Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed

1998/1 LSF 69Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. oktober 1998 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dansk

indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om

vagtvirksomhed

(Ratifikation af Europarådskonventionen af 6.

november 1997 om statsborgerret og ophævelse af krav om dansk

indfødsret m.v.)

§ 1

I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af

14. september 1995, som ændret ved lov nr. 233 af 2. april 1997,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 1, affattes således:

»

Et barn erhverver dansk

indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er

barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet

kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget.«

2.

§ 2 affattes således:

»

§ 2. Har et barn af en dansk far

og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved

fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved

forældrenes indgåelse af ægteskab. Det er en

forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets

indgåelse er ugift og under 18 år.«

Læs alt

3.

§ 2 A affattes således:

»

§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12

år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk

statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor

mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af

en ugift dansk statsborger.

Stk. 2.

Dansk indfødsret erhverves fra det tidspunkt,

hvor adoptionens retsvirkninger indtræder.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i

tilfælde, hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse,

der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28,

stk. 2.«

4.

§ 3, stk. 1, affattes således:

»

En udlænding, som har

haft ophold her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt

mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk

indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.

år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,

Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i

Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. «

5.

§ 5 affattes således:

»

§ 5. Erhverver en person

indfødsret ved afgivelse af erklæring i medfør af

§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også den

pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre det

udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være omfattet af

erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for et barns

erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har del i

forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18

år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en

betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.«

6.

§ 6, stk. 2, affattes således:

»

Stk. 2. Har den, der

naturaliseres, børn, herunder adoptivbørn, finder reglerne i

§ 5 tilsvarende anvendelse.«

7.

§ 8, stk. 1, 1. pkt., affattes

således:

»

Den, der er født i

udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her

under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin

danske indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den

pågældende derved bliver statsløs.«

8.

§ 9 A ophæves.

9.

§ 10 ophæves, og i stedet indsættes:

»

§ 10. Efter overenskomst mellem

Danmark og de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og

Sverige) gælder i visse tilfælde særlige regler for

personer, der tidligere har haft bopæl i et andet nordisk land, eller

som har statsborgerret i et andet nordisk land, jf. herved §§ 10 A 10

C.

Stk. 2.

I forhold til hvert enkelt af de nordiske lande finder

reglerne i §§ 10 A 10 C anvendelse fra det tidspunkt, hvor

overenskomsten træder i kraft for det pågældende land.

§ 10 A.

Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i

et andet nordisk land med bopæl her i riget, dog kun i det omfang

bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud

for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte

16. år.

Stk. 2.

Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i

et nordisk land indtil det fyldte 12. år med bopæl her i

riget.

Stk. 3.

Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i

et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i

riget.

§ 10 B.

En statsborger i et nordisk land, som

1) har erhvervet statsborgerret dér på anden måde

end ved naturalisation,

2) er fyldt 18 år,

3) har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og

4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller

foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf,

erhverver dansk indfødsret ved over for et

statsamt, Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive

skriftlig erklæring herom. Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende

anvendelse.

§ 10 C.

Den, der har mistet dansk indfødsret og

derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land,

generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast

bopæl her i riget over for et statsamt, Københavns

Overpræsidium, Rigsombudsmanden på Færøerne eller

Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom.

Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende anvendelse. «

10.

I § 11 udgår »§ 9 A, stk. 4,«.

11.

I § 11 indsættes som stk. 2:

»

Stk. 2. En erklæring afgivet

efter lovens §§ 3, 4, 10 B eller 10 C afvises af den myndighed, som

erklæringen er fremsat overfor, hvis myndigheden ikke finder, at

betingelserne for at erhverve dansk indfødsret ved erklæring er

opfyldt. Afvisning af en erklæring kan påklages til

Justitsministeriet.«

12.

§ 12, stk. 3, affattes således:

»

Stk. 3. Justitsministeren kan hos

skattemyndigheder og andre myndigheder indhente de oplysninger, også i

elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret og disses

børn, som er nødvendige for at behandle

ansøgningerne.«

§ 2

I lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf.

lovbekendtgørelse nr. 191 af 9. april 1986, som ændret ved lov

nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

I § 3, stk. 2, udgår: »har dansk indfødsret,«.

§ 3

I lov nr. 266 af 22. maj 1986 om vagtvirksomhed, som senest ændret

ved lov nr. 389 af 14. juni 1995, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 3, stk. 1, nr. 1, ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

2.

I § 3, stk. 2, udgår: »dansk indfødsret og«.

3.

I § 4, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 1-4« til: »nr. 1-3«, og »nr. 5-8 « til: »nr. 4-7«.

4.

I § 14, stk. 2, 1. pkt., ændres to steder

»nr. 6« til: »nr. 5«.

5.

I § 17, stk. 1, ændres to steder »nr. 1-5« til: »nr. 1-4«.

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 2.

§ 1, nr. 1, har virkning for børn, der

fødes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 1, nr. 3, har virkning for børn, der

adopteres med virkning fra lovens ikrafttræden eller derefter.

Stk. 4.

§ 1, nr. 4, har virkning for personer, som fylder

18 år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 1, nr. 5, har virkning for børn af

personer, der erhverver dansk indfødsret efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 6.

§ 1, nr. 7, har virkning for personer, der fylder

22 år efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Stk. 1.

§ 2 gælder ikke for Færøerne

og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 2.

§ 3 gælder ikke for Færøerne

og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at gennemføre

Europarådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret i dansk

ret. Konventionen træder i kraft, når den er ratificeret af 3 af

Europarådets medlemsstater. Konventionen, der indtil videre er

ratificeret af Slovakiet og Østrig, er optrykt som bilag 2 til dette

lovforslag i dansk oversættelse.

Ved vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget sit

samtykke til, at Danmark ratificerer konventionen.

Efter færdigforhandlingen af den nye

Europarådskonvention har Justitsministeriet foretaget en gennemgang af

konventionen sammenholdt med gældende dansk ret. Denne gennemgang har

vist, at en dansk ratifikation af konventionen forudsætter visse

ændringer i den gældende lovgivning.

Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af disse

overvejelser, men indeholder også andre forslag til ændringer af

indfødsretsloven. Disse forslag omfatter udover

konsekvensændringer og sproglige ændringer bl.a. forslag til en

ændring af lovens § 3 om adgangen til at opnå dansk

indfødsret for unge mennesker, der er født eller opvokset her i

landet, forslag om ligestilling af adoptivbørn med biologiske

børn i statsborgerretlig henseende samt en tilsvarende ligestilling

mellem børn født henholdsvis i og uden for ægteskab.

Endvidere foreslås ændringer af lov om

offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed, således

at der ikke længere stilles krav om dansk indfødsret som

betingelse for beskikkelse som auktionsleder eller for opnåelse af

autorisation til at udøve vagtvirksomhed.

2. Europarådskonventionen af 6. november 1997 om

statsborgerret

2.1. Europarådskonventionen som en del af international ret

Europarådskonventionen samler, supplerer og udbygger

de internationale konventioner om statsborgerret, der allerede eksisterer, og

har bl.a. til formål at fastsætte visse internationale principper

og standarder på området.

På statsborgerretsområdet har Danmark

tiltrådt følgende konventioner m.v.:

- De Forenede Nationers konvention af 20. februar 1957 om gifte

kvinders statsborgerret,

- De Forenede Nationers konvention af 30. august 1961 om

begrænsning af statsløshed,

- Europarådskonventionen af 6. maj 1963 om begrænsning af

tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med

dobbelt statsborgerret,

- Nordisk overenskomst af 15. januar 1969 om gennemførelse af

visse bestemmelser om statsborgerret.

2.2. Europarådskonventionens formål

Konventionen er den første internationale tekst,

der indeholder principper og regler, som berører alle aspekter af

statsborgerretten. Konventionen fastslår bl.a. som nogle af sine

afgørende principper, at statsløshed skal undgås, og at

ingen vilkårligt skal kunne fratages sin nationalitet. Endvidere

fastslår konventionen i overensstemmelse med Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, at de nationale regler om statsborgerret ikke

må indebære, at der finder forskelsbehandling sted på grund

af køn, religion, race, hudfarve samt national eller etnisk

oprindelse.

Endvidere fastslår konventionen som noget nyt i

international ret principper for løsning af

statsborgerretsspørgsmål i forbindelse med statssuccession. Som

sådan har konventionsteksten været et vigtigt redskab for de

mange nye Øst- og Centraleuropæiske stater, der i de senere

år som nye Europarådslande har skullet gennemføre ny

lovgivning på statsborgerretsområdet.

Konventionen accepterer medlemsstaternes forskellige syn

på spørgsmålet om dobbelt statsborgerret. Konventionen

anerkender således, at det er den enkelte stats frie afgørelse,

hvilke konsekvenser den pågældende stat i sin nationale

lovgivning drager af den omstændighed, at dens statsborgere erhverver

eller er i besiddelse af statsborgerret i et andet land. I den forbindelse er

medlemsstaterne enige om det ønskelige i at finde

hensigtsmæssige løsninger på konsekvenserne af dobbelt

statsborgerret, i særdeleshed med hensyn til de rettigheder og

forpligtelser over for flere stater, der er forbundet med besiddelsen af

dobbelt statsborgerret. Endvidere finder medlemsstaterne det

ønskeligt, at personer, som har statsborgerret i to eller flere af de

kontraherende stater, kun har værnepligt i en af disse, og det findes

endvidere nødvendigt at fremme internationalt samarbejde mellem de

nationale myndigheder, som er ansvarlige for anliggender vedrørende

statsborgerret.

2.3. Den nye konventions forhold til Europarådskonventionen af 6.

maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og

værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret

Den 29. august 1972 ratificerede Danmark

Europarådskonventionen af 6. maj 1963 om begrænsning af

tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med

dobbelt statsborgerret.

Denne konvention forpligter Danmark til overfor de

medkontraherende stater at undgå dobbelt statsborgerret i visse

tilfælde.

Intentionerne i Europarådskonventionen af 1963 om

så vidt muligt at undgå dobbelt statsborgerskab er udtryk for den

opfattelse, der på tidspunktet for konventionens tilblivelse herskede i

de fleste vesteuropæiske lande.

Konventionen, der foruden af Danmark er ratificeret af

Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Sverige, Tyskland og

Østrig, anerkender dog eksistensen af dobbelt statsborgerskab,

når f.eks. en anden nationalitet erhverves automatisk efter det andet

lands lovgivning.

Af de nævnte 9 medlemmer af 1963-konventionen har

Italien ved ændringer i den nationale lovgivning forladt princippet om

begrænsning af dobbelt statsborgerskab i relation til

ikke-medkontraherende stater.

Udviklingen og holdningerne i Europa til

spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab har ændret sig op

gennem 1970´erne og 80´erne. I Europa findes i dag et stigende antal personer

med dobbelt statsborgerskab. Det hænger bl.a. sammen med den

større bevægelighed og immigration mellem landene, der i

højere grad end tidligere giver sig udslag i »sammenstød« mellem

forskellige nationale lovgivninger. Hertil kommer, at den statsborgerretlige

lovgivning generelt er ændret henimod en større ligestilling

mellem mænd og kvinder. Børn, der fødes i

ægteskaber mellem personer af forskellig nationalitet, vil

således i dag som udgangspunkt være født som dobbelte

statsborgere. Endvidere har udviklingen på flygtningeområdet i de

senere år især i de vesteuropæiske lande betydet, at et

stigende antal personer har fået et nyt statsborgerskab, uden at der er

stillet krav om løsning fra det oprindelige statsborgerskab.

Det var blandt andet i erkendelse af denne udvikling, at

arbejdet med en ny konvention blev sat i værk i Europarådets

regi. Efter konventionen skal dobbelt statsborgerskab accepteres i

tilfælde, hvor statsborgerretten erhverves automatisk ved fødsel

eller ægteskab. Det følger også af konventionen, at en

stat ikke må gøre meddelelse af statsborgerskab betinget af

afkald på det hidtidige statsborgerskab, hvis et sådant afkald

ikke er muligt eller ikke med rimelighed kan kræves. Konventionen

lægger endvidere op til, at staterne i en række tilfælde i

videre omfang end hidtil kan tillade dobbelt statsborgerskab.

