Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.)

2003/1 LSF 180Lovforslag som fremsatJustitsministeriet10. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. marts 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af retsplejeloven, konkursloven,

dødsboskifteloven og skifteloven

(Digital

kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler

om

vidneforvarede mv.)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

1.

§ 44 a, stk. 4,

affattes således:

»

Stk. 4.

Etårsfristen kan dog forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige

grunde taler for det, og hvis samtykke gives af præsidenten (den

administrerende dommer) for vedkommende ret eller for retspræsidenters,

administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af præsidenten for den

nærmeste overordnede ret.«

2.

Efter

§ 147

f

indsættes:

»§ 147 g.

Læs alt

Bøder

pålagt af Advokatnævnet i medfør af § 147 c, stk. 1, kan inddrives

ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne

om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om

Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Stk. 2.

Inddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder indhente de

oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan

inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder,

kræve

de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for

tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte

dataoverførsel.

Stk. 3.

Justitsministeren

fastsætter regler om indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om

indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt

til

at give inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen, om

pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om

udpantningsret

for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.

Stk. 4.

For

forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør

af stk. 3, kan fastsættes bødestraf.«

3.

Efter

§ 148

indsættes:

»§ 148 a.

Krav om

skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

retten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet med

en

digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen

kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med domstolene,

herunder

om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En digital

meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for

retten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med

andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i rettens behandling af en sag,

kan

retten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for afhjælpning af

manglen.

Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.«

4.

I

§ 154

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»

Stk. 2. Anvendelse

af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i at modtage

meddelelser på denne måde, jf. dog § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for

den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige

oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5.

I

§ 155

indsættes efter nr. 1 som nyt

nummer:

»2)

ved digital

kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om

at

bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse),«

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

6.

Efter

§ 156

indsættes:

»

§ 156 a.

Ved

digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende

bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes

ved

digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at sende

en

personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den

dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag

anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end den registrerede

modtagelsesdato

for den digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på

tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den registrerede

modtagelsesdag eller på poststemplets dato.«

7.

I

§ 158

ændres »§ 155, nr. 2 og 3« til:

»§ 155, nr. 3 og 4«.

8.

I

§ 178

indsættes som

stk. 4-10

:

»

Stk. 4. En person

i forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til

sikring

af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i

institutionen.

Stk. 5.

En person i

forvaring kan modtage besøg i det omfang opretholdelse af orden og sikkerhed

i

kriminalforsorgens institutioner tillader det. Den ret, der træffer afgørelse

om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed træffe afgørelse om, at

den

forvarede ikke kan modtage besøg eller forlange, at besøg finder sted under

kontrol. Nægtes den forvarede besøg, skal den pågældende underrettes herom,

medmindre retten af hensyn til sagens omstændigheder træffer anden

bestemmelse.

Stk. 6.

Den ret,

der træffer afgørelse om forvaring kan, når særlige omstændigheder taler

derfor, bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan give

en

person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Stk. 7.

En person i

forvaring har ret til at modtage og afsende breve. Den ret, der træffer

afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal

gennemse

brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Træffes der beslutning om

brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt udlevere eller sende

brevene,

medmindre indholdet vil kunne være til skade for formålet med forvaringen

eller

opretholdelsen af orden og sikkerhed i institutionen. Tilbageholdes et brev

af

politiet, skal spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse straks

forelægges

retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks

underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens øjemed træffer anden

bestemmelse.

Stk. 8.

En person i

forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,

justitsministeren,

direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om den forvaredes ret til at afsende lukkede breve til

andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.

Stk. 9.

Retten kan

af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den

forvaredes

rettigheder.

Stk. 10.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der

er

taget i forvaring.«

9.

Efter

§ 218

indsættes:

»§ 218 a.

§ 366 a, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse for

byretskendelser

i borgerlige sager.«

10.

§ 494, stk. 2, sidste pkt.

, ophæves,

og i stedet indsættes:

»Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende

anvendelse.«

11.

I

§ 497

indsættes som

stk. 3

:

»

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse

for

personer, der tages i forvaring efter stk. 2.«

12.

§ 561, stk. 1, 4. pkt.,

affattes

således:

»Indkaldelsen af skyldneren skal forkyndes eller sendes ved

anbefalet brev.«

13.

I

§ 587, stk. 1,

ændres

»§§ 395-398« til: »§§ 395-398 a«.

14.

§ 777

affattes således:

»

§ 777.

En

varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår

fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens

§§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og

institutionens

ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres

sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvist godkende en sådan

anbringelse uden arrestantens samtykke. I institutionen behandles den

frivilligt overførte varetægtsarrestant efter de regler, der gælder for

personer, der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt

overførte

varetægtsarrestant behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter i det

omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.

Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen,

bortset

fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.«

15.

I

§ 962, stk. 3, 5. pkt.,

ændres

»stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 2, 4. pkt.«

§ 2

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.

februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998,

foretages

følgende ændring:

1.

Efter

kapitel 29 indsættes:

»Kapitel

29 a

Digital kommunikation

§ 237 a.

Krav

om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet

med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En digital

meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for

skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med

andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en

sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 237 b.

Skifteretten

kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse

retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller

generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres

eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 3

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer,

som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages

følgende

ændring:

1.

Efter

kapitel 31 indsættes:

»Kapitel

31 a

Digital kommunikation

§ 115 a.

Krav

om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet

med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En digital

meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for

skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med

andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en

sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 115 b.

Skifteretten

kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse

retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller

generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres

eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 4

I lov om skifte af fællesbo mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 725 af 23. oktober 1986, som ændret senest ved § 11 i lov nr. 385 af

22. maj 1996, foretages følgende ændring:

1.

Efter

§ 92

indsættes:

»§ 92 a.

Krav om

skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet

med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En digital

meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for

skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med

andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en

sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 92 b.

Skifteretten

kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse

retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller

generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres

eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 5

Stk. 1.

Loven

træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Lovens § 1,

nr. 1-2, 8-11 og 13-15, træder dog i kraft den 1. juli 2004.

Stk. 2.

§ 1

gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 2-4 kan ved kongelig anordning

helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til

lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

6

2.

Digital kommunikation med domstolene

6

2.1. Baggrund

6

2.2. Digital kommunikation,

formkrav mv.

6

2.3. Persondataloven

7

2.4.

Digital kommunikation inden for retsplejen

8

2.5. Lovforslagets udformning

9

2.6. Særligt om digital

forkyndelse

13

2.6.1. Gældende ret

13

2.6.2. Lovforslagets udformning

13

3.

Afsigelse af kendelser med begrænset

sagsfremstilling

14

3.1. Gældende ret

14

3.2. Lovforslagets udformning

15

4.

Midlertidig beskikkelse af dommere

15

4.1. Gældende ret

15

4.2. Lovforslagets udformning

15

5.

Inddrivelse af disciplinære bøder pålagt af

Advokatnævnet

16

5.1. Gældende ret

16

5.2. Lovforslagets udformning

16

6.

Behandlingen af personer, der tages i forvaring

efter retsplejeloven

17

6.1. Gældende ret

17

6.1.1. Retsplejelovens § 178

17

6.1.2. Retsplejelovens § 494,

stk. 2, og § 497, stk. 2

17

6.1.3. Reglerne for strafafsonere

(straffuldbyrdelsesloven)

18

6.1.4. Reglerne om ophold i

varetægtsfængsel (retsplejeloven)

18

6.2. Lovforslagets udformning

18

7.

Frivillig overførsel af en varetægtsarrestant til

en institution under kriminalforsorgen

19

7.1. Gældende ret

19

7.2. Differentieringsudvalgets

overvejelser

20

7.3. Lovforslagets udformning

21

8.

Behandlingen af varetægtsarrestanter i

fuldbyrdelsesinstitutioner mv.

21

8.1. Gældende ret

21

8.2. Lovforslagets udformning

21

9.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

22

10.

Høring

23

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at fjerne de retlige

hindringer for digital kommunikation til og fra domstolene med henblik på at

lette og fremme anvendelsen af moderne informationsteknologi ved

kommunikation med

domstolene.

Lovforslaget indebærer, at der i retsplejeloven,

konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven indsættes generelle

bestemmelser, hvorefter krav om skriftlighed eller underskift ikke skal være

til hinder for, at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital

kommunikation, f.eks. ved e-mail. Der foreslås endvidere regler om, at

meddelelser fra retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, hvis den

pågældende modtager har givet samtykke hertil. Endelig foreslås det, at

»digital

forkyndelse« indføres som ny forkyndelsesform.

Denne del af lovforslaget bygger på en redegørelse om

digital kommunikation med domstolene, der i oktober 2003 er afgivet af en

arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen (herefter »redegørelsen« og

»arbejdsgruppen«).

Redegørelsen har været forelagt Retsplejerådet, der generelt har tilsluttet

sig

arbejdsgruppens forslag, jf. lovforslagets bilag 2, og lovforslaget svarer i

det væsentlige til arbejdsgruppens lovudkast.

Lovforslaget indeholder herudover forskellige andre

ændringer af retsplejeloven.

Det foreslås, at der – ligesom for byrets

domme

i borgerlige sager – bliver

mulighed for at afsige byrets

kendelser

i borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling. Det foreslås desuden, at

midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år ikke længere kun

skal kunne ske, hvis dommeren udfører et andet offentligt hverv, og hvis en

anden fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i den pågældende stilling. Det

foreslås endvidere, at disciplinære bøder, der pålægges af Advokatnævnet,

skal

kunne tvangsinddrives ved udpantning og lønindeholdelse.

Der foreslås endvidere nærmere regler om, hvordan personer,

som er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5

(vidneforvaring), § 494, stk. 2, og § 497, stk. 2

(forvaring

af skyldner), skal behandles. Endelig foreslås det at lette proceduren for

frivillig overførsel til fuldbyrdelsesinstitutioner under kriminalforsorgen.

2. Digital kommunikation med domstolene

2.1. Baggrund

I januar 2002 udsendte Ministeriet for Videnskab, Teknologi

og Udvikling samt Justitsministeriet en handlingsplan for ministeriernes

arbejde med modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt forhindrer

digital kommunikation. Baggrunden for handlingsplanen var forslaget om

lovmodernisering i betænkning nr. 1400/2000 om e-signatur og formkrav i

lovgivningen, der er afgivet af Justitsministeriets udvalg om

retsvirkningerne

af digital signatur mv.

Ifølge handlingsplanen skulle de enkelte ministerier

gennemgå egen lovgivning med henblik på at finde frem til de bestemmelser,

der

udgjorde eller kunne udgøre en hindring for digital kommunikation, både med

hensyn til kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder mv.

og med hensyn til kommunikation mellem borgere og virksomheder mv. Hvert

ministerium skulle herefter udarbejde en prioriteret handlingsplan for

arbejdet

med at ændre de formkrav, som udgjorde en hindring for digital kommunikation.

Af Justitsministeriets handlingsplan for lovmodernisering

fremgår bl.a., at enkelte regelsæt indeholder formkrav, der kan hindre

digital

kommunikation, men som efter ministeriets vurdering ikke umiddelbart kan

ændres. Der peges i handlingsplanen på, at indførelse af digital

kommunikation

på visse centrale retsområder, f.eks. inden for retsplejen, rejser en række

teoretiske og praktiske spørgsmål, der kræver særskilt overvejelse.

Efter drøftelse med Justitsministeriet nedsatte

Domstolsstyrelsen herefter i foråret 2002 en arbejdsgruppe med henblik på at

udpege de bestemmelser, der hindrer digital kommunikation i retsplejeloven,

konkursloven, skifteloven og dødsboskifteloven. På grundlag heraf skulle

arbejdsgruppen komme med forslag til, hvordan anvendelsen af digital

kommunikation inden for retsplejen kan fremmes, herunder komme med forslag

til

de nødvendige lovændringer. Arbejdsgruppen afleverede i oktober 2003 en

redegørelse om digital kommunikation med domstolene, jf. punkt 1 ovenfor.

Det bemærkes, at arbejdsgruppen ikke har overvejet

spørgsmålet om digital kommunikation på tinglysningsområdet (»papirløs

tinglysning«). Dette spørgsmål overvejes for tiden i Justitsministeriets

Tinglysningsudvalg.

2.2. Digital kommunikation, formkrav mv.

Redegørelsen side 13 ff. indeholder en gennemgang af en

række mere generelle spørgsmål i relation til digital kommunikation.

Det fremgår af redegørelsen, at arbejdsgruppen ved digital

kommunikation forstår enhver form for kommunikation, hvor meddelelsen er

digitaliseret, dvs. opbrudt i form af talværdier. En digital meddelelse er i

sig selv uforståelig, men kan gøres tilgængelig, f.eks. ved udskrift på papir

eller ved at blive vist på en computerskærm. I modsætning til et

papirdokument,

der uden videre er læsbart, vil et digitalt dokument således altid skulle

gennemgå en behandling, før det kan læses.

Digital kommunikation omfatter bl.a. kommunikation ved brug

af e-post (e-mail). Andre former for digital kommunikation kan være

anvendelse

af web-teknologier, hvor der f.eks. kommunikeres med en offentlighed

myndighed

via myndighedens hjemmeside, eller kommunikation mellem datasystemer uden

direkte menneskelig indblanding, f.eks. automatisk overførsel af digitale

dokumenter

fra en myndighed til en anden.

Med hensyn til betydningen af formkrav i lovgivningen mv.

anfører arbejdsgruppen generelt, at krav om skriftlighed og underskrift kan

tjene en række forskellige formål. Der kan f.eks. være tale om at skabe

sikkerhed

for, at en meddelelse stammer fra en bestemt person, eller om forskellige

bevisfunktioner, herunder bevissikring af meddelelsens indhold, af at

meddelelsen er modtaget eller godkendt, eller af tidspunktet for modtagelsen

af

meddelelsen. Der henvises til redegørelsen side 21 ff.

Arbejdsgruppen peger på, at en personlig underskrift er med

til at give en meddelelse troværdighed. En underskrift på et dokument er som

regel

udtryk for, at den, der har underskrevet dokumentet, har godkendt dokumentet,

herunder f.eks. påtaget sig en forpligtelse i overensstemmelse med

dokumentets

indhold. Medmindre dokumentet indeholder iøjnefaldende rettelser, vil man

endvidere normalt gå ud fra, at dokumentet ikke er ændret efter

underskrivelsen.

Ved digital kommunikation kan de tilsvarende krav til

meddelelsen sikres ved anvendelse af en såkaldt digital signatur, der kan

betragtes som en digital underskrift. En digital signatur bygger på et

krypteringssystem, hvorved meddelelsens autencitet (at den stammer fra den

angivne afsender) og integritet (at den ikke er ændret undervejs) kan sikres.

Der henvises til redegørelsen side 16 ff.

Lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer indeholder

særlige regler om signaturer, som er forbundet med en særlig høj grad af

sikkerhed både teknisk og i forbindelse med udstedelsen af det certifikat,

der

er knyttet til signaturen – de såkaldte »kvalificerede certifikater«.

Ved siden

heraf findes en række ikke-kvalificerede signaturer, hvor der f.eks. ikke

stilles de samme krav til proceduren i forbindelse med udstedelsen af det

certifikat, der er knyttet til den digitale signatur. Det kan i den

forbindelse

nævnes, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har forestået

udviklingen af den såkaldte OCES-standard (Certifikatpolitik for Offentlige

Certifikater til Elektronisk Service), som er udtryk for den offentlige

politik

for anvendelse af digitale signaturer ved kommunikation med det offentlige.

Der

henvises til redegørelsen side 18.

2.3. Persondataloven

Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af

personoplysninger (persondataloven) gælder bl.a. for behandling af

personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk

databehandling, jf. lovens § 1, stk. 1. Persondataloven omfatter

enhver form for information om en identificerbar fysisk person. Loven gælder

også for domstolenes behandling af personoplysninger.

Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal den

dataansvarlige og databehandleren træffe de fornødne tekniske og

organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at personoplysninger

hændeligt

eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de

kommer

til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med

loven.

I medfør af persondatalovens § 41, stk. 1, har

Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 528 og nr. 535 af 15. juni 2000

om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som

behandles henholdsvis af den offentlige forvaltning og domstolene. Eksterne

kommunikationsforbindelser må efter § 14 i bekendtgørelserne kun

etableres, hvis der træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at

uvedkommende ikke gennem disse forbindelser kan få adgang til

personoplysninger.

Om denne bestemmelse hedder det i Datatilsynets vejledning

af 2. april 2001 til bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om

sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som

behandles

for den offentlige forvaltning, bl.a.:

»Bestemmelsen gælder enhver form for telekommunikation i

forbindelse med behandling af personoplysninger, f.eks. forsendelse af

oplysninger med telefax eller ekstern e-post, etablering af terminaladgang

ved

opkaldsmodem, adgang til oplysninger via myndighedens hjemmeside og

etablering

af internetadgang fra arbejdspladser på myndighedens interne net. De særlige

sikkerhedsforanstaltninger skal træffes efter myndighedens vurdering af

sikkerhedsrisici i det konkrete tilfælde, herunder med hensyntagen til

karakteren

af de omhandlede oplysninger

Ved tilslutning til Internet eller andre åbne net skal der

træffes foranstaltninger, som sikrer imod uvedkommende trafik og forhindrer

adgang fra det åbne net til den dataansvarliges interne net.

