Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.

2000/1 LSF 143Lovforslag som fremsatJustitsministeriet10. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. januar 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om

erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og

lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.

(Revision af regler om erstatning for personskade mv. samt

nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv.)

§ 1

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.

september 1986, som ændret senest ved lov nr. 349 af 23. maj 1997,

foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 1 indsættes:

»§ 1 a.

Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og

andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1,

fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan

udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med

10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4,

stk. 2, tilsvarende anvendelse.«

2.

§ 2, stk. 1, affattes således:

»Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan

begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et

varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er

muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes

fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5 8 og § 10 samt § 31 i lov

Læs alt

om sikring mod følger af arbejdsskade.«

3.

§§ 3 og 4 affattes således:

»Svie og smerte

§ 3.

Godtgørelse for svie og smerte udgør 130

kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige

tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte

ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.

Varigt mén

§ 4.

Godtgørelse for varigt mén fastsættes

til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske

art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige

livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad

på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes

beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan

méngodtgørelsen fastsættes til et højere

beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på

under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Stk. 2.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40

år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år,

skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var

skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med

yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59

år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog

ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«

4.

§ 5, stk. 1 og 2, affattes

således:

»§ 5.

Har en personskade medført varig

nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved

arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages

hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved

sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den

pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder

for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.«

5.

§ 6 affattes således:

»§ 6.

Erstatningen fastsættes til et

kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf.

§ 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og

herefter ganget med 10.

Stk. 2.

Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000

kr.«

6.

§ 7, stk. 3, ophæves.

7.

§§ 8 11 affattes således:

»§ 8.

For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke

er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et

kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med

méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en

méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.

§ 9.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30

år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år,

skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var

skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2

pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved

skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere

efter det fyldte 69. år.

Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen

§ 10.

Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en

udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af

méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.

lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udtalelsen skal så

vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter

fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den

erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen,

når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en

midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå,

at den er midlertidig.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse skal begrundes efter

forvaltningslovens § 24.

Stk. 3.

Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i

Arbejdsskadestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.

Genoptagelse

§ 11.

En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning

kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske

omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der

blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse

kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab

på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 3.

En afsluttet sag om godtgørelse eller

erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes

yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og

godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter

stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet

tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger

væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Stk. 4.

Under en genoptagelse af sagen finder § 10

tilsvarende anvendelse.«

8.

I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres

beløbet »225.000 kr.« til: »644.000 kr.«.

9.

I § 13, stk. 2, ændres »56 år« til:

»30 år«.

10.

Efter § 14 indsættes:

»Overgangsbeløb

§ 14 a.

Der tilkommer den efterlevende ægtefælle

eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr.

Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan

overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når

særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der

overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige

kræve erstatning for begravelsesudgifter.«

11.

§ 15, stk. 1, affattes således:

»De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8,

§ 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb

reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt

tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov

om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1.

pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige

kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på

reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.«

12.

§ 15, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Erstatning og godtgørelse fastsættes

på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var

gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og

godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.

Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14

reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens

indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen

kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.«

13.

Overskriften til § 16 affattes således:

»Betaling og forrentning«.

14.

§ 16 affattes således:

»§ 16.

Godtgørelse og erstatning kan kræves

betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at

indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af

erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan

finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det

krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i

1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er

udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere

kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.

Stk. 2.

Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det

kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der

svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et

tillæg på 5 pct. Justitsministeren

kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og

Økonomiministeriet ændre renten.«

15.

I § 26 indsættes som nyt stk. 2:

»Stk. 2.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan

det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en

forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i

straffelovens kapitler 23 eller 24.«

Stk. 2

og stk. 3 bliver herefter

stk. 3 og stk. 4.

16.

§ 26, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes

således:

»Stk. 4.

§ 18, stk. 1 3, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 3.«

17.

I § 27, stk. 2, indsættes efter ordet

»§ 24, stk. 1,«: »§ 24 a, § 24 b, stk. 1,«.

§ 2

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.

lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret ved

lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 2 affattes således:

»§ 2.

Afgår skadelidte ved døden, ydes der

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a.«

2.

§ 7, stk. 1, affattes således:

»Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af

skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser,

der har karakter af virkelig skadeserstatning.«

3.

§ 10, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis

forholdene taler for det.«

4.

§ 18, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Tilbagebetaling kan endvidere kræves i det

omfang, skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkes af

forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig

skadeserstatning.«

§ 3

I lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer

mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 12. september 1996, som

ændret senest ved lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages

følgende ændringer:

1.

I § 3, stk. 1, ændres »50 pct.« til:

»42,9 pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.

2.

I § 3, stk. 2, ændres »55 pct.« til:

»47,2 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »44 pct.« til: »37,8 pct.«, og »40

pct.« til : »34,4 pct.«.

3.

I § 3, stk. 3, ændres »50 pct.« tre

steder til: »42,9 pct.«, »40 pct.« tre steder til: »34,4 pct.«, »55 pct.«

til: »47,2 pct.«, og »44 pct.« til: »37,8 pct.«.

4.

I § 3, stk. 4 og 5, ændres »60

pct.« til: »51,5 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »48 pct.« til: »41,3

pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2002. Ved

ikrafttrædelsen reguleres erstatnings- og

godtgørelsesbeløbene i overensstemmelse med § 1, nr. 11,

pr. 1. januar 2002.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 2 finder anvendelse på

erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv. § 3, stk. 2 og 3, fastsatte andele på

37,8 pct. og 47,2 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,

jf. denne lovs § 3, nr. 2 og 3, udgør for kalenderåret 2002

henholdsvis 40,9 og 51,1 pct.

Stk. 4. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv. § 3, stk. 4 og 5, fastsatte andele på

41,3 pct. og 51,5 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,

jf. denne lovs § 3, nr. 4, udgør for kalenderåret 2002

henholdsvis 44,6 og 55,7 pct.

§ 5

En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af

en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den

ændring af størrelsen af erstatning for personskade og tab af

forsørger, der er en følge af denne lov.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

§§ 1, 2 og 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til

lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

s. 6

2. Gældende ret i hovedtræk

s. 6

2.1. Erstatningsansvarsloven

s. 6

2.2. Offererstatningsloven

s. 8

2.3. Arbejdsskadesikringsloven

s. 8

3. Baggrunden for lovforslaget

s. 8

4. Lovforslagets hovedpunkter

s. 10

4.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade

mv.

s. 10

4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste

s. 10

4.1.2. Fastsættelse af erhvervsevnetabet

s. 12

4.1.3. Erstatningernes og godtgørelsernes størrelse

s. 13

4.1.4. Genoptagelse af afsluttede sager

s. 14

4.1.5. Regulering og forrentning af erstatningsbeløb mv.

s. 16

4.1.6. Overgangsbeløb til efterladte

s. 17

4.1.7. Erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab

s. 18

4.1.8. Godtgørelse for svie og smerte

s. 18

4.1.9. Tortgodtgørelse

s. 19

4.2. Offererstatningsloven

s. 20

4.2.1. Fradrag for sociale ydelser mv.

s. 20

4.2.2. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold

s. 20

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

s. 21

5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

s. 21

5.1.1. Udgifter for det offentlige

s. 21

5.1.2. Indtægter for det offentlige

s. 21

5.1.3. Administrative konsekvenser for det offentlige

s. 22

5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

s. 22

5.2.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

s. 22

5.2.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

s. 22

5.3. Økonomiske konsekvenser for borgerne

s. 22

5.4. Miljømæssige konsekvenser og EU-retlige

aspekter

s. 22

5.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

s. 23

6. Høring

s. 23

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en revision af

erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade samt nogle

særlige forbedringer for ofre for forbrydelser.

Lovforslaget medfører en væsentlig generel

forhøjelse af erstatningsniveauet og en række yderligere

forbedringer af retsstillingen for de skadelidte samt enkelte andre

ændringer på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af

erstatningsansvarsloven har vist, at der er behov for justeringer.

Det foreslås bl.a. at forlænge den periode,

hvor skadelidte kan få tabt arbejdsfortjeneste. Lovens bestemmelse om

beregning af erhvervsevnetabserstatning på grundlag af den medicinske

méngrad i tilfælde, hvor skadelidte ikke har en

erhvervsindtægt, begrænses til kun at gælde børn

under 15 år. Lovens kapitaliseringsfaktor, som bl.a. anvendes ved

beregning af erhvervsevnetabserstatning, forhøjes fra 6 til 10, og

reglerne om nedsættelse af erstatningen på grund af skadelidtes

alder ændres, således at nedsættelsen sker mere jævnt

og slutter på et højere niveau. Der indføres ved

død et overgangsbeløb på 108.000 kr. til efterladte

ægtefæller eller samlevere mv. Adgangen til at få

genoptaget en erstatningssag på grund af væsentligt ændrede

forhold udvides.

Der lægges op til ca. en fordobling i forhold til

det hidtidige niveau af den tortgodtgørelse, der tilkommer ofre for

sædelighedsforbrydelser mv.

Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(offererstatningsloven) foreslås navnlig ændret således, at

sociale ydelser mv. ikke længere skal fratrækkes i erstatninger,

som staten udbetaler i medfør af denne lov.

Lovforslaget bygger på betænkning nr.

1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven mv., som er afgivet af en

arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Betænkningen indeholder et

lovudkast fra et flertal på 6 af arbejdsgruppens 7 medlemmer (retschef

Jens Møller (arbejdsgruppens formand) og repræsentanterne for

Advokatrådet, Forsikring & Pension, Den Danske Dommerforening,

Socialministeriet og Justitsministeriet). Professor, dr. jur. Bo von Eyben

har afgivet en mindretalsudtalelse med et tilhørende lovudkast.

Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til flertallets

lovudkast.

Forslaget om at forhøje erstatningsniveauet ville

umiddelbart føre til en nettoindtægt for statskassen på

grund af højere afgifter af motoransvarsforsikringer, jf. lov om

afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Det

foreslås endvidere at nedsætte afgiftssatserne efter denne lov,

således at lovforslaget bliver udgifts- og indtægtsneutralt for

det offentlige.

2. Gældende ret i hovedtræk

2.1. Erstatningsansvarsloven

Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige

regler om udmåling af erstatning for personskade og tab af

forsørger. Loven indeholder regler om udmålingen af erstatning i

de tilfælde, hvor der efter almindelige erstatningsregler (objektivt

ansvar efter færdselsloven, den almindelige culparegel mv.) findes en

ansvarlig skadevolder. Loven anvendes endvidere bl.a. ved udmåling af

erstatning og godtgørelse efter de særlige erstatningsordninger

i medfør af lov om patientforsikring og lov om erstatning for

lægemiddelskader.

Loven indeholder regler om erstatning og

godtgørelse for personskade og tab af forsørger (lovens kapitel

1) og regler om ansvar for skade, der er dækket af forsikring (lovens

kapitel 2). Lovens kapitel 3 indeholder forskellige regler om arbejdstageres

erstatningsansvar, om lempelse af erstatningsansvar samt om mulighed for helt

eller delvis at se bort fra skadelidtes medvirken til skaden, om

erstatningsansvar for børn mv., om fordeling af erstatningsansvaret

mellem flere ansvarlige og om godtgørelse for tort.

Erstatningskrav mv. ved personskade omfatter efter lovens

§ 1 følgende poster:

1) erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,

2) erstatning for helbredelsesudgifter (herunder f.eks. udgifter til

sygehusophold, rekreationsomkostninger, udgifter til transport til og fra

sygehuse, kørestol, særligt syet fodtøj samt læge-

og tandlægeudgifter),

3) erstatning for andet tab som følge af skaden (f.eks.

erstatning til personer under uddannelse for forlængelse af

uddannelsen, herunder tab af skoleår), og

4) godtgørelse for svie og smerte.

Har skaden fået varige følger, kan der

tillige kræves:

1) godtgørelse for varigt mén og

2) erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne.

Den, som er ansvarlig for en andens død, skal

betale rimelige begravelsesudgifter samt en erstatning til den, som ved

dødsfaldet har mistet en forsørger.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste dækker

efter lovens § 2 skadelidtes faktiske indtægtstab i perioden fra

skadens indtræden, og indtil arbejdet kan genoptages, eller skadelidtes

helbredstilstand er blevet stationær (stationærtidspunktet).

Svie og smerte

(§ 3) er en godtgørelse

for navnlig den fysiske lidelse, der er en følge af skaden.

Godtgørelsen udmåles som udgangspunkt efter faste takster

(taksterne kan fraviges, hvis godtgørelsen overstiger 26.000 kr. (pr.

1. januar 2001)). Godtgørelsen ydes kun indtil

stationærtidspunktet og normalt kun, hvis skadelidte er syg.

Godtgørelse for varigt mén ydes

uafhængigt af, om der tillige kan kræves erstatning for

økonomisk tab, f.eks. erhvervsevnetab. Godtgørelsen

udmåles som et kapitalbeløb, der beregnes på grundlag af

en méngrad, som fastsættes under hensyntagen til skadens

medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige

livsførelse på stationærtidspunktet, jf. lovens § 4.

Godtgørelsen udgør (pr. 1. januar 2001) som udgangspunkt 3.440

kr. pr. méngrad, dvs. 344.000 kr. ved en méngrad på 100

procent. Er méngraden under 5 procent, ydes ingen

godtgørelse.

Både skadelidte og skadevolder kan indhente en

udtalelse om fastsættelse af méngraden fra Arbejdsskadestyrelsen

(§ 10).

Erstatning for varigt tab eller forringelse af skadelidtes

erhvervsevne reguleres i lovens §§ 5 9. Erstatningen

fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes

årsløn (som hovedregel den pågældendes samlede

indtægt i det år, som går forud for datoen for skadens

indtræden) ganget med 6 og herefter ganget med

erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes under

hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved

sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte. Der

ydes ikke erhvervsevnetabserstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten er under

15. For skadelidte, der anvender erhvervsevnen på en måde, der i

det væsentlige ikke medfører nogen årsløn, f.eks.

hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere samt unge under

uddannelse, fastsættes erhvervsevnetabserstatningen i stedet på

grundlag af méngraden og som en procentdel af godtgørelsen for

varigt mén.

Både skadelidte og skadevolder kan indhente en

udtalelse om spørgsmålet om fastsættelse af

erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen (§ 10).

Bedømmelsen af, om skadelidte har fået varigt

mén og/eller har lidt et erhvervsevnetab, sker som udgangspunkt ud fra

forholdene på det medicinske stationærtidspunkt. Ordningen er

således den, at der indtil stationærtidspunktet ydes erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste (med mindre arbejdet er genoptaget inden da)

og/eller godtgørelse for svie og smerte (de midlertidige

ydelser) og derefter hvis skaden har varige følger

godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af

erhvervsevne (de varige ydelser).

Erstatning til ægtefælle eller samlever for

tab af forsørger (§ 13) udgør 30 procent af den

erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved

et fuldstændigt erhvervsevnetab, dog som hovedregel mindst 386.500 kr.

(pr. 1. januar 2001). Afdødes børn kan kræve en

erstatning svarende til det bidrag til barnets underhold, som afdøde

kunne være pålagt efter lov om børns retsstilling

(§ 14). Var afdøde eneforsørger, forhøjes

erstatningen til børn til det dobbelte.

Loven indeholder særlige regler om

nedsættelse af méngodtgørelse,

erhvervsevnetabserstatning og forsørgertabserstatning på grund

af skadelidtes/afdødes alder. Méngodtgørelse

nedsættes med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre

end 59 år ved skadens indtræden, dog ikke yderligere efter det

fyldte 69. år (§ 4, stk. 2). Erhvervsevnetabserstatning

nedsættes med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre

end 55 år ved skadens indtræden, dog med mulighed for at fravige

reglen, hvis det må antages, at skadelidte ville have været

erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år (§ 9).

Forsørgertabserstatning nedsættes tilsvarende, hvis

forsørgeren var fyldt 56 år (§ 13, stk. 2).

Sociale ydelser, udbetalinger fra private forsikringer

mv., som skadelidte modtager i anledning af skaden, fradrages ikke i

godtgørelse for svie og smerte, méngodtgørelse,

erhvervsevnetabserstatning og som hovedregel heller ikke i

forsørgertabserstatning. Disse erstatningsposter kan således

sammenlægges med f.eks. forsikringsudbetalinger, bortset fra ydelser

modtaget i henhold til arbejdsskadesikringsloven, jf. pkt. 2.3. nedenfor.

En afsluttet sag om godtgørelse for varigt

mén eller erstatning for erhvervsevnetab kan genoptages

på begæring af den skadelidte, hvis der indtræder

uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at

méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at

være væsentligt højere end først antaget

(§ 11).

2.2. Offererstatningsloven

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og

godtgørelse for bl.a. personskade, der forvoldes ved en

overtrædelse af straffeloven. Udbetalinger efter loven administreres af

Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser

(Erstatningsnævnet).

Ofret for en forbrydelse har ret til erstatning fra

skadevolderen (gerningsmanden) efter almindelige regler, men i praksis kan

gerningsmændene ofte ikke betale, og ansvarsforsikringer dækker

ikke i disse tilfælde. Ofrets erstatningskrav mod gerningsmanden er

derfor meget ofte uden reel værdi for ofret. Offererstatningsloven

sikrer på den baggrund, at ofre for forbrydelser, der ikke får

dækket deres tab fra anden side, i stedet kan få erstatning fra

staten.

Når staten udbetaler erstatning til ofret,

indtræder staten efter lovens § 17 i ofrets krav mod

gerningsmanden.

Udmåling af erstatning og godtgørelse efter

offererstatningsloven sker efter de almindelige regler i

erstatningsansvarsloven, men med den begrænsning, at sociale ydelser

mv., løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller

andre økonomiske ydelser, som tilfalder skadelidte i anledning af

skaden, fradrages i erstatningen (lovens § 7).

2.3. Arbejdsskadesikringsloven

Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskader

(arbejdsskadesikringsloven) hæfter arbejdsgiveren på objektivt

grundlag for ansattes arbejdsskader. Ved arbejdsskader forstås

- ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold,

hvorunder det foregår,

- skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der

skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår,

- pludselige løfteskader, jf. nærmere lovens § 9 a,

og

- erhvervssygdomme, jf. nærmere lovens § 10 a.

Loven beskytter enhver, der lønnet eller

ulønnet antages af en arbejdsgiver til varigt, midlertidigt eller

forbigående arbejde her i landet, og gælder for alt arbejde, der

foretages for arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren har efter loven pligt til at sikre sine

medarbejdere mod arbejdsskader. Denne pligt opfyldes som udgangspunkt ved

forsikringstegning og tilslutning til Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Ved arbejdsskader har den ansatte krav på

følgende erstatnings- og godtgørelsesydelser:

1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og

hjælpemidler mm.,

2) erstatning for tab af erhvervsevne og

3) godtgørelse for varigt mén.

Ved dødsfald har den ansattes samlevende

ægtefælle eller samlever under visse forudsætninger krav

på følgende ydelser:

1) overgangsbeløb ved dødsfald og

2) erstatning for tab af forsørger.

Også efterladte børn, som den ansatte havde

forsørgerpligt overfor, har krav på en

forsørgertabserstatning.

Erstatningsposterne efter arbejdsskadesikringsloven

afviger således på en række punkter fra, hvad der kan

kræves dækket efter erstatningsansvarsloven. Bl.a. kan der ikke

efter arbejdsskadesikringsloven kræves erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. I mange

tilfælde vil der endvidere være forskel på erstatnings- og

godtgørelsesbeløbenes størrelse efter de to

regelsæt. I modsætning til, hvad der gælder efter

erstatningsansvarsloven, tilkendes erstatning for erhvervsevnetab som en

løbende ydelse, medmindre ydelsen kapitaliseres efter særlige

regler herom.

De almindelige erstatningsretlige regler gælder ved

siden af arbejdsskadesikringsloven, og hvis arbejdsgiveren er

erstatningsansvarlig for skaden efter dansk rets almindelige culparegel, kan

den skadelidte således rejse et erstatningskrav mod arbejdsgiveren

på dette grundlag og kræve en erstatning, som er udmålt

efter erstatningsansvarslovens regler. Efter arbejdsskadesikringslovens

§ 59 nedsættes skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den

erstatningsansvarlige dog i det omfang, der er betalt eller er pligt til at

betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.

Et krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven er således

subsidiært i den forstand, at det kun kan rejses i det omfang, kravet

ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven (»differencekrav«).

3. Baggrunden for lovforslaget

Med erstatningsansvarsloven, der trådte i kraft den

1. oktober 1984, blev der gennemført en samlet lovregulering af en

række erstatningsretlige spørgsmål, der hidtil kun i

begrænset omfang havde været lovgivet om.

Et hovedformål med loven var at sikre, at den

erstatning, der ydes i tilfælde af personskade og tab af

forsørger, i højere grad end hidtil ville dække det fulde

økonomiske tab, som forvoldes ved en personskade eller et tab af

forsørger. Der var tale om en væsentlig forhøjelse af

erstatnings- og godtgørelsesbeløbene i forhold til den

hidtidige ulovregulerede praksis, således at erstatningerne mv.

også kom mere på linie med niveauet i en række

nabolande.

Erstatningsansvarslovens udgangspunkt med hensyn til

personskadeerstatning er, at erstatningen skal give skadelidte en høj

grad af dækning for det individuelle økonomiske tab. Med henblik

på at forenkle erstatningsberegningen er det dog bl.a. bestemt, at der

ved fastsættelse af erhvervsevnetabserstatningen skal anvendes en fast

kapitaliseringsfaktor samtidig med, at sociale ydelser og

forsikringsudbetalinger mv. ikke skal fradrages i

méngodtgørelsen eller i erhvervsevne- og

forsørgertabserstatningen.

Erstatningsansvarsloven har nu virket i en

årrække, og der er indhøstet mange erfaringer med hensyn

til lovens virkninger. Siden lovens ikrafttræden i 1984 er der

endvidere sket samfundsøkonomiske ændringer bl.a. med hensyn

til renteniveauet som har betydning for erstatningsreglernes funktion.

I de seneste år har der over for Justitsministeriet

og i den offentlige debat været rejst spørgsmål om behovet

for at revidere erstatningsansvarsloven med henblik på at

forhøje de erstatningsbeløb, der udbetales ved personskade og

tab af forsørger, samt om behovet for visse andre ændringer af

loven.

Justitsministeriet nedsatte på den baggrund i 1998

en arbejdsgruppe vedrørende revision af erstatningsansvarsloven mv.,

jf. ovenfor under pkt. 1.

Arbejdsgruppen fik til opgave at vurdere, om der

bør gennemføres en vis forhøjelse af erstatnings- og

godtgørelsesbeløbene ved personskade mv. Arbejdsgruppen skulle

endvidere vurdere, om der ved lovgivning bør gennemføres en

forhøjelse af godtgørelsesbeløbene ved retsstridige

person- og ærekrænkelser mv. (tort). En anden hovedopgave for

arbejdsgruppen var at vurdere, om reglerne om erstatningsberegningen i nogle

tilfælde medfører en urimelig forskelsbehandling af visse

grupper af skadelidte, og om beregningskriterierne i givet fald kan udformes

mere hensigtsmæssigt.

Det lå uden for arbejdsgruppens opgave at overveje

ændringer af erstatningsansvarslovens grundlæggende principper,

f.eks. princippet om, at skadelidtes tab omregnes til et kapitalbeløb

(kapitaliseres). Hensigten var således at give den gældende

erstatningsansvarslov et »servicecheck«.

Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje

spørgsmålet om ændring af princippet i

offererstatningsloven om, at den erstatning for personskade, som staten yder

i medfør af denne lov, er subsidiær i forhold til andre ydelser,

herunder sociale ydelser, som ofret får i anledning af skaden.

Arbejdsgruppen har afgivet betænkning nr. 1383/2000

om revision af erstatningsansvarsloven mv. Som nævnt under pkt. 1

ovenfor indeholder betænkningen to lovudkast.

Udkastet fra et flertal (6 af arbejdsgruppens 7 medlemmer)

indebærer en væsentlig forhøjelse af det generelle

erstatningsniveau og forslag til ændringer på en række

afgrænsede, men væsentlige punkter, hvor der har været

rejst kritik af de gældende regler.

Udkastet fra et mindretal (professor, dr. jur. Bo von

Eyben) indebærer en fuldstændig nyformulering af

erstatningsansvarslovens bestemmelser om personskadeerstatning. Forslaget

adskiller sig betydeligt fra den gældende lov og flertallets udkast,

bl.a. med væsentligt ændrede udmålingsregler

vedrørende erhvervsevnetabserstatning mv. og regler om fradrag i

erstatninger og godtgørelsesbeløb for visse sociale ydelser,

forsikringsudbetalinger mv.

Bo von Eybens forslag måtte navnlig på grund

af dets regler om fradrag for en række ydelser, som skadelidte modtager

i anledning af skaden, efter Justitsministeriets opfattelse forudsætte

samtidige overvejelser om ændring i skattelovgivningen, den sociale

lovgivning, pensionslovgivningen mv., jf. også arbejdsgruppens flertals

bemærkninger herom i betænkningen side 45 f. Det kan

nævnes, at kapitalerstatninger efter erstatningsansvarsloven er

skattefrie, mens de fleste ydelser, der efter mindretallets forslag skulle

fradrages, er skattepligtige. Det ville formentlig også være

nødvendigt med en lovgivningsmæssig stillingtagen til, om f.eks.

skadevolderen (eller dennes forsikringsselskab) skal kunne indlede en social

pensionssag.

Lovforslaget er i det væsentlige udformet i

overensstemmelse med det lovudkast, som er fremlagt af arbejdsgruppens

flertal, og som efter Justitsministeriets opfattelse indebærer det

»servicecheck« af erstatningsansvarsloven, der er brug for.

Arbejdsgruppens flertal anfører i

betænkningen, at erstatningsansvarsloven i sin grundstruktur er

hensigtsmæssigt affattet med henblik på at sikre en rimelig

erstatningsudmåling ved personskade og tab af forsørger, og at

der derfor ikke er anledning til at ændre de mere grundlæggende

erstatningsregler i loven.

Arbejdsgruppens flertal peger bl.a. på, at en rent

»matematisk« udregning af det lidte tab er en umulig opgave. Man må i

stedet fastlægge nogle hovedprincipper. Erstatningsreglerne skal

opleves som rimelige, og de skal være administrerbare. Behandlingen og

vurderingen af meget »tunge« personskader må nødvendigvis blive

relativt langvarig, men reglerne bør udformes med henblik på at

undgå, at sagerne trækker unødigt ud, for det er

også vigtigt for de skadelidte at kunne komme videre med deres liv

efter skaden.

Det er derfor nødvendigt at anvende nogle

gennemsnitssynspunkter ved erstatningsfastsættelsen, og det er

arbejdsgruppens flertals vurdering, at de centrale regler herom i

erstatningsansvarsloven i det store og hele fungerer tilfredsstillende.

Arbejdsgruppens flertal finder navnlig ikke, at der er

grund til at ændre de gældende fradragsregler med hensyn til

erstatning og godtgørelse for de varige tab. Flertallet finder

således, at der fortsat skal kunne ske sammenlægning af

erstatningen og sociale ydelser, forsikringsudbetalinger mv. Den

ydelseskoordinering, der måtte være behov for, bør i givet

fald foretages i vedkommende særlov(e) og ikke i den generelle

civilretlige erstatningslov.

Der henvises til betænkningen side 40 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens flertals

generelle synspunkter. Der skal tungtvejende grunde til at ændre

grundlæggende på et i det store og hele velfungerende

erstatningssystem, og sådanne grunde foreligger efter

Justitsministeriets opfattelse ikke. I forbindelse med høringen over

betænkningen er der med få undtagelser heller ikke fra de

berørte organisationers side fremført ønsker om en mere

gennemgribende reform af erstatningsansvarsloven.

4. Lovforslagets hovedpunkter

Når der i det følgende henvises til

arbejdsgruppens forslag, menes der flertallets forslag, jf. pkt. 3

ovenfor.

4.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade

mv.

4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes efter lovens

§ 2, stk. 1, for tiden fra skadens indtræden, indtil

skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil skadelidtes

helbredstilstand er blevet stationær.

Med lovens udtryk »kan begynde at arbejde igen« sigtes der

til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme

omfang som tidligere. Det antages, at der skal være tale om skadelidtes

sædvanlige arbejde eller i hvert fald arbejde inden for samme

fagområde. Kan skadelidte i en periode kun genoptage arbejdet i delvis

samme omfang, ophører retten til erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste ikke.

Hvis den skadelidte efter at være begyndt at arbejde

igen får et »tilbagefald« og på ny bliver sygemeldt, er der i

retspraksis i visse tilfælde ydet erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste også for perioden efter »tilbagefaldet«. Senest har

Højesteret i en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2000, side 2018, tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en

efterfølgende sygeperiode til en skadelidt, der efter én

sygeperiode havde genoptaget arbejdet i væsentligt samme omfang som

tidligere, derefter ca. 1½ år efter arbejdets genoptagelse på ny

blev sygemeldt i forbindelse med en operation som følge af

tilskadekomsten og endelig efter ca. 1½ måneds sygemelding på

grund af operationen atter genoptog arbejdet i samme omfang som tidligere.

Bliver helbredstilstanden stationær, før den

skadelidte kan begynde at arbejde igen, ydes erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste som udgangspunkt kun til stationærtidspunktet, som

er det tidspunkt, hvor den skadelidte efter en lægelig

bedømmelse må antages ikke at ville blive yderligere helbredt.

Er den skadelidtes tilstand stationær straks efter tilskadekomsten, kan

der således ikke kræves erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste.

I en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1999, side 394, har Højesteret fastslået, at

stationærtidspunktet dog ikke begrænser retten til erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste, når der er tale om midlertidig

arbejdsudygtighed. I den pågældende sag havde den skadelidte ikke

lidt noget varigt tab af erhvervsevne, men der gik 6½ måned fra

stationærtidspunktet, før den skadelidte kunne genoptage

arbejdet fuldt ud. Hvis retten til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste

ophørte ved stationærtidspunktet, ville den skadelidte have lidt

et økonomisk tab, som ikke blev dækket på anden

måde. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at den

skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem

til det tidspunkt, hvor arbejdet kunne genoptages i væsentligt samme

omfang som tidligere.

Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer

at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været

rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie

mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven.

Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra

stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af

erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist

sig, at der i praksis kan opstå »huller« i dækningen, hvor

skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes

på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun

ydes frem til stationærtidspunktet.

Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte

afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter

stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab

under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da

indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som

tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig

nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis

heller ikke erstattes som »andet tab« efter § 1, stk. 1, kan dette

indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter

revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda

slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens

§ 5, stk. 3.

Som eksempel kan nævnes, at en

håndværker ved en ulykke mister »arbejdsarmen«. Her vil

helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden,

og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under

revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte

piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er

stationær meget tidligt.

Arbejdsgruppen foreslår på den anførte

baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning

af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

§ 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt

at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås

i sammenhæng hermed at ændre lovens § 5, således at

endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel

revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår

arbejdsgruppen tillige at ændre lovens § 10 således, at

sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode

Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af

erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.

Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter

arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at

der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning,

når der foreligger en midlertidig udtalelse fra

Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens

udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så

vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er

blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i

arbejdssskadesikringsloven, hvorefter styrelsens afgørelse skal

foreligge så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter,

at arbejdsskaden er blevet anmeldt.

En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses

for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning og

ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt

tab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis

Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter

erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke

udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat

kunne opstå et »hul« mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og

en senere erhvervsevnetabserstatning.

Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme,

at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig

erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk

ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for

erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne

beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på,

at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt

de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er

endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund

formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der

således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,

indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes

erhvervsevne.

Der henvises til betænkningen side 51 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 2, 4, 7 og 14 (ændring af lovens §§ 2,

5, 10 og 16). Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter

forslaget kun bør fastsætte en midlertidig

erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at

skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab.

Lovforslaget indebærer, at det vil blive den

praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt

højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid

der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse),

hvorefter der hvis der må antages at være lidt et varigt

erhvervsevnetab ydes en foreløbig eller varig

erhvervsevnetabserstatning.

I arbejdsskadesager træffer Arbejdsskadestyrelsen en

egentlig afgørelse i sagen, og forvaltningslovens regler om bl.a.

aktindsigt og begrundelsespligt gælder derfor i disse sager, jf.

forvaltningslovens § 2, stk. 1. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser

efter erstatningsansvarslovens § 10 er derimod ikke forvaltningsretlige

afgørelser, og forvaltningsloven finder derfor ikke anvendelse.

Arbejdsgruppen peger på (betænkningen side

113), at parterne har helt samme behov for aktindsigt i sager

vedrørende en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 som i

sager efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen foreslår derfor,

at skadelidte og skadevolder skal have ret til aktindsigt i

Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i

forvaltningslovens kapitel 4.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkt, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 7 (ændring af lovens § 10). Det foreslås

endvidere, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser vedrørende

fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal

begrundes efter reglen i forvaltningslovens § 24, således at

parterne får bedre mulighed for at vurdere grundlaget for udtalelsen.

Arbejdsskadestyrelsen begrunder allerede i dag sine udtalelser efter

erstatningsansvarslovens § 10, selv om der ikke er pligt hertil.

4.1.2. Fastsættelse af erhvervsevnetabet

Erhvervsevnetabserstatning kan ydes, hvis en personskade

medfører en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at

skaffe sig indtægt ved arbejde, jf. lovens § 5, stk. 1.

Som nævnt ovenfor er erstatningsansvarsloven

opbygget således, at en skadelidt med varige skader som udgangspunkt

får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil

stationærtidspunktet, hvorefter der udmåles en

erhvervsevnetabserstatning. Det medicinske stationærtidspunkt har ikke

betydning for erhvervsevnetabet, som er et rent økonomisk kriterium,

men loven er udformet således, at parterne efter

stationærtidspunktet hver især kan kræve, at der

fastsættes en erhvervsevnetabsprocent. Når beregningen af

erhvervsevnetabet tidsmæssigt er knyttet til

stationærtidspunktet, skyldes det ønsket om at undgå, at

erstatningssager trækker unødigt i langdrag.

Erhvervsevnetabsprocenten udtrykker størrelsen af

den indtægtsnedgang, som den skadelidte må forventes at ville

få som følge af skaden. Det skal således vurderes, hvad

den skadelidte må antages at ville have tjent, hvis skaden ikke var

sket, og dette skal sammenholdes med en vurdering af, hvad den skadelidte

må antages at ville komme til at tjene med skaden. Der skal

således opstilles prognoser over skadelidtes individuelle

livsforløb med og uden skaden. I vurderingerne heraf indgår der

en række faktorer, som er behæftet med større eller mindre

usikkerhed, jf. nærmere betænkningen side 54 f. Efter lovens

§ 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet

tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved

sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den

pågældende. Skadelidte har med andre ord en vis

tabsbegrænsningspligt, men vurderingen skal foretages på

stationærtidspunktet, hvor eventuel revalidering mv. ofte ikke er

afsluttet endnu.

Der kan kun tages hensyn til en foreliggende mulighed for

revalidering, hvis det må anses for sikkert, at revalideringen lykkes.

Herved adskiller bedømmelsen efter erstatningsansvarsloven sig fra

bedømmelsen efter arbejdsskadesikringsloven.

Nogle skadelidte udnytter for så vidt deres

»erhvervsevne«, men ikke på en måde, som medfører en

erhvervsindtægt. I disse tilfælde er der ikke nogen

årsløn, som kan danne grundlag for fastsættelsen af

erhvervsevnetabserstatningen efter lovens §§ 6 og 7, jf. ovenfor under

pkt. 2.1. For hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere og unge

under uddannelse fastsættes erstatningen i stedet som en procentdel af

méngodtgørelsen, jf. lovens § 8. Også

erhvervsevnetabserstatning til børn fastsættes efter denne

bestemmelse. Der ydes ikke erstatning efter § 8, hvis méngraden

er mindre end 15 procent.

Hjemmearbejdende ægtefæller og samlevere, der

ud over arbejde i hjemmet har indtægt fra deltidsbeskæftigelse,

kan være omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvorefter

årslønnen i særlige tilfælde fastsættes efter

et skøn. Det er dog ikke enhver deltidsbeskæftigelse, der

medfører, at den nævnte bestemmelse skal finde anvendelse.

Således er en hjemmearbejdende, der er deltidsbeskæftiget

på mindst halv tid med indtægtsgivende erhvervsarbejde, normalt

omfattet af § 7, stk. 2, mens deltidsjob på mindre end halv

tid som regel medfører, at erstatningen fastsættes efter lovens

§ 8. Unge under uddannelse er omfattet af § 8, selv om de har

indtægter ved deltidsbeskæftigelse, hvis uddannelsen på

rimelig vis søges gennemført. Hvis der gennemføres en

uddannelse, hvor der gives løn i uddannelsestiden, skal erstatningen

derimod fastsættes efter § 7, stk. 2. Arbejdsløse er

ikke omfattet af § 8, idet en arbejdsløs, så længe

ledigheden varer, ikke har mulighed for at »udnytte erhvervsevnen« (lovens

udtryk).

Arbejdsgruppen foreslår som ovenfor nævnt, at

fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke længere skal ske på

stationærtidspunktet, men på det tidspunkt, hvor det er muligt

midlertidigt eller endeligt at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Det foreslås i sammenhæng hermed, at der ligesom efter

arbejdsskadesikringsloven skal tages hensyn til revalideringsmulighederne

mv.

Der henvises til betænkningen side 63 ff.

Justitsministeriet er enig i, at der ved

fastsættelse af erhvervsevnetabet bør tages hensyn til

mulighederne for revalidering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og

bemærkningerne hertil.

For så vidt angår bestemmelsen i lovens

§ 8 peger arbejdsgruppen på, at der kan være stor forskel

på méngraden, som bygger på en lægelig vurdering, og

erhvervsevnetabsprocenten, som bygger på en økonomisk vurdering

af de fremtidige indtægtsmuligheder. Kravet om en méngrad

på mindst 15 procent medfører i visse tilfælde, at en

person ikke kan få erhvervsevnetabserstatning, skønt den

pågældende faktisk har mistet en betydelig del af sin

arbejdsevne.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

anvendelsesområdet for reglen i erstatningsansvarslovens § 8

begrænses, således at den medicinske méngrad fremover kun

anvendes som kriterium, hvor andet ikke er muligt. Arbejdsgruppen

foreslår derfor, at reglen fremover kun skal omfatte børn, for

hvem det på grund af lav alder ikke er muligt at opstille en

erhvervsprognose. Som aldersgrænse foreslås 15 år, idet det

i almindelighed ikke er muligt at fastslå erhvervsevnetabet for

børn, som endnu ikke har afsluttet deres grundskoleforløb.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at man anvender en

standardårsløn til at udregne erhvervsevnetabserstatningen efter

§ 8 i stedet for som hidtil at fastsætte erstatningen som en

procentdel af méngodtgørelsen. Endvidere foreslås selve

beregningsmetoden ændret, så fremgangsmåden men ikke de

faktorer, der indgår i beregningen kommer til at svare til den, der i

øvrigt anvendes efter lovens §§ 5 7, dvs. at beregningen sker

ved at gange méngraden med standardårslønnen og herefter

gange med kapitaliseringsfaktoren, jf. pkt. 4.1.3. nedenfor.

Den gældende grænse, hvorefter der alene ydes

erstatning efter § 8, hvis méngraden er på mindst 15

procent, kan som nævnt føre til urimelige resultater i

tilfælde, hvor en skade med en begrænset méngrad

fører til et betydeligt erhvervsevnetab. Arbejdsgruppen

foreslår, at grænsen nedsættes til 5 procent svarende til

grænsen for méngodtgørelse således at kun de

absolut bagatelagtige skader bliver undtaget.

Der henvises til betænkningen side 66.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 8), og

bemærkningerne hertil.

4.1.3. Erstatningernes og godtgørelsernes størrelse

Pr. 1. januar 2001 gælder følgende

erstatningsbeløb mv. efter erstatningsansvarsloven: Højeste

erhvervsevnetabserstatning (ved 100 procent erhvervsevnetab og en

årsløn på 602.000, som er den maksimale

årsløn, der kan lægges til grund, jf. lovens § 7,

stk. 3) er på 3.612.000 kr. Den højeste erstatning efter

lovens § 8 er 1.376.000 kr. Den højeste

forsørgertabserstatning er 1.083.600 kr., og mindstebeløbet er

386.500 kr., jf. lovens § 13. Méngodtgørelsen (lovens

§ 4) udgør som udgangspunkt 3.440 kr. pr. méngrad,

svarende til 344.000 kr. ved en méngrad på 100 procent.

Godtgørelsen for svie og smerte (lovens § 3) udgør 80 kr.

pr. oppegående sygedag og 180 kr. pr. sengeliggende dag.

Erhvervsevnetabserstatningen fastsættes som et

kapitalbeløb ved at gange skadelidtes årsløn (normalt

årslønnen i det forudgående år) med en

kapitaliseringsfaktor på 6 og derefter gange med

erhvervsevnetabsprocenten (den procentuelle fremtidige

indtægtsnedgang). Ved kapitaliseringen udregnes nutidsværdien af

indtægter, som ville være kommet løbende til udbetaling i

en årrække fremover, og sigtet er, at det afkast, som den

skadelidte kan opnå ved sædvanlig anbringelse af midlerne, skal

kompensere for det fremtidige indtægtstab. Lovens bestemmelse om en

fast kapitaliseringsfaktor bygger på den almindelige rentefod

sammenholdt med det antal år, hvor skadelidte kunne have forventet en

højere indtægt (løbetiden). Ved en høj rentefod

skal kapitaliseringsfaktoren være lav og omvendt, og da

kapitaliseringsfaktoren er fast, er der behov for regler om nedsættelse

af erstatningen på grund af alder, idet ældre skadelidte ellers

ville få en relativt større erstatning end yngre skadelidte.

Erhvervsevnetabserstatningen nedsættes efter loven med 8½ procent for

hvert år skadelidte var ældre end 55 år ved skadens

indtræden. Der ydes således som hovedregel ikke

erhvervsevnetabserstatning, hvis skadelidte var fyldt 67 år, men dette

kan dog fraviges helt eller delvis, hvis det må antages, at den

skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det 67.

år.

Loven indeholder også regler om nedsættelse af

méngodtgørelsen. Nedsættelsen sker med 5 procent for

hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens

indtræden, dog ikke yderligere efter det 69. år, hvor der

tilkommer skadelidte halvdelen af fuld méngodtgørelse.

Baggrunden for denne regel er, at ældre skadelidte normalt skal leve

med ménet i kortere tid end yngre skadelidte.

I en af de betænkninger, som den gældende lov

bygger på (betænkning nr. 976/1983 om udmåling af

erstatning ved personskade og tab af forsørger), blev det

foreslået, at kapitaliseringsfaktoren skulle fastsættes

administrativt og svare til den nominelle markedsrente (den effektive

obligationsrente), og at løbetiden normalt skulle fastsættes som

forskellen mellem alderen på skadestidspunktet og 67 år reduceret

med den statistiske dødelighedssandsynlighed (udtrykt i de

såkaldte »dødelighedstavler« udarbejdet af den daværende

Statsanstalten for Livsforsikring).

Loven indeholder imidlertid en enklere løsning med

en fast kapitaliseringsfaktor, navnlig med henblik på at undgå,

at faktoren og dermed erstatningernes størrelse eventuelt skal

ændres hyppigt inden for kortere perioder som følge af udsving i

renten. Tildels som modvægt til den ret lave faktor på 6 skal der

efter loven ikke foretages fradrag for andre ydelser, der kommer til

udbetaling som følge af skaden f.eks. forsikringer og sociale

ydelser.

Arbejdsgruppen har undersøgt reglerne i de

øvrige nordiske og en række andre lande og anfører

(betænkningen side 43 f og 303 ff), at en generel sammenligning mellem

det danske og udenlandske erstatningsniveau er vanskelig, fordi en

række centrale regler er meget forskellige fra land til land det

gælder bl.a. reglerne om samspillet mellem erstatninger og andre

ydelser, som skadelidte modtager i anledning af skaden, herunder sociale

ydelser og forsikringsydelser, samt reglerne om beskatning af

erstatningsbeløb mv. og om muligheden for at udmåle

erstatningsbeløb som løbende erstatninger.

Arbejdsgruppen anfører, at der i lyset af

renteudviklingen mv. siden vedtagelsen af den gældende lov er behov for

at forhøje den faste kapitaliseringsfaktor, men at der fortsat ikke er

grundlag for at udarbejde kapitaliseringstabeller, der meget detaljeret

afhænger af skadelidtes alder. Arbejdsgruppen finder endvidere, at den

gældende ordning, hvorefter sociale ydelser, pensioner og forsikringer

som hovedregel ikke fradrages i erstatning eller godtgørelse,

bør bevares også i lyset af, at erstatninger efter

erstatningsansvarsloven for erhvervsevnetab mv. normalt heller ikke

indgår i beregningsgrundlaget for retten til sociale ydelser (bortset

fra retten til social pension, hvor grænsen for, hvor meget der kan

tjenes uden nedsættelse af pensionen, imidlertid er forholdsvis

høj).

Arbejdsgruppen anfører, at den

samfundsøkonomiske udvikling har medført, at

forudsætningerne bag fastsættelsen af kapitalfaktoren til 6 i

1984 ikke længere holder stik. I 1984 var den lange obligationsrente

således ca. 14 procent, mens den i dag er ca. 7,5 procent. En

skadelidt, der anbringer sin erhvervsevnetabserstatning i obligationer, vil

således i dag opnå et væsentligt lavere afkast, end hvad

der var forudsat ved fastsættelsen af kapitalfaktoren i 1984.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

kapitalfaktoren forhøjes fra 6 til 10. Med forhøjelsen

kompenseres der for den nedgang i renteniveauet, som er sket siden 1984.

Arbejdsgruppen foreslår tilsvarende forhøjelser af

méngodtgørelsen og af minimumsbeløbet for

forsørgertabserstatning. Den højeste erhvervsevnetabserstatning

vil efter arbejdsgruppens forslag udgøre 6.020.000 kr. (en stigning

på knap 2,5 mio. kr.), mens méngodtgørelsen ved en

méngrad på 100 procent vil udgøre 573.500 kr. mod 344.000

kr. i dag. Størrelsen af forsørgertabserstatningen til

ægtefæller og samlevere vil blive tilsvarende forhøjet.

Minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning foreslås

forhøjet fra 386.500 kr. til 644.000 kr.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere en ændring

af reglerne om nedsættelse af erstatning og godtgørelse på

grund af alder, således at nedsættelsen sker fra et tidligere

alderstrin og mere jævnt end efter de gældende regler.

Formålet hermed er bl.a. at bringe nedsættelsesreglerne i bedre

overensstemmelse med yngre og ældre skadelidtes reelle tab.

Der henvises til betænkningen side 72 ff.

På baggrund af de ændringer, der er sket i

renteniveauet siden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, er

Justitsministeriet enig i, at erstatnings- og godtgørelsesniveauet

bør forhøjes som foreslået af arbejdsgruppen for fortsat

at sikre de skadelidte en rimelig kompensation for det lidte tab.

Den gældende ordning med én fast

kapitaliseringsfaktor er indarbejdet i praksis og giver mulighed for en enkel

og hurtig erstatningsberegning. Justitsministeriet er enig i, at der er behov

for at differentiere erstatningerne mere end i dag, og at dette uden at

ændre lovens systematik kan ske på hensigtsmæssig

måde ved at opretholde en fast kapitaliseringsfaktor og ændre

nedsættelsesreglerne som foreslået af arbejdsgruppen.

Lovforslaget er således udformet i overensstemmelse

med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3,

5 og 7 9, og bemærkningerne hertil.

4.1.4. Genoptagelse af afsluttede sager

Efter arbejdsskadesikringsloven er der en vidtgående

adgang til genoptagelse af trufne afgørelser, og det sker ofte i

praksis. Denne ordning er mulig, fordi erstatning for erhvervsevnetab efter

arbejdsskadesikringsloven i vid udstrækning fastsættes som

løbende erstatninger, der senere kan reguleres op eller ned, og som i

øvrigt reguleres i takt med den almindelige lønudvikling.

Efter erstatningsansvarsloven udbetales erstatning og

godtgørelse derimod som kapitalerstatninger, og der er derfor et

væsentligt større behov for at træffe afgørelser,

der ikke senere skal revideres.

Efter lovens § 11 kan en afsluttet sag om

godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab

genoptages på skadelidtes begæring, hvis der indtræder

uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at

skadelidtes méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at

være væsentlig højere end først antaget. Ved

genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om méngraden og

erhvervsevnetabsprocenten på ny begæres forelagt for

Arbejdsskadestyrelsen efter bestemmelsen i § 10.

Hvis erhvervsevnetabsprocenten viser sig at være

højere end først antaget, men dette ikke skyldes

ændringer i helbredstilstanden, kan sagen således ikke

genoptages.

Reglen i lovens § 11 omfatter alene afgørelser

om erstatning for varige følger af skaden (erstatning for varigt

mén og erhvervsevnetab).

Den begrænsede adgang til at genoptage

erstatningssager efter erstatningsansvarslovens § 11 er navnlig blevet

kritiseret for at modvirke bestræbelserne på at fastholde flest

mulige skadelidte på arbejdsmarkedet, jf. herved betænkningen

side 68.

Det kan således anføres, at bestemmelsen

medfører en urimelig forskelsbehandling mellem de skadelidte, der

forsøger at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de

skadelidte, der med det samme opgiver deres arbejde.

For den, der fortsætter med at arbejde, vil

erhvervsevnetabet ofte blive fastsat til mindre end 15 procent, således

at den skadelidte ikke får nogen erhvervsevnetabserstatning, jf.

erstatningsansvarslovens § 5, stk. 3. Hvis den

pågældende efter få år må konstatere, at han

eller hun alligevel ikke er i stand til at opretholde en væsentlig og

varig tilknytning til arbejdsmarkedet, kan sagen ikke genoptages, idet der

ikke er indtrådt uforudsete ændringer i den

pågældendes helbredstilstand. Den, der straks opgiver

tilknytningen til arbejdsmarkedet, har derimod mulighed for med det samme at

få erstattet det fulde erhvervsevnetab.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

adgangen til at genoptage sager om erstatning for varige følger

udvides, således at ikke kun ændringer i helbredstilstanden kan

begrunde, at sagen genoptages, og således, at genoptagelsesadgangen

også for de varige skaders vedkommende kommer til at svare til, hvad

der følger af almindelige processuelle grundsætninger om

materiel retskraft. Genoptagelse skal således efter arbejdsgruppens

forslag være betinget af, at de faktiske omstændigheder

ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund

ved sagens afgørelse. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet,

f.eks. fordi det viser sig, at den pågældende alligevel ikke kan

bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed også kunne

føre til genoptagelse.

Efter arbejdsgruppens forslag skal det fortsat kun

være skadelidte, der kan begære sagen genoptaget.

Arbejdsgruppen foreslår, at en sag ikke skal kunne

kræves genoptaget alene med henblik på yderligere erstatning for

helbredelsesudgifter og andet tab eller yderligere godtgørelse for

svie og smerte. Disse erstatningsposter skal efter forslaget kun kunne

ændres, hvis sagen genoptages vedrørende andre poster, og kun

hvis der er sket uforudsete ændringer i skadelidtes

helbredstilstand.

Det foreslås endvidere, at retten til erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste ikke skal kunne genopstå, hvis der tidligere er

fastsat en erhvervsevnetabsprocent på 15 eller derover, idet den

skadelidte i så fald på genoptagelsestidspunktet vil være

overgået fra erstatning for midlertidigt tab (tabt arbejdsfortjeneste)

til erstatning for varigt tab (erhvervsevnetab).

Der henvises til betænkningen side 68 ff.

Justitsministeriet er enig i, at hensynet til så

vidt muligt at fastholde de skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet taler

for at lempe den gældende genoptagelsesregel i § 11. Hensynet til

de skadelidte taler også for, at erstatningssager bør kunne

genoptages i tilfælde, hvor der er udbetalt en vis

erhvervsevnetabserstatning, men hvor det efter nogen tid viser sig, at

erhvervsevnetabet selv om helbredstilstanden er uændret er

væsentligt større end først antaget.

Det er fortsat et væsentligt hensyn, at

erstatningssager bør afsluttes endeligt inden for rimelig tid. Med

arbejdsgruppens forslag om ophævelse af stationærtidspunktet og

indførelse af en mulighed for at træffe midlertidige

afgørelser om erhvervsevnetabet, skabes imidlertid en retstilstand,

der sikrer, at der i langt de fleste tilfælde træffes materielt

rigtige afgørelser allerede første gang, således at

behovet for at genoptage sager om erstatning for varige følger vil

blive mindre.

Justitsministeriet kan på den anførte

baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om en udvidelse af

genoptagelsesadgangen for så vidt angår de varige skader, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i,

at der er behov for i loven at regulere adgangen til genoptagelse også

for så vidt angår erstatning for midlertidige følger af

skaden. Der bør ikke kunne blive tale om genoptagelse af et betydeligt

antal sager om mindre beløb, f.eks. i tilfælde hvor det

efterfølgende viser sig, at helbredelsesudgifterne bliver

større end forventet.

Det foreslås således i overensstemmelse med

arbejdsgruppens forslag, at en erstatningssag ikke kan genoptages alene for

at rejse yderligere krav om erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab

eller godtgørelse for svie og smerte, og at en forhøjelse af

disse poster kun skal kunne ske, hvis der er indtrådt væsentlige

uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7

(ændring af lovens § 11), og bemærkningerne hertil.

4.1.5. Regulering og forrentning af erstatningsbeløb mv.

Efter erstatningslovens § 15 reguleres en række

beløb i loven årligt med 2,0 procent tillagt

tilpasningsprocenten for det pågældende finansår.

Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der

skal finde sted.

Erstatnings- og godtgørelsesbeløb

fastsættes på grundlag af de beløb, der i henhold til

reguleringsreglen i stk. 1 var gældende på tidspunktet for

skadens indtræden, jf. lovens § 15, stk. 3. Det er

således skadestidspunktet, der er afgørende for beregningen af

godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab

og for tab af forsørger, og dermed bliver det uden betydning for

erstatningens størrelse, om sagens afgørelse trækker ud.

Selv om beløbene er reguleret opad, før sagen bliver afgjort,

medfører dette ikke en større erstatning eller

godtgørelse til den skadelidte.

Efter skadestidspunktet har den skadelidte imidlertid krav

på rente af godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse

for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab og erstatning for tab

af forsørger. Forrentningen sker fra skadestidspunktet til betaling

sker, jf. lovens § 16. Herved opnår den skadelidte en vis

kompensation for, at erstatnings- og godtgørelsesbeløbene ikke

reguleres efter skadestidspunktet, men i modsætning til erstatnings- og

godtgørelsesbeløbene er renten af disse skattepligtig.

Erstatnings- og godtgørelseskrav, der ikke omfattes af § 16, kan

kræves forrentet efter de almindelige regler i renteloven.

Samspillet mellem reguleringsreglen i § 15 og

rentereglen i § 16 har givet anledning til retssager om, i hvilket

omfang der kan kræves renter i de såkaldte differencesager, dvs.

arbejdsskadesager, hvor arbejdsgiveren også er erstatningsansvarlig

efter almindelige regler, således at den skadelidte både har krav

på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og krav mod arbejdsgiveren

efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

I differencesager nedsættes kravet efter

erstatningsansvarsloven i det omfang, der er betalt eller er pligt til at

betale erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, jf. § 59 i

arbejdsskadesikringsloven. Ydelserne efter arbejdsskadesikringsloven

fradrages, før der beregnes rente efter erstatningsansvarslovens

§ 16, og det medfører, at den skadelidte får en lavere

kompensation, fordi der kun beregnes renter fra skadestidspunktet af den del

af kravet efter erstatningsansvarsloven, der overstiger ydelsen efter

arbejdsskadesikringsloven. Havde skaden ikke været omfattet af

arbejdsskadesikringsloven, ville der have være beregnet renter af det

fulde krav.

Bl.a. for at undgå disse problemer foreslår

arbejdsgruppen, at reglerne ændres, således at erstatning og

godtgørelse efter erstatningsansvarsloven udmåles i

overensstemmelse med de regulerede beløb, der gælder på

udbetalingstidspunktet. Beløbene reguleres dermed, mens sagen

behandles, og rentereglerne får alene betydning for tiden fra den

seneste regulering indtil udbetalingstidspunktet.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der

indføres en ny fristregel for renteberegningen svarende til princippet

i forsikringsaftalelovens § 24, hvorefter krav mod et forsikringsselskab

om betaling af forsikringsydelsen forrentes med virkning fra udløbet

af en vis frist efter det tidspunkt, hvor selskabet har været i stand

til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at

bedømme berettigelsen og størrelsen af kravet. Arbejdsgruppen

foreslår, at fristen fastsættes til 1 måned, således

at skadevolderen får en rimelig tid til at anmelde erstatningskravet

over for sit forsikringsselskab, som efter reglen i forsikringsaftalelovens

§ 24 har 14 dage efter anmeldelsen til at udbetale beløbet.

Der henvises til betænkningen side 77 ff.

Justitsministeriet er enig i, at en regel om, at

erstatningsbeløbene reguleres, mens erstatningssagen verserer, vil

kunne løse det særlige renteproblem i differencesagerne, som

arbejdsgruppen har beskrevet, jf. ovenfor. Hvis behandlingen af

erstatningssagen strækker sig over en vis periode, kan det desuden

forekomme mere nærliggende at fastsætte

erstatningsbeløbene på grundlag af de senest regulerede

beløb i stedet for beløbene på et måske langt

tidligere skadestidspunkt.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig

arbejdsgruppens forslag om, at erstatningsbeløbene reguleres under

sagens behandling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 12.

Arbejdsgruppens forslag går som nævnt ud

på, at de regulerede takster på udbetalingstidspunktet skal

anvendes. Under høringen over arbejdsgruppens betænkning er der

blevet peget på, at dette skæringstidspunkt kan være

uhensigtsmæssigt som skillelinie i tilfælde, hvor erstatningen

udbetales af en anden end den, der fastsætter erstatningen. Reguleres

taksterne i perioden mellem erstatningens fastsættelse og udbetaling,

vil der således skulle foretages en ny erstatningsberegning på

grundlag af de regulerede beløb. Desuden sker reguleringen for tiden

med en lavere procentsats end forrentningen, og arbejdsgruppens forslag vil

derfor kunne medføre, at der samlet skal betales et mindre

beløb (inklusive renter), hvis erstatningen først udbetales

efter næste regulering, end hvis beløbet udbetales straks.

For at undgå, at denne situation kan opstå, er

lovforslaget udformet således, at erstatning og godtgørelse i

stedet fastsættes på grundlag af de regulerede beløb, der

gælder på det tidspunkt, hvor forrentningen af kravet begynder,

jf. nedenfor.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

forslag om at ændre lovens renteregel, således at erstatnings- og

godtgørelsesbeløb kan kræves forrentet fra 1 måned

efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de

oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens

størrelse. Forrentningen sker ligesom efter den gældende lov med

rentelovens morarentesats.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 14, og

bemærkningerne hertil.

4.1.6. Overgangsbeløb til efterladte

Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal der ved

dødsfald betales erstatning for rimelige begravelsesudgifter og

erstatning for tab af forsørger. §§ 13 og 14 indeholder regler om

beregningen af forsørgertabserstatning til afdødes

ægtefælle eller samlever og til afdødes børn. Der

kan efter § 12 ydes erstatning for tab af forsørger til andre,

f.eks. til stedbørn og forældre, hvis der har været en

faktisk forsørgelse fra afdødes side. Loven indeholder regler

om nedsættelse af erstatningen på grund af afdødes

alder.

Det er uafklaret, i hvilket omfang andre udgifter som

følge af dødsfaldet, f.eks. flytteudgifter og udgifter til

hushjælp, kan kræves erstattet.

Arbejdsskadesikringsloven indeholder en regel om, at der

ud over forsørgertabserstatning mv. kan udbetales et

overgangsbeløb, som pr. 1. januar 2001 udgør 108.000 kr., til

en af de efterladte, jf. lovens § 35. Overgangsbeløbet skal

dække de forskellige uforudsete udgifter, som et dødsfald ofte

medfører, men beløbet udbetales uanset den efterlevendes

faktiske omkostninger i de enkelte tilfælde. Beløbet udbetales

normalt til en efterladt ægtefælle eller hvis afdøde

ikke var gift til en samlever, hvis samlivet havde bestået mindst 2

år på tidspunktet for dødsfaldet. I begge tilfælde

er det en betingelse, at afdøde og efterladte levede sammen, da

dødsfaldet indtraf. Er der hverken en ægtefælle eller

samlever, som er berettiget til overgangsbeløbet, kan beløbet

under særlige omstændigheder udbetales til en anden efterladt

person, f.eks. til en samlever, hvor samlivet har varet mindre end 2

år, eller til forældre, børn eller andre

nærtstående.

De gældende regler i erstatningsansvarsloven om

nedsættelse af forsørgertabserstatning på grund af

afdødes alder indebærer, at der ikke udbetales

forsørgertabserstatning til en efterlevende ægtefælle

eller samlever, hvis afdøde var fyldt 67 år og ikke var

erhvervsaktiv. Dette kan opleves som urimeligt, idet den efterladte, selv om

afdøde ikke havde en erhvervsindtægt, ofte vil stå i en

fuldstændig ændret økonomisk situation efter

dødsfaldet. Der kan f.eks. være tale om, at den efterlevende som

følge af mistede pensionsindtægter fra den afdøde bliver

nødt til at flytte til en anden (billigere) bolig.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

der i erstatningsansvarsloven indsættes en regel om

overgangsbeløb i overensstemmelse med princippet i

arbejdsskadesikringsloven.

Arbejdsgruppen foreslår, at bestemmelsen udformes

således, at afgrænsningen af, hvem der som

»ægtefælle« eller »samlever« har krav på beløbet,

svarer til den afgrænsning, der gælder efter lovens § 13 om

forsørgertabserstatning. Det kræves således bl.a. ikke som

efter arbejdsskadesikringsloven, at ægtefællerne skal have

været samlevende på tidspunktet for dødsfaldet.

Der henvises til betænkningen side 78 ff.

Et passende overgangsbeløb vil kunne dække de

mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som regel er forbundet med en

ægtefælles eller samlevers død, f.eks. udgifter til

flytning, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter. Det kan

også forekomme mindre rimeligt, at udbetaling af et sådant

overgangsbeløb i dag er begrænset til tilfælde, hvor

dødsfaldet skyldes en arbejdsskade. Justitsministeriet kan på

denne baggrund tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om at indføre et

overgangsbeløb til afdødes ægtefælle eller samlever

eller i særlige tilfælde til andre efterladte.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (den

foreslåede § 14 a), og bemærkningerne hertil.

4.1.7. Erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab

Efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, ydes

der bl.a. erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab. Erstatningsposten

»helbredelsesudgifter« dækker i første række udgifter til

rimelige og nødvendige foranstaltninger med henblik på eller i

forbindelse med skadelidtes helbredelse. Omfattet er navnlig udgifter til

sygehusophold og rekreation, udgifter til transport til og fra sygehuse mv.,

kørestol, særligt syet fodtøj samt læge- og

tandlægeudgifter.

Udtrykket »andet tab« omfatter udgifter, som skadelidte

har i tiden umiddelbart efter skaden, men hvis størrelse og

sammenhæng med skaden måske vanskeligt kan dokumenteres. Denne

erstatningspost dækker bl.a. erstatning for forsinket uddannelse mv.

Udtrykket omfatter f.eks. også fremtidige forventede udgifter til

fornyelse af proteser, yderligere behandling mv., uanset om der kan siges at

være tale om egentlige helbredelsesudgifter.

Ved opgørelsen af skadelidtes tab fradrages sociale

ydelser og andre ydelser f.eks. udbetaling fra en privat sygeforsikring

der tilkommer skadelidte som følge af skaden, og som går til

afholdelse af ovennævnte faktiske udgifter.

Skadelidtes tilstand kan være af en sådan art,

at der bliver et længerevarende eller varigt behov for afholdelse af

udgifter som følge af skaden, f.eks. udgifter til medicin eller

proteser. Det er efter de gældende regler ikke fuldt afklaret, hvordan

erstatningen skal udmåles og eventuelt kapitaliseres, når der er

tale om løbende fremtidige udgifter. Viser det sig senere, at der er

behov for yderligere behandling, og er der ikke er taget højde herfor

ved erstatningsfastsættelsen (f.eks. ved kapitalisering), kan den

skadelidte som udgangspunkt rejse krav om yderligere erstatning.

Lovudkastet fra arbejdsgruppens flertal indeholder ikke

regler om beregningen af erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab,

mens professor, dr. jur. Bo von Eyben i sin mindretalsudtalelse har

anført, at spørgsmålet bør reguleres i loven.

Også i forbindelse med høringen over betænkningen er det

blevet anført, at der kan være behov for at afklare

retsstillingen med hensyn til udmåling af denne erstatningspost.

Justitsministeriet er enig i, at det vil være

hensigtsmæssigt at afklare retsstillingen med hensyn til

spørgsmålet om, i hvilket omfang og hvordan erstatning for

løbende fremtidige udgifter skal kapitaliseres.

Det foreslås på den baggrund, at der

indsættes en ny bestemmelse i loven, hvorefter fremtidige

helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden

erstattes som et kapitalbeløb.

Det foreslås, at der højst kan udbetales en

erstatning svarende til den forventede gennemsnitlige årlige udgift

ganget med 10. Skal udgifterne afholdes i mindre end 10 år, vil den

skadelidte således få samtlige udgifter dækket som et

engangsbeløb.

Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer med

hensyn til, hvilke erstatningsposter der kan kræves erstattet som

helbredelsesudgifter og andet tab, jf. lovens § 1, stk. 1 (som ikke

ændres). Der tilsigtes heller ingen ændring med hensyn til

fradrag for andre ydelser, som skadelidte modtager til dækning af de

pågældende udgifter, jf. ovenfor.

Efter den foreslåede § 11, stk. 3

(lovforslagets § 1, nr. 7), vil eventuelle senere krav om yderligere

erstatning kun kunne rejses, hvis betingelserne for genoptagelse af en eller

flere andre erstatningsposter er opfyldt, og kun, hvis der foreligger

væsentlige uforudsete ændringer i skadelidtes

helbredstilstand.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og

bemærkningerne hertil.

4.1.8. Godtgørelse for svie og smerte

Godtgørelse for svie og smerte kompenserer navnlig

for den fysiske lidelse, der er en følge af skaden.

Godtgørelsen ydes efter lovens § 3 med faste takster pr. dag, som

afhænger af, om den skadelidte er sengeliggende eller ej. Pr. 1. januar

2001 er taksterne 180 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende, og

80 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være

sengeliggende.

Overstiger godtgørelsen 26.000 kr., kan de

nævnte beløb fraviges, og der er således mulighed for

skønsmæssig fastsættelse ved længere

sygeperioder.

Godtgørelsen ydes fra skadens indtræden, og

indtil den skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær. I

retspraksis er der dog ydet godtgørelse også efter

stationærtidspunktet i et tilfælde, hvor helbredstilstanden var

stationær straks fra ulykkestidspunktet, jf. betænkningen side

84.

Der kan som hovedregel kun ydes godtgørelse,

så længe den skadelidte er »syg«, dvs. er sygemeldt og undergivet

en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden

måde, f.eks. genoptræning. Selv om den skadelidte ikke er syg,

kan der i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og

smerte, f.eks. hvis skaden midlertidigt generer de normale legemsfunktioner,

uden at skadelidte kan siges at være syg.

Arbejdsgruppen foreslår, at stationærbegrebet

udgår af lovens § 3, således at godtgørelse for svie

og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, og med

mulighed for i særlige tilfælde at tilkende godtgørelse,

selv om den skadelidte ikke er syg. Med ophævelsen af

stationærtidspunktet præciseres det, at der også kan ydes

godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor

helbredstilstanden er stationær straks på skadestidspunktet.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at bestemmelsen

forenkles således, at sondringen mellem sengeliggende og

oppegående sygedage ophæves og erstattes af én takst for

godtgørelse for svie og smerte. Sondringen mellem sengeliggende og

oppegående kan forekomme mindre relevant ved en vurdering af, hvilken

fysisk lidelse en skade påfører den skadelidte.

Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der

fastsættes et maksimumbeløb for svie- og

smertegodtgørelse på 50.000 kr. Det svarer til, hvad der antages

at gælde i dag, jf. betænkningen side 83.

Der henvises til betænkningen side 83 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (ændring af lovens

§ 3), og bemærkningerne hertil.

4.1.9. Tortgodtgørelse

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1,

skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens

frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede

godtgørelse for tort. »Tort« er navnlig en krænkelse af selv- og

æresfølelsen, dvs. en persons opfattelse af eget værd og

omdømme. I praksis ydes der navnlig tortgodtgørelse efter

erstatningsansvarsloven for ærekrænkelser mv.,

frihedsberøvelse og sædelighedsforbrydelser.

Tortgodtgørelse udmåles under hensyn til krænkelsens

grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i

øvrigt.

Ved voldtægt eller voldtægtslignende

forbrydelser lægges der ved udmålingen af godtgørelsens

størrelse bl.a. vægt på, om forbrydelsen blev fuldbyrdet,

om der er anvendt vold i større eller mindre omfang, om forurettedes

børn eller andre nære pårørende har overværet

forbrydelsen, om voldtægten mv. har været mere end ganske

kortvarig, om forurettede var meget ung eller gammel, om forbrydelsen har

medført en særlig ydmygelse af forurettede, om forurettede

på grund af gerningsmandens forhold har skullet igennem en

særligt belastende efterforskning, om forurettede har været

nødt til permanent eller midlertidigt at skifte bolig, og om

forurettede på grund af forbrydelsen har modtaget

behandling/terapi.

Der er en omfattende retspraksis vedrørende

udmåling af tortgodtgørelse ved sædelighedsforbrydelser.

Det aktuelle udmålingsniveau kan i hovedtræk beskrives

således, at der i »normale« tilfælde af fuldbyrdet voldtægt

ydes en godtgørelse på 30.000 kr. Ved meget grove tilfælde

kan godtgørelsen stige op til 35.000 kr. og i ganske særlige

tilfælde (f.eks. hvis flere gerningsmænd har deltaget) op til

40.000 45.000 kr. eller højere. Ved forsøg på

voldtægt er godtgørelsen normalt på 15.000 20.000 kr.,

bl.a. afhængigt af, hvor langt gerningsmanden er kommet i sit

forsøg på at tiltvinge sig samleje med ofret, samt forholdets

grovhed i øvrigt. Ved incest med mindreårige udmåles

tortgodtgørelsen som regel til mindst 10.000 kr., efter

omstændighederne dog til et noget højere beløb.

Arbejdsgruppen finder, at de

godtgørelsesbeløb, der i praksis udmåles ved

sædelighedsforbrydelser mv., formentlig ofte kan opleves som urimeligt

lave, når de ses i lyset af den krænkelse, den forurettede har

været udsat for. En sædelighedsforbrydelse kan i særlig

grad virke krænkende for forurettede.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at

der til § 26 føjes en ny bestemmelse, hvorefter det ved

fastsættelse af tortgodtgørelsen kan tillægges

særlig vægt, at krænkelsen er begået ved en

overtrædelse af straffelovens kapitler 23 24, dvs. forbrydelser mod

kønssædeligheden og forbrydelser i familieforhold, herunder

navnlig incest. Der bør efter arbejdsgruppens opfattelse med baggrund

heri som udgangspunkt sigtes mod en fordobling af

godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau i

tilsvarende tilfælde ved sædelighedsforbrydelser mv., jf.

ovenfor. Fastsættelsen af godtgørelsen skal i øvrigt

fortsat ske ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i

den enkelte sag.

Efter bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26,

stk. 3, finder bestemmelserne i lovens § 18, stk. 1 og 2,

tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter § 26,

stk. 1 og 2. Derimod henvises der i bestemmelsen ikke til lovens

§ 18, stk. 3, hvorefter godtgørelseskrav kan holdes uden for

formueforholdet mellem ægtefæller ved skifte i tilfælde af

skilsmisse, separation eller bosondring. Der har derfor været rejst

tvivl om, hvorvidt tortgodtgørelse kan holdes uden for formueforholdet

i disse tilfælde.

Under hensyn til, at tortgodtgørelse efter

§ 26 i høj grad er et personligt betinget krav, foreslår

arbejdsgruppen, at det præciseres, at denne godtgørelse ikke

indgår i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved

skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller

bosondring, jf. lovens § 18, stk. 3.

Der henvises til betænkningen side 86 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 og 16, og

bemærkningerne hertil.

4.2. Offererstatningsloven

4.2.1. Fradrag for sociale ydelser mv.

Erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er efter

offererstatningslovens § 7, stk. 1, subsidiær i forhold til

dækning fra anden side, idet staten efter bestemmelsen ikke yder

erstatning, i det omfang skaden godtgøres af skadevolder eller

dækkes af ydelser efter den sociale lovgivning, løn under

sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske

ydelser.

Bestemmelsen indebærer således, at ydelser fra

anden side, herunder sociale ydelser, skal fratrækkes i erstatningen

fra staten, hvis den pågældende ydelse helt eller delvis

dækker en tabspost, der kræves erstatning for. Løn under

sygdom og udbetalte sygedagpenge fra det offentlige skal f.eks.

fratrækkes i en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, mens en privat

forsikring, der kommer til udbetaling ved invaliditet, skal fratrækkes

i en godtgørelse for varigt mén, og førtidspension skal

fratrækkes i en erstatning for erhvervsevnetab.

Offererstatningsloven har således alene karakter af

et »socialt sikkerhedsnet«. Staten er ikke skadevolder og har ved loven alene

påtaget sig at betale erstatning til ofret, når den

pågældende ikke har mulighed for på anden måde at

få dækket sit økonomiske tab.

Som følge af fradragsreglen i

offererstatningslovens § 7, og som følge af, at gerningsmanden

meget ofte ikke er i stand til at betale, kan ofre for forbrydelser

imidlertid i praksis opleve det således, at de i modsætning til

andre skadelidte på områder, hvor det offentlige tilbyder

erstatning i videre omfang, end man er forpligtet til efter de almindelige

erstatningsretlige regler f.eks. patienter på offentlige sygehuse,

jf. patientforsikringsloven ikke får fuld erstatning, eftersom

sociale ydelser mv. ikke fradrages i erstatninger, der udmåles efter

erstatningsansvarsloven. I praksis kan den reelle situation opleves

således, at den skadelidte er bedre stillet, hvis en personskade er

blevet påført ved f.eks. en trafikulykke, end hvis den samme

skade er forvoldt ved en voldsforbrydelse.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund at

ophæve offererstatningslovens princip om, at erstatningen fra staten er

subsidiær. Der bør dog fortsat bl.a. ske fradrag for udgifter,

der dækkes af skadelidtes forsikring.

Der henvises til betænkningen side 89 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Ordningen efter

offererstatningsloven vil hermed blive bragt på linje med den, der

gælder på andre områder, hvor det offentlige påtager

sig en erstatningspligt uden nødvendigvis at være

erstatningsansvarlig efter almindelige regler, jf. navnlig

patientforsikringsloven og lægemiddelerstatningsloven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og

bemærkningerne hertil.

4.2.2. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold

Efter offererstatningslovens § 10 forudsætter

erstatning efter denne lov, at overtrædelsen af straffeloven er anmeldt

til politiet uden unødigt ophold, og at skadelidte under en eventuel

straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.

Efter § 10, stk. 2, kan erstatning dog »i særlige

tilfælde« ydes, selv om disse betingelser ikke er opfyldt.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det efter

offererstatningsloven som udgangspunkt fortsat er skadevolderen selv, der

skal betale erstatning til skadelidte, og at staten kan rejse regreskrav mod

skadevolderen, når staten har udbetalt erstatning.

Politiets efterforskning er nødvendig for at

konstatere, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, og en

hurtig politianmeldelse er i reglen en forudsætning for, at politiets

efterforskning kan føre til opklaring af sagen og

retsforfølgning af skadevolderen. Erfaringen viser, at jo hurtigere en

forbrydelse anmeldes til politiet, jo større sandsynlighed er der for,

at politiet pågriber gerningsmanden eller finder vidner, hvis

forklaringer kan føre til pågribelse af gerningsmanden.

Kravet om hurtig politianmeldelse kan desuden medvirke til

at forebygge misbrug af erstatningsordningen.

Erstatningsnævnet anser i praksis normalt en

politianmeldelse inden 24 timer efter gerningstidspunktet for at for at

være sket »uden unødigt ophold«. I nogle tilfælde ses der

imidlertid bort fra denne frist. Hvis det på grund af ofrets tilstand

har været umuligt at indgive politianmeldelse, regnes fristen

således først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ofret

at indgive politianmeldelse, eventuelt telefonisk. Det anses ikke i sig selv

for at hindre ofret i at indgive politianmeldelse, at den

pågældende er indlagt på sygehus, men bevidstløshed

og anden alvorlig tilskadekomst kan forhindre ofret i straks at anmelde

forbrydelsen.

Der ses bl.a. også bort fra, at politianmeldelse er

sket sent, hvis der rejses tiltale, og det ved en dom over skadevolderen

fastslås, at der foreligger en straffelovsovertrædelse. Det samme

gælder i andre tilfælde, hvor skadevolderen er kendt, men hvor

der ikke rejses tiltale, f.eks. på grund af tiltalefrafald.

Endvidere ses der bort fra, at politianmeldelse ikke er

sket uden unødigt ophold, hvis f.eks. skadelidte med rimelighed gik ud

fra, at andre ville anmelde forbrydelsen, eller hvis ofret og gerningsmanden

står hinanden nær, således at det vil virke urimeligt at

kræve politianmeldelse.

Erstatningsnævnet har endvidere oplyst over for

arbejdsgruppen (betænkningen side 301), at man i en række nyere

afgørelser efter en konkret vurdering har anerkendt krav uanset en sen

anmeldelse, hvis der ikke har været berettiget tvivl om, at der var

tale om en overtrædelse af straffeloven, og hvis en hurtigere

anmeldelse må antages ikke at ville have gjort nogen forskel for

så vidt angår politiets muligheder for at opklare sagen.

Arbejdsgruppen finder, at der må lægges

betydelig vægt på de hensyn, der ligger bag kravet om

politianmeldelse uden unødigt ophold, men at en for streng

håndhævelse af reglen vil kunne opfattes som urimelig.

Arbejdsgruppen foreslår, at formuleringen af dispensationsbestemmelsen

i § 10, stk. 2, »blødes op«, således at der bliver

mulighed for at fravige kravet ud fra en lidt friere vurdering end efter den

gældende bestemmelse.

Der henvises til betænkningen side 95 f.

I lyset af, at afslag på erstatning fra staten ofte

vil være særdeles indgribende for ofret, er Justitsministeriet

enig i, at kravet om politianmeldelse uden unødigt ophold bør

kunne fraviges ud fra en lidt friere konkret vurdering af forholdene i den

enkelte sag. Det foreslås således i overensstemmelse med

arbejdsgruppens lovudkast, at fravigelse kan ske »hvis forholdene taler for

det«. Det er fortsat en betingelse for at fravige hovedreglen, at der er

konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for det.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og

bemærkningerne hertil.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget vil generelt hæve erstatningsniveauet

ved personskade med i gennemsnit godt halvdelen og vil have økonomiske

konsekvenser for det offentlige, borgere og erhvervsliv.

5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

5.1.1. Udgifter for det offentlige

Den foreslåede stigning i erstatningerne ved

personskade vil bl.a. omfatte de erstatninger, som staten udbetaler til ofre

for forbrydelser i medfør af offererstatningsloven. Nævnet

vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser har oplyst,

at det samlede udgiftsniveau hertil i 1999 var på ca. 34 mio. kr. Med

en anslået generel stigning i erstatningsniveauet med halvdelen

indebærer dette, at Justitsministeriets udgifter til offererstatninger

vil stige med ca. 15 mio. kr. pr. år. Hertil kommer en anslået

stigning på ca. 8 10 mio. kr. som følge af forslaget om

ændring af fradragsreglen i offererstatningslovens § 7. Denne

ændring indebærer, at der ikke i videre omfang end efter reglerne

i erstatningsansvarsloven skal foretages fradrag i erstatningen for sociale

ydelser mv., som tilfalder skadelidte i anledning af skaden. Den samlede

stigning i statens udgifter til offererstatningsordningen vil således

være ca. 25 mio. kr. årligt.

Lovforslaget vil endvidere medføre øgede

udgifter til erstatning i medfør af patientforsikringsloven til

personer, der kommer til skade i forbindelse med undersøgelse,

behandling eller lignende på offentlige sygehuse mv.

Patientforsikringsforeningen har oplyst, at det samlede udgiftsniveau til

patientforsikringsordningen i 1999 var på ca. 114 mio. kr. Med en

anslået generel stigning i erstatningsniveauet med halvdelen

indebærer dette, at amternes udgifter til patientforsikringsordningen

vil stige med ca. 60 mio. kr. årligt.

Hertil kommer, at Socialministeriet i lyset af de

foreslåede ændringer af erstatningsansvarsloven agter at

fremkomme med lovforslag om ændring af arbejdsskadesikringsloven, der,

når forhøjelsen er slået fuldt igennem, forventes at ville

medføre samlede merudgifter for staten og for kommuner og amter i

størrelsesordenen 20 25 mio. kr. årligt.

De to lovforslag vil således tilsammen

medføre øgede udgifter på i størrelsesordenen 105

110 mio. kr. årligt for det offentlige.

5.1.2. Indtægter for det offentlige

Forslaget om at forhøje erstatningsniveauet ved

personskade vil føre til præmiestigninger på

ansvarsforsikringer. Brancheorganisationen Forsikring & Pension har

således oplyst, at lovforslaget isoleret set skønnes at ville

give grundlag for præmiestigninger på normale bilforsikringer

(kombinerede kasko- og ansvarsforsikringer) på gennemsnitligt 300 400

kr. årligt. I forhold til ansvarsforsikringsdelen anslås det, at

stigningen udgør ca. 25 30 procent af

ansvarsforsikringspræmien. Beregningerne er imidlertid behæftet

med ret stor usikkerhed, og stigningen dækker over meget store

variationer, idet stigningen bl.a. vil afhænge af biltype,

forsikringstagerens aktuelle præmietrin mv.

Der svares afgift på 50 procent til statskassen af

en række ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., jf.

lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Den

forventede stigning i præmien på disse ansvarsforsikringer ville

således som udgangspunkt medføre øgede indtægter

for statskassen på i størrelsesordenen 150 200 kr.

årligt pr. ansvarsforsikring, og disse indtægter ville overstige

de forventede udgifter for det offentlige, jf. herom ovenfor under pkt.

5.1.1.

Det er imidlertid væsentligt for regeringen, at

forslaget samlet set ikke fører til merindtægter for det

offentlige, og det foreslås derfor at nedsætte afgiftssatserne i

lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.

Afgiftssatserne foreslås nedsat således, at indtægterne til

det offentlige som følge af de højere præmiebetalinger

ikke overstiger det offentliges udgifter ved lovforslaget. Samlet set

skønnes lovforslaget således sammen med det kommende forslag

om ændring af arbejdsskadesikringsloven at være udgifts- og

indtægtsneutralt for det offentlige.

5.1.3. Administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for det offentlige.

5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

5.2.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vil ikke have direkte omkostningsvirkning for

erhvervslivet, men lovforslaget vil på flere områder have afledte

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Den foreslåede forhøjelse af

erstatningsniveauet vil bl.a. medføre stigninger i

forsikringspræmierne. Brancheorganisationen Forsikring & Pension

har således som nævnt under pkt. 5.1.2. oplyst, at lovforslaget

isoleret set skønnes at ville give grundlag for præmiestigninger

på normale bilforsikringer på gennemsnitligt 300 400 kr.

årligt. Hertil kommer forsikringspræmieafgiften, der med den

foreslåede nedsættelse vil udgøre ca. 60 kr. årligt

pr. ansvarsforsikring. Præmierne på normale

bilansvarsforsikringer skønnes således at ville stige med

gennemsnitligt 360 460 kr. årligt. Pr. juni 2000 var der ca. 134.000

køretøjer i erhvervene. Merudgiften til

bilansvarsforsikringspræmier skønnes således at ville

udgøre ca. 48 62 mio. kr. årligt for erhvervslivet.

Lovforslaget skønnes endvidere at ville

medføre merudgifter for erhvervslivet til erhvervsansvarsforsikringer.

Forsikring & Pension har oplyst, at de samlede erstatningsudbetalinger

for så vidt angår erhvervsansvarsforsikringer skønnes at

ville stige med 20 30 procent. Beregningerne er behæftet med stor

usikkerhed, og stigningen dækker over meget betydelige variationer,

bl.a. afhængig af branche.

Forsikringsoplysningen har oplyst, at

bruttoerstatningsudbetalingerne for 1999 på erhvervsansvarsforsikringer

(inklusive produktansvar og professionsansvar) udgjorde 532 mio. kr., mens

bruttopræmieindbetalingerne udgjorde 869 mio. kr. Det er ikke muligt at

udskille tallene vedrørende produkt- og professionsansvar.

Hvis det antages, at præmierne stiger i samme omfang

som udbetalingerne, vil en stigning i erstatningsudbetalingerne på 20

procent medføre en forhøjelse af præmierne fra 869 mio.

kr. til 1.043 mio. kr., svarende til 174 mio. kr. årligt. Det

bemærkes, at tallene ikke er korrigeret for mulige forskelle i

stigningstakten for så vidt angår erstatningsudbetalinger

på de enkelte dele af erhvervsansvarsområdet, navnlig

vedrørende produktansvar og professionsansvar. Beregningerne er bl.a.

af denne grund behæftet med meget betydelig usikkerhed.

Samlet skønnes lovforslaget således at ville

medføre afledte merudgifter for erhvervslivet på ca. 222 236

mio. kr. årligt.

Hertil kommer, at Socialministeriet som nævnt agter

at fremkomme med lovforslag om ændring af arbejdsskadesikringsloven.

Dette forslag forventes at ville medføre merudgifter for erhvervslivet

på ca. 57 mio. kr. årligt.

5.2.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

5.3. Økonomiske konsekvenser for borgerne

Som nævnt skønnes lovforslaget at ville give

grundlag for præmiestigninger på bilforsikringer på

gennemsnitligt ca. 360 460 kr. årligt. Pr. juni 2000 var der ca. 1,7

mio. privatbiler, og merudgiften til bilansvarsforsikringerne skønnes

således at ville udgøre i størrelsesordenen ca. 612 782

mio. kr. årligt for borgerne.

Forslaget vil medføre en væsentlig

forhøjelse af de erstatningsbeløb mv., der udmåles til de

skadelidte.

5.4. Miljømæssige konsekvenser og EU-retlige aspekter

Lovforslaget har ikke miljømæssige

konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Lovforslagets konsekvenser er således i

hovedtræk med de nævnte store usikkerheder:

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten

Indtægter på ca. 104 mio. kr. årligt fra

afgiften på bilansvarsforsikringer

Merudgifter til offererstatningsordningen på ca. 25

mio. kr. årligt.

Generel nedsættelse af satsen for afgift på

bilansvarsforsikringer

Økonomiske konsekvenser for kommuner og

amtskommuner

Ingen

Merudgifter på ca. 60 mio. kr. til

patientforsikringsordningen.

Forslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Merudgifter til bilansvarsforsikringspræmier og

erhvervsansvarsforsikringspræmier skønnes til ca. 222 236 mio.

kr. årligt

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for borgerne

En væsentlig forhøjelse af erstatningerne til de

skadelidte

Merudgifter til bilansvarsforsikringspræmier i

størrelsesordenen 612 782 mio. kr. årligt

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

Hertil kommer merudgifter for det offentlige

på i størrelsesordenen 20 25 mio. kr. årligt samt

merudgifter for erhvervslivet på ca. 57 mio. kr. årligt som

følge af det kommende forslag om ændring af

arbejdsskadesikringsloven.

6. Høring

Betænkning nr. 1383/2000 om revision af

erstatningsansvarsloven mv. har været i høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenten for Sø- og Handelsretten i København,

præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for

retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd,

Entreprenørforeningen, Finansrådet, Forbrugerrådet,

Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen

Stop Volden, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune,

Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og

Ulykkesskadede, Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Landsorganisationen

Forebyg vold, hjælp voldsramte, Landsorganisationen i Danmark,

Lægemiddelindustriforeningen, Nævnet vedrørende erstatning

til ofre for forbrydelser, Patientforsikringsforeningen,

Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen i § 1 a er ny og indeholder

regler om, hvordan erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet

fremtidigt tab efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, skal

opgøres. De foreslåede regler vedrører alene den

fremgangsmåde, der skal anvendes ved opgørelsen af erstatningen,

og bestemmelsen indebærer således ingen ændringer af,

hvilke udgifter der kan erstattes som helbredelsesudgifter og andet tab efter

§ 1, stk. 1. Bestemmelsen indebærer heller ikke nogen

ændring af gældende regler om fradrag for andre ydelser, som den

skadelidte modtager til dækning af de pågældende

udgifter.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til pkt. 4.1.7. i

de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsen skal fremtidige helbredelsesudgifter og

andet tab erstattes som et kapitalbeløb. Den skadelidtes fremtidige

udgifter til medicin mv. som følge af skaden skal således

erstattes med et samlet éngangsbeløb.

Er det ved sagens afgørelse klart, at udgifterne

vil ophøre inden for 10 år, skal erstatningen opgøres ved

en sammenlægning af de forventede udgifter. Den forventede årlige

udgift skal normalt fastsættes på grundlag af prisniveauet for

den pågældende behandling f.eks. medicinprisen på

tidspunktet for sagens afgørelse.

Er der tale om længerevarende eller permanente

løbende udgifter, f.eks. varige medicinudgifter, skal erstatningen

kapitaliseres ved at gange den forventede gennemsnitlige årlige udgift

med 10. Hvis f.eks. skadelidte må forventes at skulle have udskiftet en

tandprotese hvert 15. år, kapitaliseres erstatningen ved at dividere

den forventede udgift til udskiftning af protesen med 15 og derefter gange

med 10.

Ved permanente eller længerevarende udgifter vil det

samlede udgiftsbeløb normalt blive mindre for en ældre skadelidt

end for en yngre. Det foreslås derfor, at kapitaliserede

erstatningsbeløb skal nedsættes efter den foreslåede

§ 4, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3) om nedtrapning af

méngodtgørelsen som følge af skadelidtes alder.

Reglen om, at erstatningen skal udmåles som et

kapitalbeløb, medfører, at der kun kan rejses krav om

yderligere erstatning for sådanne udgifter, hvis betingelserne for

genoptagelse efter lovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 7) er

opfyldt.

Denne virkning indtræder dog først, når

sagen er endeligt afsluttet vedrørende samtlige erstatningsposter.

Omfatter erstatningssagen f.eks. krav om erstatning for helbredelsesudgifter,

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og méngodtgørelse, kan

der rejses krav om yderligere erstatning for helbredelsesudgifter, indtil

sagen er afsluttet for så vidt angår begge de øvrige

erstatningsposter.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet ændringer i

fastsættelsen af erstatning for forsinket uddannelse mv., der i

overensstemmelse med den hidtidige praksis forudsættes erstattet med et

skønsmæssigt fastsat engangsbeløb.

Til nr. 2

De foreslåede ændringer af § 2,

stk. 1, indebærer navnlig den ændring i forhold til

gældende ret, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i

tilfælde, hvor der er lidt et varigt erhvervsevnetab, ikke

længere ophører, når skadelidtes helbredstilstand er

blevet stationær, men først, når det er muligt

midlertidigt eller endeligt at skønne over den fremtidige

erhvervsevne.

Er der ikke lidt et varigt erhvervsevnetab, vil der efter

forslaget kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil

den skadelidte »kan begynde at arbejde igen«. Dette svarer til gældende

ret.

Skadelidte vil have mulighed for at genvinde retten til

tabt arbejdsfortjeneste, hvis sygdommen genopstår, eller hvis f.eks. en

nødvendig operation først kan foretages på et senere

tidspunkt, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2000, side 2018, og de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.1. Dette vil også kunne følge af den foreslåede

§ 11, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7) om skadelidtes adgang

til at kræve genoptagelse af sagen på grund af væsentligt

ændrede forhold.

Bestemmelsen i 2. pkt. drejer sig om

tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om erstatning

for varigt erhvervsevnetab. Hvis der lides et varigt erhvervsevnetab, skal

der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor

det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes

fremtidige erhvervsevne. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den

foreslåede ændring af lovens § 10 (lovforslagets § 1,

nr. 7), hvorefter Arbejdsskadestyrelsen skal afgive en udtalelse om

erhvervsevnetabsprocenten så vidt muligt inden 1 år og senest 2

år efter fremsættelsen af anmodning herom. Udtalelsen kan

være midlertidig, hvis den erhvervsmæssige situation under

særlige omstændigheder ikke er afklaret. Dette svarer til

retsstillingen efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 4.

Om de tilfælde, hvor det kan blive aktuelt, at der afgives en

midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, henvises til

bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 4

(ændring af lovens § 5).

Foreligger der en midlertidig udtalelse fra

Arbejdsskadestyrelsen, ophører retten til erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste. Der kan imidlertid fra dette tidspunkt kræves en

foreløbig erstatning for erhvervsevnetab på baggrund af den

midlertidige udtalelse, jf. den foreslåede § 16, stk. 1, 2.

pkt. (lovforslagets § 1, nr. 14).

For at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

ophører, er det således efter bestemmelsen en betingelse, at det

må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, og

det forudsættes, at der skal være lidt et erhvervsevnetab, som

kan danne grundlag for en erstatningsudbetaling til den skadelidte. Retten

til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder således ikke,

hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse er en

»nul-afgørelse« (dvs. en afgørelse om, at erhvervsevnetabet er

mindre end 15 procent og dermed ikke berettiger til

erhvervsevnetabserstatning). Ellers ville der kunne opstå et

økonomisk »hul« mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og en

senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det viser sig, at erhvervsevnetabet

alligevel er på 15 procent eller mere.

I de såkaldte differencesager, hvor skaden

både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af

erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende

beløb efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af

arbejdsskadesikringslovens § 59, 2. pkt., først kræve det

overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet.

Det foreslås derfor, at den skadelidtes krav på erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der

træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter

arbejdsskadesikringslovens § 31, idet en afgørelse efter denne

bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan

kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav.

Skadelidte har efter almindelige erstatningsretlige regler

pligt til at begrænse sit tab. Det fremgår i overensstemmelse

hermed af § 2, stk. 1, at skadelidte alene kan kræve

erstatning, indtil han kan begynde at arbejde igen, eller det er

muligt at skønne over erhvervsevnen.

Tabsbegrænsningspligten skal ses i sammenhæng

med den foreslåede ændring af lovens § 5, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 4. Denne bestemmelse foreslås ændret således,

at der ved fastsættelsen af den skadelidtes erhvervsevnetab skal tages

hensyn til »muligheder for erhvervsmæssig omskoling og

genoptræning eller lignende«. Det vil således kunne komme den

skadelidte til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse

erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og

aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende

social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at

denne ændring vil få afsmittende virkning på

fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige

regler også gælder vedrørende erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste efter § 2.

Hvis den skadelidte således uden rimelig grund

nægter at deltage i de aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen

på grund af forhold på den skadelidtes side trækker ud,

således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette efter

omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt

arbejdsfortjeneste fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for

heller ikke midlertidigt at vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har

således pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige

erhvervsevne. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i de

senere års social- og arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er

en betingelse for at opnå ret til fuld kontanthjælp efter lov om

aktiv socialpolitik eller dagpenge efter

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Den skadelidte har dog kun pligt til at begrænse sit

tab, i det omfang dette kan ske, uden at han selv skal afholde

omkostningerne. Dette vil i praksis betyde, at det er de helt eller delvist

offentligt finansierede aktiviteter, der kommer på tale. Som en

konsekvens heraf kan skadevolderen ikke pålægges at afholde

udgifterne som »helbredelsesudgifter og andet tab« efter lovens § 1,

stk. 1. Det offentlige har heller ikke regres mod skadevolder for

afholdte udgifter til revalidering mv., jf. lovens § 17.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.1.

Til nr. 3

Til § 3

Der foreslås en forenkling af reglen om

godtgørelse for svie og smerte, således at sondringen mellem

sengeliggende og oppegående dage ophæves, og der i stedet

anvendes en enhedstakst på 130 kr. pr. sygedag. I stedet for den

gældende regel om en skønsmæssig nedsættelse ved

godtgørelsesbeløb over 26.000 kr. foreslås et

maksimumbeløb på 50.000 kr.

Det foreslås, at godtgørelse for svie og

smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, uanset

hvornår helbredstilstanden er stationær. Kriteriet »er syg« skal

forstås på samme måde som hidtil, dvs. at skadelidte er

sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge

eller på anden måde, f.eks. ved genoptræning. Sygdommen

skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring eller lignende.

Hvis skaden har haft varige følger, vil der som

udgangspunkt kun kunne ydes godtgørelse for svie og smerte indtil det

tidspunkt, hvor skadelidtes méngrad kan fastsættes. På

dette tidspunkt træder krav på méngodtgørelse i

stedet for krav på godtgørelse for svie og smerte. Der vil dog

som hidtil også kunne ydes en vis godtgørelse for svie og smerte

i tilfælde, hvor det varige mén kan vurderes straks på

ulykkestidspunktet, f.eks. hvis en håndværker mister

»arbejdsarmen«.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.8.

Til § 4

I stk. 1 foreslås

méngodtgørelsen forhøjet forholdsmæssigt svarende

til forhøjelsen af erhvervsevnetabserstatningen, jf. den

foreslåede ændring af § 6 (lovforslagets § 1, nr.

5).

Samtidig udgår stationærtidspunktet som

kriterium for, hvornår méngraden skal fastsættes.

Fastsættelse af méngraden skal efter lovforslaget ske, når

det er muligt at bedømme skadelidtes varige mén, jf. den

foreslåede formulering af lovens § 16, stk. 1 (lovforslagets

§ 1, nr. 14). I praksis vil dette dog formentlig ofte være det

tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke

vil blive yderligere forbedret, altså stationærtidspunktet.

I stk. 2 foreslås nogle ændringer

af nedsættelsesreglen, som med redaktionelle ændringer svarer til

arbejdsgruppens forslag. Forslaget går ud på at indføre en

mere jævn nedsættelsestakt end efter den gældende

bestemmelse, således at nedsættelsen begynder fra det 40.

år (mod det 60. år i dag) og slutter ved det 69. år, hvor

godtgørelsen udgør 60 procent af højeste

godtgørelse (mod 50 procent i dag).

Som eksempler på anvendelsen af

nedsættelsesreglerne kan nævnes, at méngodtgørelsen

til en skadelidt, der var 45 år ved skadens indtræden, skal

nedsættes med 6 procent, svarende til 1 procent for hvert år den

skadelidte var ældre end 39 år, jf. bestemmelsens 1. pkt. For en

skadelidt, der var 65 år på skadestidspunktet, nedsættes

godtgørelsen med 26 procent efter bestemmelsen 1. pkt. og med 6

procent efter bestemmelsens 2. pkt., i alt 32 procent. Var skadelidte 69

år eller ældre på skadestidspunktet, begrænses

nedsættelsen af bestemmelsens 3. pkt., således at

godtgørelsen nedsættes med 30 procent efter 1. pkt. og med 10

procent efter 2. pkt., i alt 40 procent.

Nedsættelsen sker ikke så brat som for

erhvervsevnetabets vedkommende, jf. den foreslåede formulering af

§ 9 (lovforslagets § 1, nr. 7), og nedsættelsen slutter

på et forholdsvis højt niveau (40 procent). Det skyldes, at den

resterende levetid for den skadelidte typisk vil være længere end

den resterende erhvervsaktive periode, og at ældre skadelidte normalt

har relativt sværere ved at vænne sig til ménet end yngre

skadelidte.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.3.

Til nr. 4

Det foreslås, at stationærbegrebet udgår

af bestemmelsen, jf. stk. 1.

Fastsættelse af erhvervsevnetabet skal i stedet ske

på det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne over skadelidtes

erhvervsevne, jf. den foreslåede formulering af § 16, stk. 1

(lovforslagets § 1, nr. 14).

Som følge heraf foreslås det i

stk. 2, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet skal

tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og

genoptræning eller lignende. Skal skadelidte gennemføre en

revalidering, må den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet

således afvente revalideringens resultat. Med hensyn til den

skadelidtes tabsbegrænsningspligt henvises i øvrigt til

bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets § 1, nr. 2

(ændring af lovens § 2).

Den foreslåede bestemmelse har den væsentlige

betydning, at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og

arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens. Er der i

differencesager ved afgørelsen af arbejdsskadesagen fastsat en

erhvervsevnetabsprocent, vil denne således medmindre forholdene har

ændret sig væsentligt normalt kunne lægges til grund

også ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter

erstatningsansvarsloven. Forskelle vil formentlig alene kunne forekomme, hvis

der på grund af arbejdsskadesikringslovens regler om, at alene de

direkte følger af arbejdsskaden dækkes, anlægges en

forskellig vurdering af betydningen af forudbestående lidelser.

Arbejdsgruppen anfører dog, at nyere retspraksis synes at vise, at der

ingen reel forskel er, jf. betænkningen side 110. I modsat fald

bør det af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter

arbejdsskadesikringsloven og udtalelse efter erstatningsansvarsloven

fremgå, hvad erhvervsevnetabsprocenten er henholdsvis med og uden den

forudbestående lidelse.

I de senere år er der tilvejebragt en række

særlige jobordninger med offentlige løntilskud mv. med henblik

på at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet for forskellige grupper.

Hvis den skadelidte har et sådant job, må det ved

fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten vurderes, om og i givet fald

i hvilket omfang den skadelidte vil eller burde kunne bestride et almindeligt

job på normale vilkår. Ansættelse som led i en sådan

særlig jobordning indgår dermed ikke i sig selv i

erhvervsevnetabsvurderingen. Begrundelsen herfor er, at denne vurdering i

så fald ville afhænge af, hvilken social- og

arbejdsmarkedslovgivning der er gældende på

afgørelsestidspunktet. Endvidere ville ændringer eller

ophævelse af de pågældende særlige jobordninger i

givet fald kunne anses for en væsentlig ændring af sagens

faktiske omstændigheder, der efter den foreslåede ændring

af lovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 7) kunne begrunde en

genoptagelse af erstatningssagen.

Selv om skadelidte er ansat som led i en særlig

jobordning med offentligt løntilskud, vil der således kunne

tilkendes en foreløbig eller endelig erhvervsevnetabserstatning, hvis

det må antages, at skadelidte vil lide eller har lidt et varigt

erhvervsevnetab.

Med hensyn til fastsættelse af

erhvervsevnetabserstatning til personer, der er omfattet af den

gældende lovs § 8, men som efter forslaget vil være omfattet

af de almindelige regler i lovens §§ 5 7, henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af

§ 8).

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.2.

Til nr. 5 og 6

I stedet for den gældende

årslønsbegrænsning forslås det ved udmåling af

erhvervsevnetabserstatning at anvende et erstatningsmaksimum.

Maksimumbeløbet foreslås fastsat til 6.020.000 kr. svarende til

den gældende årslønsbegrænsning pr. 1. januar 2001

ganget med den foreslåede kapitaliseringsfaktor på 10.

Ændringen indebærer en forbedring for

skadelidte med en højere årsløn end 602.000 kr., idet

erstatningen efter bestemmelsen kun skal nedsættes, hvis

erstatningsbeløbet overstiger maksimum, mens nedsættelse efter

den gældende bestemmelse sker også ved lavere

erhvervsevnetabsprocenter, idet det afgørende er, om den

årsløn, der lægges til grund for beregningen, ligger over

grænsen.

Af redaktionelle grunde foreslås det at flytte

reglen fra den nuværende § 7, stk. 3, til § 6,

stk. 2.

Til nr. 7

Til § 8

Det foreslås at begrænse bestemmelsens

anvendelsesområde, således at erhvervsevnetabserstatning kun

beregnes på grundlag af den medicinske méngrad i tilfælde,

hvor skadelidte var under 15 år på skadetidspunktet.

Forslaget indebærer, at lovens almindelige regler om

fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning, jf. §§ 5 7, skal

gælde for alle skadelidte, der er fyldt 15 år.

Ændringen har bl.a. betydning for studerende og

andre under uddannelse samt hjemmearbejdende ægtefæller og

samlevere, der hidtil har været omfattet af lovens § 8. Den

foreslåede ændring af § 8 indebærer, at

årslønnen for disse grupper vil skulle fastsættes efter

lovens § 7, stk. 2 (som ikke ændres), således at

årslønnen fastsættes skønsmæssigt som et

udtryk for den økonomiske værdi af skadelidtes arbejdskraft

på skadestidspunktet.

For hjemmearbejdende vil det såkaldte vikarprincip

kunne anvendes (udgifterne ved at få andre til at udføre det

pågældende arbejde i hjemmet), og der vil kunne foretages en

bedømmelse af den pågældendes arbejdsevne i hjemmet, jf.

bl.a. reglerne herom i den sociale pensionslovgivning. Hvis den

pågældende kun er delvis hjemmearbejdende, må

opgørelsen af årslønnen opdeles, således at der

foretages en (forholdsmæssig) bedømmelse af både

erhvervsindtægtstabet og nedsættelsen af arbejdsevnen i hjemmet.

Hvis skadelidte er under egentlig erhvervsrettet uddannelse, kan

årslønnen for en nyuddannet lægges til grund. Er der ikke

grundlag for at kunne skønne over årslønnen, f.eks. hvis

skadelidte går i gymnasiet, vil den normalårsløn, der

foreslås anvendt ved erstatningsberegning efter § 8, kunne

være vejledende.

For de nævnte grupper af skadelidte, der efter

forslaget »flyttes« fra § 8 til §§ 5 7, vil fastsættelsen

af en erhvervsevnetabsprocent skulle ske efter lovens § 5. Det

indebærer, at det også skal vurderes konkret, hvad skadelidte vil

kunne forventes at tjene i fremtiden.

Det foreslås endvidere at ændre

udmålingsreglerne i § 8, således at

erhvervsevnetabserstatning til børn under 15 år beregnes

på samme måde som ellers, jf. lovens § 6, blot med den

forskel, at méngraden anvendes i stedet for erhvervsevnetabsprocenten,

og at der anvendes en normalårsløn på 276.000 kr. Dette

beløb svarer til den højeste løbende ydelse efter

arbejdsskadesikringsloven for erhvervsevnetab (pr. 1. januar 2001).

Erhvervsevnetabserstatningen for børn under 15

år skal således efter forslaget udmåles som et

éngangsbeløb ved at gange méngraden (5 100 procent)

med 276.000 kr. og gange med kapitaliseringsfaktoren 10.

Det foreslås endvidere at nedsætte

grænsen for, hvornår der ved lave méngrader ikke ydes

nogen erhvervsevnetabserstatning. Det foreslås at nedsætte

grænsen fra 15 procent til 5 procent mén, således at der

udmåles en erhvervsevnetabserstatning i alle tilfælde, hvor der

fastsættes en méngrad, jf. lovens § 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.2.

Til § 9

Lovens § 9 indeholder reglerne om nedsættelse

af erhvervsevnetabserstatning på grund af skadelidtes alder. Det

foreslås, at denne erstatning ligesom méngodtgørelse skal

aftrappes mere jævnt og fra et tidligere tidspunkt, og således at

aftrapningen slutter på et højere niveau end efter den

gældende bestemmelse.

Efter den gældende regel nedsættes

erstatningen således fra det fyldte 56. år med 8½ procent pr.

år, og erstatningen bortfalder som udgangspunkt helt, hvis skadelidte

er fyldt 67 år på skadestidspunktet.

Det foreslås, at nedsættelsen starter ved det

30. år, men ikke fortsætter efter det fyldte 69. år,

således at der ydes en erstatning på 30 procent af fuld

erstatning, hvis den skadelidte var fyldt 69 år på

skadestidspunktet.

F.eks. vil en skadelidt, der var 45 år ved skadens

indtræden, få 84 procent af fuld erstatning, jf. 1. pkt. En

skadelidt, der f.eks. var 65 år på skadestidspunktet, vil

få erstatningen nedsat med 36 procent i medfør af 1. pkt. og med

yderligere 22 procent efter 2. pkt., og den pågældende vil

således få en erstatning på 42 procent af fuld

erstatning.

Med den ændrede nedsættelsestakt og den

foreslåede regel om en erstatning på 30 procent af fuld

erstatning til alle (erhvervsaktive) skadelidte over 69 år, bliver den

gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, overflødig og

foreslås derfor ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.3.

Til § 10

De foreslåede regler i lovens § 10,

stk. 1, 2. og 3. pkt., indebærer, at Arbejdsskadestyrelsen som

noget nyt vil kunne anmodes om at afgive en midlertidig udtalelse om

erhvervsevnetabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at

åbne mulighed for, at der kan kræves en foreløbig

erhvervsevnetabserstatning, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 4

(ændring af lovens §§ 2 og 5).

De foreslåede nye regler svarer til

arbejdsskadesikringsloven § 31, stk. 1 og 4. Det forudsættes,

at bestemmelsen anvendes på samme måde som reglerne i

arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår

spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for en midlertidig

vurdering af erhvervsevnetabet.

En midlertidig erhvervsevnetabsprocent er ikke udtryk for

den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den

pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den

midlertidige fastsættelse. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent

skal i stedet udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for

skadelidte.

Står den skadelidte f.eks. foran at

gennemføre en revalidering, der ventes at medføre, at den

pågældende kan opretholde sin hidtidige indtægt, kan den

skadelidte ikke forventes at ville lide et varigt erhvervsevnetab, og der kan

dermed ikke ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning. Et eventuelt

indtægtstab under revalideringen vil i stedet kunne erstattes som tabt

arbejdsfortjeneste. Hvis den skadelidte derimod kun forventes at kunne

opnå 75 procent af sin hidtidige indtægt efter revalideringen,

fastsættes den midlertidige erhvervsevnetabsprocent til 25.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.2.

Der foreslås indsat et nyt stk. 2,

hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har pligt til at begrunde sine udtalelser om

erhvervsevnetabsprocenten og méngraden efter reglen i

forvaltningslovens § 24.

Der foreslås endvidere indsat et nyt

stk. 3, hvorefter skadelidte og skadevolder har ret til

aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i

forvaltningslovens kapitel 4.

Da styrelsen ikke træffer afgørelse i sager

efter erstatningsansvarsloven, gælder forvaltningslovens regler om

udsættelse og klage vedrørende begæringer om aktindsigt

ikke (forvaltningslovens § 11, § 16, stk. 4, og

§ 17).

Da Arbejdsskadestyrelsens udtalelse ikke er bindende, men

kun vejledende for skadevolder og skadelidte, foreslås der ikke knyttet

særlige retsvirkninger til, at en begrundelse ikke opfylder kravene i

forvaltningslovens § 24. Den utilstrækkelige begrundelse må

i givet fald indgå i vurderingen af, hvilken vægt der kan

lægges på udtalelsen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.1.

Til § 11

Det foreslås, at en afsluttet sag om

godtgørelse eller erstatning skal kunne genoptages på den

skadelidtes begæring, hvis sagens faktiske omstændigheder

ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund

ved sagens afslutning. Genoptagelsesadgangen udvides i forhold til den

gældende bestemmelse, hvorefter en sag kun kan genoptages, hvis der

sker ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Ændringen vil

f.eks. have betydning ved en ændret vurdering af erhvervsevnetabet, der

ikke nødvendigvis er begrundet i helbredsændringer.

Bestemmelsen gælder ikke, hvis der alene er fastsat

en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, idet denne under alle

omstændigheder skal afløses af en endelig erstatning.

Ligesom efter den gældende bestemmelse anses en sag

for afsluttet, når den er afgjort ved aftale (forlig, herunder

retsforlig) mellem parterne eller ved endelig dom.

Hovedområdet for stk. 1 er genoptagelse

som følge af ændringer i skadelidtes helbredstilstand og/eller

ændringer i erhvervsevnetabet.

Det foreslås, at vurderingen af, om der er grundlag

for genoptagelse, skal ske for hver enkelt erstatningspost for sig. Det vil

således kunne forekomme, at en sag genoptages alene for så vidt

angår méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen.

Hvis f.eks. helbredstilstanden er uændret, kan sagen ikke genoptages

for så vidt angår méngodtgørelsen, selv om den

genoptages for så vidt angår erhvervsevnetabserstatningen. En

fornyet vurdering af den enkelte erstatningspost kræver således

ændrede forhold vedrørende netop denne post.

En sag kan kun genoptages, hvis der er grundlag for mindst

at forhøje enten méngodtgørelsen eller

erhvervsevnetabserstatningen. Forhøjelsen skal endvidere være

begrundet i ændrede forhold hos den skadelidte, enten

helbredsmæssige ændringer eller ændringer i den

pågældendes faktiske erhvervsevne.

Med udtrykket »sagens faktiske omstændigheder

ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund

ved sagens afslutning« tilsigtes en retstilstand, der svarer til de

almindelige processuelle regler om dommes bindende virkning (materiel

retskraft): Kunne og burde et anbringende have været gjort

gældende under behandlingen af en retssag, kan sagen ikke senere

genoptages af den grund. Nye beviser medfører normalt ikke i sig selv,

at en sag kan genoptages. Ændringer i lovgivning eller retspraksis kan

heller ikke i sig selv begrunde, at sagen genoptages.

Erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes ud fra en

vurdering af den skadelidtes faktiske evne til arbejde. Bortfald af

forskellige arbejdstilbuds- eller støtteordninger som følge af

ændringer i social- og arbejdsmarkedslovgivningen eller ændringer

i de samfundsmæssige konjunkturer eller af andre forhold, der ikke

vedrører den konkrete skade, kan derfor ikke i sig selv medføre

en fornyet behandling af sagen. Hvis det ved sagens afgørelse er lagt

til grund, at den skadelidte forventede at kunne bestride et arbejde, men det

senere viser sig, at dette på grund af forhold hos den skadelidte ikke

kan lade sig gøre, vil sagen derimod efter omstændighederne

kunne genoptages.

Efter stk. 2 indebærer en genoptagelse

af sagen ikke, at retten til tabt arbejdsfortjeneste genopstår, hvis

der tidligere er fastsat en erhvervsevnetabsprocent på mindst 15.

Begrundelsen herfor er, at den skadelidte på genoptagelsestidspunktet i

så fald normalt vil være overgået fra midlertidige til

varige ydelser, således at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er

afløst af erhvervsevnetabserstatning.

Efter det foreslåede stk. 3 kan

erstatningssagen ikke genoptages alene for at rejse yderligere krav om

erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for

svie og smerte. Der kan således kun kræves yderligere erstatning

for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for svie og

smerte, hvis sagen i øvrigt genoptages efter stk. 1 på

grund af ændringer i helbredstilstanden.

Det foreslås i stk. 4, at lovens

§ 10 om udtalelser fra Arbejdsskadesstyrelsen skal gælde

tilsvarende, hvis sagen genoptages.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.4.

Til nr. 8 og 9

Det foreslås i nr. 8 at forhøje

minimumserstatningen ved forsørgertab svarende til de øvrige

forslag om forhøjelser af erstatningsniveauet.

I nr. 9 foreslås en konsekvensændring

af nedsættelsesreglen i lovens § 13, stk. 2, således at

den svarer til den foreslåede ændrede nedsættelsesregel i

lovens § 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 10

Det foreslås at indføre en ny regel om, at

der ved dødsfald tilkommer en efterladt ægtefælle eller

samlever et overgangsbeløb på 108.000 kr. Efterlader den

afdøde sig hverken ægtefælle eller samlever, kan

overgangsbeløbet, når særlige omstændigheder taler

derfor, i stedet tilkendes en anden efterladt person.

Overgangsbeløb kendes fra

arbejdsskadeområdet, hvor der efter arbejdsskadesikringslovens

§ 35 tilkommer ægtefælle, samlever og i særlige

tilfælde andre efterladte personer et overgangsbeløb på

108.000 kr., hvis den skadelidte afgår ved døden.

Det foreslåede overgangsbeløb ydes som en

standardiseret kompensation for de forskellige uforudsete og mere eller

mindre dokumenterbare udgifter, der som regel vil være forbundet med en

ægtefælles eller samlevers død, f.eks. flytteudgifter,

udgifter til bistand i hjemmet, begravelsesudgifter mv.

Overgangsbeløbet kan udbetales ved siden af

forsørgertabserstatning efter §§ 12 13, mens den, der har

fået udbetalt overgangsbeløb, ikke tillige kan kræve

særskilt erstatning for begravelsesomkostninger.

»Ægtefælle« og »samlever« skal forstås

på samme måde som i lovens § 13 om

forsørgertabserstatning. Det indebærer bl.a., at der ikke

stilles krav om, at ægtefællerne var samlevende på

tidspunktet for dødsfaldet, og at der heller ikke stilles bestemte

krav til varigheden af det forudgående samliv. For så vidt

angår »samlever« er det afgørende, om der på tidspunktet

for skaden bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at

sidestille den efterlevende med en ægtefælle, herunder bl.a., om

der ved dødsfaldet var fælles bolig, fælles husholdning og

fælles økonomi i øvrigt.

Hvis afdøde ikke efterlader sig

ægtefælle eller samlever, vil overgangsbeløbet ligesom

efter den tilsvarende regel i arbejdsskadesikringsloven kunne tilkendes en

anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler

derfor. Det forudsættes, at denne del af den foreslåede

bestemmelse anvendes på samme måde som reglen i

arbejdsskadesikringsloven. Særlige omstændigheder, som kan

begrunde, at overgangsbeløbet udbetales til en anden efterladt, kan

f.eks. være, at det pågældende familiemedlem i mange

år har haft fælles bolig og fælles husholdning med

afdøde. Beløbet vil også kunne udbetales til

forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til

husholdningen, eller f.eks. til en søster eller bror, som havde

fælles bolig mv. med afdøde.

Det forudsættes, at der ikke som anført i

betænkningen (side 116) generelt kan udbetales overgangsbeløb

til forældre til mindreårige børn, der omkommer ved en

ulykke. En regel om godtgørelse i sådanne tilfælde, hvor

der ikke lides noget tab, ville rejse en række principielle

spørgsmål om afgrænsningen af de omfattede tilfælde

og om grundlaget for at yde økonomisk kompensation for »sorg«.

Indførelse af regler herom måtte efter Justitsministeriets

opfattelse i givet fald forudsætte mere generelle overvejelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.6.

Til nr. 11 og 12

Der foreslås konsekvensændringer af

§ 15, stk. 1, som følge af de foreslåede

ændringer af § 6, stk. 2, og § 8, ophævelsen af

§ 7, stk. 3, og forslaget om at indføre regler om

overgangsbeløb i § 14 a. Afrundingsreglen i § 15,

stk. 1, vedrørende godtgørelsesbeløbet for svie og

smerte foreslås endvidere ændret fra 10 til 5 for at opnå

en mere præcis regulering.

Efter den foreslåede § 15, stk. 3,

skal erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af

de regulerede beløb, der var gældende på det tidspunkt,

hvor erstatningen og godtgørelsen kan kræves betalt efter den

foreslåede § 16, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 14).

Ved at anvende erstatningsniveauet på det tidspunkt,

hvor beløbet kan kræves betalt, undgås de særlige

problemer vedrørende krav på renter, som den gældende

renteregel i erstatningsansvarslovens § 16 har givet anledning til, jf.

de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.5.

Til nr. 13 og 14

Den foreslåede bestemmelse vedrører betaling

og forrentning af samtlige erstatnings- og godtgørelsesposter efter

erstatningsansvarsloven. Derimod omfatter bestemmelsen ikke krav, der

udmåles i medfør af andre regelsæt, f.eks. erstatning og

godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning i

medfør af retsplejelovens kapitel 93 a. Udmåles en del af

erstatningen i anledning af en strafferetlig forfølgning efter

reglerne i erstatningsansvarsloven, f.eks. erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste eller méngodtgørelse, er denne del dog

omfattet af § 16.

Krav om erstatning og godtgørelse skal efter den

foreslåede § 16, stk. 2, forrentes fra det tidspunkt,

hvor beløbet kunne kræves betalt, jf. stk. 1.

Efter stk. 1 kan skadelidte kræve

erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at

skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er

nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse.

Skadevolderen kan ikke bedømme erstatningens størrelse,

før erstatningskravet er fremsat over for den pågældende,

og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned

efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen. Fristen

begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde

have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere

erstatningskravet og dets størrelse.

Bestemmelsen om á conto-udbetaling i

stk. 1, 2. pkt., lovfæster, hvad der antages at gælde

med hensyn til skadelidtes muligheder for at udstykke sit erstatningskrav for

flere perioder ad gangen. Har den skadelidte ret til en á

conto-betaling, kan beløbet kræves forrentet fra det tidspunkt,

hvor skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger,

der er fornødne for bedømme dette delkrav.

Med hensyn til erhvervsevnetab vil der i medfør af

den foreslåede § 2, stk. 1, og § 10, stk. 1, 3.

pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 7, kunne rejses krav om

foreløbig erhvervsevnetabserstatning ved en á conto-udbetaling

allerede på det tidspunkt, hvor der foreligger en midlertidig udtalelse

fra Arbejdsskadestyrelsen.

Efter stk. 1, 3. pkt., kan et udbetalt

á conto-beløb ikke senere kræves tilbagebetalt eller

modregnet i andre erstatningskrav.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.5.

Til nr. 15 og 16

Den foreslåede § 26, stk. 2, er ny

og har til formål at opnå en forhøjelse af de

tortbeløb, der udbetales til ofre for forbrydelser omfattet af

straffelovens kapitler 23 24, dvs. forbrydelser mod

kønssædeligheden og forbrydelser i familieforhold, herunder

navnlig incest (straffelovens § 210).

Efter bestemmelsen kan det ved vurderingen af

godtgørelsens størrelse særskilt tillægges

vægt, at der er tale om en forbrydelse omfattet af straffelovens

kapitler 23 24. Det forudsættes, at der ved udmålingen i disse

tilfælde som udgangspunkt sigtes mod ca. en fordobling af

godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau i

tilsvarende sager.

Tortgodtgørelsen skal fortsat fastsættes ud

fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den

foreliggende sag.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i

godtgørelsesbeløbene efter erstatningsansvarslovens § 26

for andre krænkelser eller i udmålingen af tortgodtgørelse

i medfør af andre regelsæt, f.eks. reglerne om erstatning i

anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93

a.

Det foreslås præciseret i § 26,

stk. 4 (nuværende stk. 3), at heller ikke

tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 indgår

i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i

anledning af ægteskabets ophør, separation eller bosondring, jf.

lovens § 18, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.1.9.

Til nr. 17

Med den foreslåede ændring præciseres

det, at reglerne i § 24 a og § 24 b om erstatningsansvar for

børn, henholdsvis personer, der mangler evnen til at handle

fornuftsmæssigt, ikke ved forudgående aftale kan fraviges til

ugunst for den erstatningsansvarlige.

Til § 2

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring, jf.

lovforslagets § 1, nr. 10 (ny § 14 a i erstatningsansvarsloven), hvorefter

der ved dødsfald tilkommer afdødes efterladte

ægtefælle eller samlever eller efter omstændighederne andre

efterladte et særligt overgangsbeløb.

Overgangsbeløbet skal ligesom de øvrige

erstatningsposter kun udbetales, hvis den efterladte har krav på

beløbet efter erstatningsansvarslovens regler, jf. herved bl.a.

arbejdsskadesikringslovens § 59, hvorefter skadelidtes eller dennes

efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang

der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de

pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.

Til nr. 2

Det foreslås, at erstatning og godtgørelse

fra staten til ofre for forbrydelser som udgangspunkt skal fastsættes

efter de almindelige udmålingsregler i erstatningsansvarsloven. Der

skal således fremover ikke foretages fradrag i erstatningen i videre

omfang end efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Hermed ophæves offererstatningslovens

grundlæggende regel om, at erstatningen fra staten generelt er

subsidiær i forhold til andre ydelser, som tilfalder den skadelidte i

anledning af skaden, herunder ydelser efter den sociale lovgivning,

løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre

økonomiske ydelser.

Efter forslaget vil erstatningen fra staten dog i visse

tilfælde fortsat være subsidiær i forhold til andre

ydelser, som den skadelidte modtager. Det gælder først og

fremmest, hvis den skadelidte opnår erstatning fra skadevolder selv

eller fra skadevolders ansvarsforsikring, idet udtrykket »godtgøres af

skadevolderen« skal forstås således, at det omfatter begge

tilfælde.

Erstatning fra staten vil efter forslaget også

fortsat være subsidiær i tilfælde, hvor den skadelidte har

tegnet en forsikring, som dækker det lidte tab, medmindre forsikringen

er en summaforsikring. Ved skader som følge af en overtrædelse

af straffeloven, vil den skadelidte kunne have forsikringsdækning for

skader, der er en følge af lovovertrædelsen f.eks. et

overfald, der medfører tingsskade på tøj og briller,

ituslået ur mv. og/eller skade, der er omfattet af

erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, som f.eks. udgifter til

tandlægebehandling. Den skadelidtes indboforsikring vil typisk

dække skader på tøj, briller, ur mv., mens der ofte vil

være dækning for skade på tænder i medfør af

en ulykkesforsikring tegnet af den skadelidte eller en

gruppeulykkesforsikring, som den skadelidte er dækket under. I så

fald kan den skadelidte ikke få dækket sådanne konkrete

udgifter to gange, dvs. både fra forsikringen og fra staten

(Erstatningsnævnet). Den skadelidte skal endvidere søge

udgifterne dækket af sin forsikring, før han søger

erstatning fra statskassen, og den skadelidte kan således ikke

vælge at gå til Erstatningsnævnet i stedet for til

forsikringsselskabet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.2.1.

Til nr. 3

Der foreslås en vis yderligere lempelse af reglen

om, at ofrets krav på erstatning fra staten som udgangspunkt er

betinget af, at den pågældende har indgivet politianmeldelse uden

unødigt ophold efter gerningstidspunktet. Efter forslaget vil

bestemmelsen således kunne fraviges, hvis »forholdene taler for

det«.

Hovedreglen er fortsat, at den pågældende

lovovertrædelse skal være anmeldt uden unødigt ophold, og

der skal fortsat være særlige forhold i den konkrete sag, der

begrunder en fravigelse.

Den udvidede dispensationsadgang vil f.eks. kunne anvendes

i tilfælde, hvor ofret på grund af den begåede forbrydelse

har været i en tilstand, der kan minde om chok (uden at være

bevidstløs), og hvor den pågældende som følge heraf

ikke inden for det første døgn har foretaget politianmeldelse

eller rettet henvendelse til myndigheder eller andre, der kunne vejlede om

kravet om politianmeldelse. Der kan f.eks. være tale om en ældre

person, der bor alene, og som er blevet overfaldet på sin bopæl,

eller en medtaget person, som efter en tur på skadestuen tager hjem for

at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn

efter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.2.2.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 7,

stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Efter den gældende bestemmelse kan erstatning

udbetalt af Erstatningsnævnet således kræves tilbagebetalt,

hvis den skadelidte senere på anden måde opnår

dækning for skaden, og det antages at være en forudsætning

for tilbagebetalingskravet, at de pågældende ydelser i givet fald

skulle have været fratrukket erstatningen efter § 7,

stk. 1.

Til § 3

Til nr. 1

Det foreslås, at afgiftssatsen nedsættes med

5,6 procent fra 40 til 34,4 procent af præmien for turistbusser og med

7,1 procent fra 50 procent til 42,9 procent af præmien for andre

motorkøretøjer, bortset fra vognmandsbiler, der er fritaget for

afgiften.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.1.2.

Til nr. 2

Det foreslås at ændre kravet om, at

afgiftsindbetalingen med visse modifikationer skal være 10 procent

højere end den afgiftssats, der gælder for de

køretøjer, som de udbetalte erstatninger for ansvarsskader

hidrører fra, jf. nr. 1, således at afgiftsindbetalingen

nedsættes forholdsvis tilsvarende. Det betyder, at den krævede

afgiftsindbetaling for turistbusser nedsættes med 6,2 procent fra 44

procent til 37,8 procent af de udbetalte erstatninger og for andre

motorkøretøjer med 7,8 procent fra 55 procent til 47,2 procent

af de udbetalte erstatninger.

Til nr. 3

Kravet om, at afgiftsindbetalingen skal være 10

procent højere end den afgiftssats, der gælder for de

køretøjer, som de udbetalte erstatninger for ansvarsskader

hidrører fra, foreslås også ændret for så vidt

angår selskaber, der har valgt at opgøre de udbetalte

erstatninger efter det kalenderår, skaderne kan henføres til.

Afgiftsindbetalingen for turistbusser nedsættes således med 6,2

procent fra 44 procent til 37,8 procent af de henførte erstatninger og

for andre motorkøretøjer med 7,8 procent fra 55 procent til

47,2 procent af de henførte erstatninger.

Til nr. 4

Det foreslås, at grænsen for adgangen til at

fremføre afgift af forsikringspræmien nedsættes med 6,7

procent fra 48 procent til 41,3 procent af de udbetalte erstatninger for

turistbusser og med 8,5 procent fra 60 procent til 51,5 procent af de

udbetalte erstatninger for andre motorkøretøjer.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2002, således at de berørte parter mv. får

tilstrækkelig tid til at forberede anvendelsen af de nye regler.

Da der således vil gå ca. halvandet år

fra fremsættelsen af lovforslaget til ikrafttrædelsen,

foreslås det, at den regulering af erstatningsbeløbene mv., som

efter den foreslåede § 15 (lovforslagets § 1, nr. 11) skal

ske årligt den 1. januar, foretages første gang allerede ved

ikrafttrædelsen, således at beløbene reguleres på

den måde, som det efter § 15 skulle være sket pr. 1. januar

2002. Næste regulering vil derefter ske pr. 1. januar 2003.

Det foreslås i stk. 2, at

ændringerne i erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven

(lovforslagets §§ 1 og 2) finder anvendelse på skader, der

indtræder efter lovens ikrafttræden. Det gælder også

genoptagelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 11 (lovforslagets

§ 1, nr. 7).

Justitsministeriet har særligt vedrørende

ændringen af offererstatningslovens § 7, stk. 1

(lovforslagets § 2, nr. 1), overvejet, om ændringen eventuelt

burde finde anvendelse i tilfælde, hvor Erstatningsnævnet

på tidspunktet for lovens ikrafttræden endnu ikke har truffet

endelig afgørelse i sagen, uanset hvornår skaden er sket.

Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, også

fordi Erstatningsnævnet i givet fald formentlig måtte

udsætte afgørelsen af alle sager indtil lovens

ikrafttræden.

Efter § 3, stk. 2 og 3, i lov om afgift af

ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. skal

afgiftsindbetalingen med visse modifikationer være 10 procent

højere end den afgiftssats, der gælder for de

køretøjer, som de udbetalte eller henførte erstatninger

vedrører, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3. Dette krav

gælder for kalenderåret. Det foreslåede

ikrafttrædelsestidspunkt for loven (1. juli 2002) betyder imidlertid,

at der i løbet i kalenderåret 2002 vil gælde 2

afgiftssatser for præmie vedrørende de pågældende

køretøjer. Det foreslås derfor i stk. 3, at

minimumskravene i § 3, stk. 2 og 3, i lov om afgift af ansvarsforsikringer

for motorkøretøjer mv. for 2002 fastsættes til det

uvejede gennemsnit af minimumskravene før og efter lovens

ikrafttrædelsestidspunkt.

Efter lov om afgift af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv. er der adgang til at fremføre betalte

afgiftsbeløb, der overstiger afgiften af erstatningerne med mere end

1/5, således at betingelsen om, at afgiftsbetalingen skal overstige

afgiftssatsen af erstatningerne med 1/10, bliver lettere at opfylde i det

efterfølgende kalenderår. Denne adgang gælder for

kalenderåret. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt for

loven (1. juli 2002) betyder også her, at der i kalenderåret 2002

vil gælde 2 afgiftssatser for præmie vedrørende de

pågældende køretøjer. Det foreslås derfor i

stk. 4, at procentgrænserne for adgangen til at fremføre

afgiftsbeløb for 2002 fastsættes til det uvejede gennemsnit af

procentgrænserne før og efter lovens

ikrafttrædelsestidspunkt.

Til § 5

Bestemmelsen svarer til overgangsreglen i

erstatningsansvarslovens § 31, der regulerer den tilsvarende situation i

forbindelse med den gældende lovs ikrafttræden den 1. oktober

1984.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.

september 1986, som ændret senest ved lov nr. 349 af 23. maj 1997,

foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 1 indsættes:

»§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og

andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1,

fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan

udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med

10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4,

stk. 2, tilsvarende anvendelse.«

2.

§ 2, stk. 1, affattes således:

§ 2.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes

for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at

arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet

stationær.

Stk. 2.

»Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan

begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et

varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er

muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes

fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5 8 og § 10 samt § 31 i lov

om sikring mod følger af arbejdsskade.«

3.

§§ 3 og 4 affattes således:

Svie og smerte

»Svie og smerte

§ 3.

Godtgørelse for svie og smerte udgør for

tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er

blevet stationær 100 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende,

og 50 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være

sengeliggende. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse

for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Overstiger

godtgørelsen 15.000 kr., kan de beløb, der er nævnt i 1.

pkt., fraviges.

§ 3.

Godtgørelse for svie og smerte udgør 130

kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige

tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte

ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.

Varigt mén

Varigt mén

§ 4.

Godtgørelse for varigt mén fastsættes

til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske

art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige

livsførelse. Méngraden fastsættes efter forholdene

på det tidspunkt, da skadelidtes helbredstilstand blev stationær.

Godtgørelsen udgør ved en méngrad på 100 pct.

200.000 kr. Ved lavere méngrader nedsættes beløbet

forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan

méngodtgørelsen fastsættes til et højere

beløb, dog højst 240.000 kr. Ved en méngrad på

under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

§ 4.

Godtgørelse for varigt mén fastsættes

til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske

art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige

livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad

på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes

beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan

méngodtgørelsen fastsættes til et højere

beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på

under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Stk. 2.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 60

år, nedsættes den i henhold til stk. 1 beregnede

godtgørelse for mén med 5 pct. for hvert år, skadelidte

var ældre end 59 år ved skadens indtræden.

Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69.

år.

Stk. 2.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40

år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år,

skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var

skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med

yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59

år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog

ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«

4.

§ 5, stk. 1 og 2, affattes

således:

§ 5.

Har en personskade, efter at skadelidtes helbredstilstand

er blevet stationær, medført varig nedsættelse af

skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der

skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

»§ 5. Har en personskade medført varig

nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved

arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der

tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved

sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte.

Stk. 3.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages

hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved

sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den

pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder

for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller

lignende.«

5.

§ 6 affattes således:

§ 6.

Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb,

der udgør skadelidtes årsløn, jfr. § 7, ganget med 6

og herefter ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jfr. § 5,

stk. 3.

»§ 6. Erstatningen fastsættes til et

kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf.

§ 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og

herefter ganget med 10.

Stk. 2.

Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000

kr.«

§ 7.

Stk. 2.

Stk. 3.

Årslønnen kan højst udgøre

350.000 kr.

6.

§ 7, stk. 3, ophæves.

7.

§§ 8 11 affattes således:

§ 8.

For en skadelidt, der i det væsentlige udnytter

erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset

omfang medfører erhvervsindtægt, og for børn

fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb på grundlag af

den i § 4 nævnte méngrad. Erstatningen fastsættes som

en procentdel af den i § 4, stk. 1, 1. 4. pkt., nævnte

méngodtgørelse.

»§ 8. For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke

er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et

kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med

méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en

méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.

Stk. 2.

Ved en méngrad på under 15 pct. ydes

ingen erstatning. Ved méngrader på 15 pct., 18 pct. og 20 pct.

udgør erstatningen henholdsvis 130 pct., 135 pct. og 140 pct. af

méngodtgørelsen.

Stk. 3.

Ved en méngrad på 25 pct. udgør

erstatningen 150 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader

på 30 pct., 35 pct., 40 pct., 45 pct. og 50 pct. udgør

erstatningen henholdsvis 160 pct., 170 pct., 180 pct., 190 pct. og 200 pct.

af méngodtgørelsen.

Stk. 4.

Ved en méngrad på 55 pct. udgør

erstatningen 225 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader

på 60 pct., 65 pct., 70 pct., 75 pct., 80 pct. og 85 pct. udgør

erstatningen henholdsvis 250 pct., 275 pct., 300 pct., 325 pct., 350 pct. og

375 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader på 90

pct., 95 pct. og 100 pct. udgør erstatningen 400 pct. af

méngodtgørelsen.

§ 9.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 56

år, nedsættes erstatningen med 8½ pct. for hvert år,

skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden.

Stk. 2.

Må det antages, at skadelidte ville have

været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan

stk. 1 fraviges helt eller delvis.

§ 9.

Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30

år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år,

skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var

skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2

pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved

skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere

efter det fyldte 69. år.

Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen

Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen

§ 10.

Såvel skadelidte som skadevolderen kan indhente en

udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af

méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jfr.

lov om arbejdsskadeforsikring.

§ 10.

Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en

udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af

méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.

lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udtalelsen skal så

vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter

fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den

erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen,

når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en

midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå,

at den er midlertidig.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse skal begrundes efter

forvaltningslovens § 24.

Stk. 3.

Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i

Arbejdsskadestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.

Genoptagelse

Genoptagelse

§ 11.

En afsluttet sag om godtgørelse for varigt

mén eller erstatning for erhvervsevnetab kan på skadelidtes

begæring genoptages, hvis der indtræder uforudsete

ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at skadelidtes

méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at være

væsentlig højere end først antaget. Ved genoptagelse af

sagen kan spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden

og erhvervsevnetabsprocenten igen begæres forelagt for

Arbejdsskadestyrelsen, jfr. § 10.

§ 11.

En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning

kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske

omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der

blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse

kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab

på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 3.

En afsluttet sag om godtgørelse eller

erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes

yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og

godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter

stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet

tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger

væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Stk. 4.

Under en genoptagelse af sagen finder § 10

tilsvarende anvendelse.«

§ 13.

Erstatning for tab af forsørger til

ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning,

som afdøde må antages at ville have opnået ved et

fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jfr. §§ 5 8. Erstatningen

udgør dog mindst 225.000 kr., medmindre der foreligger særlige

omstændigheder.

8.

I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres

beløbet »225.000 kr.« til: »644.000 kr.«.

Stk. 2.

Var forsørgeren fyldt 56 år,

nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.

9.

I § 13, stk. 2, ændres »56 år «

til: »30 år«.

10.

Efter § 14 indsættes:

»Overgangsbeløb

§ 14 a.

Der tilkommer den efterlevende ægtefælle

eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr.

Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan

overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når

særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der

overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige

kræve erstatning for begravelsesudgifter.«

11.

§ 15, stk. 1, affattes således:

§ 15.

De i § 3, § 4, stk. 1, § 7,

stk. 3, og § 13, stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb

reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt

tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov

om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for de i § 3, 1.

pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 10 delelige

kronebeløb.

Stk. 2.

...

»De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8,

§ 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb

reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt

tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov

om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1.

pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige

kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på

reguleringstidspunktet gældende beløb før

afrunding.«

12.

§ 15, stk. 3, affattes således:

Stk. 3.

Erstatning og godtgørelse fastsættes

på grundlag af de beløb, der i henhold til stk. 1 var

gældende på tidspunktet for skadens indtræden.

»Stk. 3.

Erstatning og godtgørelse fastsættes

på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var

gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og

godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.

Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14

reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens

indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen

kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.«

Forrentning

13.

Overskriften til § 16 affattes således:

»Betaling og forrentning«.

14.

§ 16 affattes således:

§ 16.

Krav om godtgørelse for svie og smerte,

godtgørelse for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab samt

erstatning for tab af forsørger forrentes fra skadestidspunktet, til

betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den til enhver tid

fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct.*

Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks

Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.

(* Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990

er tillægget ændret til 5 pct.)

»§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves

betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at

indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af

erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan

finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det

krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i

1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er

udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere

kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.

Stk. 2.

Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det

kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der

svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et

tillæg på 5 pct. Justitsministeren

kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og

Økonomiministeriet ændre renten.«

§ 26.

Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse

af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den

forurettede godtgørelse for tort.

15.

I § 26 indsættes som nyt stk. 2:

Stk. 2.

Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er

ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den

forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er

begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig

groft angreb mod en andens person eller frihed.

»Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan

det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en

forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i

straffelovens kapitler 23 eller 24.«

Stk. 2

og stk. 3 bliver herefter stk. 3 og

stk. 4.

16.

§ 26, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes

således:

Stk. 3.

§ 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 og 2.

»Stk. 4.

§ 18, stk. 1 3, finder tilsvarende

anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 3.«

§ 27.

Stk. 2

. Aftaler om fravigelse af § 17, stk. 1,

§ 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23,

§ 24, stk. 1, og § 25, der er indgået inden en skades

indtræden er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den

erstatningsansvarlige. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der

forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig

virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

17.

I § 27, stk. 2, indsættes efter ordet

»§ 24, stk. 1,«: »§ 24 a, § 24 b, stk. 1,«.

§ 2

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.

lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret ved

lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages

følgende ændringer:

§ 2.

Afgår skadelidte ved døden, ydes der erstatning

for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved

dødsfaldet har mistet en forsørger.

1.

§ 2 affattes således:

»§ 2.

Afgår skadelidte ved døden, ydes der

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens

§§ 12-14 a.«

2.

§ 7, stk. 1, affattes således:

§ 7.

Erstatning ydes ikke, i det omfang skaden

godtgøres af skadevolderen eller dækkes af ydelser efter den

sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private

forsikringer eller andre økonomiske ydelser, som tilfalder skadelidte

i anledning af skaden.

»Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af

skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser,

der har karakter af virkelig skadeserstatning.«

Stk. 2.

§ 10.

Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen

uden unødigt ophold er anmeldt til politiet, og at skadelidte under en

eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om

erstatning.

3.

§ 10, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

I særlige tilfælde kan erstatning dog

ydes, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis

forholdene taler for det.«

Stk. 3.

§ 18.

4

. § 18, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

Tilbagebetaling kan endvidere kræves, hvis

ansøgeren senere på anden måde opnår dækning

for skaden.

»Stk. 2.

Tilbagebetaling kan endvidere kræves i det

omfang, skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkes af

forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig

skadeserstatning.«

§ 3

I lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer

mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 12. september 1996, som

ændret senest ved lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages

følgende ændringer:

§ 3.

Afgiften udgør 50 pct. af præmien for de i

§ 1, 1. pkt., nævnte ansvarsforsikringer, afgiften ikke

indbefattet. Undtaget for afgift er forsikringer vedrørende last- og

varemotorkøretøjer og hertil hørende

påhængsvogne, der med tilladelse efter lov om godskørsel

anvendes til godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel).

For forsikringer vedrørende busser, der alene udfører turist-

og bestillingskørsel med tilladelse efter lov om buskørsel,

udgør afgiften 40 pct. af præmien. Afgiften af

ansvarsforsikringer for trehjulede eldrevne motorcykler og knallerter

udgør 230 kr. årlig.

1.

I § 3, stk. 1, ændres »50 pct.« til:

»42,9 pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.

Stk. 2.

Såfremt afgiften efter stk. 1, 1. pkt., for

et kalenderår udgør mindre end 55 pct. af de udbetalte

erstatninger vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der

er afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, eller såfremt afgiften

efter stk. 1, 3. pkt., for et kalenderår udgør mindre end

44 pct. af de udbetalte erstatninger vedrørende ansvarsskader

hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af

præmien, indbetaler selskaberne eller repræsentanterne

forskelsbeløbet i afgift. Ved opgørelsen af de i

kalenderåret udbetalte erstatninger kan udbetalinger hidrørende

fra en enkelt forsikringsbegivenhed højst indgå med en andel

på 5 pct. og udbetalinger hidrørende fra tre enkelte

forsikringsbegivenheder højst indgå med en andel på 10

pct. af de samlede erstatningsudbetalinger. Ved opgørelsen af de

procentdele, der er nævnt i 2. pkt., indgår

erstatningsudbetalinger for den enkelte forsikringsbegivenhed med

højst 1 mio. kr.

2.

I § 3, stk. 2, ændres »55 pct.« til:

»47,2 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »44 pct.« til: »37,8 pct.«, og »40

pct.« til : »34,4 pct.«.

Stk. 3.

Selskaber eller repræsentanter kan for en

periode på 5 år vælge at opgøre eventuelle

forskelsbeløb på grundlag af de præmieindtægter

hidrørende fra biler som nævnt i stk. 2, som kan

henføres til kalenderåret, og erstatninger, der kan

henføres til skader sket i kalenderåret. Valget skal senest

foretages den 1. april i det kalenderår, der følger seneste

5-års-periode. Såfremt den henførte afgift beregnet som 50

pct. af de henførte præmieindtægter vedrørende

biler, der er afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, udgør et

mindre beløb end 55 pct. af de således opgjorte erstatninger

vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er

afgiftspligtige med 50 pct., eller såfremt den henførte afgift

beregnet som 40 pct. af de henførte præmieindtægter

vedrørende biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af præmien,

udgør et mindre beløb end 44 pct. af de således opgjorte

erstatninger vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der

er afgiftspligtige med 40 pct., indbetaler selskaberne eller

repræsentanterne forskelsbeløbet i afgift. Ved opgørelsen

af de til kalenderåret henførte erstatninger kan erstatninger

hidrørende fra en enkelt forsikringsbegivenhed højst

indgå med en andel på 5 pct. og erstatninger hidrørende

fra tre enkelte forsikringsbegivenheder højst indgå med en andel

på 10 pct. af de samlede erstatninger. Ved opgørelsen af de

procentdele, der er nævnt i 4. pkt., indgår

erstatningsudbetalinger for den enkelte forsikringsbegivenhed med

højst 1 mio. kr.

3.

I § 3, stk. 3, ændres »50 pct.« tre

steder til: »42,9 pct.«, »40 pct.« tre steder til: »34,4 pct.«, »55 pct.«

til: »47,2 pct.«, og »44 pct.« til: »37,8 pct.«.

Stk. 4.

Såfremt et kalenderårs

forskelsbeløb beregnet efter stk. 2 overstiger 5 pct. af de

udbetalte erstatninger opgjort efter stk. 2, kan den overskydende del af

forskelsbeløbene fradrages i den afgiftsindbetaling efter stk. 1,

1. pkt., eller stk. 1, 3. pkt., der indgår i beregningsgrundlaget

for forskelsbeløbet efter stk. 2 i efterfølgende

kalenderår. Fradraget kan kun foretages, såfremt og i det omfang

det efterfølgende kalenderårs afgiftsindbetaling efter

stk. 1, 1. pkt., overstiger 60 pct. af de udbetalte erstatninger

vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er

afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, eller såfremt afgiften

efter stk. 1, 3. pkt., overstiger 48 pct. af de udbetalte erstatninger

vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er

afgiftspligtige med 40 pct. af præmien.

4.

I § 3, stk. 4 og 5, ændres »60

pct.« til: »51,5 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »48 pct.« til: »41,3

pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.

Stk. 5.

Såfremt forskelsbeløb beregnet efter stk.

3 overstiger 5 pct. af erstatningerne opgjort efter stk. 3, kan den

overskydende del af forskelsbeløbene fradrages i de henførte

afgiftsbeløb, der indgår i beregningsgrundlaget for

forskelsbeløbet efter stk. 3 i efterfølgende kalenderår.

Fradraget kan kun foretages, såfremt og i det omfang de til det

efterfølgende kalenderår henførte afgiftsbeløb

overstiger 60 pct. af de henførte erstatninger vedrørende

ansvarsskader hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 50 pct.

af præmien, eller såfremt de til det efterfølgende

kalenderår henførte afgiftsbeløb overstiger 48 pct. af de

henførte erstatninger vedrørende ansvarsskader

hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af

præmien.

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2002. Ved

ikrafttrædelsen reguleres erstatnings- og

godtgørelsesbeløbene i overensstemmelse med § 1, nr. 11,

pr. 1. januar 2002.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 2 finder anvendelse på

erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv. § 3, stk. 2 og 3, fastsatte andele på

37,8 pct. og 47,2 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,

jf. denne lovs § 3, nr. 2 og 3, udgør for kalenderåret 2002

henholdsvis 40,9 og 51,1 pct.

Stk. 4. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer mv. § 3, stk. 4 og 5, fastsatte andele på

41,3 pct. og 51,5 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,

jf. denne lovs § 3, nr. 4, udgør for kalenderåret 2002

henholdsvis 44,6 og 55,7 pct.

§ 5

En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af

en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den

ændring af størrelsen af erstatning for personskade og tab af

forsørger, der er en følge af denne lov.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

§§ 1, 2 og 5, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter