Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven

2001/2 LSF 139Lovforslag som fremsatJustitsministeriet27. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. februar 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Forbedret vidnebeskyttelse)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.

september 2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 748, stk. 5, indsættes efter »sagens

opklaring«: »eller tredjemand«.

2.

§ 835, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg

om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn,

stilling og bopæl til tiltalte, hvis statsadvokaten agter at

fremsætte anmodning om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger

ikke må meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 2.

Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.«.

3.

§ 841 affattes således:

»§ 841.

Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,

forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe

afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,

referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,

stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne

afhøres, jf. § 848, stk. 1 eller 3, eller om, at et vidnes

Læs alt

bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for

tiltalte, jf. § 848, stk. 2.«.

4.

§ 848 affattes således:

»§ 848.

Formanden kan uden for de tilfælde, der er

nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade

retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når

særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan

opnås.

Stk. 2.

Retten kan, hvis det må antages at være

uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme

1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller

2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for

tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det

påkrævet.

Stk. 3.

Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2,

kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens

vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller

vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte

får kendskab til vidnets identitet.

Stk. 4.

Formanden afgør, om tiltalte skal forlade

retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat

efter stk. 2 og 3.

Stk. 5.

Når tiltalte som følge af en beslutning

efter stk. 1 eller stk. 3 ikke har overværet

afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når

denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der

har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af

forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten

afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter,

at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl

eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis

retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1

eller 2.

Stk. 6.

Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes

navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,

træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at

betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid

omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og

stk. 3, kan kæres.«.

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

Retsplejelovens § 748, stk. 5, § 835,

stk. 2, § 841 og § 848, som affattet ved denne lovs § 1,

finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens

ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

3

2.

Gældende ret

4

2.1.

Vidnepligt

4

2.2.

Den strafferetlige beskyttelse af vidner

4

2.3.

Retsplejelovens beskyttelsesregler for vidner

5

2.4.

Gældende ret før forbudet mod anonyme

vidner

5

2.5.

Tidligere lovforslag og initiativer vedrørende

vidnebeskyttelse

6

3.

Norsk ret

9

4.

Forslagets baggrund og indhold

9

4.1.

Generelle overvejelser

9

4.2.

Retsplejerådets overvejelser og forslag

9

4.3.

Justitsministeriets forslag

10

5.

Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

12

6.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

13

7.

Hørte myndigheder mv.

13

1. Indledning

1.1.

Lovforslaget har til formål at

indføre en yderligere beskyttelse af vidner i straffesager.

Vidners retsstilling foreslås således styrket

ved, at der i straffesager i ganske særlige tilfælde kan ske

hemmeligholdelse af et vidnes identitet over for tiltalte. Hermed sigtes der

til tilfælde, hvor omstændighederne i sagen med styrke taler for,

at vidnet kan blive udsat for repressalier eller andre ubehageligheder, hvis

den tiltalte får oplysninger om vidnets identitet.

1.2.

Forslaget skal ses på baggrund af, at

det i sig selv er uacceptabelt, hvis et vidne i en straffesag bliver udsat

for trusler og repressalier. Samtidig kan frygten for repressalier mv.

betyde, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet bliver svækket,

fordi vidner ikke tør stå frem med deres viden. Hvis et vidne

på grund af en sådan frygt ikke tør afgive forklaring, kan

der således opstå den situation, at anklagemyndigheden ikke er i

stand til at bevise gerningsmandens skyld.

Uanset at antallet af trusler mv. mod vidner er meget lavt

i forhold til det samlede antal vidner, der hvert år yder deres bidrag

til at få opklaret kriminalitet og til at få dømt de

skyldige, er det særdeles vigtigt, at vidner i videst muligt omfang

gives en sådan beskyttelse, at frygt for repressalier ikke afholder

nogen fra at vidne. Dette gælder naturligvis i første

række af hensyn til det enkelte vidne og af hensyn til opklaringen af

de sager, hvor der er en konkret risiko for overgreb. Men det er også

mere generelt af stor betydning for borgernes indstilling til det at

optræde som vidne, at de er sikre på, at myndighederne tager de

nødvendige forholdsregler for at beskytte vidner, når det er

påkrævet.

Efter forslaget gives der domstolene mulighed for efter en

konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag at bestemme, at

et vidnes navn, stilling og bopæl skal hemmeligholdes for tiltalte. Det

er en betingelse for hemmeligholdelse, at det må antages at være

uden betydning for tiltaltes forsvar, at tiltalte kender vidnets identitet,

og herudover at afgørende hensyn til vidnet gør

hemmeligholdelse påkrævet. Retten kan i forbindelse hermed

yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnets

forklaring, hvis der er grund til at tro, at tiltalte eller dennes

nærmeste ellers vil blive udsat for alvorlig fare.

1.3.

Rettens beslutning om anonym

vidneførsel vil i høj grad have undtagelsens karakter.

Således indebærer kravet om, at afgørende hensyn til

vidnet gør hemmeligholdelse af vidnets identitet påkrævet,

at det navnlig vil være i visse sager om grov og mere organiseret

kriminalitet, herunder bandekriminalitet, at den foreslåede bestemmelse

vil kunne tænkes anvendt.

De foreslåede regler indebærer ikke nogen

begrænsning i tiltaltes adgang til at få kendskab til de

vidneforklaringer, som afgives i sagen mod tiltalte. Der sker således

ingen ændring i den gældende bestemmelse om, at tiltalte har et

ubetinget krav på at få kendskab til indholdet af de

vidneforklaringer, der er afgivet i tiltaltes fravær. Efter forslaget

er det alene kendskab til vidnets identitet, der kan forholdes tiltalte.

Som anført er det endvidere en betingelse, at

anonym vidneførsel vil være uden betydning for tiltaltes

forsvar. De foreslåede regler vil derfor kunne anvendes, hvor der er

tale om såkaldte tilfældige vidner, dvs. personer, som tiltalte

ikke kender i forvejen, og som ved en ren tilfældighed overværer

eller bliver offer for en forbrydelse. I disse tilfælde vil det nemlig

kun helt undtagelsesvis have betydning for tiltaltes forsvar at kende den

pågældende persons identitet.

Rettens beslutning om hemmeligholdelse af et vidnes

identitet berører efter forslaget ikke forsvarerens ret til at

overvære vidnets forklaring samt stille spørgsmål til

vidnet og til at få fuldt kendskab til vidnets identitet.

Endelig foreslås det som en yderligere

retssikkerhedsgaranti, at rettens afgørelse om hemmeligholdelse af et

vidnes identitet kan kæres også under domsforhandlingen.

2. Gældende ret

2.1. Vidnepligt

I almindelighed har et vidne pligt til at afgive

vidneforklaring i retten, jf. retsplejelovens § 168, og nægter

vidnet at afgive forklaring, har retten efter retsplejelovens § 178

mulighed for at benytte forskellige tvangsmidler med henblik på at

formå vidnet til at afgive forklaring.

Reglerne om vidnepligt modificeres bl.a. af

vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, hvorefter der i visse

nærmere angivne tilfælde ikke foreligger vidnepligt på

grund af hensyn til vidnet. Det bestemmes således i retsplejelovens

§ 171, stk. 2, at der ikke består vidnepligt, hvis

forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab

af velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf

eller tab af velfærd (nr. 2) eller påføre vidnet selv

eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr. 3).

»Tab af velfærd« er i praksis blevet forstået

som også omfattende fysisk overlast. Et vidne vil således bl.a.

kunne være vidnefritaget, hvis en tiltalt i en straffesag eller

eventuelt andre har fremsat trusler om repressalier i form af fysiske

overgreb på vidnet selv eller vidnets nærmeste med det

formål at hindre vidnet i at afgive vidneforklaring.

