Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.)

2001/2 LSF 140Lovforslag som fremsatJustitsministeriet27. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. februar 2002 af justitsministeren (Lene

Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven,

retsplejeloven og

forvaltningsloven

(Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til

aktindsigt mv.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september

2001, foretages følgende ændringer:

1.

§ 124, stk. 1, affattes således:

»Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.

2.

I § 83, stk. 2, ændres »§ 124« til:

»§ 124, stk. 2 og 3«.

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a,

stk. 3, nr. 3, ændres »124, stk. 1« til: »124,

stk. 2«.

§ 3

I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som

ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende

Læs alt

ændringer:

1.

I § 9 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4.

I forbindelse med varetægtsfængsling samt

fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne

i dette kapitel endvidere ikke sager om:

1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution,

2) overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden

afsoningsinstitution,

3) overførsel til anden afdeling i et

varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution og

4) udelukkelse fra fællesskab.«

2.

§ 24, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,

gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.

Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori

partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige

interesser, jf. § 15.«

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2.

Forvaltningslovens § 9, stk. 4, som affattet

ved denne lovs § 3, nr. 1, gælder for dokumenter, der udarbejdes

efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens § 3 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har

været under behandling af rigsmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

3

2.

Fangeflugt

4

2.1.

Gældende ret

4

2.1.1.

Tidligere og nugældende regler i

straffeloven

4

2.1.2.

Disciplinære reaktioner

mv.

4

2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

4

2.3.

Skærpede regler for udgang

mv.

6

3

Begrænsning i indsattes adgang til

aktindsigt mv.

7

3.1.

Gældende ret

7

3.2.

Straffelovrådets udtalelse fra 1996 om

aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse

8

3.3.

Justitsministeriets

overvejelser

10

4.

Økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

11

5.

Hørte myndigheder

mv.

12

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at styrke orden og

sikkerhed i forbindelse med strafafsoning mv.

Forslaget indebærer, at det gennem en ny bestemmelse

i straffeloven bliver strafbart for anholdte og fængslede at flygte.

Det vil bl.a. betyde, at den, som flygter fra et fængsel eller under

ledsaget udgang fra fængslet, fremover vil kunne straffes efter

straffeloven. I dag er det alene muligt at straffe den, som måtte yde

bistand til, at en indsat kan flygte.

Endvidere indebærer lovforslaget, at retten til

partsaktindsigt efter forvaltningsloven afskæres i visse sagstyper i

forbindelse med straffuldbyrdelse, varetægtsfængsling mv. Det

drejer sig bl.a. om sager om valg af afsoningsinstitution, overførsel

til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution samt

om udelukkelse fra fællesskab. Hensigten er at modvirke, at medindsatte

og fængselspersonalet bliver udsat for vold, trusler mv., hvis de

afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen til brug for f.eks.

sager om overførsel af stærke indsatte til en anden afdeling i

fængslet. Af samme grund foreslås det også, at begrundelsen

for afgørelser i de pågældende sager alene skal indeholde

en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er

truffet.

I tilknytning til lovforslaget er Justitsministeriet for

tiden i færd med at skærpe de administrative regler for udgang

under afsoning. Endvidere overvejes det, hvilke yderligere tiltag der kan

iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i

fængslerne. Der henvises herom til pkt. 2.3.

2. Fangeflugt

2.1. Gældende ret

2.1.1. Tidligere og nugældende regler i straffeloven

Der findes ikke i dag i straffeloven bestemmelser, der

gør det strafbart for den anholdte eller fængslede at flygte fra

politiet eller fra det fængsel eller arresthus mv., hvor den

pågældende opholder sig.

Bistand til den, der undviger, er imidlertid

selvstændigt kriminaliseret i straffelovens § 124, stk. 1,

hvorefter den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt

person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en

sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult, kan

straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende

omstændigheder med bøde.

Tidligere fandtes i straffelovens § 123 en

bestemmelse, hvorefter »fanger, der udstaar frihedsstraf eller hensidder i

arbejdshus eller forvaringsanstalt« kunne straffes med fængsel fra 6

måneder til 3 år, hvis de aftalte at undvige i

fællesskab.

Bestemmelsen fandtes ikke i det oprindelige forslag til

borgerlig straffelov fra 1930, jf. Rigsdagstidende, 1929-30, tillæg A,

sp. 2249 ff., men blev indsat under behandlingen af forslaget i Landstinget.

Om baggrunden for indførelsen af bestemmelsen fremgår det af

Landstingets Udvalgsbetænkning (jf. Rigsdagstidende, 1929-30,

tillæg B, sp. 1866):

»Af hensyn til den Fare, der er forbundet med flere

Fangers fælles Undvigelse, særligt ved Friluftsarbejde udenfor

Anstalternes Område, er det nødvendigt at fastsætte

strengere Straf for sådan Undvigelse end hjemlet ved § 49.«

Den omtalte bestemmelse i den dagældende straffelovs

§ 49 indeholdt en bemyndigelse for justitsministeren til at

fastsætte bestemmelser om disciplinærstraffe under

afsoningen.

Den dagældende bestemmelse i straffelovens

§ 123 udgik af straffeloven i 1973, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om

ændring af borgerlig straffelov, lov om ikrafttræden af borgerlig

straffelov mm. og lov om rettens pleje (Strafferetlige

særforanstaltninger mm.). Om baggrunden herfor fremgår det af

bemærkningerne til det lovforslag, der lå til grund for

ændringen (jf. Folketingstidende, 1972-73, tillæg A, sp. 2807):

»Bestemmelsen, der i de senere år stort set ikke er

anvendt i praksis, foreslås ophævet, således at de

omhandlede forhold alene sanktioneres gennem disciplinærmidler.«

Lovforslaget byggede på Straffelovrådets

betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger,

hvori rådet med samme begrundelse havde foreslået bestemmelsen

ophævet.

2.1.2. Disciplinærstraf mv.

I stedet for strafansvar kan der over for indsatte, som

flygter eller forsøger at flygte, reageres med disciplinærstraf

i form af strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2, og

retsplejelovens § 775. Indsatte, som afsoner fængselsstraf mv., og

som flygter eller forsøger herpå, vil efter praksis typisk blive

ikendt strafcelle af 7-10 dages varighed.

Hvis en person, som afsoner straf, flygter eller

forsøger herpå, kan dette endvidere få betydning for, om

vedkommende senere kan få udgangstilladelse. Ved en vurdering af, om

udgangstilladelse bør meddeles, skal der således bl.a.

lægges særlig vægt på, om den indsatte tidligere er

undveget eller har forsøgt at undvige, jf. straffuldbyrdelseslovens

§ 46, stk. 2, nr. 2.

Indsatte, der flygter under udgang eller udebliver efter

endt udgang, kan endvidere få udgangstilladelsen tilbagekaldt, ligesom

det kan bestemmes, at den pågældende i et bestemt tidsrum skal

være afskåret fra at søge om udgang

(udgangskarantæne), jf. straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, og

§ 22 i bekendtgørelse nr. 375 af 17. maj 2001 om udgang til

indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i

kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).

