Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om rigsretten

Gældende LBK nr 641 af 17/09/1986LovbekendtgørelseJustitsministeriet27. september 1986

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af lov om rigsretten

Herved bekendtgøres lov nr. 100 af 31. marts 1954 om

rigsretten med de ændringer, der følger af lov nr. 385 af 4. december 1963.

§ 1. Rigsretten påkender de af kongen eller

folketinget mod ministrene anlagte sager.

Stk. 2. For rigsretten kan kongen med folketingets

samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles

farlige for staten.

§ 2. Rigsretten består af de ordentlige medlemmer af

Højesteret og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år

valgte medlemmer. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som

medlemmer af rigsretten.

Stk. 2. For hver af de valgte vælges der efter

forholdstal straks to stedfortrædere.

Stk. 3. Hvis nogen af de af folketinget valgte dommere

udtræder af rigsretten inden valgperiodens udløb, tager den for vedkommende

først valgte stedfortræder sæde i rigsretten i hans sted for den

tilbageværende del af perioden. Er den først valgte stedfortræder ude af

stand dertil, eller udtræder også han af rigsretten, indtræder den anden

stedfortræder.

Stk. 4. Der foretages ikke supplerende valg af

stedfortrædere.

Stk. 5. Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af

folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende,

selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.

§ 3. Når valg af dommere og stedfortrædere er

foretaget af folketinget, sender dettes formand meddelelse herom til

Højesterets præsident, der derefter sammenkalder retten.

§ 4. I sit første møde vælger retten af sin midte en

formand og en næstformand. Valget gælder i almindelighed kun, indtil nyt valg

Læs alt

til retten foretages, jfr. dog det i § 2, stk. 5, omhandlede tilfælde;

ophører en af de valgte inden udløbet af valgperioden at være medlem af

rigsretten, vælger denne en anden i hans sted for den tilbageværende tid.

Stk. 2. Bliver formanden eller næstformanden forhindret

i at overvære de mundtlige forhandlinger i deres helhed eller deltage i

dommens forberedelse og vedtagelse i en enkelt sag, vælges en anden i hans

sted for den pågældende sag.

Stk. 3. Så længe en ny formand i de anførte tilfælde

ikke er valgt, såvel som når formanden iøvrigt har forfald, udfører

næstformanden hans hverv.

§ 5. Kan i et enkelt tilfælde nogle af Højesterets

dommere ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et

tilsvarende antal af de af folketinget efter forholdstal sidst valgte

medlemmer.

Stk. 2. Er en af de valgte dommere forhindret i at

deltage i den enkelte sags behandling, tiltrædes retten af den for

vedkommende først valgte stedfortræder; er også han forhindret, indtræder den

anden stedfortræder. Er også denne forhindret, fratræder den efter

embedsalder yngste Højesteretsdommer.

§ 6. Rigsretten kan i intet tilfælde beklædes af

mindre end 18 dommere.

§ 7. Formanden fører forsædet i retten.

Stk. 2. Højesterets dommere tager sæde i samme

rækkefølge som i Højesteret.

Stk. 3. De af folketinget valgte dommere tager sæde i

den rækkefølge, hvori de er valgt; en stedfortræder indtager vedkommende

medlems plads.

§ 8. Hver af rigsrettens dommere afgiver skriftlig en

højtidelig forsikring på ære og samvittighed om opmærksomt at ville følge

forhandlingerne i retten og dømme således, som han finder ret og sandt at

være efter loven og sagens bevisligheder.

§ 9. Retsskriverforretningerne ved rigsretten udføres

efter formandens nærmere bestemmelse af Højesterets justitssekretær,

protokolsekretærer og de ved Højesterets justitskontor ansatte tjenestemænd.

§ 10. Rigsrettens retsbøger autoriseres af

folketingets formand og forsynes med tingets segl.

§ 11. Rettens almindelige sæde er i København, men

retten kan, når omstændighederne taler derfor, også sættes et andet sted i

riget.

§ 12. Forhandlingerne i rigsretten med undtagelse af

dommernes indbyrdes forhandlinger og afstemninger er offentlige, medmindre

retten undtagelsesvis, når særlige grunde foreligger, finder det påkrævet, at

dørene lukkes.

§ 13. Beslutter folketinget at rejse tiltale mod en

minister, vælger det samtidig en anklager.

Stk. 2. I andre under rigsretten hørende sager udføres

hvervet som anklager af rigsadvokaten, medmindre folketinget vælger en anden

anklager.

Stk. 3. Meddelelse om tiltalen samt om valget af

anklager tilstilles uopholdelig rigsrettens formand, der herom underretter

tiltalte.

§ 14. I sager om strafansvar beskikker rigsrettens

formand en forsvarer, medmindre tiltalte inden 8 dage efter at være blevet

bekendt med tiltalen erklærer selv at ville drage omsorg for forsvaret.

Stk. 2. Som forsvarer for rigsretten kan anvendes

enhver mand eller kvinde, der er valgbar til folketinget. Beskikker

rigsrettens formand en forsvarer, vælges denne blandt de til udførelsen af

offentlige og beneficerede sager ved Højesteret antagne advokater medmindre

der fremkommer begæring om beskikkelse af en anden, der kan anvendes som

forsvarer for rigsretten.

Stk. 3. Om antagelse af forsvarer sendes der

uopholdelig meddelelse til rettens formand og til anklageren. Sidstnævnte

bliver at underrette om beskikkelse af forsvarer.

§ 15. Forsvareren er berettiget til at overvære

samtlige retsmøder, selvom møderne holdes for lukkede døre. Fra møder under

de foreløbige undersøgelseshandlinger kan den valgte forsvarer dog udelukkes

ved rettens kendelse, når der er grund til at antage, at han vil modvirke

undersøgelsen ved at påvirke andre sigtede eller vidner til at afgive urigtig

forklaring, ved at forvanske gerningens spor eller på lignende måde.

§ 16. Så snart formanden har modtaget den i § 13

omhandlede meddelelse, træder retten efter hans foranstaltning uden ophold i

virksomhed. Han leder forhandlingerne, våger over, at orden iagttages, og

påser, at sagerne fremmes med tilbørlig hurtighed.

§ 17. Det kommer rigsretten under iagttagelse af

retsplejelovens bestemmelser om fængsling at afgøre, om tiltalte bør være

fængslet under sagen, uanset om fængsling måtte være iværksat, forinden sagen

henvistes til rigsretten.

§ 18. Finder anklageren, at en tiltalt, som er på fri

fod, bør underkastes varetægtsfængsel, kan han derom gøre indstilling til

rigsretten.

§ 19. Er tiltalte fængslet, foranlediger rigsrettens

formand ham fremstillet i retten under dennes møder.

§ 20. Det påhviler anklageren uden ophold at påstævne

sagen. Han tilvejebringer så vidt gørligt de fornødne bevisligheder,

forbereder den bevisførelse, der skal finde sted under domsforhandlingen, og

gør indstilling til rigsretten om de foreløbige undersøgelseshandlinger, han

anser for nødvendige.

§ 21. Stævningen udfærdiges efter anklagerens udkast

i rettens navn, forsynes med dennes segl og underskrives på rettens vegne af

justitssekretæren.

§ 22. Rigsrettens formand fastsætter efter

forhandling med anklageren og forsvareren, hvilken dag og tid og hvilket sted

for rettens møde der skal opgives i stævningen.

§ 23. Indstævningen sker med 14 dages varsel.

Opholder tiltalte sig på Færøerne eller i Grønland eller uden for riget,

fastsætter dog retten efter forhandling med anklageren og forsvareren et

sådant varsel, som efter omstændighederne må anses for tilstrækkeligt.

§ 24. Kendes tiltaltes opholdssted ikke, udstedes

offentlig stævning, der indrykkes to gange i statstidende. Stævnevarslet

fastsættes af rigsretten.

§ 25. Genpart af stævningen bliver ved formandens

foranstaltning at tilstille forsvareren.

§ 26. Efter indstilling af anklageren eller tiltalte

kan rigsretten træffe bestemmelse om foretagelse af foreløbige

undersøgelseshandlinger og om, hvad disse skal omfatte; det bliver herved at

iagttage, at kun sådanne beviser tilstedes ført, som det må anses for umuligt

eller dog forbundet med særlig ulempe at tilvejebringe under

domsforhandlingen.