Den under nr. 1 nævnte vidnefritagelsesgrund giver

vidnet en undtagelsesfri ret til at nægte at afgive forklaring. I de

under nr. 2-3 nævnte tilfælde kan retten på trods af

vidnefritagelsesgrunden pålægge vidnet at afgive forklaring,

når forklaringen anses for at være af afgørende betydning

for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende

part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. retsplejelovens

§ 171, stk. 3. Vælger vidnet trods en foreliggende

vidnefritagelsesgrund at afgive forklaring, eller pålægger retten

vidnet at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171,

stk. 3, skal retten påse, at der tages særligt hensyn til

vidnet, jf. retsplejelovens § 173, stk. 2. Der kan i dette

øjemed bl.a. træffes bestemmelse om dørlukning under

forklaringen eller nedlægges forbud mod offentlig gengivelse af

forklaringen.

2.2. Den strafferetlige beskyttelse af vidner

En særlig strafferetlig beskyttelse af vidner

følger af straffelovens § 123. Efter denne bestemmelse straffes

den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang

efter straffelovens § 260, trusler efter § 266 eller på anden

måde begår en strafbar handling mod en person, dennes

nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens

forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten.

Der er tale om handlinger, der også er strafbare,

når de begås over for andre end vidner. Bestemmelsen i

straffelovens § 123 har imidlertid en strafferamme på indtil 6

års fængsel og giver dermed en kvalificeret strafferetlig

beskyttelse i tilfælde, hvor der er tale om vold, trusler om vold mv.

mod et vidne eller vidnets nærmeste. Beskyttelsen omfatter også

trusler mv. fra medgerningsmænd, der afgiver forklaring om andres andel

i en lovovertrædelse.

2.3. Retsplejelovens beskyttelsesregler for vidner

2.3.1.

Efter retsplejelovens § 745, stk. 1,

har forsvareren under efterforskningen adgang til at gøre sig bekendt

med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Efter § 745,

stk. 3, har forsvareren krav på at blive underrettet om

foretagelsen af efterforskningsskridt som eksempelvis afhøringer,

konfrontationer og fotoforevisninger, således at forsvareren kan

være til stede.

Hvis hensynet til bl.a. sagens opklaring eller tredjemand

undtagelsesvis gør det påkrævet, kan reglerne i

§ 745, stk. 1 og 3, fraviges, eller politiet kan give forsvareren

pålæg om ikke at videregive de oplysninger, der er modtaget fra

politiet, jf. § 745, stk. 4. Bestemmelsen i retsplejelovens

§ 745, stk. 4, gør det således muligt at hemmeligholde

et vidnes identitet for den sigtede, hvis hensynet til vidnet undtagelsesvis

gør det påkrævet f.eks. på grund af frygt for

repressalier mod vidnet.

Et pålæg efter § 745, stk. 4, kan

kun udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under

domsforhandlingen, ligesom en begrænsning i forsvarerens aktindsigt

efter samme bestemmelse bortfalder senest inden domsforhandlingen, jf.

betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv., s. 43.

Efter § 746, stk. 1, kan politiets afgørelser i henhold til

§ 745, stk. 4, indbringes for retten.

Efter § 748, stk. 2, underrettes forsvareren som

hovedregel om alle retsmøder under efterforskningen og er berettiget

til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse,

kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes.

Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger modtaget

i retsmødet.

Efter § 748, stk. 1, har også sigtede i

almindelighed krav på underretning om afholdelse af retsmøder

under efterforskningen og er berettiget til at overvære dem. Det

gælder dog ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at

opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af

foranstaltninger i henhold til retsplejelovens kapitel 69-74 (eksempelvis

indgreb i meddelelseshemmeligheden). Endvidere kan retten efter § 748,

stk. 5, på anmodning bestemme, at der ikke skal gives sigtede

underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal

være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller

delvis, hvis hensynet til bl.a. sagens opklaring undtagelsesvis gør

det påkrævet. Hensynet til tredjemand kan efter bestemmelsens

ordlyd ikke begrunde, at sigtede udelukkes fra et retsmøde under

efterforskningen herunder udelukkes fra derigennem at opnå kendskab

til identiteten på et vidne, som afgiver forklaring under

retsmødet.

2.3.2.

Tiltalerejsning i straffesager sker ved et

af anklagemyndigheden udfærdiget anklageskrift, jf. retsplejelovens

§ 831. Der må ikke angives beviser, herunder vidner, i

anklageskriftet. Efter retsplejelovens § 834 skal anklagemyndigheden

imidlertid i forbindelse med indlevering af anklageskrift til retten

også indlevere en fortegnelse over de beviser, der agtes ført.

Vidner skal betegnes med navn, og hvad der i øvrigt måtte

udkræves til deres nøjagtige betegnelse.

Efter § 835, stk. 1, skal forsvareren have en

genpart af bevisfortegnelsen. Anklagemyndigheden kan efter § 835,

stk. 2, give forsvareren pålæg om ikke at videregive

oplysninger om et vidnes bopæl til tiltalte, hvis anklagemyndigheden

under domsforhandlingen agter at fremsætte begæring om rettens

bestemmelse om, at denne oplysning ikke må meddeles tiltalte, jf.

§ 848, stk. 3 (se om sidstnævnte bestemmelse pkt. 2.3.3.

nedenfor). Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.

2.3.3.

Efter retsplejelovens § 848,

stk. 1, kan retten beslutte, at tiltalte under domsforhandlingen skal

forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres,

når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring

ellers ikke kan opnås. Rettens afgørelse kan træffes under

domsforhandlingen eller forud for denne, jf. § 841.

Har en tiltalt i henhold til § 848, stk. 1,

været afskåret fra at overvære afhøringen af et

vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny kommer

til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har givet forklaring i

tiltaltes fravær og om indholdet af forklaringen, for så vidt den

angår tiltalte.

Retten kan på anmodning træffe bestemmelse om,

at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, og det må

antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, jf.

retsplejelovens § 848, stk. 3.

De gældende bestemmelser i retsplejeloven indeholder

derimod ikke hjemmel til under domsforhandlingen at hemmeligholde vidners

identitet for tiltalte. Denne retstilstand blev indført ved lov nr.

321 af 4. juni 1986 om forbud mod anonyme vidner, jf. nærmere

nedenfor.

2.4. Gældende ret før forbudet mod anonyme vidner

Indtil Folketingets vedtagelse af lov nr. 321 af 4. juni

1986 om forbud mod anonyme vidner indeholdt retsplejeloven ikke udtrykkelige

bestemmelser om adgangen til i straffesager at føre vidner, hvis

identitet holdes skjult for tiltalte, men det var forudsat, at oplysning om

et vidnes identitet kunne hemmeligholdes for tiltalte.

I overensstemmelse hermed var det i retspraksis i enkelte

tilfælde blevet tilladt, at oplysninger om et vidnes identitet

hemmeligholdtes.

Spørgsmålet om anvendelse af anonyme vidner

blev forelagt Højesteret i en sag fra 1983. Højesterets

afgørelse er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 81. I

denne sag var en person, som tidligere var straffet adskillige gange for

bl.a. berigelsesforbrydelser, bordelvirksomhed og overfald, herunder grov

vold, sat under tiltale for omfattende heroinhandel. I byretten og

landsretten var den pågældende fundet skyldig i videresalg af

mindst 1 kg heroin og idømt fængsel i 5 år og 6

måneder. Byrettens og landsrettens afgørelser byggede i

væsentlig grad på forklaringer afgivet af 2 vidner, hvis

identitet var holdt skjult for tiltalte, og hvis forklaring var afgivet i

retten uden tiltaltes tilstedeværelse. Under anke til Højesteret

påstod tiltalte dommen ophævet under henvisning til, at der var

begået en alvorlig rettergangsfejl ved brugen af anonyme vidner. Ved

afgørelsen delte Højesteret sig i et flertal på fem

dommere og et mindretal på to dommere.

Flertallet fandt ikke, at der var begået

rettergangsfejl i byretten og landsretten og udtalte, at der undtagelsesvis

kunne ske anonym vidneførsel, hvis der var nærliggende risiko

for, at vidnet eller vidnets nærtstående kunne lide overlast, og

hvis hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor

og forklaringens betydning for sagen gjorde det påkrævet. I

sådanne tilfælde kunne tiltalte efter flertallets opfattelse

endvidere udelukkes fra at overvære forklaringens afgivelse eller

afskæres fra efterfølgende at blive gjort bekendt med

forklaringen i det omfang, det var nødvendigt for at hemmeligholde

vidnets identitet.

Mindretallet fandt ikke, at retsplejeloven indeholdt

hjemmel til at hemmeligholde et vidnes identitet eller til at afskære

vidnet fra at blive bekendt med indholdet af vidneforklaringen.

2.5. Tidligere lovforslag og initiativer vedrørende

vidnebeskyttelse

2.5.1.

Under henvisning bl.a. til Højesterets

dom fra 1983 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkeparti og

Venstresocialisterne i december 1984 et lovforslag om forbud mod anonyme

vidner (L 102). Under 1. behandling af forslaget tilkendegav den

daværende justitsminister, at han ville anmode Retsplejerådet om

en udtalelse om spørgsmålet.

Retsplejerådet afgav herefter betænkning nr.

1056/1985 om anonyme vidner mv.

Retsplejerådet delte sig i et flertal på seks

medlemmer og et mindretal på to medlemmer.

Flertallet foreslog en lovregulering af området,

således at indholdet af vidneforklaringer aldrig kan holdes

hverken helt eller delvist hemmeligt for tiltalte. Endvidere foreslog

flertallet en begrænset adgang til i praksis ved såkaldte

tilfældige vidner at hemmeligholde vidners navn, stilling og

bopæl for tiltalte og til yderligere i disse situationer at bestemme,

at tiltalte skal fjernes fra retslokalet under vidnets forklaring for derved

at opnå, at også vidnets udseende hemmeligholdes.

Mindretallet foreslog, at den retstilstand, som var

fastslået ved Højesterets afgørelse, fortsat burde

være gældende.

Retsplejerådets forslag er i øvrigt

udførligt omtalt i pkt. 4.2. nedenfor, hvortil henvises.

Den 9. april 1986 fremsatte den daværende

justitsminister et lovforslag om forbud mod hemmeligholdelse af

vidneforklaringer (L 234), som byggede på flertallets indstilling i

Retsplejerådets betænkning. Forinden fremsættelsen af dette

lovforslag havde medlemmer af Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne

i oktober 1985 genfremsat det tidligere lovforslag om forbud mod anonyme

vidner.

Ved 3. behandling af de to forslag i maj 1986 blev

justitsministerens forslag forkastet, mens det af oppositionspartierne

fremsatte forslag blev vedtaget.

Der henvises for så vidt angår det

sidstnævnte forslag til lov nr. 321 af 4. juni 1986, Folketingstidende

1984-85, forhandlingerne, sp. 3582 og 4816, og tillæg A, sp. 1855, samt

Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne, sp. 730, 1959, 11300 og 11570,

tillæg A, sp. 1035, tillæg B, sp. 1565, og tillæg C, sp.

737.

For så vidt angår den daværende

justitsministers forslag henvises til Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne, sp. 9318, 9859, 11300 og 11569, tillæg A, sp. 5423, og

tillæg B, sp. 1577.

2.5.2.

Som omtalt under pkt. 2.3.3. ovenfor har

retsplejelovens bestemmelser om forbud mod hemmeligholdelse af vidners

identitet, som blev vedtaget ved lov nr. 321 af 4. juni 1986, herefter

været gældende. Medlemmer af Socialistisk Folkeparti og

Venstresocialisterne fremsatte dog i november 1986 forslag om ophævelse

af den ved lov nr. 321 af 4. juni 1986 gennemførte bestemmelse om, at

tiltalte skal have tilsendt en genpart af bevisfortegnelsen.

Forslaget blev vedtaget og gennemført som lov nr.

273 af 13. maj 1987. Der henvises til Folketingstidende 1986-87,

forhandlingerne, sp. 3023, 6102, 11187 og 11363, tillæg A, sp. 2173,

tillæg B, sp. 1497, og tillæg C, sp. 511.

Ifølge loven, der fik sin endelige udformning

gennem vedtagelse af et i udvalgsbetænkningen stillet

ændringsforslag, blev den i 1986 indførte bestemmelse i

retsplejelovens § 835, 3. pkt., ophævet, således at

anklagemyndigheden ikke længere har pligt til at sende tiltalte en

genpart af bevisfortegnelsen.

Samtidig blev et nyt stk. 3 indsat i § 848.

Ifølge denne bestemmelse kan retten på anmodning bestemme, at et

vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende

hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, og det må antages at

være uden betydning for tiltaltes forsvar. Endvidere blev der i

§ 835, stk. 2, fastsat en adgang for anklagemyndigheden til at give

forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes

bopæl til tiltalte, hvis der under domsforhandlingen agtes fremsat

anmodning om rettens bestemmelse om, at denne oplysning ikke må

meddeles tiltalte.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen

(Retsudvalgets betænkning af 30. april 1987, Folketingstidende 1986-87,

tillæg B, sp. 1497) skal der foretages en konkret vurdering af, om

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for hemmeligholdelse af

vidnets bopæl. Det anføres videre i betænkningen, at der

kan være situationer, hvor vidnets identitet ikke kan fastslås,

hvis bopælen anonymiseres, og at det derfor yderligere er en

betingelse, at hemmeligholdelse er uden betydning for tiltaltes forsvar.

2.5.3.

I den daværende justitsministers

redegørelse af 18. november 1991 til Folketingets Retsudvalg om

»rockerkriminalitet« blev det anført, at der som led i indsatsen mod

rockerkriminalitet og anden bandekriminalitet ville blive fremsat forslag om

skærpede sanktioner for forbrydelser mod vidner, ligesom det i

redegørelsen blev tilkendegivet, at der ville blive fremsat forslag

om, at der på ny indføres en meget begrænset adgang

til at føre vidner anonymt. Baggrunden for forslagene var et

ønske om at sikre de mennesker, der står frem i en retssag, den

bedst mulige beskyttelse.

På den baggrund fremsatte den daværende

justitsminister den 18. december 1991 et lovforslag om beskyttelse af vidner

mv. (L 167). Lovforslaget indeholdt to hovedelementer. Det første var

et forslag om strafferetlig beskyttelse af vidner, jf. straffelovens

§ 123, der er omtalt under pkt. 2.2. ovenfor. Det andet hovedelement var

et forslag om adgang til anonym vidneførsel, som byggede på

flertallets indstilling i Retsplejerådets betænkning, jf. pkt.

4.2. nedenfor.

Ved 2. behandling af lovforslaget udgik den del af

lovforslaget, der vedrørte adgang til anonym vidneførsel, og

kun den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 123 blev herefter

vedtaget ved 3. behandling af lovforslaget.

Forslaget blev vedtaget og gennemført som lov nr.

282 af 29. april 1992. Der henvises til Folketingstidende 1991-92,

forhandlingerne, sp. 4519, 4901, 8973 og 9140, tillæg A, sp. 3697,

tillæg B, sp. 1001, og tillæg C, sp. 713.

2.5.4.

I folketingsårene 1993-94 og 1996-97

fremsatte medlemmer af Det Konservative Folkeparti og Venstre lovforslag om

skærpet indsats mod voldskriminalitet mv. (L 35 og L 134). Begge

lovforslag indeholdt de samme bestemmelser om adgang til anonym

vidneførsel, der udgik af L 167 (1991-92) inden vedtagelsen.

I begge tilfælde blev lovforslaget forkastet. Der

henvises til Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne, sp. 694, 2603, 10165

og 10386, tillæg A, sp. 593, og tillæg B, sp. 901, samt

Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 3598, 6669 og 7200,

tillæg A, s. 3063 og 3057, og tillæg B, s. 759 og 848.

2.5.5.

I marts 1995 fremlagde en arbejdsgruppe

under Justitsministeriet en handlingsplan om organiseret kriminalitet og

rockerkriminalitet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter fra

anklagemyndigheden, politiet, kriminalforsorgen samt politiets og

kriminalforsorgens organisationer. Arbejdsgruppens forslag koncentrerede sig

om bedre vidnebeskyttelse og styrkelse af efterforskningen mod den

organiserede kriminalitet.

