Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste

1998/1 LSF 65Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. oktober 1998 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om undersøgelse af Politiets

Efterretningstjeneste

§ 1.

Der nedsættes en undersøgelseskommission

bestående af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden

udpeges efter fælles indstilling fra præsidenterne for

Østre Landsret og Vestre Landsret. Et medlem udpeges efter indstilling

fra Advokatrådet. Et medlem udpeges efter indstilling fra

Rektorkollegiet.

Stk. 2.

Efter aftale med undersøgelseskommissionen

udpeger justitsministeren en person, der som udspørger i

overensstemmelse med undersøgelseskommissionens bestemmelser

tilrettelægger og foretager afhøringer i kommissionen.

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionen antager den

fornødne sekretariatsbistand og anden praktisk bistand.

§ 2.

De personer, der efter § 1 deltager i

undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og

uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er

omfattet af undersøgelsen.

§ 3.

Undersøgelseskommissionen har til opgave at

undersøge, klarlægge og vurdere, om Politiets

Efterretningstjeneste siden 1968 i sin virksomhed i forhold til politiske

Læs alt

partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger

og bevægelser i Danmark har efterlevet de regler og retningslinier for

tjenestens virksomhed, som har været fastsat af Folketinget eller

regeringen.

Stk. 2.

På grundlag af den i stk. 1 nævnte

undersøgelse, klarlæggelse og vurdering skal

undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af

embedsmænd må antages at være begået fejl eller

forsømmelser, der kan give anledning til, at staten søger et

retligt ansvar gennemført.

Stk. 3.

Den i stk. 2 nævnte udtalelse skal alene

afgives i det omfang, undersøgelseskommissionens formand ikke finder

det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

§ 4.

Undersøgelseskommissionen afgør efter

samråd med udspørgeren, hvordan undersøgelsen skal

tilrettelægges. Undersøgelsen skal tilrettelægges og

gennemføres på en sådan måde, at forholdet til andre

lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionens formand leder

kommissionens møder.

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionen skal føre en

protokol over møderne i kommissionen.

Stk. 4.

Undersøgelseskommissionen kan anmode

særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for

undersøgelsen.

§ 5.

Enhver har pligt til at stille dokumenter og andet

foreliggende materiale til rådighed for

undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Pligten gælder ikke i det omfang, der efter § 8 ikke er pligt til

at afgive forklaring om indholdet af materialet. Materiale, der er udarbejdet

af en minister eller embedsmand i embeds medfør, kan ikke nægtes

stillet til rådighed under henvisning til, at den

pågældende minister eller embedsmand efter § 8 ikke har

pligt til at afgive forklaring om indholdet af materialet.

Stk. 2.

Pligten efter stk. 1 gælder, uanset om de

pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 6.

Opfyldes den pligt, der er nævnt i § 5,

stk. 1, ikke, kan undersøgelseskommissionen give skriftligt

pålæg om, at materialet skal udleveres eller på anden

måde stilles til rådighed for kommissionen.

Stk. 2.

Efterkommes pålægget ikke, finder

retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 7.

Enhver er efter anmodning fra

undersøgelseskommissionen forpligtet til at afgive forklaring for

kommissionen som vidne, jf. dog § 8.

§ 8.

Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder

ikke for en minister i det omfang, der må antages at foreligge mulighed

for strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold,

afhøringen vedrører. Vidnepligten gælder heller ikke for

en embedsmand i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for

strafansvar eller disciplinæransvar for den pågældende i

anledning af de nævnte forhold.

Stk. 2.

Vidnepligten gælder i øvrigt med de

undtagelser, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 18. Retsplejelovens

§ 169 og § 170, stk. 3, finder dog ikke anvendelse.

§ 9.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 18 finder i

øvrigt tilsvarende anvendelse på afgivelse af forklaring

m.v.

Stk. 2.

Den, der har afgivet forklaring, har ret til at

få en udskrift af sin forklaring.

§ 10.

Straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende

anvendelse på den, der afgiver falsk forklaring for

undersøgelseskommissionen.

§ 11.

Den minister eller embedsmand, hvis forhold

undersøges, har ret til at lade sig bistå af en bisidder, der

beskikkes af kommissionen.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan på ethvert

tidspunkt beslutte at tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis

afgørende hensyn til den i stk. 1 nævnte person eller til

andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse

eller tredjemand taler for det.

§ 12.

Bisidderen har ret til at overvære

afhøringer af sin klient i undersøgelseskommissionen.

Bisidderen har endvidere adgang til at overvære afhøringer af

andre i det omfang, afhøringerne foregår i offentlige

møder, jf. § 18, stk. 2. Undersøgelseskommissionen

kan give bisidderen adgang til at overvære afhøringer af andre

for lukkede døre, hvis væsentlige hensyn til bisidderens

mulighed for at varetage sin klients interesser taler for det.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen skal give bisidderen

adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, der er af betydning

for den pågældendes klient. Bisidderen har ret til at få

udskrift af forklaringer afgivet af klienten samt af forklaringer afgivet af

andre i offentlige møder, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 3.

Bisidderen kan gøre sin klient bekendt med

samtlige oplysninger, som bisidderen har fået adgang til.

Undersøgelseskommissionen kan dog give bisidderen pålæg om

ikke at gøre sin klient bekendt med bestemte oplysninger, hvis

afgørende hensyn til andre lande, statens sikkerhed,

undersøgelsens gennemførelse eller tredjemand taler for det.

Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke

udlevere materiale, som bisidderen har modtaget fra

undersøgelseskommissionen, til sin klient.

Stk. 4.

Bisidderen kan anmode undersøgelseskommissionen

om at foranstalte bevisførelse.

Stk. 5.

Bisidderen kan foretage uddybende afhøring af

sin klient og af andre vidner i det omfang, bisidderen efter stk. 1 har

adgang til at overvære afhøringen.

§ 13.

Undersøgelseskommissionen skal inden

afhøringen orientere den minister eller embedsmand, hvis forhold

undersøges, og dennes bisidder om de forhold af faktisk og eventuelt

retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den

pågældende omfatter.

Stk. 2.

Undersøgelseskommisionen skal efter

bevisførelsen orientere den pågældende minister eller

embedsmand og dennes bisidder om de faktiske og eventuelt retlige forhold

vedrørende den pågældende, som kommissionen overvejer at

give udtryk for i sin beretning.

Stk. 3.

Ministre og embedsmænd samt deres bisiddere har

ved undersøgelsens afslutning ret til at afgive en skriftlig udtalelse

til kommissionen om de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål,

som undersøgelsen rejser vedrørende de

pågældende.

§ 14.

Justitsministeren fastsætter salær og

godtgørelse til bisidderen efter de takster, der gælder for

beskikkede forsvarere i straffesager. Undersøgelseskommissionen

afgiver indstilling til justitsministeren herom.

§ 15.

De personer, der efter § 1 deltager i

undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter

straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver

oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.

Stk. 2.

Den tavshedspligt, der er nævnt i stk. 1,

finder tilsvarende anvendelse på bisidderen samt på personer, der

efter § 4, stk. 4, anmodes om at yde bistand til kommissionen.

§ 16.

Den tavshedspligt, der følger af § 15,

stk. 1, er ikke til hinder for, at undersøgelseskommissionen

udleverer materiale, der indgår i undersøgelsen, til vidner og

deres bisiddere, hvis det er af betydning for at besvare de

spørgsmål, som kommissionen stiller.

Stk. 2.

Der er tavshedspligt med hensyn til materiale, der

udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder

tilsvarende anvendelse.

§ 17.

Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven,

lov om offentlige myndigheders registre og ombudsmandsloven gælder ikke

for den virksomhed, der udøves af

undersøgelseskommissionen.

§ 18.

Møder i undersøgelseskommissionen

foregår for lukkede døre.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan dog bestemme, at

møder er offentlige i det omfang, der foretages afhøring om

generelle spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens

virksomhed i tiden før 1990.

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionens beslutninger efter

stk. 1 og 2 kan ikke påkæres.

§ 19.

Undersøgelseskommissionens beslutninger kan af

enhver, der har retlig interesse heri, inden 2 uger efter, at beslutningen er

meddelt den pågældende, indbringes for Østre Landsret, jf.

dog § 18, stk. 3. Indbringelsen sker ved indgivelse af

kæreskrift til undersøgelseskommissionen. Reglerne om

kæremål i borgerlige sager finder i øvrigt tilsvarende

anvendelse. Afholdes retsmøde, foregår mødet for lukkede

døre.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionens beslutninger om

nægtelse af at beskikke en bestemt person som bisidder og om

tilbagekaldelse af en bisidderbeskikkelse indbringes for Den Særlige

Klageret. Stk. 1, sidste pkt., og retsplejelovens § 737 finder

tilsvarende anvendelse.

§ 20.

Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om

resultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, der

offentliggør beretningen.

§ 21.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund og formål.

Gennem årene har der ved adskillige lejligheder

været debat om Politiets Efterretningstjeneste (PET). Debatten har ofte

vedrørt det spændingsfelt, der kan være mellem på

den ene side en efterretningstjenestes virksomhed og på den anden side

politisk motiverede aktiviteter i samfundet.

I den senere tid har debatten om PET været meget

omfattende. På samme måde er det også i en række

andre europæiske lande et aktuelt tema at drøfte, hvorledes

efterretningstjenesters rolle bør være i et nutidigt demokratisk

samfund. De forskellige drøftelser herom må antages til dels at

afspejle, at der med murens fald og afslutningen på den kolde krig er

sket nogle afgørende ændringer i den udenrigs- og

sikkerhedspolitiske situation i Europa og dermed også i de

grundlæggende vilkår for efterretningstjenesternes

virksomhed.

Et væsentligt omdrejningspunkt for den seneste tids

danske debat har været en regeringserklæring af 30. september

1968 med følgende indhold:

»Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske

statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag

af lovlig politisk virksomhed.

At sådanne registreringer hidtil har fundet sted har

ofte givet anledning til debat både under den nuværende og

tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om

registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige

hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan

udfolde sig.

Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der

holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen,

ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have

afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt

efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag

af lovlig politisk virksomhed.

Såfremt der fra tidligere måtte være

registrerede oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort.«

I den aktuelle debat har ikke mindst denne erklæring

dannet udgangspunkt for bl.a. drøftelser om, hvorledes det til

stadighed sikres, at borgernes ret til at udøve lovlige politiske

aktiviteter ikke bliver krænket - eller kan blive oplevet som

krænket - i forbindelse med varetagelsen af PET's opgaver.

