Forslag til Lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 10. december 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven,
adoptionsloven og
retsplejeloven
(Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn,
salg af børn og gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn mv.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september
2002, foretages følgende ændringer:
1.
I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 223«
til: », 223 og 262 a, stk. 2,«.
2.
§ 223 a affattes således:
»§ 223 a.
Den, der som kunde mod betaling eller løfte
om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.«
3.
§ 230 affattes således:
»§ 230.
Den, der optager utugtige fotografier, film eller
lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge
eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende
Læs alt
omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv
udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes
barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere
systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende
anvendelse.«
4.
§ 235 affattes således:
»§ 235.
Den, som udbreder utugtige fotografier, film, andre
utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som
skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor
barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der
forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere
systematisk eller organiseret karakter.
Stk. 2.
Den, som besidder eller mod vederlag gør sig
bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser
eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af
utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den
pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.«
§ 2
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december
1999, som ændret ved § 14 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 5
i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 26 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og
lov nr. 214 af 22. april 2002, foretages følgende ændring:
1.
I § 34 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2.
På samme måde straffes den, der som
mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 3
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september
2002, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 731 indsættes:
»§ 731 a.
Kan politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at
ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden
afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller
sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,
hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den
valgte forsvarer udebliver.«
2.
I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
ændres »260-262« til: »260-262 a«.
3.
Efter § 745 indsættes:
»§ 745 a.
Kan politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at
ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren
være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2.
Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke
adgang til at overvære videoafhøringen. Den
pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin
forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra
den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der
foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt
herefter.
4.
Efter § 877 indsættes:
»§ 877 a.
Politiets afhøring af et barn kan, når
afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes
som bevis under domsforhandlingen.«
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i
Lovtidende.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 2 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
3
2.
Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og
salg af børn
4
2.1.
Gældende ret
4
2.2.
Tillægsprotokollen til FN’s konvention om barnets
rettigheder om salg af børn, børneprostitution og
børnepornografi
8
2.3.
Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af
seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi
9
2.4.
Europarådets konvention om
IT-kriminalitet
11
2.5.
Justitsministeriets overvejelser
12
2.5.1.
Salg af børn og udnyttelse af børn ved
prostitution mv.
12
2.5.2.
Adoption
12
2.5.3.
Børnepornografisk materiale
13
2.5.4.
Strafferammer
15
2.5.5.
Øvrige forpligtelser
17
2.5.6.
Bistandsadvokater
18
3.
Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af
børn mv.
19
3.1.
Gældende ret
19
3.2.
Retstilstanden i andre lande
21
3.3.
Arbejdsgruppens overvejelser
23
3.3.1.
Generelle overvejelser om afhøring af
børn
23
3.3.2.
Beskikkelse af forsvarer
23
3.3.3.
Mistænkte/sigtedes adgang til at overvære
videoafhøring
24
3.3.4.
Anvendelse af videoafhøring som
bevismiddel
26
3.4.
Justitsministeriets overvejelser
27
3.5.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
30
4.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
31
5.
Hørte myndigheder mv.
32
1. Indledning
1.1
. Lovforslaget har til formål at
gennemføre de ændringer i straffeloven og adoptionsloven, der er
nødvendige for, at Danmark kan ratificere tillægsprotokollen
til FN’s konvention om barnets rettigheder om salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi. Danmark undertegnede den
7. september 2000 tillægsprotokollen. Ved lovforslagets vedtagelse vil
Folketinget samtidig efter grundlovens § 19 meddele samtykke til
ratifikation af protokollen, der er optaget som bilag 1 til
lovforslaget.
Formålet med lovforslaget er endvidere at
gennemføre nogle ændringer i straffeloven, der er
nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af en
EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi. Forslaget til rammeafgørelse,
der er opnået politisk enighed om i EU, er optaget som bilag 2
til lovforslaget.
Herudover indeholder lovforslaget nogle ændringer af
retsplejeloven om gennemførelse af straffesager, hvor børn skal
vidne, med det formål at gennemføre visse af anbefalingerne fra
Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn, jf. betænkning nr. 1420/2002.
1.2.
Lovforslaget indebærer en ændring
af straffelovens § 223 a, hvorefter den, der som kunde har samleje med
en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved
prostitution, straffes. Med forslaget ophæves kravet om, at personen
under 18 år ernærer sig ved prostitution, således at det i
alle tilfælde bliver strafbart som kunde mod betaling eller
løfte om betaling at have samleje med en person under 18 år.
Dernæst indebærer lovforslaget, at den
strafferetlige beskyttelse i straffelovens § 235, stk. 1, om
udbredelse af børnepornografi fremover udvides fra kun at omfatte
børn til at omfatte alle personer under 18 år. Endvidere
foreslås bestemmelsen udvidet til at omfatte enhver udbredelse af
enhver form for utugtig, visuel gengivelse af personer under 18 år.
Hermed omfattes den såkaldte »fiktive« børnepornografi af
bestemmelsen, og enhver form for udbredelse og ikke alene den
erhvervsmæssige udbredelse eller udbredelse i en videre kreds -
omfattes.
Der foreslås samtidig en forhøjelse af
strafferammen, således at udbredelse af børnepornografi under
skærpende omstændigheder kan straffes med fængsel indtil 6
år. Endvidere foreslås strafferammen i straffelovens § 230
om brug af pornomodeller under 18 år forhøjet, således at
overtrædelse af bestemmelsen under skærpende omstændigheder
kan straffes med fængsel indtil 6 år.
Straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af
børnepornografi, foreslås udvidet til at omfatte besiddelse af
enhver form for utugtige, visuelle gengivelser af personer under 18 år
og ikke som i dag alene en række grovere former for
børnepornografi. Det foreslås dog tillige i § 235,
stk. 3, at besiddelse ikke skal være strafbar, hvor den person,
der er gengivet på billedet, er fyldt 15 år og har givet sit
samtykke til besiddelsen af billedet.
Det foreslås tillige, at strafferammen i § 235,
stk. 2, forhøjes, således at besiddelse af
børnepornografi kan straffes med fængsel indtil 1 år.
Lovforslaget indebærer desuden, at der i
adoptionsloven indsættes en bestemmelse om, at den, der som mellemmand
yder vederlag for at opnå samtykke til adoption, kan straffes.
Endvidere foreslås det, at forældelsesfristen
i sager om menneskehandel, hvor forurettede er under 18 år, tidligst
skal regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år, samt at der i
retsplejeloven indsættes en adgang til beskikkelse af en
bistandsadvokat i sager om menneskehandel.
Det foreslås tillige, at der i retsplejeloven
indsættes en adgang til inden videoafhøringen af et barn at
beskikke en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller
senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen.
Endelig indeholder lovforslaget et forslag om, at der i
retsplejeloven indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at
videoafhøringer kan anvendes som bevis under domsforhandlingen, og en
bestemmelse om, at mistænkte/sigtede ikke har adgang til at
overvære videoafhøringen, men har adgang til
efterfølgende at gøre sig bekendt med indholdet heraf samt
mulighed for at anmode om genafhøring af barnet.
Forslagene vedrørende forsvarerbeskikkelse i
forbindelse med videoafhøring af børn, videoafhøring som
bevismiddel under domsforhandlingen samt gennemførelsen af
videoafhøringen uden mistænktes/sigtedes adgang til at
overvære denne bygger på betænkning nr. 1420/2002 om
gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn
afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af
straffesager om seksuelt misbrug af børn.
2. Børnepornografi, seksuel udnyttelse af
børn og salg af børn
2.1. Gældende ret
2.1.1.
Straffeloven indeholder en række
bestemmelser, der vedrører beskyttelsen af bl.a. børn mod
seksuel udnyttelse mv.
Efter straffelovens § 216 straffes for voldtægt
den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold. Straffen er
fængsel indtil 8 år. Har voldtægten haft en særlig
farlig karakter eller foreligger der i øvrigt særligt
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i
12 år.
Personer, der er ansat eller er tilsynsførende ved
børne- eller ungdomshjem eller lignende, kan straffes med
fængsel indtil 4 år, hvis den pågældende har samleje
med nogen, der er optaget i institutionen, jf. § 219. Den, som ved groft
misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed
skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person under 21 år,
straffes efter straffelovens § 220 med fængsel indtil 3
år.
Samleje med et barn under 15 år straffes efter
straffelovens § 222 med fængsel indtil 8 år. Har barnet
været under 12 år, eller har gerningsmanden skaffet sig samlejet
ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til
fængsel indtil 12 år.
Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den,
som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges
adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den
pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel
indtil 4 år. Den, som under groft misbrug af en på alder og
erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år
til samleje, vil efter § 223, stk. 2, blive straffet med
fængsel indtil 4 år.
Efter straffelovens § 94, stk. 4, forældes
det strafferetlige ansvar i sager (herunder sager omfattet af straffelovens
§§ 216, 219, 220, 222 og 223) om seksuelt misbrug af børn
tidligst fra det tidspunkt, hvor den forurettede fylder 18 år. Denne
særlige udvidelse af forældelsesfristen omfatter således
alle de bestemmelser vedrørende seksuelt misbrug, hvor et barn som
offer på grund af et nært forhold eller et på anden
måde særligt forhold til misbrugeren kan føle sig presset
til at hemmeligholde misbruget. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000,
tillæg A, s. 7790.
2.1.2.
Efter straffelovens § 223 a, der blev
indsat ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 (Afkriminalisering af prostitution
mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år),
straffes den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der
helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Det samme gælder med hensyn til anden
kønslig omgængelse end samleje, jf. § 224.
Bestemmelsen i § 223 a finder således
anvendelse, hvis personen under 18 år ernærer sig helt eller
delvist ved prostitution, og der ydes betaling eller gives løfte om
betaling. Der skal ikke nødvendigvis være tale om betaling af et
pengebeløb, men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den mindreårige kun i
enkeltstående tilfælde modtager betaling for en seksuel ydelse,
jf. herved ordene »ernærer sig ved prostitution«. Der skal
således være tale om en mere regelmæssig virksomhed med
levering af seksuelle ydelser mod betaling eller løfte herom. Der
henvises til Folketingstidende 1998-1999, tillæg A, s. 936-937.
2.1.3.
§ 230 i straffeloven, der blev indsat
ved lov nr. 441 af 31. maj 2000, gør det strafbart at anvende
børn og unge under 18 år som pornomodeller. Lovændringen
skal ses i sammenhæng med, at Den Internationale Arbejdsorganisation
har vedtaget en konvention om forbud mod og omgående indsats til
afskaffelse af de værste former for børnearbejde (ILO-konvention
nr. 182). Ved lovændringen gav Folketinget samtykke til, at Danmark
kunne ratificere konventionen.
Det fremgår af § 230, at den, der optager
utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med
forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede
materialet, straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde. Gerningsmanden skal have handlet med
forsæt, dog således at det strafbare område med en
henvisning til § 226 er udstrakt til også at omfatte uagtsomhed
for så vidt angår den unges alder. Der henvises til
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7816.
Bestemmelsen forudsætter, at personen under 18
år er klar over, at utugtige fotografier mv. optages. Skjult
fotografering eller optagelse hører under § 232
(blufærdighedskrænkelse) eller § 264 a (fotografering af
person på ikke frit tilgængeligt sted). Det fremgår af
Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget, at bestemmelsen i
straffelovens § 230 er indsat, bl.a. fordi det ikke bør
være overladt til så unge personers egen bestemmelse, om de vil
deltage i aktiviteter af den nævnte karakter, og fordi der i
øvrigt kan sættes spørgsmålstegn ved graden af
frivillighed hos de unge, der medvirker.
Optagelserne skal for at være omfattet af
bestemmelsen indeholde utugtige billeder. Hermed menes billeder, der viser
samleje eller samlejelignende forhold. Endvidere er optagelser omfattet, hvis
der i øvrigt i forbindelse med optagelsen må antages at
være foretaget en groft krænkende handling, f.eks. ved at
personen er blevet anvendt som model for fotografering af kønsdele
eller af seksuelt prægede berøringer, jf. Folketingstidende
1999-2000, tillæg A, s. 7815 og Folketingstidende 1979-80, tillæg
A, sp. 1784.
Det fremgår af bestemmelsen, at den kriminelle
handling omfatter optagelse af »utugtige fotografier, film eller lignende«.
Begrebet »eller lignende« omfatter andre billedoptagelser, f.eks. billeder
til direkte transmission, uden at der sker lagring.
Anvendelse af personer under 15 år som pornomodeller
kan endvidere være omfattet af § 222 (samleje med et barn under 15
år), § 224, jf. §§ 216-223 a (anden kønslig
omgængelse end samleje) eller § 225, jf. §§ 216-220 og
§§ 222-223 a (kønslig omgængelse med en person af samme
køn).
2.1.4.
Efter straffelovens § 235, stk. 1,
straffes den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden
måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende af børn,
med bøde eller fængsel indtil 2 år. På samme
måde straffes den, som i en videre kreds udbreder sådanne
fremstillinger.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 252 af 16. juni 1980.
I bemærkningerne til loven er det anført (Folketingstidende
1979-80, tillæg A, sp. 1761-1766), at bestemmelsens formål er at
beskytte børn mod strafbart misbrug i forbindelse med optagelse af
pornografiske billeder.
I bestemmelsen anvendes med udtrykket »børn« et
fleksibelt alderskriterium. Det fremgår i den forbindelse af
Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget samt af
Straffelovrådets udtalelse af 10. oktober 1979, at »børn«
omfatter personer, hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under
15 år. Det afgørende for strafbarheden er derfor barnets fysiske
udviklingstrin, således som det fremtræder på billedet, jf.
Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 1767-1788.
Bestemmelsen omfatter »fotografier, film eller lignende«.
Tegninger er derimod ikke omfattet af bestemmelsen, og det samme gælder
såkaldt fiktiv børnepornografi eksempelvis computerskabte
billeder, der har fuldstændig lighed med fotografier. En eventuel
kunstnerisk værdi af et billede eller lignende, der ellers ville
være omfattet af § 235, kan legitimere billedet. Der henvises
herom til Straffelovrådets betænkning nr. 435/1966 om straf for
pornografi, side 40-41, samt Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s.
7800.
Om den nærmere afgrænsning af udtrykket
»utugtige« henvises til Straffelovrådets udtalelse af 10. oktober 1979,
a.st., sp. 1782-85. Her er det anført, at billeder af børn i
situationer, som efter deres karakter er omfattet af straffelovens
§§ 222, 224 eller 225 (samleje eller anden kønslig
omgængelse end samleje), umiddelbart må anses for »utugtige«.
Endvidere er det anført, at hovedvægten må lægges
på, om billedet viser et barn, der deltager i kønsligt forhold,
eller et barn, over for hvem der i øvrigt i forbindelse med optagelsen
må antages at være foretaget en groft krænkende handling,
f.eks. ved at anvende barnet som model for fotografering af kønsdele
eller af seksuelt prægede berøringer.
De kriminaliserede handlingstyper er erhvervsmæssigt
salg eller anden udbredelse. Udtrykket »på anden måde udbreder«
sigter f.eks. til erhvervsmæssig forevisning eller udlejning af
børnepornografi.
Strafferammen for overtrædelse af § 235,
stk. 1, er fængsel indtil 2 år. Strafferammen, der
oprindeligt var bøde, blev ved lov nr. 272 af 3. maj 1989
forhøjet, således at der ud over bøde blev mulighed for
at idømme fængsel indtil 6 måneder. Det skete ud fra et
ønske om på en bedre måde at markere samfundets
afstandtagen fra udbredelse af børnepornografi og samtidig gøre
det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i
erhvervsmæssigt øjemed mere effektivt. Der henvises til
Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2855-72, og tillæg B,
sp. 1059.
Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 blev strafferammen
yderligere skærpet til det nuværende niveau (indtil 2 års
fængsel).
Ved samme lov blev der i § 235, stk. 1, som 2.
pkt. indsat en bestemmelse om, at også den, som i en videre kreds
udbreder utugtige fotografier mv. af børn, straffes med fængsel
indtil 2 år. Ændringen indebar en udvidelse af
anvendelsesområdet, idet der i 2. pkt. ikke stilles krav om, at
udbredelsen er »erhvervsmæssig«. Som eksempel på udbredelse i en
videre kreds nævnes i bemærkningerne til lovforslaget
distribution i »klubber« på Internettet eller ad andre kanaler, hvor
der er regler i klubben om, at man for at være medlem skal sende et
bestemt antal billeder til alle medlemmer af klubben, hvorefter man fra andre
modtager billeder på samme måde. Er der derimod tale om
videregivelse af børnepornografisk materiale til en enkelt eller nogle
få personer under private former, vil forholdet ikke være
omfattet af stk. 1, 2. pkt., men i stedet af bestemmelsen i stk. 2
om besiddelse mv. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg
A, s. 7817.
2.1.5.
Besiddelse af børnepornografisk
materiale er kriminaliseret ved § 235, stk. 2, hvorefter den, som
besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med fotografier, film
eller lignende af børn, der har samleje eller anden kønslig
omgængelse end samleje, har kønslig omgang med dyr eller
anvender genstande på groft utugtig måde, straffes med
bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 6 måneder. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr.
1100 af 21. december 1994.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget blev
der ved affattelsen af bestemmelsen i § 235, stk. 2, tilsigtet en
løsning, der på den ene side rammer billeder optaget i
forbindelse med, at der er begået alvorlige strafbare handlinger over
for børn, mens besiddelsen af mindre grove billeder på den anden
side fortsat skulle være tilladt og muligvis kunne have en
kriminalitetsdæmpende effekt. Der henvises herved til Folketingstidende
1994-95, tillæg A, sp. 467-475.
Uden for anvendelsesområdet for § 235,
stk. 2, falder billeder af børn, der ikke deltager i
kønsligt forhold mv. Det gælder, selv om billederne har et
seksuelt præg, f.eks. på grund af det afbildede barns
berøringer af sig selv, eller fordi der på billedet er fokuseret
på barnets kønsdele. Optagelse eller salg af sådanne
billeder kan efter omstændighederne være omfattet af § 230,
§ 232 eller § 235, stk. 1.
Ved lovændringen i 2000 (lov nr. 441 af 31. maj
2000) blev bestemmelsen i § 235, stk. 2, udvidet, idet det forhold,
at en person mod vederlag gør sig bekendt med de særlige former
for børnepornografisk materiale, der er nævnt i bestemmelsen,
tillige blev omfattet. Baggrunden herfor var, at betragtning af TV-billeder
(eksempelvis sendt via satellit) eller billeder, der overføres fra en
database til egen edb-skærm, ikke kan siges at være i
betragterens besiddelse, idet en besiddelse indebærer, at billedet skal
være lagret af vedkommende. Man fandt derfor, at besiddelsesbegrebet
var for snævert i forhold til den måde, som det via
informationsteknologien er muligt at anskaffe sig børnepornografisk
materiale. Kriminaliseringen af besiddelse blev således udvidet til
også at omfatte tilfælde, hvor en person selv om der ikke er
tale om egentlig besiddelse mod vederlag gør sig bekendt med
børnepornografiske fremstillinger. De mere
tilfældighedsprægede situationer, hvor internetbrugere kommer ind
på særlige områder, hvor der måtte være fri
adgang til børnepornografi, falder uden for bestemmelsen. Der henvises
til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7806. Strafferammen i
§ 235, stk. 2, blev ligeledes skærpet ved den anførte
lovændring, idet der blev indført mulighed for under
skærpende omstændigheder at idømme fængsel indtil 6
måneder for overtrædelse af bestemmelsen.
2.1.6.
Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 blev en
særskilt bestemmelse om menneskehandel indsat i straffelovens 26.
kapitel om forbrydelser mod den personlige frihed.
Denne bestemmelse (§ 262 a) kriminaliserer
menneskehandel som en selvstændig forbrydelse. Det fremgår af
bestemmelsen, at den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser
eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har
været anvendt ulovlig tvang efter § 260, frihedsberøvelse
efter § 261, trusler efter § 266, retsstridig fremkaldelse,
bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig
fremgangsmåde, straffes med fængsel indtil 8 år, når
handlingen er sket med henblik på udnyttelse af den
pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde,
slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer.
Hvis forurettede er en person under 18 år, kan der
efter § 262 a, stk. 2, straffes for menneskehandel, selv om der
ikke har været anvendt de i § 262 a, stk. 1, anførte
tvangsmidler. Det er ligeledes tilfældet, hvis gerningsmanden ved
ydelse af betaling eller anden fordel opnår et samtykke fra en person,
der har myndighed over forurettede, jf. stk. 2, nr. 2. Også i
disse tilfælde er strafferammen fængsel indtil 8 år.
2.1.7.
Danmark har ratificeret Haagerkonventionen
om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner af 29. maj 1993. Efter konventionens artikel 4 må en
international adoption kun finde sted, hvis der er givet samtykke hertil af
de personer, institutioner og myndigheder, som efter oprindelseslandets
lovgivning skal give et sådan samtykke. Afhængig af barnets alder
og modenhed skal også barnet give sit samtykke. Et samtykke skal bl.a.
afgives frivilligt og må ikke være fremkaldt mod betaling.
Disse regler er gennemført i dansk ret ved
adoptionslovens § 15, der blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997.
Efter denne bestemmelse kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal
afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen form
for modydelse, herunder for tabt arbejdsfortjeneste. Efter adoptionslovens
§ 31, stk. 1, jf. § 34, stk. 1, nr. 2, er det strafbart
for andre end godkendte private organisationer at formidle børn til
adoption.
2.1.8.
Efter retsplejelovens § 741 a,
stk. 1, skal retten ved en række voldsforbrydelser og
seksualforbrydelser efter anmodning beskikke en bistandsadvokat for den
forurettede.
Efter bestemmelsen kan retten dog afslå at beskikke
en bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig
karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart
unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er
tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller
en blufærdighedskrænkelse, hvor offeret nok kan være ilde
berørt, men ikke har været udsat for en væsentlig
krænkelse, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3171.
Bistandsadvokatens rolle er bl.a. at støtte ofret
under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved
opgørelsen af eventuelle erstatningskrav. Bistandsadvokaten har
således adgang til at overvære afhøringen af den
forurettede både hos politiet og i retten og ret til at stille
yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten skal
underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder, jf.
retsplejelovens § 741 c, stk. 1.
Bistandsadvokater har også adgang til at gøre
sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der
er rejst tiltale i sagen, har advokaten adgang til at gøre sig bekendt
med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf.
§ 741 c, stk. 2.
Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en
nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i
retten. Det er imidlertid i Justitsministeriets bemærkninger til
bestemmelsen forudsat, at det vil være rimeligt at give
bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en række
spørgsmål, f.eks. såfremt der opstår
spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om
afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller
lignende. Er der spørgsmål om erstatning til den forurettede,
varetager advokaten ofrets interesser i forbindelse med erstatningens
opgørelse, jf. Folketingstidende1996-97, tillæg A, s. 3171.
I bemærkningerne er det endvidere forudsat, at
bistandsadvokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager
under sagen, og advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om
skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, jf.
Folketingstidende 1996-97, a.st.
2.2. Tillægsprotokollen til FN’s
konvention om barnets rettigheder om salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi
FN’s Menneskerettighedskommission nedsatte i 1994 en
arbejdsgruppe, der fik til opgave at forhandle en tillægsprotokol til
FN’s børnekonvention af 20. maj 1989. FN’s Generalforsamling
vedtog herefter den 25. maj 2000 tillægsprotokollen om salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi. Danmark
undertegnede tillægsprotokollen den 7. september 2000.
Der udtrykkes i præamblen til
tillægsprotokollen betænkelighed ved den omfattende og stigende
internationale handel med børn med henblik på salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi samt
foruroligelse over den udbredte og vedvarende praksis med sexturisme, hvor
børn er særligt udsatte. Endvidere anføres det, at man
lettere vil kunne afskaffe disse overgreb mod børn, hvis der anvendes
en helhedsorienteret tilgang, og hvis der tages hånd om de medvirkende
faktorer, herunder underudvikling, fattigdom, økonomisk ulighed,
dårligt fungerende familier, manglende uddannelse mv.
Efter børnekonventionens artikel 1 forstås
ved et barn enhver person under 18 år, medmindre barnet bliver myndig
tidligere efter den lov, der gælder for barnet.
Tillægsprotokollen skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
Det fremgår af artikel 1 i
tillægsprotokollen, at deltagerstaterne forpligtes til at forbyde salg
af børn, børneprostitution og børnepornografi.
Af artikel 2 fremgår, at salg af børn
forstås som enhver handling eller transaktion, hvormed et barn
overdrages af en person eller persongruppe til en anden mod betaling eller
andet vederlag (a). Børneprostitution defineres som brugen af et barn
i forbindelse med seksuelle aktiviteter mod betaling eller vederlag (b), mens
børnepornografi omfatter enhver form for gengivelse (»any
representation«) af et barn involveret i en virkelig eller simuleret tydelig
seksuel aktivitet eller enhver form for gengivelse (»any representation«) af
et barns kønsdele af overvejende seksuelle årsager (c).
