Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. oktober 1998 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om dansk
indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om
vagtvirksomhed
(Ratifikation af Europarådskonventionen af 6.
november 1997 om statsborgerret og ophævelse af krav om dansk
indfødsret m.v.)
§ 1
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af
14. september 1995, som ændret ved lov nr. 233 af 2. april 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 1, affattes således:
»
Et barn erhverver dansk
indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er
barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet
kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget.«
2.
§ 2 affattes således:
»
§ 2. Har et barn af en dansk far
og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved
fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved
forældrenes indgåelse af ægteskab. Det er en
forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets
indgåelse er ugift og under 18 år.«
Læs alt
3.
§ 2 A affattes således:
»
§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12
år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk
statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor
mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af
en ugift dansk statsborger.
Stk. 2.
Dansk indfødsret erhverves fra det tidspunkt,
hvor adoptionens retsvirkninger indtræder.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i
tilfælde, hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse,
der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28,
stk. 2.«
4.
§ 3, stk. 1, affattes således:
»
En udlænding, som har
haft ophold her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt
mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk
indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.
år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,
Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i
Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. «
5.
§ 5 affattes således:
»
§ 5. Erhverver en person
indfødsret ved afgivelse af erklæring i medfør af
§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også den
pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre det
udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være omfattet af
erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for et barns
erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har del i
forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18
år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en
betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.«
6.
§ 6, stk. 2, affattes således:
»
Stk. 2. Har den, der
naturaliseres, børn, herunder adoptivbørn, finder reglerne i
§ 5 tilsvarende anvendelse.«
7.
§ 8, stk. 1, 1. pkt., affattes
således:
»
Den, der er født i
udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her
under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin
danske indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den
pågældende derved bliver statsløs.«
8.
§ 9 A ophæves.
9.
§ 10 ophæves, og i stedet indsættes:
»
§ 10. Efter overenskomst mellem
Danmark og de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og
Sverige) gælder i visse tilfælde særlige regler for
personer, der tidligere har haft bopæl i et andet nordisk land, eller
som har statsborgerret i et andet nordisk land, jf. herved §§ 10 A 10
C.
Stk. 2.
I forhold til hvert enkelt af de nordiske lande finder
reglerne i §§ 10 A 10 C anvendelse fra det tidspunkt, hvor
overenskomsten træder i kraft for det pågældende land.
§ 10 A.
Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i
et andet nordisk land med bopæl her i riget, dog kun i det omfang
bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud
for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte
16. år.
Stk. 2.
Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i
et nordisk land indtil det fyldte 12. år med bopæl her i
riget.
Stk. 3.
Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i
et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i
riget.
§ 10 B.
En statsborger i et nordisk land, som
1) har erhvervet statsborgerret dér på anden måde
end ved naturalisation,
2) er fyldt 18 år,
3) har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og
4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller
foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf,
erhverver dansk indfødsret ved over for et
statsamt, Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på
Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive
skriftlig erklæring herom. Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende
anvendelse.
§ 10 C.
Den, der har mistet dansk indfødsret og
derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land,
generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast
bopæl her i riget over for et statsamt, Københavns
Overpræsidium, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom.
Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende anvendelse. «
10.
I § 11 udgår »§ 9 A, stk. 4,«.
11.
I § 11 indsættes som stk. 2:
»
Stk. 2. En erklæring afgivet
efter lovens §§ 3, 4, 10 B eller 10 C afvises af den myndighed, som
erklæringen er fremsat overfor, hvis myndigheden ikke finder, at
betingelserne for at erhverve dansk indfødsret ved erklæring er
opfyldt. Afvisning af en erklæring kan påklages til
Justitsministeriet.«
12.
§ 12, stk. 3, affattes således:
»
Stk. 3. Justitsministeren kan hos
skattemyndigheder og andre myndigheder indhente de oplysninger, også i
elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret og disses
børn, som er nødvendige for at behandle
ansøgningerne.«
§ 2
I lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 191 af 9. april 1986, som ændret ved lov
nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:
I § 3, stk. 2, udgår: »har dansk indfødsret,«.
§ 3
I lov nr. 266 af 22. maj 1986 om vagtvirksomhed, som senest ændret
ved lov nr. 389 af 14. juni 1995, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 3, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.
2.
I § 3, stk. 2, udgår: »dansk indfødsret og«.
3.
I § 4, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 1-4« til: »nr. 1-3«, og »nr. 5-8 « til: »nr. 4-7«.
4.
I § 14, stk. 2, 1. pkt., ændres to steder
»nr. 6« til: »nr. 5«.
5.
I § 17, stk. 1, ændres to steder »nr. 1-5« til: »nr. 1-4«.
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 1999.
Stk. 2.
§ 1, nr. 1, har virkning for børn, der
fødes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3.
§ 1, nr. 3, har virkning for børn, der
adopteres med virkning fra lovens ikrafttræden eller derefter.
Stk. 4.
§ 1, nr. 4, har virkning for personer, som fylder
18 år efter lovens ikrafttræden.
Stk. 5.
§ 1, nr. 5, har virkning for børn af
personer, der erhverver dansk indfødsret efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 6.
§ 1, nr. 7, har virkning for personer, der fylder
22 år efter lovens ikrafttræden.
§ 5
Stk. 1.
§ 2 gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 2.
§ 3 gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at gennemføre
Europarådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret i dansk
ret. Konventionen træder i kraft, når den er ratificeret af 3 af
Europarådets medlemsstater. Konventionen, der indtil videre er
ratificeret af Slovakiet og Østrig, er optrykt som bilag 2 til dette
lovforslag i dansk oversættelse.
Ved vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget sit
samtykke til, at Danmark ratificerer konventionen.
Efter færdigforhandlingen af den nye
Europarådskonvention har Justitsministeriet foretaget en gennemgang af
konventionen sammenholdt med gældende dansk ret. Denne gennemgang har
vist, at en dansk ratifikation af konventionen forudsætter visse
ændringer i den gældende lovgivning.
Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af disse
overvejelser, men indeholder også andre forslag til ændringer af
indfødsretsloven. Disse forslag omfatter udover
konsekvensændringer og sproglige ændringer bl.a. forslag til en
ændring af lovens § 3 om adgangen til at opnå dansk
indfødsret for unge mennesker, der er født eller opvokset her i
landet, forslag om ligestilling af adoptivbørn med biologiske
børn i statsborgerretlig henseende samt en tilsvarende ligestilling
mellem børn født henholdsvis i og uden for ægteskab.
Endvidere foreslås ændringer af lov om
offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed, således
at der ikke længere stilles krav om dansk indfødsret som
betingelse for beskikkelse som auktionsleder eller for opnåelse af
autorisation til at udøve vagtvirksomhed.
2. Europarådskonventionen af 6. november 1997 om
statsborgerret
2.1. Europarådskonventionen som en del af international ret
Europarådskonventionen samler, supplerer og udbygger
de internationale konventioner om statsborgerret, der allerede eksisterer, og
har bl.a. til formål at fastsætte visse internationale principper
og standarder på området.
På statsborgerretsområdet har Danmark
tiltrådt følgende konventioner m.v.:
- De Forenede Nationers konvention af 20. februar 1957 om gifte
kvinders statsborgerret,
- De Forenede Nationers konvention af 30. august 1961 om
begrænsning af statsløshed,
- Europarådskonventionen af 6. maj 1963 om begrænsning af
tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med
dobbelt statsborgerret,
- Nordisk overenskomst af 15. januar 1969 om gennemførelse af
visse bestemmelser om statsborgerret.
2.2. Europarådskonventionens formål
Konventionen er den første internationale tekst,
der indeholder principper og regler, som berører alle aspekter af
statsborgerretten. Konventionen fastslår bl.a. som nogle af sine
afgørende principper, at statsløshed skal undgås, og at
ingen vilkårligt skal kunne fratages sin nationalitet. Endvidere
fastslår konventionen i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at de nationale regler om statsborgerret ikke
må indebære, at der finder forskelsbehandling sted på grund
af køn, religion, race, hudfarve samt national eller etnisk
oprindelse.
Endvidere fastslår konventionen som noget nyt i
international ret principper for løsning af
statsborgerretsspørgsmål i forbindelse med statssuccession. Som
sådan har konventionsteksten været et vigtigt redskab for de
mange nye Øst- og Centraleuropæiske stater, der i de senere
år som nye Europarådslande har skullet gennemføre ny
lovgivning på statsborgerretsområdet.
Konventionen accepterer medlemsstaternes forskellige syn
på spørgsmålet om dobbelt statsborgerret. Konventionen
anerkender således, at det er den enkelte stats frie afgørelse,
hvilke konsekvenser den pågældende stat i sin nationale
lovgivning drager af den omstændighed, at dens statsborgere erhverver
eller er i besiddelse af statsborgerret i et andet land. I den forbindelse er
medlemsstaterne enige om det ønskelige i at finde
hensigtsmæssige løsninger på konsekvenserne af dobbelt
statsborgerret, i særdeleshed med hensyn til de rettigheder og
forpligtelser over for flere stater, der er forbundet med besiddelsen af
dobbelt statsborgerret. Endvidere finder medlemsstaterne det
ønskeligt, at personer, som har statsborgerret i to eller flere af de
kontraherende stater, kun har værnepligt i en af disse, og det findes
endvidere nødvendigt at fremme internationalt samarbejde mellem de
nationale myndigheder, som er ansvarlige for anliggender vedrørende
statsborgerret.
2.3. Den nye konventions forhold til Europarådskonventionen af 6.
maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og
værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret
Den 29. august 1972 ratificerede Danmark
Europarådskonventionen af 6. maj 1963 om begrænsning af
tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med
dobbelt statsborgerret.
Denne konvention forpligter Danmark til overfor de
medkontraherende stater at undgå dobbelt statsborgerret i visse
tilfælde.
Intentionerne i Europarådskonventionen af 1963 om
så vidt muligt at undgå dobbelt statsborgerskab er udtryk for den
opfattelse, der på tidspunktet for konventionens tilblivelse herskede i
de fleste vesteuropæiske lande.
Konventionen, der foruden af Danmark er ratificeret af
Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Sverige, Tyskland og
Østrig, anerkender dog eksistensen af dobbelt statsborgerskab,
når f.eks. en anden nationalitet erhverves automatisk efter det andet
lands lovgivning.
Af de nævnte 9 medlemmer af 1963-konventionen har
Italien ved ændringer i den nationale lovgivning forladt princippet om
begrænsning af dobbelt statsborgerskab i relation til
ikke-medkontraherende stater.
Udviklingen og holdningerne i Europa til
spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab har ændret sig op
gennem 1970´erne og 80´erne. I Europa findes i dag et stigende antal personer
med dobbelt statsborgerskab. Det hænger bl.a. sammen med den
større bevægelighed og immigration mellem landene, der i
højere grad end tidligere giver sig udslag i »sammenstød« mellem
forskellige nationale lovgivninger. Hertil kommer, at den statsborgerretlige
lovgivning generelt er ændret henimod en større ligestilling
mellem mænd og kvinder. Børn, der fødes i
ægteskaber mellem personer af forskellig nationalitet, vil
således i dag som udgangspunkt være født som dobbelte
statsborgere. Endvidere har udviklingen på flygtningeområdet i de
senere år især i de vesteuropæiske lande betydet, at et
stigende antal personer har fået et nyt statsborgerskab, uden at der er
stillet krav om løsning fra det oprindelige statsborgerskab.
Det var blandt andet i erkendelse af denne udvikling, at
arbejdet med en ny konvention blev sat i værk i Europarådets
regi. Efter konventionen skal dobbelt statsborgerskab accepteres i
tilfælde, hvor statsborgerretten erhverves automatisk ved fødsel
eller ægteskab. Det følger også af konventionen, at en
stat ikke må gøre meddelelse af statsborgerskab betinget af
afkald på det hidtidige statsborgerskab, hvis et sådant afkald
ikke er muligt eller ikke med rimelighed kan kræves. Konventionen
lægger endvidere op til, at staterne i en række tilfælde i
videre omfang end hidtil kan tillade dobbelt statsborgerskab.
I Danmark stilles der ved naturalisation som udgangspunkt
krav om løsning fra det hidtidige statsborgerskab. Kravet om
løsning stilles dog ikke over for personer med flygtningestatus her i
landet. Endvidere stilles der ikke løsningskrav, hvis det efter det
oplyste om indholdet af det pågældende lands lovgivning eller i
praksis må anses for udelukket, at landets statsborgere vil kunne
opnå løsning.
En tilsvarende praksis følges i de øvrige
nordiske lande med undtagelse af Island, jf. nærmere afsnit 4 nedenfor.
Generelt er der imidlertid i såvel Vesteuropa som Øst- og
Centraleuropa en tendens til i højere grad at acceptere dobbelt
statsborgerskab.
Folketinget kan under den nye konvention videreføre
den hidtil førte praksis vedrørende dobbelt statsborgerret. De
bestemmelser i konventionens kapitel V, der pålægger de enkelte
kontraherende stater i visse tilfælde at acceptere dobbelt
statsborgerret, bliver i dag allerede accepteret i den gældende danske
lovgivning og praksis. Det drejer sig om:
- børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet
statsborgerret i forskellige lande (artikel 14),
- automatisk erhvervelse af fremmed statsborgerret ved ægteskab
(artikel 14), og
- tilfælde, hvor afkald på hidtidig statsborgerret ikke er
mulig eller ikke kan kræves (artikel 16).
I andre tilfælde, hvor sammenstød af 2
nationale statsborgerretslovgivninger muliggør dobbelt statsborgerret,
er de enkelte stater frit stillede med hensyn til, om dobbelt statsborgerret
i de enkelte tilfælde skal accepteres eller ikke.
Den nye konvention kan anvendes ved siden af
1963-konventionen. Denne konvention og principperne heri, som den danske
lovgivning i øvrigt bygger på for så vidt angår
spørgsmålet om begrænsning af dobbelt statsborgerret, kan
videreføres ubegrænset, og er kun bindende overfor de
øvrige medkontraherende stater af 1963-konventionen. Lovforslaget
lægger således ikke op til en ændring af de regler, som
vedrører Danmarks forpligtelser i forhold til
Europarådskonventionen af 1963.
3. Danmarks opfyldelse af Europarådskonventionen
3.1. Ændringer af gældende ret
Konventionen lægger op til en ligestilling mellem
børn født i ægteskab og børn født uden for
ægteskab, således at et barn ved fødslen skal erhverve
statsborgerskab efter (én af) forældrene, uanset om barnet er
født i eller uden for ægteskab. Dog kan der ifølge
konventionens artikel 6 gøres undtagelser for børn født
i udlandet.
I modsætning hertil skelnes der i § 1 i den
danske indfødsretslov mellem ægtebørn og børn
født uden for ægteskab. Er et barn født uden for
ægteskab, erhverver det således kun dansk statsborgerskab, hvis
moderen er dansk. For at Danmark kan ratificere
Europarådskonventionen vil det derfor være nødvendigt at
ændre denne bestemmelse. Det foreslås på den baggrund, at
børn, der er født uden for ægteskab, skal erhverve dansk
indfødsret ved fødslen, blot én af forældrene er
dansk statsborger. Der gøres dog undtagelse for tilfælde, hvor
barnet er født i udlandet, og det er faderen, der er
dansk statsborger.
Europarådskonventionen indeholder som et af sine
vigtigste principper, at enhver kontraherende stats regler om statsborgerret
skal baseres på princippet om, at enhver har ret til at besidde
statsborgerret, og at statsløshed skal undgås.
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 lever
ikke op til dette princip. Efter denne bestemmelse mister en dansk
statsborger, der er født i udlandet, sin danske indfødsret ved
det fyldte 22. år, hvis den pågældende ikke inden dette
tidspunkt har haft bopæl her i riget eller ophold, der tyder på
samhørighed med Danmark. Der kan imidlertid efter ansøgning
indgivet inden det fyldte 22. år gives tilladelse til, at
indfødsretten bevares.
En dansk statsborger, der er født i udlandet, og
som først efter det fyldte 22. år indgiver en
ansøgning om bevarelse af indfødsretten, kan således
blive statsløs, hvis den pågældende ikke inden det fyldte
22. år har haft bopæl eller ophold her i riget.
For at leve op til konventionens grundprincip om at
undgå statsløshed er det derfor nødvendigt at foretage en
ændring af indfødsretslovens § 8.
Der er ikke herudover behov for lovændringer, men
det kan blive nødvendigt at foretage en justering af de retningslinier
for naturalisation, som fremgår af cirkulære nr. 132 af 3.
oktober 1997 om dansk indfødsret ved naturalisation.
F.eks. fremgår det af konventionens artikel 6, nr.
4, at den enkelte kontraherende stat i sin nationale lovgivning skal lette
erhvervelsen af indfødsret for statsløse personer og anerkendte
flygtninge med lovligt og fast ophold i landet.
Efter naturalisationscirkulærets § 4 skal
personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af
1951 om flygtninges retsstilling, og personer, som må ligestilles
hermed, have opholdt sig her i landet i 6 år for at kunne
naturaliseres. Dette er en lempelse i forhold til de 7 års ophold, der
som hovedregel kræves for opnåelse af dansk indfødsret ved
naturalisation. For at opfylde den nye Europarådskonvention vil det
være nødvendigt at udvide 6 års-reglen til også at
omfatte (andre) statsløse personer. Det bemærkes dog, at der i
meget vidt omfang vil være sammenfald mellem de personer, som er
statsløse, og de, som er anerkendt som flygtninge.
Endelig bemærkes, at konventionens artikel 11
indeholder et krav om, at afgørelser vedrørende statsborgerret
skal indeholde en skriftlig begrundelse. For så vidt angår afslag
på ansøgninger om erhvervelse af dansk indfødsret ved
naturalisation bemærkes, at Justitsministeriets meddelelse til en
ansøger om, at den pågældende ikke kan optages på
lovforslag om indfødsrets meddelelse, altid er ledsaget af en
skriftlig begrundelse herfor. Tilsvarende vil afgørelser om afslag,
som træffes af Folketingets Indfødsretsudvalg, normalt indeholde
en begrundelse. Med ratifikationen af Europarådskonventionen vil der
fremover være en forpligtelse til at begrunde alle negative
afgørelser på indfødsretsområdet.
3.2. Erklæringer og forbehold i forbindelse med dansk
ratifikation af Europarådskonventionen
I forbindelse med Danmarks ratifikation af
Europarådskonventionen vil der, som sædvanligt er ved
ratifikation af større internationale konventioner, blive
spørgsmål om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang Danmark
skal tage forbehold for én eller flere af konventionens
bestemmelser.
Konventionens artikel 12 indeholder en bestemmelse om, at
enhver kontraherende stat skal sikre, at afgørelser vedrørende
erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af
dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet kan gøres til
genstand for fornyet administrativ eller retslig prøvelse i
overensstemmelse med landets nationale lovgivning.
I Danmark kan visse persongrupper erhverve dansk
indfødsret ved at afgive erklæring herom over for statsamtet.
Såfremt et statsamt afviser en sådan erklæring, kan
afvisningen påklages til Justitsministeriet.
En sådan klageadgang eksisterer imidlertid ikke i
forbindelse med naturalisation. Baggrunden herfor er, at naturalisation i
medfør af grundlovens § 44, stk. 1, skal ske ved lov. Dette
indebærer, at ingen, der ansøger om dansk indfødsret, har
et retskrav på at opnå dette uden Folketingets beslutning herom.
Folketinget og på tingets vegne Folketingets Indfødsretsudvalg
er ikke en del af den offentlige forvaltning, og da naturalisation
udelukkende er et lovgivningsanliggende, er Folketinget og
Indfødsretsudvalget ikke bundet af de sædvanlige
forvaltningsretlige principper, der gælder for myndigheder i den
offentlige forvaltning. Det betyder bl.a., at der som udgangspunkt ikke
gælder begrænsninger med hensyn til Folketingets og udvalgets
udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal
meddeles. Det forudsættes dog, at skønnet udøves inden
for rammerne af de internationale konventioner m.v., som Danmark har
tilsluttet sig.
Justitsministeriet undersøger for hver enkelt
ansøger, om de retningslinier for naturalisation, som Folketinget har
fastsat, og som fremgår af cirkulære nr. 132 af 3. oktober 1997,
er opfyldt. Da det som nævnt kun er Folketinget, der kan træffe
afgørelse om meddelelse af indfødsret, har Justitsministeriets
konstatering af, om en ansøger opfylder kriterierne for
naturalisation, ikke karakter af en afgørelse, og den kan ikke
indbringes for anden myndighed. Der findes således ingen almindelig
administrativ rekursadgang, således som det normalt er tilfældet
inden for den offentlige forvaltning.
Ordningen i grundlovens § 44, stk. 1,
indebærer således, at Danmark ikke vil være i stand til at
opfylde kravet om rekursadgang. Det vil derfor være nødvendigt i
forbindelse med ratifikationen at tage forbehold for konventionens artikel
12. Dette er muligt efter konventionens artikel 29.
4. Den nordiske overenskomst
Der har i mange år været et tæt
samarbejde mellem de nordiske lande på statsborgerretsområdet,
der bl.a. er kommet til udtryk gennem den nordiske overenskomst af 15. januar
1969.
Som følge af dette samarbejde bygger de nordiske
statsborgerretslovgivninger på de samme principper, således
også princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab. Den
danske praksis på dette område, som er beskrevet ovenfor under
afsnit 2.3, følges som nævnt også i de andre nordiske
lande. Dog kræver Island ikke løsning fra det hidtidige
statsborgerskab i forbindelse med naturalisation.
Island har ikke hidtil været medlem af den nordiske
overenskomst, men har ved aftale af 23. oktober 1998 tiltrådt
overenskomsten. I praksis vil dette få stor betydning, navnlig for
islandske statsborgere her i landet, som får mulighed for at erhverve
dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, og for danske
statsborgere, der bor i Island, og disses mulighed for at bevare dansk
indfødsret efter det fyldte 22. år.
Samtlige nordiske lande underskrev den 6. november 1997
den nye Europarådskonvention med henblik på efterfølgende
ratifikation. Det fremtidige nordiske samarbejde på
statsborgerretsområdet vil herefter kunne fortsættes
uændret, også efter den nye konventions ikrafttræden.
5. Lovforslagets indhold
5.1. Forslag til ændring af lov om dansk indfødsret
Lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 7, vedrører de
ændringer af indfødsretsloven, som er nødvendige for
Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen om statsborgerret, jf.
afsnit 3.1. ovenfor.
Som et led i bestræbelserne på at ligestille
børn født uden for ægteskab med børn født i
ægteskab foreslås endvidere i § 1, nr. 5, en ændring
af indfødsretslovens § 5. Efter forslaget skal et barn
således under nærmere angivne omstændigheder kunne erhverve
dansk indfødsret som biperson til faderen, selv om barnets
forældre ikke er gift. Efter gældende ret har et barn kun
mulighed for at få dansk indfødsret sammen med sin far, hvis
barnets forældre er eller har været gift.
Endvidere tilstræbes med lovforslaget en
ligestilling mellem adoptivbørn og biologiske børn. Det
foreslås således i § 1, nr. 5, at også
adoptivbørn skal kunne erhverve dansk indfødsret som bipersoner
til deres forældre. Endvidere foreslås det i § 1, nr. 3, at
udenlandske børn, der adopteres af et ægtepar, hvor én af
ægtefællerne er dansk statsborger, eller af en ugift dansk
statsborger, automatisk skal erhverve dansk indfødsret ved adoptionen
efter regler, der svarer til, hvad der gælder for biologiske
børn.
I § 1, nr. 4, foreslås en ændring af
indfødsretslovens § 3. Ændringsforslaget har til
formål at smidiggøre reglerne om erhvervelse af dansk
statsborgerskab for unge udlændinge, der er født i Danmark,
eller har boet her siden barndommen. De nuværende regler
indebærer, at de unge mennesker bliver afskåret fra at erhverve
dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, hvis de f.eks. har
suppleret en dansk uddannelse med et ophold i udlandet.
I § 1, nr. 11, foreslås, at den eksisterende
adgang til at påklage en myndigheds afvisning af en erklæring om
erhvervelse af dansk indfødsret til Justitsministeriet nu udtrykkeligt
fastsættes ved lov.
I § 1, nr. 12, præciseres Justitsministeriets
adgang til at indhente oplysninger om ansøgere til brug for
behandlingen af ansøgninger om dansk indfødsret.
De øvrige forslag til ændringer af
indfødsretsloven omfatter konsekvensændringer og sproglige
ændringer samt ændringer som følge af Islands
tiltræden af den nordiske overenskomst om statsborgerret.
5.2. Forslag til ændring af lov om offentlig auktion ved
auktionsledere
I henhold til § 3, stk. 2, i lov om offentlig
auktion ved auktionsledere kan beskikkelse som auktionsleder kun meddeles
personer, der har dansk indfødsret.
Indfødsretskravet var medtaget ved
auktionslederlovens ikrafttræden i 1935. Der er ikke i
bemærkningerne til loven anført nogen særlig begrundelse
for kravet. Det fremgår imidlertid, at man - udover
uddannelsesmæssige krav ønskede at stille samme krav til
auktionsledere som til advokater. På daværende tidspunkt var
dansk indfødsret en betingelse for at blive advokat.
Justitsministeriet finder, at der hverken er praktiske
eller principielle grunde, der taler for at opretholde kravet om dansk
indfødsret som betingelse for at kunne blive beskikket som
auktionsleder.
Derfor har justitsministeren den 15. april 1998 ved
besvarelse af spørgsmål nr. 46 (2. samling) fra Folketingets
Retsudvalg (Alm. del - bilag 70) oplyst, at Justitsministeriet ved
førstkommende lejlighed vil tage initiativ til at søge
auktionslederloven ændret, således at kravet om dansk
indfødsret udgår af loven.
5.3. Forslag til ændring af lov om vagtvirksomhed
Efter § 2, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed skal
den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, have
autorisation hertil. De nærmere betingelser herfor er fastsat i lovens
§ 3, stk. 1. I henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, kan
autorisation kun meddeles personer, der har dansk indfødsret.
Om baggrunden for indfødsretskravet i lov om
vagtvirksomhed er det i Justitsministeriets betænkning nr. 1048/1985 om
vagtvirksomhed anført, at dette krav sammen med en række andre
betingelser svarer til krav, der sædvanligvis stilles i anden
lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves
autorisation, beskikkelse, bevilling, godkendelse eller lignende.
Efter Justitsministeriets opfattelse taler hverken
praktiske eller principielle grunde for at opretholde kravet om dansk
indfødsret som betingelse for at opnå autorisation til at
udøve vagtvirksomhed eller indgå aftale herom.
Derfor har justitsministeren ved besvarelse af
spørgsmål nr. 46 (2. samling) fra Folketingets Retsudvalg (Alm.
del- bilag 70) oplyst, at Justitsministeriet ved førstkommende
lejlighed vil tage initiativ til at søge lov om vagtvirksomhed
revideret.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at medføre
økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af
betydning. Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Vurdering af lovforslagets konsekvenser
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Nej
Nej
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Nej
Nej
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Nej
Nej
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Nej
Nej
Miljømæssige konsekvenser
Nej
Nej
Administrative konsekvenser for borgerne
Nej
Nej
Forholdet til EU-retten
Nej
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 1,
stk. 1, foreslås ændret med henblik på Danmarks
ratifikation af Europarådskonventionen. Efter konventionen må der
ikke gøres forskel på børn født i og uden for
ægteskab. Det foreslås derfor, at et barn fremover skal erhverve
dansk indfødsret ved fødslen, såfremt blot én af
forældrene er dansk statsborger, og uanset om forældrene er gift
eller ikke er gift på tidspunktet for barnets fødsel.
Efter de hidtil gældende regler erhverver
børn født uden for ægteskab kun dansk statsborgerskab ved
fødslen, hvis moderen er dansk. Er kun faderen dansk, bliver barnet
ikke automatisk dansk statsborger, men er henvist til at ansøge om
dansk indfødsret ved naturalisation.
Forslaget følger de intentioner og synspunkter, der
er kommet til udtryk i Børnelovsudvalgets betænkning om
børns retsstilling (betænkning nr. 1350, 1997), hvori det bl.a.
foreslås, at begreberne ægtebørn og børn
født uden for ægteskab afskaffes. Det fremgår endvidere af
betænkningen, at udvalget finder en ændring af
indfødsretslovens § 1, stk. 1, ønskelig. Udvalget har
dog afstået fra at fremkomme med ændringsforslag til
bestemmelsen, idet man har fundet det mere hensigtsmæssigt, at den
nærmere udformning af lovændringen afventer Danmarks overvejelser
i forbindelse med ratifikationen af Europarådskonventionen om
statsborgerret, og at resultatet af disse overvejelser drøftes med
Sverige og Norge og afstemmes med udfaldet af de tilsvarende overvejelser i
disse lande.
Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at
overvejelserne i de nordiske lande endnu ikke er afsluttet. Den
foreslåede ændring af indfødsretslovens § 1,
stk. 1, opfylder imidlertid Europarådskonventionens krav, og den
må samtidig antages at være enkel at administrere såvel
under den nuværende lovgivning som efter en eventuel ændring af
lov om børns retsstilling. Justitsministeriet finder på den
baggrund ikke, at der er behov for at afvente udfaldet af overvejelserne i de
øvrige nordiske lande og derved forsinke Danmarks ratifikation af
Europarådskonventionen.
Efter forslaget omfatter ligestillingen mellem børn
af gifte og ugifte forældre kun børn, der er født her i
landet. Er kun faderen dansk, vil barnet efter forslaget således kun
erhverve dansk statsborgerret ved fødslen, hvis det er født her
i riget.
Denne afgrænsning er i overensstemmelse med
Europarådskonventionens artikel 6. Den indebærer, at et barn
normalt kun vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen, hvis
faderskabet er anerkendt eller fastslået efter dansk lovgivning. Herved
opnås et sikkert og entydigt grundlag for at konstatere, at barnet har
erhvervet dansk indfødsret ved fødslen.
I visse andre tilfælde kan der som nævnt
ovenfor i stedet blive tale om at meddele barnet dansk indfødsret ved
naturalisation. Efter de gældende retningslinier for naturalisation kan
et barn, der er født udenfor ægteskab, og hvis far er dansk,
blive naturaliseret, hvis faderen har del i forældremyndigheden, og
barnet har bopæl her i landet, jf. § 14 i
naturalisationscirkulæret.
Til nr. 2
Det foreslås, at formuleringen af
indfødsretslovens § 2 ændres som følge af den
foreslåede ændring af lovens § 1, nr. 1. Forslaget
indebærer ikke ændringer i forhold til gældende ret.
Gennemførelse af den foreslåede ændring af § 1,
stk. 1, vil bevirke, at bestemmelsen i § 2 vil få langt
mindre praktisk betydning end hidtil.
Til nr. 3
Forslaget har til formål at indføre en
ligestilling af adoptivbørn med biologiske børn i
statsborgerretlig henseende.
Efter gældende ret erhverver udenlandske
adoptivbørn automatisk dansk indfødsret i forbindelse med
adoptionen, hvis begge adoptivforældre (eller en enlig adoptant) er
danske statsborgere, og barnet bor her i riget sammen med
adoptivforældrene.
Med kravet om, at begge forældre skal
være danske statsborgere, og at barnet og adoptivforældrene skal
have bopæl her i riget, adskiller retsstillingen for
adoptivbørn sig i dag således væsentligt fra, hvad der
gælder for biologiske børn.
Efter forslaget vil det i lighed med hvad der
gælder for biologiske børn, hvis forældre er gift
være tilstrækkeligt, at én af forældrene er dansk
statsborger, og der stilles ikke krav om, at familien skal have bopæl
her i riget.
Ophævelsen af kravet om bopæl her i riget
får især betydning for personer, der bor i udlandet, men som
gennemfører en adoption efter reglerne i den danske adoptionslov og
får udstedt dansk adoptionsbevilling, fordi de pågældende
efter reglerne i adoptionsloven anses for at have bopæl i
Danmark. Herudover kan ophævelsen af bopælskravet få
betydning i de meget sjældne tilfælde, hvor der i medfør
af adoptionslovens § 29 udstedes dansk adoptionsbevilling til personer,
der efter adoptionslovens regler anses for at have bopæl i udlandet,
men som efter det pågældende lands lovgivning ikke kan få
udstedt adoptionsbevilling, fordi de er danske statsborgere.
Er barnet født i udlandet, kan indfødsretten
ligesom for biologiske børn fortabes ved det fyldte 22. år i
medfør af indfødsretslovens § 8, hvis barnet ikke har haft
bopæl eller ophold her i riget.
Efter forslaget skal det fortsat være en betingelse
for automatisk erhvervelse af dansk indfødsret, at barnet er adopteret
ved en dansk adoptionsbevilling eller ved en udenlandsk afgørelse, der
anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2. Det
indebærer, at adoption kun medfører automatisk erhvervelse af
dansk statsborgerskab, hvis det er utvivlsomt, at adoptionen er gyldig efter
dansk ret.
Det er endvidere som hidtil en forudsætning for den
automatiske erhvervelse af dansk indfødsret, at barnet ikke er fyldt
12 år, når virkningerne af adoptionen indtræder. Baggrunden
herfor er, at der ved adoption af børn over denne alder normalt
kræves samtykke fra barnet. Barnet bør derfor i disse
tilfælde også give udtrykkeligt samtykke til erhvervelsen af
dansk indfødsret. Det bemærkes, at langt de fleste adoptioner
finder sted, inden barnet er fyldt 12 år.
I andre tilfælde, herunder ved en dansk statsborgers
adoption af et udenlandsk stedbarn, vil adoptivbarnet som hidtil - hvis
adoptionen har gyldighed efter dansk ret kunne naturaliseres efter reglerne
i naturalisationscirkulærets § 11. Efter denne bestemmelse kan
børn under 12 år, der adopteres af en dansk statsborger,
naturaliseres uafhængig af ophold her i landet. Er adoptionen sket
mellem barnets fyldte 12. og 18. år, kan barnet naturaliseres, hvis det
inden det fyldte 18. år har opholdt sig mindst 2 år her i
landet.
Efter de gældende regler sker den automatiske
erhvervelse af dansk indfødsret med virkning fra adoptionsbevillingens
udstedelse. Dette foreslås ændret, således at erhvervelsen
af indfødsret sker med virkning fra det tidspunkt, hvor adoptionens
øvrige retsvirkninger indtræder. Dette vil efter § 1, nr.
1, i det forslag om ændring af adoptionsloven, som er fremsat den 8.
oktober 1998 (lovforslag nr. L 40), være det tidspunkt, hvor barnet
ankommer til Danmark.
Til nr. 4
Forslaget har til formål at smidiggøre de
regler om erhvervelse af dansk indfødsret ved afgivelse af
erklæring, som retter sig til de unge indvandrere, der er født i
Danmark, eller som har boet her siden barndommen.
Efter den gældende bestemmelse i
indfødsretslovens § 3 kan en udlænding, der
vedblivende har haft bopæl her i riget fra det fyldte 16.
år og derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år,
erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år, men inden
det fyldte 23. år at afgive erklæring herom over for statsamtet.
Hvis den pågældende er statsløs eller automatisk vil miste
sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kan
erklæringen afgives allerede efter det fyldte 18. år, hvis den
pågældende ved erklæringens afgivelse vedblivende
har haft bopæl her i riget i de sidste 5 år og derudover
tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år.
Det er således af afgørende betydning for
bestemmelsens anvendelse, hvorledes udtrykket »vedblivende« fortolkes.
Indfødsretslovens § 3 er i praksis blevet
anvendt således, at rene besøgs- og ferieophold i udlandet ikke
udelukker muligheden for at erhverve dansk indfødsret ved
erklæring, medmindre opholdet er af ekstraordinær lang varighed.
Uddannelsesophold i udlandet, hvor den pågældendes danske
uddannelse afbrydes, udelukker normalt anvendelse af § 3, navnlig hvis
det finder sted i forældrenes hjemland, eller hvis det overskrider en
vis længde, i praksis ca. 3 måneder. Ophold i udlandet af
erhvervsmæssig karakter vil normalt udelukke anvendelse af § 3,
ligesom aftjening af værnepligt i oprindelseslandet er til hinder for
erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring.
Denne fortolkning er udtryk for en fortsættelse af
den praksis, der har udviklet sig i forbindelse med anvendelsen af de tidligere indfødsretslove fra 1898,
1925 og 1950.
Erklæringsbestemmelsen i indfødsretsloven
blev senest ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968
(Folketingstidende 1968-69: 727, 1353, 1995, 2027; A 1187; B 295; C 59).
Ændringen havde til formål at bringe bestemmelsen i
overensstemmelse med kravene i FN´s konvention om begrænsning af
statsløshed. Det følger af bemærkningerne til
lovforslaget, at det ikke i øvrigt var tilsigtet at ændre den
eksisterende praksis på området, herunder fortolkningen af
udtrykket »vedblivende«.
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen
udlænding få indfødsret uden ved lov. Det indebærer
for så vidt angår naturalisation, at dansk indfødsret
erhverves direkte ved lov, men grundlovens § 44, stk. 1, anses ikke
til hinder for, at der ved lov fastsættes bestemmelse om, at
indfødsret opnås, når nogle bestemte, faste betingelser er
opfyldt. Bestemmelsen i indfødsretslovens § 3 er et eksempel
på en sådan regel. Det er ikke overladt til myndighederne at
foretage et skøn, men blot at konstatere, om betingelserne i
bestemmelsen - fortolket på baggrund af lovens forarbejder - er
opfyldt. Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer dette bl.a., at
gennemførelse af en ændring af den eksisterende praksis må
ske ved en ændring af indfødsretslovens § 3.
Erhvervelse af dansk indfødsret ved afgivelse af
erklæring er en langt enklere fremgangsmåde end naturalisation,
og den har til formål at gøre det lettere for unge
udlændinge, der er opvokset i Danmark, at opnå dansk
statsborgerskab.
Den nuværende praksis, der som nævnt går
100 år tilbage i tiden, forekommer efterhånden utidssvarende, og
den volder store problemer for mange unge udlændinge, som er vokset op
i Danmark og som i lighed med andre unge mennesker f.eks. ønsker at se
sig om i verden, inden de påbegynder en uddannelse, eller at supplere
deres studier med et udlandsophold. Sådanne studieophold i udlandet vil
typisk finde sted i netop de år, hvor det for at anvende § 3
forlanges, at den pågældende »vedblivende« har haft
bopæl her i landet.
Det forekommer ikke hensigtsmæssigt, at mange af de
unge, der måske ellers har boet i Danmark i hele deres liv,
afskæres fra at benytte den enkle fremgangsmåde efter
indfødsretslovens § 3, fordi de f.eks. i lighed med deres danske
kammerater ønsker at dygtiggøre sig ved ophold i udlandet.
På den baggrund foreslås det, at der i stedet
indføres en ordning, hvorefter den pågældende skal have
opholdt sig her i riget i 5 år inden for de sidste 6 år og
herudover tidligere i sammenlagt mindst 5 år. Det giver den unge
mulighed for at opholde sig i op til 1 år i udlandet i den periode,
hvor studieophold, sabbatår m.v. typisk finder sted, uden at miste
muligheden for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse af
erklæring. Der kan også være tale om flere kortere ophold i
udlandet, men der må ikke inden for de omhandlede 6 år være
tale om mere end sammenlagt 1 års ophold i udlandet.
Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om
mulighed for 1 års ophold i udlandet er tilstrækkeligt, navnlig
når det tages i betragtning, at der er tale om det samlede
ophold i udlandet, dvs. også inklusive almindelige ferier m.v. inden
for det omhandlede tidsrum.
Da det samtidig foreslås, at
erklæringsmuligheden udvides til at omfatte alle unge mellem 18 og 23
år (uanset om de fortaber deres hidtidige statsborgerskab eller ej),
findes det foreslåede tidsrum på 1 år imidlertid passende.
Det må antages, at en stor del af de omhandlede personer vil opfylde
opholdsbetingelserne allerede ved det fyldte 18. år, således at
de typisk vil kunne benytte erklæringsmuligheden inden et eventuelt
udlandsophold bliver aktuelt.
Som nævnt kan erklæring efter den
gældende bestemmelse i § 3 som hovedregel først afgives
efter det fyldte 21. år. Efter § 3, stk. 1, 2. punktum, kan
erklæring dog afgives allerede efter det fyldte 18. år, hvis den
pågældende er statsløs eller automatisk vil miste sit
hidtidige statsborgerskab ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab. Det er i
disse tilfælde en forudsætning, at den pågældende
vedblivende har haft bopæl her i riget i de sidste 5 år og
derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år, dvs. i alt
mindst 10 år.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. punktum, er i sin
nuværende udformning affattet med henblik på Danmarks opfyldelse
af konventionen om begrænsning af statsløshed, hvorefter der
højst må stilles krav om bopæl i landet i de sidste 5
år umiddelbart inden erhvervelsen af statsborgerskab eller højst
10 år i alt. Endvidere må muligheden for at erhverve
statsborgerskab ikke begynde senere end ved det 18. år og tidligst
ophøre ved det fyldte 21. år.
Adgangen for visse personer til at afgive erklæring
allerede efter det fyldte 18. år blev indført med lov nr. 252 af
27. maj 1950 (Rigsdagstidende 1949-50: 611, Folketingstidende 4971, 5180; A
4561; B 3181). Begrundelsen for ikke at indføre en generel 18
års-grænse var, at statsborgerskab i mange andre lande
først ville fortabes efter det fyldte 21 år. Afgivelse af
erklæring mellem det 18. og det 21. år ville i disse
tilfælde medføre, at de pågældende fik dobbelt
statsborgerskab.
Det bemærkes i den forbindelse, at myndighedsalderen
og dermed normalt også det tidspunkt, hvor statsborgerskab i givet
fald fortabes efterhånden er nedsat til 18 år i de fleste
lande.
Det foreslås bl.a. på den baggrund, at
adgangen til at afgive erklæring fra det fyldte 18. år udvides
til også at omfatte personer, der ikke mister deres hidtidige
statsborgerskab automatisk. Herved får alle unge inden for den
relevante aldersgruppe lige muligheder.
Efter Justitsministeriets vurdering vil en sådan
ordning ikke medføre nogen markant stigning i antallet af personer med
dobbelt statsborgerskab. Det skyldes, at en stor del af de personer, der
hidtil først har kunnet afgive erklæring efter det fyldte 21.
år, alligevel ikke mister deres hidtidige statsborgerskab, når de
efter dette tidspunkt erhverver dansk statsborgerskab. Der gælder bl.a.
for personer fra Tyrkiet, USA, Storbritannien og Canada og mange
østeuropæiske lande, herunder de tidligere jugoslaviske
republikker. For en mindre gruppe vil den foreslåede ændring af
aldersgrænsen dog betyde, at de pågældende vil kunne
få dobbelt statsborgerskab ved at afgive erklæring inden det
fyldte 21. år (f.eks. personer fra Pakistan og Sri Lanka).
Det bemærkes endvidere, at der som nævnt i de
almindelige bemærkninger (afsnit 2.3) efterhånden i
europæisk sammenhæng ses en tendens til i højere grad at
acceptere dobbelt statsborgerskab. De hensyn, der i sin tid lå til
grund for indførelsen af forskellige aldersgrænser for afgivelse
af erklæring, tillægges således generelt mindre betydning i
dag.
Forslaget indebærer endelig en sproglig justering
med hensyn til angivelsen af de myndigheder, som erklæring kan afgives
overfor. Tilsvarende ændringer er medtaget i forslaget til
ændringer af §§ 10 B og 10 C i lovforslagets § 1, nr. 9. Det
er endvidere hensigten at foretage en tilsvarende sproglig justering af
indfødsretslovens § 4 i forbindelse med udarbejdelsen af en ny
lovbekendtgørelse efter lovens vedtagelse.
Til nr. 5
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 5 om
børns mulighed for at erhverve dansk indfødsret som bipersoner
til deres forældre foreslås ændret på 3
punkter:
- der indføres ligestilling mellem børn født i
ægteskab og børn født uden for ægteskab,
- adoptivbørn ligestilles med biologiske børn,
- der åbnes mulighed for, at børn af personer, der
erhverver dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring, kan
undtages fra erhvervelsen af indfødsret.
Efter den gældende bestemmelse i
indfødsretslovens § 5 omfatter erhvervelse af dansk
indfødsret ved erklæring efter lovens §§ 3 og 4 også
den erklærendes her i riget bosatte, ugifte ægtebarn under 18
år, såfremt den pågældende har (del i)
forældremyndigheden over barnet. Det samme gælder for børn
født uden for ægteskab, hvis det er moderen, der erhverver dansk
indfødsret, men ikke hvis det er faderen. Reglen omfatter også
personer, der afgiver erklæring efter § 10 B og § 10 C.
Ifølge indfødsretslovens § 6, stk. 2, gælder
bestemmelsen også for børn, der naturaliseres som bipersoner til
deres forældre.
I overensstemmelse med de bestræbelser på at
ligestille børn født i og uden for ægteskab, der
også er kommet til udtryk i lovforslagets § 1, nr. 1,
foreslås § 5 ændret, således at et barn født
uden for ægteskab kan erhverve dansk indfødsret som biperson til
faderen, hvis barnet er ugift, under 18 år og bosat her i riget,
og faderen har (del i) forældremyndigheden over barnet.
Det foreslås endvidere, at også
adoptivbørn skal kunne erhverve dansk indfødsret som
bipersoner til deres (adoptiv)forældre. Det er en forudsætning,
at adoptionen har gyldighed efter dansk ret. Hidtil har § 5 kun omfattet
biologiske børn, og adoptivbørn har derfor været henvist
til i stedet at ansøge om (selvstændig) naturalisation, jf.
naturalisationscirkulærets § 12.
Endelig foreslås det, at der indføres en
adgang til at undtage et barn fra erhvervelsen af dansk indfødsret,
såfremt den erklærende ønsker det.
Personer, der naturaliseres, har allerede i dag efter
indfødsretslovens § 6, stk. 2, mulighed for at beslutte, at
et barn ikke skal være omfattet af naturalisationen. Derimod har
personer, der afgiver erklæring efter indfødsretslovens § 3
(unge mennesker mellem 18 og 23 år), § 4 (tidligere danske
statsborgere) samt §§ 10 B og 10 C (nordiske statsborgere) ikke mulighed
for at undtage deres børn fra erhvervelsen af dansk statsborgerskab,
hvis betingelserne i § 5 i øvrigt er opfyldt. Hvis et barn ikke
ønskes omfattet, er den pågældende derfor henvist til i
stedet at benytte den langt mere omstændelige fremgangsmåde med
at ansøge om dansk indfødsret ved naturalisation.
Denne retstilstand forekommer hverken velbegrundet eller
hensigtsmæssig, og det foreslås derfor, at der også for
personer, der erhverver dansk indfødsret ved erklæring,
indføres en adgang til at få børn undtaget fra
erhvervelsen af dansk indfødsret.
Til nr. 6
Forslaget i nr. 5 om adgangen for børn født
udenfor ægteskab og for adoptivbørn til at erhverve dansk
indfødsret som bipersoner til deres forældre, skal efter
forslaget også finde anvendelse ved naturalisation.
Den foreslåede ændring af § 6,
stk. 2, er endvidere en konsekvens af, at det efter forslaget i nr. 5 nu
kommer til at fremgå af lovens § 5, at børn kan undtages
fra erhvervelsen af dansk indfødsret.
Det bemærkes, at det i forbindelse med
naturalisation angives direkte i lovteksten til loven om indfødsrets
meddelelse, hvis ansøgerens barn ikke skal være omfattet. I
sådanne tilfælde kan undtagelsen ikke alene være et
ønske fra den pågældende ansøgers side, men kan
også skyldes, at det er konstateret, at barnet ikke opfylder
betingelserne for naturalisation. Folketingets Indfødsretsudvalg har
tilkendegivet, at et barn i sådanne tilfælde ikke kan
naturaliseres som biperson til forældrene.
Til nr. 7
Bestemmelsen foreslås ændret med henblik
på Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen om
statsborgerret.
Efter den gældende regel i § 8 kan danske
statsborgere, der er født i udlandet, og som aldrig har boet her i
riget eller opholdt sig her under forhold, der tyder på
samhørighed med Danmark, fortabe den danske indfødsret ved det
fyldte 22. år. Justitsministeriet kan dog tillade, at
indfødsretten bevares, hvis ansøgning herom indgives inden det
fyldte 22. år.
Den gældende bestemmelse åbner således
mulighed for, at en person, der ikke har andet statsborgerskab end det
danske, bliver statsløs ved det fyldte 22. år, fordi den
pågældende aldrig har opholdt sig i Danmark og ikke inden det 22.
år har indgivet ansøgning til Justitsministeriet om bevarelse af
statsborgerretten.
§ 8 er på dette punkt ikke i overensstemmelse
med Europarådskonventionen. Det foreslås på den baggrund,
at det i bestemmelsen tilføjes, at dansk indfødsret kun
fortabes, hvis den pågældende ikke herved bliver statsløs.
Herudover foreslås der ikke ændringer i reglerne om fortabelse af
dansk indfødsret.
Til nr. 8
Den nuværende bestemmelse i § 9 A blev indsat i
forbindelse med Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen af
1963, og dens ikrafttræden forudsætter, at der indgås
overenskomst med andre stater om automatisk fortabelse af statsborgerret med
henblik på begrænsning af dobbelt statsborgerskab. Sådanne
overenskomster er imidlertid ikke indgået. Således som holdningen
til dobbelt statsborgerskab har udviklet sig i de senere år, jf. herved
afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er der
heller ikke udsigt til, at det fremover vil blive aktuelt at indgå
overenskomster som omhandlet i § 9 A. Det foreslås på den
baggrund, at bestemmelsen ophæves.
Til nr. 9
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 10 (A-C)
foreslås ændret som en konsekvens af, at § 3 foreslås
ændret, og at Island nu bliver deltager i den nordiske overenskomst.
Endvidere omfatter forslaget forskellige sproglige og redaktionelle
ændringer.
I den foreslåede § 10 fastslås
det, at der i visse tilfælde gælder særlige regler for
personer, der tidligere har haft bopæl i et andet nordisk land, samt
for personer, der har statsborgerskab i et andet nordisk land. I forhold til
hvert enkelt af de nordiske lande finder reglerne i §§ 10 A 10 C
anvendelse fra det tidspunkt, hvor overenskomsten træder i kraft for
det pågældende land. Reglerne gælder allerede i dag i
forhold til Finland, Norge og Sverige, og samtlige nordiske lande skrev den
23. oktober 1998 under på Islands tiltræden af den nordiske
overenskomst.
Efter forslagets § 10 A kan bopæl i et
andet nordisk land tillægges betydning ved afgivelse af erklæring
efter indfødsretslovens §§ 3 og 4, ligesom det ved
afgørelse af spørgsmål om fortabelse af dansk
indfødsret efter lovens § 8 kan tillægges betydning, om den
pågældende har opholdt sig i et nordisk land. Bestemmelsen
foreslås som følge af lovforslagets § 1, nr. 4,
ændret for så vidt angår spørgsmålet om
erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens
§ 3. Forslaget er udformet i overensstemmelse med ordlyden af den
nordiske overenskomst.
§ 10 B
vedrører nordiske statsborgeres
mulighed for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse af
erklæring. Efter forslaget præciseres det i overensstemmelse med
den nordiske overenskomst, at det udover frihedsstraf er foranstaltninger,
der kan ligestilles med frihedsstraf, som er til hinder for, at
nordiske statsborgere kan erhverve dansk statsborgerskab ved afgivelse af
erklæring. De former for straf og andre sanktioner, der kan være
til hinder for anvendelsen af erklæringsmuligheden i § 10 B er
ubetinget frihedsstraf, forvaring efter straffelovens § 70 samt dom til
anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap, jf. straffelovens §§ 68-69. Derimod
er domme, der alene giver mulighed for anbringelse i sådanne
institutioner, ikke til hinder for afgivelse af erklæring efter
§ 10 B.
Det bemærkes, at der gennem tiden har udviklet sig
en praksis, hvorefter også betingede domme (med undtagelse af betingede
domme med udsat straffastsættelse) har været til hinder for
nordiske statsborgeres erhvervelse af dansk indfødsret ved
erklæring. Bestemmelsen bør imidlertid fremover i
overensstemmelse med ordlyden anvendes således, at kun de
ovenfor opregnede sanktioner, men ikke betingede domme, skal
være til hinder for erhvervelse af dansk indfødsret ved
erklæring efter § 10 B.
§ 10 C
giver personer, der har mistet dansk
indfødsret, og derefter vedblivende har været statsborger i et
nordisk land, mulighed for at erhverve dansk indfødsret ved afgivelse
af erklæring til statsamtet. Udover den ændring, der
følger af, at Island nu tiltræder den nordiske overenskomst,
indeholder forslaget alene sproglige ændringer.
Det bemærkes, at bestemmelsen i
indfødsretslovens § 5 om børns mulighed for at erhverve
dansk indfødsret sammen med forældrene også gælder
for nordiske statsborgere, der afgiver erklæring efter §§ 10 B og
10 C. Den ændring af indfødsretslovens § 5, der
fremgår af lovforslagets § 1, nr. 5, får således
også betydning for disse persongrupper.
Til nr. 10
Der er tale om konsekvensændringer som følge
af, at § 9 A foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1,
nr. 8.
Til nr. 11
Det foreslås, at der i loven indsættes en
bestemmelse om den klageadgang til Justitsministeriet, der i praksis allerede
eksisterer i dag i sager om erhvervelse af dansk indfødsret ved
erklæring. Der er således ikke tale om en ændring af
gældende ret, men kun om lovfæstelse af den hidtidige praksis
på området.
Justitsministeriet behandlede i 1997 117
erklæringssager, og antallet forventes at blive noget højere i
1998. Af disse sager er imidlertid kun ca. 5-10 % klagesager. De
øvrige sager vedrører typisk tilfælde, hvor en person har
ansøgt om naturalisation, men hvor det under Justitsministeriets
behandling af sagen inden naturalisation er sket - konstateres, at den
pågældende kan erhverve dansk indfødsret ved
erklæring. I disse tilfælde modtager Justitsministeriet normalt
selv den pågældendes erklæring og udsteder
statsborgerretsbevis.
Til nr. 12
Forslaget har til formål at ændre den
nuværende bestemmelse på to punkter.
For det første præciseres det, at
Justitsministeriet kan indhente de fornødne oplysninger til behandling
af ansøgninger om indfødsret hos andre myndigheder, men
ikke nødvendigvis myndigheder i den offentlige forvaltning,
således som det fremgår af bestemmelsen i dag. Bestemmelsen
foreslås ændret, fordi Justitsministeriet i praksis også
jævnligt har behov for at indhente oplysninger fra domstolene, dvs.
myndigheder som ikke udgør en del af den offentlige forvaltning.
For det andet foreslås det, at det tilføjes i
bestemmelsen, at Justitsministeriets adgang til at indhente oplysninger
også omhandler oplysninger om ansøgernes børn. I praksis
vil der typisk være tale om, at Justitsministeriet indhenter
oplysninger fra Kriminalregisteret om de børn mellem 15 og 18
år, som skal være omfattet af forældrenes naturalisation.
Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 6.
Bestemmelsen i indfødsretslovens § 12,
stk. 3, indebærer, at det ikke er en betingelse for, at
Justitsministeriet kan indhente de fornødne oplysninger, at
ansøgeren har givet samtykke hertil.
I praksis vil ansøgeren dog blive anmodet om ved
sin underskrift at tilkendegive sin accept af, at de fornødne
oplysninger indhentes. Denne accept er som nævnt ikke en betingelse
for, at oplysningerne kan indhentes.
Til § 2
Det foreslås, at betingelsen om dansk
indfødsret ved beskikkelse som auktionsleder i henhold til
auktionslederloven ophæves.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.
Til § 3
Til nr. 1
Det foreslås, at betingelsen om dansk
indfødsret ved meddelelse af autorisation i henhold til lov om
vagtvirksomhed ophæves.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.3.
Til nr. 2-5
Forslagene er en konsekvens af ændringen under nr.
1.
Det bemærkes, at lovens § 14, stk. 1, 2.
pkt., der henviser til § 3, stk. 1, nr. 7, ikke foreslås
konsekvensrettet. Dette skyldes, at § 14, stk. 1, 2. pkt., ved en
fejl ikke blev konsekvensrettet i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 936
af 27. december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om
erhvervsudøvelse m.v. (Udstedelse og fratagelse af autorisationer
m.v.). Ved denne lovændring blev den nugældende § 3,
stk. 1, nr. 6, indsat i loven, samtidig med at bestemmelserne i de
hidtidige § 3, stk. 1, nr. 6 og 7, blev ændret til § 3,
stk. 1, nr. 7 og 8. Ved i dette lovforslag at undlade at konsekvensrette
henvisningerne til § 3, stk. 1, nr. 7, i lovens § 14,
stk. 1, 2. pkt., bringes bestemmelsen i overensstemmelse med den
tilsigtede retstilstand.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 1999, hvorefter der vil blive taget skridt til ratifikation af
Europarådskonventionen. Konventionen vil blive ratificeret uden
forbehold for Færøerne og Grønland.
I stk. 2 6 er nærmere angivet, hvilke
persongrupper der vil blive omfattet af de nye regler i
indfødsretsloven om adgangen for børn født uden for
ægteskab og adoptivbørn til at få dansk indfødsret,
om adgangen til at få dansk indfødsret ved erklæring samt
om fortabelse af dansk indfødsret.
Justitsministeriet har navnlig vedrørende
lovforslagets § 1, nr. 4 om ændring af indfødsretslovens
§ 3 overvejet, om der bør indsættes en overgangsregel for
de unge mennesker, der på grund af udlandsophold har været
afskåret fra at erhverve dansk indfødsret ved erklæring
efter den gældende bestemmelse i § 3, og som efter lovens
ikrafttræden vil være fyldt 23 år og derfor ikke har
mulighed for at afgive erklæring efter de nye regler.
Justitsministeriet finder det imidlertid vanskeligt
nærmere at afgrænse, hvilken persongruppe der i givet fald skulle
være omfattet af en sådan overgangsordning. Hertil kommer, at
konstateringen af, om de pågældende (evt. for flere år
siden) opfyldte de nu foreslåede betingelser, i mange tilfælde
må antages at ville frembyde store bevismæssige
vanskeligheder.
Justitsministeriet har på den baggrund afstået
fra at foreslå en overgangsordning, men kan i stedet pege på
muligheden for at indføre en særlig lempelig
naturalisationsadgang for sådanne personer, f.eks. således at den
sædvanlige ventetid på naturalisation reduceres, og at der ikke
stilles krav om løsning fra hidtidigt statsborgerskab, jf. også
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 4 af 19.
december 1997 fra Folketingets Indfødsretsudvalg (folketingsåret
1997/98, 1. samling, alm. del bilag 65).
Der er heller ikke foreslået overgangsregler
vedrørende de børn født uden for ægteskab og
adoptivbørn, som ikke bliver omfattet af de nye regler. Også
disse persongrupper vil som hidtil være henvist til at ansøge om
dansk indfødsret ved naturalisation. Justitsministeriet vil i den
forbindelse, i det omfang de pågældende ikke kan naturaliseres
efter reglerne i naturalisationscirkulæret af 3. oktober 1997,
forelægge ansøgningerne for Folketingets
Indfødsretsudvalg.
Til § 5
Lovens § 1 (ændring af indfødsretsloven)
gælder for hele riget, men træder først i kraft for
Færøerne, når den er kundgjort på
Færøerne efter de særlige regler herom.
Ændringen af auktionslederloven gælder ikke
for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne.
Ændringen af lov om vagtvirksomhed gælder ikke
for Færøerne og Grønland, men kan helt eller delvis
sættes i kraft for disse landsdele ved kgl. anordning.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med de gældende love
1. Lov om dansk indfødsret
Gældende lov
Lovforslaget
1.
§ 1.
Dansk indfødsret erhverves ved fødslen
af:
1. ægtebarn, hvis fader eller moder er dansk,
2. barn uden for ægteskab, hvis moder er dansk.
Stk. 2.
----
1.
§ 1, stk. 1, affattes således:
»
Et barn erhverver dansk
indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er
barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet
kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget.«
2.
§ 2.
Har dansk mand og fremmed kvinde børn sammen, inden
de indgår ægteskab, erhverver børnene ved
forældrenes ægteskab dansk indfødsret, for så vidt
de er ugifte og under 18 år.
2.
§ 2 affattes således:
»
§ 2. Har et barn af en dansk far
og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved
fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved
forældrenes indgåelse af ægteskab. Det er en
forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets
indgåelse er ugift og under 18 år.«
3.
§ 2 A.
Et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved
en dansk bevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet er
adopteret af et ægtepar, hvor begge ægtefæller er danske
statsborgere, eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget
sammen med adoptivforældrene (adoptanten). Det samme gælder, hvis
barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i
henhold til adoptionslovens § 28, stk. 2.
Stk. 2.
Erhvervelse af dansk indfødsret har virkning
fra den dag, dansk bevilling udstedes, eller fra den dag, hvor den
udenlandske adoptionsafgørelse træffes.
3.
§ 2 A affattes således:
»
§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12
år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk
statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor
mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller af
en ugift dansk statsborger.
Stk. 2.
Dansk indfødsret erhverves fra det tidspunkt,
hvor adoptionens retsvirkninger indtræder.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i
tilfælde, hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse,
der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28,
stk. 2.«
4.
§ 3.
Udlænding, som vedblivende har haft bopæl her i
riget fra det fyldte 16. år og derudover tidligere har boet her i
sammenlagt mindst 5 år, erhverver dansk indfødsret ved efter det
fyldte 21. år, men inden det fyldte 23. år over for Statsamtet,
Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom.
Har han ikke statsborgerret i noget land, eller godtgør han, at han
vil miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk
indfødsret, kan erklæringen afgives allerede efter det fyldte
18. år, såfremt han ved erklæringens afgivelse vedblivende
har haft sin bopæl her i riget i de sidste 5 år og derudover
tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år.
Stk. 2
. ----
4.
§ 3, stk. 1, affattes således:
»
En udlænding, som har
haft ophold her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt
mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk
indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23.
år, over for et statsamt, Københavns Overpræsidium,
Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i
Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. «
5.
§ 5.
Erhverver en person indfødsret i medfør af
§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også hans her i riget
bosatte, ugifte ægtebarn under 18 år. Dette gælder dog ikke
barn, som efter opløsning af forældrenes ægteskab eller
deres separation er undergivet den anden forældreparts
forældremyndighed.
Stk. 2.
Reglen i stk. 1,1. punktum, finder tilsvarende
anvendelse i forholdet mellem en kvinde og hendes barn uden for
ægteskab, medmindre forældremyndigheden over barnet er tillagt
dets udenlandske far.
5.
§ 5 affattes således:
»
§ 5. Erhverver en person
indfødsret ved afgivelse af erklæring i medfør af
§§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også den
pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre det
udtrykkeligt er angivet, at et barn ikke skal være omfattet af
erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for et barns
erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har del i
forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18
år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en
betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.«
6.
§ 6.
----
Stk. 2.
Har den, der naturaliseres, børn, finder
reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse, medmindre andet i det enkelte
tilfælde fastsættes.
6.
§ 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Har den, der naturaliseres, børn, herunder
adoptivbørn, finder reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse.«
7.
§ 8.
Den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i
riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på
samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det
fyldte 22. år. ----
Stk. 2.
----
7.
§ 8, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»
Den, der er født i udlandet og aldrig
har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der
tyder på samhørighed med Danmark, taber sin danske
indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den
pågældende derved bliver statsløs.«
8.
§ 9 A.
Kongen kan efter overenskomst med andre stater
fastsætte, at bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal finde anvendelse.
Udtrykket aftaleland i denne paragraf omfatter den eller de stater, med
hvilke sådan overenskomst er sluttet.
Stk. 2.
En person, som ved fødslen har erhvervet
statsborgerret såvel i Danmark som i aftaleland, mister dansk
indfødsret ved opnåelsen af en i overenskomsten fastsat alder,
som ikke må være under 19 år og ikke over 22 år,
såfremt han i de sidste 5 år har haft sin faste bopæl i
vedkommende aftaleland.
Stk. 3.
Taber nogen sin indfødsret efter stk. 2,
taber også hans barn indfødsretten, hvis det har erhvervet den
gennem ham, medmindre barnet derved bliver statsløst.
Stk. 4.
Den, der har mistet dansk indfødsret i henhold
til denne paragraf og derefter vedblivende har været statsborger i
aftaleland, generhverver indfødsretten, når han efter at have
taget fast bopæl her i riget over for Statsamtet, Overpræsidiet,
Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i
Grønland afgiver skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i
§ 4, 2. punktum, og i § 5 finder tilsvarende anvendelse.
8.
§ 9 A ophæves.
9.
§ 10.
Kongen kan efter overenskomst med Finland, Island, Norge og
Sverige fastsætte, at en eller flere af bestemmelserne under A-C skal
finde anvendelse. Udtrykket nordisk aftaleland i denne paragraf omfatter den
eller de stater, med hvilke sådan overenskomst er sluttet.
9.
§ 10 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 10. Efter overenskomst mellem Danmark og de øvrige
nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) gælder i visse
tilfælde særlige regler for personer, der tidligere har haft
bopæl i et andet nordisk land, eller som har statsborgerret i et andet
nordisk land, jf. herved §§ 10 A 10 C.
Stk. 2.
I forhold til hvert enkelt af de nordiske lande finder
reglerne i §§ 10 A 10 C anvendelse fra det tidspunkt, hvor
overenskomsten træder i kraft for det pågældende land.
A. Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i nordisk
aftaleland indtil det fyldte 16. år med bopæl her i riget. Den
pågældende skal dog ved erklæringens afgivelse vedblivende
have haft bopæl her i riget i de sidste 5 år.
§ 10 A.
Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i
et andet nordisk land med bopæl her i riget, dog kun i det omfang
bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud
for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte
16. år.
Stk. 2.
Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i
nordisk aftaleland indtil det fyldte 12. år med bopæl her i
riget.
Stk. 2.
Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i
et nordisk land indtil det fyldte 12. år med bopæl her i
riget.
Stk. 3.
Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i
nordisk aftaleland i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i
riget.
Stk. 3.
Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i
et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i
riget.
B. Statsborger i nordisk aftaleland som:
1. har erhvervet statsborgerret dér på anden måde
end ved naturalisation,
2. er fyldt 18 år,
3. har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og
4. ikke i løbet af denne tid er dømt til frihedsstraf,
arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller til anbringelse i en særlig
forvaringsanstalt, jf. borgerlig straffelovs § 70, stk. 1,
§ 10 B.
En statsborger i et nordisk land, som
1) har erhvervet statsborgerret dér på anden måde
end ved naturalisation,
2) er fyldt 18 år,
3) har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og
4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller
foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf,
erhverver dansk indfødsret ved over for Statsamtet,
Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom.
Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende anvendelse.
erhverver dansk indfødsret ved over for et
statsamt, Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden på
Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive
skriftlig erklæring herom. Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende
anvendelse.
C. Den, der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har
været statsborger i nordisk aftaleland, generhverver
indfødsretten, når han efter at have taget fast bopæl her
i riget over for Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på
Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland afgiver
skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende
anvendelse.
§ 10 C.
Den, der har mistet dansk indfødsret og
derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land,
generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast
bopæl her i riget over for et statsamt, Københavns
Overpræsidium, Rigsombudsmanden på Færøerne eller
Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom.
Bestemmelsen i § 5 finder tilsvarende anvendelse.«
10.
§ 11.
Erklæring om erhvervelse af indfødsret i
henhold til denne lovs §§ 3, 4, 9 A, stk. 4, 10 B og 10 C kan ikke
afgives ved værge eller af forældremyndighedens indehaver.
10.
I § 11 udgår »§ 9 A, stk. 4,«.
11.
§ 11.
Erklæring om erhvervelse af indfødsret i
henhold til denne lovs §§ 3, 4, 9 A, stk. 4, 10 B og 10 C kan ikke
afgives ved værge eller af forældremyndighedens indehaver.
11.
I § 11 indsættes som stk. 2:
Stk. 2.
En erklæring afgivet efter lovens §§ 3,
4, 10 B eller 10 C afvises af den myndighed, som erklæringen er fremsat
overfor, hvis myndigheden ikke finder, at betingelserne for at erhverve dansk
indfødsret ved erklæring er opfyldt. Afvisning af en
erklæring kan påklages til Justitsministeriet.«
12.
§ 12.
----
Stk. 2.
----
12.
§ 12, stk. 3, affattes således:
Stk. 3.
Justitsministeren kan hos skattemyndigheder og andre
myndigheder i den offentlige forvaltning indhente de oplysninger, også
i elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret, som er
nødvendige for at behandle ansøgningerne.
Stk. 4. ----
»
Stk. 3. Justitsministeren kan hos
skattemyndigheder og andre myndigheder indhente de oplysninger, også i
elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret og disses
børn, som er nødvendige for at behandle
ansøgningerne.«
2. Lov om auktion ved auktionsledere
Gældende lov
Lovforslaget
1.
§ 3.
Auktionsledere beskikkes af justitsministeren efter
indstilling af fogeden.
Stk. 2.
Beskikkelsen kan kun meddeles personer, der har dansk
indfødsret, er fyldt 25 år og er vederhæftige.
Stk. 3.
----
Stk. 4.
----
Stk. 5.
----
1.
I § 3, stk. 2, udgår: »har dansk indfødsret,«.
3. Lov om vagtvirksomhed
Gældende lov
Lovforslaget
1.
§ 3.
Autorisation kan meddeles personer, der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) er fyldt 25 år,
4) ikke er umyndig, under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under samværgemål
efter værgemålslovens § 7,
5) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
6) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved
forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og
derover,
7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en
nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve
vagtvirksomhed, jf borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, og som
8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne
udøve vagtvirksomhed på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
1.
§ 3, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.
2.
§ 3 ..
Stk. 2.
Kravet i stk. 1 om dansk indfødsret og
bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i
international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.
2.
I § 3, stk. 2, udgår: »dansk indfødsret og«.
3.
§ 4.
Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller
anpartsselskaber, når de er registreret i aktieselskabs-registeret og
direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder
betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4, jf. stk. 2, og
direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i
§ 3, stk. 1, nr. 5-8. ----
Stk. 2.
----
3.
I § 4, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 1-4« til: »nr. 1-3«, og »nr. 5-8 « til: »nr. 4-7«.
4.
§ 14.
----
Stk. 2.
En autorisation kan endvidere tilbagekaldes,
såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, og § 4,
stk. 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation
ikke længere er til stede. ----
Stk. 3.
----
4.
I § 14, stk. 2, 1. pkt., ændres to steder
»nr. 6« til: »nr. 5«.
5.
§ 17.
En autorisation bortfalder, når autorisationens
indehaver dør eller ophører med at opfylde betingelserne i
§ 3, stk. 1, nr. 1-5, og § 4, stk. 1, jf. § 3,
stk. 1, nr. 1-5.
Stk. 2.
----
5.
I § 17, stk. 1, ændres to steder »nr. 1-5« til: »nr. 1-4«.
Bilag 2
Den Europæiske Konvention om Statsborgerret
Præambel
Europarådets medlemsstater og andre stater, som
undertegner denne konvention,
der finder, at det er Europarådets mål at
opnå større enhed mellem dets medlemmer;
der tager hensyn til de talrige internationale
instrumenter, som vedrører statsborgerret, dobbelt statsborgerret og
statsløshed,
der anerkender, at der i anliggender vedrørende
statsborgerret bør tages hensyn til staternes såvel som til
enkeltpersoners legitime interesser;
der ønsker at fremme en progressiv udvikling af
retlige principper vedrørende statsborgerret samt anerkendelse af
disse i staternes nationale lovgivning, og som tilstræber, så
vidt det er muligt, at undgå tilfælde af statsløshed;
der ønsker at undgå diskrimination i
anliggender, der vedrører statsborgerret;
der anerkender retten til respekt for familieliv, som
fastsat i artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder;
der konstaterer, at staterne har forskelligt syn på
spørgsmålet om dobbelt statsborgerret, og som anerkender, at det
er den enkelte stats frie afgørelse, hvilke konsekvenser den i sin
nationale lovgivning drager af den omstændighed, at en statsborger
erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i et andet land;
der er enige om det ønskelige i at finde
hensigtsmæssige løsninger på konsekvenserne af dobbelt
statsborgerret og i særdeleshed, hvad angår de rettigheder og
forpligtelser, der er forbundet med dobbelt statsborgerret;
der finder det ønskeligt, at personer, som har
statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater, kun har
værnepligt i en af disse;
der finder det nødvendigt at fremme internationalt
samarbejde mellem de nationale myndigheder, som er ansvarlige for anliggender
vedrørende statsborgerret,
har indgået følgende aftale:
Kapitel 1
Generelle forhold
Artikel 1
Konventionens formål
Denne konvention fastlægger principper og regler for
fysiske personers statsborgerret samt regler vedrørende
værnepligten i tilfælde af dobbelt statsborgerret, som de
kontraherende staters nationale lovgivning skal være i overensstemmelse
med.
Artikel 2
Definitioner
I denne konvention:
a forstås ved »statsborgerret« det retlige bånd mellem en
person og en stat, mens begrebet ikke indeholder nogen angivelse af personens
etniske oprindelse;
b forstås ved »dobbelt statsborgerret« det forhold, at en person
har statsborgerret i to eller flere lande på samme tid;
c forstås ved »barn« enhver person under atten år, med
mindre myndighedsalderen opnås tidligere i henhold til den lovgivning,
der gælder vedrørende barnet;
d forstås ved »national lovgivning« alle former for bestemmelser
i det nationale retssystem, herunder forfatningen, lovgivningen,
bekendtgørelser, retspraksis, almindelige regler og procedurer
så vel som regler, der hidrører fra bindende internationale
instrumenter.
Kapitel II
Generelle principper vedrørende
statsborgerret
Artikel 3
Statens kompetence
1 Enhver stat fastsætter ifølge sin egen lovgivning, hvem
der er dens statsborgere.
2 Denne lovgivning skal anerkendes af andre stater, for så vidt
den er i overensstemmelse med gældende internationale konventioner, de
almindelige folkeretlige regler samt almindeligt anerkendte retsprincippper
vedrørende statsborgerret.
Artikel 4
Principper
Enhver kontraherende stats regler om statsborgerret skal
baseres på følgende principper:
a enhver har ret til at besidde statsborgerret;
b statsløshed skal undgås;
c ingen kan fratages sin statsborgerret på et vilkårligt
grundlag;
d hverken indgåelse eller opløsning af ægteskab
mellem en statsborger i en kontraherende stat og en udlænding, eller
den omstændighed, at den ene af ægtefællerne erhverver
statsborgerret i et andet land under ægteskabet, har automatisk
betydning for den anden ægtefælles statsborgerret.
Artikel 5
Ikke-diskrimination
1 En kontraherende stats regler vedrørende statsborgerret
må ikke indeholde forskelle eller omfatte praksis, der indebærer,
at der finder forskelsbehandling sted på grund af køn, religion,
race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.
2 Enhver kontraherende stat skal følge princippet om ikke at
forskelsbehandle sine statsborgere, uanset om de har erhvervet
indfødsret ved fødslen eller efterfølgende.
Kapitel III
Regler vedrørende statsborgerret
Artikel 6
Erhvervelse af indfødsret
1 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning
erhverver følgende personer ex lege indfødsret:
a Børn født af forældre, hvoraf den ene på
tidspunktet for barnets fødsel er i besiddelse af statsborgerret i den
kontraherende stat, medmindre andet følger af landets nationale
lovgivning vedrørende børn født i udlandet. For så
vidt angår børn, hvis forældreforhold er fastslået
ved anerkendelse, retsafgørelse eller lignende, kan en kontraherende
stat bestemme, at barnet erhverver indfødsret som fastlagt i den
nationale lovgivning;
b hittebørn, som bliver fundet på den
pågældende stats område, og som ellers ville være
statsløse.
2 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning
erhverves indfødsret af børn, der er født på den
pågældende stats område, og som ikke ved fødslen
erhverver indfødsret i en anden stat. Indfødsretten
erhverves:
a ved fødslen ex lege; eller
b efterfølgende af børn, som er statsløse, efter
ansøgning til den rette myndighed fra eller på vegne af det
pågældende barn efter de i den kontraherende stats nationale
lovgivning foreskrevne regler. Det kan bestemmes, at ansøgning kun kan
indgives af personer, der har haft lovligt og fast ophold i det
pågældende land i en periode på højst fem år
umiddelbart forud for indgivelse af ansøgningen.
3 Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning skal
der gives mulighed for naturalisation af personer med lovligt og fast ophold
i det pågældende land. Ifølge de af den kontraherende stat
opstillede betingelser for naturalisation, kan der højst kræves
fast ophold i en periode på ti år, før en ansøgning
kan indgives.
4 Enhver kontraherende stat skal i sin nationale lovgivning lette
erhvervelsen af indfødsret for følgende personer:
a personer, der er gift med en af landets statsborgere;
b børn af forældre, hvoraf den ene er i besiddelse af
statsborgerret i landet, idet de er omfattet af den i artikel 6, stk. 1,
litra a fastsatte undtagelse;
c børn af forældre, hvoraf den ene erhverver eller har
erhvervet statsborgerret i landet;
d adoptivbørn, hvor adoptanten er i besiddelse af statsborgerret
i landet;
e personer, som er født på det pågældende
lands område og har lovligt og fast ophold der;
f personer, som i en periode inden det fyldte 18. år har haft
lovligt og fast ophold i det pågældende land, idet varigheden af
den pågældendes faste ophold i landet bestemmes ifølge den
pågældende kontraherende stats nationale lovgivning;
g statsløse personer og anerkendte flygtninge med lovligt og
fast ophold i landet.
Artikel 7
Fortabelse af statsborgerret ex lege eller på
foranledning af en kontraherende stat
1 Enhver kontraherende stats nationale lovgivning må ikke
indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerret ex lege eller
på foranledning af den kontraherende stat, bortset fra følgende
tilfælde:
a frivillig erhvervelse af fremmed statsborgerret;
b erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat gennem
bedragerisk handlemåde, urigtige oplysninger eller fortielse af
relevante forhold fra ansøgerens side;
c frivillig fremmed militærtjeneste;
d handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende
stats vitale interesser;
e et manglende reelt tilknytningsforhold mellem den kontraherende stat
og en statsborger med fast bopæl i udlandet;
f hvor det fastslås i løbet af et barns
mindreårighed, at de i landets nationale lovgivning fastsatte
betingelser, som førte til barnets ex lege erhvervelse af
statsborgerret i den kontraherende stat, ikke længere er opfyldt;
g adoption af et barn, hvis barnet erhverver eller er i besiddelse af
den ene eller begge adoptivforældrenes fremmede
statsborgerret.
2 En kontraherende stats nationale lovgivning kan indeholde
bestemmelser om, at børn, hvis forældre fortaber deres
statsborgerret i det pågældende land, ligeledes fortaber denne
statsborgerret, bortset fra de af stk. 1, litra c og d omfattede
tilfælde. Børn fortaber imidlertid ikke statsborgerretten, hvis
den ene af deres forældre fortsat besidder den.
3 En kontraherende stats nationale lovgivning må ikke indeholde
bestemmelser om, at statsborgerretten fortabes i medfør af denne
artikels stk. 1 og 2, hvis den pågældende person derved
ville blive statsløs, dog med undtagelse af de i stk. 1, litra b
omtalte tilfælde.
Artikel 8
Fortabelse af statsborgerret på personens egen
foranledning
1 Enhver kontraherende stat skal tillade, at en person kan løses
fra sin statsborgerret, dog på betingelse af, at den
pågældende ikke derved bliver statsløs.
2 En kontraherende stat kan imidlertid i sin nationale lovgivning
bestemme, at alene statsborgere, som har deres faste bopæl i et andet
land, kan give afkald på deres statsborgerret.
Artikel 9
Generhvervelse af statsborgerret
Enhver kontraherende stat skal i de tilfælde og
på de betingelser, som er fastsat i landets nationale lovgivning, lette
generhvervelsen af statsborgerret i landet for landets tidligere
statsborgere, som har lovligt og fast ophold i landet.
Kapitel IV
Procedurer vedrørende statsborgerret
Artikel 10
Behandling af ansøgninger
Enhver kontraherende stat skal sikre, at
ansøgninger om erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse
eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet
behandles inden for en rimelig tidsfrist.
Artikel 11
Afgørelser
Enhver kontraherende stat skal sikre, at
afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse,
generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af
statsborgerret i landet, indeholder skriftlige begrundelser.
Artikel 12
Ret til fornyet prøvelse
Enhver kontraherende stat skal sikre, at
afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse,
generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af
statsborgerret i landet, kan gøres til genstand for fornyet
administrativ eller retslig prøvelse i overensstemmelse med landets
nationale lovgivning.
Artikel 13
Gebyrer
1 Enhver kontraherende stat skal sikre, at gebyret for erhvervelse,
bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for
erhvervelse af statsborgerret i landet er rimeligt.
2 Enhver kontraherende stat skal sikre, at størrelsen af gebyret
for en fornyet administrativ eller retslig prøvelse ikke udgør
en hindring for ansøgerne.
Kapitel V
Dobbelt statsborgerret
Artikel 14
Tilfælde af dobbelt statsborgerret ex
lege
1 En kontraherende stat skal tillade:
a at børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet
statsborgerret i forskellige lande, bevarer denne.
b sine statsborgere at være i besiddelse af fremmed
statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk ved
ægteskab.
2 Bevarelsen af den i stk. 1 omtalte statsborgerret i forskellige
lande sker med forbehold for de relevante bestemmelser i denne konventions
artikel 7.
Artikel 15
Andre mulige tilfælde af dobbelt
statsborgerret
Denne konventions bestemmelser begrænser ikke en
kontraherende stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme
hvorvidt:
a statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i
en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret i den
kontraherende stat;
b erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald
på eller fortabelse af fremmed statsborgerret.
Artikel 16
Bevarelse af tidligere statsborgerret
En kontraherende stat må ikke gøre en persons
erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende
giver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt
afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan
påkræves.
Artikel 17
Rettigheder og forpligtelser i forbindelse med dobbelt
statsborgerret
1 Statsborgere, som bor i en kontraherende stat, og som har fremmed
statsborgerret, skal i den kontraherende stat, have samme rettigheder og
forpligtelser, som statens øvrige statsborgere.
2 Bestemmelserne i dette kapitel vedrører ikke:
a folkerettens regler vedrørende diplomatisk eller
konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat yder en af sine
statsborgere, der samtidigt har fremmed statsborgerret;
b de kontraherende staters anvendelse af internationale privatretlige
regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.
Kapitel VI
Statssuccession og statsborgerret
Artikel 18
Principper
1 I spørgsmål om statsborgerret i tilfælde af
statssuccession skal enhver berørt kontraherende stat respektere
principperne for en retsstat, reglerne vedrørende
menneskerettighederne og de principper, der er indeholdt i denne konventions
artikel 4 og 5 samt i denne artikels stk. 2, i særdeleshed med
henblik på at undgå tilfælde af statsløshed.
2 Ved afgørelsen af, om statsborgerret kan tillægges eller
bevares i tilfælde af statssuccession skal enhver berørt
kontraherende stat navnlig lægge vægt på nedenstående
forhold:
a et virkeligt og faktisk eksisterende tilknytningsforhold mellem den
pågældende person og staten;
b den omstændighed, at den pågældende person har fast
bopæl i staten på tidspunktet for statssuccessionen;
c den pågældende persons eget udtrykkelige
ønske;
d den pågældende persons geografiske oprindelse.
3 Såfremt erhvervelsen af statsborgerret er betinget af
fortabelse af fremmed statsborgerret, finder bestemmelserne i denne
konventions artikel 16 anvendelse.
Artikel 19
Afgørelse i henhold til international aftale
I tilfælde af statssuccession skal de berørte
kontraherende stater søge at regulere spørgsmål
vedrørende statsborgerret ved indbyrdes aftale samt i påkommende
tilfælde under inddragelse af deres relationer til andre berørte
stater. Sådanne aftaler skal respektere de principper og regler, der er
indeholdt, eller hvortil der henvises, i dette kapitel.
Artikel 20
Principper vedrørende ikke- statsborgere
1 Enhver kontraherende stat skal respektere følgende
principper:
a statsborgere i en forgængerstat med fast bopæl i det
område, over hvilket suveræniteten er overgået til en
successorstat, og som ikke har erhvervet statsborgerret i denne, er
berettigede til at forblive i denne stat;
b de i litra a omhandlede personer skal behandles på lige fod med
successorstatens egne statsborgere for så vidt angår sociale og
økonomiske rettigheder.
2 Enhver kontraherende stat kan udelukke de i stk. 1 omhandlede
personer fra ansættelse i offentlig tjeneste, som indebærer
myndighedsudøvelse.
Kapitel VII
Værnepligt i tilfælde af dobbelt
statsborgerret
Artikel 21
Opfyldelse af værnepligten
1 Personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende stater
skal kun gøre militærtjeneste i en af disse.
2 Anvendelsen af stk. 1 kan fastlægges ved særlig
aftale mellem de kontraherende stater.
3 Medmindre andet er eller senere måtte blive bestemt ved
særlig aftale, gælder følgende bestemmelser for personer
med statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater:
a Enhver sådan person skal opfylde sine militære
forpligtelser over for den kontraherende stat, hvor han har sin faste
bopæl. Dog kan han inden det fyldte 19. år vælge at
gøre militærtjeneste som frivillig i en anden kontraherende
stat, hvor han ligeledes har statsborgerret, forudsat at den samlede og
effektive tjenestetid mindst har et omfang svarende til den aktive
militære tjenestetid, der gælder i den førstnævnte
kontraherende stat;
b En person, som har fast bopæl i en kontraherende stat, hvor han
ikke har statsborgerret, eller i et land, som ikke er en kontraherende stat,
kan vælge at gøre militærtjeneste i en hvilken som helst
kontraherende stat, hvor han har statsborgerret;
c En person, som i overensstemmelse med de i litra a og b fastsatte
regler opfylder sin værnepligt i en kontraherende stat i
overensstemmelse med denne stats lovgivning, anses for at have opfyldt sine
militære forpligtelser over for enhver af de kontraherende stater, hvor
han ligeledes har statsborgerret;
d En person, som før denne konventions ikrafttræden mellem
de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, har opfyldt sine
militære forpligtelser over for en af disse i overensstemmelse med den
pågældende stats lovgivning, anses for at have opfyldt de samme
forpligtelser over for enhver anden af de kontraherende stater, hvor han
ligeledes har statsborgerret;
e En person, som i overensstemmelse med litra a har gjort aktiv
militærtjeneste i den ene af de kontraherende stater, hvor han har
statsborgerret, og som senere flytter sin faste bopæl til den anden af
de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, skal kun gøre
militærtjeneste i reserven i sidstnævnte stat;
f Anvendelsen af denne artikel virker ikke på nogen måde
præjudicerende for de pågældende personers
statsborgerret;
g I tilfælde af, at en kontraherende stat mobiliserer, har de i
denne artikel indeholdte forpligtelser ikke bindende virkning for den
pågældende stat.
Artikel 22
Fritagelse for værnepligt eller alternativ civil
tjeneste
Medmindre andet er eller måtte blive bestemt ved
særskilt aftale, finder følgende bestemmelser anvendelse
på personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende
stater:
a Denne konventions artikel 21, stk. 3 litra c finder anvendelse
på personer, som er fritaget for militærtjeneste eller har gjort
civil tjeneste som et alternativ;
b En person, som har statsborgerret i en kontraherende stat, som ikke
har tvungen værnepligt, anses for at have opfyldt sine militære
forpligtelser, når han har fast bopæl i den
pågældende stat. Derimod anses han ikke for at have opfyldt sine
militære forpligtelser over for en kontraherende stat, hvor han
ligeledes har statsborgerret, og hvor der er tvungen værnepligt,
medmindre den faste bopæl har været opretholdt indtil en bestemt
alder, som de pågældende kontraherende stater skal give
meddelelse om på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af
deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;
c Ligeledes anses en person, der har statsborgerret i en kontraherende
stat, som ikke har tvungen værnepligt, for at have opfyldt sine
militære forpligtelser, når han har gjort militærtjeneste
som frivillig i en samlet effektiv periode, der mindst svarer til omfanget af
den aktive militærtjeneste, der gælder i den stat, hvor han
ligeledes har statsborgerret, uanset hvor han har sin faste
bopæl.
Kapitel VIII
Samarbejde mellem de kontraherende stater
Artikel 23
Samarbejde mellem de kontraherende stater
1 Med henblik på at lette samarbejdet mellem de kontraherende
stater, skal deres kompetente myndigheder:
a give Europarådets generalsekretær oplysninger om deres
nationale lovgivning vedrørende statsborgerret, herunder
tilfælde af statsløshed og dobbelt statsborgerret, og om
udviklinger, der måtte vedrøre anvendelsen af denne
konvention;
b på anmodning give hinanden oplysninger om deres nationale
lovgivning vedrørende statsborgerret og om udviklinger, der
måtte vedrøre anvendelsen af denne konvention.
2 De kontraherende stater skal samarbejde indbyrdes og med
Europarådets øvrige medlemsstater inden for rammerne af det
kompetente mellemstatslige organ under Europarådet med henblik på
at behandle alle relevante problemer og fremme en progressiv udvikling af
retsprincipper og praksis vedrørende statsborgerret og dermed
beslægtede spørgsmål.
Artikel 24
Udveksling af oplysninger
Enhver kontraherende stat kan til enhver tid med forbehold
af den gældende registerlovgivning erklære, at den vil informere
en anden kontraherende stat, der har afgivet samme erklæring, om at
statsborgere i denne anden stat frivilligt har erhvervet statsborgerret i den
pågældende stat. I en sådan erklæring kan det
tilkendegives, under hvilke betingelser den kontraherende stat vil afgive de
pågældende oplysninger. Erklæringen kan til enhver tid
tilbagekaldes.
Kapitel IX
Konventionens anvendelse
Artikel 25
Erklæringer vedrørende konventionens
anvendelse
1 Enhver stat kan på undertegnelsestidspunktet eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære, at den agter at undtage kapitel
VII fra konventionens anvendelsesområde.
2 Bestemmelserne i kapitel VII finder kun anvendelse i forholdet mellem
de kontraherende stater, for hvem kapitel VII er gældende.
3 Enhver kontraherende stat kan efterfølgende meddele
Europarådets generalsekretær, at den agter at lade bestemmelserne
i kapitel VII finde anvendelse, som var blevet undtaget på
undertegnelsestidspunktet eller i statens ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument. Denne meddelelse får virkning fra
modtagelsesdatoen.
Artikel 26
Virkningen af denne konvention
1 Bestemmelserne i denne konvention er uden præjudice for
bestemmelserne i national lovgivning eller bindende internationale
instrumenter, som allerede er trådt i kraft eller senere måtte
træde i kraft, ifølge hvilke enkeltpersoner har eller ville
få en bedre retsstilling på området vedrørende
statsborgerret.
2 Denne konvention er uden præjudice for anvendelsen af:
a Konventionen af 1963 om begrænsning af tilfælde af
dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt
statsborgerret og dennes protokoller;
b andre bindende internationale instrumenter for så vidt disse er
i overensstemmelse med denne konvention,
i forholdet mellem de kontraherende stater, der er
forpligtet af disse instrumenter.
Kapitel X
Afsluttende bestemmelser
Artikel 27
Undertegnelse og ikrafttræden
1 Denne konvention skal være åben for undertegnelse af
Europarådets medlemsstater samt ikke- medlemsstater, som har deltaget i
udarbejdelsen af den. Disse stater kan give deres samtykke til at være
bundet:
a ved undertegnelse uden forbehold af ratifikation eller godkendelse,
eller
b ved undertegnelse under forbehold af ratifikation eller godkendelse
efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.
Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal
deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2 Denne konvention træder i kraft for alle stater, der har givet
deres samtykke til at blive bundet af konventionen, den første dag i
den måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter den dato, hvor tre af Europarådets
medlemsstater har givet deres samtykke til at være bundet af denne
konvention i overensstemmelse med de i foregående stykke indeholdte
bestemmelser.
3 For så vidt angår enhver stat, som senere giver sit
samtykke til at være bundet af konventionen, træder denne i kraft
den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor
den pågældende stat har undertegnet eller deponeret sit
ratifikations- eller godkendelsesinstrument.
Artikel 28
Tiltrædelse
1 Efter at denne konvention er trådt i kraft, kan
Europarådets Ministerkomité opfordre enhver stat, som ikke er
medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af den,
til at tiltræde konventionen.
2 For så vidt angår enhver stat, som tiltræder denne
konvention, træder den i kraft den første dag i den måned,
der følger efter udløbet af en periode på tre
måneder efter den dato, hvor den pågældende stat har
deponeret sit tiltrædelsesinstrument hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel 29
Forbehold
1 Der kan ikke tages forbehold for så vidt angår
bestemmelserne indeholdt i denne konventions kapitel I, II og VI. Enhver stat
kan på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument tage et
eller flere forbehold over for konventionens øvrige bestemmelser, for
så vidt disse forbehold er i overensstemmelse med konventionens
formål og hensigt.
2 Enhver stat, som tager et eller flere forbehold, skal underrette
Europarådets generalsekretær om det relevante indhold af landets
nationale lovgivning eller om andre relevante forhold.
3 En stat, som har taget et eller flere forbehold i overensstemmelse
med stk. 1, skal overveje at tilbagekalde disse helt eller delvis,
så snart omstændighederne tillader det. En sådan
tilbagekaldelse foretages ved en meddelelse til Europarådets
generalsekretær og får virkning fra modtagelsesdatoen.
4 Enhver stat, som udvider denne konventions anvendelse til et
territorialt område, der er omtalt i den i artikel 30 stk. 2
nævnte erklæring, kan for så vidt angår det
pågældende område tage et eller flere forbehold i
overensstemmelse med bestemmelserne i de foregående stykker.
5 En kontraherende stat, som har taget forbehold over for en hvilken
som helst af de i konventionens kapitel VII fastsatte bestemmelser, kan ikke
kræve, at disse bestemmelser anvendes af en anden kontraherende stat,
undtagen i den udstrækning, hvori den selv har accepteret
dem.
Artikel 30
Territorialt anvendelsesområde
1 Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller
hvilke områder denne konvention skal finde anvendelse.
2 Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til
Europarådets generalsekretær udvide denne konventions anvendelse
til ethvert andet område, som er angivet i erklæringen, og for
hvis internationale relationer den pågældende stat er ansvarlig,
eller på hvis vegne den er bemyndiget til at påtage sig
forpligtelser. For så vidt angår et sådant område
træder konventionen i kraft den første dag i den måned,
der følger efter udløbet af en periode på tre
måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en
sådan erklæring.
3 Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to
foregående stykker kan, for så vidt angår ethvert
område, der er anført i erklæringen, tilbagekaldes ved en
meddelelse til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen træder i kraft
den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for
generalsekretærens modtagelse af en sådan meddelelse.
Artikel 31
Opsigelse
1 Enhver kontraherende stat kan på ethvert tidspunkt opsige hele
konventionen eller blot kapitel VII ved en meddelelse til Europarådets
generalsekretær.
2 En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i
den måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af meddelelsen.
Artikel 32
Meddelelser fra generalsekretæren
Europarådets generalsekretær skal underrette
Europarådets medlemsstater, enhver signatarstat, enhver kontraherende
stat og enhver anden stat, som har tiltrådt denne konvention
om:
a undertegnelser;
b deponering af ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter;
c datoer for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse
med konventionens artikel 27 og 28;
d ethvert forbehold og enhver tilbagekaldelse af forbehold i
medfør af bestemmelserne i konventionens artikel 29;
e enhver meddelelse eller erklæring afgivet i medfør af
bestemmelserne i denne konventions artikel 23, 24, 25, 27, 28, 29, 30 og
31;
f enhver anden handling, meddelelse eller underretning
vedrørende denne konvention.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede
befuldmægtigede undertegnet denne konvention.
Udfærdiget i Strasbourg, den 6. november 1997,
på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i
et enkelt eksemplar, som deponeres i Europarådets arkiver.
Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede
genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de
ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention,
samt til de stater, som er blevet opfordret til at tiltræde den.
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed Retsinformation · 28. december 1998
- Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998) - L 69 Retsinformation · 28. oktober 1998
- Sagen drejer sig om fortolkningen af indfødsretslovens § 1, stk. 1, herunder om sagsøger, hvis mor ikke er dansk statsborger, ved fødslen har erhvervet dansk indfødsret som følge af undfangelse ved assisteret reproduktion med sæd fra en såkaldt åben sæddonor, der har dansk statsborgerskab Domsdatabasen · 4. november 2022
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed Retsinformation · 8. december 1998
- Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed Retsinformation · 17. december 1998
- Sag om, hvorvidt sagsøger erhvervede dansk indfødsret ved legitimation i medfør af den dagældende indfødsretslovs § 2 som følge af, at hendes far efter hendes fødsel, men forud for forældrenes indgåelse af ægteskab, erhvervede dansk indfødsret Domsdatabasen · 1. december 2023