Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol I) og af tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol II) (* 1) (* 2)

BKI nr 27 af 11/03/1983Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet16. juni 1983

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af tillægsprotokol til

Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i

internationale væbnede konflikter (Protokol I) og af tillægsprotokol til

Geneve-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i

ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol II) (* 1) (* 2)

I henhold til kgl. resolution af 2. juni 1982 har Danmark ratificeret de

på diplomatkonferencen om humanitær folkeret, Geneeve 1974-1977, den 18. juni

1977 vedtagne to tillægsprotokoller til Geneeve- konventionerne af 12. august

1949 om beskyttelse af ofre i henholdsvis internationale (Protokol 1) og

ikke-internationale (Protokol II) væbnede konflikter.

Protokollerne, hvis franske og engelske tekst gengives tillige med en

oversættelse til dansk, har følgende ordlyd:

PROTOKOL I

Tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. august 1949

vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol

1).

PRÆAMBEL

De Høje Kontraherende Parter, der

erklærer som deres oprigtige ønske at se fred råde mellem folkene:

erindrer om, at enhver Stat er forpligtet til, i overensstemmelse

med De forenede Nationers Pagt, i deres internationale forhold at afholde sig

fra trussel om eller anvendelse af magt mod en anden Stats suverænitet,

territoriale ukrænkelighed eller politiske uafhængighed eller på en hvilken

som helst anden måde, som er uforenelig med De forenede Nationers formål:

er overbevist om nødvendigheden af desuagtet at bekræfte og

udvikle de bestemmelser, der beskytter ofrene i væbnede konflikter, og

supplere forholdsregler, der har til hensigt at styrke deres anvendelse:

udtrykker deres overbevisning om, at intet i denne Protokol eller

i Geneevekonventionerne af 12. august 1949 kan opfattes som berettigelse

eller bemyndigelse til nogen aggressionshandling eller en hvilken som helst

Læs alt

anden brug af magt i strid med De forenede Nationers Pagt:

bekræfter desuden, at bestemmelsen i Geneevekonventionerne af 12.

august 1949 og denne Protokol fuldt ud må overholdes under alle

omstændigheder over for alle personer, som er beskyttet af disse traktater,

uden nogen forskel begrundet i den væbnede konflikts karakter eller

oprindelse eller af grunde, som Parterne i en konflikt går ind for eller

tilskrives;

har aftalt følgende:

DEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Almindelige grundsætninger og anvendelsesområde

1. De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til

under alle forhold at overholde og at drage omsorg for overholdelsen af denne

Protokol.

2. I tilfælde, som ikke falder ind under denne

Protokol eller andre internationale aftaler, skal civile og kombattanter

fortsat være underkastet den beskyttelse og autoritet, som følger af

folkerettens grundsætninger i overensstemmelse med almindeligt anerkendte

sædvaneregler, principperne om medmenneskelighed og den offentlige

samvittigheds bud.

3. Denne Protokol der supplerer Geneevekonventionerne

af 12. august 1949 om beskyttelse af krigens ofre, skal finde anvendelse i de

situationer, som er beskrevet i den fælles artikel 2 i disse konventioner.

4. De situationer, hvortil der henvises i de

forudgående stykker, omfatter væbnede konflikter, hvorunder folk kæmper mod

koloniherredømme og fremmedbesættelse og imod racistiske regimer i udøvelsen

af deres ret til selvbestemmelse, således som den er nedfældet i De forenede

Nationers Pagt og i Deklarationen om folkeretlige principper vedrørende

venskabelige forbindelser og samarbejde mellem Stater i overensstemmelse med

De forenede Nationers Pagt.

Artikel 2

Definitioner

I denne Protokol betyder:

a) »Første Konvention«, »Anden Konvention«,

»Tredje Konvention« og »Fjerde Konvention« henholdsvis:

Geneevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges

vilkår i de væbnede styrker i felten: Genevekonventionen af 12. august 1949

til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker

på søen: Geneevekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger:

Geneevekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i

krigstid. »Konventionerne«: de fire Geneevekonventioner af 12.

august 1949 om beskyttelse af krigens ofre.

b) »Folkeretlige regler anvendelige under væbnede konflikter«:

de regler, der anvendes under væbnede konflikter, og som er indeholdt i

internationale aftaler, som Parterne i en væbnet konflikt har tilsluttet sig

og almindeligt anerkendte principper og folkeretlige regler, som finder

anvendelse under en væbnet konflikt.

c) »Beskyttelsesmagt«: en neutral eller anden Stat, der ikke

deltager i konflikten, som er blevet udpeget af en af Parterne i en konflikt

samt anerkendt af Modparten, og som har påtaget sig at udøve de funktioner,

som ifølge Konventionerne og denne Protokol påhviler en Beskyttelsesmagt.

d) »Stedfortræder«: en organisation, som træder i stedet for

Beskyttelsesmagten i overensstemmelse med artikel 5.

Artikel 3

Påbegyndelse og ophør af reglernes anvendelse

Uden præjudice for bestemmelser, som har gyldighed til enhver tid:

a) skal Konventionerne og denne Protokol finde anvendelse fra begyndelsen

af en hvilken som helst situtation, hvortil der er henvist i artikel I i

denne Protokol.

b) skal anvendelsen af Konventionerne og af denne Protokol på de

stridende Parters territorium ophøre ved den almindelige instilling af

krigshandlinger og, for så vidt angår besatte områder, ved besættelsens

ophør: herfra undtages dog i begge tilfælde de personer hvis endelige

frigivelse, hjemsendelse eller tilbagevenden finder sted efterfølgende. Disse

personer skal fortsat nyde godt af de relevante bestemmelser i Konventionerne

og denne Protokol indtil deres endelige frigivelse, hjemsendelse eller

tilbagevenden.

Artikel 4

De stridende Parters retlige status

De stridende Parters retlige status berøres ikke ved anvendelsen af

Konventionerne og af denne Protokol eller ved indgåelse af de deri

foreskrevne overenskomster. Hverken besættelsen af et territorium eller

anvendelsen af Konventionerne og denne Protokol skal påvirke det pågældende

territoriums retlige status.

Artikel 5

Udpegelse af Beskyttelsesmagter og af disses stedfortrædere

1. Det påhviler de stridende Parter ved påbegyndelsen

af en konflikt at sitre overvågelsen og gennemførelsen af Konventionerne og

af denne Protokol ved anvendelse af beskyttelsesmagtsystemet, herunder blandt

andet udpegelsen af og anerkendelsen af disse magter i overensstemmelse med

de efterfølgende stykker. Beskyttelsesmagterne skal være forpligtiget til at

sikre de stridende Parters interesser.

2. Ved påbegyndelsen af en situation, hvortil der er

henvist i artikel 1, skal hver Part i konflikten ufortøvet udpege en

Beskyttelsesmagt med henblik på at bringe Konventionerne og denne Protokol i

anvendelse, og ligeledes ufortøvet og i samme øjemed tillade, at en

Beskyttelsesmagt, som den har godkendt i denne egenskab efter udpegelse af

Modparten, udøver sin virksomhed.

3. Hvis en Beskyttelsesmagt ikke er blevet udpeget

eller godkendt ved begyndelsen af en situation, hvortil der er henvist i

artikel 1, skal Den internationale Røde Kors-Komitee uden præjudice for en

hvilken som helst anden upartisk, humanitær organisations ret til at gøre det

samme, tilbyde at bistå de stridende Parter med henblik på ufortøvet at

udpege en Beskyttelsesmagt som de stridende Parter kan anerkende. Med henblik

herpå tan Komiteen blandt andet anmode hver part om at forsyne den med en

liste på mindst fem Stater, som denne part for sit vedkommende kan godkende

som Beskyttelsesmagt på sine vegne over for modparten, samt anmode enhver af

de øvrige stridende Parter om at udfærdige en liste på mindst fem Stater, som

den kan godkende som den første Parts Beskyttelsesmagt; disse lister skal

tilstilles Komiteen inden to uger efter, at en anmodning herom er modtaget.

Kommiteen skal sammeholde dem og indhente samtykke hos de Stater, hvis navne

er angivet på begge lister.

4. Hvis der, uanset det i foregående stykke anførte,

ikke er udpeget nogen Beskyttelsesmagt, skal Parterne i en konflikt ufortøvet

acceptere et tilbud om funktion som Stedfortræder, som efter behørige

konsultationer med vedkommende Parter og under hensyn til resultatet af disse

konsultationer, måtte blive fremsat af Den internationale Røde Kors-Komitee

eller en hvilken som helst anden organisation, som kan tilbyde alle garantier

for upartiskhed og effektivitet. En sådan Stedfortræders funktion forudsætter

de stridende Parters samtykke: de stridende parter skal gøre deres yderste

for at lette Stedfortræderens virksomhed under udøvelse af dens opgaver i

henhold til Konventionerne og denne Protokol.

5. I overensstemmelse med artikel 4 skal udpegelsen og

godkendelsen af Beskyttelsesmagter med henblik på Konventionernes og denne

Protokols anvendelse ikke påvirke den retlige status for de stridende Parter

eller for noget territorium, herunder - besat område.

6. Opretholdelse af diplomatiske forbindelser mellem

de stridende Parter eller overdragelsen af en Parts og dennes statsborgeres

interesser til en tredjestat i overensstemmelse med folkerettens regler om

diplomatiske forbindelser er ikke til hinder for udpegelsen af

Beskyttelsesmagter med henblik på Konventionernes og denne Protokols

anvendelse.

7. I de tilfælde, hvor der herefter i denne Protokol

nævnes en Beskyttelsesmagt, indbefatter dette udtryk også en Stedfortræder.

Artikel 6

Kvalificerede Personer

1. De Høje Kontraherende Parter skal, også i fredstid,

bestræbe sig på i samarbejde med de nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde

Løve og Sol)-selskaber at uddanne kvalificeret personel for at lette

anvendelsen af Konventionerne og af denne Protokol og i særdeleshed

Beskyttelsesmagternes arbejde.

2. Udpegelsen og uddannelsen af sådant personel er et

internt anliggende.

3. Fortegnelser over sådanne uddannede personer, som

De Høje Kontraherende Parter måtte have udfærdiget og tilsendt Den

internationale Røde Kors-Komitee, skal være til rådighed For De Høje

Kontraherende Parter.

4. Vilkårerne for beskæftigelsen af sådant personel

uden for nationalt territorium skal i hvert enkelt tilfælde afgøres ved

særlig aftale mellem de berørte Parter.

Artikel 7

Møder

Efter anmodning fra en eller flere af de Høje Kontraherende Parter og

efter godkendelse af et flertal heraf skal denne Protokols depositar indkalde

til et møde mellem de Høje Kontraherende Parter med henblik på overvejelse af

generelle problemer vedrørende anvendelsen af Konventionerne og af denne

Protokol.

DEL II

Sårede, syge og skibbrudne

AFSNIT 1

Almindelig beskyttelse

Artikel 8

Terminologi

1. I denne Protokol betyder:

a) »sårede« og »syge«: personer, hvadenten de er

militære eller civile, som på grund af traume, sygdom eller anden fysisk

eller psykisk forstyrrelse eller handicap har behov for lægehjælp eller

behandling, og som afstår fra fjendtlige handlinger. Disse udtryk dækker også

barselspatienter, nyfødte og andre personer, som måtte have behov for

øjeblikkelig lægehjælp eller behandling, såsom svagelige eller gravide

kvinder, og som afstår fra fjendtlige handlinger;

b) »skibbrudne«: personer, hvadenten de er militære eller

civile, som er i nød på havet eller i andre farvande på grund af en ulykke,

som rammer dem eller det skib eller det fly, som de har været ombord i, og

som afstår fra fjendtlige handlinger. Disse personer skal, forudsat de stadig

afholder sig fra fjendtlige handlinger, fortsat betragtes som skibbrudne

under deres redning indtil de opnår en anden status ifølge Konventionerne

eller denne Protokol;

c) »sanitetspersonel«: personer, som af en part i en konflikt

er udpeget til udelukkende at udøve de sanitære opgaver, som er nævnt i punkt

e) eller at forvalte sanitetsenheder eller gennemføre eller forvalte

sanitetstransporter. Sådan udpegning kan være af enten varig eller

midlertidig karakter. Udtrykket dækker også:

i) sanitetspersonel tilhørende en af konfliktens parter, hvadenten det er

militært eller civilt, herunder sådant som er beskrevet i Første og Anden

Konvention, og personel som er tildelt opgaver i civilforsvarsorganisationer:

ii) sanitetspersonel i nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og

Sol) -selskaber og andre nationale frivillige hjælpeorganisationer behørigt

anerkendt og bemyndiget af en Part i konflikten,;

iii) sanitetspersoner i sanitetsenheder eller sanitetstransporter

beskrevet i artikel 9, stykke 2;

d) »religiøst personel«: militær- eller civilpersoner, så som

præster, som udelukkende udøver præstegerning og som er tilknyttet

i) en af de stridende Parters væbnede enheder;

ii) en af de stridende Parters sanitetsenheder eller -transporter;

iii) sanitetsenheder eller -transporter, som er beskrevet i artikel 9,

stykke 2; eller

iv) en af de stridende Parters civilforsvarsorganisationer.

Religiøst personels tilknytning kan være enten varig eller midlertidig og

vedkommende bestemmelser i punkt k) finder anvendelse på sådant personel;

e) »sanitetsenheder«: anlæg og andre enheder, hvadenten de er

militære eller civile- organiseret til medikale formål, det vil sige med

henblik på eftersøgning, opsamling, transport, diagnose eller behandling -

herunder førstehjælp - af sårede, syge og skibbrudne eller med henblik på

sygdomsforebyggelse. Udtrykket indbefatter for eksempel hospitaler og andre

lignende enheder, blodtransfusionscentre, forebyggende medicinske centre og

installationer, sanitetsdepoter og sanitets- og farmaceutiske lagre for

sådanne enheder. Sanitetsenheder kan være enten stationære eller mobile,

permanente eller midlertidige:

f) »sanitetstransport«: befordring til lands, til vands eller

ad luftvejen af sårede, syge, skibbrudne, sanitetspersonel, religiøst

personel, sanitetsudstyr eller sanitetsforsyninger beskyttet af

Konventionerne og af denne Protokol;

g) »sanitetstransporter«: en hvilken som helst form for

transportsmiddel, hvadenten det er militært eller civilt, permanent eller

midlertidigt og som udelukkende er anvist til sanitetstransport og under

kontrol af kompetent myndighed tilhørende en af de stridende Parter:

h) »sanitetskøretøjer«: en hvilken som helst sanitetstransport

til lands:

i) »sanitetsskibe og -fartøjer«: en hvilken som helst

sanitetstransport til vands:

j) »sanitetsluftfartøj«: en hvilken som helst sanitetstransport

ad luftvejen,;

k) »permanent sanitetspersonel«, »permanente

sanitetsenheder« og »permanente sanitetstransporter«: sådanne

som udelukkende er anvist til sanitetsopgaver for et ikke nærmere fastsat

tidsrum. »Midlertidigt sanitetspersonel«, »midlertidige

sanitetsenheder« og »midlertidige sanitetstransporter« betyder

sådanne som udelukkende er tildelt sanitetsopgaver i begrænsede perioder

inden for et samlet tidsrum. Medmindre, andet er anført, omfatter udtrykket

»sanitetspersonel«, »sanitetsenheder« og

»sanitetstransport« både permanente og midlertidige kategorier;

l) »kendemærke«: Røde Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og

Sol på en hvid baggrund, når det benyttes som beskyttelse af sanitetsenheder

og -transporter eller sanitets- og religiøst personel, udstyr eller

forsyninger:

m) »kendesignal«: et hvilket som helst signal eller tegn anført

i denne Protokols annex 1, kapitel III, og som udelukkende anvendes til

identifikation af sanitetsenheder eller -transporter.

Artikel 9

Anvendelsesområde

1. Dette afsnits bestemmelser, der har til formål at

forbedre vilkårene for de sårede, syge og skibbrudne, skal finde anvendelse

på alle, der berøres af en situation, hvortil der henvises i artikel 1, uden

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller

tro, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,

formueomstændigheder, fødsel eller anden stilling eller noget som helst andet

lignende kriterium.

2. Vedkommende regler i Første Konventions artikel 27

og 32 skal finde anvendelse på permanente sanitetsenheder og -transporter

(bortset fra hospitalsskibe, hvor Anden Konventions artikel 25 finder

anvendelse) og deres personel, som er stillet til rådighed for en stridende

Part med henblik på at udføre humanitære opgaver.

a) af en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten;

b) af en af en sådan Stat anerkendt og bemyndiget hjælpeorganisation;

c) af en uvildig international humanitær organisation.

Artikel 10

Beskyttelse og Pleje

1. Uanset til hvilken Part de hører, skal alle sårede,

syge og skibbrudne respekteres og beskyttes.

2. De skal under alle forhold behandles humant og skal

i størst muligt omfang og med mindst mulig forsinkelse modtage den lægelige

pleje og behandling, som deres tilstand kræver. De må ikke være genstand for

nogen forskelsbehandling undtagen af lægelige grunde.

Artikel 11

Beskyttelse af Personer

1. Den fysiske eller psykiske sundhedstilstand og

integritet hos personer, som er i Modpartens magt eller som er internerede,

tilbageholdt eller på anden måde berøvet deres frihed som følge af en

situation, hvortil der er henvist i artikel 1, skal ikke udsættes for fare

ved nogen uberettiget handling eller undladelse. Det er derfor forbudt at

underkaste personer, som er nævnt i denne artikel, en lægelig behandling, som

ikke er begrundet i vedkommende persons helbredstilstand, og som ikke er i

overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægelige standarder, der ville

blive lagt til grund i lignende tilfælde over for personer, som er

statsborgere hos den Part, som gennemfører behandlingen, og som på ingen måde

er berøvet deres frihed.

2. Det skal i særdeleshed, selv med de pågældende

personers samtykke, være forbudt at foretage følgende;

a) fysisk lemlæstelse:

b) medicinske eller videnskabelige forsøg;

c) fjernelse af væv eller organer med henblik på transplantation,

undtagen når disse handlinger er berettiget i overensstemmelse med de

betingelser, der er anført i stykke 1.

3. Undtagelser fra forbudet i stykke 2c) kan kun gøres

i tilfælde af donorydelse af blod til tranfusion eller ar hud til

transplantation under forudsætning af, at det gives frivilligt og uden nogen

tvangsforanstaltninger eller tilskyndelse, og da kun for helbredende formål

og på betingelser, som er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte

lægelige standarder og kontrolforanstaltninger udarbejdet til gavn for både

donor og modtager.

4. Enhver forsætlig handling eller undladelse, som

bringer den fysiske eller psykiske sundhedstilstand eller integritet i

alvorlig fare hos en hvilken som helst person, der er i varetægt hos en Part,

hvortil han ikke er knyttet, og som enten krænker forbudene i stykke 1 og 2,

eller som ikke er i overensstemmelse med kravene i stykke 3, skal betragtes

som en grov overtrædelse af denne Protokol.

5. De personer, der er omhandlet i stykke 1, har ret

til at afslå et hvilket som helst kirurgisk indgreb. Hvor der foreligger et

afslag, skal sanitetspersonale bestræbe sig på at indhente en skriftlig

erklæring herom, underskrevet eller godkendt af partienten.

6. Enhver stridende Part skal fore en

medicinaloptegnelse over hver enkelt donorydelse af blod til transfusion

eller af hud til transplantation fra sådanne personer, som er nævnt i stykke

1, hvis ydelsen er givet under denne Parts ansvar. Enhver Part i en konflikt

skal herudover bestræbt sig på at føre optegnelse over alle lægelige

forholdsregler, som er taget over for en hvilken som helst person, der er

interneret, tilbageholdt eller på anden måde berøvet sin frihed som følge af

en situation, hvortil der er henvist i artikel 1- Disse optegnelser skal til

enhver tid foreligge tilgængelige for inspektion af Beskyttelsesmagten.

Artikel 12.

Beskyttelse af sanitetsenheder

1. Sanitetsenheder skal til enhver tid respekteres og

beskyttes og må ikke gøres til genstand for angreb.

2. Stykke 1 skal finde anvendelse på civile

sanitetsenheder, forudsat at de:

a) hører til en af Parterne i en konflikt:

b) er anerkendt og bemyndiget af en af de stridende Parters kompetente

myndigheder; eller

c) er bemyndiget i overensstemmelse med artikel 9, stykke 2 i denne

Protokol eller artikel 27 i Første Konvention.

3. De stridende Parter opfordres til at give hinanden

underretning om deres stationære sanitetsenheders beliggenhed. Undladelse af

at foretage en sådan underretning fritager ikke nogen af Parterne for

forpligtelsen til at handle i overensstemmelse med forskrifterne i stykke 1.

4. Sanitetsenheder må under ingen omstændigheder

benyttes i et forsøg på at værne militære mål mod angreb. Når som helst det

er muligt, skal Parterne i en konflikt sikre, at sanitetsenheder er placeret

således, at angreb imod militære mål ikke bringer deres sikkerhed i fare.

Artikel 13

Ophør af beskyttelse af civile sanitetsenheder

1. Den beskyttelse, der tilkommer civile

sanitetsenheder, ophører ikke, medmindre de, udover deres humanitære opgaver,

anvendes til at begå handlinger, der er til skade for fjenden. Beskyttelsen

kan dog først bortfalde, såfremt er en advarsel, der så vidt muligt skal

fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.

2. Følgende anses ikke som handlinger, der er til

skade for fjende:

a) at en enheds personel bærer lette individuelle våben til forsvar for

sig selv eller de sårede og syge, som er i deres varetægt:

b) at enheden er beskyttet af en vagt, vagtposter eller af en eskorte;

c) at der i enhederne findes håndvåben og ammunition, som er frataget de

sårede og syge, og som endnu ikke er overgivet til rette tjenestegren:

d) at medlemmer af de væbnede styrker eller andre kombattanter befinder

sig i enheden af lægelige grunde.

Artikel 14

Begrænsninger i rekvisitionen af civile sanitetsenheder

1. Besættelsesmagten har pligt til at sikre, at de

lægelige behov hos den civile befolkning i besat område fortsat bliver

tilgodeset.

2. Besættelsesmagten må derfor ikke rekvirere civile

sanitetsenheder, disses udstyr, deres materiel eller personalets

tjenesteydelser, så længe disse ressourcer er nødvendige for at yde den

civile befolkning tilstrækkelig lægelig bistand og for den fortsatte lægelige

pleje af enhver såret og syg, som allerede er under behandling.

3. Under forudsætning af, at den almindelige regel i

stykke 2 fortsat overholdes, kan Besættelsesmagten rekvirere de nævnte

ressorucer under følgende særlige betingelser:

a) at ressourserne er nødvendige for den tilstrækkelige og omgående

lægelige behandling af sårede og syge medlemmer af Besættelsesmagtens væbnede

styrker eller af krigsfanger:

b) at rekvisitionen kun opretholdes, sålænge et sådant behov består; og

c) at der omgående træffes forholdsregler til at sikre, at de lægelige

behov hos civilbefolkningen såvel som hos enhver såret og syg, der er under

behandling, og som berøres af rekvisitionen, fortsat bliver tilgodeset.

Artikel 15

Beskyttelse af civilt sanitets Personel og religiøst Personel

1. Civilt sanitetspersonel skal respekteres og

beskytte,.

2. Hvor den civile sanitetstjeneste i et område er

blevet afbrudt på grund af kamphandlinger, skal civilt sanitetspersonel, om

nødvendigt, modtage al tilgængelig bistand.

3. Besættelsesmagten skal yde civilt sanitetspersonel

i besatte områder enhver bistand for at sætte det i stand til efter bedste

evne at udøve sine humanitære opgaver. Besættelsesmagten må ikke kræve, at

sådant personel i udøvelsen af disse opgaver giver fortrinsret for nogen

person undtagen af lægelige grunde. Det må ikke tvinges til at udføre sådanne

opgaver, som ikke er forenelige med dets humanitære hverv.

4. Civilt sanitetspersonel skal have adgang til

ethvert område, hvor dets tjeneste er af væsentlig betydning, under

iagttagelse af sådanne overvågnings- og sikkerhedsforanstaltninger, som

vedkommende Part i en konflikt anser for nødvendige.

5. Civilt religiøst personel skal respekteres og

beskyttes, Konventionernes og denne Protokols bestemmelser vedrørende

beskyttelse og identifikation af sanitetspersonel skal ligeledes finde

anvendelse på sådanne personer.

Artikel 16

Almindelig beskyttelse af Personer med sanitetsopgaver

1. Ingen skal under nogen omstændighed kunne straffes

for at udføre sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig etik, uanset

hvilken person, der har fordel deraf.

2. Personer, som udfører sanitetsopgaver skal ikke

kunne tvinges til at foretage handlinger eller udføre arbejde, som strider

mod den lægelige etiks regler eller andre lægelige regler, som er givet til

beskyttelse af de sårede og syge, eller mod bestemmelserne i Konventionerne

eller denne Protokol, eller til at afstå fra at foretage handlinger eller

udføre arbejde, som disse regler eller bestemmelser kræver.

3. Ingen, som udforer sanitetsopgaver, skal til nogen

tilhørende enten modparten eller egen Part, når undtages at dette kræves af

sidstnævntes lovgivning, kunne tvinges til at til at give oplysninger

vedrørende de sårede og syge, som er eller har været under vedkommendes pleje

såfremt sådanne oplysninger efter vedkommendes opfattelse ville være til

skade for de pågældende patienter eller deres familie. Regler vedrørende

obligatorisk underretning om smitsomme sygdomme skal dog respekteres.

Artikel 17

Civilbefolkningen og hjælpeorganisationers rolle

1. Den civile befolkning skal respektere de sårede i

syge og skibbrudne, også hvis de tilhører modparten, og må ikke begå nogen

voldshandlinger mod dem. Den civile befolkning og hjælpeorganisationer, såsom

nationale Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber skal, også

på deres eget initiativ, og også i indvaderede eller besatte områder, have

ret til at opsamle og pleje de sårede, syge og skibbrudne. Ingen skal lide

overlast, anklages, dømmes eller straffes for sådanne humanitære handlinger.

2. Parterne i konflikten kan opfordre den civile

befolkning og de hjælpeorganisationer, der er henvist til i stykke 1, til at

opsamle og pleje de sårede, syge og skibbrudne og til at søge efter de døde

og rapportere om deres opholdssted; de skal yde både beskyttelse og de

nødvendige faciliteter til dem, der reagerer på denne opfordring. Såfremt

Modparten opnår eller genvinder kontrol over området, skal denne Part også

yde den samme beskyttelse og de nødvendige faciliteter, så længe som der er

behov derfor.

Artikel 18

Identifikation

1. Enhver af de stridende Parter skal bestræbe sig for

at sikre, at sanitets- og religiøst personel og sanitetsenheder og

-transporter er let kendelige.

2. Enhver af de stridende parter skal ligeledes

bestræbe sig for at vedtage og gennemføre metoder og fremgangsmåder, der vil

gøre det muligt at genkende sanitetsenheder og -transporter, som benytter

kendemærket og kendesignaler.

3. I besat område og i områder, hvor kamphandlinger

finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, bør civilt sanitetspersonel

og civilt religiøst personel kunne genkendes ved hjælp af kendemærket og et

identitetskort, der angiver deres status.

4. Sanitetsenheder og -transporter skal, med den

kompetente myndighedes indforståelse, mærkes med kendemærket. De skibe og

fartøjer, hvortil der er henvist i denne Protokols artikel 22, skal mærkes i

overensstemmelse med bestemmelserne i anden Konvention.

5. Som foreskrevet i kapitel III i annex 1 til denne

Protokol, kan en Part i en konflikt udover tilladelse til brug af kendemærket

give tilladelse til brug af kendesignaler til at identificere sanitetsenheder

og -transporter. I de særlige tilfælde, der er omhandlet i det kapitel, kan

sanitetstransporter undtagelsesvis gøre brug af kendesignaler uden at benytte

kendemærket.

6. Anvendelsen af bestemmelserne i stykke 1 til 5 i

denne artikel skal være i overensstemmelse med kapitel 1 til III i denne

Protokols annex 1. De signaler, der i kapitel III i annexet er angivet til

udelukkende brug for sanitetsenheder og -transporter må, medmindre andet er

foreskrevet der, ikke benyttes til andre formål end til at identificere

sanitetsenheder og -transporter, som er angivet i det kapitel.

7. Denne artikel giver ikke nogen adgang til en videre

brug af kendemærket i fredstid end den, der er foreskrevet i artikel 44 i

Første Konvention.

8. Konventionernes og denne Protokols bestemmelser om

kontrol med brugen af kendemærket samt om forebyggelse og undertrykkelse af

misbrug heraf skal også finde anvendelse på særlige signaler.

Artikel 19

Neutrale og andre Stater, som ikke er Parter i konflikten

Neutrale og andre Stater, som ikke er parter i konflikten, skal anvende

vedkommende bestemmelser i denne Protokol over for personer, der er beskyttet

af denne Del og som er modtaget eller interneret inden for deres område, samt

ligeledes over for parternes døde, som de måtte finde.

Artikel 20

Forbud mod repressalier

Repressalier imod personer og genstande, der er beskyttet af denne Del, er

forbudt.

AFSNIT II

Sanitetstransporter

Artikel 21

Sanitetskøretøjer

Sanitetskøretøjer skal respekteres og beskyttes på samme måde som mobile

sanitetsenheder i henhold til Konventionerne og denne Protokol.

Artikel 22

Hospitalsskibe og kystredningsfartøjer

1. Bestemmelserne i Konventionerne vedrørende:

a) de i artiklerne 22, 24, 25 og 27 i Anden Konvention omhandlede

fartøjer;

b) deres redningsbåde og mindre fartøjer;

c) deres personel og mandskab, og

d) de ombordværende sårede, syge og skibbrudne

skal også finde anvendelse, når disse fartøjer medbringer civile sårede,

syge og skibe brudne, som ikke hører til nogen af de kategorier, der er nævnt

i artikel 13 i Anden Konvention. Sådanne civile må imidlertid ikke tvinges

til at overgive sig til en Part som de ikke selv tilhører, eller tages til

fange på søen. Hvis de befinder sig i en stridende Parts magt, og de ikke

selv tilhører denne Part, skal de være omfattet af Fjerde Konvention og af

denne Protokol.

2. Den beskyttelse, som Konventionerne giver de

fartøjer, der er beskrevet i artikel 25 i Anden Konvention, skal udstrækkes

til hospitalsskibe som til humanitære formål er stillet til rådighed for en

Part i en konflikt af:

a) en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten, eller

b) en uvildig international humanitær organisation,

i begge tilfælde forudsat, at de krav, som er opstillet i den nævnte

artikel, efterkommes.

3. Mindre fartøjer, som er beskrevet i artikel 27 i

Anden Konvention, skal beskyttes, selvom den notifikation, der er forudset i

artiklen, ikke er blevet foretaget. Parterne i konflikten opfordres

imidlertid til at informere hinanden om alle oplysninger vedrørende sådanne

fartøjer for at lette deres identifikation og genkendelse.

Artikel 23

Andre sanitetsskibe og -fartøjer

1. Sanitetsskibe og -fartøjer bortset fra dem, hvortil

der er henvist i denne Protokols artikel 22 og i artikel 38 i Anden

Konvention, skal, hvadenten de er på havet eller i andre farvande,

respekteres og beskyttes på samme måde som mobile sanitetsenheder i henhold

til Konventionerne og denne Protokol. Eftersom denne beskyttelse kun kan være

effektiv, hvis de kan identificeres og genkendes som sanitetsskibe og

-fartøjer, bør sådanne fartøjer mærkes med kendemærket, og i det omfang det

er muligt, opfylde bestemmelserne i Anden Konventions artikel 43, andet

stykke.

2. De skibe og fartøjer, der er nævnt i stykke 1, skal

fortsat være undergivet krigens love. Ethvert krigsskib på overfladen, som er

i stand til omgående at håndhæve sin ordre, kan beordre dem til at standse,

beordre dem til at fjerne sig, eller få dem til at følge en bestemt rute, og

de skal efterkomme enhver sådan ordre. Sådanne skibe og fartøjer må ikke på

nogen anden måde afledes fra deres sanitetsopgaver, så længe de er nødvendige

for de sårede, syge og skibbrudne om bord.

3. Den beskyttelse, som er foreskrevet i stykke 1,

skal kun ophøre, når betingelserne i artikel 34 og 35 i Anden Konvention er

opfyldt. En klar nægtelse af at adlyde en ordre givet i overensstemmelse med

stykke 2, skal betragtes som en handling til skade for fjenden i henhold til

artikel 34 i Anden Konvention.

4. En Part i en konflikt bør så tidligt som mulig

forud for en sejlads underrette Modparten om sanitetskibets eller -fartøjets

navn, type, forventet afsejlingstidspunkt, rute og anslået fart, i

særdeleshed, hvor det drejer sig om skibe over 2000 bruttoregistertons, og

kan give alle andre oplysninger, som kan lette identifikation og genkendelse.

Modparten skal bekræfte modtagelsen af sådanne oplysninger.

5. Bestemmelserne i artikel 37 i Anden Konvention

gælder for sanitets- og religiøst personel i sådanne skibe og fartøjer.

6. Bestemmelserne i Anden Konvention skal finde

anvendelse på de sårede, syge og skibbrudne, som tilhører de kategorier, der

er henvist til i artikel 13 i Anden Konvention og i artikel 44 i denne

Protokol, og som måtte være ombord på sådanne sanitetsskibe og fartøjer.

Sårede, syge og skibbrudne civile, som ikke tilhører nogen af de kategorier,

de er nævnt i artikel 13 i Anden Konvention, skal ikke på havet tvinges til

overgivelse til en Part, som de ikke tilhører eller til fjernelse fra sådanne

skibe eller fartøjer; hvis de er i en stridende Parts magt, og de ikke selv

tilhører denne Part, skal de beskyttes af Fjerde Konvention og af denne

Protokol.

Artikel 24

Beskyttelse af sanitetsluftfartøjer

Sanitetsluftfartøjer skal respekteres og beskyttes i henhold til

bestemmelserne i dette kapitel.

Artikel 25

Sanitetsluftfartøjer i områder, som ikke kontrolleres af Modparten

I og over landområder, som fysisk kontrolleres af venligtsindede styrker

eller i områder på eller over havet, som ikke fysisk kontrolleres af en

Modpart, skal en Parts respekt for og beskyttelse af sanitetsluftfartøjer

ikke være afhængig af nogen aftale med Modparten. Af sikkerhedsgrunde kan

imidlertid en Part i en konflikt, hvis sanitetsluftfartøjer opererer i disse

områder, underrette Modparten herom i overensstemmelse med artikel 29,

navnlig når sådanne luftfartøjer foretager flyvninger, der bringer dem inden

for rækkevidde af Modpartens overflade-til-luft våbensystemer.

Artikel 26

Sanitetsluftfartøjer i kontakt- eller lignende zoner

1. I og over de områder af en kontaktzone, som er

fysisk kontrolleret af venligtsindede styrker og i og over sådanne områder,

hvorover fysisk kontrol endnu ikke er klart fastslået, kan beskyttelse af

sanitetsluftfartøjer kun være fuldt ud effektiv gennem en forudgående aftale

mellem de kompetente militære myndigheder hos de stridende parter, således

som det er foreskrevet i artikel 29. Selvom sanitetsluftfartøjer i mangel af

en sådan aftale opererer på eget ansvar, skal de alligevel respekteres, efter

at de er blevet identificeret som sådanne.

2. Kontaktzone' betyder et hvilket som helst

landområde, hvor de fremskudte enheder af modstående styrker har kontakt med

hinanden, navnlig hvor de er udsat for direkte beskydning fra landjorden.

Artikel 27

Sanitetsluftfartøjer i områder, som kontrolleres af en Modpart

1. Sanitetsluftfartøjer tilhørende en Part i en

konflikt skal fortsat ydes beskyttelse, medens de flyver over land eller

vandområder, som fysisk kontrolleres af en Modpart, under forudsætning af, at

der er opnået forudgående aftale om sådanne beflyvninger med de kompetente

myndigheder hos Modparten.

2. Et sanitetsluftfartøj, som uden den i stykke 1

foreskrevne aftale eller ved fravigelse af en sådan aftales vilkår enten på

grund af en navigationsfejl eller som følge af en nødsituation, der påvirker

flyvningens sikkerhed, flyver over et område, der fysiskkontrolleres af en

Modpart, skal træffe enhver forholdsregel med henblik på at identificere sig

samt underrette Modparten om omstændighederne. Så snart et sådant

sanitetsluftfartøj er blevet identificeret af Modparten, skal denne udfolde

alle rimelige bestræbelser med henblik på at beordre landing på landjorden

eller på vandet eller træffe andre foranstaltninger for at sikre sine

interesser, som det er beskrevet i artikel 30, stykke 1, og i begge tilfælde

give luftfartøjet tid til at efterkomme ordren, før det angribes.

Artikel 28

Begrænsninger i brugen af sanitetsluftfartøjer

1. Parterne i en konflikt må ikke benytte deres

sanitetsluftfartøjer i forsøg på at opnå nogen som helst militær fordel over

for en Modpart. Sanitetsluftfartøjers tilstedeværelse må ikke benyttes til

forsøg på at sikre militære mål imod angreb.

2. Sanitetsluftfartøjer må ikke anvendes til at

indsamle eller videresende efterretningsoplysninger og må ikke medbringe

udstyr til sådanne formål. Det er forbudt at befordre personer eller gods,

som ikke omfattes af definitionen i artikel 8, stykke 1 f). Tilstedeværelsen

af ombordværendes personlige effekter eller af udstyr, der udelukkende bruges

til at lette navigationen, kommunikationen eller identifikationen, omfattes

ikke af forbudet.

3. Sanitetsluftfartøjer må ikke medbringe nogen

bevæbning, når undtages håndvåben og ammunition, som er taget fra de sårede,

syge og skibbrudne ombord, og som endnu ikke er overgivet til vedkommende

tjenestegren, samt sådanne lette individuelle våben, som kan være nødvendige

for sanitetspersonalet om bord til forsvar for sig selv og de sårede, syge og

skibbrudne i deres varetægt.

4. Sålænge sanitetsluftfartøjer udfører sådanne

flyvninger, som er nævnt i artikel 26 og 27, må de ikke uden forudgående

aftale med Modparten benyttes til eftersøgning af sårede, syge og skibbrudne.

Artikel 29

Underretning og aftaler vedrørende sanitetsluftfartøjer

1. Underretning ifølge artikel 25, eller anmodninger

om forudgående aftale i henhold til artiklerne 26, 27, 28 (stykke 4) eller

31, skal angive det foreslåede antal sanitetsluftfartøjer, deres flyveplaner

og identifikationsmidler og skal forstås således, at enhver flyvning vil

blive gennemført i overensstemmelse med artikel 28.

2. En Part, som modtager underretning i henhold til

artikel 25, skal straks bekræfte modtagelsen heraf.

3. En Part, som modtager en anmodning om forudgående

aftale i henhold til artiklerne 26, 27, 28 (stykke 4) eller 31, skal så

hurtigt som muligt underrette den anmodede Part om:

a) at anmodningen er imødekommet;

b) at anmodningen er afslået; eller om

c) rimelige alternative forslag til anmodningen. Den kan også foreslå et

forbud mod eller en begrænsning af andre flyvninger i området inden for den

pågældende periode. Såfremt den Part, der fremsatte anmodningen, accepterer

de alternative forslag, skal den give den anden Part underretning om sådan

accept.

4. Parterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger

for at sikre, at underretning kan ske og aftales indgås hurtigt.

5. Parterne skal også træffe de nødvendige

foranstaltninger til hurtigt at videregive indholdet a+ sådanne

underretninger og aftaler til vedkommende militære enheder, og disse skal

informeres om de identifikationsmidler, der vil blive anvendt af de

pågældende sanitetsluftfartøjer.

Artikel 30

Landing og undersøgelse af sanitetsluftfartøjer

1. Sanitetsluftfartøjer, der flyver over områder, som

fysisk kontrolleres af en Modpart eller over områder, hvor fysisk kontrol

endnu ikke er klart etableret, kan beordres til at lande på landjorden eller

om fornødent på vandet med henblik på undersøgelser i overensstemmelse med de

nedenfor anførte bestemmelser. Sanitetsluftfartøjer skal adlyde sådanne

ordrer.

2. Såfremt et luftfartøj lander på jorden eller på

vandet, hvadenten det er beordret dertil eller af andre grunde, må det kun

underkastes undersøgelse med henblik på at fastslå de forhold, der er nævnt i

stykke 3 og 4. Enhver sådan undersøgelse skal iværksættes straks og skal

gennemføres hurtigt. Den Part, der foretager undersøgelsen, må ikke kræve, at

sårede og syge fjernes fra luftfartøjet, medmindre dette er af væsentlig

betydning for undersøgelsen. Den Part, der foretager undersøgelsen, skal

under alle omstændigheder sikre, at de sårede og syges tilstand ikke

forværres ved undersøgelsen eller fjernelsen.

3. Såfremt undersøgelsen godtgør, at luftfartøjet:

a) er et sanitetsluftfartøj i henhold til artikel 8, punkt j);

b) ikke krænker de betingelser, der er foreskrevet i artikel 28; og

c) ikke har fløjet uden eller i strid med en forudgående aftale, hvor en

sådan var nødvendig,

skal luftfartøjet og de ombordværende, som tilhører Modparten eller en

neutral eller anden Stat, som ikke er deltager i konflikten, have tilladelse

til ufortøvet af fortsætte flyvningen.

4. Såfremt undersøgelsen godtgør, at luftfartøjet:

a) ikke er et sanitetsluftfartøj i henhold til artikel 8, punkt f);

b) krænker de betingelser, der er foreskrevet i artikel 28; eller

c) har fløjet uden eller i strid med en forudgående aftale, hvor en sådan

var nødvendig,

kan luftfartøjet beslaglægges. De ombordværende skal behandles i

overensstemmelse med vedkommende bestemmelser i Konventionerne og denne

Protokol. Ethvert beslaglagt luftfartøj, der er blevet udpeget som et

permanent sanitetsluftfartøj, må efterfølgende udelukkende anvendes som

sanitetsluftfartøj.

Artikel 31

Neutrale eller andre Stater, som ikke er parter i konflikten

1. Medmindre forudgående aftale herom foreligger, må

sanitetsluftfartøjer ikke overflyve eller lande på et territorium tilhørende

en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten. Foreligger en

sådan aftale imidlertid, skal der tages hensyn til dem under hele flyvningen,

også så længe et eventuelt ophold på territoriet varer. Uanset dette skal de

adlyde en hvilken som helst ordre til at lande på landjorden eller om

fornødent på vandet.

2. Såfremt et sanitetsluftfartøj, i mangel af en

aftale eller i strid med vilkårene for en aftale, overflyver et territorium

tilhørende en neutral eller anden Stat, som ikke er Part i konflikten, enten

som følge af en navigationsfejl eller på grund af en nødssituation, der

påvirker luftfartøjets sikkerhed, skal det bestræbe sig på at give meddelelse

om flyvningen og identificere sig selv. Så snart et sådant sanitetsluftfartøj

er genkendt, skal den pågældende Stat træffe alle rimelige forholdsregler med

henblik på at give ordre til landing på landjorden eller på vandet, således

som beskrevet i artikel 30, stykke 1, eller træffe andre foranstaltninger med

henblik på varetagelse af dens egne interesser. I begge tilfælde skal nævnte

Stat give luftfartøjet tid til at følge instruktionerne, før der iværksættes

angreb imod det.

3. Såfremt et sanitetsluftfartøj enten efter aftale

eller under de omstændigheder der er nævnt i stykke 2, lander på landjorden

eller på vandet i et territorium tilhørende en neutral eller anden Stat, som

ikke er Part i en konflikt, hvad enten det er beordret hertil eller af andre

årsager, skal det være underkastet inspektion med henblik på at afgøre,

hvorvidt det er et sanitetsluftfartøj. Inspektionen skal påbegyndes straks og

skal gennemføres hurtigt. Den inspicerende Part må ikke forlange, at de

sårede og syge tilhørende den Part, der fører luftfartøjet, skal fjernes fra

dette, medmindre det er af betydning for undersøgelsen. Den inspicerende Part

skal under alle omstændigheder drage omsorg for, at de sårede og syges

tilstand ikke forværres ved inspektionen. Såfremt inspektionen godtgør, at

luftfartøjet er et sanitetsluftfartøj, skal det tilligemed de ombordværende -

undtagen dem, der skal tilbageholdes i henhold til de folkeretlige regler

under væbnede konflikter - have lov at fortsætte flyvningen, og der skal ydes

rimelige faciliteter til dennes fortsættelse. Hvis inspektionen godtgør, at

luftfartøjet ikke er et sanitetsluftfartøj, skal det beslaglægges, og de

ombordværende skal behandles i overensstemmelse med stykke 4.

4. De sårede, syge og skibbrudne, der er gået fra

borde fra et sanitetsluftfartøj med samtykke af de stedlige myndigheder i et

territorium, der tilhører en neutral eller anden Stat, der ikke er Part i

konflikten, skal, medmindre der er tale om midlertidig udstigning, eller

andre aftaler er truffet mellem denne Stat og Parterne i en konflikt, og når

dette kræves i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,

holdes i forvaring af denne Stat på en sådan måde, at de ikke igen kan tage

del i fjendtlighederne. Udgifterne ved hospitalsbehandling og forvaring skal

afholdes af den Stat, hvortil disse personer hører.

5. Neutrale eller andre Stater, som ikke er parter i

konflikten, skal over for alle parter i en konflikt uden forskelsbehandling

anvende alle betingelser og begrænsninger vedrørende sanitetsluftfartøjers

overflyvning af eller landing på deres territorium.

AFSNIT III

Savnede og døde personer

Artikel 32

Almindelige principper

Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i dette afsnit skal De

Høje Kontraherende Parter, Parterne i en konflikt samt de internationale

humanitære organisationer, som er nævnt i Konventionerne og i denne Protokol,

i deres virksomhed hovedsagelig lade sig tilskynde af familiers ret til at få

underretning om deres slægtninges skæbne.

Artikel 33

Savnede personer

1. Enhver Part i en konflikt skal, så snart

omstændighederne tillader det og senest ved ophør af de aktive

fjendtligheder, søge efter de personer, som er blevet meldt savnede af en

Modpart. For at lette eftersøgningen skal Modparten videregive alle relevante

oplysninger, der vedrører sådanne personer.

2. For at lette indsamlingen af oplysninger i

overensstemmelse med foregående stykke, skal enhver Part i en konflikt for så

vidt angår personer, der ikke er berettiget til større hensyntagen ifølge

Konventionerne og denne Protokol:

a) registrere de oplysninger, der er nærmere omtalt i artikel 138 i

Fjerde Konvention vedrørende sådanne personer, som har været tilbageholdt,

fængslet eller på anden måde holdt i fangenskab i mere end to uger som følge

af fjendtligheder eller besættelse, eller som er afgået ved døden under en

hvilken som helst periode af tilbageholdelse,

b) i videst muligt omfang lette og om nødvendigt foretage efterforskning

og indhentelse af oplysninger vedrørende sådanne personer, hvis de er døde

under andre omstændigheder som følge af fjendtligheder eller besættelse.

3. Oplysninger om personer, der er meldt savnede i

henhold til stykke 1 og anmodninger om sådanne oplysninger skal videregives

enten direkte eller gennem Beskyttelsesmagten eller Den internationale Røde

Kors-Komites Centrale Eftersøgningskontor eller nationale Røde Kors (Røde

Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber. Såfremt oplysninger ikke videregives

gennem Den internationale Røde Kors-Komitee og dennes Centrale

Eftersøgningskontor, skal enhver Part i en konflikt drage omsorg for, at

sådanne oplysninger også gives til det Centrale Eftersøgningskontor.

4. Parterne i en konflikt skal søge at opnå enighed om

foranstaltninger, som muliggør eftersøgningsmandskabers søgning efter,

identifikation af og evakuering af døde fra slagmarken, herunder eventuelle

passende foranstaltninger med henblik på sådanne eftersøgningsmandskabers

ledsagelse af personel fra Modparten, medens de udfører disse opgaver i

områder, der kontrolleres af Modparten, Eftersøgningsmandskabernes personel

skal respekteres og beskyttes, sålænge de udelukkende udfører disse pligter.

Artikel 34

Afdødes jordiske rester

1. De jordiske rester af personer, der er afgået ved

døden af grunde, som har forbindelse med besættelse, eller under forvaring

som følge af besættelse eller fjendtligheder, samt de jordiske rester af

personer, der ikke er statsborgere i det land, hvor de er afgået ved døden

som følge af fjendtligheder, skal respekteres, og alle sådanne personers

gravsteder skal respekteres, vedligeholdes og afmærkes som foreskrevet i

artikel 130 i Fjerde Konvention, for så vidt deres jordiske rester eller

gravsteder ikke er berettiget til større hensyntagen ifølge Konventionerne og

denne Protokol.

2. Så snart omstændighederne og forholdene mellem de

stridende parter tillader det, skal De Høje Kontraherende parter, i hvis

territorier der findes grave og eventuelt andre steder med jordiske rester

tilhørende personer, der er døde på grund af fjendtligheder, under besættelse

eller i forvaring, indgå aftaler med henblik på:

a) at lette adgangen til gravstederne for afdødes slægtninge og for

repræsentanter for officielle gravregistreringstjenester samt at regulere de

praktiske forhold for denne adgang,;

b) til stadighed at beskytte og vedligeholde sådanne gravsteder;

c) at lette tilbagesendelse af afdødes jordiske rester og personlige

effekter til hjemlandet på dettes anmodning eller efter anmodning fra de

nærmeste pårørende, medmindre hjemlandet gør indsigelser herimod.

3. I mangel af de i stykke 2 b) eller c) omhandlede

aftaler, og hvis afdødes hjemland ikke er rede til for egen regning at

vedligeholde sådanne gravsteder, kan Den Høje Kontrahrende Part, på hvis

territorium gravstederne findes, tilbyde at lette tilbagesendelsen af afdødes

jordiske rester til hjemlandet. I de tilfælde, hvor et sådant tilbud ikke er

blevet accepteret, kan Den Høje Kontraherende Part efter udløbet af 5 år fra

tilbudets dato og efter behørig underretning af hjemlandet, anvende de

regler, der er indeholdt i dets egne love om kirkegårde og gravsteder.

4. Den Høje Kontraherende Part, i hvis territorium de

i denne artikel nævnte gravsteder er beliggende, skal kun kunne opgrave de

jordiske rester:

a) i henhold til stykke 2 c) og 3, eller

b) såfremt opgravning er nødvendig af altovervejende samfundshensyn,

herunder af medicinske og efterforskningsmæssige grunde, i hvilke tilfælde

Den Høje Kontraherende Part til enhver tid skal respektere de jordiske rester

og underrette hjemlandet om, at man har til hensigt at foretage opgravning

samt om nærmere oplysninger om det forventede sted for genbegravelsen.

DEL III

Metoder og midler i krigsførelse. Kombattant- og krigsfangestatus

AFSNIT I

Metoder og midler i krigsførelse

Artikel 35

Grundlæggende regler

1. I enhver væbnet konflikt er de stridende parters

ret til at vælge metoder og midler i krigsførelsen ikke ubegrænset.

2. Det er forbudt at benytte sådanne våben,

projektiler og materiel til, samt metoder i, krigsførelse, som forårsager

overflødig skade eller unødige lidelser.

3. Det er forbudt at benytte metoder eller midler i

krigsførelse, som tilsigter eller som må forventes at forårsage udbredt,

langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø.

Artikel 36

Nye våben

Ved udforskningen, udviklingen, erhvervelsen eller valget af et nyt våben

og af metoder eller midler i krigsførelse er en Høj Kontraherende Part

forpligtet til at fastslå, hvorvidt dets anvendelse under visse eller alle

omstændigheder er forbudt i henhold til denne Protokol eller af andre

folkeretlige regler, gældende for den Høje Kontraherende Part.

Artikel 37

Forbud mod perfidi (svig)

1. Det er forbudt at dræbe, såre eller tage en

modstander til fange ved brug af perfidi (svig). Handlinger, der søger at

forlede en modstander til at nære tillid til, at han er berettiget til at

modtage, eller forpligtet til at yde, beskyttelse i overensstemmelse med

folkeretlige regler under væbnede konflikter, og som har til formål at svige

denne tillid, skal betragtes som perfidi (svig). Følgende handlinger er

eksempler på perfidi:

a) foregivelse af, at man har til hensigt at forhandle under

parlamentærflag eller at overgive sig;

b) foregivelse af ukampdygtighed på grund af sår eller sygdom;

c) foregivelse af civil- eller ikke-kombattant-status, og

d) foregivelse af at være beskyttet ved brug af tegn, kendemærker eller

uniformer tilhørende De forenede Nationer eller en neutral eller andre

Stater, som ikke er parter i konflikten.

2. Krigslist er ikke forbudt. Krigslist er handlinger,

som har til hensigt at vildlede en modstander eller formå denne til at handle

uforsvarligt, men som ikke krænker nogen bestemmelser i de folkeretlige

regler under væbnede konflikter, og som ikke er svigagtige, fordi de ikke

søger at forlede Modparten til at tro, at han er berettiget til beskyttelse

ifølge disse regler. Følgende er eksempler på sådan list: brugen af sløring

(kamouflage), fælder, skinmanøvrer og vildledende oplysninger.

Artikel 38

Anerkendte kendemærker

1. Det er forbudt at misbruge Røde Kors, Røde Halvmåne

eller Røde Løve og Sol-kendemærket eller andre kendemærker, tegn eller

signaler, som er foreskrevet i Konventionerne eller i denne Protokol. Det er

ligeledes forbudt under en væbnet konflikt bevidst at misbruge andre

internationalt anerkendte beskyttelseskendemærker, tegn eller signaler,

herunder parlamentærflag og beskyttelsesmærket for kulturel ejendom.

2. Det er forbudt at benytte De forenede Nationers

kendemærke, medmindre organisationen har givet bemyndigelse dertil.

Artikel 39

Nationalitetskendemærker

1. Det er forbudt under en væbnet konflikt at benytte

flag eller militære kendemærker, emblemer eller uniformer tilhørende neutrale

eller andre Stater, som ikke er Parter i konflikten.

2. Det er forbudt at benytte flag, militære

kendemærker, emblemer eller uniformer tilhørende en Modpart, under angreb

eller med henblik på at dække over, lette, beskytte, eller vanskeliggøre

militære operationer.

3. Intet i denne artikel eller i artikel 37, stykke 1

d) skal have indflydelse på eksisterende, almindelig anerkendte folkeretlige

regler vedrørende spionage eller vedrørende brugen af flag under væbnet

konflikt på søen.

Artikel 40

Pardon

Det er forbudt at beordre, at der ikke må være overlevende, at true en

Modpart hermed eller at føre krig på dette grundlag.

Artikel 41

Beskyttelse af en fjende, der er hors de combat

1. En person, der er anerkendt som værende hors de

combat eller som efter omstændighederne burde anerkendes som sådan, må ikke

gøres til genstand for angreb.

2. En person er hors de combat, hvis:

a) han er i en Modparts varetægt;

b) han klart giver udtryk for, at han har til hensigt at overgive

sig, eller

c) han er blevet gjort bevidstløs eller på anden måde er ukampdygtig på

grund af sår eller sygdom og derfor er ude af stand til at forsvare sig;

forudsat han i alle disse tilfælde afstår fra enhver fjendtlig handling og

ikke forsøger at flygte.

3. Når personer, der er berettiget til beskyttelse som

krigsfanger, er kommet i en Modparts magt under usædvanlige kampvilkår, som

forhindrer evakuering i henhold til Kap. III, afsnit 1 i Tredie Konvention,

skal de løslades, og alle gennemførlige forholdsregler skal træffes for at

garantere deres sikkerhed.

Artikel 42

Ombordværende i luftfartøjer

1. Ingen, der springer ud med faldskærm fra et

nødstedt luftfartøj, må angribes, medens han befinder sig i luften.

2. En person, der er sprunget ud med faldskærm fra et

nødstedt luftfartøj, skal, når han lander i et område, der kontrolleres af en

Modpart, have mulighed for at overgive sig, før han angribes, medmindre det

er åbenbart, at han tager del i en fjendtlig handling.

3. Luftbårne tropper er ikke beskyttet af denne

artikel.

AFSNIT II

Kombattant- og krigsfangestatus

Artikel 43

Væbnede styrker

1. De væbnede styrker tilhørende en part i en konflikt

består af alle organiserede væbnede styrker, grupper og enheder, som er under

en kommando, der over for denne part er ansvarlig for de underordnedes

handlemåde, også selv om denne part er repræsenteret af en regering eller en

myndighed, der ikke anerkendes af en Modpart. Sådanne væbnede styrker skal

være underkastet et internt diciplinært system, som bl.a. skal håndhæve

overholdelsen af de folkeretlige regler under væbnede konflikter.

2. Medlemmer af en stridende parts væbnede styrker

(undtaget sanitetspersonel og feltpræster, som er omfattet af artikel 33 i

Tredje Konvention) er kombattanter, hvilket vil sige, at de har ret til at

tage direkte del i fjendtlighederne.

3. Når som helst en part i en konflikt optager et

paramilitært eller bevæbnet retshåndhævelsesorgan i sine væbnede styrker,

skal Modparterne i konflikten underrettes herom.

Artikel 44

Kombattanter og krigsfanger

1. Enhver kombattant i henhold til artikel 43, som

tages til fange af en Modpart, skal være krigsfange.

2. Selvom alle kombattanter er forpligtet til at

handle i overensstemmelse med de folkeretlige regler under væbnede

konflikter, skal krænkelser af disse regler ikke fratage en kombattant retten

til at være kombattant eller, hvis han kommer i Modpartens varetægt, retten

til at være krigsfange, når undtages de i stykke 3 og 4 beskrevne tilfælde.

3. For at øge beskyttelsen af civilbefolkningen mod

virkningen af fjendtlige handlinger, skal kombattanter kunne skelnes fra

civilbefolkningen under et angreb eller under en militær operation forud for

et angreb. I erkendelse af at der er tilfælde under væbnede konflikter, hvor

fjendtlighedernes karakter har til følge, at en bevæbnet kombattant ikke

således kan skille sig ud, skal han dog bevare sin status som kombattant,

forudsat at han i sådanne tilfælde bærer sine våben synlig:

a) under hvert enkelt militært engagement og

b) i det tidsrum han er synlig for modparten, medens han er i færd med en

militær deployering forud for iværksættelsen af et angreb, hvori han skal

deltage.

Handlinger, som er i overensstemmelse med betingelserne i dette stykke,

skal ikke betragtes som svigefulde, således som foreskrevet i artikel 37,

stykke 1 (c).

4. En kombattant, som tages til fange af Modparten, og

som ikke opfylder de betingelser, der er angivet i andet punktum i stykke 3,

mister retten til at blive krigsfange, men han skal desuagtet gives en sådan

beskyttelse, som på alle områder svarer til den, der ydes krigsfanger i

henhold til Tredje Konvention og denne protokol. Denne beskyttelse omfatter

også den, der ydes krigsfanger i henhold til Tredje Konvention i det

tilfælde, hvor en sådan person dømmes og straffes for en begået forseelse.

5. Enhver kombattant, som tages til fange af Modparten

på et tidspunkt, hvor han ikke medvirker i et angreb eller i en militær

operation forud for et angreb, skal ikke miste retten til at være kombattant

og krigsfange på grund af tidligere handlinger.

6. Denne artikel præjudicerer ikke retten for nogen

person til at opnå status som krigsfange i overensstemmelse med artikel 4 i

Tredje Konvention.

7. Denne artikel har ikke til formål at ændre den af

staterne almindeligt accepterede praksis for brug af uniformer for

kombattanter, der er tilknyttet en stridende Parts regulære, uniformerede

væbnede enheder.

8. Udover de kategorier af personer, der er nævnt i

artikel 13 i Første og Anden Konvention, skal alle medlemmer af de væbnede

styrker tilhørende en stridende Part således som beskrevet i denne Protokols

artikel 43, være berettiget til beskyttelse i henhold til disse Konventioner,

hvis de er sårede eller syge eller i henhold til Anden Konvention, hvis de er

skibbrudne på havet eller i andre farvande.

Artikel 45

Beskyttelse af personer, som har taget del i fjendtligheder

1. Den, der tager del i fjendtligheder, og som bliver

taget til fange af Modparten, skal formodes at være krigsfange og skal derfor

beskyttes af Tredje Konvention, hvis han påberåber sig krigsfangestatus,

eller hvis han synes berettiget til sådan status, eller hvis den part,

hvortil han hører, påberåber sig en sådan status på hans vegne ved at

underrette Tilbageholdelsesmagten eller Beskyttelsesmagten herom. Skulle der

opstå tvivl om, hvorvidt en sådan person er berettiget til krigsfangestatus,

skal han bevare denne status og derfor være beskyttet af Tredje Konvention og

denne protokol indtil det tidspunkt, hvor hans status er blevet bestemt af en

kompetent domstol.

2. Hvis den, der er taget til fange af Modparten, ikke

betragtes som krigsfange og derfor af denne part vil blive anklaget for en

forseelse i forbindelse med fjendtlighederne, skal han have ret til at

forfægte sin krigsfangestatus over for en domstol og til at få dette

spørgsmål afgjort. Når det er muligt ifølge den anvendelige procedure, skal

en sådan afgørelse finde sted forud for retsbehandlingen af forseelsen.

Repræsentanter for Beskyttelsesmagten skal være berettiget til at overvære

retshandlingen, hvorunder dette spørgsmål afgøres, medmindre retshandlingen

undtagelsesvis holdes for lukkede døre af hensyn til Statens sikkerhed. I så

fald skal Tilbageholdelsesmagten underrette Beskyttelsesmagten herom.

3. Enhver, som har taget del i fjendtligheder, og som

ikke er berettiget til krigsfangestatus, eller ikke nyder godt af en mere

favorabel behandling i henhold til Fjerde Konvention, skal til enhver tid

være berettiget til beskyttelse henhold til artikel 75 i denne Protokol. I

besat område skal en sådan person, medmindre han tilbageholdes som spion og

uanset reglerne i artikel 5 i Fjerde Konvention, også være berettiget til at

sætte sig i forbindelse med omverdenen i henhold til nævnte Konvention.

Artikel 46

Spioner

1. Uanset andre bestemmelser i Konventionerne eller i

denne protokol skal et medlem af de væbnede styrker tilhørende en stridende

part ikke have ret til krigsfangestatus og vil kunne behandles som spion,

hvis han bliver taget til fange af Modparten under udførelse af spionage.

2. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en

stridende Part, som på denne Parts vegne og på et territorium, der

kontrolleres af Modparten, indsamler eller søger, at indsamle oplysninger,

skal ikke betragtes som spion, hvis han under sådan virksomhed bærer sine

væbnede styrkers uniform.

3. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en

stridende Part og som er bosiddende i et af en Modpart besat territorium, og

hvis han på vegne af den Part, han tilhører, indsamler eller forsøger at

indsamle oplysninger af militær betydning inden for dette territorium, skal

ikke betragtes som udøvende spionage, medmindre han foretager sådan handling

under falske påskud eller forsætlig i dølgsmål. Yderligere skal han ikke

miste retten til krigsfangestatus og må ikke behandles som spion, medmindre

han tages til fange under udøvelse af spionage.

4. Et medlem af de væbnede styrker tilhørende en

stridende Part og som ikke er bosiddende i et af en Modpart besat

territorium, skal hvis han har udøvet spionage i dette territorium, ikke

miste retten til krigsfangestatus og må ikke behandles som spion, medmindre

han tages til fange, før han atter er stødt til de væbnede styrker, hvortil

han hører.

Artikel 47

Lejesoldater

1. En lejesoldat er ikke berettiget til status som

kombattant eller krigsfange.

2. En lejesoldat er enhver person, der

a) lokalt eller i udlandet er specielt hvervet med henblik på at deltage

i kamphandlinger under en væbnet konflikt;

b) rent faktisk tager direkte del i kamphandlingerne;

c) er motiveret til at deltage i kamphandlingerne i alt væsentligt ud fra

ønsket om at opnå personlig vinding, og som af eller på vegne af en stridende

Part rent faktisk har fået tilsagn om et betydelig vederlag, der væsentligt

overstiger det, der udloves eller betales til kombattanter med tilsvarende

rang og funktion i den pågældende parts væbnede styrker;

d) hverken er statsborger hos en stridende Part eller bosiddende i et

territorium, der kontrolleres af en stridende Part;

e) ikke er medlem af en stridende parts væbnede styrker, og

f) ikke er blevet udsendt af en Stat, der ikke deltager i konflikten, til

tjenstlige opgaver som medlem af dennes væbnede styrker.

DEL IV

Civilbefolkningen

AFSNIT I

Almindelig beskyttelse imod følgerne af

fjendtligheder

KAPITEL I

Grundlæggende regel og anvendelses område

Artikel 48

Grundlæggende regel

For at sikre respekten for og beskyttelsen af civilbefolkningen og civile

genstande, skal de stridende parter til enhver tid skelne mellem

civilbefolkningen og kombattanter og mellem civile genstande og militære mål

og skal i overensstemmelse hermed alene rette deres operationer mod militære

mål.

Artikel 49

Definition af angreb og anvendelsesområde

1. Angreb' betyder en voldelig handling rettet mod

modstanderen, hvadenten den er offensiv eller defensiv.

2. Bestemmelserne i denne protokol vedrørende angreb

finder anvendelse på alle angreb uanset i hvilket territorium, de

gennemføres, herunder det til en stridende Part hørende nationale

territorium, som er under en Modparts kontrol.

3. Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på

enhver krigsførelse til lands, til vands eller i luften, der kan have

indvirkning på civilbefolkningen, individuelle civile eller civile genstande

til lands. De finder endvidere anvendelse på alle angreb fra søen eller fra

luften imod mål på land, men berører ikke iøvrigt de folkeretlige regler

under væbnede konflikter til søs eller i luften.

4. Bestemmelserne i dette afsnit supplerer reglerne

vedrørende humanitær beskyttelse indeholdt i Fjerde Konvention, i særdeleshed

dennes Kapitel II, samt i andre internationale aftaler, der er bindende for

De høje Kontraherende parter, såvel som andre folkeretlige regler vedrørende

beskyttelse af civile og civile genstande til lands, til vands eller i luften

imod følgende af fjendtligheder.

KAPITEL II

Civilpersoner og civilbefolkning

Artikel 50

Definition af civile og civilbefolkningen

1. En civil er enhver person, der ikke tilhører nogen

af de kategorier, som er nævnt i artikel 4 A (l), (2), (3) og (6) i Tredje

Konvention og i artikel 43 i denne protokol. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt

en person er civil, skal denne betragtes som sådan.

2. Civilbefolkningen består af alle personer, som er

civile.

3. Tilstedeværelsen blandt civilbefolkningen af

enkeltpersoner, som ikke omfattes af definitionen af civile, fratager ikke

befolkningen dens civile beskaffenhed.

Artikel 51

Beskyttelse af civilbefolkningen

1. Civilbefolkningen og individuelle civile skal nyde

almindelig beskyttelse imod farer, der opstår som følge af militære

operationer. For at gennemføre denne beskyttelse skal følgende regler, der

supplerer de øvrige gældende folkeretlige regler, overholdes under alle

omstændigheder.

2. Civilbefolkningen som sådan såvel som induviduelle

civile må ikke gøres til genstand for angreb. Det er forbudt at foretage

voldshandlinger eller fremsætte trusler om vold med det primære formål at

sprede rædsel blandt civilbefolkningen.

3. Civile skal nyde den i dette afsnit hjemlede

beskyttelse, medmindre og så længe de tager direkte del i fjendtlighederne.

4. Vilkårlige angreb er forbudt. Vilkårlige angreb er:

a) sådanne som ikke er rettet mod et udtrykkeligt militært mål;

b) sådanne som benytter kampmetoder eller kampmidler, som ikke kan rettes

mod et udtrykkelig militært mål; eller

c) sådanne som benytter kampmetoder og kampmidler, hvis virkninger ikke

kan begrænses således som foreskrevet af denne Protokol;

og følgelig i hvert enkelt tilfælde er af en beskaffenhed, at det

vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile genstande.

5. Følgende former for angreb betragtes blandt andre

som vilkårlige:

a) et bombardement, uanset metoder og midler, der behandler som et enkelt

militært mål et antal klart adskilte og tydelige militære mål beliggende i en

storby, en by, en landsby eller andet område, der indeholder en lignende

koncentration af civile eller civile genstande og

b) et angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af

civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en

kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og

direkte militære fordel.

6. Angreb i form af repressalier mod civilbefolkningen

eller civile er forbudt.

7. Tilstedeværelsen eller flytning af

civilbefolkningen eller individuelle civile må ikke benyttes til at gøre

visse steder eller områder immune over for militære operationer, i

særdeleshed i forsøg på at beskytte militære mål mod angreb eller for at

beskytte, lette eller hindre militære operationer. De stridende parter må

ikke lade civilbefolkningen eller individuelle civile flytte i et forsøg på

at beskytte militære mål mod angreb eller for at beskytte militære

operationer.

8. Enhver krænkelse af disse forbud skal ikke frigøre

de stridende parter fra deres retlige forpligtelser over for

civilbefolkningen og civile, herunder forpligtelsen i medfør af artikel 57

til at træffe sikkerhedsforanstaltninger.

KAPITEL III

Civile genstande

Artikel 52

Almindelig beskyttelse af civile genstande

1. Civile genstande må ikke gøres til genstand for

angreb eller repressalier. Civile genstande er alle genstande der ikke er

militære mål, således som beskrevet i stykke 2.

2. Angreb skal strengt begrænses til militære mål. For

så vidt angår genstande skal militære mål være begrænset til dem, der ifølge

deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag

til en militær aktion og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse,

erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende

omstændigheder udgør en klar militær fordel.

3. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt en genstand, som

normalt er bestemt til civile formål, så som et sted, hvor gudsdyrkelse

foregår, et hus eller anden bolig eller en skole, anvendes med henblik på at

yde et effektivt bidrag til en militær aktion skal der bestå en formodning

for, at det ikke anvendes i sådant øjemed.

Artikel 53

Beskyttelse af kulturelle genstande og af steder, hvor gudsdyrkelse

finder sted

Uden præjudice for bestemmelserne i Haagerkonventionen af 14. maj 1954

vedrørende beskyttelse af kulturel ejendom under væbnet konflikt og andre

relevante internationale aftaler skal det være forbudt:

a) at begå en hvilken som helst fjendtlig handling rettet mod historiske

monumenter, kunstværker eller steder, hvor gudsdyrkelse finder sted, som

udgør folkenes kulturelle eller åndelige arv;

b) at benytte sådanne genstande til støtte for en militær indsats;

c) at gøre sådanne genstande til genstand for repressalier.

Artikel 54

Beskyttelse af genstande, som er uundværlige for civilbefolkningens

overlevelse

1. Udsultning af civile som krigsmetode er forbudt.

2. Det er forbudt at angribe, ødelægge, fjerne eller

ubrugeliggøre genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens

overlevelse så som fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer,

afgrøder, husdyrbestande, drikkevandsinstallationer og -forsyninger samt

overrislingsanlæg, med det bestemte formål at hindre dem i at tjene som

underhold for civilbefolkningen eller Modparten, uanset af hvilken grund, det

være sig med henblik på udsultning af civile, for at tilskynde disse til at

flytte bort eller af en hvilken som helst anden grund.

3. Forbudene i stykke 2 skal ikke finde anvendelse på

de deri omhandlede genstande, som benyttes af Modparten:

a) udelukkende til underhold af medlemmer af dens væbnede styrker; eller

b) hvis ikke til underhold, da til direkte støtte for en militær aktion,

dog forudsat, at der under ingen omstændigheder mod disse genstande må

foretages handlinger som må forventes at efterlade civilbefolkningen med så

utilstrækkelig føde eller vand, at det vil forårsage udsultning eller tvinge

den til at flytte bort.

4. Disse genstande må ikke gøres til genstand for

repressalier.

5. I anerkendelse af de livsvigtige behov hos enhver

stridende Part i forsvaret af dens nationale territorium mod en invasion, kan

der af en Part i en konflikt inden for et sådant territorium under dens egen

kontrol, foretages derogationer (ophævelse) af de forbud som er indeholdt i

stykke 2, når dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed.

Artikel 55

Beskyttelse af det naturlige miljø

1. Der skal under krigsførelse drages omsorg for, at

det naturlige miljø beskyttes mod udbredt, langvarig og alvorlig skade. Denne

beskyttelse omfatter forbud mod brug af krigsmetoder eller krigsmidler i

krigsførelsen, som tilsiger eller som må forventes at forårsage sådan skade

på det naturlige miljø og derved skade befolkningens helbred eller overleven.

2. Angreb på det naturlige miljø som repressalier er

forbudt.

Artikel 56

Beskyttelse af værker og anlæg, der rummer farlige kræfter

1. Værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter, så

som dæmninger, diger og kernekraftværker, må ikke gøres til genstand for

angreb, selv hvor disse genstande er militære mål, såfremt et sådant angreb

kan forårsage frigørelse af farlige kræfter og følgelig alvorlige tab blandt

civilbefolkningen. Andre militære mål, der er placeret ved eller i nærheden

af disse værker eller anlæg må ikke gøres til genstand for angreb, hvis et

sådant angreb kan forårsage frigørelse af farlige kræfter fra værkerne eller

anlæggene og følgelig foråsage alvorlige tab blandt civilbefolkningen.

2. Den særlige beskyttelse mod angreb, som er

foreskrevet i stykke 1 skal ophøre:

a) for så vidt angår dæmninger eller diger udelukkende, hvis de benyttes

til andet end deres normale funktion og til regelmæssig, betydelig og direkte

støtte for militære operationer, og hvis et sådant angreb er den eneste

mulige måde, hvorved sådan støtte kan bringes til ophør;

b) for så vidt angår et kernekraftværk udelukkende, hvis det leverer

elektricitet til regelmæssig, betydelig og direkte støtte for militære

operationer, og hvis et sådant angreb er den eneste mulige måde, hvorved

sådan støtte kan bringes til ophør;

c) for så vidt angår andre militære mål, som er placeret ved eller i

nærheden af disse værker eller anlæg, udelukkende, hvis de benyttes til

regelmæssig, betydelig og direkte støtte for militære operationer, og hvis et

sådant angreb er den eneste mulige måde, hvorved sådan støtte kan bringes til

ophør.

3. I alle tilfælde skal civilbefolkningen og

individuelle civile fortsat være berettiget til enhver beskyttelse, som

tilstås dem i henhold til folkeretten, herunder beskyttelse gennem de

sikkerhedsforanstaltninger, som er foreskrevet i artikel 57. Såfremt

beskyttelsen ophører og et hvilket som helst af de værker, anlæg eller

militære mål, der er nævnt i stykke 1, angribes, skal alle praktiske

sikkerhedsforanstaltninger træffes for at undgå frigørelsen af de farlige

kræfter.

4. Det er forbudt at gøre et hvilket som helst af de

værker, anlæg eller militære mål, der er nævnt i stykke 1 til genstand for

repressalier.

5. De stridende parter skal bestræbe sig på at undgå

at anbringe nogen som helst militære mål i nærheden af værker eller anlæg

nævnt i stykke 1. Dog er installationer som er opført udelukkende med det

formål at forsvare de beskyttede værker eller anlæg mod angreb, tilladelige,

og de skal ikke selv kunne gøres til genstand for angreb, forudsat at de

under fjendtlighederne alene benyttes til forsvarshandlinger, der er

nødvendige for at besvare et angreb mod beskyttede værker eller anlæg, og at

deres bevæbning er begrænset til våben, som alene er i stand til at

tilbagevise en fjendtlig handling rettet mod de beskyttede værker eller

anlæg.

6. De Høje Kontraherende parter og de stridende parter

opfordres indtrængende til indbyrdes at indgå aftaler med henblik på at

tilvejebringe ydeligere beskyttelse af genstande, der rummer farlige kræfter.

7. Med henblik på at lette identifikationen af

genstande, som er beskyttet af denne artikel kan de stridende parter afmærke

disse med et særlig mærke bestående af en gruppe af tre lyse orange cirkler

anbragt på samme akse, således som nærmere beskrevet i artikel 16 i denne

protokols Annex I. En manglende afmærkning fritager på ingen måde nogen

stridende Part for dens forpligtelser ifølge denne artikel.

KAPITEL IV

Sikkerkedsforanstaltninger

Artikel 57

Sikkerkedsforanstaltninger under angreb

1. Ved udførelse af militære operationer skal der

stedse drages omsorg for at skåne civilbefolkningen, civile og civile

genstande.

2. For så vidt angår angreb skal der træffes følgende

sikkerhedsforanstaltninger:

a) de, der planlægger eller træffer beslutning om et angreb skal

(i) gøre, hvad der er muligt for at sikre sig, at de mål, der angribes,

hverken er civilpersoner eller civile genstande og ikke genstand for særlig

beskyttelse, men at de er militære mål som beskrevet i artikel 52, stykke 2,

og at det ikke ifølge denne protokols bestemmelser er forbudt at angribe dem.

(ii) træffe alle gennemførlige forsigtighedsforsanstaltninger i

valget af angrebsmidler og -metoder med henblik på at undgå og under alle

omstændigheder at begrænse til det mindst mulige tilfældige tab blandt

civile, skade på civile og skade på civile genstande.

(iii) afstå fra beslutning om at iværksætte noget angreb, som må

forventes at forårsage tilfældige tab blandt civile, skade på civile, skade

på civile genstande eller en kombination deraf, som ville overstige den

forventede konkrete og direkte militære fordel.

b) et angreb skal annulleres eller afbrydes, hvis det bliver åbenbart, at

målet ikke er militært, eller hvis det er undergivet særlig beskyttelse,

eller hvis angrebet må forventes at forårsage tilfældige tab blandt civile,

eller skade på civile, skade på civile genstande eller en kombination deraf,

som ville overstige den forventede konkrete eller direkte militære fordel.

c) medmindre omstændighederne ikke tillader det, skal der gives effektivt

forudgående advarsel om angreb, der kan have indvirkning på

civilbefolkningen.

3. Når det for at opnå den samme militære fordel er

mulig at vælge mellem flere militære mål, vælges det, hvor et angreb må

forventes at forårsage den mindste risiko for civiles liv og civile

genstande.

4. Under gennemførelse af militære operationer til

vands eller i luften skal hver stridende part, i overensstemmelse med dens

rettigheder og pligter i henhold til de folkeretlige regler under væbnede

konflikter, træffe alle rimelige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå

tab af civiles liv og skade på civile genstande.

5. Ingen bestemmelse i denne artikel må fortolkes

således, at den hjemler noget angreb mod civilbefolkningen, civile eller

civile genstande.

Artikel 58

Forsigtigkedsforanstaltninger mod virkninger af angreb

De stridende parter skal i videst mulig omfang:

a) uden præjudice for artikel 49 i Fjerde Konvention bestræbe sig på at

flytte civilbefolkningen, individuelle civile og civile genstande som er

under deres kontrol, fra områder i nærheden af militære mål;

b) undgå at anbringe militære mål i eller i nærheden af tætbefolkede

områder;

c) træffe andre nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at beskytte

civilbefolkningen, individuelle civile og civile genstande under deres

kontrol imod farer, der opstår som følge af militære operationer.

KAPITEL V

Områder og zoner under særlig beskyttelse

Artikel 59

Områder, der ikke forsvares

1. Det er forbudt de stridende parter med hvilket

somhelst middel at angribe områder, der ikke forsvares.

2. En stridende parts behørige myndigheder kan erklære

et beboet område for værende et område, der ikke forsvares når det ligger nær

ved eller i en zone, hvor væbnede styrker er i kontakt, og når det står åbent

for besættelse af en Modpart. Et sådant område skal opfylde følgende

betingelse:

a) alle kombattanter, så vel som mobile våben og mobilt militært udstyr

skal være evakueret;

b) der må ikke gøres fjendtlig brug af faste militære installationer

eller indretninger;

c) der må ikke begås nogen fjendtlig handling af myndighederne eller af

befolkningen; og

d) der må ikke iværksættes aktiviteter til støtte for militære

operationer.

3. Tilstedeværelsen i dette område af personer, som

nyder særlig beskyttelse ifølge Konventionerne og denne protokol, og af

politistyrker, som bibeholdes udelukkende med det formål at opretholde lov og

orden, er ikke i strid med de betingelser, der er foreskrevet i stykke 2.

4. Erklæringer afgivet i henhold til stykke 2 skal

rettes til Modparten og skal afgrænse og beskrive så nøjagtig som muligt

grænserne for det område, der ikke forsvares. Den stridende part, til hvem

erklæringen rettes, skal bekræfte modtagelsen og skal betragte området som et

område, der ikke forsvares, medmindre de betingelser, der er angivet i stykke

2 i virkeligheden ikke er opfyldt, i hvilket tilfælde den omgående skal

underrette den part, der har afgivet deklarationen, herom. Selvom

betingelserne i stykke 2 ikke er opfyldt, skal området fortsat nyde den

beskyttelse, der er foreskrevet i andre bestemmelser i denne protokol og i

andre folkeretlige regler under væbnede konflikter.

5. De stridende Parter kan aftale at oprette områder,

der ikke forsvares, selvom sådanne områder ikke opfylder de betingelser, der

er beskrevet i stykke 2. Aftalen bør afgrænse og beskrive så nøje som muligt

grænserne for det område, som ikke forsvares: om nødvendigt kan den fastlægge

metoder for overvågning.

6. Den Part, der har kontrollen over et område. som

omfattes af en sådan aftale, skal markere dette så vidt muligt ved hjælp af

sådanne kendemærker, hvorom der kan opnås enighed med Modparten, og disse

kendemærker skal anbringes, hvor de er klart synlige, og navnlig ved områdets

perimeter og grænser samt på hovedveje.

7. Et område mister sin status som et område. der ikke

forsvares, når det ikke længere opfylder de betingelser, der er fastsat i

stykke 2 eller i den aftale, som er omtalt i stykke 5. I så fald skal området

fortsat nyde den beskyttelse, der er fastsat i andre bestemmelser i denne

Protokol samt i andre folkeretlige regler under væbnede konflikter.

Artikel 60

Demilitariserede zoner

1. Det er forbudt de stridende parter at udstrække

deres militære operationer til zoner, som de ved aftale har tillagt status

som demilitariserede zoner, såfremt en sådan udstrækning er i strid med

vilkårene i denne aftale.

2. Aftalen skal være en udtrykkelig aftale, den kan

indgås mundtligt eller skriftligt, enten direkte eller gennem en

Beskyttelsesmagt eller en uvildig humanitær organisation, og den kan

indeholde gensidige og samstemmende erklæringer. Aftalen kan indgås i

fredstid såvel som efter udbrud af fjendtligheder og bør angive og beskrive,

så nøjagtigt som mulig, den demilitariserede zones grænser og om nødvendigt

angive metode for overvågning.

3. Genstand for en sådan aftale skal normalt være en

hvilken som helst zone, der opfylder følgende betingelser:

a) alle kombattanter så vel som mobile våben og mobilt militært udstyr

skal være evakueret;

b) der må ikke gøres fjendtlig brug af faste militære installationer

eller indretninger;

c) der må ikke begås nogen fjendtlige handlinger af myndighederne eller

af befolkningen; og

d) enhver aktivitet, der er knyttet til den militære indsats, må være

bragt til ophør.

De stridende parter skal være enige om den fortolkning, der skal gælde for

den betingelse, som er anført i punkt d), og om hvilke personer, der skal

have adgang til den demilitariserede zone, ud over de i stykke 4 nævnte.

4. Tilstedeværelsen i denne zone af personer, som

nyder særlig beskyttelse ifølge Konventionerne og denne Protokol, og af

politistyrker, som er blevet tilbage udelukkende med det formål at opretholde

lov og orden, er ikke i strid med de betingelser, som er anført i stykke 3.

5. Den part. som har kontrollen over en sådan zone,

skal markere denne så vidt muligt ved hjælp af sådanne kendemærker, hvorom

der kan opnås enighed med Modparten, og disse kendemærker skal anbringes,

hvor de er klart synlige, og navnlig ved områdets perimeter og grænser samt

på hovedveje.

6. Såfremt kamphandlinger nærmer sig en

demilitariseret zone, og såfremt de stridende parter har truffet aftale

herom, må ingen af dem benytte zonen til formål, der har forbindelse med

udførelsen af militære operationer, eller ensidigt tilbagekalde dens status.

7. Såfremt en af de stridende parter begår et

væsentligt brud på bestemmelserne i stykke 3 eller 6, skal den anden Part

være fritaget for sine e forpligtelser ifølge den aftale, som tillægger zonen

status som demilitariseret zone. I så fald mister zonen sin status, men skal

fortsat nyde den beskyttelse, som er hjemlet i andre bestemmelser i denne

protokol og i de øvrige folkeretlige regler under væbnede konflikter.

KAPITEL VI

Civilforsvaret

Artikel 61

Definitioner og område

I denne protokol betyder:

a) »civilforsvar«: udførelsen af alle eller nogle af de

nedenfor nævnte humanitære opgaver, der har til formål at beskytte

civilbefolkninger mod de med fjendtligheder eller katastrofer forbundne farer

og hjælpe den til at overvinde de øjeblikkelige virkninger heraf samt

tilvejebringe de nødvendige betingelser for dens overlevelse. Disse opgaver

er følgende:

(i) varsling;

(ii) evakuering;

(iii) forvaltning af beskyttelsesrum;

(iv) forvaltning af mørklægningsforanstaltninger;

(v) redning;

(vi) sanitetstjeneste, heri indbefattet førstehjælp og religiøs bistand;

(vii) brandslukning;

(viii) påvisning og afmærkning af farezoner;

(ix) dekontaminering og lignende beskyttelsesforanstaltninger;

(x) tilvejebringelse af nødindkvartering og nødforsyninger;

(xi) bistand i nødstilfælde ved genoprettelse og opretholdelse af orden i

nødstedte områder;

(xii) nødreparation af uundværlige offentlige værker o. lign.;

(xiii) nødforanstaltninger til fjernelse af døde;

(xiv) hjælp til bevarelsen af genstande der er af væsentlig betydning for

befolkningens overlevelse;

(xv) supplerende virksomhed, der er nødvendig for udførelsen af enhver af

de ovenfor nævnte opgaver, heri indbefattet, men ikke begrænset til,

planlægning og organisation;

b) »civilforsvarsorganisationer«: de anlæg og andre enheder,

som af en stridende Parts kompetente myndigheder er organiseret eller

bemyndiget til at udføre en hvilken som helst af de under a) nævnte opgaver,

og som er udpeget til og udelukkende beskæftiger sig med sådanne opgaver.

c) Civilforsvarsorganisationers »personel«: de personer, som af

en stridende Part udelukkende er udpeget til at udføre de under a) nævnte

opgaver, heri indbefattet personel, som af denne Parts kompetente myndighed

udelukkende er tildelt administrative opgaver inden for disse organisationer.

d) Civilforsvarsorganisationernes »materiel«: udrustning,

forsyninger og transportmidler, der anvendes af disse organisationer til

udførelsen af de under a) nævnte opgaver.

Artikel 62

Almindelig beskyttelse

1. Civile civilforsvarsorganisationer og disses

personel skal, med forbehold af denne protokols bestemmelser iøvrigt, i

særdeleshed bestemmelserne i nærværende afsnit, respekteres og beskyttes. De

skal være berettiget til at udføre deres civilforsvarsmæssige opgaver,

bortset fra tilfælde, hvor tvingende militær nødvendighed hindrer dette.

2. Bestemmelserne i stykke 1 finder ligeledes

anvendelse på civilpersoner, der, selvom de ikke er medlemmer af civile

civilforsvarsorganistationer, imødekommer en opfordring fra de kompetente

myndigheder og udfører civilforsvarsopgaver under disses kontrol.

3. Bygninger og materiel, der anvendes til

civilforsvarsmæssige formål, og beskyttelsesrum bestemt for civilbefolkningen

er omfattet af artikel 52. Genstande, der anvendes til civilforsvarsmæssige

formål, må ikke ødelægges eller anvendes til andet formål end deres egentlige

undtagen af den Part, hvortil de hører.

Artikel 63

Civilforsvaret i besatte områder

1. I besatte områder skal civile

civilforsvarsorganisationer fra myndighederne modtage de hjælpemidler, der er

nødvendige for udførelsen af deres opgaver. Deres personel må under ingen

omstændigheder tvinges til at udføre arbejde, der ville være en hindring for

den behørige udførelse af disse opgaver. Besættelsesmagen må ikke ændre

sådanne organisationers struktur eller personel på nogen måde, der måtte

bringe den effektive udførelse af deres hverv i fare. Det må ikke forlanges

af disse organisationer, at de skal give fortrinsret til Besættelsesmagtens

egne borgere eller interesser.

2. Besættelsesmagten må ikke true, tvinge eller formå

civile civilforsvarsorganisationer til at udføre deres opgaver på nogen måde,

der er til skade for civilbefolkningens interesser.

3. Besættelsesmagten kan afvæbne civilforsvarspersonel

af sikerhedsmæssige grunde.

4. Besættelsesmagen må hverken anvende bygninger eller

materiel, der tilhører eller anvendes af civilforsvarsorganisationer, til

andet formål end deres egentlige eller rekvirere sådanne bygninger eller

materiel, dersom en sådan anden anvendelse eller rekvisition ville være til

skade for civilbefolkningen.

5. Under forudsætning af, at den i stykke 4 fastsatte

almindelige regel fortsat overholdes, kan Besættelsesmagten imidlertid

rekvirere disse ressourcer eller anvende dem til andet formål på følgende

særlige betingelser:

a) at bygningerne eller materiellet behøves til andet brug for

civilbefolkningen; og

b) at rekvisitionen eller anden anvendelse kun fortsætter, så længe et

sådant behov eksisterer.

6. Besættelsesmagten må hverken anvende til andet

formål eller rekvirere beskyttelsesrum, der er bestemt til brug for

civilbefolkningen eller som behøves af denne.

Artikel 64

Civile civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater,

der ikke er parter i striden, og internationale koordinerende

organisationer

1. Artiklerne 62, 63, 65 og 66 finder ligeledes

anvendelse på personel og matriel tilhørende civile

civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater, der ikke er

parter i striden, når disse organisationer udfører de i artikel 61 nævnte

civilforsvarsopgaver på en stridende parts territorium med dennes samtykke og

under dennes kontrol. Meddelelse om sådan hjælp skal så hurtigt som muligt

gives til vedkommende modstander(e). Sådan virksomhed må under ingen

omstændigheder anses som en indblanding i striden. Den bør imidlertid udføres

med tilbørlig hensyntagen til den pågældende stridende Parts

sikkerhedsmæssige interesser.

2. De stridende parter, der modtager den i stykke 1

omtalte hjælp, og de Høje Kontraherende Parter, der yder den, bør så vidt

muligt lette international koordinering af sådan civilforsvarsvirksomhed. I

sådanne tilfælde er de pågældende internationale organisationer omfattet af

bestemmelserne i dette kapitel.

3. I besatte områder må Besættelsesmagten kun udelukke

eller begrænse den virksomhed, der udøves af civile

civilforsvarsorganisationer fra neutrale eller andre Stater, der ikke er

parter i striden, eller af internationale koordinerende organisationer,

dersom den kan sikre den behørige udførelse af civilforsvarsopgaver ved hjælp

af sine egne eller det besatte områdes hjælpemidler.

Artikel 65

Beskyttelsens ophør

1. Den beskyttelse, der tilkommer civile

civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger, beskyttelsesrum og

materiel, ophører ikke, medmindre de uden for deres egentlige opgaver begår

eller anvendes til at begå handlinger, der er til skade for fjenden.

Beskyttelsen kan dog først bortfalde, såfremt en advarsel, der såvidt muligt

skal fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.

2. Følgende anses ikke som handlinger, der er til

skade for fjenden:

a) at civilforsvarsopgaver udføres under militære myndigheders ledelse

eller kontrol;

b) at civilt civilforsvarspersonel samarbejder med militært personel

under udførelsen af civilforsvarsopgaver, eller at en vis del militært

personel er knyttet til civile civilforsvarsorganisation er;

c) at udførelsen af civilforsvarsopgaver lejlighedsvis kan være til

fordel for tilskadekomne militærpersoner, særlig dem, der er gjort

ukampdygtige.

3. Det anses heller ikke som en handling, der er til

skade for fjenden, at civilt civilforsvarspersonel bærer lette individuelle

våben til opretholdelse af orden eller til selvforsvar. I områder, hvor kampe

på landjorden finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, skal de

stridende parter imidlertid træffe passende foranstaltninger til at begrænse

sådanne våben til håndvåben, såsom pistoler eller revolvere, for at man bedre

kan skelne mellem civilforsvarspersonel og kombattanter. Selv om

civilforsvarspersonel i sådanne områder bærer andre lette individuelle våben,

skal de alligevel respekteres og beskyttes, så snart de er blevet

identificeret som sådant personel.

4. At civile civilforsvarsorganisationer opbygges

efter militære retningslinier, eller at de omfatter værnepligtig tjeneste,

skal heller ikke fratage dem den beskyttelse, der tilkommer dem i henhold til

dette kapitel.

Artikel 66

Identifikation

1. Enhver af de stridende parter skal bestræbe sig for

at sikre, at dens civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger

og materiel er let kendelige, sålænge de udelukkende beskæftiger sig med

udførelsen af civilforsvarsopgaver. Beskyttelsesrum, der er bestemt for

civilbefolkningen, bør ligeledes være let kendelige.

2. Enhver af de stridende parter skal ligeledes

bestræbe sig for at vedtage og gennemføre metoder og fremgangsmåder, der vil

gøre det muligt at erkende civile beskyttelsesrum samt civilforsvarets

personel, bygninger og materiel, hvorpå det internationale

civilforsvarskendemærke er anbrag.

3. På besat territorium og i områder, hvor kampe

finder sted eller sandsynligvis vil finde sted, bør civilt

civilforsvarspersonel kunne kendes ved hjælp af det internationale

civilforsvarskendemærke og ved hjælp af et identitetskort, der angiver deres

status.

4. Det internationale civilforsvarskendemærke er en

ligesidet blå trekant på orangefarvet baggrund, når det anvendes til

beskyttelse af civilforsvarsorganisationer og disses personel, bygninger og

materiel samt på civile beskyttelsesrum.

5. Det kan aftales mellem de stridende parter, at de

foruden kendemærket anvender særlige signaler til civilforsvarsmæssige

identificeringsformål.

6. Anvendelse af bestemmelserne i stykke 1-4 reguleres

af Kapitel V i Annex I til denne Protokol.

7. I fredstid kan det i stykke 4 beskrevne kendemærke

med de kompetente nationale myndigheders samtykke anvendes til

civilforsvarsmæssige identificeringsformål.

8. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at overvåge

anvendelsen af det internationale civilforsvarskendemærke samt forhindre og

modvirke ethvert misbrug heraf.

9. Identifikationen af sanitetspersonel og religiøst

personel, som indgår i civilforsvaret, eller dettes sanitetsenheder og

-transporter omfattes også af artikel 18.

Artikel 67

Medlemmer af de væbnede styrker og militære enheder tildelt

civilforsvarsorganisationer

1. Medlemmer af de væbnede styrker og militære enheder

tildelt civilforsvarsorganisationer skal respekteres og beskyttes under

forudsætning af:

a) at sådant personel og sådanne enheder permanent er tildelt og

udelukkende anvendes til udførelsen af nogle af de i artikel 61 nævnte

opgaver;

b) at sådant personel, der har fået tildelt disse opgaver, ikke udfører

nogen som helst andre militære opgaver under konflikten;

c) at sådant personel tydeligt kan skelnes fra andre medlemmer af de

væbnede styrker ved på iøjnefaldene måde at bære det internationale

civilforsvarskendemærke, der skal være så stort som praktisk muligt, og at

sådant personel er forsynet med identitetskort, der angiver deres status;

d) at sådant personel og sådanne enheder kun er udstyret med lette

individuelle våben til opretholdelse af orden eller til selvforsvar.

Bestemmelserne i artikel 65, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse i dette

tilfælde;

e) at sådant personel ikke deltager direkte i fjendtlighederne og ikke

uden for deres civilforsvarsopgaver begår eller benyttes til at begå

handlinger, der er til skade for Modparten;

f) at sådant personel og sådanne enheder kun udfører deres

civilforsvarsopgaver inden for deres eget nationale territorium.

Det er forbudt ethvert medlem af de væbnede styrker, der er forpligtet

ifølge de ovenfor i punkt a) og b) foreskrevne betingelser, at undlade

overholdelsen af de ovenfor i punkt e) anførte betingelser.

2. Militært personel, der gør tjeneste ved

civilforsvarsorganisation er, skal, dersom de falder i Modpartens magt, anses

som krigsfanger. I et besat område kan de, men kun i dette områdes

civilbefolknings interesse, anvendes til civilforsvarsopgaver i det omfang,

der opstår behov derfor, dog kun under forudsætning af, at de såfremt sådant

arbejde er farligt, melder sig frivilligt hertil.

3. Bygninger og større materielgenstande og

transportmidler tilhørende militære enheder, der tildeles

civilforsvarsorganisationer, skal tydeligt mærkes med det internationale

civilforsvarskendemærke. Dette kendemærke skal være så stort som praktisk

muligt.

4. Materiel og bygninger tilhørende militære enheder,

der permanent er tildelt civilforsvarsorganisationer og udelukkende

beskæftiger sig med udførelsen af civilforsvarsopgaver, skal, dersom de

falder i Modpartens hænder, fortsat være underkastet krigens love. Bortset

fra tilfælde, hvor militære hensyn gør det bydende nødvendigt, må de ikke

anvendes til andet end civilforsvarsmæssige formål, så længe de behovet til

udførelsen af civilforsvarsopgaver, medmindre der i forvejen på tilstrækkelig

måde er truffet foranstaltninger til imødkommelse af civilbefolkningens

behov.

AFSNiT II

Hjælpeforanstaltninger til fordel for

civilbefolkningen

Artikel 68

Anvendelsesområde

Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på civilbefolkningen

således som defineret i denne Protokol og supplerer artikel 23, 55, 59, 60,

61 og 62 og andre vedkommende bestemmelser i Fjerde Konvention.

Artikel 69

Grundlæggende behov i besatte områder

1. Udover de forpligtelser, som er beskrevet i artikel

55 i Fjerde Konvention vedrørende forsyninger af fødevarer, og medicin, skal

Besættelsesmagten i videst muligt omfang og uden forskelsbehandling også

sikre forsyning af tøj, sengetøj, beskyttelsesrum og andre forsyninger, som

er af væsentlig betydning for civilbefolkningens overlevelse i det besatte

område, samt genstande, der er nødvendige til religionsudøvelse.

2. Hjælpeforanstaltninger til fordel for

civilbefolkningen i besatte områder reguleres af artiklerne 59, 60, 61, 62,

108, 109, 110 og 111 i Fjerde Konvention og af artikel 71 i denne protokol og

skal gennemføres ufortøvet.

Artikel 70

Hjælpeaktioner

1. Såfremt civilbefolkningen i et område, der

kontrolleres af en stridende Part, når bortses fra besat område, ikke i

tilstrækkeligt omfang er forsynet med de i art. 69 nævnte fornødenheder, skal

hjælpeaktioner, som er af humanitær og uvildig karakter, og som gennemføres

uden forskelsbehandling, iværksættes under forudsætning af, at vedkommende

Parter samtykker i sådanne hjælpeaktioner. Tilbud om sådan hjælp skal ikke

betragtes som indblanding i den væbnede konflikt eller som uvenlige

handlinger. Ved fordelingen af hjælpeforsyninger skal fortrinsret gives til

sådanne personer som børn, vordende mødre, fødende kvinder og mødre med

spædbørn, der ifølge Fjerde Konvention eller denne protokol tilstås

priviligeret behandling eller særlig beskyttelse.

2. De stridende Parter og enhver Høj Kontraherende

Part skal tillade og lette hurtig og uhindret passage af alle

hjælpeforsyninger, udstyr og personel, som er stillet til rådighed i

overensstemmelse med dette afsnit, selv hvis sådan bistand er bestemt for

Modpartens civilbefolkning.

3. De stridende parter og enhver Høj Kontraherende

part, som tillader passage af hjælpeforsyninger, udstyr og personel i

overensstemmelse med stykke 2:

a) skal være berettiget til at give retningslinier for de tekniske

foranstaltninger, herunder undersøgelse, hvorunder sådan passage skal

tillades;

b) kan gøre sådan tilladelse afhængig af, at fordelingen af denne bistand

foretages under Beskyttelsesmagtens kontrol på stedet.

c) skal under ingen omstændigheder anvende hjælpeforsyninger til andet

end det, hvortil de er bestemt, eller sinke deres fremsendelse. når undtages

tilfælde, hvor dette er tvingende nødvendigt af hensyn til den pågældende

civilbefolkning.

4. De stridende Parter skal beskytte hjælpeforsyninger

og lette en hurtig fordeling af dem.

5. De stridende Parter og enhver impliceret Høj

Kontraherende Part skal opmuntre og lette en effektiv international

koordination af de hjælpeforanstaltninger, hvortil der henvises i stykke 1.

Artikel 71

Personel, som deltager i hjælpeforanstaltninger

1. Hvor det er nødvendigt, kan hjælpepersonel deltage

i enhver hjælpeforanstaltning, i særdeleshed ved transport og fordeling af

hjælpeforsyninger: sådant personels deltagelse forudsætter godkendelse af den

Part, i hvis territorium det udfører sine opgaver.

2. Sådant personel skal respekteres og beskyttes.

3. Enhver Part, som modtager hjælpeforanstaltninger,

skal i videst muligt omfang bistå det i stykke 1 nævnte personel under

udførelsen af dets hjælpeopgaver. Kun i tilfælde af tvingende militær

nødvendighed må hjælpepersonellets aktiviteter begrænses eller deres

bevægelsesfrihed midlertidigt indskrænkes.

4. Hjælpepersonel må under ingen omstændigheder

overskride vilkårene for dets opgaver ifølge denne Protokol. Det skal navnlig

tage hensyn til de sikkerhedskrav, som stilles af den Part, i hvis

territorium det udfører sine opgaver. De opgaver, som udføres af en hvilken

som helst person i sådant personel, der ikke respekterer disse betingelser,

kan bringes til ophør.

AFSNIT III

Behandling af personer, der er i en

stridende Parts magt

KAPITEL I

Anvendelsesområde og beskyttelse af

personer og genstande

Artikel 72

Anvendelsesområde

Bestemmelserne i dette afsnit supplerer reglerne i Fjerde Konvention,

navnlig dennes I. og III. Del. vedrørende humanitær beskyttelse af civile og

civile genstande, som er i en stridende Parts magt, så vel som andre gældende

folkeretlige regler vedrørende beskyttelse af fundamentale

menneskerettigheder under internationale væbnede konflikter.

Artikel 73

Flygtninge og statsløse personer

Personer, der for fjendtlighedernes begyndelse blev betragtet som

statsløse personer, eller flygtninge i henhold til vedkommende internationale

aftaler, der er anerkendt af de involverede Parter eller ifølge den nationale

lovgivning i deres tilflugts- eller opholdsland, skal under alle

omstændigheder og uden forskelsbehandling være beskyttede personer, således

som forstået i I. og III. Del i Fjerde Konvention.

Artikel 74

Genforening af splittede familier

De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter skal på enhver mulig

måde lette genforeningen af familier, der er blevet splittet som følge af

væbnede konflikter og skal i særdeleshed hjælpe de humanitære

hjælpeorganisationer, de har påtaget sig denne opgave i overensstemmelse med

bestemmelserne i Konventionerne og i denne Protokol samt i overensstemmelse

med deres respektive sikkerhedsforskrifter.

Artikel 75

Grundlæggende garantier

1. Personer, der er i en stridende Parts magt, og som

ikke nyder en gunstigere behandling ifølge Konventionerne eller denne

Protokol, skal, hvis de berøres af en situation som nævnt i artikel 1 i denne

Protokol, inder alle omstændigheder behandles humant og skal som et minimum

nyde beskyttelse i medfør af denne artikel uden forskelsbehandling på grund

af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller tro, politisk eller anden

anskuelse, national eller social oprindelse, formue, herkomst eller anden

status eller på grund af noget som helst andet lignende kriterium. Hver Part

skal respektere alle sådanne personers integritet, ære, overbevisninger og

religionsudøvelse.

2. Følgende handlinger er og skal til enhver tid og på

et hvilket som helst sted forblive forbudt, hvadenten de foretages af civile

eller militære myndighedspersoner:

a) vold mod personers liv, helbred eller fysiske eller mentale velvære,

herunder navnlig

(i) mord:

(ii) tortur af enhver art, hvadenten fysisk eller mental:

(iii) korporlig afstraffelse.

og

(iv)lemlæstelse:

b) krænkelser af den personlige værdighed, navnlig ydmygende og

nedværdigende behandling, påtvunget prostitution og enhver form for

kønsfrihedsforbrydelse:

c) gidseltagning:

d) kollktive afstaffelser:

og

e) trusler om at begå nogen af de fornævnte handlinger.

3. Enhver person, der er anholdt, tilbageholdt eller

interneret på grund af handlinger i forbindelse med den væbnede konflikt,

skal omgående og på et sprog, han forstår, underrettes om grundene til, at

disse forholdsregler er blevet taget. Når undtages tilfælde af anholdelse

eller tilbageholdelse på grund af strafferetlige forseelser skal sådanne

personer løslades snarest og i alle tilfælde, så snart de omstændigheder, der

begrundede anholdelsen, tilbageholdelsen eller interneringen, er ophørt at

eksistere.

4. Ingen dom må afsiges, og ingen straf må iværksættes

over for en person, der er fundet skyldig i en strafferetlig overtrædelse i

forbindelse med den væbnede konflikt, medmindre domfældelsen foretages af en

upartisk og almindelig domstol, der respekterer de almindeligt anerkendte

principper for sædvanlig juridisk procedure, hvilket omfatter følgende:

a) proceduren skal sikre, at en anklaget ufortøvet underrettes om de

nærmere omstændigheder vedrørende den forseelse, han er anklaget for, og skal

før og under retssagen give den anklagede alle nødvendige rettigheder og

midler med hensyn til hans forsvar:

b) ingen må dømmes for en forseelse, med mindre der foreligger et

individuelt strafansvar:

c) ingen må anklages eller dømmes for en kriminel forseelse på grund af

en handling eller undladelse, som ikke udgjorde en kriminel forseelse ifølge

national eller international ret, som han var undergivet, da den blev begået;

der må heller ikke idømmes en hårdere straf end den, der var gældende da den

kriminelle forseelse blev begået; såfremt en mildere strafbestemmelse er

blevet indført ved lov, efter at foreseelsen blev begået, skal

lovovertræderennyde godt heraf ;

d) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal betragtes som uskyldig,

indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven;

e) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at være

til stede under retshandlingen;

f) ingen må tvinges til at vidne imod sig selv eller til at tilstå sin

skyld;

g) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at afhøre

eller få afhørt vidnerne imod sig, samt ret til, at hans egne vidner er

tilstede og afhøres under samme betingelser, som vidner imod ham:

h) ingen må retsforfølges eller straffes af den samme Part for en

forseelse for hvilket en endelig dom, der enten frifinder eller dømmer denne

person, tidligere er blevet afsagt efter samme lov og samme juridiske

procedure; i) enhver, der er tiltalt for en foreseelse, skal have ret til at

få dommen afsagt offentligt; og

j) en dømt person skal ved domfældelsen underrettes om sine juridiske og

andre retsmidler og om de tidsfrister, inden for hvilke de kan udøves.

5. Kvinder, hvis frihed er blevet indskrænket af

grunde, der står i forbindelse med en væbnet konflikt, skal indkvarteres i

særlige afdelingere adskilt fra mændenes afdelinger. De skal være under

umiddelbart opsyn af kvinder. I tilfælde hvor familier er tilbageholdt eller

internerede, skal de dog, hvor det er muligt, opholde sig på samme sted og

skal indkvarteres familievis.

6. Personer, som er anholdt, tilbageholdt eller

interneret på grund af omstændigheder, der står i forbindelse med en væbnet

konflikt, skal nyde beskytelse efter denne artikel indtil deres endelige

løsladelse, repatriering eller tilbageførelse, selv efter afslutning af den

væbnede konflikt.

7. For at undgå enhver tvivl vedrørende anklage mod og

retsforfølgelse af personer, der er anklaget for krigsforbrydelser, eller

forbrydelser mod menneskeheden, skal de følgende principper finde anvendelse:

a) personer, som anklages for sådanne forbrydelser, skal udleveres til

retsforfølgning og rettergang i overensstemmelse med vedkommende folkeretlige

regler; og

b) alle sådanne personer, som ikke nyder en gunstigere behandling ifølge

Konventionerne eller denne Protokol, skal behandles i overensstemmelse med

denne artikel, uden hensyn til om de forbrydelser, de anklages for, udgør

grove overtrædelser af Konventionerne eller af denne Protokol.

8. Ingen bestemmelse i denne artikel må fortolkes som

begrænsende eller gørende indgreb i nogen anden mere begunstigende

bestemmelse, der under en hvilken som helst vedkommende folkeretlig regel

yder større beskyttelse til personer, som er omfattet af stykke 1.

KAPITEL II

Foranstaltninger til fordel for kvinder og

børn

Artikel 76

Beskyttelse af kvinder

1. Kvinder skal være genstand før særlig respekt og

skal i særdeleshed beskyttes mød voldtægt, påtvunget prostitution og en

hvilken som helst anden form for kønsfrihedsforbrydelse.

2. Mødre med mindre børn øg gravide kvinder, som er

anholdt, tilbageholdt eller interneret af årsager, som står i forbindelse med

en væbnet konflikt, skal have deres sager behandlet med højeste prioritet.

3. I størst muligt omfang skal de stridende Parter

over for gravide kvinder og mødre, med mindre børn søge at undgå at afsige

dødsstraf for en forseelse, som står i forbindelse med en væbnet konflikt.

Dødsstraf for sådanne forseelser skal ikke eksekveres over for disse kvinder.

Artikel 77

Beskyttelse af børn

1. Børn skal være genstand for særlig respekt og skal

beskyttes imod enhver form for kønsfrihedsforbrydelse. De stridende Parter

skal yde dem den omsorg og hjælp, de har behov for, hvad enten det er på

grund af deres alder eller af nogen anden grund.

2. De stridende Parter skal i det omfang, det er

muligt, sikre, at børn, som ikke er fyldt 15 år, ikke tager direkte del i

fjendtlighederne, og de skal i særdeleshed afholde sig fra at rekruttere dem

til deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer, som har nået en

alder af 15 år, men som endnu ikke har nået en alder af 18 år, skal de

stridende Parter søge at give prioritet til dem, der er ældst.

3. Såfremt børn, der ikke har nået en alder af 15 år,

i ganske særlige tilfælde, og til trods for bestemmelserne i stykke 2, tager

direkte del i stridighederne og falder i Modpartens magt, skal de fortsat

nyde den særlige beskyttelse, som indrømmes ved denne artikel, hvad enten de

er krigsfanger eller ikke.

4. Såfremt børn anholdes, tilbageholdes eller

interneres af grunde, der står i forbindelse med en væbnet konflikt, skal de

anbringes i afdelinger, der er adskilt fra voksnes afdelinger, undtagen hvor

familier er indkvarteret familievis, således som foreskrevet i artikel 75,

stykke 5.

5. Dødsstraf for en forseelse, som står i forbindelse

med den væbnede konflikt, må ikke eksekveres over for personer, som ikke

havde opnået en alder af 18 år på det tidspunkt, da forseelsen blev begået.

Artikel 78

Evakuering af børn

1. Ingen stridende Part må foranstalte evakuering af

børn, bortset fra egne statsborgere, til et fremmed land, når undtages

midlertidig evakuering, hvor tvingende helbredsmæssige grunde eller

lægebehandling af børnene gør det påkrævet, eller når det, med undtagelse af

besat område, er nødvendigt for deres sikkerhed. I tilfælde, hvor forældrene

eller de retmæssige værger kan findes, kræves deres skriftlige samtykke til

en sådan evakuering. Såfremt disse personer ikke kan findes, skal skriftligt

samtykke til en sådan evakuering indhentes hos de personer, som ved lov eller

sædvane først og fremmest er ansvarlig for børnenes pasning. Enhver sådan

evakuering skal overvåges af Beskyttelsesmagten efter aftale med de

involverede Parter, dvs. den Part, der foranstalter evakueringen, den Part,

der modtager børnene og enhver Part, hvis statsborgere bliver evakuerede. I

hvert tilfælde skal alle de stridende Parter tage alle mulige forholdsregler

for at undgå at udsætte evakueringen for fare.

2. Når som helst en evakuering gennemføres i henhold

til stykke 1, skal hvert barns uddannelse, herunder dets religiøse og

moralske uddannelse, efter forældrenes ønske gennemføres med den størst

mulige kontinuitet, medens det er fraværende.

3. For at gøre hjemkomsten til deres familier og land

lettere for børn, der er blevet evakueret i henhold til denne artikel, skal

myndighederne hos den Part, som gennemfører evakueringen og, hvor det er

hensigtsmæssigt, myndighederne i det modtagende land for hvert barn udstede

et kort med fotografier, som de skal sende til Den internationale Røde

Kors-Komitees centrale Eftersøgningskontor. Hvert kort skal, hvor det er

muligt og ikke medfører nogen fare for barnet, være påført følgende

oplysninger:

a) barnets efternavn(e),

b) barnets fornavn(e),

c) barnets køn,

d) fødested og -dato (eller, hvis denne dato ikke er kendt, den

omtrentlige alder),

e) faderens fulde navn,

f) moderens fulde navn og hendes pigenavn,

g) barnets pårørende,

h) barnets nationalitet,

i) barnets modersmål og et hvilket som helst andet sprog, det taler,

j) adresse på barnets familie,

k) barnets eventuelle identifikationsnummer,

l) barnets helbredstilstand,

m) barnets blodtype,

n) særlige kendetegn,

o) datoen og stedet, hvor barnet blev fundet,

p) datoen og stedet, hvorfra barnet forlod landet,

q) barnets eventuelle religion,

r) barnets nuværende adresse i modtagerlandet,

s) såfremt barnet dør før dets tilbagekomst, datoen og stedet for samt

omstændighederne ved dødsfaldet og begravelsesstedet.

KAPITEL III

Journalister

Artikel 79

Foranstaltninger til beskyttelse af journalister

1. Jorunalister, der i embedsmedfør er beskæftiget i

farlige hverv i områder med væbnet konflikt, skal betragtes som civile i

artikel 50, stykke 1's forstand.

2. De skal beskyttes som sådanne ifølge Konventionerne

og denne Protokol, forudsat de ikke foretager handlinger, der strider imod

deres status som civile, og uden at præjudicere retten for

krigskorrespondenter, der er knyttet til de væbnede styrker, til den status,

der er hjemlet i artikel 4 A 4) i Tredje Konvention.

3. De kan få udstedt et identifikationskort, der

svarer til det i Anneks II til denne Protokol angivne eksempel. Dette kort,

der skal udstedes af regeringen i den Stat, hvor journalisten er statsborger,

eller i hvis territorium han er bosiddende, eller hvor det nyhedsmedium, hvor

han er ansat, er beliggende, skal attestere hans status som journalist.

DEL V

Gennemførelsen af Konventionerne og af denne Protokol

AFSNIT I

Almindelige bestemmelser

Artikel 80

Gennemførelsesforanstaltninger

1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal ufortøvet træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på

gennemførelsen af deres forpligtelser, ifølge Konventionerne og denne

Protokol.

2. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal udstede ordrer og instruktioner for at sikre overholdelse af

Konventionerne og denne Protokol og skal overvåge deres gennemførelse.

Artikel 81

Røde Kors og andre humanitære organisationers virksomhed

1. De stridende Parter skal yde Den internationale

Røde Kors-Komitee alle de faciliteter, det er dem mulig, med henblik på at

sætte den i stand til at udføre de humanitære opgaver, der er tillagt den

ifølge Konventionerne og denne Protokol, for at sikre ofrene i konflikter

beskyttelse og bistand; Den internationale Røde Kors-Komite kan også udføre

en hvilken som helst anden humanitær virksomhed til fordel for disse ofre,

under forudsætning af, at de stridende Parter i den pågældende konflikt

samtykker heri.

2. De stridende Parter skal yde deres respektive Røde

Kors (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol) -selskaber de faciliteter, der er

nødvendige, for at de kan udføre deres humanitære opgaver til fordel the for

ofrene i konflikten, i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne

og denne Protokol samt i overensstemmelse med de grundlæggede principper for

Røde Kors, således som vedtaget på Internationale Røde Kors Konferencer.

3. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal på enhver mulig måde lette, gennemførelsen af den bistand, som Røde Kors

(Røde Halv måne, Røde Løve og Sol) -selskaber og Røde Kors Ligaen yder ofrene

i konflikter i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne og denne

Protokol samt i overensstemmelse med de grundlæggende principper for Røde

Kors, således som vedtaget på Internationale Røde Kors Konferencer.

4. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal så vidt muligt stille faciliteter, svarende til de i stykke 2 og 3

omhandlede, til rådighed for de andre humanitære organisationer, hvortil der

er henvist i Konventionerne og denne Protokol, og som dels er behørigt

bemyndiget hertil af de respektive stridende Parter, dels udfører deres

humanitære virksomhed i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionerne

og denne Protokol.

Artikel 82

Juridiske rådgivere i de væbnede styrker

De Høje Kontraherende Parter skal til enhver tid, og de stridende Parter

under en væbnet konflikt, sikre, at juridiske rådgivere er til rådighed, når

det er nødvendigt, med henblik på at vejlede militære ledere på passende

niveau vedrørende anvendelsen af Konventionerne og denne Protokol og

vedrørende den behørige instruktion, der skal gives de væbnede styrker om

dette spørgsmål.

Artikel 83

Udbredelse af oplysning

1. De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i

fredstid såvel som under væbnet konflikt videst muligt at udbrede kendskabet

til Konventionerne og denne Protokol i deres respektive lande og i

særdeleshed til at lade studiet heraf indgå i dets militære

undervisningsprogrammer og til at fremme civilbefolkningens studium heraf,

således at disse dokumenter bliver kendt af de væbnede styrker og af

civilbefolkningen.

2. Enhver militær eller civil myndighed, som under en

væbnet konflikt påtager sig forpligtelser vedrørende anvendelsen af

Konventionerne og denne Protokol, skal gøres fuldt ud bekendt med disses

tekster.

Artikel 84

Regler for anvendelsen

De Høje Kontraherende Parter skal så snart som muligt gennem depositaren

og i fornødent omfang gennem Beskyttelsesmagten oversende til hinanden deres

officielle oversættelse af denne Protokol, så vel som de love og reglementer,

de måtte have vedtaget for at sikre dens anvendelse.

AFSNIT II

Bekæmpelse af overtrædelser af

Konventionerne og denne protokol

Artikel 85

Bekæmpelse af overtrædelser af denne protokol

1. Bestemmelserne i Konventionerne vedrørende

bekæmpelse af overtrædelser og grove overtrædelser, suppleret af dette

afsnit, skal finde anvendelse på bekæmpelse af overtrædelser og grove

overtrædelser af denne Protokol.

2. Handlinger, der betegnes som grove overtrædelser i

Konventionerne, er grove overtrædelser af denne Protokol, hvis de begås mod

de i en Modparts magt værende personer, der er beskyttet af artikel 44, 45 og

73 i denne Protokol, eller mod Modpartens sårede, syge og skibbrudne, som er

beskyttet af denne Protokol, eller mod det sanitets- eller religiøse

personel, sanitetsenheder eller -transporter, som kontrolleres af Modparten,

og som beskyttes af denne Protokol.

3. Ud over de grove overtrædelser, som er beskrevet i

artikel 11, skal følgende handlinger betragtes som grove overtrædelser af

denne Protokol, når de begås forsætligt i strid med vedkommende bestemmelser

i denne Protokol og forårsager død eller alvorlige skader på legeme eller

helbred:

a) angreb på civilbefolkningen eller civile enkeltpersoner;

b) iværksættelse af vilkårlige angreb, som har indvirkning på

civilbefolkningen eller civile genstande med viden om; at sådanne angreb vil

forårsage usædvanlig store tab af menneskeliv, skade på civilpersoner eller

beskadigelse af civile genstande, således som beskrevet i artikel 57, stykke

2 a) (iii);

c) iværksættelse af et angreb mod værker eller anlæg, der rummer farlige

kræfter, med viden om, at et sådant angreb vil forårsage udsædvanlig store

tab af menneskeliv, skade på civilpersoner eller beskadigelse af civile

genstande, således som beskrevet i artikel 57, stykke 2 a) (iii):

d) angreb på ikke forsvarede områder og demilitariserede zoner;

e) angreb på en person med viden om, at han er hors de combat:

f) svigagtig brug af Rode Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og Sol

-kendemærket eller af andre beskyttelsestegn, der er anerkendt af

Konventionerne eller af denne Protokol, i strid med artikel 37.

4. Ud over de grove overtrædelser, der er beskrevet i

de forudgående stykker og i Konventionerne, skal følgende betragtes som grove

overtrædelser af denne Protokol, når de begås forsætligt og i strid med

Konventionerne eller Protokollen:

a) besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen civilbefolkning til

det territorium, den besætter, eller deportation eller overførsel inden for

eller bort fra dette territorium af hele eller dele af befolkningen i det

besatte område i strid med artikel 49 i Fjerde Konvention.

b) uberettiget udsættelse af repatiering af krigsfanger eller civile;

c) udøvelse af apartheid og andre umenneskelige og nedværdigende

foranstaltninger, som medfører krænkelser af den personlige værdighed på

grundlag af racediskrimination;

d) angreb på sådanne klart erkendelige historiske monumenter, kunstværker

eller steder, hvor gudsdyrkelse finder sted, som udgør folkenes kulturelle og

åndelige arv, og for hvilke særlig beskyttelse er givet ved særlig aftale,

for eksempel inden for rammerne af en kompetent international organisation,

når sådanne angreb resulterer i omfattende ødelæggelse af disse genstande,

hvor der ikke er bevis for, at Modparten har krænket artikel 53, punkt b), og

når sådanne historiske monumenter, kunstværker eller steder, hvor

gudsdyrkelse finder sted, ikke er beliggende i umiddelbar nærhed af militære

mål:

e) fratage en person, der er beskyttet af Konventionerne, eller hvortil

der er henvist i stykke 2 i denne artikel retten til en rimelig og almindelig

rettergang.

5. Uden præjudice for anvendelsen af Konventionerne og

denne Protokol skal grove overtrædelser af disse dokumenter betragtes som

krigsforbrydelser.

Artikel 86

Undladelseshandlinger

1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal bekæmpe grove overtrædelser og træffe de nødvendige foranstaltninger med

henblik på at standse alle andre overtrædelser, af Konventionerne eller af

denne Protokol, såfremt disse overtrædelser er resultatet af en undladelse af

at handle, når en pligt hertil bestod.

2 Den omstændighed, at en overtrædelse af Konventionerne eller af denne

Protokol blev begået af en underordnet, fritager ikke hans overordnede for

straf eller disciplinært ansvar, alt efter omstændighederne, hvis de vidste

eller var i besiddelse af oplysninger, som skulle have sat dem i stand til

efter forholdene på det pågældende tidspunkt at slutte, at han begik eller

var i færd med at begå en sådan overtrædelse, og hvis de ikke tog alle mulige

forholdsregler inden for deres beføjelser for at forhindre eller bekæmpe

overtrædelsen.

Artikel 87

Overordnedes pligter

1. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal pålægge militære overordnede over for medlemmer af de væbnede styrker

under deres kommando og andre personer under deres kontrol at forhindre og om

nødvendigt standse overtrædelser af Konventionerne og af denne Protokol samt

indberette derom til kompetente myndigheder.

2. Med henblik på at forhindre og standse

overtrædelser skal De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter kræve,

at overordnede, i overensstemelse med deres ansvarsområde, sikrer sig, at

medlemmer af de væbnede styrker under deres kommando har kendskab til deres

forpligtelser ifølge Konventionerne og denne Protokol.

3. De Høje Kontraherende Parter og de stridende Parter

skal pålægge enhver overordnet, der har kendskab til, at underordnede eller

andre personer under hans kontrol vil begå eller har begået en overtrædelse

af Konventionerne eller af denne Protokol, at tage de nødvendige

forholdsregler til at forhindre sådanne krænkelser af Konventionerne eller

denne Protokol, og hvor det er nødvendigt, at indlede disciplinær eller

strafferetlig forfølgning mod sådanne personer.

Artikel 88

Gensidig bistand i straffesager

1. De Høje Kontraherende Parter skal give hinanden

størst mulig bistand i forbindelse med straffesager iværksat i anledning af

grove overtrædelser af Konventionerne og af denne Protokol.

2. Under forbehold af de rettigheder og forpligtelser.

der er fastsat i Konventionerne og i artikel 85, stykke 1, i denne Protokol

og når omstændighederne tillader det, skal De Høje Kontraherende Parter

samarbejde i sager vedrørende udlevering. De skal behørigt overveje en

anmodning fra den Stat, i hvis territorium den påståede krænkelse har fundet

sted.

3. Lovgivningen hos De Høje Kontraherende Parter, over

for hvem anmodningen fremsættes. skal under alle omstændigheder finde

anvendelse. Bestemmelserne i de forudgående stykker skal imidlertid ikke

påvirke de for pligtelser, som følger af bestemmelserne i enhver anden

traktat, hvad enten den er bilateral eller multilateral og som helt eller

delvis regulere eller vil regulere spørgsmålet om gensidig bistand i

straffesager.

Artikel 89

Samarbejde

I tilfælde af alvorlige krænkelser af Konventionerne eller af denne

Protokol forpligter De Høje Kontraherende Parter sig til i fællesskab eller

hver for sig af handle i samarbejde med De forenede Nationer og i

overensstemmelse med De forenede Nationers Pagt.

Artikel 90

International Undersøgelseskommission

1. a) Der skal oprettes en international

Undersøgelseskommission (herefter benævnt »Kommissionen«) bestående

af 15 medlemmer af højt moralsk omdømme og anerkendt uvildighed.

b) Når mindst tyve Høje Kontraherende Parter har besluttet sig til at

anerkende Kommissionens kompetence i overensstemmelse med stykke 2, skal

depositaren på dette tidspunkt og derefter med 5 års mellemrum indkalde til

et møde mellem repræsentanter fra disse Høje Kontraherende Parter med henblik

på valg af medlemmer til Kommissionen. På mødet skal repræsentanterne ved

hemmelig afstemning vælge kommissionsmedlemmerne fra en liste over personer,

hvortil hver Høje Kontraherende Part kan nominere en person.

c) Medlemmerne af Kommissionen skal fungere i deres personlige egenskab

og skal beklæde deres stilling indtil valget af nye medlemmer ved det

påfølgende møde.

d) De Høje Kontraherende Parter skal ved valget sikre, at de personer,

der bliver valgt til Kommissionen, hver især er i besiddelse af de påkrævede

kvalifikationer, og at en ligelig geografisk repræsentation i Kommissionen

som helhed bliver sikret.

e) I tilfælde af en tilfældig indtruffet ledighed skal Kommissionen selv

udfylde den ledige plads, under tilbørlig hensyntagen til bestemmelserne i de

foregående stykker.

f) Depositaren skal stille de nødvendige administrative faciliteter til

rådighed for Kommissionen med henblik på gennemførelsen af dens funktioner.

2. a) De Høje Kontraherende Parter kan ved

Protokollens undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse, eller på et

hvilket som helst efterfølgende tidspunkt, erklære at de anerkender ipso

facto og uden særlig aftale i forhold til enhver anden Høj Kontraherende

Part, som påtager sig den samme forpligtelse, Kommissionens kompetence til at

gennemføre undersøgelser af klager fra en sådan anden Part, således som denne

artikel giver beføjelse til.

b) De ovenfor nævnte deklarationer skal deponeres hos depositaren, som

skal fremsende kopier deraf til De Høje Kontraherende Parter.

c) Kommissionen skal have kompetence til:

(i) at undersøge enhver kendsgerning, som påstås at være en grov

overtrædelse, således som beskrevet i Konventionerne og denne Protokol, eller

enhver anden alvorlig krænkelse af Konventionerne eller af denne Protokol:

(ii) gennem venskabelig mellemkomst at lette genoprettelsen af respekt

for Konventionerne og denne Protokol.

d) I andre tilfælde skal Kommissionen på en stridende Parts vegne kun

indlede en undersøgelse, når den anden Part eller de andre Parter samtykker

deri.

e) Under forbehold af de forudgående bestemmelser i denne artikel skal

bestemmelserne i artikel 52 i Første Konvention, artikel 53 i Anden

Konvention, artikel 132 i Tredje Konvention og artikel 149 i Fjerde

Konvention fortsat anvendes ved enhver påstået krænkelse af Konventionerne og

skal udstrækkes til enhver påstået krænkelse af denne protokol.

3. a) Medmindre vedkommende parter aftaler andet, skal

alle undersøgelser gennemføres af et Kammer bestående af syv medlemmer, der

skal udpeges som følger:

(i) fem medlemmer af Kommissionen, der ikke er statsborgere hos nogen af

de stridende parter, udpeges efter konsultation med disse af Kommissionens

formand på grundlag af en ligelig geografisk repræsentation;

(ii) to ad hoc- medlemmer, der ikke er statsborgere hos nogen af

de stridende parter, således at een udpeges af hver deltager.

b) Ved modtagelsen af anmodningen om en undersøgelse skal Kommissionens

formand fastsætte en rimelig tidsfrist for Kammerets oprettelse. Såfremt der

ikke er blevet udpeget noget ad hoc- medlem inden tidsfristen, skal

formanden øjeblikkelig udpege et sådant yderligere medlem eller medlemmer af

Kommissionen, som det måtte være nødvendigt for at gøre Kammerets medlemskab

komplet.

4. a) Kammeret, der er oprettet ifølge stykke 3 med

henblik på undersøgelser, skal opfordre de stridende parter til at yde det

bistand og til at fremlægge vidneudsagn. Kammeret kan også søge indhentet

sådanne andre vidneudsagn, som det måtte finde nødvendigt, og kan gennemføre

en undersøgelse af situationen in loco.

b) Alle vidneudsagn skal forelægges fuldt ud for Parterne, som skal have

ret til at fremsætte kommentarer til dem over for Kommissionen.

c) Enhver Part har ret til at anfægte sådanne vidneudsagn.

5. a) Kommissionen skal til Parterne videregive en

rapport vedrørende resultatet af Kammerets undersøgelser af de faktiske

omstændigheder tillige med sådanne henstillinger, som måtte findes

hensigtsmæssige.

b) Såfremt Kammeret ikke er i stand til at sikre tilstrækkelige

vidneudsagn med henblik på faktuelle og udvildige undersøgelsesresultater,

skal Kommissionen afgive en begrundelse herfor.

c) Kommissionen må ikke offentliggøre resultaterne af sine undersøgelser,

medmindre alle de stridende Parter har anmodet Kommissionen derom.

6. Kommisssionen skal fastsætte sine egne

procedureregler, herunder regler for Kommissionens formandsskab og for

Kammerets formandsskab. Disse regler skal sikre, at de funktioner, der er

tillagt Kommissionens formand, kan udøves til enhver tid, og at eventuelle

undersøgelser foretages af en person, der ikke er statsborger hos nogen af de

stridende Parter.

7. De administrative udgifter til Kommissionen skal

dækkes af bidrag fra De høje Kontraherende Parter, der har afgivet

erklæringer i henhold til stykke 2, og ved frivillige bidrag. Den eller de

stridende Parter, der anmoder om en undersøgelse, skal indbetale de

nødvendige midler til dækning af udgifter, som afholdes af et Kammer, og skal

refunderes med indtil halvtreds procent af Kammerets omkostninger af den

eller de parter, imod hvem anklagerne er rettet. I tilfælde, hvor der

indgives mod-anklager til Kammeret, skal hver Part indbetale halvtreds

procent af de nødvendige midler.

Artikel 91

Ansvar

En stridende Part, der krænker bestemmelserne i Konventionerne eller i

denne Protokol, skal, hvis sagen kræver det, være forpligtet til at betale

erstatning. Den skal være ansvarlig for alle handlinger begået af personer,

der udgør en del af dens væbnede styrker.

DEL VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 92

Undertegnelse

Denne protokol skal være åben for undertegnelse af Parterne i

Konventionerne seks måneder efter, at Slutprotokollen er underskrevet, og vil

forblive åben for en periode af tolv måneder.

Artikel 93

Ratifikation

Denne Protokol skal ratificeres snarest muligt.

Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Konventionernes depositar, Det

schweiziske Forbundsråd.

Artikel 94

Tiltrædelse

Denne Protokol skal være åben for tiltrædelse af enhver i Konventionerne

deltagende Part, som ikke har undertegnet den. Titrædelsesinstrumenterne skal

deponeres hos depositaren.

Artikel 95

Ikrafttræden

1. Denne Protokol skal træde i kraft seks måneder

efter deponeringen af to ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter.

2. For enhver i Konventionerne deltagende Part, der

derefter ratificerer eller tiltræder denne Protokol skal denne træde i kraft

seks måneder efter, at en sådan Part har deponeret sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 96

Traktatretlige forbindelser ved denne protokols ikrafttrædelse

1. Når Parterne i Konventionerne også er Parter i

denne protokol, skal Konventionerne anvendes som suppleret af denne Protokol

2. Når en af de stridende parter ikke er bundet af

denne protokol, skal Parterne i Protokollen forblive bundet deraf i deres

indbyrdes forhold. De skal desuden være bundet af denne Protokol i forhold

til enhver af de parter, som ikke er bundet deraf, hvis sidstnævnte

anerkender og anvender bestemmelserne deri.

3. Den myndighed, der repræsenterer et folk, der

kæmper imod en Høj Kontraherende part i en væbnet konflikt af den karakter,

der er nævnt i artikel 1, stykke 4, kan forpligte sig til at anvende

Konventionerne og denne Protokol i forbindelse med denne konflikt ved en

ensidig erklæring afgivet til depositaren. En sådan erklæring skal ved

modtagelsen hos depositaren have følgende virkning med hensyn til konflikten:

a) Konventionerne og denne protokol træder med øjeblikkelig virkning i

kraft i forhold til den pågældende myndighed som en stridende Part;

b) Den pågældende myndighed erhverver de samme rettigheder og

forpligtelser, som er erhvervet af en Høj Kontraherende part til

Konventionerne og denne Protokol; og

c) Konventionerne og denne Protokol er i lige grad bindende for alle

-parter i konflikten.

Artikel 97

Ændringer

1. Enhver Høj Kontraherende Part kan foreslå ændringer

til denne protokol. Teksten til et ændringsforslag skal fremsendes til

depositaren, som efter drøftelser med alle Høje Kontraherende Parter og Den

internationale Røde Kors-Komite skal afgøre, om en konference bør indkaldes

med henblik på overvejelse af ændringsforslaget.

2. Depositaren skal til en sådan konference indbyde

alle De Høje Kontraherende Parter så vel som parterne til Konventionerne,

hvad enten de har undertegnet denne Protokol eller ikke.

Artikel 98

Revision af Annex 1

1. Senest fire år efter denne, Protokols ikrafttræden

og derefter med mindst fire års mellemrum skal Den Internationale Røde Kors-

Komiteerådføre sig med De Høje Kontraherende Parter vedrørende denne

Protokols annex 1 og kan, hvis den skønner det nødvendigt, foreslå et møde af

tekniske eksperter for at gennemgå annex 1 og foreslå sådanne ændringer, som

måtte vise sig ønskelige. Den Internationale Røde Kors-Komitee skal

sammenkalde mødet, medmindre en tredjedel af De Høje Kontraherende Parter

inden for seks måneder fra meddelelsen om forslaget om et sådant møde har

haft invendinger derimod, og desuden skal observatører fra vedkommende

internationale organisationer inviteres. Et sådant møde skal også til enhver

tid indkaldes af Den Internationale Røde Kors-Komitee efter anmodning fra en

tredjedel af De Høje Kontraherende Parter.

2. Depositaren skal indkalde til en konference mellem

De Høje Kontraherende Parter og parterne i Konventionerne med henblik på at

overveje ændringer, der er foreslået på mødet af tekniske eksperter, såfremt

Den Internationale Røde Kors-Komitee eller en tredjedel af De Høje

Kontraherende parter efter dette møde anmoder derom.

3. Ændringsforslag til Annex 1 kan på en sådan

konference vedtages med to tredjedeles flertal af De Høje Kontreherende

parter, der er til stede og deltager i afstemningen.

4. Depositaren skal underrette De Høje Kontraherende

Parter og Parterne i Konventionerne om enhver vedtagen ændring. Ændringen

skal betragtes som godkendt ved afslutningen af en periode på et år, efter at

meddelelse om den er blevet udsendt, medmindre en erklæring om

ikke-godkendelse af ændringen inden for denne periode er blevet Meddelt

depositaren af mindst en tredjedel af De Høje Kontraherende Parter.

5. En ændring, der betragtes som godkendt i

overensstemmelse med stykke 4, skal tre måneder efter godkendelsen træde i

kraft for alle Høje Kontraherende Parter, undtagen for dem, der har afgivet

en erklæring om ikke-godkendelse i overensstemmelse med det foregående

stykke. Enhver Part, der afgiver en sådan erklæring, kan til enhver tid

trække den tilbage, og ændringen skal derefter træde i kraft for denne part

tre måneder senere.

6. Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende

Parter og Parterne i Konventionerne om ikrafttræden af enhver ændring, om

hvilke parter, der er bundet deraf, om ikrafttrædelsesdatoen for hver enkelt

part, om erklæringer om ikke-godkendelse afgivet i overensstemmelse med

stykke 4 og om tilbagetrækninger af sådanne erklæringer.

Artikel 99

Opsigelse

1. Såfremt en Høj Kontraherende part skulle opsige

denne Protokol, skal opsigelsen først have virkning et år efter modtagelsen

af opsigelsesdokumentet. Hvis imidlertid ved udgangen af dette år den

opsigende Part er engageret i en af de situationer, hvortil der refereres i

artikel 1, skal opsigelsen ikke have virkning før afslutningen af den væbnede

konflikt eller besættelse og ikke i noget tilfælde, før handlinger i

forbindelse med den endelige løsladelse, hjemsendelse eller genanbringelse af

personer, der er beskyttet af Konventionerne eller af denne Protokol, er

afsluttet.

2. Opsigelsen skal foretages skriftligt til

depositaren, som skal videregive den til alle de Høje Kontraherende Parter.

3. Opsigelsen skal kun have virkning for den opsigende

Part.

4. Enhver opsigelse ifølge stykke 1 skal ikke have

nogen indflydelse på forpligtelser, der allerede som følge af den væbnede

konflikt er pådraget i medfør af denne Protokol af den opsigende Part med

hensyn til en hvilken som helst handling begået før denne opsigelse har

virkning.

Artikel 100

Notifikationer

Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende parter såvel som

Parterne i Konventionerne, uanset om de har undertegnet denne Protokol eller

ej, om:.

a) undertegnelser af denne Protokol og deponering af ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter ifølge artikel 93 og 94:

b) datoen for Protokollens ikrafttræden ifølge artikel 95;

c) kommunikationer og deklarationer modtaget i henhold til artikel 84, 90

og 97:.

d) deklarationer modtaget ifølge artikel 96, stykke 3, som skal

viderebringes på hurtigst mulige måde; og

e) opsigelser ifølge artikel 99.

Artikel 101

Registrering

1. Efter ikrafttræden skal denne Protokol af

depositaren oversendes til De forenede Nationer med henblik på registrering

og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede

Nationers pagt.

2. Depositaren skal også underrette De forenede

Nationers sekretariat om alle ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser, der

modtages vedrørende denne Protokol.

Artikel 102

Autentiske tekster

Originalteksten til denne Protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske,

franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos

depositaren, som skal fremsende bekræftede kopier deraf til alle Parter i

Konventionerne.

ANNEX I

Regulativ vedrørende identifikation

KAPITEL I

Identitetskort

Artikel 1

Identitetskort til permanent civilt sanitetspersonel og religiøst

personel

1. De i artikel 18, stykke 3, i denne Protokol omtalte

identitetskort til permanent civilt sanitetspersonel og religiøst personel

skal:

a) være påført kendemærket og være af en sådan størrelse, at det kan

bæres i lommen;

b) være så holdbart som muligt:

c) være affattet på det nationale eller officielle sprog (og kan

herudover affattes på andre sprog):

d) nævne navn, fødselsdato (eller, hvis en sådan dato ikke findes,

alderen på tidspunktet for udstedelsen) og indehaverens eventuelle

identitetsnummer:

e) anføre i hvilken egenskab indehaveren er berettiget til beskyttelse

under Konventionerne og denne Protokol;,

d) indeholde et fotografi af indehaveren såvel som dennes underskrift

eller tommelfingeraftryk eller begge dele;

g) indeholde den kompetente myndigheds stempel og underskrift;

h) angive datoen for kortets udstedelse og udløb.

2. Identitetskortet skal være ensartet i hele området

for hver Høje Kontraherende Part og så vidt muligt være af samme type for

alle stridende Parter. De stridende Parter kan lade sig vejlede af den

ensprogede model vist på fig. 1. Ved fjendtlighedernes begyndelse skal de til

hinanden fremsende et eksemplar af den model, de benytter, hvis en sådan

model afviger fra den på fig. 1 viste. Identitetskortet skal om muligt

udfærdiges in duplo, idet et eksemplar opbevares hos den udstedende

myndighed, der skal holde kontrol med de kort, der er blevet udstedt.

3. Permanent civilt sanitets- og religiøst personel må

under ingen omstændigheder fratages deres identitetskort. I tilfælde af, at

et kort bortkommer, skal de have ret til at få en kopi deraf.

Artikel 2

Identitetskort til midlertidigt civilt sanitetspersonel og religiøst

personel

1. Identitetskortet til midlertidigt civilt sanitets-

og religiøst personel bør, når som helst det er muligt, svare til det i

artikel 1 i disse bestemmelser beskrevne. De stridende Parter kan lade sig

vejlede af modellen vist på fig. 1.

2. Når omstændighederne udelukker fremskaffelsen til

midlertidigt civilt sanitets- og religiøst personel af identitetskort, der

svarer til dem, der er beskrevet i artikel 1 i disse bestemmelser, kan det

omtalte personel forsynes med et certifikat der er underskrevet af den

kompetente myndighed, og som attesterer, at den person, til hvem det er

udstedt, er udpeget til tjeneste som midlertidigt personel, og som om muligt

angiver varigheden af en sådan tjeneste og vedkommendes ret til at bære

kendemærket. Certifikatet skal nævne indehaverens navn og fødselsdato (eller,

- hvis en sådan dato ikke findes, alderen på tidspunktet for udstedelsen af

certifikatet), hans funktion og eventuelle identitetsnummer. Det skal

indeholde hans underskrift eller hans tommelfingeraftryk eller begge dele.

Fig. 1: Model til identitetskort (format: 74 mm x 105 mm)

KAPITEL II

Kendemærket

Artikel 3

Form og beskaffenhed

1. Kendemærket (rødt på hvid bund) skal være så stort

som det efter omstændighederne er mest passende. Med hensyn til formen på

korset, halvmånen eller løve og solmærket kan De Høje Kontraherende Parter

lade sig vejlede af modellerne vist på fig. 2.

Fig. 2: Kendemærker i rødt på hvid bund.

2. Om natten eller når sigtbarheden er nedsat, kan

kendemærket oplyses eller belyses; det kan også fremstilles af materiale, der

gør det kendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.

Artikel 4

Anvendelse

1. Kendemærket skal når som helst det er muligt,

anbringes på en flad overflade eller på flag, der er synlige fra så mange

retninger og på så lang afstand som muligt.

2. Under forbehold af instruktioner fra den kompetente

myndighed skal sanitetspersonel og religiøst personel under udførelsen af

deres opgaver i kampområdet så vidt muligt være iført en hovedbeklædning og

en beklædning forsynet med kendemærket.

KAPITEL III

Kendesignaler

Artikel 5

Valgfri brug

1. Under forbehold af bestemmelserne i artikel 6 i

dette regulativ må de i dette Kapitel beskrevne signaler til udelukkende brug

for sanitetsenheder og -transporter ikke anvendes til andre formål. Brugen af

samtlige signaler omhandlet i dette Kapitel er valgfri.

2. Et midlertidigt sanitetsluftfartøj, som enten på

grund af tidnød eller dets særlige karakteristika ikke kan forsynes med

kendemærket, kan benytte de kendesignaler, der hjemles i dette Kapitel. Den

bedste metode til effektiv identifikation og genkendelse af et

sanitetsluftfartøj er imidlertid brugen af et synligt signal, enten

kendemærket eller lyssignalet, der beskrives i artikel 6, eller begge dele,

suppleret af de øvrige signaler, der omhandles i artiklerne 7 og 8 i dette

Regulativ.

Artikel 6

Lyssignalet

1. Lyssignalet, der består af et blåt blinklys, er

indført til brug for sanitets luftfartøjer med henblik på at markere deres

identitet. Andre luftfartøjer må ikke bruge dette signal. Den anbefalede blå

farve opnås ved at bruge følgende trikromatiske koordinater:

grøn grænse y = 0,065 + 0.805x

hvid grænse y = 0,400 - x

purpur grænse x = 0,133 + 0,600y

Den anbefalede blinkhastighed for det blå lys er mellem tres og hundrede

blink per minut.

2. Sanitetsluftfartøjet skal udstyres med sådanne lys

som måtte være nødvendige for, at lyssignalet kan ses i så mange retninger

som muligt.

3. I mangel af en særlig aftale mellem de stridende

parter, hvorved de reserverer brugen af blåt blinklys til identifikation af

sanitetskøretøjer, -skibe og -fartøjer, er brugen af sådanne signaler til

andre køretøjer eller skibe ikke forbudt.

Artikel 7

Radiosignalet

1. Radiosignalet skal bestå af en radiotelefonisk

eller radiotelegrafisk melding der følger efter et forudgående tydeligt

prioritetssignal, der skal udvælges og godkendes af en konference (World

administrative Radio Conference) under Den internationale

Telekommunikationsunion (ITU). Prioritetssignalet skal udsendes tre gange før

kaldesignalet for den pågældende sanitetstransport. Meldingen skal udsendes

på engelsk med passende mellemrum på en eller flere frekvenser, der er

fastsat i henhold til stykke 3. Prioritetssignalet skal begrænses til

udelukkende brug for sanitetsenheder og -transporter.

2. Radiomeldingen med det forudgående tydelige

prioritetssignal omtalt i stykke 1 skal meddele følgende data:

a) sanitetstransporternes kaldesignal;

b) sanitetstransporternes position;

c) sanitetstransporternes antal og type;

d) den planlagte rute;

e) i behørig udstrækning den anslåede rejsetid og tidspunktet for afrejse

og ankomst;

f) yderligere oplysninger om f.eks. flyvehøjde, radiofrekvenser på hvilke

der holdes vagt, sprogforhold og sekundær overvågningsradars

transmissionsformer og koder.

3. For at lette de kommunikationsforhold, der er

omtalt i stykke 1 og 2, så vel som de kommunikationsforhold, der er omtalt i

artiklerne 22, 23, 25, 26, 27, 28, 29, 30 og 31 i denne Protokol, kan De Høje

Kontraherende Parter, de stridende Parter eller en af de stridende parter,

der handler efter aftale eller alene, i overensstemmelse med listen over

frekvenstildelingerne (the Table of Frequency Alllocations) i

Radioregulativerne, der er knyttet til Den internationale

Telekommunikationskonvention, udpege og offentliggøre udvalgte nationale

frekvenser, som kan benyttes af dem til sådanne kommunikationer. Disse

frekvenser skal anmeldes til Den internationale Telekommunikationsunion (ITU)

i overensstemmelse med fremgangsmåder godkendt af en World Administrative

Radio Conference.

Artikel 8

Elektronisk identifikation

1. Det sekundære radarovervågningssystem (Secondary

Surveillance Radar (SSR)), som er nærmere beskrevet i Annex 10 til Chicago

Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart med senere

ændringer, kan anvendes til at identificere og følge ruten for et

sanitetsluftfartøj. Den SSR transmissionsform og kode, der reserveres

udelukkende til sanitetsluftfartøjer, skal fastsættes af de Høje

Kontraherende Parter, de stridende Parter, eller en af de stridende Parter,

der handler efter aftale eller alene, i overensstemmelse med fremgangsmåder

anbefalet af Den internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO).

2. De stridende Parter kan, efter særlig indbyrdes

aftale, til eget brug oprette et lignende elektronisk system til

identitfikation af sanitetskøretøjer, sanitetsskibe og -fartøjer.

KAPITEL IV

Kommunikationsformer

Artikel 9

Radiokommunikation

Prioritetssignalet, der omhandles i artikel 7 i dette Regulativ, kan

afgives forud for behørig radiokommunikation af sanitetsenheder og -

transporter under anvendelse af procedurer i henhold til artiklerne 22, 23,

25, 26, 27, 28, 29, 30 og 31 i denne Protokol.

Artikel 10

Anvendelse af internationale koder

Sanitetsenheder og -transporter kan også anvende de koder og signaler, der

er fastsat af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU), Den

Internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO) og Den

Interguvernementale Rådgivende Søfartsorganisation. Disse koder og signaler

skal anvendes i overensstemmelse med de normer, metoder og procedurer, der er

fastsat af disse Organisationer.

Artikel 11

Andre kommunikationsmåder

Når tovejsradiokommunikation ikke er mulig, kan de signaler anvendes, som

er omhandlet i International Code of Signals, vedtaget af Den

Interguvernementale Rådgivende Søfartsorganisation, eller i vedkommende Annex

til Chicago Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart

med senere ændringer.

Artikel 12

Flyveplaner

Aftaler og meddelelser om flyveplaner, der er omhandlet i artikel 29 i

denne protokol, skal så vidt muligt formuleres i overensstemmelse med de

procedurer, der er fastsat af Den Internationale Organisation for Civil

Luftfart (ICAO).

Artikel 13

Signaler og procedurer ved interception af sanitetsluftfartøjer

Hvis et interceptorfly anvendes med henblik på at bekræfte et flyvende

sanitetsluftfartøjs identitet eller for at påbyde det at lande i

overensstemmelse med artiklerne 30 og 31 i denne Protokol, skal de i Annex 2

til Chicago Konventionen af 7. december 1944 om International Civil Luftfart

med senere ændringer foreskrevne standard-procedurer for visuel interception

og radiointerception anvendes af både interceptorflyet og

sanitetsluftfartøjet.

KAPITEL V

Civilforsvaret

Artikel 14

Identitetskort

1. Det i denne Protokols artikel 66 stk. 3, omtalte

identitetskort for civilforsvarspersonel er omfattet af vedkommende

bestemmelser i dette Regulativs artikel 1.

2. Identitetskortet for civilforsvarspersonel kan

følge det i fig. 3 viste eksempel.

Fig. 3: (format: 74 mm x 105 mm).

3. Dersom civilforsvarspersonel har tilladelse til at

bære lette individuelle våben, bør kortet være forsynet med påtegning herom.

Artikel 15

Det internationale kendemærke

1. Det internationale civilforsvarskendemærke, der

omtales i denne Protokols artikel 66, stk. 4, en en ligesidet blå trekant på

orangefarvet baggrund. Et eksempel vises i fig.4

2. Det anbefales:

a) at hvis den blå trekant er anbragt på et flag eller et armbind eller

en overtræksskjorte, danner hele flaget armbindet eller overtræksskjorten den

orangefarvede baggrund;

b) at en af trekantens spidser peger lodret opad;

c) at ingen af trekantens spidser berører kanten af den orangefarvede

bund.

3. Det internationale kendemærke skal være så stort,

som det efter omstændighederne er hensigtsmæssigt. Kendemærket skal såvidt

muligt anbringes på en jævn overflade eller på flag, der er synlige fra så

mange retninger og i så stor afstand som muligt. Under forbehold af

instruktioner fra den kompetente myndighed skal civilforsvarspersonel såvidt

muligt være iført en hovedbeklædning og en beklædning, der bærer det

internationale kendemærke. Om natten eller i tilfælde af nedsat sigtbarhed

kan mærket være oplyst eller belyst; det kan også fremstilles af materialer,

der gør det let genkendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.

KAPITEL VI

Værker og anlæg, der rummer farlige kræfter

Artikel 16

Det særlige internationale mærke

1. Det i artikel 56, stykke 7, i denne Protokol

omhandlede særlige internationale mærke for værker og installationer, der

rummer farlige kræfter, skal bestå af en gruppe af tre klare orangefarvede

cirkler af samme størrelse og placeret på en lige linie med en afstand af en

radius mellem hver cirkel i overensstemmelse med fig. 5 nedenfor.

2. Mærket skal være af en efter omstændighederne

passende størrelse. Når det er afbildet på en vidtstrakt overflade, kan det

gentages, så ofte det efter omstændighederne er passende. Det skal,

nårsomhelst det er muligt, afbildes på plane flader eller på flag, således at

det er synligt fra så mange retninger og på så lang afstand som muligt.

3. På et flag skal afstanden mellem mærkets ydre

omkreds og flagets tilstødende kanter være som radius i en cirkel. Flaget

skal være rektangulært og skal have hvid bund.

4. Om natten, eller når sigtbarheden er nedsat, kan

mærket oplyses eller belyses. Det kan også fremstilles af materialer, der gør

det genkendeligt ved hjælp af tekniske sporingsmidler.

Annexe II

INDERSIDER

PROTOKOL II

Tillægsprotokol til Geneevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende

beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter (Protokol 11).

PRÆAMBEL

De Høje Kontraherende Parter der erindrer om at de humanitære

principper, der er nedfældet i den fælles artikel 3 i Genevekonventionerne af

12. august 1949, udgør grundlaget for respekten for mennesket i tilfælde af

væbnede konflikter, der ikke er af en international karakter:

erindrer yderligere om, at internationale aftaler vedrørende

menneskerettigheder frembyder en grundlæggende beskyttelse for det enkelte

menneske;

understreger behovet for at sikre en bedre beskyttelse af ofrene i

disse væbnede konflikter:

erindrer om. at i tilfælde, der ikke er omfattet af gældende ret,

forbliver det enkelte menneske beskyttet af principperne om medmenneskelighed

og den offentlige samvittigheds krav;

har aftalt følgende:

DEL 1

Denne protokols anvendelse

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Denne Protokol, der udbygger og supplerer den

fælles artikel 3 i Geneevekonventionerne af 12. august 1949 uden at ændre de

gældende betingelser for dens anvendelse, skal anvendes i alle væbnede

konflikter, søm ikke omfattes af artikel 1 i Tillægsprotokollen til

Geneevekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelse af ofrene i

internationale væbnede konflikter (Protokol 1), og som finder sted på en Høj

Kontraherende Parts territorium mellem dens væbnede styrker og fjendtlige

væbnede styrker eller andre organiserede væbnede grupper, som, under

ansvarlig kommando. udover en sådan kontrol over en del af dens territorium,

at det sætter dem i stand til at gennemføre ved holdende og samlede militære

operationer samt til at opfylde denne Protokol 2. Denne Protokol skal ikke

finde anvendelse i tilfælde af interne uroligheder og spændinger, såsom

optøjer isolerede og sporadiske volds handlinger og andre lignende

handlinger, som ikke er væbnede konflikter.

Artikel 2

Personkredsen

1. Denne protokol skal anvendes over for alle

personer,som er berørt af en væbnet konflikt som beskrevet i artikel 1, uden

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion eller

tro, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,

formueomstændigheder, fødsel eller anden status eller på grund af noget som

helst andet lignende kriterium (herefter benævnt som

»forskelsbehandling«).

2. Ved en væbnet konflikts afslutning skal alle de

personer, som er blevet berøvet deres frihed, eller hvis frihed er blevet

begrænset af grunde, som vedrorer en sådan konflikt, tilligemed de personer,

der er berøvet deres frihed, eller hvis frihed er begrænset efter konflikten

af samme årsager, nyde beskyttelse i henhold til artikel 5 og 6 indtil

afslutningen af en sådan berøvelse af eller begrænsning i friheden.

Artikel 3

Ikke-indblanding

1. Intet i denne Protokol skal kunne påberåbes med

henblik på at anfægte en Stats suverænitet eller regeringens ansvar for ved

alle lovlige midler at opretholde eller genoprette lov og orden i Staten

eller til at forsvare Statens nationale enhed og territoriale uafhængighed.

2. Intet i denne Protokol skal kunne anføres som en

motivering for at intervenere, direkte eller indirekte, af nogen som helst

grund, i den væbnede konflikt eller i de indre eller ydre anliggender hos den

Høje Kontraherende Part, på hvis territorium konflikten finder sted.

DEL II

Human behandling

Artikel 4

Grundlæggende garantier

1. Alle personer, som ikke tager direkte del i, eller

som er ophørt med at tage del i fjendtligheder, hvadenten deres frihed er

blevet begrænset eller ej, er berettiget til at nyde respekt for deres

person, ære og overbevisninger samt religionsudøvelse. De skal under alle

omstændigheder behandles humant uden forskelsbehandling af nogen art. Det er

forbudt at give ordre til, at der ikke må være overlevende.

2. Uden præjudice for de ovennævnte almindelige

bestemmelser skal følgende handlinger imod personer, hvortil der er henvist i

stykke 1. til enhver tid og på et hvilket som helst sted være og forblive

forbudt;

a) vold mod personers liv, helbred og fysiske eller mentale velvære.

herunder navnlig mord og grusom behandling såsom tortur, lemlæstelse eller

enhver form for korporlig afstaffelse.:

b) kollektive afstraffelser;

c) gidseltagning;

d) terrorhandlinger;

e) grove krænkelser af den personlige værdighed, herunder navnlig

ydmygende og nedværdigende behandling, voldtægt, påtvunget prostitution og

enhver form for kønsfrihedsforbrydelse;

f) slaveri og slavehandel under enhver form;

g) plyndring;

h) trusler om at begå nogen af de fornævnte handlinger:

3. Børn skal nyde den omsorg og hjælp, de har brug for

og navnlig;

a) skal de modtage undervisning, herunder religiøs og moralsk

undervisning i overensstemmelse med forældrenes ønsker, eller i forældrenes

fravær i overensstemmelse med, hvad de, der er ansvarlige for deres velfærd,

ønsker;

b) skal alle nødvendige skridt tages for at lette genforeningen af

familier, der er midlertidigt adskilt;

c) skal børn, der endnu ikke har nået en alder af 15 år, hverken

rekrutteres til de væbnede styrker eller grupper eller have tilladelse til at

tage del i fjendtlighederne;

d) skal den særlige beskyttelse, der af denne artikel ydes børn, der

endnu ikke har nået en alder af 15 år, fortsat have gyldighed over dem, hvis

de uanset bestemmelserne i punkt c) deltager i fjendtlighederne og tages til

fange;

e) skal der om nødvendigt, og i muligt omfang med samtykke fra forældrene

eller de personer, som ved lov eller sædvane først og fremmest er ansvarlige

for deres velfærd, tages skridt til midlertidigt at fjerne børn fra det

område, hvor fjendtligheder finder sted, til et mere sikkert område i landet,

samt at sikre at de bliver ledsaget af personer, som er ansvarlige for deres

sikkerhed og velfærd.

Artikel 5

Personer, hvis frihed er blevet begrænset

1. Udover bestemmelserne i artikel 4, skal følgende

bestemmelser respekteres som minimumsregler med hensyn til personer, der er

blevet berøvet deres frihed af grunde. som har forbindelse med den væbnede

konflikt, hvadenten de er internerede eller holdt tilbage:

a) de sårede og syge skal behandles i overensstemmelse med artikel 7;

b) de personer, som er nævnt i dette stykke, skal i samme omfang som den

stedlige civilbefolkning forsynes med fødevarer og drikkevand og skal ydes

beskyttelse med hensyn til sundhed og hygiejne og beskyttelse mod streng

klima og mod den væbnede konflikts farer;

c) de skal have ret til enkeltvis eller samlet at modtage hjælp;

d) de skal have ret til at udøve deres religion og hvis det ønskes og

findes passende, at modtage åndelig hjælp fra personer som f. eks. præster

der udøver religiøse hverv;

e) de skal, hvis de arbejder, nyde godt af de samme arbejdsbetingelser og

sikkerhedsforanstaltninger som den stedlige civilbefolkning.

2. De, der er ansvarlige for interneringen eller

tilbageholdelsen af de i stykke 1 nævnte personer, skal tillige, inden for

deres mulige grænser respektere følgende bestemmelser vedrørende sådanne

personer;

a) undtagen i tilfælde, hvor mænd og kvinder i en familie er indkvarteret

sammen, skal kvinder indkvarteres adskilt fra mænd og være under umiddelbart

opsyn af kvinder;

b) de skal have ret til at sende og modtage breve og kort, hvis antal kan

begrænses af en kompetent myndighed, såfremt det skønnes nødvendigt;

c) internerings- og tilbageholdelsessteder må ikke anbringes nær ved

kampzonen.

De personer, der er nævnt i stykke 1, skal evakueres, når de steder, hvor

de er internerede eller tilbageholdt, i særlig grad bliver udsat for fare

opstået som følge af den væbnede konflikt, såfremt deres evakuering kan

gennemføres under rimelige sikkerhedsforhold;

d) de skal nyde godt af lægelige undersøgelser;

e) deres fysiske eller mentale helbredstilstand og integritet må ikke

udsættes for fare ved nogen uberettiget handling eller undladelse. Det er

derfor forbudt at underkaste de personer, der er beskrevet i denne artikel,

nogen lægelig behandling, som ikke er begrundet i den pågældende persons

helbredstilstand, og som ikke er i overenssstemmelse med almindeligt

anerkendte lægelige normer, som gælder for frie personer under lignende

lægelige omstændigheder.

3. Personer, som ikke er omfattet af stykke 1, men

hvis frihed er blevet begrænset på en hvilken som helst anden måde som følge

af den væbnede konflikt, skal behandles humant i overensstemmelse med artikel

4 og med stykke 1 a), c) og d) samt 2 b) i denne artikel.

4. Såfremt det besluttes at løslade personer, der er

berøvet deres frihed, skal de, der træffer beslutning herom, træffe de

nødvendige foranstaltninger med henblik på at garantere deres sikkerhed.

Artikel 6

Straffeforfølgning

1. Denne artikel vedrører retsforfølgning og straf for

kriminelle overtrædelser i forbindelse med den væbnede konflikt.

2. Ingen dom må afsiges og ingen straf må iværksættes

over for en person, som er fundet skyldig i en forseelse medmindre

domfældelsen er foretaget af en domstol, der yder de nødvendige garantier for

uafhængighed og upartiskhed. Herunder skal navnlig følgende iagttages:.

a) proceduren skal sikre, at en anklaget ufortøvet underrettes om de

nærmere omstændigheder vedrørende den forseelse han er anklaget for, og skal

både for og under retssagen give den anklagede alle nødvendige rettigheder og

midler med henblik på hans forsvar:

b) ingen må dømmes for en forseelse, medmindre der foreligger et

individuelt strafansvar;

c) ingen må anses for skyldig i en kriminel forseelse på grund af en

handling eller undladelse, som ikke udgjorde en kriminel forseelse ifølge

lovgivningen på det tidspunkt, da den blev begået;der må heller ikke idømmes

en hårdere straf end den, der var gældende på det tidspunkt, da den

kriminelle forseelse blev begået; såfremt mildere strafbestemmelse er blevet

indført ved lov, efter at forseelsen er begået, skal lovovertræderen nyde

godt heraf;

d) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal betragtes som uskyldig,

indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven:.

e) enhver, der er anklaget for en forseelse, skal have ret til at være

til stede under retssagen;

ingen må tvinges til at vidne imod sig selv eller til at tilstå sin skyld.

3. En dømt person skal ved domsfældelsen underrettes

om sine juridiske og andre retsmidler og om de tidsfrister, inden for hvilke

de kan udøves.

4. Dødsstraf må ikke afsiges over for personer, som

var under 18 år på tidspunktet, da forseelsen blev begået. og må ikke

eksekveres over for gravide kvinder eller mødre med små børn.

5. Ved fjendtlighedernes ophør skal myndighederne, der

har magten, søge at give videst mulig amnesti til personer, som har deltaget

i den væbnede konflikt eller til dem, der er berøvet deres frihed af grunde,

der har forbindelse med den væbnede konflikt, hvadenten de er internerede

eller tilbageholdt.

DEL III

Sårede. syge og skibbrudne.

Artikel 7

Beskyttelse og pleje

1. Alle sårede, syge og skibbrudne skal respekteres og

beskyttes, hvadenten de har taget del i den væbnede konflikt eller ej.

2. De skal under alle omstændigheder behandles humant

og skal i det omfang, det er praktisk muligt, og med mindst mulig forsinkelse

modtage den lægelige pleje og omsorg, som deres tilstand kræver. De må ikke

være genstand for nogen forskelsbehandling undtagen af lægelige grunde.

Artikel 8

Eftersøgning

Når som helst omstændighederne tillader det og navnlig efter en træfning

skal alle mulige forholdsregler træffes med henblik på ufortøvet at søge

efter og indsamle de sårede, syge og skibbrudne, at beskytte dem mod

udplyndring og mishandling, at sikre den nødvendige pleje af dem, samt at

søge efter de døde, forhindre udplyndring af dem og få dem anbragt på en

sømmelig måde.

Artikel 9

Beskyttelse af sanitetspersonel og religiøst personel

1. Sanitets- og religiøst personel skal respekteres og

beskyttes og skal ydes al forhåndenværende bistand til udførelse af deres

hverv. De må ikke tvinges til at udføre opgaver, som ikke er forenelige med

deres humanitære hverv.

2. Under udførelse af deres hverv må sanitetspersonel

ikke tvinges til at give fortrinsret til nogen person undtagen af lægelige

grunde.

Artikel 10

Almindelig beskyttelse af sanitetsopgaver

1. Ingen skal under nogen omstændigheder kunne

straffes for at have udført sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig

etik, uanset hvilken person, der har fordel heraf.

2. Personer, der udfører sanitetsopgaver, må hverken

tvinges til at foretage handlinger eller udføre arbejde, der strider mod,

eller tvinges til at afstå fra handlinger, der er påbudt af, den lægelige

etik, andre regler udfærdiget til fordel for de sårede og syge eller denne

Protokol. De professionelle forpligtelser for personer, der udfører

sanitetsopgaver, skal under forbehold af national lovgivning respekteres for

så vidt angår oplysninger, som de måtte erhverve vedrørende de sårede og syge

under deres pleje. Under forbehold af national lovgivning må ingen person,

der udfører sanitetsopgaver, på nogen måde straffes for at nægte eller

undlade at give oplysninger vedrørende de sårede og syge, som er eller har

været i hans pleje.

Artikel 11

Beskyttelse af sanitetsenheder og -transporter

1. Sanitetsenheder og -transporter skal til enhver tid

respekteres og beskyttes og må ikke gøres til genstand for angreb.

2. Den beskyttelse, der tilkommer sanitetsenheder og

-transporter ophører ikke, medmindre de udover deres humanitære opgaver

anvendes til at begå fjendtlige handlinger. Beskyttelsen kan dog først

bortfalde, såfremt en advarsel, der såvidt muligt skal - fastsætte en rimelig

tidsfrist ikke efterkommes.

Artikel 12

Kendemærket

Efter nærmere bestemmelse fra vedkommende kompetente myndighed skal Røde

Kors, Røde Halvmåne eller Røde Løve og Sol -kendemærket på en hvid baggrund

bæres synligt af sanitets- og religiøst personel og på sanitetsenheder og

-transporter. Det skal under alle omstændigheder respekteres. Det må ikke

anvendes uretmæssigt.

DEL IV

Civilbefolkningen

Artikel 13

Beskyttelse af civilbefolkningen

1. Civilbefolkningen og individuelle civilpersoner

skal nyde almindelig beskyttelse mod de farer, som opstår som følge af

militære operationer. For at give denne beskyttelse virkning skal følgende

regler under alle omstædigheder overholdes.

2. Civilbefolkningen som sådan såvel som individuelle

civilpersoner må ikke gøres til genstand for angreb. Voldshandlinger eller

trusler om vold, hvis primære formål er at sprede terror blandt

civilbefolkningen, er forbudt.

3. Civile skal nyde beskyttelse i medfør af denne Del

(IV), medmindre og da så længe de tager direkte del i fjendtlighederne

Artikel 14

Beskyttelse af genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens

overleven

Det er forbudt at benytte udsultning af civile som kampmetode. Det er

derfor forbudt med dette formål at angribe, ødelægge, fjerne eller

ubrugeliggøre genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overleven,

såsom fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer, afgrøder,

husdyrbestande, drikkevandsinstallationer og - forsyninger samt

overrislingsanlæg.

Artikel 15

Beskyttelse af værker og anlæg, der rummer farlige kræfter

Værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter, såsom dæmninger, diger og

kernekraftværker, må ikke gøres til genstand for angreb, selv hvor disse

genstade er militære mål, såfremt et sådant angreb kan forårsage frigørelse

af farlige kræfter og følgelig alvorlige tab blandt civilbefolkningen.

Artikel 16

Beskyttelse af kulturelle genstande og af steder hvor gudsdyrkelse

finder sted

Uden præjudice for bestemmelserne i Haagerkonventionen af 14. maj 1954

vedrørende beskyttelse af kulturel ejendom under væbnet konflikt skal det

være forbudt at begå en hvilken som helst fjendtlig handling rettet mod

historiske monumenter, kunstværker eller steder, hvor gudsdyrkelse finder

sted, som udgør folkenes kulturelle eller åndelige arv, og at benytte sådanne

genstande til støtte for en militær indsats.

Artikel 17

Forbud mod tvangsforflyttelse af civile

1. Forflyttelse af civilbefolkningen må ikke beordres

af årsager, der har forbindelse med konflikten, medmindre de berørte civiles

sikkerhed eller tvingende militære grunde gør det påkrævet. Såfremt det

bliver nødvendigt at foretage sådanne forflyttelser, skal der tages alle

mulige forholdsregler for at sikre, at civilbefolkningen kan modtages under

tilfredsstillende vilkår med hensyn til husly, hygiejniske forhold, sundhed.

sikkerhed og forplejning.

2. Civile må ikke tvinges til at forlade deres eget

territorium af grunde, der har forbindelse med konflikten.

Artikel 18

Hjælpeorganisationer og hjælpeaktioner

1. Hjælpeorganisationer, der er beliggende i en Høj

Kontraherende Parts territorium, såsom Røde Kors (Røde Halvmåne, Røde Love og

Sol) -selskaber kan tilbyde deres bistand med henblik på udførelsen af deres

traditionelle opgaver over for ofrene i den væbnede konflikt.

Civilbefolkningen kan, også på eget initiativ, tilbyde at opsamle og tage

vare på de sårede, syge og skibbrudne.

2. Såfremt civilbefolkningen er udsat for unødige

lidelser på grund af mangel på forsyninger, der er nødvendige for dens

overleven, såsom fødevarer og medicin, skal hjælpeaktioner, som udelukkende

er af humanitær og uvildig karakter, og som gennemføres uden

forskelsbehandling, iværksættes for civilbefolkningen, under forudsætning af

vedkommende Høje Kontraherende Parts samtykke.

DEL V

Afsluttende bestemmelser

Artikel 19

Udbredelse

- Kendskabet til denne Protokol skal udbredes i så vid udstrækning som

muligt.

Artikel 20

Undertegnelse

Denne Protokol skal være åben for undertegnelse af Parterne i

Konventionerne seks måneder, efter at Slutakten er blevet underskrevet og

skal forblive åben for en periode af tolv måneder.

Artikel 21

Ratifikation

Denne Protokol skal ratificeres så snart som muligt-

Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Det schweiziske Forbundsråd,

der er depositar for Konventionerne.

Artikel 22

Tiltrædelse

Denne Protokol skal være åben for tiltrædelse af enhver Part i

Konventionerne, som ikke har undertegnet den. Tiltrædelsesinstrumenterne skal

deponeres hos depositaren

Artikel 23

Ikrafttræden

1. Denne Protokol træder i kraft seks måneder efter,

at to ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter er blevet deponeret.

2. For enhver Part i Konventionerne, som herefter

ratificerer eller tiltræder denne Protokol, skal denne træde i kraft seks

måneder efter, at en sådan Part har deponeret sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 24

Ændringer

1. Enhver Høj Kontraherende Part kan foreslå ændringer

i denne Protokol. Teksten til enhver foreslået ændring skal sendes til

depositaren, som efter konsultationer med alle de Høje Kontraherende Parter

og Deri internationale Røde Kors Komitee skal afgøre, hvorvidt en konference

bør indkaldes med henblik på at overveje den foreslåede ændring.

2. Depositaren skal til en sådan konference indbyde

alle de Høje Kontraherende Parter såvel som Parterne i Konventionerne, hvad

enten de har undertegnet denne Protokol eller ej.

Artikel 25

Opsigelse

1. Såfremt en Høj Kontraherende Part opsiger denne

Protokol, skal opsigelsen først have virkning seks måneder efter modtagelsen

af opsigelsesinstrumentet. Såfremt den opsigende part imidlertid ved udløbet

af seks måneder er indblandet i den i artikel 1 beskrevne situation, skal

opsigelsen ikke have virkning for afslutningen af den væbnede konflikt.

Personer, som er blevet berøvet deres frihed, eller hvis frihed er blevet

begrænset af grunde, der har forbindelse med den væbnede konflikt, skal

desuagtet fortsat nyde godt af bestemmelserne i denne Protokol, indtil de

endeligt løslades. 2.Opsigelsen skal meddeles skriftligt til depositaren, som

skal videregive den til alle de Høje Kontraherende Parter.

Artikel 26

Notifikationer

Depositaren skal underrette de Høje Kontraherende Parter så vel som

Parterne i Konventionerne, hvad enten de har undertegnet denne Protokol eller

ej, om:

a) underskrifter til denne Protokol og deponeringen af ratifikations-

eller tiltrædelsesdokumenter ifølge artikel 21 og 22;

b) datoen for denne Protokols ikrafttræden ifølge artikel 23;

c) meddelelser og deklarationer modtaget ifølge artikel 24

Artikel 27

Registrering

1. Efter dens ikrafttrædelse skal denne Protokol af

depositaren videresendes til De forenede Nationers sekretariat med henblik på

registrering og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De

forenede Nationers Pagt.

2. Depositaren skal også underrette De forenede

Nationers sekretariat om alle ratifikationer og tiltrædelser, der modtages

vedrørende denne Protokol.

Artikel 28

Autentiske tekster

Originalteksten til denne Protokol, hvis arabiske, kinesiske. engelske,

franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed. skal deponeres hos

depositaren, der skal fremsende bekræftede kopier heraf til alle Parter i

Konventionerne.

I medfør af artikel 95, stk, 1, i Protokol I og artikel 23, stk. 1, i

Protokol II trådte tillægsprotokollerne i kraft den 7. december 1978, 6

måneder efter at 2 lande havde ratificeret.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos Det schweiziske

Forbundsråd i Bern den 17. juni 1982, og tillægsprotokollerne er herefter

trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 17. december 1982. I forbindelse

med ratifikationen af Protokol I er der afgivet erklæring i henhold til

artikel 90 om, at Danmark anerkender den der omhandlede kommissions

kompetence til at undersøge klager, som en anden kontraherende part måtte

fremsætte mod Danmark. Samtidig er der taget forbehold over for artikel 75,

stk. 4 (h), i Protokol I, således at denne bestemmelse ikke skal være til

hinder for genoptagelse af en straffesag, når det undtagelsesvis kan ske

efter reglerne i den danske retsplejelov,

Tillægsprotokollerne er foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af:

Bahama-øerne. Bangladesh. Botswana, Cypern (kun Protokol I), Ecuador,

Finland, Gabon. Ghana. Jordan. Jugoslavien. Republikken Korea, Laos, Libyen,

Mauretanien. Mauritius, Niger. Norge. El Salvador, Schweiz, Sverige,

Tunesien, Vietnam (kun Protokol I), Zaire og *?*.

I forbindelse med deponeringen af instrumenter om ratifikation og

tiltrædelse er der taget forbehold over for følgende bestemmelser i

protokollerne:

Finland.

artikel 75. stk. 4 (h) og (i). i Protokol I

Jugoslavien..

bestemmelser i Protokol I, der vedrører besættelse

Schweiz.:

artikel 57 og 58 i Protokol I

Sverige.:

artikel 75, stk. 4 (h). i Protokol I

Østrig.

artikel 57, 58, 75, stk. 4 (e) og (h), 85 og 86 i Protokol I, samt artikel

6 i Protokol II.

Desuden er der afgivet fortolkningserklæringer om følgende bestemmelser:

Finland.

artikel 75 og 85 i Protokol I

Republikken Korea.

*?* 44. stk. 3, art. 85. stk. 4 (b). artikel 91 og artikel 96. stk. 3, i

Protokol I.

Endelig har følgende lande, foruden Danmark, anerkendt den i artikel 90 i

Protokol I omhandlede kommissions kompetence:

Finland, Norge, Schweiz, Sverige og Østrig.

Udenrigsministeriet, den 11. marts 1983

UFFE ELLEMANN-JENSEN

Lignende dokumenter