1994 BSF 63 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN FORFATNINGSKOMMISSION
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget nedsætter en forfatningskommission på 21 personer valgt blandt
Folketingets medlemmer efter de regler i Folketingets Forretningsorden, der
gælder ved udvalgsbesættelse.
Kommissionen skal bl.a. undersøge behovet for ændringer i den nuværende
grundlov.
Det drejer sig om overvejelser vedrørende:
1. Udvidelse af menneskerettighederne.
2. Indførelse af naturens rettigheder på linje med menneskerettighederne.
3. Udbygning af demokratiet til også at omfatte demokrati på
arbejdspladsen og brugerindflydelse i den offentlige sektor.
4. Præcisering af hvad kommunalt selvstyre indebærer.
5. Modernisering af grundloven på baggrund af dansk deltagelse i det
internationale samarbejde, herunder EU.
6. Om folkeafstemninger skal anvendes hyppigere.
7. En mulig præcisering af magtdelingen mellem den lovgivende, udøvende og
dømmende magt.
8. Opløsningsretten og parlamentarismen.
9. Evt. nedsættelse af et lovudvalg.
10. Anvendelse af kommissionsdomstole og dommerundersøgelser i forhold til
parlamentariske kommissioner.
11. Rigsrettens hensigtsmæssighed i dag.
12. Rammerne for et monarki i dag.
13. En kirkeforfatning, som det allerede blev bebudet i 1849.
14. Færøernes og Grønlands status skal præciseres.
15. Evt. behov for to slags grundlovsbestemmelser bestemt ud fra deres
vigtighed.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Tiden er efter SF's opfattelse nu inde til på konkret måde at sætte
spørgsmålet om en grundlovsændring under debat i form af nedsættelse af en
Læs alt
forfatningskommission.
Når en ændring af grundloven efterhånden er påkrævet, skyldes det for det
første, at der er bestemte værdier, som udtrykkes i den nuværende grundlov,
og som vi ikke i alle tilfælde er enige i. SF mener f.eks., at der er brug
for ændringer i reglerne for den private ejendomsrets ukrænkelighed. SF mener
også, at der er behov for udvidelse af menneskerettighederne, herunder også
de såkaldt positive menneskerettigheder, der giver mennesker ret til noget, i
modsætning til de såkaldt negative menneskerettigheder, der giver menneskene
frihed for bl.a. statens indblanding.
For det andet giver det stigende internationale samarbejde et klart behov
for præciseringer i grundloven. Det gælder både det internationale samarbejde
generelt, f.eks. i FN, og det meget forpligtende samarbejde i EU. Specielt
dette samarbejde i EU tager grundlovens paragraffer ikke højde for.
For det tredje er der i grundloven angivet en række demokratiske
spilleregler, som ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssige og tidssvarende.
Det gælder f.eks. omtalen af det kommunale selvstyre, formen for
parlamentarisme, monarkiet m.v.
For det fjerde berettiger grundlovens alder i sig selv til, at
paragrafferne bliver gennemset med henblik på modernisering. En grundlov skal
naturligvis både sprogligt og indholdsmæssigt afspejle det samfund, som den
er forfatning for. Den forrige grundlov nåede kun at blive 33 år gammel,
inden den blev afløst af 1953-grundloven. Der blev vedtaget en grundlov i
1915, som indebar ganske betydelige ændringer, bl.a. med indførelse af
kvindernes stemmeret og folkeafstemninger ved grundlovsændringer. Denne
grundlov trådte i kraft i 1918. I 1920 kom der en ny grundlov, som betød
ændringer på nogle få, men heller ikke uvæsentlige punkter.
Allerede i 1939 blev der gjort forsøg på at ændre grundloven. Men da det
ikke lykkedes at opnå en tilslutning på 45 pct. af vælgerne, som der dengang
krævedes ved folkeafstemninger om grundlovsændringer, blev grundloven ikke
ændret. Når grundloven derfor nu har rundet de 40 år, er det ikke unaturligt,
at der er behov for ændringer.
Hvis vi derfor ønsker en ny grundlov vedtaget inden årtusindskiftet, er
det ikke for tidligt at få nedsat en forfatningskommission. Det er i den
forbindelse værd at erindre, at den grundlovskommission, hvis arbejde
resulterede i 1953-grundloven, blev nedsat i 1946. 7 år tog det. Det var lang
tid, bl.a. når man tager i betragtning, at man havde forarbejdet fra
1939-grundloven. Men når det tog så lang tid, hang det også sammen med, at
grundlovskommissionen i et vist omfang blev brugt til at lukke munden på
folk, og at kommissionen i lange perioder reelt ikke arbejdede.
En grundlov skal både afspejle de økonomiske, sociale og politiske forhold
på det tidspunkt, hvor grundloven udformes, og angive, hvordan man ønsker de
økonomiske, sociale og politiske forhold skal være. Med andre ord, både
hvordan samfundet ser ud, og hvordan man ønsker samfundet skal udvikle sig.
1953-grundloven afspejlede, at Danmark var (og er) et kapitalistisk
samfund, der ideologisk bygger på den økonomiske liberalisme med visse træk
af socialliberalisme og på det politisk liberale demokrati. Men en række
paragraffer i grundloven er også levn fra fortiden, idet 1953-grundloven i
mange henseender blot byggede videre på tidligere grundlove.
Dertil kommer, at mange paragraffer i grundloven afspejler, at
1953-grundloven var udtryk for et kompromis, ikke altid med lige heldig hånd
rent lovteknisk.
Visse paragraffer afspejler den økonomiske liberalisme. Andre paragraffer
i højere grad socialliberalisme. Visse paragraffer afspejler en
socialdemokratisk tænkning. Andre paragraffer viser, at Venstre og De
Konservative skulle have deres pris for at gå med til Landstingets
afskaffelse.
En ny grundlov i dag - eller år 2000 - vil både afspejle de aktuelle
økonomiske, sociale og politiske forhold og angive de retninger, efter hvilke
vi ønsker, at samfundet skal udvikle sig.
Samtidig bør en ny grundlov renses for det, som alene er et levn fra
fortiden, og som ingen relevans har i dag.
En ny grundlov vil naturligvis være udtryk for et kompromis. Det gælder
ikke mindst, når vi ved, at grundlovsændringer i Danmark ifølge den
eksisterende grundlov kræver en vælgertilslutning på mindst 40 pct. af
folketingsvælgerne.
Grundloven er i flere henseender blevet utidssvarende.
Der er f.eks. adskillige bestemmelser i grundloven, der i dag forekommer
som levn fra fortiden, og som det derfor kan være vanskeligt at forstå
meningen med.
Det er et levn fra fortiden, når der i grundloven adskillige steder står
kongen, hvor det entydigt betyder regeringen. Det gælder f.eks., når der i
grundlovens § 3 står: »Den udøvende magt er hos kongen«. Det samme
er tilfældet, når der i § 19 står: »Kongen handler på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender«, dette uanset, at der i §§ 12 og 13 er
begrænsninger og præciseringer i, hvad der er kongens beføjelser.
På samme måde forekommer omtalen af kongens rolle i statsrådet heller ikke
tidssvarende. F.eks. når der i § 17, stk. 1, står: »Ministrene i
forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde.
Kongen fører forsædet . . .«, og i stk. 2: »I statsrådet forhandles
alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.«
Utidssvarende er også den detaljeringsgrad, der anvendes ved omtalen af
statsrådet. Det gælder ikke mindst, når de almindelige regeringsmøder ikke
omtales. Det svarer ikke til virkelighedens magtforhold.
Levn fra fortiden er også bestemmelserne i grundloven om, at straf og
understøttelse kan medføre tab af valgret, jf. § 29, stk. 1, hvor der står:
»Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast
bopæl i riget og har opnået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre
vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og
understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af
valgret.«
Et levn fra fortiden forekommer også bestemmelsen i grundloven om
tjenestemænds valgbarhed at være. I § 30, stk. 2, hedder det:
»Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke
regeringens tilladelse til at modtage valget«. Bestemmelsen henfører til
begivenheder i 1850'erne, hvor regeringen Ørsted afskedigede en række
oppositionspolitikere, der var tjenestemænd. Når bestemmelsen kun kom til at
omfatte tjenestemænd, skyldtes det, at daværende rigsdagsmedlemmer slet ikke
tænkte på ganske almindelige lønmodtagere som mulige rigsdagsmedlemmer. Det
gjaldt i høj grad også de nationalliberale, der var i opposition til de
konservative regeringer i 1850'erne, herunder Ørstedregeringen.
Rigsdagsmedlemmerne var dengang stort set alle enten selvstændige eller
tjenestemænd. Derfor var paragraffen dengang efter datidens
rigsdagsmedlemmers opfattelse dækkende.
Men det var paragraffen reelt ikke i 1953 og er det endnu mindre i dag.
Derfor er der brug for en anden paragraf, der også tager højde for andre
lønmodtageres situation.
Detaljeringsgraden forekommer også på nogle områder utidssvarende, ikke
mindst når det tages i betragtning, hvad der ikke behandles i grundloven. Det
er f.eks. ikke rimeligt i dag at omtale tjenestemændenes vilkår så
detaljeret, når f.eks. andre ansattes vilkår ikke omtales.
At kirkens forhold omtales på linje med kommunernes forhold, forekommer
heller ikke tidssvarende og rimeligt i forhold til den aktuelle virkelighed.
Kommunernes forhold omtales i § 82 på denne måde: »Kommunernes ret til
under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved
lov«, mens kirkens forhold omtales i § 66: »Folkekirkens forfatning
ordnes ved lov.«
Der er efter SF's opfattelse brug for en større præcisering af
bestemmelserne for det kommunale selvstyre. Samtidig er der efter SF's
opfattelse brug for bestemmelser, som forbereder folkekirken på en
selvstændiggørelse i forhold til staten.
Men det er klart, at SF også ønsker grundloven ændret af politiske grunde,
idet SF's socialistiske menneske- og samfundsopfattelse naturligvis
indebærer, at SF ønsker en grundlov, der i højere grad tager udgangspunkt i
en socialistisk opfattelse end tilfældet er med den nuværende grundlov.
SF er naturligvis klar over, at andre partier vil søge at dreje indholdet
i grundloven i en anden retning. Politik er nu engang en kamp på meninger og
holdninger, hvor vi må deles på anskuelser.
