Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

1999/1 LSF 281Lovforslag som fremsatJustitsministeriet27. april 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. april 2000 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven

(Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af

børn og unge samt IT-efterforskning)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret senest ved lov nr. 228 af 4. april 2000 og lov nr. 230 af 4.

april 2000, foretages følgende ændringer:

1.

§ 93, stk. 3, 1. pkt., affattes

således:

»For overtrædelse af denne lovs § 223, stk. 1, §§ 224

og 225, jf. § 223, stk. 1, samt § 289, 1. pkt., eller

§§ 13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er forældelsesfristen i

intet tilfælde mindre end 10 år.«

2.

I § 94 indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

For overtrædelse af denne lovs §§ 210,

216-220 og 222-223 regnes forældelsesfristen dog tidligst fra den dag,

den forurettede fylder 18 år. Det samme gælder overtrædelse

af denne lovs § 224 og § 225, jf. §§ 216-220 og 222-223.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

3.

§ 97, stk. 4, affattes således:

Læs alt

»Stk. 4.

I forældelsesfristen medregnes ikke den tid, i

hvilken

1) fuldbyrdelse er udsat ved betinget dom eller betinget

benådning,

2) den pågældende udstår anden frihedsstraf eller er

undergivet anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter, eller

3) iværksættelsen af fuldbyrdelsen hindres, fordi den

pågældende unddrager sig fuldbyrdelsen.«

4.

I § 97, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter

»afbrydelsen«: », jf. dog stk. 4, nr. 3«.

5.

Efter § 229 indsættes:

»§ 230.

Den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med

hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde. § 226 finder tilsvarende

anvendelse.«

6.

§ 235 affattes således:

»§ 235.

Den, som erhvervsmæssigt sælger eller

på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende

af børn, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år. På samme måde straffes den, som i en videre

kreds udbreder sådanne fremstillinger.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med fotografier, film eller lignende af børn, der

1) har samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje,

2) har kønslig omgang med dyr eller

3) anvender genstande på groft utugtig måde,

straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder

med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 13.

september 1999, som ændret ved lov nr. 231 af 4. april 2000, foretages

følgende ændring:

1.

I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter

»§ 193, stk. 1,«: »§ 235,«.

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2.

De i § 1 nævnte bestemmelser i

straffelovens § 94, stk. 4, og § 97, stk. 4 og 6,

gælder også for lovovertrædelser, der er begået, og

retsfølger, der er pålagt, før lovens ikrafttræden.

Bestemmelserne finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor

forældelse efter de hidtidige regler er indtrådt før

lovens ikrafttræden.

§ 4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Stk. 2.

Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som

de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

5

2.

Forældelse af strafansvar ved seksuelt misbrug af

børn

5

2.1.

Børnerådets forslag

5

2.2.

Gældende ret

6

2.3.

Retstilstanden i de øvrige nordiske lande

6

2.4.

Justitsministeriets overvejelser

7

3.

Forældelse af idømt straf

8

3.1.

Indledning

8

3.2.

Gældende ret

8

3.3.

Justitsministeriets overvejelser

10

4.

Forbud mod at anvende børn og unge under 18 år som

»pornomodeller«

10

4.1.

Indledning

10

4.2.

Gældende ret

11

4.3.

Justitsministeriets overvejelser

11

5.

ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til

afskaffelse af de værste former for børnearbejde

12

5.1.

Indledning

12

5.2.

ILO-konventionens forhold til dansk lovgivning

13

5.3.

Konklusion

15

6.

Børnepornografi

15

6.1.

Indledning

15

6.2.

Gældende ret vedrørende børnepornografi

16

6.3.

Statistiske oplysninger

18

6.4.

Lovgivningen i andre lande

18

6.5.

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende

straffelovens § 235

18

6.6.

Justitsministeriets overvejelser

22

7.

Dansk straffemyndighed ved salg og udbredelse af børnepornografi

via Internettet

24

7.1.

Udvalgets overvejelser

24

7.2.

Justitsministeriets overvejelser

25

8.

IT-efterforskning

25

8.1.

Indledning

25

8.2.

Krav til Internetudbydere og teleselskaber om registrering af

logoplysninger og opbevaring heraf

25

8.3.

Adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om

børnepornografi

27

9.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

29

10.

Hørte myndigheder mv.

29

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at øge

beskyttelsen af børn og unge mod seksuelt misbrug.

Med henblik herpå foreslås for det

første at ændre beregningen af forældelsesfristen ved

straffelovsovertrædelser, der omfatter seksuelt misbrug af børn

og unge. Ændringen indebærer, at de forældelsesfrister, der

gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst

begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den unge fylder 18 år

og dermed er myndig. Formålet med lovforslaget er at sikre, at

personer, der som børn bliver udsat for seksuelt misbrug, har mulighed

for som voksne - hvor de bedre vil være i stand til at varetage egne

interesser - at reagere over for dette misbrug, uden at

forældelsesreglerne udelukker muligheden for strafferetlig

forfølgning.

For det andet foreslås det, at det gøres

strafbart at anvende børn og unge under 18 år som

»pornomodeller«. Dette forslag skal ses i sammenhæng med, at Den

Internationale Arbejdsorganisation har vedtaget en konvention om forbud mod

og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for

børnearbejde (ILO-konvention nr. 182). Konventionen indeholder bl.a.

en pligt til at forbyde brugen af børn og unge under 18 år som

modeller ved fremstilling af pornografi. En vedtagelse af forslaget

indebærer, at Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer

den nævnte ILO- konvention.

For det tredje indeholder lovforslaget en skærpelse

af straffelovens bestemmelser i § 235 om børnepornografi. Det

foreslås i den forbindelse, at bestemmelsen om udbredelse af

børnepornografisk materiale udvides, således at ikke kun salg og

anden erhvervsmæssig udbredelse, men også udbredelse i en videre

kreds - f.eks. via Internettet - omfattes af bestemmelsen. Det foreslås

endvidere, at strafmaksimum for overtrædelse af bestemmelsen

forhøjes fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 2

år. Endvidere foreslås en udvidelse af bestemmelsen om besiddelse

af grovere, børnepornografisk materiale, således at også

den, der mod vederlag gør sig bekendt med sådanne

børnepornografiske fremstillinger, omfattes af bestemmelsen, selv om

den pågældende ikke retligt set kommer i besiddelse af

meterialet. Samtidig foreslås en skærpelse af strafferammen, der

i dag kun omfatter bøde, således at der under skærpende

omstændigheder kan straffes med hæfte eller fængsel indtil

6 måneder.

For det fjerde foreslås en ændring af

retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, således

at der bliver mulighed for at anvende disse straffeprocessuelle indgreb i

sager om børnepornografi.

Endelig indeholder lovforslaget en regel om suspension af

forældelse af idømt straf i de tilfælde, hvor

myndighederne hindres i at gennemføre straffuldbyrdelsen, fordi den

pågældende person unddrager sig fuldbyrdelsen ved f.eks. at rejse

til udlandet. Denne del af forslaget adskiller sig fra de øvrige

elementer ved ikke at angå spørgsmålet om beskyttelse af

børn og unge mod seksuelt misbrug.

Forslagene vedrørende børnepornografi og

indgreb i meddelelseshemmeligheden bygger på betænkning nr.

1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning afgivet af

Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og

datakriminalitet (Brydensholt-udvalget).

2. Forældelse af strafansvar ved seksuelt misbrug af

børn

2.1. Børnerådets forslag

Børnerådet har i en henvendelse til

justitsministeren af 20. august 1999 opfordret til, at

forældelsesreglerne i straffeloven ændres, således at

forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn

først løber fra det tidspunkt, hvor barnet fylder 18 år

og dermed er myndigt.

Børnerådet har som begrundelse for

opfordringen nærmere anført, at seksuelt misbrug af et barn

udgør en fundamental trussel mod barnets tilværelse, og at det

særligt er tilfældet, når overgrebet foretages af et

familiemedlem eller anden nærtstående person. I de tilfælde

kan barnet være afskåret fra hjælp fra den nære

familie, og barnet er ofte ikke i stand til at søge bistand hos andre

voksne eller myndigheder.

Børnerådet nævner i den forbindelse, at

det er et typisk og velkendt forløb, at barnet længe efter og

måske først som voksen er i stand til at erkende og beskrive de

overgreb, som personen i barnealderen har været udsat for.

Børnerådet peger samtidig på, at strafferetlig

forfølgning efter de gældende forældelsesregler normalt

kun kan gennemføres, hvis barnet få år efter, at det er

flyttet hjemmefra eller måske endda inden, er blevet så afklaret,

at barnet er i stand til at anmelde den pågældende

nærtstående for en meget alvorlig forbrydelse. Dette vil efter

Børnerådets opfattelse i mange tilfælde være

illusorisk.

Det er derfor Børnerådets konklusion, at

børn, der bliver misbrugt af nærtstående, reelt ikke har

nogen mulighed for at få oprejsning over for misbrugeren, medmindre

andre voksne bliver opmærksomme på forholdet og griber ind.

Børnerådet foreslår på den baggrund, at straffeloven

ændres, således at forældelsesfristen i sager om misbrug af

børn først regnes, fra barnet fylder 18 år.

Det er Børnerådets vurdering, at misbrugte

børn derved som voksne får en chance for at gøre op med

misbruget, og at en domstolsafgørelse og en eventuel erstatning fra

gerningsmanden vil give ofret en bedre mulighed for at gennemføre en

behandling.

2.2. Gældende ret

Forældelse af strafansvar er i straffelovens

§ 93 reguleret generelt for alle forbrydelser.

Forældelsesfristen er afhængig af strafferammen for den enkelte

lovovertrædelse. Således er forældelsesfristen 2 år,

når strafferammen ikke overstiger fængsel i 1 år (eller

når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde),

5 år ved en strafferamme på fængsel indtil 4 år, 10

år ved en strafferamme på fængsel indtil 10 år, og 15

år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel

på bestemt tid. Lovovertrædelser, der kan medføre

fængsel på livstid, forældes således ikke.

For enkelte lovovertrædelser er der fastsat

særlige regler om en højere forældelsesfrist end den, der

følger af den generelle bestemmelse. Som eksempel kan nævnes

straffelovens § 223, stk. 1, om samleje med adoptivbarn, stedbarn

eller plejebarn mv. under 18 år, hvor strafferammen er fængsel

indtil 4 år. Efter de generelle regler ville forældelse

indtræde efter 5 år, men ved en lovændring i 1997 blev det

i straffelovens § 93, stk. 3, fastsat, at forældelse af

sådanne forbrydelser i intet tilfælde er mindre end 10 år,

jf. lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven,

straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre

for forbrydelser m.v). Det fremgår af de almindelige bemærkninger

til lovforslaget, at formålet med lovændringen var, at samleje

eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn, stedbarn

eller plejebarn i alderen 15-18 år undergives en 10-årig

forældelse og dermed ligestilles med incestsager, jf.

Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A, s. 3167 ff.

Beregningen af forældelsesfristen er i

straffelovens § 94 ligeledes reguleret ved generelle

bestemmelser. Forældelsesfristen regnes således fra den dag, den

strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf. § 94,

stk. 1. I tilfælde, hvor strafbarheden afhænger af eller

påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere

begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller

begivenhedens indtræden, jf. § 94, stk. 2. § 94,

stk. 3, indeholder en særlig regel om forældelse af

strafansvaret for strafbare forhold, der begås om bord på et

skib, og § 94, stk. 4 og 5, indeholder bestemmelser om afbrydelse

og suspension af forældelsen af strafansvaret, jf. nærmere

nedenfor pkt. 3.

Forældelsesfristen er 20 år for krav på

erstatning eller anden godtgørelse for skade, der er forvoldt

ved en forbrydelse, for hvilken der under en offentlig straffesag

pålægges straf, jf. § 1, stk. 1, nr. 5, i

forældelsesloven af 1908 og § 16 i lov om ikrafttræden af

borgerlig straffelov. Forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, da

forurettede har fået sådan kundskab, at den

pågældende bliver i stand til at gøre sit krav

gældende ved domstolene.

2.3. Retstilstanden i de øvrige nordiske lande

Grundprincipperne for forældelse af strafansvar i

Norge, Sverige, Finland og Island svarer til de danske regler.

I 1998 blev der i den norske straffelov

indført en regel om, at fristen for forældelse af strafansvar i

sager om seksuelt misbrug af børn under 14 år først skal

regnes fra det tidspunkt, hvor den forurettede er fyldt 18 år.

Strafferammen for sådanne forbrydelser er efter de norske regler som

udgangspunkt 10 års fængsel. Foreligger der skærpende

omstændigheder, kan der idømmes indtil 21 års

fængsel. Forældelsesfristen for strafansvaret for disse

overtrædelser er henholdsvis 10 år og 25 år.

Den svenske straffelov indeholder en lignende

undtagelse fra de generelle forældelsesregler. Efter de svenske regler

regnes forældelsesfristen for strafansvar for grovere

seksualforbrydelser mod børn tidligst fra den dag, barnet fylder eller

skulle have fyldt 15 år. Denne regel trådte i kraft i 1995.

Strafferammen for f.eks. grov voldtægt er fængsel i mindst 4 og

højst 10 år og for voldtægt fængsel i mindst 2 og

højst 6 år. Strafferammen for seksuel udnyttelse af

mindreårige er fængsel indtil 4 år, i grove tilfælde

dog fængsel i mindst 2 og højst 8 år.

Forældelsesfristen er 15 år for grov voldtægt og 10

år for voldtægt og seksuel udnyttelse af mindreårige.

I Finland er med virkning fra den 1. januar 1999

gennemført en ændring af straffelovens regler om seksuelt

misbrug af børn. Ændringen indebærer bl.a. en ændret

formulering af bestemmelsen om groft seksuelt misbrug af børn,

således at seksuelt misbrug af børn i højere grad end

tidligere anses for groft. Der skal efter disse regler dømmes for

groft seksuelt misbrug af børn, bl.a. hvis forbrydelsen på grund

af barnets alder og udviklingsniveau er egnet til at forårsage

særlig skade på barnet, og hvis krænkelsen er egnet til at

forårsage særlig skade på barnet på grund af et

særligt afhængighedsforhold mellem barnet og gerningsmanden.

Forbrydelsen skal endvidere bedømt som helhed anses for grov.

Strafferammen for sådan forbrydelse er mellem 1 og 10 års

fængsel. Efter et i juni 1999 fremsat forslag til ændring af de

finske regler om forældelse af bl.a. strafansvar vil strafansvaret for

groft seksuelt misbrug af børn først forældes efter 20

år. På denne baggrund foreslås der ikke indført en

særlig regel om forældelsesfristens beregning i disse sager.

Efter den islandske straffelov regnes

forældelsesfristen for strafansvar i sager om seksuelt misbrug af

børn tidligst fra den dag, den forurettede er fyldt 14 år.

Strafferammen for seksuelt misbrug af børn, hvor der er tale om

samleje eller anden kønslig omgængelse med et barn under 14

år, er 12 års fængsel. Forældelsesfristen for

sådanne forhold er 15 år.

Der gælder således forskellige regler om

forældelse på dette område i de øvrige nordiske

lande. Fælles for reglerne er dog, at strafansvaret for seksuelt

misbrug af børn - på grund af lange forældelsesfrister

eller sent begyndelsestidspunkt for forældelsen - tidligst

forældes, når ofret er midt eller sidst i 20'erne.

2.4. Justitsministeriets overvejelser

Børnerådets forslag indebærer, at

personer, der som børn har været udsat for seksuelt misbrug af

en nærtstående voksen, sikres muligheden for som voksen at

reagere over for dette misbrug, uden at forældelsesreglerne udelukker

muligheden for strafferetlig forfølgning.

Bedømmelsen af, hvilke regler om forældelse

der bør gælde for strafansvar, beror på en afvejning af

flere generelle hensyn. Samfundets interesse i at gennemføre

strafforfølgning svækkes, når der går længere

tid, efter at overtrædelsen blev begået. Ved »gamle«

lovovertrædelser vil generalpræventive hensyn ikke i

almindelighed nødvendiggøre, at sådanne forhold

konsekvent forfølges. Der gør sig også nogle praktiske

processuelle hensyn gældende. Det er vanskeligt at klarlægge de

faktiske omstændigheder i en sag, hvis forholdet er begået for

lang tid siden.

Justitsministeriet finder, at der kan anføres

væsentlige grunde til støtte for at indføre en

særlig regel om forældelse af strafansvar i sager om seksuelt

misbrug af børn, jf. nærmere ovenfor pkt. 2.1.

Samtidig må det dog tages i betragtning, at de

bevismæssige vanskeligheder, som kan forekomme, når

retsforfølgning rettes mod forbrydelser, der er begået for lang

tid siden, kan være meget betydelige. Det gælder ikke mindst i de

tilfælde, hvor der ikke er tekniske beviser - f.eks. i form af

lægeerklæringer om skader eller spor af blod mv. - men hvor

beviserne i det væsentlige eller udelukkende består af

vidneforklaringen fra ofret. Det skal i den forbindelse fremhæves, at

en ændring af forældelsesreglerne ikke samtidig indebærer

en ændring af kravene til bevisernes styrke. Det må derfor

forudses, at der ved indførelse af en længere

forældelsesfrist i sager om seksuelt misbrug af børn vil

være en del sager, der tidligere måtte opgives, fordi

strafansvaret var forældet, som alligevel ikke kan gennemføres

til domfældelse - medmindre den sigtede tilstår - fordi der ikke

foreligger tilstrækkelige beviser.

Justitsministeriet har fundet det rigtigst at udforme

forslaget således, at den særlige udvidelse af

forældelsesfristen omfatter alle de bestemmelser vedrørende

seksuelt misbrug, hvor et barn som offer på grund af et nært

forhold eller et på anden måde særligt forhold til

misbrugeren kan føle sig presset til at hemmeligholde

misbruget. Den særlige udvidelse af forældelsesfristen er

således ikke begrænset til sager om incest, jf. straffelovens

§ 210 om samleje mv. med en slægtning i nedstigende linie,

broder eller søster (straf: fængsel indtil 6/2 år), og

stedbarnsincest mv., jf. straffelovens § 223, stk. 1, om

samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn,

stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til

undervisning eller opdragelse (straf: fængsel indtil 4 år).

Når forslaget ikke er begrænset til sager om

overtrædelse af § 210 eller § 223, stk. 1, skyldes det,

at der i alle tilfælde, hvor der er tale om en form for seksuelt

misbrug af børn, kan være en sådan forbindelse mellem

gerningsmand og offer, at barnet af den grund søger at holde forholdet

skjult.

Det kan være tilfældet ved overtrædelse

af straffelovens §§ 218-220, hvor der efter bestemmelsernes

beskrivelse af gerningsindholdet er en form for afhængighedsforhold

mellem gerningsmanden og den forurettede. § 218 angår

gerningsmandens udnyttelse af en persons sindssygdom, mentale retardering

eller tilstand i øvrigt til at skaffe sig samleje uden for

ægteskab med den pågældende (straf: fængsel indtil 4

år). § 219 angår den, der er ansat eller

tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller

ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med

vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har

samleje med nogen, der er optaget i institutionen (straf: fængsel

indtil 4 år). § 220 vedrører groft misbrug af en persons

tjenstlige eller økonomiske afhængighed for derved at skaffe sig

samleje uden for ægteskab med den pågældende (straf:

fængsel indtil 3 år).

Ved overtrædelse af straffelovens § 216

om voldtægt (straf: fængsel indtil 6/10 år),

§ 217 om samleje ved anden ulovlig tvang end vold og trussel om

vold (straf: fængsel indtil 4 år), § 222 om samleje

med barn under 15 år (straf: fængsel indtil 6/10 år) og

§ 223, stk. 2, om den, som under groft misbrug af en

på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person

under 18 år til samleje (straf: fængsel indtil 4 år), vil

gerningsmanden og barnet kunne være fremmede for hinanden. Men

bestemmelserne bringes også i anvendelse i tilfælde, hvor der

består et sådant andet særligt forhold mellem de

involverede, at barnet af den grund kan føle sig afskåret fra at

betro sig til nogen, uden at forholdet er omfattet af straffelovens

§§ 210 og 223, stk. 1.

Justitsministeriet foreslår derfor, at

forældelse af strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn

efter alle de nævnte bestemmelser først begynder at løbe,

når barnet fylder 18 år. Den særlige regel bør ikke

kun gælde ved samlejeforhold, men også ved anden kønslig

omgængelse end samleje (§ 224) og ved homoseksuelle forhold

(§ 225).

Derimod findes der ikke anledning til at lade den

særlige udvidelse af forældelsesfristen omfatte

overtrædelser af straffelovens § 221 om den, der tilsniger

sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som

ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden (straf:

fængsel indtil 6 år). Det samme gælder straffelovens

§ 223 a om som kunde at have samleje med en person under 18

år, der helt eller delvist ernærer sig ved prostitution (straf:

fængsel indtil 2 år). For så vidt angår den

sidstnævnte bestemmelse kan der i den forbindelse henvises til, at det

i forarbejderne til bestemmelsen - der er indsat i straffeloven ved lov nr.

141 af 17. marts 1999 - er anført, at der ikke er behov for at udvide

forældelsesfristen for strafansvaret fra 5 til 10 år ligesom for

overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. herved

straffelovens § 93, stk. 3 (omtalt ovenfor under pkt. 2.2.). Der

henvises til pkt. 3.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslag

nr. L 43 af 8. oktober 1998 (jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A,

s. 935).

Lovforslaget indebærer, at sager om incest

(§ 210, stk. 1), voldtægt (§ 216), samleje med

børn under 15 år (§ 222) og stedbarnsincest mv.

(§ 223, stk. 1) tidligst kan blive forældet, når ofret

er fyldt 28 år. Sager om incest mellem søskende

(§ 210, stk. 2), ulovlig tvang (§ 217), udnyttelse af ofrets

sindssygdom mv. (§ 218), ansattes samleje med personer optaget i

institution (§ 219), groft misbrug af afhængighed (§ 220) og

groft misbrug af alder og erfaring (§ 223, stk. 2) kan tidligst

blive forældet, når ofret er fyldt 23 år.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 2 (straffelovens § 94).

3. Forældelse af idømt straf

3.1. Indledning

De gældende bestemmelser i straffeloven om

forældelse af idømt straf indeholder ikke regler om suspension

af forældelsesfristen, når den dømte unddrager sig

straffuldbyrdelsen ved f.eks. at rejse til udlandet. Selv i de

tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at den dømte er

rejst til udlandet med det formål at unddrage sig straffuldbyrdelsen,

fratrækkes udlandsopholdet ikke ved beregningen af

forældelsesfristen for fuldbyrdelsen af den idømte straf.

Vender den dømte ikke frivilligt tilbage fra et

udlandsophold, vil der - hvis den pågældendes opholdssted er

kendt - eventuelt være mulighed for at begære den

pågældende udleveret til straffuldbyrdelse her i landet eller for

at overføre straffuldbyrdelsen til det land, hvor den

pågældende befinder sig. Dette internationale

retshjælpssamarbejde sikrer imidlertid ikke i alle tilfælde, at

den dømte indsættes til afsoning af straffen/reststraffen, inden

forældelse efter de nugældende regler er indtrådt.

Medlemmer af Fremskridtspartiet fremsatte den 1. december

1998 forslag til folketingsbeslutning om afbrydelse af forældelse ved

domfældtes unddragelse af straffuldbyrdelsen (B 67). I

beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til at fremsætte

lovforslag om ændring af straffelovens regler om forældelse af

idømt straf, så det ikke bliver muligt at undslippe straf ved

f.eks. at rejse til udlandet, som det var tilfældet med en af de

dømte i Scandinavian Star-sagen, jf. Folketingstidende 1998-99,

tillæg A, s. 2843 ff.

Under førstebehandlingen af beslutningsforslaget

var alle ordførere positive over for at overveje et

lovgivningsinitiativ på dette område, jf. Folketingstidende

1998-99, forhandlingerne, s. 2870 ff. Justitsministeren tilkendegav i den

forbindelse, at en ændring af de danske forældelsesregler

forinden burde drøftes med de andre nordiske lande af hensyn til den

nordiske retsenhed på området, jf. herom nedenfor pkt. 3.2. og

3.3.

3.2. Gældende ret

Spørgsmål om forældelse inden for

strafferetten kan enten foreligge som et spørgsmål om bortfald

af strafansvar som følge af den tid, der går fra

gerningstidspunktet til strafforfølgning mod gerningsmanden indledes

(forældelse af strafansvar) eller som et spørgsmål

om bortfald af en idømt straf som følge af den tid, der

går fra straffens idømmelse til dens fuldbyrdelse

(forældelse af idømt straf). De almindelige regler om

forældelse af strafansvar findes i straffelovens §§ 92-94, mens

reglerne om forældelse af idømt straf findes i § 97 og

§ 97 a.

De gældende regler om forældelse er

gennemført ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 på grundlag af

Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig

forældelse mv., jf. Folketingstidende 1966-67 (2. samling),

tillæg A, sp. 2449 ff.

Efter straffelovens § 97, stk. 1, bortfalder

idømt frihedsstraf og andre retsfølger af

frihedsberøvende karakter ved forældelse efter regler fastsat i

bestemmelsens stk. 2-6. Retsfølger, der ikke er

frihedsberøvende, f.eks. bøde og konfiskation, er således

ikke omfattet af denne bestemmelse. Om bortfald af bøde, herunder

forvandlingsstraf for bøde, og konfiskation er der imidlertid fastsat

særlige regler i straffelovens § 97 a. Herudover gælder

efter straffelovens § 97 b, at strafferetlige retsfølger i

almindelighed ikke kan fuldbyrdes efter den dømtes død.

Efter straffelovens § 97, stk. 2, er

forældelsesfristen for idømt frihedsstraf afhængig af

varigheden af den idømte straf. Således er

forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1

år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for

fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid

over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke.

Bestemmelsen er udtryk for en afvejning af på den

ene side hensynet til lovovertrædelsens grovhed og på den anden

side hensynet til, at straffens præventive virkning taber i styrke, som

tiden går, og at straffen kan virke uforholdsmæssig hård

for en dømt, som måske har holdt sig fri af kriminalitet i mange

år, og hvis personlige forhold har ændret sig i positiv

retning.

Efter § 97, stk. 3, regnes

forældelsesfristen fra det tidspunkt, da dommen efter lovgivningens

almindelige regler kunne fuldbyrdes, dvs. fra dommen er endelig, jf. herved

retsplejelovens § 999, stk. 1. Det gælder også i de

tilfælde, hvor den dømte opnår tilladelse til

udsættelse med straffuldbyrdelsen, jf. herved bl.a. retsplejelovens

§ 1001.

I forældelsesfristen medregnes ikke den tid, i

hvilken fuldbyrdelsen er udsat ved betinget dom eller betinget

benådning, eller den pågældende udstår anden

frihedsstraf eller er undergivet anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, jf. § 97, stk. 4.

Forældelsesfristen afbrydes, når fuldbyrdelsen

påbegyndes, jf. § 97, stk. 5.

Er der truffet bestemmelse om genindsættelse efter

prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter

betinget benådning for en del af en straf, regnes

forældelsesfristen for reststraffen eller den resterende del af anden

retsfølge fra bestemmelsen om genindsættelse, jf. § 97,

stk. 6, 1. pkt.

Afbrydes fuldbyrdelsen på anden måde end ved

prøveløsladelse, prøveudskrivning eller benådning,

regnes fristen fra afbrydelsen, jf. § 97, stk. 6, 2. pkt. Med

udtrykket »på anden måde« sigtes f.eks. til tilfælde, hvor

den indsatte undviger eller udebliver efter udgang, jf. bet. 433/1966, s. 28.

I disse tilfælde regnes forældelsesfristen for reststraffens

vedkommende således fra fuldbyrdelsens afbrydelse.

Opstår der tvivl om, hvorvidt der er indtrådt

forældelse efter straffelovens § 97, kan den dømte

forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet for

retten, jf. retsplejelovens § 998, stk. 1.

Ser man på, hvad der gælder om suspension,

når der er tale om forældelse af strafansvaret,

fremgår det af straffelovens § 94, stk. 5, 3. pkt., at den

tid, i hvilken politi og anklagemyndighed strafferetligt har forfulgt en

sigtet, ikke medregnes ved beregningen af forældelsesfristen for

strafansvaret, hvis den sigtede har unddraget sig forfølgningen. En

sigtet kan således ikke opnå, at et strafansvar forældes

ved selve det forhold, at den pågældende unddrager sig

forfølgningen, inden der er afsagt dom i sagen, f.eks. ved at rejse

til udlandet. Det skal dog bemærkes, at udtrykket »unddrager sig« ikke

omfatter alle tilfælde, hvor den manglende gennemførelse af

forfølgningen beror på sigtedes forhold, men alene

tilfælde, hvor sigtede f.eks. ved at rejse til udlandet har handlet med

det motiv at undgå strafforfølgningen (modsat f.eks. rejse til

udlandet for at opnå ansættelse i stilling), jf. bet. 433/1966,

s. 23.

Der gælder ikke en tilsvarende suspensionsregel for

den person, som, efter at dommen er afsagt, men inden fuldbyrdelsen er

påbegyndt, unddrager sig fuldbyrdelsen, f.eks. ved at rejse til

udlandet. Efter straffelovens § 97, stk. 5, afbrydes

forældelsesfristen for idømt straf som nævnt ovenfor

først, når fuldbyrdelsen påbegyndes. Den periode, som

forløber, mens myndighederne forgæves forsøger at

iværksætte fuldbyrdelse, og hvor den dømte unddrager sig

fuldbyrdelsen, fratrækkes således ikke ved beregningen af

forældelsesfristen.

Efter domsafsigelsen afgør retten efter anmodning

fra anklagemyndigheden, om en dømt person skal

varetægtsfængsles. Efter retsplejelovens § 769, stk. 1,

jf. § 762, stk. 1, nr. 1, kan der bl.a. ske

varetægtsfængsling, såfremt der efter det oplyste er

bestemte grunde til at antage, at den dømte vil unddrage sig

straffuldbyrdelsen.

Er betingelserne for varetægtsfængsling

opfyldt, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås

ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis den

pågældende samtykker heri, i stedet for

varetægtsfængsling bestemmelse derom, jf. retsplejelovens

§ 769, stk. 1, jf. § 765, stk. 1. Som eksempel på

sådanne mindre indgribende foranstaltninger kan nævnes, at den

pågældende hos politiet deponerer sit pas eller andre

legitimationspapirer, jf. § 765, stk. 2, nr. 6. Har retten ikke

truffet afgørelse om varetægtsfængsling mv., er en

dømt person, som afventer afsoning, ikke undergivet

indskrænkninger i sin personlige frihed, og den pågældende

kan derfor f.eks. vælge at tage ophold i udlandet.

Nærmere regler om iværksættelse af

straffuldbyrdelse for personer, der på fri fod afventer afsoning af

idømt ubetinget frihedsstraf, er bl.a. fastsat i Justitsministeriets

cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om

iværksættelse af frihedsstraf og forvaring mv. og cirkulære

nr. 113 af 26. juni 1975 med senere ændringer om benådning og

udsættelse af straffuldbyrdelse mv.

Det følger af disse regler, at fremgangsmåden

for iværksættelse af straffuldbyrdelsen i forhold til

dømte, der har taget ophold i udlandet, er den samme som for

øvrige dømte.

Med hensyn til ansøgninger om udsættelse med

straffuldbyrdelsen gælder, at tilladelse til udsættelse af

straffuldbyrdelsen ikke meddeles, hvis det efter de foreliggende oplysninger

må antages, at udsættelse vil opretholde, bestyrke eller skabe

risiko for, at den dømte unddrager sig straffuldbyrdelsen. For

dømte, der påtænker at tage ophold i udlandet, eller

dømte, der allerede har ophold i udlandet, skal der foretages en

særlig indgående vurdering af, om ansøgningen om

udsættelse reelt er et forsøg på at unddrage sig

straffuldbyrdelsen. I den forbindelse skal der udvises særlig omhu,

når dokumentationsgrundlaget for sådanne ansøgninger

vurderes, jf. herved Justitsministeriets skrivelse af 25. marts 1999

vedrørende præcisering af retningslinierne for udsættelse

til dømte, der opholder sig eller påtænker ophold i

udlandet. Denne skærpelse af praksis er gennemført i

forlængelse af sagen vedrørende en af de dømte i

Scandinavian Star-sagen, jf. pkt. 3.1. ovenfor.

Da reglerne i § 97 fik deres nuværende

udformning, var hovedbegrundelsen, at man på den måde ville

få større nordisk retsenhed på fuldbyrdelsesområdet,

og at dette særlig ville være hensigtsmæssigt med henblik

på reglerne om nordisk samarbejde vedrørende fuldbyrdelse af

straf mv., jf. bet. 433/1966, s. 27.

Reglerne om forældelse af idømt frihedsstraf

i de nordiske straffelove svarer da også i det væsentlige til

ordningen efter den danske straffelovs § 97.

Endvidere afspejles hensynet til den nordiske retsenhed i

den nordiske straffuldbyrdelseslov, jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 med

senere ændringer om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige

angående fuldbyrdelse af straf mv. Efter denne lov kan straffe

idømt i et andet nordisk land fuldbyrdes her i landet. De andre

nordiske lande har enslydende love, der giver mulighed for at fuldbyrde

straffe idømt i Danmark i disse lande. Det fremgår bl. a. af

disse love, jf. for Danmarks vedkommende § 20, 2. pkt., i den nordiske

straffuldbyrdelseslov, at det alene er domslandets regler om

forældelse, der er afgørende for, om en idømt straf kan

fuldbyrdes i et andet nordisk land. Fuldbyrdelseslandet kan således

ikke uden videre nægte at overtage fuldbyrdelsen af en straf med

henvisning til, at der indtrådt forældelse efter

fuldbyrdelseslandets regler.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

De principielle hensyn, der begrunder de gældende

regler om forældelse af straffuldbyrdelse, taler efter

Justitsministeriets opfattelse ikke imod, at der indføres en regel om

suspension med henblik på de tilfælde, hvor den domfældte

unddrager sig straffuldbyrdelsen, herunder ved at tage ophold i udlandet.

Tværtimod kan det forekomme stødende, at en person kan slippe

for at afsone en idømt frihedsstraf ved at rejse ud af landet for en

periode. Dette gælder, uanset om unddragelsen finder sted, inden

afsoningen er påbegyndt, eller om unddragelsen sker, mens straffen

afsones, f.eks. ved undvigelse eller ved udeblivelse efter tilladt

udgang.

Justitsministeriet har i foråret 1999 drøftet

de danske overvejelser om at ændre reglerne om forældelse af

straffuldbyrdelsen med de øvrige nordiske lande. På et

justitsministermøde i Reykjavik den 21. juni 1999 har de øvrige

nordiske lande udtrykt forståelse for det danske ønske om at

ændre reglerne om forældelse af idømt straf i lyset af

erfaringerne fra den konkrete sag omtalt under pkt. 3.1. Hensynet til den

nordiske retsenhed på dette område kan herefter ikke anses for at

udgøre en hindring for ændring af straffelovens regler om

forældelse af straffuldbyrdelsen.

På den anførte baggrund finder

Justitsministeriet, at straffelovens regler om forældelse af

idømt frihedsstraf bør ændres, således at

forældelsen suspenderes, hvis den dømte unddrager sig

straffuldbyrdelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 3 og 4 (straffelovens § 97).

4. Forbud mod at anvende børn og unge under 18 år som

»pornomodeller«

4.1. Indledning

Der er i de senere år taget en lang række

initiativer - både her i landet og internationalt - med henblik

på at bekæmpe forskellige former for seksuel udnyttelse af

børn og unge.

Af danske initiativer fra 1999 kan nævnes, at det

ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven

(Afkriminalisering af prostitution m.v. samt kriminalisering af kunder til

prostituerede under 18 år) blev gjort strafbart at være kunde hos

en prostitueret under 18 år, jf. straffelovens § 223 a.

Som et eksempel på et internationalt initiativ

på dette område kan nævnes, at Den Internationale

Arbejdsorganisation den 17. juni 1999 vedtog en konvention om forbud mod og

omgående indsats til afskaffelse af de værste former for

børnearbejde (ILO-konvention nr. 182). Konventionen er optaget som

bilag 2 til dette lovforslag.

»Børn« i konventionens forstand omfatter efter

konventionens artikel 2 enhver person under 18 år. Udtrykket »de

værste former for børnearbejde« omfatter bl.a. brug, formidling

af og tilbud om børn til prostitution, fremstilling af pornografi

eller pornografiske forestillinger, jf. konventionens artikel 3, litra b.

Efter konventionens artikel 7 skal medlemsstaterne bl.a.

iværksætte effektive foranstaltninger, herunder

straffesanktioner, for at forhindre børns deltagelse i de værste

former for børnearbejde.

ILO-konventionen aktualiserer således

spørgsmålet om, hvorvidt den danske straffelovgivning indeholder

et tilstrækkeligt værn mod seksuel udnyttelse af børn og

unge.

For så vidt angår initiativer med henblik

på at styrke bekæmpelsen af børnepornografi henvises til

pkt. 6 nedenfor.

4.2. Gældende ret

De gældende bestemmelser i straffeloven indeholder

ikke et udtrykkeligt forbud mod at bruge unge under 18 år som modeller

ved fremstilling af pornografiske billeder, film og lignende.

For så vidt angår børn under 15

år, indeholder straffeloven dog bestemmelser, der indebærer, at

det allerede i dag er strafbart at anvende børn i denne aldersgruppe

som modeller i forbindelse med selve optagelsen af pornografisk materiale.

Dette følger af bestemmelserne i straffelovens § 222 (om samleje

med barn under 15 år), § 224 (anden kønslig

omgængelse end samleje), § 225 (homoseksuelle forhold), § 232

(blufærdighedskrænkelse) samt § 235 om fremstilling af

børnepornografi med henblik på erhversmæssig

udbredelse.

Der er en række bestemmelser i straffeloven, der

beskytter unge på 15-17 år mod seksuel udnyttelse.

Efter § 223 er det bl.a. strafbart at have samleje

med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn

eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning

eller opdragelse. Og efter den nye bestemmelse i § 223 a er der som

nævnt sket en kriminalisering af kundeforhold til prostituerede under

18 år.

Bestemmelserne i §§ 228 og 229 indeholder en

kriminalisering af forskellige former for bagmandsvirksomhed i relation til

kønslig usædelighed (rufferi og alfonseri). Efter § 228

straffes bl.a. den, der forleder nogen til at søge fortjeneste ved

kønslig usædelighed med andre, og den, der for vinding skyld

forleder nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder

nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive

det. Bestemmelserne indeholder - med enkelte undtagelser, der er uden

betydning i denne sammenhæng - ikke noget alderskrav og vil

således også kunne anvendes, hvis offeret er under 18 år.

Udtrykket »kønslig usædelighed« tager i

første række sigte på prostitutionsforhold, men det

antages, at bestemmelserne efter omstændighederne også kan

anvendes i forbindelse med produktion af pornofilm og -billeder. En

anvendelse af bestemmelserne kræver dog, at de øvrige

betingelser er opfyldt, herunder f.eks. at det kan bevises, at gerningsmanden

har »forledt« den pågældende person til at deltage, og at der er

tale om seksuelle forhold med andre.

Det kan således konstateres, at der ikke er nogen

bestemmelser i straffeloven, der beskytter unge over den seksuelle lavalder

på 15 år mod selve det at optræde som modeller i

forbindelse med optagelse af pornografiske billeder, film mv.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

4.3.1. Justitsministeriet finder, at der er behov for at

udvide beskyttelsen af børn og unge mod at blive anvendt som

pornomodeller til også at omfatte unge i aldersgruppen 15-17 år.

Anvendelse af unge til dette formål er efter Justitsministeriets

opfattelse udtryk for en seksuel udnyttelse, som samfundet ikke bør

acceptere. Det bør således ikke være overladt til så

unge personers egen bestemmelse, om de vil deltage i aktiviteter af den her

omhandlede karakter, hvor der i øvrigt kan sættes

spørgsmålstegn ved graden af frivillighed hos de unge, der

medvirker.

Det foreslås derfor, at det ved indsættelse af

en ny bestemmelse i straffelovens § 230 gøres strafbart at

anvende unge under 18 år som modeller ved fremstilling af pornografisk

billedmateriale. Under hensyn til det, der ovenfor er anført med

hensyn til børn under 15 år, vil den foreslåede

kriminalisering navnlig have betydning i forhold til unge i aldersgruppen

15-17 år, for så vidt som der i forhold til unge i denne

aldersgruppe er tale om en nykriminalisering.

En sådan kriminalisering ligger i naturlig

forlængelse af de andre bestemmelser i straffeloven, der indeholder en

18 års grænse med henblik på at beskytte personer under

denne aldersgrænse mod seksuel udnyttelse.

Kriminaliseringen vil endvidere opfylde pligten efter

ILO-konvention nr. 182 til at forbyde brugen af børn og unge under 18

år som modeller ved fremstilling af pornografi. Som anført

ovenfor i pkt. 1 i indledningen til lovforslagets almindelige

bemærkninger indebærer en vedtagelse af lovforslaget, at

Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer ILO-konventionen.

På den baggrund gøres der nedenfor under pkt. 5 nærmere

rede for indholdet af konventionen og for dens forhold til dansk lovgivning i

øvrigt.

4.3.2. Den foreslåede kriminalisering af brugen af

børn og unge under 18 år som pornomodeller omfatter den, der

optager de utugtige fotografier, film eller lignende med forsæt til at

sælge eller på anden måde at udbrede materialet. Medvirken

er også omfattet, jf. straffelovens § 23. Kriminaliseringen

omfatter derimod ikke den, der uden at have medvirket til selve optagelsen,

senere befatter sig med de fotografier eller film, der blev resultatet af

optagelsen. Uden for kriminaliseringen falder således de forbrugere,

der i sidste led køber eller på anden måde aftager

billederne eller filmene. Strafansvaret omfatter f.eks. heller ikke de

forlag, mellemhandlere mv., der uden at have haft andel i selve optagelserne

efterfølgende køber dem med henblik på forarbejdning,

mangfoldiggørelse og videresalg.

Angår optagelserne et eller flere børn under

15 år, vil de personer, der efterfølgende befatter sig med de

fotografier eller film, der blev resultatet af optagelserne, dog efter

omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af straffelovens

§ 235 om børnepornografi. Det samme gælder imidlertid som

udgangspunkt ikke, hvis optagelserne angår unge, der hører til i

aldersgruppen 15-17 år.

Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt

bestemmelsen i § 235 om børnepornografi bør udvides til

også at omfatte utugtige fotografier, film mv. af unge på 15-17

år.

Justitsministeriet har dog ikke på det foreliggende

grundlag fundet anledning til at udstrække den strafferetlige

beskyttelse af unge på 15-17 år ved også at indføre

strafansvar for de personer, der efterfølgende befatter sig med

materialet f.eks. ved opkøb til forarbejdning, videreformidling eller

blot til besiddelse.

Når Justitsministeriet afstår fra at stille

forslag om en udvidelse af § 235 på dette punkt, skyldes det

navnlig vanskelighederne ved alene på grundlag af fotomateriale at

afgøre, om en ung model er lige over eller lige under 18 år.

Den gældende bestemmelse i § 235 om

børnepornografi indeholder ikke nogen absolut øvre

aldersgrænse for, hvad udtrykket »børn« omfatter. Efter

forarbejderne omfatter dette begreb personer, hvis fysiske udviklingstrin

svarer til aldersgruppen under 15 år. Der kan her lægges

vægt på, om den pågældendes pubertet endnu ikke er

eller kun lige synes at være begyndt. Det afgørende for

strafbarheden er således barnets fysiske udviklingstrin, således

som det fremtræder på billedet.

