Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. marts 2000 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
forsikringsaftaler
(Beskyttelse af forsikringstager i visse tilfælde,
hvor det senere viser sig, at forsikringstageren var syg, da en forsikring
mod sygdom blev tegnet)
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.
oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 413 af 10. juni
1997, foretages følgende ændringer:
1.
I § 10, stk. 2, indsættes som 2.
punktum:
»Selskabet kan ikke forbeholde sig at være fri for
ansvar, hvis helbredsoplysninger, der er givet af læger eller andre
sagkyndige i forbindelse med tegning af en forsikring, som omfattes af
§ 120 a, viser sig at være urigtige eller
ufuldstændige.«
2.
Efter § 120 indsættes:
»§ 120 a.
Er en sygdom, som omfattes af aftalen,
indtrådt inden forsikringstidens begyndelse, stilles
forsikringstageren, som om sygdommen var indtrådt i forsikringstiden,
såfremt
1) følger af sygdommen viser sig eller sygdommen diagnosticeres
i forsikringstiden, og
Læs alt
2) en læge eller anden sagkyndig har afgivet helbredsoplysninger
i forbindelse med forsikringens tegning med henblik på selskabets
vurdering af den pågældende sygdom.
Stk. 2.
I de i stk. 1 nævnte tilfælde
hæfter selskabet dog ikke, hvis et andet selskab hæfter for de
opståede skadelige følger efter § 120.
Stk. 3.
Aftaler, der strider mod bestemmelsen i stk. 1,
kan ikke påberåbes af selskabet.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2.
Loven gælder for aftaler, der indgås eller
forlænges efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at give
forsikringstagere en bedre beskyttelse i tilfælde, hvor det efter
tegning af en sygeforsikring viser sig, at forsikringstageren allerede var
syg, da forsikringen blev tegnet.
Var forsikringstageren ved tegning af en forsikring mod
sygdom, der opstår i forsikringstiden, i god tro om en allerede
opstået sygdom, som først viser sig eller bliver diagnosticeret
i løbet af forsikringstiden, skal forsikringstageren efter forslaget
stilles, som om sygdommen var indtrådt i forsikringstiden, hvis en
læge eller en anden sagkyndig i forbindelse med forsikringstegningen
har afgivet en erklæring med henblik på forsikringsselskabets
vurdering af den pågældende sygdom.
2. Baggrunden for lovforslaget
2.1.
Ved Højesterets dom af 29. juni 1998, som
er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1380, blev et
forsikringsselskab frifundet for et krav om dækning i henhold til en
sygeforsikring. Forsikringstageren havde rejst kravet over for selskabet,
efter at hun havde fået konstateret sygdommen dissemineret sklerose i
udbrud. Forsikringstageren havde i 1979 tegnet en ulykkesforsikring, der
bl.a. omfattede invaliditet som følge af sklerose.
Forsikringsvilkårene var udformet således, at der alene var
dækning for sygdom, der opstod senere end 6 uger efter forsikringens
ikrafttræden. I forbindelse med, at forsikringen blev tegnet,
udarbejdede en speciallæge i neurologi på forsikringsselskabets
foranledning en erklæring til brug for selskabets vurdering af
skadelidtes helbredsmæssige forhold, og lægen anførte
bl.a., at der ikke var grund til at tro, at skadelidte led af sklerose.
Forsikringstageren selv var i god tro. Skadelidte fik i løbet af
1992-93 mistanke om, at hun var syg, og i 1993 blev det konstateret, at hun
led af sklerose. Skadelidte anmeldte herefter sygdommen til
forsikringsselskabet, som indhentede supplerende helbredsmæssige
oplysninger. På baggrund heraf blev det fastslået, at skadelidte
led af sklerose allerede før forsikringen blev tegnet, og
forsikringsselskabet nægtede herefter at dække skaden under
henvisning til, at sygdommen var opstået, inden forsikringen
trådte i kraft. Højesteret gav selskabet medhold i, at sygdommen
måtte anses for opstået inden forsikringstidens begyndelse, og at
der efter forsikringsbetingelsernes ordlyd dermed ikke var
forsikringsdækning for sygdommen.
2.2.
Ved folketingsbeslutning af 18. december 1998
pålagde Folketinget regeringen at nedsætte et udvalg, der i
første omgang skulle udarbejde forslag til en ændring af
forsikringsaftaleloven, som præciserer, at forsikringsselskabet skal
bære risikoen for sygdomme, der endeligt er diagnosticeret i
forsikringstiden, selv om sygdommen er opstået og de første
symptomer har vist sig før forsikringens tegning. Udvalget skulle dog
også kunne pege på andre løsninger, der sikrer
større klarhed over, hvilken forsikringsdækning der ydes. Det
fremgår af bemærkningerne til det pågældende
beslutningsforslag, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at
forsikringsselskaber kan undlade at udbetale forsikringen i situationer som
den, der forelå i den ovenfor nævnte sag om sklerose.
