Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 63 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN FORFATNINGSKOMMISSION

1994/1 BSF 63Beslutningsforslag som fremsatFolketinget10. februar 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget nedsætter en forfatningskommission på 21 personer valgt blandt

Folketingets medlemmer efter de regler i Folketingets Forretningsorden, der

gælder ved udvalgsbesættelse.

Kommissionen skal bl.a. undersøge behovet for ændringer i den nuværende

grundlov.

Det drejer sig om overvejelser vedrørende:

1. Udvidelse af menneskerettighederne.

2. Indførelse af naturens rettigheder på linje med menneskerettighederne.

3. Udbygning af demokratiet til også at omfatte demokrati på

arbejdspladsen og brugerindflydelse i den offentlige sektor.

4. Præcisering af hvad kommunalt selvstyre indebærer.

5. Modernisering af grundloven på baggrund af dansk deltagelse i det

internationale samarbejde, herunder EU.

6. Om folkeafstemninger skal anvendes hyppigere.

7. En mulig præcisering af magtdelingen mellem den lovgivende, udøvende og

dømmende magt.

8. Opløsningsretten og parlamentarismen.

9. Evt. nedsættelse af et lovudvalg.

10. Anvendelse af kommissionsdomstole og dommerundersøgelser i forhold til

parlamentariske kommissioner.

11. Rigsrettens hensigtsmæssighed i dag.

12. Rammerne for et monarki i dag.

13. En kirkeforfatning, som det allerede blev bebudet i 1849.

14. Færøernes og Grønlands status skal præciseres.

15. Evt. behov for to slags grundlovsbestemmelser bestemt ud fra deres

vigtighed.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Tiden er efter SF's opfattelse nu inde til på konkret måde at sætte

spørgsmålet om en grundlovsændring under debat i form af nedsættelse af en

Læs alt

forfatningskommission.

Når en ændring af grundloven efterhånden er påkrævet, skyldes det for det

første, at der er bestemte værdier, som udtrykkes i den nuværende grundlov,

og som vi ikke i alle tilfælde er enige i. SF mener f.eks., at der er brug

for ændringer i reglerne for den private ejendomsrets ukrænkelighed. SF mener

også, at der er behov for udvidelse af menneskerettighederne, herunder også

de såkaldt positive menneskerettigheder, der giver mennesker ret til noget, i

modsætning til de såkaldt negative menneskerettigheder, der giver menneskene

frihed for bl.a. statens indblanding.

For det andet giver det stigende internationale samarbejde et klart behov

for præciseringer i grundloven. Det gælder både det internationale samarbejde

generelt, f.eks. i FN, og det meget forpligtende samarbejde i EU. Specielt

dette samarbejde i EU tager grundlovens paragraffer ikke højde for.

For det tredje er der i grundloven angivet en række demokratiske

spilleregler, som ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssige og tidssvarende.

Det gælder f.eks. omtalen af det kommunale selvstyre, formen for

parlamentarisme, monarkiet m.v.

For det fjerde berettiger grundlovens alder i sig selv til, at

paragrafferne bliver gennemset med henblik på modernisering. En grundlov skal

naturligvis både sprogligt og indholdsmæssigt afspejle det samfund, som den

er forfatning for. Den forrige grundlov nåede kun at blive 33 år gammel,

inden den blev afløst af 1953-grundloven. Der blev vedtaget en grundlov i

1915, som indebar ganske betydelige ændringer, bl.a. med indførelse af

kvindernes stemmeret og folkeafstemninger ved grundlovsændringer. Denne

grundlov trådte i kraft i 1918. I 1920 kom der en ny grundlov, som betød

ændringer på nogle få, men heller ikke uvæsentlige punkter.

Allerede i 1939 blev der gjort forsøg på at ændre grundloven. Men da det

ikke lykkedes at opnå en tilslutning på 45 pct. af vælgerne, som der dengang

krævedes ved folkeafstemninger om grundlovsændringer, blev grundloven ikke

ændret. Når grundloven derfor nu har rundet de 40 år, er det ikke unaturligt,

at der er behov for ændringer.

Hvis vi derfor ønsker en ny grundlov vedtaget inden årtusindskiftet, er

det ikke for tidligt at få nedsat en forfatningskommission. Det er i den

forbindelse værd at erindre, at den grundlovskommission, hvis arbejde

resulterede i 1953-grundloven, blev nedsat i 1946. 7 år tog det. Det var lang

tid, bl.a. når man tager i betragtning, at man havde forarbejdet fra

1939-grundloven. Men når det tog så lang tid, hang det også sammen med, at

grundlovskommissionen i et vist omfang blev brugt til at lukke munden på

folk, og at kommissionen i lange perioder reelt ikke arbejdede.

En grundlov skal både afspejle de økonomiske, sociale og politiske forhold

på det tidspunkt, hvor grundloven udformes, og angive, hvordan man ønsker de

økonomiske, sociale og politiske forhold skal være. Med andre ord, både

hvordan samfundet ser ud, og hvordan man ønsker samfundet skal udvikle sig.

1953-grundloven afspejlede, at Danmark var (og er) et kapitalistisk

samfund, der ideologisk bygger på den økonomiske liberalisme med visse træk

af socialliberalisme og på det politisk liberale demokrati. Men en række

paragraffer i grundloven er også levn fra fortiden, idet 1953-grundloven i

mange henseender blot byggede videre på tidligere grundlove.

Dertil kommer, at mange paragraffer i grundloven afspejler, at

1953-grundloven var udtryk for et kompromis, ikke altid med lige heldig hånd

rent lovteknisk.

Visse paragraffer afspejler den økonomiske liberalisme. Andre paragraffer

i højere grad socialliberalisme. Visse paragraffer afspejler en

socialdemokratisk tænkning. Andre paragraffer viser, at Venstre og De

Konservative skulle have deres pris for at gå med til Landstingets

afskaffelse.

En ny grundlov i dag - eller år 2000 - vil både afspejle de aktuelle

økonomiske, sociale og politiske forhold og angive de retninger, efter hvilke

vi ønsker, at samfundet skal udvikle sig.

Samtidig bør en ny grundlov renses for det, som alene er et levn fra

fortiden, og som ingen relevans har i dag.

En ny grundlov vil naturligvis være udtryk for et kompromis. Det gælder

ikke mindst, når vi ved, at grundlovsændringer i Danmark ifølge den

eksisterende grundlov kræver en vælgertilslutning på mindst 40 pct. af

folketingsvælgerne.

Grundloven er i flere henseender blevet utidssvarende.

Der er f.eks. adskillige bestemmelser i grundloven, der i dag forekommer

som levn fra fortiden, og som det derfor kan være vanskeligt at forstå

meningen med.

Det er et levn fra fortiden, når der i grundloven adskillige steder står

kongen, hvor det entydigt betyder regeringen. Det gælder f.eks., når der i

grundlovens § 3 står: »Den udøvende magt er hos kongen«. Det samme

er tilfældet, når der i § 19 står: »Kongen handler på rigets vegne i

mellemfolkelige anliggender«, dette uanset, at der i §§ 12 og 13 er

begrænsninger og præciseringer i, hvad der er kongens beføjelser.

På samme måde forekommer omtalen af kongens rolle i statsrådet heller ikke

tidssvarende. F.eks. når der i § 17, stk. 1, står: »Ministrene i

forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde.

Kongen fører forsædet . . .«, og i stk. 2: »I statsrådet forhandles

alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.«

Utidssvarende er også den detaljeringsgrad, der anvendes ved omtalen af

statsrådet. Det gælder ikke mindst, når de almindelige regeringsmøder ikke

omtales. Det svarer ikke til virkelighedens magtforhold.

Levn fra fortiden er også bestemmelserne i grundloven om, at straf og

understøttelse kan medføre tab af valgret, jf. § 29, stk. 1, hvor der står:

»Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast

bopæl i riget og har opnået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre

vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og

understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af

valgret.«

Et levn fra fortiden forekommer også bestemmelsen i grundloven om

tjenestemænds valgbarhed at være. I § 30, stk. 2, hedder det:

»Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke

regeringens tilladelse til at modtage valget«. Bestemmelsen henfører til

begivenheder i 1850'erne, hvor regeringen Ørsted afskedigede en række

oppositionspolitikere, der var tjenestemænd. Når bestemmelsen kun kom til at

omfatte tjenestemænd, skyldtes det, at daværende rigsdagsmedlemmer slet ikke

tænkte på ganske almindelige lønmodtagere som mulige rigsdagsmedlemmer. Det

gjaldt i høj grad også de nationalliberale, der var i opposition til de

konservative regeringer i 1850'erne, herunder Ørstedregeringen.

Rigsdagsmedlemmerne var dengang stort set alle enten selvstændige eller

tjenestemænd. Derfor var paragraffen dengang efter datidens

rigsdagsmedlemmers opfattelse dækkende.

Men det var paragraffen reelt ikke i 1953 og er det endnu mindre i dag.

Derfor er der brug for en anden paragraf, der også tager højde for andre

lønmodtageres situation.

Detaljeringsgraden forekommer også på nogle områder utidssvarende, ikke

mindst når det tages i betragtning, hvad der ikke behandles i grundloven. Det

er f.eks. ikke rimeligt i dag at omtale tjenestemændenes vilkår så

detaljeret, når f.eks. andre ansattes vilkår ikke omtales.

At kirkens forhold omtales på linje med kommunernes forhold, forekommer

heller ikke tidssvarende og rimeligt i forhold til den aktuelle virkelighed.

Kommunernes forhold omtales i § 82 på denne måde: »Kommunernes ret til

under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved

lov«, mens kirkens forhold omtales i § 66: »Folkekirkens forfatning

ordnes ved lov.«

Der er efter SF's opfattelse brug for en større præcisering af

bestemmelserne for det kommunale selvstyre. Samtidig er der efter SF's

opfattelse brug for bestemmelser, som forbereder folkekirken på en

selvstændiggørelse i forhold til staten.

Men det er klart, at SF også ønsker grundloven ændret af politiske grunde,

idet SF's socialistiske menneske- og samfundsopfattelse naturligvis

indebærer, at SF ønsker en grundlov, der i højere grad tager udgangspunkt i

en socialistisk opfattelse end tilfældet er med den nuværende grundlov.

SF er naturligvis klar over, at andre partier vil søge at dreje indholdet

i grundloven i en anden retning. Politik er nu engang en kamp på meninger og

holdninger, hvor vi må deles på anskuelser.

Den nuværende grundlovs opbygning svarer helt til opbygningen af de

tidligere grundlove. Først anføres principperne om magtdelingen, dernæst

monarkiets - i praksis i en række tilfælde regeringens - beføjelser,

bestemmelserne om valgret og valgbarhed til Folketinget, lovgivningsprocessen

og Folketingets arbejde i det hele taget, Rigsretten og domstolene. Endelig

følger så menneskerettighederne, og til allersidst kommer

revisionsparagraffen, § 88.

Opbygningen af 1953-grundloven følger meget nøje opbygningen af

1849-grundloven, som havde den belgiske grundlov fra 1831 som forbillede. Det

gælder både opbygning og indhold, hvilket bl.a. hang sammen med, at D. G.

Monrad, der havde udarbejdet et oplæg til grundlov, netop havde mange af sine

ideer fra den belgiske grundlov.

Opbygningen af grundlovens paragraffer var logisk i 1849, fordi

1849-grundloven først og fremmest var kongens - statens - delegering af

magten i henhold til princippet om magtdelingen. Menneskerettigheder kom i

anden række. Hvis opbygningen af grundloven fortsat skal bygge på en vis

logik, må det være mest nærliggende, at menneskerettighederne nævnes først,

fordi en grundlov i dag må tage udgangspunkt i folket. Magten tilhører

folket, og det er folket, der delegerer magten videre i en række sammenhænge.

Dertil kommer, at menneskerettighederne er udgangspunkt for en række andre

paragraffer. Derfor må det være mere logisk, at grundloven indledes med

menneskerettighederne. Det samme gør f.eks. også den svenske grundlov fra

1974.

I dette forslag har SF opregnet en række problemfelter, som det efter SF's

opfattelse kunne være relevant at diskutere i en forfatningskommission. Men

en sådan opregning er naturligvis ikke udtømmende. Også SF kan sagtens

forestille sig andre spørgsmål, som det ville være relevant at diskutere

nærmere.

Det fremgår af forslaget, at forfatningskommissionen skal bestå af 21

medlemmer valgt efter forholdstalsmetode som almindelige folketingsudvalg.

På samme måde som ved grundlovsændringen i 1953 vil det være naturligt, at

der nedsættes en række underudvalg til at belyse særlige problemfelter,

f.eks. menneskerettighederne, folkeafstemninger, regler for Danmarks

internationale samarbejde m.v.

Det er klart, at forfatningskommissionen skal have juridisk og anden

ekspertbistand til rådighed. Men det er ikke tanken, at der skal være andre

end folketingsmedlemmer som medlemmer af forfatningskommissionen. Disse andre

kan tilknyttes som eksperter.

SF har med disse bemærkninger ønsket at vise, hvorfor SF mener, at der er

behov for en ny grundlov, og i hvilke retninger vi mener ændringer skal ske.

Bemærkningerne til de enkelte punkter bygger på synspunkter udarbejdet af

en arbejdsgruppe i SF, som findes i et debatoplæg, som blev offentliggjort i

august 1994.

Da en grundlovsændring kræver meget grundige overvejelser, inden et

forslag udarbejdes, er der ingen, der på nuværende tidspunkt kan være

afklaret med hensyn til, hvad indholdet i en ny grundlov skal være. Det

gælder også SF. Men uanset at SF heller ikke selv er afklaret, er mange af de

synspunkter, ideer og forslag, der findes i debatoplægget, medtaget, for at

vise hvilke problemstillinger vi mener er relevante, og hvilke konklusioner

det kunne være relevant at drage.

Men det er selvfølgelig klart, at SF ikke har nogen forventning om, at

alle Folketingets partier er enige i de retninger, vi mener

grundlovsændringerne skal ske, og i de synspunkter, ideer og forslag, som

findes i bemærkningerne til de enkelte punkter. Men vi har med de meget

udførlige bemærkninger ønsket at anskueliggøre, hvor SF mener, der er

problemer, og i hvilke reteninger SF mener, ændringerne skal føre.

Det er derfor klart, at man sagtens kan være enig i, at der bør nedsættes

en forfatningskommission, som f.eks. skal behandle de problemfelter, SF

lægger op til at behandle, uden på nogen måde at være enig i en række af de

indholdsmæssige synspunkter, som fremgår af bemærkningerne.

Bemærkninger til de enkelte punkter

1. Menneskerettighederne

Når der tales om menneskerettigheder, kan der skelnes mellem de politiske

frihedsrettigheder, f.eks. personlig frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed

m.v., og de sociale rettigheder, f.eks. retten til arbejde, retten til

forsørgelse, retten til undervisning m.v. Liberalister interesserer sig først

og fremmest - nogle liberalister kun - for de politiske frihedsrettigheder.

Socialister interesserer sig både for politiske frihedsrettigheder og for de

sociale rettigheder. Nogle, der kaldte sig socialister, var dog i praksis

ikke interesseret i sikring af de politiske frihedsrettigheder.

Der kan også skelnes mellem negative menneskerettigheder og positive

menneskerettigheder. De negative rettigheder giver borgeren frihed for

staten, mens de positive rettigheder giver borgeren et krav på staten.

Liberalister interesserer sig først og fremmest - nogle liberalister kun -

for de negative menneskerettigheder. Socialister interesserer sig både for

negative og positive menneskerettigheder.

De politiske frihedsrettigheder har deres baggrund i

menneskerettighederne, sådan som de bl.a. blev udformet for godt 200 år siden

i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og i menneskerettighederne

fra 1789 som en del af den franske revolution. De genfindes i den danske

grundlovs §§ 71, 72, 73, 74, 77, 78, 79 og 80.

Der var dog også i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789

antydninger af, at der også er noget, der hedder sociale rettigheder.

Menneskerettighederne i grundloven er forfatningsretligt på flere punkter

udbygget gennem dansk tilslutning til internationale konventioner siden

1953-grundloven.

Det gælder f.eks. FNs konvention om »borgerlige og politiske

rettigheder« og den europæiske menneskerettighedskonvention. Nogle af

disse udbygninger skal indføjes i forbindelse med en grundlovsrevision.

Den nuværende grundlovs § 77 er absolut, når det gælder forhåndscensur,

hvilket fremgår af formuleringen: »Enhver er berettiget til på tryk, i

skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny

indføres.«

Formuleringen af paragraffen er en sikkerhed imod forhåndscensur. Men det

er tvivlsomt, om paragraffen giver nogen sikring imod, at der ved lov

gennemføres begrænsninger i ytringsfriheden i form af efterfølgende kontrol

og sanktioner. Både FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og

den europæiske menneskerettighedskonvention giver derimod en vis sikkerhed

mod indholdsmæssige begrænsninger af ytringsfriheden.

Derimod giver formuleringen ingen sikkerhed for at kunne modtage de

informationer, man ønsker, idet formuleringen alene går på ytringsfrihed,

ikke på informationsfrihed, f.eks. offentlighed i forvaltningen.

Til trods for at ytringsfriheden i § 77 er formuleret meget absolut,

findes der i lovgivningen mange indskrænkninger i ytringsfriheden - blot der

ikke er tale om forhåndscensur.

Derfor kunne der være behov for en sikring af både ytrings- og

informationsfriheden, sådan at det sikres, at en begrænsning i ytrings- og

informationsfriheden er en absolut undtagelse.

For selv om ytringsfriheden i den nuværende § 77 er absolut, er der ved

lov indført betydelige begrænsninger, som kan diskuteres at være i

overensstemmelse med grundlovens bogstav og ånd. Den forfatningsretlige

praksis, der har udviklet sig med reelle indskrænkninger i ytringsfriheden,

betyder også, at det er svært at sige, hvor grænsen i dag ligger. Måske er

der i dag reelt ingen grænse herfor, blot det sker ved lov og der ikke er

tale om forhåndscensur.

Ytrings- og informationsfriheden er helt afgørende for, at et levende

folkestyre kan fungere. Derfor er der også brug for en grundlovsbestemmelse,

der sikrer, at ethvert meddelelsesmiddel, f.eks. ny informationsteknologi,

kan udnyttes.

Også borgernes ret til aktindsigt i den offentlige forvaltning skal sikres

gennem en grundlovsbestemmelse og kunne naturligt også formuleres i

sammenhæng med paragraffen om ytrings- og informationsfrihed.

Grundlovssikringen af offentlighed i forvaltningen skal naturligvis gælde

både den statslige og den kommunale forvaltning. Men den skal også gælde de

»halv-offentlige« forvaltninger, f.eks. kommunale værker, DSB,

Danmarks Radio, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.

Ikke mindst Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening bør

underkastes en vis opmærksomhed ved en grundlovsrevision, idet der her er

tale om organisationer, der juridisk er private, men som i praksis - ikke

mindst Kommunernes Landsforening - har fået en slags status som nyt 1.

kammer, fordi regeringen og Folketinget lader de kommunale organisationer

forbehandle mange af lovforslagene, inden de fremsættes i Folketinget.

Udtrykket 1. kammer relaterer til, at de kommunale organisationer - først og

fremmest Kommunernes Landsforening - får mulighed for at forbehandle

lovforslagene, før de behandles i Folketinget. Før 1953 behandlede

Landstinget lovforslagene på linje med Folketinget. Landstinget kaldtes

dengang også 1. kammer og Folketinget 2. kammer.

§ 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed bør efter SF's opfattelse ændres og

præciseres. Der er f.eks. behov for en præcisering af, hvornår begrebet

»almenvellet« skal kunne påberåbes, og der er videre behov for en

præcisering af, hvad ejendomsretten ikke må bruges til.

Uanset grundlovens ord har tolkningen af dette begreb over tid allerede

undergået betydelige ændringer, selv om formuleringen i dag ikke adskiller

sig væsentligt fra tidligere grundloves bestemmelser. Den nuværende § 73,

stk. 1, om ejendomsretten har følgende formulering: »Ejendomsretten er

ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet

kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

I praksis tolkes denne bestemmelse således, at ukrænkeligheden er

begrænset, når det gælder den enkelte borgers private ejendom, f.eks. bolig.

Hvis almenvellet kræver, at der skal gå en motorvej gennem et bestemt område,

er der ingen »ukrænkelighed« tilbage. Konkrete ekspropriationssager

efterlader heller ikke det indtryk, at den private ejendom er særlig

beskyttet med grundlovens § 73, jf. ekspropriationssagerne på Amager med

henblik på Øresundsforbindelsen.

Der kan i dag eksproprieres med henvisning til almenvellet, når en

kirkegård skal udvides, når en skole eller anden offentlig institution skal

bygges, når kommunen skal foretage udlægninger til bolig- og industriområder,

eller når en motorvej skal bygges. Her er der ingen begrænsninger i, hvad

almenvellet kan kræve.

Derimod kan der ikke henvises til almenvellet, hvis man ønsker en

samfundsovertagelse af en virksomhed med mange arbejdspladser, som ellers er

på vej til at blive flyttet til udlandet. Også en sikring af arbejdspladser

kan være nødvendigt af hensyn til almenvellet. Omvendt betyder det

naturligvis ikke, at det offentlige i tide og utide skal gå ind og forhindre,

at arbejdspladser forsvinder. Økonomiske dødssejlere kan og skal naturligvis

ikke reddes med henvisning til almenvellet.

Den nuværende formulering i § 73 og den praksis, der følger heraf,

opfattes også - med rette - som en principiel understregning af, at Danmark

er et kapitalistisk samfund, bl.a. fordi kollektiv ejendomsret og sikring mod

spekulation via privat ejendomsret ikke nævnes.

I artikel 17 i FN's menneskerettighedserklæring hedder det således:

»Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med

andre.« Hermed understreges det, at der ikke kun er tale om en

»privat« ejendomsret, men også en »kollektiv«

ejendomsret.

Endvidere bør der kunne ske reguleringer i ejendomsretten af hensyn til

sikring af naturgrundlaget og sikring imod spekulation.

Det er vigtigt at sikre den enkelte borgers ret til bolig, forbrugsgoder

m.v. Det er den form for ejendomsret, det er vigtigt at beskytte. Men også

her kan det fra samfundets side være nødvendigt at gribe regulerende ind

eller foretage ekspropriation af hensyn til fællesskabets behov eller

naturen.

Derimod er det efter SF's opfattelse vigtigt at forhindre, at den private

ejendomsret bruges til spekulation med henblik på at få hurtige gevinster.

Det er også vigtigt, at samfundet inddrager samfundsskabte værdier, og at

værdier skabt ved fælles indsats i f.eks. en virksomhed, og som i dag

tilfalder dem, der har ejendomsretten, kan tilfalde alle medarbejdere i

fællesskab i form af kollektiv ejendomsret.

En helt central menneskeret må være retten til sit eget liv. Derfor er det

bl.a. statens opgave at sikre, at borgernes liv ikke trues. Ud fra den

betragtning må et forbud mod dødsstraf som en grundlovsbestemmelse også være

logisk.

De sociale rettigheder er oftest positive frihedsrettigheder, der

udtrykker borgernes »krav« på staten (i betydningen: det

offentlige).

Disse frihedsrettigheder er der betydelig færre af i grundloven end af de

politiske frihedsrettigheder, hvilket hænger sammen med, at grundloven

afspejler tidens (1953) politiske og økonomiske liberalisme.

De sociale rettigheder genfindes reelt kun i grundlovens §§ 75 og 76:

»§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at

enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger

hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis

forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det

offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom

påbyder.«

»§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret

til fri undervisning i folkeskolen . . .«.

Efter SF's opfattelse er det vigtigt, at de sociale rettigheder udbygges

bl.a. med baggrund i de internationale konventioner.

Et eksempel på menneskerettigheder, som er gældende i Danmark i dag, og

som er et resultat af dansk tilslutning til en international konvention, er

den såkaldte racismebestemmelse. Den kom ind i dansk lovgivning i 1971, efter

at Danmark tilsluttede sig FN-konventionen herom i 1965.

Da vi har tilsluttet os konventionen og tankegangen findes i dansk

lovgivning, er det helt naturligt at få den ind i grundloven. Det kunne ske

ved en udbygning af den eksisterende § 70, der har følgende ordlyd:

»§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller

afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske

rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig

borgerpligt.«

Straffelovens § 242 med racismebestemmelsen udbygger § 70:

»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af

personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve,

nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.«

Straffelovens § 242 blev vedtaget i 1971 med ovennævnte ordlyd undtagen

ordene »eller seksuelle orientering«, der blev tilføjet i 1987.

I sammenhæng hermed kunne også princippet om ligestilling mellem kønnene

og sikring imod diskrimination af handicappede ses således, at

diskriminationsparagraffen blev betydelig mere omfattende end i dag.

Udvidelse af menneskerettighederne i form af positive rettigheder må efter

SF's opfattelse f.eks. indebære en præcisering af § 75 om retten til arbejde,

sådan at det bliver en reel ret.

Drøftelsen herom var allerede fremme i forbindelse med udformningen af

1953-grundloven. Her kom socialdemokraten Julius Bomholt med følgende

forslag: »Retten til arbejde under menneskeligt og samfundsmæssigt

forsvarlige vilkår bør tilsikres alle, og det offentlige må træffe de

fornødne foranstaltninger til denne rets gennemførelse.«

Dette forslag var i et vist omfang et afværgeforslag over for et mere

vidtgående, men ikke særlig brugbart kommunistisk forslag, som havde følgende

ordlyd: »Enhver borger har ret til arbejde til en løn, der svarer til

den ved overenskomst mellem arbejdere og arbejdsgivere fastsatte, eller -

hvor en sådan overenskomst ikke findes - til gennemsnitslønnen for det

pågældende«.

Derfor frafaldt Socialdemokratiet også forholdsvis hurtigt sit eget

forslag og indgik et kompromis om den formulering, der i dag findes i

grundlovens § 75, stk. 1, om retten til arbejde - en »ret«, der

langtfra er nogen ret.

Retten til offentlig forsørgelse omtales i § 75, stk. 2.

Hvis det offentliges forpligtelse blev begrænset til det, der direkte kan

udledes af denne paragraf, ville mange mennesker blive betydelig dårligere

stillet end i dag. Der er ikke noget til hinder for efter den nuværende

grundlovsbestemmelse, at forsørgerpligten omfatter børn over 18 år og

forældre. Det kunne afgjort tale for en ny formulering.

Det forekommer ikke tidssvarende, at retten til uddannelse begrænser sig

til den undervisningspligtige alder, jf. § 76, når man tager i betragtning,

hvilken vægt vi i dag lægger på uddannelse i øvrigt. Meget kunne tale for en

nyformulering, der giver mulighed for yderligere uddannelse.

I hvilket omfang borgerne ellers skal kunne gøre krav gældende over for

det offentlige i henhold til en grundlovsbestemmelse, kan være svært at

afgøre. Skal borgerne have et retskrav på at kunne behandles inden for en vis

tidsfrist i det offentlige sundhedssystem, og skal en sådan ret

grundlovssikres?

Hvis ja, hvilken dør eller ladeport åbnes der så med hensyn til krav på

det offentlige fremover, hvis alt, som er teknisk muligt, også skal kunne

tilbydes borgerne? Hvis der f.eks. kun er 2 procents chance for at overleve,

skal det offentlige så bekoste operationer m.v., næsten uanset hvad det

koster? Og hvilke modkrav (f.eks. krav til livsførelse) kan det offentlige

stille til gengæld?

Hvis nej, er sundhed og et godt helbred ikke lige så vigtigt som arbejde

og retten til offentlig forsørgelse, jf. henholdsvis § 75, stk. 1, og § 75,

stk. 2?

Derfor er krav om sygdomsbehandling m.v. klart en såkaldt positiv

menneskeret, som det kan være relevant at få indføjet i grundloven. Men det

kræver nøje afgrænsninger og præciseringer.

Til menneskrettigheder må også høre retten til bolig. Men den præcise

formulering kan være svær at udforme.

Sammen med paragrafferne om menneskerettighederne er også anført en pligt,

nemlig værnepligten, der er formuleret i § 81: »Enhver våbenfør mand er

forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de

nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.«

Ud fra at forsvar med våben ikke er den bedste form for samfundstjeneste,

som borgerne kan udøve, må det være rimeligt, at værnepligten, hvis den

overhovedet skal opretholdes, ændres til generel samfundstjeneste, hvorved

civil værnepligt helt ligestilles med militær værnepligt.

Men spørgsmålet er i høj grad, om ikke værnepligtsparagraffen helt bør

slettes. Den stammer helt fra 1849, hvor værnepligten kom til at omfatte alle

og ikke kun bønderkarlene. Derfor var paragraffen dengang bøndernes

»frihed« fra alene at skulle bære værnepligtsbyrden. Situationen i

dag er en helt anden.

2. Naturens rettigheder

Da grundlaget for menneskerettighederne blev lagt for over 200 år siden,

var det udtryk for en sikring af menneskenes rettigheder over for staten

(kongen, den udøvende magt). Der er som sagt fortsat brug for en sådan

sikring over for staten (det offentlige).

Men det er ikke kun menneskene, der har brug for en sådan sikring. Det har

naturen også. Ligesom menneskene skal sikres mod overgreb fra staten og andre

mennesker, må naturen også sikres mod sådanne overgreb. Det er vigtigt, at

der i grundloven er bestemmelser, som angiver grænser for, hvilken brug -

udnyttelse - af naturen og naturforekomsterne der er acceptabel f.eks. i

forbindelse med skovfældning, grusgravning, dyrkning af markerne m.v.

Det er i den forbindelse vigtigt at få understreget, at den menneskelige

aktivitet (værdiskabelse i både snæver og bred forstand) er et produkt af

samspillet mellem menneske og natur, og at dette samspil skal udøves i

overensstemmelse med bestemte regler. Derfor er det også en begrænsning i,

hvordan ejendomsretten må udnyttes. Begrænsningen i udøvelsen af

ejendomsretten gælder ikke kun for private, men også for staten, amter og

kommuner.

3. Udbygning af demokratiet

I forlængelse af en udvidelse af menneskerettighederne er det også

relevant at tale om udvidelse af de demokratiske rettigheder i form af retten

til brugerindflydelse og selvforvaltning i den offentlige sektor samt retten

til arbejdspladsdemokrati i såvel den private som den offentlige sektor.

Dette sidste antaster naturligvis også arbejdsgiverens ret til at lede og

fordele arbejdet.

4. Det kommunale selvstyre

Ikke mindst når det tages i betragtning, hvor detaljeret grundloven

omtaler Folketingets forhold, er omtalen af det kommunale selvstyre meget

sporadisk og utidssvarende med formuleringen i § 82, hvor der blot står:

»Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres

anliggender ordnes ved lov.«

I forhold til, hvor megen vægt der lægges på den kommunale

selvforsvaltning i dag, er den del af forfatningen langt vigtigere end en

række andre ting, der står i grundloven. Folketinget kunne f.eks. i dag uden

at komme i modstrid med grundloven reelt afskaffe indholdet i det kommunale

selvstyre. Det ville dog formentlig være i modstrid med vore

forfatningsmæssige traditioner. Derfor bør princippet om det kommunale

selvstyre slås fast i grundloven.

Det kunne f.eks. være relevant at få slået et princip om decentralisering

fast, sådan at det bliver et højere niveau, der skal argumentere for, at

beslutningen eller afgørelsen skal træffes på det højere niveau.

Men da det er Folketinget, der ved lov skal fastlægge de nærmere regler

for det kommunale selvstyre, kan Folketinget også begrænse dette ved lov

under henvisning til retssikkerheden og til menneskerettighederne samt

grundloven i øvrigt, f.eks. gamles retssikkerhed med henblik på at få en

anstændig behandling i form af hjemmehjælp eller plejehjemsplads. Derfor skal

der være en balance mellem hensynet til det kommunale selvstyre og hensynet

til retssikkerheden og overholdelse af menneskerettighederne m.v.

5. Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde

Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde er i den nuværende

grundlov først og fremmest fastlagt i §§ 19 og 20.

Overnationale organisationer, som § 20 først og fremmest handler om, og

som i grundloven betegnes mellemfolkelig myndighed, er karakteriseret ved, at

de kan træffe beslutninger, som ikke blot forpligter medlemsstaterne, men

også har direkte retsvirkninger over for borgerne i medlemslandene. I dag

drejer det sig først og fremmest om EU. Grundlovens § 19 omfatter derimod det

mellemfolkelige samarbejde, som ikke har overnational karakter - herunder

også en del af EU-samarbejdet.

Grundlovens § 19, der fastlægger princippet for, hvem der har kompetencen

i udenrigspolitikken, har rødder tilbage til 1849. § 19, stk. 1: »Kongen

handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets

samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller

indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis

opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af

større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige

nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets

samtykke.«

Og selv om Det Udenrigspolitiske Nævn som rådgivende organ er fastslået i

stk. 3 i samme paragraf, er der brug for en nyformulering, der i højere grad

inddrager Folketinget i beslutningerne.

Grundlovens formulering om, at »kongen (regeringen) handler på rigets

vegne i mellemfolkelige anliggender«, bygger på den elitære

forestilling, som i udpræget grad herskede tidligere, om, at udenrigspolitik

er for krævende og for indviklet for de folkevalgte. Forestillingen var (er)

også, at offentlighed i udenrigspolitikken er skadelig, og at regeringen skal

have forholdsvis frie hænder i udenrigspolitiske spørgsmål.

Sådanne forestillinger kan ikke være acceptable i en demokratisk

forfatning. Dertil kommer, at internationale spørgsmål i dag har langt større

betydning end tidligere - ikke kun i forhold til, da junigrundloven fra 1849

blev udformet for snart 150 år siden, men også i forhold til, da

1953-grundloven blev udformet for godt 40 år siden.

I dag kan det være vanskeligt at skelne mellem indenrigs- og

udenrigspolitik, og Danmark samarbejder med andre lande i utallige

internationale organisationer, et samarbejde, som er mere eller mindre

forpligtende for borgerne. Derfor bør afvejningen mellem offentlighed og

fortrolighed ikke være principielt anderledes i internationale og nationale

spørgsmål.

Med de nuværende bestemmelser er det - bortset fra de særlige samtykkekrav

- tvivlsomt, om regeringen er forpligtet til at følge Folketingets

beslutninger i udenrigspolitiske spørgsmål. Der er ikke enighed herom i den

forfatningsretlige litteratur.

Forslaget til ny formulering må gøre det klart, at Folketinget kan lægge

rammer for ethvert udenrigspolitisk spørgsmål og kan pålægge regeringen

bestemte handlinger f.eks. ved afstemninger i internationale organisationer,

der dog ikke forhindrer regeringen i at søge at få relativt brede

forhandlingsmandater af Folketinget.

Uanset sådanne præciseringer ændrer det ikke ved, at regeringen som

udøvende magt har ansvaret for udøvelsen af udenrigspolitikken.

En af de helt afgørende nye paragraffer, der kom ind i grundloven i 1953,

var § 20, hvis rækkevidde efterfølgende man klart ikke kunne forudse, da man

formulerede paragraffen for over 40 år siden: »Beføjelser, som efter

denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt

omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved

gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden

og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på

fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men

dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal,

forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de

for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«

Den nuværende § 20 nævner, at »beføjelser« kan overlades »i

nærmere bestemt omfang«. Denne formulering har i praksis vist sig at

være for upræcis. Skiftende regeringer og Udenrigsministeriet har tolket § 20

temmelig frit. Man har accepteret, at nye emner er inddraget under

EU-regulering uden særlig hjemmel i traktaten. Det er sket med henvisning til

Romtraktatens artikel 235, som ikke indeholder nogen form for emnemæssig

afgrænsning.

Ved efterfølgende ændring i traktaten - Den Europæiske Fælles Akt

(EF-pakken) i 1986 - hvor der blev indført særlige bestemmelser om visse

emner, anførte den daværende danske udenrigsminister, at der ikke var tale om

noget nyt, og at folkeafstemning derfor ikke var påkrævet, når beføjelser

allerede blev udøvet efter artikel 235. Ved samme lejlighed blev det

ligeledes afvist, at indførelse af flertalsafstemninger skulle godkendes ved

en § 20-procedure.

Folkeafstemningen i 1986 blev alene afholdt, fordi regeringen ikke kunne

få flertal i Folketinget for forslaget om dansk tilslutning til EF-pakken.

Derfor var folkeafstemningen i 1986 formelt kun vejledende og uden direkte

hjemmel i grundloven.

Det er ud fra en demokratisk synsvinkel helt afgørende, at Folketinget og

vælgerne har et sikkert grundlag for stillingtagen, når der skal overlades

kompetence til en overnational organisation. Den danske befolkning skal ikke

underkastes en uoverskuelig og ukontrollabel »automatisk«

unionsudvikling. Hvert skridt skal være inden for klare rammer, som

Folketinget og vælgerne har godkendt. Det var samme tankegang, der bl.a. lå

bag udtalelsen fra den tyske forbundsforfatningsdomstol i dens kendelse af

12. oktober 1993.

Derfor er der brug for en ny formulering af § 20, hvor der bl.a. stilles

langt mere præcise krav til, hvordan og hvornår der kan overlades kompetence

til mellemfolkelige myndigheder.

En ny formulering af § 20 skal efter SF's opfattelse sikre, at ændringer i

de forudsætninger, som Folketinget og vælgerne har fået forelagt ved

tidligere tiltrædelseslove, ikke har gyldighed, medmindre de bliver godkendt

ved en ny § 20-procedure. Vedtagelse af »vitale spørgsmål«, jf.

Luxembourgforliget, var en helt afgørende forudsætning for tiltrædelsesloven

i 1972, og miljøgarantien var på tilsvarende måde en afgørende forudsætning

for vedtagelse af EF-pakken i 1986.

Med en sådan ny formulering af § 20 er det klart, at ændringer i

kompetencefordelingen mellem Kommissionen, Ministerrådet og

Europa-Parlamentet eller ændringer i afstemningsregler i Ministerrådet, der

forringer Folketingets og regeringens muligheder for indflydelse, kun kan

godkendes ved en § 20-procedure.

Nærhedsprincippet er efter SF's opfattelse et vigtigt demokratisk princip,

som skal sikre folket størst mulig indflydelse på egne forhold og på fælles

anliggender. Ved offentlige opgaver, som kan løses lokalt, skal kompetencen

ligge på det kommunale niveau. Ved opgaver, som kan løses nationalt, skal

kompetencen ligge hos Folketinget og regeringen. Kun ved opgaver, der kræver

internationale løsninger, kan kompetencen overlades til mellemfolkelige

myndigheder.

Nærhedsprincippet er afgørende ud fra det demokratiske princip om, at

folkestyret udvikles/skabes nedefra - at al magt udgår fra folket.

Det bør også overvejes, om folkeafstemning skal være obligatorisk ved

suverænitetsafgivelse, også selv om der er en tilslutning til

suverænitetsafgivelse i Folketinget på 5/6. Begrundelsen skulle være, at

suverænitetsafgivelser indebærer meget væsentlige ændringer i folkestyrets

vilkår, og ud fra tankegangen om, at al magt udgår fra folket, må det også

være folket, der afgiver dele af dansk suverænitet.

Grundloven kommer også på linje med den praksis, der har udviklet sig i

Danmark, med, at væsentlige suverænitetsafgivelser afgøres ved

folkeafstemninger, uanset at der evt. er fem sjettedeles flertal herfor i

Folketinget.

Der er dog det problem, at derved skal selv mindre suverænitetsafgivelser

godkendes ved folkeafstemninger. Det ville f.eks. også have omfattet

ændringen af patentlovgivningen, der blev vedtaget i Folketinget i 1989,

hvorved Danmark blev underlagt Den Europæiske Patentmyndighed.

Problemet kunne evt. løses, ved at det obligatoriske krav om

folkeafstemning blev begrænset til dels suverænitetsafgivelser af større

betydning og dels traktatændringer, som tidligere er godkendt ved

folkeafstemninger. Men under alle omstændigheder fastholdes, at

suverænitetsafgivelser, der ikke nødvendigvis kræver folkeafstemninger, kun

kan finde sted, når der er 5/6 flertal herfor blandt Folketingets medlemmer.

Den nuværende grundlov stiller krav om samtykke fra Folketinget ved

regeringens handlinger i vigtige mellemfolkelige anliggender, jf. § 19. Det

er paradoksalt, at der ikke stilles et tilsvarende krav ved regeringens

handlinger i forhold til beslutninger i overnationale organisationer. Der er

tale om et forfatningsmæssigt tomrum, som i praksis kun delvis er udfyldt af

den rolle, som Folketingets Europaudvalg har fået i Folketinget. Regeringen

skal rådføre sig med Folketinget, og der har udviklet sig den praksis, at

regeringen har et forhandlingsmandat, medmindre der i udvalget er konstateret

et flertal imod. Mandatet bygger således ikke på en positiv vedtagelse.

Ifølge den udviklede praksis kan EU-forslag drøftes i Folketingets plenum.

Men Folketinget kan ikke træffe beslutninger, men kun drøfte forslag »ud

fra principielle synspunkter, uden nærmere gennemgang af enkeltheder«,

jf. Folketingets Forretningsordens § 19, stk. 6.

Det er vigtigt, at der sikres en reel demokratisk indflydelse på

beslutninger i overnationale organisationer. Det gælder ikke mindst EU, som

har fået en afgørende lovgivningsbeføjelse, som tidligere alene blev

varetaget af Folketinget. Folketinget skal derfor også have afgørende

indflydelse på EU-lovgivningen via repræsentationen i Folketinget, sådan som

folket også har, når det gælder den nationale lovgivning.

Det skal derfor sikres i grundloven, at regeringen og de enkelte minstre,

som optræder på Danmarks vegne i Ministerrådet, i enhver henseende handler

under ansvar over for Folketinget og med krav om samtykke fra Folketinget ved

stillingtagen til EU-lovgivning og andre sager af større betydning. Hermed

genskabes den sammenhæng i det politiske ansvar, som er et afgørende

kendetegn ved folkestyret.

Uanset at det er Folketinget, der har kompetencen, er det af praktiske

hensyn nødvendigt, at Folketinget kan delegere sine beføjelser og opgaver i

forbindelse med beslutninger i overnationale organisationer til et udvalg. I

modsætning til den nuværende praksis bør det være Folketinget, der har det

overordnede ansvar og dermed kan fastlægge rammer og træffe beslutninger i

enkeltsager om den danske linje i overnationale organisationer.

Udvalget handler således på Folketingets vegne i overensstemmelse med den

arbejdsdeling, som fastlægges nærmere ved lov, jf. Folketingets Finansudvalg,

som netop har kompetence til at handle på Folketingets vegne. Da udvalget

skal forhandle og tage stilling til lovgivningsanliggender, skal

udgangspunktet være, at udvalgets møder er offentlige.

Der har i debatten om mulige grundlovsændringer været fremført en ide om,

at der skulle vælges et egentligt EU-ting på linje med Folketinget, som alene

skulle behandle EU-sager, men til gengæld alle EU-sager. Det forekommer dybt

problematisk og højst besynderligt, at der igen skulle være to kamre. Dette

uanset, at der er tale om en anden arbejdsdeling, end det var tilfældet, da

Landstinget eksisterede. Det er langt mere i overensstemmelse med

demokratiets væsen, at Folketinget har ansvaret for EU-politikken, og at

Folketinget kan delegere sin myndighed til et Europaudvalg, og at

bestemmelserne herom præciseres i grundloven.

En forudsætning for, at et sådant Europaudvalg kan fungere, er til

gengæld, at Folketinget til dette Europaudvalg vælger medlemmer, der først og

fremmest kan hellige sig EU-spørgsmål. Hvis der bliver tale om et

»prestigeudvalg«, hvori folketingsmedlemmer, der har 117 andre

opgaver at tage vare på, skal sidde, bliver der ikke tale om det grundige og

indsigtsfulde arbejde, som der er behov for.

6. Folkeafstemninger

Muligheden for folkeafstemninger findes kun i begrænset omfang i den

danske grundlov og er først og fremmest indført i et forsøg på at sikre, at

udviklingen ikke går for hurtigt.

Det gælder som allerede berørt ved suverænitetsafgivelser i henhold til

grundlovens § 20, hvor suverænitetsafgivelser skal godkendes ved en

folkeafstemning, medmindre de vedtages af Folketinget med 5/6 flertal.

Det gælder også bestemmelsen i § 42 om, at 1/3 af Folketingets medlemmer

kan kræve en lov - adskillige love dog undtaget - til folkeafstemning for at

få afprøvet tilslutningen hos vælgerne. Denne bestemmelse kom netop ind i

grundloven i 1953 som en del af Venstres og De Konservatives pris for, at

Landstinget kunne afskaffes.

Også bestemmelsen om, at ændringer (i praksis nedsættelse) af

valgretsalderen skal prøves ved folkeafstemninger, har en bevarende funktion

og kom ind i grundloven som et krav fra Venstre og De Konservative for at gå

med til den nye grundlov. Bestemmelsen om valgretsalderen skulle forhindre,

at valgretsalderen blev nedsat for hurtigt og for meget.

I alle tre tilfælde kræves der ud over et flertal af nejstemmer, at

nejstemmerne udgør mindst 30 pct. af vælgerne, for at vedtagelse af loven

skal kunne omgøres af vælgerne. Det afspejler, at det danske demokrati er et

repræsentativt demokrati, og at der skal en betydelig modstand til at vælte

en af Folketinget vedtaget lov.

Endelig skal grundlovsændringer bekræftes ved folkeafstemninger med en

jatilslutning på mindst 40 pct. af vælgerne, hvilket betyder, at det er meget

vanskeligt at ændre i grundloven. Kravet om folkeafstemning ved

grundlovsændringer kom ind i grundloven i 1915. Men dengang krævedes der 45

pct. ja-stemmer. Ved grundlovsændringen i 1953 blev procenten nedsat til 40.

At både 45 pct. og 40 pct. er ganske høje procenter, viste både

folkeafstemningen i 1939 og i 1953, hvor det henholdsvis ikke lykkedes og

lige lykkedes at få grundloven ændret. I 1939 udgjorde jastemmerne 91,9 pct.

af de afgivne stemmer. Men det var ikke tilstrækkeligt, fordi

stemmedeltagelsen kun var på 48,9 pct., hvilket betød, at jastemmerne af

samtlige stemmer kun lå på 44,8 pct., hvilket ikke var nok til ændringen.

I 1953 lykkedes det lige med nød og næppe at få grundlovsændringen

igennem, idet 45,8 pct. af samtlige vælgere stemte ja. At det lykkedes i

1953, skyldtes, at stemmedeltagelsen var højere end i 1939, idet den lå på

59,1 pct., hvilket var nok til at få forslaget igennem, selv om jastemmerne

af de afgivne stemmer kun var 78,8 pct., dvs. lavere end i 1939.

Da det i 1915 kom ind i grundloven, at grundlovsændringer krævede 45 pct.

jastemmer af samtlige vælgere ved en folkeafstemning, var det Venstre, som

ønskede en så høj procent, hvorved bestemmelsen blev en konservativ

foranstaltning for at undgå for mange og for vidtgående grundlovsændringer i

fremtiden.

Men uanset dette er det en rigtig demokratisk foranstaltning, at folket

skal spørges ved så vidtgående ændringer, som grundlovsændringer er udtryk

for. Men man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om kravet til

japrocenten er rimelig. Naturligvis skal der ved en folkeafstemning være

flertal. Men kunne flertallet nøjes med at være 35 pct. af samtlige vælgere?

Derimod kan folket (vælgerne), som vi bl.a. kender det fra Schweiz og

amerikanske delstater, ikke kræve bestemte sager eller vedtagne lovforslag

til folkeafstemning. Folket har med andre ord ikke initiativret.

Men tanken om, at folkeafstemninger skal bruges meget mere, og at folket

evt. skulle have initiativret, er ikke ny i Danmark. I begyndelsen af

århundredet var der både hos De Radikale og Socialdemokratiet forslag til at

bruge folkeafstemninger meget mere aktivt.

Allerede i det første radikale partiprogram fra 1905 blev ønsket om

folkeafstemninger rejst, og i 1909 var folkeafstemninger en del af det

grundlovsforslag, som partiet fremsatte.

Socialdemokratiet havde også folkeafstemninger med i deres programmer fra

1910, 1915 og 1923, og i det grundlovsforslag, som Socialdemokratiet

fremsatte i 1920, var folkets initiativret en central del. 50.000 vælgere

skulle ifølge forslaget have mulighed for at forlange en folkeafstemning

afholdt, og 100.000 vælgere kunne forlange en folkeafstemning om et

lovforslag, der var blevet forkastet af Rigsdagen, hvis mindst 1/4 af

Rigsdagen havde stemt for forslaget. Folkets initiativret skulle klart bruges

som modvægt til et konservativt flertal i Rigsdagen.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at der ikke i disse forslag var de senere

begrænsninger i 1953-grundloven om, at der er forslag, der ikke kan komme til

folkeafstemning, f.eks. skattelove.

Efterhånden som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre vandt

flertallet, først i Folketinget (1929) og siden i Landstinget (1936), svandt

partiernes interesse for folkeafstemninger også. Til gengæld blev Venstre og

Det konservative Folkeparti mere og mere interesseret i

folkeafstemningsmuligheden som en beskyttelse for mindretallet i Folketinget

(og oprindelig også i Landstinget).

Sådanne skiftende opfattelser af muligheden for folkeafstemninger

afspejler og afslører, at et partis stillingtagen i nogle spørgsmål ikke så

meget er bestemt af principper som af, hvad der gavner partiets interesser

mest muligt.

Ud fra et ønske om at øge det folkelige engagement kunne det være værd at

overveje en udvidelse af muligheden for anvendelse af folkeafstemninger.

Dette uanset, at indførelse af større mulighed for folkeafstemninger ikke

nødvendigvis altid vil føre til de politiske beslutninger, som vi kunne

foretrække, jf. f.eks. Schweiz.

Ønsket om flere folkeafstemninger rejser dog 4 spørgsmål.

Hvis udvidelse af folkeafstemningsmuligheden har som udgangspunkt at øge

det folkelige engagement og deltagelse i de politiske beslutningsprocesser,

må det logisk betyde, at folket (vælgerne) skal have initiativret til

folkeafstemninger.

Folkets initiativret findes ikke i dansk lovgivning i dag. Men den fandtes

tidligere i forbindelse med skolenedlæggelser. Muligheden blev indført i 1958

på baggrund af et forslag fra Venstre fremsat i 1956 for at undgå, at skoler

blev nedlagt af kommunalbestyrelser hen over hovedet på befolkningen.

Muligheden blev afskaffet i 1988 på baggrund af et forslag fra den daværende

undervisningsminister Bertel Haarder. Årsagen hertil var bl.a. et ønske fra

Kommunernes Landsforening, der fandt, at en lokal befolknings ønsker om at

undgå en skolenedlæggelse kunne komme på tværs af kommunens behov for

besparelser på skoleområdet.

Muligheden for folkeafstemning i forbindelse med skolenedlæggelser var

udtryk for ægte folkevilje. En kvalificeret del af skoledistriktets vælgere

kunne ved deres underskrift forlange en skolenedlæggelse sendt til

folkeafstemning, og skolenedlæggelsen kunne ikke gennemføres i samme

valgperiode, hvis et kvalificeret flertal af skoledistriktets vælgere stemte

nej.

Da reglen blev afskaffet i 1988, stemte SF som det eneste parti imod. Og

da SF i 1990 foreslog reglen med visse justeringer genindført, fik SF kun

delvis støtte fra Kristeligt Folkeparti. Alle andre partier i Folketinget var

imod. Det viser noget om hulheden, når partier taler smukt om ønsket om flere

folkeafstemninger. Folkeafstemninger er gode nok, men folket skal så ved

folkeafstemninger helst mene det, partierne selv mener.

Derimod er vejledende folkeafstemninger reelt ikke nogen udvidelse af

demokratiet. De har først og fremmest til formål at fritage de valgte

politikere for ansvaret eller at give politikerne billige point ved at sende

populære sager til folkeafstemning.

Da et flertal i Folketinget i 1986 sendte EF-pakken til folkeafstemning,

skyldtes det først og fremmest, at nogle af Folketingets partier -

Socialdemokratiet og De Radikale - ikke brød sig om at tage endelig stilling,

fordi partierne var delt i spørgsmålet.

Anvendelse af folkeafstemninger til magthavernes (i et demokratisk system

flertallets eller en præsidents) egen fordel er velkendt og har intet med en

udvidelse af demokratiet at gøre. Den slags folkeafstemninger er bl.a. blevet

anvendt imod de folkevalgte. Det var det, Napoleon III gjorde i Frankrig i

forrige århundrede, og det var det, de Gaulle senere benyttede sig af. Og det

var til dels også det, Schluter benyttede sig af, da han foreslog en

vejledende folkeafstemning om EF-pakken i 1986. Men gennemførelse af denne

folkeafstemning kunne kun lade sig gøre, fordi et flertal i Folketinget

tilsluttede sig Schluters forslag om at sende afgørelsen til folkeafstemning.

Derfor er det svært at se, at folkeafstemninger som et forsøg på at udvide

demokratiet og øge det folkelige engagement kan ske ved andet end folkets

initiativret.

Hvis udgangspunktet er ønsket om at få større folkeligt engagement, er

folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ på kommunalt - evt.

amtskommunalt - plan mere realistisk og meningsfyldt end folkeafstemninger på

landsplan. Der er betydelig mere mening og realisme i at kunne kræve

folkeafstemning gennem underskriftsindsamling på kommunalt plan fra f.eks.

10-25 pct. af kommunens vælgere end tilsvarende på landsplan. Uanset dette

kunne det dog alligevel være værd at overveje muligheden for folkeafstemning

på landsplan på baggrund af et folkeligt initiativ.

Et centralt, men også vanskeligt spørgsmål er, hvilke sager der kan gøres

til genstand for folkeafstemning. Der må nødvendigvis fastlægges en

afgrænsning af, hvilke sager der henholdsvis kan og ikke kan komme til

folkeafstemning. Det skal præciseres på samme måde, som der findes en præcis

afgrænsning i grundlovens § 42, stk. 6. Men en sådan afgrænsning er uhyre

vanskelig at foretage.

Det siger sig selv, at folkeafstemninger ikke kan vedrøre spørgsmål, der

på nogen måde antaster menneskerettighederne, sådan som de f.eks. er

nedfældet i grundloven. Det er også klart, at man ikke på f.eks. kommunalt

niveau kan afholde folkeafstemninger om spørgsmål, der på nogen måde antaster

retssikkerheden, sådan som de findes i de vedtagne love. Der er også brug for

yderligere afgrænsninger af, hvilke spørgsmål der kan komme til

folkeafstemning på kommunalt niveau, selv om der er tale om kommunale

anliggender. Skal det f.eks. ved kommunale folkeafstemninger være muligt at

gennemtvinge store kommunale udgifter og nedsætte skatterne?

Skal vælgere fra hele kommunen f.eks. kunne stemme om forhold, der alene

vedrører en del af kommunens befolkning? Eller er det kun den del af

kommunens vælgere, der berøres direkte af forslaget, der skal kunne deltage i

folkeafstemningen, f.eks. i forbindelse med skolenedlæggelser, etablering af

en losseplads m.v.?

Derfor kræver det meget grundige overvejelser, inden der åbnes op for

muligheden for folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ.

7. Magtbalancen

I grundlovens § 3 præciseres magtdelingen: »Den lovgivende magt er

hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den

dømmende magt er hos domstolene.«

Formuleringerne i grundlovens § 3 om magtdelingen har i højere grad

karakter af en besværgelse end af et klart princip, som efterleves i praksis.

Det er heller ikke det princip, der nødvendigvis altid er bedst at tilstræbe.

Der er grund til at være meget opmærksom på, at uklare grænser mellem den

lovgivende og udøvende magt kan give problemer med f.eks. ansvarsplacering.

På nogle områder »lovgiver« den udøvende magt reelt, ved at

regeringen udarbejder bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der er meget mere

vidtgående end mange love. Det sker bl.a. på baggrund af rammelove, som ikke

mindst bliver mere og mere anvendt som følge af Danmarks medlemskab af EU.

Rammelove er ikke noget nyt. Derfor er problemet heller ikke nyt. Men

anvendelsen af rammelove bliver mere og mere udbredt i dag.

Derimod er Folketingets indblanding i regeringens udøvelse af den udøvende

magt af nyere dato, og denne indblanding har været stigende. Det hænger bl.a.

sammen med de svage mindretalsregeringer gennem 1970'erne og 1980'erne, som

gav mulighed for etablering af alternative flertal. Det kunne man af

politiske grunde være tilfreds med. Men forfatningsretligt giver sådanne

politiske forhold problemer. Nogle af skandalesagerne under de forskellige

Schluterregeringer havde formentlig også i et vist omfang deres oprindelse i,

at ansvars- og kompetenceforholdet mellem den lovgivende og udøvende magt

ikke var klar.

Ansvaret for udøvelsen af den udøvende magt ligger i grundloven entydigt

hos regeringen. Men i praksis sker det ofte i et tæt samarbejde med

oppositionen, f.eks. ved udformningen af cirkulærer, bekendtgørelser m.v., en

praksis, der især var udbredt under de svage borgerlige regeringer i

1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne indtil regeringsskiftet i januar 1993

og nu formentlig også igen, hvor vi har fået en mindretalsregering, og en

praksis, der formentlig også blev særlig udbredt, fordi Folketingets flertal

ikke havde tillid til bestemte ministre. Den logiske og mest korrekte

parlamentariske konsekvens havde været vedtagelsen af mistillidsvotum til de

pågældende ministre.

Folketingets faste udvalg kan ikke frikendes for et »medansvar«

for sammenblandingen af den lovgivende og den udøvende magts ansvarsområde.

Etableringen af de mange faste udvalg i 1972 gav folketingsmedlemmerne større

muligheder for at følge lovgivningsarbejdet og lovenes administration på

deres udvalgsområder. Det gav også større muligheder for at kontrollere

regeringen. Begge dele var i fin overensstemmelse med den tankegang, som

ligger til grund for grundlovens § 3. Men det har også medført, at

folketingsmedlemmer har bevæget sig ind på områder, der oprindelig tilhører

den udøvende magt.

De faste udvalg var afgjort med til at styrke Folketinget over for

regeringen og er kommet for at blive.

Derfor skal evt. problemer med, at folketingsmedlemmer blander sig i den

udøvende magts kompetenceområde og ikke nøjes med at kontrollere regeringen,

måske ikke løses ved nye formuleringer i grundloven. I det omfang, der er

tale om et problem, skal det løses ved en ændret adfærd hos såvel Folketing

som regering.

Ideelt set burde folketingsmedlemmer kun lovgive, give brede

retningslinjer og vedtage principper samt kontrollere regeringen. Til gengæld

skal regeringen turde og evne at regere samt loyalt overholde love og

retningslinjer, som Folketinget vedtager. Dette sidste har dog desværre ikke

været tilfældet altid, hvilket de mange skandalesager alt for tydeligt vidner

om. Og det har naturligt nok været med til at få folketingsmedlemmer til i

endnu højere grad at interessere sig for mere administrativt betingede

spørgsmål.

I det hele taget kan der være behov for at ændre både Folketingets og

folketingsmedlemmernes måde at arbejde på, fordi arbejdsformen i flere

henseender er stiv og ikke særlig tidssvarende. Men sådanne ændringer kan

sagtens gennemføres, selv om grundlovens nuværende formuleringer om

Folketingets arbejde opretholdes. Det er tilstrækkeligt med ændringer i

Folketingets Forretningsorden.

I forhold til den danske grundlov er den norske grundlov i højere grad

præget af Montesquieus magtdelingsprincip, hvilket først og fremmest hænger

sammen med, at disse tanker havde betydelig større udbredelse, da den første

norske grundlov blev udformet i 1814, end da den første danske grundlov blev

udformet i 1849.

Magtdelingen viser sig bl.a. ved, at Norge har faste valgperioder, og at

statsministeren ikke kan opløse Stortinget inden for de fire år, valgperioden

varer, samt at de norske ministre udtræder af Stortinget, når de indtræder i

regeringen. Den lovgivende og udøvende magt er derfor i højere grad formelt

adskilt i Norge end i Danmark.

En klarere magtdeling gælder i øvrigt også i Sverige på en del områder.

Ikke så meget ud fra princippet om magtdelingen, men mere som en praktisk

foranstaltning og ud fra et ønske om at give de partier, der afgiver

folketingsmedlemmer til regeringen, mere arbejdskraft, kunne det være

fornuftigt, hvis folketingsmedlemmer, der bliver udnævnt til ministre, fik

orlov fra hvervet som folketingsmedlemmer. En orlov, der skulle vare, så

længe de var ministre, og i denne periode skulle deres suppleanter indkaldes.

De eksisterende muligheder for, at ministre kan udtræde af Folketinget, er

klart utilfredsstillende. Når de nuværende regler indebærer, at ministrene

skal træde ud af Folketinget, hvis gruppen ønsker en suppleant indkaldt

permanent, kan man ikke forvente, at denne mulighed vil blive anvendt ret

meget. Folketingsmedlemmet, der bliver minister, og som derfor træder ud af

Folketinget, »ryger helt ud« i dag, hvis han/hun træder ud af

regeringen. Vedkommende vil nemlig herefter hverken være medlem af

Folketinget eller af regeringen frem til næste valg.

Hvis man ser problematikken med, at ministre både skal varetage hvervet

som minister og folketingsmedlem, som et arbejdsproblem, bør en diskussion om

dobbeltmandater for folketingsmedlem/borgmester og

folketingsmedlem/Europa-Parlamentsmedlem også ses i denne sammenhæng.

8. Opløsningsretten og parlamentarismen

Et tilbagevendende tema i grundlovsdiskussionen har været afskaffelse af

opløsningsretten og indførelse af faste valgperioder, sådan som vi kender det

i Norge.

Det er korrekt, at Danmark ikke mindst i 1970'erne havde ustabile

politiske forhold med hyppige valg. Men var det opløsningsretten og dermed

udskrivning af folketingsvalg, der var årsag til de ustabile forhold? Næppe.

Eksempler fra Norge viser da også, at faste valgperioder ikke i sig selv

fjerner de ustabile forhold. Og det giver andre problemer, idet man ikke kan

komme ud af en fastlåst situation i Stortinget. I sådanne situationer havde

det givetvis været en fordel, hvis der havde været mulighed for at udskrive

nyvalg.

I stedet for at indføre faste valgperioder kunne statsministerens

opløsningsret afskaffes, medmindre der var tale om vedtagelse af en direkte

mistillidserklæring til regeringen eller statsministeren. Derudover skulle

Folketinget have ret til at opløse sig selv. Det ville give mulighed for at

komme ud af en parlamentarisk umulig situation samtidig med, at

statsministerens mulighed for at udnytte opløsningsretten til egen

partipolitisk vinding blev afskaffet. Derved undgår vi også den meget låste

situation, som vi har set i Norge nogle gange.

Når statsministerens generelle opløsningsret evt. bør afskaffes, hænger

det også sammen med, at den kan misbruges af statsministeren til egen

vinding. Opløsningsretten er blevet misbrugt af danske statsministre - f.eks.

Knud Kristensen i 1947, Krag i 1966, Hartling i 1974 og vel også Schluter i

1988 og 1990 - til, hvad de troede kunne give en partipolitisk gevinst, frem

for til at løse op for en politisk umulig situation.

Derfor kunne det være på sin plads at afskaffe statsministerens

opløsningsret. Derimod skal Folketinget have mulighed for - ved et flertal -

at opløse sig selv, dvs. udskrive folketingsvalg. Det svarer til almindelig

foreningsretlig tankegang om, at en bestyrelse til enhver tid kan trække sig

tilbage og anmode om nyvalg. Derfor skal grundlovens nuværende bestemmelse i

§ 15 om konsekvenserne af en mistillidserklæring opretholdes, mens § 14 om

kongens ret til at udnævne og afskedige ministre kunne udgå.

Også i forbindelse med udarbejdelsen af 1953-grundloven var der

diskussioner, om der skulle være begrænsninger i statsministerens

opløsningsret. Spørgsmålet blev rejst af De Radikale og De Konservative. De

konservative foreslog således, at en regering efter et mistillidsvotum kunne

gå til kongen med anmodning om udskrivning af valg og derefter til Rigsdagen

med forslag om opløsning og valg. Rigsdagen kunne herefter sige nej til

forslaget, hvorefter Rigsdagens flertal havde ansvaret for en ny

regeringsdannelse. Der var også ideer fremme om begrænsninger i

opløsningsretten, som var inspireret af den tyske ordning med

»konstruktiv mistillidserklæring«.

Derimod fastholdt de to »statsministerpartier«,

Socialdemokratiet og Venstre, modstanden mod at svække statsministerens

opløsningsret. Partiernes holdning var således åbenbart påvirket af deres

position som muligt »statsministerparti« eller ikke. Derfor skete

der ingen ændringer.

En afskaffelse af statsministerens opløsningsret svækker naturligvis

statsministerens magt i forhold til Folketinget. Det er ikke uden problemer,

fordi der også er brug for en handlekraftig regering. Dette hensyn kan

tilgodeses ved indførelse af positiv parlamentarisme.

Det vil betyde, at en statsminister, efter at han/hun har fået godkendt

sit regeringsprogram og dermed også sin regering af et flertal i Folketinget,

i langt højere grad kan regne med Folketingets opbakning. Folketingets

partier tvinges på denne måde til at tage politisk stilling til regeringen og

dens program, hvilket giver Folketingets flertal større indflydelse. Men det

forpligter også efterfølgende, hvorved den udpegede regering i højere grad

vil kunne realisere sin politik, også selv om der er tale om en

mindretalsregering.

Det kan naturligvis betyde, at det undertiden tager lidt længere tid at

danne en regering. Men en sådan periode uden regering er afgjort at

foretrække, hvis det samtidig kan betyde, at den regering, der dannes, bliver

dannet på et betydeligt mere sikkert parlamentarisk grundlag.

9. Folketingets lovudvalg

Da Landstinget blev afskaffet, var det udtryk for en demokratisk

landvinding. Landstinget var en overlevering fra en mindre demokratisk

periode i kampen for politisk demokrati i Danmark. Men efter at flertallet i

Landstinget fra 1936 var kommet i overensstemmelse med flertallet i

Folketinget, blev Landstingets rolle reelt en anden. Nu blev det i højere

grad en slags garanti for, at lovgivningen blev udsat for en ekstra

behandling af personer, der var særlig interesseret i og havde indsigt i de

juridiske og administrative aspekter af lovene, end folketingsmedlemmerne i

almindelighed var (er).

Efter at Landstinget blev afskaffet i 1953, har der ikke været et

»ekstra ting«, der har haft til formål i særlig grad at vurdere de

juridiske og administrative konsekvenser af lovgivningen. Muligvis kunne

uforudsete konsekvenser af vedtagne love og huller i vedtaget lovgivning have

været undgået, hvis Landstinget eller en lignende instans havde haft mulighed

for at »gennemse« lovene inden endelig vedtagelse.

I forbindelse med forhandlingerne om ændringerne af grundloven i 1930'erne

og diskussionen op til grundlovsændringen i 1953 var der forskellige ideer

fremme om, hvordan Landstingets rolle som sagkyndigt udvalg kunne afløses af

enten et særligt lovråd bestående af folketingsmedlemmer og sagkyndige udefra

eller et lovudvalg på linje med andre af Folketingets stående udvalg.

Forslaget om et egentligt lovråd var direkte afledt af forslagene om

Landstingets afskaffelse. Et råd, der især skulle berolige kredse, der var

bekymret for at afskaffe Landstinget. Omvendt var der en risiko for, at rådet

kunne antaste Folketingets suverænitet på samme måde, som Landstinget kunne.

Et lovudvalg på linje med Folketingets øvrige faste udvalg vil derimod

ikke på nogen måde kunne antaste Folketinget som den lovgivende magt.

Kravet til medlemmerne af et fast folketingsudvalg må alene være, at de

pågældende folketingsmedlemmer besidder en særlig viden om juridiske og

administrative forhold.

10. Parlamentariske kommissioner m.v.

Muligheden for at nedsætte parlamentariske kommissioner er allerede

stadfæstet i den nuværende grundlovs § 51:

»Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at

undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre

skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private som offentlige

myndigheder.«

§ 52: »Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker

efter forholdstal.«

Ikke desto mindre benytter Folketinget sig i dag ikke heraf, når

forskellige forhold i f.eks. regeringens førelse skal undersøges. I sådanne

situationer er i stedet valgt kommissionsdomstole og dommerundersøgelser. Det

har medført, at det politiske ansvar, som Folketinget må gøre gældende over

for regeringen, ofte bliver pakket ind i nogle diffuse juridiske

begrundelser.

Ud fra et ønske om at få en klarere præcisering af ansvarsfordelingen

ville det måske være rigtigt, om Folketinget i højere grad benyttede sig af

parlamentariske kommissioner frem for kommissionsdomstole og

dommerundersøgelser.

Problemerne ved de seneste anvendte dommerundersøgelser og

kommissionsdomstole er også, at de i praksis let kommer til at virke som

domstole, selv om de ikke er det, og selv om de ikke bygger på de rigtige

domstoles retsprincipper. Dertil kommer, at mange politikere søger at snige

sig uden om at gøre politisk ansvar gældende ved at pakke det politiske

ansvar ind i juridiske begrundelser, som dommerundersøgelser og

kommissionsdomstole naturligt må interessere sig for.

På linje med den praksis, som benyttes ved kommissionsdomstole og

dommerundersøgelser, skal konklusionerne fra det parlamentariske

kommissionsarbejde lede frem til, at juridisk eller politisk ansvar kan gøres

gældende.

11. Rigsretten

Det er klart, at der skal kunne gøres både politisk og retsligt ansvar

gældende over for en minister, der ikke overholder gældende lov.

I særlig grove tilfælde kan Rigsretten i dag anvendes til at gøre et

retsligt ansvar gældende. Spørgsmålet er blot, om det er en hensigtsmæssig

metode, og om ikke det eksisterende retssystem med de almindelige domstole

var mere egnet i dag.

Behandlingen af Ninn-Hansen-sagen har vist, at anvendelse af Rigsretten

giver en række praktiske problemer. Dertil kommer det mere principielle

problem, at Folketinget efter 1953-grundloven både er anklager og udpeger

lægdommerne i Rigsretten. Det er en uheldig sammenblanding af anklagende og

dømmende myndighed. Men det er ikke nogen nyhed, og derfor diskvalificerer

det naturligvis ikke Rigsretten fra konkret at behandle en sag i dag.

Men Rigsretten bør naturligvis også gøres til genstand for drøftelser i

forbindelse med en grundlovsrevision, og det bør overvejes at lade Højesteret

være retsinstansen, når det skønnes, at ministeransvarlighedsloven er

overtrådt, og hvor det ikke er tilstrækkeligt at gøre et politisk ansvar

gældende. Den model kendes f.eks. allerede i Sverige, Holland og Belgien,

hvor Højesteret har Rigsrettens funktioner.

Ind i overvejelserne må naturligt også etablering af en

forfatningsdomstol, som har andre forfatningsmæssige beføjelser, som vi

kender det f.eks. i Tyskland, Frankrig, Italien og Schweiz.

12. Monarkiet

Monarkiet er utidssvarende. Ideelt set burde monarkiet efter SFs

opfattelse afskaffes og republikken indføres. Men sådan som monarkiet

opfattes af den altovervejende del af danskerne, og sådan som monarkiet også

fungerer i dag, er monarkiets afskaffelse ikke aktuel.

Men skulle der ske det, at der ved tronledighed ingen tronfølger er ifølge

tronfølgen, må det være rimeligt at overgå til republik eller i det mindste

at gennemføre en folkeafstemning, om vælgerne ønsker monarkiet bevaret med en

bestemt konge eller dronning eller de ønsker indført republik i Danmark. Det

betyder, at grundlovens § 9 skal have en anden ordlyd: ». . . Er der ved

tronledighed ingen tronfølger, vælger Folketinget en konge og fastsætter den

fremtidige arvefølge.«

Det skal her bemærkes, at Norge i 1905 med selvstændigheden skulle vælge

mellem republik og kongedømme. Nordmændene valgte i den forbindelse ved en

folkeafstemning kongedømmet med den danske prins Carl som kong Haakon.

I øvrigt er det værd at understrege, at indførelse af republikken

naturligt afføder et spørgsmål om, hvilken beføjelse f.eks. en præsident skal

have. Ud fra SF's opfattelse er det logisk og rigtigt, at en præsident i en

dansk republik skal have lige så begrænsede beføjelser, som præsidenten i

f.eks. Tyskland og Island har. En republik som den franske er f.eks. helt

uacceptabel. Så er den svenske model for monarkiet uden politiske beføjelser

trods alt at foretrække.

Men uanset at monarkiets afskaffelse ikke er aktuel i dag, er der behov

for ændringer i grundlovens bestemmelser herom, så monarkiet helt kan

afpolitiseres, og i tronfølgeloven.

Grundloven er ligesom tronfølgeloven på adskillige punkter ude af trit med

virkeligheden, når det gælder bestemmelser om monarkiet. F.eks. § 14:

»Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige

ministre«. § 17, stk. 1:

»Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han

er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet . . .

Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige

regeringsforanstaltninger.« Tronfølgelovens § 2: »Ved kongens død

overgår tronen til hans søn eller datter, således at søn går forud for datter

. . .«.

Sveriges grundlov er godt 20 år yngre end den danske grundlov og vil, når

det gælder monarkiets forhold, kunne danne et udmærket forbillede for den

danske grundlov på dette område.

Monarken er fritaget for enhver politisk funktion. Det betyder, at

monarken heller ikke skal spille nogen rolle i forbindelse med udpegning af

regeringen.

De opgaver, der i dag påhviler monarken i denne forbindelse, kan overlades

til Folketingets formand. Ved udskrivelse af folketingsvalg kan den

»gamle« formand fungere med henblik på regeringsdannelse, indtil en

ny formand er valgt.

Og i konsekvens af at monarken ikke skal have politiske funktioner

overhovedet, skal monarken heller ikke være medlem af statsrådet.

Det var kongen heller ikke med 1849-grundlovens § 21. Kongens placering i

statsrådet er et resultat af helstatsforfatningerne i 1850'erne, som var

udtryk for det tilbageslag for demokratiet, der skete i årene efter, at

1849-grundloven var trådt i kraft.

Sverige kan også være et udmærket forbillede, når det gælder »arveret

til tronen«. Bestemmelserne i den nuværende tronfølgelov om mænds

arveret forud for kvinder strider naturligvis imod enhver nutidig opfattelse

af kønnenes ligeberettigelse. Derfor skal tronfølgeloven ændres, sådan at den

på dette punkt også kommer til at svare til tronfølgen i Sverige.

13. Kirkens forhold

Som allerede anført må det være på tide at få grundige drøftelser af

kirkens evt. selvstændiggørelse i forhold til staten, en selvstændiggørelse,

som også grundlovsfædrene i 1849 lagde op til med en løfteparagraf, som

fortsat findes i grundloven, men som i dag reelt er uden indhold.

De nuværende formuleringer i grundloven om religionsfrihed m.v. og kirkens

forhold har følgende indhold: § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er

den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« § 66:

»Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.« § 67: »Borgerne har

ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med

deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod

sædeligheden eller den offentlige orden.« § 68: »Ingen er pligtig

at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans

egen.« § 69: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold

ordnes nærmere ved lov.«

Paragrafferne svarer i deres indhold til tilsvarende paragraffer i

1849-grundloven, som afspejlede to hovedspørgsmål i 1849. For det første

indførelse af religionsfrihed. For det andet den officielle danske kirkes

frigørelse for enevældestaten. Nogle af paragrafferne havde/har tydeligt præg

af at være overgangsbestemmelser.

Tiden må nu være inde til at diskutere en selvstændiggørelse. Men inden en

sådan selvstændiggørelse finder sted, skal den forberedes grundigt.

Det bør ikke overses, at der er mange problemer ved denne proces. For det

første har folkekirken ikke noget repræsentativt organ. For det andet har

folkekirken visse opgaver af ikkekirkelig art (personbogføring og

begravelsesvæsen). For det tredje forvalter folkekirken betydelige

kulturhistoriske værdier, som man ikke uden videre kan pålægge kirkens

medlemmer at opretholde alene, således som det reelt er i dag. For det fjerde

er der ganske indviklede mellemregnskaber såvel med hensyn til driftsregnskab

som med hensyn til kapitalregnskab.

Alle disse problemer kan ikke udredes fra den ene dag til den anden.

Dertil kommer, at visse kirkelige handlinger har borgerlige retsvirkninger.

Men selv om denne mulighed afskaffes, må det ikke forhindre hverken

folkekirken eller andre religiøse samfund i, at de også lader ægteskab blive

»kirkeligt« bekræftet, udover at der foretages en borgerlig vielse.

Mens kirkeparagrafferne kan afskaffes efter en overgangstid, vil der

umiddelbart være brug for en evt. ajourføring af paragraffen om

religionsfrihed.

Religionsfriheden skal ingenlunde antastes. Men det er værd at bemærke, at

der under religionsfrihedens dække kan foregå adskilligt, der modarbejder

andre fundamentale frihedsrettigheder. Inden for visse religiøse samfund er

der således en sådan åndelig tvang, at det strider mod elementære

frihedsrettigheder. En fri udmeldelsesret burde være en selvfølgelighed, men

er det langtfra overalt. Endvidere er der grupper, der udnytter

myndighedernes frygt for at begrænse religionsfriheden til en indsamlings- og

foreningsfrihed, som i visse tilfælde har karakter af udbytning af

tilhængerne. Det må sikres, at religionsfriheden bliver den enkeltes frihed -

ikke smarte religionsentreprenørers frihed. Endelig bør det ikke overses, at

enkelte smågrupper - under dække af at være religiøse samfund - driver

politiserende virksomhed af fascistoid art.

14. Færøernes og Grønlands forhold

I forhold til at Færøerne og Grønland er en del af »kongeriget«

og på en række områder har særstatus, står der forbavsende lidt i den

nuværende grundlov om forholdene for de to dele af riget. Det vil derfor i

forbindelse med en grundlovsdiskussion være naturligt at inddrage spørgsmålet

om, hvad der i en kommende grundlov skal stå om de to dele af riget.

15. Kapitel A- og B-bestemmelser i grundloven

Det er meget svært at ændre den danske grundlov. Det fremgår af § 88:

»Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse og

regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages

forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende Folketing, bliver

det inden for et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge

folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning.

De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af

de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede

afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af

kongen, er den grundlov.«

Det vil sige:

1. Vedtagelse af grundlovsændringen i Folketinget,

2. Vedtagelse af grundlovsændringen igen i Folketinget, efter at der er

valgt et nyt Folketing,

3. Folkeafstemning, hvor mindst 40 pct. af vælgerne skal stemme ja til

grundlovsændringen.

Der er formentlig ikke noget land, hvor det er sværere at ændre

grundloven. I de fleste lande gennemføres grundlovsændringer i parlamentet

ved kvalificeret flertal eller ved simpelt flertal.

De strenge krav, der skal opfyldes ved grundlovsændringer i Danmark,

afbødes dog af, at formuleringerne i grundloven er forholdsvis generelle, og

at grundloven ikke er omfattende og på de fleste områder ikke er detaljeret.

Det giver mulighed for, at der opbygges forfatningsmæssige traditioner,

der har en status næsten på linje med grundloven. Derfor betyder mange af

paragrafferne i grundloven reelt noget andet, end formuleringerne umiddelbart

lægger op til. Det gælder f.eks. formuleringen: »Den udøvende magt er

hos kongen«.

Men i modsætning til egentlige grundlovsændringer bliver sådanne

forfatningsændringer ikke vedtaget efter en forudgående grundig diskussion,

sådan som det er tilfældet, når det drejer sig om ændringer af grundloven.

Hvis vi ønsker en mere detaljeret grundlov, som også omfatter noget af

det, der i dag alene er forfatningsmæssige traditioner, kunne det tale for en

skelnen mellem kapitel A-bestemmelser og kapitel B-bestemmelser i grundloven.

Paragrafferne i kapitel A skulle være de vigtigste og mest fundamentale

for det danske folk og det danske samfund. Det er de bestemmelser, der

udledes af, at »al magt udgår fra det danske folk«. Derfor skal de

kun kunne ændres gennem folkeafstemning, og det skal ske gennem kvalificeret

flertal som i dag, hvor ja-stemmerne ud over et flertal skal udgøre mindst 40

pct. af de stemmeberettigede. Derimod forekommer vedtagelse i to Folketing

overflødig.

Paragrafferne i kapitel B skulle være de mindre vigtige bestemmelser, der

f.eks. gælder regler for lovgivningsprocessen, og de skal derfor lettere

kunne ændres, f.eks. blot ved en vedtagelse i to Folketing - efter

mellemliggende folketingsvalg.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter