Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 27. februar 2002 af justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og
forvaltningsloven
(Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til
aktindsigt mv.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september
2001, foretages følgende ændringer:
1.
§ 124, stk. 1, affattes således:
»Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.«
Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.
2.
I § 83, stk. 2, ændres »§ 124« til:
»§ 124, stk. 2 og 3«.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september
2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a,
stk. 3, nr. 3, ændres »124, stk. 1« til: »124,
stk. 2«.
§ 3
I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som
ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende
Læs alt
ændringer:
1.
I § 9 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
I forbindelse med varetægtsfængsling samt
fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne
i dette kapitel endvidere ikke sager om:
1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution,
2) overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden
afsoningsinstitution,
3) overførsel til anden afdeling i et
varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution og
4) udelukkelse fra fællesskab.«
2.
§ 24, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.
Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori
partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige
interesser, jf. § 15.«
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2.
Forvaltningslovens § 9, stk. 4, som affattet
ved denne lovs § 3, nr. 1, gælder for dokumenter, der udarbejdes
efter lovens ikrafttræden.
§ 5
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Lovens §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 3 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har
været under behandling af rigsmyndighederne.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
3
2.
Fangeflugt
4
2.1.
Gældende ret
4
2.1.1.
Tidligere og nugældende regler i
straffeloven
4
2.1.2.
Disciplinære reaktioner
mv.
4
2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
4
2.3.
Skærpede regler for udgang
mv.
6
3
Begrænsning i indsattes adgang til
aktindsigt mv.
7
3.1.
Gældende ret
7
3.2.
Straffelovrådets udtalelse fra 1996 om
aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse
8
3.3.
Justitsministeriets
overvejelser
10
4.
Økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
11
5.
Hørte myndigheder
mv.
12
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at styrke orden og
sikkerhed i forbindelse med strafafsoning mv.
Forslaget indebærer, at det gennem en ny bestemmelse
i straffeloven bliver strafbart for anholdte og fængslede at flygte.
Det vil bl.a. betyde, at den, som flygter fra et fængsel eller under
ledsaget udgang fra fængslet, fremover vil kunne straffes efter
straffeloven. I dag er det alene muligt at straffe den, som måtte yde
bistand til, at en indsat kan flygte.
Endvidere indebærer lovforslaget, at retten til
partsaktindsigt efter forvaltningsloven afskæres i visse sagstyper i
forbindelse med straffuldbyrdelse, varetægtsfængsling mv. Det
drejer sig bl.a. om sager om valg af afsoningsinstitution, overførsel
til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution samt
om udelukkelse fra fællesskab. Hensigten er at modvirke, at medindsatte
og fængselspersonalet bliver udsat for vold, trusler mv., hvis de
afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen til brug for f.eks.
sager om overførsel af stærke indsatte til en anden afdeling i
fængslet. Af samme grund foreslås det også, at begrundelsen
for afgørelser i de pågældende sager alene skal indeholde
en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er
truffet.
I tilknytning til lovforslaget er Justitsministeriet for
tiden i færd med at skærpe de administrative regler for udgang
under afsoning. Endvidere overvejes det, hvilke yderligere tiltag der kan
iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i
fængslerne. Der henvises herom til pkt. 2.3.
2. Fangeflugt
2.1. Gældende ret
2.1.1. Tidligere og nugældende regler i straffeloven
Der findes ikke i dag i straffeloven bestemmelser, der
gør det strafbart for den anholdte eller fængslede at flygte fra
politiet eller fra det fængsel eller arresthus mv., hvor den
pågældende opholder sig.
Bistand til den, der undviger, er imidlertid
selvstændigt kriminaliseret i straffelovens § 124, stk. 1,
hvorefter den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt
person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en
sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult, kan
straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende
omstændigheder med bøde.
Tidligere fandtes i straffelovens § 123 en
bestemmelse, hvorefter »fanger, der udstaar frihedsstraf eller hensidder i
arbejdshus eller forvaringsanstalt« kunne straffes med fængsel fra 6
måneder til 3 år, hvis de aftalte at undvige i
fællesskab.
Bestemmelsen fandtes ikke i det oprindelige forslag til
borgerlig straffelov fra 1930, jf. Rigsdagstidende, 1929-30, tillæg A,
sp. 2249 ff., men blev indsat under behandlingen af forslaget i Landstinget.
Om baggrunden for indførelsen af bestemmelsen fremgår det af
Landstingets Udvalgsbetænkning (jf. Rigsdagstidende, 1929-30,
tillæg B, sp. 1866):
»Af hensyn til den Fare, der er forbundet med flere
Fangers fælles Undvigelse, særligt ved Friluftsarbejde udenfor
Anstalternes Område, er det nødvendigt at fastsætte
strengere Straf for sådan Undvigelse end hjemlet ved § 49.«
Den omtalte bestemmelse i den dagældende straffelovs
§ 49 indeholdt en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte bestemmelser om disciplinærstraffe under
afsoningen.
Den dagældende bestemmelse i straffelovens
§ 123 udgik af straffeloven i 1973, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om
ændring af borgerlig straffelov, lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov mm. og lov om rettens pleje (Strafferetlige
særforanstaltninger mm.). Om baggrunden herfor fremgår det af
bemærkningerne til det lovforslag, der lå til grund for
ændringen (jf. Folketingstidende, 1972-73, tillæg A, sp. 2807):
»Bestemmelsen, der i de senere år stort set ikke er
anvendt i praksis, foreslås ophævet, således at de
omhandlede forhold alene sanktioneres gennem disciplinærmidler.«
Lovforslaget byggede på Straffelovrådets
betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger,
hvori rådet med samme begrundelse havde foreslået bestemmelsen
ophævet.
2.1.2. Disciplinærstraf mv.
I stedet for strafansvar kan der over for indsatte, som
flygter eller forsøger at flygte, reageres med disciplinærstraf
i form af strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2, og
retsplejelovens § 775. Indsatte, som afsoner fængselsstraf mv., og
som flygter eller forsøger herpå, vil efter praksis typisk blive
ikendt strafcelle af 7-10 dages varighed.
Hvis en person, som afsoner straf, flygter eller
forsøger herpå, kan dette endvidere få betydning for, om
vedkommende senere kan få udgangstilladelse. Ved en vurdering af, om
udgangstilladelse bør meddeles, skal der således bl.a.
lægges særlig vægt på, om den indsatte tidligere er
undveget eller har forsøgt at undvige, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 2, nr. 2.
Indsatte, der flygter under udgang eller udebliver efter
endt udgang, kan endvidere få udgangstilladelsen tilbagekaldt, ligesom
det kan bestemmes, at den pågældende i et bestemt tidsrum skal
være afskåret fra at søge om udgang
(udgangskarantæne), jf. straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, og
§ 22 i bekendtgørelse nr. 375 af 17. maj 2001 om udgang til
indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).
