Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 10. marts 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af retsplejeloven, konkursloven,
dødsboskifteloven og skifteloven
(Digital
kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler
om
vidneforvarede mv.)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
1.
§ 44 a, stk. 4,
affattes således:
»
Stk. 4.
Etårsfristen kan dog forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige
grunde taler for det, og hvis samtykke gives af præsidenten (den
administrerende dommer) for vedkommende ret eller for retspræsidenters,
administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af præsidenten for den
nærmeste overordnede ret.«
2.
Efter
§ 147
f
indsættes:
»§ 147 g.
Læs alt
Bøder
pålagt af Advokatnævnet i medfør af § 147 c, stk. 1, kan inddrives
ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne
om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om
Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Stk. 2.
Inddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder indhente de
oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan
inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder,
kræve
de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for
tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte
dataoverførsel.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter regler om indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om
indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt
til
at give inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen, om
pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om
udpantningsret
for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.
Stk. 4.
For
forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør
af stk. 3, kan fastsættes bødestraf.«
3.
Efter
§ 148
indsættes:
»§ 148 a.
Krav om
skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
retten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet med
en
digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen
kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med domstolene,
herunder
om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En digital
meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for
retten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med
andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i rettens behandling af en sag,
kan
retten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for afhjælpning af
manglen.
Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.«
4.
I
§ 154
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»
Stk. 2. Anvendelse
af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i at modtage
meddelelser på denne måde, jf. dog § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for
den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige
oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5.
I
§ 155
indsættes efter nr. 1 som nyt
nummer:
»2)
ved digital
kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om
at
bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse),«
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
6.
Efter
§ 156
indsættes:
»
§ 156 a.
Ved
digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende
bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes
ved
digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at sende
en
personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag
anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end den registrerede
modtagelsesdato
for den digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den registrerede
modtagelsesdag eller på poststemplets dato.«
7.
I
§ 158
ændres »§ 155, nr. 2 og 3« til:
»§ 155, nr. 3 og 4«.
8.
I
§ 178
indsættes som
stk. 4-10
:
»
Stk. 4. En person
i forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til
sikring
af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i
institutionen.
Stk. 5.
En person i
forvaring kan modtage besøg i det omfang opretholdelse af orden og sikkerhed
i
kriminalforsorgens institutioner tillader det. Den ret, der træffer afgørelse
om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed træffe afgørelse om, at
den
forvarede ikke kan modtage besøg eller forlange, at besøg finder sted under
kontrol. Nægtes den forvarede besøg, skal den pågældende underrettes herom,
medmindre retten af hensyn til sagens omstændigheder træffer anden
bestemmelse.
Stk. 6.
Den ret,
der træffer afgørelse om forvaring kan, når særlige omstændigheder taler
derfor, bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan give
en
person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.
Stk. 7.
En person i
forvaring har ret til at modtage og afsende breve. Den ret, der træffer
afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal
gennemse
brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Træffes der beslutning om
brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt udlevere eller sende
brevene,
medmindre indholdet vil kunne være til skade for formålet med forvaringen
eller
opretholdelsen af orden og sikkerhed i institutionen. Tilbageholdes et brev
af
politiet, skal spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse straks
forelægges
retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks
underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens øjemed træffer anden
bestemmelse.
Stk. 8.
En person i
forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,
justitsministeren,
direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om den forvaredes ret til at afsende lukkede breve til
andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.
Stk. 9.
Retten kan
af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den
forvaredes
rettigheder.
Stk. 10.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der
er
taget i forvaring.«
9.
Efter
§ 218
indsættes:
»§ 218 a.
§ 366 a, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse for
byretskendelser
i borgerlige sager.«
10.
§ 494, stk. 2, sidste pkt.
, ophæves,
og i stedet indsættes:
»Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende
anvendelse.«
11.
I
§ 497
indsættes som
stk. 3
:
»
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse
for
personer, der tages i forvaring efter stk. 2.«
12.
§ 561, stk. 1, 4. pkt.,
affattes
således:
»Indkaldelsen af skyldneren skal forkyndes eller sendes ved
anbefalet brev.«
13.
I
§ 587, stk. 1,
ændres
»§§ 395-398« til: »§§ 395-398 a«.
14.
§ 777
affattes således:
»
§ 777.
En
varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens
§§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og
institutionens
ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres
sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvist godkende en sådan
anbringelse uden arrestantens samtykke. I institutionen behandles den
frivilligt overførte varetægtsarrestant efter de regler, der gælder for
personer, der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt
overførte
varetægtsarrestant behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter i det
omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.
Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen,
bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.«
15.
I
§ 962, stk. 3, 5. pkt.,
ændres
»stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 2, 4. pkt.«
§ 2
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.
februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998,
foretages
følgende ændring:
1.
Efter
kapitel 29 indsættes:
»Kapitel
29 a
Digital kommunikation
§ 237 a.
Krav
om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En digital
meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for
skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med
andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en
sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 237 b.
Skifteretten
kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren
har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse
retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller
generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres
eller sikres på anden forsvarlig måde.«
§ 3
I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages
følgende
ændring:
1.
Efter
kapitel 31 indsættes:
»Kapitel
31 a
Digital kommunikation
§ 115 a.
Krav
om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En digital
meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for
skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med
andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en
sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 115 b.
Skifteretten
kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren
har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse
retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller
generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres
eller sikres på anden forsvarlig måde.«
§ 4
I lov om skifte af fællesbo mv., jf. lovbekendtgørelse
nr. 725 af 23. oktober 1986, som ændret senest ved § 11 i lov nr. 385 af
22. maj 1996, foretages følgende ændring:
1.
Efter
§ 92
indsættes:
»§ 92 a.
Krav om
skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En digital
meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for
skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med
andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en
sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 92 b.
Skifteretten
kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren
har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse
retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller
generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres
eller sikres på anden forsvarlig måde.«
§ 5
Stk. 1.
Loven
træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Lovens § 1,
nr. 1-2, 8-11 og 13-15, træder dog i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 2.
§ 1
gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 2-4 kan ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
6
2.
Digital kommunikation med domstolene
6
2.1. Baggrund
6
2.2. Digital kommunikation,
formkrav mv.
6
2.3. Persondataloven
7
2.4.
Digital kommunikation inden for retsplejen
8
2.5. Lovforslagets udformning
9
2.6. Særligt om digital
forkyndelse
13
2.6.1. Gældende ret
13
2.6.2. Lovforslagets udformning
13
3.
Afsigelse af kendelser med begrænset
sagsfremstilling
14
3.1. Gældende ret
14
3.2. Lovforslagets udformning
15
4.
Midlertidig beskikkelse af dommere
15
4.1. Gældende ret
15
4.2. Lovforslagets udformning
15
5.
Inddrivelse af disciplinære bøder pålagt af
Advokatnævnet
16
5.1. Gældende ret
16
5.2. Lovforslagets udformning
16
6.
Behandlingen af personer, der tages i forvaring
efter retsplejeloven
17
6.1. Gældende ret
17
6.1.1. Retsplejelovens § 178
17
6.1.2. Retsplejelovens § 494,
stk. 2, og § 497, stk. 2
17
6.1.3. Reglerne for strafafsonere
(straffuldbyrdelsesloven)
18
6.1.4. Reglerne om ophold i
varetægtsfængsel (retsplejeloven)
18
6.2. Lovforslagets udformning
18
7.
Frivillig overførsel af en varetægtsarrestant til
en institution under kriminalforsorgen
19
7.1. Gældende ret
19
7.2. Differentieringsudvalgets
overvejelser
20
7.3. Lovforslagets udformning
21
8.
Behandlingen af varetægtsarrestanter i
fuldbyrdelsesinstitutioner mv.
21
8.1. Gældende ret
21
8.2. Lovforslagets udformning
21
9.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
22
10.
Høring
23
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at fjerne de retlige
hindringer for digital kommunikation til og fra domstolene med henblik på at
lette og fremme anvendelsen af moderne informationsteknologi ved
kommunikation med
domstolene.
Lovforslaget indebærer, at der i retsplejeloven,
konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven indsættes generelle
bestemmelser, hvorefter krav om skriftlighed eller underskift ikke skal være
til hinder for, at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital
kommunikation, f.eks. ved e-mail. Der foreslås endvidere regler om, at
meddelelser fra retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, hvis den
pågældende modtager har givet samtykke hertil. Endelig foreslås det, at
»digital
forkyndelse« indføres som ny forkyndelsesform.
Denne del af lovforslaget bygger på en redegørelse om
digital kommunikation med domstolene, der i oktober 2003 er afgivet af en
arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen (herefter »redegørelsen« og
»arbejdsgruppen«).
Redegørelsen har været forelagt Retsplejerådet, der generelt har tilsluttet
sig
arbejdsgruppens forslag, jf. lovforslagets bilag 2, og lovforslaget svarer i
det væsentlige til arbejdsgruppens lovudkast.
Lovforslaget indeholder herudover forskellige andre
ændringer af retsplejeloven.
Det foreslås, at der – ligesom for byrets
domme
i borgerlige sager – bliver
mulighed for at afsige byrets
kendelser
i borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling. Det foreslås desuden, at
midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år ikke længere kun
skal kunne ske, hvis dommeren udfører et andet offentligt hverv, og hvis en
anden fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i den pågældende stilling. Det
foreslås endvidere, at disciplinære bøder, der pålægges af Advokatnævnet,
skal
kunne tvangsinddrives ved udpantning og lønindeholdelse.
Der foreslås endvidere nærmere regler om, hvordan personer,
som er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5
(vidneforvaring), § 494, stk. 2, og § 497, stk. 2
(forvaring
af skyldner), skal behandles. Endelig foreslås det at lette proceduren for
frivillig overførsel til fuldbyrdelsesinstitutioner under kriminalforsorgen.
2. Digital kommunikation med domstolene
2.1. Baggrund
I januar 2002 udsendte Ministeriet for Videnskab, Teknologi
og Udvikling samt Justitsministeriet en handlingsplan for ministeriernes
arbejde med modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt forhindrer
digital kommunikation. Baggrunden for handlingsplanen var forslaget om
lovmodernisering i betænkning nr. 1400/2000 om e-signatur og formkrav i
lovgivningen, der er afgivet af Justitsministeriets udvalg om
retsvirkningerne
af digital signatur mv.
Ifølge handlingsplanen skulle de enkelte ministerier
gennemgå egen lovgivning med henblik på at finde frem til de bestemmelser,
der
udgjorde eller kunne udgøre en hindring for digital kommunikation, både med
hensyn til kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder mv.
og med hensyn til kommunikation mellem borgere og virksomheder mv. Hvert
ministerium skulle herefter udarbejde en prioriteret handlingsplan for
arbejdet
med at ændre de formkrav, som udgjorde en hindring for digital kommunikation.
Af Justitsministeriets handlingsplan for lovmodernisering
fremgår bl.a., at enkelte regelsæt indeholder formkrav, der kan hindre
digital
kommunikation, men som efter ministeriets vurdering ikke umiddelbart kan
ændres. Der peges i handlingsplanen på, at indførelse af digital
kommunikation
på visse centrale retsområder, f.eks. inden for retsplejen, rejser en række
teoretiske og praktiske spørgsmål, der kræver særskilt overvejelse.
Efter drøftelse med Justitsministeriet nedsatte
Domstolsstyrelsen herefter i foråret 2002 en arbejdsgruppe med henblik på at
udpege de bestemmelser, der hindrer digital kommunikation i retsplejeloven,
konkursloven, skifteloven og dødsboskifteloven. På grundlag heraf skulle
arbejdsgruppen komme med forslag til, hvordan anvendelsen af digital
kommunikation inden for retsplejen kan fremmes, herunder komme med forslag
til
de nødvendige lovændringer. Arbejdsgruppen afleverede i oktober 2003 en
redegørelse om digital kommunikation med domstolene, jf. punkt 1 ovenfor.
Det bemærkes, at arbejdsgruppen ikke har overvejet
spørgsmålet om digital kommunikation på tinglysningsområdet (»papirløs
tinglysning«). Dette spørgsmål overvejes for tiden i Justitsministeriets
Tinglysningsudvalg.
2.2. Digital kommunikation, formkrav mv.
Redegørelsen side 13 ff. indeholder en gennemgang af en
række mere generelle spørgsmål i relation til digital kommunikation.
Det fremgår af redegørelsen, at arbejdsgruppen ved digital
kommunikation forstår enhver form for kommunikation, hvor meddelelsen er
digitaliseret, dvs. opbrudt i form af talværdier. En digital meddelelse er i
sig selv uforståelig, men kan gøres tilgængelig, f.eks. ved udskrift på papir
eller ved at blive vist på en computerskærm. I modsætning til et
papirdokument,
der uden videre er læsbart, vil et digitalt dokument således altid skulle
gennemgå en behandling, før det kan læses.
Digital kommunikation omfatter bl.a. kommunikation ved brug
af e-post (e-mail). Andre former for digital kommunikation kan være
anvendelse
af web-teknologier, hvor der f.eks. kommunikeres med en offentlighed
myndighed
via myndighedens hjemmeside, eller kommunikation mellem datasystemer uden
direkte menneskelig indblanding, f.eks. automatisk overførsel af digitale
dokumenter
fra en myndighed til en anden.
Med hensyn til betydningen af formkrav i lovgivningen mv.
anfører arbejdsgruppen generelt, at krav om skriftlighed og underskrift kan
tjene en række forskellige formål. Der kan f.eks. være tale om at skabe
sikkerhed
for, at en meddelelse stammer fra en bestemt person, eller om forskellige
bevisfunktioner, herunder bevissikring af meddelelsens indhold, af at
meddelelsen er modtaget eller godkendt, eller af tidspunktet for modtagelsen
af
meddelelsen. Der henvises til redegørelsen side 21 ff.
Arbejdsgruppen peger på, at en personlig underskrift er med
til at give en meddelelse troværdighed. En underskrift på et dokument er som
regel
udtryk for, at den, der har underskrevet dokumentet, har godkendt dokumentet,
herunder f.eks. påtaget sig en forpligtelse i overensstemmelse med
dokumentets
indhold. Medmindre dokumentet indeholder iøjnefaldende rettelser, vil man
endvidere normalt gå ud fra, at dokumentet ikke er ændret efter
underskrivelsen.
Ved digital kommunikation kan de tilsvarende krav til
meddelelsen sikres ved anvendelse af en såkaldt digital signatur, der kan
betragtes som en digital underskrift. En digital signatur bygger på et
krypteringssystem, hvorved meddelelsens autencitet (at den stammer fra den
angivne afsender) og integritet (at den ikke er ændret undervejs) kan sikres.
Der henvises til redegørelsen side 16 ff.
Lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer indeholder
særlige regler om signaturer, som er forbundet med en særlig høj grad af
sikkerhed både teknisk og i forbindelse med udstedelsen af det certifikat,
der
er knyttet til signaturen – de såkaldte »kvalificerede certifikater«.
Ved siden
heraf findes en række ikke-kvalificerede signaturer, hvor der f.eks. ikke
stilles de samme krav til proceduren i forbindelse med udstedelsen af det
certifikat, der er knyttet til den digitale signatur. Det kan i den
forbindelse
nævnes, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har forestået
udviklingen af den såkaldte OCES-standard (Certifikatpolitik for Offentlige
Certifikater til Elektronisk Service), som er udtryk for den offentlige
politik
for anvendelse af digitale signaturer ved kommunikation med det offentlige.
Der
henvises til redegørelsen side 18.
2.3. Persondataloven
Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af
personoplysninger (persondataloven) gælder bl.a. for behandling af
personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, jf. lovens § 1, stk. 1. Persondataloven omfatter
enhver form for information om en identificerbar fysisk person. Loven gælder
også for domstolenes behandling af personoplysninger.
Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal den
dataansvarlige og databehandleren træffe de fornødne tekniske og
organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at personoplysninger
hændeligt
eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de
kommer
til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med
loven.
I medfør af persondatalovens § 41, stk. 1, har
Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 528 og nr. 535 af 15. juni 2000
om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som
behandles henholdsvis af den offentlige forvaltning og domstolene. Eksterne
kommunikationsforbindelser må efter § 14 i bekendtgørelserne kun
etableres, hvis der træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at
uvedkommende ikke gennem disse forbindelser kan få adgang til
personoplysninger.
Om denne bestemmelse hedder det i Datatilsynets vejledning
af 2. april 2001 til bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om
sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som
behandles
for den offentlige forvaltning, bl.a.:
»Bestemmelsen gælder enhver form for telekommunikation i
forbindelse med behandling af personoplysninger, f.eks. forsendelse af
oplysninger med telefax eller ekstern e-post, etablering af terminaladgang
ved
opkaldsmodem, adgang til oplysninger via myndighedens hjemmeside og
etablering
af internetadgang fra arbejdspladser på myndighedens interne net. De særlige
sikkerhedsforanstaltninger skal træffes efter myndighedens vurdering af
sikkerhedsrisici i det konkrete tilfælde, herunder med hensyntagen til
karakteren
af de omhandlede oplysninger
Ved tilslutning til Internet eller andre åbne net skal der
træffes foranstaltninger, som sikrer imod uvedkommende trafik og forhindrer
adgang fra det åbne net til den dataansvarliges interne net.
Ved brug af telefax skal opmærksomheden særligt været
rettet mod dels risikoen for at faxen sendes til forkert modtager, dels at
den
modtagne fax kan være tilgængelig for uvedkommende hos modtageren
For transmission af personoplysninger over åbne net (f.eks.