I forhold til denne afgrænsning af

børnepornografi, hvor der ikke kræves kendskab til eller bevis

for barnets faktiske alder, vil en inddragelse af unge i aldersgruppen

på 15-17 år i praksis kunne rejse vanskelige

afgrænsningsspørgsmål mellem (ulovlig)

børnepornografi og (lovlig) voksenpornografi.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6 nedenfor om

straffelovens § 235.

4.3.3. Om det nærmere indhold af forslaget til en ny

bestemmelse i straffelovens § 230 henvises til bemærkningerne

nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 5.

5. ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og

omgående indsats til afskaffelse af de værste former for

børnearbejde

5.1. Indledning

Som nævnt ovenfor under pkt. 4.1 vedtog Den

Internationale Arbejdsorganisation den 17. juni 1999 en konvention om forbud

mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for

børnearbejde (ILO-konvention nr. 182). Konventionen er optaget som

bilag 2 til dette lovforslag.

Præamblen indeholder en henvisning til relevante FN-

og ILO-konventioner. Især kan nævnes ILO-konvention nr. 138 om

mindstealder for adgang til beskæftigelse, konventionen om

tvangsarbejde, 1930, og FN's supplerende konvention om ophævelse af

slaveri, slavehandel og institutioner og praksis, der ligner slaveri, 1956,

samt FN's børnekonvention.

Der henvises endvidere til, at forbud mod og afskaffelse

af de værste former for børnearbejde har den højeste

prioritet i forbindelse med national og international indsats, herunder

internationalt samarbejde og bistand.

Herudover nævnes i præamblen, at effektiv

afskaffelse af de værste former for børnearbejde kræver en

omgående og omfattende indsats, der tager hensyn til betydningen af

gratis grundlæggende uddannelse og behovet for at fjerne de

pågældende børn fra sådant arbejde og at

sørge for deres rehabilitering og sociale integration, samtidig med at

man ser på deres familiers behov.

»Børn« i konventionens forstand omfatter efter

konventionens artikel 2 enhver person under 18 år. Udtrykket »de

værste former for børnearbejde« omfatter efter konventionens

artikel 3:

a) alle former for slaveri eller slaverilignende forhold som fx salg af

eller handel med børn, gældsslaveri, trældom og

tvangsarbejde, herunder tvangsrekruttering af børn til brug i

væbnede konfliker,

b) brug af, formidling af eller tilbud om børn til prostitution,

fremstilling af pornografi eller pornografiske forestillinger,

c) brug af, formidling af eller tilbud om børn til ulovlige

aktiviteter, særlig i forbindelse med fremstilling af og handel med

narkotika, som defineret i de relevante internationale traktater,

d) arbejde, der ifølge dets karakter eller de forhold, som det

udføres under, kan skade børns helbred, sikkerhed eller

moral.

De lande, der ratificerer konventionen, skal udarbejde

handlingsplaner og sikre en effektiv håndhævelse af reglerne,

bl.a. gennem bestemmelser om straf.

Til konventionsteksten hører en henstilling, der

indeholder mere detaljerede bestemmelser om handlingsplaner, indsamling til

ajourføring af detaljerede oplysninger og statistiske data om

karakteren og omfanget af børnearbejde.

Henstillingen indeholder endvidere en uddybning af, hvad

der forstås ved de værste former for børnearbejde, og

andre anvisninger som led i afskaffelsen af børnearbejde.

Pr. 23. marts 2000 har 11 lande ratificeret konvention nr.

182. Det drejer sig om følgende: Belize, Botswana, Brasilien, Finland,

Irland, Malawi, San Marino, Seychellerne, Slovakiet, Tunesien samt USA.

5.2. ILO-konventionens forhold til dansk lovgivning

Det følgende indeholder en nærmere gennemgang

af de pligter i konventionen, som de deltagende lande skal leve op til, og

det vurderes, om dansk lovgivning allerede i dag må antages at opfylde

pligterne, eller om en korrekt opfyldelse kræver lovændring.

Konventionens artikel 3, litra a, omfatter alle former for

slaveri eller slaverilignende forhold som f.eks. salg af og handel med

børn, gældsslaveri, trældom og tvangsarbejde, herunder

tvangsrekruttering af børn til brug i væbnede konflikter.

Pligten til at kriminalisere denne form for

børnearbejde må bl.a. anses for opfyldt ved de gældende

bestemmelser i straffeloven, herunder ved bestemmelserne i § 215 (om

ulovlig unddragelse af forældremyndighed og

børnebortførelse), § 260 (om ulovlig tvang) og §§ 261

og 262 (om ulovlig frihedsberøvelse).

Danmark traf i 1998 beslutning om at hæve

aldersgrænsen for militærtjeneste i forsvaret til 18

år. Det betyder, at unge skal være fyldt 18 år, før

de kan påbegynde militærtjeneste i Danmark. I lov om

hjemmeværnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 29. marts 1999,

er det i § 9, stk. 1, fastsat, at som frivillige i

hjemmeværnet kan optages mænd og kvinder fra begyndelsen af det

år, hvori de fylder 18 år. Da der er tale om frivillighed og ikke

tvangsrekruttering, forudsætter konventionen ikke en ændring af

hjemmeværnsloven. Bestemmelsen vil i øvrigt blive

foreslået ændret, således at personer skal være fyldt

18 år, før de kan optages i hjemmeværnet.

Artikel 3, litra b, omfatter brug af, formidling af eller

tilbud om børn til prostitution, fremstilling af pornografi eller

pornografiske forestillinger.

Pligten til at kriminalisere brug, formidling af og tilbud

om børn til prostitution må anses for opfyldt ved de

gældende bestemmelser i straffeloven, herunder ved bestemmelserne i

§ 223 a (om strafansvar for kunder til prostituerede under 18 år)

og §§ 228 og 229 (rufferi, bordelvirksomhed og alfonseri).

For så vidt angår forbudet mod at bruge

børn under 18 år som aktører ved fremstilling af

pornografi, indeholder de gældende bestemmelser i straffeloven ikke

en tilstrækkelig beskyttelse i forhold til de 15-17 årige, jf.

ovenfor under pkt. 4. På den baggrund stilles der som nævnt

forslag om, at der indsættes en ny bestemmelsen i straffelovens

§ 230, hvorefter den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med

hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde. En gennemførelse af dette

forslag må antages at opfylde konventionens pligt til at forbyde brugen

mv. af børn og unge under 18 år ved fremstilling af

pornografi.

Hvad endelig angår pligten til at forbyde brugen mv.

af børn til pornografiske forestillinger, fremgår det af

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 11. august 1995 om politiets

tilladelse til striptease eller anden form for nøgendans, at der er et

absolut forbud mod, at børn under 18 år medvirker.

Overtrædelse straffes efter lov om restaurations- og hotelvirksomhed

mv. eller - hvis der er tale om en offentlig forestilling, der foregår

uden for restaurationslovens anvendelsesområde - efter

politivedtægten.

Artikel 3, litra c, vedrører brug, formidling af

eller tilbud om børn til ulovlige aktiviteter, særlig i

forbindelse med fremstilling af og handel med narkotika, som defineret i de

relevante internationale traktater.

Anvendelsen af børn til ulovlige aktiviteter er

ikke særskilt kriminaliseret i straffeloven, men den, der anvender

børn til ulovlige aktiviteter, vil kunne straffes for medvirken -

herunder medvirken til overtrædelse af straffelovens § 191 eller

lov om euforiserende stoffer - efter de almindelige medvirkensregler i

straffelovens § 23. Det udelukker i den forbindelse ikke strafferetligt

medvirkensansvar, at »hovedmanden« ikke kan straffes, f.eks. fordi den

pågældende er under den kriminelle lavalder på 15

år.

Artikel 3, litra d, vedrører arbejde, der

ifølge dets karakter eller de forhold, som det udføres under,

kan skade børns helbred, sikkerhed eller moral.

Arbejdsmiljølovens § 60, stk. 1,

foreskriver, at der ved beskæftigelse af unge under 18 år ved

arbejdets planlægning, tilrettelæggelse og udførelse skal

tages hensyn til den unges alder, udvikling og helbredstilstand samt til

indvirkningen på skolegang eller anden uddannelse.

Unge under 18 år må ikke beskæftiges med

farligt arbejde. Dette fremgår modsætningsvis af

arbejdsmiljølovens § 60, stk. 3, som giver mulighed for at

fastsætte højere aldersgrænser end 15 år for

beskæftigelse ved visse former for arbejde med henblik på at

sikre, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt

forsvarligt.

Efter artikel 4 skal nationale love og regler efter

høring af arbejdsmarkedets parter fastsætte, hvilke typer af

arbejde der efter artikel 3 d er farligt arbejde.

Der henvises i øvrigt til henstillingens nr. 3 og 4

der indeholder en uddybning af, hvad der forstås ved de værste

former for børnearbejde, og andre anvisninger som led i afskaffelsen

af børnearbejde. Det nævnes, at ved fastsættelsen af

farligt arbejde bør der lægges vægt på

a) arbejde, der udsætter børn for fysisk, psykisk eller

seksuelt misbrug,

b) arbejde, der foregår under jorden, under vand, i farlige

højder eller i indelukkede rum,

c) arbejde ved farlige maskiner, udstyr og værktøj eller

arbejde, som indebærer manuel håndtering eller transport af tunge

byrder,

d) arbejde i et usundt miljø, hvor børn fx udsættes

for farlige stoffer, agenser eller processer eller for temperaturer,

støjniveauer eller vibrationer, der er skadelige for deres

helbred,

e) arbejde under særligt vanskelige forhold som fx arbejde i

mange timer eller om natten eller arbejde, hvor barnet på urimelig

måde er henvist til at opholde sig inden for arbejdsgiverens

område.

Henstillingens nr. 4 giver mulighed for inden for

særlige dele af konventionens og henstillingens område at tillade

beskæftigelse eller arbejde fra 16 år på betingelse af, at

de pågældende børns helbred, sikkerhed og moral er fuldt

ud beskyttet, og at børnene har modtaget passende særlige

instruktioner eller faglig uddannelse inden for den pågældende

erhvervssektor.

Fastsættelse af regler om arbejde efter artikel 3 d,

forelægges Arbejdsmiljørådet, hvor arbejdsgiver- og

arbejdstagerorganisationer er repræsenteret.

Ud over de generelle bestemmelser i

arbejdsmiljølovens kapitel 10 er fastsat nærmere regler i

bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996, om unges arbejde. Der er

fastsat bestemmelser om forbud mod arbejde ved farlige maskiner, udstyr og

værktøj, samt for arbejde, der indebærer manuel

håndtering eller transport af tunge byrder.

Der er ligeledes fastsat bestemmelser om forbud mod unges

dykkerarbejde, arbejde med risiko for nedstyrtning, udsættelse for

farlige stoffer, agenser eller processer, samt bestemmelser om forbud mod

udsættelse for temperaturer, støj eller vibrationer, der kan

bringe de unges sundhed i fare.

Endvidere er der fastsat særlige arbejdstidsregler

og regler om aften-/natarbejde for unge.

Når konventionen er ratificeret, vil arbejdsgiver-

og arbejdstagerorganisationer blive hørt med henblik på

iværksættelse af mekanismer til overvågning af

gennemførelsen af konventionens bestemmelser og om udarbejdelse af

handlingsplaner, der prioriterer afskaffelsen af de værste former for

børnearbejde, jf. konventionens artikel 5 og 6.

Efter konventionens artikel 7, stk. 1, skal

medlemsstaterne bl.a. iværksætte effektive foranstaltninger,

herunder straffesanktioner, for at forhindre børns deltagelse i de

værste former for børnearbejde. Der henvises herved til

gennemgangen ovenfor af konventionens artikel 3.

Efter artikel 7, stk. 2, skal medlemsstaterne - under

hensyntagen til vigtigheden af uddannelse i forbindelse med afskaffelse af

børnearbejde - iværksætte effektive foranstaltninger inden

for en fastsat frist med henblik på

a) at forhindre børns deltagelse i de værste former for

børnearbejde,

b) at yde nødvendig og hensigtsmæssig direkte bistand i

forbindelse med fjernelse af børn fra de værste former for

børnearbejde og deres rehabilitering og sociale integration,

c) at sikre adgang til gratis grundlæggende uddannelse og, hvor

det er muligt og hensigtsmæssigt, til erhvervsuddannelse til alle

børn, der fjernes fra de værste former for

børnearbejde,

d) at finde frem til og opsøge børn, der er udsat for

særlige risici,

e) at tage hensyn til pigers særlige situation.

Opfyldelse af denne bestemmelse vurderes ikke at

kræve lovændringer.

Når konventionen er ratificeret, vil der blive

udpeget en kompetent myndighed som ansvarlig for gennemførelsen af

bestemmelserne i konventionen, jf. artikel 7, stk. 3.

Efter konventionens artikel 8 skal der træffes

passende foranstaltninger med henblik på at bistå hinanden ved

gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention gennem et udvidet

internationalt samarbejde og/eller bistand, herunder støtte til social

og økonomisk udvikling, programmer for fattigdomsbekæmpelse og

almen uddannelse. Udenrigsministeriets bistandspolitik efterlever disse

krav.

5.3. Konklusion

Som det fremgår, er det vurderingen, at en

opfyldelse af konventionen alene forudsætter en gennemførelse af

forslaget til en ny bestemmelse i straffelovens § 230, hvorefter det

gøres strafbart at bruge børn og unge under 18 år som

pornomodeller.

En vedtagelse af lovforslaget indebærer, at

Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer konventionen med

forbehold for Færøerne og Grønland. Hvis

Færøerne og Grønland ønsker, at konventionen

også skal gælde for disse dele af riget, vil forbeholdet blive

ophævet, når de fornødne lovændringer er

gennemført.

Det tilføjes, at spørgsmålet om dansk

ratifikation af konvention nr. 182 har været drøftet i det faste

ILO-udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret.

6. Børnepornografi

6.1. Indledning

I september 1999 afgav udvalget om økonomisk

kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) betænkning nr.

1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning.

Ud over et forslag til ændring af straffelovens

§ 235 om børnepornografi behandler udvalget i betænkningen

en række spørgsmål, der har betydning for mulighederne for

at strafforfølge i sager om børnepornografi, navnlig i

tilfælde, hvor overtrædelserne begås ved hjælp af den

nye informationsteknologi.

Udvalget behandler således bl.a.

spørgsmålet om dansk straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold

til salg og udbredelse af børnepornografi via Internettet og om

ansvaret for indholdet af informationssystemer.

Udvalget overvejer endvidere en række forslag til,

hvordan efterforskningsmulighederne kan forbedres med henblik på

tilfælde, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes

informationsteknologi. I disse overvejelser indgår bl.a.

spørgsmålet om at indføre en pligt for Internetudbydere

og teleselskaber til at logge oplysninger og opbevare logoplysningerne,

således at det under en efterfølgende politimæssig

efterforskning vil være muligt at spore den kommunikation, der har

fundet sted. Udvalget overvejer også en række

spørgsmål i tilknytning til retsplejelovens regler om

straffeprocessuelle indgreb, herunder navnlig om reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden kan anses for tidsssvarende set i lyset af den skete

udvikling.

Det følgende indeholder en nærmere gennemgang

af de spørgsmål, som udvalget har overvejet med hensyn til at

styrke indsatsen mod børnepornografi og forbedre mulighederne for at

opklare denne form for kriminalitet.

Under pkt. 6.2-6.6 behandles spørgsmålet om

en ændring af straffelovens § 235 om børnepornografi.

Herefter behandles under pkt. 7 spørgsmålet

om dansk straffemyndighed særligt med henblik på salg og

udbredelse af børnepornografi via Internettet.

Endelig behandles under pkt. 8 nogle af udvalgets forslag

til at forbedre mulighederne for efterforskning i sager om

børnepornografi.

Udvalgets betænkning indeholder også nogle

forslag, som ikke tager sigte på sager om børnepornografi.

Udvalget stiller bl.a. forslag om en særlig regulering af adgangen til

at indhente masteoplysninger, dvs. f.eks. oplysninger om, hvilke

mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum

har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere

mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem

de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk

kommunikation.

Overvejelser og forslag af denne karakter er ikke medtaget

i det foreliggende lovforslag, der på dette punkt er begrænset

til børnepornografi og spørgsmål, der har direkte

tilknytning hertil. Justitsministeriet vil i forbindelse med kommende forslag

til ændringer af retsplejelovens straffeprocessuelle regler inddrage de

øvrige spørgsmål, herunder om de såkaldte

masteoplysninger.

6.2. Gældende ret vedrørende børnepornografi

6.2.1.

I 1969 blev salg af pornografiske billeder,

herunder også billeder af børn, afkriminaliseret, jf. lov nr.

224 af 4. juni 1969. Som en særlig beskyttelse af børn og unge

opretholdtes dog som straffelovens § 234 et forbud mod at sælge

utugtige billeder eller genstande til personer under 16 år.

6.2.2.

Ved lov nr. 252 af 16. juni 1980 blev

§ 235 indsat i straffeloven. Det blev med denne bestemmelse gjort

strafbart erhvervsmæssigt at sælge eller på anden

måde udbrede eller med forsæt hertil at fremstille eller skaffe

sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn. Strafferammen

omfattede alene bødestraf.

Loven byggede på en udtalelse af 10. oktober 1979

fra Straffelovrådet, der bl.a. indeholdt en udførlig gennemgang

af de synspunkter, der kunne tale for og imod en kriminalisering af

udbredelse af børnepornografi.

På den ene side kunne det anføres, at en

række bestemmelser i straffeloven allerede værnede mod seksuelt

misbrug af børn. Således ville optagelse af pornografiske

billeder af børn kunne straffes efter § 232 om

blufærdighedskrænkelse. Efter denne bestemmelse kan der

idømmes fængsel indtil 4 år. Selve den seksuelle handling,

som en optagelse angik, ville kunne straffes efter § 222 om samleje med

børn under 15 år eller § 224 og § 225, jf. eventuelt

tillige § 226, om anden kønslig omgængelse end samleje med

børn under 15 år. Efter disse bestemmelser kan der

idømmes fængsel indtil 6 år, og under visse

skærpende omstændigheder fængsel indtil 10 år. Andre

personer impliceret i optagelsen, f.eks. producenter og fotografer, ville

kunne straffes efter reglerne om medvirken i straffelovens § 23.

På den anden side måtte det erkendes, at det i

praksis kunne være forbundet med store bevismæssige

vanskeligheder at gennemføre strafansvar efter de nævnte

bestemmelser. Det kunne således være vanskeligt at skaffe

oplysninger om de personer, der havde foretaget eller medvirket ved

optagelsen af billederne, og om de nærmere omstændigheder i

forbindelse med optagelsen. Billederne kunne således være optaget

og produceret i udlandet, eller produktionen kunne være sket her i

landet på grundlag af negativmateriale, der var optaget i udlandet

eller eventuelt her i landet af personer uden nærmere forbindelse med

producenten.

Endvidere var det blevet hævdet, at den

børnepornografi, som seksuelle afvigere var i besiddelse af, i et vist

omfang kunne forebygge sædelighedsforbrydelser over for børn.

Der var imidlertid ikke entydigt belæg for dette synspunkt.

Herudover blev der peget på risikoen for, at en

legal omsætning af børnepornografi ville blive afløst af

et sort marked, muligvis endog med en tendens til øget nyproduktion af

børnepornografi.

Rådet ville efter en samlet vurdering ikke afvise,

at det kunne være berettiget at lægge hovedvægten på

hensynet til beskyttelse af børn mod misbrug i forbindelse med

fotografiske optagelser, og man fandt derfor ikke grundlag for at udtale sig

imod en kriminalisering, jf. nærmere Folketingstidende 1979-80 (2.

samling), tillæg A, sp. 1780-88.

I lovforslagets bemærkninger (Folketingstidende

1979-80, tillæg A, sp. 1766) anførte Justitsministeriet, at der

efter ministeriets opfattelse må lægges overvejende vægt

på hensynet til at beskytte børn mod strafbare misbrug i

forbindelse med optagelse af pornografiske billeder. Ministeriet fandt det

derfor rigtigst, at udbredelsen af pornografiske billeder af børn

forbydes.

Den gennemførte kriminalisering af

børnepornografi angik som nævnt »utugtige fotografier, film

eller lignende af børn«.

Om den nærmere afgrænsning af udtrykket

»utugtige« henvises til Straffelovrådets udtalelse, a.st., sp. 1782-85.

Herefter må billeder af børn i situationer, som efter deres

karakter er omfattet af straffelovens §§ 222, 224 eller 225 (samleje

eller anden kønslig omgængelse end samleje) umiddelbart anses

for »utugtige«. Derimod vil ikke alle forhold, der omfattes af § 232 om

blufærdighedskrænkelse, være omfattet af forbudet mod

udbredelse af børnepornografi. Hovedvægten må lægges

på, om billedet viser et barn, der deltager i kønsligt forhold,

eller et barn, over for hvem der i øvrigt i forbindelse med optagelsen

må antages at være foretaget en groft krænkende handling,

f.eks. ved at anvende barnet som model for fotografering af kønsdele

eller af seksuelt prægede berøringer. Almindelige

nøgenbilleder af børn, eksempelvis under leg på stranden,

falder derimod uden for det strafbare område.

For så vidt angår udtrykket »fotografier, film

eller lignende« henvises til forarbejderne til bestemmelsen, herunder til

Straffelovrådets udtalelse a.st. Heraf fremgår bl.a., at

bestemmelsen ikke omfatter tegninger. Rådet anfører, at man

herved også undgår de afgrænsningsspørgsmål,

der beror på, at en anstødelig gengivelse efter hævdvunden

opfattelse kan være legitimeret ved udførelsens kunstneriske

værdi. Heller ikke billeder frembragt ved hjælp af edb

(computer-genererede billeder), som ikke afbilder et virkeligt samleje eller

anden kønslig omgængelse, er omfattet af bestemmelsen.

Om udtrykket »børn« henvises ligeledes til

forarbejderne til bestemmelsen. Her anføres bl.a. som et vejledende

kriterium, om den fotograferede persons fysiske udvikling svarer til

aldersgruppen under 15 år.

Den nye bestemmelse i § 235 blev begrænset til

den erhvervsmæssige udbredelse (»erhvervsmæssigt sælger

eller på anden måde udbreder«). Private overdragelser blev holdt

ude fra det nykriminaliserede område. Udtrykket »på anden

måde udbreder« sigter f.eks. til erhvervsmæssig forevisning eller

udlejning af børnepornografi.

Som kriminaliserede handlingstyper blev medtaget

»fremstiller« og »skaffer sig« børnepornografisk materiale med

forsæt til erhvervsmæssig udbredelse. Det fremgår af

forarbejderne (Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 1781 f.), at

udtrykket »fremstiller« ikke blot omfatter den kopiering eller

mangfoldiggørelse, der sker på grundlag af materiale produceret

af andre. Udtrykket omfatter også den fremstilling, der sker ved selve

optagelsen af fotografierne mv. Det anføres, at der i disse

tilfælde tillige vil kunne straffes efter andre bestemmelser, navnlig

§§ 222, 224, 225 eller 232, hvis der kan føres bevis for, at

optagelsen er sket under omstændigheder, der giver grundlag herfor.

6.2.3.

Strafferammen i § 235, der som

nævnt oprindelig var bøde, blev skærpet ved en

ændring af straffeloven i 1989, jf. lov nr. 272 af 3. maj 1989,

således at der ud over bøde blev mulighed for at idømme

straf af hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Baggrunden

for udvidelsen af strafferammen var et ønske om på en bedre

måde at markere samfundets afstandtagen fra denne forbrydelsestype og

samtidig gøre det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af

børn i erhvervsmæssigt øjemed mere effektivt. Der

henvises til Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2855-72, og

tillæg B, sp. 1059.

6.2.4.

I 1994 indsattes bestemmelsen i

§ 235, stk. 2, der kriminaliserer besiddelsen af grovere

former for børnepornografi. Bestemmelsen bygger på

internationale anbefalinger fra FN, Europarådet og Nordisk

Råd.

Det fremgår af § 235, stk. 2, at den, der

besidder fotografier, film eller lignende af børn, der har samleje

eller anden kønslig omgængelse end samleje, straffes med

bøde. På samme måde straffes den, som besidder

fotografier, film eller lignende af børn, der har kønslig

omgang med dyr, eller som anvender genstande på groft utugtig

måde.

Begrundelsen for lovforslaget var især, at det kan

virke stødende, at besiddelse af børnepornografisk

billedmateriale ikke var strafbar, når produktionen af materialet i

mange tilfælde sker ved grove, alvorlige strafbare handlinger mod

børn. Et forbud mod besiddelse af børnepornografisk materiale

markerer en klar afstandtagen fra seksuelt misbrug af børn, samtidig

med at det bidrager til at værne børns rettigheder. Dertil

kommer, at et forbud mod besiddelse muligvis vil kunne medføre en vis

begrænsning af efterspørgslen efter børnepornografisk

materiale og dermed også produktionen og de dertil knyttede seksuelle

overgreb mod børn. Der henvises herom til Folketingstidende 1994-95,

tillæg A, side 471 f.

Med hensyn til afgrænsningen af det pornografiske

materiale, som det efter forslaget skulle være strafbart at besidde,

fremgår det samme sted, at der tilsigtes en afbalanceret

løsning, der på den ene side rammer billeder optaget i

forbindelse med, at der er begået alvorlige strafbare handlinger over

for børn, mens besiddelsen af mindre grove billeder fortsat vil

være tilladt og muligvis kan have en kriminalitetsdæmpende

effekt. Det bemærkes i den forbindelse, at det oprindelige forslag var

begrænset til fotografier mv. af børn, der har samleje eller

anden kønslig omgængelse end samleje. Under lovforslagets

behandling i Folketinget blev besiddelsesforbudet udvidet til også at

omfatte fotografier mv. af børn, der har kønslig omgang med

dyr, eller som anvender genstande på groft utugtig måde, jf.

Folketingstidende 1994-95, tillæg B, side 181 f.

Strafferammen for overtrædelse af straffelovens

§ 235, stk. 2, er bøde.

Dette indebærer, at politiet er afskåret fra

at foretage ransagning af en ikke-sigtets bolig, rum eller gemmer med henblik

på for eksempel beslaglæggelse af børnepornografisk

materiale. Bestemmelsen udelukker derimod ikke, at der efter

omstændighederne kan foretages ransagning hos en person, der er sigtet

for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til

bestemmelsen (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 473), at

spørgsmålet om, hvorvidt en person kan siges at »besidde«

børnepornografisk materiale som omhandlet i bestemmelsen, undertiden

kan give anledning til tvivl, navnlig hvor materialet udbredes via

elektroniske medier.

Ved betragtning af tv-udsendelser (eksempelvis sendt via

satellit) eller billeder, der overføres fra en database til egen

edb-skærm, vil billedet ikke kunne siges at være i betragterens

besiddelse. Er der derimod tale om, at billedet lagres, det være sig

på videobånd, harddisk, diskette eller lignende, således at

den pågældende selv kan kalde det frem igen, må materialet

anses for at være i vedkommendes besiddelse. Se også svar fra

justitsministeren optrykt i Folketingstidende 1994-95, tillæg B, side

183.

6.3. Statistiske oplysninger

Brydensholt-udvalget har i forbindelse med udarbejdelsen

af betænkningen fra politiets kriminalregister indhentet en række

oplysninger om antallet af anmeldelser og domfældelser

vedrørende straffelovens § 235.

Det fremgår af disse oplysninger, at antallet af

anmeldelser vedrørende overtrædelse af straffelovens § 235

siden 1995 har været stigende. De registrerede anmeldelsestal for

perioden 1992-1998 er følgende:

1992: 7 anmeldelser; 1993: 7 anmeldelser; 1994: 5

anmeldelser; 1995: 6 anmeldelser; 1996: 23 anmeldelser; 1997: 28 anmeldelser

og 1998: 36 anmeldelser. De reelle anmeldelsestal for 1997 og 1998 er dog

væsentlig større, jf. det nedenfor nævnte om anmeldelser

til Rigspolitichefen.

For nogle af anmeldelserne og de senere afsagte domme er

der tale om sager i et større samlet sagskompleks, hvorfor

anmeldelsestallene ikke i alle tilfælde giver et fuldstændigt

korrekt billede af mængden af sager. Tendensen vedrørende

antallet af sager er dog klar. Anmeldelsestallene for 1997 og 1998 skal ses i

sammenhæng med en række henvendelser til Rigspolitichefens

hjemmeside, jf. nedenfor, der i denne periode ikke er blevet registreret som

anmeldelser og derfor ikke indgår i den almindelige statistik over

anmeldelser. Det er nærliggende at antage, at udviklingen - i hvert

tilfælde i et vist omfang - kan forklares med en stigende brug af

Internettet i samme periode.

I perioden 1992-1997 fordeler antallet af

domfældelser sig som følger:

1999: 3 domfældelser; 1993: 2 domfældelser;

1994: 1 domfældelse; 1995: 3 domfældelser; 1996: 10

domfældelser og 1997: 13 domfældelser.

Siden midten af 1997 har der været mulighed for

brugere af Internettet for at henvende sig til såkaldte »hotlines«,

hvis de får mistanke om børnepornografi over Internettet. Den

første hotline blev etableret i midten af 1997 af Red Barnet, der

efter aftale med Rigspolitichefens IT-støtteenhed videresender alle

henvendelser til enheden. Der blev modtaget ca. 700 henvendelser i 1997 og

1025 i 1998. I august 1998 etablerede Rigspolitichefen på sin

hjemmeside en service, hvortil borgerne kan anmelde IT-relateret

kriminalitet, herunder børnepornografi på Internettet. Der er

siden da modtaget 350 henvendelser om børnepornografi (pr. 12. januar

1999). Nogle få Internetudbydere har tillige iværksat hotlines,

hvortil deres kunder kan henvende sig vedrørende ulovligheder. En af

disse udbydere har videregivet 86 henvendelser (pr. 12. januar 1999), som

udbyderen har modtaget siden ordningens start i juli 1998. Efter det af

Rigspolitichefens IT-støtteenhed oplyste vedrører alle

henvendelserne børnepornografi, og det hører til den absolutte

undtagelse, at et »site« med børnepornografi anmeldes flere gange.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

48-51.

6.4. Lovgivningen i andre lande

Brydensholt-udvalget har i forbindelse med udarbejdelsen

af betænkningen indhentet oplysninger om den strafferetlige regulering

af børnepornografi i Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig. Der

henvises herom til betænkningen s. 51-54.

Det fremgår af betænkningen, at man i alle de

nævnte lande har straffebestemmelser om børnepornografi.

Hverken i norsk, svensk, tysk eller fransk ret stilles der

krav om, at udbredelse af børnepornografisk materiale skal være

erhvervsmæssig. Det fremgår endvidere, at straffen i norsk og

svensk ret for udbredelse af børnepornografisk materiale er

fængsel indtil 2 år.

I Norge omfatter børnepornografi afbildninger af

personer, som må regnes at være eller fremstilles som at

være under 16 år.

I de svenske regler defineres et barn som en person, hvis

pubertetsudvikling ikke er fuldbyrdet eller som, hvis det fremgår af

billedet eller omstændighederne omkring det, er under 18 år.

6.5. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende

straffelovens § 235

6.5.1. Generelle overvejelser, herunder om fiktiv

børnepornografi

Udvalget har generelt drøftet de hensyn, der skal

afvejes mod hinanden i en regulering af området vedrørende

børnepornografi. Der er enighed om, at der skal være

tungtvejende grunde til, at der gribes ind over for informationsfriheden, og

at ethvert indgreb skal begrænses til det nødvendige.

Hensynet bag reguleringen er beskyttelsen af børn.

Ud fra dette synspunkt blev det i forbindelse med det oprindelige lovforslag

i 1979 klart tilkendegivet, at tegninger ikke er omfattet af reguleringen. I

forbindelse med den seneste ændring af straffelovens § 235 (nyt

stk. 2) i 1994 fremhæves det i forarbejderne til bestemmelsen, at

ikke alene tegninger, men også billeder frembragt ved hjælp af

edb, som ikke afbilder et virkeligt samleje eller anden kønslig

omgængelse, falder uden for bestemmelsen. Især den sidste

begrænsning kan give anledning til bevisproblemer, idet f.eks.

computer-skabte billeder kan fremtræde som identiske med egentlige

billeder.

Udvalget har drøftet, om også computer-skabte

fremstillinger eller andre fremstillinger, der har fuldstændig lighed

med fotografier o.l., bør være omfattet af den strafferetlige

regulering. Udvalget finder, at hensynet til beskyttelse af børn mod

misbrug ikke nødvendiggør, at sådanne fremstillinger

omfattes af reguleringen. Med hensyn til de bevisspørgsmål, der

kan opstå, henviser udvalget til Justitsministeriets besvarelse af 30.

november 1994 af spørgsmål nr. 13 fra Folketingets Retsudvalg

vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven

(besiddelse af børnepornografi) (L 38 - bilag 1-4). Det fremgår

bl.a. af besvarelsen, at det vil påhvile tiltalte at

sandsynliggøre, at billederne er frembragt ved hjælp af edb.

Anfører tiltalte omstændigheder, der i et vist omfang bestyrker

påstanden, må anklagemyndigheden føre modbevis f.eks. ved

at godtgøre, at man på alle tænkelige måder har

forsøgt at bevise tiltaltes påstand, men uden resultat. Udvalget

finder på denne baggrund, at der ikke er behov for en strafferetlig

regulering af sådanne fremstillinger.

Under udvalgets drøftelser af, om der er behov for

ændringer af de gældende regler om børnepornografi i

straffelovens § 235, er der i øvrigt navnlig peget på tre

spørgsmål.

For det første har udvalget overvejet, om det

nuværende gerningsindhold i stk. 1 fortsat skal være

begrænset til den erhvervsmæssige udbredelse. For det andet har

udvalget undersøgt, om besiddelseskriteriet i stk. 2 i

tilstrækkelig grad er egnet til at dække de relevante situationer

i forbindelse med IT-udbredelse af børnepornografisk materiale. For

det tredje har udvalget vurderet, om bestemmelsens strafferammer fortsat

må anses for passende.

Der kan i øvrigt henvises til betænkningen s.

54-55.

6.5.2. Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende

gerningsindholdet i straffelovens § 235, stk. 1

Udvalget finder, at udviklingen på IT-området

har medført, at en begrænsning til kriminalisering af - eller

til en højere strafferamme for - erhvervsmæssig spredning i dag

er en utilstrækkelig strafferetlig beskyttelse, og at man bør

kriminalisere udbredelse i en videre kreds i samme omfang. Dette gælder

også for spredning af børnepornografi.

Som straffelovens § 235, stk. 1, er formuleret i

dag, kan spredning af utugtige fotografier, film o.l. af børn kun

straffes efter den kvalificerede bestemmelse i stk. 1, hvis det kan

bevises, at gerningsmanden har haft forsæt til erhvervsmæssig

spredning. Er dette ikke muligt, kan der alene straffes efter stk. 2

(med bødestraf) for gerningsmandens besiddelse af de utugtige

billeder, der er omfattet af denne bestemmelse.

Udvalget finder derfor, at kriminaliseringen i stk. 1

bør udvides til ud over den erhvervsmæssige udbredelse

også at omfatte udbredelse i en videre kreds. Udvalget har valgt at

anvende udtrykket »udbredelse i en videre kreds«, da dette udtryk i forvejen

benyttes i straffeloven, jf. § 266 b om racediskriminerende udtalelser

mv.

Udvalget har lagt vægt på, at adgang til

børnepornografi via Internettet muliggør en meget omfattende

udbredelse. Det er efter udvalgets opfattelse utvivlsomt, at en del af denne

udbredelse ikke er erhvervsmæssig, men udvalget finder, at også

ikke-erhvervsmæssig udbredelse af billeder i en videre kreds kan

være egnet til at understøtte produktion af

børnepornografisk materiale, og at kriminalisering af sådan

udbredelse dermed kan tjene til at forebygge de samme misbrug, som forbud mod

den erhvervsmæssige udbredelse.

Endelig anfører udvalget, at en sådan

ændring af straffelovens § 235, stk. 1, vil bringe dansk ret

på linie med norsk, svensk, tysk og fransk ret, der ikke stiller krav

om, at udbredelsen skal være erhvervsmæssig.

Der kan i øvrigt henvises til betænkningen s.

55-57. Herudover kan henvises til betænkningen side 31 ff., hvor

spørgsmålet om informationsspredning mere generelt er

behandlet.

For så vidt angår udbredelse af

børnepornografi via elektroniske informationssystemer, herunder via

hjemmesider på Internettet, vil strafansvaret i første

række påhvile den, der lægger materialet ind i systemet

(»uploader«), og som dermed er den, der umiddelbart udbreder materialet.

Udvalget behandler side 38-43 mere generelt spørgsmålet om,

hvorvidt ansvaret f.eks. også kan påhvile indehaveren af den

pågældende hjemmeside, hvis det materiale, der spredes via

systemet, er lagt ind på hjemmesiden af andre.

Udvalget anfører, at indehaveren antagelig vil

kunne dømmes for medvirken ved passivitet, hvis hans kendskab til

indholdet kan bevises. I den givne situation antager udvalget således,

at der påhviler indehaveren en handlepligt, dvs. en pligt til at slette

det strafbare indhold. Udvalgets beskrivelse af retstilstanden på dette

punkt omfatter indehavere af de pågældende hjemmesider, men ikke

udbydere af Internetadgang (Internetudbydere).

Udvalget stiller i øvrigt ikke forslag om, at der

inføres en særlig undersøgelsespligt med hensyn til, hvad

der uploades. Udvalget anfører bl.a., at en sådan regulering

ville være i klar strid med de principper, der traditionelt har ligget

til grund for reglerne om, at post- og telegrafvæsen ikke er ansvarlige

for indholdet af de meddelelser, der formidles via disse systemer, og at

indholdet af det formidlede ikke overvåges. I øvrigt henviser

udvalget til direktivforslaget om visse retlige aspekter af elektronisk

handel i det indre marked (betænkningen side 43, note 34).

Med hensyn til spørgsmålet om ansvar for

indholdet af informationssystemer henvises i det hele til betænkningen

side 38-43.

6.5.3. Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende

gerningsindholdet i straffelovens § 235, stk. 2

Som nævnt har også straffelovens § 235,

stk. 2, om »besiddelse« af visse former for børnepornografisk

materiale givet udvalget anledning til overvejelser - dels i relation til den

nærmere rækkevidde af bisiddelsesbegrebet, og dels om, hvorvidt

Internettet giver anledning til nye overvejelser om, hvilke (nye former for)

gerninger der bør kriminaliseres.

Som det fremgår af pkt. 6.2.4, er det forudsat i

forarbejderne til den gældende bestemmelse, at selve det at se på

børnepornografiske billeder, der overføres fra en database til

egen computerskærm, ikke etablerer en besiddelsessituation. Sker der

derimod en lagring, hvor den pågældende selv kan kalde billedet

frem igen, foreligger der en strafbar besiddelse.

Når oplysninger hentes fra hjemmesider, placeres

alle sidens komponenter på harddisken i »cachen«, og

skærmvisningen sker fra denne lagring. Cachen er et område til

midlertidige Internetfiler, der typisk kan indeholde 2-5 pct. af pladsen

på harddisken, men af brugeren kan indstilles til at indeholde en

defineret procentdel (fra 1 pct. og op). Cachen vil således kunne

indeholde alle hjemmesider, der har været besøgt, for en

længere periode, og brugeren vil kunne hente alle de gemte komponenter

frem fra cachen. Det afhænger af system og valgte indstillinger, om det

kan aflæses, at en komponent har været hentet igen i cachen. I et

vist omfang sker der således en automatisk lagring.

Udvalget har på den baggrund nærmere

overvejet, om en Internetadgang til børnepornografiske billeder altid

etablerer en besiddelsessituation.

Der er i udvalget enighed om, at besiddelseskravet i

straffelovens § 235, stk. 2, skal forstås således, at

der tillige indgår et subjektivt moment. Der skal være tale om en

lagring, som den pågældende har besluttet at foretage eller at

udnytte. De lagringer, der er en del af den almindelige tekniske proces ved

adgang til netsystemer, rejser derfor nogle særlige

spørgsmål. I det omfang det kan bevises, at den

pågældende bruger cachen som lagringsplads med henblik på

at genfremkalde derfra, er denne form for lagring omfattet af

besiddelsesbegrebet. Dette gælder også, når beslutning

herom først træffes på et senere tidspunkt end lagringen

(f.eks. i forbindelse med, at den pågældende opdager, at der kan

genfremkaldes fra cachen).

Hvis den pågældende har givet besked til

systemet om at lagre, vil der altid være tale om besiddelse, men

også i de situationer, hvor lagringen er en del af den almindelige

tekniske proces, vil der således være tale om besiddelse, hvis

den pågældende har udnyttet eller vil udnytte denne lagringsform

til at genfremkalde cachens indhold af børnepornografisk

materiale.

Efter det for udvalget oplyste har der i de på

nuværende tidspunkt kendte IT-sager vedrørende straffelovens

§ 235, stk. 2, som altovervejende hovedregel været tale om,

at billederne er blevet downloaded, således at bestemmelsen derfor var

anvendelig uden at komme ind på cachens indhold.

I en række tilfælde vil der imidlertid ikke

være etableret en besiddelse, fordi der ikke er sket lagring, hverken

ved downloading eller ved brug af cachen. Der kan f.eks. være tale om,

at den pågældende blot går ind på særlige

Internetområder med børnepornografi, eventuelt til et frit

område.

Som det fremgår af pkt. 6.2.4, er kriminaliseringen

af besiddelse sket på baggrund af opfordringer fra bl.a.

Europarådet, FN og Nordisk Råd, og udgangspunktet for disse

opfordringer har været at begrænse efterspørgslen efter

børnepornografi. På denne baggrund kan det efter udvalgets

opfattelse virke utilstrækkeligt at holde en benyttelsesform, der i dag

i vidt omgang har afløst fysisk besiddelse, udenfor. Det er endvidere

indgået i udvalgets overvejelser, at man ved brug af Internettet ofte

vil kunne få adgang til at se et billede, der ligger på en server

i udlandet under omstændigheder, som ikke gør det muligt at

retsforfølge besidderen af serveren.

Efter udvalgets opfattelse er det på den anden side

klart, at hvis brugere af Internettet kommer ind på de særlige

områder, hvor der er fri adgang til børnepornografi, uden at de

har noget ønske om at se børnepornografi eller som et enkelt

nysgerrigt forsøg, er der ikke tale om handlinger, som bør

kriminaliseres. Det er ikke sådanne situationer, der er egnede til at

understøtte produktionen af børnepornografi.

Bevismæssigt vil det endvidere være meget

vanskeligt at gennemføre sager, hvor selve det at se

børnepornografi kriminaliseres, ligesom der vil være en

vanskelig afgrænsning til de mere tilfældighedsprægede

situationer, der efter udvalgets opfattelse i hvert fald ikke bør

omfattes af en regulering.

Udvalget antager, at der i et vist omfang er en

erhvervsmæssig præget produktion - hvor sælgeren eller

udbrederen er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 235,

stk. 1 - og at brugerkredsen ved den erhvervsmæssige udnyttelse af

børn i højere grad vil kunne identificeres, fordi også

betalingsstrømme vil kunne indgå i bevisførelsen.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt man skal

kriminalisere det forhold, at en person mod vederlag retsstridigt gør

sig bekendt med børnepornografi, har udvalget haft med i sine

overvejelser, at det samlede omfang af børnepornografi synes at

være voksende (jf. ovenfor pkt. 6.3.). Dette betyder efter udvalgets

opfattelse, at den samlede mængde af bagvedliggende krænkelser

formentlig også er voksende. En del børnepornografiske ydelser

leveres på en sådan måde, at der ikke hos modtageren er

tale om besiddelse i straffelovens forstand, hvorfor det efter udvalgets

opfattelse vil være relevant at kriminalisere selve det forhold, at man

mod vederlag har gjort sig bekendt med børnepornografi.

Dertil kommer, at når der betales vederlag for en

børnepornografisk ydelse, vil det ud fra synspunkter af samme karakter

som de, der ligger bag kriminaliseringen af hæleri, være

naturligt at kriminalisere aftageren af ydelsen. Uanset at den person, der

mod vederlag gør sig bekendt med børnepornografiske

fremstillinger, ikke i straffelovens forstand kommer i besiddelse af

materialet, har den pågældende modtaget en egentlig ydelse,

nemlig muligheden for at kunne se det pågældende materiale.

Herudover vil en kriminalisering kunne være medvirkende til at

formindske efterspørgslen efter børnepornografiske ydelser og

derved forhåbentligt være med til at formindske mængden af

de bagvedliggende krænkelser. Dette synspunkt er endnu et moment, der

minder om hælerisynspunktet, idet hovedformålet med

kriminalisering af hæleri er et ønske om at forhindre

før-forbrydelserne.

På denne baggrund finder udvalget, at det forhold,

at en person mod vederlag retsstridigt gør sig bekendt med

børnepornografiske fremstillinger, bør kriminaliseres.

Udvalget har endvidere drøftet, om en

kriminalisering bør vedrøre samme fremstillinger som i

straffelovens § 235, stk. 1, eller begrænses til de

fremstillinger, der er nævnt i straffelovens § 235, stk. 2.

Kriminaliseringen kan på den ene side ses som et hælerilignende

supplement til stk. 1, hvilket kan gøre det naturligt, at

reguleringen vedrører de samme fremstillinger som i stk. 1.

Kriminaliseringen kan imidlertid også ses som et supplement til

besiddelsesreglen i stk. 2, hvilket kan gøre det naturligt, at

reguleringen vedrører de samme fremstillinger som i stk. 2.

Udvalget vil ikke udelukke, at det i et vist omfang kan

dæmme op for mere grov kriminalitet, at der er mulighed for straffrit

at gøre sig bekendt med børnepornografiske fremstillinger af

mindre grov karakter end det, der er omfattet af stk. 2. Dertil kommer,

at i alle de tilfælde vedrørende overtrædelse af

straffelovens § 235, som ses omtalt i praksis, har fremstillingerne

eller en stor del af disse været af en art, der var omfattet af

stk. 2. Endvidere kan det give en mindre velbegrundet regulering, hvis

eksempelvis en person ikke må købe et blad med

børnepornografisk materiale (af mindre grov karakter), men godt

måtte besidde det, hvis en anden person forærer ham det.

Udvalget har på denne baggrund fundet, at

reguleringen bør svare til den, der er i straffelovens § 235,

stk. 2, om besiddelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

57-60.

6.5.4. Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende

strafferammerne

Bestemmelsen i straffelovens § 235,

stk. 1, blev som ovenfor nævnt indsat i straffeloven i 1980.

Dengang var der alene bøde i strafferammen. Dette var i

overensstemmelse med flertallets opfattelse i Straffelovrådet. Der

henvises herom til Folketingstidende 1979-80 (2. samling), tillæg A,

sp. 1788. I 1989 ændredes strafferammen, således at dens maksimum

nu er fængsel i 6 måneder. Dette blev begrundet under henvisning

til de grovest tænkelige former for handel med

børnepornografiske billeder. Der henvises herom til Folketingstidende

1988-89, tillæg A, sp. 2858.

Udvalget finder, at denne strafferamme i praksis har vist

sig tilstrækkelig ved de hidtil behandlede sager. Det er imidlertid

udvalgets opfattelse, at det nugældende maksimum kan være for

lavt, når det tages i betragtning, hvad beskyttelsesinteressen i

§ 235 er.

§ 235 skal for det første forhindre den

krænkelse af privatlivets fred, der følger af udbredelser af

billeder af denne art. Forholdet svarer for så vidt til straffelovens

§ 264 d om videregivelse af billeder af den pågældende under

omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget

offentligheden, og § 264 c om at skaffe sig eller uberettiget udnytte

billeder, som er optaget under de i § 264 a nævnte

omstændigheder. Både § 264 d og § 264 c har - ligesom

§ 235 - et strafmaksimum på 6 måneders fængsel.

Derimod skal § 235 ikke anvendes på den direkte

krænkelse af barnet under optagelsen af de pornografiske film eller

billeder. I disse tilfælde anvendes de almindelige bestemmelser om

voldtægt, samleje med mindreårig, anden kønslig

omgængelse end samleje, kønslig omgængelse med en person

af samme køn, blufærdighedskrænkelse osv., jf.

straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden.

En forhandler, der bestiller billeder af denne art optaget hos en producent,

kan straffes for medvirken til den pågældende

sædelighedsforbrydelse.

Mellem producenten og den sluttelige køber eller

besidder af det pornografiske materiale er der typisk en mellemhandler, der

står for distributionen. I mange tilfælde foretages denne

distribution for vindings skyld. Hvis den pornografiske film er bestilt af

mellemhandleren, kan der som nævnt straffes for medvirken til

sædelighedsforbrydelsen. Selv om dette ikke er tilfældet, er det

naturligt at antage, at en betydelig del af de producerede film mm. er

optaget med henblik på et senere salg. I sådanne tilfælde

kan man ikke straffe køberen (mellemhandleren) for den oprindelige

sædelighedsforbrydelse, men alene efter § 235. § 235 skal

således hindre mellemhandlerens køb af filmen mm. og på

den måde bidrage til, at den oprindelige optagelse og den oprindelige

sædelighedsforbrydelse ikke gennemføres.

På denne baggrund lægger udvalget ved

vurderingen af strafværdigheden i relation til § 235, stk. 1,

til grund, at det er rimeligt at fastsætte en noget højere

strafferamme (sammenlignet med strafferammerne i de nævnte bestemmelser

om fredskrænkelser). Udvalget foreslår derfor, at strafmaksimum

forhøjes fra de nuværende 6 måneders fængsel til

fængsel i 2 år.

Med hensyn til § 235, stk. 2, - med den i

pkt. 6.5.3 nævnte udvidelse - er der efter udvalgets opfattelse tale om

væsentligt mindre grove forhold (end mellemhandlerens og

distributørens). Den nuværende strafferamme (bøde) vil

derfor i den overvejende del af tilfældene være passende.

Udvalget finder på denne baggrund, at den nuværende

begrænsning af straffen til bøde bør bevares som

normalstrafferammen.

Udvalget finder imidlertid, at udviklingen i anvendelsen

af Internettet og distribution af børnepornografi via Internettet har

udviklet sig således, at der bør være mulighed for under

skærpende omstændigheder at idømme hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder. Som eksempel på, hvad der skal

betragtes som skærpende omstændighed, nævnes, at den

pågældende betaler betydelige beløb for at modtage

børnepornografisk materiale. Der vil ligeledes foreligge

skærpende omstændigheder, hvis den pågældende

besidder et meget stort antal børnepornografiske fremstillinger, eller

et større antal fremstillinger af særlig grove forhold, f.eks.

voldtægt af børn.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

60-62.

Udvalgets samlede forslag til affattelse af straffelovens

§ 235 er optrykt i betænkningen side 100.

6.6. Justitsministeriets overvejelser

Kriminaliseringen af børnepornografi har til

hovedformål at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der

finder sted i forbindelse med selve optagelsen af den slags billeder.

De voksne personer, der deltager i eller medvirker til

optagelsen, vil kunne straffes efter bestemmelserne om voldtægt efter

§ 216, samleje eller anden kønslig omgængelse med

mindreårig efter § 222, jf. § 224 eller § 225,

blufærdighedskrænkelse efter § 232 eller for andre

sædelighedsforbrydelser.

De nævnte sædelighedsforbrydelser omfatter

imidlertid ikke den mellemmand (distributør, forhandler eller

lignende), der efterfølgende aftager det producerede materiale uden

(beviseligt) at have pådraget sig et strafferetligt medansvar for selve

optagelsen. Det samme gælder for den person, der som sidste led i

omsætningskæden køber materialet.

Det forhold, at der er et marked for afsætning af

børnepornografi, er med til at understøtte produktionen af

sådant materiale og dermed til de seksuelle overgreb mod børn,

som begås i forbindelse hermed.

Det er bl.a. sådanne hælerilignende

synspunkter, der ligger bag den nugældende bestemmelse i straffelovens

§ 235, der har til formål at gribe ind over for omsætningen

af børnepornografi (efterspørgslen).

Hertil kommer, at det efter omstændighederne kan

udgøre en selvstændig krænkelse af barnet, at fotografier,

film eller lignende af den pågældende i seksuelle situationer

udbredes i en videre og eventuelt ubestemt kreds. Der kan herved henvises til

straffelovens bestemmelse i § 264 d om uberettiget videregivelse af

bl.a. billeder vedrørende en andens private forhold eller af den

pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan

forlanges unddraget offentligheden.

I lyset af de hensyn, der ligger bag kriminaliseringen af

børnepornografi, er Justitsministeriet enig med udvalget i, at fiktiv

børnepornografi, herunder computer-skabte billeder, ikke bør

inddrages under reguleringen. Justitsministeriet er ikke bekendt med sager om

børnepornografi, der ikke bevismæssigt har kunnet

gennemføres, fordi de tiltalte har påstået, at der er tale

om computer-skabte billeder, der ikke afbilder en virkelig situation. Hvis

der imidlertid i praksis måtte forekomme tilfælde, der viser, at

vanskeligheder ved at skelne mellem computer-skabte billeder og fotografier,

der afbilder virkelige overgreb, lægger hindringer i vejen for en

effektiv håndhævelse på området, vil

Justitsministeriet være indstillet på at tage

spørgsmålet op til fornyet overvejelse.

Samtidig er Justitsministeriet enig med udvalget i, at den

nugældende bestemmelse i straffelovens § 235, stk. 1, ikke

bør være begrænset til den erhvervsmæssige

udbredelse. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag,

således at bestemmelsen udvides til også at omfatte udbredelse af

børnepornografi i en videre kreds.

For så vidt angår spørgsmålet om,

hvem der er ansvarlig for udbredelse af børnepornografisk materiale

via hjemmesider på Internettet, kan Justitsministeriet tiltræde

udvalgets beskrivelse af retstilstanden, som den vil være efter en

gennemførelse af forslaget. Strafansvaret vil i første

række påhvile den, der lægger materialet ud på

Nettet, uanset om det sker på egen hjemmeside eller på en

hjemmeside, der administreres af andre. Herudover gælder de almindelige

regler i straffelovens § 23 om medvirken. Det må i den forbindelse

antages, at indehaveren af en hjemmeside vil kunne ifalde ansvar for

(medvirken til) udbredelse af børnepornografisk materiale, som andre

har lagt ind på hjemmesiden, hvis den pågældende indehaver

efter at have fået kendskab til materialet ikke griber ind og fjerner

det.

Justitsministeriet kan på den baggrund - og i

øvrigt af de af udvalget anførte grunde - tiltræde, at

der ikke indføres regler om en særlig undersøgelsespligt

med hensyn til, hvad der af andre lægges ud på Internettet.

Justitsministeriet kan endvidere af de af udvalget

anførte grunde tiltræde, at strafmaksimum i § 235,

stk. 1, forhøjes fra 6 måneders fængsel til

fængsel i 2 år. Herved kommer strafferammen på niveau med

det, der gælder i Sverige og Norge.

For så vidt angår bestemmelsen i § 235,

stk. 2, der i dag er begrænset til besiddelse af grovere former

for børnepornografi, finder Justitsministeriet, at besiddelsesbegrebet

er velegnet med henblik på tilfælde, hvor det

børnepornografiske materiale foreligger på mere traditionelle

medier som f.eks. papir, film, video mv., som brugeren kan være i

fysisk faktisk besiddelse af. Derimod finder Justitsministeriet ligesom

udvalget, at besiddelsesbegrebet er for snævert i forhold til den

måde, man i dag via informationsteknologien kan skaffe sig adgang til

børnepornografisk materiale på.

Justitsministeriet kan på den baggrund

tiltræde, at kriminaliseringen af besiddelse af de grovere former for

børnepornografi udvides til også at omfatte tilfælde, hvor

en person - selv om der ikke indtræder en egentlig besiddelse - mod

vederlag gør sig bekendt med børnepornografiske fremstillinger.

De mere tilfældighedsprægede situationer, hvor Internetbrugere

kommer ind på særlige områder, hvor der måtte

være fri adgang til børnepornografi, uden at de har noget

ønske om at se børnepornografi eller der er tale om et enkelt

nysgerrigt (gratis) besøg, falder uden for det strafbare område.

Dette gælder dog ikke, hvis der sker en lagring, hvorved der etableres

en besiddelse.

I udvalgets forslag til nyt stk. 2 er medtaget ordet

»retsstridigt« for at markere, at tilfælde, hvor besiddelsen eller

adgangen til det børnepornografiske materiale f.eks. er begrundet i

efterforsknings- eller eftersøgningsmæssige hensyn, ikke er

omfattet af bestemmelsen. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en

undtagelse af sådanne helt specielle tilfælde fra det strafbares

område også gælde uden en udtrykkelig angivelse heraf i

selve lovteksten. Da der i øvrigt ikke på dette punkt tilsigtes

nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse i

§ 235, stk. 2, der ikke indeholder et sådant udtrykkeligt

forbehold, har Justitsministeriet fundet det rigtigst ikke at medtage kravet

om retsstridighed direkte i lovteksten.

Hvad endelig angår spørgsmålet om

strafferammen i § 235, stk. 2, kan Justitsministeriet

tiltræde udvalgets forslag om at bevare bødestraffen som

normalstraf, men at give mulighed for under skærpende

omstændigheder at anvende straf af hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder. Skærpelsesreglen vil kunne anvendes, uanset om

overtrædelsen af stk. 2 er begået ved elektronisk

udveksling, eller om der er tale om en overtrædelse af bestemmelsen,

der f.eks. består i besiddelse af pornografiske fotohæfter eller

-samlinger.

Skærpelsen af strafferammen i stk. 2 vil bl.a.

betyde, at forsøg på overtrædelse af bestemmelsen bliver

strafbar, jf. straffelovens § 21, stk. 3, og at der bliver adgang

til at foretage ransagning hos ikke-mistænkte, jf. retsplejelovens

§ 795.

Det tilføjes, at der i FN-regi for tiden

foregår drøftelser om udarbejdelse af en tillægsprotokol

til børnekonventionen. Tillægsprotokollen omfatter bl.a.

spørgsmålet om børnepornografi. Børnepornografi

indgår også i drøftelserne i Europarådet om en

konvention om »cyper-crime«. Det er endnu for tidligt at vurdere, om de

pågældende instrumenter vil nødvendiggøre

yderligere ændringer af straffelovens § 235.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

§ 1, nr. 6 (straffelovens § 235).

7. Dansk straffemyndighed ved salg og udbredelse af

børnepornografi via Internettet

7.1. Udvalgets overvejelser

Spørgsmålet om rækkevidden af reglerne

i straffelovens §§ 6-12 om dansk straffemyndighed (jurisdiktion) i

relation til salg og udbredelse af børnepornografi via Internettet er

behandlet i betænkningen side 22-31.

Udbredelse af børnepornografisk materiale via

Internettet må efter udvalgets opfattelse utvivlsomt lokaliseres til

det sted, hvor gerningsmanden opholder sig på det tidspunkt, hvor den

pågældende lægger materialet ind på en webserver, der

er forbundet med nettet. En person, der i Danmark lægger

børnepornografi ind på en webserver, vil således

være undergivet dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6,

nr. 1 (territorialprincippet), uanset om serveren befinder sig i udlandet, og

uanset hvor i verden det pågældende materiale er

tilgængeligt.

Udvalget antager, at en sådan handling imidlertid

også må kunne lokaliseres til den server, som materialet

lægges ind på, og hvorfra den videre udbredelse herefter sker.

Lægger en person, der befinder sig i Tyskland, børnepornografi

ind på sin hjemmeside, der betjenes via en server i Danmark, er stedet,

hvor handlingen (dvs. udbredelsen) må anses for foretaget, ikke blot

Tyskland, men også Danmark. Forholdet er dermed undergivet dansk

straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6, nr. 1.

Er der ikke lagt særlige begrænsninger ind, er

materialet i kraft af Internettets globale karakter tilgængeligt fra

hele verden, og »virkningen« af handlingen kan således tænkes at

indtræde i alle lande. Spørgsmålet er derfor, om

handlingen i kraft af virkningsprincippet i straffelovens § 9 tillige

kan anses for foretaget i alle de lande, hvor materialet er

tilgængeligt.

Efter udvalgets opfattelse kan det ikke antages, at

straffelovens § 9 uden videre omfatter det forhold, at en person i

udlandet placerer materiale på en Internet-hjemmeside, der er

tilgængelig for Internet-brugere her i Danmark. At dette materiale er

tilgængeligt her i landet kan således kun siges at være en

følge af udbredelsen, hvis tilgængeliggørelsen på

den udenlandske hjemmeside specifikt tager sigte på at nå brugere

i Danmark (f.eks. gennem særlige foranstaltninger, der specielt retter

sig imod danske Internet-brugere). I sidstnævnte situation vil

straffelovens § 6, nr. 1, som udgangspunkt være anvendelig.

En generel anvendelse af § 9 i disse tilfælde

ville i øvrigt føre til en uacceptabel vidtgående

jurisdiktion. Danmark ville i så fald have jurisdiktion i forhold til

alle informationer på Internettet, som er tilgængelige i Danmark,

og som er strafbare efter dansk ret.

En så vidtgående jurisdiktion ville betyde, at

personer, der lægger materiale ud på Internettet, forinden

måtte foretage nærmere retlige undersøgelser for at sikre

sig, at materialet er lovligt efter lovgivningen i alle de lande, hvor det er

tilgængeligt for andre brugere af Internettet. Udvalget anfører,

at hvis man ønsker et globalt Internet, giver det ikke mening at

stille et sådant uopfyldeligt krav til brugerne.

Udvalget konkluderer, at det må antages, at der er

dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, nr. 1, i forhold til

handlinger, der består i salg eller udbredelse af

børnepornografi via Internettet, hvis salget eller udbredelsen har

tilknytning til dansk område. Tilknytningen kan bestå i, at

gerningsmanden har ophold i Danmark på handlingstidspunktet, eller i

anvendelse af salgs- eller udbredelsesmidler, der befinder sig eller

målrettet tager sigte på dansk område. Det er derimod ikke

tilstrækkeligt til at anse udbredelsen af materiale for foretaget

indenlands, at brugere her i landet kan hente materialet ned fra servere, der

er placeret i udlandet.

Straffelovens § 235 om børnepornografi er

efter sit gerningsindhold ikke begrænset til salg, udbredelser mv., der

kan lokaliseres til Danmark. Kan salg og udbredelse af børnepornografi

efter det ovenfor anførte ikke anses for foretaget her i landet, kan

der således være straffemyndighed efter straffelovens § 7

(personalprincippet), hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. En

dansk statsborger, der under ophold i Tyskland via Internettet udbreder

børnepornografi via en server i Frankrig, vil således kunne

straffes herfor i Danmark, hvis forholdet tillige er strafbart efter tysk

eller fransk ret, dvs. efter lovgivningen i de lande, hvor handlingen

(udbredelsen) må anses for foretaget.

På denne baggrund er det udvalgets umiddelbare

opfattelse, at den retstilstand, som de gældende

jurisdiktionsbestemmelser må antages at indebære i forhold til

salg og udbredelse af børnepornografi, er tilfredsstillende. Udvalget

finder derfor ikke på det foreliggende grundlag behov for

lovændringer på området.

Da retspraksis af betydning for de her behandlede

spørgsmål imidlertid indtil nu har været sparsom, og da

udviklingen hele tiden åbner nye tekniske muligheder, som stiller

lovgivningen og retsanvendelsen over for nye udfordringer, kan det ikke

udelukkes, at der i fremtiden kan forekomme tilfælde, der vil

afsløre mangler ved de gældende jurisdiktionsregler. Udvalget

peger derfor på, at der kan være grund til løbende at

følge udviklingen nøje for at sikre, at straffelovens regler om

straffemyndighed til stadighed er tidssvarende i forhold til den teknologiske

udvikling.

7.2 Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at den

retstilstand, som de gældende jurisdiktionsbestemmelser må

antages at indebære i forhold til salg og udbredelse af

børnepornografi, er tilfredsstillende, og at der på den baggrund

ikke på det foreliggende grundlag er behov for lovændringer

på området.

Samtidig er Justitsministeriet af de af udvalget

anførte grunde enig i, at udviklingen løbende bør

følges nøje for at sikre, at straffelovens regler om

straffemyndighed til stadighed er tidssvarende i forhold til den teknologiske

udvikling.

8. IT-efterforskning

8.1. Indledning

Det følgende indeholder en gennemgang af

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag med hensyn til mulighederne for

at efterforske sager om børnepornografi.

Som anført ovenfor under pkt. 6.1 behandles de dele

af udvalgets overvejelser og forslag, der ikke direkte angår

efterforskningen af sager om børnepornografi ikke i denne

sammenhæng. Dette gælder f.eks. spørgsmålet om

adgangen til at indhente masteoplysninger.

I det følgende behandles spørgsmålet

om, hvorvidt der skal stilles krav til Internetudbydere og teleselskaber om

registrering af logoplysninger og om opbevaring af sådanne oplysninger

(pkt. 8.2). Derefter behandles under pkt. 8.3 spørgsmålet om,

hvorvidt der i sager om børnepornografi bør være adgang

til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden.

8.2. Krav til Internetudbydere og teleselskaber om registrering af

logoplysninger og opbevaring heraf

8.2.1. Udvalgets overvejelser og anbefalinger

Udvalget peger i betænkningen på, at manglende

eller mangelfulde oplysninger hos Internetudbydere kan udgøre et

efterforskningsmæssigt problem. Problemet bliver ikke mindre, når

der efterforskes forhold, hvor der er anvendt en række

Internet-adresser til dispositionen, så alt - incl. det land, der reelt

opereres fra - er skjult.

Modhensynet - der taler for få registreringer og

kortvarig opbevaring af oplysningerne hos formidlerne - er især

hensynet til privatlivets fred. Hertil kommer, at der er tale om en meget

stor teknisk usikkerhed med hensyn til loggens indhold og

fuldstændighed, og at krav på dette område er

omkostningskrævende.

Det kan også fremhæves, at det på nogle

potentielle gerningsmænd formentlig vil kunne have en vis forebyggende

effekt, hvis de ved, at transaktionerne logges, og at loggen opbevares i en

længere periode.

Udvalget anfører, at det ikke er muligt at

tilgodese disse modsatrettede hensyn fuldt ud. Der er heller ikke tale om et

problem, der udelukkende kan løses via dansk lovgivning, men i et vist

omfang vil en dansk regulering være hensigtsmæssig.

Med hensyn til de efterforskningsmæssige behov

anføres i betænkningen bl.a. følgende:

Oplysninger om B-nummeret (det nummer, der ringes til)

fastholdes i dag kun kortvarigt hos teleselskaberne, hvilket frembyder

vanskeligheder for en efterfølgende efterforskning, idet der går

tid til anmeldelse, visitering og opstart af efterforskning. Det vil

også kunne være afgørende, at A-nummeret (det nummer, der

ringes fra) og IP-adressen videreføres og fastholdes i systemerne.

Ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt har det

stor betydning, at A-nummeret logges, uanset om den pågældende

har benyttet muligheden for at blokere for visning af A-nummeret hos den, der

ringes til. Denne særlige mulighed må antages primært at

skulle beskytte imod, at nummeret kan vises hos modtageren

(indehaveren/brugeren af B-nummeret) og ikke at tage sigte på de

registreringer, der kan være behov for i telekæden.

Der er ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt

ikke alene behov for, at A- og B-nummer samt IP-adresse logges, men

også for, at disse logoplysninger opbevares i et længere tidsrum,

og endvidere for, at udbyderen logger, hvornår kunden har logget

på og af.

I praksis har det under efterforskning vist sig, at

teleselskabers og Internetudbyderes tidsangivelser i loggen har været

upræcise. Det vil derfor set fra et efterforskningsmæssigt

synspunkt endvidere være hensigtsmæssigt, hvis der stilles krav

om, at der etableres et system med korrekt dansk realtid, f.eks. ved at

serveren jævnligt synkroniseres med realtid. Hvis tidsregistreringer i

logninger, der indgår i en efterforskning, ikke er korrekte, risikerer

politiet at målrette efterforskningen mod forkerte personer.

Nogle sager har måttet opgives, fordi

logningsinformationerne var mangelfulde, og der har været sager, der

har været efterforsket mod forkerte sigtede (der i nogle tilfælde

har været anholdt). Problemet har typisk været, at A-nummeret

manglede, og at tidsangivelsen var behæftet med for store

usikkerhedsmarginer.

Udvalget finder derfor, at der af

efterforskningsmæssige grunde bør stilles krav om, at

Internetudbydere og teleselskaber skal logge både A- og B-nummeret.

Endvidere bør udbyderen logge IP-adresse for den, der ringer op,

brugertid, tidspunkt for opkobling/nedkobling, opkoblingens længde og

sessionstype (FTP/Telnet). Der bør tillige stilles krav om

opbevaringsformat (læsbarhed). Derudover bør eventuelle

kontooplysninger opbevares. Opbevaring af oplysninger skal ske i Danmark,

hvis udbyderen er i Danmark, uanset om udbyderen er selvstændig eller

filial af en udenlandsk virksomhed. Endelig bør det tilstræbes,

at det sikres, at korrekt dansk realtid registreres.

Opbevaringstiden for disse oplysninger bør set fra

et efterforskningsmæssigt synspunkt ideelt være 5 år,

svarende til bogføringsloven og hvidvaskloven. Dette vil dog efter

udvalgets opfattelse formentlig være for vidtgående.

Efter de for udvalget foreliggende oplysninger opbevares

loggen vedrørende e-mails ofte i 6 måneder, mens der ikke i

øvrigt er nogen fast praksis.

Udvalget har nærmere drøftet de forskellige

hensyn, der kan tale for henholdsvis en længere og en kortere

opbevaringstid. Efterforskningsmæssige hensyn taler for en frist

på ikke under 1 år. Ikke mindst i sager med ekstremt store

datamængder eller i sager, der efterforskningsmæssigt starter i

et andet land, der derefter konstaterer, at der skal efterforskes også

i Danmark, vil en kortere frist kunne betyde, at videre efterforskning

umuliggøres. For langt de fleste sagers vedkommende vil en frist

på 6 måneder imidlertid være tilstrækkelig. Ved valg

af en kortere frist tages et større hensyn til dels privatlivets fred

og dels de omkostninger, der påføres udbyderne. Særligt

vedrørende hensynet til privatlivets fred tilsiger dette hensyn, at

der logges mindst muligt, og at loggen opbevares i så kort tid som

muligt, idet risikoen for, at oplysninger kommer på forkerte

hænder, er større, jo længere opbevaringsperioden er.

Udvalget har på baggrund af drøftelserne

valgt at anbefale en opbevaringsfrist på 6 måneder.

Et flertal i udvalget finder, at reguleringen bør

ske ved lov, mens et mindretal går ind for, at spørgsmålet

så vidt muligt skal løses ved en selvregulering i branchen.

Dette mindretal er dog enigt i en lovgivningsmæssig løsning,

såfremt en selvregulering viser sig utilstrækkelig.

8.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at

efterforskningsmæssige hensyn taler for, at der stilles krav om, at

Internetudbydere og teleselskaber skal registrere visse logoplysninger, og at

der stilles en rimelig frist for opbevaring heraf. Herved bliver de

strafforfølgende myndigheder i stand til at spore den elektroniske

trafik vedrørende f.eks. udveksling af børnepornografi, der har

fundet sted.

I høringssvarene over betænkningen er der fra

IT-branchens side udtrykt betænkelighed ved udvalgets forslag om

registrering af logoplysninger og opbevaring heraf.

Det anføres bl.a., at det vil være aldeles

urealistisk at stille krav om opbevaring af digitale meddelelser for bestemte

tidsrum ud over den opbevaring, der allerede finder sted. Alene for så

vidt angår elektronisk post på mailservere skønnes det med

dagens aktivitet, at et krav om opbevaring til brug for eventuel senere

efterforskning vil betyde, at der for landets Internetudbydere vil skulle

fritstilles mellem 50 og 100 gigabytes serverkapacitet om dagen. Over en 6

måneders opbevaringsperiode ville det kræve serverkapacitet ud

over det for forretningen nødvendige på mellem 9.000 og 18.000

gigabytes. Hermed ville Internetudbydere blive pålagt en helt urimelig

omkostning, hvilket ville være uforeneligt med alle ønsker om at

skaffe billigere adgang til Internettet. Navnlig for mindre Internetudbydere

ville sådanne krav kunne true eksistensgrundlaget for de

pågældende udbydere.

I et af høringssvarene er det anført, at det

vil være særdeles omkostningskrævende at etablere de til

opfyldelse af kravene nødvendige foranstaltninger, og det henstilles,

at de af udvalget foreslåede krav til registrering af logoplysninger og

opbevaring heraf - under alle omstændigheder - ikke kommer til at

omfatte det udstyr, som allerede er etableret.

Justitsministeriet finder, at der er behov for at

undersøge de praktiske, tekniske og økonomiske konsekvenser

nærmere, inden der tages endelig stilling til spørgsmålet

om, hvorvidt der bør indføres en pligt for Internetudbydere og

teleselskaber til at registrere logoplysninger og til at opbevare disse

oplysninger i f.eks. 6 måneder. Justitsministeriet vil i samarbejde med

Forskningsministeriet undersøge spørgsmålet

nærmere.

Justitsministeriet finder det derfor rigtigst, at der ikke

på det foreliggende grundlag stilles forslag om at indføre en

sådan pligt for Internetudbydere og teleselskaber.

8.3. Adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om

børnepornografi

8.3.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har overvejet, om der bør være

adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om

børnepornografi.

I 1996 ændredes retsplejelovens § 781 (jf. lov

nr. 388 af 22. maj 1996) således, at der bl.a. blev adgang til

telefonaflytning og teleoplysninger i såkaldte hackersager (jf.

straffelovens § 263, stk. 2 og 3).

Det fremgår således af retsplejelovens

§ 781, stk. 2, at under visse betingelser kan telefonaflytning og

teleoplysning foretages, såfremt mistanken angår

fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2,

eller § 263, stk. 3, jf. stk. 2 (hackersager).

Om baggrunden for bestemmelsen fremgår bl.a.

følgende af Folketingstidende 1995/1996, tillæg A, sp. 4068:

»For så vidt angår spørgsmålet om

indgreb i meddelelseshemmeligheden kan Justitsministeriet tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets principielle synspunkt (jf. bet. 1023/1984, s.

51-52), hvorefter der generelt bør sættes snævre

grænser for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Som også fremhævet af Strafferetsplejeudvalget

er der imidlertid nye kriminalitetsformer, hvor sædvanlige

efterforskningsmetoder ikke rækker til.

Der må derfor foretages en afvejning mellem på

den ene side den ulempe eller skade, som indgrebet er forbundet med for

samfundet og for den enkelte, som indgrebet rammer, og på den anden

side den betydning, indgrebet har som middel til opklaring og

bekæmpelse af kriminalitet, samt kriminalitetens art og grovhed.

Efter Justitsministeriets opfattelse har udviklingen siden

1985 - hvor Folketinget senest drøftede spørgsmålet om

indgreb i meddelelseshemmeligheden over for »hacker-kriminalitet« - vist

behov for at anvende dette efterforskningsmiddel over for kriminalitet, der

begås ad elektronisk vej, og hvor mere traditionelle

efterforskningsmetoder derfor ikke er anvendelige. »Hacker-kriminalitet«

begås således typisk ved, at gerningsmanden fra sin egen pc og

gennem et modem kobler sig på det offentlige telefonnet eller eventuelt

et datanet og derfra gennem forurettedes modem eller en tilsvarende »indgang«

skaffer sig adgang til forurettedes dataanlæg.

Ganske vist er det som nævnt ovenfor i pkt. 4.2.2.

muligt at foretage teleoplysning med samtykke fra en forurettet, jf.

retsplejelovens § 786, stk. 2. Den fremgangsmåde er

imidlertid langt fra altid tilstrækkelig. Der kan således

være forurettede, der modsætter sig politiets indblanding, jf.

herved ovenfor pkt. 4.1. om påtalespørgsmålet. Langt

vigtigere er det imidlertid, at politiet - når det f.eks. med samtykke

fra en forurettet er lykkedes at finde en mistænkt - ofte vil have

behov for at foretage teleoplysninger med udgangspunkt i den mistænktes

telefon m.v. for at belyse omfanget af hans mulige kriminelle aktivitet over

for andre ofre. Hertil kommer yderligere, at der kan være behov for

telefonaflytning; ikke så meget med hensyn til samtaler som med hensyn

til datakommunikation for derigennem at klarlægge den nærmere

karakter af den strafbare handling, dvs. hvad den mistænkte foretager

sig med hensyn til fremmede dataanlæg.

Det er på den baggrund Justitsministeriets

opfattelse, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 263,

stk. 2, og § 263, stk. 3, jfr. stk. 2, bør

være mulighed for at foretage telefonaflytning og teleoplysning, uanset

kriminalitetskravet ikke er opfyldt. Derimod ses der ikke at være

anledning til at give mulighed for at foretage anden aflytning,

brevåbning eller brevstandsning.

...

På lignende måde som ved »hacker-kriminalitet«

begås også »tyveri af telefontid« ved hjælp af telefon

eller anden telekommunikationstjeneste. Derfor er de mere traditionelle

efterforskningsmetoder ikke anvendelige. For at opklare disse

lovovertrædelser er der således behov for at foretage

teleoplysning, ikke blot med udgangspunkt i en forurettets telefon m.v., jf.

retsplejelovens § 786, stk. 2, (omtalt ovenfor i pkt. 4.2.2. og

4.3.), men også med udgangspunkt i den mistænktes telefon

m.v.

Det er på den baggrund Justitsministeriets

opfattelse, at der i de omhandlede sager bør være mulighed for

at foretage teleoplysning, uanset at kriminalitetskravet ikke er opfyldt. De

almindelige regler om mistankekrav, indikationskrav og proportionalitetskrav

vil fortsat finde anvendelse.«

Bestemmelsen blev yderligere udvidet i 1997 (jf. lov nr.

411 af 6. oktober 1997), så også grov vold, fareforvoldelse efter

straffelovens § 252, stk. 1, grove tyverier og menneskesmugling

(udlændingelovens § 59, stk. 3) blev omfattet.

Udvalget har nærmere overvejet, om disse

efterhånden mange undtagelser fra hovedreglen om, at der skal

være mulighed for fængsel i 6 år, er udtryk for, at

bestemmelsen ikke længere er tidssvarende.

Udvalget finder, at der i det omfang, hvor der er

særligt behov herfor, bør skabes adgang til indgreb i

meddelelseshemmeligheden ved IT-relateret kriminalitet. En bestemmelse herom

bør dog begrænses til de efterforskningssituationer, hvor der

reelt - som ved hacking og telefonmisbrug (hvor andres abonnementer belastes

med samtaleafgiften) - ikke er andre effektive efterforskningsmuligheder,

herunder efterforskning af kriminalitet, der begås via

netværk.

Et flertal i udvalget finder i overensstemmelse med

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb

i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, s. 51-52, at der

generelt bør sættes snævre grænser for politiets

indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der dog - som anført af

Strafferetsplejeudvalget og lagt til grund af Folketinget ved senere

ændringer af bestemmelserne - kan være særlige

kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke

rækker til. Disse medlemmer finder således, at der løbende

på baggrund af udviklingen i kriminalitetsformerne må tages

stilling til, om der er behov for at udvide adgangen til indgreb i

meddelelseshemmeligheden til flere straffebestemmelser. Der må i den

forbindelse foretages en overordnet afvejning mellem på den ene side

hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden

side hensynet til borgernes privatliv.

Ved den nedenfor af mindretallet foreslåede

bestemmelse vil efterforskning af en betydelig videre kreds af

lovovertrædelser end i dag kunne danne grundlag for indgreb i

meddelelseshemmeligheden, forudsat at andre efterforskningsmetoder ikke er

egnede til at sikre bevis i sagen.

Flertallet kan ikke støtte en sådan generel,

væsentlig lempelse af kriminalitetskravet ved indgreb i

meddelelseshemmeligheden.

Flertallet finder i denne sammenhæng på det

foreliggende grundlag kun anledning til at overveje, om der bør

være adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved

efterforskning af sager om udbredelse og besiddelse af

børnepornografi, jf. straffelovens § 235. Da denne kriminalitet -

på samme måde som »hacker-kriminalitet« - i dag i høj grad

begås ad elektronisk vej, hvor mere traditionelle

efterforskningsmetoder ikke er anvendelige, foreslår disse medlemmer,

at der i sager af denne karakter bliver mulighed for indgreb i

meddelelseshemmeligheden, uanset det almindelige kriminalitetskrav (mindst 6

års fængsel i strafferammen) ikke er opfyldt.

Flertallet tilføjer, at det ikke kan udelukkes, at

en nærmere analyse af andre områder kan vise, at der er behov for

en regulering ud over den foreslåede vedrørende sager om

børnepornografi. Der er på den baggrund enighed om, at det

indgår i udvalgets videre arbejde, om der kan påpeges behov for

yderligere reguleringer.

Et mindretal i udvalget finder, at den regulering,

der kan være behov for ved IT-relateret kriminalitet, ikke skal

bestå i, at der indsættes en henvisning til endnu flere

paragraffer, hvor sådanne indgreb er mulige, uanset hvordan

kriminaliteten konkret er gennemført. Det skal derimod være en

regulering, der begrænses til mere specielle tilfælde og samtidig

har en mere fremtidssikret formulering, således at indgreb i

meddelelseshemmeligheden muliggøres i de situationer, hvor der i den

konkrete sag er et meget stort behov for det for at kunne opklare

kriminaliteten, men ikke udvides herudover.

Retsplejelovens § 754 a om agenter har som et af

kriterierne, at »andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til

at sikre bevis i sagen«, og retsplejelovens § 781 om indgreb i

meddelelseshemmeligheden har som et af kriterierne, at »indgrebet må

antages at være af afgørende betydning for efterforskningen«.

Ved siden af disse krav opstilles de særlige krav til kriminalitetens

art.

Der er ikke i betænkning nr. 1023/1984 om politiets

indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter anført

nogen særlig begrundelse for den foreslåede begrænsning af

området. Strafferetsplejeudvalget anfører dog mere generelt (s.

51 og 54), at der er enighed om, at der generelt set bør sættes

snævre grænser for politiets indgreb i

meddelelseshemmeligheden.

Mindretallet finder, at indgreb i meddelelseshemmeligheden

fortsat skal have karakter af indgreb, der kun foretages i nødvendigt

omfang. Mindretallet er imidlertid betænkelig ved, at de moderne

kommunikationsformer i nogle tilfælde betyder, at kriminalitet ikke kan

efterforskes. Situationen er her ikke den, at borgeren skal beskyttes mod

politiets muligheder i det moderne samfund, men derimod den, at borgeren skal

beskyttes mod de kriminelles muligheder i det moderne samfund.

De ændringer, der i de senere år er foretaget

i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, viser

efter mindretallets opfattelse, hvor hurtigt bestemmelserne bliver

utidssvarende i forhold til efterforskningsbehovet. De viser også, hvor

relativt lang tid der går, fra efterforskningsbehovet konstateres

(f.eks. ved hacking og telefonmisbrug), til der skabes fornøden

lovhjemmel.

Den form, der anvendes i dag i retsplejelovens § 781,

hvor der indsættes stadig flere undtagelser fra kravet om, at der skal

kunne straffes med fængsel i (mindst) 6 år, er ikke

hensigtsmæssig i et samfund, hvor IT-anvendelsen er i konstant

udvikling.

På denne baggrund finder mindretallet, at der

på baggrund af den konstaterede udvikling i dag bør åbnes

mulighed for, at domstolene kan afsige kendelse om indgreb i

meddelelseshemmeligheden i alle situationer, hvor der reelt ikke er andre

efterforskningsmuligheder. Mindretallet finder dog, at denne mere generelle

adgang bør være forbeholdt for kriminalitet, der kan straffes

med fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. I det omfang

sådanne indgreb ønskes foretaget over for kriminalitet med et

lavere strafmaksimum - som f.eks. børnepornografibestemmelsen i sin

nuværende affattelse - må den eller de aktuelle bestemmelser

fortsat nævnes særskilt.

8.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er fortsat Justitsministeriets principielle synspunkt,

at der generelt bør sættes snævre grænser for

politiets adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Som anført af flertallet i udvalget kan der

imidlertid være særlige kriminalitetsformer, hvor

sædvanlige efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige.

Justitsministeriet finder derfor - ligesom flertallet i udvalget - at der

løbende på baggrund af udviklingen i kriminalitetsformerne

må tages stilling til, om der - på enkelte områder - er

særlige behov for at udvide adgangen til at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden. Der må i den forbindelse foretages en

overordnet afvejning mellem på den ene side hensynet til en effektiv

kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til

borgernes privatliv.

På det foreliggende grundlag har Justitsministeriet

- ligesom flertallet i udvalget - kun overvejet, om der bør være

adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved efterforskning

af sager om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografi.

Da denne kriminalitet - på samme måde som

»hacker-kriminalitet« - i dag i høj grad begås ad elektronisk

vej, hvor mere traditionelle efterforskningsmetoder ikke er

tilstrækkelige, kan Justitsministeriet tilslutte sig flertallets

forslag om, at der i sager af denne karakter bliver mulighed for at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden, uanset at de almindelige krav om mindst 6

års fængsel i strafferammen ikke er opfyldt.

Det bemærkes i øvrigt, at det som ovenfor

anført indgår i Brydensholt-udvalgets videre arbejde, om der kan

være behov for yderligere udvidelser af adgangen til at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden.

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

10. Hørte myndigheder mv.

Et lovudkast om forældelse af strafansvar i sager om

seksuelt misbrug af børn og forældelse af idømt straf har

været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling,

Børnerådet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening

samt Københavns og Frederiksberg kommuner, Foreningen af Socialchefer

i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Psykologforening,

Ligestillingsrådet, Det Internationale Ligestillingsudvalg, Dansk

Kvindesamfund og Foreningen Sex og Samfund.

Et lovudkast om forbud mod at anvende børn og unge

under 18 år som pornomodeller har været sendt til høring

hos de samme myndigheder mv., som er nævnt umiddelbart ovenfor, samt

hos Landsorganisationen i Danmark (LO).

Delbetænkning II om børnepornografi og

IT-efterforskning afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk

kriminalitet og datakriminalitet (betænkning nr. 1377/1999) har

været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre

Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center

for Menneskerettigheder, Red Barnet, Børnerådet,

Brancheforeneningen for Telekommunikationsindustrien, Brancheorganisationen

for Forbrugerelektronik, Canal Digital Danmark A/S, Center for IT-forskning,

CSC Datacentralen, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, Foreningen af

Internetleverandører, Grossistforeningen for Radio og Elektronik,

IT-Brancheforeningen, ITEK (Dansk Industri), Kommunedata,

Leverandørforeningen for Radiokommunikation, Multi Medie Foreningen,

PROSA, Registertilsynet, Sam-Data (HK), Sonofon I/S, Tele2 A/S, TeleDanmark

A/S, Telekommunikationsforbundet og Telia A/S.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 93, stk. 3)

Ændringen går ud på, at den

forlængede forældelsesfrist på 10 år for

stedbarnsincest mv. efter straffelovens § 223, stk. 1 - der blev

gennemført ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 - også gælder

for anden kønslig omgængelse end samleje (§ 224) og for

homoseksuelle forhold (§ 225).

Til nr. 2 (§ 94, stk. 4)

Lovforslaget indebærer, at forældelse af det

strafferetlige ansvar i sager om seksuelt misbrug af børn tidligst

løber fra det tidspunkt, hvor den forurettede fylder 18 år.

Denne særlige regel om beregning af

forældelsesfristen er navnlig udformet med henblik på

tilfælde, hvor det misbrugte barn kan være knyttet til

gerningsmanden på en sådan måde, at barnet føler sig

presset til at hemmeligholde forbrydelsen. Det gælder først og

fremmest incestsager og sager, hvor barnet er den skyldiges adoptivbarn,

stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til

undervisning eller opdragelse, jf. straffelovens § 210 og § 223,

stk. 1.

Forslaget er imidlertid ikke begrænset hertil, men

omfatter også tilfælde af seksuelt misbrug af børn, hvor

der ikke foreligger et sådant særligt forhold mellem

gerningsmanden og barnet.

Den særlige beregning af forældelsesfristen

finder efter det foreslåede 2. pkt. også anvendelse

på anden kønslig omgængelse end samleje (§ 224) og

homoseksuelle forhold (§ 225). Med hensyn til incest følger dette

af straffelovens § 210, stk. 3.

Der henvises nærmere til pkt. 2.4. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 97, stk. 4)

Bestemmelserne i nr. 1 og 2 er uændrede i

forhold til den gældende bestemmelse.

Forslaget til nr. 3, der er ny, indebærer, at

forældelsen af straffuldbyrdelsen suspenderes, hvis

iværksættelsen af fuldbyrdelsen hindres, fordi den

domfældte unddrager sig fuldbyrdelsen.

Formålet med bestemmelsen er navnlig at undgå,

at en domfældt kan unddrage sig fuldbyrdelsen af en straf ved at tage

ophold i udlandet, indtil straffuldbyrdelsen er forældet. Forslaget

omfatter imidlertid også den, der i Danmark unddrager sig

fuldbyrdelsen. Den rent indenlandske unddragelse vil dog i praksis formentlig

langt sjældnere kunne føre til, at straffen - uden den

foreslåede suspensionsregel - ville blive forældet.

Afgørelsen af, om forældelse af

straffuldbyrdelse er indtrådt, må efter forslaget - på

lignende måde som ved vurderingen af forældelse af

strafforfølgning - bero på en vurdering af myndighedernes

indsats for at gennemtvinge fuldbyrdelsen.

Det er således ikke tilstrækkeligt til at

suspendere forældelsen, at den pågældende opholder sig i

udlandet, hvis myndighederne i Danmark forholder sig passive. Fuldbyrdelsen

af straffen skal være søgt iværksat. Kravene til, hvilken

aktivitet der skal udvises fra myndighedernes side, afhænger af de

konkrete omstændigheder i sagen, herunder f.eks. om der eksisterer

udleveringsaftaler med den stat, som den pågældende opholder sig

i, eller om det f.eks. gennem erfaring fra andre sager vedrørende den

aktuelle stat på forhånd må anses for udelukket at få

den pågældende udleveret, og det i øvrigt ikke er muligt

at formå den pågældende til at vende hjem med henblik

på fuldbyrdelse af straffen eller at overføre straffuldbyrdelsen

til det land, hvor den pågældende befinder sig. Det kan

således efter omstændighederne være tilstrækkeligt,

at myndighederne ved henvendelse direkte til den dømte har indkaldt

den pågældende til afsoning, hvis en anmodning om udlevering

eller overførsel af straffuldbyrdelsen på forhånd må

anses for udsigtsløs. Hvis den dømtes opholdssted er ukendt,

må myndighederne ved efterlysning (f.eks. gennem Interpol) søge

at tilvejebringe oplysning herom.

Ved vurderingen af, om der foreligger unddragelse, som

suspenderer forældelsen, skal myndighedernes indsats for at

gennemføre straffuldbyrdelsen tillægges betydning svarende til

praksis vedrørende suspension af forældelse af strafansvar efter

straffelovens § 94, stk. 5, 3. pkt.

Højesteret har i 1997 ved to afgørelser

taget stilling til, om strafansvaret var forældet, fordi

forfølgningen var standset, og hvor den pågældende person,

som retsforfølgningen var rettet mod, opholdt sig i udlandet.

I den første sag, der er gengivet i Ugeskrift

for Retsvæsen 1997, s. 779, blev den pågældende i 1985

tiltalt for i 1980 at have gjort sig skyldig i bl.a tjenestemisbrug efter

straffelovens § 155 og overtrædelse af straffelovens § 296,

stk. 1, nr. 2 og 3, om afgivelse af urigtige eller vildledende

offentlige meddelelser om et selskabs forhold og om overtrædelse af

visse bestemmelser i selskabslovgivningen. Den pågældende havde

taget ophold i England.

Højesteret fastslog ved kendelsen, at

forfølgningen ikke var standset på ubestemt tid, og at

forældelse derfor ikke var indtrådt. Højesteret lagde

bl.a. vægt på, at anklagemyndigheden efter en

beslaglæggelseskendelse den 9. februar 1989 iværksatte

undersøgelser af muligheden for at få den pågældende

udleveret eller for at formå den pågældende til frivilligt

at møde i retten, og at anklagemyndigheden herved havde fulgt

retsmidlet op med de forfølgningsskridt, der inden for det praktisk

mulige i den foreliggende sag måtte anses for relevante og rimelige for

at søge sagen fremmet. Højesteret fandt imidlertid ud fra en

vurdering af den forholdsvis beskedne straf, som en domfældelse kunne

antages at ville medføre, sammenholdt med den ulempe, som

beslaglæggelsen medførte, at beslaglæggelsen burde

ophæves.

Det kan supplerende oplyses, at der fortsat er rejst

tiltale i sagen, der nu afventer berammelse til domsforhandling.

I den anden sag, der er gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1997, s. 1238, var der rejst tiltale mod den

pågældende for ulovlige våbentransporter i perioden juli

1978 til september 1980 efter straffelovens § 110 c, og skyldnersvig

efter straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1, i februar 1983.

Den pågældende havde været

varetægtsfængslet og rejste umiddelbart efter udløbet af

varetægtsfængslingen i februar 1983 til udlandet, hvor han

hævede et betydeligt pengebeløb, der var omfattet af en

beslaglæggelse. I oktober 1983 afsagde byretten

fængslingskendelse over den pågældende in absentia, og

anklagemyndigheden efterlyste ham derefter internationalt for skyldnersvig.

Et anklageskrift af 27. april 1984 og et tillægsanklageskrift af 9.

september 1985 blev begge forkyndt for den pågældende gennem det

danske konsulat i Cape Town. Straffesagerne mod andre involverede i

sagskomplekset blev fremmet af anklagemyndigheden. I februar 1984 blev den

tiltalte begæret udleveret til strafforfølgning fra Sydafrika,

men dette blev afvist af det sydafrikanske justitsministerium. Den 25. maj

1994 blev våbenembargoen ophævet, efter at den politiske

situation i Sydafrika var ændret, og den 11. august 1995 spurgte

anklagemyndigheden Udenrigsministeriet, om udleveringsbegæringen kunne

genfremsættes. Udenrigsministeriet meddelte den 18. marts 1996, at den

pågældende ville kunne udleveres. Højesteret lagde ved

afgørelsen vægt på, at den pågældende rejste

til udlandet og tog ophold i Sydafrika, kort tid efter at han først

havde været varetægtsfængslet, og at han i udlandet

hævede indestående på en bankkonto, som han vidste var

omfattet af byrettens beslaglæggelse til sikkerhed for

konfiskationskrav. Højesteret lagde herved til grund, at den

pågældende havde taget ophold i udlandet for at undgå

strafforfølgningen. Det blev endvidere lagt til grund, at det

først efter de politiske ændringer i Sydafrika blev muligt at

få den pågældende udleveret til strafforfølgning i

Danmark. Anklagemyndigheden fandtes på den baggrund ikke at have

standset forfølgningen på ubestemt tid, og sagen fandtes ikke

forældet.

Det kan supplerende oplyses, at der fortsat er rejst

tiltale i sagen, og at sagen for tiden beror på de sydafrikanske

myndigheders behandling af den danske anmodning om udlevering.

Det er efter forslaget ikke afgørende, med hvilket

motiv den dømte eventuelt har taget ophold i udlandet. Der vil kunne

indtræde suspension, selv om den dømte ikke har haft motiv til

at unddrage sig fuldbyrdelsen af den idømte frihedsstraf, da den

pågældende tog ophold i udlandet.

Suspensionen af forældelsesfristen regnes fra det

tidspunkt, hvor fuldbyrdelsen »hindres«. Det vil i almindelighed sige, hvor

den dømte trods myndighedernes krav herom ikke møder til

afsoning. Har der ikke været forudgående direkte kontakt til den

dømte, må suspensionen normalt regnes fra fremsættelsen af

anmodning om udlevering eller overførsel af straffuldbyrdelsen. Er den

dømtes opholdssted ukendt for myndighederne, må suspensionen som

udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor den pågældende

efterlyses.

Til nr. 4 (§ 97, stk. 6)

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets

§ 1, nr. 3.

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens

§ 97, stk. 6, 2. pkt., regnes forældelsen af

reststraffen ved f.eks. undvigelse eller udeblivelse efter udgang fra

straffuldbyrdelsens afbrydelse, jf. herved pkt. 3.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Efter forslaget præciseres det ved en henvisning til

den foreslåede bestemmelse i § 97, stk. 4, nr. 3, at

også i denne situation suspenderes forældelsen, hvis

iværksættelsen af fuldbyrdelsen af reststraffen hindres, fordi

den domfældte unddrager sig fuldbyrdelsen.

I denne sammenhæng må forældelsen anses

for suspenderet fra henholdsvis undvigelsen og det tidspunkt, hvor den

dømte efter udgang skulle være vendt tilbage til

afsoningsinstitutionen. Også i denne sammenhæng er det imidlertid

en forudsætning for suspensionen, at myndighederne har udfoldet

rimelige bestræbelser for at gennemføre straffuldbyrdelsen, jf.

bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 97,

stk. 4, nr. 3.

Til nr. 5 (§ 230)

1. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at

det gøres strafbart at anvende børn og unge under 18 år

som pornomodeller.

Efter bestemmelsen straffes den, der optager utugtige

fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med

forsæt til at sælge eller udbrede materialet.

Efter bestemmelsen er den beskyttede personkreds ikke

begrænset til unge på 15-17 år, men omfatter også

børn under 15 år. Som nævnt ovenfor i de almindelige

bemærkninger under pkt. 4.2 er der allerede i dag bestemmelser i

straffeloven, der gør det strafbart at have seksuelle forhold til

børn under 15 år eller at medvirke til, at andre har

sådanne kønslige forhold til børn under 15 år.

Dette gælder også for forhold, der finder sted i forbindelse med

optagelse af utugtige (pornografiske) fotografier, film eller lignende.

Den, der anvender et barn under 15 år som

pornomodel, vil således være omfattet af de gældende

bestemmelser i straffelovens § 222 (samleje med et barn under 15

år), § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje)

eller § 225 (homoseksuelle forhold). Strafansvaret efter disse

bestemmelser omfatter ikke kun den voksne person, der under optagelsen har

deltaget i den seksuelle handling med barnet. Andre personer, der har

været impliceret i optagelsen f.eks. som producent, instruktør

eller fotograf, vil efter omstændighederne kunne straffes efter

reglerne om medvirken, jf. straffelovens § 23. Har barnet ikke intim

seksuel kontakt til andre, vil forholdet være strafbart efter

straffelovens § 232, hvis der i forbindelse med optagelsen må

antages at være foretaget en groft krænkende handling, f.eks. ved

at anvende barnet som model for fotografering af kønsdele eller af

seksuelt prægede berøringer. Strafbarheden i de

sidstnævnte tilfælde beror på, at et barn under 15 år

i almindelighed ikke gyldigt vil kunne give samtykke til sådanne

forhold. Endvidere vil sådanne optagelser være omfattet af

§ 235 om fremstilling af børnepornografi med forsæt til

erhvervsmæssigt salg eller udbredelse på anden måde.

Anvendes en person under 15 år som pornomodel,

forudsættes det, at der ikke blot straffes efter den nye bestemmelse i

§ 230, men at der også straffes efter de nævnte andre

bestemmelser, når betingelserne herfor er opfyldt.

Begrebet »utugtigt« skal forstås på samme

måde som i § 235. Umiddelbart omfattet vil således

være tilfælde, hvor optagelsen angår et seksuelt forhold

(samleje eller samlejelignende forhold), som den unge har med en eller flere

andre modeller. Optagelser af seksuelle forhold mellem to unge, der begge er

under 18 år, er også omfattet. Utugtige fotografier og film kan

også bestå i, at den unge optages i seksuelt prægede

stillinger uden medvirken af andre modeller. Almindelige

nøgenbilleder, hvor der ikke fokuseres på kønsdelene,

falder uden for begrebet »utugtigt«.

Bestemmelsen tager tager i første række sigte

på optagelse af utugtige fotografier og film (pornografiske film).

Tilføjelsen »eller lignende« angiver, at også andre former for

billedoptagelse er omfattet. Tilfælde, hvor der via kamera sker direkte

transmission af de utugtige scener, uden at transmissionen

nødvendigvis er forbundet med en »lagring« af billeder, tilsigtes

også omfattet af udtrykket »optager utugtige billeder, film eller

lignende« eller den fuldstændige analogi af dette udtryk.

Optagelse af utugtige fotografier mv. af en person under

18 år falder uden for bestemmelsen, hvis optagelsen foregår

skjult for den unge. I så fald vil optagelsen henhøre under

straffelovens § 232 (blufærdighedskrænkelse i form af

beluring) og/eller § 264 a om uberettiget fotografering mv. af personer,

der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Det er ikke en del af gerningsindholdet i den

foreslåede bestemmelse, at den unge har fået betaling for at

optræde som model. Det kræves heller ikke, at den unge har

været udsat for et pres for at optræde. Også helt

frivillige forhold er omfattet. Anvendes tvang, henhører forholdet

tillige under § 216 eller § 217 (om voldtægt mv., evt. jf.

§ 224 eller § 225), hvis der er tale om samleje eller anden

kønslig omgængelse end samleje.

Efter bestemmelsen kræves det, at optagelsen sker

med henblik på salg eller anden udbredelse. Kerneområdet vil

således være optagelse af fotografier mv., som

efterfølgende anvendes til fremstilling af blade, film, mv., der

udbydes til salg. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til salg

eller udbredelse som led i erhvervsmæssig virksomhed. Den omfatter

også tilfælde, hvor optagelserne gøres tilgængelige

vederlagsfrit på Internettet, eller hvor udbredelsen sker ved bytte

eller i lukkede kredse, herunder foreninger med et begrænset antal

medlemmer. Udtrykket »udbredelse« er således ikke begrænset til

erhvervsmæssig udbredelse eller udbredelse i en videre kreds. Optagelse

med henblik på udbredelse i en snævrere kreds er også

omfattet.

Den foreslåede bestemmelse omfatter på den

anden side ikke enhver optagelse af utugtige fotografier, film m.v. af unge

under 18 år. Private optagelser vil således som udgangspunkt

falde uden for bestemmelsen. Det skyldes, at der normalt ikke ved

sådanne optagelser vil foreligge forsæt til salg eller anden

udbredelse. Selve optagelsen kan være strafbar efter andre bestemmelser

i straffeloven, hvis den eller de personer, optagelsen angår, er under

15 år, jf. ovenfor. Er der derimod tale om optagelse af utugtige

fotografier mv. af unge på 15-17 år uden forsæt til salg

eller udbredelse, vil selve optagelsen som udgangspunkt være straffri.

Udbredes sådanne optagelser efterfølgende - f.eks. af den ene

part i et parforhold, der ikke længere består - vil der efter

omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af straffelovens

§ 264 d (uberettiget videregivelse af billeder vedrørende en

andens private forhold).

Strafansvaret omfatter den, der optager de utugtige

fotografier eller film med forsæt til salg eller udbredelse, samt den,

der medvirker hertil, jf. straffelovens § 23. Strafansvaret er

således ikke begrænset til fotografen og en eventuel

instruktør, men omfatter efter omstændighederne f.eks.

også den, der har skaffet de unge modeller, og den, der har bestilt

optagelser med modeller, der er under 18 år. Angår optagelsen et

seksuelt forhold mellem en person under 18 år og en anden model, vil

denne anden model kunne straffes efter bestemmelsen i det omfang, den

pågældende samtidig står for optagelsen eller medvirker

hertil.

Det er uden betydning, hvor optagelsen finder sted.

Bestemmelsen er således ikke begrænset til optagelser, der

foregår i Danmark. Ogå optagelser i udlandet er omfattet af

bestemmelsen. Spørgsmålet om, hvorvidt der er dansk

straffemyndighed i forhold til optagelser i udlandet, afgøres efter de

almindelige jurisdiktionsregler i straffelovens §§ 6-12.

Overtrædelsen af den foreslåede bestemmelse

fuldbyrdes ved optagelsen. Er optagelsen sket, vil overtrædelsen

således være fuldbyrdet, selv om der endnu ikke er sket salg

eller udbredelse. Da der er fængsel i strafferammen, er

forsøgshandlinger også strafbare, jf. straffelovens § 21.

Det indebærer, at der f.eks. også vil kunne straffes i

tilfælde, hvor optagelsen er forberedt, men hvor politiet når at

gribe ind, inden optagelsen gennemføres.

2. Strafansvar forudsætter som udgangspunkt, at der

foreligger forsætligt forhold fra gerningsmandens side. Det

kræves således bl.a., at gerningsmanden på tidspunktet for

optagelsen har forsæt til at sælge eller udbrede materialet. Sker

der faktisk et (udbud til) salg eller en udbredelse, vil der i almindelighed

være en formodning for, at forsættet hertil også

forelå på optagelsestidspunktet, medmindre der er særlige

holdepunkter for noget andet. Må det imidlertid lægges til grund,

at forsættet til salg eller anden udbredelse først er

indtrådt efterfølgende, vil der ikke kunne straffes efter den

foreslåede bestemmelse. I stedet vil der efter omstændighederne

kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 264 d, jf.

ovenfor.

Det kræves som udgangspunkt også, at

gerningsmanden har forsæt i relation til, at den unge model er under 18

år. På dette punkt er det imidlertid fundet rigtigt at

udstrække det strafbare område til også at omfatte

tilfælde, hvor der kun kan bevises at foreligge uagtsomhed i relation

til den unges alder. En fotograf/instruktør vil således kunne

straffes for at anvende en model på 17 år, selv modellen ser ud

til at være ældre, hvis det kan lægges til grund, at

fotografen/instruktøren ikke har undersøgt

spørgsmålet om modellens alder på en ordentlig måde.

Denne udvidelse af strafansvaret, der er sket ved en henvisning til

§ 226, skal ses i sammenhæng med, at det vil være meget

enkelt for personer, der optager utugtige fotografier, film mv., på

forhånd at sikre sig oplysninger om modellernes alder, f.eks. ved

anmode modeller, som agtes anvendt, om at forevise dokumentation, der viser,

om de pågældende er 18 år eller derover.

Udvidelsen vil være uden praktisk betydning, hvis

der er tale om anvendelse af meget unge modeller. Her vil der uden videre

kunne statueres forsæt med hensyn til, at modellen er under 18

år.

3. Straffen for optagelse af utugtige fotografier, film

eller lignende foreslås fastsat til hæfte eller fængsel

indtil 2 år. Baggrunden herfor er bl.a., at anvendelse af unge under 18

år som pornomodeller ofte vil være udtryk for en

hensynsløs spekulation i at udnytte unge mennesker for egen vindings

skyld. De pågældende unge vil eventuelt kunne være blevet

presset eller lokket til at medvirke, og de vil typisk ikke være i

stand til at overskue, hvilke konsekvenser en medvirken i sådanne

optagelser og den efterfølgende udbredelse af materialet vil kunne

have.

I grovhedsvurderingen vil også indgå

karakteren af de seksuelle forhold, som optages med den unge som model,

herunder om der er tale om groft utugtige forhold som nævnt i

§ 235, stk. 2.

Under formildende omstændigheder foreslås det,

at straffen er bøde. Det forudsættes, at bødestraf ikke

anvendes, hvis optagelserne er sket som led i en erhvervsmæssig

virksomhed.

Er der tale om brug af unge under 15 år som

modeller, skal der som ovenfor nævnt straffes i »sammenstød« med

§ 222, jf. eventuelt § 224 eller § 225, samt § 232 og

§ 235, hvis betingelserne for tillige at henføre forholdet under

en eller flere af disse bestemmelser er opfyldt. Bestemmelserne i § 222,

jf. eventuelt § 224 og § 225, om samleje og andre samlejelignende

forhold med et barn under 15 år, har et strafmaksimum på

fængsel i 6 år. Er barnet under 12 år kan straffen stige

til fængsel indtil 10 år. Straffen for

blufærdighedskrænkelse efter § 232 er fængsel indtil 4

år eller under formildende omstændigheder hæfte eller

bøde. Om § 235 henvises til bemærkningerne nedenfor. En

samtidig overtrædelse af den nye bestemmelse i § 230 og af en

eller flere af de nævnte andre bestemmelser vil føre til, at

straffen skal fastsættes inden for den strengeste af de strafferammer,

der kommer i betragtning, jf. straffelovens § 88.

Til nr. 6 (§ 235):

1. Stk. 1, 1. pkt., svarer til det nugældende

stk. 1 med den ændring, at ordene »eller med forsæt hertil

fremstiller eller skaffer sig« er udgået. Der er ikke hermed tilsigtet

nogen realitetsændring. Når det at fremstille eller skaffe sig

børnepornografisk materiale med forsæt til erhvervsmæssig

udbredelse er medtaget i gerningsindholdet i den gældende bestemmelse i

§ 235, stk. 1, skyldes det, at bestemmelsen oprindelig var et

bødedelikt, og at det derfor ikke uden en særlig bestemmelse

herom var muligt at straffe for forsøg, jf. straffelovens § 21,

stk. 3. Da der nu indgår fængsel i strafferammen, er der

ikke længere behov for en selvstændig kriminalisering af

sådanne forsøgshandlinger.

