Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af Den europæiske Konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp med dertil hørende protokol. (* 3)

BKI nr 33 af 20/07/1955Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet26. august 1955

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af Den

europæiske Konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp

med dertil hørende protokol. (* 3)

Ved kgl. resolution af 17. juni 1954 har Danmark ratificeret ovennævnte

konvention med dertil hørende protokol, hvis tekster lyder som følger:

Europæisk konvention om social og sundhedsmæssig hjælp.

Undertegnede regeringer, som er medlemmer af Det europæiske Råd, og som

anser, at Det europæiske Råds mål er at tilvejebringe en fastere enhed

mellem dets medlemmer bl.a. i det øjemed at lette deres sociale fremskridt,

er besluttede på, i dette øjemed at udvide deres samarbejde på det sociale

område ved at gennemføre princippet om ligestilling for hvert enkelt lands

statsborgere ved anvendelse af lovgivning, der hjemler social og

sundhedsmæssig hjælp, og som

ønsker at afslutte en konvention herom,

er blevet enige om følgende:

Afsnit I.

Almindelige bestemmelser.

Artikel 1.

Ethvert af de deltagende lande forpligter sig til at sikre statsborgere i

de øvrige deltagende lande, som lovligt opholder sig inden for nogen del af

dets territorium, på hvilket denne konvention kommer til anvendelse, og som

savner tilstrækkelige midler, social og sundhedsmæssig bistand (i det

efterfølgende betegnet som »hjælp«) ifølge den til enhver tid

gældende lovgivning, for den pågældende del af dets territorium på lige fod

med og på samme vilkår som landets egne statsborgere.

Artikel 2.

a) For denne konventions formål tillægges udtrykkene »hjælp«,

»statsborgere«, »territorium« og »hjemland«

følgende betydninger:

i) »Hjælp« betyder i forhold til hvert af de deltagende lande

Læs alt

al hjælp, der tilstås i henhold til de i en hvilken som helst del af det

pågældende lands territorium gældende love og bestemmelser, hvorefter

personer uden tilstrækkelige midler får tilstået midler til deres underhold

og den pleje, deres tilstand måtte kræve, undtagen ikke-forsikringsmæssige

pensioner og ydelser, der udbetales i anledning af legemsbeskadigelse, der

skyldes krig eller besættelse af fremmed magt.

ii) Udtrykkene et deltagende lands »statsborgere« og

»territorium« skal have den betydning, der tillægges dem af

vedkommende land i en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet

erklæring, til videregivelse til hvert af de øvrige deltagende lande. En

person, som har mistet sit statsborgerskab, uden at dette er blevet ham

frataget, og som således er blevet statsløs, skal dog fortsat behandles som

statsborger, indtil han har erhvervet nyt statsborgerskab.

iii) »Hjemland« betyder det land, i hvilket en person, der

omfattes af bestemmelserne i denne konvention, er statsborger.

b) De i de deltagende landes territorier gældende love og bestemmelser,

på hvilke denne konvention finder anvendelse (* 1), og de af de deltagende

lande tagne forbehold, er opført i henholdsvis tillæg I og tillæg II.

Artikel 3.

En persons statsborgerskab skal dokumenteres i overensstemmelse med de

herom efter hjemlandets lovgivning gældende bestemmelser.

Artikel 4.

Udgiften ved hjælp til en af de deltagende landes statsborgere skal

afholdes af det deltagende land, som har tilstået hjælpen.

Artikel 5.

De deltagende lande forpligter sig til, i det omfang deres love og

bestemmelser tillader det, at bistå hinanden med at opnå størst mulig

refusion af de samlede udgifter til hjælp enten fra personer med økonomiske

forpligtelser over for den, der har modtaget hjælp, eller fra personer, som

har pligt til at bidrage til den pågældendes underhold.

Afsnit II.

Hjemsendelse.

Artikel 6.

a) Et deltagende land, i hvis territorium et andet lands statsborger

lovligt opholder sig, skal ikke kunne hjemsende denne alene af den grund, at

han har behov for hjælp.

b) Intet i denne konvention skal præjudicere retten til udvisning af

andre grunde end den i foregående stykke nævnte.

Artikel 7.

a) uanset bestemmelserne i artikel 6 a) kan et deltagende land hjemsende

et andet deltagende lands statsborgere, der opholder sig inden for dets

territorium, alene af den i artikel 6 a) nævnte grund, såfremt følgende

forudsætninger er til stede:

i) at den pågældende ikke uafbrudt har opholdt sig i vedkommende

deltagende lands territorium i mindst fem år, hvis han er indrejst før sit

fyldte 55. år, eller i mindst 10 år, hvis han er indrejst efter at have nået

den nævnte alder;

ii) at hans helbredstilstand tillader hans flytning, og

iii) at han ikke har nær tilknytning til det territorium, hvor han

opholder sig.

b) De deltagende lande er enige om kun med den største tilbageholdenhed

at benytte sig af adgangen til hjemsendelse og i så fald kun, når humanitære

hensyn ikke taler derimod.

c) Ud fra samme indstilling er de deltagende lande enige om, at såfremt

en person, der har modtaget hjælp, hjemsendes, bør der gives vedkommendes

eventuelle ægtefælle og børn mulighed for at ledsage ham.

Artikel 8.

a) Det deltagende land, der hjemsender en statsborger i overensstemmelse

med bestemmelserne i artikel 7, skal bære omkostningerne ved hjemsendelsen

indtil grænsen til det territorium, hvortil den pågældende hjemsendes.

b) Ethvert deltagende land forpligter sig til at modtage enhver af sine

statsborgere, der hjemsendes i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel

7.

c) Ethvert deltagende land forpligter sig til at lette rejsen gennem dets

territorium for enhver person, der hjemsendes i overensstemmelse med artikel

7.

Artikel 9.

Såfremt det land, i hvilket modtageren af hjælpen hævder at være

statsborger, ikke anerkender ham som sådan, skal begrundelsen herfor inden

tredive dage eller snarest muligt derefter fremsendes til opholdslandet.

Artikel 10.

a) Når en beslutning om hjemsendelse er truffet, skal hjemlandets

diplomatiske eller konsulære myndigheder - om muligt tre uger i forvejen -

underrettes om vedkommendes hjemsendelse.

b) Hjemlandets myndigheder skal behørigt underrette myndighederne i det

eller de lande, gennem hvilke hjemrejsen finder sted.

c) Stedet for overleveringen af sådanne personer bestemmes ved aftale

mellem de kompetente myndigheder i opholdslandet og hjemlandets myndigheder.

Afsnit III.

Bopæl.

Artikel 11.

a) En udlændings ophold i et af de deltagende landes territorium anses

som lovligt i nærværende konventions forstand, sålænge han er i besiddelse af

en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som ifølge det pågældende

lands love og bestemmelser kræves for at opholde sig i landet. Undladelse af

at forny en sådan tilladelse skal, såfremt den alene skyldes uagtsomhed fra

den pågældendes side, ikke medføre, at han fortaber retten til hjælp.

b) Opholdet anses som ulovligt fra det tidspunkt, da der udstedes en

ordre til udvisning af den pågældende, medmindre der indrømmes udsættelse af

udvisningsordrens iværksættelse.

Artikel 12.

Begyndelsesdagen for den i artikel 7 fastsatte opholdsperiode skal i hvert

land, såfremt intet andet bevismateriale foreligger, regnes fra den dato, som

fastslås på grundlag af dokumentation, der tilvejebringes ved officiel

undersøgelse eller fremgår af de i tillæg III opførte dokumenter eller af

noget dokument, der ifølge landets love og bestemmelser anerkendes som bevis

for ophold.

Artikel 13.

a) Bevis for uafbrudt ophold kan føres ved fremlæggelse af alle

bevisligheder, der anerkendes i det pågældende land, såsom dokumentation for

erhvervsmæssig virksomhed eller fremlæggelse af huslejekvitteringer.

b) i) Ophold regnes for uafbrudt, uanset om den pågældende har været

fraværende i perioder på mindre end tre måneder, for så vidt fraværet ikke er

forårsaget af hjemsendelse eller udvisning.

ii) Fravær i perioder på seks måneder eller derover anses at afbryde

opholdsperioden.

iii) Ved afgørelsen af, om fravær i en periode på mellem tre og seks

måneder skal anses for at afbryde opholdsperioden, skal der tages hensyn til,

om den pågældende har haft til hensigt at vende tilbage til opholdslandet. og

til den udstrækning, i hvilken han under sit fravær har bevaret tilknytningen

til landet.

iv) Tjeneste ombord på skibe, der er indregistreret i opholdslandet,

anses ikke for at afbryde opholdsperioden. Tjeneste ombord på andre skibe

behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt i) til iii) ovenfor.

Artikel 14.

Ved beregning af opholdets varighed skal de perioder ikke medregnes, i

hvilke den pågældende har modtaget hjælp af offentlige midler i medfør af de

i tillæg I omhandlede lovbestemmelser med undtagelse af lægebehandling i

anledning af akut sygdom eller kortvarig lægebehandling.

Afsnit IV.

Forskellige bestemmelser.

Artikel 15.

De deltagende landes administrative, diplomatiske og konsulære myndigheder

skal yde hinanden al mulig bistand ved denne konventions gennemførelse.

