Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.)

2002/1 LSF 117Lovforslag som fremsatJustitsministeriet11. december 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. december 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven,

adoptionsloven og

retsplejeloven

(Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn,

salg af børn og gennemførelse af straffesager om

seksuelt misbrug af børn mv.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september

2002, foretages følgende ændringer:

1.

I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 223«

til: », 223 og 262 a, stk. 2,«.

2.

§ 223 a affattes således:

»§ 223 a.

Den, der som kunde mod betaling eller løfte

om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år.«

3.

§ 230 affattes således:

»§ 230.

Den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende

Læs alt

omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv

udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes

barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere

systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende

anvendelse.«

4.

§ 235 affattes således:

»§ 235.

Den, som udbreder utugtige fotografier, film, andre

utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor

barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der

forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere

systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser

eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af

utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den

pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.«

§ 2

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december

1999, som ændret ved § 14 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 5

i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 26 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og

lov nr. 214 af 22. april 2002, foretages følgende ændring:

1.

I § 34 indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke:

»Stk. 2.

På samme måde straffes den, der som

mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september

2002, foretages følgende ændring:

1.

Efter § 731 indsættes:

»§ 731 a.

Kan politiets afhøring af et barn, når

afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at

ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden

afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller

sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,

hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den

valgte forsvarer udebliver.«

2.

I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

ændres »260-262« til: »260-262 a«.

3.

Efter § 745 indsættes:

»§ 745 a.

Kan politiets afhøring af et barn, når

afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at

ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren

være til stede under videoafhøringen.

Stk. 2.

Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke

adgang til at overvære videoafhøringen. Den

pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin

forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra

den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der

foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt

herefter.

4.

Efter § 877 indsættes:

»§ 877 a.

Politiets afhøring af et barn kan, når

afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes

som bevis under domsforhandlingen.«

§ 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i

Lovtidende.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller

delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som

de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens § 2 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

3

2.

Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og

salg af børn

4

2.1.

Gældende ret

4

2.2.

Tillægsprotokollen til FN’s konvention om barnets

rettigheder om salg af børn, børneprostitution og

børnepornografi

8

2.3.

Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af

seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi

9

2.4.

Europarådets konvention om

IT-kriminalitet

11

2.5.

Justitsministeriets overvejelser

12

2.5.1.

Salg af børn og udnyttelse af børn ved

prostitution mv.

12

2.5.2.

Adoption

12

2.5.3.

Børnepornografisk materiale

13

2.5.4.

Strafferammer

15

2.5.5.

Øvrige forpligtelser

17

2.5.6.

Bistandsadvokater

18

3.

Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af

børn mv.

19

3.1.

Gældende ret

19

3.2.

Retstilstanden i andre lande

21

3.3.

Arbejdsgruppens overvejelser

23

3.3.1.

Generelle overvejelser om afhøring af

børn

23

3.3.2.

Beskikkelse af forsvarer

23

3.3.3.

Mistænkte/sigtedes adgang til at overvære

videoafhøring

24

3.3.4.

Anvendelse af videoafhøring som

bevismiddel

26

3.4.

Justitsministeriets overvejelser

27

3.5.

Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

30

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

31

5.

Hørte myndigheder mv.

32

1. Indledning

1.1

. Lovforslaget har til formål at

gennemføre de ændringer i straffeloven og adoptionsloven, der er

nødvendige for, at Danmark kan ratificere tillægsprotokollen

til FN’s konvention om barnets rettigheder om salg af børn,

børneprostitution og børnepornografi. Danmark undertegnede den

7. september 2000 tillægsprotokollen. Ved lovforslagets vedtagelse vil

Folketinget samtidig efter grundlovens § 19 meddele samtykke til

ratifikation af protokollen, der er optaget som bilag 1 til

lovforslaget.

Formålet med lovforslaget er endvidere at

gennemføre nogle ændringer i straffeloven, der er

nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af en

EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af

børn og børnepornografi. Forslaget til rammeafgørelse,

der er opnået politisk enighed om i EU, er optaget som bilag 2

til lovforslaget.

Herudover indeholder lovforslaget nogle ændringer af

retsplejeloven om gennemførelse af straffesager, hvor børn skal

vidne, med det formål at gennemføre visse af anbefalingerne fra

Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om

seksuelt misbrug af børn, jf. betænkning nr. 1420/2002.

1.2.

Lovforslaget indebærer en ændring

af straffelovens § 223 a, hvorefter den, der som kunde har samleje med

en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved

prostitution, straffes. Med forslaget ophæves kravet om, at personen

under 18 år ernærer sig ved prostitution, således at det i

alle tilfælde bliver strafbart som kunde mod betaling eller

løfte om betaling at have samleje med en person under 18 år.

Dernæst indebærer lovforslaget, at den

strafferetlige beskyttelse i straffelovens § 235, stk. 1, om

udbredelse af børnepornografi fremover udvides fra kun at omfatte

børn til at omfatte alle personer under 18 år. Endvidere

foreslås bestemmelsen udvidet til at omfatte enhver udbredelse af

enhver form for utugtig, visuel gengivelse af personer under 18 år.

Hermed omfattes den såkaldte »fiktive« børnepornografi af

bestemmelsen, og enhver form for udbredelse og ikke alene den

erhvervsmæssige udbredelse eller udbredelse i en videre kreds -

omfattes.

Der foreslås samtidig en forhøjelse af

strafferammen, således at udbredelse af børnepornografi under

skærpende omstændigheder kan straffes med fængsel indtil 6

år. Endvidere foreslås strafferammen i straffelovens § 230

om brug af pornomodeller under 18 år forhøjet, således at

overtrædelse af bestemmelsen under skærpende omstændigheder

kan straffes med fængsel indtil 6 år.

Straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af

børnepornografi, foreslås udvidet til at omfatte besiddelse af

enhver form for utugtige, visuelle gengivelser af personer under 18 år

og ikke som i dag alene en række grovere former for

børnepornografi. Det foreslås dog tillige i § 235,

stk. 3, at besiddelse ikke skal være strafbar, hvor den person,

der er gengivet på billedet, er fyldt 15 år og har givet sit

samtykke til besiddelsen af billedet.

Det foreslås tillige, at strafferammen i § 235,

stk. 2, forhøjes, således at besiddelse af

børnepornografi kan straffes med fængsel indtil 1 år.

Lovforslaget indebærer desuden, at der i

adoptionsloven indsættes en bestemmelse om, at den, der som mellemmand

yder vederlag for at opnå samtykke til adoption, kan straffes.

Endvidere foreslås det, at forældelsesfristen

i sager om menneskehandel, hvor forurettede er under 18 år, tidligst

skal regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år, samt at der i

retsplejeloven indsættes en adgang til beskikkelse af en

bistandsadvokat i sager om menneskehandel.

Det foreslås tillige, at der i retsplejeloven

indsættes en adgang til inden videoafhøringen af et barn at

beskikke en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller

senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen.

Endelig indeholder lovforslaget et forslag om, at der i

retsplejeloven indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at

videoafhøringer kan anvendes som bevis under domsforhandlingen, og en

bestemmelse om, at mistænkte/sigtede ikke har adgang til at

overvære videoafhøringen, men har adgang til

efterfølgende at gøre sig bekendt med indholdet heraf samt

mulighed for at anmode om genafhøring af barnet.

Forslagene vedrørende forsvarerbeskikkelse i

forbindelse med videoafhøring af børn, videoafhøring som

bevismiddel under domsforhandlingen samt gennemførelsen af

videoafhøringen uden mistænktes/sigtedes adgang til at

overvære denne bygger på betænkning nr. 1420/2002 om

gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn

afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af

straffesager om seksuelt misbrug af børn.

2. Børnepornografi, seksuel udnyttelse af

børn og salg af børn

2.1. Gældende ret

2.1.1.

Straffeloven indeholder en række

bestemmelser, der vedrører beskyttelsen af bl.a. børn mod

seksuel udnyttelse mv.

Efter straffelovens § 216 straffes for voldtægt

den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold. Straffen er

fængsel indtil 8 år. Har voldtægten haft en særlig

farlig karakter eller foreligger der i øvrigt særligt

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i

12 år.

Personer, der er ansat eller er tilsynsførende ved

børne- eller ungdomshjem eller lignende, kan straffes med

fængsel indtil 4 år, hvis den pågældende har samleje

med nogen, der er optaget i institutionen, jf. § 219. Den, som ved groft

misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed

skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person under 21 år,

straffes efter straffelovens § 220 med fængsel indtil 3

år.

Samleje med et barn under 15 år straffes efter

straffelovens § 222 med fængsel indtil 8 år. Har barnet

været under 12 år, eller har gerningsmanden skaffet sig samlejet

ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til

fængsel indtil 12 år.

Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den,

som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges

adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den

pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel

indtil 4 år. Den, som under groft misbrug af en på alder og

erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år

til samleje, vil efter § 223, stk. 2, blive straffet med

fængsel indtil 4 år.

Efter straffelovens § 94, stk. 4, forældes

det strafferetlige ansvar i sager (herunder sager omfattet af straffelovens

§§ 216, 219, 220, 222 og 223) om seksuelt misbrug af børn

tidligst fra det tidspunkt, hvor den forurettede fylder 18 år. Denne

særlige udvidelse af forældelsesfristen omfatter således

alle de bestemmelser vedrørende seksuelt misbrug, hvor et barn som

offer på grund af et nært forhold eller et på anden

måde særligt forhold til misbrugeren kan føle sig presset

til at hemmeligholde misbruget. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, s. 7790.

2.1.2.

Efter straffelovens § 223 a, der blev

indsat ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 (Afkriminalisering af prostitution

mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år),

straffes den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der

helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller

fængsel indtil 2 år. Det samme gælder med hensyn til anden

kønslig omgængelse end samleje, jf. § 224.

Bestemmelsen i § 223 a finder således

anvendelse, hvis personen under 18 år ernærer sig helt eller

delvist ved prostitution, og der ydes betaling eller gives løfte om

betaling. Der skal ikke nødvendigvis være tale om betaling af et

pengebeløb, men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den mindreårige kun i

enkeltstående tilfælde modtager betaling for en seksuel ydelse,

jf. herved ordene »ernærer sig ved prostitution«. Der skal

således være tale om en mere regelmæssig virksomhed med

levering af seksuelle ydelser mod betaling eller løfte herom. Der

henvises til Folketingstidende 1998-1999, tillæg A, s. 936-937.

2.1.3.

§ 230 i straffeloven, der blev indsat

ved lov nr. 441 af 31. maj 2000, gør det strafbart at anvende

børn og unge under 18 år som pornomodeller. Lovændringen

skal ses i sammenhæng med, at Den Internationale Arbejdsorganisation

har vedtaget en konvention om forbud mod og omgående indsats til

afskaffelse af de værste former for børnearbejde (ILO-konvention

nr. 182). Ved lovændringen gav Folketinget samtykke til, at Danmark

kunne ratificere konventionen.

Det fremgår af § 230, at den, der optager

utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med

forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede

materialet, straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde. Gerningsmanden skal have handlet med

forsæt, dog således at det strafbare område med en

henvisning til § 226 er udstrakt til også at omfatte uagtsomhed

for så vidt angår den unges alder. Der henvises til

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7816.

Bestemmelsen forudsætter, at personen under 18

år er klar over, at utugtige fotografier mv. optages. Skjult

fotografering eller optagelse hører under § 232

(blufærdighedskrænkelse) eller § 264 a (fotografering af

person på ikke frit tilgængeligt sted). Det fremgår af

Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget, at bestemmelsen i

straffelovens § 230 er indsat, bl.a. fordi det ikke bør

være overladt til så unge personers egen bestemmelse, om de vil

deltage i aktiviteter af den nævnte karakter, og fordi der i

øvrigt kan sættes spørgsmålstegn ved graden af

frivillighed hos de unge, der medvirker.

Optagelserne skal for at være omfattet af

bestemmelsen indeholde utugtige billeder. Hermed menes billeder, der viser

samleje eller samlejelignende forhold. Endvidere er optagelser omfattet, hvis

der i øvrigt i forbindelse med optagelsen må antages at

være foretaget en groft krænkende handling, f.eks. ved at

personen er blevet anvendt som model for fotografering af kønsdele

eller af seksuelt prægede berøringer, jf. Folketingstidende

1999-2000, tillæg A, s. 7815 og Folketingstidende 1979-80, tillæg

A, sp. 1784.

Det fremgår af bestemmelsen, at den kriminelle

handling omfatter optagelse af »utugtige fotografier, film eller lignende«.

Begrebet »eller lignende« omfatter andre billedoptagelser, f.eks. billeder

til direkte transmission, uden at der sker lagring.

Anvendelse af personer under 15 år som pornomodeller

kan endvidere være omfattet af § 222 (samleje med et barn under 15

år), § 224, jf. §§ 216-223 a (anden kønslig

omgængelse end samleje) eller § 225, jf. §§ 216-220 og

§§ 222-223 a (kønslig omgængelse med en person af samme

køn).

2.1.4.

Efter straffelovens § 235, stk. 1,

straffes den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden

måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende af børn,

med bøde eller fængsel indtil 2 år. På samme

måde straffes den, som i en videre kreds udbreder sådanne

fremstillinger.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 252 af 16. juni 1980.

I bemærkningerne til loven er det anført (Folketingstidende

1979-80, tillæg A, sp. 1761-1766), at bestemmelsens formål er at

beskytte børn mod strafbart misbrug i forbindelse med optagelse af

pornografiske billeder.

I bestemmelsen anvendes med udtrykket »børn« et

fleksibelt alderskriterium. Det fremgår i den forbindelse af

Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget samt af

Straffelovrådets udtalelse af 10. oktober 1979, at »børn«

omfatter personer, hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under

15 år. Det afgørende for strafbarheden er derfor barnets fysiske

udviklingstrin, således som det fremtræder på billedet, jf.

Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 1767-1788.

Bestemmelsen omfatter »fotografier, film eller lignende«.

Tegninger er derimod ikke omfattet af bestemmelsen, og det samme gælder

såkaldt fiktiv børnepornografi eksempelvis computerskabte

billeder, der har fuldstændig lighed med fotografier. En eventuel

kunstnerisk værdi af et billede eller lignende, der ellers ville

være omfattet af § 235, kan legitimere billedet. Der henvises

herom til Straffelovrådets betænkning nr. 435/1966 om straf for

pornografi, side 40-41, samt Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s.

7800.

Om den nærmere afgrænsning af udtrykket

»utugtige« henvises til Straffelovrådets udtalelse af 10. oktober 1979,

a.st., sp. 1782-85. Her er det anført, at billeder af børn i

situationer, som efter deres karakter er omfattet af straffelovens

§§ 222, 224 eller 225 (samleje eller anden kønslig

omgængelse end samleje), umiddelbart må anses for »utugtige«.

Endvidere er det anført, at hovedvægten må lægges

på, om billedet viser et barn, der deltager i kønsligt forhold,

eller et barn, over for hvem der i øvrigt i forbindelse med optagelsen

må antages at være foretaget en groft krænkende handling,

f.eks. ved at anvende barnet som model for fotografering af kønsdele

eller af seksuelt prægede berøringer.

De kriminaliserede handlingstyper er erhvervsmæssigt

salg eller anden udbredelse. Udtrykket »på anden måde udbreder«

sigter f.eks. til erhvervsmæssig forevisning eller udlejning af

børnepornografi.

Strafferammen for overtrædelse af § 235,

stk. 1, er fængsel indtil 2 år. Strafferammen, der

oprindeligt var bøde, blev ved lov nr. 272 af 3. maj 1989

forhøjet, således at der ud over bøde blev mulighed for

at idømme fængsel indtil 6 måneder. Det skete ud fra et

ønske om på en bedre måde at markere samfundets

afstandtagen fra udbredelse af børnepornografi og samtidig gøre

det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i

erhvervsmæssigt øjemed mere effektivt. Der henvises til

Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2855-72, og tillæg B,

sp. 1059.

Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 blev strafferammen

yderligere skærpet til det nuværende niveau (indtil 2 års

fængsel).

Ved samme lov blev der i § 235, stk. 1, som 2.

pkt. indsat en bestemmelse om, at også den, som i en videre kreds

udbreder utugtige fotografier mv. af børn, straffes med fængsel

indtil 2 år. Ændringen indebar en udvidelse af

anvendelsesområdet, idet der i 2. pkt. ikke stilles krav om, at

udbredelsen er »erhvervsmæssig«. Som eksempel på udbredelse i en

videre kreds nævnes i bemærkningerne til lovforslaget

distribution i »klubber« på Internettet eller ad andre kanaler, hvor

der er regler i klubben om, at man for at være medlem skal sende et

bestemt antal billeder til alle medlemmer af klubben, hvorefter man fra andre

modtager billeder på samme måde. Er der derimod tale om

videregivelse af børnepornografisk materiale til en enkelt eller nogle

få personer under private former, vil forholdet ikke være

omfattet af stk. 1, 2. pkt., men i stedet af bestemmelsen i stk. 2

om besiddelse mv. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg

A, s. 7817.

2.1.5.

Besiddelse af børnepornografisk

materiale er kriminaliseret ved § 235, stk. 2, hvorefter den, som

besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med fotografier, film

eller lignende af børn, der har samleje eller anden kønslig

omgængelse end samleje, har kønslig omgang med dyr eller

anvender genstande på groft utugtig måde, straffes med

bøde eller under skærpende omstændigheder med

fængsel indtil 6 måneder. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr.

1100 af 21. december 1994.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget blev

der ved affattelsen af bestemmelsen i § 235, stk. 2, tilsigtet en

løsning, der på den ene side rammer billeder optaget i

forbindelse med, at der er begået alvorlige strafbare handlinger over

for børn, mens besiddelsen af mindre grove billeder på den anden

side fortsat skulle være tilladt og muligvis kunne have en

kriminalitetsdæmpende effekt. Der henvises herved til Folketingstidende

1994-95, tillæg A, sp. 467-475.

Uden for anvendelsesområdet for § 235,

stk. 2, falder billeder af børn, der ikke deltager i

kønsligt forhold mv. Det gælder, selv om billederne har et

seksuelt præg, f.eks. på grund af det afbildede barns

berøringer af sig selv, eller fordi der på billedet er fokuseret

på barnets kønsdele. Optagelse eller salg af sådanne

billeder kan efter omstændighederne være omfattet af § 230,

§ 232 eller § 235, stk. 1.

Ved lovændringen i 2000 (lov nr. 441 af 31. maj

2000) blev bestemmelsen i § 235, stk. 2, udvidet, idet det forhold,

at en person mod vederlag gør sig bekendt med de særlige former

for børnepornografisk materiale, der er nævnt i bestemmelsen,

tillige blev omfattet. Baggrunden herfor var, at betragtning af TV-billeder

(eksempelvis sendt via satellit) eller billeder, der overføres fra en

database til egen edb-skærm, ikke kan siges at være i

betragterens besiddelse, idet en besiddelse indebærer, at billedet skal

være lagret af vedkommende. Man fandt derfor, at besiddelsesbegrebet

var for snævert i forhold til den måde, som det via

informationsteknologien er muligt at anskaffe sig børnepornografisk

materiale. Kriminaliseringen af besiddelse blev således udvidet til

også at omfatte tilfælde, hvor en person selv om der ikke er

tale om egentlig besiddelse mod vederlag gør sig bekendt med

børnepornografiske fremstillinger. De mere

tilfældighedsprægede situationer, hvor internetbrugere kommer ind

på særlige områder, hvor der måtte være fri

adgang til børnepornografi, falder uden for bestemmelsen. Der henvises

til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7806. Strafferammen i

§ 235, stk. 2, blev ligeledes skærpet ved den anførte

lovændring, idet der blev indført mulighed for under

skærpende omstændigheder at idømme fængsel indtil 6

måneder for overtrædelse af bestemmelsen.

2.1.6.

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 blev en

særskilt bestemmelse om menneskehandel indsat i straffelovens 26.

kapitel om forbrydelser mod den personlige frihed.

Denne bestemmelse (§ 262 a) kriminaliserer

menneskehandel som en selvstændig forbrydelse. Det fremgår af

bestemmelsen, at den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser

eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har

været anvendt ulovlig tvang efter § 260, frihedsberøvelse

efter § 261, trusler efter § 266, retsstridig fremkaldelse,

bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig

fremgangsmåde, straffes med fængsel indtil 8 år, når

handlingen er sket med henblik på udnyttelse af den

pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde,

slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer.

Hvis forurettede er en person under 18 år, kan der

efter § 262 a, stk. 2, straffes for menneskehandel, selv om der

ikke har været anvendt de i § 262 a, stk. 1, anførte

tvangsmidler. Det er ligeledes tilfældet, hvis gerningsmanden ved

ydelse af betaling eller anden fordel opnår et samtykke fra en person,

der har myndighed over forurettede, jf. stk. 2, nr. 2. Også i

disse tilfælde er strafferammen fængsel indtil 8 år.

2.1.7.

Danmark har ratificeret Haagerkonventionen

om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner af 29. maj 1993. Efter konventionens artikel 4 må en

international adoption kun finde sted, hvis der er givet samtykke hertil af

de personer, institutioner og myndigheder, som efter oprindelseslandets

lovgivning skal give et sådan samtykke. Afhængig af barnets alder

og modenhed skal også barnet give sit samtykke. Et samtykke skal bl.a.

afgives frivilligt og må ikke være fremkaldt mod betaling.

Disse regler er gennemført i dansk ret ved

adoptionslovens § 15, der blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997.

Efter denne bestemmelse kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal

afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen form

for modydelse, herunder for tabt arbejdsfortjeneste. Efter adoptionslovens

§ 31, stk. 1, jf. § 34, stk. 1, nr. 2, er det strafbart

for andre end godkendte private organisationer at formidle børn til

adoption.

2.1.8.

Efter retsplejelovens § 741 a,

stk. 1, skal retten ved en række voldsforbrydelser og

seksualforbrydelser efter anmodning beskikke en bistandsadvokat for den

forurettede.

Efter bestemmelsen kan retten dog afslå at beskikke

en bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig

karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart

unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er

tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller

en blufærdighedskrænkelse, hvor offeret nok kan være ilde

berørt, men ikke har været udsat for en væsentlig

krænkelse, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3171.

Bistandsadvokatens rolle er bl.a. at støtte ofret

under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved

opgørelsen af eventuelle erstatningskrav. Bistandsadvokaten har

således adgang til at overvære afhøringen af den

forurettede både hos politiet og i retten og ret til at stille

yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten skal

underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder, jf.

retsplejelovens § 741 c, stk. 1.

Bistandsadvokater har også adgang til at gøre

sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der

er rejst tiltale i sagen, har advokaten adgang til at gøre sig bekendt

med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf.

§ 741 c, stk. 2.

Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en

nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i

retten. Det er imidlertid i Justitsministeriets bemærkninger til

bestemmelsen forudsat, at det vil være rimeligt at give

bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en række

spørgsmål, f.eks. såfremt der opstår

spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om

afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller

lignende. Er der spørgsmål om erstatning til den forurettede,

varetager advokaten ofrets interesser i forbindelse med erstatningens

opgørelse, jf. Folketingstidende1996-97, tillæg A, s. 3171.

I bemærkningerne er det endvidere forudsat, at

bistandsadvokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager

under sagen, og advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om

skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, jf.

Folketingstidende 1996-97, a.st.

2.2. Tillægsprotokollen til FN’s

konvention om barnets rettigheder om salg af børn,

børneprostitution og børnepornografi

FN’s Menneskerettighedskommission nedsatte i 1994 en

arbejdsgruppe, der fik til opgave at forhandle en tillægsprotokol til

FN’s børnekonvention af 20. maj 1989. FN’s Generalforsamling

vedtog herefter den 25. maj 2000 tillægsprotokollen om salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi. Danmark

undertegnede tillægsprotokollen den 7. september 2000.

Der udtrykkes i præamblen til

tillægsprotokollen betænkelighed ved den omfattende og stigende

internationale handel med børn med henblik på salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi samt

foruroligelse over den udbredte og vedvarende praksis med sexturisme, hvor

børn er særligt udsatte. Endvidere anføres det, at man

lettere vil kunne afskaffe disse overgreb mod børn, hvis der anvendes

en helhedsorienteret tilgang, og hvis der tages hånd om de medvirkende

faktorer, herunder underudvikling, fattigdom, økonomisk ulighed,

dårligt fungerende familier, manglende uddannelse mv.

Efter børnekonventionens artikel 1 forstås

ved et barn enhver person under 18 år, medmindre barnet bliver myndig

tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Tillægsprotokollen skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det fremgår af artikel 1 i

tillægsprotokollen, at deltagerstaterne forpligtes til at forbyde salg

af børn, børneprostitution og børnepornografi.

Af artikel 2 fremgår, at salg af børn

forstås som enhver handling eller transaktion, hvormed et barn

overdrages af en person eller persongruppe til en anden mod betaling eller

andet vederlag (a). Børneprostitution defineres som brugen af et barn

i forbindelse med seksuelle aktiviteter mod betaling eller vederlag (b), mens

børnepornografi omfatter enhver form for gengivelse (»any

representation«) af et barn involveret i en virkelig eller simuleret tydelig

seksuel aktivitet eller enhver form for gengivelse (»any representation«) af

et barns kønsdele af overvejende seksuelle årsager (c).

Efter artikel 3, stk. 1, forpligtes

deltagerstaterne til at sikre, at det som minimum, uanset om handlingen er

begået inden for eller på tværs af statens grænser,

er kriminaliseret

at udbyde, levere eller modtage et barn med henblik på seksuel

udnyttelse af barnet, overdragelse af barnets organer for vindings skyld

eller beskæftigelse af barnet med tvangsarbejde,

uretmæssigt som mellemmand at foranledige, at der gives

samtykke til adoption af et barn i strid med gældende internationale

retsakter om adoption,

at udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til

børneprostitution samt

at fremstille, videregive, udbrede, importere, eksportere, udbyde,

sælge eller besidde børnepornografi.

Efter artikel 3, stk. 2, skal forsøg og

medvirken ligeledes kunne straffes i den udstrækning, det i

øvrigt følger af national lovgivning.

Efter artikel 3, stk. 3, skal deltagerstaterne

sikre passende straffe for overtrædelser af ovennævnte

karakter.

Det følger af artikel 3, stk. 4, at

enhver deltagerstat under hensyn til national lovgivning skal sikre, at

juridiske personer kan ifalde ansvar strafferetligt, civilretligt eller

administrativt for overtrædelser af ovennævnte karakter.

Endvidere følger det af artikel 3,

stk. 5, at deltagerstaterne skal træffe passende retlige og

administrative forholdsregler for at sikre, at alle, der er involveret i

adoption af et barn, handler i overensstemmelse med gældende

internationale retsakter.

Artikel 4

indeholder bestemmelser om jurisdiktion

(straffemyndighed). Det følger således af stk. 1, at

det skal sikres, at en deltagerstat kan udøve jurisdiktion over

overtrædelser efter artikel 3, stk. 1, når

overtrædelserne begås på dens område eller om bord

på et skib eller luftfartøj, der er registreret i den

pågældende stat. Desuden fastsættes det i

stk. 2, at deltagerstaterne er berettigede men altså ikke

forpligtede til at kunne udøve jurisdiktion i andre tilfælde,

hvor lovovertræderen er statsborger eller har fast bopæl i den

pågældende stat. Artikel 4, stk. 3, bestemmer, at en

deltagerstat skal kunne udøve jurisdiktion i tilfælde, hvor

staten ikke udleverer en person til en anden deltagerstat, fordi vedkommende

er statsborger i førstnævnte stat.

Artikel 5

vedrører deltagerstaternes

forpligtelser med hensyn til udlevering for de handlinger, der er omfattet af

artikel 3, stk. 1. Efter artikel 5, stk. 1, skal de i

protokollen nævnte handlinger anses for omfattet af enhver allerede

eller senere indgået traktat mellem deltagerstaterne om udlevering.

Deltagerstater, der ikke gør udlevering betinget af en gensidig

traktat herom, skal anse lovovertrædelser omfattet af

tillægsprotokollen som overtrædelser, der kan medføre

udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der følger af

lovgivningen i den anmodede stat, jf. artikel 5, stk. 3. Efter

artikel 5, stk. 5, skal den anmodede stats kompetente myndigheder

vurdere sagen med henblik på eventuel overtagelse af

retsforfølgningen i tilfælde, hvor udlevering afslås,

fordi lovovertræderen er statsborger i den anmodede stat.

Efter artikel 6 skal deltagerstaterne yde hinanden

gensidig retshjælp i videst muligt omfang i forbindelse med sager

omfattet af tillægsprotokollen på grundlag af eksisterende

traktater om gensidig retshjælp eller national lovgivning.

Artikel 7

regulerer deltagerstaternes forpligtelser

med hensyn til beslaglæggelse og konfiskation af effekter, der har

været benyttet til at begå eller som gør det lettere at

begå lovovertrædelser omfattet af tillægsprotokollen.

Endvidere skal udbytte kunne beslaglægges og konfiskeres.

Deltagerstaterne forpligtes desuden til med forbehold af den nationale

lovgivning at træffe forholdsregler, der har til formål

midlertidigt eller permanent at lukke lokaler, der er benyttet til at

begå lovovertrædelser omfattet af tillægsprotokollen.

Artikel 8

omhandler forpligtelser for

deltagerstaterne til at vedtage passende forholdsregler med henblik på

i strafferetsplejen at anerkende sårbarheden hos ofre for

overtrædelser omfattet af protokollen, herunder at anerkende deres

særlige behov som vidner, at informere om deres rettigheder, at tillade

fremlæggelse af deres synspunkter og behov samt at sikre

tilstrækkelige støtteforanstaltninger gennem hele retsprocessen.

Endvidere anføres det i artikel 8, at det i relevante tilfælde

skal være muligt at beskytte ofrenes privatliv og identitet samt at

rehabilitere ofrene. Endelig fremgår det, at deltagerstaterne skal

træffe forholdsregler for at sikre en passende uddannelse for de

personer, der arbejder med ofrene.

Efter artikel 9 skal deltagerstaterne vedtage og

gennemføre eller styrke lovgivning, administrative regler, social

initiativer mv., der har til formål at forebygge overtrædelser

omfattet af tillægsprotokollen. Af artikel 9, stk. 3,

fremgår det, at deltagerstaterne skal sikre tilstrækkelig bistand

til ofre for forbrydelser omfattet af tillægsprotokollens

anvendelsesområde, ligesom det skal sikres, at ofrene har adgang til at

kræve skadeserstatning af overtræderen, jf. stk. 4.

Endelig anføres det i stk. 5, at annoncering for de i

protokollen beskrevne forbrydelser skal forbydes.

Artikel 10

vedrører internationalt

samarbejde om forebyggelse, afsløring, efterforskning og

strafforfølgning. Også samarbejdet om efterfølgende

støtte til ofrene skal styrkes, ligesom det fremgår, at

deltagerstaterne er forpligtede til at arbejde på at

imødegå de grundlæggende årsager til børns

sårbarhed over for at blive udsat for seksuelle overgreb

årsager som fattigdom og underudvikling.

Af artikel 11 fremgår det, at protokollen

alene indeholder minimumsstandarder.

Artikel 12

fastsætter, at deltagerstaterne

inden 2 år fra protokollens ikrafttræden i den

pågældende stat skal indsende en beretning om implementeringens

gennemførelse til Komitéen vedrørende Barnets

Rettigheder.

Artikel 13-17

indeholder bestemmelser om

undertegnelse, ratifikation mv.

2.3. Forslag til rammeafgørelse om

bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt

børnepornografi

Kommissionen forelagde den 22. januar 2001 et forslag til

rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af

børn samt børnepornografi. Retsgrundlaget for forslaget er

artikel 29, artikel 31, litra e, og artikel 34, stk. 2, i Traktaten om

Den Europæiske Union (TEU).

Forslaget til rammeafgørelse, der er opnået

politisk enighed om i EU, er optaget som bilag 2 til lovforslaget. Det

bemærkes i den forbindelse, at den endelige sproglige udformning af

forslaget til rammeafgørelse og den endelige nummerering af de enkelte

bestemmelser i forslaget til rammeafgørelse afventer en nærmere

juridisk-sproglig gennemgang forud for vedtagelsen af

rammeafgørelsen.

Rammeafgørelsens formål er at sikre en

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bekæmpelse af

seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.

Artikel 1

indeholder en række definitioner.

Det fremgår således af artikel 1, litra a, at udtrykket »barn«

omfatter enhver person under 18 år. Af litra b fremgår det, at

»børnepornografi« omfatter pornografisk materiale, der visuelt

afbilder eller forestiller et virkeligt barn, der er involveret eller

deltager i eksplicit seksuel adfærd, herunder pirrende fremstilling af

barnets kønsorganer eller pubesområde. Endvidere omfatter

udtrykket pornografisk materiale, der visuelt afbilder eller forestiller en

virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret eller deltager

i den ovennævnte adfærd, samt realistiske billeder af et ikke

eksisterende barn, der er involveret eller deltager i ovennævnte

adfærd (»fiktiv børnepornografisk materiale«).

Artikel 2

indeholder medlemsstaternes forpligtelser

med hensyn til, hvilke forsætlige handlinger vedrørende seksuel

udnyttelse af børn der skal være strafbare. Det fastsættes

således i artikel 2, litra a, at det skal være strafbart at

tvinge et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografisk

optræden eller drage fordel heraf eller på anden måde

udnytte et barn til sådanne formål.

Herudover forpligtes medlemsstaterne efter artikel 2,

litra b, til at gøre det strafbart at hverve et barn til prostitution

eller til at deltage i pornografisk optræden. Danmark har i forbindelse

med forhandlingerne afgivet en forklarende erklæring om, at

»pornografisk optræden« skal forstås som det i straffeloven

anvendte udtryk »kønslig usædelighed«.

Efter artikel 2, litra c, skal det være strafbart at

tage del i seksuel omgang med et barn, der er opnået ved brug af tvang,

magt eller trusler, ved betaling som modydelse eller ved misbrug af en

anerkendt tillidsposition, myndighed eller indflydelse i forhold til

barnet.

Artikel 3

indeholder medlemsstaternes forpligtelser

med hensyn til, hvilke forsætlige handlinger vedrørende

børnepornografi der skal være strafbare. Efter artikel 3,

stk. 1, litra a-c, skal medlemsstaterne kriminalisere produktion,

distribution, transmission, udbydelse eller anden udbredelse af

børnepornografi. Medlemsstaterne skal endvidere efter artikel 3,

stk. 1, litra d, kriminalisere anskaffelse og besiddelse af

børnepornografi.

Efter artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaterne undtage

de i artikel 3 nævnte handlinger for strafansvar i tilfælde, hvor

den person, der fremstår som et barn, faktisk var 18 år eller

derover på tidspunktet for afbildningen. Medlemsstaterne kan endvidere

undtage produktion til eget brug og besiddelse fra strafansvar, når den

afbildede person er over den seksuelle lavalder og har givet sit samtykke. Et

samtykke kan efter forslaget til rammeafgørelse ikke anses for

gyldigt, hvis det er opnået ved misbrug af eksempelvis højere

alder, stilling, status, større modenhed, erfaring eller ofrets

afhængighed af lovovertræderen.

Endelig kan medlemsstaterne undtage produktion og

besiddelse af »fiktiv børnepornografi« fra strafansvar, når det

pornografiske materiale produceres og besiddes udelukkende til eget brug.

Det følger af artikel 4, at medlemsstaterne

skal kriminalisere medvirken til de i artikel 2 og 3 opregnede

lovovertrædelser samt forsøg på de i artikel 2 og 3,

stk. 1, litra a og b, nævnte lovovertrædelser.

Artikel 5

indeholder bestemmelser om sanktioner og

skærpende omstændigheder. Det fremgår af artikel 5,

stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at der for overtrædelser

omfattet af artikel 2 (seksuel udnyttelse af børn), 3

(børnepornografi) og 4 (forsøg og medvirken) kan idømmes

fængsel i mindst 1 til 3 år.

Efter artikel 5, stk. 2, litra a, skal

menneskehandel, hvor der har været anvendt tvang, og voldtægt mv.

kunne straffes med fængsel i mindst 5 til 10 år.

Artikel 5, stk. 2, litra b, opregner en række

omstændigheder, der i forbindelse med fastsættelsen af

strafferammen skal betragtes som skærpende. Det drejer sig om

handlinger, der er omfattet af den fælles aktion af 21. december 1998

om deltagelse i en kriminel organisation (EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1).

Herudover drejer det sig om handlinger, der er begået på en

sådan måde, at de børn, der er ofre for den strafbare

handling, er blevet udsat for livsfare, grov vold eller er blevet alvorligt

skadet. Ifølge forslaget til rammeafgørelse skal

medlemsstaterne sikre, at menneskehandel med henblik på udnyttelse af

barnet ved kønslig usædelighed, hvor en af disse skærpende

omstændigheder foreligger, kan medføre frihedsstraf med en

strafferamme på 5 til 10 år.

Efter artikel 5, stk. 2, litra c, skal

medlemsstaterne sikre, at menneskehandel, hvor der drages fordel af

udnyttelsen af barnet ved kønslig usædelighed, seksuel

udnyttelse mod betaling eller ved misbrug af myndighed mv. samt udbredelse af

børnepornografi, kan medføre frihedsstraf med en strafferamme

på 5 til 10 år, når forurettede er under den seksuelle

lavalder og mindst én af de øvrige skærpende

omstændigheder i øvrigt foreligger.

Efter artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre,

at personer, der er blevet dømt for overtrædelser omfattet af

forslaget til rammeafgørelse, kan forbydes at udøve

aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn. Ifølge

artikel 5, stk. 4, kan medlemsstaterne for overtrædelser

vedrørende fiktiv børnepornografi fastsætte andre

sanktioner, herunder ikke-strafferetlige sanktioner.

Artikel 6

indeholder nærmere regler for

juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til

at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de

handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang

handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er

begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af

et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for

den juridiske person.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at

juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks.

utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har

gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons

myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Efter artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at der

overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er

effektive, proportionelle og har afskrækkende virkning, herunder

bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige

ydelser eller tilskud og forbud mod at udøve kommerciel

virksomhed.

Efter artikel 8 skal medlemsstaterne sikre, at de

har straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt

eller delvist på medlemsstatens område (stk. 1, litra a),

gerningsmanden er statsborger i medlemsstaten (stk. 1, litra b), eller

lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der

har hjemsted på medlemsstatens område (stk. 1, litra c). De

to sidstnævnte jurisdiktionsformer er dog ikke pligtmæssige, idet

medlemsstaterne kan meddele Rådets Generalsekretariat, i hvilket omfang

de skal gælde for den pågældende medlemsstat, jf. artikel

8, stk. 2.

Artikel 8, stk. 3, bestemmer, at en medlemsstat, der

ikke udleverer egne statsborgere, skal træffe de nødvendige

foranstaltninger med henblik på at sikre, at den har straffemyndighed i

tilfælde, hvor lovovertrædelser omfattet af

EU-rammeafgørelsen bliver begået af en af dens egne statsborgere

uden for den pågældende medlemsstats territorium. For så

vidt angår de i artikel 3 nævnte lovovertrædelser

(produktion, udbredelse mv. af børnepornografi) fremgår det af

artikel 8, stk. 5, at en lovovertrædelse begået ved

hjælp af et edb-system skal anses for at være begået

på territoriet i den medlemsstat, hvorfra lovovertræderen har

opnået adgang til edb-systemet, uanset om selve edb-systemet befinder

sig i denne medlemsstat eller ej.

Efter artikel 8, stk. 6, forpligtes medlemsstaterne

til at muliggøre retsforfølgning af i det mindste de groveste

af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 (menneskehandel,

seksuel udnyttelse mv.), efter at offeret har nået

myndighedsalderen.

Artikel 9

forpligter medlemsstaterne til at sikre,

at efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser omfattet

af rammeafgørelsen ikke afhænger af, at offeret indgiver en

anmeldelse eller klage. Endvidere fremgår det, at børn, der er

ofre for menneskehandel eller anden seksuel udnyttelse, bør betragtes

som særligt udsatte ofre, og at der skal træffes foranstaltninger

for at sikre passende hjælp til ofrets familie.

Det fremgår af artikel 10, at EU’s fælles

aktion af 24. februar 1997 om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel

udnyttelse af børn ophæves ved rammeafgørelsen.

Artikel 11

indeholder et krav om, at

medlemsstaterne skal opfylde rammeafgørelsens forpligtelser inden en

nærmere angivet dato. Da forslaget endnu ikke er vedtaget, er denne

dato ikke fastlagt endeligt.

2.4. Europarådets konvention om

IT-kriminalitet

Europarådets Ministerkomité besluttede i

februar 1997 at nedsætte en arbejdsgruppe om kriminalitet i cyber-space

(PC-CY) under Europarådets Styringskomité for Strafferet (CDPC).

Arbejdsgruppen havde til formål at udarbejde et udkast til en

international konvention om IT-kriminalitet, der skal indeholde forslag til

strafferetlige og processuelle regler på området, herunder regler

om internationalt samarbejde.

Konventionen blev vedtaget af Ministerkomitéen den

8. november 2001 og åbnet for undertegnelse den 23. november 2001 ved

en konference i Budapest, Ungarn.

Artikel 9

i konventionen vedrører

børnepornografi.

Bestemmelsen indeholder i stk. 1 en

forpligtelse til at kriminalisere fremstilling af børnepornografisk

materiale med forsæt til udbredelse ved hjælp af et

computersystem (litra a). Bestemmelsen indeholder endvidere en

forpligtelse til at gøre det strafbart at udbyde eller gøre

børnepornografisk materiale tilgængeligt ved hjælp af et

computersystem (litra b), ligesom det skal være strafbart at

distribuere eller overføre (litra c), skaffe sig selv eller

andre (litra d) og at besidde (litra e)

børnepornografisk materiale ved hjælp at et computersystem.

Efter artikel 9, stk. 2, forstås ved

børnepornografi en visuel gengivelse af en mindreårig (litra

a) eller en person, der fremtræder som mindreårig (litra

b), såfremt vedkommende deltager i klart seksuelle handlinger.

Endvidere forstås ved børnepornografi realistiske billeder, der

forestiller en mindreårig involveret i klart seksuelle handlinger

(fiktiv børnepornografi) (litra c).

Efter artikel 9, stk. 3, omfatter udtrykket

»mindreårige« alle personer under 18 år. Bestemmelsen indeholder

en adgang for de kontraherende parter til at fastsætte en lavere

aldersgrænse, der dog ikke må være lavere end 16

år.

Artikel 9, stk. 4

, indeholder en adgang for

parterne til at tage forbehold om, at det ikke skal være strafbart at

besidde eller anskaffe børnepornografisk materiale til sig selv eller

andre, jf. artikel 9, stk. 1, litra d og e. Endvidere kan parterne

undlade at lade fiktiv børnepornografi og gengivelser af personer over

18 år, der fremtræder som mindreårige, jf. artikel 9,

stk. 2, litra b og c, være omfattet af definitionen på

børnepornografisk materiale.

Danmark har endnu ikke undertegnet Europarådets

konvention om IT-kriminalitet. Justitsministeriet overvejer således for

tiden, i hvilket omfang konventionen der også indeholder en

række bestemmelser om andet end børnepornografi vil

kræve lovændringer.

2.5. Justitsministeriets overvejelser

Alvoren af den krænkelse, som børn

udsættes for ved seksuel udnyttelse mv., har i de senere år bl.a.

ført til en række internationale initiativer heriblandt

FN-tillægsprotokollen om salg af børn, børneprostitution

og børnepornografi samt forslaget til EU-rammeafgørelse om

bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi.

Såvel tillægsprotokollen som forslaget til

EU-rammeafgørelse indeholder en række forpligtelser for de

deltagende stater, særligt med hensyn til at kriminalisere forskellige

former for udnyttelse af børn. Det samme er tilfældet med

Europarådets konvention om IT-kriminalitet.

2.5.1. Salg af børn og udnyttelse af

børn ved prostitution mv.

2.5.1.1

. FN-tillægsprotokollen forpligter som

omtalt i pkt. 2.2. de deltagende stater til at kriminalisere salg af

børn, der sker med henblik på at udnytte barnet seksuelt, at

overdrage barnets organer for vindings skyld eller for at beskæftige

barnet med tvangsarbejde. Det følger desuden af artikel 3,

stk. 1, litra b, i tillægsprotokollen, at det skal forbydes at

»udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til

børneprostitution«.

Også forslaget til EU-rammeafgørelse

pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at kriminalisere

udnyttelse af børn ved prostitution eller »seksuelle aktiviteter«,

herunder pornografisk optræden, voldtægt mv., jf. artikel 2.

Efter artikel 2, litra c (ii), skal det således være strafbart at

deltage i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre

former for godtgørelse eller vederlag som modydelse for, at barnet

deltager i aktiviteterne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk lovgivning

som udgangspunkt allerede opfylder de nævnte krav.

Salg af børn, seksuel udnyttelse af børn og

bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution mv. vil således i dag

kunne straffes efter bl.a. straffelovens § 216 (voldtægt),

§ 222 (samleje med et barn under 15 år), § 228 (rufferi),

§ 229 (mellemmand i forbindelse med prostitution), § 230

(produktion med pornomodeller under 18 år) og § 262 a

(menneskehandel).

2.5.1.2.

Efter straffelovens § 223 a straffes

den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt

eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller

fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen finder således

anvendelse, hvis den unge ernærer sig helt eller delvist ved

prostitution, og hvis der ydes betaling eller gives løfte om betaling.

Som omtalt ovenfor i pkt. 2.1. skal der være tale om en mere

regelmæssig virksomhed med levering af seksuelle ydelser mod betaling

eller løfte herom. Hvor den pågældende person under 18

år i enkeltstående tilfælde har modtaget betaling for et

samleje eller lignende, vil forholdet således ikke være omfattet

af § 223 a.

Efter forslaget til EU-rammeafgørelsen er

medlemsstaterne forpligtede til at kriminalisere ethvert tilfælde, hvor

der er tale om samleje mv. med en person under 18 år mod betaling. Det

bemærkes, at der i overensstemmelse med gældende ret ikke

nødvendigvis skal være tale om betaling af et pengebeløb,

men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge. Det er uden

betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, som betaler.

På den baggrund foreslås det at ændre

straffelovens § 223 a, således at det bliver strafbart som kunde

mod betaling eller løfte om betaling at have samleje (eller anden

kønslig omgængelse, jf. § 224) med en person under 18

år, også selv om der er tale om enkeltstående

tilfælde af prostitution altså hvor personen under 18 år

ikke ernærer sig ved prostitution.

For at være omfattet af § 223 a skal den

person, som har samleje med den mindreårige, ligesom efter den

gældende bestemmelse kunne karakteriseres som kunde. Samlejet med den

mindreårige skal således være opnået mod betaling

eller løfte om betaling.

Udtrykket »kunde« indeholder en vis begrænsning af

det strafbare område. Betaler en person, som har seksuelt samkvem med

en person under 18 år, f.eks. for den mindreåriges bolig, mad,

tøj mv., vil den pågældende normalt ikke af den grund

kunne karakteriseres som »kunde«, jf. Justitsministeriets bemærkninger

til forslaget om indførelse af § 223 a (Folketingstidende

1998-99, tillæg A, s. 937). En konkret vurdering af sagens

omstændigheder i øvrigt kan dog naturligvis føre til, at

den pågældende må karakteriseres som »kunde«.

Ved vurderingen af om der er tale om et »kundeforhold«,

vil det tillige kunne indgå under hvilke omstændigheder, aftalen

indgås, eksempelvis om aftalen om et seksuelt forhold etableres

på gaden, på et værtshus eller en bar eller lignende

umiddelbart efter parternes møde, og om forholdet er begrænset

til den seksuelle kontakt, uden at parterne i øvrigt omgås.

2.5.2. Adoption

Efter artikel 3, stk. 1, litra a (ii), i

FN-tillægsprotokollen skal det være strafbart » som mellemmand

utilbørligt at formå nogen til at give samtykke til adoption i

strid med internationale rets-instrumenter om adoption«. Denne formulering

skal sammenholdes med indledningsordene i artikel 3, stk. 1, litra a,

hvorefter der er pligt til at kriminalisere de opregnede forhold »inden for

rammerne af begrebet salg af børn som defineret i artikel 2«. Efter

artikel 2 omfatter begrebet salg af børn enhver handling eller handel,

hvorved et barn overdrages af enhver person eller gruppe af personer til en

anden mod vederlag eller enhver anden form for modydelse.

Visse grovere tilfælde omfattet af formuleringen

»utilbørligt at formå nogen til at give samtykke« må

antages at kunne straffes efter straffelovens § 260, f.eks. hvis et

samtykke til adoption er opnået ved vold eller trusler om vold. Det

må imidlertid antages, at tillægsprotokollen også

indebærer en forpligtelse til at kriminalisere det forhold, at en

mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.

Det følger af adoptionslovens § 15, at hvis

der er ydet vederlag eller anden form for modydelse, herunder betaling for

tabt arbejdsfortjeneste, til nogen, som skal give samtykke til en adoption,

kan adoptionen ikke meddeles. Ifølge § 15, 2. pkt., kan

statsamtet afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle

oplysninger til afklaring af, om der er ydet eller modtaget vederlag mv.

Ydelse af vederlag for at opnå samtykke til adoption

har imidlertid alene den civilretlige virkning, at statsamtet skal

nægte at meddele adoptionsbevilling. Det er derimod ikke strafbart at

yde et sådant vederlag.

Tillægsprotokollens artikel 3, stk. 1, litra a

(ii), omfatter kun vederlag, der ydes af en mellemmand. Det skal

således ikke være strafbart, hvis vederlaget ydes af en person,

der selv ønsker at adoptere.

Ifølge adoptionslovens § 31 må bistand

til at formidle kontakt mellem personer, der ønsker at adoptere, og et

barn med henblik på adoption eller til at gennemføre en adoption

(adoptionshjælp) kun ydes af private, hvis de har Justitsministeriets

tilladelse hertil efter adoptionslovens § 30. Juridisk bistand og

lignende i forbindelse med henvendelse til myndigheder og fremskaffelse af

oplysninger, som kræves af myndighederne, er dog undtaget fra kravet om

tilladelse, jf. § 31, stk. 2. For tiden har to private

organisationer DanAdopt og Adoption Center tilladelse til at formidle

adoption af udenlandske børn. Overtrædelse af dette forbud mod

at yde adoptionshjælp uden tilladelse straffes efter § 34,

stk. 1, nr. 2, med bøde eller fængsel indtil fire

måneder.

Selve det at optræde som mellemmand i forbindelse

med en adoption er således allerede i dag strafbart, medmindre der er

tale om en organisation, der har tilladelse til at yde adoptionshjælp.

Det må imidlertid antages, at tillægsprotokollens artikel 3,

stk. 1, litra a (ii), indebærer en pligt til selvstændigt at

kriminalisere det forhold, at en mellemmand yder vederlag for at opnå

samtykke til adoption.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt

stykke i adoptionslovens § 34, hvorefter den, der som mellemmand yder

vederlag til nogen, der skal samtykke til en adoption, straffes med

bøde eller fængsel indtil fire måneder.

2.5.3. Børnepornografisk

materiale

2.5.3.1.

Efter artikel 3, stk. 1, litra c, i

FN-tillægsprotokollen skal de deltagende stater kriminalisere

fremstilling, videregivelse, udbredelse, import, eksport, udbud, salg og

besiddelse af enhver gengivelse af et barn (en person under 18 år)

involveret i en virkelig eller simuleret tydelig seksuel aktivitet samt

enhver form for gengivelse af et barns kønsdele af overvejende

seksuelle årsager.

Endvidere følger det af artikel 3 i forslaget til

EU-rammeafgørelse, at produktion, distribution, spredning,

overførsel, udbydelse og anskaffelse eller besiddelse af

børnepornografi skal forbydes. Børnepornografi skal her

forstås som materiale, hvor en person under 18 år eller en

person, der ser ud til at være under 18 år, er involveret i eller

deltager i seksuel adfærd. Omfattet er desuden realistiske billeder af

et ikke-eksisterende barn, der er involveret i seksuel adfærd (fiktiv

børnepornografi).

Efter artikel 9 i konventionen om IT-kriminalitet skal

fremstilling med forsæt til udbredelse via et computersystem samt

besiddelse og overførsel mv. af børnepornografisk materiale

være strafbar. Børnepornografi defineres som visuel gengivelse

af en person, som deltager i klart seksuelle handlinger, hvis personen er

under 18 år eller fremtræder som yngre end 18 år.

Realistiske billeder, der forestiller en person under 18 år involveret

i klart seksuelle handlinger, er ligeledes omfattet.

Nedenfor i pkt. 2.5.3.2.-2.5.3.5. omtales, hvilke

ændringer af straffelovens § 235, stk. 1, om udbredelse af

børnepornografisk materiale der foreslås gennemført som

følge af tillægsprotokollen, forslaget til

EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet.

I forlængelse heraf omtales det i pkt. 2.5.3.6.,

hvilke ændringer der på baggrund af de nævnte

internationale forpligtelser foreslås gennemført i straffelovens

§ 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk

materiale.

2.5.3.2.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at

udtrykket »utugtige« i straffelovens § 235, stk. 1 (og i

§ 230), lever op til de nævnte forpligtelser med hensyn til det

pornografiske indhold af fotografier mv. Udtrykket omfatter således

som det er omtalt i pkt. 2.1. om gældende ret bl.a. situationer

omfattet af straffelovens §§ 222, 224 eller 225 (samleje eller anden

kønslig omgængelse end samleje) samt andre situationer, hvor

vedkommende deltager i kønsligt forhold, eller hvor der over for

vedkommende må antages at være foretaget en groft krænkende

handling, f.eks. ved at anvende den pågældende som model for

fotografering af kønsdele eller af seksuelt prægede

berøringer.

2.5.3.3.

Den eksisterende bestemmelse i

straffelovens § 235, stk. 1, omfatter utugtige fotografier, film

eller lignende af »børn«, hvilket skal forstås som personer,

hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under 15 år.

Danmark vil med ratifikation af tillægsprotokollen

og vedtagelse af EU-rammeafgørelsen blive forpligtet til i

straffelovens § 235, stk. 1, i stedet at indføre en fast

aldersgrænse, således at bestemmelsen i straffelovens § 235,

stk. 1, fremover udvides til at beskytte alle personer under 18

år. Justitsministeriet foreslår derfor, at ordet »børn« i

straffelovens § 235, stk. 1, erstattes med ordene »personer under

18 år«.

Udtrykket »personer under 18 år« vil ikke omfatte

personer, der fremstår som yngre end 18 år, men som faktisk er

fyldt 18 år. Justitsministeriet finder ikke, at de beskyttelseshensyn,

der ligger bag bestemmelsen i § 235 om børnepornografi, i

tilstrækkelig grad kan begrunde kriminalisering af disse

tilfælde, hvor der er tale om pornografisk materiale, som forestiller

personer, der faktisk er over 18 år. Det bemærkes herved, at

sådanne tilfælde ikke er omfattet af kriminaliseringskravet i

tillægsprotokollen og forslaget til EU-rammeafgørelse. Danmark

agter således ved ratifikationen af konventionen om IT-kriminalitet at

tage et forbehold, der angår tilfælde af denne karakter.

På samme måde som det efter den gældende

formulering af § 235 er afgørende for strafbarheden, om den

pågældende på billedet fremtræder som et »barn«, vil

det med den foreslåede formulering af bestemmelsen i tilfælde,

hvor identiteten og alderen på den pågældende person er

ukendt være afgørende for strafbarheden, om den

pågældende fremtræder som yngre end 18 år i det

børnepornografiske materiale. I praksis vil det formentlig i det helt

overvejende antal tilfælde være umuligt at fremskaffe konkrete

oplysninger om den afbildede persons faktiske identitet og alder. Foreligger

der imidlertid konkrete oplysninger om, at personen er over 18 år, vil

forholdet ikke være omfattet af bestemmelsen.

2.5.3.4.

Både tillægsprotokollen,

forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet

indeholder en forpligtelse til at kriminalisere såkaldt »fiktiv«

børnepornografi (»gengivelse af virkelig eller simuleret eksplicit

seksuel aktivitet« og »realistiske billeder af et ikke-eksisterende

barn«).

Straffelovens § 235, stk. 1, er i sin

gældende udformning begrænset til fotografier, film og lignende

(herunder videooptagelser), hvorimod f.eks. tegninger og billeder frembragt

ved hjælp af edb (såkaldt computergenerede billeder), som ikke

afbilder et virkeligt samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje, falder uden for bestemmelsen.

Forud for ændringen af § 235 ved lov nr. 441 af

31. maj 2000 (se pkt. 2.1.4. ovenfor) overvejede udvalget om økonomisk

kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget), om også

computerskabte fremstillinger eller lignende fremstillinger burde være

omfattet af den strafferetlige regulering. Udvalget fandt dog, at hensynet

til beskyttelse af børn mod misbrug ikke nødvendiggør,

at sådanne fremstillinger omfattes af reguleringen. Der henvises til

betænkning nr. 1377/1999 og Folketingstidende 1999-2000, tillæg

A, s. 7801-7802 og 7805.

På baggrund af tillægsprotokollens,

EU-rammeafgørelsens og konventionen om IT-kriminalitets definitioner

af børnepornografi kan den nugældende retstilstand på

dette punkt ikke opretholdes. Det bemærkes i den forbindelse

også, at den tekniske udvikling i dag gør det muligt at lave

meget realistiske billeder med et pornografisk indhold, uden at personerne

på billederne har deltaget i produktionen endsige er virkelige.

Det foreslås derfor, at § 235, stk. 1,

formuleres således, at bestemmelsen tillige omfatter andre utugtige

»gengivelser« end fotografier, film og lignende. »Gengivelser« vil

således udover fotografier, film eller lignende omfatte forhold,

hvor der er tale om en fiktiv afbildning.

Der vil med den foreslåede formulering skulle

foreligge en realistisk afbildning, jf. udtrykket »gengivelse«. Bestemmelsen

vil derfor alene omfatte fiktive fremstillinger, der fremtræder

på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier

og lignende. Eksempelvis vil et computergeneret billede, der bortset fra det

fiktive motiv har fuld lighed med et fotografi, være omfattet. Modsat

vil malerier, håndtegninger mv., der ikke fremtræder som

identiske med faktiske afbildninger, falde uden for bestemmelsens

anvendelsesområde.

Som følge heraf vil tegnede eller malede

fremstillinger, som eksempelvis findes på oldtidens græske vaser,

ikke være omfattet af bestemmelsen. Det kan endvidere bemærkes,

at materiale, der kan anses for legitimeret ved sin kunstneriske værdi,

som hidtil efter en konkret vurdering vil kunne falde uden for bestemmelsens

anvendelsesområde.

Bestemmelsen er, som det fremgår, begrænset

til visuelle gengivelser med et børnepornografisk indhold, hvilket

svarer til forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om

IT-kriminalitet. Den foreslåede udvidelse af § 235 om

børnepornografi omfatter således ikke litterære

gengivelser mv., dvs. materiale, hvor det utugtige indhold alene gengives i

skriftform.

På den baggrund agter Danmark ved ratifikation af

tillægsprotokollen at afgive en præciserende erklæring om,

at man anser udtrykket »enhver gengivelse« i tillægsprotokollen for

alene at omfatte »visuel gengivelse«. Det kan i den forbindelse oplyses, at

Sverige ved sin undertegnelse af tillægsprotokollen har afgivet en

tilsvarende erklæring.

2.5.3.5.

De handlinger, der ifølge

tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og

konventionen om IT-kriminalitet skal kriminaliseres, er bl.a. fremstilling,

videregivelse, import, eksport, udbud, salg, distribution, spredning og

transmission af børnepornografisk materiale.

Det foreslås, at der i § 235, stk. 1,

anvendes udtrykket »udbredelse« som en samlet betegnelse for handlinger af

denne karakter. Udtrykket »udbredelse« omfatter såvel

erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig udbredelse. Det svarer til

den gældende § 235, stk. 1.

Imidlertid vil den ændrede affattelse af

bestemmelsen indebære, at ikke-erhvervsmæssig udbredelse fremover

vil være omfattet af § 235, stk. 1, selv om videregivelsen af

det børnepornografiske materiale ikke sker til en videre kreds, jf.

herved pkt. 2.1.4. ovenfor. I dag er sådanne tilfælde alene

omfattet af § 235, stk. 2, om besiddelse af

børnepornografi.

Fremstilling af fiktiv børnepornografisk materiale

med forsæt til at udbrede materialet vil skulle straffes efter

§ 235, stk. 1, mens produktion af pornografiske fotografier mv. af

børn under 18 år fortsat straffes efter § 230.

2.5.3.6.

Som det fremgår af pkt. 2.1.5., er

det i dag efter straffelovens § 235, stk. 2, strafbart at besidde

(eller mod vederlag gøre sig bekendt med) visse grovere former for

børnepornografi.

Det følger af det, der er anført ovenfor om

tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og

konventionen om IT-kriminalitet, at Danmark vil være forpligtet til at

kriminalisere besiddelse af enhver form for pornografisk materiale, der

gengiver personer under 18 år herunder også såkaldt

fiktiv børnepornografi.

På den baggrund foreslås det i § 235,

stk. 2, at indsætte samme formulering som i forslaget til

ændret affattelse af stk. 1, således at bestemmelsen udvides

til at omfatte besiddelse af »utugtige fotografier, film, andre visuelle

gengivelser eller lignende af personer under 18 år«, jf. pkt. 2.5.3.3.

og 2.5.3.4. ovenfor.

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at

tilfælde, hvor vedkommende afbildede person på tidspunktet for

afbildningen er over den seksuelle lavalder på 15 år og har givet

sit frivillige samtykke (direkte eller implicit) til besiddelsen af billedet,

bør være undtaget fra det strafbare område. Hvorvidt der

foreligger et sådant samtykke vil afhænge af en samlet vurdering

af den pågældendes intellektuelle udviklingstrin samt

omstændighederne i øvrigt, herunder om samtykket er opnået

ved misbrug af for eksempel en på alder og erfaring beroende

overlegenhed. Et samtykke vil således kunne meddeles til, at en

kæreste mv. til en pige på eksempelvis 17 år besidder et

billede af hende, selv om billedet kan karakteriseres som utugtigt. Derimod

vil det have formodningen imod sig, at der er meddelt et frivilligt samtykke

til besiddelse hos en person, som den afbildede person har en fjernere

tilknytning til.

Undtagelsen vil alene omfatte »billeder«, hvormed menes

fotografier, malerier mv. Film og lignende er derimod ikke omfattet af

undtagelsen.

I overensstemmelse med det anførte er det efter

forslaget til EU-rammeafgørelsen muligt at undtage fremstilling og den

efterfølgende besiddelse af pornografiske billeder fra kriminalisering

i tilfælde, hvor den afbildede person er over den seksuelle lavalder og

har givet samtykke, jf. artikel 3, stk. 2, litra b. En tilsvarende

undtagelsesmulighed findes ikke i tillægsprotokollen, og Danmark agter

derfor i forbindelse med ratifikation af tillægsprotokollen at afgive

en erklæring om, at besiddelse af billeder, der forestiller en person

over 15 år, som har givet samtykke til besiddelsen af billedet, ikke

vil blive anset for omfattet af pligten til kriminalisering.

2.5.4. Strafferammer

2.5.4.1.

Som det fremgår af pkt. 2.3.,

indeholder forslaget til EU-rammeafgørelse i artikel 5 forpligtelser,

der angår de nationale strafferammer for seksuel udnyttelse af

børn og børnepornografi.

Artikel 5 indeholder dels minimumskrav til de nationale

strafferammers maksimumsstraffe for overtrædelser omfattet af

rammeafgørelsen (stk. 1), dels krav til skærpede

strafferammer ved visse grovere former for overtrædelser (stk. 2

og 3).

Således skal medlemsstaterne efter artikel 5,

stk. 1, sikre, at der for overtrædelser omfattet af artikel 2

(seksuel udnyttelse af børn), 3 (børnepornografi) og 4

(forsøg og medvirken) kan idømmes fængsel i mindst 1 til

3 år.

For så vidt angår seksuel udnyttelse af

børn som defineret i rammeafgørelsens artikel 2 opfyldes denne

forpligtelse ved strafferammerne i straffelovens § 216 (voldtægt),

§ 219 (institutionsansats samleje med person optaget i institutionen),

§ 220 (udnyttelse af afhængighed), § 222 (samleje med et barn

under 15 år), § 223 (samleje med adoptivbarn mv.) § 228

(rufferi), § 230 (produktion med pornomodeller under 18 år),

§ 223 a (kunde hos prostitueret under 18 år) og § 262 a

(menneskehandel).

Overtrædelser omfattet af artikel 3 om

børnepornografi straffes for så vidt angår producenten

efter straffelovens § 230, hvorefter den, der anvender unge under 18

år som modeller i forbindelse med optagelse af utugtige fotografier,

film eller lignende med forsæt til at udbrede materialet, straffes med

fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med

bøde. Endvidere straffes efter § 235, stk. 1, udbredelse af

børnepornografisk materiale med bøde eller fængsel indtil

2 år. Straffen for den, der besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med børnepornografisk materiale, er efter straffelovens

§ 235, stk. 2, bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.

Danmark er med forslaget til EU-rammeafgørelse

forpligtet til at sikre, at besiddelse af børnepornografisk materiale

kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Det foreslås

derfor, at strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2,

forhøjes til fængsel indtil 1 år, hvilket efter

Justitsministeriets opfattelse tillige i højere grad vil afspejle

samfundets afstandtagen til den form for adfærd, der medvirker til at

øge eller opretholde efterspørgslen på materiale, hvor

sårbare børn og unge er blevet krænket i forbindelse med

tilblivelsen heraf.

Med den foreslåede forhøjelse af

strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2, er det

Justitsministeriets vurdering, at Danmark opfylder forpligtelsen i

rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1.

2.5.4.2.

Menneskehandel og seksuel udnyttelse af et

barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, skal efter

artikel 5, stk. 2, litra a, kunne straffes med fængsel i

mindst 5 til 10 år. Dette er opfyldt med strafferammerne i § 262 a

(menneskehandel), § 216 (voldtægt) og § 222 (samleje med et

barn under 15 år).

2.5.4.3.

Ifølge artikel 5, stk. 2,

litra b, skal medlemsstaterne endvidere sikre, at menneskehandel med

henblik på udnyttelse af barnet ved kønslig usædelighed,

hvor en af de i rammeafgørelse nærmere angivne skærpede

omstændigheder foreligger, herunder hvis barnet har været bragt i

livsfare, eller hvis der har været anvendt grov vold, kan

medføre frihedsstraf med en strafferamme på 5 til 10

år.

Ligeledes skal medlemsstaterne efter artikel 5,

stk. 2, litra c, sikre, at menneskehandel, hvor der drages fordel af

udnyttelsen af barnet ved kønslig usædelighed, seksuel

udnyttelse mod betaling eller ved misbrug af myndighed mv., kan

medføre frihedsstraf med en strafferamme på 5 til 10 år,

når forurettede er under den seksuelle lavalder og mindst én af

de skærpende omstændigheder tillige foreligger.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at Danmark

også opfylder disse strafferammekrav. Der vil således kunne

straffes for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216

(voldtægt), § 222 (samleje med et barn under 15 år) eller

§ 262 a (menneskehandel). Endvidere vil der i tilfælde omfattet af

artikel 5, stk. 2, litra b og c, kunne foreligge en samtidig

overtrædelse af straffelovens § 245 (grov vold), § 249

(uagtsom betydelig legemsbeskadigelse) eller § 252, stk. 1

(fareforvoldelse). Der kan derfor straffes for overtrædelse af disse

bestemmelser samtidig med, at der straffes for eksempelvis overtrædelse

af §§ 228 og 229 (rufferi mv.), § 222 (samleje med et barn under 15

år) eller § 223 a (kunde hos prostitueret under 18 år).

2.5.4.4.

Forslaget til rammeafgørelsens

artikel 5, stk. 2, litra c, forpligter, som det fremgår af

pkt. 2.3., hver medlemsstat til at træffe de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at produktion, udbredelse mv. af

børnepornografisk materiale kan straffes med fængsel i mindst 5

til 10 år, når der er tale om et barn under den seksuelle

lavalder og barnets liv udsættes for fare, der anvendes grov vold,

barnet forvoldes alvorlig skade, eller forholdet er begået inden for

rammerne af en kriminel organisation.

Det foreslås derfor at forhøje strafferammen

i § 235, stk. 1, til fængsel indtil 6 år, hvis der

foreligger skærpende omstændigheder. Herudover foreslås det

at tilføje et nyt pkt., der angiver eksempler på forhold, som

taler i skærpende retning. Som skærpende omstændigheder

anses således navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes

for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig

skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller

organiseret karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det

foreslåede nye pkt. på dette punkt går videre end forslaget

til rammeafgørelsen, idet det foreslås, at det forhold, at

barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at der

forvoldes barnet alvorlig skade, eller at der er tale om udbredelse af mere

systematisk eller organiseret karakter, altid skal betragtes som en

skærpende omstændighed, uanset om der er tale om et barn under

den seksuelle lavalder.

Der er ikke tale om en udtømmende opregning af

omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således

kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal

omfattes af den skærpede strafferamme. Har barnet været udsat for

trusler eller særlig ydmygende eller fornedrende handlinger kan dette

ligeledes medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede

strafferamme.

Det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af

børn i erhvervsmæssigt øjemed vil hermed tillige efter

Justitsministeriets opfattelse blive styrket. En tilsvarende

forhøjelse af strafferammen under skærpende omstændigheder

foreslås indsat i § 230.

Hvorvidt optagelserne eller udbredelsen mv. skønnes

at være af mere systematisk eller organiseret karakter vil

afhænge af en konkret vurdering, hvor bl.a. omfanget af produktionen og

udbredelsen vil kunne indgå.

Med de foreslåede forhøjelser af

strafferammerne i § 230 og § 235, stk. 1, vurderer

Justitsministeriet, at Danmark opfylder forpligtelsen i

rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, litra c. Det bemærkes i

den forbindelse, at der, hvis der samtidig med en overtrædelse af

§ 230 eller § 235, stk. 1, foreligger en overtrædelse af

straffelovens § 245, § 249 eller § 252, stk. 1, kan

straffes for begge overtrædelser.

2.5.4.5.

De foreslåede forhøjede

strafferammer er en følge af forpligtelserne efter

rammeafgørelsens artikel 5. Strafferammeforhøjelserne giver

domstolene mulighed for i højere grad at graduere

strafudmålingen, navnlig i sager om optagelse og udbredelse af

børnepornografisk materiale af mere systematisk eller organiseret

karakter, hvor barnet har været udsat for fare eller grov vold, eller

hvor der forvoldes barnet alvorlig skade.

2.5.5. Øvrige forpligtelser

Tillægsprotokollen indeholder som anført i

pkt. 2.2. ovenfor bestemmelser om ansvar for juridiske personer (artikel 3,

stk. 4). Endvidere indeholder forslaget til EU-rammeafgørelse

bestemmelser herom (artikel 6 og 7). Disse forpligtelser må efter

Justitsministeriets opfattelse anses for opfyldt med straffelovens § 306

om juridiske personers strafansvar.

Det følger af artikel 5, stk. 3, i forslaget

til EU-rammeafgørelse, at medlemsstaterne skal sikre, at en person,

der er blevet dømt for en overtrædelse omfattet af

rammeafgørelsen, midlertidigt eller permanent kan forhindres i at

udøve aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn, hvis

det er relevant. Det er Justitsministeriets vurdering, at dette er opfyldt

ved reglerne i bl.a. straffelovens § 79, stk. 1 (frakendelse af

retten til at udøve virksomhed) og § 236 (pålæg givet

ved dom for seksualforbrydelse).

Som det blev anført i pkt. 2.2. forpligter

tillægsprotokollen deltagerstaterne til at kunne udøve

jurisdiktion (straffemyndighed) i tilfælde, hvor en overtrædelse,

som er omfattet af tillægsprotokollen, er begået på

vedkommende deltagerstats område eller på det skib eller

luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat.

Denne forpligtelse svarer til, hvad der følger af straffelovens

§ 6.

Herudover fremgår det af artikel 8 i forslaget til

EU-rammeafgørelse, at en medlemsstat desuden skal sikre, at den har

straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået til fordel

for en juridisk person, der har hjemsted på medlemsstatens

område, eller når gerningsmanden er statsborger i medlemsstaten.

Danmark agter i den forbindelse i medfør af rammeafgørelsens

artikel 8, stk. 2, at afgive en erklæring om, at Danmark i de i

artikel 8, stk. 1, litra b, omhandlede tilfælde (egne

statsborgere) betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er

strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået

(dobbelt strafbarhed).

Justitsministeriet har overvejet, om forbeholdsadgangen i

artikel 8, stk. 2, også bør udnyttes for så vidt

angår de i artikel 8, stk. 1, litra c, omhandlede tilfælde

(til fordel for juridiske personer med hjemsted i medlemsstaten), da disse

tilfælde synes at omfatte forhold, der kun har en meget begrænset

tilknytning til Danmark. Ved gennemførelse i dansk ret af EU’s

rammeafgørelse om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik

på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt

ulovligt ophold og af EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af

handel med mennesker (lov nr. 380 af 6. juni 2002) er et sådant

forbehold taget over for tilsvarende jurisdiktionsbestemmelser i de

pågældende rammeafgørelser.

Det kan desuden oplyses, at Justitsministeriet har nedsat

et jurisdiktionsudvalg, som skal foretage en generel gennemgang af

straffelovens bestemmelser om jurisdiktion (straffemyndighed).

På den baggrund har Justitsministeriet på

nuværende tidspunkt fundet det rigtigst, at der tages et forbehold over

for den nævnte jurisdiktionsbestemmelse i artikel 8, stk. 1, litra

c. Det indebærer, at straffelovens § 8, stk. 5, ikke vil

kunne anvendes på forhold, der er omfattet af artikel 8, stk. 1,

litra c. Om der i øvrigt måtte være dansk straffemyndighed

med hensyn til sådanne forhold, vil bero på de øvrige

jurisdiktionsbestemmelser i straffelovens §§ 6-9.

Bestemmelsen i tillægsprotokollens artikel 4,

stk. 3, hvorefter en deltagerstat skal kunne udøve jurisdiktion

(straffemyndighed) i tilfælde, hvor staten ikke udleverer en person til

en anden deltagerstat, fordi vedkommende er statsborger i

førstnævnte stat, rækker efter Justitsministeriets

opfattelse ikke videre end, hvad der følger af straffelovens § 7,

stk. 1, nr. 2. Det skyldes, at bestemmelsen i tillægsprotokollen

i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse i straffelovens § 7

må forstås således, at den deltagerstat, som ikke

udleverer en egen statsborger til en anden deltagerstat, alene er forpligtet

til at udøve jurisdiktion, hvis det pågældende forhold

også er strafbart i den anden deltagerstat, hvor forholdet er

begået. Det krav, der opstilles til EU-medlemsstaterne i artikel 8,

stk. 5, i forslaget til rammeafgørelse med hensyn til at sikre

straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelser omfattet af

EU-rammeafgørelsen bliver begået af en af medlemsstatens egne

statsborgere uden for den pågældende medlemsstats territorium, er

sammenfaldende med Danmarks forpligtelser efter den europæiske

konvention fra 1957 om udlevering af lovovertrædere, jf.

bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963 (Lovtidende C) og

konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions

medlemsstater (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4499).

Tillægsprotokollens artikel 5 om udlevering for

handlinger omfattet af tillægsprotokollen må anses for opfyldt

ved den gældende udleveringslovgivning. Der kan således efter

udleveringslovens § 2 ske udlevering til strafforfølgning af

danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, hvis den

pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare

handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes,

og handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6

måneder, eller hvis handlingen efter dansk ret kan medføre

højere straf end fængsel i 4 år. Endvidere kan

justitsministeren på grundlag af en overenskomst fastsætte, at

danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i en anden

stat, eller træffe beslutning om udlevering til strafforfølgning

i en anden stat, når betingelserne i § 2, stk. 2 og 3, er

opfyldt.

Efter § 2 a kan der ske udlevering af

udlændinge til andre EU-medlemsstater for handlinger, der efter dansk

ret kan medføre fængsel i mindst 6 måneder. Til stater,

der ikke er medlem af EU, kan udlevering ske for handlinger, der efter dansk

ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. I tilfælde,

hvor handlingen efter dansk ret kan medføre en kortere frihedsstraf,

kan udlevering ske, hvis der er overenskomst herom med den stat, der anmoder

om udlevering.

Det bemærkes, at regeringen i indeværende

folketingsår forventer at fremsætte et lovforslag om

ændring af udleveringsloven med det formål at gennemføre

en EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og

udleveringsprocedurerne mellem medlemsstater i Den Europæiske Union.

Rammeafgørelsen har til hensigt at indføre et princip om

gensidig anerkendelse ved udlevering af arresterede personer mellem

EU-medlemsstater med henblik på at smidiggøre og effektivisere

udleveringsprocedurerne. Lovforslaget vil derfor indeholde en udvidelse af

adgangen til at udlevere personer fra Danmark til andre EU-medlemsstater.

Efter artikel 8, stk. 6, i rammeafgørelsen

skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der muliggør

retsforfølgning af de groveste overtrædelser omfattet af artikel

2 i rammeafgørelsen (menneskehandel, seksuel udnyttelse mv.), efter at

barnet har nået myndighedsalderen.

Efter straffelovens § 94, stk. 4, regnes

forældelsesfristen i sager om overtrædelse af bl.a. straffelovens

§ 216 (voldtægt), § 222 (samleje med et barn under 15

år) og § 223 (samleje med adoptivbarn mv.) tidligst fra den dag,

den forurettede fylder 18 år, jf. pkt. 2.1.

Som det fremgår ovenfor af pkt. 2.5.1., omfatter

artikel 2 også forhold, der efter dansk ret vil være omfattet af

straffelovens § 262 a om menneskehandel. Den udvidede

forældelsesfrist i § 94, stk. 4, omfatter imidlertid ikke

sager om menneskehandel, hvor et barn er offer. Det er Justitsministeriets

opfattelse, at hensynene bag den udvidede forældelsesfrist tillige

gør sig gældende i sager, hvor en person under 18 år er

offer for menneskehandel med henblik på udnyttelse ved kønslig

usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller

fjernelse af organer.

Justitsministeriet finder derfor, at den udvidede

forældelsesfrist efter § 94, stk. 4, tillige bør

omfatte menneskehandel, hvor et barn er offer. Det foreslås derfor, at

der i § 94, stk. 4, 1. pkt., indsættes en henvisning til

§ 262 a, stk. 2.

Det er herefter Justitsministeriets opfattelse, at

forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 6, er

opfyldt.

2.5.6. Bistandsadvokater

Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1.8. skal retten ved en

række seksualforbrydelser og voldsforbrydelser beskikke en

bistandsadvokat for den forurettede, hvis den pågældende

begærer det.

Baggrunden herfor er bl.a., at der af psykologiske og

praktiske grunde kan være behov for, at den forurettede får

bistand til opgørelse af et eventuelt erstatningskrav, således

at erstatningsopgørelsen og udbetalingen ikke trækker

længere ud end nødvendigt. Endvidere kan det for nogle

forurettede være af stor betydning at blive forberedt på

afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med

mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden

tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller

referat/navneforbud, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes

stilling i voldtægts- og voldssager, s. 159-60.

I betænkningen s. 40-41 anføres det

endvidere, at der i sager om seksualforbrydelser skal ske en afhøring,

der bl.a. omfatter spørgsmålet om den forurettedes eventuelle

frivillige medvirken til et seksuelt forhold. Under en sådan belastende

afhøring kan der være et særligt behov for

advokatbistand.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan tilsvarende

forhold gøre sig gældende i sager om menneskehandel efter

straffelovens § 262 a, hvor der bl.a. kan have været tale om

udnyttelse af den pågældende ved kønslig

usædelighed, eller hvor der har været anvendt ulovlig tvang efter

straffelovens § 260 eller frihedsberøvelse efter § 261. Det

bemærkes i den forbindelse, at der med den nuværende affattelse

af retsplejelovens § 741 a kan ske beskikkelse af en bistandsadvokat i

sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 260 og

261.

Det foreslås derfor, at det også i sager om

overtrædelse af straffelovens § 262 a bliver hovedreglen, at et

offer efter anmodning skal have beskikket en bistandsadvokat.

Ligesom ved volds- og seksualforbrydelser foreslås

det, at retten i mindre alvorlige sager skal kunne afslå en

begæring om advokatbeskikkelse, når advokatbistand er

åbenbart unødvendig.

3. Gennemførelse af straffesager om

seksuelt misbrug af børn mv.

I september 2002 afgav Justitsministeriets arbejdsgruppe

om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn

betænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om

seksuelt misbrug af børn.

Ud over forslag om indsættelse af tre nye

bestemmelser i retsplejeloven om videoafhøring af børn mv.

behandler arbejdsgruppen i betænkningen en række

spørgsmål vedrørende varetagelse af barnets interesser i

relation til retsplejelovens regler om bl.a. vidnefritagelse og den praktiske

gennemførelse af videoafhøringen af barnet. Overvejelser af

denne karakter er ikke medtaget i det foreliggende lovforslag, der er

begrænset til arbejdsgruppens forslag til ændringer i

retsplejeloven.

3.1. Gældende ret

3.1.1

. Efter retsplejelovens § 731 skal en

forsvarer beskikkes for sigtede i en række nærmere angivne

situationer, hvis sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den

valgte forsvarer udebliver. Der skal i disse tilfælde eksempelvis ske

forsvarerbeskikkelse, når sigtede fremstilles for retten med henblik

på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelse,

når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner,

når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af

domsmænd, og når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver

spørgsmål om højere straf end bøde.

Bestemmelsen omhandler således den såkaldte

obligatoriske forsvarerbeskikkelse, hvor sigtede hvis han ikke har valgt en

forsvarer har krav på, at en forsvarer beskikkes ham. Det

følger dog af § 731, stk. 2, at beskikkelse, når

tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om

højere straf end bøde, og i det i § 922, stk. 4,

(tilståelsessag efter sigtedes og anklagerens samtykke) nævnte

tilfælde, kun sker efter sigtedes begæring.

Efter retsplejelovens § 732 kan der i andre end de i

§ 731 nævnte tilfælde, såvel før som efter at

tiltale er rejst, ske beskikkelse af en offentlig forsvarer for den, der er

sigtet, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller

omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og

sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer. Det følger

af § 732, stk. 2, at begæring om beskikkelse kan

fremsættes af såvel sigtede som af politiet.

Retsplejeloven indeholder derimod ikke hjemmel til at

beskikke en forsvarer for en person, der ikke er sigtet.

3.1.2.

Det følger af retsplejelovens

§ 745, stk. 3, at politiet, hvis der skal foretages en

afhøring eller et andet efterforskningsskridt af lignende betydning,

som kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen,

skal underrette forsvareren herom, således at forsvareren får

lejlighed til at overvære det pågældende

efterforskningsskridt. En videoafhøring af et barn i forbindelse med

en sag om seksuelt misbrug kan være et efterforskningsskridt omfattet

af § 745, stk. 3, hvis videoafhøringen kan formodes at ville

finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 243 af 8. juni 1978.

Baggrunden herfor var, at sådanne efterforskningsskridt må

sidestilles med anticiperet bevisførelse, jf. § 747, og at

forsvareren derfor må have adgang til under bevisets optagelse at

varetage den mistænktes/sigtedes interesser. Sigtede selv har ikke en

tilsvarende ret til at være til stede, medmindre han deltager i

gennemførelsen af efterforskningshandlingen. Der henvises til

Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2337-2486 samt til

betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv.

Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede,

eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der

kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes, jf.

§ 745, stk. 3. Forsvareren skal uden ophold underrettes om det

foretagne. Efter § 745, stk. 4, kan reglen i stk. 3 fraviges,

hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens

opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det

påkrævet.

Hvis der ikke, før videoafhøring af barnet

har fundet sted, er grundlag for at sigte den, der er mistænkt i sagen,

eller sigtelse ikke har været mulig, fordi den mulige gerningsmands

identitet endnu er ukendt, kan der efter gældende ret, jf. ovenfor pkt.

3.1.1., ikke ske beskikkelse af en forsvarer.

Politiet har i praksis ud fra retssikkerhedsmæssige

hensyn tilkaldt en advokat fra kredsen af beneficerede advokater, som under

en videoafhøring af et barn kan varetage den mistænktes eller

endnu ukendte gerningsmands interesser.

3.1.3.

En arbejdsgruppe bestående af

repræsentanter for politi og anklagemyndighed samt en speciallæge

i børnesygdomme afgav i maj 1995 en beretning om videoafhøring

af børn. Det anbefales heri, at videoafhøringer anvendes,

når barnet er 12 år eller derunder. Endvidere peges der på,

at barnets udvikling eller psykiske tilstand som følge af overgrebet

kan tilsige, at der bør anvendes videoafhøring, selv om barnet

er ældre end 12 år. Tilsvarende fremgår af Rigsadvokatens

retningslinjer for videoafhøringer af børn i

sædelighedssager, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2001 af 17.

december 2001.

I beretningen lægges det endvidere til grund, at den

eventuelle mistænkte eller sigtede i sager om seksuelle overgreb mod

børn ikke har krav på at overvære videoafhøringen

af barnet i et tilstødende lokale, men at den pågældendes

interesser varetages af den beskikkede forsvarer, der er til stede under

afhøringen, jf. også ovenfor pkt. 3.1.2. om retsplejelovens

§ 745, stk. 3.

På denne baggrund og ud fra et hensyn til barnet var

det indtil marts 2000 praksis, at den, der var mistænkt eller sigtet

for seksuelt misbrug af et barn, ikke havde krav på at overvære

politiets videoafhøring af barnet.

3.1.4.

Den 16. marts 2000 afsagde Højesteret

imidlertid kendelse i 2 sager vedrørende spørgsmålet om,

hvorvidt den, der er mistænkt eller sigtet for seksuelt misbrug af et

barn, skal have adgang til at overvære politiets afhøring af

barnet.

I den ene sag (sag nr. 9/2000) afviste byretten ved

kendelse af 26. oktober 1999 at tillade, at de i sagen to sigtede personer

kunne overvære videoafhøringen af de involverede børn.

Vestre Landsret traf ved kendelse af 30. november 1999 bestemmelse om, at de

sigtede kunne overvære videoafhøringerne af børnene fra

monitorrummet. Procesbevillingsnævnet meddelte anklagemyndigheden

tilladelse til at indbringe Vestre Landsrets kendelse for Højesteret.

Højesteret stadfæstede ved kendelse af 16. marts 2000

landsrettens afgørelse. Højesterets kendelse er gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1326.

Højesteret udtalte blandt andet

følgende:

»Den fulgte praksis med hensyn til videooptagelse af politiets

afhøringer af børn i sædelighedssager har til

formål dels at sikre bevis så hurtigt som muligt, dels at

skåne børnene for afhøringer i retten. Den

omstændighed, at videooptagelsen under en eventuel domsforhandling skal

anvendes som bevis og således skal træde i stedet for en

afhøring af barnet i retten, taler for, at videoafhøringerne i

videst muligt omfang sker under iagttagelse af retssikkerhedsmæssige

garantier svarende til dem, der gælder for indenretlige

afhøringer. En adgang for den mistænkte eller sigtede til at

være til stede i et andet lokale (monitorrummet) og derfra via

tv-skærm overvære afhøringen vil tilgodese et

retssikkerhedsmæssigt hensyn, idet det herved kan sikres, at

forsvareren er i stand til gennem den afhørende kriminalassistent

at stille relevante supplerende spørgsmål. Herved vil man

samtidig også i barnets interesse kunne mindske behovet for

genafhøring. Der er ikke af anklagemyndigheden anført

væsentlige hensyn, som taler imod, at der i almindelighed gives den

mistænkte eller sigtede adgang til at være til stede i

monitorrummet under afhøringen af barnet. Uanset ordlyden af og

forarbejderne til retsplejelovens § 745, stk. 3, finder

Højesteret herefter, at den mistænkte eller sigtede som

udgangspunkt bør have en sådan adgang til at følge

afhøringen.

Da der ikke er oplyst omstændigheder, som kan

begrunde, at udgangspunktet bør fraviges i den foreliggende sag,

tiltræder Højesteret, at det tillades indkærede at

være til stede i et monitorrum under videoafhøring af

børnene.«

I den anden sag (sag nr. 589/1999) havde den beskikkede

forsvarer under byrettens behandling af sagen anmodet om, at den

mistænkte fik tilladelse til sammen med forsvareren at overvære

videoafhøringen af den mistænktes datter. Byretten bestemte ved

kendelse af 26. juli 1999, at den mistænkte skulle underrettes om

videoafhøringen, og at han var berettiget til fra et

tilstødende lokale sammen med forsvareren at overvære

afhøringen af datteren via en tv-skærm. Anklagemyndigheden

kærede byrettens kendelse. Ved Østre Landsrets kendelse af 20.

september 1999 fandt landsretten, at den mistænkte ikke var berettiget

til at overvære afhøringen af datteren fra et tilstødende

lokale. Procesbevillingsnævnet meddelte den mistænkte tilladelse

til at indbringe Østre Landsrets kendelse for Højesteret. Ved

kendelse afsagt den 16. marts 2000 stadfæstede Højesteret

byrettens kendelse.

Kendelserne medførte en ændring af den

hidtidige praksis ved videoafhøring af børn, således at

mistænkte/sigtede nu som udgangspunkt har adgang til sammen med sin

forsvarer at overvære videoafhøringen af barnet fra et

monitorrum.

3.1.5.

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2001 af

17. december 2001 om videoafhøring af børn i

sædelighedssager anføres det i punkt 7.2, at den

mistænkte/sigtede som følge af Højesterets kendelser skal

have lejlighed til at være til stede under videoafhøringen af

barnet. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor den

mistænkte endnu ikke er identificeret. Det fremgår endvidere, at

afhøringen kan gennemføres uden den mistænktes/sigtedes

tilstedeværelse i de tilfælde, som kan sidestilles med de i

retsplejelovens § 745, stk. 3, 4. pkt., nævnte forhold

vedrørende forsvareren, det vil sige i tilfælde, hvor der er

tale om forhør af et barn, som ikke kan opsættes, og hvor den

mistænkte eller sigtede ikke har mulighed for at komme til stede, eller

hvor det ikke er muligt for politiet at give den mistænkte/sigtede

meddelelse om afhøringen.

Endelig anføres det, at det må være

muligt at fravige udgangspunktet om den mistænktes/sigtedes

tilstedeværelse i de tilfælde, der er nævnt i

retsplejelovens § 745, stk. 4, det vil sige, når det efter en

konkret vurdering i den foreliggende sag må lægges til grund, at

hensynet til efterforskningen eller tredjemand undtagelsesvis gør det

påkrævet, at reglerne i stk. 3 fraviges. Den i sagen

beskikkede forsvarer eller af politiet tilkaldte advokat må i så

fald underrettes herom.

Modsætter forsvareren sig herefter, at

afhøringen gennemføres uden den mistænktes/sigtedes

tilstedeværelse, kan der eventuelt være grundlag for at indbringe

spørgsmålet for retten i medfør af retsplejelovens

§ 746.

3.1.6.

Princippet om bevisumiddelbarhed

indebærer, at bevisførelsen skal ske umiddelbart for den

dømmende ret, og at den skal finde sted under domsforhandlingen.

Dette princip er fraveget i retsplejelovens § 877,

stk. 2, idet det heraf fremgår, at en række dokumenter og

aktstykker under domsforhandlingen kan benyttes som bevismidler og bliver da

at oplæse. Det fremgår således af § 877, stk. 2,

nr. 3, at tilførsler til retsbøger om vidner eller syns- og

skønsmænds forklaringer kan benyttes som bevismidler under

domsforhandlingen, hvis de pågældende eksempelvis er

afhørt ved en anden ret end den, ved hvilken sagen behandles, eller de

er afhørt, uden at tiltalte har været til stede på grund

af udeblivelse.

§ 877, stk. 3, omfatter alle andre berettende

dokumenter og aktstykker, herunder bl.a. politirapporter. Udgangspunktet

efter bestemmelsen er, at sådanne berettende dokumenter og aktstykker

ikke må finde anvendelse som bevismiddel. Retten kan dog undtagelsesvis

give tilladelse hertil.

Videooptagelser af politiets afhøring af

børn er ikke omfattet af ordlyden i § 877, stk. 3, men

domstolene har i praksis henført sådanne optagelser under denne

bestemmelse, hvilket bl.a. fremgår forudsætningsvist af

Højesterets kendelser af 16. marts 2000.

Det vil bero på en konkret vurdering, om retten vil

tillade dokumentation af en videoafhøring af børn under

domsforhandlingen. Det må antages, at bl.a. barnets alder og

mistænktes/sigtedes adgang til at overvære afhøringen i et

tilstødende lokale vil indgå i denne vurdering.

3.2. Retstilstanden i andre lande

3.2.1.

Hovedreglen i Norge er, at

vidneafhøring af børn under 14 år foretages af en dommer

uden for retsmøde. Afhøringen optages på video, og

optagelsen afspilles under domsforhandlingen. Afhøringen af barnet

skal som udgangspunkt foretages inden 2 uger efter politiets modtagelse af en

anmeldelse om strafbart forhold.

Dommeren vil som udgangspunkt tilkalde en »særlig

beskikket person« til at foretage afhøringen af barnet, men kan efter

en konkret vurdering beslutte selv at foretage afhøringen.

Forsvareren skal som hovedregel varsles om

afhøringen af barnet og have lejlighed til at være til stede ved

afhøringen i et tilstødende lokale. Hvis

efterforskningsmæssige eller andre tungtvejende hensyn taler imod

forsvarerens tilstedeværelse, kan afhøringen foretages uden

forsvarerens tilstedeværelse. Afhøringen af barnet vil dog i

denne situation ikke kunne anvendes som bevis under domsforhandlingen, da

sigtede ikke har haft lejlighed til at stille spørgsmål til

barnet via forsvareren. Sigtede har derimod ikke krav på at blive

underrettet om afhøringen og har heller ikke ret til at være til

stede under afhøringen.

3.2.2.

I Sverige optages afhøringer

af børn under 15 år på video. Forsvareren overværer

afhøringen fra et særligt monitorrum. Den

mistænkte/sigtede kan ikke overvære afhøringen af barnet,

men har efterfølgende mulighed for (inden for nogle uger) sammen med

forsvareren at gennemse videoen og for at stille spørgsmål til

barnet ved en fornyet afhøring. De svenske domstole har godkendt, at

videoafhøringen kan afspilles under domsforhandlingen.

3.2.3.

Afhøring af et barn vil ligeledes i

Finland som udgangspunkt blive optaget på video. Forsvareren

underrettes om afhøringen og har, da han har adgang til at være

til stede, mulighed for at stille spørgsmål til barnet gennem

den afhørende polititjenestemand. Den mistænkte/sigtede har

derimod ikke adgang til at overvære afhøringen. Videooptagelsen

og udskriften heraf tilstilles efterfølgende den

mistænkte/sigtede og forsvareren, der kan anmode om genafhøring

af barnet. De finske domstole har i praksis godkendt, at en videooptagelse af

et barn kan anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen, når

tiltalte har haft adgang til at stille spørgsmål til barnet.

Der behandles for tiden et lovforslag i det finske

parlament om bl.a. afhøring af børn. Dette lovforslag vil bl.a.

medføre, at den mistænkte/sigtede skal have adgang til at

overvære afhøringen af barnet.

3.2.4.

Den islandske retsplejelov indeholder

en bestemmelse om, at forurettede under 18 år i en sædelighedssag

skal afhøres indenretligt. Afhøringen, der optages på

video, finder sted i særligt indrettede lokaler. Forsvareren har adgang

til at overvære afhøringen af barnet fra et tilstødende

lokale. Sigtede har ligeledes ret til at overvære afhøringen fra

det tilstødende lokale, medmindre dommeren finder, at hans

tilstedeværelse kan være til byrde for barnet eller kan have

indflydelse på barnets forklaring. Forsvareren og sigtede kan stille

spørgsmål til barnet gennem dommeren eller den sagkyndige

person, der foretager afhøringen.

Hvis sigtede og dennes forsvarer ikke har overværet

afhøringen, vil optagelsen snarest muligt blive afspillet for dem i et

retsmøde.

Den islandske retsplejelov indeholder en generel

bestemmelse om, at indenretlige forklaringer afgivet af forurettede under

efterforskningen kan anvendes som bevis samt en speciel bestemmelse om, at

forurettede børn under 18 år i sædelighedssager ikke

bør give møde i retten under domsforhandlingen, medmindre

dommeren finder særlig anledning hertil. Udgangspunktet er

således, at barnet ikke skal give møde under domsforhandlingen.

Optagelsen af afhøringen afspilles under domsforhandlingen, og

udskrift af barnets forklaring fremlægges.

3.2.5.

I sager om seksuelt misbrug af et barn er

det retstilstanden i Holland, at afhøring af et barn, der er

mellem 4 og 12 år, optages på video. Er barnet derimod over 12

år, vil afhøringerne som udgangspunkt alene blive optaget

på lydbånd.

Den sigtede har kun adgang til at gøre sig bekendt

med de forklaringer, som måtte være afgivet under sagens

efterforskning, hvis der er sikkerhed for, at den pågældende ikke

kan komme i kontakt med eller på anden måde har mulighed for at

påvirke barnet. Den sigtedes forsvarer har derimod adgang til at

gøre sig bekendt med de forklaringer, der er afgivet under

efterforskningen, når politi- og anklagemyndighed har besluttet at

indlede retsforfølgning i sagen.

Hvis den sigtede og forsvareren herefter ønsker, at

der foretages en fornyet afhøring af barnet, må der under et

indledende retsmøde fremsættes anmodning herom. Hvis

anklagemyndigheden modsætter sig, at der foretages en fornyet

afhøring, træffer retten afgørelse om

spørgsmålet.

Under domsforhandlingen kan det forurettede barn, hvis det

anses for at være forsvarligt, indkaldes til at afgive vidneforklaring

i retten. Hvis der skal foretages en indenretlig afhøring af barnet,

træffer retten i de fleste tilfælde bestemmelse om, at den

tiltalte ikke må være til stede i retslokalet under

afhøringen af barnet.

Hvis det ikke kan anses for forsvarligt at afhøre

barnet indenretligt, kan en udskrift af barnets forklaring fremlægges

som bevis i sagen.

3.2.6.

I England kan videoafhøringer

anvendes i sædelighedssager, når forurettede er under 17

år. Hvis forurettede, inden domsforhandlingen finder sted, fylder 17

år, kan en videoafhøring, der er foretaget inden forurettede

fyldte 17 år, fortsat anvendes under domsforhandlingen forudsat, at

forurettede på dette tidspunkt ikke er fyldt 18 år.

Videoafhøringer af børn i

sædelighedssager foretages almindeligvis to gange. Den første

afhøring foretages i stedet for politiets sædvanlige

afhøring af et vidne til politirapport. Hvis anklagemyndigheden

beslutter at indlede en egentlig retsforfølgning i sagen, har

forsvaret krav på at foretage en modafhøring af barnet, som i

sædelighedssager ligeledes vil kunne optages på video,

således at barnet ikke skal deltage i en modafhøring i retten

under domsforhandlingen. Anklagemyndighedens eventuelle supplerende

afhøring herefter kan ligeledes ske ved en videoafhøring.

Ved afhøring af børn i

sædelighedssager har dommeren, forsvareren og anklageren krav på

at være til stede i afhøringslokalet eller eventuelt

overvære afhøringen via en monitor eller tv-link, idet det er en

forudsætning, at de skal kunne se og høre barnet samt kunne

kommunikere med den person, som foretager afhøringen.

Mistænkte/sigtede har derimod ikke krav på at

overvære politiets afhøring af barnet, som almindeligvis vil

være hovedafhøringen af barnet. Den mistænkte/sigtede har

derimod krav på at overvære den afhøring af barnet, som

sker efter anmodning fra den mistænkte/sigtede og forsvareren, og hvor

den mistænkte/sigtede og forsvareren har adgang til at få stillet

spørgsmål til barnet. Den mistænkte/sigtede har ikke krav

på at overvære afhøringen af barnet i selve

afhøringslokalet, men kan overvære afhøringen via en

monitor eller tv-link. Den mistænkte/sigtede skal under

afhøringen af barnet have mulighed for at kommunikere med sin

forsvarer.

Videoafhøringer af børn i sædeligheds-

og voldssager kan efter engelsk ret som altovervejende udgangspunkt anvendes

som bevismiddel med samme værdi som en vidneforklaring afgivet

umiddelbart for den dømmende ret. Retten kan imidlertid, hvor

retssikkerhedsmæssige hensyn taler imod anvendelse af en

videoafhøring, bestemme, at videoafhøringen ikke kan anvendes

som bevis under domsforhandlingen. Det vil navnlig være

omstændighederne i forbindelse med foretagelsen af

videoafhøringen, som vil have betydning for rettens vurdering af, om

anvendelsen af denne som bevis under sagen er retssikkerhedsmæssig

betænkelig. Hvis retten finder, at det kun er dele af

videoafhøringen, som er retssikkerhedsmæssig betænkelig,

kan den bestemme, at videoafhøringen kan anvendes i redigeret

form.

3.3. Arbejdsgruppens overvejelser

3.3.1. Generelle overvejelser om afhøring af børn

Arbejdsgruppen har overvejet forskellige modeller for,

hvordan afhøring af børn i straffesager om seksuelt misbrug af

børn bør gennemføres.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt

udgangspunktet i dansk ret om, at bevisførelsen, herunder

afhøringen af vidner, skal ske umiddelbart for den dømmende

ret, bør finde anvendelse også i sager, hvor børn skal

afhøres om seksuelle overgreb. Endvidere har arbejdsgruppen overvejet

en model, hvorefter afhøringen af barnet foretages indenretligt efter

retsplejelovens § 747 om anticiperet bevisførelse eller

indenretlig afhøring med anvendelse af video. Endelig har

arbejdsgruppen overvejet muligheden for udenretlig videoafhøring af

barnet, hvorefter videooptagelsen afspilles under en eventuel

domsforhandling. Der henvises herom til betænkningen s. 90-94.

Arbejdsgruppen har vurderet, at afhøring af

børn bør ske i form af en udenretlig videoafhøring af

barnet. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at

afhøringen må forventes at kunne gennemføres hurtigere,

og at udenretlige videoafhøringer af børn har været

anvendt i praksis gennem en længere årrække, uden at dette

har givet anledning til bemærkninger om, at der bør medvirke en

dommer under afhøringen.

Arbejdsgruppen finder ligeledes, at den eksisterende

praksis om, at videoafhøringer som udgangspunkt kun anvendes i sager,

hvor barnet på afhøringstidspunktet er 12 år eller

derunder, bør fortsættes.

Endvidere vurderer arbejdsgruppen, at

videoafhøringer efter omstændighederne bør kunne anvendes

ved afhøring af børn som vidner i andre sagstyper som f.eks.

drabs- og voldssager, således som dette allerede forekommer i praksis.

Arbejdsgruppen har dog samtidig fundet, at der af retssikkerhedsmæssige

hensyn bør opstilles nærmere betingelser for

gennemførelsen af videoafhøringen af barnet.

3.3.2. Beskikkelse af forsvarer

Arbejdsgruppen finder, at den gældende retstilstand

bør ændres, således at der skabes udtrykkelig hjemmel i

retsplejeloven til at beskikke en forsvarer for den mistænkte eller

ukendte gerningsmand allerede i forbindelse med gennemførelsen af en

videoafhøring, medmindre den mistænkte/sigtede allerede har

valgt en forsvarer.

Arbejdsgruppen anfører, at forsvareren efter

gældende ret kan overvære en videoafhøring, jf.

retsplejelovens § 745, stk. 3, og ovenfor i pkt. 3.1.2. Det

fremgår tillige af domstolenes praksis for at meddele tilladelse i

medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, til at anvende en

videoafhøring som bevis under domsforhandlingen, at det må anses

for et ufravigeligt krav for at tillade anvendelsen af en

videoafhøring, at afhøringen er foretaget under medvirken af en

forsvarer (/advokat) for den mistænkte.

Retsplejelovens § 731 og § 732 hjemler

imidlertid kun adgang til at beskikke en forsvarer for den, der er sigtet

eller tiltalt. Hvis politiet ikke har grundlag for at rejse en sigtelse i

sagen, vil der således ikke før videoafhøringens

foretagelse formelt kunne beskikkes en forsvarer for den, der måtte

være mistænkt, eller senere måtte blive mistænkt

eller sigtet i sagen.

Arbejdsgruppen har derfor tillige lagt vægt

på, at praksis viser, at politiet i de fleste tilfælde ikke har

tilstrækkeligt grundlag for at rejse en sigtelse om seksuelt misbrug af

et barn, før der er foretaget en afhøring af barnet. Politiet

har derfor i praksis hvor den mistænkte/sigtede ikke selv har valgt

en forsvarer anvendt den fremgangsmåde at tilkalde en advokat fra

kredsen af beneficerede advokater, som under videoafhøringen af barnet

kan varetage den mistænktes eller ukendte gerningsmands interesser,

uden at retten formelt har beskikket den pågældende som forsvarer

i sagen. Da advokaten ikke formelt har status som forsvarer for den

mistænkte, er der imidlertid usikkerhed om advokatens

beføjelser.

Arbejdsgruppen anfører endvidere, at en

forudgående formel beskikkelse af den medvirkende advokat som forsvarer

for den mistænkte eller ukendte gerningsmand vil sikre advokaten de

beføjelser, som efter retsplejeloven er tillagt den, der formelt er

beskikket eller valgt som forsvarer i en straffesag. Den

pågældende vil bl.a. have adgang til at gøre sig bekendt

med det materiale, politiet allerede har tilvejebragt i sagen, jf.

retsplejelovens § 745, stk. 1, ligesom den pågældende

forud for videoafhøringen vil kunne diskutere sagen og eventuelle

spørgsmål, som bør stilles til barnet, med sin klient.

Det er desuden arbejdsgruppens opfattelse, at forsvareren skal være til

stede under videoafhøringen af barnet. Forsvareren bør

således pålægges en pligt til at overvære

afhøringen for at varetage den mistænktes/sigtedes interesser

under afhøringen. Der henvises herom til betænkningen s.

101-102.

Har den beskikkede eller eventuelt valgte forsvarer ikke

mulighed for inden for ganske kort tid efter politiets modtagelse af

anmeldelsen om et muligt seksuelt overgreb på et barn at medvirke ved

videoafhøringen af barnet, bør der efter arbejdsgruppens

opfattelse beskikkes en ny forsvarer i sagen. Arbejdsgruppen finder

således, at de grunde, der taler for, at videoafhøringen af

barnet gennemføres inden for ganske kort tid efter, at forholdet er

blevet anmeldt herunder hensynet til, at den videre efterforskning i de

fleste tilfælde er helt afhængig af barnets forklaring i denne

sammenhæng bør tillægges større vægt end

hensynet til mistænktes/sigtedes adgang til selv at vælge den

forsvarer, der skal overvære videoafhøringen.

Rettens beslutning om at afvise en valgt forsvarer eller

om at nægte at beskikke den advokat, som den mistænkte/sigtede

ønsker, vil i givet fald kunne kæres til Den Særlige

Klageret, jf. retsplejelovens § 737. Kæremålet

medfører ikke opsættende virkning, medmindre det modsatte

bestemmes af den ret, der har truffet beslutningen, eller af Den

Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2, jf.

§ 737, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

100-102.

3.3.3. Mistænkte/sigtedes adgang til at

overvære videoafhøring

Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt den

mistænkte/sigtede skal have adgang til at overvære

videoafhøringen af barnet særligt henset til, at

videoafhøringen vil kunne anvendes som bevismiddel under

domsforhandlingen.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en retstilstand, hvor

den mistænkte/sigtede som udgangspunkt har adgang til fra et monitorrum

at overvære videoafhøringen af barnet, indebære, at

hensynet til den pågældendes retssikkerhed tilgodeses, idet det

herved sikres, at den pågældende og forsvareren er i stand til

gennem den afhørende kriminalassistent at stille relevante

supplerende spørgsmål. Fremgangsmåden vil endvidere

indebære, at barnet som altovervejende udgangspunkt kun skal afgive

forklaring en gang om de overgreb, som det måtte have været udsat

for.

Arbejdsgruppen anfører videre, at ved en

retstilstand, hvor den mistænkte/sigtede ikke har adgang til at

overvære afhøringen, vil hensynet til den

pågældendes retssikkerhed tilsige, at den pågældende

skal have adgang til at gennemse videoen og adgang til at stille supplerende

spørgsmål til barnet ved en genafhøring. En sådan

retstilstand vil indebære, at barnet i de tilfælde, hvor der

begæres en genafhøring, og hvor begæringen

imødekommes, vil skulle afhøres to gange.

3.3.3.1.

Arbejdsgruppens flertal finder, at der

fremover ikke bør gives den mistænkte/sigtede adgang til at

overvære videoafhøringer af børn i bl.a.

sædelighedssager.

Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at

det er helt afgørende, at der vælges den fremgangsmåde for

videoafhøringer, hvor der er størst mulighed for at opnå

en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnets side. Barnets forklaring

er ofte det eneste bevis for, at barnet har været udsat for et seksuelt

overgreb, og barnets vidneforklaring vil derfor i et stort antal sager

være af afgørende betydning for sagens oplysning. Barnets

manglende forklaring eller en ikke tilstrækkelig detaljeret forklaring

vil således kunne medføre, at der ikke vil foreligge

tilstrækkeligt bevismateriale til at gennemføre en

straffesag.

Arbejdsgruppens flertal har i den forbindelse tillige lagt

vægt på, at den mistænktes/sigtedes samtidige

tilstedeværelse under afhøringen af barnet kan bevirke, at

barnet bliver nervøs og ikke kan eller ikke tør forklare om det

passerede, og at barnets kendskab til den mistænktes/sigtedes

tilstedeværelse vil kunne påvirke barnet psykisk, øge

barnets stressniveau og dermed hindre barnet i at tale frit. Da det samtidig

er flertallets opfattelse, at større børn i givet fald

bør orienteres om den mistænktes/sigtedes tilstedeværelse

under videoafhøringen, taler dette for, at den pågældende

ikke skal have adgang til at overvære videoafhøringen. For

så vidt angår mindre børn finder flertallet ikke, at der

er det samme behov for orientering af barnet om mistænktes/sigtedes

tilstedeværelse. Et direkte spørgsmål fra det mindre barn

herom bør dog besvares.

En fremgangsmåde, hvor den mistænkte/sigtede

ikke har adgang til at overvære videoafhøringen, men har krav

på efterfølgende at blive gjort bekendt med

videoafhøringen, vil efter flertallets opfattelse også

indebære, at det større barn forud for afhøringen skal

orienteres om, at den mistænkte/sigtede senere vil blive gjort bekendt

med barnets forklaring. Det er imidlertid flertallets opfattelse, at

orientering af barnet om, at den mistænkte/sigtede senere vil få

kendskab til barnets forklaring, ikke vil indebære den samme

påvirkning af barnet som oplysning om, at den mistænkte/sigtede

overværer barnets forklaring samtidig med, at den bliver afgivet. Efter

flertallets opfattelse har den tidsmæssige forskydning således

betydning for barnets oplevelse af situationen.

Det er endvidere flertallets opfattelse, at den

mistænktes/sigtedes retssikkerhed kan tilgodeses ved, at den

mistænkte/sigtede i stedet for at overvære videoafhøringen

skal have krav på efterfølgende at gennemse

videoafhøringen og skal kunne anmode om, at der foretages en

genafhøring af barnet, samt at den pågældendes forsvarer

skal overvære afhøringen.

Arbejdsgruppens flertal er dog samtidig opmærksom

på, at en genafhøring af barnet også vil kunne

indebære en yderligere belastning for barnet. Det er imidlertid

flertallets opfattelse, at en genafhøring ikke vil indebære en

lige så stor belastning for barnet, som den mistænktes/sigtedes

samtidige overværelse af hovedafhøringen.

En anmodning om genafhøring vil efter flertallets

opfattelse skulle imødekommes, hvis en genafhøring findes

rimeligt begrundet af hensyn til den mistænktes/sigtedes varetagelse af

sit forsvar. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der

ønskes stillet nye relevante spørgsmål til barnet, som

ikke er besvaret under den første afhøring, hvis der efter den

første afhøring er fremkommet nye oplysninger, som måtte

give anledning til at stille yderligere spørgsmål til barnet,

eller der i øvrigt foreligger andre særlige grunde til at

foretage en genafhøring af barnet. Helt ubegrundede anmodninger om

genafhøring, eller anmodninger, som alene har karakter af en forhaling

af sagen eller af chikane, bør derimod afslås.

Arbejdsgruppens flertal anfører dog, at det

må forventes, at den første afhøring af barnet i

almindelighed vil være så omfattende og grundig, at der kun i

sjældne tilfælde vil være grundlag for en

genafhøring af barnet. Det må endvidere antages, at forsvareren

forud for gennemførelsen af videoafhøringen har drøftet

sagen med sin klient og derfor i de fleste tilfælde allerede på

dette tidspunkt vil være i stand til at stille de fornødne

spørgsmål til barnet. Det er endvidere arbejdsgruppens

opfattelse, at den mistænkte/sigtede af hensyn til barnet snarest

muligt skal have forevist hovedafhøringen, således at en

eventuel genafhøring af barnet kan foretages så hurtigt som

muligt efter den første afhøring.

Arbejdsgruppens flertal finder ikke, at risikoen for

påvirkning af barnet mellem to afhøringer vil være

væsentlig større end risikoen for, at barnet inden den

første afhøring kan være blevet påvirket, navnlig

også henset til, at det er arbejdsgruppens opfattelse, at barnets

forældre ikke bør overvære videoafhøringen af

barnet.

Det er i øvrigt flertallets opfattelse, at det

må være op til retten i forbindelse med bedømmelsen af

straffesagens beviser at vurdere, hvilken bevismæssig vægt

barnets eventuelle afvigende forklaringer kan tillægges.

Desuden finder flertallet, at en ordning, hvorefter

mistænkte/sigtede ikke har adgang til at overvære

afhøringen, men først efterfølgende bliver gjort bekendt

med det forurettede barns forklaring, vil være i overensstemmelse med

princippet i retsplejelovens § 848, hvorefter tiltalte kan udelukkes fra

at overvære et vidnes forklaring, når særegne grunde taler

for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke ville kunne opnås.

Ordningen vil endvidere svare til praksis i sædelighedssager, hvor den

tiltalte i mange tilfælde udelukkes fra at overvære forurettedes

forklaring i retten.

Endelig er det flertallets opfattelse, at de hensyn, som

efter flertallets opfattelse taler for, at den mistænkte/sigtede ikke

skal overvære afhøringen af det forurettede barn, også vil

kunne foreligge i de tilfælde, hvor barnet ikke selv er forurettet, men

hvor barnet har overværet, at en anden person, som barnet oftest

kender, er blevet udsat for en mulig forbrydelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

118-122.

3.3.3.2.

Et mindretal af arbejdsgruppens medlemmer

finder, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om den

mistænktes/sigtedes ret til at være til stede i et monitorrum og

følge videoafhøringen af et barn, der muligt har været

udsat for et seksuelt overgreb, må tages udgangspunkt i, at det i

modsætning til andre politiafhøringer på forhånd

er meningen, at videooptagelsen skal kunne anvendes som bevis under en

eventuel senere domsforhandling og således træde i stedet for en

afhøring af barnet i retten, jf. nedenfor under pkt. 3.3.4. Dette

taler efter mindretallets opfattelse for, at sådanne

videoafhøringer i videst muligt omfang sker under iagttagelse af

retssikkerhedsmæssige garantier svarende til dem, der gælder ved

indenretlige afhøringer, jf. Højesterets kendelser af 16. marts

2000, hvor det er udgangspunktet, at sigtede/tiltalte har ret til at

være til stede, når forklaringerne afgives, jf. retsplejelovens

§§ 748 og 848. Det bemærkes i den forbindelse af mindretallet, at

retssikkerhedsmæssige garantier ikke blot indeholder et værn for

den sigtede/tiltalte, men også har til formål at sikre korrekte

domme, således at dommens resultat hverken bliver en urigtig

domfældelse eller en urigtig frifindelse.

Mindretallet tillægger det bl.a. vægt, at

når der undtagelsesvis er grundlag for at formode, at en uforbeholden

forklaring ikke kan opnås under tiltaltes tilstedeværelse,

praktiseres § 848 på den måde, at den tiltalte får

adgang til at overhøre vidneforklaringen i et tilstødende

lokale via et højtaleranlæg, eller således at den tiltalte

umiddelbart efter vidneforklaringen bliver gjort bekendt med denne. Uanset

hvilken fremgangsmåde der anvendes, vil den tiltalte få mulighed

for gennem forsvareren at stille supplerende spørgsmål til

vidnet efter at være blevet gjort bekendt med vidnets forklaring, og

inden vidnet forlader retssalen.

Mindretallet lægger endvidere vægt på,

at hvis den mistænkte/sigtede ikke er til stede i monitorrummet, vil

det indebære en forøget risiko for, at det bliver

nødvendigt at foretage en supplerende afhøring af barnet. Det

skyldes, at det barn, der afhøres, kan komme ind på episoder,

som forsvareren vil have meget vanskeligt ved at stille supplerende

spørgsmål om uden forudgående drøftelser med den

mistænkte/sigtede. I perioden mellem de forskellige afhøringer

vil der efter mindretallets opfattelse være forøget risiko for,

at barnet vil blive udsat for påvirkninger.

Endelig anfører mindretallet, at det af retspraksis

fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol vedrørende artikel 6,

stk. 3, litra d, jf. stk. 1, fremgår, at der ikke må

ske domfældelse på grundlag af en forklaring, som tiltale ikke

har haft mulighed for at imødegå ved kontraafhøring mv.,

hvis forklaringen er det eneste eller i hvert fald det reelt afgørende

bevis i sagen. Mindretallet anfører videre, at der kan tænkes

tilfælde, hvor barnets forældre eller andre omsorgspersoner

modsætter sig en fornyet afhøring af barnet, hvis den

første afhøring har været så belastende for barnet,

at man ikke finder det forsvarligt at udsætte barnet for endnu en

afhøring. I disse situationer vil der være risiko for, at

videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis under domsforhandlingen,

jf. ovenfor. Mindretallet vurderer således, at flertallets forslag vil

indebære en risiko for urigtige frifindelser.

Mindretallet finder derfor, at en ordning som

foreslået af flertallet, hvorefter den mistænkte/sigtede ikke har

ret til at være til stede i et monitorrum og følge

videoafhøringen af barnet, kun kan accepteres, hvis helt

afgørende hensyn til barnet tilsiger det, og hvis hensynet til, at den

mistænkte/sigtede får en retfærdig rettergang, på

anden måde er tilgodeset. Det er mindretallets opfattelse, at

sådanne helt afgørende hensyn til barnet ikke foreligger, og at

flertallets forslag ikke kompenserer den mistænkte/sigtede for de

forringelser af den pågældendes retsstilling, der er en

følge af, at han ikke har ret til at være til stede i

monitorrummet.

Mindretallet vurderer på denne baggrund, at

ordningen også fremover bør være den, at den

mistænkte/sigtede som udgangspunkt har ret til at følge

videoafhøringen af barnet i et monitorrum, men at dette monitorrum

ikke bør befinde sig i den bygning, hvor barnet afhøres. Med

det rigtige udstyr vil den mistænkte/sigtede kunne befinde sig på

forsvarerens kontor, og ellers må videoafhøringen kunne

følges i et lokale i retsbygningen eller et andet egnet sted.

Mindretallet betragter det som helt afgørende, at barnet ikke

får den mistænkte/sigtede at se i forbindelse med

afhøringen. Befinder den mistænkte/sigtede sig i samme bygning

som barnet, vil man risikere, at barnet får øje på ham,

når han ankommer til eller forlader bygningen.

Endelig har mindretallet foreslået hvis

flertallets forslag gennemføres at den mistænktes/sigtedes

gennemsyn af videooptagelsen med barnets forklaring foretages umiddelbart

efter forklaringens afgivelse, og mens barnet venter på

politistationen, således at eventuelle supplerende

spørgsmål stilles til barnet straks efter gennemsynet, og inden

barnet har forladt politistationen.

Flertallet finder ikke en sådan løsning

anvendelig, idet arbejdsgruppens flertal i den forbindelse særligt

tillægger det vægt, at der vil gå betydelig tid med

på samme dag at gennemføre både afhøringen af

barnet, forevisningen af videooptagelsen for mistænkte/sigtede samt en

eventuel genafhøring af barnet. Mindretallets forslag er derfor efter

flertallets opfattelse ikke foreneligt med hensynet til barnet.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

122-129.

3.3.4. Anvendelse af videoafhøring som

bevismiddel

Arbejdsgruppen anfører, at der har udviklet sig

retspraksis for, at videoafhøringer kan dokumenteres som bevis under

domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3,

hvorefter dokumenter og aktstykker, som indeholder erklæringer og

vidnesbyrd, kan benyttes som bevismidler, når retten undtagelsesvis

giver tilladelse hertil.

Anvendelse af en videoafhøring som bevismiddel i

medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, forudsætter

således, at retten efter en konkret vurdering af de i sagen

foreliggende omstændigheder, herunder omstændighederne i

forbindelse med foretagelsen af videoafhøringen, tillader

videoafhøringen anvendt som bevismiddel.

Endvidere anfører arbejdsgruppen, at der i en

række sager som følge af rettens beslutning om ikke at tillade

en videoafhøring anvendt som bevismiddel er sket frifindelse for den

rejste tiltale, fordi anklagemyndigheden ikke ved de øvrige i sagen

foreliggende beviser kunne løfte den til domfældelse i en

straffesag nødvendige bevisbyrde. Baggrunden herfor var, at barnets

forklaring var det væsentligste bevis for, at barnet havde været

udsat for overgreb. Der henvises nærmere til bilag 2 i

betænkningen, hvor en række afgørelser er refereret.

Arbejdsgruppen finder derfor, at der bør skabes

udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven til, at videoafhøringer kan

forevises for den dømmende ret uden rettens forudgående

tilladelse.

Arbejdsgruppen finder imidlertid henset til at

anvendelse af politiets videoafhøring af et barn som bevis under

domsforhandlingen som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring for

den dømmende ret er en fravigelse af princippet om, at

bevisførelse (herunder afhøring af vidner) i straffesager skal

foregå umiddelbart for den dømmende ret at der af hensyn til

mistænktes/sigtedes retssikkerhed må opstilles visse

nærmere betingelser for gennemførelsen og anvendelsen af

videoafhøringer.

Arbejdsgruppen har i tilknytning hertil overvejet

betydningen af eventuelle fejl og mangler i forbindelse med politiets

optagelse af videoafhøringen og anfører, at der ikke i dansk

ret gælder nogen fast generel regel om, at beviser, som ikke er

tilvejebragt i fuld overensstemmelse med forskrifterne for tilvejebringelse

af det pågældende bevis, aldrig kan føres. Arbejdsgruppen

finder på denne baggrund, at der ved vurderingen af, hvorvidt

videoafhøringen bør forevises retten som bevis under sagen,

bør lægges vægt på karakteren og betydningen af den

forskrift, der i givet fald er tilsidesat.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør et eventuelt

forsvarerskifte efter gennemførelsen af videoafhøringen ikke

have betydning for videoafhøringens anvendelse som bevismiddel under

domsforhandlingen. Hvis den mistænkte/sigtede vælger at skifte

forsvarer, vil dette således ikke indebære, at der alene af den

grund skal foretages en fornyet afhøring af barnet.

Der henvises i øvrigt nærmere til

betænkningen s. 131-135.

3.4. Justitsministeriets overvejelser

3.4.1.

Det er i dag almindelig praksis i en

række sager, at politiets afhøring af børn optages

på video med henblik på en senere forevisning under

domsforhandlingen.

Dette er imidlertid en fravigelse af det almindelige

princip om bevisumiddelbarhed, hvorfor anvendelse af videoafhøringer

kun bør ske i de tilfælde, hvor afgørende hensyn taler

for, at vidnet ikke skal give møde umiddelbart for den dømmende

ret.

Det er derfor udgangspunktet, at afhøring af

børn kun foretages på denne måde, når barnet er 12

år eller derunder. Der kan dog foreligger særlige

omstændigheder, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, der

bevirker, at der foretages videoafhøring af også ældre

børn.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at

udenretlig videoafhøring af børn på 12 år eller

derunder efter en konkret vurdering fortsat bør kunne finde anvendelse

i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn. Justitsministeriet

lægger i den forbindelse vægt på, at hensynet til det barn,

der er mistanke om har været udsat for et overgreb, herved tilgodeses

mest muligt, og at udenretlige videoafhøringer i en

årrække har været anvendt i praksis, uden at dette i sig

selv har givet anledning til kritik.

Justitsministeriet er ligeledes enig med arbejdsgruppen i,

at der kan være andre typer af sager end sager om seksuelle overgreb,

hvor de samme hensyn til barnet gør sig gældende, og hvor der

derfor efter omstændighederne kan være et tilsvarende behov for,

at afhøringen af barnet som vidne optages på video med henblik

på forevisning under domsforhandlingen.

3.4.2.

Retsplejelovens § 877, stk. 3,

har, som det fremgår af pkt. 3.1.6., været anvendt som hjemmel

for, at videooptagelser af politiets afhøringer af børn i bl.a.

sager om seksuelle overgreb anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen,

selv om sådanne videooptagelser ikke er omfattet af bestemmelsens

ordlyd.

Arbejdsgruppen peger i betænkningen på, at

denne praksis sikrer, at domstolene får præsenteret alle

foreliggende beviser i sagen, inden der afsiges dom. Herudover sikres det

tillige, at børn, der er mistanke om har været udsat for

overgreb eller andre traumatiserende oplevelser, ikke ud over politiets

afhøring tvinges til at genopleve forholdet i for barnet uvante og

utrygge omgivelser.

Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at

der bør indsættes en udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven til

anvendelse af videoafhøringer af børn som bevismiddel under

domsforhandlingen, hvis afhøringen og optagelsen heraf er sket

på en måde, hvor hensynet til tiltales retssikkerhed og tiltaltes

mulighed for at varetage sit forsvar er varetaget. Har der således

været en forsvarer til stede, og har den tiltalte haft mulighed for at

stille supplerende spørgsmål til barnet, jf. herom nedenfor,

vurderer Justitsministeriet, at princippet om bevisumiddelbarhed kan

fraviges. Det vil bero på domstolens frie bevisvurdering, hvilken

bevisværdi det bevismateriale, der er fremlagt under domsforhandlingen,

kan tillægges, jf. retsplejelovens § 896.

3.4.3.

Efter retsplejelovens § 745,

stk. 3, har forsvareren, som omtalt i pkt. 3.1.2., ret til at

overvære efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde

anvendelse som bevis under domsforhandlingen, og politiet skal derfor inden

foretagelsen heraf give meddelelse til forsvareren.

Efter den nugældende retstilstand modtager en

forsvarer meddelelse fra politiet om, at der vil blive foretaget en

videoafhøring af et barn. Dette giver forsvareren lejlighed til at

være til stede under afhøringen.

Med den foreslåede formulering af § 877 a vil

der, jf. ovenfor under pkt. 3.4.2., være udtrykkelig hjemmel i

retsplejeloven til anvendelse af videoafhøringen som bevismiddel, og

forsvareren har derfor ret til at overvære afhøringen, jf.

§ 745, stk. 3.

En videoafhøring af et barn, der er mistanke om har

været udsat for et seksuelt overgreb eller andre traumatiserende

oplevelser, vil imidlertid ofte finde sted på et meget tidligt stadie

af efterforskningen, og der kan således forekomme situationer, hvor der

på tidspunktet for afhøringen af barnet endnu ikke er rejst en

sigtelse. I disse situationer, er der, som det fremgår af pkt. 3.1.1.,

ikke i retsplejeloven hjemmel til at beskikke en forsvarer, og der vil ofte

heller ikke være en valgt forsvarer.

Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at

der bør indsættes en hjemmel i retsplejeloven til at beskikke en

forsvarer i disse situationer ud fra et retssikkerhedsmæssigt hensyn.

Forsvareren vil herved få de beføjelser, som efter

retsplejeloven er tillagt en beskikket eller valgt forsvarer i en straffesag,

herunder muligheden for at gør sig bekendt med det materiale, politiet

har tilvejebragt, jf. § 745, stk. 1. Forsvareren vil således

på dette typisk meget tidlige tidspunkt af efterforskningen være

i stand til at varetage sin klients interesser også selv om klienten

endnu ikke er identificeret.

3.4.4.

Justitsministeriet er endvidere enig med

arbejdsgruppen i, at den i § 745, stk. 3, hjemlede ret for

forsvareren til at overvære afhøringen af barnet ikke er

tilstrækkelig til varetagelse af den mistænktes/sigtedes

interesser i forbindelse med en videoafhøring af et barn, der med den

foreslåede § 877 a kan anvendes som bevismiddel under

domsforhandlingen. Forsvareren bør derfor også efter

Justitsministeriets opfattelse være forpligtet til at overvære

videoafhøringen. Dette skal bl.a. ses i lyset af det nedenfor under

pkt. 3.4.5. anførte om, at den mistænkte/sigtede ikke bør

have adgang til at overvære afhøringen. Det vil derfor for

varetagelsen af den mistænktes/sigtedes interesser være

afgørende, at forsvareren er til stede under videoafhøringen.

Denne pligt svarer i princippet til den beskikkede forsvarers pligt til, jf.

retsplejelovens § 845, stk. 1, at være til stede under

domsforhandlingen af en straffesag ved landsretten.

Det fremgår endvidere nedenfor under pkt. 3.5., at

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger det

vægt, at de ulemper, som forsvaret påføres ved at undlade

at føre barnet som vidne direkte for retten, på

tilstrækkelig måde skal opvejes af passende

retssikkerhedsgarantier. Det vil herunder have betydning, om tiltalte eller

dennes forsvarer har haft mulighed for at stille spørgsmål til

vidnet, eventuelt gennem tredjemand, enten i forbindelse med

afhøringen eller på et senere tidspunkt i processen.

Det bemærkes, at retten i medfør af

retsplejelovens § 733, stk. 2, og § 736, stk. 2, kan

nægte at beskikke (eller nægte opretholdelsen af beskikkelsen af)

en forsvarer, hvis forsvarerens medvirken ud fra retsplejemæssige

hensyn til sagens behørige fremme ikke kan anses for forsvarlig mv.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse muligt for retten med hjemmel i

disse bestemmelser efter omstændighederne at afvise at beskikke en

bestemt forsvarer, hvis det på forhånd står klart, at den

pågældende forsvarer ikke vil kunne deltage i politiets

videoafhøring af barnet inden for ganske kort tid efter politiets

modtagelse af en anmeldelse om det mulige strafbare forhold, da en tidlig

afhøring af barnet vil være afgørende for sagens videre

efterforskning. På samme måde har retten mulighed for at

nægte at opretholde en beskikkelse af en forsvarer i tilfælde,

hvor det på grund af forsvarerens forhold ikke vil være muligt at

få gennemført videoafhøringen inden for kort tid.

3.4.5.

Arbejdsgruppens flertal har foreslået

en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter den mistænkte/sigtede i

sager, hvor der foretages videoafhøring af et barn, ikke har ret til

at overvære foretagelsen af afhøringen ud fra et hensyn til

barnet. Den mistænkte/sigtede skal derimod efterfølgende have

mulighed for at gennemse videoen hos politiet og for at fremsætte

begæring om, at der foretages genafhøring af barnet.

Heroverfor står arbejdsgruppens mindretal, der

finder, at mistænkte/sigtede skal have ret til at overvære

videoafhøringen af et barn. Mindretallet har i den forbindelse navnlig

henvist til hensynet til den mistænktes/sigtedes retssikkerhed, men har

samtidig anført, at denne ordning ligeledes vil imødekomme

hensynet til barnet, idet gentagne videoafhøringer af barnet herved

undgås.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der gode

argumenter for begge de foreslåede løsninger. Der må

lægges meget stor vægt på begge de hovedhensyn, som

både flertallet og mindretallet fremhæver, dels hensynet til den

mistænktes/sigtedes retssikkerhed, dels hensynet til barnet, og til at

barnets forklaring bedst muligt kan bidrage til sagens oplysning. Valget

mellem de to løsningsforslag kan derfor give anledning til betydelig

tvivl.

Justitsministeriet lægger ved sin stillingtagen

vægt på, at hensynet til barnet samt hensynet til at opnå

en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnets side må antages at

varetages bedst ved flertallets løsningsforslag. Hvis den

mistænkte/sigtede overværer afhøringen, selv om dette

måttet ske fra et andet lokale, vil dette, når barnet informeres

herom hvilket efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt

bør ske, hvis der er tale om et større barn kunne virke

hindrende for, at politiet kan opnå en uforbeholden og detaljeret

forklaring, der kan bidrage til sagens oplysning.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt

på, at hensynet til den mistænktes/sigtedes retssikkerhed

også kan tilgodeses ved flertallets forslag, idet den

mistænkte/sigtede efter forslaget har ret til snarest muligt efter

afhøringens foretagelse at gennemse videoafhøringen og til at

anmode om en eventuel genafhøring af barnet.

På den anførte baggrund er Justitsministeriet

enig med arbejdsgruppens flertal i, at den mistænkte/sigtede ikke skal

have ret til at overvære afhøringen heller ikke fra et

tilstødende lokale. Justitsministeriet er ligeledes enig med

flertallet i, at den mistænkte/sigtede af hensyn til den

pågældendes varetagelse af sit forsvar skal have adgang til

sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet snarest

muligt efter foretagelsen af afhøringen. Den pågældende

får herved mulighed for forud for en mulig forevisning af

videoafhøringen under en eventuel domsforhandling at gøre sig

bekendt med barnets forklaring. Justitsministeriet er således enig med

flertallet i, at mindretallets subsidiære løsningsforslag,

hvorefter den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen skal ske

umiddelbart efter afhøringen af barnet, og mens barnet venter på

politistationen, ikke er foreneligt med hensynet til barnet. Mindretallets

løsningsforslag ville nemlig indebære, at barnet i givet fald

skulle opholde sig unødigt længe på politistationen efter

endt afhøring.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det efter

retsplejelovens § 848 af retsformanden under domsforhandlingen ved

landsretten kan besluttes, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et

vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde

taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Den pågældendes interesser og retssikkerhed i

forbindelse med foretagelsen af afhøringen vil desuden være

tilgodeset ved, at forsvareren pålægges pligt til at

overvære afhøringen, jf. ovenfor pkt. 3.4.4. Forsvareren har

således mulighed for efter forudgående drøftelse af sagen

med sin klient at stille supplerende spørgsmål til barnet via

den afhørende polititjenestemand.

Den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen

bør ske snarest muligt efter afhøringens foretagelse af hensyn

til sagens fortsatte efterforskning samt af hensyn til barnet, der eventuelt

på baggrund af den mistænktes/sigtedes gennemsyn indkaldes til en

genafhøring, jf. umiddelbart nedenfor.

Det er som anført ovenfor tillige

Justitsministeriets opfattelse, at den mistænkte/sigtede eller dennes

forsvarer bør have adgang til at begære en fornyet

afhøring af barnet, idet videoafhøringen, jf. ovenfor under

pkt. 3.4.2., efter forslaget til retsplejelovens § 877 a, kan anvendes

som bevismiddel under domsforhandlingen, hvorfor en genafhøring kan

være nødvendig for, at den mistænkte/sigtede kan varetage

sit forsvar. En begæring herom må fremsættes snarest muligt

efter, at den mistænkte/sigtede har gennemset videooptagelsen af hensyn

til sagens videre efterforskning samt af hensyn til barnet.

Det vil i første omgang være politiet, der

efter en konkret vurdering af behovet og begrundelsen herfor skal

træffe afgørelse om, hvorvidt en begæring om

genafhøring kan imødekommes. Retten afgør imidlertid

efter retsplejelovens § 746, stk. 1, tvistigheder om lovligheden af

politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens

beføjelser, herunder om begæringer fra de pågældende

om foretagelse af yderligere efterforskningsskridt.

Det vil som altid bero på domstolenes frie

bevisvurdering, hvilken bevisværdi eksempelvis en videoafhøring,

der er fremlagt under domsforhandlingen, kan tillægges, jf.

retsplejelovens § 896.

3.5. Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver, der er anklaget for

en forbrydelse, har ret til en retfærdig rettergang. Det følger

endvidere af artikel 6, stk. 3, litra d, at en sådan person har

ret til at afhøre eller lade afhøre imod ham førte

vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme

betingelser som vidner, der føres imod ham. Det følger heraf,

at alle beviser, herunder vidner, som udgangspunkt skal føres direkte

for retten under tilstedeværelse af tiltalte med henblik på at

give mulighed for kontradiktion (se bl.a. S.N. mod Sverige, dom af 2. juli

2002, præmis 44).

Ifølge Domstolens praksis er anvendelse som bevis

af forklaringer indhentet under politiets efterforskning ikke i sig selv i

strid med artikel 6, forudsat at forsvarets rettigheder respekteres. Disse

rettigheder omfatter bl.a., at den tiltalte gives en tilstrækkelig og

passende mulighed for at kontraafhøre et vidne enten på det

tidspunkt, hvor vidnet afgiver forklaring eller på et senere tidspunkt

i processen (se bl.a. Saïdi mod Frankrig, dom af 20. september 1993,

præmis 43, og S.N.-dommen, præmis 44).

Domstolen har fastslået, at det er op til national

ret at regulere, hvilke beviser der kan tillades ført i en sag, og op

til de nationale domstole at bedømme det bevismateriale, der

fremlægges. Domstolens opgave er derimod at vurdere, om sagen ud fra en

helhedsvurdering, herunder bevisførelsen, har været

retfærdig.

Domstolen har i sin praksis fremhævet, at

særlige forhold gør sig gældende i straffesager

vedrørende seksualforbrydelser, idet sådanne sager ofte opfattes

af offeret som en stor belastning, specielt i de tilfælde hvor offeret

ufrivilligt konfronteres med den tiltalte. Ved vurderingen af, om den

tiltalte får en retfærdig rettergang i sådanne sager, skal

der efter Domstolens praksis tages hensyn til respekt for offerets privatliv

(se bl.a. S.N.-dommen, præmis 47).

I straffesager vedrørende bl.a. seksualforbrydelser

accepterer Domstolen derfor, at der træffes foranstaltninger for at

beskytte offeret, forudsat at disse foranstaltninger er i overensstemmelse

med retten til et tilstrækkeligt og effektivt forsvar. For at sikre, at

tiltalte får en retfærdig rettergang, er det efter Domstolens

praksis nødvendigt, at de ulemper, som forsvaret påføres,

på tilstrækkelig måde opvejes af passende

retssikkerhedsgarantier (se bl.a. Doorson mod Holland, dom af 20. februar

1996, præmis 72, og S.N.-dommen, præmis 47).

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at det

ikke følger af artikel 6, at det i alle sager er påkrævet,

at tiltalte eller dennes forsvarer har mulighed for at stille

spørgsmål direkte til et vidne (se bl.a. S.N.-dommen,

præmis 52).

Domstolen understreger, at vidneforklaringer indhentet

under omstændigheder, hvor forsvarets rettigheder ikke kan sikres i en

sådan grad, der normalt kræves ifølge konventionen, skal

behandles med meget stor varsomhed af retten (se S.N.-dommen, præmis

53, og Doorson-dommen, præmis 76).

I SN-dommen fandtes det ikke at udgøre en

krænkelse, at en videoafhøring og en båndoptagelse af en

afhøring af en 10-årig dreng, som var blevet foretaget af en

erfaren politibetjent, blev benyttet som bevis mod klager i en sag, hvor han

blev dømt for seksuelt misbrug af drengen. Drengen afgav ikke

forklaring i retten, og de optagne forklaringer var i det væsentlige de

eneste beviser mod klager. Hverken klager eller klagers advokat var til stede

ved den første afhøring af drengen (videoafhøringen),

der fandt sted på et tidspunkt, hvor klager endnu ikke var informeret

om sigtelsen, og klagers advokat havde givet afkald på at være

til stede ved den anden afhøring (båndoptagelsen), idet barnets

advokat ikke kunne møde. Med hensyn til den anden afhøring

lagde Domstolen vægt på, at forsvareren havde samtykket i ikke at

være til stede, at han havde accepteret den fremgangsmåde, der

blev fulgt, at han kunne have begæret afhøringen optaget

på video, at han havde mulighed for at stille spørgsmål

til drengen via politiet, og at han ved senere afspilning af

afhøringen kunne konstatere, at de spørgsmål, han havde

ønsket stillet, også rent faktisk var blevet stillet. For

så vidt angår anvendelsen af videoafhøringen og

båndoptagelsen som bevis under straffesagen, lagde Domstolen vægt

på, at det ikke følger af artikel 6, stk. 3, litra d, at

tiltalte eller forsvareren i alle sager har krav på at stille

spørgsmål direkte til et vidne, og at tiltalte og dennes

forsvarer havde tilstrækkelig mulighed for at anfægte drengens

forklaringer og troværdighed under straffesagen. Domstolen lagde

endelig vægt på, at de nationale domstole havde behandlet

drengens forklaringer med stor varsomhed, herunder vurderet betydningen af,

at nogle af forklaringerne var vage, og at der under afhøringerne var

blevet stillet nogle til dels ledende spørgsmål.

Sammenfattende følger det af artikel 6, at der kan

tages visse forholdsregler for at beskytte offeret i sager om bl.a. seksuelt

misbrug, herunder f.eks. undlade at føre et vidne direkte for retten,

forudsat at disse forholdsregler er i overensstemmelse med retten til et

tilstrækkeligt og effektivt forsvar. For at sikre at tiltalte får

en retfærdig rettergang, er det nødvendigt, at de ulemper, som

forsvaret påføres, på tilstrækkelig måde

opvejes af passende retssikkerhedsgarantier. Det vil herunder have betydning,

om tiltalte eller dennes forsvarer har haft mulighed for at stille

spørgsmål til vidnet, eventuelt gennem tredjemand, enten i

forbindelse med afhøringen eller på et senere tidspunkt i

processen. Vidneforklaringer, hvor forsvarets rettigheder ikke kan sikres i

en sådan grad, der normalt kræves ifølge konventionen,

skal behandles med stor varsomhed af retten.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den

foreslåede fremgangsmåde med videoafhøring af børn

forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af

Domstolens praksis.

Efter den foreslåede ordning har den, der er

mistænkt eller sigtet, ikke adgang til at overvære en

videoafhøring af et barn. Den foreslåede ordning indebærer

således en fravigelse af det grundlæggende princip om, at

bevisførelse, herunder afhøring af vidner, i en straffesag skal

foregå umiddelbart for den dømmende ret i et retsmøde,

hvor den tiltalte er til stede og har mulighed for kontradiktion.

Den foreslåede ordning skal imidlertid ses i lyset

af, at den mest skånsomme måde, hvorpå et barn kan

afhøres i anledning af navnlig en mistanke om seksuelt misbrug af

barnet, er ved at foretage en udenretlig videoafhøring af barnet, som

efterfølgende kan dokumenteres som bevis under en eventuel straffesag.

Den foreslåede ordning er således begrundet i hensynet til

beskyttelsen af barnets privatliv, og et sådant hensyn er udtrykkeligt

anerkendt i Domstolens praksis.

Den mistænktes/sigtedes retssikkerhed er samtidigt

tilgodeset ved den foreslåede ordning. Det er således et krav, at

når politiets videoafhøring af et barn kan formodes at ville

finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden

afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller

sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,

hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis

den valgte forsvarer udebliver.

Det er endvidere et krav, at den mistænkte/sigtedes

forsvarer er til stede under afhøringen af barnet. Herved sikres, at

forsvareren under videoafhøringen kan stille spørgsmål

til barnet gennem den afhørende polititjenestemand.

Det er endvidere et krav, at den mistænkte/sigtede

snarest muligt skal have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse

videooptagelsen. Den mistænkte/sigtede eller dennes forsvarer kan

fremsætte begæring om genafhøring af barnet, hvorved

sikres, at den mistænkte/sigtede får mulighed for at få

stillet eventuelle spørgsmål, som den første

afhøring giver anledning til.

En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og

den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer om gennemførelsen af

videoafhøringen, og herunder spørgsmålet om, hvorvidt der

skal foretages genafhøring, vil kunne indbringes for retten i

medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Politiets videoafhøring af et barn kan benyttes som

bevis under domsforhandlingen. Det er i overensstemmelse med princippet om

fri bevisbedømmelse overladt til retten at afgøre

videoafhøringens bevismæssige værdi, herunder hvis der

f.eks. er stillet ledende spørgsmål til barnet. Retten skal

udvise varsomhed ved anvendelsen af videoafhøringer, idet det er

forudsat, at videoafhøringer, der ikke opfylder de grundlæggende

betingelser i den foreslåede ordning, som alt overvejende udgangspunkt

ikke kan anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis der

således ikke har været en forsvarer for den

mistænkte/sigtede til stede under afhøringen, bør

afhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke tillades anvendt.

4. Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

For alle de ovenfor nævnte nykriminaliseringer mv.

gælder, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at

angive størrelsen af den straf, der i det konkrete tilfælde vil

blive idømt for overtrædelser af den pågældende

art.

Henset til den forventede anvendelse af de

foreslåede bestemmelser sammenholdt med den hidtidige anvendelse

må det imidlertid antages, at de nævnte nykriminaliseringer mv.

ikke vil have økonomiske konsekvenser for det offentlige af

betydning.

Det bemærkes særligt, at efterforskningen i de

her omhandlede sager, især sager om overtrædelse af straffelovens

§ 235, erfaringsmæssigt er meget ressourcekrævende, men

henset til det relativt beskedne antal sager, som det forventes at ville

dreje sig om, vil denne efterforskningsmæssige indsats kunne varetages

inden for politiets nuværende bevillingsmæssige rammer.

Ændringen af retsplejelovens bestemmelser om

beskikkelse af bistandsadvokat til forurettede i sager om menneskehandel samt

reglerne om brug af videoafhøring i forbindelse med straffesager om

seksuelt misbrug af børn mv. vil ligeledes efter Justitsministeriets

opfattelse ikke have økonomiske konsekvenser for det offentlige af

betydning.

Lovforslaget skønnes således samlet set ikke

at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det

offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gør det muligt for Danmark at medvirke

til vedtagelsen af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel

udnyttelse af børn samt børnepornografi.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gør det muligt for Danmark at medvirke

til vedtagelsen af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel

udnyttelse af børn samt børnepornografi.

5. Hørte myndigheder

mv.

Et lovforslag om børnepornografi, seksuel

udnyttelse af børn og salg af børn har forud for

fremsættelsen været til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i

Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det

Danske Center for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Nævnet

for Etnisk Ligestilling, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders

Nationalråd, Pro-Centret, Reden, Red Barnet, Børnerådet,

Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Adoption

Center, DanAdopt, Landsforeningen Adoption og Samfund, Adoptionsnævnet,

Amtsrådsforeningen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Foreningen af

Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns

Universitet og Socialforskningsinstituttet.

Betænkning om gennemførelse af straffesager

om seksuelt misbrug af børn afgivet af Justitsministeriets

arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af

børn (betænkning 1420/2002) har været sendt til

høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i

Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center

for Menneskerettigheder, Socialministeriet, Københavns Universitet,

Århus Universitet, Kommunernes Landsforening, Dansk Psykolog Forening,

Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Speciallæger,

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (BUPL),

Børnerådet, Red Barnet, Børnesagens Fællesråd

og Børns Vilkår.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilag 3 til lovforslaget er de foreslåede

bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at bestemmelsen i § 94,

stk. 4, udvides således, at også i sager om

overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 2,

(menneskehandel med person under 18 år) regnes forældelsesfristen

tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18

år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.5. i de

almindelige bemærkninger.

Til nr.

2

Det foreslås, at straffelovens § 223 a

ændres, således at den, der som kunde mod betaling eller

løfte om betaling har samleje med en person under 18 år,

straffes. I dag er det et krav, at personen under 18 år helt eller

delvist ernærer sig ved prostitution.

Med ændringen bliver det strafbare område

udvidet, således at bestemmelsen også vil omfatte situationer,

hvor personen under 18 år ikke kan siges at ernære sig ved

prostitution.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1. i de

almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 230 kan den, der optager utugtige

fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med

forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede

materialet, straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde.

Det foreslås, at strafferammen i § 230

forhøjes til fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger

skærpende omstændigheder. Som skærpende

omstændigheder skal navnlig anses tilfælde, hvor barnets liv

udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes

barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere

systematisk eller organiseret karakter. Det foreslås tillige, at denne

opregning af skærpende omstændigheder indsættes som et nyt

2. pkt. i § 230. Der er ikke tale om en udtømmende opregning af

omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således

kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal

omfattes af den skærpede strafferamme.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om

optagelserne skønnes at være af mere systematisk eller

organiseret karakter. Bestemmelsen herom skal bl.a. ses i sammenhæng

med rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra c, der henviser til

EU’s fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre det

strafbart at deltage i en kriminel organisation i EU’s medlemsstater

(EFT L 351 af 29. december 1998, s. 1). Udtrykket systematisk eller

organiseret er imidlertid ikke begrænset til aktiviteter af en kriminel

organisation som defineret i den fælles aktion. Andre former for

systematisk eller organiseret produktion af børnepornografisk

materiale vil således også skulle anses for en skærpende

omstændighed ved anvendelsen af straffelovens § 230.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.4. i de

almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter § 235, stk. 1, straffes den, som

erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder

utugtige fotografier, film eller lignende af børn, med bøde

eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes

den, som i en videre kreds udbreder sådanne fremstillinger.

Det foreslås, at det strafbare område udvides

til at omfatte »utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle

gengivelser eller lignende«. Herefter vil også såkaldt fiktiv

børnepornografi som f.eks. computergenerede billeder med

børnepornografisk indhold være omfattet af bestemmelsen.

Uden for anvendelsesområdet falder materiale, hvor

det utugtige indhold alene gengives i skriftform.

Der foreslås tillige med henblik på en

udvidelse af beskyttelsesområdet indsat en aldersgrænse på

18 år i § 235, stk. 1. Er identiteten og alderen ukendt, vil

det være afgørende for strafbarheden, om den

pågældende fremtræder som yngre end 18 år i det

pornografiske materiale.

Det foreslås endvidere, at ordet »udbreder«

indsættes i stk. 1 som en samlet betegnelse for de handlinger, der

er kriminaliseret. Formuleringen omfatter enhver form for udbredelse,

herunder eksport, distribution, transmission mv. Produktion af fiktivt

børnepornografisk materiale med henblik på udbredelse er tillige

omfattet.

Det foreslås desuden, at strafferammen i § 235,

stk. 1, forhøjes, således at straffen kan stige til

fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger skærpende

omstændigheder. Herudover foreslås det at tilføje et 2.

pkt., der angiver eksempler på forhold, som taler i skærpende

retning.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om

udbredelsen mv. skønnes at være af mere systematisk eller

organiseret karakter, eller om der i øvrigt foreligger skærpende

omstændigheder. Der henvises herom til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 3 (straffelovens § 230).

Efter § 235, stk. 2, straffes den, der besidder

eller mod vederlag gør sig bekendt med grovere former for

børnepornografi.

Bestemmelsen foreslås udvidet til ligesom i

forslaget til ny affattelse af § 235, stk. 1 at omfatte alle

»utugtige, visuelle gengivelser af personer under 18 år« og ikke som

i dag alene en række grovere former for børnepornografi. Det

foreslås dog samtidig i § 235, stk. 3, at besiddelse ikke

skal være strafbar i tilfælde, hvor den person, der er gengivet

på billedet, er fyldt 15 år på tidspunktet, hvor

gengivelsen sker, og har givet sit samtykke til besiddelsen af billedet.

Endelig foreslås det, at overtrædelse af

§ 235, stk. 2, skal kunne straffes med fængsel indtil 1

år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3. og 2.5.4. i

de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Forslaget til § 34, stk. 2, indebærer, at

det vil være strafbart for en person, der optræder som mellemmand

i forbindelse med en adoption, at yde vederlag til nogen for at opnå

samtykke til adoptionen.

Straffen er som efter adoptionslovens § 34,

stk. 1, bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Ved en mellemmand forstås en person eller

organisation, der formidler kontakt mellem adoptionssøgende og et

barn, eller som i øvrigt medvirker til, at et barn bortadopteres. Det

er ikke afgørende, om mellemmanden yder vederlaget efter aftale med de

adoptionssøgende, eller om vedkommende handler på eget

initiativ. Er det derimod de adoptionssøgende selv, der yder

vederlaget, vil dette ikke være strafbart efter bestemmelsen.

Medmindre der er tale om en af de adoptionsformidlende

organisationer, der har tilladelse efter adoptionslovens § 30 til at yde

adoptionshjælp, vil selve det at formidle kontakt mellem

adoptionssøgende og barn eller i øvrigt at yde bistand til

gennemførelse af adoptionen også være strafbart efter

adoptionslovens § 34, stk. 1, nr. 2.

Efter adoptionslovens § 7, stk. 1, kræver

adoption af et barn samtykke fra forældrene. Hvis en af

forældrene ikke har del i forældremyndigheden, skal denne dog

ikke samtykke. Er begge forældre uden del i forældremyndigheden,

forsvundne eller ude af stand til at handle fornuftsmæssigt,

kræves samtykke fra værgen, jf. § 7, stk. 3. Er barnet

over 12 år kræves som udgangspunkt også samtykke fra

barnet, jf. § 6, stk. 1.

Det vil således være strafbart for den, der

optræder som mellemmand, at yde vederlag til en

forældremyndighedsindehaver eller værge eller til barnet for at

opnå samtykke til adoptionen.

Ydes der vederlag i forbindelse med adoptionen,

medfører det tillige, at meddelelse af adoptionsbevilling skal

nægtes, jf. adoptionslovens § 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2. i de

almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Det foreslås, at der indsættes en ny

bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der skal ske forsvarerbeskikkelse i

forbindelse med politiets afhøring af et barn, når

afhøringen optages på video (videoafhøring), hvis

afhøringen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under

domsforhandlingen.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle

ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.

1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af

børn.

Forsvarerbeskikkelse bliver således obligatorisk i

alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af et barn, hvis den

mistænkte/sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den

valgte forsvarer udebliver. Dette gælder, selv om ingen endnu er sigtet

i sagen.

Retsplejelovens kapitel 66 finder i øvrigt

anvendelse på beskikkelser efter den foreslåede bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. og 3.4.3. i

de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Bestemmelsen indebærer, at der også i sager om

overtrædelse af straffelovens § 262 a om menneskehandel som

hovedregel skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den

pågældende begærer det. Hvis der er tale om en mindre

alvorlig sag, og advokatbistand anses for åbenbart unødvendig,

kan retten dog afslå en begæring om advokatbeskikkelse.

Der henvises til pkt. 2.5.6. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Det foreslås, at der indsættes en ny

bestemmelse i retsplejeloven. Efter den foreslåede bestemmelse skal

forsvareren være til stede under politiets afhøring af et barn,

når afhøringen optages på video (videoafhøring),

hvis videoafhøringen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis

under domsforhandlingen, jf. også bemærkningerne til

lovforslagets § 3, nr. 4. Den mistænkte/sigtede har derimod efter

forslaget ikke adgang til at overvære afhøringen. Den

pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin

forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet, og kan snarest muligt

herefter fremsætte en anmodning om, at der foretages en

genafhøring af barnet.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle

ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.

1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af

børn.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse uanset,

om barnet er forurettet eller en »udenforstående«, som har

overværet en mulig forbrydelse.

Bestemmelsen indebærer, at forsvareren ikke blot har

adgang til, således som det allerede følger af retsplejelovens

§ 745, stk. 3, at overvære videoafhøringen af barnet,

men pålægger denne en pligt til at overvære

afhøringen. Det sikres herved, at den mistænktes/sigtedes

eller den endnu ikke identificerede gerningsmands interesser kan varetages

under afhøringen af barnet, selv om den mistænkte/sigtede ikke

selv har krav på at overvære afhøringen.

Ved at pålægge forsvareren en pligt til at

være til stede under videoafhøringen skabes der samtidig

overensstemmelse med den beskikkede forsvarers pligt til, jf. retsplejelovens

§ 845, stk. 1, at være til stede under domsforhandlingen af

en straffesag.

Forsvareren må under videoafhøringen stille

sine spørgsmål til barnet gennem den afhørende

polititjenestemand.

Hvis forsvareren ikke har mulighed for inden for ganske

kort tid efter politiets modtagelse af anmeldelsen i sagen at medvirke ved

videoafhøringen af barnet, må retten anmodes om, jf. reglerne i

retsplejelovens kapitel 66, at beskikke en ny forsvarer for den

mistænke/sigtede.

Det foreslås endvidere, at den mistænkte eller

sigtede ikke har krav på at overvære afhøringen af barnet

ej heller fra et andet lokale via en monitor. Den mistænkte/sigtede

kan således ikke under henvisning til, at han ikke har overværet

afhøringen af barnet, anfægte anvendelsen af

videoafhøringen som bevismiddel under en senere domsforhandling.

Derimod foreslås det, at mistænkte/sigtede har

krav på efterfølgende sammen med sin forsvarer at gennemse

videoafhøringen og herved blive bekendt med barnets forklaring. Den

mistænkte/sigtede får ved gennemsynet mulighed for at vurdere, om

barnets forklaring giver ham anledning til at anmode om, at der stilles

yderligere spørgsmål til barnet. Af hensyn til en eventuel

genafhøring af barnet bør den mistænkte/sigtede gennemse

videooptagelsen snarest muligt efter gennemførelsen af

afhøringen. Det bør tilstræbes, at den

mistænkte/sigtede ser videoafhøringen så hurtigt som

muligt efter optagelsen eventuelt samme dag og så vidt muligt inden

for 1 til 2 uger efter afhøringen.

Hvis den mistænkte/sigtede ønsker at gennemse

videoafhøringen, men er lovligt forhindret heri, f.eks. på grund

af sygdom eller sagligt begrundet udlandsophold, må videooptagelsen

forevises ham hurtigst muligt efter forhindringens ophør.

En væsentlig udskydelse af tidspunktet for den

mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen kan betyde, at en

eventuel anmodning om genafhøring af barnet af hensyn til barnet

må afvises, jf. nærmere nedenfor.

Det er frivilligt for den mistænkte/sigtede, om han

ønsker at gennemse videoafhøringen. Hvis den

mistænkte/sigtede afstår fra at gennemse videooptagelsen eller

forholder sig passiv over for politiets henvendelse om gennemsyn kan den

mistænkte/sigtede ikke af denne grund efterfølgende under

domsforhandlingen anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis

under sagen. Den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer bør

senest samtidig med, at den mistænkte/sigtede afstår fra at

gennemse videooptagelsen, gøres bekendt med, at anvendelsen af

videoafhøringen som bevismiddel ikke efterfølgende kan

anfægtes under henvisning til, at den mistænkte/sigtede ikke har

set videoafhøringen forud for domsforhandlingen. Hvis den

mistænkte/sigtede forholder sig passiv over for politiets henvendelser

om adgangen til at se videooptagelsen, bør det ved fornyet henvendelse

til ham og hans forsvarer sikres, at mistænkte/sigtede har modtaget

vejledning om adgangen til at gennemse videoafhøringen og

formålet hermed. Afstår den pågældende herefter fra

at gennemse videooptagelsen, eller forholder han sig fortsat passiv,

bør hans forsvarer orienteres om, at mistænkte/sigtede ikke

ønsker at gennemse videooptagelsen eller ikke har reageret på

politiets henvendelser.

Udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse er,

at den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen skal

foregå hos politiet, således at politiet kan dokumentere, at den

mistænkte/sigtede har set videooptagelsen inden en eventuel

domsforhandling. Hvis den mistænkte/sigtede har gennemset

videooptagelsen hos forsvareren, og dette er dokumenteret over for politiet

ved en erklæring fra forsvareren om, at mistænkte/sigtede har

gennemset forsvarerens kopi af videooptagelsen, vil mistænktes/sigtedes

gennemsyn af videooptagelsen hos politiet dog kunne undlades.

Det foreslås endvidere, at den

mistænkte/sigtede eller dennes forsvarer kan fremsætte

begæring om, at der foretages en genafhøring af barnet. Den

mistænkte/sigtede får herved mulighed for at varetage sit forsvar

ved at få stillet spørgsmål til barnet, når barnets

forklaring kan forventes at blive anvendt som bevis under en senere

domsforhandling. Genafhøring bør af hensyn til barnet kun

ske, hvis det findes rimeligt begrundet, for at den mistænkte/sigtede

kan varetage sit forsvar. Hvorvidt, der skal foretages en genafhøring,

må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvor det bl.a. kan

tillægges vægt, om der er fremkommet nye oplysninger efter den

første afhøring af barnet, om den mistænkte/sigtede og

dennes forsvarer ønsker, at der bliver stillet nye relevante

spørgsmål til barnet, eller om der i øvrigt foreligger

andre særlige grunde til at foretage en genafhøring.

Hvis det besluttes, at der skal foretages en fornyet

afhøring af barnet, må denne søges gennemført ved

en supplerende videoafhøring ved politiet eller eventuelt

afhængigt af barnets alder og forældremyndighedsindehaverens

stillingtagen hertil i retten. Den mistænkte/sigtede har ikke krav

på at overvære en supplerende videoafhøring af barnet.

En begæring om genafhøring skal

fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden 2 uger efter,

at den mistænkte/sigtede har foretaget gennemsyn af den første

afhøring af barnet.

Fremsættes en anmodning om genafhøring

senere, må der ved vurderingen af, om genafhøring skal

foretages, lægges vægt på, om hensynet til barnet tilsiger

navnlig på grund af den tid, der er forløbet siden den

første afhøring at der ikke bør foretages fornyet

afhøring af barnet. Det må ved vurderingen endvidere

indgå, hvad der er årsagen til den sene begæring om

genafhøring, herunder om det skyldes den mistænktes/sigtedes

egne forhold.

En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og

den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer om gennemførelsen af

videoafhøringen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der

skal foretages en genafhøring, vil kunne indbringes for retten i

medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Den mistænkte/sigtede har adgang til

efterfølgende at gennemse en eventuel genafhøring af

barnet.

Der henvises til pkt. 3.3.3. og 3.4.5. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4

Det foreslås, at der indsættes en ny

bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der skabes udtrykkelig hjemmel til,

at videoafhøringer af børn kan dokumenteres som bevis under

domsforhandlingen. Det bemærkes, at videoafhøringer allerede i

dag uden udtrykkelig lovhjemmel anvendes som bevismiddel.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle

ændringer til det forslag, der er indeholdt i betænkning nr.

1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af

børn.

Da anvendelse af videoafhøringer som bevis under

domsforhandlingen som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring

for den dømmende ret er en fravigelse af princippet om umiddelbar

bevisførelse, forudsættes det, at fremgangsmåden i den

foreslåede § 745 a, er fulgt i forbindelse med

videoafhøringen.

Er der sket tilsidesættelse af de

grundlæggende betingelser i den foreslåede § 745 a,

bør videoafhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke

anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis der ikke har

været en forsvarer for den mistænkte/sigtede til stede under

videoafhøringen af barnet, eller den mistænkte/sigtede ikke har

haft adgang til at gennemse videoafhøringen, bør

videoafhøringen således som altovervejende udgangspunkt ikke

anvendes.

Eventuelt forsvarerskifte efter gennemførelsen af

videoafhøringen har ikke betydning for videoafhøringens

anvendelse som bevismiddel under domsforhandlingen. Hvis den

mistænkte/sigtede vælger at skifte forsvarer, vil dette

således ikke indebære, at der alene af den grund skal foretages

en fornyet afhøring af barnet.

I øvrigt vil det afhænge af karakteren og

betydningen af den forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse

med videoafhøringen, om der kan ske anvendelse af

videoafhøringen som bevismiddel under domsforhandlingen. Indsigelser

om f.eks. ledende spørgsmål til barnet eller at en

tryghedsskabende person har blandet sig i afhøringen, bør i

almindelig ikke kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan

forevises som bevis under sagen. Det må således i

overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse overlades til

den dømmende ret at afgøre, om og i givet fald i hvilket omfang

fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse

bør have betydning for videoafhøringens bevismæssige

værdi.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. og 3.4.2. i

de almindelige bemærkninger.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 5

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 og § 2 kan

dog sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er

derfor for så vidt angår § 1 ikke foreslået en hjemmel

til at sætte loven i kraft for Grønland.

Bilag 1

Tillægsprotokol til konventionen om barnets

rettigheder om salg af børn, børneprostitution og

børnepornografi

De i denne konvention deltagende stater, som

finder

, at det med henblik på yderligere at

fremme formålene i Konventionen om Barnets Rettigheder og

implementeringen af konventionens bestemmelser i særdeleshed artikel

1, 11, 21, 32, 33, 34, 35 og 36 ville være relevant at udvide de

forholdsregler, som deltagerstaterne bør træffe for at sikre, at

børn beskyttes mod salg af børn, børneprostitution og

børnepornografi,

desuden finder

, at Konventionen om Barnets

Rettigheder anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk

udnyttelse og mod at udføre arbejde, der kan være farligt for

eller have indvirkning på barnets uddannelse eller skade barnets

sundhed eller fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale

udvikling,

er dybt betænkelige

ved den omfattende og

stigende internationale handel med børn med henblik på salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi,

er dybt foruroliget

over den udbredte og

vedvarende praksis med sexturisme, hvor børn er særligt udsatte,

eftersom denne praksis direkte fremmer salg af børn,

børneprostitution og børnepornografi,

anerkender

, at en række særligt

sårbare grupper, herunder pigebørn, har større risiko for

at blive seksuelt udnyttet, og at der er uforholdsmæssigt mange piger

blandt de seksuelt udnyttede,

er foruroliget over

det stigende udbud af

børnepornografi på Internettet og andre nye teknologiformer, og

erindrer om den internationale konference om bekæmpelse af

børnepornografi på Internettet (Wien, 1999) og i

særdeleshed dens konklusion, der stiller krav om global kriminalisering

af fremstilling, udbredelse, eksport, overførsel, import,

forsætlig besiddelse og annoncering af børnepornografi, og

understreger vigtigheden af et tættere samarbejde og partnerskab mellem

myndighederne og Internetbranchen,

mener

, at man lettere vil kunne afskaffe salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi, hvis man

anvender en holistisk tilgang og tager hånd om de medvirkende faktorer,

herunder underudvikling, fattigdom, økonomisk ulighed,

uretfærdig samfundsøkonomisk struktur, dårligt fungerende

familier, manglende uddannelse, befolkningsbevægelser mellem by og

land, kønsdiskrimination, uansvarlig seksuel adfærd blandt

voksne, skadelige traditionsbundne ritualer, væbnede konflikter og

handel med børn,

mener

, at det er nødvendigt med en indsats

for at øge den almene bevidsthed for at kunne reducere

efterspørgslen efter salg af børn, børneprostitution og

børnepornografi, og også tror på vigtigheden af at styrke

det globale samarbejde blandt alle aktører og af at forbedre

retshåndhævelsen på nationalt plan,

bemærker

de internationale retsakter af

relevans for beskyttelse af børn, herunder Haager-Konventionen om

beskyttelse af børn og samarbejde om internationale adoptioner,

Haager-Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale

barnebortførelser, Haager-Konventionen om retternes kompetence,

lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde

vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse

af mindreårige, samt ILO-Konvention nr. 182 om forbud mod og

omgående indsats til afskaffelse af de værste former for

børnearbejde,

er opmuntret af

den overvældende

støtte for Konventionen om Barnets Rettigheder, der viser et udbredt

engagement i at fremme og beskytte børns rettigheder,

anerkender

vigtigheden af at gennemføre

bestemmelserne i handlingsplanen til forebyggelse af salg af børn,

børneprostitution og børnepornografi samt den erklæring

og indsatsplan, der blev vedtaget på verdenskongressen om kommerciel

seksuel udnyttelse af børn, der blev afholdt i Stockholm den 27.-31.

august 1996, samt andre relevante beslutninger og anbefalinger fra relevante

internationale organer,

tager behørigt hensyn

til betydningen af

hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på

barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,

er blevet enige

om følgende:

Artikel 1

Deltagerstaterne skal forbyde salg af børn,

børneprostitution og børnepornografi som fastsat i denne

protokol.

Artikel 2

I denne protokol:

(a) forstås ved salg af børn enhver handling eller

transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til

en anden mod betaling eller andet vederlag;

(b) forstås ved børneprostitution brugen af et barn i

forbindelse med seksuelle aktiviteter mod betaling eller andet vederlag;

(c) forstås ved børnepornografi enhver form for gengivelse

af et barn involveret i en virkelig eller simuleret tydelig seksuel aktivitet

eller enhver form for gengivelse af et barns kønsdele af overvejende

seksuelle årsager.

Artikel 3

1. Enhver deltagerstat skal sikre sig, at i det mindste

følgende handlinger og aktiviteter er fuldt dækkede i henhold

til dens strafferetlige lovgivning, uanset om sådanne

lovovertrædelser begås inden for eller på tværs af

statens grænser, og uanset om de begås af en enkeltperson eller

på organiseret plan:

(a) I sammenhæng med salg af børn som defineret i artikel

2:

(i) at udbyde, levere eller modtage et barn uanset hvordan med henblik

på:

a. seksuel udnyttelse af barnet,

b. overdragelse af barnets organer for vindings skyld,

c. beskæftigelse af barnet med tvangsarbejde;

(ii) uretmæssigt som mellemmand at foranledige, at der gives

samtykke til adoption af et barn i strid med gældende internationale

retsakter om adoption;

(b) at udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til

børneprostitution som defineret i artikel 2;

(c) til ovennævnte formål at fremstille, videregive,

udbrede, importere, eksportere, udbyde, sælge eller besidde

børnepornografi som defineret i artikel 2.

2. Med forbehold af bestemmelserne i en deltagerstats

nationale lovgivning, gælder dette også ethvert forsøg

på at begå en af disse handlinger samt meddelagtighed eller

deltagelse i en af disse handlinger.

3. Enhver deltagerstat skal gøre disse

lovovertrædelser strafbare med passende straffe, der tager højde

for overtrædelsernes alvorlige karakter.

4. Med forhold af bestemmelserne i national lovgivning

skal enhver deltagerstat om nødvendigt træffe forholdsregler,

der gør juridiske personer ansvarlige for de i stk. 1 fastsatte

lovovertrædelser. Afhængig af deltagerstatens juridiske

principper kan en juridisk persons ansvar være strafferetligt,

civilretligt eller forvaltningsretligt.

5. Deltagerstaterne skal træffe alle passende

retlige og administrative forholdsregler til at sikre, at alle personer, der

er involveret i adoptionen af et barn, handler i overensstemmelse med de

gældende internationale retsakter.

Artikel 4

1. Enhver deltagerstat skal træffe sådanne

forholdsregler, som måtte være nødvendige for at

udøve jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3,

stk. 1, nævnte art, når overtrædelserne begås

på dens område eller om bord på et skib eller

luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat.

2. Enhver deltagerstat kan træffe sådanne

forholdsregler, som måtte være nødvendige for at

udøve jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3,

stk. 1, nævnte art, i følgende situationer:

(a) når en formodet lovovertræder er statsborger i den

pågældende stat eller har sin faste bopæl inden for dens

område;

(b) når offeret er statsborger i den pågældende

stat.

3. Enhver deltagerstat skal ligeledes træffe

sådanne forholdsregler, som måtte være nødvendige

for at udøve jurisdiktion over for de ovennævnte

lovovertrædelser, hvis den formodede lovovertræder befinder sig

inden for dens område, og staten ikke udleverer vedkommende til en

anden deltagerstat, fordi lovovertrædelsen er begået af en af

førstnævnte deltagerstats statsborgere.

4. Protokollen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion

udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 5

1. De i artikel 3, stk. 1, nævnte

lovovertrædelser skal i enhver udleveringstraktat mellem

deltagerstaterne anses for omfattet af de lovovertrædelser, der

ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering, samt

optages i enhver udleveringstraktat, der efterfølgende indgås

mellem dem, blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering i

overensstemmelse med de i sådanne traktater fastsatte betingelser.

2. Hvis en deltagerstat, som kun foretager udlevering

på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering

fra en anden deltagerstat, med hvilken den ikke har indgået

udleveringstraktat, kan den betragte denne protokol som det retlige grundlag

for udlevering med hensyn til de pågældende

lovovertrædelser. For udleveringen gælder i øvrigt de

bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagerstater, som ikke gør udlevering betinget

af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse sådanne

lovovertrædelser som værende lovovertrædelser, der kan

medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er

fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem

deltagerstaterne skal sådanne lovovertrædelser anses som

begået ikke blot dér, hvor de fandt sted, men også i de

stater, som ifølge artikel 4 skal kunne udøve jurisdiktion over

for lovovertrædelserne.

5. Hvis der fremsættes en udleveringsanmodning med

hensyn til en lovovertrædelse som beskrevet i artikel 3, stk. 1,

og hvis den anmodede deltagerstat ikke kan eller vil foretage udlevering

på grundlag af lovovertræderens statsborgerskab, skal den

pågældende stat træffe de nødvendige forholdsregler

for at forelægge sagen for dens kompetente myndigheder med henblik

på retsforfølgning.

Artikel 6

1. Deltagerstaterne skal yde hinanden størst mulig

bistand i forbindelse med efterforskning og straffe- og udleveringssager i

anledning af de lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 3,

stk. 1, herunder bistand til fremskaffelse af bevismateriale, som er til

deres rådighed og nødvendigt for retssagen.

2. Deltagerstaterne skal udføre deres forpligtelser

efter stk. 1 i overensstemmelse med de traktater eller andre ordninger

om gensidig retshjælp, som de måtte have indgået med

hinanden. I mangel af sådanne traktater eller ordninger, skal

deltagerstaterne yde hinanden bistand i henhold til deres nationale

lovgivning.

Artikel 7

Deltagerstaterne skal med forbehold af bestemmelserne i

deres nationale lovgivning:

(a) træffe forholdsregler til at sikre beslaglæggelse og

konfiskation i nødvendigt omfang af:

(i) effekter, såsom materialer, aktiver og andre redskaber

benyttet til at begå eller gøre det lettere at begå

lovovertrædelser efter denne protokol,

(ii) udbytte fra sådanne lovovertrædelser;

(b) efterkomme anmodninger fra en anden deltagerstat om

beslaglæggelse eller konfiskation af effekter eller udbytte som

nævnt i litra a, nr. i;

(c) træffe forholdsregler, der har til formål midlertidigt

eller permanent at lukke lokaler, der er benyttet til at begå

sådanne lovovertrædelser.

