Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret

1999/1 LSF 151Lovforslag som fremsatJustitsministeriet9. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 9. december 1999 af justitsministeren (Frank

Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dansk

indfødsret

(Ændring af reglerne om erhvervelse af dansk

indfødsret ved erklæring)

§ 1

I Lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af

15. januar 1999, foretages følgende ændringer:

1.

§ 3 affattes således:

»§ 3.

En udlænding, som er ustraffet og

ikke er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9, og som

har haft bopæl her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf

sammenlagt mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk

indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.

år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,

Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i

Grønland at afgive erklæring herom.

Stk. 2.

En person, der er sigtet for en lovovertrædelse,

kan ikke erhverve dansk indfødsret ved erklæring efter

stk. 1. Hvis den pågældende ikke findes skyldig i

lovovertrædelsen, kan ny erklæring afgives inden for 1 år

efter, at der er truffet endelig afgørelse i sagen, selv om den

pågældende forinden er fyldt 23 år.

Stk. 3.

Læs alt

Er riget i krig, kan borger i en fjendtlig stat ikke

erhverve indfødsret i medfør af denne paragraf. Det samme

gælder den, der ikke har statsborgerret i nogen stat, men senest har

været statsborger i en fjendtlig stat.«

2.

I § 4 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

En person, som er udvist ved dom, kan ikke erhverve

dansk indfødsret ved erklæring efter stk. 1. Det samme

gælder, hvis der verserer en sag mod den pågældende, hvor

der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om udvisning.«

3.

§ 10 B, 2. pkt., affattes således:

»Bestemmelserne i § 4, stk. 2, og § 5

finder tilsvarende anvendelse.«

4.

§ 10 C, 2. pkt., affattes således:

»Bestemmelserne i § 4, stk. 2, og § 5

finder tilsvarende anvendelse.«

5.

I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Til brug for konstateringen af, om en person kan

erhverve dansk indfødsret ved erklæring efter §§ 3, 4, 10 B

og 10 C, kan den myndighed, der modtager erklæringen, indhente

oplysninger, også i elektronisk form, fra Det Centrale

Kriminalregister.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og baggrund

Formålet med lovforslaget er at ændre reglerne

om erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring, således

at unge udlændinge, der har begået kriminalitet, ikke

længere får adgang til at opnå dansk indfødsret ved

at afgive erklæring over for statsamtet.

Baggrunden for lovforslaget er, at der i den senere tid

har været megen debat om det forhold, at unge udlændinge, der er

sigtet eller dømt for kriminalitet, har mulighed for at få dansk

statsborgerskab ved erklæring. Dette skyldes, at der efter

erklæringsreglerne ikke stilles krav med hensyn til kriminalitet.

Det findes ikke rigtigt, at unge udlændinge, der har

begået kriminalitet, herunder eventuelt grov kriminalitet, kan få

dansk indfødsret ved erklæring. Disse unge må ligesom

andre udlændinge henvises til at søge om dansk indfødsret

ved naturalisation. I retningslinierne vedrørende naturalisation

stilles en række krav til ansøgerne, bl.a. med hensyn til

kriminalitet.

De øvrige erklæringsregler i

indfødsretsloven (om adgangen for tidligere danske statsborgere og for

nordiske statsborgere til at erhverve dansk indfødsret ved

erklæring) ændres ikke, men det præciseres i lovteksten, at

en person, der er dømt til udvisning, ikke kan få dansk

statsborgerskab ved afgivelse af erklæring.

2. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i

indfødsretslovens § 3 kan en udlænding, som har haft ophold

her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5

år inden for de sidste 6 år, erhverve dansk indfødsret ved

at afgive erklæring herom over for statsamtet. Erklæringen skal

afgives mellem det fyldte 18. år og det fyldte 23. år.

Udover alderskravet stilles der således kun krav

vedrørende den periode, den erklærende skal have opholdt sig i

Danmark.

Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov

nr. 1018 af 23. december 1998. I den forbindelse blev den alder, hvorfra

indfødsret kan erhverves ved erklæring, generelt nedsat til 18

år fra 21 år.

Der findes også andre erklæringsregler i

indfødsretsloven. Således kan tidligere danske statsborgere samt

personer, der har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, få

dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring.

Efter § 4 kan en tidligere dansk statsborger, der har

boet her i riget indtil det fyldte 18. år, få dansk

statsborgerskab ved erklæring efter at have boet her i 2 år.

