Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale. (* 1)

BKI nr 78 af 22/12/1956Bekendtgørelse (international)Skatte- og Vækstministeriet25. januar 1957

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den

under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for

Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale. (* 1)

Ved kgl. resolution af 12. september 1955 har Danmark ratificeret den

under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for

Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale, hvis tekst lyder som følger:

Oversættelse

INTERNATIONAL KONVENTION OM LETTELSER FOR INDFØRSLEN AF VAREPRØVER OG

REKLAMEMATERIALE.

De regeringer, som har undertegnet nærværende Konvention, og som er

af den opfattelse, at vedtagelsen af ensartede regler vedrørende

indførslen af prøver af varer af enhver art (såvel naturprodukter som

forarbejdede varer) og af reklamemateriale vil fremme udvidelsen af den

internationale handel, er

blevet enige om følgende:

Artikel 1

Definitioner.

For nærværende Konventions formål

(a) skal ved udtrykket »indførselsafgifter« forstås

toldafgifter og alle andre afgifter og skatter, der erlægges ved eller i

forbindelse med indførsel, herunder alle indenlandske skatter og

omsætningsafgifter, der pålægges indførte varer, men ikke gebyrer og

afgifter, som i beløb er begrænset til de tilnærmelsesvise omkostninger ved

ydede tjenester, og som ikke indebærer en indirekte beskyttelse for

indenlandske produkter eller en beskatning af indførslen med fiskale formål;

og

(b) skal ved udtrykket »personer« forstås både fysiske

og juridiske personer; og

(c) skal henvisninger til en kontraherende Parts territorium

omfatte hovedlandets territorium og alle andre territorier, for hvis

Læs alt

internationale anliggender den er ansvarlig, og hvorpå Konventionen finder

anvendelse i overensstemmelse med artikel XIII.

Artikel II.

Fritagelse for indførselsafgifter for vareprøver af ubetydelig

værdi.

1. Enhver kontraherende Part skal fritage vareprøver

af enhver art, der indføres til dens territorium, for indførselsafgifter,

forudsat at sådanne prøver er af ubetydelig værdi og udelukkende skal

anvendes ved erhvervelsen af bestillinger med henblik på indførsel af varer

af den art, som prøverne repræsenterer. Ved afgørelsen af, om prøver er af

ubetydelig værdi, kan toldmyndighederne på indførselsterritoriet betragte

værdien af enkelte prøver eller den samlede værdi af alle de i en forsendelse

indeholdte prøver. Værdierne af forsendelser fra en afsender til forskellige

modtagere skal ikke summeres for denne paragrafs formål, selv om

forsendelserne indføres samtidigt.

2. Toldmyndighederne på indførselsterritoriet vil som

en betingelse for fritagelse for indførselsafgifter i henhold til nærværende

artikels paragraf 1 kunne kræve, at prøver gøres uanvendelige som

handelsvarer ved mærkning, iturivning, gennemhulning eller anden behandling,

men ikke på en sådan måde, at de derved gøres uanvendelige som prøver.

Artikel III.

Midlertidig afgiftsfri indførsel af andre vareprøver

1. I denne artikel skal ved udtrykket

»vareprøver« forstås genstande, som er typiske for en særlig

kategori af allerede fremstillede varer, eller som er eksempler på varer, der

påtænkes fremstillet, idet det dog er en betingelse:

(a) at de ejes af en person i udlandet og kun indføres til

fremvisning eller demonstration på indførselsterritoriet med henblik på

erhvervelse af bestillinger på varer, der skal leveres fra udlandet; og

(b) at de ikke sælges eller anvendes efter deres normale

bestemmelse, undtagen for demonstrationsformål, eller på nogen måde anvendes

til udlejning eller mod vederlag, så længe de befinder sig på

indførselsterritoriet; og

(c) at de til sin tid agtes genudført; og

(d) at de ved genudførslen kan identificeres; men udtrykket

omfatter ikke identiske genstande, som indføres af samme person eller

forsendes til en enkelt modtager i en sådan mængde, at de betragtet under eet

ikke længere efter almindelige handelssædvaner udgør vareprøver.

2. Afgiftspligtige vareprøver, som med eller uden

handelsrejsendes medvirken indføres fra en anden kontraherende Parts

territorium af personer, som er bosat på en kontraherende Parts territorium,

skal uden erlæggelse af importafgifter midlertidigt kunne indføres til en

hvilken som helst kontraherende Parts territorium på betingelse af, at beløb

svarende til importafgifterne og alle andre beløb, som måtte være at betale,

deponeres, eller at der om fornødent stilles sikkerhed for betalingen.

Deponerede beløb (bortset fra deponeringer, som foretages i medfør af denne

Konventions artikel VI) må imidlertid ikke overstige importafgifternes beløb

med mere end 10 procent.

3. For at opnå de i denne artikel omhandlede lempelser

skal de pågældende personer overholde de i betragtning kommende love og

administrative bestemmelser, som myndighederne på indførselsterritoriet har

foreskrevet, herunder de på dette territorium gældende regler for

toldbehandling. Med hensyn til køretøjer, industri- og landbrugsmaskiner og

-redskaber, hvis toldberegningsværdi overstiger 1 000 US dollars (eller

modværdien heraf i andre valutaer), kan bestemmelsesstedet for sådanne

maskiner, redskaber og køretøjer kræves angivet af importørerne;

toldmyndighederne i indførselslandet kan endvidere kræve, at importørerne på

et hvilket som helst tidspunkt godtgør, at maskinerne, redskaberne eller

køretøjerne befinder sig på de angivne steder. Toldmyndighederne i

indførselslandet kan forsegle sådanne maskiner, redskaber eller køretøjer

eller på anden måde hindre disses anvendelse i det tidsrum, hvori toldfri

indførsel er tilladt, samt afgrænse det område, hvor de pågældende genstande

kan anvendes i demonstrationsøjemed.

4. Toldmyndighederne på indførselsterritoriet skal som

hovedregel anerkende, at en mærkning, foretaget af en kontraherende Parts

toldmyndigheder, er tilstrækkelig til senere identifikation af vareprøver,

forudsat at de pågældende vareprøver ledsages af en af sidstnævnte

kontraherende Parts toldmyndigheder bekræftet fortegnelse. Toldmyndighederne

i indførselsterritoriet skal kun kunne foretage yderligere mærkning, såfremt

dette efter de pågældende myndigheders opfattelse er nødvendigt for at sikre

vareprøvernes identifikation ved genudførsel. Mærkning af vareprøver må ikke

foretages på en sådan måde, at de derved gøres uanvendelige.

5. Det tilladte tidsrum for genudførsel af vareprøver,

som opfylder betingelserne for fritagelse for indførselsafgifter i henhold

til denne artikel, skal være mindst seks måneder. Efter udløbet af det for

genudførsel tilladte tidsrum kan indførselsafgifter og alle øvrige skyldige

beløb opkræves for vareprøver, som ikke er blevet genudført. Sådanne beløb

kan endvidere opkræves inden tidsrummets udløb for vareprøver, som ophører

med at opfylde de i denne artikels paragraf 1 fastsatte betingelser.

6. Når vareprøver, som er indført i henhold til denne

artikel, genudføres indenfor det tilladte tidsrum, skal tilbagebetaling eller

frigivelse af ethvert beløb, som i henhold til denne artikels paragraf 2 er

deponeret eller stillet som sikkerhed ved indførslen, uopholdeligt foretages

af ethvert ved grænsen eller inde på territoriet beliggende og dertil

bemyndiget toldkontor, dog med fradrag for afgifter og andre beløb, der måtte

være at betale for vareprøver, som ikke fremvises til genudførsel. Når

særlige omstændigheder taler herfor, kan deponerede beløb dog tilbagebetales

på anden måde, forudsat at tilbagebetalingen sker omgående. Enhver

kontraherende Part skal offentliggøre en fortegnelse over de toldkontorer,

som har fået den omhandlede bemyndigelse.

Artikel IV

Afgiftsfri indførsel af reklamemateriale.

1. Enhver kontraherende Part skal fritage kataloger,

prislister og forretningsmeddelelser for indførselsafgifter når de vedrører:

(a) varer, der udbydes til salg eller leje; eller

(b) tjenesteydelser vedrørende transport eller forsikring af

kommerciel art, som tilbydes af en person, der er bosat på en anden

kontraherende Parts territorium, og når sådanne dokumenter indføres fra en

kontraherende Parts territorium, forudsat at hver indført forsendelse enten

(i) består af højst eet dokument; eller

(ii) i tilfælde, hvor den består af flere dokumenter, ikke indeholder

mere end eet eeksemplar af hvert dokument; eller

(iii) uanset antallet af dokumenter eller eksemplarer ikke i bruttovægt

overstiger 1 kilogram.

Samtidig afsendelse af flere forsendelser til forskellige adresser på

indførselsesterritoriet skal ikke udelukke sådanne forsendelser fra denne

fritagelse, forudsat at højst een forsendelse sendes til hver modtager.

2. Uanset denne artikels paragraf 1 skal en

kontraherende Part ikke være forpligtet til ved indførsel til sit territorium

at fritage følgende dokumenter for indførselsafgift:

(a) kataloger, prislister og forretningsmeddelelser, der ikke

klart tilkendegiver navnet på det udenlandske selskab, som fremstiller,

sælger eller udlejer de varer, eller som tilbyder de tjenesteydelser

vedrørende transport eller forsikringer af kommerciel art, som de pågældende

kataloger, prislister eller forretningsmeddelelser vedrører; eller

(b) kataloger, prislister og forretningsmeddelelser, der samlet

fremkommer til toldbehandling i indførselseslandet med henblik på senere

afsendelse til forskellige adresser på det pågældende territorium.

Artikel V.

Midlertidig afgiftsfri indførsel af reklamefilm.

Enhver kontraherende Part skal med hensyn til kinematografiske

reklamefilmpositiver af højst 16 mm bredde indrømme de i denne Konventions

artikel III omhandlede lempelser på de i nævnte artikel fastsatte

betingelser, når det overfor vedkommende toldmyndigheder er godtgjort, at

sådanne film i alt væsentligt består af fotografier (med eller uden lydspor),

som viser beskaffenheden eller redskaber, hvis egenskaber ikke på

fyldestgørende måde kan anskueliggøres ved vareprøver eller kataloger,

forudsat at filmene:

(a) vedrører varer eller materiel, som udbydes til salg eller

leje af en person, der er bosat på en anden kontraherende Parts territorium;

og

(b) er af en sådan art, at de er egnede til fremvisning for

eventuelle kunder, men ikke til almindelig fremvisning for offentligheden; og

(c) indføres i en pakning, som ikke indeholder mere end een kopi

af hver film, og som ikke udgør en del af en større sending film.

Artikel VI.

Midlertidig dispensation fra indførselsforbud og -restriktioner.

1. Ingen kontraherende Part må anvende

indførselsforbud eller -restriktioner (bortset fra indførselsafgifter) på

varer, som indføres fra en anden konraherende Parts territorium, hverken i

form af kvoter, indførselsbevillinger eller andre foranstaltninger, når

sådanne varer:

(a) efter bestemmelserne i denne Konventions artikel II eller IV

opfylder betingelserne (eller ville opfylde betingelserne, hvis de var

afgiftspligtige) for fritagelse for indførselsafgifter, eller

(b) efter bestemmelserne i denne Konventions artikel III eller V

opfylder betingelserne (eller ville opfylde betingelserne, hvis de var

afgiftspligtige) for midlertidig afgiftsfri indførsel,

forudsat, at indførslen af sådanne varer ikke medfører betaling for andet

end fragt, forsikring eller tjenester, der er ydet på indførselsterritoriet

af en person, der er bosat på dette territorium.

2. Denne dispensation fra indførselsforbud eller

-restriktioner for varer, som efter bestemmelserne i artikel III eller V

opfylder betingelserne for midlertidig afgiftsfri indførsel (eller ville

opfylde betingelserne, hvis de var afgiftspligtige) skal kun gælde for det

tidsrum, i hvilket den afgiftsfri indførsel er tilladt (eller ville være

tilladt, hvis varerne var afgiftspligtige). Såfremt sådanne varer ikke

genudføres indenfor det tidsrum, for hvilket der i henhold til denne artikels

paragraf 1 er dispenseret fra anvendelsen af indførselsforbud eller -

restriktioner, kan indførselslandets myndigheder bringe sådanne

foranstaltninger i anvendelse, som kunne have været anvendt, såfremt der ikke

var blevet dispenseret fra indførselsforbudet eller -restriktionerne. For

dette formål kan myndighederne på indførselsterritoriet kræve passende

garantier, såsom deponering af særlig sikkerhed udover den for betaling af

indførselsafgifter stillede sikkerhed.

3. Bestemmelserne i denne Konvention skal ikke

udelukke en kontraherende Part fra at anvende indførselsforbud eller

-restriktioner, som

(a) er nødvendige til beskyttelse af den offentlige moral eller

vitale sikkerhedsinteresser;

(b) er nødvendige for at beskytte menneskers, dyrs eller planters

liv eller sundhed;

(c) vedrører indførsel af guld eller sølv;

(d) er nødvendige for at sikre overholdelse af love eller

anordninger vedrørende håndhævelse af toldbestemmelser og vedrørende

statsmonopoler, beskyttelse af patenter, varemærker og copyrights;

(e) er nødvendige for at hindre bedrageriske fremgangsmåder;

(f) vedrører varer fremstillet ved fængselsarbejde;

(g) er nødvendige for anvendelsen af normer eller forskrifter for

klassificering, sortering eller afsætning af varer i den internationale

handel.

Artikel VII.

Forenkling af formaliteter.

1. Enhver kontraherende Part skal begrænse de for

gennemførelse af lettelserne i henhold til nærværende Konvention fornødne

formaliteter til det mindst mulige.

2. Enhver kontraherende Part skal straks offentliggøre

alle herom indførte administrative bestemmelser på en sådan måde, at

interesserede personer kan gøre sig bekendt hermed, og at de ulemper undgås,

der måtte opstå som følge af anvendelsen af formaliteter, som de er uden

kendslab til.

Artikel VIII.

Bilæggelse af uoverensstemmelser.

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere

kontraherende Parter vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af nærværende

Konvention skal så vidt muligt bilægges ved forhandling mellem disse Parter.

2. Enhver uoverensstemmelse, som ikke bilægges ved

forhandling, skal henvises til en person eller et organ, som de stridende

kontraherende Parter har godkendt; såfremt de ikke er i stand til at nå til

enighed om en sådan godkendelse, kan enhver af de pågældende kontraherende

Parter anmode formanden for Den Mellemfolkelige Domstol om at udpege en

voldgiftsdommer.

3. Den afgørelse, som måtte blive truffet af en person

eller et organ, der er udpeget i henhold til denne artikels paragraf 2, skal

være bindende for de pågældende kontraherende Parter.

Artikel IX.

Undertegnelse og ratifikation.

1. Nærværende Konvention skal være åben for

undertegnelse indtil 30. juni 1953 for de regeringer, der er kontraherende

Parter i Den Almindelige Overensskomst om Told og Udenrigshandel, og af

regeringerne i alle stater, som er medlemmer af De Forenede Nationer, samt af

enhver anden stats regering, som De Forenede Nationers Generalsekretær i

dette øjemed har tilsendt et eksemplar af Konventionen.

2. Denne Konvention skal ratificeres eller godkendes

af de undertegnede regeringer i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige

regler, og ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos

De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel X.

Tiltrædelse.

1. Nærværende Konvention skal være åben for

tiltrædelse for enhver af de i artikel IX, paragraf 1, nævnte stater.

2. Tiltrædelse skal finde sted ved deponering af et

tilstrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artiekl XI.

Ikrafttrædelse.

1. Når femten af de i artikel IX omhandlede regeringer

har deponeret deres ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrumenter, skal nærværende Konvention træde i kraft mellem dem

på den tredivte dag efter deponeringen af det femtende ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. For enhver anden regering træder

den i kraft den tredivte dag efter deponering af denne regerings

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel XII.

Opsigelse.

1. Når nærværende Konvention har været i kraft i tre

år, kan enhver kontraherende Part opsige den ved fremsendelse af meddelelse

om opsigelse til De Forenede Nationers Generalsekretær.

2. Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter den

dag, da De Forenede Nationers Generalsekretær har modtaget meddelelse om

opsigelse.

Artikel XIII.

Territorial anvendelse.

1. Enhver regering kan ved deponeringen af sit

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et

hvilket som helst senere tidspunkt ved en meddelelse stilet til De Forenede

Nationers Generalsekretær erklære, at nærværende Konvention skal finde

anvendelse for eet eller flere af de territorier, for hvis internationale

anliggender den er ansvarlig, og Konventionen skal finde anvendelse for de i

meddelelsen nævnte territorier fra den tredivte dag efter den dag, da

meddelelsen modtages af De Forenede Nationers Generalsekretær, eller fra

Konventionens ikrafttrædelsesdag i henhold til artikel XI, alt efter hvilken

dato der er den seneste.

2. Enhver regering, som i henhold til denne artikels

paragraf 1 har afgivet en erklæring om, at nærværende Konvention skal finde

anvendelse for et territorium, for hvis internationale anliggender den er

ansvarlig , kan i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel XII særskilt

opsige Konventionen for det pågældende territorium.

Artikel XIV.

Forbehold.

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument erklære, at den ikke skal være bundet af nærmere

angivne bestemmelser i denne Konvention.

2. Enhver stat kan, når denne giver meddelelse i

henhold til artikel XIII om, at nærværende Konvention skal finde anvendelse

for eet eller flere af de territorier, for hvis internationale anliggender

den er ansvarlig, afgive en særskilt erklæring i overensstemmelse med denne

artikels paragraf 1 angående nogle eller samtlige af de territorier, som

meddelelsen omfatter.

3. Såfremt en stat ved undertegnelsen, ratifikationen,

godkendelsen eller tiltrædelsen, eller når den afgiver en meddelelse i

henhold til artikel XIII, tager forbehold vedrørende artikler i denne

Konvention, skal De Forenede Nationers Generalsekretær meddele ordlyden af

dette forbehold til alle stater, som er eller som måtte blive parter i denne

Konvention. Enhver stat, som har undertegnet, ratificeret, godkendt eller

tiltrådt Konventionen, for forbeholdet er taget (eller som - hvis denne ikke

er trådt i kraft - senest på den dag, da den træder i kraft, har undertegnet

ratificeret, godkendt eller tiltrådt Konventionen), skal være berettiget til

at gøre indsigelse imod ethvert forbehold. Hvis De Forenede Nationers

Generalsekretær ikke senest den halvfemsindstyvende dag efter den dag, da han

har udsendt sin meddelelse (eller fra Konventionens ikrafttrædelsesdag, alt

efter hvilken dag der er den seneste) har modtaget indsigelse fra nogen stat,

som er berettiget til at gøre indsigelse, skal forbeholdet anses for at være

godkendt.

4. Såfremt De Forenede Nationers Generalsekretær

modtager indsigelse fra en stat, som er berettiget til at gøre indsigelse,

skal han give meddelelse om indsigelsen til den stat, der har taget

forbeholdet, og anmode vedkommende stat om at meddele ham, hvorvidt den er

rede til at trække forbeholdet tilbage, eller hvorvidt den foretrækker at

undlade at ratificere, godkende eller tiltræde Konventionen, henholdsvis

undlade at lade den finde anvendelse for det territorium eller de

territorier, som forbeholdet omfatter.

5. En stat, som har taget et forbehold, overfor

hvilket der er gjort indsigelse i overensstemmelse med denne artikels

paragraf 3, kan ikke blive part i denne Konvention, medmindre indsigelsen er

trukket tilbage eller trådt ud af kraft efter bestemmelserne i paragraf 6; en

stat skal heller ikke være berettiget til at påberåbe sig fordele af denne

Konvention for et territorium for hvis internationale anliggender den er

ansvarlig, og for hvilket den har taget et forbehold, såfremt der er gjort

indsigelse imod forbeholdet i overensstemmelse med denne artikels paragraf 3,

medmindre indsigelsen er trukket tilbage eller er trådt ud af kraft i henhold

til bestemmelserne i paragraf 6.

6. En indsigelse fra en stat, der har undertegnet, men

ikke ratificeret eller godkendt Konventionen, skal træde ud af kraft, hvis

den pågældende stat ikke har ratificeret eller godkendt Konventionen indenfor

et tidsrum af tolv måneder fra den dag, da den har gjort indsigelse.

Artikel XV.

Meddelelse om undertegnelser, ratifikationer, godkendelser og

tiltrædelser.

De Forenede Nationers Generalsekretær skal give alle undertegnende og

tiltrædende stater og alle andre stater, som anmoder derom, meddelelse om

enhver undertegnelse, ratifikation, godkendelse og tiltrædelse af nærværende

Konvention og om Konventionens ikrafttrædelsesdato samt om enhver af ham

modtagen meddelelse i henhold til artikel XII eller XIII.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede underskrevet

nærværende Konvention.

UDFÆRDIGET i Geneve den syvende dag i november eet tusind ni hundrede og

tooghalvtreds på engelsk og fransk, begge tekster lige gyldige, i eet

originaleksemplar, som skal deponeres i De Forenede Nationers arkiver. De

Forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede eksemplarer

heraf til alle undertegnende og tiltrædende stater.

Den 21. oktober 1955 havde 15 stater ratificeret, tiltrådt eller godkendt

nærværende Konvention, og Konventionen trådte derfor i overensstemmelse med

artikel XI i kraft den 20. november 1955.

Den 1. december 1956 havde følgende stater deponeret deres ratifikations-,

tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter:

Australien.

Czekoslovakiet.

Danmark.

Det forenede Kongerige.

Finland.

Forbundsrepubliken Tyskland

(med visse forbehold).

Grækenland.

Holland (for riget i Europa, Surinam, Hollandsk Ny Guinea og de

hollandske Antiller).

Indien (med visse forbehold).

Indonesien.

Japan.

Jugoslavien.

Norge.

Pakistan.

Portugal.

Rhodesia-Nyasaland.

Spanien (med visse forbehold).

Schweiz.

Sverige.

Ægypten.

Østrig.

For Danmarks vedkommende fandt deponeringen af ratifikationsinstrumentet

sted den 5. oktober 1955.

Udenrigsministeriet, den 22. december

1956.

H. C. Hansen.

Lignende dokumenter