1996 LSF 134 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN(SKÆRPET INDSATS MOD VOLDSKRIMINALITET M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992,
som senest ændret ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages
følgende ændringer:
1. I § 245, stk. 1, ændres »4 år« til: »5
år«.
2. I 246 ændres »8 år« til: »10 år«.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
foretages følgende ændringer:
1. § 835, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg om ikke at
videregive oplysninger om et vidnes bopæl, navn eller stilling til den
tiltalte, såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter at fremsætte
begæring om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger ikke må meddeles den
tiltalte, jf. § 848, stk. 2. Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for
retten.«
2. § 848 affattes således:
» § 848. Formanden kan beslutte, at tiltalte og medtiltalte
skal forlade retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når
særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring fra vidnet, tiltalte
eller medtiltalte ellers ikke kan opnås.
Stk. 2. Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for
tiltaltes forsvar, på begæring bestemme,
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt afgørende
hensyn til vidnet taler derfor, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte,
såfremt afgørende hensyn til vidnet gør det påkrævet.
Stk. 3. Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten
yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens vidnet afhøres,
Læs alt
hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive
udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4. Formanden afgør, om tiltalte skal forlade retssalen under
den forudgående forhandling om begæringer fremsat efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Har en tiltalt måttet forlade retssalen, mens et vidne
eller en medtiltalt afhøres, skal retten, når tiltalte på ny kommer til stede
i retssalen, give oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes
fravær, og gengive forklaringens indhold for tiltalte. Retten afgør, om
gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har
afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl
skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om
hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2.
Stk. 6. Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling
og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3, træffes ved kendelse. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres. Rettens afgørelser efter stk. 2, nr. 2, stk. 3, kan påkæres.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.
Stk. 2. § 2 finder anvendelse i alle sager, som ikke er endeligt
afgjort ved lovens ikrafttræden.
§ 4
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtalte i sin nytårstale den 1. januar
1997: »Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi vil ikke finde
os i det. Vi vil den vold til livs.«
Justitsminister Frank Jensen udtalte den 2. januar 1997 til flere
morgenaviser, at strafferammen i voldsparagrafferne 245 og 246 i straffeloven
på 4 og 8 år ikke var høj nok. Justitsministeren sagde bl.a., at
»straffen for grov vold skal være hårdere« (Berlingske Tidende),
samt at »det er vigtigt rent retspolitisk at signalere, at grov vold mod
sagesløse er uacceptabelt for samfundet. Derfor vil der ske en opstramning af
disse straffebestemmelser.«
Lovforslaget er en revideret genfremsættelse af lovforslag nr. L 35, der
blev fremsat af Det Konservative Folkeparti og Venstre den 26. oktober 1993
og nedstemt af et flertal bestående af S, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker
(UP). Der henvises herom til Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne sp.
694, 2603, 10165 og 10386, samt tillæg A, sp. 593 og tillæg B sp. 901. L 35
var en opfølgning af den daværende konservative justitsministers redegørelse
af 28. oktober 1992 om voldskriminalitet (R 3). Redegørelsen blev forhandlet
den 20. november 1992, jf. Folketingets forhandlinger, sp. 2232-2293.
I den nævnte redegørelse blev der peget på behovet for at iværksætte en
forstærket bekæmpelse af voldskriminaliteten.
Regeringen Poul Nyrup Rasmussen fremsatte i november 1993 lovforslag nr. L
78 til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og
offererstatningsloven som led i bekæmpelse af vold, jf. Folketingstidende
1993-94, forhandlingerne sp. 2032, 2603, 10164 og 10388, samt tillæg A sp.
