Bekendtgørelse af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol I) og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol II) (* 1) (* 2)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af tillægsprotokol til
Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i
internationale væbnede konflikter (Protokol I) og af tillægsprotokol til
Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i
ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol II) (* 1) (* 2)
I henhold til kgl. resolution af 2. juni 1982 har Danmark ratificeret de
på diplomatkonferencen om humanitær folkeret, Geneeve 1974-1977, den 18. juni
1977 vedtagne to tillægsprotokoller til Geneeve- konventionerne af 12. august
1949 om beskyttelse af ofre i henholdsvis internationale (Protokol 1) og
ikke-internationale (Protokol II) væbnede konflikter.
Protokollerne, hvis franske og engelske tekst gengives tillige med en
oversættelse til dansk, har følgende ordlyd:
PROTOKOL I
Tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949
vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol
1).
PRÆAMBEL
De Høje Kontraherende Parter, der
erklærer som deres oprigtige ønske at se fred råde mellem folkene:
erindrer om, at enhver Stat er forpligtet til, i overensstemmelse
med De forenede Nationers Pagt, i deres internationale forhold at afholde sig
fra trussel om eller anvendelse af magt mod en anden Stats suverænitet,
territoriale ukrænkelighed eller politiske uafhængighed eller på en hvilken
som helst anden måde, som er uforenelig med De forenede Nationers formål:
er overbevist om nødvendigheden af desuagtet at bekræfte og
udvikle de bestemmelser, der beskytter ofrene i væbnede konflikter, og
supplere forholdsregler, der har til hensigt at styrke deres anvendelse:
udtrykker deres overbevisning om, at intet i denne Protokol eller
i Geneevekonventionerne af 12. august 1949 kan opfattes som berettigelse
eller bemyndigelse til nogen aggressionshandling eller en hvilken som helst
Læs alt
anden brug af magt i strid med De forenede Nationers Pagt:
bekræfter desuden, at bestemmelsen i Geneevekonventionerne af 12.
august 1949 og denne Protokol fuldt ud må overholdes under alle
omstændigheder over for alle personer, som er beskyttet af disse traktater,
uden nogen forskel begrundet i den væbnede konflikts karakter eller
oprindelse eller af grunde, som Parterne i en konflikt går ind for eller
tilskrives;
har aftalt følgende:
DEL I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
Almindelige grundsætninger og anvendelsesområde
1. De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til
under alle forhold at overholde og at drage omsorg for overholdelsen af denne
Protokol.
2. I tilfælde, som ikke falder ind under denne
Protokol eller andre internationale aftaler, skal civile og kombattanter
fortsat være underkastet den beskyttelse og autoritet, som følger af
folkerettens grundsætninger i overensstemmelse med almindeligt anerkendte
sædvaneregler, principperne om medmenneskelighed og den offentlige
samvittigheds bud.
3. Denne Protokol der supplerer Geneevekonventionerne
af 12. august 1949 om beskyttelse af krigens ofre, skal finde anvendelse i de
situationer, som er beskrevet i den fælles artikel 2 i disse konventioner.
4. De situationer, hvortil der henvises i de
forudgående stykker, omfatter væbnede konflikter, hvorunder folk kæmper mod
koloniherredømme og fremmedbesættelse og imod racistiske regimer i udøvelsen
af deres ret til selvbestemmelse, således som den er nedfældet i De forenede
Nationers Pagt og i Deklarationen om folkeretlige principper vedrørende
venskabelige forbindelser og samarbejde mellem Stater i overensstemmelse med
De forenede Nationers Pagt.
Artikel 2
Definitioner
I denne Protokol betyder:
a) »Første Konvention«, »Anden Konvention«,
»Tredje Konvention« og »Fjerde Konvention« henholdsvis:
Geneevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten: Genevekonventionen af 12. august 1949
til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker
på søen: Geneevekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger:
Geneevekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i
krigstid. »Konventionerne«: de fire Geneevekonventioner af 12.
august 1949 om beskyttelse af krigens ofre.
b) »Folkeretlige regler anvendelige under væbnede konflikter«:
de regler, der anvendes under væbnede konflikter, og som er indeholdt i
internationale aftaler, som Parterne i en væbnet konflikt har tilsluttet sig
og almindeligt anerkendte principper og folkeretlige regler, som finder
anvendelse under en væbnet konflikt.
c) »Beskyttelsesmagt«: en neutral eller anden Stat, der ikke
deltager i konflikten, som er blevet udpeget af en af Parterne i en konflikt
samt anerkendt af Modparten, og som har påtaget sig at udøve de funktioner,
som ifølge Konventionerne og denne Protokol påhviler en Beskyttelsesmagt.
d) »Stedfortræder«: en organisation, som træder i stedet for
Beskyttelsesmagten i overensstemmelse med artikel 5.
Artikel 3
Påbegyndelse og ophør af reglernes anvendelse
Uden præjudice for bestemmelser, som har gyldighed til enhver tid:
a) skal Konventionerne og denne Protokol finde anvendelse fra begyndelsen
af en hvilken som helst situtation, hvortil der er henvist i artikel I i
denne Protokol.
b) skal anvendelsen af Konventionerne og af denne Protokol på de
stridende Parters territorium ophøre ved den almindelige instilling af
krigshandlinger og, for så vidt angår besatte områder, ved besættelsens
ophør: herfra undtages dog i begge tilfælde de personer hvis endelige
frigivelse, hjemsendelse eller tilbagevenden finder sted efterfølgende. Disse
personer skal fortsat nyde godt af de relevante bestemmelser i Konventionerne
og denne Protokol indtil deres endelige frigivelse, hjemsendelse eller
tilbagevenden.
Artikel 4
De stridende Parters retlige status
De stridende Parters retlige status berøres ikke ved anvendelsen af
Konventionerne og af denne Protokol eller ved indgåelse af de deri
foreskrevne overenskomster. Hverken besættelsen af et territorium eller
anvendelsen af Konventionerne og denne Protokol skal påvirke det pågældende
territoriums retlige status.
Artikel 5
Udpegelse af Beskyttelsesmagter og af disses stedfortrædere
1. Det påhviler de stridende Parter ved påbegyndelsen
af en konflikt at sitre overvågelsen og gennemførelsen af Konventionerne og
af denne Protokol ved anvendelse af beskyttelsesmagtsystemet, herunder blandt
andet udpegelsen af og anerkendelsen af disse magter i overensstemmelse med
de efterfølgende stykker. Beskyttelsesmagterne skal være forpligtiget til at
sikre de stridende Parters interesser.
2. Ved påbegyndelsen af en situation, hvortil der er
henvist i artikel 1, skal hver Part i konflikten ufortøvet udpege en
Beskyttelsesmagt med henblik på at bringe Konventionerne og denne Protokol i
anvendelse, og ligeledes ufortøvet og i samme øjemed tillade, at en
Beskyttelsesmagt, som den har godkendt i denne egenskab efter udpegelse af
Modparten, udøver sin virksomhed.
3. Hvis en Beskyttelsesmagt ikke er blevet udpeget
eller godkendt ved begyndelsen af en situation, hvortil der er henvist i
artikel 1, skal Den internationale Røde Kors-Komitee uden præjudice for en
hvilken som helst anden upartisk, humanitær organisations ret til at gøre det
samme, tilbyde at bistå de stridende Parter med henblik på ufortøvet at
udpege en Beskyttelsesmagt som de stridende Parter kan anerkende. Med henblik
herpå tan Komiteen blandt andet anmode hver part om at forsyne den med en
liste på mindst fem Stater, som denne part for sit vedkommende kan godkende
som Beskyttelsesmagt på sine vegne over for modparten, samt anmode enhver af
de øvrige stridende Parter om at udfærdige en liste på mindst fem Stater, som
den kan godkende som den første Parts Beskyttelsesmagt; disse lister skal
tilstilles Komiteen inden to uger efter, at en anmodning herom er modtaget.
Kommiteen skal sammeholde dem og indhente samtykke hos de Stater, hvis navne
er angivet på begge lister.
4. Hvis der, uanset det i foregående stykke anførte,
ikke er udpeget nogen Beskyttelsesmagt, skal Parterne i en konflikt ufortøvet
acceptere et tilbud om funktion som Stedfortræder, som efter behørige
konsultationer med vedkommende Parter og under hensyn til resultatet af disse
konsultationer, måtte blive fremsat af Den internationale Røde Kors-Komitee
eller en hvilken som helst anden organisation, som kan tilbyde alle garantier
for upartiskhed og effektivitet. En sådan Stedfortræders funktion forudsætter
de stridende Parters samtykke: de stridende parter skal gøre deres yderste
for at lette Stedfortræderens virksomhed under udøvelse af dens opgaver i
henhold til Konventionerne og denne Protokol.
5. I overensstemmelse med artikel 4 skal udpegelsen og
godkendelsen af Beskyttelsesmagter med henblik på Konventionernes og denne
Protokols anvendelse ikke påvirke den retlige status for de stridende Parter
eller for noget territorium, herunder - besat område.
6. Opretholdelse af diplomatiske forbindelser mellem
de stridende Parter eller overdragelsen af en Parts og dennes statsborgeres
interesser til en tredjestat i overensstemmelse med folkerettens regler om
diplomatiske forbindelser er ikke til hinder for udpegelsen af
Beskyttelsesmagter med henblik på Konventionernes og denne Protokols
anvendelse.
7. I de tilfælde, hvor der herefter i denne Protokol
nævnes en Beskyttelsesmagt, indbefatter dette udtryk også en Stedfortræder.
Artikel 6
Kvalificerede Personer
1. De Høje Kontraherende Parter skal, også i fredstid,
bestræbe sig på i samarbejde med de nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde
Løve og Sol)-selskaber at uddanne kvalificeret personel for at lette
anvendelsen af Konventionerne og af denne Protokol og i særdeleshed
Beskyttelsesmagternes arbejde.
2. Udpegelsen og uddannelsen af sådant personel er et
internt anliggende.
3. Fortegnelser over sådanne uddannede personer, som
De Høje Kontraherende Parter måtte have udfærdiget og tilsendt Den
internationale Røde Kors-Komitee, skal være til rådighed For De Høje
Kontraherende Parter.
4. Vilkårerne for beskæftigelsen af sådant personel
uden for nationalt territorium skal i hvert enkelt tilfælde afgøres ved
særlig aftale mellem de berørte Parter.
Artikel 7
Møder
Efter anmodning fra en eller flere af de Høje Kontraherende Parter og
efter godkendelse af et flertal heraf skal denne Protokols depositar indkalde
til et møde mellem de Høje Kontraherende Parter med henblik på overvejelse af
generelle problemer vedrørende anvendelsen af Konventionerne og af denne
Protokol.
DEL II
Sårede, syge og skibbrudne
AFSNIT 1
Almindelig beskyttelse
Artikel 8
Terminologi
1. I denne Protokol betyder:
a) »sårede« og »syge«: personer, hvadenten de er
militære eller civile, som på grund af traume, sygdom eller anden fysisk
eller psykisk forstyrrelse eller handicap har behov for lægehjælp eller
behandling, og som afstår fra fjendtlige handlinger. Disse udtryk dækker også
barselspatienter, nyfødte og andre personer, som måtte have behov for
øjeblikkelig lægehjælp eller behandling, såsom svagelige eller gravide
kvinder, og som afstår fra fjendtlige handlinger;
b) »skibbrudne«: personer, hvadenten de er militære eller
civile, som er i nød på havet eller i andre farvande på grund af en ulykke,
som rammer dem eller det skib eller det fly, som de har været ombord i, og
som afstår fra fjendtlige handlinger. Disse personer skal, forudsat de stadig
afholder sig fra fjendtlige handlinger, fortsat betragtes som skibbrudne
under deres redning indtil de opnår en anden status ifølge Konventionerne
eller denne Protokol;
c) »sanitetspersonel«: personer, som af en part i en konflikt
er udpeget til udelukkende at udøve de sanitære opgaver, som er nævnt i punkt
e) eller at forvalte sanitetsenheder eller gennemføre eller forvalte
sanitetstransporter. Sådan udpegning kan være af enten varig eller
midlertidig karakter. Udtrykket dækker også:
i) sanitetspersonel tilhørende en af konfliktens parter, hvadenten det er
militært eller civilt, herunder sådant som er beskrevet i Første og Anden
Konvention, og personel som er tildelt opgaver i civilforsvarsorganisationer:
ii) sanitetspersonel i nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og
Sol) -selskaber og andre nationale frivillige hjælpeorganisationer behørigt
anerkendt og bemyndiget af en Part i konflikten,;
iii) sanitetspersoner i sanitetsenheder eller sanitetstransporter
beskrevet i artikel 9, stykke 2;
d) »religiøst personel«: militær- eller civilpersoner, så som
præster, som udelukkende udøver præstegerning og som er tilknyttet
i) en af de stridende Parters væbnede enheder;
ii) en af de stridende Parters sanitetsenheder eller -transporter;
iii) sanitetsenheder eller -transporter, som er beskrevet i artikel 9,
stykke 2; eller
iv) en af de stridende Parters civilforsvarsorganisationer.
Religiøst personels tilknytning kan være enten varig eller midlertidig og
vedkommende bestemmelser i punkt k) finder anvendelse på sådant personel;
e) »sanitetsenheder«: anlæg og andre enheder, hvadenten de er
militære eller civile- organiseret til medikale formål, det vil sige med
henblik på eftersøgning, opsamling, transport, diagnose eller behandling -
herunder førstehjælp - af sårede, syge og skibbrudne eller med henblik på
sygdomsforebyggelse. Udtrykket indbefatter for eksempel hospitaler og andre
lignende enheder, blodtransfusionscentre, forebyggende medicinske centre og
installationer, sanitetsdepoter og sanitets- og farmaceutiske lagre for
sådanne enheder. Sanitetsenheder kan være enten stationære eller mobile,
permanente eller midlertidige:
f) »sanitetstransport«: befordring til lands, til vands eller
ad luftvejen af sårede, syge, skibbrudne, sanitetspersonel, religiøst
personel, sanitetsudstyr eller sanitetsforsyninger beskyttet af
Konventionerne og af denne Protokol;
g) »sanitetstransporter«: en hvilken som helst form for
transportsmiddel, hvadenten det er militært eller civilt, permanent eller
midlertidigt og som udelukkende er anvist til sanitetstransport og under
kontrol af kompetent myndighed tilhørende en af de stridende Parter:
h) »sanitetskøretøjer«: en hvilken som helst sanitetstransport
til lands:
i) »sanitetsskibe og -fartøjer«: en hvilken som helst
sanitetstransport til vands:
j) »sanitetsluftfartøj«: en hvilken som helst sanitetstransport
ad luftvejen,;
k) »permanent sanitetspersonel«, »permanente
sanitetsenheder« og »permanente sanitetstransporter«: sådanne
som udelukkende er anvist til sanitetsopgaver for et ikke nærmere fastsat
tidsrum. »Midlertidigt sanitetspersonel«, »midlertidige
sanitetsenheder« og »midlertidige sanitetstransporter« betyder
sådanne som udelukkende er tildelt sanitetsopgaver i begrænsede perioder
inden for et samlet tidsrum. Medmindre, andet er anført, omfatter udtrykket
»sanitetspersonel«, »sanitetsenheder« og
»sanitetstransport« både permanente og midlertidige kategorier;
l) »kendemærke«: Røde Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og
Sol på en hvid baggrund, når det benyttes som beskyttelse af sanitetsenheder
og -transporter eller sanitets- og religiøst personel, udstyr eller
forsyninger:
m) »kendesignal«: et hvilket som helst signal eller tegn anført
i denne Protokols annex 1, kapitel III, og som udelukkende anvendes til
identifikation af sanitetsenheder eller -transporter.
Artikel 9
Anvendelsesområde
1. Dette afsnits bestemmelser, der har til formål at
forbedre vilkårene for de sårede, syge og skibbrudne, skal finde anvendelse
på alle, der berøres af en situation, hvortil der henvises i artikel 1, uden
forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller
tro, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
formueomstændigheder, fødsel eller anden stilling eller noget som helst andet
lignende kriterium.
2. Vedkommende regler i Første Konventions artikel 27
og 32 skal finde anvendelse på permanente sanitetsenheder og -transporter
(bortset fra hospitalsskibe, hvor Anden Konventions artikel 25 finder
anvendelse) og deres personel, som er stillet til rådighed for en stridende
Part med henblik på at udføre humanitære opgaver.
a) af en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten;
b) af en af en sådan Stat anerkendt og bemyndiget hjælpeorganisation;
c) af en uvildig international humanitær organisation.
Artikel 10
Beskyttelse og Pleje
1. Uanset til hvilken Part de hører, skal alle sårede,
syge og skibbrudne respekteres og beskyttes.
2. De skal under alle forhold behandles humant og skal
i størst muligt omfang og med mindst mulig forsinkelse modtage den lægelige
pleje og behandling, som deres tilstand kræver. De må ikke være genstand for
nogen forskelsbehandling undtagen af lægelige grunde.
Artikel 11
Beskyttelse af Personer
1. Den fysiske eller psykiske sundhedstilstand og
integritet hos personer, som er i Modpartens magt eller som er internerede,
tilbageholdt eller på anden måde berøvet deres frihed som følge af en
situation, hvortil der er henvist i artikel 1, skal ikke udsættes for fare
ved nogen uberettiget handling eller undladelse. Det er derfor forbudt at
underkaste personer, som er nævnt i denne artikel, en lægelig behandling, som
ikke er begrundet i vedkommende persons helbredstilstand, og som ikke er i
overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægelige standarder, der ville
blive lagt til grund i lignende tilfælde over for personer, som er
statsborgere hos den Part, som gennemfører behandlingen, og som på ingen måde
er berøvet deres frihed.
2. Det skal i særdeleshed, selv med de pågældende
personers samtykke, være forbudt at foretage følgende;
a) fysisk lemlæstelse:
b) medicinske eller videnskabelige forsøg;
c) fjernelse af væv eller organer med henblik på transplantation,
undtagen når disse handlinger er berettiget i overensstemmelse med de
betingelser, der er anført i stykke 1.
3. Undtagelser fra forbudet i stykke 2c) kan kun gøres
i tilfælde af donorydelse af blod til tranfusion eller ar hud til
transplantation under forudsætning af, at det gives frivilligt og uden nogen
tvangsforanstaltninger eller tilskyndelse, og da kun for helbredende formål
og på betingelser, som er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte
lægelige standarder og kontrolforanstaltninger udarbejdet til gavn for både
donor og modtager.
4. Enhver forsætlig handling eller undladelse, som
bringer den fysiske eller psykiske sundhedstilstand eller integritet i
alvorlig fare hos en hvilken som helst person, der er i varetægt hos en Part,
hvortil han ikke er knyttet, og som enten krænker forbudene i stykke 1 og 2,
eller som ikke er i overensstemmelse med kravene i stykke 3, skal betragtes
som en grov overtrædelse af denne Protokol.
5. De personer, der er omhandlet i stykke 1, har ret
til at afslå et hvilket som helst kirurgisk indgreb. Hvor der foreligger et
afslag, skal sanitetspersonale bestræbe sig på at indhente en skriftlig
erklæring herom, underskrevet eller godkendt af partienten.
6. Enhver stridende Part skal fore en
medicinaloptegnelse over hver enkelt donorydelse af blod til transfusion
eller af hud til transplantation fra sådanne personer, som er nævnt i stykke
1, hvis ydelsen er givet under denne Parts ansvar. Enhver Part i en konflikt
skal herudover bestræbt sig på at føre optegnelse over alle lægelige
forholdsregler, som er taget over for en hvilken som helst person, der er
interneret, tilbageholdt eller på anden måde berøvet sin frihed som følge af
en situation, hvortil der er henvist i artikel 1- Disse optegnelser skal til
enhver tid foreligge tilgængelige for inspektion af Beskyttelsesmagten.
Artikel 12.
Beskyttelse af sanitetsenheder
1. Sanitetsenheder skal til enhver tid respekteres og
beskyttes og må ikke gøres til genstand for angreb.
2. Stykke 1 skal finde anvendelse på civile
sanitetsenheder, forudsat at de:
a) hører til en af Parterne i en konflikt:
b) er anerkendt og bemyndiget af en af de stridende Parters kompetente
myndigheder; eller
c) er bemyndiget i overensstemmelse med artikel 9, stykke 2 i denne
Protokol eller artikel 27 i Første Konvention.
3. De stridende Parter opfordres til at give hinanden
underretning om deres stationære sanitetsenheders beliggenhed. Undladelse af
at foretage en sådan underretning fritager ikke nogen af Parterne for
forpligtelsen til at handle i overensstemmelse med forskrifterne i stykke 1.
4. Sanitetsenheder må under ingen omstændigheder
benyttes i et forsøg på at værne militære mål mod angreb. Når som helst det
er muligt, skal Parterne i en konflikt sikre, at sanitetsenheder er placeret
således, at angreb imod militære mål ikke bringer deres sikkerhed i fare.
Artikel 13
Ophør af beskyttelse af civile sanitetsenheder
1. Den beskyttelse, der tilkommer civile
sanitetsenheder, ophører ikke, medmindre de, udover deres humanitære opgaver,
anvendes til at begå handlinger, der er til skade for fjenden. Beskyttelsen
kan dog først bortfalde, såfremt er en advarsel, der så vidt muligt skal
fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.
2. Følgende anses ikke som handlinger, der er til
skade for fjende:
a) at en enheds personel bærer lette individuelle våben til forsvar for
sig selv eller de sårede og syge, som er i deres varetægt:
b) at enheden er beskyttet af en vagt, vagtposter eller af en eskorte;
c) at der i enhederne findes håndvåben og ammunition, som er frataget de
sårede og syge, og som endnu ikke er overgivet til rette tjenestegren:
d) at medlemmer af de væbnede styrker eller andre kombattanter befinder
sig i enheden af lægelige grunde.
Artikel 14
Begrænsninger i rekvisitionen af civile sanitetsenheder
1. Besættelsesmagten har pligt til at sikre, at de
lægelige behov hos den civile befolkning i besat område fortsat bliver
tilgodeset.
2. Besættelsesmagten må derfor ikke rekvirere civile
sanitetsenheder, disses udstyr, deres materiel eller personalets
tjenesteydelser, så længe disse ressourcer er nødvendige for at yde den
civile befolkning tilstrækkelig lægelig bistand og for den fortsatte lægelige
pleje af enhver såret og syg, som allerede er under behandling.
3. Under forudsætning af, at den almindelige regel i
stykke 2 fortsat overholdes, kan Besættelsesmagten rekvirere de nævnte
ressorucer under følgende særlige betingelser:
a) at ressourserne er nødvendige for den tilstrækkelige og omgående
lægelige behandling af sårede og syge medlemmer af Besættelsesmagtens væbnede
styrker eller af krigsfanger:
b) at rekvisitionen kun opretholdes, sålænge et sådant behov består; og
c) at der omgående træffes forholdsregler til at sikre, at de lægelige
behov hos civilbefolkningen såvel som hos enhver såret og syg, der er under
behandling, og som berøres af rekvisitionen, fortsat bliver tilgodeset.
Artikel 15
Beskyttelse af civilt sanitets Personel og religiøst Personel
1. Civilt sanitetspersonel skal respekteres og
beskytte,.
2. Hvor den civile sanitetstjeneste i et område er
blevet afbrudt på grund af kamphandlinger, skal civilt sanitetspersonel, om
nødvendigt, modtage al tilgængelig bistand.
3. Besættelsesmagten skal yde civilt sanitetspersonel
i besatte områder enhver bistand for at sætte det i stand til efter bedste
evne at udøve sine humanitære opgaver. Besættelsesmagten må ikke kræve, at
sådant personel i udøvelsen af disse opgaver giver fortrinsret for nogen
person undtagen af lægelige grunde. Det må ikke tvinges til at udføre sådanne
opgaver, som ikke er forenelige med dets humanitære hverv.
4. Civilt sanitetspersonel skal have adgang til
ethvert område, hvor dets tjeneste er af væsentlig betydning, under
iagttagelse af sådanne overvågnings- og sikkerhedsforanstaltninger, som
vedkommende Part i en konflikt anser for nødvendige.
5. Civilt religiøst personel skal respekteres og
beskyttes, Konventionernes og denne Protokols bestemmelser vedrørende
beskyttelse og identifikation af sanitetspersonel skal ligeledes finde
anvendelse på sådanne personer.
Artikel 16
Almindelig beskyttelse af Personer med sanitetsopgaver
1. Ingen skal under nogen omstændighed kunne straffes
for at udføre sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig etik, uanset
hvilken person, der har fordel deraf.
2. Personer, som udfører sanitetsopgaver skal ikke
kunne tvinges til at foretage handlinger eller udføre arbejde, som strider
mod den lægelige etiks regler eller andre lægelige regler, som er givet til
beskyttelse af de sårede og syge, eller mod bestemmelserne i Konventionerne
eller denne Protokol, eller til at afstå fra at foretage handlinger eller
udføre arbejde, som disse regler eller bestemmelser kræver.
3. Ingen, som udforer sanitetsopgaver, skal til nogen
tilhørende enten modparten eller egen Part, når undtages at dette kræves af
sidstnævntes lovgivning, kunne tvinges til at til at give oplysninger
vedrørende de sårede og syge, som er eller har været under vedkommendes pleje
såfremt sådanne oplysninger efter vedkommendes opfattelse ville være til
skade for de pågældende patienter eller deres familie. Regler vedrørende
obligatorisk underretning om smitsomme sygdomme skal dog respekteres.
Artikel 17
Civilbefolkningen og hjælpeorganisationers rolle
1. Den civile befolkning skal respektere de sårede i
syge og skibbrudne, også hvis de tilhører modparten, og må ikke begå nogen
voldshandlinger mod dem. Den civile befolkning og hjælpeorganisationer, såsom
nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber skal, også
på deres eget initiativ, og også i indvaderede eller besatte områder, have
ret til at opsamle og pleje de sårede, syge og skibbrudne. Ingen skal lide
overlast, anklages, dømmes eller straffes for sådanne humanitære handlinger.
2. Parterne i konflikten kan opfordre den civile
befolkning og de hjælpeorganisationer, der er henvist til i stykke 1, til at
opsamle og pleje de sårede, syge og skibbrudne og til at søge efter de døde
og rapportere om deres opholdssted; de skal yde både beskyttelse og de
nødvendige faciliteter til dem, der reagerer på denne opfordring. Såfremt
Modparten opnår eller genvinder kontrol over området, skal denne Part også
yde den samme beskyttelse og de nødvendige faciliteter, så længe som der er
behov derfor.
Artikel 18
Identifikation
1. Enhver af de stridende Parter skal bestræbe sig for
at sikre, at sanitets- og religiøst personel og sanitetsenheder og
-transporter er let kendelige.
2. Enhver af de stridende parter skal ligeledes
bestræbe sig for at vedtage og gennemføre metoder og fremgangsmåder, der vil
gøre det muligt at genkende sanitetsenheder og -transporter, som benytter
kendemærket og kendesignaler.
3. I besat område og i områder, hvor kamphandlinger
finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, bør civilt sanitetspersonel
og civilt religiøst personel kunne genkendes ved hjælp af kendemærket og et
identitetskort, der angiver deres status.
4. Sanitetsenheder og -transporter skal, med den
kompetente myndighedes indforståelse, mærkes med kendemærket. De skibe og
fartøjer, hvortil der er henvist i denne Protokols artikel 22, skal mærkes i
overensstemmelse med bestemmelserne i anden Konvention.
5. Som foreskrevet i kapitel III i annex 1 til denne
Protokol, kan en Part i en konflikt udover tilladelse til brug af kendemærket
give tilladelse til brug af kendesignaler til at identificere sanitetsenheder
og -transporter. I de særlige tilfælde, der er omhandlet i det kapitel, kan
sanitetstransporter undtagelsesvis gøre brug af kendesignaler uden at benytte
kendemærket.
6. Anvendelsen af bestemmelserne i stykke 1 til 5 i
denne artikel skal være i overensstemmelse med kapitel 1 til III i denne
Protokols annex 1. De signaler, der i kapitel III i annexet er angivet til
udelukkende brug for sanitetsenheder og -transporter må, medmindre andet er
foreskrevet der, ikke benyttes til andre formål end til at identificere
sanitetsenheder og -transporter, som er angivet i det kapitel.
7. Denne artikel giver ikke nogen adgang til en videre
brug af kendemærket i fredstid end den, der er foreskrevet i artikel 44 i
Første Konvention.
8. Konventionernes og denne Protokols bestemmelser om
kontrol med brugen af kendemærket samt om forebyggelse og undertrykkelse af
misbrug heraf skal også finde anvendelse på særlige signaler.
Artikel 19
Neutrale og andre Stater, som ikke er Parter i konflikten
Neutrale og andre Stater, som ikke er parter i konflikten, skal anvende
vedkommende bestemmelser i denne Protokol over for personer, der er beskyttet
af denne Del og som er modtaget eller interneret inden for deres område, samt
ligeledes over for parternes døde, som de måtte finde.
Artikel 20
Forbud mod repressalier
Repressalier imod personer og genstande, der er beskyttet af denne Del, er
forbudt.
AFSNIT II
Sanitetstransporter
Artikel 21
Sanitetskøretøjer
Sanitetskøretøjer skal respekteres og beskyttes på samme måde som mobile
sanitetsenheder i henhold til Konventionerne og denne Protokol.
Artikel 22
Hospitalsskibe og kystredningsfartøjer
1. Bestemmelserne i Konventionerne vedrørende:
a) de i artiklerne 22, 24, 25 og 27 i Anden Konvention omhandlede
fartøjer;
b) deres redningsbåde og mindre fartøjer;
c) deres personel og mandskab, og
d) de ombordværende sårede, syge og skibbrudne
skal også finde anvendelse, når disse fartøjer medbringer civile sårede,
syge og skibe brudne, som ikke hører til nogen af de kategorier, der er nævnt
i artikel 13 i Anden Konvention. Sådanne civile må imidlertid ikke tvinges
til at overgive sig til en Part som de ikke selv tilhører, eller tages til
fange på søen. Hvis de befinder sig i en stridende Parts magt, og de ikke
selv tilhører denne Part, skal de være omfattet af Fjerde Konvention og af
denne Protokol.
2. Den beskyttelse, som Konventionerne giver de
fartøjer, der er beskrevet i artikel 25 i Anden Konvention, skal udstrækkes
til hospitalsskibe som til humanitære formål er stillet til rådighed for en
Part i en konflikt af:
a) en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten, eller
b) en uvildig international humanitær organisation,
i begge tilfælde forudsat, at de krav, som er opstillet i den nævnte
artikel, efterkommes.
3. Mindre fartøjer, som er beskrevet i artikel 27 i
Anden Konvention, skal beskyttes, selvom den notifikation, der er forudset i
artiklen, ikke er blevet foretaget. Parterne i konflikten opfordres
imidlertid til at informere hinanden om alle oplysninger vedrørende sådanne
fartøjer for at lette deres identifikation og genkendelse.
Artikel 23
Andre sanitetsskibe og -fartøjer
1. Sanitetsskibe og -fartøjer bortset fra dem, hvortil
der er henvist i denne Protokols artikel 22 og i artikel 38 i Anden
Konvention, skal, hvadenten de er på havet eller i andre farvande,
respekteres og beskyttes på samme måde som mobile sanitetsenheder i henhold
til Konventionerne og denne Protokol. Eftersom denne beskyttelse kun kan være
effektiv, hvis de kan identificeres og genkendes som sanitetsskibe og
-fartøjer, bør sådanne fartøjer mærkes med kendemærket, og i det omfang det
er muligt, opfylde bestemmelserne i Anden Konventions artikel 43, andet
stykke.
2. De skibe og fartøjer, der er nævnt i stykke 1, skal
fortsat være undergivet krigens love. Ethvert krigsskib på overfladen, som er
i stand til omgående at håndhæve sin ordre, kan beordre dem til at standse,
beordre dem til at fjerne sig, eller få dem til at følge en bestemt rute, og
de skal efterkomme enhver sådan ordre. Sådanne skibe og fartøjer må ikke på
nogen anden måde afledes fra deres sanitetsopgaver, så længe de er nødvendige
for de sårede, syge og skibbrudne om bord.
3. Den beskyttelse, som er foreskrevet i stykke 1,
skal kun ophøre, når betingelserne i artikel 34 og 35 i Anden Konvention er
opfyldt. En klar nægtelse af at adlyde en ordre givet i overensstemmelse med
stykke 2, skal betragtes som en handling til skade for fjenden i henhold til
artikel 34 i Anden Konvention.
4. En Part i en konflikt bør så tidligt som mulig
forud for en sejlads underrette Modparten om sanitetskibets eller -fartøjets
navn, type, forventet afsejlingstidspunkt, rute og anslået fart, i
særdeleshed, hvor det drejer sig om skibe over 2000 bruttoregistertons, og
kan give alle andre oplysninger, som kan lette identifikation og genkendelse.
Modparten skal bekræfte modtagelsen af sådanne oplysninger.
5. Bestemmelserne i artikel 37 i Anden Konvention
gælder for sanitets- og religiøst personel i sådanne skibe og fartøjer.
6. Bestemmelserne i Anden Konvention skal finde
anvendelse på de sårede, syge og skibbrudne, som tilhører de kategorier, der
er henvist til i artikel 13 i Anden Konvention og i artikel 44 i denne
Protokol, og som måtte være ombord på sådanne sanitetsskibe og fartøjer.
Sårede, syge og skibbrudne civile, som ikke tilhører nogen af de kategorier,
de er nævnt i artikel 13 i Anden Konvention, skal ikke på havet tvinges til
overgivelse til en Part, som de ikke tilhører eller til fjernelse fra sådanne
skibe eller fartøjer; hvis de er i en stridende Parts magt, og de ikke selv
tilhører denne Part, skal de beskyttes af Fjerde Konvention og af denne
Protokol.
Artikel 24
Beskyttelse af sanitetsluftfartøjer
Sanitetsluftfartøjer skal respekteres og beskyttes i henhold til
bestemmelserne i dette kapitel.
Artikel 25
Sanitetsluftfartøjer i områder, som ikke kontrolleres af Modparten
I og over landområder, som fysisk kontrolleres af venligtsindede styrker
eller i områder på eller over havet, som ikke fysisk kontrolleres af en
Modpart, skal en Parts respekt for og beskyttelse af sanitetsluftfartøjer
ikke være afhængig af nogen aftale med Modparten. Af sikkerhedsgrunde kan
imidlertid en Part i en konflikt, hvis sanitetsluftfartøjer opererer i disse
områder, underrette Modparten herom i overensstemmelse med artikel 29,
navnlig når sådanne luftfartøjer foretager flyvninger, der bringer dem inden
for rækkevidde af Modpartens overflade-til-luft våbensystemer.
Artikel 26
Sanitetsluftfartøjer i kontakt- eller lignende zoner
1. I og over de områder af en kontaktzone, som er
fysisk kontrolleret af venligtsindede styrker og i og over sådanne områder,
hvorover fysisk kontrol endnu ikke er klart fastslået, kan beskyttelse af
sanitetsluftfartøjer kun være fuldt ud effektiv gennem en forudgående aftale
mellem de kompetente militære myndigheder hos de stridende parter, således
som det er foreskrevet i artikel 29. Selvom sanitetsluftfartøjer i mangel af
en sådan aftale opererer på eget ansvar, skal de alligevel respekteres, efter
at de er blevet identificeret som sådanne.
2. Kontaktzone' betyder et hvilket som helst
landområde, hvor de fremskudte enheder af modstående styrker har kontakt med
hinanden, navnlig hvor de er udsat for direkte beskydning fra landjorden.
Artikel 27
Sanitetsluftfartøjer i områder, som kontrolleres af en Modpart
1. Sanitetsluftfartøjer tilhørende en Part i en
konflikt skal fortsat ydes beskyttelse, medens de flyver over land eller
vandområder, som fysisk kontrolleres af en Modpart, under forudsætning af, at
der er opnået forudgående aftale om sådanne beflyvninger med de kompetente
myndigheder hos Modparten.
2. Et sanitetsluftfartøj, som uden den i stykke 1
foreskrevne aftale eller ved fravigelse af en sådan aftales vilkår enten på
grund af en navigationsfejl eller som følge af en nødsituation, der påvirker
flyvningens sikkerhed, flyver over et område, der fysiskkontrolleres af en
Modpart, skal træffe enhver forholdsregel med henblik på at identificere sig
samt underrette Modparten om omstændighederne. Så snart et sådant
sanitetsluftfartøj er blevet identificeret af Modparten, skal denne udfolde
alle rimelige bestræbelser med henblik på at beordre landing på landjorden
eller på vandet eller træffe andre foranstaltninger for at sikre sine
interesser, som det er beskrevet i artikel 30, stykke 1, og i begge tilfælde
give luftfartøjet tid til at efterkomme ordren, før det angribes.
Artikel 28
Begrænsninger i brugen af sanitetsluftfartøjer
1. Parterne i en konflikt må ikke benytte deres
sanitetsluftfartøjer i forsøg på at opnå nogen som helst militær fordel over
for en Modpart. Sanitetsluftfartøjers tilstedeværelse må ikke benyttes til
forsøg på at sikre militære mål imod angreb.
2. Sanitetsluftfartøjer må ikke anvendes til at
indsamle eller videresende efterretningsoplysninger og må ikke medbringe
udstyr til sådanne formål. Det er forbudt at befordre personer eller gods,
som ikke omfattes af definitionen i artikel 8, stykke 1 f). Tilstedeværelsen
af ombordværendes personlige effekter eller af udstyr, der udelukkende bruges
til at lette navigationen, kommunikationen eller identifikationen, omfattes
ikke af forbudet.
3. Sanitetsluftfartøjer må ikke medbringe nogen
bevæbning, når undtages håndvåben og ammunition, som er taget fra de sårede,
syge og skibbrudne ombord, og som endnu ikke er overgivet til vedkommende
tjenestegren, samt sådanne lette individuelle våben, som kan være nødvendige
for sanitetspersonalet om bord til forsvar for sig selv og de sårede, syge og
skibbrudne i deres varetægt.
4. Sålænge sanitetsluftfartøjer udfører sådanne
flyvninger, som er nævnt i artikel 26 og 27, må de ikke uden forudgående
aftale med Modparten benyttes til eftersøgning af sårede, syge og skibbrudne.
Artikel 29
Underretning og aftaler vedrørende sanitetsluftfartøjer
1. Underretning ifølge artikel 25, eller anmodninger
om forudgående aftale i henhold til artiklerne 26, 27, 28 (stykke 4) eller
31, skal angive det foreslåede antal sanitetsluftfartøjer, deres flyveplaner
og identifikationsmidler og skal forstås således, at enhver flyvning vil
blive gennemført i overensstemmelse med artikel 28.
2. En Part, som modtager underretning i henhold til
artikel 25, skal straks bekræfte modtagelsen heraf.
3. En Part, som modtager en anmodning om forudgående
aftale i henhold til artiklerne 26, 27, 28 (stykke 4) eller 31, skal så
hurtigt som muligt underrette den anmodede Part om:
a) at anmodningen er imødekommet;
b) at anmodningen er afslået; eller om
c) rimelige alternative forslag til anmodningen. Den kan også foreslå et
forbud mod eller en begrænsning af andre flyvninger i området inden for den
pågældende periode. Såfremt den Part, der fremsatte anmodningen, accepterer
de alternative forslag, skal den give den anden Part underretning om sådan
accept.
4. Parterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at underretning kan ske og aftales indgås hurtigt.
5. Parterne skal også træffe de nødvendige
foranstaltninger til hurtigt at videregive indholdet a+ sådanne
underretninger og aftaler til vedkommende militære enheder, og disse skal
informeres om de identifikationsmidler, der vil blive anvendt af de
pågældende sanitetsluftfartøjer.
Artikel 30
Landing og undersøgelse af sanitetsluftfartøjer
1. Sanitetsluftfartøjer, der flyver over områder, som
fysisk kontrolleres af en Modpart eller over områder, hvor fysisk kontrol
endnu ikke er klart etableret, kan beordres til at lande på landjorden eller
om fornødent på vandet med henblik på undersøgelser i overensstemmelse med de
nedenfor anførte bestemmelser. Sanitetsluftfartøjer skal adlyde sådanne
ordrer.
2. Såfremt et luftfartøj lander på jorden eller på
vandet, hvadenten det er beordret dertil eller af andre grunde, må det kun
underkastes undersøgelse med henblik på at fastslå de forhold, der er nævnt i
stykke 3 og 4. Enhver sådan undersøgelse skal iværksættes straks og skal
gennemføres hurtigt. Den Part, der foretager undersøgelsen, må ikke kræve, at
sårede og syge fjernes fra luftfartøjet, medmindre dette er af væsentlig
betydning for undersøgelsen. Den Part, der foretager undersøgelsen, skal
under alle omstændigheder sikre, at de sårede og syges tilstand ikke
forværres ved undersøgelsen eller fjernelsen.
3. Såfremt undersøgelsen godtgør, at luftfartøjet:
a) er et sanitetsluftfartøj i henhold til artikel 8, punkt j);
b) ikke krænker de betingelser, der er foreskrevet i artikel 28; og
c) ikke har fløjet uden eller i strid med en forudgående aftale, hvor en
sådan var nødvendig,
skal luftfartøjet og de ombordværende, som tilhører Modparten eller en
neutral eller anden Stat, som ikke er deltager i konflikten, have tilladelse
til ufortøvet af fortsætte flyvningen.
4. Såfremt undersøgelsen godtgør, at luftfartøjet:
a) ikke er et sanitetsluftfartøj i henhold til artikel 8, punkt f);
b) krænker de betingelser, der er foreskrevet i artikel 28; eller
c) har fløjet uden eller i strid med en forudgående aftale, hvor en sådan
var nødvendig,
kan luftfartøjet beslaglægges. De ombordværende skal behandles i
overensstemmelse med vedkommende bestemmelser i Konventionerne og denne
Protokol. Ethvert beslaglagt luftfartøj, der er blevet udpeget som et
permanent sanitetsluftfartøj, må efterfølgende udelukkende anvendes som
sanitetsluftfartøj.
Artikel 31
Neutrale eller andre Stater, som ikke er parter i konflikten
1. Medmindre forudgående aftale herom foreligger, må
sanitetsluftfartøjer ikke overflyve eller lande på et territorium tilhørende
en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten. Foreligger en
sådan aftale imidlertid, skal der tages hensyn til dem under hele flyvningen,
også så længe et eventuelt ophold på territoriet varer. Uanset dette skal de
adlyde en hvilken som helst ordre til at lande på landjorden eller om
fornødent på vandet.
2. Såfremt et sanitetsluftfartøj, i mangel af en
aftale eller i strid med vilkårene for en aftale, overflyver et territorium
tilhørende en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten, enten
som følge af en navigationsfejl eller på grund af en nødssituation, der
påvirker luftfartøjets sikkerhed, skal det bestræbe sig på at give meddelelse
om flyvningen og identificere sig selv. Så snart et sådant sanitetsluftfartøj
er genkendt, skal den pågældende Stat træffe alle rimelige forholdsregler med
henblik på at give ordre til landing på landjorden eller på vandet, således
som beskrevet i artikel 30, stykke 1, eller træffe andre foranstaltninger med
henblik på varetagelse af dens egne interesser. I begge tilfælde skal nævnte
Stat give luftfartøjet tid til at følge instruktionerne, før der iværksættes
angreb imod det.
3. Såfremt et sanitetsluftfartøj enten efter aftale
eller under de omstændigheder der er nævnt i stykke 2, lander på landjorden
eller på vandet i et territorium tilhørende en neutral eller anden Stat, som
ikke er Part i en konflikt, hvad enten det er beordret hertil eller af andre
årsager, skal det være underkastet inspektion med henblik på at afgøre,
hvorvidt det er et sanitetsluftfartøj. Inspektionen skal påbegyndes straks og
skal gennemføres hurtigt. Den inspicerende Part må ikke forlange, at de
sårede og syge tilhørende den Part, der fører luftfartøjet, skal fjernes fra
dette, medmindre det er af betydning for undersøgelsen. Den inspicerende Part
skal under alle omstændigheder drage omsorg for, at de sårede og syges
tilstand ikke forværres ved inspektionen. Såfremt inspektionen godtgør, at
luftfartøjet er et sanitetsluftfartøj, skal det tilligemed de ombordværende -
undtagen dem, der skal tilbageholdes i henhold til de folkeretlige regler
under væbnede konflikter - have lov at fortsætte flyvningen, og der skal ydes
rimelige faciliteter til dennes fortsættelse. Hvis inspektionen godtgør, at
luftfartøjet ikke er et sanitetsluftfartøj, skal det beslaglægges, og de
ombordværende skal behandles i overensstemmelse med stykke 4.
4. De sårede, syge og skibbrudne, der er gået fra
borde fra et sanitetsluftfartøj med samtykke af de stedlige myndigheder i et
territorium, der tilhører en neutral eller anden Stat, der ikke er Part i
konflikten, skal, medmindre der er tale om midlertidig udstigning, eller
andre aftaler er truffet mellem denne Stat og Parterne i en konflikt, og når
dette kræves i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
holdes i forvaring af denne Stat på en sådan måde, at de ikke igen kan tage
del i fjendtlighederne. Udgifterne ved hospitalsbehandling og forvaring skal
afholdes af den Stat, hvortil disse personer hører.
5. Neutrale eller andre Stater, som ikke er parter i
konflikten, skal over for alle parter i en konflikt uden forskelsbehandling
anvende alle betingelser og begrænsninger vedrørende sanitetsluftfartøjers
overflyvning af eller landing på deres territorium.
AFSNIT III
Savnede og døde personer
Artikel 32
Almindelige principper
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i dette afsnit skal De
Høje Kontraherende Parter, Parterne i en konflikt samt de internationale
humanitære organisationer, som er nævnt i Konventionerne og i denne Protokol,
i deres virksomhed hovedsagelig lade sig tilskynde af familiers ret til at få
underretning om deres slægtninges skæbne.
Artikel 33
Savnede personer
1. Enhver Part i en konflikt skal, så snart
omstændighederne tillader det og senest ved ophør af de aktive
fjendtligheder, søge efter de personer, som er blevet meldt savnede af en
Modpart. For at lette eftersøgningen skal Modparten videregive alle relevante
oplysninger, der vedrører sådanne personer.
2. For at lette indsamlingen af oplysninger i
overensstemmelse med foregående stykke, skal enhver Part i en konflikt for så
vidt angår personer, der ikke er berettiget til større hensyntagen ifølge
Konventionerne og denne Protokol:
a) registrere de oplysninger, der er nærmere omtalt i artikel 138 i
Fjerde Konvention vedrørende sådanne personer, som har været tilbageholdt,
fængslet eller på anden måde holdt i fangenskab i mere end to uger som følge
af fjendtligheder eller besættelse, eller som er afgået ved døden under en
hvilken som helst periode af tilbageholdelse,
b) i videst muligt omfang lette og om nødvendigt foretage efterforskning
og indhentelse af oplysninger vedrørende sådanne personer, hvis de er døde
under andre omstændigheder som følge af fjendtligheder eller besættelse.
3. Oplysninger om personer, der er meldt savnede i
henhold til stykke 1 og anmodninger om sådanne oplysninger skal videregives
enten direkte eller gennem Beskyttelsesmagten eller Den internationale Røde
Kors-Komites Centrale Eftersøgningskontor eller nationale Røde Kors (Røde
Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber. Såfremt oplysninger ikke videregives
gennem Den internationale Røde Kors-Komitee og dennes Centrale
Eftersøgningskontor, skal enhver Part i en konflikt drage omsorg for, at
sådanne oplysninger også gives til det Centrale Eftersøgningskontor.
4. Parterne i en konflikt skal søge at opnå enighed om
foranstaltninger, som muliggør eftersøgningsmandskabers søgning efter,
identifikation af og evakuering af døde fra slagmarken, herunder eventuelle
passende foranstaltninger med henblik på sådanne eftersøgningsmandskabers
ledsagelse af personel fra Modparten, medens de udfører disse opgaver i
områder, der kontrolleres af Modparten, Eftersøgningsmandskabernes personel
skal respekteres og beskyttes, sålænge de udelukkende udfører disse pligter.
Artikel 34
Afdødes jordiske rester
1. De jordiske rester af personer, der er afgået ved
døden af grunde, som har forbindelse med besættelse, eller under forvaring
som følge af besættelse eller fjendtligheder, samt de jordiske rester af
personer, der ikke er statsborgere i det land, hvor de er afgået ved døden
som følge af fjendtligheder, skal respekteres, og alle sådanne personers
gravsteder skal respekteres, vedligeholdes og afmærkes som foreskrevet i
artikel 130 i Fjerde Konvention, for så vidt deres jordiske rester eller
gravsteder ikke er berettiget til større hensyntagen ifølge Konventionerne og
denne Protokol.
2. Så snart omstændighederne og forholdene mellem de
stridende parter tillader det, skal De Høje Kontraherende parter, i hvis
territorier der findes grave og eventuelt andre steder med jordiske rester
tilhørende personer, der er døde på grund af fjendtligheder, under besættelse
eller i forvaring, indgå aftaler med henblik på:
a) at lette adgangen til gravstederne for afdødes slægtninge og for
repræsentanter for officielle gravregistreringstjenester samt at regulere de
praktiske forhold for denne adgang,;
b) til stadighed at beskytte og vedligeholde sådanne gravsteder;
c) at lette tilbagesendelse af afdødes jordiske rester og personlige
effekter til hjemlandet på dettes anmodning eller efter anmodning fra de
nærmeste pårørende, medmindre hjemlandet gør indsigelser herimod.
3. I mangel af de i stykke 2 b) eller c) omhandlede
aftaler, og hvis afdødes hjemland ikke er rede til for egen regning at
vedligeholde sådanne gravsteder, kan Den Høje Kontrahrende Part, på hvis
territorium gravstederne findes, tilbyde at lette tilbagesendelsen af afdødes
jordiske rester til hjemlandet. I de tilfælde, hvor et sådant tilbud ikke er
blevet accepteret, kan Den Høje Kontraherende Part efter udløbet af 5 år fra
tilbudets dato og efter behørig underretning af hjemlandet, anvende de
regler, der er indeholdt i dets egne love om kirkegårde og gravsteder.
4. Den Høje Kontraherende Part, i hvis territorium de
i denne artikel nævnte gravsteder er beliggende, skal kun kunne opgrave de
jordiske rester:
a) i henhold til stykke 2 c) og 3, eller
b) såfremt opgravning er nødvendig af altovervejende samfundshensyn,
herunder af medicinske og efterforskningsmæssige grunde, i hvilke tilfælde
Den Høje Kontraherende Part til enhver tid skal respektere de jordiske rester
og underrette hjemlandet om, at man har til hensigt at foretage opgravning
samt om nærmere oplysninger om det forventede sted for genbegravelsen.
DEL III
Metoder og midler i krigsførelse. Kombattant- og krigsfangestatus
AFSNIT I
Metoder og midler i krigsførelse
Artikel 35
Grundlæggende regler
1. I enhver væbnet konflikt er de stridende parters
ret til at vælge metoder og midler i krigsførelsen ikke ubegrænset.
2. Det er forbudt at benytte sådanne våben,
projektiler og materiel til, samt metoder i, krigsførelse, som forårsager
overflødig skade eller unødige lidelser.
3. Det er forbudt at benytte metoder eller midler i
krigsførelse, som tilsigter eller som må forventes at forårsage udbredt,
langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø.
Artikel 36
Nye våben
Ved udforskningen, udviklingen, erhvervelsen eller valget af et nyt våben
og af metoder eller midler i krigsførelse er en Høj Kontraherende Part
forpligtet til at fastslå, hvorvidt dets anvendelse under visse eller alle
omstændigheder er forbudt i henhold til denne Protokol eller af andre
folkeretlige regler, gældende for den Høje Kontraherende Part.
Artikel 37
Forbud mod perfidi (svig)
1. Det er forbudt at dræbe, såre eller tage en
modstander til fange ved brug af perfidi (svig). Handlinger, der søger at
forlede en modstander til at nære tillid til, at han er berettiget til at
modtage, eller forpligtet til at yde, beskyttelse i overensstemmelse med
folkeretlige regler under væbnede konflikter, og som har til formål at svige
denne tillid, skal betragtes som perfidi (svig). Følgende handlinger er
eksempler på perfidi:
a) foregivelse af, at man har til hensigt at forhandle under
parlamentærflag eller at overgive sig;
b) foregivelse af ukampdygtighed på grund af sår eller sygdom;
c) foregivelse af civil- eller ikke-kombattant-status, og
d) foregivelse af at være beskyttet ved brug af tegn, kendemærker eller
uniformer tilhørende De forenede Nationer eller en neutral eller andre
Stater, som ikke er parter i konflikten.
2. Krigslist er ikke forbudt. Krigslist er handlinger,
som har til hensigt at vildlede en modstander eller formå denne til at handle
uforsvarligt, men som ikke krænker nogen bestemmelser i de folkeretlige
regler under væbnede konflikter, og som ikke er svigagtige, fordi de ikke
søger at forlede Modparten til at tro, at han er berettiget til beskyttelse
ifølge disse regler. Følgende er eksempler på sådan list: brugen af sløring
(kamouflage), fælder, skinmanøvrer og vildledende oplysninger.
Artikel 38
Anerkendte kendemærker
1. Det er forbudt at misbruge Røde Kors, Røde Halvmåne
eller Røde Løve og Sol-kendemærket eller andre kendemærker, tegn eller
signaler, som er foreskrevet i Konventionerne eller i denne Protokol. Det er
ligeledes forbudt under en væbnet konflikt bevidst at misbruge andre
internationalt anerkendte beskyttelseskendemærker, tegn eller signaler,
herunder parlamentærflag og beskyttelsesmærket for kulturel ejendom.
2. Det er forbudt at benytte De forenede Nationers
kendemærke, medmindre organisationen har givet bemyndigelse dertil.
Artikel 39
Nationalitetskendemærker
1. Det er forbudt under en væbnet konflikt at benytte
flag eller militære kendemærker, emblemer eller uniformer tilhørende neutrale
eller andre Stater, som ikke er Parter i konflikten.
2. Det er forbudt at benytte flag, militære
kendemærker, emblemer eller uniformer tilhørende en Modpart, under angreb
eller med henblik på at dække over, lette, beskytte, eller vanskeliggøre
militære operationer.
3. Intet i denne artikel eller i artikel 37, stykke 1
d) skal have indflydelse på eksisterende, almindelig anerkendte folkeretlige
regler vedrørende spionage eller vedrørende brugen af flag under væbnet
konflikt på søen.
Artikel 40
Pardon
Det er forbudt at beordre, at der ikke må være overlevende, at true en
Modpart hermed eller at føre krig på dette grundlag.
Artikel 41
Beskyttelse af en fjende, der er hors de combat
1. En person, der er anerkendt som værende hors de
combat eller som efter omstændighederne burde anerkendes som sådan, må ikke
gøres til genstand for angreb.
2. En person er hors de combat, hvis:
a) han er i en Modparts varetægt;
b) han klart giver udtryk for, at han har til hensigt at overgive
sig, eller
c) han er blevet gjort bevidstløs eller på anden måde er ukampdygtig på
grund af sår eller sygdom og derfor er ude af stand til at forsvare sig;
forudsat han i alle disse tilfælde afstår fra enhver fjendtlig handling og
ikke forsøger at flygte.
3. Når personer, der er berettiget til beskyttelse som
krigsfanger, er kommet i en Modparts magt under usædvanlige kampvilkår, som
forhindrer evakuering i henhold til Kap. III, afsnit 1 i Tredie Konvention,
skal de løslades, og alle gennemførlige forholdsregler skal træffes for at
garantere deres sikkerhed.
Artikel 42
Ombordværende i luftfartøjer
1. Ingen, der springer ud med faldskærm fra et
nødstedt luftfartøj, må angribes, medens han befinder sig i luften.
2. En person, der er sprunget ud med faldskærm fra et
nødstedt luftfartøj, skal, når han lander i et område, der kontrolleres af en
Modpart, have mulighed for at overgive sig, før han angribes, medmindre det
er åbenbart, at han tager del i en fjendtlig handling.
3. Luftbårne tropper er ikke beskyttet af denne
artikel.
AFSNIT II
Kombattant- og krigsfangestatus
Artikel 43
Væbnede styrker
1. De væbnede styrker tilhørende en part i en konflikt
består af alle organiserede væbnede styrker, grupper og enheder, som er under
en kommando, der over for denne part er ansvarlig for de underordnedes
handlemåde, også selv om denne part er repræsenteret af en regering eller en
myndighed, der ikke anerkendes af en Modpart. Sådanne væbnede styrker skal
være underkastet et internt diciplinært system, som bl.a. skal håndhæve
overholdelsen af de folkeretlige regler under væbnede konflikter.
2. Medlemmer af en stridende parts væbnede styrker
(undtaget sanitetspersonel og feltpræster, som er omfattet af artikel 33 i
Tredje Konvention) er kombattanter, hvilket vil sige, at de har ret til at
tage direkte del i fjendtlighederne.
3. Når som helst en part i en konflikt optager et
paramilitært eller bevæbnet retshåndhævelsesorgan i sine væbnede styrker,
skal Modparterne i konflikten underrettes herom.
Artikel 44
Kombattanter og krigsfanger
1. Enhver kombattant i henhold til artikel 43, som
tages til fange af en Modpart, skal være krigsfange.
2. Selvom alle kombattanter er forpligtet til at
handle i overensstemmelse med de folkeretlige regler under væbnede
konflikter, skal krænkelser af disse regler ikke fratage en kombattant retten
til at være kombattant eller, hvis han kommer i Modpartens varetægt, retten
til at være krigsfange, når undtages de i stykke 3 og 4 beskrevne tilfælde.
3. For at øge beskyttelsen af civilbefolkningen mod
virkningen af fjendtlige handlinger, skal kombattanter kunne skelnes fra
civilbefolkningen under et angreb eller under en militær operation forud for
et angreb. I erkendelse af at der er tilfælde under væbnede konflikter, hvor
fjendtlighedernes karakter har til følge, at en bevæbnet kombattant ikke
således kan skille sig ud, skal han dog bevare sin status som kombattant,
forudsat at han i sådanne tilfælde bærer sine våben synlig:
a) under hvert enkelt militært engagement og
b) i det tidsrum han er synlig for modparten, medens han er i færd med en
militær deployering forud for iværksættelsen af et angreb, hvori han skal
deltage.
Handlinger, som er i overensstemmelse med betingelserne i dette stykke,
skal ikke betragtes som svigefulde, således som foreskrevet i artikel 37,
stykke 1 (c).
4. En kombattant, som tages til fange af Modparten, og
som ikke opfylder de betingelser, der er angivet i andet punktum i stykke 3,
mister retten til at blive krigsfange, men han skal desuagtet gives en sådan
beskyttelse, som på alle områder svarer til den, der ydes krigsfanger i
henhold til Tredje Konvention og denne protokol. Denne beskyttelse omfatter
også den, der ydes krigsfanger i henhold til Tredje Konvention i det
tilfælde, hvor en sådan person dømmes og straffes for en begået forseelse.
5. Enhver kombattant, som tages til fange af Modparten
på et tidspunkt, hvor han ikke medvirker i et angreb eller i en militær
operation forud for et angreb, skal ikke miste retten til at være kombattant
og krigsfange på grund af tidligere handlinger.
6. Denne artikel præjudicerer ikke retten for nogen
person til at opnå status som krigsfange i overensstemmelse med artikel 4 i
Tredje Konvention.
7. Denne artikel har ikke til formål at ændre den af
staterne almindeligt accepterede praksis for brug af uniformer for
kombattanter, der er tilknyttet en stridende Parts regulære, uniformerede
væbnede enheder.
8. Udover de kategorier af personer, der er nævnt i
artikel 13 i Første og Anden Konvention, skal alle medlemmer af de væbnede
styrker tilhørende en stridende Part således som beskrevet i denne Protokols
artikel 43, være berettiget til beskyttelse i henhold til disse Konventioner,
hvis de er sårede eller syge eller i henhold til Anden Konvention, hvis de er
skibbrudne på havet eller i andre farvande.
Artikel 45
Beskyttelse af personer, som har taget del i fjendtligheder
1. Den, der tager del i fjendtligheder, og som bliver
taget til fange af Modparten, skal formodes at være krigsfange og skal derfor
beskyttes af Tredje Konvention, hvis han påberåber sig krigsfangestatus,
eller hvis han synes berettiget til sådan status, eller hvis den part,
hvortil han hører, påberåber sig en sådan status på hans vegne ved at
underrette Tilbageholdelsesmagten eller Beskyttelsesmagten herom. Skulle der
opstå tvivl om, hvorvidt en sådan person er berettiget til krigsfangestatus,
skal han bevare denne status og derfor være beskyttet af Tredje Konvention og
denne protokol indtil det tidspunkt, hvor hans status er blevet bestemt af en
kompetent domstol.
2. Hvis den, der er taget til fange af Modparten, ikke
betragtes som krigsfange og derfor af denne part vil blive anklaget for en
forseelse i forbindelse med fjendtlighederne, skal han have ret til at
forfægte sin krigsfangestatus over for en domstol og til at få dette
spørgsmål afgjort. Når det er muligt ifølge den anvendelige procedure, skal
en sådan afgørelse finde sted forud for retsbehandlingen af forseelsen.
Repræsentanter for Beskyttelsesmagten skal være berettiget til at overvære
retshandlingen, hvorunder dette spørgsmål afgøres, medmindre retshandlingen
undtagelsesvis holdes for lukkede døre af hensyn til Statens sikkerhed. I så
fald skal Tilbageholdelsesmagten underrette Beskyttelsesmagten herom.
3. Enhver, som har taget del i fjendtligheder, og som
ikke er berettiget til krigsfangestatus, eller ikke nyder godt af en mere
favorabel behandling i henhold til Fjerde Konvention, skal til enhver tid
være berettiget til beskyttelse henhold til artikel 75 i denne Protokol. I
besat område skal en sådan person, medmindre han tilbageholdes som spion og
uanset reglerne i artikel 5 i Fjerde Konvention, også være berettiget til at
sætte sig i forbindelse med omverdenen i henhold til nævnte Konvention.
Artikel 46
Spioner
1. Uanset andre bestemmelser i Konventionerne eller i
denne protokol skal et medlem af de væbnede styrker tilhørende en stridende
part ikke have ret til krigsfangestatus og vil kunne behandles som spion,
hvis han bliver taget til fange af Modparten under udførelse af spionage.
2. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en
stridende Part, som på denne Parts vegne og på et territorium, der
kontrolleres af Modparten, indsamler eller søger, at indsamle oplysninger,
skal ikke betragtes som spion, hvis han under sådan virksomhed bærer sine
væbnede styrkers uniform.
3. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en
stridende Part og som er bosiddende i et af en Modpart besat territorium, og
hvis han på vegne af den Part, han tilhører, indsamler eller forsøger at
indsamle oplysninger af militær betydning inden for dette territorium, skal
ikke betragtes som udøvende spionage, medmindre han foretager sådan handling
under falske påskud eller forsætlig i dølgsmål. Yderligere skal han ikke
miste retten til krigsfangestatus og må ikke behandles som spion, medmindre
han tages til fange under udøvelse af spionage.
4. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en
stridende Part og som ikke er bosiddende i et af en Modpart besat
territorium, skal hvis han har udøvet spionage i dette territorium, ikke
miste retten til krigsfangestatus og må ikke behandles som spion, medmindre
han tages til fange, før han atter er stødt til de væbnede styrker, hvortil
han hører.
Artikel 47
Lejesoldater
1. En lejesoldat er ikke berettiget til status som
kombattant eller krigsfange.
2. En lejesoldat er enhver person, der
a) lokalt eller i udlandet er specielt hvervet med henblik på at deltage
i kamphandlinger under en væbnet konflikt;
b) rent faktisk tager direkte del i kamphandlingerne;
c) er motiveret til at deltage i kamphandlingerne i alt væsentligt ud fra
ønsket om at opnå personlig vinding, og som af eller på vegne af en stridende
Part rent faktisk har fået tilsagn om et betydelig vederlag, der væsentligt
overstiger det, der udloves eller betales til kombattanter med tilsvarende
rang og funktion i den pågældende parts væbnede styrker;
d) hverken er statsborger hos en stridende Part eller bosiddende i et
territorium, der kontrolleres af en stridende Part;
e) ikke er medlem af en stridende parts væbnede styrker, og
f) ikke er blevet udsendt af en Stat, der ikke deltager i konflikten, til
tjenstlige opgaver som medlem af dennes væbnede styrker.
DEL IV
Civilbefolkningen
AFSNIT I
Almindelig beskyttelse imod følgerne af
fjendtligheder
KAPITEL I
Grundlæggende regel og anvendelses område
Artikel 48
Grundlæggende regel
For at sikre respekten for og beskyttelsen af civilbefolkningen og civile
genstande, skal de stridende parter til enhver tid skelne mellem
civilbefolkningen og kombattanter og mellem civile genstande og militære mål
og skal i overensstemmelse hermed alene rette deres operationer mod militære
mål.
Artikel 49
Definition af angreb og anvendelsesområde
1. Angreb' betyder en voldelig handling rettet mod
modstanderen, hvadenten den er offensiv eller defensiv.
2. Bestemmelserne i denne protokol vedrørende angreb
finder anvendelse på alle angreb uanset i hvilket territorium, de
gennemføres, herunder det til en stridende Part hørende nationale
territorium, som er under en Modparts kontrol.
3. Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på
enhver krigsførelse til lands, til vands eller i luften, der kan have
indvirkning på civilbefolkningen, individuelle civile eller civile genstande
til lands. De finder endvidere anvendelse på alle angreb fra søen eller fra
luften imod mål på land, men berører ikke iøvrigt de folkeretlige regler
under væbnede konflikter til søs eller i luften.
4. Bestemmelserne i dette afsnit supplerer reglerne
vedrørende humanitær beskyttelse indeholdt i Fjerde Konvention, i særdeleshed
dennes Kapitel II, samt i andre internationale aftaler, der er bindende for
De høje Kontraherende parter, såvel som andre folkeretlige regler vedrørende
beskyttelse af civile og civile genstande til lands, til vands eller i luften
imod følgende af fjendtligheder.
KAPITEL II
Civilpersoner og civilbefolkning
Artikel 50
Definition af civile og civilbefolkningen
1. En civil er enhver person, der ikke tilhører nogen
af de kategorier, som er nævnt i artikel 4 A (l), (2), (3) og (6) i Tredje
Konvention og i artikel 43 i denne protokol. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt
en person er civil, skal denne betragtes som sådan.
2. Civilbefolkningen består af alle personer, som er
civile.
3. Tilstedeværelsen blandt civilbefolkningen af
enkeltpersoner, som ikke omfattes af definitionen af civile, fratager ikke
befolkningen dens civile beskaffenhed.
Artikel 51
Beskyttelse af civilbefolkningen
1. Civilbefolkningen og individuelle civile skal nyde
almindelig beskyttelse imod farer, der opstår som følge af militære
operationer. For at gennemføre denne beskyttelse skal følgende regler, der
supplerer de øvrige gældende folkeretlige regler, overholdes under alle
omstændigheder.
2. Civilbefolkningen som sådan såvel som induviduelle
civile må ikke gøres til genstand for angreb. Det er forbudt at foretage
voldshandlinger eller fremsætte trusler om vold med det primære formål at
sprede rædsel blandt civilbefolkningen.
3. Civile skal nyde den i dette afsnit hjemlede
beskyttelse, medmindre og så længe de tager direkte del i fjendtlighederne.
4. Vilkårlige angreb er forbudt. Vilkårlige angreb er:
a) sådanne som ikke er rettet mod et udtrykkeligt militært mål;
b) sådanne som benytter kampmetoder eller kampmidler, som ikke kan rettes
mod et udtrykkelig militært mål; eller
c) sådanne som benytter kampmetoder og kampmidler, hvis virkninger ikke
kan begrænses således som foreskrevet af denne Protokol;
og følgelig i hvert enkelt tilfælde er af en beskaffenhed, at det
vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile genstande.
5. Følgende former for angreb betragtes blandt andre
som vilkårlige:
a) et bombardement, uanset metoder og midler, der behandler som et enkelt
militært mål et antal klart adskilte og tydelige militære mål beliggende i en
storby, en by, en landsby eller andet område, der indeholder en lignende
koncentration af civile eller civile genstande og
b) et angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af
civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en
kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og
direkte militære fordel.
6. Angreb i form af repressalier mod civilbefolkningen
eller civile er forbudt.
7. Tilstedeværelsen eller flytning af
civilbefolkningen eller individuelle civile må ikke benyttes til at gøre
visse steder eller områder immune over for militære operationer, i
særdeleshed i forsøg på at beskytte militære mål mod angreb eller for at
beskytte, lette eller hindre militære operationer. De stridende parter må
ikke lade civilbefolkningen eller individuelle civile flytte i et forsøg på
at beskytte militære mål mod angreb eller for at beskytte militære
operationer.
8. Enhver krænkelse af disse forbud skal ikke frigøre
de stridende parter fra deres retlige forpligtelser over for
civilbefolkningen og civile, herunder forpligtelsen i medfør af artikel 57
til at træffe sikkerhedsforanstaltninger.
KAPITEL III
Civile genstande
Artikel 52
Almindelig beskyttelse af civile genstande
1. Civile genstande må ikke gøres til genstand for
angreb eller repressalier. Civile genstande er alle genstande der ikke er
militære mål, således som beskrevet i stykke 2.
2. Angreb skal strengt begrænses til militære mål. For
så vidt angår genstande skal militære mål være begrænset til dem, der ifølge
deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag
til en militær aktion og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse,
erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende
omstændigheder udgør en klar militær fordel.
3. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt en genstand, som
normalt er bestemt til civile formål, så som et sted, hvor gudsdyrkelse
foregår, et hus eller anden bolig eller en skole, anvendes med henblik på at
yde et effektivt bidrag til en militær aktion skal der bestå en formodning
for, at det ikke anvendes i sådant øjemed.
Artikel 53
Beskyttelse af kulturelle genstande og af steder, hvor gudsdyrkelse
finder sted
Uden præjudice for bestemmelserne i Haagerkonventionen af 14. maj 1954
vedrørende beskyttelse af kulturel ejendom under væbnet konflikt og andre
relevante internationale aftaler skal det være forbudt:
a) at begå en hvilken som helst fjendtlig handling rettet mod historiske
monumenter, kunstværker eller steder, hvor gudsdyrkelse finder sted, som
udgør folkenes kulturelle eller åndelige arv;
b) at benytte sådanne genstande til støtte for en militær indsats;
c) at gøre sådanne genstande til genstand for repressalier.
Artikel 54
Beskyttelse af genstande, som er uundværlige for civilbefolkningens
overlevelse
1. Udsultning af civile som krigsmetode er forbudt.
2. Det er forbudt at angribe, ødelægge, fjerne eller
ubrugeliggøre genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens
overlevelse så som fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer,
afgrøder, husdyrbestande, drikkevandsinstallationer og -forsyninger samt
overrislingsanlæg, med det bestemte formål at hindre dem i at tjene som
underhold for civilbefolkningen eller Modparten, uanset af hvilken grund, det
være sig med henblik på udsultning af civile, for at tilskynde disse til at
flytte bort eller af en hvilken som helst anden grund.
3. Forbudene i stykke 2 skal ikke finde anvendelse på
de deri omhandlede genstande, som benyttes af Modparten:
a) udelukkende til underhold af medlemmer af dens væbnede styrker; eller
b) hvis ikke til underhold, da til direkte støtte for en militær aktion,
dog forudsat, at der under ingen omstændigheder mod disse genstande må
foretages handlinger som må forventes at efterlade civilbefolkningen med så
utilstrækkelig føde eller vand, at det vil forårsage udsultning eller tvinge
den til at flytte bort.
4. Disse genstande må ikke gøres til genstand for
repressalier.
5. I anerkendelse af de livsvigtige behov hos enhver
stridende Part i forsvaret af dens nationale territorium mod en invasion, kan
der af en Part i en konflikt inden for et sådant territorium under dens egen
kontrol, foretages derogationer (ophævelse) af de forbud som er indeholdt i
stykke 2, når dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed.
Artikel 55
Beskyttelse af det naturlige miljø
1. Der skal under krigsførelse drages omsorg for, at
det naturlige miljø beskyttes mod udbredt, langvarig og alvorlig skade. Denne
beskyttelse omfatter forbud mod brug af krigsmetoder eller krigsmidler i
krigsførelsen, som tilsiger eller som må forventes at forårsage sådan skade
på det naturlige miljø og derved skade befolkningens helbred eller overleven.
2. Angreb på det naturlige miljø som repressalier er
forbudt.
Artikel 56
Beskyttelse af værker og anlæg, der rummer farlige kræfter
1. Værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter, så
som dæmninger, diger og kernekraftværker, må ikke gøres til genstand for
angreb, selv hvor disse genstande er militære mål, såfremt et sådant angreb
kan forårsage frigørelse af farlige kræfter og følgelig alvorlige tab blandt
civilbefolkningen. Andre militære mål, der er placeret ved eller i nærheden
af disse værker eller anlæg må ikke gøres til genstand for angreb, hvis et
sådant angreb kan forårsage frigørelse af farlige kræfter fra værkerne eller
anlæggene og følgelig foråsage alvorlige tab blandt civilbefolkningen.
2. Den særlige beskyttelse mod angreb, som er
foreskrevet i stykke 1 skal ophøre:
a) for så vidt angår dæmninger eller diger udelukkende, hvis de benyttes
til andet end deres normale funktion og til regelmæssig, betydelig og direkte
støtte for militære operationer, og hvis et sådant angreb er den eneste
mulige måde, hvorved sådan støtte kan bringes til ophør;
b) for så vidt angår et kernekraftværk udelukkende, hvis det leverer
elektricitet til regelmæssig, betydelig og direkte støtte for militære
operationer, og hvis et sådant angreb er den eneste mulige måde, hvorved
sådan støtte kan bringes til ophør;
c) for så vidt angår andre militære mål, som er placeret ved eller i
nærheden af disse værker eller anlæg, udelukkende, hvis de benyttes til
regelmæssig, betydelig og direkte støtte for militære operationer, og hvis et
sådant angreb er den eneste mulige måde, hvorved sådan støtte kan bringes til
ophør.
3. I alle tilfælde skal civilbefolkningen og
individuelle civile fortsat være berettiget til enhver beskyttelse, som
tilstås dem i henhold til folkeretten, herunder beskyttelse gennem de
sikkerhedsforanstaltninger, som er foreskrevet i artikel 57. Såfremt
beskyttelsen ophører og et hvilket som helst af de værker, anlæg eller
militære mål, der er nævnt i stykke 1, angribes, skal alle praktiske
sikkerhedsforanstaltninger træffes for at undgå frigørelsen af de farlige
kræfter.
4. Det er forbudt at gøre et hvilket som helst af de
værker, anlæg eller militære mål, der er nævnt i stykke 1 til genstand for
repressalier.
5. De stridende parter skal bestræbe sig på at undgå
at anbringe nogen som helst militære mål i nærheden af værker eller anlæg
nævnt i stykke 1. Dog er installationer som er opført udelukkende med det
formål at forsvare de beskyttede værker eller anlæg mod angreb, tilladelige,
og de skal ikke selv kunne gøres til genstand for angreb, forudsat at de
under fjendtlighederne alene benyttes til forsvarshandlinger, der er
nødvendige for at besvare et angreb mod beskyttede værker eller anlæg, og at
deres bevæbning er begrænset til våben, som alene er i stand til at
tilbagevise en fjendtlig handling rettet mod de beskyttede værker eller
anlæg.
6. De Høje Kontraherende parter og de stridende parter
opfordres indtrængende til indbyrdes at indgå aftaler med henblik på at
tilvejebringe ydeligere beskyttelse af genstande, der rummer farlige kræfter.
7. Med henblik på at lette identifikationen af
genstande, som er beskyttet af denne artikel kan de stridende parter afmærke
disse med et særlig mærke bestående af en gruppe af tre lyse orange cirkler
anbragt på samme akse, således som nærmere beskrevet i artikel 16 i denne
protokols Annex I. En manglende afmærkning fritager på ingen måde nogen
stridende Part for dens forpligtelser ifølge denne artikel.
KAPITEL IV
Sikkerkedsforanstaltninger
Artikel 57
Sikkerkedsforanstaltninger under angreb
1. Ved udførelse af militære operationer skal der
stedse drages omsorg for at skåne civilbefolkningen, civile og civile
genstande.
2. For så vidt angår angreb skal der træffes følgende
sikkerhedsforanstaltninger:
a) de, der planlægger eller træffer beslutning om et angreb skal
(i) gøre, hvad der er muligt for at sikre sig, at de mål, der angribes,
hverken er civilpersoner eller civile genstande og ikke genstand for særlig
beskyttelse, men at de er militære mål som beskrevet i artikel 52, stykke 2,
og at det ikke ifølge denne protokols bestemmelser er forbudt at angribe dem.
(ii) træffe alle gennemførlige forsigtighedsforsanstaltninger i
valget af angrebsmidler og -metoder med henblik på at undgå og under alle
omstændigheder at begrænse til det mindst mulige tilfældige tab blandt
civile, skade på civile og skade på civile genstande.
(iii) afstå fra beslutning om at iværksætte noget angreb, som må
forventes at forårsage tilfældige tab blandt civile, skade på civile, skade
på civile genstande eller en kombination deraf, som ville overstige den
forventede konkrete og direkte militære fordel.
b) et angreb skal annulleres eller afbrydes, hvis det bliver åbenbart, at
målet ikke er militært, eller hvis det er undergivet særlig beskyttelse,
eller hvis angrebet må forventes at forårsage tilfældige tab blandt civile,
eller skade på civile, skade på civile genstande eller en kombination deraf,
som ville overstige den forventede konkrete eller direkte militære fordel.
c) medmindre omstændighederne ikke tillader det, skal der gives effektivt
forudgående advarsel om angreb, der kan have indvirkning på
civilbefolkningen.
3. Når det for at opnå den samme militære fordel er
mulig at vælge mellem flere militære mål, vælges det, hvor et angreb må
forventes at forårsage den mindste risiko for civiles liv og civile
genstande.
4. Under gennemførelse af militære operationer til
vands eller i luften skal hver stridende part, i overensstemmelse med dens
rettigheder og pligter i henhold til de folkeretlige regler under væbnede
konflikter, træffe alle rimelige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå
tab af civiles liv og skade på civile genstande.
5. Ingen bestemmelse i denne artikel må fortolkes
således, at den hjemler noget angreb mod civilbefolkningen, civile eller
civile genstande.
Artikel 58
Forsigtigkedsforanstaltninger mod virkninger af angreb
De stridende parter skal i videst mulig omfang:
a) uden præjudice for artikel 49 i Fjerde Konvention bestræbe sig på at
flytte civilbefolkningen, individuelle civile og civile genstande som er
under deres kontrol, fra områder i nærheden af militære mål;
b) undgå at anbringe militære mål i eller i nærheden af tætbefolkede
områder;
c) træffe andre nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at beskytte
civilbefolkningen, individuelle civile og civile genstande under deres
kontrol imod farer, der opstår som følge af militære operationer.
KAPITEL V
Områder og zoner under særlig beskyttelse
Artikel 59
Områder, der ikke forsvares
1. Det er forbudt de stridende parter med hvilket
somhelst middel at angribe områder, der ikke forsvares.
2. En stridende parts behørige myndigheder kan erklære
et beboet område for værende et område, der ikke forsvares når det ligger nær
ved eller i en zone, hvor væbnede styrker er i kontakt, og når det står åbent
for besættelse af en Modpart. Et sådant område skal opfylde følgende
betingelse:
a) alle kombattanter, så vel som mobile våben og mobilt militært udstyr
skal være evakueret;
b) der må ikke gøres fjendtlig brug af faste militære installationer
eller indretninger;
c) der må ikke begås nogen fjendtlig handling af myndighederne eller af
befolkningen; og
d) der må ikke iværksættes aktiviteter til støtte for militære
operationer.
3. Tilstedeværelsen i dette område af personer, som
nyder særlig beskyttelse ifølge Konventionerne og denne protokol, og af
politistyrker, som bibeholdes udelukkende med det formål at opretholde lov og
orden, er ikke i strid med de betingelser, der er foreskrevet i stykke 2.
4. Erklæringer afgivet i henhold til stykke 2 skal
rettes til Modparten og skal afgrænse og beskrive så nøjagtig som muligt
grænserne for det område, der ikke forsvares. Den stridende part, til hvem
erklæringen rettes, skal bekræfte modtagelsen og skal betragte området som et
område, der ikke forsvares, medmindre de betingelser, der er angivet i stykke
2 i virkeligheden ikke er opfyldt, i hvilket tilfælde den omgående skal
underrette den part, der har afgivet deklarationen, herom. Selvom
betingelserne i stykke 2 ikke er opfyldt, skal området fortsat nyde den
beskyttelse, der er foreskrevet i andre bestemmelser i denne protokol og i
andre folkeretlige regler under væbnede konflikter.
5. De stridende Parter kan aftale at oprette områder,
der ikke forsvares, selvom sådanne områder ikke opfylder de betingelser, der
er beskrevet i stykke 2. Aftalen bør afgrænse og beskrive så nøje som muligt
grænserne for det område, som ikke forsvares: om nødvendigt kan den fastlægge
metoder for overvågning.
6. Den Part, der har kontrollen over et område. som
omfattes af en sådan aftale, skal markere dette så vidt muligt ved hjælp af
sådanne kendemærker, hvorom der kan opnås enighed med Modparten, og disse
kendemærker skal anbringes, hvor de er klart synlige, og navnlig ved områdets
perimeter og grænser samt på hovedveje.
7. Et område mister sin status som et område. der ikke
forsvares, når det ikke længere opfylder de betingelser, der er fastsat i
stykke 2 eller i den aftale, som er omtalt i stykke 5. I så fald skal området
fortsat nyde den beskyttelse, der er fastsat i andre bestemmelser i denne
Protokol samt i andre folkeretlige regler under væbnede konflikter.
Artikel 60
Demilitariserede zoner
1. Det er forbudt de stridende parter at udstrække
deres militære operationer til zoner, som de ved aftale har tillagt status
som demilitariserede zoner, såfremt en sådan udstrækning er i strid med
vilkårene i denne aftale.
2. Aftalen skal være en udtrykkelig aftale, den kan
indgås mundtligt eller skriftligt, enten direkte eller gennem en
Beskyttelsesmagt eller en uvildig humanitær organisation, og den kan
indeholde gensidige og samstemmende erklæringer. Aftalen kan indgås i
fredstid såvel som efter udbrud af fjendtligheder og bør angive og beskrive,
så nøjagtigt som mulig, den demilitariserede zones grænser og om nødvendigt
angive metode for overvågning.
3. Genstand for en sådan aftale skal normalt være en
hvilken som helst zone, der opfylder følgende betingelser:
a) alle kombattanter så vel som mobile våben og mobilt militært udstyr
skal være evakueret;
b) der må ikke gøres fjendtlig brug af faste militære installationer
eller indretninger;
c) der må ikke begås nogen fjendtlige handlinger af myndighederne eller
af befolkningen; og
d) enhver aktivitet, der er knyttet til den militære indsats, må være
bragt til ophør.
De stridende parter skal være enige om den fortolkning, der skal gælde for
den betingelse, som er anført i punkt d), og om hvilke personer, der skal
have adgang til den demilitariserede zone, ud over de i stykke 4 nævnte.
4. Tilstedeværelsen i denne zone af personer, som
nyder særlig beskyttelse ifølge Konventionerne og denne Protokol, og af
politistyrker, som er blevet tilbage udelukkende med det formål at opretholde
lov og orden, er ikke i strid med de betingelser, som er anført i stykke 3.
5. Den part. som har kontrollen over en sådan zone,
skal markere denne så vidt muligt ved hjælp af sådanne kendemærker, hvorom
der kan opnås enighed med Modparten, og disse kendemærker skal anbringes,
hvor de er klart synlige, og navnlig ved områdets perimeter og grænser samt
på hovedveje.
6. Såfremt kamphandlinger nærmer sig en
demilitariseret zone, og såfremt de stridende parter har truffet aftale
herom, må ingen af dem benytte zonen til formål, der har forbindelse med
udførelsen af militære operationer, eller ensidigt tilbagekalde dens status.
7. Såfremt en af de stridende parter begår et
væsentligt brud på bestemmelserne i stykke 3 eller 6, skal den anden Part
være fritaget for sine e forpligtelser ifølge den aftale, som tillægger zonen
status som demilitariseret zone. I så fald mister zonen sin status, men skal
fortsat nyde den beskyttelse, som er hjemlet i andre bestemmelser i denne
protokol og i de øvrige folkeretlige regler under væbnede konflikter.
KAPITEL VI
Civilforsvaret
Artikel 61
Definitioner og område
I denne protokol betyder:
a) »civilforsvar«: udførelsen af alle eller nogle af de
nedenfor nævnte humanitære opgaver, der har til formål at beskytte
civilbefolkninger mod de med fjendtligheder eller katastrofer forbundne farer
og hjælpe den til at overvinde de øjeblikkelige virkninger heraf samt
tilvejebringe de nødvendige betingelser for dens overlevelse. Disse opgaver
er følgende:
(i) varsling;
(ii) evakuering;
(iii) forvaltning af beskyttelsesrum;
(iv) forvaltning af mørklægningsforanstaltninger;
(v) redning;
(vi) sanitetstjeneste, heri indbefattet førstehjælp og religiøs bistand;
(vii) brandslukning;
(viii) påvisning og afmærkning af farezoner;
(ix) dekontaminering og lignende beskyttelsesforanstaltninger;
(x) tilvejebringelse af nødindkvartering og nødforsyninger;
(xi) bistand i nødstilfælde ved genoprettelse og opretholdelse af orden i
nødstedte områder;
(xii) nødreparation af uundværlige offentlige værker o. lign.;
(xiii) nødforanstaltninger til fjernelse af døde;
(xiv) hjælp til bevarelsen af genstande der er af væsentlig betydning for
befolkningens overlevelse;
(xv) supplerende virksomhed, der er nødvendig for udførelsen af enhver af
de ovenfor nævnte opgaver, heri indbefattet, men ikke begrænset til,
planlægning og organisation;
b) »civilforsvarsorganisationer«: de anlæg og andre enheder,
som af en stridende Parts kompetente myndigheder er organiseret eller
bemyndiget til at udføre en hvilken som helst af de under a) nævnte opgaver,
og som er udpeget til og udelukkende beskæftiger sig med sådanne opgaver.
c) Civilforsvarsorganisationers »personel«: de personer, som af
en stridende Part udelukkende er udpeget til at udføre de under a) nævnte
opgaver, heri indbefattet personel, som af denne Parts kompetente myndighed
udelukkende er tildelt administrative opgaver inden for disse organisationer.
d) Civilforsvarsorganisationernes »materiel«: udrustning,
forsyninger og transportmidler, der anvendes af disse organisationer til
udførelsen af de under a) nævnte opgaver.
Artikel 62
Almindelig beskyttelse
1. Civile civilforsvarsorganisationer og disses
personel skal, med forbehold af denne protokols bestemmelser iøvrigt, i
særdeleshed bestemmelserne i nærværende afsnit, respekteres og beskyttes. De
skal være berettiget til at udføre deres civilforsvarsmæssige opgaver,
bortset fra tilfælde, hvor tvingende militær nødvendighed hindrer dette.
2. Bestemmelserne i stykke 1 finder ligeledes
anvendelse på civilpersoner, der, selvom de ikke er medlemmer af civile
civilforsvarsorganistationer, imødekommer en opfordring fra de kompetente
myndigheder og udfører civilforsvarsopgaver under disses kontrol.
3. Bygninger og materiel, der anvendes til
civilforsvarsmæssige formål, og beskyttelsesrum bestemt for civilbefolkningen
er omfattet af artikel 52. Genstande, der anvendes til civilforsvarsmæssige
formål, må ikke ødelægges eller anvendes til andet formål end deres egentlige
undtagen af den Part, hvortil de hører.
Artikel 63
Civilforsvaret i besatte områder
1. I besatte områder skal civile
civilforsvarsorganisationer fra myndighederne modtage de hjælpemidler, der er
nødvendige for udførelsen af deres opgaver. Deres personel må under ingen
omstændigheder tvinges til at udføre arbejde, der ville være en hindring for
den behørige udførelse af disse opgaver. Besættelsesmagen må ikke ændre
sådanne organisationers struktur eller personel på nogen måde, der måtte
bringe den effektive udførelse af deres hverv i fare. Det må ikke forlanges
af disse organisationer, at de skal give fortrinsret til Besættelsesmagtens
egne borgere eller interesser.
2. Besættelsesmagten må ikke true, tvinge eller formå
civile civilforsvarsorganisationer til at udføre deres opgaver på nogen måde,
der er til skade for civilbefolkningens interesser.
3. Besættelsesmagten kan afvæbne civilforsvarspersonel
af sikerhedsmæssige grunde.
4. Besættelsesmagen må hverken anvende bygninger eller
materiel, der tilhører eller anvendes af civilforsvarsorganisationer, til
andet formål end deres egentlige eller rekvirere sådanne bygninger eller
materiel, dersom en sådan anden anvendelse eller rekvisition ville være til
skade for civilbefolkningen.
5. Under forudsætning af, at den i stykke 4 fastsatte
almindelige regel fortsat overholdes, kan Besættelsesmagten imidlertid
rekvirere disse ressourcer eller anvende dem til andet formål på følgende
særlige betingelser:
a) at bygningerne eller materiellet behøves til andet brug for
civilbefolkningen; og
b) at rekvisitionen eller anden anvendelse kun fortsætter, så længe et
sådant behov eksisterer.
6. Besættelsesmagten må hverken anvende til andet
formål eller rekvirere beskyttelsesrum, der er bestemt til brug for
civilbefolkningen eller som behøves af denne.
Artikel 64
Civile civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater,
der ikke er parter i striden, og internationale koordinerende
organisationer
1. Artiklerne 62, 63, 65 og 66 finder ligeledes
anvendelse på personel og matriel tilhørende civile
civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater, der ikke er
parter i striden, når disse organisationer udfører de i artikel 61 nævnte
civilforsvarsopgaver på en stridende parts territorium med dennes samtykke og
under dennes kontrol. Meddelelse om sådan hjælp skal så hurtigt som muligt
gives til vedkommende modstander(e). Sådan virksomhed må under ingen
omstændigheder anses som en indblanding i striden. Den bør imidlertid udføres
med tilbørlig hensyntagen til den pågældende stridende Parts
sikkerhedsmæssige interesser.
2. De stridende parter, der modtager den i stykke 1
omtalte hjælp, og de Høje Kontraherende Parter, der yder den, bør så vidt
muligt lette international koordinering af sådan civilforsvarsvirksomhed. I
sådanne tilfælde er de pågældende internationale organisationer omfattet af
bestemmelserne i dette kapitel.
3. I besatte områder må Besættelsesmagten kun udelukke
eller begrænse den virksomhed, der udøves af civile
civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater, der ikke er
parter i striden, eller af internationale koordinerende organisationer,
dersom den kan sikre den behørige udførelse af civilforsvarsopgaver ved hjælp
af sine egne eller det besatte områdes hjælpemidler.
Artikel 65
Beskyttelsens ophør
1. Den beskyttelse, der tilkommer civile
civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger, beskyttelsesrum og
materiel, ophører ikke, medmindre de uden for deres egentlige opgaver begår
eller anvendes til at begå handlinger, der er til skade for fjenden.
Beskyttelsen kan dog først bortfalde, såfremt en advarsel, der såvidt muligt
skal fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.
2. Følgende anses ikke som handlinger, der er til
skade for fjenden:
a) at civilforsvarsopgaver udføres under militære myndigheders ledelse
eller kontrol;
b) at civilt civilforsvarspersonel samarbejder med militært personel
under udførelsen af civilforsvarsopgaver, eller at en vis del militært
personel er knyttet til civile civilforsvarsorganisation er;
c) at udførelsen af civilforsvarsopgaver lejlighedsvis kan være til
fordel for tilskadekomne militærpersoner, særlig dem, der er gjort
ukampdygtige.
3. Det anses heller ikke som en handling, der er til
skade for fjenden, at civilt civilforsvarspersonel bærer lette individuelle
våben til opretholdelse af orden eller til selvforsvar. I områder, hvor kampe
på landjorden finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, skal de
stridende parter imidlertid træffe passende foranstaltninger til at begrænse
sådanne våben til håndvåben, såsom pistoler eller revolvere, for at man bedre
kan skelne mellem civilforsvarspersonel og kombattanter. Selv om
civilforsvarspersonel i sådanne områder bærer andre lette individuelle våben,
skal de alligevel respekteres og beskyttes, så snart de er blevet
identificeret som sådant personel.
4. At civile civilforsvarsorganisationer opbygges
efter militære retningslinier, eller at de omfatter værnepligtig tjeneste,
skal heller ikke fratage dem den beskyttelse, der tilkommer dem i henhold til
dette kapitel.
Artikel 66
Identifikation
1. Enhver af de stridende parter skal bestræbe sig for
at sikre, at dens civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger
og materiel er let kendelige, sålænge de udelukkende beskæftiger sig med
udførelsen af civilforsvarsopgaver. Beskyttelsesrum, der er bestemt for
civilbefolkningen, bør ligeledes være let kendelige.
2. Enhver af de stridende parter skal ligeledes
bestræbe sig for at vedtage og gennemføre metoder og fremgangsmåder, der vil
gøre det muligt at erkende civile beskyttelsesrum samt civilforsvarets
personel, bygninger og materiel, hvorpå det internationale
civilforsvarskendemærke er anbrag.
3. På besat territorium og i områder, hvor kampe
finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, bør civilt
civilforsvarspersonel kunne kendes ved hjælp af det internationale
civilforsvarskendemærke og ved hjælp af et identitetskort, der angiver deres
status.
4. Det internationale civilforsvarskendemærke er en
ligesidet blå trekant på orangefarvet baggrund, når det anvendes til
beskyttelse af civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger og
materiel samt på civile beskyttelsesrum.
5. Det kan aftales mellem de stridende parter, at de
foruden kendemærket anvender særlige signaler til civilforsvarsmæssige
identificeringsformål.
6. Anvendelse af bestemmelserne i stykke 1-4 reguleres
af Kapitel V i Annex I til denne Protokol.
7. I fredstid kan det i stykke 4 beskrevne kendemærke
med de kompetente nationale myndigheders samtykke anvendes til
civilforsvarsmæssige identificeringsformål.
8. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at overvåge
anvendelsen af det internationale civilforsvarskendemærke samt forhindre og
modvirke ethvert misbrug heraf.
9. Identifikationen af sanitetspersonel og religiøst
personel, som indgår i civilforsvaret, eller dettes sanitetsenheder og
-transporter omfattes også af artikel 18.
Artikel 67
Medlemmer af de væbnede styrker og militære enheder tildelt
civilforsvarsorganisationer
1. Medlemmer af de væbnede styrker og militære enheder
tildelt civilforsvarsorganisationer skal respekteres og beskyttes under
forudsætning af:
a) at sådant personel og sådanne enheder permanent er tildelt og
udelukkende anvendes til udførelsen af nogle af de i artikel 61 nævnte
opgaver;
b) at sådant personel, der har fået tildelt disse opgaver, ikke udfører
nogen som helst andre militære opgaver under konflikten;
c) at sådant personel tydeligt kan skelnes fra andre medlemmer af de
væbnede styrker ved på iøjnefaldene måde at bære det internationale
civilforsvarskendemærke, der skal være så stort som praktisk muligt, og at
sådant personel er forsynet med identitetskort, der angiver deres status;
d) at sådant personel og sådanne enheder kun er udstyret med lette
individuelle våben til opretholdelse af orden eller til selvforsvar.
Bestemmelserne i artikel 65, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse i dette
tilfælde;
e) at sådant personel ikke deltager direkte i fjendtlighederne og ikke
uden for deres civilforsvarsopgaver begår eller benyttes til at begå
handlinger, der er til skade for Modparten;
f) at sådant personel og sådanne enheder kun udfører deres
civilforsvarsopgaver inden for deres eget nationale territorium.
Det er forbudt ethvert medlem af de væbnede styrker, der er forpligtet
ifølge de ovenfor i punkt a) og b) foreskrevne betingelser, at undlade
overholdelsen af de ovenfor i punkt e) anførte betingelser.
2. Militært personel, der gør tjeneste ved
civilforsvarsorganisation er, skal, dersom de falder i Modpartens magt, anses
som krigsfanger. I et besat område kan de, men kun i dette områdes
civilbefolknings interesse, anvendes til civilforsvarsopgaver i det omfang,
der opstår behov derfor, dog kun under forudsætning af, at de såfremt sådant
arbejde er farligt, melder sig frivilligt hertil.
3. Bygninger og større materielgenstande og
transportmidler tilhørende militære enheder, der tildeles
civilforsvarsorganisationer, skal tydeligt mærkes med det internationale
civilforsvarskendemærke. Dette kendemærke skal være så stort som praktisk
muligt.
4. Materiel og bygninger tilhørende militære enheder,
der permanent er tildelt civilforsvarsorganisationer og udelukkende
beskæftiger sig med udførelsen af civilforsvarsopgaver, skal, dersom de
falder i Modpartens hænder, fortsat være underkastet krigens love. Bortset
fra tilfælde, hvor militære hensyn gør det bydende nødvendigt, må de ikke
anvendes til andet end civilforsvarsmæssige formål, så længe de behovet til
udførelsen af civilforsvarsopgaver, medmindre der i forvejen på tilstrækkelig
måde er truffet foranstaltninger til imødkommelse af civilbefolkningens
behov.
AFSNiT II
Hjælpeforanstaltninger til fordel for
civilbefolkningen
Artikel 68
Anvendelsesområde
Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på civilbefolkningen
således som defineret i denne Protokol og supplerer artikel 23, 55, 59, 60,
61 og 62 og andre vedkommende bestemmelser i Fjerde Konvention.
Artikel 69
Grundlæggende behov i besatte områder
1. Udover de forpligtelser, som er beskrevet i artikel
55 i Fjerde Konvention vedrørende forsyninger af fødevarer, og medicin, skal
Besættelsesmagten i videst muligt omfang og uden forskelsbehandling også
sikre forsyning af tøj, sengetøj, beskyttelsesrum og andre forsyninger, som
er af væsentlig betydning for civilbefolkningens overlevelse i det besatte
område, samt genstande, der er nødvendige til religionsudøvelse.
2. Hjælpeforanstaltninger til fordel for
civilbefolkningen i besatte områder reguleres af artiklerne 59, 60, 61, 62,
108, 109, 110 og 111 i Fjerde Konvention og af artikel 71 i denne protokol og
skal gennemføres ufortøvet.
Artikel 70
Hjælpeaktioner
1. Såfremt civilbefolkningen i et område, der
kontrolleres af en stridende Part, når bortses fra besat område, ikke i
tilstrækkeligt omfang er forsynet med de i art. 69 nævnte fornødenheder, skal
hjælpeaktioner, som er af humanitær og uvildig karakter, og som gennemføres
uden forskelsbehandling, iværksættes under forudsætning af, at vedkommende
Parter samtykker i sådanne hjælpeaktioner. Tilbud om sådan hjælp skal ikke
betragtes som indblanding i den væbnede konflikt eller som uvenlige
handlinger. Ved fordelingen af hjælpeforsyninger skal fortrinsret gives til
sådanne personer som børn, vordende mødre, fødende kvinder og mødre med
spædbørn, der ifølge Fjerde Konvention eller denne protokol tilstås
priviligeret behandling eller særlig beskyttelse.
2. De stridende Parter og enhver Høj Kontraherende
Part skal tillade og lette hurtig og uhindret passage af alle
hjælpeforsyninger, udstyr og personel, som er stillet til rådighed i
overensstemmelse med dette afsnit, selv hvis sådan bistand er bestemt for
Modpartens civilbefolkning.
3. De stridende parter og enhver Høj Kontraherende
part, som tillader passage af hjælpeforsyninger, udstyr og personel i
overensstemmelse med stykke 2:
a) skal være berettiget til at give retningslinier for de tekniske
foranstaltninger, herunder undersøgelse, hvorunder sådan passage skal
tillades;
b) kan gøre sådan tilladelse afhængig af, at fordelingen af denne bistand
foretages under Beskyttelsesmagtens kontrol på stedet.
c) skal under ingen omstændigheder anvende hjælpeforsyninger til andet
end det, hvortil de er bestemt, eller sinke deres fremsendelse. når undtages
tilfælde, hvor dette er tvingende nødvendigt af hensyn til den pågældende
civilbefolkning.
4. De stridende Parter skal beskytte hjælpeforsyninger
og lette en hurtig fordeling af dem.
5. De stridende Parter og enhver impliceret Høj
Kontraherende Part skal opmuntre og lette en effektiv international
koordination af de hjælpeforanstaltninger, hvortil der henvises i stykke 1.
Artikel 71
Personel, som deltager i hjælpeforanstaltninger
1. Hvor det er nødvendigt, kan hjælpepersonel deltage
i enhver hjælpeforanstaltning, i særdeleshed ved transport og fordeling af
hjælpeforsyninger: sådant personels deltagelse forudsætter godkendelse af den
Part, i hvis territorium det udfører sine opgaver.
2. Sådant personel skal respekteres og beskyttes.
3. Enhver Part, som modtager hjælpeforanstaltninger,
skal i videst muligt omfang bistå det i stykke 1 nævnte personel under
udførelsen af dets hjælpeopgaver. Kun i tilfælde af tvingende militær
nødvendighed må hjælpepersonellets aktiviteter begrænses eller deres
bevægelsesfrihed midlertidigt indskrænkes.
4. Hjælpepersonel må under ingen omstændigheder
overskride vilkårene for dets opgaver ifølge denne Protokol. Det skal navnlig
tage hensyn til de sikkerhedskrav, som stilles af den Part, i hvis
territorium det udfører sine opgaver. De opgaver, som udføres af en hvilken
som helst person i sådant personel, der ikke respekterer disse betingelser,
kan bringes til ophør.
AFSNIT III
Behandling af personer, der er i en
stridende Parts magt
KAPITEL I
Anvendelsesområde og beskyttelse af
personer og genstande
Artikel 72
Anvendelsesområde
Bestemmelserne i dette afsnit supplerer reglerne i Fjerde Konvention,
navnlig dennes I. og III. Del. vedrørende humanitær beskyttelse af civile og
civile genstande, som er i en stridende Parts magt, så vel som andre gældende
folkeretlige regler vedrørende beskyttelse af fundamentale
menneskerettigheder under internationale væbnede konflikter.
Artikel 73
Flygtninge og statsløse personer
Personer, der for fjendtlighedernes begyndelse blev betragtet som
statsløse personer, eller flygtninge i henhold til vedkommende internationale
aftaler, der er anerkendt af de involverede Parter eller ifølge den nationale
lovgivning i deres tilflugts- eller opholdsland, skal under alle
omstændigheder og uden forskelsbehandling være beskyttede personer, således
som forstået i I. og III. Del i Fjerde Konvention.
Artikel 74
Genforening af splittede familier
De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter skal på enhver mulig
måde lette genforeningen af familier, der er blevet splittet som følge af
væbnede konflikter og skal i særdeleshed hjælpe de humanitære
hjælpeorganisationer, de har påtaget sig denne opgave i overensstemmelse med
bestemmelserne i Konventionerne og i denne Protokol samt i overensstemmelse
med deres respektive sikkerhedsforskrifter.
Artikel 75
Grundlæggende garantier
1. Personer, der er i en stridende Parts magt, og som
ikke nyder en gunstigere behandling ifølge Konventionerne eller denne
Protokol, skal, hvis de berøres af en situation som nævnt i artikel 1 i denne
Protokol, inder alle omstændigheder behandles humant og skal som et minimum
nyde beskyttelse i medfør af denne artikel uden forskelsbehandling på grund
af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller tro, politisk eller anden
anskuelse, national eller social oprindelse, formue, herkomst eller anden
status eller på grund af noget som helst andet lignende kriterium. Hver Part
skal respektere alle sådanne personers integritet, ære, overbevisninger og
religionsudøvelse.
2. Følgende handlinger er og skal til enhver tid og på
et hvilket som helst sted forblive forbudt, hvadenten de foretages af civile
eller militære myndighedspersoner:
a) vold mod personers liv, helbred eller fysiske eller mentale velvære,
herunder navnlig
(i) mord:
(ii) tortur af enhver art, hvadenten fysisk eller mental:
(iii) korporlig afstraffelse.
og
(iv)lemlæstelse:
b) krænkelser af den personlige værdighed, navnlig ydmygende og
nedværdigende behandling, påtvunget prostitution og enhver form for
kønsfrihedsforbrydelse:
c) gidseltagning:
d) kollktive afstaffelser:
og
e) trusler om at begå nogen af de fornævnte handlinger.
3. Enhver person, der er anholdt, tilbageholdt eller
interneret på grund af handlinger i forbindelse med den væbnede konflikt,
skal omgående og på et sprog, han forstår, underrettes om grundene til, at
disse forholdsregler er blevet taget. Når undtages tilfælde af anholdelse
eller tilbageholdelse på grund af strafferetlige forseelser skal sådanne
personer løslades snarest og i alle tilfælde, så snart de omstændigheder, der
begrundede anholdelsen, tilbageholdelsen eller interneringen, er ophørt at
eksistere.
4. Ingen dom må afsiges, og ingen straf må iværksættes
over for en person, der er fundet skyldig i en strafferetlig overtrædelse i
forbindelse med den væbnede konflikt, medmindre domfældelsen foretages af en
upartisk og almindelig domstol, der respekterer de almindeligt anerkendte
principper for sædvanlig juridisk procedure, hvilket omfatter følgende:
a) proceduren skal sikre, at en anklaget ufortøvet underrettes om de
nærmere omstændigheder vedrørende den forseelse, han er anklaget for, og skal
før og under retssagen give den anklagede alle nødvendige rettigheder og
midler med hensyn til hans forsvar:
b) ingen må dømmes for en forseelse, med mindre der foreligger et
individuelt strafansvar:
c) ingen må anklages eller dømmes for en kriminel forseelse på grund af
en handling eller undladelse, som ikke udgjorde en kriminel forseelse ifølge
national eller international ret, som han var undergivet, da den blev begået;
der må heller ikke idømmes en hårdere straf end den, der var gældende da den
kriminelle forseelse blev begået; såfremt en mildere strafbestemmelse er
blevet indført ved lov, efter at foreseelsen blev begået, skal
lovovertræderennyde godt heraf ;
d) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal betragtes som uskyldig,
indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven;
e) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at være
til stede under retshandlingen;
f) ingen må tvinges til at vidne imod sig selv eller til at tilstå sin
skyld;
g) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at afhøre
eller få afhørt vidnerne imod sig, samt ret til, at hans egne vidner er
tilstede og afhøres under samme betingelser, som vidner imod ham:
h) ingen må retsforfølges eller straffes af den samme Part for en
forseelse for hvilket en endelig dom, der enten frifinder eller dømmer denne
person, tidligere er blevet afsagt efter samme lov og samme juridiske
procedure; i) enhver, der er tiltalt for en foreseelse, skal have ret til at
få dommen afsagt offentligt; og
j) en dømt person skal ved domfældelsen underrettes om sine juridiske og
andre retsmidler og om de tidsfrister, inden for hvilke de kan udøves.
5. Kvinder, hvis frihed er blevet indskrænket af
grunde, der står i forbindelse med en væbnet konflikt, skal indkvarteres i
særlige afdelingere adskilt fra mændenes afdelinger. De skal være under
umiddelbart opsyn af kvinder. I tilfælde hvor familier er tilbageholdt eller
internerede, skal de dog, hvor det er muligt, opholde sig på samme sted og
skal indkvarteres familievis.
6. Personer, som er anholdt, tilbageholdt eller
interneret på grund af omstændigheder, der står i forbindelse med en væbnet
konflikt, skal nyde beskytelse efter denne artikel indtil deres endelige
løsladelse, repatriering eller tilbageførelse, selv efter afslutning af den
væbnede konflikt.
7. For at undgå enhver tvivl vedrørende anklage mod og
retsforfølgelse af personer, der er anklaget for krigsforbrydelser, eller
forbrydelser mod menneskeheden, skal de følgende principper finde anvendelse:
a) personer, som anklages for sådanne forbrydelser, skal udleveres til
retsforfølgning og rettergang i overensstemmelse med vedkommende folkeretlige
regler; og
b) alle sådanne personer, som ikke nyder en gunstigere behandling ifølge
Konventionerne eller denne Protokol, skal behandles i overensstemmelse med
denne artikel, uden hensyn til om de forbrydelser, de anklages for, udgør
grove overtrædelser af Konventionerne eller af denne Protokol.
8. Ingen bestemmelse i denne artikel må fortolkes som
begrænsende eller gørende indgreb i nogen anden mere begunstigende
bestemmelse, der under en hvilken som helst vedkommende folkeretlig regel
yder større beskyttelse til personer, som er omfattet af stykke 1.
KAPITEL II
Foranstaltninger til fordel for kvinder og
børn
Artikel 76
Beskyttelse af kvinder
1. Kvinder skal være genstand før særlig respekt og
skal i særdeleshed beskyttes mød voldtægt, påtvunget prostitution og en
hvilken som helst anden form for kønsfrihedsforbrydelse.
2. Mødre med mindre børn øg gravide kvinder, som er
anholdt, tilbageholdt eller interneret af årsager, som står i forbindelse med
en væbnet konflikt, skal have deres sager behandlet med højeste prioritet.
3. I størst muligt omfang skal de stridende Parter
over for gravide kvinder og mødre, med mindre børn søge at undgå at afsige
dødsstraf for en forseelse, som står i forbindelse med en væbnet konflikt.
Dødsstraf for sådanne forseelser skal ikke eksekveres over for disse kvinder.
Artikel 77
Beskyttelse af børn
1. Børn skal være genstand for særlig respekt og skal
beskyttes imod enhver form for kønsfrihedsforbrydelse. De stridende Parter
skal yde dem den omsorg og hjælp, de har behov for, hvad enten det er på
grund af deres alder eller af nogen anden grund.
2. De stridende Parter skal i det omfang, det er
muligt, sikre, at børn, som ikke er fyldt 15 år, ikke tager direkte del i
fjendtlighederne, og de skal i særdeleshed afholde sig fra at rekruttere dem
til deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer, som har nået en
alder af 15 år, men som endnu ikke har nået en alder af 18 år, skal de
stridende Parter søge at give prioritet til dem, der er ældst.
3. Såfremt børn, der ikke har nået en alder af 15 år,
i ganske særlige tilfælde, og til trods for bestemmelserne i stykke 2, tager
direkte del i stridighederne og falder i Modpartens magt, skal de fortsat
nyde den særlige beskyttelse, som indrømmes ved denne artikel, hvad enten de
er krigsfanger eller ikke.
4. Såfremt børn anholdes, tilbageholdes eller
interneres af grunde, der står i forbindelse med en væbnet konflikt, skal de
anbringes i afdelinger, der er adskilt fra voksnes afdelinger, undtagen hvor
familier er indkvarteret familievis, således som foreskrevet i artikel 75,
stykke 5.
5. Dødsstraf for en forseelse, som står i forbindelse
med den væbnede konflikt, må ikke eksekveres over for personer, som ikke
havde opnået en alder af 18 år på det tidspunkt, da forseelsen blev begået.
Artikel 78
Evakuering af børn
1. Ingen stridende Part må foranstalte evakuering af
børn, bortset fra egne statsborgere, til et fremmed land, når undtages
midlertidig evakuering, hvor tvingende helbredsmæssige grunde eller
lægebehandling af børnene gør det påkrævet, eller når det, med undtagelse af
besat område, er nødvendigt for deres sikkerhed. I tilfælde, hvor forældrene
eller de retmæssige værger kan findes, kræves deres skriftlige samtykke til
en sådan evakuering. Såfremt disse personer ikke kan findes, skal skriftligt
samtykke til en sådan evakuering indhentes hos de personer, som ved lov eller
sædvane først og fremmest er ansvarlig for børnenes pasning. Enhver sådan
evakuering skal overvåges af Beskyttelsesmagten efter aftale med de
involverede Parter, dvs. den Part, der foranstalter evakueringen, den Part,
der modtager børnene og enhver Part, hvis statsborgere bliver evakuerede. I
hvert tilfælde skal alle de stridende Parter tage alle mulige forholdsregler
for at undgå at udsætte evakueringen for fare.
2. Når som helst en evakuering gennemføres i henhold
til stykke 1, skal hvert barns uddannelse, herunder dets religiøse og
moralske uddannelse, efter forældrenes ønske gennemføres med den størst
mulige kontinuitet, medens det er fraværende.
3. For at gøre hjemkomsten til deres familier og land
lettere for børn, der er blevet evakueret i henhold til denne artikel, skal
myndighederne hos den Part, som gennemfører evakueringen og, hvor det er
hensigtsmæssigt, myndighederne i det modtagende land for hvert barn udstede
et kort med fotografier, som de skal sende til Den internationale Røde
Kors-Komitees centrale Eftersøgningskontor. Hvert kort skal, hvor det er
muligt og ikke medfører nogen fare for barnet, være påført følgende
oplysninger:
a) barnets efternavn(e),
b) barnets fornavn(e),
c) barnets køn,
d) fødested og -dato (eller, hvis denne dato ikke er kendt, den
omtrentlige alder),
e) faderens fulde navn,
f) moderens fulde navn og hendes pigenavn,
g) barnets pårørende,
h) barnets nationalitet,
i) barnets modersmål og et hvilket som helst andet sprog, det taler,
j) adresse på barnets familie,
k) barnets eventuelle identifikationsnummer,
l) barnets helbredstilstand,
m) barnets blodtype,
n) særlige kendetegn,
o) datoen og stedet, hvor barnet blev fundet,
p) datoen og stedet, hvorfra barnet forlod landet,
q) barnets eventuelle religion,
r) barnets nuværende adresse i modtagerlandet,
s) såfremt barnet dør før dets tilbagekomst, datoen og stedet for samt
omstændighederne ved dødsfaldet og begravelsesstedet.
KAPITEL III
Journalister
Artikel 79
Foranstaltninger til beskyttelse af journalister
1. Jorunalister, der i embedsmedfør er beskæftiget i
farlige hverv i områder med væbnet konflikt, skal betragtes som civile i
artikel 50, stykke 1's forstand.
2. De skal beskyttes som sådanne ifølge Konventionerne
og denne Protokol, forudsat de ikke foretager handlinger, der strider imod
deres status som civile, og uden at præjudicere retten for
krigskorrespondenter, der er knyttet til de væbnede styrker, til den status,
der er hjemlet i artikel 4 A 4) i Tredje Konvention.
3. De kan få udstedt et identifikationskort, der
svarer til det i Anneks II til denne Protokol angivne eksempel. Dette kort,
der skal udstedes af regeringen i den Stat, hvor journalisten er statsborger,
eller i hvis territorium han er bosiddende, eller hvor det nyhedsmedium, hvor
han er ansat, er beliggende, skal attestere hans status som journalist.
DEL V
Gennemførelsen af Konventionerne og af denne Protokol
AFSNIT I
Almindelige bestemmelser
Artikel 80
Gennemførelsesforanstaltninger
1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal ufortøvet træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på
gennemførelsen af deres forpligtelser, ifølge Konventionerne og denne
Protokol.
2. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal udstede ordrer og instruktioner for at sikre overholdelse af
Konventionerne og denne Protokol og skal overvåge deres gennemførelse.
Artikel 81
Røde Kors og andre humanitære organisationers virksomhed
1. De stridende Parter skal yde Den internationale
Røde Kors-Komitee alle de faciliteter, det er dem mulig, med henblik på at
sætte den i stand til at udføre de humanitære opgaver, der er tillagt den
ifølge Konventionerne og denne Protokol, for at sikre ofrene i konflikter
beskyttelse og bistand; Den internationale Røde Kors-Komite kan også udføre
en hvilken som helst anden humanitær virksomhed til fordel for disse ofre,
under forudsætning af, at de stridende Parter i den pågældende konflikt
samtykker heri.
2. De stridende Parter skal yde deres respektive Røde
Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber de faciliteter, der er
nødvendige, for at de kan udføre deres humanitære opgaver til fordel the for
ofrene i konflikten, i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne
og denne Protokol samt i overensstemmelse med de grundlæggede principper for
Røde Kors, således som vedtaget på Internationale Røde Kors Konferencer.
3. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal på enhver mulig måde lette, gennemførelsen af den bistand, som Røde Kors
(Røde Halv måne, Røde Løve og Sol) -selskaber og Røde Kors Ligaen yder ofrene
i konflikter i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne og denne
Protokol samt i overensstemmelse med de grundlæggende principper for Røde
Kors, således som vedtaget på Internationale Røde Kors Konferencer.
4. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal så vidt muligt stille faciliteter, svarende til de i stykke 2 og 3
omhandlede, til rådighed for de andre humanitære organisationer, hvortil der
er henvist i Konventionerne og denne Protokol, og som dels er behørigt
bemyndiget hertil af de respektive stridende Parter, dels udfører deres
humanitære virksomhed i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne
og denne Protokol.
Artikel 82
Juridiske rådgivere i de væbnede styrker
De Høje Kontraherende Parter skal til enhver tid, og de stridende Parter
under en væbnet konflikt, sikre, at juridiske rådgivere er til rådighed, når
det er nødvendigt, med henblik på at vejlede militære ledere på passende
niveau vedrørende anvendelsen af Konventionerne og denne Protokol og
vedrørende den behørige instruktion, der skal gives de væbnede styrker om
dette spørgsmål.
Artikel 83
Udbredelse af oplysning
1. De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i
fredstid såvel som under væbnet konflikt videst muligt at udbrede kendskabet
til Konventionerne og denne Protokol i deres respektive lande og i
særdeleshed til at lade studiet heraf indgå i dets militære
undervisningsprogrammer og til at fremme civilbefolkningens studium heraf,
således at disse dokumenter bliver kendt af de væbnede styrker og af
civilbefolkningen.
2. Enhver militær eller civil myndighed, som under en
væbnet konflikt påtager sig forpligtelser vedrørende anvendelsen af
Konventionerne og denne Protokol, skal gøres fuldt ud bekendt med disses
tekster.
Artikel 84
Regler for anvendelsen
De Høje Kontraherende Parter skal så snart som muligt gennem depositaren
og i fornødent omfang gennem Beskyttelsesmagten oversende til hinanden deres
officielle oversættelse af denne Protokol, så vel som de love og reglementer,
de måtte have vedtaget for at sikre dens anvendelse.
AFSNIT II
Bekæmpelse af overtrædelser af
Konventionerne og denne protokol
Artikel 85
Bekæmpelse af overtrædelser af denne protokol
1. Bestemmelserne i Konventionerne vedrørende
bekæmpelse af overtrædelser og grove overtrædelser, suppleret af dette
afsnit, skal finde anvendelse på bekæmpelse af overtrædelser og grove
overtrædelser af denne Protokol.
2. Handlinger, der betegnes som grove overtrædelser i
Konventionerne, er grove overtrædelser af denne Protokol, hvis de begås mod
de i en Modparts magt værende personer, der er beskyttet af artikel 44, 45 og
73 i denne Protokol, eller mod Modpartens sårede, syge og skibbrudne, som er
beskyttet af denne Protokol, eller mod det sanitets- eller religiøse
personel, sanitetsenheder eller -transporter, som kontrolleres af Modparten,
og som beskyttes af denne Protokol.
3. Ud over de grove overtrædelser, som er beskrevet i
artikel 11, skal følgende handlinger betragtes som grove overtrædelser af
denne Protokol, når de begås forsætligt i strid med vedkommende bestemmelser
i denne Protokol og forårsager død eller alvorlige skader på legeme eller
helbred:
a) angreb på civilbefolkningen eller civile enkeltpersoner;
b) iværksættelse af vilkårlige angreb, som har indvirkning på
civilbefolkningen eller civile genstande med viden om; at sådanne angreb vil
forårsage usædvanlig store tab af menneskeliv, skade på civilpersoner eller
beskadigelse af civile genstande, således som beskrevet i artikel 57, stykke
2 a) (iii);
c) iværksættelse af et angreb mod værker eller anlæg, der rummer farlige
kræfter, med viden om, at et sådant angreb vil forårsage udsædvanlig store
tab af menneskeliv, skade på civilpersoner eller beskadigelse af civile
genstande, således som beskrevet i artikel 57, stykke 2 a) (iii):
d) angreb på ikke forsvarede områder og demilitariserede zoner;
e) angreb på en person med viden om, at han er hors de combat:
f) svigagtig brug af Rode Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og Sol
-kendemærket eller af andre beskyttelsestegn, der er anerkendt af
Konventionerne eller af denne Protokol, i strid med artikel 37.
4. Ud over de grove overtrædelser, der er beskrevet i
de forudgående stykker og i Konventionerne, skal følgende betragtes som grove
overtrædelser af denne Protokol, når de begås forsætligt og i strid med
Konventionerne eller Protokollen:
a) besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen civilbefolkning til
det territorium, den besætter, eller deportation eller overførsel inden for
eller bort fra dette territorium af hele eller dele af befolkningen i det
besatte område i strid med artikel 49 i Fjerde Konvention.
b) uberettiget udsættelse af repatiering af krigsfanger eller civile;
c) udøvelse af apartheid og andre umenneskelige og nedværdigende
foranstaltninger, som medfører krænkelser af den personlige værdighed på
grundlag af racediskrimination;
d) angreb på sådanne klart erkendelige historiske monumenter, kunstværker
eller steder, hvor gudsdyrkelse finder sted, som udgør folkenes kulturelle og
åndelige arv, og for hvilke særlig beskyttelse er givet ved særlig aftale,
for eksempel inden for rammerne af en kompetent international organisation,
når sådanne angreb resulterer i omfattende ødelæggelse af disse genstande,
hvor der ikke er bevis for, at Modparten har krænket artikel 53, punkt b), og
når sådanne historiske monumenter, kunstværker eller steder, hvor
gudsdyrkelse finder sted, ikke er beliggende i umiddelbar nærhed af militære
mål:
e) fratage en person, der er beskyttet af Konventionerne, eller hvortil
der er henvist i stykke 2 i denne artikel retten til en rimelig og almindelig
rettergang.
5. Uden præjudice for anvendelsen af Konventionerne og
denne Protokol skal grove overtrædelser af disse dokumenter betragtes som
krigsforbrydelser.
Artikel 86
Undladelseshandlinger
1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal bekæmpe grove overtrædelser og træffe de nødvendige foranstaltninger med
henblik på at standse alle andre overtrædelser, af Konventionerne eller af
denne Protokol, såfremt disse overtrædelser er resultatet af en undladelse af
at handle, når en pligt hertil bestod.
2 Den omstændighed, at en overtrædelse af Konventionerne eller af denne
Protokol blev begået af en underordnet, fritager ikke hans overordnede for
straf eller disciplinært ansvar, alt efter omstændighederne, hvis de vidste
eller var i besiddelse af oplysninger, som skulle have sat dem i stand til
efter forholdene på det pågældende tidspunkt at slutte, at han begik eller
var i færd med at begå en sådan overtrædelse, og hvis de ikke tog alle mulige
forholdsregler inden for deres beføjelser for at forhindre eller bekæmpe
overtrædelsen.
Artikel 87
Overordnedes pligter
1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal pålægge militære overordnede over for medlemmer af de væbnede styrker
under deres kommando og andre personer under deres kontrol at forhindre og om
nødvendigt standse overtrædelser af Konventionerne og af denne Protokol samt
indberette derom til kompetente myndigheder.
2. Med henblik på at forhindre og standse
overtrædelser skal De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter kræve,
at overordnede, i overensstemelse med deres ansvarsområde, sikrer sig, at
medlemmer af de væbnede styrker under deres kommando har kendskab til deres
forpligtelser ifølge Konventionerne og denne Protokol.
3. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter
skal pålægge enhver overordnet, der har kendskab til, at underordnede eller
andre personer under hans kontrol vil begå eller har begået en overtrædelse
af Konventionerne eller af denne Protokol, at tage de nødvendige
forholdsregler til at forhindre sådanne krænkelser af Konventionerne eller
denne Protokol, og hvor det er nødvendigt, at indlede disciplinær eller
strafferetlig forfølgning mod sådanne personer.
Artikel 88
Gensidig bistand i straffesager
1. De Høje Kontraherende Parter skal give hinanden
størst mulig bistand i forbindelse med straffesager iværksat i anledning af
grove overtrædelser af Konventionerne og af denne Protokol.
2. Under forbehold af de rettigheder og forpligtelser.
der er fastsat i Konventionerne og i artikel 85, stykke 1, i denne Protokol
og når omstændighederne tillader det, skal De Høje Kontraherende Parter
samarbejde i sager vedrørende udlevering. De skal behørigt overveje en
anmodning fra den Stat, i hvis territorium den påståede krænkelse har fundet
sted.
3. Lovgivningen hos De Høje Kontraherende Parter, over
for hvem anmodningen fremsættes. skal under alle omstændigheder finde
anvendelse. Bestemmelserne i de forudgående stykker skal imidlertid ikke
påvirke de for pligtelser, som følger af bestemmelserne i enhver anden
traktat, hvad enten den er bilateral eller multilateral og som helt eller
delvis regulere eller vil regulere spørgsmålet om gensidig bistand i
straffesager.
Artikel 89
Samarbejde
I tilfælde af alvorlige krænkelser af Konventionerne eller af denne
Protokol forpligter De Høje Kontraherende Parter sig til i fællesskab eller
hver for sig af handle i samarbejde med De forenede Nationer og i
overensstemmelse med De forenede Nationers Pagt.
Artikel 90
International Undersøgelseskommission
1. a) Der skal oprettes en international
Undersøgelseskommission (herefter benævnt »Kommissionen«) bestående
af 15 medlemmer af højt moralsk omdømme og anerkendt uvildighed.
b) Når mindst tyve Høje Kontraherende Parter har besluttet sig til at
anerkende Kommissionens kompetence i overensstemmelse med stykke 2, skal
depositaren på dette tidspunkt og derefter med 5 års mellemrum indkalde til
et møde mellem repræsentanter fra disse Høje Kontraherende Parter med henblik
på valg af medlemmer til Kommissionen. På mødet skal repræsentanterne ved
hemmelig afstemning vælge kommissionsmedlemmerne fra en liste over personer,
hvortil hver Høje Kontraherende Part kan nominere en person.
c) Medlemmerne af Kommissionen skal fungere i deres personlige egenskab
og skal beklæde deres stilling indtil valget af nye medlemmer ved det
påfølgende møde.
d) De Høje Kontraherende Parter skal ved valget sikre, at de personer,
der bliver valgt til Kommissionen, hver især er i besiddelse af de påkrævede
kvalifikationer, og at en ligelig geografisk repræsentation i Kommissionen
som helhed bliver sikret.
e) I tilfælde af en tilfældig indtruffet ledighed skal Kommissionen selv
udfylde den ledige plads, under tilbørlig hensyntagen til bestemmelserne i de
foregående stykker.
f) Depositaren skal stille de nødvendige administrative faciliteter til
rådighed for Kommissionen med henblik på gennemførelsen af dens funktioner.
2. a) De Høje Kontraherende Parter kan ved
Protokollens undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse, eller på et
hvilket som helst efterfølgende tidspunkt, erklære at de anerkender ipso
facto og uden særlig aftale i forhold til enhver anden Høj Kontraherende
Part, som påtager sig den samme forpligtelse, Kommissionens kompetence til at
gennemføre undersøgelser af klager fra en sådan anden Part, således som denne
artikel giver beføjelse til.
b) De ovenfor nævnte deklarationer skal deponeres hos depositaren, som
skal fremsende kopier deraf til De Høje Kontraherende Parter.
c) Kommissionen skal have kompetence til:
(i) at undersøge enhver kendsgerning, som påstås at være en grov
overtrædelse, således som beskrevet i Konventionerne og denne Protokol, eller
enhver anden alvorlig krænkelse af Konventionerne eller af denne Protokol:
(ii) gennem venskabelig mellemkomst at lette genoprettelsen af respekt
for Konventionerne og denne Protokol.
d) I andre tilfælde skal Kommissionen på en stridende Parts vegne kun
indlede en undersøgelse, når den anden Part eller de andre Parter samtykker
deri.
e) Under forbehold af de forudgående bestemmelser i denne artikel skal
bestemmelserne i artikel 52 i Første Konvention, artikel 53 i Anden
Konvention, artikel 132 i Tredje Konvention og artikel 149 i Fjerde
Konvention fortsat anvendes ved enhver påstået krænkelse af Konventionerne og
skal udstrækkes til enhver påstået krænkelse af denne protokol.
3. a) Medmindre vedkommende parter aftaler andet, skal
alle undersøgelser gennemføres af et Kammer bestående af syv medlemmer, der
skal udpeges som følger:
(i) fem medlemmer af Kommissionen, der ikke er statsborgere hos nogen af
de stridende parter, udpeges efter konsultation med disse af Kommissionens
formand på grundlag af en ligelig geografisk repræsentation;
(ii) to ad hoc- medlemmer, der ikke er statsborgere hos nogen af
de stridende parter, således at een udpeges af hver deltager.
b) Ved modtagelsen af anmodningen om en undersøgelse skal Kommissionens
formand fastsætte en rimelig tidsfrist for Kammerets oprettelse. Såfremt der
ikke er blevet udpeget noget ad hoc- medlem inden tidsfristen, skal
formanden øjeblikkelig udpege et sådant yderligere medlem eller medlemmer af
Kommissionen, som det måtte være nødvendigt for at gøre Kammerets medlemskab
komplet.
4. a) Kammeret, der er oprettet ifølge stykke 3 med
henblik på undersøgelser, skal opfordre de stridende parter til at yde det
bistand og til at fremlægge vidneudsagn. Kammeret kan også søge indhentet
sådanne andre vidneudsagn, som det måtte finde nødvendigt, og kan gennemføre
en undersøgelse af situationen in loco.
b) Alle vidneudsagn skal forelægges fuldt ud for Parterne, som skal have
ret til at fremsætte kommentarer til dem over for Kommissionen.
c) Enhver Part har ret til at anfægte sådanne vidneudsagn.
5. a) Kommissionen skal til Parterne videregive en
rapport vedrørende resultatet af Kammerets undersøgelser af de faktiske
omstændigheder tillige med sådanne henstillinger, som måtte findes
hensigtsmæssige.
b) Såfremt Kammeret ikke er i stand til at sikre tilstrækkelige
vidneudsagn med henblik på faktuelle og udvildige undersøgelsesresultater,
skal Kommissionen afgive en begrundelse herfor.
c) Kommissionen må ikke offentliggøre resultaterne af sine undersøgelser,
medmindre alle de stridende Parter har anmodet Kommissionen derom.
6. Kommisssionen skal fastsætte sine egne
procedureregler, herunder regler for Kommissionens formandsskab og for
Kammerets formandsskab. Disse regler skal sikre, at de funktioner, der er
tillagt Kommissionens formand, kan udøves til enhver tid, og at eventuelle
undersøgelser foretages af en person, der ikke er statsborger hos nogen af de
stridende Parter.
7. De administrative udgifter til Kommissionen skal
dækkes af bidrag fra De høje Kontraherende Parter, der har afgivet
erklæringer i henhold til stykke 2, og ved frivillige bidrag. Den eller de
stridende Parter, der anmoder om en undersøgelse, skal indbetale de
nødvendige midler til dækning af udgifter, som afholdes af et Kammer, og skal
refunderes med indtil halvtreds procent af Kammerets omkostninger af den
eller de parter, imod hvem anklagerne er rettet. I tilfælde, hvor der
indgives mod-anklager til Kammeret, skal hver Part indbetale halvtreds
procent af de nødvendige midler.
Artikel 91
Ansvar
En stridende Part, der krænker bestemmelserne i Konventionerne eller i
denne Protokol, skal, hvis sagen kræver det, være forpligtet til at betale
erstatning. Den skal være ansvarlig for alle handlinger begået af personer,
der udgør en del af dens væbnede styrker.
DEL VI
Afsluttende bestemmelser
Artikel 92
Undertegnelse
Denne protokol skal være åben for undertegnelse af Parterne i
Konventionerne seks måneder efter, at Slutprotokollen er underskrevet, og vil
forblive åben for en periode af tolv måneder.
Artikel 93
Ratifikation
Denne Protokol skal ratificeres snarest muligt.
Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Konventionernes depositar, Det
schweiziske Forbundsråd.
Artikel 94
Tiltrædelse
Denne Protokol skal være åben for tiltrædelse af enhver i Konventionerne
deltagende Part, som ikke har undertegnet den. Titrædelsesinstrumenterne skal
deponeres hos depositaren.
Artikel 95
Ikrafttræden
1. Denne Protokol skal træde i kraft seks måneder
efter deponeringen af to ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter.
2. For enhver i Konventionerne deltagende Part, der
derefter ratificerer eller tiltræder denne Protokol skal denne træde i kraft
seks måneder efter, at en sådan Part har deponeret sit ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 96
Traktatretlige forbindelser ved denne protokols ikrafttrædelse
1. Når Parterne i Konventionerne også er Parter i
denne protokol, skal Konventionerne anvendes som suppleret af denne Protokol
2. Når en af de stridende parter ikke er bundet af
denne protokol, skal Parterne i Protokollen forblive bundet deraf i deres
indbyrdes forhold. De skal desuden være bundet af denne Protokol i forhold
til enhver af de parter, som ikke er bundet deraf, hvis sidstnævnte
anerkender og anvender bestemmelserne deri.
3. Den myndighed, der repræsenterer et folk, der
kæmper imod en Høj Kontraherende part i en væbnet konflikt af den karakter,
der er nævnt i artikel 1, stykke 4, kan forpligte sig til at anvende
Konventionerne og denne Protokol i forbindelse med denne konflikt ved en
ensidig erklæring afgivet til depositaren. En sådan erklæring skal ved
modtagelsen hos depositaren have følgende virkning med hensyn til konflikten:
a) Konventionerne og denne protokol træder med øjeblikkelig virkning i
kraft i forhold til den pågældende myndighed som en stridende Part;
b) Den pågældende myndighed erhverver de samme rettigheder og
forpligtelser, som er erhvervet af en Høj Kontraherende part til
Konventionerne og denne Protokol; og
c) Konventionerne og denne Protokol er i lige grad bindende for alle
-parter i konflikten.
Artikel 97
Ændringer
1. Enhver Høj Kontraherende Part kan foreslå ændringer
til denne protokol. Teksten til et ændringsforslag skal fremsendes til
depositaren, som efter drøftelser med alle Høje Kontraherende Parter og Den
internationale Røde Kors-Komite skal afgøre, om en konference bør indkaldes
med henblik på overvejelse af ændringsforslaget.
2. Depositaren skal til en sådan konference indbyde
alle De Høje Kontraherende Parter så vel som parterne til Konventionerne,
hvad enten de har undertegnet denne Protokol eller ikke.
Artikel 98
Revision af Annex 1
1. Senest fire år efter denne, Protokols ikrafttræden
og derefter med mindst fire års mellemrum skal Den Internationale Røde Kors-
Komiteerådføre sig med De Høje Kontraherende Parter vedrørende denne
Protokols annex 1 og kan, hvis den skønner det nødvendigt, foreslå et møde af
tekniske eksperter for at gennemgå annex 1 og foreslå sådanne ændringer, som
måtte vise sig ønskelige. Den Internationale Røde Kors-Komitee skal
sammenkalde mødet, medmindre en tredjedel af De Høje Kontraherende Parter
inden for seks måneder fra meddelelsen om forslaget om et sådant møde har
haft invendinger derimod, og desuden skal observatører fra vedkommende
internationale organisationer inviteres. Et sådant møde skal også til enhver
tid indkaldes af Den Internationale Røde Kors-Komitee efter anmodning fra en
tredjedel af De Høje Kontraherende Parter.
2. Depositaren skal indkalde til en konference mellem
De Høje Kontraherende Parter og parterne i Konventionerne med henblik på at
overveje ændringer, der er foreslået på mødet af tekniske eksperter, såfremt
Den Internationale Røde Kors-Komitee eller en tredjedel af De Høje
Kontraherende parter efter dette møde anmoder derom.
3. Ændringsforslag til Annex 1 kan på en sådan
konference vedtages med to tredjedeles flertal af De Høje Kontreherende
parter, der er til stede og deltager i afstemningen.
4. Depositaren skal underrette De Høje Kontraherende
Parter og Parterne i Konventionerne om enhver vedtagen ændring. Ændringen
skal betragtes som godkendt ved afslutningen af en periode på et år, efter at
meddelelse om den er blevet udsendt, medmindre en erklæring om
ikke-godkendelse af ændringen inden for denne periode er blevet Meddelt
depositaren af mindst en tredjedel af De Høje Kontraherende Parter.
5. En ændring, der betragtes som godkendt i
overensstemmelse med stykke 4, skal tre måneder efter godkendelsen træde i
kraft for alle Høje Kontraherende Parter, undtagen for dem, der har afgivet
en erklæring om ikke-godkendelse i overensstemmelse med det foregående
stykke. Enhver Part, der afgiver en sådan erklæring, kan til enhver tid
trække den tilbage, og ændringen skal derefter træde i kraft for denne part
tre måneder senere.
6. Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende
Parter og Parterne i Konventionerne om ikrafttræden af enhver ændring, om
hvilke parter, der er bundet deraf, om ikrafttrædelsesdatoen for hver enkelt
part, om erklæringer om ikke-godkendelse afgivet i overensstemmelse med
stykke 4 og om tilbagetrækninger af sådanne erklæringer.
Artikel 99
Opsigelse
1. Såfremt en Høj Kontraherende part skulle opsige
denne Protokol, skal opsigelsen først have virkning et år efter modtagelsen
af opsigelsesdokumentet. Hvis imidlertid ved udgangen af dette år den
opsigende Part er engageret i en af de situationer, hvortil der refereres i
artikel 1, skal opsigelsen ikke have virkning før afslutningen af den væbnede
konflikt eller besættelse og ikke i noget tilfælde, før handlinger i
forbindelse med den endelige løsladelse, hjemsendelse eller genanbringelse af
personer, der er beskyttet af Konventionerne eller af denne Protokol, er
afsluttet.
2. Opsigelsen skal foretages skriftligt til
depositaren, som skal videregive den til alle de Høje Kontraherende Parter.
3. Opsigelsen skal kun have virkning for den opsigende
Part.
4. Enhver opsigelse ifølge stykke 1 skal ikke have
nogen indflydelse på forpligtelser, der allerede som følge af den væbnede
konflikt er pådraget i medfør af denne Protokol af den opsigende Part med
hensyn til en hvilken som helst handling begået før denne opsigelse har
virkning.
Artikel 100
Notifikationer
Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende parter såvel som
Parterne i Konventionerne, uanset om de har undertegnet denne Protokol eller
ej, om:.
a) undertegnelser af denne Protokol og deponering af ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter ifølge artikel 93 og 94:
b) datoen for Protokollens ikrafttræden ifølge artikel 95;
c) kommunikationer og deklarationer modtaget i henhold til artikel 84, 90
og 97:.
d) deklarationer modtaget ifølge artikel 96, stykke 3, som skal
viderebringes på hurtigst mulige måde; og
e) opsigelser ifølge artikel 99.
Artikel 101
Registrering
1. Efter ikrafttræden skal denne Protokol af
depositaren oversendes til De forenede Nationer med henblik på registrering
og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede
Nationers pagt.
2. Depositaren skal også underrette De forenede
Nationers sekretariat om alle ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser, der
modtages vedrørende denne Protokol.
Artikel 102
Autentiske tekster
Originalteksten til denne Protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske,
franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos
depositaren, som skal fremsende bekræftede kopier deraf til alle Parter i
Konventionerne.
ANNEX I
Regulativ vedrørende identifikation
KAPITEL I
Identitetskort
Artikel 1
Identitetskort til permanent civilt sanitetspersonel og religiøst
personel
1. De i artikel 18, stykke 3, i denne Protokol omtalte
identitetskort til permanent civilt sanitetspersonel og religiøst personel
skal:
a) være påført kendemærket og være af en sådan størrelse, at det kan
bæres i lommen;
b) være så holdbart som muligt:
c) være affattet på det nationale eller officielle sprog (og kan
herudover affattes på andre sprog):
d) nævne navn, fødselsdato (eller, hvis en sådan dato ikke findes,
alderen på tidspunktet for udstedelsen) og indehaverens eventuelle
identitetsnummer:
e) anføre i hvilken egenskab indehaveren er berettiget til beskyttelse
under Konventionerne og denne Protokol;,
d) indeholde et fotografi af indehaveren såvel som dennes underskrift
eller tommelfingeraftryk eller begge dele;
g) indeholde den kompetente myndigheds stempel og underskrift;
h) angive datoen for kortets udstedelse og udløb.
2. Identitetskortet skal være ensartet i hele området
for hver Høje Kontraherende Part og så vidt muligt være af samme type for
alle stridende Parter. De stridende Parter kan lade sig vejlede af den
ensprogede model vist på fig. 1. Ved fjendtlighedernes begyndelse skal de til
hinanden fremsende et eksemplar af den model, de benytter, hvis en sådan
model afviger fra den på fig. 1 viste. Identitetskortet skal om muligt
udfærdiges in duplo, idet et eksemplar opbevares hos den udstedende
myndighed, der skal holde kontrol med de kort, der er blevet udstedt.
3. Permanent civilt sanitets- og religiøst personel må
under ingen omstændigheder fratages deres identitetskort. I tilfælde af, at
et kort bortkommer, skal de have ret til at få en kopi deraf.
Artikel 2
Identitetskort til midlertidigt civilt sanitetspersonel og religiøst
personel
1. Identitetskortet til midlertidigt civilt sanitets-
og religiøst personel bør, når som helst det er muligt, svare til det i
artikel 1 i disse bestemmelser beskrevne. De stridende Parter kan lade sig
vejlede af modellen vist på fig. 1.
2. Når omstændighederne udelukker fremskaffelsen til
midlertidigt civilt sanitets- og religiøst personel af identitetskort, der
svarer til dem, der er beskrevet i artikel 1 i disse bestemmelser, kan det
omtalte personel forsynes med et certifikat der er underskrevet af den
kompetente myndighed, og som attesterer, at den person, til hvem det er
udstedt, er udpeget til tjeneste som midlertidigt personel, og som om muligt
angiver varigheden af en sådan tjeneste og vedkommendes ret til at bære
kendemærket. Certifikatet skal nævne indehaverens navn og fødselsdato (eller,
- hvis en sådan dato ikke findes, alderen på tidspunktet for udstedelsen af
certifikatet), hans funktion og eventuelle identitetsnummer. Det skal
indeholde hans underskrift eller hans tommelfingeraftryk eller begge dele.
Fig. 1: Model til identitetskort (format: 74 mm x 105 mm)
KAPITEL II
Kendemærket
Artikel 3
Form og beskaffenhed
1. Kendemærket (rødt på hvid bund) skal være så stort
som det efter omstændighederne er mest passende. Med hensyn til formen på
korset, halvmånen eller løve og solmærket kan De Høje Kontraherende Parter
lade sig vejlede af modellerne vist på fig. 2.
Fig. 2: Kendemærker i rødt på hvid bund.
2. Om natten eller når sigtbarheden er nedsat, kan
kendemærket oplyses eller belyses; det kan også fremstilles af materiale, der
gør det kendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.
Artikel 4
Anvendelse
1. Kendemærket skal når som helst det er muligt,
anbringes på en flad overflade eller på flag, der er synlige fra så mange
retninger og på så lang afstand som muligt.
2. Under forbehold af instruktioner fra den kompetente
myndighed skal sanitetspersonel og religiøst personel under udførelsen af
deres opgaver i kampområdet så vidt muligt være iført en hovedbeklædning og
en beklædning forsynet med kendemærket.
KAPITEL III
Kendesignaler
Artikel 5
Valgfri brug
1. Under forbehold af bestemmelserne i artikel 6 i
dette regulativ må de i dette Kapitel beskrevne signaler til udelukkende brug
for sanitetsenheder og -transporter ikke anvendes til andre formål. Brugen af
samtlige signaler omhandlet i dette Kapitel er valgfri.
2. Et midlertidigt sanitetsluftfartøj, som enten på
grund af tidnød eller dets særlige karakteristika ikke kan forsynes med
kendemærket, kan benytte de kendesignaler, der hjemles i dette Kapitel. Den
bedste metode til effektiv identifikation og genkendelse af et
sanitetsluftfartøj er imidlertid brugen af et synligt signal, enten
kendemærket eller lyssignalet, der beskrives i artikel 6, eller begge dele,
suppleret af de øvrige signaler, der omhandles i artiklerne 7 og 8 i dette
Regulativ.
Artikel 6
Lyssignalet
1. Lyssignalet, der består af et blåt blinklys, er
indført til brug for sanitets luftfartøjer med henblik på at markere deres
identitet. Andre luftfartøjer må ikke bruge dette signal. Den anbefalede blå
farve opnås ved at bruge følgende trikromatiske koordinater:
grøn grænse y = 0,065 + 0.805x
hvid grænse y = 0,400 - x
purpur grænse x = 0,133 + 0,600y
Den anbefalede blinkhastighed for det blå lys er mellem tres og hundrede
blink per minut.
2. Sanitetsluftfartøjet skal udstyres med sådanne lys
som måtte være nødvendige for, at lyssignalet kan ses i så mange retninger
som muligt.
3. I mangel af en særlig aftale mellem de stridende
parter, hvorved de reserverer brugen af blåt blinklys til identifikation af
sanitetskøretøjer, -skibe og -fartøjer, er brugen af sådanne signaler til
andre køretøjer eller skibe ikke forbudt.
Artikel 7
Radiosignalet
1. Radiosignalet skal bestå af en radiotelefonisk
eller radiotelegrafisk melding der følger efter et forudgående tydeligt
prioritetssignal, der skal udvælges og godkendes af en konference (World
administrative Radio Conference) under Den internationale
Telekommunikationsunion (ITU). Prioritetssignalet skal udsendes tre gange før
kaldesignalet for den pågældende sanitetstransport. Meldingen skal udsendes
på engelsk med passende mellemrum på en eller flere frekvenser, der er
fastsat i henhold til stykke 3. Prioritetssignalet skal begrænses til
udelukkende brug for sanitetsenheder og -transporter.
2. Radiomeldingen med det forudgående tydelige
prioritetssignal omtalt i stykke 1 skal meddele følgende data:
a) sanitetstransporternes kaldesignal;
b) sanitetstransporternes position;
c) sanitetstransporternes antal og type;
d) den planlagte rute;
e) i behørig udstrækning den anslåede rejsetid og tidspunktet for afrejse
og ankomst;
f) yderligere oplysninger om f.eks. flyvehøjde, radiofrekvenser på hvilke
der holdes vagt, sprogforhold og sekundær overvågningsradars
transmissionsformer og koder.
3. For at lette de kommunikationsforhold, der er
omtalt i stykke 1 og 2, så vel som de kommunikationsforhold, der er omtalt i
artiklerne 22, 23, 25, 26, 27, 28, 29, 30 og 31 i denne Protokol, kan De Høje
Kontraherende Parter, de stridende Parter eller en af de stridende parter,
der handler efter aftale eller alene, i overensstemmelse med listen over
frekvenstildelingerne (the Table of Frequency Alllocations) i
Radioregulativerne, der er knyttet til Den internationale
Telekommunikationskonvention, udpege og offentliggøre udvalgte nationale
frekvenser, som kan benyttes af dem til sådanne kommunikationer. Disse
frekvenser skal anmeldes til Den internationale Telekommunikationsunion (ITU)
i overensstemmelse med fremgangsmåder godkendt af en World Administrative
Radio Conference.
Artikel 8
Elektronisk identifikation
1. Det sekundære radarovervågningssystem (Secondary
Surveillance Radar (SSR)), som er nærmere beskrevet i Annex 10 til Chicago
Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart med senere
ændringer, kan anvendes til at identificere og følge ruten for et
sanitetsluftfartøj. Den SSR transmissionsform og kode, der reserveres
udelukkende til sanitetsluftfartøjer, skal fastsættes af de Høje
Kontraherende Parter, de stridende Parter, eller en af de stridende Parter,
der handler efter aftale eller alene, i overensstemmelse med fremgangsmåder
anbefalet af Den internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO).
2. De stridende Parter kan, efter særlig indbyrdes
aftale, til eget brug oprette et lignende elektronisk system til
identitfikation af sanitetskøretøjer, sanitetsskibe og -fartøjer.
KAPITEL IV
Kommunikationsformer
Artikel 9
Radiokommunikation
Prioritetssignalet, der omhandles i artikel 7 i dette Regulativ, kan
afgives forud for behørig radiokommunikation af sanitetsenheder og -
transporter under anvendelse af procedurer i henhold til artiklerne 22, 23,
25, 26, 27, 28, 29, 30 og 31 i denne Protokol.
Artikel 10
Anvendelse af internationale koder
Sanitetsenheder og -transporter kan også anvende de koder og signaler, der
er fastsat af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU), Den
Internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO) og Den
Interguvernementale Rådgivende Søfartsorganisation. Disse koder og signaler
skal anvendes i overensstemmelse med de normer, metoder og procedurer, der er
fastsat af disse Organisationer.
Artikel 11
Andre kommunikationsmåder
Når tovejsradiokommunikation ikke er mulig, kan de signaler anvendes, som
er omhandlet i International Code of Signals, vedtaget af Den
Interguvernementale Rådgivende Søfartsorganisation, eller i vedkommende Annex
til Chicago Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart
med senere ændringer.
Artikel 12
Flyveplaner
Aftaler og meddelelser om flyveplaner, der er omhandlet i artikel 29 i
denne protokol, skal så vidt muligt formuleres i overensstemmelse med de
procedurer, der er fastsat af Den Internationale Organisation for Civil
Luftfart (ICAO).
Artikel 13
Signaler og procedurer ved interception af sanitetsluftfartøjer
Hvis et interceptorfly anvendes med henblik på at bekræfte et flyvende
sanitetsluftfartøjs identitet eller for at påbyde det at lande i
overensstemmelse med artiklerne 30 og 31 i denne Protokol, skal de i Annex 2
til Chicago Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart
med senere ændringer foreskrevne standard-procedurer for visuel interception
og radiointerception anvendes af både interceptorflyet og
sanitetsluftfartøjet.
KAPITEL V
Civilforsvaret
Artikel 14
Identitetskort
1. Det i denne Protokols artikel 66 stk. 3, omtalte
identitetskort for civilforsvarspersonel er omfattet af vedkommende
bestemmelser i dette Regulativs artikel 1.
2. Identitetskortet for civilforsvarspersonel kan
følge det i fig. 3 viste eksempel.
Fig. 3: (format: 74 mm x 105 mm).
3. Dersom civilforsvarspersonel har tilladelse til at
bære lette individuelle våben, bør kortet være forsynet med påtegning herom.
Artikel 15
Det internationale kendemærke
1. Det internationale civilforsvarskendemærke, der
omtales i denne Protokols artikel 66, stk. 4, en en ligesidet blå trekant på
orangefarvet baggrund. Et eksempel vises i fig.4
2. Det anbefales:
a) at hvis den blå trekant er anbragt på et flag eller et armbind eller
en overtræksskjorte, danner hele flaget armbindet eller overtræksskjorten den
orangefarvede baggrund;
b) at en af trekantens spidser peger lodret opad;
c) at ingen af trekantens spidser berører kanten af den orangefarvede
bund.
3. Det internationale kendemærke skal være så stort,
som det efter omstændighederne er hensigtsmæssigt. Kendemærket skal såvidt
muligt anbringes på en jævn overflade eller på flag, der er synlige fra så
mange retninger og i så stor afstand som muligt. Under forbehold af
instruktioner fra den kompetente myndighed skal civilforsvarspersonel såvidt
muligt være iført en hovedbeklædning og en beklædning, der bærer det
internationale kendemærke. Om natten eller i tilfælde af nedsat sigtbarhed
kan mærket være oplyst eller belyst; det kan også fremstilles af materialer,
der gør det let genkendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.
KAPITEL VI
Værker og anlæg, der rummer farlige kræfter
Artikel 16
Det særlige internationale mærke
1. Det i artikel 56, stykke 7, i denne Protokol
omhandlede særlige internationale mærke for værker og installationer, der
rummer farlige kræfter, skal bestå af en gruppe af tre klare orangefarvede
cirkler af samme størrelse og placeret på en lige linie med en afstand af en
radius mellem hver cirkel i overensstemmelse med fig. 5 nedenfor.
2. Mærket skal være af en efter omstændighederne
passende størrelse. Når det er afbildet på en vidtstrakt overflade, kan det
gentages, så ofte det efter omstændighederne er passende. Det skal,
nårsomhelst det er muligt, afbildes på plane flader eller på flag, således at
det er synligt fra så mange retninger og på så lang afstand som muligt.
3. På et flag skal afstanden mellem mærkets ydre
omkreds og flagets tilstødende kanter være som radius i en cirkel. Flaget
skal være rektangulært og skal have hvid bund.
4. Om natten, eller når sigtbarheden er nedsat, kan
mærket oplyses eller belyses. Det kan også fremstilles af materialer, der gør
det genkendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.
Annexe II
INDERSIDER
PROTOKOL II
Tillægsprotokol til Geneevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende
beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol 11).
PRÆAMBEL
De Høje Kontraherende Parter der erindrer om at de humanitære
principper, der er nedfældet i den fælles artikel 3 i Genevekonventionerne af
12. august 1949, udgør grundlaget for respekten for mennesket i tilfælde af
væbnede konflikter, der ikke er af en international karakter:
erindrer yderligere om, at internationale aftaler vedrørende
menneskerettigheder frembyder en grundlæggende beskyttelse for det enkelte
menneske;
understreger behovet for at sikre en bedre beskyttelse af ofrene i
disse væbnede konflikter:
erindrer om. at i tilfælde, der ikke er omfattet af gældende ret,
forbliver det enkelte menneske beskyttet af principperne om medmenneskelighed
og den offentlige samvittigheds krav;
har aftalt følgende:
DEL 1
Denne protokols anvendelse
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne Protokol, der udbygger og supplerer den
fælles artikel 3 i Geneevekonventionerne af 12. august 1949 uden at ændre de
gældende betingelser for dens anvendelse, skal anvendes i alle væbnede
konflikter, søm ikke omfattes af artikel 1 i Tillægsprotokollen til
Geneevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelse af ofrene i
internationale væbnede konflikter (Protokol 1), og som finder sted på en Høj
Kontraherende Parts territorium mellem dens væbnede styrker og fjendtlige
væbnede styrker eller andre organiserede væbnede grupper, som, under
ansvarlig kommando. udover en sådan kontrol over en del af dens territorium,
at det sætter dem i stand til at gennemføre ved holdende og samlede militære
operationer samt til at opfylde denne Protokol 2. Denne Protokol skal ikke
finde anvendelse i tilfælde af interne uroligheder og spændinger, såsom
optøjer isolerede og sporadiske volds handlinger og andre lignende
handlinger, som ikke er væbnede konflikter.
Artikel 2
Personkredsen
1. Denne protokol skal anvendes over for alle
personer,som er berørt af en væbnet konflikt som beskrevet i artikel 1, uden
forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller
tro, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
formueomstændigheder, fødsel eller anden status eller på grund af noget som
helst andet lignende kriterium (herefter benævnt som
»forskelsbehandling«).
2. Ved en væbnet konflikts afslutning skal alle de
personer, som er blevet berøvet deres frihed, eller hvis frihed er blevet
begrænset af grunde, som vedrorer en sådan konflikt, tilligemed de personer,
der er berøvet deres frihed, eller hvis frihed er begrænset efter konflikten
af samme årsager, nyde beskyttelse i henhold til artikel 5 og 6 indtil
afslutningen af en sådan berøvelse af eller begrænsning i friheden.
Artikel 3
Ikke-indblanding
1. Intet i denne Protokol skal kunne påberåbes med
henblik på at anfægte en Stats suverænitet eller regeringens ansvar for ved
alle lovlige midler at opretholde eller genoprette lov og orden i Staten
eller til at forsvare Statens nationale enhed og territoriale uafhængighed.
2. Intet i denne Protokol skal kunne anføres som en
motivering for at intervenere, direkte eller indirekte, af nogen som helst
grund, i den væbnede konflikt eller i de indre eller ydre anliggender hos den
Høje Kontraherende Part, på hvis territorium konflikten finder sted.
DEL II
Human behandling
Artikel 4
Grundlæggende garantier
1. Alle personer, som ikke tager direkte del i, eller
som er ophørt med at tage del i fjendtligheder, hvadenten deres frihed er
blevet begrænset eller ej, er berettiget til at nyde respekt for deres
person, ære og overbevisninger samt religionsudøvelse. De skal under alle
omstændigheder behandles humant uden forskelsbehandling af nogen art. Det er
forbudt at give ordre til, at der ikke må være overlevende.
2. Uden præjudice for de ovennævnte almindelige
bestemmelser skal følgende handlinger imod personer, hvortil der er henvist i
stykke 1. til enhver tid og på et hvilket som helst sted være og forblive
forbudt;
a) vold mod personers liv, helbred og fysiske eller mentale velvære.
herunder navnlig mord og grusom behandling såsom tortur, lemlæstelse eller
enhver form for korporlig afstaffelse.:
b) kollektive afstraffelser;
c) gidseltagning;
d) terrorhandlinger;
e) grove krænkelser af den personlige værdighed, herunder navnlig
ydmygende og nedværdigende behandling, voldtægt, påtvunget prostitution og
enhver form for kønsfrihedsforbrydelse;
f) slaveri og slavehandel under enhver form;
g) plyndring;
h) trusler om at begå nogen af de fornævnte handlinger:
3. Børn skal nyde den omsorg og hjælp, de har brug for
og navnlig;
a) skal de modtage undervisning, herunder religiøs og moralsk
undervisning i overensstemmelse med forældrenes ønsker, eller i forældrenes
fravær i overensstemmelse med, hvad de, der er ansvarlige for deres velfærd,
ønsker;
b) skal alle nødvendige skridt tages for at lette genforeningen af
familier, der er midlertidigt adskilt;
c) skal børn, der endnu ikke har nået en alder af 15 år, hverken
rekrutteres til de væbnede styrker eller grupper eller have tilladelse til at
tage del i fjendtlighederne;
d) skal den særlige beskyttelse, der af denne artikel ydes børn, der
endnu ikke har nået en alder af 15 år, fortsat have gyldighed over dem, hvis
de uanset bestemmelserne i punkt c) deltager i fjendtlighederne og tages til
fange;
e) skal der om nødvendigt, og i muligt omfang med samtykke fra forældrene
eller de personer, som ved lov eller sædvane først og fremmest er ansvarlige
for deres velfærd, tages skridt til midlertidigt at fjerne børn fra det
område, hvor fjendtligheder finder sted, til et mere sikkert område i landet,
samt at sikre at de bliver ledsaget af personer, som er ansvarlige for deres
sikkerhed og velfærd.
Artikel 5
Personer, hvis frihed er blevet begrænset
1. Udover bestemmelserne i artikel 4, skal følgende
bestemmelser respekteres som minimumsregler med hensyn til personer, der er
blevet berøvet deres frihed af grunde. som har forbindelse med den væbnede
konflikt, hvadenten de er internerede eller holdt tilbage:
a) de sårede og syge skal behandles i overensstemmelse med artikel 7;
b) de personer, som er nævnt i dette stykke, skal i samme omfang som den
stedlige civilbefolkning forsynes med fødevarer og drikkevand og skal ydes
beskyttelse med hensyn til sundhed og hygiejne og beskyttelse mod streng
klima og mod den væbnede konflikts farer;
c) de skal have ret til enkeltvis eller samlet at modtage hjælp;
d) de skal have ret til at udøve deres religion og hvis det ønskes og
findes passende, at modtage åndelig hjælp fra personer som f. eks. præster
der udøver religiøse hverv;
e) de skal, hvis de arbejder, nyde godt af de samme arbejdsbetingelser og
sikkerhedsforanstaltninger som den stedlige civilbefolkning.
2. De, der er ansvarlige for interneringen eller
tilbageholdelsen af de i stykke 1 nævnte personer, skal tillige, inden for
deres mulige grænser respektere følgende bestemmelser vedrørende sådanne
personer;
a) undtagen i tilfælde, hvor mænd og kvinder i en familie er indkvarteret
sammen, skal kvinder indkvarteres adskilt fra mænd og være under umiddelbart
opsyn af kvinder;
b) de skal have ret til at sende og modtage breve og kort, hvis antal kan
begrænses af en kompetent myndighed, såfremt det skønnes nødvendigt;
c) internerings- og tilbageholdelsessteder må ikke anbringes nær ved
kampzonen.
De personer, der er nævnt i stykke 1, skal evakueres, når de steder, hvor
de er internerede eller tilbageholdt, i særlig grad bliver udsat for fare
opstået som følge af den væbnede konflikt, såfremt deres evakuering kan
gennemføres under rimelige sikkerhedsforhold;
d) de skal nyde godt af lægelige undersøgelser;
e) deres fysiske eller mentale helbredstilstand og integritet må ikke
udsættes for fare ved nogen uberettiget handling eller undladelse. Det er
derfor forbudt at underkaste de personer, der er beskrevet i denne artikel,
nogen lægelig behandling, som ikke er begrundet i den pågældende persons
helbredstilstand, og som ikke er i overenssstemmelse med almindeligt
anerkendte lægelige normer, som gælder for frie personer under lignende
lægelige omstændigheder.
3. Personer, som ikke er omfattet af stykke 1, men
hvis frihed er blevet begrænset på en hvilken som helst anden måde som følge
af den væbnede konflikt, skal behandles humant i overensstemmelse med artikel
4 og med stykke 1 a), c) og d) samt 2 b) i denne artikel.
4. Såfremt det besluttes at løslade personer, der er
berøvet deres frihed, skal de, der træffer beslutning herom, træffe de
nødvendige foranstaltninger med henblik på at garantere deres sikkerhed.
Artikel 6
Straffeforfølgning
1. Denne artikel vedrører retsforfølgning og straf for
kriminelle overtrædelser i forbindelse med den væbnede konflikt.
2. Ingen dom må afsiges og ingen straf må iværksættes
over for en person, som er fundet skyldig i en forseelse medmindre
domfældelsen er foretaget af en domstol, der yder de nødvendige garantier for
uafhængighed og upartiskhed. Herunder skal navnlig følgende iagttages:.
a) proceduren skal sikre, at en anklaget ufortøvet underrettes om de
nærmere omstændigheder vedrørende den forseelse han er anklaget for, og skal
både for og under retssagen give den anklagede alle nødvendige rettigheder og
midler med henblik på hans forsvar:
b) ingen må dømmes for en forseelse, medmindre der foreligger et
individuelt strafansvar;
c) ingen må anses for skyldig i en kriminel forseelse på grund af en
handling eller undladelse, som ikke udgjorde en kriminel forseelse ifølge
lovgivningen på det tidspunkt, da den blev begået;der må heller ikke idømmes
en hårdere straf end den, der var gældende på det tidspunkt, da den
kriminelle forseelse blev begået; såfremt mildere strafbestemmelse er blevet
indført ved lov, efter at forseelsen er begået, skal lovovertræderen nyde
godt heraf;
d) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal betragtes som uskyldig,
indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven:.
e) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at være
til stede under retssagen;
ingen må tvinges til at vidne imod sig selv eller til at tilstå sin skyld.
3. En dømt person skal ved domsfældelsen underrettes
om sine juridiske og andre retsmidler og om de tidsfrister, inden for hvilke
de kan udøves.
4. Dødsstraf må ikke afsiges over for personer, som
var under 18 år på tidspunktet, da forseelsen blev begået. og må ikke
eksekveres over for gravide kvinder eller mødre med små børn.
5. Ved fjendtlighedernes ophør skal myndighederne, der
har magten, søge at give videst mulig amnesti til personer, som har deltaget
i den væbnede konflikt eller til dem, der er berøvet deres frihed af grunde,
der har forbindelse med den væbnede konflikt, hvadenten de er internerede
eller tilbageholdt.
DEL III
Sårede. syge og skibbrudne.
Artikel 7
Beskyttelse og pleje
1. Alle sårede, syge og skibbrudne skal respekteres og
beskyttes, hvadenten de har taget del i den væbnede konflikt eller ej.
2. De skal under alle omstændigheder behandles humant
og skal i det omfang, det er praktisk muligt, og med mindst mulig forsinkelse
modtage den lægelige pleje og omsorg, som deres tilstand kræver. De må ikke
være genstand for nogen forskelsbehandling undtagen af lægelige grunde.
Artikel 8
Eftersøgning
Når som helst omstændighederne tillader det og navnlig efter en træfning
skal alle mulige forholdsregler træffes med henblik på ufortøvet at søge
efter og indsamle de sårede, syge og skibbrudne, at beskytte dem mod
udplyndring og mishandling, at sikre den nødvendige pleje af dem, samt at
søge efter de døde, forhindre udplyndring af dem og få dem anbragt på en
sømmelig måde.
Artikel 9
Beskyttelse af sanitetspersonel og religiøst personel
1. Sanitets- og religiøst personel skal respekteres og
beskyttes og skal ydes al forhåndenværende bistand til udførelse af deres
hverv. De må ikke tvinges til at udføre opgaver, som ikke er forenelige med
deres humanitære hverv.
2. Under udførelse af deres hverv må sanitetspersonel
ikke tvinges til at give fortrinsret til nogen person undtagen af lægelige
grunde.
Artikel 10
Almindelig beskyttelse af sanitetsopgaver
1. Ingen skal under nogen omstændigheder kunne
straffes for at have udført sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig
etik, uanset hvilken person, der har fordel heraf.
2. Personer, der udfører sanitetsopgaver, må hverken
tvinges til at foretage handlinger eller udføre arbejde, der strider mod,
eller tvinges til at afstå fra handlinger, der er påbudt af, den lægelige
etik, andre regler udfærdiget til fordel for de sårede og syge eller denne
Protokol. De professionelle forpligtelser for personer, der udfører
sanitetsopgaver, skal under forbehold af national lovgivning respekteres for
så vidt angår oplysninger, som de måtte erhverve vedrørende de sårede og syge
under deres pleje. Under forbehold af national lovgivning må ingen person,
der udfører sanitetsopgaver, på nogen måde straffes for at nægte eller
undlade at give oplysninger vedrørende de sårede og syge, som er eller har
været i hans pleje.
Artikel 11
Beskyttelse af sanitetsenheder og -transporter
1. Sanitetsenheder og -transporter skal til enhver tid
respekteres og beskyttes og må ikke gøres til genstand for angreb.
2. Den beskyttelse, der tilkommer sanitetsenheder og
-transporter ophører ikke, medmindre de udover deres humanitære opgaver
anvendes til at begå fjendtlige handlinger. Beskyttelsen kan dog først
bortfalde, såfremt en advarsel, der såvidt muligt skal - fastsætte en rimelig
tidsfrist ikke efterkommes.
Artikel 12
Kendemærket
Efter nærmere bestemmelse fra vedkommende kompetente myndighed skal Røde
Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og Sol -kendemærket på en hvid baggrund
bæres synligt af sanitets- og religiøst personel og på sanitetsenheder og
-transporter. Det skal under alle omstændigheder respekteres. Det må ikke
anvendes uretmæssigt.
DEL IV
Civilbefolkningen
Artikel 13
Beskyttelse af civilbefolkningen
1. Civilbefolkningen og individuelle civilpersoner
skal nyde almindelig beskyttelse mod de farer, som opstår som følge af
militære operationer. For at give denne beskyttelse virkning skal følgende
regler under alle omstædigheder overholdes.
2. Civilbefolkningen som sådan såvel som individuelle
civilpersoner må ikke gøres til genstand for angreb. Voldshandlinger eller
trusler om vold, hvis primære formål er at sprede terror blandt
civilbefolkningen, er forbudt.
3. Civile skal nyde beskyttelse i medfør af denne Del
(IV), medmindre og da så længe de tager direkte del i fjendtlighederne
Artikel 14
Beskyttelse af genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens
overleven
Det er forbudt at benytte udsultning af civile som kampmetode. Det er
derfor forbudt med dette formål at angribe, ødelægge, fjerne eller
ubrugeliggøre genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overleven,
såsom fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer, afgrøder,
husdyrbestande, drikkevandsinstallationer og - forsyninger samt
overrislingsanlæg.
Artikel 15
Beskyttelse af værker og anlæg, der rummer farlige kræfter
Værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter, såsom dæmninger, diger og
kernekraftværker, må ikke gøres til genstand for angreb, selv hvor disse
genstade er militære mål, såfremt et sådant angreb kan forårsage frigørelse
af farlige kræfter og følgelig alvorlige tab blandt civilbefolkningen.
Artikel 16
Beskyttelse af kulturelle genstande og af steder hvor gudsdyrkelse
finder sted
Uden præjudice for bestemmelserne i Haagerkonventionen af 14. maj 1954
vedrørende beskyttelse af kulturel ejendom under væbnet konflikt skal det
være forbudt at begå en hvilken som helst fjendtlig handling rettet mod
historiske monumenter, kunstværker eller steder, hvor gudsdyrkelse finder
sted, som udgør folkenes kulturelle eller åndelige arv, og at benytte sådanne
genstande til støtte for en militær indsats.
Artikel 17
Forbud mod tvangsforflyttelse af civile
1. Forflyttelse af civilbefolkningen må ikke beordres
af årsager, der har forbindelse med konflikten, medmindre de berørte civiles
sikkerhed eller tvingende militære grunde gør det påkrævet. Såfremt det
bliver nødvendigt at foretage sådanne forflyttelser, skal der tages alle
mulige forholdsregler for at sikre, at civilbefolkningen kan modtages under
tilfredsstillende vilkår med hensyn til husly, hygiejniske forhold, sundhed.
sikkerhed og forplejning.
2. Civile må ikke tvinges til at forlade deres eget
territorium af grunde, der har forbindelse med konflikten.
Artikel 18
Hjælpeorganisationer og hjælpeaktioner
1. Hjælpeorganisationer, der er beliggende i en Høj
Kontraherende Parts territorium, såsom Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Love og
Sol) -selskaber kan tilbyde deres bistand med henblik på udførelsen af deres
traditionelle opgaver over for ofrene i den væbnede konflikt.
Civilbefolkningen kan, også på eget initiativ, tilbyde at opsamle og tage
vare på de sårede, syge og skibbrudne.
2. Såfremt civilbefolkningen er udsat for unødige
lidelser på grund af mangel på forsyninger, der er nødvendige for dens
overleven, såsom fødevarer og medicin, skal hjælpeaktioner, som udelukkende
er af humanitær og uvildig karakter, og som gennemføres uden
forskelsbehandling, iværksættes for civilbefolkningen, under forudsætning af
vedkommende Høje Kontraherende Parts samtykke.
DEL V
Afsluttende bestemmelser
Artikel 19
Udbredelse
- Kendskabet til denne Protokol skal udbredes i så vid udstrækning som
muligt.
Artikel 20
Undertegnelse
Denne Protokol skal være åben for undertegnelse af Parterne i
Konventionerne seks måneder, efter at Slutakten er blevet underskrevet og
skal forblive åben for en periode af tolv måneder.
Artikel 21
Ratifikation
Denne Protokol skal ratificeres så snart som muligt-
Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Det schweiziske Forbundsråd,
der er depositar for Konventionerne.
Artikel 22
Tiltrædelse
Denne Protokol skal være åben for tiltrædelse af enhver Part i
Konventionerne, som ikke har undertegnet den. Tiltrædelsesinstrumenterne skal
deponeres hos depositaren
Artikel 23
Ikrafttræden
1. Denne Protokol træder i kraft seks måneder efter,
at to ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter er blevet deponeret.
2. For enhver Part i Konventionerne, som herefter
ratificerer eller tiltræder denne Protokol, skal denne træde i kraft seks
måneder efter, at en sådan Part har deponeret sit ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 24
Ændringer
1. Enhver Høj Kontraherende Part kan foreslå ændringer
i denne Protokol. Teksten til enhver foreslået ændring skal sendes til
depositaren, som efter konsultationer med alle de Høje Kontraherende Parter
og Deri internationale Røde Kors Komitee skal afgøre, hvorvidt en konference
bør indkaldes med henblik på at overveje den foreslåede ændring.
2. Depositaren skal til en sådan konference indbyde
alle de Høje Kontraherende Parter såvel som Parterne i Konventionerne, hvad
enten de har undertegnet denne Protokol eller ej.
Artikel 25
Opsigelse
1. Såfremt en Høj Kontraherende Part opsiger denne
Protokol, skal opsigelsen først have virkning seks måneder efter modtagelsen
af opsigelsesinstrumentet. Såfremt den opsigende part imidlertid ved udløbet
af seks måneder er indblandet i den i artikel 1 beskrevne situation, skal
opsigelsen ikke have virkning for afslutningen af den væbnede konflikt.
Personer, som er blevet berøvet deres frihed, eller hvis frihed er blevet
begrænset af grunde, der har forbindelse med den væbnede konflikt, skal
desuagtet fortsat nyde godt af bestemmelserne i denne Protokol, indtil de
endeligt løslades. 2.Opsigelsen skal meddeles skriftligt til depositaren, som
skal videregive den til alle de Høje Kontraherende Parter.
Artikel 26
Notifikationer
Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende Parter så vel som
Parterne i Konventionerne, hvad enten de har undertegnet denne Protokol eller
ej, om:
a) underskrifter til denne Protokol og deponeringen af ratifikations-
eller tiltrædelsesdokumenter ifølge artikel 21 og 22;
b) datoen for denne Protokols ikrafttræden ifølge artikel 23;
c) meddelelser og deklarationer modtaget ifølge artikel 24
Artikel 27
Registrering
1. Efter dens ikrafttrædelse skal denne Protokol af
depositaren videresendes til De forenede Nationers sekretariat med henblik på
registrering og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De
forenede Nationers Pagt.
2. Depositaren skal også underrette De forenede
Nationers sekretariat om alle ratifikationer og tiltrædelser, der modtages
vedrørende denne Protokol.
Artikel 28
Autentiske tekster
Originalteksten til denne Protokol, hvis arabiske, kinesiske. engelske,
franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed. skal deponeres hos
depositaren, der skal fremsende bekræftede kopier heraf til alle Parter i
Konventionerne.
I medfør af artikel 95, stk, 1, i Protokol I og artikel 23, stk. 1, i
Protokol II trådte tillægsprotokollerne i kraft den 7. december 1978, 6
måneder efter at 2 lande havde ratificeret.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos Det schweiziske
Forbundsråd i Bern den 17. juni 1982, og tillægsprotokollerne er herefter
trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 17. december 1982. I forbindelse
med ratifikationen af Protokol I er der afgivet erklæring i henhold til
artikel 90 om, at Danmark anerkender den der omhandlede kommissions
kompetence til at undersøge klager, som en anden kontraherende part måtte
fremsætte mod Danmark. Samtidig er der taget forbehold over for artikel 75,
stk. 4 (h), i Protokol I, således at denne bestemmelse ikke skal være til
hinder for genoptagelse af en straffesag, når det undtagelsesvis kan ske
efter reglerne i den danske retsplejelov,
Tillægsprotokollerne er foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af:
Bahama-øerne. Bangladesh. Botswana, Cypern (kun Protokol I), Ecuador,
Finland, Gabon. Ghana. Jordan. Jugoslavien. Republikken Korea, Laos, Libyen,
Mauretanien. Mauritius, Niger. Norge. El Salvador, Schweiz, Sverige,
Tunesien, Vietnam (kun Protokol I), Zaire og *?*.
I forbindelse med deponeringen af instrumenter om ratifikation og
tiltrædelse er der taget forbehold over for følgende bestemmelser i
protokollerne:
Finland.
artikel 75. stk. 4 (h) og (i). i Protokol I
Jugoslavien..
bestemmelser i Protokol I, der vedrører besættelse
Schweiz.:
artikel 57 og 58 i Protokol I
Sverige.:
artikel 75, stk. 4 (h). i Protokol I
Østrig.
artikel 57, 58, 75, stk. 4 (e) og (h), 85 og 86 i Protokol I, samt artikel
6 i Protokol II.
Desuden er der afgivet fortolkningserklæringer om følgende bestemmelser:
Finland.
artikel 75 og 85 i Protokol I
Republikken Korea.
*?* 44. stk. 3, art. 85. stk. 4 (b). artikel 91 og artikel 96. stk. 3, i
Protokol I.
Endelig har følgende lande, foruden Danmark, anerkendt den i artikel 90 i
Protokol I omhandlede kommissions kompetence:
Finland, Norge, Schweiz, Sverige og Østrig.
Udenrigsministeriet, den 11. marts 1983
UFFE ELLEMANN-JENSEN
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionerne af 12. august 1949 om såredes og syges vilkår under krig, om krigsfanger og om beskyttelse af civile personer i krigstid og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (protokol I) og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (protokol II)(* 1) Retsinformation · 15. november 1984
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionerne af 12. august 1949 om såredes og syges vilkår under krig, om krigsfanger og om beskyttelse af civile personer i krigstid, og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (protokol I) og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (protokol II)(* 1) Retsinformation · 26. november 1985
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionerne af 12. august 1949 om såredes og syges vilkår under krig, om krigsfanger og om beskyttelse af civile personer i krigstid, og af tillægsprotokol til Genevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (protokol I) og af tillægsprotokol til Genevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (protokol II)(* 1) Retsinformation · 17. juli 1987
- 1996 BSF 93 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF ÆNDRET PROTOKOL II OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF MINER, LUREMINER OG ANDRE MEKANISMER OG NY PROTOKOL IV OM BLINDENDE LASERVÅBEN TIL KONVENTION AF 10. OKTOBER 1980 OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF VISSE KONVENTIONELLE VÅBEN, SOM MÅ ANSES FOR AT VÆRE UNØDIGT SKADEVOLDENDE ELLER FOR AT RAMME I FLÆNG Retsinformation · 22. april 1997
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af tillægsprotokollerne af 10. juni 1977 til Genevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende henholdsvis beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (protokol I) og beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (protokol II)(* 1) Retsinformation · 27. juni 1990
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af tillægsprotokollerne af 8. juni 1977 til Genevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i henholdsvis internationale væbnede konflikter (protokol I) og ikke-internationale væbnede konflikter (protokol II) Retsinformation · 14. maj 1997