Artikel 16.

a) De deltagende lande skal give Det europæiske Råds generalsekretær

meddelelse om alle senere ændringer af deres love og bestemmelser, som måtte

berøre tillæg I og III.

b) Ethvert deltagende land skal give Det europæiske Råds generalsekretær

meddelelse om alle nye love eller bestemmelser, som ikke allerede omfattes af

tillæg I. Ved fremsendelse af en sådan meddelelse kan et deltagende land

samtidig tage forbehold med hensyn til anvendelsen af den nye lov eller

bestemmelse over for statsborgere i andre deltagende lande.

c) Det europæiske Råds generalsekretær skal til de øvrige deltagende

lande fremsende enhver meddelelse, der afgives til ham i henhold til stk. a)

og b).

Artikel 17.

De deltagende lande kan ved tosidige aftaler træffe

overgangsforanstaltninger for tilfælde, hvor hjælp er blevet tilstået forud

for denne konventions ikrafttræden.

Artikel 18.

Bestemmelserne i denne konvention medfører ingen indskrænkning i de

enkelte landes love eller bestemmelser, i internationale konventioner eller i

to- eller flersidige overenskomster, som er gunstigere for den, der modtager

hjælp.

Artikel 19.

Tillæg I, II og III udgør en integrerende del af denne konvention. (* 2)

Artikel 20.

a) De deltagende landes kompetente myndigheder skal bestræbe sig for at

søge eventuelle tvister vedrørende denne konventions fortolkning eller

anvendelse løst ved forhandling.

b) hvis en tvist ikke er blevet løst ved forhandling inden for en frist

af tre måneder, skal den henvises til voldgift ved et voldgiftsorgan, hvis

sammensætning og forretningsgang skal aftales af vedkommende deltagende

lande; dersom en sådan aftale ikke er kommet i stand inden for en frist af

yderligere tre måneder, skal tvisten på begæring af et af de pågældende lande

forelægges en voldgiftsmand, valgt af formanden for Den mellemfolkelige

Domstol. Såfremt denne skulle være statsborger i et af de lande, mellem

hvilke tvisten er opstået; skal hvervet overdrages domstolens næstformand

eller den næste i anciennitet følgende dommer, som ikke er statsborger i et

af disse parters lande.

c) Voldgiftsorganets henholdsvis voldgiftsmandens afgørelse skal træffes

i overensstemmelse med denne konventions grundsætninger og ånd og skal være

endelig og bindende.

Artikel 21.

a) Denne konvention skal være åben for undertegnelse af Det europæiske

Råds medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal

deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær.

b) Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger

efter datoen for deponeringen af det andet ratifikationsinstrument.

c) For undertegnende lande, som senere ratificerer konventionen, træder

denne i kraft den første dag i den måned, der følger efter datoen for

deponeringen af vedkommende lands ratifikationsinstrument.

Artikel 22.

a) Det europæiske Råds ministerudvalg kan indbyde stater, der ikke er

medlemmer af Det europæiske Råd, til at tiltræde denne konvention.

b) Tiltrædelse sker ved hos Det europæiske Råds generalsekretær at

deponere et tiltrædelsesdokument, som skal have virkning fra og med den

første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen.

c) Ethvert tiltrædelsesdokument, der deponeres i overensstemmelse med

denne artikel, skal være ledsaget af en meddelelse indeholdende de

oplysninger, som ville have været opført i tillæg I og III til denne

konvention, såfremt vedkommende stats regering på datoen for tiltrædelsen

havde været blandt de undertegnede regeringer.

d) For denne konventions formål skal enhver oplysning, som meddeles i

overensstemmelse med denne artikels stk. c), anses at udgøre en del af det

tillæg, hvori sådanne oplysninger ville have været optaget, såfremt

vedkommende lands regering ved tiltrædelsen havde været blandt de regeringer,

der undertegnede overenskomsten.

Artikel 23.

Det europæiske Råds generalsekretær skal underrette Rådets medlemmer.

a) om datoen for denne konventions ikrafttræden og om hvilke medlemmer,

der ratificerer den,

b) om deponeringen af tiltrædelsesdokumenter i overensstemmelse med

artikel 22 og om de meddelelser, som dermed modtages,

c) om meddelelser, der modtages i overensstemmelse med artikel 24 og om

datoen, på hvilken de træder i kraft.

Artikel 24.

