Vejledning om koordinering af lovgivningen om bebyggelse og ejendomsdannelse (byggelovens § 10A og forholdet til kommuneplanloven, zoneloven, udstykningsloven, ejerlejlighedsloven, andelsboligforeningsloven mv.) Vejledningen er udarbejdet i et samarbejde mellem Bygge- og Boligstyrelsen (afsnit 1, 2, 3 og 7), Planstyrelsen (afsnit 4 og 5) og Kort- og Matrikelstyrelsen (afsnit 6).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om koordinering af lovgivningen om
bebyggelse og ejendomsdannelse (byggelovens § 10A og forholdet til
kommuneplanloven, zoneloven, udstykningsloven, ejerlejlighedsloven,
andelsboligforeningsloven mv.) Vejledningen er udarbejdet i et samarbejde
mellem Bygge- og Boligstyrelsen (afsnit 1, 2, 3 og 7), Planstyrelsen (afsnit
4 og 5) og Kort- og Matrikelstyrelsen (afsnit 6).
1. Indledning, baggrund og formål
Den 1. april 1991 er byggelovens § 10A og § 22, stk. 3 trådt i kraft.
Byggelovens § 10A har følgende ordlyd:
»Når der opføres mere end eet enfamilieshus på en ejendom, skal
bebyggelsen opføres og anbringes således, at hver boligenhed med tilhørende
grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom med lovlig vejadgang.
Mulighed for udstykning som nævnt i 1. pkt. skal også foreligge, når der ved
til- eller ombygning eller andre forandringer af et bestående enfamilieshus
sker en opdeling af huset i flere enfamilieshuse.«
Byggelovens § 22, stk. 3 har følgende ordlyd:
»En dispensation til at opføre og anbringe bebyggelsen anderledes end
bestemt i § 10A kan først meddeles, når der er meddelt dispensation fra de
bebyggelsesregulerende bestemmelser, som ville være til hinder for en
udstykning, og når de kommende ejendommes vejadgang er godkendt efter
reglerne i vejlovgivningen.«
Disse ændringer af byggeloven skal ses i sammenhæng med lov om udstykning
og anden registrering i matriklen, der ligeledes er trådt i kraft den 1.
april 1991 (udstykningsreformen). Samtidig er gennemført nogle justeringer i
lov om ejerlejligheder og andelsboligforeningsloven.
Ændringerne i byggeloven har til formål at tilvejebringe en mere naturlig
sammenhæng mellem reglerne om udstykning og reglerne om bebyggelse.
Bestemmelserne skal også skabe en større sammenhæng mellem bestemmelserne i
byggeloven, kommuneplanloven, vejlovgivningen og udstykningsloven, så det kan
sikres, at gennemslagskraften af de bebyggelsesregulerende bestemmelser
Læs alt
bliver den samme, uanset om et antal enfamilieshuse opføres på een ejendom
eller på hver sin udstykkede parcel.
Når man tidligere ønskede at bygge et antal enfamilieshuse, skete der som
regel først udstykning, og derefter blev husene opført på de udstykkede
grunde.
Erhververne fik på denne måde en selvstændig ejendomsret til hus og grund.
De almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i byggelovgivningen,
herunder bygningsreglementerne har da også haft den forudsætning, at
udstykning kommer før bebyggelse. Det samme gælder vejlovgivningens regler om
udlæg af private fællesveje og om adgang til offentlig vej.
Gennem de senere år er det i modsætning til tidligere blevet mere
almindeligt, at bebyggelsen kommer først. Dette har haft den konsekvens, at
en efterfølgende udstykning i en del tilfælde ikke har kunnet gennemføres.
Problemerne er opstået, når bebyggelsens udformning med hensyn til størrelsen
af de grundarealer, der udlægges til de enkelte bygningsenheder, samt
bygningernes størrelse og beliggenhed på disse grundarealer har været sådan,
at de enkelte grundarealer senere kun har kunnet udstykkes, hvis der til den
tid blev meddelt dispensation fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser, og
hvis vejlovgivningens regler om private fællesveje og om adgang til offentlig
vej kunne overholdes. Erfaringerne har vist, at kommunerne har været
tilbageholdende med at meddele de nødvendige dispensationer til, at
udstykningen så har kunnet gennemføres.
Byggelovens § 10A skal også sikre, at der kommer til at gælde ensartede
regler for bebyggelse, der fysisk er ens. Meddeles der for fremtiden
byggetilladelse til opførelse af flere enfamilieshuse på en ejendom, er det
samtidig sikret, at de enkelte boliger kan udstykkes matrikulært som
selvstændige ejendomme, hvis det ønskes.
I de tilfælde, hvor udstykning tidligere ikke har kunnet gennemføres, har
nødløsningen ofte været en opdeling af bebyggelsen i ejerlejligheder eller,
hvis dette heller ikke har været muligt, eventuelt i anpartslejligheder.
Ændringerne i byggeloven skal derfor også ses i sammenhæng med de samtidigt
gennemførte ændringer i ejerlejlighedslovens § 3 og i lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber §§ 13 og 17, hvorved der er
sket en afgrænsning af anvendelsen af disse to love i forhold til
udstykningslovens område. Disse nye bestemmelser tillader nu kun opdeling af
en bygning i ejerlejligheder eller anpartslejligheder, når matrikulær
udstykning ikke kan gennemføres. Når udstykning er tillagt prioritet
forud for ejerlejlighedsopdeling mv., skyldes det, at parterne herved opnår
en bedre retsstilling og kan få ejendomsret både til bolig og grund, ligesom
udstykning også er den bedste løsning i registermæssig henseende.
De nye bestemmelser i byggeloven vil derfor også få den virkning, at
kommunerne ikke gennem nægtelse af udstykningstilladelser kommer til at
afgøre, hvilke ejerformer der kan etableres til de opførte enfamilieshuse.
Af bemærkningerne til loven fremgår udtrykkeligt, at bebyggelser skal
kunne opføres som hidtil, og at § 10A heller ikke indebærer nogen ændring af
vilkårene for det offentligt støttede boligbyggeri. Det er endvidere
fremhævet, at det forhold, at § 10A sikrer, at udstykning kan
foretages, ikke vil ændre på de gældende meget restriktive regler om
afhændelse af boliger, hvortil der er ydet offentlig støtte.
2. Anvendelsesområdet for byggelovens § 10A
Byggelovens § 10A finder anvendelse, når der på een ejendom opføres to
eller flere enfamilieshuse til helårsbeboelse, enten som fritliggende
enfamilieshuse, eller som helt eller delvis sammenbyggede enfamilieshuse
(dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse, gruppehuse o.l.). Bestemmelsen gælder
også, selv om en del af huset anvendes til sådanne former for erhverv, som
sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig som f.eks. ejendoms-,
advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed eller lignende liberale erhverv,
frisør, dagpleje o.l. Bestemmelsen gælder for alle sådanne bebyggelser,
herunder også det offentligt støttede boligbyggeri.
Byggelovens § 10A gælder ikke for de såkaldte tofamilieshuse
(vandret lejlighedsskel) eller etageboligbebyggelser.
Opføres der derimod en etageboligbebyggelse og to eller flere
enfamilieshuse (fritliggende eller helt eller delvis sammenbyggede) på samme
ejendom, vil byggelovens § 10A finde anvendelse på enfamilieshusene.
Byggelovens § 10A omfatter ikke bebyggelser, der udelukkende
anvendes erhvervsmæssigt. Bestemmelsen gælder heller ikke for
sommerhuse, kolonihavehuse o.l. bebyggelser, der ikke anvendes til
helårsbeboelse.
Som det fremgår af formuleringen af § 10A, omfatter bestemmelsen ikke blot
nybyggeri, men også sådanne til- eller ombygninger eller andre forandringer
af et bestående enfamilieshus , hvorved der sker en opdeling af huset
i flere enfamilieshuse (boligenheder med lodret lejlighedsskel). Efter
ordlyden af § 10A omfatter bestemmelsen således ikke de situationer,
hvor bestående erhvervsbebyggelser ombygges til boliger.
Byggelovens § 10A vedrører matrikulær udstykning i henhold til
udstykningsloven, d.v.s. udstykning (eller matrikulering) ved oprettelse af
nye ejendomme.
Bestemmelsen vedrører derimod ikke den opdeling i ejerlejligheder,
der sker i henhold til ejerlejlighedsloven, men som ukorrekt ofte i daglig
tale benævnes »ejerlejlighedsudstykning«, se iøvrigt nærmere under
punkt 7.
Byggelovens § 10A gælder inden for sit anvendelsesområde for bebyggelser,
der opføres såvel i uplanlagte som i planlagte områder. Der er således
ikke som ved mange af byggelovens øvrige bestemmelser fastsat en
bestemmelse om, at bestemmelsen ikke gælder, hvor der om det pågældende
forhold er fastsat bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt.
Dette fører til, at bestemmelsen også skal iagttages for bebyggelser,
omfattet af en eksisterende lokalplan eller byplanvedtægt, ligesom
bestemmelsen også gælder for områder, der på et senere tidspunkt bliver
omfattet af en lokalplan, se nærmere under punkt 4.
Byggelovens § 10A gælder inden for sit anvendelsesområde såvel for
bebyggelser, der opføres i byzone, som for bebyggelser, der opføres i
landzone, se nærmere under punkt 5.
3. Den administrative behandling, dispensation og
klage
Den administrative behandling
Byggelovens § 10A fastslår, at flere enfamilieshuse til helårsbeboelse
skal anbringes sådan på en ejendom, at denne senere - såfremt det ønskes -
kan udstykkes i et antal parceller svarende til antallet af huse, inklusiv
eventuelle garager, carporte, udhuse o.l. Det samme er tilfældet ved til-
eller ombygninger eller andre forandringer af et bestående enfamilieshus,
hvis der herved sker en opdeling af huset i flere enfamilieshuse (lodret
lejlighedsskel).
De administrative bestemmelser i byggelovens kap. 4 og Bygningsreglement
for småhuse, afsnit 1 er afgørende for, hvorledes den videre behandling
kommer til at foregå.
Ved nybyggeri, tilbygninger, ombygninger eller andre forandringer, der
medfører en udvidelse af arealet, skal der således søges byggetilladelse på
sædvanlig vis, jf. Bygningsreglement for småhuse, afsnit 1.6-1.10.
Af ansøgningen om byggetilladelse skal fremgå, hvorledes bebyggelsens
udformning er med hensyn til størrelsen af de grundarealer, der udlægges til
de enkelte bygningsenheder samt bygningernes størrelse og beliggenhed på
disse grundarealer. Det skal endvidere fremgå, at der er mulighed for lovlig
vejadgang til hver bolig, omfattet af byggeprojektet.
Lovlig vejadgang foreligger, såfremt der kan opnås tilladelse til, at der
fra hvert enkelt af de eventuelt senere udstykkede parceller kan etableres
direkte adgang til eksisterende offentlig vej, anlagt eller udlagt privat
fællesvej, eller såfremt det dokumenteres, at der på ejendommen kan udlægges
ny privat fællesvej, der kan godkendes efter privatvejslovens bestemmelser.
Hvor adgang tilsluttes hovedlandevej eller landevej, eller privat
fællesvej tilsluttes disse veje, skal tilladelse indhentes fra vejbestyrelsen
for disse veje, dvs. Vejdirektoratet eller amtsrådet. Øvrige tilladelser
meddeles af kommunen som vejbestyrelse/vejmyndighed.
Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på afsnit 1.7.2 i
bygningsreglement for småhuse, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen kan
forlange de oplysninger og tegningsmateriale, som er nødvendigt for at give
byggetilladelse. Det materiale, der er vedlagt ansøgningen, skal således være
tilstrækkeligt for en bedømmelse af, om byggelovens § 10A er opfyldt, eller
om bebyggelsesforholdene er af en sådan karakter, at en dispensation fra
byggelovens § 10A kan komme på tale.
Ombygninger eller andre forandringer af et bestående enfamilieshus, der
ikke medfører en udvidelse af arealet, men hvorved der sker en
opdeling af huset i flere enfamilieshuse (lodret lejlighedsskel), er som
nævnt også omfattet af byggelovens § 10A.
Sådanne ombygninger eller forandringer kan i medfør af Bygningsreglement
for småhuse gennemføres uden tilladelse og anmeldelse, jf. afsnit 1.2, og
ejeren skal derfor sikre sig, at byggelovens § 10A iagttages. Såfremt
ombygningen eller forandringen ikke kan gennemføres uden dispensation fra
byggelovens § 10A, påhviler det ejeren at ansøge om dispensation hos
kommunalbestyrelsen, og det pågældende arbejde må ikke påbegyndes, før
dispensation er meddelt, jf. Bygningsreglement for småhuse, afsnit 1.2.1.
Hvis der ikke søges om dispensation, således at byggeriet opføres i strid med
byggelovens § 10A, er bebyggelsen ulovlig, og den må i så fald lovliggøres
(fysisk eller retligt).
Dispensation
Efter byggelovens § 22, stk. 1 kan der meddeles dispensation fra
bestemmelser i loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser, når det
skønnes foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende
bestemmelser. Denne bestemmelse gælder også ved forhold, der er omfattet af §
10A.
Efter byggelovens § 22, stk. 3 kan dispensation til at opføre og anbringe
bebyggelsen på en anden måde, end der fremgår af § 10A, imidlertid først
meddeles, når der er meddelt dispensation fra de bebyggelsesregulerende
bestemmelser, som ville være til hinder for en udstykning, og når de kommende
ejendommes vejadgang er godkendt efter reglerne i vejlovgivningen.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed, forinden
der kan gives dispensation fra § 10A, må vurdere, hvilke
bebyggelsesregulerende bestemmelser, projektet er i strid med samt vurdere,
om og i givet fald på hvilke vilkår, dispensation bør meddeles.
De bebyggelsesregulerende bestemmelser, der kan være aktuelle i de enkelte
projekter, vil være byggelovens § 6A om mindstegrundstørrelse, § 6B om
maksimale bebyggelsesprocenter, § 8 om skelafstande m.v. og § 9 om de skrå
højdegrænseplaner samt de regler, der er fastsat med hjemmel i disse
bestemmelser, jf. Bygningsreglement for småhuse og Bygge- og Boligstyrelsens
bekendtgørelse nr. 496 af 29. juni 1990 om supplerende regler i medfør af
byggeloven.
Hvor de nævnte bebyggelsesregulerende bestemmelser i byggeloven er
fraveget eller suppleret ved bestemmelser fastsat i en lokalplan eller
byplanvedtægt, vil det være lokalplanens eller byplanvedtægtens
bebyggelsesregulerende bestemmelser, som tillige skal vurderes i det enkelte
projekt med henblik på, om dispensation herfra kan meddeles. Vedrørende
dispensation fra bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt henvises til
punkt 4.
Efter byggelovens § 10A skal der være mulighed for lovlig vejadgang til
hver boligenhed. Opmærksomheden henledes på, at kommunalbetyrelsen som
bygningsmyndighed ikke kan dispensere fra vejlovgivningens
bestemmelser. Ved behandlingen af det enkelte projekt må det derfor påses, at
der er godkendt lovlig vejadgang til en udstykning, jf. byggelovens § 16,
stk. 3 og Bygningsreglement for småhuse, afsnit 1.10. Der henvises endvidere
til lov om offentlige veje og lov om private fællesveje.
Finder kommunalbestyrelsen, at der vil kunne meddeles dispensation fra
byggelovens § 10A i en konkret sag, skal der først meddeles dispensation fra
de bebyggelsesregulerende bestemmelser, som projektet også er i strid med.
Ved dispensation fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser i byggeloven
skal byggelovens § 22, stk. 2 iagttages, d.v.s. at der skal, gennemføres
naboorientering. Dispensation kan i så fald først meddeles, når der er
forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den
omhandlede ejendom om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle
bemærkninger kan fremsendes inden 2 uger. Da dispensationerne fra byggelovens
bebyggelsesregulerende bestemmelser tager sigte på at sikre, at en eventuel
udstykning på et senere tidspunkt vil kunne gennemføres, kan det være
hensigtsmæssigt nærmere at redegøre herfor i forbindelse med
naboorienteringen.
Når kommunalbestyrelsens afgørelse i sagen foreligger, skal de naboer, der
rettidigt har fremsat bemærkninger under naboorienteringen, efter byggelovens
§ 22, stk. 2 tillige underrettes om resultatet i sagen.
Det skal fremgå udtrykkeligt af sagen, at der er meddelt dispensation både
fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser, der ville være til hinder for en
udstykning, og fra byggelovens § 10A. De nævnte dispensationer skal enten
fremgå udtrykkeligt af byggetilladelsen eller af et særskilt
dispensationsdokument.
Dispensationer kan efter almindelige forvaltningsretlige regler meddeles
på betingelser. Udnytter ansøgeren en meddelt dispensation, er betingelsen
bindende, også for kommende ejere af ejendommen såvel som for andre
rettighedshavere, jf. byggelovens § 27.