Internet) gælder konkret nedenstående minimumskrav om
sikkerhedsforanstaltninger:
Ved transmission af oplysninger over det åbne Internet er
der generelt en risiko for, at oplysningerne undervejs læses og endog ændres
af
uvedkommende. Derudover er der en risiko for, at parterne i kommunikationen
ikke er dem, de udgiver sig for.
Disse risici må vurderes af den dataansvarlige i den
konkrete situation, således at der kan træffes de fornødne
sikkerhedsforanstaltninger.
Hvad angår fortrolighed kan denne sikres ved forsvarlig
kryptering af de transmitterede oplysninger. Hvis der er tale om transmission
af fortrolige oplysninger, herunder personnummer, skal der som minimum
foretages
en kryptering. Hvis de transmitterede oplysninger er af følsom karakter
(omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1 og § 8,
stk. 1),
skal der anvendes en stærk kryptering, baseret på en anerkendt algoritme.
Sikkerhed for autenticitet (afsenders og modtagers
identitet) og integritet (de transmitterede oplysningers ægthed) må sikres i
fornødent omfang ved anvendelse af passende sikkerhedsforanstaltninger,
f.eks.
elektronisk signatur eller individuelle, fortrolige adgangskoder.«
Ved digital kommunikation til eller fra domstolene vil
reglerne i persondataloven således kunne indebære, at der skal ske kryptering
eller lignende af meddelelser, der indeholder personoplysninger, således at
uvedkommende
ikke kan læse indholdet af meddelelsen. Endvidere skal der ved anvendelse
f.eks. af en digital signatur gives sikkerhed for afsenderens og modtagerens
identitet og for, at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs.
Der henvises til redegørelsen side 31 ff.
2.4. Digital kommunikation inden for
retsplejen
Retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og
skifteloven indeholder ikke særlige regler om digital kommunikation til eller
fra domstolene. Lovene indeholder imidlertid en række formkrav til
forskellige
meddelelser mv. i form af krav om skriftlighed eller underskrift.
Arbejdsgruppen har ved sin gennemgang af retsplejeloven mv.
taget udgangspunkt i, at krav om skriftlighed eller underskrift ikke i sig
selv
kan antages at være til hinder for digital kommunikation, men at det må bero
på
en konkret fortolkning af det pågældende formkrav, om det er til hinder for
digital kommunikation. En sådan fortolkning vil ikke nødvendigvis gøre det
muligt at fastslå med sikkerhed, om et formkrav er til hinder for digital
kommunikation eller ej, og det vil således i nogle tilfælde være tvivlsomt,
om
digital kommunikation kan anvendes.
Med hensyn til meddelelser
fra
retten fremgår det af retsplejelovens § 154, at
meddelelser gives på den måde, som rettens formand bestemmer, medmindre loven
bestemmer andet. Arbejdsgruppen finder, at retten i medfør af denne
bestemmelse
kan bestemme, at en meddelelse fra retten skal gives ved digital
kommunikation,
medmindre der er opstillet særlige formkrav, der må fortolkes sådan, at der
ikke kan anvendes digital kommunikation. Om digital forkyndelse henvises til
punkt 2.6. nedenfor.
2.4.1.
Arbejdsgruppen har ved sin gennemgang
af
retsplejelovens
regler om den
civile retspleje
fundet, at en række
formkrav i loven er til hinder for anvendelse af digital kommunikation
til
retten, eller at det i hvert fald må
anses for tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes.
Det anføres, at f.eks. stævning, svarskrift og senere
processkrifter skal være skriftlige, og at skriftlighedskravet på grundlag af
disse dokumenters betydning for sagen må antages at være til hinder for
fremsendelse til retten ved brug af digital kommunikation. Arbejdsgruppen
bemærker, at retsplejelovens § 261, stk. 2, hvorefter retten skal
afvise processkrifter, der ikke er underskrevet af parten eller en
mødeberettiget, må antages at forudsætte, at processkrifter skal underskrives
af parten selv eller af en rettergangsfuldmægtig (typisk en advokat) på
partens
vegne. Det er i retspraksis antaget, at der skal være tale om en original
underskrift,
således at f.eks. en telefaxet stævning skal efterfølges af den originale
stævning. Dette underskriftskrav vil efter arbejdsgruppens opfattelse være
til
hinder for anvendelse af digital kommunikation.
Med hensyn til meddelelser
fra
retten antager arbejdsgruppen, at digital kommunikation bl.a.
ikke kan anvendes, hvis meddelelsen skal forkyndes, eller hvis der er knyttet
særlige retsvirkninger til meddelelsen, f.eks. udeblivelsesvirkning eller
afbrydelse af processuelle frister.
Der henvises til redegørelsen side 61 ff.
Med hensyn til retsplejelovens regler om
tvangsfuldbyrdelse
mv. peger
arbejdsgruppen ligeledes på en række bestemmelser, der må antages at være til
hinder for digital kommunikation, f.eks. kravet om skriftlighed ved anmodning
om tvangsauktion over fast ejendom. Det antages endvidere, at der ikke med
sikkerhed kan anvendes digital kommunikation f.eks. ved anmodninger til
retten
om brugeligt pant, umiddelbare fogedforretninger, arrest- og
forbudsforretninger mv. Arbejdsgruppen peger også på, at retsplejelovens
§ 561, stk. 1, om, at indkaldelse af skyldneren til vejledningsmøde
ved tvangsauktion over fast ejendom skal ske ved anbefalet brev, er til
hinder
for digital kommunikation.
Der henvises til redegørelsen side 75 ff.
Inden for
strafferetsplejen
antager arbejdsgruppen, at digital kommunikation ikke kan anvendes ved
fremsendelse
af anklageskrifter eller retsmødebegæringer til retten.
Der henvises til redegørelsen side 85 ff.
Arbejdsgruppen bemærker endelig, at
Procesbevillingsnævnet
, der behandler ansøgninger om anden- og
tredjeinstansbevillinger i civile sager og straffesager,
selv fastsætter sin forretningsorden, jf. retsplejelovens
§ 25, og at nævnet stiller krav om, at en ansøgning om en
procesbevilling
skal være skriftlig. Nævnet modtager for tiden ikke ansøgninger, der sendes
ved
anvendelse af digital kommunikation, f.eks. e-mail, jf. redegørelsen side
95 f.
2.4.2.
Med hensyn til
konkursloven
anfører arbejdsgruppen, at det under hensyn til den
væsentlige betydning, der tillægges en anmeldelse om betalingsstandsning
eller
en konkursbegæring mv., må anses for tvivlsomt, om konkurslovens
skriftlighedskrav giver mulighed for at anvende digital kommunikation. Det
antages endvidere, at disse dokumenter skal underskrives, hvilket under alle
omstændigheder må antages at være til hinder for anvendelsen af digital
kommunikation, jf. om retsplejelovens § 261, stk. 2, ovenfor i
punkt
2.4.1.
Der henvises til redegørelsen side 97 ff.
2.4.3.
Arbejdsgruppen anfører, at
dødsboskifteloven
i visse tilfælde
stiller krav om underskrift, f.eks. § 25, stk. 5, om åbningsstatus
i
privatskiftede boer, § 32 om boopgørelser i privatskiftede boer,
§ 33, stk. 3, om opgørelser af aktiver og passiver i forenklede
private skifter, og § 68, stk. 2, om boopgørelser i bobestyrerboer.
Arbejdsgruppen antager, at disse underskriftskrav umiddelbart er til hinder
for, at de nævnte opgørelser mv. indsendes digitalt.
Dødsboskifteloven indeholder herudover i flere tilfælde
bestemmelser, der indeholder krav om eller forudsætter skriftlighed, f.eks.
§ 82, stk. 1, om anmeldelse af fordringer til bobestyreren, og
§ 96, stk. 1, om klage over bobestyreren. Det beror i disse
tilfælde
på en vurdering af hver enkelt bestemmelse, om digital kommunikation er
udelukket.
Der henvises til redegørelsen side 105 ff.
2.4.4.
Skifteloven
gælder i dag alene for skifte ved separation og skilsmisse mv., ved skifte
af andre boer, jf. lovens § 82 (f.eks. interessentskabsboer) og for
dødsboskifte, når dødsfaldet er sket inden dødsboskiftelovens ikrafttræden
den
1. januar 1997. Reglerne om skifte ved separation og skilsmisse mv. findes i
lovens kapitel 6, hvis regler imidlertid henviser til eller forudsætter
anvendelse af de fleste andre bestemmelser i loven. Det samme gør sig
gældende
for boer omfattet af lovens § 82.
Arbejdsgruppen anfører, at hvis en begæring om
ægtefælleskifte fremsættes skriftligt – og ikke f.eks. mundtligt i et
retsmøde
– må det antages, at begæringen skal underskrives på samme måde som
processkrifter,
jf. om retsplejelovens § 261, stk. 2, ovenfor i punkt 2.4.1.,
hvilket
må anses at være til hinder for anvendelse af digital kommunikation. Bortset
herfra og fra den usikkerhed, der følger af uklarheden om, hvilke regler der
–
ud over dem, der udtrykkeligt er nævnt i lovens kapitel 6 – finder
anvendelse
på ægtefælleskifter, finder arbejdsgruppen ikke, at der er regler i
skifteloven, der hindrer eller vanskeliggør digital kommunikation.
Arbejdsgruppen bemærker, at skifte af boer omfattet af
skiftelovens § 82 har begrænset praktisk betydning. § 82 indeholder
en henvisning til skiftelovens regler om offentlig skiftebehandling af
dødsboer
»med de lempelser, der følger af forholdets natur«. Som følge af disse boers
begrænsede praktiske betydning, har arbejdsgruppen afstået fra at foretage en
fuldstændig gennemgang af reglerne i skifteloven.
Der henvises til redegørelsen side
109 f.
2.5. Lovforslagets udformning
2.5.1.
Som det fremgår af punkt 2.4. ovenfor,
stiller retsplejeloven og de andre processuelle love, som er behandlet i
redegørelsen, i en række tilfælde krav om eller forudsætter skriftlighed og i
visse tilfælde herudover et krav om underskrift. Det er arbejdsgruppens
opfattelse, at disse formkrav i flere tilfælde vil være til hinder for
anvendelse af digital kommunikation til eller fra domstolene, eller at det i
hvert fald må anses for tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at digital kommunikation
til domstolene bør gennemføres i videst muligt omfang, således at digital
kommunikation er et tilbud til domstolenes brugere, som kan anvendes som
alternativ
til almindelig papirbaseret kommunikation. Efter arbejdsgruppens opfattelse
bør
de ovennævnte retlige hindringer for digital kommunikation med domstolene
derfor fjernes, ligesom der må anses at være et stort praktisk behov for en
afklaring af de tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om digital kommunikation
kan anvendes. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse på, at usikkerhed om,
hvorvidt digital kommunikation kan anvendes, i sig selv vil kunne begrænse
anvendelsen af digital kommunikation.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er tilfælde, hvor det
kan anses for velbegrundet at opretholde formkrav om skriftlighed og
eventuelt
underskrift, der må anses for at være til hinder for digital kommunikation
med
domstolene, dvs. om der er tilfælde, hvor digital kommunikation ikke bør
kunne
anvendes.
Arbejdsgruppen har med hensyn til retsplejelovens regler om
behandling af civile sager ikke fundet tilfælde, hvor digital kommunikation
bør
være udelukket. Arbejdsgruppen har særligt overvejet, om bilag til stævninger
og andre processkrifter bør kunne fremsendes digitalt og finder ikke, at
dette
bør være udelukket. Arbejdsgruppen peger på, at flere og flere bilag med
tiden
må forventes at ville foreligge digitalt, og at fordelen ved digital
fremsendelse af et processkrift vil være minimal, hvis ikke også bilag til
processkriftet kan fremsendes digitalt, men skal fremsendes med almindelige
post eller lignende.
Arbejdsgruppen finder ikke, at der inden for det
fogedretlige område eller strafferetsplejen kan påvises sådanne særlige
forhold, der kan begrunde, at der på disse områder skulle gælde andre regler
om
digital kommunikation med domstolene end inden for den civile retspleje.
Heller ikke inden for konkursloven, dødsboskifteloven eller
skifteloven har arbejdsgruppen fundet tilfælde, hvor anvendelse af digital
kommunikation bør være udelukket.
Arbejdsgruppen har særligt overvejet, om der med hensyn til
anmeldelser om betalingsstandsning samt anmodninger om konkurs,
akkordforhandling og gældssanering foreligger så tungtvejende hensyn, at
muligheden
for anvendelse af digital kommunikation bør begrænses, f.eks. som følge af,
at
de nævnte anmeldelser og begæringer kan have vidtrækkende betydning også for
andre end skyldneren. Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at dette bør
være
til hinder for digital kommunikation, hvis denne foregår på betryggende måde.
2.5.2.
Arbejdsgruppen har overvejet, hvilken
lovteknisk løsning der bør anvendes ved udformningen af regler, der skal
fjerne
de retlige hindringer for digital kommunikation med domstolene.
Arbejdsgruppen
anfører, at grundlovens § 61 i almindelighed antages at være til hinder
for, at regler om domstolenes organisation og virksomhed fastsættes
administrativt. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det derfor ikke ved en
generel bemyndigelsesbestemmelse overlades til f.eks. justitsministeren at
fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang der kan anvendes digital
kommunikation til eller fra domstolene.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en eller
flere generelle bestemmelser i retsplejeloven mv. om digital kommunikation,
eller om regler om digital kommunikation bør fastsættes i relation til de
enkelte
bestemmelser, der foreskriver eller forudsætter formkrav om skriftlighed
og/eller underskrift.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at en lovgivningsmodel
med generelle bestemmelser om digital kommunikation med domstolene, hvortil
der
eventuelt vil kunne fastsættes særlige undtagelser eller begrænsninger, må
anses for den mest hensigtsmæssige løsning. Med en sådan model vil det være
muligt i én enkelt bestemmelse at skaffe sig oplysning om, hvordan f.eks.
retsplejeloven forholder sig til digital kommunikation, og samtidig undgås en
række unødige gentagelser i den samme lov. Den, der f.eks. vil undersøge
retsplejelovens
krav til et svarskrift, vil ganske vist skulle søge flere steder i loven, men
arbejdsgruppen finder ikke, at dette med vægt taler imod en sådan
løsningsmodel.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der i
retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven indsættes en ny generel
bestemmelse, hvorefter krav i de pågældende love om skriftlighed og om
underskrift ikke skal være til hinder for, at der kan anvendes digital
kommunikation
til
domstolene.
Med arbejdsgruppens forslag vil det for så vidt angår
kommunikation til domstolene også fremover være op til afsenderen, om
kommunikationen skal ske digitalt eller på traditionel vis. Forslaget sikrer
alene, at afsenderen har mulighed for at vælge digital kommunikation. Det er
dog en forudsætning, at domstolene er i stand til at modtage digital
kommunikation, og at afsenderen betjener sig af en teknisk løsning, der gør
det
muligt for domstolene at læse kommunikationen. Alle retter har i dag
internetforbindelse og har dermed mulighed for at modtage digital post som
e-mail. Forslaget sikrer imidlertid også, at domstolene kan modtage digital
post på anden måde, f.eks. ved forskellige selvbetjeningsløsninger via
domstolens hjemmeside, når dette bliver en teknisk mulighed. Arbejdsgruppen
foreslår i den forbindelse, at Domstolsstyrelsen får bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler til gennemførelse af den digitale kommunikation.
For at opnå samme sikkerhed med hensyn til meddelelsens
autenticitet (at den stammer fra den angivne afsender) og integritet (at den
ikke er blevet ændret undervejs) ved digital kommunikation som ved
traditionel
papirbaseret kommunikation foreslår arbejdsgruppen, at afsenderen skal
anvende
en digital signatur, jf. herom punkt 2.2. ovenfor. Det foreslås samtidig, at
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om den digitale signatur,
herunder hvilke sikkerhedsmæssige krav signaturen skal opfylde.
Efter de foreslåede regler kan der kun stilles krav om
digital signatur i tilfælde, hvor der gælder formkrav om skriftlighed
og/eller
underskrift. Det må imidlertid forventes, at domstolene vil modtage digitale
meddelelser, der ikke er forsynet med digital signatur, og hvor det for den
almindelige bruger måske kan være tvivlsomt, om der i det enkelte tilfælde
gælder et sådant krav. For at lette brugen af digital kommunikation foreslår
arbejdsgruppen derfor, at der i tilfælde, hvor der gælder formkrav, og der
ikke
er anvendt en digital signatur, kan meddeles en frist til at genfremsende
meddelelsen med en digital signatur. Dette svarer til ordningen efter
retsplejelovens § 349, stk. 2, om fastsættelse af en frist til at
afhjælpe mangler ved en stævning.
Arbejdsgruppen forudsætter i øvrigt, at de foreslåede
regler om digital kommunikation med domstolene også finder anvendelse ved
kommunikation med Procesbevillingsnævnet.
2.5.3.
Arbejdsgruppen anfører, at det kan
være tvivlsomt, hvornår en digital meddelelse kan anses for at være »kommet
frem« til en domstol eller modtaget. Spørgsmålet er af væsentlig betydning,
navnlig i relation til frister for sagsanlæg, forældelse mv. Usikkerhed med
hensyn til dette spørgsmål kan endvidere indebære, at digital kommunikation
vil
ske i mindre omfang. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der i loven
udtrykkeligt tages stilling, hvornår en digital meddelelse anses for modtaget
og dermed kan virke fristafbrydende. Det foreslås, at det afgørende tidspunkt
er, hvornår meddelelsen kan gøres tilgængelig for retten. Dette tidspunkt kan
være forskelligt, alt efter hvilken digital kommunikationsform der anvendes.
