Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 10. januar 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og
lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.
(Revision af regler om erstatning for personskade mv. samt
nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv.)
§ 1
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.
september 1986, som ændret senest ved lov nr. 349 af 23. maj 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 1 indsættes:
»§ 1 a.
Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og
andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1,
fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan
udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med
10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4,
stk. 2, tilsvarende anvendelse.«
2.
§ 2, stk. 1, affattes således:
»Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan
begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et
varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er
muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes
fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5 8 og § 10 samt § 31 i lov
Læs alt
om sikring mod følger af arbejdsskade.«
3.
§§ 3 og 4 affattes således:
»Svie og smerte
§ 3.
Godtgørelse for svie og smerte udgør 130
kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige
tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte
ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.
Varigt mén
§ 4.
Godtgørelse for varigt mén fastsættes
til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske
art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige
livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad
på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes
beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan
méngodtgørelsen fastsættes til et højere
beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på
under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.
Stk. 2.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40
år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år,
skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var
skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med
yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59
år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog
ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«
4.
§ 5, stk. 1 og 2, affattes
således:
»§ 5.
Har en personskade medført varig
nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages
hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved
sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder
for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.«
5.
§ 6 affattes således:
»§ 6.
Erstatningen fastsættes til et
kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf.
§ 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og
herefter ganget med 10.
Stk. 2.
Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000
kr.«
6.
§ 7, stk. 3, ophæves.
7.
§§ 8 11 affattes således:
»§ 8.
For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke
er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et
kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med
méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en
méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.
§ 9.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30
år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år,
skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var
skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2
pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved
skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere
efter det fyldte 69. år.
Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen
§ 10.
Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en
udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af
méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.
lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udtalelsen skal så
vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter
fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den
erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen,
når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en
midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå,
at den er midlertidig.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse skal begrundes efter
forvaltningslovens § 24.
Stk. 3.
Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i
Arbejdsskadestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.
Genoptagelse
§ 11.
En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning
kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske
omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der
blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse
kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab
på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Stk. 3.
En afsluttet sag om godtgørelse eller
erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes
yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og
godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter
stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet
tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger
væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.
Stk. 4.
Under en genoptagelse af sagen finder § 10
tilsvarende anvendelse.«
8.
I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres
beløbet »225.000 kr.« til: »644.000 kr.«.
9.
I § 13, stk. 2, ændres »56 år« til:
»30 år«.
10.
Efter § 14 indsættes:
»Overgangsbeløb
§ 14 a.
Der tilkommer den efterlevende ægtefælle
eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr.
Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan
overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når
særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der
overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige
kræve erstatning for begravelsesudgifter.«
11.
§ 15, stk. 1, affattes således:
»De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8,
§ 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb
reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til
nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1.
pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige
kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på
reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.«
12.
§ 15, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse fastsættes
på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var
gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og
godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.
Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14
reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens
indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen
kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.«
13.
Overskriften til § 16 affattes således:
»Betaling og forrentning«.
14.
§ 16 affattes således:
»§ 16.
Godtgørelse og erstatning kan kræves
betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at
indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af
erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan
finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det
krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i
1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er
udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere
kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.
Stk. 2.
Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det
kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et
tillæg på 5 pct. Justitsministeren
kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og
Økonomiministeriet ændre renten.«
15.
I § 26 indsættes som nyt stk. 2:
»Stk. 2.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan
det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en
forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i
straffelovens kapitler 23 eller 24.«
Stk. 2
og stk. 3 bliver herefter
stk. 3 og stk. 4.
16.
§ 26, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes
således:
»Stk. 4.
§ 18, stk. 1 3, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 3.«
17.
I § 27, stk. 2, indsættes efter ordet
»§ 24, stk. 1,«: »§ 24 a, § 24 b, stk. 1,«.
§ 2
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret ved
lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 2 affattes således:
»§ 2.
Afgår skadelidte ved døden, ydes der
erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a.«
2.
§ 7, stk. 1, affattes således:
»Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af
skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser,
der har karakter af virkelig skadeserstatning.«
3.
§ 10, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis
forholdene taler for det.«
4.
§ 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Tilbagebetaling kan endvidere kræves i det
omfang, skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkes af
forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig
skadeserstatning.«
§ 3
I lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer
mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 12. september 1996, som
ændret senest ved lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages
følgende ændringer:
1.
I § 3, stk. 1, ændres »50 pct.« til:
»42,9 pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.
2.
I § 3, stk. 2, ændres »55 pct.« til:
»47,2 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »44 pct.« til: »37,8 pct.«, og »40
pct.« til : »34,4 pct.«.
3.
I § 3, stk. 3, ændres »50 pct.« tre
steder til: »42,9 pct.«, »40 pct.« tre steder til: »34,4 pct.«, »55 pct.«
til: »47,2 pct.«, og »44 pct.« til: »37,8 pct.«.
4.
I § 3, stk. 4 og 5, ændres »60
pct.« til: »51,5 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »48 pct.« til: »41,3
pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2002. Ved
ikrafttrædelsen reguleres erstatnings- og
godtgørelsesbeløbene i overensstemmelse med § 1, nr. 11,
pr. 1. januar 2002.
Stk. 2.
Lovens §§ 1 og 2 finder anvendelse på
erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv. § 3, stk. 2 og 3, fastsatte andele på
37,8 pct. og 47,2 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,
jf. denne lovs § 3, nr. 2 og 3, udgør for kalenderåret 2002
henholdsvis 40,9 og 51,1 pct.
Stk. 4. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv. § 3, stk. 4 og 5, fastsatte andele på
41,3 pct. og 51,5 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,
jf. denne lovs § 3, nr. 4, udgør for kalenderåret 2002
henholdsvis 44,6 og 55,7 pct.
§ 5
En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af
en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den
ændring af størrelsen af erstatning for personskade og tab af
forsørger, der er en følge af denne lov.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
§§ 1, 2 og 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
s. 6
2. Gældende ret i hovedtræk
s. 6
2.1. Erstatningsansvarsloven
s. 6
2.2. Offererstatningsloven
s. 8
2.3. Arbejdsskadesikringsloven
s. 8
3. Baggrunden for lovforslaget
s. 8
4. Lovforslagets hovedpunkter
s. 10
4.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade
mv.
s. 10
4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste
s. 10
4.1.2. Fastsættelse af erhvervsevnetabet
s. 12
4.1.3. Erstatningernes og godtgørelsernes størrelse
s. 13
4.1.4. Genoptagelse af afsluttede sager
s. 14
4.1.5. Regulering og forrentning af erstatningsbeløb mv.
s. 16
4.1.6. Overgangsbeløb til efterladte
s. 17
4.1.7. Erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab
s. 18
4.1.8. Godtgørelse for svie og smerte
s. 18
4.1.9. Tortgodtgørelse
s. 19
4.2. Offererstatningsloven
s. 20
4.2.1. Fradrag for sociale ydelser mv.
s. 20
4.2.2. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold
s. 20
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
s. 21
5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
s. 21
5.1.1. Udgifter for det offentlige
s. 21
5.1.2. Indtægter for det offentlige
s. 21
5.1.3. Administrative konsekvenser for det offentlige
s. 22
5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
s. 22
5.2.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
s. 22
5.2.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
s. 22
5.3. Økonomiske konsekvenser for borgerne
s. 22
5.4. Miljømæssige konsekvenser og EU-retlige
aspekter
s. 22
5.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
s. 23
6. Høring
s. 23
1. Indledning
Lovforslaget indeholder en revision af
erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade samt nogle
særlige forbedringer for ofre for forbrydelser.
Lovforslaget medfører en væsentlig generel
forhøjelse af erstatningsniveauet og en række yderligere
forbedringer af retsstillingen for de skadelidte samt enkelte andre
ændringer på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af
erstatningsansvarsloven har vist, at der er behov for justeringer.
Det foreslås bl.a. at forlænge den periode,
hvor skadelidte kan få tabt arbejdsfortjeneste. Lovens bestemmelse om
beregning af erhvervsevnetabserstatning på grundlag af den medicinske
méngrad i tilfælde, hvor skadelidte ikke har en
erhvervsindtægt, begrænses til kun at gælde børn
under 15 år. Lovens kapitaliseringsfaktor, som bl.a. anvendes ved
beregning af erhvervsevnetabserstatning, forhøjes fra 6 til 10, og
reglerne om nedsættelse af erstatningen på grund af skadelidtes
alder ændres, således at nedsættelsen sker mere jævnt
og slutter på et højere niveau. Der indføres ved
død et overgangsbeløb på 108.000 kr. til efterladte
ægtefæller eller samlevere mv. Adgangen til at få
genoptaget en erstatningssag på grund af væsentligt ændrede
forhold udvides.
Der lægges op til ca. en fordobling i forhold til
det hidtidige niveau af den tortgodtgørelse, der tilkommer ofre for
sædelighedsforbrydelser mv.
Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
(offererstatningsloven) foreslås navnlig ændret således, at
sociale ydelser mv. ikke længere skal fratrækkes i erstatninger,
som staten udbetaler i medfør af denne lov.
Lovforslaget bygger på betænkning nr.
1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven mv., som er afgivet af en
arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Betænkningen indeholder et
lovudkast fra et flertal på 6 af arbejdsgruppens 7 medlemmer (retschef
Jens Møller (arbejdsgruppens formand) og repræsentanterne for
Advokatrådet, Forsikring & Pension, Den Danske Dommerforening,
Socialministeriet og Justitsministeriet). Professor, dr. jur. Bo von Eyben
har afgivet en mindretalsudtalelse med et tilhørende lovudkast.
Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til flertallets
lovudkast.
Forslaget om at forhøje erstatningsniveauet ville
umiddelbart føre til en nettoindtægt for statskassen på
grund af højere afgifter af motoransvarsforsikringer, jf. lov om
afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Det
foreslås endvidere at nedsætte afgiftssatserne efter denne lov,
således at lovforslaget bliver udgifts- og indtægtsneutralt for
det offentlige.
2. Gældende ret i hovedtræk
2.1. Erstatningsansvarsloven
Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige
regler om udmåling af erstatning for personskade og tab af
forsørger. Loven indeholder regler om udmålingen af erstatning i
de tilfælde, hvor der efter almindelige erstatningsregler (objektivt
ansvar efter færdselsloven, den almindelige culparegel mv.) findes en
ansvarlig skadevolder. Loven anvendes endvidere bl.a. ved udmåling af
erstatning og godtgørelse efter de særlige erstatningsordninger
i medfør af lov om patientforsikring og lov om erstatning for
lægemiddelskader.
Loven indeholder regler om erstatning og
godtgørelse for personskade og tab af forsørger (lovens kapitel
1) og regler om ansvar for skade, der er dækket af forsikring (lovens
kapitel 2). Lovens kapitel 3 indeholder forskellige regler om arbejdstageres
erstatningsansvar, om lempelse af erstatningsansvar samt om mulighed for helt
eller delvis at se bort fra skadelidtes medvirken til skaden, om
erstatningsansvar for børn mv., om fordeling af erstatningsansvaret
mellem flere ansvarlige og om godtgørelse for tort.
Erstatningskrav mv. ved personskade omfatter efter lovens
§ 1 følgende poster:
1) erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
2) erstatning for helbredelsesudgifter (herunder f.eks. udgifter til
sygehusophold, rekreationsomkostninger, udgifter til transport til og fra
sygehuse, kørestol, særligt syet fodtøj samt læge-
og tandlægeudgifter),
3) erstatning for andet tab som følge af skaden (f.eks.
erstatning til personer under uddannelse for forlængelse af
uddannelsen, herunder tab af skoleår), og
4) godtgørelse for svie og smerte.
Har skaden fået varige følger, kan der
tillige kræves:
1) godtgørelse for varigt mén og
2) erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne.
Den, som er ansvarlig for en andens død, skal
betale rimelige begravelsesudgifter samt en erstatning til den, som ved
dødsfaldet har mistet en forsørger.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste dækker
efter lovens § 2 skadelidtes faktiske indtægtstab i perioden fra
skadens indtræden, og indtil arbejdet kan genoptages, eller skadelidtes
helbredstilstand er blevet stationær (stationærtidspunktet).
Svie og smerte
(§ 3) er en godtgørelse
for navnlig den fysiske lidelse, der er en følge af skaden.
Godtgørelsen udmåles som udgangspunkt efter faste takster
(taksterne kan fraviges, hvis godtgørelsen overstiger 26.000 kr. (pr.
1. januar 2001)). Godtgørelsen ydes kun indtil
stationærtidspunktet og normalt kun, hvis skadelidte er syg.
Godtgørelse for varigt mén ydes
uafhængigt af, om der tillige kan kræves erstatning for
økonomisk tab, f.eks. erhvervsevnetab. Godtgørelsen
udmåles som et kapitalbeløb, der beregnes på grundlag af
en méngrad, som fastsættes under hensyntagen til skadens
medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige
livsførelse på stationærtidspunktet, jf. lovens § 4.
Godtgørelsen udgør (pr. 1. januar 2001) som udgangspunkt 3.440
kr. pr. méngrad, dvs. 344.000 kr. ved en méngrad på 100
procent. Er méngraden under 5 procent, ydes ingen
godtgørelse.
Både skadelidte og skadevolder kan indhente en
udtalelse om fastsættelse af méngraden fra Arbejdsskadestyrelsen
(§ 10).
Erstatning for varigt tab eller forringelse af skadelidtes
erhvervsevne reguleres i lovens §§ 5 9. Erstatningen
fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes
årsløn (som hovedregel den pågældendes samlede
indtægt i det år, som går forud for datoen for skadens
indtræden) ganget med 6 og herefter ganget med
erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes under
hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved
sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte. Der
ydes ikke erhvervsevnetabserstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten er under
15. For skadelidte, der anvender erhvervsevnen på en måde, der i
det væsentlige ikke medfører nogen årsløn, f.eks.
hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere samt unge under
uddannelse, fastsættes erhvervsevnetabserstatningen i stedet på
grundlag af méngraden og som en procentdel af godtgørelsen for
varigt mén.
Både skadelidte og skadevolder kan indhente en
udtalelse om spørgsmålet om fastsættelse af
erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen (§ 10).
Bedømmelsen af, om skadelidte har fået varigt
mén og/eller har lidt et erhvervsevnetab, sker som udgangspunkt ud fra
forholdene på det medicinske stationærtidspunkt. Ordningen er
således den, at der indtil stationærtidspunktet ydes erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste (med mindre arbejdet er genoptaget inden da)
og/eller godtgørelse for svie og smerte (de midlertidige
ydelser) og derefter hvis skaden har varige følger
godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af
erhvervsevne (de varige ydelser).
Erstatning til ægtefælle eller samlever for
tab af forsørger (§ 13) udgør 30 procent af den
erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved
et fuldstændigt erhvervsevnetab, dog som hovedregel mindst 386.500 kr.
(pr. 1. januar 2001). Afdødes børn kan kræve en
erstatning svarende til det bidrag til barnets underhold, som afdøde
kunne være pålagt efter lov om børns retsstilling
(§ 14). Var afdøde eneforsørger, forhøjes
erstatningen til børn til det dobbelte.
Loven indeholder særlige regler om
nedsættelse af méngodtgørelse,
erhvervsevnetabserstatning og forsørgertabserstatning på grund
af skadelidtes/afdødes alder. Méngodtgørelse
nedsættes med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre
end 59 år ved skadens indtræden, dog ikke yderligere efter det
fyldte 69. år (§ 4, stk. 2). Erhvervsevnetabserstatning
nedsættes med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre
end 55 år ved skadens indtræden, dog med mulighed for at fravige
reglen, hvis det må antages, at skadelidte ville have været
erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år (§ 9).
Forsørgertabserstatning nedsættes tilsvarende, hvis
forsørgeren var fyldt 56 år (§ 13, stk. 2).
Sociale ydelser, udbetalinger fra private forsikringer
mv., som skadelidte modtager i anledning af skaden, fradrages ikke i
godtgørelse for svie og smerte, méngodtgørelse,
erhvervsevnetabserstatning og som hovedregel heller ikke i
forsørgertabserstatning. Disse erstatningsposter kan således
sammenlægges med f.eks. forsikringsudbetalinger, bortset fra ydelser
modtaget i henhold til arbejdsskadesikringsloven, jf. pkt. 2.3. nedenfor.
En afsluttet sag om godtgørelse for varigt
mén eller erstatning for erhvervsevnetab kan genoptages
på begæring af den skadelidte, hvis der indtræder
uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at
méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at
være væsentligt højere end først antaget
(§ 11).
2.2. Offererstatningsloven
Efter lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og
godtgørelse for bl.a. personskade, der forvoldes ved en
overtrædelse af straffeloven. Udbetalinger efter loven administreres af
Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser
(Erstatningsnævnet).
Ofret for en forbrydelse har ret til erstatning fra
skadevolderen (gerningsmanden) efter almindelige regler, men i praksis kan
gerningsmændene ofte ikke betale, og ansvarsforsikringer dækker
ikke i disse tilfælde. Ofrets erstatningskrav mod gerningsmanden er
derfor meget ofte uden reel værdi for ofret. Offererstatningsloven
sikrer på den baggrund, at ofre for forbrydelser, der ikke får
dækket deres tab fra anden side, i stedet kan få erstatning fra
staten.
Når staten udbetaler erstatning til ofret,
indtræder staten efter lovens § 17 i ofrets krav mod
gerningsmanden.
Udmåling af erstatning og godtgørelse efter
offererstatningsloven sker efter de almindelige regler i
erstatningsansvarsloven, men med den begrænsning, at sociale ydelser
mv., løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller
andre økonomiske ydelser, som tilfalder skadelidte i anledning af
skaden, fradrages i erstatningen (lovens § 7).
2.3. Arbejdsskadesikringsloven
Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskader
(arbejdsskadesikringsloven) hæfter arbejdsgiveren på objektivt
grundlag for ansattes arbejdsskader. Ved arbejdsskader forstås
- ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold,
hvorunder det foregår,
- skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der
skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår,
- pludselige løfteskader, jf. nærmere lovens § 9 a,
og
- erhvervssygdomme, jf. nærmere lovens § 10 a.
Loven beskytter enhver, der lønnet eller
ulønnet antages af en arbejdsgiver til varigt, midlertidigt eller
forbigående arbejde her i landet, og gælder for alt arbejde, der
foretages for arbejdsgiveren.
Arbejdsgiveren har efter loven pligt til at sikre sine
medarbejdere mod arbejdsskader. Denne pligt opfyldes som udgangspunkt ved
forsikringstegning og tilslutning til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Ved arbejdsskader har den ansatte krav på
følgende erstatnings- og godtgørelsesydelser:
1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler mm.,
2) erstatning for tab af erhvervsevne og
3) godtgørelse for varigt mén.
Ved dødsfald har den ansattes samlevende
ægtefælle eller samlever under visse forudsætninger krav
på følgende ydelser:
1) overgangsbeløb ved dødsfald og
2) erstatning for tab af forsørger.