De betingelser, der vil kunne knyttes til en dispensation, skal være
lovlige og have en naturlig forbindelse til samt stå i et rimeligt forhold
til den dispensation, der opnås. Opmærksomheden henledes på, at der
ikke lovligt som betingelse for dispensation fra § 10A eller fra de
bebyggelsesregulerende bestemmelser, der ville være til hinder for en
udstykning, vil kunne knyttes den betingelse, at ejendommen ikke må
udstykkes matrikulært, d.v.s. der vil ikke kunne kræves et
udstykningsforbud som betingelse for at meddele dispensation fra byggelovens
§ 10A mv.
Senere udstykning
Såfremt kommunalbestyrelsen har meddelt de nødvendige dispensationer fra
de bebyggelsesregulerende bestemmelser til at opføre og anbringe bebyggelsen
anderledes end bestemt i byggelovens § 10A samt fra byggelovens § 10A, og
byggeriet herefter i øvrigt er opført i overensstemmelse med lovgivningen,
medfører dette, at udstykningstilladelse ikke på et senere tidspunkt
kan nægtes med henvisning til bestemmelser i byggelovgivningen. Der skal på
det tidpunkt, hvor udstykning måtte ønskes gennemført, ansøges særskilt om
udstykningstilladelse, se nærmere under punkt 6. Byggetilladelsen til
opførelse af en bebyggelse, hvorunder de forhold, der er omfattet af § 10A,
har været vurderet, indeholder således ikke samtidig en meddelt
udstykningstilladelse.
Forældelse
Efter byggelovens § 22, stk. 4 bortfalder en dispensation, hvis der ikke
inden 2 år udstedes tilladelse til de byggearbejder, som dispensationen
angår.
Forældelsen får imidlertid ikke betydning for de dispensationer,
der er meddelt inden for hele byggelovens § 10A's område. Det følger af en ny
bestemmelse i udstykningslovens § 20, stk. 2, som har følgende ordlyd:
»I tilfælde, hvor opførelse af mere end eet enfamilieshus til
helårsbeboelse på en ejendom har nødvendiggjort dispensationer, som muliggør
en nærmere angivet udstykning, kan denne udstykning gennemføres uden hensyn
til bestemmelser i anden lovgivning om bortfald af dispensationer, som ikke
er udnyttet.«
De dispensationer, der er meddelt i henhold til byggelovgivningen forældes
således ikke . En senere udstykning kan derfor gennemføres i
overensstemmelse med det allerede tilvejebragte grundlag. Det er herved lagt
til grund, at det byggearbejde, som dispensationerne angår, opføres som
forudsat.
Klageregler- og klagemyndighed
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, der omfattes af
byggelovens § 10A, kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til
Statsamtet, i Københavns og Frederiksberg komnmuner til Bygge- og
Boligstyrelsen, jf. byggelovens § 23. Vedrørende klagefrist og
klagevejledning henvises til byggelovens § 24. Klageadgangen følger således
byggelovens almindelige regler.
Vejbestyrelsens afgørelser vedrørende fornøden vejadgang kan påklages
efter vejlovens klageregler til trafikministeriet, for så vidt angår retlige
forhold, jf. lov om offentlige vej, § 4 og lov om private fællesveje, § 7.
4. Byggelovens § 10A og forholdet til kommuneplanloven
I overensstemmelse med intentionerne ved lovændringen finder byggelovens §
10A og § 22, stk. 3 anvendelse ved opførelse af bebyggelse efter 1. april
1991, uanset om der er tilvejebragt en lokalplan/byplanvedtægt før eller
efter ikrafttrædelsen af bestemmelsen.
»De bebyggelsesregulerende bestemmelser« i § 22, stk. 3 omfatter
således bebyggelsesregulerende bestemmelser i byplanvedtægter og lokalplaner,
der fortrænger eller supplerer byggelovens almindelige bebyggelsesregulerende
bestemmelser.
Byplanvedtægter og lokalplaner tilvejebragt før 1. april 1991
Byplanvedtægter og lokalplaner, der er tilvejebragt før lovændringen, kan
indeholde bestemmelser, der åbner mulighed for at opføre flere
enfamilieshuse, hvorimod andre bestemmelser i planen kan være til hinder for
selvstændig udstykning af husene. Det kan f.eks. være bestemmelser om
bebyggelsesprocent og grundstørrelser.
I sådanne tilfælde følger det af byggelovens § 10A, at der ikke må
udstedes byggetilladelse, hvis der ikke samtidig dispenseres fra den eller de
bestemmelser i planen, der er til hinder for udstykning af bebyggelsen (eller
planen ændres). Dispensationen meddeles efter bestemmelserne i
kommuneplanlovens § 47, herunder bestemmelserne om naboorientering.
Ønsker kommunen ikke at dispensere, eller ønsker kommunen at ændre
lokalplanen, må der ikke udstedes byggetilladelse, idet byggelovens § 10A
ikke kan opfyldes. Da lokalplanen/byplanvedtægten åbner mulighed for en
bebyggelse, som kommunen skal afslå med henvisning til anden lovgivning, bør
det for at undgå problemer tages op til overvejelse at ændre planen.
Hvis kommunen i nævnte situation giver byggetilladelse i overenstemmelse
med lokalplanen, men i strid med byggelovens § 10A, er bebyggelsen ulovlig,
og den må i så fald lovliggøres (fysisk eller retligt).
Med hensyn til ansøgninger om udstykning af bebyggelse, der er opført før
1. april 1991, hvor en lokalplan eller byplanvedtægt indeholder bestemmelser,
der er til hinder for en udstykning, må kommunen i de enkelte tilfælde
konkret vurdere, om en dispensation i overensstemmelse med intentionerne bag
de nye regler er mulig.
Lokalplaner, der tilvejebringes efter 1. april 1991
For så vidt angår lokalplaner, der tilvejebringes efter 1. april 1991,
skal bestemmelserne i lokalplanen være i overensstemmelse med byggelovens §
10A. Såfremt en lokalplan giver mulighed for opførelse af mere end et
enfamillieshus, men samtidig indeholder bestemmelser, der er til hinder for
udstykning af husene, vil sidstnævnte bestemmelser være ugyldige.
Servitutter og deklarationer stiftet før 1. april 1991
Private servitutter hører ikke til de »bebyggelsesregulerende
bestemmelser«, der er omfattet af byggelovens §§ 10A og 22, stk. 3.
Udstykningsforbud i sådanne servitutter er derfor ikke til hinder for
byggetilladelse til flere enfamilieshuse.
I de tilfælde hvor kommunen efter servitutten er dispensationsmyndighed,
bør kommunen i overensstemmelse med intentionerne ved lovændringen positivt
overveje, om der kan dispenseres fra hindrende bestemmelser.
Servitutter og deklarationer, der stiftes efter 1. april 1991
Servitutter, der indeholder forbud mod udstykning, kræver samtykke efter
kommuneplanlovens § 36. Det vil være i strid med intentionerne ved
lovændringen at meddele sådant samtykke.
Forældelse
Dispensation meddelt efter kommuneplanlovens § 47, som muliggør en nærmere
angivet udstykning, forældes ikke, jf. udstykningslovens § 20, stk. 2. Se
også nærmere under punkt 3.
Klageregler og klagemyndighed
Kommunalbestyrelsens afgørelser i ovennævnte situationer, herunder om en
lokalplan indeholder bestemmelser i strid med byggelovens § 10A, kan påklages
til Planstyrelsen, for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. kommuneplanlovens
§ 48, stk. 1.
5. Byggelovens § 10A og forholdet til by- og
landzoneloven
Som nævnt i afsnit 2 finder byggelovens § 10A anvendelse såvel i byzone
som i landzone. I landzone opstår imidlertid særlige forhold på grund af lov
om by- og landzoner.
Byggelovens § 10A ændrer ikke på den regulering, der sker gennem lov om
by- og landzoner. Der kræves tilladelse efter by- og landzonelovens § 6 til
at foretage udstykning af et enfamilieshus og tilladelse efter § 7 til at
opføre et enfamilieshus, se dog nedenfor om opførelse af erhvervsmæssigt
nødvendige boliger.
Zonelovstilladelse til udstykning indgår ikke i de tilladelser og
dispensationer, der efter byggelovens § 10A skal indhentes, før der meddeles
tilladelse til at opføre flere huse på en ejendom i landzone.
Enfamilieshuse i landsbyer
Ved opførelse af flere enfamilieshuse på grunde i landsbyer (og eventuelt
på parcelhusgrunde uden for landsbyer) er der samme begrundelse for at
tillade udstykning som i byzone.
Det skal derfor henstilles, at en senere udstykningsmulighed overvejes af
zonelovsmyndigheden samtidig med behandlingen af ansøgning om
zonelovstilladelse til opførelse af mere end et enfamilieshus på samme grund.
Der bør ikke meddeles zonelovstilladelse til flere boligenheder på
samme grund, med mindre zonelovsmyndigheden samtidig er indstillet på, i
overensstemmelse med intentionerne bag byggelovens § 10A, at meddele
tilladelse til udstykning af de enkelte boligenheder.
Også for så vidt angår tilfælde, hvor der før 1. april 1991 er givet
zonelovstilladelse til at opføre flere boliger på een grund, bør
zonelovsmyndigheden vurdere en ansøgning om udstykning i lyset af
intentionerne med ændringen af byggelovens § 10A. Der bør således meddeles
zonelovstilladelse til udstykning, med mindre væsentlige zonelovsmæssige
interesser taler imod.
Medhjælperboliger
Et særligt spørgsmål opstår i relation til medhjælperboliger på en
landbrugs- eller skovbrugsejendom.
Ved opførelse af medhjælperboliger skal bestemmelserne i byggelovens § 10A
overholdes, således at en eventuel senere udstykning ikke kan hindres af
bygge- eller vejlovgivningen.
Hvis en medhjælperbolig er erhvervsmæssigt nødvendig for den pågældende
ejendom, skal der ikke meddeles zonelovstilladelse til selve
opførelsen . Da boligen skal placeres i overensstemmelse med
byggelovens § 10A, vil der formentlig i større omfang end hidtil blive tale
om tilladelse til beliggenhed (og udformning), jf. by- og landzonelovens § 7,
stk. 2.
Udstykning af en medhjælperbolig kræver altid zonelovstilladelse.
Efter hensigten med by- og landzoneloven og efter fast praksis meddeles
der ikke tilladelse til at frastykke medhjælperboliger, der er nødvendige for
den pågældende ejendoms drift.
Denne praksis bør ikke ændres. Zonelovsmyndigheden skal stadig påse, at
medhjælperboligers tilknytning til landbrugsejendommen bevares. Der bør
således altid meddeles afslag på en ansøgning om frastykning af en
medhjælperbolig, med mindre denne er blevet overflødig på grund af
ejendommens drift.
6. Byggelovens § 10A og forholdet til visse andre love
Byggelovens § 10A ændrer ikke på den regulering, der sker gennem
landbrugsloven, naturfredningsloven eller skovloven. I visse tilfælde kræves
der tilladelse efter disse love til udstykning af et enfamilieshus og til
opførelse af et enfamilieshus.
Tilladelse til udstykning indgår ikke i de tilladelser og dispensationer,
der efter byggelovens § 10A skal indhentes, før der meddeles tilladelse til
at opføre mere end et enfamilieshus på en ejendom.
7. Ejerlejlighedslovens og andelsboligforeningslovens
forhold til udstykningsloven og byggelovens § 10A
Den 1. april 1991 er også trådt nye bestemmelser i kraft i lov om
ejerlejligheder og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber,
som har til formål at afgrænse ejerlejlighedslovens og
andelsboligforeningslovens anvendelsesområde i forhold til udstykningslovens.
Ejerlejlighedslovens ændrede § 3 har følgende ordlyd:
»Ejerlejligheder kan kun oprettes i ejendomme, som i deres helhed
opdeles i ejerlejligheder, og kun når en landinspektør attesterer, at
udstykning ikke er mulig.«
Andelsboligforeningslovens § 13, stk. 1, i kapitel IV om anpartssalg har
følgende ordlyd:
»Der må ikke ske overdragelse af en anpart af en fast ejendom med
mere end 2 beboelseslejligheder, såfremt anparten er forbundet med brugsret
til en beboelseslejlighed i ejendommen, eller det er en forudsætning for
aftalen, at erhververen opnår en sådan ret. (Ændret 2. pkt.:) Under de
i 1. pkt. angivne omstændigheder må der heller ikke ske overdragelse af en
anpart af en ejendom, hvorpå der alene findes 2 enfamilieshuse med tilhørende
småbygninger, såfremt udstykning er mulig.«
Og andelsboligforeningslovens § 17, stk. 1, med ændret litra a har
følgende ordlyd:
»Dokumenter om overdragelse af en anpart af en fast ejendom skal for
at kunne tinglyses indeholde overdragerens erklæring om, at en af følgende
betingelser er opfyldt:
a. Ejendommen indeholder ikke mere end to beboelseslejligheder, og
udstykning er ifølge en vedlagt attest fra en beskikket landinspektør ikke
mulig.«
Disse nye bestemmelser indeholder den grundtanke, at
ejerlejlighedsopdeling og overdragelse af en anpart af en fast ejendom med to
enfamilieshuse kun er mulig i tilfælde, hvor matrikulær udstykning
ikke kan foretages. Disse situationer er således subsidiære i forhold
til den matrikulære udstykning.
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelserne i andelsboligforeningsloven
alene er gældende ved salg af nyoprettede anpartslejligheder, der finder sted
efter 1. april 1991.
Hvis det attesteres af en landinspektør, at udstykning ikke er
mulig, kan opdeling i ejerlejligheder ske under forudsætning af, at
ejerlejlighedslovens betingelser for opdeling i øvrigt er opfyldt.
At udstykning ikke er mulig, kan skyldes dels fysiske forhold, dels
formelle forhold. Hvis en ønsket udstykning af ejendomsretten til bygningerne
på en ejendom skal kunne ske efter reglerne i udstykningsloven, må der rent
fysisk alene være tale om en udstykning af bygningen eller bygningerne ved
lodrette snit (f.eks. rækkehuse). Hvis opdeling sker ved vandrette snit
(f.eks. gamle villaer i flere etager, tofamilieshuse) eller ved en
kombination af lodrette og vandrette snit (f.eks. etageboligbyggeri eller
blandede bebyggelser) kan opdelingen ikke gennemføres efter
udstykningsloven. I sådanne tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at den
landinspektør, der skal afgive attest til tinglysningsdommeren ved anmeldelse
om opdeling af en ejendom i ejerlejligheder, attesterer, at opdelingen af
fysiske årsager ikke kan ske ved udstykning.
I tilfælde hvor udstykning ikke er mulig som følge af betemmelser i
private servitutter og deklarationer, må landinspektøren tilsvarende overfor
tinglysningsdommeren dokumentere, at udstykning ikke kan gennemføres af
privatretlige årsager.
Hvis dele af en ejendoms bygninger kan fraskilles ved udstykning (f.eks.
en fritliggende bolig- eller erhvervsenhed), men den øvrige del af
bygningerne på grund af fysiske forhold kun kan opdeles ved anvendelse af
ejerlejlighedssystemet, vil der først kunne søges om udstykning, og derefter
kunne foretages ejerlejlighedsopdeling. Hele den ønskede opdeling vil
imidlertid også i denne situation kunne ske ved anvendelse af
ejerlejlighedslovens system, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Selv om udstykning rent fysisk vil kunne ske, vil det dog ikke i alle
tilfælde være muligt at opnå en udstykningstilladelse.
Byggelovens § 10A bevirker, at opførelse af enfamilieshuse til
helårsbeboelse for fremtiden vil ske på en sådan måde, at en efterfølgende
udstykning bliver mulig.
Derimod vil det ikke altid være muligt at opnå udstykningstilladelse, når
det drejer sig om f.eks. sommerhuse, erhvervsbyggeri eller blandet
bebyggelse.
I tilfælde hvor de fysiske betingelser for at anvende udstykningssystemet
er tilstede, men hvor udstykningstilladelse ikke har kunnet opnås, må
landinspektøren i forbindelse med anmeldelse til tinglysning af ejendommens
opdeling i ejerlejligheder dokumentere overfor tinglysningsdommeren, at der
er meddelt afslag på ansøgningen om udstykning. Opdeling i ejerlejligheder
vil herefter kunne ske, hvis betingelserne herfor i ejerlejlighedsloven i
øvrigt er opfyldt.
Bygge- og Boligstyrelsen, den 5. juli
1991
H. E. Rasmussen
/ Ella Blousgaard
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVBESTEMMELSER (KONSEKVENSÆNDRINGER SOM FØLGE AF LOV OM UDSTYKNING OG ANDEN REGISTRERING I MATRIKLEN) (* 1) Retsinformation · 8. marts 1990
- Afgørelse i sag om udstykning af ejendommen, beliggende [adresse1] i Lyngby-Taarbæk Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. februar 2013
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 20. april 2011 om Finlands foranstaltning C 37/04 (ex NN 51/04) til fordel for Componenta Oyj (meddelt under nummer K(2011) 2559) (Kun den finske og svenske udgave er autentiske) (EØS-relevant tekst) (2011/529/EU) EU-lovgivning · 20. april 2011
- 1987 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BYGNINGSFREDNING (KOMMUNAL REGISTRERING AF BYGNINGER MV.). Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING Retsinformation · 18. januar 1990
- 1990 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING Retsinformation · 4. oktober 1990