Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af tillægskonvention af 7. september 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel, samt ordninger og sædvaner, der må sidestilles med slaveri, (* 1) (* 2)

BKI nr 67 af 26/11/1958Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet4. februar 1959

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af

tillægskonvention af 7. september 1956 om afskaffelse af slaveri,

slavehandel, samt ordninger og sædvaner, der må sidestilles med slaveri, (*

1) (* 2)

Ved kgl. resolution af 25. marts 1958 har Danmark ratificeret ovennævnte

konvention, hvis franske og engelske tekst lyder som følger (den kinesiske,

russiske og spanske tekst udelades her):

TILLÆGSKONVENTION om afskaffelse af slaveri, slavehandel, samt ordninger

og sædvaner, der må sidestilles med slaveri.

Indledning.

De i nærværende konvention deltagende stater,

Som anser frihed for ethvert menneskes ved fødselen erhvervede

ret,

Som erindrer sig, at De forenede Nationers folk i pagten

bekræftede deres tro på menneskets værdighed og værd,

Som betænker, at det i verdenserklæringen om

menneskerettighederne, kundgjort af De forenede Nationers plenarforsamling

som et for alle folk og alle nationer fælles mål, udtales, at ingen må holdes

i slaveri eller trældom, og at slaveri og slavehandel under enhver form skal

være forbudt,

Som anerkender, at der siden afsluttelsen af den i Geneve den 25.

september 1926 undertegnede slaverikonvention, der tog sigte på sikkerhed for

afskaffelse af slaveri og slavehandel, er gjort yderligere fremskridt henimod

dette mål,

Som har opmærksomheden henvendt på konventionen af 1930 om

tvangsarbejde og på senere indsats fra Den internationale

Arbejdsorganisations side, for så vidt angår tvungent eller pligtmæssigt

arbejde,

Som imidlertid indser, at slaveri, slavehandel, samt ordninger og

sædvaner, der må sidestilles med slaveri, endnu ikke er afskaffet overalt i

Læs alt

verden,

Som derfor har besluttet, at konventionen af 1926, som forbliver i

kraft, nu vil være at udbygge med en tillægskonvention til styrkelse af såvel

nationale som internationale bestræbelser for afskaffelse af slaveri,

slavehandel, samt ordninger og sædvaner, der må sidestilles med slaveri,

Er blevet enige om følgende:

AFSNIT I.

Ordninger og sædvaner, der må sidestilles

med slaveri.

Artikel 1.

Enhver af de i nærværende konvention deltagende stater vil ved alle i

lovgivningsmæssig og anden henseende gennemførlige og nødvendige

foranstaltninger gradvis og hurtigst muligt gennemføre fuldstændig

afskaffelse eller ophør af de nedenfor angivne ordninger og sædvaner, hvor

sådanne fremdeles består, uanset om de falder ind under definitionen af

slaveri i artikel 1 i den i Geneve den 25. september 1926 undertegnede

konvention angående slaveri.

a) Gældstrældom, d.v.s. den stilling eller de vilkår, der indtræder som

følge af en skyldners tilsagn om at stille sin eller en af ham afhængig

persons arbejdsydelse som sikkerhed for gæld, forudsat at værdien af

ydelserne, rimeligt ansat, ikke anvendes til afvikling af gælden, eller at

ydelsernes varighed og karakter ikke er begrænset eller nærmere bestemt;

b) Stavnsbundet hoveri, det vil sige de vilkår hvorunder og den stilling

hvori en fæster befinder sig, som ved lov, sædvane eller overenskomst er

forpligtet til at bo og arbejde på jord tilhørende en anden person og til at

yde denne anden person visse bestemte tjenesteydelser, lønnede eller

ulønnede, uden adgang til at ændre sin stilling;

c) Enhver ordning eller sædvane, hvorefter

i) en kvinde, uden ret til vægring, bortloves eller gives som hustru mod

en godtgørelse i penge eller naturalier til hendes forældre, værge, familie

eller nogen anden person eller persongruppe; eller

ii) en kvindes ægtefælle eller dennes familie eller stamme har ret til at

overdrage hende til en anden person mod godtgørelse eller på anden måde;

eller

iii) en kvinde ved sin ægtefælles død falder i arv til en anden person;

d) Enhver ordning eller sædvane, hvorefter et barn eller ungt menneske

under 18 år mod eller uden betaling overgives en anden, enten af sine

forældre eller en af dem eller af sin værge, med henblik på udnyttelse af

barnet, respektive det unge menneske, eller dets arbejdskraft.

Artikel 2.

For at bringe de i artikel 1 (c) i nærværende konvention omhandlede

ordninger og sædvaner til ophør, forpligter deltagerstaterne sig til, vor

forholdene kræver der, at foreskrive passende minimumsaldre for ægteskabs

indgåelse, og til at fremme anvendelsen af former, der giver brudefolkene

mulighed for frit at udtale deres samtykke til ægteskab i nærværelse af en

kompetent myndighed, borgerlig eller inden for et trossamfund, samt til at

fremme registrering af ægteskaber.

AFSNIT II.

Slavehandel.

Artikel 3.

1. Transport eller forsøg på transport af slaver fra

et land til et andet eller medvirken hertil, herunder ved deltagelse i, skal

uanset transportmåden anses som en overtrædelse af lovgivningen i de stater,

der deltager i nærværende konvention, og personer, der findes skyldige i

sådan handling eller medvirken dertil , herunder ved deltagelse i, skal være

hjemfaldne til streng straf.

2. a) Deltagerstaterne skal træffe alle virksomme

foranstaltninger til at hindre, at skibe og luftfartøjer, der er berettigede

til at føre deres flag, transporterer slaver, og til at straffe personer, der

gør sig skyldige i sådanne handlinger eller i anvendelse af nationale flag

med dette formål for øje;

b) Deltagerstaterne skal anvende alle virksomme midler til sikring af, at

deres havne, flyvepladser og kyster ikke benyttes ved slavetransport.

3. De i nærværende konvention deltagende stater vil

udveksle oplysninger til sikring af den praktiske samordning af de af dem

trufne foranstaltninger i kampen mod slavehandelen og vil underrette hinanden

om ethvert tilfælde af slavehandel og om ethvert forsøg på denne

lovovertrædelse, som måtte komme til deres kundskab.

Artikel 4.

Enhver slave, der søger tilflugt om bord på et skib tilhørende en af de i

nærværende konvention deltagende stater, er ipso facto fri.

AFSNIT III.

Slaveri samt ordninger og sædvaner, der må

sidestilles med slaveri.

Artikel 5.

I et land, hvor slaveri eller de i nærværende konventions artikel 1

omhandlede ordninger og sædvaner endnu ikke er fuldstændig afskaffede eller

ophørte, skal lemlæstelse, brændemærkning eller anden mærkning af en slave

eller af en person i ufri stilling - hvadenten det sker for at markere

vedkommendes stilling eller som straf eller af nogen anden grund - og

medvirken hertil, anses som en overtrædelse af lovgivningen i de i nærværende

konvention deltagende stater, og personer, der finder skyldige i en sådan

handling, skal være hjemfaldne til straf.

Artikel 6.

1. At gøre en anden person til slave eller at bevæge

en anden person til at bringe sig selv eller en af ham afhængig person i

slaveri og forsøg herpå samt medvirken hertil, herunder ved deltagelse i et

komplot til udførelse af sådanne handlinger, skal anses som en overtrædelse

af lovgivningen i de i nærværende konvention deltagende stater, og personer,

der findes skyldige i en sådan handling, skal være hjemfaldne til straf.

2. Med forbehold af bestemmelserne i indledningen til

konventionens artikel 1 skal bestemmelserne i nærværende artikel, stykke 1,

også finde anvendelse på den handling at bevæge en anden person til at bringe

sig selv eller en af ham afhængig person i den ufri stilling, som følger af

nogen af de i artikel 1 omhandlede ordninger eller sædvaner; det samme gælder

forsøg på og medvirken, herunder deltagelse i et komplot til udførelse af

sådanne handlinger.

AFSNIT IV.

Definitioner.

Artikel 7.

I nærværende konvention

a) forstås ved »slaveri«, således som defineret i konventionen

af 1926 angående slaveri, den stilling hvori eller de vilkår hvorunder en

person befinder sig over hvem alle eller enkelte af de med ejendomsretten

forbundne beføjelser udøves, og ved »slave« forstås en person, som

befinder sig under sådanne vilkår eller i en sådan stilling;

b) forstås ved »en person i ufri stilling« en person, der

befinder sig under de vilkår eller i den stilling, som følger af nogen af de

i nærværende konventions artikel 1 nævnte ordninger eller sædvaner;

c) forstås ved og omfatter »Slavehandel« enhver

tilfangetagelse, erhvervelse eller overdragelse af en person for at bringe

ham i slaveri; enhver erhvervelse af en slave for at sælge eller bytte denne,

enhver overdragelse ved salg eller bytte af en person, der er erhvervet med

salg eller bytte for øje, såvel som enhver handel med eller transport af

slaver med et hvilket som helst transportmiddel.

AFSNIT V

Samarbejde mellem de deltagende stater og

udveksling af oplysninger.

Artikel 8.

1. De i konventionen deltagende stater forpligter sig

til at samarbejde med hinanden og med De forenede Nationer med henblik på

gennemførelsen af ovenstående bestemmelser.

2. Deltagerne forpligter sig til at sende De forenede

Nationers generalsekretær eksemplarer af alle love, forordninger og

administrative bestemmelser, der er vedtaget eller sat i kraft for at bringe

bestemmelserne i nærværende konvention til udførelse.

3. Generalsekretæren skal videregive de i medfør af

nærværende artikel, stykke 2, modtagne oplysninger til de andre deltagere og

til Det økonomiske og sociale Råd som led i dokumentationen til brug ved en

debat, som rådet måtte bestemme som til at arrangere med henblik på

vedtagelse af yderligere rekommandationer vedrørende afskaffelsen af slaveri,

slavehandel eller de i nærværende konvention omhandlede ordninger og

sædvaner.

AFSNIT VI

Slutningsbestemmelser.

Artikel 9.

Der kan ikke tages forbehold overfor nærværende konvention.

Artikel 10.

Enhver tvist mellem de i konventionen deltagende stater angående dens

fortolkning eller anvendelse, som ikke bilægges ved forhandling, skal på

begæring af enhver af tvistens parter forelægges Den faste Domstol for

mellemfolkelig Retspleje, medmindre vedkommende parter enes om en anden

afgørelsesmåde.

Artikel 11.

1. Nærværende konvention står indtil 1. juli 1957 åben

for undertegnelse af enhver stat, som er medlem af De forenede Nationer eller

af en af særorganisationerne. Den skal ratificeres af signatarstaterne, og

ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers

generalsekretær, som skal underrette enhver stat, der har undertegnet eller

tiltrådt konventionen.

2. Efter den 1. juli 1957 står nærværende konvention

åben for tiltrædelse af enhver stat, som er medlem af De forenede Nationer

eller en af særorganisationerne, eller af enhver anden stat, til hvilken De

forenede Nationers plenarforsamling retter en opfordring til tiltrædelse.

Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede

Nationers generalsekretær, som skal underrette alle signatarstater og alle

stater, der har tiltrådt konventionen.

Artikel 12.

1. Nærværende konvention finder anvendelse på alle

ikke selvstyrende områder, formynderskabs- og koloniområder samt andre

områder uden for moderlandet, hvis udenrigsanliggender varetages af en

deltagerstat; vedkommende part skal, med forbehold af bestemmelserne i

nærværende artikels stykke 2, ved undertegnelsen, ratifikationen eller

tiltrædelsen afgive en erklæring om, på hvilke områder uden for moderlandet

konventionen finder anvendelse ipso facto som følge af

undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen.

2. I tilfælde, hvor forudgående samtykke fra et område

uden for moderlandet er nødvendigt i henhold til deltagerstatens eller

områdets forfatningslovgivning eller sædvane, skal vedkommende deltagerstat

bestræbe sig for at opnå det fornødne samtykke fra det pågældende område

udenfor moderlandet inden udløbet af tolv måneder fra dagen for moderstatens

undertegnelse af konventionen, og deltagerstaten skal, når samtykke

foreligger, underrette generalsekretæren herom. Konventionen finder

anvendelse på det område eller de områder, der angives i notifikationen, fra

den dag, på hvilken generalsekretæren modtager notifikationen.

3. Ved udløbet af den i foregående stykke nævnte

tolvmånedersperiode skal vedkommende deltagerstater underrette

generalsekretæren om resultaterne af forhandlingerne med de områder uden for

moderlandet, for hvis udenrigsanliggender de er ansvarlige, og hvis samtykke

til konventionens anvendelse ikke måtte foreligge.

Artikel 13.

1. Nærværende konvention træder i kraft den dag, på

hvilken to stater er blevet deltagere i den.

2. Den træder derefter i kraft for hver enkelt stat og

område på dagen for deponeringen af vedkommende stats ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument eller af notifikationen om konventionens anvendelse på

det pågældende område.

Artikel 14.

1. Anvendelsen af nærværende konvention inddeles i på

hinanden følgende perioder på tre år, af hvilke den første begynder på dagen

for konventionens ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 13, stykke 1.

2. Enhver deltagerstat kan opsige konventionen ved at

tilstille generalsekretæren en meddelelse herom mindst seks måneder før

udløbet af den løbende treårsperiode. Generalsekretæren underretter alle de

øvrige deltagere om enhver sådan meddelelse og om datoen for dens modtagelse.

3. Opsigelser får virkning ved udgangen af den løbende

treårsperiode.

4. I tilfælde, hvor nærværende konvention i

overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12 er gjort anvendelig på en

deltagers område uden for moderlandet, kan vedkommende deltager på et hvilket

som helst tidspunkt derefter, med det pågældende områdes samtykke, meddele De

forenede Nationers generalsekretær, at konventionen opsiges særskilt for

dette områdes vedkommende. Opsigelsen får virkning et år efter den dag, på

hvilken opsigelsen er modtaget af generalsekretæren, som skal underrette alle

de andre deltagere om opsigelsen og om dagen for dens modtagelse.

Artikel 15.

Denne konvention, hvis engelske, kinesiske, spanske, franske og russiske

tekster er lige autentiske, skal deponeres i De forenede Nationers

sekretariats arkiv. Generalsekretæren skal udfærdige bekræftede kopier til

fremsendelse til de i konventionen deltagende stater og alle andre stater,

der er medlemmer af De forenede Nationer og af særorganisationerne.

TIL BEKRÆFTELSE heraf har de dertil af deres respektive regeringer

behørigt befuldmægtigede undertegnet denne konvention på den dato, der er

anført udfor deres respektive underskrifter.

UDFÆRDIGET i De forenede Nationers europakontor i Geneve den syvende

september eet tusinde ni hundrede og femtiseks.

For Australien: G. Jockel.

For Kongeriget Belgienb: Marc Somerhausen.

For Bulgarien: Peter Voutov.

For den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik: K. Abushkevich.

For Canada: R. Harry Jay.

For Ceylon: Arthur Basnayake.

For Kina: Cheng Paonan.

For Cuba: E. Portuondo.

For Czekoslovakiet: Pribyslav Pavlik.

For Danmark: Ernst Meinstorp.

For Salvador: Albert Amy.

For Frankrig: E. Giraud.

For Forbundsrepubliken Tyskland. Rudolf Thierfelder.

For Grækenland: Antoine Poumpoura.

For Guatemala: Dupont- Willemin.

For haiti: Wesner Apollon.

For Ungarn: Vitanyi Bela.

For Indien: K.V. Padmanabhan.

For Irak: K. Daghistani.

For Israel: Menahem Kahany.

For Italien: Federico Pescatori.

For Liberia:

A. Dash Wilson. Arthur B. Cassell.

For Storhertugdømmet Luxemborug: Elter,

For Mexico: E. Calderon Puig.

For Kongeriget Nederlandene:

A.F.W. Lunsingh Meijer.

For Kongeriget Norge: Johan Cappelen.

For Pakistan: S.S. Jafri.

For Peru: Max de la Fuente Locker.

For Polen: Jurkiewicz.

For Portugal:

Franco Nogueira. Adriano Moreira.

For Rumænien: D. Olteanu.

For San Marino: H. Reynaud.

For Sudan: Ahmed Atabani.

For Tyrkiet: T. Menemencioglu.

For den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik: Mikhailenko.

For De Socialistiske Sovjetrepublikers Union: A. Chistyakov.

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland: David Scott

Fox.

For Vietnam: Khiem.

For Jugoslavien: G. Vlahov:

Konventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af

følgende lande:

Den forenede arabiske Republik, Australien, Den bjelorussiske

socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Cambodia, Ceylon, Czekoslovakiet,

Haiti, Israel, Italien, Jordan, Jugoslavien, Laos, Det malayiske

Statsforbund, Nederlandene, Pakistan, Rumænien, De Socialistiske

Sovjetrepublikers Union, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland,

Sudan og Ungarn.

Endvidere har Australien, Italien, Nederlandene og Storbritannien

notificeret, at konventionens gyldighed er udvidet til at omfatte områder,

for hvis udenrigske anliggender de er ansvarlige.

For Danmarks vedkommende er konventionen i medfør af artikel 13, stk. 2,

trådt i kraft den 24. april 1958.

Udenrigsministeriet, den 26. november

1958.

J.O. Krag.

Lignende dokumenter