Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 46/2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
46/2000
[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse
bragt på TV 2 den 13. marts 2000, idet han mener, at god presseskik er
tilsidesat.
Det fremgår bl.a. af udsendelsen med titlen "Bag
lukkede døre", der blev bragt på TV 2 den 13. marts 2000,
at:
Betjent: "
Kan du fortælle mig, hvordan H---
tissemand ser ud?
Barn:
Det kan jeg ikke huske.
Betjent:
Det kan du ikke huske?
Barn:
Mmm hmm.
Betjent:
Kan du huske, hvad farve den havde?
Barn:
Den havde nærmest hudfarve, skulle jeg
tro.
Betjent:
Rørte hun ved jer? Det kunne
være, at hun havde vasket jer måske?
Barn:
Ja.
Betjent:
Har hun vasket jer?
Barn:
Læs alt
Mmm fordi H--- og manden havde tisset
på os.
Stephen J. Ceci, professor i psykologi
: Der er
ikke den ting, man ikke kan indpode i et barns hukommelse. Også seksuel
misbrug.
Betjent:
Hvad er der gør, at du kan huske
det med H--- tissemand?
Barn:
Fordi jeg ikke har glemt det endnu
Betjent:
Fordi du ikke har glemt det endnu?
Barn:
Ja, fordi min mor har fortalt mig .så
kunne jeg huske det endnu.
Speak
: Værebroparken i Gladsaxe. Her ligger
børnehaven Vadstrupgård, som var udgangspunkt for Danmarks
første store sag om seksuelle overgreb imod børn i en
børnehave. Sagen begyndte i sommeren 1997. En 4-årig pige blev
afhørt af politiet, da pigens læge frygtede, at hun havde
været udsat for seksuelle overgreb.
Speak:
Den danske sag begyndte ligesom de fleste
udenlandske sager som en mindre sag om blufærdighedskrænkelse.
Få måneder senere fremlagde anklagemyndigheden et anklageskrift,
hvor 23 børn fortalte om adskillige seksuelle overgreb begået af
pædagogmedhjælperen H. Forældrene var chokerede over de
påståede seksuelle overgreb i deres børns
børnehave. Her beskriver en far stemningen på det første
møde, hvor forældrene blev informeret om de påståede
begivenheder.
[K], far til "Barn nr.8":
Der var alle reaktioner
simpelthen. Der var gråd i hjørnerne, der var nogle der blev
meget vrede og aggressive. Folk sad fuldstændig forstenede og
lamslåede. Der var simpelthen noget for enhver smag i den forsamling
der.
Speak:
[K] er far til det barn, som i
anklageskriftet blev kaldt forhold nr. 8.
[K]:
Han har inderligt bedt mig om ikke at
stå frem med ansigt, fordi så ville han kunne genkendes i det
daglige, hvor han bevæger sig, og derfor har vi en belastning, og det
har jeg valgt at respektere.
Speak:
I dagene efter informationsmødet
begyndte forældrene at udspørge deres børn om, hvad der
var sket i børnehaven.
Er der ikke en risiko for, at man kommer til at
lægge nogle oplevelser nogle ord i munden på dem i den
proces?
[K]
: Det tror jeg ikke, der er. Ikke den måde
vi har snakket med ham på. Altså, der er vi ret sikre på,
at vi har ikke lagt noget i munden på ham, og vi ser ikke noget
formål med at gøre det. Det har ikke for os været et
mål at få ham til at sige noget bestemt. Det har været et
mål at få ud af ham, hvad der i virkeligheden er sket med
ham.
Speak:
I begyndelsen afviste drengen helt, at der
havde fundet overgreb sted.
[K]:
Der går adskillige dage, og det er
faktisk først, da min kone tager ham med ned til Bagsværd
Sø og har en fortrolig samtale med ham. Vi havde da af politiet
fået at vide, at pædofile ofte bruger nogle meget kraftige
trusler. Min kone sagde så til ham, at hun godt kendte
pædagogmedhjælperens hemmelighed, og det gjorde, at det
løste lidt op, og han kunne så fortælle en lille bitte
smule, og det var nok til, at det for os stod klart, at han også havde
været misbrugt.
Speak:
Men forældrene nøjedes ikke med
at udspørge deres børn, de indledte også deres egen
efterforskning. Moderen til nr. 8 var således en af initiativtagerne,
da to forældre fik udleveret nøglen til kælderen under
Vadstrupgård. Hun tog fire børn med på en rundvisning i
kælderen. Ifølge børnenes forklaringer var kælderen
et meget anvendt gerningssted. I kælderen fandt forældrene og
børnene bl.a. nogen pinde og en snor, som de senere gav til politiet
som bevismateriale.
[K]:
Vores formål med det har været at
give børnene et ekstra indput som en slags reminder for, hvad de har
lavet. For at give dem en bedre mulighed for at kunne huske, hvad det er, der
har foregået. Og det føler vi lykkedes.
Speak:
Forsvarsadvokat Thomas Rørdam er i
øjeblikket ved at gennemgå Vadstrupgårdsagen. Han
overvejer, om han skal forsøge at få sagen genoptaget ved den
særlige klageret. Thomas Rørdam mener, at der kan være
en risiko ved forældrenes egen efterforskning i kælderen.
Speak:
Der er flere eksempler på, at
forældrene har forsøgt at påvirke deres børns
vidneudsagn. Under en videoafhøring af en 5-årig pige opstod der
en pause, hvor pigen og hendes mor var alene i afhøringslokalet, men
videobåndet kørte videre og optog følgende samtale, som
tog udgangspunkt i en huskeseddel.
Mor:
Ved du hvad L---, den seddel som vi skulle
give (betjenten), ikke også. Alle de ting, du kunne huske, som vi har
skrevet ned på sedlen, ikke også. Hvis han nu spurgte dig om
nogen af de ting, ville du så ikke godt sige ja eller nej?
Barn:
Jo.
Mor:
I stedet for bare at sige nej hele tiden?
Barn:
Jeg sagde også nogen gange ja.
Mor:
Det er ikke lige de rigtige tidspunkter,
vel?
Speak:
Den samme mor skrev også en helt anden
huskeseddel, der pludselig dukkede op i sagsakterne i landsretten. En
huskeseddel, som var skrevet til et helt andet barn i sagen.
"Huskeliste for M---.
R---, J---, M---, C---, M---, A---, M---, L---, M--- var
nede i kælderen.
M--- og L--- listede sig væk og så, hvad H---
gjorde med de andre børn. Han sagde, at de skulle tage bukserne af, og
H--- rørte ved deres tissemand/kone.
H--- rørte ved dem med pinde, også i enden
på dem.
H--- bandt hænderne på ryggen af dem, mens de
sad på en stol.
H--- havde sin tissemand oppe i enden på dem.
(Også M---).
Legehuset blev også brugt."
Speak:
I den danske sag blev
pædagogmedhjælperen H dømt skyldig i foråret 1998.
Trods dommen fortsatte sagen, da børnene blev ved med at
fortælle om seksuelle overgreb. Og så tog beretningerne en
dramatisk drejning.
Dette er så den vej, som børnene
kørte til Lyngby med bussen.
Børnene fortalte nu, at
pædagogmedhjælperen havde taget dem med ud til forskellige
lokaliteter langt fra børnehaven, bl.a. til et hotel i Lyngby. Her
blev de seksuelt mishandlet af flere voksne personer. Disse historier
førte til, at man nu talte om en pædofilring. Ifølge
børnene blev de bedøvet og voldtaget, der blev tisset på
dem, og de blev tvunget til at spise afføring. Det var alt sammen
foregået i børnehavens åbningstid, uden at nogen havde
bemærket noget usædvanligt, og som i sagen fra Bjugn i Norge
begyndte forældrene nu at udveksle billeder. Udfra billederne begyndte
børnene at udpege flere gerningsmænd, deriblandt flere personer,
der var i familie med pædagogmedhjælperen.
[K]:
På et tidspunkt går der en
historie om, at pædagogmedhjælperen har en biologisk far, som
mistænkes for selv at være pædofil. Og det giver
selvfølgelig anledning til, at man ønsker at få belyst,
hvorvidt han har deltaget i noget af det her. Det var måske meget
nærliggende at tro. Vi mødte tilfældigvis en, som kendte
ham, og som havde et billede liggende og fik så lejlighed til at se det
billede og fik også lejlighed til at vise det til vores dreng, men vi
måtte så erkende, at vores dreng kunne ikke sige, at det var
ham.
Speak:
Dette billede kom til at spille en helt
central rolle i Vadstrupgårdsagen, for nu begyndte børnene at
udpege meget uventede gerningsmænd.
[K]:
På et tidspunkt kommer det frem, at der
også har været én med fra et cirkus. Et bestemt cirkus som
vi ved, at pædagoger fra Gladsaxe deltager i - eller pædagogiske
medarbejdere deltager i. Og faktisk begynder nogle børn meget hurtigt
at sætte en meget præsis og konkret beskrivelse på, hvem
det er. Så konkret så man kan finde et billede frem og faktisk
udpege den pågældende på billedet ud fra den beskrivelse,
børnene kommer med. Og det giver selvfølgelig anledning til, at
man viser billedet til børnene og selvfølgelig også
spørger dem, om der måske var andre der, som de kunne
genkende.
Speak:
Cirkus Flora består af
pædagogisk personale og af ansatte i Gladsaxe kommune. Et barn udpegede
seks personer på billedet som sexforbrydere. Deriblandt en ledende
embedsmand i Gladsaxe kommune, som ifølge barnets forklaring deltog i
de seksuelle overgreb iført sit klovnekostume fra Cirkus Flora.
Speak
: Hvordan har du det dybt i dit hjerte med, at
et barn fortæller, at en embedsmand fra Gladsaxe Kommune optræder
iklædt klovnekostume og voldtager børnene?
[K]
: Min fornuft siger mig, at det er jo bizart og
vanvittigt. Men omvendt er der også en røst i mig, der siger,
med det jeg har oplevet, jamen så kan jeg næsten ikke afvise det
som pure opspind.
Speak
: Du tror stadigvæk, at det er
sandsynligt.
[K]
: Jeg tror, det er muligt. Om end måske
liden sandsynligt, men det er muligt.
Speak:
Da børnene pegede på
politimesteren i Bjugn faldt den norske sag fuldstændig fra hinanden.
Men her syv år senere føler Arne With sig stadig ikke helt
renset. Det nager ham stadig, at han blev varetægtsfængslet og
hængt ud som sex-overgriber, og han er stadig en mærket mand og
præget af en vis bitterhed.
Arne With:
Man skal være objektiv. Man skal
først og fremmest gå væk fra den teori, som på en
måde lå til grund i Bjugn-sagen. Nemlig at børn altid
taler sandt. For det er ikke rigtigt.
Speak:
I sagen om den danske pædofilring blev
seks personer sigtet, dog ikke embedsmanden fra Gladsaxe. Sagen blev henlagt
i december sidste år, da det ikke var muligt at finde voksne vidner
eller tekniske beviser, som kunne underbygge børnenes forklaringer.
Nogle af børnene har hele tiden nægtet, at der er sket seksuelle
overgreb. To børn, måske flere, har fået erstatning for de
seksuelle overgreb, de hele tiden har afvist.
Men vi kan jo heller ikke komme uden om, at der var
faktisk mange af børnene, som også indgår i sagskomplekset
i dommene, som ikke har kunne bekræfte de her overgreb.
[K]:
Det er korrekt. Som sagt i starten kunne vores
dreng heller ikke bekræfte det. Han sagde nej, da vi spurgte ham. Og vi
har også været ude for, at der er børn, som skiftevis
siger ja og nej afhængig af, hvilken stemning de er i. Igen skal man
huske på, at de her overgreb er så voldsomt belastende for
børnene at sige noget om. Så at de siger nej er ikke så
meget et udtryk for, at det ikke er sket, men det er et udtryk for, at de er
blevet truet så voldsomt, til at skjule det her, så det er
så vanskeligt for dem at sige det.
Stephen Ceci:
Når jeg læser
udskrifterne af afhøringerne af de tre danske børn, så
ligner de meget afhøringer af børn i USA. Det er det positive
ved det. Det negative er så, at de amerikanske afhøringer tit er
meget dårlige. Så disse afhøringer har en række
træk, som bekymrer mig.
Speak:
Første eksempel er den
allerførste afhøring i sagen. Det var den afhøring, hvor
barnet forklarede, at der intet var sket, og at hun bare lavede sjov.
Barn:
Der er ikke sket noget.
Betjent:
Er der slet ikke sket noget?
Barn:
Jeg laver bare sjov.
Betjent:
Laver du bare sjov med mig?
Barn:
Ja.
Stephen Ceci:
Det første barn her
benægtede over for intervieweren syv gange, har jeg talt det op til, at
der var sket noget. Det skulle ikke være nødvendigt for barnet
at gøre det syv gange. Intervieweren må på et tidspunkt
respektere det, barnet fortæller. Barnet siger, det ikke er sket.
Så spørger man måske igen, bare for at være sikker.
Men syv gange bliver barnet ved med at sige: "Jeg kender ikke noget til det".
Det bekymrer mig, når en interviewer bliver ved, og jeg skal sige Dem
hvorfor. Når man har med børn i førskolealderen at
gøre, er de uforholdsmæssigt meget mere tilbøjelige til
at ændre deres svar, når man gentager et
spørgsmål.
Speak:
De fleste sager om påståede
seksuelle overgreb i børnehaver bliver frafaldet inden, de når
frem til domstolene. Seks danske sager er foreløbig afgjort ved
domstolene. Den første var Vadstrupgårdsagen, og siden er
yderligere to pædagogmedhjælpere fra andre institutioner blevet
dømt. I tre andre sager blev de tiltalte frifundet. To frifindelser
var begrundet med, at børnene var afhørt med alt for ledende
spørgsmål.
[K]
: De situationer vi har fået beskrevet er
typisk brudstykker af situationer, som for barnet i sig selv ikke giver
mening. Men for os som voksne giver det en voldsom mening, når man
sætter brudstykkerne sammen.
"
Klageren har oplyst, at han deltog i udsendelsen som
forælder til et af de børn, der blev seksuelt misbrugt af en
pædagogmedhjælper i Vadstrupgård Børnehave.
Klageren har anført, at han gennem udsendelsens
tilrettelægger blev bibragt det indtryk, at programmet skulle have en
fornuftig balance, således at seerne kunne få et rimeligt
grundlag at vurdere problemstillingen omkring anvendelse af børns
vidneudsagn på, men at dette ikke er sket, hvorfor han har deltaget i
udsendelsen under falske forudsætninger. Der var således ingen
balance i programmet, men ved manipulation og bevidst udeladelse af
oplysninger blev udsendelsens sigte i stedet at dokumentere tvivl om
børns vidneudsagn og at så tvivl om forældrenes hensigter,
samt at give det indtryk, at omfanget og karakteren af misbrugssager er
voldsomt overdrevet.
Klageren har endvidere anført, at indklagede havde
meddelt ham, at programmet ville indeholde ekspertudtalelser til
understøttelse af synspunkter både for og imod anvendelsen af
børns vidneudsagn, herunder at psykolog Kirsten Moesgaard skulle
deltage i udsendelsen, men at klagerens udsagn i udsendelsen står alene
over for en lang række eksperters udsagn. Klageren mener derfor ikke,
at det havde noget sagligt formål, at han deltog i udsendelsen, og
klageren føler, at han er blevet latterliggjort, samt at udsendelsen
havde været bedre tjent med, at han ikke havde deltaget. Udsendelsens
tilrettelægger skulle derfor have givet klageren mulighed for at
trække sit tilsagn om deltagelse tilbage. Det er korrekt, at klageren
ikke havde betinget sin deltagelse af, at Kirsten Moesgaard deltog, hvilket
han ikke fandt var nødvendigt, for udsendelsens tilrettelægger
havde i en e-mail informeret ham om, at hun skulle deltage.
