Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers Plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den
af De Forenede Nationers Plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne
konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab. (* 1)
Ved kgl. resolution af 25. maj 1951 har Danmark ratificeret ovennævnte
konvention, hvis tekst(* 1) lyder som følger:
Oversættelse.
KONVENTION OM FOREBYGGELSE
AF OG STRAF FOR FOLKEDRAB.
De kontraherende parter,
som har overvejet den erklæring, som De Forenede Nationers
plenarforsamling fremsatte i sin resolution nr. 96 (I) af 11. december 1946
om, at folkedrab efter folkeretten er en forbrydelse, som strider mod De
Forenede Nationers ånd og mål og fordømmes af den civiliserede verden;
som erkender, at folkedrab til alle tider i historien har tilføjet
menneskeheden store tab, og
som er overbevist om, at internationalt samarbejde er nødvendigt, hvis
menneskeheden skal befris for denne afskyelige svøbe, træffer herved følgende
aftale:
Art. I.
De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i
fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de
forpligter sig til at forhindre og straffe.
Art. II
I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte
handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en
national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
a) at dræbe medlemmer af gruppen,
b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig
skade,
c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke
Læs alt
gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor
gruppen,
e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.
Art. III.
Følgende handlinger skal være strafbare:
a) folkedrab,
b) sammensværgelse for at begå folkedrab,
c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,
d) forsøg på folkedrab,
e) meddelagtighed i folkedrab.
Art. IV.
Personer, der begår folkedrab eller en anden i artikel III nævnt handling,
skal straffes, hvad enten de er forfatningsmæssigt ansvarlige
statsoverhoveder, tjenestemænd eller private personer.
Art. V.
De kontraherende parter påtager sig i overensstemmelse med deres
forfatninger at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig for at sætte
nærværende konventions bestemmelser i kraft, og især at foreskrive effektive
straffe for personer, der er skyldige i folkedrab eller en af de andre i
artikel II angivne handlinger.
Art. VI.
Personer, der anklages for folkedrab eller for en anden i artikel III
nævnt handling, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis
område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret,
som måtte have jurisdiktion i forhold til de kontraherende parter, der har
anerkendt dens jurisdiktion.
Art. VII.
Folkedrab og de andre i artikel III nævnte handlinger skal ikke ved
spørgsmål om udlevering betragtes som politiske forbrydelser. De
kontraherende parter forpligter sig til i sådanne tilfælde at indrømme
udlevering i overensstemmelse med deres gældende love og traktater.
Art. VIII.
Enhver kontraherende part kan anmode De Forenede Nationers kompetente
organer om at tage de skridt i henhold til De Forenede Nationers pagt, som de
anser for egnede til at forhindre og undertrykke de folkedrabsforbrydelser og
andre handlinger, der omhandles i artikel III.
Art. IX.
Tvistigheder mellem de kontraherende parter om fortolkningen, anvendelsen
og gennemførelsen af nærværende konvention, herunder sådanne som angår en
stats ansvar for folkedrab eller en af de andre i artikel III nævnte
handlinger, skal forelægges den mellemfolkelige domstol, når en af parterne i
tvistigheden anmoder derom.
Art. X.
Nærværende konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og
spanske tekster skal være lige autentiske, skal bære datoen den 9. december
1948.
Art. XI.
Nærværende konvention skal indtil den 31. december 1949 stå åben for
underskrift for ethvert medlem af De Forenede Nationer og for enhver
ikke-medlemsstat, til hvilken plenarforsamlingen har rettet opfordring om at
underskrive.
Nærværende konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal
deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
Efter den 1. januar 1950 kan nærværende konvention tiltrædes af ethvert
medlem af De Forenede Nationer og af enhver ikkemedlemsstat, der som ovenfor
nævnt har modtaget opfordring dertil.
Tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers
generalsekretær.
Art. XII.
Enhver kontraherende part kan nårsomhelst ved en notifikation, der rettes
til De Forenede Nationers generalsekretær, udvide anvendelsen af nærværende
konvention til alle eller visse af de områder, hvis udenrigsforhold
vedkommende part leder og har ansvaret for.
Art. XIII.
Generalsekretæren skal på den dag, da de første tyve ratifikations- eller
tiltrædelsesdokumenter er blevet deponeret, udfærdige en protokol og
oversende et eksemplar af den til hvert medlem af De Forenede Nationer og til
hver af de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel XI.
Nærværende konvention skal træde i kraft den halvfemsindstyvende dag efter
datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations eller
tiltrædelsesdokument.
Enhver ratifikation eller tiltræden, der finder sted efter sidstnævnte
dato, skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af
ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet.
Art. XIV.
Nærværende konvention skal forblive i kraft i et tidsrum af 10 år fra den
dag, da den træder i kraft.
Den skal derefter forblive i kraft i efterfølgende tidsrum af fem år i
forhold til de kontraherende parter, som ikke har opsagt den mindst seks
måneder før den løbende periodes ophør.
Opsigelse skal ske ved en skriftlig meddelelse rettet til De Forenede
Nationers generalsekretær.
Art. XV.
Hvis opsigelser medfører, at antallet a deltagere i nærværende konvention
bliver mindre end seksten, skal konventionen ophøre at være i kraft fra den
dato, da den sidste af disse opsigelser får gyldighed.
Art. XVI. Art. XVI.
En anmodning om revision af nærværende konvention kan nårsomhelst
fremsættes af enhver af de kontraherende parter i form af en skriftlig
meddelelse, der rettes til generalsekretæren.
Plenarforsamlingen skal afgøre, hvilke skridt der eventuelt skal tages i
anledning af en sådan anmodning.
Art. XVII.
De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De Forenede
Nationers medlemmer og de i artikel XI omhandlede ikke- medlemsstater om
følgende:
a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser, der modtages i
overensstemmelse med artikel XI,
b) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XII,
c) datoen, på hvilken nærværende konvention træder i kraft i
overensstemmelse med artikel XIII,
d) opsigelser, der modtages i overensstemmelse med artikel XV,
f) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XVI.
Art. XVIII.
Originalen af nærværende konvention skal deponeres i De Forenede Nationers
arkiv.
En bekræftet genpart af konventionen skal oversendes til alle medlemmer af
De Forenede Nationer og til de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel
XI.
Art. XIX. Art. XIX.
Nærværende konvention skal indregistreres af De Forenede Nationers
generalsekretær den dag, da den træder i kraft.
Knventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af
Australien, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Cambodia, Ceylon, Costa Rica,
Czekoslovakiet, Ecuador, El Salvador, Frankrig, Guatemala, Haiti, Honduras,
Island, Israel, Jordan, Jugoslavien, Kina, republikken Korea, Laos, Liberia,
Monaco, Nicaragua, Norge, Panama, Philippinerne, Polen, Rumænien, Saudi
Arabien, Tyrkiet, Ungarn, Vietnam, Ægypten og Æthiopien.
Bulgarien, Polen, Rumænien og Ungarn har ved deres tiltrædelse og
Czekoslovakiet ved sin ratificering taget forbehold overfor Konventionens
artikel IX, efter hvilken visse tvistigheder om Konventionens anvendelse skal
kunne begæres indbragt for den mellem folkelige domstol, og overfor artikel
XII, som forudsætter, at konventionen ikke umiddelbart, men først ved den
pågældende stats bestemmelse herom får gyldighed for ikkeselvstyrende
territorier. Tilsvarende forbehold har De socialistiske Sovjetrepublikkers
Union, Den hvide-russiske og Den ukrainske Sovjetrepublik taget ved deres
undertegnelse af konventionen. Philippinerne har ved ratifikation af
konventionen taget forbehold overfor artikel IV, VI, VII og IX.
Australien, Belgien, Brasilien, Ceylon, Guatemala, Ecuador, El Salvador og
Vietnam har meddelt, at de ikke anerkender de af ovennævnte stater tagne
forbehold. Norge har meddelt, at det ikke anerkender de af Philippinerne
tagne forbehold.
Konventionen er i medfør af artikel XIII, stk. 2, trådt i kraft 12. januar
1951. Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos De Forenede Nationers
generalsekretær 15. juni 1951, og Danmarks ratifikation er i overensstemmelse
med konventionens art. XIII blevet effektiv 13. september 1951.
Udenrigsministeriet,den 26. maj 1952.
Ole Bjørn Kraft.
Officielle noter
(*1) Kun den engelske tekst med oversættelse til dansk gengives her
Lignende dokumenter
- 1986 BSF 153 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ANERKENDELSE AF, AT BRUGEN AF ATOMVÅBEN ER FOLKEDRAB Retsinformation · 21. maj 1988
- C.F.7.2.2 Organisationer, hvor lønnen er objektiv skattefri Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionen af 9. december 1948 om folkedrab. Retsinformation · 18. august 1960
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionen af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab Retsinformation · 29. maj 1991
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konvention af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab Retsinformation · 10. november 1999
- Bekendtgørelse af tillægsprotokol af 15. oktober 1975 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (* 1) Retsinformation · 11. marts 1987