Dette gælder dog kun, såfremt den pågældende mister

sit fremmede statsborgerskab ved erhvervelsen af dansk indfødsret.

Efter § 10 B kan en nordisk statsborger erhverve

dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring. Det er bl.a. en

betingelse, at den pågældende har haft fast bopæl her i

riget i de sidste 7 år og ikke i løbet af denne periode er

idømt frihedsstraf eller foranstaltning, der kan ligestilles

hermed.

Endelig kan en person, der tidligere har haft dansk

statsborgerskab, og som derefter vedblivende har været statsborger i et

andet nordisk land, erhverve dansk indfødsret ved at afgive

erklæring efter indfødsretslovens § 10 C. Det er alene en

forudsætning, at den pågældende har taget fast bopæl

i Danmark.

Bestemmelserne i § 10 B og § 10 C fremgår

direkte af en overenskomst om statsborgerret, som Danmark har indgået

med de øvrige nordiske lande.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre

økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af

betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

De personer, der efter forslaget ikke kan afgive

erklæring, men som er henvist til at indgive ansøgning om

naturalisation, skal betale et gebyr på 1.000 kr. for behandlingen af

naturalisationsansøgningen, jf. herved indfødsretslovens

§ 12, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1995.

Erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring skal fortsat

være gebyrfri.

Lovforslaget har ingen miljømæsige

konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Vurdering af lovforslagets konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Nej

Nej

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Miljømæssige konsekvenser

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for borgerne

Nej

Nej

Forholdet til EU-retten

Nej

Nej

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at kun personer, der er

ustraffede og ikke er idømt foranstaltninger efter

straffelovens kapitel 9, skal kunne erhverve dansk indfødsret ved at

afgive erklæring efter § 3.

Dette skal forstås sådan, at der ikke i Det

Centrale Kriminalregister må være anført afgørelser

om strafbare forhold, som betyder, at den pågældende er fundet

skyldig i en lovovertrædelse eller idømt foranstaltninger efter

straffelovens kapitel 9. De afgørelser, der er til hinder for

erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring, er således

navnlig bødestraf, betinget eller ubetinget frihedsstraf,

tiltalefrafald, advarsler samt domme, hvor den pågældende er

fundet skyldig, men hvor straffen er bortfaldet. Foranstaltninger efter

straffelovens kapitel 9 vedrører psykisk afvigende

lovovertrædere. Typisk idømmes sådanne

lovovertrædere ikke straf, men i stedet en foranstaltning (f.eks. om

behandling eller anbringelse på psykiatrisk hospital) efter

straffelovens § 68 og § 69, hvis en sådan foranstaltning er

formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Under visse betingelser kan farlige kriminelle endvidere idømmes

forvaring (dvs. en tidsubestemt frihedsberøvelse) efter straffelovens

§ 70.

Afgørelser vedrørende overtrædelse af

bl.a. straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer

registreres altid i Kriminalregisteret. Bøder for f.eks.

overtrædelse af færdselslovens regler om vigepligt og

hastighedsbestemmelser, spiritus- og promillekørsel, kørsel

uden førerret m.v. registreres også altid uanset

bødestørrelsen.

Der er imidlertid også afgørelser, der ikke

indberettes til registeret. De afgørelser, som ikke indberettes, skal

ikke være til hinder for erhvervelse af dansk indfødsret ved

erklæring efter § 3.

De afgørelser, der ikke indberettes, er

bøder på under 1.000 kr. for forskellige

særlovsovertrædelser, herunder bøder for visse

overtrædelser af færdselsloven, f.eks. undladelse af at anvende

sikkerhedssele eller styrthjelm eller kørsel uden cykellygte.

Bøder på under 1.000 kr. vil dog blive registreret, hvis der er

tale om et nedsat bødebeløb, og normalbøden udgør

1.000 kr. eller derover.

Oplysningerne i Kriminalregisteret opbevares normalt i

mindst 10 år. Advarsler samt visse bøder for f.eks.

overtrædelser af færdselsloven slettes dog efter 5 år.

Det betyder, at f.eks. en person, der som 17-årig

har fået en advarsel for overtrædelse af lov om euforiserende

stoffer, vil kunne få dansk indfødsret ved erklæring som

22-årig, når oplysningerne om advarslen er slettet fra

Kriminalregisteret.

Som nævnt skal en person, der er fundet skyldig i en

lovovertrædelse og registreret med én af de ovenfor nævnte

afgørelser i Kriminalregisteret, ikke kunne erhverve dansk

indfødsret ved at afgive erklæring over for statsamtet. Kravet

om, at den erklærende skal være ustraffet, henviser således

til Kriminalregisterets registreringer om den pågældende. Der er

ikke overladt noget skøn til myndighederne, idet det alene ud fra

oplysningerne fra Kriminalregisteret kan konstateres, om den

pågældende opfylder betingelserne for at opnå dansk

indfødsret ved erklæring.

Kan den pågældende ikke erhverve dansk

indfødsret ved erklæring, må vedkommende i stedet henvises

til at indgive ansøgning om naturalisation.

Særligt for så vidt angår

statsløse personer kan oplyses, at Danmark har tiltrådt

FN-konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af

statsløshed, hvorefter der i visse tilfælde skal meddeles

statsborgerskab til statsløse personer. Det gælder for personer,

som er født her i riget og altid har været statsløse.

Hvis ansøgning om statsborgerskab indgives mellem det fyldte 18. og

det 21. år, har en sådan person krav på at opnå dansk

statsborgerskab, hvis vedkommende har haft fast bopæl her i riget i

sammenlagt mindst 10 år, herunder 5 år umiddelbart forud for

ansøgningens indgivelse. Det kan dog stilles som betingelse, at den

pågældende ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens

sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på 5

år eller derover for en strafbar handling.

Såfremt en statsløs person, der efter

FN-konventionen har krav på at opnå statsborgerskab, ikke

opfylder betingelserne i indfødsretslovens § 3, vil den

pågældende i stedet blive medtaget på lovforslag om

indfødsrets meddelelse. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til,

at en tilsvarende ordning allerede i dag er etableret for så vidt

angår børn, der er født som statsløse i Danmark,

idet disse børn efter retningslinierne for naturalisation altid kan

optages på lovforslag om indfødsrets meddelelse. Denne ordning

et etableret for at opfylde kravene i FN-konventionen fra 1989 om barnets

rettigheder.

En person, som er sigtet for en lovovertrædelse, der

er indberettet til Kriminalregisteret, kan efter forslaget ikke erhverve

dansk statsborgerskab, før det er godtgjort, at den

pågældende ikke er fundet skyldig. Den erklærende kan

først erhverve indfødsret, når en ankefrist (typisk 14

dage) eller en frist for omgørelse ved en højere instans af en

afgørelse om påtaleopgivelse (2 måneder, jf.

retsplejelovens § 724, stk. 2) er udløbet, og

afgørelsen er endelig.

Hvis det viser sig, at en person, der afgiver

erklæring, på erklæringstidspunktet er sigtet for en

lovovertrædelse, skal statsamtet derfor afvise erklæringen.

Samtidig skal statsamtet vejlede den pågældende om, at der kan

afgives en ny erklæring, hvis den pågældende frifindes,

eller påtale opgives, jf. retsplejelovens § 721.

Når ankefristen efter en frifindelse eller fristen

for at indbringe en påtaleopgivelse for højere instans er

udløbet, kan den erklærende således afgive en ny

erklæring om erhvervelse af dansk statsborgerskab. Erklæring kan

afgives, indtil den erklærende fylder 23 år.

Efter den almindelige regel i § 3, stk. 1, kan

erklæring ikke afgives efter det fyldte 23. år. Der kan

imidlertid opstå den situation, at en person bliver frifundet eller

sagen opgivet kort tid før den pågældende fylder 23

år, eller efter at vedkommende er fyldt 23 år. Det foreslås

på den baggrund, at det altid skal være muligt at afgive ny

erklæring inden for 1 år efter, at der er truffet endelig

afgørelse i sagen, også selv om den erklærende i

mellemtiden er fyldt 23 år (forslaget til § 3, stk. 2, 2.

pkt.). 1-års fristen regnes fra det tidspunkt, hvor der bliver afsagt

frifindende dom eller truffet afgørelse om opgivelse af påtale.

Statsamtet skal, når en erklæring afvises på grund af en

sigtelse, vejlede den pågældende om 1-årsfristen.

Endelig foreslås en sproglig ændring af

formuleringen af opholdskravet i § 3, således at det nu

udtrykkeligt kommer til at fremgå, at den erklærende skal have

haft bopæl i Danmark i 10 år for at kunne få dansk

indfødsret ved erklæring. Hermed er ikke tilsigtet nogen

indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men blot en

præcisering af, at opholdskravet anses for opfyldt, når den

pågældende har haft bopæl her i riget i 10 år,

også selv om den pågældende i perioden jævnligt har

været på ferieophold og andre kortvarige ophold i udlandet.

Derimod medtages ved beregningen af, om den erklærende har været

ude af landet i sammenlagt mere end 1 år inden for de sidste 6

år, også almindelige ferieophold, idet alle udlandsrejser med

undtagelse af f.eks. weekendophold medtages ved beregningen.

Stk. 3 svarer til det gældende stk. 2.

Til nr. 2-4

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en person, der

ved dom er udvist af Danmark, ikke længere har ophold her i landet af

en sådan karakter, at forudsætningerne for erhvervelse af dansk

statsborgerskab ved afgivelse af erklæring er opfyldt.

Det foreslås, at dette nu kommer til at fremgå

udtrykkeligt af erklæringsreglerne i §§ 4, 10 B og 10 C. Da

straffede personer efter lovforslagets § 1, nr. 1, ikke længere

skal kunne erhverve dansk indfødsret ved erklæring efter

§ 3, er det ikke nødvendigt at indsætte reglen om

betydningen af udvisningsdomme i denne bestemmelse.

Det bemærkes, at en udvisningsdom er til hinder for

erhvervelse af indfødsret, uanset om dommen f.eks. er under anke.

Hvis der verserer en straffesag mod den

pågældende, hvor der er nedlagt påstand om udvisning, kan

erklæring ikke afgives. Dette gælder også, hvis den

erklærende ved sagens behandling i 1. instans er blevet frifundet for

en påstand om udvisning, men sagen er under anke. Erklæring kan

først afgives, når den pågældende ved endelig dom er

frifundet for udvisningspåstanden.

Til nr. 5

Det foreslås, at der indføres hjemmel til, at

statsamterne kan indhente de oplysninger fra Kriminalregisteret, som er

nødvendige for at afgøre, om en person kan erhverve dansk

indfødsret ved erklæring. For at statsamtet kan konstatere, om

en person kan erhverve dansk indfødsret ved erklæring, vil det

være nødvendigt at indhente en fuldstændig udskrift fra

Kriminalregisteret.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det

ikke er en forudsætning for at indhente oplysninger fra

Kriminalregisteret, at den erklærende har givet sit samtykke hertil.

For at forebygge misforståelser vil den erklærende dog i praksis

blive anmodet om ved sin underskrift at tilkendegive sin accept af, at

oplysningerne indhentes.

Til § 2

Der har været rejst spørgsmål om,

hvorvidt der eventuelt kunne fastsættes en ikrafttrædelsesdato

fra f.eks. lovforslagets fremsættelse.

Efter den gældende bestemmelse i

indfødsretslovens § 3 vil personer, der afgiver erklæring

til statsamtet, erhverve dansk statsborgerskab fra det tidspunkt, hvor

statsamtet modtager erklæringen. Statsamtet kontrollerer sagens

oplysninger, men der er ikke overladt noget administrativt skøn til

statsamtet. Konstateres det, at den erklærende opfylder betingelserne i

§ 3 med hensyn til alder og ophold i Danmark, har den

pågældende erhvervet dansk indfødsret med virkning fra

erklæringens modtagelse i statsamtet.

Hvis en ændringslov skal have virkning fra

fremsættelsen, vil det herefter ved lov blive vedtaget, at de personer,

der i overensstemmelse med den nu gældende lov har erhvervet dansk

statsborgerskab, alligevel ikke er blevet danske statsborgere. Man fratager

således ved lov en række personer deres statsborgerskab.

I en række lande, herunder Danmark, er

statsborgerretslovgivningen indrettet således, at landets borgere

automatisk mister deres statsborgerskab, hvis de erhverver statsborgerskab i

et andet land.

Det vil sige, at der vil være et antal af de

personer, der erhverver dansk statsborgerskab i perioden fra lovforslagets

fremsættelse og indtil lovens ikrafttræden, der har mistet deres

oprindelige statsborgerskab. Hvis det senere ved lov bestemmes, at de

alligevel ikke har fået dansk statsborgerskab, vil det betyde, at de

pågældende bliver statsløse.

Fastsættelse af en virkningsdato forud for lovens

vedtagelse vil således have karakter af lovgivning med tilbagevirkende

kraft og kan medføre, at nogle personer bliver gjort statsløse.

Det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis personer

vilkårligt fratages deres statsborgerret.

Det foreslås derfor, at loven træder i kraft

dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det indebærer, at

erklæringer i medfør af § 3, som fra og med denne dag

modtages af statsamterne, skal behandles efter de nye regler.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med den gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1.

1.

§ 3 affattes således:

§ 3

. En udlænding, som har haft ophold her i riget i

sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5 år inden for

de sidste 6 år, erhverver dansk indfødsret ved efter det fyldte

18. år, men inden det fyldte 23. år, over for et statsamt,

Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive

skriftlig erklæring herom.

»§ 3. En udlænding, som er ustraffet og ikke er

idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9, og som har haft

bopæl her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt

mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk

indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.

år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,

Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i

Grønland at afgive erklæring herom.

Stk. 2.

Er riget i krig, kan borger i en fjendtlig stat ikke

erhverve indfødsret i medfør af denne paragraf. Det samme

gælder den, der ikke har statsborgerret i nogen stat, men senest har

været statsborger i en fjendtlig stat.

Stk. 2.

En person, der er sigtet for en lovovertrædelse,

kan ikke erhverve dansk indfødsret ved erklæring efter

stk. 1. Hvis den pågældende ikke findes skyldig i

lovovertrædelsen, kan ny erklæring afgives inden for 1 år

efter, at der er truffet endelig afgørelse i sagen, selv om den

pågældende forinden er fyldt 23 år.

Stk 3.

Er riget i krig, kan borger i en fjendtlig stat ikke

erhverve indfødsret i medfør af denne paragraf. Det samme

gælder den, der ikke har statsborgerret i nogen stat, men senest har

været statsborger i en fjendtlig stat.«

2.

2.

I § 4 indsættes som stk. 2:

§ 4

. Har nogen, som ved fødslen har erhvervet dansk

indfødsret, og som har boet her i riget indtil det fyldte 18.

år, mistet indfødsretten, generhverver han, såfremt han

har boet her i de sidste 2 år, indfødsretten ved over for

Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive

skriftlig erklæring herom. Er han statsborger i et andet land, kan

erklæringen dog kun afgives, såfremt han godtgør, at han

derved mister den fremmede statsborgerret.

»Stk. 2.En person, som er udvist ved dom, kan ikke erhverve

dansk indfødsret ved erklæring efter stk.1. Det samme

gælder, hvis der verserer en sag mod den pågældende, hvor

der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om udvisning.«

3

.

3.

§ 10 B, 2. pkt., affattes således:

§ 10 B

. En statsborger i et nordisk land, som

»Bestemmelserne i § 4, stk. 2, og § 5

finder tilsvarende anvendelse.«

1) har erhvervet statsborgerret dér på anden måde

end ved naturalisation,

2) er fyldt 18 år,

3) har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år

og

4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller

foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf,

erhverver dansk indfødsret ved over for et

statsamt, Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive

skriftlig erklæring herom. Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende

anvendelse.

4.

4.

§ 10 C, 2. pkt. affattes således:

§ 10 C

. Den, der har mistet dansk indfødsret og

derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land,

generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast

bopæl her i riget over for et statsamt, Københavns

Overpræsidium, Rigsombudsmanden på Færøerne eller

Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom.

Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

»Bestemmelserne i § 4, stk. 2, og § 5

finder tilsvarende anvendelse.«

5.

5.

I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

§ 12

. Ved indgivelse af ansøgning om dansk

indfødsret ved naturalisation betales et gebyr på 1.000 kr.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om gebyrets betaling

og undtagelser herfra.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere

regler om gennemførelsen af denne lov.

Stk. 3.

Justitsministeren kan hos skattemyndigheder og andre

myndigheder indhente de oplysninger, også i elektronisk form, om

ansøgere om dansk indfødsret og disses børn, som er

nødvendige for at behandle ansøgningerne.

»Stk. 4. Til brug for konstateringen af, om en person kan

erhverve dansk indfødsret ved erklæring efter §§ 3, 4, 10 B

og 10 C, kan den myndighed, der modtager erklæringen, indhente

oplysninger, også i elektronisk form, fra Det Centrale

Kriminalregister.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Stk. 4.

Erklæringer om forhold, der omfattes af denne

lov eller de i henhold til loven fastsatte forskrifter, herunder

erklæringer afgivet til brug ved ansøgninger om

indfødsret eller om bevis for indfødsret, kan kræves

afgivet på tro og love.

Lignende dokumenter