Spring til indhold

Retsinformation

Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene

Gældende LOV nr 1100 af 29/12/1997LovSkatte- og Vækstministeriet30. december 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lov om indgåelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og

regeringen i Kongeriget Nederlandene

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning,

gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet

følgende lov:

§ 1. Overenskomst af 1. juli 1996 mellem regeringen i

Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår

skatter på indkomst og formue, kan tiltrædes på Danmarks vegne.

Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder

anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33.

Stk. 3. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel

33 skal overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til

undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig

administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og formue, med protokol,

undertegnet i København den 20. februar 1957, med tillæg ved noter udvekslet

i København den 20. februar 1957, og som ændret ved tillægsoverenskomst

undertegnet i Haag den 20. januar 1966, ophøre med at have virkning ved denne

overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i den førstnævnte overenskomst

skal imidlertid fortsat være gældende for skatteår og -perioder, der er

udløbet før det tidspunkt, hvor denne overenskomsts bestemmelser har

virkning.

Stk. 4. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel

33 skal følgende aftaler mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene

ikke have virkning for noget år eller nogen periode, for hvilken nærværende

overenskomst er i kraft, nemlig

1. aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse

for skat på visse fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

Læs alt

2. aftale indgået ved udveksling ved noter, dateret

15. december 1937 og 24. marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat

af visse fortjenester hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen

i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 29. december

1997

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Carsten Koch

Bilag

der ønsker at afslutte en ny overenskomst til afløsning af den gældende

overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til

undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler for gensidig

administrativ bistand for så vidt angår skatter på indkomst og formue med

protokol, der er undertegnet i København den 20. februar 1957, og med

supplerende noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og ændret ved

tillægsaftale undertegnet i Haag den 20. januar 1966,

er blevet enige om følgende:

Kapitel I

Overenskomstens omfang

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende

i en af eller i begge staterne.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på

indkomst- og formueskatter, der udskrives på en af staternes, dens politiske

underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uanset hvordan de

opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle

skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten

eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller

fast ejendom, skatter på det samlede beløb af gager eller lønninger udbetalt

af foretagender, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal

finde anvendelse, er især:

a) i Nederlandene:

- de inkomstenbelasting (indkomstskat),

- de loonbelasting (lønskat),

- de vennootschapsbelasting (selskabsskat) herunder statens andel i

nettofortjenesten ved udnyttelsen af naturforekomster, der er pålagt i

henhold til Mijnwet 1810 (loven om minedrift af 1810) for så vidt angår

koncessioner, der er udstedt siden 1967, eller i henhold til Mijnwet

Continentaal Plat 1965 (loven om udnyttelse af den nederlandske

kontinentalsokkel af 1965),

- de dividendbelasting (udbytteskat),

- de vermogensbelasting (formueskat),

(herefter omtalt som »nederlandsk skat«);

b) i Danmark:

- indkomstskatten til staten,

- den kommunale indkomstskat,

- den amtskommunale indkomstskat,

- den særlige indkomstskat,

- kirkeskatten,

- udbytteskatten,

- renteskatten,

- royaltyskatten,

- skatter i henhold til kulbrinteskatteloven,

(herefter omtalt som »dansk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle

skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts

underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende

skatter. De kompetente myndigheder i staterne skal give hinanden underretning

om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Kapitel II

Definitioner

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i

denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

a) udtrykket »Stat« betyder Nederlandene eller Danmark, alt

efter sammenhængen; og udtrykket »Stater« betyder Nederlandene og

Danmark;

b) udtrykket »Nederlandene« betyder den del af Kongeriget

Nederlandene, der er beliggende i Europa, herunder territorialfarvandet og

ethvert område uden for territorialfarvandet, hvor Nederlandene i

overensstemmelse med international ret udøver jurisdiktion eller suveræne

rettigheder med hensyn til havbunden, dens undergrund og overliggende vande

samt naturforekomster.

c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark herunder

ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk

lovgivning og i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte

blive betegnet som et område indenfor hvilket Danmark kan udøve sine suveræne

rettigheder med det formål at efterforske og udnytte naturforekomsterne på

havbunden og i dens undergrund og dens overliggende vande, og med hensyn til

anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af

området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og

enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller

enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk

person;

f) udtrykkene »foretagende i en af staterne« og

»foretagende i den anden stat« betyder henholdsvis et foretagende,

som drives af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og et

foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport

med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende, hvis virkelige

ledelse har sit sæde i en af staterne, bortset fra tilfælde hvor skibet eller

luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden stat;

h) udtrykket »statsborger« betyder:

1) enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en af

staterne

2) enhver juridisk person, interessentskab og forening, der består i

kraft af den gældende lovgivning i en af staterne;

i) udtrykket »kompetente myndighed« betyder:

1) i Nederlandene: Finansministeren eller han befuldmægtigede

stedfortræder;

2) i Danmark: skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en af staterne

skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er

defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning

om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en

person, der er hjemmehørende i en af staterne« enhver person, som i

henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af

hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende

karakter. Dog omfatter udtrykket ikke en person, som er skattepligtig til den

pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller

formue, der befinder sig der.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter

bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, bestemmes hans

status efter følgende regler:

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har

fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i

begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med

hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt

for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine

livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i

nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i

hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke

har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i

den stat, i hvilken han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er

statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i staterne afgøre

spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter

bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, skal den anses

for at være hjemmehørende i den stat, hvori sædet for dens virkelige ledelse

er beliggende.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast

driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes

virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter

navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet

sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Et bygningsarbejde eller anlægs- eller

installationsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12

måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel

skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling

eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende

til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende

til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage

indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve

enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for

foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på

en kombination af flere af de i litra a) til e) nævnte virksomheder, forudsat

at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne

kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. I tilfælde hvor en person - der ikke er en sådan

uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6 - handler i en af staterne

på vegne af et foretagende og har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at

indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende - uanset

bestemmelserne i stykke 1 og 2 - anses for at have et fast driftssted i denne

stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for

foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til de i stykke

4 nævnte forhold, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted,

ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter

bestemmelserne i dette stykke.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast

driftssted i en af staterne, alene fordi det driver erhvervsvirksomhed i

denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig

repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres

sædvanlige erhvervsvirksomhed.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er

hjemmehørende i en af staterne, behersker eller beherskes af et selskab, der

er hjemmehørende i den anden stat, eller som (enten gennem et fast driftssted

eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke

i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for

det andet.

Kapitel III

Indkomstbeskatning

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en

af staterne, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller

skovbrug), der er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden

stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges

den betydning, som det har i lovgivningen i den stat, hvori den pågældende

ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til

fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug,

rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse,

brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller

faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte

mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og luftfartøjer

skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på

indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form

for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde

anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på

indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en

af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver

erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted.

Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste

beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan

henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal

der i tilfælde, hvor et foretagende i en af staterne driver

erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted,

i hver af staterne til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som

det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og

uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på

samme eller lignende vilkår, og som under frie forhold afsluttede

forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste

skal det være tilladt at fradrage omkostninger, der er afholdt for det faste

driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad

enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende,

eller andre steder.

4. I det omfang det har været sædvane i en af staterne

at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på

grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets

forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne stat i at

fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan

sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være

sådan, at resultatet er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt

i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast

driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget vareindkøb for

foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den

fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme

metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for det

modsatte.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomst, som

er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal

bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne

artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i

international trafik kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets

virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse af et foretagende,

der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal

foretagendet anses for at have sit sæde i den stat, i hvilken skibet har sit

hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den stat, i hvilken skibets

reder er hjemmehørende.

3. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af

luftfartsselskabet Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i

stykke 1 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den

andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines

System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

For så vidt angår stykke 1 skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at

udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik,

med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. I denne artikel omfatter fortjeneste ved skibs-

eller luftfartsvirksomhed i international trafik fortjeneste oppebåret ved

udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj til anvendelse i

international trafik, hvis sådan lejeindtægt er forbundet med den

fortjeneste, der er omfattet af stykke 1.

5. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde

anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et konsortium eller i en

international driftsorganisation.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en af staterne direkte eller indirekte har del i

ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden

stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af,

kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en af staterne som et

foretagende i den anden stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller

fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser,

der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige

foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde

foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund

af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes

fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed. Det gælder dog, at den

omstændighed at forbundne foretagender har indgået aftaler som f.eks. aftaler

om omkostningsdeling eller generelle serviceaftaler angående eller baseret på

fordelingen af ledelsesmæssige, generelle administrative, tekniske og

kommercielle omkostninger samt omkostninger til forskning og udvikling og

andre omkostninger af lignende art, ikke i sig selv skal være et vilkår i den

foregående sætnings betydning.

2. I tilfælde, hvor en af staterne til fortjenesten

for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed

beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden stat er blevet

beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er

fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat,

hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være

blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage

en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af

fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige

bestemmelser i denne overenskomst, og staternes kompetente myndigheder skal

om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som betales af et selskab, der er

hjemmehørende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den

anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et sådant udbytte kan dog også beskattes i den

stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold

til lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af

udbyttet, må den pålignede skat ikke overstige 15 procent af bruttobeløbet af

udbyttet.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den stat, i

hvilken selskabet er hjemmehørende, ikke påligne skat på udbytte betalt at

dette selskab, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, der er

hjemmehørende i den anden stat, og som direkte besidder mindst 10 procent af

kapitalen i det selskab, der betaler udbyttet.

4. Bestemmelserne i stykke 2 og 3 skal ikke berøre

beskatningen af selskabet med hensyn til den fortjeneste, der ligger til

grund for det betalte udbytte.

5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne

artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller

»jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre

rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i

fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er

undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst fra aktier i henhold

til lovgivningen i den stat, hvori det udbyttebetalende selskab er

hjemmehørende.

6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 skal ikke finde

anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet, der er

hjemmehørende i en af staterne, udøver virksomhed i den anden stat, i hvilken

det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast

driftssted, eller i denne anden stat udøver frit erhverv fra et der

beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for

udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast

driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis

artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i

en af staterne, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden stat, må

denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som betales af

selskabet, med mindre sådant udbytte betales til en person, der er

hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til

grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast

driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller

undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikkeudloddet

fortjeneste, selv om det betalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste

helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne

anden stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en af staterne og betales

til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den

pågældende er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »renter« betyder i denne

artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede

ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til

andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af

statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder

agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser,

obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling

skal ikke anses for renter i henhold til denne artikel.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde

anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af

staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra renterne

hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv

i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som

ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et

sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i

henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af

staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske

underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er

hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten,

hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast

driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den

gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette

faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra

den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den,

der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje

person, har bevirket, at renterne, set i forhold til den gældsfordring, for

hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt

mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke

havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse

på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne

beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver stat under hensyntagen

til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en af staterne og

betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den

pågældende er royaltybeløbets retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden

stat.

2. Udtrykket »royalty« betyder i denne

artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen

af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk

eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd til brug

for radio- eller fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster

eller model, tegning, hemmelig formular eller fremstillingsmetode, eller for

oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde

anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i

en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra

royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller

udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og

den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de betalte royalties,

har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så

fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde

anvendelse.

4. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af

staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske

underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er

hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler

royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej,

har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med

hvilket den forpligtelse, der ligger til grund for royaltybetalingen, er

indgået, og sådan royalty afholdes af dette faste driftssted eller faste

sted, skal sådant royaltybeløb anses for at hidrøre fra den stat, hvori det

faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den,

der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en

tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til

den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt,

overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den

retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal

bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte

beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i

overensstemmelse med lovgivningen i hver af staterne under hensyntagen til de

øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i

en af staterne, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i

artikel 6, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden

stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der

udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en

af staterne har i den anden stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der

hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne,

har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, herunder også

fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller

sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i

denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller

luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue,

der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun

beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved

anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være

gældende. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartskonsortiet

Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun

finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel af

konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner

i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af

DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver

luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i

Danmark.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver

end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede, kan kun beskattes i den stat, hvori

afhænderen er hjemmehørende.

5. Bestemmelserne i stykke 4 skal ikke berøre

Nederlandenes ret til at påligne skat i henhold til egen lovgivning på

fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder

i et selskab, hvis kapital helt eller delvist er fordelt på aktier og som i

henhold til nederlandsk lovgivning er hjemmehørende i Nederlandene, som

oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, og som har

været hjemmehørende i Nederlandene indenfor de sidste fem år forud for

afhændelsen af aktierne eller »jouissance« rettighederne.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller andet arbejde af

selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af

staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som

til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat med henblik på

udøvelsen af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan

indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres

til dette faste sted.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især

selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller

undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat,

ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 16, 18 og 19 ikke

medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt

arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en

af staterne, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den

anden stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor,

beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som

en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer for personligt

arbejde i tjenesteforhold udført i den anden stat, kun beskattes i den

førstnævnte stat, såfremt:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en periode eller i

perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-månedersperiode,

og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er

hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som

arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel

kan vederlag oppebåret af person, der er hjemmehørende i en af staterne, for

personligt arbejde i tjenesteforhold der udføres om bord på et skib eller

luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i denne stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der

er hjemmehørende i en af staterne, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen,

en »bestuurder« eller en »commissaris« for et selskab,

der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan

indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer som

optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner,

eller musiker, eller som sportsudøver, ved virksomhed udøvet i denne egenskab

i den anden stat, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde hvor indkomst ved virksomhed, som udøves

af en optrædende kunstner eller en sportsudøver i dennes egenskab som sådan,

ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan

denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i

den stat, i hvilken kunstneren eller sportsudøveren udøver sin virksomhed.

Artikel 18

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke

medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til

en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere

personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente kun beskattes i denne

stat.

2. I tilfælde hvor et sådant vederlag ikke er en

løbende udbetaling og er betaling som vederlag for tidligere ansættelse i den

anden stat, eller hvor der i stedet for en rettighed til en livrente

udbetales en samlet sum, kan dette vederlag eller denne samlede sum beskattes

i den stat, hvorfra det hidrører.

3. Enhver pension og andre ydelser, som udbetales i

medfør af bestemmelserne i sociallovgivningen i en af staterne til en person,

der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.

4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat

sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid

eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i

henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og

fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 19

Offentligt hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af

en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder til

en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger

eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis

hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat

hjemmehørende person, som:

1. er statsborger i denne stat; eller

2. ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det

formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en af staterne,

dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder - eller af midler

tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udøvelse af hverv for denne

stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis

modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde

anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse

med erhvervsvirksomhed, der drives af en af staterne eller en af dens

politiske underafdelinger eller en af dens lokale myndigheder.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som,

umiddelbart før han besøger en af staterne, var hjemmehørende i den anden

stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller

uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin

uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at

sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en af staterne, og som ikke er behandlet i de foranstående

artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes

i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde

anvendelse på anden indkomst bortset fra indkomst af fast ejendom som

defineret i artikel 6, stykke 2, hvis modtageren af sådan indkomst er en

person hjemmehørende i en af staterne, som driver erhvervsvirksomhed i den

anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller som udøver frit

erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed

eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte

forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal

bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Kapital IV

Beskatning af formue

Artikel 22

Formue

1. Formue bestående af fast ejendom som omhandlet i

artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og

som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Formue bestående af rørlig formue, der udgør en del

af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne

har i den anden stat, eller af rørlig formue, der hører til et fast sted, som

en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til

udøvelse af frit erhverv i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Formue bestående af skibe eller luftfartøjer, der

anvendes i international trafik, og af rørlig formue, der er knyttet til

driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat,

hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette

stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt

angår formue ejet af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS),

skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af

formuen, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske

Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System.

For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for

at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international

trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. Al anden formue, tilhørende en person, der er

hjemmehørende i en stat, kan kun beskattes i denne stat.

Kapitel V

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. Ved påligning af skat på personer, som er

hjemmehørende i Nederlandene, må Nederlandene i beskatningsgrundlaget

medregne indkomst- og formuebeløb, som i henhold til bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i Danmark.

2. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i

Nederlandene oppebærer indkomst fra eller ejer formuebestanddele, der kan

beskattes i Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 6, artikel 7,

artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk.

1 og 2, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 18, stk. 3, artikel 19, stk.

1 litra a) og stk. 2 litra a), artikel 21, stk. 2 og artikel 22, stk. 1 og 2,

og denne indkomst eller formuebestanddel er medregnet i det i stk. 1

omhandlede beskatningsgrundlag, skal Nederlandene fritage sådan indkomst

eller formuebestanddel for beskatning ved at foretage en nedsættelse af den

nederlandske skat. Denne nedsættelse skal beregnes efter bestemmelserne om

undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning. De omhandlede

indkomst- og formuebeløb skal anses for at være medregnet i det totale beløb

af indkomst eller formuebestanddele, der er fritaget for nederlandsk skat i

henhold til disse bestemmelser.

3. Derudover skal Nederlandene indrømme et fradrag i

den således beregnede nederlandske skat af indkomster, der kan beskattes i

Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 10, stk. 2, artikel 13,

stk. 5, artikel 16, artikel 17 og artikel 18, stk. 2, for så vidt disse

indkomster er medregnet i det i stk. 1 omhandlede beskatningsgrundlag.

Fradragsbeløbet skal svare til den skat, der er betalt i Danmark af disse

indkomster, men skal ikke overstige den nedsættelse, der ville være

indrømmet, hvis de således medregnede indkomster havde været de eneste

indkomster, som var fritaget for nederlandsk skat i henhold til

bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske

lovgivning.

4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal Nederlandene

indrømme fradrag i nederlandsk skat for skat betalt i Danmark af indkomst,

som i henhold til artikel 7, artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel

12, stk. 3, og artikel 21, stk. 2 i denne overenskomst kan beskattes i

Danmark, i det omfang disse beløb er medregnet i det beskatningsgrundlag, der

er omhandlet i stk. 1, hvis og i den udstrækning at Nederlandene efter

bestemmelserne i nederlandsk lovgivning om undgåelse af dobbeltbeskatning

indrømmer fradrag i nederlandsk skat af skat pålignet i et andet land på

sådanne indkomstbeløb. Ved beregningen af dette fradrag skal bestemmelserne i

stk. 3 i denne artikel tilsvarende finde anvendelse.

5. a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark,

oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i Nederlandene, skal Danmark, såfremt

bestemmelserne i litra c) ikke medfører andet, indrømme:

(i) et fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den

indkomstskat, der er betalt i Nederlandene;

(ii) et fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den

formueskat, der er betalt i Nederlandene;

b) Et sådant fradrag skal dog i intet af disse tilfælde kunne overstige

den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag,

der kan henføres til den indkomst henholdsvis formue, som kan beskattes i

Nederlandene.

c) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst

eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan

beskattes i Nederlandene eller kan beskattes i Nederlandene i

overensstemmelse med artikel 15 og artikel 19, kan Danmark medregne denne

indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten

eller formueskatten fradrage den del af indkomstskatten eller formueskatten,

som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i

Nederlandene.

d) Uanset bestemmelserne i litra a) og b) i dette stykke skal udbytte

betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Nederlandene, til et selskab,

der er hjemmehørende i Danmark, være fritaget for beskatning i Danmark i

henhold til den danske lovgivning om skattefritagelse for udbytter betalt til

danske selskaber fra udenlandske datterselskaber. I tilfælde, hvor udbyttet

ikke opfylder betingelserne for fritagelse for dansk skat, skal Danmark dog -

ud over det skattefradrag, der er omhandlet i litra a) og b) - indrømme som

fradrag i skatten af sådant udbytte den pålignede skat på den fortjeneste,

hvoraf udbyttet er betalt, i overensstemmelse med artikel 4 i EF Rådsdirektiv

af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og

datterselskaber fra forskellige medlemsstater med de ændringer, der måtte

blive foretaget i dette.

e) I tilfælde, hvor en fysisk person, som har været hjemmehørende i

Danmark i en periode på 5 år eller mere og nu er hjemmehørende i

Nederlandene, er blevet beskattet af kapitalgevinst på aktier for tiden frem

til skifte af hjemsted i henhold til den interne danske lovgivning, skal

Danmark, i tilfælde hvor aktierne efterfølgende afhændes, og fortjenesten ved

sådan afhændelse beskattes i Nederlandene, indrømme et fradrag i

indkomstskatten med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i

Nederlandene for så vidt angår den indkomst, der blev beskattet i Danmark. Et

sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den indkomstskat, beregnet før

sådant fradrag, der er pålignet den pågældende indkomst i Danmark.

f) Ved anvendelsen af dette stykke skal de skatter, der er omhandlet i

artikel 2, stk. 3, litra a) og stk. 4, bortset fra formueskatten, anses for

at være indkomstskatter.

Kapitel VI

Særlige bestemmelser

Artikel 24

Virksomhed ud for kysten

1. I tilfælde af virksomhed, der er omfattet af denne

artikel, skal artiklens bestemmelser finde anvendelse uanset enhver anden

bestemmelse i denne overenskomst. Denne artikel skal dog ikke finde

anvendelse på virksomhed, som en person udøver ud for kysten, i tilfælde hvor

denne virksomhed udgør et fast driftssted i henhold til artikel 5 eller et

fast sted i henhold til bestemmelserne i artikel 14 for den pågældende

person.

2. Udtrykket »virksomhed ud for kysten«

betyder i denne artikel virksomhed, der er udøvet ud for kysten i en af

staterne i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og

dens undergrund og de deri værende naturforekomster.

3. Et foretagende i en af staterne, der udøver

virksomhed ud for kysten i den anden stat, skal under iagttagelse af stykke 4

i denne artikel anses for i denne forbindelse at udøve virksomhed i den anden

stat gennem et fast driftssted, medmindre den pågældende virksomhed ud for

kysten udøves i den anden stat i en periode eller perioder, der i alt ikke

overstiger 30 dage i en 12-månedersperiode.

For så vidt angår dette stykke:

a) i tilfælde hvor et foretagende, der udøver virksomhed ud for kysten i

den anden stat, er forbundet med et andet foretagende, og dette andet

foretagende fortsætter den samme virksomhed ud for kysten som et led i det

samme projekt, som bliver eller blev udøvet af det førstnævnte foretagende,

og den forannævnte virksomhed udøvet af begge foretagender tilsammen

overstiger en periode på 30 dage, skal hvert af de to foretagender anses for

at have udøvet sin virksomhed i en periode, der overstiger 30 dage indenfor

en 12-månedersperiode;

b) et foretagende skal anses for at være forbundet med et andet

foretagende, hvis det ene direkte eller indirekte besidder mindst en

tredjedel af kapitalen i det andet foretagende, eller hvis en person direkte

eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i begge

foretagender.

