Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 27. februar 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Forbedret vidnebeskyttelse)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.
september 2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 748, stk. 5, indsættes efter »sagens
opklaring«: »eller tredjemand«.
2.
§ 835, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg
om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn,
stilling og bopæl til tiltalte, hvis statsadvokaten agter at
fremsætte anmodning om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger
ikke må meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 2.
Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.«.
3.
§ 841 affattes således:
»§ 841.
Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe
afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,
referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,
stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne
afhøres, jf. § 848, stk. 1 eller 3, eller om, at et vidnes
Læs alt
bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848, stk. 2.«.
4.
§ 848 affattes således:
»§ 848.
Formanden kan uden for de tilfælde, der er
nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når
særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan
opnås.
Stk. 2.
Retten kan, hvis det må antages at være
uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis
afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det
påkrævet.
Stk. 3.
Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2,
kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens
vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller
vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte
får kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4.
Formanden afgør, om tiltalte skal forlade
retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5.
Når tiltalte som følge af en beslutning
efter stk. 1 eller stk. 3 ikke har overværet
afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når
denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der
har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af
forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten
afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter,
at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl
eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis
retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1
eller 2.
Stk. 6.
Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes
navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,
træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og
stk. 3, kan kæres.«.
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 748, stk. 5, § 835,
stk. 2, § 841 og § 848, som affattet ved denne lovs § 1,
finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens
ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
3
2.
Gældende ret
4
2.1.
Vidnepligt
4
2.2.
Den strafferetlige beskyttelse af vidner
4
2.3.
Retsplejelovens beskyttelsesregler for vidner
5
2.4.
Gældende ret før forbudet mod anonyme
vidner
5
2.5.
Tidligere lovforslag og initiativer vedrørende
vidnebeskyttelse
6
3.
Norsk ret
9
4.
Forslagets baggrund og indhold
9
4.1.
Generelle overvejelser
9
4.2.
Retsplejerådets overvejelser og forslag
9
4.3.
Justitsministeriets forslag
10
5.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
12
6.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
13
7.
Hørte myndigheder mv.
13
1. Indledning
1.1.
Lovforslaget har til formål at
indføre en yderligere beskyttelse af vidner i straffesager.
Vidners retsstilling foreslås således styrket
ved, at der i straffesager i ganske særlige tilfælde kan ske
hemmeligholdelse af et vidnes identitet over for tiltalte. Hermed sigtes der
til tilfælde, hvor omstændighederne i sagen med styrke taler for,
at vidnet kan blive udsat for repressalier eller andre ubehageligheder, hvis
den tiltalte får oplysninger om vidnets identitet.
1.2.
Forslaget skal ses på baggrund af, at
det i sig selv er uacceptabelt, hvis et vidne i en straffesag bliver udsat
for trusler og repressalier. Samtidig kan frygten for repressalier mv.
betyde, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet bliver svækket,
fordi vidner ikke tør stå frem med deres viden. Hvis et vidne
på grund af en sådan frygt ikke tør afgive forklaring, kan
der således opstå den situation, at anklagemyndigheden ikke er i
stand til at bevise gerningsmandens skyld.
Uanset at antallet af trusler mv. mod vidner er meget lavt
i forhold til det samlede antal vidner, der hvert år yder deres bidrag
til at få opklaret kriminalitet og til at få dømt de
skyldige, er det særdeles vigtigt, at vidner i videst muligt omfang
gives en sådan beskyttelse, at frygt for repressalier ikke afholder
nogen fra at vidne. Dette gælder naturligvis i første
række af hensyn til det enkelte vidne og af hensyn til opklaringen af
de sager, hvor der er en konkret risiko for overgreb. Men det er også
mere generelt af stor betydning for borgernes indstilling til det at
optræde som vidne, at de er sikre på, at myndighederne tager de
nødvendige forholdsregler for at beskytte vidner, når det er
påkrævet.
Efter forslaget gives der domstolene mulighed for efter en
konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag at bestemme, at
et vidnes navn, stilling og bopæl skal hemmeligholdes for tiltalte. Det
er en betingelse for hemmeligholdelse, at det må antages at være
uden betydning for tiltaltes forsvar, at tiltalte kender vidnets identitet,
og herudover at afgørende hensyn til vidnet gør
hemmeligholdelse påkrævet. Retten kan i forbindelse hermed
yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnets
forklaring, hvis der er grund til at tro, at tiltalte eller dennes
nærmeste ellers vil blive udsat for alvorlig fare.
1.3.
Rettens beslutning om anonym
vidneførsel vil i høj grad have undtagelsens karakter.
Således indebærer kravet om, at afgørende hensyn til
vidnet gør hemmeligholdelse af vidnets identitet påkrævet,
at det navnlig vil være i visse sager om grov og mere organiseret
kriminalitet, herunder bandekriminalitet, at den foreslåede bestemmelse
vil kunne tænkes anvendt.
De foreslåede regler indebærer ikke nogen
begrænsning i tiltaltes adgang til at få kendskab til de
vidneforklaringer, som afgives i sagen mod tiltalte. Der sker således
ingen ændring i den gældende bestemmelse om, at tiltalte har et
ubetinget krav på at få kendskab til indholdet af de
vidneforklaringer, der er afgivet i tiltaltes fravær. Efter forslaget
er det alene kendskab til vidnets identitet, der kan forholdes tiltalte.
Som anført er det endvidere en betingelse, at
anonym vidneførsel vil være uden betydning for tiltaltes
forsvar. De foreslåede regler vil derfor kunne anvendes, hvor der er
tale om såkaldte tilfældige vidner, dvs. personer, som tiltalte
ikke kender i forvejen, og som ved en ren tilfældighed overværer
eller bliver offer for en forbrydelse. I disse tilfælde vil det nemlig
kun helt undtagelsesvis have betydning for tiltaltes forsvar at kende den
pågældende persons identitet.
Rettens beslutning om hemmeligholdelse af et vidnes
identitet berører efter forslaget ikke forsvarerens ret til at
overvære vidnets forklaring samt stille spørgsmål til
vidnet og til at få fuldt kendskab til vidnets identitet.
Endelig foreslås det som en yderligere
retssikkerhedsgaranti, at rettens afgørelse om hemmeligholdelse af et
vidnes identitet kan kæres også under domsforhandlingen.
2. Gældende ret
2.1. Vidnepligt
I almindelighed har et vidne pligt til at afgive
vidneforklaring i retten, jf. retsplejelovens § 168, og nægter
vidnet at afgive forklaring, har retten efter retsplejelovens § 178
mulighed for at benytte forskellige tvangsmidler med henblik på at
formå vidnet til at afgive forklaring.
Reglerne om vidnepligt modificeres bl.a. af
vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, hvorefter der i visse
nærmere angivne tilfælde ikke foreligger vidnepligt på
grund af hensyn til vidnet. Det bestemmes således i retsplejelovens
§ 171, stk. 2, at der ikke består vidnepligt, hvis
forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab
af velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf
eller tab af velfærd (nr. 2) eller påføre vidnet selv
eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr. 3).
»Tab af velfærd« er i praksis blevet forstået
som også omfattende fysisk overlast. Et vidne vil således bl.a.
kunne være vidnefritaget, hvis en tiltalt i en straffesag eller
eventuelt andre har fremsat trusler om repressalier i form af fysiske
overgreb på vidnet selv eller vidnets nærmeste med det
formål at hindre vidnet i at afgive vidneforklaring.
Den under nr. 1 nævnte vidnefritagelsesgrund giver
vidnet en undtagelsesfri ret til at nægte at afgive forklaring. I de
under nr. 2-3 nævnte tilfælde kan retten på trods af
vidnefritagelsesgrunden pålægge vidnet at afgive forklaring,
når forklaringen anses for at være af afgørende betydning
for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende
part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. retsplejelovens
§ 171, stk. 3. Vælger vidnet trods en foreliggende
vidnefritagelsesgrund at afgive forklaring, eller pålægger retten
vidnet at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171,
stk. 3, skal retten påse, at der tages særligt hensyn til
vidnet, jf. retsplejelovens § 173, stk. 2. Der kan i dette
øjemed bl.a. træffes bestemmelse om dørlukning under
forklaringen eller nedlægges forbud mod offentlig gengivelse af
forklaringen.