Hertil kommer, at indsatte i et åbent fængsel
kan overføres til et lukket fængsel, hvis den
pågældende er undveget eller har forsøgt at undvige, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 1, ligesom den indsatte
for at forebygge undvigelse kan udelukkes fra fællesskab med andre
(enerumsanbringelse), jf. straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1,
nr. 1.
Flugt eller flugtforsøg kan også få
indflydelse på spørgsmålet om
prøveløsladelse. Ved afgørelser om
prøveløsladelse skal der således foretages en konkret
vurdering af, om der er risiko for tilbagefald til ny kriminalitet. Har den
indsatte i forbindelse med en flugt begået ny kriminalitet eller
søgt tilbage til det kriminelle miljø, vil disse forhold derfor
få betydning for en senere vurdering af, om den pågældende
kan prøveløslades.
2.2. Justitsministeriets overvejelser
Frihedsberøvelse bør ske under forhold, der
væsentligt begrænser risikoen for flugt. Det gælder
både ved afsoning af fængselsstraf mv. og i forbindelse med
varetægtsfængslinger og anholdelser.
I overensstemmelse hermed foretager kriminalforsorgen
løbende en vurdering af forholdene i fængsler og arresthuse med
henblik på at kunne afpasse de forskellige
sikkerhedsforanstaltninger.
Imidlertid kan der udover de rent sikkerhedsmæssige
forhold også være behov for andre tiltag, som medvirker til at
skabe en så effektiv og sikker frihedsberøvelse som muligt.
Det er i den forbindelse omtalt ovenfor, at straffeloven
kriminaliserer undvigelse i den forstand, at bistand til den, som undviger,
er strafbar, jf. straffelovens § 124, stk. 1. Undvigelse er derimod
ikke strafbar for den, som undviger.
Hensynet til at begrænse antallet af flugter og
flugtforsøg taler efter Justitsministeriets opfattelse for, at
også den, som flygter eller forsøger herpå og ikke kun
personer, som eventuelt bistår vedkommende bør kunne
straffes.
Hertil kommer, at det umiddelbart kan virke
stødende for retsbevidstheden, at det alene er bistand til undvigelse,
der er strafbar, mens det ikke er strafbart for den anholdte eller
fængslede at flygte fra politiet eller fra det fængsel eller
arresthus mv., hvor den pågældende opholder sig.
På den anførte baggrund foreslår
Justitsministeriet, at straffelovens § 124 ændres, således
at det i fremtiden bliver muligt at straffe også den, der flygter som
anholdt eller fængslet.
2.2.1.
Ligesom den nugældende bestemmelse i
straffelovens § 124, stk. 1, omfatter den foreslåede
bestemmelse både anholdte og fængslede. Derimod omfatter
forslaget ikke tvangsanbragte personer, hvilket indebærer, at der
fortsat alene vil kunne idømmes straf til den, som måtte yde
bistand til en tvangsanbragt persons undvigelse. Udenfor bestemmelsen falder
således f.eks. personer, der i medfør af straffelovens
§§ 68 og 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende
eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Efter bestemmelsen er en fængslet en person, der
afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i
forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter
således indsatte i arresthuse og fængsler, herunder indsatte i
såvel åbne som lukkede fængsler.
Desuden omfatter bestemmelsen personer, der i
medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 afsoner
fængselsstraf på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller
institution (alternative afsoningsformer) og personer, der i medfør af
udgangsbekendtgørelsen § 50 afsoner fængselsstraf under
udstationering fra fængsel eller arresthus, ligesom bestemmelsen
omfatter personer, der i medfør af straffelovens § 74 a,
stk. 1, efter rettens bestemmelse skal undergive sig en struktureret,
kontrolleret socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion). Endvidere
omfatter bestemmelsen varetægtsarrestanter, der i medfør af
retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, efter rettens bestemmelse har
ophold i egnet hjem eller institution (surrogatanbragt), eller som i
medfør af retsplejelovens § 777 er anbragt i anstalt for
personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i
hospital mv. (overført til fuldbyrdelsesanstalt mv.). Det er
naturligvis en forudsætning, at der i det enkelte tilfælde er
tale om en anbringelse, som har karakter af frihedsberøvelse.
Bestemmelsen omfatter endvidere anholdte. En person, der
flygter fra politiet efter at være blevet anholdt i forbindelse med et
strafbart forhold, vil således forudsat de øvrige betingelser
for strafansvar er opfyldt kunne straffes for overtrædelse af
bestemmelsen. Det samme gælder en person, der af private tages på
fersk gerning i forbindelse med et strafbart forhold, og som flygter fra
tilbageholdelsen, jf. herved retsplejelovens § 755, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke
udlændinge, som er varetægtsfængslet eller i øvrigt
frihedsberøvet efter de særlige regler i udlændingeloven.
Det bemærkes herved, at frihedsberøvelse i en række af
disse tilfælde sker med henblik på i givet fald hurtigt og
effektivt at kunne udsende vedkommende af landet. Det ville derfor i de
pågældende tilfælde ikke være i overensstemmelse med
formålet med udlændingelovens regler om frihedsberøvelse,
hvis der over for vedkommende udlænding som efter flugt eventuelt
på ny pågribes her i landet skulle rejses straffesag i
anledning af flugten med henblik på efterfølgende fuldbyrdelse
af den idømte straf, inden udsendelse af landet herefter kunne
gennemføres.
2.2.2.
Som nævnt kræves det efter den
foreslåede bestemmelse, at den anholdte eller fængslede flygter.
Heri ligger, at den anholdte eller fængslede aktivt unddrager sig den
frihedsberøvelse, som den pågældende i anledning af en
mistanke om et strafbart forhold eller afsoningen af en fængsels- eller
forvandlingsstraf for bøde mv. er underlagt. Bestemmelsen vil
således f.eks. omfatte den indsatte, som måtte flygte fra lukket
fængsel eller arrest.
En varetægtsfængslet, der er surrogatanbragt,
eller en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel eller under
alternative afsoningsformer, f.eks. i sikrede institutioner for børn
og unge eller i kriminalforsorgens pensioner, vil være at anse for
flygtet, hvis den pågældende forlader anbringelsesstedet uden
tilladelse. Det samme gælder, hvis en indsat i forbindelse med
transport eller under ledsaget udgang undviger fra transporten eller den
ledsagende fængselsfunktionær.
Derimod vil det ikke være strafbart efter den
foreslåede bestemmelse, hvis en indsat udebliver fra fængslet
efter uledsaget udgang. Sådan udeblivelse vil imidlertid blive omfattet
af de nye skærpede regler for udgang, jf. pkt. 2.3. nedenfor.
2.2.3.
Det er en betingelse for strafansvar efter
den foreslåede bestemmelse, at der foreligger forsæt.