Hertil kommer, at indsatte i et åbent fængsel

kan overføres til et lukket fængsel, hvis den

pågældende er undveget eller har forsøgt at undvige, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 1, ligesom den indsatte

for at forebygge undvigelse kan udelukkes fra fællesskab med andre

(enerumsanbringelse), jf. straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1,

nr. 1.

Flugt eller flugtforsøg kan også få

indflydelse på spørgsmålet om

prøveløsladelse. Ved afgørelser om

prøveløsladelse skal der således foretages en konkret

vurdering af, om der er risiko for tilbagefald til ny kriminalitet. Har den

indsatte i forbindelse med en flugt begået ny kriminalitet eller

søgt tilbage til det kriminelle miljø, vil disse forhold derfor

få betydning for en senere vurdering af, om den pågældende

kan prøveløslades.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Frihedsberøvelse bør ske under forhold, der

væsentligt begrænser risikoen for flugt. Det gælder

både ved afsoning af fængselsstraf mv. og i forbindelse med

varetægtsfængslinger og anholdelser.

I overensstemmelse hermed foretager kriminalforsorgen

løbende en vurdering af forholdene i fængsler og arresthuse med

henblik på at kunne afpasse de forskellige

sikkerhedsforanstaltninger.

Imidlertid kan der udover de rent sikkerhedsmæssige

forhold også være behov for andre tiltag, som medvirker til at

skabe en så effektiv og sikker frihedsberøvelse som muligt.

Det er i den forbindelse omtalt ovenfor, at straffeloven

kriminaliserer undvigelse i den forstand, at bistand til den, som undviger,

er strafbar, jf. straffelovens § 124, stk. 1. Undvigelse er derimod

ikke strafbar for den, som undviger.

Hensynet til at begrænse antallet af flugter og

flugtforsøg taler efter Justitsministeriets opfattelse for, at

også den, som flygter eller forsøger herpå og ikke kun

personer, som eventuelt bistår vedkommende bør kunne

straffes.

Hertil kommer, at det umiddelbart kan virke

stødende for retsbevidstheden, at det alene er bistand til undvigelse,

der er strafbar, mens det ikke er strafbart for den anholdte eller

fængslede at flygte fra politiet eller fra det fængsel eller

arresthus mv., hvor den pågældende opholder sig.

På den anførte baggrund foreslår

Justitsministeriet, at straffelovens § 124 ændres, således

at det i fremtiden bliver muligt at straffe også den, der flygter som

anholdt eller fængslet.

2.2.1.

Ligesom den nugældende bestemmelse i

straffelovens § 124, stk. 1, omfatter den foreslåede

bestemmelse både anholdte og fængslede. Derimod omfatter

forslaget ikke tvangsanbragte personer, hvilket indebærer, at der

fortsat alene vil kunne idømmes straf til den, som måtte yde

bistand til en tvangsanbragt persons undvigelse. Udenfor bestemmelsen falder

således f.eks. personer, der i medfør af straffelovens

§§ 68 og 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende

eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Efter bestemmelsen er en fængslet en person, der

afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i

forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter

således indsatte i arresthuse og fængsler, herunder indsatte i

såvel åbne som lukkede fængsler.

Desuden omfatter bestemmelsen personer, der i

medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 afsoner

fængselsstraf på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller

institution (alternative afsoningsformer) og personer, der i medfør af

udgangsbekendtgørelsen § 50 afsoner fængselsstraf under

udstationering fra fængsel eller arresthus, ligesom bestemmelsen

omfatter personer, der i medfør af straffelovens § 74 a,

stk. 1, efter rettens bestemmelse skal undergive sig en struktureret,

kontrolleret socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion). Endvidere

omfatter bestemmelsen varetægtsarrestanter, der i medfør af

retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, efter rettens bestemmelse har

ophold i egnet hjem eller institution (surrogatanbragt), eller som i

medfør af retsplejelovens § 777 er anbragt i anstalt for

personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i

hospital mv. (overført til fuldbyrdelsesanstalt mv.). Det er

naturligvis en forudsætning, at der i det enkelte tilfælde er

tale om en anbringelse, som har karakter af frihedsberøvelse.

Bestemmelsen omfatter endvidere anholdte. En person, der

flygter fra politiet efter at være blevet anholdt i forbindelse med et

strafbart forhold, vil således forudsat de øvrige betingelser

for strafansvar er opfyldt kunne straffes for overtrædelse af

bestemmelsen. Det samme gælder en person, der af private tages på

fersk gerning i forbindelse med et strafbart forhold, og som flygter fra

tilbageholdelsen, jf. herved retsplejelovens § 755, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke

udlændinge, som er varetægtsfængslet eller i øvrigt

frihedsberøvet efter de særlige regler i udlændingeloven.

Det bemærkes herved, at frihedsberøvelse i en række af

disse tilfælde sker med henblik på i givet fald hurtigt og

effektivt at kunne udsende vedkommende af landet. Det ville derfor i de

pågældende tilfælde ikke være i overensstemmelse med

formålet med udlændingelovens regler om frihedsberøvelse,

hvis der over for vedkommende udlænding som efter flugt eventuelt

på ny pågribes her i landet skulle rejses straffesag i

anledning af flugten med henblik på efterfølgende fuldbyrdelse

af den idømte straf, inden udsendelse af landet herefter kunne

gennemføres.

2.2.2.

Som nævnt kræves det efter den

foreslåede bestemmelse, at den anholdte eller fængslede flygter.

Heri ligger, at den anholdte eller fængslede aktivt unddrager sig den

frihedsberøvelse, som den pågældende i anledning af en

mistanke om et strafbart forhold eller afsoningen af en fængsels- eller

forvandlingsstraf for bøde mv. er underlagt. Bestemmelsen vil

således f.eks. omfatte den indsatte, som måtte flygte fra lukket

fængsel eller arrest.

En varetægtsfængslet, der er surrogatanbragt,

eller en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel eller under

alternative afsoningsformer, f.eks. i sikrede institutioner for børn

og unge eller i kriminalforsorgens pensioner, vil være at anse for

flygtet, hvis den pågældende forlader anbringelsesstedet uden

tilladelse. Det samme gælder, hvis en indsat i forbindelse med

transport eller under ledsaget udgang undviger fra transporten eller den

ledsagende fængselsfunktionær.

Derimod vil det ikke være strafbart efter den

foreslåede bestemmelse, hvis en indsat udebliver fra fængslet

efter uledsaget udgang. Sådan udeblivelse vil imidlertid blive omfattet

af de nye skærpede regler for udgang, jf. pkt. 2.3. nedenfor.

2.2.3.

Det er en betingelse for strafansvar efter

den foreslåede bestemmelse, at der foreligger forsæt.