1339, tillæg B sp. 905 og tillæg C sp. 833. Ved sin fremsættelse af forslaget
sagde den daværende justitsminister Erling Olsen: »Forebyggelse og
bekæmpelse af voldskriminalitet er desværre stadig et påtrængende
samfundsproblem. Volden er naturligvis i første række forkastelig på grund af
den smerte og skade, voldsmanden påfører offeret. Volden er imidlertid også
et spørgsmål om grundlæggende værdier. Den vedrører den enkeltes selvværd og
befolkningens følelse af tryghed og tillid til samfundsordenen. . .«.
Forslaget blev vedtaget med støtte fra både Det Konservative Folkeparti og
Venstre. Loven indeholder en ændring af straffeloven, således at straffen for
overtrædelse af §§ 244-246, som begås af en person, der tidligere er dømt for
en forbrydelse, der har været forbundet med vold, kan forhøjes med indtil det
halve. Det samme gælder, når en sådan lovovertrædelse begås over for en
person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold. Disse
strafforhøjelser er desværre kun i begrænset omfang blevet fulgt op af
anklagemyndigheden og domstolene. Forslagsstillerne håber, at debatten om
dette lovforslag vil ændre dette forhold.
Forslaget indeholdt desuden en ændring af retsplejeloven med henblik på at
styrke voldsofferets retsstilling dels gennem adgang til varetægtsfængsling
af personer, der udsætter vidner for vold eller trusler om vold, dels ved at
sikre, at sådanne vidner får beskikket en advokat.
I bemærkningerne til forslaget står der: »Udsættes den forurettede
eller et udenforstående vidne for overlast, uden at samfundet viser vilje til
at yde hjælp, vil det svække mulighederne for gennem retshåndhævelsen at
bekæmpe voldskriminaliteten.« Efter forslagsstillernes opfattelse burde
forslaget, hvortil disse bemærkninger knytter sig, også have indeholdt en
mulighed for i særlige tilfælde at føre anonyme vidner.
Selv om regeringen i sin voldspakke fra 1993 imødekom nogle af ideerne fra
redegørelse nr. R 3, blev lovforslag nr. L 35 om en skærpelse af
strafferammerne i de tre voldsparagraffer ikke ført ud i livet.
Forslagsstillerne finder fortsat, at denne skærpelse er aktuel og tiltrængt.
Dette gælder specielt den særlig rå, brutale eller farlige vold (§ 245) og
volden under særlig skærpende omstændigheder (§ 246).
I dette lovforslag foreslås det derfor, at strafferammen i straffelovens
§§ 245 og 246 forhøjes fra henholdsvis 4 års til 5 års fængsel og fra 8 års
til 10 års fængsel. Forhøjelsen af de øvre strafferammer i §§ 245 og 246
tjener ikke alene til at muliggøre en skærpet strafudmåling for de
allergroveste overtrædelser af disse bestemmelser, f.eks. når der er tale om
grov og systematisk mishandling af et andet menneske. Der tilsigtes tillige
og først og fremmest en generel forhøjelse på minimum 1/3 af strafudmålingen
i alle voldssager under §§ 245 og 246 i forhold til det gældende
udmålingsniveau.
Det foreslås endvidere, at der i overensstemmelse med Retsplejerådets
forslag etableres en begrænset adgang til, at domstolene efter en konkret
vurdering af omstændighederne i den enkelte sag kan bestemme, at et vidnes
navn, stilling og bopæl skal hemmeligholdes for den tiltalte, eller at den
tiltalte og medtiltalte skal forlade retssalen under vidnets eller en
medtiltalts forklaring.
2. Udviklingen i voldskriminaliteten
Tallene for den anmeldte voldskriminalitet mod privatpersoner vedrørende
§§ 244-246 i straffeloven i perioden 1984 til 1995 viser en stigning på ca.
60 pct. I perioden 1990 til 1995 var stigningen på ca. 12 pct. Alene
anmeldelser af vold omfattet af § 246 steg fra 1990 til 1995 med 54 pct. Til
sammenligning er antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser i samme
periode steget med ca. 20 pct.
Også voldsforbrydelsernes procentuelle andel af alle anmeldte
straffelovsovertrædelser har undergået en stigning fra 1984 til 1994 fra 1,8
pct. til 2,6 pct.
Ved vurderingen af disse udviklingstendenser skal man imidlertid være
opmærksom på den usikkerhed, der følger af, at straffelovens
voldsbestemmelser (§§ 244-246) blev ændret med virkning fra 1. juli 1989.
Denne ændring kan gøre det vanskeligt at foretage sammenlignende
undersøgelser vedrørende overtrædelser af straffelovens enkelte bestemmelser
på dette område før og efter lovændringen.
At der skal gribes ind over for vold mod privatpersoner, underbygges af,
at denne form for vold udgør ca. 70 pct. af alle anmeldte voldsforbrydelser.
Især antallet af domfældelser efter §§ 245 og 246 - den rå og brutale vold
- er steget. Alene fra 1990 til 1994 er domfældelser efter § 245 mere end
fordoblet fra 347 til 699. Tallet faldt svagt i 1995, men lå fortsat langt
over 600. Tallene for domfældelser efter § 246 steg fra 19 i 1990 til 26 i
1995, altså en stigning på ca. 37 pct. I perioden 1990 til 1995 lå
gennemsnittet for idømt ubetinget fængsel efter § 245 omkring 5 måneder, selv
om strafferammen går op til 4 år. Dette understreger behovet for at give
domstolene et klart signal om at udnytte strafferammerne bedre, hvilket bedst
sker ved at hæve disse (jf. svar fra justitsministeren til Folketingets
Retsudvalg af 30. november 1994).
Det store antal voldsforbrydelser og disses stigende grovhed gør en
offensiv indsats mod voldskriminaliteten nødvendig. Det er ikke
tilfredsstillende, hvis samfundet og borgerne skal affinde sig med - og måske
endda acceptere - at voldskriminaliteten og frygten herfor præger
dagligdagen.
Nogle forskere har i forbindelse med den aktuelle voldsdebat givet udtryk
for, at volden og frygten for volden er overdreven. Disse synspunkter er
uforståelige. Den seneste voldsofferundersøgelse - Rigspolitichefens fra
november 1996 - viser, at flere end 200.000 danskere mellem 16 og 74 år hvert
år oplever sig udsat for vold eller trusler om vold. Mange menneskers
voldsfrygt er derfor helt forståelig.
3. Forslagsstillernes overvejelser
Forslagsstillerne finder, at en eventuel forhøjelse af minimumsrammerne
for straffelovens voldsbestemmelser vil være behæftet med forskellige
ulemper. En sådan minimumsstrafferamme af frihedsstraf af en vis varighed for
visse voldsforhold vil gøre det vanskeligt for domstolene at nuancere
strafudmålingen i overensstemmelse med forholdenes grovhed og strafværdighed.
Hertil kommer, at det også med en minimumsstrafferamme vil være muligt for
retterne at idømme betingede domme for disse forbrydelser eller
kombinationsdomme, dvs. domme, hvor en kortere ubetinget frihedsstraf
kombineres med en betinget dom.
Forslagsstillerne foreslår derfor den påkrævede skærpelse af
voldsstraffene gennemført ved at hæve strafmaksimum i straffelovens §§ 245 og
246. Ved en sådan lovændring er det ikke alene tanken at muliggøre en skærpet
strafudmåling ved de allergroveste overtrædelser af disse bestemmelser. Det
er først og fremmest formålet, at strafniveauet generelt for alle
overtrædelser af §§ 245 og 246 hæves med minimum 1/3.
Forslagsstillerne finder, at afsagte domme i en række tilfælde er ude af
proportion med de store fysiske og psykiske skader og belastninger, som
offeret har været udsat for sammenholdt med den kyniske og afstumpede
brutalitet, som er blevet udvist af gerningsmanden eller gerningsmændene.
Et eksempel er den dom, der blev afsagt i Vejle ret den 22. august 1996
over 6 voldsmænd, som i fællesskab og gennem flere timer groft havde
mishandlet en uskyldig mand. Offeret var blevet afhentet på sin bopæl om
natten og ført væk fra sin kone til et klubhus, hvor de 6 dømte havde indledt
en flere timer lang afstraffelse, som var begyndt med »almindelig
vold«. Senere var offeret 2 gange blevet sendt ud på toilettet for at
vaske sit ansigt rent for blod. Herefter var offeret blevet slået i hovedet
og på skulderen med en trækølle, der senere knækkede. Afstraffelsen fortsatte
med slag mod offerets arme, knoer og knæ med en afkortet billardkø. Senere
var han blevet sparket og slået med knytnæver.
Offeret havde fået stukket et oversavet jagtgevær i munden, og en af
voldsmændene havde trykket af, så det gav et klik. Derefter havde voldsmanden
ladt geværet med 2 patroner og på ny stukket det ind i munden på offeret, der
blev beordret til at stikke hovedet ned i toiletkummen. Det skarpladte gevær
blev herefter i stedet for sat mod offerets nakke. Senere klippede en af
voldsmændene en del af offerets hår af og urinerede efterfølgende på ham.
Ifølge retten har offeret været udsat for overordentlig grov vold. Dette
er blevet bestyrket af fremlagte fotos, som er taget af offeret efter
overfaldet, samt af fremlagte lægeerklæringer. Volden over for offeret
udviklede sig til mishandling. Det fremgår også, at offeret har haft psykiske
men af overfaldet.
Voldsmændene blev tiltalt efter bl.a. straffelovens § 245, som har en
strafferamme på op til 4 års fængsel. På trods heraf blev dommene for de 6
voldsmænd kun imellem 1 og 11/2 års fængsel. Dette strafniveau finder
forslagsstillerne utilstrækkeligt for denne afstumpede og modbydelige
mishandling. Utilstrækkeligt både set i forhold til offerets lidelser og men,
i forhold til den præventive effekt og i forhold til den virkning, at
samfundet, mens voldsmanden er fængslet, er beskyttet mod nye
voldshandlinger.
Som eksempel på den generelle forhøjelse af strafniveauet kan nævnes, at
hvis der i en sag om vold omfattet af §§ 245 eller 246 udmåles en straf på
f.eks. 11/2 års eller 4 års fængsel efter hidtidigt udmålingsniveau, vil det
efter den foreslåede forhøjelse skulle svare til en straf på mindst 2 års
henholdsvis mindst 5 års og 4 måneders fængsel.
Retsplejeloven indeholder i § 762, stk. 2, nr. 2, hjemmel til
retshåndhævelsesarrest af personer, om hvem der foreligger en bestyrket
mistanke om overtrædelse af straffelovens §§ 244-246. Betingelserne herfor er
bl.a., at forholdet kan forventes at medføre straf af fængsel i mindst 60
dage.
Forslaget om en forhøjelse på minimum 1/3 af strafniveauet i voldssager
vil således tillige muliggøre, at den nævnte bestemmelse om
retshåndhævelsesarrest kan finde anvendelse i voldssager i større omfang end
hidtil. Forslagsstillerne lægger stor vægt på, at dette også vil ske.
4. Anonym vidneførsel
En del voldskriminalitet begås i tilknytning til særlige bandemiljøer,
hvor det såvel under efterforskningen som under en eventuel retssag mod
gerningsmændene kan være svært at få eventuelle vidner og medgerningsmænd til
at afgive forklaring til politiet og retten. Netop ved sådanne
voldsforbrydelser vil det være af stor betydning, at eventuelle vidner
beskyttes mod repressalier, således at voldskriminaliteten også i disse
miljøer kan forfølges med den største effektivitet, og således at de vidner,
der opfylder deres pligt til at afgive forklaring, også kan beskyttes mod
overlast som følge af forklaringen.
Med henblik herpå foreslås der indført en begrænset adgang i
retsplejeloven til anonym vidneførsel.
De gældende bestemmelser i retsplejeloven indeholder ikke hjemmel til at
hemmeligholde vidners identitet for den tiltalte, hvorimod vidnets bopæl
under særlige omstændigheder kan hemmeligholdes for tiltalte under hele
sagen. Retten kan træffe beslutning om, at tiltalte ikke skal være til stede
i retssalen, mens et vidne afgiver forklaring, men tiltalte skal også i disse
tilfælde have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring, og om indholdet
af vidneforklaringen for så vidt den angår ham.
Den daværende konservative justitsminister tilkendegav i december 1984 i
forbindelse med 1. behandling af et forslag om forbud mod anonyme vidner, at
han ville anmode Retsplejerådet om en udtalelse om spørgsmålet.
Retsplejerådet afgav herefter i december 1985 betænkning nr. 1056/1985 om
anonyme vidner.
Retsplejerådets indgående overvejelser om synspunkterne for og imod
anvendelse af anonyme vidner er mere udførligt gengivet i betænkningen side
28-33, hvortil der henvises.
Erfaringerne med den i 1986 indførte retstilstand viser, at forbudet mod
anonyme vidner har medført øgede vanskeligheder for politiets efterforskning
og opklaring af alvorlige lovovertrædelser, herunder alvorlig
voldskriminalitet. Det er efter forslagsstillernes opfattelse påkrævet, at
der sker en opblødning af det totale forbud mod hemmeligholdelse af et vidnes
identitet.
Forslagsstillerne finder på denne baggrund, men også under hensyn til
sikringen af det enkelte menneskes beskyttelse mod overgreb og til
beskyttelse af retssamfundets funktionsdygtighed, at det gældende forbud mod
hemmeligholdelse af et vidnes identitet bør ophæves, og at der i stedet bør
indføres en begrænset adgang til at kunne hemmeligholde et vidnes identitet.
Den foreslåede adgang til anonym vidneførsel er tænkt anvendt i
undtagelsestilfælde, hvor det er påkrævet at beskytte et vidnes identitet, og
hvor den anonyme vidneførsel er uden betydning for tiltaltes forsvar
(tilfældighedsvidner). Er der derimod tale om et vidne med tilknytning til
gerningsmanden, f.eks. ægtefællen til en person, der er tiltalt for en
voldsforbrydelse, kan bestemmelsen ikke finde anvendelse.
Endvidere foreslås det, at også medtiltalte skal kunne udelukkes fra at
overvære en afhøring.
5. Praktiske og finansielle konsekvenser
Forslagets gennemførelse vil indledningsvis betyde en forøgelse af den
samlede straffemasse med den konsekvens, at presset på kriminalforsorgens
institutioner vil stige. På lidt længere sigt vil den præventive effekt samt
det, at hærdede voldsforbrydere i længere tid er afskåret fra at begå ny vold
(og dermed blive idømt nye fængselsstraffe), medføre, at forøgelsen af
straffemassen igen aftager.
Forslagsstillerne har i deres oplæg til finanslov for 1997 indstillet, at
bevillingerne til fængselsvæsenet øges for at skaffe de fornødne pladser.
Forslagsstillene har også i beslutningsforslag nr. B 11 om en mere effektiv
afsoning i fængsler og arresthuse og oprettelse af fængsler for stærke fanger
foreslået, at fængselskapaciteten direkte øges med 50 pladser ved at oprette
2 særlig sikrede fængsler til de såkaldte stærke fanger. Forslagsstillerne
har samtidig anvist kompenserende besparelser på andre områder.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Forslagene indebærer, at den øvre strafferamme i straffelovens § 245 hæves
fra fængsel i indtil 4 år til fængsel i indtil 5 år, og at den øvre
strafferamme i straffelovens § 246 hæves fra fængsel i indtil 8 år til
fængsel i indtil 10 år.
Ved lovændringen muliggøres det, at der kan udmåles en forhøjet straf for
de groveste voldsforhold inden for henholdsvis § 245 og § 246. Det er
imidlertid først og fremmest hensigten med lovændringen at forhøje
strafniveauet for voldsforbrydelser i øvrigt, der falder inden for disse
straffebestemmelser med minimum 1/3.
Til § 2
Til nr. 1
Ved bestemmelsen skabes der som en naturlig konsekvens af bestemmelsen i
lovforslagets § 2, nr. 2, hjemmel til i særlige tilfælde at meddele
forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysning om et vidnes navn, stilling
eller bopæl til den tiltalte i perioden fra efterforskningens afslutning, og
indtil retten under domsforhandlingen har taget stilling til spørgsmålet om
eventuel hemmeligholdelse heraf.
I Retsplejerådets betænkning nr. 1056/1985 foreslog rådets flertal, at der
indføres en sådan hjemmel til at give forsvareren pålæg om hemmeligholdelse.
Der henvises til betænkningen side 43-44. I overensstemmelse med den gældende
affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 835, stk. 2, tillægges
kompetencen til at træffe afgørelse herom anklagemyndigheden, men afgørelsen
kan af forsvareren indbringes for retten også under domsforhandlingens
forberedelse, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2.
Forslaget indebærer, at oplysning om et vidnes navn, bopæl og opholdssted
kan hemmeligholdes for sigtede/tiltalte under hele sagens forløb, under
efterforskningen i medfør af de gældende bestemmelser i § 745, stk. 4, og §
748, stk. 6, og herefter i medfør af forslagene til en ny § 835, stk. 2, §
848, stk. 2, og § 848, stk. 3.
Til nr. 2
Den foreslåede affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 848 følger i
alt væsentligt de principper for anvendelse af anonyme vidner, som
Retsplejerådets flertal foreslog i betænkning nr. 1056/1985. Der henvises til
betænkningen side 35-38 og 44-46.
Formuleringen af § 848, stk. 1, har til formål at afklare og fastlægge
retstilstanden vedrørende spørgsmålet om, hvem retsformanden kan beslutte at
udelukke fra at være til stede, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres.
Højesteret har i en kendelse (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s.
590) fundet, at den nuværende formulering af § 848, stk. 1, ikke giver
retsformanden mulighed for at bestemme, at de medtiltalte ikke må være til
stede, når de tiltalte afgiver forklaring. Forslagsstillerne finder denne
retstilstand uholdbar og i modstrid med intentionerne i lovforslag nr. L 78,
som blev vedtaget af Folketinget i foråret 1994. Det foreslås derfor, at også
medtiltalte skal kunne udelukkes fra at overvære en afhøring.
Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 848, stk. 3, om adgang til at
hemmeligholde oplysning om et vidnes bopæl for den tiltalte er imidlertid i
det væsentlige indarbejdet i forslaget til et nyt stk. 2 i § 848. Endvidere
er betingelsen om, at hemmeligholdelsen skal være uden betydning for
tiltaltes forsvar, affattet i overensstemmelse hermed.
Den foreslåede bestemmelse suppleres med retsplejelovens regler om
dørlukning. I tilfælde, hvor retten bestemmer, at et vidnes navn, stilling og
bopæl ikke må oplyses for den tiltalte, og at den tiltalte skal forlade
retssalen under et vidnes forklaring, vil det i reglen være hensigtsmæssigt,
at der træffes bestemmelse om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29, for at
undgå, at vidnets identitet kan røbes ad denne vej.
Endelig foreslås som en særlig retsgaranti, at afgørelsen om
hemmeligholdelse af et vidnes identitet og om udelukkelse af den tiltalte fra
at overvære forklaringen træffes ved kendelse, og at sådan kendelse kan
påkæres også under domsforhandlingen eller dennes forberedelse, jf.
retsplejelovens § 968, stk. 2.
Træffes beslutningen under landsrettens behandling af en ankesag, følger
det af den almindelige regel i retsplejelovens § 968, stk. 3, at kære kræver
særlig tilladelse.
De foreslåede bestemmelser berører ikke forsvarerens ret til at overvære
vidners eller en medtiltalts forklaring og stille spørgsmål til de pågældende
og forudsætter, at anonym vidneførsel er uden betydning for tiltaltes
forsvar. Bestemmelserne om anonym vidneførsel tænkes især anvendt i de
tilfælde, hvor et tilfældigt vidne overværer kriminalitet, og hvor afgørende
hensyn til vidnet gør anonymitet påkrævet. Som eksempel kan nævnes et
tilfælde, hvor en ældre medborger under et restaurationsbesøg tilfældigt
overværer et voldeligt opgør mellem rockere, og hvor der er grund til at tro,
at den pågældende ved at afgive vidneforklaring kan blive udsat for
repressalier, eller hvor en mor under en spadseretur med sine børn tilfældigt
ser et drab blive begået af personer med tilknytning til organiseret
kriminalitet.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 1997.
De foreslåede ændringer af § 835, stk. 2, og § 848 kan anvendes i alle
sager, hvor domsforhandlingen ikke er afsluttet ved lovens ikrafttræden.
Til § 4
Bestemmelsen vedrørende den territoriale anvendelse af lovforslagets § 1.
Skriftlig fremsættelse
Helge Adam Møller (KF):
Som ordfører for forslagsstillerne skal jeg hermed tillade mig at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. (Skærpet
indsats mod voldskriminalitet m.v.).
(Lovforslag nr. L 134).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 7. maj 1997
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
senest ændret ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 245, stk. 1, ændres »4 år« til: »5
år«.
2. I § 246 ændres »8 år« til: »10 år«.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
foretages følgende ændringer:
1. § 835, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg om ikke at
videregive oplysninger om et vidnes bopæl, navn eller stilling til den
tiltalte, såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter at fremsætte
begæring om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger ikke må meddeles den
tiltalte, jf. § 848, stk. 2. Afgørelsen kan af forsvareren indbringes for
retten.«
2. § 848 affattes således:
» § 848. Formanden kan beslutte, at tiltalte og medtiltalte
skal forlade retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når
særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring fra vidnet, tiltalte
eller medtiltalte ellers ikke kan opnås.
Stk. 2. Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for
tiltaltes forsvar, på begæring bestemme,
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt afgørende
hensyn til vidnet taler derfor, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte,
såfremt afgørende hensyn til vidnet gør det påkrævet.
Stk. 3. Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten
yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens vidnet afhøres,
hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive
udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4. Formanden afgør, om tiltalte skal forlade retssalen under
den forudgående forhandling om begæringer fremsat efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Har en tiltalt måttet forlade retssalen, mens et vidne
eller en medtiltalt afhøres, skal retten, når tiltalte på ny kommer til stede
i retssalen, give oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes
fravær, og gengive forklaringens indhold for tiltalte. Retten afgør, om
gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har
afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl
skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om
hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2.
Stk. 6. Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling
og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3, træffes ved kendelse. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres. Rettens afgørelser efter stk. 2, nr. 2, stk. 3, kan påkæres.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 2 finder anvendelse i alle sager, som ikke er endeligt
afgjort ved lovens ikrafttræden.
§ 4
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven Retsinformation · 27. februar 2002
- 1991 LSF 167 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (BESKYTTELSE AF VIDNER M.V.) Retsinformation · 29. april 1992
- 1986 LSF 111 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE (BEVISFORTEGNELSEN) Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 BTL 111 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE (BEVISFORTEGNELSEN) NR L 111 1986-87, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 39 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORBUD MOD ANONYME VIDNER) Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven Retsinformation · 23. april 1999