2.2. Den strafferetlige beskyttelse af vidner
En særlig strafferetlig beskyttelse af vidner
følger af straffelovens § 123. Efter denne bestemmelse straffes
den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang
efter straffelovens § 260, trusler efter § 266 eller på anden
måde begår en strafbar handling mod en person, dennes
nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens
forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten.
Der er tale om handlinger, der også er strafbare,
når de begås over for andre end vidner. Bestemmelsen i
straffelovens § 123 har imidlertid en strafferamme på indtil 6
års fængsel og giver dermed en kvalificeret strafferetlig
beskyttelse i tilfælde, hvor der er tale om vold, trusler om vold mv.
mod et vidne eller vidnets nærmeste. Beskyttelsen omfatter også
trusler mv. fra medgerningsmænd, der afgiver forklaring om andres andel
i en lovovertrædelse.
2.3. Retsplejelovens beskyttelsesregler for vidner
2.3.1.
Efter retsplejelovens § 745, stk. 1,
har forsvareren under efterforskningen adgang til at gøre sig bekendt
med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Efter § 745,
stk. 3, har forsvareren krav på at blive underrettet om
foretagelsen af efterforskningsskridt som eksempelvis afhøringer,
konfrontationer og fotoforevisninger, således at forsvareren kan
være til stede.
Hvis hensynet til bl.a. sagens opklaring eller tredjemand
undtagelsesvis gør det påkrævet, kan reglerne i
§ 745, stk. 1 og 3, fraviges, eller politiet kan give forsvareren
pålæg om ikke at videregive de oplysninger, der er modtaget fra
politiet, jf. § 745, stk. 4. Bestemmelsen i retsplejelovens
§ 745, stk. 4, gør det således muligt at hemmeligholde
et vidnes identitet for den sigtede, hvis hensynet til vidnet undtagelsesvis
gør det påkrævet f.eks. på grund af frygt for
repressalier mod vidnet.
Et pålæg efter § 745, stk. 4, kan
kun udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under
domsforhandlingen, ligesom en begrænsning i forsvarerens aktindsigt
efter samme bestemmelse bortfalder senest inden domsforhandlingen, jf.
betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv., s. 43.
Efter § 746, stk. 1, kan politiets afgørelser i henhold til
§ 745, stk. 4, indbringes for retten.
Efter § 748, stk. 2, underrettes forsvareren som
hovedregel om alle retsmøder under efterforskningen og er berettiget
til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse,
kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes.
Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger modtaget
i retsmødet.
Efter § 748, stk. 1, har også sigtede i
almindelighed krav på underretning om afholdelse af retsmøder
under efterforskningen og er berettiget til at overvære dem. Det
gælder dog ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at
opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af
foranstaltninger i henhold til retsplejelovens kapitel 69-74 (eksempelvis
indgreb i meddelelseshemmeligheden). Endvidere kan retten efter § 748,
stk. 5, på anmodning bestemme, at der ikke skal gives sigtede
underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal
være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller
delvis, hvis hensynet til bl.a. sagens opklaring undtagelsesvis gør
det påkrævet. Hensynet til tredjemand kan efter bestemmelsens
ordlyd ikke begrunde, at sigtede udelukkes fra et retsmøde under
efterforskningen herunder udelukkes fra derigennem at opnå kendskab
til identiteten på et vidne, som afgiver forklaring under
retsmødet.
2.3.2.
Tiltalerejsning i straffesager sker ved et
af anklagemyndigheden udfærdiget anklageskrift, jf. retsplejelovens
§ 831. Der må ikke angives beviser, herunder vidner, i
anklageskriftet. Efter retsplejelovens § 834 skal anklagemyndigheden
imidlertid i forbindelse med indlevering af anklageskrift til retten
også indlevere en fortegnelse over de beviser, der agtes ført.
Vidner skal betegnes med navn, og hvad der i øvrigt måtte
udkræves til deres nøjagtige betegnelse.
Efter § 835, stk. 1, skal forsvareren have en
genpart af bevisfortegnelsen. Anklagemyndigheden kan efter § 835,
stk. 2, give forsvareren pålæg om ikke at videregive
oplysninger om et vidnes bopæl til tiltalte, hvis anklagemyndigheden
under domsforhandlingen agter at fremsætte begæring om rettens
bestemmelse om, at denne oplysning ikke må meddeles tiltalte, jf.
§ 848, stk. 3 (se om sidstnævnte bestemmelse pkt. 2.3.3.
nedenfor). Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.
2.3.3.
Efter retsplejelovens § 848,
stk. 1, kan retten beslutte, at tiltalte under domsforhandlingen skal
forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres,
når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring
ellers ikke kan opnås. Rettens afgørelse kan træffes under
domsforhandlingen eller forud for denne, jf. § 841.
Har en tiltalt i henhold til § 848, stk. 1,
været afskåret fra at overvære afhøringen af et
vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny kommer
til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har givet forklaring i
tiltaltes fravær og om indholdet af forklaringen, for så vidt den
angår tiltalte.
Retten kan på anmodning træffe bestemmelse om,
at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis
afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, og det må
antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, jf.
retsplejelovens § 848, stk. 3.
De gældende bestemmelser i retsplejeloven indeholder
derimod ikke hjemmel til under domsforhandlingen at hemmeligholde vidners
identitet for tiltalte. Denne retstilstand blev indført ved lov nr.
321 af 4. juni 1986 om forbud mod anonyme vidner, jf. nærmere
nedenfor.
2.4. Gældende ret før forbudet mod anonyme vidner
Indtil Folketingets vedtagelse af lov nr. 321 af 4. juni
1986 om forbud mod anonyme vidner indeholdt retsplejeloven ikke udtrykkelige
bestemmelser om adgangen til i straffesager at føre vidner, hvis
identitet holdes skjult for tiltalte, men det var forudsat, at oplysning om
et vidnes identitet kunne hemmeligholdes for tiltalte.
I overensstemmelse hermed var det i retspraksis i enkelte
tilfælde blevet tilladt, at oplysninger om et vidnes identitet
hemmeligholdtes.
Spørgsmålet om anvendelse af anonyme vidner
blev forelagt Højesteret i en sag fra 1983. Højesterets
afgørelse er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 81. I
denne sag var en person, som tidligere var straffet adskillige gange for
bl.a. berigelsesforbrydelser, bordelvirksomhed og overfald, herunder grov
vold, sat under tiltale for omfattende heroinhandel. I byretten og
landsretten var den pågældende fundet skyldig i videresalg af
mindst 1 kg heroin og idømt fængsel i 5 år og 6
måneder. Byrettens og landsrettens afgørelser byggede i
væsentlig grad på forklaringer afgivet af 2 vidner, hvis
identitet var holdt skjult for tiltalte, og hvis forklaring var afgivet i
retten uden tiltaltes tilstedeværelse. Under anke til Højesteret
påstod tiltalte dommen ophævet under henvisning til, at der var
begået en alvorlig rettergangsfejl ved brugen af anonyme vidner. Ved
afgørelsen delte Højesteret sig i et flertal på fem
dommere og et mindretal på to dommere.
Flertallet fandt ikke, at der var begået
rettergangsfejl i byretten og landsretten og udtalte, at der undtagelsesvis
kunne ske anonym vidneførsel, hvis der var nærliggende risiko
for, at vidnet eller vidnets nærtstående kunne lide overlast, og
hvis hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor
og forklaringens betydning for sagen gjorde det påkrævet. I
sådanne tilfælde kunne tiltalte efter flertallets opfattelse
endvidere udelukkes fra at overvære forklaringens afgivelse eller
afskæres fra efterfølgende at blive gjort bekendt med
forklaringen i det omfang, det var nødvendigt for at hemmeligholde
vidnets identitet.