§ 27. Foreløbige undersøgelseshandlinger foretages af

vedkommende underretsdommer, jfr. retsplejelovens § 694.

Stk. 2. Finder undersøgelsesretten, at det til opnåelse

af undersøgelsens formål er påkrævet at foranstalte husundersøgelse,

undersøgelse eller beslaglæggelse af breve eller andre papirer, kan den ved

kendelse træffe bestemmelse derom.

Stk. 3. Kære over undersøgelsesdommerens virksomhed

sker til rigsretten.

§ 28. Under en foreløbig undersøgelse skal vidner

ikke tages i ed, medmindre dette er bestemt af rigsretten.

§ 29. På den dag og tid, da sagen ifølge stævningen

skal foretages, møder anklageren og fremlægger stævningen, et anklageskrift,

udskrift af de i sagen foretagne retslige undersøgelseshandlinger og andre

dokumenter, som han måtte have erhvervet, samt en fortegnelse over de vidner

og andre personer, som han agter at lade afhøre i retten, med kort angivelse

af, hvad dermed agtes godtgjort, hvilken fortegnelse dog også kan optages i

anklageskriftet.

§ 30. Anklageskriftet skal indeholde en nøjagtig

betegnelse af tiltalte og en angivelse af de handlinger, for hvilke han

drages til ansvar, samt af de omstændigheder, som vil have indflydelse på

straffen. Nedlægges der påstand på erstatning, skal den udformes således, at

tiltalte kan forberede sit forsvar. Endelig anføres de lovbestemmelser,

hvorpå anklageren støtter sin påstand.

§ 31. Af de i § 29 omhandlede dokumenter bliver

genpart at overlevere tiltalte eller hans forsvarer, og disse er da

berettigede til en passende udsættelse til at gøre sig bekendt dermed.

§ 32. Er ingen forsvarer for tiltalte beskikket, og

møder tiltalte hverken personlig eller ved fuldmægtig den dag, da stævningen

fremlægges, eller udebliver han en senere tægtedag, beskikker rigsrettens

formand en forsvarer for ham.

§ 33. Udebliver tiltalte uden lovligt forfald fra det

i § 29 omhandlede eller noget senere retsmøde, kan rigsretten træffe de

foranstaltninger, som måtte kræves til at sikre hans tilstedeværelse,

derunder i fornødent fald lade ham afhente ved magt.

§ 34. I det i § 29 omhandlede retsmøde opfordrer

formanden parterne til at fremsætte deres mulige indsigelser mod noget af

rettens medlemmer, og retten tager derefter beslutning i anledning af sådanne

indsigelser.

§ 35. Inden den af rigsretten fastsatte frist skal

tiltalte fremlægge de dokumenter, han agter at påberåbe sig under sagen, og

en fortegnelse over de personer, han ønsker afhørt, forsåvidt de ikke

allerede findes opført på anklagerens bevisfortegnelse.

Stk. 2. Af det fremlagte leveres der anklageren

genpart, og anklageren er berettiget til en passende udsættelse til at gøre

sig bekendt med modpartens dokumenter. Fremlægger han derefter nye

dokumenter, finder tilsvarende regler anvendelse.

§ 36. Ønsker nogen af parterne under

domsforhandlingen at gøre brug af andre beviser end de i hans

bevisfortegnelse opførte, eller ønsker han noget bevis optaget på anden måde

end deri opgivet, kan dette kun ske med modpartens samtykke eller rettens

tilladelse.

§ 37. Finder anklageren, at et af de af tiltalte

opgivne vidner ikke kan give oplysning om sagen, kan han opfordre tiltalte

til at angive, hvad han med dette vidne vil bevise. Efterkommer tiltalte ikke

opfordringen, kan anklageren undlade at indkalde vidnet. Tvist mellem

parterne om indkaldelse af et vidne afgøres ved rettens kendelse.

§ 38. Efter forslag af anklageren og forsvareren

berammer retten dagen for domsforhandling af sagen.

§ 39. Vidnestævning udfærdiges efter anklagerens

udkast på den i § 21 fastsatte måde og forkyndes for vidnet med samme varsel

som i § 23 for tiltaltes vedkommende bestemt. Af vidnestævningen leveres der

samtidig modparten genpart.

§ 40. Alle personer, som er indstævnet for at afgive

forklaring, er pligtige at møde på det sted, hvor rigsretten holdes.

§ 41. Når retten på den til domsforhandling berammede

dag er sat, møder anklageren, tiltalte og hans forsvarer, og rigsrettens

formand meddeler, hvilken sag der kommer til forhandling.

§ 42. Udebliver tiltalte, og kan han ikke straks

bringes til stede, afgør retten, efter at anklageren og forsvareren har ytret

sig, om sagen desuagtet skal fremmes, eller om udsættelse skal finde sted.

§ 43. Fremmes sagen, lader formanden de til at afgive

forklaring indkaldte personer påråbe.

Stk. 2. Er nogen af dem udeblevet, træffer retten

foranstaltning til, at han om muligt straks bringes til stede. Kan dette ikke

ske, afgør retten, efter at der er givet parterne lejlighed til at ytre sig

derover, om vidnets forklaring må anses så vigtig for sagen, at denne bør

udsættes, indtil vidnet kan komme tilstede eller dets forklaring på anden

måde kan erhverves (§ 26). Udsættes sagen, pålægges det vidnerne at møde på

ny den fastsatte dag.

§ 44. Udebliver et lovmæssig indkaldt vidne uden

lovligt forfald eller uden betimeligt at have anmeldt sit forfald, kan retten

idømme det bøder eller hæfte indtil 6 måneder og tilpligte det at erstatte de

udgifter, som måtte være forårsagede ved udeblivelsen.

Stk. 2. Kendelse, hvorved straf eller erstatning er

idømt et fraværende vidne, kan omgøres, når begæring derom fremsættes i det

første retsmøde, i hvilket vidnet derefter giver møde eller fremstilles,

eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles, inden en uge, efter at

kendelsen er forkyndt for det.

§ 45. Er vidnerne til stede, eller bestemmer retten,

at sagen skal fremmes uanset et eller flere vidners udeblivelse, begiver de

mødte vidner sig ind i det for dem bestemte værelse.

Stk. 2. Rigsrettens formand kan, når han finder det

fornødent, træffe foranstaltning til at forhindre, at vidnerne samtaler

angående deres udsagn.

§ 46. Efter at tiltalte er afhørt af rettens formand

om navn, alder, stilling og andre personlige forhold, som kan være af

betydning for sagen, opfordres han til at fremkomme med mulige indsigelser

mod den form, hvorunder sagen er anlagt eller fremmet. Angående sådanne

indsigelser tager retten, efter at anklageren og forsvareren har ytret sig,

beslutning, førend forhandlingerne fortsættes.

§ 47. Anklageskriftet oplæses af retsskriveren, og

anklageren giver derefter en kort fremstilling af sagens nærmere

omstændigheder.

§ 48. Formanden gør tiltalte bekendt med, at han ikke

er pligtig at afgive forklaring; derpå udspørger først anklageren og derefter

forsvareren ham, hvorhos formanden og rigsrettens øvrige dommere kan stille

yderligere spørgsmål. Er tiltalen rettet mod flere personer, bestemmer

formanden, i hvilken orden de skal afhøres, om nogen af dem skal aftræde,

medens andre afhøres, og om de skal stilles mod hinanden.

Stk. 2. Så ofte vidners udsagn, oplæste dokumenter

eller andre omstændigheder giver anledning dertil, bliver tiltalte påny at

afhøre.

Stk. 3. Ingen tvang kan anvendes mod tiltalte for at

bringe ham til at svare i det hele eller på enkelte spørgsmål.

§ 49. Afgiver tiltalte i rigsretten en fuldstændig

tilståelse, afgør retten, om og i hvilken udstrækning yderligere bevisførelse

skal finde sted.

§ 50. Er der sket foreløbig afhøring af tiltalte,

bliver udskriften heraf kun at oplæse i rigsretten, forsåvidt tiltalte

udebliver, vægrer sig ved at give svar angående forhold, hvorom han har

afgivet forklaring under den foreløbige afhøring, eller benægter, hvad han

under denne har tilstået.

§ 51. Om et vidne skal bekræfte sin forklaring med

ed, afgøres af rigsretten.

§ 52. Rigsrettens formand bestemmer, i hvilken orden

vidnerne skal afhøres. Anklageren afhører de af ham fremstillede vidner.

Vidner, som fremstilles fra forsvarets side, afhøres af forsvareren eller af

tiltalte. Yderligere spørgsmål kan derpå fremsættes såvel af modparten som af

formanden og de øvrige dommere.

Stk. 2. Det tilkommer ligeledes formanden at afgøre, om

vidner skal stilles imod hinanden, og om et vidne, efter at være afhørt, kan

blive tilstede i retssalen, foreløbig skal aftræde eller kan forlade retten.

Stk. 3. Afhørte vidner kan senere påny afhøres.

§ 53. Vægrer et vidne sig uden lovlig grund ved at

svare, kan retten idømme det samme straf som i § 44 bestemt. Har vidnet selv

eller nogen af parterne fremsat indsigelse mod dets forpligtelse til at

udtale sig, skal spørgsmålet herom dog først, efter at alle vedkommende har

haft lejlighed til at ytre sig, være afgjort ved rettens kendelse.

§ 54. På syns- og skønsmænd finder reglerne om vidner

tilsvarende anvendelse.

§ 55. Parterne fremlægger de bevisførelsen

vedkommende genstande og lader ved retsskriveren oplæse af sagens dokumenter,

hvad de finder fornødent. Vidneforklaringer, som er afgivet under en

foreløbig undersøgelse, oplæses ikke, medmindre vidnets udsagn i rigsretten

står i modstrid dermed, eller dets indstævning for rigsretten er undladt

efter dennes bestemmelse eller ikke har kunnet iværksættes, eller vidnet er

udeblevet, og der ikke af den grund er fundet anledning til at udsætte sagen,

indtil vidnet personlig kan møde.

§ 56. Viser det sig under forhandlingerne, at der ved

vidner eller på anden måde kan fås nye oplysninger, som på grund af

omstændighederne ikke tidligere har været kendt, afgør rigsretten, efter at

parterne har haft lejlighed til at ytre sig derover, om sådanne nye

oplysninger bør tilvejebringes eller ej. Bestemmes det, at de bør søges

tilvejebragt, bør dette om muligt ske straks, uden at retten hæves. I modsat

fald udsættes sagen.

Stk. 2. Vidner, som efter sådan bestemmelse skal føres,

er pligtige at møde efter tilsigelse med det varsel, som retten i det enkelte

tilfælde finder tilstrækkeligt.

§ 57. Bliver det i noget tilfælde, efter at

bevisførelsen i retten er begyndt, nødvendigt at udsætte sagen, bestemmer

retten, hvorvidt og i hvilket omfang det allerede foretagne skal gentages,

når sagen atter kommer for.

§ 58. Efter bevisførelsens slutning får først

anklageren, dernæst forsvareren og, såfremt tiltalte begærer det, denne ordet

for at udtale sig om bevisførelsens resultat samt om retsspørgsmålene i sagen

og nedlægge endelig påstand.

§ 59. Anklageren kan atter tage ordet, men tiltalte

eller hans forsvarer har stedse det sidste ord, og tiltalte er, efter at hans

forsvarer har talt, berettiget til selv at tilføje, hvad han finder påkrævet.

§ 60. Af de udsagn, der afgives under afhøringen,

optages det væsentligste i retsbogen. Såfremt udsagn gengives i stenografisk

referat eller optages på bånd eller lignende, afgør formanden, hvorvidt der

yderligere skal ske tilførsel til retsbogen.

Stk. 2. Parternes påstande, begæringer og indsigelser

samt indsigelser, som fremsættes af vidner eller syns- eller skønsmænd, skal

ordret tilføres retsbogen, hvorimod udviklinger og foredrag til begrundelse

heraf ikke nedskrives, medmindre formanden træffer særlig bestemmelse derom.

§ 61. Når forhandlingerne er sluttet, går retten i

almindelighed straks over til at forberede dommens afsigelse.

§ 62. Ophævet.

§ 63. Den senest udnævnte Højesteretsdommer stemmer

først, derefter det af folketinget valgte medlem, som har det nederste sæde,

og senere således afvekslende mellem Højesterets dommere og de af folketinget

valgte medlemmer. Formanden stemmer sidst.

Stk. 2. De afgivne stemmer indføres i en særlig

stemmegivningsbog.

§ 64. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet

af lovregler.

§ 65. Tiltalte kan kun dømmes for de i

anklageskriftet nævnte forhold. Derimod er retten, forsåvidt angår idømmelse

af straf, ikke bundet ved anklagerens påstand.

§ 66. Findes der ikke grund til at idømme tiltalte

straf, afsiger retten for så vidt frifindelsesdom.

Stk. 2. Erstatningskrav, der er fremsat under sagen,

afgøres ved samme dom. Ved denne bestemmes tillige, om tiltalte skal udrede

sagens omkostninger, jfr. herved kapitel 91 i lov om rettens pleje.

§ 67. Afgives stemmer for forskellige meninger,

udfindes stemmeflerheden efter retsplejelovens almindelige regler, og dommen

affattes efter de fleste stemmer. Af to meninger, for hvilke der er lige

mange stemmer, foretrækkes med hensyn til strafansvar og forpligtelser mod

staten, derunder idømmelse af omkostninger, den for tiltalte gunstigste

mening; iøvrigt gør formandens, eventuelt den efter stemmeordenen ældste i

afgørelsen deltagende dommers stemme udslaget.

§ 68. Dommen skal indeholde angivelse af de grunde,

hvorpå domsslutningen støtter sig, samt oplysning om de forskellige meninger

under afstemningen, såvel vedrørende resultatet som vedrørende begrundelsen,

med oplysning om stemmetal, men uden angivelse af dommernes navne.

§ 69. Dommen indføres i en særlig dombog.

§ 70. Ophævet.

§ 71. Dommen udfærdiges i rettens navn, forsynes med

dens segl, underskrives af formanden og paraferes af retsskriveren. Udskrift

af dommen bliver ved formandens foranstaltning at tilstille folketingets

formand og justitsministeren.

Stk. 2. Finder retten anledning til at indstille til

formildelse eller eftergivelse af idømt straf, fremsender den til

justitsministeren sammen med domsudskriften beretning om sagen med

indstilling om benådning. Enhver af dommerne kan forlange, at retten efter

afstemningens slutning tager standpunkt til spørgsmål herom.

§ 72. Justitsministeren gør forestilling angående

sagen til kongen og drager omsorg for dommens fuldbyrdelse.

§ 73. Sagens omkostninger afholdes, forsåvidt ingen

tilpligtes at tilsvare dem, såvel som når den, hvem de pålægges, ikke er i

stand til at udrede dem, af statskassen.

§ 74. Den valgte anklager og den beskikkede forsvarer

har ret til erstatning for nødvendige udgifter og til godtgørelse for deres

arbejde. Størrelsen af denne godtgørelse bestemmes ved dommen. En lignende

godtgørelse kan tillægges den valgte forsvarer, når det findes rimeligt, at

den pågældende er valgt til forsvarer af tiltalte.

§ 75. Der tilkommer vidner og syns- og skønsmænd

godtgørelse efter de almindelige regler herom i lov om rettens pleje.

§ 76. Der tilkommer enhver af rigsretsdommerne og

retsskriverne dagpenge og godtgørelse af udgifter til befordring

overensstemmende med tjenestemandslovens regler om vederlag til medlemmer af

kommissioner, nævn m.m.

Stk. 2. Udgifterne hertil kan tiltalte ikke tilpligtes

at tilsvare.

§ 77. Iøvrigt finder, hvor ikke denne lov hjemler

andet, lov om rettens pleje anvendelse på rettergangsmåden ved rigsretten.

§ 78. Lov om rigsretten af 3. marts 1852 ophæves.

Lov nr. 100 af 31. marts 1954 om rigsretten blev bekendtgjort i Lovtidende

den 8. april 1954 og trådte således i henhold til § 3 i Lovtidendeloven i

kraft den 15. april 1954.

Lov nr. 385 af 4. december 1963 om ændringer i lov om rigsretten blev

bekendtgjort i Lovtidende den 5. december 1963 og trådte således i henhold

til § 3 i Lovtidendeloven i kraft den 12. december 1963.

Justitsministeriet, den 17. september

1986

Erik Ninn-Hansen

/Bo Vestendorf

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter