Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Godtgørelse til efterladte ved dødsfald)

2002/1 LSF 4Lovforslag som fremsatJustitsministeriet2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. oktober 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om

erstatningsansvar og

lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(Godtgørelse til efterladte ved dødsfald)

§ 1

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.

september 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 18, stk. 2, ophæves.

§ 18, stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 2 og 3.

2.

I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3,

ændres »stk. 1 og stk. 3« til: »stk. 1-2«.

3.

§ 26, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. § 18, stk. 1-2, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på

godtgørelse efter § 26 a.«

4.

Efter § 26 indsættes:

»Godtgørelse til efterladte

§ 26 a.

Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed

forvolder en andens død, kan pålægges at betale en

godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt

nær.

Læs alt

Stk. 2.

Ved vurderingen af, om der skal betales

godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af

godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig

vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den

lidelse eller krænkelse, som må antages at være

påført den eller de efterlevende.«

5.

I § 27, stk. 1, ændres »§ 24,

stk. 2, og § 26,« til: »§ 24, stk. 2, § 26 og

§ 26 a,«.

§ 2

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.

lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret senest

ved § 2 i lov nr. 463 af 7. juni 2001, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2 affattes således:

»§ 2. Afgår skadelidte ved døden, ydes der

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26

a.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende

og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der

indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at indsætte en

regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved

dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.

Hermed skabes der mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de

efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som

følge af en nærtståendes død. En sådan

mulighed eksisterer ikke i dag.

Lovforslaget indebærer endvidere, at den

særlige regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på

godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på

godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en

personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt

mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om

skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.

Lovforslaget bygger på betænkning nr.

1412/2002 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, som er

afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet (herefter

»betænkningen«, henholdsvis »arbejdsgruppen«). Lovforslaget svarer til

arbejdsgruppens lovudkast.

2. Gældende ret

2.1. Erstatning ved dødsfald

Den, der forvolder en andens død, skal efter de

gældende regler i erstatningsansvarsloven betale erstatning for de

efterladtes økonomiske tab som følge af

dødsfaldet. Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal der

således betales erstatning for tab af forsørger og for rimelige

begravelsesudgifter, ligesom der efter § 14 a med virkning for skader,

der indtræder efter den 1. juli 2002 tilkommer den efterlevende

ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb.

Erstatning for tab af forsørger til

ægtefælle eller samlever (erstatningsansvarslovens § 13)

udgør 30 pct. af den erhvervsevnetabserstatning, som afdøde

må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt

erhvervsevnetab, dog som hovedregel mindst 663.500 kr. (pr. 1. juli 2002, jf.

bekendtgørelse nr. 1055 af 14. december 2001 om regulering af

erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om

erstatningsansvar). Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes

erstatningen efter reglen i erstatningsansvarslovens § 9, jf. § 13,

stk. 2, dvs. med 1 pct. for hvert år forsørgeren var ældre

end 29 år og med yderligere 2 pct. for hvert år,

forsørgeren var ældre end 54 år. Erstatningen

nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Med

virkning for skader, der indtræder efter den 1. juli 2002, er der sket

en væsentlig forhøjelse af erstatningsniveauet bl.a. ved tab af

forsørger (lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af bl.a.

erstatningsansvarsloven). Den højeste forsørgertabserstatning

udgør således i dag 1.860.150 kr. mod tidligere 1.116.000

kr.

Afdødes børn kan kræve erstatning for

tab af forsørger svarende til summen af de bidrag til barnets

underhold, som afdøde kunne være pålagt efter lov om

børns forsørgelse, hvis afdøde havde været

bidragspligtig (erstatningsansvarslovens § 14). Var afdøde

eneforsørger, forhøjes erstatningen til det dobbelte.

Der kan efter erstatningsansvarslovens § 12 endelig

ydes forsørgertabserstatning til andre end ægtefælle,

samlever og børn, f.eks. til stedbørn og forældre, hvis

der har været en faktisk forsørgelse fra afdødes

side.

Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal den, der er

erstatningsansvarlig for en andens død, endvidere betale erstatning

for rimelige begravelsesudgifter.

Det har tidligere været uafklaret, i hvilket omfang

andre udgifter som følge af dødsfaldet, f.eks. flytteudgifter

og udgifter til hushjælp, kan kræves erstattet. Med virkning fra

den 1. juli 2002 er der imidlertid som nævnt ovenfor indsat en ny

§ 14 a i erstatningsansvarsloven om overgangsbeløb til de

efterladte ved dødsfald.

Efter den nye § 14 a tilkommer der ved

dødsfald den efterlevende ægtefælle eller samlever et

overgangsbeløb på 111.000 kr., jf. bekendtgørelse nr.

1055 af 14. december 2001 om regulering af erstatnings- og

godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar.

Overgangsbeløbet ydes som en standardiseret kompensation for de

forskellige uforudsete og mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som

regel vil være forbundet med en ægtefælles eller samlevers

død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet,

begravelsesudgifter mv. Overgangsbeløbet kan udbetales ved siden af

erstatning for tab af forsørger, mens den, der får udbetalt

overgangsbeløb, ikke tillige kan kræve særskilt erstatning

for begravelsesudgifter.

»Ægtefælle« og »samlever« skal forstås

på samme måde som i erstatningsansvarslovens § 13 om

forsørgertabserstatning. Hvis den afdøde ikke efterlader sig

ægtefælle eller samlever, kan beløbet tilkendes en anden

efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor.

Det kan f.eks. være tilfælde, hvor det pågældende

familiemedlem i mange år har haft fælles bolig og fælles

husholdning med afdøde. Beløbet vil også kunne udbetales

til forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til

husholdningen, eller til en søster eller bror, som havde fælles

bolig mv. med afdøde.

Erstatningsansvarsloven indeholder derimod ikke regler om

godtgørelse for ikke-økonomisk skade hos de

efterladte som følge af dødsfaldet, f.eks. tort, psykisk smerte

og lidelse. Der gives heller ikke tortgodtgørelse mv. efter

erstatningsansvarslovens § 26 til pårørende til ofre.

Der henvises til betænkningen side 19 ff.

2.2. Erstatning til efterladte for psykisk skade

Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige

regler om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade

mv. Erstatningsansvarsloven angiver ikke, hvad der nærmere skal

forstås ved en »personskade«, men det antages, at en personskade

både kan være fysiske og psykiske følger af en

ansvarspådragende handling, herunder f.eks. en egentlig psykisk

lidelse, der medfører midlertidig eller varig arbejdsudygtighed

Betænkningen side 21 ff. indeholder en nærmere

gennemgang af gældende ret med hensyn til mulighederne for at få

erstatning for personskade i form af psykisk skade. Det fremgår heraf,

at der efter retspraksis som udgangspunkt kan kræves erstatning for

psykisk skade, hvis skaden er opstået i forbindelse med, at skadelidte

selv har lidt fysisk overlast, f.eks. hvis skadelidte i forbindelse med vold

pådrager sig en egentlig psykisk lidelse. Dette forudsætter, at

der efter dansk rets almindelige erstatningsregler i øvrigt er

grundlag for at pålægge skadevolderen erstatningsansvar for den

psykiske skade, herunder at der kan påvises

årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og

skaden.

I betænkningen anføres endvidere, at

domstolene i flere tilfælde har tilkendt erstatning for psykisk skade i

tilfælde, hvor den erstatningssøgende var impliceret f.eks. i en

ulykke uden at lide direkte fysisk overlast, men hvor den psykiske skade

skyldes, at den pågældende var eller anså sig for at

være i fare for at komme fysisk til skade. Domstolene har også i

visse tilfælde tilkendt erstatning, selv om den

erstatningssøgende ikke har lidt fysisk overlast og heller ikke uden

videre kan siges at have været i fare herfor, hvis skadevolderens

handling har været udtryk for grov kådhed eller lignende.

Som det fremgår af betænkningen side 26 ff.,

har den erstatningsretlige litteratur været åben over for, at der

også i andre tilfælde i et vist omfang vil kunne tilkendes

erstatning for psykisk skade f.eks. hvis den erstatningssøgende har

fået en psykisk skade ved at overvære eller blive underrettet om,

at en nær pårørende er blevet dræbt eller

kvæstet. Hidtil er der ikke i retspraksis givet erstatning i

sådanne tilfælde, men hverken erstatningsansvarsloven der som

nævnt ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en »personskade«

eller anden lovgivning vil være til hinder for en sådan

udvikling.

Det kan i øvrigt nævnes, at der efter

arbejdsskadesikringsloven der gælder, uanset om der findes en

erstatningsansvarlig skadevolder gives erstatning for psykisk skade ved

arbejdsskader også i tilfælde, hvor der hidtil ikke er givet

erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf.

betænkningen side 30 ff. og side 89 ff. Der kan f.eks. gives erstatning

efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den ansatte har været indblandet

i en voldsom begivenhed, selv om han eller hun ikke selv har været i

fare for at lide fysisk overlast, f.eks. en lokomotivfører, der

påkører en person. Der kan endvidere i visse tilfælde

gives erstatning for psykisk skade som følge af, at den ansatte har

overværet en alvorlig ulykke mv.

2.3. Arv af krav på godtgørelse for personskade

Erstatningsansvarsloven indeholder i § 18,

stk. 2, en begrænsning af, hvornår krav på

godtgørelse for personskade falder i arv, idet kravet først

falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved

sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i

retten eller i et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret

til retten. Dette gælder for krav om godtgørelse for svie og

smerte (erstatningsansvarslovens § 3) og for varigt mén

(erstatningsansvarslovens § 4). Reglen gælder endvidere for

godtgørelse for tort mv., jf. erstatningsansvarslovens § 26,

stk. 4.

Baggrunden for reglen er, at krav på

godtgørelse for personskade er anset for at være af personlig

karakter, således at beslutningen om at gøre kravet

gældende bør træffes af den skadelidte selv og ikke

efterfølgende af hans eller hendes arvinger. Når skadelidte har

rejst kravet, er der derimod ikke grund til, at det ikke skal falde i

arv.

Det kræves efter § 18, stk. 2, at kravet

skal være anerkendt eller gjort indenretligt gældende. Det er

derimod ikke nødvendigt, at godtgørelsens størrelse er

anerkendt, eller at godtgørelseskravet er gjort gældende med et

bestemt beløb. I retspraksis er krav på godtgørelse

endvidere i visse tilfælde hvor skadelidtes krav findes at

måtte forstås sådan, at det (også) omfatter

godtgørelse for ikke-økonomisk skade anset for at falde i

arv, selv om skadelidte ikke inden sin død udtrykkeligt har rejst krav

om godtgørelse for personskade, men f.eks. blot har »krævet

erstatning«.

Erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter

kun godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Det er således

overladt til retspraksis at fastlægge, hvornår krav på

erstatning for økonomisk skade ved personskade mv. falder i arv. Krav

på erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og

begravelsesudgifter antages at falde i arv uden begrænsninger, dvs.

uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.

Andre krav på erstatning for økonomisk skade, f.eks. erstatning

for tab af erhvervsevne, antages at falde i arv i hvert fald, hvis kravet er

gjort gældende ved sagsanlæg mv. i overensstemmelse med

§ 18, stk. 2, eller hvis kravet er anerkendt af skadevolderen. Det

er dog i dag i almindelighed antaget, at også disse erstatningskrav som

udgangspunkt uden videre falder i arv, jf. betænkningen side 65 ff.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Godtgørelse til efterladte ved dødsfald

Dansk erstatningsret bygger på det princip, at der

som hovedregel kan kræves erstatning for økonomisk skade, mens

godtgørelse for ikke-økonomisk skade alene gives, hvor der er

et særligt behov herfor. Tilkendelse af godtgørelse for

ikke-økonomisk skade forudsætter, at der er en særlig

hjemmel i loven hertil.

En ikke-økonomisk skade er karakteriseret ved, at

vurderingen af skaden beror på mere subjektivt prægede kriterier

som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ikke uden videre kan opstilles en

objektiv økonomisk målestok for skadens omfang/tabets

størrelse. Skaden kan med andre ord ikke opgøres i »kroner og

ører«.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel

om, at enhver ikke-økonomisk skade kan kræves erstattet, som

følge af den manglende objektive målestok for vurdering af

skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed retsusikkerhed i

den praktiske retsanvendelse. Det er på denne baggrund arbejdsgruppens

generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for

ikke-økonomisk skade kun bør indføres, hvor der er et

ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig kan opstilles visse

objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.

Som det fremgår af punkt 2.1. ovenfor, kan de

efterladte i dag alene kræve erstatning for økonomisk skade som

følge af et dødsfald. Erstatningsansvarsloven indeholder

derimod ikke regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade som

tort, psykisk smerte, lidelse mv. hos de efterladte.

Arbejdsgruppen peger på, at ethvert dødsfald

indebærer en betydelig følelsesmæssig belastning for de

efterladte i form af sorg, savn, psykisk smerte mv. Det gælder

både dødsfald, der skyldes sygdom eller lignende, og

dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling, hvor der

findes en erstatningsansvarlig skadevolder. Så godt som alle mennesker

vil på et eller andet tidspunkt opleve at miste en nær

pårørende eller en anden nærtstående, og de

efterladtes sorg og savn må i almindelighed antages at være den

samme, uanset om den pågældende f.eks. døde som

følge af pludselig sygdom, hvor ingen kan gøres ansvarlig,

eller blev dræbt i en færdselsulykke, hvor der findes en

erstatningsansvarlig skadevolder.

Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at der ikke

er grundlag for at indføre en generel regel om

godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der

skyldes en ansvarspådragende handling. En sådan generel

godtgørelse vil endvidere antagelig i vidt omfang blive oplevet som en

almindelig forhøjelse af erstatningsniveauet ved dødsfald og

ikke som en særskilt kompensation for psykisk lidelse og smerte mv. som

følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse

på, at der med ændringen af erstatningsansvarsloven pr. 1. juli

2002 er sket en væsentlig forhøjelse af det generelle

erstatningsniveau, herunder ved dødsfald, jf. punkt 2.1. ovenfor, og

at der ud fra hensynet til at dække de efterladtes økonomisk

skade ved dødsfaldet (tab af forsørger mv.) ikke er behov for

en yderligere forhøjelse af det almindelige erstatningsniveau.

Et dødsfald kan imidlertid ske under så

kvalificerende omstændigheder, at det typisk vil indebære en helt

særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte. Dette

gælder f.eks. forsætligt drab, hvor de efterladtes psykiske

smerte og lidelse i almindelighed må antages at blive forstærket

som følge af deres viden om, at en nærtstående

forsætligt er blevet dræbt navnlig hvis drabet er begået

under voldsomme og brutale omstændigheder. I sådanne

tilfælde må det i almindelighed også anses for

påregneligt for skadevolderen, at de efterladte påføres en

særlig psykisk belastning.

Efter de gældende regler i erstatningsansvarsloven

vil gerningsmanden til en voldtægt som udgangspunkt blive dømt

til at betale en tortgodtgørelse til ofret efter

erstatningsansvarslovens § 26. Hvis gerningsmanden efter

voldtægten dræber ofret, er der derimod ikke hjemmel til at

tilkende de efterladte en godtgørelse for tort eller lignende i

anledning af denne (grovere) forbrydelse. Tilsvarende skal gerningsmanden til

et drab på et mindreårigt barn i dag alene betale erstatning for

rimelige begravelsesudgifter (erstatningsansvarslovens § 12).

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

der indsættes en ny regel i erstatningsansvarsloven om

godtgørelse til efterladte ved dødsfald.

En regel om godtgørelse for ikke-økonomisk

skade til efterladte vil bryde med erstatningsansvarslovens princip om, at

der ved dødsfald alene gives erstatning for økonomisk skade.

Indførelsen af en sådan regel kan således give anledning

til principielle overvejelser og betænkeligheder med hensyn til

karakteren af den erstatning mv., der bør gives ved dødsfald.

Der kan bl.a. være risiko for, at en godtgørelsesregel opfattes

som om, at der sættes en »pris« på et menneskeliv som sådan

og/eller den følelsesmæssige belastning ved at miste en

nær pårørende.

Dette udelukker dog efter arbejdsgruppens opfattelse ikke,

at der indføres en godtgørelsesregel med et begrænset

anvendelsesområde. Der peges i den forbindelse bl.a. på, at der

allerede i dag findes regler om godtgørelse for ikke-økonomisk

skade ved personskade, f.eks. godtgørelse for varigt mén, der

kan opleves som udtryk for, at der f.eks. sættes en »pris« på det

at miste en arm eller miste synet. Hertil kommer, at en regel om

godtgørelse ved dødsfald vil have en vis lighed med

erstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. I begge

tilfælde er der tale om en økonomisk kompensation for en

særlig psykisk og/eller følelsesmæssig krænkelse,

som ikke ud fra objektive kriterier kan opgøres i kroner og

ører.