Forsættet skal omfatte alle elementer i gerningsindholdet, herunder at
gerningsmanden er flygtet. Det indebærer, at gerningsmanden skal have
haft en viden om eller have anset det for overvejende sandsynligt
(sandsynlighedsforsæt), at han på tidspunktet for flugten var
frihedsberøvet.
Forsætskravet må normalt antages at være
opfyldt, når der er tale om personer, som afsoner fængselsstraf
mv. eller er varetægtsfængslet. Hvis der er tale om personer, der
er anholdt, vil forsætskravet være opfyldt, hvis det med den
fornødne sikkerhed kan godtgøres, at den pågældende
er bekendt med anholdelsen, f.eks. fordi den pågældende er blevet
oplyst herom, eller fordi det på grund af omstændighederne i
øvrigt må stå klart for vedkommende, at han eller hun er
anholdt.
2.2.4.
Det foreslås, at overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Som et udgangspunkt for strafudmålingen
forudsættes det, at en overtrædelse af bestemmelsen i
førstegangstilfælde straffes med ubetinget fængsel i 30
dage. Det skal dog anses som en skærpende omstændighed, hvis der
er tale om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været
nøje planlagt.
Det angivne strafniveau er vejledende og kan fraviges af
domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Navnlig præventive hensyn taler for, at der ved
siden af et strafansvar skal være mulighed for hurtigt at kunne
reagere med disciplinærstraf over for indsatte i tilfælde af
flugt eller flugtforsøg. Justitsministeriet finder derfor, at der
fortsat ved siden af straf for overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1 skal kunne ikendes
disciplinærstraf som hidtil, jf. pkt. 2.1.2. ovenfor.
På den baggrund er der ved fastsættelsen af
det angivne strafniveau taget hensyn til, at vedkommende for samme flugt
eller flugtforsøg ofte kan være ikendt en
disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En
ikendt disciplinærstraf skal således ikke indebære en
fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.
I tilfælde af flugt vil dette i øvrigt
ligesom i dag fortsat kunne få betydning for spørgsmålet
om udgangskarantæne mv., eventuel overførsel til lukket
fængsel, udelukkelse fra fællesskab og
prøveløsladelse, jf. pkt. 2.1.2.
Hvis en flugt har fundet sted under anvendelse af vold
eller trussel om vold mod fængselspersonale mv., vil der ofte
være grundlag for at straffe for overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentligt
ansatte. Har der været tale om vold eller trusler mod andre end
offentligt ansatte, kan der i stedet være grundlag for at straffe for
overtrædelse af voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246
eller for trusler efter straffelovens § 266. Det forudsættes
herved, at der ved overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 124, stk. 1, straffes i sammenstød med de
nævnte bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de
overtrådte bestemmelser.
2.3. Skærpede regler for udgang mv.
Justitsministeriet er for tiden i færd med at
skærpe de administrative regler for udgang under afsoning. Endvidere
overvejes det, hvilke yderligere tiltag der bør
iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i
fængslerne.
På udgangsområdet vil der ske en
begrænsning af muligheden for weekend-udgang, således at denne
form for udgang som altovervejende hovedregel ikke kan gives med henblik
på besøg hos venner og bekendte, men alene med henblik på
besøg hos personer, som den indsatte har en relativt nær
familiemæssig tilknytning til. Endvidere vil der blive indført
nye regler i udgangsbekendtgørelsen, der indebærer, at indsatte,
som i lukkede fængsler afsoner en længerevarende straf,
først kan få uledsaget udgang på et noget senere
tidspunkt, end tilfældet er i dag.
For at begrænse risikoen for at ofre for
forbrydelser møder gerningsmanden, vil der desuden i videre omfang
blive fastsat vilkår om, at den indsatte under udgang ikke
opsøger gerningssted eller offeret for forbrydelsen.
I de tilfælde, hvor den indsatte udebliver fra
uledsaget udgang, vil der ske en skærpelse af reaktionerne,
således at der fremover fastsættes en meget længere
udgangskarantæne. Endelig vil der ske en begrænsning af udflugter
med overnatning arrangeret af kriminalforsorgens institutioner.
Med hensyn til bekæmpelse af narkotika i
kriminalforsorgens institutioner overvejes det at iværksætte
yderligere behandlingstiltag over for stofmisbrugere, således at
efterspørgslen efter narkotika mindskes. Disse overvejelser omfatter
bl.a. muligheden for at gøre den gældende ordning med
motivationskurser for stofmisbrugere permanent, etablering af
motivationsafdelinger med mulighed for afgiftning for de mest medtagne
stofmisbrugere (herunder etablering af en særlig motivationsafdeling
samt en egentlig behandlingsafdeling for kvindelige stofmisbrugere).
Samtidig overvejes en række tiltag, der yderligere
skal modvirke, at narkotika kommer ind i kriminalforsorgens institutioner,
herunder bl.a. udvidede og hurtigere metoder til analyse af
urinprøver, anvendelse af scannere mv. med henblik på at
kontrollere, at indsatte, der vender tilbage fra f.eks. udgang, og
besøgende ikke medbringer narkotika.
Endvidere overvejes indførelsen af visse
begrænsninger i de indsattes adgang til at have egne genstande i
cellen, som er særligt vanskelige at undersøge for narkotika,
udvidet brug af narkotikahunde og etablering af forsøg med øget
ydre sikring af nogle åbne fængsler, så adgangen til
fængslet og dermed indsmugling af narkotika
besværliggøres.
3. Begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.
Lovforslaget om begrænsning i indsattes adgang til
aktindsigt mv. bygger på en udtalelse, som Straffelovrådet har
afgivet i 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Udtalelsen er
optrykt som bilag 3 til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998
om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Spørgsmålet om begrænsning i adgangen
til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse har tidligere været
behandlet i Folketinget. I de seneste folketingssamlinger har
spørgsmålet således været drøftet i 1998 i
forbindelse med beslutningsforslag nr. B 11 (jf. Folketingstidende, 1998-99,
tillæg A, s. 1340, 1345 og Folketingets forhandling, s. 813).
Spørgsmålet har tillige været drøftet i 2000 i
forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 14, der i 2001 blev
genfremsat som beslutningsforslag nr. B 2 (jf. Folketingstidende 2000-01,
tillæg A, s. 1321 og 1323 samt Folketingets forhandlinger, s. 2220 og
Folketingstidende 2001-02, 1. samling, tillæg A, s. 662 og 664 samt
Folketingets forhandlinger, s. 288). Endvidere blev spørgsmålet
drøftet i forbindelse med Folketingets behandling af det lovforslag,
der lå til grund for straffuldbyrdelsesloven og følgeloven til
straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af
straf mv. og lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf mv. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000,
tillæg B, s. 1393 og Folketingets forhandlinger, s. 8747.
3.1. Gældende ret
3.1.1.
Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1,
kan den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt
med sagens dokumenter. I forvaltningens afgørelsessager om
straffuldbyrdelse og varetægtsfængsling har den indsatte eller
varetægtsarrestanten, som sagen vedrører, således som
udgangspunkt krav på aktindsigt efter de gældende regler.