Klageren har tillige anført, at på trods af
rettens forbud mod offentliggørelse, så bringes der i programmet
i anonymiseret form udskrifter af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i
Vadstrupgårdsagen. Da retten i sin afgørelse også ser
på børnenes kropssprog m.v., er det en urimelig manipulation,
når indklagede kun præsenterer seerne for udvalgte udskrifter af
lydsiden, herunder de udvalgte dele, som giver anledning til tvivl. Endvidere
er der tale om, at en speaker har læst op fra udskrifterne af lydsiden,
og materialet ligger derfor meget langt fra det, som by og landsretten har
truffet afgørelse på grundlag af. Klageren gør
gældende, at han, som far til det barn, der har udtalt sig, og hvis
vidneudsagn gengives i anonymiseret form, er klageberettiget
vedrørende disse udskrifter.
Klageren har herudover anført, at der i programmet
præsenteres en huskeseddel, og at det antydes, at sedlen er skrevet med
det formål at instruere en anden forælder forud for rettens
behandling af sagen. Baggrunden for huskesedlen var imidlertid, at et barnet
havde betroet sig til en anden voksen end sine forældre, og at denne
voksne havde nedskrevet en seddel til barnets forældre, der talte
dårligt dansk.
Klageren anfører endvidere, at det kunne have givet
en mere nuanceret udsendelse, hvis den svenske Örebro-sag havde
været omtalt, eller hvis udsendelsen, i forbindelse med oplysningen om
at nogle børn fortsat nægter at have været udsat for
overgreb i Vadstrupgårdsagen, havde oplyst om, at børn i
misbrugssager ofte nægter, at misbruget har fundet sted samt bragt
eksempler herpå.
Indklagede har oplyst, at programmet satte fokus på
anvendelse af børns vidneforklaringer som bevis i sager om seksuelt
misbrug af børn. Formålet hermed var at undersøge og
diskutere troværdigheden af børns vidneforklaringer, herunder
forældrenes mulighed for at påvirke børnene og betydningen
af måden, hvorpå børnene bliver afhørt, hvilket er
et følsomt og alvorligt emne, som af retssikkerhedsmæssige
hensyn også er af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Indklagede har anført, at der tilkommer indklagede
en redaktionel frihed til at vælge den indgangsvinkel til behandling af
en problemstilling, som findes relevant, når de presseetiske regler i
øvrigt overholdes, og at der således ikke består en
forpligtelse til, at synspunkter henholdsvis for og imod en problemstilling
repræsenteres ligeligt. Det eneste afgørende er således,
om klageren var orienteret om programmets tema, som var at påpege, at
det kan være problematisk at lægge børns vidneudsagn til
grund, hvilket klageren var informeret om via diverse e-mails fra programmets
tilrettelægger. Ved e-mail af 17.december 1999 skrev udsendelsens
tilrettelægger således til klageren, at man havde kontakt til den
svenske psykolog Lena Sjögren, som er meget kritisk over for
børns vidneudsagn i pædofilisager, og ved e-mail af 3. januar
2000 skrev udsendelsens tilrettelægger til klageren, at han
håbede, at en fra forældregruppen ville deltage i udsendelsen,
der ellers ville få en urimelig slagside. Hermed var klageren
også informeret om, at det var vanskeligt at finde tilhængere af
at bruge børn som vidner, som samtidig var villige til at deltage i
programmet, og klageren var dermed også informeret om, at der ikke
ville være en ligelig balance i programmet for så vidt
angår repræsentation af synspunkter fra begge sider af sagen.
Herudover mener indklagede, at programmet rent faktisk var nuanceret, idet
både klageren og to personer fra Gladsaxe politi talte for, at
børns vidneforklaringer kan lægges til grund. Efter indklagedes
opfattelse fremstod klagerens udtalelser og vurderinger med samme vægt
som de øvrige medvirkendes, ligesom hans medvirken var relevant og
sagligt begrundet, da han netop som forælder til et misbrugt barn kan
forholde sig til troværdigheden af børns forklaringer.
Indklagede har endvidere anført, at klageren ikke
var garanteret, at psykolog Kirsten Moesgaard ville medvirke i programmet
som en fortaler for, at børns vidneforklaringer anvendes, ligesom
klageren ikke havde betinget sig, at Kirsten Moesgaards medvirken var en
forudsætning for hans deltagelse i programmet. Baggrunden for at
Kirsten Moesgaard ikke deltog var, at hun, umiddelbart før
programmet skulle udsendes, trak sit samtykke til at medvirke tilbage,
hvilket man respekterede.
Indklagede har endvidere anført, at man over for
klageren i diverse e-mails havde givet udtryk for nogle forhold, som kunne
så tvivl omkring vidneforklaringerne, og at man derfor ville forholde
sig kritisk til en række punkter i sagsforløbet i
Vadstrupgårdsagen.
Indklagede har tillige anført, at man på
forhånd havde gjort klageren bekendt med, hvad man ville spørge
ham om. Samlet set finder indklagede således ikke, at klageren har
medvirket i udsendelsen under falske forudsætninger, eller at
udsendelsen fremstiller børnene fra Vadstrupgård og deres
forældre som løgnagtige og manipulerende, og indklagede finder
ikke, at klageren, efter at programmet var færdigt, skulle have haft
mulighed for at trække sit tilsagn om at medvirke tilbage.
Indklagede har tillige anført, at det ikke kan
anses for kritisabelt, at udsendelsen ikke bringer klagerens forklaring
på "huskesedlen", for klageren havde ikke udarbejdet huskesedlen og var
ikke forbundet hermed.
Indklagede anfører herudover, at klageren ikke er
klageberettiget for så vidt angår udsendelsen brug af uddrag fra
lydsiden af børnenes vidneudsagn, idet de afhørte børn
alle er anonymiseret i programmet, hvorfor klagerens barn ikke er
identificeret, som et af disse børn. Endvidere er klageren ikke
klageberettiget i relation til den amerikanske professor Stephen Cesi's
fortolkning af en vidneforklaring i Vadstrupgårdsagen, idet dette
indslag ikke vedrørte klageren.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen
og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Efter medieansvarslovens § 43, stk.2, nr. 2, afvises
klager fra personer m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede
forhold. At have retlig interesse indebærer, at man selv skal
være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i
det indslag, man ønsker at klage over. Udsendelsens indslag om en
"huskeseddel", interviewet med Stephen Ceci samt udsendelsens brug i
anonymiseret form af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i
Vadstrupgårdsagen vedrører ikke klageren, hvorfor nævnet
finder, at han savner den nødvendige retlige interesse til at kunne
klage herover.
Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en
bevismæssig vurdering af, hvad klageren og udsendelsens
tilrettelægger har aftalt om indholdet af udsendelsen, og om
udsendelsen er i overensstemmelse hermed.
Udsendelsen omtaler brugen af børns
vidneforklaringer som bevis i sager om seksuel misbrug af børn og
bringer i den forbindelse forskellige eksperters syn herpå. Der
tilkommer udsendelsens tilrettelægger en almindelig ret til at redigere
udsendelsen, samt til at beslutte hvad udsendelsen skal indeholde. Det
forhold, at klageren vurderer, at udsendelsen ikke har en fornuftig balance,
og at klageren dermed føler, at han har medvirket på et falsk
grundlag, giver ikke Pressenævnet anledning til at udtale kritik,
når det i øvrigt forholder sig således, at klageren har
været informeret om udsendelsens emne m.v. Da klageren ikke havde
stillet det som en betingelse for sin egen medvirken, at psykolog Kirsten
Moesgaard også skulle medvirke i udsendelsen, finder nævnet
heller ikke anledning til at kritisere indklagede i anledning af, at
indklagede ikke informerede klageren om, at hun alligevel ikke ville
medvirke.
Afsagt den 21. juni 2000.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0638 Retsinformation · 13. maj 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00277 Retsinformation · 18. august 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0883 Retsinformation · 12. august 2022
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0797 Retsinformation · 1. marts 2022
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00526 Retsinformation · 8. maj 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00160 Retsinformation · 11. november 2011
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 88/2002 Retsinformation · 22. november 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 6/1999 Retsinformation · 27. februar 1999
- De tiltalte blev frifundet Domsdatabasen · 1. november 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04749 Retsinformation · 28. marts 2024
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1-3, straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 17, stk. 1. Påstand om at optagelserne slettes med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse heraf, jf. straffelovens § 271 Domsdatabasen · 30. april 2025