Mindretallet fandt ikke, at retsplejeloven indeholdt
hjemmel til at hemmeligholde et vidnes identitet eller til at afskære
vidnet fra at blive bekendt med indholdet af vidneforklaringen.
2.5. Tidligere lovforslag og initiativer vedrørende
vidnebeskyttelse
2.5.1.
Under henvisning bl.a. til Højesterets
dom fra 1983 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkeparti og
Venstresocialisterne i december 1984 et lovforslag om forbud mod anonyme
vidner (L 102). Under 1. behandling af forslaget tilkendegav den
daværende justitsminister, at han ville anmode Retsplejerådet om
en udtalelse om spørgsmålet.
Retsplejerådet afgav herefter betænkning nr.
1056/1985 om anonyme vidner mv.
Retsplejerådet delte sig i et flertal på seks
medlemmer og et mindretal på to medlemmer.
Flertallet foreslog en lovregulering af området,
således at indholdet af vidneforklaringer aldrig kan holdes
hverken helt eller delvist hemmeligt for tiltalte. Endvidere foreslog
flertallet en begrænset adgang til i praksis ved såkaldte
tilfældige vidner at hemmeligholde vidners navn, stilling og
bopæl for tiltalte og til yderligere i disse situationer at bestemme,
at tiltalte skal fjernes fra retslokalet under vidnets forklaring for derved
at opnå, at også vidnets udseende hemmeligholdes.
Mindretallet foreslog, at den retstilstand, som var
fastslået ved Højesterets afgørelse, fortsat burde
være gældende.
Retsplejerådets forslag er i øvrigt
udførligt omtalt i pkt. 4.2. nedenfor, hvortil henvises.
Den 9. april 1986 fremsatte den daværende
justitsminister et lovforslag om forbud mod hemmeligholdelse af
vidneforklaringer (L 234), som byggede på flertallets indstilling i
Retsplejerådets betænkning. Forinden fremsættelsen af dette
lovforslag havde medlemmer af Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne
i oktober 1985 genfremsat det tidligere lovforslag om forbud mod anonyme
vidner.
Ved 3. behandling af de to forslag i maj 1986 blev
justitsministerens forslag forkastet, mens det af oppositionspartierne
fremsatte forslag blev vedtaget.
Der henvises for så vidt angår det
sidstnævnte forslag til lov nr. 321 af 4. juni 1986, Folketingstidende
1984-85, forhandlingerne, sp. 3582 og 4816, og tillæg A, sp. 1855, samt
Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne, sp. 730, 1959, 11300 og 11570,
tillæg A, sp. 1035, tillæg B, sp. 1565, og tillæg C, sp.
737.
For så vidt angår den daværende
justitsministers forslag henvises til Folketingstidende 1985-86,
forhandlingerne, sp. 9318, 9859, 11300 og 11569, tillæg A, sp. 5423, og
tillæg B, sp. 1577.
2.5.2.
Som omtalt under pkt. 2.3.3. ovenfor har
retsplejelovens bestemmelser om forbud mod hemmeligholdelse af vidners
identitet, som blev vedtaget ved lov nr. 321 af 4. juni 1986, herefter
været gældende. Medlemmer af Socialistisk Folkeparti og
Venstresocialisterne fremsatte dog i november 1986 forslag om ophævelse
af den ved lov nr. 321 af 4. juni 1986 gennemførte bestemmelse om, at
tiltalte skal have tilsendt en genpart af bevisfortegnelsen.
Forslaget blev vedtaget og gennemført som lov nr.
273 af 13. maj 1987. Der henvises til Folketingstidende 1986-87,
forhandlingerne, sp. 3023, 6102, 11187 og 11363, tillæg A, sp. 2173,
tillæg B, sp. 1497, og tillæg C, sp. 511.
Ifølge loven, der fik sin endelige udformning
gennem vedtagelse af et i udvalgsbetænkningen stillet
ændringsforslag, blev den i 1986 indførte bestemmelse i
retsplejelovens § 835, 3. pkt., ophævet, således at
anklagemyndigheden ikke længere har pligt til at sende tiltalte en
genpart af bevisfortegnelsen.
Samtidig blev et nyt stk. 3 indsat i § 848.
Ifølge denne bestemmelse kan retten på anmodning bestemme, at et
vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende
hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, og det må antages at
være uden betydning for tiltaltes forsvar. Endvidere blev der i
§ 835, stk. 2, fastsat en adgang for anklagemyndigheden til at give
forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes
bopæl til tiltalte, hvis der under domsforhandlingen agtes fremsat
anmodning om rettens bestemmelse om, at denne oplysning ikke må
meddeles tiltalte.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen
(Retsudvalgets betænkning af 30. april 1987, Folketingstidende 1986-87,
tillæg B, sp. 1497) skal der foretages en konkret vurdering af, om
afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for hemmeligholdelse af
vidnets bopæl. Det anføres videre i betænkningen, at der
kan være situationer, hvor vidnets identitet ikke kan fastslås,
hvis bopælen anonymiseres, og at det derfor yderligere er en
betingelse, at hemmeligholdelse er uden betydning for tiltaltes forsvar.
2.5.3.
I den daværende justitsministers
redegørelse af 18. november 1991 til Folketingets Retsudvalg om
»rockerkriminalitet« blev det anført, at der som led i indsatsen mod
rockerkriminalitet og anden bandekriminalitet ville blive fremsat forslag om
skærpede sanktioner for forbrydelser mod vidner, ligesom det i
redegørelsen blev tilkendegivet, at der ville blive fremsat forslag
om, at der på ny indføres en meget begrænset adgang
til at føre vidner anonymt. Baggrunden for forslagene var et
ønske om at sikre de mennesker, der står frem i en retssag, den
bedst mulige beskyttelse.
På den baggrund fremsatte den daværende
justitsminister den 18. december 1991 et lovforslag om beskyttelse af vidner
mv. (L 167). Lovforslaget indeholdt to hovedelementer. Det første var
et forslag om strafferetlig beskyttelse af vidner, jf. straffelovens
§ 123, der er omtalt under pkt. 2.2. ovenfor. Det andet hovedelement var
et forslag om adgang til anonym vidneførsel, som byggede på
flertallets indstilling i Retsplejerådets betænkning, jf. pkt.
4.2. nedenfor.
Ved 2. behandling af lovforslaget udgik den del af
lovforslaget, der vedrørte adgang til anonym vidneførsel, og
kun den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 123 blev herefter
vedtaget ved 3. behandling af lovforslaget.
Forslaget blev vedtaget og gennemført som lov nr.
282 af 29. april 1992. Der henvises til Folketingstidende 1991-92,
forhandlingerne, sp. 4519, 4901, 8973 og 9140, tillæg A, sp. 3697,
tillæg B, sp. 1001, og tillæg C, sp. 713.
2.5.4.
I folketingsårene 1993-94 og 1996-97
fremsatte medlemmer af Det Konservative Folkeparti og Venstre lovforslag om
skærpet indsats mod voldskriminalitet mv. (L 35 og L 134). Begge
lovforslag indeholdt de samme bestemmelser om adgang til anonym
vidneførsel, der udgik af L 167 (1991-92) inden vedtagelsen.
I begge tilfælde blev lovforslaget forkastet. Der
henvises til Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne, sp. 694, 2603, 10165
og 10386, tillæg A, sp. 593, og tillæg B, sp. 901, samt
Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 3598, 6669 og 7200,
tillæg A, s. 3063 og 3057, og tillæg B, s. 759 og 848.
2.5.5.
I marts 1995 fremlagde en arbejdsgruppe
under Justitsministeriet en handlingsplan om organiseret kriminalitet og
rockerkriminalitet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter fra
anklagemyndigheden, politiet, kriminalforsorgen samt politiets og
kriminalforsorgens organisationer. Arbejdsgruppens forslag koncentrerede sig
om bedre vidnebeskyttelse og styrkelse af efterforskningen mod den
organiserede kriminalitet.
Handlingsplanens forslag om udelukkelse af bandemedlemmer
fra retsmøder, tidlig indenretlig afhøring af vidner og udvidet
kriminalisering af trusler mv. mod vidner er gennemført ved lov nr.
