Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Godtgørelse til efterladte ved dødsfald)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 2. oktober 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
erstatningsansvar og
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
(Godtgørelse til efterladte ved dødsfald)
§ 1
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.
september 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 18, stk. 2, ophæves.
§ 18, stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 2 og 3.
2.
I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3,
ændres »stk. 1 og stk. 3« til: »stk. 1-2«.
3.
§ 26, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. § 18, stk. 1-2, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på
godtgørelse efter § 26 a.«
4.
Efter § 26 indsættes:
»Godtgørelse til efterladte
§ 26 a.
Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed
forvolder en andens død, kan pålægges at betale en
godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt
nær.
Læs alt
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om der skal betales
godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af
godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig
vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den
lidelse eller krænkelse, som må antages at være
påført den eller de efterlevende.«
5.
I § 27, stk. 1, ændres »§ 24,
stk. 2, og § 26,« til: »§ 24, stk. 2, § 26 og
§ 26 a,«.
§ 2
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret senest
ved § 2 i lov nr. 463 af 7. juni 2001, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2 affattes således:
»§ 2. Afgår skadelidte ved døden, ydes der
erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26
a.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der
indtræder efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at indsætte en
regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved
dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.
Hermed skabes der mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de
efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som
følge af en nærtståendes død. En sådan
mulighed eksisterer ikke i dag.
Lovforslaget indebærer endvidere, at den
særlige regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på
godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på
godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en
personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt
mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om
skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.
Lovforslaget bygger på betænkning nr.
1412/2002 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, som er
afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet (herefter
»betænkningen«, henholdsvis »arbejdsgruppen«). Lovforslaget svarer til
arbejdsgruppens lovudkast.
2. Gældende ret
2.1. Erstatning ved dødsfald
Den, der forvolder en andens død, skal efter de
gældende regler i erstatningsansvarsloven betale erstatning for de
efterladtes økonomiske tab som følge af
dødsfaldet. Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal der
således betales erstatning for tab af forsørger og for rimelige
begravelsesudgifter, ligesom der efter § 14 a med virkning for skader,
der indtræder efter den 1. juli 2002 tilkommer den efterlevende
ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb.
Erstatning for tab af forsørger til
ægtefælle eller samlever (erstatningsansvarslovens § 13)
udgør 30 pct. af den erhvervsevnetabserstatning, som afdøde
må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt
erhvervsevnetab, dog som hovedregel mindst 663.500 kr. (pr. 1. juli 2002, jf.
bekendtgørelse nr. 1055 af 14. december 2001 om regulering af
erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om
erstatningsansvar). Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes
erstatningen efter reglen i erstatningsansvarslovens § 9, jf. § 13,
stk. 2, dvs. med 1 pct. for hvert år forsørgeren var ældre
end 29 år og med yderligere 2 pct. for hvert år,
forsørgeren var ældre end 54 år. Erstatningen
nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Med
virkning for skader, der indtræder efter den 1. juli 2002, er der sket
en væsentlig forhøjelse af erstatningsniveauet bl.a. ved tab af
forsørger (lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af bl.a.
erstatningsansvarsloven). Den højeste forsørgertabserstatning
udgør således i dag 1.860.150 kr. mod tidligere 1.116.000
kr.
Afdødes børn kan kræve erstatning for
tab af forsørger svarende til summen af de bidrag til barnets
underhold, som afdøde kunne være pålagt efter lov om
børns forsørgelse, hvis afdøde havde været
bidragspligtig (erstatningsansvarslovens § 14). Var afdøde
eneforsørger, forhøjes erstatningen til det dobbelte.
Der kan efter erstatningsansvarslovens § 12 endelig
ydes forsørgertabserstatning til andre end ægtefælle,
samlever og børn, f.eks. til stedbørn og forældre, hvis
der har været en faktisk forsørgelse fra afdødes
side.
Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal den, der er
erstatningsansvarlig for en andens død, endvidere betale erstatning
for rimelige begravelsesudgifter.
Det har tidligere været uafklaret, i hvilket omfang
andre udgifter som følge af dødsfaldet, f.eks. flytteudgifter
og udgifter til hushjælp, kan kræves erstattet. Med virkning fra
den 1. juli 2002 er der imidlertid som nævnt ovenfor indsat en ny
§ 14 a i erstatningsansvarsloven om overgangsbeløb til de
efterladte ved dødsfald.
Efter den nye § 14 a tilkommer der ved
dødsfald den efterlevende ægtefælle eller samlever et
overgangsbeløb på 111.000 kr., jf. bekendtgørelse nr.
1055 af 14. december 2001 om regulering af erstatnings- og
godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar.
Overgangsbeløbet ydes som en standardiseret kompensation for de
forskellige uforudsete og mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som
regel vil være forbundet med en ægtefælles eller samlevers
død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet,
begravelsesudgifter mv. Overgangsbeløbet kan udbetales ved siden af
erstatning for tab af forsørger, mens den, der får udbetalt
overgangsbeløb, ikke tillige kan kræve særskilt erstatning
for begravelsesudgifter.
»Ægtefælle« og »samlever« skal forstås
på samme måde som i erstatningsansvarslovens § 13 om
forsørgertabserstatning. Hvis den afdøde ikke efterlader sig
ægtefælle eller samlever, kan beløbet tilkendes en anden
efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor.
Det kan f.eks. være tilfælde, hvor det pågældende
familiemedlem i mange år har haft fælles bolig og fælles
husholdning med afdøde. Beløbet vil også kunne udbetales
til forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til
husholdningen, eller til en søster eller bror, som havde fælles
bolig mv. med afdøde.