Efter artikel 3, stk. 1, forpligtes
deltagerstaterne til at sikre, at det som minimum, uanset om handlingen er
begået inden for eller på tværs af statens grænser,
er kriminaliseret
at udbyde, levere eller modtage et barn med henblik på seksuel
udnyttelse af barnet, overdragelse af barnets organer for vindings skyld
eller beskæftigelse af barnet med tvangsarbejde,
uretmæssigt som mellemmand at foranledige, at der gives
samtykke til adoption af et barn i strid med gældende internationale
retsakter om adoption,
at udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til
børneprostitution samt
at fremstille, videregive, udbrede, importere, eksportere, udbyde,
sælge eller besidde børnepornografi.
Efter artikel 3, stk. 2, skal forsøg og
medvirken ligeledes kunne straffes i den udstrækning, det i
øvrigt følger af national lovgivning.
Efter artikel 3, stk. 3, skal deltagerstaterne
sikre passende straffe for overtrædelser af ovennævnte
karakter.
Det følger af artikel 3, stk. 4, at
enhver deltagerstat under hensyn til national lovgivning skal sikre, at
juridiske personer kan ifalde ansvar strafferetligt, civilretligt eller
administrativt for overtrædelser af ovennævnte karakter.
Endvidere følger det af artikel 3,
stk. 5, at deltagerstaterne skal træffe passende retlige og
administrative forholdsregler for at sikre, at alle, der er involveret i
adoption af et barn, handler i overensstemmelse med gældende
internationale retsakter.
Artikel 4
indeholder bestemmelser om jurisdiktion
(straffemyndighed). Det følger således af stk. 1, at
det skal sikres, at en deltagerstat kan udøve jurisdiktion over
overtrædelser efter artikel 3, stk. 1, når
overtrædelserne begås på dens område eller om bord
på et skib eller luftfartøj, der er registreret i den
pågældende stat. Desuden fastsættes det i
stk. 2, at deltagerstaterne er berettigede men altså ikke
forpligtede til at kunne udøve jurisdiktion i andre tilfælde,
hvor lovovertræderen er statsborger eller har fast bopæl i den
pågældende stat. Artikel 4, stk. 3, bestemmer, at en
deltagerstat skal kunne udøve jurisdiktion i tilfælde, hvor
staten ikke udleverer en person til en anden deltagerstat, fordi vedkommende
er statsborger i førstnævnte stat.
Artikel 5
vedrører deltagerstaternes
forpligtelser med hensyn til udlevering for de handlinger, der er omfattet af
artikel 3, stk. 1. Efter artikel 5, stk. 1, skal de i
protokollen nævnte handlinger anses for omfattet af enhver allerede
eller senere indgået traktat mellem deltagerstaterne om udlevering.
Deltagerstater, der ikke gør udlevering betinget af en gensidig
traktat herom, skal anse lovovertrædelser omfattet af
tillægsprotokollen som overtrædelser, der kan medføre
udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der følger af
lovgivningen i den anmodede stat, jf. artikel 5, stk. 3. Efter
artikel 5, stk. 5, skal den anmodede stats kompetente myndigheder
vurdere sagen med henblik på eventuel overtagelse af
retsforfølgningen i tilfælde, hvor udlevering afslås,
fordi lovovertræderen er statsborger i den anmodede stat.
Efter artikel 6 skal deltagerstaterne yde hinanden
gensidig retshjælp i videst muligt omfang i forbindelse med sager
omfattet af tillægsprotokollen på grundlag af eksisterende
traktater om gensidig retshjælp eller national lovgivning.
Artikel 7
regulerer deltagerstaternes forpligtelser
med hensyn til beslaglæggelse og konfiskation af effekter, der har
været benyttet til at begå eller som gør det lettere at
begå lovovertrædelser omfattet af tillægsprotokollen.
Endvidere skal udbytte kunne beslaglægges og konfiskeres.
Deltagerstaterne forpligtes desuden til med forbehold af den nationale
lovgivning at træffe forholdsregler, der har til formål
midlertidigt eller permanent at lukke lokaler, der er benyttet til at
begå lovovertrædelser omfattet af tillægsprotokollen.
Artikel 8
omhandler forpligtelser for
deltagerstaterne til at vedtage passende forholdsregler med henblik på
i strafferetsplejen at anerkende sårbarheden hos ofre for
overtrædelser omfattet af protokollen, herunder at anerkende deres
særlige behov som vidner, at informere om deres rettigheder, at tillade
fremlæggelse af deres synspunkter og behov samt at sikre
tilstrækkelige støtteforanstaltninger gennem hele retsprocessen.
Endvidere anføres det i artikel 8, at det i relevante tilfælde
skal være muligt at beskytte ofrenes privatliv og identitet samt at
rehabilitere ofrene. Endelig fremgår det, at deltagerstaterne skal
træffe forholdsregler for at sikre en passende uddannelse for de
personer, der arbejder med ofrene.
Efter artikel 9 skal deltagerstaterne vedtage og
gennemføre eller styrke lovgivning, administrative regler, social
initiativer mv., der har til formål at forebygge overtrædelser
omfattet af tillægsprotokollen. Af artikel 9, stk. 3,
fremgår det, at deltagerstaterne skal sikre tilstrækkelig bistand
til ofre for forbrydelser omfattet af tillægsprotokollens
anvendelsesområde, ligesom det skal sikres, at ofrene har adgang til at
kræve skadeserstatning af overtræderen, jf. stk. 4.
Endelig anføres det i stk. 5, at annoncering for de i
protokollen beskrevne forbrydelser skal forbydes.
Artikel 10
vedrører internationalt
samarbejde om forebyggelse, afsløring, efterforskning og
strafforfølgning. Også samarbejdet om efterfølgende
støtte til ofrene skal styrkes, ligesom det fremgår, at
deltagerstaterne er forpligtede til at arbejde på at
imødegå de grundlæggende årsager til børns
sårbarhed over for at blive udsat for seksuelle overgreb
årsager som fattigdom og underudvikling.
Af artikel 11 fremgår det, at protokollen
alene indeholder minimumsstandarder.
Artikel 12
fastsætter, at deltagerstaterne
inden 2 år fra protokollens ikrafttræden i den
pågældende stat skal indsende en beretning om implementeringens
gennemførelse til Komitéen vedrørende Barnets
Rettigheder.
Artikel 13-17
indeholder bestemmelser om
undertegnelse, ratifikation mv.
2.3. Forslag til rammeafgørelse om
bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt
børnepornografi
Kommissionen forelagde den 22. januar 2001 et forslag til
rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af
børn samt børnepornografi. Retsgrundlaget for forslaget er
artikel 29, artikel 31, litra e, og artikel 34, stk. 2, i Traktaten om
Den Europæiske Union (TEU).
Forslaget til rammeafgørelse, der er opnået
politisk enighed om i EU, er optaget som bilag 2 til lovforslaget. Det
bemærkes i den forbindelse, at den endelige sproglige udformning af
forslaget til rammeafgørelse og den endelige nummerering af de enkelte
bestemmelser i forslaget til rammeafgørelse afventer en nærmere
juridisk-sproglig gennemgang forud for vedtagelsen af
rammeafgørelsen.
Rammeafgørelsens formål er at sikre en
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bekæmpelse af
seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.
Artikel 1
indeholder en række definitioner.
Det fremgår således af artikel 1, litra a, at udtrykket »barn«
omfatter enhver person under 18 år. Af litra b fremgår det, at
»børnepornografi« omfatter pornografisk materiale, der visuelt
afbilder eller forestiller et virkeligt barn, der er involveret eller
deltager i eksplicit seksuel adfærd, herunder pirrende fremstilling af
barnets kønsorganer eller pubesområde. Endvidere omfatter
udtrykket pornografisk materiale, der visuelt afbilder eller forestiller en
virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret eller deltager
i den ovennævnte adfærd, samt realistiske billeder af et ikke
eksisterende barn, der er involveret eller deltager i ovennævnte
adfærd (»fiktiv børnepornografisk materiale«).
Artikel 2
indeholder medlemsstaternes forpligtelser
med hensyn til, hvilke forsætlige handlinger vedrørende seksuel
udnyttelse af børn der skal være strafbare. Det fastsættes
således i artikel 2, litra a, at det skal være strafbart at
tvinge et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografisk
optræden eller drage fordel heraf eller på anden måde
udnytte et barn til sådanne formål.
Herudover forpligtes medlemsstaterne efter artikel 2,
litra b, til at gøre det strafbart at hverve et barn til prostitution
eller til at deltage i pornografisk optræden. Danmark har i forbindelse
med forhandlingerne afgivet en forklarende erklæring om, at
»pornografisk optræden« skal forstås som det i straffeloven
anvendte udtryk »kønslig usædelighed«.
Efter artikel 2, litra c, skal det være strafbart at
tage del i seksuel omgang med et barn, der er opnået ved brug af tvang,
magt eller trusler, ved betaling som modydelse eller ved misbrug af en
anerkendt tillidsposition, myndighed eller indflydelse i forhold til
barnet.
Artikel 3
indeholder medlemsstaternes forpligtelser
med hensyn til, hvilke forsætlige handlinger vedrørende
børnepornografi der skal være strafbare. Efter artikel 3,
stk. 1, litra a-c, skal medlemsstaterne kriminalisere produktion,
distribution, transmission, udbydelse eller anden udbredelse af
børnepornografi. Medlemsstaterne skal endvidere efter artikel 3,
stk. 1, litra d, kriminalisere anskaffelse og besiddelse af
børnepornografi.
Efter artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaterne undtage
de i artikel 3 nævnte handlinger for strafansvar i tilfælde, hvor
den person, der fremstår som et barn, faktisk var 18 år eller
derover på tidspunktet for afbildningen. Medlemsstaterne kan endvidere
undtage produktion til eget brug og besiddelse fra strafansvar, når den
afbildede person er over den seksuelle lavalder og har givet sit samtykke. Et
samtykke kan efter forslaget til rammeafgørelse ikke anses for
gyldigt, hvis det er opnået ved misbrug af eksempelvis højere
alder, stilling, status, større modenhed, erfaring eller ofrets
afhængighed af lovovertræderen.
Endelig kan medlemsstaterne undtage produktion og
besiddelse af »fiktiv børnepornografi« fra strafansvar, når det
pornografiske materiale produceres og besiddes udelukkende til eget brug.
Det følger af artikel 4, at medlemsstaterne
skal kriminalisere medvirken til de i artikel 2 og 3 opregnede
lovovertrædelser samt forsøg på de i artikel 2 og 3,
stk. 1, litra a og b, nævnte lovovertrædelser.
Artikel 5
indeholder bestemmelser om sanktioner og
skærpende omstændigheder. Det fremgår af artikel 5,
stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at der for overtrædelser
omfattet af artikel 2 (seksuel udnyttelse af børn), 3
(børnepornografi) og 4 (forsøg og medvirken) kan idømmes
fængsel i mindst 1 til 3 år.
Efter artikel 5, stk. 2, litra a, skal
menneskehandel, hvor der har været anvendt tvang, og voldtægt mv.
kunne straffes med fængsel i mindst 5 til 10 år.
Artikel 5, stk. 2, litra b, opregner en række
omstændigheder, der i forbindelse med fastsættelsen af
strafferammen skal betragtes som skærpende. Det drejer sig om
handlinger, der er omfattet af den fælles aktion af 21. december 1998
om deltagelse i en kriminel organisation (EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1).
Herudover drejer det sig om handlinger, der er begået på en
sådan måde, at de børn, der er ofre for den strafbare
handling, er blevet udsat for livsfare, grov vold eller er blevet alvorligt
skadet. Ifølge forslaget til rammeafgørelse skal
medlemsstaterne sikre, at menneskehandel med henblik på udnyttelse af
barnet ved kønslig usædelighed, hvor en af disse skærpende
omstændigheder foreligger, kan medføre frihedsstraf med en
strafferamme på 5 til 10 år.
Efter artikel 5, stk. 2, litra c, skal
medlemsstaterne sikre, at menneskehandel, hvor der drages fordel af
udnyttelsen af barnet ved kønslig usædelighed, seksuel
udnyttelse mod betaling eller ved misbrug af myndighed mv. samt udbredelse af
børnepornografi, kan medføre frihedsstraf med en strafferamme
på 5 til 10 år, når forurettede er under den seksuelle
lavalder og mindst én af de øvrige skærpende
omstændigheder i øvrigt foreligger.
Efter artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre,
at personer, der er blevet dømt for overtrædelser omfattet af
forslaget til rammeafgørelse, kan forbydes at udøve
aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn. Ifølge
artikel 5, stk. 4, kan medlemsstaterne for overtrædelser
vedrørende fiktiv børnepornografi fastsætte andre
sanktioner, herunder ikke-strafferetlige sanktioner.
Artikel 6
indeholder nærmere regler for
juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til
at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de
handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang
handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er
begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af
et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for
den juridiske person.
Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at
juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks.
utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har
gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons
myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.
Efter artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at der
overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er
effektive, proportionelle og har afskrækkende virkning, herunder
bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige
ydelser eller tilskud og forbud mod at udøve kommerciel
virksomhed.
Efter artikel 8 skal medlemsstaterne sikre, at de
har straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt
eller delvist på medlemsstatens område (stk. 1, litra a),
gerningsmanden er statsborger i medlemsstaten (stk. 1, litra b), eller
lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der
har hjemsted på medlemsstatens område (stk. 1, litra c). De
to sidstnævnte jurisdiktionsformer er dog ikke pligtmæssige, idet
medlemsstaterne kan meddele Rådets Generalsekretariat, i hvilket omfang
de skal gælde for den pågældende medlemsstat, jf. artikel
8, stk. 2.
Artikel 8, stk. 3, bestemmer, at en medlemsstat, der
ikke udleverer egne statsborgere, skal træffe de nødvendige
foranstaltninger med henblik på at sikre, at den har straffemyndighed i
tilfælde, hvor lovovertrædelser omfattet af
EU-rammeafgørelsen bliver begået af en af dens egne statsborgere
uden for den pågældende medlemsstats territorium. For så
vidt angår de i artikel 3 nævnte lovovertrædelser
(produktion, udbredelse mv. af børnepornografi) fremgår det af
artikel 8, stk. 5, at en lovovertrædelse begået ved
hjælp af et edb-system skal anses for at være begået
på territoriet i den medlemsstat, hvorfra lovovertræderen har
opnået adgang til edb-systemet, uanset om selve edb-systemet befinder
sig i denne medlemsstat eller ej.
Efter artikel 8, stk. 6, forpligtes medlemsstaterne
til at muliggøre retsforfølgning af i det mindste de groveste
af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 (menneskehandel,
seksuel udnyttelse mv.), efter at offeret har nået
myndighedsalderen.
Artikel 9
forpligter medlemsstaterne til at sikre,
at efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser omfattet
af rammeafgørelsen ikke afhænger af, at offeret indgiver en
anmeldelse eller klage. Endvidere fremgår det, at børn, der er
ofre for menneskehandel eller anden seksuel udnyttelse, bør betragtes
som særligt udsatte ofre, og at der skal træffes foranstaltninger
for at sikre passende hjælp til ofrets familie.
Det fremgår af artikel 10, at EU’s fælles
aktion af 24. februar 1997 om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel
udnyttelse af børn ophæves ved rammeafgørelsen.
Artikel 11
indeholder et krav om, at
medlemsstaterne skal opfylde rammeafgørelsens forpligtelser inden en
nærmere angivet dato. Da forslaget endnu ikke er vedtaget, er denne
dato ikke fastlagt endeligt.
2.4. Europarådets konvention om
IT-kriminalitet
Europarådets Ministerkomité besluttede i
februar 1997 at nedsætte en arbejdsgruppe om kriminalitet i cyber-space
(PC-CY) under Europarådets Styringskomité for Strafferet (CDPC).
Arbejdsgruppen havde til formål at udarbejde et udkast til en
international konvention om IT-kriminalitet, der skal indeholde forslag til
strafferetlige og processuelle regler på området, herunder regler
om internationalt samarbejde.
Konventionen blev vedtaget af Ministerkomitéen den
8. november 2001 og åbnet for undertegnelse den 23. november 2001 ved
en konference i Budapest, Ungarn.
Artikel 9
i konventionen vedrører
børnepornografi.
Bestemmelsen indeholder i stk. 1 en
forpligtelse til at kriminalisere fremstilling af børnepornografisk
materiale med forsæt til udbredelse ved hjælp af et
computersystem (litra a). Bestemmelsen indeholder endvidere en
forpligtelse til at gøre det strafbart at udbyde eller gøre
børnepornografisk materiale tilgængeligt ved hjælp af et
computersystem (litra b), ligesom det skal være strafbart at
distribuere eller overføre (litra c), skaffe sig selv eller
andre (litra d) og at besidde (litra e)
børnepornografisk materiale ved hjælp at et computersystem.
Efter artikel 9, stk. 2, forstås ved
børnepornografi en visuel gengivelse af en mindreårig (litra
a) eller en person, der fremtræder som mindreårig (litra
b), såfremt vedkommende deltager i klart seksuelle handlinger.
Endvidere forstås ved børnepornografi realistiske billeder, der
forestiller en mindreårig involveret i klart seksuelle handlinger
(fiktiv børnepornografi) (litra c).
Efter artikel 9, stk. 3, omfatter udtrykket
»mindreårige« alle personer under 18 år. Bestemmelsen indeholder
en adgang for de kontraherende parter til at fastsætte en lavere
aldersgrænse, der dog ikke må være lavere end 16
år.
Artikel 9, stk. 4
, indeholder en adgang for
parterne til at tage forbehold om, at det ikke skal være strafbart at
besidde eller anskaffe børnepornografisk materiale til sig selv eller
andre, jf. artikel 9, stk. 1, litra d og e. Endvidere kan parterne
undlade at lade fiktiv børnepornografi og gengivelser af personer over
18 år, der fremtræder som mindreårige, jf. artikel 9,
stk. 2, litra b og c, være omfattet af definitionen på
børnepornografisk materiale.
Danmark har endnu ikke undertegnet Europarådets
konvention om IT-kriminalitet. Justitsministeriet overvejer således for
tiden, i hvilket omfang konventionen der også indeholder en
række bestemmelser om andet end børnepornografi vil
kræve lovændringer.
2.5. Justitsministeriets overvejelser
Alvoren af den krænkelse, som børn
udsættes for ved seksuel udnyttelse mv., har i de senere år bl.a.
ført til en række internationale initiativer heriblandt
FN-tillægsprotokollen om salg af børn, børneprostitution
og børnepornografi samt forslaget til EU-rammeafgørelse om
bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi.
Såvel tillægsprotokollen som forslaget til
EU-rammeafgørelse indeholder en række forpligtelser for de
deltagende stater, særligt med hensyn til at kriminalisere forskellige
former for udnyttelse af børn. Det samme er tilfældet med
Europarådets konvention om IT-kriminalitet.
2.5.1. Salg af børn og udnyttelse af
børn ved prostitution mv.
2.5.1.1
. FN-tillægsprotokollen forpligter som
omtalt i pkt. 2.2. de deltagende stater til at kriminalisere salg af
børn, der sker med henblik på at udnytte barnet seksuelt, at
overdrage barnets organer for vindings skyld eller for at beskæftige
barnet med tvangsarbejde. Det følger desuden af artikel 3,
stk. 1, litra b, i tillægsprotokollen, at det skal forbydes at
»udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til
børneprostitution«.
Også forslaget til EU-rammeafgørelse
pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at kriminalisere
udnyttelse af børn ved prostitution eller »seksuelle aktiviteter«,
herunder pornografisk optræden, voldtægt mv., jf. artikel 2.
Efter artikel 2, litra c (ii), skal det således være strafbart at
deltage i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre
former for godtgørelse eller vederlag som modydelse for, at barnet
deltager i aktiviteterne.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk lovgivning
som udgangspunkt allerede opfylder de nævnte krav.
Salg af børn, seksuel udnyttelse af børn og
bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution mv. vil således i dag
kunne straffes efter bl.a. straffelovens § 216 (voldtægt),
§ 222 (samleje med et barn under 15 år), § 228 (rufferi),
§ 229 (mellemmand i forbindelse med prostitution), § 230
(produktion med pornomodeller under 18 år) og § 262 a
(menneskehandel).
2.5.1.2.
Efter straffelovens § 223 a straffes
den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt
eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen finder således
anvendelse, hvis den unge ernærer sig helt eller delvist ved
prostitution, og hvis der ydes betaling eller gives løfte om betaling.
Som omtalt ovenfor i pkt. 2.1. skal der være tale om en mere
regelmæssig virksomhed med levering af seksuelle ydelser mod betaling
eller løfte herom. Hvor den pågældende person under 18
år i enkeltstående tilfælde har modtaget betaling for et
samleje eller lignende, vil forholdet således ikke være omfattet
af § 223 a.
Efter forslaget til EU-rammeafgørelsen er
medlemsstaterne forpligtede til at kriminalisere ethvert tilfælde, hvor
der er tale om samleje mv. med en person under 18 år mod betaling. Det
bemærkes, at der i overensstemmelse med gældende ret ikke
nødvendigvis skal være tale om betaling af et pengebeløb,
men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge. Det er uden
betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, som betaler.
På den baggrund foreslås det at ændre
straffelovens § 223 a, således at det bliver strafbart som kunde
mod betaling eller løfte om betaling at have samleje (eller anden
kønslig omgængelse, jf. § 224) med en person under 18
år, også selv om der er tale om enkeltstående
tilfælde af prostitution altså hvor personen under 18 år
ikke ernærer sig ved prostitution.
For at være omfattet af § 223 a skal den
person, som har samleje med den mindreårige, ligesom efter den
gældende bestemmelse kunne karakteriseres som kunde. Samlejet med den
mindreårige skal således være opnået mod betaling
eller løfte om betaling.
Udtrykket »kunde« indeholder en vis begrænsning af
det strafbare område. Betaler en person, som har seksuelt samkvem med
en person under 18 år, f.eks. for den mindreåriges bolig, mad,
tøj mv., vil den pågældende normalt ikke af den grund
kunne karakteriseres som »kunde«, jf. Justitsministeriets bemærkninger
til forslaget om indførelse af § 223 a (Folketingstidende
1998-99, tillæg A, s. 937). En konkret vurdering af sagens
omstændigheder i øvrigt kan dog naturligvis føre til, at
den pågældende må karakteriseres som »kunde«.
Ved vurderingen af om der er tale om et »kundeforhold«,
vil det tillige kunne indgå under hvilke omstændigheder, aftalen
indgås, eksempelvis om aftalen om et seksuelt forhold etableres
på gaden, på et værtshus eller en bar eller lignende
umiddelbart efter parternes møde, og om forholdet er begrænset
til den seksuelle kontakt, uden at parterne i øvrigt omgås.
2.5.2. Adoption
Efter artikel 3, stk. 1, litra a (ii), i
FN-tillægsprotokollen skal det være strafbart » som mellemmand
utilbørligt at formå nogen til at give samtykke til adoption i
strid med internationale rets-instrumenter om adoption«. Denne formulering
skal sammenholdes med indledningsordene i artikel 3, stk. 1, litra a,
hvorefter der er pligt til at kriminalisere de opregnede forhold »inden for
rammerne af begrebet salg af børn som defineret i artikel 2«. Efter
artikel 2 omfatter begrebet salg af børn enhver handling eller handel,
hvorved et barn overdrages af enhver person eller gruppe af personer til en
anden mod vederlag eller enhver anden form for modydelse.
Visse grovere tilfælde omfattet af formuleringen
»utilbørligt at formå nogen til at give samtykke« må
antages at kunne straffes efter straffelovens § 260, f.eks. hvis et
samtykke til adoption er opnået ved vold eller trusler om vold. Det
må imidlertid antages, at tillægsprotokollen også
indebærer en forpligtelse til at kriminalisere det forhold, at en
mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.
Det følger af adoptionslovens § 15, at hvis
der er ydet vederlag eller anden form for modydelse, herunder betaling for
tabt arbejdsfortjeneste, til nogen, som skal give samtykke til en adoption,
kan adoptionen ikke meddeles. Ifølge § 15, 2. pkt., kan
statsamtet afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle
oplysninger til afklaring af, om der er ydet eller modtaget vederlag mv.
Ydelse af vederlag for at opnå samtykke til adoption
har imidlertid alene den civilretlige virkning, at statsamtet skal
nægte at meddele adoptionsbevilling. Det er derimod ikke strafbart at
yde et sådant vederlag.
Tillægsprotokollens artikel 3, stk. 1, litra a
(ii), omfatter kun vederlag, der ydes af en mellemmand. Det skal
således ikke være strafbart, hvis vederlaget ydes af en person,
der selv ønsker at adoptere.
Ifølge adoptionslovens § 31 må bistand
til at formidle kontakt mellem personer, der ønsker at adoptere, og et
barn med henblik på adoption eller til at gennemføre en adoption
(adoptionshjælp) kun ydes af private, hvis de har Justitsministeriets
tilladelse hertil efter adoptionslovens § 30. Juridisk bistand og
lignende i forbindelse med henvendelse til myndigheder og fremskaffelse af
oplysninger, som kræves af myndighederne, er dog undtaget fra kravet om
tilladelse, jf. § 31, stk. 2. For tiden har to private
organisationer DanAdopt og Adoption Center tilladelse til at formidle
adoption af udenlandske børn. Overtrædelse af dette forbud mod
at yde adoptionshjælp uden tilladelse straffes efter § 34,
stk. 1, nr. 2, med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
Selve det at optræde som mellemmand i forbindelse
med en adoption er således allerede i dag strafbart, medmindre der er
tale om en organisation, der har tilladelse til at yde adoptionshjælp.