Et andet aspekt i debatten har været

spørgsmålet om PET's hidtidige overholdelse af gældende

regler og retningslinier. Også i denne sammenhæng har et

dominerende element været PET's rolle i relation til politisk

motiverede aktiviteter.

Efter at en række spørgsmål af den

omhandlede karakter var blevet rejst, bad Justitsministeriet i marts 1998 PET

om at redegøre bl.a. for tjenestens efterforskning og

informationsindsamling i forhold til den yderste politiske højre- og

venstrefløj og i forbindelse med faglige konflikter. PET's

redegørelse herom blev offentliggjort i april 1998.

Endvidere besluttede regeringen i april 1998 at

nedsætte et udvalg, der skal overveje en række

spørgsmål om det fremtidige regelsæt for PET og til dels

også Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Af kommissoriet for dette

udvalg (Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets

Efterretningstjenester) fremgår således, at man skal

gennemgå regelgrundlaget for PET og i lyset heraf overveje behovet for

og udformningen af en mere samlet regulering af tjenestens virksomhed.

Udvalget skal også overveje spørgsmål om den enkelte

borgers ret til at få indsigt i registrerede oplysninger om sig selv,

herunder indsigt i oplysninger fra en tidligere, afsluttet (historisk)

periode.

Når regeringen herudover nu foreslår, at der

iværksættes en bagudrettet undersøgelse af dele af PET's

virksomhed, skyldes det, at der i løbet af sommeren 1998 er fremkommet

oplysninger, der skaber tvivl om, hvorvidt PET i enhver henseende har

overholdt gældende regler og retningslinier for tjenestens

virksomhed.

For det første

drejer det sig om to

dokumenter, der viser, at PET i december 1968 - altså få

måneder efter udstedelsen af den omhandlede regeringserklæring -

besluttede (fortsat) at registrere medlemmer af bl.a. DKP's

central-komité og Københavnsledelse samt VS's hovedbestyrelse

og Københavnsledelse, selv om de pågældende alene var

kendt som medlemmer af de nævnte ledelser. Denne registrering fandt

efter det foreliggende sted frem til august 1974.

Af en notits af 19. december 1968 fra PET fremgår

således bl.a.:

» . . at følgende personer skal registreres -

også hvis de alene er kendt som medlemmer af:

DKP's centralkomite og DKP's Københavnsledelse

DKU's hovedbestyrelse og DKU's

Københavnsledelse

VS's hovedbestyrelse og VS's Københavnsledelse

SUF's landsledelse og SUF's Københavnsledelse

Da forannævnte i dag blev bestemt har vi gået

sagerne igennem fra B. 67.530 og tilbage til B. 61.980, hvorved formentlig

allerede en hel del af disse personer er makuleret . .«

Og i en notits af 21. august 1974 fra PET hedder det

bl.a.:

». . Siden regeringsbeslutningen af 30/9-1968, hvorefter

man ikke længere måtte registrere alene på grundlag af

lovlig politisk virksomhed, har det her i afdelingen været almindeligt,

at personer i DKP's, DKU's, VS's og SUF's topledelse skulle være

registreret. - Det er i dag bestemt, at disse personer ikke mere må

registreres . . .«

Registrering af et politisk partis ledende eller menige

medlemmer kan være i fuld overensstemmelse med

regeringserklæringen af 30. september 1968. En sådan registrering

vil navnlig kunne ske, hvis et politisk parti med rimelighed kan

mistænkes for at være rammen om eller udgangspunkt for alvorlige

ulovligheder. Der er i så fald ikke tale om lovlig politisk virksomhed,

og det følger derfor af regeringserklæringen, at registrering

kan finde sted.

Dette kræver imidlertid, at to centrale betingelser

er opfyldt. For det første kræves det, at PET har foretaget en

vurdering, der giver grundlag for en sådan mistanke. For det andet skal

dette mistankegrundlag forelægges for de kontrolorganer, der

fører tilsyn med PET.

Det har ikke af det foreliggende materiale været

muligt at se, på hvilket grundlag PET gennemførte denne

registreringspraksis. Det er derfor ikke muligt uden en nærmere

undersøgelse at afklare, om den registreringspraksis, som PET

besluttede i december 1968 og fortsatte frem til august 1974, har ligget

inden for rammerne af regeringserklæringen.

For det andet

er der i løbet af sommeren

1998 opstået tvivl om, i hvilket omfang og på hvilket grundlag

personoplysninger, som efter regeringserklæringen fra september 1968

ikke længere måtte registreres, er blevet opført og

bevaret i arbejdskartoteker hos tjenesten navnlig i perioden 1968 til

1985.

Det anførte indebærer, at der umiddelbart kan

rejses tvivl om PET's overholdelse af regeringserklæringen fra

september 1968, hvis forbud mod at registrere danske statsborgere alene

på grundlag af lovlig politisk virksomhed må anses for at have en

principiel og grundlæggende karakter.

Regeringen finder, at oplysninger, der giver grundlag for

en sådan tvivl, må undersøges og afklares. Sker det ikke,

vil det kunne skade tilliden til PET's virksomhed. Og netop i et demokratisk

samfund må der være tillid til, at efterretningstjenesten

udøver sin virksomhed på retmæssigt grundlag.

Den rejste tvivl vil ikke kunne afklares på en

grundig og retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde uden en egentlig

undersøgelse, der giver mulighed for at stille spørgsmål

til den relevante personkreds.

På den baggrund er det regeringens opfattelse, at

der med henblik på at opnå størst mulig afklaring

bør nedsættes en undersøgelseskommission til at

gennemføre en bred undersøgelse af PET's virksomhed siden 1968.

Undersøgelsen bør ikke begrænses til PET's

registreringspraksis, men bør også omfatte andre dele af PET's

virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter,

politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark,

herunder efterretningstjenestens overvågningsaktiviteter.

Formålet med undersøgelsen skal være at

belyse, om PET siden 1968 ved udøvelsen af den nævnte virksomhed

har efterlevet de regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har

været fastsat af Folketinget eller regeringen.

Selv om spørgsmålet om ansvar for

enkeltpersoner i anledning af det passerede ikke forekommer nærliggende

- navnlig med hensyn til forhold, der ligger mange år tilbage - har

regeringen fundet det rigtigst, at det som led i undersøgelsen

også vurderes, om der i forhold til embedsmænd er grundlag for at

søge et retligt ansvar gjort gældende.

Endvidere vil ministres forhold blive belyst. I

overensstemmelse med hidtidig praksis skal undersøgelseskommissionen

dog ikke udtale sig om ministres eventuelle retlige og politiske ansvar.

Det har samtidig været afgørende for

regeringen, at en sådan undersøgelse gennemføres på

en måde, der ikke skader Politiets Efterretningstjenestes mulighed for

også fremover at løse de opgaver, som påhviler den.

Det foreliggende lovforslag har til formål at

etablere en sådan kommissionsundersøgelse.

Om forslagets nærmere indhold henvises til pkt. 2 om

hovedpunkter i lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de

enkelte bestemmelser.

2. Hovedpunkter i lovforslaget.

En gennemførelse af lovforslaget vil

indebære, at der nedsættes en særlig

undersøgelseskommission bestående af tre medlemmer, der udpeges

af justitsministeren. Formanden (en landsdommer) udpeges efter indstilling

fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. De to andre

medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Advokatrådet og

Rektorkollegiet.

Kommissionen skal undersøge, klarlægge og

vurdere, om Politiets Efterretningstjeneste siden 1968 i sin virksomhed i

forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk

prægede grupperinger og bevægelser i Danmark har efterlevet de

regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har været

fastsat af Folketinget eller regeringen.

Undersøgelsen angår således

efterretningstjenestens virksomhed på »det politiske område«.

Uden for undersøgelsen falder bl.a. efterretningstjenestens virksomhed

i alle sager om spionage, terrorisme, spredning af

masseødelæggelsesvåben m.v., hvor mistanken retter sig mod

personer uden tilknytning til politiske partier m.v. i Danmark. Sager, hvor

personer med en sådan tilknytning måtte være mistænkt

for spionage, terrorisme m.v., er derimod omfattet af

undersøgelsen.

Undersøgelsen har ikke til formål at

afdække de aktiviteter af efterretningsmæssig interesse, der har

fundet sted i politiske miljøer siden 1968. Sådanne aktiviteter

vil dog have betydning for undersøgelsen i det omfang, aktiviteter af

denne art eller mistanke herom er indgået i grundlaget for

efterretningstjenestens virksomhed.

På grundlag af undersøgelsen,

klarlæggelsen og vurderingen af, om Politiets Efterretningstjeneste har

efterlevet gældende regler og retningslinier, skal

undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af

embedsmænd må antages at være begået fejl eller

forsømmelser, der kan give anledning til, at staten søger et

retligt ansvar gennemført. En sådan udtalelse skal alene afgives

i det omfang, undersøgelseskommissionens formand ikke finder det

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Der henvises i øvrigt

til bemærkningerne nedenfor til § 3, hvor der bl.a. er redegjort

for de begrænsninger, der gælder i forhold til tidligere

embedsmænd og med hensyn til forhold, der ligger mange år tilbage

i tiden.

Undersøgelseskommissionen skal tilrettelægge

og gennemføre undersøgelsen på en sådan måde,

at forholdet til andre lande, hensynet til statens sikkerhed og til

tredjemand ikke skades. Dette stiller særlige krav til omgangen med det

materiale, der indgår i undersøgelsen. Det indebærer

også, at den beretning, som undersøgelseskommissionen skal

afgive, ikke må indeholde oplysninger, der f.eks. kompromitterer

forholdet til udenlandske samarbejdspartnere, efterretningstjenestens kilder

eller aktuelle efterforskninger.

Undersøgelseskommissionen oplyser sagen dels ved

hjælp af foreliggende materiale, dels ved at indkalde personer til at

afgive forklaring for undersøgelseskommissionen.

Undersøgelseskommissionen får i den forbindelse mulighed for at

etablere særlige efterforskningshold, der kan bistå kommissionen

med f.eks. indhentning og gennemgang af materiale m.v.

Der er fastsat særlige retsgarantier for de -

nuværende og tidligere - ministre og embedsmænd, hvis forhold

undersøges. Som eksempel kan nævnes regler om beskikkelse af

bisiddere og om adgang til - på grundlag af en tilkendegivelse om

sagens stilling fra kommissionen - at afgive en skriftlig udtalelse om de

faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den

pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin

beretning (kontradiktion).

Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med

afgivelsen af en beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der

offentliggør den.

Den foreslåede undersøgelse bygger i vidt

omfang på den model, der blev anvendt ved undersøgelsen af den

færøske banksag, jf. lov nr. 356 af 8. juni 1995. Den bygger

også på det lovudkast vedrørende

undersøgelseskommissioner med dommerdeltagelse, der er indeholdt i

Betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer (afgivet af det

såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg). Lovforslaget indeholder dog en

række afvigelser i forhold til Nordskov Nielsen-udvalgets lovudkast. De

fleste afvigelser er begrundet i hensynet til at sikre fortroligheden af det

efterretningsmateriale, der indgår i undersøgelsen.

3. Åbne eller lukkede døre?

Et særligt spørgsmål er, om

forklaringer i undersøgelseskommissionen skal afgives for lukkede

døre eller i offentlige møder (for åbne døre).

Ved en undersøgelse som den foreliggende, der

angår Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, må

udgangspunktet være, at undersøgelsen foregår for lukkede

døre.

Det skyldes en flerhed af hensyn, herunder navnlig

hensynet til efterretningstjenestens fremtidige virkemuligheder og ikke

mindst hensynet til beskyttelse af enkeltpersoner.

For det første kan der peges på hensynet til

at beskytte efterretningstjenestens kilder. Hvis navne på

kilder/meddelere kommer frem i et offentligt møde i kommissionen,

eller de kan udledes af de oplysninger, der fremkommer i et sådant

møde, vil det kunne have en efter omstændighederne meget

alvorlig skadevirkning i forhold til den pågældende

kilde/meddeler. Ligeledes vil det kunne få meget alvorlige

skadevirkninger for efterretningstjenestens mulighed for fremover at få

personer til at bidrage med oplysninger af efterretningsmæssig

interesse med den deraf følgende forringelse af

efterretningstjenestens muligheder for at løse sine opgaver.

For det andet må der lægges stor vægt

på hensynet til, at navne på personer, som har været i

efterretningstjenestens søgelys, ikke nu fremdrages og

blotlægges offentligt mange år efter. Det ville således

være i strid med almindelige retsplejemæssige principper, hvis

personer, som ikke dengang blev retsforfulgt, nu i forbindelse med

afhøring af ansatte i efterretningstjenesten skulle udsættes for

offentlig omtale af de mistanker, som efterretningstjenesten på et

tidspunkt har rettet mod dem.

For det tredje kan peges på hensynet til

undersøgelsens gennemførelse og kvalitet. Det må

således antages, at det i en undersøgelse som den foreliggende

vil fremme mulighederne for at opnå en sammenhængende og

dækkende forklaring, hvis oplysningerne kan afgives for lukkede

døre.

Der kan også nævnes hensynet til, at forholdet

til udenlandske samarbejdspartnere ikke skades. Dette har sammenhæng

med, at samarbejdet med andre efterretningstjenester generelt bygger

på, at oplysninger om efterretningsvirksomhed behandles fortroligt. Er

der ikke tillid hertil, vil udenlandske samarbejdspartnere blive

tilbageholdende med at give oplysninger til den danske efterretningstjeneste.

Dette vil forringe efterretningstjenestens muligheder for i fremtiden at

løse sine opgaver.

Endelig kan der peges på en række andre

hensyn, der taler for lukkede døre. Det gælder således

f.eks. hensynet til aktuelle efterforskninger og til ikke at afsløre

enkeltheder og praktiske fremgangsmåder ved udøvelse af

efterretningsvirksomhed.

De nævnte hensyn fører til, at i hvert fald

forklaringer, hvorved der gives oplysninger om konkrete sager, må

afgives for lukkede døre. Det samme gælder forklaringer om

forhold, hvor de hensyn, der er redegjort for ovenfor, i øvrigt

gør sig gældende.

De hensyn, der gør lukkede døre

påkrævet, gør sig imidlertid ikke gældende med

hensyn til samtlige forhold, der skal afdækkes i forbindelse med

undersøgelsen. En række nærmere afgrænsede

spørgsmål vil efter omstændighederne kunne belyses i

offentlige møder, uden at de ovennævnte hensyn

tilsidesættes.

Det drejer sig for det første om generelle

oplysninger om Politiets Efterretningstjenestes arbejdsopgaver og generelle

organisation samt den sikkerhedspolitiske baggrund for tjenestens virke i den

periode, undersøgelsen angår. For det andet drejer det sig om de

regler og generelle retningslinier, der gælder for tjenestens

virksomhed. Endvidere drejer det sig om afhøringer til belysning af

det generelle samspil mellem Politiets Efterretningstjeneste på den ene

side og på den anden side Justitsministeriet, regeringens

sikkerhedsudvalg, Wamberg-udvalget og det parlamentariske kontroludvalg.

Endelig drejer det sig om afhøringer, der har til formål at

belyse den rent praktiske fremgangsmåde i forbindelse med registrering

i efterretningstjenestens registre og sletning herfra.

På den baggrund foreslås det, at

undersøgelseskommissionen kan bestemme, at forklaringer, der skal

belyse de ovennævnte generelle spørgsmål, afgives for

åbne døre.

For at sikre, at oplysninger om aktuelle forhold kan

beskyttes mod utilsigtet offentliggørelse, foreslås det, at

adgangen til at foretage afhøring for åbne døre om de

nævnte generelle spørgsmål begrænses

tidsmæssigt til tiden før 1990.

Med den foreslåede ordning bliver der mulighed for,

at offentligheden kan følge med i de afhøringer, der belyser de

overordnede rammer og spilleregler for efterretningstjenestens virksomhed

frem til Berlinmurens fald samt de kontrolmekanismer, der har været

gældende. Ved denne afgrænsning sikres det samtidig, at der ikke

i åbne møder afsløres oplysninger om enkeltsager, navne

på personer og grupperinger, trusselsvurderinger m.v. Der henvises til

forslagets § 18.

Den personkreds, der vil skulle afhøres om

sådanne generelle spørgsmål, vil primært omfatte

justitsministre, ledende embedsmænd i Justitsministeriet samt chefen,

eventuelt souschefen, for Politiets Efterretningstjeneste. Det

forudsættes, at der ikke bliver tale om at afhøre andre ansatte

i Politiets Efterretningstjeneste for åbne døre. Det vil

eventuelt også kunne komme på tale i offentlige møder at

afhøre særligt sagkyndige til belysning af den

sikkerhedspolitiske situation i den periode, undersøgelsen

angår.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at

undersøgelseskommissionen udskiller de afhøringstemaer, der

angår de anførte generelle spørgsmål

vedrørende efterretningstjenestens virksomhed i tiden før 1990,

således at afhøringer herom samles i møder, der er

offentlige. Det forudsættes i den forbindelse, at

undersøgelseskommissionen på forhånd giver offentligheden

underretning om tid og sted for møder, der foregår for

åbne døre.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at man ved

afhøringer for lukkede døre kan komme ind på generelle

spørgsmål, når dette indgår som et naturligt led i

forbindelse med de temaer, afhøringen angår. Dette gælder

også ved afhøring af justitsministre, ledende embedsmænd i

Justitsministeriet samt chefen/souschefen for Politiets

Efterretningstjeneste. Er hovedtemaet for afhøringen derimod de

ovenfor nævnte generelle spørgsmål, forudsættes det,

at dette tema udskilles med henblik på at foretage afhøring af

de nævnte personer i møder for åbne døre.

Det skal fremhæves, at de forhold, der ikke vil

blive belyst i offentlige møder, vil blive behandlet og klarlagt i den

øvrige del af undersøgelsen, og at de vil indgå i den

beretning, der skal offentliggøres, jf. § 20. Herved vil

indholdet af det, der er kommet frem i undersøgelsen, herunder

også i afhøringer for lukkede døre, blive

tilgængeligt for offentligheden.

Med henblik på at undgå, at

spørgsmålet om åbne eller lukkede døre

løbende kan gøres til genstand for kæremål til

Østre Landsret, foreslås det, at

undersøgelseskommissionens beslutninger om, hvorvidt afhøringer

skal foregå for åbne eller lukkede døre, ikke kan

påkæres, jf. § 18, stk. 3.

4. Andre konsekvenser af undersøgelsens særlige

karakter.

Hensynet til at beskytte de ofte meget følsomme

oplysninger, der indgår i en undersøgelse som den foreliggende

af Politiets Efterretningstjeneste, har ikke kun betydning for

spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelsen bør

gennemføres for åbne eller lukkede døre.

Beskyttelseshensynet har også betydning for andre

spørgsmål om undersøgelsens tilrettelæggelse og

gennemførelse.

For det første kan nævnes udformningen af den

beretning, som undersøgelseskommissionen skal afgive, og som skal

offentliggøres. Det er vigtigt, at beretningen indeholder en

fyldestgørende redegørelse for de spørgsmål, som

undersøgelseskommissionen efter kommissoriet skal undersøge,

klarlægge og vurdere. Det er imidlertid samtidig vigtigt, at

beretningen udformes på en sådan måde, at den ikke skader

efterretningstjenestens aktuelle efterforskninger og fremtidige

virkemuligheder, herunder i forhold til udenlandske samarbejdspartnere, samt

hensynet til tredjemand (kilder, tidligere mistænkte m.v.) Ved

udformningen af beretningen må kommissionen således foretage en

meget nøje afbalancering af på den ene side hensynet til at give

en fyldestgørende redegørelse og på den anden side

hensynet til, at de nævnte interesser ikke skades. Der henvises til

forslagets § 20.

Det nævnte beskyttelseshensyn har endvidere

betydning for omgangen med det materiale, der indgår i

undersøgelsen. Ved andre undersøgelser har det været

almindeligt, at relevant materiale udleveres til undersøgelsesorganet.

Ved en undersøgelse som den foreliggende taler hensynet til

dokumentsikkerheden imidlertid for, at materialet forbliver i PET,

således at kommissionen får adgang til at gøre sig bekendt

med indholdet af materialet dér. Heroverfor står, at det kan

være vanskeligt for undersøgelseskommissionen at

gennemføre undersøgelsen, hvis den ikke har en umiddelbar og

let adgang til materialet. Også disse modstående hensyn må

afbalanceres i forhold til hinanden, jf. forslagets §§ 4 og 5.

Den særlige karakter af de oplysninger, der

indgår i undersøgelsen, har også betydning for, i hvilket

omfang de involverede ministre og embedsmænd samt deres bisiddere kan

få adgang til det materiale, der indgår i eller frembringes som

led i undersøgelsen.

Efter forslaget fra Nordskov Nielsen-udvalget skal

bisidderne have adgang til alt materiale, der indgår i

undersøgelsen. De skal endvidere have adgang til at overvære

afhøring af samtlige vidner, ligesom de har ret til at få

udskrift af forklaringerne.

Efter regeringens opfattelse vil en så vid adgang

for bisidderne til at få udleveret undersøgelsens materiale

være vanskeligt at forene med hensynet til at sikre, at de ofte meget

fortrolige oplysninger ikke kommer på afveje. Samtidig er det

imidlertid vigtigt, at bisidderne har mulighed for på en

retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde at varetage deres klienters

interesser i forbindelse med undersøgelsen.

Udformningen af bisidderordningen i det foreliggende

forslag bygger på en afbalancering af disse modstående

hensyn.

Det foreslås således, at bisidderen som

udgangspunkt kun har adgang til materiale, der er af betydning for den

pågældendes egen klient. Bisidderen har endvidere som

udgangspunkt kun ret til at overvære afhøringer af sin egen

klient og til at få udskrift af dennes forklaringer. I det omfang,

forklaringer afgivet af andre er af betydning for klienten, har bisidderen

ret til at gøre sig bekendt med indholdet og - hvis det findes

sikkerhedsmæssigt forsvarligt - få en udskrift af forklaringen.

Foregår afhøringer i offentlige møder, har bisidderen ret

til at overvære afhøringerne og til at få udskrift af de

afgivne forklaringer. Der henvises til forslagets § 12, stk. 1 og

2.

Kan der i lyset af det, der hidtil er fremkommet i

undersøgelsen, efter kommissionens opfattelse blive

spørgsmål om at afgive belastende vurderinger - det være

sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger - af en

persons forhold, må der af retssikkerhedsmæssige grunde på

dette tidspunkt ske en udvidelse af de beføjelser, der tilkommer den

pågældende persons bisidder. Det foreslås derfor, at

undersøgelseskommissionen i denne - typisk sene - fase af

undersøgelsen kan give bisidderen adgang til at overvære

(gen-)afhøringer af andre, der finder sted for lukkede døre,

hvis væsentlige hensyn til bisidderens mulighed for at varetage sin

klients interesser taler for det. Der henvises til forslagets § 12,

stk. 1, sidste pkt. I en sådan situation må kommissionen

ligeledes ved en fornyet gennemgang sikre sig, at bisidderen har fået

stillet alt det materiale til rådighed, der er af betydning for

klienten, herunder udskrift af relevante forklaringer afgivet af andre, jf.

forslagets § 12, stk. 2.

Der foreslås ingen begrænsning i den

retsgaranti, der består i, at personer, der kan risikere belastende

vurderinger, efter bevisførelsens afslutning skal have en

tilkendegivelse herom fra kommissionen og på grundlag heraf have adgang

til at afgive en skriftlig udtalelse (kontradiktion), inden kommissionen

færdiggør beretningen, jf. forslagets § 13, stk. 2 og

3.

Efter regeringens opfattelse vil den beskrevne ordning

tilgodese hensynet til de involveredes retssikkerhed samtidig med, at

hensynet til at gardere de følsomme oplysninger, der indgår i

undersøgelsen, så vidt muligt sikres.

5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Gennemførelsen af den foreslåede

undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste vil medføre en

række udgifter. Herunder kan bl.a. nævnes vederlæggelse af

undersøgelseskommissionens medlemmer, udspørgeren samt

sekretariatsbistand og anden praktisk eller sagkyndig bistand, herunder

eventuel substitution i de pågældendes hovedstillinger,

lokaleudgifter, udgifter til bisiddere, kontorholdsudgifter m.v.

Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens

medlemmer fastsættes af Justitsministeriet efter drøftelse med

Finansministeriet. Udgifterne i forbindelse med

undersøgelseskommissionens virksomhed afholdes af statskassen i

overensstemmelse med de retningslinier, der gælder for

undersøgelsesretter. For så vidt angår fastsættelse

af salær og godtgørelse til bisidderne henvises i øvrigt

til lovforslagets § 14.

Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for

strafferetspleje m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

6. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen for

Folketinget sendt til høring hos Præsidenterne for Østre

og Vestre Landsret, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder og Rektorkollegiet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

Til § 1

Bestemmelsen fastsætter, hvordan

undersøgelseskommissionen skal sammensættes.

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre

Landsret skal i fællesskab indstille én person til formand for

kommissionen. Det forudsættes, at den indstillede er landsdommer.

Et medlem udpeges efter indstilling fra

Advokatrådet.

Det tredje medlem af kommissionen udpeges efter

indstilling fra Rektorkollegiet. Det forudsættes, at den indstillede

har særlig indsigt i sikkerhedspolitiske forhold i den periode, der er

omfattet af undersøgelsen. Den indstillede behøver ikke

nødvendigvis at have tilknytning til de institutioner, der er

repræsenteret i Rektorkollegiet.

Reglerne i ligestillingslovgivningen gælder ikke i

forbindelse med indstilling og udpegning af medlemmer af den foreslåede

undersøgelseskommission. Indstillingerne er offentligt

tilgængelige.

Den i stk. 2 nævnte udspørger

udpeges efter aftale med kommissionen. Udspørgeren har til opgave at

tilrettelægge og foretage afhøringer i kommmissionen. Arbejdet

sker på kommissionens ansvar og under kommissionens instruktion.

Efter stk. 3 antager

undersøgelseskommissionen den fornødne sekretariatsbistand og

anden praktisk bistand.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at kommissionen kan

sammensætte særlige efterforskningshold, der kan bistå

kommissionen med indhentning, gennemgang og systematisering af materiale

m.v.

Det forudsættes, at Justitsministeriet stiller

personaleadministrativ bistand til rådighed, herunder f.eks. med hensyn

til lønanvisning.

Det forudsættes endvidere, at kommissionen foretager

sikkerhedsgodkendelse af sekretariatet og andre, der antages til at

bistå kommissionen.

Til § 2

Bestemmelsen opstiller de habilitetskrav, der gælder

for medlemmerne af kommissionen, udspørgeren og sekretariatet. De

pågældende personer skal være uvildige og uafhængige

i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er omfattet af

undersøgelsen. Der må således ikke foreligge

omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om den

fuldstændige upartiskhed hos de personer, der deltager i

undersøgelsens gennemførelse.

Habilitetskravene udelukker ikke alene personer, der har

været ansat eller på anden måde haft tilknytning til

Politiets Efterretningstjeneste, men f.eks. også personer, der i den

offentlige debat på forhånd har tilkendegivet deres opfattelse af

de spørgsmål, der skal undersøges og vurderes af

kommissionen.

Til § 3

I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver

undersøgelseskommissionen skal udføre.

Kommissionens opgaver (kommissorium) omfatter dels en

beskrivende del (»fact finding«) med visse retlige vurderinger, dels en

ansvarsbedømmelsesdel.

Den beskrivende del med visse retlige vurderinger er

angivet i bestemmelsens stk. 1.

Undersøgelseskommissionen skal undersøge,

klarlægge og vurdere, om Politiets Efterretningstjeneste siden 1968 i

sin virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter og

politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark

har efterlevet de regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har

været fastsat af Folketinget eller regeringen.

En besvarelse heraf indebærer klarlæggelse af

de faktiske omstændigheder (efterretningstjenestens virksomhed siden

1968 på »det politiske område«) med henblik på, at det kan

vurderes, om gældende regler og retningslinier har været

overholdt.

Der findes ingen særlig lovgivning om den

virksomhed, der udøves af Politiets Efterretningstjeneste. Med

udtrykket »regler ...fastsat af Folketinget« sigtes derfor navnlig til de

almindelige regler, der gælder for politiets virksomhed, herunder

retsplejelovens regler om efterforskning af formodet strafbart forhold og

straffelovens og forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er herudover

reguleret af retningslinier fastsat eller godkendt af regeringen

(justitsministeren). Som eksempel kan nævnes de retningslinier, der

fremgår af regeringserklæringen af 30. september 1968, jf.

ovenfor under pkt. 1 i de almindelige bemærkninger. Endvidere kan

nævnes retningslinierne fra 1983 vedrørende efterforskning

på det politiske område. Det følger af udformningen af

kommissoriet, at sådanne retningslinier også indgår i det

grundlag, efterretningstjenestens virksomhed skal bedømmes i forhold

til.

Den tidsmæssige afgrænsning af

undersøgelsen til 1968 er ikke til hinder for, at forhold fra

årene forud for 1968 inddrages i undersøgelsen i det omfang, det

har betydning for forståelsen af regeringserklæringen af 30.

september 1968.

Efterretningstjenestens »virksomhed« omfatter f.eks.

forskellige former for overvågning m.v., herunder aflytning, brug af

agenter og kontaktnet m.m. Det omfatter også personregistreringer og

andre strukturerede samlinger af personoplysninger, herunder de

såkaldte arbejdskartoteker. Også registrering af politiske

partier, grupperinger, bevægelser m.v. er omfattet.

Undersøgelsen er ikke begrænset til

afsluttede sager, men omfatter også verserende sager i det omfang, de

falder inden for kommissoriets afgrænsning. Den risiko, som

inddragelsen af verserende sager kan udgøre for igangværende

efterforskninger og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester m.v.,

er søgt imødegået dels ved reglerne om, at

afhøringer som udgangspunkt foregår for lukkede døre, jf.

§ 18, dels ved bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter

undersøgelsen skal tilrettelægges og gennemføres på

en sådan måde, at bl.a. forholdet til andre lande og statens

sikkerhed ikke skades.

Undersøgelsen angår kun den del af

efterretningstjenestens virksomhed, der i perioden har været rettet mod

politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede

grupperinger og bevægelser i Danmark.

Uden for undersøgelsen falder for det første

efterretningstjenestens virksomhed i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser i

det omfang, der er tale om sikkerhedsgodkendelse af personer uden tilknytning

til politiske partier m.v. Har en person derimod været kendt af

efterretningstjenesten som medlem af et politisk parti eller en

politisk-ideologisk præget gruppering, og er denne oplysning

indgået i en sag om sikkerhedsgodkendelse, vil dette være

omfattet af undersøgelsen.

Uden for falder endvidere den del af Politiets

Efterretningstjenestes virksomhed, der udelukkende angår

kontraspionage, bekæmpelse af terrorisme, hindring af spredning af

masseødelæggelsesvåben, personbeskyttelse og

rockerefterforskning. Denne generelle begrænsning gælder ikke

blot i forhold til verserende sager, men også i forhold til afsluttede

sager.

Uden for undersøgelsen falder herefter

efterretningstjenestens virksomhed i alle sager om spionage, terrorisme m.v.,

hvor mistanken retter sig mod personer uden tilknytning til politiske partier

m.v. i Danmark. Sager, hvor personer med en sådan tilknytning

måtte være mistænkt for spionage, terrorisme m.v., er

derimod omfattet af undersøgelsen.

Hovedformålet med undersøgelsen er at

få klarlagt foreneligheden af Politiets Efterretningstjenestes

virksomhed på de områder, der er angivet i kommissoriet, med de

til enhver tid gældende regler og retningslinier. En

undersøgelse med dette sigte vil også kunne belyse ministres

forhold, herunder f.eks. om en minister har godkendt anvendelse af

efterforskningsskridt i strid med lovgivningens regler, eller om

efterretningstjenesten med ministerens viden har fulgt andre retningslinier

end oplyst af ministeren over for Folketinget.

Efter stk. 2 har

undersøgelseskommissionen også til opgave i et vist omfang at

foretage en ansvarsbedømmelse.

Undersøgelseskommissionen skal således

på grundlag af den foretagne undersøgelse, klarlæggelse og

vurdering udtale sig om, hvorvidt der af embedsmænd må antages at

være begået fejl eller forsømmelser, der kan give

anledning til, at staten søger et retligt ansvar

gennemført.

Med udtrykket »embedsmænd« sigtes i første

række til tidligere og nuværende ansatte i Politiets

Efterretningstjeneste og i Justitsministeriet. Kilder og meddelere er ikke

omfattet. Det samme gælder selvsagt personer, der har været i

efterretningstjenestens søgelys.

Udtrykket »retligt ansvar« sigter i denne sammenhæng

navnlig til strafansvar efter straffeloven og disciplinært/tjenstligt

ansvar efter tjenestemandslovens regler herom.

For fratrådte embedsmænd, der ikke

længere gør tjeneste i staten, gør der sig det

særlige gældende, at der ikke kan rejses spørgsmål

om disciplinært ansvar, men alene spørgsmål om eventuelt

strafansvar, hvis der ikke er indtrådt forældelse.

Undersøgelseskommissionen bør i forhold til sådanne

fratrådte embedsmænd alene udtale sig om et eventuelt

strafansvar. Kommissionen bør således ikke vurdere

spørgsmålet om et disciplinært ansvar og heller ikke

udtale sig på en sådan måde, at det efterlader det indtryk,

at der f.eks. ville have været grundlag for at søge et

disciplinæransvar gennemført, hvis den pågældende

fortsat havde været ansat som embedsmand i staten. Baggrunden for denne

begrænsning er, at den pågældende forhenværende

embedsmand ikke vil have mulighed for at få et sådant belastende

udsagn prøvet under en efterfølgende tjenstlig sag. Herved

ville undersøgelseskommissionens vurdering komme til at stå som

den endelige »afgørelse« og dermed få »domsvirkning«.

Embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende i

staten, kan ud over straffesager også blive mødt med tjenstlige

reaktioner, når betingelserne herfor er opfyldt. Selv om kommissionen

ikke finder, at der er grundlag for at søge strafansvar eller

disciplinært ansvar gjort gældende mod de pågældende,

er den ikke afskåret fra at udtale sig om, hvorvidt der må

antages at foreligge fejl eller forsømmelser eller kritisable forhold

i øvrigt, og hvorvidt der efter kommissionens opfattelse er grundlag

for en tjenstlig tilkendegivelse i den anledning.

Som anført ovenfor vil undersøgelsen inden

for kommissoriets rammer kunne belyse ministres forhold, herunder f.eks. om

en minister har godkendt anvendelse af efterforskningsskridt i strid med

lovgivningens regler, eller om efterretningstjenesten med ministerens viden

har fulgt andre retningslinier end oplyst af ministeren over for Folketinget.

Undersøgelseskommissionen skal imidlertid ikke udtale sig om ministres

eventuelle ansvar f.eks. efter ministeransvarlighedsloven. I forhold til

ministre vil undersøgelseskommissionen kun kunne undersøge og

klarlægge de faktiske omstændigheder, hvorefter det er overladt

til Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om ministres

politiske og/eller retlige ansvar.

Kommissionen har ikke - og kan som følge af

bestemmelsen i grundlovens § 61, 2. pkt., heller ikke tillægges -

dømmende myndighed. Dette gælder både for så vidt

angår bevisvurderinger og retlige vurderinger, herunder

ansvarsbedømmelser.

Bl.a. på den baggrund bør kommissionens

vurderinger formuleres forsigtigt og markere kommissionens - i forhold til en

dømmende myndighed - begrænsede funktion. Hvis de

spørgsmål, kommissionen skal vurdere, giver anledning til tvivl,

bør kommissionen efter omstændighederne afstå fra at tage

stilling og i stedet præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den

beror.

For yderligere at fremhæve, at der ikke er knyttet

»domsvirkning« til undersøgelseskommissionens vurderinger, er det i

stk. 3 bestemt, at kommissionen i forhold til de nævnte

embedsmænd kun skal fremkomme med udtalelser om

ansvarsspørgsmål i det omfang, kommissionens formand ikke finder

det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Beslutningen skal træffes på grundlag af en

vurdering af retssikkerheden for de involverede embedsmænd, herunder

risikoen for en uønsket »domsvirkning«, der kan være forbundet

med vurderingen.

Generelt må i øvrigt gælde, at jo

ældre forhold der er tale om, desto mere tilbageholdende bør

kommissionen være med at udtale sig om ansvarsspørgsmål.

Dette hænger dels sammen med, at et eventuelt strafansvar for forhold,

der ligger blot nogle få år tilbage, vil være

forældet. Det strafferetlige ansvar efter de centrale bestemmelser om

forbrydelser i offentlig tjeneste i straffelovens kapitel 16, §§ 156 og

157 (og § 155, 1. pkt.), er således undergivet en

forældelsesfrist på 2 år, jf. straffelovens § 93,

stk. 1, nr. 1.

Det hænger endvidere - og navnlig - sammen med, at

et disciplinært ansvar for gamle forhold ikke bør kunne komme

på tale. Dette gælder, selv om der ikke i tjenestemandsloven er

fastsat regler om det tjenstlige ansvars forældelse. Der kan i den

forbindelse henvises til professor, dr.jur. Jens Peter Christensens udredning

om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling

(1998). Her redegøres for de gældende regler om

forældelse, for den historiske begrundelse for det disciplinære

ansvars uforældelighed og for, at der - trods det tjenstlige ansvars

principielle uforældelighed - i praksis fra kommissionsdomstole m.v. og

tjenstlige undersøgelser er blevet inddraget forældelseslignende

synspunkter ved bedømmelsen af, om der har været det

fornødne grundlag for at gøre et tjenstligt ansvar

gældende, og/eller ved vurderingen af, hvilken sanktion der i givet

fald burde komme på tale. I forbindelse med en vurdering af, om der

bør indføres regler om forældelse af disciplinært

ansvar, og hvordan sådanne regler i givet fald bør udformes,

konkluderes det som mest nærliggende at fastsætte en 5-årig

forældelsesfrist for tjenstlige forseelser i henhold til

tjenestemandsloven.

På den anførte baggrund kan det ikke

forventes, at der bliver tale om at afgive udtalelser om tjenstligt ansvar

eller kritik i øvrigt i anledning af forhold, der ligger en

længere årrække tilbage, medmindre der foreligger

særdeles graverende forhold.

Denne begrænsning har kun selvstændig

betydning i forhold til embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende

i staten. For så vidt angår fratrådte embedsmænd

følger det allerede af det, som er anført ovenfor i

bemærkningerne til stk. 2, at kommissionen ikke kan afgive

udtalelser om et eventuelt tjenstligt ansvar for sådanne

forhenværende embedsmænd - heller ikke i anledning af forhold,

der er af nyere dato.

Det er alene kommissionens formand, der tager stilling

til, om det er retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt at afgive

udtalelser om ansvarsspørgsmål. Der er i den forbindelse ikke

noget til hinder for, at der i forhold til nogle af de berørte

embedsmænd foretages ansvarsvurderinger i videre omfang end i forhold

til andre embedsmænd, eller at der i relation til samme embedsmand

foretages vurderinger af nogle forhold, men ikke - eller kun delvis - af

andre.

Det forudsættes, at formanden normalt først

træffer beslutning i henhold til stk. 3, når

bevisførelsen er afsluttet.

Til § 4

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører

tilrettelæggelsen af undersøgelsen.

Udgangspunktet er, at undersøgelseskommissionen

selv træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere

tilrettelæggelse. Kommissionen er funktionelt uafhængig.

Kommissionens beslutninger om undersøgelsens tilrettelæggelse

tages efter samråd med udspørgeren. Kommissionen er ikke bundet

af udspørgerens forslag og råd til, hvordan undersøgelsen

bør gribes an.

Kommissionen er imidlertid ikke frit stillet med hensyn

til undersøgelsens tilrettelæggelse. Det fremgår

således af bestemmelsens 2. pkt., at undersøgelsen skal

tilrettelægges på en sådan måde, at forholdet til

andre lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke

skades.

De nævnte hensyn svarer til de hensyn, der er

anført ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 3 som

begrundelse for, at undersøgelsen som udgangspunkt må

foregå for lukkede døre. Undersøgelsen skal således

tilrettelægges og gennemføres på en sådan

måde, at efterretningstjenestens aktuelle efterforskninger og

fremtidige virkemuligheder, herunder i forhold til udenlandske

samarbejdspartnere, samt hensynet til tredjemand (kilder, tidligere

mistænkte m.v.) ikke skades.

Det forudsættes derfor, at

undersøgelseskommissionen drøfter med PET, hvordan det kan

sikres, at de nævnte interesser ikke skades. For at beskytte

sådanne interesser må der tages særlige forholdsregler med

hensyn til omgangen, herunder opbevaringen, af det materiale, der

indgår i undersøgelsen, jf. § 5 og § 12, stk. 2.

De nævnte hensyn må ligeledes iagttages i forbindelse med

udformningen af den beretning, der efter § 20 skal offentliggøres

af justitsministeren, bl.a. således at der i fornødent omfang

foretages anonymisering, herunder af kilder og personer, der har været

overvåget af efterretningstjenesten.

Undersøgelseskommissionens møder ledes af

formanden, jf. stk. 2.

Efter stk. 3 skal

undersøgelseskommissionen føre en protokol over møderne

i kommissionen. Protokollen er en slags retsbog. Med udtrykket

»møderne« sigtes til møder, hvori der foretages

afhøring, forberedelsesmøder med bisidderne og lignende.

Protokollen skal bl.a. indeholde oplysninger om

følgende forhold:

tid og sted for undersøgelseskommissionens møder

navnene på deltagerne i møderne

kort fremstilling af mødets forløb

hovedindholdet af afgivne forklaringer, jf. retsplejelovens

§ 186

mundtlig orientering efter § 13, stk. 1

beskikkelser og andre beslutninger i forhold til de involverede

personer.

Protokollen, der er kommissionens interne arbejdsdokument,

offentliggøres ikke - i modsætning til kommissionens beretning -

efter undersøgelsens afslutning. Om fremsendelse af udskrifter af

afgivne forklaringer til bisidderne og til den, der har afgivet den

pågældende forklaring, henvises til § 9, stk. 2, og til

§ 12, stk. 2.

Efter stk. 4 kan kommissionen anmode

særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for

undersøgelsen.

Til § 5

For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan

få alle relevante oplysninger frem, er det i bestemmelsen fastsat, at

enhver har pligt til at stille dokumenter og andet foreliggende materiale til

rådighed for kommissionen, når den anmoder om det.

Undersøgelseskommissionen behøver ikke

specificere det materiale, der kræves stillet til rådighed.

Kommissionen kan på samme måde som en undersøgelsesret ved

undersøgelsens start anmode myndigheder og personer om at stille alt

relevant materiale til rådighed for kommissionen.

Det forudsættes i den forbindelse, at man i PET og

de berørte ministerier foretager en forholdsvis bred afgrænsning

af det materiale, der skønnes relevant for undersøgelsen,

således at der også medtages materiale, hvor det kan give

anledning til tvivl, hvorvidt materialet er af betydning for

undersøgelsen. Det forudsættes endvidere, at medarbejdere i PET

og ministerierne herefter bistår kommissionen med at gennemgå og

sortere materialet med henblik på mere præcist at

fastlægge, hvilket materiale der er relevant for

undersøgelsen.

Hvis kommissionen i løbet af undersøgelsen

bliver bekendt med, at der eksisterer relevant materiale, som ikke

indgår i det materiale, der allerede er stillet til rådighed, vil

kommissionen specifikt kunne fremsætte en anmodning vedrørende

sådant materiale.

Udtrykket »materiale« skal forstås i meget vid

betydning. Det omfatter ikke kun dokumenter i traditionel forstand, men

også oplysninger på EDB, lydbånd m.v. Det omfatter alt

foreliggende materiale, herunder interne dokumenter, håndskrevne

notater, personlige papirer m.v. i det omfang, sådant materiale er af

betydning for undersøgelsen.

I bestemmelsen er der ikke taget stilling til, hvordan det

relevante materiale i praksis skal stilles til rådighed. Det må

således overlades til kommissionen efter drøftelse med Politiets

Efterretningstjeneste at afgøre, om materialet eller dele deraf kan

udleveres til kommissionen, eventuelt i kopi, eller om materialet af f.eks.

sikkerhedsmæssige grunde, jf. § 4, helt eller delvis bør

forblive i efterretningstjenestens lokaler.

Det forudsættes, at ordningen med hensyn til at

stille materiale til rådighed for undersøgelseskommissionen

tilrettelægges på en sådan måde, at Politiets

Efterretningstjeneste vil have adgang til materiale, der har betydning for,

at efterretningstjenesten fortsat kan udføre sine opgaver, mens

undersøgelsen pågår. Ordningen bør endvidere

tilrettelægges således, at Udvalget vedrørende Politiets

og Forsvarets Efterretningstjenester hos efterretningstjenesten fortsat kan

få adgang til materiale, der har har betydning for udvalgets

arbejde.

Det materiale, der er relevant for undersøgelsen,

vil alt overvejende være »myndighedsmateriale«, dvs. materiale, der er

indgået til eller udarbejdet af en myndighed eller af ministre og

embedsmænd i embeds medfør. Såfremt private optegnelser

m.v. måtte have betydning for undersøgelsen, gælder

pligten til at stille materiale til rådighed også for

sådant privat materiale. Denne pligt er dog undergivet de samme

begrænsninger som vidnepligten efter § 8.

Det fremgår af stk. 2, at pligten til at stille

relevant materiale til rådighed, når kommissionen anmoder om det,

gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet

tavshedspligt. Pligten fortrænger således modstående

forskrifter om tavshedspligt.

Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten, vil

der være tale om en tjenesteforsømmelse, der vil kunne

medføre disciplinært ansvar og i grovere tilfælde

strafansvar. For nuværende ministres vedkommende vil en sådan

pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne indebære

en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.

I øvrigt vil manglende opfyldelse af pligten til at

stille materiale til rådighed kunne medføre, at

undersøgelseskommissionen meddeler et pålæg med

efterfølgende mulighed for at anvende tvangsmidler som nævnt i

retsplejelovens § 178, hvis pålægget ikke efterkommes, jf.

§ 6.

Til § 6

Bestemmelsen hjemler mulighed for at udstede et skriftligt

pålæg til den, der ikke opfylder pligten efter § 5, og for

at anvende tvangsmidler, hvis pålægget ikke efterkommes.

De tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, der

navnlig kan komme på tale, vil være bøde, løbende

bøde og i grove tilfælde forvaring i indtil 6 måneder.

Det er en betingelse for at anvende tvangsmidler,

at pligten efter § 5 ikke er behørigt opfyldt, at

der er meddelt et skriftligt pålæg, som er kommet frem til den

pågældende, og som indeholder oplysning om, at kommissionen uden

yderligere varsel vil kunne træffe beslutning om at anvende

tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, stk. 1, hvis pligten ikke

opfyldes inden for en nærmere fastsat frist, og at

pålægget ikke er efterkommet inden for den frist, som

kommissionen har fastsat i pålægget.

De processuelle regler, der er fastsat i retsplejelovens

§ 178, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med de afvigelser, der

følger af, at kommissionen ikke er en domstol.

En beslutning om anvendelse af tvangsmidler efter

§ 178 vil kunne indbringes for Østre Landsret efter bestemmelsen

i § 19.

Til § 7

I bestemmelsen er det fastsat, at enhver efter anmodning

fra kommissionen har pligt til at afgive forklaring for kommissionen som

vidne. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 168, hvorefter enhver

som udgangspunkt har vidnepligt.

Da genstanden for undersøgelsen er Politiets

Efterretningstjenestes virksomhed og ikke de aktiviteter, der er eller har

været i efterretningstjenestens søgelys, vil det i første

række være relevant at indkalde tidligere og nuværende

medarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste, medarbejdere i de

berørte ministerier og myndigheder samt tidligere og nuværende

ministre til at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen.

Pligten til at afgive vidneforklaring gælder i

øvrigt med de undtagelser og begrænsninger, der er fastsat i

§ 8.

Til § 8

Efter stk. 1 gælder pligten til at

afgive forklaring som vidne ikke for nuværende eller tidligere ministre

i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar i

anledning af de forhold, afhøringen vedrører.

Tilsvarende gælder pligten til at afgive

vidneforklaring ikke i det omfang, en embedsmand kan risikere strafansvar

eller disciplinæransvar i anledning af de forhold, afhøringen

vedrører.

Begrænsningen af vidnepligten omfatter også

forhenværende embedsmænd i det omfang, de pågældende

kan risikere strafansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen

omfatter.

Undtagelsen fra vidnepligt efter stk. 1 er absolut i

den forstand, at kommissionen ikke har mulighed for at gennembryde

undtagelsen og alligevel pålægge den pågældende at

afgive vidneforklaring.

Ud over den undtagelse fra vidnepligten, der følger

af stk. 1, indebærer bestemmelsen i stk. 2, at

vidnepligten endvidere er undergivet de undtagelser og begrænsninger,

der er fastsat i retsplejelovens §§ 169-172. Dog finder retsplejelovens

§ 169 og § 170, stk. 3, ikke anvendelse.

Det forhold, at retsplejelovens § 169 ikke

gælder, betyder, at en embedsmand ikke skal have samtykke fra

vedkommende minister for at afgive vidneforklaring. En minister kan heller

ikke nægte at afgive forklaring under henvisning til retsplejelovens

§ 169 (tavshedspligt begrundet i det offentliges interesse).

Den i § 170, stk. 3, indeholdte mulighed for at

begrænse vidnepligten gælder heller ikke.

Undersøgelseskommissionen kan således ikke undtage personer fra

vidnepligt med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med

hensyn til hvilke personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt

(begrundet i private interesser).

Forsvarligheden af den udvidelse af vidnepligten, som det

anførte indebærer, skal navnlig ses i sammenhæng med, at

undersøgelsen som udgangspunkt foregår for lukkede døre,

jf. § 18.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at reglerne i

retsplejelovens kapitel 18 finder tilsvarende anvendelse på afgivelse

af forklaring m.v. for undersøgelseskommissionen. Der sigtes herved

ikke til de i retsplejelovens kapitel 18 indeholdte regler om

vidneudelukkelse og vidnefritagelse. Spørgsmålet om disse

reglers anvendelse er reguleret i § 8. Der sigtes derimod til de

øvrige regler om afgivelse af forklaring m.v. i retsplejelovens

kapitel 18. Disse regler gælder med de afvigelser, der følger af

forholdets natur.

Herom kan i hovedtræk anføres

følgende:

Undersøgelseskommissionen skal, hvis

omstændighederne giver grund dertil, vejlede vidnerne om reglerne om

vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf. retsplejelovens § 173,

stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer kommissionen sig, at der

ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Kommissionen

pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet

bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf.

retsplejelovens § 181. Er den orientering, der skal ske efter § 13,

stk. 1, ikke sket forud for afhøringen, eventuelt i skriftlig

form, skal kommissionen, inden afhøringen påbegyndes, mundtligt

give vidnet den pågældende orientering.

Er vidnet omfattet af undtagelsesreglen i § 8,

stk. 1, vejleder kommissionen vidnet om, at den pågældende

ikke har pligt til at udtale sig.

Et vidne kan ikke undlade at give møde for

undersøgelseskommissionen, fordi vidnet mener sig berettiget til at

nægte at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 179.

Afhøringen foretages af udspørgeren eller af

undersøgelseskommissionens medlemmer. Om bisiddernes adgang til at

foretage supplerende afhøring henvises til § 12, stk. 5.

Hovedindholdet af forklaringen optages i protokollen, jf.

retsplejelovens § 186, stk. 2.

Efter stk. 2 har den, der har afgivet

forklaring, ret til at få en udskrift af sin forklaring. Har den

pågældende en bisidder, sender undersøgelseskommissionen

endvidere en udskrift af forklaringen til bisidderen, jf. § 12,

stk. 2, sidste pkt.

Undersøgelseskommissionens afgørelser i

forbindelse med vidneafhøringer kan indbringes for Østre

Landsret efter § 19.

Til § 10

Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol.

Bestemmelserne i straffelovens §§ 158-160 om falsk forklaring for retten

gælder derfor ikke umiddelbart for forklaringer, der afgives for

undersøgelseskommissionen.

Det fastsættes derfor i § 10, at straffelovens

§§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver falsk

forklaring for undersøgelseskommissionen.

Det forudsættes i den forbindelse, at en minister

eller embedsmand, der er omfattet af § 8, stk. 1, ikke kan straffes

for afgivelse af falsk forklaring for undersøgelseskommissionen. Den

pågældende må for så vidt sidestilles med en

»sigtet«, jf. straffelovens § 159, stk. 1.

Til § 11

I stk. 1 fastsættes, at - tidligere og

nuværende - ministre eller embedsmænd, hvis forhold

undersøges af undersøgelseskommissionen, har ret til at lade

sig bistå af en bisidder, der beskikkes af

undersøgelseskommissionen. Dette gælder, uanset om der

vedrørende de pågældende personer skal foretages

ansvarsvurderinger efter § 3, stk. 2.

Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen

beskikker den, som den pågældende ønsker som bisidder,

medmindre der foreligger særlige grunde til at nægte at beskikke

den pågældende, jf. herved stk. 2 om grunde, der kan

føre til, at en allerede foretaget beskikkelse tilbagekaldes.

Der er tale om en ret og ikke om en pligt til at lade sig

bistå af en bisidder. Hvis en minister eller embedsmand, hvis forhold

undersøges, ikke ønsker en bisidder, er der ikke adgang til at

påtvinge (tvangsbeskikke) den pågældende en bisidder.

Skulle den situation opstå, at en minister eller

embedsmand ikke ønsker en bisidder, forudsættes det, at der

gives den pågældende adgang til det materiale, der indgår i

sagen, i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre den

pågældende bekendt med materialet, jf. § 12, stk. 3.

Det indebærer, at kommissionen efter begæring udleverer kopi af

relevant materiale, i samme omfang som undersøgelseskommissionen ville

give samtykke til, at en bisidder udleverer materialet til sin klient.

Kommissionen vil også kunne give den pågældende adgang til

- i de lokaler, hvor materialet befinder sig - at gøre sig bekendt med

relevant materiale i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre

klienten bekendt hermed.

Efter stk. 2 kan

undersøgelseskommissionen på ethvert tidspunkt beslutte at

tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis afgørende hensyn til

den pågældende minister eller embedsmand eller til andre lande,

statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse eller

tredjemand taler for det.

I vurderingen af, om en beslutning om tilbagekaldelse af

beskikkelse bør træffes, kan der søges vejledning i de

betingelser, der efter retsplejelovens § 736 sammenholdt med § 733,

stk. 2, gælder for tilbagekaldelse af en beskikkelse som forsvarer

i en straffesag.

Tilbagekaldelse af beskikkelse som bisidder vil f.eks.

kunne ske, hvis bisidderen overtræder sin tavshedspligt.

Til § 12

Bestemmelserne i § 12 indeholder en angivelse af

bisidderens beføjelser.

Efter stk. 1, 1. pkt., har bisidderen ret til

at overvære afhøringer af sin klient i

undersøgelseskommissionen. Det gælder, uanset om

afhøringen foregår for åbne eller lukkede døre.

Afhøringer af andre har bisidderen som udgangspunkt

kun adgang til at overvære, hvis afhøringen foregår i

offentlige møder, jf. stk. 1, 2. pkt.

Efter stk. 1, 3. pkt., kan

undersøgelseskommissionen dog give bisidderen adgang til at

overvære afhøringer af andre for lukkede døre, hvis

væsentlige hensyn til bisidderens mulighed for at varetage sin klients

interesser taler for det.

Der sigtes herved til tilfælde, hvor der efter

kommissionens opfattelse i lyset af det, der hidtil er fremkommet i

undersøgelsen, kan blive spørgsmål om at afgive

belastende vurderinger - det være sig bevisvurderinger, retlige

vurderinger eller ansvarsvurderinger - af en persons forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige

bemærkninger.

I stk. 2 er det fastsat, at bisidderen har ret

til at gøre sig bekendt med det materiale, der er af betydning for den

pågældendes klient.

Som anført i bemærkningerne til § 5 er

det overladt til undersøgelseskommissionen efter drøftelse med

Politiets Efterretningstjeneste at tage stilling til spørgsmålet

om, hvorvidt foreliggende materiale, der indgår i undersøgelsen,

rent fysisk bør forblive i efterretningstjenestens lokaler. På

den baggrund er bisidderens ret til at gøre sig bekendt med materialet

ikke formuleret som en ret til at få det udleveret. Det

forudsættes dog, at undersøgelseskommissionen udleverer (kopi

af) det relevante materiale til bisidderen, hvis det findes

sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Bisidderen har ret til at få udleveret en udskrift

af forklaringer afgivet af klienten. Bisidderen har endvidere ret til at

få udskrift af forklaringer afgivet af andre i offentlige møder.

I det omfang, forklaring afgivet af andre for lukkede døre er af

betydning for klienten, har bisidderen ret til at gøre sig bekendt med

indholdet og - hvis det findes sikkerhedsmæssigt forsvarligt - få

en udskrift af forklaringen, jf. herved det ovenfor anførte.

Efter stk. 3 kan bisidderen som udgangspunkt

gøre sin klient bekendt med samtlige oplysninger, som bisidderen har

fået adgang til. Dette kan f.eks. ske ved, at klienten får adgang

til at gennemlæse det relevante materiale på bisidderens kontor.

Bisidderen kan også gøre klienten bekendt med relevante

oplysninger, som bisidderen ikke selv har fået udleveret, men som

bisidderen har haft adgang til at gøre sig bekendt med efter

stk. 2.

Der kan dog være tilfælde, hvor det af hensyn

til andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens

gennemførelse eller tredjemand er nødvendigt, at bisidderen -

eventuelt midlertidigt - ikke gør klienten bekendt med bestemte

oplysninger. Det fastsættes derfor i bestemmelsen, at

undersøgelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om

ikke at gøre klienten bekendt med sådanne oplysninger.

Bestemmelsen svarer i princippet til retsplejelovens regler om

tavshedspålæg til forsvarere i § 745, stk. 4, og

§ 748, stk. 6, sammenholdt med stk. 5. Det forudsættes,

at tavshedspålæg til bisiddere kun gives helt undtagelsesvis og

kun, når det efter en konkret vurdering findes absolut

nødvendigt.

For det materiale, som bisidderen har fået

udleveret, gælder, at bisidderen ikke uden samtykke fra

undersøgelseskommissionen må udlevere det til sin klient. Dette

gælder dog selvsagt ikke for udskriften af klientens egen forklaring,

som undersøgelseskommissionen selv skal udlevere til den

pågældende, jf. § 9, stk. 2.

Efter stk. 4 kan bisidderen anmode

undersøgelseskommissionen om at foranstalte bevisførelse.

Bisidderen kan f.eks. anmode kommissionen om at indkalde bestemte personer

til at afgive forklaring eller om at indhente nærmere angivet

materiale.

Kommissionen træffer selv beslutning om, hvorvidt

den ønskede bevisførelse er af betydning for

undersøgelsen og dermed om, hvorvidt bisidderens anmodning skal

imødekommes, jf. herved § 4, hvorefter det er kommissionen, der

tilrettelægger undersøgelsen.

Efter stk. 5 har bisidderen ret til at

foretage en uddybende afhøring af sin klient.

Bestemmelsen forudsætter den ordning, at

afhøringen som udgangspunkt foretages af udspørgeren, eventuelt

suppleret med spørgsmål fra medlemmerne af kommissionen.

Når denne afhøring er afsluttet, kan bisidderen foretage en

uddybende afhøring af klienten. Undersøgelseskommissionen kan

afskære bisidderen fra at stille spørgsmål til klienten,

hvis spørgsmålet ikke har betydning for undersøgelsen,

jf. herved princippet i retsplejelovens § 341.

I det omfang, bisidderen efter stk. 1, 2. og 3. pkt.

har adgang til at overvære afhøring af andre vidner, har

bisidderen tilsvarende adgang til at foretage uddybende afhøring af

disse vidner.

Til § 13

I stk. 1 fastsættes det, at

undersøgelseskommissionen inden afhøringen skal orientere den

berørte minister eller embedsmand og den pågældendes

besidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som

undersøgelsen vedrørende den pågældende

omfatter.

Undersøgelseskommissionen afgør selv, om

orienteringen skal ske mundtligt eller skriftligt. Hvis den sker mundtligt,

bør det anføres i protokollen, hvad den går ud på,

jf. bemærkningerne til § 4, stk. 3.

Det forudsættes, at orienteringen normalt gives i

så god tid inden afhøringen (dvs. inden den

pågældende afhøres første gang), at den

pågældende har mulighed for at tage hensyn hertil i forbindelse

med forberedelsen af sin forklaring (genopfriskning af hukommelsen,

gennemlæsning af relevant materiale m.v.).

Sker der i løbet af undersøgelsen

væsentlige ændringer i forhold til den orientering, der er givet,

bør kommissionen give den pågældende en ny

orientering.

Efter stk. 2 skal

undersøgelseskommissionen, efter at bevisførelsen er afsluttet,

orientere den pågældende minister eller embedsmand og dennes

bisidder om de faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den

pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin

beretning.

Orienteringen behøver ikke at være skriftlig.

Orienteringen skal indeholde en angivelse af den bevisvurdering, som

kommissionen overvejer at lægge til grund vedrørende den

berørte minister eller embedsmands adfærd, og - for så

vidt angår embedsmænd, om hvem der kan afgives udtalelser efter

§ 3, stk. 2 - de punkter, der eventuelt vil blive gjort til

genstand for ansvarsvurdering eller kritik i øvrigt i beretningen.

Orienteringen har til formål at gøre ministre

og embedsmænd bekendt med eventuelle belastende vurderinger - det

være sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger

-, som kommissionen overvejer at give udtryk for i beretningen, således

at de pågældende - inden beretningen færdiggøres -

har mulighed for at kommentere den vurdering, som kommissionen overvejer at

anlægge vedrørende dem. Orienteringen skal således kunne

danne grundlag for den udtalelse, der kan afgives efter stk. 3.

Bl.a. på grundlag af den i stk. 2 nævnte

orientering har ministre og embedsmænd samt bisiddere ret til at komme

med en skriftlig udtalelse om de faktiske og retlige spørgsmål,

herunder ansvarsspørgsmål, som undersøgelsen

vedørende den pågældende rejser, jf. stk. 3.

Der er således ikke adgang til mundtlig procedure.

Undersøgelseskommissionen kan fastsætte en

frist for afgivelse af udtalelsen.

Den berørte minister eller embedsmand og den

pågældendes bisidder har ikke krav på, at

undersøgelseskommissionen iværksætter en høring

over indlæg, der er modtaget fra andre berørte

ministre/embedsmænd og deres bisiddere. Hvis kommissionen finder det

hensigtsmæssigt, kan den beslutte at iværksætte en

sådan høringsprocedure.

Til § 14

Efter bestemmelsen er det justitsministeren, der skal

fastsætte salær og godtgørelse til bisidderne.

Beløbet afholdes af statskassen.

Fastsættelsen skal ske efter de takster, der

gælder for salær og godtgørelse til forsvarere i

straffesager. Undersøgelseskommissionen skal afgive indstilling til

justitsministeren om salær og godtgørelse til de enkelte

bisiddere.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at bisidderen

indgår aftale med f.eks. faglige organisationer om betaling af et

højere salær end det, der følger af § 14. I så

fald er den del af salæret, der overstiger det ovenfor nævnte

sædvanlige forsvarersalær, statskassen uvedkommende.

Til § 15

Bestemmelsen regulerer navnlig

undersøgelseskommissionens og bisiddernes tavshedspligt.

Efter stk. 1 har medlemmerne af

undersøgelseskommissionen og andre personer, der deltager i

undersøgelsens gennemførelse, under ansvar efter straffelovens

§§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under

deres virksomhed får kendskab til. Indebærer et brud på

tavshedspligten en overtrædelse af f.eks. straffelovens § 109, vil

der kunne straffes efter denne kvalificerede straffebestemmelse.

Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen

kan udlevere kopi af udkast til protokoltilførsel til den, der har

afgivet forklaring for kommissionen, hvis dette findes nødvendigt for

at sikre sig, at forklaringen bliver gengivet korrekt i protokollen.

Tavshedspligten er heller ikke til hinder for, at en udskrift af den endelige

protokoltilførsel udleveres til den, der har afgivet forklaringen, jf.

§ 9, stk. 2, eller for opfyldelse af pligterne i forhold til

bisidderen, jf. § 12, stk. 2.

Om udlevering af materiale i øvrigt til ministre,

embedsmænd og eventuelt andre, der indkaldes til at afgive forklaring,

henvises til § 16. For så vidt angår den endelige beretning,

som undersøgelseskommissionen skal afgive, henvises til § 20.

Det følger af stk. 2, at bisidderne er

undergivet den samme tavshedspligt som den, der gælder for medlemmerne

af kommissionen. Det samme gælder for personer, der efter § 4,

stk. 4, anmodes om at yde bistand til kommissionen, og som i den

forbindelse får udleveret materiale fra kommissionen.

Tavshedspligten er ikke til hinder for, at bisidderen

gør sin klient bekendt med indholdet af det materiale, som bisidderen

har adgang til, jf. § 12, stk. 3. Har bisidderen imidlertid

fået pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med

bestemte oplysninger, vil det være i strid med tavshedpligten, hvis det

alligevel sker. Det samme gælder, hvis bisidderen i strid med

§ 12, stk. 3, udleverer materiale til klienten.

Til § 16

For at sætte et vidne i stand til at besvare

spørgsmål under en afhøring kan det være

nødvendigt at gøre vidnet bekendt med materiale, som

indgår i undersøgelsen. Dette kan ske forud for

afhøringen, f.eks. ved at materialet sendes til bisidderen, hvis dette

findes forsvarligt, eller ved at vidnet under selve afhøringen

får materialet forevist.

Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset

tavshedspligten efter § 15, stk. 1 - at udlevere materiale til

vidnerne og deres bisiddere, hvis det er af betydning for at besvare de

spørgsmål, som kommissionen stiller.

For at sikre, at oplysningerne i det materiale, som

kommissionen gør vidnet bekendt med efter stk. 1, ikke

gøres frit tilgængelige, er der i stk. 2 fastsat en

særlig bestemmelse om tavshedspligt med hensyn til de

pågældende oplysninger.

Til § 17

Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol. Den

er heller ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre

forvaltningsretlige opgaver. Den skal alene udføre de opgaver, som

fremgår af dens kommissorium i § 3, og på den måde,

som fremgår af den foreslåede lovs øvrige bestemmelser.

Der er derfor ikke behov for, at kommissionen omfattes af den

forvaltningsretlige lovgivning.

I overensstemmelse hermed foreslås det, at lov om

offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, lov om offentlige

myndigheders registre og ombudsmandsloven ikke gælder for den

virksomhed, der udøves af kommissionen. Afløses loven om

offentlige myndigheders registre af en ny lov om behandling af

personoplysninger, gælder den nye lov heller ikke for den virksomhed,

der udøves af kommissionen.

Til § 18

Bestemmelsen indebærer, at møderne i

undersøgelseskommissionen som udgangspunkt skal foregå for

lukkede døre. Bestemmelsen omfatter også møder, hvor der

foretages afhøring.

Efter stk. 2 kan

undersøgelseskommissionen dog bestemme, at møder er offentlige

i det omfang, der foretages afhøring om generelle

spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens virksomhed i

tiden før 1990.

Kommissionens beslutninger om, hvorvidt afhøringer

skal foregå for åbne eller lukkede døre, kan ikke

påkæres, jf. stk. 3.

Der henvises i det hele til pkt. 3 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 19

Det foreslås, at undersøgelseskommissionens

beslutninger - bortset fra besluntinger om åbne eller lukkede

døre - skal kunne indbringes for Østre Landsret.

Indbringelsen kan ske af enhver, der har retlig interesse

heri. Fristen er 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor beslutningen er

meddelt (kommet frem til) den pågældende. Indbringelsen sker ved,

at der indgives et kæreskrift til undersøgelseskommissionen.

For behandlingen i Østre Landsret gælder i

øvrigt reglerne om kæremål i borgerlige sager, jf.

retsplejelovens kapitel 37. Dette indebærer bl.a. følgende:

Kære har ikke opsættende virkning, medmindre

undersøgelseskommissionen eller landsretten træffer bestemmelse

herom, jf. retsplejelovens § 395.

Medmindre undersøgelseskommissionen omgør

sin beslutning, sender den - inden en uge efter modtagelsen af

kæreskriftet - kæreskriftet, kopi af den påkærede

afgørelse og bilag af betydning for kæresagen til landsretten,

jf. retsplejelovens § 396, stk. 1. Kommissionen kan vedlægge

en erklæring om kæren, jf. retsplejelovens § 396,

stk. 2.

Landsrettens afgørelse træffes ved kendelse

på det indkomne skriftlige grundlag, jf. retsplejelovens § 398,

stk. 1. Hvor særlige grunde taler derfor, kan landsretten

bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, jf. retsplejelovens

§ 398, stk. 2. Sker dette, foregår mødet efter

forslagets § 19, stk. 1, sidste pkt., for lukkede døre.

Landsrettens afgørelse kan ikke kæres, jf.

retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1. Procesbevillingsnævnet

kan dog give kæretilladelse, jf. retsplejelovens § 392,

stk. 2.

Efter stk. 2 indbringes

undersøgelseskommissionens beslutninger om nægtelse af

beskikkelse af en bestemt bisidder og om tilbagekaldelse af en

bisidderbeskikkelse for Den Særlige Klageret.

Kæremål fremsættes skriftligt for

undersøgelseskommissionen eller erklæres mundtligt til

undersøgelseskommissionens protokol, jf. retsplejelovens § 970,

jf. § 737.

Kæremålet behandles mundtligt, hvis der

fremsættes anmodning herom, eller retten bestemmer det. Foretages der

mundtlig forhandling, afholdes retsmødet for lukkede døre.

Kæremål har ikke opsættende virkning,

medmindre dette bestemmes af undersøgelseskommissionen eller af Den

Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969 stk. 2,

sammenholdt med § 737.

Den Særlige Klageret er ikke bundet ved den

bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorpå

undersøgelseskommissionens beslutning om at afvise den

pågældende som bisidder er grundet. Klageretten kan i den

forbindelse pålægge undersøgelseskommissionen at

tilvejebringe supplerende oplysninger, jf. retsplejelovens § 972,

sammenholdt med § 737.

Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke

appelleres. Dette følger ligeledes af retsplejelovens § 737.

Til § 20

I bestemmelsen fastsættes det, at kommissionen skal

afgive en beretning om resultatet af sin undersøgelse til

justitsministeren, der offentliggør den.

Indholdet og formen af beretningen afgøres af

undersøgelseskommissionen. Selv om den tavshedspligt, der efter

§ 15 gælder for undersøgelseskommissionen, ikke er til

hinder for, at der i beretningen medtages fortrolige oplysninger, er

kommissionen imidlertid ikke frit stillet i så henseende. Som det

fremgår af § 4, skal undersøgelsen tilrettelægges og

gennemføres på en sådan måde, at forholdet til andre

lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades. Dette

indebærer, at den endelige beretning skal udarbejdes således, at

dens offentliggørelse ikke skader de nævnte interesser.

Undersøgelseskommissionens protokol, der bl.a.

indeholder de afgivne forklaringer, skal afleveres sammen med beretningen til

justitsministeren, men offentliggøres ikke. Det forudsættes i

den forbindelse, at de relevante dele af afgivne forklaringer gengives i

beretningen på en sådan måde, at hensynet til at give et

dækkende billede af de dele af efterretningstjenestens virksomhed, der

er omfattet af undersøgelsen, tilgodeses, samtidig med at de

nævnte hensyn til efterretningstjenestens fremtidige virkemuligheder

m.v. beskyttes.

I det omfang, udtalelser efter § 13, stk. 3, kan

offentliggøres uden at skade de nævnte hensyn, forudsættes

det, at sådanne udtalelser (med anonymiseringer) optrykkes som bilag

til beretningen.

Til § 21

Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

Lignende dokumenter