Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler

1999/1 LSF 246Lovforslag som fremsatJustitsministeriet29. marts 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. marts 2000 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om

forsikringsaftaler

(Beskyttelse af forsikringstager i visse tilfælde,

hvor det senere viser sig, at forsikringstageren var syg, da en forsikring

mod sygdom blev tegnet)

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.

oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 413 af 10. juni

1997, foretages følgende ændringer:

1.

I § 10, stk. 2, indsættes som 2.

punktum:

»Selskabet kan ikke forbeholde sig at være fri for

ansvar, hvis helbredsoplysninger, der er givet af læger eller andre

sagkyndige i forbindelse med tegning af en forsikring, som omfattes af

§ 120 a, viser sig at være urigtige eller

ufuldstændige.«

2.

Efter § 120 indsættes:

»§ 120 a.

Er en sygdom, som omfattes af aftalen,

indtrådt inden forsikringstidens begyndelse, stilles

forsikringstageren, som om sygdommen var indtrådt i forsikringstiden,

såfremt

1) følger af sygdommen viser sig eller sygdommen diagnosticeres

i forsikringstiden, og

Læs alt

2) en læge eller anden sagkyndig har afgivet helbredsoplysninger

i forbindelse med forsikringens tegning med henblik på selskabets

vurdering af den pågældende sygdom.

Stk. 2.

I de i stk. 1 nævnte tilfælde

hæfter selskabet dog ikke, hvis et andet selskab hæfter for de

opståede skadelige følger efter § 120.

Stk. 3.

Aftaler, der strider mod bestemmelsen i stk. 1,

kan ikke påberåbes af selskabet.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2.

Loven gælder for aftaler, der indgås eller

forlænges efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med

de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at give

forsikringstagere en bedre beskyttelse i tilfælde, hvor det efter

tegning af en sygeforsikring viser sig, at forsikringstageren allerede var

syg, da forsikringen blev tegnet.

Var forsikringstageren ved tegning af en forsikring mod

sygdom, der opstår i forsikringstiden, i god tro om en allerede

opstået sygdom, som først viser sig eller bliver diagnosticeret

i løbet af forsikringstiden, skal forsikringstageren efter forslaget

stilles, som om sygdommen var indtrådt i forsikringstiden, hvis en

læge eller en anden sagkyndig i forbindelse med forsikringstegningen

har afgivet en erklæring med henblik på forsikringsselskabets

vurdering af den pågældende sygdom.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1.

Ved Højesterets dom af 29. juni 1998, som

er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1380, blev et

forsikringsselskab frifundet for et krav om dækning i henhold til en

sygeforsikring. Forsikringstageren havde rejst kravet over for selskabet,

efter at hun havde fået konstateret sygdommen dissemineret sklerose i

udbrud. Forsikringstageren havde i 1979 tegnet en ulykkesforsikring, der

bl.a. omfattede invaliditet som følge af sklerose.

Forsikringsvilkårene var udformet således, at der alene var

dækning for sygdom, der opstod senere end 6 uger efter forsikringens

ikrafttræden. I forbindelse med, at forsikringen blev tegnet,

udarbejdede en speciallæge i neurologi på forsikringsselskabets

foranledning en erklæring til brug for selskabets vurdering af

skadelidtes helbredsmæssige forhold, og lægen anførte

bl.a., at der ikke var grund til at tro, at skadelidte led af sklerose.

Forsikringstageren selv var i god tro. Skadelidte fik i løbet af

1992-93 mistanke om, at hun var syg, og i 1993 blev det konstateret, at hun

led af sklerose. Skadelidte anmeldte herefter sygdommen til

forsikringsselskabet, som indhentede supplerende helbredsmæssige

oplysninger. På baggrund heraf blev det fastslået, at skadelidte

led af sklerose allerede før forsikringen blev tegnet, og

forsikringsselskabet nægtede herefter at dække skaden under

henvisning til, at sygdommen var opstået, inden forsikringen

trådte i kraft. Højesteret gav selskabet medhold i, at sygdommen

måtte anses for opstået inden forsikringstidens begyndelse, og at

der efter forsikringsbetingelsernes ordlyd dermed ikke var

forsikringsdækning for sygdommen.

2.2.

Ved folketingsbeslutning af 18. december 1998

pålagde Folketinget regeringen at nedsætte et udvalg, der i

første omgang skulle udarbejde forslag til en ændring af

forsikringsaftaleloven, som præciserer, at forsikringsselskabet skal

bære risikoen for sygdomme, der endeligt er diagnosticeret i

forsikringstiden, selv om sygdommen er opstået og de første

symptomer har vist sig før forsikringens tegning. Udvalget skulle dog

også kunne pege på andre løsninger, der sikrer

større klarhed over, hvilken forsikringsdækning der ydes. Det

fremgår af bemærkningerne til det pågældende

beslutningsforslag, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at

forsikringsselskaber kan undlade at udbetale forsikringen i situationer som

den, der forelå i den ovenfor nævnte sag om sklerose.

Denne del af udvalgets opgave skulle ifølge

folketingsbeslutningen afsluttes således, at der kunne fremsættes

lovforslag om spørgsmålet i folketingsåret 1999/2000.

Udvalget skulle endvidere have til opgave at

gennemgå hele forsikringsaftaleloven med henblik på en generel

revision.

2.3.

Forsikring & Pension udsendte i februar

1999 på baggrund af den ovenfor nævnte højesteretsdom en

medlemshenstilling, hvorefter forsikringsselskaberne ved ulykkesforsikringer,

som er udvidet med sygdomsdækning, bør anvende det

såkaldte skadevirkningsprincip ved vurderingen af, om en sygdom er

indtrådt i forsikringstiden. Det indebærer, at selskabet

hæfter, hvis en sygdom har skadelige virkninger i forsikringstiden,

uanset om sygdommen er indtrådt, før forsikringen blev

tegnet.

2.4.

Justitsministeren nedsatte i marts 1999 et

udvalg om revision af forsikringsaftaleloven. Udvalget er sammensat med

repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Forbrugerrådet,

Forsikring & Pension, De Samvirkende Invalideorganisationer,

Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening, Økonomiministeriet, Finanstilsynet og

Justitsministeriet, samt med landsdommer Lars Lindencrone Petersen som

formand og med professor Hans Henrik Vagner, Århus Universitet, og

lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, som medlemmer.

Udvalget blev pålagt de to opgaver, som

fremgår af folketingsbeslutningen. Den første opgave var

således at vurdere, hvilke lovgivningsmæssige ændringer der

bør foretages, for at man i forbindelse med sygeforsikringer m.v. kan

give forsikringstagere en rimelig beskyttelse i tilfælde, hvor det

senere viser sig, at forsikringstageren allerede var syg, da forsikringen

blev tegnet. Udvalget afgav i januar 2000 en redegørelse om dette

spørgsmål. Redegørelsen kan fås ved henvendelse til

Justitsministeriet.

Den anden opgave, som udvalget nu er gået i gang

med, er at gennemgå hele forsikringsaftaleloven med henblik på en

generel revision.

Udvalget anfører i den nævnte

redegørelse, at behovet for at give forsikringstagere en bedre

beskyttelse ved forsikringer med sygdomsdækning navnlig foreligger i

tilfælde, hvor der i forbindelse med forsikringstegningen er givet

helbredsoplysninger, der senere viser sig at have været urigtige, og

hvor forsikringstageren var i god tro, dvs. hverken vidste eller burde have

vidst, at oplysningerne var urigtige. Hvis forsikringstagerens gode tro er

baseret på en lægelig vurdering, der er indhentet til brug for

vurderingen af den pågældendes helbredstilstand, vil

forsikringstageren have en særligt begrundet forventning om at

være dækket af forsikringen på det pågældende

punkt.

Var forsikringstageren ikke i god tro om den

pågældende sygdom, da sygeforsikringen blev tegnet, har

forsikringstageren derimod efter udvalgets opfattelse ikke en begrundet

forventning om at være dækket. I disse tilfælde

medfører de gældende regler i forsikringsaftaleloven, at

selskabet som hovedregel er fri for ansvar.

Udvalget har i sine overvejelser om indholdet af en

lovændring koncentreret sig om tilfælde, hvor forsikringstageren

var i god tro om den pågældende sygdom, da forsikringen blev

tegnet. Udvalget anfører, at man vil inddrage spørgsmålet

om generelle ændringer af forsikringsaftalelovens bestemmelser om

retsvirkningen af forsikringstageres afgivelse af urigtige oplysninger i sine

videre overvejelser om en samlet revision af forsikringsaftaleloven. Det

fremgår af redegørelsen, at den lovændring, udvalget

anbefaler, ikke foregriber disse generelle overvejelser, men vil løse

det problem med hensyn til sygeforsikringers dækningsomfang, der blev

aktualiseret af den ovenfor nævnte sklerosesag.

Udvalget har på den anførte baggrund

overvejet forskellige lovgivningsmæssige muligheder, som

indebærer en udvidelse af forsikringsdækningen i tilfælde,

hvor en forsikring med sygdomsdækning dækker sygdomme, der

indtræder i forsikringstiden.

Udvalget anfører, at en udvidelse af

sygeforsikringers dækningsområde bør ske ved lovgivning,

idet medlemshenstillingen fra Forsikring & Pension ikke forpligter alle

selskaber, som udbyder sygeforsikringer.

Efter de gældende regler kan parterne som hovedregel

frit aftale, hvilke begivenheder der skal være dækket af en

forsikring. En lovændring, der skal forbedre forsikringstagernes

retsstilling på dette område, bør efter udvalgets

opfattelse gøres ufravigelig for at sikre alle forsikringstagere den

tilsigtede beskyttelse.

Det er indgået i udvalgets overvejelser om, hvilken

lovgivningsmæssig løsning der bør vælges, at

indgreb i aftalefriheden, som øger selskabernes risiko ved tegning af

bestemte forsikringsprodukter, normalt vil blive imødegået ved

præmieforhøjelser, en mere restriktiv tegningspraksis eller ved,

at selskaberne holder op med at udbyde det pågældende

forsikringsprodukt.

Udvalget har overvejet 5 forskellige

løsningsmuligheder:

1) Indførelse af et ufravigeligt skadevirkningsprincip for

så vidt angår skadelige følger af en sygdom, hvis

sygdommen er opstået før tegning af forsikringen.

2) Samme som model 1, men med adgang for selskaberne til at tage

konkrete dækningsforbehold ved forsikringsaftalens indgåelse.

3) Samme som model 1, men med adgang til at aftale karenstider, dvs.

vilkår om, at forsikringen kun dækker begivenheder, der

indtræder en vis tid efter forsikringsaftalens indgåelse.

4) Indførelse af en ufravigelig bestemmelse om, at selskabet

ikke længere kan påberåbe sig, at en sygdom var

indtrådt inden forsikringstidens begyndelse, når

forsikringsaftalen har været i kraft i en vis periode.

5) Indførelse af en ufravigelig bestemmelse om, at selskabet

bærer risikoen for urigtige lægeerklæringer m.v.

Udvalget gennemgår i redegørelsen fordele og

ulemper ved hver af de nævnte 5 muligheder. Om indførelse af et

skadevirkningsprincip ved lov anfører udvalget generelt, at dette vil

kunne medføre, at det bliver vanskeligere at forsikre sig mod

sygdomme, der ikke giver klare symptomer før sent i forløbet,

og at selskaberne vil tage forbehold over for enhver sygdom, som vage

sygdomstegn kan være tegn på.

Udvalget anbefaler model 5). Udvalget anfører herom

bl.a. følgende (redegørelsen side 21):

»Hvis forsikringstagerens forventning om, at forsikringen

dækker skadelige følger af de omfattede sygdomme, er baseret

på, at der er foretaget lægelige vurderinger af

forsikringstagerens helbredstilstand i forhold til netop de af forsikringen

omfattede sygdomme, kan forventningen siges at være særligt

begrundet. Forsikringstageren har efter udvalgets opfattelse ikke samme

begrundede forventning om forsikringsdækning i de tilfælde, hvor

en foreliggende lægeerklæring ikke særligt forholder sig

til, om forsikringstageren lider af de sygdomme, som er omfattet af

forsikringen.

En ufravigelig bestemmelse om, at forsikringsselskaberne

hæfter for sygdomme, der viser skadelige følger eller

diagnosticeres i forsikringstiden, men er indtrådt inden

forsikringstiden, hvis der på tegningstidspunktet forelå

lægeerklæringer eller andre sagkyndige erklæringer, som

viser sig at være urigtige eller ufuldstændige, vil

medføre, at forsikringsselskaberne reelt kommer til at bære

risikoen for, at de helbredsoplysninger fra sagkyndige, som selskaberne

lægger til grund ved antagelse af en forsikring, viser sig at

være urigtige eller ufuldstændige, og vil således

føre til samme resultat som Østre Landsrets dom af 22. december

1997...(landsrettens dom i sklerosesagen, jf. pkt. 2.1 ovenfor).

At helbredsoplysningerne viser sig at have været

urigtige eller ufuldstændige, kan skyldes forkerte lægefaglige

skøn, eller at lægevidenskaben på tidspunktet for

forsikringens tegning endnu ikke havde den fornødne viden til at kunne

konstatere sygdommens tilstedeværelse. Det forhold, at

lægevidenskaben på tidspunktet for forsikringens tegning endnu

ikke havde tilstrækkeligt kendskab til sygdommens udvikling eller

årsager til at kunne konstatere sygdommen hos forsikringstageren, men

siden har fået denne viden, bør efter udvalgets opfattelse ikke

medføre, at risikoen for den urigtige lægeerklæring ikke

længere påhviler selskabet.

Bestemmelsens anvendelse vil ikke være betinget af,

at forsikringstageren har været bekendt med indholdet af de faktiske

helbredsoplysninger, der ligger til grund for forsikringsselskabets

vurdering, men forudsætter, at forsikringstageren hverken vidste eller

burde vide, at oplysningerne var urigtige. Bestemmelsen finder således

kun anvendelse, hvis forsikringstageren opfylder de i forsikringsaftalelovens

§ 5 definerede krav til god tro.

Forsikringsaftalelovens § 10, stk. 2, indeholder

en regel om det forhold, at oplysninger til brug ved indgåelse af en

forsikringsaftale gives af en anden end forsikringstageren, hvilket netop er

tilfældet i de situationer, som den omhandlede bestemmelse ville skulle

omfatte. § 10, stk. 2, forudsætter, at et forsikringsselskab

kan forbeholde sig at være fri for ansvar, hvis en oplysning, som gives

af en anden end forsikringstageren, viser sig at være urigtig, men

begrænser virkningerne af et sådant forbehold. En eventuel regel

om, at risikoen for, at en helbredsoplysning afgivet af en læge eller

anden sagkyndig til brug for tegning af en forsikring viser sig at være

urigtig eller ufuldstændig, skal påhvile forsikringsselskabet,

må derfor medføre en konsekvensændring af § 10,

stk. 2, således at selskabet ikke kan tage forbehold om

ansvarsfrihed ved urigtige helbredsoplysninger fra læger eller andre

sagkyndige.

Det er udvalgets opfattelse, at følger af sygdommen

skal vise sig eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden for at

udløse selskabets hæftelse efter en sådan bestemmelse om

hæftelse ved urigtige eller ufuldstændige

lægeerklæringer.

Udvalget har overvejet konsekvenserne af ikke at betinge

selskabets hæftelse af, at sygdommen har følger eller

diagnosticeres i forsikringstiden. Dette vil medføre, at selskabet

ville kunne komme til at hæfte for sygdomme, der er opstået inden

forsikringstiden, men først viser skadelige følger måske

flere år efter forsikringstidens udløb, selv ved meget korte

forsikringsforløb. Selskabet ville dog i forsikringsaftalen kunne

begrænse hæftelsen til de skadelige følger, der viser sig

inden for en vis periode, for eksempel i forsikringstiden. Hvis selskabet lod

en sådan tidsmæssig begrænsning af hæftelsen omfatte

følgerne af de af forsikringen omfattede sygdomme, uanset tidspunktet

for sygdommens indtræden, ville dette indebære en forringelse af

forsikringstagerens stilling i forhold til de begrænsninger, som

sygeforsikringer normalt indeholder i dag. I dag er det normalt, at

selskaberne begrænser hæftelsen til de skadelige virkninger, der

viser sig inden for en 5-årig periode efter sygdommens

konstatering.

En bestemmelse om forsikringsselskabers hæftelse for

urigtige lægeerklæringer vil kunne betyde, at

forsikringsselskaberne betinger tegning af forsikringer af, at der er

foretaget helbredsundersøgelser hos læger, der er anvist af dem.

Efter udvalgets opfattelse rejser forsikringsselskabernes brug af

læger, der er anvist af selskabet, forud for antagelse af forsikringer

ikke betænkeligheder. Udvalget har ikke derved forholdt sig til

spørgsmålet om forsikringsselskabernes praksis ved indhentelse

af helbredsoplysninger efter anmeldelse af en forsikringsbegivenhed. Dette

spørgsmål har givet anledning til en aftale mellem

økonomiministeren og Forsikring & Pension om

forsikringsselskabernes brug af speciallæger.

Bestemmelsen vil endvidere kunne medføre, at det

bliver sværere at forsikre sig mod sygdomme, som har et diffust

symptombillede. Udvalget har dog vurderet, at risikoen for en sådan

ændring i forsikringsselskabernes tegningspraksis er ringe, da den

omhandlede bestemmelse vil have et snævert anvendelsesområde.

Udvalget har i forbindelse med disse overvejelser

drøftet muligheden for at lade forsikringsselskabet hæfte

også i den situation, hvor de urigtige eller ufuldstændige

helbredsoplysninger er givet af forsikringstageren selv, og ikke af en

læge eller anden sagkyndig. Dette ville dog medføre en udvidelse

af forsikringsselskabernes ansvar svarende til den under afsnit 4.2

overvejede ændring af forsikringsaftalelovens § 120 (model 2, jf.

ovenfor) og rejser derfor samme betænkeligheder.«

Udvalget foreslår således i

redegørelsen, at der indføres en ny regel i

forsikringsaftaleloven, hvorefter forsikringstageren skal stilles, som om en

sygdom var indtrådt i forsikringstiden, hvis følger af sygdommen

viser sig eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, og en læge

eller en anden sagkyndig i forbindelse med forsikringens tegning har afgivet

helbredsoplysninger med henblik på selskabets vurdering af den

pågældende sygdom. Den foreslåede regel skal gælde

for forsikringsaftaler, der indgås eller forlænges efter lovens

ikrafttræden.

2.5.

Forsikring & Pension har i forbindelse med

afgivelsen af udvalgets redegørelse meddelt, at henstillingen om

anvendelse af skadevirkningsprincippet ved visse forsikringer med

sygdomsdækning, jf. pkt. 2.2 ovenfor, fortsat vil finde anvendelse

på forsikringer, som ikke er omfattet af udvalgets forslag, dvs.

allerede tegnede forsikringer, som ikke forlænges.

3. Gældende ret

3.1.

Parterne i en forsikringsaftale kan som

udgangspunkt frit træffe aftale om forsikringstiden og om, hvilke

begivenheder der skal udløse forsikringen. Undtaget herfra er visse

lovpligtige forsikringer, f.eks. ansvarsforsikring for

motorkøretøjer.

I praksis aftales det ofte, at forsikringstiden

løber fra aftalens indgåelse til forsikringens udløb. I

nogle tilfælde aftales dog en såkaldt karensperiode, hvorefter

forsikringen kun dækker, hvis forsikringsbegivenheden indtræffer

en vis tid efter aftalens indgåelse. I andre tilfælde aftales

det, at forsikringstiden begynder før aftalens indgåelse, f.eks.

fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren underskriver

forsikringsbegæringen.

Ved forsikring mod sygdom er det sædvanligt at

aftale, at forsikringsbegivenheden er sygdom eller nærmere angivne

sygdomme, således at forsikringen dækker, hvis en omfattet sygdom

indtræder i forsikringstiden (skadesårsagsprincip). I så

fald gælder reglen i forsikringsaftalelovens § 120, hvorefter

forsikringen også omfatter skadelige følger, der først

viser sig efter forsikringstidens udløb. § 120 kan fraviges ved

aftale.

Ved sygeforsikring anses en sygdom for indtrådt,

når den er brudt ud.

I nogle tilfælde aftales det, at

forsikringsbegivenheden ikke er sygdom eller nærmere angivne sygdomme,

men de skadelige følger af en sygdom, således at forsikringen

dækker, hvis følgerne af en sygdom konstateres i

forsikringstiden (skadevirkningsprincip).

Ved sygeforsikringer aftales det også i nogle

tilfælde, at forsikringsbegivenheden er sygdom, der diagnosticeres

medicinsk i forsikringstiden, således at forsikringen dækker,

hvis sygdommen bliver diagnosticeret i forsikringstiden

(diagnoseprincip).

3.2.

Ved indgåelse af aftaler om forsikring

mod sygdom anmoder selskabet normalt om nærmere oplysninger om

ansøgerens helbred med henblik på, at selskabet kan vurdere

risikoen og fastsætte præmien korrekt. Oplysningerne afgives

hovedsagelig af den pågældende selv, men i nogle tilfælde

indhentes der nærmere helbredsoplysninger fra læger eller andre

sagkyndige.

Forsikringsaftaleloven indeholder regler om betydningen

af, at der er givet urigtige eller mangelfulde oplysninger ved tegning af en

forsikring.

Hvis forsikringstageren ved forsikringens tegning har

afgivet urigtige oplysninger i god tro, hæfter forsikringsselskabet i

samme omfang, som hvis den urigtige oplysning ikke havde foreligget. Ved

skadesforsikring kan selskabet dog opsige aftalen med en uges varsel, jf.

forsikringsaftalelovens § 5.

Har forsikringstageren svigagtigt afgivet urigtige

oplysninger eller fortiet omstændigheder, som må antages at have

betydning for selskabet, er forsikringsaftalen ikke bindende for selskabet,

jf. lovens § 4.

Har forsikringstageren alene handlet uagtsomt,

hæfter selskabet i det omfang, det må antages at ville have

forpligtet sig mod den aftalte præmie, hvis det rette forhold havde

været oplyst. Selskabet er således helt fri for ansvar, hvis det

kan antages ikke at have villet overtage forsikringen, hvis det rette forhold

havde været oplyst, jf. lovens § 6 (den såkaldte pro

rata-regel).

Ved undladelse af at give oplysninger skal der dog

foreligge grov uagtsomhed, for at reglen i § 6 finder anvendelse, jf.

lovens § 7.

Er det ikke forsikringstageren selv, men f.eks. en

læge, der har afgivet urigtige eller mangelfulde helbredsoplysninger,

kommer dette som hovedregel ikke forsikringstageren til skade.

Forsikringsselskabet kan i forsikringsaftalen forbeholde sig at være

fri for ansvar, hvis en oplysning fra andre end forsikringstageren viser sig

at være urigtig. Efter forsikringsaftalelovens § 10, stk. 2,

kan et sådant forbehold imidlertid ikke medføre strengere

virkninger, end hvis den urigtige oplysning var givet af forsikringstageren,

jf. ovenfor.

Det er ikke sædvanligt, at forsikringsselskaber

tager forbehold over for helbredsoplysninger, der er afgivet af

læger.

4. Lovforslagets udformning

Udvalget om revision af forsikringsaftaleloven har afgivet

en enig indstilling om udformningen af et lovforslag, der opfylder

folketingsbeslutningen af 18. december 1998, jf. pkt. 2.2 og 2.4 ovenfor.

Udvalgets redegørelse har været til

høring hos berørte organisationer m.v., jf. pkt. 6 nedenfor.

Ingen af de hørte organisationer m.v. har haft bemærkninger til

udvalgets forslag.

På denne baggrund er lovforslaget i overensstemmelse

med udvalgets anbefaling udformet som model 5) i udvalgets

redegørelse, jf. om udvalgets overvejelser pkt. 2.4 ovenfor.

Det foreslås således, at der indsættes

en ny bestemmelse i forsikringsaftaleloven. Bestemmelsen vil medføre

en mindre udvidelse af dækningsomfanget for de sygeforsikringer m.v.,

som i øvrigt dækker efter et såkaldt

skadesårsagsprincip, jf. pkt. 3.1 ovenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse skal de

nævnte forsikringer dække sygdomme, der er indtrådt inden

forsikringstidens begyndelse, hvis der viser sig følger af sygdommen

eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, og en læge eller

anden sagkyndig i forbindelse med forsikringstegningen har afgivet

helbredsoplysninger med henblik på selskabets vurdering af den

pågældende sygdom.

Efter forslaget skal forsikringstageren i de omhandlede

tilfælde stilles, som om sygdommen var indtrådt i

forsikringstiden.

Det foreslås, at bestemmelsen ikke skal kunne

fraviges ved aftale til skade for forsikringstageren (eller den sikrede).

Lovforslaget ændrer ikke forsikringsaftalelovens

regler om virkningen, hvis forsikringstageren har undladt at give korrekte

oplysninger, der har betydning for selskabet. Hvis forsikringstageren

svigagtigt har undladt over for selskabet at korrigere en fejlagtig

lægeerklæring, er forsikringsaftalen således ikke bindende

for selskabet, jf. den gældende lovs § 4. Har forsikringstageren

alene udvist grov uagtsomhed, hæfter selskabet kun i det omfang, det

mod den aftalte præmie ville have forpligtet sig, hvis det rette

forhold havde været oplyst, jf. lovens §§ 6 og 7 og pkt. 3.2

ovenfor.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

De foreslåede regler skønnes ikke at ville

medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det

offentlige eller at have væsentlige erhvervsøkonomiske

konsekvenser. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Vurdering af lovforslagets

konsekvenser

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

6. Høring

Forsikringsaftalelovudvalgets redegørelse, jf. pkt.

2.4 ovenfor, har været til høring hos følgende

organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for

retterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde,

Den Danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Den

almindelige Danske Lægeforening, De Samvirkende Invalideorganisationer,

Det Etiske Råd, Finansrådet, Forbrugerrådet og Forsikring

& Pension.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af den foreslåede nye § 120 a i forsikringsaftaleloven, jf.

forslagets § 1, nr. 2. Bestemmelsen indebærer, at selskabet ikke

kan tage forbehold om at være fri for ansvar, hvis der er givet

urigtige helbredsoplysninger af læger eller andre sagkyndige ved

tegning af forsikringer, der er omfattet af den foreslåede § 120

a.

Til nr. 2

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse

på forsikringer, som dækker sygdom, der indtræder i

forsikringstiden. I disse tilfælde udvides forsikringsdækningen

til også at omfatte sygdomme, som er indtrådt inden

forsikringstiden, hvis forsikringen omfatter den pågældende

sygdom, og hvis de to betingelser, som er nævnt i nr. 1 og 2, begge er

opfyldt. Det er således for det første en betingelse, at

følger af sygdommen viser sig i forsikringstiden, eller at sygdommen

diagnosticeres i forsikringstiden. For det andet skal der i forbindelse med

forsikringsaftalens indgåelse være afgivet helbredsoplysninger af

en læge eller anden sagkyndig, og de pågældende oplysninger

skal være givet med henblik på selskabets vurdering af, om

forsikringstageren led af den pågældende sygdom.

Hvis sygdommen har haft skadelige følger i

forsikringstiden, er betingelsen i nr. 1 opfyldt, selv om sygdommen ikke er

blevet diagnosticeret i forsikringstiden. Tilsvarende er betingelsen opfyldt,

hvis sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, selv om den endnu ikke har

medført nogen skadelige følger.

Er de nævnte betingelser opfyldt, følger det

af bestemmelsen, at forsikringstageren stilles, som om den

pågældende sygdom var indtrådt i forsikringstiden, og

reglen i forsikringsaftalelovens § 120 finder således anvendelse.

Det indebærer, at (yderligere) skadelige følger af sygdommen

dækkes, selv om de først viser sig efter forsikringstidens

ophør, medmindre andet er aftalt.

I praksis vil den foreslåede bestemmelse navnlig

finde anvendelse i tilfælde, hvor en indhentet

lægeerklæring ikke har oplyst om en allerede indtrådt

sygdom, som derefter er blevet omfattet af forsikringen. At en

lægeerklæring således har været fejlagtig eller

ufuldstændig, kan enten skyldes et forkert lægefagligt

skøn, eller at det med den lægevidenskabelige viden på det

pågældende tidspunkt ikke var muligt at konstatere sygdommen.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvad årsagen er til den

fejlagtige eller ufuldstændige lægeerklæring.

Bestemmelsen omfatter efter ordlyden også

tilfælde, hvor lægeerklæringen indeholdt oplysning om den

pågældende sygdom, men hvor selskabet alligevel ikke har taget

forbehold for sygdommen. Her vil det dog normalt også følge af

gældende regler, at selskabet hæfter for sygdommen.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om

forsikringstageren (og den sikrede, hvis der ikke er identitet mellem den

person, der tegner forsikringen, og den person, der får ret til

forsikringsydelsen) var bekendt med indholdet af lægeerklæringen.

Det er ligeledes uden betydning, om selskabet eventuelt har rekvireret

helbredsoplysningerne med henblik på tegning af en anden forsikring,

f.eks. en livsforsikring.

Det er uden betydning, om lægeerklæringen m.v.

indhentes på forsikringstagerens eller forsikringsselskabets initiativ.

Helbredserklæringen skal imidlertid være afgivet med henblik

på selskabets vurdering af den pågældende sygdom. Om dette

er tilfældet, vil kunne fremgå enten direkte af erklæringen

eller af omstændighederne i forbindelse med indhentelsen - f.eks. hvis

forsikringstageren til brug for tegningen af en sygeforsikring er blevet

henvist til en læge eller anden sagkyndig af selskabet med henblik

på en vurdering af, om forsikringstageren led af den

pågældende sygdom.

Var forsikringstageren ved aftalens indgåelse i god

tro om den pågældende sygdom, vil selskabet efter den

foreslåede bestemmelse bære hele risikoen for fejlagtige eller

ufuldstændige lægeerklæringer m.v., som er indhentet i

forbindelse med forsikringstegningen.

Var forsikringstageren ikke i god tro, vil selskabet

derimod normalt ikke hæfte for sygdommen, jf. forsikringsaftalelovens

almindelige regler om urigtige helbredsoplysninger m.v.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor

selskabet har »nøjedes« med den pågældendes egne

helbredsoplysninger, og hvor der således ikke er fremlagt

lægeerklæringer eller andre sagkyndige erklæringer om,

hvorvidt den pågældende sygdom er indtrådt.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke

forsikringsaftalelovens § 120, som kan fraviges ved aftale.

Udgangspunktet er således, at selskabet i tilfælde, hvor den

foreslåede regel finder anvendelse, ikke kun hæfter for de

skadelige følger, der måtte være opstået i

forsikringstiden, men også hæfter for sådanne følger

af den pågældende sygdom, som først viser sig efter

forsikringens ophør. Har selskabet i forsikringsaftalen

begrænset sin hæftelse for en sygdoms skadelige følger til

kun at omfatte følger, som viser sig inden for en vis periode, f.eks.

i forsikringstiden, gælder en sådan begrænsning også

for følger af en sygdom, der var indtrådt, da forsikringen blev

tegnet.

Den foreslåede udvidelse af selskabets

hæftelse bør ikke medføre, at personer, der har

været forsikret i flere selskaber, får en bedre beskyttelse end

personer, der kun har været forsikret i ét selskab.

Sygeforsikringer med udbetaling af en kapitalerstatning er

summaforsikringer, således at selskabet har pligt til at betale et

bestemt beløb, uanset om der foreligger en skade, som kan måles

i penge. Ved summaforsikringer er den almindelige hovedregel, at

forsikringsydelser fra flere selskaber kan kumuleres. Denne hovedregel

bør ikke gælde, når årsagen til, at flere selskaber

hæfter for følgerne af en sygdom, er den foreslåede

udvidelse af selskabets hæftelse til i visse tilfælde at omfatte

følger af sygdomme, der er indtrådt inden forsikringstidens

begyndelse. Hvis forsikringstageren var forsikret i ét selskab ved en

sygdoms indtræden, men har skiftet forsikringsselskab, inden sygdommen

blev konstateret, vil det første selskab hæfte for de skadelige

følger af sygdommen efter den gældende regel i

forsikringsaftalelovens § 120, mens det andet selskab vil hæfte

for de samme følger i medfør af den foreslåede § 120

a.

Da den foreslåede nye bestemmelse har karakter af en

undtagelsesregel, foreslås det på denne baggrund i stk. 2

at begrænse dens anvendelsesområde til tilfælde, hvor

ingen selskaber hæfter for de pågældende skadelige

følger i medfør af den gældende bestemmelse i § 120.

Var forsikringstageren forsikret i et andet selskab på det tidspunkt,

hvor en sygdom antages at være indtrådt, skal forsikringstageren

således fortsat rette sit krav mod dette selskab.

Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsen

ikke skal kunne fraviges ved aftale til skade for forsikringstageren. Dette

begrænser ikke adgangen til i forsikringsaftalen at aftale en

såkaldt karenstid, hvorefter selskabet ikke hæfter for

forsikringsbegivenheder, der indtræder eller konstateres i en vis

periode efter indgåelsen af forsikringsaftalen. En sådan

karenstid udskyder forsikringstiden, og et vilkår herom vil inden for

den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde medføre, at

selskabet ikke hæfter, hvis den pågældende sygdom

diagnosticeres i karenstiden, eller hvis der kun viser sig skadelige

følger af sygdommen i karenstiden.

Den nye bestemmelse foreslås indsat i

forsikringsaftalelovens afsnit IV om ulykkesforsikring og sygeforsikring.

Bestemmelsen får således ikke betydning ved andre former for

personforsikring, f.eks. livsforsikring.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås endvidere, at de nye regler finder

anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås eller

forlænges efter lovens ikrafttræden. Ulykkes- og sygeforsikringer

indgås normalt for et år med vilkår om, at aftalen

forlænges for et år ad gangen, hvis den ikke siges op med en vis

frist. Sygeforsikringer, der er indgået før lovens

ikrafttræden, vil således ikke være omfattet af

lovændringen, før forsikringen eventuelt forlænges.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

anvendelsesområde.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.

oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 413 af 10. juni 1997,

foretages følgende ændringer:

§ 10.

- - -

1.

I § 10, stk. 2, indsættes som 2. punktum:

Stk. 2. Har selskabet forbeholdt sig at være fri

for ansvar, hvis en oplysning, som gives af en anden end forsikringstageren

viser sig at være urigtig, kan dette ikke medføre strengere

virkninger, end hvis oplysningen var givet af forsikringstageren.

»

Selskabet kan ikke forbeholde

sig at vare fri for ansvar, hvis helbredsoplysninger, der er givet af

læger eller andre sagkyndige i forbindelse med tegning af en

forsikring, som omfattes af § 120 a, viser sig at være urigtige eller

ufuldstændige.«

Stk. 3. - - -

Lignende dokumenter