Det må imidlertid antages, at tillægsprotokollens artikel 3,
stk. 1, litra a (ii), indebærer en pligt til selvstændigt at
kriminalisere det forhold, at en mellemmand yder vederlag for at opnå
samtykke til adoption.
Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt
stykke i adoptionslovens § 34, hvorefter den, der som mellemmand yder
vederlag til nogen, der skal samtykke til en adoption, straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder.
2.5.3. Børnepornografisk
materiale
2.5.3.1.
Efter artikel 3, stk. 1, litra c, i
FN-tillægsprotokollen skal de deltagende stater kriminalisere
fremstilling, videregivelse, udbredelse, import, eksport, udbud, salg og
besiddelse af enhver gengivelse af et barn (en person under 18 år)
involveret i en virkelig eller simuleret tydelig seksuel aktivitet samt
enhver form for gengivelse af et barns kønsdele af overvejende
seksuelle årsager.
Endvidere følger det af artikel 3 i forslaget til
EU-rammeafgørelse, at produktion, distribution, spredning,
overførsel, udbydelse og anskaffelse eller besiddelse af
børnepornografi skal forbydes. Børnepornografi skal her
forstås som materiale, hvor en person under 18 år eller en
person, der ser ud til at være under 18 år, er involveret i eller
deltager i seksuel adfærd. Omfattet er desuden realistiske billeder af
et ikke-eksisterende barn, der er involveret i seksuel adfærd (fiktiv
børnepornografi).
Efter artikel 9 i konventionen om IT-kriminalitet skal
fremstilling med forsæt til udbredelse via et computersystem samt
besiddelse og overførsel mv. af børnepornografisk materiale
være strafbar. Børnepornografi defineres som visuel gengivelse
af en person, som deltager i klart seksuelle handlinger, hvis personen er
under 18 år eller fremtræder som yngre end 18 år.
Realistiske billeder, der forestiller en person under 18 år involveret
i klart seksuelle handlinger, er ligeledes omfattet.
Nedenfor i pkt. 2.5.3.2.-2.5.3.5. omtales, hvilke
ændringer af straffelovens § 235, stk. 1, om udbredelse af
børnepornografisk materiale der foreslås gennemført som
følge af tillægsprotokollen, forslaget til
EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet.
I forlængelse heraf omtales det i pkt. 2.5.3.6.,
hvilke ændringer der på baggrund af de nævnte
internationale forpligtelser foreslås gennemført i straffelovens
§ 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk
materiale.
2.5.3.2.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at
udtrykket »utugtige« i straffelovens § 235, stk. 1 (og i
§ 230), lever op til de nævnte forpligtelser med hensyn til det
pornografiske indhold af fotografier mv. Udtrykket omfatter således
som det er omtalt i pkt. 2.1. om gældende ret bl.a. situationer
omfattet af straffelovens §§ 222, 224 eller 225 (samleje eller anden
kønslig omgængelse end samleje) samt andre situationer, hvor
vedkommende deltager i kønsligt forhold, eller hvor der over for
vedkommende må antages at være foretaget en groft krænkende
handling, f.eks. ved at anvende den pågældende som model for
fotografering af kønsdele eller af seksuelt prægede
berøringer.
2.5.3.3.
Den eksisterende bestemmelse i
straffelovens § 235, stk. 1, omfatter utugtige fotografier, film
eller lignende af »børn«, hvilket skal forstås som personer,
hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under 15 år.
Danmark vil med ratifikation af tillægsprotokollen
og vedtagelse af EU-rammeafgørelsen blive forpligtet til i
straffelovens § 235, stk. 1, i stedet at indføre en fast
aldersgrænse, således at bestemmelsen i straffelovens § 235,
stk. 1, fremover udvides til at beskytte alle personer under 18
år. Justitsministeriet foreslår derfor, at ordet »børn« i
straffelovens § 235, stk. 1, erstattes med ordene »personer under
18 år«.
Udtrykket »personer under 18 år« vil ikke omfatte
personer, der fremstår som yngre end 18 år, men som faktisk er
fyldt 18 år. Justitsministeriet finder ikke, at de beskyttelseshensyn,
der ligger bag bestemmelsen i § 235 om børnepornografi, i
tilstrækkelig grad kan begrunde kriminalisering af disse
tilfælde, hvor der er tale om pornografisk materiale, som forestiller
personer, der faktisk er over 18 år. Det bemærkes herved, at
sådanne tilfælde ikke er omfattet af kriminaliseringskravet i
tillægsprotokollen og forslaget til EU-rammeafgørelse. Danmark
agter således ved ratifikationen af konventionen om IT-kriminalitet at
tage et forbehold, der angår tilfælde af denne karakter.
På samme måde som det efter den gældende
formulering af § 235 er afgørende for strafbarheden, om den
pågældende på billedet fremtræder som et »barn«, vil
det med den foreslåede formulering af bestemmelsen i tilfælde,
hvor identiteten og alderen på den pågældende person er
ukendt være afgørende for strafbarheden, om den
pågældende fremtræder som yngre end 18 år i det
børnepornografiske materiale. I praksis vil det formentlig i det helt
overvejende antal tilfælde være umuligt at fremskaffe konkrete
oplysninger om den afbildede persons faktiske identitet og alder. Foreligger
der imidlertid konkrete oplysninger om, at personen er over 18 år, vil
forholdet ikke være omfattet af bestemmelsen.
2.5.3.4.
Både tillægsprotokollen,
forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet
indeholder en forpligtelse til at kriminalisere såkaldt »fiktiv«
børnepornografi (»gengivelse af virkelig eller simuleret eksplicit
seksuel aktivitet« og »realistiske billeder af et ikke-eksisterende
barn«).
Straffelovens § 235, stk. 1, er i sin
gældende udformning begrænset til fotografier, film og lignende
(herunder videooptagelser), hvorimod f.eks. tegninger og billeder frembragt
ved hjælp af edb (såkaldt computergenerede billeder), som ikke
afbilder et virkeligt samleje eller anden kønslig omgængelse end
samleje, falder uden for bestemmelsen.
Forud for ændringen af § 235 ved lov nr. 441 af
31. maj 2000 (se pkt. 2.1.4. ovenfor) overvejede udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget), om også
computerskabte fremstillinger eller lignende fremstillinger burde være
omfattet af den strafferetlige regulering. Udvalget fandt dog, at hensynet
til beskyttelse af børn mod misbrug ikke nødvendiggør,
at sådanne fremstillinger omfattes af reguleringen. Der henvises til
betænkning nr. 1377/1999 og Folketingstidende 1999-2000, tillæg
A, s. 7801-7802 og 7805.
På baggrund af tillægsprotokollens,
EU-rammeafgørelsens og konventionen om IT-kriminalitets definitioner
af børnepornografi kan den nugældende retstilstand på
dette punkt ikke opretholdes. Det bemærkes i den forbindelse
også, at den tekniske udvikling i dag gør det muligt at lave
meget realistiske billeder med et pornografisk indhold, uden at personerne
på billederne har deltaget i produktionen endsige er virkelige.
Det foreslås derfor, at § 235, stk. 1,
formuleres således, at bestemmelsen tillige omfatter andre utugtige
»gengivelser« end fotografier, film og lignende. »Gengivelser« vil
således udover fotografier, film eller lignende omfatte forhold,
hvor der er tale om en fiktiv afbildning.
Der vil med den foreslåede formulering skulle
foreligge en realistisk afbildning, jf. udtrykket »gengivelse«. Bestemmelsen
vil derfor alene omfatte fiktive fremstillinger, der fremtræder
på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier
og lignende. Eksempelvis vil et computergeneret billede, der bortset fra det
fiktive motiv har fuld lighed med et fotografi, være omfattet. Modsat
vil malerier, håndtegninger mv., der ikke fremtræder som
identiske med faktiske afbildninger, falde uden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Som følge heraf vil tegnede eller malede
fremstillinger, som eksempelvis findes på oldtidens græske vaser,
ikke være omfattet af bestemmelsen. Det kan endvidere bemærkes,
at materiale, der kan anses for legitimeret ved sin kunstneriske værdi,
som hidtil efter en konkret vurdering vil kunne falde uden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Bestemmelsen er, som det fremgår, begrænset
til visuelle gengivelser med et børnepornografisk indhold, hvilket
svarer til forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om
IT-kriminalitet. Den foreslåede udvidelse af § 235 om
børnepornografi omfatter således ikke litterære
gengivelser mv., dvs. materiale, hvor det utugtige indhold alene gengives i
skriftform.
På den baggrund agter Danmark ved ratifikation af
tillægsprotokollen at afgive en præciserende erklæring om,
at man anser udtrykket »enhver gengivelse« i tillægsprotokollen for
alene at omfatte »visuel gengivelse«. Det kan i den forbindelse oplyses, at
Sverige ved sin undertegnelse af tillægsprotokollen har afgivet en
tilsvarende erklæring.
2.5.3.5.
De handlinger, der ifølge
tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og
konventionen om IT-kriminalitet skal kriminaliseres, er bl.a. fremstilling,
videregivelse, import, eksport, udbud, salg, distribution, spredning og
transmission af børnepornografisk materiale.
Det foreslås, at der i § 235, stk. 1,
anvendes udtrykket »udbredelse« som en samlet betegnelse for handlinger af
denne karakter. Udtrykket »udbredelse« omfatter såvel
erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig udbredelse. Det svarer til
den gældende § 235, stk. 1.
Imidlertid vil den ændrede affattelse af
bestemmelsen indebære, at ikke-erhvervsmæssig udbredelse fremover
vil være omfattet af § 235, stk. 1, selv om videregivelsen af
det børnepornografiske materiale ikke sker til en videre kreds, jf.
herved pkt. 2.1.4. ovenfor. I dag er sådanne tilfælde alene
omfattet af § 235, stk. 2, om besiddelse af
børnepornografi.
Fremstilling af fiktiv børnepornografisk materiale
med forsæt til at udbrede materialet vil skulle straffes efter
§ 235, stk. 1, mens produktion af pornografiske fotografier mv. af
børn under 18 år fortsat straffes efter § 230.
2.5.3.6.
Som det fremgår af pkt. 2.1.5., er
det i dag efter straffelovens § 235, stk. 2, strafbart at besidde
(eller mod vederlag gøre sig bekendt med) visse grovere former for
børnepornografi.
Det følger af det, der er anført ovenfor om
tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og
konventionen om IT-kriminalitet, at Danmark vil være forpligtet til at
kriminalisere besiddelse af enhver form for pornografisk materiale, der
gengiver personer under 18 år herunder også såkaldt
fiktiv børnepornografi.
På den baggrund foreslås det i § 235,
stk. 2, at indsætte samme formulering som i forslaget til
ændret affattelse af stk. 1, således at bestemmelsen udvides
til at omfatte besiddelse af »utugtige fotografier, film, andre visuelle
gengivelser eller lignende af personer under 18 år«, jf. pkt. 2.5.3.3.
og 2.5.3.4. ovenfor.
Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at
tilfælde, hvor vedkommende afbildede person på tidspunktet for
afbildningen er over den seksuelle lavalder på 15 år og har givet
sit frivillige samtykke (direkte eller implicit) til besiddelsen af billedet,
bør være undtaget fra det strafbare område. Hvorvidt der
foreligger et sådant samtykke vil afhænge af en samlet vurdering
af den pågældendes intellektuelle udviklingstrin samt
omstændighederne i øvrigt, herunder om samtykket er opnået
ved misbrug af for eksempel en på alder og erfaring beroende
overlegenhed. Et samtykke vil således kunne meddeles til, at en
kæreste mv. til en pige på eksempelvis 17 år besidder et
billede af hende, selv om billedet kan karakteriseres som utugtigt. Derimod
vil det have formodningen imod sig, at der er meddelt et frivilligt samtykke
til besiddelse hos en person, som den afbildede person har en fjernere
tilknytning til.
Undtagelsen vil alene omfatte »billeder«, hvormed menes
fotografier, malerier mv. Film og lignende er derimod ikke omfattet af
undtagelsen.
I overensstemmelse med det anførte er det efter
forslaget til EU-rammeafgørelsen muligt at undtage fremstilling og den
efterfølgende besiddelse af pornografiske billeder fra kriminalisering
i tilfælde, hvor den afbildede person er over den seksuelle lavalder og
har givet samtykke, jf. artikel 3, stk. 2, litra b. En tilsvarende
undtagelsesmulighed findes ikke i tillægsprotokollen, og Danmark agter
derfor i forbindelse med ratifikation af tillægsprotokollen at afgive
en erklæring om, at besiddelse af billeder, der forestiller en person
over 15 år, som har givet samtykke til besiddelsen af billedet, ikke
vil blive anset for omfattet af pligten til kriminalisering.
2.5.4. Strafferammer
2.5.4.1.
Som det fremgår af pkt. 2.3.,
indeholder forslaget til EU-rammeafgørelse i artikel 5 forpligtelser,
der angår de nationale strafferammer for seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi.
Artikel 5 indeholder dels minimumskrav til de nationale
strafferammers maksimumsstraffe for overtrædelser omfattet af
rammeafgørelsen (stk. 1), dels krav til skærpede
strafferammer ved visse grovere former for overtrædelser (stk. 2
og 3).
Således skal medlemsstaterne efter artikel 5,
stk. 1, sikre, at der for overtrædelser omfattet af artikel 2
(seksuel udnyttelse af børn), 3 (børnepornografi) og 4
(forsøg og medvirken) kan idømmes fængsel i mindst 1 til
3 år.
For så vidt angår seksuel udnyttelse af
børn som defineret i rammeafgørelsens artikel 2 opfyldes denne
forpligtelse ved strafferammerne i straffelovens § 216 (voldtægt),
§ 219 (institutionsansats samleje med person optaget i institutionen),
§ 220 (udnyttelse af afhængighed), § 222 (samleje med et barn
under 15 år), § 223 (samleje med adoptivbarn mv.) § 228
(rufferi), § 230 (produktion med pornomodeller under 18 år),
§ 223 a (kunde hos prostitueret under 18 år) og § 262 a
(menneskehandel).
Overtrædelser omfattet af artikel 3 om
børnepornografi straffes for så vidt angår producenten
efter straffelovens § 230, hvorefter den, der anvender unge under 18
år som modeller i forbindelse med optagelse af utugtige fotografier,
film eller lignende med forsæt til at udbrede materialet, straffes med
fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med
bøde. Endvidere straffes efter § 235, stk. 1, udbredelse af
børnepornografisk materiale med bøde eller fængsel indtil
2 år. Straffen for den, der besidder eller mod vederlag gør sig
bekendt med børnepornografisk materiale, er efter straffelovens
§ 235, stk. 2, bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.
Danmark er med forslaget til EU-rammeafgørelse
forpligtet til at sikre, at besiddelse af børnepornografisk materiale
kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Det foreslås
derfor, at strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2,
forhøjes til fængsel indtil 1 år, hvilket efter
Justitsministeriets opfattelse tillige i højere grad vil afspejle
samfundets afstandtagen til den form for adfærd, der medvirker til at
øge eller opretholde efterspørgslen på materiale, hvor
sårbare børn og unge er blevet krænket i forbindelse med
tilblivelsen heraf.
Med den foreslåede forhøjelse af
strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2, er det
Justitsministeriets vurdering, at Danmark opfylder forpligtelsen i
rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1.
2.5.4.2.
Menneskehandel og seksuel udnyttelse af et
barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, skal efter
artikel 5, stk. 2, litra a, kunne straffes med fængsel i
mindst 5 til 10 år. Dette er opfyldt med strafferammerne i § 262 a
(menneskehandel), § 216 (voldtægt) og § 222 (samleje med et
barn under 15 år).
2.5.4.3.
Ifølge artikel 5, stk. 2,
litra b, skal medlemsstaterne endvidere sikre, at menneskehandel med
henblik på udnyttelse af barnet ved kønslig usædelighed,
hvor en af de i rammeafgørelse nærmere angivne skærpede
omstændigheder foreligger, herunder hvis barnet har været bragt i
livsfare, eller hvis der har været anvendt grov vold, kan
medføre frihedsstraf med en strafferamme på 5 til 10
år.
Ligeledes skal medlemsstaterne efter artikel 5,
stk. 2, litra c, sikre, at menneskehandel, hvor der drages fordel af
udnyttelsen af barnet ved kønslig usædelighed, seksuel
udnyttelse mod betaling eller ved misbrug af myndighed mv., kan
medføre frihedsstraf med en strafferamme på 5 til 10 år,
når forurettede er under den seksuelle lavalder og mindst én af
de skærpende omstændigheder tillige foreligger.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at Danmark
også opfylder disse strafferammekrav. Der vil således kunne
straffes for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216
(voldtægt), § 222 (samleje med et barn under 15 år) eller
§ 262 a (menneskehandel). Endvidere vil der i tilfælde omfattet af
artikel 5, stk. 2, litra b og c, kunne foreligge en samtidig
overtrædelse af straffelovens § 245 (grov vold), § 249
(uagtsom betydelig legemsbeskadigelse) eller § 252, stk. 1
(fareforvoldelse). Der kan derfor straffes for overtrædelse af disse
bestemmelser samtidig med, at der straffes for eksempelvis overtrædelse
af §§ 228 og 229 (rufferi mv.), § 222 (samleje med et barn under 15
år) eller § 223 a (kunde hos prostitueret under 18 år).
2.5.4.4.
Forslaget til rammeafgørelsens
artikel 5, stk. 2, litra c, forpligter, som det fremgår af
pkt. 2.3., hver medlemsstat til at træffe de nødvendige
foranstaltninger til at sikre, at produktion, udbredelse mv. af
børnepornografisk materiale kan straffes med fængsel i mindst 5
til 10 år, når der er tale om et barn under den seksuelle
lavalder og barnets liv udsættes for fare, der anvendes grov vold,
barnet forvoldes alvorlig skade, eller forholdet er begået inden for
rammerne af en kriminel organisation.
Det foreslås derfor at forhøje strafferammen
i § 235, stk. 1, til fængsel indtil 6 år, hvis der
foreligger skærpende omstændigheder. Herudover foreslås det
at tilføje et nyt pkt., der angiver eksempler på forhold, som
taler i skærpende retning. Som skærpende omstændigheder
anses således navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes
for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig
skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller
organiseret karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det
foreslåede nye pkt. på dette punkt går videre end forslaget
til rammeafgørelsen, idet det foreslås, at det forhold, at
barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at der
forvoldes barnet alvorlig skade, eller at der er tale om udbredelse af mere
systematisk eller organiseret karakter, altid skal betragtes som en
skærpende omstændighed, uanset om der er tale om et barn under
den seksuelle lavalder.
Der er ikke tale om en udtømmende opregning af
omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således
kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal
omfattes af den skærpede strafferamme. Har barnet været udsat for
trusler eller særlig ydmygende eller fornedrende handlinger kan dette
ligeledes medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede
strafferamme.
Det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af
børn i erhvervsmæssigt øjemed vil hermed tillige efter
Justitsministeriets opfattelse blive styrket. En tilsvarende
forhøjelse af strafferammen under skærpende omstændigheder
foreslås indsat i § 230.
Hvorvidt optagelserne eller udbredelsen mv. skønnes
at være af mere systematisk eller organiseret karakter vil
afhænge af en konkret vurdering, hvor bl.a. omfanget af produktionen og
udbredelsen vil kunne indgå.
Med de foreslåede forhøjelser af
strafferammerne i § 230 og § 235, stk. 1, vurderer
Justitsministeriet, at Danmark opfylder forpligtelsen i
rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, litra c. Det bemærkes i
den forbindelse, at der, hvis der samtidig med en overtrædelse af
§ 230 eller § 235, stk. 1, foreligger en overtrædelse af
straffelovens § 245, § 249 eller § 252, stk. 1, kan
straffes for begge overtrædelser.
2.5.4.5.
De foreslåede forhøjede
strafferammer er en følge af forpligtelserne efter
rammeafgørelsens artikel 5. Strafferammeforhøjelserne giver
domstolene mulighed for i højere grad at graduere
strafudmålingen, navnlig i sager om optagelse og udbredelse af
børnepornografisk materiale af mere systematisk eller organiseret
karakter, hvor barnet har været udsat for fare eller grov vold, eller
hvor der forvoldes barnet alvorlig skade.
2.5.5. Øvrige forpligtelser
Tillægsprotokollen indeholder som anført i
pkt. 2.2. ovenfor bestemmelser om ansvar for juridiske personer (artikel 3,
stk. 4). Endvidere indeholder forslaget til EU-rammeafgørelse
bestemmelser herom (artikel 6 og 7). Disse forpligtelser må efter
Justitsministeriets opfattelse anses for opfyldt med straffelovens § 306
om juridiske personers strafansvar.
Det følger af artikel 5, stk. 3, i forslaget
til EU-rammeafgørelse, at medlemsstaterne skal sikre, at en person,
der er blevet dømt for en overtrædelse omfattet af
rammeafgørelsen, midlertidigt eller permanent kan forhindres i at
udøve aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn, hvis
det er relevant. Det er Justitsministeriets vurdering, at dette er opfyldt
ved reglerne i bl.a. straffelovens § 79, stk. 1 (frakendelse af
retten til at udøve virksomhed) og § 236 (pålæg givet
ved dom for seksualforbrydelse).
Som det blev anført i pkt. 2.2. forpligter
tillægsprotokollen deltagerstaterne til at kunne udøve
jurisdiktion (straffemyndighed) i tilfælde, hvor en overtrædelse,
som er omfattet af tillægsprotokollen, er begået på
vedkommende deltagerstats område eller på det skib eller
luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat.
Denne forpligtelse svarer til, hvad der følger af straffelovens
§ 6.
Herudover fremgår det af artikel 8 i forslaget til
EU-rammeafgørelse, at en medlemsstat desuden skal sikre, at den har
straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået til fordel
for en juridisk person, der har hjemsted på medlemsstatens
område, eller når gerningsmanden er statsborger i medlemsstaten.
Danmark agter i den forbindelse i medfør af rammeafgørelsens
artikel 8, stk. 2, at afgive en erklæring om, at Danmark i de i
artikel 8, stk. 1, litra b, omhandlede tilfælde (egne
statsborgere) betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er
strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået
(dobbelt strafbarhed).
Justitsministeriet har overvejet, om forbeholdsadgangen i
artikel 8, stk. 2, også bør udnyttes for så vidt
angår de i artikel 8, stk. 1, litra c, omhandlede tilfælde
(til fordel for juridiske personer med hjemsted i medlemsstaten), da disse
tilfælde synes at omfatte forhold, der kun har en meget begrænset
tilknytning til Danmark. Ved gennemførelse i dansk ret af EU’s
rammeafgørelse om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik
på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt
ulovligt ophold og af EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af
handel med mennesker (lov nr. 380 af 6. juni 2002) er et sådant
forbehold taget over for tilsvarende jurisdiktionsbestemmelser i de
pågældende rammeafgørelser.
Det kan desuden oplyses, at Justitsministeriet har nedsat
et jurisdiktionsudvalg, som skal foretage en generel gennemgang af
straffelovens bestemmelser om jurisdiktion (straffemyndighed).
På den baggrund har Justitsministeriet på
nuværende tidspunkt fundet det rigtigst, at der tages et forbehold over
for den nævnte jurisdiktionsbestemmelse i artikel 8, stk. 1, litra
c. Det indebærer, at straffelovens § 8, stk. 5, ikke vil
kunne anvendes på forhold, der er omfattet af artikel 8, stk. 1,
litra c. Om der i øvrigt måtte være dansk straffemyndighed
med hensyn til sådanne forhold, vil bero på de øvrige
jurisdiktionsbestemmelser i straffelovens §§ 6-9.
Bestemmelsen i tillægsprotokollens artikel 4,
stk. 3, hvorefter en deltagerstat skal kunne udøve jurisdiktion
(straffemyndighed) i tilfælde, hvor staten ikke udleverer en person til
en anden deltagerstat, fordi vedkommende er statsborger i
førstnævnte stat, rækker efter Justitsministeriets
opfattelse ikke videre end, hvad der følger af straffelovens § 7,
stk. 1, nr. 2. Det skyldes, at bestemmelsen i tillægsprotokollen
i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse i straffelovens § 7
må forstås således, at den deltagerstat, som ikke
udleverer en egen statsborger til en anden deltagerstat, alene er forpligtet
til at udøve jurisdiktion, hvis det pågældende forhold
også er strafbart i den anden deltagerstat, hvor forholdet er
begået. Det krav, der opstilles til EU-medlemsstaterne i artikel 8,
stk. 5, i forslaget til rammeafgørelse med hensyn til at sikre
straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelser omfattet af
EU-rammeafgørelsen bliver begået af en af medlemsstatens egne
statsborgere uden for den pågældende medlemsstats territorium, er
sammenfaldende med Danmarks forpligtelser efter den europæiske
konvention fra 1957 om udlevering af lovovertrædere, jf.
bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963 (Lovtidende C) og
konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4499).