Det er således ikke afgørende, hvornår meddelelsen rent faktisk gøres
tilgængelig for retten.
En digital meddelelse må efter arbejdsgruppens forslag
anses for modtaget, når meddelelsen er tilgængelig for retten i en
modtagelsesanordning eller et datasystem på en sådan måde, at meddelelsen kan
behandles. Kan modtagelsestidspunktet for en elektronisk meddelelse ikke
fastlægges som følge af problemer med rettens it-systemer eller andre
lignende
problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt,
hvor
meddelelsen blev afsendt, hvis pålidelige oplysninger om
afsendelsestidspunktet
kan fremskaffes.
Der henvises til redegørelsen side 73 ff., 84, 93 ff.,
103 f. og 108 om arbejdsgruppens
overvejelser om digital kommunikation til domstolene.
Ved digital kommunikation til
domstolene er det som udgangspunkt op til afsenderen, om
meddelelsen skal krypteres eller lignende for at sikre, at uvedkommende ikke
kan læse meddelelsen. Persondatalovens regler om behandling af
personoplysninger gælder dog også i denne situation, hvilket bl.a. indebærer,
at en advokat f.eks. ikke må sende fortrolige oplysninger til domstolene ved
brug af digital kommunikation, f.eks. i en stævning med bilag, uden at der er
foretaget kryptering eller lignende med henblik på at sikre, at uvedkommende
ikke kan læse meddelelsen. Det antages, at dette også gælder oplysninger om
den
pågældendes klient, selv om klienten f.eks. måtte have givet samtykke til, at
oplysningerne sendes ukrypteret.
2.5.4.
Med hensyn til digital kommunikation
fra
domstolene er det arbejdsgruppens
opfattelse, at domstolene bør anvende digital kommunikation i videst muligt
omfang.
Arbejdsgruppen bemærker, at der må antages at gælde en
generel regel om, at private personer, virksomheder mv. som udgangspunkt ikke
bør kunne kontaktes af domstolene eller andre offentlige myndigheder ved
digital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet et
udtrykkeligt eller stiltiende samtykke. Et sådant samtykke vil kunne ligge i,
at borgeren selv har henvendt sig ved digital kommunikation. Ved
professionelle
parter, som f.eks. advokater og andre offentlige myndigheder, kan samtykket
ligge i anvendelse af brevpapir med angivelse af e-mailadresse.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil udtrykkelige regler om
digital kommunikation fra domstolene medvirke til at klargøre retsstillingen
på
dette område, hvilket i sig selv vil kunne fremme digital kommunikation.
Arbejdsgruppen foreslår derfor en præcisering af retsplejelovens § 154,
således at det udtrykkeligt fremgår, at der kan anvendes digital
kommunikation
fra retten, hvis modtageren har samtykket heri. Det foreslås endvidere, at
der
i konkursloven og dødsboskifteloven indsættes udtrykkelige regler om, at
meddelelser fra domstolene kan sendes ved brug af digital kommunikation. Med
hensyn til det særlige spørgsmål om digital forkyndelse henvises til punkt
2.6.
nedenfor.
Domstolenes behandling af personoplysninger er omfattet af
persondataloven, jf. punkt 2.3. ovenfor. Ved digital kommunikation fra
domstolene fører persondataloven til,
at meddelelsen skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde, hvis den
indeholder fortrolige personoplysninger. Hvis en meddelelse i øvrigt
indeholder
oplysninger, der er fortrolige, f.eks. om selskaber, anfører arbejdsgruppen,
at
de almindelige regler om tavshedspligt fører til, at meddelelsen skal
krypteres
for at opnå sikkerhed for, at meddelelsen ikke kan læses af uvedkommende.
Efter
arbejdsgruppens opfattelse bør det fremgå udtrykkeligt af lovbestemmelserne,
at
der ved digital kommunikation fra domstolene skal ske kryptering, hvis
meddelelsen indeholder fortrolige oplysninger.
Der henvises til redegørelsen side 11 og
116 f.
2.5.5.
Arbejdsgruppen foreslår ikke ændringer
af skifteloven, der fortsat gælder for ægtefælleskifter og for skifte af
særlige boer, jf. lovens § 82. Arbejdsgruppen anfører herom, at også en
begæring om ægtefælleskifte bør kunne indgives ved digital kommunikation.
Da det gældende krav om underskrift ikke følger direkte af skifteloven, men
bygger på det generelle krav om underskrift af processkrifter mv., finder
arbejdsgruppen, at det med forslaget til ændring af retsplejeloven fremover
også vil være muligt at anvende digital kommunikation ved en begæring om
ægtefælleskifte.
Bortset fra den usikkerhed, der følger af uklarheden om,
hvilke regler der – ud over dem, der udtrykkeligt er nævnt i
skiftelovens
kapitel 6 – finder anvendelse på ægtefælleskifter, finder arbejdsgruppen
ikke,
at der herudover er regler i skifteloven, der hindrer eller vanskeliggør
digital kommunikation, jf. punkt 2.4.4. ovenfor. Som det også fremgår heraf,
har arbejdsgruppen som følge af den begrænsede praktiske betydning af
reglerne
om skifte af boer efter skiftelovens § 82 ikke fundet anledning til at
foretage en nærmere vurdering af, om der måtte være bestemmelser andre steder
i
skifteloven, der vil kunne være til hinder for digital kommunikation.
Arbejdsgruppen forudsætter dog, at digital kommunikation kan anvendes ved
behandlingen af disse boer i samme omfang som ved behandlingen af andre boer.
Der henvises til redegørelsen side 118.
2.5.6.
Redegørelsen har været forelagt
Retsplejerådet, der generelt har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag.
Retsplejerådets
udtalelse er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.
2.5.7.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
arbejdsgruppens forslag om at fjerne de retlige hindringer for digital
kommunikation til og fra domstolene, herunder med henblik på at afklare
retsstillingen i de tilfælde, hvor det må anses for tvivlsomt, om der er
mulighed for digital kommunikation. Justitsministeriet er endvidere enig i,
at
det må anses for mest hensigtsmæssigt, at der indsættes generelle
bestemmelser i
retsplejeloven mv. om digital kommunikation med domstolene, og lovforslaget
er
i det væsentlige udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast.
Det bemærkes, at de foreslåede regler ikke vedrører digital
kommunikation med domstolene på tinglysningsområdet (»papirløs tinglysning«).
Dette spørgsmål overvejes for tiden i Justitsministeriets Tinglysningsudvalg.
Som det fremgår af punkt 2.5.5. ovenfor, foreslår
arbejdsgruppen ingen ændringer af skifteloven. Med henblik på at udelukke
tvivl
om, i hvilket omfang der også på dette område kan anvendes digital
kommunikation
med domstolene, finder Justitsministeriet det imidlertid rigtigst, at der
også
i skifteloven indsættes regler om digital kommunikation, der svarer til de
foreslåede regler i retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven.
Det bemærkes endvidere, at Procesbevillingsnævnet har
tilkendegivet, at nævnet nøje følger udviklingen med hensyn til anvendelse af
digital kommunikation med domstolene og forventer at indrette sin praksis i
overensstemmelse hermed.
Indførelsen af muligheden for at anvende digital
kommunikation inden for retsplejen vil i sig selv ikke indebære ændringer i
retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav
der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under domstolenes
behandling af en konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for
retten, eller til udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af en
sag, f.eks. en ekstrakt af sagens dokumenter.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-4 og 12
(forslag til retsplejelovens §§ 148 a og 154, stk. 2, samt ændring
af
§ 561, stk. 1, 4. pkt.) og §§ 2-4 (forslag til konkurslovens
kapitel
29 a,
dødsboskiftelovens kapitel
31 a
og skiftelovens §§ 92 a-b).
Med hensyn til de praktiske og tekniske forudsætninger for
at indføre digital kommunikation med domstolene har Domstolsstyrelsen oplyst,
at domstolenes nuværende it-systemer ikke er indrettet til eller forberedt på
at modtage eller sende omfattende digital kommunikation, herunder ved
anvendelse af digitale signaturer mv. Endvidere kan digitale meddelelser ikke
indgå i retternes nuværende sagsbehandlingssystemer, og materiale, der
fremsendes elektronisk, vil derfor skulle udskrives og derefter indgå i den
traditionelle papirbaserede sagsbehandling. Det er på denne baggrund
Domstolsstyrelsens vurdering, at indførelsen af digital kommunikation med
domstolene på nuværende tidspunkt vil indebære visse merudgifter bl.a. til
forbedring
af retternes muligheder for at modtage og sende digitale meddelelser og som
følge af en generel forøgelse af papirhåndteringen ved domstolene.
Domstolsstyrelsen har imidlertid peget på, at der med
styrelsens projekt »Digitalisering af Danmarks Domstole« er lagt op til
grundlæggende ændringer af domstolenes nuværende it-systemer med henblik på
at
sikre en hensigtsmæssig brug af digital kommunikation til og fra
domstolene. Hvis projektet gennemføres, bliver det således bl.a. muligt for
domstolene at anvende digitalt modtagne dokumenter direkte i
sagsbehandlingssystemerne,
så domstolene kan få det fulde udbytte af fordelene ved en digitalisering.
Domstolsstyrelsen har i den forbindelse bemærket, at en
gennemførelse af projektet om digitalisering af Danmarks domstole vil
indebære merudgifter bl.a. til indførelse af nye it-systemer ved domstolene.
Første fase af projektet er levering af et nyt fogedsystem, som i givet fald
forventes at kunne tages i brug ved alle byretter i løbet af 2005.
På denne baggrund og med henblik på, at indførelsen af
muligheden for at anvende digital kommunikation med domstolene sker på den
mest
hensigtsmæssige måde, er lovforslaget udformet sådan, at de nye regler om
digital kommunikation træder i kraft efter justitsministerens nærmere
bestemmelse, således at de nye regler vil kunne sættes i kraft sagsområde for
sagsområde, efterhånden som der ved domstolene indføres nye
edb-sagsbehandlingssystemer. Som nævnt forventes et nyt fogedsystem i givet
fald indført ved alle byretter i løbet af 2005, og det er således hensigten i
givet fald samtidig hermed at sætte de nye regler om digital kommunikation i
kraft for så vidt angår kommunikation til og fra fogedretterne i de
sagstyper,
som er omfattet af det nye fogedsystem. Der henvises til lovforslagets
§ 5
og bemærkningerne hertil.
2.6. Særligt om digital forkyndelse
2.6.1. Gældende ret
Forkyndelsesreglerne har en central betydning i retsplejen
og har til formål at sikre, at det kan lægges til grund, at en person (part,
vidne mv.) har modtaget en processuel meddelelse, således at der kan
tillægges
den pågældendes passivitet over for meddelelsen en særlig betydning, f.eks.
afsigelse af udeblivelsesdom ved sagsøgtes passivitet i en civil retssag, jf.
retsplejelovens § 354, stk. 3 og 6, eller anvendelse af reglerne om
vidnetvang, jf. retsplejelovens § 178.
Efter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal
processuelle meddelelser i borgerlige sager forkyndes, medmindre andet er
bestemt. Efter § 154 skal meddelelser fra retten dog kun forkyndes, hvis
det er særligt foreskrevet. I straffesager skal forkyndelse kun ske, hvis
dette
er særligt bestemt, jf. § 153, stk. 2. Retsplejeloven indeholder
herudover en række særlige regler om, i hvilket omfang der skal ske
forkyndelse, jf. nærmere herom redegørelsen side 26 ff.
Forkyndelse kan ske ved brevforkyndelse, postforkyndelse
eller stævningsmandsforkyndelse, jf. retsplejelovens § 155. Hertil
kommer
særlige regler om forkyndelse i udlandet, jf. § 158, og om forkyndelse i
Statstidende, jf. § 159.
Ved brevforkyndelse sendes eller afleveres det dokument,
der skal forkyndes, til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en medsendt genpart af dokumentet eller på et særligt
modtagelsesbevis.
Dokumentet anses for forkyndt, hvis genparten eller modtagelsesbeviset er
underskrevet af den pågældende personligt, jf. § 156. Forkyndelsen anses
for sket den dag, hvor den pågældende anfører at have modtaget dokumentet. Er
der ikke anført en modtagelsesdato, eller er den anførte dato senere end
poststemplets dato, anses forkyndelsen for sket på datoen for poststemplet på
tilbagesendelsen.
Ved postforkyndelse overgives dokumentet med bilag til
modtageren af en postmedarbejder, og ved stævningsmandsforkyndelse afleveres
en
genpart af dokumentet og eventuelle bilag af en stævningsmand.
Efter § 157 skal post- og stævningsmandsforkyndelse så
vidt muligt ske for modtageren personligt på hans eller hendes bopæl,
midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelsen er dog gyldig,
uanset
hvor den er foretaget, når blot meddelelsen er kommet modtageren i hænde, jf.
§ 163, stk. 2.
Arbejdsgruppen anfører, at forkyndelsesreglerne
forudsætter, at der tale om en skriftlig meddelelse, og at kravet om
skriftlighed på dette område vil kunne fortolkes således, at forkyndelse ikke
kan ske ved digital kommunikation. Arbejdsgruppen peger endvidere på, at
synspunktet om, at offentlige myndigheder ikke bør sende digitale meddelelser
til borgere, virksomheder mv. uden forudgående samtykke vil kunne være til
hinder
for digital kommunikation på forkyndelsesområdet.
Der henvises til redegørelsen side 26 ff.
2.6.2. Lovforslagets udformning
Arbejdsgruppen foreslår, at »digital forkyndelse« indføres
som ny forkyndelsesform. Det foreslås, at digital forkyndelse skal ske ved,
at
den meddelelse, der skal forkyndes, sendes digitalt, samtidig med at
modtageren
opfordres til at bekræfte modtagelsen. Arbejdsgruppen har fundet, at det i
denne situation, hvor den digitale meddelelse kun vil få retsvirkninger, hvis
dens modtagelse bekræftes, er forsvarligt og nyttigt, at digital
kommunikation
kan anvendes, selv om der ikke på forhånd foreligger et samtykke.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at den digitale
meddelelse kun anses for forkyndt, hvis modtageren bekræfter at have modtaget
meddelelsen enten ved en digital meddelelse, der sendes ved anvendelse af en
digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af
meddelelsen.
Der henvises til redegørelsen side 12 og 29 ff.
Som anført i punkt 2.5.6. ovenfor, har redegørelsen være
forelagt Retsplejerådet, der har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag om at
indføre regler om digital forkyndelse.
Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig
arbejdsgruppens forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed.
Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på forkyndelsesreglernes
store
praktiske betydning, og efter Justitsministeriets opfattelse bør der også på
forkyndelsesområdet drages fordel af mulighederne for at anvende digital
kommunikation, selv om dette indebærer, at der på dette særlige område kan
ske
digital kommunikation fra det offentlige til modtagere, der ikke udtrykkeligt
har givet samtykke til det.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-7 (forslag
til retsplejelovens § 155, nr. 2, § 156 a og § 158), og
bemærkningerne
hertil.
3. Afsigelse af kendelser med begrænset
sagsfremstilling
3.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 218 skal domme og kendelser
»ledsages af grunde«, dvs. begrundes.
Efter § 366 a, stk. 1, skal domme i første
instans i civile sager indeholde parternes påstande og en fremstilling af
sagen. Sagsfremstillingen skal gengive parternes anbringender og i fornødent
omfang parts- og vidneforklaringer samt angive de faktiske og retlige
omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse. § 366 a,
stk. 2, giver dog mulighed for, at sagsfremstillingen i byretsdomme kan
begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, hvis der samtidig
gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Hvis en sådan dom ankes, skal
retten udarbejde en supplerende redegørelse for sagen, hvilket i praksis
navnlig vil være en gengivelse af de parts- og vidneforklaringer, der blev
afgivet under sagen, jf. stk. 3.
Retsplejerådet har i betænkning nr. 1427/2003 om reform af
den civile retspleje II foreslået, at der indsættes en generel regel i
retsplejeloven om affattelse af domme, som også vil omfatte domme i
straffesager og ankedomme i civile sager. En sådan regel er medtaget i
lovforslag nr. L 23 (2003-04) om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre
love (Offentlighed i retsplejen), som blev fremsat den 8. oktober 2003, jf.
dette lovforslags § 1, nr. 20. Den foreslåede nye § 218 a i
retsplejeloven viderefører de gældende regler i § 366 a, stk. 2-3,
om
byretsdomme med begrænset sagsfremstilling i borgerlige sager.
Bortset fra særlige tilfælde, f.eks. § 764,
stk. 4, om varetægtsfængsling, stiller retsplejeloven kun det helt
generelle krav til kendelser, at de skal begrundes, jf. § 218,
stk. 1. Retsplejerådet anfører i betænkning nr. 1427/2003 side
132 f., at dette kan åbne for
forskellig praksis med hensyn til affattelse af kendelser, men peger samtidig
på, at kendelser udviser en meget stor variation, og at det derfor vil være
vanskeligt at udforme generelle lovregler om affattelse af kendelser. Efter
Retsplejerådets opfattelse er det først og fremmest ønskeligt, at kendelsens
affattelse afpasses efter den konkrete situation. I nogle tilfælde bør en
kendelse indeholde en udførlig begrundelse, mens det i andre tilfælde vil
være
tilstrækkeligt med en ganske kort begrundelse.
