Forslag til Lov om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. oktober 1998 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om undersøgelse af Politiets
Efterretningstjeneste
§ 1.
Der nedsættes en undersøgelseskommission
bestående af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden
udpeges efter fælles indstilling fra præsidenterne for
Østre Landsret og Vestre Landsret. Et medlem udpeges efter indstilling
fra Advokatrådet. Et medlem udpeges efter indstilling fra
Rektorkollegiet.
Stk. 2.
Efter aftale med undersøgelseskommissionen
udpeger justitsministeren en person, der som udspørger i
overensstemmelse med undersøgelseskommissionens bestemmelser
tilrettelægger og foretager afhøringer i kommissionen.
Stk. 3.
Undersøgelseskommissionen antager den
fornødne sekretariatsbistand og anden praktisk bistand.
§ 2.
De personer, der efter § 1 deltager i
undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og
uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er
omfattet af undersøgelsen.
§ 3.
Undersøgelseskommissionen har til opgave at
undersøge, klarlægge og vurdere, om Politiets
Efterretningstjeneste siden 1968 i sin virksomhed i forhold til politiske
Læs alt
partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger
og bevægelser i Danmark har efterlevet de regler og retningslinier for
tjenestens virksomhed, som har været fastsat af Folketinget eller
regeringen.
Stk. 2.
På grundlag af den i stk. 1 nævnte
undersøgelse, klarlæggelse og vurdering skal
undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af
embedsmænd må antages at være begået fejl eller
forsømmelser, der kan give anledning til, at staten søger et
retligt ansvar gennemført.
Stk. 3.
Den i stk. 2 nævnte udtalelse skal alene
afgives i det omfang, undersøgelseskommissionens formand ikke finder
det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
§ 4.
Undersøgelseskommissionen afgør efter
samråd med udspørgeren, hvordan undersøgelsen skal
tilrettelægges. Undersøgelsen skal tilrettelægges og
gennemføres på en sådan måde, at forholdet til andre
lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionens formand leder
kommissionens møder.
Stk. 3.
Undersøgelseskommissionen skal føre en
protokol over møderne i kommissionen.
Stk. 4.
Undersøgelseskommissionen kan anmode
særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for
undersøgelsen.
§ 5.
Enhver har pligt til at stille dokumenter og andet
foreliggende materiale til rådighed for
undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.
Pligten gælder ikke i det omfang, der efter § 8 ikke er pligt til
at afgive forklaring om indholdet af materialet. Materiale, der er udarbejdet
af en minister eller embedsmand i embeds medfør, kan ikke nægtes
stillet til rådighed under henvisning til, at den
pågældende minister eller embedsmand efter § 8 ikke har
pligt til at afgive forklaring om indholdet af materialet.
Stk. 2.
Pligten efter stk. 1 gælder, uanset om de
pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.
§ 6.
Opfyldes den pligt, der er nævnt i § 5,
stk. 1, ikke, kan undersøgelseskommissionen give skriftligt
pålæg om, at materialet skal udleveres eller på anden
måde stilles til rådighed for kommissionen.
Stk. 2.
Efterkommes pålægget ikke, finder
retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.
§ 7.
Enhver er efter anmodning fra
undersøgelseskommissionen forpligtet til at afgive forklaring for
kommissionen som vidne, jf. dog § 8.
§ 8.
Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder
ikke for en minister i det omfang, der må antages at foreligge mulighed
for strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold,
afhøringen vedrører. Vidnepligten gælder heller ikke for
en embedsmand i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for
strafansvar eller disciplinæransvar for den pågældende i
anledning af de nævnte forhold.
Stk. 2.
Vidnepligten gælder i øvrigt med de
undtagelser, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 18. Retsplejelovens
§ 169 og § 170, stk. 3, finder dog ikke anvendelse.
§ 9.
Reglerne i retsplejelovens kapitel 18 finder i
øvrigt tilsvarende anvendelse på afgivelse af forklaring
m.v.
Stk. 2.
Den, der har afgivet forklaring, har ret til at
få en udskrift af sin forklaring.
§ 10.
Straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende
anvendelse på den, der afgiver falsk forklaring for
undersøgelseskommissionen.
§ 11.
Den minister eller embedsmand, hvis forhold
undersøges, har ret til at lade sig bistå af en bisidder, der
beskikkes af kommissionen.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan på ethvert
tidspunkt beslutte at tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis
afgørende hensyn til den i stk. 1 nævnte person eller til
andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse
eller tredjemand taler for det.
§ 12.
Bisidderen har ret til at overvære
afhøringer af sin klient i undersøgelseskommissionen.
Bisidderen har endvidere adgang til at overvære afhøringer af
andre i det omfang, afhøringerne foregår i offentlige
møder, jf. § 18, stk. 2. Undersøgelseskommissionen
kan give bisidderen adgang til at overvære afhøringer af andre
for lukkede døre, hvis væsentlige hensyn til bisidderens
mulighed for at varetage sin klients interesser taler for det.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen skal give bisidderen
adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, der er af betydning
for den pågældendes klient. Bisidderen har ret til at få
udskrift af forklaringer afgivet af klienten samt af forklaringer afgivet af
andre i offentlige møder, jf. § 18, stk. 2.
Stk. 3.
Bisidderen kan gøre sin klient bekendt med
samtlige oplysninger, som bisidderen har fået adgang til.
Undersøgelseskommissionen kan dog give bisidderen pålæg om
ikke at gøre sin klient bekendt med bestemte oplysninger, hvis
afgørende hensyn til andre lande, statens sikkerhed,
undersøgelsens gennemførelse eller tredjemand taler for det.
Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke
udlevere materiale, som bisidderen har modtaget fra
undersøgelseskommissionen, til sin klient.
Stk. 4.
Bisidderen kan anmode undersøgelseskommissionen
om at foranstalte bevisførelse.
Stk. 5.
Bisidderen kan foretage uddybende afhøring af
sin klient og af andre vidner i det omfang, bisidderen efter stk. 1 har
adgang til at overvære afhøringen.
§ 13.
Undersøgelseskommissionen skal inden
afhøringen orientere den minister eller embedsmand, hvis forhold
undersøges, og dennes bisidder om de forhold af faktisk og eventuelt
retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den
pågældende omfatter.
Stk. 2.
Undersøgelseskommisionen skal efter
bevisførelsen orientere den pågældende minister eller
embedsmand og dennes bisidder om de faktiske og eventuelt retlige forhold
vedrørende den pågældende, som kommissionen overvejer at
give udtryk for i sin beretning.
Stk. 3.
Ministre og embedsmænd samt deres bisiddere har
ved undersøgelsens afslutning ret til at afgive en skriftlig udtalelse
til kommissionen om de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål,
som undersøgelsen rejser vedrørende de
pågældende.
§ 14.
Justitsministeren fastsætter salær og
godtgørelse til bisidderen efter de takster, der gælder for
beskikkede forsvarere i straffesager. Undersøgelseskommissionen
afgiver indstilling til justitsministeren herom.
§ 15.
De personer, der efter § 1 deltager i
undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter
straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver
oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.
Stk. 2.
Den tavshedspligt, der er nævnt i stk. 1,
finder tilsvarende anvendelse på bisidderen samt på personer, der
efter § 4, stk. 4, anmodes om at yde bistand til kommissionen.
§ 16.
Den tavshedspligt, der følger af § 15,
stk. 1, er ikke til hinder for, at undersøgelseskommissionen
udleverer materiale, der indgår i undersøgelsen, til vidner og
deres bisiddere, hvis det er af betydning for at besvare de
spørgsmål, som kommissionen stiller.
Stk. 2.
Der er tavshedspligt med hensyn til materiale, der
udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder
tilsvarende anvendelse.
§ 17.
Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven,
lov om offentlige myndigheders registre og ombudsmandsloven gælder ikke
for den virksomhed, der udøves af
undersøgelseskommissionen.
§ 18.
Møder i undersøgelseskommissionen
foregår for lukkede døre.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan dog bestemme, at
møder er offentlige i det omfang, der foretages afhøring om
generelle spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens
virksomhed i tiden før 1990.
Stk. 3.
Undersøgelseskommissionens beslutninger efter
stk. 1 og 2 kan ikke påkæres.
§ 19.
Undersøgelseskommissionens beslutninger kan af
enhver, der har retlig interesse heri, inden 2 uger efter, at beslutningen er
meddelt den pågældende, indbringes for Østre Landsret, jf.
dog § 18, stk. 3. Indbringelsen sker ved indgivelse af
kæreskrift til undersøgelseskommissionen. Reglerne om
kæremål i borgerlige sager finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse. Afholdes retsmøde, foregår mødet for lukkede
døre.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionens beslutninger om
nægtelse af at beskikke en bestemt person som bisidder og om
tilbagekaldelse af en bisidderbeskikkelse indbringes for Den Særlige
Klageret. Stk. 1, sidste pkt., og retsplejelovens § 737 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 20.
Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om
resultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, der
offentliggør beretningen.
§ 21.
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund og formål.
Gennem årene har der ved adskillige lejligheder
været debat om Politiets Efterretningstjeneste (PET). Debatten har ofte
vedrørt det spændingsfelt, der kan være mellem på
den ene side en efterretningstjenestes virksomhed og på den anden side
politisk motiverede aktiviteter i samfundet.
I den senere tid har debatten om PET været meget
omfattende. På samme måde er det også i en række
andre europæiske lande et aktuelt tema at drøfte, hvorledes
efterretningstjenesters rolle bør være i et nutidigt demokratisk
samfund. De forskellige drøftelser herom må antages til dels at
afspejle, at der med murens fald og afslutningen på den kolde krig er
sket nogle afgørende ændringer i den udenrigs- og
sikkerhedspolitiske situation i Europa og dermed også i de
grundlæggende vilkår for efterretningstjenesternes
virksomhed.
Et væsentligt omdrejningspunkt for den seneste tids
danske debat har været en regeringserklæring af 30. september
1968 med følgende indhold:
»Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske
statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag
af lovlig politisk virksomhed.
At sådanne registreringer hidtil har fundet sted har
ofte givet anledning til debat både under den nuværende og
tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om
registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige
hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan
udfolde sig.
Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der
holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen,
ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have
afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt
efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag
af lovlig politisk virksomhed.
Såfremt der fra tidligere måtte være
registrerede oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort.«
I den aktuelle debat har ikke mindst denne erklæring
dannet udgangspunkt for bl.a. drøftelser om, hvorledes det til
stadighed sikres, at borgernes ret til at udøve lovlige politiske
aktiviteter ikke bliver krænket - eller kan blive oplevet som
krænket - i forbindelse med varetagelsen af PET's opgaver.