4. Ved anvendelsen af denne artikels stk. 3 skal

udtrykket »virksomhed ud for kysten« dog anses for ikke at omfatte

virksomhed som omhandlet i artikel 5, stk. 4, eller nogen kombination af

sådan virksomhed.

5. Fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i

en af staterne, oppebærer ved transport af forsyninger eller personel til

eller mellem pladser i en af staterne, hvor der udøves virksomhed i

forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens

undergrund og naturforekomsterne heri, eller ved drift af bugserbåde eller

andre hjælpefartøjer til sådan virksomhed, kan kun beskattes i den stat,

hvori foretagendet har sin virkelige ledelse.

6. En person, der er hjemmehørende i en af staterne,

og som ud for kysten i den anden stat udøver virksomhed bestående i udøvelse

af frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter, skal anses for

at udøve den omhandlede virksomhed fra et fast sted i denne anden stat,

såfremt virksomheden ud for kysten fortsætter i en samlet periode på 30 dage

eller mere.

7. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en

person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse i

forbindelse med virksomhed ud for kysten udøvet gennem et fast driftssted i

den anden stat, kan, i den udstrækning arbejdet er udført ud for kysten i

denne anden stat, beskattes i denne anden stat.

8. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk

person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse om

bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stk. 5, skal beskattes i

overensstemmelse med artikel 15, stk. 3.

9. I tilfælde hvor der foreligger dokumentation for,

at skat er betalt i Danmark af indkomstbeløb, der kan beskattes i Danmark i

henhold til artikel 7 og artikel 14 i forbindelse med henholdsvis stk. 3 og

stk. 6 i denne artikel, og i henhold til stk. 7 i denne artikel, skal

Nederlandene indrømme et fradrag i den nederlandske skat, der skal beregnes i

overensstemmelse med reglerne i artikel 23, stk. 2.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en af staterne skal ikke i den anden

stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er

anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav,

som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive

undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1, skal denne bestemmelse også

finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i den ene af eller i

begge staterne.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et

foretagende i en af staterne har i den anden stat, må ikke være mindre

fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden

stat, der udøver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne

fortolkes som forpligtende en af staterne til at indrømme personer, der er

hjemmehørende i den anden stat, de personlige skattemæssige begunstigelser,

lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller

forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende

inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1,

artikel 11, stk. 5, eller artikel 12, stk. 5, finder anvendelse, skal renter,

royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en af staterne

til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved

opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme

betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den

førstnævnte stat. Tilsvarende skal enhver gæld, som et foretagende i en af

staterne har til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne

fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue

under samme betingelser, som hvis gælden havde været pådraget over for en

person, der var hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en af staterne, hvis formue helt

eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller

flere personer, der er hjemmehørende i den anden stat, skal ikke i den

førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne

krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed

forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er

eller måtte blive undergivet.

5. Pensionsbidrag, der er afholdt af en fysisk person

i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold i en af staterne til

en pensionsordning, der er oprettet og anerkendt i skattemæssig henseende i

den anden stat, skal i en periode på i alt højst 60 måneder kunne fratrækkes

ved opgørelsen af den fysiske persons skattepligtige indkomst i den

førstnævnte stat og skal behandles i denne stat på samme måde og i henhold

til de samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning,

der er anerkendt i skattemæssig henseende i denne førstnævnte stat, under

følgende forudsætninger:

a) den fysiske person var ikke hjemmehørende i denne stat og betalte

bidrag til pensionsordningen, umiddelbart før han påbegyndte

ansættelsesforholdet i denne stat; og

b) den fysiske person er enten stadig ansat af den samme arbejdsgiver som

umiddelbart før, han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat, eller af

en arbejdsgiver, der er et indbyrdes forbundet foretagende med den

førstnævnte arbejdsgiver; og

c) de kompetente myndigheder i den førstnævnte stat tiltræder, at

pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er anerkendt i

skattemæssig henseende af denne stat.

Bidrag til pensionsordningen betalt af det foretagende, der udbetaler

vederlag til personen, skal ikke anses som skattepligtig indkomst for den

fysiske person.

6. Ved anvendelse af stykke 5:

a) betyder udtrykket »en pensionsordning« en obligatorisk

ordning, i hvilken den fysiske person deltager for at sikre pensionsydelser

for personligt arbejde i tjenesteforhold, som omhandlet i stk. 5; og

b) en pensionsordning er anerkendt i skattemæssig henseende i en stat,

såfremt ydelserne til ordningen ville medføre skattenedsættelse i denne stat.

De kompetente myndigheder kan rådføre sig med hinanden i tilfælde, hvor en

pensionsordning ikke er en obligatorisk ordning, for at fastslå om

anvendelsen af bestemmelserne i dette stykke og i stykke 5 er berettiget i

sådant tilfælde.

7. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal

bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og

betegnelse.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse

af gensidige aftaler

1. I tilfælde hvor en person mener, at

foranstaltninger, truffet af en af eller begge staterne, for ham medfører

eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med

bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der

måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for

den kompetente myndighed i den stat, i hvilken han er hjemmehørende eller,

hvis hans sag falder under artikel 25, stk. 1, til den stat, i hvilken han er

statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet

ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører beskatning,

som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen

synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en

tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den

kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning,

der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal

gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de to staters

interne lovgivning.

3. De kompetente myndigheder i de to stater skal søge

ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte

opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De

kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er

omhandlet i overenskomsten.

4. De kompetente myndigheder i de to stater kan træde

i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale i

overensstemmelse med de foranstående stykker.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

De to staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger,

som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller

i de to staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af

overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod

overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1.

Alle oplysninger, der modtages af en af staterne, skal behandles som

hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne

stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder

(herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med

påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling i

forbindelse med de skatter, der er omfattet af denne overenskomst. Sådanne

personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål.

De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i

retsafgørelser.

Artikel 28

Bistand ved inddrivelse

1. De to stater forpligter sig til at yde hinanden

bistand og støtte med hensyn til opkrævning i overensstemmelse med disses

respektive love og administrative bestemmelser af de skatter, som omfattes af

denne overenskomst, tillige med eventuelle forhøjelser, tillæg, forsinkede

betalinger, rentebeløb og omkostninger vedrørende de pågældende skatter.

2. På anmodning fra den begærende stat skal den stat,

der modtager anmodningen, inddrive skattekrav fra den førstnævnte stat i

overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der er gældende

for inddrivelse af denne stats egne skattekrav. Sådanne krav skal dog ikke

nyde nogen fortrinsret i den stat, der modtager anmodningen, og kan ikke

inddrives ved gældsfængsling af skyldneren. Den stat, der modtager

anmodningen, er ikke forpligtet til at foretage nogen retslig handling, der

ikke er fastsat i den begærende stats love.

3. Bestemmelserne i stk. 2 skal kun finde anvendelse

på skattekrav, som er ledsaget af et dokument til godtgørelse af, at disse

skattekrav kan inddrives i den begærende stat, og som - med mindre andet er

aftalt mellem de kompetente myndigheder - ikke bestrides.

Hvor skattekravet vedrører en person, som ikke er hjemmehørende i den

begærende stat, skal stk. 2 dog kun finde anvendelse - medmindre andet er

aftalt mellem de kompetente myndigheder - hvor kravet ikke længere kan

bestrides.

4. Forpligtelsen til at yde bistand ved inddrivelse af

skattekrav vedrørende en afdød person eller hans dødsbo omfatter kun værdien

af dødsboet eller de formuegoder, som er modtaget af hver af de begunstigede

arvinger i boet, alt efter om kravet skal inddrives fra dødsboet eller fra

arvingerne.

5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke være

forpligtet til at efterkomme denne

a) hvis den begærende stat ikke har udnyttet ethvert middel, som denne

stat har til sin rådighed inden for sit eget område, undtagen hvor

anvendelsen af sådanne midler ville forårsage uforholdsmæssigt store

vanskeligheder;

b) hvis og for så vidt den anser skattekravet for at være imod

bestemmelserne i denne overenskomst eller i strid med enhver anden

overenskomst, som er indgået af begge stater.

6. Anmodningen om administrativ bistand ved

inddrivelse af skattekrav skal være vedlagt følgende dokumenter:

a) en bekræftelse af at skattekravet vedrører en skat, der er omfattet af

overenskomsten og at bestemmelserne i stk. 3 er opfyldt;

b) et bekræftet eksemplar af det dokument, der tillader inddrivelse i den

begærende stat;

c) eventuelle andre dokumenter, der er nødvendige for inddrivelse;

d) hvor det er hensigtsmæssigt et attesteret eksemplar, der bekræfter en

eventuel afgørelse i forbindelse hermed fra et administrativt organ eller en

offentlig retsinstans.

7. Den begærende stat skal angive det skattebeløb, der

skal inddrives, i både den begærende stats og den anmodede stats møntsort.

Den omregningskurs, der skal benyttes ved anvendelsen af den foregående

sætning, er den sidste salgspris, der er bestemt af den mest repræsentative

valutabørs eller børser i den begærende stat. Ethvert beløb, der inddrives af

den anmodede stat, skal overføres til den begærende stat i den anmodede stats

møntsort. Overførslen skal foretages indenfor en måned fra

inddrivelsesdatoen.

8. På anmodning fra den begærende stat skal den stat,

der modtager anmodningen, foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse

af et skattebeløb, selv om kravet bestrides eller endnu ikke er genstand for

et eksigibelt dokument for så vidt som dette er i overensstemmelse med

lovgivningen og de administrative regler i den stat, der har modtaget

anmodningen.

9. Når det dokument, der giver tilladelse til

inddrivelse i den begærende stat, er i overensstemmelse med gældende regler i

den stat, der modtager anmodningen, skal dokumentet accepteres, anerkendes,

kompletteres eller erstattes straks efter modtagelsen af anmodningen om

bistand med et dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den

sidstnævnte stat.

10. Spørgsmål vedrørende udløbet af den periode, inden

for hvilken et skattekrav kan inddrives, skal afgøres efter lovgivningen i

den stat, der begærer inddrivelsen. Anmodningen om bistand skal indeholde

oplysninger om denne periode. Den stat, der modtager anmodningen, skal dog

ikke efterkomme en anmodning om administrativ bistand, der fremsættes efter

udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives i

henhold til lovgivningen i denne stat.

11. Skridt til inddrivelse, som foretages af den stat,

der har modtaget anmodningen om bistand, og som i henhold til lovgivningen i

denne stat ville have afbrydende eller opsættende virkning på den periode,

der er omhandlet i stk. 10, skal ligeledes have denne virkning i forhold til

lovgivningen i den begærende stat. Den stat, der modtager anmodningen, skal

underrette den begærende stat om sådanne skridt, og hvor det er nødvendigt,

skal de to stater konsultere hinanden.

12. Såfremt udskydelse af betaling eller afdragsvis

betaling er tilladt under lignende omstændigheder i henhold til lovgivningen

eller den administrative praksis i den stat, der modtager anmodningen om

bistand, kan denne stat tillade dette, men skal først give meddelelse til den

begærende stat.

13. De kompetente myndigheder i de to stater skal ved

fælles aftale fastsætte regler vedrørende minimumsbeløbet for de skattekrav,

der kan gøres til genstand for en anmodning om bistand.

14. Staterne skal gensidigt afstå fra at kræve

erstatning for omkostninger, der opstår som følge af den bistand og støtte,

som staterne yder hinanden ved anvendelsen af denne overenskomst. Dette

omfatter dog ikke omkostninger til retsskridt og ekspertråd. Den begærende

stat skal i alle tilfælde forblive ansvarlig overfor den stat, der modtager

anmodningen, for de økonomiske konsekvenser af de inddrivelseshandlinger, der

findes at være ubeføjede med hensyn til det pågældende skattekravs

beskaffenhed eller gyldigheden af det dokument, der indeholder tilladelsen

til inddrivelse i den begærende stat.