I praksis vil nogle kendelser indeholde en mere eller
mindre udførlig sagsfremstilling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet for
fogedretskendelser, der afsiges efter, at der har været bevisførelse for
fogedretten, og hvor kendelsen indeholder en gengivelse af de afgivne
forklaringer. I de tilfælde, hvor det efter retspraksis må anses for et
krav
, at kendelsen indeholder en
sagsfremstilling med angivelse af forklaringer mv., kan retsplejelovens
§ 366 a, stk. 2, imidlertid ikke anvendes, jf. Østre Landsrets
beslutning af 7. september 2001 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001 side
2577) og Østre Landsrets kendelse af 17. juli 2003 (gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2003 side 2309).
I den førstnævnte afgørelse udtalte landsretten, at når der
foretages bevisførelse for fogedretten i form af parts- eller
vidneforklaringer,
skal forklaringernes indhold fremgå af fogedrettens afgørelse i sagen, idet
§ 366 a, stk. 2, kun gælder for domme, og idet kæremål vedrørende
fogedrettens afgørelser efter retsplejeloven som udgangspunkt skal behandles
på
skriftligt grundlag i landsretten.
I den anden afgørelse, der vedrørte behandling af en
konkursbegæring, behandlede landsretten dog kæremålet, selv om kendelsen
angav
at være affattet i henhold til retsplejelovens § 366 a, stk. 2,
idet
kendelsen fandtes at opfylde de krav, der kunne stilles vedrørende kendelsers
form og indhold.
3.2. Lovforslagets udformning
Som det fremgår af punkt 3.1. ovenfor, er det antaget, at
retsplejelovens § 366 a, stk. 2, ikke giver hjemmel til at afsige
en
kendelse med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor der efter
retspraksis stilles krav om, at kendelsen indeholder en nærmere fremstilling
af
sagen, herunder en gengivelse af de afgivne parts- og vidneforklaringer.
Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet rejst
spørgsmål om at tilvejebringe en sådan hjemmel navnlig for så vidt angår
fogedsager. Styrelsen har peget på, at fogedretterne behandler et betydeligt
antal sager, hvoraf kun en meget lille del kæres til landsretten.
Muligheden for i givet fald at begrænse sagsfremstillingen
i de sager, hvor der efter retspraksis stilles krav om en sådan, f.eks. visse
fogedsager med bevisførelse for fogedretten, jf. punkt 3.1. ovenfor, vil
kunne
medvirke til at reducere ressourceanvendelsen ved behandlingen af den enkelte
sag.
Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig
Domstolsstyrelsens forslag. Det foreslås således, at der i retsplejeloven
indsættes en hjemmel til, at byretskendelser i borgerlige sager kan afsiges
med
en begrænset sagsfremstilling, således at der skal udarbejdes en supplerende
redegørelse for sagen i de tilfælde, hvor sagen indbringes for landsretten.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets
generelle synspunkter i betænkning nr. 1427/2003 om affattelse af kendelser,
jf. punkt 3.1. ovenfor. Justitsministeriet er således enig, at det ikke vil
være hensigtsmæssigt at søge at udforme generelle lovregler om de nærmere
krav
til affattelse af kendelser.
Den foreslåede nye bestemmelse om mulighed for at afsige
kendelser med begrænset sagsfremstilling indeholder på denne baggrund ikke
regler om, hvilke krav der stilles til affattelsen af kendelser i borgerlige
sager. Dette reguleres som hidtil af retsplejelovens § 218, stk. 1,
og af de krav, der i retspraksis er stillet til kendelsers indhold. Formålet
med den nye bestemmelse er således alene at give mulighed for at afsige
kendelser
med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor der i dag stilles krav om
en
nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og vidneforklaringer mv. Det
bemærkes, at bestemmelsen efter Justitsministeriets opfattelse bør gælde for
alle byretskendelser i civile sager.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til
retsplejelovens § 218 a), og bemærkningerne hertil.
4. Midlertidig beskikkelse af dommere
4.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 44 a kan Domstolsstyrelsen
meddele midlertidig beskikkelse i en dommerstilling, når det er nødvendigt
ved
ledighed i stillingen eller ved en fast dommers forfald. Bortset fra tilfælde
af sygdom kan en dommerstilling ikke holdes midlertidigt besat i mere end et
år, jf. § 44 a, stk. 3.
Hvis den midlertidige beskikkelse skyldes, at dommeren
udfører et andet offentligt hverv, kan etårsfristen dog efter § 44 a,
stk. 4, forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige grunde
taler for det, hvis vedkommende retspræsident eller administrerende dommer er
indforstået, og hvis en fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i den
pågældende stilling. Forlængelse af etårsfristen kan dog højst ske for en
samlet periode på 3 år, jf. stk. 5.
4.2. Lovforslagets udformning
Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet rejst
spørgsmål om, hvorvidt retsplejelovens § 44 a, stk. 4, bør ændres,
således at det fremover ikke skal være en betingelse for midlertidig
beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år, at dommeren varetager et
andet offentligt hverv, og at en fast ansat dommer beskikkes i stillingen.
Domstolsstyrelsen har navnlig henvist til, at der i de
kommende år forventes et stigende antal forespørgsler om international
bistand
fra dommere, som i en del tilfælde må forventes at vare mere end et år, og
som
heller ikke altid vil kunne karakteriseres som offentlige hverv. Hertil
kommer
situationer, hvor en dommer i lighed med andre statstjenestemænd ønsker at
benytte sin ret til tjenestefrihed med henblik på at følge en ægtefælle eller
samlever, der ansættes eller udstationeres i udlandet.
Domstolsstyrelsen har endvidere anført, at det ved
enedommerembeder i praksis kan være vanskeligt at finde udnævnte dommere, som
vil påtage sig en midlertidig beskikkelse, når det første år er udløbet, og
f.eks. embedets retsassessor efter de gældende regler i retsplejelovens
§ 44 a ikke længere kan beskikkes midlertidigt i dommerens stilling.
Domstolsstyrelsen har overvejet, om de nævnte problemer kan
løses ved anvendelse af de nuværende rejsedommere, der fortrinsvis er ansat
med
henblik på midlertidig beskikkelse ved en byret, når rettens forhold tilsiger
det, jf. retsplejelovens § 15, stk. 6, og § 45. Efter
Domstolsstyrelsens opfattelse ville dette imidlertid lægge et alt for stort
beslag på rejsedommerordningen, der kun omfatter fire rejsedommere (to i hver
landsretskreds), og som fortrinsvis har til formål at bistå embeder med en
eller flere større sager eller med andre særlige ressourcemæssige forhold. En
forøgelse af antallet af rejsedommere vil efter Domstolsstyrelsens opfattelse
ikke være hensigtsmæssig, da behovet for midlertidigt at kunne beskikke en
fast
dommer både varierer over tid og imellem de to landsretskredse.
Domstolsstyrelsen har endelig anført, at muligheden efter
§ 44 a, stk. 2, for midlertidigt at beskikke en byretsdommer til
udover sit eget embede at beklæde et andet byretsdommerembede, ikke i praksis
kan anvendes i længere perioder.
En ophævelse af kravet om, at midlertidig beskikkelse i en
dommerstilling i mere end et år, kun kan ske, hvis en fast ansat dommer
beskikkes i stillingen, vil kunne indebære en midlertidig beskikkelse af
ikke-udnævnte dommere (i praksis navnlig retsassessorer) – i op til 3
år, jf.
§ 44 a, stk. 5 – i videre omfang end i dag.
Siden Domstolsreformen i 1999 har også retsassessorer og
dommerfuldmægtige været beskyttet mod afskedigelse og mod uansøgt ændring af
tjenestested med henblik på at sikre deres uafhængighed, jf. retsplejelovens
§ 54 a. Hertil kommer, at de øvrige betingelser efter § 44 a,
stk. 4, for midlertidig beskikkelse i mere end et år, i givet fald
fortsat
skal være opfyldt, dvs. at »ganske særlige grunde« skal tale for det, og at
vedkommende
retspræsident mv. er indforstået. Endvidere kan en dommerstilling allerede i
dag i tilfælde af sygdom besættes midlertidigt af en ikke-udnævnt dommer i
mere
end et år.
Justitsministeriet kan på denne baggrund og af de grunde,
der er anført af Domstolsstyrelsen, tilslutte sig forslaget om at ændre
retsplejelovens § 44 a, stk. 4. Justitsministeriet har i den
forbindelse lagt vægt på, at der er tale om en forholdsvis begrænset
udvidelse
af mulighederne for midlertidigt at besætte dommerstillinger med
ikke-udnævnte
dommere, jf. ovenfor.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (ændring af
retsplejelovens § 44 a, stk. 4), og bemærkningerne hertil.
5. Inddrivelse af disciplinære bøder pålagt af
Advokatnævnet
5.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1, kan
Advokatnævnet tildele en advokat eller et advokatselskab, der har tilsidesat
sine pligter efter retsplejeloven mv., en advarsel eller irettesættelse eller
pålægge advokaten eller selskabet en bøde på indtil 200.000 kr.
Sådanne disciplinære bøder er hidtil blevet opkrævet og
inddrevet af politiet efter de regler, der gælder for inddrivelse af bøder
for
strafbart forhold. Det har således været antaget, at § 91 i
straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf
mv. – tidligere straffelovens § 52, stk. 3) om udpantning og
lønindeholdelse
indeholdt den nødvendige hjemmel hertil, og at straffelovens § 55 om
fastsættelse af forvandlingsstraf for bøde også fandt anvendelse.
Ved Højesterets dom af 26. februar 2003 (2. afdeling, sag
nr. 163/2000) blev det fastslået, at der ikke i medfør af straffelovens
§ 55 kan fastsættes forvandlingsstraf for bøder, som pålægges advokater
og
advokatselskaber af Advokatnævnet, da bøderne ikke kan anses for at vedrøre
strafbart forhold, jf. straffelovens § 2.
Højesteret tager ikke stilling til, om bøder pålagt af Advokatnævnet
kan inddrives ved udpantning eller lønindeholdelse. Det må imidlertid antages
at følge af dommen, at straffuldbyrdelseslovens regler – herunder lovens
§ 91, stk. 2, om udpantning og lønindeholdelse – ikke kan
anvendes på
bøder, som pålægges advokater og advokatselskaber af Advokatnævnet, idet
straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde er begrænset til bødestraffe, jf.
lovens § 1, nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at afgrænsningen af
bødestraffe i straffuldbyrdelseslovens § 1, nr. 2, svarer til
afgrænsningen i straffelovens § 2, som Højesteret henviser til i dommen
af
26. februar 2003.
Da der ikke i retsplejeloven eller i lovgivningen i øvrigt
findes udpantningshjemmel mv. for disciplinære bøder, som Advokatnævnet i
medfør af retsplejelovens § 147c, stk. 1, pålægger advokater og
advokatselskaber, må det antages, at sådanne bøder ikke kan tvangsinddrives,
før der er tilvejebragt et særligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.
5.2. Lovforslagets udformning
Det forhold, at der ikke er udpantningsret mv. for bøder
pålagt af Advokatnævnet, indebærer, at tvangsinddrivelse af bøderne først kan
ske, når Justitsministeriet har opnået en dom over den pågældende til
betaling
af bødekravet, eller hvis kravet på anden måde er fastslået, f.eks. ved et
udenretligt forlig, når det i forliget er bestemt, at det kan tjene som
grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1.
Efter Justitsministeriets opfattelse taler hensynet til en
effektiv inddrivelse af bøder pålagt af Advokatnævnet for, at også disse
bøder
skal kunne inddrives umiddelbart ved udpantning. Det foreslås derfor, at der
indsættes
en udpantningshjemmel i retsplejeloven for bøder pålagt af Advokatnævnet i
medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Det foreslås samtidig, at der – ligesom for bøder omfattet
af straffuldbyrdelsesloven – bliver mulighed for, at de disciplinære
bøder
tillige kan inddrives ved indeholdelse i en advokats indtægter efter reglerne
om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om
Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Som anført i punkt 5.1. ovenfor, vedrører de disciplinære
bøder pålagt af Advokatnævnet ikke et strafbart forhold, og reglerne om
inddrivelse af bøder i straffuldbyrdelsesloven finder ikke anvendelse. På
denne
baggrund bør de disciplinære bøder efter Justitsministeriets opfattelse ikke
inddrives af politiet, men af Justitsministeriet som ressortmyndighed. De
bøder, der ikke betales efter Justitsministeriets opkrævning, vil efter de
almindelige regler herom blive overført til inddrivelse hos
Inddrivelsesenheden
under Told- og Skatteregion København, jf. Finansministeriets
cirkulæreskrivelser af 28. juni 1991 om samling af restanceinddrivelse og
finansforvaltning i Hypotekbanken og 15. december 1999 om inddrivelse af
statslige restancer i Finansstyrelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 147 g), og bemærkningerne hertil.
6. Behandlingen af personer, der tages i forvaring
efter retsplejeloven
6.1. Gældende ret
6.1.1. Retsplejelovens § 178
Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide
at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det
sted, hvor retsmødet afholdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved
at
svare, kan retten lade et vidne tage i forvaring ved politiets foranstaltning
eller lade vidnet undergive de i § 765 nævnte foranstaltninger
(varetægtsfængsling i surrogat), indtil fremstilling for retten til afgivelse
af vidneforklaring kan finde sted, eller vidnet indvilliger i at svare, dog
ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt, jf.
retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5.
Det følger af § 178, stk. 2, at afgørelsen om
anvendelse af tvangsmidler imod et vidne træffes af den ret, for hvilken
vidnet
er indkaldt til et møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan omgøres af
retten.
Tager politiet i medfør af § 178, stk. 1, nr. 5,
et vidne i forvaring, og kan fremstilling for retten til afgivelse af
vidneforklaring ikke ske inden for 24 timer efter pågribelsen, giver politiet
snarest muligt og senest inden samme frist retten meddelelse om, at vidnet er
taget i forvaring.
I retsplejeloven er der i en række bestemmelser henvist til
vidnereglerne i § 178, herunder reglerne om forvaring. Det drejer sig
bl.a. om § 180 (vidnets pligt til at opfriske sin viden om sagen),
§ 299, stk. 2 (edition), § 456 h, stk. 7 (gennemførelse
af
retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager), § 786, stk. 3
(pligt
for postvirksomheder mv. til at bistå politiet ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden mv.), § 792 d, stk. 3 (legemsbesigtigelse
af
en person, der ikke er sigtet) og § 807, stk. 2 (edition).
6.1.2 Retsplejelovens § 494,
stk. 2, og § 497, stk. 2
Retsplejelovens § 494, stk. 2, vedrører en
skyldners mødepligt i forbindelse med fogedforretninger, herunder arrest- og
forbudssager og umiddelbare fogedforretninger, jf. § 598, stk. 2,
§ 631, stk. 2, § 646, stk. 2.
Efter § 494, stk. 1 kan fogedretten med et af
denne fastsat varsel tilsige skyldneren til forretningen, såfremt denne
foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller
hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed, eller i en tilstødende
retskreds.
Foretages forretningen ved Københavns byret, retten på Frederiksberg eller en
af retterne i Gentofte, Lyngby, Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre, Rødovre,
Glostrup,
Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby og Hørsholm, kan skyldneren tilsiges, såfremt
han
har en sådan tilknytning til en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen
pålægges skyldneren at møde personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning
om
varsel og om virkningerne af udeblivelse.
Udebliver skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er
forkyndt for ham, uden anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse
bestemme, at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan
fremstilles
i fogedretten. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde,
uagtet dette er pålagt ham. Bestemmelsen i § 178, stk. 3, finder
tilsvarende anvendelse, jf. § 494, stk. 2.
Retsplejelovens § 497 vedrører en skyldners
oplysningspligt i forbindelse med fogedforretninger, herunder arrest- og
forbudssager og umiddelbare fogedforretninger, jf. § 523, stk. 3,
§ 598, stk. 2 og § 646, stk. 2.
Efter § 497, stk. 1, skal skyldneren give de
oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af
tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal den pågældende
således
give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold. Fogedretten skal
pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre ham bekendt med strafansvaret for
afgivelse af falsk forklaring.
Undlader skyldneren at give de krævede oplysninger, kan
fogedretten ved kendelse bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning
skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt.
Skyldneren kan dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder
uafbrudt
eller sammenlagt, jf. § 497, stk. 2.
6.1.3. Reglerne for strafafsonere
(straffuldbyrdelsesloven)
Reglerne om fuldbyrdelse af straf herunder de nærmere
bestemmelser om strafafsonernes rettigheder og pligter findes i lov nr. 432
af
31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf mv. (straffuldbyrdelsesloven) samt de i
medfør af loven udstedte bekendtgørelser.
Af § 1 i straffuldbyrdelsesloven fremgår det, at
reglerne i loven finder anvendelse i forbindelse med 1) fængselsstraffe, 2)
bødestraffe, 3) betingede domme, 4) samfundstjeneste og 5) forvaring efter
straffelovens §§ 68 og 70.
Personer, som er taget i forvaring efter retsplejelovens
§ 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2 eller § 497,
stk. 2, vil således ikke være omfattet af reglerne i
straffuldbyrdelsesloven.
6.1.4. Reglerne om ophold i varetægtsfængsel
(retsplejeloven)
Reglerne om varetægtsfængsling samt behandlingen af
varetægtsarrestanter findes i retsplejelovens kapitel 70 om
varetægtsfængsling.
Efter retsplejelovens § 772, stk. 2, 3. pkt., kan justitsministeren
fastsætte regler om varetægtsarrestanters ret til at afsende lukkede breve
til
andre offentlige myndigheder og enkeltpersoner end de i bestemmelsen
opregnede.
Efter § 776, stk. 1, fastsætter justitsministeren nærmere regler
for
behandlingen af varetægtsarrestanter.
I medfør af retsplejelovens § 772, stk. 2, 3.
pkt., og § 776 er udstedt bekendtgørelse nr. 897 af 6. november 2003 om
ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) med tilhørende vejledning nr.
125
af 4. november 2003 om bekendtgørelse om ophold i varetægt
(varetægtsvejledningen). Varetægtsbekendtgørelsen indeholder regler om valg
af
varetægtsfængsel (kapitel 3-7), varetægtsarrestanters rettigheder og pligter
under opholdet i institutionen, herunder adgangen til fællesskab med andre
indsatte, arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter (kapitel 8-18),
varetægtsarrestanters kontakt til samfundet uden for institutionen, herunder
adgangen til udgang, brevveksling, telefonsamtaler mv., (kapitel 19-25),
indgreb over for de varetægtsfængslede (kapitel 26-29), disciplinærstraf,
konfiskation og modregning af erstatningsbeløb (kapitel 30-33), erstatning
for
indgreb (kapitel 34) og klage mv. (kapitel 35-36).
Af § 1, stk. 3, i varetægtsbekendtgørelsen
fremgår det, at bekendtgørelsen med de fornødne fravigelser tillige finder
anvendelse på andre personer, der er anbragt i varetægtsfængsel, medmindre
anbringelsen er sket til udståelse af straf, til afsoning af tvangsbøde eller
underholdsbidrag eller til forvaring som vidne eller lignende efter
retsplejelovens regler.
Forvarede vidner og skyldnere vil således ikke være
underlagt reglerne i retsplejelovens kapitel 70 og varetægtsbekendtgørelsen.
6.2. Lovforslagets udformning
Som det fremgår af punkt. 6.1.3. og 6.1.4. ovenfor, finder
reglerne i retsplejeloven og straffuldbyrdelsesloven om behandlingen af
henholdsvis varetægtsarrestanter og strafafsonere ikke anvendelse i forhold
til
vidner og skyldnere, som er taget i forvaring efter retsplejelovens
§§ 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2, og 497,
stk. 2.
Det har tidligere været antaget, at personer, som er
undergivet forvaring efter retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5,
§ 494, stk. 2, og § 497, stk. 2, som udgangspunkt skulle
behandles efter reglerne om hæfte, jf. herved de tidligere bestemmelser i
straffelovens §§ 44 og 45.
I forbindelse med ikraftsættelsen af
straffuldbyrdelsesloven blev hæftestraffen imidlertid afskaffet, jf. lov nr.
433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse
med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Samtidig blev
straffelovens § 44, der foreskrev en række særregler om hæftestraffen,
ophævet.
Problemstillingen vedrørende behandlingen af vidneforvarede
blev ikke omtalt i forarbejderne til lov nr. 433 af 31. maj 2000, men
spørgsmålet er omtalt i Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov
om
fuldbyrdelse af straf mv., side 41. Her konkluderer Straffelovrådet i
relation
til straffuldbyrdelseslovens anvendelsesområde, at de foreslåede regler om
straffuldbyrdelse ikke kan finde anvendelse på fuldbyrdelse af forvaring i
medfør af f.eks. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, da forvaring
i
medfør af denne bestemmelse ikke er straf eller forvaring i
straffuldbyrdelseslovens forstand. Rådet konkluderer endvidere, at der ikke i
forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov bør tages stilling
til, i hvilket omfang der som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven
kan antages at være et behov for at gennemføre ændringer i retsplejeloven med
henblik på regulering af retsstillingen for personer, der hensidder i
forvaring
i medfør af retsplejelovens regler. Baggrunden for rådets opfattelse er, at
der
i disse tilfælde ikke er tale om strafferetlig forfølgning, men om et
retsmiddel, der har til formål at gennemtvinge en oplysningspligt. Videre
overvejelser om dette spørgsmål må derfor ske i anden sammenhæng.
Problemstillingen er for nylig aktualiseret i en kendelse
afsagt af Østre landsret den 22. august 2003, hvor landsretten omgjorde en
kendelse fra Kriminalretten i Hillerød afsagt den 8. august 2003. I kendelsen
fra august havde kriminalretten med henvisning til bl.a. frihedsberøvelsens
formål bestemt, at et vidne, som var taget i forvaring efter retsplejelovens
§ 178, stk. 1, nr. 5, ikke måtte få udgang, ligesom der med
sædvanlig
domstolskontrol kunne iværksættes besøgs- og brevkontrol for vidnet.
Landsretten fastslog, at politiet ikke kan iværksætte
besøgs- og brevkontrol over for et vidne, der er taget i forvaring.
Landsretten
udtalte følgende:
»Landsretten lægger vægt på, at en varetægtsfængslets
adgang til brev- og besøgskontrol er nærmere reguleret i retsplejelovens
§ 771 og § 772. Det fremgår af disse bestemmelser bl.a., at
varetægtsfængslingens øjemed og hensynet til efterforskningen kan begrunde
begrænsninger
i adgangen til besøg og afsendelse og modtagelse af breve. Som anført i den
påkærede kendelse må det antages, at disse regler ikke kan anvendes analogt i
den foreliggende situation. Landsretten finder, at den adgang, der efter
retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, består for at lade et vidne
tage i forvaring, må anses for begrundet i vidnets forpligtelse til at møde
for
retten og der afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171. En
begrænsning
som den skete, der er begrundet i at hindre vidnets kommunikation med andre,
både tiltalte og eventuelle rette gerningsmænd, findes primært at varetage
sådanne hensyn, som må sidestilles med de ovennævnte hensyn. Retten finder
derfor, at beslutning om brev- og besøgskontrol i den foreliggende situation
kræver et sikkert hjemmelsgrundlag, som ikke ses at foreligge. Den påkærede
kendelses bestemmelse om besøgs- og brevkontrol ophæves derfor.«
Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for i
retsplejeloven at fastslå, hvordan forvarede vidner og skyldnere skal
behandles. På linie med hvad der gælder for varetægtsarrestanter, foreslår
Justitsministeriet, at de nærmere regler for behandlingen fastlægges
administrativt. Der foreslås derfor indsat en hjemmel i retsplejelovens
§ 178 til justitsministeren til at udstede nærmere regler for
behandlingen
af vidner og skyldnere, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til
retsplejelovens § 178, stk. 10).
Med hjemmel i lovforslagets § 1, nr. 8, er det
hensigten, at Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen)
udarbejder nærmere retningslinier for, hvor den forvarede skal anbringes,
hvilke rettigheder og pligter den forvarede har under anbringelsen samt
nærmere
om den forvaredes kontakt til samfundet mv. Ved udarbejdelse af de
administrative forskrifter vil der blive taget udgangspunkt i reglerne om
ophold i varetægtsfængsel, idet Justitsministeriet finder, at reglerne for
varetægtsfængslede i vidt omfang vil kunne finde anvendelse på vidneforvarede
mfl. Bl.a. er det Justitsministeriets opfattelse, at forvarede vidner og
skyldnere bør anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), og at der ikke bør
fastsættes arbejdspligt for disse personer.
For så vidt angår spørgsmålet om, i hvilket omfang
vidneforvarede mfl. kan undergives indskrænkninger navnlig i relation til
kontakten
til samfundet uden for institutionen, er det Justitsministeriets opfattelse,
at
dette på linie med, hvad der gælder for varetægtsarrestanter, bør reguleres
direkte i retsplejeloven. På den baggrund foreslår ministeriet, at der
indsættes bestemmelser om besøgskontrol og brevkontrol mv. svarende til de
gældende bestemmelser for varetægtsarrestanter i retsplejelovens
§§ 771-773. I modsætning til reglerne for varetægtsarrestanter vil det
ikke være politiet, men den ret, der har besluttet, at den pågældende i
medfør
af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2,
eller § 497, stk. 2, skal anbringes i forvaring, der skal tage
stilling til, hvorvidt den forvarede kan nægtes besøg, om udgangstilladelse,
og
om der kan ske gennemsyn af breve til og fra den forvarede.
Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 8, 10
og 11 (forslag til indsættelse af stk. 4-10 i retsplejelovens
§ 178,
og stk. 3 i § 497, stk. 2, samt ændring af sidste punktum i
§ 494, stk. 2), og bemærkningerne hertil.
7. Frivillig overførsel af en varetægtsarrestant
til en institution under kriminalforsorgen
7.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 777, 1. pkt., at en
varetægtsarrestant med rettens godkendelse kan anbringes i en anstalt for
personer, der udstår frihedsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf.
straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden
og
institutionens ledelse samtykker heri (anteciperet afsoning). Bestemmelsen
anvendes primært i de situationer, hvor sigtede helt eller delvis erkender
forholdet, men bestemmelsen kan også anvendes, selvom den sigtede nægter sig
skyldig.
Henvendelser om overførsel til fuldbyrdelsesinstitution
efter reglerne i retsplejelovens § 777, 1. pkt., ekspederes gennem
kriminalforsorgen. Efter modtagelse af en henvendelse fra enten en
varetægtsarrestant eller anklagemyndigheden tager direktoratet stilling til,
om
anbringelse efter eventuel domfældelse for det påsigtede forhold kan antages
at
(kunne) finde sted i en bestemt institution (den pågældende institution/et
bestemt åbent fængsel). Henvendelser fra den pågældende selv eller fra en
anden, der varetager den pågældendes interesser, sendes til
anklagemyndigheden
til udtalelse. Såfremt anklagemyndigheden ikke har indvendinger imod
anbringelse efter § 777, 1. pkt., anmodes den pågældende institution om
en
udtalelse. Henvendelser, der indsendes til direktoratet via
anklagemyndigheden,
sendes direkte til vedkommende institution med anmodning om en udtalelse.
Hvis
den hørte institution ikke har indvendinger imod anbringelse i institutionen,
orienteres anklagemyndigheden om, at kriminalforsorgen kan meddele samtykke
til, at den pågældende overføres til en straffuldbyrdelsesinstitution.
Herefter
kan anklagemyndigheden forelægge spørgsmålet for retten.
7.2. Differentieringsudvalgets overvejelser
I august 1998 nedsatte Justitsministeriet (Direktoratet for
Kriminalforsorgen) Differentieringsudvalget, der bl.a. havde til opgave at
overveje, »hvorvidt der bør ske ændringer i de gældende regler og principper
for fordelingen af indsatte set i lyset udviklingen i samfundet samt
udviklingen i kriminalforsorgens klientel«. Udvalget, der havde fhv.
ombudsmand
for Folketinget Lars Nordskov Nielsen som formand, afsluttede sit arbejde i
februar 2000 med rapporten »Placering af indsatte«.
I rapporten drøfter udvalget bl.a. mulighederne for en mere
hensigtsmæssig placering af varetægtsarrestanter, og i relation hertil det
høje
belæg i arresthusene. Et af de emner, der drøftes, er anvendelsen af
retsplejelovens
§ 777, 1. pkt.
Til brug for overvejelserne om anvendelsen af bestemmelsen
anmodede Differentieringsudvalget Foreningen af politimestre i Danmark
(Politimesterforeningen) og Den Danske Dommerforening (Dommerforeningen) om
foreningernes vurdering af den nuværende anvendelse af bestemmelsen. Udvalget
gjorde i den forbindelse bl.a. foreningerne opmærksom på, at det var
udvalgets
opfattelse, at bestemmelsen kun blev anvendt i begrænset omfang, hvilket
kunne
have sammenhæng med selve proceduren for beslutning om overførsel.
Politimesterforeningen udtalte bl.a. herom:
»Det er Politimesterforeningens opfattelse, at muligheden
for anteciperet strafafsoning anvendes meget sjældent, og at dette til en vis
grad skyldes, at anklagemyndigheden ikke er opmærksom på, at dette kan være
hensigtsmæssigt med henblik på at mindske presset i arresthusene. Det er
Politimesterforeningens opfattelse, at varetægtsfængslingens øjemed ofte vil
være til hinder for overførsel til afsoningsanstalt. I de fleste sager vil en
overførsel dog kunne ske under en eventuel anke af dommen i første instans,
uden at dette vil modvirke hensigten med varetægtsfængslingen. En overførsel
efter dom i første instans ville være meget egnet til at lette presset på
arresthusene, idet de domfældte ofte sidder varetægtsfængslet i længere tid
indtil ankesagen kan domsforhandles. Det er imidlertid
Politimesterforeningens
opfattelse, at en del domfældte anker strafudmålingen alene for at forblive i
arresthus så længe som muligt, hvorefter anken frafaldes umiddelbart før
ankesagens domsforhandling. Arrestanten vil derfor ikke give det nødvendige
samtykke til overførsel. Med henblik på at opnå en mere udbredt anvendelse af
anteciperet strafafsoning kunne reglerne herom udformes, således at der
fortsat
blev opretholdt en bestemmelse svarende til retsplejelovens § 777, hvor
der i almindelighed kræves samtykke fra arrestanten, anklagemyndigheden og
retten, men at der blev tilføjet en regel om, at retten efter dom i første
instans kan bestemme, at arrestanten kan overføres til den form for
afsoningssted,
som den idømte straf/foranstaltning skal afsones i, indtil fuldbyrdelse kan
finde sted. Det skal alene være en forudsætning herfor, at anklagemyndigheden
giver sit samtykke hertil, og at institutionen har fået lejlighed til at
udtale
sig herom.«
Dommerforeningen udtalte bl.a. herom:
»Dommerforeningen kan bekræfte, at bestemmelsen kun
anvendes i meget begrænset omfang, og da altid begrundet i særlige forhold
vedrørende arrestanten. Foreningen er ikke bekendt med, at det i noget
tilfælde
er sket for at regulere belægget i arresthusene. Da bestemmelsen anvendes så
sjældent, har der næppe dannet sig særlige procedurer for anvendelsen, udover
hvad der fremgår af loven. Det er foreningens indtryk, at beslutningen typisk
træffes i et grundlovsforhør eller i et retsmøde, hvor der skal tages
stilling
til fristforlængelse. Der afholdes normalt ikke retsmøde udelukkende med det
formål at træffe bestemmelse efter § 777. Et forslag til forenkling af
fremgangsmåden ved overførsel til afsoningsanstalt eller hospital kunne være,
at man ændrer §777, således at overførsel ikke kræver rettens godkendelse.
Dette forekommer foreningen ubetænkeligt, når arrestanten, anklagemyndigheden
og institutionens ledelse alle skal samtykke.«
På baggrund heraf foreslår Differentieringsudvalget i
rapporten, at retsplejelovens § 777, 1. pkt., ændres således, at
overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution inden en fuldbyrdelig dom ikke
kræver rettens godkendelse.
7.3. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet er enig i, at det i sager om frivillig
overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens § 777,
1.
pkt., er ubetænkeligt, at overførslen sker uden rettens godkendelse, når
samtykke fra arrestanten, anklagemyndigheden og institutionens ledelse
foreligger.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at § 777,
1. pkt., ændres således, at en overførsel af en varetægtsarrestant til en
fuldbyrdelsesinstitution kan ske, hvis institutionens ledelse,
anklagemyndigheden og varetægtsarrestanten samtykker heri.
En tvangsmæssig anbringelse vil fortsat kun kunne
gennemføres med rettens godkendelse, jf. § 777, 2. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (ændring af
retsplejelovens § 777, 1. pkt.), og bemærkningerne hertil.
8. Behandlingen af varetægtsarrestanter i fuldbyrdelsesinstitutioner
mv.
8.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 777, 2. pkt., at hvis
helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet,
kan en anbringelse på en anstalt for personer, der udstår frihedsstraf eller
forvaring, eller i hospital mv. undtagelsesvis ske uden varetægtsarrestantens
samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de regler, der
gælder
for personer, der er anbragt dér i henhold til dom, jf. § 777, 3. pkt.
Varetægtsarrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade
institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771,
stk. 2,
jf. § 777, 4. pkt.
De nærmere regler om en varetægtsarrestants mulighed for
udgang er nærmere beskrevet i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 19 om udgang
samt
varetægtsvejledningens kapitel 19, punkt 89 ff.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 243 af 8.
juni 1978 (FT 1977-78, tillæg A, sp. 2398). Lovforslaget, herunder
bestemmelsen
i § 777, byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning om anholdelse
og
varetægt (betænkning nr. 728/1974). I forhold til udvalgets forslag var der
dog
sket en ændring i det fremsatte lovforslags § 777, idet muligheden for
tvangsmæssig overførsel, jf. § 777, 2. pkt., var tilføjet. Af
bemærkningerne til bestemmelsen, jf. FT 1977-78, tillæg A, sp. 2398, fremgår:
“Efter bestemmelsen, der i det væsentlige svarer til
§ 771 i udvalgets udkast [betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og
varetægt], kan en varetægtsarrestant med rettens godkendelse anbringes i en
afsoningsanstalt eller behandlingsinstitution, hvis han selv,
anklagemyndigheden og institutionsledelsen samtykker heri. Det er således en
betingelse, at arrestantens samtykke indhentes. Der er imidlertid i den
foreslåede bestemmelse åbnet mulighed for, at sådan overførsel undtagelsesvis
kan ske uden arrestantens samtykke. Der har i praksis vist sig et behov
herfor,
når helbredsmæssige grunde eller hensynet til andres sikkerhed har gjort en
overførsel påkrævet. En hertil sigtende bestemmelse er foreslået indsat som
2.
pkt. Det er en forudsætning også i disse tilfælde, at rettens godkendelse
foreligger. Uanset bestemmelsen i 3. pkt. forudsættes den pågældende
behandlet
som varetægtsarrestant i det omfang, hensynet til orden og sikkerhed i
institutionen gør det muligt. Således forudsættes det, at vedkommende ikke
undergives arbejdspligt.«
Formuleringen og opbygningen af § 777, 3. og 4. pkt.,
har givet anledning til tvivl om, i hvilket omfang frivilligt overførte
varetægtsarrestanter og tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestanter skal
behandles efter fuldbyrdelsesinstitutionens regler eller efter reglerne for
varetægtsarrestanter.