Et andet aspekt i debatten har været
spørgsmålet om PET's hidtidige overholdelse af gældende
regler og retningslinier. Også i denne sammenhæng har et
dominerende element været PET's rolle i relation til politisk
motiverede aktiviteter.
Efter at en række spørgsmål af den
omhandlede karakter var blevet rejst, bad Justitsministeriet i marts 1998 PET
om at redegøre bl.a. for tjenestens efterforskning og
informationsindsamling i forhold til den yderste politiske højre- og
venstrefløj og i forbindelse med faglige konflikter. PET's
redegørelse herom blev offentliggjort i april 1998.
Endvidere besluttede regeringen i april 1998 at
nedsætte et udvalg, der skal overveje en række
spørgsmål om det fremtidige regelsæt for PET og til dels
også Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Af kommissoriet for dette
udvalg (Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets
Efterretningstjenester) fremgår således, at man skal
gennemgå regelgrundlaget for PET og i lyset heraf overveje behovet for
og udformningen af en mere samlet regulering af tjenestens virksomhed.
Udvalget skal også overveje spørgsmål om den enkelte
borgers ret til at få indsigt i registrerede oplysninger om sig selv,
herunder indsigt i oplysninger fra en tidligere, afsluttet (historisk)
periode.
Når regeringen herudover nu foreslår, at der
iværksættes en bagudrettet undersøgelse af dele af PET's
virksomhed, skyldes det, at der i løbet af sommeren 1998 er fremkommet
oplysninger, der skaber tvivl om, hvorvidt PET i enhver henseende har
overholdt gældende regler og retningslinier for tjenestens
virksomhed.
For det første
drejer det sig om to
dokumenter, der viser, at PET i december 1968 - altså få
måneder efter udstedelsen af den omhandlede regeringserklæring -
besluttede (fortsat) at registrere medlemmer af bl.a. DKP's
central-komité og Københavnsledelse samt VS's hovedbestyrelse
og Københavnsledelse, selv om de pågældende alene var
kendt som medlemmer af de nævnte ledelser. Denne registrering fandt
efter det foreliggende sted frem til august 1974.
Af en notits af 19. december 1968 fra PET fremgår
således bl.a.:
» . . at følgende personer skal registreres -
også hvis de alene er kendt som medlemmer af:
DKP's centralkomite og DKP's Københavnsledelse
DKU's hovedbestyrelse og DKU's
Københavnsledelse
VS's hovedbestyrelse og VS's Københavnsledelse
SUF's landsledelse og SUF's Københavnsledelse
Da forannævnte i dag blev bestemt har vi gået
sagerne igennem fra B. 67.530 og tilbage til B. 61.980, hvorved formentlig
allerede en hel del af disse personer er makuleret . .«
Og i en notits af 21. august 1974 fra PET hedder det
bl.a.:
». . Siden regeringsbeslutningen af 30/9-1968, hvorefter
man ikke længere måtte registrere alene på grundlag af
lovlig politisk virksomhed, har det her i afdelingen været almindeligt,
at personer i DKP's, DKU's, VS's og SUF's topledelse skulle være
registreret. - Det er i dag bestemt, at disse personer ikke mere må
registreres . . .«
Registrering af et politisk partis ledende eller menige
medlemmer kan være i fuld overensstemmelse med
regeringserklæringen af 30. september 1968. En sådan registrering
vil navnlig kunne ske, hvis et politisk parti med rimelighed kan
mistænkes for at være rammen om eller udgangspunkt for alvorlige
ulovligheder. Der er i så fald ikke tale om lovlig politisk virksomhed,
og det følger derfor af regeringserklæringen, at registrering
kan finde sted.
Dette kræver imidlertid, at to centrale betingelser
er opfyldt. For det første kræves det, at PET har foretaget en
vurdering, der giver grundlag for en sådan mistanke. For det andet skal
dette mistankegrundlag forelægges for de kontrolorganer, der
fører tilsyn med PET.
Det har ikke af det foreliggende materiale været
muligt at se, på hvilket grundlag PET gennemførte denne
registreringspraksis. Det er derfor ikke muligt uden en nærmere
undersøgelse at afklare, om den registreringspraksis, som PET
besluttede i december 1968 og fortsatte frem til august 1974, har ligget
inden for rammerne af regeringserklæringen.
For det andet
er der i løbet af sommeren
1998 opstået tvivl om, i hvilket omfang og på hvilket grundlag
personoplysninger, som efter regeringserklæringen fra september 1968
ikke længere måtte registreres, er blevet opført og
bevaret i arbejdskartoteker hos tjenesten navnlig i perioden 1968 til
1985.
Det anførte indebærer, at der umiddelbart kan
rejses tvivl om PET's overholdelse af regeringserklæringen fra
september 1968, hvis forbud mod at registrere danske statsborgere alene
på grundlag af lovlig politisk virksomhed må anses for at have en
principiel og grundlæggende karakter.
Regeringen finder, at oplysninger, der giver grundlag for
en sådan tvivl, må undersøges og afklares. Sker det ikke,
vil det kunne skade tilliden til PET's virksomhed. Og netop i et demokratisk
samfund må der være tillid til, at efterretningstjenesten
udøver sin virksomhed på retmæssigt grundlag.
Den rejste tvivl vil ikke kunne afklares på en
grundig og retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde uden en egentlig
undersøgelse, der giver mulighed for at stille spørgsmål
til den relevante personkreds.
På den baggrund er det regeringens opfattelse, at
der med henblik på at opnå størst mulig afklaring
bør nedsættes en undersøgelseskommission til at
gennemføre en bred undersøgelse af PET's virksomhed siden 1968.
Undersøgelsen bør ikke begrænses til PET's
registreringspraksis, men bør også omfatte andre dele af PET's
virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter,
politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark,
herunder efterretningstjenestens overvågningsaktiviteter.
Formålet med undersøgelsen skal være at
belyse, om PET siden 1968 ved udøvelsen af den nævnte virksomhed
har efterlevet de regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har
været fastsat af Folketinget eller regeringen.
Selv om spørgsmålet om ansvar for
enkeltpersoner i anledning af det passerede ikke forekommer nærliggende
- navnlig med hensyn til forhold, der ligger mange år tilbage - har
regeringen fundet det rigtigst, at det som led i undersøgelsen
også vurderes, om der i forhold til embedsmænd er grundlag for at
søge et retligt ansvar gjort gældende.
Endvidere vil ministres forhold blive belyst. I
overensstemmelse med hidtidig praksis skal undersøgelseskommissionen
dog ikke udtale sig om ministres eventuelle retlige og politiske ansvar.
Det har samtidig været afgørende for
regeringen, at en sådan undersøgelse gennemføres på
en måde, der ikke skader Politiets Efterretningstjenestes mulighed for
også fremover at løse de opgaver, som påhviler den.
Det foreliggende lovforslag har til formål at
etablere en sådan kommissionsundersøgelse.
Om forslagets nærmere indhold henvises til pkt. 2 om
hovedpunkter i lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de
enkelte bestemmelser.
2. Hovedpunkter i lovforslaget.
En gennemførelse af lovforslaget vil
indebære, at der nedsættes en særlig
undersøgelseskommission bestående af tre medlemmer, der udpeges
af justitsministeren. Formanden (en landsdommer) udpeges efter indstilling
fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. De to andre
medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Advokatrådet og
Rektorkollegiet.
Kommissionen skal undersøge, klarlægge og
vurdere, om Politiets Efterretningstjeneste siden 1968 i sin virksomhed i
forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk
prægede grupperinger og bevægelser i Danmark har efterlevet de
regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har været
fastsat af Folketinget eller regeringen.
Undersøgelsen angår således
efterretningstjenestens virksomhed på »det politiske område«.
Uden for undersøgelsen falder bl.a. efterretningstjenestens virksomhed
i alle sager om spionage, terrorisme, spredning af
masseødelæggelsesvåben m.v., hvor mistanken retter sig mod
personer uden tilknytning til politiske partier m.v. i Danmark. Sager, hvor
personer med en sådan tilknytning måtte være mistænkt
for spionage, terrorisme m.v., er derimod omfattet af
undersøgelsen.
Undersøgelsen har ikke til formål at
afdække de aktiviteter af efterretningsmæssig interesse, der har
fundet sted i politiske miljøer siden 1968. Sådanne aktiviteter
vil dog have betydning for undersøgelsen i det omfang, aktiviteter af
denne art eller mistanke herom er indgået i grundlaget for
efterretningstjenestens virksomhed.
På grundlag af undersøgelsen,
klarlæggelsen og vurderingen af, om Politiets Efterretningstjeneste har
efterlevet gældende regler og retningslinier, skal
undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af
embedsmænd må antages at være begået fejl eller
forsømmelser, der kan give anledning til, at staten søger et
retligt ansvar gennemført. En sådan udtalelse skal alene afgives
i det omfang, undersøgelseskommissionens formand ikke finder det
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne nedenfor til § 3, hvor der bl.a. er redegjort
for de begrænsninger, der gælder i forhold til tidligere
embedsmænd og med hensyn til forhold, der ligger mange år tilbage
i tiden.
Undersøgelseskommissionen skal tilrettelægge
og gennemføre undersøgelsen på en sådan måde,
at forholdet til andre lande, hensynet til statens sikkerhed og til
tredjemand ikke skades. Dette stiller særlige krav til omgangen med det
materiale, der indgår i undersøgelsen. Det indebærer
også, at den beretning, som undersøgelseskommissionen skal
afgive, ikke må indeholde oplysninger, der f.eks. kompromitterer
forholdet til udenlandske samarbejdspartnere, efterretningstjenestens kilder
eller aktuelle efterforskninger.
Undersøgelseskommissionen oplyser sagen dels ved
hjælp af foreliggende materiale, dels ved at indkalde personer til at
afgive forklaring for undersøgelseskommissionen.
Undersøgelseskommissionen får i den forbindelse mulighed for at
etablere særlige efterforskningshold, der kan bistå kommissionen
med f.eks. indhentning og gennemgang af materiale m.v.
Der er fastsat særlige retsgarantier for de -
nuværende og tidligere - ministre og embedsmænd, hvis forhold
undersøges. Som eksempel kan nævnes regler om beskikkelse af
bisiddere og om adgang til - på grundlag af en tilkendegivelse om
sagens stilling fra kommissionen - at afgive en skriftlig udtalelse om de
faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den
pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin
beretning (kontradiktion).
Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med
afgivelsen af en beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der
offentliggør den.
Den foreslåede undersøgelse bygger i vidt
omfang på den model, der blev anvendt ved undersøgelsen af den
færøske banksag, jf. lov nr. 356 af 8. juni 1995. Den bygger
også på det lovudkast vedrørende
undersøgelseskommissioner med dommerdeltagelse, der er indeholdt i
Betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer (afgivet af det
såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg). Lovforslaget indeholder dog en
række afvigelser i forhold til Nordskov Nielsen-udvalgets lovudkast. De
fleste afvigelser er begrundet i hensynet til at sikre fortroligheden af det
efterretningsmateriale, der indgår i undersøgelsen.
3. Åbne eller lukkede døre?
Et særligt spørgsmål er, om
forklaringer i undersøgelseskommissionen skal afgives for lukkede
døre eller i offentlige møder (for åbne døre).
Ved en undersøgelse som den foreliggende, der
angår Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, må
udgangspunktet være, at undersøgelsen foregår for lukkede
døre.
Det skyldes en flerhed af hensyn, herunder navnlig
hensynet til efterretningstjenestens fremtidige virkemuligheder og ikke
mindst hensynet til beskyttelse af enkeltpersoner.
For det første kan der peges på hensynet til
at beskytte efterretningstjenestens kilder. Hvis navne på
kilder/meddelere kommer frem i et offentligt møde i kommissionen,
eller de kan udledes af de oplysninger, der fremkommer i et sådant
møde, vil det kunne have en efter omstændighederne meget
alvorlig skadevirkning i forhold til den pågældende
kilde/meddeler. Ligeledes vil det kunne få meget alvorlige
skadevirkninger for efterretningstjenestens mulighed for fremover at få
personer til at bidrage med oplysninger af efterretningsmæssig
interesse med den deraf følgende forringelse af
efterretningstjenestens muligheder for at løse sine opgaver.
For det andet må der lægges stor vægt
på hensynet til, at navne på personer, som har været i
efterretningstjenestens søgelys, ikke nu fremdrages og
blotlægges offentligt mange år efter. Det ville således
være i strid med almindelige retsplejemæssige principper, hvis
personer, som ikke dengang blev retsforfulgt, nu i forbindelse med
afhøring af ansatte i efterretningstjenesten skulle udsættes for
offentlig omtale af de mistanker, som efterretningstjenesten på et
tidspunkt har rettet mod dem.
For det tredje kan peges på hensynet til
undersøgelsens gennemførelse og kvalitet. Det må
således antages, at det i en undersøgelse som den foreliggende
vil fremme mulighederne for at opnå en sammenhængende og
dækkende forklaring, hvis oplysningerne kan afgives for lukkede
døre.
Der kan også nævnes hensynet til, at forholdet
til udenlandske samarbejdspartnere ikke skades. Dette har sammenhæng
med, at samarbejdet med andre efterretningstjenester generelt bygger
på, at oplysninger om efterretningsvirksomhed behandles fortroligt. Er
der ikke tillid hertil, vil udenlandske samarbejdspartnere blive
tilbageholdende med at give oplysninger til den danske efterretningstjeneste.
Dette vil forringe efterretningstjenestens muligheder for i fremtiden at
løse sine opgaver.
Endelig kan der peges på en række andre
hensyn, der taler for lukkede døre. Det gælder således
f.eks. hensynet til aktuelle efterforskninger og til ikke at afsløre
enkeltheder og praktiske fremgangsmåder ved udøvelse af
efterretningsvirksomhed.
De nævnte hensyn fører til, at i hvert fald
forklaringer, hvorved der gives oplysninger om konkrete sager, må
afgives for lukkede døre. Det samme gælder forklaringer om
forhold, hvor de hensyn, der er redegjort for ovenfor, i øvrigt
gør sig gældende.
De hensyn, der gør lukkede døre
påkrævet, gør sig imidlertid ikke gældende med
hensyn til samtlige forhold, der skal afdækkes i forbindelse med
undersøgelsen. En række nærmere afgrænsede
spørgsmål vil efter omstændighederne kunne belyses i
offentlige møder, uden at de ovennævnte hensyn
tilsidesættes.
Det drejer sig for det første om generelle
oplysninger om Politiets Efterretningstjenestes arbejdsopgaver og generelle
organisation samt den sikkerhedspolitiske baggrund for tjenestens virke i den
periode, undersøgelsen angår. For det andet drejer det sig om de
regler og generelle retningslinier, der gælder for tjenestens
virksomhed. Endvidere drejer det sig om afhøringer til belysning af
det generelle samspil mellem Politiets Efterretningstjeneste på den ene
side og på den anden side Justitsministeriet, regeringens
sikkerhedsudvalg, Wamberg-udvalget og det parlamentariske kontroludvalg.
Endelig drejer det sig om afhøringer, der har til formål at
belyse den rent praktiske fremgangsmåde i forbindelse med registrering
i efterretningstjenestens registre og sletning herfra.
På den baggrund foreslås det, at
undersøgelseskommissionen kan bestemme, at forklaringer, der skal
belyse de ovennævnte generelle spørgsmål, afgives for
åbne døre.
For at sikre, at oplysninger om aktuelle forhold kan
beskyttes mod utilsigtet offentliggørelse, foreslås det, at
adgangen til at foretage afhøring for åbne døre om de
nævnte generelle spørgsmål begrænses
tidsmæssigt til tiden før 1990.
Med den foreslåede ordning bliver der mulighed for,
at offentligheden kan følge med i de afhøringer, der belyser de
overordnede rammer og spilleregler for efterretningstjenestens virksomhed
frem til Berlinmurens fald samt de kontrolmekanismer, der har været
gældende. Ved denne afgrænsning sikres det samtidig, at der ikke
i åbne møder afsløres oplysninger om enkeltsager, navne
på personer og grupperinger, trusselsvurderinger m.v. Der henvises til
forslagets § 18.
Den personkreds, der vil skulle afhøres om
sådanne generelle spørgsmål, vil primært omfatte
justitsministre, ledende embedsmænd i Justitsministeriet samt chefen,
eventuelt souschefen, for Politiets Efterretningstjeneste. Det
forudsættes, at der ikke bliver tale om at afhøre andre ansatte
i Politiets Efterretningstjeneste for åbne døre. Det vil
eventuelt også kunne komme på tale i offentlige møder at
afhøre særligt sagkyndige til belysning af den
sikkerhedspolitiske situation i den periode, undersøgelsen
angår.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at
undersøgelseskommissionen udskiller de afhøringstemaer, der
angår de anførte generelle spørgsmål
vedrørende efterretningstjenestens virksomhed i tiden før 1990,
således at afhøringer herom samles i møder, der er
offentlige. Det forudsættes i den forbindelse, at
undersøgelseskommissionen på forhånd giver offentligheden
underretning om tid og sted for møder, der foregår for
åbne døre.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at man ved
afhøringer for lukkede døre kan komme ind på generelle
spørgsmål, når dette indgår som et naturligt led i
forbindelse med de temaer, afhøringen angår. Dette gælder
også ved afhøring af justitsministre, ledende embedsmænd i
Justitsministeriet samt chefen/souschefen for Politiets
Efterretningstjeneste. Er hovedtemaet for afhøringen derimod de
ovenfor nævnte generelle spørgsmål, forudsættes det,
at dette tema udskilles med henblik på at foretage afhøring af
de nævnte personer i møder for åbne døre.
Det skal fremhæves, at de forhold, der ikke vil
blive belyst i offentlige møder, vil blive behandlet og klarlagt i den
øvrige del af undersøgelsen, og at de vil indgå i den
beretning, der skal offentliggøres, jf. § 20. Herved vil
indholdet af det, der er kommet frem i undersøgelsen, herunder
også i afhøringer for lukkede døre, blive
tilgængeligt for offentligheden.
Med henblik på at undgå, at
spørgsmålet om åbne eller lukkede døre
løbende kan gøres til genstand for kæremål til
Østre Landsret, foreslås det, at
undersøgelseskommissionens beslutninger om, hvorvidt afhøringer
skal foregå for åbne eller lukkede døre, ikke kan
påkæres, jf. § 18, stk. 3.
4. Andre konsekvenser af undersøgelsens særlige
karakter.
Hensynet til at beskytte de ofte meget følsomme
oplysninger, der indgår i en undersøgelse som den foreliggende
af Politiets Efterretningstjeneste, har ikke kun betydning for
spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelsen bør
gennemføres for åbne eller lukkede døre.
Beskyttelseshensynet har også betydning for andre
spørgsmål om undersøgelsens tilrettelæggelse og
gennemførelse.
For det første kan nævnes udformningen af den
beretning, som undersøgelseskommissionen skal afgive, og som skal
offentliggøres. Det er vigtigt, at beretningen indeholder en
fyldestgørende redegørelse for de spørgsmål, som
undersøgelseskommissionen efter kommissoriet skal undersøge,
klarlægge og vurdere. Det er imidlertid samtidig vigtigt, at
beretningen udformes på en sådan måde, at den ikke skader
efterretningstjenestens aktuelle efterforskninger og fremtidige
virkemuligheder, herunder i forhold til udenlandske samarbejdspartnere, samt
hensynet til tredjemand (kilder, tidligere mistænkte m.v.) Ved
udformningen af beretningen må kommissionen således foretage en
meget nøje afbalancering af på den ene side hensynet til at give
en fyldestgørende redegørelse og på den anden side
hensynet til, at de nævnte interesser ikke skades. Der henvises til
forslagets § 20.
Det nævnte beskyttelseshensyn har endvidere
betydning for omgangen med det materiale, der indgår i
undersøgelsen. Ved andre undersøgelser har det været
almindeligt, at relevant materiale udleveres til undersøgelsesorganet.
Ved en undersøgelse som den foreliggende taler hensynet til
dokumentsikkerheden imidlertid for, at materialet forbliver i PET,
således at kommissionen får adgang til at gøre sig bekendt
med indholdet af materialet dér. Heroverfor står, at det kan
være vanskeligt for undersøgelseskommissionen at
gennemføre undersøgelsen, hvis den ikke har en umiddelbar og
let adgang til materialet. Også disse modstående hensyn må
afbalanceres i forhold til hinanden, jf. forslagets §§ 4 og 5.
Den særlige karakter af de oplysninger, der
indgår i undersøgelsen, har også betydning for, i hvilket
omfang de involverede ministre og embedsmænd samt deres bisiddere kan
få adgang til det materiale, der indgår i eller frembringes som
led i undersøgelsen.
Efter forslaget fra Nordskov Nielsen-udvalget skal
bisidderne have adgang til alt materiale, der indgår i
undersøgelsen. De skal endvidere have adgang til at overvære
afhøring af samtlige vidner, ligesom de har ret til at få
udskrift af forklaringerne.
Efter regeringens opfattelse vil en så vid adgang
for bisidderne til at få udleveret undersøgelsens materiale
være vanskeligt at forene med hensynet til at sikre, at de ofte meget
fortrolige oplysninger ikke kommer på afveje. Samtidig er det
imidlertid vigtigt, at bisidderne har mulighed for på en
retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde at varetage deres klienters
interesser i forbindelse med undersøgelsen.
Udformningen af bisidderordningen i det foreliggende
forslag bygger på en afbalancering af disse modstående
hensyn.
Det foreslås således, at bisidderen som
udgangspunkt kun har adgang til materiale, der er af betydning for den
pågældendes egen klient. Bisidderen har endvidere som
udgangspunkt kun ret til at overvære afhøringer af sin egen
klient og til at få udskrift af dennes forklaringer. I det omfang,
forklaringer afgivet af andre er af betydning for klienten, har bisidderen
ret til at gøre sig bekendt med indholdet og - hvis det findes
sikkerhedsmæssigt forsvarligt - få en udskrift af forklaringen.
Foregår afhøringer i offentlige møder, har bisidderen ret
til at overvære afhøringerne og til at få udskrift af de
afgivne forklaringer. Der henvises til forslagets § 12, stk. 1 og
2.
Kan der i lyset af det, der hidtil er fremkommet i
undersøgelsen, efter kommissionens opfattelse blive
spørgsmål om at afgive belastende vurderinger - det være
sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger - af en
persons forhold, må der af retssikkerhedsmæssige grunde på
dette tidspunkt ske en udvidelse af de beføjelser, der tilkommer den
pågældende persons bisidder. Det foreslås derfor, at
undersøgelseskommissionen i denne - typisk sene - fase af
undersøgelsen kan give bisidderen adgang til at overvære
(gen-)afhøringer af andre, der finder sted for lukkede døre,
hvis væsentlige hensyn til bisidderens mulighed for at varetage sin
klients interesser taler for det. Der henvises til forslagets § 12,
stk. 1, sidste pkt. I en sådan situation må kommissionen
ligeledes ved en fornyet gennemgang sikre sig, at bisidderen har fået
stillet alt det materiale til rådighed, der er af betydning for
klienten, herunder udskrift af relevante forklaringer afgivet af andre, jf.
forslagets § 12, stk. 2.
Der foreslås ingen begrænsning i den
retsgaranti, der består i, at personer, der kan risikere belastende
vurderinger, efter bevisførelsens afslutning skal have en
tilkendegivelse herom fra kommissionen og på grundlag heraf have adgang
til at afgive en skriftlig udtalelse (kontradiktion), inden kommissionen
færdiggør beretningen, jf. forslagets § 13, stk. 2 og
3.
Efter regeringens opfattelse vil den beskrevne ordning
tilgodese hensynet til de involveredes retssikkerhed samtidig med, at
hensynet til at gardere de følsomme oplysninger, der indgår i
undersøgelsen, så vidt muligt sikres.
5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Gennemførelsen af den foreslåede
undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste vil medføre en
række udgifter. Herunder kan bl.a. nævnes vederlæggelse af
undersøgelseskommissionens medlemmer, udspørgeren samt
sekretariatsbistand og anden praktisk eller sagkyndig bistand, herunder
eventuel substitution i de pågældendes hovedstillinger,
lokaleudgifter, udgifter til bisiddere, kontorholdsudgifter m.v.
Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens
medlemmer fastsættes af Justitsministeriet efter drøftelse med
Finansministeriet. Udgifterne i forbindelse med
undersøgelseskommissionens virksomhed afholdes af statskassen i
overensstemmelse med de retningslinier, der gælder for
undersøgelsesretter. For så vidt angår fastsættelse
af salær og godtgørelse til bisidderne henvises i øvrigt
til lovforslagets § 14.
Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for
strafferetspleje m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
6. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen for
Folketinget sendt til høring hos Præsidenterne for Østre
og Vestre Landsret, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder og Rektorkollegiet.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Til § 1
Bestemmelsen fastsætter, hvordan
undersøgelseskommissionen skal sammensættes.
Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre
Landsret skal i fællesskab indstille én person til formand for
kommissionen. Det forudsættes, at den indstillede er landsdommer.
Et medlem udpeges efter indstilling fra
Advokatrådet.
Det tredje medlem af kommissionen udpeges efter
indstilling fra Rektorkollegiet. Det forudsættes, at den indstillede
har særlig indsigt i sikkerhedspolitiske forhold i den periode, der er
omfattet af undersøgelsen. Den indstillede behøver ikke
nødvendigvis at have tilknytning til de institutioner, der er
repræsenteret i Rektorkollegiet.
Reglerne i ligestillingslovgivningen gælder ikke i
forbindelse med indstilling og udpegning af medlemmer af den foreslåede
undersøgelseskommission. Indstillingerne er offentligt
tilgængelige.
Den i stk. 2 nævnte udspørger
udpeges efter aftale med kommissionen. Udspørgeren har til opgave at
tilrettelægge og foretage afhøringer i kommmissionen. Arbejdet
sker på kommissionens ansvar og under kommissionens instruktion.
Efter stk. 3 antager
undersøgelseskommissionen den fornødne sekretariatsbistand og
anden praktisk bistand.
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at kommissionen kan
sammensætte særlige efterforskningshold, der kan bistå
kommissionen med indhentning, gennemgang og systematisering af materiale
m.v.
Det forudsættes, at Justitsministeriet stiller
personaleadministrativ bistand til rådighed, herunder f.eks. med hensyn
til lønanvisning.
Det forudsættes endvidere, at kommissionen foretager
sikkerhedsgodkendelse af sekretariatet og andre, der antages til at
bistå kommissionen.
Til § 2
Bestemmelsen opstiller de habilitetskrav, der gælder
for medlemmerne af kommissionen, udspørgeren og sekretariatet. De
pågældende personer skal være uvildige og uafhængige
i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er omfattet af
undersøgelsen. Der må således ikke foreligge
omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om den
fuldstændige upartiskhed hos de personer, der deltager i
undersøgelsens gennemførelse.
Habilitetskravene udelukker ikke alene personer, der har
været ansat eller på anden måde haft tilknytning til
Politiets Efterretningstjeneste, men f.eks. også personer, der i den
offentlige debat på forhånd har tilkendegivet deres opfattelse af
de spørgsmål, der skal undersøges og vurderes af
kommissionen.
Til § 3
I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver
undersøgelseskommissionen skal udføre.
Kommissionens opgaver (kommissorium) omfatter dels en
beskrivende del (»fact finding«) med visse retlige vurderinger, dels en
ansvarsbedømmelsesdel.
Den beskrivende del med visse retlige vurderinger er
angivet i bestemmelsens stk. 1.
Undersøgelseskommissionen skal undersøge,
klarlægge og vurdere, om Politiets Efterretningstjeneste siden 1968 i
sin virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter og
politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark
har efterlevet de regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har
været fastsat af Folketinget eller regeringen.
En besvarelse heraf indebærer klarlæggelse af
de faktiske omstændigheder (efterretningstjenestens virksomhed siden
1968 på »det politiske område«) med henblik på, at det kan
vurderes, om gældende regler og retningslinier har været
overholdt.
Der findes ingen særlig lovgivning om den
virksomhed, der udøves af Politiets Efterretningstjeneste. Med
udtrykket »regler ...fastsat af Folketinget« sigtes derfor navnlig til de
almindelige regler, der gælder for politiets virksomhed, herunder
retsplejelovens regler om efterforskning af formodet strafbart forhold og
straffelovens og forvaltningslovens regler om tavshedspligt.
Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er herudover
reguleret af retningslinier fastsat eller godkendt af regeringen
(justitsministeren). Som eksempel kan nævnes de retningslinier, der
fremgår af regeringserklæringen af 30. september 1968, jf.
ovenfor under pkt. 1 i de almindelige bemærkninger. Endvidere kan
nævnes retningslinierne fra 1983 vedrørende efterforskning
på det politiske område. Det følger af udformningen af
kommissoriet, at sådanne retningslinier også indgår i det
grundlag, efterretningstjenestens virksomhed skal bedømmes i forhold
til.
Den tidsmæssige afgrænsning af
undersøgelsen til 1968 er ikke til hinder for, at forhold fra
årene forud for 1968 inddrages i undersøgelsen i det omfang, det
har betydning for forståelsen af regeringserklæringen af 30.
september 1968.
Efterretningstjenestens »virksomhed« omfatter f.eks.
forskellige former for overvågning m.v., herunder aflytning, brug af
agenter og kontaktnet m.m. Det omfatter også personregistreringer og
andre strukturerede samlinger af personoplysninger, herunder de
såkaldte arbejdskartoteker. Også registrering af politiske
partier, grupperinger, bevægelser m.v. er omfattet.
Undersøgelsen er ikke begrænset til
afsluttede sager, men omfatter også verserende sager i det omfang, de
falder inden for kommissoriets afgrænsning. Den risiko, som
inddragelsen af verserende sager kan udgøre for igangværende
efterforskninger og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester m.v.,
er søgt imødegået dels ved reglerne om, at
afhøringer som udgangspunkt foregår for lukkede døre, jf.
§ 18, dels ved bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter
undersøgelsen skal tilrettelægges og gennemføres på
en sådan måde, at bl.a. forholdet til andre lande og statens
sikkerhed ikke skades.
Undersøgelsen angår kun den del af
efterretningstjenestens virksomhed, der i perioden har været rettet mod
politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede
grupperinger og bevægelser i Danmark.
Uden for undersøgelsen falder for det første
efterretningstjenestens virksomhed i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser i
det omfang, der er tale om sikkerhedsgodkendelse af personer uden tilknytning
til politiske partier m.v. Har en person derimod været kendt af
efterretningstjenesten som medlem af et politisk parti eller en
politisk-ideologisk præget gruppering, og er denne oplysning
indgået i en sag om sikkerhedsgodkendelse, vil dette være
omfattet af undersøgelsen.
Uden for falder endvidere den del af Politiets
Efterretningstjenestes virksomhed, der udelukkende angår
kontraspionage, bekæmpelse af terrorisme, hindring af spredning af
masseødelæggelsesvåben, personbeskyttelse og
rockerefterforskning. Denne generelle begrænsning gælder ikke
blot i forhold til verserende sager, men også i forhold til afsluttede
sager.
Uden for undersøgelsen falder herefter
efterretningstjenestens virksomhed i alle sager om spionage, terrorisme m.v.,
hvor mistanken retter sig mod personer uden tilknytning til politiske partier
m.v. i Danmark. Sager, hvor personer med en sådan tilknytning
måtte være mistænkt for spionage, terrorisme m.v., er
derimod omfattet af undersøgelsen.
Hovedformålet med undersøgelsen er at
få klarlagt foreneligheden af Politiets Efterretningstjenestes
virksomhed på de områder, der er angivet i kommissoriet, med de
til enhver tid gældende regler og retningslinier. En
undersøgelse med dette sigte vil også kunne belyse ministres
forhold, herunder f.eks. om en minister har godkendt anvendelse af
efterforskningsskridt i strid med lovgivningens regler, eller om
efterretningstjenesten med ministerens viden har fulgt andre retningslinier
end oplyst af ministeren over for Folketinget.
Efter stk. 2 har
undersøgelseskommissionen også til opgave i et vist omfang at
foretage en ansvarsbedømmelse.
Undersøgelseskommissionen skal således
på grundlag af den foretagne undersøgelse, klarlæggelse og
vurdering udtale sig om, hvorvidt der af embedsmænd må antages at
være begået fejl eller forsømmelser, der kan give
anledning til, at staten søger et retligt ansvar
gennemført.
Med udtrykket »embedsmænd« sigtes i første
række til tidligere og nuværende ansatte i Politiets
Efterretningstjeneste og i Justitsministeriet. Kilder og meddelere er ikke
omfattet. Det samme gælder selvsagt personer, der har været i
efterretningstjenestens søgelys.
Udtrykket »retligt ansvar« sigter i denne sammenhæng
navnlig til strafansvar efter straffeloven og disciplinært/tjenstligt
ansvar efter tjenestemandslovens regler herom.
For fratrådte embedsmænd, der ikke
længere gør tjeneste i staten, gør der sig det
særlige gældende, at der ikke kan rejses spørgsmål
om disciplinært ansvar, men alene spørgsmål om eventuelt
strafansvar, hvis der ikke er indtrådt forældelse.
Undersøgelseskommissionen bør i forhold til sådanne
fratrådte embedsmænd alene udtale sig om et eventuelt
strafansvar. Kommissionen bør således ikke vurdere
spørgsmålet om et disciplinært ansvar og heller ikke
udtale sig på en sådan måde, at det efterlader det indtryk,
at der f.eks. ville have været grundlag for at søge et
disciplinæransvar gennemført, hvis den pågældende
fortsat havde været ansat som embedsmand i staten. Baggrunden for denne
begrænsning er, at den pågældende forhenværende
embedsmand ikke vil have mulighed for at få et sådant belastende
udsagn prøvet under en efterfølgende tjenstlig sag. Herved
ville undersøgelseskommissionens vurdering komme til at stå som
den endelige »afgørelse« og dermed få »domsvirkning«.
Embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende i
staten, kan ud over straffesager også blive mødt med tjenstlige
reaktioner, når betingelserne herfor er opfyldt. Selv om kommissionen
ikke finder, at der er grundlag for at søge strafansvar eller
disciplinært ansvar gjort gældende mod de pågældende,
er den ikke afskåret fra at udtale sig om, hvorvidt der må
antages at foreligge fejl eller forsømmelser eller kritisable forhold
i øvrigt, og hvorvidt der efter kommissionens opfattelse er grundlag
for en tjenstlig tilkendegivelse i den anledning.
Som anført ovenfor vil undersøgelsen inden
for kommissoriets rammer kunne belyse ministres forhold, herunder f.eks. om
en minister har godkendt anvendelse af efterforskningsskridt i strid med
lovgivningens regler, eller om efterretningstjenesten med ministerens viden
har fulgt andre retningslinier end oplyst af ministeren over for Folketinget.
Undersøgelseskommissionen skal imidlertid ikke udtale sig om ministres
eventuelle ansvar f.eks. efter ministeransvarlighedsloven. I forhold til
ministre vil undersøgelseskommissionen kun kunne undersøge og
klarlægge de faktiske omstændigheder, hvorefter det er overladt
til Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om ministres
politiske og/eller retlige ansvar.
Kommissionen har ikke - og kan som følge af
bestemmelsen i grundlovens § 61, 2. pkt., heller ikke tillægges -
dømmende myndighed. Dette gælder både for så vidt
angår bevisvurderinger og retlige vurderinger, herunder
ansvarsbedømmelser.
Bl.a. på den baggrund bør kommissionens
vurderinger formuleres forsigtigt og markere kommissionens - i forhold til en
dømmende myndighed - begrænsede funktion. Hvis de
spørgsmål, kommissionen skal vurdere, giver anledning til tvivl,
bør kommissionen efter omstændighederne afstå fra at tage
stilling og i stedet præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den
beror.
For yderligere at fremhæve, at der ikke er knyttet
»domsvirkning« til undersøgelseskommissionens vurderinger, er det i
stk. 3 bestemt, at kommissionen i forhold til de nævnte
embedsmænd kun skal fremkomme med udtalelser om
ansvarsspørgsmål i det omfang, kommissionens formand ikke finder
det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
Beslutningen skal træffes på grundlag af en
vurdering af retssikkerheden for de involverede embedsmænd, herunder
risikoen for en uønsket »domsvirkning«, der kan være forbundet
med vurderingen.
Generelt må i øvrigt gælde, at jo
ældre forhold der er tale om, desto mere tilbageholdende bør
kommissionen være med at udtale sig om ansvarsspørgsmål.
Dette hænger dels sammen med, at et eventuelt strafansvar for forhold,
der ligger blot nogle få år tilbage, vil være
forældet. Det strafferetlige ansvar efter de centrale bestemmelser om
forbrydelser i offentlig tjeneste i straffelovens kapitel 16, §§ 156 og
157 (og § 155, 1. pkt.), er således undergivet en
forældelsesfrist på 2 år, jf. straffelovens § 93,
stk. 1, nr. 1.
Det hænger endvidere - og navnlig - sammen med, at
et disciplinært ansvar for gamle forhold ikke bør kunne komme
på tale. Dette gælder, selv om der ikke i tjenestemandsloven er
fastsat regler om det tjenstlige ansvars forældelse. Der kan i den
forbindelse henvises til professor, dr.jur. Jens Peter Christensens udredning
om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling
(1998). Her redegøres for de gældende regler om
forældelse, for den historiske begrundelse for det disciplinære
ansvars uforældelighed og for, at der - trods det tjenstlige ansvars
principielle uforældelighed - i praksis fra kommissionsdomstole m.v. og
tjenstlige undersøgelser er blevet inddraget forældelseslignende
synspunkter ved bedømmelsen af, om der har været det
fornødne grundlag for at gøre et tjenstligt ansvar
gældende, og/eller ved vurderingen af, hvilken sanktion der i givet
fald burde komme på tale. I forbindelse med en vurdering af, om der
bør indføres regler om forældelse af disciplinært
ansvar, og hvordan sådanne regler i givet fald bør udformes,
konkluderes det som mest nærliggende at fastsætte en 5-årig
forældelsesfrist for tjenstlige forseelser i henhold til
tjenestemandsloven.
På den anførte baggrund kan det ikke
forventes, at der bliver tale om at afgive udtalelser om tjenstligt ansvar
eller kritik i øvrigt i anledning af forhold, der ligger en
længere årrække tilbage, medmindre der foreligger
særdeles graverende forhold.
Denne begrænsning har kun selvstændig
betydning i forhold til embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende
i staten. For så vidt angår fratrådte embedsmænd
følger det allerede af det, som er anført ovenfor i
bemærkningerne til stk. 2, at kommissionen ikke kan afgive
udtalelser om et eventuelt tjenstligt ansvar for sådanne
forhenværende embedsmænd - heller ikke i anledning af forhold,
der er af nyere dato.
Det er alene kommissionens formand, der tager stilling
til, om det er retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt at afgive
udtalelser om ansvarsspørgsmål. Der er i den forbindelse ikke
noget til hinder for, at der i forhold til nogle af de berørte
embedsmænd foretages ansvarsvurderinger i videre omfang end i forhold
til andre embedsmænd, eller at der i relation til samme embedsmand
foretages vurderinger af nogle forhold, men ikke - eller kun delvis - af
andre.
Det forudsættes, at formanden normalt først
træffer beslutning i henhold til stk. 3, når
bevisførelsen er afsluttet.
Til § 4
Bestemmelsen i stk. 1 vedrører
tilrettelæggelsen af undersøgelsen.
Udgangspunktet er, at undersøgelseskommissionen
selv træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere
tilrettelæggelse. Kommissionen er funktionelt uafhængig.
Kommissionens beslutninger om undersøgelsens tilrettelæggelse
tages efter samråd med udspørgeren. Kommissionen er ikke bundet
af udspørgerens forslag og råd til, hvordan undersøgelsen
bør gribes an.
Kommissionen er imidlertid ikke frit stillet med hensyn
til undersøgelsens tilrettelæggelse. Det fremgår
således af bestemmelsens 2. pkt., at undersøgelsen skal
tilrettelægges på en sådan måde, at forholdet til
andre lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke
skades.
De nævnte hensyn svarer til de hensyn, der er
anført ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 3 som
begrundelse for, at undersøgelsen som udgangspunkt må
foregå for lukkede døre. Undersøgelsen skal således
tilrettelægges og gennemføres på en sådan
måde, at efterretningstjenestens aktuelle efterforskninger og
fremtidige virkemuligheder, herunder i forhold til udenlandske
samarbejdspartnere, samt hensynet til tredjemand (kilder, tidligere
mistænkte m.v.) ikke skades.
Det forudsættes derfor, at
undersøgelseskommissionen drøfter med PET, hvordan det kan
sikres, at de nævnte interesser ikke skades. For at beskytte
sådanne interesser må der tages særlige forholdsregler med
hensyn til omgangen, herunder opbevaringen, af det materiale, der
indgår i undersøgelsen, jf. § 5 og § 12, stk. 2.
De nævnte hensyn må ligeledes iagttages i forbindelse med
udformningen af den beretning, der efter § 20 skal offentliggøres
af justitsministeren, bl.a. således at der i fornødent omfang
foretages anonymisering, herunder af kilder og personer, der har været
overvåget af efterretningstjenesten.
Undersøgelseskommissionens møder ledes af
formanden, jf. stk. 2.
Efter stk. 3 skal
undersøgelseskommissionen føre en protokol over møderne
i kommissionen. Protokollen er en slags retsbog. Med udtrykket
»møderne« sigtes til møder, hvori der foretages
afhøring, forberedelsesmøder med bisidderne og lignende.
Protokollen skal bl.a. indeholde oplysninger om
følgende forhold:
tid og sted for undersøgelseskommissionens møder
navnene på deltagerne i møderne
kort fremstilling af mødets forløb
hovedindholdet af afgivne forklaringer, jf. retsplejelovens
§ 186
mundtlig orientering efter § 13, stk. 1
beskikkelser og andre beslutninger i forhold til de involverede
personer.
Protokollen, der er kommissionens interne arbejdsdokument,
offentliggøres ikke - i modsætning til kommissionens beretning -
efter undersøgelsens afslutning. Om fremsendelse af udskrifter af
afgivne forklaringer til bisidderne og til den, der har afgivet den
pågældende forklaring, henvises til § 9, stk. 2, og til
§ 12, stk. 2.
Efter stk. 4 kan kommissionen anmode
særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for
undersøgelsen.
Til § 5
For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan
få alle relevante oplysninger frem, er det i bestemmelsen fastsat, at
enhver har pligt til at stille dokumenter og andet foreliggende materiale til
rådighed for kommissionen, når den anmoder om det.
Undersøgelseskommissionen behøver ikke
specificere det materiale, der kræves stillet til rådighed.
Kommissionen kan på samme måde som en undersøgelsesret ved
undersøgelsens start anmode myndigheder og personer om at stille alt
relevant materiale til rådighed for kommissionen.
Det forudsættes i den forbindelse, at man i PET og
de berørte ministerier foretager en forholdsvis bred afgrænsning
af det materiale, der skønnes relevant for undersøgelsen,
således at der også medtages materiale, hvor det kan give
anledning til tvivl, hvorvidt materialet er af betydning for
undersøgelsen. Det forudsættes endvidere, at medarbejdere i PET
og ministerierne herefter bistår kommissionen med at gennemgå og
sortere materialet med henblik på mere præcist at
fastlægge, hvilket materiale der er relevant for
undersøgelsen.
Hvis kommissionen i løbet af undersøgelsen
bliver bekendt med, at der eksisterer relevant materiale, som ikke
indgår i det materiale, der allerede er stillet til rådighed, vil
kommissionen specifikt kunne fremsætte en anmodning vedrørende
sådant materiale.
Udtrykket »materiale« skal forstås i meget vid
betydning. Det omfatter ikke kun dokumenter i traditionel forstand, men
også oplysninger på EDB, lydbånd m.v. Det omfatter alt
foreliggende materiale, herunder interne dokumenter, håndskrevne
notater, personlige papirer m.v. i det omfang, sådant materiale er af
betydning for undersøgelsen.
I bestemmelsen er der ikke taget stilling til, hvordan det
relevante materiale i praksis skal stilles til rådighed. Det må
således overlades til kommissionen efter drøftelse med Politiets
Efterretningstjeneste at afgøre, om materialet eller dele deraf kan
udleveres til kommissionen, eventuelt i kopi, eller om materialet af f.eks.
sikkerhedsmæssige grunde, jf. § 4, helt eller delvis bør
forblive i efterretningstjenestens lokaler.
Det forudsættes, at ordningen med hensyn til at
stille materiale til rådighed for undersøgelseskommissionen
tilrettelægges på en sådan måde, at Politiets
Efterretningstjeneste vil have adgang til materiale, der har betydning for,
at efterretningstjenesten fortsat kan udføre sine opgaver, mens
undersøgelsen pågår. Ordningen bør endvidere
tilrettelægges således, at Udvalget vedrørende Politiets
og Forsvarets Efterretningstjenester hos efterretningstjenesten fortsat kan
få adgang til materiale, der har har betydning for udvalgets
arbejde.
Det materiale, der er relevant for undersøgelsen,
vil alt overvejende være »myndighedsmateriale«, dvs. materiale, der er
indgået til eller udarbejdet af en myndighed eller af ministre og
embedsmænd i embeds medfør. Såfremt private optegnelser
m.v. måtte have betydning for undersøgelsen, gælder
pligten til at stille materiale til rådighed også for
sådant privat materiale. Denne pligt er dog undergivet de samme
begrænsninger som vidnepligten efter § 8.
Det fremgår af stk. 2, at pligten til at stille
relevant materiale til rådighed, når kommissionen anmoder om det,
gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet
tavshedspligt. Pligten fortrænger således modstående
forskrifter om tavshedspligt.
Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten, vil
der være tale om en tjenesteforsømmelse, der vil kunne
medføre disciplinært ansvar og i grovere tilfælde
strafansvar. For nuværende ministres vedkommende vil en sådan
pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne indebære
en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.
I øvrigt vil manglende opfyldelse af pligten til at
stille materiale til rådighed kunne medføre, at
undersøgelseskommissionen meddeler et pålæg med
efterfølgende mulighed for at anvende tvangsmidler som nævnt i
retsplejelovens § 178, hvis pålægget ikke efterkommes, jf.
§ 6.
Til § 6
Bestemmelsen hjemler mulighed for at udstede et skriftligt
pålæg til den, der ikke opfylder pligten efter § 5, og for
at anvende tvangsmidler, hvis pålægget ikke efterkommes.
De tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, der
navnlig kan komme på tale, vil være bøde, løbende
bøde og i grove tilfælde forvaring i indtil 6 måneder.
Det er en betingelse for at anvende tvangsmidler,
at pligten efter § 5 ikke er behørigt opfyldt, at
der er meddelt et skriftligt pålæg, som er kommet frem til den
pågældende, og som indeholder oplysning om, at kommissionen uden
yderligere varsel vil kunne træffe beslutning om at anvende
tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, stk. 1, hvis pligten ikke
opfyldes inden for en nærmere fastsat frist, og at
pålægget ikke er efterkommet inden for den frist, som
kommissionen har fastsat i pålægget.
De processuelle regler, der er fastsat i retsplejelovens
§ 178, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med de afvigelser, der
følger af, at kommissionen ikke er en domstol.
En beslutning om anvendelse af tvangsmidler efter
§ 178 vil kunne indbringes for Østre Landsret efter bestemmelsen
i § 19.
Til § 7
I bestemmelsen er det fastsat, at enhver efter anmodning
fra kommissionen har pligt til at afgive forklaring for kommissionen som
vidne. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 168, hvorefter enhver
som udgangspunkt har vidnepligt.
Da genstanden for undersøgelsen er Politiets
Efterretningstjenestes virksomhed og ikke de aktiviteter, der er eller har
været i efterretningstjenestens søgelys, vil det i første
række være relevant at indkalde tidligere og nuværende
medarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste, medarbejdere i de
berørte ministerier og myndigheder samt tidligere og nuværende
ministre til at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen.
Pligten til at afgive vidneforklaring gælder i
øvrigt med de undtagelser og begrænsninger, der er fastsat i
§ 8.
Til § 8
Efter stk. 1 gælder pligten til at
afgive forklaring som vidne ikke for nuværende eller tidligere ministre
i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar i
anledning af de forhold, afhøringen vedrører.
Tilsvarende gælder pligten til at afgive
vidneforklaring ikke i det omfang, en embedsmand kan risikere strafansvar
eller disciplinæransvar i anledning af de forhold, afhøringen
vedrører.
Begrænsningen af vidnepligten omfatter også
forhenværende embedsmænd i det omfang, de pågældende
kan risikere strafansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen
omfatter.
Undtagelsen fra vidnepligt efter stk. 1 er absolut i
den forstand, at kommissionen ikke har mulighed for at gennembryde
undtagelsen og alligevel pålægge den pågældende at
afgive vidneforklaring.
Ud over den undtagelse fra vidnepligten, der følger
af stk. 1, indebærer bestemmelsen i stk. 2, at
vidnepligten endvidere er undergivet de undtagelser og begrænsninger,
der er fastsat i retsplejelovens §§ 169-172. Dog finder retsplejelovens
§ 169 og § 170, stk. 3, ikke anvendelse.
Det forhold, at retsplejelovens § 169 ikke
gælder, betyder, at en embedsmand ikke skal have samtykke fra
vedkommende minister for at afgive vidneforklaring. En minister kan heller
ikke nægte at afgive forklaring under henvisning til retsplejelovens
§ 169 (tavshedspligt begrundet i det offentliges interesse).
Den i § 170, stk. 3, indeholdte mulighed for at
begrænse vidnepligten gælder heller ikke.
Undersøgelseskommissionen kan således ikke undtage personer fra
vidnepligt med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med
hensyn til hvilke personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt
(begrundet i private interesser).
Forsvarligheden af den udvidelse af vidnepligten, som det
anførte indebærer, skal navnlig ses i sammenhæng med, at
undersøgelsen som udgangspunkt foregår for lukkede døre,
jf. § 18.
Til § 9
Bestemmelsen indebærer, at reglerne i
retsplejelovens kapitel 18 finder tilsvarende anvendelse på afgivelse
af forklaring m.v. for undersøgelseskommissionen. Der sigtes herved
ikke til de i retsplejelovens kapitel 18 indeholdte regler om
vidneudelukkelse og vidnefritagelse. Spørgsmålet om disse
reglers anvendelse er reguleret i § 8. Der sigtes derimod til de
øvrige regler om afgivelse af forklaring m.v. i retsplejelovens
kapitel 18. Disse regler gælder med de afvigelser, der følger af
forholdets natur.
Herom kan i hovedtræk anføres
følgende:
Undersøgelseskommissionen skal, hvis
omstændighederne giver grund dertil, vejlede vidnerne om reglerne om
vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf. retsplejelovens § 173,
stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer kommissionen sig, at der
ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Kommissionen
pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet
bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf.
retsplejelovens § 181. Er den orientering, der skal ske efter § 13,
stk. 1, ikke sket forud for afhøringen, eventuelt i skriftlig
form, skal kommissionen, inden afhøringen påbegyndes, mundtligt
give vidnet den pågældende orientering.
Er vidnet omfattet af undtagelsesreglen i § 8,
stk. 1, vejleder kommissionen vidnet om, at den pågældende
ikke har pligt til at udtale sig.
Et vidne kan ikke undlade at give møde for
undersøgelseskommissionen, fordi vidnet mener sig berettiget til at
nægte at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 179.
Afhøringen foretages af udspørgeren eller af
undersøgelseskommissionens medlemmer. Om bisiddernes adgang til at
foretage supplerende afhøring henvises til § 12, stk. 5.
Hovedindholdet af forklaringen optages i protokollen, jf.
retsplejelovens § 186, stk. 2.
Efter stk. 2 har den, der har afgivet
forklaring, ret til at få en udskrift af sin forklaring. Har den
pågældende en bisidder, sender undersøgelseskommissionen
endvidere en udskrift af forklaringen til bisidderen, jf. § 12,
stk. 2, sidste pkt.
Undersøgelseskommissionens afgørelser i
forbindelse med vidneafhøringer kan indbringes for Østre
Landsret efter § 19.
Til § 10
Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol.
Bestemmelserne i straffelovens §§ 158-160 om falsk forklaring for retten
gælder derfor ikke umiddelbart for forklaringer, der afgives for
undersøgelseskommissionen.
Det fastsættes derfor i § 10, at straffelovens
§§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver falsk
forklaring for undersøgelseskommissionen.
Det forudsættes i den forbindelse, at en minister
eller embedsmand, der er omfattet af § 8, stk. 1, ikke kan straffes
for afgivelse af falsk forklaring for undersøgelseskommissionen. Den
pågældende må for så vidt sidestilles med en
»sigtet«, jf. straffelovens § 159, stk. 1.
Til § 11
I stk. 1 fastsættes, at - tidligere og
nuværende - ministre eller embedsmænd, hvis forhold
undersøges af undersøgelseskommissionen, har ret til at lade
sig bistå af en bisidder, der beskikkes af
undersøgelseskommissionen. Dette gælder, uanset om der
vedrørende de pågældende personer skal foretages
ansvarsvurderinger efter § 3, stk. 2.
Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen
beskikker den, som den pågældende ønsker som bisidder,
medmindre der foreligger særlige grunde til at nægte at beskikke
den pågældende, jf. herved stk. 2 om grunde, der kan
føre til, at en allerede foretaget beskikkelse tilbagekaldes.
Der er tale om en ret og ikke om en pligt til at lade sig
bistå af en bisidder. Hvis en minister eller embedsmand, hvis forhold
undersøges, ikke ønsker en bisidder, er der ikke adgang til at
påtvinge (tvangsbeskikke) den pågældende en bisidder.
Skulle den situation opstå, at en minister eller
embedsmand ikke ønsker en bisidder, forudsættes det, at der
gives den pågældende adgang til det materiale, der indgår i
sagen, i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre den
pågældende bekendt med materialet, jf. § 12, stk. 3.
Det indebærer, at kommissionen efter begæring udleverer kopi af
relevant materiale, i samme omfang som undersøgelseskommissionen ville
give samtykke til, at en bisidder udleverer materialet til sin klient.
Kommissionen vil også kunne give den pågældende adgang til
- i de lokaler, hvor materialet befinder sig - at gøre sig bekendt med
relevant materiale i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre
klienten bekendt hermed.
Efter stk. 2 kan
undersøgelseskommissionen på ethvert tidspunkt beslutte at
tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis afgørende hensyn til
den pågældende minister eller embedsmand eller til andre lande,
statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse eller
tredjemand taler for det.
I vurderingen af, om en beslutning om tilbagekaldelse af
beskikkelse bør træffes, kan der søges vejledning i de
betingelser, der efter retsplejelovens § 736 sammenholdt med § 733,
stk. 2, gælder for tilbagekaldelse af en beskikkelse som forsvarer
i en straffesag.
Tilbagekaldelse af beskikkelse som bisidder vil f.eks.
kunne ske, hvis bisidderen overtræder sin tavshedspligt.
Til § 12
Bestemmelserne i § 12 indeholder en angivelse af
bisidderens beføjelser.
Efter stk. 1, 1. pkt., har bisidderen ret til
at overvære afhøringer af sin klient i
undersøgelseskommissionen. Det gælder, uanset om
afhøringen foregår for åbne eller lukkede døre.
Afhøringer af andre har bisidderen som udgangspunkt
kun adgang til at overvære, hvis afhøringen foregår i
offentlige møder, jf. stk. 1, 2. pkt.
Efter stk. 1, 3. pkt., kan
undersøgelseskommissionen dog give bisidderen adgang til at
overvære afhøringer af andre for lukkede døre, hvis
væsentlige hensyn til bisidderens mulighed for at varetage sin klients
interesser taler for det.
Der sigtes herved til tilfælde, hvor der efter
kommissionens opfattelse i lyset af det, der hidtil er fremkommet i
undersøgelsen, kan blive spørgsmål om at afgive
belastende vurderinger - det være sig bevisvurderinger, retlige
vurderinger eller ansvarsvurderinger - af en persons forhold.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige
bemærkninger.
I stk. 2 er det fastsat, at bisidderen har ret
til at gøre sig bekendt med det materiale, der er af betydning for den
pågældendes klient.
Som anført i bemærkningerne til § 5 er
det overladt til undersøgelseskommissionen efter drøftelse med
Politiets Efterretningstjeneste at tage stilling til spørgsmålet
om, hvorvidt foreliggende materiale, der indgår i undersøgelsen,
rent fysisk bør forblive i efterretningstjenestens lokaler. På
den baggrund er bisidderens ret til at gøre sig bekendt med materialet
ikke formuleret som en ret til at få det udleveret. Det
forudsættes dog, at undersøgelseskommissionen udleverer (kopi
af) det relevante materiale til bisidderen, hvis det findes
sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Bisidderen har ret til at få udleveret en udskrift
af forklaringer afgivet af klienten. Bisidderen har endvidere ret til at
få udskrift af forklaringer afgivet af andre i offentlige møder.
I det omfang, forklaring afgivet af andre for lukkede døre er af
betydning for klienten, har bisidderen ret til at gøre sig bekendt med
indholdet og - hvis det findes sikkerhedsmæssigt forsvarligt - få
en udskrift af forklaringen, jf. herved det ovenfor anførte.
Efter stk. 3 kan bisidderen som udgangspunkt
gøre sin klient bekendt med samtlige oplysninger, som bisidderen har
fået adgang til. Dette kan f.eks. ske ved, at klienten får adgang
til at gennemlæse det relevante materiale på bisidderens kontor.
Bisidderen kan også gøre klienten bekendt med relevante
oplysninger, som bisidderen ikke selv har fået udleveret, men som
bisidderen har haft adgang til at gøre sig bekendt med efter
stk. 2.
Der kan dog være tilfælde, hvor det af hensyn
til andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens
gennemførelse eller tredjemand er nødvendigt, at bisidderen -
eventuelt midlertidigt - ikke gør klienten bekendt med bestemte
oplysninger. Det fastsættes derfor i bestemmelsen, at
undersøgelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om
ikke at gøre klienten bekendt med sådanne oplysninger.
Bestemmelsen svarer i princippet til retsplejelovens regler om
tavshedspålæg til forsvarere i § 745, stk. 4, og
§ 748, stk. 6, sammenholdt med stk. 5. Det forudsættes,
at tavshedspålæg til bisiddere kun gives helt undtagelsesvis og
kun, når det efter en konkret vurdering findes absolut
nødvendigt.
For det materiale, som bisidderen har fået
udleveret, gælder, at bisidderen ikke uden samtykke fra
undersøgelseskommissionen må udlevere det til sin klient. Dette
gælder dog selvsagt ikke for udskriften af klientens egen forklaring,
som undersøgelseskommissionen selv skal udlevere til den
pågældende, jf. § 9, stk. 2.
Efter stk. 4 kan bisidderen anmode
undersøgelseskommissionen om at foranstalte bevisførelse.
Bisidderen kan f.eks. anmode kommissionen om at indkalde bestemte personer
til at afgive forklaring eller om at indhente nærmere angivet
materiale.
Kommissionen træffer selv beslutning om, hvorvidt
den ønskede bevisførelse er af betydning for
undersøgelsen og dermed om, hvorvidt bisidderens anmodning skal
imødekommes, jf. herved § 4, hvorefter det er kommissionen, der
tilrettelægger undersøgelsen.
Efter stk. 5 har bisidderen ret til at
foretage en uddybende afhøring af sin klient.
Bestemmelsen forudsætter den ordning, at
afhøringen som udgangspunkt foretages af udspørgeren, eventuelt
suppleret med spørgsmål fra medlemmerne af kommissionen.
Når denne afhøring er afsluttet, kan bisidderen foretage en
uddybende afhøring af klienten. Undersøgelseskommissionen kan
afskære bisidderen fra at stille spørgsmål til klienten,
hvis spørgsmålet ikke har betydning for undersøgelsen,
jf. herved princippet i retsplejelovens § 341.
I det omfang, bisidderen efter stk. 1, 2. og 3. pkt.
har adgang til at overvære afhøring af andre vidner, har
bisidderen tilsvarende adgang til at foretage uddybende afhøring af
disse vidner.
Til § 13
I stk. 1 fastsættes det, at
undersøgelseskommissionen inden afhøringen skal orientere den
berørte minister eller embedsmand og den pågældendes
besidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som
undersøgelsen vedrørende den pågældende
omfatter.
Undersøgelseskommissionen afgør selv, om
orienteringen skal ske mundtligt eller skriftligt. Hvis den sker mundtligt,
bør det anføres i protokollen, hvad den går ud på,
jf. bemærkningerne til § 4, stk. 3.
Det forudsættes, at orienteringen normalt gives i
så god tid inden afhøringen (dvs. inden den
pågældende afhøres første gang), at den
pågældende har mulighed for at tage hensyn hertil i forbindelse
med forberedelsen af sin forklaring (genopfriskning af hukommelsen,
gennemlæsning af relevant materiale m.v.).
Sker der i løbet af undersøgelsen
væsentlige ændringer i forhold til den orientering, der er givet,
bør kommissionen give den pågældende en ny
orientering.
Efter stk. 2 skal
undersøgelseskommissionen, efter at bevisførelsen er afsluttet,
orientere den pågældende minister eller embedsmand og dennes
bisidder om de faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den
pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin
beretning.
Orienteringen behøver ikke at være skriftlig.
Orienteringen skal indeholde en angivelse af den bevisvurdering, som
kommissionen overvejer at lægge til grund vedrørende den
berørte minister eller embedsmands adfærd, og - for så
vidt angår embedsmænd, om hvem der kan afgives udtalelser efter
§ 3, stk. 2 - de punkter, der eventuelt vil blive gjort til
genstand for ansvarsvurdering eller kritik i øvrigt i beretningen.
Orienteringen har til formål at gøre ministre
og embedsmænd bekendt med eventuelle belastende vurderinger - det
være sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger
-, som kommissionen overvejer at give udtryk for i beretningen, således
at de pågældende - inden beretningen færdiggøres -
har mulighed for at kommentere den vurdering, som kommissionen overvejer at
anlægge vedrørende dem. Orienteringen skal således kunne
danne grundlag for den udtalelse, der kan afgives efter stk. 3.
Bl.a. på grundlag af den i stk. 2 nævnte
orientering har ministre og embedsmænd samt bisiddere ret til at komme
med en skriftlig udtalelse om de faktiske og retlige spørgsmål,
herunder ansvarsspørgsmål, som undersøgelsen
vedørende den pågældende rejser, jf. stk. 3.
Der er således ikke adgang til mundtlig procedure.
Undersøgelseskommissionen kan fastsætte en
frist for afgivelse af udtalelsen.
Den berørte minister eller embedsmand og den
pågældendes bisidder har ikke krav på, at
undersøgelseskommissionen iværksætter en høring
over indlæg, der er modtaget fra andre berørte
ministre/embedsmænd og deres bisiddere. Hvis kommissionen finder det
hensigtsmæssigt, kan den beslutte at iværksætte en
sådan høringsprocedure.
Til § 14
Efter bestemmelsen er det justitsministeren, der skal
fastsætte salær og godtgørelse til bisidderne.
Beløbet afholdes af statskassen.
Fastsættelsen skal ske efter de takster, der
gælder for salær og godtgørelse til forsvarere i
straffesager. Undersøgelseskommissionen skal afgive indstilling til
justitsministeren om salær og godtgørelse til de enkelte
bisiddere.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at bisidderen
indgår aftale med f.eks. faglige organisationer om betaling af et
højere salær end det, der følger af § 14. I så
fald er den del af salæret, der overstiger det ovenfor nævnte
sædvanlige forsvarersalær, statskassen uvedkommende.
Til § 15
Bestemmelsen regulerer navnlig
undersøgelseskommissionens og bisiddernes tavshedspligt.
Efter stk. 1 har medlemmerne af
undersøgelseskommissionen og andre personer, der deltager i
undersøgelsens gennemførelse, under ansvar efter straffelovens
§§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under
deres virksomhed får kendskab til. Indebærer et brud på
tavshedspligten en overtrædelse af f.eks. straffelovens § 109, vil
der kunne straffes efter denne kvalificerede straffebestemmelse.
Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen
kan udlevere kopi af udkast til protokoltilførsel til den, der har
afgivet forklaring for kommissionen, hvis dette findes nødvendigt for
at sikre sig, at forklaringen bliver gengivet korrekt i protokollen.
Tavshedspligten er heller ikke til hinder for, at en udskrift af den endelige
protokoltilførsel udleveres til den, der har afgivet forklaringen, jf.
§ 9, stk. 2, eller for opfyldelse af pligterne i forhold til
bisidderen, jf. § 12, stk. 2.
Om udlevering af materiale i øvrigt til ministre,
embedsmænd og eventuelt andre, der indkaldes til at afgive forklaring,
henvises til § 16. For så vidt angår den endelige beretning,
som undersøgelseskommissionen skal afgive, henvises til § 20.
Det følger af stk. 2, at bisidderne er
undergivet den samme tavshedspligt som den, der gælder for medlemmerne
af kommissionen. Det samme gælder for personer, der efter § 4,
stk. 4, anmodes om at yde bistand til kommissionen, og som i den
forbindelse får udleveret materiale fra kommissionen.
Tavshedspligten er ikke til hinder for, at bisidderen
gør sin klient bekendt med indholdet af det materiale, som bisidderen
har adgang til, jf. § 12, stk. 3. Har bisidderen imidlertid
fået pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med
bestemte oplysninger, vil det være i strid med tavshedpligten, hvis det
alligevel sker. Det samme gælder, hvis bisidderen i strid med
§ 12, stk. 3, udleverer materiale til klienten.
Til § 16
For at sætte et vidne i stand til at besvare
spørgsmål under en afhøring kan det være
nødvendigt at gøre vidnet bekendt med materiale, som
indgår i undersøgelsen. Dette kan ske forud for
afhøringen, f.eks. ved at materialet sendes til bisidderen, hvis dette
findes forsvarligt, eller ved at vidnet under selve afhøringen
får materialet forevist.
Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset
tavshedspligten efter § 15, stk. 1 - at udlevere materiale til
vidnerne og deres bisiddere, hvis det er af betydning for at besvare de
spørgsmål, som kommissionen stiller.
For at sikre, at oplysningerne i det materiale, som
kommissionen gør vidnet bekendt med efter stk. 1, ikke
gøres frit tilgængelige, er der i stk. 2 fastsat en
særlig bestemmelse om tavshedspligt med hensyn til de
pågældende oplysninger.
Til § 17
Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol. Den
er heller ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre
forvaltningsretlige opgaver. Den skal alene udføre de opgaver, som
fremgår af dens kommissorium i § 3, og på den måde,
som fremgår af den foreslåede lovs øvrige bestemmelser.
Der er derfor ikke behov for, at kommissionen omfattes af den
forvaltningsretlige lovgivning.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at lov om
offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, lov om offentlige
myndigheders registre og ombudsmandsloven ikke gælder for den
virksomhed, der udøves af kommissionen. Afløses loven om
offentlige myndigheders registre af en ny lov om behandling af
personoplysninger, gælder den nye lov heller ikke for den virksomhed,
der udøves af kommissionen.
Til § 18
Bestemmelsen indebærer, at møderne i
undersøgelseskommissionen som udgangspunkt skal foregå for
lukkede døre. Bestemmelsen omfatter også møder, hvor der
foretages afhøring.
Efter stk. 2 kan
undersøgelseskommissionen dog bestemme, at møder er offentlige
i det omfang, der foretages afhøring om generelle
spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens virksomhed i
tiden før 1990.
Kommissionens beslutninger om, hvorvidt afhøringer
skal foregå for åbne eller lukkede døre, kan ikke
påkæres, jf. stk. 3.
Der henvises i det hele til pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 19
Det foreslås, at undersøgelseskommissionens
beslutninger - bortset fra besluntinger om åbne eller lukkede
døre - skal kunne indbringes for Østre Landsret.
Indbringelsen kan ske af enhver, der har retlig interesse
heri. Fristen er 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor beslutningen er
meddelt (kommet frem til) den pågældende. Indbringelsen sker ved,
at der indgives et kæreskrift til undersøgelseskommissionen.
For behandlingen i Østre Landsret gælder i
øvrigt reglerne om kæremål i borgerlige sager, jf.
retsplejelovens kapitel 37. Dette indebærer bl.a. følgende:
Kære har ikke opsættende virkning, medmindre
undersøgelseskommissionen eller landsretten træffer bestemmelse
herom, jf. retsplejelovens § 395.
Medmindre undersøgelseskommissionen omgør
sin beslutning, sender den - inden en uge efter modtagelsen af
kæreskriftet - kæreskriftet, kopi af den påkærede
afgørelse og bilag af betydning for kæresagen til landsretten,
jf. retsplejelovens § 396, stk. 1. Kommissionen kan vedlægge
en erklæring om kæren, jf. retsplejelovens § 396,
stk. 2.
Landsrettens afgørelse træffes ved kendelse
på det indkomne skriftlige grundlag, jf. retsplejelovens § 398,
stk. 1. Hvor særlige grunde taler derfor, kan landsretten
bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, jf. retsplejelovens
§ 398, stk. 2. Sker dette, foregår mødet efter
forslagets § 19, stk. 1, sidste pkt., for lukkede døre.
Landsrettens afgørelse kan ikke kæres, jf.
retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1. Procesbevillingsnævnet
kan dog give kæretilladelse, jf. retsplejelovens § 392,
stk. 2.
Efter stk. 2 indbringes
undersøgelseskommissionens beslutninger om nægtelse af
beskikkelse af en bestemt bisidder og om tilbagekaldelse af en
bisidderbeskikkelse for Den Særlige Klageret.
Kæremål fremsættes skriftligt for
undersøgelseskommissionen eller erklæres mundtligt til
undersøgelseskommissionens protokol, jf. retsplejelovens § 970,
jf. § 737.
Kæremålet behandles mundtligt, hvis der
fremsættes anmodning herom, eller retten bestemmer det. Foretages der
mundtlig forhandling, afholdes retsmødet for lukkede døre.
Kæremål har ikke opsættende virkning,
medmindre dette bestemmes af undersøgelseskommissionen eller af Den
Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969 stk. 2,
sammenholdt med § 737.
Den Særlige Klageret er ikke bundet ved den
bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorpå
undersøgelseskommissionens beslutning om at afvise den
pågældende som bisidder er grundet. Klageretten kan i den
forbindelse pålægge undersøgelseskommissionen at
tilvejebringe supplerende oplysninger, jf. retsplejelovens § 972,
sammenholdt med § 737.
Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke
appelleres. Dette følger ligeledes af retsplejelovens § 737.
Til § 20
I bestemmelsen fastsættes det, at kommissionen skal
afgive en beretning om resultatet af sin undersøgelse til
justitsministeren, der offentliggør den.
Indholdet og formen af beretningen afgøres af
undersøgelseskommissionen. Selv om den tavshedspligt, der efter
§ 15 gælder for undersøgelseskommissionen, ikke er til
hinder for, at der i beretningen medtages fortrolige oplysninger, er
kommissionen imidlertid ikke frit stillet i så henseende. Som det
fremgår af § 4, skal undersøgelsen tilrettelægges og
gennemføres på en sådan måde, at forholdet til andre
lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades. Dette
indebærer, at den endelige beretning skal udarbejdes således, at
dens offentliggørelse ikke skader de nævnte interesser.
Undersøgelseskommissionens protokol, der bl.a.
indeholder de afgivne forklaringer, skal afleveres sammen med beretningen til
justitsministeren, men offentliggøres ikke. Det forudsættes i
den forbindelse, at de relevante dele af afgivne forklaringer gengives i
beretningen på en sådan måde, at hensynet til at give et
dækkende billede af de dele af efterretningstjenestens virksomhed, der
er omfattet af undersøgelsen, tilgodeses, samtidig med at de
nævnte hensyn til efterretningstjenestens fremtidige virkemuligheder
m.v. beskyttes.
I det omfang, udtalelser efter § 13, stk. 3, kan
offentliggøres uden at skade de nævnte hensyn, forudsættes
det, at sådanne udtalelser (med anonymiseringer) optrykkes som bilag
til beretningen.
Til § 21
Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998) - L 65 Retsinformation · 28. oktober 1998
- Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed Retsinformation · 3. juni 1999
- Forslag til Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed Retsinformation · 4. juni 1999
- Forslag til Lov om undersøgelse af visse forhold vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste Retsinformation · 9. oktober 2020
- Betænkning over Forslag til lov om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste Retsinformation · 10. juni 1999
- Forslag til Lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste Retsinformation · 30. marts 2023