Ved brug af telefax skal opmærksomheden særligt været

rettet mod dels risikoen for at faxen sendes til forkert modtager, dels at

den

modtagne fax kan være tilgængelig for uvedkommende hos modtageren

For transmission af personoplysninger over åbne net (f.eks.

Internet) gælder konkret nedenstående minimumskrav om

sikkerhedsforanstaltninger:

Ved transmission af oplysninger over det åbne Internet er

der generelt en risiko for, at oplysningerne undervejs læses og endog ændres

af

uvedkommende. Derudover er der en risiko for, at parterne i kommunikationen

ikke er dem, de udgiver sig for.

Disse risici må vurderes af den dataansvarlige i den

konkrete situation, således at der kan træffes de fornødne

sikkerhedsforanstaltninger.

Hvad angår fortrolighed kan denne sikres ved forsvarlig

kryptering af de transmitterede oplysninger. Hvis der er tale om transmission

af fortrolige oplysninger, herunder personnummer, skal der som minimum

foretages

en kryptering. Hvis de transmitterede oplysninger er af følsom karakter

(omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1 og § 8,

stk. 1),

skal der anvendes en stærk kryptering, baseret på en anerkendt algoritme.

Sikkerhed for autenticitet (afsenders og modtagers

identitet) og integritet (de transmitterede oplysningers ægthed) må sikres i

fornødent omfang ved anvendelse af passende sikkerhedsforanstaltninger,

f.eks.

elektronisk signatur eller individuelle, fortrolige adgangskoder.«

Ved digital kommunikation til eller fra domstolene vil

reglerne i persondataloven således kunne indebære, at der skal ske kryptering

eller lignende af meddelelser, der indeholder personoplysninger, således at

uvedkommende

ikke kan læse indholdet af meddelelsen. Endvidere skal der ved anvendelse

f.eks. af en digital signatur gives sikkerhed for afsenderens og modtagerens

identitet og for, at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs.

Der henvises til redegørelsen side 31 ff.

2.4. Digital kommunikation inden for

retsplejen

Retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og

skifteloven indeholder ikke særlige regler om digital kommunikation til eller

fra domstolene. Lovene indeholder imidlertid en række formkrav til

forskellige

meddelelser mv. i form af krav om skriftlighed eller underskrift.

Arbejdsgruppen har ved sin gennemgang af retsplejeloven mv.

taget udgangspunkt i, at krav om skriftlighed eller underskrift ikke i sig

selv

kan antages at være til hinder for digital kommunikation, men at det må bero

på

en konkret fortolkning af det pågældende formkrav, om det er til hinder for

digital kommunikation. En sådan fortolkning vil ikke nødvendigvis gøre det

muligt at fastslå med sikkerhed, om et formkrav er til hinder for digital

kommunikation eller ej, og det vil således i nogle tilfælde være tvivlsomt,

om

digital kommunikation kan anvendes.

Med hensyn til meddelelser

fra

retten fremgår det af retsplejelovens § 154, at

meddelelser gives på den måde, som rettens formand bestemmer, medmindre loven

bestemmer andet. Arbejdsgruppen finder, at retten i medfør af denne

bestemmelse

kan bestemme, at en meddelelse fra retten skal gives ved digital

kommunikation,

medmindre der er opstillet særlige formkrav, der må fortolkes sådan, at der

ikke kan anvendes digital kommunikation. Om digital forkyndelse henvises til

punkt 2.6. nedenfor.

2.4.1.

Arbejdsgruppen har ved sin gennemgang

af

retsplejelovens

regler om den

civile retspleje

fundet, at en række

formkrav i loven er til hinder for anvendelse af digital kommunikation

til

retten, eller at det i hvert fald må

anses for tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes.

Det anføres, at f.eks. stævning, svarskrift og senere

processkrifter skal være skriftlige, og at skriftlighedskravet på grundlag af

disse dokumenters betydning for sagen må antages at være til hinder for

fremsendelse til retten ved brug af digital kommunikation. Arbejdsgruppen

bemærker, at retsplejelovens § 261, stk. 2, hvorefter retten skal

afvise processkrifter, der ikke er underskrevet af parten eller en

mødeberettiget, må antages at forudsætte, at processkrifter skal underskrives

af parten selv eller af en rettergangsfuldmægtig (typisk en advokat) på

partens

vegne. Det er i retspraksis antaget, at der skal være tale om en original

underskrift,

således at f.eks. en telefaxet stævning skal efterfølges af den originale

stævning. Dette underskriftskrav vil efter arbejdsgruppens opfattelse være

til

hinder for anvendelse af digital kommunikation.

Med hensyn til meddelelser

fra

retten antager arbejdsgruppen, at digital kommunikation bl.a.

ikke kan anvendes, hvis meddelelsen skal forkyndes, eller hvis der er knyttet

særlige retsvirkninger til meddelelsen, f.eks. udeblivelsesvirkning eller

afbrydelse af processuelle frister.

Der henvises til redegørelsen side 61 ff.

Med hensyn til retsplejelovens regler om

tvangsfuldbyrdelse

mv. peger

arbejdsgruppen ligeledes på en række bestemmelser, der må antages at være til

hinder for digital kommunikation, f.eks. kravet om skriftlighed ved anmodning

om tvangsauktion over fast ejendom. Det antages endvidere, at der ikke med

sikkerhed kan anvendes digital kommunikation f.eks. ved anmodninger til

retten

om brugeligt pant, umiddelbare fogedforretninger, arrest- og

forbudsforretninger mv. Arbejdsgruppen peger også på, at retsplejelovens

§ 561, stk. 1, om, at indkaldelse af skyldneren til vejledningsmøde

ved tvangsauktion over fast ejendom skal ske ved anbefalet brev, er til

hinder

for digital kommunikation.

Der henvises til redegørelsen side 75 ff.

Inden for

strafferetsplejen

antager arbejdsgruppen, at digital kommunikation ikke kan anvendes ved

fremsendelse

af anklageskrifter eller retsmødebegæringer til retten.

Der henvises til redegørelsen side 85 ff.

Arbejdsgruppen bemærker endelig, at

Procesbevillingsnævnet

, der behandler ansøgninger om anden- og

tredjeinstansbevillinger i civile sager og straffesager,

selv fastsætter sin forretningsorden, jf. retsplejelovens

§ 25, og at nævnet stiller krav om, at en ansøgning om en

procesbevilling

skal være skriftlig. Nævnet modtager for tiden ikke ansøgninger, der sendes

ved

anvendelse af digital kommunikation, f.eks. e-mail, jf. redegørelsen side

95 f.

2.4.2.

Med hensyn til

konkursloven

anfører arbejdsgruppen, at det under hensyn til den

væsentlige betydning, der tillægges en anmeldelse om betalingsstandsning

eller

en konkursbegæring mv., må anses for tvivlsomt, om konkurslovens

skriftlighedskrav giver mulighed for at anvende digital kommunikation. Det

antages endvidere, at disse dokumenter skal underskrives, hvilket under alle

omstændigheder må antages at være til hinder for anvendelsen af digital

kommunikation, jf. om retsplejelovens § 261, stk. 2, ovenfor i

punkt

2.4.1.

Der henvises til redegørelsen side 97 ff.

2.4.3.

Arbejdsgruppen anfører, at

dødsboskifteloven

i visse tilfælde

stiller krav om underskrift, f.eks. § 25, stk. 5, om åbningsstatus

i

privatskiftede boer, § 32 om boopgørelser i privatskiftede boer,

§ 33, stk. 3, om opgørelser af aktiver og passiver i forenklede

private skifter, og § 68, stk. 2, om boopgørelser i bobestyrerboer.

Arbejdsgruppen antager, at disse underskriftskrav umiddelbart er til hinder

for, at de nævnte opgørelser mv. indsendes digitalt.

Dødsboskifteloven indeholder herudover i flere tilfælde

bestemmelser, der indeholder krav om eller forudsætter skriftlighed, f.eks.

§ 82, stk. 1, om anmeldelse af fordringer til bobestyreren, og

§ 96, stk. 1, om klage over bobestyreren. Det beror i disse

tilfælde

på en vurdering af hver enkelt bestemmelse, om digital kommunikation er

udelukket.

Der henvises til redegørelsen side 105 ff.

2.4.4.

Skifteloven

gælder i dag alene for skifte ved separation og skilsmisse mv., ved skifte

af andre boer, jf. lovens § 82 (f.eks. interessentskabsboer) og for

dødsboskifte, når dødsfaldet er sket inden dødsboskiftelovens ikrafttræden

den

1. januar 1997. Reglerne om skifte ved separation og skilsmisse mv. findes i

lovens kapitel 6, hvis regler imidlertid henviser til eller forudsætter

anvendelse af de fleste andre bestemmelser i loven. Det samme gør sig

gældende

for boer omfattet af lovens § 82.

Arbejdsgruppen anfører, at hvis en begæring om

ægtefælleskifte fremsættes skriftligt – og ikke f.eks. mundtligt i et

retsmøde

– må det antages, at begæringen skal underskrives på samme måde som

processkrifter,

jf. om retsplejelovens § 261, stk. 2, ovenfor i punkt 2.4.1.,

hvilket

må anses at være til hinder for anvendelse af digital kommunikation. Bortset

herfra og fra den usikkerhed, der følger af uklarheden om, hvilke regler der

–

ud over dem, der udtrykkeligt er nævnt i lovens kapitel 6 – finder

anvendelse

på ægtefælleskifter, finder arbejdsgruppen ikke, at der er regler i

skifteloven, der hindrer eller vanskeliggør digital kommunikation.

Arbejdsgruppen bemærker, at skifte af boer omfattet af

skiftelovens § 82 har begrænset praktisk betydning. § 82 indeholder

en henvisning til skiftelovens regler om offentlig skiftebehandling af

dødsboer

»med de lempelser, der følger af forholdets natur«. Som følge af disse boers

begrænsede praktiske betydning, har arbejdsgruppen afstået fra at foretage en

fuldstændig gennemgang af reglerne i skifteloven.

Der henvises til redegørelsen side

109 f.

2.5. Lovforslagets udformning

2.5.1.

Som det fremgår af punkt 2.4. ovenfor,

stiller retsplejeloven og de andre processuelle love, som er behandlet i

redegørelsen, i en række tilfælde krav om eller forudsætter skriftlighed og i

visse tilfælde herudover et krav om underskrift. Det er arbejdsgruppens

opfattelse, at disse formkrav i flere tilfælde vil være til hinder for

anvendelse af digital kommunikation til eller fra domstolene, eller at det i

hvert fald må anses for tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at digital kommunikation

til domstolene bør gennemføres i videst muligt omfang, således at digital

kommunikation er et tilbud til domstolenes brugere, som kan anvendes som

alternativ

til almindelig papirbaseret kommunikation. Efter arbejdsgruppens opfattelse

bør

de ovennævnte retlige hindringer for digital kommunikation med domstolene

derfor fjernes, ligesom der må anses at være et stort praktisk behov for en

afklaring af de tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om digital kommunikation

kan anvendes. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse på, at usikkerhed om,

hvorvidt digital kommunikation kan anvendes, i sig selv vil kunne begrænse

anvendelsen af digital kommunikation.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der er tilfælde, hvor det

kan anses for velbegrundet at opretholde formkrav om skriftlighed og

eventuelt

underskrift, der må anses for at være til hinder for digital kommunikation

med

domstolene, dvs. om der er tilfælde, hvor digital kommunikation ikke bør

kunne

anvendes.

Arbejdsgruppen har med hensyn til retsplejelovens regler om

behandling af civile sager ikke fundet tilfælde, hvor digital kommunikation

bør

være udelukket. Arbejdsgruppen har særligt overvejet, om bilag til stævninger

og andre processkrifter bør kunne fremsendes digitalt og finder ikke, at

dette

bør være udelukket. Arbejdsgruppen peger på, at flere og flere bilag med

tiden

må forventes at ville foreligge digitalt, og at fordelen ved digital

fremsendelse af et processkrift vil være minimal, hvis ikke også bilag til

processkriftet kan fremsendes digitalt, men skal fremsendes med almindelige

post eller lignende.

Arbejdsgruppen finder ikke, at der inden for det

fogedretlige område eller strafferetsplejen kan påvises sådanne særlige

forhold, der kan begrunde, at der på disse områder skulle gælde andre regler

om

digital kommunikation med domstolene end inden for den civile retspleje.

Heller ikke inden for konkursloven, dødsboskifteloven eller

skifteloven har arbejdsgruppen fundet tilfælde, hvor anvendelse af digital

kommunikation bør være udelukket.

Arbejdsgruppen har særligt overvejet, om der med hensyn til

anmeldelser om betalingsstandsning samt anmodninger om konkurs,

akkordforhandling og gældssanering foreligger så tungtvejende hensyn, at

muligheden

for anvendelse af digital kommunikation bør begrænses, f.eks. som følge af,

at

de nævnte anmeldelser og begæringer kan have vidtrækkende betydning også for

andre end skyldneren. Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at dette bør

være

til hinder for digital kommunikation, hvis denne foregår på betryggende måde.

2.5.2.

Arbejdsgruppen har overvejet, hvilken

lovteknisk løsning der bør anvendes ved udformningen af regler, der skal

fjerne

de retlige hindringer for digital kommunikation med domstolene.

Arbejdsgruppen

anfører, at grundlovens § 61 i almindelighed antages at være til hinder

for, at regler om domstolenes organisation og virksomhed fastsættes

administrativt. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det derfor ikke ved en

generel bemyndigelsesbestemmelse overlades til f.eks. justitsministeren at

fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang der kan anvendes digital

kommunikation til eller fra domstolene.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en eller

flere generelle bestemmelser i retsplejeloven mv. om digital kommunikation,

eller om regler om digital kommunikation bør fastsættes i relation til de

enkelte

bestemmelser, der foreskriver eller forudsætter formkrav om skriftlighed

og/eller underskrift.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at en lovgivningsmodel

med generelle bestemmelser om digital kommunikation med domstolene, hvortil

der

eventuelt vil kunne fastsættes særlige undtagelser eller begrænsninger, må

anses for den mest hensigtsmæssige løsning. Med en sådan model vil det være

muligt i én enkelt bestemmelse at skaffe sig oplysning om, hvordan f.eks.

retsplejeloven forholder sig til digital kommunikation, og samtidig undgås en

række unødige gentagelser i den samme lov. Den, der f.eks. vil undersøge

retsplejelovens

krav til et svarskrift, vil ganske vist skulle søge flere steder i loven, men

arbejdsgruppen finder ikke, at dette med vægt taler imod en sådan

løsningsmodel.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der i

retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven indsættes en ny generel

bestemmelse, hvorefter krav i de pågældende love om skriftlighed og om

underskrift ikke skal være til hinder for, at der kan anvendes digital

kommunikation

til

domstolene.

Med arbejdsgruppens forslag vil det for så vidt angår

kommunikation til domstolene også fremover være op til afsenderen, om

kommunikationen skal ske digitalt eller på traditionel vis. Forslaget sikrer

alene, at afsenderen har mulighed for at vælge digital kommunikation. Det er

dog en forudsætning, at domstolene er i stand til at modtage digital

kommunikation, og at afsenderen betjener sig af en teknisk løsning, der gør

det

muligt for domstolene at læse kommunikationen. Alle retter har i dag

internetforbindelse og har dermed mulighed for at modtage digital post som

e-mail. Forslaget sikrer imidlertid også, at domstolene kan modtage digital

post på anden måde, f.eks. ved forskellige selvbetjeningsløsninger via

domstolens hjemmeside, når dette bliver en teknisk mulighed. Arbejdsgruppen

foreslår i den forbindelse, at Domstolsstyrelsen får bemyndigelse til at

fastsætte nærmere regler til gennemførelse af den digitale kommunikation.

For at opnå samme sikkerhed med hensyn til meddelelsens

autenticitet (at den stammer fra den angivne afsender) og integritet (at den

ikke er blevet ændret undervejs) ved digital kommunikation som ved

traditionel

papirbaseret kommunikation foreslår arbejdsgruppen, at afsenderen skal

anvende

en digital signatur, jf. herom punkt 2.2. ovenfor. Det foreslås samtidig, at

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om den digitale signatur,

herunder hvilke sikkerhedsmæssige krav signaturen skal opfylde.

Efter de foreslåede regler kan der kun stilles krav om

digital signatur i tilfælde, hvor der gælder formkrav om skriftlighed

og/eller

underskrift. Det må imidlertid forventes, at domstolene vil modtage digitale

meddelelser, der ikke er forsynet med digital signatur, og hvor det for den

almindelige bruger måske kan være tvivlsomt, om der i det enkelte tilfælde

gælder et sådant krav. For at lette brugen af digital kommunikation foreslår

arbejdsgruppen derfor, at der i tilfælde, hvor der gælder formkrav, og der

ikke

er anvendt en digital signatur, kan meddeles en frist til at genfremsende

meddelelsen med en digital signatur. Dette svarer til ordningen efter

retsplejelovens § 349, stk. 2, om fastsættelse af en frist til at

afhjælpe mangler ved en stævning.

Arbejdsgruppen forudsætter i øvrigt, at de foreslåede

regler om digital kommunikation med domstolene også finder anvendelse ved

kommunikation med Procesbevillingsnævnet.

2.5.3.

Arbejdsgruppen anfører, at det kan

være tvivlsomt, hvornår en digital meddelelse kan anses for at være »kommet

frem« til en domstol eller modtaget. Spørgsmålet er af væsentlig betydning,

navnlig i relation til frister for sagsanlæg, forældelse mv. Usikkerhed med

hensyn til dette spørgsmål kan endvidere indebære, at digital kommunikation

vil

ske i mindre omfang. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der i loven

udtrykkeligt tages stilling, hvornår en digital meddelelse anses for modtaget

og dermed kan virke fristafbrydende. Det foreslås, at det afgørende tidspunkt

er, hvornår meddelelsen kan gøres tilgængelig for retten. Dette tidspunkt kan

være forskelligt, alt efter hvilken digital kommunikationsform der anvendes.

Det er således ikke afgørende, hvornår meddelelsen rent faktisk gøres

tilgængelig for retten.

En digital meddelelse må efter arbejdsgruppens forslag

anses for modtaget, når meddelelsen er tilgængelig for retten i en

modtagelsesanordning eller et datasystem på en sådan måde, at meddelelsen kan

behandles. Kan modtagelsestidspunktet for en elektronisk meddelelse ikke

fastlægges som følge af problemer med rettens it-systemer eller andre

lignende

problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt,

hvor

meddelelsen blev afsendt, hvis pålidelige oplysninger om

afsendelsestidspunktet

kan fremskaffes.

Der henvises til redegørelsen side 73 ff., 84, 93 ff.,

103 f. og 108 om arbejdsgruppens

overvejelser om digital kommunikation til domstolene.

Ved digital kommunikation til

domstolene er det som udgangspunkt op til afsenderen, om

meddelelsen skal krypteres eller lignende for at sikre, at uvedkommende ikke

kan læse meddelelsen. Persondatalovens regler om behandling af

personoplysninger gælder dog også i denne situation, hvilket bl.a. indebærer,

at en advokat f.eks. ikke må sende fortrolige oplysninger til domstolene ved

brug af digital kommunikation, f.eks. i en stævning med bilag, uden at der er

foretaget kryptering eller lignende med henblik på at sikre, at uvedkommende

ikke kan læse meddelelsen. Det antages, at dette også gælder oplysninger om

den

pågældendes klient, selv om klienten f.eks. måtte have givet samtykke til, at

oplysningerne sendes ukrypteret.

2.5.4.

Med hensyn til digital kommunikation

fra

domstolene er det arbejdsgruppens

opfattelse, at domstolene bør anvende digital kommunikation i videst muligt

omfang.

Arbejdsgruppen bemærker, at der må antages at gælde en

generel regel om, at private personer, virksomheder mv. som udgangspunkt ikke

bør kunne kontaktes af domstolene eller andre offentlige myndigheder ved

digital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet et

udtrykkeligt eller stiltiende samtykke. Et sådant samtykke vil kunne ligge i,

at borgeren selv har henvendt sig ved digital kommunikation. Ved

professionelle

parter, som f.eks. advokater og andre offentlige myndigheder, kan samtykket

ligge i anvendelse af brevpapir med angivelse af e-mailadresse.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil udtrykkelige regler om

digital kommunikation fra domstolene medvirke til at klargøre retsstillingen

på

dette område, hvilket i sig selv vil kunne fremme digital kommunikation.

Arbejdsgruppen foreslår derfor en præcisering af retsplejelovens § 154,

således at det udtrykkeligt fremgår, at der kan anvendes digital

kommunikation

fra retten, hvis modtageren har samtykket heri. Det foreslås endvidere, at

der

i konkursloven og dødsboskifteloven indsættes udtrykkelige regler om, at

meddelelser fra domstolene kan sendes ved brug af digital kommunikation. Med

hensyn til det særlige spørgsmål om digital forkyndelse henvises til punkt

2.6.

nedenfor.

Domstolenes behandling af personoplysninger er omfattet af

persondataloven, jf. punkt 2.3. ovenfor. Ved digital kommunikation fra

domstolene fører persondataloven til,

at meddelelsen skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde, hvis den

indeholder fortrolige personoplysninger. Hvis en meddelelse i øvrigt

indeholder

oplysninger, der er fortrolige, f.eks. om selskaber, anfører arbejdsgruppen,

at

de almindelige regler om tavshedspligt fører til, at meddelelsen skal

krypteres

for at opnå sikkerhed for, at meddelelsen ikke kan læses af uvedkommende.

Efter

arbejdsgruppens opfattelse bør det fremgå udtrykkeligt af lovbestemmelserne,

at

der ved digital kommunikation fra domstolene skal ske kryptering, hvis

meddelelsen indeholder fortrolige oplysninger.

Der henvises til redegørelsen side 11 og

116 f.

2.5.5.

Arbejdsgruppen foreslår ikke ændringer

af skifteloven, der fortsat gælder for ægtefælleskifter og for skifte af

særlige boer, jf. lovens § 82. Arbejdsgruppen anfører herom, at også en

begæring om ægtefælleskifte bør kunne indgives ved digital kommunikation.

Da det gældende krav om underskrift ikke følger direkte af skifteloven, men

bygger på det generelle krav om underskrift af processkrifter mv., finder

arbejdsgruppen, at det med forslaget til ændring af retsplejeloven fremover

også vil være muligt at anvende digital kommunikation ved en begæring om

ægtefælleskifte.

Bortset fra den usikkerhed, der følger af uklarheden om,

hvilke regler der – ud over dem, der udtrykkeligt er nævnt i

skiftelovens

kapitel 6 – finder anvendelse på ægtefælleskifter, finder arbejdsgruppen

ikke,

at der herudover er regler i skifteloven, der hindrer eller vanskeliggør

digital kommunikation, jf. punkt 2.4.4. ovenfor. Som det også fremgår heraf,

har arbejdsgruppen som følge af den begrænsede praktiske betydning af

reglerne

om skifte af boer efter skiftelovens § 82 ikke fundet anledning til at

foretage en nærmere vurdering af, om der måtte være bestemmelser andre steder

i

skifteloven, der vil kunne være til hinder for digital kommunikation.

Arbejdsgruppen forudsætter dog, at digital kommunikation kan anvendes ved

behandlingen af disse boer i samme omfang som ved behandlingen af andre boer.

Der henvises til redegørelsen side 118.

2.5.6.

Redegørelsen har været forelagt

Retsplejerådet, der generelt har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag.

Retsplejerådets

udtalelse er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

2.5.7.

Justitsministeriet kan tilslutte sig

arbejdsgruppens forslag om at fjerne de retlige hindringer for digital

kommunikation til og fra domstolene, herunder med henblik på at afklare

retsstillingen i de tilfælde, hvor det må anses for tvivlsomt, om der er

mulighed for digital kommunikation. Justitsministeriet er endvidere enig i,

at

det må anses for mest hensigtsmæssigt, at der indsættes generelle

bestemmelser i

retsplejeloven mv. om digital kommunikation med domstolene, og lovforslaget

er

i det væsentlige udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast.

Det bemærkes, at de foreslåede regler ikke vedrører digital

kommunikation med domstolene på tinglysningsområdet (»papirløs tinglysning«).

Dette spørgsmål overvejes for tiden i Justitsministeriets Tinglysningsudvalg.

Som det fremgår af punkt 2.5.5. ovenfor, foreslår

arbejdsgruppen ingen ændringer af skifteloven. Med henblik på at udelukke

tvivl

om, i hvilket omfang der også på dette område kan anvendes digital

kommunikation

med domstolene, finder Justitsministeriet det imidlertid rigtigst, at der

også

i skifteloven indsættes regler om digital kommunikation, der svarer til de

foreslåede regler i retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven.

Det bemærkes endvidere, at Procesbevillingsnævnet har

tilkendegivet, at nævnet nøje følger udviklingen med hensyn til anvendelse af

digital kommunikation med domstolene og forventer at indrette sin praksis i

overensstemmelse hermed.

Indførelsen af muligheden for at anvende digital

kommunikation inden for retsplejen vil i sig selv ikke indebære ændringer i

retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav

der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under domstolenes

behandling af en konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for

retten, eller til udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af en

sag, f.eks. en ekstrakt af sagens dokumenter.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-4 og 12

(forslag til retsplejelovens §§ 148 a og 154, stk. 2, samt ændring

af

§ 561, stk. 1, 4. pkt.) og §§ 2-4 (forslag til konkurslovens

kapitel

29 a,

dødsboskiftelovens kapitel

31 a

og skiftelovens §§ 92 a-b).

Med hensyn til de praktiske og tekniske forudsætninger for

at indføre digital kommunikation med domstolene har Domstolsstyrelsen oplyst,

at domstolenes nuværende it-systemer ikke er indrettet til eller forberedt på

at modtage eller sende omfattende digital kommunikation, herunder ved

anvendelse af digitale signaturer mv. Endvidere kan digitale meddelelser ikke

indgå i retternes nuværende sagsbehandlingssystemer, og materiale, der

fremsendes elektronisk, vil derfor skulle udskrives og derefter indgå i den

traditionelle papirbaserede sagsbehandling. Det er på denne baggrund

Domstolsstyrelsens vurdering, at indførelsen af digital kommunikation med

domstolene på nuværende tidspunkt vil indebære visse merudgifter bl.a. til

forbedring

af retternes muligheder for at modtage og sende digitale meddelelser og som

følge af en generel forøgelse af papirhåndteringen ved domstolene.

Domstolsstyrelsen har imidlertid peget på, at der med

styrelsens projekt »Digitalisering af Danmarks Domstole« er lagt op til

grundlæggende ændringer af domstolenes nuværende it-systemer med henblik på

at

sikre en hensigtsmæssig brug af digital kommunikation til og fra

domstolene. Hvis projektet gennemføres, bliver det således bl.a. muligt for

domstolene at anvende digitalt modtagne dokumenter direkte i

sagsbehandlingssystemerne,

så domstolene kan få det fulde udbytte af fordelene ved en digitalisering.

Domstolsstyrelsen har i den forbindelse bemærket, at en

gennemførelse af projektet om digitalisering af Danmarks domstole vil

indebære merudgifter bl.a. til indførelse af nye it-systemer ved domstolene.

Første fase af projektet er levering af et nyt fogedsystem, som i givet fald

forventes at kunne tages i brug ved alle byretter i løbet af 2005.

På denne baggrund og med henblik på, at indførelsen af

muligheden for at anvende digital kommunikation med domstolene sker på den

mest

hensigtsmæssige måde, er lovforslaget udformet sådan, at de nye regler om

digital kommunikation træder i kraft efter justitsministerens nærmere

bestemmelse, således at de nye regler vil kunne sættes i kraft sagsområde for

sagsområde, efterhånden som der ved domstolene indføres nye

edb-sagsbehandlingssystemer. Som nævnt forventes et nyt fogedsystem i givet

fald indført ved alle byretter i løbet af 2005, og det er således hensigten i

givet fald samtidig hermed at sætte de nye regler om digital kommunikation i

kraft for så vidt angår kommunikation til og fra fogedretterne i de

sagstyper,

som er omfattet af det nye fogedsystem. Der henvises til lovforslagets

§ 5

og bemærkningerne hertil.

2.6. Særligt om digital forkyndelse

2.6.1. Gældende ret

Forkyndelsesreglerne har en central betydning i retsplejen

og har til formål at sikre, at det kan lægges til grund, at en person (part,

vidne mv.) har modtaget en processuel meddelelse, således at der kan

tillægges

den pågældendes passivitet over for meddelelsen en særlig betydning, f.eks.

afsigelse af udeblivelsesdom ved sagsøgtes passivitet i en civil retssag, jf.

retsplejelovens § 354, stk. 3 og 6, eller anvendelse af reglerne om

vidnetvang, jf. retsplejelovens § 178.

Efter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal

processuelle meddelelser i borgerlige sager forkyndes, medmindre andet er

bestemt. Efter § 154 skal meddelelser fra retten dog kun forkyndes, hvis

det er særligt foreskrevet. I straffesager skal forkyndelse kun ske, hvis

dette

er særligt bestemt, jf. § 153, stk. 2. Retsplejeloven indeholder

herudover en række særlige regler om, i hvilket omfang der skal ske

forkyndelse, jf. nærmere herom redegørelsen side 26 ff.

Forkyndelse kan ske ved brevforkyndelse, postforkyndelse

eller stævningsmandsforkyndelse, jf. retsplejelovens § 155. Hertil

kommer

særlige regler om forkyndelse i udlandet, jf. § 158, og om forkyndelse i

Statstidende, jf. § 159.

Ved brevforkyndelse sendes eller afleveres det dokument,

der skal forkyndes, til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte

modtagelsen på en medsendt genpart af dokumentet eller på et særligt

modtagelsesbevis.

Dokumentet anses for forkyndt, hvis genparten eller modtagelsesbeviset er

underskrevet af den pågældende personligt, jf. § 156. Forkyndelsen anses

for sket den dag, hvor den pågældende anfører at have modtaget dokumentet. Er

der ikke anført en modtagelsesdato, eller er den anførte dato senere end

poststemplets dato, anses forkyndelsen for sket på datoen for poststemplet på

tilbagesendelsen.

Ved postforkyndelse overgives dokumentet med bilag til

modtageren af en postmedarbejder, og ved stævningsmandsforkyndelse afleveres

en

genpart af dokumentet og eventuelle bilag af en stævningsmand.

Efter § 157 skal post- og stævningsmandsforkyndelse så

vidt muligt ske for modtageren personligt på hans eller hendes bopæl,

midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelsen er dog gyldig,

uanset

hvor den er foretaget, når blot meddelelsen er kommet modtageren i hænde, jf.

§ 163, stk. 2.

Arbejdsgruppen anfører, at forkyndelsesreglerne

forudsætter, at der tale om en skriftlig meddelelse, og at kravet om

skriftlighed på dette område vil kunne fortolkes således, at forkyndelse ikke

kan ske ved digital kommunikation. Arbejdsgruppen peger endvidere på, at

synspunktet om, at offentlige myndigheder ikke bør sende digitale meddelelser

til borgere, virksomheder mv. uden forudgående samtykke vil kunne være til

hinder

for digital kommunikation på forkyndelsesområdet.

Der henvises til redegørelsen side 26 ff.

2.6.2. Lovforslagets udformning

Arbejdsgruppen foreslår, at »digital forkyndelse« indføres

som ny forkyndelsesform. Det foreslås, at digital forkyndelse skal ske ved,

at

den meddelelse, der skal forkyndes, sendes digitalt, samtidig med at

modtageren

opfordres til at bekræfte modtagelsen. Arbejdsgruppen har fundet, at det i

denne situation, hvor den digitale meddelelse kun vil få retsvirkninger, hvis

dens modtagelse bekræftes, er forsvarligt og nyttigt, at digital

kommunikation

kan anvendes, selv om der ikke på forhånd foreligger et samtykke.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at den digitale

meddelelse kun anses for forkyndt, hvis modtageren bekræfter at have modtaget

meddelelsen enten ved en digital meddelelse, der sendes ved anvendelse af en

digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af

meddelelsen.

Der henvises til redegørelsen side 12 og 29 ff.

Som anført i punkt 2.5.6. ovenfor, har redegørelsen være

forelagt Retsplejerådet, der har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag om at

indføre regler om digital forkyndelse.

Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig

arbejdsgruppens forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed.

Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på forkyndelsesreglernes

store

praktiske betydning, og efter Justitsministeriets opfattelse bør der også på

forkyndelsesområdet drages fordel af mulighederne for at anvende digital

kommunikation, selv om dette indebærer, at der på dette særlige område kan

ske

digital kommunikation fra det offentlige til modtagere, der ikke udtrykkeligt

har givet samtykke til det.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-7 (forslag

til retsplejelovens § 155, nr. 2, § 156 a og § 158), og

bemærkningerne

hertil.

3. Afsigelse af kendelser med begrænset

sagsfremstilling

3.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 218 skal domme og kendelser

»ledsages af grunde«, dvs. begrundes.

Efter § 366 a, stk. 1, skal domme i første

instans i civile sager indeholde parternes påstande og en fremstilling af

sagen. Sagsfremstillingen skal gengive parternes anbringender og i fornødent

omfang parts- og vidneforklaringer samt angive de faktiske og retlige

omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse. § 366 a,

stk. 2, giver dog mulighed for, at sagsfremstillingen i byretsdomme kan

begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, hvis der samtidig

gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Hvis en sådan dom ankes, skal

retten udarbejde en supplerende redegørelse for sagen, hvilket i praksis

navnlig vil være en gengivelse af de parts- og vidneforklaringer, der blev

afgivet under sagen, jf. stk. 3.

Retsplejerådet har i betænkning nr. 1427/2003 om reform af

den civile retspleje II foreslået, at der indsættes en generel regel i

retsplejeloven om affattelse af domme, som også vil omfatte domme i

straffesager og ankedomme i civile sager. En sådan regel er medtaget i

lovforslag nr. L 23 (2003-04) om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre

love (Offentlighed i retsplejen), som blev fremsat den 8. oktober 2003, jf.

dette lovforslags § 1, nr. 20. Den foreslåede nye § 218 a i

retsplejeloven viderefører de gældende regler i § 366 a, stk. 2-3,

om

byretsdomme med begrænset sagsfremstilling i borgerlige sager.

Bortset fra særlige tilfælde, f.eks. § 764,

stk. 4, om varetægtsfængsling, stiller retsplejeloven kun det helt

generelle krav til kendelser, at de skal begrundes, jf. § 218,

stk. 1. Retsplejerådet anfører i betænkning nr. 1427/2003 side

132 f., at dette kan åbne for

forskellig praksis med hensyn til affattelse af kendelser, men peger samtidig

på, at kendelser udviser en meget stor variation, og at det derfor vil være

vanskeligt at udforme generelle lovregler om affattelse af kendelser. Efter

Retsplejerådets opfattelse er det først og fremmest ønskeligt, at kendelsens

affattelse afpasses efter den konkrete situation. I nogle tilfælde bør en

kendelse indeholde en udførlig begrundelse, mens det i andre tilfælde vil

være

tilstrækkeligt med en ganske kort begrundelse.