Baggrunden for denne tvivl skal bl.a. søges i forarbejderne
til § 777, idet det ikke klart fremgår, om 3. og 4. pkt. i bestemmelsen
omfatter ikke blot tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestanter, men også
frivilligt overførte varetægtsarrestanter.
Det fremgår imidlertid af betænkning nr. 728/1974 om
anholdelse og varetægt, side 54, at varetægtsarrestanten, når denne
frivilligt
er overført til en fuldbyrdelsesinstitution, skal behandles efter de regler,
der gælder for personer, der er anbragt det pågældende sted. Baggrunden
herfor
er ifølge betænkningen hensynet til anstaltens eller institutionens arbejde,
som ville blive vanskeliggjort, hvis varetægtsarrestanten skulle behandles
efter særlige regler.
8.2. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet finder i relation til den tvivl, der er
opstået i forbindelse med fortolkningen af § 777, at der er behov for at
præcisere bestemmelsens ordlyd. Justitsministeriet foreslår derfor, at det i
§ 777, 3. pkt., præciseres, at den frivilligt overførte
varetægtsarrestant
i institutionen skal behandles efter de regler, der gælder for personer, der
er
anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt overførte arrestant
skal
behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til
orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.
For såvel den frivillig anbragte varetægtsarrestant som den
tvangsmæssig anbragte varetægtsarrestant følger det af § 777, 4. pkt.,
at
arrestanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutionen, bortset
fra
de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2 (udgangstilladelse når
der
foreligger særlige omstændigheder).
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (ændring af
retsplejelovens § 777, 3. pkt.), og bemærkningerne hertil.
9. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Forslaget om indførelse af digital kommunikation i
retsplejen indebærer, at det bliver muligt digitalt at rette henvendelse til
domstolene, ligesom domstolene i vidt omfang får mulighed for at sende
meddelelser digitalt. Som det fremgår af lovforslagets § 5, vil reglerne
blive sat i kraft på de enkelte sagsområder, efterhånden som der indføres nye
edb-sagsbehandlingssystemer ved domstolene, således at domstolene kan få det
fulde udbytte af fordelene ved en digitalisering. Lovforslaget har således
ikke
i sig selv økonomiske konsekvenser for staten.
Som det fremgår af punkt 2.5.7., er der med
Domstolsstyrelsens projekt om »Digitalisering af Danmarks Domstole« lagt op
til
grundlæggende ændringer af domstolenes nuværende it-systemer med henblik på
at
sikre en hensigtsmæssig brug af digital kommunikation til og fra domstolene.
I
det omfang projektet gennemføres, vil det indebære merudgifter bl.a. til
indførelse af nye it-systemer ved domstolene. De foreslåede nye regler om
digital kommunikation vil kunne sættes i kraft sagsområde for sagsområde i
takt
med gennemførelsen af dette projekt.
Forslaget om at indføre mulighed for at afsige kendelser i
borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling vil kunne medvirke til at
nedbringe ressourceanvendelsen til de pågældende sager.
De øvrige elementer i lovforslaget har ikke økonomiske
eller administrative konsekvenser for staten.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.
For borgerne og erhvervslivet vil forslaget om digital
kommunikation i retsplejen – efterhånden som det sættes i kraft på de
enkelte
sagsområder – betyde en administrativ lettelse, idet det bliver muligt
digitalt
at fremsende dokumenter mv. til domstolene. En overgang til ren digital
kommunikation vil tillige kunne indebære faldende udgifter for borgerne og
erhvervslivet som følge af en mere effektiv sagsbehandling, faldende udgifter
til
papir og porto.
De øvrige elementer i lovforslaget har ikke økonomiske
eller administrative konsekvenser for borgerne og erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
staten.
Ingen af betydning
I sig selv ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for
kommuner og amtskommuner.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og amtskommuner
Mere effektiv behandling af
visse borgerlige retssager
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet og borgerne
Mindreudgifter til papirbaseret
sagsbehandling
Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet og borgerne
Mere effektiv behandling af
visse borgerlige retssager som følge af muligheden for at anvende digital
kommunikation
med domstolene
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
10. Høring
Et udkast til lovforslag har været sendt til høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Datatilsynet,
Kriminalforsorgsforeningen,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i
Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Landsforeningen af
Beskikkede Advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for
Menneskerettigheder, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i
København,
Politimesterforeningen, Foreningen af vicestatsadvokater, assessorer og
statsadvokatfuldmægtige, Politifuldmægtigforeningen, HK Landsklubben
Politiet,
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,
Finansrådet,
Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk
Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant,
Dansk
InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd,
Foreningen
af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske
Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører,
Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen
i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og
Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet
for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Dansk Dataforening, IT-Brancheforeningen,
IT-Sikkerhedsrådet,
ISPA DK (foreningen af internetleverandører), Foreningen for Dansk Internet
Handel, Dansk Elektronik, Teknologisk Institut, Dansk Standard, Digital
Rights,
Dansk Fængselsforbund, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører,
Vicefængselsinspektører og Økonomichefer og Dansk Socialrådgiverforening.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
(Retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 44 a, stk. 4)
Det foreslås at ophæve kravet om, at midlertidig
beskikkelse i en dommerstilling ud over et år – bortset fra tilfælde af
sygdom
– kun kan ske, hvis dommeren udfører et andet offentligt hverv, og hvis
en fast
ansat dommer midlertidigt beskikkes i stillingen.
De øvrige betingelser i retsplejelovens § 44 a,
stk. 4, opretholdes, dvs. at midlertidig beskikkelse i en dommerstilling
i
mere end et år forudsætter, at ganske særlige grunde taler for det, og at
vedkommende retspræsident mv. har givet sit samtykke.
De udvidede muligheder for midlertidig beskikkelse i en
dommerstilling ud over et år forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor den
pågældende dommer deltager i internationalt arbejde mv. eller ønsker at
benytte
sig af sin ret til tjenestefrihed med henblik på at følge en ægtefælle eller
samlever, der ansættes eller udstationeres i udlandet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.
Til nr. 2 (§ 147 g)
Det foreslås i
stk. 1
,
at disciplinære bøder, som pålægges advokater og advokatselskaber af
Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1,
tillægges
udpantningsret og mulighed for lønindeholdelse.
Det foreslås i
stk. 2
,
at inddrivelsesmyndigheden hos andre offentlige myndigheder kan indhente de
oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Det foreslås
endvidere, at inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige
myndigheder, kan kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af
betydning for tvangsfuldbyrdelsen.
Forslaget til
stk. 3
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om
indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om indberetning til Det
Fælles Lønindeholdelsesregister og om skyldnerens pligt til at give
inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen.
Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede
regler
herom med udgangspunkt i bestemmelserne i den gældende bødebekendtgørelse
(nr.
394 af 17. maj 2001) om lønindeholdelse ved inddrivelse af bøder omfattet af
straffuldbyrdelsesloven.
Endelig foreslås det i
stk. 4
,
at der for forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er
fastsat
i medfør af stk. 3, kan fastsættes bødestraf. Det bemærkes, at der i
lovforslag nr. L 23 (2003-04) om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre
love (Offentlighed i retsplejen), der blev fremsat den 8. oktober 2003,
forslås
indsat en generel bestemmelse om strafansvar for juridiske personer, jf.
dette
lovforslags § 1, nr. 44. Der er derfor ikke i forslaget til stk. 4
medtaget en bestemmelse om strafansvar for juridiske personer.
Forslaget til retsplejelovens § 147 g er udformet med
udgangspunkt i de tilsvarende regler i straffuldbyrdelseslovens § 91,
stk. 2-3, og § 92 om inddrivelse af bøder i straffesager.
Den foreslåede regel omfatter ikke inddrivelse af
tvangsbøder, som pålægges i medfør af retsplejelovens § 147 c,
stk. 2. Sådanne tvangsbøder vil som hidtil blive opkrævet og inddrevet
af
politiet i medfør af den generelle udpantningshjemmel for tvangsbøder i
§ 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 5.
Til nr. 3 (§ 148 a)
Der foreslås en ny bestemmelse om digital kommunikation
til
retten. Hverken denne bestemmelse
eller de andre bestemmelser om digital kommunikation med domstolene vedrører
spørgsmålet om digital kommunikation med domstolene på tinglysningsområdet
(»papirløs tinglysning«). Dette spørgsmål overvejes for tiden i
Justitsministeriets Tinglysningsudvalg.
Det foreslås i
stk. 1
,
at formkrav om skriftlighed og underskrift i retsplejeloven ikke skal hindre,
at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital kommunikation,
f.eks.
ved brug af e-mail. Bestemmelsen indebærer, at meddelelser til retten altid
kan
sendes som digital kommunikation, således at en digital meddelelse ikke skal
følges op af en papirbaseret meddelelse. Den foreslåede bestemmelse
indeholder
alene en mulighed for at anvende digital kommunikation og ikke et krav om, at
denne kommunikationsform skal anvendes.
Bestemmelsen vedrører alene den måde, hvorpå meddelelsen
sendes til retten. Bestemmelsen indebærer således ingen ændringer i
retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv., herunder hvilke
krav
der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under behandlingen af en
konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for retten, eller
til
udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af sagen, f.eks. en
ekstrakt af sagens dokumenter.
Efter forslaget til
stk. 1,
2. pkt.,
skal den digitale meddelelse til retten være forsynet med en
digital signatur med henblik på at sikre, at meddelelsen stammer fra den
angivne udsteder, og at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs. Kravet
om
digital signatur gælder kun, hvor der efter retsplejeloven er krav om
skriftlighed
eller underskrift.
Digital kommunikation til domstolene forudsætter, at
domstolene rent teknisk er i stand til at behandle og håndtere den digitale
meddelelse – f.eks. skal meddelelsen sendes i et format, som domstolene
kan
behandle. Disse tekniske spørgsmål kan ikke anses for egnet til at blive
reguleret i selve lovteksten, hvortil kommer, at der løbende sker en
udvikling
af de tekniske løsninger, som vil kunne anvendes ved digital kommunikation.
Det
foreslås derfor, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation med domstolene, jf.
stk. 2.
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil Domstolsstyrelsen f.eks. også
kunne
fastsætte begrænsninger med hensyn til omfanget af de dokumenter, der sendes
ved digital kommunikation. Dette vil navnlig kunne være relevant med hensyn
til
bilag til stævninger, processkrifter mv.
I forbindelse med udarbejdelsen af sådanne nærmere regler
om digital kommunikation med domstolene, forventes Domstolsstyrelsen bl.a. at
overveje, hvordan det kan sikres, at meddelelser, der indeholder fortrolige
oplysninger, ikke kommer til uvedkommendes kendskab, f.eks. ved generelt at
oplyse om, at digitale meddelelser til domstolene, der indeholder fortrolige
oplysninger, bør sikres ved kryptering eller på anden forsvarlig måde.
Det foreslås endvidere, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte
nærmere regler om, hvilke krav der skal stilles til den digitale signatur,
der
efter forslaget til stk. 1, 2. pkt., skal anvendes ved digital
kommunikation i tilfælde, hvor loven indeholder krav om skriftlighed eller
underskrift. Det vil være op til Domstolsstyrelsen nærmere at vurdere, hvilke
sikkerhedskrav mv. der skal stilles til den digitale signatur, men i
almindelighed vil en signatur, der lever op til OCES-standarden for digitale
signaturer, som er udarbejdet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling, formentlig kunne anvendes. Kravene til den digitale signatur vil
løbende kunne ændres i lyset af den tekniske udvikling og de praktiske
erfaringer med anvendelsen af digital kommunikation med domstolene.
Efter § 348, stk. 3, skal der med en stævning
indleveres genparter af stævningen, bilag og kuvert med sagsøgtes navn og
adresse. Efter § 348, stk. 4, kan Domstolsstyrelsen fastsætte
bestemmelser om, at stævninger skal udfærdiges på særlige blanketter, og om
genparter og kuverter. Disse bestemmelser foreslås ikke ændret, men det
forventes, at Domstolsstyrelsen i medfør af § 348, stk. 4, og
forslaget til § 148 a, stk. 2, vil fastsætte regler om, at der ikke
stilles krav om genparter og kuverter ved anvendelse af digital
kommunikation.
§ 348, stk. 4, giver i øvrigt Domstolsstyrelsen mulighed for f.eks.
at bestemme, at en stævning kan indleveres ved brug af en formular via
internettet.
Det bemærkes, at persondatalovens regler om behandling af
personoplysninger også gælder for digital kommunikation til domstolene,
hvilket
bl.a. indebærer, at en advokat f.eks. ikke må sende fortrolige oplysninger
til
domstolene ved brug af digital kommunikation, f.eks. i en stævning med bilag,
medmindre der er foretaget kryptering eller lignende med henblik på at sikre,
at uvedkommende ikke kan læse meddelelsen. Det antages, at dette også gælder
oplysninger om den pågældendes klient, selv om klienten f.eks. måtte have
givet
samtykke til, at oplysningerne sendes ukrypteret.
Forslaget til
stk. 3
fastlægger, hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem
til retten. Det foreslås, at det afgørende er, hvornår meddelelsen kan gøres
tilgængelig for retten, mens det er uden betydning, hvornår retten faktisk
gør
sig bekendt med indholdet. Tidspunktet for, hvornår meddelelsen kan gøres
tilgængelig for retten, vil afhænge af, hvilken form for digital
kommunikation,
der anvendes.
Meddelelsen vil normalt være tilgængelig for retten på det
tidspunkt, hvor retten kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt
blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.
En
meddelelse, der først er tilgængelig efter kontortids afslutning, anses først
for modtaget den følgende dag. Kan modtagelsestidspunktet for en digital
meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med rettens it-systemer
eller
andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det
tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige
oplysninger om afsendelsestidspunktet.
Det foreslås i
stk. 4
,
at retten kan afvise en digital meddelelse, der ikke er forsynet med digital
signatur eller behæftet med andre fejl, hvis meddelelsen derved er uegnet til
at indgå i rettens behandling af en sag. Selv om kravet om digital signatur
er
knyttet til, om der i loven stilles krav om skriftlighed eller underskrift,
vil
det muligvis for afsenderen i visse tilfælde kunne være uklart, om der skal
anvendes en digital signatur. Manglende digital signatur bør derfor i
almindelighed ikke medføre, at retten afviser – og dermed ser bort fra
–
meddelelsen, men at retten i stedet fastsætter en frist til afhjælpning af
manglen. Der kan i den forbindelse også henvises til § 349, stk. 2,
om fastsættelse af en frist til at afhjælpe mangler ved en stævning.
Bestemmelsen vedrører alene »fejl«, der knytter sig til
anvendelsen af digital kommunikation. Mangler ved meddelelsens indhold skal
behandles efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf. f.eks.
§ 349
om mangler ved en stævning.
Det foreslås endelig, at rettens afgørelse om afvisning
efter anmodning fra afsenderen af den digitale meddelelse skal træffes ved
kendelse, hvilket svarer til § 349, stk. 1, om afvisning af en
mangelfuld stævning.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 2.5.
Til nr. 4 (§ 154, stk. 2)
Det foreslås præciseret, at domstolene kan anvende digital
kommunikation, hvis modtageren har givet samtykke til at modtage meddelelser
fra
retten på denne måde, jf.
1. pkt.
Samtykket kan både være udtrykkeligt og stiltiende og kan
gives for den enkelte sag eller generelt, jf.
2. pkt.
En advokat eller anden professionel, der i sit brevpapir
angiver en e-mailadresse, må normalt anses for at have givet samtykke til at
modtage digital kommunikation på denne måde. Hvis en privat borger retter
henvendelse
til domstolene ved f.eks. en e-mail, må dette anses for at indebære et
(stiltiende) samtykke til, at retten kan besvare henvendelsen på samme måde,
mens der normalt ikke i sig selv vil være tale om et generelt samtykke til
også
i andre sammenhænge at modtage digitale meddelelser fra retten. Med hensyn
til
digital forkyndelse henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-6 (forslag til
§ 155, nr. 2, og § 156 a), og bemærkningerne hertil.
Det foreslås samtidig i
3.
pkt.
præciseret, at der ved meddelelser med fortrolige oplysninger skal
anvendes kryptering eller anden forsvarlig sikring med henblik på, at
uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf. herom bl.a. de almindelige
bemærkninger punkt 2.3. om reglerne i persondataloven
.
Som anført i de almindelige bemærkninger punkt 2.3.,
indebærer reglerne i persondataloven, at der skal ske såkaldt stærk
kryptering
eller lignende, når digital kommunikation indeholder følsomme
personoplysninger, jf. persondatalovens § 7 og § 8. Der skal
således
ske stærk kryptering mv., hvis meddelelsen indeholder oplysninger om rent
private forhold, herunder racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,
religiøs
eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold,
oplysninger
om helbredsforhold, seksuelle forhold, oplysninger om strafbare forhold og
væsentlige sociale problemer. Det samme gælder oplysninger om interne
familieforhold, selvmord, selvmordsforsøg, ulykkestilfælde og visse andre
foreningsmæssige forhold end fagforeningsmæssige tilknytningsforhold. Andre
oplysninger vil kunne være fortrolige, f.eks. efter omstændighederne
oplysninger om personnummer, indtægts- og formueforhold, arbejds-,
uddannelses-
og ansættelsesmæssige forhold, og skal derfor krypteres eller sikres på anden
forsvarlig måde.
Herudover vil fastlæggelsen af, hvilke oplysninger der må
anses som fortrolige, kunne ske med udgangspunkt i de almindelige regler om
tavshedspligt i straffelovens § 152. Selv om forvaltningslovens
§ 27
ikke gælder for domstolene, vil der også kunne hentes vejledning i, hvilke
oplysninger der efter denne bestemmelse anses for omfattet af
tavshedspligten.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.
Til nr. 5 og 6 (§ 155, nr. 2, og § 156 a)
Det foreslås, at der indføres en ny forkyndelsesform –
»digital forkyndelse« – hvor forkyndelse sker ved, at den meddelelse,
der skal
forkyndes, sendes ved digital kommunikation, samtidig med at modtageren
anmodes
om at bekræfte modtagelsen af meddelelsen, jf. forslaget til
§ 155, nr. 2.
Efter forslaget til
§ 156
a
anses forkyndelsen for sket, når modtageren har bekræftet modtagelsen
enten ved en digital meddelelse, der er forsynet med en digital signatur,
eller
ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Den digitale
forkyndelse kommer således til at minde en del om brevforkyndelse, jf.
retsplejelovens § 156 (som ikke ændres). Tidspunktet for, hvornår
meddelelsen anses for forkyndt, jf. forslaget til
2.-3. pkt.
, bygger da også på de tilsvarende regler om brevforkyndelse.
Digital forkyndelse kræver en aktiv bekræftelse fra modtageren
af at have modtaget dokumentet. En automatisk funktionalitet hos modtageren,
hvorved modtagelsen f.eks. bekræftes ved åbning af en digital meddelelse, vil
ikke være tilstrækkelig.
Digital forkyndelse kan efter den foreslåede bestemmelse
ske, selv om modtageren ikke har givet samtykke til at modtage digitale
meddelelser, men til gengæld kræver en gennemførelse af forkyndelsen som
nævnt
modtagerens aktive medvirken. Ønsker den pågældende ikke at få meddelelsen
forkyndt digitalt, kan han eller hun blot forholde sig passiv.
Hvis modtageren forholder sig passiv over for den digitale
forkyndelse, må der ske forkyndelse på anden måde, hvilket i praksis
antagelig
vil indebære, at der sker stævningsmandsforkyndelse, medmindre det konkret
kan
lægges til grund, at dokumentet er kommet modtageren i hænde, således at
forkyndelse kan anses for sket efter retsplejelovens § 163, stk. 2.
Det forudsættes, at den meddelelse, der skal forkyndes, i
almindelighed er forsynet med en digital signatur, der kan sikre, at
meddelelsen
stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret
undervejs.
De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige
oplysninger, herunder f.eks. persondatalovens regler om behandling af
personoplysninger, gælder også ved digital forkyndelse. Dette indebærer
bl.a.,
at der ved digital forkyndelse af meddelelser, der indeholder fortrolige
oplysninger, skal ske kryptering eller lignende, således at uvedkommende ikke
kan læse meddelelsen, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
4
(forslag til retsplejelovens § 154, stk. 2), ovenfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.6.
Til nr. 7 (§ 158)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
om digital forkyndelse som ny forkyndelsesform, jf. lovforslagets § 1,
nr.
5 (forslag til retsplejelovens § 155, nr. 2).
Til nr. 8, 10 og 11 (§ 178, § 494 og § 497)
Med lovforslagets § 1, nr. 8, 10 og 11, fastsættes der
regler om behandlingen af forvarede vidner og skyldnere.
Hensigten med
§ 178,
stk. 4
, er at fastslå, at en forvaret alene er undergivet de
indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af forvaringens øjemed eller
opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen.
Bestemmelsen i § 178, stk. 4, svarer til den
gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 om varetægtsarrestanter og
medfører, at der ved indskrænkninger i den forvaredes rettigheder skal henses
til formålet med forvaringen.
Formålet med forvaring er nærmere beskrevet i de enkelte
bestemmelser i retsplejeloven, jf. de almindelige bemærkninger punkt 6.
Formålet kan bl.a. være, at sikre et vidnes eller en skyldners
tilstedeværelse
i retten, jf. § 178, stk. 1, nr. 5, og § 494, stk. 2, at
sikre et vidnets forklaring eller en skyldners oplysningspligt for retten,
jf.
§ 178, stk. 1, nr. 5, og § 497, stk. 2, eller at sikre,
at
en tredjemand efterkommer et pålæg om edition, jf. § 299, stk. 2,
og
§ 807, stk. 2.
Baggrunden for de foreslåede regler i
§ 178, stk. 5-9
, om besøgskontrol, udgangstilladelse og
brevkontrol mv. er, at det efter Justitsministeriets opfattelse er nødvendigt
med et klart hjemmelsgrundlag for at iværksætte disse kontrolforanstaltninger
og indskrænkninger.
Bestemmelserne i § 178, stk. 5-9, svarer til de
gældende bestemmelser i retsplejelovens §§ 771-773 om besøgs- og
brevkontrol samt udgangstilladelse for varetægtsfængslede. Modsat de gældende
bestemmelser for varetægtsarrestanter vil det dog ikke være politiet, men den
ret, der har truffet afgørelse om forvaring, der af hensyn til forvaringens
øjemed træffer afgørelse om en eventuel nægtelse af besøg mv.,
udgangstilladelse samt gennemsyn af breve mv.
Af
§ 178,
stk. 5,
fremgår det, at den ret, der træffer afgørelse om forvaring,
af hensyn til forvaringens øjemed kan træffe afgørelse om, at den forvarede
ikke kan modtage besøg eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.
Det
forudsættes, at besøg kun kan nægtes, hvis formålet med forvaringen hermed
vil
gå tabt.
Efter
§ 178,
stk. 6
, kan den ret, der træffer afgørelse om forvaring, når særlige
omstændigheder taler derfor, bestemme, at institutionens ledelse med
politiets
samtykke kan give en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et
kortere tidsrum.
For så vidt angår brevkontrol efter
§ 178, stk. 7
, vil den ret, der har truffet afgørelse om
forvaringen, kunne bestemme, at politiet eller retten kan gennemse brevene
inden modtagelsen eller afsendelsen. I sager om forvaring af personer i
straffesager vil politiet, i lighed med hvad der gælder for
varetægtsarrestanter, kunne gennemse brevene. Er der imidlertid tale om
forvaring
af personer i civile sager mv., vil politiet ikke have kendskab til sagens
omstændigheder. I disse sager vil det derfor være hensigtsmæssigt, at retten,
der har kendskab til sagen, kan gennemse brevene.
Efter den foreslåede bestemmelse er det retten, der i den
konkrete sag beslutter, om det er politiet eller retten, der skal gennemse
brevene. Det forudsættes herved, at der kun træffes beslutning om gennemsyn
foretaget af politiet, når forvaringen vedrører straffesager eller andre
sager,
hvor politiet har kendskab til sagens indhold.
De øvrige begrænsninger i den forvaredes rettigheder, som
retten i medfør af
§ 178,
stk. 9
, kan foretage af hensyn til forvaringens øjemed, er f.eks.
begrænsninger i den forvaredes adgang til at telefonere.
Efter forslaget til
§ 178,
stk. 10,
fastsætter Justitsministeriet nærmere regler om behandlingen
af personer, der er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178,
stk. 1, nr. 5. Retningslinierne vil blive udarbejdet med udgangspunkt i
reglerne om ophold i varetægtsfængsel, idet Justitsministeriets finder, at
forvarede vidner og skyldnere bør anbringes i varetægtsfængsel (arresthus),
og
at disse personer ikke bør underlægges arbejdspligt.
Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder
tilsvarende anvendelse for så vidt angår personer, der er taget i forvaring
efter § 494, stk. 2 og § 497, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 10 og 11.
I de situationer, hvor personer tages i forvaring efter en
bestemmelse i retsplejeloven, hvortil der er henvist til § 178,
stk. 1, nr. 5, § 494, stk. 2 eller § 497, stk. 2,
vil
disse personer ligeledes være omfattet af de administrative regler udstedt i
medfør af § 178, stk. 10.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 6.
Til nr. 9 (§ 218 a)
Det foreslås, at der bliver mulighed for, at byretskendelser
i borgerlige sager, herunder fogedsager – ligesom byretsdomme i
borgerlige
sager, jf. retsplejelovens § 366 a, stk. 2-3 – kan afsiges
uden en
fuldstændig sagsfremstilling, således at der samtidig gives en udførlig
begrundelse
for afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke regler om,
hvilke krav der stilles til affattelsen af kendelser i borgerlige sager.
Dette
reguleres som hidtil af det generelle krav i retsplejelovens § 218,
stk. 1, om, at kendelser skal begrundes, og af de krav, der i
retspraksis
i øvrigt er stillet til kendelsers indhold. Bestemmelsen giver derimod
mulighed
for at afsige kendelser med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor
der
i dag stilles krav om en nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og
vidneforklaringer mv., f.eks. i visse fogedsager, hvor der har været
bevisførelse for fogedretten. Det skal i givet fald fremgå af kendelsen, at
den
er afsagt med begrænset sagsfremstilling i medfør af den foreslåede nye
§ 218 a i retsplejeloven, jf. henvisningen til § 366 a,
stk. 2.
Hvis kendelsen er afsagt med begrænset sagsfremstilling,
indebærer henvisningen til § 366 a, stk. 3, at retten skal
udarbejde
en supplerende redegørelse for sagen, hvis sagen kæres til landsretten.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.
Til nr. 12 (§ 561, stk. 1, 4. pkt.)
Efter § 561, stk. 1, 4. pkt., skal indkaldelse
til et vejledningsmøde for skyldneren ved tvangsauktion ske ved anbefalet
brev.
Med henblik på at give mulighed for at anvende digital
kommunikation også i disse tilfælde foreslås det, at indkaldelsen også skal
kunne forkyndes for den pågældende, således at den foreslåede nye digitale
forkyndelse i givet fald kan anvendes, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-6
(forslag til retsplejelovens § 155, nr. 2, og § 156 a), og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 13 (§ 587, stk. 1)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lov nr.
362 af 2. juni 1999 (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen),
hvor
§ 398 a blev indsat i retsplejeloven.
Til nr. 14
(§ 777)
Med lovforslagets § 1, nr. 14, forenkles proceduren
for frivillig overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution under
kriminalforsorgen
(anteciperet afsoning).
Ændringen medfører, at det ikke længere er nødvendigt at
indhente rettens godkendelse i forbindelse med en anbringelse i en anstalt
for
personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring efter retsplejelovens
§
777, 1. pkt. (frivillig
overførsel), hvis varetægtsarrestanten, anklagemyndigheden og institutionens
ledelse samtykker heri.
Tvangsmæssig overførsel til en fuldbyrdelsesinstitution,
vil det fortsat kræve rettens godkendelse, jf. § 777, 2. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 7.
Det præciseres endvidere i
§ 777, 3. pkt., efter hvilke regler en varetægtsarrestant, der
er frivilligt henholdsvis tvangsmæssigt overført til en
fuldbyrdelsesinstitution, skal behandles.
Ændringen medfører, at de varetægtsarrestanter, der
frivilligt overføres til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens
§ 777, 1. pkt., skal behandles efter de regler, der gælder for de øvrige
personer, der er anbragt dér i henhold til dom (straffuldbyrdelseslovens
regler). Derimod vil de varetægtsarrestanter, der tvangsmæssigt er overført
til
institutionen efter retsplejelovens § 777, 2. pkt., fortsat skulle
behandles
efter reglerne om varetægtsarrestanter (retsplejelovens regler), i det omfang
hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.
Forskellen mellem de to regelsæt i retsplejeloven og
straffuldbyrdelsesloven er bl.a., at varetægtsarrestanter efter
retsplejeloven
ikke har beskæftigelsespligt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 8.
Til nr. 15
(§ 962,
stk. 3)
Lovforslagets § 1, nr. 15, er en konsekvensændring som
følge af lov nr. 256 af 8. maj 2002 om ændring af retsplejeloven
(Udeblivelsesdomme
i straffesager, pressens adgang til dokumentudskrifter mv. og
politiklagenævnsmedlemmers
sagsbehandling), hvor retsplejelovens § 962, stk. 2, om anke af
domme
afsagt af byretten blev ændret.
Før ændringen i 2002 var det efter § 962, stk. 2,
bl.a. en betingelse for, at tiltalte kunne anke en byretsdom, at den tiltalte
havde givet møde i sagen. En tiltalt, der blev dømt som udebleven i byretten
i
medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kunne kun anke dommen med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Herudover kunne domfældte søge om
genoptagelse i medfør af § 987.
Efter ændringen i 2002, hvorved der i § 962,
stk. 2, blev indsat et nyt 3. pkt., er det muligt for tiltalte at anke
udeblivelsesdomme afsagt efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr.
4,
hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og
betingelserne i § 962, stk. 2, 2. pkt., i øvrigt er opfyldt.
Ved indsættelsen af det nye 3. pkt. i § 962,
stk. 2, blev der ved en fejl ikke foretaget konsekvensrettelse i
§ 962, stk. 3, hvori der findes en henvisning til § 962,
stk. 2, 3. pkt.
Med denne ændring rettes henvisningen i § 962,
stk. 3, fra 3. pkt. til 4. pkt.
Til § 2
(Konkursloven)
Til nr. 1 (§§ 237 a-b)
Det foreslås at indsætte regler i konkursloven om digital
kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler herom i
retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og § 154,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.
Retsvirkningen af, at en digital meddelelse i givet fald
»afvises« efter forslaget til konkurslovens § 237 a, stk. 4, f.eks.
som følge af, at meddelelsen ikke er forsynet med en digital signatur, må
således fastlægges efter de almindelige regler mv. i konkursloven, og sådanne
tilfælde vil som udgangspunkt skulle vurderes på samme måde som tilfælde,
hvor
f.eks. en konkursbegæring ikke er underskrevet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.
Til § 3
(Dødsboskifteloven)
Til nr. 1 (§§ 115 a-b)
Det foreslås at indsætte regler i dødsboskifteloven om
digital kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler
herom
i retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og
§ 154,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.
Til § 4
(Skifteloven)
Til nr. 1 (§§ 92 a-b)
Det foreslås at indsætte regler i skifteloven om digital
kommunikation med domstolene, der svarer til de foreslåede regler herom i
retsplejeloven, jf. forslaget til retsplejelovens § 148 a og § 154,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3-4), og bemærkningerne hertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.
Til § 5
Med henblik på, at indførelsen af muligheden for at anvende
digital kommunikation med domstolene sker på den mest hensigtsmæssige måde,
er
lovforslaget udformet sådan, at de nye regler om digital kommunikation træder
i
kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf.
stk. 1
, således at de nye regler vil kunne sættes i kraft
sagsområde for sagsområde, efterhånden som der ved domstolene indføres nye
edb-sagsbehandlingssystemer. Spørgsmålet om ikraftsættelse af reglerne om
digital kommunikation vil blive drøftet med Domstolsstyrelsen, inden reglerne
sættes i kraft for et bestemt sagsområde mv.
Første fase af Domstolsstyrelsens projekt »Digitalisering
af Danmarks Domstole« er indførelsen af et nyt fogedsystem, som i givet fald
forventes indført ved alle byretter i løbet af 2005. Det er således hensigten
samtidig hermed at sætte de nye regler om digital kommunikation i kraft for
så
vidt angår kommunikation til og fra fogedretterne i de sagstyper, som er
omfattet af det nye fogedsystem.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.5.7.
Det foreslås endvidere, at lovforslagets øvrige ændringer
træder i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 2
vedrører
lovens territoriale gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
§ 44 a.
Domstolsstyrelsen kan meddele midlertidig beskikkelse, når det er nødvendigt
ved ledighed i en stilling eller ved en fast dommers forfald.
1.
§ 44 a, stk. 4,
affattes
således:
Stk. 2.
Når det
af de grunde, der er nævnt i stk. 1, skønnes nødvendigt, er enhver
byretsdommer forpligtet til at modtage beskikkelse til foruden sit eget
embede midlertidigt at beklæde et andet embede som byretsdommer.
Stk. 3.
Bortset
fra tilfælde af forfald på grund af sygdom kan en stilling ikke holdes
midlertidigt besat i mere end ét år.
Stk. 4.
Hvis den
midlertidige beskikkelse skyldes, at dommeren udfører et andet offentligt
hverv, kan etårsfristen dog forlænges i op til et år ad gangen på betingelse
af,
1)
at ganske særlige
grunde taler for det,
2)
at samtykke gives
af præsidenten (den administrerende dommer) for vedkommende ret eller for
retspræsidenters, administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af
præsidenten for den nærmeste overordnede ret, og
3)
at en fast ansat
dommer midlertidigt beskikkes i den pågældende stilling.
»
Stk. 4.
Etårsfristen kan dog forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige
grunde taler for det, og hvis samtykke gives af præsidenten (den
administrerende dommer) for vedkommende ret eller for retspræsidenters,
administrerende dommeres og enkeltdommeres vedkommende af præsidenten for den
nærmeste overordnede ret.«
Stk. 5.
Forlængelser af etårsfristen kan dog højst ske for en samlet periode på 3 år.
Stk. 6.
Midlertidig beskikkelse meddelt efter stk. 1 bortfalder, når den ledige
stilling besættes eller forfaldsgrunden ophører at bestå. Domstolsstyrelsen
kan dog efter indstilling fra vedkommende landsretspræsident tilbagekalde
beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.
2.
Efter
§ 147 f
indsættes:
»§ 147 g.
Bøder
pålagt af Advokatnævnet i medfør af § 147 c, stk. 1, kan inddrives
ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne
om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om
Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Stk. 2.
Inddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder indhente de
oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan
inddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder,
kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for
tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte
dataoverførsel.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter regler om indeholdelse af indtægter efter stk. 1, herunder om
indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt
til at give inddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen,
om pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om
udpantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.
Stk. 4.
For
forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør
af stk. 3, kan fastsættes bødestraf.«
3. Efter
§ 148
indsættes:
»§ 148 a.
Krav
om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
retten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet med
en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen
kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med domstolene,
herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres
tilgængelig for retten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i rettens behandling af en
sag, kan retten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for afhjælpning
af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.«
§ 154.
Meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer,
medmindre loven indeholder anden forskrift herom.
4. I
§ 154
indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i
at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog § 155, nr. 2. Samtykke kan
gives for den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder
fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig
måde.«
Stk. 2.
Rettens
beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke genstand for kære.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 155.
Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle
bilag
5. I
§ 155
indsættes efter nr. 1 som
nyt nummer:
1)
sendes eller
afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen
på en genpart af dokumentet eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettens
eller anklagemyndighedens foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse),
2)
sendes til den
pågældende i brev med afleveringsattest (postforkyndelse) eller
»2)
ved digital
kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om
at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse),«
3)
afleveres til den
pågældende af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse).
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
6. Efter
§ 156
indsættes:
»§ 156 a.
Ved
digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende
bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes
ved digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at
sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for
sket den dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen
modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end den
registrerede modtagelsesdato for den digitalt fremsendte bekræftelse eller
datoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den
registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets dato.«
§ 158.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, og kan
forkyndelse ikke ske her i riget efter § 155, nr. 2 og 3, jf.
§ 157, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er
foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.
7.
I
§ 158
ændres »§ 155, nr. 2
og 3« til: »§ 155, nr. 3 og 4«.
§ 178.
Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit
forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor
retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan
retten:
8.
I
§ 178
indsættes som
stk. 4-10:
1)
pålægge vidnet en
bøde,
2)
lade vidnet afhente
ved politiet,
3)
tilpligte vidnet at
erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget,
4)
pålægge vidnet en
løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder,
uafbrudt eller sammenlagt,
5)
lade vidnet tage i
forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i
§ 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til
afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at
svare, dog ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.
Stk. 2.
Afgørelse
om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, for hvilken
vidnet er indkaldt til at møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan
omgøres af retten. Kendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt et
fraværende vidne, skal forkyndes for den pågældende. Begæring om omgørelse af
en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, i hvilket vidnet
møder, eller, hvis vidnet ikke senere møder, inden 14 dage efter, at
afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til hans kundskab.
Stk. 3.
Tager
politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan
fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden 24
timer efter pågribelsen, giver politiet snarest muligt og senest inden samme
frist retten meddelelse om, at vidnet er taget i forvaring.
»Stk. 4.
En
person i forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige
til sikring af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed
i institutionen.
Stk. 5.
En person
i forvaring kan modtage besøg i det omfang opretholdelse af orden og
sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner tillader det. Den ret, der
træffer afgørelse om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed træffe
afgørelse om, at den forvarede ikke kan modtage besøg eller forlange, at
besøg finder sted under kontrol. Nægtes den forvarede besøg, skal den
pågældende
underrettes herom, medmindre retten af hensyn til sagens omstændigheder
træffer anden bestemmelse.
Stk. 6.
Den ret,
der træffer afgørelse om forvaring kan, når særlige omstændigheder taler
derfor, bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan give
en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.
Stk. 7. En person
i forvaring har ret til at modtage og afsende breve. Den ret, der træffer
afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal
gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Træffes der beslutning
om brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt udlevere eller
sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for formålet med
forvaringen eller opretholdelsen af orden og sikkerhed i institutionen.
Tilbageholdes
et brev af politiet, skal spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse
straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal
afsenderen straks underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens
øjemed træffer anden bestemmelse.
Stk. 8.
En person
i forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,
justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets
Ombudsmand.
Justitsministeren kan fastsætte regler om den forvaredes ret til at afsende
lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.
Stk. 9.
Retten
kan af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den
forvaredes rettigheder.
Stk. 10.
Justitsministeriet fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der
er taget i forvaring.«
9. Efter
§ 218 indsættes:
»§ 218 a.
§ 366 a, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse for
byretskendelser
i borgerlige sager.«
§ 494.
Fogedretten kan med et af denne fastsat varsel tilsige skyldneren til
forretningen, såfremt denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har
bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed,
eller i en tilstødende retskreds. Foretages forretningen ved Københavns
byret,
retten på Frederiksberg eller en af retterne i Gentofte, Lyngby, Gladsakse,
Ballerup, Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby og
Hørsholm, kan skyldneren tilsiges, såfremt han har en sådan tilknytning til
en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen pålægges skyldneren at møde
personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om varslet og om
virkningerne
af udeblivelse.
10.
§ 494, stk. 2, sidste pkt.
ophæves,
og i stedet indsættes:
Stk. 2. Udebliver
skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt
lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at han skal tages i
forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten. Det samme
gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt
ham. Bestemmelsen i § 178, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
»Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 3
. - - -
§ 497.
Skyldneren skal give de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til
gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal han
således give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold.
Fogedretten skal pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre ham bekendt med
strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring.
11.
I
§ 497
indsættes som
stk. 3
:
Stk. 2.
Undlader
skyldneren at give de krævede oplysninger, kan fogedretten ved kendelse
bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring,
indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke holdes
i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.
»Stk. 3.
Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse
for personer, der tages i forvaring efter stk. 2.«
§ 561.
Når fogedretten har modtaget anmodning om tvangsauktion, indkalder den
skyldneren til møde, såfremt ejendommen benyttes til beboelse for denne eller
hans familie, eller hvis fogedretten i øvrigt finder, at der er behov for et
møde. Dette afholdes så vidt muligt inden 7 dage efter anmodningens
modtagelse. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om formålet med mødet, jf.
stk. 3, om adgangen til advokatbeskikkelse og antagelse af en sagkyndig
samt opfordring til skyldneren om at medbringe kvitteringer og andre papirer
af betydning for gældsforholdene i ejendommen. Skyldneren indkaldes ved
anbefalet brev. Kendes skyldnerens adresse ikke, bekendtgør fogedretten
indkaldelsen i Statstidende.
12.
§ 561, stk. 1, 4. pkt.
, affattes
således:
»Indkaldelsen af skyldneren skal forkyndes eller sendes ved
anbefalet brev.«
Stk. 2
. - - -
§ 587.
Reglerne
i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte
ændringer tilsvarende anvendelse.
13.
I
§ 587, stk. 1,
ændres
»§§ 395-398« til: »§§ 395-398 a«.
Stk. 2
. - - -
14.
§ 777
affattes således:
§ 777.
En varetægtsarrestant kan med rettens godkendelse anbringes i en anstalt for
personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v.,
jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis han selv, anklagemyndigheden og
institutionens
ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres
sikkerhed gør det påkrævet, kan sådan anbringelse undtagelsesvis ske uden
arrestantens samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de
regler,
der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom. Arrestanten må
dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de
tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
»§ 777.
En varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens
§§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og
institutionens ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller
hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvist
godkende en sådan anbringelse uden arrestantens samtykke. I institutionen
behandles den frivilligt overførte varetægtsarrestant efter de regler, der
gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom, mens den
tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om
varetægtsarrestanter i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i
institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog ikke uden rettens
godkendelse
forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771,
stk. 2.«
§ 962.
Domme afsagt af en byret kan med de nedennævnte undtagelser af statsadvokaten
eller tiltalte påankes til den landsret, til hvis kreds vedkommende ret
hører. I forbindelse med dommen kan anken omfatte den forudgående behandling
og de under denne faldne afgørelser.
Stk. 2.
Domme kan
kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde eller
konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på.
Tiltalte kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere end 20
dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af
tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt. Hvis sagen er
fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte dog anke,
selv om den pågældende ikke har givet møde i sagen, hvis anken ikke omfatter
bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld og betingelserne i 2. pkt. i
øvrigt er opfyldt. Afgørelser i henhold til §§ 936 og 937 kan ikke
indbringes for højere ret.
Stk. 3.
Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke
kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter eller
særlige
grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til
Procesbevillingsnævnet
inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke,
beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a.
Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives
senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser
kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte
afgørelser.
15.
I
§ 962, stk. 3, 5. pkt.
, ændres
»stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 2, 4. pkt.«.
Stk. 4
. - - -
§ 2
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.
februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998,
foretages følgende ændring:
1.
Efter
kapitel 29 indsættes:
»Kapitel
29 a
Digital kommunikation
§ 237 a.
Krav om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser
til skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være
forsynet med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres
tilgængelig for skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af
en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 237 b.
Skifteretten kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation,
hvis modtageren har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog
om forkyndelse retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den
enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige
oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«
§ 3
I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages
følgende ændring:
1.
Efter
kapitel 31 indsættes:
»Kapitel
31 a
Digital kommunikation
§ 115 a.
Krav
om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres
tilgængelig for skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af
en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 115 b.
Skifteretten
kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren
har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelser
retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal
krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«
§ 4
I lov om skifte af fællesbo mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, som ændret senest ved
§ 11 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:
1.
Efter
§ 92
indsættes:
»§ 92 a.
Krav
om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til
skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med
domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3.
En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres
tilgængelig for skifteretten.
Stk. 4.
Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet
med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af
en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for
afhjælpning af manglen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
§ 92 b.
Skifteretten
kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren
har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelser
retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal
krypteres
eller sikres på anden forsvarlig måde.«
Bilag 2
Retsplejerådets udtalelse om redegørelsen om
digital kommunikation med domstolene, som er afgivet af en arbejdsgruppe
under Domstolsstyrelsen
Ved brev af 22. oktober 2003 har Justitsministeriet anmodet
Retsplejerådet om en udtalelse om en redegørelse vedrørende digital
kommunikation med domstolene, der er afgivet af en arbejdsgruppe nedsat under
Domstolsstyrelsen.
I den anledning skal Retsplejerådet udtale følgende:
1.
Redegørelsen
indeholder en gennemgang af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven
og
skifteloven og udpeger en række formkrav, som efter arbejdsgruppens
opfattelse
enten hindrer digital kommunikation eller som på grund af tvivl om
fortolkningen kan udgøre en sådan hindring.
For så vidt angår digital kommunikation
til
domstolene, foreslår arbejdsgruppen, at der i retsplejeloven,
konkursloven og dødsboskifteloven indsættes generelle bestemmelser om, at
krav
om skriftlighed og underskrift ikke skal være til hinder for digital
kommunikation til domstolene. Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at
begrænse eller afskære muligheden for at anvende digital kommunikation på
særlige områder inden for retsplejen. Det bemærkes, at arbejdsgruppen for så
vidt angår ægtefælleskifter ikke finder, at der i skifteloven er regler, der
hindrer eller vanskeliggør digital kommunikation.
Arbejdsgruppen foreslår, at afsenderen skal anvende en
digital signatur for at sikre meddelelsens autencitet (at den hidrører fra
den
angivne afsender) og integritet (at den ikke er ændret undervejs). Dette
gælder
dog alene i de tilfælde, hvor der er opstillet særlige formkrav til
meddelelsen, f.eks. krav om underskrift af en stævning.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at digital kommunikation
fra
domstolene skal forudsætte et
forudgående (udtrykkeligt eller stiltiende) samtykke fra modtageren.
Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at der må antages at gælde en
generel regel om, at borgere og virksomheder ikke bør kunne kontaktes af
domstolene eller andre offentlige myndigheder ved brug af digital
kommunikation,
medmindre der er givet samtykke hertil, f.eks. ved at en borger selv har
rettet
henvendelse digitalt til den pågældende domstol. Kravet om forudgående
samtykke
skal dog efter arbejdsgruppens forslag ikke gælde ved »digital forkyndelse«,
hvor det dokument, der skal forkyndes, fremsendes f.eks. ved e-mail, idet
gennemførelsen af forkyndelsen kræver modtagerens aktive medvirken ved, at
den
pågældende bekræfter modtagelsen.
Omfatter domstolenes kommunikation fortrolige oplysninger,
peger arbejdsgruppen på, at det følger af reglerne i persondataloven eller af
de almindelige tavshedspligtsregler, at meddelelsen skal krypteres, så
uvedkommende ikke kan læse indholdet af meddelelsen.
Efter arbejdsgruppens forslag er digital kommunikation
til
domstolene et tilbud, der står åbent
for enhver, der vil sende en meddelelse til domstolene, mens det ikke er et
krav, at der skal anvendes digital kommunikation. Tilsvarende er det efter
arbejdsgruppens forslag heller ikke et krav, at domstolene, når det er
muligt,
skal
anvende digital kommunikation, men
arbejdsgruppen finder dog, at domstolene bør anvende digital kommunikation i
videst muligt omfang.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at Domstolsstyrelsen skal
kunne fastsætte nærmere regler om mere tekniske spørgsmål vedrørende digital
kommunikation, herunder hvilke krav der skal stilles til en digital signatur.
2.
Retsplejerådet
kan generelt tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til ændring af
retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven, hvorefter der med henblik
på
at fjerne retlige hindringer for digital kommunikation til domstolene
indsættes
generelle bestemmelser i de pågældende love om, at krav om skriftlighed og
underskrift ikke skal være til hinder for digital kommunikation med
domstolene.
Retsplejerådet kan endvidere tilslutte sig arbejdsgruppens
forslag om, at digital kommunikation fra domstolene skal forudsætte et
samtykke
fra modtageren, medmindre der er tale om en »digital forkyndelse«.
Efter arbejdsgruppens forslag om digital forkyndelse, anses
forkyndelse bl.a. for at være sket, hvis modtageren digitalt har bekræftet
modtagelsen ved anvendelse af en digital signatur. Retsplejerådet har i den
forbindelse navnlig overvejet den situation, hvor en person, der i praksis
har
adgang til at anvende modtagerens digitale signatur, bekræfter forkyndelsen
ved
anvendelse af den digitale signatur, uden at det fremgår, at modtagelsen ikke
er bekræftet af den rette modtager.
Retsplejerådet vil imidlertid pege på, at et lignende
spørgsmål i princippet vil kunne opstå i dag f.eks. i forhold til
brevforkyndelse, hvis en anden end den rette modtager i modtagerens navn
bekræfter
at have modtaget meddelelsen. Hvis en person efter en forkyndelse gør
gældende,
at der ikke er tale om en lovlig forkyndelse, må retten ud fra en konkret
vurdering af den enkelte sag tage stilling til den pågældendes indsigelser.
Dette vil også gælde ved en indsigelse mod en fremtidig digital forkyndelse.
Retsplejerådet finder på denne baggrund ikke, at det nævnte spørgsmål bør
føre
til, at man i givet fald undlader at indføre regler om digital forkyndelse.
3.
Retsplejerådet
bemærker, at indførelsen af muligheden for at anvende digital kommunikation
inden for retsplejen ikke i sig selv vil indebære ændringer i retsplejelovens
regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav der kan stilles
til tilvejebringelse af bevismidler mv. under domstolenes behandling af en
konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for retten, eller
til udarbejdelse
af materiale til brug for behandlingen af sagen, f.eks. en ekstrakt af sagens
dokumenter.
Det bemærkes endvidere, at indførelsen af digital
kommunikation med domstolene vil kunne give anledning til en række mere
økonomiske, praktiske og tekniske spørgsmål med hensyn til tilrettelæggelsen
af
domstolenes sagsbehandling mv., f.eks. med hensyn til domstolenes IT-systemer
og håndtering af dokumenter, der alene fremsendes digitalt.
4.
Retsplejerådet
har ved afgivelsen af udtalelsen følgende sammensætning:
Landsretspræsident Bjarne Christensen (formand)
Direktør Bent Carlsen
Landsdommer Peter Deleuran
Advokat Karen Dyekjær-Hansen
Advokat Jørgen B. Jepsen
Dommer Henrik Linde
Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen
Kst. dommer Marianne Peschcke-Køedt
Fg. kontorchef Jens Røn
Politimester Ole Scharf
Statsadvokat Hanne Schmidt
Professor, dr.jur. Eva Smith
Professor, dr.jur. Erik Werlauff
Som sekretær for rådet har fungeret fuldmægtig Jon Esben
Hvam.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 180 Retsinformation · 10. marts 2004
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.) Retsinformation · 27. maj 2004
- Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.) Retsinformation · 10. juni 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.) Retsinformation · 18. maj 2004
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Forhøjelse af antallet af dommere og digital behandling af straffesager og sager om forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs og gældssanering og ægtefælleskifte m.v.) Retsinformation · 9. oktober 2025
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase, m.v.) Retsinformation · 8. oktober 2015