Overtrædelsen af den foreslåede bestemmelse i

stk. 1, 1. pkt., fuldbyrdes ved den erhvervsmæssige udbredelse,

herunder salg. Pågribes en person, der f.eks. har fremstillet eller

indkøbt børnepornografisk materiale med henblik på

videresalg, men har (videre)salg endnu ikke fundet sted, skal der

således fremover straffes for forsøg på overtrædelse

af bestemmelsen og ikke som hidtil for fuldbyrdet overtrædelse af

bestemmelsen.

En person, der ikke blot er mellemmand, men som selv

optager børnepornografiske fotografier, film mv., hvori børn

under 15 år anvendes som pornomodeller, med henblik på

erhvervsmæssig udbredelse af materialet, vil ikke kun pådrage sig

strafansvar efter den foreslåede bestemmelse (eller forsøg

herpå, hvis den pågældende pågribes, inden

udbredelsen er sket). Den pågældende vil også ifalde

strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i § 230 samt for de

sædelighedsforbrydelser, der er begået i forbindelse med selve

optagelsen, herunder f.eks. §§ 222, 224, 225 (eventuelt sammenholdt med

straffelovens § 23 om medvirken) eller § 232. Ved en sådan

overtrædelse af en flerhed af bestemmelser, straffes i

sammenstød.

2. Stk. 1, 2. pkt., indebærer en udvidelse,

således at ikke alene den erhvervsmæssige udbredelse, men

også udbredelse i en videre kreds, omfattes af bestemmelsen.

Som eksempel på udbredelse i en videre kreds kan

nævnes distribution i »klubber« på Internettet eller ad andre

kanaler, hvor der er regler i klubben om, at man for at være medlem

skal sende et bestemt antal billeder til alle medlemmer af klubben, hvorefter

man fra andre modtager billeder på samme måde. Sådan

udveksling af børnepornografi er omfattet af bestemmelsen, hvis

klubben har et større antal medlemmer. Er der derimod tale om

videregivelse af børnepornografisk materiale til en enkelt eller nogle

få personer under private former, vil forholdet ikke være

omfattet af stk. 1, men i stedet af bestemmelsen i stk. 2 om

besiddelse mv.

Hvad der er anført ovenfor i relation til

stk. 1, 1. pkt., om forsøg og om straf i sammenstød med

andre bestemmelser i straffelovens 24. kapitel om forbrydelser mod

kønssædeligheden, gælder tilsvarende i forhold til

stk. 1, 2. pkt.

3. Endvidere foreslås strafmaksimum for

overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1, forhøjet

til fængsel i 2 år.

4. Bestemmelsen i stk. 2 foreslås udvidet til

ud over besiddelse tillige at omfatte det forhold, at en person mod vederlag

gør sig bekendt med de særlige former for

børnepornografisk materiale, der er nævnt i bestemmelsen. Det

nævnte »vederlag« omfatter enhver form for modydelse, herunder at der

byttes med andre ydelser. Det er uden betydning, på hvilken måde

vederlaget erlægges, herunder om betalingen formidles via udbyderen

eller sker direkte til indehaveren af den pågældende

hjemmeside.

Der foreslås herudover en omredigering af

bestemmelsen. Denne omredigering indebærer ingen ændring af

gerningsindholdet i øvrigt. Det er således de samme former for

grovere børnepornografisk materale, der er omfattet af bestemmelsen.

Heraf følger også, at udtrykket »børn« ikke skal

forstås på den måde, at der skal være mere end et

barn i seksuelle situationer på de pågældende billeder. Er

der eksempelvis tale om et fotografi, som viser ét barn og en voksen,

der har samleje eller anden kønslig omgængelse, vil bestemmelsen

som hidtil kunne finde anvendelse. Bestemmelsen vil også som hidtil

kunne anvendes i forhold til fotografier mv. af et enkelt barn, der anvender

genstande på groft utugtig måde.

5. For så vidt angår strafferammen i

§ 235, stk. 2, der i dag alene omfatter bøde, foreslås

det, at bødestraf fastholdes som normalstraffen for denne type

overtrædelse, der i grovhed er mindre alvorlig end overtrædelse

af stk. 1. Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor

bødestraf må anses for utilstrækkelig. Det foreslås

derfor, at straffen er hæfte eller fængsel indtil 6

måneder, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.

Skærpelsesreglen tager bl.a. sigte på

tilfælde, hvor den pågældende betaler betydelige

beløb for at modtage den grovere form for børnepornografisk

materiale, der er omfattet af bestemmelsen, eller for at få adgang til

at gøre sig bekendt med sådant materiale. Der vil ligeledes

foreligge skærpende omstændigheder, hvis den

pågældende besidder - eller mod vederlag har gjort sig bekendt

med - et meget stort antal børnepornografiske fremstillinger eller et

større antal fremstillinger af særlig grove forhold, f.eks.

voldtægt af børn.

Endvidere indebærer den foreslåede

strafferamme, at forsøg er strafbart, jf. straffelovens § 21,

stk. 3, og at der ikke kun kan foretages ransagning hos en

mistænkt, men også hos en ikke-mistænkt person, jf.

retsplejelovens § 795.

6. Den foreslåede nye affattelse af § 235

svarer i det hele til forslaget fra Brydensholt-udvalget, jf.

betænkning nr. 1377/1999, side 100, med den undtagelse, at ordet

»retsstridig« ikke er medtaget i selve lovteksten. Som anført ovenfor

i de almindelige bemærkninger under pkt. 6.6 er denne afvigelse ikke

udtryk for nogen realitetsforskel.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 781, stk. 1, nr. 3):

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i

forbindelse med efterforskning af sager vedrørende overtrædelse

af straffelovens § 235 om børnepornografi kan foretages indgreb i

meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytning og teleoplysning,

såfremt der er bestemte grunde til at antage, at der på den

pågældende måde gives meddelelser eller foretages

forsendelser til eller fra en mistænkt, og indgrebet må antages

at være af afgørende betydning for efterforskningen. Indgrebet

kan således foretages, uanset det almindelige krav om mindst 6

års fængsel i strafferammen ikke er opfyldt.

Til § 3

Stk. 1 angiver den foreslåede lovs

ikrafttrædelsesdato.

Overgangsreglen i stk. 2 svarer til den

overgangsregel, der blev fastsat ved indførelsen af de gældende

regler om forældelse i straffeloven, jf. § 2, stk. 2, i lov

nr. 248 af 9. juni 1967 om ændring af straffeloven. Der henvises herom

til Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig

forældelse mv., s. 32- 33.

Efter den foreslåede overgangsregel er det

hovedreglen, at de nye forældelsesregler også finder anvendelse

med hensyn til lovovertrædelser, der er begået - og frihedsstraf

og andre retsfølger, der er idømt - før lovens

ikrafttræden. Hvis der imidlertid inden lovens ikrafttræden er

indtrådt forældelse efter de hidtil gældende regler, finder

de nye regler ikke anvendelse. Men er der ikke indtrådt en sådan

forældelse, skal de nye regler efter forslaget anvendes på de

ældre lovovertrædelser og tidligere idømte straffe, selv

om det kan betyde en senere forældelse end efter de gældende

regler.

En overgangsregel som den foreslåede er efter

Justitsministeriets opfattelse ikke i strid med forbudet mod straffelove med

tilbagevirkende kraft i artikel 7, stk. 1, i den europæiske

menneskerettighedskonvention. Efter denne bestemmelse kan ingen kendes

skyldig i strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse,

der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret

på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke

pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på

det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. Bestemmelsen

forbyder således nykriminaliseringer og strafskærpelser med

tilbagevirkende kraft, men afskærer efter Justitsministeriets

opfattelse ikke forlængelse af forældelsesfristen for

forbrydelser, der ved lovændringen endnu ikke er forældet efter

de hidtidige regler.

Til § 4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog helt

eller delvis sættes i kraft for Færøerne ved kongelig

anordning. For Grønland gælder en særlig kriminallov, og

der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte de

lovændringer, der er omfattet af lovens § 1, i kraft for

Grønland. For både Færøerne og Grønland er

der en særlig retsplejelov, og forslaget indeholder derfor ikke hjemmel

til at sætte lovens § 2 i kraft for disse dele af riget.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret senest ved lov nr. 228 af 4. april 2000 og lov nr. 230 af 4.

april 2000, foretages følgende ændringer:

§ 93.

---

1.

§ 93, stk. 3, 1. pkt., affattes

således:

Stk. 2.

---

Stk. 3.

For overtrædelse af denne lovs §§ 223,

stk. 1, og 289, 1. pkt., eller §§ 13, 15 eller 16 i

skattekontrolloven er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre

end 10 år. Det samme gælder strafansvar for overtrædelse af

momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som

medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift.

»For overtrædelse af denne lovs § 223,

stk. 1, §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, samt

§ 289, 1. pkt., eller §§ 13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er

forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10 år.«

Stk. 4.

---

§ 94.

Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den

strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

2.

I § 94 indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Når strafbarheden afhænger af eller

påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere

begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller

begivenhedens indtræden.

Stk. 3.

Er forholdet begået på et dansk skib uden

for riget, regnes fristen fra den dag, da skibet er kommet til dansk havn.

Fristens begyndelsestidspunkt kan dog ikke efter denne bestemmelse udskydes i

mere end 1 år.

Stk. 4.

Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert

rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for

overtrædelsen. I sager, der efter retsplejeloven kan afgøres ved

vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget af politiet, afbrydes

forældelses fristen, når sigtede gøres bekendt med

forelægget. I andre tilfælde, hvor straf for en

overtrædelse kan pålægges af en administrativ myndighed,

afbrydes fristen, når den pågældende gøres bekendt

med, at han er sigtet for overtrædelsen. Afbrydes

forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en juridisk

persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den

pågældende juridiske person. Afbrydelse af

forældelsesfristen over for en juridisk person har ikke virkning i

forhold til personer, der har handlet på den juridiske persons

vegne.

»Stk. 4.

For overtrædelse af denne lovs §§ 210,

216-220 og 222-223 regnes forældelsesfristen dog tidligst fra den dag,

den forurettede fylder 18 år. Det samme gælder overtrædelse

af denne lovs § 224 og § 225, jf. §§ 216-220 og 222-223.«

Stk. 5.

Frafaldes forfølgningen, uden at beslutning

herom omgøres af overordnet anklagemyndighed inden for den almindelige

omgørelsesfrist, løber forældelsesfristen videre, som om

forfølgning ikke havde fundet sted. Dette gælder også,

når forfølgning standses på ubestemt tid. Skyldes

standsningen, at sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes

forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af

forældelsesfristen.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 97.

---

3.

§ 97, stk. 4, affattes således:

Stk. 2-3.

---

Stk. 4.

I forældelsesfristen medregnes ikke den tid, i

hvilken

»Stk. 4.

I forældelsesfristen medregnes ikke den tid, i

hvilken

1) fuldbyrdelse er udsat ved betinget dom eller betinget

benådning.

1) fuldbyrdelse er udsat ved betinget dom eller betinget

benådning,

2) den pågældende udstår anden frihedsstraf eller er

undergivet anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

2) den pågældende udstår anden frihedsstraf eller er

undergivet anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter, eller

3) iværksættelsen af fuldbyrdelsen hindres, fordi den

pågældende unddrager sig fuldbyrdelsen.«

Stk. 5.

---

Stk. 6.

Er der truffet bestemmelse om genindsættelse

eller prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter

betinget benådning for en del af en straf, regnes

forældelsesfristen for reststraffen eller den resterende del af anden

retsfølge fra bestemmelsen om genindsættelse. Afbrydes

fuldbyrdelsen på anden måde end ved

prøveløsladelse, prøveudskrivning eller benådning,

regnes fristen fra afbrydelsen.

4.

I § 97, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter

»afbrydelsen«: », jf. dog stk. 4, nr. 3«.

5.

Efter § 229 indsættes:

»§ 230.

Den, der optager utugtige fotografier, film eller

lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge

eller på anden måde udbrede materialet, straffes med hæfte

eller fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder

med bøde. § 226 finder tilsvarende anvendelse.«

6.

§ 235 affattes således:

§ 235.

Den, som erhvervsmæssigt sælger eller

på anden måde udbreder eller med forsæt hertil fremstiller

eller skaffer sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn,

straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.

»§ 235.

Den, som erhvervsmæssigt sælger eller

på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende

af børn, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år. På samme måde straffes den, som i en videre

kreds udbreder sådanne fremstillinger.

Stk. 2.

Den, som besidder fotografier, film eller ligende af

børn, der har samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje, straffes med bøde. På samme måde straffes den,

som besidder fotografier, film eller lignende af børn, der har

kønslig omgang med dyr, eller som anvender genstande på groft

utugtig måde.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig

bekendt med fotografier, film eller lignende af børn, der

1) har samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje,

2) har kønslig omgang med dyr eller

3) anvender genstande på groft utugtig måde,

straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder

med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 13.

september 1999, som ændret ved lov nr. 231 af 4. april 2000, foretages

følgende ændring:

§ 781.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun

foretages, såfremt

1) ---

2) ---

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter

loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en

forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13

eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125,

127, stk. 1, 193, stk. 1, 245, 252, stk. 1, 266, 281, 286,

stk. 1, eller 289 eller en overtrædelse af udlændingelovens

§ 59, stk. 3.

1.

I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter

»193, stk. 1,«: »235,«.

Stk. 2-5.

---

Bilag 2

Konvention nr. 182

Oversættelse april 2000

KONVENTION OM FORBUD MOD

OG OMGÅENDE INDSATS TIL AFSKAFFELSE AF

DE VÆRSTE FORMER FOR BØRNEARBEJDE

Den Internationale Arbejdsorganisations

generalkonference,

der er blevet sammenkaldt i Genève af

Styrelsesrådet for Den Internationale Arbejdsorganisation og som er

trådt sammen til sin 87. samling den 1. juni 1999, og

som finder, at behovet for at vedtage nye instrumenter

vedrørende forbud mod og afskaffelse af de værste former for

børnearbejde har den højeste prioritet i forbindelse med

national og international indsats, herunder internationalt samarbejde og

bistand, med henblik på at komplementere konventionen og henstillingen

om minimumsalder for beskæftigelse, 1973, som fortsat er de

grundlæggende instrumenter vedrørende børnearbejde,

og

som finder, at effektiv afskaffelse af de værste

former for børnearbejde kræver en omgående og omfattende

indsats, under hensyntagen til betydningen af gratis grundlæggende

uddannelse og behovet for at fjerne de pågældende børn fra

sådant arbejde og at sørge for deres rehabilitering og sociale

integration, samtidig med at man ser på deres familiers behov, og

som minder om resolutionen vedrørende afskaffelse

af børnearbejde, der blev vedtaget af Den International

Arbejdskonference på dens 83. samling i 1996, og

som erkender, at børnearbejde i vidt omfang er

forårsaget af fattigdom og at den langfristede løsning ligger i

varig økonomisk vækst, der fører til sociale fremskridt,

særlig afhjælpning af fattigdom og indførelse af almen

undervisning, og

som minder om konventionen om børns rettigheder,

der blev vedtaget af FN's generalforsamling den 20. november 1989, og

som minder om ILO-erklæringen om grundlæggende

principper og rettigheder i forbindelse med arbejde og opfølgningen

herpå, der blev vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference

på den 86. samling i 1998, og

som minder om, at nogle af de værste former for

børnearbejde er omfattet af andre internationale instrumenter,

særlig konventionen om tvangsarbejde, 1930, og FN's supplerende

konvention om ophævelse af slaveri, slavehandel og institutioner og

praksis, der ligner slaveri, 1956, og

som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til

børnearbejde, hvilket er punkt 4 på samlingens dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en

international konvention,

vedtager i dag den 17. juni 1999 følgende

konvention, der betegnes konventionen om de værste former for

børnearbejde, 1999.

Artikel 1

Enhver medlemsstat, der ratificerer denne konvention, skal

som et hasteanliggende iværksætte omgående og effektive

foranstaltninger med henblik på at sikre et forbud mod og afskaffelse

af de værste former for børnearbejde.

Artikel 2

I denne konventionen betyder udtrykket »barn« enhver

person under 18 år.

Artikel 3

I denne konvention omfatter udtrykket »de værste

former for børnearbejde«

a) alle former for slaveri eller slaverilignende forhold som fx salg af

og handel med børn, gældsslaveri, trældom og

tvangsarbejde, herunder tvangsrekruttering af børn til brug i

væbnede konflikter,

b) brug af, formidling af eller tilbud om børn til prostitution,

fremstilling af pornografi eller pornografiske forestillinger,

c) brug af, formidling af eller tilbud om børn til ulovlige

aktiviteter, særlig i forbindelse med fremstilling af og handel med

narkotika, som defineret i de relevante internationale traktater,

d) arbejde, der ifølge dets karakter eller de forhold, som det

udføres under, kan skade børns helbred, sikkerhed eller

moral.

Artikel 4

1. De typer af arbejde, der henvises til i artikel 3 d,

fastsættes ved national lovgivning eller forskrifter eller af den

kompetente myndighed efter høring af de berørte arbejdsgiver-

og arbejdstagerorganisationer, under hensyntagen til relevante internationale

normer, særlig nr. 3 og 4 i henstillingen om de værste former for

børnearbejde, 1999.

2. Den kompetente myndighed skal, efter høring af

de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer,

kortlægge, hvor de således fastlagte former for arbejde

forefindes.

3. Listen over de typer af arbejde, der fastlægges i

henhold til denne artikels stk. 1, skal med mellemrum gennemgås og om

nødvendigt revideres i samarbejde med de berørte arbejdsgiver-

og arbejdstagerorganisationer.

Artikel 5

Enhver medlemsstat skal, efter høring af

arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, iværksætte eller

udpege passende mekanismer med henblik på at overvåge

gennemførelsen af de bestemmelser, der gennemfører denne

konvention.

Artikel 6

1. Enhver medlemsstat skal udarbejde og gennemføre

handlingsplaner, der prioriterer afskaffelsen af de værste former for

børnearbejde.

2. Sådanne handlingsplaner skal udformes og

gennemføres i samarbejde med relevante regeringsinstitutioner samt

arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, under behørig

hensyntagen til andre relevante gruppers synspunkter.

Artikel 7

1. Enhver medlemsstat skal træffe alle

nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv

gennemførelse og håndhævelse af de bestemmelser, hvorved

denne konvention sættes i kraft, herunder bestemmelser om og anvendelse

af strafferetlige sanktioner, eller eventuelle andre sanktioner.

2. Enhver medlemsstat skal, under hensyntagen til

vigtigheden af uddannelse i forbindelse med afskaffelse af

børnearbejde, iværksætte effektive foranstaltninger inden

for en fastsat frist med henblik på

a) at forhindre børns deltagelse i de værste former for

børnearbejde,

b) at yde nødvendig og hensigtsmæssig direkte bistand i

forbindelse med fjernelse af børn fra de værste former for

børnearbejde og deres rehabilitering og sociale integration,

c) at sikre adgang til gratis grundlæggende uddannelse og, hvor

det er muligt og hensigtsmæssigt, til erhversuddannelse for alle

børn, der fjernes fra de værste former for

børnearbejde,

d) at finde frem til og opsøge børn, der er udsat for

særlige risici, og

e) tage hensyn til pigers særlige situation.

3. Enhver medlemsstat skal udpege den kompetente

myndighed, der er ansvarlig for gennemførelsen af de bestemmelser, der

sætter denne konvention i kraft.

Artikel 8

Medlemsstaterne skal træffe passende

foranstaltninger med henblik på at bistå hinanden ved

gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention gennem et udvidet

internationalt samarbejde og/eller bistand, herunder støtte til social

og økonomisk udvikling, programmer for fattigdomsbekæmpelse og

almen uddannelse.

Artikel 9

De officielle ratifikationer af denne konvention skal

sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til

indregistrering.

Artikel 10

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af

Den Internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet

indregistreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft et år efter den dato, da

to medlemsstaters ratifikationer er blevet indregistreret hos

generaldirektøren.

3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver

medlemsstat et år efter, at dens ratifikation er blevet

indregistreret.

Artikel 11

1. En medlemsstat, som har ratificeret denne konvention,

kan opsige den efter 10 års forløb fra datoen for konventionens

første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der

sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til ind

registrering. Opsigelsen får først virkning et år efter

datoen for indregistreringen.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne

konvention, og som ikke inden 1 år efter udløbet af den i stk.

1 omhandlede 10 års-periode gør brug af den i denne artikel

hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere 10 år og kan derefter

opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på

de i denne artikel fastsatte betingelser.

Artikel 12

1. Det Internationale Arbejdsbureaus

generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den Internationale

Arbejdsorganisation om indregistreringen af alle de ratifikationer og

opsigelser, der modtages fra organisationens medlemmer.

2. Når generaldirektøren underretter

organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal

der gøres opmærksom på konventionens

ikrafttrædelsesdato.

Artikel 13

Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør

skal i medfør af artikel 102 i De Forenede Nationers Pagt sende

udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, der er

indregistreret i henhold til bestemmelserne i ovenstående artikler, til

De Forenede Nationers generalsekretær til indregistrering.

Artikel 14

Når Det Internationale Arbejdsbureaus

Styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det

forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af

denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte

spørgsmålet om hel eller delvis revision af den på

konferencens dagsorden.

Artikel 15

1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention,

der helt eller delvist reviderer denne konvention, skal, medmindre andet

måtte være bestemt i den nye konvention:

a) en medlemsstats ratifikation af den nye, reviderede konvention

ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne

konvention, uanset bestemmelserne i artikel 11, såfremt og så

snart den nye, reviderede konvention træder i kraft,

b) denne konvention ikke længere vil kunne ratificeres af

medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, reviderede konvention

træder i kraft.

2. Denne konvention skal under alle omstændigheder

forblive i kraft i den foreliggende form og med det foreliggende indhold for

de medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den

reviderede konvention.

Artikel 16

Den engelske og den franske version af denne konventions

tekst har samme gyldighed.

Lignende dokumenter