Tillægsprotokollens artikel 5 om udlevering for
handlinger omfattet af tillægsprotokollen må anses for opfyldt
ved den gældende udleveringslovgivning. Der kan således efter
udleveringslovens § 2 ske udlevering til strafforfølgning af
danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, hvis den
pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare
handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes,
og handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6
måneder, eller hvis handlingen efter dansk ret kan medføre
højere straf end fængsel i 4 år. Endvidere kan
justitsministeren på grundlag af en overenskomst fastsætte, at
danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i en anden
stat, eller træffe beslutning om udlevering til strafforfølgning
i en anden stat, når betingelserne i § 2, stk. 2 og 3, er
opfyldt.
Efter § 2 a kan der ske udlevering af
udlændinge til andre EU-medlemsstater for handlinger, der efter dansk
ret kan medføre fængsel i mindst 6 måneder. Til stater,
der ikke er medlem af EU, kan udlevering ske for handlinger, der efter dansk
ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. I tilfælde,
hvor handlingen efter dansk ret kan medføre en kortere frihedsstraf,
kan udlevering ske, hvis der er overenskomst herom med den stat, der anmoder
om udlevering.
Det bemærkes, at regeringen i indeværende
folketingsår forventer at fremsætte et lovforslag om
ændring af udleveringsloven med det formål at gennemføre
en EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og
udleveringsprocedurerne mellem medlemsstater i Den Europæiske Union.
Rammeafgørelsen har til hensigt at indføre et princip om
gensidig anerkendelse ved udlevering af arresterede personer mellem
EU-medlemsstater med henblik på at smidiggøre og effektivisere
udleveringsprocedurerne. Lovforslaget vil derfor indeholde en udvidelse af
adgangen til at udlevere personer fra Danmark til andre EU-medlemsstater.
Efter artikel 8, stk. 6, i rammeafgørelsen
skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der muliggør
retsforfølgning af de groveste overtrædelser omfattet af artikel
2 i rammeafgørelsen (menneskehandel, seksuel udnyttelse mv.), efter at
barnet har nået myndighedsalderen.
Efter straffelovens § 94, stk. 4, regnes
forældelsesfristen i sager om overtrædelse af bl.a. straffelovens
§ 216 (voldtægt), § 222 (samleje med et barn under 15
år) og § 223 (samleje med adoptivbarn mv.) tidligst fra den dag,
den forurettede fylder 18 år, jf. pkt. 2.1.
Som det fremgår ovenfor af pkt. 2.5.1., omfatter
artikel 2 også forhold, der efter dansk ret vil være omfattet af
straffelovens § 262 a om menneskehandel. Den udvidede
forældelsesfrist i § 94, stk. 4, omfatter imidlertid ikke
sager om menneskehandel, hvor et barn er offer. Det er Justitsministeriets
opfattelse, at hensynene bag den udvidede forældelsesfrist tillige
gør sig gældende i sager, hvor en person under 18 år er
offer for menneskehandel med henblik på udnyttelse ved kønslig
usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller
fjernelse af organer.
Justitsministeriet finder derfor, at den udvidede
forældelsesfrist efter § 94, stk. 4, tillige bør
omfatte menneskehandel, hvor et barn er offer. Det foreslås derfor, at
der i § 94, stk. 4, 1. pkt., indsættes en henvisning til
§ 262 a, stk. 2.
Det er herefter Justitsministeriets opfattelse, at
forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 6, er
opfyldt.
2.5.6. Bistandsadvokater
Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1.8. skal retten ved en
række seksualforbrydelser og voldsforbrydelser beskikke en
bistandsadvokat for den forurettede, hvis den pågældende
begærer det.
Baggrunden herfor er bl.a., at der af psykologiske og
praktiske grunde kan være behov for, at den forurettede får
bistand til opgørelse af et eventuelt erstatningskrav, således
at erstatningsopgørelsen og udbetalingen ikke trækker
længere ud end nødvendigt. Endvidere kan det for nogle
forurettede være af stor betydning at blive forberedt på
afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med
mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden
tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller
referat/navneforbud, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes
stilling i voldtægts- og voldssager, s. 159-60.
I betænkningen s. 40-41 anføres det
endvidere, at der i sager om seksualforbrydelser skal ske en afhøring,
der bl.a. omfatter spørgsmålet om den forurettedes eventuelle
frivillige medvirken til et seksuelt forhold. Under en sådan belastende
afhøring kan der være et særligt behov for
advokatbistand.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan tilsvarende
forhold gøre sig gældende i sager om menneskehandel efter
straffelovens § 262 a, hvor der bl.a. kan have været tale om
udnyttelse af den pågældende ved kønslig
usædelighed, eller hvor der har været anvendt ulovlig tvang efter
straffelovens § 260 eller frihedsberøvelse efter § 261. Det
bemærkes i den forbindelse, at der med den nuværende affattelse
af retsplejelovens § 741 a kan ske beskikkelse af en bistandsadvokat i
sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 260 og
261.
Det foreslås derfor, at det også i sager om
overtrædelse af straffelovens § 262 a bliver hovedreglen, at et
offer efter anmodning skal have beskikket en bistandsadvokat.
Ligesom ved volds- og seksualforbrydelser foreslås
det, at retten i mindre alvorlige sager skal kunne afslå en
begæring om advokatbeskikkelse, når advokatbistand er
åbenbart unødvendig.
3. Gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn mv.
I september 2002 afgav Justitsministeriets arbejdsgruppe
om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn
betænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn.
Ud over forslag om indsættelse af tre nye
bestemmelser i retsplejeloven om videoafhøring af børn mv.
behandler arbejdsgruppen i betænkningen en række
spørgsmål vedrørende varetagelse af barnets interesser i
relation til retsplejelovens regler om bl.a. vidnefritagelse og den praktiske
gennemførelse af videoafhøringen af barnet. Overvejelser af
denne karakter er ikke medtaget i det foreliggende lovforslag, der er
begrænset til arbejdsgruppens forslag til ændringer i
retsplejeloven.
3.1. Gældende ret
3.1.1
. Efter retsplejelovens § 731 skal en
forsvarer beskikkes for sigtede i en række nærmere angivne
situationer, hvis sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den
valgte forsvarer udebliver. Der skal i disse tilfælde eksempelvis ske
forsvarerbeskikkelse, når sigtede fremstilles for retten med henblik
på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelse,
når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner,
når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af
domsmænd, og når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver
spørgsmål om højere straf end bøde.
Bestemmelsen omhandler således den såkaldte
obligatoriske forsvarerbeskikkelse, hvor sigtede hvis han ikke har valgt en
forsvarer har krav på, at en forsvarer beskikkes ham. Det
følger dog af § 731, stk. 2, at beskikkelse, når
tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde, og i det i § 922, stk. 4,
(tilståelsessag efter sigtedes og anklagerens samtykke) nævnte
tilfælde, kun sker efter sigtedes begæring.
Efter retsplejelovens § 732 kan der i andre end de i
§ 731 nævnte tilfælde, såvel før som efter at
tiltale er rejst, ske beskikkelse af en offentlig forsvarer for den, der er
sigtet, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller
omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og
sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer. Det følger
af § 732, stk. 2, at begæring om beskikkelse kan
fremsættes af såvel sigtede som af politiet.
Retsplejeloven indeholder derimod ikke hjemmel til at
beskikke en forsvarer for en person, der ikke er sigtet.
3.1.2.
Det følger af retsplejelovens
§ 745, stk. 3, at politiet, hvis der skal foretages en
afhøring eller et andet efterforskningsskridt af lignende betydning,
som kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen,
skal underrette forsvareren herom, således at forsvareren får
lejlighed til at overvære det pågældende
efterforskningsskridt. En videoafhøring af et barn i forbindelse med
en sag om seksuelt misbrug kan være et efterforskningsskridt omfattet
af § 745, stk. 3, hvis videoafhøringen kan formodes at ville
finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 243 af 8. juni 1978.
Baggrunden herfor var, at sådanne efterforskningsskridt må
sidestilles med anticiperet bevisførelse, jf. § 747, og at
forsvareren derfor må have adgang til under bevisets optagelse at
varetage den mistænktes/sigtedes interesser. Sigtede selv har ikke en
tilsvarende ret til at være til stede, medmindre han deltager i
gennemførelsen af efterforskningshandlingen. Der henvises til
Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2337-2486 samt til
betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv.
Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede,
eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der
kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes, jf.
§ 745, stk. 3. Forsvareren skal uden ophold underrettes om det
foretagne. Efter § 745, stk. 4, kan reglen i stk. 3 fraviges,
hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens
opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det
påkrævet.
Hvis der ikke, før videoafhøring af barnet
har fundet sted, er grundlag for at sigte den, der er mistænkt i sagen,
eller sigtelse ikke har været mulig, fordi den mulige gerningsmands
identitet endnu er ukendt, kan der efter gældende ret, jf. ovenfor pkt.
3.1.1., ikke ske beskikkelse af en forsvarer.
Politiet har i praksis ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn tilkaldt en advokat fra kredsen af beneficerede advokater, som under
en videoafhøring af et barn kan varetage den mistænktes eller
endnu ukendte gerningsmands interesser.
3.1.3.
En arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter for politi og anklagemyndighed samt en speciallæge
i børnesygdomme afgav i maj 1995 en beretning om videoafhøring
af børn. Det anbefales heri, at videoafhøringer anvendes,
når barnet er 12 år eller derunder. Endvidere peges der på,
at barnets udvikling eller psykiske tilstand som følge af overgrebet
kan tilsige, at der bør anvendes videoafhøring, selv om barnet
er ældre end 12 år. Tilsvarende fremgår af Rigsadvokatens
retningslinjer for videoafhøringer af børn i
sædelighedssager, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2001 af 17.
december 2001.
I beretningen lægges det endvidere til grund, at den
eventuelle mistænkte eller sigtede i sager om seksuelle overgreb mod
børn ikke har krav på at overvære videoafhøringen
af barnet i et tilstødende lokale, men at den pågældendes
interesser varetages af den beskikkede forsvarer, der er til stede under
afhøringen, jf. også ovenfor pkt. 3.1.2. om retsplejelovens
§ 745, stk. 3.
På denne baggrund og ud fra et hensyn til barnet var
det indtil marts 2000 praksis, at den, der var mistænkt eller sigtet
for seksuelt misbrug af et barn, ikke havde krav på at overvære
politiets videoafhøring af barnet.
3.1.4.
Den 16. marts 2000 afsagde Højesteret
imidlertid kendelse i 2 sager vedrørende spørgsmålet om,
hvorvidt den, der er mistænkt eller sigtet for seksuelt misbrug af et
barn, skal have adgang til at overvære politiets afhøring af
barnet.
I den ene sag (sag nr. 9/2000) afviste byretten ved
kendelse af 26. oktober 1999 at tillade, at de i sagen to sigtede personer
kunne overvære videoafhøringen af de involverede børn.
Vestre Landsret traf ved kendelse af 30. november 1999 bestemmelse om, at de
sigtede kunne overvære videoafhøringerne af børnene fra
monitorrummet. Procesbevillingsnævnet meddelte anklagemyndigheden
tilladelse til at indbringe Vestre Landsrets kendelse for Højesteret.
Højesteret stadfæstede ved kendelse af 16. marts 2000
landsrettens afgørelse. Højesterets kendelse er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1326.
Højesteret udtalte blandt andet
følgende:
»Den fulgte praksis med hensyn til videooptagelse af politiets
afhøringer af børn i sædelighedssager har til
formål dels at sikre bevis så hurtigt som muligt, dels at
skåne børnene for afhøringer i retten. Den
omstændighed, at videooptagelsen under en eventuel domsforhandling skal
anvendes som bevis og således skal træde i stedet for en
afhøring af barnet i retten, taler for, at videoafhøringerne i
videst muligt omfang sker under iagttagelse af retssikkerhedsmæssige
garantier svarende til dem, der gælder for indenretlige
afhøringer. En adgang for den mistænkte eller sigtede til at
være til stede i et andet lokale (monitorrummet) og derfra via
tv-skærm overvære afhøringen vil tilgodese et
retssikkerhedsmæssigt hensyn, idet det herved kan sikres, at
forsvareren er i stand til gennem den afhørende kriminalassistent
at stille relevante supplerende spørgsmål. Herved vil man
samtidig også i barnets interesse kunne mindske behovet for
genafhøring. Der er ikke af anklagemyndigheden anført
væsentlige hensyn, som taler imod, at der i almindelighed gives den
mistænkte eller sigtede adgang til at være til stede i
monitorrummet under afhøringen af barnet. Uanset ordlyden af og
forarbejderne til retsplejelovens § 745, stk. 3, finder
Højesteret herefter, at den mistænkte eller sigtede som
udgangspunkt bør have en sådan adgang til at følge
afhøringen.
Da der ikke er oplyst omstændigheder, som kan
begrunde, at udgangspunktet bør fraviges i den foreliggende sag,
tiltræder Højesteret, at det tillades indkærede at
være til stede i et monitorrum under videoafhøring af
børnene.«
I den anden sag (sag nr. 589/1999) havde den beskikkede
forsvarer under byrettens behandling af sagen anmodet om, at den
mistænkte fik tilladelse til sammen med forsvareren at overvære
videoafhøringen af den mistænktes datter. Byretten bestemte ved
kendelse af 26. juli 1999, at den mistænkte skulle underrettes om
videoafhøringen, og at han var berettiget til fra et
tilstødende lokale sammen med forsvareren at overvære
afhøringen af datteren via en tv-skærm. Anklagemyndigheden
kærede byrettens kendelse. Ved Østre Landsrets kendelse af 20.
september 1999 fandt landsretten, at den mistænkte ikke var berettiget
til at overvære afhøringen af datteren fra et tilstødende
lokale. Procesbevillingsnævnet meddelte den mistænkte tilladelse
til at indbringe Østre Landsrets kendelse for Højesteret. Ved
kendelse afsagt den 16. marts 2000 stadfæstede Højesteret
byrettens kendelse.
Kendelserne medførte en ændring af den
hidtidige praksis ved videoafhøring af børn, således at
mistænkte/sigtede nu som udgangspunkt har adgang til sammen med sin
forsvarer at overvære videoafhøringen af barnet fra et
monitorrum.
3.1.5.
I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2001 af
17. december 2001 om videoafhøring af børn i
sædelighedssager anføres det i punkt 7.2, at den
mistænkte/sigtede som følge af Højesterets kendelser skal
have lejlighed til at være til stede under videoafhøringen af
barnet. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor den
mistænkte endnu ikke er identificeret. Det fremgår endvidere, at
afhøringen kan gennemføres uden den mistænktes/sigtedes
tilstedeværelse i de tilfælde, som kan sidestilles med de i
retsplejelovens § 745, stk. 3, 4. pkt., nævnte forhold
vedrørende forsvareren, det vil sige i tilfælde, hvor der er
tale om forhør af et barn, som ikke kan opsættes, og hvor den
mistænkte eller sigtede ikke har mulighed for at komme til stede, eller
hvor det ikke er muligt for politiet at give den mistænkte/sigtede
meddelelse om afhøringen.
Endelig anføres det, at det må være
muligt at fravige udgangspunktet om den mistænktes/sigtedes
tilstedeværelse i de tilfælde, der er nævnt i
retsplejelovens § 745, stk. 4, det vil sige, når det efter en
konkret vurdering i den foreliggende sag må lægges til grund, at
hensynet til efterforskningen eller tredjemand undtagelsesvis gør det
påkrævet, at reglerne i stk. 3 fraviges. Den i sagen
beskikkede forsvarer eller af politiet tilkaldte advokat må i så
fald underrettes herom.
Modsætter forsvareren sig herefter, at
afhøringen gennemføres uden den mistænktes/sigtedes
tilstedeværelse, kan der eventuelt være grundlag for at indbringe
spørgsmålet for retten i medfør af retsplejelovens
§ 746.
3.1.6.
Princippet om bevisumiddelbarhed
indebærer, at bevisførelsen skal ske umiddelbart for den
dømmende ret, og at den skal finde sted under domsforhandlingen.
Dette princip er fraveget i retsplejelovens § 877,
stk. 2, idet det heraf fremgår, at en række dokumenter og
aktstykker under domsforhandlingen kan benyttes som bevismidler og bliver da
at oplæse. Det fremgår således af § 877, stk. 2,
nr. 3, at tilførsler til retsbøger om vidner eller syns- og
skønsmænds forklaringer kan benyttes som bevismidler under
domsforhandlingen, hvis de pågældende eksempelvis er
afhørt ved en anden ret end den, ved hvilken sagen behandles, eller de
er afhørt, uden at tiltalte har været til stede på grund
af udeblivelse.
§ 877, stk. 3, omfatter alle andre berettende
dokumenter og aktstykker, herunder bl.a. politirapporter. Udgangspunktet
efter bestemmelsen er, at sådanne berettende dokumenter og aktstykker
ikke må finde anvendelse som bevismiddel. Retten kan dog undtagelsesvis
give tilladelse hertil.
Videooptagelser af politiets afhøring af
børn er ikke omfattet af ordlyden i § 877, stk. 3, men
domstolene har i praksis henført sådanne optagelser under denne
bestemmelse, hvilket bl.a. fremgår forudsætningsvist af
Højesterets kendelser af 16. marts 2000.
Det vil bero på en konkret vurdering, om retten vil
tillade dokumentation af en videoafhøring af børn under
domsforhandlingen. Det må antages, at bl.a. barnets alder og
mistænktes/sigtedes adgang til at overvære afhøringen i et
tilstødende lokale vil indgå i denne vurdering.
3.2. Retstilstanden i andre lande
3.2.1.
Hovedreglen i Norge er, at
vidneafhøring af børn under 14 år foretages af en dommer
uden for retsmøde. Afhøringen optages på video, og
optagelsen afspilles under domsforhandlingen. Afhøringen af barnet
skal som udgangspunkt foretages inden 2 uger efter politiets modtagelse af en
anmeldelse om strafbart forhold.
Dommeren vil som udgangspunkt tilkalde en »særlig
beskikket person« til at foretage afhøringen af barnet, men kan efter
en konkret vurdering beslutte selv at foretage afhøringen.
Forsvareren skal som hovedregel varsles om
afhøringen af barnet og have lejlighed til at være til stede ved
afhøringen i et tilstødende lokale. Hvis
efterforskningsmæssige eller andre tungtvejende hensyn taler imod
forsvarerens tilstedeværelse, kan afhøringen foretages uden
forsvarerens tilstedeværelse. Afhøringen af barnet vil dog i
denne situation ikke kunne anvendes som bevis under domsforhandlingen, da
sigtede ikke har haft lejlighed til at stille spørgsmål til
barnet via forsvareren. Sigtede har derimod ikke krav på at blive
underrettet om afhøringen og har heller ikke ret til at være til
stede under afhøringen.
3.2.2.
I Sverige optages afhøringer
af børn under 15 år på video. Forsvareren overværer
afhøringen fra et særligt monitorrum. Den
mistænkte/sigtede kan ikke overvære afhøringen af barnet,
men har efterfølgende mulighed for (inden for nogle uger) sammen med
forsvareren at gennemse videoen og for at stille spørgsmål til
barnet ved en fornyet afhøring. De svenske domstole har godkendt, at
videoafhøringen kan afspilles under domsforhandlingen.
3.2.3.
Afhøring af et barn vil ligeledes i
Finland som udgangspunkt blive optaget på video. Forsvareren
underrettes om afhøringen og har, da han har adgang til at være
til stede, mulighed for at stille spørgsmål til barnet gennem
den afhørende polititjenestemand. Den mistænkte/sigtede har
derimod ikke adgang til at overvære afhøringen. Videooptagelsen
og udskriften heraf tilstilles efterfølgende den
mistænkte/sigtede og forsvareren, der kan anmode om genafhøring
af barnet. De finske domstole har i praksis godkendt, at en videooptagelse af
et barn kan anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen, når
tiltalte har haft adgang til at stille spørgsmål til barnet.
Der behandles for tiden et lovforslag i det finske
parlament om bl.a. afhøring af børn. Dette lovforslag vil bl.a.
medføre, at den mistænkte/sigtede skal have adgang til at
overvære afhøringen af barnet.
3.2.4.
Den islandske retsplejelov indeholder
en bestemmelse om, at forurettede under 18 år i en sædelighedssag
skal afhøres indenretligt. Afhøringen, der optages på
video, finder sted i særligt indrettede lokaler. Forsvareren har adgang
til at overvære afhøringen af barnet fra et tilstødende
lokale. Sigtede har ligeledes ret til at overvære afhøringen fra
det tilstødende lokale, medmindre dommeren finder, at hans
tilstedeværelse kan være til byrde for barnet eller kan have
indflydelse på barnets forklaring. Forsvareren og sigtede kan stille
spørgsmål til barnet gennem dommeren eller den sagkyndige
person, der foretager afhøringen.
Hvis sigtede og dennes forsvarer ikke har overværet
afhøringen, vil optagelsen snarest muligt blive afspillet for dem i et
retsmøde.
Den islandske retsplejelov indeholder en generel
bestemmelse om, at indenretlige forklaringer afgivet af forurettede under
efterforskningen kan anvendes som bevis samt en speciel bestemmelse om, at
forurettede børn under 18 år i sædelighedssager ikke
bør give møde i retten under domsforhandlingen, medmindre
dommeren finder særlig anledning hertil. Udgangspunktet er
således, at barnet ikke skal give møde under domsforhandlingen.
Optagelsen af afhøringen afspilles under domsforhandlingen, og
udskrift af barnets forklaring fremlægges.
3.2.5.
I sager om seksuelt misbrug af et barn er
det retstilstanden i Holland, at afhøring af et barn, der er
mellem 4 og 12 år, optages på video. Er barnet derimod over 12
år, vil afhøringerne som udgangspunkt alene blive optaget
på lydbånd.
Den sigtede har kun adgang til at gøre sig bekendt
med de forklaringer, som måtte være afgivet under sagens
efterforskning, hvis der er sikkerhed for, at den pågældende ikke
kan komme i kontakt med eller på anden måde har mulighed for at
påvirke barnet. Den sigtedes forsvarer har derimod adgang til at
gøre sig bekendt med de forklaringer, der er afgivet under
efterforskningen, når politi- og anklagemyndighed har besluttet at
indlede retsforfølgning i sagen.
Hvis den sigtede og forsvareren herefter ønsker, at
der foretages en fornyet afhøring af barnet, må der under et
indledende retsmøde fremsættes anmodning herom. Hvis
anklagemyndigheden modsætter sig, at der foretages en fornyet
afhøring, træffer retten afgørelse om
spørgsmålet.
Under domsforhandlingen kan det forurettede barn, hvis det
anses for at være forsvarligt, indkaldes til at afgive vidneforklaring
i retten. Hvis der skal foretages en indenretlig afhøring af barnet,
træffer retten i de fleste tilfælde bestemmelse om, at den
tiltalte ikke må være til stede i retslokalet under
afhøringen af barnet.
Hvis det ikke kan anses for forsvarligt at afhøre
barnet indenretligt, kan en udskrift af barnets forklaring fremlægges
som bevis i sagen.
3.2.6.
I England kan videoafhøringer
anvendes i sædelighedssager, når forurettede er under 17
år. Hvis forurettede, inden domsforhandlingen finder sted, fylder 17
år, kan en videoafhøring, der er foretaget inden forurettede
fyldte 17 år, fortsat anvendes under domsforhandlingen forudsat, at
forurettede på dette tidspunkt ikke er fyldt 18 år.
Videoafhøringer af børn i
sædelighedssager foretages almindeligvis to gange. Den første
afhøring foretages i stedet for politiets sædvanlige
afhøring af et vidne til politirapport. Hvis anklagemyndigheden
beslutter at indlede en egentlig retsforfølgning i sagen, har
forsvaret krav på at foretage en modafhøring af barnet, som i
sædelighedssager ligeledes vil kunne optages på video,
således at barnet ikke skal deltage i en modafhøring i retten
under domsforhandlingen. Anklagemyndighedens eventuelle supplerende
afhøring herefter kan ligeledes ske ved en videoafhøring.
Ved afhøring af børn i
sædelighedssager har dommeren, forsvareren og anklageren krav på
at være til stede i afhøringslokalet eller eventuelt
overvære afhøringen via en monitor eller tv-link, idet det er en
forudsætning, at de skal kunne se og høre barnet samt kunne
kommunikere med den person, som foretager afhøringen.
Mistænkte/sigtede har derimod ikke krav på at
overvære politiets afhøring af barnet, som almindeligvis vil
være hovedafhøringen af barnet. Den mistænkte/sigtede har
derimod krav på at overvære den afhøring af barnet, som
sker efter anmodning fra den mistænkte/sigtede og forsvareren, og hvor
den mistænkte/sigtede og forsvareren har adgang til at få stillet
spørgsmål til barnet. Den mistænkte/sigtede har ikke krav
på at overvære afhøringen af barnet i selve
afhøringslokalet, men kan overvære afhøringen via en
monitor eller tv-link. Den mistænkte/sigtede skal under
afhøringen af barnet have mulighed for at kommunikere med sin
forsvarer.
