Spring til indhold

Retsinformation

Confirmation paa de Reformeredes privilegier (* 1)

SKR nr 12000 af 15/05/1747SkrivelseBy-, Land- og Kirkeministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Confirmation paa de Reformeredes privilegier (*

1)

1). De skal, ligesom andre Kgl. Arve- Undersaatter, være Kongen, som

deres rette Arve-Konge og Herre, hulde og troe, 2.) Alle Reformerede, som i

Kongens Riger og Lande ere boesatte eller sig herefter nedsætte, af hvad

Stand og Vilkaar de end ere, Geistlige eller Verdslige, skal for det Steds

Magistrat, hvor de sig opholde, aflægge Troeskabs-Eed saavel mundtlig, som

skriftlig; men de som boe i Khavn, og ei ere under Byens Jurisiction, skal

skrive Troeskabs-Eden paa den maade, som dem forelægges, hvilken i Cancelliet

indleveres; Og maa ingen Reformeert sig her nedsætte, eller sig noget

Kiøbmandskab, Haandværk og deslige foretage, før han saaledes har aflagt

Troeskabs-Eed. 3.) De skal i alle verdslige Sager aldeles være undergivne og

rette sig efter Kongens Lov, Frr. og Befalinger, og deri bevise

Stiftbefalingsmændene og alle andre, som noget paa Kongens Vegne over dem kan

have at byde, al tilbørlig Lydighed; saavidt det ikke strider mod disse

Privilegier. 4.) De Reformerede maae holde visse Skoler, i hvilke endog Børn

af den Augsburgiske Confession maae undervises i et og andet Sprog, i at sye,

kniple, knytte og anden haandgeierning, dog at i samme Skoler, saa længe

slige Børn der undervises, aldeles intet tales om den reformerte Religion,

samt at ingen oplæres der i bemeldte Religion, uden saavidt Forældrene enten

selv eller ved andre der oplære deres egne Børn i deres Religion, hvilket dog

bør skee, naar ingen af den Augsburgske Confession er tilstede sligt at høre;

saasom de Reformerede skal holde sig roligen for sig selv og ikke søge nogen

til deres Religion directe eller indirecte at overtale; men om nogen sig hos

dem til deres Religions Antagelse frivillig angiver, da maae de ikke saadanne

antage, men skal dem strax fra sig afvise. 5.) Deres Prædikantere skal stede

i deres Prædikener entholde sig fra hadskelig og med Foragt at tale om de

Controverser og Lærdomme, som den Augsburgske Confession eller Ministerium i

nogen maade kan angaae, saa og aldeles evitere det, som nogen Forargelse og

Uenighed mellem den gemeene Mand, eller Opsætsighed imod Øvrigheden og andre

Læs alt

Indbyggere kan foraarsage, og saaledes baade offentlig og i privat

Omgiængelse altid lade see af Beskedenhed og det, som til Rolighed og

Samdrægtighed kan tiene, og intet nogensinde fremføre, som den her i Rigerne

antagne Religion eller Ministerium til nogen Forkleinelse kan komme; ei

heller maa nogen af deres sig in publicis locis lade høre til at impugnere

vores Dogmata Religionis, med mindre de dertil blive inviterede, paa det

deraf ingen Urolighed eller Misforstand skal foraarsages. 6.) De Reformerede

skal helligholde saavel de ordinaire Bededage om Fredagen, som de

extraordinaire og almindelige, naar de paabydes; og bør de paa slige

extraordinaire Bededage, og ellers naar Bedestunde anordnes, bruge den

foreskrevne Bøn, hvilken og i de andre Kirker læsses, aldeles uforandret,

samt entholde sig paa alle høitidelige Fester fra al verdslig Sandtering, og

holde deres Boder tillukte saavel paa slige Dage, som ellers om Fredagen,

indtil Prædiken er ude. De maae og paa visse Timer om Dagen holde Bøn i deres

Kirker, naar det kun skeer paa samme Tid, som daglig Bøn holdes i de andre

Statens Kirker. 7.) Gudstienesten i Kirken skal de For- og Eftermiddag

begynde paa samme Tid og Time, som den her i andre Kirker begyndes, saa at

deres Menighed samler sig naar det ringer sammen til andre Stadens Kirker;

thi dem bevilges vel et Seierværk ved Kirken, men ingen Klokker til at ringe

med. Dog i Fald der skulde prædikes i deres Kirker 2de Gange om For- eller

Eftermiddagen, forbydes dem ikke at begynde deres anden Prædiken, naar den

første er endt. 8.) Deres Gudstieneste maae de holde ei alene i det Franske

og Tydske, men endog i det Hollandske og Engelske Sprog, saafremt saa mange

af de Nationer i Fremtiden sig hid ind skulde begive, at de Prædikantere i

samme Sprog kan underholde. 9.) Den Plads, paa hvilken deres Kirke nu er

bygt, saavelsom at Kirken tilhørende Grund og Bygning er frie for Grundskat

og anden af Grundskatten dependerende Paalæg. 10.) Med et lidet Kirke- Segl,

som er i Præsternes og de Ældstes Giemme, maae de forsegle Attester,

Skudsmaal og deslige. 11.) De maae ei holde noget Consistorium, eller, naar

dem lyster, forsamle sig for imellem dem selv at giøre Love og Frr. eller

Dømme i forefaldende Sager; thi dersom i geistlige Sager, deres Kirke og

Skoler vedkommende, imellem dem, saavel deres Ministerii Betiente, som andre

til deres Menighed henhørende, nogen Tvistighed forefalder, hvorom de ei i

Mindelighed kan forenes, vil Kongen anordne visse Deputerede, som, naar

fornødent giøres, skal samle dem, anhøre deres Tvistigheder og, saavidt

mueligt, bilægge dem, samt tilligemed dem anordne, hvad til god Skik og Orden

kan tiene, dog Kongens souveraine Magt og Myndighed endog i geistlige Sager

uforkrænket, hvad Sager imellem dem ei venligen kan bilægges, skal Kongen

refereres, som Commissarier vil anordne slige Sager efter Loven at afgiøre.

Ei heller er det dem, især deres prædikantere, tilladt, at sætte nogen

geistlig Mand fra sit Embede, men ifald nogen af den Orden forseer sig, bør

det de Deputerede tilkiendegives, som skal søge derpaa at raade Bod. Er

Forseelsen saa grov, at den med Embedes Forliis bør straffes, gives det

Kongen tilkiende, da Han nogen vil beskikke derpaa efter Loven at dømme. 12.)

Dog maae de Reformerede forfatte visse Slutninger og Conventioner imellem dem

selv indbyrdes, deres Kirkes og Skoles Sager angaaende, naar inden særdeles

Lov og Fr. findes, hvorefter de sig kan vide at rette; men slige Slutninger

skal altid de Deputerede forevises, og siden af Kongen confirmeres, saafremt

de skal ansees at være af nogen Gyldighed. 13.) De maae og uden de

Deputeredes Hosværelse: a.) Foretage sig de forargelige Lemmer i deres

Menighed, og dem ved Straf bringe til deres Synders Kundskab, saavidt

interiorem disciplinæ administrationem angaaer, dog at Excommunicatio

derunder ei forstaaes, som de ei uden prævia caufæ cognitione for de

Deputerede og Kgl. Resolution maae exercere. b.) Forlige dem der leve i

Uenighed sammen. c.) Forsyne deres Kirke med behøvende Reparation. d.) Udvise

aparte Stole og Pladser i deres Kirke til den af deres Religion, som det

forlange. e.) Uddele Almisse til deres Fattige; Dog hvis nogen af deres

Menighed ei er tilfreds med hvis de saaledes slutte, kan samme sig derover

hos de Deputerede besvære. 14.) Naar en reformeret mandsperson gifter sig med

en Hustrue af den Augsburgske Confession, eller en Mandsperson af den

Augsburgske Confession med en reformeret hustrue, da bør Brudevielsen

forrettes af den Menigheds Sognepræst, til hvilken Manden eller Hustruen af

den Augsburgske Confession henhører, og skal de Børn, der avles i sligt

Ægteskab, henhøre til den Lutherske Kirke, døbes i Kirken af den Præst, i

hvis Sogn Forældrene boe, og siden opdrages og oplæres i den Lutherske

Religion; Men haver nogen Reformeret uden for Danmark giftet sig med en

Luthersk, maa den Ægtepagt holdes, som de have indgaaet, før de hidkom. Naar

en Luthersk døer, som har været gift med en Reformeret, skal Liget begraves i

en af vore Kirker, enten det Sogns Kirke, hvor den Efterlevende boer, eller i

hvilken af Stadens Kirker den Døde har sin Begravelse. 15.) De reformerede

Præster maae ei befatte sig med Ægteskabs-Sager iblandt deres Troes

Tilhængere, dog maae de forlige Parterne, om skee kan, hvis ikke, have de dem

at forvise til Consistorium, som derpaa skal kiende og dømme. 16.) For de

Reformerte Umyndige beskikkes reformerte Værger; skulde og en Luthersk, i

Mangel af vederhæftige Værger blandt de Reformerte, sættes til Værge for en

reformert Umyndig, da skal han hans Midler efter Loven forsvarlig forestaae,

men den Umyndige maa forblive hos sine Slægt og Venner eller de reformerede

Geistlige, som drage Omsorg for hans eller hendes Optugtelse. Skulde en

Reformeret sættes til Værge for en Luthersk Umyndig, forvalter han alene

Midlerne, men for Myndlingens Optugtelse skal hans Slægt og Venner eller

andre af den Augsburgske Consession drage Omsorg. 17.) Ved Vacance kan

menigheden paa Kgl. Confirmation en Prædikant igien vælge, men denne maa ikke

prædike, eller forrette noget sligt Embedet vedkommende, før han har aflagt

Troeskabs-Eed efter 2 §. 18.) Dog maae fremmede reformerede Prædikanter og

andre Geistlige, som reise igiennem Riget, eller hidkaldes at forrette

Embedet en kort Tid for en syg eller bortreist reformeret Prædikant eller

Kirke-Betient, samt de, der lade sig høre for Menigheden, naar en Præst er

død, vel en og anden Gang prædike uden at aflægge Eed, siden de sig dog strax

igien ud af Landet begive. 19.) De reformerede Præster og deres Enker, som

herfra reise, maae medføre deres Gods, Formue og rede Midler, uden at betale

6te og 10de Penge; saa ere de og for personelle Skatter, som Indqvartering,

Kopskat og Krigsstyr befriede. 20.) De reformerede Præster skal ved hvert

Aars Udgang til de Deputerede, under deres Hænder, levere rigtig Mandtal paa

alle reformerede Mænd, Kvinder og Børn, som sig i Khavn have nedsat eller

opholde, hvad deres Handtering er, hvor de boe, og expresse specificere, hvor

mange sig med vor Troes Bekiendere i Ægteskab have indladt, naar sligt er

skeet, og hvor mange levende Børn de i samme Ægteskab have, hvor gamle

Børnene ere og hvor de ere døbte. 21.) Alle Reformerede, som sig hid ind i

Kongens Riger og Lande vil begive, og sig i Kiøbstederne nedsætte, bygge og

boe, maae og skal de første 20 Aar for alle borgerlige og Byens Tynge, af

hvad Navn være kan, (Told, Consumtion og Accise alene undtagen) aldeles være

frie og forskaanede, og dog ikke desmindre have Frihed lige ved Kgl.

Undersaatter al borgerlige Næring at bruge, og al Handel og Vandel med

kiøben, Sælgen, Manufacturer, Skibs-Parter og paa alle andre Maader at drive,

og sig dermed ernære, som de bedst veed og kan. 22.) Dersom de eller deres

Børn inden bemeldte 20 Aar sig herfra igien vil begive, og i Kongens Riger og

Lande ei længer forblive, maae de frit reise, og deres Midler herfra

bortfløtte uden nogen 6te og 10de Penges Ærlæggelse, eller ringeste Deels

Formindskelse af deres Formue i nogen Maade, under hvad prætert og navn det

og være kunde. 23.) Alle Reformerede, som noget Manufactur-Værk her i Landene

vil indrette, vil Kongen være betænkt, derpaa efter Ansøgning sær Friheder at

meddele. 24.) Alle de Mestere, Svende, Spindere, Farvere og andre Folk, som

de til deres manufacturers Fornødenhed fra fremmede Steder forskrive, samt

alle andre i Almindelighed, som i saa Maade at sig selv sig herind i Landene

vil begive, skal nyde Frihed for Told af deres Boeskab, Løsøre, Redskab og

alle andre Instrumenter, som de til Værkernes Fortsættelse eller anden

nødvendig Brug med sig her indføre, dog Varer, til at trafiqvere med,

herunder ei forstandne 25.) Værk-Husene og alle andre Huse, hvor Værkfolkene

iboe, skal de første 8 Aar være frie for Grundskat samt al borgerlig og

personel Tynge; dog at de Reformerede aarlig erlægge til Sognets Præster,

hvor de bygge og boe, deres præstelige Rettighed, ligesom andre Sognefolk

betale efter kgl. Anordning, endog bemeldte Reformerte samme Sogne-Kirke ikke

søge. 26.) De Reformerede Haandværks-Mestere, som sig efterdags hid ind

begive, maae og skal strax uden videre Bekostning eller Tidsspilde her tages

i Laugene, naar de med Eed bekræfte, tilforn at have brugt det Haandværk, som

de her agte at drive, og derpaa holdt Svende, saa at dem ingen Hinder skal

giøres, om de ei for vigtige Aarsagers Skyld kan faae Beviis med sig fra

Øvrigheden paa de Steder, hvilke de tilforn have beboet; men de bør endog her

tages i Laugene, skiønt Laug paa de Steder, hvor de sig tilforn have opholdt,

ei har været i Brug. 27.) Svende maae og paa samme Maade imodtages, skiønt de

for deslige Aarsagers Skyld intet Lære-Brev bringe med sig, naar de forstaae

deres Haandværk og giøre Eed, paa andre Steder at have tient og arbejdet for

Svende. 28.) De reformerede Haandværksfolk, som ei strax formaae at give sig

i laugene, maae med egne Hænder arbeide et Heelt Aar for hvem de bedst ved og

kan, dog at de tilforn aflægge Troeskabs-Eed. 29.) Dem, som ikke vil begive

sig i Laugene, vil Kongen paa Ansøgning forunde Tilladelse med deres egne

Hænder, som Frimestere, at arbeide, dog uden at oplære nogen i deres

Haandværk. 30.) Alle Haandværksfolk især de, som arbeide i Uld, maae frit,

endog Stykviis Sælge hvor og til hvem de veed og kan, hvad de med egne Hænder

arbeide. 31.) De Reformerede, der ingen anden Profession have lært eller

øvet, maae bruge hvad Kiøbmandsskab, smaat eller stort, dem lyster, naar

derved ingen Indpas skeer dem, som have særdeles Privilegier. 32.) Kongen vil

tage alle Reformerede, som sig i forskrevne maade her vil nedsætte, i

Protection og dem ved disse Privilegia handthæve.

Lignende dokumenter