Danmarks og Norges Kirke-Ritual (Kirkeritualet) (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Danmarks og Norges Kirke-Ritual (Kirkeritualet)
(* 1)
Gr. Da Kongen for nogen Tid siden har befalet nogle af de Fornemste af
Geistligheden i Danmark, at de et Ritual, efter den Formeldning og Anledning,
som i den forhen udgangne Danske Lov dertil gives, skulle forfatte, og deri
indføre alt, hvis til Guds-Tienestes Forretning og Kirke-Ceremonierne i
Rigerne Danmark og Norge henhører, og Loven enten ikke egentlig vedkommer
eller ei omstændeligen derudi ommældes; og samme saaledes forfattede Værk,
som siden efter Kgl. Befalning af endeel Kongens Raad ydermere er
igiennemseet og af Kongen samtykt, nu endelig har naaet den Fuldkommenhed, at
det ved offentlig Tryk er forfærdiget; Saa befales hermed alle Kgl.
Undersaatter i Danmark og Norge, Geistlige og Verdslige, baade i de danske
saavelsom Jydske Menigheder, at de sig efter dette Ritual i alle Maader
hørsommeligst rette og forholde, under Straf, som vedbør.
I Cap.) Om Guds-Tieneste i Kirken med Læsning, Bøn, Sang, Messen for
Alteret og Prædiken; Imo) Paa alle Søndage. 2do) Paa følgende hellige Dage:
Tre Christi Hoved-Høitider, hver i 3 samfælde Dage, Juel, Paaske og Pintse.
Nyt-Aars eller Christi Omskiærelses-Dag. Hellig tre Kongers eller Christi
Aabenbarelses-Dag. Mariæ Renselses-Dag. Mariæ Bebudelses-Dag, hvilken skal
holdes paa Palme-Løverdag,dersom den indfalder paa Palme-Søndag eller
derefter. Christi Himmelfarts-Dag. St. Hans Baptistæ Dag. Mariæ
Besøgelses-Dag.St Michels-Dag. Alle Helgens-Dag (Forandret ved Fr. 26Oct.
1770). Item Skiærtorsdag og Langfredag; saa og i Danmark d. II Febr. 3tio)
Paa ordinaire Bededage og andre Dage, som Loven omformdelder, og hidindtil
sædvanligt været haver (cfr. L. 2 B. 4 Cap.).
1 Art.) Om Søndagen og hellige Dage. Naar Prædiken skal holdes, ringes 3de
Gange. Guds-Tieneste begyndes og endes med de her anordnede Bønner i
Chorsdøren og Fader vor. Til froprædiken om Søndagen ringes paa den ordinaire
Tid. Den, som Sangen i Kiøbstæderne forestaaer, skal, strax det ringer anden
Gang til Froprædiken, med tilforordnede Discipler skikkeligen søge Kirken,
Læs alt
Sangen til rette Tid betiene, og sig, som den Punkt om Skole-Børns Kirkegang
til Høimesse herefter formelder, forsvarligen forholde. For og efter Prædiken
synges de her befalede Psalmer. Der prædikes over det Evangelium, der hører
til Søndagen eller den Helligdag, i alle Maader, ligesom til Høimessen. Ere
der Brude-Folk at vies, da betienes de strax efter al den anden Tieneste er
ude. Til Froprædiken messes ikke, ei heller forrettes Communionen; uden paa
den første Dag af de 3de store Høitider, da den messes, som til Høimessen.
Paa samme Høitider synges efter Prædiken, til Froprædiken saavelsom Høimesse,
de forordnede Vers, hvorpaa Folket gaaer op at ofre, og imidlertid musiceres
der, eller synges en beqvem Psalme. Den ganske Tieneste skal være endet, naar
det ringer første Gang til Høimesse. Til Høimesse ringes første Gang, anden
Gang og sammen paa de sædvanlige Tider. Skole-Børnene i Kiøbstæderne skal
forsamles i Skolen strax det ringer første Gang, og i Rectoris, Conrectoris
og samtlige Collegarum Nærværelse holde deres sædvanlige Bønner; siden, naar
det er ringet anden Gang, skal de samtligen forføie sig af Skolen til Kirken
og sømmeligen gaae Par og Par sammen med Rectore, Conrectore og samtlige
Collegis, hvilke og skal blive i Kirken hos Børnene, indtil af Tienesten er
ude, og have tilbørligt Tilsyn med dem, at de andægtigen og skikkeligen sig
imidlertid anstille, som de agte selv at svare til. Efter Tienesten skal de
iligemaade gaae og følges af Kirken i skolen, hvor de, førend de skilles ad,
synge et Vers eller flere af en beqvem Psalme. Ere der flere Kirker i Byen,
end een, da beskikkes visse Hørere med nogle Discipler til hver af dem, som
da i lige Orden og Skik gaae til og fra Kirken, naar Tid er, og forholde sig,
som forskrevet staaer; Men Rector tilligemed Conrector og andre Collegis, om
flere ere ved Skolen, søger Hoved-Kirken (See Skole-Fr. II Maj. 1775. 57 og
58 -). De Psalmer, som skal synges, samt hvorledes der skal messes, saavel
for, som efter Prædiken, m.v., bliver her fastsat. Præsten, eller hvo som
prædiker, skal efter en Bøn og Fader vor tydeligen oplæse Texten, som skal
forklares, og siden klarligen udlægge den, dog ikke over en Time.
Søndags-Texten er, til Froprædiken og Høimesse, det sædvanlige Evangelium, og
til Aftensang Epistelen; hvorpaa følger uforbigiængelig Catechismi Forklaring
efter Loven, som vel skal iagttages. Præsterne skal blive ved Texten i deres
Prædikener, den samme efter Guds Ord og den sande Kirkes Lærdom forklare
saaledes retteligen, at de Eenfoldige vel kan forstaae dem, og deraf uddrage
Lærdom, Underviisning, Trøst, Formaning, Straf og Revselse, ligesom der gives
best Anledning til, og deres anbetroede Menighed fornemmelig udkræver,
hvorefter de endelig bør at lempe sig; Og skal de især entholde sig fra at
føre noget frem, som deres Tilhørere ikke vedkommer, eller noget, som angaaer
Kongens Regiering, Stats-Sager, Kgl. Ordinancer og Befalinger, eller deslige,
videre end til at formane Tilhørerne til allerunderdanigst Lydighed mod deres
Konge og Hans Bud og Befalinger. De skal iligemaade vel see til, at de ikke
beskiæmme nogen med deres Elencho, saa og, at de ingen røre ved Navn, naar de
straffe Synden, og skal de vogte sig, at de ikke noget paa de hellige Steder,
Prædike- eller Skriftestolen, handle og fremføre af private Affecter, Had
eller Hevngierrighed; Men at de med Sagtmodighed og retsindig Nidkierhed for
Guds Ære giøre alle Ting til Christi Menigheds Opbyggelse og Synderes
Salighed. Hvad de ikke tilfulde vide, det maae de ingenlunde der udraabe.
Alleneste skal de straffe Synden i Almindelighed, og om de ere blevne kyndige
om noget især, da skal de efter christi Befaling Matth. 18. v. 15 tilforn i
Eenrum paaminde dem, som lide Brøst, at de omvende sig i Tide og giøre en
sand Poenitense, som kan tækkes Gud. De skal ikke skielde paa dem, som ere af
en fremmed Religion og Lærdom, men hvor det giøres fornødent, der skal de med
Beskedenhed, som troe Vogtere paa Sions Mure, advare Menigheden derom, og
vise dem deres Vildfarelse af Guds Ord, paa det de ikke skal forarges
derover, eller lade sig forføre af saadanne og i saa Maade lide Skibbrud paa
Troen. Paa visse Helligdage skal der prædikes over særdeles (her befalede)
Materier. Under Prædiken besøges Guds Børn med de Fattiges Tavler. Ligesom
Præsten begynder sin Prædiken, saa skal han og altid slutte den med en
almindelig Bøn paa den Maade, som Loven omformelder. I Særdeleshed skal han
bede for dem, som vil begive sig i Ægteskabs-Stand, saavelsom for de Syge,
Svage og Sengeliggende der i Menigheden, som ere Guds Kirkes Forbøn
begierende, hvilke han ved Navn opregner, og med et kort Ønske befaler dem i
Guds Barmhiertighed til Bestandighed i Troen og en christen Taalmodighed
under Korset, indtil Gud efter sin behagelige Villie giør en god Forandring
derpaa, som kan være hans Navn til Ære og dem til Salighed. Paa nogle her
benævnte Festdage bruges særdeles Bønner. Derpaa læser Præsten lydelig
Herrens Bøn. Dersom noget andet er da at forkynde for Menigheden, enten Kgl.
Mandater, som skal oplæses, eller Aarsens Tider, som paa Landet brugeligt er,
saavelsom Tienestens Begyndelse paa efterfølgende Prædike-Dag, eller og noget
andet at lyse efter, som Præsten tilforn er givet tilkiende og bør at lyses
efter, det skal da foredrages og forkyndes. Præsten slutter med et lidet
Ønske og Velsingelsen. Efterat det anordnede Vers efter Prædiken er sunget,
forrettes Børne-Daaben. Naar Verset derefter er siunget,gaaer, paa Landet, og
hvor det ellers hidindtil har været brugeligt, Qvinden med Barnet op at ofre,
desligeste Fadderne og andre, som dertil ere budne, og synger Degnen
imidlertid en Psalme, som sig derpaa kan best skikke. Derefter forrettes
Communionen, om nogen er; hvorpaa Collecten etc. messes, Udgangs-Psalmen
synges og den ganske Tieneste sluttes paa forbemeldte Maade. Naar Epistelen
saavelsom Evangelium og Velsingelsen læses, enten for Alteret eller af
Prædike-Stolen,da staaer Folket op at høre derpaa. Til Aftensang ringes paa
de sædvanlige Tider; til Tolv-Prædiken, hvor den holdes, kun een Gang Kl.
Tolv. Tienesten holdes paa den her befalede Maade.
II Art.) Om Fredagen og Onsdagen. Til Fredags Froprædiken, hvor den
holdes, ringes om Morgenen, og til Høimessen, ligesom om Søndagen. Tienesten
forrettes paa den her foreskrevnee Maade. Efter Prædiken læses den sædvanlige
Bededags Bøn, og bedes for de Syge, Sengeliggende og andre, ligesom om
Søndagen; Men til Ægteskab lyses ikke paa den Dag. Daaben forrettes paa samme
Tid og Maade, som om Søndagen. Til Onsdags Prædikener i Kiøbstæderne ringes,
som sædvanligt, og ellers holdes dermed i alle Maader, som om Fredagen.
II Cap.) Om Daaben.
1 Art.) Om Børnedaaben. Ingen maae lade sine Børn opholde fra Daaben over
den Tid, som Loven ommelder, i hvo det end være kan; Men saasnart Barnet
bliver født til Verden, skal christelige Forældre eller andre Hosværende
drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfødt, det snareste skee kan. De,
som vil have deres Børn døbte, skal Dagen tilforn give Præsten det tilkiende,
og lade baade sit eget saavelsom Barnets og Faddernes Navne indføre i
Kirkebogen, hvilket Præsterne paa Landet selv forrette; Men Klokkerne i
Kiøbstæderne, dog under Sogne-Præstens Inspektion. Alle Børn skal døbes i
Kirken i dens Funt eller Bekken og 3de Sinde overøses med reent og bart Vand
paa deres blotte Hoveder: I Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands. Ægtefolks
Børn døbes strax efter Prædike-Tienesten, men Hore- og Slegfred-Børn skal i
Kiøbstæderne døbes efter Tolv Slet, og paa Landet, naar de have ofret med de
ægte Børn, eller naar al Tienesten er ude; Og med saadanne Hore- og
Slegfred-Børn maae ej ofres. De skal være Vidsnesbyrd og Faddere til Daaben,
som ere ærlige og uberygtede Folk; Dog maae dertil ei flere bedes, end fem af
Mands- og Qvindespersoner tilsammen. Daaben forrettes paa den her anførte
Maade. Ingen uden ordinerede Personer maae forrette Daaben; Men, dersom
Barnet befindes saa svagt, efterat det fuldkommen er født til Verden, at det
ikke uden Livsfare kan komme til Kirken, da, saafremt ingen Præst er saa nær
ved Haanden, eller anden skikkelig Mands-Person, som er kommen til skiels
Alder, maae Jorde-Moderen, eller en anden gudfrygtig ærlig Qvinde, døbe det
med bart Vand, og intet andet, saaledes: N. Jeg døber dig i Navn Faders, Søns
og Hellig Aands. Dog skal sligt skee i 2 eller 3 Personers Nærværelse, i det
mindste, som derom kan bære Vidnesbyrd, at Barnet er rettelig døbt i den
hellige Trefoldigheds Navn. Skulde det hænde sig, at Moderen hastig blev
overilet med Fødselen, og Barnet var i Livsfare, efterat det fuldkommeligen
var født, saa at der var ikke Tid at kalde nogle andre dertil, da maae hun
selv døbe sit Barn paa forskrevne Maade; Døer det da, saa er det vel dødt,
eferdi det har bekommet den rette Daab, hvorom Præsten underviser Moderen, at
hun ingenlunde skal tvivle.
II Art.) Om hiemmedøbte Børn. Intet Barn maae hiemmedøbes, med mindre
Fornødenhed det udkræver, saa at det befindes saa svagt, at det ikke uden
Livsfare kan komme til Kirken. Det Barn, som formedelst Legemets Svaghed i
andres Overværelse saaledes hjemmedøbes, skal dog føres til Kirken, naar det
bliver saa stærkt, at det kan taale det, dog skal det ingenlunde døbes paa
nye igien, efterdi der er ikkun een Daab; Men aleneste, at Barnets Daab maae
af Guds Ords Tienere ved Hænders Paalæggelse stadfæstes og forkyndes i
Faddernes Nærværelse paa den her anførte Maade. Dersom og Børnene, formedelst
stor Hastigheds Skyld, ikke er givet Navn i deres Hiemmedøbelse, saa giør det
dog ingenlunde Daaben ugyldig, at den jo alligevel er en ret og fuldkommen
Daab, og maae man siden give Barnet sit Navn; men ikke døbe det for den Skyld
om igien.
III Art.) Om Hitte-Børn. Hitte-Børn og alle andre, om hvis Daab man ikke
tilfulde er forsikret, skal føres til Kirken og i Fadderes Overværelse døbes
aabenbarligen, ligsom andre Børn, efter forskrevne Skik og Maade. Og
omendskiønt der maatte, som det undertiden skeer, findes en Seddel hos
Barnet, at det er døbt, saa bør man dog ikke lide derpaa, paa det man ikke
skal lade saa vigtig en Sag beroe paa saa løst og uvist et Vidne, hvorved
Barnet i Længden selv kunde geraade i Tvivlsmaal om sin Salighed. Dog skal
Præsten i slige Tilfælde flittig udforske og efterspørge Barnets Daab, om
nogen kunde give vis Underretning derom; og derfore, saasnart et sligt Barn
hos ham vorder angivet, skal han strax ved første Prædiken, om Barnets
Helbred det kan taale, give Menigheden det tilkiende, om nogen af dem vidste
eller kunde faae at vide, at Barnet havde bekommet Daaben; er det i
Kiøbstæderne, da skeer den Lysning i alle Kirkerne samme Dag, og til alle
Prædikener med tilbørlig Bøn og Formaning; og dersom ingen videre Kundskab
derefter bekommes, da døbes Barnet til næste Prædike-Dag, eller og en anden
Dag strax i Ugen; Men er Barnet svagt, at man frygter at oppebie den Tid, da
døber Præsten det, saasnart skee kan, eftersom sagt er. Naar slige Børn ere
komne til Kirken, giør Præsten, førend de døbes, en (her anført) Formaning
til de Nærværende.
IV Art.) Om voxne Menneskers Daab. De, som ere komne til skiels Alder og
dog ikke ere døbte, men begiere af Guds Tienere at døbes, dem skal Præsterne
strax indføre for Superintendenten, som skal bære Omsorg, at de blive vel og
grundig underviste i deres Cateshismo og andre Troens-Artikler. Imidlertid
skal Præsterne idelig og alvorlig formane den, som vil døbes, at han ikke
beviser nogen Skrømt og Hyklerie i dette høie Saligheds-Værk, eller seer
dermed hen til nogen verdslig Ære og Profit, men alene til sin Siels evige
Salighed. Siden skal han af Superintendenten i nogle Præsters Nærværelse
nogle Gange overhøres ikke alene i sin Cateschismo og christelige
Børne-Lærdom, men endog i de fornemste Hovedstykker, som han tilforn har
været uenig med os i, saasom om den hellige Treenighed, om Christo, om de
høiværdige Sacramenter og i Særdeleshed om Daabens Nytte og Fornødenhed. Naar
han da er kommen saavidt, at han kan sin Catechismum og veed at svare til de
fornemste Hovedstykker i den christelige Troe, saa at han til dette hellige
Daabens Sacramente vel kan annammes, skal sligt Søndagen tilforn gives den
ganske Menighed tilkiende og giøres offentlig Bøn til Gud for hans
Omvendelse. Hvorpaa næste Prædikedag med hans Daab forholdes paa den her
anførte Maade. Afsindige Mennesker og de, som ere fra deres Forstand, maae
ikke tilstædes Daaben, naar de ere gamle, med mindre de komme til sig igien,
og kunde saa blive underviste til Salighed.
III Cap.) Om Barsel-Qvinder, Jordemødre og Qvindernes Kirkegang efter
deres Barsel-Seng.
1 Art.) Om Barsel-Qvinder. Præsterne skal flittelig undervise Qvinderne,
naar de rede til Barsel, og formane dem, at de med Taknemmelighed erkiende
den Velsignelse, som Gud har nedlagt hos dem, og vogte sig fra al misheld og
skadeligt Tilfald, saa vidt mueligt er, og arbeide troligen i deres Kald,
naar Tiden kommer, vidende, at, omendskiøndt al den Smerte er for Syndens
Skyld, saa ere de dog Gud behagelige i samme deres Kald, naar de stadig
forbliver i Troen, Helliggiørelsen og Tugt, og med Taalmodighed vente en god
og mild Forløsning. Døer saadant et Barn i Moders Liv, eller før det kan
komme til Daab og Christendom, uden Forældrenes Forseelse eller Forsømmelse i
nogen Maade, saa have de en god Samvittighed, og kan dog forsikkre sig, at
der er et Guds Barn. Dersom Barnet efter Moderens Død er endnu levendes i
hende, da maae der ingen Daab dermed foretages, som nogle pleie at giøre,
efterdi Barnet ikke end er kommen af Moderens Liv; Thi det, som ikke er født,
hvorledes kan det blive igienfødt? Men bliver Barnet udskaaren af hende,
eller anderledes udkommer fuldkommen af Moders Liv, da maae det døbes, om det
er levendes.
II Art.) Om Jordemødre.
Til Jordemødre skal af Magistraten i Kiøbstæderne og Amtmændene paa Landet
beskikkes ærlige og gudfrygtige Qvinder, som forstaae sig paa det Embede, og
med deres Sogne-Præstes Attest bevise, at de ere af et got og christeligt
Levnet. Men førend de antages, skal de af erfarne Medicis eller Chirurgis
flittig examineres og overhøres, om de forstaae sig paa den Bestilling, og
naar de af dem ere dertil kjendte dygtige, gives dem Brev paa forseglet
Papiir under Raadstuesegl i Kiøbstæderne og under Amtmandens Segl paa Landet
for en billig Skriver-Penge, at de maae lade sig bruge hos Barsel-Qvinder,
naar de begieres; og skal de boe paa beqvemme Steder, saavel de Fattige, som
de Rige til Hielp, og skal, efter ethvert Steds Leilighed, saa mange
beskikkes, som vel fornødent giøres, paa det den ene ikke skal være den anden
i Veien. For saadan deres Umage skal dem gives hvad billigt er; men de
Fattige skal de hielpe for Guds Skyld. Præsterne skal, hver i sit Sogn,
flittig undervise disse Jordemødre, naar de dertil ere udvalgte, hvorledes de
skal forholde sig i samme deres anbetroede Embede, baade med Barsel-Qvinder,
saa og med Fostreret. Først at de vide ret at trøste sygelige Qvinder, som
ere nær til at føde, og formane dem til ydmyg Taksigelse for den Guds
Velsignelse, de ere begavede med, som er Livets Frugt, hvilken ikke
vederfares alle Qvinder; Og at de hiertelig paafalde Gud om Hielp og Bistand,
som med sin kraftige Nærværelse skal giøre det beste for dem; de skal og føre
dem til Gemyt, at den Smerte, som de lide i Fødselen, er et Kors, som dem af
Gud er paalagt for Syndens Skyld, hvilken dem dog, næst Guds Hielp, snarligen
skal omvendes til en stor Glæde, om de ellers med Taalmodighed i Troe og
Tillid vente Guds Time; og skulle de end staae i nogen Livsfare derover, at
de blive dog taalige og befale sig Gud med alle dem, som bære hans Kors; Men
dette tør man dog ikke tale meget om, uden der synes stor Livsfare paa Færde.
Dernæst, at de varligen omgaaes med Fosteret,saa at det ikke for deres Skyld
kommer til Skade i nogen Maade; Og dersom de finde det levendes i Moders Liv,
men svagt til Fødselen, skal de befale det Gud med disse eller andre saadanne
Ord: »O Herre Jesu Christe, som haver en synderlig Behagelighed til
smaae Børn, og har selv lovet at annamme dem til det evige Liv: Paa samme dit
Ord frembære vi nu dette Barn til dig i vore Hierters Bønner; Annam det O
kiereste Jesu og lad det evig nyde din Forløsning, den du os forhvervede paa
Korset. Amen.« Kommer Barnet fuldkommen til Verden, men sygt og
skrøbeligt, saa det er i Livsfare, skal de strax døbe det, som før er meldt,
og, om Tid er, bede derhos denne liden Bøn: » O Herre Jesu Christe!
dette Barn ofre vi dig efter dit eget Ord, og bede dig, at du annammer det og
lader det blive en Christen.« Eller og kortere saaledes: »O Herre
Jesu! annam dette Barn.« Men er Barnet dødt i Moders Liv, da befale de
det Gud, og giøre deres Flid, at hun, som er forspendt, maae blive ved; Og
paa det de desbedre maae ihukomme, hvad dem fornemmelig paaligger i dette
deres Kald, at de med en god Samvittighed det kunde forestaae, skal Præsterne
2de Gange om Aaret, ved Paaske og Mikkelsdag i Medtienernes eller
medhielpernes Nærværelse, enhver i sit Sogn, forelæse dem disse efterskrevne
Punkter, hvilket beqvemmelig kan skee i Sacristiet, hvor det haves, eller og
i Choret i Kirken: 1mo) Efterdi I har paataget eder at være Jordemoder her i
Byen (Sognet), hvorved mange christelige Qvinders Liv og Helbred tilligemed
deres Livs Frugt er given i eders Hænder, da bør det eder af Hiertet at
frygte og elskee Gud, gierne høre hans hellige Ord, at I kunde bruge det de
Lidende til Trøst, naar Tid er, og med eders gudelige Bønner dagligen formane
Livets Herre og Skaber, at han kraftig vil staae eder bi i dette eders Kald,
forleene gode Raad med al Naade og Velsignelse til eders Foretagende,
eftersom I skal vide, at det er ikke et Menneskes Gierning alene, men
allermeest Guds Gierning, som uddrager Børnene af Moders Liv. 2do) Skal I
være Omhyggelige i dette eders Kald, og stræbe med al muelig Flid, at baade
Moderen og Barnet maae holdes ved god Helbred uden Meen og Skade, videndes,
at dersom I enten af Forsømmelse, Uagtsomhed, Drukkenskab eller og formedelst
en grov Medfart tilføie nogen af dem nogen Skade, da ere I Mordere, og Gud
vil kræve det uskyldige Blod af eders Hænder. 3tio) Skal I vogte eder, at I
intet handle efter Egensindighed af Had, Fiendskab eller anden
Hevngierrighed; men dersom nogen har tilforn forurettet eder, da skal I efter
eders Christendoms Pligt det gierne forlade og forglemme, og ingenlunde lade
den Nødlidende nu undgielde det i hendes store Nød. Dersom Barnet er døbt hos
Moderen, skal I giøre eders Beste, at hun, som er forspendt, maae blive ved
Livet. 4to) Skal I med Beskedenhed og god Fornuft omgaaes de frugtsommelige
Qvinder, elske dem, som eders Døttre, og handle moderligen med dem, trøste
dem flittig af Guds Ord, at de ikke forsage, og med andre nærværende Qvinder
giøre Bøn for dem, saavelsom, naar Tid er, alvorligen formane dem, at de
troligen arbeide i deres Kald efter Guds egen Anordning, paa det de ikke for
en strakket Smertes Skyld selv skulle omkomme deres Lives Frugt, og i saa
Maade belæste sig med en ond Samvittighed. 5to) Skal I være villige til at
hielpe den Fattige, saavelsom den Rige, og ikke have nogens Persons Anseelse,
efterdi de ere alle lige høit agtede for Gud; Ikke heller skal I besvære
nogen med alt for stor Løn for samme eders Tieneste, men de, som intet
formaae, dem skal I tiene for Guds Skyld; Og uanseet I saaledes ere pligtige
til at tiene alle og enhver, hvor det giøres behov og udkræves af Eder, endog
dem, som føde i Utugt og uden et ærligt Ægteskab, saa skal I dog ikke hielpe
til at undertrykke og fortie saadanne uegte Fødseler; men saasnart Barnet er
kommen til Verden, skal I strax give Præsten det tilkiende der i Sognet, paa
det Gud maae faae sin Ære, Synderen omvendes og Forargelse borttages: 6to)
Skal I intet andet bruge enten til Moderen eller Barnet, end Bønnen, og med
Bønnen saadanne Midler, som ere naturlige, brugelige og christelige, og, naar
nogen Nød er paa Færde, søge de nærmeste Medicos eller Badskere om et got
Raad; Andre uchristelige, ulovlige, ja afgudiske og dievelske Midler skal I
ikke alene selv entholde eder fra; men endog, om I saadant hos andre
fornemme, give Øvrigheden og Præsten det strax tilkiende, at de tilbørligen
derfor kan straffes; Saa skal I og ikke skamme eder at tage Raad hos
gudfrygtige Matroner og andre erfarne Jordemødre, at I ikke skulle synes
selvvise og derover sætte baade Moderen og Barnet i Fare; men heller lade
eder gierne sige, ligesom Nøden det udfordrer. 7mo) Skal I altid være ædrue
og sparsommelige, og tage eder vel vare for Drukkenskab, efterdi I derover
hastig maatte forsee eder; Desligeste skal I have en Afskye for al usømmelig
og utugtig Tale og Gebærder, at I ikke dermed skulle give Forargelse til
andre; men mere beflitte eder paa, at I med et ærbart og skikkeligt Levnet
maae være et got Exempel for andre Qvinder. 8vo) Hvor Nøden ikke kommer for
hastig paa, skal I ikke gierne noget alene foretage, men, om det er mueligt,
lade andre forstandige Qvinder dertil falde, og, giøres det fornødent,
Præsten tillige, Moderen til Trøst, som er forspendt. 9no) Skal I være tavse
og ikke for nogen anden aabenbare en Qvindes Brøst, at hun derved beskiæmmes.
10mo) Med Daaben skal I eder aldeles intet befatte; men er Barnet i Livsfare,
efterat det fuldkommeligen er født, da maae I, om Præsten ikke er ved
Haanden, eller nogen skikkelig Mandsperson, som er kommen til skiels Alder,
døbe det i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands; Ellers skal I befale Gud
Barnet, mens det er endnu i Moders Liv, at han vil annamme det til Naade for
Christi Skyld. 11mo) Skal I ikke heller befatte eder med noget Barns
hemmelige Begravelse; men, hvor noget utidigt Foster fødes, der skal I først
vise det for Præsten og fornemme af ham, hvorledes det skal begraves. Paa
disse forskrevne Punkter skal enhver Jordemoder giøre sin corporlige eed, for
Magistraten i Kiøbstæderne og Amtmændene paa Landet, naar hun dertil antages.
Eeden kan være saaledes; »Jeg N., antagen til at være Jordemoder,
sværger og lover: 1mo) at jeg altid vil have Gud for Øien i dette besværlige
Kald og af yderste Flid formedelst Guds Naade og de dertil sømmelige Midler
troeligen hielpe hver og en, som min Hielp begierer, saavel den Fattige, som
den Rige, varligen omgaaes baade Moderen og Fosteret, saa at dem for min
Uagtsomhed, Forsømmelse eller ond Medfart ingen Skade maae tilføies. 2do) At
jeg ingen uegte Fødsel eller Barnemord vil fortie, som mig kan forekomme; men
paa behørige Steder det strax tilkiendegive, hvem det og monne være, uden
nogen Persons Anseelse. 3tio) At jeg vil findes ædruelig, kydsk og flittig i
dette mit anbetroede Kald, og ellers i alt mit Foretagende, saavelsom i Liv
og Levnet, mig saaledes forholde efter disse mig forelæste Punkter, at ingen,
næst Guds Hielp, skal have Aarsag i nogen Maade sig over mig at besvære; Saa
sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord!»
III Art.) Om Qvindernes Kirkegang efter deres Barselseng. Barsel-Qvinder
skal holde sig nogle Uger inde af Kirken efter deres Barnefødsel og siden af
Præsten indledes, hvor det hidindtil har været brugeligt. Uegte Qvinder, som
føde deres Børn i Hoer og Ukydskhed uden et ærligt Ægteskab, skal og holde
sig nogle Uger hiemme, som sædvanligt, men blive dog ikke af Guds Tienere
indledte i Kirken, ei heller have nogen Følge med sig til Kirken. De, som
skal indledes, give sig an for Præsten Dagen tilforn og lade antegne deres
Navne i en vis Bog. Om Morgenen derefter kommer hun med nogle faa Par Qvinder
betimeligen til Kirken, saasnart Gudstieneste begyndes, men bliver saalænge
staaendes i Vaabenhuset eller for Kirkedøren, indtil Præsten kommer til hende
og med en kort Formaning staaendes inden for Kirkedøren, og Qvinden lige for
ham uden Døren, minder hende om hendes Taksigelse imod Gud, som har hiulpet
hende af den Nød, hun var udi, og givet hende Glæde for Sorrig formedelst en
god Forløsning, at hun ikke glemmer at takke Gud tilbørligen derfor, nu hun
er opkommen til Guds Huus, og ellers altid og herefter bevise sig omhyggelig
for at opføde sit Barn i Herrens sande Frygt, og selv med et godt Exempel
foregaae det i alt det, som christeligt er, hvortil han ønsker hende Lykke og
Velsignelse og gaaer saa fra hende. Siden gaaer hun med sit Følge ind i
Kirken til sit sædvanlige Stade, og forretter der sin Andagt med andre Guds
Børn. Efter Prædiken gaaer hun med samme sit Følge op til Herrens Alter, og
ofre de deres Gaver til Guds Tienere, hvad de selv vil, og best kan
afstedkomme. (Indledelsens Maade kan være saaledes, som her nærmere er
foreskrevet).
IV Cap.) Om Skriftemaal og Afløsning.
1 Art) Om lønligt Skriftemaal og Afløsning. De, som vil bruge det hellige
Nadverens Sacramente, skal enten Dagen tilforn, eller samme Dag for Prædiken,
om det for vigtige Aarsager ikke kan skee Dagen tilforn, indstille sig for
Præsten i Skriftestolen, bekiende deres Synder for ham og bede om Afløsning;
Dog skal de, som enten først vil gaae dertil, eller have noget synderligt
billigen at tage i Agt, gaae til Præsten nogle Dage tilforn, at han
beqvemmeligen med dem derom kan handle, og i Tide raabe deres Samvittigheder
af Guds Ord. Naar de saa vil skrifte, skal de i en sand Hiertens Ydmyghed
fremkomme, og saasom for Guds eget Ansigt sætte sig med Ærbødighed ned paa
Knæ for Herrens Tiener, mens de giøre deres Skriftemaal og (paa den her
anførte Maade) annamme Afløsning. Og efterdi en Guds Tiener sidder her i Guds
Sted at handle med dem, som ere besværede med Synden, og bør at være troe i
sit Kald, saa at han intet forsømmer, som kan være Gud til Ære og Synderen
til Trøst, Glæde og en salig Omvendelse, da maae han vel see sig for, at han
ikke i nogen Maade misbruger det hellige Embeds Myndighed og dermed giver Gud
Aarsag at kræve en Synders Blod af hans Hænder, naar han enten af Frygt for
Menneskene og deres Unaade efterlader noget, som til en Synders Salighed
kunde være fornødent, eller og af Had, Nid, Gierrighed, Uvenskab og andre
deslige private Affecter overfuser en Synder paa det hellige Sted, eller
maaskee bebreider ham, hvad dem kunde være imellem, eller og haanligen
afviser ham fra Skriftestolen, andre Guds Børn til Forargelse; Men om nogen
beteer sig ubodfærdeligen, ham skal en Guds Tiener flittig formane til Bod og
Bedring og beflitte sig paa med Sagtmodighed at overtale ham af Guds Ord, at
han opsætter sit Forehavende, indtil han ved den Hellig Aands Bistand maae
være bedre skikket til saa helligt et Værk. Imidlertid Skriftemaal saaledes
forrettes, skal Klokkerne i Kiøbstæderne og Degnene paa Landet stedse være
tilstede i Kirken og nøie give Agt paa, hvo de ere, og hvor mange, som gaae
til Skrifte, hvilke ved Navn og Dag i en dertil forordnet Bog rigtig af dem
skal antegnes, paa der man kan kiende de forsømmlige og vide, hvor meget Brød
og Viin til hver Communion endelig kan behøves, at ingen Mangel derpaa maae
være de Gudfrygtige til Hinder i deres Salighed og Menigheden til Forargelse.
Derfor skal og enhver Præst have en Tavle hos sig i Skriftestolen, hvorpaa
han tegner Tallet paa dem, som have skriftet. Til det hemmelige Skriftemaal
maae de ikke stædes, som efter Loven ere skyldige til at udstaae Kirkens
Disciplin, men slige bør deres Forseelse aabenbare for Menigheden at afbede
og aabenbare afløses.
II Art.) Om aabenbare Skriftemaal og Afløsning. Aabenbare Afløsning skal
skee i Kiøbstæderne om Fredagen, og paa Landet om Søndagen, strax efter
Prædiken paa de Steder, som Loven omformelder. De, som saaledes skal afløses,
bør nogen Tid tilforn at oplade sig for Præsten og begiere Afløsning, og
dersom han da finder en sand Anger og Ruelse hos dem over deres begangne
Forseelse, skal han næste Prædike-Dag, da saadan Afløsning bør at skee, dem
annamme og (paa den her bestemte Maade) afløse. Hvorpaa den, som har faaet
Afløsning, gaaer til Herrens Nadvere.
V Cap.) Om Christi Nadveres Sacramente. Præsterne alene, og ingen anden,
skal i Kirken,naar Gudstieneste forrettes, uddele det høiværdige Alterens
Sacramente; men hos de Syge og Fangne, som ikke kan komme til Kirken,
forrette de det i Husene. Ingen Præst maae communicere sig selv (end ikke paa
hans Sotteseng, naar han kan have en anden dertil), men bør i saa Maade lade
sig betiene af en anden, ligesom andre giøre. De, som have faaet Afløsning af
Guds Tiener, enten hemmelig eller aabenbare, skal siden, naar Communionen
angaaer, komme med Andagt til Herrens Alter og sætte sig ned paa Knæ omkring
Alteret, saa mange som vel kan faae Rum uden Trængsel, Mændene paa den høire
og Qvinderne paa den venstre Side; De andre blive saalænge staaende ordentlig
og skikkelig ved Siderne af Alteret, indtil de første ere blevne betiente.
Præsten skal være iført baade Messe-Skiorten og Messe-Hagelen, mens
Communionen forrettes, saa skal og Alteret altid være beklædt med en smuk
reen Dug, Kalk og Disk og tvende antændte Lys, saa længe Communionen varer,
samt fornøden Viin og Brød derpaa tilstede, saa tidt nogen skal berettes,
hvormed Klokkerne i Kiøbstæderne og Degnene paa Landet skal have flittig
Indseende. Communionen forrettes paa den her beskrevne Maade. Præsten skal
flittig lægge Bind paa, at han veed Tallet paa dem, som skal berettes, saa at
han ikke nødes til at igientage de forskrevne Velsignelsen Ord; Thi hverken
Brødet eller Vinen bør at uddeles, førend de ved Ordet ere helligede. Til
dette høiværdige Sacramente maae de, som Loven det forbyder, ikke annammes.
Ei heller maae nogen af en fremmed Religion annammes til Alterens Sacramente,
førend han først tilfulde er underviist i vores Troe, og ganske frasiger sig
sin forrige Religion for Præsten.
VI Cap.) Hvorledes med Syge, Anfegtede, Besatte, Fangne og Misdædere skal
omgaaes.
I Art.) Om Syge. De Syge, Vanføre og Sengeliggende, som ikke kan komme til
Kirken, skal Præsterne ideligen besøge, og ingenlunde nægte dem det hellige
Nadverens Sacramente i deres egne Huse, naar de det begiere, og skikke sig
værdeligen dertil efter Guds Ord og Befaling; Saa skal de og, naar Leilighed
gives, flittig paaminde Folket, at de betimeligen sende Bud efter dem, naar
de blive syge, og ei bie til den alleryderste Nød, paa det de des ideligere
kunde besøge dem og med fornøden Paamindelse, Raad og Trøst af Guds hellige
Ord komme dem til Hielp og Tieneste i deres Lidelser. Og skal den Svage
imidlertid af de Nærværende flittig erindres om sin Daabes Kraft, hvorved han
beholder en god Samvittigheds Pagt med Gud, og kan fuldkommen forsikkre sig
om det evige Liv, dersom han ikkun med en stadig Troe holder fast ved Jesum
og hans dyre Fortieneste, som er skeet til hans Salighed. Er Præsten selv
svag, naar han kaldes til nogen Syg at berette, saa at han ikke kan komme
derhen, da skal den nærmeste Præst dertil fordres, om han kan bekommes. Hvor
Præsten saa kaldes at berette nogen, did skal han uden Forsømmelse komme, det
være sig Nat eller Dag, og vel efTextænke, hvorledes den Syge har skikket sig
i sin Velmagt, at han nu i hans Afmægtighed desbedre kan undervise ham til
Salighed. Efterat han har talt med den Syge (saaledes som her er anført),
vige de, som ere tilstede, strax af i et andet Rum, indtil Communionen
foretages, paa det Præsten kan handle ene med den Syge, og da farer han
videre frem i sin Tale til ham (saaledes som her er foreskrevet) og med
Haands Paalæggelse tilsiger ham sine Synders Forladelse. Derefter kalder
Præsten Folket ind igien i Stuen til den Syge, og, om det ikke er giort
tilforn, befaler en reen Dug at bredes paa Bordet med et eller to tændte Lys
derpaa, og sætter saa Kalk og Disk derpaa tilligemed Brød og Viin. Hvorpaa
han (paa den her foreskrevne Maade) meddeler ham Sacramentet og trøster ham.
Er den Syge saa svag, at han ikke kan udsige sit Skriftemaal, og Præsten
finder dog visse Bodfærdigheds Tegn hos ham med en hiertelig Forlængsel efter
det høiværdige Sacramente, da træder han strax til Absolutionen og den
paafølgende Communion, ligesom før er sagt. End er han i den Tilstand, at han
hverken kan høre eller tale, da skal dog Præsten ikke forlade ham, ei heller
nægte ham Sacramentet, om han med Tegn kan give tilkiende sin Attraae
derefter, og at han forstaaer, hvad der tales til ham; Men er han saa svag,
at han hverken kan høre, tale eller forstaae hvad der tales, da skal Præsten
befale ham Gud, til en naadig Omskiftelse, og derhos formane de Hostaaende,
at de eendrægtigeligen bære ham for Gud i deres Bønner, ligesom hine gjorde
ved den Verkbrudne, at han i Naade ville ansee ham sit arme Creatur, og
trøste ham med sin Hellig Aand, nu han ikke kan trøstes af andre, paa det han
maae finde Guds Kraft i sit Hierte til at imodstaae alle Satans Fristelser,
indtil han giør en god Ende paa hans Svaghed, som kan være til hans Ære og
den Syges Salighed. De, som i deres Livs-Tid have foragtet Evangelium, eller
og deg levet ilde, uden nogen Poenitentse, dersom de af Præsten vil lade sig
omvende paa det sidste, er det got; Men vil de ikke, da maae Christi Legems
og Blods Sacramente ikke gives dem, at de ei skal annamme det sig til større
Fordømmelse; Men hvilke, som bekiende Christrum, og kiende deres onde Levnet,
og ret alvorligen bede om Sacramentet, dem maae man foruden al Fare give det;
Thi Guds Tiener kan dog ikke videre dømme, end efter det, han seer og hører.
II Art.) Om Anfægtede. Bliver nogen paa sin Sygeseng eller og anden Tid
anfægtet for sine Synder, da skal Præsten, om saa skee kan, nogle Gange om
Dagen besøge ham, og (paa den her anviiste Maade) giøre al sin Fliid til at
føre hans Siel til Roelighed igien, paa det han ikke skal geraade i
Fortvivlelse om sin Salighed. Iligemaade skal de andre, som ere hos slige
Anfægtede tilstede, med Bøn, Læsen og Lovsang dagligen opmuntre deres Siele,
at de maae glæde sig i Gud deres Frelsere, og komme jo mere og mere i Guds
overflødige Naades Kundskab sig til Trøst og Husvalelse, og endelig til en
naadig Befrielse fra disse haarde Fristelser. Hvortil Gud forlene enhver
bedrøvet Synder Naade, Styrke og Salighed for Christi Skyld. Plages nogen med
onde Tanker og gaaer altid bedrøvet og beklemt i Hiertet, saa at han hver Dag
jo mere og mere kiedes ved dette Levnet, da skal Præsten, som en Guds Tiener
og en ret Siele-Sørger: 1mo) flittig besøge ham og allerførst vel udforske
hans forrige Liv og Levnet, om han maaskee med nogen grov og vitterlig Last
selv kan have givet Aarsag til denne bange og beængstede Samvittighed, som
han nu føler hos sig. 2do) Skal han formane ham til Sinds Roelighed, at han
tæmmer sine Affekter, det meeste skee kan, og beflitter sig paa at være Herre
over sit eget Sind, vare sig for Ivrighed, skye Eensomhed og være flittig i
sit Kald, som Gud har sat ham udi; Og efterdi der er intet kraftigere Middel
til at hielpe saadanne Melankolske til rette med, end Guds saliggiørende Ord
og det høiværdige Nadverens Sacramente, da skal Præsten søge at føre saadan
en beklemt Siel dem til Brug, det meeste skee kan, og deraf idelig og altid
holde ham Guds livsalige Forjættelser for, at han hænger hart ved dem og
trøster sig dermed, naar Bangheden paakommer ham. 3tio) Skal han til den Ende
formane ham at gaae flittig til Kirke, om han har den Helbred, baade naar Bøn
og Prædiken holdes, og ingen Time forsømme, naar han kan; desligeste, at han
tit og ofte bruger det høiværdige Sacramente og befaler sig saa Gud med en
ivrig og andægtig Bøn. Saaledes skal og Præsten tilholde dem, som nærværende
ere, at de altid bede med den Syge, læse og synge for ham, paa det hans Siel
maae stedse være vakker for Gud, og jo mere og mere forglemme den Bedrøvelse,
som den er udi. Det samme skal Præsten og selv giøre, saa vidt han kommer til
den Syge, og det paa sine Knæ tilligemed alle Nærværende; Der skal og skee
Bøn for dem af Menigheden baade for og efter Prædiken, saa tidt Prædiken
holdes, at Gud ved sin Hellig Aand vil opholde dem i en fast Troe og en god
Samvittighed indtil Enden. Er det i Kiøbstederne, da skeer det i alle
Kirkerne der i Byen, indtil man seer nogen Forandring, men er det paa Landet,
da i nogle af de nærmest hosliggende Kirker. Komme saadanne til rette igien,
da skal iligemaade giøres Taksigelse derfor af Prædikestolen, ligesom for
andre Syge, og det i de samme Kirker, som der tilforn er skeet Bøn i for dem.
III Art.) Om de Besatte og dem, som i en eller anden Maade plages af
Dievelen eller hans onde Redskab. Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdes
for at være besat, eller i anden Maade plages af Dievelen, da maae han
ingenlunde afslaae det; men bør efter sit Embedes Pligt, i Herrens Navn,
efter foregaaende alvorlig Bøn og Paakaldelse til Gud, strax at forføie sig
til den Syge og fornemme hans Tilstand. End bliver han ikke kaldet, og det er
vitterligt, at saadan en er i hans Meenighed, bør han dog komme af sig selv,
og, om han saa tykkes, kan han tage sine Medhielpere eller nogle andre Guds
Børn der af Sognet med sig. Han maae ikke være for hastig til at dømme derom,
at han enten giør for lidet deraf, eller og for meget. Thi endskiønt slige
Exempler, derfor Gud være æret, ere nu omstunder rare i Christenheden, saa
bør man dog ikke holde det for Fabel, Drømme, melankolske Griller eller anden
Sindets Uroelighed, naar saadant høres iblant os, og ikke tænke, at vi nu ere
aldeles frie for slige Satans Anfægtninger. Ikke heller skal en Guds Tiener
være for hastig til at troe den gemene Tale om saadanne Syge; Men han bør
være betænksom i sine Domme, og i saadant Fald vel vide at giøre Forskiel paa
slige Satans Gierninger, saa at han ikke tager det ene for det andet, og
dømmer den at være besat, som enten ikkun udvortes plages af Dievelen, eller
og ved Forgift eller anden Troldom er bragt i den Tilstand, eller og maaskee
af en naturlig Svaghed saaledes kan anstille sig; efterdi der ere adskillige
Sygdomme, som i et og andet ligne dem, som ere befatte, saasom Maanedsyge,
Raserie, den faldende Syge og andre deslige. Derfor, naar Præsten kommer til
nogen, som er saaledes anfægtet, skal han først og for alting vel give Agt
paa, hvorledes den Syges Tilstand er, og derhos nøie udforske, paa hvad Maade
denne Anfægtning er overfalden ham. Hvilket han strax skal give
Superintendenten tilkiende, efter alle Omstændigheder, og imidlertid med Bøn,
Trøst og Formaning flittig opvarte den Syge, saavelsom dagligen antegne, hvis
der forefalder, for desbedre Underretning om Sygdommens Beskaffenhed. Siden
skal Superintendenten beskikke nogle visse Præster deromkring, som,
tilligemed Sognepræsten der paa Stedet, skal skiftes til at opvarte den
Anfægtede med Bøn og Læsning. Disse skal allerførst i nogle Medicorum
Overværelse nogle Gange komme tilsammen hos den Anfægtede, og vel med
hinanden overveie, om den Svaghed kan være naturlig eller ei, hvis ikke, om
det da maaskee maatte være et Enpaitna eller Satans Gøgelspil, hvorved han
saa tidt forblinder Menneskene, og saaledes forvender deres Sind og Sandser,
at det, de tænke de see for deres Øine, er dog slet intet; Eller og om saadan
en vel kan eragtes at være legemlig besat af Dievelen, saa at han enten
hersker og regierer i det ganske Legeme og alle dets Lemmer, samt Sind,
Fornuft og alle Sielens Egenskaber, eller og, at han ikkun har bemægtiget sig
en eller anden særdeles Lem paa Legemet, som han selv boer i, og lader sin
Magt fornemmelig see udi. Thi endskiønt det for mange og store Aarsagers
Skyld er meget vanskeligt nu i disse sidste Tider at giøre Forskiel paa
Aanderne og ret til Grunde at udforske saadan Satans legemlige og personlige
Besættelse i Menneskene, saa kan dog en Guds Tiener ikke lettelig fare vild
derudi, naar han spørger Gud til Raads derom og indretter sin Prøve efter
Guds Ord, hvori alle Satans Anslag mod Menneskene ere os af Gud selv forud
aabenbarede tilligemed en kraftig Recept og Lægedom imod enhver af dem. Og da
saadanne Dievle ikke fare ud uden ved Bøn og Faste, saa skal en Guds Tiener
fornemmelig tilholde saadanne Anfægtede, at de af al Magt imodstaae Satan, og
med en Hiertens andægtig og ivrig Bøn holde Gud deres himmelske Fader deres
store Nød og Elendighed for, at han dog for Christ Skyld vil forbarme sig
over dem. Og skal Bispen til den Ende forfatte en særdeles Bøn i sligt
Tilfald for den Anfægtedes naadige Befrielse, efter Guds behagelige Villie ,
hvilken Præsten, tilligemed andre hosværende Guds Børn, til det mindste
tvende Gange hver Uge med tilbørlig Iver og Andagt paa sine Knæ skal bede
inde hos den Anfægtede, og slutte med Herrens Bøn og Velsignelsen over den
Lidende. Ellers skal de nærmeste Venner og de, som ere i Huset, 2de Gange
hver Dag læse samme Bøn for ham. Iligemaade skal og i alle Bedestunde,
saavelsom og til hver Prædiken, giøres Bøn for samme Menneske, baade for og
efter Prædiken, ikke alene i den Sogne-Kirke, som Personen er udi, men endog
i alle andre Kirker der i Byen, saavelsom i alle Herreds-Kirkerne der
omkring, om det er paa Landet; Dog skal den Syge og Anfægtede ikke personlig
opføres til Kirken, mens samme Bøn holdes, som andensteds brugeligt har
været, med mindre det for sær Aarsags Skyld saaledes maatte vorde befalet,
paa det Menigheden med desstørre Iver og Andagt maatte giøre deres Bøn for
ham. Dersom den Anfægtede med sin Ugudelighed selv har voldet sig denne store
Fristelse, at han enten har indgaaet en særdeles Pagt med Satan og i saa
Maade forbundet sig godvillig til hans Tieneste, eller og han med anden
Ugudelighed har givet Satan Rum til sit Tyrannie at forøve mod ham, da skal
Præsten altid af Guds Ord holde ham for, hvor grovelig han deri har syndet
imod Gud, vise ham, hvad Magt Satan har over Guds Foragtere etc. Men har han
været gudsfrygtig og af et christeligt Levnet, saa at ingen kan sige, at han
selv har foraarsaget sig denne Elændighed, som et Vredes Tegn fra Gud og en
retfærdig Straf for nogen grov dievelsk Gierning, da skal Præsten flittig
trøste ham af Guds Ord og vise ham, at Gud endog for særdeles Aarsager ofte
saaledes tilstæder de Gudfrygtige til en Tiid at plages af Satan etc. Og
dersom Præsten da finder den Anfægtede saaledes beskikket fuld af Troe og
Kierlighed til Gud, taalmodig under Korsets Byrde, frimodig og nidkiær mod
sin Fiende, og særdeles begierlig efter sin Frelseres Jesu Christi helligste
Legems og Blods Deelagtighed, da kan han undertiden betiene ham dermed, naar
han er fri for den Ondes Anfægtninger, og kan agtes best beqvem dertil.
Hvorpaa han efter en kort Paamindelse slutter med Herrens Bøn og Velsignelsen
over den Anfægtede, hvilke Præsten altid giør, saa tit han forlader ham.
IV Art.) Om Fanger og Misdædere.
Præsterne skal nogle Gange besøge de Fangne og Misdædere, som sidde paa
deres Liv i Fængsel for deres begangne Synder, førend de meddele dem
Sacramentet, paa det de med en god og christelig Beredelse kan annamme det.
De skal for alle Ting flittig formane dem til Sandheds rette Bekiendelse, at
de ikke undsee sig for Verden og qvæle Synden hos sig selv, hvormed de lægge
Synd paa Synd og opvække Gud til større Hævn og Vrede over sig, dersom de
forhærde sig imod Gud og give Satan Rum hos dem, i det de imodstaae Sandhed
og tale Løgn; Men at de aabenbarligen vedstaae deres Forseelse og give Gud
Ære, paa det de ikke skal besvære deres Samvittigheder i Døden og saaledes
rykkes bort herfra i deres Sinds modvillige Forhærdelse. Dernæst skal de
formane dem til en sand og retskaffen Anger og Ruelse over deres begangne
Misgierninger, m.v . (efter den her anførte Forskift). Naar de ere dømte,
skal Præsten tit og ofte besøge dem, og med al Fliid drive derpaa, at de nu
alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove Synd og Forseelse, og med en
fri Villie undergive sig den afsagte Dom, den de med al Rette have fortient,
m.v. Siden, om de det begiere og sig dertil christelig berede, betienes de
med Sacramentet, førend de henrettes, med lige Ceremonier, som tilforn hos de
Syge er ommeldt, og bliver Præsten fremdeles hos dem, at trøste dem, synge,
læse og bede med dem; men saafremt de bevise sig halstarrige, blive de ikke
annammede dertil, men befales Gud, at han for sin uendelige Barmhiertigheds
Skyld vil virke en kraftig Omvendelse og Bodfærdighed hos dem, at de ikke
maatte bortdøe i deres Halstarrighed, men ved Guds Aands Kraft endnu komme
til Sandheds Bekiendelse og døe salig. Naar Dagen er, at Æxecutionen skal
forrettes, da skal Præsten, i hvis Sogn Æxecutionen skeer, med flere, om
behov giøres, være betimeligen hos den Fangne, een eller to Timer, førend det
skal angaae, og da skal han med god Andagt og Omhyggelighed igien paaminde
ham om det, som han i de forledne Dage har handlet med ham, samt (paa den her
befalede Maade) formane, trøste og berede ham til Døden. Dersom Præsten
fornemmer nogen Frygt eller Banghed hos Synderen, skal han lade give ham
Viin; dog skal Præsten heri see vel til, at han ikke drikker for meget, og
saaledes besværer sit Hierte med Drukkenskab. Paa Retterstedet skal Præsten
forblive hos ham, tale til ham, læse og bede med ham, indtil han er
henrettet. Dersom han enten hænges eller brydes paa sine Lemmer, eller og
levende martres og deles, da maae Præsten ikke forlade ham, førend han er
død.
VII Cap.) Om Bandsættelse og Afløsning af Band. (Efr 2-9-11:24).
1 Art.) Om Bandsættelse. De, som skal sættes i Band, skal Præsten 3de
Søndage i Rad lyse for af Prædikestolen (paa den her foreskrevne Maade). Men
hvis han (hun) da ikke indstiller sig inden det bliver udlyst, skal Præsten,
efter Provstens og Bispens foregaaende Raad og Samtykke, siden fare fort med
Bandsættelsen, og ved Navn udelukke samme Person af Guds Menighed paa
følgende Maade; Søndagen, efter Prædiken er ude og alt andet er forkyndt af
Prædikestolen, begynder Præsten at tale (efter en her anført Formular) og
slutter saaledes; Jeg kundgiør og aabenbarlig forkynder; »At N.N. for
slige grove Forseelsers Skyld er et Bands-Menneske og udelukt fra den
christen Menigheds Samfund og Sacramente, som en hedning, under saadanne sine
Synders Beholdning og Band, og under Guds Vrede, som han (hun) hidindtil har
samlet sig selv med sin Haardhed og Ubodfærdighed, og hermed saa
overantvorder jeg ham (hende) i Satans Hænder til Kiødsens Fordærvelse, paa
det hans (hendes) Siel efter en sand Omvendelse maae blive frie og salig paa
vor Herres Jesu Dag.« Hvorpaa Klokkeren, om det er i Kiøbstederne, og
Degnen, om det er paa Landet, strax leder denne bandsatte Synder, om den er
da tilstede, ud af Kirken i den ganske Menigheds Paasyn. Dog skal det ikke
være saadan en Synder formeent, den Stund han er under Band, at komme i
Kirken at høre Guds Ord, men han maae have et særdeles Sted for sig selv
nedre i Kirken, hvor det ham forordnes, og saasnart Præsten gaaer af
Prædikestolen, skal Klokkeren (Degnen) hver Gang lede ham fra det forordnede
Sted ud af Kirken. Kan det i sær Henseende ikke skee uden Forargelse, at han
bliver i Sognet, da forvises han til et andet Sogn i Nærværelsen, hvor han og
paa samme Tid og Maade, som sagt er, hver Gang ledes ud af Kirken.
II Art.) Om Afløsning af Band. Naar en halstarrig og forhærdet Synder
saaledes, som sagt er, er bleven sat i Band, og som en Hedning, efter Christi
Befalning, offentlig udelukt af Guds og Jesu Menighed, da bør dog en ret Guds
Tiener ikke saa plat overgive ham, at han jo, som en ret Hyrde, efter Christi
Exempel, flittig søger efter det fortabte Faar, og med Bøn og Forbøn,
saavelsom alvorlige Formaninger, Lærdom og Underviisning, baade offentlig i
Prædiken, saa tidt Leilighed gives af Texten, og hemmelig for sig selv,
idelig og altid stræber at overvinde al Satans Magt i ham, og ved Guds
mægtige Finger løse ham af de haarde Syndens Baand, som ligge paa ham, paa
det han i Tide maatte omvendes til Gud og leve. Og kommer det saa vidt, at
den Bandsatte, formedelst den Hellig Aands Oplysning, seer sin Synds
Vederstyggelighed og den meget farlige og fordømmelige Tilstand, som han
derover er geraaden i, saa at han angrer og fortryder sit Hjertes Haardhed og
Modtvillighed, og derfor længes inderlig efter at komme i Venskab med Gud
igien, og antages i de Helliges Forsamling, at han der med andre Guds Børn
igien maae have Deel i de hellige og himmelske Ting i Guds Kirke, sin
bekymrede Siel til Trøst, Glæde og Husvalelse, da, saafremt han sin
Fortrydelse retsindig giver tilkiende i en sand og alvorlig Bekiendelse, og
man ellers finder rette Bodfærdigheds Tegn hos ham, skal Præsten strax give
Provsten (og, om høi Vigtighed det udkræver, Bispen ogsaa) det tilkiende, og
indkaldes da den Bandsatte og i nogle andre Præsters Overværelse flittig
forhøres og, efter mueligst befunden alvorlig Anger og Ruelse, tillades at
lyses af Band igien og annammes i Guds Menighed, hvilket skal skee paa
efterskrevne Maade: 1mo) Skal Præsten Søndagen tilforn forkynde af
Prædikestolen, at, saasom N.N., som formedelst sin Halstarrighed og
Forhærdelse i Synden er for nogen Tid siden sat i Band og udelukt fra Guds
Menighed, er nu ved hans store Naade kommen i sin Synds rette Kundskab og
Fortrydelse, og begierer hierteligen at forliges med Gud og annammes igien i
den christen Menighed etc., og med adskillige Bodfærdigheds Tegn har givet
sit Hiertes Anger og Veemodighed tilkiende, haver man i den Herres Jesu Navn
sluttet paa tilkommende Søndag, efter hans (hendes) foregaaende offentlige
Bekiendelse og Afbedelse, ved den hellige Afløsning offentligen at løse ham
(hende) af Kirkens Band, og, efter hans (hendes) inderlige Attraae, annamme
ham (hende) igien til de Helliges Samfund her i Menigheden, hvorfor den
ganske Menighed formanes, at de alvorligen bede Gud for denne Synder etc. Og
bør Synderen (Synderinden) selv være tilstede samme Tid i Kirken paa det
forordnede Sted, og føie sin Bøn tillige med Menighedens Forbøn til Gud, og
med Suk og Klage lade see sin Alvorlighed til en sand Poenitentse. 2do) Skal
den Bandsatte samme Dag efter Prædiken møde (nederst inden for den største
Kirke-Dør, om det er i Kiøbstederne, og paa Sognestævne, om det er paa
Landet) og veemodig med sammenlagte Hænder (og blottet Hoved, om det er en
Mandsperson) bede Præsten og den meenige Almue, at de vil have Medynk over
hans jammerlige Tilstand, forlade ham de store Forargelser, som han i sit
syndige Væsen har givet dem, og af et christen Hierte bede fremdeles med og
for ham, at han igien maatte forsones med Gud og den christen Kirke; Hvilket
ham da efter en liden foregaaende Revelse tilsiges med Formaning, at han
herefter vogter sig for slig og anden forargelig Synd, og til næste Søndag
rettelig bereder sig til at giøre sin usvigelige Bekiendelse og Afbedelse for
Gud og Menigheden. 3tio) Naar Dagen da kommer, at Synderen skal offentlig
afløses, staaer han nedre i Kirken paa det Sted, som ham har været udviist,
mens han var under Band, og giør Præsten efter Prædiken atter igien Aflysning
for ham (hende, paa den her foreskrevne Maade) af Prædikestolen. 4to)
Saasnart de befalede Vers begyndes, gaaer strax Klokkeren (Degnen) ned og
beder Synderen nu i Jesu Navn fremtræde for Guds og Menighedens Aasyn, og
afbede sin begangner Synd og Forargelse, hvorpaa han gaaer op og sætter sig
paa sine Knæ, enten i Chorsdøren, eller paa det forordnede Sted, oppe imod
Alteret, hvor ingen Chor er; Og naar Sangen er til Ende, kommer Sognepræsten,
som da selv bør at forrette Embedet, og korteligen, før han træder til
Afløsningen, forestiller Menigheden den meget ynkelige Tilstand, som de ere
udi, som ere under Kirkens Band, saavelsom: Guds overflødige Naade til at
løse deres Baand og sætte dem Frihed igien, naar de alvorligen ville omvende
sig til ham; og (paa den her beskrevne Maade) absolverer ham. Derpaa fører
Klokkeren (Degnen) ham hen til sit sædvanlige Sted i Menigheden, hvor det,
førend han kom under Kirkens Band, har været.
VIII Cap.) Om Ægteskab.
De, som vil begive sig i det hellige Ægteskab, skal nogle Dage tilforn
give sig an for Præsten, og, saafremt han ikke selv tilfulde kiender dem,
fremvise for ham lovligt Skudsmaal og Beviis, at intet paa begge Sider er,
som efter Loven kan hindre samme deres Ægteskab. I Kiøbstæderne, og hvor
saadanne Beviser ei kan haves, skal de stille 2de gode Mænd til trofaste
Forlovere for sig, een for hver af dem, hvilke skal love for dem hos Præsten
om det samme. De, som love saaledes for andre, skal vel vide Beskeed derom,
med mindre de vil ansees for Løgnere, om anderledes siden besindes; hvilken
Straf Præsten dem skal foreholde, førend de saadant Løfte giøre. Ere de
Soldater, da skal de, efter Krigs-Artiklernes Indhold, føre deres Oberstes
Attest og Tilladelse med sig, at de maae giftes, og at intet er, som lovligen
kan hindre deres forehavende Ægteskab. Hver Præst skal, i en igiennemdragen
Bog, ved Dag og Tid, tegne deres Navne, som han trolover og sammenvier,
tilligemed deres, som enten have attesteret med dem, eller og lovet for dem.
Præsterne maae ingen sammenvie, som ikke tilforn har været til Guds Bord.
Alle Enkemænd og Ænker skal først bevise, at de have holdet Skifte og giort
Rigtighed med den Afdødes Børn eller Arvinger, førend de maae vies tilsammen.
Præsten maae ingen hindre i sit lovlige Ægteskab, med mindre de vitterligen
ere udygtige dertil, saasom Gildinger, hvilke ikke maae tillades at komme i
Ægteskab med nogen. De, som ere døve, stumme eller blinde, maae ei af Præsten
formenes Ægteskab, saafremt de ellers paa en eller anden Maade kan give deres
Villie og Samtykke fornøielig tilkiende. Ingen maae til noget Ægteskab
sammenvies, som ikke tilforn ere trolovede, og 3de Søndage efter hinanden af
Prædikestolen offentlig lyst for, undtagen de, som ere i Randen eller af
Adel, og de, som lige ved Adel agtes, hvor det skal holdes for fuldt
Ægteskabs Løfte, naar begge Parterne i 6 af fælles Venners Nærværelse tilsige
hverandre Ægteskab og give hinanden fuld Ja-Ord. Trolovelse Skeer, enten i
Præstens Huus eller deres eget, ligesom de det begiere, i 5 Vidnesbyrds
Overværelse i det mindste (paa den her foreskrevne Maade). Naar de saaledes
ere trolovede, da lyses (paa den her befalede Maade) for Brylluppet 3 Søndage
i Rad, undtagen paa de store Høitider, Paaske eller Pintsedag, og naar
Juledag indfalder paa en Søndag, da der lyses anden Dagen for dem. Lysningen
skeer saaledes: »Lyses til Ægteskab 1ste Sang for N.N. og N.N. Disse
personer velsigne Gud etc. Dersom nogen haver noget derudi at sige, han sige
det i Tide eller siden tie stille.« Ligesaa lyses 2den Gang den 2den
Søndag og 3die Gang 3die Søndag næstefter. Dersom nogen imidlertid giør
Forbud paa Ægteskabet, da blive de Folk ikke viede, førend der er gangen Dom
i Sagen; Hvilket iligemaade er at agte, om noget Forbud skeer for
Tro-Lovelsen. Dersom Fæstefolkene, efterat der er udlyst, lade det selv
forsætligen uden billig Aarsag noget længe henstaae, og vil ikke lade sig
vie, da skal Præsten sætte dem en vis Tid for, naar de skal vies, under Straf
efter Sagens Leilighed. Vielsen skal skee i Kirken oppe imod Alteret. Er det
paa Prædikedage, da forrettes Vielsen i Kiøbstæderne til Froprædiken, strax
efter at den anden ganske Tieneste er til Ende, og til Høimesse (ligesom det
og skal skee paa Landet), for Prædiken imellem Epistelens og Evangelii
Oplæsning. Er det paa andre Dage i Ugen, naar ingen Prædiken holdes, da komme
de til Kirken i det allerseneste imellem 9 og 10 Slet, saa at Brudevielsen
kan være endet, førend Klokken slaaer Elleve. Vielsen forrettes paa den her
befalede Maade.
IX Cap.) Om Liig og Begravelse.
Naar nogen døer i Menigheden, skal de nærmeste Venner, eller og Stedets
Øvrighed, om han (hun) er fremmed, bære tilbørlig Omsorg, at Liget, af hvad
Stand det og er, bliver i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, inden og paa
den Tid, saa og paa den Maade, som Politie-Ordningen ommelder, ved en
christelig Begravelse bestædt til Jorden. I Kiøbstæderne maae ingen Liig
begraves om Søndage og andre hellige Dage, paa det de ordinaire Tienester
ikke skal opholdes eller hindres. Men paa Landet maae det skee for Prædiken,
førend det ringer sammen. Ingen aabner nogen Grav, enten i Kirken eller paa
Kirkegaarden, uden Kirkeværgernes Tilladelse, ei heller maae nogen begrave
sine Døde stiltiendes uden Præstens Tieneste med at kaste Jord derpaa; Men de
skal give ham det tilkiende, og da bestille Liigprædiken hos ham, om de den
ere begierende. Der skal være en Bog ved hver Kirke over alle Døde i Sognet,
hvilken Præsten selv skal holde ved lige, at de Dødes Navne ved Aar og Alder,
samt Dag og Datum, deri rigtig indføres. Naar Liget kommer til Graven,
nedsættes det strax deri, og siden befatter sig ingen videre dermed, førend
Præsten kommer og kaster 3de Gange Jord derpaa med en Skuffe, sigendes: Af
Jord est du etc. Derefter kaste de andre, som have baaret Liget, den øvrige
Jord fuldkommen derpaa, indtil Graven bliver ganske tildekket. Imidlertid
synge Disciplerne af Skolen og Degnene paa Landet een eller flere
Liig-Psalmer. Begraves Liget paa Kirkegaarden, da staae Disciplerne (Degnen)
strax hos Graven, den Stund dette synges; Men skeer det i Kirken, da blive de
staaende i deres ordinaire Sted, indtil altsammen er til Ende. Siden gaae
Sørgefolkene i Kirken, om der skeer Liigprædiken, og da synges for Prædiken:
Vi troe etc. Derpaa gaaer Præsten paa Prædikestolen og kortelig udlægger en
beqvem Text af den hellig Skrift, som kan være de Sørgende til Trøst og
Husvalelse, og andre efterlevende Guds Børn til Formanelse og Underviisning;
Og skal han, førend han træder til Textens Forklaring, strax efter at han har
deelt sin Prædikeen, læse den Afdødes Liv og Levnet for Menigheden, saavidt
allermeest fornødent eragtes, og hvis han enten til Kirker, Skoler, Fattige
eller andre deslige gudelige Brug noget haver skienket og testamenteret, skal
det deri indføres, og tillige for Menigheden forkyndes, Gud til Ære og andre
til et got Exempel. Begierer nogen sær Text af Præsten, da bør han deri at
føie dem, saafremt den ellers skikker sig paa slig en Forretning. Præsterne
skal fornemmelig handle om visse her anførte Materier. De skal vel vogte sig,
at deres Liigprædikener ikke blive til panegyrisk Snak, saa at de enten efter
Hedningenes Sædvane sige for meget til den Afdødes Roes og besmitte deres
hellige Kald, saavelsom deres egen Samvittighed, dermed, eller og melde noget
usømmeligt om ham, andre til Forargelse og de Paarørende til Beskiæmmelse;
men hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de med Maade og god
Maneer beskedentlig udsige, andre til Afskye og Advarsel. Liigprædiken maae
ikke vare over en Time. I Pest og smitsomme Tider prædikes ikkun halv saa
længe i Kirken, og skeer det paa Kirkegaarden, da giøres ikkun en kort
Formaning isteden for Liigprædiken, eller og læses den Bøn, som i saadanne
Tider forordnet vorder, og derpaa sluttes med Herrens Bøn. Efter Prædiken
synges en passende Psalme. Siden synger Degnen paa Landet, og nogle Discipler
i Kiøbstæderne, enten over Graven, om Prædiken er skeet paa Kirkegaarden,
eller og midt paa Kirkegulvet, om den er skeet i Kirken, de 2de Vers: Nu lade
vi hannem sove i Fred etc. eller en anden beqvem Psalme. Ere der flere Liig
paa eengang at begrave, som skal prædikes over, da kaster Præsten først Jord
paa ethvert af dem, og siden skeer prædiken paa eengang over dem tilsammen,
dog at enhvers Testamente oplæses især efter enhvers Stand. Med dem, som
efter sær Kongel. Tilladelse begraves om Aftenen, forholdes efter
Politie-Ordningen. De, som blive hensatte over Jorden, kaster Præsten Jord
paa, ligesom paa de andre, der nedsættes i Jorden. De, som ikke ere af den
rene og rette Bekiendelse med vores Kirke, blive i Kirkegaardene begravnee
iblandt andre afdøde Christne, dog uden nogen Jords Paakastelse af Præsten,
Tale, eller Liigprædiken over dem. Iligemaade maae Præsten ei kaste Jord paa
eller holde Liigprædiken over nogen, som for sin Misgierning er bleven
rettet, eller har myrdet sig selv med Villie, eller er bandsat og ikke
afløst, eller dømt til mindre Mand, førend Øvrigheden og Sagsøgeren er
tilfredstillet. Ingen, som omkommer i nogen Duel, Hovedmand eller Secund,
maae enten i Kirkeen eller paa Kirkegaard begraves. Findes nogen hastig død,
enten paa Marken eller andensteds, og ikke vides, paa hvad Maade han er
omkommen, da maae han ikke jordes, førend Præsten, derom advaret, har givet
Øvrigheden det tilkiende, og der siden lovligen er kiendt paa Mandens Død.
Hvilket og er at forstaae om de Børn, som avles uden Ægteskab og findes døde
strax efter Fødselen. Liigprædikener, som skee hos Sognepræsterne, være sig
dem selv eller deres Nærpaarørende angaaende, forretter Provsten i Herredet,
hvor sligt falder. Det samme er og at agte med Brude-Vielser og Børne-Daab,
som saaledes forefalde.
X Cap.) Om Bispe- og Præste-Vielse.
1 Art.) Om Bispe-Vielse.
Bisperne skal til deres Embede indvies i vor Frue Kirke i Khavn paa en
Søndag eller anden Høitids-Dag, af Bispen sammesteds, det snareste skee kan,
efterat de dertil af Kongen ere beskikkede; Men Bispen i Sielland skal
indvies af den Biskop, som næst hos er boendes. Bispe-Vielsen (som forrettes
paa den her befalede Maade) skal være til Ende til Klokken er 10.
II Art.) Om Præste-Vielse.
Præsterne ordineres (paa den her foreskrevne Maade), det snareste skee
kan, enten Onsdag eller Fredag, hver i sit Stift, i den Sognekirke, paa det
Sted, hvor Bispen residerer, efterat de af Epifcopo Loci til det hellige
Embede ere approberede og dygtige befundne.
XI Cap.) Hvorledes Provsterne beskikkes. Den Præst, som af samtlige
Herreds-Præsterne med deres Bisp er udvalgt til at være Provst i det Herred,
bliver af Bispen til det første Landemode (paa den her anordnede Maade)
dertil indsat, tagen i Eed og creeret. I Norge forholdes hermed, som Loven
formelder, og sædvanligt være haver.
Ederne, som de Geistlige giøre for deres Biskop, hver efter sit Kald:
Juramentum creandi Præpofiti.
Juramentum, qvod in timore Domini præftabunt, qvi muneri Ecclefiaftico
initiabuntur.
Juramentum Rectoris Scholæ.
En Degns Eed.
Officielle noter
(* 1) Uden formelt at være blevet ophævet eller ændret er adskillige af
kirkeritualets ordninger i tidens løb bortfaldet som følge af sædvane eller
senere retsforskrifter.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ophævelse af forældede regler fra før 31. december 1870 Retsinformation · 26. maj 2000
- Bindende svar på spørgsmål 4 Landsskatteretten · 20. januar 2011
- Forslag til Lov om ophævelse af forældede bestemmelser i Kong Christian den Femtes Danske Lovs 1. bog om retten og rettens personer Retsinformation · 15. marts 2001
- Byrettens dom stadfæstes, således at tiltalte frifindes, i sag om forbud mod at benytte fremmede nationalflag Domsdatabasen · 22. juni 2023
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat N. Wahl fremsat den 30. november 2017. — Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen, VZW m.fl. mod Vlaams Gewest. EU-domme · 30. november 2017
- Byrettens dom blev stadfæstet Domsdatabasen · 11. oktober 2019