Den nuværende grundlovs opbygning svarer helt til opbygningen af de
tidligere grundlove. Først anføres principperne om magtdelingen, dernæst
monarkiets - i praksis i en række tilfælde regeringens - beføjelser,
bestemmelserne om valgret og valgbarhed til Folketinget, lovgivningsprocessen
og Folketingets arbejde i det hele taget, Rigsretten og domstolene. Endelig
følger så menneskerettighederne, og til allersidst kommer
revisionsparagraffen, § 88.
Opbygningen af 1953-grundloven følger meget nøje opbygningen af
1849-grundloven, som havde den belgiske grundlov fra 1831 som forbillede. Det
gælder både opbygning og indhold, hvilket bl.a. hang sammen med, at D. G.
Monrad, der havde udarbejdet et oplæg til grundlov, netop havde mange af sine
ideer fra den belgiske grundlov.
Opbygningen af grundlovens paragraffer var logisk i 1849, fordi
1849-grundloven først og fremmest var kongens - statens - delegering af
magten i henhold til princippet om magtdelingen. Menneskerettigheder kom i
anden række. Hvis opbygningen af grundloven fortsat skal bygge på en vis
logik, må det være mest nærliggende, at menneskerettighederne nævnes først,
fordi en grundlov i dag må tage udgangspunkt i folket. Magten tilhører
folket, og det er folket, der delegerer magten videre i en række sammenhænge.
Dertil kommer, at menneskerettighederne er udgangspunkt for en række andre
paragraffer. Derfor må det være mere logisk, at grundloven indledes med
menneskerettighederne. Det samme gør f.eks. også den svenske grundlov fra
1974.
I dette forslag har SF opregnet en række problemfelter, som det efter SF's
opfattelse kunne være relevant at diskutere i en forfatningskommission. Men
en sådan opregning er naturligvis ikke udtømmende. Også SF kan sagtens
forestille sig andre spørgsmål, som det ville være relevant at diskutere
nærmere.
Det fremgår af forslaget, at forfatningskommissionen skal bestå af 21
medlemmer valgt efter forholdstalsmetode som almindelige folketingsudvalg.
På samme måde som ved grundlovsændringen i 1953 vil det være naturligt, at
der nedsættes en række underudvalg til at belyse særlige problemfelter,
f.eks. menneskerettighederne, folkeafstemninger, regler for Danmarks
internationale samarbejde m.v.
Det er klart, at forfatningskommissionen skal have juridisk og anden
ekspertbistand til rådighed. Men det er ikke tanken, at der skal være andre
end folketingsmedlemmer som medlemmer af forfatningskommissionen. Disse andre
kan tilknyttes som eksperter.
SF har med disse bemærkninger ønsket at vise, hvorfor SF mener, at der er
behov for en ny grundlov, og i hvilke retninger vi mener ændringer skal ske.
Bemærkningerne til de enkelte punkter bygger på synspunkter udarbejdet af
en arbejdsgruppe i SF, som findes i et debatoplæg, som blev offentliggjort i
august 1994.
Da en grundlovsændring kræver meget grundige overvejelser, inden et
forslag udarbejdes, er der ingen, der på nuværende tidspunkt kan være
afklaret med hensyn til, hvad indholdet i en ny grundlov skal være. Det
gælder også SF. Men uanset at SF heller ikke selv er afklaret, er mange af de
synspunkter, ideer og forslag, der findes i debatoplægget, medtaget, for at
vise hvilke problemstillinger vi mener er relevante, og hvilke konklusioner
det kunne være relevant at drage.
Men det er selvfølgelig klart, at SF ikke har nogen forventning om, at
alle Folketingets partier er enige i de retninger, vi mener
grundlovsændringerne skal ske, og i de synspunkter, ideer og forslag, som
findes i bemærkningerne til de enkelte punkter. Men vi har med de meget
udførlige bemærkninger ønsket at anskueliggøre, hvor SF mener, der er
problemer, og i hvilke reteninger SF mener, ændringerne skal føre.
Det er derfor klart, at man sagtens kan være enig i, at der bør nedsættes
en forfatningskommission, som f.eks. skal behandle de problemfelter, SF
lægger op til at behandle, uden på nogen måde at være enig i en række af de
indholdsmæssige synspunkter, som fremgår af bemærkningerne.
Bemærkninger til de enkelte punkter
1. Menneskerettighederne
Når der tales om menneskerettigheder, kan der skelnes mellem de politiske
frihedsrettigheder, f.eks. personlig frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed
m.v., og de sociale rettigheder, f.eks. retten til arbejde, retten til
forsørgelse, retten til undervisning m.v. Liberalister interesserer sig først
og fremmest - nogle liberalister kun - for de politiske frihedsrettigheder.
Socialister interesserer sig både for politiske frihedsrettigheder og for de
sociale rettigheder. Nogle, der kaldte sig socialister, var dog i praksis
ikke interesseret i sikring af de politiske frihedsrettigheder.
Der kan også skelnes mellem negative menneskerettigheder og positive
menneskerettigheder. De negative rettigheder giver borgeren frihed for
staten, mens de positive rettigheder giver borgeren et krav på staten.
Liberalister interesserer sig først og fremmest - nogle liberalister kun -
for de negative menneskerettigheder. Socialister interesserer sig både for
negative og positive menneskerettigheder.
De politiske frihedsrettigheder har deres baggrund i
menneskerettighederne, sådan som de bl.a. blev udformet for godt 200 år siden
i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og i menneskerettighederne
fra 1789 som en del af den franske revolution. De genfindes i den danske
grundlovs §§ 71, 72, 73, 74, 77, 78, 79 og 80.
Der var dog også i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789
antydninger af, at der også er noget, der hedder sociale rettigheder.
Menneskerettighederne i grundloven er forfatningsretligt på flere punkter
udbygget gennem dansk tilslutning til internationale konventioner siden
1953-grundloven.
Det gælder f.eks. FNs konvention om »borgerlige og politiske
rettigheder« og den europæiske menneskerettighedskonvention. Nogle af
disse udbygninger skal indføjes i forbindelse med en grundlovsrevision.
Den nuværende grundlovs § 77 er absolut, når det gælder forhåndscensur,
hvilket fremgår af formuleringen: »Enhver er berettiget til på tryk, i
skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny
indføres.«
Formuleringen af paragraffen er en sikkerhed imod forhåndscensur. Men det
er tvivlsomt, om paragraffen giver nogen sikring imod, at der ved lov
gennemføres begrænsninger i ytringsfriheden i form af efterfølgende kontrol
og sanktioner. Både FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og
den europæiske menneskerettighedskonvention giver derimod en vis sikkerhed
mod indholdsmæssige begrænsninger af ytringsfriheden.
Derimod giver formuleringen ingen sikkerhed for at kunne modtage de
informationer, man ønsker, idet formuleringen alene går på ytringsfrihed,
ikke på informationsfrihed, f.eks. offentlighed i forvaltningen.
Til trods for at ytringsfriheden i § 77 er formuleret meget absolut,
findes der i lovgivningen mange indskrænkninger i ytringsfriheden - blot der
ikke er tale om forhåndscensur.
Derfor kunne der være behov for en sikring af både ytrings- og
informationsfriheden, sådan at det sikres, at en begrænsning i ytrings- og
informationsfriheden er en absolut undtagelse.
For selv om ytringsfriheden i den nuværende § 77 er absolut, er der ved
lov indført betydelige begrænsninger, som kan diskuteres at være i
overensstemmelse med grundlovens bogstav og ånd. Den forfatningsretlige
praksis, der har udviklet sig med reelle indskrænkninger i ytringsfriheden,
betyder også, at det er svært at sige, hvor grænsen i dag ligger. Måske er
der i dag reelt ingen grænse herfor, blot det sker ved lov og der ikke er
tale om forhåndscensur.
Ytrings- og informationsfriheden er helt afgørende for, at et levende
folkestyre kan fungere. Derfor er der også brug for en grundlovsbestemmelse,
der sikrer, at ethvert meddelelsesmiddel, f.eks. ny informationsteknologi,
kan udnyttes.
Også borgernes ret til aktindsigt i den offentlige forvaltning skal sikres
gennem en grundlovsbestemmelse og kunne naturligt også formuleres i
sammenhæng med paragraffen om ytrings- og informationsfrihed.
Grundlovssikringen af offentlighed i forvaltningen skal naturligvis gælde
både den statslige og den kommunale forvaltning. Men den skal også gælde de
»halv-offentlige« forvaltninger, f.eks. kommunale værker, DSB,
Danmarks Radio, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.
Ikke mindst Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening bør
underkastes en vis opmærksomhed ved en grundlovsrevision, idet der her er
tale om organisationer, der juridisk er private, men som i praksis - ikke
mindst Kommunernes Landsforening - har fået en slags status som nyt 1.
kammer, fordi regeringen og Folketinget lader de kommunale organisationer
forbehandle mange af lovforslagene, inden de fremsættes i Folketinget.
Udtrykket 1. kammer relaterer til, at de kommunale organisationer - først og
fremmest Kommunernes Landsforening - får mulighed for at forbehandle
lovforslagene, før de behandles i Folketinget. Før 1953 behandlede
Landstinget lovforslagene på linje med Folketinget. Landstinget kaldtes
dengang også 1. kammer og Folketinget 2. kammer.
§ 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed bør efter SF's opfattelse ændres og
præciseres. Der er f.eks. behov for en præcisering af, hvornår begrebet
»almenvellet« skal kunne påberåbes, og der er videre behov for en
præcisering af, hvad ejendomsretten ikke må bruges til.
Uanset grundlovens ord har tolkningen af dette begreb over tid allerede
undergået betydelige ændringer, selv om formuleringen i dag ikke adskiller
sig væsentligt fra tidligere grundloves bestemmelser. Den nuværende § 73,
stk. 1, om ejendomsretten har følgende formulering: »Ejendomsretten er
ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet
kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«
I praksis tolkes denne bestemmelse således, at ukrænkeligheden er
begrænset, når det gælder den enkelte borgers private ejendom, f.eks. bolig.
Hvis almenvellet kræver, at der skal gå en motorvej gennem et bestemt område,
er der ingen »ukrænkelighed« tilbage. Konkrete ekspropriationssager
efterlader heller ikke det indtryk, at den private ejendom er særlig
beskyttet med grundlovens § 73, jf. ekspropriationssagerne på Amager med
henblik på Øresundsforbindelsen.