En regel om godtgørelse ved dødsfald

bør efter arbejdsgruppens opfattelse omfatte nære

pårørende til den afdøde, dvs. som udgangspunkt

ægtefælle og samlever. Forholdet mellem mindreårige

børn og deres forældre bør normalt også være

omfattet af reglen.

Arbejdsgruppen finder som nævnt, at

godtgørelsesreglen alene bør gælde for dødsfald,

der er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der

må antages at være tale om en særlig

følelsesmæssig belastning for og/eller krænkelse af de

efterladte. Arbejdsgruppen foreslår således, at reglen skal

omfatte dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft

uagtsomt, idet det navnlig er i disse tilfælde, at der normalt vil

være tale om en ekstraordinær belastning for de efterladte.

Ved vurderingen af, om der skal tilkendes en

godtgørelse, og ved fastsættelsen af en eventuel

godtgørelses størrelse, bør der efter arbejdsgruppens

opfattelse herudover lægges særlig vægt på karakteren

af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som

må antages at være påført de efterladte.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ved

forsætligt drab som udgangspunkt bør tilkendes en

godtgørelse til de efterladte, idet et drab i almindelighed

indebærer en helt ekstraordinær belastning for og krænkelse

af de efterladte.

Med hensyn til dødsfald, der er forvoldt ved grov

uagtsomhed, finder arbejdsgruppen, at tilkendelse af godtgørelse i

almindelighed bør forudsætte, at der ud over den grove

uagtsomhed konkret foreligger omstændigheder, der må antages at

indebære en særlig belastning for og/eller krænkelse af de

efterladte. Der kan bl.a. lægges vægt på, om

dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller

krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for

omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er

død på en særlig pinefuld måde. Der kan også

lægges vægt på, om de efterladte har været til stede,

da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis

skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og

f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv

tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.

Arbejdsgruppen foreslår, at godtgørelsens

størrelse skal fastsættes ud fra en samlet vurdering af de

konkrete omstændigheder i den enkelte sag, og at den maksimale

godtgørelse til en efterladt bør være i

størrelsesordenen 100.000 kr. Dette beløb svarer nogenlunde til

den højeste tortgodtgørelse til et voldtægtsoffer efter

ændringen af erstatningsansvarslovens § 26 ved lov nr. 463 af 7.

juni 2001, der lægger op til ca. en fordobling af den

tortgodtgørelse, der tilkendes ofre for sædelighedsforbrydelser

mv. En godtgørelse i denne størrelsesorden bør efter

arbejdsgruppens opfattelse som udgangspunkt tilkendes i sager om

forsætligt drab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der i

anledning af det samme dødsfald kan tilkendes en godtgørelse

til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor,

f.eks. både til den afdødes ægtefælle og til den

afdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de

efterladte kunne få en godtgørelse på som udgangspunkt

indtil ca. 100.000 kr.

Der henvises til betænkningen side 51 ff. og side 59

ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 (den foreslåede § 26 a

i erstatningsansvarsloven), og bemærkningerne hertil.

Det kan tilføjes, at der både i Norge,

Finland og Island findes lovregler om godtgørelse til de efterladte

ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. I

Sverige er der pr. 1. januar 2002 indført lovregler om erstatning for

personskade i form af psykisk skade, men ingen regel om godtgørelse

for sorg og savn eller krænkelse hos de efterladte. De svenske regler

indeholder imidlertid en bevislettelse for den erstatningssøgende,

således at der ved mindre erstatningskrav f.eks. vedrørende svie

og smerte normalt ikke skal stilles krav om, at den psykiske skade

dokumenteres nærmere. Dette synes at indebære, at der i praksis i

et vist omfang vil blive tale om en »standardiseret erstatning«, der vil

minde om en godtgørelse. Reglerne i de andre nordiske lande er

beskrevet nærmere i betænkningen side 35 ff.

3.2. Erstatning til efterladte for psykisk skade

Arbejdsgruppen har overvejet, om der i stedet for eller

ved siden af en regel om godtgørelse til efterladte ved

dødsfald bør ske en lovregulering af de efterladtes muligheder

for at få erstatning for personskade i form af psykisk skade som

følge af et dødsfald. Om dette spørgsmål hedder

det i betænkningen side 57 ff. bl.a.:

» de efterladte [kan] i dag efter retspraksis i

begrænset omfang få erstatning for sådanne skader efter de

almindelige regler i erstatningsansvarsloven. Dette forudsætter

imidlertid, at de efterladte selv har lidt fysisk overlast i forbindelse med

dødsfaldet eller har været i fare herfor.

Dette svarer i det væsentlige til retsstillingen i

Finland og Island. Derimod er der i retspraksis i Sverige og Norge i videre

omfang givet erstatning for psykiske skader, herunder for psykiske gener

eller lidelser ved at overvære eller blive underrettet om et

dødsfald. I Sverige er der med virkning fra den 1. januar 2002

endvidere sket en lovregulering af dette område, som i forhold til

hidtidig retspraksis udvider mulighederne for at få erstatning.

Som nævnt har domstolene i Danmark hidtil fulgt en

restriktiv linje med hensyn til at tilkende erstatning for psykiske skader i

forbindelse med, at en anden person bliver dræbt eller

kvæstet.

I det omfang der hos de pårørende rent

faktisk kan påvises en personskade i form af en psykisk lidelse eller

lignende som følge af, at en nærtstående bliver

dræbt eller kvæstet, bør det efter arbejdsgruppens

opfattelse også i lyset af udviklingen i Sverige og Norge overvejes

i videre omfang end i dag at give erstatning herfor efter de almindelige

regler i erstatningsansvarsloven. I modsætning til indførelsen

af en regel om godtgørelse til de efterladte ved dødsfald kan

en sådan udvidelse af mulighederne for at få erstatning for

psykiske skader ske uden lovændringer.

Arbejdsgruppen vil i den forbindelse også pege

på, at der efter arbejdsskadesikringsloven gives erstatning for

psykiske skader i videre omfang end efter dansk rets almindelige

erstatningsregler Der vil således kunne opstå tilfælde,

hvor en ansat, der overværer en alvorlig og voldsom ulykke, vil

få hændelsen anerkendt som en arbejdsulykke og få

erstatning for psykiske skader efter arbejdsskadesikringsloven, mens

ægtefællen til den, der bliver dræbt eller alvorligt

kvæstet ved ulykken, efter hidtidig retspraksis ikke vil kunne få

erstatning for psykiske skader efter dansk rets almindelige

erstatningsregler, selv om han eller hun også har overværet

ulykken.

Der er endvidere i den erstatningsretlige litteratur

argumenteret for, at erstatningsansvaret formentlig uden for store

betænkeligheder kan udvides til også at omfatte psykiske

skader/chok ved at overvære eller få meddelelse om en nær

pårørendes død eller alvorlige personskade.

Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at der på

nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt grundlag for at

foreslå lovregler om de efterladtes muligheder for at få

erstatning for psykiske skader som følge af et dødsfald mv.

Dansk rets almindelige erstatningsregler er i vidt omfang

udviklet og løbende tilpasset gennem retspraksis. Det gælder

f.eks. den almindelige culparegel, kravet om årsagssammenhæng og

adækvans samt regler om, hvilke interesser og goder der er beskyttet af

erstatningsreglerne, og hvem der kan kræve disse erstattet.

Arbejdsgruppen finder det mest hensigtsmæssigt, at

det som hidtil overlades til retspraksis at fastlægge indholdet af

dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder også i hvilket

omfang der kan gives erstatning for psykiske skader. Det vil efter

arbejdsgruppens opfattelse være naturligt, at domstolene i den

forbindelse inddrager udviklingen i de andre nordiske lande samt udviklingen

på arbejdsskadeområdet.

Arbejdsgruppen forudsætter, at den foreslåede

godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for en udvikling i

retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for psykiske

skader.«

Justitsministeriet er enig i, at en udvikling i

retspraksis mod i videre omfang at give erstatning til de efterladte for

psykisk skade vil kunne finde sted uden lovændringer.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at spørgsmålet

om, i hvilket omfang der bør gives erstatning for psykisk skade til de

efterladte, er bedst egnet til at blive løst gennem domstolenes

løbende udvikling af dansk rets almindelige erstatningsregler på

grundlag af stillingtagen til konkrete enkeltsager.

Der kan i den forbindelse bl.a. peges på, at

erstatningsansvarsloven ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en

»personskade«, og heller ikke angiver de almindelige betingelser for,

hvornår en personskade kan kræves erstattet (ansvarsgrundlag,

krav om årsagssammenhæng mv.). Det er Justitsministeriets

opfattelse, at der som udgangspunkt ikke bør indføres

særlige lovregler vedrørende et enkelt element af

personskadebegrebet.

Det kan endvidere nævnes, at det i retspraksis

er anerkendt, at en »personskade« også kan være en psykisk

skade, f.eks. en egentlig psykisk lidelse, der medfører tab af

erhvervsevne. Spørgsmålet i retspraksis har derimod bl.a.

været, under hvilke omstændigheder en sådan psykisk skade

bør kunne kræves erstattet, herunder f.eks. hvor tæt den

erstatningssøgende skal have været på ulykken.

Ud over en stillingtagen til sådanne

spørgsmål ville en eventuel lovregulering af mulighederne for at

få erstatning for psykisk skade efter Justitsministeriets opfattelse

rejse en række andre vanskelige spørgsmål bl.a. om den

nærmere fastlæggelse af begrebet »psykisk skade« (i hvilket

omfang skal der f.eks. være tale om en egentlig psykisk lidelse), om

beviset for årsagssammenhæng mellem dødsfaldet og den

psykiske skade og om afgrænsningen mellem »sædvanlig« sorg mv. og

en egentlig psykisk skade. Disse spørgsmål er efter

Justitsministeriets opfattelse bedst egnede til at blive løst i

retspraksis på grundlag af dansk rets almindelige

erstatningsregler.

Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke

regler om de efterladtes muligheder for at få erstatning for psykisk

skade som følge af dødsfald mv.

3.3. Arv af krav på godtgørelse for personskade

Arbejdsgruppen har overvejet, om en ophævelse af

erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, om, hvornår krav

på godtgørelse for personskade falder i arv, vil kunne

være et alternativ til indførelsen af en regel om

godtgørelse til efterladte ved dødsfald.

En ophævelse af § 18, stk. 2, vil

indebære, at krav på godtgørelse for svie og smerte,

varigt mén og tortgodtgørelse mv. som udgangspunkt vil falde i

arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for økonomisk

skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte inden sin

død har gjort kravet gældende.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil dette imidlertid ikke

være tilstrækkeligt til i de særlige tilfælde, der er

omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel, at sikre de

nærtstående efterladte en særskilt kompensation for lidelse

eller krænkelse som følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen

peger bl.a. på, at selv om tortgodtgørelse mv. med en

ophævelse af § 18, stk. 2, vil falde i arv i videre omfang

end i dag, vil der ikke nødvendigvis i alle tilfælde omfattet af

den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte blive

tilkendt en tortgodtgørelse, som vil kunne falde i arv til ofrets

arvinger. Hertil kommer, at der ikke uden videre vil være sammenfald

mellem afdødes arvinger, som vil arve en eventuel

tortgodtgørelse, og den eller de nærtstående efterlevende,

som vil være omfattet af den foreslåede

godtgørelsesregel.

Som det fremgår af punkt 2.3. ovenfor, er § 18,

stk. 2, navnlig begrundet i, at krav på godtgørelse for

personskade anses for at være af personlig karakter, således at

beslutningen om at gøre kravet gældende bør træffes

af den skadelidte selv.

Godtgørelse for svie og smerte skal i første

række kompensere for skadelidtes fysiske lidelse (smerte) umiddelbart

efter skaden og godtgørelse for varigt mén for de varige

fremtidige ulemper og gener i skadelidtes personlige livsførelse. Selv

om der kan siges at være tale om forhold af personlig karakter, er der

efter arbejdsgruppens opfattelse næppe tvivl om, at disse

godtgørelseskrav i praksis er en helt sædvanlig del af

skadelidtes samlede erstatningskrav i anledning af en personskade.

Tilsvarende må det antages, at skadelidte sædvanligvis vil

kræve godtgørelse for tort mv., hvis betingelserne herfor er

opfyldt.

På denne baggrund kan det efter arbejdsgruppens

opfattelse vanskeligt begrundes, at kun en del af det samlede krav (nemlig

erstatning for økonomisk skade) falder i arv, medmindre

godtgørelseskravet er gjort gældende ved sagsanlæg mv. I

dag kommer det således skadevolderen til gode, hvis skadelidte

tilfældigvis afgår ved døden, inden

godtgørelseskravet er gjort gældende i overensstemmelse med

§ 18, stk. 2.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

§ 18, stk. 2, ophæves, således at der ikke

længere vil gælde en særregel om, hvornår krav

på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en

personskade falder i arv.

Der henvises til betænkningen side 69 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede

ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2), og

bemærkningerne hertil.

3.4. Offererstatningsloven

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og

godtgørelse for bl.a. personskade og tab af forsørger, der

forvoldes ved en overtrædelse af straffeloven. Udbetalinger efter loven

administreres af Nævnet vedrørende erstatning til ofre for

forbrydelser (Erstatningsnævnet). Når staten udbetaler erstatning

til ofret, indtræder staten i ofrets krav mod gerningsmanden.

Udmåling af erstatning og godtgørelse efter

offererstatningsloven sker efter de almindelige regler i

erstatningsansvarsloven. Er ofret afgået ved døden, kan

Erstatningsnævnet således i dag udbetale erstatning for tab af

forsørger og for rimelige begravelsesudgifter samt et

overgangsbeløb, jf. punkt 2.1. ovenfor.

I forbindelse med den foreslåede regel om

godtgørelse til efterladte ved dødsfald foreslår

arbejdsgruppen derfor en ændring af offererstatningsloven med henblik

på, at der også efter denne lov vil kunne ydes en sådan

godtgørelse, jf. betænkningen side 80 og side 86.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er udformet i

overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 2 (den

foreslåede ændring af offererstatningslovens § 2) og

bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

4.1. Indførelse af en regel om godtgørelse til efterladte

ved dødsfald

Ændringen indebærer, at der indsættes en

regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved

dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.

Hermed bliver der som noget nyt mulighed for i særlige tilfælde

at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller

krænkelse som følge af en nærtståendes

død.

Statens merudgifter til offererstatningsordningen

skønnes fuldt indfaset at udgøre i størrelsesordenen 10

mio. kr. årligt. Staten har imidlertid mulighed for at rejse regreskrav

mod gerningsmanden, og samlet set skønnes nettomerudgifterne for

staten som følge af godtgørelsesreglen at udgøre i

størrelsesordenen 9-10 mio. kr. årligt ved fuld indfasning.

Stigningen i udgifterne vil slå igennem, efterhånden som

Erstatningsnævnet udbetaler godtgørelserne.

Ændringen har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.

Ændringen vil have visse konsekvenser for

forsikringsbranchen, men disse vil være beskedne. Brancheorganisationen

Forsikring & Pension skønner således, at den

foreslåede regel ikke i sig selv vil give grundlag for

præmiestigninger for ansvarsforsikringer. Det er herved forudsat, at

forsikringsselskaberne kun i yderst få sager om året vil skulle

udbetale godtgørelse til en eller flere efterladte, og at

forsikringsselskaberne kun i begrænset omfang vil blive inddraget i

retstvister om tilkendelse af godtgørelse.

For borgerne vil ændringen betyde, at nære

pårørende vil få mulighed for at få tilkendt en

godtgørelse på normalt op til ca. 100.000 kr. for lidelse eller

krænkelse ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller

groft uagtsomt.

4.2. Ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2

Ændringen indebærer, at den særlige

regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på

godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på

godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af

personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt

mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om

skadelidte inden sin død har gjort kravet gældende.

Ændringen vil kunne medføre merudgifter for

amtskommunerne til patientforsikringsordningen på i

størrelsesordenen ½-2 mio. kr. årligt, men dette skøn er

behæftet med betydelig usikkerhed.

Ændringen skønnes ikke herudover at have

økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, kommuner og

amtskommuner af betydning.

Ændringen skønnes ikke at have

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

4.3. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Det samlede lovforslag skønnes ikke at have

administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning. Lovforslaget har

ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for

staten

Ingen

Merudgifter til offererstatningsordningen på

skønsmæssigt 3 mio. kr. i 2003, 8 mio. kr. i 2004 og herefter

9-10 mio. kr. årligt

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner

og amtskommuner

Ingen

Merudgifter for amtskommunerne på

skønsmæssigt ½-2 mio. kr. årligt

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Visse konsekvenser, men disse vil være

beskedne

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for borgerne

Nære pårørende vil få mulighed for

at få tilkendt en godtgørelse på normalt op til ca.

100.000 kr. for lidelse eller krænkelse ved dødsfald

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

Lovforslaget er omfattet af

lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på

anvendelsen i praksis af den foreslåede regel om godtgørelse til

efterladte ved dødsfald. Justitsministeriet vil i 2005 efter

høring af de berørte organisationer mv. udarbejde en

redegørelse herom til Folketinget.

5. Høring

Betænkning nr. 1412/2002 om godtgørelse til

efterladte ved dødsfald har været i høring hos

følgende organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for

Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,

Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,

Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danske Entreprenører, De

Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd,

Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,

Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen Stop Volden, Forsikring

& Pension, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet,

Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen af

Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), Landsforeningen Hjælp

Voldsofre, Landsorganisationen Forebyg vold, hjælp voldsramte,

Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen,

Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser,

Patientforsikringsforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger (SALA), Specialarbejderforbundet i Danmark og

Ældre Sagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at den særlige regel i

erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvorefter krav på

godtgørelse for personskade først falder i arv, når

kravet er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg mv.,

ophæves. Sådanne godtgørelseskrav vil herefter som

udgangspunkt falde i arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for

økonomisk skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte

har gjort kravet gældende inden sin død.

Hvis skadelidte dør, inden et krav på f.eks.

godtgørelse for varigt mén er anerkendt eller fastslået

ved dom, er der i retspraksis i visse tilfælde foretaget en

nedsættelse af godtgørelsen under henvisning til skadelidtes

kortere levetid. Begrundelsen herfor er, at méngodtgørelsen

skal kompensere for skadelidtes varige mén resten af livet og derfor

som udgangspunkt bør nedsættes, hvis skadelidte faktisk fik en

kortere levetid end gennemsnitligt. Der er ikke med den foreslåede

ophævelse af § 18, stk. 2, tilsigtet nogen ændring af

denne praksis.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

3.3.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring af den

foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18,

stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring af den

foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18,

stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og af den foreslåede

nye regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, jf.

lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 4

Det foreslås, at der som noget nyt bliver mulighed

for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en

godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en

nærtståendes død. Der er således ikke tale om en

generel adgang til at tilkende de efterladte en godtgørelse ved

ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. Den

foreslåede regels anvendelsesområde er begrænset til

tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne

kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være

tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller

krænkelse af de efterladte.

Reglen er fakultativ, jf. ordene »kan

pålægges« i stk. 1. Det må afgøres efter

en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal

tilkendes en godtgørelse til en eller flere af de efterladte.

Reglen omfatter alene efterlevende, der stod den

afdøde særligt nær, dvs. nære pårørende

til den afdøde. Det omfatter som udgangspunkt ægtefælle,

samlever, mindreårige børn og forældre til

mindreårige børn. Der skal ikke foretages en nærmere

vurdering af de konkrete følelsesmæssige relationer mellem disse

efterlevende og den afdøde. Der vil dog normalt ikke være

grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis

ægtefællernes samliv på tidspunktet for dødsfaldet

var ophævet på grund af uoverensstemmelser.

Samlever skal forstås på samme måde som

i erstatningsansvarslovens § 13 om forsørgertabserstatning og

§ 14 a om overgangsbeløb. Dette indebærer bl.a., at der

ikke stilles bestemte krav til varigheden af det forudgående samliv.

Det afgørende er, om der på tidspunktet for dødsfaldet

bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at sidestille

den efterlevende med en ægtefælle, herunder om der på

tidspunktet for dødsfaldet var fælles bolig, fælles

husholdning og fælles økonomi i øvrigt.

Forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende

og/eller mindreårige børn må normalt også anses for

omfattet af reglen uanset om det er et barn eller en af forældrene,

der dør. Der bør i almindelighed tilkendes en

godtgørelse til mindreårige børn uanset deres alder, dvs.

at der også kan tilkendes en godtgørelse til helt små

børn, selv om de endnu ikke er i stand til at opfatte og forstå

de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der

begrunder godtgørelsen. Hvis der er tale om voksne børn, der er

flyttet hjemmefra, vil der derimod i almindelighed ikke være grundlag

for at tilkende en godtgørelse i anledning af barnets eller en af

forældrenes død, medmindre de pågældende må

antages at have bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet f.eks.

først er flyttet hjemmefra umiddelbart før

dødsfaldet.

Efter omstændighederne vil også andre end

ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses

for omfattet af reglen. Dette forudsætter dog, at der har været

et sådant særligt forhold mellem den pågældende og

den afdøde, at der må antages at være tale om en

tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som

følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster

eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og

husholdning med den afdøde.

Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de

efterladte er begrænset til dødsfald, der er forvoldt

forsætligt eller groft uagtsomt.

Den nærmere afgrænsning af begrebet grov

uagtsomhed må ske gennem retspraksis. Ved vurderingen af, om der i en

konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der som efter

erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1 (hvorefter der ved

forsæt og grov uagtsomhed er erstatningsansvar for skadevolderen, selv

om skaden er dækket af en forsikring) kunne tages udgangspunkt i, om

skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den

indtrådte skade.

Ved siden af denne begrænsning til dødsfald

forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt skal der efter

stk. 2 lægges særlig vægt på karakteren

af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som

må antages at være påført den eller de

efterlevende.

Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt

forudsætter ikke, at den pågældende har fået en

egentlig psykisk skade (personskade) som følge af

dødsfaldet.

Det er forudsat, at der skal foretages en helhedsvurdering

af, om dødsfaldet er forvoldt under sådanne

omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at

påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk og/eller

følelsesmæssig belastning (lidelse eller krænkelse). Der

er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets

»egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning for

de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang

dette rent faktisk har været tilfældet.

Det forudsættes i den forbindelse, at den

foreslåede godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for

en udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning

for personskade i form af psykisk skade, jf. de almindelige

bemærkninger punkt 3.2.

Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt, vil

der normalt være tale om en overtrædelse af straffelovens

§ 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter stk. 2

som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte

en godtgørelse. Selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes

som følge af ung alder eller utilregnelighed på grund af

sindssygdom eller lignende (straffelovens §§ 15-16), vil skadevolderen

som udgangspunkt fortsat være erstatningsansvarlig, således at

der vil kunne tilkendes de efterladte en godtgørelse, jf.

erstatningsansvarslovens §§ 24 a-b.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed,

indebærer vurderingen efter stk. 2, at der ud over skadevolderens

grove uagtsomhed som udgangspunkt konkret skal foreligge

omstændigheder, der må antages at indebære, at de

efterladte i særlig grad påføres lidelse eller

krænkelse som følge af dødsfaldet.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt

på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal

og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat

for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er

død på en særlig pinefuld måde. Der kan også

lægges vægt på, om de efterladte har været til stede,

da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis

skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og

f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv

tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.

Den foreslåede godtgørelsesregel

forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er

forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en

overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv

og legeme, f.eks. straffelovens § 246 (grov vold, der har medført

døden) eller § 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare

for nogens liv eller førlighed).

Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i

relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede

godtgørelsesregel f.eks. anvendt i tilfælde, hvor ofret har

været udsat for grov vold i et sådant omfang og/eller af en

sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller

hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet

af straffelovens § 252 forvolder en medtrafikants død.

Det bemærkes, at der vil være en række

tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for

overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, som ikke

vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel.

Dette hænger bl.a. sammen med, at straffelovens § 241 ikke er

begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed, men

også omfatter dødsfald forvoldt ved simpel uagtsomhed.

Godtgørelsens størrelse må

fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete

omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling

og den lidelse eller krænkelse, som må antages at være

påført den eller de efterlevende, skal også

tillægges særlig vægt ved udmålingen af

godtgørelse, jf. stk. 2.

Den maksimale godtgørelse forudsættes i

almindelighed at være i størrelsesordenen 100.000 kr. I sager om

forsætligt drab bør der som udgangspunkt tilkendes en

godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog ikke udelukket

i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere

godtgørelse.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed,

må godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre

beløb, idet det dog forudsættes, at der ikke udmåles helt

bagatelagtige beløb.

Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle

andre ydelser i anledning af dødsfaldet, f.eks.

forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14

og overgangsbeløb efter § 14 a. Godtgørelsen kan endvidere

udbetales ved siden af en eventuel erstatning til den efterladte for

personskade i form af psykisk skade som følge af dødsfaldet.

Godtgørelsens størrelse i den enkelte sag skal ligeledes

fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.

Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes

en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder

betingelserne herfor, f.eks. både til den afdødes

ægtefælle og til den afdødes mindreårige

børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en

godtgørelse på som udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.

Med den foreslåede ophævelse af

erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,

nr. 1, vil det kunne forekomme, at en tortgodtgørelse mv. falder i

arv, samtidig med at der er grundlag for at tilkende en eller flere af de

efterladte en godtgørelse i medfør af den foreslåede

§ 26 a. I disse tilfælde kan der ved udmåling af

godtgørelsen til en efterladt tages hensyn til, i hvilket omfang den

pågældende får del i den tortgodtgørelse mv., der

arves. Der sigtes herved navnlig til tilfælde, hvor der er en vis

sammenhæng mellem det forhold, der begrunder kravet på

tortgodtgørelse mv., og dødsfaldet, f.eks. hvis gerningsmanden

først begår voldtægt mod ofret og kort tid efter

dræber den pågældende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

3.1.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring af den

foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved

dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til § 2

Der er tale om en konsekvensændring af den

foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved

dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

3.4.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den finder anvendelse

på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende ret

Lovforslaget

§ 1

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.

september 2002, foretages følgende ændringer:

§ 18.

Stk. 2.

Krav om godtgørelse for personskade falder i

arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved

sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i

retten eller et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret til

retten.

1.

§ 18, stk. 2, ophæves.

Stk. 3.

Erstatning og godtgørelse som nævnt i

stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, indgår

ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i

anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring.

Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i

formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer,

afgår ved døden, medmindre erstatningen eller

godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

§ 18, stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 2 og 3.

Stk. 4.

Reglerne i stk. 1 og stk. 3 finder ikke

anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

2.

I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3,

ændres »stk. 1 og stk. 3« til: »stk. 1-2«.

§ 26.

Stk. 2.

Stk. 3.

3.

§ 26, stk. 4, affattes således:

Stk. 4.

§ 18, stk. 1-3, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3.

»Stk. 4. § 18, stk. 1-2, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på

godtgørelse efter § 26 a.«

4.

Efter § 26 indsættes:

»Godtgørelse til efterladte

§ 26 a.

Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed

forvolder en andens død, kan pålægges at betale en

godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt

nær.

Stk. 2.

Ved vurderingen af, om der skal betales

godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af

godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig

vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den

lidelse eller krænkelse, som må antages at være

påført den eller de efterlevende.«

§ 27.

Aftaler om fravigelse af reglerne i §§ 1-16,

§ 24, stk. 2, og § 26, der er indgået inden en skades

indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den

erstatningsberettigede.

Stk. 2

.

5.

I § 27, stk. 1, ændres »§ 24,

stk. 2, og § 26,« til: »§ 24, stk. 2, § 26 og

§ 26 a,«.

§ 2

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.

lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret senest

ved § 2 i lov nr. 463 af 7. juni 2001, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2 affattes således:

§ 2.

Afgår skadelidte ved døden, ydes der

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a.

»§ 2. Afgår skadelidte ved døden, ydes der

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26

a.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende

og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der

indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Lignende dokumenter