I Danmark stilles der ved naturalisation som udgangspunkt

krav om løsning fra det hidtidige statsborgerskab. Kravet om

løsning stilles dog ikke over for personer med flygtningestatus her i

landet. Endvidere stilles der ikke løsningskrav, hvis det efter det

oplyste om indholdet af det pågældende lands lovgivning eller i

praksis må anses for udelukket, at landets statsborgere vil kunne

opnå løsning.

En tilsvarende praksis følges i de øvrige

nordiske lande med undtagelse af Island, jf. nærmere afsnit 4 nedenfor.

Generelt er der imidlertid i såvel Vesteuropa som Øst- og

Centraleuropa en tendens til i højere grad at acceptere dobbelt

statsborgerskab.

Folketinget kan under den nye konvention videreføre

den hidtil førte praksis vedrørende dobbelt statsborgerret. De

bestemmelser i konventionens kapitel V, der pålægger de enkelte

kontraherende stater i visse tilfælde at acceptere dobbelt

statsborgerret, bliver i dag allerede accepteret i den gældende danske

lovgivning og praksis. Det drejer sig om:

- børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet

statsborgerret i forskellige lande (artikel 14),

- automatisk erhvervelse af fremmed statsborgerret ved ægteskab

(artikel 14), og

- tilfælde, hvor afkald på hidtidig statsborgerret ikke er

mulig eller ikke kan kræves (artikel 16).

I andre tilfælde, hvor sammenstød af 2

nationale statsborgerretslovgivninger muliggør dobbelt statsborgerret,

er de enkelte stater frit stillede med hensyn til, om dobbelt statsborgerret

i de enkelte tilfælde skal accepteres eller ikke.

Den nye konvention kan anvendes ved siden af

1963-konventionen. Denne konvention og principperne heri, som den danske

lovgivning i øvrigt bygger på for så vidt angår

spørgsmålet om begrænsning af dobbelt statsborgerret, kan

videreføres ubegrænset, og er kun bindende overfor de

øvrige medkontraherende stater af 1963-konventionen. Lovforslaget

lægger således ikke op til en ændring af de regler, som

vedrører Danmarks forpligtelser i forhold til

Europarådskonventionen af 1963.

3. Danmarks opfyldelse af Europarådskonventionen

3.1. Ændringer af gældende ret

Konventionen lægger op til en ligestilling mellem

børn født i ægteskab og børn født uden for

ægteskab, således at et barn ved fødslen skal erhverve

statsborgerskab efter (én af) forældrene, uanset om barnet er

født i eller uden for ægteskab. Dog kan der ifølge

konventionens artikel 6 gøres undtagelser for børn født

i udlandet.

I modsætning hertil skelnes der i § 1 i den

danske indfødsretslov mellem ægtebørn og børn

født uden for ægteskab. Er et barn født uden for

ægteskab, erhverver det således kun dansk statsborgerskab, hvis

moderen er dansk. For at Danmark kan ratificere

Europarådskonventionen vil det derfor være nødvendigt at

ændre denne bestemmelse. Det foreslås på den baggrund, at

børn, der er født uden for ægteskab, skal erhverve dansk

indfødsret ved fødslen, blot én af forældrene er

dansk statsborger. Der gøres dog undtagelse for tilfælde, hvor

barnet er født i udlandet, og det er faderen, der er

dansk statsborger.

Europarådskonventionen indeholder som et af sine

vigtigste principper, at enhver kontraherende stats regler om statsborgerret

skal baseres på princippet om, at enhver har ret til at besidde

statsborgerret, og at statsløshed skal undgås.

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 lever

ikke op til dette princip. Efter denne bestemmelse mister en dansk

statsborger, der er født i udlandet, sin danske indfødsret ved

det fyldte 22. år, hvis den pågældende ikke inden dette

tidspunkt har haft bopæl her i riget eller ophold, der tyder på

samhørighed med Danmark. Der kan imidlertid efter ansøgning

indgivet inden det fyldte 22. år gives tilladelse til, at

indfødsretten bevares.

En dansk statsborger, der er født i udlandet, og

som først efter det fyldte 22. år indgiver en

ansøgning om bevarelse af indfødsretten, kan således

blive statsløs, hvis den pågældende ikke inden det fyldte

22. år har haft bopæl eller ophold her i riget.

For at leve op til konventionens grundprincip om at

undgå statsløshed er det derfor nødvendigt at foretage en

ændring af indfødsretslovens § 8.

Der er ikke herudover behov for lovændringer, men

det kan blive nødvendigt at foretage en justering af de retningslinier

for naturalisation, som fremgår af cirkulære nr. 132 af 3.

oktober 1997 om dansk indfødsret ved naturalisation.

F.eks. fremgår det af konventionens artikel 6, nr.

4, at den enkelte kontraherende stat i sin nationale lovgivning skal lette

erhvervelsen af indfødsret for statsløse personer og anerkendte

flygtninge med lovligt og fast ophold i landet.

Efter naturalisationscirkulærets § 4 skal

personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af

1951 om flygtninges retsstilling, og personer, som må ligestilles

hermed, have opholdt sig her i landet i 6 år for at kunne

naturaliseres. Dette er en lempelse i forhold til de 7 års ophold, der

som hovedregel kræves for opnåelse af dansk indfødsret ved

naturalisation. For at opfylde den nye Europarådskonvention vil det

være nødvendigt at udvide 6 års-reglen til også at

omfatte (andre) statsløse personer. Det bemærkes dog, at der i

meget vidt omfang vil være sammenfald mellem de personer, som er

statsløse, og de, som er anerkendt som flygtninge.

Endelig bemærkes, at konventionens artikel 11

indeholder et krav om, at afgørelser vedrørende statsborgerret

skal indeholde en skriftlig begrundelse. For så vidt angår afslag

på ansøgninger om erhvervelse af dansk indfødsret ved

naturalisation bemærkes, at Justitsministeriets meddelelse til en

ansøger om, at den pågældende ikke kan optages på

lovforslag om indfødsrets meddelelse, altid er ledsaget af en

skriftlig begrundelse herfor. Tilsvarende vil afgørelser om afslag,

som træffes af Folketingets Indfødsretsudvalg, normalt indeholde

en begrundelse. Med ratifikationen af Europarådskonventionen vil der

fremover være en forpligtelse til at begrunde alle negative

afgørelser på indfødsretsområdet.

3.2. Erklæringer og forbehold i forbindelse med dansk

ratifikation af Europarådskonventionen

I forbindelse med Danmarks ratifikation af

Europarådskonventionen vil der, som sædvanligt er ved

ratifikation af større internationale konventioner, blive

spørgsmål om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang Danmark

skal tage forbehold for én eller flere af konventionens

bestemmelser.

Konventionens artikel 12 indeholder en bestemmelse om, at

enhver kontraherende stat skal sikre, at afgørelser vedrørende

erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af

dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet kan gøres til

genstand for fornyet administrativ eller retslig prøvelse i

overensstemmelse med landets nationale lovgivning.

I Danmark kan visse persongrupper erhverve dansk

indfødsret ved at afgive erklæring herom over for statsamtet.

Såfremt et statsamt afviser en sådan erklæring, kan

afvisningen påklages til Justitsministeriet.

En sådan klageadgang eksisterer imidlertid ikke i

forbindelse med naturalisation. Baggrunden herfor er, at naturalisation i

medfør af grundlovens § 44, stk. 1, skal ske ved lov. Dette

indebærer, at ingen, der ansøger om dansk indfødsret, har

et retskrav på at opnå dette uden Folketingets beslutning herom.

Folketinget og på tingets vegne Folketingets Indfødsretsudvalg

er ikke en del af den offentlige forvaltning, og da naturalisation

udelukkende er et lovgivningsanliggende, er Folketinget og

Indfødsretsudvalget ikke bundet af de sædvanlige

forvaltningsretlige principper, der gælder for myndigheder i den

offentlige forvaltning. Det betyder bl.a., at der som udgangspunkt ikke

gælder begrænsninger med hensyn til Folketingets og udvalgets

udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal

meddeles. Det forudsættes dog, at skønnet udøves inden

for rammerne af de internationale konventioner m.v., som Danmark har

tilsluttet sig.

Justitsministeriet undersøger for hver enkelt

ansøger, om de retningslinier for naturalisation, som Folketinget har

fastsat, og som fremgår af cirkulære nr. 132 af 3. oktober 1997,

er opfyldt. Da det som nævnt kun er Folketinget, der kan træffe

afgørelse om meddelelse af indfødsret, har Justitsministeriets

konstatering af, om en ansøger opfylder kriterierne for

naturalisation, ikke karakter af en afgørelse, og den kan ikke

indbringes for anden myndighed. Der findes således ingen almindelig

administrativ rekursadgang, således som det normalt er tilfældet

inden for den offentlige forvaltning.

Ordningen i grundlovens § 44, stk. 1,

indebærer således, at Danmark ikke vil være i stand til at

opfylde kravet om rekursadgang. Det vil derfor være nødvendigt i

forbindelse med ratifikationen at tage forbehold for konventionens artikel

12. Dette er muligt efter konventionens artikel 29.

4. Den nordiske overenskomst

Der har i mange år været et tæt

samarbejde mellem de nordiske lande på statsborgerretsområdet,

der bl.a. er kommet til udtryk gennem den nordiske overenskomst af 15. januar

1969.

Som følge af dette samarbejde bygger de nordiske

statsborgerretslovgivninger på de samme principper, således

også princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab. Den

danske praksis på dette område, som er beskrevet ovenfor under

afsnit 2.3, følges som nævnt også i de andre nordiske

lande. Dog kræver Island ikke løsning fra det hidtidige

statsborgerskab i forbindelse med naturalisation.

Island har ikke hidtil været medlem af den nordiske

overenskomst, men har ved aftale af 23. oktober 1998 tiltrådt

overenskomsten. I praksis vil dette få stor betydning, navnlig for

islandske statsborgere her i landet, som får mulighed for at erhverve

dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, og for danske

statsborgere, der bor i Island, og disses mulighed for at bevare dansk

indfødsret efter det fyldte 22. år.

Samtlige nordiske lande underskrev den 6. november 1997

den nye Europarådskonvention med henblik på efterfølgende

ratifikation. Det fremtidige nordiske samarbejde på

statsborgerretsområdet vil herefter kunne fortsættes

uændret, også efter den nye konventions ikrafttræden.

5. Lovforslagets indhold

5.1. Forslag til ændring af lov om dansk indfødsret

Lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 7, vedrører de

ændringer af indfødsretsloven, som er nødvendige for

Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen om statsborgerret, jf.

afsnit 3.1. ovenfor.

Som et led i bestræbelserne på at ligestille

børn født uden for ægteskab med børn født i

ægteskab foreslås endvidere i § 1, nr. 5, en ændring

af indfødsretslovens § 5. Efter forslaget skal et barn

således under nærmere angivne omstændigheder kunne erhverve

dansk indfødsret som biperson til faderen, selv om barnets

forældre ikke er gift. Efter gældende ret har et barn kun

mulighed for at få dansk indfødsret sammen med sin far, hvis

barnets forældre er eller har været gift.

Endvidere tilstræbes med lovforslaget en

ligestilling mellem adoptivbørn og biologiske børn. Det

foreslås således i § 1, nr. 5, at også

adoptivbørn skal kunne erhverve dansk indfødsret som bipersoner

til deres forældre. Endvidere foreslås det i § 1, nr. 3, at

udenlandske børn, der adopteres af et ægtepar, hvor én af

ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk

statsborger, automatisk skal erhverve dansk indfødsret ved adoptionen

efter regler, der svarer til, hvad der gælder for biologiske

børn.

I § 1, nr. 4, foreslås en ændring af

indfødsretslovens § 3. Ændringsforslaget har til

formål at smidiggøre reglerne om erhvervelse af dansk

statsborgerskab for unge udlændinge, der er født i Danmark,

eller har boet her siden barndommen. De nuværende regler

indebærer, at de unge mennesker bliver afskåret fra at erhverve

dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, hvis de f.eks. har

suppleret en dansk uddannelse med et ophold i udlandet.

I § 1, nr. 11, foreslås, at den eksisterende

adgang til at påklage en myndigheds afvisning af en erklæring om

erhvervelse af dansk indfødsret til Justitsministeriet nu udtrykkeligt

fastsættes ved lov.