Der kan i dag eksproprieres med henvisning til almenvellet, når en
kirkegård skal udvides, når en skole eller anden offentlig institution skal
bygges, når kommunen skal foretage udlægninger til bolig- og industriområder,
eller når en motorvej skal bygges. Her er der ingen begrænsninger i, hvad
almenvellet kan kræve.
Derimod kan der ikke henvises til almenvellet, hvis man ønsker en
samfundsovertagelse af en virksomhed med mange arbejdspladser, som ellers er
på vej til at blive flyttet til udlandet. Også en sikring af arbejdspladser
kan være nødvendigt af hensyn til almenvellet. Omvendt betyder det
naturligvis ikke, at det offentlige i tide og utide skal gå ind og forhindre,
at arbejdspladser forsvinder. Økonomiske dødssejlere kan og skal naturligvis
ikke reddes med henvisning til almenvellet.
Den nuværende formulering i § 73 og den praksis, der følger heraf,
opfattes også - med rette - som en principiel understregning af, at Danmark
er et kapitalistisk samfund, bl.a. fordi kollektiv ejendomsret og sikring mod
spekulation via privat ejendomsret ikke nævnes.
I artikel 17 i FN's menneskerettighedserklæring hedder det således:
»Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med
andre.« Hermed understreges det, at der ikke kun er tale om en
»privat« ejendomsret, men også en »kollektiv«
ejendomsret.
Endvidere bør der kunne ske reguleringer i ejendomsretten af hensyn til
sikring af naturgrundlaget og sikring imod spekulation.
Det er vigtigt at sikre den enkelte borgers ret til bolig, forbrugsgoder
m.v. Det er den form for ejendomsret, det er vigtigt at beskytte. Men også
her kan det fra samfundets side være nødvendigt at gribe regulerende ind
eller foretage ekspropriation af hensyn til fællesskabets behov eller
naturen.
Derimod er det efter SF's opfattelse vigtigt at forhindre, at den private
ejendomsret bruges til spekulation med henblik på at få hurtige gevinster.
Det er også vigtigt, at samfundet inddrager samfundsskabte værdier, og at
værdier skabt ved fælles indsats i f.eks. en virksomhed, og som i dag
tilfalder dem, der har ejendomsretten, kan tilfalde alle medarbejdere i
fællesskab i form af kollektiv ejendomsret.
En helt central menneskeret må være retten til sit eget liv. Derfor er det
bl.a. statens opgave at sikre, at borgernes liv ikke trues. Ud fra den
betragtning må et forbud mod dødsstraf som en grundlovsbestemmelse også være
logisk.
De sociale rettigheder er oftest positive frihedsrettigheder, der
udtrykker borgernes »krav« på staten (i betydningen: det
offentlige).
Disse frihedsrettigheder er der betydelig færre af i grundloven end af de
politiske frihedsrettigheder, hvilket hænger sammen med, at grundloven
afspejler tidens (1953) politiske og økonomiske liberalisme.
De sociale rettigheder genfindes reelt kun i grundlovens §§ 75 og 76:
»§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at
enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger
hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis
forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det
offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom
påbyder.«
»§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret
til fri undervisning i folkeskolen . . .«.
Efter SF's opfattelse er det vigtigt, at de sociale rettigheder udbygges
bl.a. med baggrund i de internationale konventioner.
Et eksempel på menneskerettigheder, som er gældende i Danmark i dag, og
som er et resultat af dansk tilslutning til en international konvention, er
den såkaldte racismebestemmelse. Den kom ind i dansk lovgivning i 1971, efter
at Danmark tilsluttede sig FN-konventionen herom i 1965.
Da vi har tilsluttet os konventionen og tankegangen findes i dansk
lovgivning, er det helt naturligt at få den ind i grundloven. Det kunne ske
ved en udbygning af den eksisterende § 70, der har følgende ordlyd:
»§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller
afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske
rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig
borgerpligt.«
Straffelovens § 242 med racismebestemmelsen udbygger § 70:
»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af
personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve,
nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.«
Straffelovens § 242 blev vedtaget i 1971 med ovennævnte ordlyd undtagen
ordene »eller seksuelle orientering«, der blev tilføjet i 1987.
I sammenhæng hermed kunne også princippet om ligestilling mellem kønnene
og sikring imod diskrimination af handicappede ses således, at
diskriminationsparagraffen blev betydelig mere omfattende end i dag.
Udvidelse af menneskerettighederne i form af positive rettigheder må efter
SF's opfattelse f.eks. indebære en præcisering af § 75 om retten til arbejde,
sådan at det bliver en reel ret.
Drøftelsen herom var allerede fremme i forbindelse med udformningen af
1953-grundloven. Her kom socialdemokraten Julius Bomholt med følgende
forslag: »Retten til arbejde under menneskeligt og samfundsmæssigt
forsvarlige vilkår bør tilsikres alle, og det offentlige må træffe de
fornødne foranstaltninger til denne rets gennemførelse.«
Dette forslag var i et vist omfang et afværgeforslag over for et mere
vidtgående, men ikke særlig brugbart kommunistisk forslag, som havde følgende
ordlyd: »Enhver borger har ret til arbejde til en løn, der svarer til
den ved overenskomst mellem arbejdere og arbejdsgivere fastsatte, eller -
hvor en sådan overenskomst ikke findes - til gennemsnitslønnen for det
pågældende«.
Derfor frafaldt Socialdemokratiet også forholdsvis hurtigt sit eget
forslag og indgik et kompromis om den formulering, der i dag findes i
grundlovens § 75, stk. 1, om retten til arbejde - en »ret«, der
langtfra er nogen ret.
Retten til offentlig forsørgelse omtales i § 75, stk. 2.
Hvis det offentliges forpligtelse blev begrænset til det, der direkte kan
udledes af denne paragraf, ville mange mennesker blive betydelig dårligere
stillet end i dag. Der er ikke noget til hinder for efter den nuværende
grundlovsbestemmelse, at forsørgerpligten omfatter børn over 18 år og
forældre. Det kunne afgjort tale for en ny formulering.
Det forekommer ikke tidssvarende, at retten til uddannelse begrænser sig
til den undervisningspligtige alder, jf. § 76, når man tager i betragtning,
hvilken vægt vi i dag lægger på uddannelse i øvrigt. Meget kunne tale for en
nyformulering, der giver mulighed for yderligere uddannelse.
I hvilket omfang borgerne ellers skal kunne gøre krav gældende over for
det offentlige i henhold til en grundlovsbestemmelse, kan være svært at
afgøre. Skal borgerne have et retskrav på at kunne behandles inden for en vis
tidsfrist i det offentlige sundhedssystem, og skal en sådan ret
grundlovssikres?
Hvis ja, hvilken dør eller ladeport åbnes der så med hensyn til krav på
det offentlige fremover, hvis alt, som er teknisk muligt, også skal kunne
tilbydes borgerne? Hvis der f.eks. kun er 2 procents chance for at overleve,
skal det offentlige så bekoste operationer m.v., næsten uanset hvad det
koster? Og hvilke modkrav (f.eks. krav til livsførelse) kan det offentlige
stille til gengæld?
Hvis nej, er sundhed og et godt helbred ikke lige så vigtigt som arbejde
og retten til offentlig forsørgelse, jf. henholdsvis § 75, stk. 1, og § 75,
stk. 2?
Derfor er krav om sygdomsbehandling m.v. klart en såkaldt positiv
menneskeret, som det kan være relevant at få indføjet i grundloven. Men det
kræver nøje afgrænsninger og præciseringer.
Til menneskrettigheder må også høre retten til bolig. Men den præcise
formulering kan være svær at udforme.
Sammen med paragrafferne om menneskerettighederne er også anført en pligt,
nemlig værnepligten, der er formuleret i § 81: »Enhver våbenfør mand er
forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de
nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.«
Ud fra at forsvar med våben ikke er den bedste form for samfundstjeneste,
som borgerne kan udøve, må det være rimeligt, at værnepligten, hvis den
overhovedet skal opretholdes, ændres til generel samfundstjeneste, hvorved
civil værnepligt helt ligestilles med militær værnepligt.
Men spørgsmålet er i høj grad, om ikke værnepligtsparagraffen helt bør
slettes. Den stammer helt fra 1849, hvor værnepligten kom til at omfatte alle
og ikke kun bønderkarlene. Derfor var paragraffen dengang bøndernes
»frihed« fra alene at skulle bære værnepligtsbyrden. Situationen i
dag er en helt anden.
2. Naturens rettigheder
Da grundlaget for menneskerettighederne blev lagt for over 200 år siden,
var det udtryk for en sikring af menneskenes rettigheder over for staten
(kongen, den udøvende magt). Der er som sagt fortsat brug for en sådan
sikring over for staten (det offentlige).
Men det er ikke kun menneskene, der har brug for en sådan sikring. Det har
naturen også. Ligesom menneskene skal sikres mod overgreb fra staten og andre
mennesker, må naturen også sikres mod sådanne overgreb. Det er vigtigt, at
der i grundloven er bestemmelser, som angiver grænser for, hvilken brug -
udnyttelse - af naturen og naturforekomsterne der er acceptabel f.eks. i
forbindelse med skovfældning, grusgravning, dyrkning af markerne m.v.
Det er i den forbindelse vigtigt at få understreget, at den menneskelige
aktivitet (værdiskabelse i både snæver og bred forstand) er et produkt af
samspillet mellem menneske og natur, og at dette samspil skal udøves i
overensstemmelse med bestemte regler. Derfor er det også en begrænsning i,
hvordan ejendomsretten må udnyttes. Begrænsningen i udøvelsen af
ejendomsretten gælder ikke kun for private, men også for staten, amter og
kommuner.
3. Udbygning af demokratiet
I forlængelse af en udvidelse af menneskerettighederne er det også
relevant at tale om udvidelse af de demokratiske rettigheder i form af retten
til brugerindflydelse og selvforvaltning i den offentlige sektor samt retten
til arbejdspladsdemokrati i såvel den private som den offentlige sektor.
Dette sidste antaster naturligvis også arbejdsgiverens ret til at lede og
fordele arbejdet.
4. Det kommunale selvstyre
Ikke mindst når det tages i betragtning, hvor detaljeret grundloven
omtaler Folketingets forhold, er omtalen af det kommunale selvstyre meget
sporadisk og utidssvarende med formuleringen i § 82, hvor der blot står:
»Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres
anliggender ordnes ved lov.«
I forhold til, hvor megen vægt der lægges på den kommunale
selvforsvaltning i dag, er den del af forfatningen langt vigtigere end en
række andre ting, der står i grundloven. Folketinget kunne f.eks. i dag uden
at komme i modstrid med grundloven reelt afskaffe indholdet i det kommunale
selvstyre. Det ville dog formentlig være i modstrid med vore
forfatningsmæssige traditioner. Derfor bør princippet om det kommunale
selvstyre slås fast i grundloven.
Det kunne f.eks. være relevant at få slået et princip om decentralisering
fast, sådan at det bliver et højere niveau, der skal argumentere for, at
beslutningen eller afgørelsen skal træffes på det højere niveau.
Men da det er Folketinget, der ved lov skal fastlægge de nærmere regler
for det kommunale selvstyre, kan Folketinget også begrænse dette ved lov
under henvisning til retssikkerheden og til menneskerettighederne samt
grundloven i øvrigt, f.eks. gamles retssikkerhed med henblik på at få en
anstændig behandling i form af hjemmehjælp eller plejehjemsplads. Derfor skal
der være en balance mellem hensynet til det kommunale selvstyre og hensynet
til retssikkerheden og overholdelse af menneskerettighederne m.v.
5. Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde
Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde er i den nuværende
grundlov først og fremmest fastlagt i §§ 19 og 20.
Overnationale organisationer, som § 20 først og fremmest handler om, og
som i grundloven betegnes mellemfolkelig myndighed, er karakteriseret ved, at
de kan træffe beslutninger, som ikke blot forpligter medlemsstaterne, men
også har direkte retsvirkninger over for borgerne i medlemslandene. I dag
drejer det sig først og fremmest om EU. Grundlovens § 19 omfatter derimod det
mellemfolkelige samarbejde, som ikke har overnational karakter - herunder
også en del af EU-samarbejdet.
Grundlovens § 19, der fastlægger princippet for, hvem der har kompetencen
i udenrigspolitikken, har rødder tilbage til 1849. § 19, stk. 1: »Kongen
handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets
samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller
indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis
opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af
større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige
nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets
samtykke.«
Og selv om Det Udenrigspolitiske Nævn som rådgivende organ er fastslået i
stk. 3 i samme paragraf, er der brug for en nyformulering, der i højere grad
inddrager Folketinget i beslutningerne.
Grundlovens formulering om, at »kongen (regeringen) handler på rigets
vegne i mellemfolkelige anliggender«, bygger på den elitære
forestilling, som i udpræget grad herskede tidligere, om, at udenrigspolitik
er for krævende og for indviklet for de folkevalgte. Forestillingen var (er)
også, at offentlighed i udenrigspolitikken er skadelig, og at regeringen skal
have forholdsvis frie hænder i udenrigspolitiske spørgsmål.
Sådanne forestillinger kan ikke være acceptable i en demokratisk
forfatning. Dertil kommer, at internationale spørgsmål i dag har langt større
betydning end tidligere - ikke kun i forhold til, da junigrundloven fra 1849
blev udformet for snart 150 år siden, men også i forhold til, da
1953-grundloven blev udformet for godt 40 år siden.
I dag kan det være vanskeligt at skelne mellem indenrigs- og
udenrigspolitik, og Danmark samarbejder med andre lande i utallige
internationale organisationer, et samarbejde, som er mere eller mindre
forpligtende for borgerne. Derfor bør afvejningen mellem offentlighed og
fortrolighed ikke være principielt anderledes i internationale og nationale
spørgsmål.
Med de nuværende bestemmelser er det - bortset fra de særlige samtykkekrav
- tvivlsomt, om regeringen er forpligtet til at følge Folketingets
beslutninger i udenrigspolitiske spørgsmål. Der er ikke enighed herom i den
forfatningsretlige litteratur.
Forslaget til ny formulering må gøre det klart, at Folketinget kan lægge
rammer for ethvert udenrigspolitisk spørgsmål og kan pålægge regeringen
bestemte handlinger f.eks. ved afstemninger i internationale organisationer,
der dog ikke forhindrer regeringen i at søge at få relativt brede
forhandlingsmandater af Folketinget.
Uanset sådanne præciseringer ændrer det ikke ved, at regeringen som
udøvende magt har ansvaret for udøvelsen af udenrigspolitikken.
En af de helt afgørende nye paragraffer, der kom ind i grundloven i 1953,
var § 20, hvis rækkevidde efterfølgende man klart ikke kunne forudse, da man
formulerede paragraffen for over 40 år siden: »Beføjelser, som efter
denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt
omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved
gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden
og samarbejde.
Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på
fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men
dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal,
forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de
for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«
Den nuværende § 20 nævner, at »beføjelser« kan overlades »i
nærmere bestemt omfang«. Denne formulering har i praksis vist sig at
være for upræcis. Skiftende regeringer og Udenrigsministeriet har tolket § 20
temmelig frit. Man har accepteret, at nye emner er inddraget under
EU-regulering uden særlig hjemmel i traktaten. Det er sket med henvisning til
Romtraktatens artikel 235, som ikke indeholder nogen form for emnemæssig
afgrænsning.
Ved efterfølgende ændring i traktaten - Den Europæiske Fælles Akt
(EF-pakken) i 1986 - hvor der blev indført særlige bestemmelser om visse
emner, anførte den daværende danske udenrigsminister, at der ikke var tale om
noget nyt, og at folkeafstemning derfor ikke var påkrævet, når beføjelser
allerede blev udøvet efter artikel 235. Ved samme lejlighed blev det
ligeledes afvist, at indførelse af flertalsafstemninger skulle godkendes ved
en § 20-procedure.
Folkeafstemningen i 1986 blev alene afholdt, fordi regeringen ikke kunne
få flertal i Folketinget for forslaget om dansk tilslutning til EF-pakken.
Derfor var folkeafstemningen i 1986 formelt kun vejledende og uden direkte
hjemmel i grundloven.
Det er ud fra en demokratisk synsvinkel helt afgørende, at Folketinget og
vælgerne har et sikkert grundlag for stillingtagen, når der skal overlades
kompetence til en overnational organisation. Den danske befolkning skal ikke
underkastes en uoverskuelig og ukontrollabel »automatisk«
unionsudvikling. Hvert skridt skal være inden for klare rammer, som
Folketinget og vælgerne har godkendt. Det var samme tankegang, der bl.a. lå
bag udtalelsen fra den tyske forbundsforfatningsdomstol i dens kendelse af
12. oktober 1993.
Derfor er der brug for en ny formulering af § 20, hvor der bl.a. stilles
langt mere præcise krav til, hvordan og hvornår der kan overlades kompetence
til mellemfolkelige myndigheder.
En ny formulering af § 20 skal efter SF's opfattelse sikre, at ændringer i
de forudsætninger, som Folketinget og vælgerne har fået forelagt ved
tidligere tiltrædelseslove, ikke har gyldighed, medmindre de bliver godkendt
ved en ny § 20-procedure. Vedtagelse af »vitale spørgsmål«, jf.
Luxembourgforliget, var en helt afgørende forudsætning for tiltrædelsesloven
i 1972, og miljøgarantien var på tilsvarende måde en afgørende forudsætning
for vedtagelse af EF-pakken i 1986.
Med en sådan ny formulering af § 20 er det klart, at ændringer i
kompetencefordelingen mellem Kommissionen, Ministerrådet og
Europa-Parlamentet eller ændringer i afstemningsregler i Ministerrådet, der
forringer Folketingets og regeringens muligheder for indflydelse, kun kan
godkendes ved en § 20-procedure.
Nærhedsprincippet er efter SF's opfattelse et vigtigt demokratisk princip,
som skal sikre folket størst mulig indflydelse på egne forhold og på fælles
anliggender. Ved offentlige opgaver, som kan løses lokalt, skal kompetencen
ligge på det kommunale niveau. Ved opgaver, som kan løses nationalt, skal
kompetencen ligge hos Folketinget og regeringen. Kun ved opgaver, der kræver
internationale løsninger, kan kompetencen overlades til mellemfolkelige
myndigheder.
Nærhedsprincippet er afgørende ud fra det demokratiske princip om, at
folkestyret udvikles/skabes nedefra - at al magt udgår fra folket.
Det bør også overvejes, om folkeafstemning skal være obligatorisk ved
suverænitetsafgivelse, også selv om der er en tilslutning til
suverænitetsafgivelse i Folketinget på 5/6. Begrundelsen skulle være, at
suverænitetsafgivelser indebærer meget væsentlige ændringer i folkestyrets
vilkår, og ud fra tankegangen om, at al magt udgår fra folket, må det også
være folket, der afgiver dele af dansk suverænitet.
Grundloven kommer også på linje med den praksis, der har udviklet sig i
Danmark, med, at væsentlige suverænitetsafgivelser afgøres ved
folkeafstemninger, uanset at der evt. er fem sjettedeles flertal herfor i
Folketinget.
Der er dog det problem, at derved skal selv mindre suverænitetsafgivelser
godkendes ved folkeafstemninger. Det ville f.eks. også have omfattet
ændringen af patentlovgivningen, der blev vedtaget i Folketinget i 1989,
hvorved Danmark blev underlagt Den Europæiske Patentmyndighed.
Problemet kunne evt. løses, ved at det obligatoriske krav om
folkeafstemning blev begrænset til dels suverænitetsafgivelser af større
betydning og dels traktatændringer, som tidligere er godkendt ved
folkeafstemninger. Men under alle omstændigheder fastholdes, at
suverænitetsafgivelser, der ikke nødvendigvis kræver folkeafstemninger, kun
kan finde sted, når der er 5/6 flertal herfor blandt Folketingets medlemmer.
Den nuværende grundlov stiller krav om samtykke fra Folketinget ved
regeringens handlinger i vigtige mellemfolkelige anliggender, jf. § 19. Det
er paradoksalt, at der ikke stilles et tilsvarende krav ved regeringens
handlinger i forhold til beslutninger i overnationale organisationer. Der er
tale om et forfatningsmæssigt tomrum, som i praksis kun delvis er udfyldt af
den rolle, som Folketingets Europaudvalg har fået i Folketinget. Regeringen
skal rådføre sig med Folketinget, og der har udviklet sig den praksis, at
regeringen har et forhandlingsmandat, medmindre der i udvalget er konstateret
et flertal imod. Mandatet bygger således ikke på en positiv vedtagelse.
Ifølge den udviklede praksis kan EU-forslag drøftes i Folketingets plenum.
Men Folketinget kan ikke træffe beslutninger, men kun drøfte forslag »ud
fra principielle synspunkter, uden nærmere gennemgang af enkeltheder«,
jf. Folketingets Forretningsordens § 19, stk. 6.
Det er vigtigt, at der sikres en reel demokratisk indflydelse på
beslutninger i overnationale organisationer. Det gælder ikke mindst EU, som
har fået en afgørende lovgivningsbeføjelse, som tidligere alene blev
varetaget af Folketinget. Folketinget skal derfor også have afgørende
indflydelse på EU-lovgivningen via repræsentationen i Folketinget, sådan som
folket også har, når det gælder den nationale lovgivning.
Det skal derfor sikres i grundloven, at regeringen og de enkelte minstre,
som optræder på Danmarks vegne i Ministerrådet, i enhver henseende handler
under ansvar over for Folketinget og med krav om samtykke fra Folketinget ved
stillingtagen til EU-lovgivning og andre sager af større betydning. Hermed
genskabes den sammenhæng i det politiske ansvar, som er et afgørende
kendetegn ved folkestyret.
Uanset at det er Folketinget, der har kompetencen, er det af praktiske
hensyn nødvendigt, at Folketinget kan delegere sine beføjelser og opgaver i
forbindelse med beslutninger i overnationale organisationer til et udvalg. I
modsætning til den nuværende praksis bør det være Folketinget, der har det
overordnede ansvar og dermed kan fastlægge rammer og træffe beslutninger i
enkeltsager om den danske linje i overnationale organisationer.
Udvalget handler således på Folketingets vegne i overensstemmelse med den
arbejdsdeling, som fastlægges nærmere ved lov, jf. Folketingets Finansudvalg,
som netop har kompetence til at handle på Folketingets vegne. Da udvalget
skal forhandle og tage stilling til lovgivningsanliggender, skal
udgangspunktet være, at udvalgets møder er offentlige.
Der har i debatten om mulige grundlovsændringer været fremført en ide om,
at der skulle vælges et egentligt EU-ting på linje med Folketinget, som alene
skulle behandle EU-sager, men til gengæld alle EU-sager. Det forekommer dybt
problematisk og højst besynderligt, at der igen skulle være to kamre. Dette
uanset, at der er tale om en anden arbejdsdeling, end det var tilfældet, da
Landstinget eksisterede. Det er langt mere i overensstemmelse med
demokratiets væsen, at Folketinget har ansvaret for EU-politikken, og at
Folketinget kan delegere sin myndighed til et Europaudvalg, og at
bestemmelserne herom præciseres i grundloven.
En forudsætning for, at et sådant Europaudvalg kan fungere, er til
gengæld, at Folketinget til dette Europaudvalg vælger medlemmer, der først og
fremmest kan hellige sig EU-spørgsmål. Hvis der bliver tale om et
»prestigeudvalg«, hvori folketingsmedlemmer, der har 117 andre
opgaver at tage vare på, skal sidde, bliver der ikke tale om det grundige og
indsigtsfulde arbejde, som der er behov for.
6. Folkeafstemninger
Muligheden for folkeafstemninger findes kun i begrænset omfang i den
danske grundlov og er først og fremmest indført i et forsøg på at sikre, at
udviklingen ikke går for hurtigt.
Det gælder som allerede berørt ved suverænitetsafgivelser i henhold til
grundlovens § 20, hvor suverænitetsafgivelser skal godkendes ved en
folkeafstemning, medmindre de vedtages af Folketinget med 5/6 flertal.
Det gælder også bestemmelsen i § 42 om, at 1/3 af Folketingets medlemmer
kan kræve en lov - adskillige love dog undtaget - til folkeafstemning for at
få afprøvet tilslutningen hos vælgerne. Denne bestemmelse kom netop ind i
grundloven i 1953 som en del af Venstres og De Konservatives pris for, at
Landstinget kunne afskaffes.
Også bestemmelsen om, at ændringer (i praksis nedsættelse) af
valgretsalderen skal prøves ved folkeafstemninger, har en bevarende funktion
og kom ind i grundloven som et krav fra Venstre og De Konservative for at gå
med til den nye grundlov. Bestemmelsen om valgretsalderen skulle forhindre,
at valgretsalderen blev nedsat for hurtigt og for meget.
I alle tre tilfælde kræves der ud over et flertal af nejstemmer, at
nejstemmerne udgør mindst 30 pct. af vælgerne, for at vedtagelse af loven
skal kunne omgøres af vælgerne. Det afspejler, at det danske demokrati er et
repræsentativt demokrati, og at der skal en betydelig modstand til at vælte
en af Folketinget vedtaget lov.
Endelig skal grundlovsændringer bekræftes ved folkeafstemninger med en
jatilslutning på mindst 40 pct. af vælgerne, hvilket betyder, at det er meget
vanskeligt at ændre i grundloven. Kravet om folkeafstemning ved
grundlovsændringer kom ind i grundloven i 1915. Men dengang krævedes der 45
pct. ja-stemmer. Ved grundlovsændringen i 1953 blev procenten nedsat til 40.
At både 45 pct. og 40 pct. er ganske høje procenter, viste både
folkeafstemningen i 1939 og i 1953, hvor det henholdsvis ikke lykkedes og
lige lykkedes at få grundloven ændret. I 1939 udgjorde jastemmerne 91,9 pct.
af de afgivne stemmer. Men det var ikke tilstrækkeligt, fordi
stemmedeltagelsen kun var på 48,9 pct., hvilket betød, at jastemmerne af
samtlige stemmer kun lå på 44,8 pct., hvilket ikke var nok til ændringen.
I 1953 lykkedes det lige med nød og næppe at få grundlovsændringen
igennem, idet 45,8 pct. af samtlige vælgere stemte ja. At det lykkedes i
1953, skyldtes, at stemmedeltagelsen var højere end i 1939, idet den lå på
59,1 pct., hvilket var nok til at få forslaget igennem, selv om jastemmerne
af de afgivne stemmer kun var 78,8 pct., dvs. lavere end i 1939.
Da det i 1915 kom ind i grundloven, at grundlovsændringer krævede 45 pct.
jastemmer af samtlige vælgere ved en folkeafstemning, var det Venstre, som
ønskede en så høj procent, hvorved bestemmelsen blev en konservativ
foranstaltning for at undgå for mange og for vidtgående grundlovsændringer i
fremtiden.
Men uanset dette er det en rigtig demokratisk foranstaltning, at folket
skal spørges ved så vidtgående ændringer, som grundlovsændringer er udtryk
for. Men man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om kravet til
japrocenten er rimelig. Naturligvis skal der ved en folkeafstemning være
flertal. Men kunne flertallet nøjes med at være 35 pct. af samtlige vælgere?
Derimod kan folket (vælgerne), som vi bl.a. kender det fra Schweiz og
amerikanske delstater, ikke kræve bestemte sager eller vedtagne lovforslag
til folkeafstemning. Folket har med andre ord ikke initiativret.
Men tanken om, at folkeafstemninger skal bruges meget mere, og at folket
evt. skulle have initiativret, er ikke ny i Danmark. I begyndelsen af
århundredet var der både hos De Radikale og Socialdemokratiet forslag til at
bruge folkeafstemninger meget mere aktivt.
Allerede i det første radikale partiprogram fra 1905 blev ønsket om
folkeafstemninger rejst, og i 1909 var folkeafstemninger en del af det
grundlovsforslag, som partiet fremsatte.
Socialdemokratiet havde også folkeafstemninger med i deres programmer fra
1910, 1915 og 1923, og i det grundlovsforslag, som Socialdemokratiet
fremsatte i 1920, var folkets initiativret en central del. 50.000 vælgere
skulle ifølge forslaget have mulighed for at forlange en folkeafstemning
afholdt, og 100.000 vælgere kunne forlange en folkeafstemning om et
lovforslag, der var blevet forkastet af Rigsdagen, hvis mindst 1/4 af
Rigsdagen havde stemt for forslaget. Folkets initiativret skulle klart bruges
som modvægt til et konservativt flertal i Rigsdagen.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at der ikke i disse forslag var de senere
begrænsninger i 1953-grundloven om, at der er forslag, der ikke kan komme til
folkeafstemning, f.eks. skattelove.
Efterhånden som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre vandt
flertallet, først i Folketinget (1929) og siden i Landstinget (1936), svandt
partiernes interesse for folkeafstemninger også. Til gengæld blev Venstre og
Det konservative Folkeparti mere og mere interesseret i
folkeafstemningsmuligheden som en beskyttelse for mindretallet i Folketinget
(og oprindelig også i Landstinget).
Sådanne skiftende opfattelser af muligheden for folkeafstemninger
afspejler og afslører, at et partis stillingtagen i nogle spørgsmål ikke så
meget er bestemt af principper som af, hvad der gavner partiets interesser
mest muligt.
Ud fra et ønske om at øge det folkelige engagement kunne det være værd at
overveje en udvidelse af muligheden for anvendelse af folkeafstemninger.
Dette uanset, at indførelse af større mulighed for folkeafstemninger ikke
nødvendigvis altid vil føre til de politiske beslutninger, som vi kunne
foretrække, jf. f.eks. Schweiz.
Ønsket om flere folkeafstemninger rejser dog 4 spørgsmål.
Hvis udvidelse af folkeafstemningsmuligheden har som udgangspunkt at øge
det folkelige engagement og deltagelse i de politiske beslutningsprocesser,
må det logisk betyde, at folket (vælgerne) skal have initiativret til
folkeafstemninger.
Folkets initiativret findes ikke i dansk lovgivning i dag. Men den fandtes
tidligere i forbindelse med skolenedlæggelser. Muligheden blev indført i 1958
på baggrund af et forslag fra Venstre fremsat i 1956 for at undgå, at skoler
blev nedlagt af kommunalbestyrelser hen over hovedet på befolkningen.
Muligheden blev afskaffet i 1988 på baggrund af et forslag fra den daværende
undervisningsminister Bertel Haarder. Årsagen hertil var bl.a. et ønske fra
Kommunernes Landsforening, der fandt, at en lokal befolknings ønsker om at
undgå en skolenedlæggelse kunne komme på tværs af kommunens behov for
besparelser på skoleområdet.