Artikel 29

Begrænsning af artiklerne 27 og 28

Bestemmelserne i artiklerne 27 og 28 i denne overenskomst skal ikke i

noget tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de to stater

pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den

anden stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats

eller den anden stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig,

forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller

nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville

stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 30

Diverse bestemmelser

1. De kompetente myndigheder i de to stater kan ved

gensidig aftale fastsætte fremgangsmåden for anvendelse af artiklerne 10, 11

og 12.

2. De kompetente myndigheder i hver af de to stater

kan i overensstemmelse med praksis i denne stat fastsætte de retningslinier,

der er nødvendige for gennemførelsen af andre bestemmelser i denne

overenskomst.

3. Der er enighed om at:

a) i tilfælde hvor en person, som er hjemmehørende i Nederlandene, er

fritaget for eller berettiget til lempelse i dansk skat i henhold til

bestemmelserne i denne overenskomst, skal tilsvarende fritagelse eller

lempelse gælde for uafsluttede boer efter afdøde personer, for så vidt en

eller flere af de i boet berettigede er hjemmehørende i Nederlandene;

b) ved anvendelsen af artikel 23 skal dansk skat af et uafsluttet bo

efter en afdød person, for så vidt indkomsten eller formuen tilfalder en i

boet berettiget, som er hjemmehørende i Nederlandene, anses som indkomst-

eller formueskat pålignet den berettigede.

Artikel 31

Ansatte ved diplomatiske

og konsulære repræsentationer

1. Intet i denne overenskomst skal berøre de

skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære

repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller

særlige aftaler.

2. For så vidt angår denne overenskomst skal en fysisk

person, der er medlem af en stats diplomatiske eller konsulære repræsentation

i den anden stat eller i en tredje stat, og som er statsborger i den stat, af

hvilken han er udsendt, anses for at være hjemmehørende i denne stat, hvis

han der er underlagt samme forpligtelser for så vidt angår skatter på

indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i

denne stat.

3. Overenskomsten skal ikke finde anvendelse på

internationale organisationer, på disses organer eller embedsmænd eller på

personer, der som medlem af en tredje stats diplomatiske eller konsulære

repræsentationer opholder sig i en af staterne, hvis de ikke i denne stat er

underlagt de samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og

formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 32

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med

de nødvendige ændringer udvides til at gælde for enten det ene eller for

begge de to lande De nederlandske Antiller og Aruba, eller til Færøerne og

Grønland, hvis det pågældende land eller område påligner skatter af væsentlig

samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan

udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne

ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som

måtte blive aftalt mellem de to stater i noter, der udveksles ad diplomatisk

vej.

2. Medmindre andet er aftalt, skal opsigelsen af

overenskomsten ikke samtidig medføre ophør af enhver udvidelse af

overenskomsten til noget land eller område, hvortil den er blevet udvidet i

henhold til denne artikel.

Kapitel VII

Slutbestemmelser

Artikel 33

Ikrafttræden

1. Denne overenskomst skal træde i kraft på den 30.

dag efter den sidste dato på hvilken de respektive regeringer har givet

hinanden skriftlig underretning om, at de nødvendige forfatningsmæssige

formaliteter er afsluttet i deres respektive stater, og dens bestemmelser

skal have virkning for skatteår og -perioder, der begynder den 1. januar

eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilken den sidste

af underretningerne er modtaget, eller senere.

2. Overenskomst mellem Kongeriget Nederlandene og

Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af

regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og

formue, med Protokol, undertegnet i København den 20. februar 1957, med

tillæg ved noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og som ændret

ved tillægsoverenskomst undertegnet i Haag den 20. januar 1966, skal ophøre

med at have virkning ved denne overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i

den førstnævnte overenskomst skal imidlertid fortsat være gældende for

skatteår og -perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor denne

overenskomsts bestemmelser har virkning.

3. Følgende aftaler mellem Kongeriget Nederlandene og

Kongeriget Danmark skal ikke have virkning for noget år eller nogen periode,

for hvilken nærværende overenskomst er i kraft, nemlig:

- aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse fra skat på visse

fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

- aftale indgået ved udveksling af noter, dateret 15. december 1937 og 24.

marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse fortjenester

hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

Artikel 34

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en af de

kontraherende parter. Hver part kan ad diplomatisk vej opsige overenskomsten

ved at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af

ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for

overenskomstens ikrafttræden. I så fald skal overenskomsten ophøre at have

virkning for skatteår og -perioder, der begynder efter udgangen af det

kalenderår, i hvilken meddelelsen om opsigelse blev givet.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt

befuldmægtigede, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Protokol

I forbindelse med undertegnelsen af den overenskomst til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår

skatter på indkomst og formue, som i dag er indgået mellem Kongeriget Danmark

og Kongeriget Nederlandene, er undertegnede enedes om, at følgende

bestemmelser skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.

I

Formueskat

1) Bestemmelserne i denne overenskomst om formueskat og undgåelse af

dobbeltbeskatning af formue skal kun have virkning hvis og så længe som begge

stater påligner skat på formue.

2) De to stater skal underrette hinanden via diplomatiske kanaler om

indførelsen eller afskaffelsen af formueskat.

II

Ad artikel 4

En fysisk person, der har ophold om bord på et skib uden at have et

virkeligt hjemsted i nogen af staterne, skal anses for at være hjemmehørende

i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted.

III

Ad artiklerne 5, 6, 13 og 22

Der er enighed om, at rettigheder til udforskning og udnyttelse af

naturforekomster på havbunden og i dens undergrund skal anses som fast

ejendom beliggende i den af staterne, som havbunden og dens undergrund

tilhører, og at disse rettigheder skal anses for at vedrøre et fast

driftssteds ejendom i denne stat. Derudover er der enighed om, at de ovenfor

nævnte rettigheder omfatter rettigheder til andele i eller begunstigelser fra

de aktiver, der tilvejebringes af sådan efterforskning eller udnyttelse.

IV

Ad artikel 7

For så vidt angår artikel 7, stk. 1 og 2, i tilfælde hvor et foretagende,

der er hjemmehørende i en af staterne, sælger varer eller udøver virksomhed i

den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal dette faste

driftssteds fortjeneste ikke fastsættes på grundlag af det totale beløb, der

er modtaget af virksomheden, men skal alene fastsættes på grundlag af det

vederlag, der kan henføres til den faktiske aktivitet i det faste driftssted

med sådant salg eller virksomhed. Særligt i tilfælde, hvor kontrakter

vedrører undersøgelse, forsyning, installering eller opførelse af udstyr

eller bygninger til industrielt, kommercielt eller videnskabeligt formål

eller af offentlige arbejder, når foretagendet har et fast driftssted, skal

fortjeneste i et sådant fast driftssted ikke fastsættes på grundlag af

kontraktens fulde beløb, men skal alene fastsættes på grundlag af den del af

kontrakten, der faktisk er udført af det faste driftssted i den stat, hvor

det faste driftssted er beliggende. Den fortjeneste, der kan henføres til den

del af kontrakten, der er udført af virksomhedens hovedkontor, kan kun

beskattes i den stat, i hvilken virksomheden er hjemmehørende.

V

Ad artikel 8

Der er enighed om, at bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, skal fortolkes i

overensstemmelse med stk. 9 og 10 i kommentarerne til artikel 8 i OECDs

Modeloverenskomst om dobbeltbeskatning af indkomst og formue 1977.

VI

Ad artiklerne 10 og 11

Der er enighed om, at i tilfælde af at en af staterne opkræver udbytteskat

på indkomst fra udbyttegivende gældsbreve, skal artikel 10 uanset

bestemmelserne i artikel 11 finde anvendelse på sådan indkomst hidrørende fra

denne stat.

VII

Ad artiklerne 10, 11 og 12

I tilfælde hvor der er pålagt kildeskat ud over det skattebeløb, der kan

pålignes i henhold til bestemmelserne i artiklerne 10, 11 og 12, skal

ansøgning om tilbagebetaling af det overskydende skattebeløb indgives til den

kompetente myndighed i den stat, der har pålagt skatten, inden for en periode

på 3 år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten blev pålagt.

VIII

Ad artikel 13

I tilfælde af, at den danske lovgivning ændres, sådan at Danmark kan udøve

den beskatningsret, der er fastsat i artikel 13, stk. 5, kan bestemmelserne i

artikel 13, stk. 5, efter anmodning fra Danmark ændres og erstattes med

følgende ordlyd:

5. Bestemmelserne i stk. 4 skal ikke påvirke den ret,

som tilfalder hver af staterne i henhold til dens interne lovgivning til at

beskatte fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance«

rettigheder i et selskab, hvis formue helt eller delvis er opdelt i aktier,

og som i henhold til lovgivningen i denne stat er hjemmehørende der, som

oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i den anden stat, og som

har været hjemmehørende i den førstnævnte stat i løbet af de sidste 5 år

forud for afhændelsen af aktierne eller »Jouissance«

rettighederne.'

Anmodning om en sådan ændring skal fremsættes ved at give Nederlandene

meddelelse ad diplomatisk vej . Ændringen skal træde i kraft på den 30. dag

efter den dag, på hvilken Nederlandene har modtaget anmodningen, og dens

bestemmelser skal derefter finde anvendelse på skatter på kapitalgevinster,

der oppebæres fra og med den første januar i det kalenderår, der følger

umiddelbart efter det år, i hvilket ændringen trådte i kraft.

IX

Ad artikel 16

Der er enighed om, at »bestuurder« eller »commisaris«

i et nederlandsk selskab betyder personer, som er udnævnt som sådan af

aktionærernes generalforsamling eller af ethvert andet kompetent organ i et

sådant selskab, og som er overdraget henholdsvis den almindelige ledelse af

og tilsyn med selskabet.

X

Ad artikel 18

Der er enighed om, at Nederlandene og Danmark skal indlede drøftelser for

at overveje, om en ændring af artikel 18 er nødvendig under hensyn til

udviklingen i EF eller OECD med hensyn til spørgsmålet om det stadig er

hensigtsmæssigt at bevare bopælsstatens eksklusive beskatningsret for så vidt

angår pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der

er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt

arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente, som anført i artikel 18, stk.

1.

XI

Ad artikel 23

1) Der er enighed om, at ved beregningen af det i artikel 23, stk. 2,

nævnte fradrag skal de i artikel 22, stk. 1, omtalte formuebestanddele

medtages med den fulde værdi med fradrag af værdien af den gæld, der er

sikret mod pant i denne formue, og de i artikel 22, stk. 2, omtalte

formuebestanddele skal medregnes med fuld værdi med fradrag af den gæld, der

kan henføres til det faste driftssted eller faste sted.

2) Der er enighed om, at formuleringen »den pålignede skat på den

fortjeneste, hvoraf udbyttet er betalt« som omtalt i artikel 23, stk. 5,

litra d), skal omfatte enhver skat, som direkte eller indirekte er betalt af

det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste eller indkomst, som ligger

til grund for udbyttebetalingen.

XII

Ad artikel 24

Der er enighed om at udtrykket »virksomhed ud for kysten«

omfatter virksomhed udøvet i et efterforsknings- og udnyttelsesområde, der

strækker sig fra et sted ud for kysten i denne anden stat til området på land

i denne stat, forudsat at den virksomhed, der udøves på land, er forbundet

med virksomheden ud for kysten.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede

underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter