Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter mv. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling)

2001/2 LSF 73Lovforslag som fremsatJustitsministeriet30. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. januar 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til

domsudskrifter mv. og politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.

september 2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 15, stk. 1, ændres »42« til:

»49«.

2.

I § 41 a, stk. 2, ændres »§ 925«

til: »§ 922«.

3.

I § 41 a, stk. 4, 1. pkt., udgår: »og

sagen er endt«.

4.

I § 60, stk. 3, 2. pkt., ændres

»§ 925 eller § 925 a« til: »§ 922 eller § 923«.

5.

§ 163, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

6.

I § 219 a, stk. 5, indsættes som 3.

pkt.:

»Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte

Læs alt

personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne

personlig.«.

7.

I § 780, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4«

til: »nr. 5«.

8.

I § 791 a, stk. 1, nr. 2, ændres

»frihedsstraf« til: »fængselsstraf«.

9.

§ 847, stk. 3, nr. 4, affattes

således:

»4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end

ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end

konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller«.

10.

§ 847, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan

domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,

såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, og det fremgår

af tilsigelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at

tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.«.

11.

I § 877, stk. 2, indsættes efter nr.

5 som nyt nummer:

»6) tilførsler til politiets rapporter om de af tiltalte under

politiets afhøring om sigtelsen afgivne forklaringer, når

forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær

i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.«.

12.

I § 962, stk. 2, indsættes efter 2.

pkt.:

»Hvis sagen er fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4,

kan tiltalte dog anke, selv om den pågældende ikke har givet

møde i sagen, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne

for tiltaltes skyld, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er

opfyldt.«.

13.

I § 987 indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

»Stk. 2. Hvis sagen i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte,

uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., begære sagen genoptaget

til ny forhandling. Begæringen må fremsættes over for den

ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens forkyndelse efter

§ 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis

begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens

forkyndelse. Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.«.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

14.

Efter § 987 indsættes:

»§ 988. Hvis en straffesag genoptages i medfør af

§ 987, stk. 2, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer

afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under den

forudgående behandling foruden i de i § 877 nævnte

tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden

domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.«.

15.

I § 991, stk. 1, 1. pkt., udgår: »80

og«.

16.

I § 999, stk. 4, 3. pkt., ændres

»stk. 2« til: »stk. 3«.

17.

I § 1021, indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

»Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan

fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det

tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis

hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler

for det, og sagen forventes afgjort inden for kortere tid.«

Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.

§ 2

Stk. 1

. Loven træder i kraft den 1. juli 2002

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 5-6 og 9-14, finder anvendelse

på sager, hvor der rejses tiltale i 1. instans efter lovens

ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

3

2.

Forslagets baggrund og

indhold

4

3.

Udeblivelsesdomme i

straffesager

5

3.1.

Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske

Dommerforening og Rigsadvokaten

5

3.2.

Gældende ret

6

3.3.

Justitsministeriets

overvejelser

9

3.3.1.

Indledning

9

3.3.2.

Strafkravet

10

3.3.3.

Bevisførelse

11

3.3.4.

Bedømmelse af

forsvarlighed

12

3.3.5.

Forkyndelse

13

3.3.6.

Medvirken af forsvarer

14

3.3.7.

Anke og genoptagelse

14

3.3.8.

Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

15

4.

Adhæsionsproces

17

4.1.

Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske

Dommerforening og Rigsadvokaten

17

4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

18

5.

Pressens adgang til aktindsigt i

retsbøger, herunder dombøger

19

6.

Politiklagenævn

20

6.1.

Gældende ret

20

6.2.

Sagsgangen i

politiklagenævnssager

20

6.3.

Justitsministeriets

overvejelser

21

7.

Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

22

8.

Hørte myndigheder

mv.

22

1.

Indledning

Formålet med lovforslaget er gennem en øget

anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager at bidrage til en mere

hensigtsmæssig ressourceudnyttelse ved domstolene, herunder at

nedbringe domstolenes sagsbehandlingstider. Dette skal navnlig ske ved at

forhøje grænsen for, hvor lange fængselsstraffe det skal

være muligt at idømme i tilfælde, hvor den tiltalte ikke

møder op til domsforhandlingen. Efter forslaget skal det fremover

være muligt at gennemføre en domsforhandling og afsige dom, selv

om tiltalte ikke er mødt frem, når tiltalte ikke idømmes

højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder. Efter de

gældende regler er grænsen fængselsstraf i 30 dage.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af

retsplejelovens bestemmelse om pressens adgang til aktindsigt i

domsudskrifter mv.

Derudover indeholder lovforslaget en ændring af

retsplejeloven, der i begrænset omfang skal gøre det muligt for

medlemmer af politiklagenævn at færdigbehandle verserende

klagesager mv. over politipersonale efter udløbet af det tidsrum

på 4 år, for hvilket de pågældende medlemmer

(formanden eller lægmændene) er udpeget.

Endelig indeholder lovforslaget nogle mindre

konsekvensrettelser i retsplejeloven.

Den del af lovforslaget, der vedrører

udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv.,

er med tilføjelse af en enkelt konsekvensrettelse en

genfremsættelse af det lovforslag om ændring af retsplejeloven,

som blev fremsat for Folketinget den 24. oktober 2001 (L 56). Den del af

lovforslaget, der vedrører politiklagenævnsmedlemmers mulighed

for i begrænset omfang at færdigbehandle verserende klagesager

mv. efter udløbet af udpegningsperioden, har ikke tidligere

været fremsat. Der henvises om denne del af lovforslaget til pkt. 6 i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

2. Forslagets baggrund og indhold

2.1.

I marts 1999 afholdt Dommerforeningen,

Rigsadvokaten og Advokatrådet en temadag om strafferet og

straffeproces. Som opfølgning på temadagen blev der nedsat en

arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og

Advokatrådet. Arbejdsgruppen fik til opgave at arbejde videre med nogle

af de emner, som blev drøftet på temadagen. Arbejdsgruppen har

navnlig koncentreret sig om muligheden for at udvide adgangen til at afsige

udeblivelsesdomme i straffesager og om muligheden for en forbedring af

reglerne om afgørelse af civilretlige erstatningskrav i forbindelse

med straffesager (såkaldt adhæsionsproces).

På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser

afleverede Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet den 25.

januar 2001 et forslag til øget anvendelse af udeblivelsesdomme i

straffesager og et forslag til revision af adhæsionsprocessen til

Justitsministeriet. Forslaget fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og

Advokatrådet er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

Den del af lovforslaget, der vedrører

udeblivelsesdomme i straffesager, bygger på forslaget fra

Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet, og indeholder

følgende elementer:

Det skal fremover være muligt at fremme en

domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke

idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3

måneder. Efter den gældende regel kan domsforhandlingen alene

gennemføres i en sådan situation, når der under sagen

alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage

eller derunder.

Det skal ikke længere være en betingelse for

at fremme en domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, at der er sket

forkyndelse for tiltalte personligt. Fremover vil det derfor være

muligt at afsige udeblivelsesdom, selv om forkyndelse f.eks. er sket over for

personer, der hører til tiltaltes husstand.

Forsvareren (men ikke anklagemyndigheden) skal i

tilfælde af tiltaltes fravær have mulighed for at dokumentere den

tiltaltes forklaringer til politirapport under domsforhandlingen (det vil

sige oplæse og anvende dem som bevis).

En udskrift af dommen skal forkyndes for tiltalte

personligt, hvis der afsiges udeblivelsesdom, medmindre indkaldelsen har

været forkyndt for denne personligt.

En person, der dømmes som udebleven, skal altid

kunne kræve genoptagelse, og anmodning herom skal fremsættes

inden 4 uger efter dommens forkyndelse. Herudover foreslås det, at en

person, der dømmes som udebleven, skal kunne anke dommen til

formildelse. Efter de gældende regler kan den domfældte alene

anmode om genoptagelse eller anmode Procesbevillingsnævnet om

tilladelse til at anke. Genoptagelse er efter de gældende regler

betinget af, at den domfældte godtgør at have haft lovligt

forfald og ved denne utilregnelige omstændigheder har været

forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke

rettidigt er kommet til domfældtes kundskab. Tilladelse til at anke

forudsætter efter de gældende regler, at sagen er af principiel

karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Hvis en straffesag genoptages, skal det være

muligt under den nye domsforhandling at dokumentere forklaringer afgivet af

vidner m.m. under den tidligere domsforhandling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 nedenfor.

2.2.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen vurderer, at der er behov for at ændre de

gældende regler om behandlingen af erstatningskrav i forbindelse med

straffesager (adhæsionsprocessen). Det anføres, at der er behov

for at give de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at

forfølge deres krav. Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen har drøftet nogle spørgsmål, der

vurderes at give anledning til særlige problemer. Det anføres

imidlertid, at opgaven med at reformere adhæsionsprocessen er af

så kompleks karakter, at Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen anbefaler et egentligt udvalgsarbejde herom.

På baggrund heraf vil Justitsministeriet anmode

Retsplejerådet om at gennemgå de gældende regler om

behandling af borgerlige krav under straffesager (retsplejelovens kapitel

89), vurdere bl.a. de spørgsmål, der rejses af

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen, og komme med

eventuelle forslag til ændringer.

Der henvises herom til pkt. 4 nedenfor.

2.3.

Formålet med lovforslaget er desuden at

udvide pressens adgang til aktindsigt i domsudskrifter mv. Ændringen

indebærer, at pressen i alle tilfælde får krav på

udlevering af domsudskrifter mv., når de er renskrevet også

hvor retssagen ikke er endelig afsluttet. Den gældende

begrænsning, hvorefter pressen først har krav på en

udskrift, når sagen er endeligt afsluttet, foreslås således

ophævet. Herved afklares det samtidig, at det strafsanktionerede forbud

mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælder, uanset på

hvilket tidspunkt og under hvilke omstændigheder i øvrigt

domsudskriften mv. er udleveret til pressen. Ændringen af

aktindsigtsreglerne omfatter både straffesager og civile sager.

Forslaget er nærmere beskrevet i pkt. 5

nedenfor.

2.4.

Lovforslaget har herudover til formål i

begrænset omfang at gøre det muligt for medlemmer af

politiklagenævn at færdigbehandle verserende klagesager mv. over

politipersonale efter udløbet af det tidsrum på 4 år, for

hvilket de pågældende medlemmer (formanden eller

lægmændene) er udpeget. Fortsættelse af sagsbehandlingen

forudsætter, at medlemmerne har påbegyndt behandlingen i

udpegningsperioden, og at sagen forventes at kunne afsluttes inden for

kortere tid. Ved en sådan mere fleksibel ordning undgås, at

nyudnævnte medlemmer af politiklagenævn skal bruge

unødvendig tid og ressourcer på at sætte sig ind i og

behandle større og mere komplicerede sager, som de tidligere medlemmer

af nævnet har påbegyndt behandlingen af, men som det ikke har

været muligt at afslutte inden udløbet af den 4 årige

udnævnelsesperiode.

Der henvises herom til pkt. 6 nedenfor.

2.5.

Lovforslaget har endelig til formål at

foretage nogle mindre konsekvensrettelser i retsplejeloven, jf. herved

lovforslagets § 1, nr. 1-2, nr. 4, nr. 7-8 og nr. 15-16. Der henvises

herom til bemærkningerne vedrørende de enkelte bestemmelser.

3. Udeblivelsesdomme i straffesager

3.1. Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske

Dommerforening og Rigsadvokaten

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen

konstaterer, at der er et betydeligt ressourcespild på grund af

tiltalte og sigtede personers udeblivelse. Det anføres, at den

nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 847 anvendes i meget

begrænset omfang i praksis på grund af de betingelser, der er

knyttet til den. Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen

vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt med en udvidet,

effektiv mulighed for at afsige udeblivelsesdomme i straffesager.

Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen stiller alene forslag

til en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdom i sager, hvor der

er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske bevisførelse, også

selv om tiltalte udebliver.

Forslaget fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen indeholder følgende elementer:

Adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i medfør

af § 847, stk. 3, nr. 4, udvides fra 30 dages fængsel til 3

måneders fængsel, herunder betinget fængsel. Betinget dom

uden straffastsættelse bør også være omfattet. Det

anføres, at en grænse på 3 måneders fængsel

vil omfatte det store flertal af sager, og at det derfor ikke er fundet

nødvendigt at gå videre.

Bestemmelsen affattes således, at den

afgørende betingelse bliver, at der ikke »idømmes« mere end 3

måneders fængsel. Den nugældende formulering, hvorefter der

ikke må »opstå spørgsmål« om højere straf end

30 dage, er uhensigtsmæssig, fordi den kræver, at man på

forhånd har bestemt sig.

Der skal som hidtil ske bevisførelse, for at

tiltalte kan dømmes. Udeblivelsen bør ikke anses for en

erkendelse, der gør bevisførelse overflødig. Forsvareren

skal have mulighed for uanset betingelserne i retsplejelovens § 877 om

dokumentation af bl.a. politirapporter at oplæse tiltaltes forklaring

til politirapport, således at det sikres, at tiltalte ikke bliver

stillet ringere, fordi dennes forklaring ikke kommer frem. Derimod bør

der ikke være en udvidet adgang til at oplæse tiltaltes

forklaring mod forsvarerens ønske. Hvis bevisførelsen ikke er

tilstrækkelig, skal tiltalte efter forslaget frifindes.

Retten skal som hidtil finde fremgangsmåden

forsvarlig.

Kravet om personlig forkyndelse for tiltalte

ophæves. Kravet om personlig forkyndelse er en af grundene til, at

§ 847, stk. 3, nr. 4, ikke anvendes i praksis. Den foreslåede

lempelse skal ses i sammenhæng med, at tiltalte altid vil have en

forsvarer.

Tiltalte skal i overensstemmelse med de gældende

regler altid have en forsvarer, som normalt vil være beskikket.

Dommen skal forkyndes for tiltalte, hvis vedkommende er

dømt som udebleven. Hvis tilsigelsen ikke har været forkyndt

personligt, skal dommen forkyndes personligt.

Hvis tiltalte dømmes som udebleven, skal tiltalte

have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, såfremt

anmodningen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse. Retten

bør desuden i op til 1 år kunne give tilladelse til genoptagelse

under helt særlige omstændigheder.

Den nye domsforhandling bør kunne

gennemføres uden, at alle vidner nødvendigvis skal indkaldes

igen, idet man i vidt omfang bør kunne nøjes med at

oplæse deres forklaringer til retsbogen. Hvis der er tale om et

centralt vidne, og der er en særlig grund til det, må vidnet

imidlertid indkaldes på ny. Hvis domfældte også udebliver

under den genoptagne domsforhandling, bør den første dom

stå fast og ikke kunne genoptages på ny.

For at det ikke skal blive nødvendigt at

genoptage sagen i tilfælde, hvor den domfældte accepterer selve

domfældelsen, men mener at straffen er for streng, foreslås det,

at domfældte, ved siden af adgangen til at kræve sagen

genoptaget, også skal kunne anke til formildelse.

Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer

i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen

henvises til bilag 2.

3.2. Gældende ret

3.2.1.

Det følger af retsplejelovens

§ 934, stk. 1, at udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald,

eller nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten behandle sagen,

som om tiltalte havde tilstået, hvis der ikke under sagen er

spørgsmål om højere straf end bøde, og

omstændighederne ikke taler imod det.

I sådanne sager kan retten afsige udeblivelsesdom,

og tiltaltes udeblivelse anses som en tilståelse. Baggrunden herfor er,

at det på grund af den ringe straf, der oftest udmåles efter

faste takster, anses for at være af mindre betydning, om tiltalte er

til stede under domsforhandlingen.

Retten kan afvise at afsige udeblivelsesdom, hvis

omstændighederne taler herimod, f.eks. hvis det er uklart, hvad

tiltalen omfatter, eller det kan give anledning til tvivl, om

anklagemyndigheden har henført forholdet under den korrekte

lovbestemmelse. Som andre eksempler kan nævnes, at tiltalte trods en

lovlig forkyndelse ikke kan antages at have fået underretning om

sagen, eller at sagen må antages at have væsentlig betydning for

tiltalte, f.eks. på grund af bødens størrelse eller

kriminalitetens art.

Indkaldelsen til retsmødet skal indeholde oplysning

om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte

dømmes efter anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 932,

stk. 1.

Hvis den sigtede har erkendt sig skyldig over for

politiet, vil straffesagen normalt blive søgt gennemført som en

tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 922 (der med

virkning fra den 1. juli 2001 har afløst den tidligere § 925).

Dette kan også ske i mere alvorlige straffesager, hvor en (evt.

langvarig) fængselsstraf kan komme på tale.

En sag kan afgøres som tilståelsessag efter

§ 922, dvs. uden bevisførelse og uden medvirken af

domsmænd, hvis den sigtede i retten afgiver en uforbeholden

tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt

foreliggende oplysninger, og sigtede samtykker i at sagen afgøres

på denne måde. Denne afgørelsesmåde

forudsætter, at sigtede er til stede i det retsmøde, hvor sagen

behandles.

I domsmandssager efter retsplejelovens kapitel 80, der ved

byretten er alternativet til proceduren efter § 922 om

tilståelsessager, kan domsforhandlingen som hovedregel ikke

gennemføres, hvis tiltalte ikke er til stede. Dette følger af

henvisningen i retsplejelovens § 928, stk. 1, til § 846. Hvis

tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten dog med

forsvarerens samtykke bestemme, at afhøring af vidner skal ske.

Dette følger af henvisningen i § 928, stk. 1, til

§ 847, stk. 1. Sådan beslutning kan dog kun træffes,

hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og udsættelse af

sagen er til væsentlig ulempe for de mødte. Bestemmelsen giver

ikke adgang til at afgøre sagen i tiltaltes fravær.

Derimod kan domsforhandlingen efter § 847,

stk. 3, i visse tilfælde gennemføres i tiltaltes

fravær, når retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse

nødvendig. Heri ligger, at sagen til trods for tiltaltes udeblivelse

skal være tilstrækkeligt oplyst. Herudover stilles der efter

den nævnte bestemmelse krav om enten, (1) at tiltalte er undveget,

efter at anklageskriftet er forkyndt, (2) at tiltalte efter at være

mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse,

(3) at der under sagen kun er spørgsmål om ubetinget

fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation,

rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte har givet samtykke til

gennemførelse af domsforhandlingen, (4) at der under sagen kun er

spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller

derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller

(5) at retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil

føre til, at tiltalte frifindes.

Bestemmelsen i § 847 kan principielt også

anvendes i nævningesager, men må her anses for at være uden

praktisk betydning. Baggrunden herfor er dels, at den tiltalte oftest vil

være til stede, idet den pågældende er

varetægtsfængslet, og dels fordi det formentlig altid i så

alvorlige sager må anses for nødvendigt, at tiltalte er til

stede under domsforhandlingen. Bestemmelsen nævnt under nr. 3 kan ikke

benyttes i sådanne sager, allerede fordi en strafpåstand på

mindst 4 års fængsel er en forudsætning for

nævningebehandling efter § 687, stk. 2, nr. 1.

I ankesager ved landsretterne kan domsforhandlingen

gennemføres uden, at tiltalte er til stede, hvis ankesagen alene

vedrører strafudmålingen. Hvis tiltalte har anket til

frifindelse, men udebliver fra domsforhandlingen i landsretten, kan retten

afvise tiltaltes anke, hvis den finder, at sagen ikke med nytte kan

behandles, uden at tiltalte er til stede, jf. retsplejelovens § 965 c,

stk. 3. Tiltaltes udeblivelse medfører således normalt kun

udsættelse af sagen, hvis anklagemyndigheden har anket med

påstand om domfældelse i videre omfang end ved byrettens dom.

Sagen kan dog også i disse tilfælde gennemføres, hvis

betingelserne i § 847, stk. 3, er opfyldt. Dette følger af

henvisningen i § 965 a til § 847.

For alle sagstyper gælder, at retten kan

træffe beslutning om anholdelse, hvis en tiltalt, der er indkaldt,

udebliver fra retsmødet uden oplyst lovligt forfald, jf.

retsplejelovens § 757. Det er dog kun i få tilfælde praktisk

muligt, at anholdelsen kan ske straks, således at den tiltalte bringes

til stede i det retsmøde, hvorfra den pågældende er

udeblevet.

Sammenfattende er det således retsplejelovens

hovedregel, at retten kun kan træffe realitetsafgørelse i en

straffesag, hvis tiltalte er til stede under domsforhandlingen. Den i praksis

væsentligste undtagelse er de ovenfor nævnte sager, hvor der ikke

er spørgsmål om højere straf end bøde, jf.

retsplejelovens § 934.

3.2.2.

Retsplejelovens § 847 fik sin

nuværende formulering ved lov nr. 369 af 18. maj 1994, jf. herom

nærmere Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8021 ff.

Formålet med lovændringen var bl.a. at udvide adgangen til at

idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom. I de almindelige

bemærkninger til lovforslaget anføres bl.a. (sp. 8051), at det i

vidt omfang forekom, at den tiltalte i mindre straffesager, hvor den

pågældende stod til frihedsstraf, udeblev fra retsmødet.

Dette medførte i reglen, at sagen blev udsat, for at tiltalte kunne

komme til stede, med tidsspilde for retten, advokater, vidner m.m. til

følge.

Det følger af retsplejelovens § 847,

stk. 3, nr. 4, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan

afsiges dom, i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes

tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er

spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller

derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

Efter den gældende bestemmelse vil der således

ikke kunne idømmes en ubetinget fængselsstraf i mere end 30

dage. Efter den gældende bestemmelse vil det endvidere være en

betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den beslutter at behandle

sagen på trods af tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der alene er

spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller

derunder.

Det fremgår af forarbejderne til § 847,

stk. 3, nr. 4 (sp. 8059 og 8076-8077), at bestemmelsen hovedsagelig er

tænkt anvendt af domstolene ved mindre, ukomplicerede og mere

takstmæssige lovovertrædelser navnlig inden for

færdselslovgivningen.

I tilfælde, hvor domsforhandlingen fremmes til dom i

tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens § 847,

stk. 3, skal retten foretage en fuldstændig bevisvurdering

efter sædvanlig sagsbehandling, herunder efter omstændighederne

ved afhøring af vidner og langt sjældnere syns- og

skønsmænd eller andre sagkyndige, og en sædvanlig

procedure fra anklageren og forsvareren. Viser det sig herunder at give

anledning til betænkeligheder, at sagen fremmes til udeblivelsesdom,

kan retten når som helst afbryde domsforhandlingen og udsætte

sagen med henblik på, at tiltalte kommer til stede. Det forhold, at der

skal ske en fuldstændig bevisførelse, indebærer bl.a., at

vidneførsel for retten foregår på sædvanlig

måde under medvirken af forsvarer og anklager.

Der gælder ikke nogen særlig og udvidet adgang

til dokumentation af forklaringer afgivet til f.eks. politirapport i

sager, der behandles efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4.

Det vil sige, at det vil skulle afgøres på grundlag af

retsplejelovens § 877, om og i hvilket omfang f.eks. forklaringer

afgivet til politirapporter af tiltalte eller vidner kan oplæses og

anvendes som bevis under straffesagen. I modsætning hertil

følger det af § 965 c, stk. 4, at tilførsler til

retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og

skønsmænd under byretsbehandlingen foruden de i § 877

nævnte tilfælde kan anvendes som bevismiddel under en ankesag,

såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om

fornyet afhøring. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 260 af

8. juni 1979, og har til formål at undgå overflødig

bevisførelse for landsretten. Bestemmelsen er i praksis blevet

administreret således, at centrale vidner vil skulle føres

også i landsretten, idet landsretten ellers vil anse det for

betænkeligt at domfælde den tiltalte (se f.eks. Vestre Landsrets

afgørelser gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 1046,

1986, s. 52, 1989, s. 765, og 1991, s. 877.

Det følger af § 847, stk. 4, at medmindre

tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene gennemføres i

medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt

indkaldt, jf. § 163, og ved indkaldelsen er gjort bekendt

med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan betyde, at tiltalte

dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale. Efter

retsplejelovens § 163, stk. 2, kan tiltalte kun dømmes som

udebleven i straffesager, hvor der er spørgsmål om

fængselsstraf, jf. § 847, stk. 3, nr. 4, hvis der er sket

forkyndelse for tiltalte personlig. § 163, stk. 2, blev

også indført ved lov nr. 369 af 18. maj 1994. Det fremgår

af forarbejderne til bestemmelsen (sp. 8054 og 8067), at bestemmelsen skal

sikre, at den tiltalte er bekendt med domsforhandlingen, og at kravet

betrygger den tiltaltes retsstilling yderligere i forhold til retsplejelovens

almindelige regel.

For så vidt angår sager, der ønskes

behandlet efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, stiller

retsplejeloven således nogle krav både med hensyn til

indkaldelsens indhold (skal indeholde de i § 847, stk. 4,

nævnte oplysninger), og med hensyn den måde, hvorpå

tilsigelsen forkyndes (krav om personlig forkyndelse, jf. § 163,

stk. 2).

På det tidspunkt, hvor indkaldelsen skal forkyndes,

vil det ofte ikke være muligt på forhånd at vide, om der er

tale om en sag, hvor der kan opstå spørgsmål om at fremme

sagen i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4,

så forkyndelsen af hensyn hertil bør ske for den tiltalte

personlig. Af ressourcemæssige grunde sker der ikke personlig

forkyndelse i alle sager, der principielt kan gennemføres, selv om den

tiltalte udebliver. I praksis vil der derfor ikke altid være sket

forkyndelse for den tiltalte personlig. Der kan f.eks. være sket

forkyndelse for en person, der hører til tiltaltes husstand, jf.

retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Det betyder i

praksis, at sagen ikke vil kunne fremmes i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, hvis det senere viser sig, at den tiltalte udebliver,

idet kravet i § 163, stk. 2, ikke vil være opfyldt.

Det følger af retsplejeloven § 731,

stk. 1, litra i, at der skal beskikkes en offentlig forsvarer i sager,

der afgøres i medfør af retsplejelovens § 847,

stk. 3, nr. 4, når der er spørgsmål om

fængselsstraf. Det gælder dog ikke, hvis sigtede selv har valgt

en forsvarer, medmindre den valgte forsvarer udebliver. Retsplejelovens

§ 731, stk. 1, litra i, blev også indført ved lov nr.

369 af 18. maj 1994, jf. om bestemmelsen navnlig sp. 8055-57 og 8076-77 . I

de sager, hvor domsforhandlingen fremmes i tiltaltes fravær i

medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, foreskriver retsplejeloven

således obligatorisk forsvarerbeskikkelse.

Det følger af retsplejelovens § 219 a,

stk. 5, at hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1

til 5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal en udskrift af dommen

forkyndes.

Ønsker den domfældte at anfægte

afgørelsen, opstår spørgsmålet om anke eller

genoptagelse.

Efter retsplejelovens § 962, stk. 2, er det

bl.a. en betingelse for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har

givet møde i sagen. Det betyder, at bl.a. sager, der behandles efter

retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, som udgangspunkt ikke kan

ankes af den tiltalte. Efter retsplejelovens § 962, stk. 3, jf.

stk. 2, kan Procesbevillingsnævnet imidlertid tillade anke af

udeblivelsesdomme jf. Justitsministeriets svar af 27. april 1994 på

spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg (L 231 bilag 5).

Hvis en tiltalt, der er dømt som udeblevet, søger om tilladelse

til anke, henviser Procesbevillingsnævnet i almindelighed vedkommende

til først at søge sagen genoptaget i medfør af

retsplejelovens § 987, stk. 1, der omtales nedenfor, jf. Dybdahl og

Kardel: Procesbevillinger (1998), s. 139.

Udeblivelsesdomme kan begæres genoptaget efter

retsplejelovens § 987. Efter denne bestemmelse kan genoptagelse ske,

når den tiltalte godtgør, at have haft lovligt forfald og ved

omstændigheder, der ikke kan tilregnes tiltalte, har været

forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke

rettidigt er kommet til den pågældendes kundskab.

3.2.3.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse

af 11. januar 1996 af spørgsmål nr. 24 (Alm. del bilag 45) fra

Folketingets Retsudvalg om anvendelsen af retsplejelovens § 847,

stk. 3, nr. 4, siden vedtagelsen af lov nr. 369 af 18. maj 1994 afgav

Rigsadvokaten en udtalelse den 21. december 1995.

På baggrund af oplysninger fra visse politikredse

oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kun

var blevet anvendt i begrænset omfang siden ikrafttrædelsen den

1. oktober 1994.

Om baggrunden for den begrænsede anvendelse blev der

bl.a. henvist til praktiske vanskeligheder med hensyn til

forsvarerbeskikkelse og forkyndelse for tiltalte. Endvidere blev der henvist

til det forhold, at det ikke var muligt at anse tiltaltes udeblivelse for en

erkendelse af tiltalen eller at oplæse tiltaltes eventuelle

tilståelse til politirapport som bevis under domsforhandlingen.

Rigsadvokaten udtalte, at det måtte antages, at

yderligere ressourcebesparelser kunne opnås, hvis der blev

gennemført en udvidelse af anvendelsesområdet for

retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten fandt det

imidlertid tvivlsomt, om sådanne besparelser ville være

mærkbare, hvis betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen ikke i

øvrigt ændredes.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse af 13. maj

1997 af spørgsmål S 1257 fra medlem af Folketinget Kirsten

Jacobsen (FP) afgav Rigsadvokaten den 5. marts 1997 på ny en udtalelse

om anvendelsen af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4.

På baggrund af oplysninger fra de regionale

statsadvokater oplyste Rigsadvokaten, at retsplejelovens § 847,

stk. 3, nr. 4, sjældent var blevet anvendt i 1996, og at

bestemmelsen i nogle politikredse slet ikke var blevet anvendt.

Om baggrunden for den begrænsede anvendelse henviste

Rigsadvokaten bl.a. til, at det forhold, at tiltaltes udeblivelse ikke kunne

tages som udtryk for, at han erkendte forholdet, fandtes at

vanskeliggøre anvendelsen af reglen, at kravet om personlig

forkyndelse gjorde, at det kunne være meget ressourcekrævende at

anvende reglen, samt at nogle retter over for politimesteren havde givet

udtryk for, at reglen ikke burde anvendes i voldssager. Endvidere oplyste

Rigsadvokaten, at de tiltalte i mindre kredse stort set altid mødte

op, og at der derfor ikke var behov for at iværksætte behandling

efter bestemmelsen.

Rigsadvokaten anførte, at hvis bestemmelsen skulle

kunne anvendes i et omfang, der kunne medføre ressourcebesparelser,

måtte der efter hans vurdering ske en ændring af retsplejelovens

§ 847, stk. 3, nr. 4. Rigsadvokaten udtalte, at ændringen

skulle bestå i, at tiltaltes udeblivelse blev taget som udtryk for, at

forholdet erkendes, at kravet om personlig forkyndelse blev ophævet, at

kravet om obligatorisk forsvarerbeskikkelse blev ændret, således

at der ikke nødvendigvis skulle ske beskikkelse i visse sager om

spirituskørsel, og at strafferammen blev udvidet til f.eks.

fængsel i 3 måneder.

I efteråret 1999 foretog Københavns Byret en

undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede og tiltalte personer udeblev

fra domsforhandlingen. Undersøgelsen dækkede over en periode

på 4 uger (uge 42 til 45). Ved undersøgelsen blev der set bort

fra sager, der kunne afgøres med udeblivelsesdom (§ 934-sager) og

sager, hvor der ikke var sket forkyndelse. Undersøgelsen viste, at

udeblivelsesprocenten i den nævnte periode var på 17,8 pct.

I efteråret 1999 foretog Københavns Politi,

Advokatur K, en undersøgelse af, i hvilket omfang sigtede i

tilståelsessager efter retsplejelovens § 925 (der med virkning fra

den 1. juli 2001 er blevet erstattet af § 922) og tiltalte i

domsmandssager udeblev fra domsforhandlingen i sager, som var blevet

behandlet af netop denne advokatur. Det drejer sig alle om sager, som blev

behandlet i Københavns Byret. Undersøgelsen dækkede over

en periode på 3 uger (20. september 1999 til 8. oktober 1999). I

perioden havde advokaturen 94 § 925-sager berammet. I 51 af sagerne

udeblev den sigtede fra retsmødet. Det svarer til 54,3 pct. I samme

periode havde advokaturen 138 domsmandssager berammet. I 46 af sagerne

udeblev den tiltalte. Det svarer til 33,3 pct. I § 925-sagerne var der

sket lovlig forkyndelse i ca. 70 pct. af sagerne. I domsmandssagerne var der

i 70 pct. af de sager, hvor tiltalte udeblev, sket en lovlig forkyndelse for

den tiltalte. I de 46 sager, hvor tiltalte udeblev, var både anklager

og forsvarer mødt i byretten, der først herefter aflyste

retsmødet.

I efteråret 1999 skrev Dommerforeningen til

byretterne for at høre, i hvilket omfang sigtede eller tiltalte

udeblev trods lovlig tilsigelse, og om retten anså det for et

væsentligt problem. Ud af 70 byretter var der 18, der svarede, at de

havde udeblivelsesproblemer. Det drejer sig om byretten i Ballerup,

Brøndbyerne, Gråsten, Helsingør, Hillerød,

Hjørring, Horsens, Hvidovre, København, Køge, Mariager,

Roskilde, Rødovre, Tåstrup, Vejle, Viborg, Vordingborg og

Århus.

I forslaget af 25. januar 2001 anfører

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at der særligt i

de større byer, men også nogle andre steder, er et betydeligt

ressourcespild på grund af tiltaltes og sigtedes udeblivelse. Det

anføres, at tendensen har været voksende og må antages at

fortsætte.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

3.3.1. Indledning

På baggrund af de foreliggende oplysninger (se pkt.

3.2.3 ovenfor) må sigtedes udeblivelse i § 922-sager (tidligere

§ 925-sager) og tiltaltes udeblivelse i domsmandssager (kapitel

80-sager) anses for at være et reelt problem, der indebærer et

ikke ubetydeligt ressourcespild, herunder med hensyn til domstolenes

ressourcer.

Justitsministeriet er derfor enig med Advokatrådet,

Dommerforeningen og Rigsadvokaten i, at der er behov for at ændre

reglerne om afsigelse af udeblivelsesdomme i straffesager, for derved at

sikre, at flere sager kan fremmes til dom, uanset at den tiltalte

udebliver.

Som det fremgår af det følgende, omfatter

Justitsministeriets forslag alene sager, i hvilke der er rejst tiltale.

Derimod omfatter forslaget ikke de sager, der i dag behandles som

tilståelsessager (§ 922-sager), og hvor den sigtede udebliver fra

retsmødet.

En udvidet adgang til at afsige udeblivelsesdomme i

straffesager kan i princippet ske på grundlag af to fundamentalt

forskellige principper. Begge principper har fundet udtryk i

retsplejeloven.

I mindre alvorlige straffesager, det vil sige i de sager,

hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end

bøde, anses udeblivelse normalt som en tilståelse af det

forhold, som der er rejst sigtelse for, og der sker umiddelbar

domfældelse, medmindre retten finder, at særlige

omstændigheder taler herimod, jf. retsplejelovens § 934,

stk. 1.

I de mere alvorlige straffesager finder bestemmelsen i

retsplejelovens § 847, stk. 3, derimod anvendelse. Denne

bestemmelse angiver ikke en tilsvarende formodning for tilståelse. Her

er der alene tale om, at domsforhandlingen, når betingelserne i

bestemmelsen er opfyldt, kan gennemføres i tiltaltes fravær med

sædvanlig bevisførelse mv.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville den

største grad af effektivisering kunne opnås, hvis princippet fra

§ 934, stk. 1, blev overført på de mere alvorlige

straffesager, så udeblivelse generelt blev anset som en erkendelse.

Dette ville navnlig være tilfældet, hvis udeblivelse ikke alene

blev anset for en erkendelse i de straffesager, hvor anklagemyndigheden har

rejst tiltalte, men også i de sager, hvor der alene foreligger en

sigtelse, og hvor straffesagen forventes fremmet som en tilståelsessag

i medfør af retsplejelovens § 922.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der imidlertid

anføres både praktiske og principielle indvendinger mod en

ordning, hvor den sigtede/tiltaltes udeblivelse i videre omfang, end hvad der

følger af § 934, anses for en erkendelse.

Selv hvis udeblivelse kunne anses som en erkendelse,

må det således forventes, at en række forhold vil

gøre, at domstolene formentlig ikke særlig hyppigt vil anvende

en sådan adgang i sager, der i dag søges fremmet som

tilståelsessager efter retsplejelovens § 922. Det vil især

være tilfældet for sager, hvor oplysninger om tiltaltes

personlige forhold meget ofte spiller en afgørende rolle for

strafudmålingen, og hvor der ofte vil være uklarheder i selve

sagens faktum, som retten vil være utilbøjelig til at anse for

afgjort i kraft af udeblivelse, f.eks. også af hensyn til

medgerningsmænd. Det samme vil gælde en del sager, som ikke er

tilståelsessager, og som behandles efter retsplejelovens kapitel 80 om

domsforhandling for byret i sager, i hvilke der ikke medvirker

domsmænd.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det endvidere

forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at betragte

den omstændighed, at en tiltalt ikke møder op til et

retsmøde, som ensbetydende med en erkendelse, der skal kunne danne

grundlag for idømmelse af fængselsstraf.

Hertil kommer, at en udvidet ordning, hvorefter en

tiltalt, der udebliver fra domsforhandlingen, uden gennemførelse af en

domsforhandling med bevisførelse, efter Justitsministeriets opfattelse

vil kunne rejse visse betænkeligheder i forhold til Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om, at en

udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme skal begrænses

til sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske

bevisførelse, også selv om tiltalte udebliver.

3.3.2. Strafkravet

Efter Justitsministeriets opfattelse vil en ændring

af § 847, stk. 3, nr. 4, så muligheden for at idømme

fængselsstraf forhøjes fra fængsel i 30 dage til

fængsel i 3 måneder, medføre, at ordningen vil kunne finde

anvendelse på et meget stort antal straffesager. I 1999 udgjorde

antallet af sager, der endte med en ubetinget frihedsstraf på 3

måneder eller mindre, således 79 pct. af samtlige betingede og

ubetingede straffedomme. En udvidelse fra 30 dage til 3 måneder vil

endvidere indebære en væsentlig udvidelse af muligheden for at

afsige dom i udeblivelsessager. I 1999 udgjorde antallet af sager, der endte

med en ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller mindre, 53 pct. af

samtlige betingede og ubetingede domme. En udvidelse fra 30 dage til 3

måneder vil derfor indebære en udvidelse af muligheden for at

afsige dom i udeblivelsessager svarende til ca. 50 pct. Der henvises i

øvrigt til de statistiske oplysninger i bilag 3 til lovforslaget.

Som nævnt har bestemmelsens hidtidige

hovedanvendelsesområde været mindre, ukomplicerede og mere

takstmæssige lovovertrædelser, herunder navnlig inden for

færdselslovgivningen. Straffesager, hvor den tiltalte idømmes

mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders fængsel vil

imidlertid ofte være sager, der ikke kan betegnes som mindre,

ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser. I

forbindelse med ændringen af strafkravet forudsættes det derfor,

at domstolene i videre omfang end tilfældet er i dag, også

anvender bestemmelsen i andre sager, jf. nærmere nedenfor under pkt.

3.3.4.

Efter den nugældende bestemmelse er det som

nævnt en betingelse, at retten, på det tidspunkt hvor den

beslutter at fremme sagen trods den tiltaltes udeblivelse, vurderer, at der

alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30 dage

eller derunder.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det i visse

tilfælde være vanskeligt på forhånd at vurdere,

hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig i den rejste tiltale,

skal idømmes. Med mindre der er tale om forhold, hvor der anvendes

mere eller mindre takstmæssige straffe, vil spørgsmålet om

straffens art og strenghed ofte bero på en konkret vurdering af

oplysninger, der kommer frem i forbindelse med bevisførelsen, herunder

oplysninger om de forhold, der er nævnt i straffelovens kapitel 10

(f.eks. oplysninger om baggrunden for, omstændighederne ved og

følgerne af forbrydelsen).

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget fra

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten om ikke at lægge

vægt på, om der under sagen alene er spørgsmål om en

vis straf, men derimod at lægge vægt på, at der alene

idømmes en vis straf.

Det foreslås derfor, at § 847, stk. 3, nr.

4, ændres, så en domsforhandling kan gennemføres, og der

kan afsiges dom, i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke

idømmes en højere straf end ubetinget fængsel i 3

måneder eller andre retsfølger end konfiskation,

førerretsfrakendelse eller erstatning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

3.3.3. Bevisførelse

I forbindelse med lovændringen i 1994 overvejede

Justitsministeriet, om der kunne være grund til at udvide adgangen til

at dokumentere den tiltaltes forklaringer til politirapport under

domsforhandlingen (det vil sige oplæse og anvende dem som bevis),

så disse oplysninger kunne indgå som grundlag for rettens

afgørelse i sagen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp.

8055-8056). Det hedder herom i lovforslagets bemærkninger:

»Justitsministeriet har overvejet, om der i forbindelse med

nyordningen kan være grund til at udvide adgangen til dokumentation af

den tiltaltes tidligere forklaringer til politirapport under sagen for derved

at kunne bibringe retten også disse oplysninger som grundlag for

afgørelsen i sagen. Det følger af bestemmelsen i

retsplejelovens § 877, jf. § 939 og § 928, at der i de her

omhandlede sager normalt ikke kan ske dokumentation af selve tiltaltes

forklaring til politirapport. Som nedenfor beskrevet, vil ordningen

imidlertid først og fremmest komme til at omfatte sager om spiritus-

og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden samt andre

mindre, ukomplicerede straffesager, hvor straffen udmåles

takstmæssigt. I disse sager kan den tiltaltes forklaring næppe

antages at være af større betydning for rettens afgørelse

af sagen. Hertil kommer, at det kan give anledning til

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder generelt at tillade

sådan dokumentation af den tiltaltes forklaring til politirapport i

udeblivelsestilfælde. Derimod kan politiets rapporttilførsler

vedrørende omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder

f.eks. tid og sted for kørslen og omstændighederne i forbindelse

med pågribelsen, dokumenteres, således som det også i dag

sker i praksis. Endvidere kan indhentede lægelige oplysninger f.eks. om

spirituspromillen dokumenteres i retten.

Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet det rigtigt

at foreslå en særlig regel om adgangen til at dokumentere

tiltaltes forklaring til politirapport. I de fleste tilfælde vil

tiltaltes forklaring ikke være fornøden, og skønner

retten, at forklaringen er påkrævet for en forsvarlig

bedømmelse af sagen, vil det være rigtigst, at retten

udsætter sagen med henblik på, at tiltalte kan komme til stede

for at afgive forklaringen direkte for retten.«

Vestre Landsret har taget stilling til

spørgsmålet om dokumentation af politirapporter i

udeblivelsessager i en kendelse af 22. februar 1996 (Ugeskrift for

Retsvæsen 1996, side 708). Under sagen, hvor der var rejst tiltale for

spirituskørsel, anmodede anklagemyndigheden efter at retten havde

tilladt, at sagen blev fremmet på trods af tiltaltes udeblivelse om

tilladelse til at oplæse rapporttilførsler om, at tiltalte havde

ført bilen. Byretten afviste anklagemyndighedens anmodning under

henvisning til, at det ved lovændringen i 1994 efter forarbejderne ikke

var tilsigtet at udvide den hidtidige adgang til bevisførelse ved

oplæsning af politiets rapporter, og at der ikke efter praksis forud

for lovændringen blev givet tilladelse til, at bevisførelse om,

hvorvidt tiltalte havde været fører af et køretøj,

skete ved oplæsning af en rapporttilførsel i stedet for

vidneførsel. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse i

henhold til grundene.

Med den foreslåede udvidelse af

anvendelsesområdet for retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4,

fra 30 dages fængsel til 3 måneders fængsel sker der en

udvidelse af de typer af straffesager, som vil kunne domsforhandles i

tiltaltes fravær. Udvidelsen indebærer, at tiltaltes forklaring i

videre omfang end tidligere må antages at kunne have en vis betydning

for rettens afgørelse af sagen, uden dog at være så

væsentlig, at retten af den grund bør udsætte sagen med

henblik på, at tiltalte kan komme til stede, jf. pkt. 3.3.4.

nedenfor.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokatens forslag om at give

forsvareren men ikke anklagemyndigheden - adgang til at dokumentere den

tiltaltes forklaring til politirapport i sager, der fremmes efter § 847,

stk. 3, nr. 4.

Formålet hermed er at sikre, at alle oplysninger,

som kan bevirke et for tiltalte gunstigere resultat, kan indgå i sagen,

selv om tiltalte ikke er til stede og kan afgive forklaring. Den

foreslåede bestemmelse i § 877, stk. 2, nr. 6, giver

forsvareren mulighed for at inddrage oplysninger til gunst for tiltalte i

situationer, hvor sådanne oplysninger fremgår af tiltaltes

forklaringer til politiet, uden i øvrigt at være af så

afgørende betydning for skyldsspørgsmålet eller

strafudmålingen, at retten af den grund bør udsætte sagen

på, at tiltalte selv kan komme til stede.

Justitsministeriet er opmærksom på, at en

ensidig adgang for forsvareren til at dokumentere tiltaltes forklaring

udgør en fravigelse af princippet om anklagemyndighedens og forsvarets

ligestilling under straffesagens behandling (»equality of arms«).

Justitsministeriet finder dog ikke, at dette vil være forbundet med

væsentlige, principielle betænkeligheder, da fravigelsen sker til

fordel for forsvaret, og da hensynet til en bedre oplysning af sagen

bør veje tungt.

Anklagemyndighedens anmodning om dokumentation af

tiltaltes forklaring til politirapport vil fortsat skulle bedømmes

på grundlag af bestemmelsen i retsplejelovens § 877,

stk. 3.

Hvis anklagemyndigheden eller forsvareren finder, at det

er af afgørende betydning for vurderingen af

skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen, at tiltalte er

til stede, og får mulighed for at afgive mundtlig forklaring overfor

retten, må dette fremføres overfor retten, der herefter må

afgøre, om det er forsvarligt at gennemføre sagen uden

tiltaltes tilstedeværelse, jf. pkt. 3.3.4. nedenfor.

Forsvarerens adgang til dokumentation af tiltaltes

forklaringer til politirapport forudsættes i øvrigt

administreret sådan, at der ikke ved dokumentation af udvalgte dele af

den tiltaltes forklaringer til politiet gives et fordrejet eller

tendentiøst billede af, hvad der rent faktisk er forklaret.

Såfremt forsvareren alene ønsker nogle af den tiltaltes

forklaringer til politiet dokumenteret, må anklagemyndigheden

protestere, såfremt man finder, at en isoleret dokumentation heraf vil

give et forkert indtryk af den tiltaltes samlede forklaring. Det vil herefter

være op til retten af afgøre, om der skal ske dokumentation af

den tiltaltes samlede forklaringer eller om sagen eventuelt bør

udsættes med henblik på, at den tiltalte selv kommer til stede og

kan afgive mundtlig forklaring for retten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

3.3.4. Bedømmelse af forsvarlighed

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten

foreslår som nævnt, at retten som hidtil skal finde

fremgangsmåden forsvarlig.

Det følger af retsplejelovens § 847,

stk. 3, at en domsforhandling kan gennemføres, og der kan afsiges

dom, i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes

tilstedeværelse nødvendig«. Afgørelse om at fremme en sag

i medfør af bestemmelsen forudsætter således altid, at

retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det

følger heraf, at rettens afgørelse om at gennemføre

domsforhandlingen ikke kan være endelig, og at retten derfor kan

beslutte at standse domsforhandlingen, hvis der efterfølgende kommer

oplysninger frem, som efter rettens opfattelse gør det

påkrævet eller ønskeligt, at tiltalte er til stede.

Som nævnt under pkt. 3.2.2 følger det af

forarbejderne til § 847, stk. 3, nr. 4, at bestemmelsen

hovedsagelig er tiltænkt anvendt af domstolene i forbindelse med

mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige lovovertrædelser og

navnlig inden for færdselslovsområdet. Det følger

endvidere af forarbejderne, at ordningen ikke er obligatorisk, og at retten

derfor kan undlade at fremme en straffesag til udeblivelsesdom, hvis det

skønnes, at den tiltaltes forklaring er af betydning for vurderingen

af skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen.

Som anført under pkt. 3.3.2 er der grund til at

være opmærksom på, at straffesager, hvor den tiltalte

idømmes mere end 30 dages fængsel og indtil 3 måneders

fængsel ofte ikke vil være mindre, ukomplicerede og mere

takstmæssige lovovertrædelser.

Som eksempel herpå kan nævnes sager om vold,

hvor retten f.eks. skal tage stilling til, om et konkret voldsforhold er

omfattet af straffelovens § 244 eller § 245, om der skal

idømmes en betinget eller ubetinget straf, eller om der skal ske

strafnedsættelse m.m.

Det forudsættes imidlertid, at også

sådanne sager som udgangspunkt skal kunne gennemføres efter de

foreslåede regler i tilfælde, hvor hensynet til at opnå den

tiltaltes forklaring for retten - i lyset af den øvrige

bevisførelse - findes at burde vige for hensynet til sagens

fremme.

Selv om det ikke kan udelukkes, at en forklaring fra den

tiltalte kan være af betydning ved vurderingen af

skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, vil det i sager,

hvor den tiltalte alene risikerer en kortere fængselsstraf (indtil 3

måneders fængsel), efter Justitsministeriets opfattelse

være ubetænkeligt at lade det være op til den tiltalte at

afgøre, om den pågældende ønsker at møde op

til domsforhandlingen og gøre eventuelle formildende

omstændigheder gældende. En sådan ordning vil efter

Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig i lyset af,

at der i øvrigt foregår en sædvanlig bevisførelse

og bevisvurdering, at retten skal finde fremgangsmåden forsvarlig, og

endelig at den tiltalte samtidig sikres en ubetinget adgang til at

kræve genoptagelse, hvis den tiltalte anser sig for dømt med

urette, eller vurderer, at straffen er for hård.

Justitsministeriet forudsætter derfor, at domstolene

efter vedtagelsen af forslaget vil tillade, at en domsforhandling fremmes til

dom i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr.

4, i videre omfang end forudsat i forarbejderne til lov nr. 369 af 18. maj

1994. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse en nødvendig

forudsætning for, at muligheden for at idømme op til 3

måneders ubetinget fængsel også i praksis vil

medføre en mere effektiv udnyttelse af bl.a. domstolenes ressourcer.

Den foreslåede adgang for forsvareren til at

dokumentere tiltaltes forklaring til politirapport medvirker i øvrigt

også til, at sager, der ellers måtte udsættes på

tiltaltes forklaring, i videre omfang end hidtil vil kunne fremmes i

medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.

3.3.5. Forkyndelse

Justitsministeriet kan tilslutte sig Advokatrådets,

Dommerforeningens og Rigsadvokatens forslag om at ophæve kravet om

personlig forkyndelse som betingelse for at kunne fremme straffesager i

medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.

En ophævelse af kravet om personlig forkyndelse vil

efter Justitsministeriets opfattelse øge muligheden for at anvende

bestemmelsen i praksis. Efter Justitsministeriets opfattelse vil der ikke

være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med

ophævelse af kravet om personlig forkyndelse, når det som

foreslået kombineres med en ubetinget adgang for tiltalte til at

kræve genoptagelse, jf. nedenfor under pkt. 3.3.7.

Justitsministeriet foreslår ikke nogen ændring

i indholdet af de oplysninger, som skal fremgå af indkaldelsen, det vil

sige oplysning om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at

tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltalte, jf.

§ 847, stk. 4.

I konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse

ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret

således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være

gjort bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse

ændres til et krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse

fremgår af tilsigelsen.

De mulige retsvirkninger af en eventuel udeblivelse

bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå som en af de

standardoplysninger, som anføres i en indkaldelse. I

indkaldelser/stævninger bør det derfor angives, at udeblivelse

uden oplyst lovligt forfald kan medføre anholdelse, jf.

retsplejelovens § 757, eller medføre, at domsforhandlingen

gennemføres, og at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den

rejste tiltale, hvis der er sket lovlig forkyndelse, jf. retsplejelovens

§ 847, stk. 4.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 10.

Det følger af retsplejelovens § 219 a,

stk. 5, at hvis tiltalte ikke er til stede ved afsigelsen af dommen,

sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte får tilsendt en

udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3,

nr. 1 til 5, er afgjort i tiltaltes fravær, skal udskriften

forkyndes.

Som en konsekvens af, at kravet om personlig forkyndelse

af indkaldelsen i sager, der fremmes i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, foreslås ophævet, bør § 219 a,

stk. 5, ændres således, at en dom i en sag, der er blevet

fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, fremover altid

skal forkyndes for den tiltalte personlig, hvis indkaldelsen ikke har

været forkyndt for denne personlig.

Det betyder, at i sager, der fremmes i medfør af

§ 847, stk. 3, nr. 4, vil enten indkaldelsen eller dommen altid

skulle forkyndes for den tiltalte personlig. Dette skal medvirke til at

sikre, at den tiltalte også i praksis får kendskab til

straffesagen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr.

6.

3.3.6. Medvirken af forsvarer

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten

foreslår, at den tiltalte fortsat altid skal have en forsvarer.

Justitsministeriet er enig med Advokatrådet,

Dommerforeningen og Rigsadvokaten heri, og foreslår derfor ikke

ændring af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i.

I mange af de sager, hvor det kan komme på tale at

fremme domsforhandlingen i tiltaltes fravær i medfør af

§ 847, stk. 3, nr. 4, vil den tiltalte i forvejen have fået

beskikket en forsvarer.

I de sager, hvor den tiltalte ikke forud for

domsforhandlingen har fået beskikket en forsvarer, vil sagen fortsat

kun kunne behandles i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, hvis

der først beskikkes en forsvarer for den udeblevne tiltalte.

3.3.7. Anke og genoptagelse

Som nævnt under pkt. 3.1. foreslår

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten, at en tiltalt, der

dømmes som udebleven, skal have et ubetinget krav på at få

sagen genoptaget, hvis begæringen fremsættes inden 4 uger fra

dommens forkyndelse. Retten bør desuden i op til 1 år kunne give

tilladelse til genoptagelse under helt særlige

omstændigheder.

Imod at give en person, der er domfældt som

udebleven efter § 847, stk. 3, nr. 4, fri adgang til genoptagelse

taler, at et større antal sager om genoptagelse i et vist omfang vil

kunne opveje fordelene ved indførelse af regler om idømmelse af

fængselsstraf ved udeblivelsesdom. Det gælder ikke mindst i det

foreliggende tilfælde, hvor byretterne ved genoptagelse vil blive

belastet med gentagelse af hele domsforhandlingen med bevisførelse mv.

Hertil kommer, at byretten jo allerede én gang har foretaget en

vurdering af de førte beviser.

Det forhold, at det fremover vil være muligt at

behandle en sag i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, selv om

tilsigelsen ikke er forkyndt for tiltalte personligt (jf. pkt. 3.3.5.) taler

imidlertid for at udvide muligheden for genoptagelse. I nogle af de sager,

som fremover vil kunne fremmes i medfør af § 847, stk. 3,

nr. 4, kan det således ikke udelukkes, at tilsigelsen ikke er kommet

til den tiltaltes kundskab. Dette kan f.eks. skyldes, at indkaldelsen er

forkyndt for personer, der hører til den tiltaltes husstand, jf.

retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a, uden at disse

personer har underrettet den tiltalte om indkaldelsen.

Justitsministeriet er klar over, at en ubetinget adgang

til at kræve genoptagelse vil give mulighed for spekulation fra den

tiltaltes side. Den tiltalte kan således vælge at udeblive, og

hvis udfaldet af straffesagen ikke blev som forventet, kan den tiltalte

kræve genoptagelse. Dette kan enten skyldes, at den tiltalte blev

dømt i videre omfang end forventet eller straffet hårdere end

forventet. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt at vurdere,

om en sådan risiko for spekulation må anses for at være et

reelt problem.

Navnlig som modstykke til, at kravet om personlig

forkyndelse af tilsigelsen i disse sager ophæves, kan

Justitsministeriet imidlertid tilslutte sig forslaget om, at den tiltalte

skal have et ubetinget krav på at få sagen genoptaget, hvis

anmodningen fremsættes inden 4 uger fra dommens forkyndelse.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret

samt Politidirektøren i København har i deres

høringssvar forholdt sig kritisk til forslaget om, at den tiltalte i

alle tilfælde skal have et ubetinget krav på genoptagelse. Det er

i den forbindelse bl.a. anført, at der i tilfælde, hvor

tilsigelsen er personlig forkyndt, ikke er særlige hensyn at tage til

den tiltalte, som vælger at udeblive fra domsforhandlingen. Den fri

adgang til genoptagelse bør derfor højest omfatte

tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen ikke er forkyndt

personligt for tiltalte. Herudover bør anfægtelse af dommen ske

ved anke til landsretten, som det er tilfældet i andre sager, hvor der

i 1. instans er sket sædvanlig bevisvurdering og idømt

frihedsstraf. Fri genoptagelse i de omhandlede sager indebærer reelt,

at den tiltalte vil kunne opnå en realitetsprøvelse i 3

instanser, hvilket findes uhensigtsmæssigt.

Justitsministeriet er enig i, at der, når tilsigelse

er forkyndt for tiltalte personlig, ikke er de samme hensyn at tage i

relation til at sikre tiltalte ubetinget adgang til genoptagelse, som

når personlig forkyndelse ikke har fundet sted.

Den foreslåede ordning hviler imidlertid på en

samlet afvejning af ønsket om at undgå ressourcespild overfor

hensynet til den tiltaltes ret til at være til stede under

domsforhandlingen i alle instanser. I denne samlede afvejning indgår

den fri mulighed for genoptagelse med betydelig vægt.

Med henblik på at sikre, at der gennem den

øgede anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager opnås den

tilsigtede ressourcebesparelse, vil Justitsministeriet dog efter en

gennemførelse af lovforslaget nøje følge udviklingen i

antallet af udeblivelsesdomme og genoptagelsessager. Justitsministeriet vil

med henblik herpå anmode Rigsadvokaten om at udarbejde en rapport om

udviklingen på området, således at rapporten kan foreligge,

når de nye regler har været i kraft i 2 år.

Hvis de betænkeligheder, som Præsidenterne for

Østre og Vestre Landsret samt Politidirektøren i

København har givet udtryk for i deres høringssvar, viser sig

at være velbegrundede, vil Justitsministeriet overveje, om den

ubetingede adgang til genoptagelse fortsat bør omfatte tilfælde,

hvor tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig forslaget

om, at retten i op til 1 år bør kunne give tilladelse til

genoptagelse under helt særlige omstændigheder. En tilsvarende

regel findes i retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., om

genoptagelse i civile sager.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.

Som nævnt foreslår Advokatrådet,

Dommerforeningen og Rigsadvokaten endvidere, at hvis sagen genoptages, skal

det i forbindelse med den nye domsforhandling være muligt i vidt omfang

at dokumentere forklaringer afgivet til retsbogen.

Genoptagelse indebærer efter de gældende

regler, at der skal ske en fornyet domsforhandling med bevisførelse

mv., og der gælder ikke nogen særlig eller udvidet adgang til at

dokumentere f.eks. forklaringer afgivet af vidner under den tidligere

domsforhandling. Spørgsmålet om og i hvilket omfang, der kan ske

oplæsning og anvendelse som bevis af tidligere afgivne forklaringer,

vil derfor skulle afgøres på grundlag af retsplejelovens

§ 877.

Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget om, at den

nye domsforhandling bør kunne gennemføres, uden at alle

vidnerne indkaldes på ny med henblik på at afgive forklaring.

Under den nye domsforhandling bør det, hvis ingen af parterne inden

domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, være muligt

at dokumentere forklaringer afgivet under den tidligere domsforhandling.

En sådan mulighed for at dokumentere tidligere

afgivne forklaringer findes allerede i dag i retsplejelovens § 965 c,

stk. 4, om bevisførelsen under ankebehandlingen af domme afsagt

af byretterne.

Justitsministeriet foreslår indførelsen af en

tilsvarende mulighed for at dokumentere tidligere afgivne forklaringer i

forbindelse med behandlingen af sager, der genoptages i medfør af den

foreslåede bestemmelse (§ 987).

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse

på samme måde som retsplejelovens § 965 c, stk. 4

vil blive administreret således, at centrale vidner vil skulle

føres også under den genoptagne straffesag, idet retten ellers

vil anse det for betænkeligt at domfælde den tiltalte, jf.

ovenfor under pkt. 3.2.2.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr.14.

Advokatrådet, Dommerforeningen og Rigsadvokaten

foreslår endelig, at domfældte, ved siden af adgangen til at

kræve sagen genoptaget, skal kunne anke til formildelse.

Som nævnt under pkt. 3.2.2 kan en tiltalt, der

dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr.

4, kun anke med Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af

§ 962, stk. 3, jf. stk. 2. Den tiltalte kan herudover

kræve genoptagelse, når betingelserne i § 987 er opfyldt.

Efter forslaget til en ændring af § 987 vil den tiltalte altid

kunne kræve genoptagelse.

Det må antages, at en person, der dømmes som

udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, i nogle

tilfælde ikke vil have indvendinger imod selve domfældelsen.

Dette kan f.eks. skyldes, at den tiltalte har kunnet erkende forholdet, men

ikke har ønsket at møde i retten. Hvis den tiltalte alene

ønsker at anfægte straffens udmåling, kan det forekomme

uhensigtsmæssigt, hvis den tiltalte i sådanne situationer skal

være nødsaget til at kræve genoptagelse, for derved at

få en fornyet vurdering af straffens fastsættelse. En vurdering,

der herudover vil blive foretaget af den samme ret.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig forslaget om,

at den tiltalte, foruden at kunne kræve genoptagelse, skal kunne anke

til formildelse.

Justitsministeriet foreslår derfor en ændring

af § 962, stk. 2, således, at en tiltalt i en sag, der er

fremmet til dom uden den pågældendes tilstedeværelse efter

§ 847, stk. 3, nr. 4, kan anke dommen, hvis anken ikke omfatter

bevisbedømmelsen, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er

opfyldt, det vil sige, at mere end 20 dagbøder eller en bøde

på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende

værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.

Det bemærkes, at anke til formildelse vil skulle

behandles efter de almindelige regler herom. Det betyder bl.a., at den

tiltalte ikke vil have en udvidet adgang til f.eks. at føre vidner om

omstændigheder, der kan have betydning for

straffastsættelsen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12.

3.3.8. Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvorvidt og under hvilke

betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes

fravær.

Derimod har Europarådets ministerkomité

vedtaget en resolution om kriterierne for gennemførelse af

straffesager i tiltaltes fravær (Resolution (75) 11 »on the criteria

governing proceedings held in the absence of the accused«). En resolution fra

ministerkomitéen er ikke bindende for medlemsstaterne. I resolutionen

opfordrer ministerkomitéen medlemsstaternes regeringer til at anvende

følgende minimumsstandarder i sådanne sager (oversat fra

engelsk):

1. Ingen må retsforfølges uden først og på en

effektiv måde at have fået forkyndt en indkaldelse med en

sådan frist, at den pågældende har mulighed for at give

møde og for at forberede sit forsvar. Dette gælder dog ikke hvis

det godtgøres, at den pågældende forsætligt har

forsøgt at unddrage sig strafforfølgning.

2. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om de mulige konsekvenser af

tiltaltes undladelse af at møde op til domsforhandlingen.

3. Hvis en tiltalt, der har fået forkyndt en indkaldelse,

undlader at møde op til domsforhandlingen, skal retten udsætte

sagen, hvis den vurderer, at tiltaltes personlige fremmøde er absolut

nødvendig, eller hvis der er grund til at antage, at tiltalte er

blevet forhindret i at møde.

4. Tiltalte må ikke retsforfølges uden at være til

stede, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt at overføre

strafforfølgningen til en anden stat eller at anmode om

udlevering.

5. Når en domsforhandling gennemføres, uden at den

tiltalte er til stede, skal bevisførelse finde sted på

sædvanlig måde, og forsvaret skal have mulighed for at udtale

sig.

6. En dom, der afsiges, uden at den tiltalte har været til stede,

skal forkyndes for den pågældende i overensstemmelse med de

regler, der gælder for forkyndelse af indkaldelser, og fristen for at

appellere må ikke begynde at løbe, før den dømte

på en effektiv måde har fået kendskab til den forkyndte

dom. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at den

pågældende forsætligt har forsøgt at unddrage sig

strafforfølgning.

7. Enhver, der dømmes uden at have være til stede, skal

have mulighed for at appellere afgørelsen på samme måde,

som den dømte ville have haft mulighed for, hvis den dømte

havde været til stede.

8. Enhver, der dømmes uden at have været til stede, og som

ikke har fået forkyndt en indkaldelse rettidigt og på den rette

måde, skal have adgang til et retsmiddel med henblik på at

opnå en tilsidesættelse af dommen.

9. En person, der dømmes uden at være til stede, og som

har fået forkyndt en indkaldelse på den rette måde, har

krav på en ny domsforhandling, der skal gennemføres på

sædvanlig måde, hvis den pågældende godtgør,

at udeblivelsen og den manglende underretning om årsagen hertil til

retten skyldes forhold, som den pågældende ikke har haft nogen

indflydelse på.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har

endvidere afsagt en række domme af betydning for

spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser en

domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes fravær. Der

er tale om domme vedrørende artikel 6 om retten til en retfærdig

og offentlig rettergang.

Det følger af Domstolens praksis, at tiltalte i

straffesager har ret til at være til stede under domsforhandlingen.

Dette følger ikke alene af formålet med artikel 6, men er

endvidere forudsat i bestemmelser som artikel 6, stk. 3, litra c, d og

e. Det er, som Domstolen udtrykker det, vanskeligt at forestille sig,

hvorledes disse rettigheder skulle kunne fungere, hvis tiltalte ikke havde

mulighed for at være til stede (se f.eks. Colozza mod Italien, dom af

12.02.85, §§ 27-28, Monnell og Morris mod Storbritannien, dom af

02.03.87, § 58, og Zana mod Tyrkiet, dom af 25.11.97, §§ 68-70). En

tiltalt kan dog give afkald på retten til at være til stede. Et

sådant afkald kan gives udtrykkeligt eller stiltiende. Det må

godtgøres på en uomtvistelig og klar måde, at tiltalte

rent faktisk har givet afkald på retten til at være til

stede.

Det følger endvidere af Domstolens praksis, at

tiltaltes ret til at være til stede ikke er nogen absolut rettighed.

Artikel 6 er således ikke generelt til hinder for, at en straffesag

gennemføres, selv om den tiltalte ikke er til stede (domsforhandling

og domfældelse in absentia). Domstolen anerkender således, at

hvis det ikke var muligt at gennemføre en straffesag, selv om den

tiltalte udeblev, ville dette kunne lamme gennemførelsen af

straffesager, idet eventuelle beviser kunne gå tabt, ligesom eventuelle

frister kunne blive overskredet (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85,

§ 29). Domstolen har udtalt, at gennemførelse af en

domsforhandling til trods for, at den tiltalte ikke er til stede, ikke i sig

selv er i strid med konventionen, forudsat at den pågældende

efterfølgende, når vedkommende bliver bekendt med straffesagen,

har mulighed for at opnå en fornyet behandling af straffesagen for en

domstol, hvor tiltalte er til stede, og hvor den nye domsforhandling

både omfatter sagens faktiske og retlige spørgsmål (se

Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, Colozza mod Italien, dom

af 12.02.85, § 29). Der er overladt et vist skøn til

medlemsstaterne med hensyn til, hvorledes de vil indrette deres retssystem,

så det lever op til dette krav (se Colozza mod Italien, dom af

12.02.85, § 30). Det vil imidlertid være i strid med konventionen,

hvis en fornyet domsforhandling efter national ret er betinget af, at den

tiltalte godtgør, at han ikke har forsøgt at unddrage sig

retsforfølgning, eller at den manglende tilstedeværelse skyldes

force majeure (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Domstolen

har udtalt, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt et krav om

en fornyet domsforhandling også gælder i tilfælde, hvor den

tiltalte har givet afkald på retten til at være til stede og

forsvare sig selv, men har samtidig tilføjet, at et sådant

afkald, hvis det skal tillægges betydning i forhold til konventionen,

skal godtgøres på tilstrækkelig utvetydig måde og

være knyttet til retssikkerhedsgarantier, der står i passende

forhold til afkaldets betydning (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93,

§ 31, og Pfeiffer og Plankl mod Østrig, dom af 25.02.92,

§ 37). Domstolen har undladt at tage stilling til, om en tiltalt, der

undviger, derved fortaber retten til at være til stede (se Colozza mod

Italien, dom af 12.02.85, § 28).

Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes

tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med

konventionen, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at

gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod

tiltalte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at myndighederne

forsøger at forkynde tilsigelser m.m. for den tiltalte på dennes

officielle adresse, hvis myndighederne er bekendt med, at den tiltalte ikke

længere opholder sig på adressen (se Colozza mod Italien, dom af

12.02.85, § 28, T. mod Italien, dom af 12.10.92, F.C.B. mod Italien, dom

af 28.08.91, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, § 45).

Efter praksis tillægges det stor betydning, at en

tiltalt er til stede under en domsforhandling, da tiltalte har krav på

en mundtlig forhandling, og på grund af behovet for at vurdere

pålideligheden af tiltaltes eventuelle forklaring og sammenholde den

med vidners og eventuelt forurettedes forklaring (se f.eks. Van Geyseghem mod

Belgien, dom af 21.01.99, § 33). Medlemsstaterne kan derfor i deres

retssystemer indføre ordninger, der skal modvirke ubegrundede

udeblivelser (se Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99, § 33). En

tiltalt, der udebliver fra et retsmøde til trods for, at vedkommende

lovligt er blevet tilsagt, har imidlertid ret til at lade sig

repræsentere af en forsvarer, og dette gælder, uanset om tiltalte

vælger at udeblive uden rimelig grund (se Van Geyseghem mod Belgien,

dom af 21.01.99, § 33). Det vil derfor udgøre en

uforholdsmæssig sanktion i strid med konventionen, hvis en tiltalt, der

udebliver uden rimelig grund, afskæres fra muligheden for at lade sig

repræsentere af en forsvarer (se Van Pelt mod Frankrig, dom af

23.05.00, §§ 65-70, Van Geyseghem mod Belgien, dom af 21.01.99,

§ 34, Lala mod Holland, dom af 22.09.94, Pelladoah mod Holland, dom af

22.09.94, Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93).

Efter Justitsministeriets opfattelse er den

foreslåede ordning forenelig med artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Det er således en forudsætning for at

gennemføre en domsforhandling og afsige dom i tiltaltes fravær i

medfør af den foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3,

nr. 4, at der foreligger en lovligt forkyndt indkaldelse, jf. herom ovenfor

pkt. 3.3.5. Det vil ikke længere være et krav, at der er sket

personlig forkyndelse, men der vil skulle foreligge en lovligt forkyndt

indkaldelse. Den lovligt forkyndte indkaldelse vil endvidere skulle indeholde

oplysninger om de mulige retsvirkninger af en udeblivelse. På dette

punkt vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt

1 og 2 i resolution 75(11) og med den ovenfor omtalte praksis.

Også efter den foreslåede ordning har en

tiltalt, der udebliver, mulighed for at være repræsenteret af en

forsvarer, og der gælder fortsat krav om obligatorisk

forsvarerbeskikkelse, ligesom der vil skulle gennemføres en

domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. På dette punkt

vurderes den foreslåede ordning at være forenelig med punkt 5 i

resolution 75(11) og den ovenfor omtalte praksis.

Den foreslåede ordning, hvorefter domsforhandling

kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, medmindre retten anser

tiltaltes tilstedeværelse for »nødvendig«, er endvidere i

overensstemmelse med punkt 3 i resolution 75(11).

En ordning, hvorefter en tiltalt, der dømmes som

udebleven, har en ubetinget ret til genoptagelse, er efter

Justitsministeriets opfattelse næppe påkrævet som

følge af konventionen, men vil utvivlsomt opfylde de krav, der

følger af punkt 9 i resolution 75(11) og den ovenfor omtalte

praksis.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets

opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i strid med Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

4. Adhæsionsproces

4.1. Forslaget fra Advokatrådet, Den Danske

Dommerforening og Rigsadvokaten

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har

drøftet de gældende regler om afgørelse af civilretlige

erstatningskrav i forbindelse med straffesager (såkaldt

adhæsionsproces). De vurderer, at der er behov for at ændre de

eksisterende regler med henblik på at give de erstatningssøgende

en mere fleksibel adgang til at forfølge deres krav under

straffesagen.

Efter de gældende regler i retsplejelovens kapitel

89 har domstolene mulighed for under en straffesag at dømme en tiltalt

til at betale erstatning til en forurettet. Dette forudsætter, at der

nedlægges påstand herom. Hvis behandlingen af et civilretligt

erstatningskrav ikke kan ske uden væsentlig ulempe for straffesagen,

kan retten vælge at udskyde erstatningsspørgsmålet til

særskilt behandling. Det betyder i praksis, at den forurettede må

anlægge et civilt søgsmål mod den tiltalte.

Hvis oplysningerne i sagen er utilstrækkelige, vil

erstatningskravet ikke blive afgjort i forbindelse med straffesagen. Det

samme gælder, hvis en domfældelse eller frifindelse af tiltalte

ikke vil medføre en afgørelse »i samme retning« som

erstatningskravet. Der gælder med andre ord et »ensretningsprincip«.

Det følger heraf, at den tiltalte som udgangspunkt ikke kan

dømmes til at betale erstatning, hvis der sker frifindelse i

straffesagen. Hvis erstatnings- og straffesagen behandles sammen, kan

erstatningssagen kun afgøres samtidig med straffesagen og hverken

før eller efter straffesagens afgørelse.

Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder regler om

beskikkelse af advokat for forurettede i en række sager

vedrørende overtrædelse af visse nærmere opregnede

bestemmelser i straffeloven, herunder sager om vold og voldtægt. For

så vidt angår lovovertrædelser, som ikke er omfattet af

kapitel 66 a, indeholder retsplejelovens § 995 a, stk. 1, en adgang

til at beskikke advokat for erstatningssøgende til at bistå

denne med opgørelsen af erstatningskravet, hvis den

erstatningssøgende opfylder de økonomiske betingelser for at

få fri proces. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at beskikke

advokat med henblik på at godtgøre og procedere

erstatningsgrundlaget. Retsplejeloven hjemler endvidere ikke mulighed for, at

erstatningssøgende kan få dækket sine omkostninger, selv

om den pågældende har haft behov for at lade sig

repræsentere ved advokat eller i øvrigt har haft omkostninger

forbundet med at rejse erstatningskravet.

Hvis den forurettedes krav på erstatning er afgjort

ved dom, f.eks. i forbindelse med straffesagen, yder Erstatningsnævnet

erstatning efter reglerne i lov om erstatning til ofre for forbrydelser

(offererstatningsloven). Efter § 11 a, stk. 2, i denne lov er

Erstatningsnævnet imidlertid ikke bundet af rettens afgørelse om

erstatning, for så vidt skadevolderen under sagen må anses for at

have anerkendt kravet eller dets størrelse.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen

anfører, at den erstatningssøgende med de nugældende

regler ofte henvises til at anlægge civilt søgsmål, fordi

erstatningspåstanden ikke kan afgøres på det grundlag, som

foreligger under straffesagen, eller fordi udfaldet af straffesagen ikke

går »i samme retning« som erstatningssagen. Det anføres, at

resultatet heraf ofte bliver, at den erstatningssøgende opgiver sit

erstatningskrav. Det anføres endvidere, at i det omfang

erstatningssøgende fortsætter forfølgelsen af

erstatningskravet, vil det ofte føre til et civilt

søgsmål med delvis gentagelse af den bevisførelse, som

har fundet sted under straffesagen.

Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen har

drøftet nogle spørgsmål vedrørende de

gældende regler, der vurderes at give anledning til særlige

problemer. Det konkluderes imidlertid, at opgaven med at reformere

adhæsionsprocessen er af så kompleks karakter, at

spørgsmålene bør overvejes nærmere under et

egentligt udvalgsarbejde. Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen peger i den forbindelse på følgende

spørgsmål, som bør overvejes nærmere under et

sådant udvalgsarbejde:

Hvorvidt »ensretningsprincippet« bør

ophæves.

Hvorvidt retten bør have mulighed for at

afgøre erstatningsspørgsmålet før eller efter, at

spørgsmålet om straf afgøres. En sådan ordning

kendes fra færdselslovens område.

Hvorvidt anklagemyndigheden bør have en udvidet

pligt til at vejlede den erstatningssøgende om fremsættelse af

et erstatningskrav, hvis der sker en ophævelse af

ensretningsprincippet, og der indføres mulighed for at afgøre

erstatningsspørgsmålet før eller efter straffesagens

afgørelse.

Hvorvidt en ophævelse af ensretningsprincippet og

en indførelse af mulighed for at afgøre

erstatningsspørgsmålet før eller efter straffesagens

afgørelse bør føre til, at muligheden for at beskikke

advokat uden for de sager, som er omfattet af kapitel 66 a, udvides. Navnlig

således, at der kommer til at gælde samme regler for betaling af

salær og godtgørelse til den beskikkede advokat, som når

der er meddelt fri proces.

Hvordan der i forbindelse med en ophævelse af

ensretningsprincippet og en indførelse af mulighed for at

afgøre erstatningsspørgsmålet før eller efter

straffesagens afgørelse, kan skabes hjemmel til at pålægge

domfældte sagsomkostninger.

Hvorvidt Erstatningsnævnet bør have

mulighed for at afgøre erstatningsspørgsmålet, før

straffesagen er afgjort, forudsat at der kun er tvist om erstatningens

størrelse, det vil sige i sager, hvor den tiltalte kan erkende

erstatningspligten.

Om den nærmere begrundelse for de enkelte elementer

i forslagene fra Advokatrådet, Rigsadvokaten og Dommerforeningen

henvises til bilag 2.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

De gældende regler om behandling af borgerlige krav

under straffesager (retsplejelovens kapitel 89) svarer i vidt omfang til de

regler, der blev indført ved retsplejeloven af 1916. Det gælder

bl.a. det såkaldte ensretningsprincip i retsplejelovens § 992,

stk. 1. Justitsministeriet er enig med Advokatrådet, Rigsadvokaten

og Dommerforeningen i, at der er behov for at overveje, om reglerne

bør gøres mere fleksible med henblik på at lette

forurettedes muligheder for at forfølge et civilretligt

erstatningskrav mod den tiltalte. Justitsministeriet er endvidere enig i, at

væsentlige ændringer af adhæsionsprocessen ikke bør

gennemføres uden et egentligt udvalgsarbejde.

Justitsministeriet vil anmode Retsplejerådet om at

gennemgå de gældende regler om behandling af borgerlige krav

under straffesager (navnlig retsplejelovens kapitel 89) og herunder vurdere

de spørgsmål, der rejses af Advokatrådet, Rigsadvokaten og

Dommerforeningen, samt komme med eventuelle forslag til ændringer.

5. Pressens adgang til aktindsigt i retsbøger,

herunder dombøger

Ved lov nr. 362 af 2. juni 1999, som trådte i kraft

den 1. oktober 1999, blev der foretaget en række ændringer af

retsplejeloven, hvis hovedformål var at forbedre massemediernes

muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager.

Ved lovændringen blev der bl.a. indsat en ny

bestemmelse i retsplejeloven om pressens adgang til aktindsigt

(retsplejelovens § 41 a). Bestemmelsen giver pressen adgang til

aktindsigt i dokumenter og udskrifter i både straffesager og civile

sager.

I § 41 a, stk. 4, bestemmes det, at

retsbøger, herunder dombøger, skal være

tilgængelige for pressen, dog først når sagen er endt,

dvs. når fristen for at anke 1. instansens afgørelse er

udløbet, uden at der er anket, eller hvis sagen ankes når

ankeinstansen har truffet afgørelse. Dette er ikke til hinder for, at

domstolene i medfør af almindelige principper om meroffentlighed

udleverer dokumenter og domsudskrifter, før sagen er endt, typisk

efter domsafsigelsen i 1. instans.

I § 41 a, stk. 6, bestemmes generelt, at de

udskrifter og dokumenter, som pressen får aktindsigt i, ikke må

være tilgængelige for andre end de journalistiske og

redaktionelle medarbejdere ved det pågældende massemedie, og at

de kun må anvendes til støtte for journalistisk og redaktionelt

arbejde. Retsbøger og domsudskrifter mv. må med andre ord ikke

offentliggøres i deres helhed eller gengives ordret i lange

sammenhængende passager. Overtrædes forbudet, kan der

idømmes bødestraf, jf. § 41 a, stk. 8.

Rigsadvokaten har i en konkret sag afvist at rejse tiltale

vedrørende to tv-stationers offentliggørelse på

Internettet af byrettens dom i en straffesag. I den pågældende

sag var dommen blevet udleveret til pressen umiddelbart efter domsafsigelsen

i byretten, og Rigsadvokaten begrundede sin afgørelse med, at

straffebestemmelsen i retsplejelovens § 41 a, stk. 8, må

antages kun at finde anvendelse, hvis domsudskriften er udleveret i henhold

til retsplejelovens regler (§ 41 a) og ikke på grundlag af

almindelige principper om meroffentlighed.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør forbudet

mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælde, uanset

hvornår de udleveres.

Justitsministeriet finder endvidere, at pressens krav

på aktindsigt bør udvides, således at pressen kan

kræve udskrift af retsbøger, domme mv., selv om sagen endnu ikke

er endeligt afsluttet. Både civile domme og straffedomme har

størst journalistisk interesse umiddelbart efter domsafsigelsen og

ikke først efter ankefristens udløb, eller efter at ankedommen

er afsagt. Retsbøger, der gengiver det, som er foregået i

retsmøderne, har ligeledes størst journalistisk interesse,

før sagen er endeligt afsluttet. Hertil kommer, at journalister har

adgang til at overvære retsmøder og referere fra disse,

før sagen er endeligt afsluttet.

Det foreslås på den baggrund at ændre

retsplejelovens § 41 a, stk. 4, så pressen i medfør af

denne bestemmelse får krav på udskrift af retsbøger,

herunder dombøger, når de er renskrevet. Aktindsigt i

retsbøger, domme mv., før sagen er endt, vil herefter ikke

længere bero på en konkret vurdering på grundlag af

almindelige principper om meroffentlighed.

Straffebestemmelsen i § 41 a, stk. 8,

foreslås ikke ændret. Lovforslaget sikrer, at enhver

offentliggørelse af de dokumenter og udskrifter, der henvises til i

bestemmelsen, fremover vil kunne straffes. Det er således forudsat, at

straffebestemmelsen finder anvendelse på offentliggørelse mv. af

de typer af dokumenter og udskrifter, som er nævnt i § 41 a,

stk. 1, 2, 3 og 4, uanset på hvilket grundlag og tidspunkt de

pågældende dokumenter og udskrifter er udleveret.

I lyset af bl.a. den offentlige debat, der har været

om spørgsmålet, kan der efter Justitsministeriets opfattelse

være behov for en mere grundlæggende vurdering af forbudet mod,

at pressen offentliggør domsudskrifter, navnlig for så vidt

angår endelige domme.

En eventuel ophævelse af forbudet mod at

offentliggøre domsudskrifter mv. må vurderes i lyset af, at

navnlig straffedomme traditionelt betragtes som personfølsomme

dokumenter, der bl.a. af hensyn til den dømte må undergives en

vis beskyttelse.

Endvidere bør spørgsmålet om eventuelt

at tillade pressen at offentliggøre domsudskrifter mv. vurderes i

lyset af bl.a. de øgede teknologiske muligheder for at gøre

domsudskrifter mv. tilgængelige for offentligheden i længere

perioder.

Det gældende forbud må også vurderes i

sammenhæng med de generelle begrænsninger, som gælder for

aktindsigt i domsudskrifter mv. For andre, som ikke er parter i retssagen, er

det bl.a. en betingelse for at få udleveret domsudskrifter mv., at den

pågældende har en »retlig interesse« heri, jf. retsplejelovens

§ 41. Denne begrænsning for andre, som ikke er parter, vil

være vanskelig at håndhæve i praksis, hvis pressen lovligt

kan offentliggøre domsudskrifter. Det må derfor i givet fald

overvejes også at ophæve denne begrænsning.

Justitsministeriet har på den anførte

baggrund anmodet Retsplejerådet om, at man som led i de

igangværende overvejelser om en generel reform af den civile retspleje

foretager en samlet vurdering af reglerne om dokumentoffentlighed i

både straffesager og civile sager. Når denne vurdering

foreligger, vil Justitsministeriet tage stilling til, om der er behov for

yderligere lovændringer på området.

6. Politiklagenævn

6.1. Gældende ret

Den nuværende ordning om klager over

politipersonalet er gennemført ved lov nr. 393 af 14. juni 1995, der

trådte i kraft den 1. januar 1996. Ved loven, der bygger på

betænkning nr. 1278/1994 om behandlingen af klager over

politipersonalet, er der oprettet et antal kontrolorganer

(politiklagenævn), der løbende fører tilsyn med

statsadvokaternes behandling af adfærdsklagesager og straffesager mod

politipersonale. Politiklagenævnene samvirker med statsadvokaterne og

tilkendegiver, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør

behandles og afgøres. Politiklagenævnene kan desuden

påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten.

Reglerne om politiklagenævnenes sammensætning

mv. findes i retsplejelovens § 1021, stk. 1-8.

Efter bestemmelsens stk. 1, består

politiklagenævnet af en advokat som formand og to lægmænd,

der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en

1. januar. Genudpegning kan finde sted én gang.

Det følger dog af § 2, stk. 6, i lov nr.

393 af 14. juni 1995, at der, første gang der udpeges medlemmer til

politiklagenævnene, alene udpeges formænd og formandssuppleanter

for et tidsrum af 2 år. Lægmændene og

lægmandssuppleanterne udpeges også første gang for 4

år. Formålet er at forskyde henholdsvis formandens og

lægmændenes 4 årige funktionsperioder i forhold til

hinanden, så der ikke sker en samtidig udskiftning af alle

politiklagenævnets medlemmer. Herved sikres en bedre kontinuitet i

politiklagenævnets arbejde.

Udpegningsperioden for de nuværende

lægmænd udløber ved udgangen af 2003, mens

formændenes udpegningsperiode udløber ved udgangen af 2005.

Advokaten udpeges ifølge stk. 2, efter

indstilling fra Advokatrådet, der indstiller fire personer, heraf to

kvinder og to mænd. Lægmændene udpeges jf. stk. 3,

efter indstilling fra amtsrådene, Københavns

Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der

hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har

bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Lægmændene kan efter stk. 4, ikke

samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem

af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Desuden er de

personer, der ifølge retsplejelovens § 70 er udelukkede fra at

være nævninger og domsmænd, ligeledes udelukkede fra at

være medlem af politiklagenævnet.

Efter stk. 5, skal advokaten have kontor, og

lægmændene have bopæl, i det område, der hører

under vedkommende politiklagenævn.

En person, der, hvis vedkommende blev udpeget som medlem

af politiklagenævnet, ville fylde 70 år inden for den 4

årige udpegningsperiode, kan ifølge stk. 6 ikke udpeges som

medlem.

Efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem

udpeger justitsministeren efter stk. 7 for hvert medlem en suppleant

blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem og om

indstillingen af medlemmer og disses vederlag, jf. stk. 8. Sådanne

regler er fastsat af Justitsministeriet ved bekendtgørelse nr. 1042 af

15. december 1995 om politiklagenævn og ved cirkulæreskrivelse af

14. juli 2000 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af

politiklagenævn.

Der er i medfør heraf oprettet et

politiklagenævn for hver af landets 6 regionale statsadvokater.

6.2. Sagsgangen i politiklagenævnssager

Efter retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, skal

statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og

anmeldelser, der skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b

(klager over politipersonalets adfærd) og 93 c (straffesager mod

politipersonale). Nævnet skal endvidere holdes løbende

orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen,

f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og

lignende, jf. § 1021 b, stk. 2.

Politiklagenævnet kan efter § 1021 a,

stk. 2, tilkendegive over for statsadvokaten, at der bør indledes

undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter

reglerne i kapitel 93 c. Nævnet kan også tilkendegive, at der

bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten

har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om, at

der foretages bestemte yderligere undersøgelses- og

efterforskningsskridt, jf. § 1021 c, stk. 1. Hvis statsadvokaten

eller sigtede i en sag, der behandles efter reglerne kapitel 93 c,

modsætter sig nævnets anmodning om bestemte yderligere

efterforskningskridt, forelægges spørgsmålet for retten,

jf. § 1021 c, stk. 2.

Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en

redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af

undersøgelsen eller efterforskningen, jf. § 1021 d. Dette

gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten

kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig

forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af

redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, at sagen bør

afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse

eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde, hvorfor

der ikke findes at være anledning hertil.

Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten,

hvordan sagen efter nævnets opfattelse bør afgøres, jf.

§ 1021 e. Det skal fremgå af statsadvokatens afgørelse, der

skal begrundes, om afgørelsen er i overensstemmelse med

politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i

afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse.

Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser

til Rigsadvokaten, jf. § 1021 f.

Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for

politiklagenævnets virksomhed ved ovennævnte

bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn

og ved bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om

forretningsorden for politiklagenævnene.

Hverken formanden for eller lægmændene i et

politiklagenævn har mulighed for at fortsætte behandlingen af

klagesager mv., der verserer på tidspunktet for udløbet af deres

respektive udpegningsperioder (medmindre der sker genudpegning). Verserende

sager overgives derfor til den tiltrædende formand/de tiltrædende

lægmænd, idet der som beskrevet ovenfor under pkt. 6.1 er

sørget for, at formanden og lægmændene ikke udskiftes

samtidig.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

For i højere grad at sikre kontinuiteten i

politiklagenævnenes arbejde, er det Justitsministeriets opfattelse, at

der bør skabes hjemmel til, at de medlemmer af

politiklagenævnet, som har varetaget behandlingen af en verserende

klagesag mv., i visse tilfælde kan færdigbehandle sagen, selv om

den 4 årige udpegningsperiode er udløbet for et eller flere

medlemmer, og der ikke sker genudpegning.

Adgangen for nævnsmedlemmer (formanden eller

lægmændene) til at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres

udpegningsperiode bør generelt have undtagelsens karakter.

Fortsættelse af sagsbehandlingen bør således i

almindelighed være betinget af, at der er tale om en større og

mere kompliceret sag, at nævnsmedlemmerne har foretaget den overvejende

del af sagsbehandlingen i udpegningsperioden, og at sagen kan forventes

afsluttet inden for kortere tid det vil normalt sige inden for 3-4

måneder efter udløbet af udpegningsperioden.

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at

undgå, at en fremskreden sagsbehandling af navnlig større og

mere komplicerede klagesager mv. reelt må begynde forfra, når den

hidtidige formand eller lægmændene (og disses suppleanter)

udskiftes ved udløbet af den 4 årige udpegningsperiode, med

deraf følgende forlængelse af sagsbehandlingstiden.

Beslutningen om at fortsætte sagsbehandlingen af en

verserende sag ud over udpegningsperioden må derfor bero på en

konkret vurdering af sagens sværhedsgrad, hvor langt

nævnsmedlemmerne er nået i sagsbehandlingen, og hvornår

nævnet forventer at kunne afslutte sagen. Nævnet kan beslutte, at

tillade medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen af den

pågældende sag, hvis nævnet ud fra en samlet vurdering

finder, at der herved kan opnås en væsentlig

ressourcemæssig besparelse. Nævnet kan ikke pålægge

medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres

udpegningsperiode. Fortsættelse af sagsbehandlingen forudsætter

derfor, at det pågældende medlem er indforstået hermed.

Efter den gældende bestemmelse i § 1021,

stk. 6, kan en person, som fylder 70 år inden for den 4

årige udpegningsperiode, ikke udpeges eller genudpeges som medlem af

politiklagenævnet. Da fortsættelse af sagsbehandlingen ud over

udpegningsperioden, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, (§ 1021,

stk. 2) ikke kræver genudpegning, vil fortsættelse

også kunne tillades for et medlem, der fylder 70 år inden sagens

afgørelse.

I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel

93d tilsvarende anvendelse på (tidligere) nævnsmedlemmer, der

fortsætter behandlingen af en eller flere konkrete sager ud over

udpegningsperioden. Det indebærer bl.a., at afgåede

lægmænd, der deltager i færdigbehandlingen af en eller

flere sager, ikke samtidig kan være medlem af en kommunalbestyrelse, et

amtsråd eller Folketinget, jf. § 1021, stk. 4.

7. Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

De foreslåede ændringer af reglerne om

udeblivelsesdomme i straffesager vil indebære, at flere straffesager

vil kunne fremmes, selv om den tiltalte udebliver. Dermed sikres en bedre

udnyttelse af domstolenes ressourcer og den samlede sagsbehandlingstid ved

domstolene vil blive nedbragt. Reglerne vil herudover kunne medføre

visse besparelser for det offentlige, idet udgifter til bl.a. forsvarere,

tolke og vidner, der fremover som udgangspunkt kun skal møde én

gang i retten, vil blive reduceret. Omfanget af en sådan besparelse

afhænger imidlertid af, i hvilket omfang adgangen til at kræve

genoptagelse vil blive benyttet i praksis. Hertil kommer, at prøvelse

af sagen i to ombæringer som følge af genoptagelse samlet set

vil kunne være lidt dyrere for det offentlige end udsættelse og

efterfølgende afgørelse efter de gældende regler.

Samlet set skønnes lovforslaget ikke at ville

få økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for

det offentlige. Forslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser

og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/mindre

udgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Visse positive konsekvenser i form af bedre

ressourceudnyttelse ved domstolene

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

8. Hørte myndigheder mv.

Den del af lovforslaget, der vedrører

udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter mv.,

har været sendt til høring hos:

Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for

Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense,

Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i

Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede

advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk

Ligestilling, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Danmarks

Radio, TV 2, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark,

Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Fagpresse og Foreningen af danske

lokale ugeaviser.

Den del af lovforslaget, der vedrører

færdigbehandling af verserende politiklagenævnssager efter

udløbet af et eller flere nævnsmedlemmers udpegningsperiode, har

været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre

Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg, Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen af

beskikkede advokater i København, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

Foreningen mod Politivold, Dansk Retspolitisk Forening samt Dokumentations-

og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede

bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (retsplejelovens § 15, stk. 1)

Ændringen er en konsekvens af, at antallet af

dommere i Københavns Byret med hjemmel i tekstanmærkning nr. 102

B til konto nr. 11.41.02 til finansloven for 2001 er forøget fra 42

til 49.

Til nr. 2 og 4 (retsplejelovens § 41 a, stk. 2, og § 60,

stk. 3, 2. pkt.)

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af

forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov

om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af

straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og

prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), der trådte

i kraft den 1. juli 2001, blev bl.a. retsplejelovens § 925 og § 925

a ophævet. § 925 blev afløst af en ny § 922, mens

§ 925 a blev afløst af en ny § 923. Samtidig hermed blev

henvisninger i retsplejelovens bestemmelser til § 925 og § 925 a

ændret således, at der i stedet blev henvist til § 922 og

§ 923. Ved de foreslåede bestemmelser ændres § 41 a,

stk. 2, og § 60, stk. 3, 2. pkt., således, at der

henvises til de nugældende § 922 og § 923.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 41 a, stk. 4, 1. pkt.)

Bestemmelsen vedrører pressens adgang til

aktindsigt i retsbøger, herunder dombøger, mv. Ændringen

af § 41 a, stk. 4, indebærer, at journalister mv. får

krav på at gennemse retsbogen, herunder dombogen, og

redegørelser i medfør af § 366 a, stk. 3, når

de er renskrevet uanset at sagen ikke er endt. Ligeledes vil der efter

anmodning skulle gives udskrift fra dette tidspunkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5 og 10 (retsplejelovens § 163, stk. 2, og

§ 847, stk. 4)

Ved de foreslåede bestemmelser ophæves

§ 163, stk. 2, og affattelsen af § 847, stk. 4,

ændres, bl.a. så henvisningen til § 163, stk. 2,

udgår.

Efter gældende ret, er det en betingelse for at

kunne dømme en tiltalt som udebleven i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, at den tiltalte har været lovligt tilsagt, og at

tilsigelsen er forkyndt for tiltalte personlig, jf. § 847, stk. 4,

der henviser til § 163. Efter § 847, stk. 4, er det endvidere

en betingelse, at tiltalte ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at

udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte

dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Efter forslaget ophæves § 163, stk. 2, og

henvisningen til denne bestemmelse udgår af § 847, stk. 4.

Dette indebærer, at der kan afsiges udeblivelsesdom efter § 847,

stk. 3, nr. 4, selv om tilsigelsen ikke er forkyndt for den tiltalte

personlig, hvis der er sket forkyndelse på anden lovlig vis. Det vil

f.eks. være tilstrækkeligt, at tilsigelsen er forkyndt for en

person, der tilhører tiltaltes husstand, jf. retsplejelovens

§ 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Forkyndelse for andre end tiltalte

selv forudsætter altid, at den person, der modtager forkyndelsen, er

fyldt 18 år.

Det vil fortsat være et krav, at tiltalte har

været lovligt tilsagt, og at tilsigelsen indeholder de oplysninger om

mulige konsekvenser af udeblivelse, der følger af § 847,

stk. 4.

I konsekvens af at kravet om personlig forkyndelse

ophæves, foreslås § 847, stk. 4, dog præciseret

således, at kravet om at tiltalte ved tilsigelsen skal være gjort

bekendt med de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse ændres til et

krav om, at de mulige virkninger af tiltaltes udeblivelse fremgår af

tilsigelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6 (retsplejelovens § 219 a, stk. 5)

Hvis en domsforhandling gennemføres, og der afsiges

dom, uden at tiltalte er til stede i medfør af retsplejelovens

§ 847, stk. 3, nr. 1-5, følger det af § 219 a,

stk. 5, at en udskrift af dommen skal forkyndes for tiltalte. Efter

§ 219 a, stk. 5, er det ikke et krav, at forkyndelse sker for den

tiltalte personlig.

Forslaget indebærer, at hvis sagen i medfør

af § 847, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, skal

udskrift af dommen forkyndes for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen

har været forkyndt for denne personlig. Forslaget skal ses i

sammenhæng med ændringen af § 163, stk. 2, og

§ 847, stk. 4, hvorefter kravet om personlig forkyndelse af

tilsigelsen ikke længere er en betingelse for at kunne behandle en sag,

og afsige udeblivelsesdom, i medfør af § 847, stk. 3, nr.

4.

I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen

har været forkyndt for tiltalte personlig, skal en udskrift af dommen

forkyndes for tiltalte, uden at dette dog behøver at ske ved personlig

forkyndelse. I tilfælde, hvor tilsigelsen til domsforhandlingen derimod

ikke har været forkyndt for tiltalte personlig, men f.eks. har

været forkyndt for en person, der hører til tiltaltes husstand,

skal en udskrift af dommen efter forslaget forkyndes for tiltalte

personlig.

Forslaget skal sikre, at den tiltalte enten

forudgående modtager personlig underretning om, at domsforhandlingen

vil finde sted, og at den pågældende risikerer at blive

dømt som udebleven, eller efterfølgende modtager underretning

om, at domsforhandlingen har fundet sted, og at den pågældende er

blevet dømt som udebleven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 7 (retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 6)

Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende

medvirken samt IT-efterforskning) blev der i medfør af § 2, nr.

2, indsat et nyt nr. 4 i retsplejelovens § 780, stk. 1. Samtidig

hermed blev de hidtidige nr. 4 og 5 ændret til nr. 5 og 6. Den

nugældende nr. 6 indeholder en henvisning til nr. 4. Efter vedtagelsen

af lov nr. 465 af 7. juni 2001 bør der rettelig henvises til nr.

5.

Til nr. 8 (retsplejelovens § 791 a, stk. 1, nr. 2)

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev hæftestraffen

afskaffet. Samtidig hermed blev de steder i bl.a. retsplejeloven, der omtalte

»frihedsstraf«, der begrebsmæssigt omfattede både

hæftestraf og fængselsstraf, ændret til

»fængselsstraf«. Ved den foreslåede bestemmelse ændres

§ 791 a, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse hermed.

Til nr. 9 (retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4)

Efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, kan

en domsforhandling gennemføres og dom afsiges i tiltaltes

fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse

nødvendig, når der under sagen alene er spørgsmål

om ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation,

førerretsfrakendelse eller erstatning.

Bestemmelsen foreslås ændret således, at

en domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten

ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når

tiltalte ikke idømmes højere straf end 3 måneders

fængsel, eller andre retsfølger end konfiskation,

førerretsfrakendelse eller erstatning.

Forslaget indebærer, at muligheden for at

idømme fængselsstraf i tilfælde af udeblivelse udvides til

3 måneders fængsel mod hidtil 30 dages fængsel.

Formålet hermed er at udvide anvendelsesområdet for § 847,

stk. 3, nr. 4, og derved skabe mulighed for en øget anvendelse af

udeblivelsesdomme. Fremover vil det derfor være muligt at idømme

en udebleven tiltalt indtil 3 måneders ubetinget fængsel,

herunder betingede straffe med eller uden vilkår.

Forslaget indebærer endvidere, at det ikke

længere vil være afgørende, om der under sagen alene »er

spørgsmål om« idømmelse af en straf af en vis

længde. Efter forslaget er det derimod et krav, at den tiltalte »ikke

idømmes« mere end 3 måneders fængsel. Baggrunden herfor

er, at det i visse tilfælde kan være vanskeligt på

forhånd at vurdere, hvilken straf den tiltalte, hvis han findes skyldig

i den rejste tiltale, skal idømmes. Hertil kommer, at det kan

være uhensigtsmæssigt på forhånd at tage stilling til

strafkravet, for derved at gøre det muligt at gennemføre

domsforhandlingen, selv om den tiltalte ikke er mødt op. Efter

forslaget vil det være muligt at fremme en domsforhandling til dom i

tiltaltes fravær, selv om det må anses for forbundet med en vis

tvivl at vurdere, hvilken straf den tiltalte risikerer, så længe

den tiltalte ikke idømmes en højere straf end den fastsatte

grænse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter § 847, stk. 3, kan en domsforhandling

fremmes til dom i tiltaltes fravær, »hvis retten ikke finder tiltaltes

tilstedeværelse nødvendig«. Det forudsættes i den

forbindelse, at § 847, stk. 3, nr. 4, i fremtiden ikke kun anvendes

i forbindelse med mindre, ukomplicerede og mere takstmæssige

lovovertrædelser. § 847, stk. 3, nr. 4, bør f.eks.

kunne anvendes, selv om det ikke kan udelukkes, at tiltaltes forklaring kunne

have betydning for vurderingen af skyldsspørgsmålet eller

strafudmålingen. Dette skal ses i sammenhæng med, at tiltalte

efter forslaget har ubetinget krav på genoptagelse, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 11 (retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 6)

Det følger af den generelle regel om dokumentation

i retsplejelovens § 877, at forklaringer afgivet til politirapport kun

kan oplæses i retten som bevis, når retten undtagelsesvis

tillader det efter bestemmelsen i § 877, stk. 3.

Efter forslaget udvides § 877, stk. 2, med et

nyt nr. 6, der giver forsvareren mulighed for at dokumentere tiltaltes

forklaring til politirapport, hvis sagen i medfør af den

foreslåede bestemmelse i § 847, stk. 3, nr. 4, fremmes i

tiltaltes fravær.

Forslaget indebærer derimod ikke nogen ændring

af adgangen for anklagemyndigheden til at dokumentere tiltaltes forklaringer

afgivet til politirapport. Anklagemyndighedens adgang til at dokumentere

sådanne forklaringer skal således fortsat afgøres efter

retsplejelovens § 877, stk. 3.

Der henvises til pkt. 3.3.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 12 (retsplejelovens § 962, stk. 2)

Efter § 962, stk. 2, er det bl.a. en betingelse

for tiltaltes anke af en byretsdom, at den tiltalte har givet møde i

sagen. En tiltalt, der dømmes som udebleven i medfør af

§ 847, stk. 3, nr. 4, kan kun anke dommen med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Herudover kan tiltalte søge

om genoptagelse i medfør af § 987.

§ 962, stk. 2, foreslås ændret

således, at tiltalte kan anke udeblivelsesdomme afsagt efter

retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, hvis anken ikke omfatter

bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og betingelserne i

§ 962, stk. 2, 2. pkt. i øvrigt er opfyldt. Efter

retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., kan tiltalte kun anke, hvis

der er idømt mere end 20 dagbøder eller en bøde på

over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi

eller andre offentligretlige følger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med ændringen

af retsplejelovens § 987, hvorefter en person, der dømmes som

udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få en

ubetinget adgang til at kræve genoptagelse.

Forslaget tager sigte på de situationer, hvor den

dømte ikke har indsigelser imod selve domfældelsen, men alene

ønsker at anfægte strafudmålingen. Hvis tiltalte derimod

ønsker en fornyet bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld,

må den tiltalte kræve genoptagelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 13 (retsplejelovens § 987, stk. 2)

En person, der dømmes som udebleven i medfør

af § 847, stk. 3, nr. 4, kan anmode om genoptagelse af sagen i

medfør af § 987. Efter stk. 1, 1. pkt., i denne bestemmelse

kan genoptagelse ske, når den tiltalte godtgør, at den

pågældende har haft lovligt forfald og ved denne utilregnelige

omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette,

eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til den

pågældendes kundskab.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en tiltalt, der

dømmes som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr.

4, uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., kunne anmode om at få

sagen genoptaget til ny forhandling. Anmodningen må fremsættes

over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens

forkyndelse i medfør af § 219 a, stk. 5. Retten kan

undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodningen indgives senere, men inden 1

år efter dommens forkyndelse.

Forslaget indebærer, at en person, der dømmes

som udebleven i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, vil få

en ubetinget adgang til at kræve genoptagelse. Forslaget skal ses i

sammenhæng med udvidelsen af adgangen til at idømme

fængselsstraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og ophævelsen

af kravet om personlig forkyndelse af tilsigelsen, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 5 og 10.

Det følger endvidere af den foreslåede

bestemmelse, at fristen for at kræve genoptagelse skal regnes fra

tidspunktet for forkyndelsen for tiltalte af en udskrift af dommen, jf.

§ 219 a, stk. 5. Dette gælder, hvad enten udskriften

forkyndes for tiltalte personligt eller lovlig forkyndelse har fundet sted

på anden måde, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr.

6.

Det følger endvidere af den foreslåede

bestemmelse, at retten undtagelsesvis kan genoptage sagen, hvis

begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens

forkyndelse. Der er tale om en fakultativ mulighed for genoptagelse, der er

betinget af, at der foreligger helt særlige omstændigheder. Ved

vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige

omstændigheder vil praksis vedrørende bl.a. § 367,

stk. 1, 2. pkt., hvorefter retten undtagelsesvis kan tillade

genoptagelse af en dom (i en civil sag) indtil 1 år efter afsigelsen,

være af betydning.

Den foreslåede bestemmelse henviser til stk. 1,

3. og 4. pkt. Derimod henvises der ikke til stk. 1, 2. pkt., der

fastsætter frister for anmodninger om genoptagelse, idet fristerne i de

her omhandlede sager fremgår direkte af bestemmelsen. Henvisningen til

stk. 1, 3. pkt., indebærer, at reglerne i § 979, stk. 2,

til § 982, der vedrører krav til indholdet af og

fremgangsmåde ved behandlingen af en anmodning om genoptagelse, finder

tilsvarende anvendelse. Henvisningen til stk. 1, 4. pkt.,

indebærer, at hvis retten nægter genoptagelse, kan

spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret.

Muligheden for at indbringe spørgsmålet for Den Særlige

Klageret har alene betydning i tilfælde, hvor anmodningen om

genoptagelse fremsættes mere end 4 uger efter, men inden 1 år

efter dommens forkyndelse, idet den tiltalte efter forslaget har en ubetinget

adgang til at kræve genoptagelse i tilfælde, hvor anmodning herom

fremsættes inden 4 uger efter dommens forkyndelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 14 (retsplejelovens § 988)

Hvis en straffesag genoptages i medfør af

retsplejelovens § 987, skal der gennemføres en helt ny

domsforhandling med sædvanlig bevisførelse. Der er ikke efter de

gældende regler nogen særlig eller udvidet adgang til at

dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. i forbindelse med den

tidligere domsforhandling. Spørgsmålet om dokumentation (dvs.

oplæsning og anvendelse som bevis) af forklaringer afgivet af vidner

m.m. under den genoptagne domsforhandling skal derfor afgøres på

grundlag af den generelle regel om dokumentation i retsplejelovens

§ 877.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en

udvidet mulighed for at dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. under

en tidligere domsforhandling, der er fremmet i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4. Det bestemmes således, at hvis en straffesag

genoptages i medfør af § 987, stk. 2, kan tilførsler

til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og

skønsmænd under den forudgående behandling foruden i de i

§ 877 nævnte tilfælde anvendes som bevismiddel,

såfremt ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om

fornyet afhøring.

Den foreslåede bestemmelse svarer til

retsplejelovens § 965 c, stk. 4, om bevisførelsen under

ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.

Bestemmelsen forudsættes administreret

således, at centrale vidner m.m. indkaldes med henblik på at

afgive forklaring også under den genoptagne domsforhandling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 15 (retsplejelovens § 991, stk. 1, 1. pkt.)

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af

forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov

om fuldbyrdelse af straf mv. blev retsplejelovens systematik ændret,

så alle byretssager, hvor der ikke medvirker domsmænd, nu

domsforhandles efter reglerne i lovens kapitel 81. I konsekvens heraf

ændres § 991, stk. 1, 1. pkt., så der alene henvises

til kapitel 81.

Til nr. 16 (retsplejelovens § 999, stk. 4, 3. pkt.)

Ved § 2, nr. 24, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 blev

der indsat et nyt stk. 2 i § 999. Samtidig hermed blev de hidtidige

stk. 2-4 ændret til stk. 3-5. Det nugældende

stk. 4, der tidligere var stk. 3, indeholder i 3. pkt. en

henvisning til stk. 2. Efter vedtagelsen af lov nr. 433 af 31. maj 2000

bør der rettelig henvises til stk. 3.

Til nr. 17 (retsplejelovens § 1021, stk. 1)

Bestemmelsen indebærer, at medlemmer af

politiklagenævn (formand og lægmænd) uden genudpegning i

særlige tilfælde kan fortsætte behandlingen af en

verserende klagesag mv. efter det tidsrum på 4 år, for hvilket

medlemmerne er udpegede, hvis hensynet til en hensigtsmæssig

ressourceudnyttelse i nævnet taler for det, og sagen forventes at kunne

afsluttes inden for kortere tid.

Der henvises til pkt. 6.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Stk. 1

fastsætter lovens

ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i

kraft den 1. juli 2002.

Stk. 2

fastslår, at lovens § 1, nr.

5-6 og 9-14, om udeblivelsesdomme finder anvendelse på sager, hvor der

rejses tiltale i 1. instans efter lovens ikrafttræden. Tidspunktet for

tiltalerejsning vil således være afgørende for, om en sag

skal behandles efter de nye regler eller de hidtil gældende regler.

Lovens § 1, nr. 3, om pressens adgang til domsudskrifter mv. finder

anvendelse på anmodninger, der fremsættes efter lovens

ikrafttræden. Lovens § 1, nr. 17, om

politiklagenævnsmedlemmer finder anvendelse på medlemmer, hvis

udpegningsperiode udløber efter lovens ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.

september 2001, foretages følgende ændringer:

§ 15.

Københavns Byret består af en

præsident og 42 andre dommere.

Stk. 2

. - - -

1.

I § 15, stk. 1, ændres »42« til:

»49«.

§ 41 a.

- - -

Stk. 2

. De hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som

er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, kan udlånes til de i

stk. 1 nævnte personer under domsforhandlingen eller et

retsmøde i medfør af § 925.

2.

I § 41 a, stk. 2, ændres »§ 925«

til: »§ 922«.

Stk. 3

. - - -

Stk. 4

. De i stk. 1 nævnte personer kan på

rettens kontor gennemse retsbogen, herunder dombogen, og redegørelser

i medfør af § 366 a, stk. 3, når de er renskrevet og

sagen er endt. Er retsmødet holdt eller forklaring afgivet helt eller

delvis for lukkede døre, kan gennemsyn af retsbogen ikke ske,

medmindre dørlukning alene er bestemt af hensyn til ro og orden i

retslokalet. Der gives udskrift efter anmodning. Bestemmelsen finder ikke

anvendelse i de sager, der er nævnt i kapitlerne 42, 42 a, 43, 43 a og

43 b.

Stk. 5-8

. - - -

3.

I § 41 a, stk. 4, 1. pkt., udgår: »og

sagen er endt«.

§ 60. - - -

Stk. 2

. - - -

4.

I § 60, stk. 3, 2. pkt., ændres

»§ 925 eller § 925 a« til: »§ 922 eller § 923«.

Stk. 3

. Afgørelse under domsforhandlingen i en

straffesag om varetægtsfængsling i medfør af § 762,

stk. 2, om ophævelse af varetægtsfængsling i

medfør af § 762, stk. 2, jf. § 766 eller § 768,

eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781,

stk. 4, skal træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der

ikke deltager i domsforhandlingen. Det gælder dog ikke, hvis sagen

behandles efter § 925 eller § 925 a eller sagen i øvrigt

vedrørende det forhold, der begrunder indgreb som nævnt i 1.

pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 4

. - - -

§ 163.

En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke

kommer til vedkommendes kundskab.

5.

§ 163, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

Stk. 2

. I straffesager, hvor der er spørgsmål om

fængselssstraf, kan vedkommende dog alene domfældes som

udebleven, jf. § 847, stk. 3, nr. 4, såfremt forkyndelse er

sket for denne personlig.

Stk. 3

. - - -

§ 219 a. - - -

Stk. 2-4

. - - -

Stk. 5

. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af

§ 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal

udskriften forkyndes.

Stk. 6

. - - -

6.

I § 219 a, stk. 5, indsættes som 3.

pkt.:

»Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte

personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne

personlig.«.

§ 780.

Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at

7.

I § 780, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4«

til: »nr. 5«.

1-3) - - -

4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende

kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der

sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater

(udvidet teleoplysning),

5) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af

breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og

6) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr.

4 (brevstandsning).

Stk. 2

. - - -

§ 791 a.

Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse

ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig

på et ikke frit tilgængeligt sted (observation),

såfremt

8.

I § 791 a, stk. 1, nr. 2, ændres

»frihedsstraf« til: »fængselsstraf«.

1) - - -

2) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter

loven kan medføre frihedsstraf.

Stk. 2-6

. - - -

§ 847.

Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet

af domsforhandlingen, og kan den pågældende ikke straks bringes

til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme

domsforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.

9.

§ 847, stk. 3, nr. 4, affattes

således:

Stk. 2

. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden

oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring

af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det

findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af

afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de

mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen.

Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er

mødt.

Stk. 3

. En domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes

fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse

nødvendig,

1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt

for den pågældende,

2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens

påråb har forladt tingstedet uden rettens tilladelse,

3) når der under sagen alene er spørgsmål om

ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation,

rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet samtykke til

sagens fremme,

4) når der under sagen alene er spørgsmål om

ubetinget fængselsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation,

førerretsfrakendelse eller erstatning, eller

»4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end

ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end

konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller«.

5) når forhandlingen skønnes utvivlsomt at ville

føre til tiltaltes frifindelse.

Stk. 4

. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan

domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,

såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, jf. § 163, og

ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt

forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den

rejste tiltale.

10.

§ 847, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan

domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4,

såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, og det fremgår

af tilsigelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at

tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.«.

§ 877. - - -

Stk. 2

. Fremdeles kan efternævnte dokumenter under

domsforhandlingen benyttes som bevismidler og bliver da at oplæse:

11.

I § 877, stk. 2, indsættes efter nr.

5 som nyt nummer:

1-5)

Stk. 3

. - - -

»6) tilførsler til politiets rapporter om de af tiltalte under

politiets afhøring om sigtelsen afgivne forklaringer, når

forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær

i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.«.

§ 962. - - -

12.

I § 962, stk. 2, indsættes efter 2.

pkt.:

Stk. 2

. Domme kan kun ankes af det offentlige, når andre

offentligretlige følger end bøde eller konfiskation kan

idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Tiltalte

kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere

end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller

konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre

offentligretlige følger er idømt. Afgørelser i henhold

til §§ 936 og 937 kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 3.-5

. - - -

»Hvis sagen er fremmet i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4,

kan tiltalte dog anke, selv om den pågældende ikke har givet

møde i sagen, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne

for tiltaltes skyld, og betingelserne i 2. pkt. i øvrigt er

opfyldt.«.

§ 987.

Er en udebleven tiltalt blevet domfældt, uden at

anke efter reglerne i kapitel 83 kan finde sted, kan domfældte

begære sagen genoptaget til ny forhandling, når den

pågældende godtgør, at have haft lovligt forfald og ved

ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide

at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til

domfældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over

for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden sådan frist som bestemt

i § 948, jf. § 949 og 963. Reglerne i §§ 979, stk. 2, -

982 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genoptagelse, kan

spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret efter

reglerne om kære til Højesteret.

13.

I § 987 indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

Stk. 2

. Udebliver domfældte under den nye

domsforhandling, hæver retten ved kendelse sagen, og den afsagte dom

bliver stående ved magt.

Stk. 3

. Under de i stk. 1, 1. pkt., anførte

betingelser kan tiltalte begære genoptagelse af en ankesag, som er

afvist på grund af hans udeblivelse. Er en anke afvist i medfør

af § 965 c, stk. 3, 2. pkt., kan tiltalte begære

genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige

omstændigheder, at anklageskrift eller stævning ikke på

sædvanlig måde har kunnet forkyndes for ham. Begæring om

genoptagelse må fremsættes over for den ret, der har afvist

anken. I øvrigt finder bestemmelserne i stk. 1, 2.- 4. pkt.,

tilsvarende anvendelse.

»Stk. 2. Hvis sagen i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte,

uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt., begære sagen genoptaget

til ny forhandling. Begæringen må fremsættes over for den

ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens forkyndelse efter

§ 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis

begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens

forkyndelse. Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.«.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

14.

Efter § 987 indsættes:

»§ 988. Hvis en straffesag genoptages i medfør af

§ 987, stk. 2, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer

afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under den

forudgående behandling foruden i de i § 877 nævnte

tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden

domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.«.

§ 991.

I sager, som behandles efter kapitel 80 og 81 uden

medvirken af domsmænd, kan der tilkendes den forurettede erstatning hos

tiltalte for den ved forbrydelsen forvoldte skade, når den

pågældende har fremsat begæring herom for retten. Der skal

gives den forurettede lejlighed til at fremsætte erstatningskrav, for

så vidt sagen efter sin beskaffenhed giver anledning hertil.

Stk. 2.-5

. - - -

15.

I § 991, stk. 1, 1. pkt., udgår: »80

og«.

§ 999.

Stk. 1

. - - -

16.

I § 999, stk. 4, 3. pkt., ændres

»stk. 2« til: »stk. 3«.

Stk. 2

. Er domfældte varetægtsfængslet efter

straffedommen, skal dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at

dommen er endelig.

Stk. 3

. Er der grund til at antage, at den dømte vil

forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske efter stk. 1, eller på

anden måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en

bødedom bestemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre der

stilles sikkerhed for dens betaling.

Stk. 4

. For bødedomme, som ikke kan ankes, og

bødeafgørelser efter § 936 gælder en

fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist

fastsættes i medfør af borgerlig straffelov. Fristen beregnes

på den i § 948 angivne måde. Under tilsvarende

omstændigheder som angivet i stk. 2 kan politimesteren straks lade

afgørelsen fuldbyrde, medmindre der stilles sikkerhed for

bødens betaling.

Stk. 5

. - - -

§ 1021.

Politiklagenævn består af en advokat som

formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et

tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted

én gang.

17.

I § 1021, indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

Stk. 2

. Advokaten udpeges efter indstilling fra

Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer,

heraf to kvinder og to mænd.

Stk. 3

. - - -

»Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan

fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det

tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis

hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler

for det, og sagen forventes afgjort inden for kortere tid.«

Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.

§ 2

Stk. 1

. Loven træder i kraft den 1. juli 2002

Stk. 2

. Lovens § 1, nr. 5-6 og 9-14, finder anvendelse

på sager, hvor der rejses tiltale i 1. instans efter lovens

ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag 2

Advokatsamfundets, Den Danske Dommerforenings og

Rigsadvokatens forslag af 25. januar 2001 til øget anvendelse af

udeblivelsesdomme i straffesager og forslag om revision af

adhæsionsprocessen

Den 26. marts 1999 afholdt Dommerforeningen, Rigsadvokaten og

Advokatrådet i fællesskab en temadag om strafferet og

straffeproces. Efter temadagen har en arbejdsgruppe med repræsentanter

fra Dommerforeningen, Rigsadvokaten og Advokatrådet arbejdet videre med

nogle af de emner, som blev drøftet på temadagen.

Arbejdsgruppens drøftelser har navnlig koncentreret sig om muligheden

for at udvide adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i straffesager og om

muligheden for en forbedring af adhæsionsprocessen. Arbejdsgruppen har

endvidere drøftet muligheden for ressourcebesparelser i forbindelse

med protokollering i straffesager, men vil afstå fra at fremsætte

anbefalinger, da emnet behandles af Retsplejerådet.

På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen, har

arbejdsgruppen udarbejdet et oplæg til videre drøftelse af

muligheden for ændringer af reglerne om udeblivelsesdomme i

straffesager og adhæsionsprocessen.

Udeblivelsesdomme i straffesager (kap. 80-sager)

Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen konstaterer,

at der særligt i de større byer, men også nogle andre

steder, er et betydeligt ressourcespild på grund af tiltalte/sigtedes

udeblivelse. Tendensen har været voksende og må antages at

fortsætte.

Ændringen af retsplejelovens § 847 ved lov nr. 369/1994

forsøgte at imødegå problemet ved at give mulighed for at

afsige udeblivelsesdomme på op til 30 dages fængsel. Bestemmelsen

anvendes imidlertid i meget begrænset omfang i praksis på grund

af de betingelser, der er knyttet til den.

Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen mener, at det vil

være hensigtsmæssigt med en udvidet, effektiv mulighed for at

afsige udeblivelsesdomme i straffesager. Modstykket skal være

forsvarermedvirken i alle tilfælde og et retskrav for den

domfældte på at få sin sag genoptaget.

Antallet af udeblivelser er størst i tilståelsessager

(§ 925-sager), og det har derfor været overvejet at sidestille den

sigtedes udeblivelse med en erkendelse, på lignende måde som i

bødesager og i borgerlige sager. Det er imidlertid arbejdsgruppens

vurdering, at en sådan ordning rejser retssikkerhedsmæssige

spørgsmål, som i givet fald må overvejes nærmere,

ligesom det har været diskuteret, om en sådan udvidelse vil kunne

være betænkelig i forhold til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen stiller derfor

alene forslag til en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdom i

sager, hvor der er rejst tiltale, og hvor der derfor skal ske

bevisførelse, også selvom tiltalte udebliver.

Selv om det således ikke bliver muligt at indskrænke

ressourcespild i tilståelsessagerne, vil forslaget stadig kunne spare

ikke ubetydelige ressourcer, fordi de udeblivelsestilfælde, hvor der er

rejst tiltale, er væsentligt mere ressourcetunge end

tilståelsessager. Der skal normalt medvirke domsmænd og ske

bevisførelse. Almindelige hensyn til, at bl.a. vidner og

erstatningsparter så vidt muligt ikke indkaldes forgæves, taler

også for ændringen. Endelig vil et centralt

anvendelsesområde kunne være voldssager, hvor det er

samfundsmæssigt særligt vigtigt, at retsforfølgningen sker

hurtigt.

Forslaget har følgende elementer:

·

Adgangen til at afsige

udeblivelsesdomme i § 847, stk. 3, nr. 4, bør udvides fra 30

dages fængsel til 3 måneders fængsel, herunder

betinget fængsel. Betinget dom uden straffastsættelse bør

også være omfattet.

En grænse på 3 måneders fængsel vil omfatte

det store flertal af sager, og det er derfor ikke fundet nødvendigt at

gå videre.

Bestemmelsen bør affattes, således at den

afgørende betingelse er, at der ikke »idømmes» mere end 3

måneders fængsel. Den hidtidige formulering, hvorefter der ikke

må »opstå spørgsmål« om højere straf end 30

dage er uhensigtsmæssig, fordi den kræver, at man på

forhånd har bestemt sig. Den tiltalte skal altid måtte regne med

muligheden, hvis han/hun udebliver.

Det bør være standard i alle tilsigelser, at tiltalte ved

at udeblive udsætter sig for anholdelse eller, at sagen

pådømmes i hans/hendes fravær, hvis der ikke ikendes mere

end 3 måneders fængsel eller en betinget dom uden

straffastsættelse. Domfældelse vil kræve, at anklageren

ikke nedlægger påstand om højere straf, men stillingtagen

kan i princippet vente, helt indtil sagen i øvrigt er klar til

procedure.

·

Som hidtil skal der ske

bevisførelse, for at tiltalte kan dømmes. Udeblivelsen

er ikke som i bødesager en erkendelse, der gør

bevisførelsen overflødig.

Forsvareren skal have mulighed for at oplæse tiltaltes

forklaring til politirapport, således at det sikres, at tiltalte ikke

bliver værre stillet, fordi hans forklaring ikke kommer frem. Derimod

skal der ikke være udvidet adgang til at oplæse tiltaltes

forklaring mod forsvarerens ønske.

Hvis bevisførelsen ikke er tilstrækkelig, skal tiltalte

frifindes.

·

Retten skal som hidtil finde

fremgangsmåden forsvarlig.

Da der skal ske fuld bevisførelse, og tiltaltes forklaring til

politiet kan indgå, hvis forsvareren ønsker det,

forudsættes det, at retten kun sjældent vil nægte at fremme

sagen i tiltaltes fravær.

·

Kravet om personlig forkyndelse

af tilsigelsen for tiltalte ophæves.

Kravet om personlig forkyndelse er en af grundene til, at 30-dages

reglen i retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, ikke anvendes i

praksis, fordi det kræver stillingtagen på forhånd.

Lempelsen skal ses i sammenhæng med - og forudsætter - at

tiltalte altid vil have en forsvarer.

Dommen

skal forkyndes for tiltalte, hvis han/hun er dømt

som udeblevet. Hvis tilsigelsen ikke er forkyndt personligt, skal dommen

forkyndes personligt.

·

Tiltalte skal altid have en

forsvarer, som normalt vil være beskikket. Det kræver ikke

lovændring.

·

Hvis tiltalte dømmes som

udebleven, skal han/hun have et ubetinget krav på at få sagen

genoptaget, såfremt begæring fremsættes inden 4 uger

fra dommens forkyndelse. Retten bør desuden i op til 1 år kunne

give tilladelse til genoptagelse under helt særlige

omstændigheder.

Det ubetingede krav på genoptagelse med den udvidede frist for

at fremsætte kravet er, sammen med kravet om forsvarermedvirken og om

rettens tiltræden, centralt for, at den foreslåede adgang til at

afsige udeblivelsesdomme er retssikkerhedsmæssigt forsvarlig i forhold

til tiltalte. Det sikrer, at enhver tiltalt har en reel mulighed for at

få sin sag bedømt ved et retsmøde, hvor han/hun er til

stede og personligt kan forsvare sig.

Efter nugældende ret kræver genoptagelse, at tiltalte

godtgør, enten at han/hun har haft lovligt forfald og har

været forhindret i at anmelde dette i tide på grund af

omstændigheder, der ikke kan bebrejdes ham/hende, eller at

stævningen ikke er kommet rettidigt til hans/hendes kundskab

(retsplejelovens § 987). Fristen er 14 dage fra dommens forkyndelse.

En vid adgang til genoptagelse vil føre til et vist

dobbeltarbejde og dermed ressourcespild. Vurderingen er imidlertid, at det

ekstra arbejde vil være væsentligt mindre, end det ekstra arbejde

og den ulejlighed, som tiltaltes udeblivelse medfører for

retsvæsenet og for vidner m.fl. Dels vil de fleste udeblivelsesdomme

formentlig blive accepteret af den domfældte eventuelt efter, at

han/hun har talt med sin forsvarer om den reelle mulighed for, at dommen kan

blive ændret. Dels vil den nye domsforhandling typisk kunne

gennemføres uden, at (alle) vidnerne skal indkaldes igen, idet man i

vidt omfang kan nøjes med at oplæse deres forklaringer til

retsbogen. En særlig regel herom bør formentlig indføres.

Hvis det er et centralt vidne, og der er en særlig grund til det, er

det dog klart, at vidnet må indkaldes på ny. Også nu

risikerer et vidne imidlertid at møde forgæves flere gange. Den

ny forklaring vil desuden typisk kunne gøres væsentligt kortere

end den første, fordi man kan nøjes med at koncentrere sig om

nogle få afgørende punkter.

Tiltalte vil i princippet kunne spekulere i at udeblive og derefter

begære sagen genoptaget for at få afgørelsen og

strafafsoningen udsat. Det er dog ikke vurderingen, at det i praksis vil ske

i noget videre omfang.

Hvis domfældte udebliver også under den genoptagne

domsforhandling, står den første dom fast og kan ikke genoptages

på ny.

For at det ikke skal blive nødvendigt at genoptage sagen i

tilfælde, hvor den domfældte accepterer selve domfældelsen,

men mener at straffen er for hård, foreslås, at domfældte

ved siden af adgangen til at kræve sagen genoptaget også skal

kunne anke til formildelse. I tilfælde, hvor domfældte

ønsker at blive frifundet, må det imidlertid ske ved

genoptagelse, ikke anke.

Adhæsionsprocessen

Advokatrådet, Rigsadvokaturen og Dommerforeningen har

drøftet de gældende regler for at forfølge

erstatningskrav i forbindelse med straffesager og finder, at der består

et behov for ændre de eksisterende regler med henblik på at give

de erstatningssøgende en mere fleksibel adgang til at forfølge

deres krav. Med de nugældende regler i retsplejelovens kapitel 89

henvises erstatningssøgende ofte til at anlægge civilt

søgsmål, fordi erstatningspåstanden ikke kan

afgøres på det grundlag, som foreligger under straffesagen,

eller fordi udfaldet af straffesagen ikke »går i samme retning« som

erstatningssagen. Resultatet bliver ofte, at erstatningssøgende

opgiver sit erstatningskrav. I det omfang erstatningssøgende

fortsætter forfølgelsen af erstatningskravet, vil det ofte

føre til et civilt søgsmål med delvis gentagelse af den

under straffesagen gennemførte bevisførelse til

følge.

Kritikken af adhæsionsprocessen er bl.a. kommet til udtryk i dommer

Peter Gardes artikel »Adhæsionsprocessens brister« i Ugeskrift for

Retsvæsen 1998.B31ff og i dommer Tinne Thomassens artikel

»Erstatningsprocessen i straffesager - et godt tilbud eller blålys« i

Lov og Ret fra september 1999.

Arbejdsgruppen har drøftet de spørgsmål, som i dag kan

give anledning til særlige problemer. Opgaven med at reformere

adhæsionsprocessen er imidlertid af så kompleks karakter, at

arbejdsgruppen anbefaler et egentligt udvalgsarbejde med henblik på at

reformere adhæsionsprocessen. I dette oplæg vil arbejdsgruppen

alene påpege problemerne og foreslå, at de gøres til

genstand for nærmere overvejelse.

1. Ophævelse af ensretningsprincippet.

Efter de gældende regler i retsplejelovens kapitel 89 kan

erstatningsspørgsmålet kun afgøres i forbindelse med

straffesagen, såfremt afgørelsen »går i samme retning« som

afgørelsen i straffesagen. Imidlertid er der sager, hvor

erstatningsspørgsmålet kunne afgøres på det

foreliggende grundlag, men hvor det ikke sker, da afgørelsen ikke

falder ud til samme side som strafspørgsmålet. Muligheden

foreligger f.eks. i sager, hvor domfældelse for tiltalen i straffesagen

forudsætter, at tiltalte har handlet forsætligt og dette ikke kan

bevises, men hvor det efter bevisførelsen må lægges til

grund, at tiltalte har handlet culpøst. På samme måde vil

der i straffesager, hvor strafansvaret er objektivt, mens erstatningsansvaret

bygger på et culpaansvar, kunne ske domfældelse i straffesagen,

mens der vil kunne ske frifindelse for så vidt angår

erstatningsspørgsmålet. I disse tilfælde vil det

være en lettelse for sagens parter, at de ikke skal gennemføre

yderligere en retssag, og ressourcebesparende, hvis dommeren kan

afgøre både straffesag og erstatningssag på én

gang.

Færdselslovens § 111 hjemler adgang til at afgøre

erstatningspåstanden under straffesagen, selv om straf ikke

pålægges.

2. Mulighed for, at retten kan afgøre

erstatningsspørgsmålet, enten før eller efter, at

spørgsmålet om straf afgøres.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 89 kan erstatningssagen kun

afgøres samtidig med straffesagen og hverken før eller efter

straffesagens afgørelse. Efter færdselslovens § 112,

stk. 1, kan påkendelse af erstatningsspørgsmålet ske

enten før eller efter straffesagens afgørelse, hvilket ikke har

givet anledning til særlige problemer i praksis.

Muligheden for at få et borgerligt krav afgjort før, i

forbindelse med eller efter afgørelsen af straffesagen bør

begrænses til at omfatte krav, for hvilke der er rejst tiltale.

Sigtelser, der frafaldes af anklagemyndigheden, bør ikke give en

erstatningssøgende mulighed for at få udsat

erstatningsspørgsmålet til fortsat behandling.

Hvis anklagemyndigheden vælger at frafalde sigtelse for så

vidt angår en del af et forhold under sagens behandling i retten med

henblik på, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag,

bør erstatningssøgende dog fortsat kunne rejse sit krav for det

fulde beløb og søge det bevist under adhæsionssagen. Det

forudsættes, at der reelt er tale om ét forhold og ikke flere

forhold, som i retsmødebegæringen fremstår som ét

forhold.

Udgangspunktet bør være, at erstatningssagen kan

udsættes til fortsat behandling efter, at straffesagen er afgjort,

medmindre der er en særlig grund til at nægte dette. I

færdselslovens § 111, stk. 2, er muligheden for at

nægte erstatningskravets forfølgning under straffesagen

begrænset til tilfælde, hvor kravet angår materiel skade og

er af indviklet beskaffenhed. Endvidere skal forlig forgæves være

forsøgt. Det bør nøje overvejes, i hvilken procesform en

eventuel videre behandling af et adhæsionskrav bør behandles og

i hvilket omfang, der bør knyttes processuel skadevirkning til

udeblivelse i det videre forløb. Således bør det

overvejes, om den erstatningssøgende skal kunne spekulere i, at den

domfældte undlader at møde op til senere retsmøder med

udeblivelsesvirkning til følge.

3. Fremsættelse af kravet.

Såfremt der indføres en ordning som skitseret ovenfor under

punkt 1 og 2, bør anklagemyndighedens pligter i forhold til

erstatningssøgende bestå i vejledning af den

pågældende. Dette bør suppleres med blanketter til brug

for fremsættelse af erstatningskrav og en skriftlig vejledning. Hvis

erstatningssagen udsættes til afgørelse efter straffesagens

afgørelse, bør det påhvile erstatningssøgende selv

at søge den fornødne bistand.

4. Udvidelse af advokatbistanden til erstatningssøgende.

Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder regler om beskikkelse af advokat

for forurettede i en række sager vedrørende overtrædelse

af nogle nærmere opregnede bestemmelser i straffeloven. For så

vidt angår lovovertrædelser, som ikke er omfattet af dette

kapitel, indeholder retsplejelovens § 995 a, stk. 1, en adgang til

at beskikke advokat for erstatningssøgende til at bistå denne

med opgørelsen af erstatningskravet, såfremt

erstatningssøgende opfylder betingelsen i retsplejelovens § 330,

stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen åbner derimod ikke adgang til at

beskikke advokat med henblik på at godtgøre og procedere

erstatningsgrundlaget. Sålænge ensretningsprincippet

består, og erstatningsspørgsmålet kun kan afgøres

samtidig med straffesagens afgørelse med de begrænsninger, der

følger af retsplejelovens § 991, stk. 4, (»uden

væsentlig ulempe«), er anklagemyndighedens bistand efter

retsplejelovens § 991 tilstrækkelig.

En ophævelse af ensretningsprincippet og indførelse af

mulighed for at afgøre erstatningsspørgsmålet før

eller efter straffesagens afgørelse vil imidlertid gøre det

nødvendigt for erstatningssøgende at have advokatbistand til

mere end opgørelsen af erstatningskravet. Muligheden for at beskikke

advokat udenfor de sager, som er omfattet af kapitel 66 a, bør derfor

udvides, således at der gælder samme regler for

godtgørelse for salær og godtgørelse til den beskikkede

advokat, som når der er meddelt fri proces, jf retsplejelovens kapitel

31.

Beskikkelsen bør værre fakultativ, idet realiteten bør

være, at også betingelsen i retsplejelovens § 330,

stk. 1, nr. 1, skal være opfyldt.

5. Omkostninger mv.

De gældende regler om adhæsionsprocessen i retsplejelovens

kapitel 89 hjemler ikke mulighed for, at erstatningssøgende kan

få dækket sine omkostninger, selv om den pågældende

har haft behov for at lade sig repræsentere ved advokat eller i

øvrigt har haft omkostninger forbundet med at rejse erstatningskravet.

Efter færdselslovens § 112, stk. 4, kan retten, når

erstatningsspørgsmålet påkendes under straffesagen, i

overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 pålægge

rettergangsbøder og sagsomkostninger.

Såfremt adgangen til at få påkendt et erstatningskrav i

forbindelse med en straffesag udvides efter retningslinierne skitseret i

punkt 1 og 2, bør der skabes en tilsvarende hjemmel til at

pålægge domfældte sagsomkostninger.

6. Forholdet mellem lov om erstatning til ofre for forbrydelser og

adhæsionsprocessen.

Efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser § 11 a,

stk. 2, er Erstatningsnævnet ikke bundet af rettens

afgørelse om erstatning, for så vidt skadevolderen under sagen

må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse.

Denne regel medfører en begrænsning i muligheden for at forlige

sagens parter.

Da skadevolderen ved anerkendelse af erstatningskravet og dettes

størrelse kommer til at hæfte for kravet, ses der ikke at

bestå en risiko for at skadevolderen på skrømt

indgår retsforlig om erstatningspligten og erstatningens

størrelse.

Skadelidte vil ofte opleve det som frustrerende at skulle gennemgå

processen i retten uden at få afklaret erstatningssagen for derefter at

skulle igennem sagen på ny ved Erstatningsnævnet. Det bør

overvejes at skabe mulighed for, at erstatningsspørgsmålet kan

afgøres ved Erstatningsnævnet, før straffesagen er

afgjort, forudsat at der kun er tvist om erstatningens størrelse.

Bilag 3

Frihedsstraffe og udeblivelsesdomme

Som det fremgår af nedenstående tabeller, udgjorde antallet af

sager, der i 1999 endte med en ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller

mindre, 53 pct. af samtlige betingede og ubetingede domme. Antallet af sager,

der endte med en ubetinget frihedsstraf på 3 måneder eller

mindre, udgjorde 79 pct. af samtlige betingede og ubetingede domme.

Såfremt man anvender denne sagsfordeling til at beregne, hvor meget

en øget adgang til at afsige udeblivelsesdomme betyder,

indebærer det altså, at en forhøjelse af den maksimale

straf for anvendelse af udeblivelsesdomme fra 30 dage til 3 mdr.

forøger det potentielle antal af sager, der kan behandles under

ordningen, med lige knap 50 pct.

Tabel 1. Frihedsstraffe fordelt efter art og længde,

1999.

Straffastsættelse udsat

Indtil 30 dage

31-90 dage

> 3 mdr.

I alt

Ubetingede fængselsstraffe

1438

3346

3385

8169

Ubetingede hæftestraffe

5153

308

0*

5461

Betingede fængselsstraffe

1253

1850

1287

4390

Betingede hæftestraffe

1413**

90**

0*

1503

Betinget straf

2528

2528

I alt

2528

9257

5594

4672

22051

* Anslået. Oplysningen ikke tilgængelig.

** Anslået på baggrund af fordelingen af de ubetingede

hæftestraffe.

Tabel 2. Andel domme med forskellige længder, 1999.

Antal domme

pct. af alle domme

Domme op til og med 30 dage

11785

53 pct.

Domme op til og med 3 mdr.

17379

79 pct.

Ovenstående tal omfatter både tilståelsessager, der

fremmes uden anklageskrift efter § 922 (og som derfor ikke omfattes af

ordningen), og sager, hvor der udarbejdes anklageskrift. Forøgelsen af

ordningens potentielle sagstal på knap 50 pct. hviler derfor på

en forudsætning om, at den procentvise andel af § 922-sager

forbliver nogenlunde uændret, selv om straflængderne vokser.

I øvrigt kan oplyses, at der i 1999 blev pådømt 85.706

sager i byretterne, hvoraf

11.851 sager omfattede domsmænd

56.118 sager var uden domsmænd

15.296 sager var tilståelsessager

2.441 var øvrige straffesager.

I hvilket omfang, anklagemyndigheden har rejst tiltale i de forskellige

sagstyper, vides ikke.

Lignende dokumenter