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i
civile retssager, jf. retsplejelovens kapitel 22. I de tilfælde, hvor
fordringshaveren ønsker udlæg foretaget uden fornyet anmodning, skal der
endvidere være værneting efter retsplejelovens § 487, stk. 1.
Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til fogedretten i
en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og § 487,
stk. 1.
Betalingspåkrav kan først indleveres til fogedretten, når
der til skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i
§ 10,
stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i
§ 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet. Der skal
således være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver
alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.
I
påkravsskrivelsen skal endvidere angives en frist på mindst 10 dage, inden
for
hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages
foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere omkostninger.
Betalingspåkrav
kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når den frist på mindst 10
dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har
betalt.
Domstolsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om
betalingskravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter,
samt
om indlevering af kopier af betalingspåkravet. Fogedretten skal efter
anmodning
vejlede om udfyldning af sådanne blanketter.
Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været
peget på, at betalingspåkrav bør kunne indleveres til fogedretten ved digital
kommunikation. Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til det
lovforslag om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og
skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset
sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.), som blev fremsat den 10.
marts
2004 (L 180). Med L 180 lægges der op til at indføre mulighed for at anvende
digital kommunikation med domstolene, efterhånden som der indføres nye
it-sagsbehandlingssystemer
ved domstolene, der er indrettet til at drage fordel af en digital
kommunikation med domstolene.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 b), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 414.
3.4. Fordringshaverens valgmuligheder
Fordringshaveren har nogle valgmuligheder i forbindelse med
behandlingen af betalingspåkravet.
Fordringshaveren kan for det første anmode om at få
betalingspåkravet retur (dvs. sagen slutter ved retten), hvis udlæg er
udelukket i medfør af den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens
§ 490.
I givet fald tilbagebetales retsafgiften. »Fredningsreglen« går ud på, at når
der ved en fogedforretning ikke er opnået dækning, kan der i almindelighed
ikke
foretages en ny udlægsforretning hos den pågældende skyldner, før der er
forløbet 6 måneder.
Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis
skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge at få
tilsendt en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at
skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har
samme
bindende virkning (retskraft) som en dom og kan senere anvendes som grundlag
for tvangsfuldbyrdelse.
Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget
udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til
fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af
betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende
tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.
Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder,
hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få sagen tilbage eller at få sagen
fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder i stedet
for
en stævning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 b, stk. 4), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415.
3.5. Fogedrettens indledende kontrol
Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have
indsigelser mod fordringshaverens krav, og betalingspåkravet som forkyndt af
retten vil derfor som regel automatisk få bindende virkning (retskraft), når
fristen for at fremkomme med indsigelser er udløbet.
Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor en
betingelse for, at retten kan forkynde betalingspåkravet, at
betalingspåkravet
opfylder lovens krav til, hvad det skal indeholde. Fogedretten kan indrømme
fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler, men hvis
manglerne ikke afhælpes, skal sagen afvises.
Der vil ikke som ved stævninger være mulighed for at
forkynde et mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af
sagen. Dette skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke
er taget stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke
svarer. I modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et
betalingspåkrav endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan
tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.
Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis
fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i
sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige
henseender
at være urigtig. Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af
betalingspåkravet
i denne henseende skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter
gældende regler og praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme.
Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været
rejst spørgsmål om den rette arbejdsfordeling mellem fogedrettens juridiske
personale og kontorpersonale ved fogedrettens indledende kontrol af
betalingspåkravet.
Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at beslutningen
om at forkynde et betalingspåkrav indebærer samme stillingtagen til kravet og
sagsfremstillingen som afsigelsen af en udeblivelsesdom, og at beslutningen
derfor bør træffes af en jurist. Justitsministeriet kan tilslutte sig
Retsplejerådets synspunkter og finder således ikke grundlag for at ændre på
den
eksisterende kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister ved
domstolene.
Det bemærkes i øvrigt, at embedets chef inden for denne
kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister har vide rammer til at
tilrettelægge den konkrete arbejdsfordeling mellem de forskellige
personalegrupper ved det pågældende embede. Der er således f.eks. intet til
hinder for, at arbejdet i fogedretten fremover – ligesom det i dag
forekommer i
civilretten i relation til udeblivelsesdomme – tilrettelægges på den
måde, at
fogedrettens kontorpersonale foretager den indledende sagsbehandling og på
grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt
betalingspåkravet
skal forkyndes.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415-416.
3.6. Forkyndelse af betalingspåkravet
Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1)
sagen afvises som led i fogedrettens indledende kontrol, jf. pkt. 3.5
ovenfor,
eller (2) udlæg er udelukket efter fredningsreglen i retsplejelovens
§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i
denne
situation, jf. pkt. 3.4 ovenfor.
Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis
fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket
efter
§ 490, sker forkyndelsen på samme måde som ved forkyndelse af
stævninger,
jf. de almindelige regler om forkyndelse i retsplejelovens kapitel 17.
I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning
til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes
betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens
§ 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften.
Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været
peget på, at der burde være mulighed for, at fogedretten – i de
tilfælde, hvor
fordringshaveren har anmodet om at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning
herom – samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet forkynder en
tilsigelse
til møde i fogedretten, således at dette møde bortfalder, såfremt skyldneren
rettidigt fremsætter indsigelser.
Retsplejerådets forslag indebærer, at tilsigelse til møde i
fogedretten først kan ske,
når
det er
konstateret, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser, og
Justitsministeriet
har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for på dette punkt at fravige
Retsplejerådets forslag. Lovforslaget er derfor udformet således, at der
først
er hjemmel til at tilsige skyldneren til møde i fogedretten, når fogedretten
har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat
indsigelser.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der bl.a. en risiko
for, at forkyndelse af en tilsigelse til at møde i fogedretten samtidig med
forkyndelsen af betalingspåkravet ledsaget af en vejledning om, at en
indsigelse indebærer, at mødet i fogedretten bortfalder, vil kunne betyde, at
der fremsættes flere ubegrundede indsigelser mod betalingspåkrav. Samlet set
er
det således efter Justitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om forslaget om
samtidig indkaldelse til møde i fogedretten generelt vil føre til en mere
effektiv inddrivelse.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 d), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416.
3.7. Frist for skyldnerens indsigelser
Det foreslås, at meddelelse om indsigelser skal gives
skriftligt
til
fogedretten
inden
14 dage
fra forkyndelsen af påkravet, dog
4 uger
,
hvis forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er
tilstrækkeligt, at skyldneren skriftligt og med fornøden identifikation af
sagen giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at
skyldneren ikke godkender kravet. Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet«
vil
for eksempel være tilstrækkeligt, og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad
indsigelserne går ud på.
Ved fastsættelsen af fristen til 14 dage har Retsplejerådet
navnlig lagt vægt på, at det almindelige stævnevarsel efter gældende praksis
er
14 dage, jf. herved retsplejelovens § 351, stk. 1, og § 352,
stk. 1,
2. pkt., og at formålet med det foreslåede betalingspåkravsinstitut er at
skabe
en hurtig og enkel inkassoproces for ubestridte krav. En generel udvidelse af
fristen til f.eks. 4 uger ville virke forsinkende, og sagernes (ensartede)
karakter taget i betragtning er der intet grundlag for, at fogedretten efter
en
konkret vurdering skulle fastsætte fristen i den enkelte sag.
Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at fristen
regnes fra forkyndelsen af betalingspåkravet, og at den skyldner, som ikke
kan
acceptere kravet, blot behøver at give en helt kort meddelelse herom til
fogedretten. Da der ikke kræves nogen begrundelse for indsigelsen, er det
heller ikke relevant at give mulighed for, at fogedretten efter anmodning
forlænger fristen. Blandt andet hensynet til fordringshaveren tilsiger, at
den
skyldner, der mener at skulle bruge mere end 14 dage til at tage stilling
til,
om kravet kan accepteres, må gøre indsigelse, således at sagen –
afhængig af
fordringshaverens valg ved indgivelsen af betalingspåkravet –
enten
kan fortsætte som en tvistig civil
retssag, hvor de almindelige regler om sagsøgtes svar gælder, herunder om
mulighederne for at få udsat fristen for at svare,
eller
kan sluttes ved retten, således at fordringshaveren kan
beslutte sig for, om han eller hun ønsker at foretage sig yderligere.
Retsplejerådet har endelig lagt vægt på,
at
det er en betingelse for at
iværksætte betalingspåkravsproceduren, at der forinden er sendt en
påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som
er
nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen, og med en betalingsfrist
på mindst 10 dage, og
at
den
skyldner, der – eventuelt undskyldeligt – ikke gør indsigelse inden
14 dage,
har et absolut krav på genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden
for
4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der
ikke er modtaget indsigelser, jf. pkt. 3.8 nedenfor.
Justitsministeriet kan af de grunde, som er anført af
Retsplejerådet, tilslutte sig, at en frist på 14 dage til at komme med
indsigelser må anses for passende.
Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været
anført, at der bør stilles krav om, at skyldneren giver en kort skriftlig
begrundelse for indsigelsen, og at fogedretten bør kunne forkaste åbenbart
ugrundede indsigelser.
Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at formålet med
den foreslåede ordning er at skabe en hurtig og enkel inkassoproces for
ubestridte krav. En adgang for fogedretten til at forkaste åbenbart ugrundede
indsigelser ville bl.a. medføre, at der i givet fald skulle medvirke en
juridisk foged flere gange under behandlingen af betalingspåkravet og ikke
blot
den ene gang, der er lagt op til i den foreslåede betalingspåkravsordning.
Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at
fordringshaveren efter lovforslaget har mulighed for at vælge, at sagen
automatisk skal fortsætte som en tvistig civil retssag, hvis skyldneren
fremsætter indsigelser. Dette indebærer, at skyldneren, der herefter er at
anse
som sagsøgt, i givet fald vil blive pålagt at svare inden (normalt) 14 dage,
jf. retsplejelovens §§ 351 og 352, og at der som udgangspunkt kan
afsiges
udeblivelsesdom, hvis skyldneren herefter ikke svarer fyldestgørende inden
denne frist.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets
synspunkter. Efter Justitsministeriets opfattelse må det således efter en
samlet vurdering af fordringshaverens og skyldnerens interesser samt af den
samfundsmæssige interesse i en hurtig og effektiv inddrivelse af ubestridte
pengekrav anses for mest hensigtsmæssigt, at der ikke stilles krav om, at
skyldneren i forbindelse med behandlingen af betalingspåkravet skal begrunde
sin eventuelle indsigelse mod kravet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 e, stk. 1), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416-417.
3.8. Fogedrettens reaktion, når der ikke kommer
indsigelser
Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver
fogedretten betalingspåkravet påtegning herom. Det originale betalingspåkrav
med påtegning opbevares herefter i fogedretten. Som anført i pkt. 3.5 ovenfor
skal fogedretten før forkyndelsen af påkravet kontrollere, at
betalingspåkravet
kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør
indsigelse.
Fogedrettens påtegning er derfor en rent administrativ ekspedition og vil
kunne
gives af fogedrettens kontorpersonale. Fogedretten underretter parterne om,
at
retten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt
er fremkommet med indsigelser. Herefter afhænger den videre sagsgang af, hvad
fordringshaveren har valgt.
Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg
uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på
grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om
tvangsfuldbyrdelse.
Hvis fordringshaveren
ikke
har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender
fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til
fordringshaveren. Fordringshaveren vil herefter senere kunne indgive
anmodning
om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet.
Et betalingspåkrav, der har fået påtegning, har desuden
samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet hindrer
således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette gælder for
begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag i
relation til forældelsesloven af 1908, således at kravet i kraft heraf
bringes
ind under 20-årig forældelse.
Det foreslås, at skyldneren skal have mulighed for at få
sagen genoptaget efter samme regler, som gælder for genoptagelse af en sag,
når
der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 367. Skyldneren har
således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4
uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der
ikke er fremkommet indsigelser.
Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren
betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller
sikkerhed
for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på
genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.
Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger
efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke
er
fremkommet indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske
undtagelsesvis.
Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme måde som reglen
i
retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne tages hensyn til,
om
det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivet
tidligere.
Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at
påtegningen annulleres. Betalingspåkravet kan herefter ikke længere
tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må
ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.
De foreslåede regler om mulighederne for genoptagelse
svarer som nævnt til de gældende regler om genoptagelse af udeblivelsesdomme
i
civile retssager, og Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at
reglerne er udtryk for en passende afvejning mellem fordringshaverens og
skyldnerens interesser. På den ene side bør skyldneren ikke have mulighed for
at forhale sagen, og på den anden side bør det i videst muligt omfang undgås,
at skyldneren pålægges at betale beløb, som ikke skyldes. Det bemærkes i den
forbindelse, at fogedretten skal underrette skyldneren om, at der ikke er
modtaget indsigelser, således at skyldneren f.eks. har mulighed for at
reagere,
hvis et brev med skyldnerens indsigelser måtte være forsvundet i posten.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 e, stk. 2-5), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 417-419.
3.9. Fogedrettens reaktion, når der kommer
indsigelser
Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, kan
betalingspåkravet ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse og får ikke
bindende virkning som en dom.
Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling
i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg
for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med
en
stævning.
Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at
retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter
retsplejelovens almindelige regler, og at sagen herefter fortsætter som en
civil retssag. Hvis skyldneren har indleveret en begrundet indsigelse mod
betalingspåkravet, kan retten efter omstændighederne enten pålægge
skyldneren/sagsøgte at supplere indsigelsen (hvis indsigelsen ikke (fuldt ud)
opfylder kravene til sagsøgtes svar i en civil retssag) eller meddele
skyldneren/sagsøgte, at indsigelsen vil blive betragtet som sagsøgtes svar,
medmindre skyldneren/sagsøgte inden en nærmere angiven frist supplerer
svaret.
Da betalingspåkravet sidestilles med en stævning, anses
retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til retten. Dette
gælder eksempelvis i relation til procesrente.
Hvis fordringshaveren ikke har anmodet om, at
retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren
rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut. Betalingspåkravet sendes til
fordringshaveren, og både fordringshaveren og skyldneren underrettes om, at
der
er modtaget indsigelser, og at sagen er afsluttet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 f), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 419.
3.10. Retsafgifter
3.10.1.
Retsplejerådets forslag til retsafgifter for betalingspåkrav bygger på
følgende
hovedprincipper:
-
Afgiften for rettens
behandling af selve betalingspåkravet skal være lavere end afgiften for en
civil retssag.
-
Den samlede afgift
for rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller
retssagsbehandling skal være lavere, når fordringshaveren samtidig med
indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet
sagsgang,
end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og
derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.
Retsplejerådet foreslår, at afgiften for rettens behandling
af selve betalingspåkravet skal være 300 kr. Dette skal sammenholdes med, at
retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500
kr.
og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen efter
Retsplejerådets forslag udgør således i forhold til de gældende regler mellem
200 kr. og 1.080 kr.
Retsplejerådet foreslår endvidere, at afgiften for
behandling i én samlet sagsgang skal være 500 kr., altså yderligere 200 kr.
Når der er tale om at foretage udlæg – dvs. skyldneren
fremsætter ikke indsigelser – skal den foreslåede yderligere afgift på
200 kr.
sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil 50.000 kr. i dag
udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse.
Afgiftslempelsen
efter Retsplejerådets forslag for udlæg udgør således i forhold til de
gældende
regler mellem 100 og 340 kr. Den samlede afgiftslempelse for inddrivelsen
(tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør dermed i
forhold til de gældende regler mellem 300 kr. og 1.420 kr. afhængig af
kravets
størrelse.
Når der er tale om at indlede retssagsbehandling på
grundlag af betalingspåkravet – dvs. skyldneren fremsætter indsigelser
– skal
den samlede afgift efter Retsplejerådets forslag på 500 kr. sammenholdes med,
at retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem
500
kr. og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse, og at Retsplejerådet foreslår
denne afgift sat til 500 kr. uanset kravets størrelse, jf. betænkningen side
242. Retsplejerådet foreslår således samme retsafgift for et umiddelbart
sagsanlæg ved stævning som for en retssagsbehandling på grundlag af et
betalingspåkrav, hvor skyldneren har fremsat indsigelser mod kravet. Eller
sagt
på en anden måde: Retsafgiften for behandlingen af en tvistig sag skal være
den
samme, uanset hvilken indgang – stævning eller betalingspåkrav –
der anvendes.
Hele afgiften tilbagebetales, hvis forkyndelse af
betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens
§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i
denne
situation.
Der henvises til betænkningen side 419-420.
3.10.2.
Justitsministeriet
kan tilslutte sig de to hovedprincipper, som Retsplejerådets forslag til
retsafgifter for betalingspåkrav bygger på. Justitsministeriet kan således
tiltræde, at afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet bør
være lavere end afgiften for en civil retssag, og at den samlede afgift for
rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller
retssagsbehandling bør være lavere, når fordringshaveren samtidig med
indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet
sagsgang,
end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og
derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig den
grundstruktur for retsafgifterne for betalingspåkrav, som Retsplejerådet
foreslår. Justitsministeriet foreslår dog nogle justeringer af de satser, som
foreslås af Retsplejerådet.
For behandling i én samlet sagsgang af betalingspåkrav og
retssag foreslås i forhold til Retsplejerådets forslag et yderligere tillæg
på
2 procent af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Hermed sikres, at
der
– som også foreslået af Retsplejerådet – skal betales samme
retsafgift for en
retssagsbehandling på grundlag af et betalingspåkrav, hvor skyldneren har
fremsat indsigelser mod kravet, som for et umiddelbart sagsanlæg ved
stævning.
Uden en sådan afgiftsneutralitet ville der være en risiko for, at valget
mellem
betalingspåkrav og stævning blev påvirket af afgiftsmæssige hensyn.
Ændringen i forhold til Retsplejerådets forslag skyldes, at
lovforslaget alene bygger på den del af betænkningen, der vedrører en
forenklet
inkassoproces, og derfor bl.a. ikke medtager Retsplejerådets forslag om at
nedsætte retsafgiften i civile retssager om krav på højst 50.000 kr. til en
fast afgift på 500 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at Retsplejerådets
forslag om afgiftsnedsættelse i retssager om mindre krav er en integreret del
af rådets samlede overvejelser og forslag om retsafgifterne i civile
retssager.
Når høringen over den samlede betænkning er afsluttet, vil regeringen på
grundlag
af høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske
konsekvenser tage stilling til betænkningens øvrige forslag, herunder
forslagene vedrørende retsafgifterne i civile retssager, jf. pkt. 1.1
ovenfor.
Dernæst foreslås de satser på 300 kr. og 200 kr., som
Retsplejerådet foreslår, forhøjet med 100 kr. til henholdsvis 400 kr. og 300
kr., som efter Justitsministeriets opfattelse ud fra en samlet vurdering af
hensynet til at forenkle og billiggøre inkassoprocessen og de økonomiske
konsekvenser for staten må anses for et passende niveau.
Det foreslås således, at afgiften for rettens behandling af
selve betalingspåkravet skal være 400 kr. Dette skal sammenholdes med, at
retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500
kr.
og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen udgør således i
forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 980 kr. (mod mellem 200 kr.
og
1.080 kr. efter Retsplejerådets forslag).
Det foreslås endvidere, at afgiften for behandling i én
samlet sagsgang af betalingspåkrav og udlæg skal være 700 kr., altså
yderligere
300 kr ud over de nævnte 400 kr. for behandlingen af selve betalingspåkravet.
Dette skal sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil
50.000
kr. i dag udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse.
Afgiftslempelsen for udlæg udgør således i forhold til de gældende regler op
til 240 kr. (mod op til 340 kr. efter Retsplejerådets forslag).
Den samlede afgiftslempelse for inddrivelse i én samlet
sagsgang (tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør
dermed i forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 1.220 kr. afhængig
af
kravets størrelse (mod mellem 300 kr. og 1.420 kr. efter Retsplejerådets
forslag).
Endelig er det præciseret, at den afgift, der betales ved
indleveringen af betalingspåkravet, dækker fogedforretninger i en 3-måneders
periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at
der
ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, svarende til, hvad der i dag gælder
i
forbindelse med betaling af retsafgift for fogedsager.
Der henvises til lovforslagets § 2 (forslag til
ændring af retsafgiftsloven), og bemærkningerne hertil.
3.11. Omkostninger
3.11.1.
Fremsætter
skyldneren ikke indsigelser, jf. pkt. 3.7 ovenfor, giver fogedretten
betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, og
betalingspåkravet har herefter samme virkning som en dom, jf. pkt. 3.8
ovenfor.
Skyldneren skal derfor betale fordringshaverens omkostninger i forbindelse
med
inddrivelsen på samme måde, som når inddrivelsen sker gennem en
inkassoretssag.
Der må i den sammenhæng skelnes mellem udenretslige
inkassoomkostninger og sagsomkostninger for domstolsbehandlingen.
3.11.2.
Hvis
fordringshaveren kræver
udenretslige inkassoomkostninger
,
skal størrelsen heraf angives særskilt i betalingspåkravet, og det indgår i
så
fald som led i den indledende kontrol af betalingspåkravet, jf. pkt. 3.5
ovenfor, om kravet på udenretslige inkassoomkostninger er begrundet i
sagsfremstillingen.
Det vil således skulle fremgå af betalingspåkravet, på
hvilket grundlag der kræves udenretslige inkassoomkostninger, eksempelvis at
der har været rykket for betaling (rykkergebyr), at fordringshaveren har
sendt
kravet til fremmedinkasso (inkassogebyr), og/eller at fordringshaveren har
haft
udgifter til fremmedinkasso.
Det vil endvidere skulle fremgå af betalingspåkravet,
hvordan selve det beløb, der kræves i udenretslige inkassoomkostninger, er
fremkommet, eksempelvis »rykkergebyr for to rykkere 200 kr. + inkassogebyr
for
oversendelse til fremmedinkasso 100 kr. + salær til fremmedinkasso 600 kr., i
alt 900 kr.«.
Fogedretten skal kontrollere, at betalingspåkravet angiver
de inkassoskridt, der begrunder de enkelte beløb (eksempelvis »rykker«,
»oversendelse til fremmedinkasso«, »salær til fremmedinkasso«), og at de
krævede beløb er i overensstemmelse med de gældende regler – på
formuerettens
område renteloven og bekendtgørelsen om udenretslige inddrivelsesomkostninger
i
anledning af forsinket betaling.
Derimod påhviler der ikke fogedretten nogen særlig
undersøgelsespligt, eksempelvis med hensyn til, om de foretagne inkassoskridt
har været relevante, eller om rykkerskrivelserne har opfyldt de krav, som
stilles. Der påhviler heller ikke fogedretten nogen særlig undersøgelsespligt
med hensyn til, om de inkassoskridt, som angives i betalingspåkravet, rent
faktisk (beviseligt) har været foretaget.
Fogedretten skal kun reagere (med afvisning eller frist til
afhjælpning), hvis kravet på udenretslige inkassoomkostninger er uklart eller
ikke findes begrundet i sagsfremstillingen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 421-422.
3.11.3.
Efter
Retsplejerådets opfattelse bør
sagsomkostningerne
for domstolsbehandlingen i sager om betalingspåkrav tillægges efter faste
takster.
Retsplejerådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at formålet med
det
foreslåede betalingspåkravsinstitut er at skabe en inkassoproces for
ubestridte
krav, der er så enkel som mulig. Endvidere er betalingspåkrav så
standardiserede, at faste takster for sagomkostningerne under alle
omstændigheder er naturlige.
Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt
fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret
til fogedretten af fordringshaverens advokat.
Retsplejerådet finder, at der bør anvendes samme takster
for fastsættelse af sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter i
forbindelse med betalingspåkrav som i forbindelse med civile
inkassoretssager.
Hermed undgås også, at valget mellem at indgive en stævning eller et
betalingspåkrav påvirkes af omkostningsreglerne.
Af hensyn til fogedrettens mulighed for allerede ved
indleveringen af betalingspåkravet at fastsætte sagsomkostningerne, bør
taksterne i forbindelse med betalingspåkrav imidlertid være ufravigelige, i
modsætning til taksterne i forbindelse med inkassoretssager, der principielt
kan fraviges i særlige tilfælde.
Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om der bør
indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i retsplejeloven, der giver
justitsministeren mulighed for at fastsætte takster for sagsomkostninger i
forbindelse med betalingspåkrav. Dette ville svare til den bemyndigelse, der
findes i renteloven til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter
fordringshaveren kan kræve betalt i forbindelse med udenretslig inddrivelse
af
fordringer på formuerettens område.
I lyset af, at der er fast tradition for, at domstolene
selv fastsætter sagsomkostningerne i sager, der behandles indenretsligt, har
Retsplejerådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at
taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav skal
fastsættes af justitsministeren.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets
synspunkter, og herunder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at
foreslå, at taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav
skal fastsættes af justitsministeren.
Det forudsættes på denne baggrund i overensstemmelse med
Retsplejerådets forslag, at de vejledende takster for udmåling af
sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som
landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav.
Det
forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der
tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en
konkret vurdering af den enkelte sag.
Justitsministeriet peger i den forbindelse ligesom
Retsplejerådet på, at betalingspåkravsproceduren er et tilbud til
fordringshaveren, der fortsat vil have mulighed for i stedet at anlægge en
civil (inkasso)retssag, og at en fordringshaver, der mener at have et
rimeligt
krav på et højere beløb til dækning af advokatudgifter i forbindelse med
sagen,
eksempelvis fordi advokaten – relevant og rimeligt – har udført
arbejde til
forberedelse af en tvistig retssag, i stedet bør anlægge en civil retssag og
anmode om udmåling af et højere beløb i sagsomkostninger end det, taksterne
for
inkassosager anviser.
Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med
den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres
betalingspåkravet,
således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det
samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.
Det bemærkes, at det er en følge af de foreslåede regler om
sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav, at ved udlæg på grundlag
af
betalingspåkrav vil et eventuelt inkassosalær være indeholdt i de
sagsomkostninger, som fogedretten har fastsat i betalingspåkravet. Der vil
derfor ikke være grundlag for, at fogedretten tilkender et yderligere
inkassosalær i forbindelse med udlægsforretningen. Derimod vil der
naturligvis
i forbindelse med udlægsforretningen kunne tilkendes sædvanlige
sagsomkostninger til dækning af eksempelvis mødesalær til fordringshaverens
advokat mv.
Det bemærkes endvidere, at fogedrettens fastsættelse af
sagsomkostningerne i praksis vil kunne foregå ved, at fogedretten godkender
det
beløb, fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i
betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb,
eller
har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten imidlertid af
egen drift fastsætte det rigtige beløb. Dette står i modsætning til
hovedstol,
renter og udenretslige inkassoomkostninger, hvor fogedretten kun har mulighed
for
enten
at godkende
fordringshaverens krav
eller
at give
fordringshaveren en frist til at ændre betalingpåkravet, så det kan
godkendes,
eller
at afvise betalingspåkravet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 422-424.
3.11.4.
Lovforslaget
indeholder ingen ændringer af de gældende regler om udenretslige
inkassoomkostninger, jf. navnlig rentelovens §§ 9 a og 9 b, og medfører
ingen ændringer af forholdet mellem udenretslige inkassoomkostninger og
sagsomkostningerne for domstolsbehandlingen. Endvidere er der med
lovforslaget
ikke tilsigtet nogen ændringer i de principper for tilkendelse af
sagsomkostninger, som domstolene anvender i inkassoretssager, eller i
størrelsen
af de sagsomkostningsbeløb, der tilkendes i konkrete sager.
Betænkningens kapitel 7 indeholder som led i
Retsplejerådets samlede overvejelser om sagsomkostninger rådets overvejelser
om
størrelsen af sagsomkostningerne i inkassoretssager og om forholdet mellem
sagsomkostninger for domstolsbehandlingen og udenretslige
inkassoomkostninger.
Høringen over denne del af betænkningen er endnu ikke afsluttet, og
Justitsministeriet finder det rigtigst at behandle disse spørgsmål i
forbindelse med en stillingtagen til Retsplejerådets samlede forslag
vedrørende
sagsomkostninger i civile retssager.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Forslaget om en forenklet inkassoproces for ubestridte
pengekrav på højst 50.000 kr. indebærer, at civilretterne får færre
inkassosager, og at fogedretterne får nye opgaver i forbindelse med
inkassosagers behandling. Da der i det væsentlige alene sker en omlægning af
opgavefordelingen mellem civilretterne og fogedretterne, vil forslaget som
udgangspunkt ikke medføre et merarbejde hos domstolene.
En gennemførelse af forslaget kan betyde en øget tilgang af
inkassosager til domstolene. Dette vil i givet fald medføre et merarbejde hos
domstolene – særligt i fogedretterne. Det er ikke muligt på nuværende
tidspunkt
at foretage et skøn over omfanget af et eventuelt merarbejde i den
forbindelse.
Forslaget vil kræve visse administrative ændringer og
tilpasninger i fogedretterne, hvilket er forbundet med merudgifter for
staten.
Justitsministeriet skønner, at ændringer i fogedretternes it- og
sagsbehandlingssystemer vil medføre en engangsudgift på ca. 4,5 mio. kr. og
en
årlig udgift på ca. 1,1 mio. kr. Hertil kommer udgifter til
bygningsændringer,
efteruddannelse af personale samt information af offentligheden, der skønnes
at
medføre en engangsudgift på ca. 3,9 mio. kr. Den årlige udgift på ca. 1,1
mio.
kr. vil blive afholdt inden for domstolenes nuværende bevillingsmæssige
rammer.
Det indgår i forslaget, at der skal opkræves en lavere
retsafgift for inkassosager, der behandles efter den forenklede
inkassoproces.
Justitsministeriet skønner, at afgiftslempelsen vil betyde et provenutab for
staten på i størrelsesordenen 18-19 mio. kr. årligt. Dette skøn er foretaget
under forudsætning af, at ca. 77.000 sager årligt vil blive behandlet i den
forenklede inkassoproces – svarende til det antal sager med en
sagsgenstand på
højst 50.000 kr., hvor der i 2003 blev afsagt udeblivelses- eller
erkenderdom.
Skønnet er imidlertid behæftet med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a.
skyldes,
at størrelsen af provenutabet er afhængig af, om forslaget vil indebære en
øget
tilgang af inkassosager til domstolene.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.
For borgerne og erhvervslivet betyder forslaget en
administrativ lettelse, idet det bliver enklere og hurtigere at gennemføre
inkassosager ved domstolene. Bl.a. bliver det muligt at få gennemført en
inkassosag på grundlag af blot én anmodning til fogedretten. De foreslåede
afgiftslempelser vil tillige indebære faldende udgifter for borgerne og
erhvervslivet i forbindelse med inkassosagers behandling.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten
Ingen
Mindre indtægter for staten på retsafgifter på i
størrelsesordenen 18-19 mio. kr. årligt.
Merudgifter til ændringer i fogedretternes it- og
sagsbehandlingssystemer på i størrelsesorden 4,5 mio. kr. samt andre
administrative udgifter på i størrelsesorden 3,9 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne
Faldende udgifter til retsafgifter
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet og
borgerne
Enklere og hurtigere behandling af inkassosager ved
domstolene
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
5. Hørte myndigheder og organisationer
Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den
civile retspleje III (Adgang til domstolene) har været sendt til høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen,
Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet,
Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for
Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,
Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,
Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS
Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service,
Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske
Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer,
Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks
Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk
Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet
i
Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske
Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen
af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus
Retshjælp, Danske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund, Landbrugsrådet,
Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske
Finansieringsselskabers Forening, Boligselskabernes Landsforening og Lejernes
Landsorganisation.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I
bilaget
til
lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende
regler.
Til § 1
(Retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 17 a)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
om at indføre regler om betalingspåkrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås, at kontorfunktionærer skal kunne bemyndiges
til at træffe afgørelse efter den foreslåede regel i retsplejelovens
§ 477
d, stk. 2, hvorefter fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af
skyldnerens navn og adresse er unøjagtig, således at forkyndelse af
betalingspåkravet
ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. Den
foreslåede
regel i § 477 d, stk. 2, svarer ganske til den gældende regel i
retsplejelovens § 350, stk. 2, om forkyndelse af stævning, og der
bør
derfor også være mulighed for at give en § 17 a,
stk. 3-bemyndigelse
i relation til § 477 d, stk. 2, ligesom det er tilfældet i relation
til § 350, stk. 2.
Til nr. 2 (kapitel 44 a)
Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i
retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit
foreslås
placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og
afsnittet
om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har
berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.
Der henvises generelt til pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 477 a
Bestemmelsen fastlægger anvendelsesområdet for de
foreslåede regler om betalingspåkrav.
Reglerne om betalingspåkrav er et tilbud til
fordringshaveren, som kan anvendes, når betingelserne er opfyldt.
Fordringshaveren kan alternativt vælge at anlægge en almindelig
(inkasso)retssag, selv om betingelserne for at indlevere et betalingspåkrav
er
opfyldt.
Reglerne om betalingspåkrav kan anvendes i alle sager, der
hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 1, eller
under
boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i lejelovens
§ 112.
Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden
betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en
skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal
imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.
Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke
renter og omkostninger. Med renter sigtes til renter af den hovedstol, som er
genstand for betalingspåkravet. Såfremt betalingskravet kun omfatter renter
–
eksempelvis fordi hovedstolen allerede er betalt, eller fordi der allerede
foreligger særligt retsgrundlag vedrørende hovedstolen, og betalingspåkravet
indleveres med henblik på afbrydelse af forældelse vedrørende senere påløbne
renter – skal renterne dog medregnes og må højst udgøre 50.000 kr.
Omkostninger
omfatter i denne sammenhæng såvel udenretslige inkassoomkostninger som
sagsomkostninger ved domstolsbehandlingen. Betalingspåkravet skal afvises,
hvis
det lyder på et højere beløb end 50.000 kr. eksklusive renter og
omkostninger.
Fordringshaveren kan ikke vælge at udstykke sit krav i
flere portioner på højst 50.000 kr., medmindre de almindelige ulovbestemte
principper om udstykning af krav giver mulighed herfor. Hvis fordringshaveren
forsøger at udstykke sit krav, selv om betingelserne ikke er opfyldt, er
retsvirkningen imidlertid i almindelighed ikke, at betalingspåkravet afvises.
Retsvirkningen er derimod efter almindelige principper om retskraft som
udgangspunkt, at hvis betalingspåkravet får bindende virkning (retskraft) i
medfør af den foreslåede regel i § 477 e, stk. 3, er
fordringshaveren
afskåret fra senere at gøre yderligere krav gældende.
Det bemærkes, at der naturligvis ikke er noget til hinder
for, at fordringshaveren indgiver forskellige betalingspåkrav om forskellige
krav, der hver især ikke overstiger 50.000 kr. Der skal i så fald betales
særskilt retsafgift for hvert betalingspåkrav (det svarer til at indlevere
flere stævninger).
Der er heller ikke noget til hinder for, at
fordringshaveren i samme betalingspåkrav medtager flere krav, der til sammen
ikke overstiger 50.000 kr. (og der skal så kun betales én retsafgift). Man
skal
blot være opmærksom på, at fordringshaveren ikke kan få delvis medhold. Enten
finder fogedretten det samlede krav begrundet i sagsfremstillingen, eller
også
afvises hele betalingspåkravet, medmindre fordringshaveren inden en af
fogedretten fastsat frist berigtiger betalingspåkravet. Tilsvarende har
skyldneren enten indsigelser eller ikke. Fremsætter skyldneren indsigelser,
der
udtrykkeligt er begrænset til en del af kravet, kan betalingspåkravet ikke
for
nogen dels vedkommende gives påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat
indsigelser.
Endelig er det en betingelse, at fordringshaveren ikke
forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav
gældende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 477 b
Bestemmelsen indeholder regler om betalingspåkravets
udformning og indlevering til fogedretten.
Stk. 1
fastslår, at betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke
civilretten), og indeholder desuden værnetingsregler.
Betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv
eller af en person, der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er
berettiget til at repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig
advokater).
Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et
retsligt skridt, der afbryder forældelse, jf. blandt andet 1908-lovens
§ 2, 2. pkt.
I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få
etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i
civile retssager, jf. henvisningen til retsplejelovens kapitel 22.
I de tilfælde, hvor fordringshaveren ønsker udlæg foretaget
uden fornyet anmodning, skal der endvidere være værneting efter
retsplejelovens
§ 487, stk. 1, der indeholder de almindelige regler om værneting
ved
udlæg. Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til
fogedretten i en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og
efter § 487, stk. 1.
Fogedretten påser af egen drift, at den er rette værneting,
jf. herved den foreslåede § 477 c. Er fogedretten ikke rette værneting,
afvises sagen, jf. ligeledes den foreslåede § 477 c. Der vil således
ikke
skulle ske henvisning til rette værneting, men fordringshaveren må i givet
fald
selv indlevere betalingspåkravet på ny til rette værneting. Det bemærkes, at
hvis dette sker inden 3 måneder efter afvisningen, skal der ikke svares ny
retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 15 b, jf. § 8 (lovforslagets
§ 2, nr. 2).
Stk. 2
fastslår, at betalingspåkrav først kan indleveres til fogedretten, når der
til
skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i
§ 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er
nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet, jf.
dog
inkassolovens § 11. Der skal således være sendt en påkravsskrivelse til
skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for
skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere
angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri
fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren
påføres
yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til
fogedretten, når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i
påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har betalt. Betalingspåkrav
kan dog indgives uden at afvente udløbet af fristen på mindst 10 dage,
såfremt
der er en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne
inddrives, jf. henvisningen til inkassolovens § 11.
Henvisningerne til inkassolovens §§ 10, stk. 2 og
3, og 11 indebærer, at der i forbindelse med indlevering af et
betalingspåkrav
til fogedretten stilles samme krav til påkravsskrivelsens indhold, til
fristen
for at betale, uden at der påløber yderligere omkostninger, og til
betingelserne for ikke at afvente udløbet af fristen som efter inkassoloven.
Kravet i den foreslåede § 477 b, stk. 2, om fremsendelse af
påkravsskrivelse til skyldneren gælder, uanset om inkassoloven finder
anvendelse. Der skal således i alle tilfælde før indgivelsen af et
betalingspåkrav til fogedretten være fremsendt en påkravsskrivelse til
skyldneren.
Fogedretten påser af egen drift, at betingelserne i
stk. 2 er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den
foreslåede
§ 477 c. Fogedrettens prøvelse sker på grundlag af betalingspåkravet,
der
således skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at fogedretten
kan konstatere, at betingelsen om fremsendelse af påkravsskrivelse til
skyldneren er opfyldt. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme
fordringshaveren
en frist til at afhjælpe eventuelle mangler ved betalingspåkravet i denne
henseende, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.
Stk. 3
opregner de indholdsmæssige krav til betalingspåkravet. Kravene svarer til
kravene til stævninger, jf. retsplejelovens § 348, stk. 2, med
følgende tre modifikationer:
Det er tilstrækkeligt, at betalingspåkravet indeholder en
kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet
støttes, jf.
nr. 4
. Dette er dog på
trods af ordlyden af retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, i
realiteten også tilfældet for stævninger i inkassosager, jf. herved
betænkning
nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I side 487.
Da skyldneren kan afbryde virkningen af betalingspåkravet
ved en blank indsigelse mod kravet, jf. bemærkningerne til § 477 e,
stk. 1, stilles der ikke krav om, at relevante bilag skal vedlægges.
For at sikre skyldneren bedst muligt foreslås det, at
vejledningen til skyldneren skal fremgå af selve betalingspåkravet, jf.
nr. 5,
og ikke som ved forkyndelse af
stævninger af et separat dokument, jf. retsplejelovens § 350,
stk. 1,
2. pkt.
Fogedretten påser af egen drift, at kravene i stk. 3
er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den foreslåede § 477
c. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme fordringshaveren en frist til at
afhjælpe mangler, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.
Stk. 4
opregner de valgmuligheder, fordringshaveren har for behandlingen af
betalingspåkravet.
Fordringshaveren kan for det første anmode om, at sagen
sluttes og betalingspåkravet tilbagesendes, hvis udlæg er udelukket i medfør
af
fredningsreglen i retsplejelovens § 490. I givet fald tilbagebetales
retsafgiften, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5
(lovforslagets § 2, nr. 2).
Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis
skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge blot at få
en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at skyldneren ikke
rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har samme retskraft som
en
dom, jf. forslaget til § 477 e, stk. 3, og kan senere anvendes som
grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. forslaget til ændring af retsplejelovens
§ 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3).
Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget
udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til
fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af
betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende
tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.
Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder,
hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få betalingspåkravet tilbage eller
at få sagen fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder
i
stedet for en stævning.
Af hensyn til sagens behandling er det nødvendigt, at
fordringshaveren har angivet sine valg på disse tre punkter i
betalingspåkravet. Rent praktisk vil det ske ved afkrydsning på en
standardblanket, jf. nedenfor om stk. 5.
Sagen må derfor afvises, hvis fordringshaveren ikke har
tilkendegivet sine valg, jf. den foreslåede § 477 c. Det vil dog normalt
være naturligt at indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe manglen,
jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.
Stk. 5
bemyndiger Domstolsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om
betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter,
samt om indlevering af kopier af betalingspåkravet.
Der vil blandt andet kunne fastsættes regler om indholdet
af den vejledning til skyldneren, der er nævnt i stk. 3, nr. 5. Der kan
også stilles krav om, at der skal vedlægges en indsigelsesblanket, som
skyldneren blot skal underskrive og sende til fogedretten for at afbryde
betalingspåkravets virkning.
Der kan endvidere fastsættes regler om indlevering af
kopier af betalingspåkravet til brug for forkyndelsen.
Det anføres i betænkningen side 546, at der eventuelt kan
stilles krav om, at der tillige skal vedlægges en frankeret svarkuvert til
brug
for skyldnerens returnering af indsigelsesblanketten. Efter
Justitsministeriets
opfattelse bør der imidlertid ikke stilles krav om, at der vedlægges en
frankeret svarkuvert, og det forudsættes derfor, at der ikke vil blive
fastsat
regler herom.
Stk. 6
fastslår, at fogedretten skal vejlede om udfyldning af blanketter. Dette
gælder
både betalingspåkravsblanketten og en eventuel indsigelsesblanket.
Vejledningen
om udfyldning af blanketter vil være begrænset til – populært sagt
– en
mundtlig gengivelse og uddybning af den skriftlige vejledning, som hører til
blanketterne. Fogedretten skal ikke yde materiel retshjælp i form af
rådgivning
om retsstillingen, men derimod i givet fald vejlede om de foreliggende
retshjælpsmuligheder i øvrigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 477 c
Bestemmelsen indeholder regler om fogedrettens indledende
kontrol af betalingspåkravet.
Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have
indsigelser, og betalingspåkravet som forkyndt af retten vil derfor som regel
automatisk få retskraft, når fristen for at fremkomme med indsigelser er
udløbet, jf. forslaget til § 477 e.
Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor efter
1. pkt.
en betingelse for, at retten
kan forkynde betalingspåkravet, at sagen er omfattet af den foreslåede
§ 477 a, og at betalingspåkravet opfylder kravene i § 477 b.
Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle
mangler, jf.
stk. 2
, men
afhjælpes sådanne mangler ikke, skal sagen afvises.
Der er ikke som ved stævninger mulighed for at forkynde et
mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af sagen. Dette
skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke er taget
stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke svarer.
I
modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et betalingspåkrav
endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes,
hvis skyldneren ikke gør indsigelse.
Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis
fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i
sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige
henseender
at være urigtig, jf.
stk. 1, 2. pkt.
Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af betalingspåkravet i denne
henseende
skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter gældende regler
og
praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme i medfør af
retsplejelovens § 354, stk. 3.
I de tilfælde, hvor fordringshaverens krav ikke findes
begrundet i sagsfremstillingen, vil fogedrettens reaktion også være afvisning
(eller indrømmelse af frist til afhjælpning af mangler, jf. stk. 2). Der
kan ikke blive tale om »frifindelse« af skyldneren, hverken helt eller
delvis.
Dette gælder også med hensyn til renter og udenretslige
inkassoomkostninger. Hvis betalingspåkravet indeholder krav om betaling af
renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som ikke findes begrundet i
sagsfremstillingen, kan fogedretten kun afvise sagen eller anmode
fordringshaveren om at berigtige betalingspåkravet (afhjælpe manglen). Nægter
fordringshaveren at frafalde krav på renter eller udenretslige
inkassoomkostninger, som fogedretten finder uhjemlede, skal fogedretten
afvise
sagen, efter anmodning ved kendelse, og fordringshaveren vil kunne kære
afgørelsen om afvisning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf.
herved
den foreslåede § 477 g.
Derimod fastsættes de egentlige sagsomkostninger for selve
betalingspåkravssagen af fogedretten, jf.
stk. 3
.
Det
Dette er ikke til hinder for, at fogedrettens fastsættelse af
sagsomkostningerne i praksis kan ske ved, at fogedretten godkender det beløb,
fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i
betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb,
eller har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten
imidlertid af egen drift fastsætte det rigtige beløb.
Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt
fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret
til fogedretten af fordringshaverens advokat.
Det forudsættes, at de vejledende takster for udmåling af
sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som
landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav.
Det
forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der
tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en
konkret vurdering af den enkelte sag. Der henvises i den forbindelse til pkt.
3.11.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med
den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres
betalingspåkravet,
således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det
samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.
Fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger deler skæbne med
betalingspåkravet. Såfremt skyldneren rettidigt gør indsigelse, får
afgørelsen
om sagsomkostninger således ikke nogen virkning.
Beslutningen om at forkynde et betalingspåkrav indebærer
samme stillingtagen til kravet og sagsfremstillingen som afsigelsen af en
udeblivelsesdom. Beslutningen skal derfor træffes af en jurist. Dette
forhindrer ikke, at fogedretten tilrettelægger arbejdet på den måde, at
fogedrettens kontorpersonale foretager en indledende sagsbehandling og på
grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt
betalingspåkravet
skal forkyndes. Betalingspåkravsblanketten vil eventuelt kunne indeholde et
særligt felt beregnet til juristens påtegning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 477 d
Bestemmelsen indeholder regler om forkyndelse af
betalingspåkravet.
Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1)
sagen afvises efter den foreslåede § 477 c, eller (2) udlæg er udelukket
efter fredningsreglen i retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har
anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation.
Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis
fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket
efter
§ 490, svarer den foreslåede § 477 d til retsplejelovens § 350
om forkyndelse af stævninger. Der er dog ikke medtaget en særskilt regel om
vejledning af skyldneren, idet vejledningen er indeholdt i selve
betalingspåkravet, jf. den foreslåede regel i § 477 b, stk. 3, nr.
5.
I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning
til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes
betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens
§ 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften,
jf.
forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5 (lovforslagets
§ 2, nr. 2).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 477 e
Bestemmelsen indeholder regler om skyldnerens muligheder
for at gøre indsigelse mod kravet og om retsvirkningerne, hvis skyldneren
ikke
fremkommer med indsigelser.
Det foreslås i
stk. 1
,
at meddelelse om indsigelser skal gives
skriftligt
til
fogedretten
inden
14 dage
fra forkyndelsen af påkravet,
dog
4 uger
, hvis forkyndelsen sker i
udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er tilstrækkeligt, at skyldneren
skriftligt og med fornøden identifikation af sagen giver fogedretten en
ganske
kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at skyldneren ikke godkender kravet.
Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet« vil for eksempel være
tilstrækkeligt,
og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad indsigelserne går ud på.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver
fogedretten betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne, jf.
stk. 2, 1. pkt.
Som anført i
bemærkningerne til den foreslåede § 477 c skal fogedretten før
forkyndelsen af betalingspåkravet kontrollere, at betalingspåkravet kan
tillægges retskraft og kan fuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.
Fogedrettens påtegning efter § 477 e, stk. 2, 1. pkt., er derfor en rent
administrativ ekspedition og vil kunne gives af fogedrettens kontorpersonale.
Når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om,
at skyldneren ikke rettidigt er fremkommet med indsigelser, afhænger den
videre
sagsgang af, hvad fordringshaveren har valgt.
Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg
uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på
grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om
tvangsfuldbyrdelse, jf. stk. 2,
2.
pkt.
Fogedretten vil have kontrolleret værnetingsgrundlaget før
forkyndelsen af påkravet, jf. de foreslåede regler i § 477 b,
stk. 1,
2. pkt., og § 477 c. Der vil derfor ikke skulle ske ny prøvelse efter
retsplejelovens § 487. Betalingspåkravet med påtegning efter
stk. 2,
1. pkt., vil udgøre tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget, jf. den foreslåede ændring
af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1,
nr.
3). Kravene i retsplejelovens § 488 om anmodningen om tvangsfuldbyrdelse
vil derfor også være opfyldt, og der vil derfor ikke kunne blive tale om
afvisning efter retsplejelovens § 489 om manglende kompetence,
utilstrækkeligt
grundlag for tvangsfuldbyrdelse eller manglende oplysninger eller dokumenter.
Derimod vil fredningsreglen i retsplejelovens § 490
finde anvendelse. Fredningsreglen vil også finde anvendelse, selv om
fogedretten efter fordringshaverens anmodning allerede før forkyndelsen af
påkravet har foretaget prøvelse efter denne bestemmelse, jf. de foreslåede
regler i § 477 b, stk. 4, nr. 1, og § 477 d, stk. 1. Det
kan nemlig eventuelt i mellemtiden ved en anden fogedforretning være
konstateret, at det ikke er muligt at opnå dækning hos skyldneren.
I øvrigt sker tvangsfuldbyrdelsen efter de almindelige
regler i §§ 491 og følgende. Det bemærkes, at der efter forslaget ikke
gælder nogen fuldbyrdelsesfrist, dvs. tvangsfuldbyrdelse kan ske straks, jf.
den foreslåede § 481 a (lovforslagets § 1, nr. 4).
Som nævnt er betalingspåkravet sidestillet med en anmodning
om tvangsfuldbyrdelse. Dette indebærer blandt andet, at prioritetsstillingen
for udlæg, jf. retsplejelovens § 526, stk. 1, regnes fra
indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten.
Hvis fordringshaveren
ikke
har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender
fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til
fordringshaveren, jf. stk. 2,
3. pkt
.
Fordringshaveren vil senere kunne indgive anmodning om
tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, men der vil så skulle
ske
fornyet prøvelse bl.a. efter retsplejelovens §§ 487-489, og der vil også
skulle betales ny retsafgift.
Stk. 3
fastslår, at et betalingspåkrav, der har fået påtegning efter stk. 2, 1.
pkt., har samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet
hindrer således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette
gælder
for begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag
efter 1908-lovens § 1, stk. 2, således at kravet bringes ind under
20-årig forældelse. Udenretslige inkassoomkostninger, som er medtaget i
betalingspåkravet, og tillagte sagsomkostninger samt renter frem til den dag,
hvor fogedretten giver betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er
fremkommet indsigelser, vil også være underlagt 20-årig forældelse.
Fremtidige
renter er derimod underlagt 1908-lovens 5-årige forældelse.
Stk. 4
giver
skyldneren mulighed for at få sagen genoptaget efter samme regler, som gælder
for genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf.
retsplejelovens § 367. Skyldneren har således krav på, at sagen
genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at
fogedretten
har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet
indsigelser.
Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren
betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller
sikkerhed
for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på
genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.
Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften og eventuelle advokatudgifter i
forbindelse med indleveringen af betalingspåkravet, hvorimod udenretslige
inkassoomkostninger ikke er omfattet.
Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger
efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke
rettidigt er modtaget indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske
undtagelsesvis. Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme
måde som reglen i retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne
tages hensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse
ikke
er indgivet tidligere.
Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at
påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., annulleres, jf.
stk. 5
. Betalingspåkravet kan herefter ikke længere
tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må
ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.
Den videre sagsgang efter en genoptagelse af sagen afhænger
af, hvad fordringshaveren har valgt med hensyn til den situation, at
skyldneren
fremsætter indsigelser mod kravet, jf. nærmere den foreslåede § 477 f.
Til § 477 f
Bestemmelsen indeholder regler om, hvad der skal ske, når
skyldneren rettidigt meddeler fogedretten at have indsigelser mod
fordringshaverens krav.
Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling
i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg
for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med
en
stævning, jf.
1. pkt.
Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at
retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter
reglerne i retsplejelovens §§ 351 og 352, og at sagen herefter
fortsætter
som en civil retssag.
Hvis skyldnerens indsigelser mod betalingspåkravet er
udførligt begrundet, kan retten også behandle indsigelserne som et svarskrift
og dermed undlade at pålægge skyldneren/sagsøgte at svare efter reglerne i
retsplejelovens §§ 351 og 352. I givet fald meddeler retten
skyldneren/sagsøgte, at der nu er indledt retssag, og at de modtagne
indsigelser vil blive anset som sagsøgtes svarskrift, medmindre sagsøgte
inden
for en nærmere angiven frist fremkommer med et supplerende svar.
Sagen vil umiddelbart versere ved byretten, men der er ikke
noget til hinder for at henvise sagen til landsretten eller Sø- og
Handelsretten efter de herom gældende regler, jf. retsplejelovens §§ 9,
225-227 og 232.
Det bemærkes, at da betalingspåkravet sidestilles med en
stævning, anses retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til
fogedretten. Dette gælder eksempelvis i relation til begyndelsestidspunktet
for
beregning af procesrente. Det kan også have betydning i relation til, om en
anden retssag om samme krav mellem samme parter skal afvises (litis pendens,
herunder international litis pendens efter reglerne i EF-domskonventionen
mv.).
Hvis den anden retssag er anlagt efter indleveringen af betalingspåkravet til
fogedretten, vil den retssag, der indledes på grundlag af betalingspåkravet,
således blive anset for at være anlagt først.
Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling
ikke
indledes uden indlevering af
stævning, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut.
Betalingspåkravet sendes til fordringshaveren, og både fordringshaveren og
skyldneren underrettes om, at der er modtaget indsigelser, og at sagen er
afsluttet, jf.
2. pkt.
Til § 477 g
Det foreslås, at fogedrettens afgørelser skal kunne kæres
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Det drejer sig navnlig om
fogedrettens afgørelser om afvisning af sagen efter de foreslåede regler i
§§ 477 c og 477 d samt afgørelser om genoptagelse efter de foreslåede
regler i § 477 e, stk. 4. Kærefristen er 4 uger, jf.
retsplejelovens
§ 586.
Det bemærkes, at kærebegrænsningen efter § 584,
stk. 2, om afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af
højst 10.000 kr., ikke finder anvendelse, da der ikke er tale om afgørelser
om
udlæg. Kærebegrænsningen efter § 584 a om afgørelser om omkostninger,
der
ikke er fastsat til mere end 10.000 kr., finder imidlertid anvendelse på
fogedrettens fastsættelse af sagsomkostninger for betalingspåkravet efter den
foreslåede regel i § 477 c, stk. 3.
Til nr. 3 (§ 478, stk. 1, nr. 1)
Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af
fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat
indsigelser mod kravet, skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse
på
linje med en dom, når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om,
at
der ikke er fremkommet indsigelser.
Der henvises til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 481 a)
Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af
fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat
indsigelser mod kravet, skal kunne fuldbyrdes straks efter, at fogedretten
har
givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser.
Til nr. 5 (§ 488, stk. 2, 1. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
om, at betalingspåkrav skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse,
når betalingspåkravet er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for
skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, og
fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er
fremkommet
indsigelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Det foreslås, at der ved anmodning om tvangsfuldbyrdelse på
grundlag af et betalingspåkrav skal indleveres en udskrift af
betalingspåkravet
med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 (jf.
lovforslagets § 1, nr. 2), til fogedretten. Kravet om indlevering af
udskrift af betalingspåkravet gælder ikke, når tvangsfuldbyrdelse iværksættes
på grundlag af en anmodning fra fordringshaveren ved indleveringen af
betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 2).
Til nr. 6 (§ 501, stk. 2)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
om, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for
skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, skal
have samme bindende virkning som en dom, når fogedretten har givet
betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, jf.
den
foreslåede regel i retsplejelovens § 477 e, stk. 3 (lovforslagets
§ 1, nr. 2).
Det foreslås således som ved domme, at indsigelser mod
rigtigheden af betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477
e, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 2), ikke skal kunne gøres
gældende under tvangsfuldbyrdelsen.
Til § 2
(Retsafgiftsloven)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1 og 2)
Den foreslåede ændring af stk. 1 og 2 er en konsekvens
af de foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf.
forslaget til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).
Stk. 1, 1. pkt.,
svarer med redaktionelle ændringer til det gældende stk. 1 om den
retsafgift, der skal betales ved sagens anlæg.
Stk. 1,
2. pkt.
,
angår retssager, der indledes på grundlag af et betalingspåkrav. Når
fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at retssagsbehandling
indledes
på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt
skyldneren fremsætter indsigelser, betales ved indleveringen af
betalingspåkravet en samlet retsafgift på 500 kr. med tillæg af 2 procent af
den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Denne afgift omfatter i givet
fald
også retssagsbehandlingen, og der skal derfor ikke tillige betales afgift
efter
retsafgiftslovens § 1, stk. 1.
Fritagelsen for ny afgiftsbetaling gælder, når påstanden i
retssagen svarer til størrelsen af det krav, der er betalt afgift for efter
den
foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a, jf. lovforslagets § 2,
nr. 2. Såfremt påstanden udvides efter, at betalingspåkravet er overgået til
retssagsbehandling, skal der betales yderligere retsafgift, jf.
retsafgiftslovens § 2, stk. 3. Den yderligere retsafgift beregnes
som
afgiften efter stk. 1, 1. pkt., af den udvidede påstand med fradrag af
den
afgift, der er betalt efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens
§ 15
a.
Stk. 2
foreslås ændret i konsekvens af ændringen af stk. 1, således at
stk. 2 alene henviser til stk. 1,
1.
pkt.
– der som nævnt svarer til det hidtidige stk. 1 – men ikke
henviser til stk. 1,
2. pkt
.
For
Forslaget indebærer, at berammelsesafgiften efter stk. 2 er uafhængig
af,
om retssagen er indledt ved stævning eller betalingspåkrav.
Berammelsesafgiften
udgør i alle tilfælde en femtedel af afgiften efter stk. 1, 1. pkt.,
dvs.
også i de tilfælde, hvor denne afgift i medfør af stk. 1, 2. pkt., ikke
har skullet betales. Det bemærkes, at der i disse situationer i stedet vil
være
betalt afgift efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a.
Til nr. 2 (kapitel 2 a)
Der foreslås et nyt kapitel om retsafgifter for
betalingspåkrav i retsafgiftslovens afsnit II om afgifter for foged- og
auktionsforretninger.
Der henvises generelt til pkt. 3.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 15 a
Der foreslås en afgift på 400 kr. for rettens behandling af
selve betalingspåkravet, dvs. kontrol af betalingspåkravet, forkyndelse af
betalingspåkravet for skyldneren og konstatering af, om skyldneren rettidigt
har fremsat indsigelser, jf.
stk. 1
.
Der foreslås en samlet afgift på 700 kr. for rettens
behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en udlægsforretning, jf.
stk. 2, 1. pkt.,
sammenholdt med
stk. 1.
Der foreslås en samlet afgift på 500 kr. med tillæg af 2
pct. af den del af kravet (eksklusive renter og omkostninger), der overstiger
6.000 kr., for rettens behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en
retssagsbehandling, jf.
stk. 3, 1.
pkt.,
sammenholdt med stk. 1. Afgiftsbeløbet afrundes opefter til
nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10, jf. retsafgiftslovens § 59.
Afgiften skal betales ved indleveringen af
betalingspåkravet.
For så vidt angår udlæg, er det grundafgiften efter
retsafgiftslovens § 16, der er inkluderet i den samlede afgift på 700
kr.,
jf. herved lovforslagets § 2, nr. 3. Der vil herudover skulle betales
tillægsafgift efter § 17 a for udkørende fogedforretning eller
politifremstilling, hvis det er relevant.
Har fordringshaveren hverken anmodet om, at udlæg
iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter
indsigelser, eller om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter
indsigelser, skal der betales 400 kr. i afgift.
Har fordringshaveren anmodet om, at udlæg iværksættes uden
fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke
om,
at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden
indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der
betales 700 kr. i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af
stk. 2, 2. pkt.,
300 kr., hvis sagen afsluttes uden
iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 2. pkt.
Har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling
indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,
såfremt
skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden
fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, skal der
betales 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger
6.000
kr., i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af
stk. 3, 2. pkt.,
100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af
kravet, der overstiger 6.000 kr., hvis sagen afsluttes uden indledning af
retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
Har fordringshaveren anmodet både om, at udlæg iværksættes
uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og
om,
at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden
indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der
betales 700 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger
16.000 kr., i afgift, jf.
stk. 4, 1.pkt.,
sammenholdt med stk. 1. Hermed betales den højeste af de to afgifter for
rettens behandling af betalingspåkravet samt henholdsvis udlægsforretning
(700
kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af
kravet, der overstiger 6.000 kr.).
Hvis sagen i denne situation afsluttes uden hverken
iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af
retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., tilbagebetales i medfør af
stk. 4, 5. pkt.,
den del af
afgiften, som overstiger de 400 kr., der udgør afgiften for behandlingen af
selve betalingspåkravet. I andre tilfælde tilbagebetales i medfør af
stk. 4, 2.
eller
4. pkt.,
i givet fald en så stor del af
afgiften, at den betalte afgift svarer til den samlede afgift for de
foretagne
processkridt, dvs. rettens behandling af betalingspåkravet samt enten
udlægsforretning (700 kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2
pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.).
Hele afgiften tilbagebetales i medfør af
stk. 5
, hvis forkyndelse af
betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens
§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i
denne
situation.
Tilbagebetaling efter stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2.
pkt., og stk. 4, 2., 4. og 5. pkt., sker også i de tilfælde, hvor
betalingspåkravet afvises af fogedretten i medfør af retsplejelovens
§ 477
c om fogedrettens indledende prøvelse. Afgiften efter stk. 1 på 400 kr.
tilbagebetales derimod ikke i denne situation.
Endelig tilbagebetales i medfør af
stk. 2, 3. pkt.,
eller
stk. 4,
3. pkt.,
300 kr. i de tilfælde, der er nævnt i retsafgiftslovens § 16,
stk. 6 (hidtidige stk. 5). Der er tale om tilfælde, hvor
grundafgiften i fogedsager efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1,
ville være blevet tilbagebetalt.
Til § 15 b
Bestemmelsen gør reglerne i retsafgiftslovens kapitel 1
anvendelige på afgifterne for betalingspåkrav, i det omfang det er relevant.
Det gælder blandt andet retsafgiftslovens § 12,
stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 2, om afgiftsfrihed i visse
sager,
§ 8 om fornyet indbringelse af en sag, der er afvist på grund af rettens
manglende kompetence, og § 11, nr. 1, om afgiftspligtens indtræden.
Til nr. 3 (§ 16)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af de
foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf.
forslaget
til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).
Når fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at
udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter
indsigelser, betales en samlet retsafgift på 700 kr. ved indleveringen af
betalingspåkravet. Denne afgift omfatter i givet fald også grundafgiften for
udlæg, og der skal derfor ikke tillige betales afgift efter retsafgiftslovens
§ 16, stk. 1.
I forhold til forslaget i betænkningen er det præciseret,
at fritagelsen for grundafgift gælder for de fogedforretninger, der anmodes
om
i en 3-måneders periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet
påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Hermed sikres
parallelitet med den ordning, der gælder efter retsafgiftslovens § 19,
hvorefter der skal betales ny fogedafgift, når der fremsættes ny anmodning
vedrørende kravet efter mere end 3 måneder.
Forslaget indebærer, at hvis fordringshaveren senere end 3
måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at
der
ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, fremsætter ny anmodning om
foretagelse af fogedforretning vedrørende kravet, skal der på dette tidspunkt
betales grundafgift efter retsafgiftslovens § 16. Denne grundafgift vil
dække en 3-månedersperiode regnet fra tidspunktet for fremsættelsen af den
nye
anmodning, jf. retsafgiftslovens § 19.
Til nr. 4 (§ 17, stk. 2, og § 17 a,
stk. 3)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af det
foreslåede nye stk. 2 i § 16, der medfører, at § 16,
stk. 4, bliver stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).
Til § 3
(Ikrafttræden)
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005.
Ikrafttrædelsesdatoen er fastsat under hensyntagen til, at Domstolsstyrelsen
bør have den fornødne tid til at forberede anvendelsen af de nye regler om
betalingspåkrav. Der vil således navnlig skulle foretages ændringer af
fogedretternes it-systemer, så de kan håndtere betalingspåkravssager.
Til § 4
(Territorial gyldighed)
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og
fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
§ 17 a.
Fuldmægtige
ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan behandle sager, der hører under
vedkommende ret, i det omfang dommeren (den administrerende dommer) eller
rettens præsident bestemmer det.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen
fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved byretterne og i Sø- og
Handelsretten.
Stk. 3.
Ved
byretterne og ved Sø- og Handelsretten i København kan der meddeles andre
personer
bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 2, og at
udføre foged-, skifte-, notarial- og tinglysningsforretninger samt
faderskabssager, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.
Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter
dommerens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 490, § 494,
stk. 2 og 3, og § 525. For så vidt angår Sø- og Handelsretten i
København, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde,
meddeles bemyndigelsen af rettens præsident. For så vidt angår de i § 16
a, stk. 1, nævnte retter, meddeles bemyndigelsen af den administrerende
dommer. Ved de øvrige retter meddeles bemyndigelsen af dommeren.
1.
I
§ 17 a, stk. 3, 1. pkt.,
indsættes efter »§ 350, stk. 2,«: »og § 477 d, stk. 2,«.
2.
Efter
§ 477 indsættes som nyt afsnit:
»Tredje afsnit. Betalingspåkrav
Kapitel 44 a
»
§ 477 a.
Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav
på højst 50.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har
indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Renter og
omkostninger medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.
§ 477 b.
Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten i en
retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22. Såfremt fordringshaveren
anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr.
2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor
der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1.
Stk. 2.
Før
betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være
sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10,
stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i
§ 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf.
dog § 11 i lov om inkassovirksomhed.
Stk. 3.
Betalingspåkravet skal indeholde:
1)
parternes navn og
adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser
til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan
ske,
2)
angivelse af den
ret, ved hvilken inddrivelsen indledes,
3)
fordringshaverens
krav,
4)
en kort
fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes,
og
5)
en vejledning til
skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren
bør foretage sig til varetagelse af sine interesser.
Stk. 4.
Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om:
1)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt
udlæg er udelukket efter § 490,
2)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra
fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og
3)
hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter
indsigelser.
Stk. 5.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets
udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, og om indlevering
af kopier af betalingspåkravet.
Stk. 6.
Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter.
§ 477 c.
Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises
sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren. Det samme gælder,
hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i
sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige
henseender at være urigtig. Efter fordringshaverens anmodning træffes
afgørelsen om afvisning ved kendelse.
Stk. 2.
Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler
som nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver
betalingspåkravet påtegning herom.
§ 477 d.
Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde for skyldneren på grundlag af de
oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket
efter § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så
fald undlades, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 1.
Stk. 2.
Fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse,
jf. § 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse
ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477
c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 477 e.
Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give
fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af
betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller
Grønland, er fristen dog 4 uger.
Stk. 2.
Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten
betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne. Såfremt
fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning,
jf. § 477 b, stk. 4, nr. 2, iværksætter fogedretten
tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en
anmodning om tvangsfuldbyrdelse. Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om
foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, sender fogedretten udskrift af
betalingspåkravet til fordringshaveren.
Stk. 3.
Når
betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det
samme bindende virkning som en dom.
Stk. 4.
Inden 4
uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der
ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig
anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét
år efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der
ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan betinge
genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt
skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen.
Stk. 5.
Genoptages sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1.
pkt., og går frem efter § 477 f.
§ 477 f.
Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e,
stk. 1, og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling
indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3,
iværksætter retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet, der
sidestilles med en stævning. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at
retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, sendes
betalingspåkravet til fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom.
§ 477 g.
Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.«
Tredje afsnit bliver herefter fjerde afsnit.
§ 478.
Tvangsfuldbyrdelse
kan ske på grundlag af
1)
domme og kendelser
afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter
lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, samt beslutninger om sagsomkostninger
truffet af de nævnte myndigheder,
3.
I
§ 478, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »tvangsfuldbyrdes,«: »betalingspåkrav med påtegning efter
§ 477 e, stk. 2,«.
2)-7) ---
Stk. 2-4.
---
4.
Efter
§ 481 indsættes:
»
§ 481 a.
Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes
straks.«
§ 488.
Ved
indgivelsen af anmodning om tvangsfuldbyrdelse gives de oplysninger, som er
nødvendige til sagens behandling. Anmodningen skal være skriftlig, hvis
fogedretten bestemmer det.
Stk. 2.
Ved
fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr. 1-3,
skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, statsamtets afgørelse
eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Ved fremsættelse af
anmodning i henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7, nævnte
dokumenter skal det originale dokument indleveres, medmindre fogedretten
anser det for unødvendigt.
Stk. 3.
Fogedretten
kan indrømme en frist til at tilvejebringe de i stk. 1 og 2 nævnte
oplysninger og dokumenter.
5.
I
§ 488, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »afgørelsen,«: »betalingspåkravet med påtegning,«.
§ 501.
Fremsættes
der indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den
bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at
fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens
anmodning.
Stk. 2.
Indsigelser
mod rigtigheden af domme og kendelser og indsigelser mod indenretlige forlig,
som angår rettens virksomhed, jf. § 270, stk. 2, kan ikke gøres
gældende under tvangsfuldbyrdelsen.
6.
I
§ 501, stk. 2,
indsættes
efter »kendelser«: »samt betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e,
stk. 2,«.
Stk. 3-5.
---
§ 2
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806
af 24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17.
december 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 1
og
2,
affattes således:
§ 1.
For sager, som angår penge eller penges værd, svares 500 kr. Overstiger
værdien 6.000 kr., svares yderligere 2 pct. af det overskydende beløb.
»For sager, som angår penge eller penges værd, betales
ved sagens anlæg 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der
overstiger 6.000 kr. Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes
på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f,
1. pkt.
Stk. 2.
Ved sagens
berammelse til domsforhandling svares yderligere 1/5 af den efter stk. 1
betalte afgift.
Stk. 2.
Ved
sagens berammelse til domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er
anført i stk. 1, 1. pkt.«
Stk. 3.
Afgiftspligten efter stk. 2 bortfalder, hvis der senest 6 uger før en
berammet domsforhandling gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
2.
Efter
§ 15 indsættes i
afsnit II
:
»Kapitel 2 a
Betalingspåkrav
§ 15 a.
For betalingspåkrav betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte
beløb.
Stk. 2.
Anmoder
fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt
skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling
indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,
såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr.
Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden
iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de
tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.
Stk. 3.
Anmoder
fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter
indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,
såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr.
med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.
Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden
indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1.
pkt.
Stk. 4.
Anmoder
fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning,
såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling
indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning,
såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med
tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes
tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2.
pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I
de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, bortfalder dog hele
afgiften efter 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af
retsplejelovens
§ 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der
overstiger 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger
6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes
uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens
§ 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i
medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
Stk. 5.
Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af
betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens
§ 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf.
retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
§ 15 b.
Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.«
§ 16.
For udlæg og for arrest på gods svares en grundafgift på 300 kr. Overstiger
kravet 3.000 kr., svares yderligere ½ pct. af det overskydende beløb i
grundafgift.
3.
I
§ 16
indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»
Stk. 2.
Når
tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af
retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift,
hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme
fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at
fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt
er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1.
pkt.«
Stk. 2.
For udlæg
efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i
tilslutning til tilbagetagelsesforretningen, svares alene afgift efter
stk. 1, 2. pkt.
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
Stk. 3.
Begærer
en rekvirent samtidig udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme skyldner
for flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens beregning.
Stk. 4.
Begæres
udlæg eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for
hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende
ægtefæller, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhører
skyldnerne i forening.
Stk. 5.
Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490,
stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretning
afvises efter konkurslovens §§ 16-16 a, § 31, § 171 og
§ 207, stk. 1.
§ 17.
For følgende forretninger svares en grundafgift på 300 kr.:
1)
Forretninger
vedrørende fuldbyrdelse af domme, der ikke lyder på penge,
2)
indsættelses- og
udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag,
3)
forretninger
vedrørende nedlæggelse af forbud.
4)
forretninger
vedrørende bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
Stk. 2.
Reglen i
§ 16, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
4.
I
§ 17, stk. 2,
og
§ 17 a, stk. 3,
ændres
»stk. 4« til: »stk. 5«.
§ 17 a.
For de forretninger, der er nævnt i §§ 16 og 17, svares yderligere en
tillægsafgift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvis foretages
uden for rettens kontor, eller skyldneren fremstilles af politiet.
Stk. 2.
Begærer
en rekvirent samtidig en af de i stk. 1 nævnte retshandlinger foretaget
hos samme skyldner for flere krav, betales kun én tillægsafgift. For udlæg
efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i
tilslutning til en tilbagetagelsesforretning, for hvilken der skal betales
tillægsafgift, betales ikke tillægsafgift. For forretninger vedrørende
nedlæggelse af forbud og forretninger vedrørende bevissikringsundersøgelse,
der begæres og foretages samtidig, betales kun én tillægsafgift.
Stk. 3.
§ 16, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten afviser at foretage forretningen
uden for rettens kontor eller at lade skyldneren fremstille ved politiet.
4.
I
§ 17, stk. 2,
og
§ 17 a, stk. 3,
ændres
»stk. 4« til: »stk. 5«.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forhøjelse af beløbsgrænse for den forenklede inkassoproces m.v.) Retsinformation · 30. april 2011
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, lov om retsafgifter og konkursloven (Visse ændringer af regler om forenklet inkassoproces, forbud mod mobiltelefoner m.v. i retslokaler og ophævelse af regler om rettergangsbøder) Retsinformation · 9. februar 2007
- Forslag til Lov om ændring af retsplejelov for Grønland (Betalingspåkrav) Retsinformation · 16. januar 2025
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure EU-lovgivning · 12. december 2006
- Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004) - L 219 Retsinformation · 31. marts 2004
- Skriftlig fremsættelse (7. februar 2007) - L 150 Retsinformation · 9. februar 2007