Det bemærkes herved, at sager om straffuldbyrdelse
ikke er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3,
der undtager sager om strafferetlig forfølgning fra lovens kapitel 4
om partens aktindsigt. Det skyldes, at sager om straffuldbyrdelse ikke har
karakter af strafferetlig forfølgning. Sager om
varetægtsfængsling kan heller ikke anses for sager om
strafferetlig forfølgning og dermed omfattet af den gældende
undtagelsesbestemmelse i § 9, stk. 3, i det omfang de
pågældende oplysninger ikke indgår som en del af selve den
bagvedliggende straffesag mod vedkommende.
Spørgsmålet om begrænsning i adgangen
til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse mv. skal derfor som udgangspunkt
vurderes efter forvaltningslovens §§ 12-15, hvorefter visse dokumenter
og oplysninger kan undtages fra retten til aktindsigt.
Adgangen til at undtage oplysninger af hensyn til
straffuldbyrdelse mv. er hjemlet i § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter
retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i
at benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes
at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller andre private eller offentlige interesser, herunder forebyggelse,
opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse
og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om
strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Anvendelsen af
denne undtagelsesbestemmelse beror på en konkret afvejning i hvert
enkelt tilfælde af partens interesse i at få kendskab til sagens
dokumenter over for de modstående hensyn, der taler for at
begrænse retten til aktindsigt. Der er således ikke hjemmel til
administrativt at fastsætte generelle undtagelser fra partens ret til
aktindsigt.
Gør de hensyn, der efter forvaltningslovens
§ 15, stk. 1, taler for at begrænse retten til aktindsigt,
sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres
bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. forvaltningslovens
§ 15, stk. 2.
Spørgsmålet om meddelelse af aktindsigt til
andre end parterne i en afgørelsessag er reguleret i
offentlighedsloven. Efter § 2, stk. 2, 1. pkt., omfatter loven ikke
sager inden for strafferetsplejen. Det indebærer bl.a., at loven ikke
omfatter konkrete sager om straffuldbyrdelse og
varetægtsfængsling. Sager om indsattes forplejning,
beskæftigelsesforhold, undervisning, fritidsaktiviteter og lignende
anses dog for at være undergivet aktindsigt efter offentlighedslovens
almindelige regler.
3.1.2.
Efter forvaltningslovens § 22 skal en
afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af
en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
Begrundelsen skal efter forvaltningslovens § 24,
stk. 1, indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse
regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen
tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan
begrundelsens indhold begrænses, i det omfang partens interesse i at
kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller
til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15. Anvendelsen af
denne undtagelsesbestemmelse beror således ligesom en eventuel
begrænsning af partens aktindsigt i medfør af forvaltningslovens
§ 15 på en konkret afvejning af partens interesse i at få
kendskab til sagens dokumenter over for de modstående hensyn, der taler
for at begrænse indholdet af begrundelsen.
3.2. Straffelovrådets udtalelse fra 1996 om aktindsigt i sager om
straffuldbyrdelse
3.2.1.
Straffelovrådet har i en udtalelse
afgivet i december 1996 behandlet spørgsmålet om aktindsigt i
sager om straffuldbyrdelse.
Rådets flertal (6 medlemmer) pegede i udtalelsen
indledningsvis på, at udelukkelse af adgangen til aktindsigt
principielt kan give anledning til betænkeligheder. At afskære
den indsatte fra at få aktindsigt i en sag, der angår den
pågældendes afsoning, kan således være
betænkeligt, fordi den indsatte ikke får lejlighed til at
imødegå de faktiske oplysninger, der indgår i grundlaget
for en beslutning f.eks. om at overføre vedkommende til et lukket
fængsel. Dette forhold har bl.a. betydning, når
kriminalforsorgens afgørelse støttes på oplysninger fra
medindsatte, som efter omstændighederne ud fra et hævnmotiv eller
lignende kan have interesse i at give urigtige oplysninger om den
pågældende til fængselspersonalet.
De nævnte hensyn må imidlertid efter
flertallets opfattelse afvejes over for andre hensyn, herunder hensynet til
at kriminalforsorgen kan varetage sine opgaver. Flertallet finder
således, at det må tillægges betydelig vægt ved
overvejelserne om at begrænse retten til aktindsigt, at
kriminalforsorgen skal have mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i
fængslerne herunder ved at de indsatte ikke udsættes for
overgreb fra andre indsatte, der i kraft af deres person eller
tilhørsforhold til bestemte grupper, f.eks. rockergrupper og lignende,
indtager en særlig magtposition i fængslet.
Straffelovrådets flertal anfører i den
forbindelse, at erfaringen har vist, at kriminalforsorgen ikke gennem de
gældende regler opnår eller kan opnå de oplysninger fra
medindsatte, der er nødvendige for at opretholde ro og orden i
fængslerne. Risikoen for repressalier fra stærke indsatte er
så betydelig, at kriminalforsorgen normalt kun modtager belastende
oplysninger fra medindsatte, hvis de pågældende kan garanteres
anonymitet. Dette er imidlertid ikke muligt efter de gældende regler,
hvor adgangen til at begrænse aktindsigten beror på en konkret
vurdering.
En anden følge af de gældende regler er
ifølge flertallet, at fængselsfunktionærer og deres
familier undertiden kan blive udsat for trusler, hvis personalet har afgivet
belastende rapporter og udtalelser om trussels- og voldsepisoder mv., som de
stærke indsatte har været involveret i.
Straffelovrådets flertal foreslog derfor i sin
udtalelse fra 1996, at der i forvaltningsloven indsættes en
bestemmelse, der afskærer adgangen til partsaktindsigt i visse sager i
forbindelse med straffuldbyrdelse.
3.2.2.
Ved sine overvejelser om, hvilke sagstyper
der bør være omfattet af en begrænsning i adgangen til
aktindsigt, fandt Straffelovrådets flertal, at en parts ret til at
blive gjort bekendt med dokumenterne i sin egen sag kun bør fraviges
under særlige omstændigheder. En begrænsning i retten til
aktindsigt bør derfor forbeholdes de sagstyper, hvor der er
sådanne tungtvejende grunde til at indføre begrænsninger,
at de overstiger de modstående hensyn.
På den baggrund foreslog rådets flertal, at
adgangen til partsaktindsigt afskæres i sager om anbringelse og
overførsel af indsatte, idet begrænsninger i retten til
partsaktindsigt netop skal ses i sammenhæng med, at kriminalforsorgen
herved bl.a. kan opnå forbedrede muligheder for at træffe
afgørelse om en hensigtsmæssig placering af stærke
indsatte det vil f.eks. sige placering i separate afdelinger for
stærke indsatte, som har misbrugt deres magtposition til at udnytte
eller dominere medindsatte.
