Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 46/2000

KEN nr 11317 af 21/06/2000Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet26. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

46/2000

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse

bragt på TV 2 den 13. marts 2000, idet han mener, at god presseskik er

tilsidesat.

Det fremgår bl.a. af udsendelsen med titlen "Bag

lukkede døre", der blev bragt på TV 2 den 13. marts 2000,

at:

Betjent: "

Kan du fortælle mig, hvordan H---

tissemand ser ud?

Barn:

Det kan jeg ikke huske.

Betjent:

Det kan du ikke huske?

Barn:

Mmm hmm.

Betjent:

Kan du huske, hvad farve den havde?

Barn:

Den havde nærmest hudfarve, skulle jeg

tro.

Betjent:

Rørte hun ved jer? Det kunne

være, at hun havde vasket jer måske?

Barn:

Ja.

Betjent:

Har hun vasket jer?

Barn:

Læs alt

Mmm fordi H--- og manden havde tisset

på os.

Stephen J. Ceci, professor i psykologi

: Der er

ikke den ting, man ikke kan indpode i et barns hukommelse. Også seksuel

misbrug.

Betjent:

Hvad er der gør, at du kan huske

det med H--- tissemand?

Barn:

Fordi jeg ikke har glemt det endnu

Betjent:

Fordi du ikke har glemt det endnu?

Barn:

Ja, fordi min mor har fortalt mig .så

kunne jeg huske det endnu.

Speak

: Værebroparken i Gladsaxe. Her ligger

børnehaven Vadstrupgård, som var udgangspunkt for Danmarks

første store sag om seksuelle overgreb imod børn i en

børnehave. Sagen begyndte i sommeren 1997. En 4-årig pige blev

afhørt af politiet, da pigens læge frygtede, at hun havde

været udsat for seksuelle overgreb.

Speak:

Den danske sag begyndte ligesom de fleste

udenlandske sager som en mindre sag om blufærdighedskrænkelse.

Få måneder senere fremlagde anklagemyndigheden et anklageskrift,

hvor 23 børn fortalte om adskillige seksuelle overgreb begået af

pædagogmedhjælperen H. Forældrene var chokerede over de

påståede seksuelle overgreb i deres børns

børnehave. Her beskriver en far stemningen på det første

møde, hvor forældrene blev informeret om de påståede

begivenheder.

[K], far til "Barn nr.8":

Der var alle reaktioner

simpelthen. Der var gråd i hjørnerne, der var nogle der blev

meget vrede og aggressive. Folk sad fuldstændig forstenede og

lamslåede. Der var simpelthen noget for enhver smag i den forsamling

der.

Speak:

[K] er far til det barn, som i

anklageskriftet blev kaldt forhold nr. 8.

[K]:

Han har inderligt bedt mig om ikke at

stå frem med ansigt, fordi så ville han kunne genkendes i det

daglige, hvor han bevæger sig, og derfor har vi en belastning, og det

har jeg valgt at respektere.

Speak:

I dagene efter informationsmødet

begyndte forældrene at udspørge deres børn om, hvad der

var sket i børnehaven.

Er der ikke en risiko for, at man kommer til at

lægge nogle oplevelser nogle ord i munden på dem i den

proces?

[K]

: Det tror jeg ikke, der er. Ikke den måde

vi har snakket med ham på. Altså, der er vi ret sikre på,

at vi har ikke lagt noget i munden på ham, og vi ser ikke noget

formål med at gøre det. Det har ikke for os været et

mål at få ham til at sige noget bestemt. Det har været et

mål at få ud af ham, hvad der i virkeligheden er sket med

ham.

Speak:

I begyndelsen afviste drengen helt, at der

havde fundet overgreb sted.

[K]:

Der går adskillige dage, og det er

faktisk først, da min kone tager ham med ned til Bagsværd

Sø og har en fortrolig samtale med ham. Vi havde da af politiet

fået at vide, at pædofile ofte bruger nogle meget kraftige

trusler. Min kone sagde så til ham, at hun godt kendte

pædagogmedhjælperens hemmelighed, og det gjorde, at det

løste lidt op, og han kunne så fortælle en lille bitte

smule, og det var nok til, at det for os stod klart, at han også havde

været misbrugt.

Speak:

Men forældrene nøjedes ikke med

at udspørge deres børn, de indledte også deres egen

efterforskning. Moderen til nr. 8 var således en af initiativtagerne,

da to forældre fik udleveret nøglen til kælderen under

Vadstrupgård. Hun tog fire børn med på en rundvisning i

kælderen. Ifølge børnenes forklaringer var kælderen

et meget anvendt gerningssted. I kælderen fandt forældrene og

børnene bl.a. nogen pinde og en snor, som de senere gav til politiet

som bevismateriale.

[K]:

Vores formål med det har været at

give børnene et ekstra indput som en slags reminder for, hvad de har

lavet. For at give dem en bedre mulighed for at kunne huske, hvad det er, der

har foregået. Og det føler vi lykkedes.

Speak:

Forsvarsadvokat Thomas Rørdam er i

øjeblikket ved at gennemgå Vadstrupgårdsagen. Han

overvejer, om han skal forsøge at få sagen genoptaget ved den

særlige klageret. Thomas Rørdam mener, at der kan være

en risiko ved forældrenes egen efterforskning i kælderen.

Speak:

Der er flere eksempler på, at

forældrene har forsøgt at påvirke deres børns

vidneudsagn. Under en videoafhøring af en 5-årig pige opstod der

en pause, hvor pigen og hendes mor var alene i afhøringslokalet, men

videobåndet kørte videre og optog følgende samtale, som

tog udgangspunkt i en huskeseddel.

Mor:

Ved du hvad L---, den seddel som vi skulle

give (betjenten), ikke også. Alle de ting, du kunne huske, som vi har

skrevet ned på sedlen, ikke også. Hvis han nu spurgte dig om

nogen af de ting, ville du så ikke godt sige ja eller nej?

Barn:

Jo.

Mor:

I stedet for bare at sige nej hele tiden?

Barn:

Jeg sagde også nogen gange ja.

Mor:

Det er ikke lige de rigtige tidspunkter,

vel?

Speak:

Den samme mor skrev også en helt anden

huskeseddel, der pludselig dukkede op i sagsakterne i landsretten. En

huskeseddel, som var skrevet til et helt andet barn i sagen.

"Huskeliste for M---.

R---, J---, M---, C---, M---, A---, M---, L---, M--- var

nede i kælderen.

M--- og L--- listede sig væk og så, hvad H---

gjorde med de andre børn. Han sagde, at de skulle tage bukserne af, og

H--- rørte ved deres tissemand/kone.

H--- rørte ved dem med pinde, også i enden

på dem.

H--- bandt hænderne på ryggen af dem, mens de

sad på en stol.

H--- havde sin tissemand oppe i enden på dem.

(Også M---).

Legehuset blev også brugt."

Speak:

I den danske sag blev

pædagogmedhjælperen H dømt skyldig i foråret 1998.

Trods dommen fortsatte sagen, da børnene blev ved med at

fortælle om seksuelle overgreb. Og så tog beretningerne en

dramatisk drejning.

Dette er så den vej, som børnene

kørte til Lyngby med bussen.

Børnene fortalte nu, at

pædagogmedhjælperen havde taget dem med ud til forskellige

lokaliteter langt fra børnehaven, bl.a. til et hotel i Lyngby. Her

blev de seksuelt mishandlet af flere voksne personer. Disse historier

førte til, at man nu talte om en pædofilring. Ifølge

børnene blev de bedøvet og voldtaget, der blev tisset på

dem, og de blev tvunget til at spise afføring. Det var alt sammen

foregået i børnehavens åbningstid, uden at nogen havde

bemærket noget usædvanligt, og som i sagen fra Bjugn i Norge

begyndte forældrene nu at udveksle billeder. Udfra billederne begyndte

børnene at udpege flere gerningsmænd, deriblandt flere personer,

der var i familie med pædagogmedhjælperen.

[K]:

På et tidspunkt går der en

historie om, at pædagogmedhjælperen har en biologisk far, som

mistænkes for selv at være pædofil. Og det giver

selvfølgelig anledning til, at man ønsker at få belyst,

hvorvidt han har deltaget i noget af det her. Det var måske meget

nærliggende at tro. Vi mødte tilfældigvis en, som kendte

ham, og som havde et billede liggende og fik så lejlighed til at se det

billede og fik også lejlighed til at vise det til vores dreng, men vi

måtte så erkende, at vores dreng kunne ikke sige, at det var

ham.

Speak:

Dette billede kom til at spille en helt

central rolle i Vadstrupgårdsagen, for nu begyndte børnene at

udpege meget uventede gerningsmænd.

[K]:

På et tidspunkt kommer det frem, at der

også har været én med fra et cirkus. Et bestemt cirkus som

vi ved, at pædagoger fra Gladsaxe deltager i - eller pædagogiske

medarbejdere deltager i. Og faktisk begynder nogle børn meget hurtigt

at sætte en meget præsis og konkret beskrivelse på, hvem

det er. Så konkret så man kan finde et billede frem og faktisk

udpege den pågældende på billedet ud fra den beskrivelse,

børnene kommer med. Og det giver selvfølgelig anledning til, at

man viser billedet til børnene og selvfølgelig også

spørger dem, om der måske var andre der, som de kunne

genkende.

Speak:

Cirkus Flora består af

pædagogisk personale og af ansatte i Gladsaxe kommune. Et barn udpegede

seks personer på billedet som sexforbrydere. Deriblandt en ledende

embedsmand i Gladsaxe kommune, som ifølge barnets forklaring deltog i

de seksuelle overgreb iført sit klovnekostume fra Cirkus Flora.

Speak

: Hvordan har du det dybt i dit hjerte med, at

et barn fortæller, at en embedsmand fra Gladsaxe Kommune optræder

iklædt klovnekostume og voldtager børnene?

[K]

: Min fornuft siger mig, at det er jo bizart og

vanvittigt. Men omvendt er der også en røst i mig, der siger,

med det jeg har oplevet, jamen så kan jeg næsten ikke afvise det

som pure opspind.

Speak

: Du tror stadigvæk, at det er

sandsynligt.

[K]

: Jeg tror, det er muligt. Om end måske

liden sandsynligt, men det er muligt.

Speak:

Da børnene pegede på

politimesteren i Bjugn faldt den norske sag fuldstændig fra hinanden.

Men her syv år senere føler Arne With sig stadig ikke helt

renset. Det nager ham stadig, at han blev varetægtsfængslet og

hængt ud som sex-overgriber, og han er stadig en mærket mand og

præget af en vis bitterhed.

Arne With:

Man skal være objektiv. Man skal

først og fremmest gå væk fra den teori, som på en

måde lå til grund i Bjugn-sagen. Nemlig at børn altid

taler sandt. For det er ikke rigtigt.

Speak:

I sagen om den danske pædofilring blev

seks personer sigtet, dog ikke embedsmanden fra Gladsaxe. Sagen blev henlagt

i december sidste år, da det ikke var muligt at finde voksne vidner

eller tekniske beviser, som kunne underbygge børnenes forklaringer.

Nogle af børnene har hele tiden nægtet, at der er sket seksuelle

overgreb. To børn, måske flere, har fået erstatning for de

seksuelle overgreb, de hele tiden har afvist.

Men vi kan jo heller ikke komme uden om, at der var

faktisk mange af børnene, som også indgår i sagskomplekset

i dommene, som ikke har kunne bekræfte de her overgreb.

[K]:

Det er korrekt. Som sagt i starten kunne vores

dreng heller ikke bekræfte det. Han sagde nej, da vi spurgte ham. Og vi

har også været ude for, at der er børn, som skiftevis

siger ja og nej afhængig af, hvilken stemning de er i. Igen skal man

huske på, at de her overgreb er så voldsomt belastende for

børnene at sige noget om. Så at de siger nej er ikke så

meget et udtryk for, at det ikke er sket, men det er et udtryk for, at de er

blevet truet så voldsomt, til at skjule det her, så det er

så vanskeligt for dem at sige det.

Stephen Ceci:

Når jeg læser

udskrifterne af afhøringerne af de tre danske børn, så

ligner de meget afhøringer af børn i USA. Det er det positive

ved det. Det negative er så, at de amerikanske afhøringer tit er

meget dårlige. Så disse afhøringer har en række

træk, som bekymrer mig.

Speak:

Første eksempel er den

allerførste afhøring i sagen. Det var den afhøring, hvor

barnet forklarede, at der intet var sket, og at hun bare lavede sjov.

Barn:

Der er ikke sket noget.

Betjent:

Er der slet ikke sket noget?

Barn:

Jeg laver bare sjov.

Betjent:

Laver du bare sjov med mig?

Barn:

Ja.

Stephen Ceci:

Det første barn her

benægtede over for intervieweren syv gange, har jeg talt det op til, at

der var sket noget. Det skulle ikke være nødvendigt for barnet

at gøre det syv gange. Intervieweren må på et tidspunkt

respektere det, barnet fortæller. Barnet siger, det ikke er sket.

Så spørger man måske igen, bare for at være sikker.

Men syv gange bliver barnet ved med at sige: "Jeg kender ikke noget til det".

Det bekymrer mig, når en interviewer bliver ved, og jeg skal sige Dem

hvorfor. Når man har med børn i førskolealderen at

gøre, er de uforholdsmæssigt meget mere tilbøjelige til

at ændre deres svar, når man gentager et

spørgsmål.

Speak:

De fleste sager om påståede

seksuelle overgreb i børnehaver bliver frafaldet inden, de når

frem til domstolene. Seks danske sager er foreløbig afgjort ved

domstolene. Den første var Vadstrupgårdsagen, og siden er

yderligere to pædagogmedhjælpere fra andre institutioner blevet

dømt. I tre andre sager blev de tiltalte frifundet. To frifindelser

var begrundet med, at børnene var afhørt med alt for ledende

spørgsmål.

[K]

: De situationer vi har fået beskrevet er

typisk brudstykker af situationer, som for barnet i sig selv ikke giver

mening. Men for os som voksne giver det en voldsom mening, når man

sætter brudstykkerne sammen.

"

Klageren har oplyst, at han deltog i udsendelsen som

forælder til et af de børn, der blev seksuelt misbrugt af en

pædagogmedhjælper i Vadstrupgård Børnehave.

Klageren har anført, at han gennem udsendelsens

tilrettelægger blev bibragt det indtryk, at programmet skulle have en

fornuftig balance, således at seerne kunne få et rimeligt

grundlag at vurdere problemstillingen omkring anvendelse af børns

vidneudsagn på, men at dette ikke er sket, hvorfor han har deltaget i

udsendelsen under falske forudsætninger. Der var således ingen

balance i programmet, men ved manipulation og bevidst udeladelse af

oplysninger blev udsendelsens sigte i stedet at dokumentere tvivl om

børns vidneudsagn og at så tvivl om forældrenes hensigter,

samt at give det indtryk, at omfanget og karakteren af misbrugssager er

voldsomt overdrevet.

Klageren har endvidere anført, at indklagede havde

meddelt ham, at programmet ville indeholde ekspertudtalelser til

understøttelse af synspunkter både for og imod anvendelsen af

børns vidneudsagn, herunder at psykolog Kirsten Moesgaard skulle

deltage i udsendelsen, men at klagerens udsagn i udsendelsen står alene

over for en lang række eksperters udsagn. Klageren mener derfor ikke,

at det havde noget sagligt formål, at han deltog i udsendelsen, og

klageren føler, at han er blevet latterliggjort, samt at udsendelsen

havde været bedre tjent med, at han ikke havde deltaget. Udsendelsens

tilrettelægger skulle derfor have givet klageren mulighed for at

trække sit tilsagn om deltagelse tilbage. Det er korrekt, at klageren

ikke havde betinget sin deltagelse af, at Kirsten Moesgaard deltog, hvilket

han ikke fandt var nødvendigt, for udsendelsens tilrettelægger

havde i en e-mail informeret ham om, at hun skulle deltage.

Klageren har tillige anført, at på trods af

rettens forbud mod offentliggørelse, så bringes der i programmet

i anonymiseret form udskrifter af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i

Vadstrupgårdsagen. Da retten i sin afgørelse også ser

på børnenes kropssprog m.v., er det en urimelig manipulation,

når indklagede kun præsenterer seerne for udvalgte udskrifter af

lydsiden, herunder de udvalgte dele, som giver anledning til tvivl. Endvidere

er der tale om, at en speaker har læst op fra udskrifterne af lydsiden,

og materialet ligger derfor meget langt fra det, som by og landsretten har

truffet afgørelse på grundlag af. Klageren gør

gældende, at han, som far til det barn, der har udtalt sig, og hvis

vidneudsagn gengives i anonymiseret form, er klageberettiget

vedrørende disse udskrifter.

Klageren har herudover anført, at der i programmet

præsenteres en huskeseddel, og at det antydes, at sedlen er skrevet med

det formål at instruere en anden forælder forud for rettens

behandling af sagen. Baggrunden for huskesedlen var imidlertid, at et barnet

havde betroet sig til en anden voksen end sine forældre, og at denne

voksne havde nedskrevet en seddel til barnets forældre, der talte

dårligt dansk.

Klageren anfører endvidere, at det kunne have givet

en mere nuanceret udsendelse, hvis den svenske Örebro-sag havde

været omtalt, eller hvis udsendelsen, i forbindelse med oplysningen om

at nogle børn fortsat nægter at have været udsat for

overgreb i Vadstrupgårdsagen, havde oplyst om, at børn i

misbrugssager ofte nægter, at misbruget har fundet sted samt bragt

eksempler herpå.

Indklagede har oplyst, at programmet satte fokus på

anvendelse af børns vidneforklaringer som bevis i sager om seksuelt

misbrug af børn. Formålet hermed var at undersøge og

diskutere troværdigheden af børns vidneforklaringer, herunder

forældrenes mulighed for at påvirke børnene og betydningen

af måden, hvorpå børnene bliver afhørt, hvilket er

et følsomt og alvorligt emne, som af retssikkerhedsmæssige

hensyn også er af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Indklagede har anført, at der tilkommer indklagede

en redaktionel frihed til at vælge den indgangsvinkel til behandling af

en problemstilling, som findes relevant, når de presseetiske regler i

øvrigt overholdes, og at der således ikke består en

forpligtelse til, at synspunkter henholdsvis for og imod en problemstilling

repræsenteres ligeligt. Det eneste afgørende er således,

om klageren var orienteret om programmets tema, som var at påpege, at

det kan være problematisk at lægge børns vidneudsagn til

grund, hvilket klageren var informeret om via diverse e-mails fra programmets

tilrettelægger. Ved e-mail af 17.december 1999 skrev udsendelsens

tilrettelægger således til klageren, at man havde kontakt til den

svenske psykolog Lena Sjögren, som er meget kritisk over for

børns vidneudsagn i pædofilisager, og ved e-mail af 3. januar

2000 skrev udsendelsens tilrettelægger til klageren, at han

håbede, at en fra forældregruppen ville deltage i udsendelsen,

der ellers ville få en urimelig slagside. Hermed var klageren

også informeret om, at det var vanskeligt at finde tilhængere af

at bruge børn som vidner, som samtidig var villige til at deltage i

programmet, og klageren var dermed også informeret om, at der ikke

ville være en ligelig balance i programmet for så vidt

angår repræsentation af synspunkter fra begge sider af sagen.

Herudover mener indklagede, at programmet rent faktisk var nuanceret, idet

både klageren og to personer fra Gladsaxe politi talte for, at

børns vidneforklaringer kan lægges til grund. Efter indklagedes

opfattelse fremstod klagerens udtalelser og vurderinger med samme vægt

som de øvrige medvirkendes, ligesom hans medvirken var relevant og

sagligt begrundet, da han netop som forælder til et misbrugt barn kan

forholde sig til troværdigheden af børns forklaringer.

Indklagede har endvidere anført, at klageren ikke

var garanteret, at psykolog Kirsten Moesgaard ville medvirke i programmet

som en fortaler for, at børns vidneforklaringer anvendes, ligesom

klageren ikke havde betinget sig, at Kirsten Moesgaards medvirken var en

forudsætning for hans deltagelse i programmet. Baggrunden for at

Kirsten Moesgaard ikke deltog var, at hun, umiddelbart før

programmet skulle udsendes, trak sit samtykke til at medvirke tilbage,

hvilket man respekterede.

Indklagede har endvidere anført, at man over for

klageren i diverse e-mails havde givet udtryk for nogle forhold, som kunne

så tvivl omkring vidneforklaringerne, og at man derfor ville forholde

sig kritisk til en række punkter i sagsforløbet i

Vadstrupgårdsagen.

Indklagede har tillige anført, at man på

forhånd havde gjort klageren bekendt med, hvad man ville spørge

ham om. Samlet set finder indklagede således ikke, at klageren har

medvirket i udsendelsen under falske forudsætninger, eller at

udsendelsen fremstiller børnene fra Vadstrupgård og deres

forældre som løgnagtige og manipulerende, og indklagede finder

ikke, at klageren, efter at programmet var færdigt, skulle have haft

mulighed for at trække sit tilsagn om at medvirke tilbage.

Indklagede har tillige anført, at det ikke kan

anses for kritisabelt, at udsendelsen ikke bringer klagerens forklaring

på "huskesedlen", for klageren havde ikke udarbejdet huskesedlen og var

ikke forbundet hermed.

Indklagede anfører herudover, at klageren ikke er

klageberettiget for så vidt angår udsendelsen brug af uddrag fra

lydsiden af børnenes vidneudsagn, idet de afhørte børn

alle er anonymiseret i programmet, hvorfor klagerens barn ikke er

identificeret, som et af disse børn. Endvidere er klageren ikke

klageberettiget i relation til den amerikanske professor Stephen Cesi's

fortolkning af en vidneforklaring i Vadstrupgårdsagen, idet dette

indslag ikke vedrørte klageren.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 43, stk.2, nr. 2, afvises

klager fra personer m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede

forhold. At have retlig interesse indebærer, at man selv skal

være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i

det indslag, man ønsker at klage over. Udsendelsens indslag om en

"huskeseddel", interviewet med Stephen Ceci samt udsendelsens brug i

anonymiseret form af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i

Vadstrupgårdsagen vedrører ikke klageren, hvorfor nævnet

finder, at han savner den nødvendige retlige interesse til at kunne

klage herover.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en

bevismæssig vurdering af, hvad klageren og udsendelsens

tilrettelægger har aftalt om indholdet af udsendelsen, og om

udsendelsen er i overensstemmelse hermed.

Udsendelsen omtaler brugen af børns

vidneforklaringer som bevis i sager om seksuel misbrug af børn og

bringer i den forbindelse forskellige eksperters syn herpå. Der

tilkommer udsendelsens tilrettelægger en almindelig ret til at redigere

udsendelsen, samt til at beslutte hvad udsendelsen skal indeholde. Det

forhold, at klageren vurderer, at udsendelsen ikke har en fornuftig balance,

og at klageren dermed føler, at han har medvirket på et falsk

grundlag, giver ikke Pressenævnet anledning til at udtale kritik,

når det i øvrigt forholder sig således, at klageren har

været informeret om udsendelsens emne m.v. Da klageren ikke havde

stillet det som en betingelse for sin egen medvirken, at psykolog Kirsten

Moesgaard også skulle medvirke i udsendelsen, finder nævnet

heller ikke anledning til at kritisere indklagede i anledning af, at

indklagede ikke informerede klageren om, at hun alligevel ikke ville

medvirke.

Afsagt den 21. juni 2000.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter