Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v.

Ikke gældende siden 14. juni 2011 LBK nr 725 af 23/10/1986LovbekendtgørelseJustitsministeriet31. oktober 1986

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 26 afgørelser

Det finansielle ankenævn 15, Landsskatteretten 5, Domsdatabasen 4, Retsinformation 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om skifte af dødsbo og

fællesbo m.v.

Herved bekendtgøres lov nr. 155 af 30. november 1874 om

skifte af dødsbo og fællesbo m.v. med de ændringer, der følger lov nr. 58 af

18. marts 1925, lov nr. 412 af 18. december 1963, § 2 i lov nr. 207 af 21.

maj 1969, lov nr. 259 af 4. juni 1969, § 17, stk. 2, nr. 4, i lov nr.346 af

26. juni 1975, § 4 i lov nr. 299 af 8. juni 1977, § 1 i lov nr. 170 af 14.

maj 1980 og § 2 i lov nr. 212 af 13. maj 1981.

1. afsnit

Om dødsfaldets anmeldelse og om de almindelige betingelser for

skifterettens overtagelse af dødsboers behandling

I

§ 1. Når nogen afgår ved døden, skal derom

uopholdelig gøres anmeldelse til stedets skifteret, som på forlangende og

uden betaling meddeler attest om anmeldelsen. Ligets begravelse må ikke finde

sted, forinden sådan attest er forevist.

Stk. 2. Anmeldelsespligten påhviler den afdødes

ægtefælle, hvor sådan gives og er nærværende; i andet fald de tilstedeværende

myndige arvinger og, hvor sådanne ikke findes, den, hos hvem den afdøde har

været til huse, eller de myndige medlemmer af samme husstand.

§ 2. Forsømmelse af den i foregående paragraf

foreskrevne anmeldelse belægges under en offentlig politisag med en bøde til

statskassen af 20-200 kroner.

§ 3. Ved anmeldelsen, som kan ske enten skriftlig

eller mundtlig, bør det såvidt muligt opgives, hvor den afdøde havde bolig

eller opholdssted, hvem arvingerne er, samt hvor efterladenskaberne

forefindes.

Stk. 2. Det påhviler såvel anmelderen som andre, hos

hvem en afdøds efterladenskaber beror, med tilbørlig omhu at bevare disse,

indtil skiterettens nærmere bestemmelse kan erholdes.

Læs alt

§ 4. Adgang til at forlange offentligt skifte har

enhver arving, om også de øvrige arvinger er enige i at ville dele boet selv.

Derimod kan legatarer ikke forlange boet taget under offentlig

skiftebehandling, og ej heller kreditorer, undtagen i de tilfælde, hvor

sådant hjemles ved reglerne om konkurs.

§ 5. Uden hensyn til arvingernes forlangende bliver

dødsboer, med den af § 10 flydende indskrænkning, at tage under behandling af

skifteretten:

a) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne på grund af alder er

umyndig;

b) når nogen af arvingerne ved skiftets begyndelse er umyndiggjort, med

mindre den umyndiggjorte har i sædvanligt formuefællesskab med ham samlevende

ægtefælle i live, i hvilket tilfælde værgen i forbindelse med denne kan

tiltræde boet på den umyndiggjortes vegne,

c) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne er fraværende uden for

riget, eller hans opholdssted ikke vides, og han heller ikke har

befuldmægtiget en anden til i boet at varetage sit tarv; vides det ikke, om

en eventuelt arveberettiget person, hvis opholdssted ikke kendes, har

overlevet arveladeren, kan boet dog overtages til privat skifte, når der er

forløbet en tid af 5 år, siden der sidst havdes efterretning om ham, eller

når de i forordningen af 11. september 1839 §§ 14 og 15 omhandlede

betingelser, under hvilke en bortebleven persons arvinger ville kunne

procedere til at erholde nytten og brugen af dennes formue, er tilstede med

hensyn til ham.

§ 6. Skifteretten har fremdeles, uden hensyn til

arvingernes forlangende, at behandle sådanne dødsboer, som ved gyldig

viljesbestemmelse af den afdøde er henviste til offentlig skiftebehandling.

Selv om en arvelader efterlader sig livsarvinger, skal det være ham tilladt

ved testamente at anordne offentligt skifte eller at indsætte

testamentexekutorer uden dømmende myndighed. Sådan bestemmelse kan med

virkning for hele fællesboet træffes af den længstlevende ægtefælle, der

hensidder i uskiftet bo.

§ 7. Har arvingerne overtaget boet til privat skifte

og deling, indtræder offentligt skifte ikke, fordi forholdene senere under

boets behandling forandrer sig derhen, at offentligt skifte måtte være

indtrådt, hvis de havde været således ved dødsfaldet.

§ 8. I tilfælde af uenighed imellem arvinger, som har

begyndt privat skifte, er enhver enkelt af dem berettiget til at fordre boet

opgjort og delt ved skifteretten i overensstemmelse med reglerne for

behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.

§ 9. Er offentligt skifte begyndt, men grunden til

sådan behandling bortfalder, forinden boet sluttes, kan arvingerne fordre sig

boet udleveret til privat skifte og deling, når de alle er enige herom, dog

kun med de anmeldte kreditorers samtykke, hvis de ikke fyldestgøres, eller

sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og,

for så vidt kreditorerne er blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem

satte frist.

Stk. 2. Under samme betingelser kan den længstlevende

ægtefælle, for så vidt forudsætningerne for at hensidde i uskiftet bo er

tilstede, fordre sig boet udleveret til fri rådighed.

§ 10. Når det ifølge de ved dødsanmeldelsen

foreliggende omstændigheder må antages, at der i et dødsbo ikke findes midler

til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten

straks udlægge, hvad der findes i boet, til den, som har bekostet eller vil

bekoste begravelsen.

Stk. 2. Aktiver, som ikke medgår til dækning af

begravelsesudgifter, men som er af så ringe værdi, at de ikke kan dække

omkostningerne ved en bobehandling, eller hvis værdi står i åbenbart

misforhold til omfanget af det arbejde, som en bobehandling vil kræve, kan

skifteretten udlægge til den eller dem, som bekoster eller vil bekoste

begravelsen, til afdødes efterladte eller til statskassen.

Stk. 3. Genoptages et bo, der er udlagt efter stk. 1

eller 2, fordi der efter udlægget fremkommer yderligere aktiver, indgår det

udlagte ikke i boet. Skifteretten kan dog undtagelsesvis bestemme, at udlæg

efter stk. 2 helt eller delvis skal indgå i boet.

§ 11. Om fremgangsmåden, som arvinger, der ønsker at

benytte deres ret til at skifte og dele selv, har at bruge, og om beviserne,

som de i så henseende har at forskaffe, gælder der i øvrigt de nedenfor i

kapitel 7 givne forskrifter.

2. afsnit

Om offentligt skifte

II. Om den offentlige skiftebehandlings begyndelse og om de første

foranstaltninger ved den

§ 12. Er betingelserne for offentlig skiftebehandling

tilstede, skal der, for så vidt denne lov ikke bestemmer anderledes, snarest

mulig efter, at dødsanmeldelsen er sket, eller efter at skifteretten på anden

måde er kommen til kundskab om dødsfaldet, afholdes en begyndelsesforretning,

under hvilken skifteretten ved forsegling eller på anden hensigtssvarende

måde har at tage under sin varetægt, hvad der findes i boet, ligesom den har

at drage omsorg for, at de boet tilhørende genstande, som findes i andre

retskredse, tages under forsegling eller under varetægt af stedets skifteret.

Forefundne på ihændehavere lydende værdipapirer skal skifteretten snarest

mulig foranstalte noterede på navn, for så vidt sådan notering kan finde

sted. Erfares det, at den afdøde har haft noget udestående hos andre, bør med

hensyn dertil træffes fornøden foranstaltning. Ting, som skønnes at tilhøre

andre, og som disse kan forlange straks udleverede, bliver ikke at inddrage

under behandlingen.

§ 13. Den i foregående paragraf omhandlede

begyndelsesforretning kan dog opsættes til straks efter begravelsen, for så

vidt skifteretten ikke i de foreliggende omstændigheder finder betænkelighed

derved.

Stk. 2. Når betingelserne for, at den længstlevende

ægtefælle kan hensidde i uskiftet bo, eller for, at arvingerne kan tiltræde

boet uden det offentliges mellemkomst, vel ikke straks ved anmeldelsen er

tilstede, men det dog kan forudses, at de inden kort tid vil kunne opfyldes,

kan skifteretten give en kort udsættelse med forretningen, for så vidt boets

ejendele skønnes ikke at være udsatte for at forvanskes eller forkomme.

Stk. 3. Det har sit forblivende ved bestemmelserne i

forordningen om kasse- og regnskabsvæsenet i almindelighed af 8. juli 1840 §§

52 og 53.

§ 14. Skifteretten har snarest mulig efter boets

overtagelse at anstille undersøgelse om arvingerne og legatarerne, samt at

give dem særskilt underretning om dødsfaldet, for så vidt dette behøves.

Sådan underretning meddeles på den måde, skifteretten i hvert enkelt tilfælde

anser for hensigtsmæssig, og det er den navnlig tilladt at benytte meddelelse

ved anbefalet brev. Hvis der iblandt foranførte i boet interesserede personer

findes umyndige, har skifteretten at gøre de fornødne skridt, for at værger

snarest mulig kan blive beskikkede for dem, for så vidt dette ikke tidligere

er sket. For fraværende arvinger, hvis opholdssted ikke kendes, eller som er

så langt borte, at boets videre behandling ikke findes at burde udsættes,

indtil deres bestemmelse kan indhentes, bliver der ligeledes, for så vidt

ingen fuldmægtig giver møde for dem, efter skifterettens foranstaltning i

overensstemmelse med reglerne i forordningen af 11. september 1839 § 6, jfr.

§ 7, at beskikke værger, der i enhver henseende har samme ret og pligt og er

samme kontrol underkastede som værger for umyndige.

§ 15. Enten i forbindelse med begyndelsesforretningen

eller snarest mulig derefter skal skifteretten foretage registrering af boet

og i forbindelse dermed lade iværksætte vurdering af det, ved hvilken

lejlighed også boets indgæld og udgæld optegnes, for så vidt om samme på den

tid haves kundskab, og det ikke skønnes hensigtsmæssigere at udsætte dette,

indtil gennemsyn af boets regnskabsbøger og papirer har fundet sted, hvilket

så snart som muligt bør iværksættes af skifteretten, således at der gives

arvingerne lejlighed til at være tilstede.

§ 16. Begyndelses- og registreringsforretninger

udføres af skifteretten i forening med to vidner, hvilke under eds tilbud har

at vurdere boets ejendele, for så vidt der ikke hertil udfordres særlige

kundskaber, i hvilket tilfælde kyndige vurderingsmænd bliver at udmelde af

skifteretten. Dersom det senere under skiftet forlanges, lader skifteretten

vidnerne bekræfte den stedfundne vurdering med ed, som modtages i en

skiftesamling. På steder, hvor omstændighederne gør det tilrådeligt, kan

efter justitsministeriets nærmere bestemmelse et fast ansat retsbud i stedet

for de tvende vidner benyttes til at foretage vurdering af indbo af mindre

betydenhed, ligesom med justitsministeriets billigelse faste edsvorne

vurderingsmænd og vurderingskoner for retskredsen kan ansættes af

skifteretten til at foretage alle vurderinger af løsøre. På landet kan

skifteretten lade begyndelses- og registreringsforretninger i boer efter

gårdmænd, der kun er brugere, samt husmænd og andre, der er stillede lige med

dem, såsom håndværkere og mindre handlende, udføre af sognefogeden med to

tilkaldte vidner. Disse forretninger indføres i en særskilt af amtet

autoriseret protokol. Vederlaget til vidner, retsbude og vurderingsmænd

fastsættes af skifteretten og afholdes af boet.

Stk. 2. Ved de i denne paragraf omhandlede forretninger

bliver, så vidt det kan ske uden ophold, arvinger og legatarer at tilkalde.

Skifteretten har enten ved registreringsforretningens slutning eller, navnlig

for så vidt forretningen er udført af sognefogeden, i en særskilt

skiftesamling, der afholdes snarest mulig derefter, efter forhandling med dem

at tage beslutning om sådanne foranstaltninger i boet, som ikke tåler

opsættelse, og at opfordre dem til at erklære, om de vil overtage ansvaret

for den afdødes gæld eller ikke. Til at afgive denne erklæring kan der

tilstås dem en kort betænkingstid. Er der umyndige eller fraværende arvinger,

for hvilke værger er beskikkede ifølge § 14, afgives erklæringen på deres

vegne af disse; dog kan skifteretten, uagtet værgerne erklærer at ville vedgå

arv og gæld, modsætte sig dette, når den antager, at der vil blive påført den

umyndige eller den fraværende arving tab ved at overtage gældsansvaret.

§ 17. Når der fra de arvinger, som har været tilstede

ved den i forrige paragraf omhandlede forretning, erholdes erklæring om, at

de vil overtage gældsansvaret, eller de i alt fald ikke afgiver en modsat

erklæring, men der er fraværende arvinger, fra hvilke ingen erklæring haves,

har skifteretten uden ophold at indkalde samtlige arvinger og legatarer til

en skiftesamling.

Stk. 2. De arvinger og legatarer, hvis bopæl eller

opholdssted inden riget er skifteretten bekendt, skal have særskilt

underretning, der kan gives ved anbefalet brev; dersom ikke alle arvingerne

eller legatarerne kendes, eller nogen af dem ikke har bekendt bopæl eller

opholdssted inden riget, foregår indvarslingen for deres vedkommende ved en

offentlig indkaldelse, der indrykkes to gange i de for skiftebekendtgørelser

i almindelighed bestemte aviser.

Stk. 3. Skifteretten bestemmer varslet efter et skøn

over, hvad der i hvert enkelt tilfælde er nødvendigt; dog bør det i reglen

ikke være kortere end 1 og ikke længere end 6 uger.

§ 18. I den i foregående paragraf omhandlede

skiftesamling skal skifteretten give arvingerne og legatarerne underretning

om boets formuetilstand, så vidt oplysning herom haves, hvorefter arvingerne

opfordres til at erklære, om de vil overtage ansvaret for den afdødes gælder

eller ikke.

Stk. 2. Når der ikke, enten ved den i § 16 omhandlede

sammenkomst med arvingerne eller ved den i overensstemmelse med § 17

berammede skiftesamling, fra alle arvingerne fås erklæring om at ville vedgå

gæld, og når der heller ikke forlanges konkursbehandling i henhold til

konkurslovens § 19, behandles boet i overensstemmelse med reglerne i det

følgende kapitel med den virkning, at ethvert gældsansvar udover, hvad boets

midler er i stand til at dække, undgås.

III. Om behandlingen af dødsbo, når arvingerne ikke påtager sig ansvaret

for gælden, og ej heller nogen kreditor forlanger boets behandling efter

konkursloven ifølge dennes § 19

Første underafdeling

OM BEHANDLINGSMÅDEN I ALMINDELIGHED

§ 19. Når arv og gæld ikke vedgås, er kreditorerne

stemmeberettigede i boets anliggender så længe, indtil de er fyldestgjorte,

eller behørig fyldestgørelse sikres dem. Fra dette tidspunkt af bliver

derimod arvingerne at anse som dem, der har rådighed over boet. Rejses der

tvivl om, hvorvidt nogen, der som fordringshaver møder i en skiftesamling,

forinden fordringerne er prøvede, bør erkendes som sådan, har skifteretten

ved at benytte de oplysninger, som på forhånd kan haves, at afgøre, hvorvidt

den mødende kan stedes til stemme. Denne afgørelse er uden indflydelse på den

senere prøvelse af hans fordring.

§ 20. Vedgås arv og gæld ikke, skal indkaldelse,

indeholdende udtrykkelig tilkendegivelse herom, straks udstedes til

kreditorerne, jfr. dog § 43.

Stk. 2. Skifterettens pligt at meddele visse

fordringshavere eller andre særlig underretning om skiftet vedbliver

fremdeles ligesom hidtil.

§ 21. Indkaldelsen til kreditorerne bør tillige

indeholde opfordring til arvinger og legatarer, for så vidt disse ikke

allerede kendes og deres opholdssted vides, om at melde sig inden samme

frist; dog kan indkaldelsen i forhold til dem ikke medføre nogen pligt til at

melde sig under deres rettigheders fortabelse. Den træder i alle henseender i

stedet for den nu foreskrevne indkaldelse af arvinger med år og dags varsel,

og hvor den lovmedholdelig kan undlades (jfr. § 43), er skifteretten ikke

pligtig at vente nogen vis tid med boets opgørelse og slutning.

§ 22. Indkaldelsen sker ved en 3 gange i de for

skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser indrykket

bekendtgørelse med 3 måneders varsel, når den afdøde skønnes ikke at have

stået i gældsforpligtelser eller at have arvinger på noget sted uden for

Europa eller på Island eller Færøerne, og i andet fald med 6 måneders varsel,

i begge tilfælde regnet fra den sidste bekendtgørelse. Når skifteretten

finder det rigtigt, kan indkaldelsen tillige bekendtgøres på anden

hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Viser det sig, at den afdøde har haft

kreditorer udenfor Europa eller på Island eller Færøerne, bliver der dog ikke

at udstede ny indkaldelse, men sådanne kreditorer kan fordre deres krav taget

i betragtning, for så vidt de anmelder dem inden forløbet af det længere

varsel, som burde være givet ved indkaldelsen. Sker slig anmeldelse, forinden

endelig opgørelse er affattet, kan skifteretten, når den erkender, at den

udstedte indkaldelse har givet for kort varsel, om fornødent, genoptage de

allerede afsluttede dele af skiftebehandlingen. Dersom anmeldelsen først

sker, efter at boet er sluttet, må den stedfundne skiftebehandling påankes

til omgørelse, hvorefter der da under den fornyede behandling bliver at tage

behørigt hensyn til de inden forløbet af 6 måneder fra den sidste

bekendtgørelse af indkaldelsen lovlig anmeldte fordringer.

Stk. 3. Det har sit forblivende ved den gældende rets

regler om den pligt som indkaldelsen pålægger kreditorerne til at melde sig

under deres fordringers fortabelse, samt om måden, hvorpå indkaldelsens

virkning afbrydes.

§ 23. Skiftesamlinger afholdes i boet efterhånden,

som det findes fornødent. De tillyses ved en bekendtgørelse fra skifteretten

i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser efter

omstændighederne tillige i andre aviser - for så vidt skifteretten ikke

foretrækker at give dem, der skal tilkaldes, særlig personlig underretning,

hvilken kan meddeles på den måde, som skifteretten i hvert enkelt tilfælde

finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet brev. Varselet,

tiden og stedet bestemmes af skifteretten.

§ 24. Med det under forhandling værende anliggende og

boets videre behandling i henhold hertil forholdes i reglen på den måde, som

de mødende stemmeberettigede (§ 19) forenes om, dog at skifteretten kan nægte

sin godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne

beslutning vil skade myndlingens tarv. Sålænge den for fordringernes

anmeldelse bestemte frist ikke er udløben, bør skifteretten dog ikke tage

beslutninger til følge, som strider mod endnu ikke anmeldte kreditorers

interesse. Det følger i øvrigt af sig selv, at skifteretten ikke bør godkende

beslutninger, hvorved de stemmende gør indgreb i nogens ret.

Stk. 2. I tilfælde af meningsulighed mellem de mødende

tilfalder det skifteretten at tage beslutninger om de omhandlede punkter.

Retten har herved at tage det størst mulige hensyn til de fremsatte meninger,

men den er dog ikke bunden ved dem, hvorimod den, for så vidt ikke anderledes

bestemmes i denne lov, har at handle efter sit eget skøn om, hvad der bedst

tjener samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.

§ 25. Udebliver nogen fra en skiftesamling, til

hvilken han lovlig er kaldet, er han afskåren fra at gøre nogen indvending

imod hensigtsmæssigheden af de angående boets bestyrelse i samme tagne

bestemmelser. Derimod kan den udeblivende selvfølgelig ikke anses for at have

givet afkald på nogen rettighed eller fordring.

§ 26. Møder på skiftesamlingen ingen

stemmeberettiget, har skifteretten at tage beslutning angående det pågældende

anliggende efter eget bedste skønnende om, hvad der er hensigtsmæssigt. Dog

kan skifteretten, når omstændighederne taler derfor, indkalde en ny

skiftesamling, forinden endelig beslutning tages.

§ 27. Salg af boets ejendele sker ved skifterettens

foranstaltning. Salget sker ved offentlig auktion, jfr. retsplejelovens § 538

b, eller på anden måde, såfremt dette vedtages på en skiftesamling eller

skifteretten antager, at der ved underhåndssalg kan opnås et bedre resultat

for boet.

§ 28. Værdipapirer, som har kurs på Københavns børs

eller på fremmede børser, sælges ved et medlem af fondsbørsen eller en bank

eller sparekasse, medmindre de udlægges til arvinger.

Stk. 2. Har boet i øvrigt udestående fordringer, der

ikke er af den beskaffenhed, at de kan gives kreditorer eller arvinger i

udlæg efter deres fulde pålydende, og det formedelst fordringernes

usikkerhed, det ophold, boet ville lide ved deres inddrivelse, eller af andre

grunde anses for utilrådeligt at bekoste søgsmål i anledning af samme, bør de

bortsælges ved offentlig auktion, for så vidt boets vedkommende ikke vil lade

sig dem udlægge pro rata eller enes om en værdi, for hvilken en eller flere

af dem vil overtage fordringerne.

§ 29. (Ophævet).

§ 30. Skifteretten har at udføre samtlige til boets

behandling hørende forretninger; dog kan den forlange, at en inkassator skal

antages. Denne vælges af boets vedkommende med stemmeflerhed i en tilvarslet

skiftesamling, men skifteretten har at påse, at den antagne stiller

betryggende sikkerhed.

§ 31. Inkassator har at affatte forslag til

auktionskonditioner for boets løsøre og forelægge disse for skifteretten; ved

de løsøreauktioner, som holdes over boets ejendele, bliver han som

selvskyldner ansvarlig for, at beløbene af de af ham antagne bud bliver

indbetalte til skifteretten inden 4 uger efter den i auktionskonditionerne

givne betalingsfrists udløb. Det kan også af skifteretten overdrages

inkassator at indkræve boets udestående fordringer, hvilke dog, så snart de

indgår, bliver at indbetale til skifteretten.

Stk. 2. Inkassators vederlag for hans ovennævnte

forretninger bestemmes ved overenskomst eller, i fald en sådan ikke er

afsluttet, ved skifterettens beslutning.

§ 32. I København, såvel som uden for København, når

et mindst halvdelen af de mødende stemmeberettigedes krav repræsenterende

flertal derom er enigt, kan der antages en kurator for boet, for så vidt

skifteretten dertil finder føje ifølge boets størrelse og beskaffenhed. Den,

for hvem et flertal af den anførte beskaffenhed i en skiftesamling erklærer

sig, bør i reglen vælges, medmindre skifteretten finder særlige grunde til at

nægte valgets godkendelse, i hvilket tilfælde den efter eget skøn vælger

kurator. Denne har som medhjælper under den hele skiftebestyrelse at bistå

skifteretten med korrespondance m.m., hvorhos han, dersom der ikke er antaget

en særskilt inkassator, tillige har at overtage dennes forretninger. Ingen,

som står i tjenesteforhold til eller er ansat i skifteretten, kan vælges til

kurator eller uden alle vedkommendes samtykke antages til for betaling at

indkræve boets udestående fordringer eller at udføre de i § 33 nævnte

forretninger.

§ 33. Forinden der er givet boets vedkommende

lejlighed til at vælge en kurator, såvel som når vedkommende ikke vil

beslutte antagelsen af en kurator, er skifteretten berettiget til under

administrationen af boet at benytte sådan anden hjælp, som måtte behøves til

udførelsen af enkelte boet vedkommende forretninger, der ikke efter de hidtil

gældende regler påligger den, såsom sagførelse, bestyrelse og tilsyn med

boets faste ejendomme, begyndte forretningers tilendebringelse, gennemsyn af

boets bøger og papirer osv.

Stk. 2. Det vederlag, som tilkommer kurator eller

andre, der antages til at udføre noget for boet, bestemmes i tilfælde af

uenighed af skifteretten.

Anden underafdeling

OM DEN OFFENTLIGE SKIFTEBEHANDLINGS INDFLYDELSE PÅ FORDRINSHAVERNES

STILLING, NÅR GÆLDSANSVAR IKKE OVERTAGES AF ARVINGERNE

§ 34. Fra den tid, et dødsbo er overtaget til

offentlig skiftebehandling, skal alle fordringer på den afdøde eller med

hensyn til hans efterladenskab fremsættes for skifteretten.

Stk. 2. Dog gælder det anførte ikke, når sag imod den

afdøde var begyndt derved, at stævning lovligen var ham forkyndt, thi i så

fald er boet pligtigt at tåle dens fortsættelse og pådømmelse ved den ret,

ved hvilken den lovligen er anlagt.

§ 35. Ved et dødsbos overgang til offentlig

skiftebehandling taber arrest, som måtte være gjort i de til det hørende

genstande, sin virkning, ligesom også al adgang bortfalder til, i anledning

af fordringer på den afdøde eller med hensyn til efterladenskaberne, at lade

afholde arrest eller til at søge fyldestgørelse igennem exekution og

tvangsauktion.

§ 36. Ved skifterettens beslutninger og kendelser

bestemmes, hvad der med hensyn til boets behandling og udlodning bliver at

iagttage og derunder, med de i § 34 gjorde undtagelser, hvorvidt de mod samme

fremsatte påstande skal antages eller ikke. Derimod har skifteretten ikke ret

til at tilpligte nogen at indbetale noget i boet eller at udføre noget for

det eller til i øvrigt at påkende boets fordringer på andre. Dog kan

skifteretten, hvor nogen har anmeldt fordring i boet, påkende dettes

modfordringer, for så vidt de kan komme til afdrag i dets gæld, ligesom den,

når nogen påstår udlevering eller overdragelse af genstande, der findes i

boet, kan gøre sådan udlevering eller overdragelse afhængig af, at

vedkommende opfylder sine forpligtelser i den anledning mod boet. Også kan

skifteretten, når noget er udbetalt af boet mod skadesløs kvittering, afgøre,

om dette i det hele eller for en del på grund af senere oplysninger eller

omstændigheder bør tilbagebetales.

§ 37. Enhver, som har noget at fordre eller påstå i

et dødsbo, bør anmelde dette enten i en skiftesamling eller i skrivelse til

skifteretten, som på forlangende meddeler tilståelse for anmeldelsen og har

at gøre fornøden tilførsel herom i skifteprotokollen eller anden hertil

bestemt bog.

Stk. 2. Ved anmeldelsen erhverves alle de rettigheder

med hensyn til renter, afbrydelse af hævd eller forældelse og desl., som

ellers flyder af sagsanlæg.

§ 38. Når den ved indkaldelsen til kreditorerne givne

frist er udløben, har skifteretten inden en måned derefter at forfatte en

liste over de anmeldte fordringer, om fornødent med angivelse af deres

indbyrdes orden, og derpå at forelægge denne bilagt med anmeldelserne i en

behørig tillyst skiftesamling. I denne samling gennemgås listen tillige med

de bemærkninger, som boets kurator, hvor en sådan er antagen, eller

skifteretten har fundet anledning til at knytte til samme eller da fremsætte,

og boets vedkommende opfordres til at erklære sig over fordringerne. Såfremt

de vil gøre indsigelse mod nogen fordring eller den en sådan anviste plads i

ordenen, skal de være pligtige at fremkomme med disse under samlingen eller

senest inden 4 uger efter samme og dernæst uden ophold forfølge dem videre.

De fordringer, mod hvilke ingen indsigelse er fremsat inden den foranførte

tidsfrist, betragtes som anerkendte. I den nævnte samling bør derhos såvidt

muligt fremlægges en oversigt over boets status.

§ 39. Når nogen anmeldt fordring modsiges, bliver

det, efter forgæves forsøgt forligsmægling af skifteretten, ved dennes

kendelse i overensstemmelse med de hidtil gældende rettergangsregler at

afgøre, om og for hvilket beløb fordringen skal komme boet til udgift. På

samme måde afgøres tvistigheder om fortrinsret og alle andre tvistigheder om,

hvorledes boet skal udloddes. Skifteretten drager omsorg for, at boets tarv i

slige tilfælde varetages enten ved kurator eller, om fornødent, ved en

antagen sagfører.

§ 40. De afsagte kendelser kan ikke, medmindre de

pågældende parter frafalder påanke, eller vedkommende kendelse ifølge sin

genstand er upåankelig, lægges til grund for boets videre behandling, førend

påankefristen er udløben, uden at påanke er iværksat, jfr. § 88.

Stk. 2. Skulle kendelsen blive forandret eller

annulleret ifølge en senere iværksat påanke, tages behørigt hensyn hertil ved

boets videre behandling og i fornødent fald ved omgørelse af det foretagne,

hvor skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den tid må enhver forandring

søges iværksat ved påanke af udlodningen.

Stk. 3. Lignende regler gælder om de i anledning af

påanken afsagte overretsdomme.

§ 41. Vil en eller flere af boets vedkommende påanke

en i en tvist, hvori de ikke er boets modparter, afsagt skiftekendelse eller

dom, ved hvilken boet vil lade det bero, da har de hertil adgang, for så vidt

der ikke mellem boet og vedkommende er sluttet overenskomst om tvistens

genstand, og sagens påanke ikke udsætter boet for tab af rettigheder, som ved

kendelsen eller dommen måtte være det tilkendt.

§ 42. Boets vedkommende, som ved påanke i henhold til

foregående paragraf har forøget boets masse, er berettigede til at forlange

de herpå anvendte bekostninger erstattede af boet, for så vidt de ikke

overstiger den forøgelse, som boet derved vinder. Er boet sluttet, når den

endelige dom falder, tilfalder det ved påanken vundne den eller dem, som har

iværksat den, indtil deres bekostninger er dækkede; med overskuddet forholdes

der efter de i tredje underafdeling givne regler.

Tredje underafdeling

OM DØDSBOETS SLUTNING OG OPGØRELSE

§ 43. Viser det sig, at der i et dødsbo ikke findes

midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan

skifteretten straks slutte et sådant bo ved at udbetale eller udlægge til

den, som har bekostet begravelsen, hvad der findes i boet. Er det

overskydende ikke mere, end at det skønnes at ville medgå til dækning af

privilegerede fordringer, kan skifteretten udlægge boets beholdning til disse

efter deres orden og beskaffenhed og dermed slutte behandlingen.

§ 44. Så snart de i § 38 nævnte 4 uger efter listens

fremlæggelse er gået, iværksætter skifteretten udlodningen til kreditorerne i

overensstemmelse med reglerne i konkurslovens 18. kapitel.

Stk. 2. Kravene fyldestgøres efter reglerne i

konkurslovens §§ 82 og 85-99.

Stk. 3. Bestemmelserne i konkurslovens §§ 1, 2, 31 og

38-63 anvendes med de ændringer, som følger af forholdets natur, og således

at der i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse regnes med

tiden for dødsfaldet.

§ 45. Befindes der at være overskud at arve, efter at

kreditorerne er fyldestgjorte, har skifteretten at skride til udlodningen af

boet til arvinger og legatarer, så snart i øvrigt boets formue er samlet og

indkommet.

Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at der ved opgørelse

og udlodning i boet skal bortses fra arvelodder, hvis udbetaling vil medføre

uforholdsmæssige ulemper eller omkostninger, eller at sådanne arvelodder skal

indbetales til statskassen.

§ 46. Et dødsbo behøver ikke at henstå usluttet på

grund af forpligtelser, der er afhængige af betingelser, om hvis indtrædelse

der først længere hen i tiden kan fås vished, hvorimod der, når boet i øvrigt

er færdigt til udlodning, afsættes det fornødne til sådanne fordringer. Det,

som senere måtte vise sig at være ufornødent til fordringens fyldestgørelse,

udlægges da ved en efterlodning til vedkommende.

Stk. 2. Heller ikke skal det være til hinder for et

dødsbos slutning, at den afdøde har arv henstående i uskiftet bo eller anden

sådan i henseende til størrelsen uberegnelig fordring, som må henstå i

ubestemt tid, hvorimod en senere genoptagelse af skiftet også for så vidt

forbeholdes.

§ 47. Enhver arving er berettiget til for sin arvelod

at fordre udlæg efter vurdering, dog ikke i fast ejendom; værgens påstand

herom på en umyndigs vegne godkendes af skifteretten, når det skønnes at være

til den umyndiges gavn. Forlanger flere arvinger udlæg i den samme ting,

bliver det ved lodtrækning at afgøre, hvem der skal have fortrinet. Ting, der

har særlig erindringsværdi for familien, skal den arving, fra hvis slægt

eller slægtsgren tingen stammer, dog være fortrinsberettiget til at få

udlagt. Om den efterlevende ægtefælles rettigheder på skifte henvises til §

61 a, 1. punktum, samt §§ 62 a-62 e og § 63.

§ 48. Vil vedkommende lodtagere i boet, når udlæg

efter vurdering af hele boet eller enkelte dertil hørende genstande skal

finde sted, ikke erkende den under registreringen stedfundne vurdering for

regel, står det enhver af dem åbent at forlange en formelig vurdering af de

ting, som formenes at være urigtig ansatte. Denne vurdering iværksættes af

mænd, som skifteretten efter forudgående meddelelse til alle vedkommende

udmelder hertil.

§ 49. Hvis beløb, der tilfalder nogen på skifte, skal

bestyres efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler

m.v., kan sådanne beløb kun med justitsministerens samtykke udlægges i

udenlandske pengeeffekter, som ikke kan noteres her i landet, eller som kan

opsiges til udbetaling under sådanne former, at der kun med vanskelighed kan

opnås kundskab om forfaldstiden, eller hvis renter skal indkasseres i

udlandet.

§ 50. Boets slutning kan foregå i en skiftesamling

ved opgørelse til skifteprotokollen, og når da alle vedkommende erklærer sig

tilfredse med opgørelsen, sker udtællingerne med det samme.

Stk. 2. Hvor denne fremgangsmåde efter boets

beskaffenhed ikke kan benyttes, bør skifteretten, så snart boet er modent

dertil, optage det til slutning og forfatte et udkast til opgørelse, hvortil

den har en frist af i det højeste 6 - eller, når den består af flere

medlemmer, 12 - uger fra optagelsesdagen. Udkastet bør, dersom ikke alle

vedkommende erklærer, at de antager det, efter foregående offentlig

bekendtgørelse, henlægges hos skifteretten til eftersyn og overvejelse i 14

dage, inden hvilken frists udløb enhver heri interesseret kan henlede

skifterettens opmærksomhed på mulige fejl og mangler i det. Finder

skifteretten den fremsatte bemærkning grundet, berigtiger den udkastet i

overensstemmelse hermed; men i modsat fald, såvel som når ingen indvending

fremkommer inden fristens udløb, affattes den endelige opgørelse i

overensstemmelse med udkastet, og skiftet sluttes, således at forandring deri

kun kan ske ved påanke.

Stk. 3. Udtællinger i henhold til opgørelsen foregår

først, når påankefristen (§ 88) er udløben, uden at påanke af den er sket,

eller alle vedkommende frafalder påanke.

IV. Om behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås

§ 51. Når arv og gæld vedgås, bliver der at forholde

således med boets behandling, som de myndige arvinger og de umyndiges eller

fraværendes værger er enige om at begære, dog at skifteretten kan nægte sin

godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne beslutning

vil skade myndlingens tarv.

Stk. 2. Er der uenighed mellem arvingerne, eller

udebliver de alle, når beslutning på skiftesamling skal tages, tilfalder det

skifteretten at tage fornøden bestemmelse. Retten har herved at tage det

størst mulige hensyn til de fremsatte meninger, men den er ikke bunden ved

dem, hvorimod den har at handle efter sit skøn om, hvad der bedst tjener

samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.

§ 52. I de heromhandlede boer behøver indkaldelse til

kreditorer ikke at udstedes, med mindre nogen arving forlanger det. Når ikke

alle arvinger er myndige og tilstede, bør indkaldelse dog udstedes, med

mindre skifteretten efter de foreliggende omstændigheder anser det for

unødvendigt.

Stk. 2. Boet må ikke deles mellem arvingerne, med

mindre de anmeldte kreditorer samtykker, hvis de ikke fyldestgøres, eller

sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og,

for så vidt indkaldelse udstedes, først efter udløb af den ved samme givne

frist.

§ 53. Efter boets deling og skiftets slutning hæfter

arvingerne en for alle og alle for en for den gæld, som har været anmeldt og

krævet betalt i boet forinden dets deling; for anden gæld, for så vidt den

ikke er bortfalden som uanmeldt, hæfter arvingerne kun i det forhold, hvori

de er berettigede til at tage arv, med mindre de ifølge overenskomstens

indhold er en for alle og alle for en forpligtede, eller den afdøde har været

regnskabspligtig for kongens penge, børnepenge, fattiges penge eller

kirkepenge, og arvingerne har delt boet uden først at aflægge sådant

regnskab.

§ 54. Når arv og gæld er vedgået, kan der gøres

arrest i de til boet hørende formuegenstande, ligesom der i dem kan søges

fyldestgørelse ved exekution og tvangsauktion, når et behørigt

exekutionsgrundlag er tilstede. Arrest, som forud for boets overtagelse måtte

være gjort i de til det hørende formuegenstande, træder atter i kraft, som om

den ikke var bleven afbrudt.

§ 55. Den, der vil gøre nogen fordring på den afdøde

gældende for derefter at søge exekution i boet, kan anlægge retssag mod

arvingerne ved retten på det sted, hvor boet behandles.

Stk. 2. Arvingerne er pligtige at give møde efter

stævning, forkyndt for skifteretten med varsel beregnet efter dens

embedskontor, forøget med et tillæg af 14 dage; det er skifterettens pligt at

meddele dem underretning om stævningen.

§ 56. Ved de heromhandlede boer bliver der i øvrigt

at forholde efter de i forgående kapitel givne regler, for så vidt ikke denne

lovs bestemmelser medfører andet.

V. Om behandling af dødsboer, når der er en efterlevende ægtefælle

§ 57. Såfremt skifteretten skønner, at der under

hensyn til den efterlevende ægtefælles særlige rettigheder intet bliver at

udlodde til arvingerne, og ægtefællen erklærer at ville overtage ansvaret for

afdødes gæld, kan såvel fællesboet som afdødes særeje uden skiftebehandling

udlægges til ægtefællen.

Stk. 2. I øvrigt bliver afdødes bodel og særeje at

skifte efter lovens almindelige regler med de afvigelser, der følger af

reglerne i § 61 a, §§ 62 a-62 e og § 63, medens den efterlevende ægtefælles

bodel skiftes efter nedenstående regler. Hans særeje kan inddrages under

skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til fyldestgørelse af de krav,

der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets

retsvirkninger og i arvelovens § 21.

Stk. 3. Har den efterlevende ægtefælle hensiddet i

uskiftet bo, behandles hele boet efter nedenstående regler.

§ 58. Under skiftet beholder den efterlevende

ægtefælle rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund at at befrygte, at

han utilbørligt vil forrykke bodelens stilling, kan skifteretten dog helt

eller delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet.

Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31.

marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.

§ 59. De af den længstlevende opgivne arvinger bliver

af skifteretten at underrette om skiftet i overensstemmelse med reglerne i §§

14 og 23. For fraværende arvinger eller legatarer, hvis opholdssted ikke

kendes, eller som er så langt borte, at boets behandling ikke findes at burde

udsættes af hensyn til dem, bliver der, for så vidt ingen fuldmægtig møder

for dem, efter skifterettens foranstaltning at beskikke værger, der har at

varetage deres tarv på skiftet.

§ 60. Skiftet bør grundes på den længstlevendes egen

opgørelse af indgæld og udgæld, for så vidt denne erkendes af de

tilstedeværende arvinger eller disses værger, og skifteretten ikke på de

umyndiges eller fraværendes vegne finder nogen særdeles anledning til at

betvivle dens rigtighed. Men selv når opgørelsen ikke fra alle sider erkendes

for rigtig, bør dog ingen afhændelse af ejendelene finde sted, men disses

værdi alene under anvendelse af reglerne i § 48 ansættes af uvildige mænd,

ligesom der med hensyn til de anmeldte fordringers rigtighed i reglen kun

bliver at anstille sådan undersøgelse, som af skifteretten skønnes efter

omstændighederne at være tilstrækkelig, såsom ved at adspørge kreditorerne.

§ 61. Arvingerne efter den førstafdøde bliver ikke

ved at modtage arv eller vederlag herfor ansvarlige for den gæld, der

påhviler den længstlevende. Om det dem således udlagte eller udbetalte af

kreditorerne kan forlanges tilbagegivet, afgøres efter konkurslovens

forskrifter om retshandlers afkræftelse på grund af konkurs.

§ 61 a. Har den efterlevende ægtefælle anvendt midler

af sit særeje til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag

herfor af sin bodel. Under samme betingelse kan den førstafdøde ægtefælles

arvinger forlods udtage vederlag af førstafdødes beholdne bodel.

§ 62. Den omstændighed, at den længstlevende på den

heromhandlede måde skifter med den førstafdødes arvinger, indskrænker ikke

den længstlevendes kreditorer i at forfølge deres ret mod ham ganske på samme

måde, som om ingen skiftebehandling fandt sted.

§ 62 a. Den efterlevende ægtefælle har ret til

forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug,

for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes

formueforhold.

Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har endvidere ret

til forlods at udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug.

§ 62 b. Er boet af ringe værdi, kan den efterlevende

ægtefælle udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre i det omfang, hvori

det skønnes nødvendigt, for at han kan opretholde hjemmet eller sit erhverv,

selv om der derved tilfalder ham mere end hans boslod og arvelod.

Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af

boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og

arvelod og hans særeje udgør indtil 50.000 kr.

§ 62 c. Den efterlevende ægtefælle er berettiget til

af fællesboet at fordre udlæg efter vurdering for sin boslod og arvelod også

i fast ejendom. Ønsker ægtefællen og arvinger udlæg i samme ting, har

ægtefællen fortrinnet.

Stk. 2. Overstiger værdien af de ejendele, som den

efterlevende ægtefælle ønsker udlagt, hans boslod og arvelod, skal han

desuagtet være berettiget til at få dem udlagt mod at udbetale det

overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger.

§ 62 d. I afdødes særeje kan den efterlevende

ægtefælle fordre udlæg efter vurdering, for så vidt angår hans arv af

særejet. Udlæg kan også forlanges i fast ejendom. Ægtefællen har fortrin

fremfor andre arvinger, der ønsker udlæg i samme ting.

§ 62 e. Bestemmelserne i §§ 62 c og d finder ikke

anvendelse på ting, hvorover den førstafdøde ægtefælle har rådet ved

testamente i medfør af arvelovens § 66.

§ 63. I det omfang, arven til afdødes umyndige

livsarvinger ikke kan udredes uden afhændelse af fast ejendom eller løsøre,

som er nødvendige, for at den længstlevende kan opretholde hjemmet eller sit

erhverv, eller uden at den længstlevende berøves andre midler, som er

nødvendige herfor, kan skifteretten mod en efter forholdene passende

sikkerhed give ægtefællen henstand med udbetalingen af arven, indtil børnene

bliver myndige. Nærmere regler herom fatsættes af justitsministeren.

VI. Om skifte ved separation og skilsmisse m.v.

§ 64. Når et ægteskab er opløst ved skilsmisse eller

omstødelse, samt når ægtefæller er blevet separeret, eller der er afsagt

dekret om bosondring, finder offentligt skifte af fællesbo sted, såfremt en

af ægtefællerne begærer det.

§ 64 a. Begæring om skifte indgives til skifteretten

på det sted, hvor ægtefællerne har bopæl. Har de ikke bopæl i samme

retskreds, foretages skiftet af skifteretten på det sted, hvor de sidste har

haft fælles bopæl, såfremt en af dem fortsat har bopæl i retskredsen.

Medmindre der af ægtefællerne træffes anden aftale, foretages skiftet i

øvrigt af skifteretten i den retskreds, hvor den af ægtefællerne, mod hvem

kravet om skifte er rettet, har bopæl.

Stk. 2. Dersom ingen skifteret efter reglerne i stk. 1

kan tage boet under behandling, kan justitsministeren, såfremt mindst en af

ægtefællerne har tilknytning til Danmark, efter begæring bestemme, at skifte

skal finde sted her i landet. Justitsministeren bestemmer i så fald tillige,

hvilken skifteret der skal foretage skiftet.

§ 65. Efter registrering og vurdering foretages

opgørelse over hver ægtefælles bodel. Har en ægtefælle tillige særeje, bliver

også dette at inddrage under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til

fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts

1925 om ægteskabets retsvirkninger.

Stk. 2. Grundlaget for de i stk. 1 nævnte opgørelser er

de aktiver og passiver, der hører til bodelene på tidspunktet for

formuefællesskabets ophør, for bosondring dog tidspunktet for

bosondringsbegæringens indgivelse. Hvis rigtigheden af den af en ægtefælle

opgivne gæld bestrides af den anden ægtefælle, afgør skifteretten, om

gældsposten kan tages i betragtning ved opgørelsen.

Stk. 3. Ved opgørelsen af bodelene medregnes ikke de

krav mellem ægtefæller, som nævnes i §§ 26 og 56 i lov om ægteskabs indgåelse

og opløsning. Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes ikke som aktiv i

den berettigede ægtefælles bodel.

§ 65 a. Findes der gæld, for hvilken begge ægtefæller

hæfter, har enhver af dem ret til at forlange, at den anden betaler den del

af gælden, som endeligt skal bæres af ham, eller at der stilles ham sikkerhed

for, at gælden betales.

Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem ægtefæller om,

hvilken del af en dem begge påhvilende gæld, der endeligt skal bæres af hver

af dem, afgøres spørgsmålet af skifteretten.

§ 66. Under skiftet beholder hver af ægtefællerne

rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund til at befrygte, at en

ægtefælle vil forrykke sin bodels stilling, kan skifteretten dog helt eller

delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet.

Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31.

marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.

§ 66 a. Har en ægtefælle efter separation eller

skilsmisse, efter dom til omstødelse eller efter indgivelse af begæring om

bosondring disponeret over ejendele eller indkasseret fordringer, som hører

til hans bodel, skal han aflægge regnskab til skifteretten.

§ 67. Et skifte mellem ægtefæller indskrænker ikke

kreditorernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som om intet

skifte fandt sted.

§ 67 a. Har en ægtefælle et krav mod den anden

ægtefælle af den i § 65, stk. 3, nævnte art, kan han under skiftet forlange

det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.

§ 68. Udviser den i henhold til § 65 foretagne

opgørelse af en ægtefælles bodel overskud, deles dette ligeligt mellem

ægtefællerne, medmindre andet følger af nedenstående bestemmelser eller af

ægteskabslovgivningens regler.

Stk. 2. En ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg

for sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld. Om

ægtefællen er pligtig at tilbagegive det modtagne til kreditorernes

fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om retshandlers

afkræftelse.

§ 68 a. Hver af ægtefællerne har ret til forlods at

udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug, for så

vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.

Stk. 2. Genstande, der er erhvervet til børnenes brug,

kan udtages forlods af den ægtefælle, der har forældremyndigheden over

børnene.

§ 69. Ved skifte i anledning af ægteskabs omstødelse

udtager hver ægtefælle forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad

han har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere

erhvervelse ved arv eller gave, eller hvad han har overført til fællesboet

fra eget særeje. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis

afkortning.

§ 69 a. Har en ægtefælle indbragt den væsentligste

del af fællesboet på den i § 69 angivne måde, og vil en ligedeling være

åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden

økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af

separation, skilsmisse eller bosondring efter begæring bestemmes, at boets

deling skal finde sted således, at bestemmelserne i § 69 bringes til

anvendelse i det omfang, dette findes begrundet.

§ 69 b. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje

til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag herfor af sin

bodel.

§ 70. Kan en ægtefælle ikke inden for den del af

boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til

opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne

skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af

boet skal tilfalde ham.

§ 70 a. Ved bodelingen er hver af ægtefællerne

berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.

Stk. 2. Kræver ægtefællerne udlagt samme ejendel, skal

den ægtefælle, til hvis bodel den hører, have fortrinsret. Der gælder dog

herfra følgende undtagelser:

1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til

familiens bolig, kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt boligen

skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn

til hjemmets opretholdelse.

2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges

til den anden ægtefælle, såfremt sommerboligen skønnes at være af den

væsentligste betydning for denne.

3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt

virksomheden udelukkende eller dog i det væsentlige er blevet drevet af

denne.

4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden

ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af

erhvervet.

5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges

til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til

opretholdelsen af hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent

den pågældende ægtefælles behov.

Stk. 3. Finder udlæg ikke sted efter de i stk. 1 og 2

indeholdte regler, afhændes ejendelene på den i §§ 27 og 28 angivne måde.

§ 70 b. Udlæg efter vurdering kan finde sted, selv om

værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende

beløb må betales til den anden ægtefælle. Efter skifterettens nærmere

bestemmelse kan der i særlige tilfælde tilstås afdragsvis betaling af beløbet

mod en af skifteretten fastsat rente og mod en sikkerhed, som efter

ægtefællernes formueforhold skønnes passende.

3. afsnit

Om privat skifte

VII

§ 71. Vil arvingerne i de tilfælde, hvor dette efter

det foregående er tilladt, selv overtage boet uden skifterettens mellemkomst,

har de for denne at tilkendegive deres vilje i så henseende samt forelægge

den de oplysninger, som den måtte anse fornødne. Dog vil der i reglen ikke

være at affordre de sig meldende arvinger efter loven bevis for deres

opgivende om slægtskabsforholdene, medmindre skifteretten måtte finde grund

til at betvivle rigtigheden deraf, i hvilket tilfælde retten kan forlange, at

arvingerne skal fremskaffe oplysninger, der bestyrker rigtigheden af deres

opgivende. Påstås det, at de i § 5 nævnte betingelser for ved skiftet at

forbigå en person, der ville være arving, hvis han havde overlevet

arveladeren, er tilstede, har skifteretten at prøve de i så henseende

fremførte oplysninger, og derefter træffe afgørelse, samt, hvis det tillades

arvingerne at behandle boet privat, at pålægge dem snarest mulig at udstede

arveproklama (§ 22) med sådant varsel, som skifteretten bestemmer. Dersom

arvingerne fremstiller personer, som kan give oplysning om de omstændigheder,

som skal oplyses, for at det kan tillades arvingerne at skifte privat, skal

skifteretten være berettiget til at afhøre disse samt, dersom det skønnes

fornødent, lade dem bekræfte deres forklaring med ed.

§ 72. Når arvingerne ikke fremkommer med begæring om

selv at overtage boet eller ikke forskaffer de af skifteretten i så henseende

forlangte oplysninger, eller de ikke i det i § 71, næstsidste punktum,

omtalte tilfælde udsteder behørig indkaldelse til arvingerne inden den

fastsatte frist, bliver boets behandling at fremme i overensstemmelse med

reglerne om offentligt skifte. Finder skifteretten derimod, at der er

fremkommet de efter omstændighederne fornødne oplysninger for at kunne

tillade arvingerne selv at overtage boet, afholder den sig fra at påbegynde

skiftebehandling. Arvinger, der senere måtte melde sig, er beføjede til at

fordre boet overtaget til offentligt skifte, men kun efter, at de har ført

fuldstændigt bevis for deres arveberettigelse, hvis denne ikke anerkendes af

de andre arvinger.

§ 73. Skifteretten kan på begæring af mødende

arvinger opfordre ikke mødte myndige arvinger, der har bekendt opholdssted,

til at erklære, om de begærer offentligt skifte, med den virkning, som ved

opfordringen udtrykkelig bør betydes dem, at de, hvis ingen erklæring

afgives, anses for at ville overtage boet til privat deling med de øvrige

arvinger. Når pågældende i dette tilfælde undlader at indfinde sig på skiftet

eller at sende fuldmægtig for sig, har skifteretten at beskikke en god mand

til at varetage deres tarv ved det private skifte. Arvingen underrettes om

den trufne foranstaltning. Når han møder eller lader møde, ophører den

beskikkede mands hverv.

§ 74. I det i § 71, næstsidste punktum, omtalte

tilfælde må boet ikke deles, forinden indkaldelsesfristen er udløben, eller

den pågældende arving har ladet møde på skiftet. Sker det desuagtet, bliver

de delende arvinger overfor den forbigåede arving solidarisk ansvarlige for

det tab og den skade, han derved måtte komme til at lide.

§ 75. Når samtlige myndige arvinger såvel som de

umyndiges eller fraværendes værger, efter at boet behørig er registreret og

vurderet, eller efter at den længstlevendes opgørelse af dets indgæld og

udgæld ifølge § 60 er befundet rigtig, fremsætter begæring om at erholde boet

udleveret til videre behandling og deling, kan skifteretten uden hensyn til

boets størrelse tilstå dette, når der ikke i særlige love eller i

arveladerens gyldige viljebestemmelse er noget til hinder derfor, og

skifteretten efter boets beskaffenhed, arvingernes personlige forhold og de

øvrige forhåndenværende omstændigheder finder, at de umyndiges eller

fraværendes interesse ikke herved udsættes for fare; når dertil findes

anledning, kan skifteretten til yderligere oplysning herom indhente nærmere

erklæring fra vedkommende kommunale myndighed eller troværdige mænd, som er

bekendt med forholdene. Udleveringen kan dog kun finde sted med de anmeldte

kreditorers samtykke, hvis disse ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles

dem for, at de vil blive det til forfaldstid, og for så vidt kreditorerne er

blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem satte frist.

Stk. 2. De myndige arvinger overtager i de i foregående

stykke ommeldte tilfælde overfor de umyndige eller fraværende et solidarisk

ansvar for efterlevelsen af bestemmelserne i § 78, samt for den behørige

tilbagebetaling af udbetalte beløb i tilfælde af, at skifteretten anordner

dette i henhold til § 80.

Stk. 3. De i denne paragraf omhandlede regler kommer i

det hele ikke til anvendelse, når der kun er umyndige eller fraværende

arvinger.

§ 76. Opstår der imellem arvinger, der selv skifter

og deler, strid desangående, kan sagen, når parterne er enige derom,

indbringes for den skifteret, som i tilfælde af offentlig skiftebehandling

skulle have behandlet boet, til afgørelse efter de almindelige for

skifteretssager gældende procesregler. Skifteretten mægler da forlig mellem

parterne.

§ 77. Ethvert bo, der deles uden skifterettens

mellemkomst, uagtet ikke samtlige arvinger er myndige og, personlig eller ved

fuldmægtig, tilstede i riget (jfr. §§ 5 b, 7 og 75), bør så vidt muligt være

sluttet inden 1 år fra dødsfaldet. Medens det derhos i øvrigt ved privat

skifte beror på de pågældende arvinger, hvorvidt de vil udstede indkaldelse

til kreditorerne, bør dette i de her omhandlede tilfælde kun undlades, når

den afdøde efter hans livsforhold ikke kan formodes at have stået i nogen

ualmindelig forbindelse formedelst handel eller deslige.

§ 78. I de i foregående paragraf omhandlede boer

forfattes et dokument, som bør indeholde fortegnelse over boets indgæld og

udgæld, beregning af arvelodderne og forklaring om, hvorledes enhver for

samme erholder udlæg, hvorved bliver at bemærke, at der udenfor det i § 63

omhandlede tilfælde ikke uden skifterettens samtykke kan gives umyndige eller

fraværende udlæg for deres arvelod på anden måde end i rede penge. Dette

dokument, ledsaget af bevis for, at de beløb, som efter § 3 i lov om

anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. skal bestyres i en

forvaltningsafdeling, er afgivne til samme, bliver, efter at være

underskrevet af samtlige arvinger eller værger, snarest muligt at indsende

til skifteretten, som har at gennemgå det. Hvis retten ikke i de umyndiges

eller fraværendes interesse finder noget at erindre derved, påtegner den

dokumentet sin godkendelse og lader afskrift af det indføre i

skifteprotokollen eller lader det vedlægge denne. I modsat tilfælde har

retten på den i § 17 bestemte måde at kalde samtlige arvinger eller værger

for sig og opfordre dem til at erklære sig nærmere over opgørelsen samt

eventuelt berigtige dens udsættelser. Befindes de hertil uvillige, kan

skifteretten ved kendelse erklære den stedfundne opgørelse og deling for

ugyldig samt straks overtage boet til behandling og deling i overensstemmelse

med reglerne for behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.

§ 79. Ligeledes kan skifteretten, dersom arvingerne

ikke har sluttet boet inden 1 års forløb, uden at herfor af dem anføres nogen

tilstrækkelig grund, overtage boet til opgørelse og deling på den i

foregående paragraf angivne måde.

§ 80. Når skifteretten i henhold til bestemmelserne i

de foregående paragraffer overtager og deler boet, er arvingerne forpligtede

til at tilbageføre, hvad der måtte være udloddet til dem, for så vidt

skifteretten anser sådan tilbageførsel for nødvendig til berigtigelse af

skiftet.

§ 81. Med hensyn til arvingers retsforhold indbyrdes

samt til legatarer og kreditorer ved privat skifte, såvel som med hensyn til

retsforholdet mellem den længstlevende ægtefælle og den førstafdødes arvinger

og mellem ægtefæller indbyrdes ved privat skifte har det i øvrigt sit

forblivende ved den gældende rets regler i forbindelse med de af nærværende

lovs bestemmelser, som efter deres beskaffenhed er anvendelige derpå.

4. afsnit

Tillægsbestemmelser

VIII

§ 82. De om offentlig skiftebehandling af dødsboer

givne regler bliver med de lempelser, som følger af forholdets natur, at

anvende i andre boer, såsom interessentskabsboer, der kommer under

skiftebehandling, uden at indbringes under konkursbehandling.

§ 83. Dødsboers behandling ved skiftekommissarier og

testamentseksekutorer med dømmende myndighed bortfalder, for så vidt angår de

boer, der først tages under behandling, efter at denne lov er trådt i kraft.

Stk. 2. Ved kgl. bevilling kan en eller flere myndige,

pålidelige og vederhæftige personer beskikkes til som eksekutorer uden

dømmende myndighed at behandle et dødsbo. Bevillingen meddeles af

justitsministeren eller af den, han bemyndiger dertil. Boet udleveres til

eksekutorerne af skifteretten og bliver at behandle efter reglerne i denne

lov. De i den øvrige lovgivning indeholdte bestemmelser angående eksekutorers

forhold forbliver i kraft.

§ 84. Søgsmål, som går ud på at gøre arverettigheder

eller fordringer på legater og dødsgaver gældende, såvel som søgsmål, hvorved

fordringer på arveladeren gøres gældende mod arvingerne som sådanne, kan

anlægges ved den ret, som i dødsøjeblikket var den afdødes hjemting.

§ 85. Søgsmål til tilbagebetaling af, hvad nogen som

arving eller kreditor i et under offentlig skiftebehandling stående bo ifølge

foreløbigt udlæg eller endelig udlodning, som senere i det hele eller for en

del er funden urigtig, har modtaget, kan anlægges ved retten på det sted,

hvor skiftet holdes.

§ 86. I de tilfælde, hvor arvinger eller kreditorer i

medfør af §§ 55 og 85 kan søges for retten på det sted, hvor boet behandles,

eller hvor sag i medfør af § 84 kan anlægges ved den afdødes hjemting, står

det sagsøgeren frit for at indkalde modparten til forligsmægling for

forligskommissionen sammesteds, dog at indkaldelsen for de personers

vedkommende, der bor udenfor kredsen, sker med mindst 14 dages varsel.

§ 87. Det bestemmes efter de hidtil gældende regler,

hvilken skifteret det tilfalder at behandle et bo. Dog skal det, når en

dansk, som ikke har bopæl her i landet, er afgået ved døden i udlandet, og

der ikke der foretages skifte efter ham, være justitsministeriet tilladt at

henvise sådant bos behandling til den indenlandske skifteret, som findes

hensigtsmæssigst at kunne behandle det.

§ 88. (* 1) Påanke af den tilendebragte

skiftebehandling må iværksættes inden 12 uger, efter at skiftet i henhold til

reglen i § 50 anses som sluttet.

Stk. 2. Kendelser eller beslutninger, der forefalde

under behandlingen, kunne gøres til genstand for særskilt påanke, som må

iværksættes inden 12 uger efter afsigelsen. Boets behandling bliver dog ikke

desto mindre at fortsætte, men skifteretten har i så fald at drage omsorg

for, at den påankendes ret ikke foregribes ved boets behandling medens

påanken står på.

Stk. 3. Oprejsning bevilges aldrig, efter at der er

hengået år og dag efter påankefristens udløb.

§ 89. Når skifteretten ikke efter foregående

erindring tilbørlig fremmer et bo, kan justitsministeren beskikke en anden

til at behandle samme; det skal da uværgerlig, under tvangsmiddel af

suspension og tiltale til embedsfortabelse, overleveres til den således

beskikkede, hvem den pågældende skifteforvalter vil have at tilsvare vederlag

for hans arbejde efter justitsministerens bestemmelse, foruden at være

tiltale undergiven til straf og erstatning efter plakat 21. april 1824 § 1.

Stk. 2. Med hensyn til boer, som behandles af

testamentseksekutorer, kan justitsministeren, når der fra nogen af de

interesserede i boet fremkommer klage over boets utilbørlige forhaling, og

klagen, efter at der er givet testamentseksekutorerne lejlighed til at ytre

sig over samme, findes begrundet, bestemme, at boets behandling skal gå over

til den ordentlige skifteret.

§ 90. Skifteretterne er fremdeles, for så vidt de

indesidder med boernes midler, undergivne de hidtil gældende regler angående

regnskabsvæsenet i dødsboer og konkursboer, ligesom det har sit forblivende

ved de gældende bestemmelser i henseende til tilsynet med skifternes fremme,

revisionen af skiftebehandlingen og de dermed forbundne oppebørsler, samt

tilsynet med, at de midler, som efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse

af umyndiges midler m.v. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, virkelig

indkommer. Nærmere forskrifter i de anførte henseender samt de med hensyn

hertil fornødne tvangsmidler kan fastsættes ved kongelig anordning.

§ 91. (Ophævet).

§ 92. For så vidt embedsmænd, hvem nogen del af

skifteforvaltningen eller tilsyn med samme er betroet, måtte findes pligtige

at udrede erstatning til private i anledning af deres embedsførelse i så

henseende, være sig i døds-, konkurs- eller andre boer, er statskassen

ansvarlig for sådan erstatnings udredelse, dersom den ikke kan fås hos

vedkommende embedsmænd eller i deres bo.

§ 93. Denne lov træder i kraft den 1. april 1875

samtidig med lov om betalingen for de til skiftevæsenet henhørende

forretninger. Den er anvendelig ikke blot på de boer, der fra den dag tages

under behandling, men også på de retshandlinger, der efter den dag måtte

forefalde i de under behandling værende boer, for så vidt ikke forholdets

beskaffenhed måtte udelukke sådan anvendelse.

Stk. 2. Regeringen bemyndiges til ved kongelig

anordning at sætte loven i kraft på Færøerne med de lempelser, som ifølge

disse øers særegne forhold måtte findes hensigtsmæssige.

----

Lov nr. 412 af 18. december 1963 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger. (* 2)

----

Lov nr. 207 af 21. maj 1969 indeholder følgende bestemmelse:

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne. Bestemmelsen i

§ 2, nr. 2 (* 3), kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne.

----

Lov nr. 259 af 4. juni 1969 indeholder følgende bestemmelse:

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 346 af 26. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 299 af 8. juni 1977 indeholder følgende bestemmelse:

§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 170 af 14. maj 1980 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 212 af 13. maj 1981 indeholder følgende bestemmelse:

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

ved kgl. anordning kan § 1 og § 3 sættes i kraft for Færøerne og § 1 og § 6

for Grønland med de afvigelser, som de særlige henholdsvis færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 23. oktober 1986

Erik Ninn-Hansen

/Ida Heide-Jørgensen

Officielle noter

(* 1) Ved §§ 662 og 665 i retsplejeloven, jfr. justitsministeriets

lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 er § 88 i skifteloven ophævet.

(* 2) Se anordning nr. 469 af 24/ 9 1984.

(* 3) Ændring af skiftelovens § 62 b, stk. 2.

Lignende dokumenter