Muligheden for folkeafstemning i forbindelse med skolenedlæggelser var
udtryk for ægte folkevilje. En kvalificeret del af skoledistriktets vælgere
kunne ved deres underskrift forlange en skolenedlæggelse sendt til
folkeafstemning, og skolenedlæggelsen kunne ikke gennemføres i samme
valgperiode, hvis et kvalificeret flertal af skoledistriktets vælgere stemte
nej.
Da reglen blev afskaffet i 1988, stemte SF som det eneste parti imod. Og
da SF i 1990 foreslog reglen med visse justeringer genindført, fik SF kun
delvis støtte fra Kristeligt Folkeparti. Alle andre partier i Folketinget var
imod. Det viser noget om hulheden, når partier taler smukt om ønsket om flere
folkeafstemninger. Folkeafstemninger er gode nok, men folket skal så ved
folkeafstemninger helst mene det, partierne selv mener.
Derimod er vejledende folkeafstemninger reelt ikke nogen udvidelse af
demokratiet. De har først og fremmest til formål at fritage de valgte
politikere for ansvaret eller at give politikerne billige point ved at sende
populære sager til folkeafstemning.
Da et flertal i Folketinget i 1986 sendte EF-pakken til folkeafstemning,
skyldtes det først og fremmest, at nogle af Folketingets partier -
Socialdemokratiet og De Radikale - ikke brød sig om at tage endelig stilling,
fordi partierne var delt i spørgsmålet.
Anvendelse af folkeafstemninger til magthavernes (i et demokratisk system
flertallets eller en præsidents) egen fordel er velkendt og har intet med en
udvidelse af demokratiet at gøre. Den slags folkeafstemninger er bl.a. blevet
anvendt imod de folkevalgte. Det var det, Napoleon III gjorde i Frankrig i
forrige århundrede, og det var det, de Gaulle senere benyttede sig af. Og det
var til dels også det, Schluter benyttede sig af, da han foreslog en
vejledende folkeafstemning om EF-pakken i 1986. Men gennemførelse af denne
folkeafstemning kunne kun lade sig gøre, fordi et flertal i Folketinget
tilsluttede sig Schluters forslag om at sende afgørelsen til folkeafstemning.
Derfor er det svært at se, at folkeafstemninger som et forsøg på at udvide
demokratiet og øge det folkelige engagement kan ske ved andet end folkets
initiativret.
Hvis udgangspunktet er ønsket om at få større folkeligt engagement, er
folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ på kommunalt - evt.
amtskommunalt - plan mere realistisk og meningsfyldt end folkeafstemninger på
landsplan. Der er betydelig mere mening og realisme i at kunne kræve
folkeafstemning gennem underskriftsindsamling på kommunalt plan fra f.eks.
10-25 pct. af kommunens vælgere end tilsvarende på landsplan. Uanset dette
kunne det dog alligevel være værd at overveje muligheden for folkeafstemning
på landsplan på baggrund af et folkeligt initiativ.
Et centralt, men også vanskeligt spørgsmål er, hvilke sager der kan gøres
til genstand for folkeafstemning. Der må nødvendigvis fastlægges en
afgrænsning af, hvilke sager der henholdsvis kan og ikke kan komme til
folkeafstemning. Det skal præciseres på samme måde, som der findes en præcis
afgrænsning i grundlovens § 42, stk. 6. Men en sådan afgrænsning er uhyre
vanskelig at foretage.
Det siger sig selv, at folkeafstemninger ikke kan vedrøre spørgsmål, der
på nogen måde antaster menneskerettighederne, sådan som de f.eks. er
nedfældet i grundloven. Det er også klart, at man ikke på f.eks. kommunalt
niveau kan afholde folkeafstemninger om spørgsmål, der på nogen måde antaster
retssikkerheden, sådan som de findes i de vedtagne love. Der er også brug for
yderligere afgrænsninger af, hvilke spørgsmål der kan komme til
folkeafstemning på kommunalt niveau, selv om der er tale om kommunale
anliggender. Skal det f.eks. ved kommunale folkeafstemninger være muligt at
gennemtvinge store kommunale udgifter og nedsætte skatterne?
Skal vælgere fra hele kommunen f.eks. kunne stemme om forhold, der alene
vedrører en del af kommunens befolkning? Eller er det kun den del af
kommunens vælgere, der berøres direkte af forslaget, der skal kunne deltage i
folkeafstemningen, f.eks. i forbindelse med skolenedlæggelser, etablering af
en losseplads m.v.?
Derfor kræver det meget grundige overvejelser, inden der åbnes op for
muligheden for folkeafstemninger på baggrund af folkeligt initiativ.
7. Magtbalancen
I grundlovens § 3 præciseres magtdelingen: »Den lovgivende magt er
hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den
dømmende magt er hos domstolene.«
Formuleringerne i grundlovens § 3 om magtdelingen har i højere grad
karakter af en besværgelse end af et klart princip, som efterleves i praksis.
Det er heller ikke det princip, der nødvendigvis altid er bedst at tilstræbe.
Der er grund til at være meget opmærksom på, at uklare grænser mellem den
lovgivende og udøvende magt kan give problemer med f.eks. ansvarsplacering.
På nogle områder »lovgiver« den udøvende magt reelt, ved at
regeringen udarbejder bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der er meget mere
vidtgående end mange love. Det sker bl.a. på baggrund af rammelove, som ikke
mindst bliver mere og mere anvendt som følge af Danmarks medlemskab af EU.
Rammelove er ikke noget nyt. Derfor er problemet heller ikke nyt. Men
anvendelsen af rammelove bliver mere og mere udbredt i dag.
Derimod er Folketingets indblanding i regeringens udøvelse af den udøvende
magt af nyere dato, og denne indblanding har været stigende. Det hænger bl.a.
sammen med de svage mindretalsregeringer gennem 1970'erne og 1980'erne, som
gav mulighed for etablering af alternative flertal. Det kunne man af
politiske grunde være tilfreds med. Men forfatningsretligt giver sådanne
politiske forhold problemer. Nogle af skandalesagerne under de forskellige
Schluterregeringer havde formentlig også i et vist omfang deres oprindelse i,
at ansvars- og kompetenceforholdet mellem den lovgivende og udøvende magt
ikke var klar.
Ansvaret for udøvelsen af den udøvende magt ligger i grundloven entydigt
hos regeringen. Men i praksis sker det ofte i et tæt samarbejde med
oppositionen, f.eks. ved udformningen af cirkulærer, bekendtgørelser m.v., en
praksis, der især var udbredt under de svage borgerlige regeringer i
1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne indtil regeringsskiftet i januar 1993
og nu formentlig også igen, hvor vi har fået en mindretalsregering, og en
praksis, der formentlig også blev særlig udbredt, fordi Folketingets flertal
ikke havde tillid til bestemte ministre. Den logiske og mest korrekte
parlamentariske konsekvens havde været vedtagelsen af mistillidsvotum til de
pågældende ministre.
Folketingets faste udvalg kan ikke frikendes for et »medansvar«
for sammenblandingen af den lovgivende og den udøvende magts ansvarsområde.
Etableringen af de mange faste udvalg i 1972 gav folketingsmedlemmerne større
muligheder for at følge lovgivningsarbejdet og lovenes administration på
deres udvalgsområder. Det gav også større muligheder for at kontrollere
regeringen. Begge dele var i fin overensstemmelse med den tankegang, som
ligger til grund for grundlovens § 3. Men det har også medført, at
folketingsmedlemmer har bevæget sig ind på områder, der oprindelig tilhører
den udøvende magt.
De faste udvalg var afgjort med til at styrke Folketinget over for
regeringen og er kommet for at blive.
Derfor skal evt. problemer med, at folketingsmedlemmer blander sig i den
udøvende magts kompetenceområde og ikke nøjes med at kontrollere regeringen,
måske ikke løses ved nye formuleringer i grundloven. I det omfang, der er
tale om et problem, skal det løses ved en ændret adfærd hos såvel Folketing
som regering.
Ideelt set burde folketingsmedlemmer kun lovgive, give brede
retningslinjer og vedtage principper samt kontrollere regeringen. Til gengæld
skal regeringen turde og evne at regere samt loyalt overholde love og
retningslinjer, som Folketinget vedtager. Dette sidste har dog desværre ikke
været tilfældet altid, hvilket de mange skandalesager alt for tydeligt vidner
om. Og det har naturligt nok været med til at få folketingsmedlemmer til i
endnu højere grad at interessere sig for mere administrativt betingede
spørgsmål.
I det hele taget kan der være behov for at ændre både Folketingets og
folketingsmedlemmernes måde at arbejde på, fordi arbejdsformen i flere
henseender er stiv og ikke særlig tidssvarende. Men sådanne ændringer kan
sagtens gennemføres, selv om grundlovens nuværende formuleringer om
Folketingets arbejde opretholdes. Det er tilstrækkeligt med ændringer i
Folketingets Forretningsorden.
I forhold til den danske grundlov er den norske grundlov i højere grad
præget af Montesquieus magtdelingsprincip, hvilket først og fremmest hænger
sammen med, at disse tanker havde betydelig større udbredelse, da den første
norske grundlov blev udformet i 1814, end da den første danske grundlov blev
udformet i 1849.
Magtdelingen viser sig bl.a. ved, at Norge har faste valgperioder, og at
statsministeren ikke kan opløse Stortinget inden for de fire år, valgperioden
varer, samt at de norske ministre udtræder af Stortinget, når de indtræder i
regeringen. Den lovgivende og udøvende magt er derfor i højere grad formelt
adskilt i Norge end i Danmark.
En klarere magtdeling gælder i øvrigt også i Sverige på en del områder.
Ikke så meget ud fra princippet om magtdelingen, men mere som en praktisk
foranstaltning og ud fra et ønske om at give de partier, der afgiver
folketingsmedlemmer til regeringen, mere arbejdskraft, kunne det være
fornuftigt, hvis folketingsmedlemmer, der bliver udnævnt til ministre, fik
orlov fra hvervet som folketingsmedlemmer. En orlov, der skulle vare, så
længe de var ministre, og i denne periode skulle deres suppleanter indkaldes.
De eksisterende muligheder for, at ministre kan udtræde af Folketinget, er
klart utilfredsstillende. Når de nuværende regler indebærer, at ministrene
skal træde ud af Folketinget, hvis gruppen ønsker en suppleant indkaldt
permanent, kan man ikke forvente, at denne mulighed vil blive anvendt ret
meget. Folketingsmedlemmet, der bliver minister, og som derfor træder ud af
Folketinget, »ryger helt ud« i dag, hvis han/hun træder ud af
regeringen. Vedkommende vil nemlig herefter hverken være medlem af
Folketinget eller af regeringen frem til næste valg.
Hvis man ser problematikken med, at ministre både skal varetage hvervet
som minister og folketingsmedlem, som et arbejdsproblem, bør en diskussion om
dobbeltmandater for folketingsmedlem/borgmester og
folketingsmedlem/Europa-Parlamentsmedlem også ses i denne sammenhæng.
8. Opløsningsretten og parlamentarismen
Et tilbagevendende tema i grundlovsdiskussionen har været afskaffelse af
opløsningsretten og indførelse af faste valgperioder, sådan som vi kender det
i Norge.
Det er korrekt, at Danmark ikke mindst i 1970'erne havde ustabile
politiske forhold med hyppige valg. Men var det opløsningsretten og dermed
udskrivning af folketingsvalg, der var årsag til de ustabile forhold? Næppe.
Eksempler fra Norge viser da også, at faste valgperioder ikke i sig selv
fjerner de ustabile forhold. Og det giver andre problemer, idet man ikke kan
komme ud af en fastlåst situation i Stortinget. I sådanne situationer havde
det givetvis været en fordel, hvis der havde været mulighed for at udskrive
nyvalg.
I stedet for at indføre faste valgperioder kunne statsministerens
opløsningsret afskaffes, medmindre der var tale om vedtagelse af en direkte
mistillidserklæring til regeringen eller statsministeren. Derudover skulle
Folketinget have ret til at opløse sig selv. Det ville give mulighed for at
komme ud af en parlamentarisk umulig situation samtidig med, at
statsministerens mulighed for at udnytte opløsningsretten til egen
partipolitisk vinding blev afskaffet. Derved undgår vi også den meget låste
situation, som vi har set i Norge nogle gange.
Når statsministerens generelle opløsningsret evt. bør afskaffes, hænger
det også sammen med, at den kan misbruges af statsministeren til egen
vinding. Opløsningsretten er blevet misbrugt af danske statsministre - f.eks.
Knud Kristensen i 1947, Krag i 1966, Hartling i 1974 og vel også Schluter i
1988 og 1990 - til, hvad de troede kunne give en partipolitisk gevinst, frem
for til at løse op for en politisk umulig situation.
Derfor kunne det være på sin plads at afskaffe statsministerens
opløsningsret. Derimod skal Folketinget have mulighed for - ved et flertal -
at opløse sig selv, dvs. udskrive folketingsvalg. Det svarer til almindelig
foreningsretlig tankegang om, at en bestyrelse til enhver tid kan trække sig
tilbage og anmode om nyvalg. Derfor skal grundlovens nuværende bestemmelse i
§ 15 om konsekvenserne af en mistillidserklæring opretholdes, mens § 14 om
kongens ret til at udnævne og afskedige ministre kunne udgå.
Også i forbindelse med udarbejdelsen af 1953-grundloven var der
diskussioner, om der skulle være begrænsninger i statsministerens
opløsningsret. Spørgsmålet blev rejst af De Radikale og De Konservative. De
konservative foreslog således, at en regering efter et mistillidsvotum kunne
gå til kongen med anmodning om udskrivning af valg og derefter til Rigsdagen
med forslag om opløsning og valg. Rigsdagen kunne herefter sige nej til
forslaget, hvorefter Rigsdagens flertal havde ansvaret for en ny
regeringsdannelse. Der var også ideer fremme om begrænsninger i
opløsningsretten, som var inspireret af den tyske ordning med
»konstruktiv mistillidserklæring«.
Derimod fastholdt de to »statsministerpartier«,
Socialdemokratiet og Venstre, modstanden mod at svække statsministerens
opløsningsret. Partiernes holdning var således åbenbart påvirket af deres
position som muligt »statsministerparti« eller ikke. Derfor skete
der ingen ændringer.
En afskaffelse af statsministerens opløsningsret svækker naturligvis
statsministerens magt i forhold til Folketinget. Det er ikke uden problemer,
fordi der også er brug for en handlekraftig regering. Dette hensyn kan
tilgodeses ved indførelse af positiv parlamentarisme.
Det vil betyde, at en statsminister, efter at han/hun har fået godkendt
sit regeringsprogram og dermed også sin regering af et flertal i Folketinget,
i langt højere grad kan regne med Folketingets opbakning. Folketingets
partier tvinges på denne måde til at tage politisk stilling til regeringen og
dens program, hvilket giver Folketingets flertal større indflydelse. Men det
forpligter også efterfølgende, hvorved den udpegede regering i højere grad
vil kunne realisere sin politik, også selv om der er tale om en
mindretalsregering.
Det kan naturligvis betyde, at det undertiden tager lidt længere tid at
danne en regering. Men en sådan periode uden regering er afgjort at
foretrække, hvis det samtidig kan betyde, at den regering, der dannes, bliver
dannet på et betydeligt mere sikkert parlamentarisk grundlag.
9. Folketingets lovudvalg
Da Landstinget blev afskaffet, var det udtryk for en demokratisk
landvinding. Landstinget var en overlevering fra en mindre demokratisk
periode i kampen for politisk demokrati i Danmark. Men efter at flertallet i
Landstinget fra 1936 var kommet i overensstemmelse med flertallet i
Folketinget, blev Landstingets rolle reelt en anden. Nu blev det i højere
grad en slags garanti for, at lovgivningen blev udsat for en ekstra
behandling af personer, der var særlig interesseret i og havde indsigt i de
juridiske og administrative aspekter af lovene, end folketingsmedlemmerne i
almindelighed var (er).
Efter at Landstinget blev afskaffet i 1953, har der ikke været et
»ekstra ting«, der har haft til formål i særlig grad at vurdere de
juridiske og administrative konsekvenser af lovgivningen. Muligvis kunne
uforudsete konsekvenser af vedtagne love og huller i vedtaget lovgivning have
været undgået, hvis Landstinget eller en lignende instans havde haft mulighed
for at »gennemse« lovene inden endelig vedtagelse.
I forbindelse med forhandlingerne om ændringerne af grundloven i 1930'erne
og diskussionen op til grundlovsændringen i 1953 var der forskellige ideer
fremme om, hvordan Landstingets rolle som sagkyndigt udvalg kunne afløses af
enten et særligt lovråd bestående af folketingsmedlemmer og sagkyndige udefra
eller et lovudvalg på linje med andre af Folketingets stående udvalg.
Forslaget om et egentligt lovråd var direkte afledt af forslagene om
Landstingets afskaffelse. Et råd, der især skulle berolige kredse, der var
bekymret for at afskaffe Landstinget. Omvendt var der en risiko for, at rådet
kunne antaste Folketingets suverænitet på samme måde, som Landstinget kunne.
Et lovudvalg på linje med Folketingets øvrige faste udvalg vil derimod
ikke på nogen måde kunne antaste Folketinget som den lovgivende magt.
Kravet til medlemmerne af et fast folketingsudvalg må alene være, at de
pågældende folketingsmedlemmer besidder en særlig viden om juridiske og
administrative forhold.
10. Parlamentariske kommissioner m.v.
Muligheden for at nedsætte parlamentariske kommissioner er allerede
stadfæstet i den nuværende grundlovs § 51:
»Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at
undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre
skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private som offentlige
myndigheder.«
§ 52: »Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker
efter forholdstal.«
Ikke desto mindre benytter Folketinget sig i dag ikke heraf, når
forskellige forhold i f.eks. regeringens førelse skal undersøges. I sådanne
situationer er i stedet valgt kommissionsdomstole og dommerundersøgelser. Det
har medført, at det politiske ansvar, som Folketinget må gøre gældende over
for regeringen, ofte bliver pakket ind i nogle diffuse juridiske
begrundelser.
Ud fra et ønske om at få en klarere præcisering af ansvarsfordelingen
ville det måske være rigtigt, om Folketinget i højere grad benyttede sig af
parlamentariske kommissioner frem for kommissionsdomstole og
dommerundersøgelser.
Problemerne ved de seneste anvendte dommerundersøgelser og
kommissionsdomstole er også, at de i praksis let kommer til at virke som
domstole, selv om de ikke er det, og selv om de ikke bygger på de rigtige
domstoles retsprincipper. Dertil kommer, at mange politikere søger at snige
sig uden om at gøre politisk ansvar gældende ved at pakke det politiske
ansvar ind i juridiske begrundelser, som dommerundersøgelser og
kommissionsdomstole naturligt må interessere sig for.
På linje med den praksis, som benyttes ved kommissionsdomstole og
dommerundersøgelser, skal konklusionerne fra det parlamentariske
kommissionsarbejde lede frem til, at juridisk eller politisk ansvar kan gøres
gældende.
11. Rigsretten
Det er klart, at der skal kunne gøres både politisk og retsligt ansvar
gældende over for en minister, der ikke overholder gældende lov.
I særlig grove tilfælde kan Rigsretten i dag anvendes til at gøre et
retsligt ansvar gældende. Spørgsmålet er blot, om det er en hensigtsmæssig
metode, og om ikke det eksisterende retssystem med de almindelige domstole
var mere egnet i dag.
Behandlingen af Ninn-Hansen-sagen har vist, at anvendelse af Rigsretten
giver en række praktiske problemer. Dertil kommer det mere principielle
problem, at Folketinget efter 1953-grundloven både er anklager og udpeger
lægdommerne i Rigsretten. Det er en uheldig sammenblanding af anklagende og
dømmende myndighed. Men det er ikke nogen nyhed, og derfor diskvalificerer
det naturligvis ikke Rigsretten fra konkret at behandle en sag i dag.
Men Rigsretten bør naturligvis også gøres til genstand for drøftelser i
forbindelse med en grundlovsrevision, og det bør overvejes at lade Højesteret
være retsinstansen, når det skønnes, at ministeransvarlighedsloven er
overtrådt, og hvor det ikke er tilstrækkeligt at gøre et politisk ansvar
gældende. Den model kendes f.eks. allerede i Sverige, Holland og Belgien,
hvor Højesteret har Rigsrettens funktioner.
Ind i overvejelserne må naturligt også etablering af en
forfatningsdomstol, som har andre forfatningsmæssige beføjelser, som vi
kender det f.eks. i Tyskland, Frankrig, Italien og Schweiz.
12. Monarkiet
Monarkiet er utidssvarende. Ideelt set burde monarkiet efter SFs
opfattelse afskaffes og republikken indføres. Men sådan som monarkiet
opfattes af den altovervejende del af danskerne, og sådan som monarkiet også
fungerer i dag, er monarkiets afskaffelse ikke aktuel.
Men skulle der ske det, at der ved tronledighed ingen tronfølger er ifølge
tronfølgen, må det være rimeligt at overgå til republik eller i det mindste
at gennemføre en folkeafstemning, om vælgerne ønsker monarkiet bevaret med en
bestemt konge eller dronning eller de ønsker indført republik i Danmark. Det
betyder, at grundlovens § 9 skal have en anden ordlyd: ». . . Er der ved
tronledighed ingen tronfølger, vælger Folketinget en konge og fastsætter den
fremtidige arvefølge.«
Det skal her bemærkes, at Norge i 1905 med selvstændigheden skulle vælge
mellem republik og kongedømme. Nordmændene valgte i den forbindelse ved en
folkeafstemning kongedømmet med den danske prins Carl som kong Haakon.
I øvrigt er det værd at understrege, at indførelse af republikken
naturligt afføder et spørgsmål om, hvilken beføjelse f.eks. en præsident skal
have. Ud fra SF's opfattelse er det logisk og rigtigt, at en præsident i en
dansk republik skal have lige så begrænsede beføjelser, som præsidenten i
f.eks. Tyskland og Island har. En republik som den franske er f.eks. helt
uacceptabel. Så er den svenske model for monarkiet uden politiske beføjelser
trods alt at foretrække.
Men uanset at monarkiets afskaffelse ikke er aktuel i dag, er der behov
for ændringer i grundlovens bestemmelser herom, så monarkiet helt kan
afpolitiseres, og i tronfølgeloven.
Grundloven er ligesom tronfølgeloven på adskillige punkter ude af trit med
virkeligheden, når det gælder bestemmelser om monarkiet. F.eks. § 14:
»Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige
ministre«. § 17, stk. 1:
»Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han
er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet . . .
Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige
regeringsforanstaltninger.« Tronfølgelovens § 2: »Ved kongens død
overgår tronen til hans søn eller datter, således at søn går forud for datter
. . .«.
Sveriges grundlov er godt 20 år yngre end den danske grundlov og vil, når
det gælder monarkiets forhold, kunne danne et udmærket forbillede for den
danske grundlov på dette område.
Monarken er fritaget for enhver politisk funktion. Det betyder, at
monarken heller ikke skal spille nogen rolle i forbindelse med udpegning af
regeringen.
De opgaver, der i dag påhviler monarken i denne forbindelse, kan overlades
til Folketingets formand. Ved udskrivelse af folketingsvalg kan den
»gamle« formand fungere med henblik på regeringsdannelse, indtil en
ny formand er valgt.
Og i konsekvens af at monarken ikke skal have politiske funktioner
overhovedet, skal monarken heller ikke være medlem af statsrådet.
Det var kongen heller ikke med 1849-grundlovens § 21. Kongens placering i
statsrådet er et resultat af helstatsforfatningerne i 1850'erne, som var
udtryk for det tilbageslag for demokratiet, der skete i årene efter, at
1849-grundloven var trådt i kraft.
Sverige kan også være et udmærket forbillede, når det gælder »arveret
til tronen«. Bestemmelserne i den nuværende tronfølgelov om mænds
arveret forud for kvinder strider naturligvis imod enhver nutidig opfattelse
af kønnenes ligeberettigelse. Derfor skal tronfølgeloven ændres, sådan at den
på dette punkt også kommer til at svare til tronfølgen i Sverige.
13. Kirkens forhold
Som allerede anført må det være på tide at få grundige drøftelser af
kirkens evt. selvstændiggørelse i forhold til staten, en selvstændiggørelse,
som også grundlovsfædrene i 1849 lagde op til med en løfteparagraf, som
fortsat findes i grundloven, men som i dag reelt er uden indhold.
De nuværende formuleringer i grundloven om religionsfrihed m.v. og kirkens
forhold har følgende indhold: § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er
den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« § 66:
»Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.« § 67: »Borgerne har
ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med
deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.« § 68: »Ingen er pligtig
at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans
egen.« § 69: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold
ordnes nærmere ved lov.«
Paragrafferne svarer i deres indhold til tilsvarende paragraffer i
1849-grundloven, som afspejlede to hovedspørgsmål i 1849. For det første
indførelse af religionsfrihed. For det andet den officielle danske kirkes
frigørelse for enevældestaten. Nogle af paragrafferne havde/har tydeligt præg
af at være overgangsbestemmelser.
Tiden må nu være inde til at diskutere en selvstændiggørelse. Men inden en
sådan selvstændiggørelse finder sted, skal den forberedes grundigt.
Det bør ikke overses, at der er mange problemer ved denne proces. For det
første har folkekirken ikke noget repræsentativt organ. For det andet har
folkekirken visse opgaver af ikkekirkelig art (personbogføring og
begravelsesvæsen). For det tredje forvalter folkekirken betydelige
kulturhistoriske værdier, som man ikke uden videre kan pålægge kirkens
medlemmer at opretholde alene, således som det reelt er i dag. For det fjerde
er der ganske indviklede mellemregnskaber såvel med hensyn til driftsregnskab
som med hensyn til kapitalregnskab.
Alle disse problemer kan ikke udredes fra den ene dag til den anden.
Dertil kommer, at visse kirkelige handlinger har borgerlige retsvirkninger.
Men selv om denne mulighed afskaffes, må det ikke forhindre hverken
folkekirken eller andre religiøse samfund i, at de også lader ægteskab blive
»kirkeligt« bekræftet, udover at der foretages en borgerlig vielse.
Mens kirkeparagrafferne kan afskaffes efter en overgangstid, vil der
umiddelbart være brug for en evt. ajourføring af paragraffen om
religionsfrihed.
Religionsfriheden skal ingenlunde antastes. Men det er værd at bemærke, at
der under religionsfrihedens dække kan foregå adskilligt, der modarbejder
andre fundamentale frihedsrettigheder. Inden for visse religiøse samfund er
der således en sådan åndelig tvang, at det strider mod elementære
frihedsrettigheder. En fri udmeldelsesret burde være en selvfølgelighed, men
er det langtfra overalt. Endvidere er der grupper, der udnytter
myndighedernes frygt for at begrænse religionsfriheden til en indsamlings- og
foreningsfrihed, som i visse tilfælde har karakter af udbytning af
tilhængerne. Det må sikres, at religionsfriheden bliver den enkeltes frihed -
ikke smarte religionsentreprenørers frihed. Endelig bør det ikke overses, at
enkelte smågrupper - under dække af at være religiøse samfund - driver
politiserende virksomhed af fascistoid art.
14. Færøernes og Grønlands forhold
I forhold til at Færøerne og Grønland er en del af »kongeriget«
og på en række områder har særstatus, står der forbavsende lidt i den
nuværende grundlov om forholdene for de to dele af riget. Det vil derfor i
forbindelse med en grundlovsdiskussion være naturligt at inddrage spørgsmålet
om, hvad der i en kommende grundlov skal stå om de to dele af riget.
15. Kapitel A- og B-bestemmelser i grundloven
Det er meget svært at ændre den danske grundlov. Det fremgår af § 88:
»Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse og
regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages
forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende Folketing, bliver
det inden for et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge
folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning.
De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af
de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede
afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af
kongen, er den grundlov.«
Det vil sige:
1. Vedtagelse af grundlovsændringen i Folketinget,
2. Vedtagelse af grundlovsændringen igen i Folketinget, efter at der er
valgt et nyt Folketing,
3. Folkeafstemning, hvor mindst 40 pct. af vælgerne skal stemme ja til
grundlovsændringen.
Der er formentlig ikke noget land, hvor det er sværere at ændre
grundloven. I de fleste lande gennemføres grundlovsændringer i parlamentet
ved kvalificeret flertal eller ved simpelt flertal.
De strenge krav, der skal opfyldes ved grundlovsændringer i Danmark,
afbødes dog af, at formuleringerne i grundloven er forholdsvis generelle, og
at grundloven ikke er omfattende og på de fleste områder ikke er detaljeret.
Det giver mulighed for, at der opbygges forfatningsmæssige traditioner,
der har en status næsten på linje med grundloven. Derfor betyder mange af
paragrafferne i grundloven reelt noget andet, end formuleringerne umiddelbart
lægger op til. Det gælder f.eks. formuleringen: »Den udøvende magt er
hos kongen«.
Men i modsætning til egentlige grundlovsændringer bliver sådanne
forfatningsændringer ikke vedtaget efter en forudgående grundig diskussion,
sådan som det er tilfældet, når det drejer sig om ændringer af grundloven.
Hvis vi ønsker en mere detaljeret grundlov, som også omfatter noget af
det, der i dag alene er forfatningsmæssige traditioner, kunne det tale for en
skelnen mellem kapitel A-bestemmelser og kapitel B-bestemmelser i grundloven.
Paragrafferne i kapitel A skulle være de vigtigste og mest fundamentale
for det danske folk og det danske samfund. Det er de bestemmelser, der
udledes af, at »al magt udgår fra det danske folk«. Derfor skal de
kun kunne ændres gennem folkeafstemning, og det skal ske gennem kvalificeret
flertal som i dag, hvor ja-stemmerne ud over et flertal skal udgøre mindst 40
pct. af de stemmeberettigede. Derimod forekommer vedtagelse i to Folketing
overflødig.
Paragrafferne i kapitel B skulle være de mindre vigtige bestemmelser, der
f.eks. gælder regler for lovgivningsprocessen, og de skal derfor lettere
kunne ændres, f.eks. blot ved en vedtagelse i to Folketing - efter
mellemliggende folketingsvalg.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN GRUNDLOVSKOMMISSION Retsinformation · 7. november 1996
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en grundlovskommission Retsinformation · 13. november 1998
- Skriftlig fremsættelse (13. november 1998) - B 45 Retsinformation · 13. november 1998
- Forslag til Danmarks Riges Grundlov Retsinformation · 30. oktober 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en forfatningskommission Retsinformation · 7. oktober 2004