Videoafhøringer af børn i sædeligheds-
og voldssager kan efter engelsk ret som altovervejende udgangspunkt anvendes
som bevismiddel med samme værdi som en vidneforklaring afgivet
umiddelbart for den dømmende ret. Retten kan imidlertid, hvor
retssikkerhedsmæssige hensyn taler imod anvendelse af en
videoafhøring, bestemme, at videoafhøringen ikke kan anvendes
som bevis under domsforhandlingen. Det vil navnlig være
omstændighederne i forbindelse med foretagelsen af
videoafhøringen, som vil have betydning for rettens vurdering af, om
anvendelsen af denne som bevis under sagen er retssikkerhedsmæssig
betænkelig. Hvis retten finder, at det kun er dele af
videoafhøringen, som er retssikkerhedsmæssig betænkelig,
kan den bestemme, at videoafhøringen kan anvendes i redigeret
form.
3.3. Arbejdsgruppens overvejelser
3.3.1. Generelle overvejelser om afhøring af børn
Arbejdsgruppen har overvejet forskellige modeller for,
hvordan afhøring af børn i straffesager om seksuelt misbrug af
børn bør gennemføres.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt
udgangspunktet i dansk ret om, at bevisførelsen, herunder
afhøringen af vidner, skal ske umiddelbart for den dømmende
ret, bør finde anvendelse også i sager, hvor børn skal
afhøres om seksuelle overgreb. Endvidere har arbejdsgruppen overvejet
en model, hvorefter afhøringen af barnet foretages indenretligt efter
retsplejelovens § 747 om anticiperet bevisførelse eller
indenretlig afhøring med anvendelse af video. Endelig har
arbejdsgruppen overvejet muligheden for udenretlig videoafhøring af
barnet, hvorefter videooptagelsen afspilles under en eventuel
domsforhandling. Der henvises herom til betænkningen s. 90-94.
Arbejdsgruppen har vurderet, at afhøring af
børn bør ske i form af en udenretlig videoafhøring af
barnet. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at
afhøringen må forventes at kunne gennemføres hurtigere,
og at udenretlige videoafhøringer af børn har været
anvendt i praksis gennem en længere årrække, uden at dette
har givet anledning til bemærkninger om, at der bør medvirke en
dommer under afhøringen.
Arbejdsgruppen finder ligeledes, at den eksisterende
praksis om, at videoafhøringer som udgangspunkt kun anvendes i sager,
hvor barnet på afhøringstidspunktet er 12 år eller
derunder, bør fortsættes.
Endvidere vurderer arbejdsgruppen, at
videoafhøringer efter omstændighederne bør kunne anvendes
ved afhøring af børn som vidner i andre sagstyper som f.eks.
drabs- og voldssager, således som dette allerede forekommer i praksis.
Arbejdsgruppen har dog samtidig fundet, at der af retssikkerhedsmæssige
hensyn bør opstilles nærmere betingelser for
gennemførelsen af videoafhøringen af barnet.
3.3.2. Beskikkelse af forsvarer
Arbejdsgruppen finder, at den gældende retstilstand
bør ændres, således at der skabes udtrykkelig hjemmel i
retsplejeloven til at beskikke en forsvarer for den mistænkte eller
ukendte gerningsmand allerede i forbindelse med gennemførelsen af en
videoafhøring, medmindre den mistænkte/sigtede allerede har
valgt en forsvarer.
Arbejdsgruppen anfører, at forsvareren efter
gældende ret kan overvære en videoafhøring, jf.
retsplejelovens § 745, stk. 3, og ovenfor i pkt. 3.1.2. Det
fremgår tillige af domstolenes praksis for at meddele tilladelse i
medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, til at anvende en
videoafhøring som bevis under domsforhandlingen, at det må anses
for et ufravigeligt krav for at tillade anvendelsen af en
videoafhøring, at afhøringen er foretaget under medvirken af en
forsvarer (/advokat) for den mistænkte.
Retsplejelovens § 731 og § 732 hjemler
imidlertid kun adgang til at beskikke en forsvarer for den, der er sigtet
eller tiltalt. Hvis politiet ikke har grundlag for at rejse en sigtelse i
sagen, vil der således ikke før videoafhøringens
foretagelse formelt kunne beskikkes en forsvarer for den, der måtte
være mistænkt, eller senere måtte blive mistænkt
eller sigtet i sagen.
Arbejdsgruppen har derfor tillige lagt vægt
på, at praksis viser, at politiet i de fleste tilfælde ikke har
tilstrækkeligt grundlag for at rejse en sigtelse om seksuelt misbrug af
et barn, før der er foretaget en afhøring af barnet. Politiet
har derfor i praksis hvor den mistænkte/sigtede ikke selv har valgt
en forsvarer anvendt den fremgangsmåde at tilkalde en advokat fra
kredsen af beneficerede advokater, som under videoafhøringen af barnet
kan varetage den mistænktes eller ukendte gerningsmands interesser,
uden at retten formelt har beskikket den pågældende som forsvarer
i sagen. Da advokaten ikke formelt har status som forsvarer for den
mistænkte, er der imidlertid usikkerhed om advokatens
beføjelser.
Arbejdsgruppen anfører endvidere, at en
forudgående formel beskikkelse af den medvirkende advokat som forsvarer
for den mistænkte eller ukendte gerningsmand vil sikre advokaten de
beføjelser, som efter retsplejeloven er tillagt den, der formelt er
beskikket eller valgt som forsvarer i en straffesag. Den
pågældende vil bl.a. have adgang til at gøre sig bekendt
med det materiale, politiet allerede har tilvejebragt i sagen, jf.
retsplejelovens § 745, stk. 1, ligesom den pågældende
forud for videoafhøringen vil kunne diskutere sagen og eventuelle
spørgsmål, som bør stilles til barnet, med sin klient.
Det er desuden arbejdsgruppens opfattelse, at forsvareren skal være til
stede under videoafhøringen af barnet. Forsvareren bør
således pålægges en pligt til at overvære
afhøringen for at varetage den mistænktes/sigtedes interesser
under afhøringen. Der henvises herom til betænkningen s.
101-102.
Har den beskikkede eller eventuelt valgte forsvarer ikke
mulighed for inden for ganske kort tid efter politiets modtagelse af
anmeldelsen om et muligt seksuelt overgreb på et barn at medvirke ved
videoafhøringen af barnet, bør der efter arbejdsgruppens
opfattelse beskikkes en ny forsvarer i sagen. Arbejdsgruppen finder
således, at de grunde, der taler for, at videoafhøringen af
barnet gennemføres inden for ganske kort tid efter, at forholdet er
blevet anmeldt herunder hensynet til, at den videre efterforskning i de
fleste tilfælde er helt afhængig af barnets forklaring i denne
sammenhæng bør tillægges større vægt end
hensynet til mistænktes/sigtedes adgang til selv at vælge den
forsvarer, der skal overvære videoafhøringen.
Rettens beslutning om at afvise en valgt forsvarer eller
om at nægte at beskikke den advokat, som den mistænkte/sigtede
ønsker, vil i givet fald kunne kæres til Den Særlige
Klageret, jf. retsplejelovens § 737. Kæremålet
medfører ikke opsættende virkning, medmindre det modsatte
bestemmes af den ret, der har truffet beslutningen, eller af Den
Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2, jf.
§ 737, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
100-102.
3.3.3. Mistænkte/sigtedes adgang til at
overvære videoafhøring
Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt den
mistænkte/sigtede skal have adgang til at overvære
videoafhøringen af barnet særligt henset til, at
videoafhøringen vil kunne anvendes som bevismiddel under
domsforhandlingen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en retstilstand, hvor
den mistænkte/sigtede som udgangspunkt har adgang til fra et monitorrum
at overvære videoafhøringen af barnet, indebære, at
hensynet til den pågældendes retssikkerhed tilgodeses, idet det
herved sikres, at den pågældende og forsvareren er i stand til
gennem den afhørende kriminalassistent at stille relevante
supplerende spørgsmål. Fremgangsmåden vil endvidere
indebære, at barnet som altovervejende udgangspunkt kun skal afgive
forklaring en gang om de overgreb, som det måtte have været udsat
for.
Arbejdsgruppen anfører videre, at ved en
retstilstand, hvor den mistænkte/sigtede ikke har adgang til at
overvære afhøringen, vil hensynet til den
pågældendes retssikkerhed tilsige, at den pågældende
skal have adgang til at gennemse videoen og adgang til at stille supplerende
spørgsmål til barnet ved en genafhøring. En sådan
retstilstand vil indebære, at barnet i de tilfælde, hvor der
begæres en genafhøring, og hvor begæringen
imødekommes, vil skulle afhøres to gange.
3.3.3.1.
Arbejdsgruppens flertal finder, at der
fremover ikke bør gives den mistænkte/sigtede adgang til at
overvære videoafhøringer af børn i bl.a.
sædelighedssager.
Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at
det er helt afgørende, at der vælges den fremgangsmåde for
videoafhøringer, hvor der er størst mulighed for at opnå
en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnets side. Barnets forklaring
er ofte det eneste bevis for, at barnet har været udsat for et seksuelt
overgreb, og barnets vidneforklaring vil derfor i et stort antal sager
være af afgørende betydning for sagens oplysning. Barnets
manglende forklaring eller en ikke tilstrækkelig detaljeret forklaring
vil således kunne medføre, at der ikke vil foreligge
tilstrækkeligt bevismateriale til at gennemføre en
straffesag.
Arbejdsgruppens flertal har i den forbindelse tillige lagt
vægt på, at den mistænktes/sigtedes samtidige
tilstedeværelse under afhøringen af barnet kan bevirke, at
barnet bliver nervøs og ikke kan eller ikke tør forklare om det
passerede, og at barnets kendskab til den mistænktes/sigtedes
tilstedeværelse vil kunne påvirke barnet psykisk, øge
barnets stressniveau og dermed hindre barnet i at tale frit. Da det samtidig
er flertallets opfattelse, at større børn i givet fald
bør orienteres om den mistænktes/sigtedes tilstedeværelse
under videoafhøringen, taler dette for, at den pågældende
ikke skal have adgang til at overvære videoafhøringen. For
så vidt angår mindre børn finder flertallet ikke, at der
er det samme behov for orientering af barnet om mistænktes/sigtedes
tilstedeværelse. Et direkte spørgsmål fra det mindre barn
herom bør dog besvares.
En fremgangsmåde, hvor den mistænkte/sigtede
ikke har adgang til at overvære videoafhøringen, men har krav
på efterfølgende at blive gjort bekendt med
videoafhøringen, vil efter flertallets opfattelse også
indebære, at det større barn forud for afhøringen skal
orienteres om, at den mistænkte/sigtede senere vil blive gjort bekendt
med barnets forklaring. Det er imidlertid flertallets opfattelse, at
orientering af barnet om, at den mistænkte/sigtede senere vil få
kendskab til barnets forklaring, ikke vil indebære den samme
påvirkning af barnet som oplysning om, at den mistænkte/sigtede
overværer barnets forklaring samtidig med, at den bliver afgivet. Efter
flertallets opfattelse har den tidsmæssige forskydning således
betydning for barnets oplevelse af situationen.
Det er endvidere flertallets opfattelse, at den
mistænktes/sigtedes retssikkerhed kan tilgodeses ved, at den
mistænkte/sigtede i stedet for at overvære videoafhøringen
skal have krav på efterfølgende at gennemse
videoafhøringen og skal kunne anmode om, at der foretages en
genafhøring af barnet, samt at den pågældendes forsvarer
skal overvære afhøringen.
Arbejdsgruppens flertal er dog samtidig opmærksom
på, at en genafhøring af barnet også vil kunne
indebære en yderligere belastning for barnet. Det er imidlertid
flertallets opfattelse, at en genafhøring ikke vil indebære en
lige så stor belastning for barnet, som den mistænktes/sigtedes
samtidige overværelse af hovedafhøringen.
En anmodning om genafhøring vil efter flertallets
opfattelse skulle imødekommes, hvis en genafhøring findes
rimeligt begrundet af hensyn til den mistænktes/sigtedes varetagelse af
sit forsvar. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der
ønskes stillet nye relevante spørgsmål til barnet, som
ikke er besvaret under den første afhøring, hvis der efter den
første afhøring er fremkommet nye oplysninger, som måtte
give anledning til at stille yderligere spørgsmål til barnet,
eller der i øvrigt foreligger andre særlige grunde til at
foretage en genafhøring af barnet. Helt ubegrundede anmodninger om
genafhøring, eller anmodninger, som alene har karakter af en forhaling
af sagen eller af chikane, bør derimod afslås.
Arbejdsgruppens flertal anfører dog, at det
må forventes, at den første afhøring af barnet i
almindelighed vil være så omfattende og grundig, at der kun i
sjældne tilfælde vil være grundlag for en
genafhøring af barnet. Det må endvidere antages, at forsvareren
forud for gennemførelsen af videoafhøringen har drøftet
sagen med sin klient og derfor i de fleste tilfælde allerede på
dette tidspunkt vil være i stand til at stille de fornødne
spørgsmål til barnet. Det er endvidere arbejdsgruppens
opfattelse, at den mistænkte/sigtede af hensyn til barnet snarest
muligt skal have forevist hovedafhøringen, således at en
eventuel genafhøring af barnet kan foretages så hurtigt som
muligt efter den første afhøring.
Arbejdsgruppens flertal finder ikke, at risikoen for
påvirkning af barnet mellem to afhøringer vil være
væsentlig større end risikoen for, at barnet inden den
første afhøring kan være blevet påvirket, navnlig
også henset til, at det er arbejdsgruppens opfattelse, at barnets
forældre ikke bør overvære videoafhøringen af
barnet.
Det er i øvrigt flertallets opfattelse, at det
må være op til retten i forbindelse med bedømmelsen af
straffesagens beviser at vurdere, hvilken bevismæssig vægt
barnets eventuelle afvigende forklaringer kan tillægges.
Desuden finder flertallet, at en ordning, hvorefter
mistænkte/sigtede ikke har adgang til at overvære
afhøringen, men først efterfølgende bliver gjort bekendt
med det forurettede barns forklaring, vil være i overensstemmelse med
princippet i retsplejelovens § 848, hvorefter tiltalte kan udelukkes fra
at overvære et vidnes forklaring, når særegne grunde taler
for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke ville kunne opnås.
Ordningen vil endvidere svare til praksis i sædelighedssager, hvor den
tiltalte i mange tilfælde udelukkes fra at overvære forurettedes
forklaring i retten.
Endelig er det flertallets opfattelse, at de hensyn, som
efter flertallets opfattelse taler for, at den mistænkte/sigtede ikke
skal overvære afhøringen af det forurettede barn, også vil
kunne foreligge i de tilfælde, hvor barnet ikke selv er forurettet, men
hvor barnet har overværet, at en anden person, som barnet oftest
kender, er blevet udsat for en mulig forbrydelse.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
118-122.
3.3.3.2.
Et mindretal af arbejdsgruppens medlemmer
finder, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om den
mistænktes/sigtedes ret til at være til stede i et monitorrum og
følge videoafhøringen af et barn, der muligt har været
udsat for et seksuelt overgreb, må tages udgangspunkt i, at det i
modsætning til andre politiafhøringer på forhånd
er meningen, at videooptagelsen skal kunne anvendes som bevis under en
eventuel senere domsforhandling og således træde i stedet for en
afhøring af barnet i retten, jf. nedenfor under pkt. 3.3.4. Dette
taler efter mindretallets opfattelse for, at sådanne
videoafhøringer i videst muligt omfang sker under iagttagelse af
retssikkerhedsmæssige garantier svarende til dem, der gælder ved
indenretlige afhøringer, jf. Højesterets kendelser af 16. marts
2000, hvor det er udgangspunktet, at sigtede/tiltalte har ret til at
være til stede, når forklaringerne afgives, jf. retsplejelovens
§§ 748 og 848. Det bemærkes i den forbindelse af mindretallet, at
retssikkerhedsmæssige garantier ikke blot indeholder et værn for
den sigtede/tiltalte, men også har til formål at sikre korrekte
domme, således at dommens resultat hverken bliver en urigtig
domfældelse eller en urigtig frifindelse.
Mindretallet tillægger det bl.a. vægt, at
når der undtagelsesvis er grundlag for at formode, at en uforbeholden
forklaring ikke kan opnås under tiltaltes tilstedeværelse,
praktiseres § 848 på den måde, at den tiltalte får
adgang til at overhøre vidneforklaringen i et tilstødende
lokale via et højtaleranlæg, eller således at den tiltalte
umiddelbart efter vidneforklaringen bliver gjort bekendt med denne. Uanset
hvilken fremgangsmåde der anvendes, vil den tiltalte få mulighed
for gennem forsvareren at stille supplerende spørgsmål til
vidnet efter at være blevet gjort bekendt med vidnets forklaring, og
inden vidnet forlader retssalen.
Mindretallet lægger endvidere vægt på,
at hvis den mistænkte/sigtede ikke er til stede i monitorrummet, vil
det indebære en forøget risiko for, at det bliver
nødvendigt at foretage en supplerende afhøring af barnet. Det
skyldes, at det barn, der afhøres, kan komme ind på episoder,
som forsvareren vil have meget vanskeligt ved at stille supplerende
spørgsmål om uden forudgående drøftelser med den
mistænkte/sigtede. I perioden mellem de forskellige afhøringer
vil der efter mindretallets opfattelse være forøget risiko for,
at barnet vil blive udsat for påvirkninger.
Endelig anfører mindretallet, at det af retspraksis
fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol vedrørende artikel 6,
stk. 3, litra d, jf. stk. 1, fremgår, at der ikke må
ske domfældelse på grundlag af en forklaring, som tiltale ikke
har haft mulighed for at imødegå ved kontraafhøring mv.,
hvis forklaringen er det eneste eller i hvert fald det reelt afgørende
bevis i sagen. Mindretallet anfører videre, at der kan tænkes
tilfælde, hvor barnets forældre eller andre omsorgspersoner
modsætter sig en fornyet afhøring af barnet, hvis den
første afhøring har været så belastende for barnet,
at man ikke finder det forsvarligt at udsætte barnet for endnu en
afhøring. I disse situationer vil der være risiko for, at
videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis under domsforhandlingen,
jf. ovenfor. Mindretallet vurderer således, at flertallets forslag vil
indebære en risiko for urigtige frifindelser.
Mindretallet finder derfor, at en ordning som
foreslået af flertallet, hvorefter den mistænkte/sigtede ikke har
ret til at være til stede i et monitorrum og følge
videoafhøringen af barnet, kun kan accepteres, hvis helt
afgørende hensyn til barnet tilsiger det, og hvis hensynet til, at den
mistænkte/sigtede får en retfærdig rettergang, på
anden måde er tilgodeset. Det er mindretallets opfattelse, at
sådanne helt afgørende hensyn til barnet ikke foreligger, og at
flertallets forslag ikke kompenserer den mistænkte/sigtede for de
forringelser af den pågældendes retsstilling, der er en
følge af, at han ikke har ret til at være til stede i
monitorrummet.
Mindretallet vurderer på denne baggrund, at
ordningen også fremover bør være den, at den
mistænkte/sigtede som udgangspunkt har ret til at følge
videoafhøringen af barnet i et monitorrum, men at dette monitorrum
ikke bør befinde sig i den bygning, hvor barnet afhøres. Med
det rigtige udstyr vil den mistænkte/sigtede kunne befinde sig på
forsvarerens kontor, og ellers må videoafhøringen kunne
følges i et lokale i retsbygningen eller et andet egnet sted.
Mindretallet betragter det som helt afgørende, at barnet ikke
får den mistænkte/sigtede at se i forbindelse med
afhøringen. Befinder den mistænkte/sigtede sig i samme bygning
som barnet, vil man risikere, at barnet får øje på ham,
når han ankommer til eller forlader bygningen.
Endelig har mindretallet foreslået hvis
flertallets forslag gennemføres at den mistænktes/sigtedes
gennemsyn af videooptagelsen med barnets forklaring foretages umiddelbart
efter forklaringens afgivelse, og mens barnet venter på
politistationen, således at eventuelle supplerende
spørgsmål stilles til barnet straks efter gennemsynet, og inden
barnet har forladt politistationen.
Flertallet finder ikke en sådan løsning
anvendelig, idet arbejdsgruppens flertal i den forbindelse særligt
tillægger det vægt, at der vil gå betydelig tid med
på samme dag at gennemføre både afhøringen af
barnet, forevisningen af videooptagelsen for mistænkte/sigtede samt en
eventuel genafhøring af barnet. Mindretallets forslag er derfor efter
flertallets opfattelse ikke foreneligt med hensynet til barnet.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
122-129.
3.3.4. Anvendelse af videoafhøring som
bevismiddel
Arbejdsgruppen anfører, at der har udviklet sig
retspraksis for, at videoafhøringer kan dokumenteres som bevis under
domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3,
hvorefter dokumenter og aktstykker, som indeholder erklæringer og
vidnesbyrd, kan benyttes som bevismidler, når retten undtagelsesvis
giver tilladelse hertil.
Anvendelse af en videoafhøring som bevismiddel i
medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, forudsætter
således, at retten efter en konkret vurdering af de i sagen
foreliggende omstændigheder, herunder omstændighederne i
forbindelse med foretagelsen af videoafhøringen, tillader
videoafhøringen anvendt som bevismiddel.
Endvidere anfører arbejdsgruppen, at der i en
række sager som følge af rettens beslutning om ikke at tillade
en videoafhøring anvendt som bevismiddel er sket frifindelse for den
rejste tiltale, fordi anklagemyndigheden ikke ved de øvrige i sagen
foreliggende beviser kunne løfte den til domfældelse i en
straffesag nødvendige bevisbyrde. Baggrunden herfor var, at barnets
forklaring var det væsentligste bevis for, at barnet havde været
udsat for overgreb. Der henvises nærmere til bilag 2 i
betænkningen, hvor en række afgørelser er refereret.
Arbejdsgruppen finder derfor, at der bør skabes
udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven til, at videoafhøringer kan
forevises for den dømmende ret uden rettens forudgående
tilladelse.
Arbejdsgruppen finder imidlertid henset til at
anvendelse af politiets videoafhøring af et barn som bevis under
domsforhandlingen som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring for
den dømmende ret er en fravigelse af princippet om, at
bevisførelse (herunder afhøring af vidner) i straffesager skal
foregå umiddelbart for den dømmende ret at der af hensyn til
mistænktes/sigtedes retssikkerhed må opstilles visse
nærmere betingelser for gennemførelsen og anvendelsen af
videoafhøringer.
Arbejdsgruppen har i tilknytning hertil overvejet
betydningen af eventuelle fejl og mangler i forbindelse med politiets
optagelse af videoafhøringen og anfører, at der ikke i dansk
ret gælder nogen fast generel regel om, at beviser, som ikke er
tilvejebragt i fuld overensstemmelse med forskrifterne for tilvejebringelse
af det pågældende bevis, aldrig kan føres. Arbejdsgruppen
finder på denne baggrund, at der ved vurderingen af, hvorvidt
videoafhøringen bør forevises retten som bevis under sagen,
bør lægges vægt på karakteren og betydningen af den
forskrift, der i givet fald er tilsidesat.
Efter arbejdsgruppens opfattelse bør et eventuelt
forsvarerskifte efter gennemførelsen af videoafhøringen ikke
have betydning for videoafhøringens anvendelse som bevismiddel under
domsforhandlingen. Hvis den mistænkte/sigtede vælger at skifte
forsvarer, vil dette således ikke indebære, at der alene af den
grund skal foretages en fornyet afhøring af barnet.
Der henvises i øvrigt nærmere til
betænkningen s. 131-135.
3.4. Justitsministeriets overvejelser
3.4.1.
Det er i dag almindelig praksis i en
række sager, at politiets afhøring af børn optages
på video med henblik på en senere forevisning under
domsforhandlingen.
Dette er imidlertid en fravigelse af det almindelige
princip om bevisumiddelbarhed, hvorfor anvendelse af videoafhøringer
kun bør ske i de tilfælde, hvor afgørende hensyn taler
for, at vidnet ikke skal give møde umiddelbart for den dømmende
ret.
Det er derfor udgangspunktet, at afhøring af
børn kun foretages på denne måde, når barnet er 12
år eller derunder. Der kan dog foreligger særlige
omstændigheder, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, der
bevirker, at der foretages videoafhøring af også ældre
børn.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at
udenretlig videoafhøring af børn på 12 år eller
derunder efter en konkret vurdering fortsat bør kunne finde anvendelse
i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn. Justitsministeriet
lægger i den forbindelse vægt på, at hensynet til det barn,
der er mistanke om har været udsat for et overgreb, herved tilgodeses
mest muligt, og at udenretlige videoafhøringer i en
årrække har været anvendt i praksis, uden at dette i sig
selv har givet anledning til kritik.
Justitsministeriet er ligeledes enig med arbejdsgruppen i,
at der kan være andre typer af sager end sager om seksuelle overgreb,
hvor de samme hensyn til barnet gør sig gældende, og hvor der
derfor efter omstændighederne kan være et tilsvarende behov for,
at afhøringen af barnet som vidne optages på video med henblik
på forevisning under domsforhandlingen.
3.4.2.
Retsplejelovens § 877, stk. 3,
har, som det fremgår af pkt. 3.1.6., været anvendt som hjemmel
for, at videooptagelser af politiets afhøringer af børn i bl.a.
sager om seksuelle overgreb anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen,
selv om sådanne videooptagelser ikke er omfattet af bestemmelsens
ordlyd.
Arbejdsgruppen peger i betænkningen på, at
denne praksis sikrer, at domstolene får præsenteret alle
foreliggende beviser i sagen, inden der afsiges dom. Herudover sikres det
tillige, at børn, der er mistanke om har været udsat for
overgreb eller andre traumatiserende oplevelser, ikke ud over politiets
afhøring tvinges til at genopleve forholdet i for barnet uvante og
utrygge omgivelser.
Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at
der bør indsættes en udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven til
anvendelse af videoafhøringer af børn som bevismiddel under
domsforhandlingen, hvis afhøringen og optagelsen heraf er sket
på en måde, hvor hensynet til tiltales retssikkerhed og tiltaltes
mulighed for at varetage sit forsvar er varetaget. Har der således
været en forsvarer til stede, og har den tiltalte haft mulighed for at
stille supplerende spørgsmål til barnet, jf. herom nedenfor,
vurderer Justitsministeriet, at princippet om bevisumiddelbarhed kan
fraviges. Det vil bero på domstolens frie bevisvurdering, hvilken
bevisværdi det bevismateriale, der er fremlagt under domsforhandlingen,
kan tillægges, jf. retsplejelovens § 896.
3.4.3.
Efter retsplejelovens § 745,
stk. 3, har forsvareren, som omtalt i pkt. 3.1.2., ret til at
overvære efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde
anvendelse som bevis under domsforhandlingen, og politiet skal derfor inden
foretagelsen heraf give meddelelse til forsvareren.
Efter den nugældende retstilstand modtager en
forsvarer meddelelse fra politiet om, at der vil blive foretaget en
videoafhøring af et barn. Dette giver forsvareren lejlighed til at
være til stede under afhøringen.
Med den foreslåede formulering af § 877 a vil
der, jf. ovenfor under pkt. 3.4.2., være udtrykkelig hjemmel i
retsplejeloven til anvendelse af videoafhøringen som bevismiddel, og
forsvareren har derfor ret til at overvære afhøringen, jf.
§ 745, stk. 3.
En videoafhøring af et barn, der er mistanke om har
været udsat for et seksuelt overgreb eller andre traumatiserende
oplevelser, vil imidlertid ofte finde sted på et meget tidligt stadie
af efterforskningen, og der kan således forekomme situationer, hvor der
på tidspunktet for afhøringen af barnet endnu ikke er rejst en
sigtelse. I disse situationer, er der, som det fremgår af pkt. 3.1.1.,
ikke i retsplejeloven hjemmel til at beskikke en forsvarer, og der vil ofte
heller ikke være en valgt forsvarer.
Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at
der bør indsættes en hjemmel i retsplejeloven til at beskikke en
forsvarer i disse situationer ud fra et retssikkerhedsmæssigt hensyn.
Forsvareren vil herved få de beføjelser, som efter
retsplejeloven er tillagt en beskikket eller valgt forsvarer i en straffesag,
herunder muligheden for at gør sig bekendt med det materiale, politiet
har tilvejebragt, jf. § 745, stk. 1. Forsvareren vil således
på dette typisk meget tidlige tidspunkt af efterforskningen være
i stand til at varetage sin klients interesser også selv om klienten
endnu ikke er identificeret.
3.4.4.
Justitsministeriet er endvidere enig med
arbejdsgruppen i, at den i § 745, stk. 3, hjemlede ret for
forsvareren til at overvære afhøringen af barnet ikke er
tilstrækkelig til varetagelse af den mistænktes/sigtedes
interesser i forbindelse med en videoafhøring af et barn, der med den
foreslåede § 877 a kan anvendes som bevismiddel under
domsforhandlingen. Forsvareren bør derfor også efter
Justitsministeriets opfattelse være forpligtet til at overvære
videoafhøringen. Dette skal bl.a. ses i lyset af det nedenfor under
pkt. 3.4.5. anførte om, at den mistænkte/sigtede ikke bør
have adgang til at overvære afhøringen. Det vil derfor for
varetagelsen af den mistænktes/sigtedes interesser være
afgørende, at forsvareren er til stede under videoafhøringen.
Denne pligt svarer i princippet til den beskikkede forsvarers pligt til, jf.
retsplejelovens § 845, stk. 1, at være til stede under
domsforhandlingen af en straffesag ved landsretten.
Det fremgår endvidere nedenfor under pkt. 3.5., at
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger det
vægt, at de ulemper, som forsvaret påføres ved at undlade
at føre barnet som vidne direkte for retten, på
tilstrækkelig måde skal opvejes af passende
retssikkerhedsgarantier. Det vil herunder have betydning, om tiltalte eller
dennes forsvarer har haft mulighed for at stille spørgsmål til
vidnet, eventuelt gennem tredjemand, enten i forbindelse med
afhøringen eller på et senere tidspunkt i processen.
Det bemærkes, at retten i medfør af
retsplejelovens § 733, stk. 2, og § 736, stk. 2, kan
nægte at beskikke (eller nægte opretholdelsen af beskikkelsen af)
en forsvarer, hvis forsvarerens medvirken ud fra retsplejemæssige
hensyn til sagens behørige fremme ikke kan anses for forsvarlig mv.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse muligt for retten med hjemmel i
disse bestemmelser efter omstændighederne at afvise at beskikke en
bestemt forsvarer, hvis det på forhånd står klart, at den
pågældende forsvarer ikke vil kunne deltage i politiets
videoafhøring af barnet inden for ganske kort tid efter politiets
modtagelse af en anmeldelse om det mulige strafbare forhold, da en tidlig
afhøring af barnet vil være afgørende for sagens videre
efterforskning. På samme måde har retten mulighed for at
nægte at opretholde en beskikkelse af en forsvarer i tilfælde,
hvor det på grund af forsvarerens forhold ikke vil være muligt at
få gennemført videoafhøringen inden for kort tid.
3.4.5.
Arbejdsgruppens flertal har foreslået
en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter den mistænkte/sigtede i
sager, hvor der foretages videoafhøring af et barn, ikke har ret til
at overvære foretagelsen af afhøringen ud fra et hensyn til
barnet. Den mistænkte/sigtede skal derimod efterfølgende have
mulighed for at gennemse videoen hos politiet og for at fremsætte
begæring om, at der foretages genafhøring af barnet.
Heroverfor står arbejdsgruppens mindretal, der
finder, at mistænkte/sigtede skal have ret til at overvære
videoafhøringen af et barn. Mindretallet har i den forbindelse navnlig
henvist til hensynet til den mistænktes/sigtedes retssikkerhed, men har
samtidig anført, at denne ordning ligeledes vil imødekomme
hensynet til barnet, idet gentagne videoafhøringer af barnet herved
undgås.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der gode
argumenter for begge de foreslåede løsninger. Der må
lægges meget stor vægt på begge de hovedhensyn, som
både flertallet og mindretallet fremhæver, dels hensynet til den
mistænktes/sigtedes retssikkerhed, dels hensynet til barnet, og til at
barnets forklaring bedst muligt kan bidrage til sagens oplysning. Valget
mellem de to løsningsforslag kan derfor give anledning til betydelig
tvivl.
Justitsministeriet lægger ved sin stillingtagen
vægt på, at hensynet til barnet samt hensynet til at opnå
en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnets side må antages at
varetages bedst ved flertallets løsningsforslag. Hvis den
mistænkte/sigtede overværer afhøringen, selv om dette
måttet ske fra et andet lokale, vil dette, når barnet informeres
herom hvilket efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt
bør ske, hvis der er tale om et større barn kunne virke
hindrende for, at politiet kan opnå en uforbeholden og detaljeret
forklaring, der kan bidrage til sagens oplysning.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt
på, at hensynet til den mistænktes/sigtedes retssikkerhed
også kan tilgodeses ved flertallets forslag, idet den
mistænkte/sigtede efter forslaget har ret til snarest muligt efter
afhøringens foretagelse at gennemse videoafhøringen og til at
anmode om en eventuel genafhøring af barnet.
På den anførte baggrund er Justitsministeriet
enig med arbejdsgruppens flertal i, at den mistænkte/sigtede ikke skal
have ret til at overvære afhøringen heller ikke fra et
tilstødende lokale. Justitsministeriet er ligeledes enig med
flertallet i, at den mistænkte/sigtede af hensyn til den
pågældendes varetagelse af sit forsvar skal have adgang til
sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet snarest
muligt efter foretagelsen af afhøringen. Den pågældende
får herved mulighed for forud for en mulig forevisning af
videoafhøringen under en eventuel domsforhandling at gøre sig
bekendt med barnets forklaring. Justitsministeriet er således enig med
flertallet i, at mindretallets subsidiære løsningsforslag,
hvorefter den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen skal ske
umiddelbart efter afhøringen af barnet, og mens barnet venter på
politistationen, ikke er foreneligt med hensynet til barnet. Mindretallets
løsningsforslag ville nemlig indebære, at barnet i givet fald
skulle opholde sig unødigt længe på politistationen efter
endt afhøring.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det efter
retsplejelovens § 848 af retsformanden under domsforhandlingen ved
landsretten kan besluttes, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et
vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde
taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
Den pågældendes interesser og retssikkerhed i
forbindelse med foretagelsen af afhøringen vil desuden være
tilgodeset ved, at forsvareren pålægges pligt til at
overvære afhøringen, jf. ovenfor pkt. 3.4.4. Forsvareren har
således mulighed for efter forudgående drøftelse af sagen
med sin klient at stille supplerende spørgsmål til barnet via
den afhørende polititjenestemand.
Den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen
bør ske snarest muligt efter afhøringens foretagelse af hensyn
til sagens fortsatte efterforskning samt af hensyn til barnet, der eventuelt
på baggrund af den mistænktes/sigtedes gennemsyn indkaldes til en
genafhøring, jf. umiddelbart nedenfor.
Det er som anført ovenfor tillige
Justitsministeriets opfattelse, at den mistænkte/sigtede eller dennes
forsvarer bør have adgang til at begære en fornyet
afhøring af barnet, idet videoafhøringen, jf. ovenfor under
pkt. 3.4.2., efter forslaget til retsplejelovens § 877 a, kan anvendes
som bevismiddel under domsforhandlingen, hvorfor en genafhøring kan
være nødvendig for, at den mistænkte/sigtede kan varetage
sit forsvar. En begæring herom må fremsættes snarest muligt
efter, at den mistænkte/sigtede har gennemset videooptagelsen af hensyn
til sagens videre efterforskning samt af hensyn til barnet.
Det vil i første omgang være politiet, der
efter en konkret vurdering af behovet og begrundelsen herfor skal
træffe afgørelse om, hvorvidt en begæring om
genafhøring kan imødekommes. Retten afgør imidlertid
efter retsplejelovens § 746, stk. 1, tvistigheder om lovligheden af
politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens
beføjelser, herunder om begæringer fra de pågældende
om foretagelse af yderligere efterforskningsskridt.
Det vil som altid bero på domstolenes frie
bevisvurdering, hvilken bevisværdi eksempelvis en videoafhøring,
der er fremlagt under domsforhandlingen, kan tillægges, jf.
retsplejelovens § 896.
3.5. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver, der er anklaget for
en forbrydelse, har ret til en retfærdig rettergang. Det følger
endvidere af artikel 6, stk. 3, litra d, at en sådan person har
ret til at afhøre eller lade afhøre imod ham førte
vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme
betingelser som vidner, der føres imod ham. Det følger heraf,
at alle beviser, herunder vidner, som udgangspunkt skal føres direkte
for retten under tilstedeværelse af tiltalte med henblik på at
give mulighed for kontradiktion (se bl.a. S.N. mod Sverige, dom af 2. juli
2002, præmis 44).
Ifølge Domstolens praksis er anvendelse som bevis
af forklaringer indhentet under politiets efterforskning ikke i sig selv i
strid med artikel 6, forudsat at forsvarets rettigheder respekteres. Disse
rettigheder omfatter bl.a., at den tiltalte gives en tilstrækkelig og
passende mulighed for at kontraafhøre et vidne enten på det
tidspunkt, hvor vidnet afgiver forklaring eller på et senere tidspunkt
i processen (se bl.a. Saïdi mod Frankrig, dom af 20. september 1993,
præmis 43, og S.N.-dommen, præmis 44).
Domstolen har fastslået, at det er op til national
ret at regulere, hvilke beviser der kan tillades ført i en sag, og op
til de nationale domstole at bedømme det bevismateriale, der
fremlægges. Domstolens opgave er derimod at vurdere, om sagen ud fra en
helhedsvurdering, herunder bevisførelsen, har været
retfærdig.
Domstolen har i sin praksis fremhævet, at
særlige forhold gør sig gældende i straffesager
vedrørende seksualforbrydelser, idet sådanne sager ofte opfattes
af offeret som en stor belastning, specielt i de tilfælde hvor offeret
ufrivilligt konfronteres med den tiltalte. Ved vurderingen af, om den
tiltalte får en retfærdig rettergang i sådanne sager, skal
der efter Domstolens praksis tages hensyn til respekt for offerets privatliv
(se bl.a. S.N.-dommen, præmis 47).
I straffesager vedrørende bl.a. seksualforbrydelser
accepterer Domstolen derfor, at der træffes foranstaltninger for at
beskytte offeret, forudsat at disse foranstaltninger er i overensstemmelse
med retten til et tilstrækkeligt og effektivt forsvar. For at sikre, at
tiltalte får en retfærdig rettergang, er det efter Domstolens
praksis nødvendigt, at de ulemper, som forsvaret påføres,
på tilstrækkelig måde opvejes af passende
retssikkerhedsgarantier (se bl.a. Doorson mod Holland, dom af 20. februar
1996, præmis 72, og S.N.-dommen, præmis 47).
Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at det
ikke følger af artikel 6, at det i alle sager er påkrævet,
at tiltalte eller dennes forsvarer har mulighed for at stille
spørgsmål direkte til et vidne (se bl.a. S.N.-dommen,
præmis 52).
Domstolen understreger, at vidneforklaringer indhentet
under omstændigheder, hvor forsvarets rettigheder ikke kan sikres i en
sådan grad, der normalt kræves ifølge konventionen, skal
behandles med meget stor varsomhed af retten (se S.N.-dommen, præmis
53, og Doorson-dommen, præmis 76).
I SN-dommen fandtes det ikke at udgøre en
krænkelse, at en videoafhøring og en båndoptagelse af en
afhøring af en 10-årig dreng, som var blevet foretaget af en
erfaren politibetjent, blev benyttet som bevis mod klager i en sag, hvor han
blev dømt for seksuelt misbrug af drengen. Drengen afgav ikke
forklaring i retten, og de optagne forklaringer var i det væsentlige de
eneste beviser mod klager. Hverken klager eller klagers advokat var til stede
ved den første afhøring af drengen (videoafhøringen),
der fandt sted på et tidspunkt, hvor klager endnu ikke var informeret
om sigtelsen, og klagers advokat havde givet afkald på at være
til stede ved den anden afhøring (båndoptagelsen), idet barnets
advokat ikke kunne møde. Med hensyn til den anden afhøring
lagde Domstolen vægt på, at forsvareren havde samtykket i ikke at
være til stede, at han havde accepteret den fremgangsmåde, der
blev fulgt, at han kunne have begæret afhøringen optaget
på video, at han havde mulighed for at stille spørgsmål
til drengen via politiet, og at han ved senere afspilning af
afhøringen kunne konstatere, at de spørgsmål, han havde
ønsket stillet, også rent faktisk var blevet stillet. For
så vidt angår anvendelsen af videoafhøringen og
båndoptagelsen som bevis under straffesagen, lagde Domstolen vægt
på, at det ikke følger af artikel 6, stk. 3, litra d, at
tiltalte eller forsvareren i alle sager har krav på at stille
spørgsmål direkte til et vidne, og at tiltalte og dennes
forsvarer havde tilstrækkelig mulighed for at anfægte drengens
forklaringer og troværdighed under straffesagen. Domstolen lagde
endelig vægt på, at de nationale domstole havde behandlet
drengens forklaringer med stor varsomhed, herunder vurderet betydningen af,
at nogle af forklaringerne var vage, og at der under afhøringerne var
blevet stillet nogle til dels ledende spørgsmål.
Sammenfattende følger det af artikel 6, at der kan
tages visse forholdsregler for at beskytte offeret i sager om bl.a. seksuelt
misbrug, herunder f.eks. undlade at føre et vidne direkte for retten,
forudsat at disse forholdsregler er i overensstemmelse med retten til et
tilstrækkeligt og effektivt forsvar. For at sikre at tiltalte får
en retfærdig rettergang, er det nødvendigt, at de ulemper, som
forsvaret påføres, på tilstrækkelig måde
opvejes af passende retssikkerhedsgarantier. Det vil herunder have betydning,
om tiltalte eller dennes forsvarer har haft mulighed for at stille
spørgsmål til vidnet, eventuelt gennem tredjemand, enten i
forbindelse med afhøringen eller på et senere tidspunkt i
processen. Vidneforklaringer, hvor forsvarets rettigheder ikke kan sikres i
en sådan grad, der normalt kræves ifølge konventionen,
skal behandles med stor varsomhed af retten.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den
foreslåede fremgangsmåde med videoafhøring af børn
forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af
Domstolens praksis.
Efter den foreslåede ordning har den, der er
mistænkt eller sigtet, ikke adgang til at overvære en
videoafhøring af et barn. Den foreslåede ordning indebærer
således en fravigelse af det grundlæggende princip om, at
bevisførelse, herunder afhøring af vidner, i en straffesag skal
foregå umiddelbart for den dømmende ret i et retsmøde,
hvor den tiltalte er til stede og har mulighed for kontradiktion.
Den foreslåede ordning skal imidlertid ses i lyset
af, at den mest skånsomme måde, hvorpå et barn kan
afhøres i anledning af navnlig en mistanke om seksuelt misbrug af
barnet, er ved at foretage en udenretlig videoafhøring af barnet, som
efterfølgende kan dokumenteres som bevis under en eventuel straffesag.
Den foreslåede ordning er således begrundet i hensynet til
beskyttelsen af barnets privatliv, og et sådant hensyn er udtrykkeligt
anerkendt i Domstolens praksis.
Den mistænktes/sigtedes retssikkerhed er samtidigt
tilgodeset ved den foreslåede ordning. Det er således et krav, at
når politiets videoafhøring af et barn kan formodes at ville
finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden
afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller
sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,
hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis
den valgte forsvarer udebliver.
Det er endvidere et krav, at den mistænkte/sigtedes
forsvarer er til stede under afhøringen af barnet. Herved sikres, at
forsvareren under videoafhøringen kan stille spørgsmål
til barnet gennem den afhørende polititjenestemand.
Det er endvidere et krav, at den mistænkte/sigtede
snarest muligt skal have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse
videooptagelsen. Den mistænkte/sigtede eller dennes forsvarer kan
fremsætte begæring om genafhøring af barnet, hvorved
sikres, at den mistænkte/sigtede får mulighed for at få
stillet eventuelle spørgsmål, som den første
afhøring giver anledning til.
En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og
den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer om gennemførelsen af
videoafhøringen, og herunder spørgsmålet om, hvorvidt der
skal foretages genafhøring, vil kunne indbringes for retten i
medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.
Politiets videoafhøring af et barn kan benyttes som
bevis under domsforhandlingen. Det er i overensstemmelse med princippet om
fri bevisbedømmelse overladt til retten at afgøre
videoafhøringens bevismæssige værdi, herunder hvis der
f.eks. er stillet ledende spørgsmål til barnet. Retten skal
udvise varsomhed ved anvendelsen af videoafhøringer, idet det er
forudsat, at videoafhøringer, der ikke opfylder de grundlæggende
betingelser i den foreslåede ordning, som alt overvejende udgangspunkt
ikke kan anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis der
således ikke har været en forsvarer for den
mistænkte/sigtede til stede under afhøringen, bør
afhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke tillades anvendt.
4. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
For alle de ovenfor nævnte nykriminaliseringer mv.
gælder, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at
angive størrelsen af den straf, der i det konkrete tilfælde vil
blive idømt for overtrædelser af den pågældende
art.
Henset til den forventede anvendelse af de
foreslåede bestemmelser sammenholdt med den hidtidige anvendelse
må det imidlertid antages, at de nævnte nykriminaliseringer mv.
ikke vil have økonomiske konsekvenser for det offentlige af
betydning.
Det bemærkes særligt, at efterforskningen i de
her omhandlede sager, især sager om overtrædelse af straffelovens
§ 235, erfaringsmæssigt er meget ressourcekrævende, men
henset til det relativt beskedne antal sager, som det forventes at ville
dreje sig om, vil denne efterforskningsmæssige indsats kunne varetages
inden for politiets nuværende bevillingsmæssige rammer.
Ændringen af retsplejelovens bestemmelser om
beskikkelse af bistandsadvokat til forurettede i sager om menneskehandel samt
reglerne om brug af videoafhøring i forbindelse med straffesager om
seksuelt misbrug af børn mv. vil ligeledes efter Justitsministeriets
opfattelse ikke have økonomiske konsekvenser for det offentlige af
betydning.
Lovforslaget skønnes således samlet set ikke
at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget gør det muligt for Danmark at medvirke
til vedtagelsen af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel
udnyttelse af børn samt børnepornografi.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gør det muligt for Danmark at medvirke
til vedtagelsen af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel
udnyttelse af børn samt børnepornografi.
5. Hørte myndigheder
mv.
Et lovforslag om børnepornografi, seksuel
udnyttelse af børn og salg af børn har forud for
fremsættelsen været til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i
Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i
Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det
Danske Center for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Nævnet
for Etnisk Ligestilling, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders
Nationalråd, Pro-Centret, Reden, Red Barnet, Børnerådet,
Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Adoption
Center, DanAdopt, Landsforeningen Adoption og Samfund, Adoptionsnævnet,
Amtsrådsforeningen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Foreningen af
Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns
Universitet og Socialforskningsinstituttet.
Betænkning om gennemførelse af straffesager
om seksuelt misbrug af børn afgivet af Justitsministeriets
arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af
børn (betænkning 1420/2002) har været sendt til
høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i
Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center
for Menneskerettigheder, Socialministeriet, Københavns Universitet,
Århus Universitet, Kommunernes Landsforening, Dansk Psykolog Forening,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Speciallæger,
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (BUPL),
Børnerådet, Red Barnet, Børnesagens Fællesråd
og Børns Vilkår.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 3 til lovforslaget er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at bestemmelsen i § 94,
stk. 4, udvides således, at også i sager om
overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 2,
(menneskehandel med person under 18 år) regnes forældelsesfristen
tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18
år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.5. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr.
2
Det foreslås, at straffelovens § 223 a
ændres, således at den, der som kunde mod betaling eller
løfte om betaling har samleje med en person under 18 år,
straffes. I dag er det et krav, at personen under 18 år helt eller
delvist ernærer sig ved prostitution.
Med ændringen bliver det strafbare område
udvidet, således at bestemmelsen også vil omfatte situationer,
hvor personen under 18 år ikke kan siges at ernære sig ved
prostitution.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter § 230 kan den, der optager utugtige
fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med
forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede
materialet, straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Det foreslås, at strafferammen i § 230
forhøjes til fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder. Som skærpende
omstændigheder skal navnlig anses tilfælde, hvor barnets liv
udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes
barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere
systematisk eller organiseret karakter. Det foreslås tillige, at denne
opregning af skærpende omstændigheder indsættes som et nyt
2. pkt. i § 230. Der er ikke tale om en udtømmende opregning af
omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således
kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal
omfattes af den skærpede strafferamme.
Det vil afhænge af en konkret vurdering, om
optagelserne skønnes at være af mere systematisk eller
organiseret karakter. Bestemmelsen herom skal bl.a. ses i sammenhæng
med rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra c, der henviser til
EU’s fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre det
strafbart at deltage i en kriminel organisation i EU’s medlemsstater
(EFT L 351 af 29. december 1998, s. 1). Udtrykket systematisk eller
organiseret er imidlertid ikke begrænset til aktiviteter af en kriminel
organisation som defineret i den fælles aktion. Andre former for
systematisk eller organiseret produktion af børnepornografisk
materiale vil således også skulle anses for en skærpende
omstændighed ved anvendelsen af straffelovens § 230.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.4. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter § 235, stk. 1, straffes den, som
erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder
utugtige fotografier, film eller lignende af børn, med bøde
eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes
den, som i en videre kreds udbreder sådanne fremstillinger.
Det foreslås, at det strafbare område udvides
til at omfatte »utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle
gengivelser eller lignende«. Herefter vil også såkaldt fiktiv
børnepornografi som f.eks. computergenerede billeder med
børnepornografisk indhold være omfattet af bestemmelsen.
Uden for anvendelsesområdet falder materiale, hvor
det utugtige indhold alene gengives i skriftform.
Der foreslås tillige med henblik på en
udvidelse af beskyttelsesområdet indsat en aldersgrænse på
18 år i § 235, stk. 1. Er identiteten og alderen ukendt, vil
det være afgørende for strafbarheden, om den
pågældende fremtræder som yngre end 18 år i det
pornografiske materiale.
Det foreslås endvidere, at ordet »udbreder«
indsættes i stk. 1 som en samlet betegnelse for de handlinger, der
er kriminaliseret. Formuleringen omfatter enhver form for udbredelse,
herunder eksport, distribution, transmission mv. Produktion af fiktivt
børnepornografisk materiale med henblik på udbredelse er tillige
omfattet.
Det foreslås desuden, at strafferammen i § 235,
stk. 1, forhøjes, således at straffen kan stige til
fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder. Herudover foreslås det at tilføje et 2.
pkt., der angiver eksempler på forhold, som taler i skærpende
retning.
Det vil afhænge af en konkret vurdering, om
udbredelsen mv. skønnes at være af mere systematisk eller
organiseret karakter, eller om der i øvrigt foreligger skærpende
omstændigheder. Der henvises herom til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 3 (straffelovens § 230).
Efter § 235, stk. 2, straffes den, der besidder
eller mod vederlag gør sig bekendt med grovere former for
børnepornografi.
Bestemmelsen foreslås udvidet til ligesom i
forslaget til ny affattelse af § 235, stk. 1 at omfatte alle
»utugtige, visuelle gengivelser af personer under 18 år« og ikke som
i dag alene en række grovere former for børnepornografi. Det
foreslås dog samtidig i § 235, stk. 3, at besiddelse ikke
skal være strafbar i tilfælde, hvor den person, der er gengivet
på billedet, er fyldt 15 år på tidspunktet, hvor
gengivelsen sker, og har givet sit samtykke til besiddelsen af billedet.
Endelig foreslås det, at overtrædelse af
§ 235, stk. 2, skal kunne straffes med fængsel indtil 1
år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3. og 2.5.4. i
de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Forslaget til § 34, stk. 2, indebærer, at
det vil være strafbart for en person, der optræder som mellemmand
i forbindelse med en adoption, at yde vederlag til nogen for at opnå
samtykke til adoptionen.
Straffen er som efter adoptionslovens § 34,
stk. 1, bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Ved en mellemmand forstås en person eller
organisation, der formidler kontakt mellem adoptionssøgende og et
barn, eller som i øvrigt medvirker til, at et barn bortadopteres. Det
er ikke afgørende, om mellemmanden yder vederlaget efter aftale med de
adoptionssøgende, eller om vedkommende handler på eget
initiativ. Er det derimod de adoptionssøgende selv, der yder
vederlaget, vil dette ikke være strafbart efter bestemmelsen.
Medmindre der er tale om en af de adoptionsformidlende
organisationer, der har tilladelse efter adoptionslovens § 30 til at yde
adoptionshjælp, vil selve det at formidle kontakt mellem
adoptionssøgende og barn eller i øvrigt at yde bistand til
gennemførelse af adoptionen også være strafbart efter
adoptionslovens § 34, stk. 1, nr. 2.
Efter adoptionslovens § 7, stk. 1, kræver
adoption af et barn samtykke fra forældrene. Hvis en af
forældrene ikke har del i forældremyndigheden, skal denne dog
ikke samtykke. Er begge forældre uden del i forældremyndigheden,
forsvundne eller ude af stand til at handle fornuftsmæssigt,
kræves samtykke fra værgen, jf. § 7, stk. 3. Er barnet
over 12 år kræves som udgangspunkt også samtykke fra
barnet, jf. § 6, stk. 1.
Det vil således være strafbart for den, der
optræder som mellemmand, at yde vederlag til en
forældremyndighedsindehaver eller værge eller til barnet for at
opnå samtykke til adoptionen.
Ydes der vederlag i forbindelse med adoptionen,
medfører det tillige, at meddelelse af adoptionsbevilling skal
nægtes, jf. adoptionslovens § 15.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Det foreslås, at der indsættes en ny
bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der skal ske forsvarerbeskikkelse i
forbindelse med politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), hvis
afhøringen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under
domsforhandlingen.
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle
ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.
1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af
børn.
Forsvarerbeskikkelse bliver således obligatorisk i
alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af et barn, hvis den
mistænkte/sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den
valgte forsvarer udebliver. Dette gælder, selv om ingen endnu er sigtet
i sagen.
Retsplejelovens kapitel 66 finder i øvrigt
anvendelse på beskikkelser efter den foreslåede bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. og 3.4.3. i
de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Bestemmelsen indebærer, at der også i sager om
overtrædelse af straffelovens § 262 a om menneskehandel som
hovedregel skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den
pågældende begærer det. Hvis der er tale om en mindre
alvorlig sag, og advokatbistand anses for åbenbart unødvendig,
kan retten dog afslå en begæring om advokatbeskikkelse.
Der henvises til pkt. 2.5.6. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 3
Det foreslås, at der indsættes en ny
bestemmelse i retsplejeloven. Efter den foreslåede bestemmelse skal
forsvareren være til stede under politiets afhøring af et barn,
når afhøringen optages på video (videoafhøring),
hvis videoafhøringen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis
under domsforhandlingen, jf. også bemærkningerne til
lovforslagets § 3, nr. 4. Den mistænkte/sigtede har derimod efter
forslaget ikke adgang til at overvære afhøringen. Den
pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin
forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet, og kan snarest muligt
herefter fremsætte en anmodning om, at der foretages en
genafhøring af barnet.
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle
ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.
1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af
børn.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse uanset,
om barnet er forurettet eller en »udenforstående«, som har
overværet en mulig forbrydelse.
Bestemmelsen indebærer, at forsvareren ikke blot har
adgang til, således som det allerede følger af retsplejelovens
§ 745, stk. 3, at overvære videoafhøringen af barnet,
men pålægger denne en pligt til at overvære
afhøringen. Det sikres herved, at den mistænktes/sigtedes
eller den endnu ikke identificerede gerningsmands interesser kan varetages
under afhøringen af barnet, selv om den mistænkte/sigtede ikke
selv har krav på at overvære afhøringen.
Ved at pålægge forsvareren en pligt til at
være til stede under videoafhøringen skabes der samtidig
overensstemmelse med den beskikkede forsvarers pligt til, jf. retsplejelovens
§ 845, stk. 1, at være til stede under domsforhandlingen af
en straffesag.
Forsvareren må under videoafhøringen stille
sine spørgsmål til barnet gennem den afhørende
polititjenestemand.
Hvis forsvareren ikke har mulighed for inden for ganske
kort tid efter politiets modtagelse af anmeldelsen i sagen at medvirke ved
videoafhøringen af barnet, må retten anmodes om, jf. reglerne i
retsplejelovens kapitel 66, at beskikke en ny forsvarer for den
mistænke/sigtede.
Det foreslås endvidere, at den mistænkte eller
sigtede ikke har krav på at overvære afhøringen af barnet
ej heller fra et andet lokale via en monitor. Den mistænkte/sigtede
kan således ikke under henvisning til, at han ikke har overværet
afhøringen af barnet, anfægte anvendelsen af
videoafhøringen som bevismiddel under en senere domsforhandling.
Derimod foreslås det, at mistænkte/sigtede har
krav på efterfølgende sammen med sin forsvarer at gennemse
videoafhøringen og herved blive bekendt med barnets forklaring. Den
mistænkte/sigtede får ved gennemsynet mulighed for at vurdere, om
barnets forklaring giver ham anledning til at anmode om, at der stilles
yderligere spørgsmål til barnet. Af hensyn til en eventuel
genafhøring af barnet bør den mistænkte/sigtede gennemse
videooptagelsen snarest muligt efter gennemførelsen af
afhøringen. Det bør tilstræbes, at den
mistænkte/sigtede ser videoafhøringen så hurtigt som
muligt efter optagelsen eventuelt samme dag og så vidt muligt inden
for 1 til 2 uger efter afhøringen.
Hvis den mistænkte/sigtede ønsker at gennemse
videoafhøringen, men er lovligt forhindret heri, f.eks. på grund
af sygdom eller sagligt begrundet udlandsophold, må videooptagelsen
forevises ham hurtigst muligt efter forhindringens ophør.
En væsentlig udskydelse af tidspunktet for den
mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen kan betyde, at en
eventuel anmodning om genafhøring af barnet af hensyn til barnet
må afvises, jf. nærmere nedenfor.
Det er frivilligt for den mistænkte/sigtede, om han
ønsker at gennemse videoafhøringen. Hvis den
mistænkte/sigtede afstår fra at gennemse videooptagelsen eller
forholder sig passiv over for politiets henvendelse om gennemsyn kan den
mistænkte/sigtede ikke af denne grund efterfølgende under
domsforhandlingen anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis
under sagen. Den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer bør
senest samtidig med, at den mistænkte/sigtede afstår fra at
gennemse videooptagelsen, gøres bekendt med, at anvendelsen af
videoafhøringen som bevismiddel ikke efterfølgende kan
anfægtes under henvisning til, at den mistænkte/sigtede ikke har
set videoafhøringen forud for domsforhandlingen. Hvis den
mistænkte/sigtede forholder sig passiv over for politiets henvendelser
om adgangen til at se videooptagelsen, bør det ved fornyet henvendelse
til ham og hans forsvarer sikres, at mistænkte/sigtede har modtaget
vejledning om adgangen til at gennemse videoafhøringen og
formålet hermed. Afstår den pågældende herefter fra
at gennemse videooptagelsen, eller forholder han sig fortsat passiv,
bør hans forsvarer orienteres om, at mistænkte/sigtede ikke
ønsker at gennemse videooptagelsen eller ikke har reageret på
politiets henvendelser.
Udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse er,
at den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen skal
foregå hos politiet, således at politiet kan dokumentere, at den
mistænkte/sigtede har set videooptagelsen inden en eventuel
domsforhandling. Hvis den mistænkte/sigtede har gennemset
videooptagelsen hos forsvareren, og dette er dokumenteret over for politiet
ved en erklæring fra forsvareren om, at mistænkte/sigtede har
gennemset forsvarerens kopi af videooptagelsen, vil mistænktes/sigtedes
gennemsyn af videooptagelsen hos politiet dog kunne undlades.
Det foreslås endvidere, at den
mistænkte/sigtede eller dennes forsvarer kan fremsætte
begæring om, at der foretages en genafhøring af barnet. Den
mistænkte/sigtede får herved mulighed for at varetage sit forsvar
ved at få stillet spørgsmål til barnet, når barnets
forklaring kan forventes at blive anvendt som bevis under en senere
domsforhandling. Genafhøring bør af hensyn til barnet kun
ske, hvis det findes rimeligt begrundet, for at den mistænkte/sigtede
kan varetage sit forsvar. Hvorvidt, der skal foretages en genafhøring,
må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvor det bl.a. kan
tillægges vægt, om der er fremkommet nye oplysninger efter den
første afhøring af barnet, om den mistænkte/sigtede og
dennes forsvarer ønsker, at der bliver stillet nye relevante
spørgsmål til barnet, eller om der i øvrigt foreligger
andre særlige grunde til at foretage en genafhøring.
Hvis det besluttes, at der skal foretages en fornyet
afhøring af barnet, må denne søges gennemført ved
en supplerende videoafhøring ved politiet eller eventuelt
afhængigt af barnets alder og forældremyndighedsindehaverens
stillingtagen hertil i retten. Den mistænkte/sigtede har ikke krav
på at overvære en supplerende videoafhøring af barnet.
En begæring om genafhøring skal
fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden 2 uger efter,
at den mistænkte/sigtede har foretaget gennemsyn af den første
afhøring af barnet.
Fremsættes en anmodning om genafhøring
senere, må der ved vurderingen af, om genafhøring skal
foretages, lægges vægt på, om hensynet til barnet tilsiger
navnlig på grund af den tid, der er forløbet siden den
første afhøring at der ikke bør foretages fornyet
afhøring af barnet. Det må ved vurderingen endvidere
indgå, hvad der er årsagen til den sene begæring om
genafhøring, herunder om det skyldes den mistænktes/sigtedes
egne forhold.
En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og
den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer om gennemførelsen af
videoafhøringen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der
skal foretages en genafhøring, vil kunne indbringes for retten i
medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.
Den mistænkte/sigtede har adgang til
efterfølgende at gennemse en eventuel genafhøring af
barnet.
Der henvises til pkt. 3.3.3. og 3.4.5. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Det foreslås, at der indsættes en ny
bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der skabes udtrykkelig hjemmel til,
at videoafhøringer af børn kan dokumenteres som bevis under
domsforhandlingen. Det bemærkes, at videoafhøringer allerede i
dag uden udtrykkelig lovhjemmel anvendes som bevismiddel.
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle
ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.
1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af
børn.
Da anvendelse af videoafhøringer som bevis under
domsforhandlingen som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring
for den dømmende ret er en fravigelse af princippet om umiddelbar
bevisførelse, forudsættes det, at fremgangsmåden i den
foreslåede § 745 a, er fulgt i forbindelse med
videoafhøringen.
Er der sket tilsidesættelse af de
grundlæggende betingelser i den foreslåede § 745 a,
bør videoafhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke
anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis der ikke har
været en forsvarer for den mistænkte/sigtede til stede under
videoafhøringen af barnet, eller den mistænkte/sigtede ikke har
haft adgang til at gennemse videoafhøringen, bør
videoafhøringen således som altovervejende udgangspunkt ikke
anvendes.
Eventuelt forsvarerskifte efter gennemførelsen af
videoafhøringen har ikke betydning for videoafhøringens
anvendelse som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis den
mistænkte/sigtede vælger at skifte forsvarer, vil dette
således ikke indebære, at der alene af den grund skal foretages
en fornyet afhøring af barnet.
I øvrigt vil det afhænge af karakteren og
betydningen af den forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse
med videoafhøringen, om der kan ske anvendelse af
videoafhøringen som bevismiddel under domsforhandlingen. Indsigelser
om f.eks. ledende spørgsmål til barnet eller at en
tryghedsskabende person har blandet sig i afhøringen, bør i
almindelig ikke kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan
forevises som bevis under sagen. Det må således i
overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse overlades til
den dømmende ret at afgøre, om og i givet fald i hvilket omfang
fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse
bør have betydning for videoafhøringens bevismæssige
værdi.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. og 3.4.2. i
de almindelige bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Til § 5
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 og § 2 kan
dog sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er
derfor for så vidt angår § 1 ikke foreslået en hjemmel
til at sætte loven i kraft for Grønland.
Bilag 1
Tillægsprotokol til konventionen om barnets
rettigheder om salg af børn, børneprostitution og
børnepornografi
De i denne konvention deltagende stater, som
finder
, at det med henblik på yderligere at
fremme formålene i Konventionen om Barnets Rettigheder og
implementeringen af konventionens bestemmelser i særdeleshed artikel
1, 11, 21, 32, 33, 34, 35 og 36 ville være relevant at udvide de
forholdsregler, som deltagerstaterne bør træffe for at sikre, at
børn beskyttes mod salg af børn, børneprostitution og
børnepornografi,
desuden finder
, at Konventionen om Barnets
Rettigheder anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk
udnyttelse og mod at udføre arbejde, der kan være farligt for
eller have indvirkning på barnets uddannelse eller skade barnets
sundhed eller fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale
udvikling,
er dybt betænkelige
ved den omfattende og
stigende internationale handel med børn med henblik på salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi,
er dybt foruroliget
over den udbredte og
vedvarende praksis med sexturisme, hvor børn er særligt udsatte,
eftersom denne praksis direkte fremmer salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi,
anerkender
, at en række særligt
sårbare grupper, herunder pigebørn, har større risiko for
at blive seksuelt udnyttet, og at der er uforholdsmæssigt mange piger
blandt de seksuelt udnyttede,
er foruroliget over
det stigende udbud af
børnepornografi på Internettet og andre nye teknologiformer, og
erindrer om den internationale konference om bekæmpelse af
børnepornografi på Internettet (Wien, 1999) og i
særdeleshed dens konklusion, der stiller krav om global kriminalisering
af fremstilling, udbredelse, eksport, overførsel, import,
forsætlig besiddelse og annoncering af børnepornografi, og
understreger vigtigheden af et tættere samarbejde og partnerskab mellem
myndighederne og Internetbranchen,
mener
, at man lettere vil kunne afskaffe salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi, hvis man
anvender en holistisk tilgang og tager hånd om de medvirkende faktorer,
herunder underudvikling, fattigdom, økonomisk ulighed,
uretfærdig samfundsøkonomisk struktur, dårligt fungerende
familier, manglende uddannelse, befolkningsbevægelser mellem by og
land, kønsdiskrimination, uansvarlig seksuel adfærd blandt
voksne, skadelige traditionsbundne ritualer, væbnede konflikter og
handel med børn,
mener
, at det er nødvendigt med en indsats
for at øge den almene bevidsthed for at kunne reducere
efterspørgslen efter salg af børn, børneprostitution og
børnepornografi, og også tror på vigtigheden af at styrke
det globale samarbejde blandt alle aktører og af at forbedre
retshåndhævelsen på nationalt plan,
bemærker
de internationale retsakter af
relevans for beskyttelse af børn, herunder Haager-Konventionen om
beskyttelse af børn og samarbejde om internationale adoptioner,
Haager-Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale
barnebortførelser, Haager-Konventionen om retternes kompetence,
lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde
vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse
af mindreårige, samt ILO-Konvention nr. 182 om forbud mod og
omgående indsats til afskaffelse af de værste former for
børnearbejde,
er opmuntret af
den overvældende
støtte for Konventionen om Barnets Rettigheder, der viser et udbredt
engagement i at fremme og beskytte børns rettigheder,
anerkender
vigtigheden af at gennemføre
bestemmelserne i handlingsplanen til forebyggelse af salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi samt den erklæring
og indsatsplan, der blev vedtaget på verdenskongressen om kommerciel
seksuel udnyttelse af børn, der blev afholdt i Stockholm den 27.-31.
august 1996, samt andre relevante beslutninger og anbefalinger fra relevante
internationale organer,
tager behørigt hensyn
til betydningen af
hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på
barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,
er blevet enige
om følgende:
Artikel 1
Deltagerstaterne skal forbyde salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi som fastsat i denne
protokol.
Artikel 2
I denne protokol:
(a) forstås ved salg af børn enhver handling eller
transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til
en anden mod betaling eller andet vederlag;
(b) forstås ved børneprostitution brugen af et barn i
forbindelse med seksuelle aktiviteter mod betaling eller andet vederlag;
(c) forstås ved børnepornografi enhver form for gengivelse
af et barn involveret i en virkelig eller simuleret tydelig seksuel aktivitet
eller enhver form for gengivelse af et barns kønsdele af overvejende
seksuelle årsager.
Artikel 3
1. Enhver deltagerstat skal sikre sig, at i det mindste
følgende handlinger og aktiviteter er fuldt dækkede i henhold
til dens strafferetlige lovgivning, uanset om sådanne
lovovertrædelser begås inden for eller på tværs af
statens grænser, og uanset om de begås af en enkeltperson eller
på organiseret plan:
(a) I sammenhæng med salg af børn som defineret i artikel
2:
(i) at udbyde, levere eller modtage et barn uanset hvordan med henblik
på:
a. seksuel udnyttelse af barnet,
b. overdragelse af barnets organer for vindings skyld,
c. beskæftigelse af barnet med tvangsarbejde;
(ii) uretmæssigt som mellemmand at foranledige, at der gives
samtykke til adoption af et barn i strid med gældende internationale
retsakter om adoption;
(b) at udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til
børneprostitution som defineret i artikel 2;
(c) til ovennævnte formål at fremstille, videregive,
udbrede, importere, eksportere, udbyde, sælge eller besidde
børnepornografi som defineret i artikel 2.
2. Med forbehold af bestemmelserne i en deltagerstats
nationale lovgivning, gælder dette også ethvert forsøg
på at begå en af disse handlinger samt meddelagtighed eller
deltagelse i en af disse handlinger.
3. Enhver deltagerstat skal gøre disse
lovovertrædelser strafbare med passende straffe, der tager højde
for overtrædelsernes alvorlige karakter.
4. Med forhold af bestemmelserne i national lovgivning
skal enhver deltagerstat om nødvendigt træffe forholdsregler,
der gør juridiske personer ansvarlige for de i stk. 1 fastsatte
lovovertrædelser. Afhængig af deltagerstatens juridiske
principper kan en juridisk persons ansvar være strafferetligt,
civilretligt eller forvaltningsretligt.
5. Deltagerstaterne skal træffe alle passende
retlige og administrative forholdsregler til at sikre, at alle personer, der
er involveret i adoptionen af et barn, handler i overensstemmelse med de
gældende internationale retsakter.
Artikel 4
1. Enhver deltagerstat skal træffe sådanne
forholdsregler, som måtte være nødvendige for at
udøve jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3,
stk. 1, nævnte art, når overtrædelserne begås
på dens område eller om bord på et skib eller
luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat.
2. Enhver deltagerstat kan træffe sådanne
forholdsregler, som måtte være nødvendige for at
udøve jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3,
stk. 1, nævnte art, i følgende situationer:
(a) når en formodet lovovertræder er statsborger i den
pågældende stat eller har sin faste bopæl inden for dens
område;
(b) når offeret er statsborger i den pågældende
stat.
3. Enhver deltagerstat skal ligeledes træffe
sådanne forholdsregler, som måtte være nødvendige
for at udøve jurisdiktion over for de ovennævnte
lovovertrædelser, hvis den formodede lovovertræder befinder sig
inden for dens område, og staten ikke udleverer vedkommende til en
anden deltagerstat, fordi lovovertrædelsen er begået af en af
førstnævnte deltagerstats statsborgere.
4. Protokollen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion
udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.
Artikel 5
1. De i artikel 3, stk. 1, nævnte
lovovertrædelser skal i enhver udleveringstraktat mellem
deltagerstaterne anses for omfattet af de lovovertrædelser, der
ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering, samt
optages i enhver udleveringstraktat, der efterfølgende indgås
mellem dem, blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering i
overensstemmelse med de i sådanne traktater fastsatte betingelser.
2. Hvis en deltagerstat, som kun foretager udlevering
på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering
fra en anden deltagerstat, med hvilken den ikke har indgået
udleveringstraktat, kan den betragte denne protokol som det retlige grundlag
for udlevering med hensyn til de pågældende
lovovertrædelser. For udleveringen gælder i øvrigt de
bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.
3. Deltagerstater, som ikke gør udlevering betinget
af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse sådanne
lovovertrædelser som værende lovovertrædelser, der kan
medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er
fastsat i den anmodede stats lovgivning.
4. For så vidt angår udlevering mellem
deltagerstaterne skal sådanne lovovertrædelser anses som
begået ikke blot dér, hvor de fandt sted, men også i de
stater, som ifølge artikel 4 skal kunne udøve jurisdiktion over
for lovovertrædelserne.
5. Hvis der fremsættes en udleveringsanmodning med
hensyn til en lovovertrædelse som beskrevet i artikel 3, stk. 1,
og hvis den anmodede deltagerstat ikke kan eller vil foretage udlevering
på grundlag af lovovertræderens statsborgerskab, skal den
pågældende stat træffe de nødvendige forholdsregler
for at forelægge sagen for dens kompetente myndigheder med henblik
på retsforfølgning.
Artikel 6
1. Deltagerstaterne skal yde hinanden størst mulig
bistand i forbindelse med efterforskning og straffe- og udleveringssager i
anledning af de lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 3,
stk. 1, herunder bistand til fremskaffelse af bevismateriale, som er til
deres rådighed og nødvendigt for retssagen.
2. Deltagerstaterne skal udføre deres forpligtelser
efter stk. 1 i overensstemmelse med de traktater eller andre ordninger
om gensidig retshjælp, som de måtte have indgået med
hinanden. I mangel af sådanne traktater eller ordninger, skal
deltagerstaterne yde hinanden bistand i henhold til deres nationale
lovgivning.
Artikel 7
Deltagerstaterne skal med forbehold af bestemmelserne i
deres nationale lovgivning:
(a) træffe forholdsregler til at sikre beslaglæggelse og
konfiskation i nødvendigt omfang af:
(i) effekter, såsom materialer, aktiver og andre redskaber
benyttet til at begå eller gøre det lettere at begå
lovovertrædelser efter denne protokol,
(ii) udbytte fra sådanne lovovertrædelser;
(b) efterkomme anmodninger fra en anden deltagerstat om
beslaglæggelse eller konfiskation af effekter eller udbytte som
nævnt i litra a, nr. i;
(c) træffe forholdsregler, der har til formål midlertidigt
eller permanent at lukke lokaler, der er benyttet til at begå
sådanne lovovertrædelser.
Artikel 8
1. Deltagerstaterne skal vedtage passende forholdsregler
til varetagelse af rettigheder og interesser for de børn, der er ofre
for praksis, som er forbudt efter denne protokol på alle trin i
strafferetsplejen, i særdeleshed ved:
(a) at anerkende børneofres sårbarhed og tilpasse
retsplejen, så den anerkender deres særlige behov, herunder deres
særlige behov som vidner;
(b) at informere børneofre om deres rettigheder, deres rolle og
omfanget, det tidsmæssige aspekt og arbejdet med sagen samt om
tilrettelæggelsen af deres sag;
(c) at tillade børneofres synspunkter, behov og bekymringer at
blive fremlagt og taget i betragtning i sager, hvor deres personlige
interesser berøres, på en måde, der er i overensstemmelse
med den nationale lovgivnings procesregler;
(d) at sikre tilstrækkelige støtteforanstaltninger til
børneofre gennem hele retsprocessen;
(e) hvor det er relevant at beskytte børneofres privatliv og
identitet samt træffe forholdsregler i overensstemmelse med national
lovgivning for at undgå uhensigtsmæssig udbredelse af
oplysninger, der kunne medføre, at børneofre kan
identificeres;
(f) hvor det er relevant, at sørge for, at børneofre samt
deres familie og vidner for deres sag beskyttes mod trusler og
gengældelseshandlinger;
(g) at undgå unødvendige forsinkelser i
tilrettelæggelsen af sager og håndhævelsen af kendelser
eller påbud, der tilkender børneofre erstatning.
2. Deltagerstaterne skal sikre, at usikkerhed om et offers
faktiske alder ikke er til hinder for, at der iværksættes
strafferetlig efterforskning, herunder efterforskning rettet mod at få
fastslået ofrets alder.
3. Deltagerstaterne skal sikre, at børn, der er
ofre for lovovertrædelser som beskrevet i denne protokol, får en
behandling i det strafferetlige system, som er i barnets bedste
interesse.
4. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler for
at sikre en passende uddannelse, især juridisk og psykologisk
uddannelse, af de personer, der arbejder med ofre for de efter denne protokol
forbudte lovovertrædelser.
5. Deltagerstaterne skal i passende sager vedtage
forholdsregler til at beskytte sikkerheden og integriteten af sådanne
personer og/eller organisationer, der er involveret i forebyggelse af
og/eller beskyttelse og rehabilitering af ofre for sådanne
lovovertrædelser.
6. Intet i denne artikel skal kunne fortolkes som
værende til skade for eller uforeneligt med tiltaltes ret til en
rimelig og uvildig retssag.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne skal vedtage eller styrke,
gennemføre og udbrede lovgivning, administrative forholdsregler,
socialpolitik og sociale programmer, der har til formål at hindre de i
denne protokol nævnte lovovertrædelser. De skal især
være opmærksomme på at beskytte børn, som er
særligt sårbare over for en sådan praksis.
2. Deltagerstaterne skal øge opmærksomheden i
offentligheden generelt, herunder blandt børn, gennem enhver relevant
form for oplysningskampagner og uddannelse om de forebyggende
foranstaltninger og skadelige virkninger af de i nærværende
protokol nævnte lovovertrædelser. Deltagerstaterne skal til
opfyldelse af deres forpligtelser efter denne artikel opmuntre til, at
samfundet og i særdeleshed børn og børneofre deltager i
sådanne oplysnings- og uddannelsesprogrammer, også på
internationalt plan.
3. Deltagerstaterne skal træffe alle tænkelige
forholdsregler, der har til formål at yde tilstrækkelig bistand
til ofre for sådanne forbrydelser, herunder til fuld social
reintegration og fuld fysisk og psykisk helbredelse.
4. Deltagerstaterne skal sikre, at alle børneofre
for de i denne protokol nævnte lovovertrædelser har adgang til
tilstrækkelige retsmidler til uden diskrimination at kræve
skadeserstatning fra de juridisk ansvarlige.
5. Deltagerstaterne skal træffe passende
forholdsregler, der er målrettet mod effektivt at forbyde fremstilling
og udbredelse af materiale, der annoncerer for de i denne protokol beskrevne
lovovertrædelser.
Artikel 10
1. Deltagerstaterne skal tage alle de nødvendige
skridt for at styrke det internationale samarbejde med multilaterale,
regionale og bilaterale ordninger om forebyggelse, afsløring,
efterforskning, strafforfølgelse og afstraffelse af de personer, der
er ansvarlige for handlinger, som omfatter salg af børn,
børneprostitution, børnepornografi og børnesexturisme.
Deltagerstaterne skal også fremme internationalt samarbejde og
koordinering blandt deres myndigheder, nationale og internationale
ikke-statslige organisationer (NGO’er) samt internationale
organisationer.
2. Deltagerstaterne skal fremme internationalt samarbejde
til støtte for børneofres fysiske og psykiske helbredelse,
social reintegration og hjemsendelse.
3. Deltagerstaterne skal medvirke til styrkelse af det
internationale samarbejde for at tage hånd om de grundlæggende
årsager, såsom fattigdom og underudvikling, der bidrager til
børns sårbarhed over for at blive udsat for salg af børn,
børneprostitution, børnepornografi og
børnesexturisme.
4. De deltagerstater, der er i stand hertil, skal yde
økonomisk, teknisk og anden bistand gennem eksisterende multilaterale,
regionale, bilaterale eller andre programmer.
Artikel 11
Intet i denne protokol har indvirkning på
bestemmelser, der bidrager i et større omfang til at realisere
børns rettigheder, og som måtte være indeholdt i:
(a) en deltagerstats lovgivning,
(b) international lovgivning gældende for den
pågældende stat.
Artikel 12
1. Hver deltagerstat skal inden to år fra
protokollens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat
indsende en beretning til Komitéen vedrørende Barnets
Rettigheder med uddybende oplysninger om de forholdsregler, den har truffet
for at implementere protokollens bestemmelser.
2. Efter indsendelse af den omfattende beretning, skal
hver deltagerstat inkludere alle yderligere oplysninger vedrørende
implementeringen af denne protokol i de beretninger, den indsender i
overensstemmelse med konventionens artikel 44. Øvrige deltagerstater
skal indsende en beretning hvert femte år.
3. Komitéen vedrørende Barnets Rettigheder
kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger, som er relevante for
implementering af denne protokol.
Artikel 13
1. Denne protokol kan undertegnes af enhver af
konventionens deltagerstater, eller enhver stat, der har underskrevet
konventionen.
2. Denne protokol skal ratificeres og kan tiltrædes
af enhver af konventionens deltagerstater, eller enhver stat, der har
underskrevet konventionen. Ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 14
1. Denne protokol træder i kraft tre måneder
efter datoen for deponering af det tiende ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder
denne protokol efter dens ikrafttræden, træder protokollen i
kraft en måned efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 15
1. En deltagerstat kan til enhver tid opsige denne
protokol ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers
Generalsekretær, som derpå skal give meddelelse derom til de
øvrige af konventionens deltagerstater og alle stater, der har
underskrevet konventionen. Opsigelsen træder i kraft ét år
efter den dag, hvor De Forenede Nationers Generalsekretær har modtaget
denne.
2. En sådan opsigelse har ikke frigørende
virkning for deltagerstaten i forhold til statens forpligtelser efter denne
protokol med hensyn til en lovovertrædelse, som begås forud for
den dato, hvor opsigelsen træder i kraft. En sådan opsigelse kan
heller ikke på nogen måde skade den fortsatte behandling af en
sag, som allerede er under behandling af Komitéen forud for den dato,
hvor opsigelsen træder i kraft.
Artikel 16
1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag og
indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær.
Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til
deltagerstaterne med anmodning om, at disse meddeler, hvorvidt de
ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det
formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en
tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en
sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske
om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til
konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som vedtages
af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme
på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers
Generalforsamling til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i
overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft, når det er
godkendt af De forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med
to tredjedels flertal af deltagerstaterne.
3. Når en ændring træder i kraft, er den
bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens de øvrige
deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og
eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 17
1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske,
franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres i De
Forenede Nationers arkiv.
2. De Forenede Nationers Generalsekretær skal
fremsende bekræftede kopier af denne protokol til alle konventionens
deltagerstater og alle stater, der har underskrevet konventionen.
Bilag 2
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles, den
Forslag til
RÅDETS RAMMEAFGØRELSE
om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om Den Europæiske
Union, særlig artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34,
stk. 2, litra b),
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
og
ud fra følgende betragtninger:
Rådets og Kommissionens handlingsplan for hvorledes
Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med
frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres,
konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors som afspejlet
i resultattavlen og Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning
af 11. april 20005 omfatter eller opfordrer til gennemførelse af
lovgivning til bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi, herunder fælles definitioner, fælles
regler for, hvad der er strafbart, samt fælles sanktioner.
Den fælles aktion af 24. februar 1997 om
bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn og
Rådets afgørelse om bekæmpelse af børnepornografi
på internettet bør følges op af yderligere lovgivning,
som kan tage højde for de divergerende juridiske måder at anskue
problemet på i medlemsstaterne og bidrage til yderligere udvikling af
et effektivt retligt og politimæssigt samarbejde til bekæmpelse
af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Europa-Parlamentet bekræfter i sin beslutning af 30.
marts 2000 om meddelelsen fra Kommissionen om iværksættelse af
foranstaltninger til bekæmpelse af børnesexturisme at
børnesexturisme er en strafbar handling, der er nært forbundet
med seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, og opfordrer
Kommissionen til at forelægge Rådet et forslag til en
rammeafgørelse til fastsættelse af mindsteregler for
gerningsindholdet i disse strafbare handlinger.
Seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi udgør alvorlige krænkelser af
menneskerettighederne og barnets grundlæggende ret til en harmonisk
opvækst og udvikling.
Børnepornografi, som er en særdeles alvorlig
form for seksuel udnyttelse af børn, forekommer stadigt hyppigere og
spredes takket være ny teknologi og internettet.
Det betydningsfulde arbejde, der udføres af
internationale organisationer, bør suppleres af Den Europæiske
Union.
Det er nødvendigt, at der gribes ind over for
alvorlige forbrydelser som seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi, idet der anlægges en vidtspændende
strategi, hvori de grundlæggende elementer i strafferetten, som er
fælles for alle medlemsstater, bl.a. effektive sanktioner, der
står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, og som har
afskrækkende virkning, udgør en helhed sammen med det bredest
mulige retlige samarbejde.
I overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og
proportionalitet begrænser denne rammeafgørelse sig til det
absolutte minimum, der er påkrævet for at opfylde disse
målsætninger på europæisk plan, og går ikke ud
over, hvad der er nødvendigt til dette formål.
Der bør indføres sanktioner over for
gerningsmændene til sådanne lovovertrædelser, som skal
være tilstrækkeligt strenge til, at seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi bliver omfattet af de instrumenter, der
allerede er vedtaget til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som
f.eks. fælles aktion 98/699/RIA vedrørende hvidvaskning af
penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og
konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold og fælles
aktion 98/733/RIA om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel
organisation.
Bekæmpelsen af seksuel udnyttelse af børn
forudsætter på grund af sin særlige karakter, at
medlemsstaterne i deres lovgivning indfører strafferetlige sanktioner,
der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen
og har afskrækkende virkning. De bør tillige være afpasset
efter de aktiviteter, juridiske personer udøver.
Ofre, som er børn, skal afhøres på en
måde, der er tilpasset deres alder og udvikling, med henblik på
efterforskning og retsforfølgning for lovovertrædelser, der
henhører under denne rammeafgørelse.
Denne rammeafgørelse berører ikke Det
Europæiske Fællesskabs beføjelser.
Denne rammeafgørelse bør bidrage til at
bekæmpe seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi ved
at supplere de instrumenter, der allerede er vedtaget af Rådet, som
f.eks. fælles aktion 96/700/RIA vedrørende et tilskyndelses- og
udvekslingsprogram til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel
udnyttelse af børn (STOP), fælles aktion 96/748/RIA2 om
udvidelse af Europols Narkotikaenheds mandat, Rådets og
Europa-Parlamentets beslutning 293/2000/EF om Daphneprogrammet om
forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn,
unge og kvinder, fælles aktion 98/428/RIA om oprettelse af et
europæisk retligt netværk, handlingsplanen om fremme af en mere
sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og
skadeligt indhold på globale net, fælles aktion 96/277/RIA om
udveksling af retsembedsmænd som forbindelsespersoner med henblik
på at forbedre det retlige samarbejde mellem Den Europæiske
Unions medlemsstater samt fælles aktion 98/427/RIA om god praksis i
forbindelse med gensidig retshjælp i straffesager
VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:
Artikel 1
Definitioner
I denne rammeafgørelse forstås ved:
a) »barn«: en person under atten år;
b) »børnepornografi«: pornografisk materiale, der visuelt
afbilder eller forestiller
i) et virkeligt barn, der er involveret eller deltager i eksplicit
seksuel adfærd, herunder seksuelt pirrende fremvisning af et barns
kønsorganer eller pubesområde, eller
ii) en virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret
eller deltager i ovennævnte adfærd, eller
iii) realistiske billeder af et ikke eksisterende barn, der er
involveret eller deltager i ovennævnte adfærd;
c) »edb-system«: enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne
eller relaterede anordninger, hvoraf en eller flere, via et program,
udfører automatisk databehandling.
Artikel 2
Lovovertrædelser vedrørende seksuel udnyttelse
af børn
Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige
adfærd er strafbar:
a) tvinge et barn til prostitution eller for deltagelse i pornografiske
optrin eller drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn
til sådanne formål;
b) hverve et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografiske
optrin;
c) tage del i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor
i) der gøres brug af tvang, magt eller trusler,
ii) der gives penge eller andre former for aflønning eller
erkendtlighed som modydelse for barnets deltagelse i seksuelle aktiviteter,
eller
iii) der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til
tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet.
Artikel 3
Lovovertrædelser vedrørende
børnepornografi
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige
adfærd er strafbar, uanset om der anvendes et edb-system som
hjælpemiddel, når den udvises uretmæssigt:
a) fremstilling af børnepornografi,
b) distribution, spredning eller transmission af
børnepornografi,
c) udbydelse eller tilrådighedsstillelse af
børnepornografi,
d) anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi.
2. En medlemsstat kan lade strafansvar bortfalde ved de
former for børnepornografisk adfærd, som er omhandlet
i:
a) artikel 1, litra b, nr. ii), hvis en virkelig person, der ser ud som
et barn, faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for
afbildningen,
b) artikel 1, litra b, nr. i) og ii), hvis billeder af børn, der
har nået den seksuelle lavalder, fremstilles og besiddes med disses
samtykke og udelukkende til deres eget private brug. Selv om der er givet
samtykke, skal dette ikke anses for gyldigt, hvis det er opnået ved
misbrug af for eksempel højere alder, stilling eller status,
større modenhed eller erfaring eller ofrets afhængighed af
lovovertræderen,
c) artikel 1, litra b, nr. iii), hvis det kan godtgøres, at det
pornografiske materiale er fremstillet og besiddes af producenten udelukkende
til eget private brug, og såfremt intet af det i artikel 1, litra b),
nr. i) og ii) nævnte pornografiske materiale er blevet anvendt til
fremstilling deraf, og såfremt fremstilling af materialet ikke
indebærer nogen risiko for, at det kan spredes.
Artikel 4
Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse, medvirken, eller tilskyndelse
til at begå de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser er
strafbart.
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at forsøg på at udvise den i
artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra a) og b), omhandlede adfærd
er strafbart.
Artikel 5
Sanktioner og skærpende omstændigheder
1. Med forbehold af stk. 4 træffer hver
medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der for de
i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser kan idømmes
maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel.
2. Med forbehold af stk. 4 træffer hver
medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
følgende lovovertrædelser kan straffes med en maksimumsstraf
på mindst 5 til 10 års fængsel:
a) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der
består i at »tvinge et barn til prostitution eller til at deltage i
pornografiske optrin«, samt de i artikel 2, litra c), nr. i), omhandlede
lovovertrædelser;
b) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der
består i at »drage fordel af eller på anden måde udnytte et
barn til sådanne formål«, og de i artikel 2, litra b), omhandlede
lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde
vedrører prostitution, når mindst én af følgende
omstændigheder foreligger:
offeret er efter national lovgivning et barn under den seksuelle
lavalder;
lovovertræderen har forsætligt eller på uforsvarlig
vis bragt barnet i livsfare;
lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller
har forvoldt barnet alvorlig skade;
lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en
kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA af 21.
december 1998, der gør det strafbart at deltage i en kriminel
organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater, uanset den
strafferamme, der er fastsat deri;
c) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der
består i at »drage fordel af eller på anden måde udnytte et
barn til sådanne formål«, og de i artikel 2, litra b), omhandlede
lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde
vedrører pornografiske optrin, og de i artikel 2, litra c), nr. ii),
artikel 2, litra c), nr. iii), artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 3,
stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 1, litra c), omhandlede
lovovertrædelser, hvis offeret efter national lovgivning er et barn
under den seksuelle lavalder, og når mindst én af de
omstændigheder, der er nævnt i litra b), andet, tredje og fjerde
led, foreligger.
3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at en fysisk person, der er blevet dømt
for en af de i artikel 2, 3 eller 4 omhandlede lovovertrædelser
midlertidigt eller permanent forhindres i at udøve aktiviteter, der
indebærer tilsyn med børn, hvis det er relevant.
4. Hver medlemsstat kan fastsætte andre sanktioner,
herunder ikke-strafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, for
adfærd vedrørende børnepornografi, som omhandlet i
artikel 1, litra b), nr. iii).
Artikel 6
Juridiske personers ansvar
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan holdes ansvarlige
for en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser, der for
at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten
individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som
har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret
på:
a) beføjelser til at repræsentere den juridiske person,
eller
b) beføjelse til at træffe beslutninger på den
juridiske persons vegne, eller
c) beføjelse til at udøve intern kontrol.
2. Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde
træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, hvis utilstrækkeligt
tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de i stk. 1
omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er
underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de i artikel
2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser for at skaffe den juridiske
person vinding.
3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og
2 udelukker ikke strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der
begår, anstifter eller medvirker til en lovovertrædelse som
omhandlet i artikel 2, 3 og 4.
4. I denne rammeafgørelse forstås ved
»juridisk person« enhver enhed, der har denne status i henhold til den
nationale ret, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige
organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt
offentligretlige internationale organisationer.
Artikel 7
Sanktioner over for juridiske personer
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at der over for en juridisk person, der kendes
ansvarlig i henhold til artikel 6, stk. 1, kan iværksættes
sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til
lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder
bødestraf eller administrativt idømte bøder, og som kan
indbefatte andre sanktioner som f.eks.:
a) udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud;
b) midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve
erhvervsvirksomhed;
c) anbringelse under retsligt tilsyn;
d) likvidation efter retskendelse, eller
e) midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er
blevet brugt til at begå lovovertrædelsen.
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at der over for en juridisk person, der kendes
ansvarlig i henhold til artikel 6, stk. 2, kan iværksættes
sanktioner og foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt
forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning.
Artikel 8
Straffemyndighed og retsforfølgning
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed med hensyn til
en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser,
når
a) lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på
den pågældende medlemsstats område;
b) gerningsmanden er statsborger i den pågældende
medlemsstat, eller
c) lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk
person, som har sit hjemsted på den pågældende medlemsstats
område.
2. En medlemsstat kan beslutte, at den ikke eller kun i
særlige tilfælde eller under særlige omstændigheder
vil anvende de regler om straffemyndighed, der er fastsat i stk. 1,
litra b) og c), når lovovertrædelsen er begået uden for
dens område.
3. En medlemsstat, som i henhold til sin lovgivning ikke
udleverer sine egne statsborgere, træffer de nødvendige
foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed og i givet fald
rejse straffesag med hensyn til en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede
lovovertrædelser, når lovovertrædelsen er begået af
en af dens egne statsborgere uden for dens område.
4. Medlemsstater, der beslutter at anvende stk. 2,
underretter Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen herom og
anfører, når det er relevant, de særlige tilfælde
eller omstændigheder, hvor beslutningen gælder.
5. Hver medlemsstat sikrer, at dens straffemyndighed
omfatter situationer, hvor en lovovertrædelse i henhold til artikel 3,
og i det omfang det er relevant, artikel 4, er begået ved hjælp
af et edbsystem, hvortil der er opnået adgang fra medlemsstatens
område, uanset om edb-systemet befinder sig på dens
område.
6. Hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger for at muliggøre retsforfølgning i
overensstemmelse med national ret af i det mindste de groveste af de
lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, efter at offeret har
nået myndighedsalderen.
Artikel 9
Beskyttelse af og hjælp til ofre
1. Medlemsstaterne fastsætter, at efterforskning og
retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelser, der er
omfattet af denne rammeafgørelse, ikke afhænger af, om offeret
for en lovovertrædelse indgiver anmeldelse eller klage, i det mindste i
de tilfælde, hvor artikel 8, stk. 1, litra a), finder
anvendelse.
2. Ofre for en lovovertrædelse som omhandlet i
artikel 2 bør betragtes som særligt udsatte ofre i henhold til
artikel 2, stk. 2, artikel 8, stk. 4, og artikel 14, stk. 1, i
rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med straffesager.
3. Hver medlemsstat træffer alle mulige
foranstaltninger for at sikre passende hjælp til ofrets familie.
Navnlig anvender hver medlemsstat, når det er hensigtsmæssigt og
muligt, artikel 4 i rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse
med straffesager, på den pågældende familie.
Artikel 9a
Geografisk anvendelsesområde
Denne rammeafgørelse gælder for
Gibraltar.
Artikel 10
Ophævelse af fælles aktion 97/154/RIA
Fælles aktion af 24. februar 1997 vedtaget af
Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den
Europæiske Union om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel
udnyttelse af børn ophæves ved denne rammeafgørelse.
Artikel 11
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den
2. Medlemsstaterne meddeler senest samme dato
Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de
retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser,
der pålægges dem ved denne rammeafgørelse, i national ret.
På grundlag af en rapport udarbejdet på basis af disse
oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen undersøger
Rådet inden den 30. juni 2004, om medlemsstaterne har truffet de
nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne
rammeafgørelse.
Artikel 12
Ikrafttræden
Denne rammeafgørelse træder i kraft på
datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers
Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets vegne
Formand
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september
2002, foretages følgende ændringer:
§ 94.
- - -
Stk. 2-3
. - - -
Stk. 4.
For overtrædelse af denne lovs §§ 210,
216-220, 222 og 223 regnes forældelsesfristen dog tidligst fra den dag,
den forurettede fylder 18 år. Det samme gælder overtrædelse
af denne lovs §§ 224 og 225, jf. §§ 216-220, 222 og 223.
1.
I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 223«
til: », 223 og 262 a, stk. 2,«.
2.
§ 223 a affattes således:
§ 223 a.
Den, der som kunde har samleje med en person under 18
år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, straffes
med bøde eller fængsel indtil 2 år.
»§ 223 a.
Den, der som kunde mod betaling eller løfte
om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.«
3.
§ 230 affattes således:
§ 230.
Den, der optager utugtige fotografier, film eller
lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge
eller på anden måde at udbrede materialet, straffes fængsel
indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde.
§ 226 finder tilsvarende anvendelse.«
»§ 230.
Den, der optager utugtige fotografier, film eller
lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge
eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende
omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv
udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes
barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere
systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende
anvendelse.«
4.
§ 235 affattes således:
§ 235.
Den, som erhvervsmæssigt sælger eller
på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende
af børn, straffes med bøde eller fængsel indtil 2
år. På samme måde straffes den, som i en videre kreds
udbreder sådanne fremstillinger.
Stk. 2.
Den, som besidder eller mod vederlag gør sig
bekendt med fotografier, film eller lignende af børn, der
1) har samleje eller anden kønslig omgængelse end
samleje,
2) har kønslig omgang med dyr eller
3) anvender genstande på groft utugtig måde,
straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.
»§ 235.
Den, som udbreder utugtige fotografier, film, andre
utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som
skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor
barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der
forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere
systematisk eller organiseret karakter.
Stk. 2.
Den, som besidder eller mod vederlag gør sig
bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser
eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af
utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den
pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.«
§ 2
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december
1999, som ændret ved § 14 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 5
i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 26 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og
lov nr. 214 af 22. april 2002, foretages følgende ændring:
§ 34.
Med bøde eller fængsel indtil 4
måneder straffes den, der
1) tilsidesætter vilkår fastsat efter § 30,
stk. 2, eller
2) overtræder §§ 31-33.
1.
I § 34 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
Stk. 2.
I forskrifter, der udstedes efter § 30,
stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller
fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
»Stk. 2.
På samme måde straffes den, der som
mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.«
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 3
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september
2002, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 731 indsættes:
»§ 731 a.
Kan politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at
ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden
afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller
sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,
hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den
valgte forsvarer udebliver.«
§ 741 a.
I sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223,
§§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf.
§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller
§ 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter
begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens
§ 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232,
§ 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,
§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås,
hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand
må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i
sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224
eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 2
. - - -
2.
I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
ændres »260-262« til: »260-262 a«.
3.
Efter § 745 indsættes:
»§ 745 a.
Kan politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at
ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren
være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2.
Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke
adgang til at overvære videoafhøringen. Den
pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin
forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra
den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der
foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt
herefter.
4.
Efter § 877 indsættes:
»§ 877 a.
Politiets afhøring af et barn kan, når
afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes
som bevis under domsforhandlingen.«
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn m.v.) Retsinformation · 3. april 2003
- Skriftlig fremsættelse (10. december 2002) - L 117 Retsinformation · 11. december 2002
- Forslag til Lov om ændring af kriminallov for Grønland (Børnepornografi) Retsinformation · 7. oktober 2004
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug m.v.) Retsinformation · 11. december 2008
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 27. april 2000
- Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn m.v.) Retsinformation · 18. marts 2003