Artikel 8

1. Deltagerstaterne skal vedtage passende forholdsregler

til varetagelse af rettigheder og interesser for de børn, der er ofre

for praksis, som er forbudt efter denne protokol på alle trin i

strafferetsplejen, i særdeleshed ved:

(a) at anerkende børneofres sårbarhed og tilpasse

retsplejen, så den anerkender deres særlige behov, herunder deres

særlige behov som vidner;

(b) at informere børneofre om deres rettigheder, deres rolle og

omfanget, det tidsmæssige aspekt og arbejdet med sagen samt om

tilrettelæggelsen af deres sag;

(c) at tillade børneofres synspunkter, behov og bekymringer at

blive fremlagt og taget i betragtning i sager, hvor deres personlige

interesser berøres, på en måde, der er i overensstemmelse

med den nationale lovgivnings procesregler;

(d) at sikre tilstrækkelige støtteforanstaltninger til

børneofre gennem hele retsprocessen;

(e) hvor det er relevant at beskytte børneofres privatliv og

identitet samt træffe forholdsregler i overensstemmelse med national

lovgivning for at undgå uhensigtsmæssig udbredelse af

oplysninger, der kunne medføre, at børneofre kan

identificeres;

(f) hvor det er relevant, at sørge for, at børneofre samt

deres familie og vidner for deres sag beskyttes mod trusler og

gengældelseshandlinger;

(g) at undgå unødvendige forsinkelser i

tilrettelæggelsen af sager og håndhævelsen af kendelser

eller påbud, der tilkender børneofre erstatning.

2. Deltagerstaterne skal sikre, at usikkerhed om et offers

faktiske alder ikke er til hinder for, at der iværksættes

strafferetlig efterforskning, herunder efterforskning rettet mod at få

fastslået ofrets alder.

3. Deltagerstaterne skal sikre, at børn, der er

ofre for lovovertrædelser som beskrevet i denne protokol, får en

behandling i det strafferetlige system, som er i barnets bedste

interesse.

4. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler for

at sikre en passende uddannelse, især juridisk og psykologisk

uddannelse, af de personer, der arbejder med ofre for de efter denne protokol

forbudte lovovertrædelser.

5. Deltagerstaterne skal i passende sager vedtage

forholdsregler til at beskytte sikkerheden og integriteten af sådanne

personer og/eller organisationer, der er involveret i forebyggelse af

og/eller beskyttelse og rehabilitering af ofre for sådanne

lovovertrædelser.

6. Intet i denne artikel skal kunne fortolkes som

værende til skade for eller uforeneligt med tiltaltes ret til en

rimelig og uvildig retssag.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal vedtage eller styrke,

gennemføre og udbrede lovgivning, administrative forholdsregler,

socialpolitik og sociale programmer, der har til formål at hindre de i

denne protokol nævnte lovovertrædelser. De skal især

være opmærksomme på at beskytte børn, som er

særligt sårbare over for en sådan praksis.

2. Deltagerstaterne skal øge opmærksomheden i

offentligheden generelt, herunder blandt børn, gennem enhver relevant

form for oplysningskampagner og uddannelse om de forebyggende

foranstaltninger og skadelige virkninger af de i nærværende

protokol nævnte lovovertrædelser. Deltagerstaterne skal til

opfyldelse af deres forpligtelser efter denne artikel opmuntre til, at

samfundet og i særdeleshed børn og børneofre deltager i

sådanne oplysnings- og uddannelsesprogrammer, også på

internationalt plan.

3. Deltagerstaterne skal træffe alle tænkelige

forholdsregler, der har til formål at yde tilstrækkelig bistand

til ofre for sådanne forbrydelser, herunder til fuld social

reintegration og fuld fysisk og psykisk helbredelse.

4. Deltagerstaterne skal sikre, at alle børneofre

for de i denne protokol nævnte lovovertrædelser har adgang til

tilstrækkelige retsmidler til uden diskrimination at kræve

skadeserstatning fra de juridisk ansvarlige.

5. Deltagerstaterne skal træffe passende

forholdsregler, der er målrettet mod effektivt at forbyde fremstilling

og udbredelse af materiale, der annoncerer for de i denne protokol beskrevne

lovovertrædelser.

Artikel 10

1. Deltagerstaterne skal tage alle de nødvendige

skridt for at styrke det internationale samarbejde med multilaterale,

regionale og bilaterale ordninger om forebyggelse, afsløring,

efterforskning, strafforfølgelse og afstraffelse af de personer, der

er ansvarlige for handlinger, som omfatter salg af børn,

børneprostitution, børnepornografi og børnesexturisme.

Deltagerstaterne skal også fremme internationalt samarbejde og

koordinering blandt deres myndigheder, nationale og internationale

ikke-statslige organisationer (NGO’er) samt internationale

organisationer.

2. Deltagerstaterne skal fremme internationalt samarbejde

til støtte for børneofres fysiske og psykiske helbredelse,

social reintegration og hjemsendelse.

3. Deltagerstaterne skal medvirke til styrkelse af det

internationale samarbejde for at tage hånd om de grundlæggende

årsager, såsom fattigdom og underudvikling, der bidrager til

børns sårbarhed over for at blive udsat for salg af børn,

børneprostitution, børnepornografi og

børnesexturisme.

4. De deltagerstater, der er i stand hertil, skal yde

økonomisk, teknisk og anden bistand gennem eksisterende multilaterale,

regionale, bilaterale eller andre programmer.

Artikel 11

Intet i denne protokol har indvirkning på

bestemmelser, der bidrager i et større omfang til at realisere

børns rettigheder, og som måtte være indeholdt i:

(a) en deltagerstats lovgivning,

(b) international lovgivning gældende for den

pågældende stat.

Artikel 12

1. Hver deltagerstat skal inden to år fra

protokollens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat

indsende en beretning til Komitéen vedrørende Barnets

Rettigheder med uddybende oplysninger om de forholdsregler, den har truffet

for at implementere protokollens bestemmelser.

2. Efter indsendelse af den omfattende beretning, skal

hver deltagerstat inkludere alle yderligere oplysninger vedrørende

implementeringen af denne protokol i de beretninger, den indsender i

overensstemmelse med konventionens artikel 44. Øvrige deltagerstater

skal indsende en beretning hvert femte år.

3. Komitéen vedrørende Barnets Rettigheder

kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger, som er relevante for

implementering af denne protokol.

Artikel 13

1. Denne protokol kan undertegnes af enhver af

konventionens deltagerstater, eller enhver stat, der har underskrevet

konventionen.

2. Denne protokol skal ratificeres og kan tiltrædes

af enhver af konventionens deltagerstater, eller enhver stat, der har

underskrevet konventionen. Ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers

Generalsekretær.

Artikel 14

1. Denne protokol træder i kraft tre måneder

efter datoen for deponering af det tiende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder

denne protokol efter dens ikrafttræden, træder protokollen i

kraft en måned efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 15

1. En deltagerstat kan til enhver tid opsige denne

protokol ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers

Generalsekretær, som derpå skal give meddelelse derom til de

øvrige af konventionens deltagerstater og alle stater, der har

underskrevet konventionen. Opsigelsen træder i kraft ét år

efter den dag, hvor De Forenede Nationers Generalsekretær har modtaget

denne.

2. En sådan opsigelse har ikke frigørende

virkning for deltagerstaten i forhold til statens forpligtelser efter denne

protokol med hensyn til en lovovertrædelse, som begås forud for

den dato, hvor opsigelsen træder i kraft. En sådan opsigelse kan

heller ikke på nogen måde skade den fortsatte behandling af en

sag, som allerede er under behandling af Komitéen forud for den dato,

hvor opsigelsen træder i kraft.

Artikel 16

1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag og

indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær.

Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til

deltagerstaterne med anmodning om, at disse meddeler, hvorvidt de

ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det

formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en

tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en

sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske

om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til

konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som vedtages

af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme

på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers

Generalforsamling til godkendelse.

2. Et ændringsforslag, der vedtages i

overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft, når det er

godkendt af De forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med

to tredjedels flertal af deltagerstaterne.

3. Når en ændring træder i kraft, er den

bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens de øvrige

deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og

eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.

Artikel 17

1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske,

franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres i De

Forenede Nationers arkiv.

2. De Forenede Nationers Generalsekretær skal

fremsende bekræftede kopier af denne protokol til alle konventionens

deltagerstater og alle stater, der har underskrevet konventionen.

Bilag 2

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

Bruxelles, den

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om Den Europæiske

Union, særlig artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34,

stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

og

ud fra følgende betragtninger:

Rådets og Kommissionens handlingsplan for hvorledes

Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med

frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres,

konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors som afspejlet

i resultattavlen og Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning

af 11. april 20005 omfatter eller opfordrer til gennemførelse af

lovgivning til bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi, herunder fælles definitioner, fælles

regler for, hvad der er strafbart, samt fælles sanktioner.

Den fælles aktion af 24. februar 1997 om

bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn og

Rådets afgørelse om bekæmpelse af børnepornografi

på internettet bør følges op af yderligere lovgivning,

som kan tage højde for de divergerende juridiske måder at anskue

problemet på i medlemsstaterne og bidrage til yderligere udvikling af

et effektivt retligt og politimæssigt samarbejde til bekæmpelse

af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

Europa-Parlamentet bekræfter i sin beslutning af 30.

marts 2000 om meddelelsen fra Kommissionen om iværksættelse af

foranstaltninger til bekæmpelse af børnesexturisme at

børnesexturisme er en strafbar handling, der er nært forbundet

med seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, og opfordrer

Kommissionen til at forelægge Rådet et forslag til en

rammeafgørelse til fastsættelse af mindsteregler for

gerningsindholdet i disse strafbare handlinger.

Seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi udgør alvorlige krænkelser af

menneskerettighederne og barnets grundlæggende ret til en harmonisk

opvækst og udvikling.

Børnepornografi, som er en særdeles alvorlig

form for seksuel udnyttelse af børn, forekommer stadigt hyppigere og

spredes takket være ny teknologi og internettet.

Det betydningsfulde arbejde, der udføres af

internationale organisationer, bør suppleres af Den Europæiske

Union.

Det er nødvendigt, at der gribes ind over for

alvorlige forbrydelser som seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi, idet der anlægges en vidtspændende

strategi, hvori de grundlæggende elementer i strafferetten, som er

fælles for alle medlemsstater, bl.a. effektive sanktioner, der

står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, og som har

afskrækkende virkning, udgør en helhed sammen med det bredest

mulige retlige samarbejde.

I overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og

proportionalitet begrænser denne rammeafgørelse sig til det

absolutte minimum, der er påkrævet for at opfylde disse

målsætninger på europæisk plan, og går ikke ud

over, hvad der er nødvendigt til dette formål.

Der bør indføres sanktioner over for

gerningsmændene til sådanne lovovertrædelser, som skal

være tilstrækkeligt strenge til, at seksuel udnyttelse af

børn og børnepornografi bliver omfattet af de instrumenter, der

allerede er vedtaget til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som

f.eks. fælles aktion 98/699/RIA vedrørende hvidvaskning af

penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og

konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold og fælles

aktion 98/733/RIA om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel

organisation.

Bekæmpelsen af seksuel udnyttelse af børn

forudsætter på grund af sin særlige karakter, at

medlemsstaterne i deres lovgivning indfører strafferetlige sanktioner,

der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen

og har afskrækkende virkning. De bør tillige være afpasset

efter de aktiviteter, juridiske personer udøver.

Ofre, som er børn, skal afhøres på en

måde, der er tilpasset deres alder og udvikling, med henblik på

efterforskning og retsforfølgning for lovovertrædelser, der

henhører under denne rammeafgørelse.

Denne rammeafgørelse berører ikke Det

Europæiske Fællesskabs beføjelser.

Denne rammeafgørelse bør bidrage til at

bekæmpe seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi ved

at supplere de instrumenter, der allerede er vedtaget af Rådet, som

f.eks. fælles aktion 96/700/RIA vedrørende et tilskyndelses- og

udvekslingsprogram til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel

udnyttelse af børn (STOP), fælles aktion 96/748/RIA2 om

udvidelse af Europols Narkotikaenheds mandat, Rådets og

Europa-Parlamentets beslutning 293/2000/EF om Daphneprogrammet om

forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn,

unge og kvinder, fælles aktion 98/428/RIA om oprettelse af et

europæisk retligt netværk, handlingsplanen om fremme af en mere

sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og

skadeligt indhold på globale net, fælles aktion 96/277/RIA om

udveksling af retsembedsmænd som forbindelsespersoner med henblik

på at forbedre det retlige samarbejde mellem Den Europæiske

Unions medlemsstater samt fælles aktion 98/427/RIA om god praksis i

forbindelse med gensidig retshjælp i straffesager

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved:

a) »barn«: en person under atten år;

b) »børnepornografi«: pornografisk materiale, der visuelt

afbilder eller forestiller

i) et virkeligt barn, der er involveret eller deltager i eksplicit

seksuel adfærd, herunder seksuelt pirrende fremvisning af et barns

kønsorganer eller pubesområde, eller

ii) en virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret

eller deltager i ovennævnte adfærd, eller

iii) realistiske billeder af et ikke eksisterende barn, der er

involveret eller deltager i ovennævnte adfærd;

c) »edb-system«: enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne

eller relaterede anordninger, hvoraf en eller flere, via et program,

udfører automatisk databehandling.

Artikel 2

Lovovertrædelser vedrørende seksuel udnyttelse

af børn

Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige

adfærd er strafbar:

a) tvinge et barn til prostitution eller for deltagelse i pornografiske

optrin eller drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn

til sådanne formål;

b) hverve et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografiske

optrin;

c) tage del i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor

i) der gøres brug af tvang, magt eller trusler,

ii) der gives penge eller andre former for aflønning eller

erkendtlighed som modydelse for barnets deltagelse i seksuelle aktiviteter,

eller

iii) der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til

tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet.

Artikel 3

Lovovertrædelser vedrørende

børnepornografi

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige

adfærd er strafbar, uanset om der anvendes et edb-system som

hjælpemiddel, når den udvises uretmæssigt:

a) fremstilling af børnepornografi,

b) distribution, spredning eller transmission af

børnepornografi,

c) udbydelse eller tilrådighedsstillelse af

børnepornografi,

d) anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi.

2. En medlemsstat kan lade strafansvar bortfalde ved de

former for børnepornografisk adfærd, som er omhandlet

i:

a) artikel 1, litra b, nr. ii), hvis en virkelig person, der ser ud som

et barn, faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for

afbildningen,

b) artikel 1, litra b, nr. i) og ii), hvis billeder af børn, der

har nået den seksuelle lavalder, fremstilles og besiddes med disses

samtykke og udelukkende til deres eget private brug. Selv om der er givet

samtykke, skal dette ikke anses for gyldigt, hvis det er opnået ved

misbrug af for eksempel højere alder, stilling eller status,

større modenhed eller erfaring eller ofrets afhængighed af

lovovertræderen,

c) artikel 1, litra b, nr. iii), hvis det kan godtgøres, at det

pornografiske materiale er fremstillet og besiddes af producenten udelukkende

til eget private brug, og såfremt intet af det i artikel 1, litra b),

nr. i) og ii) nævnte pornografiske materiale er blevet anvendt til

fremstilling deraf, og såfremt fremstilling af materialet ikke

indebærer nogen risiko for, at det kan spredes.

Artikel 4

Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse, medvirken, eller tilskyndelse

til at begå de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser er

strafbart.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at forsøg på at udvise den i

artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra a) og b), omhandlede adfærd

er strafbart.

Artikel 5

Sanktioner og skærpende omstændigheder

1. Med forbehold af stk. 4 træffer hver

medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der for de

i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser kan idømmes

maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel.

2. Med forbehold af stk. 4 træffer hver

medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at

følgende lovovertrædelser kan straffes med en maksimumsstraf

på mindst 5 til 10 års fængsel:

a) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der

består i at »tvinge et barn til prostitution eller til at deltage i

pornografiske optrin«, samt de i artikel 2, litra c), nr. i), omhandlede

lovovertrædelser;

b) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der

består i at »drage fordel af eller på anden måde udnytte et

barn til sådanne formål«, og de i artikel 2, litra b), omhandlede

lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde

vedrører prostitution, når mindst én af følgende

omstændigheder foreligger:

offeret er efter national lovgivning et barn under den seksuelle

lavalder;

lovovertræderen har forsætligt eller på uforsvarlig

vis bragt barnet i livsfare;

lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller

har forvoldt barnet alvorlig skade;

lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en

kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA af 21.

december 1998, der gør det strafbart at deltage i en kriminel

organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater, uanset den

strafferamme, der er fastsat deri;

c) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der

består i at »drage fordel af eller på anden måde udnytte et

barn til sådanne formål«, og de i artikel 2, litra b), omhandlede

lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde

vedrører pornografiske optrin, og de i artikel 2, litra c), nr. ii),

artikel 2, litra c), nr. iii), artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 3,

stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 1, litra c), omhandlede

lovovertrædelser, hvis offeret efter national lovgivning er et barn

under den seksuelle lavalder, og når mindst én af de

omstændigheder, der er nævnt i litra b), andet, tredje og fjerde

led, foreligger.

3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at en fysisk person, der er blevet dømt

for en af de i artikel 2, 3 eller 4 omhandlede lovovertrædelser

midlertidigt eller permanent forhindres i at udøve aktiviteter, der

indebærer tilsyn med børn, hvis det er relevant.

4. Hver medlemsstat kan fastsætte andre sanktioner,

herunder ikke-strafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, for

adfærd vedrørende børnepornografi, som omhandlet i

artikel 1, litra b), nr. iii).

Artikel 6

Juridiske personers ansvar

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan holdes ansvarlige

for en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser, der for

at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten

individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som

har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret

på:

a) beføjelser til at repræsentere den juridiske person,

eller

b) beføjelse til at træffe beslutninger på den

juridiske persons vegne, eller

c) beføjelse til at udøve intern kontrol.

2. Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde

træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, hvis utilstrækkeligt

tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de i stk. 1

omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er

underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de i artikel

2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser for at skaffe den juridiske

person vinding.

3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og

2 udelukker ikke strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der

begår, anstifter eller medvirker til en lovovertrædelse som

omhandlet i artikel 2, 3 og 4.

4. I denne rammeafgørelse forstås ved

»juridisk person« enhver enhed, der har denne status i henhold til den

nationale ret, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige

organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt

offentligretlige internationale organisationer.

Artikel 7

Sanktioner over for juridiske personer

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at der over for en juridisk person, der kendes

ansvarlig i henhold til artikel 6, stk. 1, kan iværksættes

sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til

lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder

bødestraf eller administrativt idømte bøder, og som kan

indbefatte andre sanktioner som f.eks.:

a) udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud;

b) midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve

erhvervsvirksomhed;

c) anbringelse under retsligt tilsyn;

d) likvidation efter retskendelse, eller

e) midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er

blevet brugt til at begå lovovertrædelsen.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at der over for en juridisk person, der kendes

ansvarlig i henhold til artikel 6, stk. 2, kan iværksættes

sanktioner og foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt

forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning.

Artikel 8

Straffemyndighed og retsforfølgning

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed med hensyn til

en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser,

når

a) lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på

den pågældende medlemsstats område;

b) gerningsmanden er statsborger i den pågældende

medlemsstat, eller

c) lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk

person, som har sit hjemsted på den pågældende medlemsstats

område.

2. En medlemsstat kan beslutte, at den ikke eller kun i

særlige tilfælde eller under særlige omstændigheder

vil anvende de regler om straffemyndighed, der er fastsat i stk. 1,

litra b) og c), når lovovertrædelsen er begået uden for

dens område.

3. En medlemsstat, som i henhold til sin lovgivning ikke

udleverer sine egne statsborgere, træffer de nødvendige

foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed og i givet fald

rejse straffesag med hensyn til en af de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede

lovovertrædelser, når lovovertrædelsen er begået af

en af dens egne statsborgere uden for dens område.

4. Medlemsstater, der beslutter at anvende stk. 2,

underretter Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen herom og

anfører, når det er relevant, de særlige tilfælde

eller omstændigheder, hvor beslutningen gælder.

5. Hver medlemsstat sikrer, at dens straffemyndighed

omfatter situationer, hvor en lovovertrædelse i henhold til artikel 3,

og i det omfang det er relevant, artikel 4, er begået ved hjælp

af et edbsystem, hvortil der er opnået adgang fra medlemsstatens

område, uanset om edb-systemet befinder sig på dens

område.

6. Hver medlemsstat træffer de nødvendige

foranstaltninger for at muliggøre retsforfølgning i

overensstemmelse med national ret af i det mindste de groveste af de

lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, efter at offeret har

nået myndighedsalderen.

Artikel 9

Beskyttelse af og hjælp til ofre

1. Medlemsstaterne fastsætter, at efterforskning og

retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelser, der er

omfattet af denne rammeafgørelse, ikke afhænger af, om offeret

for en lovovertrædelse indgiver anmeldelse eller klage, i det mindste i

de tilfælde, hvor artikel 8, stk. 1, litra a), finder

anvendelse.

2. Ofre for en lovovertrædelse som omhandlet i

artikel 2 bør betragtes som særligt udsatte ofre i henhold til

artikel 2, stk. 2, artikel 8, stk. 4, og artikel 14, stk. 1, i

rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med straffesager.

3. Hver medlemsstat træffer alle mulige

foranstaltninger for at sikre passende hjælp til ofrets familie.

Navnlig anvender hver medlemsstat, når det er hensigtsmæssigt og

muligt, artikel 4 i rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse

med straffesager, på den pågældende familie.

Artikel 9a

Geografisk anvendelsesområde

Denne rammeafgørelse gælder for

Gibraltar.

Artikel 10

Ophævelse af fælles aktion 97/154/RIA

Fælles aktion af 24. februar 1997 vedtaget af

Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den

Europæiske Union om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel

udnyttelse af børn ophæves ved denne rammeafgørelse.

Artikel 11

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den

2. Medlemsstaterne meddeler senest samme dato

Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de

retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser,

der pålægges dem ved denne rammeafgørelse, i national ret.

På grundlag af en rapport udarbejdet på basis af disse

oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen undersøger

Rådet inden den 30. juni 2004, om medlemsstaterne har truffet de

nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne

rammeafgørelse.

Artikel 12

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på

datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers

Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september

2002, foretages følgende ændringer:

§ 94.

- - -

Stk. 2-3

. - - -

Stk. 4.

For overtrædelse af denne lovs §§ 210,

216-220, 222 og 223 regnes forældelsesfristen dog tidligst fra den dag,

den forurettede fylder 18 år. Det samme gælder overtrædelse

af denne lovs §§ 224 og 225, jf. §§ 216-220, 222 og 223.

1.

I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 223«

til: », 223 og 262 a, stk. 2,«.

2.

§ 223 a affattes således:

§ 223 a.

Den, der som kunde har samleje med en person under 18

år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, straffes

med bøde eller fængsel indtil 2 år.

»§ 223 a.

Den, der som kunde mod betaling eller løfte

om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år.«

3.

§ 230 affattes således:

§ 230.

Den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde at udbrede materialet, straffes fængsel

indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde.

§ 226 finder tilsvarende anvendelse.«

»§ 230.

Den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende

omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv

udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes

barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere

systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende

anvendelse.«

4.

§ 235 affattes således:

§ 235.

Den, som erhvervsmæssigt sælger eller

på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende

af børn, straffes med bøde eller fængsel indtil 2

år. På samme måde straffes den, som i en videre kreds

udbreder sådanne fremstillinger.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med fotografier, film eller lignende af børn, der

1) har samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje,

2) har kønslig omgang med dyr eller

3) anvender genstande på groft utugtig måde,

straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.

»§ 235.

Den, som udbreder utugtige fotografier, film, andre

utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor

barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der

forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere

systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser

eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af

utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den

pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.«

§ 2

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december

1999, som ændret ved § 14 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 5

i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 26 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og

lov nr. 214 af 22. april 2002, foretages følgende ændring:

§ 34.

Med bøde eller fængsel indtil 4

måneder straffes den, der

1) tilsidesætter vilkår fastsat efter § 30,

stk. 2, eller

2) overtræder §§ 31-33.

1.

I § 34 indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke:

Stk. 2.

I forskrifter, der udstedes efter § 30,

stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller

fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

»Stk. 2.

På samme måde straffes den, der som

mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.«

Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september

2002, foretages følgende ændring:

1.

Efter § 731 indsættes:

»§ 731 a.

Kan politiets afhøring af et barn, når

afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at

ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden

afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller

sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,

hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den

valgte forsvarer udebliver.«

§ 741 a.

I sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223,

§§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf.

§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller

§ 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter

begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens

§ 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,

stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232,

§ 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,

§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås,

hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand

må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i

sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224

eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,

stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.

Stk. 2

. - - -

2.

I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

ændres »260-262« til: »260-262 a«.

3.

Efter § 745 indsættes:

»§ 745 a.

Kan politiets afhøring af et barn, når

afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at

ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren

være til stede under videoafhøringen.

Stk. 2.

Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke

adgang til at overvære videoafhøringen. Den

pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin

forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra

den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der

foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt

herefter.

4.

Efter § 877 indsættes:

»§ 877 a.

Politiets afhøring af et barn kan, når

afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes

som bevis under domsforhandlingen.«

Lignende dokumenter