Med hensyn til sager om valg af afsoningsinstitution i
tilknytning til iværksættelse af afsoning bemærkede
flertallet, at de oplysninger, som kriminalforsorgen har behov for i den
forbindelse, ikke sjældent stammer fra straffesagen mod den
pågældende. De hensyn, der begrunder den gældende
bestemmelse i forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter retten til
aktindsigt ikke omfatter sager om strafferetlig forfølgning, taler
således på tilsvarende måde for at begrænse adgangen
til aktindsigt i sager om valg af afsoningssted ved afsoningens
begyndelse.
Straffelovrådets flertal overvejede endvidere, om
adgangen til aktindsigt bør afskæres i sager om udelukkelse fra
fællesskab samt sager om disciplinærstraf. Flertallet fandt, at
spørgsmålet giver anledning til tvivl. Samtidig anføres
det, at der også i disse sager kan være behov for at
afskære aktindsigt med henblik på at imødegå bl.a.
de medindsattes frygt for, at belastende oplysninger afgivet af dem bliver
videregivet til stærke indsatte i tilfælde, hvor der rejses sag
mod en stærk indsat om disciplinærstraf eller udelukkelse fra
fællesskab.
Hvad angår afgørelser om udelukkelse fra
fællesskab pegede flertallet på, at disse afgørelser er
fremadrettede, idet formålet bl.a. er at forebygge voldsom adfærd
og hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende
stoffer. Endvidere skal afgørelser om udelukkelse fra fællesskab
ses i sammenhæng med afgørelser om overførsel til anden
afsoningsinstitution. Bl.a. kan der ske foreløbig anbringelse i enrum,
hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn
til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte
opfylder betingelserne for overførsel til lukket anstalt (jf. herved
§ 63, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven).
På den baggrund foreslog Straffelovrådets
flertal, at afgørelser om udelukkelse fra fællesskab bliver
omfattet af en begrænsning i adgangen til aktindsigt.
Derimod fandt flertallet efter en samlet afvejning ikke,
at den foreslåede begrænsning i retten til partsaktindsigt
bør omfatte sager om disciplinærstraf over for indsatte.
Flertallet lagde i den forbindelse særlig vægt på, at der i
disse sager er tale om reaktioner, som har karakter af straf. Herved
adskiller de sig på afgørende måde fra de øvrige
reaktionsmuligheder, der består med henblik på at opretholde
orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne.
Disciplinærstraffesystemet retter sig således mod handlinger, som
de indsatte har begået, og giver mulighed for at ikende de indsatte en
tillægsstraf i form af bøde og strafcelle, der fuldbyrdes under
afsoningen af den idømte frihedsstraf.
3.2.3.
I forlængelse af det anførte
foreslog Straffelovsrådets flertal endvidere, at forvaltningslovens
krav om begrundelse fraviges ved afgørelser i de sagstyper, hvor der
lægges op til begrænsninger i retten til aktindsigt.
Forslaget indebærer, at begrundelsen for
afgørelser i de pågældende sager, f.eks. afgørelser
om overførsel af en indsat fra åbent til lukket fængsel,
alene skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet. Herved sikres det, at stærke indsatte
ikke gennem begrundelsen for den pågældende afgørelse kan
få kendskab til de personer, der måtte have givet belastende
oplysninger til sagen.
3.2.4.
I tilknytning til det beskrevne forslag
forudsatte rådets flertal, at der udvises særlig
opmærksomhed ved vurderingen af troværdigheden af de oplysninger,
der indgår i de omhandlede sagstyper, således at det sikres, at
afgørelser om bl.a. overførsel af stærke indsatte fra
åbent til lukket fængsel ikke træffes på et urigtigt
grundlag. Det betyder, at rigtigheden af de oplysninger, der f.eks. gives af
medindsatte om trussels- eller voldsepisoder, efter omstændighederne
skal søges bekræftet ved fængselspersonalets egne
observationer mv.
Rådets flertal forudsatte med sit forslag endvidere,
at der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i sager af den
angivne karakter, i det omfang hverken private eller offentlige interesser
taler imod (»meroffentlighedsprincippet«).
3.2.5.
Et mindretal i Straffelovrådet (2
medlemmer) anbefalede i udtalelsen fra 1996, at der ikke sker
begrænsninger i retten til aktindsigt i forbindelse med sager om
straffuldbyrdelse (og dermed heller ikke fravigelser i de gældende
regler om begrundelse af afgørelser).
Mindretallet fandt således, at det behov, der kan
være for at begrænse retten til aktindsigt i de
pågældende sagstyper, er dækket af de gældende
begrænsninger i forvaltningslovens § 15. I den forbindelse
må der ifølge mindretallet også lægges betydelig
vægt på, at der bør være et særlig højt
niveau for retssikkerhedsgarantier i sager, der vedrører
frihedsberøvelse.
Fælles for de typer af sager, hvor retten til
aktindsigt efter flertallets forslag vil blive begrænset, er
ifølge mindretallet, at der er tale om meget betydelige indgreb. Selv
om disse administrative afgørelser ikke formelt set har karakter af
disciplinærstraffe, er de efter mindretallets opfattelse reelt
væsentlig mere bebyrdende end de eksisterende disciplinærstraffe.
Mindretallet anfører i den forbindelse bl.a. også, at
afgørelsesgrundlaget i de sager, hvor flertallet foreslår
begrænsningerne i adgangen til aktindsigt, er af ganske samme karakter
som grundlaget for anvendelse af de alvorlige disciplinærstraffe.
3.2.6.
Straffelovrådets forslag angår
begrænsninger i retten til aktindsigt efter forvaltningsloven det vil
sige begrænsninger i retten til indsigt i oplysninger hos den
forvaltningsmyndighed (kriminalforsorgen), der træffer afgørelse
om valg af afsoningsinstitution mv.
Forvaltningslovens regler omfatter derimod ikke
oplysninger, der indgår i en sag ved domstolene. Et særligt
spørgsmål er derfor, hvorledes de oplysninger, der efter
forslaget er undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling,
skal indgå ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse
af kriminalforsorgens afgørelser i sager af den nævnte
karakter.
Om dette spørgsmål har Straffelovrådets
flertal i betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf
mv. (Delbetænkning III om sanktionsspørgsmål) udtalt, at
man er opmærksom på, at afgørelser om valg af
afsoningsinstitution, om overførsel til anden afsoningsinstitution
eller afdeling i en afsoningsinstitution eller om udelukkelse fra
fællesskab kan undergives domstolsprøvelse i medfør af
grundlovens § 63 med deraf følgende mulighed for, at vedkommende
part kan opnå kendskab til oplysninger, der måtte være
undtaget fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15.
Flertallet har dog ikke fundet noget praktisk behov for at fastsætte
særlige regler, der under domstolsprøvelse giver mulighed for at
afskære vedkommende part fra at gøre sig bekendt med oplysninger
undtaget fra aktindsigt efter forvaltningsloven. Der henvises til den
nævnte betænkning, side 86 ff.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der
alene bør ske begrænsninger i adgangen til partsaktindsigt efter
forvaltningsloven, hvis der foreligger tungtvejende grunde. Det samme
gælder med hensyn til fravigelse af forvaltningslovens krav til
indholdet af begrundelsen for afgørelser.
Der er således tale om væsentlige
forvaltningsretlige partsrettigheder, der skal være med til at sikre,
at den person, som en forvaltningsmyndigheds afgørelse er rettet til,
kan varetage sine interesser. Indskrænkning i disse rettigheders
anvendelsesområde bør derfor kun komme på tale, når
der foreligger særlige grunde.
I den forbindelse taler en række hensyn som
anført af Straffelovrådets flertal med betydelig vægt
for at begrænse retten til partsaktindsigt og begrundelse i visse sager
om straffuldbyrdelse.
Det drejer sig i første række om hensynet til
medindsatte, som bl.a. kan risikere at blive udsat for vold, trusler mv.,
hvis de afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen om f.eks. en
såkaldt stærk indsat, som udnytter sin magtposition i
fængslet. Med de gældende regler har en medindsat således
ingen garanti for, at den pågældende stærke indsatte ikke
efterfølgende gennem reglerne om partsaktindsigt opnår kendskab
til de afgivne oplysninger. Det er derfor meget forståeligt, hvis
medindsatte i situationer af denne karakter viger tilbage fra at give
kriminalforsorgen oplysninger, der ville kunne indgå i grundlaget for
en sag om f.eks. overførsel af den stærke indsatte til en af de
særlige afdelinger, der er oprettet for netop at kunne adskille
indsatte, som udviser truende og chikanøs adfærd mv., fra andre
indsatte.
Også hensynet til fængselsansatte, som til
brug for sager om overførsel til anden afdeling mv. afgiver belastende
oplysninger om en indsat, taler for at begrænse retten til
partsaktindsigt i visse sager om straffuldbyrdelse. Hermed vil det
således være muligt at fjerne den utryghed, som de ansatte og
deres familier ellers kan føle, fordi vedkommende indsatte efter de
gældende regler kan have ret til aktindsigt i de pågældende
oplysninger.
I det anførte ligger samtidig, at en
begrænsning i retten til aktindsigt må forventes at få den
konsekvens, at der fremover vil tilgå kriminalforsorgen flere
oplysninger fra medindsatte, således at det i yderligere omfang bliver
muligt at tilvejebringe det nødvendige grundlag for bl.a.
afgørelser om overførsel af stærke indsatte til
særlige afdelinger.
3.3.2.
Justitsministeriet finder efter en samlet
afvejning af de forskellige hensyn, at der som foreslået af
Straffelovrådets flertal bør indsættes en bestemmelse i
forvaltningsloven, der i forbindelse med visse sager om straffuldbyrdelse
afskærer retten til partsaktindsigt.
Endvidere er Justitsministeriet på den
anførte baggrund enig i flertallets forslag om, at begrundelsen for
afgørelser i de pågældende sager bør
begrænses, således at den alene skal indeholde en henvisning til
de retsregler, som afgørelsen er truffet efter.
Justitsministeriet lægger i øvrigt vægt
på, at forslagets gennemførelse ikke vil være til hinder
for, at der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i sager af den
angivne karakter, i det omfang hverken private eller offentlige interesser
taler imod (»meroffentlighedsprincippet«).
Tilsvarende vil den foreslåede begrænsning i
indholdet af begrundelsen for de pågældende afgørelser
ikke være til hinder for, at der kan gives en nærmere begrundelse
i de tilfælde, hvor der ikke foreligger modstående private eller
offentlige interesser.
3.3.3.
For så vidt angår
spørgsmålet om den nærmere afgrænsning af de typer
af sager om straffuldbyrdelse, hvor retten til aktindsigt og begrundelse
bør begrænses, kan Justitsministeriet tiltræde det, der er
anført af Straffelovrådets flertal. Justitsministeriet er
således enig i, at begrænsningerne bør forbeholdes de
sagstyper, hvor der er sådanne tungtvejende grunde til at
indføre begrænsninger, at de overstiger de modstående
hensyn.
Det er derfor også Justitsministeriets opfattelse,
at en begrænsning i adgangen til aktindsigt og en begrænsning af
begrundelsens indhold ikke bør omfatte sager om disciplinærstraf
i forbindelse med straffuldbyrdelse (jf. herved straffuldbyrdelseslovens
§§ 67-72). Der henvises herved til pkt. 3.2.2. ovenfor.
3.3.4.
Forslaget fra Straffelovrådets flertal
omfatter visse sager i forbindelse med afsoning af frihedsstraf. Rådet
er således i forbindelse med sin udtalelse fra 1996 ikke blevet anmodet
om at tage stilling til spørgsmålet om adgang til aktindsigt mv.
for personer, som er varetægtsarrestanter eller
forvaringsdømte.
Justitsministeriet finder imidlertid, at de hensyn til
medindsatte mv. samt opretholdelse af sikkerhed og orden, der er
anført ovenfor, også gør sig gældende i sager af
denne karakter.
Det foreslås derfor, at begrænsningerne i
retten til partsaktindsigt og begrundelse efter forvaltningsloven også
skal gælde, i det omfang kriminalforsorgen træffer
afgørelse i sager om valg af varetægtsfængsel,
overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden afdeling
i et varetægtsfængsel og om udelukkelse af
varetægtsarrestanter fra fællesskab (jf. herved retsplejelovens
kapitel 70, herunder § 770).
Endvidere foreslås det, at de nye regler også
skal gælde i sager om forvaring efter straffelovens § 70. Det
bemærkes herved, at straffuldbyrdelseslovens regler om
overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en
afsoningsinstitution samt udelukkelse fra fællesskab som udgangspunkt
ikke alene omfatter personer, som afsoner eller skal afsone
fængselsstraf, men også personer, som er dømt til
forvaring (jf. herved straffuldbyrdelseslovens § 105).
3.3.5.
Justitsministeriet finder ikke, at der i
forlængelse af forslaget om at begrænse retten til aktindsigt
efter forvaltningsloven i de nævnte sager også bør
fastsættes særlige regler, der giver mulighed for under en
eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af kriminalforsorgens
afgørelser om valg af afsoningsinstitution mv. at afskære
vedkommende part fra at gøre sig bekendt med oplysninger undtaget fra
aktindsigt efter forvaltningsloven. Der henvises herved til det, der er
anført i pkt. 3.2.6. Heraf fremgår det, at
Straffelovrådets flertal ikke har fundet noget praktisk behov for at
fastsætte sådanne regler.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser mv.
Forslaget om at gøre det strafbart for anholdte og
fængslede at flygte indebærer en nykriminalisering og vil
således alt andet lige medføre en forøgelse af
strafmængden.
En beregning på grundlag af antallet af undvigelser
og af længden af den straf, der forudsættes udmålt herfor,
viser, at det øgede pladsbehov som følge af de foreslåede
strafskærpelser udgør ca. 25 lukkede fængselspladser i
2003 og følgende år.
Kriminalforsorgens gennemsnitlige driftsudgifter til en
lukket fængselsplads er ca. 555.000 kr. årligt.
Kriminalforsorgens gennemsnitlige anlægsudgifter til en lukket
fængselsplads er på ca. 2,3 mio. kr.
Forslaget vil således isoleret set
medføre merudgifter for kriminalforsorgen til drift på ca. 14
mio. kr. i 2003 og følgende år. Hertil kommer
anlægsudgifter, der udgør i størrelsesorden 57,5 mio. kr.
Den nødvendige kapacitet kan i 2003 midlertidigt findes blandt
kriminalforsorgens eksisterende pladser og der skønnes således
ikke at være anlægsudgifter i 2003.
Der knytter sig imidlertid en række usikkerheder til
vurderingen af den reelle merbelastning for kriminalforsorgen som
følge af de foreslåede strafskærpelser. En række
faktorer, herunder ændringer i kriminalitetsudviklingen,
varetægtsbelægget og strafmassen samt i
befolkningssammensætningen m.v. har således betydning for
vurderingen af det yderligere kapacitetsbehov i kriminalforsorgens
institutioner, som forslaget medfører.
Som nævnt skønnes udgiftsvirkningen for
kriminalforsorgen af de foreslåede strafskærpelser i 2003
isoleret set at udgøre ca. 14 mio. kr. til drift, mens der ikke
skønnes at være anlægsudgifter i 2003. En endelig
vurdering af forslagets økonomiske konsekvenser i 2003 og
følgende år må imidlertid i lyset af de ovennævnte
usikkerheder forudsætte, at der gennemføres en analyse, der
har til formål nærmere at belyse, hvilket yderligere
kapacitetsbehov, som de foreslåede strafskærpelser
medfører, samt hvorledes dette merkapacitetsbehov kan
fyldestgøres. Justitsministeriet vil i samarbejde med
Finansministeriet og kriminalforsorgen iværksætte en
sådan analyse med henblik på, at de merbevillinger til
kriminalforsorgen, der som ovenfor nævnt, efter en isoleret beregning
af forslagets virkninger skønnes påkrævede, eventuelt kan
justeres i lyset af analyseresultaterne i forbindelse med forslag til
finanslov for 2003.
Kriminalforsorgens nuværende flerårsaftale
udløber med udgangen af 2003. Det nødvendige merbevillingsbehov
for kriminalforsorgen i 2004 og følgende år vil indgå i
kriminalforsorgens bevillinger for disse år, eventuelt i forbindelse
med en ny flerårsaftale.
De økonomiske virkninger af strafskærpelserne
efter nærværende lovforslag skal ses i sammenhæng med
konsekvenserne af forslaget til lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold,
uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig
fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og menneskehandel mv.). Også behovet for yderligere
kapacitet i kriminalforsorgen som følge af dette forslag vil
således indgå i den ovennævnte analyse.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Isoleret set ca. 14 mio. kr. i 2003 (eventuelt mindre
afhængigt af analyse). Merudgifter i de følgende år kan
ikke endeligt vurderes på nuværende tidspunkt, men
analyseres.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
5. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til
høring hos:
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre
Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Det Danske
Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling,
Retspolitisk Forening, Foreningen af Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk
Fængselsforbund og HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (straffelovens § 124, stk. 1)
Bestemmelsen indebærer, at det bliver strafbart for
anholdte og fængslede at flygte.
Efter bestemmelsen er en fængslet en person, der
afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i
forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter
således bl.a. indsatte i fængsler eller arresthuse. Bestemmelsen
omfatter desuden anholdte, herunder personer, der måtte være
anholdt af private i medfør af retsplejelovens § 755,
stk. 2.
Endvidere omfatter bestemmelsen personer, som afsoner
fængselsstraf på hospital, i egnet hjem eller institution
(alternative afsoningsformer), jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, og
personer, der i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 50
afsoner fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller
arresthus, ligesom bestemmelsen omfatter personer, der i medfør af
straffelovens § 74 a, stk. 1, efter rettens bestemmelse skal
undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling
(ungdomssanktion). Endvidere omfatter bestemmelsen
varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens
§ 765, stk. 2, nr. 3, efter rettens bestemmelse har ophold i egnet
hjem eller institution (surrogatanbragt), eller som i medfør af
retsplejelovens § 777 er anbragt i anstalt for personer, der
udstår fængselsstraf eller forvaring, eller hospital mv.
(overført til fuldbyrdelsesanstalt mv.). Det er en forudsætning,
at der i det enkelte tilfælde er tale om en anbringelse, der har
karakter af frihedsberøvelse.
Efter bestemmelsen kræves det, at den anholdte eller
fængslede flygter. Heri ligger, at den anholdte eller fængslede
aktivt unddrager sig den frihedsberøvelse, som den
pågældende i anledning af en mistanke om et strafbart forhold
eller afsoningen er underlagt.
Bestemmelsen vil således f.eks. omfatte den
indsatte, som måtte flygte fra lukket fængsel eller arrest.
En varetægtsfængslet, der er surrogatanbragt,
eller en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel eller under
alternative afsoningsformer, f. eks. i sikrede institutioner for børn
og unge eller i kriminalforsorgens pensioner, vil være at anse for
flygtet, hvis den pågældende forlader anbringelsesstedet uden
tilladelse. Det samme gælder, hvis en indsat i forbindelse med
transport eller under ledsaget udgang undviger fra transporten eller den
ledsagende fængselsfunktionær.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2 (straffelovens § 83, stk. 2)
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 1.
Til § 2
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 1.
Til § 3
Til nr. 1 (forvaltningslovens § 9, stk. 4)
Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den,
der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter.
Efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3,
kan retten til aktindsigt efter en konkret vurdering begrænses, i det
omfang partens interesse i at benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til
den pågældende selv eller andre private eller offentlige
interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af
sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær
forfølgning.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at
partens ret til aktindsigt efter forvaltningsloven afskæres i visse
typer af sager i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf og
forvaring.
Det drejer sig om afgørelser om valg af
afsoningsinstitution, overførsel til anden afsoningsinstitution eller
afdeling i en afsoningsinstitution og om udelukkelse fra fællesskab
det vil navnlig sige afgørelser af denne karakter truffet i
medfør af straffuldbyrdelseslovens §§ 20-30, § 63 og
§ 78 (jf. også § 93 og § 105).
Endvidere afskæres retten til partsaktindsigt i
forvaltningens afgørelser om valg af varetægtsfængsel,
overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden afdeling
i et varetægtsfængsel og om udelukkelse af
varetægtsarrestanter fra fællesskab truffet i medfør af
retsplejelovens kapitel 70 og regler udstedt i medfør heraf.