411 af 10. juni 1997 (Styrkelse af politiets efterforskningsmuligheder).
Efter lovændringen kan der således ske
udelukkelse af en gruppe af personer fra et retsmøde, hvis det
skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig
forklaring af et vidne mv., uden at retten i den forbindelse skal foretage en
individuel vurdering af, om den enkeltes tilstedeværelse er en hindring
for at opnå en sandfærdig forklaring, jf. retsplejelovens
§ 28 b, stk. 3. Endvidere blev straffelovens § 123 om trusler
mv. mod vidner ændret, således at den også omfatter trusler
mod andre personer med tilknytning til et vidne end vidnets nærmeste,
eksempelvis vidnets arbejdsgiver. Endelig har Justitsministeriet i
bemærkningerne til lovforslaget givet udtryk for, at der kan være
anledning til i videst muligt omfang at foretage indenretlig afhøring
under efterforskningen, når der kan være risiko for, at vidner
kan blive udsat for vold, trusler, pression eller i øvrigt føle
sig under pres, som får dem til at ændre forklaring eller
nægte at afgive forklaring. Som opfølgning herpå har
Rigsadvokaten i september 1997 udsendt en meddelelse til politiet og
anklagemyndigheden om, at der i videst muligt omfang skal anvendes
såkaldt anticiperet bevisførelse, når
omstændighederne taler for det.
Der henvises til Folketingstidende 1996-97,
forhandlingerne, s. 2202, 7453 og 7938, tillæg A, s. 2475 og 2537,
tillæg B, s. 988 og 1294, og tillæg C, s. 511.
Endvidere er der ved lov nr. 349 af 23. maj 1997
(Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser) taget en række
initiativer af betydning for vidner, som samtidig er ofre. Det drejer sig
bl.a. om en udvidet adgang til at beskikke bistandsadvokat for ofre for
voldsforbrydelser og seksualforbrydelser, etablering af lokale
offerrådgivninger.
Der henvises til Folketingstidende 1996-97,
forhandlingerne, s. 3598, 6668 og 7192, tillæg A, s. 3167 og 3196,
tillæg B, s. 760 og 849, og tillæg C, s. 430.
2.5.6.
I juni 1998 afgav en arbejdsgruppe under
Justitsministeriet en rapport om vidnebeskyttelse. Arbejdsgruppen bestod af
repræsentanter for Justitsministeriet, anklagemyndigheden, politiet og
politiets organisationer. Formålet med arbejdsgruppen var at overveje,
om der kunne gøres mere for de personer, der føler sig utrygge
ved at skulle afgive vidneforklaring.
Rapporten indeholder en beskrivelse af den
dagældende ordning med hensyn til vidner, herunder af de forskellige
retlige og praktiske beskyttelsesforanstaltninger, samt arbejdsgruppens
overvejelser og forslag vedrørende vidnebeskyttelse.
Arbejdsgruppen gav udtryk for, at det er meget vigtigt, at
myndighederne sætter fokus på den kendsgerning, at vidner i et
vist omfang ikke tør stå frem af frygt for repressalier.
Myndighederne bør opfatte dette som et væsentligt problem og
være indstillet på at prioritere dette område og at
afsætte de nødvendige ressourcer hertil. Arbejdsgruppen pegede
navnlig på behovet for i den daglige indsats at vægte
vidnebeskyttelsen højt.
Det var arbejdsgruppens opfattelse, at der på nogle
enkelte punkter var behov for nye regler og initiativer. To af disse punkter
krævede lovændringer, mens de andre kunne gennemføres
administrativt.
Som opfølgning på arbejdsgruppens rapport
fremsatte den daværende justitsminister i april 1999 lovforslag om
bl.a. vidnebeskyttelse (L 233). Lovforslaget indeholdt bestemmelser om adgang
for retten til allerede forud for domsforhandlingen at træffe
afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om,
at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. nu
retsplejelovens § 841. Lovforslaget blev ikke vedtaget inden
folketingsårets udløb, men blev for så vidt angår
vidnebeskyttelse genfremsat uændret i oktober 1999 (L 14). Lovforslaget
blev vedtaget og gennemført som lov nr. 428 af 31. maj 2000. Der
henvises til Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s. 6166, og
tillæg A, s. 5635 og 5570, samt Folketingstidende 1999-2000,
forhandlingerne, s. 498, 6607, 6691 og 8202, tillæg A, s. 133 og 214,
tillæg B, s. 479, 582 og 702, og tillæg C, s. 715.
Et andet forslag i arbejdsgruppens rapport blev
gennemført ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 (styrkelse af samarbejdet
mellem retterne og pressen) om ændring af retsplejeloven med henblik
på at fastslå, at nedlæggelse af navneforbud under en
retssag bl.a. kan ske af hensyn til vidners sikkerhed, jf. retsplejelovens
§ 31.
Der henvises til Folketingstidende 1998-99,
forhandlingerne s. 1334, 6700 og 6801, tillæg A, s. 2006 og 2056,
tillæg B, s. 948, og tillæg C, s. 596.
På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger har
Justitsministeriet endvidere igangsat en række administrative
initiativer. Det gælder eksempelvis etablering af en ordning, hvorefter
vidner kan få udpeget en kontaktperson hos politiet eller
anklagemyndigheden, samt indretning af særskilte venterum til
vidner.
Rigsadvokaten har i den forbindelse i oktober 2001 udsendt
en meddelelse til politiet og anklagemyndigheden om etablering og den
nærmere udformning af ordningen med kontaktpersoner, som vidner kan
henvende sig til. Det fremgår heraf, at der så tidligt som muligt
i sager, hvor eksempelvis vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet
indgår, samt i sager om sædelighedsforbrydelser og
narkotikakriminalitet skal udpeges en kontaktperson for vidner.
Kontaktpersonen kan eksempelvis være en polititjenestemand, der
deltager i efterforskningen eller en anklager, der beskæftiger sig med
sagen. Ordningen skal lette kommunikationen mellem
anklagemyndigheden/politiet og vidnet samt modvirke misforståelser som
følge af, at flere forskellige medarbejdere taler med vidnet.
I tilknytning til arbejdsgruppens forslag om indretning af
særskilte venterum til vidner har Justitsministeriet og
Domstolsstyrelsen i september 2000 opfordret politiet, anklagemyndigheden og
domstolene til lokalt at aftale, hvordan man skal håndtere de
tilfælde, hvor de bygningsmæssige rammer ikke tillader, at der i
tilknytning til retslokalet indrettes særskilte venterum for vidner,
der ikke bør konfronteres med tiltalte eller personer med tilknytning
til denne. Der er herved lagt op til, at det overvejes, om vidner i
særlige sager kan få mulighed for at vente i et andet lokale,
f.eks. i et voterings- eller advokatværelse, et ubenyttet kontor eller
i rettens sekretariat.
3. Norsk ret
I Norge er der for nylig (med virkning fra den 1. august
2001) indført regler om adgang til i visse tilfælde at anvende
anonyme vidner under efterforskning og domsforhandling i straffesager.
Anonym vidneførsel kan finde sted i sager, der
vedrører modarbejdelse af retsvæsenet (eksempelvis
fremsættelse af trusler mod en anklager for at formå den
pågældende til at foretage eller undlade en handling i
forbindelse med en straffesag), flykapring, grov narkotikakriminalitet,
voldtægt, drab, grov vold, afpresning, groft røveri og
hvidvaskning af udbytte fra grov narkotikakriminalitet eller groft
røveri.
I disse sager kan anonym vidneførsel anvendes,
når der er fare for en alvorlig forbrydelse mod vidnets eller vidnets
nærmestes liv, velfærd eller frihed, hvis vidnets identitet
bliver kendt af tiltalte.
Endvidere kan der træffes bestemmelse om anonym
vidneførsel, når der er fare for, at det bliver væsentlig
vanskeligere for vidnet at arbejde »under cover« i senere straffesager, hvis
vidnets identitet bliver kendt. Dette har navnlig betydning for
politifolk.
