Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter mv. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 30. januar 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til
domsudskrifter mv. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.
september 2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 15, stk. 1, ændres »42« til:
»49«.
2.
I § 41 a, stk. 2, ændres »§ 925«
til: »§ 922«.
3.
I § 41 a, stk. 4, 1. pkt., udgår: »og
sagen er endt«.
4.
I § 60, stk. 3, 2. pkt., ændres
»§ 925 eller § 925 a« til: »§ 922 eller § 923«.
5.
§ 163, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
6.
I § 219 a, stk. 5, indsættes som 3.
pkt.:
»Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte
Læs alt
personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne
personlig.«.
7.
I § 780, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4«
til: »nr. 5«.
8.
I § 791 a, stk. 1, nr. 2, ændres
»frihedsstraf« til: »fængselsstraf«.
9.
§ 847, stk. 3, nr. 4, affattes
således:
»4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end
ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end
konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller«.
10.
§ 847, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan
domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,
såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, og det fremgår
af tilsigelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at
tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.«.
11.
I § 877, stk. 2, indsættes efter nr.
5 som nyt nummer:
»6) tilførsler til politiets rapporter om de af tiltalte under
politiets afhøring om sigtelsen afgivne forklaringer, når
forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær
i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.«.
12.
I § 962, stk. 2, indsættes efter 2.
pkt.:
»Hvis sagen er fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4,
kan tiltalte dog anke, selv om den pågældende ikke har givet
møde i sagen, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne
for tiltaltes skyld, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er
opfyldt.«.
13.
I § 987 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis sagen i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte,
uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., begære sagen genoptaget
til ny forhandling. Begæringen må fremsættes over for den
ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens forkyndelse efter
§ 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis
begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens
forkyndelse. Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
14.
Efter § 987 indsættes:
»§ 988. Hvis en straffesag genoptages i medfør af
§ 987, stk. 2, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer
afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under den
forudgående behandling foruden i de i § 877 nævnte
tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden
domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.«.
15.
I § 991, stk. 1, 1. pkt., udgår: »80
og«.
16.
I § 999, stk. 4, 3. pkt., ændres
»stk. 2« til: »stk. 3«.
17.
I § 1021, indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan
fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det
tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis
hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler
for det, og sagen forventes afgjort inden for kortere tid.«
Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.
§ 2
Stk. 1
. Loven træder i kraft den 1. juli 2002
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 5-6 og 9-14, finder anvendelse
på sager, hvor der rejses tiltale i 1. instans efter lovens
ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
3
2.
Forslagets baggrund og
indhold
4
3.
Udeblivelsesdomme i
straffesager
5
3.1.
Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske
Dommerforening og Rigsadvokaten
5
3.2.
Gældende ret
6
3.3.
Justitsministeriets
overvejelser
9
3.3.1.
Indledning
9
3.3.2.
Strafkravet
10
3.3.3.
Bevisførelse
11
3.3.4.
Bedømmelse af
forsvarlighed
12
3.3.5.
Forkyndelse
13
3.3.6.
Medvirken af forsvarer
14
3.3.7.
Anke og genoptagelse
14
3.3.8.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
15
4.
Adhæsionsproces
17
4.1.
Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske
Dommerforening og Rigsadvokaten
17
4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
18
5.
Pressens adgang til aktindsigt i
retsbøger, herunder dombøger
19
6.
Politiklagenævn
20
6.1.
Gældende ret
20
6.2.
Sagsgangen i
politiklagenævnssager
20
6.3.
Justitsministeriets
overvejelser
21
7.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
22
8.
Hørte myndigheder
mv.
22
1.
Indledning
Formålet med lovforslaget er gennem en øget
anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager at bidrage til en mere
hensigtsmæssig ressourceudnyttelse ved domstolene, herunder at
nedbringe domstolenes sagsbehandlingstider. Dette skal navnlig ske ved at
forhøje grænsen for, hvor lange fængselsstraffe det skal
være muligt at idømme i tilfælde, hvor den tiltalte ikke
møder op til domsforhandlingen. Efter forslaget skal det fremover
være muligt at gennemføre en domsforhandling og afsige dom, selv
om tiltalte ikke er mødt frem, når tiltalte ikke idømmes
højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder. Efter de
gældende regler er grænsen fængselsstraf i 30 dage.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af
retsplejelovens bestemmelse om pressens adgang til aktindsigt i
domsudskrifter mv.
Derudover indeholder lovforslaget en ændring af
retsplejeloven, der i begrænset omfang skal gøre det muligt for
medlemmer af politiklagenævn at færdigbehandle verserende
klagesager mv. over politipersonale efter udløbet af det tidsrum
på 4 år, for hvilket de pågældende medlemmer
(formanden eller lægmændene) er udpeget.
Endelig indeholder lovforslaget nogle mindre
konsekvensrettelser i retsplejeloven.
Den del af lovforslaget, der vedrører
udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv.,
er med tilføjelse af en enkelt konsekvensrettelse en
genfremsættelse af det lovforslag om ændring af retsplejeloven,
som blev fremsat for Folketinget den 24. oktober 2001 (L 56). Den del af
lovforslaget, der vedrører politiklagenævnsmedlemmers mulighed
for i begrænset omfang at færdigbehandle verserende klagesager
mv. efter udløbet af udpegningsperioden, har ikke tidligere
været fremsat. Der henvises om denne del af lovforslaget til pkt. 6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
2. Forslagets baggrund og indhold
2.1.
I marts 1999 afholdt Dommerforeningen,
Rigsadvokaten og Advokatrådet en temadag om strafferet og
straffeproces. Som opfølgning på temadagen blev der nedsat en
arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og
Advokatrådet. Arbejdsgruppen fik til opgave at arbejde videre med nogle
af de emner, som blev drøftet på temadagen. Arbejdsgruppen har
navnlig koncentreret sig om muligheden for at udvide adgangen til at afsige
udeblivelsesdomme i straffesager og om muligheden for en forbedring af
reglerne om afgørelse af civilretlige erstatningskrav i forbindelse
med straffesager (såkaldt adhæsionsproces).
På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser
afleverede Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet den 25.
januar 2001 et forslag til øget anvendelse af udeblivelsesdomme i
straffesager og et forslag til revision af adhæsionsprocessen til
Justitsministeriet. Forslaget fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og
Advokatrådet er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.
Den del af lovforslaget, der vedrører
udeblivelsesdomme i straffesager, bygger på forslaget fra
Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet, og indeholder
følgende elementer:
Det skal fremover være muligt at fremme en
domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke
idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3
måneder. Efter den gældende regel kan domsforhandlingen alene
gennemføres i en sådan situation, når der under sagen
alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage
eller derunder.
Det skal ikke længere være en betingelse for
at fremme en domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, at der er sket
forkyndelse for tiltalte personligt. Fremover vil det derfor være
muligt at afsige udeblivelsesdom, selv om forkyndelse f.eks. er sket over for
personer, der hører til tiltaltes husstand.
Forsvareren (men ikke anklagemyndigheden) skal i
tilfælde af tiltaltes fravær have mulighed for at dokumentere den
tiltaltes forklaringer til politirapport under domsforhandlingen (det vil
sige oplæse og anvende dem som bevis).
En udskrift af dommen skal forkyndes for tiltalte
personligt, hvis der afsiges udeblivelsesdom, medmindre indkaldelsen har
været forkyndt for denne personligt.
En person, der dømmes som udebleven, skal altid
kunne kræve genoptagelse, og anmodning herom skal fremsættes
inden 4 uger efter dommens forkyndelse. Herudover foreslås det, at en
person, der dømmes som udebleven, skal kunne anke dommen til
formildelse. Efter de gældende regler kan den domfældte alene
anmode om genoptagelse eller anmode Procesbevillingsnævnet om
tilladelse til at anke. Genoptagelse er efter de gældende regler
betinget af, at den domfældte godtgør at have haft lovligt
forfald og ved denne utilregnelige omstændigheder har været
forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke
rettidigt er kommet til domfældtes kundskab. Tilladelse til at anke
forudsætter efter de gældende regler, at sagen er af principiel
karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Hvis en straffesag genoptages, skal det være
muligt under den nye domsforhandling at dokumentere forklaringer afgivet af
vidner m.m. under den tidligere domsforhandling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 nedenfor.
2.2.
Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen vurderer, at der er behov for at ændre de
gældende regler om behandlingen af erstatningskrav i forbindelse med
straffesager (adhæsionsprocessen). Det anføres, at der er behov
for at give de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at
forfølge deres krav. Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen har drøftet nogle spørgsmål, der
vurderes at give anledning til særlige problemer. Det anføres
imidlertid, at opgaven med at reformere adhæsionsprocessen er af
så kompleks karakter, at Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen anbefaler et egentligt udvalgsarbejde herom.
På baggrund heraf vil Justitsministeriet anmode
Retsplejerådet om at gennemgå de gældende regler om
behandling af borgerlige krav under straffesager (retsplejelovens kapitel
89), vurdere bl.a. de spørgsmål, der rejses af
Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen, og komme med
eventuelle forslag til ændringer.
Der henvises herom til pkt. 4 nedenfor.
2.3.
Formålet med lovforslaget er desuden at
udvide pressens adgang til aktindsigt i domsudskrifter mv. Ændringen
indebærer, at pressen i alle tilfælde får krav på
udlevering af domsudskrifter mv., når de er renskrevet også
hvor retssagen ikke er endelig afsluttet. Den gældende
begrænsning, hvorefter pressen først har krav på en
udskrift, når sagen er endeligt afsluttet, foreslås således
ophævet. Herved afklares det samtidig, at det strafsanktionerede forbud
mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælder, uanset på
hvilket tidspunkt og under hvilke omstændigheder i øvrigt
domsudskriften mv. er udleveret til pressen. Ændringen af
aktindsigtsreglerne omfatter både straffesager og civile sager.
Forslaget er nærmere beskrevet i pkt. 5
nedenfor.
2.4.
Lovforslaget har herudover til formål i
begrænset omfang at gøre det muligt for medlemmer af
politiklagenævn at færdigbehandle verserende klagesager mv. over
politipersonale efter udløbet af det tidsrum på 4 år, for
hvilket de pågældende medlemmer (formanden eller
lægmændene) er udpeget. Fortsættelse af sagsbehandlingen
forudsætter, at medlemmerne har påbegyndt behandlingen i
udpegningsperioden, og at sagen forventes at kunne afsluttes inden for
kortere tid. Ved en sådan mere fleksibel ordning undgås, at
nyudnævnte medlemmer af politiklagenævn skal bruge
unødvendig tid og ressourcer på at sætte sig ind i og
behandle større og mere komplicerede sager, som de tidligere medlemmer
af nævnet har påbegyndt behandlingen af, men som det ikke har
været muligt at afslutte inden udløbet af den 4 årige
udnævnelsesperiode.
Der henvises herom til pkt. 6 nedenfor.
2.5.
Lovforslaget har endelig til formål at
foretage nogle mindre konsekvensrettelser i retsplejeloven, jf. herved
lovforslagets § 1, nr. 1-2, nr. 4, nr. 7-8 og nr. 15-16. Der henvises
herom til bemærkningerne vedrørende de enkelte bestemmelser.
3. Udeblivelsesdomme i straffesager
3.1. Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske
Dommerforening og Rigsadvokaten
Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen
konstaterer, at der er et betydeligt ressourcespild på grund af
tiltalte og sigtede personers udeblivelse. Det anføres, at den
nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 847 anvendes i meget
begrænset omfang i praksis på grund af de betingelser, der er
knyttet til den. Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen
vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt med en udvidet,
effektiv mulighed for at afsige udeblivelsesdomme i straffesager.
Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen stiller alene forslag
til en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdom i sager, hvor der
er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske bevisførelse, også
selv om tiltalte udebliver.
Forslaget fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen indeholder følgende elementer:
Adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i medfør
af § 847, stk. 3, nr. 4, udvides fra 30 dages fængsel til 3
måneders fængsel, herunder betinget fængsel. Betinget dom
uden straffastsættelse bør også være omfattet. Det
anføres, at en grænse på 3 måneders fængsel
vil omfatte det store flertal af sager, og at det derfor ikke er fundet
nødvendigt at gå videre.
Bestemmelsen affattes således, at den
afgørende betingelse bliver, at der ikke »idømmes« mere end 3
måneders fængsel. Den nugældende formulering, hvorefter der
ikke må »opstå spørgsmål« om højere straf end
30 dage, er uhensigtsmæssig, fordi den kræver, at man på
forhånd har bestemt sig.
Der skal som hidtil ske bevisførelse, for at
tiltalte kan dømmes. Udeblivelsen bør ikke anses for en
erkendelse, der gør bevisførelse overflødig. Forsvareren
skal have mulighed for uanset betingelserne i retsplejelovens § 877 om
dokumentation af bl.a. politirapporter at oplæse tiltaltes forklaring
til politirapport, således at det sikres, at tiltalte ikke bliver
stillet ringere, fordi dennes forklaring ikke kommer frem. Derimod bør
der ikke være en udvidet adgang til at oplæse tiltaltes
forklaring mod forsvarerens ønske. Hvis bevisførelsen ikke er
tilstrækkelig, skal tiltalte efter forslaget frifindes.
Retten skal som hidtil finde fremgangsmåden
forsvarlig.
Kravet om personlig forkyndelse for tiltalte
ophæves. Kravet om personlig forkyndelse er en af grundene til, at
§ 847, stk. 3, nr. 4, ikke anvendes i praksis. Den foreslåede
lempelse skal ses i sammenhæng med, at tiltalte altid vil have en
forsvarer.
Tiltalte skal i overensstemmelse med de gældende
regler altid have en forsvarer, som normalt vil være beskikket.
Dommen skal forkyndes for tiltalte, hvis vedkommende er
dømt som udebleven. Hvis tilsigelsen ikke har været forkyndt
personligt, skal dommen forkyndes personligt.
Hvis tiltalte dømmes som udebleven, skal tiltalte
have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, såfremt
anmodningen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse. Retten
bør desuden i op til 1 år kunne give tilladelse til genoptagelse
under helt særlige omstændigheder.
Den nye domsforhandling bør kunne
gennemføres uden, at alle vidner nødvendigvis skal indkaldes
igen, idet man i vidt omfang bør kunne nøjes med at
oplæse deres forklaringer til retsbogen. Hvis der er tale om et
centralt vidne, og der er en særlig grund til det, må vidnet
imidlertid indkaldes på ny. Hvis domfældte også udebliver
under den genoptagne domsforhandling, bør den første dom
stå fast og ikke kunne genoptages på ny.
For at det ikke skal blive nødvendigt at
genoptage sagen i tilfælde, hvor den domfældte accepterer selve
domfældelsen, men mener at straffen er for streng, foreslås det,
at domfældte, ved siden af adgangen til at kræve sagen
genoptaget, også skal kunne anke til formildelse.
Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer
i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen
henvises til bilag 2.
3.2. Gældende ret
3.2.1.
Det følger af retsplejelovens
§ 934, stk. 1, at udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald,
eller nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten behandle sagen,
som om tiltalte havde tilstået, hvis der ikke under sagen er
spørgsmål om højere straf end bøde, og
omstændighederne ikke taler imod det.
I sådanne sager kan retten afsige udeblivelsesdom,
og tiltaltes udeblivelse anses som en tilståelse. Baggrunden herfor er,
at det på grund af den ringe straf, der oftest udmåles efter
faste takster, anses for at være af mindre betydning, om tiltalte er
til stede under domsforhandlingen.
Retten kan afvise at afsige udeblivelsesdom, hvis
omstændighederne taler herimod, f.eks. hvis det er uklart, hvad
tiltalen omfatter, eller det kan give anledning til tvivl, om
anklagemyndigheden har henført forholdet under den korrekte
lovbestemmelse. Som andre eksempler kan nævnes, at tiltalte trods en
lovlig forkyndelse ikke kan antages at have fået underretning om
sagen, eller at sagen må antages at have væsentlig betydning for
tiltalte, f.eks. på grund af bødens størrelse eller
kriminalitetens art.
Indkaldelsen til retsmødet skal indeholde oplysning
om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte
dømmes efter anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 932,
stk. 1.
Hvis den sigtede har erkendt sig skyldig over for
politiet, vil straffesagen normalt blive søgt gennemført som en
tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 922 (der med
virkning fra den 1. juli 2001 har afløst den tidligere § 925).
Dette kan også ske i mere alvorlige straffesager, hvor en (evt.
langvarig) fængselsstraf kan komme på tale.
En sag kan afgøres som tilståelsessag efter
§ 922, dvs. uden bevisførelse og uden medvirken af
domsmænd, hvis den sigtede i retten afgiver en uforbeholden
tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt
foreliggende oplysninger, og sigtede samtykker i at sagen afgøres
på denne måde. Denne afgørelsesmåde
forudsætter, at sigtede er til stede i det retsmøde, hvor sagen
behandles.
I domsmandssager efter retsplejelovens kapitel 80, der ved
byretten er alternativet til proceduren efter § 922 om
tilståelsessager, kan domsforhandlingen som hovedregel ikke
gennemføres, hvis tiltalte ikke er til stede. Dette følger af
henvisningen i retsplejelovens § 928, stk. 1, til § 846. Hvis
tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten dog med
forsvarerens samtykke bestemme, at afhøring af vidner skal ske.
Dette følger af henvisningen i § 928, stk. 1, til
§ 847, stk. 1. Sådan beslutning kan dog kun træffes,
hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og udsættelse af
sagen er til væsentlig ulempe for de mødte. Bestemmelsen giver
ikke adgang til at afgøre sagen i tiltaltes fravær.