Også efterladte børn, som den ansatte havde
forsørgerpligt overfor, har krav på en
forsørgertabserstatning.
Erstatningsposterne efter arbejdsskadesikringsloven
afviger således på en række punkter fra, hvad der kan
kræves dækket efter erstatningsansvarsloven. Bl.a. kan der ikke
efter arbejdsskadesikringsloven kræves erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. I mange
tilfælde vil der endvidere være forskel på erstatnings- og
godtgørelsesbeløbenes størrelse efter de to
regelsæt. I modsætning til, hvad der gælder efter
erstatningsansvarsloven, tilkendes erstatning for erhvervsevnetab som en
løbende ydelse, medmindre ydelsen kapitaliseres efter særlige
regler herom.
De almindelige erstatningsretlige regler gælder ved
siden af arbejdsskadesikringsloven, og hvis arbejdsgiveren er
erstatningsansvarlig for skaden efter dansk rets almindelige culparegel, kan
den skadelidte således rejse et erstatningskrav mod arbejdsgiveren
på dette grundlag og kræve en erstatning, som er udmålt
efter erstatningsansvarslovens regler. Efter arbejdsskadesikringslovens
§ 59 nedsættes skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den
erstatningsansvarlige dog i det omfang, der er betalt eller er pligt til at
betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.
Et krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven er således
subsidiært i den forstand, at det kun kan rejses i det omfang, kravet
ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven (»differencekrav«).
3. Baggrunden for lovforslaget
Med erstatningsansvarsloven, der trådte i kraft den
1. oktober 1984, blev der gennemført en samlet lovregulering af en
række erstatningsretlige spørgsmål, der hidtil kun i
begrænset omfang havde været lovgivet om.
Et hovedformål med loven var at sikre, at den
erstatning, der ydes i tilfælde af personskade og tab af
forsørger, i højere grad end hidtil ville dække det fulde
økonomiske tab, som forvoldes ved en personskade eller et tab af
forsørger. Der var tale om en væsentlig forhøjelse af
erstatnings- og godtgørelsesbeløbene i forhold til den
hidtidige ulovregulerede praksis, således at erstatningerne mv.
også kom mere på linie med niveauet i en række
nabolande.
Erstatningsansvarslovens udgangspunkt med hensyn til
personskadeerstatning er, at erstatningen skal give skadelidte en høj
grad af dækning for det individuelle økonomiske tab. Med henblik
på at forenkle erstatningsberegningen er det dog bl.a. bestemt, at der
ved fastsættelse af erhvervsevnetabserstatningen skal anvendes en fast
kapitaliseringsfaktor samtidig med, at sociale ydelser og
forsikringsudbetalinger mv. ikke skal fradrages i
méngodtgørelsen eller i erhvervsevne- og
forsørgertabserstatningen.
Erstatningsansvarsloven har nu virket i en
årrække, og der er indhøstet mange erfaringer med hensyn
til lovens virkninger. Siden lovens ikrafttræden i 1984 er der
endvidere sket samfundsøkonomiske ændringer bl.a. med hensyn
til renteniveauet som har betydning for erstatningsreglernes funktion.
I de seneste år har der over for Justitsministeriet
og i den offentlige debat været rejst spørgsmål om behovet
for at revidere erstatningsansvarsloven med henblik på at
forhøje de erstatningsbeløb, der udbetales ved personskade og
tab af forsørger, samt om behovet for visse andre ændringer af
loven.
Justitsministeriet nedsatte på den baggrund i 1998
en arbejdsgruppe vedrørende revision af erstatningsansvarsloven mv.,
jf. ovenfor under pkt. 1.
Arbejdsgruppen fik til opgave at vurdere, om der
bør gennemføres en vis forhøjelse af erstatnings- og
godtgørelsesbeløbene ved personskade mv. Arbejdsgruppen skulle
endvidere vurdere, om der ved lovgivning bør gennemføres en
forhøjelse af godtgørelsesbeløbene ved retsstridige
person- og ærekrænkelser mv. (tort). En anden hovedopgave for
arbejdsgruppen var at vurdere, om reglerne om erstatningsberegningen i nogle
tilfælde medfører en urimelig forskelsbehandling af visse
grupper af skadelidte, og om beregningskriterierne i givet fald kan udformes
mere hensigtsmæssigt.
Det lå uden for arbejdsgruppens opgave at overveje
ændringer af erstatningsansvarslovens grundlæggende principper,
f.eks. princippet om, at skadelidtes tab omregnes til et kapitalbeløb
(kapitaliseres). Hensigten var således at give den gældende
erstatningsansvarslov et »servicecheck«.
Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje
spørgsmålet om ændring af princippet i
offererstatningsloven om, at den erstatning for personskade, som staten yder
i medfør af denne lov, er subsidiær i forhold til andre ydelser,
herunder sociale ydelser, som ofret får i anledning af skaden.
Arbejdsgruppen har afgivet betænkning nr. 1383/2000
om revision af erstatningsansvarsloven mv. Som nævnt under pkt. 1
ovenfor indeholder betænkningen to lovudkast.
Udkastet fra et flertal (6 af arbejdsgruppens 7 medlemmer)
indebærer en væsentlig forhøjelse af det generelle
erstatningsniveau og forslag til ændringer på en række
afgrænsede, men væsentlige punkter, hvor der har været
rejst kritik af de gældende regler.
Udkastet fra et mindretal (professor, dr. jur. Bo von
Eyben) indebærer en fuldstændig nyformulering af
erstatningsansvarslovens bestemmelser om personskadeerstatning. Forslaget
adskiller sig betydeligt fra den gældende lov og flertallets udkast,
bl.a. med væsentligt ændrede udmålingsregler
vedrørende erhvervsevnetabserstatning mv. og regler om fradrag i
erstatninger og godtgørelsesbeløb for visse sociale ydelser,
forsikringsudbetalinger mv.
Bo von Eybens forslag måtte navnlig på grund
af dets regler om fradrag for en række ydelser, som skadelidte modtager
i anledning af skaden, efter Justitsministeriets opfattelse forudsætte
samtidige overvejelser om ændring i skattelovgivningen, den sociale
lovgivning, pensionslovgivningen mv., jf. også arbejdsgruppens flertals
bemærkninger herom i betænkningen side 45 f. Det kan
nævnes, at kapitalerstatninger efter erstatningsansvarsloven er
skattefrie, mens de fleste ydelser, der efter mindretallets forslag skulle
fradrages, er skattepligtige. Det ville formentlig også være
nødvendigt med en lovgivningsmæssig stillingtagen til, om f.eks.
skadevolderen (eller dennes forsikringsselskab) skal kunne indlede en social
pensionssag.
Lovforslaget er i det væsentlige udformet i
overensstemmelse med det lovudkast, som er fremlagt af arbejdsgruppens
flertal, og som efter Justitsministeriets opfattelse indebærer det
»servicecheck« af erstatningsansvarsloven, der er brug for.
Arbejdsgruppens flertal anfører i
betænkningen, at erstatningsansvarsloven i sin grundstruktur er
hensigtsmæssigt affattet med henblik på at sikre en rimelig
erstatningsudmåling ved personskade og tab af forsørger, og at
der derfor ikke er anledning til at ændre de mere grundlæggende
erstatningsregler i loven.
Arbejdsgruppens flertal peger bl.a. på, at en rent
»matematisk« udregning af det lidte tab er en umulig opgave. Man må i
stedet fastlægge nogle hovedprincipper. Erstatningsreglerne skal
opleves som rimelige, og de skal være administrerbare. Behandlingen og
vurderingen af meget »tunge« personskader må nødvendigvis blive
relativt langvarig, men reglerne bør udformes med henblik på at
undgå, at sagerne trækker unødigt ud, for det er
også vigtigt for de skadelidte at kunne komme videre med deres liv
efter skaden.
Det er derfor nødvendigt at anvende nogle
gennemsnitssynspunkter ved erstatningsfastsættelsen, og det er
arbejdsgruppens flertals vurdering, at de centrale regler herom i
erstatningsansvarsloven i det store og hele fungerer tilfredsstillende.
Arbejdsgruppens flertal finder navnlig ikke, at der er
grund til at ændre de gældende fradragsregler med hensyn til
erstatning og godtgørelse for de varige tab. Flertallet finder
således, at der fortsat skal kunne ske sammenlægning af
erstatningen og sociale ydelser, forsikringsudbetalinger mv. Den
ydelseskoordinering, der måtte være behov for, bør i givet
fald foretages i vedkommende særlov(e) og ikke i den generelle
civilretlige erstatningslov.
Der henvises til betænkningen side 40 ff.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens flertals
generelle synspunkter. Der skal tungtvejende grunde til at ændre
grundlæggende på et i det store og hele velfungerende
erstatningssystem, og sådanne grunde foreligger efter
Justitsministeriets opfattelse ikke. I forbindelse med høringen over
betænkningen er der med få undtagelser heller ikke fra de
berørte organisationers side fremført ønsker om en mere
gennemgribende reform af erstatningsansvarsloven.
4. Lovforslagets hovedpunkter
Når der i det følgende henvises til
arbejdsgruppens forslag, menes der flertallets forslag, jf. pkt. 3
ovenfor.
4.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade
mv.
4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes efter lovens
§ 2, stk. 1, for tiden fra skadens indtræden, indtil
skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil skadelidtes
helbredstilstand er blevet stationær.
Med lovens udtryk »kan begynde at arbejde igen« sigtes der
til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme
omfang som tidligere. Det antages, at der skal være tale om skadelidtes
sædvanlige arbejde eller i hvert fald arbejde inden for samme
fagområde. Kan skadelidte i en periode kun genoptage arbejdet i delvis
samme omfang, ophører retten til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste ikke.
Hvis den skadelidte efter at være begyndt at arbejde
igen får et »tilbagefald« og på ny bliver sygemeldt, er der i
retspraksis i visse tilfælde ydet erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste også for perioden efter »tilbagefaldet«. Senest har
Højesteret i en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2000, side 2018, tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en
efterfølgende sygeperiode til en skadelidt, der efter én
sygeperiode havde genoptaget arbejdet i væsentligt samme omfang som
tidligere, derefter ca. 1½ år efter arbejdets genoptagelse på ny
blev sygemeldt i forbindelse med en operation som følge af
tilskadekomsten og endelig efter ca. 1½ måneds sygemelding på
grund af operationen atter genoptog arbejdet i samme omfang som tidligere.
Bliver helbredstilstanden stationær, før den
skadelidte kan begynde at arbejde igen, ydes erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste som udgangspunkt kun til stationærtidspunktet, som
er det tidspunkt, hvor den skadelidte efter en lægelig
bedømmelse må antages ikke at ville blive yderligere helbredt.
Er den skadelidtes tilstand stationær straks efter tilskadekomsten, kan
der således ikke kræves erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
I en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1999, side 394, har Højesteret fastslået, at
stationærtidspunktet dog ikke begrænser retten til erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste, når der er tale om midlertidig
arbejdsudygtighed. I den pågældende sag havde den skadelidte ikke
lidt noget varigt tab af erhvervsevne, men der gik 6½ måned fra
stationærtidspunktet, før den skadelidte kunne genoptage
arbejdet fuldt ud. Hvis retten til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste
ophørte ved stationærtidspunktet, ville den skadelidte have lidt
et økonomisk tab, som ikke blev dækket på anden
måde. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at den
skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem
til det tidspunkt, hvor arbejdet kunne genoptages i væsentligt samme
omfang som tidligere.
Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer
at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været
rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie
mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven.
Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra
stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af
erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist
sig, at der i praksis kan opstå »huller« i dækningen, hvor
skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes
på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun
ydes frem til stationærtidspunktet.
Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte
afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter
stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab
under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da
indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som
tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig
nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis
heller ikke erstattes som »andet tab« efter § 1, stk. 1, kan dette
indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter
revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda
slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens
§ 5, stk. 3.
Som eksempel kan nævnes, at en
håndværker ved en ulykke mister »arbejdsarmen«. Her vil
helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden,
og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under
revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte
piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er
stationær meget tidligt.
Arbejdsgruppen foreslår på den anførte
baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning
af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
§ 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt
at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås
i sammenhæng hermed at ændre lovens § 5, således at
endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel
revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår
arbejdsgruppen tillige at ændre lovens § 10 således, at
sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode
Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af
erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.
Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter
arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at
der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning,
når der foreligger en midlertidig udtalelse fra
Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens
udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så
vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er
blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i
arbejdssskadesikringsloven, hvorefter styrelsens afgørelse skal
foreligge så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter,
at arbejdsskaden er blevet anmeldt.
En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses
for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning og
ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt
tab.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis
Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter
erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke
udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat
kunne opstå et »hul« mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og
en senere erhvervsevnetabserstatning.
Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme,
at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig
erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk
ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for
erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne
beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på,
at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt
de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er
endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund
formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der
således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes
erhvervsevne.
Der henvises til betænkningen side 51 ff.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, 4, 7 og 14 (ændring af lovens §§ 2,
5, 10 og 16). Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter
forslaget kun bør fastsætte en midlertidig
erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at
skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab.
Lovforslaget indebærer, at det vil blive den
praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt
højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid
der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse),
hvorefter der hvis der må antages at være lidt et varigt
erhvervsevnetab ydes en foreløbig eller varig
erhvervsevnetabserstatning.
I arbejdsskadesager træffer Arbejdsskadestyrelsen en
egentlig afgørelse i sagen, og forvaltningslovens regler om bl.a.
aktindsigt og begrundelsespligt gælder derfor i disse sager, jf.
forvaltningslovens § 2, stk. 1. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser
efter erstatningsansvarslovens § 10 er derimod ikke forvaltningsretlige
afgørelser, og forvaltningsloven finder derfor ikke anvendelse.
Arbejdsgruppen peger på (betænkningen side
113), at parterne har helt samme behov for aktindsigt i sager
vedrørende en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 som i
sager efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen foreslår derfor,
at skadelidte og skadevolder skal have ret til aktindsigt i
Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i
forvaltningslovens kapitel 4.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkt, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7 (ændring af lovens § 10). Det foreslås
endvidere, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser vedrørende
fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal
begrundes efter reglen i forvaltningslovens § 24, således at
parterne får bedre mulighed for at vurdere grundlaget for udtalelsen.
Arbejdsskadestyrelsen begrunder allerede i dag sine udtalelser efter
erstatningsansvarslovens § 10, selv om der ikke er pligt hertil.
4.1.2. Fastsættelse af erhvervsevnetabet
Erhvervsevnetabserstatning kan ydes, hvis en personskade
medfører en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at
skaffe sig indtægt ved arbejde, jf. lovens § 5, stk. 1.
Som nævnt ovenfor er erstatningsansvarsloven
opbygget således, at en skadelidt med varige skader som udgangspunkt
får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil
stationærtidspunktet, hvorefter der udmåles en
erhvervsevnetabserstatning. Det medicinske stationærtidspunkt har ikke
betydning for erhvervsevnetabet, som er et rent økonomisk kriterium,
men loven er udformet således, at parterne efter
stationærtidspunktet hver især kan kræve, at der
fastsættes en erhvervsevnetabsprocent. Når beregningen af
erhvervsevnetabet tidsmæssigt er knyttet til
stationærtidspunktet, skyldes det ønsket om at undgå, at
erstatningssager trækker unødigt i langdrag.
Erhvervsevnetabsprocenten udtrykker størrelsen af
den indtægtsnedgang, som den skadelidte må forventes at ville
få som følge af skaden. Det skal således vurderes, hvad
den skadelidte må antages at ville have tjent, hvis skaden ikke var
sket, og dette skal sammenholdes med en vurdering af, hvad den skadelidte
må antages at ville komme til at tjene med skaden. Der skal
således opstilles prognoser over skadelidtes individuelle
livsforløb med og uden skaden. I vurderingerne heraf indgår der
en række faktorer, som er behæftet med større eller mindre
usikkerhed, jf. nærmere betænkningen side 54 f. Efter lovens
§ 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet
tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved
sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende. Skadelidte har med andre ord en vis
tabsbegrænsningspligt, men vurderingen skal foretages på
stationærtidspunktet, hvor eventuel revalidering mv. ofte ikke er
afsluttet endnu.
Der kan kun tages hensyn til en foreliggende mulighed for
revalidering, hvis det må anses for sikkert, at revalideringen lykkes.
Herved adskiller bedømmelsen efter erstatningsansvarsloven sig fra
bedømmelsen efter arbejdsskadesikringsloven.
Nogle skadelidte udnytter for så vidt deres
»erhvervsevne«, men ikke på en måde, som medfører en
erhvervsindtægt. I disse tilfælde er der ikke nogen
årsløn, som kan danne grundlag for fastsættelsen af
erhvervsevnetabserstatningen efter lovens §§ 6 og 7, jf. ovenfor under
pkt. 2.1. For hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere og unge
under uddannelse fastsættes erstatningen i stedet som en procentdel af
méngodtgørelsen, jf. lovens § 8. Også
erhvervsevnetabserstatning til børn fastsættes efter denne
bestemmelse. Der ydes ikke erstatning efter § 8, hvis méngraden
er mindre end 15 procent.
Hjemmearbejdende ægtefæller og samlevere, der
ud over arbejde i hjemmet har indtægt fra deltidsbeskæftigelse,
kan være omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvorefter
årslønnen i særlige tilfælde fastsættes efter
et skøn. Det er dog ikke enhver deltidsbeskæftigelse, der
medfører, at den nævnte bestemmelse skal finde anvendelse.
Således er en hjemmearbejdende, der er deltidsbeskæftiget
på mindst halv tid med indtægtsgivende erhvervsarbejde, normalt
omfattet af § 7, stk. 2, mens deltidsjob på mindre end halv
tid som regel medfører, at erstatningen fastsættes efter lovens
§ 8. Unge under uddannelse er omfattet af § 8, selv om de har
indtægter ved deltidsbeskæftigelse, hvis uddannelsen på
rimelig vis søges gennemført. Hvis der gennemføres en
uddannelse, hvor der gives løn i uddannelsestiden, skal erstatningen
derimod fastsættes efter § 7, stk. 2. Arbejdsløse er
ikke omfattet af § 8, idet en arbejdsløs, så længe
ledigheden varer, ikke har mulighed for at »udnytte erhvervsevnen« (lovens
udtryk).
Arbejdsgruppen foreslår som ovenfor nævnt, at
fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke længere skal ske på
stationærtidspunktet, men på det tidspunkt, hvor det er muligt
midlertidigt eller endeligt at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Det foreslås i sammenhæng hermed, at der ligesom efter
arbejdsskadesikringsloven skal tages hensyn til revalideringsmulighederne
mv.
Der henvises til betænkningen side 63 ff.
Justitsministeriet er enig i, at der ved
fastsættelse af erhvervsevnetabet bør tages hensyn til
mulighederne for revalidering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og
bemærkningerne hertil.
For så vidt angår bestemmelsen i lovens
§ 8 peger arbejdsgruppen på, at der kan være stor forskel
på méngraden, som bygger på en lægelig vurdering, og
erhvervsevnetabsprocenten, som bygger på en økonomisk vurdering
af de fremtidige indtægtsmuligheder. Kravet om en méngrad
på mindst 15 procent medfører i visse tilfælde, at en
person ikke kan få erhvervsevnetabserstatning, skønt den
pågældende faktisk har mistet en betydelig del af sin
arbejdsevne.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
anvendelsesområdet for reglen i erstatningsansvarslovens § 8
begrænses, således at den medicinske méngrad fremover kun
anvendes som kriterium, hvor andet ikke er muligt. Arbejdsgruppen
foreslår derfor, at reglen fremover kun skal omfatte børn, for
hvem det på grund af lav alder ikke er muligt at opstille en
erhvervsprognose. Som aldersgrænse foreslås 15 år, idet det
i almindelighed ikke er muligt at fastslå erhvervsevnetabet for
børn, som endnu ikke har afsluttet deres grundskoleforløb.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at man anvender en
standardårsløn til at udregne erhvervsevnetabserstatningen efter
§ 8 i stedet for som hidtil at fastsætte erstatningen som en
procentdel af méngodtgørelsen. Endvidere foreslås selve
beregningsmetoden ændret, så fremgangsmåden men ikke de
faktorer, der indgår i beregningen kommer til at svare til den, der i
øvrigt anvendes efter lovens §§ 5 7, dvs. at beregningen sker
ved at gange méngraden med standardårslønnen og herefter
gange med kapitaliseringsfaktoren, jf. pkt. 4.1.3. nedenfor.
Den gældende grænse, hvorefter der alene ydes
erstatning efter § 8, hvis méngraden er på mindst 15
procent, kan som nævnt føre til urimelige resultater i
tilfælde, hvor en skade med en begrænset méngrad
fører til et betydeligt erhvervsevnetab. Arbejdsgruppen
foreslår, at grænsen nedsættes til 5 procent svarende til
grænsen for méngodtgørelse således at kun de
absolut bagatelagtige skader bliver undtaget.
Der henvises til betænkningen side 66.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 8), og
bemærkningerne hertil.
4.1.3. Erstatningernes og godtgørelsernes størrelse
Pr. 1. januar 2001 gælder følgende
erstatningsbeløb mv. efter erstatningsansvarsloven: Højeste
erhvervsevnetabserstatning (ved 100 procent erhvervsevnetab og en
årsløn på 602.000, som er den maksimale
årsløn, der kan lægges til grund, jf. lovens § 7,
stk. 3) er på 3.612.000 kr. Den højeste erstatning efter
lovens § 8 er 1.376.000 kr. Den højeste
forsørgertabserstatning er 1.083.600 kr., og mindstebeløbet er
386.500 kr., jf. lovens § 13. Méngodtgørelsen (lovens
§ 4) udgør som udgangspunkt 3.440 kr. pr. méngrad,
svarende til 344.000 kr. ved en méngrad på 100 procent.
Godtgørelsen for svie og smerte (lovens § 3) udgør 80 kr.
pr. oppegående sygedag og 180 kr. pr. sengeliggende dag.
Erhvervsevnetabserstatningen fastsættes som et
kapitalbeløb ved at gange skadelidtes årsløn (normalt
årslønnen i det forudgående år) med en
kapitaliseringsfaktor på 6 og derefter gange med
erhvervsevnetabsprocenten (den procentuelle fremtidige
indtægtsnedgang). Ved kapitaliseringen udregnes nutidsværdien af
indtægter, som ville være kommet løbende til udbetaling i
en årrække fremover, og sigtet er, at det afkast, som den
skadelidte kan opnå ved sædvanlig anbringelse af midlerne, skal
kompensere for det fremtidige indtægtstab. Lovens bestemmelse om en
fast kapitaliseringsfaktor bygger på den almindelige rentefod
sammenholdt med det antal år, hvor skadelidte kunne have forventet en
højere indtægt (løbetiden). Ved en høj rentefod
skal kapitaliseringsfaktoren være lav og omvendt, og da
kapitaliseringsfaktoren er fast, er der behov for regler om nedsættelse
af erstatningen på grund af alder, idet ældre skadelidte ellers
ville få en relativt større erstatning end yngre skadelidte.
Erhvervsevnetabserstatningen nedsættes efter loven med 8½ procent for
hvert år skadelidte var ældre end 55 år ved skadens
indtræden. Der ydes således som hovedregel ikke
erhvervsevnetabserstatning, hvis skadelidte var fyldt 67 år, men dette
kan dog fraviges helt eller delvis, hvis det må antages, at den
skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det 67.
år.
Loven indeholder også regler om nedsættelse af
méngodtgørelsen. Nedsættelsen sker med 5 procent for
hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens
indtræden, dog ikke yderligere efter det 69. år, hvor der
tilkommer skadelidte halvdelen af fuld méngodtgørelse.
Baggrunden for denne regel er, at ældre skadelidte normalt skal leve
med ménet i kortere tid end yngre skadelidte.
I en af de betænkninger, som den gældende lov
bygger på (betænkning nr. 976/1983 om udmåling af
erstatning ved personskade og tab af forsørger), blev det
foreslået, at kapitaliseringsfaktoren skulle fastsættes
administrativt og svare til den nominelle markedsrente (den effektive
obligationsrente), og at løbetiden normalt skulle fastsættes som
forskellen mellem alderen på skadestidspunktet og 67 år reduceret
med den statistiske dødelighedssandsynlighed (udtrykt i de
såkaldte »dødelighedstavler« udarbejdet af den daværende
Statsanstalten for Livsforsikring).
Loven indeholder imidlertid en enklere løsning med
en fast kapitaliseringsfaktor, navnlig med henblik på at undgå,
at faktoren og dermed erstatningernes størrelse eventuelt skal
ændres hyppigt inden for kortere perioder som følge af udsving i
renten. Tildels som modvægt til den ret lave faktor på 6 skal der
efter loven ikke foretages fradrag for andre ydelser, der kommer til
udbetaling som følge af skaden f.eks. forsikringer og sociale
ydelser.
Arbejdsgruppen har undersøgt reglerne i de
øvrige nordiske og en række andre lande og anfører
(betænkningen side 43 f og 303 ff), at en generel sammenligning mellem
det danske og udenlandske erstatningsniveau er vanskelig, fordi en
række centrale regler er meget forskellige fra land til land det
gælder bl.a. reglerne om samspillet mellem erstatninger og andre
ydelser, som skadelidte modtager i anledning af skaden, herunder sociale
ydelser og forsikringsydelser, samt reglerne om beskatning af
erstatningsbeløb mv. og om muligheden for at udmåle
erstatningsbeløb som løbende erstatninger.
Arbejdsgruppen anfører, at der i lyset af
renteudviklingen mv. siden vedtagelsen af den gældende lov er behov for
at forhøje den faste kapitaliseringsfaktor, men at der fortsat ikke er
grundlag for at udarbejde kapitaliseringstabeller, der meget detaljeret
afhænger af skadelidtes alder. Arbejdsgruppen finder endvidere, at den
gældende ordning, hvorefter sociale ydelser, pensioner og forsikringer
som hovedregel ikke fradrages i erstatning eller godtgørelse,
bør bevares også i lyset af, at erstatninger efter
erstatningsansvarsloven for erhvervsevnetab mv. normalt heller ikke
indgår i beregningsgrundlaget for retten til sociale ydelser (bortset
fra retten til social pension, hvor grænsen for, hvor meget der kan
tjenes uden nedsættelse af pensionen, imidlertid er forholdsvis
høj).
Arbejdsgruppen anfører, at den
samfundsøkonomiske udvikling har medført, at
forudsætningerne bag fastsættelsen af kapitalfaktoren til 6 i
1984 ikke længere holder stik. I 1984 var den lange obligationsrente
således ca. 14 procent, mens den i dag er ca. 7,5 procent. En
skadelidt, der anbringer sin erhvervsevnetabserstatning i obligationer, vil
således i dag opnå et væsentligt lavere afkast, end hvad
der var forudsat ved fastsættelsen af kapitalfaktoren i 1984.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
kapitalfaktoren forhøjes fra 6 til 10. Med forhøjelsen
kompenseres der for den nedgang i renteniveauet, som er sket siden 1984.
Arbejdsgruppen foreslår tilsvarende forhøjelser af
méngodtgørelsen og af minimumsbeløbet for
forsørgertabserstatning. Den højeste erhvervsevnetabserstatning
vil efter arbejdsgruppens forslag udgøre 6.020.000 kr. (en stigning
på knap 2,5 mio. kr.), mens méngodtgørelsen ved en
méngrad på 100 procent vil udgøre 573.500 kr. mod 344.000
kr. i dag. Størrelsen af forsørgertabserstatningen til
ægtefæller og samlevere vil blive tilsvarende forhøjet.
Minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning foreslås
forhøjet fra 386.500 kr. til 644.000 kr.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere en ændring
af reglerne om nedsættelse af erstatning og godtgørelse på
grund af alder, således at nedsættelsen sker fra et tidligere
alderstrin og mere jævnt end efter de gældende regler.
Formålet hermed er bl.a. at bringe nedsættelsesreglerne i bedre
overensstemmelse med yngre og ældre skadelidtes reelle tab.
Der henvises til betænkningen side 72 ff.
På baggrund af de ændringer, der er sket i
renteniveauet siden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, er
Justitsministeriet enig i, at erstatnings- og godtgørelsesniveauet
bør forhøjes som foreslået af arbejdsgruppen for fortsat
at sikre de skadelidte en rimelig kompensation for det lidte tab.
Den gældende ordning med én fast
kapitaliseringsfaktor er indarbejdet i praksis og giver mulighed for en enkel
og hurtig erstatningsberegning. Justitsministeriet er enig i, at der er behov
for at differentiere erstatningerne mere end i dag, og at dette uden at
ændre lovens systematik kan ske på hensigtsmæssig
måde ved at opretholde en fast kapitaliseringsfaktor og ændre
nedsættelsesreglerne som foreslået af arbejdsgruppen.
Lovforslaget er således udformet i overensstemmelse
med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3,
5 og 7 9, og bemærkningerne hertil.
4.1.4. Genoptagelse af afsluttede sager
Efter arbejdsskadesikringsloven er der en vidtgående
adgang til genoptagelse af trufne afgørelser, og det sker ofte i
praksis. Denne ordning er mulig, fordi erstatning for erhvervsevnetab efter
arbejdsskadesikringsloven i vid udstrækning fastsættes som
løbende erstatninger, der senere kan reguleres op eller ned, og som i
øvrigt reguleres i takt med den almindelige lønudvikling.
Efter erstatningsansvarsloven udbetales erstatning og
godtgørelse derimod som kapitalerstatninger, og der er derfor et
væsentligt større behov for at træffe afgørelser,
der ikke senere skal revideres.
Efter lovens § 11 kan en afsluttet sag om
godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab
genoptages på skadelidtes begæring, hvis der indtræder
uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at
skadelidtes méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at
være væsentlig højere end først antaget. Ved
genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om méngraden og
erhvervsevnetabsprocenten på ny begæres forelagt for
Arbejdsskadestyrelsen efter bestemmelsen i § 10.
Hvis erhvervsevnetabsprocenten viser sig at være
højere end først antaget, men dette ikke skyldes
ændringer i helbredstilstanden, kan sagen således ikke
genoptages.
Reglen i lovens § 11 omfatter alene afgørelser
om erstatning for varige følger af skaden (erstatning for varigt
mén og erhvervsevnetab).
Den begrænsede adgang til at genoptage
erstatningssager efter erstatningsansvarslovens § 11 er navnlig blevet
kritiseret for at modvirke bestræbelserne på at fastholde flest
mulige skadelidte på arbejdsmarkedet, jf. herved betænkningen
side 68.
Det kan således anføres, at bestemmelsen
medfører en urimelig forskelsbehandling mellem de skadelidte, der
forsøger at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de
skadelidte, der med det samme opgiver deres arbejde.
For den, der fortsætter med at arbejde, vil
erhvervsevnetabet ofte blive fastsat til mindre end 15 procent, således
at den skadelidte ikke får nogen erhvervsevnetabserstatning, jf.
erstatningsansvarslovens § 5, stk. 3. Hvis den
pågældende efter få år må konstatere, at han
eller hun alligevel ikke er i stand til at opretholde en væsentlig og
varig tilknytning til arbejdsmarkedet, kan sagen ikke genoptages, idet der
ikke er indtrådt uforudsete ændringer i den
pågældendes helbredstilstand. Den, der straks opgiver
tilknytningen til arbejdsmarkedet, har derimod mulighed for med det samme at
få erstattet det fulde erhvervsevnetab.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
adgangen til at genoptage sager om erstatning for varige følger
udvides, således at ikke kun ændringer i helbredstilstanden kan
begrunde, at sagen genoptages, og således, at genoptagelsesadgangen
også for de varige skaders vedkommende kommer til at svare til, hvad
der følger af almindelige processuelle grundsætninger om
materiel retskraft. Genoptagelse skal således efter arbejdsgruppens
forslag være betinget af, at de faktiske omstændigheder
ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund
ved sagens afgørelse. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet,
f.eks. fordi det viser sig, at den pågældende alligevel ikke kan
bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed også kunne
føre til genoptagelse.
Efter arbejdsgruppens forslag skal det fortsat kun
være skadelidte, der kan begære sagen genoptaget.
Arbejdsgruppen foreslår, at en sag ikke skal kunne
kræves genoptaget alene med henblik på yderligere erstatning for
helbredelsesudgifter og andet tab eller yderligere godtgørelse for
svie og smerte. Disse erstatningsposter skal efter forslaget kun kunne
ændres, hvis sagen genoptages vedrørende andre poster, og kun
hvis der er sket uforudsete ændringer i skadelidtes
helbredstilstand.
Det foreslås endvidere, at retten til erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste ikke skal kunne genopstå, hvis der tidligere er
fastsat en erhvervsevnetabsprocent på 15 eller derover, idet den
skadelidte i så fald på genoptagelsestidspunktet vil være
overgået fra erstatning for midlertidigt tab (tabt arbejdsfortjeneste)
til erstatning for varigt tab (erhvervsevnetab).
Der henvises til betænkningen side 68 ff.
Justitsministeriet er enig i, at hensynet til så
vidt muligt at fastholde de skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet taler
for at lempe den gældende genoptagelsesregel i § 11. Hensynet til
de skadelidte taler også for, at erstatningssager bør kunne
genoptages i tilfælde, hvor der er udbetalt en vis
erhvervsevnetabserstatning, men hvor det efter nogen tid viser sig, at
erhvervsevnetabet selv om helbredstilstanden er uændret er
væsentligt større end først antaget.
Det er fortsat et væsentligt hensyn, at
erstatningssager bør afsluttes endeligt inden for rimelig tid. Med
arbejdsgruppens forslag om ophævelse af stationærtidspunktet og
indførelse af en mulighed for at træffe midlertidige
afgørelser om erhvervsevnetabet, skabes imidlertid en retstilstand,
der sikrer, at der i langt de fleste tilfælde træffes materielt
rigtige afgørelser allerede første gang, således at
behovet for at genoptage sager om erstatning for varige følger vil
blive mindre.
Justitsministeriet kan på den anførte
baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om en udvidelse af
genoptagelsesadgangen for så vidt angår de varige skader, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i,
at der er behov for i loven at regulere adgangen til genoptagelse også
for så vidt angår erstatning for midlertidige følger af
skaden. Der bør ikke kunne blive tale om genoptagelse af et betydeligt
antal sager om mindre beløb, f.eks. i tilfælde hvor det
efterfølgende viser sig, at helbredelsesudgifterne bliver
større end forventet.
Det foreslås således i overensstemmelse med
arbejdsgruppens forslag, at en erstatningssag ikke kan genoptages alene for
at rejse yderligere krav om erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab
eller godtgørelse for svie og smerte, og at en forhøjelse af
disse poster kun skal kunne ske, hvis der er indtrådt væsentlige
uforudsete ændringer i helbredstilstanden.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7
(ændring af lovens § 11), og bemærkningerne hertil.
4.1.5. Regulering og forrentning af erstatningsbeløb mv.
Efter erstatningslovens § 15 reguleres en række
beløb i loven årligt med 2,0 procent tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår.
Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der
skal finde sted.
Erstatnings- og godtgørelsesbeløb
fastsættes på grundlag af de beløb, der i henhold til
reguleringsreglen i stk. 1 var gældende på tidspunktet for
skadens indtræden, jf. lovens § 15, stk. 3. Det er
således skadestidspunktet, der er afgørende for beregningen af
godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab
og for tab af forsørger, og dermed bliver det uden betydning for
erstatningens størrelse, om sagens afgørelse trækker ud.
Selv om beløbene er reguleret opad, før sagen bliver afgjort,
medfører dette ikke en større erstatning eller
godtgørelse til den skadelidte.
Efter skadestidspunktet har den skadelidte imidlertid krav
på rente af godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse
for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab og erstatning for tab
af forsørger. Forrentningen sker fra skadestidspunktet til betaling
sker, jf. lovens § 16. Herved opnår den skadelidte en vis
kompensation for, at erstatnings- og godtgørelsesbeløbene ikke
reguleres efter skadestidspunktet, men i modsætning til erstatnings- og
godtgørelsesbeløbene er renten af disse skattepligtig.
Erstatnings- og godtgørelseskrav, der ikke omfattes af § 16, kan
kræves forrentet efter de almindelige regler i renteloven.
Samspillet mellem reguleringsreglen i § 15 og
rentereglen i § 16 har givet anledning til retssager om, i hvilket
omfang der kan kræves renter i de såkaldte differencesager, dvs.
arbejdsskadesager, hvor arbejdsgiveren også er erstatningsansvarlig
efter almindelige regler, således at den skadelidte både har krav
på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og krav mod arbejdsgiveren
efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
I differencesager nedsættes kravet efter
erstatningsansvarsloven i det omfang, der er betalt eller er pligt til at
betale erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, jf. § 59 i
arbejdsskadesikringsloven. Ydelserne efter arbejdsskadesikringsloven
fradrages, før der beregnes rente efter erstatningsansvarslovens
§ 16, og det medfører, at den skadelidte får en lavere
kompensation, fordi der kun beregnes renter fra skadestidspunktet af den del
af kravet efter erstatningsansvarsloven, der overstiger ydelsen efter
arbejdsskadesikringsloven. Havde skaden ikke været omfattet af
arbejdsskadesikringsloven, ville der have være beregnet renter af det
fulde krav.
Bl.a. for at undgå disse problemer foreslår
arbejdsgruppen, at reglerne ændres, således at erstatning og
godtgørelse efter erstatningsansvarsloven udmåles i
overensstemmelse med de regulerede beløb, der gælder på
udbetalingstidspunktet. Beløbene reguleres dermed, mens sagen
behandles, og rentereglerne får alene betydning for tiden fra den
seneste regulering indtil udbetalingstidspunktet.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der
indføres en ny fristregel for renteberegningen svarende til princippet
i forsikringsaftalelovens § 24, hvorefter krav mod et forsikringsselskab
om betaling af forsikringsydelsen forrentes med virkning fra udløbet
af en vis frist efter det tidspunkt, hvor selskabet har været i stand
til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at
bedømme berettigelsen og størrelsen af kravet. Arbejdsgruppen
foreslår, at fristen fastsættes til 1 måned, således
at skadevolderen får en rimelig tid til at anmelde erstatningskravet
over for sit forsikringsselskab, som efter reglen i forsikringsaftalelovens
§ 24 har 14 dage efter anmeldelsen til at udbetale beløbet.
Der henvises til betænkningen side 77 ff.
Justitsministeriet er enig i, at en regel om, at
erstatningsbeløbene reguleres, mens erstatningssagen verserer, vil
kunne løse det særlige renteproblem i differencesagerne, som
arbejdsgruppen har beskrevet, jf. ovenfor. Hvis behandlingen af
erstatningssagen strækker sig over en vis periode, kan det desuden
forekomme mere nærliggende at fastsætte
erstatningsbeløbene på grundlag af de senest regulerede
beløb i stedet for beløbene på et måske langt
tidligere skadestidspunkt.
Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig
arbejdsgruppens forslag om, at erstatningsbeløbene reguleres under
sagens behandling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.
lovforslagets § 1, nr. 12.
Arbejdsgruppens forslag går som nævnt ud
på, at de regulerede takster på udbetalingstidspunktet skal
anvendes. Under høringen over arbejdsgruppens betænkning er der
blevet peget på, at dette skæringstidspunkt kan være
uhensigtsmæssigt som skillelinie i tilfælde, hvor erstatningen
udbetales af en anden end den, der fastsætter erstatningen. Reguleres
taksterne i perioden mellem erstatningens fastsættelse og udbetaling,
vil der således skulle foretages en ny erstatningsberegning på
grundlag af de regulerede beløb. Desuden sker reguleringen for tiden
med en lavere procentsats end forrentningen, og arbejdsgruppens forslag vil
derfor kunne medføre, at der samlet skal betales et mindre
beløb (inklusive renter), hvis erstatningen først udbetales
efter næste regulering, end hvis beløbet udbetales straks.
For at undgå, at denne situation kan opstå, er
lovforslaget udformet således, at erstatning og godtgørelse i
stedet fastsættes på grundlag af de regulerede beløb, der
gælder på det tidspunkt, hvor forrentningen af kravet begynder,
jf. nedenfor.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
forslag om at ændre lovens renteregel, således at erstatnings- og
godtgørelsesbeløb kan kræves forrentet fra 1 måned
efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de
oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens
størrelse. Forrentningen sker ligesom efter den gældende lov med
rentelovens morarentesats.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 14, og
bemærkningerne hertil.
4.1.6. Overgangsbeløb til efterladte
Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal der ved
dødsfald betales erstatning for rimelige begravelsesudgifter og
erstatning for tab af forsørger. §§ 13 og 14 indeholder regler om
beregningen af forsørgertabserstatning til afdødes
ægtefælle eller samlever og til afdødes børn. Der
kan efter § 12 ydes erstatning for tab af forsørger til andre,
f.eks. til stedbørn og forældre, hvis der har været en
faktisk forsørgelse fra afdødes side. Loven indeholder regler
om nedsættelse af erstatningen på grund af afdødes
alder.
Det er uafklaret, i hvilket omfang andre udgifter som
følge af dødsfaldet, f.eks. flytteudgifter og udgifter til
hushjælp, kan kræves erstattet.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder en regel om, at der
ud over forsørgertabserstatning mv. kan udbetales et
overgangsbeløb, som pr. 1. januar 2001 udgør 108.000 kr., til
en af de efterladte, jf. lovens § 35. Overgangsbeløbet skal
dække de forskellige uforudsete udgifter, som et dødsfald ofte
medfører, men beløbet udbetales uanset den efterlevendes
faktiske omkostninger i de enkelte tilfælde. Beløbet udbetales
normalt til en efterladt ægtefælle eller hvis afdøde
ikke var gift til en samlever, hvis samlivet havde bestået mindst 2
år på tidspunktet for dødsfaldet. I begge tilfælde
er det en betingelse, at afdøde og efterladte levede sammen, da
dødsfaldet indtraf. Er der hverken en ægtefælle eller
samlever, som er berettiget til overgangsbeløbet, kan beløbet
under særlige omstændigheder udbetales til en anden efterladt
person, f.eks. til en samlever, hvor samlivet har varet mindre end 2
år, eller til forældre, børn eller andre
nærtstående.
De gældende regler i erstatningsansvarsloven om
nedsættelse af forsørgertabserstatning på grund af
afdødes alder indebærer, at der ikke udbetales
forsørgertabserstatning til en efterlevende ægtefælle
eller samlever, hvis afdøde var fyldt 67 år og ikke var
erhvervsaktiv. Dette kan opleves som urimeligt, idet den efterladte, selv om
afdøde ikke havde en erhvervsindtægt, ofte vil stå i en
fuldstændig ændret økonomisk situation efter
dødsfaldet. Der kan f.eks. være tale om, at den efterlevende som
følge af mistede pensionsindtægter fra den afdøde bliver
nødt til at flytte til en anden (billigere) bolig.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
der i erstatningsansvarsloven indsættes en regel om
overgangsbeløb i overensstemmelse med princippet i
arbejdsskadesikringsloven.
Arbejdsgruppen foreslår, at bestemmelsen udformes
således, at afgrænsningen af, hvem der som
»ægtefælle« eller »samlever« har krav på beløbet,
svarer til den afgrænsning, der gælder efter lovens § 13 om
forsørgertabserstatning. Det kræves således bl.a. ikke som
efter arbejdsskadesikringsloven, at ægtefællerne skal have
været samlevende på tidspunktet for dødsfaldet.
Der henvises til betænkningen side 78 ff.
Et passende overgangsbeløb vil kunne dække de
mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som regel er forbundet med en
ægtefælles eller samlevers død, f.eks. udgifter til
flytning, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter. Det kan
også forekomme mindre rimeligt, at udbetaling af et sådant
overgangsbeløb i dag er begrænset til tilfælde, hvor
dødsfaldet skyldes en arbejdsskade. Justitsministeriet kan på
denne baggrund tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om at indføre et
overgangsbeløb til afdødes ægtefælle eller samlever
eller i særlige tilfælde til andre efterladte.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (den
foreslåede § 14 a), og bemærkningerne hertil.
4.1.7. Erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab
Efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, ydes
der bl.a. erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab. Erstatningsposten
»helbredelsesudgifter« dækker i første række udgifter til
rimelige og nødvendige foranstaltninger med henblik på eller i
forbindelse med skadelidtes helbredelse. Omfattet er navnlig udgifter til
sygehusophold og rekreation, udgifter til transport til og fra sygehuse mv.,
kørestol, særligt syet fodtøj samt læge- og
tandlægeudgifter.
Udtrykket »andet tab« omfatter udgifter, som skadelidte
har i tiden umiddelbart efter skaden, men hvis størrelse og
sammenhæng med skaden måske vanskeligt kan dokumenteres. Denne
erstatningspost dækker bl.a. erstatning for forsinket uddannelse mv.
Udtrykket omfatter f.eks. også fremtidige forventede udgifter til
fornyelse af proteser, yderligere behandling mv., uanset om der kan siges at
være tale om egentlige helbredelsesudgifter.
Ved opgørelsen af skadelidtes tab fradrages sociale
ydelser og andre ydelser f.eks. udbetaling fra en privat sygeforsikring
der tilkommer skadelidte som følge af skaden, og som går til
afholdelse af ovennævnte faktiske udgifter.
Skadelidtes tilstand kan være af en sådan art,
at der bliver et længerevarende eller varigt behov for afholdelse af
udgifter som følge af skaden, f.eks. udgifter til medicin eller
proteser. Det er efter de gældende regler ikke fuldt afklaret, hvordan
erstatningen skal udmåles og eventuelt kapitaliseres, når der er
tale om løbende fremtidige udgifter. Viser det sig senere, at der er
behov for yderligere behandling, og er der ikke er taget højde herfor
ved erstatningsfastsættelsen (f.eks. ved kapitalisering), kan den
skadelidte som udgangspunkt rejse krav om yderligere erstatning.
Lovudkastet fra arbejdsgruppens flertal indeholder ikke
regler om beregningen af erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab,
mens professor, dr. jur. Bo von Eyben i sin mindretalsudtalelse har
anført, at spørgsmålet bør reguleres i loven.
Også i forbindelse med høringen over betænkningen er det
blevet anført, at der kan være behov for at afklare
retsstillingen med hensyn til udmåling af denne erstatningspost.
Justitsministeriet er enig i, at det vil være
hensigtsmæssigt at afklare retsstillingen med hensyn til
spørgsmålet om, i hvilket omfang og hvordan erstatning for
løbende fremtidige udgifter skal kapitaliseres.
Det foreslås på den baggrund, at der
indsættes en ny bestemmelse i loven, hvorefter fremtidige
helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden
erstattes som et kapitalbeløb.
Det foreslås, at der højst kan udbetales en
erstatning svarende til den forventede gennemsnitlige årlige udgift
ganget med 10. Skal udgifterne afholdes i mindre end 10 år, vil den
skadelidte således få samtlige udgifter dækket som et
engangsbeløb.
Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer med
hensyn til, hvilke erstatningsposter der kan kræves erstattet som
helbredelsesudgifter og andet tab, jf. lovens § 1, stk. 1 (som ikke
ændres). Der tilsigtes heller ingen ændring med hensyn til
fradrag for andre ydelser, som skadelidte modtager til dækning af de
pågældende udgifter, jf. ovenfor.
Efter den foreslåede § 11, stk. 3
(lovforslagets § 1, nr. 7), vil eventuelle senere krav om yderligere
erstatning kun kunne rejses, hvis betingelserne for genoptagelse af en eller
flere andre erstatningsposter er opfyldt, og kun, hvis der foreligger
væsentlige uforudsete ændringer i skadelidtes
helbredstilstand.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
4.1.8. Godtgørelse for svie og smerte
Godtgørelse for svie og smerte kompenserer navnlig
for den fysiske lidelse, der er en følge af skaden.
Godtgørelsen ydes efter lovens § 3 med faste takster pr. dag, som
afhænger af, om den skadelidte er sengeliggende eller ej. Pr. 1. januar
2001 er taksterne 180 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende, og
80 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være
sengeliggende.
Overstiger godtgørelsen 26.000 kr., kan de
nævnte beløb fraviges, og der er således mulighed for
skønsmæssig fastsættelse ved længere
sygeperioder.
Godtgørelsen ydes fra skadens indtræden, og
indtil den skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær. I
retspraksis er der dog ydet godtgørelse også efter
stationærtidspunktet i et tilfælde, hvor helbredstilstanden var
stationær straks fra ulykkestidspunktet, jf. betænkningen side
84.
Der kan som hovedregel kun ydes godtgørelse,
så længe den skadelidte er »syg«, dvs. er sygemeldt og undergivet
en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden
måde, f.eks. genoptræning. Selv om den skadelidte ikke er syg,
kan der i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og
smerte, f.eks. hvis skaden midlertidigt generer de normale legemsfunktioner,
uden at skadelidte kan siges at være syg.
Arbejdsgruppen foreslår, at stationærbegrebet
udgår af lovens § 3, således at godtgørelse for svie
og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, og med
mulighed for i særlige tilfælde at tilkende godtgørelse,
selv om den skadelidte ikke er syg. Med ophævelsen af
stationærtidspunktet præciseres det, at der også kan ydes
godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor
helbredstilstanden er stationær straks på skadestidspunktet.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at bestemmelsen
forenkles således, at sondringen mellem sengeliggende og
oppegående sygedage ophæves og erstattes af én takst for
godtgørelse for svie og smerte. Sondringen mellem sengeliggende og
oppegående kan forekomme mindre relevant ved en vurdering af, hvilken
fysisk lidelse en skade påfører den skadelidte.
Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der
fastsættes et maksimumbeløb for svie- og
smertegodtgørelse på 50.000 kr. Det svarer til, hvad der antages
at gælde i dag, jf. betænkningen side 83.
Der henvises til betænkningen side 83 ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (ændring af lovens
§ 3), og bemærkningerne hertil.
4.1.9. Tortgodtgørelse
Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1,
skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens
frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede
godtgørelse for tort. »Tort« er navnlig en krænkelse af selv- og
æresfølelsen, dvs. en persons opfattelse af eget værd og
omdømme. I praksis ydes der navnlig tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven for ærekrænkelser mv.,
frihedsberøvelse og sædelighedsforbrydelser.
Tortgodtgørelse udmåles under hensyn til krænkelsens
grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i
øvrigt.
Ved voldtægt eller voldtægtslignende
forbrydelser lægges der ved udmålingen af godtgørelsens
størrelse bl.a. vægt på, om forbrydelsen blev fuldbyrdet,
om der er anvendt vold i større eller mindre omfang, om forurettedes
børn eller andre nære pårørende har overværet
forbrydelsen, om voldtægten mv. har været mere end ganske
kortvarig, om forurettede var meget ung eller gammel, om forbrydelsen har
medført en særlig ydmygelse af forurettede, om forurettede
på grund af gerningsmandens forhold har skullet igennem en
særligt belastende efterforskning, om forurettede har været
nødt til permanent eller midlertidigt at skifte bolig, og om
forurettede på grund af forbrydelsen har modtaget
behandling/terapi.
Der er en omfattende retspraksis vedrørende
udmåling af tortgodtgørelse ved sædelighedsforbrydelser.
Det aktuelle udmålingsniveau kan i hovedtræk beskrives
således, at der i »normale« tilfælde af fuldbyrdet voldtægt
ydes en godtgørelse på 30.000 kr. Ved meget grove tilfælde
kan godtgørelsen stige op til 35.000 kr. og i ganske særlige
tilfælde (f.eks. hvis flere gerningsmænd har deltaget) op til
40.000 45.000 kr. eller højere. Ved forsøg på
voldtægt er godtgørelsen normalt på 15.000 20.000 kr.,
bl.a. afhængigt af, hvor langt gerningsmanden er kommet i sit
forsøg på at tiltvinge sig samleje med ofret, samt forholdets
grovhed i øvrigt. Ved incest med mindreårige udmåles
tortgodtgørelsen som regel til mindst 10.000 kr., efter
omstændighederne dog til et noget højere beløb.
Arbejdsgruppen finder, at de
godtgørelsesbeløb, der i praksis udmåles ved
sædelighedsforbrydelser mv., formentlig ofte kan opleves som urimeligt
lave, når de ses i lyset af den krænkelse, den forurettede har
været udsat for. En sædelighedsforbrydelse kan i særlig
grad virke krænkende for forurettede.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at
der til § 26 føjes en ny bestemmelse, hvorefter det ved
fastsættelse af tortgodtgørelsen kan tillægges
særlig vægt, at krænkelsen er begået ved en
overtrædelse af straffelovens kapitler 23 24, dvs. forbrydelser mod
kønssædeligheden og forbrydelser i familieforhold, herunder
navnlig incest. Der bør efter arbejdsgruppens opfattelse med baggrund
heri som udgangspunkt sigtes mod en fordobling af
godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau i
tilsvarende tilfælde ved sædelighedsforbrydelser mv., jf.
ovenfor. Fastsættelsen af godtgørelsen skal i øvrigt
fortsat ske ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i
den enkelte sag.
Efter bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26,
stk. 3, finder bestemmelserne i lovens § 18, stk. 1 og 2,
tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter § 26,
stk. 1 og 2. Derimod henvises der i bestemmelsen ikke til lovens
§ 18, stk. 3, hvorefter godtgørelseskrav kan holdes uden for
formueforholdet mellem ægtefæller ved skifte i tilfælde af
skilsmisse, separation eller bosondring. Der har derfor været rejst
tvivl om, hvorvidt tortgodtgørelse kan holdes uden for formueforholdet
i disse tilfælde.
Under hensyn til, at tortgodtgørelse efter
§ 26 i høj grad er et personligt betinget krav, foreslår
arbejdsgruppen, at det præciseres, at denne godtgørelse ikke
indgår i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved
skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller
bosondring, jf. lovens § 18, stk. 3.
Der henvises til betænkningen side 86 ff.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 og 16, og
bemærkningerne hertil.
4.2. Offererstatningsloven
4.2.1. Fradrag for sociale ydelser mv.
Erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er efter
offererstatningslovens § 7, stk. 1, subsidiær i forhold til
dækning fra anden side, idet staten efter bestemmelsen ikke yder
erstatning, i det omfang skaden godtgøres af skadevolder eller
dækkes af ydelser efter den sociale lovgivning, løn under
sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske
ydelser.
Bestemmelsen indebærer således, at ydelser fra
anden side, herunder sociale ydelser, skal fratrækkes i erstatningen
fra staten, hvis den pågældende ydelse helt eller delvis
dækker en tabspost, der kræves erstatning for. Løn under
sygdom og udbetalte sygedagpenge fra det offentlige skal f.eks.
fratrækkes i en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, mens en privat
forsikring, der kommer til udbetaling ved invaliditet, skal fratrækkes
i en godtgørelse for varigt mén, og førtidspension skal
fratrækkes i en erstatning for erhvervsevnetab.
Offererstatningsloven har således alene karakter af
et »socialt sikkerhedsnet«. Staten er ikke skadevolder og har ved loven alene
påtaget sig at betale erstatning til ofret, når den
pågældende ikke har mulighed for på anden måde at
få dækket sit økonomiske tab.
Som følge af fradragsreglen i
offererstatningslovens § 7, og som følge af, at gerningsmanden
meget ofte ikke er i stand til at betale, kan ofre for forbrydelser
imidlertid i praksis opleve det således, at de i modsætning til
andre skadelidte på områder, hvor det offentlige tilbyder
erstatning i videre omfang, end man er forpligtet til efter de almindelige
erstatningsretlige regler f.eks. patienter på offentlige sygehuse,
jf. patientforsikringsloven ikke får fuld erstatning, eftersom
sociale ydelser mv. ikke fradrages i erstatninger, der udmåles efter
erstatningsansvarsloven. I praksis kan den reelle situation opleves
således, at den skadelidte er bedre stillet, hvis en personskade er
blevet påført ved f.eks. en trafikulykke, end hvis den samme
skade er forvoldt ved en voldsforbrydelse.
Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund at
ophæve offererstatningslovens princip om, at erstatningen fra staten er
subsidiær. Der bør dog fortsat bl.a. ske fradrag for udgifter,
der dækkes af skadelidtes forsikring.
Der henvises til betænkningen side 89 ff.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Ordningen efter
offererstatningsloven vil hermed blive bragt på linje med den, der
gælder på andre områder, hvor det offentlige påtager
sig en erstatningspligt uden nødvendigvis at være
erstatningsansvarlig efter almindelige regler, jf. navnlig
patientforsikringsloven og lægemiddelerstatningsloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og
bemærkningerne hertil.
4.2.2. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold
Efter offererstatningslovens § 10 forudsætter
erstatning efter denne lov, at overtrædelsen af straffeloven er anmeldt
til politiet uden unødigt ophold, og at skadelidte under en eventuel
straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.
Efter § 10, stk. 2, kan erstatning dog »i særlige
tilfælde« ydes, selv om disse betingelser ikke er opfyldt.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det efter
offererstatningsloven som udgangspunkt fortsat er skadevolderen selv, der
skal betale erstatning til skadelidte, og at staten kan rejse regreskrav mod
skadevolderen, når staten har udbetalt erstatning.
Politiets efterforskning er nødvendig for at
konstatere, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, og en
hurtig politianmeldelse er i reglen en forudsætning for, at politiets
efterforskning kan føre til opklaring af sagen og
retsforfølgning af skadevolderen. Erfaringen viser, at jo hurtigere en
forbrydelse anmeldes til politiet, jo større sandsynlighed er der for,
at politiet pågriber gerningsmanden eller finder vidner, hvis
forklaringer kan føre til pågribelse af gerningsmanden.
Kravet om hurtig politianmeldelse kan desuden medvirke til
at forebygge misbrug af erstatningsordningen.
Erstatningsnævnet anser i praksis normalt en
politianmeldelse inden 24 timer efter gerningstidspunktet for at for at
være sket »uden unødigt ophold«. I nogle tilfælde ses der
imidlertid bort fra denne frist. Hvis det på grund af ofrets tilstand
har været umuligt at indgive politianmeldelse, regnes fristen
således først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ofret
at indgive politianmeldelse, eventuelt telefonisk. Det anses ikke i sig selv
for at hindre ofret i at indgive politianmeldelse, at den
pågældende er indlagt på sygehus, men bevidstløshed
og anden alvorlig tilskadekomst kan forhindre ofret i straks at anmelde
forbrydelsen.
Der ses bl.a. også bort fra, at politianmeldelse er
sket sent, hvis der rejses tiltale, og det ved en dom over skadevolderen
fastslås, at der foreligger en straffelovsovertrædelse. Det samme
gælder i andre tilfælde, hvor skadevolderen er kendt, men hvor
der ikke rejses tiltale, f.eks. på grund af tiltalefrafald.
Endvidere ses der bort fra, at politianmeldelse ikke er
sket uden unødigt ophold, hvis f.eks. skadelidte med rimelighed gik ud
fra, at andre ville anmelde forbrydelsen, eller hvis ofret og gerningsmanden
står hinanden nær, således at det vil virke urimeligt at
kræve politianmeldelse.
Erstatningsnævnet har endvidere oplyst over for
arbejdsgruppen (betænkningen side 301), at man i en række nyere
afgørelser efter en konkret vurdering har anerkendt krav uanset en sen
anmeldelse, hvis der ikke har været berettiget tvivl om, at der var
tale om en overtrædelse af straffeloven, og hvis en hurtigere
anmeldelse må antages ikke at ville have gjort nogen forskel for
så vidt angår politiets muligheder for at opklare sagen.
Arbejdsgruppen finder, at der må lægges
betydelig vægt på de hensyn, der ligger bag kravet om
politianmeldelse uden unødigt ophold, men at en for streng
håndhævelse af reglen vil kunne opfattes som urimelig.
Arbejdsgruppen foreslår, at formuleringen af dispensationsbestemmelsen
i § 10, stk. 2, »blødes op«, således at der bliver
mulighed for at fravige kravet ud fra en lidt friere vurdering end efter den
gældende bestemmelse.
Der henvises til betænkningen side 95 f.
I lyset af, at afslag på erstatning fra staten ofte
vil være særdeles indgribende for ofret, er Justitsministeriet
enig i, at kravet om politianmeldelse uden unødigt ophold bør
kunne fraviges ud fra en lidt friere konkret vurdering af forholdene i den
enkelte sag. Det foreslås således i overensstemmelse med
arbejdsgruppens lovudkast, at fravigelse kan ske »hvis forholdene taler for
det«. Det er fortsat en betingelse for at fravige hovedreglen, at der er
konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for det.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og
bemærkningerne hertil.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget vil generelt hæve erstatningsniveauet
ved personskade med i gennemsnit godt halvdelen og vil have økonomiske
konsekvenser for det offentlige, borgere og erhvervsliv.
5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
5.1.1. Udgifter for det offentlige
Den foreslåede stigning i erstatningerne ved
personskade vil bl.a. omfatte de erstatninger, som staten udbetaler til ofre
for forbrydelser i medfør af offererstatningsloven. Nævnet
vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser har oplyst,
at det samlede udgiftsniveau hertil i 1999 var på ca. 34 mio. kr. Med
en anslået generel stigning i erstatningsniveauet med halvdelen
indebærer dette, at Justitsministeriets udgifter til offererstatninger
vil stige med ca. 15 mio. kr. pr. år. Hertil kommer en anslået
stigning på ca. 8 10 mio. kr. som følge af forslaget om
ændring af fradragsreglen i offererstatningslovens § 7. Denne
ændring indebærer, at der ikke i videre omfang end efter reglerne
i erstatningsansvarsloven skal foretages fradrag i erstatningen for sociale
ydelser mv., som tilfalder skadelidte i anledning af skaden. Den samlede
stigning i statens udgifter til offererstatningsordningen vil således
være ca. 25 mio. kr. årligt.
Lovforslaget vil endvidere medføre øgede
udgifter til erstatning i medfør af patientforsikringsloven til
personer, der kommer til skade i forbindelse med undersøgelse,
behandling eller lignende på offentlige sygehuse mv.
Patientforsikringsforeningen har oplyst, at det samlede udgiftsniveau til
patientforsikringsordningen i 1999 var på ca. 114 mio. kr. Med en
anslået generel stigning i erstatningsniveauet med halvdelen
indebærer dette, at amternes udgifter til patientforsikringsordningen
vil stige med ca. 60 mio. kr. årligt.
Hertil kommer, at Socialministeriet i lyset af de
foreslåede ændringer af erstatningsansvarsloven agter at
fremkomme med lovforslag om ændring af arbejdsskadesikringsloven, der,
når forhøjelsen er slået fuldt igennem, forventes at ville
medføre samlede merudgifter for staten og for kommuner og amter i
størrelsesordenen 20 25 mio. kr. årligt.
De to lovforslag vil således tilsammen
medføre øgede udgifter på i størrelsesordenen 105
110 mio. kr. årligt for det offentlige.
5.1.2. Indtægter for det offentlige
Forslaget om at forhøje erstatningsniveauet ved
personskade vil føre til præmiestigninger på
ansvarsforsikringer. Brancheorganisationen Forsikring & Pension har
således oplyst, at lovforslaget isoleret set skønnes at ville
give grundlag for præmiestigninger på normale bilforsikringer
(kombinerede kasko- og ansvarsforsikringer) på gennemsnitligt 300 400
kr. årligt. I forhold til ansvarsforsikringsdelen anslås det, at
stigningen udgør ca. 25 30 procent af
ansvarsforsikringspræmien. Beregningerne er imidlertid behæftet
med ret stor usikkerhed, og stigningen dækker over meget store
variationer, idet stigningen bl.a. vil afhænge af biltype,
forsikringstagerens aktuelle præmietrin mv.
Der svares afgift på 50 procent til statskassen af
en række ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., jf.
lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Den
forventede stigning i præmien på disse ansvarsforsikringer ville
således som udgangspunkt medføre øgede indtægter
for statskassen på i størrelsesordenen 150 200 kr.
årligt pr. ansvarsforsikring, og disse indtægter ville overstige
de forventede udgifter for det offentlige, jf. herom ovenfor under pkt.
5.1.1.
Det er imidlertid væsentligt for regeringen, at
forslaget samlet set ikke fører til merindtægter for det
offentlige, og det foreslås derfor at nedsætte afgiftssatserne i
lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.
Afgiftssatserne foreslås nedsat således, at indtægterne til
det offentlige som følge af de højere præmiebetalinger
ikke overstiger det offentliges udgifter ved lovforslaget. Samlet set
skønnes lovforslaget således sammen med det kommende forslag
om ændring af arbejdsskadesikringsloven at være udgifts- og
indtægtsneutralt for det offentlige.
5.1.3. Administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for det offentlige.
5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
5.2.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget vil ikke have direkte omkostningsvirkning for
erhvervslivet, men lovforslaget vil på flere områder have afledte
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Den foreslåede forhøjelse af
erstatningsniveauet vil bl.a. medføre stigninger i
forsikringspræmierne. Brancheorganisationen Forsikring & Pension
har således som nævnt under pkt. 5.1.2. oplyst, at lovforslaget
isoleret set skønnes at ville give grundlag for præmiestigninger
på normale bilforsikringer på gennemsnitligt 300 400 kr.
årligt. Hertil kommer forsikringspræmieafgiften, der med den
foreslåede nedsættelse vil udgøre ca. 60 kr. årligt
pr. ansvarsforsikring. Præmierne på normale
bilansvarsforsikringer skønnes således at ville stige med
gennemsnitligt 360 460 kr. årligt. Pr. juni 2000 var der ca. 134.000
køretøjer i erhvervene. Merudgiften til
bilansvarsforsikringspræmier skønnes således at ville
udgøre ca. 48 62 mio. kr. årligt for erhvervslivet.
Lovforslaget skønnes endvidere at ville
medføre merudgifter for erhvervslivet til erhvervsansvarsforsikringer.
Forsikring & Pension har oplyst, at de samlede erstatningsudbetalinger
for så vidt angår erhvervsansvarsforsikringer skønnes at
ville stige med 20 30 procent. Beregningerne er behæftet med stor
usikkerhed, og stigningen dækker over meget betydelige variationer,
bl.a. afhængig af branche.
Forsikringsoplysningen har oplyst, at
bruttoerstatningsudbetalingerne for 1999 på erhvervsansvarsforsikringer
(inklusive produktansvar og professionsansvar) udgjorde 532 mio. kr., mens
bruttopræmieindbetalingerne udgjorde 869 mio. kr. Det er ikke muligt at
udskille tallene vedrørende produkt- og professionsansvar.
Hvis det antages, at præmierne stiger i samme omfang
som udbetalingerne, vil en stigning i erstatningsudbetalingerne på 20
procent medføre en forhøjelse af præmierne fra 869 mio.
kr. til 1.043 mio. kr., svarende til 174 mio. kr. årligt. Det
bemærkes, at tallene ikke er korrigeret for mulige forskelle i
stigningstakten for så vidt angår erstatningsudbetalinger
på de enkelte dele af erhvervsansvarsområdet, navnlig
vedrørende produktansvar og professionsansvar. Beregningerne er bl.a.
af denne grund behæftet med meget betydelig usikkerhed.
Samlet skønnes lovforslaget således at ville
medføre afledte merudgifter for erhvervslivet på ca. 222 236
mio. kr. årligt.
Hertil kommer, at Socialministeriet som nævnt agter
at fremkomme med lovforslag om ændring af arbejdsskadesikringsloven.
Dette forslag forventes at ville medføre merudgifter for erhvervslivet
på ca. 57 mio. kr. årligt.
5.2.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
5.3. Økonomiske konsekvenser for borgerne
Som nævnt skønnes lovforslaget at ville give
grundlag for præmiestigninger på bilforsikringer på
gennemsnitligt ca. 360 460 kr. årligt. Pr. juni 2000 var der ca. 1,7
mio. privatbiler, og merudgiften til bilansvarsforsikringerne skønnes
således at ville udgøre i størrelsesordenen ca. 612 782
mio. kr. årligt for borgerne.
Forslaget vil medføre en væsentlig
forhøjelse af de erstatningsbeløb mv., der udmåles til de
skadelidte.
5.4. Miljømæssige konsekvenser og EU-retlige aspekter
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
5.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Lovforslagets konsekvenser er således i
hovedtræk med de nævnte store usikkerheder:
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten
Indtægter på ca. 104 mio. kr. årligt fra
afgiften på bilansvarsforsikringer
Merudgifter til offererstatningsordningen på ca. 25
mio. kr. årligt.
Generel nedsættelse af satsen for afgift på
bilansvarsforsikringer
Økonomiske konsekvenser for kommuner og
amtskommuner
Ingen
Merudgifter på ca. 60 mio. kr. til
patientforsikringsordningen.
Forslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Merudgifter til bilansvarsforsikringspræmier og
erhvervsansvarsforsikringspræmier skønnes til ca. 222 236 mio.
kr. årligt
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for borgerne
En væsentlig forhøjelse af erstatningerne til de
skadelidte
Merudgifter til bilansvarsforsikringspræmier i
størrelsesordenen 612 782 mio. kr. årligt
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
Hertil kommer merudgifter for det offentlige
på i størrelsesordenen 20 25 mio. kr. årligt samt
merudgifter for erhvervslivet på ca. 57 mio. kr. årligt som
følge af det kommende forslag om ændring af
arbejdsskadesikringsloven.
6. Høring
Betænkning nr. 1383/2000 om revision af
erstatningsansvarsloven mv. har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten i København,
præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for
retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd,
Entreprenørforeningen, Finansrådet, Forbrugerrådet,
Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen
Stop Volden, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune,
Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og
Ulykkesskadede, Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Landsorganisationen
Forebyg vold, hjælp voldsramte, Landsorganisationen i Danmark,
Lægemiddelindustriforeningen, Nævnet vedrørende erstatning
til ofre for forbrydelser, Patientforsikringsforeningen,
Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen i § 1 a er ny og indeholder
regler om, hvordan erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet
fremtidigt tab efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, skal
opgøres. De foreslåede regler vedrører alene den
fremgangsmåde, der skal anvendes ved opgørelsen af erstatningen,
og bestemmelsen indebærer således ingen ændringer af,
hvilke udgifter der kan erstattes som helbredelsesudgifter og andet tab efter
§ 1, stk. 1. Bestemmelsen indebærer heller ikke nogen
ændring af gældende regler om fradrag for andre ydelser, som den
skadelidte modtager til dækning af de pågældende
udgifter.
Om baggrunden for bestemmelsen henvises til pkt. 4.1.7. i
de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsen skal fremtidige helbredelsesudgifter og
andet tab erstattes som et kapitalbeløb. Den skadelidtes fremtidige
udgifter til medicin mv. som følge af skaden skal således
erstattes med et samlet éngangsbeløb.
Er det ved sagens afgørelse klart, at udgifterne
vil ophøre inden for 10 år, skal erstatningen opgøres ved
en sammenlægning af de forventede udgifter. Den forventede årlige
udgift skal normalt fastsættes på grundlag af prisniveauet for
den pågældende behandling f.eks. medicinprisen på
tidspunktet for sagens afgørelse.
Er der tale om længerevarende eller permanente
løbende udgifter, f.eks. varige medicinudgifter, skal erstatningen
kapitaliseres ved at gange den forventede gennemsnitlige årlige udgift
med 10. Hvis f.eks. skadelidte må forventes at skulle have udskiftet en
tandprotese hvert 15. år, kapitaliseres erstatningen ved at dividere
den forventede udgift til udskiftning af protesen med 15 og derefter gange
med 10.
Ved permanente eller længerevarende udgifter vil det
samlede udgiftsbeløb normalt blive mindre for en ældre skadelidt
end for en yngre. Det foreslås derfor, at kapitaliserede
erstatningsbeløb skal nedsættes efter den foreslåede
§ 4, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 3) om nedtrapning af
méngodtgørelsen som følge af skadelidtes alder.
Reglen om, at erstatningen skal udmåles som et
kapitalbeløb, medfører, at der kun kan rejses krav om
yderligere erstatning for sådanne udgifter, hvis betingelserne for
genoptagelse efter lovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 7) er
opfyldt.
Denne virkning indtræder dog først, når
sagen er endeligt afsluttet vedrørende samtlige erstatningsposter.
Omfatter erstatningssagen f.eks. krav om erstatning for helbredelsesudgifter,
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og méngodtgørelse, kan
der rejses krav om yderligere erstatning for helbredelsesudgifter, indtil
sagen er afsluttet for så vidt angår begge de øvrige
erstatningsposter.
Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet ændringer i
fastsættelsen af erstatning for forsinket uddannelse mv., der i
overensstemmelse med den hidtidige praksis forudsættes erstattet med et
skønsmæssigt fastsat engangsbeløb.
Til nr. 2
De foreslåede ændringer af § 2,
stk. 1, indebærer navnlig den ændring i forhold til
gældende ret, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i
tilfælde, hvor der er lidt et varigt erhvervsevnetab, ikke
længere ophører, når skadelidtes helbredstilstand er
blevet stationær, men først, når det er muligt
midlertidigt eller endeligt at skønne over den fremtidige
erhvervsevne.
Er der ikke lidt et varigt erhvervsevnetab, vil der efter
forslaget kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil
den skadelidte »kan begynde at arbejde igen«. Dette svarer til gældende
ret.
Skadelidte vil have mulighed for at genvinde retten til
tabt arbejdsfortjeneste, hvis sygdommen genopstår, eller hvis f.eks. en
nødvendig operation først kan foretages på et senere
tidspunkt, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2000, side 2018, og de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.1. Dette vil også kunne følge af den foreslåede
§ 11, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7) om skadelidtes adgang
til at kræve genoptagelse af sagen på grund af væsentligt
ændrede forhold.
Bestemmelsen i 2. pkt. drejer sig om
tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om erstatning
for varigt erhvervsevnetab. Hvis der lides et varigt erhvervsevnetab, skal
der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor
det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes
fremtidige erhvervsevne. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den
foreslåede ændring af lovens § 10 (lovforslagets § 1,
nr. 7), hvorefter Arbejdsskadestyrelsen skal afgive en udtalelse om
erhvervsevnetabsprocenten så vidt muligt inden 1 år og senest 2
år efter fremsættelsen af anmodning herom. Udtalelsen kan
være midlertidig, hvis den erhvervsmæssige situation under
særlige omstændigheder ikke er afklaret. Dette svarer til
retsstillingen efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 4.
Om de tilfælde, hvor det kan blive aktuelt, at der afgives en
midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, henvises til
bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 4
(ændring af lovens § 5).
Foreligger der en midlertidig udtalelse fra
Arbejdsskadestyrelsen, ophører retten til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Der kan imidlertid fra dette tidspunkt kræves en
foreløbig erstatning for erhvervsevnetab på baggrund af den
midlertidige udtalelse, jf. den foreslåede § 16, stk. 1, 2.
pkt. (lovforslagets § 1, nr. 14).
For at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
ophører, er det således efter bestemmelsen en betingelse, at det
må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, og
det forudsættes, at der skal være lidt et erhvervsevnetab, som
kan danne grundlag for en erstatningsudbetaling til den skadelidte. Retten
til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder således ikke,
hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse er en
»nul-afgørelse« (dvs. en afgørelse om, at erhvervsevnetabet er
mindre end 15 procent og dermed ikke berettiger til
erhvervsevnetabserstatning). Ellers ville der kunne opstå et
økonomisk »hul« mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og en
senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det viser sig, at erhvervsevnetabet
alligevel er på 15 procent eller mere.
I de såkaldte differencesager, hvor skaden
både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af
erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende
beløb efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af
arbejdsskadesikringslovens § 59, 2. pkt., først kræve det
overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet.
Det foreslås derfor, at den skadelidtes krav på erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der
træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter
arbejdsskadesikringslovens § 31, idet en afgørelse efter denne
bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan
kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav.
Skadelidte har efter almindelige erstatningsretlige regler
pligt til at begrænse sit tab. Det fremgår i overensstemmelse
hermed af § 2, stk. 1, at skadelidte alene kan kræve
erstatning, indtil han kan begynde at arbejde igen, eller det er
muligt at skønne over erhvervsevnen.
Tabsbegrænsningspligten skal ses i sammenhæng
med den foreslåede ændring af lovens § 5, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4. Denne bestemmelse foreslås ændret således,
at der ved fastsættelsen af den skadelidtes erhvervsevnetab skal tages
hensyn til »muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
genoptræning eller lignende«. Det vil således kunne komme den
skadelidte til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse
erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og
aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende
social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at
denne ændring vil få afsmittende virkning på
fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige
regler også gælder vedrørende erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste efter § 2.
Hvis den skadelidte således uden rimelig grund
nægter at deltage i de aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen
på grund af forhold på den skadelidtes side trækker ud,
således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette efter
omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt
arbejdsfortjeneste fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for
heller ikke midlertidigt at vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har
således pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige
erhvervsevne. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i de
senere års social- og arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er
en betingelse for at opnå ret til fuld kontanthjælp efter lov om
aktiv socialpolitik eller dagpenge efter
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Den skadelidte har dog kun pligt til at begrænse sit
tab, i det omfang dette kan ske, uden at han selv skal afholde
omkostningerne. Dette vil i praksis betyde, at det er de helt eller delvist
offentligt finansierede aktiviteter, der kommer på tale. Som en
konsekvens heraf kan skadevolderen ikke pålægges at afholde
udgifterne som »helbredelsesudgifter og andet tab« efter lovens § 1,
stk. 1. Det offentlige har heller ikke regres mod skadevolder for
afholdte udgifter til revalidering mv., jf. lovens § 17.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.1.
Til nr. 3
Til § 3
Der foreslås en forenkling af reglen om
godtgørelse for svie og smerte, således at sondringen mellem
sengeliggende og oppegående dage ophæves, og der i stedet
anvendes en enhedstakst på 130 kr. pr. sygedag. I stedet for den
gældende regel om en skønsmæssig nedsættelse ved
godtgørelsesbeløb over 26.000 kr. foreslås et
maksimumbeløb på 50.000 kr.
Det foreslås, at godtgørelse for svie og
smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, uanset
hvornår helbredstilstanden er stationær. Kriteriet »er syg« skal
forstås på samme måde som hidtil, dvs. at skadelidte er
sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge
eller på anden måde, f.eks. ved genoptræning. Sygdommen
skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring eller lignende.
Hvis skaden har haft varige følger, vil der som
udgangspunkt kun kunne ydes godtgørelse for svie og smerte indtil det
tidspunkt, hvor skadelidtes méngrad kan fastsættes. På
dette tidspunkt træder krav på méngodtgørelse i
stedet for krav på godtgørelse for svie og smerte. Der vil dog
som hidtil også kunne ydes en vis godtgørelse for svie og smerte
i tilfælde, hvor det varige mén kan vurderes straks på
ulykkestidspunktet, f.eks. hvis en håndværker mister
»arbejdsarmen«.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.8.
Til § 4
I stk. 1 foreslås
méngodtgørelsen forhøjet forholdsmæssigt svarende
til forhøjelsen af erhvervsevnetabserstatningen, jf. den
foreslåede ændring af § 6 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Samtidig udgår stationærtidspunktet som
kriterium for, hvornår méngraden skal fastsættes.
Fastsættelse af méngraden skal efter lovforslaget ske, når
det er muligt at bedømme skadelidtes varige mén, jf. den
foreslåede formulering af lovens § 16, stk. 1 (lovforslagets
§ 1, nr. 14). I praksis vil dette dog formentlig ofte være det
tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke
vil blive yderligere forbedret, altså stationærtidspunktet.
I stk. 2 foreslås nogle ændringer
af nedsættelsesreglen, som med redaktionelle ændringer svarer til
arbejdsgruppens forslag. Forslaget går ud på at indføre en
mere jævn nedsættelsestakt end efter den gældende
bestemmelse, således at nedsættelsen begynder fra det 40.
år (mod det 60. år i dag) og slutter ved det 69. år, hvor
godtgørelsen udgør 60 procent af højeste
godtgørelse (mod 50 procent i dag).
Som eksempler på anvendelsen af
nedsættelsesreglerne kan nævnes, at méngodtgørelsen
til en skadelidt, der var 45 år ved skadens indtræden, skal
nedsættes med 6 procent, svarende til 1 procent for hvert år den
skadelidte var ældre end 39 år, jf. bestemmelsens 1. pkt. For en
skadelidt, der var 65 år på skadestidspunktet, nedsættes
godtgørelsen med 26 procent efter bestemmelsen 1. pkt. og med 6
procent efter bestemmelsens 2. pkt., i alt 32 procent. Var skadelidte 69
år eller ældre på skadestidspunktet, begrænses
nedsættelsen af bestemmelsens 3. pkt., således at
godtgørelsen nedsættes med 30 procent efter 1. pkt. og med 10
procent efter 2. pkt., i alt 40 procent.
Nedsættelsen sker ikke så brat som for
erhvervsevnetabets vedkommende, jf. den foreslåede formulering af
§ 9 (lovforslagets § 1, nr. 7), og nedsættelsen slutter
på et forholdsvis højt niveau (40 procent). Det skyldes, at den
resterende levetid for den skadelidte typisk vil være længere end
den resterende erhvervsaktive periode, og at ældre skadelidte normalt
har relativt sværere ved at vænne sig til ménet end yngre
skadelidte.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.3.
Til nr. 4
Det foreslås, at stationærbegrebet udgår
af bestemmelsen, jf. stk. 1.
Fastsættelse af erhvervsevnetabet skal i stedet ske
på det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne over skadelidtes
erhvervsevne, jf. den foreslåede formulering af § 16, stk. 1
(lovforslagets § 1, nr. 14).
Som følge heraf foreslås det i
stk. 2, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet skal
tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og
genoptræning eller lignende. Skal skadelidte gennemføre en
revalidering, må den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet
således afvente revalideringens resultat. Med hensyn til den
skadelidtes tabsbegrænsningspligt henvises i øvrigt til
bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets § 1, nr. 2
(ændring af lovens § 2).
Den foreslåede bestemmelse har den væsentlige
betydning, at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og
arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens. Er der i
differencesager ved afgørelsen af arbejdsskadesagen fastsat en
erhvervsevnetabsprocent, vil denne således medmindre forholdene har
ændret sig væsentligt normalt kunne lægges til grund
også ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter
erstatningsansvarsloven. Forskelle vil formentlig alene kunne forekomme, hvis
der på grund af arbejdsskadesikringslovens regler om, at alene de
direkte følger af arbejdsskaden dækkes, anlægges en
forskellig vurdering af betydningen af forudbestående lidelser.
Arbejdsgruppen anfører dog, at nyere retspraksis synes at vise, at der
ingen reel forskel er, jf. betænkningen side 110. I modsat fald
bør det af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter
arbejdsskadesikringsloven og udtalelse efter erstatningsansvarsloven
fremgå, hvad erhvervsevnetabsprocenten er henholdsvis med og uden den
forudbestående lidelse.
I de senere år er der tilvejebragt en række
særlige jobordninger med offentlige løntilskud mv. med henblik
på at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet for forskellige grupper.
Hvis den skadelidte har et sådant job, må det ved
fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten vurderes, om og i givet fald
i hvilket omfang den skadelidte vil eller burde kunne bestride et almindeligt
job på normale vilkår. Ansættelse som led i en sådan
særlig jobordning indgår dermed ikke i sig selv i
erhvervsevnetabsvurderingen. Begrundelsen herfor er, at denne vurdering i
så fald ville afhænge af, hvilken social- og
arbejdsmarkedslovgivning der er gældende på
afgørelsestidspunktet. Endvidere ville ændringer eller
ophævelse af de pågældende særlige jobordninger i
givet fald kunne anses for en væsentlig ændring af sagens
faktiske omstændigheder, der efter den foreslåede ændring
af lovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 7) kunne begrunde en
genoptagelse af erstatningssagen.
Selv om skadelidte er ansat som led i en særlig
jobordning med offentligt løntilskud, vil der således kunne
tilkendes en foreløbig eller endelig erhvervsevnetabserstatning, hvis
det må antages, at skadelidte vil lide eller har lidt et varigt
erhvervsevnetab.
Med hensyn til fastsættelse af
erhvervsevnetabserstatning til personer, der er omfattet af den
gældende lovs § 8, men som efter forslaget vil være omfattet
af de almindelige regler i lovens §§ 5 7, henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af
§ 8).
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.2.
Til nr. 5 og 6
I stedet for den gældende
årslønsbegrænsning forslås det ved udmåling af
erhvervsevnetabserstatning at anvende et erstatningsmaksimum.
Maksimumbeløbet foreslås fastsat til 6.020.000 kr. svarende til
den gældende årslønsbegrænsning pr. 1. januar 2001
ganget med den foreslåede kapitaliseringsfaktor på 10.
Ændringen indebærer en forbedring for
skadelidte med en højere årsløn end 602.000 kr., idet
erstatningen efter bestemmelsen kun skal nedsættes, hvis
erstatningsbeløbet overstiger maksimum, mens nedsættelse efter
den gældende bestemmelse sker også ved lavere
erhvervsevnetabsprocenter, idet det afgørende er, om den
årsløn, der lægges til grund for beregningen, ligger over
grænsen.
Af redaktionelle grunde foreslås det at flytte
reglen fra den nuværende § 7, stk. 3, til § 6,
stk. 2.
Til nr. 7
Til § 8
Det foreslås at begrænse bestemmelsens
anvendelsesområde, således at erhvervsevnetabserstatning kun
beregnes på grundlag af den medicinske méngrad i tilfælde,
hvor skadelidte var under 15 år på skadetidspunktet.
Forslaget indebærer, at lovens almindelige regler om
fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning, jf. §§ 5 7, skal
gælde for alle skadelidte, der er fyldt 15 år.
Ændringen har bl.a. betydning for studerende og
andre under uddannelse samt hjemmearbejdende ægtefæller og
samlevere, der hidtil har været omfattet af lovens § 8. Den
foreslåede ændring af § 8 indebærer, at
årslønnen for disse grupper vil skulle fastsættes efter
lovens § 7, stk. 2 (som ikke ændres), således at
årslønnen fastsættes skønsmæssigt som et
udtryk for den økonomiske værdi af skadelidtes arbejdskraft
på skadestidspunktet.
For hjemmearbejdende vil det såkaldte vikarprincip
kunne anvendes (udgifterne ved at få andre til at udføre det
pågældende arbejde i hjemmet), og der vil kunne foretages en
bedømmelse af den pågældendes arbejdsevne i hjemmet, jf.
bl.a. reglerne herom i den sociale pensionslovgivning. Hvis den
pågældende kun er delvis hjemmearbejdende, må
opgørelsen af årslønnen opdeles, således at der
foretages en (forholdsmæssig) bedømmelse af både
erhvervsindtægtstabet og nedsættelsen af arbejdsevnen i hjemmet.
Hvis skadelidte er under egentlig erhvervsrettet uddannelse, kan
årslønnen for en nyuddannet lægges til grund. Er der ikke
grundlag for at kunne skønne over årslønnen, f.eks. hvis
skadelidte går i gymnasiet, vil den normalårsløn, der
foreslås anvendt ved erstatningsberegning efter § 8, kunne
være vejledende.
For de nævnte grupper af skadelidte, der efter
forslaget »flyttes« fra § 8 til §§ 5 7, vil fastsættelsen
af en erhvervsevnetabsprocent skulle ske efter lovens § 5. Det
indebærer, at det også skal vurderes konkret, hvad skadelidte vil
kunne forventes at tjene i fremtiden.
Det foreslås endvidere at ændre
udmålingsreglerne i § 8, således at
erhvervsevnetabserstatning til børn under 15 år beregnes
på samme måde som ellers, jf. lovens § 6, blot med den
forskel, at méngraden anvendes i stedet for erhvervsevnetabsprocenten,
og at der anvendes en normalårsløn på 276.000 kr. Dette
beløb svarer til den højeste løbende ydelse efter
arbejdsskadesikringsloven for erhvervsevnetab (pr. 1. januar 2001).
Erhvervsevnetabserstatningen for børn under 15
år skal således efter forslaget udmåles som et
éngangsbeløb ved at gange méngraden (5 100 procent)
med 276.000 kr. og gange med kapitaliseringsfaktoren 10.
Det foreslås endvidere at nedsætte
grænsen for, hvornår der ved lave méngrader ikke ydes
nogen erhvervsevnetabserstatning. Det foreslås at nedsætte
grænsen fra 15 procent til 5 procent mén, således at der
udmåles en erhvervsevnetabserstatning i alle tilfælde, hvor der
fastsættes en méngrad, jf. lovens § 4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.2.
Til § 9
Lovens § 9 indeholder reglerne om nedsættelse
af erhvervsevnetabserstatning på grund af skadelidtes alder. Det
foreslås, at denne erstatning ligesom méngodtgørelse skal
aftrappes mere jævnt og fra et tidligere tidspunkt, og således at
aftrapningen slutter på et højere niveau end efter den
gældende bestemmelse.
Efter den gældende regel nedsættes
erstatningen således fra det fyldte 56. år med 8½ procent pr.
år, og erstatningen bortfalder som udgangspunkt helt, hvis skadelidte
er fyldt 67 år på skadestidspunktet.
Det foreslås, at nedsættelsen starter ved det
30. år, men ikke fortsætter efter det fyldte 69. år,
således at der ydes en erstatning på 30 procent af fuld
erstatning, hvis den skadelidte var fyldt 69 år på
skadestidspunktet.
F.eks. vil en skadelidt, der var 45 år ved skadens
indtræden, få 84 procent af fuld erstatning, jf. 1. pkt. En
skadelidt, der f.eks. var 65 år på skadestidspunktet, vil
få erstatningen nedsat med 36 procent i medfør af 1. pkt. og med
yderligere 22 procent efter 2. pkt., og den pågældende vil
således få en erstatning på 42 procent af fuld
erstatning.
Med den ændrede nedsættelsestakt og den
foreslåede regel om en erstatning på 30 procent af fuld
erstatning til alle (erhvervsaktive) skadelidte over 69 år, bliver den
gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, overflødig og
foreslås derfor ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.3.
Til § 10
De foreslåede regler i lovens § 10,
stk. 1, 2. og 3. pkt., indebærer, at Arbejdsskadestyrelsen som
noget nyt vil kunne anmodes om at afgive en midlertidig udtalelse om
erhvervsevnetabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at
åbne mulighed for, at der kan kræves en foreløbig
erhvervsevnetabserstatning, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 4
(ændring af lovens §§ 2 og 5).
De foreslåede nye regler svarer til
arbejdsskadesikringsloven § 31, stk. 1 og 4. Det forudsættes,
at bestemmelsen anvendes på samme måde som reglerne i
arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår
spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for en midlertidig
vurdering af erhvervsevnetabet.
En midlertidig erhvervsevnetabsprocent er ikke udtryk for
den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den
pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den
midlertidige fastsættelse. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent
skal i stedet udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for
skadelidte.
Står den skadelidte f.eks. foran at
gennemføre en revalidering, der ventes at medføre, at den
pågældende kan opretholde sin hidtidige indtægt, kan den
skadelidte ikke forventes at ville lide et varigt erhvervsevnetab, og der kan
dermed ikke ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning. Et eventuelt
indtægtstab under revalideringen vil i stedet kunne erstattes som tabt
arbejdsfortjeneste. Hvis den skadelidte derimod kun forventes at kunne
opnå 75 procent af sin hidtidige indtægt efter revalideringen,
fastsættes den midlertidige erhvervsevnetabsprocent til 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.2.
Der foreslås indsat et nyt stk. 2,
hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har pligt til at begrunde sine udtalelser om
erhvervsevnetabsprocenten og méngraden efter reglen i
forvaltningslovens § 24.
Der foreslås endvidere indsat et nyt
stk. 3, hvorefter skadelidte og skadevolder har ret til
aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i
forvaltningslovens kapitel 4.
Da styrelsen ikke træffer afgørelse i sager
efter erstatningsansvarsloven, gælder forvaltningslovens regler om
udsættelse og klage vedrørende begæringer om aktindsigt
ikke (forvaltningslovens § 11, § 16, stk. 4, og
§ 17).
Da Arbejdsskadestyrelsens udtalelse ikke er bindende, men
kun vejledende for skadevolder og skadelidte, foreslås der ikke knyttet
særlige retsvirkninger til, at en begrundelse ikke opfylder kravene i
forvaltningslovens § 24. Den utilstrækkelige begrundelse må
i givet fald indgå i vurderingen af, hvilken vægt der kan
lægges på udtalelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.1.
Til § 11
Det foreslås, at en afsluttet sag om
godtgørelse eller erstatning skal kunne genoptages på den
skadelidtes begæring, hvis sagens faktiske omstændigheder
ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund
ved sagens afslutning. Genoptagelsesadgangen udvides i forhold til den
gældende bestemmelse, hvorefter en sag kun kan genoptages, hvis der
sker ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Ændringen vil
f.eks. have betydning ved en ændret vurdering af erhvervsevnetabet, der
ikke nødvendigvis er begrundet i helbredsændringer.
Bestemmelsen gælder ikke, hvis der alene er fastsat
en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, idet denne under alle
omstændigheder skal afløses af en endelig erstatning.
Ligesom efter den gældende bestemmelse anses en sag
for afsluttet, når den er afgjort ved aftale (forlig, herunder
retsforlig) mellem parterne eller ved endelig dom.
Hovedområdet for stk. 1 er genoptagelse
som følge af ændringer i skadelidtes helbredstilstand og/eller
ændringer i erhvervsevnetabet.
Det foreslås, at vurderingen af, om der er grundlag
for genoptagelse, skal ske for hver enkelt erstatningspost for sig. Det vil
således kunne forekomme, at en sag genoptages alene for så vidt
angår méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen.
Hvis f.eks. helbredstilstanden er uændret, kan sagen ikke genoptages
for så vidt angår méngodtgørelsen, selv om den
genoptages for så vidt angår erhvervsevnetabserstatningen. En
fornyet vurdering af den enkelte erstatningspost kræver således
ændrede forhold vedrørende netop denne post.
En sag kan kun genoptages, hvis der er grundlag for mindst
at forhøje enten méngodtgørelsen eller
erhvervsevnetabserstatningen. Forhøjelsen skal endvidere være
begrundet i ændrede forhold hos den skadelidte, enten
helbredsmæssige ændringer eller ændringer i den
pågældendes faktiske erhvervsevne.
Med udtrykket »sagens faktiske omstændigheder
ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund
ved sagens afslutning« tilsigtes en retstilstand, der svarer til de
almindelige processuelle regler om dommes bindende virkning (materiel
retskraft): Kunne og burde et anbringende have været gjort
gældende under behandlingen af en retssag, kan sagen ikke senere
genoptages af den grund. Nye beviser medfører normalt ikke i sig selv,
at en sag kan genoptages. Ændringer i lovgivning eller retspraksis kan
heller ikke i sig selv begrunde, at sagen genoptages.
Erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes ud fra en
vurdering af den skadelidtes faktiske evne til arbejde. Bortfald af
forskellige arbejdstilbuds- eller støtteordninger som følge af
ændringer i social- og arbejdsmarkedslovgivningen eller ændringer
i de samfundsmæssige konjunkturer eller af andre forhold, der ikke
vedrører den konkrete skade, kan derfor ikke i sig selv medføre
en fornyet behandling af sagen. Hvis det ved sagens afgørelse er lagt
til grund, at den skadelidte forventede at kunne bestride et arbejde, men det
senere viser sig, at dette på grund af forhold hos den skadelidte ikke
kan lade sig gøre, vil sagen derimod efter omstændighederne
kunne genoptages.
Efter stk. 2 indebærer en genoptagelse
af sagen ikke, at retten til tabt arbejdsfortjeneste genopstår, hvis
der tidligere er fastsat en erhvervsevnetabsprocent på mindst 15.
Begrundelsen herfor er, at den skadelidte på genoptagelsestidspunktet i
så fald normalt vil være overgået fra midlertidige til
varige ydelser, således at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er
afløst af erhvervsevnetabserstatning.
Efter det foreslåede stk. 3 kan
erstatningssagen ikke genoptages alene for at rejse yderligere krav om
erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for
svie og smerte. Der kan således kun kræves yderligere erstatning
for helbredelsesudgifter og andet tab eller godtgørelse for svie og
smerte, hvis sagen i øvrigt genoptages efter stk. 1 på
grund af ændringer i helbredstilstanden.
Det foreslås i stk. 4, at lovens
§ 10 om udtalelser fra Arbejdsskadesstyrelsen skal gælde
tilsvarende, hvis sagen genoptages.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.4.
Til nr. 8 og 9
Det foreslås i nr. 8 at forhøje
minimumserstatningen ved forsørgertab svarende til de øvrige
forslag om forhøjelser af erstatningsniveauet.
I nr. 9 foreslås en konsekvensændring
af nedsættelsesreglen i lovens § 13, stk. 2, således at
den svarer til den foreslåede ændrede nedsættelsesregel i
lovens § 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Til nr. 10
Det foreslås at indføre en ny regel om, at
der ved dødsfald tilkommer en efterladt ægtefælle eller
samlever et overgangsbeløb på 108.000 kr. Efterlader den
afdøde sig hverken ægtefælle eller samlever, kan
overgangsbeløbet, når særlige omstændigheder taler
derfor, i stedet tilkendes en anden efterladt person.
Overgangsbeløb kendes fra
arbejdsskadeområdet, hvor der efter arbejdsskadesikringslovens
§ 35 tilkommer ægtefælle, samlever og i særlige
tilfælde andre efterladte personer et overgangsbeløb på
108.000 kr., hvis den skadelidte afgår ved døden.
Det foreslåede overgangsbeløb ydes som en
standardiseret kompensation for de forskellige uforudsete og mere eller
mindre dokumenterbare udgifter, der som regel vil være forbundet med en
ægtefælles eller samlevers død, f.eks. flytteudgifter,
udgifter til bistand i hjemmet, begravelsesudgifter mv.
Overgangsbeløbet kan udbetales ved siden af
forsørgertabserstatning efter §§ 12 13, mens den, der har
fået udbetalt overgangsbeløb, ikke tillige kan kræve
særskilt erstatning for begravelsesomkostninger.
»Ægtefælle« og »samlever« skal forstås
på samme måde som i lovens § 13 om
forsørgertabserstatning. Det indebærer bl.a., at der ikke
stilles krav om, at ægtefællerne var samlevende på
tidspunktet for dødsfaldet, og at der heller ikke stilles bestemte
krav til varigheden af det forudgående samliv. For så vidt
angår »samlever« er det afgørende, om der på tidspunktet
for skaden bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at
sidestille den efterlevende med en ægtefælle, herunder bl.a., om
der ved dødsfaldet var fælles bolig, fælles husholdning og
fælles økonomi i øvrigt.
Hvis afdøde ikke efterlader sig
ægtefælle eller samlever, vil overgangsbeløbet ligesom
efter den tilsvarende regel i arbejdsskadesikringsloven kunne tilkendes en
anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler
derfor. Det forudsættes, at denne del af den foreslåede
bestemmelse anvendes på samme måde som reglen i
arbejdsskadesikringsloven. Særlige omstændigheder, som kan
begrunde, at overgangsbeløbet udbetales til en anden efterladt, kan
f.eks. være, at det pågældende familiemedlem i mange
år har haft fælles bolig og fælles husholdning med
afdøde. Beløbet vil også kunne udbetales til
forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til
husholdningen, eller f.eks. til en søster eller bror, som havde
fælles bolig mv. med afdøde.
Det forudsættes, at der ikke som anført i
betænkningen (side 116) generelt kan udbetales overgangsbeløb
til forældre til mindreårige børn, der omkommer ved en
ulykke. En regel om godtgørelse i sådanne tilfælde, hvor
der ikke lides noget tab, ville rejse en række principielle
spørgsmål om afgrænsningen af de omfattede tilfælde
og om grundlaget for at yde økonomisk kompensation for »sorg«.
Indførelse af regler herom måtte efter Justitsministeriets
opfattelse i givet fald forudsætte mere generelle overvejelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.6.
Til nr. 11 og 12
Der foreslås konsekvensændringer af
§ 15, stk. 1, som følge af de foreslåede
ændringer af § 6, stk. 2, og § 8, ophævelsen af
§ 7, stk. 3, og forslaget om at indføre regler om
overgangsbeløb i § 14 a. Afrundingsreglen i § 15,
stk. 1, vedrørende godtgørelsesbeløbet for svie og
smerte foreslås endvidere ændret fra 10 til 5 for at opnå
en mere præcis regulering.
Efter den foreslåede § 15, stk. 3,
skal erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af
de regulerede beløb, der var gældende på det tidspunkt,
hvor erstatningen og godtgørelsen kan kræves betalt efter den
foreslåede § 16, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 14).
Ved at anvende erstatningsniveauet på det tidspunkt,
hvor beløbet kan kræves betalt, undgås de særlige
problemer vedrørende krav på renter, som den gældende
renteregel i erstatningsansvarslovens § 16 har givet anledning til, jf.
de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.5.
Til nr. 13 og 14
Den foreslåede bestemmelse vedrører betaling
og forrentning af samtlige erstatnings- og godtgørelsesposter efter
erstatningsansvarsloven. Derimod omfatter bestemmelsen ikke krav, der
udmåles i medfør af andre regelsæt, f.eks. erstatning og
godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning i
medfør af retsplejelovens kapitel 93 a. Udmåles en del af
erstatningen i anledning af en strafferetlig forfølgning efter
reglerne i erstatningsansvarsloven, f.eks. erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste eller méngodtgørelse, er denne del dog
omfattet af § 16.
Krav om erstatning og godtgørelse skal efter den
foreslåede § 16, stk. 2, forrentes fra det tidspunkt,
hvor beløbet kunne kræves betalt, jf. stk. 1.
Efter stk. 1 kan skadelidte kræve
erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at
skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er
nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse.
Skadevolderen kan ikke bedømme erstatningens størrelse,
før erstatningskravet er fremsat over for den pågældende,
og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned
efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen. Fristen
begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde
have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere
erstatningskravet og dets størrelse.
Bestemmelsen om á conto-udbetaling i
stk. 1, 2. pkt., lovfæster, hvad der antages at gælde
med hensyn til skadelidtes muligheder for at udstykke sit erstatningskrav for
flere perioder ad gangen. Har den skadelidte ret til en á
conto-betaling, kan beløbet kræves forrentet fra det tidspunkt,
hvor skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger,
der er fornødne for bedømme dette delkrav.
Med hensyn til erhvervsevnetab vil der i medfør af
den foreslåede § 2, stk. 1, og § 10, stk. 1, 3.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 7, kunne rejses krav om
foreløbig erhvervsevnetabserstatning ved en á conto-udbetaling
allerede på det tidspunkt, hvor der foreligger en midlertidig udtalelse
fra Arbejdsskadestyrelsen.
Efter stk. 1, 3. pkt., kan et udbetalt
á conto-beløb ikke senere kræves tilbagebetalt eller
modregnet i andre erstatningskrav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.5.
Til nr. 15 og 16
Den foreslåede § 26, stk. 2, er ny
og har til formål at opnå en forhøjelse af de
tortbeløb, der udbetales til ofre for forbrydelser omfattet af
straffelovens kapitler 23 24, dvs. forbrydelser mod
kønssædeligheden og forbrydelser i familieforhold, herunder
navnlig incest (straffelovens § 210).
Efter bestemmelsen kan det ved vurderingen af
godtgørelsens størrelse særskilt tillægges
vægt, at der er tale om en forbrydelse omfattet af straffelovens
kapitler 23 24. Det forudsættes, at der ved udmålingen i disse
tilfælde som udgangspunkt sigtes mod ca. en fordobling af
godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau i
tilsvarende sager.
Tortgodtgørelsen skal fortsat fastsættes ud
fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den
foreliggende sag.
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i
godtgørelsesbeløbene efter erstatningsansvarslovens § 26
for andre krænkelser eller i udmålingen af tortgodtgørelse
i medfør af andre regelsæt, f.eks. reglerne om erstatning i
anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93
a.
Det foreslås præciseret i § 26,
stk. 4 (nuværende stk. 3), at heller ikke
tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 indgår
i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i
anledning af ægteskabets ophør, separation eller bosondring, jf.
lovens § 18, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.1.9.
Til nr. 17
Med den foreslåede ændring præciseres
det, at reglerne i § 24 a og § 24 b om erstatningsansvar for
børn, henholdsvis personer, der mangler evnen til at handle
fornuftsmæssigt, ikke ved forudgående aftale kan fraviges til
ugunst for den erstatningsansvarlige.
Til § 2
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10 (ny § 14 a i erstatningsansvarsloven), hvorefter
der ved dødsfald tilkommer afdødes efterladte
ægtefælle eller samlever eller efter omstændighederne andre
efterladte et særligt overgangsbeløb.
Overgangsbeløbet skal ligesom de øvrige
erstatningsposter kun udbetales, hvis den efterladte har krav på
beløbet efter erstatningsansvarslovens regler, jf. herved bl.a.
arbejdsskadesikringslovens § 59, hvorefter skadelidtes eller dennes
efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang
der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de
pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.
Til nr. 2
Det foreslås, at erstatning og godtgørelse
fra staten til ofre for forbrydelser som udgangspunkt skal fastsættes
efter de almindelige udmålingsregler i erstatningsansvarsloven. Der
skal således fremover ikke foretages fradrag i erstatningen i videre
omfang end efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
Hermed ophæves offererstatningslovens
grundlæggende regel om, at erstatningen fra staten generelt er
subsidiær i forhold til andre ydelser, som tilfalder den skadelidte i
anledning af skaden, herunder ydelser efter den sociale lovgivning,
løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre
økonomiske ydelser.
Efter forslaget vil erstatningen fra staten dog i visse
tilfælde fortsat være subsidiær i forhold til andre
ydelser, som den skadelidte modtager. Det gælder først og
fremmest, hvis den skadelidte opnår erstatning fra skadevolder selv
eller fra skadevolders ansvarsforsikring, idet udtrykket »godtgøres af
skadevolderen« skal forstås således, at det omfatter begge
tilfælde.
Erstatning fra staten vil efter forslaget også
fortsat være subsidiær i tilfælde, hvor den skadelidte har
tegnet en forsikring, som dækker det lidte tab, medmindre forsikringen
er en summaforsikring. Ved skader som følge af en overtrædelse
af straffeloven, vil den skadelidte kunne have forsikringsdækning for
skader, der er en følge af lovovertrædelsen f.eks. et
overfald, der medfører tingsskade på tøj og briller,
ituslået ur mv. og/eller skade, der er omfattet af
erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, som f.eks. udgifter til
tandlægebehandling. Den skadelidtes indboforsikring vil typisk
dække skader på tøj, briller, ur mv., mens der ofte vil
være dækning for skade på tænder i medfør af
en ulykkesforsikring tegnet af den skadelidte eller en
gruppeulykkesforsikring, som den skadelidte er dækket under. I så
fald kan den skadelidte ikke få dækket sådanne konkrete
udgifter to gange, dvs. både fra forsikringen og fra staten
(Erstatningsnævnet). Den skadelidte skal endvidere søge
udgifterne dækket af sin forsikring, før han søger
erstatning fra statskassen, og den skadelidte kan således ikke
vælge at gå til Erstatningsnævnet i stedet for til
forsikringsselskabet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.2.1.
Til nr. 3
Der foreslås en vis yderligere lempelse af reglen
om, at ofrets krav på erstatning fra staten som udgangspunkt er
betinget af, at den pågældende har indgivet politianmeldelse uden
unødigt ophold efter gerningstidspunktet. Efter forslaget vil
bestemmelsen således kunne fraviges, hvis »forholdene taler for
det«.
Hovedreglen er fortsat, at den pågældende
lovovertrædelse skal være anmeldt uden unødigt ophold, og
der skal fortsat være særlige forhold i den konkrete sag, der
begrunder en fravigelse.
Den udvidede dispensationsadgang vil f.eks. kunne anvendes
i tilfælde, hvor ofret på grund af den begåede forbrydelse
har været i en tilstand, der kan minde om chok (uden at være
bevidstløs), og hvor den pågældende som følge heraf
ikke inden for det første døgn har foretaget politianmeldelse
eller rettet henvendelse til myndigheder eller andre, der kunne vejlede om
kravet om politianmeldelse. Der kan f.eks. være tale om en ældre
person, der bor alene, og som er blevet overfaldet på sin bopæl,
eller en medtaget person, som efter en tur på skadestuen tager hjem for
at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn
efter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.2.2.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 7,
stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.
Efter den gældende bestemmelse kan erstatning
udbetalt af Erstatningsnævnet således kræves tilbagebetalt,
hvis den skadelidte senere på anden måde opnår
dækning for skaden, og det antages at være en forudsætning
for tilbagebetalingskravet, at de pågældende ydelser i givet fald
skulle have været fratrukket erstatningen efter § 7,
stk. 1.
Til § 3
Til nr. 1
Det foreslås, at afgiftssatsen nedsættes med
5,6 procent fra 40 til 34,4 procent af præmien for turistbusser og med
7,1 procent fra 50 procent til 42,9 procent af præmien for andre
motorkøretøjer, bortset fra vognmandsbiler, der er fritaget for
afgiften.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.1.2.
Til nr. 2
Det foreslås at ændre kravet om, at
afgiftsindbetalingen med visse modifikationer skal være 10 procent
højere end den afgiftssats, der gælder for de
køretøjer, som de udbetalte erstatninger for ansvarsskader
hidrører fra, jf. nr. 1, således at afgiftsindbetalingen
nedsættes forholdsvis tilsvarende. Det betyder, at den krævede
afgiftsindbetaling for turistbusser nedsættes med 6,2 procent fra 44
procent til 37,8 procent af de udbetalte erstatninger og for andre
motorkøretøjer med 7,8 procent fra 55 procent til 47,2 procent
af de udbetalte erstatninger.
Til nr. 3
Kravet om, at afgiftsindbetalingen skal være 10
procent højere end den afgiftssats, der gælder for de
køretøjer, som de udbetalte erstatninger for ansvarsskader
hidrører fra, foreslås også ændret for så vidt
angår selskaber, der har valgt at opgøre de udbetalte
erstatninger efter det kalenderår, skaderne kan henføres til.
Afgiftsindbetalingen for turistbusser nedsættes således med 6,2
procent fra 44 procent til 37,8 procent af de henførte erstatninger og
for andre motorkøretøjer med 7,8 procent fra 55 procent til
47,2 procent af de henførte erstatninger.
Til nr. 4
Det foreslås, at grænsen for adgangen til at
fremføre afgift af forsikringspræmien nedsættes med 6,7
procent fra 48 procent til 41,3 procent af de udbetalte erstatninger for
turistbusser og med 8,5 procent fra 60 procent til 51,5 procent af de
udbetalte erstatninger for andre motorkøretøjer.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 2002, således at de berørte parter mv. får
tilstrækkelig tid til at forberede anvendelsen af de nye regler.
Da der således vil gå ca. halvandet år
fra fremsættelsen af lovforslaget til ikrafttrædelsen,
foreslås det, at den regulering af erstatningsbeløbene mv., som
efter den foreslåede § 15 (lovforslagets § 1, nr. 11) skal
ske årligt den 1. januar, foretages første gang allerede ved
ikrafttrædelsen, således at beløbene reguleres på
den måde, som det efter § 15 skulle være sket pr. 1. januar
2002. Næste regulering vil derefter ske pr. 1. januar 2003.
Det foreslås i stk. 2, at
ændringerne i erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven
(lovforslagets §§ 1 og 2) finder anvendelse på skader, der
indtræder efter lovens ikrafttræden. Det gælder også
genoptagelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 11 (lovforslagets
§ 1, nr. 7).
Justitsministeriet har særligt vedrørende
ændringen af offererstatningslovens § 7, stk. 1
(lovforslagets § 2, nr. 1), overvejet, om ændringen eventuelt
burde finde anvendelse i tilfælde, hvor Erstatningsnævnet
på tidspunktet for lovens ikrafttræden endnu ikke har truffet
endelig afgørelse i sagen, uanset hvornår skaden er sket.
Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, også
fordi Erstatningsnævnet i givet fald formentlig måtte
udsætte afgørelsen af alle sager indtil lovens
ikrafttræden.
Efter § 3, stk. 2 og 3, i lov om afgift af
ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. skal
afgiftsindbetalingen med visse modifikationer være 10 procent
højere end den afgiftssats, der gælder for de
køretøjer, som de udbetalte eller henførte erstatninger
vedrører, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3. Dette krav
gælder for kalenderåret. Det foreslåede
ikrafttrædelsestidspunkt for loven (1. juli 2002) betyder imidlertid,
at der i løbet i kalenderåret 2002 vil gælde 2
afgiftssatser for præmie vedrørende de pågældende
køretøjer. Det foreslås derfor i stk. 3, at
minimumskravene i § 3, stk. 2 og 3, i lov om afgift af ansvarsforsikringer
for motorkøretøjer mv. for 2002 fastsættes til det
uvejede gennemsnit af minimumskravene før og efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
Efter lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv. er der adgang til at fremføre betalte
afgiftsbeløb, der overstiger afgiften af erstatningerne med mere end
1/5, således at betingelsen om, at afgiftsbetalingen skal overstige
afgiftssatsen af erstatningerne med 1/10, bliver lettere at opfylde i det
efterfølgende kalenderår. Denne adgang gælder for
kalenderåret. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt for
loven (1. juli 2002) betyder også her, at der i kalenderåret 2002
vil gælde 2 afgiftssatser for præmie vedrørende de
pågældende køretøjer. Det foreslås derfor i
stk. 4, at procentgrænserne for adgangen til at fremføre
afgiftsbeløb for 2002 fastsættes til det uvejede gennemsnit af
procentgrænserne før og efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
Til § 5
Bestemmelsen svarer til overgangsreglen i
erstatningsansvarslovens § 31, der regulerer den tilsvarende situation i
forbindelse med den gældende lovs ikrafttræden den 1. oktober
1984.
Til § 6
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.
september 1986, som ændret senest ved lov nr. 349 af 23. maj 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 1 indsættes:
»§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og
andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1,
fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan
udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med
10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4,
stk. 2, tilsvarende anvendelse.«
2.
§ 2, stk. 1, affattes således:
§ 2.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes
for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at
arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet
stationær.
Stk. 2.
»Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan
begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et
varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er
muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes
fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5 8 og § 10 samt § 31 i lov
om sikring mod følger af arbejdsskade.«
3.
§§ 3 og 4 affattes således:
Svie og smerte
»Svie og smerte
§ 3.
Godtgørelse for svie og smerte udgør for
tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er
blevet stationær 100 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende,
og 50 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være
sengeliggende. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse
for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Overstiger
godtgørelsen 15.000 kr., kan de beløb, der er nævnt i 1.
pkt., fraviges.
§ 3.
Godtgørelse for svie og smerte udgør 130
kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige
tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte
ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.
Varigt mén
Varigt mén
§ 4.
Godtgørelse for varigt mén fastsættes
til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske
art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige
livsførelse. Méngraden fastsættes efter forholdene
på det tidspunkt, da skadelidtes helbredstilstand blev stationær.
Godtgørelsen udgør ved en méngrad på 100 pct.
200.000 kr. Ved lavere méngrader nedsættes beløbet
forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan
méngodtgørelsen fastsættes til et højere
beløb, dog højst 240.000 kr. Ved en méngrad på
under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.
§ 4.
Godtgørelse for varigt mén fastsættes
til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske
art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige
livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad
på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes
beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan
méngodtgørelsen fastsættes til et højere
beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på
under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.
Stk. 2.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 60
år, nedsættes den i henhold til stk. 1 beregnede
godtgørelse for mén med 5 pct. for hvert år, skadelidte
var ældre end 59 år ved skadens indtræden.
Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69.
år.
Stk. 2.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40
år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år,
skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var
skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med
yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59
år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog
ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«
4.
§ 5, stk. 1 og 2, affattes
således:
§ 5.
Har en personskade, efter at skadelidtes helbredstilstand
er blevet stationær, medført varig nedsættelse af
skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der
skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.
»§ 5. Har en personskade medført varig
nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der
tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved
sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte.
Stk. 3.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages
hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved
sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den
pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder
for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller
lignende.«
5.
§ 6 affattes således:
§ 6.
Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb,
der udgør skadelidtes årsløn, jfr. § 7, ganget med 6
og herefter ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jfr. § 5,
stk. 3.
»§ 6. Erstatningen fastsættes til et
kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf.
§ 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og
herefter ganget med 10.
Stk. 2.
Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000
kr.«
§ 7.
Stk. 2.
Stk. 3.
Årslønnen kan højst udgøre
350.000 kr.
6.
§ 7, stk. 3, ophæves.
7.
§§ 8 11 affattes således:
§ 8.
For en skadelidt, der i det væsentlige udnytter
erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset
omfang medfører erhvervsindtægt, og for børn
fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb på grundlag af
den i § 4 nævnte méngrad. Erstatningen fastsættes som
en procentdel af den i § 4, stk. 1, 1. 4. pkt., nævnte
méngodtgørelse.
»§ 8. For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke
er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et
kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med
méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en
méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.
Stk. 2.
Ved en méngrad på under 15 pct. ydes
ingen erstatning. Ved méngrader på 15 pct., 18 pct. og 20 pct.
udgør erstatningen henholdsvis 130 pct., 135 pct. og 140 pct. af
méngodtgørelsen.
Stk. 3.
Ved en méngrad på 25 pct. udgør
erstatningen 150 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader
på 30 pct., 35 pct., 40 pct., 45 pct. og 50 pct. udgør
erstatningen henholdsvis 160 pct., 170 pct., 180 pct., 190 pct. og 200 pct.
af méngodtgørelsen.
Stk. 4.
Ved en méngrad på 55 pct. udgør
erstatningen 225 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader
på 60 pct., 65 pct., 70 pct., 75 pct., 80 pct. og 85 pct. udgør
erstatningen henholdsvis 250 pct., 275 pct., 300 pct., 325 pct., 350 pct. og
375 pct. af méngodtgørelsen. Ved méngrader på 90
pct., 95 pct. og 100 pct. udgør erstatningen 400 pct. af
méngodtgørelsen.
§ 9.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 56
år, nedsættes erstatningen med 8½ pct. for hvert år,
skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden.
Stk. 2.
Må det antages, at skadelidte ville have
været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan
stk. 1 fraviges helt eller delvis.
§ 9.
Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30
år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år,
skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var
skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2
pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved
skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere
efter det fyldte 69. år.
Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen
Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen
§ 10.
Såvel skadelidte som skadevolderen kan indhente en
udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af
méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jfr.
lov om arbejdsskadeforsikring.
§ 10.
Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en
udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af
méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.
lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udtalelsen skal så
vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter
fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den
erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen,
når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en
midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå,
at den er midlertidig.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse skal begrundes efter
forvaltningslovens § 24.
Stk. 3.
Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i
Arbejdsskadestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.
Genoptagelse
Genoptagelse
§ 11.
En afsluttet sag om godtgørelse for varigt
mén eller erstatning for erhvervsevnetab kan på skadelidtes
begæring genoptages, hvis der indtræder uforudsete
ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at skadelidtes
méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at være
væsentlig højere end først antaget. Ved genoptagelse af
sagen kan spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden
og erhvervsevnetabsprocenten igen begæres forelagt for
Arbejdsskadestyrelsen, jfr. § 10.
§ 11.
En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning
kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske
omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der
blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse
kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab
på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Stk. 3.
En afsluttet sag om godtgørelse eller
erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes
yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og
godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter
stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet
tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger
væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.
Stk. 4.
Under en genoptagelse af sagen finder § 10
tilsvarende anvendelse.«
§ 13.
Erstatning for tab af forsørger til
ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning,
som afdøde må antages at ville have opnået ved et
fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jfr. §§ 5 8. Erstatningen
udgør dog mindst 225.000 kr., medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
8.
I § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres
beløbet »225.000 kr.« til: »644.000 kr.«.
Stk. 2.
Var forsørgeren fyldt 56 år,
nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.
9.
I § 13, stk. 2, ændres »56 år «
til: »30 år«.
10.
Efter § 14 indsættes:
»Overgangsbeløb
§ 14 a.
Der tilkommer den efterlevende ægtefælle
eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr.
Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan
overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når
særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der
overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige
kræve erstatning for begravelsesudgifter.«
11.
§ 15, stk. 1, affattes således:
§ 15.
De i § 3, § 4, stk. 1, § 7,
stk. 3, og § 13, stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb
reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til
nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for de i § 3, 1.
pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 10 delelige
kronebeløb.
Stk. 2.
...
»De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8,
§ 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb
reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til
nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1.
pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige
kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på
reguleringstidspunktet gældende beløb før
afrunding.«
12.
§ 15, stk. 3, affattes således:
Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse fastsættes
på grundlag af de beløb, der i henhold til stk. 1 var
gældende på tidspunktet for skadens indtræden.
»Stk. 3.
Erstatning og godtgørelse fastsættes
på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var
gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og
godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.
Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14
reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens
indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen
kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.«
Forrentning
13.
Overskriften til § 16 affattes således:
»Betaling og forrentning«.
14.
§ 16 affattes således:
§ 16.
Krav om godtgørelse for svie og smerte,
godtgørelse for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab samt
erstatning for tab af forsørger forrentes fra skadestidspunktet, til
betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den til enhver tid
fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct.*
Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.
(* Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990
er tillægget ændret til 5 pct.)
»§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves
betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at
indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af
erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan
finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det
krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i
1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er
udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere
kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.
Stk. 2.
Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det
kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et
tillæg på 5 pct. Justitsministeren
kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og
Økonomiministeriet ændre renten.«
§ 26.
Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse
af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den
forurettede godtgørelse for tort.
15.
I § 26 indsættes som nyt stk. 2:
Stk. 2.
Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er
ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den
forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er
begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig
groft angreb mod en andens person eller frihed.
»Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan
det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en
forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i
straffelovens kapitler 23 eller 24.«
Stk. 2
og stk. 3 bliver herefter stk. 3 og
stk. 4.
16.
§ 26, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes
således:
Stk. 3.
§ 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 og 2.
»Stk. 4.
§ 18, stk. 1 3, finder tilsvarende
anvendelse på godtgørelse efter stk. 1 3.«
§ 27.
Stk. 2
. Aftaler om fravigelse af § 17, stk. 1,
§ 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23,
§ 24, stk. 1, og § 25, der er indgået inden en skades
indtræden er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den
erstatningsansvarlige. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der
forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig
virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.
17.
I § 27, stk. 2, indsættes efter ordet
»§ 24, stk. 1,«: »§ 24 a, § 24 b, stk. 1,«.
§ 2
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985, som ændret ved
lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages
følgende ændringer:
§ 2.
Afgår skadelidte ved døden, ydes der erstatning
for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved
dødsfaldet har mistet en forsørger.
1.
§ 2 affattes således:
»§ 2.
Afgår skadelidte ved døden, ydes der
erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens
§§ 12-14 a.«
2.
§ 7, stk. 1, affattes således:
§ 7.
Erstatning ydes ikke, i det omfang skaden
godtgøres af skadevolderen eller dækkes af ydelser efter den
sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private
forsikringer eller andre økonomiske ydelser, som tilfalder skadelidte
i anledning af skaden.
»Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af
skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser,
der har karakter af virkelig skadeserstatning.«
Stk. 2.
§ 10.
Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen
uden unødigt ophold er anmeldt til politiet, og at skadelidte under en
eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om
erstatning.
3.
§ 10, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
I særlige tilfælde kan erstatning dog
ydes, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis
forholdene taler for det.«
Stk. 3.
§ 18.
4
. § 18, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
Tilbagebetaling kan endvidere kræves, hvis
ansøgeren senere på anden måde opnår dækning
for skaden.
»Stk. 2.
Tilbagebetaling kan endvidere kræves i det
omfang, skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkes af
forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig
skadeserstatning.«
§ 3
I lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer
mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 12. september 1996, som
ændret senest ved lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages
følgende ændringer:
§ 3.
Afgiften udgør 50 pct. af præmien for de i
§ 1, 1. pkt., nævnte ansvarsforsikringer, afgiften ikke
indbefattet. Undtaget for afgift er forsikringer vedrørende last- og
varemotorkøretøjer og hertil hørende
påhængsvogne, der med tilladelse efter lov om godskørsel
anvendes til godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel).
For forsikringer vedrørende busser, der alene udfører turist-
og bestillingskørsel med tilladelse efter lov om buskørsel,
udgør afgiften 40 pct. af præmien. Afgiften af
ansvarsforsikringer for trehjulede eldrevne motorcykler og knallerter
udgør 230 kr. årlig.
1.
I § 3, stk. 1, ændres »50 pct.« til:
»42,9 pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.
Stk. 2.
Såfremt afgiften efter stk. 1, 1. pkt., for
et kalenderår udgør mindre end 55 pct. af de udbetalte
erstatninger vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der
er afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, eller såfremt afgiften
efter stk. 1, 3. pkt., for et kalenderår udgør mindre end
44 pct. af de udbetalte erstatninger vedrørende ansvarsskader
hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af
præmien, indbetaler selskaberne eller repræsentanterne
forskelsbeløbet i afgift. Ved opgørelsen af de i
kalenderåret udbetalte erstatninger kan udbetalinger hidrørende
fra en enkelt forsikringsbegivenhed højst indgå med en andel
på 5 pct. og udbetalinger hidrørende fra tre enkelte
forsikringsbegivenheder højst indgå med en andel på 10
pct. af de samlede erstatningsudbetalinger. Ved opgørelsen af de
procentdele, der er nævnt i 2. pkt., indgår
erstatningsudbetalinger for den enkelte forsikringsbegivenhed med
højst 1 mio. kr.
2.
I § 3, stk. 2, ændres »55 pct.« til:
»47,2 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »44 pct.« til: »37,8 pct.«, og »40
pct.« til : »34,4 pct.«.
Stk. 3.
Selskaber eller repræsentanter kan for en
periode på 5 år vælge at opgøre eventuelle
forskelsbeløb på grundlag af de præmieindtægter
hidrørende fra biler som nævnt i stk. 2, som kan
henføres til kalenderåret, og erstatninger, der kan
henføres til skader sket i kalenderåret. Valget skal senest
foretages den 1. april i det kalenderår, der følger seneste
5-års-periode. Såfremt den henførte afgift beregnet som 50
pct. af de henførte præmieindtægter vedrørende
biler, der er afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, udgør et
mindre beløb end 55 pct. af de således opgjorte erstatninger
vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er
afgiftspligtige med 50 pct., eller såfremt den henførte afgift
beregnet som 40 pct. af de henførte præmieindtægter
vedrørende biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af præmien,
udgør et mindre beløb end 44 pct. af de således opgjorte
erstatninger vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der
er afgiftspligtige med 40 pct., indbetaler selskaberne eller
repræsentanterne forskelsbeløbet i afgift. Ved opgørelsen
af de til kalenderåret henførte erstatninger kan erstatninger
hidrørende fra en enkelt forsikringsbegivenhed højst
indgå med en andel på 5 pct. og erstatninger hidrørende
fra tre enkelte forsikringsbegivenheder højst indgå med en andel
på 10 pct. af de samlede erstatninger. Ved opgørelsen af de
procentdele, der er nævnt i 4. pkt., indgår
erstatningsudbetalinger for den enkelte forsikringsbegivenhed med
højst 1 mio. kr.
3.
I § 3, stk. 3, ændres »50 pct.« tre
steder til: »42,9 pct.«, »40 pct.« tre steder til: »34,4 pct.«, »55 pct.«
til: »47,2 pct.«, og »44 pct.« til: »37,8 pct.«.
Stk. 4.
Såfremt et kalenderårs
forskelsbeløb beregnet efter stk. 2 overstiger 5 pct. af de
udbetalte erstatninger opgjort efter stk. 2, kan den overskydende del af
forskelsbeløbene fradrages i den afgiftsindbetaling efter stk. 1,
1. pkt., eller stk. 1, 3. pkt., der indgår i beregningsgrundlaget
for forskelsbeløbet efter stk. 2 i efterfølgende
kalenderår. Fradraget kan kun foretages, såfremt og i det omfang
det efterfølgende kalenderårs afgiftsindbetaling efter
stk. 1, 1. pkt., overstiger 60 pct. af de udbetalte erstatninger
vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er
afgiftspligtige med 50 pct. af præmien, eller såfremt afgiften
efter stk. 1, 3. pkt., overstiger 48 pct. af de udbetalte erstatninger
vedrørende ansvarsskader hidrørende fra biler, der er
afgiftspligtige med 40 pct. af præmien.
4.
I § 3, stk. 4 og 5, ændres »60
pct.« til: »51,5 pct.«, »50 pct.« til: »42,9 pct.«, »48 pct.« til: »41,3
pct.«, og »40 pct.« til: »34,4 pct.«.
Stk. 5.
Såfremt forskelsbeløb beregnet efter stk.
3 overstiger 5 pct. af erstatningerne opgjort efter stk. 3, kan den
overskydende del af forskelsbeløbene fradrages i de henførte
afgiftsbeløb, der indgår i beregningsgrundlaget for
forskelsbeløbet efter stk. 3 i efterfølgende kalenderår.
Fradraget kan kun foretages, såfremt og i det omfang de til det
efterfølgende kalenderår henførte afgiftsbeløb
overstiger 60 pct. af de henførte erstatninger vedrørende
ansvarsskader hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 50 pct.
af præmien, eller såfremt de til det efterfølgende
kalenderår henførte afgiftsbeløb overstiger 48 pct. af de
henførte erstatninger vedrørende ansvarsskader
hidrørende fra biler, der er afgiftspligtige med 40 pct. af
præmien.
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2002. Ved
ikrafttrædelsen reguleres erstatnings- og
godtgørelsesbeløbene i overensstemmelse med § 1, nr. 11,
pr. 1. januar 2002.
Stk. 2.
Lovens §§ 1 og 2 finder anvendelse på
erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv. § 3, stk. 2 og 3, fastsatte andele på
37,8 pct. og 47,2 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,
jf. denne lovs § 3, nr. 2 og 3, udgør for kalenderåret 2002
henholdsvis 40,9 og 51,1 pct.
Stk. 4. De i lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv. § 3, stk. 4 og 5, fastsatte andele på
41,3 pct. og 51,5 pct. af de udbetalte eller henførte erstatninger,
jf. denne lovs § 3, nr. 4, udgør for kalenderåret 2002
henholdsvis 44,6 og 55,7 pct.
§ 5
En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af
en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den
ændring af størrelsen af erstatning for personskade og tab af
forsørger, der er en følge af denne lov.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
§§ 1, 2 og 5, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. Retsinformation · 31. maj 2001
- Bekendtgørelse af lov om erstatningsansvar Retsinformation · 5. september 2025
- Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 15. december 2022. — LM et NO mod HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung AG. EU-domme · 15. december 2022
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 14. juni 2017. — José Luís Núñez Torreiro mod AIG Europe Limited, Sucursal en España og Unión Española de Entidades Aseguradoras y Reaseguradoras (Unespa). EU-domme · 14. juni 2017
- Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 20. december 2017. — José Luís Núñez Torreiro mod AIG Europe Limited, Sucursal en España og Unión Española de Entidades Aseguradoras y Reaseguradoras (Unespa). EU-domme · 20. december 2017
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 21. oktober 1999. - Vitor Manuel Mendes Ferreira og Maria Clara Delgado Correia Ferreira mod Companhia de Seguros Mundial Confiança SA. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal da Comarca de Setúbal - Portugal. - Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer - Direktiv 84/5/EØF og 90/232/EØF - Mindstebeløb for dækning - Erstatnin… EU-domme · 21. oktober 1999