I praksis vil nogle kendelser indeholde en mere eller

mindre udførlig sagsfremstilling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet for

fogedretskendelser, der afsiges efter, at der har været bevisførelse for

fogedretten, og hvor kendelsen indeholder en gengivelse af de afgivne

forklaringer. I de tilfælde, hvor det efter retspraksis må anses for et

krav

, at kendelsen indeholder en

sagsfremstilling med angivelse af forklaringer mv., kan retsplejelovens

§ 366 a, stk. 2, imidlertid ikke anvendes, jf. Østre Landsrets

beslutning af 7. september 2001 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001 side

2577) og Østre Landsrets kendelse af 17. juli 2003 (gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2003 side 2309).

I den førstnævnte afgørelse udtalte landsretten, at når der

foretages bevisførelse for fogedretten i form af parts- eller

vidneforklaringer,

skal forklaringernes indhold fremgå af fogedrettens afgørelse i sagen, idet

§ 366 a, stk. 2, kun gælder for domme, og idet kæremål vedrørende

fogedrettens afgørelser efter retsplejeloven som udgangspunkt skal behandles

på

skriftligt grundlag i landsretten.

I den anden afgørelse, der vedrørte behandling af en

konkursbegæring, behandlede landsretten dog kæremålet, selv om kendelsen

angav

at være affattet i henhold til retsplejelovens § 366 a, stk. 2,

idet

kendelsen fandtes at opfylde de krav, der kunne stilles vedrørende kendelsers

form og indhold.

3.2. Lovforslagets udformning

Som det fremgår af punkt 3.1. ovenfor, er det antaget, at

retsplejelovens § 366 a, stk. 2, ikke giver hjemmel til at afsige

en

kendelse med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor der efter

retspraksis stilles krav om, at kendelsen indeholder en nærmere fremstilling

af

sagen, herunder en gengivelse af de afgivne parts- og vidneforklaringer.

Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet rejst

spørgsmål om at tilvejebringe en sådan hjemmel navnlig for så vidt angår

fogedsager. Styrelsen har peget på, at fogedretterne behandler et betydeligt

antal sager, hvoraf kun en meget lille del kæres til landsretten.

Muligheden for i givet fald at begrænse sagsfremstillingen

i de sager, hvor der efter retspraksis stilles krav om en sådan, f.eks. visse

fogedsager med bevisførelse for fogedretten, jf. punkt 3.1. ovenfor, vil

kunne

medvirke til at reducere ressourceanvendelsen ved behandlingen af den enkelte

sag.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig

Domstolsstyrelsens forslag. Det foreslås således, at der i retsplejeloven

indsættes en hjemmel til, at byretskendelser i borgerlige sager kan afsiges

med

en begrænset sagsfremstilling, således at der skal udarbejdes en supplerende

redegørelse for sagen i de tilfælde, hvor sagen indbringes for landsretten.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets

generelle synspunkter i betænkning nr. 1427/2003 om affattelse af kendelser,

jf. punkt 3.1. ovenfor. Justitsministeriet er således enig, at det ikke vil

være hensigtsmæssigt at søge at udforme generelle lovregler om de nærmere

krav

til affattelse af kendelser.

Den foreslåede nye bestemmelse om mulighed for at afsige

kendelser med begrænset sagsfremstilling indeholder på denne baggrund ikke

regler om, hvilke krav der stilles til affattelsen af kendelser i borgerlige

sager. Dette reguleres som hidtil af retsplejelovens § 218, stk. 1,

og af de krav, der i retspraksis er stillet til kendelsers indhold. Formålet

med den nye bestemmelse er således alene at give mulighed for at afsige

kendelser

med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor der i dag stilles krav om

en

nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og vidneforklaringer mv. Det

bemærkes, at bestemmelsen efter Justitsministeriets opfattelse bør gælde for

alle byretskendelser i civile sager.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til

retsplejelovens § 218 a), og bemærkningerne hertil.

4. Midlertidig beskikkelse af dommere

4.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 44 a kan Domstolsstyrelsen

meddele midlertidig beskikkelse i en dommerstilling, når det er nødvendigt

ved

ledighed i stillingen eller ved en fast dommers forfald. Bortset fra tilfælde

af sygdom kan en dommerstilling ikke holdes midlertidigt besat i mere end et

år, jf. § 44 a, stk. 3.

Hvis den midlertidige beskikkelse skyldes, at dommeren

udfører et andet offentligt hverv, kan etårsfristen dog efter § 44 a,

stk. 4, forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige grunde

taler for det, hvis vedkommende retspræsident eller administrerende dommer er

indforstået, og hvis en fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i den

pågældende stilling. Forlængelse af etårsfristen kan dog højst ske for en

samlet periode på 3 år, jf. stk. 5.

4.2. Lovforslagets udformning

Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet rejst

spørgsmål om, hvorvidt retsplejelovens § 44 a, stk. 4, bør ændres,

således at det fremover ikke skal være en betingelse for midlertidig

beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år, at dommeren varetager et

andet offentligt hverv, og at en fast ansat dommer beskikkes i stillingen.

Domstolsstyrelsen har navnlig henvist til, at der i de

kommende år forventes et stigende antal forespørgsler om international

bistand

fra dommere, som i en del tilfælde må forventes at vare mere end et år, og

som

heller ikke altid vil kunne karakteriseres som offentlige hverv. Hertil

kommer

situationer, hvor en dommer i lighed med andre statstjenestemænd ønsker at

benytte sin ret til tjenestefrihed med henblik på at følge en ægtefælle eller

samlever, der ansættes eller udstationeres i udlandet.

Domstolsstyrelsen har endvidere anført, at det ved

enedommerembeder i praksis kan være vanskeligt at finde udnævnte dommere, som

vil påtage sig en midlertidig beskikkelse, når det første år er udløbet, og

f.eks. embedets retsassessor efter de gældende regler i retsplejelovens

§ 44 a ikke længere kan beskikkes midlertidigt i dommerens stilling.

Domstolsstyrelsen har overvejet, om de nævnte problemer kan

løses ved anvendelse af de nuværende rejsedommere, der fortrinsvis er ansat

med

henblik på midlertidig beskikkelse ved en byret, når rettens forhold tilsiger

det, jf. retsplejelovens § 15, stk. 6, og § 45. Efter

Domstolsstyrelsens opfattelse ville dette imidlertid lægge et alt for stort

beslag på rejsedommerordningen, der kun omfatter fire rejsedommere (to i hver

landsretskreds), og som fortrinsvis har til formål at bistå embeder med en

eller flere større sager eller med andre særlige ressourcemæssige forhold. En

forøgelse af antallet af rejsedommere vil efter Domstolsstyrelsens opfattelse

ikke være hensigtsmæssig, da behovet for midlertidigt at kunne beskikke en

fast

dommer både varierer over tid og imellem de to landsretskredse.

Domstolsstyrelsen har endelig anført, at muligheden efter

§ 44 a, stk. 2, for midlertidigt at beskikke en byretsdommer til

udover sit eget embede at beklæde et andet byretsdommerembede, ikke i praksis

kan anvendes i længere perioder.

En ophævelse af kravet om, at midlertidig beskikkelse i en

dommerstilling i mere end et år, kun kan ske, hvis en fast ansat dommer

beskikkes i stillingen, vil kunne indebære en midlertidig beskikkelse af

ikke-udnævnte dommere (i praksis navnlig retsassessorer) – i op til 3

år, jf.

§ 44 a, stk. 5 – i videre omfang end i dag.

Siden Domstolsreformen i 1999 har også retsassessorer og

dommerfuldmægtige været beskyttet mod afskedigelse og mod uansøgt ændring af

tjenestested med henblik på at sikre deres uafhængighed, jf. retsplejelovens

§ 54 a. Hertil kommer, at de øvrige betingelser efter § 44 a,

stk. 4, for midlertidig beskikkelse i mere end et år, i givet fald

fortsat

skal være opfyldt, dvs. at »ganske særlige grunde« skal tale for det, og at

vedkommende

retspræsident mv. er indforstået. Endvidere kan en dommerstilling allerede i

dag i tilfælde af sygdom besættes midlertidigt af en ikke-udnævnt dommer i

mere

end et år.

Justitsministeriet kan på denne baggrund og af de grunde,

der er anført af Domstolsstyrelsen, tilslutte sig forslaget om at ændre

retsplejelovens § 44 a, stk. 4. Justitsministeriet har i den

forbindelse lagt vægt på, at der er tale om en forholdsvis begrænset

udvidelse

af mulighederne for midlertidigt at besætte dommerstillinger med

ikke-udnævnte

dommere, jf. ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (ændring af

retsplejelovens § 44 a, stk. 4), og bemærkningerne hertil.

5. Inddrivelse af disciplinære bøder pålagt af

Advokatnævnet

5.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1, kan

Advokatnævnet tildele en advokat eller et advokatselskab, der har tilsidesat

sine pligter efter retsplejeloven mv., en advarsel eller irettesættelse eller

pålægge advokaten eller selskabet en bøde på indtil 200.000 kr.

Sådanne disciplinære bøder er hidtil blevet opkrævet og

inddrevet af politiet efter de regler, der gælder for inddrivelse af bøder

for

strafbart forhold. Det har således været antaget, at § 91 i

straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf

mv. – tidligere straffelovens § 52, stk. 3) om udpantning og

lønindeholdelse

indeholdt den nødvendige hjemmel hertil, og at straffelovens § 55 om

fastsættelse af forvandlingsstraf for bøde også fandt anvendelse.

Ved Højesterets dom af 26. februar 2003 (2. afdeling, sag

nr. 163/2000) blev det fastslået, at der ikke i medfør af straffelovens

§ 55 kan fastsættes forvandlingsstraf for bøder, som pålægges advokater

og

advokatselskaber af Advokatnævnet, da bøderne ikke kan anses for at vedrøre

strafbart forhold, jf. straffelovens § 2.

Højesteret tager ikke stilling til, om bøder pålagt af Advokatnævnet

kan inddrives ved udpantning eller lønindeholdelse. Det må imidlertid antages

at følge af dommen, at straffuldbyrdelseslovens regler – herunder lovens

§ 91, stk. 2, om udpantning og lønindeholdelse – ikke kan

anvendes på

bøder, som pålægges advokater og advokatselskaber af Advokatnævnet, idet

straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde er begrænset til bødestraffe, jf.

lovens § 1, nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at afgrænsningen af

bødestraffe i straffuldbyrdelseslovens § 1, nr. 2, svarer til

afgrænsningen i straffelovens § 2, som Højesteret henviser til i dommen

af

26. februar 2003.

Da der ikke i retsplejeloven eller i lovgivningen i øvrigt

findes udpantningshjemmel mv. for disciplinære bøder, som Advokatnævnet i

medfør af retsplejelovens § 147c, stk. 1, pålægger advokater og

advokatselskaber, må det antages, at sådanne bøder ikke kan tvangsinddrives,

før der er tilvejebragt et særligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.

5.2. Lovforslagets udformning

Det forhold, at der ikke er udpantningsret mv. for bøder

pålagt af Advokatnævnet, indebærer, at tvangsinddrivelse af bøderne først kan

ske, når Justitsministeriet har opnået en dom over den pågældende til

betaling

af bødekravet, eller hvis kravet på anden måde er fastslået, f.eks. ved et

udenretligt forlig, når det i forliget er bestemt, at det kan tjene som

grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler hensynet til en

effektiv inddrivelse af bøder pålagt af Advokatnævnet for, at også disse

bøder

skal kunne inddrives umiddelbart ved udpantning. Det foreslås derfor, at der

indsættes

en udpantningshjemmel i retsplejeloven for bøder pålagt af Advokatnævnet i

medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

Det foreslås samtidig, at der – ligesom for bøder omfattet

af straffuldbyrdelsesloven – bliver mulighed for, at de disciplinære

bøder

tillige kan inddrives ved indeholdelse i en advokats indtægter efter reglerne

om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om

Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Som anført i punkt 5.1. ovenfor, vedrører de disciplinære

bøder pålagt af Advokatnævnet ikke et strafbart forhold, og reglerne om

inddrivelse af bøder i straffuldbyrdelsesloven finder ikke anvendelse. På

denne

baggrund bør de disciplinære bøder efter Justitsministeriets opfattelse ikke

inddrives af politiet, men af Justitsministeriet som ressortmyndighed. De

bøder, der ikke betales efter Justitsministeriets opkrævning, vil efter de

almindelige regler herom blive overført til inddrivelse hos

Inddrivelsesenheden

under Told- og Skatteregion København, jf. Finansministeriets

cirkulæreskrivelser af 28. juni 1991 om samling af restanceinddrivelse og

finansforvaltning i Hypotekbanken og 15. december 1999 om inddrivelse af

statslige restancer i Finansstyrelsen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

retsplejelovens § 147 g), og bemærkningerne hertil.

6. Behandlingen af personer, der tages i forvaring

efter retsplejeloven

6.1. Gældende ret

6.1.1. Retsplejelovens § 178

Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide

at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det

sted, hvor retsmødet afholdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved

at

svare, kan retten lade et vidne tage i forvaring ved politiets foranstaltning

eller lade vidnet undergive de i § 765 nævnte foranstaltninger

(varetægtsfængsling i surrogat), indtil fremstilling for retten til afgivelse

af vidneforklaring kan finde sted, eller vidnet indvilliger i at svare, dog

ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt, jf.

retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5.

Det følger af § 178, stk. 2, at afgørelsen om

anvendelse af tvangsmidler imod et vidne træffes af den ret, for hvilken

vidnet

er indkaldt til et møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan omgøres af

retten.

Tager politiet i medfør af § 178, stk. 1, nr. 5,

et vidne i forvaring, og kan fremstilling for retten til afgivelse af

vidneforklaring ikke ske inden for 24 timer efter pågribelsen, giver politiet

snarest muligt og senest inden samme frist retten meddelelse om, at vidnet er

taget i forvaring.

I retsplejeloven er der i en række bestemmelser henvist til

vidnereglerne i § 178, herunder reglerne om forvaring. Det drejer sig

bl.a. om § 180 (vidnets pligt til at opfriske sin viden om sagen),

§ 299, stk. 2 (edition), § 456 h, stk. 7 (gennemførelse

af

retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager), § 786, stk. 3

(pligt

for postvirksomheder mv. til at bistå politiet ved indgreb i

meddelelseshemmeligheden mv.), § 792 d, stk. 3 (legemsbesigtigelse

af

en person, der ikke er sigtet) og § 807, stk. 2 (edition).

6.1.2 Retsplejelovens § 494,

stk. 2, og § 497, stk. 2

Retsplejelovens § 494, stk. 2, vedrører en

skyldners mødepligt i forbindelse med fogedforretninger, herunder arrest- og

forbudssager og umiddelbare fogedforretninger, jf. § 598, stk. 2,

§ 631, stk. 2, § 646, stk. 2.

Efter § 494, stk. 1 kan fogedretten med et af

denne fastsat varsel tilsige skyldneren til forretningen, såfremt denne

foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller

hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed, eller i en tilstødende

retskreds.

Foretages forretningen ved Københavns byret, retten på Frederiksberg eller en

af retterne i Gentofte, Lyngby, Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre, Rødovre,

Glostrup,

Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby og Hørsholm, kan skyldneren tilsiges, såfremt

han

har en sådan tilknytning til en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen

pålægges skyldneren at møde personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning

om

varsel og om virkningerne af udeblivelse.

Udebliver skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er

forkyndt for ham, uden anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse

bestemme, at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan

fremstilles

i fogedretten. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde,

uagtet dette er pålagt ham. Bestemmelsen i § 178, stk. 3, finder

tilsvarende anvendelse, jf. § 494, stk. 2.

Retsplejelovens § 497 vedrører en skyldners

oplysningspligt i forbindelse med fogedforretninger, herunder arrest- og

forbudssager og umiddelbare fogedforretninger, jf. § 523, stk. 3,

§ 598, stk. 2 og § 646, stk. 2.

Efter § 497, stk. 1, skal skyldneren give de

oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af

tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal den pågældende

således

give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold. Fogedretten skal

pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre ham bekendt med strafansvaret for

afgivelse af falsk forklaring.

Undlader skyldneren at give de krævede oplysninger, kan

fogedretten ved kendelse bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning

skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt.

Skyldneren kan dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder

uafbrudt

eller sammenlagt, jf. § 497, stk. 2.

6.1.3. Reglerne for strafafsonere

(straffuldbyrdelsesloven)

Reglerne om fuldbyrdelse af straf herunder de nærmere

bestemmelser om strafafsonernes rettigheder og pligter findes i lov nr. 432

af

31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf mv. (straffuldbyrdelsesloven) samt de i

medfør af loven udstedte bekendtgørelser.

Af § 1 i straffuldbyrdelsesloven fremgår det, at

reglerne i loven finder anvendelse i forbindelse med 1) fængselsstraffe, 2)

bødestraffe, 3) betingede domme, 4) samfundstjeneste og 5) forvaring efter

straffelovens §§ 68 og 70.

Personer, som er taget i forvaring efter retsplejelovens

§ 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2 eller § 497,

stk. 2, vil således ikke være omfattet af reglerne i

straffuldbyrdelsesloven.

6.1.4. Reglerne om ophold i varetægtsfængsel

(retsplejeloven)

Reglerne om varetægtsfængsling samt behandlingen af

varetægtsarrestanter findes i retsplejelovens kapitel 70 om

varetægtsfængsling.

Efter retsplejelovens § 772, stk. 2, 3. pkt., kan justitsministeren

fastsætte regler om varetægtsarrestanters ret til at afsende lukkede breve

til

andre offentlige myndigheder og enkeltpersoner end de i bestemmelsen

opregnede.

Efter § 776, stk. 1, fastsætter justitsministeren nærmere regler

for

behandlingen af varetægtsarrestanter.

I medfør af retsplejelovens § 772, stk. 2, 3.

pkt., og § 776 er udstedt bekendtgørelse nr. 897 af 6. november 2003 om

ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) med tilhørende vejledning nr.

125

af 4. november 2003 om bekendtgørelse om ophold i varetægt

(varetægtsvejledningen). Varetægtsbekendtgørelsen indeholder regler om valg

af

varetægtsfængsel (kapitel 3-7), varetægtsarrestanters rettigheder og pligter

under opholdet i institutionen, herunder adgangen til fællesskab med andre

indsatte, arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter (kapitel 8-18),

varetægtsarrestanters kontakt til samfundet uden for institutionen, herunder

adgangen til udgang, brevveksling, telefonsamtaler mv., (kapitel 19-25),

indgreb over for de varetægtsfængslede (kapitel 26-29), disciplinærstraf,

konfiskation og modregning af erstatningsbeløb (kapitel 30-33), erstatning

for

indgreb (kapitel 34) og klage mv. (kapitel 35-36).

Af § 1, stk. 3, i varetægtsbekendtgørelsen

fremgår det, at bekendtgørelsen med de fornødne fravigelser tillige finder

anvendelse på andre personer, der er anbragt i varetægtsfængsel, medmindre

anbringelsen er sket til udståelse af straf, til afsoning af tvangsbøde eller

underholdsbidrag eller til forvaring som vidne eller lignende efter

retsplejelovens regler.

Forvarede vidner og skyldnere vil således ikke være

underlagt reglerne i retsplejelovens kapitel 70 og varetægtsbekendtgørelsen.

6.2. Lovforslagets udformning

Som det fremgår af punkt. 6.1.3. og 6.1.4. ovenfor, finder

reglerne i retsplejeloven og straffuldbyrdelsesloven om behandlingen af

henholdsvis varetægtsarrestanter og strafafsonere ikke anvendelse i forhold

til

vidner og skyldnere, som er taget i forvaring efter retsplejelovens

§§ 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2, og 497,

stk. 2.

Det har tidligere været antaget, at personer, som er

undergivet forvaring efter retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5,

§ 494, stk. 2, og § 497, stk. 2, som udgangspunkt skulle

behandles efter reglerne om hæfte, jf. herved de tidligere bestemmelser i

straffelovens §§ 44 og 45.

I forbindelse med ikraftsættelsen af

straffuldbyrdelsesloven blev hæftestraffen imidlertid afskaffet, jf. lov nr.

433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse

med

gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Samtidig blev

straffelovens § 44, der foreskrev en række særregler om hæftestraffen,

ophævet.

Problemstillingen vedrørende behandlingen af vidneforvarede

blev ikke omtalt i forarbejderne til lov nr. 433 af 31. maj 2000, men

spørgsmålet er omtalt i Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov

om

fuldbyrdelse af straf mv., side 41. Her konkluderer Straffelovrådet i

relation

til straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde, at de foreslåede regler om

straffuldbyrdelse ikke kan finde anvendelse på fuldbyrdelse af forvaring i

medfør af f.eks. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, da forvaring

i

medfør af denne bestemmelse ikke er straf eller forvaring i

straffuldbyrdelseslovens forstand. Rådet konkluderer endvidere, at der ikke i

forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov bør tages stilling

til, i hvilket omfang der som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven

kan antages at være et behov for at gennemføre ændringer i retsplejeloven med

henblik på regulering af retsstillingen for personer, der hensidder i

forvaring

i medfør af retsplejelovens regler. Baggrunden for rådets opfattelse er, at

der

i disse tilfælde ikke er tale om strafferetlig forfølgning, men om et

retsmiddel, der har til formål at gennemtvinge en oplysningspligt. Videre

overvejelser om dette spørgsmål må derfor ske i anden sammenhæng.

Problemstillingen er for nylig aktualiseret i en kendelse

afsagt af Østre landsret den 22. august 2003, hvor landsretten omgjorde en

kendelse fra Kriminalretten i Hillerød afsagt den 8. august 2003. I kendelsen

fra august havde kriminalretten med henvisning til bl.a. frihedsberøvelsens

formål bestemt, at et vidne, som var taget i forvaring efter retsplejelovens

§ 178, stk. 1, nr. 5, ikke måtte få udgang, ligesom der med

sædvanlig

domstolskontrol kunne iværksættes besøgs- og brevkontrol for vidnet.

Landsretten fastslog, at politiet ikke kan iværksætte

besøgs- og brevkontrol over for et vidne, der er taget i forvaring.

Landsretten

udtalte følgende:

»Landsretten lægger vægt på, at en varetægtsfængslets

adgang til brev- og besøgskontrol er nærmere reguleret i retsplejelovens

§ 771 og § 772. Det fremgår af disse bestemmelser bl.a., at

varetægtsfængslingens øjemed og hensynet til efterforskningen kan begrunde

begrænsninger

i adgangen til besøg og afsendelse og modtagelse af breve. Som anført i den

påkærede kendelse må det antages, at disse regler ikke kan anvendes analogt i

den foreliggende situation. Landsretten finder, at den adgang, der efter

retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, består for at lade et vidne

tage i forvaring, må anses for begrundet i vidnets forpligtelse til at møde

for

retten og der afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171. En

begrænsning

som den skete, der er begrundet i at hindre vidnets kommunikation med andre,

både tiltalte og eventuelle rette gerningsmænd, findes primært at varetage

sådanne hensyn, som må sidestilles med de ovennævnte hensyn. Retten finder

derfor, at beslutning om brev- og besøgskontrol i den foreliggende situation

kræver et sikkert hjemmelsgrundlag, som ikke ses at foreligge. Den påkærede

kendelses bestemmelse om besøgs- og brevkontrol ophæves derfor.«

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for i

retsplejeloven at fastslå, hvordan forvarede vidner og skyldnere skal

behandles. På linie med hvad der gælder for varetægtsarrestanter, foreslår

Justitsministeriet, at de nærmere regler for behandlingen fastlægges

administrativt. Der foreslås derfor indsat en hjemmel i retsplejelovens

§ 178 til justitsministeren til at udstede nærmere regler for

behandlingen

af vidner og skyldnere, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til

retsplejelovens § 178, stk. 10).

Med hjemmel i lovforslagets § 1, nr. 8, er det

hensigten, at Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen)

udarbejder nærmere retningslinier for, hvor den forvarede skal anbringes,

hvilke rettigheder og pligter den forvarede har under anbringelsen samt

nærmere

om den forvaredes kontakt til samfundet mv. Ved udarbejdelse af de

administrative forskrifter vil der blive taget udgangspunkt i reglerne om

ophold i varetægtsfængsel, idet Justitsministeriet finder, at reglerne for

varetægtsfængslede i vidt omfang vil kunne finde anvendelse på vidneforvarede

mfl. Bl.a. er det Justitsministeriets opfattelse, at forvarede vidner og

skyldnere bør anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), og at der ikke bør

fastsættes arbejdspligt for disse personer.

For så vidt angår spørgsmålet om, i hvilket omfang

vidneforvarede mfl. kan undergives indskrænkninger navnlig i relation til

kontakten

til samfundet uden for institutionen, er det Justitsministeriets opfattelse,

at

dette på linie med, hvad der gælder for varetægtsarrestanter, bør reguleres

direkte i retsplejeloven. På den baggrund foreslår ministeriet, at der

indsættes bestemmelser om besøgskontrol og brevkontrol mv. svarende til de

gældende bestemmelser for varetægtsarrestanter i retsplejelovens

§§ 771-773. I modsætning til reglerne for varetægtsarrestanter vil det

ikke være politiet, men den ret, der har besluttet, at den pågældende i

medfør

af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2,

eller § 497, stk. 2, skal anbringes i forvaring, der skal tage

stilling til, hvorvidt den forvarede kan nægtes besøg, om udgangstilladelse,

og

om der kan ske gennemsyn af breve til og fra den forvarede.

Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 8, 10

og 11 (forslag til indsættelse af stk. 4-10 i retsplejelovens

§ 178,

og stk. 3 i § 497, stk. 2, samt ændring af sidste punktum i

§ 494, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

7. Frivillig overførsel af en varetægtsarrestant

til en institution under kriminalforsorgen

7.1. Gældende ret

Det fremgår af retsplejelovens § 777, 1. pkt., at en

varetægtsarrestant med rettens godkendelse kan anbringes i en anstalt for

personer, der udstår frihedsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf.

straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden

og

institutionens ledelse samtykker heri (anteciperet afsoning). Bestemmelsen

anvendes primært i de situationer, hvor sigtede helt eller delvis erkender

forholdet, men bestemmelsen kan også anvendes, selvom den sigtede nægter sig

skyldig.

Henvendelser om overførsel til fuldbyrdelsesinstitution

efter reglerne i retsplejelovens § 777, 1. pkt., ekspederes gennem

kriminalforsorgen. Efter modtagelse af en henvendelse fra enten en

varetægtsarrestant eller anklagemyndigheden tager direktoratet stilling til,

om

anbringelse efter eventuel domfældelse for det påsigtede forhold kan antages

at

(kunne) finde sted i en bestemt institution (den pågældende institution/et

bestemt åbent fængsel). Henvendelser fra den pågældende selv eller fra en

anden, der varetager den pågældendes interesser, sendes til

anklagemyndigheden

til udtalelse. Såfremt anklagemyndigheden ikke har indvendinger imod

anbringelse efter § 777, 1. pkt., anmodes den pågældende institution om

en

udtalelse. Henvendelser, der indsendes til direktoratet via

anklagemyndigheden,

sendes direkte til vedkommende institution med anmodning om en udtalelse.

Hvis

den hørte institution ikke har indvendinger imod anbringelse i institutionen,

orienteres anklagemyndigheden om, at kriminalforsorgen kan meddele samtykke

til, at den pågældende overføres til en straffuldbyrdelsesinstitution.

Herefter

kan anklagemyndigheden forelægge spørgsmålet for retten.

7.2. Differentieringsudvalgets overvejelser

I august 1998 nedsatte Justitsministeriet (Direktoratet for

Kriminalforsorgen) Differentieringsudvalget, der bl.a. havde til opgave at

overveje, »hvorvidt der bør ske ændringer i de gældende regler og principper

for fordelingen af indsatte set i lyset udviklingen i samfundet samt

udviklingen i kriminalforsorgens klientel«. Udvalget, der havde fhv.

ombudsmand

for Folketinget Lars Nordskov Nielsen som formand, afsluttede sit arbejde i

februar 2000 med rapporten »Placering af indsatte«.

I rapporten drøfter udvalget bl.a. mulighederne for en mere

hensigtsmæssig placering af varetægtsarrestanter, og i relation hertil det

høje

belæg i arresthusene. Et af de emner, der drøftes, er anvendelsen af

retsplejelovens

§ 777, 1. pkt.

Til brug for overvejelserne om anvendelsen af bestemmelsen

anmodede Differentieringsudvalget Foreningen af politimestre i Danmark

(Politimesterforeningen) og Den Danske Dommerforening (Dommerforeningen) om

foreningernes vurdering af den nuværende anvendelse af bestemmelsen. Udvalget

gjorde i den forbindelse bl.a. foreningerne opmærksom på, at det var

udvalgets

opfattelse, at bestemmelsen kun blev anvendt i begrænset omfang, hvilket

kunne

have sammenhæng med selve proceduren for beslutning om overførsel.

Politimesterforeningen udtalte bl.a. herom:

»Det er Politimesterforeningens opfattelse, at muligheden

for anteciperet strafafsoning anvendes meget sjældent, og at dette til en vis

grad skyldes, at anklagemyndigheden ikke er opmærksom på, at dette kan være

hensigtsmæssigt med henblik på at mindske presset i arresthusene. Det er

Politimesterforeningens opfattelse, at varetægtsfængslingens øjemed ofte vil

være til hinder for overførsel til afsoningsanstalt. I de fleste sager vil en

overførsel dog kunne ske under en eventuel anke af dommen i første instans,

uden at dette vil modvirke hensigten med varetægtsfængslingen. En overførsel

efter dom i første instans ville være meget egnet til at lette presset på

arresthusene, idet de domfældte ofte sidder varetægtsfængslet i længere tid

indtil ankesagen kan domsforhandles. Det er imidlertid

Politimesterforeningens

opfattelse, at en del domfældte anker strafudmålingen alene for at forblive i

arresthus så længe som muligt, hvorefter anken frafaldes umiddelbart før

ankesagens domsforhandling. Arrestanten vil derfor ikke give det nødvendige

samtykke til overførsel. Med henblik på at opnå en mere udbredt anvendelse af

anteciperet strafafsoning kunne reglerne herom udformes, således at der

fortsat

blev opretholdt en bestemmelse svarende til retsplejelovens § 777, hvor

der i almindelighed kræves samtykke fra arrestanten, anklagemyndigheden og

retten, men at der blev tilføjet en regel om, at retten efter dom i første

instans kan bestemme, at arrestanten kan overføres til den form for

afsoningssted,

som den idømte straf/foranstaltning skal afsones i, indtil fuldbyrdelse kan

finde sted. Det skal alene være en forudsætning herfor, at anklagemyndigheden

giver sit samtykke hertil, og at institutionen har fået lejlighed til at

udtale

sig herom.«

Dommerforeningen udtalte bl.a. herom:

»Dommerforeningen kan bekræfte, at bestemmelsen kun

anvendes i meget begrænset omfang, og da altid begrundet i særlige forhold

vedrørende arrestanten. Foreningen er ikke bekendt med, at det i noget

tilfælde

er sket for at regulere belægget i arresthusene. Da bestemmelsen anvendes så

sjældent, har der næppe dannet sig særlige procedurer for anvendelsen, udover

hvad der fremgår af loven. Det er foreningens indtryk, at beslutningen typisk

træffes i et grundlovsforhør eller i et retsmøde, hvor der skal tages

stilling

til fristforlængelse. Der afholdes normalt ikke retsmøde udelukkende med det

formål at træffe bestemmelse efter § 777. Et forslag til forenkling af

fremgangsmåden ved overførsel til afsoningsanstalt eller hospital kunne være,

at man ændrer §777, således at overførsel ikke kræver rettens godkendelse.

Dette forekommer foreningen ubetænkeligt, når arrestanten, anklagemyndigheden

og institutionens ledelse alle skal samtykke.«

På baggrund heraf foreslår Differentieringsudvalget i

rapporten, at retsplejelovens § 777, 1. pkt., ændres således, at

overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution inden en fuldbyrdelig dom ikke

kræver rettens godkendelse.

7.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet er enig i, at det i sager om frivillig

overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens § 777,

1.

pkt., er ubetænkeligt, at overførslen sker uden rettens godkendelse, når

samtykke fra arrestanten, anklagemyndigheden og institutionens ledelse

foreligger.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at § 777,

1. pkt., ændres således, at en overførsel af en varetægtsarrestant til en

fuldbyrdelsesinstitution kan ske, hvis institutionens ledelse,

anklagemyndigheden og varetægtsarrestanten samtykker heri.

En tvangsmæssig anbringelse vil fortsat kun kunne

gennemføres med rettens godkendelse, jf. § 777, 2. pkt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (ændring af

retsplejelovens § 777, 1. pkt.), og bemærkningerne hertil.

8. Behandlingen af varetægtsarrestanter i fuldbyrdelsesinstitutioner

mv.

8.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 777, 2. pkt., at hvis

helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet,

kan en anbringelse på en anstalt for personer, der udstår frihedsstraf eller

forvaring, eller i hospital mv. undtagelsesvis ske uden varetægtsarrestantens

samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de regler, der

gælder

for personer, der er anbragt dér i henhold til dom, jf. § 777, 3. pkt.

Varetægtsarrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade

institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771,

stk. 2,

jf. § 777, 4. pkt.

De nærmere regler om en varetægtsarrestants mulighed for

udgang er nærmere beskrevet i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 19 om udgang

samt

varetægtsvejledningens kapitel 19, punkt 89 ff.

Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 243 af 8.

juni 1978 (FT 1977-78, tillæg A, sp. 2398). Lovforslaget, herunder

bestemmelsen

i § 777, byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning om anholdelse

og

varetægt (betænkning nr. 728/1974). I forhold til udvalgets forslag var der

dog

sket en ændring i det fremsatte lovforslags § 777, idet muligheden for

tvangsmæssig overførsel, jf. § 777, 2. pkt., var tilføjet. Af

bemærkningerne til bestemmelsen, jf. FT 1977-78, tillæg A, sp. 2398, fremgår:

“Efter bestemmelsen, der i det væsentlige svarer til

§ 771 i udvalgets udkast [betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og

varetægt], kan en varetægtsarrestant med rettens godkendelse anbringes i en

afsoningsanstalt eller behandlingsinstitution, hvis han selv,

anklagemyndigheden og institutionsledelsen samtykker heri. Det er således en

betingelse, at arrestantens samtykke indhentes. Der er imidlertid i den

foreslåede bestemmelse åbnet mulighed for, at sådan overførsel undtagelsesvis

kan ske uden arrestantens samtykke. Der har i praksis vist sig et behov

herfor,

når helbredsmæssige grunde eller hensynet til andres sikkerhed har gjort en

overførsel påkrævet. En hertil sigtende bestemmelse er foreslået indsat som

2.

pkt. Det er en forudsætning også i disse tilfælde, at rettens godkendelse

foreligger. Uanset bestemmelsen i 3. pkt. forudsættes den pågældende

behandlet

som varetægtsarrestant i det omfang, hensynet til orden og sikkerhed i

institutionen gør det muligt. Således forudsættes det, at vedkommende ikke

undergives arbejdspligt.«

Formuleringen og opbygningen af § 777, 3. og 4. pkt.,

har givet anledning til tvivl om, i hvilket omfang frivilligt overførte

varetægtsarrestanter og tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestanter skal

behandles efter fuldbyrdelsesinstitutionens regler eller efter reglerne for

varetægtsarrestanter.

Baggrunden for denne tvivl skal bl.a. søges i forarbejderne

til § 777, idet det ikke klart fremgår, om 3. og 4. pkt. i bestemmelsen

omfatter ikke blot tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestanter, men også

frivilligt overførte varetægtsarrestanter.

Det fremgår imidlertid af betænkning nr. 728/1974 om

anholdelse og varetægt, side 54, at varetægtsarrestanten, når denne

frivilligt

er overført til en fuldbyrdelsesinstitution, skal behandles efter de regler,

der gælder for personer, der er anbragt det pågældende sted. Baggrunden

herfor

er ifølge betænkningen hensynet til anstaltens eller institutionens arbejde,

som ville blive vanskeliggjort, hvis varetægtsarrestanten skulle behandles

efter særlige regler.

8.2. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet finder i relation til den tvivl, der er

opstået i forbindelse med fortolkningen af § 777, at der er behov for at

præcisere bestemmelsens ordlyd. Justitsministeriet foreslår derfor, at det i

§ 777, 3. pkt., præciseres, at den frivilligt overførte

varetægtsarrestant

i institutionen skal behandles efter de regler, der gælder for personer, der

er

anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt overførte arrestant

skal

behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til

orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.

For såvel den frivillig anbragte varetægtsarrestant som den

tvangsmæssig anbragte varetægtsarrestant følger det af § 777, 4. pkt.,

at

arrestanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutionen, bortset

fra

de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2 (udgangstilladelse når

der

foreligger særlige omstændigheder).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (ændring af

retsplejelovens § 777, 3. pkt.), og bemærkningerne hertil.

9. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Forslaget om indførelse af digital kommunikation i

retsplejen indebærer, at det bliver muligt digitalt at rette henvendelse til

domstolene, ligesom domstolene i vidt omfang får mulighed for at sende

meddelelser digitalt. Som det fremgår af lovforslagets § 5, vil reglerne

blive sat i kraft på de enkelte sagsområder, efterhånden som der indføres nye

edb-sagsbehandlingssystemer ved domstolene, således at domstolene kan få det

fulde udbytte af fordelene ved en digitalisering. Lovforslaget har således

ikke

i sig selv økonomiske konsekvenser for staten.

Som det fremgår af punkt 2.5.7., er der med

Domstolsstyrelsens projekt om »Digitalisering af Danmarks Domstole« lagt op

til

grundlæggende ændringer af domstolenes nuværende it-systemer med henblik på

at

sikre en hensigtsmæssig brug af digital kommunikation til og fra domstolene.

I

det omfang projektet gennemføres, vil det indebære merudgifter bl.a. til

indførelse af nye it-systemer ved domstolene. De foreslåede nye regler om

digital kommunikation vil kunne sættes i kraft sagsområde for sagsområde i

takt

med gennemførelsen af dette projekt.

Forslaget om at indføre mulighed for at afsige kendelser i

borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling vil kunne medvirke til at

nedbringe ressourceanvendelsen til de pågældende sager.

De øvrige elementer i lovforslaget har ikke økonomiske

eller administrative konsekvenser for staten.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.

For borgerne og erhvervslivet vil forslaget om digital

kommunikation i retsplejen – efterhånden som det sættes i kraft på de

enkelte

sagsområder – betyde en administrativ lettelse, idet det bliver muligt

digitalt

at fremsende dokumenter mv. til domstolene. En overgang til ren digital

kommunikation vil tillige kunne indebære faldende udgifter for borgerne og

erhvervslivet som følge af en mere effektiv sagsbehandling, faldende udgifter

til

papir og porto.

De øvrige elementer i lovforslaget har ikke økonomiske

eller administrative konsekvenser for borgerne og erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for

staten.

Ingen af betydning

I sig selv ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for

kommuner og amtskommuner.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og amtskommuner

Mere effektiv behandling af

visse borgerlige retssager

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet og borgerne

Mindreudgifter til papirbaseret

sagsbehandling

Ingen

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet og borgerne

Mere effektiv behandling af

visse borgerlige retssager som følge af muligheden for at anvende digital

kommunikation

med domstolene

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

10. Høring

Et udkast til lovforslag har været sendt til høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og

Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Datatilsynet,

Kriminalforsorgsforeningen,

Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Landsforeningen af

Beskikkede Advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for

Menneskerettigheder, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i

København,

Politimesterforeningen, Foreningen af vicestatsadvokater, assessorer og

statsadvokatfuldmægtige, Politifuldmægtigforeningen, HK Landsklubben

Politiet,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,

Finansrådet,

Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk

Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant,

Dansk

InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd,

Foreningen

af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske

Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører,

Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen

i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og

Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet

for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Dansk Dataforening, IT-Brancheforeningen,

IT-Sikkerhedsrådet,

ISPA DK (foreningen af internetleverandører), Foreningen for Dansk Internet

Handel, Dansk Elektronik, Teknologisk Institut, Dansk Standard, Digital

Rights,

Dansk Fængselsforbund, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af

Fængselsinspektører,

Vicefængselsinspektører og Økonomichefer og Dansk Socialrådgiverforening.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 44 a, stk. 4)

Det foreslås at ophæve kravet om, at midlertidig

beskikkelse i en dommerstilling ud over et år – bortset fra tilfælde af

sygdom

– kun kan ske, hvis dommeren udfører et andet offentligt hverv, og hvis

en fast

ansat dommer midlertidigt beskikkes i stillingen.

De øvrige betingelser i retsplejelovens § 44 a,

stk. 4, opretholdes, dvs. at midlertidig beskikkelse i en dommerstilling

i

mere end et år forudsætter, at ganske særlige grunde taler for det, og at

vedkommende retspræsident mv. har givet sit samtykke.

De udvidede muligheder for midlertidig beskikkelse i en

dommerstilling ud over et år forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor den

pågældende dommer deltager i internationalt arbejde mv. eller ønsker at

benytte

sig af sin ret til tjenestefrihed med henblik på at følge en ægtefælle eller

samlever, der ansættes eller udstationeres i udlandet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.

Til nr. 2 (§ 147 g)

Det foreslås i

stk. 1

,

at disciplinære bøder, som pålægges advokater og advokatselskaber af

Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1,

tillægges

udpantningsret og mulighed for lønindeholdelse.

Det foreslås i

stk. 2

,

at inddrivelsesmyndigheden hos andre offentlige myndigheder kan indhente de

oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Det foreslås

endvidere, at inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige

myndigheder, kan kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af

betydning for tvangsfuldbyrdelsen.

Forslaget til

stk. 3

indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om

indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om indberetning til Det

Fælles Lønindeholdelsesregister og om skyldnerens pligt til at give

inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen.

Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede

regler

herom med udgangspunkt i bestemmelserne i den gældende bødebekendtgørelse

(nr.

394 af 17. maj 2001) om lønindeholdelse ved inddrivelse af bøder omfattet af

straffuldbyrdelsesloven.

Endelig foreslås det i

stk. 4

,

at der for forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er

fastsat

i medfør af stk. 3, kan fastsættes bødestraf. Det bemærkes, at der i

lovforslag nr. L 23 (2003-04) om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre

love (Offentlighed i retsplejen), der blev fremsat den 8. oktober 2003,

forslås

indsat en generel bestemmelse om strafansvar for juridiske personer, jf.

dette

lovforslags § 1, nr. 44. Der er derfor ikke i forslaget til stk. 4

medtaget en bestemmelse om strafansvar for juridiske personer.

Forslaget til retsplejelovens § 147 g er udformet med

udgangspunkt i de tilsvarende regler i straffuldbyrdelseslovens § 91,

stk. 2-3, og § 92 om inddrivelse af bøder i straffesager.

Den foreslåede regel omfatter ikke inddrivelse af

tvangsbøder, som pålægges i medfør af retsplejelovens § 147 c,

stk. 2. Sådanne tvangsbøder vil som hidtil blive opkrævet og inddrevet

af

politiet i medfør af den generelle udpantningshjemmel for tvangsbøder i

§ 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 5.

Til nr. 3 (§ 148 a)

Der foreslås en ny bestemmelse om digital kommunikation

til

retten. Hverken denne bestemmelse

eller de andre bestemmelser om digital kommunikation med domstolene vedrører

spørgsmålet om digital kommunikation med domstolene på tinglysningsområdet

(»papirløs tinglysning«). Dette spørgsmål overvejes for tiden i

Justitsministeriets Tinglysningsudvalg.

Det foreslås i

stk. 1

,

at formkrav om skriftlighed og underskrift i retsplejeloven ikke skal hindre,

at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital kommunikation,

f.eks.

ved brug af e-mail. Bestemmelsen indebærer, at meddelelser til retten altid

kan

sendes som digital kommunikation, således at en digital meddelelse ikke skal

følges op af en papirbaseret meddelelse. Den foreslåede bestemmelse

indeholder

alene en mulighed for at anvende digital kommunikation og ikke et krav om, at

denne kommunikationsform skal anvendes.

Bestemmelsen vedrører alene den måde, hvorpå meddelelsen

sendes til retten. Bestemmelsen indebærer således ingen ændringer i

retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv., herunder hvilke

krav

der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under behandlingen af en

konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for retten, eller

til

udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af sagen, f.eks. en

ekstrakt af sagens dokumenter.

Efter forslaget til

stk. 1,

2. pkt.,

skal den digitale meddelelse til retten være forsynet med en

digital signatur med henblik på at sikre, at meddelelsen stammer fra den

angivne udsteder, og at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs. Kravet

om

digital signatur gælder kun, hvor der efter retsplejeloven er krav om

skriftlighed

eller underskrift.

Digital kommunikation til domstolene forudsætter, at

domstolene rent teknisk er i stand til at behandle og håndtere den digitale

meddelelse – f.eks. skal meddelelsen sendes i et format, som domstolene

kan

behandle. Disse tekniske spørgsmål kan ikke anses for egnet til at blive

reguleret i selve lovteksten, hvortil kommer, at der løbende sker en

udvikling

af de tekniske løsninger, som vil kunne anvendes ved digital kommunikation.

Det

foreslås derfor, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital

kommunikation med domstolene, jf.

stk. 2.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil Domstolsstyrelsen f.eks. også

kunne

fastsætte begrænsninger med hensyn til omfanget af de dokumenter, der sendes

ved digital kommunikation. Dette vil navnlig kunne være relevant med hensyn

til

bilag til stævninger, processkrifter mv.

I forbindelse med udarbejdelsen af sådanne nærmere regler

om digital kommunikation med domstolene, forventes Domstolsstyrelsen bl.a. at

overveje, hvordan det kan sikres, at meddelelser, der indeholder fortrolige

oplysninger, ikke kommer til uvedkommendes kendskab, f.eks. ved generelt at

oplyse om, at digitale meddelelser til domstolene, der indeholder fortrolige

oplysninger, bør sikres ved kryptering eller på anden forsvarlig måde.

Det foreslås endvidere, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte

nærmere regler om, hvilke krav der skal stilles til den digitale signatur,

der

efter forslaget til stk. 1, 2. pkt., skal anvendes ved digital

kommunikation i tilfælde, hvor loven indeholder krav om skriftlighed eller

underskrift. Det vil være op til Domstolsstyrelsen nærmere at vurdere, hvilke

sikkerhedskrav mv. der skal stilles til den digitale signatur, men i

almindelighed vil en signatur, der lever op til OCES-standarden for digitale

signaturer, som er udarbejdet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Udvikling, formentlig kunne anvendes. Kravene til den digitale signatur vil

løbende kunne ændres i lyset af den tekniske udvikling og de praktiske

erfaringer med anvendelsen af digital kommunikation med domstolene.

Efter § 348, stk. 3, skal der med en stævning

indleveres genparter af stævningen, bilag og kuvert med sagsøgtes navn og

adresse. Efter § 348, stk. 4, kan Domstolsstyrelsen fastsætte

bestemmelser om, at stævninger skal udfærdiges på særlige blanketter, og om

genparter og kuverter. Disse bestemmelser foreslås ikke ændret, men det

forventes, at Domstolsstyrelsen i medfør af § 348, stk. 4, og

forslaget til § 148 a, stk. 2, vil fastsætte regler om, at der ikke

stilles krav om genparter og kuverter ved anvendelse af digital

kommunikation.

§ 348, stk. 4, giver i øvrigt Domstolsstyrelsen mulighed for f.eks.

at bestemme, at en stævning kan indleveres ved brug af en formular via

internettet.

Det bemærkes, at persondatalovens regler om behandling af

personoplysninger også gælder for digital kommunikation til domstolene,

hvilket

bl.a. indebærer, at en advokat f.eks. ikke må sende fortrolige oplysninger

til

domstolene ved brug af digital kommunikation, f.eks. i en stævning med bilag,

medmindre der er foretaget kryptering eller lignende med henblik på at sikre,

at uvedkommende ikke kan læse meddelelsen. Det antages, at dette også gælder

oplysninger om den pågældendes klient, selv om klienten f.eks. måtte have

givet

samtykke til, at oplysningerne sendes ukrypteret.

Forslaget til

stk. 3

fastlægger, hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem

til retten. Det foreslås, at det afgørende er, hvornår meddelelsen kan gøres

tilgængelig for retten, mens det er uden betydning, hvornår retten faktisk

gør

sig bekendt med indholdet. Tidspunktet for, hvornår meddelelsen kan gøres

tilgængelig for retten, vil afhænge af, hvilken form for digital

kommunikation,

der anvendes.

Meddelelsen vil normalt være tilgængelig for retten på det

tidspunkt, hvor retten kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt

blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.

En

meddelelse, der først er tilgængelig efter kontortids afslutning, anses først

for modtaget den følgende dag. Kan modtagelsestidspunktet for en digital

meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med rettens it-systemer

eller

andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det

tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige

oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Det foreslås i

stk. 4

,

at retten kan afvise en digital meddelelse, der ikke er forsynet med digital

signatur eller behæftet med andre fejl, hvis meddelelsen derved er uegnet til

at indgå i rettens behandling af en sag. Selv om kravet om digital signatur

er

knyttet til, om der i loven stilles krav om skriftlighed eller underskrift,

vil

det muligvis for afsenderen i visse tilfælde kunne være uklart, om der skal

anvendes en digital signatur. Manglende digital signatur bør derfor i

almindelighed ikke medføre, at retten afviser – og dermed ser bort fra

–

meddelelsen, men at retten i stedet fastsætter en frist til afhjælpning af

manglen. Der kan i den forbindelse også henvises til § 349, stk. 2,

om fastsættelse af en frist til at afhjælpe mangler ved en stævning.

Bestemmelsen vedrører alene »fejl«, der knytter sig til

anvendelsen af digital kommunikation. Mangler ved meddelelsens indhold skal

behandles efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf. f.eks.

§ 349

om mangler ved en stævning.

Det foreslås endelig, at rettens afgørelse om afvisning

efter anmodning fra afsenderen af den digitale meddelelse skal træffes ved

kendelse, hvilket svarer til § 349, stk. 1, om afvisning af en

mangelfuld stævning.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 2.5.

Til nr. 4 (§ 154, stk. 2)

Det foreslås præciseret, at domstolene kan anvende digital

kommunikation, hvis modtageren har givet samtykke til at modtage meddelelser

fra

retten på denne måde, jf.

1. pkt.

Samtykket kan både være udtrykkeligt og stiltiende og kan

gives for den enkelte sag eller generelt, jf.

2. pkt.

En advokat eller anden professionel, der i sit brevpapir

angiver en e-mailadresse, må normalt anses for at have givet samtykke til at

modtage digital kommunikation på denne måde. Hvis en privat borger retter

henvendelse

til domstolene ved f.eks. en e-mail, må dette anses for at indebære et

(stiltiende) samtykke til, at retten kan besvare henvendelsen på samme måde,

mens der normalt ikke i sig selv vil være tale om et generelt samtykke til

også

i andre sammenhænge at modtage digitale meddelelser fra retten. Med hensyn

til

digital forkyndelse henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-6 (forslag til

§ 155, nr. 2, og § 156 a), og bemærkningerne hertil.

Det foreslås samtidig i

3.

pkt.

præciseret, at der ved meddelelser med fortrolige oplysninger skal

anvendes kryptering eller anden forsvarlig sikring med henblik på, at

uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf. herom bl.a. de almindelige

bemærkninger punkt 2.3. om reglerne i persondataloven

.

Som anført i de almindelige bemærkninger punkt 2.3.,

indebærer reglerne i persondataloven, at der skal ske såkaldt stærk

kryptering

eller lignende, når digital kommunikation indeholder følsomme

personoplysninger, jf. persondatalovens § 7 og § 8. Der skal

således

ske stærk kryptering mv., hvis meddelelsen indeholder oplysninger om rent

private forhold, herunder racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,

religiøs

eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold,

oplysninger

om helbredsforhold, seksuelle forhold, oplysninger om strafbare forhold og

væsentlige sociale problemer. Det samme gælder oplysninger om interne

familieforhold, selvmord, selvmordsforsøg, ulykkestilfælde og visse andre

foreningsmæssige forhold end fagforeningsmæssige tilknytningsforhold. Andre

oplysninger vil kunne være fortrolige, f.eks. efter omstændighederne

oplysninger om personnummer, indtægts- og formueforhold, arbejds-,

uddannelses-

og ansættelsesmæssige forhold, og skal derfor krypteres eller sikres på anden

forsvarlig måde.

Herudover vil fastlæggelsen af, hvilke oplysninger der må

anses som fortrolige, kunne ske med udgangspunkt i de almindelige regler om

tavshedspligt i straffelovens § 152. Selv om forvaltningslovens

§ 27

ikke gælder for domstolene, vil der også kunne hentes vejledning i, hvilke

oplysninger der efter denne bestemmelse anses for omfattet af

tavshedspligten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.

Til nr. 5 og 6 (§ 155, nr. 2, og § 156 a)

Det foreslås, at der indføres en ny forkyndelsesform –

»digital forkyndelse« – hvor forkyndelse sker ved, at den meddelelse,

der skal

forkyndes, sendes ved digital kommunikation, samtidig med at modtageren

anmodes

om at bekræfte modtagelsen af meddelelsen, jf. forslaget til

§ 155, nr. 2.

Efter forslaget til

§ 156

a

anses forkyndelsen for sket, når modtageren har bekræftet modtagelsen

enten ved en digital meddelelse, der er forsynet med en digital signatur,

eller

ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Den digitale

forkyndelse kommer således til at minde en del om brevforkyndelse, jf.

retsplejelovens § 156 (som ikke ændres). Tidspunktet for, hvornår

meddelelsen anses for forkyndt, jf. forslaget til

2.-3. pkt.

, bygger da også på de tilsvarende regler om brevforkyndelse.

Digital forkyndelse kræver en aktiv bekræftelse fra modtageren

af at have modtaget dokumentet. En automatisk funktionalitet hos modtageren,

hvorved modtagelsen f.eks. bekræftes ved åbning af en digital meddelelse, vil

ikke være tilstrækkelig.

Digital forkyndelse kan efter den foreslåede bestemmelse

ske, selv om modtageren ikke har givet samtykke til at modtage digitale

meddelelser, men til gengæld kræver en gennemførelse af forkyndelsen som

nævnt

modtagerens aktive medvirken. Ønsker den pågældende ikke at få meddelelsen

forkyndt digitalt, kan han eller hun blot forholde sig passiv.

Hvis modtageren forholder sig passiv over for den digitale

forkyndelse, må der ske forkyndelse på anden måde, hvilket i praksis

antagelig

vil indebære, at der sker stævningsmandsforkyndelse, medmindre det konkret

kan

lægges til grund, at dokumentet er kommet modtageren i hænde, således at

forkyndelse kan anses for sket efter retsplejelovens § 163, stk. 2.

Det forudsættes, at den meddelelse, der skal forkyndes, i

almindelighed er forsynet med en digital signatur, der kan sikre, at

meddelelsen

stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret

undervejs.

De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige

oplysninger, herunder f.eks. persondatalovens regler om behandling af

personoplysninger, gælder også ved digital forkyndelse. Dette indebærer

bl.a.,

at der ved digital forkyndelse af meddelelser, der indeholder fortrolige

oplysninger, skal ske kryptering eller lignende, således at uvedkommende ikke

kan læse meddelelsen, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

4

(forslag til retsplejelovens § 154, stk. 2), ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.6.

Til nr. 7 (§ 158)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

om digital forkyndelse som ny forkyndelsesform, jf. lovforslagets § 1,

nr.

5 (forslag til retsplejelovens § 155, nr. 2).

Til nr. 8, 10 og 11 (§ 178, § 494 og § 497)

Med lovforslagets § 1, nr. 8, 10 og 11, fastsættes der

regler om behandlingen af forvarede vidner og skyldnere.

Hensigten med

§ 178,

stk. 4

, er at fastslå, at en forvaret alene er undergivet de

indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af forvaringens øjemed eller

opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen.

Bestemmelsen i § 178, stk. 4, svarer til den

gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 om varetægtsarrestanter og

medfører, at der ved indskrænkninger i den forvaredes rettigheder skal henses

til formålet med forvaringen.

Formålet med forvaring er nærmere beskrevet i de enkelte

bestemmelser i retsplejeloven, jf. de almindelige bemærkninger punkt 6.

Formålet kan bl.a. være, at sikre et vidnes eller en skyldners

tilstedeværelse

i retten, jf. § 178, stk. 1, nr. 5, og § 494, stk. 2, at

sikre et vidnets forklaring eller en skyldners oplysningspligt for retten,

jf.

§ 178, stk. 1, nr. 5, og § 497, stk. 2, eller at sikre,

at

en tredjemand efterkommer et pålæg om edition, jf. § 299, stk. 2,

og

§ 807, stk. 2.

Baggrunden for de foreslåede regler i

§ 178, stk. 5-9

, om besøgskontrol, udgangstilladelse og

brevkontrol mv. er, at det efter Justitsministeriets opfattelse er nødvendigt

med et klart hjemmelsgrundlag for at iværksætte disse kontrolforanstaltninger

og indskrænkninger.

Bestemmelserne i § 178, stk. 5-9, svarer til de

gældende bestemmelser i retsplejelovens §§ 771-773 om besøgs- og

brevkontrol samt udgangstilladelse for varetægtsfængslede. Modsat de gældende

bestemmelser for varetægtsarrestanter vil det dog ikke være politiet, men den

ret, der har truffet afgørelse om forvaring, der af hensyn til forvaringens

øjemed træffer afgørelse om en eventuel nægtelse af besøg mv.,

udgangstilladelse samt gennemsyn af breve mv.

Af

§ 178,

stk. 5,

fremgår det, at den ret, der træffer afgørelse om forvaring,

af hensyn til forvaringens øjemed kan træffe afgørelse om, at den forvarede

ikke kan modtage besøg eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.

Det

forudsættes, at besøg kun kan nægtes, hvis formålet med forvaringen hermed

vil

gå tabt.

Efter

§ 178,

stk. 6

, kan den ret, der træffer afgørelse om forvaring, når særlige

omstændigheder taler derfor, bestemme, at institutionens ledelse med

politiets

samtykke kan give en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et

kortere tidsrum.

For så vidt angår brevkontrol efter

§ 178, stk. 7

, vil den ret, der har truffet afgørelse om

forvaringen, kunne bestemme, at politiet eller retten kan gennemse brevene

inden modtagelsen eller afsendelsen. I sager om forvaring af personer i

straffesager vil politiet, i lighed med hvad der gælder for

varetægtsarrestanter, kunne gennemse brevene. Er der imidlertid tale om

forvaring

af personer i civile sager mv., vil politiet ikke have kendskab til sagens

omstændigheder. I disse sager vil det derfor være hensigtsmæssigt, at retten,

der har kendskab til sagen, kan gennemse brevene.

Efter den foreslåede bestemmelse er det retten, der i den

konkrete sag beslutter, om det er politiet eller retten, der skal gennemse

brevene. Det forudsættes herved, at der kun træffes beslutning om gennemsyn

foretaget af politiet, når forvaringen vedrører straffesager eller andre

sager,

hvor politiet har kendskab til sagens indhold.

De øvrige begrænsninger i den forvaredes rettigheder, som

retten i medfør af

§ 178,

stk. 9

, kan foretage af hensyn til forvaringens øjemed, er f.eks.

begrænsninger i den forvaredes adgang til at telefonere.

Efter forslaget til

§ 178,

stk. 10,

fastsætter Justitsministeriet nærmere regler om behandlingen

af personer, der er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178,

stk. 1, nr. 5. Retningslinierne vil blive udarbejdet med udgangspunkt i

reglerne om ophold i varetægtsfængsel, idet Justitsministeriets finder, at

forvarede vidner og skyldnere bør anbringes i varetægtsfængsel (arresthus),

og

at disse personer ikke bør underlægges arbejdspligt.

Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder

tilsvarende anvendelse for så vidt angår personer, der er taget i forvaring

efter § 494, stk. 2 og § 497, stk. 2, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 10 og 11.

I de situationer, hvor personer tages i forvaring efter en

bestemmelse i retsplejeloven, hvortil der er henvist til § 178,

stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2 eller § 497, stk. 2,

vil

disse personer ligeledes være omfattet af de administrative regler udstedt i

medfør af § 178, stk. 10.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 6.

Til nr. 9 (§ 218 a)

Det foreslås, at der bliver mulighed for, at byretskendelser

i borgerlige sager, herunder fogedsager – ligesom byretsdomme i

borgerlige

sager, jf. retsplejelovens § 366 a, stk. 2-3 – kan afsiges

uden en

fuldstændig sagsfremstilling, således at der samtidig gives en udførlig

begrundelse

for afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke regler om,

hvilke krav der stilles til affattelsen af kendelser i borgerlige sager.

Dette

reguleres som hidtil af det generelle krav i retsplejelovens § 218,

stk. 1, om, at kendelser skal begrundes, og af de krav, der i

retspraksis

i øvrigt er stillet til kendelsers indhold. Bestemmelsen giver derimod

mulighed

for at afsige kendelser med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor

der

i dag stilles krav om en nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og

vidneforklaringer mv., f.eks. i visse fogedsager, hvor der har været

bevisførelse for fogedretten. Det skal i givet fald fremgå af kendelsen, at

den

er afsagt med begrænset sagsfremstilling i medfør af den foreslåede nye

§ 218 a i retsplejeloven, jf. henvisningen til § 366 a,

stk. 2.

Hvis kendelsen er afsagt med begrænset sagsfremstilling,

indebærer henvisningen til § 366 a, stk. 3, at retten skal

udarbejde

en supplerende redegørelse for sagen, hvis sagen kæres til landsretten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.

Til nr. 12 (§ 561, stk. 1, 4. pkt.)

Efter § 561, stk. 1, 4. pkt., skal indkaldelse

til et vejledningsmøde for skyldneren ved tvangsauktion ske ved anbefalet

brev.

Med henblik på at give mulighed for at anvende digital

kommunikation også i disse tilfælde foreslås det, at indkaldelsen også skal

kunne forkyndes for den pågældende, således at den foreslåede nye digitale

forkyndelse i givet fald kan anvendes, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-6

(forslag til retsplejelovens § 155, nr. 2, og § 156 a), og

bemærkningerne hertil.

Til nr. 13 (§ 587, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lov nr.

362 af 2. juni 1999 (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen),

hvor

§ 398 a blev indsat i retsplejeloven.

Til nr. 14

(§ 777)

Med lovforslagets § 1, nr. 14, forenkles proceduren

for frivillig overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution under

kriminalforsorgen

(anteciperet afsoning).

Ændringen medfører, at det ikke længere er nødvendigt at

indhente rettens godkendelse i forbindelse med en anbringelse i en anstalt

for

personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring efter retsplejelovens

§

777, 1. pkt. (frivillig

overførsel), hvis varetægtsarrestanten, anklagemyndigheden og institutionens

ledelse samtykker heri.

Tvangsmæssig overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution,

vil det fortsat kræve rettens godkendelse, jf. § 777, 2. pkt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 7.

Det præciseres endvidere i

§ 777, 3. pkt., efter hvilke regler en varetægtsarrestant, der

er frivilligt henholdsvis tvangsmæssigt overført til en

fuldbyrdelsesinstitution, skal behandles.

Ændringen medfører, at de varetægtsarrestanter, der

frivilligt overføres til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens

§ 777, 1. pkt., skal behandles efter de regler, der gælder for de øvrige

personer, der er anbragt dér i henhold til dom (straffuldbyrdelseslovens

regler). Derimod vil de varetægtsarrestanter, der tvangsmæssigt er overført

til

institutionen efter retsplejelovens § 777, 2. pkt., fortsat skulle

behandles

efter reglerne om varetægtsarrestanter (retsplejelovens regler), i det omfang

hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.

Forskellen mellem de to regelsæt i retsplejeloven og

straffuldbyrdelsesloven er bl.a., at varetægtsarrestanter efter

retsplejeloven

ikke har beskæftigelsespligt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 8.

Til nr. 15

(§ 962,

stk. 3)

Lovforslagets § 1, nr. 15, er en konsekvensændring som

følge af lov nr. 256 af 8. maj 2002 om ændring af retsplejeloven

(Udeblivelsesdomme

i straffesager, pressens adgang til dokumentudskrifter mv. og

politiklagenævnsmedlemmers

sagsbehandling), hvor retsplejelovens § 962, stk. 2, om anke af

domme

afsagt af byretten blev ændret.

Før ændringen i 2002 var det efter § 962, stk. 2,

bl.a. en betingelse for, at tiltalte kunne anke en byretsdom, at den tiltalte

havde givet møde i sagen. En tiltalt, der blev dømt som udebleven i byretten

i

medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kunne kun anke dommen med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Herudover kunne domfældte søge om

genoptagelse i medfør af § 987.

Efter ændringen i 2002, hvorved der i § 962,

stk. 2, blev indsat et nyt 3. pkt., er det muligt for tiltalte at anke

udeblivelsesdomme afsagt efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr.

4,

hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og

betingelserne i § 962, stk. 2, 2. pkt., i øvrigt er opfyldt.

Ved indsættelsen af det nye 3. pkt. i § 962,

stk. 2, blev der ved en fejl ikke foretaget konsekvensrettelse i

§ 962, stk. 3, hvori der findes en henvisning til § 962,

stk. 2, 3. pkt.

Med denne ændring rettes henvisningen i § 962,

stk. 3, fra 3. pkt. til 4. pkt.

Til § 2

(Konkursloven)

Til nr. 1 (§§ 237 a-b)

Det foreslås at indsætte regler i konkursloven om digital

kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler herom i

retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og § 154,

stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.

Retsvirkningen af, at en digital meddelelse i givet fald

»afvises« efter forslaget til konkurslovens § 237 a, stk. 4, f.eks.

som følge af, at meddelelsen ikke er forsynet med en digital signatur, må

således fastlægges efter de almindelige regler mv. i konkursloven, og sådanne

tilfælde vil som udgangspunkt skulle vurderes på samme måde som tilfælde,

hvor

f.eks. en konkursbegæring ikke er underskrevet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.

Til § 3

(Dødsboskifteloven)

Til nr. 1 (§§ 115 a-b)

Det foreslås at indsætte regler i dødsboskifteloven om

digital kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler

herom

i retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og

§ 154,

stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.

Til § 4

(Skifteloven)

Til nr. 1 (§§ 92 a-b)

Det foreslås at indsætte regler i skifteloven om digital

kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler herom i

retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og § 154,

stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.

Til § 5

Med henblik på, at indførelsen af muligheden for at anvende

digital kommunikation med domstolene sker på den mest hensigtsmæssige måde,

er

lovforslaget udformet sådan, at de nye regler om digital kommunikation træder

i

kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf.

stk. 1

, således at de nye regler vil kunne sættes i kraft

sagsområde for sagsområde, efterhånden som der ved domstolene indføres nye

edb-sagsbehandlingssystemer. Spørgsmålet om ikraftsættelse af reglerne om

digital kommunikation vil blive drøftet med Domstolsstyrelsen, inden reglerne

sættes i kraft for et bestemt sagsområde mv.

Første fase af Domstolsstyrelsens projekt »Digitalisering

af Danmarks Domstole« er indførelsen af et nyt fogedsystem, som i givet fald

forventes indført ved alle byretter i løbet af 2005. Det er således hensigten

samtidig hermed at sætte de nye regler om digital kommunikation i kraft for

så

vidt angår kommunikation til og fra fogedretterne i de sagstyper, som er

omfattet af det nye fogedsystem.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.7.

Det foreslås endvidere, at lovforslagets øvrige ændringer

træder i kraft den 1. juli 2004.

Stk. 2

vedrører

lovens territoriale gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

§ 44 a.

Domstolsstyrelsen kan meddele midlertidig beskikkelse, når det er nødvendigt

ved ledighed i en stilling eller ved en fast dommers forfald.

1.

§ 44 a, stk. 4,

affattes

således:

Stk. 2.

Når det

af de grunde, der er nævnt i stk. 1, skønnes nødvendigt, er enhver

byretsdommer forpligtet til at modtage beskikkelse til foruden sit eget

embede midlertidigt at beklæde et andet embede som byretsdommer.

Stk. 3.

Bortset

fra tilfælde af forfald på grund af sygdom kan en stilling ikke holdes

midlertidigt besat i mere end ét år.

Stk. 4.

Hvis den

midlertidige beskikkelse skyldes, at dommeren udfører et andet offentligt

hverv, kan etårsfristen dog forlænges i op til et år ad gangen på betingelse

af,

1)

at ganske særlige

grunde taler for det,

2)

at samtykke gives

af præsidenten (den administrerende dommer) for vedkommende ret eller for

retspræsidenters, administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af

præsidenten for den nærmeste overordnede ret, og

3)

at en fast ansat

dommer midlertidigt beskikkes i den pågældende stilling.

»

Stk. 4.

Etårsfristen kan dog forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige

grunde taler for det, og hvis samtykke gives af præsidenten (den

administrerende dommer) for vedkommende ret eller for retspræsidenters,

administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af præsidenten for den

nærmeste overordnede ret.«

Stk. 5.

Forlængelser af etårsfristen kan dog højst ske for en samlet periode på 3 år.

Stk. 6.

Midlertidig beskikkelse meddelt efter stk. 1 bortfalder, når den ledige

stilling besættes eller forfaldsgrunden ophører at bestå. Domstolsstyrelsen

kan dog efter indstilling fra vedkommende landsretspræsident tilbagekalde

beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.

2.

Efter

§ 147 f

indsættes:

»§ 147 g.

Bøder

pålagt af Advokatnævnet i medfør af § 147 c, stk. 1, kan inddrives

ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne

om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om

Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Stk. 2.

Inddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder indhente de

oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan

inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder,

kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for

tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte

dataoverførsel.

Stk. 3.

Justitsministeren

fastsætter regler om indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om

indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt

til at give inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen,

om pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om

udpantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.

Stk. 4.

For

forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør

af stk. 3, kan fastsættes bødestraf.«

3. Efter

§ 148

indsættes:

»§ 148 a.

Krav

om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

retten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet med

en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen

kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med domstolene,

herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En

digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres

tilgængelig for retten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i rettens behandling af en

sag, kan retten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for afhjælpning

af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.«

§ 154.

Meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer,

medmindre loven indeholder anden forskrift herom.

4. I

§ 154

indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

»Stk. 2.

Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i

at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog § 155, nr. 2. Samtykke kan

gives for den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder

fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig

måde.«

Stk. 2.

Rettens

beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke genstand for kære.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 155.

Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle

bilag

5. I

§ 155

indsættes efter nr. 1 som

nyt nummer:

1)

sendes eller

afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen

på en genpart af dokumentet eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettens

eller anklagemyndighedens foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis

(brevforkyndelse),

2)

sendes til den

pågældende i brev med afleveringsattest (postforkyndelse) eller

»2)

ved digital

kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om

at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse),«

3)

afleveres til den

pågældende af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse).

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

6. Efter

§ 156

indsættes:

»§ 156 a.

Ved

digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende

bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes

ved digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at

sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for

sket den dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen

modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end den

registrerede modtagelsesdato for den digitalt fremsendte bekræftelse eller

datoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den

registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets dato.«

§ 158.

Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, og kan

forkyndelse ikke ske her i riget efter § 155, nr. 2 og 3, jf.

§ 157, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er

foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.

7.

I

§ 158

ændres »§ 155, nr. 2

og 3« til: »§ 155, nr. 3 og 4«.

§ 178.

Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit

forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor

retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan

retten:

8.

I

§ 178

indsættes som

stk. 4-10:

1)

pålægge vidnet en

bøde,

2)

lade vidnet afhente

ved politiet,

3)

tilpligte vidnet at

erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget,

4)

pålægge vidnet en

løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder,

uafbrudt eller sammenlagt,

5)

lade vidnet tage i

forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i

§ 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til

afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at

svare, dog ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.

Stk. 2.

Afgørelse

om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, for hvilken

vidnet er indkaldt til at møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan

omgøres af retten. Kendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt et

fraværende vidne, skal forkyndes for den pågældende. Begæring om omgørelse af

en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, i hvilket vidnet

møder, eller, hvis vidnet ikke senere møder, inden 14 dage efter, at

afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til hans kundskab.

Stk. 3.

Tager

politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan

fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden 24

timer efter pågribelsen, giver politiet snarest muligt og senest inden samme

frist retten meddelelse om, at vidnet er taget i forvaring.

»Stk. 4.

En

person i forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige

til sikring af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed

i institutionen.

Stk. 5.

En person

i forvaring kan modtage besøg i det omfang opretholdelse af orden og

sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner tillader det. Den ret, der

træffer afgørelse om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed træffe

afgørelse om, at den forvarede ikke kan modtage besøg eller forlange, at

besøg finder sted under kontrol. Nægtes den forvarede besøg, skal den

pågældende

underrettes herom, medmindre retten af hensyn til sagens omstændigheder

træffer anden bestemmelse.

Stk. 6.

Den ret,

der træffer afgørelse om forvaring kan, når særlige omstændigheder taler

derfor, bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan give

en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Stk. 7. En person

i forvaring har ret til at modtage og afsende breve. Den ret, der træffer

afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal

gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Træffes der beslutning

om brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt udlevere eller

sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for formålet med

forvaringen eller opretholdelsen af orden og sikkerhed i institutionen.

Tilbageholdes

et brev af politiet, skal spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse

straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal

afsenderen straks underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens

øjemed træffer anden bestemmelse.

Stk. 8.

En person

i forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,

justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets

Ombudsmand.

Justitsministeren kan fastsætte regler om den forvaredes ret til at afsende

lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.

Stk. 9.

Retten

kan af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den

forvaredes rettigheder.

Stk. 10.

Justitsministeriet fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der

er taget i forvaring.«

9. Efter

§ 218 indsættes:

»§ 218 a.

§ 366 a, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse for

byretskendelser

i borgerlige sager.«

§ 494.

Fogedretten kan med et af denne fastsat varsel tilsige skyldneren til

forretningen, såfremt denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har

bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed,

eller i en tilstødende retskreds. Foretages forretningen ved Københavns

byret,

retten på Frederiksberg eller en af retterne i Gentofte, Lyngby, Gladsakse,

Ballerup, Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby og

Hørsholm, kan skyldneren tilsiges, såfremt han har en sådan tilknytning til

en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen pålægges skyldneren at møde

personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om varslet og om

virkningerne

af udeblivelse.

10.

§ 494, stk. 2, sidste pkt.

ophæves,

og i stedet indsættes:

Stk. 2. Udebliver

skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt

lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at han skal tages i

forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten. Det samme

gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt

ham. Bestemmelsen i § 178, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

»Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende

anvendelse.«

Stk. 3

. - - -

§ 497.

Skyldneren skal give de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til

gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal han

således give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold.

Fogedretten skal pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre ham bekendt med

strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring.

11.

I

§ 497

indsættes som

stk. 3

:

Stk. 2.

Undlader

skyldneren at give de krævede oplysninger, kan fogedretten ved kendelse

bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring,

indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke holdes

i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

»Stk. 3.

Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse

for personer, der tages i forvaring efter stk. 2.«

§ 561.

Når fogedretten har modtaget anmodning om tvangsauktion, indkalder den

skyldneren til møde, såfremt ejendommen benyttes til beboelse for denne eller

hans familie, eller hvis fogedretten i øvrigt finder, at der er behov for et

møde. Dette afholdes så vidt muligt inden 7 dage efter anmodningens

modtagelse. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om formålet med mødet, jf.

stk. 3, om adgangen til advokatbeskikkelse og antagelse af en sagkyndig

samt opfordring til skyldneren om at medbringe kvitteringer og andre papirer

af betydning for gældsforholdene i ejendommen. Skyldneren indkaldes ved

anbefalet brev. Kendes skyldnerens adresse ikke, bekendtgør fogedretten

indkaldelsen i Statstidende.

12.

§ 561, stk. 1, 4. pkt.

, affattes

således:

»Indkaldelsen af skyldneren skal forkyndes eller sendes ved

anbefalet brev.«

Stk. 2

. - - -

§ 587.

Reglerne

i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte

ændringer tilsvarende anvendelse.

13.

I

§ 587, stk. 1,

ændres

»§§ 395-398« til: »§§ 395-398 a«.

Stk. 2

. - - -

14.

§ 777

affattes således:

§ 777.

En varetægtsarrestant kan med rettens godkendelse anbringes i en anstalt for

personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v.,

jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis han selv, anklagemyndigheden og

institutionens

ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres

sikkerhed gør det påkrævet, kan sådan anbringelse undtagelsesvis ske uden

arrestantens samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de

regler,

der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom. Arrestanten må

dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de

tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

»§ 777.

En varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår

fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens

§§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og

institutionens ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller

hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvist

godkende en sådan anbringelse uden arrestantens samtykke. I institutionen

behandles den frivilligt overførte varetægtsarrestant efter de regler, der

gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom, mens den

tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om

varetægtsarrestanter i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i

institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog ikke uden rettens

godkendelse

forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771,

stk. 2.«

§ 962.

Domme afsagt af en byret kan med de nedennævnte undtagelser af statsadvokaten

eller tiltalte påankes til den landsret, til hvis kreds vedkommende ret

hører. I forbindelse med dommen kan anken omfatte den forudgående behandling

og de under denne faldne afgørelser.

Stk. 2.

Domme kan

kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde eller

konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på.

Tiltalte kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere end 20

dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af

tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt. Hvis sagen er

fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte dog anke,

selv om den pågældende ikke har givet møde i sagen, hvis anken ikke omfatter

bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld og betingelserne i 2. pkt. i

øvrigt er opfyldt. Afgørelser i henhold til §§ 936 og 937 kan ikke

indbringes for højere ret.

Stk. 3.

Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke

kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter eller

særlige

grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til

Procesbevillingsnævnet

inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke,

beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a.

Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser

kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte

afgørelser.

15.

I

§ 962, stk. 3, 5. pkt.

, ændres

»stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 2, 4. pkt.«.

Stk. 4

. - - -

§ 2

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.

februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998,

foretages følgende ændring:

1.

Efter

kapitel 29 indsættes:

»Kapitel

29 a

Digital kommunikation

§ 237 a.

Krav om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser

til skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være

forsynet med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En

digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres

tilgængelig for skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af

en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 237 b.

Skifteretten kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation,

hvis modtageren har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog

om forkyndelse retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den

enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige

oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 3

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer,

som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages

følgende ændring:

1.

Efter

kapitel 31 indsættes:

»Kapitel

31 a

Digital kommunikation

§ 115 a.

Krav

om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet

med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En

digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres

tilgængelig for skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af

en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 115 b.

Skifteretten

kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelser

retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal

krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 4

I lov om skifte af fællesbo mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, som ændret senest ved

§ 11 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

1.

Efter

§ 92

indsættes:

»§ 92 a.

Krav

om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til

skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet

med en digital signatur.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med

domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3.

En

digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres

tilgængelig for skifteretten.

Stk. 4.

Hvis en

digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet

med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af

en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for

afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved

kendelse.

§ 92 b.

Skifteretten

kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelser

retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal

krypteres

eller sikres på anden forsvarlig måde.«

Bilag 2

Retsplejerådets udtalelse om redegørelsen om

digital kommunikation med domstolene, som er afgivet af en arbejdsgruppe

under Domstolsstyrelsen

Ved brev af 22. oktober 2003 har Justitsministeriet anmodet

Retsplejerådet om en udtalelse om en redegørelse vedrørende digital

kommunikation med domstolene, der er afgivet af en arbejdsgruppe nedsat under

Domstolsstyrelsen.

I den anledning skal Retsplejerådet udtale følgende:

1.

Redegørelsen

indeholder en gennemgang af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven

og

skifteloven og udpeger en række formkrav, som efter arbejdsgruppens

opfattelse

enten hindrer digital kommunikation eller som på grund af tvivl om

fortolkningen kan udgøre en sådan hindring.

For så vidt angår digital kommunikation

til

domstolene, foreslår arbejdsgruppen, at der i retsplejeloven,

konkursloven og dødsboskifteloven indsættes generelle bestemmelser om, at

krav

om skriftlighed og underskrift ikke skal være til hinder for digital

kommunikation til domstolene. Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at

begrænse eller afskære muligheden for at anvende digital kommunikation på

særlige områder inden for retsplejen. Det bemærkes, at arbejdsgruppen for så

vidt angår ægtefælleskifter ikke finder, at der i skifteloven er regler, der

hindrer eller vanskeliggør digital kommunikation.

Arbejdsgruppen foreslår, at afsenderen skal anvende en

digital signatur for at sikre meddelelsens autencitet (at den hidrører fra

den

angivne afsender) og integritet (at den ikke er ændret undervejs). Dette

gælder

dog alene i de tilfælde, hvor der er opstillet særlige formkrav til

meddelelsen, f.eks. krav om underskrift af en stævning.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at digital kommunikation

fra

domstolene skal forudsætte et

forudgående (udtrykkeligt eller stiltiende) samtykke fra modtageren.

Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at der må antages at gælde en

generel regel om, at borgere og virksomheder ikke bør kunne kontaktes af

domstolene eller andre offentlige myndigheder ved brug af digital

kommunikation,

medmindre der er givet samtykke hertil, f.eks. ved at en borger selv har

rettet

henvendelse digitalt til den pågældende domstol. Kravet om forudgående

samtykke

skal dog efter arbejdsgruppens forslag ikke gælde ved »digital forkyndelse«,

hvor det dokument, der skal forkyndes, fremsendes f.eks. ved e-mail, idet

gennemførelsen af forkyndelsen kræver modtagerens aktive medvirken ved, at

den

pågældende bekræfter modtagelsen.

Omfatter domstolenes kommunikation fortrolige oplysninger,

peger arbejdsgruppen på, at det følger af reglerne i persondataloven eller af

de almindelige tavshedspligtsregler, at meddelelsen skal krypteres, så

uvedkommende ikke kan læse indholdet af meddelelsen.

Efter arbejdsgruppens forslag er digital kommunikation

til

domstolene et tilbud, der står åbent

for enhver, der vil sende en meddelelse til domstolene, mens det ikke er et

krav, at der skal anvendes digital kommunikation. Tilsvarende er det efter

arbejdsgruppens forslag heller ikke et krav, at domstolene, når det er

muligt,

skal

anvende digital kommunikation, men

arbejdsgruppen finder dog, at domstolene bør anvende digital kommunikation i

videst muligt omfang.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at Domstolsstyrelsen skal

kunne fastsætte nærmere regler om mere tekniske spørgsmål vedrørende digital

kommunikation, herunder hvilke krav der skal stilles til en digital signatur.

2.

Retsplejerådet

kan generelt tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til ændring af

retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven, hvorefter der med henblik

på

at fjerne retlige hindringer for digital kommunikation til domstolene

indsættes

generelle bestemmelser i de pågældende love om, at krav om skriftlighed og

underskrift ikke skal være til hinder for digital kommunikation med

domstolene.

Retsplejerådet kan endvidere tilslutte sig arbejdsgruppens

forslag om, at digital kommunikation fra domstolene skal forudsætte et

samtykke

fra modtageren, medmindre der er tale om en »digital forkyndelse«.

Efter arbejdsgruppens forslag om digital forkyndelse, anses

forkyndelse bl.a. for at være sket, hvis modtageren digitalt har bekræftet

modtagelsen ved anvendelse af en digital signatur. Retsplejerådet har i den

forbindelse navnlig overvejet den situation, hvor en person, der i praksis

har

adgang til at anvende modtagerens digitale signatur, bekræfter forkyndelsen

ved

anvendelse af den digitale signatur, uden at det fremgår, at modtagelsen ikke

er bekræftet af den rette modtager.

Retsplejerådet vil imidlertid pege på, at et lignende

spørgsmål i princippet vil kunne opstå i dag f.eks. i forhold til

brevforkyndelse, hvis en anden end den rette modtager i modtagerens navn

bekræfter

at have modtaget meddelelsen. Hvis en person efter en forkyndelse gør

gældende,

at der ikke er tale om en lovlig forkyndelse, må retten ud fra en konkret

vurdering af den enkelte sag tage stilling til den pågældendes indsigelser.

Dette vil også gælde ved en indsigelse mod en fremtidig digital forkyndelse.

Retsplejerådet finder på denne baggrund ikke, at det nævnte spørgsmål bør

føre

til, at man i givet fald undlader at indføre regler om digital forkyndelse.

3.

Retsplejerådet

bemærker, at indførelsen af muligheden for at anvende digital kommunikation

inden for retsplejen ikke i sig selv vil indebære ændringer i retsplejelovens

regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav der kan stilles

til tilvejebringelse af bevismidler mv. under domstolenes behandling af en

konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for retten, eller

til udarbejdelse

af materiale til brug for behandlingen af sagen, f.eks. en ekstrakt af sagens

dokumenter.

Det bemærkes endvidere, at indførelsen af digital

kommunikation med domstolene vil kunne give anledning til en række mere

økonomiske, praktiske og tekniske spørgsmål med hensyn til tilrettelæggelsen

af

domstolenes sagsbehandling mv., f.eks. med hensyn til domstolenes IT-systemer

og håndtering af dokumenter, der alene fremsendes digitalt.

4.

Retsplejerådet

har ved afgivelsen af udtalelsen følgende sammensætning:

Landsretspræsident Bjarne Christensen (formand)

Direktør Bent Carlsen

Landsdommer Peter Deleuran

Advokat Karen Dyekjær-Hansen

Advokat Jørgen B. Jepsen

Dommer Henrik Linde

Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen

Kst. dommer Marianne Peschcke-Køedt

Fg. kontorchef Jens Røn

Politimester Ole Scharf

Statsadvokat Hanne Schmidt

Professor, dr.jur. Eva Smith

Professor, dr.jur. Erik Werlauff

Som sekretær for rådet har fungeret fuldmægtig Jon Esben

Hvam.

Lignende dokumenter