Derimod kan domsforhandlingen efter § 847,
stk. 3, i visse tilfælde gennemføres i tiltaltes
fravær, når retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse
nødvendig. Heri ligger, at sagen til trods for tiltaltes udeblivelse
skal være tilstrækkeligt oplyst. Herudover stilles der efter
den nævnte bestemmelse krav om enten, (1) at tiltalte er undveget,
efter at anklageskriftet er forkyndt, (2) at tiltalte efter at være
mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse,
(3) at der under sagen kun er spørgsmål om ubetinget
fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation,
rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte har givet samtykke til
gennemførelse af domsforhandlingen, (4) at der under sagen kun er
spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller
derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller
(5) at retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil
føre til, at tiltalte frifindes.
Bestemmelsen i § 847 kan principielt også
anvendes i nævningesager, men må her anses for at være uden
praktisk betydning. Baggrunden herfor er dels, at den tiltalte oftest vil
være til stede, idet den pågældende er
varetægtsfængslet, og dels fordi det formentlig altid i så
alvorlige sager må anses for nødvendigt, at tiltalte er til
stede under domsforhandlingen. Bestemmelsen nævnt under nr. 3 kan ikke
benyttes i sådanne sager, allerede fordi en strafpåstand på
mindst 4 års fængsel er en forudsætning for
nævningebehandling efter § 687, stk. 2, nr. 1.
I ankesager ved landsretterne kan domsforhandlingen
gennemføres uden, at tiltalte er til stede, hvis ankesagen alene
vedrører strafudmålingen. Hvis tiltalte har anket til
frifindelse, men udebliver fra domsforhandlingen i landsretten, kan retten
afvise tiltaltes anke, hvis den finder, at sagen ikke med nytte kan
behandles, uden at tiltalte er til stede, jf. retsplejelovens § 965 c,
stk. 3. Tiltaltes udeblivelse medfører således normalt kun
udsættelse af sagen, hvis anklagemyndigheden har anket med
påstand om domfældelse i videre omfang end ved byrettens dom.
Sagen kan dog også i disse tilfælde gennemføres, hvis
betingelserne i § 847, stk. 3, er opfyldt. Dette følger af
henvisningen i § 965 a til § 847.
For alle sagstyper gælder, at retten kan
træffe beslutning om anholdelse, hvis en tiltalt, der er indkaldt,
udebliver fra retsmødet uden oplyst lovligt forfald, jf.
retsplejelovens § 757. Det er dog kun i få tilfælde praktisk
muligt, at anholdelsen kan ske straks, således at den tiltalte bringes
til stede i det retsmøde, hvorfra den pågældende er
udeblevet.
Sammenfattende er det således retsplejelovens
hovedregel, at retten kun kan træffe realitetsafgørelse i en
straffesag, hvis tiltalte er til stede under domsforhandlingen. Den i praksis
væsentligste undtagelse er de ovenfor nævnte sager, hvor der ikke
er spørgsmål om højere straf end bøde, jf.
retsplejelovens § 934.
3.2.2.
Retsplejelovens § 847 fik sin
nuværende formulering ved lov nr. 369 af 18. maj 1994, jf. herom
nærmere Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8021 ff.
Formålet med lovændringen var bl.a. at udvide adgangen til at
idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom. I de almindelige
bemærkninger til lovforslaget anføres bl.a. (sp. 8051), at det i
vidt omfang forekom, at den tiltalte i mindre straffesager, hvor den
pågældende stod til frihedsstraf, udeblev fra retsmødet.
Dette medførte i reglen, at sagen blev udsat, for at tiltalte kunne
komme til stede, med tidsspilde for retten, advokater, vidner m.m. til
følge.
Det følger af retsplejelovens § 847,
stk. 3, nr. 4, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan
afsiges dom, i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes
tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er
spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller
derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.
Efter den gældende bestemmelse vil der således
ikke kunne idømmes en ubetinget fængselsstraf i mere end 30
dage. Efter den gældende bestemmelse vil det endvidere være en
betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den beslutter at behandle
sagen på trods af tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der alene er
spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller
derunder.
Det fremgår af forarbejderne til § 847,
stk. 3, nr. 4 (sp. 8059 og 8076-8077), at bestemmelsen hovedsagelig er
tænkt anvendt af domstolene ved mindre, ukomplicerede og mere
takstmæssige lovovertrædelser navnlig inden for
færdselslovgivningen.
I tilfælde, hvor domsforhandlingen fremmes til dom i
tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens § 847,
stk. 3, skal retten foretage en fuldstændig bevisvurdering
efter sædvanlig sagsbehandling, herunder efter omstændighederne
ved afhøring af vidner og langt sjældnere syns- og
skønsmænd eller andre sagkyndige, og en sædvanlig
procedure fra anklageren og forsvareren. Viser det sig herunder at give
anledning til betænkeligheder, at sagen fremmes til udeblivelsesdom,
kan retten når som helst afbryde domsforhandlingen og udsætte
sagen med henblik på, at tiltalte kommer til stede. Det forhold, at der
skal ske en fuldstændig bevisførelse, indebærer bl.a., at
vidneførsel for retten foregår på sædvanlig
måde under medvirken af forsvarer og anklager.
Der gælder ikke nogen særlig og udvidet adgang
til dokumentation af forklaringer afgivet til f.eks. politirapport i
sager, der behandles efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4.
Det vil sige, at det vil skulle afgøres på grundlag af
retsplejelovens § 877, om og i hvilket omfang f.eks. forklaringer
afgivet til politirapporter af tiltalte eller vidner kan oplæses og
anvendes som bevis under straffesagen. I modsætning hertil
følger det af § 965 c, stk. 4, at tilførsler til
retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og
skønsmænd under byretsbehandlingen foruden de i § 877
nævnte tilfælde kan anvendes som bevismiddel under en ankesag,
såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om
fornyet afhøring. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 260 af
8. juni 1979, og har til formål at undgå overflødig
bevisførelse for landsretten. Bestemmelsen er i praksis blevet
administreret således, at centrale vidner vil skulle føres
også i landsretten, idet landsretten ellers vil anse det for
betænkeligt at domfælde den tiltalte (se f.eks. Vestre Landsrets
afgørelser gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 1046,
1986, s. 52, 1989, s. 765, og 1991, s. 877.
Det følger af § 847, stk. 4, at medmindre
tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene gennemføres i
medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt
indkaldt, jf. § 163, og ved indkaldelsen er gjort bekendt
med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan betyde, at tiltalte
dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale. Efter
retsplejelovens § 163, stk. 2, kan tiltalte kun dømmes som
udebleven i straffesager, hvor der er spørgsmål om
fængselsstraf, jf. § 847, stk. 3, nr. 4, hvis der er sket
forkyndelse for tiltalte personlig. § 163, stk. 2, blev
også indført ved lov nr. 369 af 18. maj 1994. Det fremgår
af forarbejderne til bestemmelsen (sp. 8054 og 8067), at bestemmelsen skal
sikre, at den tiltalte er bekendt med domsforhandlingen, og at kravet
betrygger den tiltaltes retsstilling yderligere i forhold til retsplejelovens
almindelige regel.
For så vidt angår sager, der ønskes
behandlet efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, stiller
retsplejeloven således nogle krav både med hensyn til
indkaldelsens indhold (skal indeholde de i § 847, stk. 4,
nævnte oplysninger), og med hensyn den måde, hvorpå
tilsigelsen forkyndes (krav om personlig forkyndelse, jf. § 163,
stk. 2).
På det tidspunkt, hvor indkaldelsen skal forkyndes,
vil det ofte ikke være muligt på forhånd at vide, om der er
tale om en sag, hvor der kan opstå spørgsmål om at fremme
sagen i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4,
så forkyndelsen af hensyn hertil bør ske for den tiltalte
personlig. Af ressourcemæssige grunde sker der ikke personlig
forkyndelse i alle sager, der principielt kan gennemføres, selv om den
tiltalte udebliver. I praksis vil der derfor ikke altid være sket
forkyndelse for den tiltalte personlig. Der kan f.eks. være sket
forkyndelse for en person, der hører til tiltaltes husstand, jf.
retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Det betyder i
praksis, at sagen ikke vil kunne fremmes i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, hvis det senere viser sig, at den tiltalte udebliver,
idet kravet i § 163, stk. 2, ikke vil være opfyldt.
Det følger af retsplejeloven § 731,
stk. 1, litra i, at der skal beskikkes en offentlig forsvarer i sager,
der afgøres i medfør af retsplejelovens § 847,
stk. 3, nr. 4, når der er spørgsmål om
fængselsstraf. Det gælder dog ikke, hvis sigtede selv har valgt
en forsvarer, medmindre den valgte forsvarer udebliver. Retsplejelovens
§ 731, stk. 1, litra i, blev også indført ved lov nr.
369 af 18. maj 1994, jf. om bestemmelsen navnlig sp. 8055-57 og 8076-77 . I
de sager, hvor domsforhandlingen fremmes i tiltaltes fravær i
medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, foreskriver retsplejeloven
således obligatorisk forsvarerbeskikkelse.
Det følger af retsplejelovens § 219 a,
stk. 5, at hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1
til 5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal en udskrift af dommen
forkyndes.
Ønsker den domfældte at anfægte
afgørelsen, opstår spørgsmålet om anke eller
genoptagelse.
Efter retsplejelovens § 962, stk. 2, er det
bl.a. en betingelse for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har
givet møde i sagen. Det betyder, at bl.a. sager, der behandles efter
retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, som udgangspunkt ikke kan
ankes af den tiltalte. Efter retsplejelovens § 962, stk. 3, jf.
stk. 2, kan Procesbevillingsnævnet imidlertid tillade anke af
udeblivelsesdomme jf. Justitsministeriets svar af 27. april 1994 på
spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg (L 231 bilag 5).
Hvis en tiltalt, der er dømt som udeblevet, søger om tilladelse
til anke, henviser Procesbevillingsnævnet i almindelighed vedkommende
til først at søge sagen genoptaget i medfør af
retsplejelovens § 987, stk. 1, der omtales nedenfor, jf. Dybdahl og
Kardel: Procesbevillinger (1998), s. 139.
Udeblivelsesdomme kan begæres genoptaget efter
retsplejelovens § 987. Efter denne bestemmelse kan genoptagelse ske,
når den tiltalte godtgør, at have haft lovligt forfald og ved
omstændigheder, der ikke kan tilregnes tiltalte, har været
forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke
rettidigt er kommet til den pågældendes kundskab.
3.2.3.
Til brug for Justitsministeriets besvarelse
af 11. januar 1996 af spørgsmål nr. 24 (Alm. del bilag 45) fra
Folketingets Retsudvalg om anvendelsen af retsplejelovens § 847,
stk. 3, nr. 4, siden vedtagelsen af lov nr. 369 af 18. maj 1994 afgav
Rigsadvokaten en udtalelse den 21. december 1995.
På baggrund af oplysninger fra visse politikredse
oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kun
var blevet anvendt i begrænset omfang siden ikrafttrædelsen den
1. oktober 1994.
Om baggrunden for den begrænsede anvendelse blev der
bl.a. henvist til praktiske vanskeligheder med hensyn til
forsvarerbeskikkelse og forkyndelse for tiltalte. Endvidere blev der henvist
til det forhold, at det ikke var muligt at anse tiltaltes udeblivelse for en
erkendelse af tiltalen eller at oplæse tiltaltes eventuelle
tilståelse til politirapport som bevis under domsforhandlingen.
Rigsadvokaten udtalte, at det måtte antages, at
yderligere ressourcebesparelser kunne opnås, hvis der blev
gennemført en udvidelse af anvendelsesområdet for
retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten fandt det
imidlertid tvivlsomt, om sådanne besparelser ville være
mærkbare, hvis betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen ikke i
øvrigt ændredes.
Til brug for Justitsministeriets besvarelse af 13. maj
1997 af spørgsmål S 1257 fra medlem af Folketinget Kirsten
Jacobsen (FP) afgav Rigsadvokaten den 5. marts 1997 på ny en udtalelse
om anvendelsen af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4.
På baggrund af oplysninger fra de regionale
statsadvokater oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847,
stk. 3, nr. 4, sjældent var blevet anvendt i 1996, og at
bestemmelsen i nogle politikredse slet ikke var blevet anvendt.
Om baggrunden for den begrænsede anvendelse henviste
Rigsadvokaten bl.a. til, at det forhold, at tiltaltes udeblivelse ikke kunne
tages som udtryk for, at han erkendte forholdet, fandtes at
vanskeliggøre anvendelsen af reglen, at kravet om personlig
forkyndelse gjorde, at det kunne være meget ressourcekrævende at
anvende reglen, samt at nogle retter over for politimesteren havde givet
udtryk for, at reglen ikke burde anvendes i voldssager. Endvidere oplyste
Rigsadvokaten, at de tiltalte i mindre kredse stort set altid mødte
op, og at der derfor ikke var behov for at iværksætte behandling
efter bestemmelsen.
Rigsadvokaten anførte, at hvis bestemmelsen skulle
kunne anvendes i et omfang, der kunne medføre ressourcebesparelser,
måtte der efter hans vurdering ske en ændring af retsplejelovens
§ 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten udtalte, at ændringen
skulle bestå i, at tiltaltes udeblivelse blev taget som udtryk for, at
forholdet erkendes, at kravet om personlig forkyndelse blev ophævet, at
kravet om obligatorisk forsvarerbeskikkelse blev ændret, således
at der ikke nødvendigvis skulle ske beskikkelse i visse sager om
spirituskørsel, og at strafferammen blev udvidet til f.eks.
fængsel i 3 måneder.
I efteråret 1999 foretog Københavns Byret en
undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede og tiltalte personer udeblev
fra domsforhandlingen. Undersøgelsen dækkede over en periode
på 4 uger (uge 42 til 45). Ved undersøgelsen blev der set bort
fra sager, der kunne afgøres med udeblivelsesdom (§ 934-sager) og
sager, hvor der ikke var sket forkyndelse. Undersøgelsen viste, at
udeblivelsesprocenten i den nævnte periode var på 17,8 pct.
I efteråret 1999 foretog Københavns Politi,
Advokatur K, en undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede i
tilståelsessager efter retsplejelovens § 925 (der med virkning fra
den 1. juli 2001 er blevet erstattet af § 922) og tiltalte i
domsmandssager udeblev fra domsforhandlingen i sager, som var blevet
behandlet af netop denne advokatur. Det drejer sig alle om sager, som blev
behandlet i Københavns Byret. Undersøgelsen dækkede over
en periode på 3 uger (20. september 1999 til 8. oktober 1999). I
perioden havde advokaturen 94 § 925-sager berammet. I 51 af sagerne
udeblev den sigtede fra retsmødet. Det svarer til 54,3 pct. I samme
periode havde advokaturen 138 domsmandssager berammet. I 46 af sagerne
udeblev den tiltalte. Det svarer til 33,3 pct. I § 925-sagerne var der
sket lovlig forkyndelse i ca. 70 pct. af sagerne. I domsmandssagerne var der
i 70 pct. af de sager, hvor tiltalte udeblev, sket en lovlig forkyndelse for
den tiltalte. I de 46 sager, hvor tiltalte udeblev, var både anklager
og forsvarer mødt i byretten, der først herefter aflyste
retsmødet.
I efteråret 1999 skrev Dommerforeningen til
byretterne for at høre, i hvilket omfang sigtede eller tiltalte
udeblev trods lovlig tilsigelse, og om retten anså det for et
væsentligt problem. Ud af 70 byretter var der 18, der svarede, at de
havde udeblivelsesproblemer. Det drejer sig om byretten i Ballerup,
Brøndbyerne, Gråsten, Helsingør, Hillerød,
Hjørring, Horsens, Hvidovre, København, Køge, Mariager,
Roskilde, Rødovre, Tåstrup, Vejle, Viborg, Vordingborg og
Århus.
I forslaget af 25. januar 2001 anfører
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at der særligt i
de større byer, men også nogle andre steder, er et betydeligt
ressourcespild på grund af tiltaltes og sigtedes udeblivelse. Det
anføres, at tendensen har været voksende og må antages at
fortsætte.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
3.3.1. Indledning
På baggrund af de foreliggende oplysninger (se pkt.
3.2.3 ovenfor) må sigtedes udeblivelse i § 922-sager (tidligere
§ 925-sager) og tiltaltes udeblivelse i domsmandssager (kapitel
80-sager) anses for at være et reelt problem, der indebærer et
ikke ubetydeligt ressourcespild, herunder med hensyn til domstolenes
ressourcer.
Justitsministeriet er derfor enig med Advokatrådet,
Dommerforeningen og Rigsadvokaten i, at der er behov for at ændre
reglerne om afsigelse af udeblivelsesdomme i straffesager, for derved at
sikre, at flere sager kan fremmes til dom, uanset at den tiltalte
udebliver.
Som det fremgår af det følgende, omfatter
Justitsministeriets forslag alene sager, i hvilke der er rejst tiltale.
Derimod omfatter forslaget ikke de sager, der i dag behandles som
tilståelsessager (§ 922-sager), og hvor den sigtede udebliver fra
retsmødet.
En udvidet adgang til at afsige udeblivelsesdomme i
straffesager kan i princippet ske på grundlag af to fundamentalt
forskellige principper. Begge principper har fundet udtryk i
retsplejeloven.
I mindre alvorlige straffesager, det vil sige i de sager,
hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end
bøde, anses udeblivelse normalt som en tilståelse af det
forhold, som der er rejst sigtelse for, og der sker umiddelbar
domfældelse, medmindre retten finder, at særlige
omstændigheder taler herimod, jf. retsplejelovens § 934,
stk. 1.
I de mere alvorlige straffesager finder bestemmelsen i
retsplejelovens § 847, stk. 3, derimod anvendelse. Denne
bestemmelse angiver ikke en tilsvarende formodning for tilståelse. Her
er der alene tale om, at domsforhandlingen, når betingelserne i
bestemmelsen er opfyldt, kan gennemføres i tiltaltes fravær med
sædvanlig bevisførelse mv.
Efter Justitsministeriets opfattelse ville den
største grad af effektivisering kunne opnås, hvis princippet fra
§ 934, stk. 1, blev overført på de mere alvorlige
straffesager, så udeblivelse generelt blev anset som en erkendelse.
Dette ville navnlig være tilfældet, hvis udeblivelse ikke alene
blev anset for en erkendelse i de straffesager, hvor anklagemyndigheden har
rejst tiltalte, men også i de sager, hvor der alene foreligger en
sigtelse, og hvor straffesagen forventes fremmet som en tilståelsessag
i medfør af retsplejelovens § 922.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der imidlertid
anføres både praktiske og principielle indvendinger mod en
ordning, hvor den sigtede/tiltaltes udeblivelse i videre omfang, end hvad der
følger af § 934, anses for en erkendelse.
Selv hvis udeblivelse kunne anses som en erkendelse,
må det således forventes, at en række forhold vil
gøre, at domstolene formentlig ikke særlig hyppigt vil anvende
en sådan adgang i sager, der i dag søges fremmet som
tilståelsessager efter retsplejelovens § 922. Det vil især
være tilfældet for sager, hvor oplysninger om tiltaltes
personlige forhold meget ofte spiller en afgørende rolle for
strafudmålingen, og hvor der ofte vil være uklarheder i selve
sagens faktum, som retten vil være utilbøjelig til at anse for
afgjort i kraft af udeblivelse, f.eks. også af hensyn til
medgerningsmænd. Det samme vil gælde en del sager, som ikke er
tilståelsessager, og som behandles efter retsplejelovens kapitel 80 om
domsforhandling for byret i sager, i hvilke der ikke medvirker
domsmænd.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det endvidere
forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at betragte
den omstændighed, at en tiltalt ikke møder op til et
retsmøde, som ensbetydende med en erkendelse, der skal kunne danne
grundlag for idømmelse af fængselsstraf.
Hertil kommer, at en udvidet ordning, hvorefter en
tiltalt, der udebliver fra domsforhandlingen, uden gennemførelse af en
domsforhandling med bevisførelse, efter Justitsministeriets opfattelse
vil kunne rejse visse betænkeligheder i forhold til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om, at en
udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme skal begrænses
til sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske
bevisførelse, også selv om tiltalte udebliver.
3.3.2. Strafkravet
Efter Justitsministeriets opfattelse vil en ændring
af § 847, stk. 3, nr. 4, så muligheden for at idømme
fængselsstraf forhøjes fra fængsel i 30 dage til
fængsel i 3 måneder, medføre, at ordningen vil kunne finde
anvendelse på et meget stort antal straffesager. I 1999 udgjorde
antallet af sager, der endte med en ubetinget frihedsstraf på 3
måneder eller mindre, således 79 pct. af samtlige betingede og
ubetingede straffedomme. En udvidelse fra 30 dage til 3 måneder vil
endvidere indebære en væsentlig udvidelse af muligheden for at
afsige dom i udeblivelsessager. I 1999 udgjorde antallet af sager, der endte
med en ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller mindre, 53 pct. af
samtlige betingede og ubetingede domme. En udvidelse fra 30 dage til 3
måneder vil derfor indebære en udvidelse af muligheden for at
afsige dom i udeblivelsessager svarende til ca. 50 pct. Der henvises i
øvrigt til de statistiske oplysninger i bilag 3 til lovforslaget.
Som nævnt har bestemmelsens hidtidige
hovedanvendelsesområde været mindre, ukomplicerede og mere
takstmæssige lovovertrædelser, herunder navnlig inden for
færdselslovgivningen. Straffesager, hvor den tiltalte idømmes
mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders fængsel vil
imidlertid ofte være sager, der ikke kan betegnes som mindre,
ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser. I
forbindelse med ændringen af strafkravet forudsættes det derfor,
at domstolene i videre omfang end tilfældet er i dag, også
anvender bestemmelsen i andre sager, jf. nærmere nedenfor under pkt.
3.3.4.
Efter den nugældende bestemmelse er det som
nævnt en betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den
beslutter at fremme sagen trods den tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der
alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage
eller derunder.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan det i visse
tilfælde være vanskeligt på forhånd at vurdere,
hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig i den rejste tiltale,
skal idømmes. Med mindre der er tale om forhold, hvor der anvendes
mere eller mindre takstmæssige straffe, vil spørgsmålet om
straffens art og strenghed ofte bero på en konkret vurdering af
oplysninger, der kommer frem i forbindelse med bevisførelsen, herunder
oplysninger om de forhold, der er nævnt i straffelovens kapitel 10
(f.eks. oplysninger om baggrunden for, omstændighederne ved og
følgerne af forbrydelsen).
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget fra
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten om ikke at lægge
vægt på, om der under sagen alene er spørgsmål om en
vis straf, men derimod at lægge vægt på, at der alene
idømmes en vis straf.
Det foreslås derfor, at § 847, stk. 3, nr.
4, ændres, så en domsforhandling kan gennemføres, og der
kan afsiges dom, i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke
idømmes en højere straf end ubetinget fængsel i 3
måneder eller andre retsfølger end konfiskation,
førerretsfrakendelse eller erstatning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.
3.3.3. Bevisførelse
I forbindelse med lovændringen i 1994 overvejede
Justitsministeriet, om der kunne være grund til at udvide adgangen til
at dokumentere den tiltaltes forklaringer til politirapport under
domsforhandlingen (det vil sige oplæse og anvende dem som bevis),
så disse oplysninger kunne indgå som grundlag for rettens
afgørelse i sagen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp.
8055-8056). Det hedder herom i lovforslagets bemærkninger:
»Justitsministeriet har overvejet, om der i forbindelse med
nyordningen kan være grund til at udvide adgangen til dokumentation af
den tiltaltes tidligere forklaringer til politirapport under sagen for derved
at kunne bibringe retten også disse oplysninger som grundlag for
afgørelsen i sagen. Det følger af bestemmelsen i
retsplejelovens § 877, jf. § 939 og § 928, at der i de her
omhandlede sager normalt ikke kan ske dokumentation af selve tiltaltes
forklaring til politirapport. Som nedenfor beskrevet, vil ordningen
imidlertid først og fremmest komme til at omfatte sager om spiritus-
og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden samt andre
mindre, ukomplicerede straffesager, hvor straffen udmåles
takstmæssigt. I disse sager kan den tiltaltes forklaring næppe
antages at være af større betydning for rettens afgørelse
af sagen. Hertil kommer, at det kan give anledning til
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder generelt at tillade
sådan dokumentation af den tiltaltes forklaring til politirapport i
udeblivelsestilfælde. Derimod kan politiets rapporttilførsler
vedrørende omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder
f.eks. tid og sted for kørslen og omstændighederne i forbindelse
med pågribelsen, dokumenteres, således som det også i dag
sker i praksis. Endvidere kan indhentede lægelige oplysninger f.eks. om
spirituspromillen dokumenteres i retten.
Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet det rigtigt
at foreslå en særlig regel om adgangen til at dokumentere
tiltaltes forklaring til politirapport. I de fleste tilfælde vil
tiltaltes forklaring ikke være fornøden, og skønner
retten, at forklaringen er påkrævet for en forsvarlig
bedømmelse af sagen, vil det være rigtigst, at retten
udsætter sagen med henblik på, at tiltalte kan komme til stede
for at afgive forklaringen direkte for retten.«
Vestre Landsret har taget stilling til
spørgsmålet om dokumentation af politirapporter i
udeblivelsessager i en kendelse af 22. februar 1996 (Ugeskrift for
Retsvæsen 1996, side 708). Under sagen, hvor der var rejst tiltale for
spirituskørsel, anmodede anklagemyndigheden efter at retten havde
tilladt, at sagen blev fremmet på trods af tiltaltes udeblivelse om
tilladelse til at oplæse rapporttilførsler om, at tiltalte havde
ført bilen. Byretten afviste anklagemyndighedens anmodning under
henvisning til, at det ved lovændringen i 1994 efter forarbejderne ikke
var tilsigtet at udvide den hidtidige adgang til bevisførelse ved
oplæsning af politiets rapporter, og at der ikke efter praksis forud
for lovændringen blev givet tilladelse til, at bevisførelse om,
hvorvidt tiltalte havde været fører af et køretøj,
skete ved oplæsning af en rapporttilførsel i stedet for
vidneførsel. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse i
henhold til grundene.
Med den foreslåede udvidelse af
anvendelsesområdet for retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4,
fra 30 dages fængsel til 3 måneders fængsel sker der en
udvidelse af de typer af straffesager, som vil kunne domsforhandles i
tiltaltes fravær. Udvidelsen indebærer, at tiltaltes forklaring i
videre omfang end tidligere må antages at kunne have en vis betydning
for rettens afgørelse af sagen, uden dog at være så
væsentlig, at retten af den grund bør udsætte sagen med
henblik på, at tiltalte kan komme til stede, jf. pkt. 3.3.4.
nedenfor.
Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om at give
forsvareren men ikke anklagemyndigheden - adgang til at dokumentere den
tiltaltes forklaring til politirapport i sager, der fremmes efter § 847,
stk. 3, nr. 4.
Formålet hermed er at sikre, at alle oplysninger,
som kan bevirke et for tiltalte gunstigere resultat, kan indgå i sagen,
selv om tiltalte ikke er til stede og kan afgive forklaring. Den
foreslåede bestemmelse i § 877, stk. 2, nr. 6, giver
forsvareren mulighed for at inddrage oplysninger til gunst for tiltalte i
situationer, hvor sådanne oplysninger fremgår af tiltaltes
forklaringer til politiet, uden i øvrigt at være af så
afgørende betydning for skyldsspørgsmålet eller
strafudmålingen, at retten af den grund bør udsætte sagen
på, at tiltalte selv kan komme til stede.
Justitsministeriet er opmærksom på, at en
ensidig adgang for forsvareren til at dokumentere tiltaltes forklaring
udgør en fravigelse af princippet om anklagemyndighedens og forsvarets
ligestilling under straffesagens behandling (»equality of arms«).
Justitsministeriet finder dog ikke, at dette vil være forbundet med
væsentlige, principielle betænkeligheder, da fravigelsen sker til
fordel for forsvaret, og da hensynet til en bedre oplysning af sagen
bør veje tungt.
Anklagemyndighedens anmodning om dokumentation af
tiltaltes forklaring til politirapport vil fortsat skulle bedømmes
på grundlag af bestemmelsen i retsplejelovens § 877,
stk. 3.
Hvis anklagemyndigheden eller forsvareren finder, at det
er af afgørende betydning for vurderingen af
skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen, at tiltalte er
til stede, og får mulighed for at afgive mundtlig forklaring overfor
retten, må dette fremføres overfor retten, der herefter må
afgøre, om det er forsvarligt at gennemføre sagen uden
tiltaltes tilstedeværelse, jf. pkt. 3.3.4. nedenfor.
Forsvarerens adgang til dokumentation af tiltaltes
forklaringer til politirapport forudsættes i øvrigt
administreret sådan, at der ikke ved dokumentation af udvalgte dele af
den tiltaltes forklaringer til politiet gives et fordrejet eller
tendentiøst billede af, hvad der rent faktisk er forklaret.
Såfremt forsvareren alene ønsker nogle af den tiltaltes
forklaringer til politiet dokumenteret, må anklagemyndigheden
protestere, såfremt man finder, at en isoleret dokumentation heraf vil
give et forkert indtryk af den tiltaltes samlede forklaring. Det vil herefter
være op til retten af afgøre, om der skal ske dokumentation af
den tiltaltes samlede forklaringer eller om sagen eventuelt bør
udsættes med henblik på, at den tiltalte selv kommer til stede og
kan afgive mundtlig forklaring for retten.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.
3.3.4. Bedømmelse af forsvarlighed
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten
foreslår som nævnt, at retten som hidtil skal finde
fremgangsmåden forsvarlig.
Det følger af retsplejelovens § 847,
stk. 3, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan afsiges
dom, i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes
tilstedeværelse nødvendig«. Afgørelse om at fremme en sag
i medfør af bestemmelsen forudsætter således altid, at
retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det
følger heraf, at rettens afgørelse om at gennemføre
domsforhandlingen ikke kan være endelig, og at retten derfor kan
beslutte at standse domsforhandlingen, hvis der efterfølgende kommer
oplysninger frem, som efter rettens opfattelse gør det
påkrævet eller ønskeligt, at tiltalte er til stede.
Som nævnt under pkt. 3.2.2 følger det af
forarbejderne til § 847, stk. 3, nr. 4, at bestemmelsen
hovedsagelig er tiltænkt anvendt af domstolene i forbindelse med
mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser og
navnlig inden for færdselslovsområdet. Det følger
endvidere af forarbejderne, at ordningen ikke er obligatorisk, og at retten
derfor kan undlade at fremme en straffesag til udeblivelsesdom, hvis det
skønnes, at den tiltaltes forklaring er af betydning for vurderingen
af skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen.
Som anført under pkt. 3.3.2 er der grund til at
være opmærksom på, at straffesager, hvor den tiltalte
idømmes mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders
fængsel ofte ikke vil være mindre, ukomplicerede og mere
takstmæssige lovovertrædelser.
Som eksempel herpå kan nævnes sager om vold,
hvor retten f.eks. skal tage stilling til, om et konkret voldsforhold er
omfattet af straffelovens § 244 eller § 245, om der skal
idømmes en betinget eller ubetinget straf, eller om der skal ske
strafnedsættelse m.m.
Det forudsættes imidlertid, at også
sådanne sager som udgangspunkt skal kunne gennemføres efter de
foreslåede regler i tilfælde, hvor hensynet til at opnå den
tiltaltes forklaring for retten - i lyset af den øvrige
bevisførelse - findes at burde vige for hensynet til sagens
fremme.
Selv om det ikke kan udelukkes, at en forklaring fra den
tiltalte kan være af betydning ved vurderingen af
skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, vil det i sager,
hvor den tiltalte alene risikerer en kortere fængselsstraf (indtil 3
måneders fængsel), efter Justitsministeriets opfattelse
være ubetænkeligt at lade det være op til den tiltalte at
afgøre, om den pågældende ønsker at møde op
til domsforhandlingen og gøre eventuelle formildende
omstændigheder gældende. En sådan ordning vil efter
Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig i lyset af,
at der i øvrigt foregår en sædvanlig bevisførelse
og bevisvurdering, at retten skal finde fremgangsmåden forsvarlig, og
endelig at den tiltalte samtidig sikres en ubetinget adgang til at
kræve genoptagelse, hvis den tiltalte anser sig for dømt med
urette, eller vurderer, at straffen er for hård.
Justitsministeriet forudsætter derfor, at domstolene
efter vedtagelsen af forslaget vil tillade, at en domsforhandling fremmes til
dom i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr.
4, i videre omfang end forudsat i forarbejderne til lov nr. 369 af 18. maj
1994. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse en nødvendig
forudsætning for, at muligheden for at idømme op til 3
måneders ubetinget fængsel også i praksis vil
medføre en mere effektiv udnyttelse af bl.a. domstolenes ressourcer.
Den foreslåede adgang for forsvareren til at
dokumentere tiltaltes forklaring til politirapport medvirker i øvrigt
også til, at sager, der ellers måtte udsættes på
tiltaltes forklaring, i videre omfang end hidtil vil kunne fremmes i
medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.
3.3.5. Forkyndelse
Justitsministeriet kan tilslutte sig Advokatrådets,
Dommerforeningens og Rigsadvokatens forslag om at ophæve kravet om
personlig forkyndelse som betingelse for at kunne fremme straffesager i
medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.
En ophævelse af kravet om personlig forkyndelse vil
efter Justitsministeriets opfattelse øge muligheden for at anvende
bestemmelsen i praksis. Efter Justitsministeriets opfattelse vil der ikke
være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med
ophævelse af kravet om personlig forkyndelse, når det som
foreslået kombineres med en ubetinget adgang for tiltalte til at
kræve genoptagelse, jf. nedenfor under pkt. 3.3.7.
Justitsministeriet foreslår ikke nogen ændring
i indholdet af de oplysninger, som skal fremgå af indkaldelsen, det vil
sige oplysning om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at
tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltalte, jf.
§ 847, stk. 4.
I konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse
ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret
således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være
gjort bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse
ændres til et krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse
fremgår af tilsigelsen.
De mulige retsvirkninger af en eventuel udeblivelse
bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå som en af de
standardoplysninger, som anføres i en indkaldelse. I
indkaldelser/stævninger bør det derfor angives, at udeblivelse
uden oplyst lovligt forfald kan medføre anholdelse, jf.
retsplejelovens § 757, eller medføre, at domsforhandlingen
gennemføres, og at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den
rejste tiltale, hvis der er sket lovlig forkyndelse, jf. retsplejelovens
§ 847, stk. 4.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 10.
Det følger af retsplejelovens § 219 a,
stk. 5, at hvis tiltalte ikke er til stede ved afsigelsen af dommen,
sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte får tilsendt en
udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3,
nr. 1 til 5, er afgjort i tiltaltes fravær, skal udskriften
forkyndes.
Som en konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse
af indkaldelsen i sager, der fremmes i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, foreslås ophævet, bør § 219 a,
stk. 5, ændres således, at en dom i en sag, der er blevet
fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, fremover altid
skal forkyndes for den tiltalte personlig, hvis indkaldelsen ikke har
været forkyndt for denne personlig.
Det betyder, at i sager, der fremmes i medfør af
§ 847, stk. 3, nr. 4, vil enten indkaldelsen eller dommen altid
skulle forkyndes for den tiltalte personlig. Dette skal medvirke til at
sikre, at den tiltalte også i praksis får kendskab til
straffesagen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
6.
3.3.6. Medvirken af forsvarer
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten
foreslår, at den tiltalte fortsat altid skal have en forsvarer.
Justitsministeriet er enig med Advokatrådet,
Dommerforeningen og Rigsadvokaten heri, og foreslår derfor ikke
ændring af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i.
I mange af de sager, hvor det kan komme på tale at
fremme domsforhandlingen i tiltaltes fravær i medfør af
§ 847, stk. 3, nr. 4, vil den tiltalte i forvejen have fået
beskikket en forsvarer.
I de sager, hvor den tiltalte ikke forud for
domsforhandlingen har fået beskikket en forsvarer, vil sagen fortsat
kun kunne behandles i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, hvis
der først beskikkes en forsvarer for den udeblevne tiltalte.
3.3.7. Anke og genoptagelse
Som nævnt under pkt. 3.1. foreslår
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at en tiltalt, der
dømmes som udebleven, skal have et ubetinget krav på at få
sagen genoptaget, hvis begæringen fremsættes inden 4 uger fra
dommens forkyndelse. Retten bør desuden i op til 1 år kunne give
tilladelse til genoptagelse under helt særlige
omstændigheder.
Imod at give en person, der er domfældt som
udebleven efter § 847, stk. 3, nr. 4, fri adgang til genoptagelse
taler, at et større antal sager om genoptagelse i et vist omfang vil
kunne opveje fordelene ved indførelse af regler om idømmelse af
fængselsstraf ved udeblivelsesdom. Det gælder ikke mindst i det
foreliggende tilfælde, hvor byretterne ved genoptagelse vil blive
belastet med gentagelse af hele domsforhandlingen med bevisførelse mv.
Hertil kommer, at byretten jo allerede én gang har foretaget en
vurdering af de førte beviser.
Det forhold, at det fremover vil være muligt at
behandle en sag i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, selv om
tilsigelsen ikke er forkyndt for tiltalte personligt (jf. pkt. 3.3.5.) taler
imidlertid for at udvide muligheden for genoptagelse. I nogle af de sager,
som fremover vil kunne fremmes i medfør af § 847, stk. 3,
nr. 4, kan det således ikke udelukkes, at tilsigelsen ikke er kommet
til den tiltaltes kundskab. Dette kan f.eks. skyldes, at indkaldelsen er
forkyndt for personer, der hører til den tiltaltes husstand, jf.
retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a, uden at disse
personer har underrettet den tiltalte om indkaldelsen.
Justitsministeriet er klar over, at en ubetinget adgang
til at kræve genoptagelse vil give mulighed for spekulation fra den
tiltaltes side. Den tiltalte kan således vælge at udeblive, og
hvis udfaldet af straffesagen ikke blev som forventet, kan den tiltalte
kræve genoptagelse. Dette kan enten skyldes, at den tiltalte blev
dømt i videre omfang end forventet eller straffet hårdere end
forventet. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt at vurdere,
om en sådan risiko for spekulation må anses for at være et
reelt problem.
Navnlig som modstykke til, at kravet om personlig
forkyndelse af tilsigelsen i disse sager ophæves, kan
Justitsministeriet imidlertid tilslutte sig forslaget om, at den tiltalte
skal have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, hvis
anmodningen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse.
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret
samt Politidirektøren i København har i deres
høringssvar forholdt sig kritisk til forslaget om, at den tiltalte i
alle tilfælde skal have et ubetinget krav på genoptagelse. Det er
i den forbindelse bl.a. anført, at der i tilfælde, hvor
tilsigelsen er personlig forkyndt, ikke er særlige hensyn at tage til
den tiltalte, som vælger at udeblive fra domsforhandlingen. Den fri
adgang til genoptagelse bør derfor højest omfatte
tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen ikke er forkyndt
personligt for tiltalte. Herudover bør anfægtelse af dommen ske
ved anke til landsretten, som det er tilfældet i andre sager, hvor der
i 1. instans er sket sædvanlig bevisvurdering og idømt
frihedsstraf. Fri genoptagelse i de omhandlede sager indebærer reelt,
at den tiltalte vil kunne opnå en realitetsprøvelse i 3
instanser, hvilket findes uhensigtsmæssigt.
Justitsministeriet er enig i, at der, når tilsigelse
er forkyndt for tiltalte personlig, ikke er de samme hensyn at tage i
relation til at sikre tiltalte ubetinget adgang til genoptagelse, som
når personlig forkyndelse ikke har fundet sted.
Den foreslåede ordning hviler imidlertid på en
samlet afvejning af ønsket om at undgå ressourcespild overfor
hensynet til den tiltaltes ret til at være til stede under
domsforhandlingen i alle instanser. I denne samlede afvejning indgår
den fri mulighed for genoptagelse med betydelig vægt.
Med henblik på at sikre, at der gennem den
øgede anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager opnås den
tilsigtede ressourcebesparelse, vil Justitsministeriet dog efter en
gennemførelse af lovforslaget nøje følge udviklingen i
antallet af udeblivelsesdomme og genoptagelsessager. Justitsministeriet vil
med henblik herpå anmode Rigsadvokaten om at udarbejde en rapport om
udviklingen på området, således at rapporten kan foreligge,
når de nye regler har været i kraft i 2 år.
Hvis de betænkeligheder, som Præsidenterne for
Østre og Vestre Landsret samt Politidirektøren i
København har givet udtryk for i deres høringssvar, viser sig
at være velbegrundede, vil Justitsministeriet overveje, om den
ubetingede adgang til genoptagelse fortsat bør omfatte tilfælde,
hvor tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig forslaget
om, at retten i op til 1 år bør kunne give tilladelse til
genoptagelse under helt særlige omstændigheder. En tilsvarende
regel findes i retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., om
genoptagelse i civile sager.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.
Som nævnt foreslår Advokatrådet,
Dommerforeningen og Rigsadvokaten endvidere, at hvis sagen genoptages, skal
det i forbindelse med den nye domsforhandling være muligt i vidt omfang
at dokumentere forklaringer afgivet til retsbogen.
Genoptagelse indebærer efter de gældende
regler, at der skal ske en fornyet domsforhandling med bevisførelse
mv., og der gælder ikke nogen særlig eller udvidet adgang til at
dokumentere f.eks. forklaringer afgivet af vidner under den tidligere
domsforhandling. Spørgsmålet om og i hvilket omfang, der kan ske
oplæsning og anvendelse som bevis af tidligere afgivne forklaringer,
vil derfor skulle afgøres på grundlag af retsplejelovens
§ 877.
Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget om, at den
nye domsforhandling bør kunne gennemføres, uden at alle
vidnerne indkaldes på ny med henblik på at afgive forklaring.
Under den nye domsforhandling bør det, hvis ingen af parterne inden
domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, være muligt
at dokumentere forklaringer afgivet under den tidligere domsforhandling.
En sådan mulighed for at dokumentere tidligere
afgivne forklaringer findes allerede i dag i retsplejelovens § 965 c,
stk. 4, om bevisførelsen under ankebehandlingen af domme afsagt
af byretterne.
Justitsministeriet foreslår indførelsen af en
tilsvarende mulighed for at dokumentere tidligere afgivne forklaringer i
forbindelse med behandlingen af sager, der genoptages i medfør af den
foreslåede bestemmelse (§ 987).
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse
på samme måde som retsplejelovens § 965 c, stk. 4
vil blive administreret således, at centrale vidner vil skulle
føres også under den genoptagne straffesag, idet retten ellers
vil anse det for betænkeligt at domfælde den tiltalte, jf.
ovenfor under pkt. 3.2.2.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.14.
Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten
foreslår endelig, at domfældte, ved siden af adgangen til at
kræve sagen genoptaget, skal kunne anke til formildelse.
Som nævnt under pkt. 3.2.2 kan en tiltalt, der
dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr.
4, kun anke med Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af
§ 962, stk. 3, jf. stk. 2. Den tiltalte kan herudover
kræve genoptagelse, når betingelserne i § 987 er opfyldt.
Efter forslaget til en ændring af § 987 vil den tiltalte altid
kunne kræve genoptagelse.
Det må antages, at en person, der dømmes som
udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, i nogle
tilfælde ikke vil have indvendinger imod selve domfældelsen.
Dette kan f.eks. skyldes, at den tiltalte har kunnet erkende forholdet, men
ikke har ønsket at møde i retten. Hvis den tiltalte alene
ønsker at anfægte straffens udmåling, kan det forekomme
uhensigtsmæssigt, hvis den tiltalte i sådanne situationer skal
være nødsaget til at kræve genoptagelse, for derved at
få en fornyet vurdering af straffens fastsættelse. En vurdering,
der herudover vil blive foretaget af den samme ret.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget om,
at den tiltalte, foruden at kunne kræve genoptagelse, skal kunne anke
til formildelse.
Justitsministeriet foreslår derfor en ændring
af § 962, stk. 2, således, at en tiltalt i en sag, der er
fremmet til dom uden den pågældendes tilstedeværelse efter
§ 847, stk. 3, nr. 4, kan anke dommen, hvis anken ikke omfatter
bevisbedømmelsen, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er
opfyldt, det vil sige, at mere end 20 dagbøder eller en bøde
på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende
værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.
Det bemærkes, at anke til formildelse vil skulle
behandles efter de almindelige regler herom. Det betyder bl.a., at den
tiltalte ikke vil have en udvidet adgang til f.eks. at føre vidner om
omstændigheder, der kan have betydning for
straffastsættelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12.
3.3.8. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvorvidt og under hvilke
betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes
fravær.
Derimod har Europarådets ministerkomité
vedtaget en resolution om kriterierne for gennemførelse af
straffesager i tiltaltes fravær (Resolution (75) 11 »on the criteria
governing proceedings held in the absence of the accused«). En resolution fra
ministerkomitéen er ikke bindende for medlemsstaterne. I resolutionen
opfordrer ministerkomitéen medlemsstaternes regeringer til at anvende
følgende minimumsstandarder i sådanne sager (oversat fra
engelsk):
1. Ingen må retsforfølges uden først og på en
effektiv måde at have fået forkyndt en indkaldelse med en
sådan frist, at den pågældende har mulighed for at give
møde og for at forberede sit forsvar. Dette gælder dog ikke hvis
det godtgøres, at den pågældende forsætligt har
forsøgt at unddrage sig strafforfølgning.
2. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om de mulige konsekvenser af
tiltaltes undladelse af at møde op til domsforhandlingen.
3. Hvis en tiltalt, der har fået forkyndt en indkaldelse,
undlader at møde op til domsforhandlingen, skal retten udsætte
sagen, hvis den vurderer, at tiltaltes personlige fremmøde er absolut
nødvendig, eller hvis der er grund til at antage, at tiltalte er
blevet forhindret i at møde.
4. Tiltalte må ikke retsforfølges uden at være til
stede, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt at overføre
strafforfølgningen til en anden stat eller at anmode om
udlevering.
5. Når en domsforhandling gennemføres, uden at den
tiltalte er til stede, skal bevisførelse finde sted på
sædvanlig måde, og forsvaret skal have mulighed for at udtale
sig.
6. En dom, der afsiges, uden at den tiltalte har været til stede,
skal forkyndes for den pågældende i overensstemmelse med de
regler, der gælder for forkyndelse af indkaldelser, og fristen for at
appellere må ikke begynde at løbe, før den dømte
på en effektiv måde har fået kendskab til den forkyndte
dom. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at den
pågældende forsætligt har forsøgt at unddrage sig
strafforfølgning.
7. Enhver, der dømmes uden at have være til stede, skal
have mulighed for at appellere afgørelsen på samme måde,
som den dømte ville have haft mulighed for, hvis den dømte
havde været til stede.
8. Enhver, der dømmes uden at have været til stede, og som
ikke har fået forkyndt en indkaldelse rettidigt og på den rette
måde, skal have adgang til et retsmiddel med henblik på at
opnå en tilsidesættelse af dommen.
9. En person, der dømmes uden at være til stede, og som
har fået forkyndt en indkaldelse på den rette måde, har
krav på en ny domsforhandling, der skal gennemføres på
sædvanlig måde, hvis den pågældende godtgør,
at udeblivelsen og den manglende underretning om årsagen hertil til
retten skyldes forhold, som den pågældende ikke har haft nogen
indflydelse på.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har
endvidere afsagt en række domme af betydning for
spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser en
domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes fravær. Der
er tale om domme vedrørende artikel 6 om retten til en retfærdig
og offentlig rettergang.
Det følger af Domstolens praksis, at tiltalte i
straffesager har ret til at være til stede under domsforhandlingen.
Dette følger ikke alene af formålet med artikel 6, men er
endvidere forudsat i bestemmelser som artikel 6, stk. 3, litra c, d og
e. Det er, som Domstolen udtrykker det, vanskeligt at forestille sig,
hvorledes disse rettigheder skulle kunne fungere, hvis tiltalte ikke havde
mulighed for at være til stede (se f.eks. Colozza mod Italien, dom af
12.02.85, §§ 27-28, Monnell og Morris mod Storbritannien, dom af
02.03.87, § 58, og Zana mod Tyrkiet, dom af 25.11.97, §§ 68-70). En
tiltalt kan dog give afkald på retten til at være til stede. Et
sådant afkald kan gives udtrykkeligt eller stiltiende. Det må
godtgøres på en uomtvistelig og klar måde, at tiltalte
rent faktisk har givet afkald på retten til at være til
stede.
Det følger endvidere af Domstolens praksis, at
tiltaltes ret til at være til stede ikke er nogen absolut rettighed.
Artikel 6 er således ikke generelt til hinder for, at en straffesag
gennemføres, selv om den tiltalte ikke er til stede (domsforhandling
og domfældelse in absentia). Domstolen anerkender således, at
hvis det ikke var muligt at gennemføre en straffesag, selv om den
tiltalte udeblev, ville dette kunne lamme gennemførelsen af
straffesager, idet eventuelle beviser kunne gå tabt, ligesom eventuelle
frister kunne blive overskredet (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85,
§ 29). Domstolen har udtalt, at gennemførelse af en
domsforhandling til trods for, at den tiltalte ikke er til stede, ikke i sig
selv er i strid med konventionen, forudsat at den pågældende
efterfølgende, når vedkommende bliver bekendt med straffesagen,
har mulighed for at opnå en fornyet behandling af straffesagen for en
domstol, hvor tiltalte er til stede, og hvor den nye domsforhandling
både omfatter sagens faktiske og retlige spørgsmål (se
Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, Colozza mod Italien, dom
af 12.02.85, § 29). Der er overladt et vist skøn til
medlemsstaterne med hensyn til, hvorledes de vil indrette deres retssystem,
så det lever op til dette krav (se Colozza mod Italien, dom af
12.02.85, § 30). Det vil imidlertid være i strid med konventionen,
hvis en fornyet domsforhandling efter national ret er betinget af, at den
tiltalte godtgør, at han ikke har forsøgt at unddrage sig
retsforfølgning, eller at den manglende tilstedeværelse skyldes
force majeure (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Domstolen
har udtalt, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt et krav om
en fornyet domsforhandling også gælder i tilfælde, hvor den
tiltalte har givet afkald på retten til at være til stede og
forsvare sig selv, men har samtidig tilføjet, at et sådant
afkald, hvis det skal tillægges betydning i forhold til konventionen,
skal godtgøres på tilstrækkelig utvetydig måde og
være knyttet til retssikkerhedsgarantier, der står i passende
forhold til afkaldets betydning (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93,
§ 31, og Pfeiffer og Plankl mod Østrig, dom af 25.02.92,
§ 37). Domstolen har undladt at tage stilling til, om en tiltalt, der
undviger, derved fortaber retten til at være til stede (se Colozza mod
Italien, dom af 12.02.85, § 28).
Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes
tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med
konventionen, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at
gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod
tiltalte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at myndighederne
forsøger at forkynde tilsigelser m.m. for den tiltalte på dennes
officielle adresse, hvis myndighederne er bekendt med, at den tiltalte ikke
længere opholder sig på adressen (se Colozza mod Italien, dom af
12.02.85, § 28, T. mod Italien, dom af 12.10.92, F.C.B. mod Italien, dom
af 28.08.91, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, § 45).
Efter praksis tillægges det stor betydning, at en
tiltalt er til stede under en domsforhandling, da tiltalte har krav på
en mundtlig forhandling, og på grund af behovet for at vurdere
pålideligheden af tiltaltes eventuelle forklaring og sammenholde den
med vidners og eventuelt forurettedes forklaring (se f.eks. Van Geyseghem mod
Belgien, dom af 21.01.99, § 33). Medlemsstaterne kan derfor i deres
retssystemer indføre ordninger, der skal modvirke ubegrundede
udeblivelser (se Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 33). En
tiltalt, der udebliver fra et retsmøde til trods for, at vedkommende
lovligt er blevet tilsagt, har imidlertid ret til at lade sig
repræsentere af en forsvarer, og dette gælder, uanset om tiltalte
vælger at udeblive uden rimelig grund (se Van Geyseghem mod Belgien,
dom af 21.01.99, § 33). Det vil derfor udgøre en
uforholdsmæssig sanktion i strid med konventionen, hvis en tiltalt, der
udebliver uden rimelig grund, afskæres fra muligheden for at lade sig
repræsentere af en forsvarer (se Van Pelt mod Frankrig, dom af
23.05.00, §§ 65-70, Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99,
§ 34, Lala mod Holland, dom af 22.09.94, Pelladoah mod Holland, dom af
22.09.94, Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93).
Efter Justitsministeriets opfattelse er den
foreslåede ordning forenelig med artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Det er således en forudsætning for at
gennemføre en domsforhandling og afsige dom i tiltaltes fravær i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3,
nr. 4, at der foreligger en lovligt forkyndt indkaldelse, jf. herom ovenfor
pkt. 3.3.5. Det vil ikke længere være et krav, at der er sket
personlig forkyndelse, men der vil skulle foreligge en lovligt forkyndt
indkaldelse. Den lovligt forkyndte indkaldelse vil endvidere skulle indeholde
oplysninger om de mulige retsvirkninger af en udeblivelse. På dette
punkt vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt
1 og 2 i resolution 75(11) og med den ovenfor omtalte praksis.
Også efter den foreslåede ordning har en
tiltalt, der udebliver, mulighed for at være repræsenteret af en
forsvarer, og der gælder fortsat krav om obligatorisk
forsvarerbeskikkelse, ligesom der vil skulle gennemføres en
domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. På dette punkt
vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt 5 i
resolution 75(11) og den ovenfor omtalte praksis.
Den foreslåede ordning, hvorefter domsforhandling
kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, medmindre retten anser
tiltaltes tilstedeværelse for »nødvendig«, er endvidere i
overensstemmelse med punkt 3 i resolution 75(11).
En ordning, hvorefter en tiltalt, der dømmes som
udebleven, har en ubetinget ret til genoptagelse, er efter
Justitsministeriets opfattelse næppe påkrævet som
følge af konventionen, men vil utvivlsomt opfylde de krav, der
følger af punkt 9 i resolution 75(11) og den ovenfor omtalte
praksis.
Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets
opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i strid med Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
4. Adhæsionsproces
4.1. Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske
Dommerforening og Rigsadvokaten
Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har
drøftet de gældende regler om afgørelse af civilretlige
erstatningskrav i forbindelse med straffesager (såkaldt
adhæsionsproces). De vurderer, at der er behov for at ændre de
eksisterende regler med henblik på at give de erstatningssøgende
en mere fleksibel adgang til at forfølge deres krav under
straffesagen.
Efter de gældende regler i retsplejelovens kapitel
89 har domstolene mulighed for under en straffesag at dømme en tiltalt
til at betale erstatning til en forurettet. Dette forudsætter, at der
nedlægges påstand herom. Hvis behandlingen af et civilretligt
erstatningskrav ikke kan ske uden væsentlig ulempe for straffesagen,
kan retten vælge at udskyde erstatningsspørgsmålet til
særskilt behandling. Det betyder i praksis, at den forurettede må
anlægge et civilt søgsmål mod den tiltalte.
Hvis oplysningerne i sagen er utilstrækkelige, vil
erstatningskravet ikke blive afgjort i forbindelse med straffesagen. Det
samme gælder, hvis en domfældelse eller frifindelse af tiltalte
ikke vil medføre en afgørelse »i samme retning« som
erstatningskravet. Der gælder med andre ord et »ensretningsprincip«.
Det følger heraf, at den tiltalte som udgangspunkt ikke kan
dømmes til at betale erstatning, hvis der sker frifindelse i
straffesagen. Hvis erstatnings- og straffesagen behandles sammen, kan
erstatningssagen kun afgøres samtidig med straffesagen og hverken
før eller efter straffesagens afgørelse.
Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder regler om
beskikkelse af advokat for forurettede i en række sager
vedrørende overtrædelse af visse nærmere opregnede
bestemmelser i straffeloven, herunder sager om vold og voldtægt. For
så vidt angår lovovertrædelser, som ikke er omfattet af
kapitel 66 a, indeholder retsplejelovens § 995 a, stk. 1, en adgang
til at beskikke advokat for erstatningssøgende til at bistå
denne med opgørelsen af erstatningskravet, hvis den
erstatningssøgende opfylder de økonomiske betingelser for at
få fri proces. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at beskikke
advokat med henblik på at godtgøre og procedere
erstatningsgrundlaget. Retsplejeloven hjemler endvidere ikke mulighed for, at
erstatningssøgende kan få dækket sine omkostninger, selv
om den pågældende har haft behov for at lade sig
repræsentere ved advokat eller i øvrigt har haft omkostninger
forbundet med at rejse erstatningskravet.
Hvis den forurettedes krav på erstatning er afgjort
ved dom, f.eks. i forbindelse med straffesagen, yder Erstatningsnævnet
erstatning efter reglerne i lov om erstatning til ofre for forbrydelser
(offererstatningsloven). Efter § 11 a, stk. 2, i denne lov er
Erstatningsnævnet imidlertid ikke bundet af rettens afgørelse om
erstatning, for så vidt skadevolderen under sagen må anses for at
have anerkendt kravet eller dets størrelse.
Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen
anfører, at den erstatningssøgende med de nugældende
regler ofte henvises til at anlægge civilt søgsmål, fordi
erstatningspåstanden ikke kan afgøres på det grundlag, som
foreligger under straffesagen, eller fordi udfaldet af straffesagen ikke
går »i samme retning« som erstatningssagen. Det anføres, at
resultatet heraf ofte bliver, at den erstatningssøgende opgiver sit
erstatningskrav. Det anføres endvidere, at i det omfang
erstatningssøgende fortsætter forfølgelsen af
erstatningskravet, vil det ofte føre til et civilt
søgsmål med delvis gentagelse af den bevisførelse, som
har fundet sted under straffesagen.
Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har
drøftet nogle spørgsmål vedrørende de
gældende regler, der vurderes at give anledning til særlige
problemer. Det konkluderes imidlertid, at opgaven med at reformere
adhæsionsprocessen er af så kompleks karakter, at
spørgsmålene bør overvejes nærmere under et
egentligt udvalgsarbejde. Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen peger i den forbindelse på følgende
spørgsmål, som bør overvejes nærmere under et
sådant udvalgsarbejde:
Hvorvidt »ensretningsprincippet« bør
ophæves.
Hvorvidt retten bør have mulighed for at
afgøre erstatningsspørgsmålet før eller efter, at
spørgsmålet om straf afgøres. En sådan ordning
kendes fra færdselslovens område.
Hvorvidt anklagemyndigheden bør have en udvidet
pligt til at vejlede den erstatningssøgende om fremsættelse af
et erstatningskrav, hvis der sker en ophævelse af
ensretningsprincippet, og der indføres mulighed for at afgøre
erstatningsspørgsmålet før eller efter straffesagens
afgørelse.
Hvorvidt en ophævelse af ensretningsprincippet og
en indførelse af mulighed for at afgøre
erstatningsspørgsmålet før eller efter straffesagens
afgørelse bør føre til, at muligheden for at beskikke
advokat uden for de sager, som er omfattet af kapitel 66 a, udvides. Navnlig
således, at der kommer til at gælde samme regler for betaling af
salær og godtgørelse til den beskikkede advokat, som når
der er meddelt fri proces.
Hvordan der i forbindelse med en ophævelse af
ensretningsprincippet og en indførelse af mulighed for at
afgøre erstatningsspørgsmålet før eller efter
straffesagens afgørelse, kan skabes hjemmel til at pålægge
domfældte sagsomkostninger.
Hvorvidt Erstatningsnævnet bør have
mulighed for at afgøre erstatningsspørgsmålet, før
straffesagen er afgjort, forudsat at der kun er tvist om erstatningens
størrelse, det vil sige i sager, hvor den tiltalte kan erkende
erstatningspligten.
Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer
i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen
henvises til bilag 2.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
De gældende regler om behandling af borgerlige krav
under straffesager (retsplejelovens kapitel 89) svarer i vidt omfang til de
regler, der blev indført ved retsplejeloven af 1916. Det gælder
bl.a. det såkaldte ensretningsprincip i retsplejelovens § 992,
stk. 1. Justitsministeriet er enig med Advokatrådet, Rigsadvokaten
og Dommerforeningen i, at der er behov for at overveje, om reglerne
bør gøres mere fleksible med henblik på at lette
forurettedes muligheder for at forfølge et civilretligt
erstatningskrav mod den tiltalte. Justitsministeriet er endvidere enig i, at
væsentlige ændringer af adhæsionsprocessen ikke bør
gennemføres uden et egentligt udvalgsarbejde.
Justitsministeriet vil anmode Retsplejerådet om at
gennemgå de gældende regler om behandling af borgerlige krav
under straffesager (navnlig retsplejelovens kapitel 89) og herunder vurdere
de spørgsmål, der rejses af Advokatrådet, Rigsadvokaten og
Dommerforeningen, samt komme med eventuelle forslag til ændringer.
5. Pressens adgang til aktindsigt i retsbøger,
herunder dombøger
Ved lov nr. 362 af 2. juni 1999, som trådte i kraft
den 1. oktober 1999, blev der foretaget en række ændringer af
retsplejeloven, hvis hovedformål var at forbedre massemediernes
muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager.
Ved lovændringen blev der bl.a. indsat en ny
bestemmelse i retsplejeloven om pressens adgang til aktindsigt
(retsplejelovens § 41 a). Bestemmelsen giver pressen adgang til
aktindsigt i dokumenter og udskrifter i både straffesager og civile
sager.
I § 41 a, stk. 4, bestemmes det, at
retsbøger, herunder dombøger, skal være
tilgængelige for pressen, dog først når sagen er endt,
dvs. når fristen for at anke 1. instansens afgørelse er
udløbet, uden at der er anket, eller hvis sagen ankes når
ankeinstansen har truffet afgørelse. Dette er ikke til hinder for, at
domstolene i medfør af almindelige principper om meroffentlighed
udleverer dokumenter og domsudskrifter, før sagen er endt, typisk
efter domsafsigelsen i 1. instans.
I § 41 a, stk. 6, bestemmes generelt, at de
udskrifter og dokumenter, som pressen får aktindsigt i, ikke må
være tilgængelige for andre end de journalistiske og
redaktionelle medarbejdere ved det pågældende massemedie, og at
de kun må anvendes til støtte for journalistisk og redaktionelt
arbejde. Retsbøger og domsudskrifter mv. må med andre ord ikke
offentliggøres i deres helhed eller gengives ordret i lange
sammenhængende passager. Overtrædes forbudet, kan der
idømmes bødestraf, jf. § 41 a, stk. 8.
Rigsadvokaten har i en konkret sag afvist at rejse tiltale
vedrørende to tv-stationers offentliggørelse på
Internettet af byrettens dom i en straffesag. I den pågældende
sag var dommen blevet udleveret til pressen umiddelbart efter domsafsigelsen
i byretten, og Rigsadvokaten begrundede sin afgørelse med, at
straffebestemmelsen i retsplejelovens § 41 a, stk. 8, må
antages kun at finde anvendelse, hvis domsudskriften er udleveret i henhold
til retsplejelovens regler (§ 41 a) og ikke på grundlag af
almindelige principper om meroffentlighed.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør forbudet
mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælde, uanset
hvornår de udleveres.
Justitsministeriet finder endvidere, at pressens krav
på aktindsigt bør udvides, således at pressen kan
kræve udskrift af retsbøger, domme mv., selv om sagen endnu ikke
er endeligt afsluttet. Både civile domme og straffedomme har
størst journalistisk interesse umiddelbart efter domsafsigelsen og
ikke først efter ankefristens udløb, eller efter at ankedommen
er afsagt. Retsbøger, der gengiver det, som er foregået i
retsmøderne, har ligeledes størst journalistisk interesse,
før sagen er endeligt afsluttet. Hertil kommer, at journalister har
adgang til at overvære retsmøder og referere fra disse,
før sagen er endeligt afsluttet.
Det foreslås på den baggrund at ændre
retsplejelovens § 41 a, stk. 4, så pressen i medfør af
denne bestemmelse får krav på udskrift af retsbøger,
herunder dombøger, når de er renskrevet. Aktindsigt i
retsbøger, domme mv., før sagen er endt, vil herefter ikke
længere bero på en konkret vurdering på grundlag af
almindelige principper om meroffentlighed.
Straffebestemmelsen i § 41 a, stk. 8,
foreslås ikke ændret. Lovforslaget sikrer, at enhver
offentliggørelse af de dokumenter og udskrifter, der henvises til i
bestemmelsen, fremover vil kunne straffes. Det er således forudsat, at
straffebestemmelsen finder anvendelse på offentliggørelse mv. af
de typer af dokumenter og udskrifter, som er nævnt i § 41 a,
stk. 1, 2, 3 og 4, uanset på hvilket grundlag og tidspunkt de
pågældende dokumenter og udskrifter er udleveret.
I lyset af bl.a. den offentlige debat, der har været
om spørgsmålet, kan der efter Justitsministeriets opfattelse
være behov for en mere grundlæggende vurdering af forbudet mod,
at pressen offentliggør domsudskrifter, navnlig for så vidt
angår endelige domme.
En eventuel ophævelse af forbudet mod at
offentliggøre domsudskrifter mv. må vurderes i lyset af, at
navnlig straffedomme traditionelt betragtes som personfølsomme
dokumenter, der bl.a. af hensyn til den dømte må undergives en
vis beskyttelse.
Endvidere bør spørgsmålet om eventuelt
at tillade pressen at offentliggøre domsudskrifter mv. vurderes i
lyset af bl.a. de øgede teknologiske muligheder for at gøre
domsudskrifter mv. tilgængelige for offentligheden i længere
perioder.
Det gældende forbud må også vurderes i
sammenhæng med de generelle begrænsninger, som gælder for
aktindsigt i domsudskrifter mv. For andre, som ikke er parter i retssagen, er
det bl.a. en betingelse for at få udleveret domsudskrifter mv., at den
pågældende har en »retlig interesse« heri, jf. retsplejelovens
§ 41. Denne begrænsning for andre, som ikke er parter, vil
være vanskelig at håndhæve i praksis, hvis pressen lovligt
kan offentliggøre domsudskrifter. Det må derfor i givet fald
overvejes også at ophæve denne begrænsning.
Justitsministeriet har på den anførte
baggrund anmodet Retsplejerådet om, at man som led i de
igangværende overvejelser om en generel reform af den civile retspleje
foretager en samlet vurdering af reglerne om dokumentoffentlighed i
både straffesager og civile sager. Når denne vurdering
foreligger, vil Justitsministeriet tage stilling til, om der er behov for
yderligere lovændringer på området.
6. Politiklagenævn
6.1. Gældende ret
Den nuværende ordning om klager over
politipersonalet er gennemført ved lov nr. 393 af 14. juni 1995, der
trådte i kraft den 1. januar 1996. Ved loven, der bygger på
betænkning nr. 1278/1994 om behandlingen af klager over
politipersonalet, er der oprettet et antal kontrolorganer
(politiklagenævn), der løbende fører tilsyn med
statsadvokaternes behandling af adfærdsklagesager og straffesager mod
politipersonale. Politiklagenævnene samvirker med statsadvokaterne og
tilkendegiver, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør
behandles og afgøres. Politiklagenævnene kan desuden
påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten.
Reglerne om politiklagenævnenes sammensætning
mv. findes i retsplejelovens § 1021, stk. 1-8.
Efter bestemmelsens stk. 1, består
politiklagenævnet af en advokat som formand og to lægmænd,
der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en
1. januar. Genudpegning kan finde sted én gang.
Det følger dog af § 2, stk. 6, i lov nr.
393 af 14. juni 1995, at der, første gang der udpeges medlemmer til
politiklagenævnene, alene udpeges formænd og formandssuppleanter
for et tidsrum af 2 år. Lægmændene og
lægmandssuppleanterne udpeges også første gang for 4
år. Formålet er at forskyde henholdsvis formandens og
lægmændenes 4 årige funktionsperioder i forhold til
hinanden, så der ikke sker en samtidig udskiftning af alle
politiklagenævnets medlemmer. Herved sikres en bedre kontinuitet i
politiklagenævnets arbejde.
Udpegningsperioden for de nuværende
lægmænd udløber ved udgangen af 2003, mens
formændenes udpegningsperiode udløber ved udgangen af 2005.
Advokaten udpeges ifølge stk. 2, efter
indstilling fra Advokatrådet, der indstiller fire personer, heraf to
kvinder og to mænd. Lægmændene udpeges jf. stk. 3,
efter indstilling fra amtsrådene, Københavns
Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der
hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har
bopæl i vedkommende amt eller kommune.
Lægmændene kan efter stk. 4, ikke
samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem
af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Desuden er de
personer, der ifølge retsplejelovens § 70 er udelukkede fra at
være nævninger og domsmænd, ligeledes udelukkede fra at
være medlem af politiklagenævnet.
Efter stk. 5, skal advokaten have kontor, og
lægmændene have bopæl, i det område, der hører
under vedkommende politiklagenævn.
En person, der, hvis vedkommende blev udpeget som medlem
af politiklagenævnet, ville fylde 70 år inden for den 4
årige udpegningsperiode, kan ifølge stk. 6 ikke udpeges som
medlem.
Efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem
udpeger justitsministeren efter stk. 7 for hvert medlem en suppleant
blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem og om
indstillingen af medlemmer og disses vederlag, jf. stk. 8. Sådanne
regler er fastsat af Justitsministeriet ved bekendtgørelse nr. 1042 af
15. december 1995 om politiklagenævn og ved cirkulæreskrivelse af
14. juli 2000 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af
politiklagenævn.
Der er i medfør heraf oprettet et
politiklagenævn for hver af landets 6 regionale statsadvokater.
6.2. Sagsgangen i politiklagenævnssager
Efter retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, skal
statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og
anmeldelser, der skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b
(klager over politipersonalets adfærd) og 93 c (straffesager mod
politipersonale). Nævnet skal endvidere holdes løbende
orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen,
f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og
lignende, jf. § 1021 b, stk. 2.
Politiklagenævnet kan efter § 1021 a,
stk. 2, tilkendegive over for statsadvokaten, at der bør indledes
undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter
reglerne i kapitel 93 c. Nævnet kan også tilkendegive, at der
bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten
har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om, at
der foretages bestemte yderligere undersøgelses- og
efterforskningsskridt, jf. § 1021 c, stk. 1. Hvis statsadvokaten
eller sigtede i en sag, der behandles efter reglerne kapitel 93 c,
modsætter sig nævnets anmodning om bestemte yderligere
efterforskningskridt, forelægges spørgsmålet for retten,
jf. § 1021 c, stk. 2.
Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en
redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af
undersøgelsen eller efterforskningen, jf. § 1021 d. Dette
gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten
kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig
forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af
redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, at sagen bør
afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse
eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde, hvorfor
der ikke findes at være anledning hertil.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten,
hvordan sagen efter nævnets opfattelse bør afgøres, jf.
§ 1021 e. Det skal fremgå af statsadvokatens afgørelse, der
skal begrundes, om afgørelsen er i overensstemmelse med
politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i
afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse.
Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser
til Rigsadvokaten, jf. § 1021 f.
Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for
politiklagenævnets virksomhed ved ovennævnte
bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn
og ved bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om
forretningsorden for politiklagenævnene.
Hverken formanden for eller lægmændene i et
politiklagenævn har mulighed for at fortsætte behandlingen af
klagesager mv., der verserer på tidspunktet for udløbet af deres
respektive udpegningsperioder (medmindre der sker genudpegning). Verserende
sager overgives derfor til den tiltrædende formand/de tiltrædende
lægmænd, idet der som beskrevet ovenfor under pkt. 6.1 er
sørget for, at formanden og lægmændene ikke udskiftes
samtidig.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
For i højere grad at sikre kontinuiteten i
politiklagenævnenes arbejde, er det Justitsministeriets opfattelse, at
der bør skabes hjemmel til, at de medlemmer af
politiklagenævnet, som har varetaget behandlingen af en verserende
klagesag mv., i visse tilfælde kan færdigbehandle sagen, selv om
den 4 årige udpegningsperiode er udløbet for et eller flere
medlemmer, og der ikke sker genudpegning.
Adgangen for nævnsmedlemmer (formanden eller
lægmændene) til at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres
udpegningsperiode bør generelt have undtagelsens karakter.
Fortsættelse af sagsbehandlingen bør således i
almindelighed være betinget af, at der er tale om en større og
mere kompliceret sag, at nævnsmedlemmerne har foretaget den overvejende
del af sagsbehandlingen i udpegningsperioden, og at sagen kan forventes
afsluttet inden for kortere tid det vil normalt sige inden for 3-4
måneder efter udløbet af udpegningsperioden.
Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at
undgå, at en fremskreden sagsbehandling af navnlig større og
mere komplicerede klagesager mv. reelt må begynde forfra, når den
hidtidige formand eller lægmændene (og disses suppleanter)
udskiftes ved udløbet af den 4 årige udpegningsperiode, med
deraf følgende forlængelse af sagsbehandlingstiden.
Beslutningen om at fortsætte sagsbehandlingen af en
verserende sag ud over udpegningsperioden må derfor bero på en
konkret vurdering af sagens sværhedsgrad, hvor langt
nævnsmedlemmerne er nået i sagsbehandlingen, og hvornår
nævnet forventer at kunne afslutte sagen. Nævnet kan beslutte, at
tillade medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen af den
pågældende sag, hvis nævnet ud fra en samlet vurdering
finder, at der herved kan opnås en væsentlig
ressourcemæssig besparelse. Nævnet kan ikke pålægge
medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres
udpegningsperiode. Fortsættelse af sagsbehandlingen forudsætter
derfor, at det pågældende medlem er indforstået hermed.
Efter den gældende bestemmelse i § 1021,
stk. 6, kan en person, som fylder 70 år inden for den 4
årige udpegningsperiode, ikke udpeges eller genudpeges som medlem af
politiklagenævnet. Da fortsættelse af sagsbehandlingen ud over
udpegningsperioden, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, (§ 1021,
stk. 2) ikke kræver genudpegning, vil fortsættelse
også kunne tillades for et medlem, der fylder 70 år inden sagens
afgørelse.
I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel
93d tilsvarende anvendelse på (tidligere) nævnsmedlemmer, der
fortsætter behandlingen af en eller flere konkrete sager ud over
udpegningsperioden. Det indebærer bl.a., at afgåede
lægmænd, der deltager i færdigbehandlingen af en eller
flere sager, ikke samtidig kan være medlem af en kommunalbestyrelse, et
amtsråd eller Folketinget, jf. § 1021, stk. 4.
7. Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
De foreslåede ændringer af reglerne om
udeblivelsesdomme i straffesager vil indebære, at flere straffesager
vil kunne fremmes, selv om den tiltalte udebliver. Dermed sikres en bedre
udnyttelse af domstolenes ressourcer og den samlede sagsbehandlingstid ved
domstolene vil blive nedbragt. Reglerne vil herudover kunne medføre
visse besparelser for det offentlige, idet udgifter til bl.a. forsvarere,
tolke og vidner, der fremover som udgangspunkt kun skal møde én
gang i retten, vil blive reduceret. Omfanget af en sådan besparelse
afhænger imidlertid af, i hvilket omfang adgangen til at kræve
genoptagelse vil blive benyttet i praksis. Hertil kommer, at prøvelse
af sagen i to ombæringer som følge af genoptagelse samlet set
vil kunne være lidt dyrere for det offentlige end udsættelse og
efterfølgende afgørelse efter de gældende regler.
Samlet set skønnes lovforslaget ikke at ville
få økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for
det offentlige. Forslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser
og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/mindre
udgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Visse positive konsekvenser i form af bedre
ressourceudnyttelse ved domstolene
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
8. Hørte myndigheder mv.
Den del af lovforslaget, der vedrører
udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv.,
har været sendt til høring hos:
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense,
Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i
Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede
advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk
Ligestilling, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Danmarks
Radio, TV 2, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark,
Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Fagpresse og Foreningen af danske
lokale ugeaviser.
Den del af lovforslaget, der vedrører
færdigbehandling af verserende politiklagenævnssager efter
udløbet af et eller flere nævnsmedlemmers udpegningsperiode, har
været sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre
Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,
Ålborg, Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen af
beskikkede advokater i København, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,
Foreningen mod Politivold, Dansk Retspolitisk Forening samt Dokumentations-
og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (retsplejelovens § 15, stk. 1)
Ændringen er en konsekvens af, at antallet af
dommere i Københavns Byret med hjemmel i tekstanmærkning nr. 102
B til konto nr. 11.41.02 til finansloven for 2001 er forøget fra 42
til 49.
Til nr. 2 og 4 (retsplejelovens § 41 a, stk. 2, og § 60,
stk. 3, 2. pkt.)
Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov
om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af
straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og
prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), der trådte
i kraft den 1. juli 2001, blev bl.a. retsplejelovens § 925 og § 925
a ophævet. § 925 blev afløst af en ny § 922, mens
§ 925 a blev afløst af en ny § 923. Samtidig hermed blev
henvisninger i retsplejelovens bestemmelser til § 925 og § 925 a
ændret således, at der i stedet blev henvist til § 922 og
§ 923. Ved de foreslåede bestemmelser ændres § 41 a,
stk. 2, og § 60, stk. 3, 2. pkt., således, at der
henvises til de nugældende § 922 og § 923.
Til nr. 3 (retsplejelovens § 41 a, stk. 4, 1. pkt.)
Bestemmelsen vedrører pressens adgang til
aktindsigt i retsbøger, herunder dombøger, mv. Ændringen
af § 41 a, stk. 4, indebærer, at journalister mv. får
krav på at gennemse retsbogen, herunder dombogen, og
redegørelser i medfør af § 366 a, stk. 3, når
de er renskrevet uanset at sagen ikke er endt. Ligeledes vil der efter
anmodning skulle gives udskrift fra dette tidspunkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 5 og 10 (retsplejelovens § 163, stk. 2, og
§ 847, stk. 4)
Ved de foreslåede bestemmelser ophæves
§ 163, stk. 2, og affattelsen af § 847, stk. 4,
ændres, bl.a. så henvisningen til § 163, stk. 2,
udgår.
Efter gældende ret, er det en betingelse for at
kunne dømme en tiltalt som udebleven i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, at den tiltalte har været lovligt tilsagt, og at
tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig, jf. § 847, stk. 4,
der henviser til § 163. Efter § 847, stk. 4, er det endvidere
en betingelse, at tiltalte ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at
udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte
dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.
Efter forslaget ophæves § 163, stk. 2, og
henvisningen til denne bestemmelse udgår af § 847, stk. 4.
Dette indebærer, at der kan afsiges udeblivelsesdom efter § 847,
stk. 3, nr. 4, selv om tilsigelsen ikke er forkyndt for den tiltalte
personlig, hvis der er sket forkyndelse på anden lovlig vis. Det vil
f.eks. være tilstrækkeligt, at tilsigelsen er forkyndt for en
person, der tilhører tiltaltes husstand, jf. retsplejelovens
§ 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Forkyndelse for andre end tiltalte
selv forudsætter altid, at den person, der modtager forkyndelsen, er
fyldt 18 år.
Det vil fortsat være et krav, at tiltalte har
været lovligt tilsagt, og at tilsigelsen indeholder de oplysninger om
mulige konsekvenser af udeblivelse, der følger af § 847,
stk. 4.
I konsekvens af at kravet om personlig forkyndelse
ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret
således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være gjort
bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse ændres til et
krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse fremgår af
tilsigelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 6 (retsplejelovens § 219 a, stk. 5)
Hvis en domsforhandling gennemføres, og der afsiges
dom, uden at tiltalte er til stede i medfør af retsplejelovens
§ 847, stk. 3, nr. 1-5, følger det af § 219 a,
stk. 5, at en udskrift af dommen skal forkyndes for tiltalte. Efter
§ 219 a, stk. 5, er det ikke et krav, at forkyndelse sker for den
tiltalte personlig.
Forslaget indebærer, at hvis sagen i medfør
af § 847, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, skal
udskrift af dommen forkyndes for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen
har været forkyndt for denne personlig. Forslaget skal ses i
sammenhæng med ændringen af § 163, stk. 2, og
§ 847, stk. 4, hvorefter kravet om personlig forkyndelse af
tilsigelsen ikke længere er en betingelse for at kunne behandle en sag,
og afsige udeblivelsesdom, i medfør af § 847, stk. 3, nr.
4.
I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen
har været forkyndt for tiltalte personlig, skal en udskrift af dommen
forkyndes for tiltalte, uden at dette dog behøver at ske ved personlig
forkyndelse. I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen derimod
ikke har været forkyndt for tiltalte personlig, men f.eks. har
været forkyndt for en person, der hører til tiltaltes husstand,
skal en udskrift af dommen efter forslaget forkyndes for tiltalte
personlig.
Forslaget skal sikre, at den tiltalte enten
forudgående modtager personlig underretning om, at domsforhandlingen
vil finde sted, og at den pågældende risikerer at blive
dømt som udebleven, eller efterfølgende modtager underretning
om, at domsforhandlingen har fundet sted, og at den pågældende er
blevet dømt som udebleven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 7 (retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 6)
Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende
medvirken samt IT-efterforskning) blev der i medfør af § 2, nr.
2, indsat et nyt nr. 4 i retsplejelovens § 780, stk. 1. Samtidig
hermed blev de hidtidige nr. 4 og 5 ændret til nr. 5 og 6. Den
nugældende nr. 6 indeholder en henvisning til nr. 4. Efter vedtagelsen
af lov nr. 465 af 7. juni 2001 bør der rettelig henvises til nr.
5.
Til nr. 8 (retsplejelovens § 791 a, stk. 1, nr. 2)
Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev hæftestraffen
afskaffet. Samtidig hermed blev de steder i bl.a. retsplejeloven, der omtalte
»frihedsstraf«, der begrebsmæssigt omfattede både
hæftestraf og fængselsstraf, ændret til
»fængselsstraf«. Ved den foreslåede bestemmelse ændres
§ 791 a, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse hermed.
Til nr. 9 (retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4)
Efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kan
en domsforhandling gennemføres og dom afsiges i tiltaltes
fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse
nødvendig, når der under sagen alene er spørgsmål
om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation,
førerretsfrakendelse eller erstatning.
Bestemmelsen foreslås ændret således, at
en domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten
ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når
tiltalte ikke idømmes højere straf end 3 måneders
fængsel, eller andre retsfølger end konfiskation,
førerretsfrakendelse eller erstatning.
Forslaget indebærer, at muligheden for at
idømme fængselsstraf i tilfælde af udeblivelse udvides til
3 måneders fængsel mod hidtil 30 dages fængsel.
Formålet hermed er at udvide anvendelsesområdet for § 847,
stk. 3, nr. 4, og derved skabe mulighed for en øget anvendelse af
udeblivelsesdomme. Fremover vil det derfor være muligt at idømme
en udebleven tiltalt indtil 3 måneders ubetinget fængsel,
herunder betingede straffe med eller uden vilkår.
Forslaget indebærer endvidere, at det ikke
længere vil være afgørende, om der under sagen alene »er
spørgsmål om« idømmelse af en straf af en vis
længde. Efter forslaget er det derimod et krav, at den tiltalte »ikke
idømmes« mere end 3 måneders fængsel. Baggrunden herfor
er, at det i visse tilfælde kan være vanskeligt på
forhånd at vurdere, hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig
i den rejste tiltale, skal idømmes. Hertil kommer, at det kan
være uhensigtsmæssigt på forhånd at tage stilling til
strafkravet, for derved at gøre det muligt at gennemføre
domsforhandlingen, selv om den tiltalte ikke er mødt op. Efter
forslaget vil det være muligt at fremme en domsforhandling til dom i
tiltaltes fravær, selv om det må anses for forbundet med en vis
tvivl at vurdere, hvilken straf den tiltalte risikerer, så længe
den tiltalte ikke idømmes en højere straf end den fastsatte
grænse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter § 847, stk. 3, kan en domsforhandling
fremmes til dom i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes
tilstedeværelse nødvendig«. Det forudsættes i den
forbindelse, at § 847, stk. 3, nr. 4, i fremtiden ikke kun anvendes
i forbindelse med mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige
lovovertrædelser. § 847, stk. 3, nr. 4, bør f.eks.
kunne anvendes, selv om det ikke kan udelukkes, at tiltaltes forklaring kunne
have betydning for vurderingen af skyldsspørgsmålet eller
strafudmålingen. Dette skal ses i sammenhæng med, at tiltalte
efter forslaget har ubetinget krav på genoptagelse, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 13.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 11 (retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 6)
Det følger af den generelle regel om dokumentation
i retsplejelovens § 877, at forklaringer afgivet til politirapport kun
kan oplæses i retten som bevis, når retten undtagelsesvis
tillader det efter bestemmelsen i § 877, stk. 3.
Efter forslaget udvides § 877, stk. 2, med et
nyt nr. 6, der giver forsvareren mulighed for at dokumentere tiltaltes
forklaring til politirapport, hvis sagen i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3, nr. 4, fremmes i
tiltaltes fravær.
Forslaget indebærer derimod ikke nogen ændring
af adgangen for anklagemyndigheden til at dokumentere tiltaltes forklaringer
afgivet til politirapport. Anklagemyndighedens adgang til at dokumentere
sådanne forklaringer skal således fortsat afgøres efter
retsplejelovens § 877, stk. 3.
Der henvises til pkt. 3.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12 (retsplejelovens § 962, stk. 2)
Efter § 962, stk. 2, er det bl.a. en betingelse
for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har givet møde i
sagen. En tiltalt, der dømmes som udebleven i medfør af
§ 847, stk. 3, nr. 4, kan kun anke dommen med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Herudover kan tiltalte søge
om genoptagelse i medfør af § 987.
§ 962, stk. 2, foreslås ændret
således, at tiltalte kan anke udeblivelsesdomme afsagt efter
retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, hvis anken ikke omfatter
bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og betingelserne i
§ 962, stk. 2, 2. pkt. i øvrigt er opfyldt. Efter
retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., kan tiltalte kun anke, hvis
der er idømt mere end 20 dagbøder eller en bøde på
over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi
eller andre offentligretlige følger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med ændringen
af retsplejelovens § 987, hvorefter en person, der dømmes som
udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få en
ubetinget adgang til at kræve genoptagelse.
Forslaget tager sigte på de situationer, hvor den
dømte ikke har indsigelser imod selve domfældelsen, men alene
ønsker at anfægte strafudmålingen. Hvis tiltalte derimod
ønsker en fornyet bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld,
må den tiltalte kræve genoptagelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 13 (retsplejelovens § 987, stk. 2)
En person, der dømmes som udebleven i medfør
af § 847, stk. 3, nr. 4, kan anmode om genoptagelse af sagen i
medfør af § 987. Efter stk. 1, 1. pkt., i denne bestemmelse
kan genoptagelse ske, når den tiltalte godtgør, at den
pågældende har haft lovligt forfald og ved denne utilregnelige
omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette,
eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til den
pågældendes kundskab.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en tiltalt, der
dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr.
4, uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., kunne anmode om at få
sagen genoptaget til ny forhandling. Anmodningen må fremsættes
over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens
forkyndelse i medfør af § 219 a, stk. 5. Retten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodningen indgives senere, men inden 1
år efter dommens forkyndelse.
Forslaget indebærer, at en person, der dømmes
som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få
en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse. Forslaget skal ses i
sammenhæng med udvidelsen af adgangen til at idømme
fængselsstraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og ophævelsen
af kravet om personlig forkyndelse af tilsigelsen, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5 og 10.
Det følger endvidere af den foreslåede
bestemmelse, at fristen for at kræve genoptagelse skal regnes fra
tidspunktet for forkyndelsen for tiltalte af en udskrift af dommen, jf.
§ 219 a, stk. 5. Dette gælder, hvad enten udskriften
forkyndes for tiltalte personligt eller lovlig forkyndelse har fundet sted
på anden måde, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr.
6.
Det følger endvidere af den foreslåede
bestemmelse, at retten undtagelsesvis kan genoptage sagen, hvis
begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens
forkyndelse. Der er tale om en fakultativ mulighed for genoptagelse, der er
betinget af, at der foreligger helt særlige omstændigheder. Ved
vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige
omstændigheder vil praksis vedrørende bl.a. § 367,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter retten undtagelsesvis kan tillade
genoptagelse af en dom (i en civil sag) indtil 1 år efter afsigelsen,
være af betydning.
Den foreslåede bestemmelse henviser til stk. 1,
3. og 4. pkt. Derimod henvises der ikke til stk. 1, 2. pkt., der
fastsætter frister for anmodninger om genoptagelse, idet fristerne i de
her omhandlede sager fremgår direkte af bestemmelsen. Henvisningen til
stk. 1, 3. pkt., indebærer, at reglerne i § 979, stk. 2,
til § 982, der vedrører krav til indholdet af og
fremgangsmåde ved behandlingen af en anmodning om genoptagelse, finder
tilsvarende anvendelse. Henvisningen til stk. 1, 4. pkt.,
indebærer, at hvis retten nægter genoptagelse, kan
spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret.
Muligheden for at indbringe spørgsmålet for Den Særlige
Klageret har alene betydning i tilfælde, hvor anmodningen om
genoptagelse fremsættes mere end 4 uger efter, men inden 1 år
efter dommens forkyndelse, idet den tiltalte efter forslaget har en ubetinget
adgang til at kræve genoptagelse i tilfælde, hvor anmodning herom
fremsættes inden 4 uger efter dommens forkyndelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 14 (retsplejelovens § 988)
Hvis en straffesag genoptages i medfør af
retsplejelovens § 987, skal der gennemføres en helt ny
domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. Der er ikke efter de
gældende regler nogen særlig eller udvidet adgang til at
dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. i forbindelse med den
tidligere domsforhandling. Spørgsmålet om dokumentation (dvs.
oplæsning og anvendelse som bevis) af forklaringer afgivet af vidner
m.m. under den genoptagne domsforhandling skal derfor afgøres på
grundlag af den generelle regel om dokumentation i retsplejelovens
§ 877.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en
udvidet mulighed for at dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. under
en tidligere domsforhandling, der er fremmet i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4. Det bestemmes således, at hvis en straffesag
genoptages i medfør af § 987, stk. 2, kan tilførsler
til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og
skønsmænd under den forudgående behandling foruden i de i
§ 877 nævnte tilfælde anvendes som bevismiddel,
såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om
fornyet afhøring.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
retsplejelovens § 965 c, stk. 4, om bevisførelsen under
ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.
Bestemmelsen forudsættes administreret
således, at centrale vidner m.m. indkaldes med henblik på at
afgive forklaring også under den genoptagne domsforhandling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 15 (retsplejelovens § 991, stk. 1, 1. pkt.)
Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af
forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov
om fuldbyrdelse af straf mv. blev retsplejelovens systematik ændret,
så alle byretssager, hvor der ikke medvirker domsmænd, nu
domsforhandles efter reglerne i lovens kapitel 81. I konsekvens heraf
ændres § 991, stk. 1, 1. pkt., så der alene henvises
til kapitel 81.
Til nr. 16 (retsplejelovens § 999, stk. 4, 3. pkt.)
Ved § 2, nr. 24, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev
der indsat et nyt stk. 2 i § 999. Samtidig hermed blev de hidtidige
stk. 2-4 ændret til stk. 3-5. Det nugældende
stk. 4, der tidligere var stk. 3, indeholder i 3. pkt. en
henvisning til stk. 2. Efter vedtagelsen af lov nr. 433 af 31. maj 2000
bør der rettelig henvises til stk. 3.
Til nr. 17 (retsplejelovens § 1021, stk. 1)
Bestemmelsen indebærer, at medlemmer af
politiklagenævn (formand og lægmænd) uden genudpegning i
særlige tilfælde kan fortsætte behandlingen af en
verserende klagesag mv. efter det tidsrum på 4 år, for hvilket
medlemmerne er udpegede, hvis hensynet til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse i nævnet taler for det, og sagen forventes at kunne
afsluttes inden for kortere tid.
Der henvises til pkt. 6.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 2
Stk. 1
fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2002.
Stk. 2
fastslår, at lovens § 1, nr.
5-6 og 9-14, om udeblivelsesdomme finder anvendelse på sager, hvor der
rejses tiltale i 1. instans efter lovens ikrafttræden. Tidspunktet for
tiltalerejsning vil således være afgørende for, om en sag
skal behandles efter de nye regler eller de hidtil gældende regler.
Lovens § 1, nr. 3, om pressens adgang til domsudskrifter mv. finder
anvendelse på anmodninger, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden. Lovens § 1, nr. 17, om
politiklagenævnsmedlemmer finder anvendelse på medlemmer, hvis
udpegningsperiode udløber efter lovens ikrafttræden.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.
september 2001, foretages følgende ændringer:
§ 15.
Københavns Byret består af en
præsident og 42 andre dommere.
Stk. 2
. - - -
1.
I § 15, stk. 1, ændres »42« til:
»49«.
§ 41 a.
- - -
Stk. 2
. De hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som
er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, kan udlånes til de i
stk. 1 nævnte personer under domsforhandlingen eller et
retsmøde i medfør af § 925.
2.
I § 41 a, stk. 2, ændres »§ 925«
til: »§ 922«.
Stk. 3
. - - -
Stk. 4
. De i stk. 1 nævnte personer kan på
rettens kontor gennemse retsbogen, herunder dombogen, og redegørelser
i medfør af § 366 a, stk. 3, når de er renskrevet og
sagen er endt. Er retsmødet holdt eller forklaring afgivet helt eller
delvis for lukkede døre, kan gennemsyn af retsbogen ikke ske,
medmindre dørlukning alene er bestemt af hensyn til ro og orden i
retslokalet. Der gives udskrift efter anmodning. Bestemmelsen finder ikke
anvendelse i de sager, der er nævnt i kapitlerne 42, 42 a, 43, 43 a og
43 b.
Stk. 5-8
. - - -
3.
I § 41 a, stk. 4, 1. pkt., udgår: »og
sagen er endt«.
§ 60. - - -
Stk. 2
. - - -
4.
I § 60, stk. 3, 2. pkt., ændres
»§ 925 eller § 925 a« til: »§ 922 eller § 923«.
Stk. 3
. Afgørelse under domsforhandlingen i en
straffesag om varetægtsfængsling i medfør af § 762,
stk. 2, om ophævelse af varetægtsfængsling i
medfør af § 762, stk. 2, jf. § 766 eller § 768,
eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781,
stk. 4, skal træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der
ikke deltager i domsforhandlingen. Det gælder dog ikke, hvis sagen
behandles efter § 925 eller § 925 a eller sagen i øvrigt
vedrørende det forhold, der begrunder indgreb som nævnt i 1.
pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.
Stk. 4
. - - -
§ 163.
En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke
kommer til vedkommendes kundskab.
5.
§ 163, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
Stk. 2
. I straffesager, hvor der er spørgsmål om
fængselssstraf, kan vedkommende dog alene domfældes som
udebleven, jf. § 847, stk. 3, nr. 4, såfremt forkyndelse er
sket for denne personlig.
Stk. 3
. - - -
§ 219 a. - - -
Stk. 2-4
. - - -
Stk. 5
. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af
§ 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal
udskriften forkyndes.
Stk. 6
. - - -
6.
I § 219 a, stk. 5, indsættes som 3.
pkt.:
»Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte
personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne
personlig.«.
§ 780.
Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage
indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at
7.
I § 780, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4«
til: »nr. 5«.
1-3) - - -
4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der
sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater
(udvidet teleoplysning),
5) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af
breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og
6) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr.
4 (brevstandsning).
Stk. 2
. - - -
§ 791 a.
Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse
ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig
på et ikke frit tilgængeligt sted (observation),
såfremt
8.
I § 791 a, stk. 1, nr. 2, ændres
»frihedsstraf« til: »fængselsstraf«.
1) - - -
2) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre frihedsstraf.
Stk. 2-6
. - - -
§ 847.
Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet
af domsforhandlingen, og kan den pågældende ikke straks bringes
til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme
domsforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.
9.
§ 847, stk. 3, nr. 4, affattes
således:
Stk. 2
. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden
oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring
af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det
findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af
afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de
mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen.
Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er
mødt.
Stk. 3
. En domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes
fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse
nødvendig,
1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt
for den pågældende,
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens
påråb har forladt tingstedet uden rettens tilladelse,
3) når der under sagen alene er spørgsmål om
ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation,
rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet samtykke til
sagens fremme,
4) når der under sagen alene er spørgsmål om
ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation,
førerretsfrakendelse eller erstatning, eller
»4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end
ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end
konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller«.
5) når forhandlingen skønnes utvivlsomt at ville
føre til tiltaltes frifindelse.
Stk. 4
. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan
domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,
såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, jf. § 163, og
ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt
forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den
rejste tiltale.
10.
§ 847, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan
domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,
såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, og det fremgår
af tilsigelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at
tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.«.
§ 877. - - -
Stk. 2
. Fremdeles kan efternævnte dokumenter under
domsforhandlingen benyttes som bevismidler og bliver da at oplæse:
11.
I § 877, stk. 2, indsættes efter nr.
5 som nyt nummer:
1-5)
Stk. 3
. - - -
»6) tilførsler til politiets rapporter om de af tiltalte under
politiets afhøring om sigtelsen afgivne forklaringer, når
forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær
i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.«.
§ 962. - - -
12.
I § 962, stk. 2, indsættes efter 2.
pkt.:
Stk. 2
. Domme kan kun ankes af det offentlige, når andre
offentligretlige følger end bøde eller konfiskation kan
idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Tiltalte
kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere
end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller
konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre
offentligretlige følger er idømt. Afgørelser i henhold
til §§ 936 og 937 kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 3.-5
. - - -
»Hvis sagen er fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4,
kan tiltalte dog anke, selv om den pågældende ikke har givet
møde i sagen, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne
for tiltaltes skyld, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er
opfyldt.«.
§ 987.
Er en udebleven tiltalt blevet domfældt, uden at
anke efter reglerne i kapitel 83 kan finde sted, kan domfældte
begære sagen genoptaget til ny forhandling, når den
pågældende godtgør, at have haft lovligt forfald og ved
ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide
at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til
domfældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over
for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden sådan frist som bestemt
i § 948, jf. § 949 og 963. Reglerne i §§ 979, stk. 2, -
982 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genoptagelse, kan
spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret efter
reglerne om kære til Højesteret.
13.
I § 987 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
Stk. 2
. Udebliver domfældte under den nye
domsforhandling, hæver retten ved kendelse sagen, og den afsagte dom
bliver stående ved magt.
Stk. 3
. Under de i stk. 1, 1. pkt., anførte
betingelser kan tiltalte begære genoptagelse af en ankesag, som er
afvist på grund af hans udeblivelse. Er en anke afvist i medfør
af § 965 c, stk. 3, 2. pkt., kan tiltalte begære
genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige
omstændigheder, at anklageskrift eller stævning ikke på
sædvanlig måde har kunnet forkyndes for ham. Begæring om
genoptagelse må fremsættes over for den ret, der har afvist
anken. I øvrigt finder bestemmelserne i stk. 1, 2.- 4. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
»Stk. 2. Hvis sagen i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte,
uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., begære sagen genoptaget
til ny forhandling. Begæringen må fremsættes over for den
ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens forkyndelse efter
§ 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis
begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens
forkyndelse. Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
14.
Efter § 987 indsættes:
»§ 988. Hvis en straffesag genoptages i medfør af
§ 987, stk. 2, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer
afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under den
forudgående behandling foruden i de i § 877 nævnte
tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden
domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.«.
§ 991.
I sager, som behandles efter kapitel 80 og 81 uden
medvirken af domsmænd, kan der tilkendes den forurettede erstatning hos
tiltalte for den ved forbrydelsen forvoldte skade, når den
pågældende har fremsat begæring herom for retten. Der skal
gives den forurettede lejlighed til at fremsætte erstatningskrav, for
så vidt sagen efter sin beskaffenhed giver anledning hertil.
Stk. 2.-5
. - - -
15.
I § 991, stk. 1, 1. pkt., udgår: »80
og«.
§ 999.
Stk. 1
. - - -
16.
I § 999, stk. 4, 3. pkt., ændres
»stk. 2« til: »stk. 3«.
Stk. 2
. Er domfældte varetægtsfængslet efter
straffedommen, skal dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at
dommen er endelig.
Stk. 3
. Er der grund til at antage, at den dømte vil
forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske efter stk. 1, eller på
anden måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en
bødedom bestemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre der
stilles sikkerhed for dens betaling.
Stk. 4
. For bødedomme, som ikke kan ankes, og
bødeafgørelser efter § 936 gælder en
fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist
fastsættes i medfør af borgerlig straffelov. Fristen beregnes
på den i § 948 angivne måde. Under tilsvarende
omstændigheder som angivet i stk. 2 kan politimesteren straks lade
afgørelsen fuldbyrde, medmindre der stilles sikkerhed for
bødens betaling.
Stk. 5
. - - -
§ 1021.
Politiklagenævn består af en advokat som
formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et
tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted
én gang.
17.
I § 1021, indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
Stk. 2
. Advokaten udpeges efter indstilling fra
Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer,
heraf to kvinder og to mænd.
Stk. 3
. - - -
»Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan
fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det
tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis
hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler
for det, og sagen forventes afgjort inden for kortere tid.«
Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.
§ 2
Stk. 1
. Loven træder i kraft den 1. juli 2002
Stk. 2
. Lovens § 1, nr. 5-6 og 9-14, finder anvendelse
på sager, hvor der rejses tiltale i 1. instans efter lovens
ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 2
Advokatsamfundets, Den Danske Dommerforenings og
Rigsadvokatens forslag af 25. januar 2001 til øget anvendelse af
udeblivelsesdomme i straffesager og forslag om revision af
adhæsionsprocessen
Den 26. marts 1999 afholdt Dommerforeningen, Rigsadvokaten og
Advokatrådet i fællesskab en temadag om strafferet og
straffeproces. Efter temadagen har en arbejdsgruppe med repræsentanter
fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet arbejdet videre med
nogle af de emner, som blev drøftet på temadagen.
Arbejdsgruppens drøftelser har navnlig koncentreret sig om muligheden
for at udvide adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i straffesager og om
muligheden for en forbedring af adhæsionsprocessen. Arbejdsgruppen har
endvidere drøftet muligheden for ressourcebesparelser i forbindelse
med protokollering i straffesager, men vil afstå fra at fremsætte
anbefalinger, da emnet behandles af Retsplejerådet.
På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen, har
arbejdsgruppen udarbejdet et oplæg til videre drøftelse af
muligheden for ændringer af reglerne om udeblivelsesdomme i
straffesager og adhæsionsprocessen.
Udeblivelsesdomme i straffesager (kap. 80-sager)
Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen konstaterer,
at der særligt i de større byer, men også nogle andre
steder, er et betydeligt ressourcespild på grund af tiltalte/sigtedes
udeblivelse. Tendensen har været voksende og må antages at
fortsætte.
Ændringen af retsplejelovens § 847 ved lov nr. 369/1994
forsøgte at imødegå problemet ved at give mulighed for at
afsige udeblivelsesdomme på op til 30 dages fængsel. Bestemmelsen
anvendes imidlertid i meget begrænset omfang i praksis på grund
af de betingelser, der er knyttet til den.
Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen mener, at det vil
være hensigtsmæssigt med en udvidet, effektiv mulighed for at
afsige udeblivelsesdomme i straffesager. Modstykket skal være
forsvarermedvirken i alle tilfælde og et retskrav for den
domfældte på at få sin sag genoptaget.
Antallet af udeblivelser er størst i tilståelsessager
(§ 925-sager), og det har derfor været overvejet at sidestille den
sigtedes udeblivelse med en erkendelse, på lignende måde som i
bødesager og i borgerlige sager. Det er imidlertid arbejdsgruppens
vurdering, at en sådan ordning rejser retssikkerhedsmæssige
spørgsmål, som i givet fald må overvejes nærmere,
ligesom det har været diskuteret, om en sådan udvidelse vil kunne
være betænkelig i forhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen stiller derfor
alene forslag til en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdom i
sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske
bevisførelse, også selvom tiltalte udebliver.
Selv om det således ikke bliver muligt at indskrænke
ressourcespild i tilståelsessagerne, vil forslaget stadig kunne spare
ikke ubetydelige ressourcer, fordi de udeblivelsestilfælde, hvor der er
rejst tiltale, er væsentligt mere ressourcetunge end
tilståelsessager. Der skal normalt medvirke domsmænd og ske
bevisførelse. Almindelige hensyn til, at bl.a. vidner og
erstatningsparter så vidt muligt ikke indkaldes forgæves, taler
også for ændringen. Endelig vil et centralt
anvendelsesområde kunne være voldssager, hvor det er
samfundsmæssigt særligt vigtigt, at retsforfølgningen sker
hurtigt.
Forslaget har følgende elementer:
·
Adgangen til at afsige
udeblivelsesdomme i § 847, stk. 3, nr. 4, bør udvides fra 30
dages fængsel til 3 måneders fængsel, herunder
betinget fængsel. Betinget dom uden straffastsættelse bør
også være omfattet.
En grænse på 3 måneders fængsel vil omfatte
det store flertal af sager, og det er derfor ikke fundet nødvendigt at
gå videre.
Bestemmelsen bør affattes, således at den
afgørende betingelse er, at der ikke »idømmes» mere end 3
måneders fængsel. Den hidtidige formulering, hvorefter der ikke
må »opstå spørgsmål« om højere straf end 30
dage er uhensigtsmæssig, fordi den kræver, at man på
forhånd har bestemt sig. Den tiltalte skal altid måtte regne med
muligheden, hvis han/hun udebliver.
Det bør være standard i alle tilsigelser, at tiltalte ved
at udeblive udsætter sig for anholdelse eller, at sagen
pådømmes i hans/hendes fravær, hvis der ikke ikendes mere
end 3 måneders fængsel eller en betinget dom uden
straffastsættelse. Domfældelse vil kræve, at anklageren
ikke nedlægger påstand om højere straf, men stillingtagen
kan i princippet vente, helt indtil sagen i øvrigt er klar til
procedure.
·
Som hidtil skal der ske
bevisførelse, for at tiltalte kan dømmes. Udeblivelsen
er ikke som i bødesager en erkendelse, der gør
bevisførelsen overflødig.
Forsvareren skal have mulighed for at oplæse tiltaltes
forklaring til politirapport, således at det sikres, at tiltalte ikke
bliver værre stillet, fordi hans forklaring ikke kommer frem. Derimod
skal der ikke være udvidet adgang til at oplæse tiltaltes
forklaring mod forsvarerens ønske.
Hvis bevisførelsen ikke er tilstrækkelig, skal tiltalte
frifindes.
·
Retten skal som hidtil finde
fremgangsmåden forsvarlig.
Da der skal ske fuld bevisførelse, og tiltaltes forklaring til
politiet kan indgå, hvis forsvareren ønsker det,
forudsættes det, at retten kun sjældent vil nægte at fremme
sagen i tiltaltes fravær.
·
Kravet om personlig forkyndelse
af tilsigelsen for tiltalte ophæves.
Kravet om personlig forkyndelse er en af grundene til, at 30-dages
reglen i retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, ikke anvendes i
praksis, fordi det kræver stillingtagen på forhånd.
Lempelsen skal ses i sammenhæng med - og forudsætter - at
tiltalte altid vil have en forsvarer.
Dommen
skal forkyndes for tiltalte, hvis han/hun er dømt
som udeblevet. Hvis tilsigelsen ikke er forkyndt personligt, skal dommen
forkyndes personligt.
·
Tiltalte skal altid have en
forsvarer, som normalt vil være beskikket. Det kræver ikke
lovændring.
·
Hvis tiltalte dømmes som
udebleven, skal han/hun have et ubetinget krav på at få sagen
genoptaget, såfremt begæring fremsættes inden 4 uger
fra dommens forkyndelse. Retten bør desuden i op til 1 år kunne
give tilladelse til genoptagelse under helt særlige
omstændigheder.
Det ubetingede krav på genoptagelse med den udvidede frist for
at fremsætte kravet er, sammen med kravet om forsvarermedvirken og om
rettens tiltræden, centralt for, at den foreslåede adgang til at
afsige udeblivelsesdomme er retssikkerhedsmæssigt forsvarlig i forhold
til tiltalte. Det sikrer, at enhver tiltalt har en reel mulighed for at
få sin sag bedømt ved et retsmøde, hvor han/hun er til
stede og personligt kan forsvare sig.
Efter nugældende ret kræver genoptagelse, at tiltalte
godtgør, enten at han/hun har haft lovligt forfald og har
været forhindret i at anmelde dette i tide på grund af
omstændigheder, der ikke kan bebrejdes ham/hende, eller at
stævningen ikke er kommet rettidigt til hans/hendes kundskab
(retsplejelovens § 987). Fristen er 14 dage fra dommens forkyndelse.
En vid adgang til genoptagelse vil føre til et vist
dobbeltarbejde og dermed ressourcespild. Vurderingen er imidlertid, at det
ekstra arbejde vil være væsentligt mindre, end det ekstra arbejde
og den ulejlighed, som tiltaltes udeblivelse medfører for
retsvæsenet og for vidner m.fl. Dels vil de fleste udeblivelsesdomme
formentlig blive accepteret af den domfældte eventuelt efter, at
han/hun har talt med sin forsvarer om den reelle mulighed for, at dommen kan
blive ændret. Dels vil den nye domsforhandling typisk kunne
gennemføres uden, at (alle) vidnerne skal indkaldes igen, idet man i
vidt omfang kan nøjes med at oplæse deres forklaringer til
retsbogen. En særlig regel herom bør formentlig indføres.
Hvis det er et centralt vidne, og der er en særlig grund til det, er
det dog klart, at vidnet må indkaldes på ny. Også nu
risikerer et vidne imidlertid at møde forgæves flere gange. Den
ny forklaring vil desuden typisk kunne gøres væsentligt kortere
end den første, fordi man kan nøjes med at koncentrere sig om
nogle få afgørende punkter.
Tiltalte vil i princippet kunne spekulere i at udeblive og derefter
begære sagen genoptaget for at få afgørelsen og
strafafsoningen udsat. Det er dog ikke vurderingen, at det i praksis vil ske
i noget videre omfang.
Hvis domfældte udebliver også under den genoptagne
domsforhandling, står den første dom fast og kan ikke genoptages
på ny.
For at det ikke skal blive nødvendigt at genoptage sagen i
tilfælde, hvor den domfældte accepterer selve domfældelsen,
men mener at straffen er for hård, foreslås, at domfældte
ved siden af adgangen til at kræve sagen genoptaget også skal
kunne anke til formildelse. I tilfælde, hvor domfældte
ønsker at blive frifundet, må det imidlertid ske ved
genoptagelse, ikke anke.
Adhæsionsprocessen
Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen har
drøftet de gældende regler for at forfølge
erstatningskrav i forbindelse med straffesager og finder, at der består
et behov for ændre de eksisterende regler med henblik på at give
de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at forfølge
deres krav. Med de nugældende regler i retsplejelovens kapitel 89
henvises erstatningssøgende ofte til at anlægge civilt
søgsmål, fordi erstatningspåstanden ikke kan
afgøres på det grundlag, som foreligger under straffesagen,
eller fordi udfaldet af straffesagen ikke »går i samme retning« som
erstatningssagen. Resultatet bliver ofte, at erstatningssøgende
opgiver sit erstatningskrav. I det omfang erstatningssøgende
fortsætter forfølgelsen af erstatningskravet, vil det ofte
føre til et civilt søgsmål med delvis gentagelse af den
under straffesagen gennemførte bevisførelse til
følge.
Kritikken af adhæsionsprocessen er bl.a. kommet til udtryk i dommer
Peter Gardes artikel »Adhæsionsprocessens brister« i Ugeskrift for
Retsvæsen 1998.B31ff og i dommer Tinne Thomassens artikel
»Erstatningsprocessen i straffesager - et godt tilbud eller blålys« i
Lov og Ret fra september 1999.
Arbejdsgruppen har drøftet de spørgsmål, som i dag kan
give anledning til særlige problemer. Opgaven med at reformere
adhæsionsprocessen er imidlertid af så kompleks karakter, at
arbejdsgruppen anbefaler et egentligt udvalgsarbejde med henblik på at
reformere adhæsionsprocessen. I dette oplæg vil arbejdsgruppen
alene påpege problemerne og foreslå, at de gøres til
genstand for nærmere overvejelse.
1. Ophævelse af ensretningsprincippet.
Efter de gældende regler i retsplejelovens kapitel 89 kan
erstatningsspørgsmålet kun afgøres i forbindelse med
straffesagen, såfremt afgørelsen »går i samme retning« som
afgørelsen i straffesagen. Imidlertid er der sager, hvor
erstatningsspørgsmålet kunne afgøres på det
foreliggende grundlag, men hvor det ikke sker, da afgørelsen ikke
falder ud til samme side som strafspørgsmålet. Muligheden
foreligger f.eks. i sager, hvor domfældelse for tiltalen i straffesagen
forudsætter, at tiltalte har handlet forsætligt og dette ikke kan
bevises, men hvor det efter bevisførelsen må lægges til
grund, at tiltalte har handlet culpøst. På samme måde vil
der i straffesager, hvor strafansvaret er objektivt, mens erstatningsansvaret
bygger på et culpaansvar, kunne ske domfældelse i straffesagen,
mens der vil kunne ske frifindelse for så vidt angår
erstatningsspørgsmålet. I disse tilfælde vil det
være en lettelse for sagens parter, at de ikke skal gennemføre
yderligere en retssag, og ressourcebesparende, hvis dommeren kan
afgøre både straffesag og erstatningssag på én
gang.
Færdselslovens § 111 hjemler adgang til at afgøre
erstatningspåstanden under straffesagen, selv om straf ikke
pålægges.
2. Mulighed for, at retten kan afgøre
erstatningsspørgsmålet, enten før eller efter, at
spørgsmålet om straf afgøres.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 89 kan erstatningssagen kun
afgøres samtidig med straffesagen og hverken før eller efter
straffesagens afgørelse. Efter færdselslovens § 112,
stk. 1, kan påkendelse af erstatningsspørgsmålet ske
enten før eller efter straffesagens afgørelse, hvilket ikke har
givet anledning til særlige problemer i praksis.
Muligheden for at få et borgerligt krav afgjort før, i
forbindelse med eller efter afgørelsen af straffesagen bør
begrænses til at omfatte krav, for hvilke der er rejst tiltale.
Sigtelser, der frafaldes af anklagemyndigheden, bør ikke give en
erstatningssøgende mulighed for at få udsat
erstatningsspørgsmålet til fortsat behandling.
Hvis anklagemyndigheden vælger at frafalde sigtelse for så
vidt angår en del af et forhold under sagens behandling i retten med
henblik på, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag,
bør erstatningssøgende dog fortsat kunne rejse sit krav for det
fulde beløb og søge det bevist under adhæsionssagen. Det
forudsættes, at der reelt er tale om ét forhold og ikke flere
forhold, som i retsmødebegæringen fremstår som ét
forhold.
Udgangspunktet bør være, at erstatningssagen kan
udsættes til fortsat behandling efter, at straffesagen er afgjort,
medmindre der er en særlig grund til at nægte dette. I
færdselslovens § 111, stk. 2, er muligheden for at
nægte erstatningskravets forfølgning under straffesagen
begrænset til tilfælde, hvor kravet angår materiel skade og
er af indviklet beskaffenhed. Endvidere skal forlig forgæves være
forsøgt. Det bør nøje overvejes, i hvilken procesform en
eventuel videre behandling af et adhæsionskrav bør behandles og
i hvilket omfang, der bør knyttes processuel skadevirkning til
udeblivelse i det videre forløb. Således bør det
overvejes, om den erstatningssøgende skal kunne spekulere i, at den
domfældte undlader at møde op til senere retsmøder med
udeblivelsesvirkning til følge.
3. Fremsættelse af kravet.
Såfremt der indføres en ordning som skitseret ovenfor under
punkt 1 og 2, bør anklagemyndighedens pligter i forhold til
erstatningssøgende bestå i vejledning af den
pågældende. Dette bør suppleres med blanketter til brug
for fremsættelse af erstatningskrav og en skriftlig vejledning. Hvis
erstatningssagen udsættes til afgørelse efter straffesagens
afgørelse, bør det påhvile erstatningssøgende selv
at søge den fornødne bistand.
4. Udvidelse af advokatbistanden til erstatningssøgende.
Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder regler om beskikkelse af advokat
for forurettede i en række sager vedrørende overtrædelse
af nogle nærmere opregnede bestemmelser i straffeloven. For så
vidt angår lovovertrædelser, som ikke er omfattet af dette
kapitel, indeholder retsplejelovens § 995 a, stk. 1, en adgang til
at beskikke advokat for erstatningssøgende til at bistå denne
med opgørelsen af erstatningskravet, såfremt
erstatningssøgende opfylder betingelsen i retsplejelovens § 330,
stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen åbner derimod ikke adgang til at
beskikke advokat med henblik på at godtgøre og procedere
erstatningsgrundlaget. Sålænge ensretningsprincippet
består, og erstatningsspørgsmålet kun kan afgøres
samtidig med straffesagens afgørelse med de begrænsninger, der
følger af retsplejelovens § 991, stk. 4, (»uden
væsentlig ulempe«), er anklagemyndighedens bistand efter
retsplejelovens § 991 tilstrækkelig.
En ophævelse af ensretningsprincippet og indførelse af
mulighed for at afgøre erstatningsspørgsmålet før
eller efter straffesagens afgørelse vil imidlertid gøre det
nødvendigt for erstatningssøgende at have advokatbistand til
mere end opgørelsen af erstatningskravet. Muligheden for at beskikke
advokat udenfor de sager, som er omfattet af kapitel 66 a, bør derfor
udvides, således at der gælder samme regler for
godtgørelse for salær og godtgørelse til den beskikkede
advokat, som når der er meddelt fri proces, jf retsplejelovens kapitel
31.
Beskikkelsen bør værre fakultativ, idet realiteten bør
være, at også betingelsen i retsplejelovens § 330,
stk. 1, nr. 1, skal være opfyldt.
5. Omkostninger mv.
De gældende regler om adhæsionsprocessen i retsplejelovens
kapitel 89 hjemler ikke mulighed for, at erstatningssøgende kan
få dækket sine omkostninger, selv om den pågældende
har haft behov for at lade sig repræsentere ved advokat eller i
øvrigt har haft omkostninger forbundet med at rejse erstatningskravet.
Efter færdselslovens § 112, stk. 4, kan retten, når
erstatningsspørgsmålet påkendes under straffesagen, i
overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 pålægge
rettergangsbøder og sagsomkostninger.
Såfremt adgangen til at få påkendt et erstatningskrav i
forbindelse med en straffesag udvides efter retningslinierne skitseret i
punkt 1 og 2, bør der skabes en tilsvarende hjemmel til at
pålægge domfældte sagsomkostninger.
6. Forholdet mellem lov om erstatning til ofre for forbrydelser og
adhæsionsprocessen.
Efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser § 11 a,
stk. 2, er Erstatningsnævnet ikke bundet af rettens
afgørelse om erstatning, for så vidt skadevolderen under sagen
må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse.
Denne regel medfører en begrænsning i muligheden for at forlige
sagens parter.
Da skadevolderen ved anerkendelse af erstatningskravet og dettes
størrelse kommer til at hæfte for kravet, ses der ikke at
bestå en risiko for at skadevolderen på skrømt
indgår retsforlig om erstatningspligten og erstatningens
størrelse.
Skadelidte vil ofte opleve det som frustrerende at skulle gennemgå
processen i retten uden at få afklaret erstatningssagen for derefter at
skulle igennem sagen på ny ved Erstatningsnævnet. Det bør
overvejes at skabe mulighed for, at erstatningsspørgsmålet kan
afgøres ved Erstatningsnævnet, før straffesagen er
afgjort, forudsat at der kun er tvist om erstatningens størrelse.
Bilag 3
Frihedsstraffe og udeblivelsesdomme
Som det fremgår af nedenstående tabeller, udgjorde antallet af
sager, der i 1999 endte med en ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller
mindre, 53 pct. af samtlige betingede og ubetingede domme. Antallet af sager,
der endte med en ubetinget frihedsstraf på 3 måneder eller
mindre, udgjorde 79 pct. af samtlige betingede og ubetingede domme.
Såfremt man anvender denne sagsfordeling til at beregne, hvor meget
en øget adgang til at afsige udeblivelsesdomme betyder,
indebærer det altså, at en forhøjelse af den maksimale
straf for anvendelse af udeblivelsesdomme fra 30 dage til 3 mdr.
forøger det potentielle antal af sager, der kan behandles under
ordningen, med lige knap 50 pct.
Tabel 1. Frihedsstraffe fordelt efter art og længde,
1999.
Straffastsættelse udsat
Indtil 30 dage
31-90 dage
> 3 mdr.
I alt
Ubetingede fængselsstraffe
1438
3346
3385
8169
Ubetingede hæftestraffe
5153
308
0*
5461
Betingede fængselsstraffe
1253
1850
1287
4390
Betingede hæftestraffe
1413**
90**
0*
1503
Betinget straf
2528
2528
I alt
2528
9257
5594
4672
22051
* Anslået. Oplysningen ikke tilgængelig.
** Anslået på baggrund af fordelingen af de ubetingede
hæftestraffe.
Tabel 2. Andel domme med forskellige længder, 1999.
Antal domme
pct. af alle domme
Domme op til og med 30 dage
11785
53 pct.
Domme op til og med 3 mdr.
17379
79 pct.
Ovenstående tal omfatter både tilståelsessager, der
fremmes uden anklageskrift efter § 922 (og som derfor ikke omfattes af
ordningen), og sager, hvor der udarbejdes anklageskrift. Forøgelsen af
ordningens potentielle sagstal på knap 50 pct. hviler derfor på
en forudsætning om, at den procentvise andel af § 922-sager
forbliver nogenlunde uændret, selv om straflængderne vokser.
I øvrigt kan oplyses, at der i 1999 blev pådømt 85.706
sager i byretterne, hvoraf
11.851 sager omfattede domsmænd
56.118 sager var uden domsmænd
15.296 sager var tilståelsessager
2.441 var øvrige straffesager.
I hvilket omfang, anklagemyndigheden har rejst tiltale i de forskellige
sagstyper, vides ikke.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter m.v. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling) Retsinformation · 30. april 2002
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven Retsinformation · 24. oktober 2001
- Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 73 Retsinformation · 30. januar 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter m.v. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling) Retsinformation · 25. april 2002
- Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001) - L 56 Retsinformation · 24. oktober 2001
- 1991 LSF 100 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (UDEBLIVELSESDOMME OG VARETÆGTSFÆNGSLING) Retsinformation · 6. november 1991