Anvendelse af anonyme vidner er i alle tilfælde
betinget af, at det er strengt nødvendigt, og at det ikke
medfører væsentlige betænkeligheder i forhold til
tiltaltes forsvar.
En beslutning om anonym vidneførsel kan indeholde
ét eller flere af følgende elementer: at vidnets navn ikke
oplyses, at der ikke gives andre oplysninger, der kan føre til, at
vidnets identitet bliver kendt, eller at der tages fysiske eller tekniske
skridt for at hemmeligholde vidnets identitet, eksempelvis gennem
afskærmning af vidnet i forbindelse med forklaringens afgivelse.
Forsvareren skal have oplysning om vidnets navn og om de
øvrige forhold, der måtte være nødvendige for at
kunne identificere vidnet.
Har tiltalte været ført ud af retslokalet,
mens forklaringen afgives, skal tiltalte orienteres om forklaringens indhold,
når tiltalte på ny kommer til stede. Dette gælder dog ikke
oplysninger, der kan afsløre vidnets identitet.
4. Forslagets baggrund og indhold
4.1. Generelle overvejelser
Som anført under pkt. 1 ovenfor, er det
uacceptabelt, hvis vidner i en straffesag udsættes for trusler og
repressalier. Det må derfor søges sikret, at vidner, som afgiver
forklaring i en straffesag, bliver beskyttet mod overgreb.
Samtidig kan en frygt for repressalier eller andre
ubehageligheder betyde, at vidner slet ikke tør stå frem med
deres viden. Det forhold, at der efter den gældende ordning i intet
tilfælde er adgang til anonym vidneførsel, kan således
efter omstændighederne føre til, at vidner til strafbare forhold
undlader at give politiet oplysninger, som er af væsentlig betydning
for efterforskningen.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, om
adgang til vidnefritagelse vil i en række tilfælde kunne
tilgodese hensynet til et vidne, som må befrygtes at blive udsat for
repressalier mv. Som omtalt under pkt. 2.1. ovenfor må hensynet til det
enkelte vidne imidlertid efter omstændighederne vige for hensynet til
straffesagens opklaring, således at det kan pålægges et
vidne at afgive forklaring, selv om der kan være risiko for, at vidnet
påføres skade. Hertil kommer, at vidner, som på grund af
frygt for repressalier mv. i dag fritages for at vidne, må forventes
fremover i visse tilfælde at afgive forklaring, hvis der
indføres en begrænset mulighed for at hemmeligholde vidnets
identitet.
På den baggrund er det Justitsministeriets
opfattelse, at der bør ske en opblødning af det absolutte
forbud mod anonyme vidner, der blev indført i 1986. Der bør
således etableres mulighed for i særlige tilfælde at kunne
sikre et vidne anonymitet.
Udformningen af forslaget herom bygger på
Retsplejerådets betænkning fra 1985 om anonyme vidner, der
omtales nærmere umiddelbart nedenfor.
4.2. Retsplejerådets overvejelser og forslag
Som nævnt under pkt. 2.5.1. ovenfor blev
Retsplejerådet i december 1984 anmodet om en udtalelse om anonyme
vidner.
Retsplejerådet afgav herefter i december 1985
betænkning nr. 1056/1985 om anonyme vidner.
Retsplejerådets indgående overvejelser om
synspunkterne for og imod anvendelsen af anonyme vidner er mere
udførligt gengivet i betænkningen s. 28-33, hvortil
henvises.
Retsplejerådets flertal (6 medlemmer)
foreslog (betænkningen, s. 35-38), at der gennemføres en
udtrykkelig bestemmelse om, at indholdet af en vidneforklaring aldrig kan
holdes hverken helt eller delvist hemmeligt for tiltalte. Flertallet
erkendte, at kravet om, at vidners forklaring skal gengives fuldt ud for
tiltalte, kan medføre, at truede vidner under påberåbelse
af en vidnefritagelsesgrund vil nægte at afgive forklaring, fordi
gengivelsen af forklaringen for tiltalte vil røbe deres identitet.
Selv om dette kan betyde, at grundlaget for domfældelse af en skyldig
svigter, fandt flertallet, at hensynet til retshåndhævelsen her
må vige for hensynet til tiltaltes muligheder for et effektivt
forsvar.
Flertallet fandt endvidere, at en tiltalt som
altovervejende hovedregel bør vide, hvem der afgiver forklaring i
sagen mod tiltalte, og have adgang til at overvære afhøring af
vidner. I særlige situationer, hvor der er tale om personer, som
tilfældigt bliver vidne til en forbrydelse, og hvor væsentlige
hensyn til vidnet gør det påkrævet, bør der dog
efter flertallets opfattelse være mulighed for, at vidnets navn,
stilling og bopæl hemmeligholdes for tiltalte. Hvis der ligefrem er
tale om, at vidnets eller hans nærmestes liv eller helbred vil blive
udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnet vidnet
har f.eks. tilfældigt overværet et drab i forbindelse med et
rockeropgør bør der være mulighed for yderligere at
bestemme, at tiltalte skal fjernes fra retslokalet, inden vidnet føres
ind i retten og under vidnets forklaring, således at tiltalte ikke ser
vidnet.
Efter flertallets forslag må de nævnte
muligheder for at afskære tiltaltes kendskab til vidnets identitet ikke
bringes i anvendelse, hvis det har betydning for tiltaltes forsvar, at
tiltalte kender vidnets identitet. Reglerne forudsættes derfor i
praksis anvendt i forbindelse med såkaldt tilfældige vidner, dvs.
personer, som tiltalte ikke kender i forvejen, og som tilfældigt
overværer eller er offer for en forbrydelse.
Flertallet anførte i øvrigt, at man tillagde
det betydning, at forslaget om adgang til i særlige tilfælde at
begrænse tiltaltes kendskab til vidnets identitet gennemføres. I
modsat fald vil der bestå en fare for udvikling mod en tilstand, hvor
organiserede kriminelle kan terrorisere også personer udenfor det
kriminelle miljø fra at optræde som vidner.
Et mindretal (2 medlemmer) fandt det særdeles
betænkeligt (betænkningen, s. 38-41) fuldstændigt at
afskære muligheden for at hemmeligholde dele af vidnets forklaring for
tiltalte. Mindretallet foreslog derfor, at den retstilstand, som er
fastslået med Højesterets afgørelse gengivet under pkt.
2.4. ovenfor, fortsat burde være gældende. I den forbindelse
fremhævede mindretallet, at der på baggrund af afgørelsens
præmisser måtte antages at gælde meget snævre
grænser for, hvornår retten ville tillade vidneanonymitet, og at
der ikke sås at være grundlag for frygt for, at disse
grænser ikke ville blive respekteret af fremtidig retspraksis.
Mindretallet fremhævede endvidere, at det til
bekæmpelse af særdeles alvorlig og farlig kriminalitet er
nødvendigt at benytte vidner, hvis identitet og detaljerede forklaring
må holdes skjult for tiltalte og for andre. Som eksempel nævnes
drab og gidseltagning som led i international terrorvirksomhed eller i
opgør inden for organiserede forbrydergrupper. Mindretallet fandt, at
det må befrygtes, at trusler og vold mod personer, der kan tænkes
at ville vidne imod kriminelle, vil få et øget omfang, hvis
lovgivningen på forhånd udelukker enhver mulighed for at skjule
en vidneforklarings indhold for en tiltalt.
4.3. Justitsministeriets forslag
4.3.1.
Lovforslaget svarer til de ændringer af
retsplejelovens § 848, som blev foreslået af den daværende
justitsminister i december 1991, jf. pkt. 2.5.3. ovenfor, og som ligeledes
byggede på anbefalingerne fra Retsplejerådets flertal.
Forslaget har på samme måde som lovforslaget
fra 1991 en noget anden lovteknisk udformning end Retsplejerådets
forslag fra 1985. Baggrunden herfor er, at den ændring af
retsplejelovens § 848, stk. 3, om adgang til at hemmeligholde
oplysning om et vidnes bopæl for tiltalte, som Folketinget enstemmigt
vedtog i maj 1987, efter Justitsministeriets opfattelse bør
opretholdes ved siden af den foreslåede adgang til videregående
hemmeligholdelse.
Ligesom i lovforslaget fra 1991 foreslås det, at
adgangen til at hemmeligholde et vidnes navn, stilling og bopæl for
tiltalte betinges af, at afgørende hensyn til vidnets sikkerhed
gør det påkrævet.
Der er således valgt en lidt anden formulering end
den, som Retsplejerådets flertal foreslog, og som indebar, at anonym
vidneførsel kunne ske, hvis væsentlige hensyn til vidnet
gør det påkrævet. Hermed tilsigtes dog ikke nogen
realitetsændring i forhold til forslaget fra Retsplejerådets
flertal. Det betyder, at omstændighederne i sagen med styrke skal tale
for, at vidnet kan blive udsat for repressalier eller andre ubehageligheder,
hvis tiltalte får oplysninger om vidnets identitet, jf.
Retsplejerådets betænkning s. 44. Denne betingelse kan ofte
være opfyldt i tilfælde, hvor vidnet er omfattet af
vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171, stk. 2. Det
fornødne grundlag for hemmeligholdelse af vidnets navn mv. vil
imidlertid efter omstændighederne også kunne foreligge i
tilfælde, hvor vidnet ikke kan påberåbe sig en
vidnefritagelsesgrund.
Som følge af det anførte må det
antages, at bestemmelsen om anonym vidneførsel navnlig vil kunne blive
relevant i visse sager om grov og mere organiseret kriminalitet, herunder
bandekriminalitet.
Det vil i alle tilfælde være en betingelse, at
begrænsninger i tiltaltes kendskab til vidnets navn mv. er uden
betydning for tiltaltes forsvar. I praksis vil forslaget derfor kunne
få betydning i forhold til såkaldte tilfældige vidner det
vil sige vidner, som ikke har nogen tilknytning til tiltalte.
Tiltalte bør som udgangspunkt have adgang til at
overvære den forklaring, der afgives af et vidne, som er beskyttet ved
hemmeligholdelse af navn mv. Træffer retten beslutning om, at vidnets
navn, stilling og bopæl ikke skal oplyses over for tiltalte, kan retten
efter forslaget derfor kun bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet,
mens vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller
vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare ved tiltaltes
kendskab til vidnets identitet (udseende).
I lighed med forslaget fra 1991 indebærer
lovforslaget, at rettens bestemmelse om anvendelse af reglerne om
hemmeligholdelse af et vidnes identitet kan kæres under
domsforhandlingens forberedelse og under domsforhandlingen. Efter
retsplejelovens § 968, stk. 1, tilkommer kæreadgangen enhver,
over for hvem beslutningen indeholder en afgørelse. Også vidnet
selv kan således kære en kendelse om anvendelse af reglerne om
hemmeligholdelse af den pågældendes identitet.
Siden udformningen af Retsplejerådets forslag er der
ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 indsat en bestemmelse i retsplejelovens
§ 848, stk. 2, 2. pkt., hvorefter retten afgør, om
gengivelsen af et vidne eller en medtiltalts forklaring i tilfælde,
hvor tiltalte har måttet forlade retslokalet under forklaringens
afgivelse, skal ske, før eller efter tiltalte selv har afgivet
forklaring. Denne bestemmelse vil blive videreført i forslaget til
§ 848, stk. 5.
De foreslåede bestemmelser i § 848 suppleres af
retsplejelovens regler om dørlukning. Den beskyttelse af et vidne, der
tilstræbes fremmet med lovforslaget om hemmeligholdelse af et vidnes
identitet og udelukkelse af tiltalte fra at overvære vidnets
forklaring, kan således blive illusorisk, hvis tilhørere
eventuelt med tilknytning til tiltalte kan overvære og referere
forklaringen. I disse tilfælde vil det derfor være naturligt, at
der også træffes beslutning om dørlukning, jf.
retsplejelovens § 29.
4.3.2.
Efter den gældende bestemmelse i
§ 841 kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren
eller et vidne allerede forud for domsforhandlingen træffe
afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om,
at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres.
Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at
skabe øget tryghed hos vidner. Der bør derfor efter
Justitsministeriets opfattelse også være mulighed for at
træffe forhåndsafgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes
identitet efter forslaget til ny § 848, stk. 2, og herunder om, at
tiltalte skal forlade retslokalet efter § 848, stk. 3. I
overensstemmelse hermed foreslås en ændret formulering af
retsplejelovens § 841.
4.3.3.
I rapporten om vidnebeskyttelse fra juni
1998, jf. pkt. 2.5.6. ovenfor, anbefales det at anvende anticiperet
bevisoptagelse i form af en tidlig, indenretlig afhøring af vidner,
der kan tænkes at blive udsat for trusler. En sådan indenretlig
vidneafhøring forud for en eventuel senere domsforhandling
foregår efter reglerne i retsplejelovens §§ 747 og 748.
Efter ordlyden af de gældende bestemmelser i
retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6, kan hensynet til tredjemand
eksempelvis et vidne selv eller vidnets nærmeste imidlertid ikke
begrunde, at sigtede udelukkes fra et retsmøde eller gøres
bekendt med, hvad der er tilført retsbogen, ligesom hensynet til
tredjemand efter bestemmelsens ordlyd ikke kan begrunde, at der gives
forsvareren pålæg om ikke at give sigtede underretning om, hvad
der er passeret i retsmødet.
Der forslås derfor en ændring af
retsplejelovens § 748 med henblik på udtrykkeligt at
fastslå, at også hensynet til tredjemand (som f.eks. et vidne,
der kan frygte for repressalier mv.) skal kunne begrunde, at der når
dette undtagelsesvis anses for påkrævet sker
begrænsninger i sigtedes ret til bl.a. at overvære
retsmødet.
4.3.4.
Forslaget indebærer, at oplysning om
et vidnes identitet og bopæl efter omstændighederne kan
hemmeligholdes for sigtede/tiltalte under hele sagens forløb. Under
efterforskningen vil det kunne ske ved pålæg til forsvareren i
medfør af de gældende bestemmelser i § 745, stk. 4, og
§ 748, stk. 6, jf. herved den foreslåede ændring af
§ 748, stk. 5. Efter udfærdigelse af anklageskrift vil
hemmeligholdelse af vidnets identitet over for tiltalte kunne ske i
medfør af forslaget til ny § 835, stk. 2, samt § 848,
stk. 2, nr. 2, og stk. 3, eventuelt jf. § 841.
Det anførte indebærer, at politi og
anklagemyndighed i givet fald bør søge at få afklaret
spørgsmål om hemmeligholdelse af et vidnes identitet, inden et
forsvarerpålæg efter § 745, stk. 4, eller § 748,
stk. 6, udløber.
Efter retsplejelovens § 41, stk. 2, kan
aktindsigt i afsluttede straffesager afslås, hvis det må
befrygtes, at en udskrift af retsbogen vil blive benyttet på
retsstridig måde. I sager, hvor der er truffet afgørelse om
hemmeligholdelse af et vidnes identitet, vil oplysninger om vidnets navn,
stilling og bopæl kunne undtages fra aktindsigt i medfør af
denne bestemmelse.
5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
5.1.
Artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er ikke generelt til hinder for brug af anonyme
vidner i straffesager. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har
navnlig afsagt følgende afgørelser vedrørende anonyme
vidner: Kostovski mod Holland, dom af 20. november 1989, Windisch mod
Østrig, dom af 27. september 1990, Lüdi mod Schweiz, dom af 15.
juni 1992, Doorson mod Holland, dom af 26. marts 1996, Van Mechelen m.fl. mod
Holland, dom af 23. april 1997, og Kok mod Holland, klagesag 43149/98,
afgørelse af 4. juli 2000.
Domstolen anerkender, at hensynet til vidners liv, frihed
og sikkerhed efter omstændighederne kan begrunde en fravigelse af
udgangspunktet for vidneførsel i straffesager, dvs. vidnets afgivelse
af forklaring direkte for den dømmende myndighed i et offentligt
retsmøde, hvor også den tiltalte og forsvareren er til stede.
Domstolen har i den forbindelse fremhævet, at hensynet til vidners og
forurettedes liv, frihed og sikkerhed er beskyttet af andre
konventionsbestemmelser, der indebærer, at staterne har pligt til at
indrette deres straffesystemer på en sådan måde, at
hensynet til disse interesser ikke tilsidesættes.
Ved af brug af anonyme vidner i straffesager er det efter
Domstolens praksis afgørende, om der er foretaget en rimelig afvejning
af de ulemper, en sådan fremgangsmåde medfører for
tiltalte, over for hensynet til det eller de pågældende
vidner.
Efter praksis tillægges vidnets karakter betydning.
Det vil f.eks. have betydning, om der er tale om et mere eller mindre
tilfældigt vidne, der ønskes afhørt i forbindelse med en
sag om grov kriminalitet, og som risikerer repressalier. Hvis der derimod er
tale om et vidne, der tilhører politiet, kan anonymisering som
udgangspunkt kun finde sted, hvis der foreligger helt ekstraordinære
situationer, f.eks. for ikke at afsløre identiteten på en
hemmelig agent i tilfælde, hvor det ikke er muligt at bruge mindre
indgribende foranstaltninger.
Den konkrete fremgangsmåde i forbindelse med
vidneforklaringen skal ske med respekt af kravet om proportionalitet. Det
indebærer, at der skal ske anonymisering i mindst muligt omfang.
Domstolen har påpeget, at det i nogle tilfælde vil være
tilstrækkeligt at holde vidnets identitet hemmelig for den tiltalte, i
andre tilfælde kan det måske være nødvendigt
endvidere at foretage en vis maskering, og i andre tilfælde kan det
være nødvendigt helt at afskære tiltaltes mulighed for at
høre eller iagttage vidnet. Valget af anonymiseringsgrad må
imidlertid ske på grundlag af en konkret vurdering af hensynet til
vidnet. Det har endvidere betydning, om forsvareren er til stede, når
vidnet afgiver forklaring, og om forsvareren har mulighed for at
afhøre vidnet.
Herudover vil det være af betydning, om det eller de
anonyme vidners forklaringer er det eneste eller afgørende bevis i
sagen mod den tiltalte. Hvis det er tilfældet, følger det af
Domstolens praksis, at en domstols anvendelse af et sådant vidnes
forklaring som grundlag for en domfældelse vil udgøre en
krænkelse af konventionen.
5.2.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil den
foreslåede ordning være forenelig med konventionens artikel 6 og
de krav, der følger af Domstolens praksis.
Efter den foreslåede ordning kan retten træffe
bestemmelse om forskellige grader af anonymisering. Retten kan bestemme, at
vidnets adresse skal holdes hemmelig for den tiltalte. Retten kan gå et
skridt videre og bestemme, at vidnets navn, stilling og bopæl skal
holdes hemmelig for den tiltalte. Retten kan endelig bestemme, at tiltalte
skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres.
Efter forslaget forudsætter en beslutning om
anonymisering imidlertid i alle tilfælde, at hensynet til vidnet
konkret kan begrunde den valgte form for anonymisering. Hemmeligholdelse af
vidnets bopæl forudsætter, at afgørende hensyn til vidnet
taler derfor. Hemmeligholdelse af vidnets navn, stilling og bopæl
forudsætter, at afgørende hensyn til vidnet gør det
påkrævet. En beslutning om, at tiltalte skal forlade retslokalet,
mens vidnet afgiver forklaring, forudsætter, at der er bestemte grunde
til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for
alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet.
Den foreslåede ordning forudsætter
således, at retten i hvert enkelt tilfælde foretager en vurdering
af, om og i hvilket omfang hensynet til vidnet konkret kan begrunde en
anonymisering, således at anonymisering i alle tilfælde sker i
mindst muligt omfang. Herudover forudsætter den foreslåede
ordning, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en afvejning mellem
hensynet til det pågældende vidne og til tiltalte, idet det kun
vil være muligt at foretage anonymisering, hvis det må antages at
være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Hensynet til tiltalte er endvidere tilgodeset derved, at
tiltaltes forsvarer efter forslaget i alle tilfælde har mulighed for at
være til stede i forbindelse med afhøringen, dvs. også i
tilfælde, hvor tiltalte skal forlade retslokalet i forbindelse med
afhøringen af vidnet. Forsvareren vil derfor have mulighed for at
varetage tiltaltes interesser, herunder stille spørgsmål til
vidnet. Hertil kommer, at tiltalte efterfølgende vil få
oplysning om indholdet af det anonyme vidnes forklaring. Endvidere skal
vidnet afgive sin forklaring for retten, således at retten får
mulighed for at foretage en vurdering af vidnets troværdighed, ligesom
retten og forsvareren vil være bekendt med vidnets identitet.
Den afvejning, der efter den foreslåede ordning skal
foretages i hvert enkelt tilfælde, svarer til den afvejning, der
følger af Domstolens praksis. Det betyder efter Justitsministeriets
opfattelse, at brug af anonyme vidner i overensstemmelse med den
foreslåede ordning vil være forenelig med konventionens artikel 6
og de krav, der følger af Domstolens praksis.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det med
hensyn til tilfælde, hvor der er sket fuldstændig anonymisering
dvs. hvor vidnets navn, stilling og bopæl ikke er blevet oplyst over
for tiltalte, og tiltalte ikke har været til stede, mens vidnet afgav
forklaring er forudsat, at en sådan forklaring ikke kan udgøre
det eneste eller det afgørende bevis mod den tiltalte.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne. Det har ikke
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
7. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til
høring hos:
Præsidenterne for Højesteret, Østre og
Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det Danske
Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling og
Retspolitisk forening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (retsplejelovens § 748, stk. 5)
Retsplejelovens § 748 omhandler afholdelse af
retsmøde under efterforskningen.
Efter den gældende bestemmelse i § 748,
stk. 5, kan hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller
til sagens opklaring begrunde, at der ikke skal gives sigtede underretning om
afholdelse af et retsmøde, eller at sigtede skal være udelukket
fra at overvære et retsmøde helt eller delvis.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås det
udtrykkeligt, at også hensynet til tredjemand f.eks. et vidne, der
kan frygte for repressalier undtagelsesvis vil kunne begrunde
begrænsninger i sigtedes ret til bl.a. at overvære et
retsmøde.
Har sigtede været udelukket fra at overvære et
retsmøde, skal retten efter § 748, stk. 6, hvis sigtede er
til stede, og ellers politiet snarest gøre sigtede bekendt med, hvad
der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har
begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten
afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren
ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i
retsmødet. Pålæg efter § 748 kan udstrækkes,
indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.3. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2 (retsplejelovens § 835, stk. 2)
Efter den gældende bestemmelse i § 835,
stk. 2, kan anklagemyndigheden under sagens forberedelse give
forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes
bopæl til tiltalte, hvis anklagemyndigheden under domsforhandlingen
agter at fremsætte anmodning om hemmeligholdelse af vidnets
bopæl. Dette pålæg kan af forsvareren indbringes for
retten.
Ved den foreslåede bestemmelse skabes der som en
naturlig konsekvens af bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 4, hjemmel
til at meddele forsvareren pålæg om ikke at videregive
oplysninger om et vidnes navn, stilling og bopæl til tiltalte i
perioden fra efterforskningens afslutning, indtil retten har taget stilling
til spørgsmålet om eventuel hemmeligholdelse af vidnets
identitet over for tiltalte.
I Retsplejerådets betænkning nr. 1056/1985
foreslog rådets flertal, at der indførtes en sådan hjemmel
til at give forsvareren pålæg om hemmeligholdelse. Der henvises
herom til betænkningen s. 43-44. I overensstemmelse med den
gældende affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 835,
stk. 2, tillægges kompetencen til at træffe afgørelse
herom anklagemyndigheden, men afgørelsen kan af forsvareren indbringes
for retten.
Til nr. 3 (retsplejelovens § 841)
Efter den gældende bestemmelse i § 841 kan
retten forud for domsforhandlingen efter anmodning fra anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne træffe afgørelse om
dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om, at tiltalte skal
forlade retslokalet, mens et vidne afhøres.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
retten også får mulighed for forud for domsforhandlingen at tage
stilling til en anmodning om hemmeligholdelse af et vidnes identitet efter de
foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 2 og 3.
Også afgørelser om hemmeligholdelse af et
vidnes navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,
der træffes forud for domsforhandlingen, kan kæres efter den
foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4.
Til nr. 4 (retsplejelovens § 848)
Den foreslåede affattelse af bestemmelsen i
retsplejelovens § 848 følger i det væsentlige med visse
lovtekniske ændringer det forslag, som Retsplejerådets flertal
fremsatte i betænkning nr. 1056/1985. Der henvises til
betænkningen s. 35-38 og 44-46 samt til pkt. 4.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen, der direkte kun vedrører sager, hvor
der rejses tiltale for landsretten, finder gennem henvisningsbestemmelserne i
§§ 927 og 939 også anvendelse i straffesager, der behandles ved
byretten.
Om de nærmere betingelser for, at retten efter
forslaget kan træffe bestemmelse om begrænsninger i tiltaltes
kendskab til vidnets identitet, henvises til pkt. 4.3.1. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Om forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention henvises til pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Hemmeligholdelse alene af et vidnes bopæl for
tiltalte vil som hidtil kunne ske, hvis afgørende hensyn til vidnets
sikkerhed taler for det.
I overensstemmelse med strafferetsplejens såkaldte
proportionalitetsgrundsætning, hvorefter der altid bør anvendes
den mindst indgribende foranstaltning blandt flere mulige, er forslaget til
ny affattelse af § 848 udformet således, at den foranstaltning,
som er mindst indgribende overfor tiltalte, findes i bestemmelsens
første stykke, mens de mere indgribende foranstaltninger findes i
stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse suppleres af
retsplejelovens regler om dørlukning. I tilfælde, hvor retten
bestemmer, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses
for tiltalte, og at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnets
forklaring, vil det i reglen være hensigtsmæssigt, at der
træffes bestemmelse om dørlukning, jf. retsplejelovens
§ 29, for at undgå, at vidnets identitet kan røbes ad denne
vej.
Endvidere foreslås som en særlig retsgaranti,
at afgørelsen om hemmeligholdelse af et vidnes identitet og om evt.
udelukkelse af tiltalte fra at overvære forklaringen træffes ved
kendelse, og at en sådan kendelse kan kæres også under
domsforhandlingen eller under dennes forberedelse, jf. retsplejelovens
§ 968, stk. 2. Kendelsen kan kæres, uanset om den alene
omhandler hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og bopæl, eller
om den tillige vedrører spørgsmålet om udelukkelse af
tiltalte fra at overvære forklaringen.
Efter retsplejelovens § 968, stk. 1, tilkommer
kæreadgangen enhver, over for hvem beslutningen indeholder en
afgørelse. Ud over anklagemyndigheden og forsvareren kan således
også vidnet selv kære en kendelse om anvendelse af reglerne om
hemmeligholdelse af vidnets identitet.
Træffes beslutningen under landsrettens behandling
af en ankesag, følger det af den almindelige regel i retsplejelovens
§ 968, stk. 3, at kære kræver tilladelse fra
Procesbevillingsnævnet.
Efter retsplejelovens § 969, stk. 2,
medfører kæremål ikke opsættelse af beslutningens
udførelse, medmindre det modsatte bestemmes enten af den ret, som har
afgivet beslutningen, eller af den ret, for hvilken kære rejses. I
tilfælde, hvor det er åbenbart, at der ikke er grundlag for at
hemmeligholde et vidnes identitet, vil en ubetinget regel om opsættende
virkning kunne føre til, at kære iværksættes alene
for at forhale sagen. Justitsministeriet har derfor ikke stillet forslag om
en sådan regel.
Justitsministeriet forudsætter dog, at kære af
kendelser om hemmeligholdelse af et vidnes identitet i almindelighed vil
blive tillagt opsættende virkning. Med henblik på at undgå
udsættelse af domforhandlingen bør spørgsmålet om
hemmeligholdelse derfor forelægges retten så tidligt som muligt,
f.eks. under forberedelsen af domsforhandlingen, jf. den foreslåede
§ 841.
Den foreslåede affattelse af § 848,
stk. 5, svarer til den gældende § 848, stk. 2.
Bestemmelsen indeholder dog et nyt 3. pkt., der i overensstemmelse med
Retsplejerådets forslag indebærer, at tiltalte ikke skal have
oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl,
når tiltalte på ny kommer til stede i retslokalet, hvis retten
har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets bopæl eller
navn, stilling og bopæl efter stk. 2, nr. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse berører som
nævnt under pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
ikke forsvarerens ret til at overvære vidneforklaringen og stille
spørgsmål til vidnet.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at
lovændringerne finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort
ved lovens ikrafttræden.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.
september 2001, foretages følgende ændringer:
§ 748.
---
Stk. 2-4.
---
Stk. 5.
Retten kan på begæring bestemme, at der
ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller
at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde
helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed
eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det
påkrævet.
1.
I § 748, stk. 5, indsættes efter »sagens
opklaring«: »eller tredjemand«.
Stk. 6.
Har sigtede været udelukket fra at
overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og
ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er
tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet
udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres
herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give
sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet.
Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet
forklaring under domsforhandlingen.
§ 835.
---
2.
§ 835, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg
om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl til den tiltalte,
såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter at fremsætte
begæring om rettens bestemmelse om, at denne oplysning ikke må
meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 3. Afgørelsen kan af
forsvareren indbringes for retten.
»Stk. 2. Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg
om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn,
stilling og bopæl til tiltalte, hvis statsadvokaten agter at
fremsætte anmodning om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger
ikke må meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 2.
Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.«.
3.
§ 841 affattes således:
§ 841.
Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe
afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,
referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,
stk. 1, nr. 1, eller om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et
vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1.
»§ 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe
afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,
referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,
stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne
afhøres, jf. § 848, stk. 1 eller 3, eller om, at et vidnes
bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848, stk. 2.«.
4.
§ 848 affattes således:
§ 848.
Formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade
retssalen, medens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når
særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan
opnås.
»§ 848. Formanden kan uden for de tilfælde, der er
nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når
særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan
opnås.
Stk. 2.
Når tiltalte som følge af en beslutning
efter stk. 1 ikke har overværet afhøringen af et vidne
eller en medtiltalt, skal han, når han på ny kommer til stede i
retssalen, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i hans
fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den
angår ham. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske
før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring.
Stk. 2.
Retten kan, hvis det må antages at være
uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis
afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det
påkrævet.
Stk. 3.
Retten kan på begæring bestemme, at et
vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt
afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor og det må
antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 3.
Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2,
kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens
vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller
vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte
får kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4.
Formanden afgør, om tiltalte skal forlade
retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5.
Når tiltalte som følge af en beslutning
efter stk. 1 eller stk. 3 ikke har overværet
afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når
denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der
har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af
forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten
afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter,
at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl
eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis
retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1
eller 2.
Stk. 6.
Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes
navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,
træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og
stk. 3, kan kæres.«.
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 167 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (BESKYTTELSE AF VIDNER M.V.) Retsinformation · 29. april 1992
- Skriftlig fremsættelse (27. februar 2002) - L 139 Retsinformation · 27. februar 2002
- 1986 BTL 111 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE (BEVISFORTEGNELSEN) NR L 111 1986-87, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1996 LSF 134 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN(SKÆRPET INDSATS MOD VOLDSKRIMINALITET M.V.) Retsinformation · 7. maj 1997
- 1986 LSF 111 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE (BEVISFORTEGNELSEN) Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 39 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORBUD MOD ANONYME VIDNER) Retsinformation · 21. maj 1988