Denne konvention forbliver i kraft i et tidsrum af to år fra datoen for

dens ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 21, b). Den skal derefter

vedblivende være i kraft fra år til år for de deltagende lande, der ikke ved

en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet meddelelse har opsagt den

mindst seks måneder før udløbet enten af den første to-årige periode eller af

en efterfølgende et-årig periode. En sådan meddelelse får virkning fra

udgangen af den periode, som den angår.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt bemyndigede

underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i Paris den 11. december 1953 på engelsk og fransk, således at

begge tekster har lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive

deponeret i Det europæiske Råds arkiv, og hvoraf generalsekretæren skal sende

bekræftede kopier til enhver af de undertegnende lande.

(Underskrifter)

Protokol til den europæiske konvention om social og sundhedsmæssig hjælp.

Undertegnede lande, der er medlemmer af Det europæiske Råd, er

under henvisning til bestemmelserne i den i Paris den 11. december 1953

undertegnede europæiske konvention om social og sundhedsmæssig hjælp (i det

følgende betegnet som »Bistandskonventionen«), og

under henvisning til bestemmelserne i den i Geneve den 28. juli 1951

undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (i det følgende

betegnet som »Bistandskonventionen«), og

under henvisning til bestemmelserne i den i Geneve den 28. juli 1951

undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (i det følgende betegnet

som »Genevekonventionen«), og

i ønsket om at udvide Bistandskonventionens bestemmelser til også at gælde

flygtninge ifølge Geneve-konventionens definition,

blevet enige om følgende:

Artikel 1.

For denne protokols formål har udtrykket »flygtning« den

betydning, der er tillagt det i Genevekonventionens artikel 1, dog således at

hvert af de deltagende lande samtidig med deres undertegnelse, ratifikation

eller tiltrædelse af denne protokol, skal afgive en erklæring, der angiver,

hvilken af de i den nævnte konventions artikel 1 B angivne betydninger,

vedkommende land anvender med henblik på dets forpligtelser i henhold til

denne protokol, medmindre vedkommende land allerede har afgivet en sådan

erklæring ved sin undertegnelse eller ratifikation af den nævnte konvention.

Artikel 2.

Bestemmelserne i Bistandskonventionens afsnit I skal finde anvendelse på

flygtninge på samme vilkår, som gælder for statsborgere i de i denne

deltagende lande.

Artikel 3.

1. Bestemmelserne i Bistandskonventionens afsnit II

finder ikke anvendelse på flygtninge.

2. For så vidt angår en person, der i henhold til

bestemmelserne i Genevekonventionens artikel 1 C ikke længere opfylder

betingelserne for hjælp ifølge denne, skal den i Bistandskonventionens

artikel 7 a) fastsatte opholdsperiode, hvoraf hjemsendelse er betinget,

regnes fra og med den dato, da vedkommende ikke længere opfylder

betingelserne for hjælp.

Artikel 4.

I forholdet mellem de deltagende lande anses bestemmelserne i denne

protokols artikel 1, 2 og 3 som tillægsartikler til Bistandskonventionen, og

konventionens øvrige bestemmelser skal finde anvendelse i overensstemmelse

hermed.

Artikel 5.

1. Denne protokol skal være åben for undertegnelse af

de medlemmer af Det europæiske Råd, som har undertegnet Bistandskonventionen.

Den skal ratificeres.

2. Enhver stat, der har tiltrådt Bistandskonventionen,

kan tiltræde denne protokol.

3. Denne protokol træder i kraft den første dato i den

måned, der følger efter datoen for deponeringen af det andet

ratifikationsinstrument.

4. For undertegnende stater, som senere ratificerer

protokollen, og for stater, som tiltræder denne, træder den i kraft den

første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen af den

pågældende stats ratifikationsinstrument eller tiltrædelsesdokument.

5. Ratifikationsinstrumenter eller

tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos Det europæiske Råds

generalsekretær, der skal underrette rådets medlemmer og tiltrædende stater

om, hvilke stater, der har ratificeret eller tiltrådt protokollen.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede,

underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i Paris den 11. december 1953 på engelsk og fransk, således at

begge tekster har lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive

deponeret i Det europæiske Råds arkiv. Generalsekretæren skal fremsende

bekræftede genparter til ethvert af de undertegnende lande.

(Underskrifter)

Foruden af Danmark, hvis ratifikationsinstrument deponeredes hos Det

europæiske Råds generalsekretær den 30. juni 1954, er konventionen med dertil

hørende protokol ratificeret af Irland, Norge, Saar, Det Forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland og Sverige. Konventionen med dertil hørende

protokol er i medfør af artikel 21 b trådt i kraft den 1. juli 1954.

Udenrigsministeriet, den 20. juli 1955.

H.C. Hansen.

Officielle noter

(* 1) For Danmarks vedkommende: Indtil videre Danmark undtagen Færøerne og

Grønland.

(* 2) Tillæggene omfattes ikke af bekendtgørelsen.

Lignende dokumenter