Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers Plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab. (* 1)

BKI nr 21 af 26/05/1952Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet15. juli 1952

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den

af De Forenede Nationers Plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne

konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab. (* 1)

Ved kgl. resolution af 25. maj 1951 har Danmark ratificeret ovennævnte

konvention, hvis tekst(* 1) lyder som følger:

Oversættelse.

KONVENTION OM FOREBYGGELSE

AF OG STRAF FOR FOLKEDRAB.

De kontraherende parter,

som har overvejet den erklæring, som De Forenede Nationers

plenarforsamling fremsatte i sin resolution nr. 96 (I) af 11. december 1946

om, at folkedrab efter folkeretten er en forbrydelse, som strider mod De

Forenede Nationers ånd og mål og fordømmes af den civiliserede verden;

som erkender, at folkedrab til alle tider i historien har tilføjet

menneskeheden store tab, og

som er overbevist om, at internationalt samarbejde er nødvendigt, hvis

menneskeheden skal befris for denne afskyelige svøbe, træffer herved følgende

aftale:

Art. I.

De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i

fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de

forpligter sig til at forhindre og straffe.

Art. II

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte

handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en

national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig

skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke

Læs alt

gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor

gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Art. III.

Følgende handlinger skal være strafbare:

a) folkedrab,

b) sammensværgelse for at begå folkedrab,

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,

d) forsøg på folkedrab,

e) meddelagtighed i folkedrab.

Art. IV.

Personer, der begår folkedrab eller en anden i artikel III nævnt handling,

skal straffes, hvad enten de er forfatningsmæssigt ansvarlige

statsoverhoveder, tjenestemænd eller private personer.

Art. V.

De kontraherende parter påtager sig i overensstemmelse med deres

forfatninger at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig for at sætte

nærværende konventions bestemmelser i kraft, og især at foreskrive effektive

straffe for personer, der er skyldige i folkedrab eller en af de andre i

artikel II angivne handlinger.

Art. VI.

Personer, der anklages for folkedrab eller for en anden i artikel III

nævnt handling, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis

område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret,

som måtte have jurisdiktion i forhold til de kontraherende parter, der har

anerkendt dens jurisdiktion.

Art. VII.

Folkedrab og de andre i artikel III nævnte handlinger skal ikke ved

spørgsmål om udlevering betragtes som politiske forbrydelser. De

kontraherende parter forpligter sig til i sådanne tilfælde at indrømme

udlevering i overensstemmelse med deres gældende love og traktater.

Art. VIII.

Enhver kontraherende part kan anmode De Forenede Nationers kompetente

organer om at tage de skridt i henhold til De Forenede Nationers pagt, som de

anser for egnede til at forhindre og undertrykke de folkedrabsforbrydelser og

andre handlinger, der omhandles i artikel III.

Art. IX.

Tvistigheder mellem de kontraherende parter om fortolkningen, anvendelsen

og gennemførelsen af nærværende konvention, herunder sådanne som angår en

stats ansvar for folkedrab eller en af de andre i artikel III nævnte

handlinger, skal forelægges den mellemfolkelige domstol, når en af parterne i

tvistigheden anmoder derom.

Art. X.

Nærværende konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og

spanske tekster skal være lige autentiske, skal bære datoen den 9. december

1948.

Art. XI.

Nærværende konvention skal indtil den 31. december 1949 stå åben for

underskrift for ethvert medlem af De Forenede Nationer og for enhver

ikke-medlemsstat, til hvilken plenarforsamlingen har rettet opfordring om at

underskrive.

Nærværende konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal

deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Efter den 1. januar 1950 kan nærværende konvention tiltrædes af ethvert

medlem af De Forenede Nationer og af enhver ikkemedlemsstat, der som ovenfor

nævnt har modtaget opfordring dertil.

Tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers

generalsekretær.

Art. XII.

Enhver kontraherende part kan nårsomhelst ved en notifikation, der rettes

til De Forenede Nationers generalsekretær, udvide anvendelsen af nærværende

konvention til alle eller visse af de områder, hvis udenrigsforhold

vedkommende part leder og har ansvaret for.

Art. XIII.

Generalsekretæren skal på den dag, da de første tyve ratifikations- eller

tiltrædelsesdokumenter er blevet deponeret, udfærdige en protokol og

oversende et eksemplar af den til hvert medlem af De Forenede Nationer og til

hver af de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel XI.

Nærværende konvention skal træde i kraft den halvfemsindstyvende dag efter

datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations eller

tiltrædelsesdokument.

Enhver ratifikation eller tiltræden, der finder sted efter sidstnævnte

dato, skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af

ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet.

Art. XIV.

Nærværende konvention skal forblive i kraft i et tidsrum af 10 år fra den

dag, da den træder i kraft.

Den skal derefter forblive i kraft i efterfølgende tidsrum af fem år i

forhold til de kontraherende parter, som ikke har opsagt den mindst seks

måneder før den løbende periodes ophør.

Opsigelse skal ske ved en skriftlig meddelelse rettet til De Forenede

Nationers generalsekretær.

Art. XV.

Hvis opsigelser medfører, at antallet a deltagere i nærværende konvention

bliver mindre end seksten, skal konventionen ophøre at være i kraft fra den

dato, da den sidste af disse opsigelser får gyldighed.

Art. XVI. Art. XVI.

En anmodning om revision af nærværende konvention kan nårsomhelst

fremsættes af enhver af de kontraherende parter i form af en skriftlig

meddelelse, der rettes til generalsekretæren.

Plenarforsamlingen skal afgøre, hvilke skridt der eventuelt skal tages i

anledning af en sådan anmodning.

Art. XVII.

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De Forenede

Nationers medlemmer og de i artikel XI omhandlede ikke- medlemsstater om

følgende:

a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser, der modtages i

overensstemmelse med artikel XI,

b) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XII,

c) datoen, på hvilken nærværende konvention træder i kraft i

overensstemmelse med artikel XIII,

d) opsigelser, der modtages i overensstemmelse med artikel XV,

f) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XVI.

Art. XVIII.

Originalen af nærværende konvention skal deponeres i De Forenede Nationers

arkiv.

En bekræftet genpart af konventionen skal oversendes til alle medlemmer af

De Forenede Nationer og til de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel

XI.

Art. XIX. Art. XIX.

Nærværende konvention skal indregistreres af De Forenede Nationers

generalsekretær den dag, da den træder i kraft.

Knventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af

Australien, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Cambodia, Ceylon, Costa Rica,

Czekoslovakiet, Ecuador, El Salvador, Frankrig, Guatemala, Haiti, Honduras,

Island, Israel, Jordan, Jugoslavien, Kina, republikken Korea, Laos, Liberia,

Monaco, Nicaragua, Norge, Panama, Philippinerne, Polen, Rumænien, Saudi

Arabien, Tyrkiet, Ungarn, Vietnam, Ægypten og Æthiopien.

Bulgarien, Polen, Rumænien og Ungarn har ved deres tiltrædelse og

Czekoslovakiet ved sin ratificering taget forbehold overfor Konventionens

artikel IX, efter hvilken visse tvistigheder om Konventionens anvendelse skal

kunne begæres indbragt for den mellem folkelige domstol, og overfor artikel

XII, som forudsætter, at konventionen ikke umiddelbart, men først ved den

pågældende stats bestemmelse herom får gyldighed for ikkeselvstyrende

territorier. Tilsvarende forbehold har De socialistiske Sovjetrepublikkers

Union, Den hvide-russiske og Den ukrainske Sovjetrepublik taget ved deres

undertegnelse af konventionen. Philippinerne har ved ratifikation af

konventionen taget forbehold overfor artikel IV, VI, VII og IX.

Australien, Belgien, Brasilien, Ceylon, Guatemala, Ecuador, El Salvador og

Vietnam har meddelt, at de ikke anerkender de af ovennævnte stater tagne

forbehold. Norge har meddelt, at det ikke anerkender de af Philippinerne

tagne forbehold.

Konventionen er i medfør af artikel XIII, stk. 2, trådt i kraft 12. januar

1951. Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos De Forenede Nationers

generalsekretær 15. juni 1951, og Danmarks ratifikation er i overensstemmelse

med konventionens art. XIII blevet effektiv 13. september 1951.

Udenrigsministeriet,den 26. maj 1952.

Ole Bjørn Kraft.

Officielle noter

(*1) Kun den engelske tekst med oversættelse til dansk gengives her

Lignende dokumenter