Handlingsplanens forslag om udelukkelse af bandemedlemmer

fra retsmøder, tidlig indenretlig afhøring af vidner og udvidet

kriminalisering af trusler mv. mod vidner er gennemført ved lov nr.

411 af 10. juni 1997 (Styrkelse af politiets efterforskningsmuligheder).

Efter lovændringen kan der således ske

udelukkelse af en gruppe af personer fra et retsmøde, hvis det

skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig

forklaring af et vidne mv., uden at retten i den forbindelse skal foretage en

individuel vurdering af, om den enkeltes tilstedeværelse er en hindring

for at opnå en sandfærdig forklaring, jf. retsplejelovens

§ 28 b, stk. 3. Endvidere blev straffelovens § 123 om trusler

mv. mod vidner ændret, således at den også omfatter trusler

mod andre personer med tilknytning til et vidne end vidnets nærmeste,

eksempelvis vidnets arbejdsgiver. Endelig har Justitsministeriet i

bemærkningerne til lovforslaget givet udtryk for, at der kan være

anledning til i videst muligt omfang at foretage indenretlig afhøring

under efterforskningen, når der kan være risiko for, at vidner

kan blive udsat for vold, trusler, pression eller i øvrigt føle

sig under pres, som får dem til at ændre forklaring eller

nægte at afgive forklaring. Som opfølgning herpå har

Rigsadvokaten i september 1997 udsendt en meddelelse til politiet og

anklagemyndigheden om, at der i videst muligt omfang skal anvendes

såkaldt anticiperet bevisførelse, når

omstændighederne taler for det.

Der henvises til Folketingstidende 1996-97,

forhandlingerne, s. 2202, 7453 og 7938, tillæg A, s. 2475 og 2537,

tillæg B, s. 988 og 1294, og tillæg C, s. 511.

Endvidere er der ved lov nr. 349 af 23. maj 1997

(Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser) taget en række

initiativer af betydning for vidner, som samtidig er ofre. Det drejer sig

bl.a. om en udvidet adgang til at beskikke bistandsadvokat for ofre for

voldsforbrydelser og seksualforbrydelser, etablering af lokale

offerrådgivninger.

Der henvises til Folketingstidende 1996-97,

forhandlingerne, s. 3598, 6668 og 7192, tillæg A, s. 3167 og 3196,

tillæg B, s. 760 og 849, og tillæg C, s. 430.

2.5.6.

I juni 1998 afgav en arbejdsgruppe under

Justitsministeriet en rapport om vidnebeskyttelse. Arbejdsgruppen bestod af

repræsentanter for Justitsministeriet, anklagemyndigheden, politiet og

politiets organisationer. Formålet med arbejdsgruppen var at overveje,

om der kunne gøres mere for de personer, der føler sig utrygge

ved at skulle afgive vidneforklaring.

Rapporten indeholder en beskrivelse af den

dagældende ordning med hensyn til vidner, herunder af de forskellige

retlige og praktiske beskyttelsesforanstaltninger, samt arbejdsgruppens

overvejelser og forslag vedrørende vidnebeskyttelse.

Arbejdsgruppen gav udtryk for, at det er meget vigtigt, at

myndighederne sætter fokus på den kendsgerning, at vidner i et

vist omfang ikke tør stå frem af frygt for repressalier.

Myndighederne bør opfatte dette som et væsentligt problem og

være indstillet på at prioritere dette område og at

afsætte de nødvendige ressourcer hertil. Arbejdsgruppen pegede

navnlig på behovet for i den daglige indsats at vægte

vidnebeskyttelsen højt.

Det var arbejdsgruppens opfattelse, at der på nogle

enkelte punkter var behov for nye regler og initiativer. To af disse punkter

krævede lovændringer, mens de andre kunne gennemføres

administrativt.

Som opfølgning på arbejdsgruppens rapport

fremsatte den daværende justitsminister i april 1999 lovforslag om

bl.a. vidnebeskyttelse (L 233). Lovforslaget indeholdt bestemmelser om adgang

for retten til allerede forud for domsforhandlingen at træffe

afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om,

at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. nu

retsplejelovens § 841. Lovforslaget blev ikke vedtaget inden

folketingsårets udløb, men blev for så vidt angår

vidnebeskyttelse genfremsat uændret i oktober 1999 (L 14). Lovforslaget

blev vedtaget og gennemført som lov nr. 428 af 31. maj 2000. Der

henvises til Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s. 6166, og

tillæg A, s. 5635 og 5570, samt Folketingstidende 1999-2000,

forhandlingerne, s. 498, 6607, 6691 og 8202, tillæg A, s. 133 og 214,

tillæg B, s. 479, 582 og 702, og tillæg C, s. 715.

Et andet forslag i arbejdsgruppens rapport blev

gennemført ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 (styrkelse af samarbejdet

mellem retterne og pressen) om ændring af retsplejeloven med henblik

på at fastslå, at nedlæggelse af navneforbud under en

retssag bl.a. kan ske af hensyn til vidners sikkerhed, jf. retsplejelovens

§ 31.

Der henvises til Folketingstidende 1998-99,

forhandlingerne s. 1334, 6700 og 6801, tillæg A, s. 2006 og 2056,

tillæg B, s. 948, og tillæg C, s. 596.

På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger har

Justitsministeriet endvidere igangsat en række administrative

initiativer. Det gælder eksempelvis etablering af en ordning, hvorefter

vidner kan få udpeget en kontaktperson hos politiet eller

anklagemyndigheden, samt indretning af særskilte venterum til

vidner.

Rigsadvokaten har i den forbindelse i oktober 2001 udsendt

en meddelelse til politiet og anklagemyndigheden om etablering og den

nærmere udformning af ordningen med kontaktpersoner, som vidner kan

henvende sig til. Det fremgår heraf, at der så tidligt som muligt

i sager, hvor eksempelvis vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet

indgår, samt i sager om sædelighedsforbrydelser og

narkotikakriminalitet skal udpeges en kontaktperson for vidner.

Kontaktpersonen kan eksempelvis være en polititjenestemand, der

deltager i efterforskningen eller en anklager, der beskæftiger sig med

sagen. Ordningen skal lette kommunikationen mellem

anklagemyndigheden/politiet og vidnet samt modvirke misforståelser som

følge af, at flere forskellige medarbejdere taler med vidnet.

I tilknytning til arbejdsgruppens forslag om indretning af

særskilte venterum til vidner har Justitsministeriet og

Domstolsstyrelsen i september 2000 opfordret politiet, anklagemyndigheden og

domstolene til lokalt at aftale, hvordan man skal håndtere de

tilfælde, hvor de bygningsmæssige rammer ikke tillader, at der i

tilknytning til retslokalet indrettes særskilte venterum for vidner,

der ikke bør konfronteres med tiltalte eller personer med tilknytning

til denne. Der er herved lagt op til, at det overvejes, om vidner i

særlige sager kan få mulighed for at vente i et andet lokale,

f.eks. i et voterings- eller advokatværelse, et ubenyttet kontor eller

i rettens sekretariat.

3. Norsk ret

I Norge er der for nylig (med virkning fra den 1. august

2001) indført regler om adgang til i visse tilfælde at anvende

anonyme vidner under efterforskning og domsforhandling i straffesager.

Anonym vidneførsel kan finde sted i sager, der

vedrører modarbejdelse af retsvæsenet (eksempelvis

fremsættelse af trusler mod en anklager for at formå den

pågældende til at foretage eller undlade en handling i

forbindelse med en straffesag), flykapring, grov narkotikakriminalitet,

voldtægt, drab, grov vold, afpresning, groft røveri og

hvidvaskning af udbytte fra grov narkotikakriminalitet eller groft

røveri.

I disse sager kan anonym vidneførsel anvendes,

når der er fare for en alvorlig forbrydelse mod vidnets eller vidnets

nærmestes liv, velfærd eller frihed, hvis vidnets identitet

bliver kendt af tiltalte.

Endvidere kan der træffes bestemmelse om anonym

vidneførsel, når der er fare for, at det bliver væsentlig

vanskeligere for vidnet at arbejde »under cover« i senere straffesager, hvis

vidnets identitet bliver kendt. Dette har navnlig betydning for

politifolk.

Anvendelse af anonyme vidner er i alle tilfælde

betinget af, at det er strengt nødvendigt, og at det ikke

medfører væsentlige betænkeligheder i forhold til

tiltaltes forsvar.

En beslutning om anonym vidneførsel kan indeholde

ét eller flere af følgende elementer: at vidnets navn ikke

oplyses, at der ikke gives andre oplysninger, der kan føre til, at

vidnets identitet bliver kendt, eller at der tages fysiske eller tekniske

skridt for at hemmeligholde vidnets identitet, eksempelvis gennem

afskærmning af vidnet i forbindelse med forklaringens afgivelse.

Forsvareren skal have oplysning om vidnets navn og om de

øvrige forhold, der måtte være nødvendige for at

kunne identificere vidnet.

Har tiltalte været ført ud af retslokalet,

mens forklaringen afgives, skal tiltalte orienteres om forklaringens indhold,

når tiltalte på ny kommer til stede. Dette gælder dog ikke

oplysninger, der kan afsløre vidnets identitet.

4. Forslagets baggrund og indhold

4.1. Generelle overvejelser

Som anført under pkt. 1 ovenfor, er det

uacceptabelt, hvis vidner i en straffesag udsættes for trusler og

repressalier. Det må derfor søges sikret, at vidner, som afgiver

forklaring i en straffesag, bliver beskyttet mod overgreb.

Samtidig kan en frygt for repressalier eller andre

ubehageligheder betyde, at vidner slet ikke tør stå frem med

deres viden. Det forhold, at der efter den gældende ordning i intet

tilfælde er adgang til anonym vidneførsel, kan således

efter omstændighederne føre til, at vidner til strafbare forhold

undlader at give politiet oplysninger, som er af væsentlig betydning

for efterforskningen.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, om

adgang til vidnefritagelse vil i en række tilfælde kunne

tilgodese hensynet til et vidne, som må befrygtes at blive udsat for

repressalier mv. Som omtalt under pkt. 2.1. ovenfor må hensynet til det

enkelte vidne imidlertid efter omstændighederne vige for hensynet til

straffesagens opklaring, således at det kan pålægges et

vidne at afgive forklaring, selv om der kan være risiko for, at vidnet

påføres skade. Hertil kommer, at vidner, som på grund af

frygt for repressalier mv. i dag fritages for at vidne, må forventes

fremover i visse tilfælde at afgive forklaring, hvis der

indføres en begrænset mulighed for at hemmeligholde vidnets

identitet.

På den baggrund er det Justitsministeriets

opfattelse, at der bør ske en opblødning af det absolutte

forbud mod anonyme vidner, der blev indført i 1986. Der bør

således etableres mulighed for i særlige tilfælde at kunne

sikre et vidne anonymitet.

Udformningen af forslaget herom bygger på

Retsplejerådets betænkning fra 1985 om anonyme vidner, der

omtales nærmere umiddelbart nedenfor.

4.2. Retsplejerådets overvejelser og forslag

Som nævnt under pkt. 2.5.1. ovenfor blev

Retsplejerådet i december 1984 anmodet om en udtalelse om anonyme

vidner.

Retsplejerådet afgav herefter i december 1985

betænkning nr. 1056/1985 om anonyme vidner.

Retsplejerådets indgående overvejelser om

synspunkterne for og imod anvendelsen af anonyme vidner er mere

udførligt gengivet i betænkningen s. 28-33, hvortil

henvises.

Retsplejerådets flertal (6 medlemmer)

foreslog (betænkningen, s. 35-38), at der gennemføres en

udtrykkelig bestemmelse om, at indholdet af en vidneforklaring aldrig kan

holdes hverken helt eller delvist hemmeligt for tiltalte. Flertallet

erkendte, at kravet om, at vidners forklaring skal gengives fuldt ud for

tiltalte, kan medføre, at truede vidner under påberåbelse

af en vidnefritagelsesgrund vil nægte at afgive forklaring, fordi

gengivelsen af forklaringen for tiltalte vil røbe deres identitet.

Selv om dette kan betyde, at grundlaget for domfældelse af en skyldig

svigter, fandt flertallet, at hensynet til retshåndhævelsen her

må vige for hensynet til tiltaltes muligheder for et effektivt

forsvar.

Flertallet fandt endvidere, at en tiltalt som

altovervejende hovedregel bør vide, hvem der afgiver forklaring i

sagen mod tiltalte, og have adgang til at overvære afhøring af

vidner. I særlige situationer, hvor der er tale om personer, som

tilfældigt bliver vidne til en forbrydelse, og hvor væsentlige

hensyn til vidnet gør det påkrævet, bør der dog

efter flertallets opfattelse være mulighed for, at vidnets navn,

stilling og bopæl hemmeligholdes for tiltalte. Hvis der ligefrem er

tale om, at vidnets eller hans nærmestes liv eller helbred vil blive

udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnet vidnet

har f.eks. tilfældigt overværet et drab i forbindelse med et

rockeropgør bør der være mulighed for yderligere at

bestemme, at tiltalte skal fjernes fra retslokalet, inden vidnet føres

ind i retten og under vidnets forklaring, således at tiltalte ikke ser

vidnet.

Efter flertallets forslag må de nævnte

muligheder for at afskære tiltaltes kendskab til vidnets identitet ikke

bringes i anvendelse, hvis det har betydning for tiltaltes forsvar, at

tiltalte kender vidnets identitet. Reglerne forudsættes derfor i

praksis anvendt i forbindelse med såkaldt tilfældige vidner, dvs.

personer, som tiltalte ikke kender i forvejen, og som tilfældigt

overværer eller er offer for en forbrydelse.

Flertallet anførte i øvrigt, at man tillagde

det betydning, at forslaget om adgang til i særlige tilfælde at

begrænse tiltaltes kendskab til vidnets identitet gennemføres. I

modsat fald vil der bestå en fare for udvikling mod en tilstand, hvor

organiserede kriminelle kan terrorisere også personer udenfor det

kriminelle miljø fra at optræde som vidner.

Et mindretal (2 medlemmer) fandt det særdeles

betænkeligt (betænkningen, s. 38-41) fuldstændigt at

afskære muligheden for at hemmeligholde dele af vidnets forklaring for

tiltalte. Mindretallet foreslog derfor, at den retstilstand, som er

fastslået med Højesterets afgørelse gengivet under pkt.

2.4. ovenfor, fortsat burde være gældende. I den forbindelse

fremhævede mindretallet, at der på baggrund af afgørelsens

præmisser måtte antages at gælde meget snævre

grænser for, hvornår retten ville tillade vidneanonymitet, og at

der ikke sås at være grundlag for frygt for, at disse

grænser ikke ville blive respekteret af fremtidig retspraksis.

Mindretallet fremhævede endvidere, at det til

bekæmpelse af særdeles alvorlig og farlig kriminalitet er

nødvendigt at benytte vidner, hvis identitet og detaljerede forklaring

må holdes skjult for tiltalte og for andre. Som eksempel nævnes

drab og gidseltagning som led i international terrorvirksomhed eller i

opgør inden for organiserede forbrydergrupper. Mindretallet fandt, at

det må befrygtes, at trusler og vold mod personer, der kan tænkes

at ville vidne imod kriminelle, vil få et øget omfang, hvis

lovgivningen på forhånd udelukker enhver mulighed for at skjule

en vidneforklarings indhold for en tiltalt.

4.3. Justitsministeriets forslag

4.3.1.

Lovforslaget svarer til de ændringer af

retsplejelovens § 848, som blev foreslået af den daværende

justitsminister i december 1991, jf. pkt. 2.5.3. ovenfor, og som ligeledes

byggede på anbefalingerne fra Retsplejerådets flertal.

Forslaget har på samme måde som lovforslaget

fra 1991 en noget anden lovteknisk udformning end Retsplejerådets

forslag fra 1985. Baggrunden herfor er, at den ændring af

retsplejelovens § 848, stk. 3, om adgang til at hemmeligholde

oplysning om et vidnes bopæl for tiltalte, som Folketinget enstemmigt

vedtog i maj 1987, efter Justitsministeriets opfattelse bør

opretholdes ved siden af den foreslåede adgang til videregående

hemmeligholdelse.

Ligesom i lovforslaget fra 1991 foreslås det, at

adgangen til at hemmeligholde et vidnes navn, stilling og bopæl for

tiltalte betinges af, at afgørende hensyn til vidnets sikkerhed

gør det påkrævet.

Der er således valgt en lidt anden formulering end

den, som Retsplejerådets flertal foreslog, og som indebar, at anonym

vidneførsel kunne ske, hvis væsentlige hensyn til vidnet

gør det påkrævet. Hermed tilsigtes dog ikke nogen

realitetsændring i forhold til forslaget fra Retsplejerådets

flertal. Det betyder, at omstændighederne i sagen med styrke skal tale

for, at vidnet kan blive udsat for repressalier eller andre ubehageligheder,

hvis tiltalte får oplysninger om vidnets identitet, jf.

Retsplejerådets betænkning s. 44. Denne betingelse kan ofte

være opfyldt i tilfælde, hvor vidnet er omfattet af

vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171, stk. 2. Det

fornødne grundlag for hemmeligholdelse af vidnets navn mv. vil

imidlertid efter omstændighederne også kunne foreligge i

tilfælde, hvor vidnet ikke kan påberåbe sig en

vidnefritagelsesgrund.

Som følge af det anførte må det

antages, at bestemmelsen om anonym vidneførsel navnlig vil kunne blive

relevant i visse sager om grov og mere organiseret kriminalitet, herunder

bandekriminalitet.

Det vil i alle tilfælde være en betingelse, at

begrænsninger i tiltaltes kendskab til vidnets navn mv. er uden

betydning for tiltaltes forsvar. I praksis vil forslaget derfor kunne

få betydning i forhold til såkaldte tilfældige vidner det

vil sige vidner, som ikke har nogen tilknytning til tiltalte.

Tiltalte bør som udgangspunkt have adgang til at

overvære den forklaring, der afgives af et vidne, som er beskyttet ved

hemmeligholdelse af navn mv. Træffer retten beslutning om, at vidnets

navn, stilling og bopæl ikke skal oplyses over for tiltalte, kan retten

efter forslaget derfor kun bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet,

mens vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller

vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare ved tiltaltes

kendskab til vidnets identitet (udseende).

I lighed med forslaget fra 1991 indebærer

lovforslaget, at rettens bestemmelse om anvendelse af reglerne om

hemmeligholdelse af et vidnes identitet kan kæres under

domsforhandlingens forberedelse og under domsforhandlingen. Efter

retsplejelovens § 968, stk. 1, tilkommer kæreadgangen enhver,

over for hvem beslutningen indeholder en afgørelse. Også vidnet

selv kan således kære en kendelse om anvendelse af reglerne om

hemmeligholdelse af den pågældendes identitet.

Siden udformningen af Retsplejerådets forslag er der

ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 indsat en bestemmelse i retsplejelovens

§ 848, stk. 2, 2. pkt., hvorefter retten afgør, om

gengivelsen af et vidne eller en medtiltalts forklaring i tilfælde,

hvor tiltalte har måttet forlade retslokalet under forklaringens

afgivelse, skal ske, før eller efter tiltalte selv har afgivet

forklaring. Denne bestemmelse vil blive videreført i forslaget til

§ 848, stk. 5.

De foreslåede bestemmelser i § 848 suppleres af

retsplejelovens regler om dørlukning. Den beskyttelse af et vidne, der

tilstræbes fremmet med lovforslaget om hemmeligholdelse af et vidnes

identitet og udelukkelse af tiltalte fra at overvære vidnets

forklaring, kan således blive illusorisk, hvis tilhørere

eventuelt med tilknytning til tiltalte kan overvære og referere

forklaringen. I disse tilfælde vil det derfor være naturligt, at

der også træffes beslutning om dørlukning, jf.

retsplejelovens § 29.

4.3.2.

Efter den gældende bestemmelse i

§ 841 kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren

eller et vidne allerede forud for domsforhandlingen træffe

afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om,

at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres.

Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at

skabe øget tryghed hos vidner. Der bør derfor efter

Justitsministeriets opfattelse også være mulighed for at

træffe forhåndsafgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes

identitet efter forslaget til ny § 848, stk. 2, og herunder om, at

tiltalte skal forlade retslokalet efter § 848, stk. 3. I

overensstemmelse hermed foreslås en ændret formulering af

retsplejelovens § 841.

4.3.3.

I rapporten om vidnebeskyttelse fra juni

1998, jf. pkt. 2.5.6. ovenfor, anbefales det at anvende anticiperet

bevisoptagelse i form af en tidlig, indenretlig afhøring af vidner,

der kan tænkes at blive udsat for trusler. En sådan indenretlig

vidneafhøring forud for en eventuel senere domsforhandling

foregår efter reglerne i retsplejelovens §§ 747 og 748.

Efter ordlyden af de gældende bestemmelser i

retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6, kan hensynet til tredjemand

eksempelvis et vidne selv eller vidnets nærmeste imidlertid ikke

begrunde, at sigtede udelukkes fra et retsmøde eller gøres

bekendt med, hvad der er tilført retsbogen, ligesom hensynet til

tredjemand efter bestemmelsens ordlyd ikke kan begrunde, at der gives

forsvareren pålæg om ikke at give sigtede underretning om, hvad

der er passeret i retsmødet.

Der forslås derfor en ændring af

retsplejelovens § 748 med henblik på udtrykkeligt at

fastslå, at også hensynet til tredjemand (som f.eks. et vidne,

der kan frygte for repressalier mv.) skal kunne begrunde, at der når

dette undtagelsesvis anses for påkrævet sker

begrænsninger i sigtedes ret til bl.a. at overvære

retsmødet.

4.3.4.

Forslaget indebærer, at oplysning om

et vidnes identitet og bopæl efter omstændighederne kan

hemmeligholdes for sigtede/tiltalte under hele sagens forløb. Under

efterforskningen vil det kunne ske ved pålæg til forsvareren i

medfør af de gældende bestemmelser i § 745, stk. 4, og

§ 748, stk. 6, jf. herved den foreslåede ændring af

§ 748, stk. 5. Efter udfærdigelse af anklageskrift vil

hemmeligholdelse af vidnets identitet over for tiltalte kunne ske i

medfør af forslaget til ny § 835, stk. 2, samt § 848,

stk. 2, nr. 2, og stk. 3, eventuelt jf. § 841.

Det anførte indebærer, at politi og

anklagemyndighed i givet fald bør søge at få afklaret

spørgsmål om hemmeligholdelse af et vidnes identitet, inden et

forsvarerpålæg efter § 745, stk. 4, eller § 748,

stk. 6, udløber.

Efter retsplejelovens § 41, stk. 2, kan

aktindsigt i afsluttede straffesager afslås, hvis det må

befrygtes, at en udskrift af retsbogen vil blive benyttet på

retsstridig måde. I sager, hvor der er truffet afgørelse om

hemmeligholdelse af et vidnes identitet, vil oplysninger om vidnets navn,

stilling og bopæl kunne undtages fra aktindsigt i medfør af

denne bestemmelse.

5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

5.1.

Artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er ikke generelt til hinder for brug af anonyme

vidner i straffesager. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har

navnlig afsagt følgende afgørelser vedrørende anonyme

vidner: Kostovski mod Holland, dom af 20. november 1989, Windisch mod

Østrig, dom af 27. september 1990, Lüdi mod Schweiz, dom af 15.

juni 1992, Doorson mod Holland, dom af 26. marts 1996, Van Mechelen m.fl. mod

Holland, dom af 23. april 1997, og Kok mod Holland, klagesag 43149/98,

afgørelse af 4. juli 2000.

Domstolen anerkender, at hensynet til vidners liv, frihed

og sikkerhed efter omstændighederne kan begrunde en fravigelse af

udgangspunktet for vidneførsel i straffesager, dvs. vidnets afgivelse

af forklaring direkte for den dømmende myndighed i et offentligt

retsmøde, hvor også den tiltalte og forsvareren er til stede.

Domstolen har i den forbindelse fremhævet, at hensynet til vidners og

forurettedes liv, frihed og sikkerhed er beskyttet af andre

konventionsbestemmelser, der indebærer, at staterne har pligt til at

indrette deres straffesystemer på en sådan måde, at

hensynet til disse interesser ikke tilsidesættes.

Ved af brug af anonyme vidner i straffesager er det efter

Domstolens praksis afgørende, om der er foretaget en rimelig afvejning

af de ulemper, en sådan fremgangsmåde medfører for

tiltalte, over for hensynet til det eller de pågældende

vidner.

Efter praksis tillægges vidnets karakter betydning.

Det vil f.eks. have betydning, om der er tale om et mere eller mindre

tilfældigt vidne, der ønskes afhørt i forbindelse med en

sag om grov kriminalitet, og som risikerer repressalier. Hvis der derimod er

tale om et vidne, der tilhører politiet, kan anonymisering som

udgangspunkt kun finde sted, hvis der foreligger helt ekstraordinære

situationer, f.eks. for ikke at afsløre identiteten på en

hemmelig agent i tilfælde, hvor det ikke er muligt at bruge mindre

indgribende foranstaltninger.

Den konkrete fremgangsmåde i forbindelse med

vidneforklaringen skal ske med respekt af kravet om proportionalitet. Det

indebærer, at der skal ske anonymisering i mindst muligt omfang.

Domstolen har påpeget, at det i nogle tilfælde vil være

tilstrækkeligt at holde vidnets identitet hemmelig for den tiltalte, i

andre tilfælde kan det måske være nødvendigt

endvidere at foretage en vis maskering, og i andre tilfælde kan det

være nødvendigt helt at afskære tiltaltes mulighed for at

høre eller iagttage vidnet. Valget af anonymiseringsgrad må

imidlertid ske på grundlag af en konkret vurdering af hensynet til

vidnet. Det har endvidere betydning, om forsvareren er til stede, når

vidnet afgiver forklaring, og om forsvareren har mulighed for at

afhøre vidnet.

Herudover vil det være af betydning, om det eller de

anonyme vidners forklaringer er det eneste eller afgørende bevis i

sagen mod den tiltalte. Hvis det er tilfældet, følger det af

Domstolens praksis, at en domstols anvendelse af et sådant vidnes

forklaring som grundlag for en domfældelse vil udgøre en

krænkelse af konventionen.

5.2.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den

foreslåede ordning være forenelig med konventionens artikel 6 og

de krav, der følger af Domstolens praksis.

Efter den foreslåede ordning kan retten træffe

bestemmelse om forskellige grader af anonymisering. Retten kan bestemme, at

vidnets adresse skal holdes hemmelig for den tiltalte. Retten kan gå et

skridt videre og bestemme, at vidnets navn, stilling og bopæl skal

holdes hemmelig for den tiltalte. Retten kan endelig bestemme, at tiltalte

skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres.

Efter forslaget forudsætter en beslutning om

anonymisering imidlertid i alle tilfælde, at hensynet til vidnet

konkret kan begrunde den valgte form for anonymisering. Hemmeligholdelse af

vidnets bopæl forudsætter, at afgørende hensyn til vidnet

taler derfor. Hemmeligholdelse af vidnets navn, stilling og bopæl

forudsætter, at afgørende hensyn til vidnet gør det

påkrævet. En beslutning om, at tiltalte skal forlade retslokalet,

mens vidnet afgiver forklaring, forudsætter, at der er bestemte grunde

til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for

alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet.

Den foreslåede ordning forudsætter

således, at retten i hvert enkelt tilfælde foretager en vurdering

af, om og i hvilket omfang hensynet til vidnet konkret kan begrunde en

anonymisering, således at anonymisering i alle tilfælde sker i

mindst muligt omfang. Herudover forudsætter den foreslåede

ordning, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en afvejning mellem

hensynet til det pågældende vidne og til tiltalte, idet det kun

vil være muligt at foretage anonymisering, hvis det må antages at

være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Hensynet til tiltalte er endvidere tilgodeset derved, at

tiltaltes forsvarer efter forslaget i alle tilfælde har mulighed for at

være til stede i forbindelse med afhøringen, dvs. også i

tilfælde, hvor tiltalte skal forlade retslokalet i forbindelse med

afhøringen af vidnet. Forsvareren vil derfor have mulighed for at

varetage tiltaltes interesser, herunder stille spørgsmål til

vidnet. Hertil kommer, at tiltalte efterfølgende vil få

oplysning om indholdet af det anonyme vidnes forklaring. Endvidere skal

vidnet afgive sin forklaring for retten, således at retten får

mulighed for at foretage en vurdering af vidnets troværdighed, ligesom

retten og forsvareren vil være bekendt med vidnets identitet.

Den afvejning, der efter den foreslåede ordning skal

foretages i hvert enkelt tilfælde, svarer til den afvejning, der

følger af Domstolens praksis. Det betyder efter Justitsministeriets

opfattelse, at brug af anonyme vidner i overensstemmelse med den

foreslåede ordning vil være forenelig med konventionens artikel 6

og de krav, der følger af Domstolens praksis.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det med

hensyn til tilfælde, hvor der er sket fuldstændig anonymisering

dvs. hvor vidnets navn, stilling og bopæl ikke er blevet oplyst over

for tiltalte, og tiltalte ikke har været til stede, mens vidnet afgav

forklaring er forudsat, at en sådan forklaring ikke kan udgøre

det eneste eller det afgørende bevis mod den tiltalte.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne. Det har ikke

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til

høring hos:

Præsidenterne for Højesteret, Østre og

Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det Danske

Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling og

Retspolitisk forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (retsplejelovens § 748, stk. 5)

Retsplejelovens § 748 omhandler afholdelse af

retsmøde under efterforskningen.

Efter den gældende bestemmelse i § 748,

stk. 5, kan hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller

til sagens opklaring begrunde, at der ikke skal gives sigtede underretning om

afholdelse af et retsmøde, eller at sigtede skal være udelukket

fra at overvære et retsmøde helt eller delvis.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås det

udtrykkeligt, at også hensynet til tredjemand f.eks. et vidne, der

kan frygte for repressalier undtagelsesvis vil kunne begrunde

begrænsninger i sigtedes ret til bl.a. at overvære et

retsmøde.

Har sigtede været udelukket fra at overvære et

retsmøde, skal retten efter § 748, stk. 6, hvis sigtede er

til stede, og ellers politiet snarest gøre sigtede bekendt med, hvad

der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har

begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten

afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren

ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i

retsmødet. Pålæg efter § 748 kan udstrækkes,

indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.3. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 835, stk. 2)

Efter den gældende bestemmelse i § 835,

stk. 2, kan anklagemyndigheden under sagens forberedelse give

forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes

bopæl til tiltalte, hvis anklagemyndigheden under domsforhandlingen

agter at fremsætte anmodning om hemmeligholdelse af vidnets

bopæl. Dette pålæg kan af forsvareren indbringes for

retten.

Ved den foreslåede bestemmelse skabes der som en

naturlig konsekvens af bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 4, hjemmel

til at meddele forsvareren pålæg om ikke at videregive

oplysninger om et vidnes navn, stilling og bopæl til tiltalte i

perioden fra efterforskningens afslutning, indtil retten har taget stilling

til spørgsmålet om eventuel hemmeligholdelse af vidnets

identitet over for tiltalte.

I Retsplejerådets betænkning nr. 1056/1985

foreslog rådets flertal, at der indførtes en sådan hjemmel

til at give forsvareren pålæg om hemmeligholdelse. Der henvises

herom til betænkningen s. 43-44. I overensstemmelse med den

gældende affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 835,

stk. 2, tillægges kompetencen til at træffe afgørelse

herom anklagemyndigheden, men afgørelsen kan af forsvareren indbringes

for retten.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 841)

Efter den gældende bestemmelse i § 841 kan

retten forud for domsforhandlingen efter anmodning fra anklagemyndigheden,

forsvareren eller et vidne træffe afgørelse om

dørlukning, referatforbud, navneforbud, eller om, at tiltalte skal

forlade retslokalet, mens et vidne afhøres.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at

retten også får mulighed for forud for domsforhandlingen at tage

stilling til en anmodning om hemmeligholdelse af et vidnes identitet efter de

foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 2 og 3.

Også afgørelser om hemmeligholdelse af et

vidnes navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,

der træffes forud for domsforhandlingen, kan kæres efter den

foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 4.

Til nr. 4 (retsplejelovens § 848)

Den foreslåede affattelse af bestemmelsen i

retsplejelovens § 848 følger i det væsentlige med visse

lovtekniske ændringer det forslag, som Retsplejerådets flertal

fremsatte i betænkning nr. 1056/1985. Der henvises til

betænkningen s. 35-38 og 44-46 samt til pkt. 4.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen, der direkte kun vedrører sager, hvor

der rejses tiltale for landsretten, finder gennem henvisningsbestemmelserne i

§§ 927 og 939 også anvendelse i straffesager, der behandles ved

byretten.

Om de nærmere betingelser for, at retten efter

forslaget kan træffe bestemmelse om begrænsninger i tiltaltes

kendskab til vidnets identitet, henvises til pkt. 4.3.1. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Om forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention henvises til pkt. 5 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Hemmeligholdelse alene af et vidnes bopæl for

tiltalte vil som hidtil kunne ske, hvis afgørende hensyn til vidnets

sikkerhed taler for det.

I overensstemmelse med strafferetsplejens såkaldte

proportionalitetsgrundsætning, hvorefter der altid bør anvendes

den mindst indgribende foranstaltning blandt flere mulige, er forslaget til

ny affattelse af § 848 udformet således, at den foranstaltning,

som er mindst indgribende overfor tiltalte, findes i bestemmelsens

første stykke, mens de mere indgribende foranstaltninger findes i

stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse suppleres af

retsplejelovens regler om dørlukning. I tilfælde, hvor retten

bestemmer, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses

for tiltalte, og at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnets

forklaring, vil det i reglen være hensigtsmæssigt, at der

træffes bestemmelse om dørlukning, jf. retsplejelovens

§ 29, for at undgå, at vidnets identitet kan røbes ad denne

vej.

Endvidere foreslås som en særlig retsgaranti,

at afgørelsen om hemmeligholdelse af et vidnes identitet og om evt.

udelukkelse af tiltalte fra at overvære forklaringen træffes ved

kendelse, og at en sådan kendelse kan kæres også under

domsforhandlingen eller under dennes forberedelse, jf. retsplejelovens

§ 968, stk. 2. Kendelsen kan kæres, uanset om den alene

omhandler hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og bopæl, eller

om den tillige vedrører spørgsmålet om udelukkelse af

tiltalte fra at overvære forklaringen.

Efter retsplejelovens § 968, stk. 1, tilkommer

kæreadgangen enhver, over for hvem beslutningen indeholder en

afgørelse. Ud over anklagemyndigheden og forsvareren kan således

også vidnet selv kære en kendelse om anvendelse af reglerne om

hemmeligholdelse af vidnets identitet.

Træffes beslutningen under landsrettens behandling

af en ankesag, følger det af den almindelige regel i retsplejelovens

§ 968, stk. 3, at kære kræver tilladelse fra

Procesbevillingsnævnet.

Efter retsplejelovens § 969, stk. 2,

medfører kæremål ikke opsættelse af beslutningens

udførelse, medmindre det modsatte bestemmes enten af den ret, som har

afgivet beslutningen, eller af den ret, for hvilken kære rejses. I

tilfælde, hvor det er åbenbart, at der ikke er grundlag for at

hemmeligholde et vidnes identitet, vil en ubetinget regel om opsættende

virkning kunne føre til, at kære iværksættes alene

for at forhale sagen. Justitsministeriet har derfor ikke stillet forslag om

en sådan regel.

Justitsministeriet forudsætter dog, at kære af

kendelser om hemmeligholdelse af et vidnes identitet i almindelighed vil

blive tillagt opsættende virkning. Med henblik på at undgå

udsættelse af domforhandlingen bør spørgsmålet om

hemmeligholdelse derfor forelægges retten så tidligt som muligt,

f.eks. under forberedelsen af domsforhandlingen, jf. den foreslåede

§ 841.

Den foreslåede affattelse af § 848,

stk. 5, svarer til den gældende § 848, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder dog et nyt 3. pkt., der i overensstemmelse med

Retsplejerådets forslag indebærer, at tiltalte ikke skal have

oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl,

når tiltalte på ny kommer til stede i retslokalet, hvis retten

har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets bopæl eller

navn, stilling og bopæl efter stk. 2, nr. 1 eller 2.

Den foreslåede bestemmelse berører som

nævnt under pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

ikke forsvarerens ret til at overvære vidneforklaringen og stille

spørgsmål til vidnet.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at

lovændringerne finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort

ved lovens ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for

Færøerne og Grønland.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.

september 2001, foretages følgende ændringer:

§ 748.

---

Stk. 2-4.

---

Stk. 5.

Retten kan på begæring bestemme, at der

ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller

at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde

helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed

eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det

påkrævet.

1.

I § 748, stk. 5, indsættes efter »sagens

opklaring«: »eller tredjemand«.

Stk. 6.

Har sigtede været udelukket fra at

overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og

ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er

tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet

udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres

herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give

sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet.

Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet

forklaring under domsforhandlingen.

§ 835.

---

2.

§ 835, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg

om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl til den tiltalte,

såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter at fremsætte

begæring om rettens bestemmelse om, at denne oplysning ikke må

meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 3. Afgørelsen kan af

forsvareren indbringes for retten.

»Stk. 2. Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg

om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn,

stilling og bopæl til tiltalte, hvis statsadvokaten agter at

fremsætte anmodning om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger

ikke må meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 2.

Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for retten.«.

3.

§ 841 affattes således:

§ 841.

Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,

forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe

afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,

referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,

stk. 1, nr. 1, eller om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et

vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1.

»§ 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden,

forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe

afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2,

referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31,

stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne

afhøres, jf. § 848, stk. 1 eller 3, eller om, at et vidnes

bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for

tiltalte, jf. § 848, stk. 2.«.

4.

§ 848 affattes således:

§ 848.

Formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade

retssalen, medens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når

særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan

opnås.

»§ 848. Formanden kan uden for de tilfælde, der er

nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade

retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når

særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan

opnås.

Stk. 2.

Når tiltalte som følge af en beslutning

efter stk. 1 ikke har overværet afhøringen af et vidne

eller en medtiltalt, skal han, når han på ny kommer til stede i

retssalen, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i hans

fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den

angår ham. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske

før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring.

Stk. 2.

Retten kan, hvis det må antages at være

uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme

1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, eller

2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for

tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det

påkrævet.

Stk. 3.

Retten kan på begæring bestemme, at et

vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor og det må

antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Stk. 3.

Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2,

kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens

vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller

vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte

får kendskab til vidnets identitet.

Stk. 4.

Formanden afgør, om tiltalte skal forlade

retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat

efter stk. 2 og 3.

Stk. 5.

Når tiltalte som følge af en beslutning

efter stk. 1 eller stk. 3 ikke har overværet

afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når

denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der

har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af

forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten

afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter,

at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl

eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis

retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1

eller 2.

Stk. 6.

Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes

navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3,

træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at

betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid

omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og

stk. 3, kan kæres.«.

Lignende dokumenter