Udtrykket »sager om« i forvaltningslovens § 9,
stk. 4, som affattet ved forslagets § 3, nr. 1, udelukker ikke, at
oplysninger fra sager af den nævnte karakter indgår i en sag uden
for dette område, f.eks. i socialforvaltningens sag om
hjælpeforanstaltninger efter den sociale lovgivning til den
pågældendes børn. I sådanne tilfælde er der
imidlertid fortsat mulighed for efter omstændighederne at undtage
oplysninger af den omhandlede karakter fra aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet
kan i øvrigt næppe antages at have større praktisk
betydning. Det skyldes, at det f.eks. i en sag som den ovenfor nævnte
er kriminalforsorgens oplysninger om den pågældendes sociale
situation, der er relevante for socialforvaltningen, og ikke oplysninger af
den karakter, der undtages fra aktindsigt af hensyn til
straffuldbyrdelsen.
kret vurdering er opfyldt.
Med forslagets § 3, nr. 1, gøres ingen
ændring i offentlighedslovens regler. For så vidt angår
anmodning om aktindsigt fra andre end sagens parter, gælder
således offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,
uændret. Efter denne bestemmelse omfatter offentlighedsloven ikke sager
inden for strafferetsplejen. Det indebærer bl.a., at der ikke er ret
til aktindsigt efter offentlighedsloven i konkrete sager om straffuldbyrdelse
og varetægtsfængsling.
Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder en række
bestemmelser, hvorefter en myndighed ikke kan træffe afgørelse i
en sag, før myndigheden har foretaget partshøring. Efter
forvalningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, skal der dog ikke ske
partshøring, hvis parten ikke har ret til partsaktindsigt med hensyn
til de pågældende oplysninger. Når adgangen til
partsaktindsigt afskæres i afgørelser af den nævnte
karakter, indebærer det derfor også, at der i sådanne sager
ikke vil være krav om, at der foretages partshøring efter
forvaltningslovens § 19, inden der træffes afgørelse i
sagen.
Til nr. 2 (forvaltningslovens § 24, stk. 3)
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en
begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt
skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er
tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 2.
Begrundelsens indhold kan i medfør af
forvaltningslovens § 24, stk. 3, efter en konkret vurdering
begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab
til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser, jf. § 15.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
begrundelsen for afgørelser i sager, der efter forvaltningslovens
§ 9, stk. 4, som affattet ved dette forslags § 3, nr. 1, er
undtaget fra aktindsigt, alene skal indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Forslaget afviger
således herved fra den nugældende ordning, hvorefter
begrundelsens indhold kan begrænses efter en konkret vurdering, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 3.
Forslaget udelukker ikke, at der i sager omfattet af
forvaltningslovens § 9, stk. 4, efter omstændighederne gives
en nærmere begrundelse for afgørelsen, hvis private eller
offentlige interesser ikke taler mod det.
Til § 4
Til stk. 1.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Forslaget indebærer, at den nye regel om begrundelse
som affattet ved dette forslags § 3, nr. 2, har virkning for
afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden.
Til stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den
nye regel om begrænsning i retten til aktindsigt som affattet ved dette
forslags § 3, nr. 1, finder anvendelse på dokumenter, der
udarbejdes efter lovens ikrafttræden. For ældre sager om valg af
afsoningsinstitution mv. gælder således de hidtidige regler om
partsaktindsigt.
Til § 5
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for sager om færøske og grønlandske anliggender. Lovens
§§ 1 og 2 kan dog ved kgl. anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger. For Grønland gælder der
en særlig kriminallov og retsplejelov, og der er derfor ikke
foreslået en hjemmel til at sætte lovens §§ 1 og 2 i kraft for
Grønland. Lovens § 3 kan ved kgl. anordning sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under
behandling af rigsmyndighederne.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 124, stk. 1, affattes således:
»Den, der undviger som anholdt eller fængslet,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.
§ 124.
Den, der befrier en anholdt, fængslet eller
tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper
en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult,
straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende
omstændigheder med bøde.
Stk. 2.
Den som ulovligt sætter sig i
forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, straffes med
bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 3 måneder.
2.
I § 83, stk. 2, ændres »§ 124« til:
»§ 124, stk. 2 og 3«
§ 83.
---
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder
tilsvarende anvendelse, dersom de der nævnte forbrydelser begås
af en tidligere fange over for en ved den pågældende anstalt
ansat person eller med hensyn til anstalten eller dens ejendele, samt
når en tidligere fange går sig skyldig i en af de i § 124
omhandlede forbrydelser i forhold til en i den pågældende anstalt
hensiddende fange.
Stk. 3.
---
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september
2001, foretages følgende ændring:
1.
I § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a,
stk. 3, nr. 3, ændres »124, stk. 1« til: »124,
stk. 2«.
§ 781.
Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun
foretages, såfremt
1) ---
2) ---
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en
forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13
eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125,
127, stk. 1, 193, , stk. 1, 235, 245, 252, stk. 1, 266, 281,
286, stk. 1, eller 289 eller en overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 5.
Stk. 2-5.
---
§ 791 a
. ---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Observation af personer, der befinder
sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af fjernbetjent eller
automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat eller
ved hjælp af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet, må
dog kun foretages, såfremt
1) ---
2) ---
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter
loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en
forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13
eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125,
127, stk. 1, 193, stk. 245, 252, stk. 1, 266, 281, 286,
stk. 1, 289 eller en overtrædelse af udlændingelovens
§ 59, stk. 5, og
4) ---
§ 3
I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret
ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 9 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
I forbindelse med varetægtsfængsling samt
fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne
i dette kapitel endvidere ikke sager om:
1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution
2) overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden
afsoningsinstitution
3) overførsel til anden afdeling i et varetægts-
fængsel eller en afsoningsinstitution
4) udelukkelse fra fællesskab«
§ 9.
Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive
gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag,
hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort
bekendt med.
Stk. 2.
Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker
i offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give
aktindsigt efter dette kapitel.
Stk. 3.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager
om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog
§ 18.
2.
§ 24, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.
Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang
partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige
interesser, jf. § 15.«
§ 24.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det
omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til
den pågældende selv eller til andre private eller offentlige
interesser, jf. § 15.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven Retsinformation · 31. maj 2002
- Skrivelse om nye regler som følge af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning af aktindsigt) m.v. Retsinformation · 16. juli 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt m.v.) Retsinformation · 7. juni 2002
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.) Retsinformation · 19. november 2021
- Skriftlig fremsættelse (27. februar 2002) - L 140 Retsinformation · 27. februar 2002
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forbrydelser mod den offentlige myndighed (§ 119, stk. 4 og § 124, stk. 1-6) Retsinformation · 10. august 2023