Erstatningsansvarsloven indeholder derimod ikke regler om
godtgørelse for ikke-økonomisk skade hos de
efterladte som følge af dødsfaldet, f.eks. tort, psykisk smerte
og lidelse. Der gives heller ikke tortgodtgørelse mv. efter
erstatningsansvarslovens § 26 til pårørende til ofre.
Der henvises til betænkningen side 19 ff.
2.2. Erstatning til efterladte for psykisk skade
Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige
regler om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade
mv. Erstatningsansvarsloven angiver ikke, hvad der nærmere skal
forstås ved en »personskade«, men det antages, at en personskade
både kan være fysiske og psykiske følger af en
ansvarspådragende handling, herunder f.eks. en egentlig psykisk
lidelse, der medfører midlertidig eller varig arbejdsudygtighed
Betænkningen side 21 ff. indeholder en nærmere
gennemgang af gældende ret med hensyn til mulighederne for at få
erstatning for personskade i form af psykisk skade. Det fremgår heraf,
at der efter retspraksis som udgangspunkt kan kræves erstatning for
psykisk skade, hvis skaden er opstået i forbindelse med, at skadelidte
selv har lidt fysisk overlast, f.eks. hvis skadelidte i forbindelse med vold
pådrager sig en egentlig psykisk lidelse. Dette forudsætter, at
der efter dansk rets almindelige erstatningsregler i øvrigt er
grundlag for at pålægge skadevolderen erstatningsansvar for den
psykiske skade, herunder at der kan påvises
årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og
skaden.
I betænkningen anføres endvidere, at
domstolene i flere tilfælde har tilkendt erstatning for psykisk skade i
tilfælde, hvor den erstatningssøgende var impliceret f.eks. i en
ulykke uden at lide direkte fysisk overlast, men hvor den psykiske skade
skyldes, at den pågældende var eller anså sig for at
være i fare for at komme fysisk til skade. Domstolene har også i
visse tilfælde tilkendt erstatning, selv om den
erstatningssøgende ikke har lidt fysisk overlast og heller ikke uden
videre kan siges at have været i fare herfor, hvis skadevolderens
handling har været udtryk for grov kådhed eller lignende.
Som det fremgår af betænkningen side 26 ff.,
har den erstatningsretlige litteratur været åben over for, at der
også i andre tilfælde i et vist omfang vil kunne tilkendes
erstatning for psykisk skade f.eks. hvis den erstatningssøgende har
fået en psykisk skade ved at overvære eller blive underrettet om,
at en nær pårørende er blevet dræbt eller
kvæstet. Hidtil er der ikke i retspraksis givet erstatning i
sådanne tilfælde, men hverken erstatningsansvarsloven der som
nævnt ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en »personskade«
eller anden lovgivning vil være til hinder for en sådan
udvikling.
Det kan i øvrigt nævnes, at der efter
arbejdsskadesikringsloven der gælder, uanset om der findes en
erstatningsansvarlig skadevolder gives erstatning for psykisk skade ved
arbejdsskader også i tilfælde, hvor der hidtil ikke er givet
erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf.
betænkningen side 30 ff. og side 89 ff. Der kan f.eks. gives erstatning
efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den ansatte har været indblandet
i en voldsom begivenhed, selv om han eller hun ikke selv har været i
fare for at lide fysisk overlast, f.eks. en lokomotivfører, der
påkører en person. Der kan endvidere i visse tilfælde
gives erstatning for psykisk skade som følge af, at den ansatte har
overværet en alvorlig ulykke mv.
2.3. Arv af krav på godtgørelse for personskade
Erstatningsansvarsloven indeholder i § 18,
stk. 2, en begrænsning af, hvornår krav på
godtgørelse for personskade falder i arv, idet kravet først
falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved
sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i
retten eller i et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret
til retten. Dette gælder for krav om godtgørelse for svie og
smerte (erstatningsansvarslovens § 3) og for varigt mén
(erstatningsansvarslovens § 4). Reglen gælder endvidere for
godtgørelse for tort mv., jf. erstatningsansvarslovens § 26,
stk. 4.
Baggrunden for reglen er, at krav på
godtgørelse for personskade er anset for at være af personlig
karakter, således at beslutningen om at gøre kravet
gældende bør træffes af den skadelidte selv og ikke
efterfølgende af hans eller hendes arvinger. Når skadelidte har
rejst kravet, er der derimod ikke grund til, at det ikke skal falde i
arv.
Det kræves efter § 18, stk. 2, at kravet
skal være anerkendt eller gjort indenretligt gældende. Det er
derimod ikke nødvendigt, at godtgørelsens størrelse er
anerkendt, eller at godtgørelseskravet er gjort gældende med et
bestemt beløb. I retspraksis er krav på godtgørelse
endvidere i visse tilfælde hvor skadelidtes krav findes at
måtte forstås sådan, at det (også) omfatter
godtgørelse for ikke-økonomisk skade anset for at falde i
arv, selv om skadelidte ikke inden sin død udtrykkeligt har rejst krav
om godtgørelse for personskade, men f.eks. blot har »krævet
erstatning«.
Erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter
kun godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Det er således
overladt til retspraksis at fastlægge, hvornår krav på
erstatning for økonomisk skade ved personskade mv. falder i arv. Krav
på erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og
begravelsesudgifter antages at falde i arv uden begrænsninger, dvs.
uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.
Andre krav på erstatning for økonomisk skade, f.eks. erstatning
for tab af erhvervsevne, antages at falde i arv i hvert fald, hvis kravet er
gjort gældende ved sagsanlæg mv. i overensstemmelse med
§ 18, stk. 2, eller hvis kravet er anerkendt af skadevolderen. Det
er dog i dag i almindelighed antaget, at også disse erstatningskrav som
udgangspunkt uden videre falder i arv, jf. betænkningen side 65 ff.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Godtgørelse til efterladte ved dødsfald
Dansk erstatningsret bygger på det princip, at der
som hovedregel kan kræves erstatning for økonomisk skade, mens
godtgørelse for ikke-økonomisk skade alene gives, hvor der er
et særligt behov herfor. Tilkendelse af godtgørelse for
ikke-økonomisk skade forudsætter, at der er en særlig
hjemmel i loven hertil.
En ikke-økonomisk skade er karakteriseret ved, at
vurderingen af skaden beror på mere subjektivt prægede kriterier
som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ikke uden videre kan opstilles en
objektiv økonomisk målestok for skadens omfang/tabets
størrelse. Skaden kan med andre ord ikke opgøres i »kroner og
ører«.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel
om, at enhver ikke-økonomisk skade kan kræves erstattet, som
følge af den manglende objektive målestok for vurdering af
skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed retsusikkerhed i
den praktiske retsanvendelse. Det er på denne baggrund arbejdsgruppens
generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for
ikke-økonomisk skade kun bør indføres, hvor der er et
ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig kan opstilles visse
objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.
Som det fremgår af punkt 2.1. ovenfor, kan de
efterladte i dag alene kræve erstatning for økonomisk skade som
følge af et dødsfald. Erstatningsansvarsloven indeholder
derimod ikke regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade som
tort, psykisk smerte, lidelse mv. hos de efterladte.
Arbejdsgruppen peger på, at ethvert dødsfald
indebærer en betydelig følelsesmæssig belastning for de
efterladte i form af sorg, savn, psykisk smerte mv. Det gælder
både dødsfald, der skyldes sygdom eller lignende, og
dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling, hvor der
findes en erstatningsansvarlig skadevolder. Så godt som alle mennesker
vil på et eller andet tidspunkt opleve at miste en nær
pårørende eller en anden nærtstående, og de
efterladtes sorg og savn må i almindelighed antages at være den
samme, uanset om den pågældende f.eks. døde som
følge af pludselig sygdom, hvor ingen kan gøres ansvarlig,
eller blev dræbt i en færdselsulykke, hvor der findes en
erstatningsansvarlig skadevolder.
Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at der ikke
er grundlag for at indføre en generel regel om
godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der
skyldes en ansvarspådragende handling. En sådan generel
godtgørelse vil endvidere antagelig i vidt omfang blive oplevet som en
almindelig forhøjelse af erstatningsniveauet ved dødsfald og
ikke som en særskilt kompensation for psykisk lidelse og smerte mv. som
følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse
på, at der med ændringen af erstatningsansvarsloven pr. 1. juli
2002 er sket en væsentlig forhøjelse af det generelle
erstatningsniveau, herunder ved dødsfald, jf. punkt 2.1. ovenfor, og
at der ud fra hensynet til at dække de efterladtes økonomisk
skade ved dødsfaldet (tab af forsørger mv.) ikke er behov for
en yderligere forhøjelse af det almindelige erstatningsniveau.
Et dødsfald kan imidlertid ske under så
kvalificerende omstændigheder, at det typisk vil indebære en helt
særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte. Dette
gælder f.eks. forsætligt drab, hvor de efterladtes psykiske
smerte og lidelse i almindelighed må antages at blive forstærket
som følge af deres viden om, at en nærtstående
forsætligt er blevet dræbt navnlig hvis drabet er begået
under voldsomme og brutale omstændigheder. I sådanne
tilfælde må det i almindelighed også anses for
påregneligt for skadevolderen, at de efterladte påføres en
særlig psykisk belastning.
Efter de gældende regler i erstatningsansvarsloven
vil gerningsmanden til en voldtægt som udgangspunkt blive dømt
til at betale en tortgodtgørelse til ofret efter
erstatningsansvarslovens § 26. Hvis gerningsmanden efter
voldtægten dræber ofret, er der derimod ikke hjemmel til at
tilkende de efterladte en godtgørelse for tort eller lignende i
anledning af denne (grovere) forbrydelse. Tilsvarende skal gerningsmanden til
et drab på et mindreårigt barn i dag alene betale erstatning for
rimelige begravelsesudgifter (erstatningsansvarslovens § 12).
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
der indsættes en ny regel i erstatningsansvarsloven om
godtgørelse til efterladte ved dødsfald.
En regel om godtgørelse for ikke-økonomisk
skade til efterladte vil bryde med erstatningsansvarslovens princip om, at
der ved dødsfald alene gives erstatning for økonomisk skade.
Indførelsen af en sådan regel kan således give anledning
til principielle overvejelser og betænkeligheder med hensyn til
karakteren af den erstatning mv., der bør gives ved dødsfald.
Der kan bl.a. være risiko for, at en godtgørelsesregel opfattes
som om, at der sættes en »pris« på et menneskeliv som sådan
og/eller den følelsesmæssige belastning ved at miste en
nær pårørende.
Dette udelukker dog efter arbejdsgruppens opfattelse ikke,
at der indføres en godtgørelsesregel med et begrænset
anvendelsesområde. Der peges i den forbindelse bl.a. på, at der
allerede i dag findes regler om godtgørelse for ikke-økonomisk
skade ved personskade, f.eks. godtgørelse for varigt mén, der
kan opleves som udtryk for, at der f.eks. sættes en »pris« på det
at miste en arm eller miste synet. Hertil kommer, at en regel om
godtgørelse ved dødsfald vil have en vis lighed med
erstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. I begge
tilfælde er der tale om en økonomisk kompensation for en
særlig psykisk og/eller følelsesmæssig krænkelse,
som ikke ud fra objektive kriterier kan opgøres i kroner og
ører.
En regel om godtgørelse ved dødsfald
bør efter arbejdsgruppens opfattelse omfatte nære
pårørende til den afdøde, dvs. som udgangspunkt
ægtefælle og samlever. Forholdet mellem mindreårige
børn og deres forældre bør normalt også være
omfattet af reglen.
Arbejdsgruppen finder som nævnt, at
godtgørelsesreglen alene bør gælde for dødsfald,
der er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der
må antages at være tale om en særlig
følelsesmæssig belastning for og/eller krænkelse af de
efterladte. Arbejdsgruppen foreslår således, at reglen skal
omfatte dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft
uagtsomt, idet det navnlig er i disse tilfælde, at der normalt vil
være tale om en ekstraordinær belastning for de efterladte.
Ved vurderingen af, om der skal tilkendes en
godtgørelse, og ved fastsættelsen af en eventuel
godtgørelses størrelse, bør der efter arbejdsgruppens
opfattelse herudover lægges særlig vægt på karakteren
af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som
må antages at være påført de efterladte.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ved
forsætligt drab som udgangspunkt bør tilkendes en
godtgørelse til de efterladte, idet et drab i almindelighed
indebærer en helt ekstraordinær belastning for og krænkelse
af de efterladte.
Med hensyn til dødsfald, der er forvoldt ved grov
uagtsomhed, finder arbejdsgruppen, at tilkendelse af godtgørelse i
almindelighed bør forudsætte, at der ud over den grove
uagtsomhed konkret foreligger omstændigheder, der må antages at
indebære en særlig belastning for og/eller krænkelse af de
efterladte. Der kan bl.a. lægges vægt på, om
dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller
krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for
omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er
død på en særlig pinefuld måde. Der kan også
lægges vægt på, om de efterladte har været til stede,
da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis
skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og
f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv
tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.
Arbejdsgruppen foreslår, at godtgørelsens
størrelse skal fastsættes ud fra en samlet vurdering af de
konkrete omstændigheder i den enkelte sag, og at den maksimale
godtgørelse til en efterladt bør være i
størrelsesordenen 100.000 kr. Dette beløb svarer nogenlunde til
den højeste tortgodtgørelse til et voldtægtsoffer efter
ændringen af erstatningsansvarslovens § 26 ved lov nr. 463 af 7.
juni 2001, der lægger op til ca. en fordobling af den
tortgodtgørelse, der tilkendes ofre for sædelighedsforbrydelser
mv. En godtgørelse i denne størrelsesorden bør efter
arbejdsgruppens opfattelse som udgangspunkt tilkendes i sager om
forsætligt drab.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der i
anledning af det samme dødsfald kan tilkendes en godtgørelse
til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor,
f.eks. både til den afdødes ægtefælle og til den
afdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de
efterladte kunne få en godtgørelse på som udgangspunkt
indtil ca. 100.000 kr.
Der henvises til betænkningen side 51 ff. og side 59
ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 (den foreslåede § 26 a
i erstatningsansvarsloven), og bemærkningerne hertil.
Det kan tilføjes, at der både i Norge,
Finland og Island findes lovregler om godtgørelse til de efterladte
ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. I
Sverige er der pr. 1. januar 2002 indført lovregler om erstatning for
personskade i form af psykisk skade, men ingen regel om godtgørelse
for sorg og savn eller krænkelse hos de efterladte. De svenske regler
indeholder imidlertid en bevislettelse for den erstatningssøgende,
således at der ved mindre erstatningskrav f.eks. vedrørende svie
og smerte normalt ikke skal stilles krav om, at den psykiske skade
dokumenteres nærmere. Dette synes at indebære, at der i praksis i
et vist omfang vil blive tale om en »standardiseret erstatning«, der vil
minde om en godtgørelse. Reglerne i de andre nordiske lande er
beskrevet nærmere i betænkningen side 35 ff.
3.2. Erstatning til efterladte for psykisk skade
Arbejdsgruppen har overvejet, om der i stedet for eller
ved siden af en regel om godtgørelse til efterladte ved
dødsfald bør ske en lovregulering af de efterladtes muligheder
for at få erstatning for personskade i form af psykisk skade som
følge af et dødsfald. Om dette spørgsmål hedder
det i betænkningen side 57 ff. bl.a.:
» de efterladte [kan] i dag efter retspraksis i
begrænset omfang få erstatning for sådanne skader efter de
almindelige regler i erstatningsansvarsloven. Dette forudsætter
imidlertid, at de efterladte selv har lidt fysisk overlast i forbindelse med
dødsfaldet eller har været i fare herfor.
Dette svarer i det væsentlige til retsstillingen i
Finland og Island. Derimod er der i retspraksis i Sverige og Norge i videre
omfang givet erstatning for psykiske skader, herunder for psykiske gener
eller lidelser ved at overvære eller blive underrettet om et
dødsfald. I Sverige er der med virkning fra den 1. januar 2002
endvidere sket en lovregulering af dette område, som i forhold til
hidtidig retspraksis udvider mulighederne for at få erstatning.
Som nævnt har domstolene i Danmark hidtil fulgt en
restriktiv linje med hensyn til at tilkende erstatning for psykiske skader i
forbindelse med, at en anden person bliver dræbt eller
kvæstet.
I det omfang der hos de pårørende rent
faktisk kan påvises en personskade i form af en psykisk lidelse eller
lignende som følge af, at en nærtstående bliver
dræbt eller kvæstet, bør det efter arbejdsgruppens
opfattelse også i lyset af udviklingen i Sverige og Norge overvejes
i videre omfang end i dag at give erstatning herfor efter de almindelige
regler i erstatningsansvarsloven. I modsætning til indførelsen
af en regel om godtgørelse til de efterladte ved dødsfald kan
en sådan udvidelse af mulighederne for at få erstatning for
psykiske skader ske uden lovændringer.
Arbejdsgruppen vil i den forbindelse også pege
på, at der efter arbejdsskadesikringsloven gives erstatning for
psykiske skader i videre omfang end efter dansk rets almindelige
erstatningsregler Der vil således kunne opstå tilfælde,
hvor en ansat, der overværer en alvorlig og voldsom ulykke, vil
få hændelsen anerkendt som en arbejdsulykke og få
erstatning for psykiske skader efter arbejdsskadesikringsloven, mens
ægtefællen til den, der bliver dræbt eller alvorligt
kvæstet ved ulykken, efter hidtidig retspraksis ikke vil kunne få
erstatning for psykiske skader efter dansk rets almindelige
erstatningsregler, selv om han eller hun også har overværet
ulykken.
Der er endvidere i den erstatningsretlige litteratur
argumenteret for, at erstatningsansvaret formentlig uden for store
betænkeligheder kan udvides til også at omfatte psykiske
skader/chok ved at overvære eller få meddelelse om en nær
pårørendes død eller alvorlige personskade.
Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at der på
nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt grundlag for at
foreslå lovregler om de efterladtes muligheder for at få
erstatning for psykiske skader som følge af et dødsfald mv.
Dansk rets almindelige erstatningsregler er i vidt omfang
udviklet og løbende tilpasset gennem retspraksis. Det gælder
f.eks. den almindelige culparegel, kravet om årsagssammenhæng og
adækvans samt regler om, hvilke interesser og goder der er beskyttet af
erstatningsreglerne, og hvem der kan kræve disse erstattet.
Arbejdsgruppen finder det mest hensigtsmæssigt, at
det som hidtil overlades til retspraksis at fastlægge indholdet af
dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder også i hvilket
omfang der kan gives erstatning for psykiske skader. Det vil efter
arbejdsgruppens opfattelse være naturligt, at domstolene i den
forbindelse inddrager udviklingen i de andre nordiske lande samt udviklingen
på arbejdsskadeområdet.
Arbejdsgruppen forudsætter, at den foreslåede
godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for en udvikling i
retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for psykiske
skader.«
Justitsministeriet er enig i, at en udvikling i
retspraksis mod i videre omfang at give erstatning til de efterladte for
psykisk skade vil kunne finde sted uden lovændringer.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at spørgsmålet
om, i hvilket omfang der bør gives erstatning for psykisk skade til de
efterladte, er bedst egnet til at blive løst gennem domstolenes
løbende udvikling af dansk rets almindelige erstatningsregler på
grundlag af stillingtagen til konkrete enkeltsager.
Der kan i den forbindelse bl.a. peges på, at
erstatningsansvarsloven ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en
»personskade«, og heller ikke angiver de almindelige betingelser for,
hvornår en personskade kan kræves erstattet (ansvarsgrundlag,
krav om årsagssammenhæng mv.). Det er Justitsministeriets
opfattelse, at der som udgangspunkt ikke bør indføres
særlige lovregler vedrørende et enkelt element af
personskadebegrebet.
Det kan endvidere nævnes, at det i retspraksis
er anerkendt, at en »personskade« også kan være en psykisk
skade, f.eks. en egentlig psykisk lidelse, der medfører tab af
erhvervsevne. Spørgsmålet i retspraksis har derimod bl.a.
været, under hvilke omstændigheder en sådan psykisk skade
bør kunne kræves erstattet, herunder f.eks. hvor tæt den
erstatningssøgende skal have været på ulykken.
Ud over en stillingtagen til sådanne
spørgsmål ville en eventuel lovregulering af mulighederne for at
få erstatning for psykisk skade efter Justitsministeriets opfattelse
rejse en række andre vanskelige spørgsmål bl.a. om den
nærmere fastlæggelse af begrebet »psykisk skade« (i hvilket
omfang skal der f.eks. være tale om en egentlig psykisk lidelse), om
beviset for årsagssammenhæng mellem dødsfaldet og den
psykiske skade og om afgrænsningen mellem »sædvanlig« sorg mv. og
en egentlig psykisk skade. Disse spørgsmål er efter
Justitsministeriets opfattelse bedst egnede til at blive løst i
retspraksis på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler.
Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke
regler om de efterladtes muligheder for at få erstatning for psykisk
skade som følge af dødsfald mv.
3.3. Arv af krav på godtgørelse for personskade
Arbejdsgruppen har overvejet, om en ophævelse af
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, om, hvornår krav
på godtgørelse for personskade falder i arv, vil kunne
være et alternativ til indførelsen af en regel om
godtgørelse til efterladte ved dødsfald.
En ophævelse af § 18, stk. 2, vil
indebære, at krav på godtgørelse for svie og smerte,
varigt mén og tortgodtgørelse mv. som udgangspunkt vil falde i
arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for økonomisk
skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte inden sin
død har gjort kravet gældende.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil dette imidlertid ikke
være tilstrækkeligt til i de særlige tilfælde, der er
omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel, at sikre de
nærtstående efterladte en særskilt kompensation for lidelse
eller krænkelse som følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen
peger bl.a. på, at selv om tortgodtgørelse mv. med en
ophævelse af § 18, stk. 2, vil falde i arv i videre omfang
end i dag, vil der ikke nødvendigvis i alle tilfælde omfattet af
den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte blive
tilkendt en tortgodtgørelse, som vil kunne falde i arv til ofrets
arvinger. Hertil kommer, at der ikke uden videre vil være sammenfald
mellem afdødes arvinger, som vil arve en eventuel
tortgodtgørelse, og den eller de nærtstående efterlevende,
som vil være omfattet af den foreslåede
godtgørelsesregel.
Som det fremgår af punkt 2.3. ovenfor, er § 18,
stk. 2, navnlig begrundet i, at krav på godtgørelse for
personskade anses for at være af personlig karakter, således at
beslutningen om at gøre kravet gældende bør træffes
af den skadelidte selv.
Godtgørelse for svie og smerte skal i første
række kompensere for skadelidtes fysiske lidelse (smerte) umiddelbart
efter skaden og godtgørelse for varigt mén for de varige
fremtidige ulemper og gener i skadelidtes personlige livsførelse. Selv
om der kan siges at være tale om forhold af personlig karakter, er der
efter arbejdsgruppens opfattelse næppe tvivl om, at disse
godtgørelseskrav i praksis er en helt sædvanlig del af
skadelidtes samlede erstatningskrav i anledning af en personskade.
Tilsvarende må det antages, at skadelidte sædvanligvis vil
kræve godtgørelse for tort mv., hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
På denne baggrund kan det efter arbejdsgruppens
opfattelse vanskeligt begrundes, at kun en del af det samlede krav (nemlig
erstatning for økonomisk skade) falder i arv, medmindre
godtgørelseskravet er gjort gældende ved sagsanlæg mv. I
dag kommer det således skadevolderen til gode, hvis skadelidte
tilfældigvis afgår ved døden, inden
godtgørelseskravet er gjort gældende i overensstemmelse med
§ 18, stk. 2.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
§ 18, stk. 2, ophæves, således at der ikke
længere vil gælde en særregel om, hvornår krav
på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en
personskade falder i arv.
Der henvises til betænkningen side 69 ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede
ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2), og
bemærkningerne hertil.
3.4. Offererstatningsloven
Efter lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og
godtgørelse for bl.a. personskade og tab af forsørger, der
forvoldes ved en overtrædelse af straffeloven. Udbetalinger efter loven
administreres af Nævnet vedrørende erstatning til ofre for
forbrydelser (Erstatningsnævnet). Når staten udbetaler erstatning
til ofret, indtræder staten i ofrets krav mod gerningsmanden.
Udmåling af erstatning og godtgørelse efter
offererstatningsloven sker efter de almindelige regler i
erstatningsansvarsloven. Er ofret afgået ved døden, kan
Erstatningsnævnet således i dag udbetale erstatning for tab af
forsørger og for rimelige begravelsesudgifter samt et
overgangsbeløb, jf. punkt 2.1. ovenfor.
I forbindelse med den foreslåede regel om
godtgørelse til efterladte ved dødsfald foreslår
arbejdsgruppen derfor en ændring af offererstatningsloven med henblik
på, at der også efter denne lov vil kunne ydes en sådan
godtgørelse, jf. betænkningen side 80 og side 86.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 2 (den
foreslåede ændring af offererstatningslovens § 2) og
bemærkningerne hertil.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
4.1. Indførelse af en regel om godtgørelse til efterladte
ved dødsfald
Ændringen indebærer, at der indsættes en
regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved
dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.
Hermed bliver der som noget nyt mulighed for i særlige tilfælde
at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller
krænkelse som følge af en nærtståendes
død.
Statens merudgifter til offererstatningsordningen
skønnes fuldt indfaset at udgøre i størrelsesordenen 10
mio. kr. årligt. Staten har imidlertid mulighed for at rejse regreskrav
mod gerningsmanden, og samlet set skønnes nettomerudgifterne for
staten som følge af godtgørelsesreglen at udgøre i
størrelsesordenen 9-10 mio. kr. årligt ved fuld indfasning.
Stigningen i udgifterne vil slå igennem, efterhånden som
Erstatningsnævnet udbetaler godtgørelserne.
Ændringen har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.
Ændringen vil have visse konsekvenser for
forsikringsbranchen, men disse vil være beskedne. Brancheorganisationen
Forsikring & Pension skønner således, at den
foreslåede regel ikke i sig selv vil give grundlag for
præmiestigninger for ansvarsforsikringer. Det er herved forudsat, at
forsikringsselskaberne kun i yderst få sager om året vil skulle
udbetale godtgørelse til en eller flere efterladte, og at
forsikringsselskaberne kun i begrænset omfang vil blive inddraget i
retstvister om tilkendelse af godtgørelse.
For borgerne vil ændringen betyde, at nære
pårørende vil få mulighed for at få tilkendt en
godtgørelse på normalt op til ca. 100.000 kr. for lidelse eller
krænkelse ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller
groft uagtsomt.
4.2. Ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2
Ændringen indebærer, at den særlige
regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på
godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på
godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af
personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt
mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om
skadelidte inden sin død har gjort kravet gældende.
Ændringen vil kunne medføre merudgifter for
amtskommunerne til patientforsikringsordningen på i
størrelsesordenen ½-2 mio. kr. årligt, men dette skøn er
behæftet med betydelig usikkerhed.
Ændringen skønnes ikke herudover at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, kommuner og
amtskommuner af betydning.
Ændringen skønnes ikke at have
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af betydning.
4.3. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Det samlede lovforslag skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning. Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for
staten
Ingen
Merudgifter til offererstatningsordningen på
skønsmæssigt 3 mio. kr. i 2003, 8 mio. kr. i 2004 og herefter
9-10 mio. kr. årligt
Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner
og amtskommuner
Ingen
Merudgifter for amtskommunerne på
skønsmæssigt ½-2 mio. kr. årligt
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Visse konsekvenser, men disse vil være
beskedne
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for borgerne
Nære pårørende vil få mulighed for
at få tilkendt en godtgørelse på normalt op til ca.
100.000 kr. for lidelse eller krænkelse ved dødsfald
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
Lovforslaget er omfattet af
lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på
anvendelsen i praksis af den foreslåede regel om godtgørelse til
efterladte ved dødsfald. Justitsministeriet vil i 2005 efter
høring af de berørte organisationer mv. udarbejde en
redegørelse herom til Folketinget.
5. Høring
Betænkning nr. 1412/2002 om godtgørelse til
efterladte ved dødsfald har været i høring hos
følgende organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for
Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,
Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,
Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danske Entreprenører, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd,
Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,
Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen Stop Volden, Forsikring
& Pension, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet,
Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen af
Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), Landsforeningen Hjælp
Voldsofre, Landsorganisationen Forebyg vold, hjælp voldsramte,
Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen,
Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser,
Patientforsikringsforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger (SALA), Specialarbejderforbundet i Danmark og
Ældre Sagen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at den særlige regel i
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvorefter krav på
godtgørelse for personskade først falder i arv, når
kravet er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg mv.,
ophæves. Sådanne godtgørelseskrav vil herefter som
udgangspunkt falde i arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for
økonomisk skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte
har gjort kravet gældende inden sin død.
Hvis skadelidte dør, inden et krav på f.eks.
godtgørelse for varigt mén er anerkendt eller fastslået
ved dom, er der i retspraksis i visse tilfælde foretaget en
nedsættelse af godtgørelsen under henvisning til skadelidtes
kortere levetid. Begrundelsen herfor er, at méngodtgørelsen
skal kompensere for skadelidtes varige mén resten af livet og derfor
som udgangspunkt bør nedsættes, hvis skadelidte faktisk fik en
kortere levetid end gennemsnitligt. Der er ikke med den foreslåede
ophævelse af § 18, stk. 2, tilsigtet nogen ændring af
denne praksis.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
3.3.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring af den
foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring af den
foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og af den foreslåede
nye regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 4
Det foreslås, at der som noget nyt bliver mulighed
for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en
godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en
nærtståendes død. Der er således ikke tale om en
generel adgang til at tilkende de efterladte en godtgørelse ved
ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. Den
foreslåede regels anvendelsesområde er begrænset til
tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne
kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være
tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller
krænkelse af de efterladte.
Reglen er fakultativ, jf. ordene »kan
pålægges« i stk. 1. Det må afgøres efter
en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal
tilkendes en godtgørelse til en eller flere af de efterladte.
Reglen omfatter alene efterlevende, der stod den
afdøde særligt nær, dvs. nære pårørende
til den afdøde. Det omfatter som udgangspunkt ægtefælle,
samlever, mindreårige børn og forældre til
mindreårige børn. Der skal ikke foretages en nærmere
vurdering af de konkrete følelsesmæssige relationer mellem disse
efterlevende og den afdøde. Der vil dog normalt ikke være
grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis
ægtefællernes samliv på tidspunktet for dødsfaldet
var ophævet på grund af uoverensstemmelser.
Samlever skal forstås på samme måde som
i erstatningsansvarslovens § 13 om forsørgertabserstatning og
§ 14 a om overgangsbeløb. Dette indebærer bl.a., at der
ikke stilles bestemte krav til varigheden af det forudgående samliv.
Det afgørende er, om der på tidspunktet for dødsfaldet
bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at sidestille
den efterlevende med en ægtefælle, herunder om der på
tidspunktet for dødsfaldet var fælles bolig, fælles
husholdning og fælles økonomi i øvrigt.
Forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende
og/eller mindreårige børn må normalt også anses for
omfattet af reglen uanset om det er et barn eller en af forældrene,
der dør. Der bør i almindelighed tilkendes en
godtgørelse til mindreårige børn uanset deres alder, dvs.
at der også kan tilkendes en godtgørelse til helt små
børn, selv om de endnu ikke er i stand til at opfatte og forstå
de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der
begrunder godtgørelsen. Hvis der er tale om voksne børn, der er
flyttet hjemmefra, vil der derimod i almindelighed ikke være grundlag
for at tilkende en godtgørelse i anledning af barnets eller en af
forældrenes død, medmindre de pågældende må
antages at have bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet f.eks.
først er flyttet hjemmefra umiddelbart før
dødsfaldet.
Efter omstændighederne vil også andre end
ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses
for omfattet af reglen. Dette forudsætter dog, at der har været
et sådant særligt forhold mellem den pågældende og
den afdøde, at der må antages at være tale om en
tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som
følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster
eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og
husholdning med den afdøde.
Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de
efterladte er begrænset til dødsfald, der er forvoldt
forsætligt eller groft uagtsomt.
Den nærmere afgrænsning af begrebet grov
uagtsomhed må ske gennem retspraksis. Ved vurderingen af, om der i en
konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der som efter
erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1 (hvorefter der ved
forsæt og grov uagtsomhed er erstatningsansvar for skadevolderen, selv
om skaden er dækket af en forsikring) kunne tages udgangspunkt i, om
skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den
indtrådte skade.
Ved siden af denne begrænsning til dødsfald
forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt skal der efter
stk. 2 lægges særlig vægt på karakteren
af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som
må antages at være påført den eller de
efterlevende.
Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt
forudsætter ikke, at den pågældende har fået en
egentlig psykisk skade (personskade) som følge af
dødsfaldet.
Det er forudsat, at der skal foretages en helhedsvurdering
af, om dødsfaldet er forvoldt under sådanne
omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at
påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk og/eller
følelsesmæssig belastning (lidelse eller krænkelse). Der
er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets
»egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning for
de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang
dette rent faktisk har været tilfældet.
Det forudsættes i den forbindelse, at den
foreslåede godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for
en udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning
for personskade i form af psykisk skade, jf. de almindelige
bemærkninger punkt 3.2.
Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt, vil
der normalt være tale om en overtrædelse af straffelovens
§ 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter stk. 2
som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte
en godtgørelse. Selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes
som følge af ung alder eller utilregnelighed på grund af
sindssygdom eller lignende (straffelovens §§ 15-16), vil skadevolderen
som udgangspunkt fortsat være erstatningsansvarlig, således at
der vil kunne tilkendes de efterladte en godtgørelse, jf.
erstatningsansvarslovens §§ 24 a-b.
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed,
indebærer vurderingen efter stk. 2, at der ud over skadevolderens
grove uagtsomhed som udgangspunkt konkret skal foreligge
omstændigheder, der må antages at indebære, at de
efterladte i særlig grad påføres lidelse eller
krænkelse som følge af dødsfaldet.
Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt
på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal
og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat
for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er
død på en særlig pinefuld måde. Der kan også
lægges vægt på, om de efterladte har været til stede,
da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis
skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og
f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv
tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.
Den foreslåede godtgørelsesregel
forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er
forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en
overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv
og legeme, f.eks. straffelovens § 246 (grov vold, der har medført
døden) eller § 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare
for nogens liv eller førlighed).
Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i
relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede
godtgørelsesregel f.eks. anvendt i tilfælde, hvor ofret har
været udsat for grov vold i et sådant omfang og/eller af en
sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller
hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet
af straffelovens § 252 forvolder en medtrafikants død.
Det bemærkes, at der vil være en række
tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for
overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, som ikke
vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel.
Dette hænger bl.a. sammen med, at straffelovens § 241 ikke er
begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed, men
også omfatter dødsfald forvoldt ved simpel uagtsomhed.
Godtgørelsens størrelse må
fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete
omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling
og den lidelse eller krænkelse, som må antages at være
påført den eller de efterlevende, skal også
tillægges særlig vægt ved udmålingen af
godtgørelse, jf. stk. 2.
Den maksimale godtgørelse forudsættes i
almindelighed at være i størrelsesordenen 100.000 kr. I sager om
forsætligt drab bør der som udgangspunkt tilkendes en
godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog ikke udelukket
i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere
godtgørelse.
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed,
må godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre
beløb, idet det dog forudsættes, at der ikke udmåles helt
bagatelagtige beløb.
Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle
andre ydelser i anledning af dødsfaldet, f.eks.
forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14
og overgangsbeløb efter § 14 a. Godtgørelsen kan endvidere
udbetales ved siden af en eventuel erstatning til den efterladte for
personskade i form af psykisk skade som følge af dødsfaldet.
Godtgørelsens størrelse i den enkelte sag skal ligeledes
fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.
Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes
en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder
betingelserne herfor, f.eks. både til den afdødes
ægtefælle og til den afdødes mindreårige
børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en
godtgørelse på som udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.
Med den foreslåede ophævelse af
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,
nr. 1, vil det kunne forekomme, at en tortgodtgørelse mv. falder i
arv, samtidig med at der er grundlag for at tilkende en eller flere af de
efterladte en godtgørelse i medfør af den foreslåede
§ 26 a. I disse tilfælde kan der ved udmåling af
godtgørelsen til en efterladt tages hensyn til, i hvilket omfang den
pågældende får del i den tortgodtgørelse mv., der
arves. Der sigtes herved navnlig til tilfælde, hvor der er en vis
sammenhæng mellem det forhold, der begrunder kravet på
tortgodtgørelse mv., og dødsfaldet, f.eks. hvis gerningsmanden
først begår voldtægt mod ofret og kort tid efter
dræber den pågældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
3.1.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring af den
foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved
dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 2
Der er tale om en konsekvensændring af den
foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved
dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
3.4.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den finder anvendelse
på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende ret
Lovforslaget
§ 1
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.
september 2002, foretages følgende ændringer:
§ 18.
Stk. 2.
Krav om godtgørelse for personskade falder i
arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved
sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i
retten eller et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret til
retten.
1.
§ 18, stk. 2, ophæves.
Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse som nævnt i
stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, indgår
ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i
anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring.
Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i
formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer,
afgår ved døden, medmindre erstatningen eller
godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
§ 18, stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 2 og 3.
Stk. 4.
Reglerne i stk. 1 og stk. 3 finder ikke
anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
2.
I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3,
ændres »stk. 1 og stk. 3« til: »stk. 1-2«.
§ 26.
Stk. 2.
Stk. 3.
3.
§ 26, stk. 4, affattes således:
Stk. 4.
§ 18, stk. 1-3, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3.
»Stk. 4. § 18, stk. 1-2, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på
godtgørelse efter § 26 a.«
4.
Efter § 26 indsættes:
»Godtgørelse til efterladte
§ 26 a.
Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed
forvolder en andens død, kan pålægges at betale en
godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt
nær.
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om der skal betales
godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af
godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig
vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den
lidelse eller krænkelse, som må antages at være
påført den eller de efterlevende.«
§ 27.
Aftaler om fravigelse af reglerne i §§ 1-16,
§ 24, stk. 2, og § 26, der er indgået inden en skades
indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den
erstatningsberettigede.
Stk. 2
.
5.
I § 27, stk. 1, ændres »§ 24,
stk. 2, og § 26,« til: »§ 24, stk. 2, § 26 og
§ 26 a,«.
§ 2
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret senest
ved § 2 i lov nr. 463 af 7. juni 2001, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2 affattes således:
§ 2.
Afgår skadelidte ved døden, ydes der
erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a.
»§ 2. Afgår skadelidte ved døden, ydes der
erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26
a.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der
indtræder efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl Retsinformation · 29. februar 2020
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. Retsinformation · 21. maj 2001
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Godtgørelse til efterladte ved dødsfald) Retsinformation · 20. december 2002
- Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Retsinformation · 10. januar 2001
- Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002) - L 4 Retsinformation · 2. oktober 2002
- Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Udvidelse af området for ydelse af krænkelsesgodtgørelse og forenkling af renteberegningen i offererstatningssager) Retsinformation · 10. juni 2022