Denne del af udvalgets opgave skulle ifølge
folketingsbeslutningen afsluttes således, at der kunne fremsættes
lovforslag om spørgsmålet i folketingsåret 1999/2000.
Udvalget skulle endvidere have til opgave at
gennemgå hele forsikringsaftaleloven med henblik på en generel
revision.
2.3.
Forsikring & Pension udsendte i februar
1999 på baggrund af den ovenfor nævnte højesteretsdom en
medlemshenstilling, hvorefter forsikringsselskaberne ved ulykkesforsikringer,
som er udvidet med sygdomsdækning, bør anvende det
såkaldte skadevirkningsprincip ved vurderingen af, om en sygdom er
indtrådt i forsikringstiden. Det indebærer, at selskabet
hæfter, hvis en sygdom har skadelige virkninger i forsikringstiden,
uanset om sygdommen er indtrådt, før forsikringen blev
tegnet.
2.4.
Justitsministeren nedsatte i marts 1999 et
udvalg om revision af forsikringsaftaleloven. Udvalget er sammensat med
repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Forbrugerrådet,
Forsikring & Pension, De Samvirkende Invalideorganisationer,
Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark, Dansk
Arbejdsgiverforening, Økonomiministeriet, Finanstilsynet og
Justitsministeriet, samt med landsdommer Lars Lindencrone Petersen som
formand og med professor Hans Henrik Vagner, Århus Universitet, og
lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, som medlemmer.
Udvalget blev pålagt de to opgaver, som
fremgår af folketingsbeslutningen. Den første opgave var
således at vurdere, hvilke lovgivningsmæssige ændringer der
bør foretages, for at man i forbindelse med sygeforsikringer m.v. kan
give forsikringstagere en rimelig beskyttelse i tilfælde, hvor det
senere viser sig, at forsikringstageren allerede var syg, da forsikringen
blev tegnet. Udvalget afgav i januar 2000 en redegørelse om dette
spørgsmål. Redegørelsen kan fås ved henvendelse til
Justitsministeriet.
Den anden opgave, som udvalget nu er gået i gang
med, er at gennemgå hele forsikringsaftaleloven med henblik på en
generel revision.
Udvalget anfører i den nævnte
redegørelse, at behovet for at give forsikringstagere en bedre
beskyttelse ved forsikringer med sygdomsdækning navnlig foreligger i
tilfælde, hvor der i forbindelse med forsikringstegningen er givet
helbredsoplysninger, der senere viser sig at have været urigtige, og
hvor forsikringstageren var i god tro, dvs. hverken vidste eller burde have
vidst, at oplysningerne var urigtige. Hvis forsikringstagerens gode tro er
baseret på en lægelig vurdering, der er indhentet til brug for
vurderingen af den pågældendes helbredstilstand, vil
forsikringstageren have en særligt begrundet forventning om at
være dækket af forsikringen på det pågældende
punkt.
Var forsikringstageren ikke i god tro om den
pågældende sygdom, da sygeforsikringen blev tegnet, har
forsikringstageren derimod efter udvalgets opfattelse ikke en begrundet
forventning om at være dækket. I disse tilfælde
medfører de gældende regler i forsikringsaftaleloven, at
selskabet som hovedregel er fri for ansvar.
Udvalget har i sine overvejelser om indholdet af en
lovændring koncentreret sig om tilfælde, hvor forsikringstageren
var i god tro om den pågældende sygdom, da forsikringen blev
tegnet. Udvalget anfører, at man vil inddrage spørgsmålet
om generelle ændringer af forsikringsaftalelovens bestemmelser om
retsvirkningen af forsikringstageres afgivelse af urigtige oplysninger i sine
videre overvejelser om en samlet revision af forsikringsaftaleloven. Det
fremgår af redegørelsen, at den lovændring, udvalget
anbefaler, ikke foregriber disse generelle overvejelser, men vil løse
det problem med hensyn til sygeforsikringers dækningsomfang, der blev
aktualiseret af den ovenfor nævnte sklerosesag.
Udvalget har på den anførte baggrund
overvejet forskellige lovgivningsmæssige muligheder, som
indebærer en udvidelse af forsikringsdækningen i tilfælde,
hvor en forsikring med sygdomsdækning dækker sygdomme, der
indtræder i forsikringstiden.
Udvalget anfører, at en udvidelse af
sygeforsikringers dækningsområde bør ske ved lovgivning,
idet medlemshenstillingen fra Forsikring & Pension ikke forpligter alle
selskaber, som udbyder sygeforsikringer.
Efter de gældende regler kan parterne som hovedregel
frit aftale, hvilke begivenheder der skal være dækket af en
forsikring. En lovændring, der skal forbedre forsikringstagernes
retsstilling på dette område, bør efter udvalgets
opfattelse gøres ufravigelig for at sikre alle forsikringstagere den
tilsigtede beskyttelse.
Det er indgået i udvalgets overvejelser om, hvilken
lovgivningsmæssig løsning der bør vælges, at
indgreb i aftalefriheden, som øger selskabernes risiko ved tegning af
bestemte forsikringsprodukter, normalt vil blive imødegået ved
præmieforhøjelser, en mere restriktiv tegningspraksis eller ved,
at selskaberne holder op med at udbyde det pågældende
forsikringsprodukt.
Udvalget har overvejet 5 forskellige
løsningsmuligheder:
1) Indførelse af et ufravigeligt skadevirkningsprincip for
så vidt angår skadelige følger af en sygdom, hvis
sygdommen er opstået før tegning af forsikringen.
2) Samme som model 1, men med adgang for selskaberne til at tage
konkrete dækningsforbehold ved forsikringsaftalens indgåelse.
3) Samme som model 1, men med adgang til at aftale karenstider, dvs.
vilkår om, at forsikringen kun dækker begivenheder, der
indtræder en vis tid efter forsikringsaftalens indgåelse.
4) Indførelse af en ufravigelig bestemmelse om, at selskabet
ikke længere kan påberåbe sig, at en sygdom var
indtrådt inden forsikringstidens begyndelse, når
forsikringsaftalen har været i kraft i en vis periode.
5) Indførelse af en ufravigelig bestemmelse om, at selskabet
bærer risikoen for urigtige lægeerklæringer m.v.
Udvalget gennemgår i redegørelsen fordele og
ulemper ved hver af de nævnte 5 muligheder. Om indførelse af et
skadevirkningsprincip ved lov anfører udvalget generelt, at dette vil
kunne medføre, at det bliver vanskeligere at forsikre sig mod
sygdomme, der ikke giver klare symptomer før sent i forløbet,
og at selskaberne vil tage forbehold over for enhver sygdom, som vage
sygdomstegn kan være tegn på.
Udvalget anbefaler model 5). Udvalget anfører herom
bl.a. følgende (redegørelsen side 21):
»Hvis forsikringstagerens forventning om, at forsikringen
dækker skadelige følger af de omfattede sygdomme, er baseret
på, at der er foretaget lægelige vurderinger af
forsikringstagerens helbredstilstand i forhold til netop de af forsikringen
omfattede sygdomme, kan forventningen siges at være særligt
begrundet. Forsikringstageren har efter udvalgets opfattelse ikke samme
begrundede forventning om forsikringsdækning i de tilfælde, hvor
en foreliggende lægeerklæring ikke særligt forholder sig
til, om forsikringstageren lider af de sygdomme, som er omfattet af
forsikringen.
En ufravigelig bestemmelse om, at forsikringsselskaberne
hæfter for sygdomme, der viser skadelige følger eller
diagnosticeres i forsikringstiden, men er indtrådt inden
forsikringstiden, hvis der på tegningstidspunktet forelå
lægeerklæringer eller andre sagkyndige erklæringer, som
viser sig at være urigtige eller ufuldstændige, vil
medføre, at forsikringsselskaberne reelt kommer til at bære
risikoen for, at de helbredsoplysninger fra sagkyndige, som selskaberne
lægger til grund ved antagelse af en forsikring, viser sig at
være urigtige eller ufuldstændige, og vil således
føre til samme resultat som Østre Landsrets dom af 22. december
1997...(landsrettens dom i sklerosesagen, jf. pkt. 2.1 ovenfor).
At helbredsoplysningerne viser sig at have været
urigtige eller ufuldstændige, kan skyldes forkerte lægefaglige
skøn, eller at lægevidenskaben på tidspunktet for
forsikringens tegning endnu ikke havde den fornødne viden til at kunne
konstatere sygdommens tilstedeværelse. Det forhold, at
lægevidenskaben på tidspunktet for forsikringens tegning endnu
ikke havde tilstrækkeligt kendskab til sygdommens udvikling eller
årsager til at kunne konstatere sygdommen hos forsikringstageren, men
siden har fået denne viden, bør efter udvalgets opfattelse ikke
medføre, at risikoen for den urigtige lægeerklæring ikke
længere påhviler selskabet.
Bestemmelsens anvendelse vil ikke være betinget af,
at forsikringstageren har været bekendt med indholdet af de faktiske
helbredsoplysninger, der ligger til grund for forsikringsselskabets
vurdering, men forudsætter, at forsikringstageren hverken vidste eller
burde vide, at oplysningerne var urigtige. Bestemmelsen finder således
kun anvendelse, hvis forsikringstageren opfylder de i forsikringsaftalelovens
§ 5 definerede krav til god tro.
Forsikringsaftalelovens § 10, stk. 2, indeholder
en regel om det forhold, at oplysninger til brug ved indgåelse af en
forsikringsaftale gives af en anden end forsikringstageren, hvilket netop er
tilfældet i de situationer, som den omhandlede bestemmelse ville skulle
omfatte. § 10, stk. 2, forudsætter, at et forsikringsselskab
kan forbeholde sig at være fri for ansvar, hvis en oplysning, som gives
af en anden end forsikringstageren, viser sig at være urigtig, men
begrænser virkningerne af et sådant forbehold. En eventuel regel
om, at risikoen for, at en helbredsoplysning afgivet af en læge eller
anden sagkyndig til brug for tegning af en forsikring viser sig at være
urigtig eller ufuldstændig, skal påhvile forsikringsselskabet,
må derfor medføre en konsekvensændring af § 10,
stk. 2, således at selskabet ikke kan tage forbehold om
ansvarsfrihed ved urigtige helbredsoplysninger fra læger eller andre
sagkyndige.
Det er udvalgets opfattelse, at følger af sygdommen
skal vise sig eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden for at
udløse selskabets hæftelse efter en sådan bestemmelse om
hæftelse ved urigtige eller ufuldstændige
lægeerklæringer.
Udvalget har overvejet konsekvenserne af ikke at betinge
selskabets hæftelse af, at sygdommen har følger eller
diagnosticeres i forsikringstiden. Dette vil medføre, at selskabet
ville kunne komme til at hæfte for sygdomme, der er opstået inden
forsikringstiden, men først viser skadelige følger måske
flere år efter forsikringstidens udløb, selv ved meget korte
forsikringsforløb. Selskabet ville dog i forsikringsaftalen kunne
begrænse hæftelsen til de skadelige følger, der viser sig
inden for en vis periode, for eksempel i forsikringstiden. Hvis selskabet lod
en sådan tidsmæssig begrænsning af hæftelsen omfatte
følgerne af de af forsikringen omfattede sygdomme, uanset tidspunktet
for sygdommens indtræden, ville dette indebære en forringelse af
forsikringstagerens stilling i forhold til de begrænsninger, som
sygeforsikringer normalt indeholder i dag. I dag er det normalt, at
selskaberne begrænser hæftelsen til de skadelige virkninger, der
viser sig inden for en 5-årig periode efter sygdommens
konstatering.
En bestemmelse om forsikringsselskabers hæftelse for
urigtige lægeerklæringer vil kunne betyde, at
forsikringsselskaberne betinger tegning af forsikringer af, at der er
foretaget helbredsundersøgelser hos læger, der er anvist af dem.
Efter udvalgets opfattelse rejser forsikringsselskabernes brug af
læger, der er anvist af selskabet, forud for antagelse af forsikringer
ikke betænkeligheder. Udvalget har ikke derved forholdt sig til
spørgsmålet om forsikringsselskabernes praksis ved indhentelse
af helbredsoplysninger efter anmeldelse af en forsikringsbegivenhed. Dette
spørgsmål har givet anledning til en aftale mellem
økonomiministeren og Forsikring & Pension om
forsikringsselskabernes brug af speciallæger.
Bestemmelsen vil endvidere kunne medføre, at det
bliver sværere at forsikre sig mod sygdomme, som har et diffust
symptombillede. Udvalget har dog vurderet, at risikoen for en sådan
ændring i forsikringsselskabernes tegningspraksis er ringe, da den
omhandlede bestemmelse vil have et snævert anvendelsesområde.
Udvalget har i forbindelse med disse overvejelser
drøftet muligheden for at lade forsikringsselskabet hæfte
også i den situation, hvor de urigtige eller ufuldstændige
helbredsoplysninger er givet af forsikringstageren selv, og ikke af en
læge eller anden sagkyndig. Dette ville dog medføre en udvidelse
af forsikringsselskabernes ansvar svarende til den under afsnit 4.2
overvejede ændring af forsikringsaftalelovens § 120 (model 2, jf.
ovenfor) og rejser derfor samme betænkeligheder.«
Udvalget foreslår således i
redegørelsen, at der indføres en ny regel i
forsikringsaftaleloven, hvorefter forsikringstageren skal stilles, som om en
sygdom var indtrådt i forsikringstiden, hvis følger af sygdommen
viser sig eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, og en læge
eller en anden sagkyndig i forbindelse med forsikringens tegning har afgivet
helbredsoplysninger med henblik på selskabets vurdering af den
pågældende sygdom. Den foreslåede regel skal gælde
for forsikringsaftaler, der indgås eller forlænges efter lovens
ikrafttræden.
2.5.
Forsikring & Pension har i forbindelse med
afgivelsen af udvalgets redegørelse meddelt, at henstillingen om
anvendelse af skadevirkningsprincippet ved visse forsikringer med
sygdomsdækning, jf. pkt. 2.2 ovenfor, fortsat vil finde anvendelse
på forsikringer, som ikke er omfattet af udvalgets forslag, dvs.
allerede tegnede forsikringer, som ikke forlænges.
3. Gældende ret
3.1.
Parterne i en forsikringsaftale kan som
udgangspunkt frit træffe aftale om forsikringstiden og om, hvilke
begivenheder der skal udløse forsikringen. Undtaget herfra er visse
lovpligtige forsikringer, f.eks. ansvarsforsikring for
motorkøretøjer.
I praksis aftales det ofte, at forsikringstiden
løber fra aftalens indgåelse til forsikringens udløb. I
nogle tilfælde aftales dog en såkaldt karensperiode, hvorefter
forsikringen kun dækker, hvis forsikringsbegivenheden indtræffer
en vis tid efter aftalens indgåelse. I andre tilfælde aftales
det, at forsikringstiden begynder før aftalens indgåelse, f.eks.
fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren underskriver
forsikringsbegæringen.
Ved forsikring mod sygdom er det sædvanligt at
aftale, at forsikringsbegivenheden er sygdom eller nærmere angivne
sygdomme, således at forsikringen dækker, hvis en omfattet sygdom
indtræder i forsikringstiden (skadesårsagsprincip). I så
fald gælder reglen i forsikringsaftalelovens § 120, hvorefter
forsikringen også omfatter skadelige følger, der først
viser sig efter forsikringstidens udløb. § 120 kan fraviges ved
aftale.
Ved sygeforsikring anses en sygdom for indtrådt,
når den er brudt ud.
I nogle tilfælde aftales det, at
forsikringsbegivenheden ikke er sygdom eller nærmere angivne sygdomme,
men de skadelige følger af en sygdom, således at forsikringen
dækker, hvis følgerne af en sygdom konstateres i
forsikringstiden (skadevirkningsprincip).
Ved sygeforsikringer aftales det også i nogle
tilfælde, at forsikringsbegivenheden er sygdom, der diagnosticeres
medicinsk i forsikringstiden, således at forsikringen dækker,
hvis sygdommen bliver diagnosticeret i forsikringstiden
(diagnoseprincip).
3.2.
Ved indgåelse af aftaler om forsikring
mod sygdom anmoder selskabet normalt om nærmere oplysninger om
ansøgerens helbred med henblik på, at selskabet kan vurdere
risikoen og fastsætte præmien korrekt. Oplysningerne afgives
hovedsagelig af den pågældende selv, men i nogle tilfælde
indhentes der nærmere helbredsoplysninger fra læger eller andre
sagkyndige.
Forsikringsaftaleloven indeholder regler om betydningen
af, at der er givet urigtige eller mangelfulde oplysninger ved tegning af en
forsikring.
Hvis forsikringstageren ved forsikringens tegning har
afgivet urigtige oplysninger i god tro, hæfter forsikringsselskabet i
samme omfang, som hvis den urigtige oplysning ikke havde foreligget. Ved
skadesforsikring kan selskabet dog opsige aftalen med en uges varsel, jf.
forsikringsaftalelovens § 5.
Har forsikringstageren svigagtigt afgivet urigtige
oplysninger eller fortiet omstændigheder, som må antages at have
betydning for selskabet, er forsikringsaftalen ikke bindende for selskabet,
jf. lovens § 4.
Har forsikringstageren alene handlet uagtsomt,
hæfter selskabet i det omfang, det må antages at ville have
forpligtet sig mod den aftalte præmie, hvis det rette forhold havde
været oplyst. Selskabet er således helt fri for ansvar, hvis det
kan antages ikke at have villet overtage forsikringen, hvis det rette forhold
havde været oplyst, jf. lovens § 6 (den såkaldte pro
rata-regel).
Ved undladelse af at give oplysninger skal der dog
foreligge grov uagtsomhed, for at reglen i § 6 finder anvendelse, jf.
lovens § 7.
Er det ikke forsikringstageren selv, men f.eks. en
læge, der har afgivet urigtige eller mangelfulde helbredsoplysninger,
kommer dette som hovedregel ikke forsikringstageren til skade.
Forsikringsselskabet kan i forsikringsaftalen forbeholde sig at være
fri for ansvar, hvis en oplysning fra andre end forsikringstageren viser sig
at være urigtig. Efter forsikringsaftalelovens § 10, stk. 2,
kan et sådant forbehold imidlertid ikke medføre strengere
virkninger, end hvis den urigtige oplysning var givet af forsikringstageren,
jf. ovenfor.
Det er ikke sædvanligt, at forsikringsselskaber
tager forbehold over for helbredsoplysninger, der er afgivet af
læger.
4. Lovforslagets udformning
Udvalget om revision af forsikringsaftaleloven har afgivet
en enig indstilling om udformningen af et lovforslag, der opfylder
folketingsbeslutningen af 18. december 1998, jf. pkt. 2.2 og 2.4 ovenfor.
Udvalgets redegørelse har været til
høring hos berørte organisationer m.v., jf. pkt. 6 nedenfor.
Ingen af de hørte organisationer m.v. har haft bemærkninger til
udvalgets forslag.
På denne baggrund er lovforslaget i overensstemmelse
med udvalgets anbefaling udformet som model 5) i udvalgets
redegørelse, jf. om udvalgets overvejelser pkt. 2.4 ovenfor.
Det foreslås således, at der indsættes
en ny bestemmelse i forsikringsaftaleloven. Bestemmelsen vil medføre
en mindre udvidelse af dækningsomfanget for de sygeforsikringer m.v.,
som i øvrigt dækker efter et såkaldt
skadesårsagsprincip, jf. pkt. 3.1 ovenfor.
Efter den foreslåede bestemmelse skal de
nævnte forsikringer dække sygdomme, der er indtrådt inden
forsikringstidens begyndelse, hvis der viser sig følger af sygdommen
eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, og en læge eller
anden sagkyndig i forbindelse med forsikringstegningen har afgivet
helbredsoplysninger med henblik på selskabets vurdering af den
pågældende sygdom.
Efter forslaget skal forsikringstageren i de omhandlede
tilfælde stilles, som om sygdommen var indtrådt i
forsikringstiden.
Det foreslås, at bestemmelsen ikke skal kunne
fraviges ved aftale til skade for forsikringstageren (eller den sikrede).
Lovforslaget ændrer ikke forsikringsaftalelovens
regler om virkningen, hvis forsikringstageren har undladt at give korrekte
oplysninger, der har betydning for selskabet. Hvis forsikringstageren
svigagtigt har undladt over for selskabet at korrigere en fejlagtig
lægeerklæring, er forsikringsaftalen således ikke bindende
for selskabet, jf. den gældende lovs § 4. Har forsikringstageren
alene udvist grov uagtsomhed, hæfter selskabet kun i det omfang, det
mod den aftalte præmie ville have forpligtet sig, hvis det rette
forhold havde været oplyst, jf. lovens §§ 6 og 7 og pkt. 3.2
ovenfor.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
De foreslåede regler skønnes ikke at ville
medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige eller at have væsentlige erhvervsøkonomiske
konsekvenser. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Vurdering af lovforslagets
konsekvenser
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
6. Høring
Forsikringsaftalelovudvalgets redegørelse, jf. pkt.
2.4 ovenfor, har været til høring hos følgende
organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for
retterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde,
Den Danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Den
almindelige Danske Lægeforening, De Samvirkende Invalideorganisationer,
Det Etiske Råd, Finansrådet, Forbrugerrådet og Forsikring
& Pension.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af den foreslåede nye § 120 a i forsikringsaftaleloven, jf.
forslagets § 1, nr. 2. Bestemmelsen indebærer, at selskabet ikke
kan tage forbehold om at være fri for ansvar, hvis der er givet
urigtige helbredsoplysninger af læger eller andre sagkyndige ved
tegning af forsikringer, der er omfattet af den foreslåede § 120
a.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse
på forsikringer, som dækker sygdom, der indtræder i
forsikringstiden. I disse tilfælde udvides forsikringsdækningen
til også at omfatte sygdomme, som er indtrådt inden
forsikringstiden, hvis forsikringen omfatter den pågældende
sygdom, og hvis de to betingelser, som er nævnt i nr. 1 og 2, begge er
opfyldt. Det er således for det første en betingelse, at
følger af sygdommen viser sig i forsikringstiden, eller at sygdommen
diagnosticeres i forsikringstiden. For det andet skal der i forbindelse med
forsikringsaftalens indgåelse være afgivet helbredsoplysninger af
en læge eller anden sagkyndig, og de pågældende oplysninger
skal være givet med henblik på selskabets vurdering af, om
forsikringstageren led af den pågældende sygdom.
Hvis sygdommen har haft skadelige følger i
forsikringstiden, er betingelsen i nr. 1 opfyldt, selv om sygdommen ikke er
blevet diagnosticeret i forsikringstiden. Tilsvarende er betingelsen opfyldt,
hvis sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden, selv om den endnu ikke har
medført nogen skadelige følger.
Er de nævnte betingelser opfyldt, følger det
af bestemmelsen, at forsikringstageren stilles, som om den
pågældende sygdom var indtrådt i forsikringstiden, og
reglen i forsikringsaftalelovens § 120 finder således anvendelse.
Det indebærer, at (yderligere) skadelige følger af sygdommen
dækkes, selv om de først viser sig efter forsikringstidens
ophør, medmindre andet er aftalt.
I praksis vil den foreslåede bestemmelse navnlig
finde anvendelse i tilfælde, hvor en indhentet
lægeerklæring ikke har oplyst om en allerede indtrådt
sygdom, som derefter er blevet omfattet af forsikringen. At en
lægeerklæring således har været fejlagtig eller
ufuldstændig, kan enten skyldes et forkert lægefagligt
skøn, eller at det med den lægevidenskabelige viden på det
pågældende tidspunkt ikke var muligt at konstatere sygdommen.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvad årsagen er til den
fejlagtige eller ufuldstændige lægeerklæring.
Bestemmelsen omfatter efter ordlyden også
tilfælde, hvor lægeerklæringen indeholdt oplysning om den
pågældende sygdom, men hvor selskabet alligevel ikke har taget
forbehold for sygdommen. Her vil det dog normalt også følge af
gældende regler, at selskabet hæfter for sygdommen.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om
forsikringstageren (og den sikrede, hvis der ikke er identitet mellem den
person, der tegner forsikringen, og den person, der får ret til
forsikringsydelsen) var bekendt med indholdet af lægeerklæringen.
Det er ligeledes uden betydning, om selskabet eventuelt har rekvireret
helbredsoplysningerne med henblik på tegning af en anden forsikring,
f.eks. en livsforsikring.
Det er uden betydning, om lægeerklæringen m.v.
indhentes på forsikringstagerens eller forsikringsselskabets initiativ.
Helbredserklæringen skal imidlertid være afgivet med henblik
på selskabets vurdering af den pågældende sygdom. Om dette
er tilfældet, vil kunne fremgå enten direkte af erklæringen
eller af omstændighederne i forbindelse med indhentelsen - f.eks. hvis
forsikringstageren til brug for tegningen af en sygeforsikring er blevet
henvist til en læge eller anden sagkyndig af selskabet med henblik
på en vurdering af, om forsikringstageren led af den
pågældende sygdom.
Var forsikringstageren ved aftalens indgåelse i god
tro om den pågældende sygdom, vil selskabet efter den
foreslåede bestemmelse bære hele risikoen for fejlagtige eller
ufuldstændige lægeerklæringer m.v., som er indhentet i
forbindelse med forsikringstegningen.
Var forsikringstageren ikke i god tro, vil selskabet
derimod normalt ikke hæfte for sygdommen, jf. forsikringsaftalelovens
almindelige regler om urigtige helbredsoplysninger m.v.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor
selskabet har »nøjedes« med den pågældendes egne
helbredsoplysninger, og hvor der således ikke er fremlagt
lægeerklæringer eller andre sagkyndige erklæringer om,
hvorvidt den pågældende sygdom er indtrådt.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke
forsikringsaftalelovens § 120, som kan fraviges ved aftale.
Udgangspunktet er således, at selskabet i tilfælde, hvor den
foreslåede regel finder anvendelse, ikke kun hæfter for de
skadelige følger, der måtte være opstået i
forsikringstiden, men også hæfter for sådanne følger
af den pågældende sygdom, som først viser sig efter
forsikringens ophør. Har selskabet i forsikringsaftalen
begrænset sin hæftelse for en sygdoms skadelige følger til
kun at omfatte følger, som viser sig inden for en vis periode, f.eks.
i forsikringstiden, gælder en sådan begrænsning også
for følger af en sygdom, der var indtrådt, da forsikringen blev
tegnet.
Den foreslåede udvidelse af selskabets
hæftelse bør ikke medføre, at personer, der har
været forsikret i flere selskaber, får en bedre beskyttelse end
personer, der kun har været forsikret i ét selskab.
Sygeforsikringer med udbetaling af en kapitalerstatning er
summaforsikringer, således at selskabet har pligt til at betale et
bestemt beløb, uanset om der foreligger en skade, som kan måles
i penge. Ved summaforsikringer er den almindelige hovedregel, at
forsikringsydelser fra flere selskaber kan kumuleres. Denne hovedregel
bør ikke gælde, når årsagen til, at flere selskaber
hæfter for følgerne af en sygdom, er den foreslåede
udvidelse af selskabets hæftelse til i visse tilfælde at omfatte
følger af sygdomme, der er indtrådt inden forsikringstidens
begyndelse. Hvis forsikringstageren var forsikret i ét selskab ved en
sygdoms indtræden, men har skiftet forsikringsselskab, inden sygdommen
blev konstateret, vil det første selskab hæfte for de skadelige
følger af sygdommen efter den gældende regel i
forsikringsaftalelovens § 120, mens det andet selskab vil hæfte
for de samme følger i medfør af den foreslåede § 120
a.
Da den foreslåede nye bestemmelse har karakter af en
undtagelsesregel, foreslås det på denne baggrund i stk. 2
at begrænse dens anvendelsesområde til tilfælde, hvor
ingen selskaber hæfter for de pågældende skadelige
følger i medfør af den gældende bestemmelse i § 120.
Var forsikringstageren forsikret i et andet selskab på det tidspunkt,
hvor en sygdom antages at være indtrådt, skal forsikringstageren
således fortsat rette sit krav mod dette selskab.
Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsen
ikke skal kunne fraviges ved aftale til skade for forsikringstageren. Dette
begrænser ikke adgangen til i forsikringsaftalen at aftale en
såkaldt karenstid, hvorefter selskabet ikke hæfter for
forsikringsbegivenheder, der indtræder eller konstateres i en vis
periode efter indgåelsen af forsikringsaftalen. En sådan
karenstid udskyder forsikringstiden, og et vilkår herom vil inden for
den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde medføre, at
selskabet ikke hæfter, hvis den pågældende sygdom
diagnosticeres i karenstiden, eller hvis der kun viser sig skadelige
følger af sygdommen i karenstiden.
Den nye bestemmelse foreslås indsat i
forsikringsaftalelovens afsnit IV om ulykkesforsikring og sygeforsikring.
Bestemmelsen får således ikke betydning ved andre former for
personforsikring, f.eks. livsforsikring.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det foreslås endvidere, at de nye regler finder
anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås eller
forlænges efter lovens ikrafttræden. Ulykkes- og sygeforsikringer
indgås normalt for et år med vilkår om, at aftalen
forlænges for et år ad gangen, hvis den ikke siges op med en vis
frist. Sygeforsikringer, der er indgået før lovens
ikrafttræden, vil således ikke være omfattet af
lovændringen, før forsikringen eventuelt forlænges.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
anvendelsesområde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.
oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 413 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
§ 10.
- - -
1.
I § 10, stk. 2, indsættes som 2. punktum:
Stk. 2. Har selskabet forbeholdt sig at være fri
for ansvar, hvis en oplysning, som gives af en anden end forsikringstageren
viser sig at være urigtig, kan dette ikke medføre strengere
virkninger, end hvis oplysningen var givet af forsikringstageren.
»
Selskabet kan ikke forbeholde
sig at vare fri for ansvar, hvis helbredsoplysninger, der er givet af
læger eller andre sagkyndige i forbindelse med tegning af en
forsikring, som omfattes af § 120 a, viser sig at være urigtige eller
ufuldstændige.«
Stk. 3. - - -
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 163 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSAFTALER OG LOV OM TILSYN MED FIRMAPENSIONSKASSER(FORBUD MOD ANVENDELSE AF VISSE HELBREDSMÆSSIGE OPLYSNINGER VED TEGNING M.V. AF FORSIKRINGER OG PENSIONER) Retsinformation · 13. juni 1997
- Skriftlig fremsættelse (29. marts 2000) - L 246 Retsinformation · 29. marts 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser (Udvidelse af forbud mod indhentelse og anvendelse af visse helbredsmæssige oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner) Retsinformation · 31. marts 2016
- 1986 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSAFTALER Retsinformation · 21. maj 1988
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 1. juni 2006
- Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs m.v. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love) Retsinformation · 4. juni 2003