I § 1, nr. 12, præciseres Justitsministeriets

adgang til at indhente oplysninger om ansøgere til brug for

behandlingen af ansøgninger om dansk indfødsret.

De øvrige forslag til ændringer af

indfødsretsloven omfatter konsekvensændringer og sproglige

ændringer samt ændringer som følge af Islands

tiltræden af den nordiske overenskomst om statsborgerret.

5.2. Forslag til ændring af lov om offentlig auktion ved

auktionsledere

I henhold til § 3, stk. 2, i lov om offentlig

auktion ved auktionsledere kan beskikkelse som auktionsleder kun meddeles

personer, der har dansk indfødsret.

Indfødsretskravet var medtaget ved

auktionslederlovens ikrafttræden i 1935. Der er ikke i

bemærkningerne til loven anført nogen særlig begrundelse

for kravet. Det fremgår imidlertid, at man - udover

uddannelsesmæssige krav ønskede at stille samme krav til

auktionsledere som til advokater. På daværende tidspunkt var

dansk indfødsret en betingelse for at blive advokat.

Justitsministeriet finder, at der hverken er praktiske

eller principielle grunde, der taler for at opretholde kravet om dansk

indfødsret som betingelse for at kunne blive beskikket som

auktionsleder.

Derfor har justitsministeren den 15. april 1998 ved

besvarelse af spørgsmål nr. 46 (2. samling) fra Folketingets

Retsudvalg (Alm. del - bilag 70) oplyst, at Justitsministeriet ved

førstkommende lejlighed vil tage initiativ til at søge

auktionslederloven ændret, således at kravet om dansk

indfødsret udgår af loven.

5.3. Forslag til ændring af lov om vagtvirksomhed

Efter § 2, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed skal

den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, have

autorisation hertil. De nærmere betingelser herfor er fastsat i lovens

§ 3, stk. 1. I henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, kan

autorisation kun meddeles personer, der har dansk indfødsret.

Om baggrunden for indfødsretskravet i lov om

vagtvirksomhed er det i Justitsministeriets betænkning nr. 1048/1985 om

vagtvirksomhed anført, at dette krav sammen med en række andre

betingelser svarer til krav, der sædvanligvis stilles i anden

lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves

autorisation, beskikkelse, bevilling, godkendelse eller lignende.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler hverken

praktiske eller principielle grunde for at opretholde kravet om dansk

indfødsret som betingelse for at opnå autorisation til at

udøve vagtvirksomhed eller indgå aftale herom.

Derfor har justitsministeren ved besvarelse af

spørgsmål nr. 46 (2. samling) fra Folketingets Retsudvalg (Alm.

del- bilag 70) oplyst, at Justitsministeriet ved førstkommende

lejlighed vil tage initiativ til at søge lov om vagtvirksomhed

revideret.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre

økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af

betydning. Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Vurdering af lovforslagets konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Nej

Nej

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Miljømæssige konsekvenser

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for borgerne

Nej

Nej

Forholdet til EU-retten

Nej

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 1,

stk. 1, foreslås ændret med henblik på Danmarks

ratifikation af Europarådskonventionen. Efter konventionen må der

ikke gøres forskel på børn født i og uden for

ægteskab. Det foreslås derfor, at et barn fremover skal erhverve

dansk indfødsret ved fødslen, såfremt blot én af

forældrene er dansk statsborger, og uanset om forældrene er gift

eller ikke er gift på tidspunktet for barnets fødsel.

Efter de hidtil gældende regler erhverver

børn født uden for ægteskab kun dansk statsborgerskab ved

fødslen, hvis moderen er dansk. Er kun faderen dansk, bliver barnet

ikke automatisk dansk statsborger, men er henvist til at ansøge om

dansk indfødsret ved naturalisation.

Forslaget følger de intentioner og synspunkter, der

er kommet til udtryk i Børnelovsudvalgets betænkning om

børns retsstilling (betænkning nr. 1350, 1997), hvori det bl.a.

foreslås, at begreberne ægtebørn og børn

født uden for ægteskab afskaffes. Det fremgår endvidere af

betænkningen, at udvalget finder en ændring af

indfødsretslovens § 1, stk. 1, ønskelig. Udvalget har

dog afstået fra at fremkomme med ændringsforslag til

bestemmelsen, idet man har fundet det mere hensigtsmæssigt, at den

nærmere udformning af lovændringen afventer Danmarks overvejelser

i forbindelse med ratifikationen af Europarådskonventionen om

statsborgerret, og at resultatet af disse overvejelser drøftes med

Sverige og Norge og afstemmes med udfaldet af de tilsvarende overvejelser i

disse lande.

Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at

overvejelserne i de nordiske lande endnu ikke er afsluttet. Den

foreslåede ændring af indfødsretslovens § 1,

stk. 1, opfylder imidlertid Europarådskonventionens krav, og den

må samtidig antages at være enkel at administrere såvel

under den nuværende lovgivning som efter en eventuel ændring af

lov om børns retsstilling. Justitsministeriet finder på den

baggrund ikke, at der er behov for at afvente udfaldet af overvejelserne i de

øvrige nordiske lande og derved forsinke Danmarks ratifikation af

Europarådskonventionen.

Efter forslaget omfatter ligestillingen mellem børn

af gifte og ugifte forældre kun børn, der er født her i

landet. Er kun faderen dansk, vil barnet efter forslaget således kun

erhverve dansk statsborgerret ved fødslen, hvis det er født her

i riget.

Denne afgrænsning er i overensstemmelse med

Europarådskonventionens artikel 6. Den indebærer, at et barn

normalt kun vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen, hvis

faderskabet er anerkendt eller fastslået efter dansk lovgivning. Herved

opnås et sikkert og entydigt grundlag for at konstatere, at barnet har

erhvervet dansk indfødsret ved fødslen.

I visse andre tilfælde kan der som nævnt

ovenfor i stedet blive tale om at meddele barnet dansk indfødsret ved

naturalisation. Efter de gældende retningslinier for naturalisation kan

et barn, der er født udenfor ægteskab, og hvis far er dansk,

blive naturaliseret, hvis faderen har del i forældremyndigheden, og

barnet har bopæl her i landet, jf. § 14 i

naturalisationscirkulæret.

Til nr. 2

Det foreslås, at formuleringen af

indfødsretslovens § 2 ændres som følge af den

foreslåede ændring af lovens § 1, nr. 1. Forslaget

indebærer ikke ændringer i forhold til gældende ret.

Gennemførelse af den foreslåede ændring af § 1,

stk. 1, vil bevirke, at bestemmelsen i § 2 vil få langt

mindre praktisk betydning end hidtil.

Til nr. 3

Forslaget har til formål at indføre en

ligestilling af adoptivbørn med biologiske børn i

statsborgerretlig henseende.

Efter gældende ret erhverver udenlandske

adoptivbørn automatisk dansk indfødsret i forbindelse med

adoptionen, hvis begge adoptivforældre (eller en enlig adoptant) er

danske statsborgere, og barnet bor her i riget sammen med

adoptivforældrene.

Med kravet om, at begge forældre skal

være danske statsborgere, og at barnet og adoptivforældrene skal

have bopæl her i riget, adskiller retsstillingen for

adoptivbørn sig i dag således væsentligt fra, hvad der

gælder for biologiske børn.

Efter forslaget vil det i lighed med hvad der

gælder for biologiske børn, hvis forældre er gift

være tilstrækkeligt, at én af forældrene er dansk

statsborger, og der stilles ikke krav om, at familien skal have bopæl

her i riget.

Ophævelsen af kravet om bopæl her i riget

får især betydning for personer, der bor i udlandet, men som

gennemfører en adoption efter reglerne i den danske adoptionslov og

får udstedt dansk adoptionsbevilling, fordi de pågældende

efter reglerne i adoptionsloven anses for at have bopæl i

Danmark. Herudover kan ophævelsen af bopælskravet få

betydning i de meget sjældne tilfælde, hvor der i medfør

af adoptionslovens § 29 udstedes dansk adoptionsbevilling til personer,

der efter adoptionslovens regler anses for at have bopæl i udlandet,

men som efter det pågældende lands lovgivning ikke kan få

udstedt adoptionsbevilling, fordi de er danske statsborgere.

Er barnet født i udlandet, kan indfødsretten

ligesom for biologiske børn fortabes ved det fyldte 22. år i

medfør af indfødsretslovens § 8, hvis barnet ikke har haft

bopæl eller ophold her i riget.

Efter forslaget skal det fortsat være en betingelse

for automatisk erhvervelse af dansk indfødsret, at barnet er adopteret

ved en dansk adoptionsbevilling eller ved en udenlandsk afgørelse, der

anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2. Det

indebærer, at adoption kun medfører automatisk erhvervelse af

dansk statsborgerskab, hvis det er utvivlsomt, at adoptionen er gyldig efter

dansk ret.

Det er endvidere som hidtil en forudsætning for den

automatiske erhvervelse af dansk indfødsret, at barnet ikke er fyldt

12 år, når virkningerne af adoptionen indtræder. Baggrunden

herfor er, at der ved adoption af børn over denne alder normalt

kræves samtykke fra barnet. Barnet bør derfor i disse

tilfælde også give udtrykkeligt samtykke til erhvervelsen af

dansk indfødsret. Det bemærkes, at langt de fleste adoptioner

finder sted, inden barnet er fyldt 12 år.

I andre tilfælde, herunder ved en dansk statsborgers

adoption af et udenlandsk stedbarn, vil adoptivbarnet som hidtil - hvis

adoptionen har gyldighed efter dansk ret kunne naturaliseres efter reglerne

i naturalisationscirkulærets § 11. Efter denne bestemmelse kan

børn under 12 år, der adopteres af en dansk statsborger,

naturaliseres uafhængig af ophold her i landet. Er adoptionen sket

mellem barnets fyldte 12. og 18. år, kan barnet naturaliseres, hvis det

inden det fyldte 18. år har opholdt sig mindst 2 år her i

landet.

Efter de gældende regler sker den automatiske

erhvervelse af dansk indfødsret med virkning fra adoptionsbevillingens

udstedelse. Dette foreslås ændret, således at erhvervelsen

af indfødsret sker med virkning fra det tidspunkt, hvor adoptionens

øvrige retsvirkninger indtræder. Dette vil efter § 1, nr.

1, i det forslag om ændring af adoptionsloven, som er fremsat den 8.

oktober 1998 (lovforslag nr. L 40), være det tidspunkt, hvor barnet

ankommer til Danmark.

Til nr. 4

Forslaget har til formål at smidiggøre de

regler om erhvervelse af dansk indfødsret ved afgivelse af

erklæring, som retter sig til de unge indvandrere, der er født i

Danmark, eller som har boet her siden barndommen.

Efter den gældende bestemmelse i

indfødsretslovens § 3 kan en udlænding, der

vedblivende har haft bopæl her i riget fra det fyldte 16.

år og derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år,

erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år, men inden

det fyldte 23. år at afgive erklæring herom over for statsamtet.

Hvis den pågældende er statsløs eller automatisk vil miste

sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kan

erklæringen afgives allerede efter det fyldte 18. år, hvis den

pågældende ved erklæringens afgivelse vedblivende

har haft bopæl her i riget i de sidste 5 år og derudover

tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år.

Det er således af afgørende betydning for

bestemmelsens anvendelse, hvorledes udtrykket »vedblivende« fortolkes.

Indfødsretslovens § 3 er i praksis blevet

anvendt således, at rene besøgs- og ferieophold i udlandet ikke

udelukker muligheden for at erhverve dansk indfødsret ved

erklæring, medmindre opholdet er af ekstraordinær lang varighed.

Uddannelsesophold i udlandet, hvor den pågældendes danske

uddannelse afbrydes, udelukker normalt anvendelse af § 3, navnlig hvis

det finder sted i forældrenes hjemland, eller hvis det overskrider en

vis længde, i praksis ca. 3 måneder. Ophold i udlandet af

erhvervsmæssig karakter vil normalt udelukke anvendelse af § 3,

ligesom aftjening af værnepligt i oprindelseslandet er til hinder for

erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring.

Denne fortolkning er udtryk for en fortsættelse af

den praksis, der har udviklet sig i forbindelse med anvendelsen af de tidligere indfødsretslove fra 1898,

1925 og 1950.

Erklæringsbestemmelsen i indfødsretsloven

blev senest ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968

(Folketingstidende 1968-69: 727, 1353, 1995, 2027; A 1187; B 295; C 59).

Ændringen havde til formål at bringe bestemmelsen i

overensstemmelse med kravene i FN´s konvention om begrænsning af

statsløshed. Det følger af bemærkningerne til

lovforslaget, at det ikke i øvrigt var tilsigtet at ændre den

eksisterende praksis på området, herunder fortolkningen af

udtrykket »vedblivende«.

Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen

udlænding få indfødsret uden ved lov. Det indebærer

for så vidt angår naturalisation, at dansk indfødsret

erhverves direkte ved lov, men grundlovens § 44, stk. 1, anses ikke

til hinder for, at der ved lov fastsættes bestemmelse om, at

indfødsret opnås, når nogle bestemte, faste betingelser er

opfyldt. Bestemmelsen i indfødsretslovens § 3 er et eksempel

på en sådan regel. Det er ikke overladt til myndighederne at

foretage et skøn, men blot at konstatere, om betingelserne i

bestemmelsen - fortolket på baggrund af lovens forarbejder - er

opfyldt. Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer dette bl.a., at

gennemførelse af en ændring af den eksisterende praksis må

ske ved en ændring af indfødsretslovens § 3.

Erhvervelse af dansk indfødsret ved afgivelse af

erklæring er en langt enklere fremgangsmåde end naturalisation,

og den har til formål at gøre det lettere for unge

udlændinge, der er opvokset i Danmark, at opnå dansk

statsborgerskab.

Den nuværende praksis, der som nævnt går

100 år tilbage i tiden, forekommer efterhånden utidssvarende, og

den volder store problemer for mange unge udlændinge, som er vokset op

i Danmark og som i lighed med andre unge mennesker f.eks. ønsker at se

sig om i verden, inden de påbegynder en uddannelse, eller at supplere

deres studier med et udlandsophold. Sådanne studieophold i udlandet vil

typisk finde sted i netop de år, hvor det for at anvende § 3

forlanges, at den pågældende »vedblivende« har haft

bopæl her i landet.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt, at mange af de

unge, der måske ellers har boet i Danmark i hele deres liv,

afskæres fra at benytte den enkle fremgangsmåde efter

indfødsretslovens § 3, fordi de f.eks. i lighed med deres danske

kammerater ønsker at dygtiggøre sig ved ophold i udlandet.

På den baggrund foreslås det, at der i stedet

indføres en ordning, hvorefter den pågældende skal have

opholdt sig her i riget i 5 år inden for de sidste 6 år og

herudover tidligere i sammenlagt mindst 5 år. Det giver den unge

mulighed for at opholde sig i op til 1 år i udlandet i den periode,

hvor studieophold, sabbatår m.v. typisk finder sted, uden at miste

muligheden for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse af

erklæring. Der kan også være tale om flere kortere ophold i

udlandet, men der må ikke inden for de omhandlede 6 år være

tale om mere end sammenlagt 1 års ophold i udlandet.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om

mulighed for 1 års ophold i udlandet er tilstrækkeligt, navnlig

når det tages i betragtning, at der er tale om det samlede

ophold i udlandet, dvs. også inklusive almindelige ferier m.v. inden

for det omhandlede tidsrum.

Da det samtidig foreslås, at

erklæringsmuligheden udvides til at omfatte alle unge mellem 18 og 23

år (uanset om de fortaber deres hidtidige statsborgerskab eller ej),

findes det foreslåede tidsrum på 1 år imidlertid passende.

Det må antages, at en stor del af de omhandlede personer vil opfylde

opholdsbetingelserne allerede ved det fyldte 18. år, således at

de typisk vil kunne benytte erklæringsmuligheden inden et eventuelt

udlandsophold bliver aktuelt.

Som nævnt kan erklæring efter den

gældende bestemmelse i § 3 som hovedregel først afgives

efter det fyldte 21. år. Efter § 3, stk. 1, 2. punktum, kan

erklæring dog afgives allerede efter det fyldte 18. år, hvis den

pågældende er statsløs eller automatisk vil miste sit

hidtidige statsborgerskab ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab. Det er i

disse tilfælde en forudsætning, at den pågældende

vedblivende har haft bopæl her i riget i de sidste 5 år og

derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år, dvs. i alt

mindst 10 år.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. punktum, er i sin

nuværende udformning affattet med henblik på Danmarks opfyldelse

af konventionen om begrænsning af statsløshed, hvorefter der

højst må stilles krav om bopæl i landet i de sidste 5

år umiddelbart inden erhvervelsen af statsborgerskab eller højst

10 år i alt. Endvidere må muligheden for at erhverve

statsborgerskab ikke begynde senere end ved det 18. år og tidligst

ophøre ved det fyldte 21. år.

Adgangen for visse personer til at afgive erklæring

allerede efter det fyldte 18. år blev indført med lov nr. 252 af

27. maj 1950 (Rigsdagstidende 1949-50: 611, Folketingstidende 4971, 5180; A

4561; B 3181). Begrundelsen for ikke at indføre en generel 18

års-grænse var, at statsborgerskab i mange andre lande

først ville fortabes efter det fyldte 21 år. Afgivelse af

erklæring mellem det 18. og det 21. år ville i disse

tilfælde medføre, at de pågældende fik dobbelt

statsborgerskab.

Det bemærkes i den forbindelse, at myndighedsalderen

og dermed normalt også det tidspunkt, hvor statsborgerskab i givet

fald fortabes efterhånden er nedsat til 18 år i de fleste

lande.

Det foreslås bl.a. på den baggrund, at

adgangen til at afgive erklæring fra det fyldte 18. år udvides

til også at omfatte personer, der ikke mister deres hidtidige

statsborgerskab automatisk. Herved får alle unge inden for den

relevante aldersgruppe lige muligheder.

Efter Justitsministeriets vurdering vil en sådan

ordning ikke medføre nogen markant stigning i antallet af personer med

dobbelt statsborgerskab. Det skyldes, at en stor del af de personer, der

hidtil først har kunnet afgive erklæring efter det fyldte 21.

år, alligevel ikke mister deres hidtidige statsborgerskab, når de

efter dette tidspunkt erhverver dansk statsborgerskab. Der gælder bl.a.

for personer fra Tyrkiet, USA, Storbritannien og Canada og mange

østeuropæiske lande, herunder de tidligere jugoslaviske

republikker. For en mindre gruppe vil den foreslåede ændring af

aldersgrænsen dog betyde, at de pågældende vil kunne

få dobbelt statsborgerskab ved at afgive erklæring inden det

fyldte 21. år (f.eks. personer fra Pakistan og Sri Lanka).

Det bemærkes endvidere, at der som nævnt i de

almindelige bemærkninger (afsnit 2.3) efterhånden i

europæisk sammenhæng ses en tendens til i højere grad at

acceptere dobbelt statsborgerskab. De hensyn, der i sin tid lå til

grund for indførelsen af forskellige aldersgrænser for afgivelse

af erklæring, tillægges således generelt mindre betydning i

dag.

Forslaget indebærer endelig en sproglig justering

med hensyn til angivelsen af de myndigheder, som erklæring kan afgives

overfor. Tilsvarende ændringer er medtaget i forslaget til

ændringer af §§ 10 B og 10 C i lovforslagets § 1, nr. 9. Det

er endvidere hensigten at foretage en tilsvarende sproglig justering af

indfødsretslovens § 4 i forbindelse med udarbejdelsen af en ny

lovbekendtgørelse efter lovens vedtagelse.

Til nr. 5

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 5 om

børns mulighed for at erhverve dansk indfødsret som bipersoner

til deres forældre foreslås ændret på 3

punkter:

- der indføres ligestilling mellem børn født i

ægteskab og børn født uden for ægteskab,

- adoptivbørn ligestilles med biologiske børn,

- der åbnes mulighed for, at børn af personer, der

erhverver dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, kan

undtages fra erhvervelsen af indfødsret.

Efter den gældende bestemmelse i

indfødsretslovens § 5 omfatter erhvervelse af dansk

indfødsret ved erklæring efter lovens §§ 3 og 4 også

den erklærendes her i riget bosatte, ugifte ægtebarn under 18

år, såfremt den pågældende har (del i)

forældremyndigheden over barnet. Det samme gælder for børn

født uden for ægteskab, hvis det er moderen, der erhverver dansk

indfødsret, men ikke hvis det er faderen. Reglen omfatter også

personer, der afgiver erklæring efter § 10 B og § 10 C.

Ifølge indfødsretslovens § 6, stk. 2, gælder

bestemmelsen også for børn, der naturaliseres som bipersoner til

deres forældre.

I overensstemmelse med de bestræbelser på at

ligestille børn født i og uden for ægteskab, der

også er kommet til udtryk i lovforslagets § 1, nr. 1,

foreslås § 5 ændret, således at et barn født

uden for ægteskab kan erhverve dansk indfødsret som biperson til

faderen, hvis barnet er ugift, under 18 år og bosat her i riget,

og faderen har (del i) forældremyndigheden over barnet.

Det foreslås endvidere, at også

adoptivbørn skal kunne erhverve dansk indfødsret som

bipersoner til deres (adoptiv)forældre. Det er en forudsætning,

at adoptionen har gyldighed efter dansk ret. Hidtil har § 5 kun omfattet

biologiske børn, og adoptivbørn har derfor været henvist

til i stedet at ansøge om (selvstændig) naturalisation, jf.

naturalisationscirkulærets § 12.

Endelig foreslås det, at der indføres en

adgang til at undtage et barn fra erhvervelsen af dansk indfødsret,

såfremt den erklærende ønsker det.

Personer, der naturaliseres, har allerede i dag efter

indfødsretslovens § 6, stk. 2, mulighed for at beslutte, at

et barn ikke skal være omfattet af naturalisationen. Derimod har

personer, der afgiver erklæring efter indfødsretslovens § 3

(unge mennesker mellem 18 og 23 år), § 4 (tidligere danske

statsborgere) samt §§ 10 B og 10 C (nordiske statsborgere) ikke mulighed

for at undtage deres børn fra erhvervelsen af dansk statsborgerskab,

hvis betingelserne i § 5 i øvrigt er opfyldt. Hvis et barn ikke

ønskes omfattet, er den pågældende derfor henvist til i

stedet at benytte den langt mere omstændelige fremgangsmåde med

at ansøge om dansk indfødsret ved naturalisation.

Denne retstilstand forekommer hverken velbegrundet eller

hensigtsmæssig, og det foreslås derfor, at der også for

personer, der erhverver dansk indfødsret ved erklæring,

indføres en adgang til at få børn undtaget fra

erhvervelsen af dansk indfødsret.

Til nr. 6

Forslaget i nr. 5 om adgangen for børn født

udenfor ægteskab og for adoptivbørn til at erhverve dansk

indfødsret som bipersoner til deres forældre, skal efter

forslaget også finde anvendelse ved naturalisation.

Den foreslåede ændring af § 6,

stk. 2, er endvidere en konsekvens af, at det efter forslaget i nr. 5 nu

kommer til at fremgå af lovens § 5, at børn kan undtages

fra erhvervelsen af dansk indfødsret.

Det bemærkes, at det i forbindelse med

naturalisation angives direkte i lovteksten til loven om indfødsrets

meddelelse, hvis ansøgerens barn ikke skal være omfattet. I

sådanne tilfælde kan undtagelsen ikke alene være et

ønske fra den pågældende ansøgers side, men kan

også skyldes, at det er konstateret, at barnet ikke opfylder

betingelserne for naturalisation. Folketingets Indfødsretsudvalg har

tilkendegivet, at et barn i sådanne tilfælde ikke kan

naturaliseres som biperson til forældrene.

Til nr. 7

Bestemmelsen foreslås ændret med henblik

på Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen om

statsborgerret.

Efter den gældende regel i § 8 kan danske

statsborgere, der er født i udlandet, og som aldrig har boet her i

riget eller opholdt sig her under forhold, der tyder på

samhørighed med Danmark, fortabe den danske indfødsret ved det

fyldte 22. år. Justitsministeriet kan dog tillade, at

indfødsretten bevares, hvis ansøgning herom indgives inden det

fyldte 22. år.

Den gældende bestemmelse åbner således

mulighed for, at en person, der ikke har andet statsborgerskab end det

danske, bliver statsløs ved det fyldte 22. år, fordi den

pågældende aldrig har opholdt sig i Danmark og ikke inden det 22.

år har indgivet ansøgning til Justitsministeriet om bevarelse af

statsborgerretten.

§ 8 er på dette punkt ikke i overensstemmelse

med Europarådskonventionen. Det foreslås på den baggrund,

at det i bestemmelsen tilføjes, at dansk indfødsret kun

fortabes, hvis den pågældende ikke herved bliver statsløs.

Herudover foreslås der ikke ændringer i reglerne om fortabelse af

dansk indfødsret.

Til nr. 8

Den nuværende bestemmelse i § 9 A blev indsat i

forbindelse med Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen af

1963, og dens ikrafttræden forudsætter, at der indgås

overenskomst med andre stater om automatisk fortabelse af statsborgerret med

henblik på begrænsning af dobbelt statsborgerskab. Sådanne

overenskomster er imidlertid ikke indgået. Således som holdningen

til dobbelt statsborgerskab har udviklet sig i de senere år, jf. herved

afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er der

heller ikke udsigt til, at det fremover vil blive aktuelt at indgå

overenskomster som omhandlet i § 9 A. Det foreslås på den

baggrund, at bestemmelsen ophæves.

Til nr. 9

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 10 (A-C)

foreslås ændret som en konsekvens af, at § 3 foreslås

ændret, og at Island nu bliver deltager i den nordiske overenskomst.

Endvidere omfatter forslaget forskellige sproglige og redaktionelle

ændringer.

I den foreslåede § 10 fastslås

det, at der i visse tilfælde gælder særlige regler for

personer, der tidligere har haft bopæl i et andet nordisk land, samt

for personer, der har statsborgerskab i et andet nordisk land. I forhold til

hvert enkelt af de nordiske lande finder reglerne i §§ 10 A 10 C

anvendelse fra det tidspunkt, hvor overenskomsten træder i kraft for

det pågældende land. Reglerne gælder allerede i dag i

forhold til Finland, Norge og Sverige, og samtlige nordiske lande skrev den

23. oktober 1998 under på Islands tiltræden af den nordiske

overenskomst.

Efter forslagets § 10 A kan bopæl i et

andet nordisk land tillægges betydning ved afgivelse af erklæring

efter indfødsretslovens §§ 3 og 4, ligesom det ved

afgørelse af spørgsmål om fortabelse af dansk

indfødsret efter lovens § 8 kan tillægges betydning, om den

pågældende har opholdt sig i et nordisk land. Bestemmelsen

foreslås som følge af lovforslagets § 1, nr. 4,

ændret for så vidt angår spørgsmålet om

erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens

§ 3. Forslaget er udformet i overensstemmelse med ordlyden af den

nordiske overenskomst.

§ 10 B

vedrører nordiske statsborgeres

mulighed for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse af

erklæring. Efter forslaget præciseres det i overensstemmelse med

den nordiske overenskomst, at det udover frihedsstraf er foranstaltninger,

der kan ligestilles med frihedsstraf, som er til hinder for, at

nordiske statsborgere kan erhverve dansk statsborgerskab ved afgivelse af

erklæring. De former for straf og andre sanktioner, der kan være

til hinder for anvendelsen af erklæringsmuligheden i § 10 B er

ubetinget frihedsstraf, forvaring efter straffelovens § 70 samt dom til

anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap, jf. straffelovens §§ 68-69. Derimod

er domme, der alene giver mulighed for anbringelse i sådanne

institutioner, ikke til hinder for afgivelse af erklæring efter

§ 10 B.

Det bemærkes, at der gennem tiden har udviklet sig

en praksis, hvorefter også betingede domme (med undtagelse af betingede

domme med udsat straffastsættelse) har været til hinder for

nordiske statsborgeres erhvervelse af dansk indfødsret ved

erklæring. Bestemmelsen bør imidlertid fremover i

overensstemmelse med ordlyden anvendes således, at kun de

ovenfor opregnede sanktioner, men ikke betingede domme, skal

være til hinder for erhvervelse af dansk indfødsret ved

erklæring efter § 10 B.

§ 10 C

giver personer, der har mistet dansk

indfødsret, og derefter vedblivende har været statsborger i et

nordisk land, mulighed for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse

af erklæring til statsamtet. Udover den ændring, der

følger af, at Island nu tiltræder den nordiske overenskomst,

indeholder forslaget alene sproglige ændringer.

Det bemærkes, at bestemmelsen i

indfødsretslovens § 5 om børns mulighed for at erhverve

dansk indfødsret sammen med forældrene også gælder

for nordiske statsborgere, der afgiver erklæring efter §§ 10 B og

10 C. Den ændring af indfødsretslovens § 5, der

fremgår af lovforslagets § 1, nr. 5, får således

også betydning for disse persongrupper.

Til nr. 10

Der er tale om konsekvensændringer som følge

af, at § 9 A foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1,

nr. 8.

Til nr. 11

Det foreslås, at der i loven indsættes en

bestemmelse om den klageadgang til Justitsministeriet, der i praksis allerede

eksisterer i dag i sager om erhvervelse af dansk indfødsret ved

erklæring. Der er således ikke tale om en ændring af

gældende ret, men kun om lovfæstelse af den hidtidige praksis

på området.

Justitsministeriet behandlede i 1997 117

erklæringssager, og antallet forventes at blive noget højere i

1998. Af disse sager er imidlertid kun ca. 5-10 % klagesager. De

øvrige sager vedrører typisk tilfælde, hvor en person har

ansøgt om naturalisation, men hvor det under Justitsministeriets

behandling af sagen inden naturalisation er sket - konstateres, at den

pågældende kan erhverve dansk indfødsret ved

erklæring. I disse tilfælde modtager Justitsministeriet normalt

selv den pågældendes erklæring og udsteder

statsborgerretsbevis.

Til nr. 12

Forslaget har til formål at ændre den

nuværende bestemmelse på to punkter.

For det første præciseres det, at

Justitsministeriet kan indhente de fornødne oplysninger til behandling

af ansøgninger om indfødsret hos andre myndigheder, men

ikke nødvendigvis myndigheder i den offentlige forvaltning,

således som det fremgår af bestemmelsen i dag. Bestemmelsen

foreslås ændret, fordi Justitsministeriet i praksis også

jævnligt har behov for at indhente oplysninger fra domstolene, dvs.

myndigheder som ikke udgør en del af den offentlige forvaltning.

For det andet foreslås det, at det tilføjes i

bestemmelsen, at Justitsministeriets adgang til at indhente oplysninger

også omhandler oplysninger om ansøgernes børn. I praksis

vil der typisk være tale om, at Justitsministeriet indhenter

oplysninger fra Kriminalregisteret om de børn mellem 15 og 18

år, som skal være omfattet af forældrenes naturalisation.

Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 6.

Bestemmelsen i indfødsretslovens § 12,

stk. 3, indebærer, at det ikke er en betingelse for, at

Justitsministeriet kan indhente de fornødne oplysninger, at

ansøgeren har givet samtykke hertil.

I praksis vil ansøgeren dog blive anmodet om ved

sin underskrift at tilkendegive sin accept af, at de fornødne

oplysninger indhentes. Denne accept er som nævnt ikke en betingelse

for, at oplysningerne kan indhentes.

Til § 2

Det foreslås, at betingelsen om dansk

indfødsret ved beskikkelse som auktionsleder i henhold til

auktionslederloven ophæves.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.2.

Til § 3

Til nr. 1

Det foreslås, at betingelsen om dansk

indfødsret ved meddelelse af autorisation i henhold til lov om

vagtvirksomhed ophæves.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.3.

Til nr. 2-5

Forslagene er en konsekvens af ændringen under nr.

1.

Det bemærkes, at lovens § 14, stk. 1, 2.

pkt., der henviser til § 3, stk. 1, nr. 7, ikke foreslås

konsekvensrettet. Dette skyldes, at § 14, stk. 1, 2. pkt., ved en

fejl ikke blev konsekvensrettet i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 936

af 27. december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om

erhvervsudøvelse m.v. (Udstedelse og fratagelse af autorisationer

m.v.). Ved denne lovændring blev den nugældende § 3,

stk. 1, nr. 6, indsat i loven, samtidig med at bestemmelserne i de

hidtidige § 3, stk. 1, nr. 6 og 7, blev ændret til § 3,

stk. 1, nr. 7 og 8. Ved i dette lovforslag at undlade at konsekvensrette

henvisningerne til § 3, stk. 1, nr. 7, i lovens § 14,

stk. 1, 2. pkt., bringes bestemmelsen i overensstemmelse med den

tilsigtede retstilstand.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

januar 1999, hvorefter der vil blive taget skridt til ratifikation af

Europarådskonventionen. Konventionen vil blive ratificeret uden

forbehold for Færøerne og Grønland.

I stk. 2 6 er nærmere angivet, hvilke

persongrupper der vil blive omfattet af de nye regler i

indfødsretsloven om adgangen for børn født uden for

ægteskab og adoptivbørn til at få dansk indfødsret,

om adgangen til at få dansk indfødsret ved erklæring samt

om fortabelse af dansk indfødsret.

Justitsministeriet har navnlig vedrørende

lovforslagets § 1, nr. 4 om ændring af indfødsretslovens

§ 3 overvejet, om der bør indsættes en overgangsregel for

de unge mennesker, der på grund af udlandsophold har været

afskåret fra at erhverve dansk indfødsret ved erklæring

efter den gældende bestemmelse i § 3, og som efter lovens

ikrafttræden vil være fyldt 23 år og derfor ikke har

mulighed for at afgive erklæring efter de nye regler.

Justitsministeriet finder det imidlertid vanskeligt

nærmere at afgrænse, hvilken persongruppe der i givet fald skulle

være omfattet af en sådan overgangsordning. Hertil kommer, at

konstateringen af, om de pågældende (evt. for flere år

siden) opfyldte de nu foreslåede betingelser, i mange tilfælde

må antages at ville frembyde store bevismæssige

vanskeligheder.

Justitsministeriet har på den baggrund afstået

fra at foreslå en overgangsordning, men kan i stedet pege på

muligheden for at indføre en særlig lempelig

naturalisationsadgang for sådanne personer, f.eks. således at den

sædvanlige ventetid på naturalisation reduceres, og at der ikke

stilles krav om løsning fra hidtidigt statsborgerskab, jf. også

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 4 af 19.

december 1997 fra Folketingets Indfødsretsudvalg (folketingsåret

1997/98, 1. samling, alm. del bilag 65).

Der er heller ikke foreslået overgangsregler

vedrørende de børn født uden for ægteskab og

adoptivbørn, som ikke bliver omfattet af de nye regler. Også

disse persongrupper vil som hidtil være henvist til at ansøge om

dansk indfødsret ved naturalisation. Justitsministeriet vil i den

forbindelse, i det omfang de pågældende ikke kan naturaliseres

efter reglerne i naturalisationscirkulæret af 3. oktober 1997,

forelægge ansøgningerne for Folketingets

Indfødsretsudvalg.

Til § 5

Lovens § 1 (ændring af indfødsretsloven)

gælder for hele riget, men træder først i kraft for

Færøerne, når den er kundgjort på

Færøerne efter de særlige regler herom.

Ændringen af auktionslederloven gælder ikke

for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning helt

eller delvis sættes i kraft for Færøerne.

Ændringen af lov om vagtvirksomhed gælder ikke

for Færøerne og Grønland, men kan helt eller delvis

sættes i kraft for disse landsdele ved kgl. anordning.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med de gældende love

1. Lov om dansk indfødsret

Gældende lov

Lovforslaget

1.

§ 1.

Dansk indfødsret erhverves ved fødslen

af:

1. ægtebarn, hvis fader eller moder er dansk,

2. barn uden for ægteskab, hvis moder er dansk.

Stk. 2.

----

1.

§ 1, stk. 1, affattes således:

»

Et barn erhverver dansk

indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er

barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet

kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget.«

2.

§ 2.

Har dansk mand og fremmed kvinde børn sammen, inden

de indgår ægteskab, erhverver børnene ved

forældrenes ægteskab dansk indfødsret, for så vidt

de er ugifte og under 18 år.

2.

§ 2 affattes således:

»

§ 2. Har et barn af en dansk far

og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved

fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved

forældrenes indgåelse af ægteskab. Det er en

forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets

indgåelse er ugift og under 18 år.«

3.

§ 2 A.

Et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved

en dansk bevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet er

adopteret af et ægtepar, hvor begge ægtefæller er danske

statsborgere, eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget

sammen med adoptivforældrene (adoptanten). Det samme gælder, hvis

barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i

henhold til adoptionslovens § 28, stk. 2.

Stk. 2.

Erhvervelse af dansk indfødsret har virkning

fra den dag, dansk bevilling udstedes, eller fra den dag, hvor den

udenlandske adoptionsafgørelse træffes.

3.

§ 2 A affattes således:

»

§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12

år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk

statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor

mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af

en ugift dansk statsborger.

Stk. 2.

Dansk indfødsret erhverves fra det tidspunkt,

hvor adoptionens retsvirkninger indtræder.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i

tilfælde, hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse,

der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28,

stk. 2.«

4.

§ 3.

Udlænding, som vedblivende har haft bopæl her i

riget fra det fyldte 16. år og derudover tidligere har boet her i

sammenlagt mindst 5 år, erhverver dansk indfødsret ved efter det

fyldte 21. år, men inden det fyldte 23. år over for Statsamtet,

Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller

Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom.

Har han ikke statsborgerret i noget land, eller godtgør han, at han

vil miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk

indfødsret, kan erklæringen afgives allerede efter det fyldte

18. år, såfremt han ved erklæringens afgivelse vedblivende

har haft sin bopæl her i riget i de sidste 5 år og derudover

tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år.

Stk. 2

. ----

4.

§ 3, stk. 1, affattes således:

»

En udlænding, som har

haft ophold her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt

mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk

indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.

år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,

Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i

Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. «

5.

§ 5.

Erhverver en person indfødsret i medfør af

§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også hans her i riget

bosatte, ugifte ægtebarn under 18 år. Dette gælder dog ikke

barn, som efter opløsning af forældrenes ægteskab eller

deres separation er undergivet den anden forældreparts

forældremyndighed.

Stk. 2.

Reglen i stk. 1,1. punktum, finder tilsvarende

anvendelse i forholdet mellem en kvinde og hendes barn uden for

ægteskab, medmindre forældremyndigheden over barnet er tillagt

dets udenlandske far.

5.

§ 5 affattes således:

»

§ 5. Erhverver en person

indfødsret ved afgivelse af erklæring i medfør af

§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også den

pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre det

udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være omfattet af

erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for et barns

erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har del i

forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18

år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en

betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.«

6.

§ 6.

----

Stk. 2.

Har den, der naturaliseres, børn, finder

reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse, medmindre andet i det enkelte

tilfælde fastsættes.

6.

§ 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Har den, der naturaliseres, børn, herunder

adoptivbørn, finder reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse.«

7.

§ 8.

Den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i

riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på

samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det

fyldte 22. år. ----

Stk. 2.

----

7.

§ 8, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»

Den, der er født i udlandet og aldrig

har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der

tyder på samhørighed med Danmark, taber sin danske

indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den

pågældende derved bliver statsløs.«

8.

§ 9 A.

Kongen kan efter overenskomst med andre stater

fastsætte, at bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal finde anvendelse.

Udtrykket aftaleland i denne paragraf omfatter den eller de stater, med

hvilke sådan overenskomst er sluttet.

Stk. 2.

En person, som ved fødslen har erhvervet

statsborgerret såvel i Danmark som i aftaleland, mister dansk

indfødsret ved opnåelsen af en i overenskomsten fastsat alder,

som ikke må være under 19 år og ikke over 22 år,

såfremt han i de sidste 5 år har haft sin faste bopæl i

vedkommende aftaleland.

Stk. 3.

Taber nogen sin indfødsret efter stk. 2,

taber også hans barn indfødsretten, hvis det har erhvervet den

gennem ham, medmindre barnet derved bliver statsløst.

Stk. 4.

Den, der har mistet dansk indfødsret i henhold

til denne paragraf og derefter vedblivende har været statsborger i

aftaleland, generhverver indfødsretten, når han efter at have

taget fast bopæl her i riget over for Statsamtet, Overpræsidiet,

Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i

Grønland afgiver skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i

§ 4, 2. punktum, og i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

8.

§ 9 A ophæves.

9.

§ 10.

Kongen kan efter overenskomst med Finland, Island, Norge og

Sverige fastsætte, at en eller flere af bestemmelserne under A-C skal

finde anvendelse. Udtrykket nordisk aftaleland i denne paragraf omfatter den

eller de stater, med hvilke sådan overenskomst er sluttet.

9.

§ 10 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 10. Efter overenskomst mellem Danmark og de øvrige

nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) gælder i visse

tilfælde særlige regler for personer, der tidligere har haft

bopæl i et andet nordisk land, eller som har statsborgerret i et andet

nordisk land, jf. herved §§ 10 A 10 C.

Stk. 2.

I forhold til hvert enkelt af de nordiske lande finder

reglerne i §§ 10 A 10 C anvendelse fra det tidspunkt, hvor

overenskomsten træder i kraft for det pågældende land.

A. Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i nordisk

aftaleland indtil det fyldte 16. år med bopæl her i riget. Den

pågældende skal dog ved erklæringens afgivelse vedblivende

have haft bopæl her i riget i de sidste 5 år.

§ 10 A.

Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i

et andet nordisk land med bopæl her i riget, dog kun i det omfang

bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud

for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte

16. år.

Stk. 2.

Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i

nordisk aftaleland indtil det fyldte 12. år med bopæl her i

riget.

Stk. 2.

Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i

et nordisk land indtil det fyldte 12. år med bopæl her i

riget.

Stk. 3.

Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i

nordisk aftaleland i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i

riget.

Stk. 3.

Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i

et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i

riget.

B. Statsborger i nordisk aftaleland som:

1. har erhvervet statsborgerret dér på anden måde

end ved naturalisation,

2. er fyldt 18 år,

3. har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og

4. ikke i løbet af denne tid er dømt til frihedsstraf,

arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller til anbringelse i en særlig

forvaringsanstalt, jf. borgerlig straffelovs § 70, stk. 1,

§ 10 B.

En statsborger i et nordisk land, som

1) har erhvervet statsborgerret dér på anden måde

end ved naturalisation,

2) er fyldt 18 år,

3) har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og

4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller

foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf,

erhverver dansk indfødsret ved over for Statsamtet,

Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller

Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom.

Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

erhverver dansk indfødsret ved over for et

statsamt, Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive

skriftlig erklæring herom. Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende

anvendelse.

C. Den, der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har

været statsborger i nordisk aftaleland, generhverver

indfødsretten, når han efter at have taget fast bopæl her

i riget over for Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på

Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland afgiver

skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende

anvendelse.

§ 10 C.

Den, der har mistet dansk indfødsret og

derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land,

generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast

bopæl her i riget over for et statsamt, Københavns

Overpræsidium, Rigsombudsmanden på Færøerne eller

Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom.

Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende anvendelse.«

10.

§ 11.

Erklæring om erhvervelse af indfødsret i

henhold til denne lovs §§ 3, 4, 9 A, stk. 4, 10 B og 10 C kan ikke

afgives ved værge eller af forældremyndighedens indehaver.

10.

I § 11 udgår »§ 9 A, stk. 4,«.

11.

§ 11.

Erklæring om erhvervelse af indfødsret i

henhold til denne lovs §§ 3, 4, 9 A, stk. 4, 10 B og 10 C kan ikke

afgives ved værge eller af forældremyndighedens indehaver.

11.

I § 11 indsættes som stk. 2:

Stk. 2.

En erklæring afgivet efter lovens §§ 3,

4, 10 B eller 10 C afvises af den myndighed, som erklæringen er fremsat

overfor, hvis myndigheden ikke finder, at betingelserne for at erhverve dansk

indfødsret ved erklæring er opfyldt. Afvisning af en

erklæring kan påklages til Justitsministeriet.«

12.

§ 12.

----

Stk. 2.

----

12.

§ 12, stk. 3, affattes således:

Stk. 3.

Justitsministeren kan hos skattemyndigheder og andre

myndigheder i den offentlige forvaltning indhente de oplysninger, også

i elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret, som er

nødvendige for at behandle ansøgningerne.

Stk. 4. ----

»

Stk. 3. Justitsministeren kan hos

skattemyndigheder og andre myndigheder indhente de oplysninger, også i

elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret og disses

børn, som er nødvendige for at behandle

ansøgningerne.«

2. Lov om auktion ved auktionsledere

Gældende lov

Lovforslaget

1.

§ 3.

Auktionsledere beskikkes af justitsministeren efter

indstilling af fogeden.

Stk. 2.

Beskikkelsen kan kun meddeles personer, der har dansk

indfødsret, er fyldt 25 år og er vederhæftige.

Stk. 3.

----

Stk. 4.

----

Stk. 5.

----

1.

I § 3, stk. 2, udgår: »har dansk indfødsret,«.

3. Lov om vagtvirksomhed

Gældende lov

Lovforslaget

1.

§ 3.

Autorisation kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er fyldt 25 år,

4) ikke er umyndig, under værgemål efter

værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

5) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

6) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved

forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og

derover,

7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve

vagtvirksomhed, jf borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, og som

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne

udøve vagtvirksomhed på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

1.

§ 3, stk. 1, nr. 1, ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

2.

§ 3 ..

Stk. 2.

Kravet i stk. 1 om dansk indfødsret og

bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i

international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

2.

I § 3, stk. 2, udgår: »dansk indfødsret og«.

3.

§ 4.

Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller

anpartsselskaber, når de er registreret i aktieselskabs-registeret og

direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4, jf. stk. 2, og

direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 5-8. ----

Stk. 2.

----

3.

I § 4, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 1-4« til: »nr. 1-3«, og »nr. 5-8 « til: »nr. 4-7«.

4.

§ 14.

----

Stk. 2.

En autorisation kan endvidere tilbagekaldes,

såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, og § 4,

stk. 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation

ikke længere er til stede. ----

Stk. 3.

----

4.

I § 14, stk. 2, 1. pkt., ændres to steder

»nr. 6« til: »nr. 5«.

5.

§ 17.

En autorisation bortfalder, når autorisationens

indehaver dør eller ophører med at opfylde betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 1-5, og § 4, stk. 1, jf. § 3,

stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 2.

----

5.

I § 17, stk. 1, ændres to steder »nr. 1-5« til: »nr. 1-4«.

Bilag 2

Den Europæiske Konvention om Statsborgerret

Præambel

Europarådets medlemsstater og andre stater, som

undertegner denne konvention,

der finder, at det er Europarådets mål at

opnå større enhed mellem dets medlemmer;

der tager hensyn til de talrige internationale

instrumenter, som vedrører statsborgerret, dobbelt statsborgerret og

statsløshed,

der anerkender, at der i anliggender vedrørende

statsborgerret bør tages hensyn til staternes såvel som til

enkeltpersoners legitime interesser;

der ønsker at fremme en progressiv udvikling af

retlige principper vedrørende statsborgerret samt anerkendelse af

disse i staternes nationale lovgivning, og som tilstræber, så

vidt det er muligt, at undgå tilfælde af statsløshed;

der ønsker at undgå diskrimination i

anliggender, der vedrører statsborgerret;

der anerkender retten til respekt for familieliv, som

fastsat i artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder;

der konstaterer, at staterne har forskelligt syn på

spørgsmålet om dobbelt statsborgerret, og som anerkender, at det

er den enkelte stats frie afgørelse, hvilke konsekvenser den i sin

nationale lovgivning drager af den omstændighed, at en statsborger

erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i et andet land;

der er enige om det ønskelige i at finde

hensigtsmæssige løsninger på konsekvenserne af dobbelt

statsborgerret og i særdeleshed, hvad angår de rettigheder og

forpligtelser, der er forbundet med dobbelt statsborgerret;

der finder det ønskeligt, at personer, som har

statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater, kun har

værnepligt i en af disse;

der finder det nødvendigt at fremme internationalt

samarbejde mellem de nationale myndigheder, som er ansvarlige for anliggender

vedrørende statsborgerret,

har indgået følgende aftale:

Kapitel 1

Generelle forhold

Artikel 1

Konventionens formål

Denne konvention fastlægger principper og regler for

fysiske personers statsborgerret samt regler vedrørende

værnepligten i tilfælde af dobbelt statsborgerret, som de

kontraherende staters nationale lovgivning skal være i overensstemmelse

med.

Artikel 2

Definitioner

I denne konvention:

a forstås ved »statsborgerret« det retlige bånd mellem en

person og en stat, mens begrebet ikke indeholder nogen angivelse af personens

etniske oprindelse;

b forstås ved »dobbelt statsborgerret« det forhold, at en person

har statsborgerret i to eller flere lande på samme tid;

c forstås ved »barn« enhver person under atten år, med

mindre myndighedsalderen opnås tidligere i henhold til den lovgivning,

der gælder vedrørende barnet;

d forstås ved »national lovgivning« alle former for bestemmelser

i det nationale retssystem, herunder forfatningen, lovgivningen,

bekendtgørelser, retspraksis, almindelige regler og procedurer

så vel som regler, der hidrører fra bindende internationale

instrumenter.

Kapitel II

Generelle principper vedrørende

statsborgerret

Artikel 3

Statens kompetence

1 Enhver stat fastsætter ifølge sin egen lovgivning, hvem

der er dens statsborgere.

2 Denne lovgivning skal anerkendes af andre stater, for så vidt

den er i overensstemmelse med gældende internationale konventioner, de

almindelige folkeretlige regler samt almindeligt anerkendte retsprincippper

vedrørende statsborgerret.

Artikel 4

Principper

Enhver kontraherende stats regler om statsborgerret skal

baseres på følgende principper:

a enhver har ret til at besidde statsborgerret;

b statsløshed skal undgås;

c ingen kan fratages sin statsborgerret på et vilkårligt

grundlag;

d hverken indgåelse eller opløsning af ægteskab

mellem en statsborger i en kontraherende stat og en udlænding, eller

den omstændighed, at den ene af ægtefællerne erhverver

statsborgerret i et andet land under ægteskabet, har automatisk

betydning for den anden ægtefælles statsborgerret.

Artikel 5

Ikke-diskrimination

1 En kontraherende stats regler vedrørende statsborgerret

må ikke indeholde forskelle eller omfatte praksis, der indebærer,

at der finder forskelsbehandling sted på grund af køn, religion,

race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.

2 Enhver kontraherende stat skal følge princippet om ikke at

forskelsbehandle sine statsborgere, uanset om de har erhvervet

indfødsret ved fødslen eller efterfølgende.

Kapitel III

Regler vedrørende statsborgerret

Artikel 6

Erhvervelse af indfødsret

1 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning

erhverver følgende personer ex lege indfødsret:

a Børn født af forældre, hvoraf den ene på

tidspunktet for barnets fødsel er i besiddelse af statsborgerret i den

kontraherende stat, medmindre andet følger af landets nationale

lovgivning vedrørende børn født i udlandet. For så

vidt angår børn, hvis forældreforhold er fastslået

ved anerkendelse, retsafgørelse eller lignende, kan en kontraherende

stat bestemme, at barnet erhverver indfødsret som fastlagt i den

nationale lovgivning;

b hittebørn, som bliver fundet på den

pågældende stats område, og som ellers ville være

statsløse.

2 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning

erhverves indfødsret af børn, der er født på den

pågældende stats område, og som ikke ved fødslen

erhverver indfødsret i en anden stat. Indfødsretten

erhverves:

a ved fødslen ex lege; eller

b efterfølgende af børn, som er statsløse, efter

ansøgning til den rette myndighed fra eller på vegne af det

pågældende barn efter de i den kontraherende stats nationale

lovgivning foreskrevne regler. Det kan bestemmes, at ansøgning kun kan

indgives af personer, der har haft lovligt og fast ophold i det

pågældende land i en periode på højst fem år

umiddelbart forud for indgivelse af ansøgningen.

3 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning skal

der gives mulighed for naturalisation af personer med lovligt og fast ophold

i det pågældende land. Ifølge de af den kontraherende stat

opstillede betingelser for naturalisation, kan der højst kræves

fast ophold i en periode på ti år, før en ansøgning

kan indgives.

4 Enhver kontraherende stat skal i sin nationale lovgivning lette

erhvervelsen af indfødsret for følgende personer:

a personer, der er gift med en af landets statsborgere;

b børn af forældre, hvoraf den ene er i besiddelse af

statsborgerret i landet, idet de er omfattet af den i artikel 6, stk. 1,

litra a fastsatte undtagelse;

c børn af forældre, hvoraf den ene erhverver eller har

erhvervet statsborgerret i landet;

d adoptivbørn, hvor adoptanten er i besiddelse af statsborgerret

i landet;

e personer, som er født på det pågældende

lands område og har lovligt og fast ophold der;

f personer, som i en periode inden det fyldte 18. år har haft

lovligt og fast ophold i det pågældende land, idet varigheden af

den pågældendes faste ophold i landet bestemmes ifølge den

pågældende kontraherende stats nationale lovgivning;

g statsløse personer og anerkendte flygtninge med lovligt og

fast ophold i landet.

Artikel 7

Fortabelse af statsborgerret ex lege eller på

foranledning af en kontraherende stat

1 Enhver kontraherende stats nationale lovgivning må ikke

indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerret ex lege eller

på foranledning af den kontraherende stat, bortset fra følgende

tilfælde:

a frivillig erhvervelse af fremmed statsborgerret;

b erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat gennem

bedragerisk handlemåde, urigtige oplysninger eller fortielse af

relevante forhold fra ansøgerens side;

c frivillig fremmed militærtjeneste;

d handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende

stats vitale interesser;

e et manglende reelt tilknytningsforhold mellem den kontraherende stat

og en statsborger med fast bopæl i udlandet;

f hvor det fastslås i løbet af et barns

mindreårighed, at de i landets nationale lovgivning fastsatte

betingelser, som førte til barnets ex lege erhvervelse af

statsborgerret i den kontraherende stat, ikke længere er opfyldt;

g adoption af et barn, hvis barnet erhverver eller er i besiddelse af

den ene eller begge adoptivforældrenes fremmede

statsborgerret.

2 En kontraherende stats nationale lovgivning kan indeholde

bestemmelser om, at børn, hvis forældre fortaber deres

statsborgerret i det pågældende land, ligeledes fortaber denne

statsborgerret, bortset fra de af stk. 1, litra c og d omfattede

tilfælde. Børn fortaber imidlertid ikke statsborgerretten, hvis

den ene af deres forældre fortsat besidder den.

3 En kontraherende stats nationale lovgivning må ikke indeholde

bestemmelser om, at statsborgerretten fortabes i medfør af denne

artikels stk. 1 og 2, hvis den pågældende person derved

ville blive statsløs, dog med undtagelse af de i stk. 1, litra b

omtalte tilfælde.

Artikel 8

Fortabelse af statsborgerret på personens egen

foranledning

1 Enhver kontraherende stat skal tillade, at en person kan løses

fra sin statsborgerret, dog på betingelse af, at den

pågældende ikke derved bliver statsløs.

2 En kontraherende stat kan imidlertid i sin nationale lovgivning

bestemme, at alene statsborgere, som har deres faste bopæl i et andet

land, kan give afkald på deres statsborgerret.

Artikel 9

Generhvervelse af statsborgerret

Enhver kontraherende stat skal i de tilfælde og

på de betingelser, som er fastsat i landets nationale lovgivning, lette

generhvervelsen af statsborgerret i landet for landets tidligere

statsborgere, som har lovligt og fast ophold i landet.

Kapitel IV

Procedurer vedrørende statsborgerret

Artikel 10

Behandling af ansøgninger

Enhver kontraherende stat skal sikre, at

ansøgninger om erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse

eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet

behandles inden for en rimelig tidsfrist.

Artikel 11

Afgørelser

Enhver kontraherende stat skal sikre, at

afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse,

generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af

statsborgerret i landet, indeholder skriftlige begrundelser.

Artikel 12

Ret til fornyet prøvelse

Enhver kontraherende stat skal sikre, at

afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse,

generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af

statsborgerret i landet, kan gøres til genstand for fornyet

administrativ eller retslig prøvelse i overensstemmelse med landets

nationale lovgivning.

Artikel 13

Gebyrer

1 Enhver kontraherende stat skal sikre, at gebyret for erhvervelse,

bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for

erhvervelse af statsborgerret i landet er rimeligt.

2 Enhver kontraherende stat skal sikre, at størrelsen af gebyret

for en fornyet administrativ eller retslig prøvelse ikke udgør

en hindring for ansøgerne.

Kapitel V

Dobbelt statsborgerret

Artikel 14

Tilfælde af dobbelt statsborgerret ex

lege

1 En kontraherende stat skal tillade:

a at børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet

statsborgerret i forskellige lande, bevarer denne.

b sine statsborgere at være i besiddelse af fremmed

statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk ved

ægteskab.

2 Bevarelsen af den i stk. 1 omtalte statsborgerret i forskellige

lande sker med forbehold for de relevante bestemmelser i denne konventions

artikel 7.

Artikel 15

Andre mulige tilfælde af dobbelt

statsborgerret

Denne konventions bestemmelser begrænser ikke en

kontraherende stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme

hvorvidt:

a statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i

en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret i den

kontraherende stat;

b erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald

på eller fortabelse af fremmed statsborgerret.

Artikel 16

Bevarelse af tidligere statsborgerret

En kontraherende stat må ikke gøre en persons

erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende

giver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt

afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan

påkræves.

Artikel 17

Rettigheder og forpligtelser i forbindelse med dobbelt

statsborgerret

1 Statsborgere, som bor i en kontraherende stat, og som har fremmed

statsborgerret, skal i den kontraherende stat, have samme rettigheder og

forpligtelser, som statens øvrige statsborgere.

2 Bestemmelserne i dette kapitel vedrører ikke:

a folkerettens regler vedrørende diplomatisk eller

konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat yder en af sine

statsborgere, der samtidigt har fremmed statsborgerret;

b de kontraherende staters anvendelse af internationale privatretlige

regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.

Kapitel VI

Statssuccession og statsborgerret

Artikel 18

Principper

1 I spørgsmål om statsborgerret i tilfælde af

statssuccession skal enhver berørt kontraherende stat respektere

principperne for en retsstat, reglerne vedrørende

menneskerettighederne og de principper, der er indeholdt i denne konventions

artikel 4 og 5 samt i denne artikels stk. 2, i særdeleshed med

henblik på at undgå tilfælde af statsløshed.

2 Ved afgørelsen af, om statsborgerret kan tillægges eller

bevares i tilfælde af statssuccession skal enhver berørt

kontraherende stat navnlig lægge vægt på nedenstående

forhold:

a et virkeligt og faktisk eksisterende tilknytningsforhold mellem den

pågældende person og staten;

b den omstændighed, at den pågældende person har fast

bopæl i staten på tidspunktet for statssuccessionen;

c den pågældende persons eget udtrykkelige

ønske;

d den pågældende persons geografiske oprindelse.

3 Såfremt erhvervelsen af statsborgerret er betinget af

fortabelse af fremmed statsborgerret, finder bestemmelserne i denne

konventions artikel 16 anvendelse.

Artikel 19

Afgørelse i henhold til international aftale

I tilfælde af statssuccession skal de berørte

kontraherende stater søge at regulere spørgsmål

vedrørende statsborgerret ved indbyrdes aftale samt i påkommende

tilfælde under inddragelse af deres relationer til andre berørte

stater. Sådanne aftaler skal respektere de principper og regler, der er

indeholdt, eller hvortil der henvises, i dette kapitel.

Artikel 20

Principper vedrørende ikke- statsborgere

1 Enhver kontraherende stat skal respektere følgende

principper:

a statsborgere i en forgængerstat med fast bopæl i det

område, over hvilket suveræniteten er overgået til en

successorstat, og som ikke har erhvervet statsborgerret i denne, er

berettigede til at forblive i denne stat;

b de i litra a omhandlede personer skal behandles på lige fod med

successorstatens egne statsborgere for så vidt angår sociale og

økonomiske rettigheder.

2 Enhver kontraherende stat kan udelukke de i stk. 1 omhandlede

personer fra ansættelse i offentlig tjeneste, som indebærer

myndighedsudøvelse.

Kapitel VII

Værnepligt i tilfælde af dobbelt

statsborgerret

Artikel 21

Opfyldelse af værnepligten

1 Personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende stater

skal kun gøre militærtjeneste i en af disse.

2 Anvendelsen af stk. 1 kan fastlægges ved særlig

aftale mellem de kontraherende stater.

3 Medmindre andet er eller senere måtte blive bestemt ved

særlig aftale, gælder følgende bestemmelser for personer

med statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater:

a Enhver sådan person skal opfylde sine militære

forpligtelser over for den kontraherende stat, hvor han har sin faste

bopæl. Dog kan han inden det fyldte 19. år vælge at

gøre militærtjeneste som frivillig i en anden kontraherende

stat, hvor han ligeledes har statsborgerret, forudsat at den samlede og

effektive tjenestetid mindst har et omfang svarende til den aktive

militære tjenestetid, der gælder i den førstnævnte

kontraherende stat;

b En person, som har fast bopæl i en kontraherende stat, hvor han

ikke har statsborgerret, eller i et land, som ikke er en kontraherende stat,

kan vælge at gøre militærtjeneste i en hvilken som helst

kontraherende stat, hvor han har statsborgerret;

c En person, som i overensstemmelse med de i litra a og b fastsatte

regler opfylder sin værnepligt i en kontraherende stat i

overensstemmelse med denne stats lovgivning, anses for at have opfyldt sine

militære forpligtelser over for enhver af de kontraherende stater, hvor

han ligeledes har statsborgerret;

d En person, som før denne konventions ikrafttræden mellem

de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, har opfyldt sine

militære forpligtelser over for en af disse i overensstemmelse med den

pågældende stats lovgivning, anses for at have opfyldt de samme

forpligtelser over for enhver anden af de kontraherende stater, hvor han

ligeledes har statsborgerret;

e En person, som i overensstemmelse med litra a har gjort aktiv

militærtjeneste i den ene af de kontraherende stater, hvor han har

statsborgerret, og som senere flytter sin faste bopæl til den anden af

de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, skal kun gøre

militærtjeneste i reserven i sidstnævnte stat;

f Anvendelsen af denne artikel virker ikke på nogen måde

præjudicerende for de pågældende personers

statsborgerret;

g I tilfælde af, at en kontraherende stat mobiliserer, har de i

denne artikel indeholdte forpligtelser ikke bindende virkning for den

pågældende stat.

Artikel 22

Fritagelse for værnepligt eller alternativ civil

tjeneste

Medmindre andet er eller måtte blive bestemt ved

særskilt aftale, finder følgende bestemmelser anvendelse

på personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende

stater:

a Denne konventions artikel 21, stk. 3 litra c finder anvendelse

på personer, som er fritaget for militærtjeneste eller har gjort

civil tjeneste som et alternativ;

b En person, som har statsborgerret i en kontraherende stat, som ikke

har tvungen værnepligt, anses for at have opfyldt sine militære

forpligtelser, når han har fast bopæl i den

pågældende stat. Derimod anses han ikke for at have opfyldt sine

militære forpligtelser over for en kontraherende stat, hvor han

ligeledes har statsborgerret, og hvor der er tvungen værnepligt,

medmindre den faste bopæl har været opretholdt indtil en bestemt

alder, som de pågældende kontraherende stater skal give

meddelelse om på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af

deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;

c Ligeledes anses en person, der har statsborgerret i en kontraherende

stat, som ikke har tvungen værnepligt, for at have opfyldt sine

militære forpligtelser, når han har gjort militærtjeneste

som frivillig i en samlet effektiv periode, der mindst svarer til omfanget af

den aktive militærtjeneste, der gælder i den stat, hvor han

ligeledes har statsborgerret, uanset hvor han har sin faste

bopæl.

Kapitel VIII

Samarbejde mellem de kontraherende stater

Artikel 23

Samarbejde mellem de kontraherende stater

1 Med henblik på at lette samarbejdet mellem de kontraherende

stater, skal deres kompetente myndigheder:

a give Europarådets generalsekretær oplysninger om deres

nationale lovgivning vedrørende statsborgerret, herunder

tilfælde af statsløshed og dobbelt statsborgerret, og om

udviklinger, der måtte vedrøre anvendelsen af denne

konvention;

b på anmodning give hinanden oplysninger om deres nationale

lovgivning vedrørende statsborgerret og om udviklinger, der

måtte vedrøre anvendelsen af denne konvention.

2 De kontraherende stater skal samarbejde indbyrdes og med

Europarådets øvrige medlemsstater inden for rammerne af det

kompetente mellemstatslige organ under Europarådet med henblik på

at behandle alle relevante problemer og fremme en progressiv udvikling af

retsprincipper og praksis vedrørende statsborgerret og dermed

beslægtede spørgsmål.

Artikel 24

Udveksling af oplysninger

Enhver kontraherende stat kan til enhver tid med forbehold

af den gældende registerlovgivning erklære, at den vil informere

en anden kontraherende stat, der har afgivet samme erklæring, om at

statsborgere i denne anden stat frivilligt har erhvervet statsborgerret i den

pågældende stat. I en sådan erklæring kan det

tilkendegives, under hvilke betingelser den kontraherende stat vil afgive de

pågældende oplysninger. Erklæringen kan til enhver tid

tilbagekaldes.

Kapitel IX

Konventionens anvendelse

Artikel 25

Erklæringer vedrørende konventionens

anvendelse

1 Enhver stat kan på undertegnelsestidspunktet eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument erklære, at den agter at undtage kapitel

VII fra konventionens anvendelsesområde.

2 Bestemmelserne i kapitel VII finder kun anvendelse i forholdet mellem

de kontraherende stater, for hvem kapitel VII er gældende.

3 Enhver kontraherende stat kan efterfølgende meddele

Europarådets generalsekretær, at den agter at lade bestemmelserne

i kapitel VII finde anvendelse, som var blevet undtaget på

undertegnelsestidspunktet eller i statens ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument. Denne meddelelse får virkning fra

modtagelsesdatoen.

Artikel 26

Virkningen af denne konvention

1 Bestemmelserne i denne konvention er uden præjudice for

bestemmelserne i national lovgivning eller bindende internationale

instrumenter, som allerede er trådt i kraft eller senere måtte

træde i kraft, ifølge hvilke enkeltpersoner har eller ville

få en bedre retsstilling på området vedrørende

statsborgerret.

2 Denne konvention er uden præjudice for anvendelsen af:

a Konventionen af 1963 om begrænsning af tilfælde af

dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt

statsborgerret og dennes protokoller;

b andre bindende internationale instrumenter for så vidt disse er

i overensstemmelse med denne konvention,

i forholdet mellem de kontraherende stater, der er

forpligtet af disse instrumenter.

Kapitel X

Afsluttende bestemmelser

Artikel 27

Undertegnelse og ikrafttræden

1 Denne konvention skal være åben for undertegnelse af

Europarådets medlemsstater samt ikke- medlemsstater, som har deltaget i

udarbejdelsen af den. Disse stater kan give deres samtykke til at være

bundet:

a ved undertegnelse uden forbehold af ratifikation eller godkendelse,

eller

b ved undertegnelse under forbehold af ratifikation eller godkendelse

efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.

Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal

deponeres hos Europarådets generalsekretær.

2 Denne konvention træder i kraft for alle stater, der har givet

deres samtykke til at blive bundet af konventionen, den første dag i

den måned, der følger efter udløbet af en periode

på tre måneder efter den dato, hvor tre af Europarådets

medlemsstater har givet deres samtykke til at være bundet af denne

konvention i overensstemmelse med de i foregående stykke indeholdte

bestemmelser.

3 For så vidt angår enhver stat, som senere giver sit

samtykke til at være bundet af konventionen, træder denne i kraft

den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor

den pågældende stat har undertegnet eller deponeret sit

ratifikations- eller godkendelsesinstrument.

Artikel 28

Tiltrædelse

1 Efter at denne konvention er trådt i kraft, kan

Europarådets Ministerkomité opfordre enhver stat, som ikke er

medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af den,

til at tiltræde konventionen.

2 For så vidt angår enhver stat, som tiltræder denne

konvention, træder den i kraft den første dag i den måned,

der følger efter udløbet af en periode på tre

måneder efter den dato, hvor den pågældende stat har

deponeret sit tiltrædelsesinstrument hos Europarådets

generalsekretær.

Artikel 29

Forbehold

1 Der kan ikke tages forbehold for så vidt angår

bestemmelserne indeholdt i denne konventions kapitel I, II og VI. Enhver stat

kan på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af sit

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument tage et

eller flere forbehold over for konventionens øvrige bestemmelser, for

så vidt disse forbehold er i overensstemmelse med konventionens

formål og hensigt.

2 Enhver stat, som tager et eller flere forbehold, skal underrette

Europarådets generalsekretær om det relevante indhold af landets

nationale lovgivning eller om andre relevante forhold.

3 En stat, som har taget et eller flere forbehold i overensstemmelse

med stk. 1, skal overveje at tilbagekalde disse helt eller delvis,

så snart omstændighederne tillader det. En sådan

tilbagekaldelse foretages ved en meddelelse til Europarådets

generalsekretær og får virkning fra modtagelsesdatoen.

4 Enhver stat, som udvider denne konventions anvendelse til et

territorialt område, der er omtalt i den i artikel 30 stk. 2

nævnte erklæring, kan for så vidt angår det

pågældende område tage et eller flere forbehold i

overensstemmelse med bestemmelserne i de foregående stykker.

5 En kontraherende stat, som har taget forbehold over for en hvilken

som helst af de i konventionens kapitel VII fastsatte bestemmelser, kan ikke

kræve, at disse bestemmelser anvendes af en anden kontraherende stat,

undtagen i den udstrækning, hvori den selv har accepteret

dem.

Artikel 30

Territorialt anvendelsesområde

1 Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller

hvilke områder denne konvention skal finde anvendelse.

2 Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til

Europarådets generalsekretær udvide denne konventions anvendelse

til ethvert andet område, som er angivet i erklæringen, og for

hvis internationale relationer den pågældende stat er ansvarlig,

eller på hvis vegne den er bemyndiget til at påtage sig

forpligtelser. For så vidt angår et sådant område

træder konventionen i kraft den første dag i den måned,

der følger efter udløbet af en periode på tre

måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en

sådan erklæring.

3 Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to

foregående stykker kan, for så vidt angår ethvert

område, der er anført i erklæringen, tilbagekaldes ved en

meddelelse til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen træder i kraft

den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for

generalsekretærens modtagelse af en sådan meddelelse.

Artikel 31

Opsigelse

1 Enhver kontraherende stat kan på ethvert tidspunkt opsige hele

konventionen eller blot kapitel VII ved en meddelelse til Europarådets

generalsekretær.

2 En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i

den måned, der følger efter udløbet af en periode

på tre måneder efter datoen for generalsekretærens

modtagelse af meddelelsen.

Artikel 32

Meddelelser fra generalsekretæren

Europarådets generalsekretær skal underrette

Europarådets medlemsstater, enhver signatarstat, enhver kontraherende

stat og enhver anden stat, som har tiltrådt denne konvention

om:

a undertegnelser;

b deponering af ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrumenter;

c datoer for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse

med konventionens artikel 27 og 28;

d ethvert forbehold og enhver tilbagekaldelse af forbehold i

medfør af bestemmelserne i konventionens artikel 29;

e enhver meddelelse eller erklæring afgivet i medfør af

bestemmelserne i denne konventions artikel 23, 24, 25, 27, 28, 29, 30 og

31;

f enhver anden handling, meddelelse eller underretning

vedrørende denne konvention.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede

befuldmægtigede undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg, den 6. november 1997,

på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i

et enkelt eksemplar, som deponeres i Europarådets arkiver.

Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede

genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de

ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention,

samt til de stater, som er blevet opfordret til at tiltræde den.

Lignende dokumenter