Forsættet skal omfatte alle elementer i gerningsindholdet, herunder at

gerningsmanden er flygtet. Det indebærer, at gerningsmanden skal have

haft en viden om eller have anset det for overvejende sandsynligt

(sandsynlighedsforsæt), at han på tidspunktet for flugten var

frihedsberøvet.

Forsætskravet må normalt antages at være

opfyldt, når der er tale om personer, som afsoner fængselsstraf

mv. eller er varetægtsfængslet. Hvis der er tale om personer, der

er anholdt, vil forsætskravet være opfyldt, hvis det med den

fornødne sikkerhed kan godtgøres, at den pågældende

er bekendt med anholdelsen, f.eks. fordi den pågældende er blevet

oplyst herom, eller fordi det på grund af omstændighederne i

øvrigt må stå klart for vedkommende, at han eller hun er

anholdt.

2.2.4.

Det foreslås, at overtrædelse af

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Som et udgangspunkt for strafudmålingen

forudsættes det, at en overtrædelse af bestemmelsen i

førstegangstilfælde straffes med ubetinget fængsel i 30

dage. Det skal dog anses som en skærpende omstændighed, hvis der

er tale om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været

nøje planlagt.

Det angivne strafniveau er vejledende og kan fraviges af

domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag

foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Navnlig præventive hensyn taler for, at der ved

siden af et strafansvar skal være mulighed for hurtigt at kunne

reagere med disciplinærstraf over for indsatte i tilfælde af

flugt eller flugtforsøg. Justitsministeriet finder derfor, at der

fortsat ved siden af straf for overtrædelse af den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1 skal kunne ikendes

disciplinærstraf som hidtil, jf. pkt. 2.1.2. ovenfor.

På den baggrund er der ved fastsættelsen af

det angivne strafniveau taget hensyn til, at vedkommende for samme flugt

eller flugtforsøg ofte kan være ikendt en

disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En

ikendt disciplinærstraf skal således ikke indebære en

fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

I tilfælde af flugt vil dette i øvrigt

ligesom i dag fortsat kunne få betydning for spørgsmålet

om udgangskarantæne mv., eventuel overførsel til lukket

fængsel, udelukkelse fra fællesskab og

prøveløsladelse, jf. pkt. 2.1.2.

Hvis en flugt har fundet sted under anvendelse af vold

eller trussel om vold mod fængselspersonale mv., vil der ofte

være grundlag for at straffe for overtrædelse af straffelovens

§ 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentligt

ansatte. Har der været tale om vold eller trusler mod andre end

offentligt ansatte, kan der i stedet være grundlag for at straffe for

overtrædelse af voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246

eller for trusler efter straffelovens § 266. Det forudsættes

herved, at der ved overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 124, stk. 1, straffes i sammenstød med de

nævnte bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de

overtrådte bestemmelser.

2.3. Skærpede regler for udgang mv.

Justitsministeriet er for tiden i færd med at

skærpe de administrative regler for udgang under afsoning. Endvidere

overvejes det, hvilke yderligere tiltag der bør

iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i

fængslerne.

På udgangsområdet vil der ske en

begrænsning af muligheden for weekend-udgang, således at denne

form for udgang som altovervejende hovedregel ikke kan gives med henblik

på besøg hos venner og bekendte, men alene med henblik på

besøg hos personer, som den indsatte har en relativt nær

familiemæssig tilknytning til. Endvidere vil der blive indført

nye regler i udgangsbekendtgørelsen, der indebærer, at indsatte,

som i lukkede fængsler afsoner en længerevarende straf,

først kan få uledsaget udgang på et noget senere

tidspunkt, end tilfældet er i dag.

For at begrænse risikoen for at ofre for

forbrydelser møder gerningsmanden, vil der desuden i videre omfang

blive fastsat vilkår om, at den indsatte under udgang ikke

opsøger gerningssted eller offeret for forbrydelsen.

I de tilfælde, hvor den indsatte udebliver fra

uledsaget udgang, vil der ske en skærpelse af reaktionerne,

således at der fremover fastsættes en meget længere

udgangskarantæne. Endelig vil der ske en begrænsning af udflugter

med overnatning arrangeret af kriminalforsorgens institutioner.

Med hensyn til bekæmpelse af narkotika i

kriminalforsorgens institutioner overvejes det at iværksætte

yderligere behandlingstiltag over for stofmisbrugere, således at

efterspørgslen efter narkotika mindskes. Disse overvejelser omfatter

bl.a. muligheden for at gøre den gældende ordning med

motivationskurser for stofmisbrugere permanent, etablering af

motivationsafdelinger med mulighed for afgiftning for de mest medtagne

stofmisbrugere (herunder etablering af en særlig motivationsafdeling

samt en egentlig behandlingsafdeling for kvindelige stofmisbrugere).

Samtidig overvejes en række tiltag, der yderligere

skal modvirke, at narkotika kommer ind i kriminalforsorgens institutioner,

herunder bl.a. udvidede og hurtigere metoder til analyse af

urinprøver, anvendelse af scannere mv. med henblik på at

kontrollere, at indsatte, der vender tilbage fra f.eks. udgang, og

besøgende ikke medbringer narkotika.

Endvidere overvejes indførelsen af visse

begrænsninger i de indsattes adgang til at have egne genstande i

cellen, som er særligt vanskelige at undersøge for narkotika,

udvidet brug af narkotikahunde og etablering af forsøg med øget

ydre sikring af nogle åbne fængsler, så adgangen til

fængslet og dermed indsmugling af narkotika

besværliggøres.

3. Begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.

Lovforslaget om begrænsning i indsattes adgang til

aktindsigt mv. bygger på en udtalelse, som Straffelovrådet har

afgivet i 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Udtalelsen er

optrykt som bilag 3 til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998

om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Spørgsmålet om begrænsning i adgangen

til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse har tidligere været

behandlet i Folketinget. I de seneste folketingssamlinger har

spørgsmålet således været drøftet i 1998 i

forbindelse med beslutningsforslag nr. B 11 (jf. Folketingstidende, 1998-99,

tillæg A, s. 1340, 1345 og Folketingets forhandling, s. 813).

Spørgsmålet har tillige været drøftet i 2000 i

forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 14, der i 2001 blev

genfremsat som beslutningsforslag nr. B 2 (jf. Folketingstidende 2000-01,

tillæg A, s. 1321 og 1323 samt Folketingets forhandlinger, s. 2220 og

Folketingstidende 2001-02, 1. samling, tillæg A, s. 662 og 664 samt

Folketingets forhandlinger, s. 288). Endvidere blev spørgsmålet

drøftet i forbindelse med Folketingets behandling af det lovforslag,

der lå til grund for straffuldbyrdelsesloven og følgeloven til

straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af

straf mv. og lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige

lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om

fuldbyrdelse af straf mv. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000,

tillæg B, s. 1393 og Folketingets forhandlinger, s. 8747.

3.1. Gældende ret

3.1.1.

Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1,

kan den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt

med sagens dokumenter. I forvaltningens afgørelsessager om

straffuldbyrdelse og varetægtsfængsling har den indsatte eller

varetægtsarrestanten, som sagen vedrører, således som

udgangspunkt krav på aktindsigt efter de gældende regler.

Det bemærkes herved, at sager om straffuldbyrdelse

ikke er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3,

der undtager sager om strafferetlig forfølgning fra lovens kapitel 4

om partens aktindsigt. Det skyldes, at sager om straffuldbyrdelse ikke har

karakter af strafferetlig forfølgning. Sager om

varetægtsfængsling kan heller ikke anses for sager om

strafferetlig forfølgning og dermed omfattet af den gældende

undtagelsesbestemmelse i § 9, stk. 3, i det omfang de

pågældende oplysninger ikke indgår som en del af selve den

bagvedliggende straffesag mod vedkommende.

Spørgsmålet om begrænsning i adgangen

til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse mv. skal derfor som udgangspunkt

vurderes efter forvaltningslovens §§ 12-15, hvorefter visse dokumenter

og oplysninger kan undtages fra retten til aktindsigt.

Adgangen til at undtage oplysninger af hensyn til

straffuldbyrdelse mv. er hjemlet i § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter

retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i

at benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes

at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller andre private eller offentlige interesser, herunder forebyggelse,

opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse

og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om

strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Anvendelsen af

denne undtagelsesbestemmelse beror på en konkret afvejning i hvert

enkelt tilfælde af partens interesse i at få kendskab til sagens

dokumenter over for de modstående hensyn, der taler for at

begrænse retten til aktindsigt. Der er således ikke hjemmel til

administrativt at fastsætte generelle undtagelser fra partens ret til

aktindsigt.

Gør de hensyn, der efter forvaltningslovens

§ 15, stk. 1, taler for at begrænse retten til aktindsigt,

sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres

bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. forvaltningslovens

§ 15, stk. 2.

Spørgsmålet om meddelelse af aktindsigt til

andre end parterne i en afgørelsessag er reguleret i

offentlighedsloven. Efter § 2, stk. 2, 1. pkt., omfatter loven ikke

sager inden for strafferetsplejen. Det indebærer bl.a., at loven ikke

omfatter konkrete sager om straffuldbyrdelse og

varetægtsfængsling. Sager om indsattes forplejning,

beskæftigelsesforhold, undervisning, fritidsaktiviteter og lignende

anses dog for at være undergivet aktindsigt efter offentlighedslovens

almindelige regler.

3.1.2.

Efter forvaltningslovens § 22 skal en

afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af

en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

Begrundelsen skal efter forvaltningslovens § 24,

stk. 1, indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse

regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen

tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent

indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig

betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,

stk. 2.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan

begrundelsens indhold begrænses, i det omfang partens interesse i at

kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde

vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller

til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15. Anvendelsen af

denne undtagelsesbestemmelse beror således ligesom en eventuel

begrænsning af partens aktindsigt i medfør af forvaltningslovens

§ 15 på en konkret afvejning af partens interesse i at få

kendskab til sagens dokumenter over for de modstående hensyn, der taler

for at begrænse indholdet af begrundelsen.

3.2. Straffelovrådets udtalelse fra 1996 om aktindsigt i sager om

straffuldbyrdelse

3.2.1.

Straffelovrådet har i en udtalelse

afgivet i december 1996 behandlet spørgsmålet om aktindsigt i

sager om straffuldbyrdelse.

Rådets flertal (6 medlemmer) pegede i udtalelsen

indledningsvis på, at udelukkelse af adgangen til aktindsigt

principielt kan give anledning til betænkeligheder. At afskære

den indsatte fra at få aktindsigt i en sag, der angår den

pågældendes afsoning, kan således være

betænkeligt, fordi den indsatte ikke får lejlighed til at

imødegå de faktiske oplysninger, der indgår i grundlaget

for en beslutning f.eks. om at overføre vedkommende til et lukket

fængsel. Dette forhold har bl.a. betydning, når

kriminalforsorgens afgørelse støttes på oplysninger fra

medindsatte, som efter omstændighederne ud fra et hævnmotiv eller

lignende kan have interesse i at give urigtige oplysninger om den

pågældende til fængselspersonalet.

De nævnte hensyn må imidlertid efter

flertallets opfattelse afvejes over for andre hensyn, herunder hensynet til

at kriminalforsorgen kan varetage sine opgaver. Flertallet finder

således, at det må tillægges betydelig vægt ved

overvejelserne om at begrænse retten til aktindsigt, at

kriminalforsorgen skal have mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i

fængslerne herunder ved at de indsatte ikke udsættes for

overgreb fra andre indsatte, der i kraft af deres person eller

tilhørsforhold til bestemte grupper, f.eks. rockergrupper og lignende,

indtager en særlig magtposition i fængslet.

Straffelovrådets flertal anfører i den

forbindelse, at erfaringen har vist, at kriminalforsorgen ikke gennem de

gældende regler opnår eller kan opnå de oplysninger fra

medindsatte, der er nødvendige for at opretholde ro og orden i

fængslerne. Risikoen for repressalier fra stærke indsatte er

så betydelig, at kriminalforsorgen normalt kun modtager belastende

oplysninger fra medindsatte, hvis de pågældende kan garanteres

anonymitet. Dette er imidlertid ikke muligt efter de gældende regler,

hvor adgangen til at begrænse aktindsigten beror på en konkret

vurdering.

En anden følge af de gældende regler er

ifølge flertallet, at fængselsfunktionærer og deres

familier undertiden kan blive udsat for trusler, hvis personalet har afgivet

belastende rapporter og udtalelser om trussels- og voldsepisoder mv., som de

stærke indsatte har været involveret i.

Straffelovrådets flertal foreslog derfor i sin

udtalelse fra 1996, at der i forvaltningsloven indsættes en

bestemmelse, der afskærer adgangen til partsaktindsigt i visse sager i

forbindelse med straffuldbyrdelse.

3.2.2.

Ved sine overvejelser om, hvilke sagstyper

der bør være omfattet af en begrænsning i adgangen til

aktindsigt, fandt Straffelovrådets flertal, at en parts ret til at

blive gjort bekendt med dokumenterne i sin egen sag kun bør fraviges

under særlige omstændigheder. En begrænsning i retten til

aktindsigt bør derfor forbeholdes de sagstyper, hvor der er

sådanne tungtvejende grunde til at indføre begrænsninger,

at de overstiger de modstående hensyn.

På den baggrund foreslog rådets flertal, at

adgangen til partsaktindsigt afskæres i sager om anbringelse og

overførsel af indsatte, idet begrænsninger i retten til

partsaktindsigt netop skal ses i sammenhæng med, at kriminalforsorgen

herved bl.a. kan opnå forbedrede muligheder for at træffe

afgørelse om en hensigtsmæssig placering af stærke

indsatte det vil f.eks. sige placering i separate afdelinger for

stærke indsatte, som har misbrugt deres magtposition til at udnytte

eller dominere medindsatte.

Med hensyn til sager om valg af afsoningsinstitution i

tilknytning til iværksættelse af afsoning bemærkede

flertallet, at de oplysninger, som kriminalforsorgen har behov for i den

forbindelse, ikke sjældent stammer fra straffesagen mod den

pågældende. De hensyn, der begrunder den gældende

bestemmelse i forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter retten til

aktindsigt ikke omfatter sager om strafferetlig forfølgning, taler

således på tilsvarende måde for at begrænse adgangen

til aktindsigt i sager om valg af afsoningssted ved afsoningens

begyndelse.

Straffelovrådets flertal overvejede endvidere, om

adgangen til aktindsigt bør afskæres i sager om udelukkelse fra

fællesskab samt sager om disciplinærstraf. Flertallet fandt, at

spørgsmålet giver anledning til tvivl. Samtidig anføres

det, at der også i disse sager kan være behov for at

afskære aktindsigt med henblik på at imødegå bl.a.

de medindsattes frygt for, at belastende oplysninger afgivet af dem bliver

videregivet til stærke indsatte i tilfælde, hvor der rejses sag

mod en stærk indsat om disciplinærstraf eller udelukkelse fra

fællesskab.

Hvad angår afgørelser om udelukkelse fra

fællesskab pegede flertallet på, at disse afgørelser er

fremadrettede, idet formålet bl.a. er at forebygge voldsom adfærd

og hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende

stoffer. Endvidere skal afgørelser om udelukkelse fra fællesskab

ses i sammenhæng med afgørelser om overførsel til anden

afsoningsinstitution. Bl.a. kan der ske foreløbig anbringelse i enrum,

hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn

til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte

opfylder betingelserne for overførsel til lukket anstalt (jf. herved

§ 63, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven).

På den baggrund foreslog Straffelovrådets

flertal, at afgørelser om udelukkelse fra fællesskab bliver

omfattet af en begrænsning i adgangen til aktindsigt.

Derimod fandt flertallet efter en samlet afvejning ikke,

at den foreslåede begrænsning i retten til partsaktindsigt

bør omfatte sager om disciplinærstraf over for indsatte.

Flertallet lagde i den forbindelse særlig vægt på, at der i

disse sager er tale om reaktioner, som har karakter af straf. Herved

adskiller de sig på afgørende måde fra de øvrige

reaktionsmuligheder, der består med henblik på at opretholde

orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne.

Disciplinærstraffesystemet retter sig således mod handlinger, som

de indsatte har begået, og giver mulighed for at ikende de indsatte en

tillægsstraf i form af bøde og strafcelle, der fuldbyrdes under

afsoningen af den idømte frihedsstraf.

3.2.3.

I forlængelse af det anførte

foreslog Straffelovsrådets flertal endvidere, at forvaltningslovens

krav om begrundelse fraviges ved afgørelser i de sagstyper, hvor der

lægges op til begrænsninger i retten til aktindsigt.

Forslaget indebærer, at begrundelsen for

afgørelser i de pågældende sager, f.eks. afgørelser

om overførsel af en indsat fra åbent til lukket fængsel,

alene skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke

afgørelsen er truffet. Herved sikres det, at stærke indsatte

ikke gennem begrundelsen for den pågældende afgørelse kan

få kendskab til de personer, der måtte have givet belastende

oplysninger til sagen.

3.2.4.

I tilknytning til det beskrevne forslag

forudsatte rådets flertal, at der udvises særlig

opmærksomhed ved vurderingen af troværdigheden af de oplysninger,

der indgår i de omhandlede sagstyper, således at det sikres, at

afgørelser om bl.a. overførsel af stærke indsatte fra

åbent til lukket fængsel ikke træffes på et urigtigt

grundlag. Det betyder, at rigtigheden af de oplysninger, der f.eks. gives af

medindsatte om trussels- eller voldsepisoder, efter omstændighederne

skal søges bekræftet ved fængselspersonalets egne

observationer mv.

Rådets flertal forudsatte med sit forslag endvidere,

at der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i sager af den

angivne karakter, i det omfang hverken private eller offentlige interesser

taler imod (»meroffentlighedsprincippet«).

3.2.5.

Et mindretal i Straffelovrådet (2

medlemmer) anbefalede i udtalelsen fra 1996, at der ikke sker

begrænsninger i retten til aktindsigt i forbindelse med sager om

straffuldbyrdelse (og dermed heller ikke fravigelser i de gældende

regler om begrundelse af afgørelser).

Mindretallet fandt således, at det behov, der kan

være for at begrænse retten til aktindsigt i de

pågældende sagstyper, er dækket af de gældende

begrænsninger i forvaltningslovens § 15. I den forbindelse

må der ifølge mindretallet også lægges betydelig

vægt på, at der bør være et særlig højt

niveau for retssikkerhedsgarantier i sager, der vedrører

frihedsberøvelse.

Fælles for de typer af sager, hvor retten til

aktindsigt efter flertallets forslag vil blive begrænset, er

ifølge mindretallet, at der er tale om meget betydelige indgreb. Selv

om disse administrative afgørelser ikke formelt set har karakter af

disciplinærstraffe, er de efter mindretallets opfattelse reelt

væsentlig mere bebyrdende end de eksisterende disciplinærstraffe.

Mindretallet anfører i den forbindelse bl.a. også, at

afgørelsesgrundlaget i de sager, hvor flertallet foreslår

begrænsningerne i adgangen til aktindsigt, er af ganske samme karakter

som grundlaget for anvendelse af de alvorlige disciplinærstraffe.

3.2.6.

Straffelovrådets forslag angår

begrænsninger i retten til aktindsigt efter forvaltningsloven det vil

sige begrænsninger i retten til indsigt i oplysninger hos den

forvaltningsmyndighed (kriminalforsorgen), der træffer afgørelse

om valg af afsoningsinstitution mv.

Forvaltningslovens regler omfatter derimod ikke

oplysninger, der indgår i en sag ved domstolene. Et særligt

spørgsmål er derfor, hvorledes de oplysninger, der efter

forslaget er undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling,

skal indgå ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse

af kriminalforsorgens afgørelser i sager af den nævnte

karakter.

Om dette spørgsmål har Straffelovrådets

flertal i betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf

mv. (Delbetænkning III om sanktionsspørgsmål) udtalt, at

man er opmærksom på, at afgørelser om valg af

afsoningsinstitution, om overførsel til anden afsoningsinstitution

eller afdeling i en afsoningsinstitution eller om udelukkelse fra

fællesskab kan undergives domstolsprøvelse i medfør af

grundlovens § 63 med deraf følgende mulighed for, at vedkommende

part kan opnå kendskab til oplysninger, der måtte være

undtaget fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15.

Flertallet har dog ikke fundet noget praktisk behov for at fastsætte

særlige regler, der under domstolsprøvelse giver mulighed for at

afskære vedkommende part fra at gøre sig bekendt med oplysninger

undtaget fra aktindsigt efter forvaltningsloven. Der henvises til den

nævnte betænkning, side 86 ff.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

3.3.1.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der

alene bør ske begrænsninger i adgangen til partsaktindsigt efter

forvaltningsloven, hvis der foreligger tungtvejende grunde. Det samme

gælder med hensyn til fravigelse af forvaltningslovens krav til

indholdet af begrundelsen for afgørelser.

Der er således tale om væsentlige

forvaltningsretlige partsrettigheder, der skal være med til at sikre,

at den person, som en forvaltningsmyndigheds afgørelse er rettet til,

kan varetage sine interesser. Indskrænkning i disse rettigheders

anvendelsesområde bør derfor kun komme på tale, når

der foreligger særlige grunde.

I den forbindelse taler en række hensyn som

anført af Straffelovrådets flertal med betydelig vægt

for at begrænse retten til partsaktindsigt og begrundelse i visse sager

om straffuldbyrdelse.

Det drejer sig i første række om hensynet til

medindsatte, som bl.a. kan risikere at blive udsat for vold, trusler mv.,

hvis de afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen om f.eks. en

såkaldt stærk indsat, som udnytter sin magtposition i

fængslet. Med de gældende regler har en medindsat således

ingen garanti for, at den pågældende stærke indsatte ikke

efterfølgende gennem reglerne om partsaktindsigt opnår kendskab

til de afgivne oplysninger. Det er derfor meget forståeligt, hvis

medindsatte i situationer af denne karakter viger tilbage fra at give

kriminalforsorgen oplysninger, der ville kunne indgå i grundlaget for

en sag om f.eks. overførsel af den stærke indsatte til en af de

særlige afdelinger, der er oprettet for netop at kunne adskille

indsatte, som udviser truende og chikanøs adfærd mv., fra andre

indsatte.

Også hensynet til fængselsansatte, som til

brug for sager om overførsel til anden afdeling mv. afgiver belastende

oplysninger om en indsat, taler for at begrænse retten til

partsaktindsigt i visse sager om straffuldbyrdelse. Hermed vil det

således være muligt at fjerne den utryghed, som de ansatte og

deres familier ellers kan føle, fordi vedkommende indsatte efter de

gældende regler kan have ret til aktindsigt i de pågældende

oplysninger.

I det anførte ligger samtidig, at en

begrænsning i retten til aktindsigt må forventes at få den

konsekvens, at der fremover vil tilgå kriminalforsorgen flere

oplysninger fra medindsatte, således at det i yderligere omfang bliver

muligt at tilvejebringe det nødvendige grundlag for bl.a.

afgørelser om overførsel af stærke indsatte til

særlige afdelinger.

3.3.2.

Justitsministeriet finder efter en samlet

afvejning af de forskellige hensyn, at der som foreslået af

Straffelovrådets flertal bør indsættes en bestemmelse i

forvaltningsloven, der i forbindelse med visse sager om straffuldbyrdelse

afskærer retten til partsaktindsigt.

Endvidere er Justitsministeriet på den

anførte baggrund enig i flertallets forslag om, at begrundelsen for

afgørelser i de pågældende sager bør

begrænses, således at den alene skal indeholde en henvisning til

de retsregler, som afgørelsen er truffet efter.

Justitsministeriet lægger i øvrigt vægt

på, at forslagets gennemførelse ikke vil være til hinder

for, at der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i sager af den

angivne karakter, i det omfang hverken private eller offentlige interesser

taler imod (»meroffentlighedsprincippet«).

Tilsvarende vil den foreslåede begrænsning i

indholdet af begrundelsen for de pågældende afgørelser

ikke være til hinder for, at der kan gives en nærmere begrundelse

i de tilfælde, hvor der ikke foreligger modstående private eller

offentlige interesser.

3.3.3.

For så vidt angår

spørgsmålet om den nærmere afgrænsning af de typer

af sager om straffuldbyrdelse, hvor retten til aktindsigt og begrundelse

bør begrænses, kan Justitsministeriet tiltræde det, der er

anført af Straffelovrådets flertal. Justitsministeriet er

således enig i, at begrænsningerne bør forbeholdes de

sagstyper, hvor der er sådanne tungtvejende grunde til at

indføre begrænsninger, at de overstiger de modstående

hensyn.

Det er derfor også Justitsministeriets opfattelse,

at en begrænsning i adgangen til aktindsigt og en begrænsning af

begrundelsens indhold ikke bør omfatte sager om disciplinærstraf

i forbindelse med straffuldbyrdelse (jf. herved straffuldbyrdelseslovens

§§ 67-72). Der henvises herved til pkt. 3.2.2. ovenfor.

3.3.4.

Forslaget fra Straffelovrådets flertal

omfatter visse sager i forbindelse med afsoning af frihedsstraf. Rådet

er således i forbindelse med sin udtalelse fra 1996 ikke blevet anmodet

om at tage stilling til spørgsmålet om adgang til aktindsigt mv.

for personer, som er varetægtsarrestanter eller

forvaringsdømte.

Justitsministeriet finder imidlertid, at de hensyn til

medindsatte mv. samt opretholdelse af sikkerhed og orden, der er

anført ovenfor, også gør sig gældende i sager af

denne karakter.

Det foreslås derfor, at begrænsningerne i

retten til partsaktindsigt og begrundelse efter forvaltningsloven også

skal gælde, i det omfang kriminalforsorgen træffer

afgørelse i sager om valg af varetægtsfængsel,

overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden afdeling

i et varetægtsfængsel og om udelukkelse af

varetægtsarrestanter fra fællesskab (jf. herved retsplejelovens

kapitel 70, herunder § 770).

Endvidere foreslås det, at de nye regler også

skal gælde i sager om forvaring efter straffelovens § 70. Det

bemærkes herved, at straffuldbyrdelseslovens regler om

overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en

afsoningsinstitution samt udelukkelse fra fællesskab som udgangspunkt

ikke alene omfatter personer, som afsoner eller skal afsone

fængselsstraf, men også personer, som er dømt til

forvaring (jf. herved straffuldbyrdelseslovens § 105).

3.3.5.

Justitsministeriet finder ikke, at der i

forlængelse af forslaget om at begrænse retten til aktindsigt

efter forvaltningsloven i de nævnte sager også bør

fastsættes særlige regler, der giver mulighed for under en

eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af kriminalforsorgens

afgørelser om valg af afsoningsinstitution mv. at afskære

vedkommende part fra at gøre sig bekendt med oplysninger undtaget fra

aktindsigt efter forvaltningsloven. Der henvises herved til det, der er

anført i pkt. 3.2.6. Heraf fremgår det, at

Straffelovrådets flertal ikke har fundet noget praktisk behov for at

fastsætte sådanne regler.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Forslaget om at gøre det strafbart for anholdte og

fængslede at flygte indebærer en nykriminalisering og vil

således alt andet lige medføre en forøgelse af

strafmængden.

En beregning på grundlag af antallet af undvigelser

og af længden af den straf, der forudsættes udmålt herfor,

viser, at det øgede pladsbehov som følge af de foreslåede

strafskærpelser udgør ca. 25 lukkede fængselspladser i

2003 og følgende år.

Kriminalforsorgens gennemsnitlige driftsudgifter til en

lukket fængselsplads er ca. 555.000 kr. årligt.

Kriminalforsorgens gennemsnitlige anlægsudgifter til en lukket

fængselsplads er på ca. 2,3 mio. kr.

Forslaget vil således isoleret set

medføre merudgifter for kriminalforsorgen til drift på ca. 14

mio. kr. i 2003 og følgende år. Hertil kommer

anlægsudgifter, der udgør i størrelsesorden 57,5 mio. kr.

Den nødvendige kapacitet kan i 2003 midlertidigt findes blandt

kriminalforsorgens eksisterende pladser og der skønnes således

ikke at være anlægsudgifter i 2003.

Der knytter sig imidlertid en række usikkerheder til

vurderingen af den reelle merbelastning for kriminalforsorgen som

følge af de foreslåede strafskærpelser. En række

faktorer, herunder ændringer i kriminalitetsudviklingen,

varetægtsbelægget og strafmassen samt i

befolkningssammensætningen m.v. har således betydning for

vurderingen af det yderligere kapacitetsbehov i kriminalforsorgens

institutioner, som forslaget medfører.

Som nævnt skønnes udgiftsvirkningen for

kriminalforsorgen af de foreslåede strafskærpelser i 2003

isoleret set at udgøre ca. 14 mio. kr. til drift, mens der ikke

skønnes at være anlægsudgifter i 2003. En endelig

vurdering af forslagets økonomiske konsekvenser i 2003 og

følgende år må imidlertid i lyset af de ovennævnte

usikkerheder forudsætte, at der gennemføres en analyse, der

har til formål nærmere at belyse, hvilket yderligere

kapacitetsbehov, som de foreslåede strafskærpelser

medfører, samt hvorledes dette merkapacitetsbehov kan

fyldestgøres. Justitsministeriet vil i samarbejde med

Finansministeriet og kriminalforsorgen iværksætte en

sådan analyse med henblik på, at de merbevillinger til

kriminalforsorgen, der som ovenfor nævnt, efter en isoleret beregning

af forslagets virkninger skønnes påkrævede, eventuelt kan

justeres i lyset af analyseresultaterne i forbindelse med forslag til

finanslov for 2003.

Kriminalforsorgens nuværende flerårsaftale

udløber med udgangen af 2003. Det nødvendige merbevillingsbehov

for kriminalforsorgen i 2004 og følgende år vil indgå i

kriminalforsorgens bevillinger for disse år, eventuelt i forbindelse

med en ny flerårsaftale.

De økonomiske virkninger af strafskærpelserne

efter nærværende lovforslag skal ses i sammenhæng med

konsekvenserne af forslaget til lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold,

uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig

fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden,

menneskesmugling og menneskehandel mv.). Også behovet for yderligere

kapacitet i kriminalforsorgen som følge af dette forslag vil

således indgå i den ovennævnte analyse.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Isoleret set ca. 14 mio. kr. i 2003 (eventuelt mindre

afhængigt af analyse). Merudgifter i de følgende år kan

ikke endeligt vurderes på nuværende tidspunkt, men

analyseres.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

5. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til

høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre

Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Det Danske

Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling,

Retspolitisk Forening, Foreningen af Fængselsinspektører og

Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk

Fængselsforbund og HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 124, stk. 1)

Bestemmelsen indebærer, at det bliver strafbart for

anholdte og fængslede at flygte.

Efter bestemmelsen er en fængslet en person, der

afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i

forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter

således bl.a. indsatte i fængsler eller arresthuse. Bestemmelsen

omfatter desuden anholdte, herunder personer, der måtte være

anholdt af private i medfør af retsplejelovens § 755,

stk. 2.

Endvidere omfatter bestemmelsen personer, som afsoner

fængselsstraf på hospital, i egnet hjem eller institution

(alternative afsoningsformer), jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, og

personer, der i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 50

afsoner fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller

arresthus, ligesom bestemmelsen omfatter personer, der i medfør af

straffelovens § 74 a, stk. 1, efter rettens bestemmelse skal

undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling

(ungdomssanktion). Endvidere omfatter bestemmelsen

varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens

§ 765, stk. 2, nr. 3, efter rettens bestemmelse har ophold i egnet

hjem eller institution (surrogatanbragt), eller som i medfør af

retsplejelovens § 777 er anbragt i anstalt for personer, der

udstår fængselsstraf eller forvaring, eller hospital mv.

(overført til fuldbyrdelsesanstalt mv.). Det er en forudsætning,

at der i det enkelte tilfælde er tale om en anbringelse, der har

karakter af frihedsberøvelse.

Efter bestemmelsen kræves det, at den anholdte eller

fængslede flygter. Heri ligger, at den anholdte eller fængslede

aktivt unddrager sig den frihedsberøvelse, som den

pågældende i anledning af en mistanke om et strafbart forhold

eller afsoningen er underlagt.

Bestemmelsen vil således f.eks. omfatte den

indsatte, som måtte flygte fra lukket fængsel eller arrest.

En varetægtsfængslet, der er surrogatanbragt,

eller en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel eller under

alternative afsoningsformer, f. eks. i sikrede institutioner for børn

og unge eller i kriminalforsorgens pensioner, vil være at anse for

flygtet, hvis den pågældende forlader anbringelsesstedet uden

tilladelse. Det samme gælder, hvis en indsat i forbindelse med

transport eller under ledsaget udgang undviger fra transporten eller den

ledsagende fængselsfunktionær.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (straffelovens § 83, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 1.

Til § 2

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 1.

Til § 3

Til nr. 1 (forvaltningslovens § 9, stk. 4)

Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den,

der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse

af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt med sagens

dokumenter.

Efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3,

kan retten til aktindsigt efter en konkret vurdering begrænses, i det

omfang partens interesse i at benytte kendskab til sagens dokumenter til

varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til

den pågældende selv eller andre private eller offentlige

interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af

lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af

sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær

forfølgning.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at

partens ret til aktindsigt efter forvaltningsloven afskæres i visse

typer af sager i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf og

forvaring.

Det drejer sig om afgørelser om valg af

afsoningsinstitution, overførsel til anden afsoningsinstitution eller

afdeling i en afsoningsinstitution og om udelukkelse fra fællesskab

det vil navnlig sige afgørelser af denne karakter truffet i

medfør af straffuldbyrdelseslovens §§ 20-30, § 63 og

§ 78 (jf. også § 93 og § 105).

Endvidere afskæres retten til partsaktindsigt i

forvaltningens afgørelser om valg af varetægtsfængsel,

overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden afdeling

i et varetægtsfængsel og om udelukkelse af

varetægtsarrestanter fra fællesskab truffet i medfør af

retsplejelovens kapitel 70 og regler udstedt i medfør heraf.

Udtrykket »sager om« i forvaltningslovens § 9,

stk. 4, som affattet ved forslagets § 3, nr. 1, udelukker ikke, at

oplysninger fra sager af den nævnte karakter indgår i en sag uden

for dette område, f.eks. i socialforvaltningens sag om

hjælpeforanstaltninger efter den sociale lovgivning til den

pågældendes børn. I sådanne tilfælde er der

imidlertid fortsat mulighed for efter omstændighederne at undtage

oplysninger af den omhandlede karakter fra aktindsigt i medfør af

forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet

kan i øvrigt næppe antages at have større praktisk

betydning. Det skyldes, at det f.eks. i en sag som den ovenfor nævnte

er kriminalforsorgens oplysninger om den pågældendes sociale

situation, der er relevante for socialforvaltningen, og ikke oplysninger af

den karakter, der undtages fra aktindsigt af hensyn til

straffuldbyrdelsen.

kret vurdering er opfyldt.

Med forslagets § 3, nr. 1, gøres ingen

ændring i offentlighedslovens regler. For så vidt angår

anmodning om aktindsigt fra andre end sagens parter, gælder

således offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,

uændret. Efter denne bestemmelse omfatter offentlighedsloven ikke sager

inden for strafferetsplejen. Det indebærer bl.a., at der ikke er ret

til aktindsigt efter offentlighedsloven i konkrete sager om straffuldbyrdelse

og varetægtsfængsling.

Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder en række

bestemmelser, hvorefter en myndighed ikke kan træffe afgørelse i

en sag, før myndigheden har foretaget partshøring. Efter

forvalningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, skal der dog ikke ske

partshøring, hvis parten ikke har ret til partsaktindsigt med hensyn

til de pågældende oplysninger. Når adgangen til

partsaktindsigt afskæres i afgørelser af den nævnte

karakter, indebærer det derfor også, at der i sådanne sager

ikke vil være krav om, at der foretages partshøring efter

forvaltningslovens § 19, inden der træffes afgørelse i

sagen.

Til nr. 2 (forvaltningslovens § 24, stk. 3)

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en

begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt

skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er

tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Begrundelsens indhold kan i medfør af

forvaltningslovens § 24, stk. 3, efter en konkret vurdering

begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab

til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private eller offentlige interesser, jf. § 15.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at

begrundelsen for afgørelser i sager, der efter forvaltningslovens

§ 9, stk. 4, som affattet ved dette forslags § 3, nr. 1, er

undtaget fra aktindsigt, alene skal indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Forslaget afviger

således herved fra den nugældende ordning, hvorefter

begrundelsens indhold kan begrænses efter en konkret vurdering, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 3.

Forslaget udelukker ikke, at der i sager omfattet af

forvaltningslovens § 9, stk. 4, efter omstændighederne gives

en nærmere begrundelse for afgørelsen, hvis private eller

offentlige interesser ikke taler mod det.

Til § 4

Til stk. 1.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Forslaget indebærer, at den nye regel om begrundelse

som affattet ved dette forslags § 3, nr. 2, har virkning for

afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden.

Til stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den

nye regel om begrænsning i retten til aktindsigt som affattet ved dette

forslags § 3, nr. 1, finder anvendelse på dokumenter, der

udarbejdes efter lovens ikrafttræden. For ældre sager om valg af

afsoningsinstitution mv. gælder således de hidtidige regler om

partsaktindsigt.

Til § 5

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for sager om færøske og grønlandske anliggender. Lovens

§§ 1 og 2 kan dog ved kgl. anordning sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger. For Grønland gælder der

en særlig kriminallov og retsplejelov, og der er derfor ikke

foreslået en hjemmel til at sætte lovens §§ 1 og 2 i kraft for

Grønland. Lovens § 3 kan ved kgl. anordning sættes i kraft

for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de

særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under

behandling af rigsmyndighederne.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 124, stk. 1, affattes således:

»Den, der undviger som anholdt eller fængslet,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 124.

Den, der befrier en anholdt, fængslet eller

tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper

en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult,

straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende

omstændigheder med bøde.

Stk. 2.

Den som ulovligt sætter sig i

forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, straffes med

bøde eller under skærpende omstændigheder med

fængsel indtil 3 måneder.

2.

I § 83, stk. 2, ændres »§ 124« til:

»§ 124, stk. 2 og 3«

§ 83.

---

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder

tilsvarende anvendelse, dersom de der nævnte forbrydelser begås

af en tidligere fange over for en ved den pågældende anstalt

ansat person eller med hensyn til anstalten eller dens ejendele, samt

når en tidligere fange går sig skyldig i en af de i § 124

omhandlede forbrydelser i forhold til en i den pågældende anstalt

hensiddende fange.

Stk. 3.

---

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september

2001, foretages følgende ændring:

1.

I § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a,

stk. 3, nr. 3, ændres »124, stk. 1« til: »124,

stk. 2«.

§ 781.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun

foretages, såfremt

1) ---

2) ---

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter

loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en

forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13

eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125,

127, stk. 1, 193, , stk. 1, 235, 245, 252, stk. 1, 266, 281,

286, stk. 1, eller 289 eller en overtrædelse af

udlændingelovens § 59, stk. 5.

Stk. 2-5.

---

§ 791 a

. ---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Observation af personer, der befinder

sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af fjernbetjent eller

automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat eller

ved hjælp af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet, må

dog kun foretages, såfremt

1) ---

2) ---

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter

loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en

forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13

eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125,

127, stk. 1, 193, stk. 245, 252, stk. 1, 266, 281, 286,

stk. 1, 289 eller en overtrædelse af udlændingelovens

§ 59, stk. 5, og

4) ---

§ 3

I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret

ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende

ændringer:

1.

I § 9 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4.

I forbindelse med varetægtsfængsling samt

fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne

i dette kapitel endvidere ikke sager om:

1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution

2) overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden

afsoningsinstitution

3) overførsel til anden afdeling i et varetægts-

fængsel eller en afsoningsinstitution

4) udelukkelse fra fællesskab«

§ 9.

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive

gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag,

hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort

bekendt med.

Stk. 2.

Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker

i offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give

aktindsigt efter dette kapitel.

Stk. 3.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager

om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog

§ 18.

2.

§ 24, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,

gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.

Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang

partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige

interesser, jf. § 15.«

§ 24.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det

omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til

varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til

den pågældende selv eller til andre private eller offentlige

interesser, jf. § 15.

Lignende dokumenter