Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Ikke gældende siden 20. marts 2013 LBK nr 136 af 23/02/1995LovbekendtgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet10. marts 1995

Gældende udgave: LBK nr 279 af 14/03/2013

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 65 afgørelser

Domsdatabasen 49, Retsinformation 9, Landsskatteretten 7

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om erstatning til

besættelsestidens ofre

Herved bekendtgøres lov om erstatning til

besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 1. april 1992 med de

ændringer, der følger af lov nr. 502 af 24. juni 1992, lov nr. 278 af 6. maj

1993, lov nr. 449 af 30. juni 1993 og lov nr. 1125 af 21. december 1994.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995

Afsnit I

Erstatning i anledning af invaliditet og død

Kapitel 1

Område

§ 1. Berettiget til invaliditetserstatning m.v. efter

reglerne i nærværende afsnit er danske statsborgere, der i tiden fra 9. april

1940 indtil krigstilstandens ophør, jf. herved § 14 i lovbekendtgørelse nr.

508 af 14. december 1942 om krigsulykkesforsikring, har pådraget sig skade

eller sygdom, hvorved deres erhvervsevne er midlertidigt eller vedvarende

forringet som følge af krigshandlinger eller krigslignende handlinger her i

landet, herunder som følge af de af besættelsesmagten foretagne

eftersøgninger, fængslinger, interneringer og deportationer.

Stk. 2. Berettiget til at oppebære dødserstatning efter

reglerne i nærværende afsnit er efterladte efter danske statsborgere, der har

mistet livet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder.

Stk. 3. Erstatning i henhold til nærværende afsnit kan

ikke ydes, for så vidt skades- eller sygdomstilfældet eller dødsfaldet er

indtrådt som følge af tjeneste eller arbejde for den tyske besættelsesmagt.

Stk. 4. De under kampene den 9. april 1940 og 29.

august 1943 sårede eller faldne militærpersoner, jf. lov nr. 378 af 10. juli

1940 om udbetaling af hædersgaver til efterladte efter faldne og til sårede

den 9. april 1940, samt de af lov nr. 262 af 19. december 1936 om

krigs-ulykkesforsikring for søfarende, jf. lov nr. 473 af 1. oktober 1945,

Læs alt

omfattede personer, omfattes ikke af bestemmelserne i nærværende afsnit.

§ 1 a. Danske statsborgere, som under den tyske

besættelse

1) har været deporteret til fængsel eller koncentrationslejr i udlandet

eller

2) har været tjenstgørende i mindst 6 måneder på danske eller udenlandske

skibe under allieret kontrol i krigsfarvand, og som ikke allerede har opnået

erstatning for den nedsatte erhvervsevne i henhold til lov nr. 262 af 19.

december 1936 om krigsulykkesforsikring for søfarende, jf. lov nr. 473 af 1.

oktober 1945, eller

3) har været aktivt engageret her i landet uden afbrydelse i mindst 1 år

i organiseret modstandsarbejde, der har medført særlig hård fysisk eller

psykisk belastning, fortrinsvis personer, der har været eftersøgt eller

4) efter mindst 6 måneders aktiv deltagelse i organiseret

modstandsarbejde her i landet har været interneret i tyske fængsler eller

lejre i Danmark og herunder været udsat for usædvanlig hårde psykiske

belastninger, er berettiget til ydelser efter bestemmelserne i nærværende

afsnit, når erhvervsevnen er nedsat med mindst 25 pct., medmindre det er

åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem den nedsatte erhvervsevne og

de foran nævnte forhold.

Stk. 2. Når særlige forhold taler derfor, kan

Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 4, dispensere fra kravet om den i stk. 1

omhandlede varighed af tjenesten eller frihedsberøvelsen.

Stk. 3. Afgår en person, som omfattes af stk. 1, ved

døden, tilkommer der de efterladte erstatning efter bestemmelserne i § 22,

medmindre det er åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem dødsfaldet

og frihedsberøvelsen eller tjenesten som nævnt i stk. 1.

§ 1 b. Danske statsborgere, som under den tyske

besættelse som søfarende har været interneret eller tilbageholdt i mindst 12

måneder i udenlandsk havn, og deres efterladte er berettigede til ydelse

efter bestemmelserne i dette afsnit på samme måde som fastsat i § 1 a.(*1)

§ 1 c. Danske statsborgere, som i mindst 6 måneder

inden for perioden 9. april 1940 til 5. maj 1945 har sejlet med færøske

fiskeskibe eller fisketransportskibe, og deres efterladte er berettigede til

ydelser efter dette afsnit på samme måde som fastsat i § 1 a. Det er en

forudsætning, at der ikke allerede er ydet erstatning for den nedsatte

erhvervsevne efter lov om krigsulykkesforsikring for søfarende jf. § 1 a,

stk. 1, nr. 2. Det er en betingelse, at sejladsen har fundet sted i

krigsfarvand med henblik på tilførelse af krigsforsyninger til allieret havn

uden for Færøerne.(*2)

§ 2. Har pågældende ved forsæt, grov uagtsomhed eller

beruselse selv hidført eller dog væsentlig bidraget til skadens eller

sygdommens indtræden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde. I så fald

skal Arbejdsskadestyrelsen udtrykkelig udtale dette i sin kendelse.

§ 3. Har den tilskadekomne eller dennes efterladte,

der har anmeldt krav på erstatning efter reglerne i nærværende afsnit,

retskrav i henhold til andre regler om erstatning ved skadetilføjelse,

tilkommer dette krav statskassen. Arbejdsskadestyrelsen træffer bestemmelse

om, hvorvidt statskassen skal gøre kravet gældende. Sker dette, og opnås

derved et erstatningsbeløb, som overstiger den erstatningsydelse, der

tilfalder den erstatningsberettigede i henhold til bestemmelserne i

nærværende afsnit, udbetales det overskydende beløb til den

erstatningsberettigede.

Stk. 2. Har den erstatningsberettigede i det i stk. 1

omhandlede tilfælde allerede gjort sit retskrav gældende og modtaget dækning

herfor, kommer det modtagne beløb til fradrag i erstatningsydelserne i

henhold til nærværende afsnit. Er det forannævnte erstatningsbeløb modtaget,

inden anmeldelse om erstatning i henhold til nærværende afsnit indgives til

Arbejdsskadestyrelsen, kan Arbejdsskadestyrelsen dog under hensyn til

samtlige foreliggende omstændigheder bestemme, at der vil være at fradrage et

lavere beløb.

Kapitel 2

Administrationen

§ 4. Behandlingen af sager vedrørende ydelser i

henhold til nærværende afsnit henlægges til Arbejdsskadestyrelsen.

§ 5. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse af

følgende spørgsmål:

1) om en person omfattes af nærværende afsnit, jf. herved også § 1 a, § 1

b, § 1 c og § 65,

2) om der foreligger en skade eller en sygdom, der er forvoldt ved de i §

1 omhandlede forhold,

3) om der foreligger en ved sådan skade forvoldt lidelse,

4) om der skal gøres retskrav gældende efter § 3, stk. 1,

5) om der skal foretages fradrag i erstatningsydelserne i henhold til §

3, stk. 2, og § 34, stk. 3,

6) om størrelsen af den årsløn, som skal lægges til grund ved

erstatningsberegningen, jf. § 31,

7) om der findes personer, der kan gøre krav på dødserstatning,

8) om en skade eller en sygdom har medført følger, der begrunder krav på

ydelser efter nærværende afsnit, og om størrelsen og arten af de ydelser, der

tilkommer pågældende eller hans efterladte, jf. §§ 20 og 22,

9) om anvendelsen af bestemmelserne i lovens §§ 2 og 11,

10) om anvendelsen af bestemmelserne i lovens § 30,

11) om tvivl vedrørende dagpenge,

12) om tvivl vedrørende takst for lægeattester.

Stk. 2. Forinden Arbejdsskadestyrelsen træffer

afgørelse af de i stk. 1 omhandlede spørgsmål, skal den give pågældende eller

hans efterladte samt andre vedkommende lejlighed til at gøre sig bekendt med

de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om sagen.

Stk. 3. Arbejdsskadestyrelsen er berettiget til, inden

der træffes afgørelse om det i § 5, stk. 1, nr. 1, nævnte spørgsmål, at

forelægge sagen for Erstatningsrådet og er forpligtet hertil, for så vidt den

i det enkelte tilfælde er i tvivl om, hvilken afgørelse der bør træffes.

§ 6. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i medfør af §

5, stk. 1, nr. 1, kan bortset fra afgørelser vedrørende § 1 c indbringes for

Erstatningsrådet. Erstatningsrådets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Stk. 2. Alle øvrige af Arbejdsskadestyrelsen i medfør

af dette afsnit trufne afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen.

Stk. 3. Klage efter stk. 1 og 2 skal indgives inden 4

uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. Opholder klageren sig på

afgørelsestidspunktet på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark,

er fristen 6 uger. Opholder klageren sig uden for Europa, er fristen 3

måneder.

Stk. 4. Erstatningsrådet og Ankestyrelsen kan se bort

fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil.

Ankestyrelsens afgørelse herom træffes af chefen for Ankestyrelsen.

Kapitel 3

Anmeldelse m.v.

§ 7. Ethvert tilfælde, som antages at ville medføre

krav efter nærværende afsnit, skal snarest muligt anmeldes for

Arbejdsskadestyrelsen. Er tilfældet indtruffet inden nærværende lovs

ikrafttræden, må anmeldelse indgives til Arbejdsskadestyrelsen senest inden

de i § 66 fastsatte frister for begæringer eller ansøgninger om ydelser i

henhold til lovens afsnit III, IV, V og VII; i andre tilfælde må anmeldelse

indgives til Arbejdsskadestyrelsen senest 1 år efter tilfældets indtræden.

Medfører tilfældet døden efter lovens ikrafttræden, skal - selvom tilfældet

forinden er anmeldt for Arbejdsskadestyrelsen - underretning om dødsfaldet

tilstilles Arbejdsskadestyrelsen inden 48 timer efter dødens indtræden.

Stk. 2. Anmeldelsespligten påhviler den eller de

erstatningsberettigede. De nærmere regler om anmeldelsen, herunder om

anmeldelsens indhold, fastsættes af socialministeren.

Stk. 3. Arbejdsskadestyrelsen kan dispensere fra

fristerne i stk. 1, såfremt Arbejdsskadestyrelsen efter nærmere af

socialministeren fastsatte retningslinier skønner, at omstændighederne taler

derfor.

§ 8. Når Arbejdsskadestyrelsen med hensyn til et for

denne anmeldt skades- eller sygdomstilfælde har tilkendegivet parterne, at

tilfældet ikke kan anses at have medført følger, der berettiger til

erstatning efter § 20, eller at pågældende ikke kan antages at have efterladt

sig nogen efter § 22 erstatningsberettiget person, kan krav i anledning af

tilfældet ikke rejses senere end 1 år efter tilkendegivelsens dato.

Stk. 2. Såfremt afgørelse af et for

Arbejdsskadestyrelsen anmeldt skades- eller sygdomstilfælde ikke kan træffes

af grunde, der skyldes den erstatningsberettigedes forhold, bortfalder

kravet, når 3 år er forløbet, efter at anmeldelsen er sket.

§ 9. Socialministeren fastsætter efter forhandling

med Arbejdsskadestyrelsen en takst for de under sagernes behandling

almindeligt forekommende lægeattester.

Stk. 2. Udgiften til lægeattester og

obduktionsforretninger, som er fornødne til oplysning af en for

Arbejdsskadestyrelsen indbragt sag, og som forlanges af denne, afholdes af

Arbejdsskadestyrelsen.

§ 10. Arbejdsskadestyrelsen er berettiget til af de i

§§ 1, 1 a, 1 b og 1 c omhandlede personer, frihedsbevægelsens organisationer,

kommunalbestyrelser og andre vedkommende, herunder klinikker, sygehuse,

behandlende læger m.v., at begære og få meddelt enhver oplysning, der er af

betydning, herunder hospitalsjournaler, og hvad dertil hører, eller

afskrifter af samme, samt til at forlange optaget retsligt forhør i

overensstemmelse med retsplejelovens § 1018 og få udskrift deraf. Endvidere

er Arbejdsskadestyrelsen berettiget til at forlange obduktion foretaget efter

reglerne om lovmæssige obduktioner.

§ 11. Når pågældende vil gøre fordring på ydelser

efter nærværende afsnit, må han snarest muligt efter lidelsens opståen, for

så vidt lidelsens første påviselige optræden har fundet sted eller tilfældet

er opstået efter denne lovs ikrafttræden, lade sig undersøge af en læge.

Enhver, der vil gøre fordring på ydelse efter nærværende afsnit, må

underkaste sig fornøden lægebehandling og er forpligtet til efter

Arbejdsskadestyrelsens bestemmelse at underkaste sig lægeundersøgelse,

eventuelt af Arbejdsskadestyrelsens læger, samt om fornødent indlæggelse til

observation, ligesom han er forpligtet til efter tilsigelse at give møde for

Arbejdsskadestyrelsen for at afgive forklaring. Eventuelle hermed forbundne

nødvendige rejseudgifter betales af Arbejdsskadestyrelsen. Efterkommer han

ikke foranstående krav, eller modarbejder han sin helbredelse ved

tilsidesættelse af de givne forskrifter, fortaber han efter omstændighederne

helt eller delvis sin ret til erstatning.

Stk. 2. På samme måde kan de efterladte fortabe deres

krav, såfremt de modsætter sig foretagelsen af en af Arbejdsskadestyrelsen

begæret obduktionsforretning.

§ 11 a. Når anmeldelse er indgivet, kan

Arbejdsskadestyrelsen yde forskud på erstatningen, hvis det skønnes

overvejende sandsynligt, at afgørelsen vil falde ud til, at der tillægges

pågældende erstatning.

Stk. 2. Forskud kan ikke kræves tilbagebetalt,

medmindre pågældende har fremført åbenbart urigtige oplysninger om sine

forhold.

Kapitel 4

Erstatningsydelserne

§ 12. Ydelserne efter nærværende afsnit består i:

1) sygebehandling,

2) dagpenge,

3) invaliditetserstatning,

4) erstatning til efterladte og

5) begravelseshjælp.

Sygebehandling

§ 13. Der ydes pågældende bandager, kunstige lemmer,

briller, sygevogne og andre hjælpemidler, som af Arbejdsskadestyrelsen

skønnes fornødne for at sikre sygebehandlingens resultater og formindske

skadens eller sygdommens følger eller nøjere bestemme invaliditetens grad.

Stk. 2. Der ydes af Arbejdsskadestyrelsen sådan

sygebehandling, som Arbejdsskadestyrelsen skønner nødvendig for at opnå den

bedst mulige helbredelse, for så vidt denne sygebehandling ikke ydes af

social- og sundhedsforvaltningen.

Dagpenge(*3)

§ 14. Retten til dagpenge er betinget af

erhvervsevnens forringelse.

Stk. 2. Sådan forringelse anses at være til stede, så

længe pågældende på grund af den pådragne invaliditet ikke er i stand til at

genoptage sit arbejde i væsentlig samme omfang som tidligere.

§ 15. Dagpengene udgør 4/5 af pågældendes dagløn,

beregnet efter nærværende lovs § 31. For hver uge betales dagpenge for 6

dage.

Stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen kan, hvor forholdene

taler derfor, nedsætte dagpengene med indtil halvdelen.

Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med

finansministeren fastsætte nærmere regler for, i hvilket omfang dagpengene

kan udbetales til tilskadekomne, der er ansat i tjeneste hos staten,

folkekirken, folkeskolen, en kommune eller en af de i tjenestemandslovens §

91, stk. 7, omhandlede offentlige institutioner eller et af de sammesteds

omhandlede koncessionerede selskaber.

§ 16. For så vidt angår skades- eller

sygdomstilfælde, der er indtruffet forinden nærværende lovs ikrafttræden,

begynder dagpengene tidligst at løbe fra skades- eller sygdomstilfældets

indtræden. Er tilfældet afløbet uden erstatningsberettigende følger inden

nærværende lovs ikrafttræden, begynder dagpengene dog tidligst at løbe 8 uger

efter tilfældets indtræden. For så vidt angår skades- eller sygdomstilfælde,

der er indtruffet efter nærværende lovs ikrafttræden, begynder dagpengene

tidligst at løbe fra dagen for indgivelse af anmeldelse til

Arbejdsskadestyrelsen om skaden eller sygdommen.

Stk. 2. Såfremt pågældende er medlem af en

statsanerkendt sygekasse (statskontrolleret sygeforening), og der af denne er

ydet dagpenge for et tidsrum, for hvilket der tilkommer pågældende dagpenge i

henhold til nærværende afsnit, refunderes der sygekassen (sygeforeningen) et

beløb, svarende til det dagpengebeløb, hvortil han er berettiget efter

nærværende afsnit. Såfremt sidstnævnte beløb måtte være højere end det af

sygekassen ydede dagpengebeløb, udbetales det overskydende til pågældende.

§ 17. Medfører skaden eller sygdommen ikke krav på

invaliditetserstatning, ophører dagpengene at løbe, så snart betingelserne

for samme efter § 14 bortfalder.

Stk. 2. Medfører tilfældet krav på

invaliditetserstatning, vedbliver dagpengene under de i § 14 foreskrevne

betingelser af løbe indtil den dag, da Arbejdsskadestyrelsen træffer

afgørelse af invaliditetsspørgsmålet.

Stk. 3. Medfører tilfældet døden, løber dagpengene

under samme betingelser til dødsdagen.

§ 18. Dagpengene skal så vidt muligt betales til

pågældende bagud hver fredag med det ham for den forløbne uge tilkommende

beløb, første gang den første fredag efter den dag, retten til dagpenge er

indtrådt.

Invaliditetserstatning

§ 19. For så vidt angår sådanne skades- eller

sygdomstilfælde, der er indtrådt forinden nærværende lovs ikrafttræden,

træffer Arbejdsskadestyrelsen snarest muligt efter modtagelse af anmeldelsen

og så vidt muligt senest 1 år efter skades- eller sygdomstilfældets indtræden

afgørelse af, om der tilkommer pågældende invaliditetserstatning. I andre

tilfælde træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelsen så vidt muligt 1 år efter

tilfældets indtræden.

Stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan

Arbejdsskadestyrelsen udsætte afgørelsen, for så vidt angår sådanne skades-

eller sygdomstilfælde, der er indtrådt inden nærværende lovs ikrafttræden,

dog ikke ud over 3 år fra lovens ikrafttræden, i andre tilfælde ikke ud over

3 år efter skades- eller sygdomstilfældets indtræden.

§ 20. Invaliditetserstatning ydes i form af en årlig

rente, der, for så vidt den ikke kapitaliseres, jf. § 28, løber, så længe

pågældendes erhvervsevne er forringet med 5 pct. eller derover som følge af

skaden eller sygdommen.

Stk. 2. Renten udgør ved fuldstændigt tab af

erhvervsevnen 4/5 af årslønnen, jf. § 31, og ved nedsættelse af erhvervsevnen

en til nedsættelsen svarende del af den rente, der ville være at yde ved

fuldstændigt tab af erhvervsevnen.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af invaliditetsgraden skal

Arbejdsskadestyrelsen i det omfang det skønnes rimeligt, tage hensyn til

særlige færdigheder, der kræves i vedkommendes sædvanlige erhverv, samt til

sådan forudbestående forringelse af erhvervsevnen, som må antages at forværre

skadens eller sygdommens følger, derunder men af tidligere skade eller

sygdom.

§ 21. Har pågældende været berettiget til dagpenge,

løber renten fra det tidspunkt, da dagpengene ophører.

Stk. 2. Har han ikke været berettiget til dagpenge,

løber renten fra det tidspunkt, da han efter reglerne i § 16 ville have været

berettiget til dagpenge, såfremt betingelserne efter § 14 havde været til

stede.

Erstatning til efterladte

§ 22. Erstatning til efterladte, jf. § 1, stk. 2, § 1

a, stk. 3, § 1 b og § 1 c, ydes efter nedenstående regler:

1) Der tilkommer en enke, hvis ægteskab er indgået senest 5 år før

tidspunktet for dødens indtræden, en årlig rente af 50 pct. af afdødes

årsløn, beregnet efter § 31. Denne erstatning tilkommer enken, selv om

ægtefællerne på tidspunktet for dødens indtræden var separeret eller levede

adskilt, når hustruen dog havde retskrav på underholdsbidrag fra manden. Har

hun ikke gjort sit retskrav gældende over for manden de sidste 3 år før

tidspunktet for dødens indtræden, kan Arbejdsskadestyrelsen bestemme,

hvorvidt og i hvilket omfang der skal udbetales enken rente.

2) For en enkemand gælder tilsvarende regel som under nr. 1), hvis hans

afdøde hustru regelmæssigt og i væsentligt omfang deltog i familiens

erhvervsarbejde.

3) Efterlades der børn, over for hvilke der i henhold til lov om

offentlig forsorg(*4), påhviler afdøde forsørgelses- eller bidragspligt,

tilkommer der børnene en årlig rente, der for det første barn udgør 15 pct.

og for hvert af de efterfølgende børn 10 pct. af afdødes årsløn indtil

børnenes fyldte 18 år. Efterlades der ingen ægtefælle, kan den årlige rente

for hvert barn forhøjes til indtil 20 pct. Hvor særlige omstændigheder taler

derfor, kan renten udstrækkes ud over barnets fyldte 18 år.

4) Efterlader den afdøde sig ingen efter ovenstående bestemmelser

erstatningsberettiget, eller kommer de samlede erstatninger til udbetaling

med et mindre beløb end nævnt under nr. 5, kan Arbejdsskadestyrelsen under

særlige omstændigheder bestemme, hvorvidt og i hvilket omfang erstatning bør

tillægges andre nærstående, hvem afdøde forsørgede, eller til hvis

forsørgelse han ydede væsentligt bidrag i de sidste 5 år før dødsfaldets

indtræden.

5) Erstatningen efter nærværende paragraf kan i intet tilfælde overstige

75 pct. af den afdødes årsløn, beregnet efter § 31.

Stk. 2. Hvis renterne, hvor der er flere

erstatningsberettigede, tilsammen ville overstige det i stk. 1, nr. 5 nævnte

maksimumsbeløb, vil alle rentebeløbene eller enkelte af disse efter

Arbejdsskadestyrelsens nærmere bestemmelse være at nedsætte, således at det

samlede rentebeløb ikke overstiger nævnte grænse.

Stk. 3. Såfremt der er udbetalt den afdøde en

kapitalerstatning, jf. § 28, vil der i den enken tilkommende rente være at

fradrage et beløb, svarende til halvdelen af den rente, der er lagt til grund

ved beregningen af kapitalerstatningen. Ved fradragets fastsættelse bortses

der fra den til en invaliditetsgrad af indtil 25 pct. svarende

invaliditetserstatning, og Arbejdsskadestyrelsen kan derhos, når

omstændighederne taler derfor, fradrage et mindre beløb i enkens rente end

efter foranstående regler.

Stk. 4. Den rente, der tilkommer de efterladte, løber

fra det tidspunkt, da pågældende afgik ved døden. Tilkommer der de efterladte

efterindtægt fra staten, folkekirken, folkeskolen, en kommune eller en af de

i tjenestemandslovens § 91 stk. 7, omhandlede offentlige institutioner eller

et af de sammesteds omhandlede koncessionerede selskaber, løber renten dog

først fra det tidspunkt, da efterindtægtsperioden udløber.

§ 22 a. Til personer og efterladte efter personer,

som har været deporteret, og som er afskåret fra ydelse efter afsnit II,

alene fordi den deporterede ikke er henført til en af de i § 37 nævnte

persongrupper, udbetales et tillæg til renten af samme størrelse som ydelsen.

Stk. 2. Tillægget medregnes ikke ved beregningen af

pension efter lov om social pension.

Begravelseshjælp

§ 23. I tilfælde af dødsfald tilkommer der de

efterladte eller andre private personer, som har bekostet afdødes begravelse

(ligbrænding), en hjælp af 7.590 kr. Hjælpen ydes dog ikke, såfremt

begravelsesudgiften på anden måde er afholdt af offentlige midler.

Stk. 2. Beløbet i stk. 1 reguleres en gang årligt den

1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Beløbet, der reguleres efter 1. pkt., afrundes til nærmeste hele beløb, der

kan deles med 10. Reguleringen efter 1. pkt. får virkning for de dødsfald,

der indtræder 1. januar eller senere.

Forskellige bestemmelser

§ 24. (*5) Hvis renten efter §§ 20 eller 22

sammenlagt med modtagerens øvrige faktiske indtægt, jf. stk.INDHOLD

2 og 3, overstiger det dobbelte af det maksimale rentebeløb, nedsættes

renten med det overskydende beløb. Det maksimale rentebeløb beregnes på

grundlag af den højeste årsløn efter § 31, stk. 2, og, for så vidt angår

invaliditetserstatninger, på grundlag af fuldstændigt tab af erhvervsevnen.

Stk. 2. Indtægtsgrundlaget opgøres således:

1) Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes

til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri

nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, samt aktieindkomst, der

beskattes efter personskattelovens § 8a, stk. 2.

2) Ved opgørelsen ses der bort fra det særlige pensionstillæg, der er

fastsat i § 4, stk. 2, i lov nr. 497 af 30. juni 1993, om ændring af lov om

social pension m.v. (Ændringer som følge af skatteomlægning, ændret

satsregulering m.v.).

3) Ved opgørelsen ses der bort fra andre ydelser i henhold til nærværende

lov.

4) Ved reguleringen af renten pr. 1. april, jf. stk 4, benyttes

indtægtsgrundlaget i kalenderåret 2 år før reguleringstidspunktet.

5) Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1-4 reguleres den

personlige indkomst, der indgår i indtægtsgrundlaget, med

satsreguleringsprocenten gældende pr. 1. januar i kalenderåret efter

indkomståret, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Indtægter, der ikke er skattepligtige her i

landet, opgøres på samme måde som indtægter og fradrag i stk. 2 og indgår i

indtægtsgrundlaget efter stk. 2.

Stk. 4. Regulering af renterne og anvendelse af et nyt

indtægtsgrundlag sker hvert år pr. 1. april.

Stk. 5. Renten omregnes i løbet af året, hvis

indtægtsgrundlaget mere end rent midlertidigt ændres betydeligt.

Stk. 6. Den første beregning af renten sker på grundlag

af den forventede fremtidige indtægt opgjort efter stk. 2, nr. 1-3, og stk.

3.

Stk. 7. Udbetales der en tilskadekommen eller de

efterladte erstatning fra en fremmed stat i anledning af skaden eller

dødsfaldet, nedsættes erstatningen i henhold til nærværende afsnit med et

beløb svarende til den fra udlandet udbetalte erstatningsydelse.

§ 24 a. (*6) Bestemmelserne i § 24 omfatter også

rentemodtagere bosat på Færøerne og i udlandet.

§ 25. Når en enke, der oppebærer rente i henhold til

nærværende afsnit, indgår nyt ægteskab, bortfalder den hende tillagte rente.

Arbejdsskadestyrelsen kan dog bestemme, at renten helt eller delvis bevares

eller på ny tillægges hende, når det godtgøres, at hendes økonomiske forhold

efter det nye ægteskabs indgåelse eller eventuelt efter dettes opløsning er

således, at hensynet til hendes forsvarlige forsørgelse gør udbetalingen af

renten eller en del af denne påkrævet. Renterne efter nærværende lov

inddrages i øvrigt,

1) når rentenyderen uden dertil af Arbejdsskadestyrelsen meddelt særlig

tilladelse ansættes i fremmed statstjeneste,

2) når rentenyderen uden Arbejdsskadestyrelsens tilladelse tager ophold i

udlandet,

3) når rentenyderen i 3 år ikke har hævet renten uden senere at kunne

bevise lovlig forhindring.

Stk. 2. Har en rentenyder ikke hævet renten i et helt

år eller længere, hjemfalder det uhævede beløb til statskassen, medmindre

lovlig forhindring senere bevises.

§ 26. Det påhviler en rentenyder at meddele

Arbejdsskadestyrelsen underretning om enhver forandring i hans forhold, som

kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af renten, ligesom

Arbejdsskadestyrelsen så vidt muligt skal være opmærksom på, om sådan

forandring indtræder.

Stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen er bemyndiget til at

udsende en eller flere sagkyndige til at udøve kontrol på stedet med hensyn

til rentenyderes erhvervsevne eller indkalde rentenydere til kontrol. For så

vidt rentenyderen vanskeliggør Arbejdsskadestyrelsens undersøgelse, kan

Arbejdsskadestyrelsen, når den anser det for sandsynligt, at afgørelsen vil

komme til at gå ud på, at renten skal inddrages eller nedsættes, midlertidigt

standse udbetalingen af renten helt eller delvis. Udgifterne til kontrol

afholdes af Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 3. Hvis en rentenyder mod bedre vidende

uberettiget har oppebåret rente i henhold til nærværende afsnit, vil det

beløb der med urette er oppebåret, efter nærmere bestemmelse af

socialministeren være at erstatte af pågældende, eventuelt hans dødsbo.

Stk. 4. Skønner Arbejdsskadestyrelsen, at de

omstændigheder, der har været bestemmende for fastsættelsen af renten, har

forandret sig i væsentlig grad, bliver renten at forhøje, nedsætte eller

inddrage under hensyn til de indtrufne forandringer. Sådanne forandringer i

renten, som skyldes ændringer af pågældendes erhvervsevne, kan dog ikke finde

sted, når der er forløbet 5 år efter rentens første fastsættelse.

(*7)

§ 27. Bliver Arbejdsskadestyrelsen, f.eks. gennem

meddelelser fra andre myndigheder, rentenyderens pårørende eller andre

private opmærksom på, at en rentenyder ikke bør have dispositionsret over den

ham tilkendte rente, træffer Arbejdsskadestyrelsen efter en undersøgelse af

forholdet bestemmelse om, på hvilken måde renten skal komme pågældende til

gode, idet den om nødvendigt drager omsorg for, at rentenyderen umyndiggøres,

jf. herved reglerne i lov om umyndighed og værgemål (*8) af 30. juni 1922 §§

2-3, 38 og 46, eller at der på anden måde gribes ind efter lovgivningens

regler, jf. forsorgslovens §§ 251 ff. (*4)

Stk. 2. De i nærværende paragraf indeholdte regler

finder tilsvarende anvendelse på dagpenge efter nærværende afsnit.

§ 28. Såfremt Arbejdsskadestyrelsen skønner det

formålstjenligt, og den renteberettigede samtykker heri, kan den årlige rente

til en tilskadekommen efter nærværende afsnit omsættes til et kapitalbeløb.

Såfremt renten, der kommer til udbetaling, er beregnet efter en

invaliditetsgrad af mindre end 25 pct., kan Arbejdsskadestyrelsen uden

rentenyderens samtykke træffe bestemmelse om, at renten skal omsættes til et

kapitalbeløb.

Stk. 2. De nærmere regler for omsætningen af rente til

kapital fastsættes af socialministeren efter indstilling af

Arbejdsskadestyrelsen.(*9)

Stk. 3. Kapitalbeløbet kan i det enkelte tilfælde ikke

fastsættes til et lavere beløb end svarende til den kapitalerstatning, der i

et tilsvarende tilfælde ville kunne udbetales til en søfarende, som er

berettiget til erstatning såvel i henhold til bestemmelserne i

lovbekendtgørelse nr. 508 af 14. december 1942 om krigsulykkesforsikring som

i henhold til bestemmelserne i lov nr. 262 af 19. december 1936 om

krigs-ulykkesforsikring for søfarende, jf. lov nr. 473 af 1. oktober 1945 om

ændringer i og tilføjelser til lov nr. 262 af 19. december 1936 om

krigs-ulykkesforsikring for søfarende.

§ 29. Godtgøres det, at tilskadekomnes erhvervsevne

er væsentlig ringere end forudsat på det tidspunkt, da omsætningen af rente

til kapitalbeløb har fundet sted, kan Arbejdsskadestyrelsen, jf. dog § 26,

stk. 4, næstsidste punktum, når omstændighederne i øvrigt taler derfor,

tillægge pågældende en årlig rente, der udgør forskellen mellem den rente,

efter hvilken omsætningen til kapitalbeløb er foretaget, og den til den

senere konstaterede højere invaliditet svarende rente. Den således tilkendte

rente kan under de i § 28 nævnte betingelser omsættes til et kapitalbeløb,

hvorved tages hensyn til den samlede invaliditets størrelse.

Stk. 2. Hvis invaliditetsgraden ved sagens genoptagelse

fastsættes til mindst 50 pct., ses der ved rentens fastsættelse bort fra en

kapitaliseret erstatning, der tidligere er ydet efter § 28, stk. 1, 2. pkt.

§ 30. Det kapitalbeløb, der tilkendes umyndige

personer, kommer dem til gode på den måde, som Arbejdsskadestyrelsen

bestemmer. Det samme gælder, når Arbejdsskadestyrelsen efter forhandling med

pågældende og efter at have indhentet kommunalbestyrelsens erklæring anser

udbetaling af summen for utilrådelig.

Stk. 2. Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde

Arbejdsskadestyrelsen bistand ved erstatningsbeløbenes udbetaling og

anbringelse.

§ 31. Årslønnen, hvorefter dagpengene og de årlige

renter beregnes, fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen efter skøn under

hensyntagen til pågældendes arbejdsfortjeneste i tiden før skaden eller

sygdommen, eventuelt før anholdelsen, flugten el. lign., og til den

fortjeneste, som han ville have kunnet opnå, såfremt han ikke havde fået men

af skaden eller sygdommen. Ved fastsættelsen af årslønnen skal der tages alle

i det enkelte tilfælde berettigede hensyn, således foruden til den eventuelt

før opnåede fortjeneste tillige til den fortjeneste, som pågældende - alle

forhold taget i betragtning - ville have haft udsigt til at opnå, eventuelt i

selvstændigt erhverv, hvis han havde været uden men af skaden eller

sygdommen.

Stk. 2. Årslønnen kan i intet tilfælde sættes højere

end 8.000 kr. og ved beregning af invaliditets- og dødserstatning ikke lavere

end 5.000 kr. indtil den 1. april 1974 og 5.500 kr. fra denne dato.

Stk. 3. Daglønnen, der lægges til grund ved

dagpengeberegningen, udfindes ved at dele den i forhold til ovennævnte regler

fastsatte årsløn med 300.

§ 32. Udgør renterne efter nærværende afsnit beløb,

som ikke kan udbetales med lige store månedlige beløb, forhøjes renten til

den nærmeste højere sum, der er delelig med 12.

§ 33. De i §§ 20 og 22 nævnte løbende

erstatningsydelser og de i § 31 nævnte beløb for årslønnen, således som disse

er reguleret senest pr. 1. oktober 1968, forhøjes med virkning fra 1. juli

1969 med 2 pct. For tiden efter 1. juli 1969 forhøjes eller nedsættes de i 1.

pkt. nævnte ydelser m.v. i samme forhold som lønnen for en tjenestemand på 1.

løntrin i lønramme 7, jf. § 36 i lov nr. 13 (Lovt. B) af 18. juni 1969 om

tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i

staten, folkeskolen og folkekirken. De beløb for årslønnen, der fremkommer

ved regulering efter 1. og 2. pkt., afrundes til det nærmeste kronebeløb, der

kan deles med 3.

Stk. 2. Reguleringer i henhold til stk. 1, 2. pkt., har

virkning fra samme tidspunkt som reguleringen af tjenestemandslønningerne.

§ 34. Ingen kan samtidig oppebære erstatning i

henhold til reglerne i nærværende afsnit og i henhold til reglerne i

lovbekendtgørelse nr. 508 af 14. december 1942 om krigsulykkesforsikring

eller i henhold til lov nr. 183 af 20. maj 1933 om forsikring mod følger af

ulykkestilfælde med senere ændringer, herunder lov nr. 281 af 30. maj 1940.

Stk. 2. Ønsker pågældende erstatning i henhold til

reglerne i nærværende afsnit, indtræder statskassen i pågældendes ret til

ydelser i henhold til krigsulykkesforsikringsloven eller

ulykkesforsikringsloven.

Stk. 3. Er erstatning i henhold til

krigsulykkesforsikringsloven eller ulykkesforsikringsloven udbetalt helt

eller delvis til en person, der ønsker sig tillagt erstatning i henhold til

reglerne i nærværende afsnit, kommer det udbetalte beløb efter

Arbejdsskadestyrelsens nærmere bestemmelse til fradrag i erstatningen efter

nærværende afsnit. Det samme gælder beløb, der måtte være ydet som hjælp af

offentlige midler fra det tidspunkt, fra hvilket den tilskadekomne eller

dennes efterladte er berettiget til ydelser i henhold til nærværende afsnit,

jf. herved §§ 16, 21 og 22, indtil erstatningsydelserne kommer til

udbetaling.

§ 35. Erstatningsydelserne i henhold til nærværende

afsnit udredes af statskassen.

§ 36. Reglerne for udbetaling af erstatningsydelserne

i henhold til nærværende afsnit fastsættes af socialministeren.

Afsnit II (*10)

Hædersgaver

§ 37. Til danske statsborgere, der i tidsrummet efter

9. april 1940 og indtil krigstilstandens ophør, jf. herved § 14 i

lovbekendtgørelse nr. 508 af 14. december 1942 om krigsulykkesforsikring,

1) som følge af virksomhed her i landet til fordel for frihedsbevægelsen

og ved tjeneste for denne, for så vidt pågældende har haft tilknytning til

frihedsbevægelsen inden 5. maj 1945, eller

2) som følge af eftersøgning, fængsling, internering eller deportation på

grund af deltagelse i frihedsbevægelsen her i landet eller medlemskab i eller

tilknytning til Det Kommunistiske Parti, jf. lov nr. 349 af 22. august 1941,

eller

3) som følge af tjenesteforhold til det danske politi eller

grænsegendarmeri under eller som følge af kamphandlinger mod den tyske

besættelsesmagt eller dermed samarbejdende korps, organisationer eller

enkeltpersoner eller på grund af eftersøgning, fængsling, internering eller

deportation begrundet i nævnte tjenesteforhold, eller

4) som følge af gengældelsesaktioner udført af den tyske besættelsesmagt

eller dermed samarbejdende korps, organisationer eller enkeltpersoner her i

landet og rettet direkte mod de pågældende på grund af nationale eller

politiske indstilling eller på grund af deres stilling som repræsentanter for

bestemte befolkningsgrupper, eller

5) som følge af deportation på grund af afstamning, eller

6) som følge af sejlads for de allierede, jf. § 1 c, har pådraget sig

skade eller sygdom, hvorved erhvervsevnen er blevet forringet med halvdelen

eller derover, yder den danske stat fra tidspunktet for den invaliderende

beskadigelse at regne hædersgaver efter reglerne i stk. 3-4.

Stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan

hædersgave efter reglerne i stk. 1, 3 og 4 tillægges danske statsborgere, der

først har tilsluttet sig frihedsbevægelsen 5. maj 1945 eller senere.

Stk. 3. (*11) Til den invaliderede ydes et beløb af 800

kr. årligt livsvarigt. Retten til at oppebære en tillagt hædersgave påvirkes

ikke af, at invaliditetens indvirkning på den pågældendes erhvervsevne senere

formindskes således, at erhvervsevnen ikke længere er forringet med mindst

halvdelen.

Stk. 4. (*3) Til hvert barn af en til hædersgave efter

nærværende paragrafs stk. 1 og 2 berettiget person ydes et beløb af 200 kr.

årlig indtil barnets fyldte 18. år, for så vidt barnet er avlet inden den

invaliderende begivenheds indtræden. Ved barn forstås - foruden ægtebarn -

adoptivbarn og sådant stedbarn, over for hvilket der påhviler den

invaliderede forsørgelsespligt, samt sådant uden for ægteskab født barn, for

hvilket faderskabet er anerkendt eller retsligt fastslået.

Stk. 5. Dør en person, der har ret til hædersgave efter

stk. 3, overgår retten til hædersgaven til hans enke, såfremt ægteskabet er

indgået senest 5 år før tidspunktet for dødens indtræden. Når særlige

omstændigheder taler derfor, kan der tillægges andre efterladte, som afdøde

faktisk forsørgede helt eller delvis, hædersgaver. Størrelsen af sådanne

hædersgaver, der enten ydes som årlige beløb eller som beløb en gang for

alle, fastsættes efter et skøn i det enkelte tilfælde, men kan, hvis

hædersgaverne fastsættes som årlige beløb, ikke overstige 800 kr. årlig og,

hvis de fastsættes som beløb en gang for alle, ikke overstige 1.000 kr.

§ 37 a. (*12) Til personer, der er omfattet af denne

lovs § 1 a, stk. 1, nr. 1-4, og § 1 c, ydes der hædersgaver efter reglerne i

§ 37, stk. 3, uanset at den pågældendes erhvervsevne ikke er nedsat.

Stk. 2. § 1 a, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 38. Til de efterladte efter de i § 37 omhandlede

grupper af personer, der er henrettet eller myrdet af den tyske

besættelsesmagt eller dermed samarbejdende korps, organisationer eller

enkeltpersoner, eller som i øvrigt har mistet livet som følge af skade eller

sygdom pådraget under de i § 37 under 1-6 nævnte omstændigheder, yder den

danske stat fra tidspunktet for dødsfaldet at regne hædersgaver efter

reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Til enken ydes et livsvarigt beløb på 1.800 kr.

årlig, såfremt ægteskabet er indgået senest 5 år før tidspunktet for dødens

indtræden.

Stk. 3. Til hvert barn, jf. herved § 37, stk. 4, ydes

et beløb af 200 kr. årlig indtil dets fyldte 18. år.(*3)

Stk. 4. Til andre efterladte, som afdøde faktisk

forsørgede helt eller delvis, kan der, når særlige omstændigheder taler

derfor, ydes hædersgaver. Størrelsen af sådanne hædersgaver, der enten kan

ydes som årlige beløb eller som beløb een gang for alle, fastsættes efter et

skøn i det enkelte tilfælde, men kan, hvis hædersgaverne fastsættes som

årlige beløb, ikke overstige 800 kr. årlig og, hvis de fastsættes som beløb

en gang for alle, ikke overstige 1.000 kr.

§ 39. For så vidt en til en hædersgave efter § 38

berettiget person måtte være afgået ved døden på det tidspunkt, hvor gaven

første gang kan komme til udbetaling, vil dette beløb være at indbetale i

»Frihedsfonden«.

§ 40. Retten til at oppebære en een gang tillagt

hædersgave forbrydes, såfremt den pågældende foretager handlinger, som efter

folkeforsikringslovens § 38, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. samme lovs § 55, ville

udelukke ham fra at oppebære invalide- eller aldersrente.

§ 41. Ingen kan oppebære mere end een hædersgave i

henhold til denne lov. Hædersgaver efter nærværende lov tilkommer ej heller

personer, der i forvejen måtte oppebære faste hædersgaver fra staten i

henhold til lov nr. 93 af 20. marts 1940 om udbetaling af hædersgaver til

danske sømænd og fiskere og deres efterladte, jf. lov nr. 384 af 9. august

1945, lov nr. 378 af 10. juli 1940 om udbetaling af hædersgaver til

efterladte efter faldne og til sårede den 9. april 1940 eller lov nr. 383 af

9. august 1945 om visse hædersgaver til danske søfarende og fiskere og deres

efterladte.

§ 42. (*13) Behandlingen af sager vedrørende

hædersgaver henlægges til Arbejdsskadesty-relsen. Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at opnå hædersgave er

til stede, kan efter de i § 6 nævnte regler indbringes for Erstatningsrådet.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en persons

erhvervsevne, jf. § 37, stk. 1, er forringet med halvdelen eller derover, kan

indbringes for Ankestyrelsen efter de i § 6 nævnte regler.

Stk. 2. Ansøgning om ydelse af hædersgave indgives til

Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 3. Socialministeren afgør, hvorvidt retten til at

oppebære en hædersgave måtte være forbrudt i henhold til bestemmelserne i §

40.

§ 43. Hædersgaver efter nærværende lov medregnes ikke

ved fastsættelse af renter i henhold til folkeforsikringsloven (*14) eller

ved fastsættelse af bidrag i henhold til forsorgslovens kapitel XV og XVI

(*3).

Afsnit III (*3)

Godtgørelse for lidelse og tort i anledning af frihedsberøvelse m.v.

§ 44. Til danske statsborgere, som efter deres fyldte

18. år

1) under den tyske besættelse enten i medfør af lov nr. 349 af 22. august

1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed

eller som følge af deres virksomhed til fordel for frihedsbevægelsen har

været underkastet frihedsberøvelse af danske myndigheder af politiske hensyn

til tyske eller dermed ligestillede interesser, eller

2) på grund af virksomhed her i landet til fordel for frihedsbevægelsen,

på grund af medlemsskab i eller tilknytning til Det Kommunistiske Parti, jf.

lov nr. 349 af 22. august 1941, eller i øvrigt af nationale eller politiske

grunde eller på grund af deres afstamning eller på grund af tjenesteforhold

til det danske politi eller grænsegendarmeri af den tyske besættelsesmagt har

været underkastet frihedsberøvelse i Danmark eller er blevet deporteret til

fængsel, koncentrations- eller arbejdslejr i udlandet, for så vidt

pågældende, da frihedsberøvelsen blev iværksat, opholdt sig her i landet,

yder statskassen en godtgørelse for den med frihedsberøvelsen forbundne

lidelse og tort efter de i stk. 2, 3 og 4 fastsatte regler.

Stk. 2. Har deportation til udlandet fundet sted,

fastsættes godtgørelsen til 50 kr. for hver påbegyndt uge, deportationen har

varet. For frihedsberøvelse i Danmark fastsættes godtgørelsen til 25 kr. for

hver påbegyndt uge, frihedsberøvelsen har varet, dog at godtgørelsen ikke

ydes for frihedsberøvelse, der ikke har varet 2 måneder. Denne grænse gælder

dog ikke, såfremt der i tilknytning til frihedsberøvelsen i Danmark er

foretaget deportation til udlandet. I tilfælde af gentagne frihedsberøvelser

i Danmark ydes godtgørelse, såfremt frihedsberøvelserne sammenlagt har varet

2 måneder eller derover.

Stk. 3. Deportationen betragtes som afsluttet ved

tidspunktet for hjemkomsten til Danmark eller for overførelse til Sverige.

For så vidt hjemkomsten er blevet forsinket på grund af forhold, der alene må

tilregnes den pågældende selv, regnes der dog med det tidspunkt, på hvilket

den pågældende tidligst kunne være vendt tilbage til Danmark.

Stk. 4. Har de pågældende i forbindelse med

frihedsberøvelse i Danmark været udsat for mishandling eller tortur af

alvorligere karakter, kan godtgørelsen fastsættes efter de for godtgørelse

for deportation gældende regler.

§ 45. Når særlige omstændigheder måtte tale derfor,

vil der uden for de i § 44 nævnte tilfælde kunne ydes godtgørelse for den

lidelse og tort, der har været forbundet med en af danske myndigheder eller

den tyske besættelsesmagt eller af de med denne samarbejdende korps,

organisationer eller enkeltpersoner af hensyn til tyske eller dermed

ligestillede interesser iværksat frihedsberøvelse. Godtgørelsen kan højst

ydes efter de i § 44 fastsatte satser.

§ 46. Behandlingen af sager vedrørende tort- og

lidelsesgodtgørelser henlægges til Erstatningsrådet. Rådets afgørelse af

spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at opnå de nævnte godtgørelser er

til stede, kan under iagttagelse af reglerne i § 6, stk. 3, indankes for

socialministeren, hvis afgørelse er endelig.

§ 47. De i nærværende afsnit omhandlede godtgørelser

medregnes ikke ved fastsættelse af renter i henhold til folkeforsikringsloven

eller ved fastsættelse af bidrag i henhold til forsorgslovens kapitel XV og

XVI.

§ 48. Begæring om godtgørelse for lidelse og tort i

henhold til nærværende afsnit kan kun fremsættes af den, hvem den pågældende

lidelse og tort er overgået. For så vidt en til godtgørelse efter § 44, stk.

2, jf. stk. 1, berettiget person måtte være afgået ved døden efter at have

fremsat begæring om godtgørelse i henhold til den nævnte bestemmelse, men

inden godtgørelsen er kommet til udbetaling, vil den være at indbetale til

dødsboet. Det samme gælder i tilfælde, hvor der er fremsat begæring om

godtgørelse i henhold til § 44, stk. 4, jf. stk. 1, eller i henhold til § 45,

såfremt godtgørelsen er endelig fastsat af Erstatningsrådet, inden pågældende

er afgået ved døden.

Afsnit IV (*3)

Erstatning for tingsskade

§ 49. Er skade på fast ejendom eller skade på eller

tab af privat indbo eller andet løsøre (herunder skibe) siden 9. april 1940

påført danske statsborgere

1) ved deres deltagelse i frihedsbevægelsen her i landet, eller

2) ved gengældelsesaktioner foretaget af den tyske besættelsesmagt eller

af de med denne samarbejdende korps, organisationer eller enkeltpersoner her

i landet som følge af de pågældendes deltagelse i frihedsbevægelsen, eller

3) under eller som følge af eftersøgning, fængsling, internering eller

deportation iværksat på grund af de pågældendes deltagelse i

frihedsbevægelsen her i landet eller på grund af deres medlemskab i eller

tilknytning til Det Kommunistiske Parti, jf. lov nr. 349 af 22. august 1941,

yder statskassen på grundlag af en i overensstemmelse med

krigsforsikringslovgivningens regler foretagen skadesopgørelse med de i stk.

3-6 fastsatte begrænsninger en tillægserstatning for det tab, som på grund af

underforsikring eller som følge af reglerne om selvrisiko ikke måtte blive

dækket i henhold til krigsforsikringslovgivningen. Ved tillægserstatningens

beregning lægges den af den pågældende til forvaltningsorganet for

vedkommende krigsforsikringsforbund eller -institut indgivne skadesanmeldelse

og den af forvaltningsorganet godkendte skadesopgørelse til grund.

Stk. 2. Har de i stk. 1 nævnte personer lidt tab

derved, at der ikke har været tegnet nogen til krigsforsikring berettigende

privat forsikring for de beskadigede eller mistede værdier, eller vedrører

skaden eller tabet fast ejendom eller løsøre (herunder skibe), som efter sin

art falder uden for de områder, der er dækket af

krigsforsikringslovgivningen, yder statskassen en særerstatning for det lidte

tab - med de nedenfor i stk. 3-6 angivne begrænsninger - på grundlag af en i

overensstemmelse med krigsforsikringslovgivningens regler foretagen

skadesopgørelse.

Stk. 3. For skade på eller tab af skydevåben ydes kun

erstatning af statskassen, for så vidt angår jagtvåben. For ammunition ydes

ingen erstatning.

Stk. 4. For tab af rede penge, værdipapirer, smykker o.

lign. ydes ingen erstatning af statskassen.

Stk. 5. For tab af gangtøj, ure, fyldepenne og andre

personlige effekter mistet under fængsling eller transport til eller fra

eller ophold i koncentrations- eller arbejdslejr ydes alene erstatning af

statskassen i et sådant omfang, at den samlede erstatning for disse tab fra

krigsforsikringen og staten ikke kommer til at overstige 1.000 kr. i det

enkelte tilfælde.

Stk. 6. Har skadelidte fra det offentlige, fra fonds

eller legater eller midler tilvejebragt ved offentlig indsamling her i landet

eller i udlandet modtaget hjælp eller tilskud til dækning af tabet, vil der i

erstatningen fra staten være at foretage tilsvarende fradrag. Hidrører tabet

fra underforsikring eller manglende forsikring, vil der derhos i erstatningen

fra staten være at fradrage et beløb svarende til den for lidt erlagte

forsikringspræmie.

§ 50. Er skade på fast ejendom eller skade på eller

tab af privat indbo eller andet løsøre (herunder skibe) siden 9. april 1940

påført danske institutioner, selskaber eller foreninger som følge af deres

virksomhed her i landet til fordel for frihedsbevægelsen, yder staten

erstatning efter reglerne i § 49 for det tab, som på grund af manglende

forsikring eller underforsikring ikke måtte blive dækket gennem

krigsforsikringslovgivningen under forudsætning af, at undladelsen af at

tegne forsikring eller forhøje en løbende forsikring har haft sin årsag i

deltagelsen i frihedsbevægelsen.

§ 51. For tab af personlige effekter (gangtøj, ure,

fyldepenne m.v.), der er påført danske statsborgere efter 9. april 1940 og

indtil krigens ophør under fængsling her i landet eller senere deportation

her fra landet, som - uden at skyldes vedkommendes deltagelse i

frihedsbevægelsen eller medlemskab i eller tilknytning til Det Kommunistiske

Parti - har haft sin årsag i nationale eller politiske hensyn eller i

vedkommendes afstamning, yder staten erstatning efter reglerne i § 49.

§ 52. Erstatningerne i henhold til §§ 49 og 50 kan

sammenlagt med erstatninger i henhold til krigsforsikringslovgivningen ikke

overstige de maksimalbeløb, der er fastsat for krigsforsikringserstatninger i

vedkommende krigsforsikringslove. Erstatning i henhold til §§ 49 og 50 for

mistet eller beskadiget privat indbo vil derhos i intet tilfælde kunne

overstige et beløb af 20.000 kr.

§ 53. Administrationen af de i nærværende afsnit

omhandlede erstatningssager, som efter deres art henhører under

krigsforsikringslovgivningen, udøves i overensstemmelse med denne og

henlægges til forvaltningsorganerne for vedkommende krigsforsikringsforbund

eller -institutter.

Stk. 2. Afgørelse af, hvorvidt de i § 49, stk. 1, under

nr. 1, 2 og 3, jf. § 50, fastsatte betingelser samt betingelserne for at

oppebære erstatning i henhold til § 51 er opfyldt, henlægges til

Erstatningsrådet, der ligeledes afgør spørgsmål om, hvorvidt en person har

udvist en nationalt uværdig optræden, jf. § 65. Erstatningsrådets afgørelse

af disse spørgsmål kan under iagttagelse af reglerne i § 6, stk. 3, indankes

for socialministeren, hvis afgørelse er endelig.

Stk. 3. Til udbetaling af erstatninger i henhold til §§

49, 50 og 51 stiller staten de fornødne midler til rådighed for

forvaltningsorganerne for vedkommende krigsforsikringsforbund eller

-institutter.

Stk. 4. Omkostningerne ved forvaltningsorganernes

administration af de i nærværende afsnit omhandlede erstatningssager

refunderes forvaltningsorganerne efter nærmere af socialministeren efter

forhandling med finansministeren, handelsministeren og indenrigsministeren

fastsatte regler.

§ 54. Administrationen af erstatningssager, som efter

deres art falder uden for krigsforsikringslovgivningen, henlægges til

Erstatningsrådet. Rådets afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en person er

omfattet af bestemmelserne i nærværende afsnit, jf. herved § 53, stk. 2, kan

under iagttagelse af reglerne i § 6, stk. 3, indankes for socialministeren,

hvis afgørelse er endelig.

§ 55. Krigsforsikringslovgivningens særlige

bestemmelser om anvendelsen og udbetalingen af erstatningssummer gælder også

for anvendelsen af de i henhold til nærværende afsnit udbetalte

erstatningssummer.

Stk. 2. For så vidt særerstatningen vedrører skade på

fast ejendom eller skade på eller tab af løsøre (herunder skibe), der efter

sin art falder uden for krigsforsikringslovgivningen, fastsætter

Erstatningsrådet tidspunktet for udbetalingen samt i overensstemmelse med

krigsforsikringslovgivningens principper de nærmere vilkår for denne.

Afsnit V (*3)

Støtte til påbegyndelse eller fortsættelse af virksomhed eller uddannelse

samt til genoprettelse af særlige tab

§ 56. Til danske statsborgere, der siden 9. april

1940 på grund af deres deltagelse i frihedsbevægelsen her i landet eller

deres medlemskab i eller tilknytning til Det Kommunistiske Parti, jf. lov nr.

349 af 22. august 1941, eller i øvrigt som følge af overgreb eller

forfølgelser foretaget af den tyske besættelsesmagt eller dermed

samarbejdende korps, organisationer eller enkeltpersoner her i landet har

mistet eller har måttet forlade deres erhverv eller har måttet afbryde eller

udsætte deres uddannelse uden selv at være i stand til at bære den herved

forvoldte skade og uden at have adgang til at få skaden genoprettet i henhold

til de øvrige i nærværende lov fastsatte bestemmelser, kan der, når

omstændighederne taler derfor, ydes støtte til påbegyndelse eller

fortsættelse af en virksomhed eller en uddannelse.

Stk. 2. Under tilsvarende omstændigheder kan der ydes

støtte for at afhjælpe følger af følelige økonomiske tab, der er lidt ved de

i stk. 1 omhandlede forhold.

Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 omhandlede støtte, der kan

ydes i form af tilskud eller rentefrit lån, kan ikke overstige 5.000 kr.

§ 57. Behandlingen af sager vedrørende de i § 56

omhandlede særlige støtteforanstaltninger henlægges til Erstatningsrådet.

Rådets afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en person er omfattet af

bestemmelserne i § 56, jf. § 65, kan under iagttagelse af reglerne i § 6,

stk. 3, indankes for socialministeren, hvis afgørelse er endelig.

Afsnit VI

Erstatningsrådet

§ 58. Der nedsættes et erstatningsråd bestående af en

formand og 6 andre medlemmer.

Stk. 2. Formanden, der skal opfylde betingelserne for

at kunne beskikkes til landsdommer, udnævnes af Kongen efter indstilling af

socialministeren. 4 medlemmer beskikkes af socialministeren efter indstilling

af henholdsvis socialministeren, finansministeren, industriministeren og

justitsministeren; 2 medlemmer beskikkes efter indstilling af

Frihedsbevægelsens Samråd. For hvert af de nævnte 6 medlemmer beskikker

socialministeren en suppleant efter de for beskikkelsen af medlemmer

fastsatte regler. Socialministeren kan træffe bestemmelse om, at

formandsskabet i tilfælde af formandens forfald skal kunne udøves af en

stedfortræder, der skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som

formand.

Stk. 3. Såfremt Frihedsbevægelsens Samråd måtte ophøre

at bestå, træffer socialministeren forinden samrådets ophævelse og efter

forhandling med dette bestemmelse om, hvorledes der vil være at forholde med

hensyn til valget af frihedsbevægelsens repræsentanter i Erstatningsrådet.

Stk. 4. De med Erstatningsrådets virksomhed forbundne

omkostninger, herunder honorarer til rådets medlemmer samt udgifter til

medhjælp, kontorhold m.v., bevilges på finansloven.

§ 59. Erstatningsrådet er beslutningsdygtigt, når

formanden og 3 andre medlemmer er til stede.

Stk. 2. Erstatningsrådets afgørelser træffes ved

stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Erstatningsrådets forretningsorden fastsættes

af socialministeren.

§ 60. Enhver er pligtig at give Erstatningsrådet de

oplysninger, som er nødvendige for rådet ved afgørelsen af de til dette

henlagte sager. Oplysningerne kan kræves skriftligt eller mundtligt inden for

en af rådet fastsat frist.

Stk. 2. Rådet skal være berettiget til at begære

politiets bistand til tilvejebringelse af oplysninger, ligesom rådet, hvis

det skønnes nødvendigt, kan forlange optaget retsligt forhør i

overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

§ 61. Erstatningsrådet afgiver beretning om sin

virksomhed til socialministeren efter nærmere af ministeren fastsat

bestemmelse.

§ 62. Når Erstatningsrådet har afsluttet behandlingen

af samtlige de under rådet henhørende sager, der er rejst af pågældende inden

for den i § 66 fastsatte frist, bestemmes det ved kongelig anordning, hvilken

statsmyndighed der skal træde i stedet for Erstatningsrådet ved behandlingen

af de sager, der fremtidig måtte rejses angående ydelser i henhold til denne

lov, og som ellers måtte henhøre under Erstatningsrådet.

Afsnit VII

Almindelige bestemmelser. Lovens

ikrafttræden

§ 63. For så vidt Erstatningsrådet måtte finde det

ønskeligt og stemmende med billighed, at der undtagelsesvis gives erstatning

eller godtgørelse for skader eller tab, for hvilke erstatning eller

godtgørelse ikke vil kunne ydes efter de i nærværende lov indeholdte

bestemmelser, eller at der undtagelsesvis i det enkelte tilfælde gives en

højere erstatning eller godtgørelse end hjemlet ved nærværende lov, kan rådet

herom afgive indstilling til socialministeren, der efter indhentet

tilslutning fra finansministeren og Folketingets Finansudvalg kan træffe

bestemmelse om, at erstatning eller godtgørelse skal ydes.

Stk. 2. Finder Erstatningsrådet, at der undtagelsesvis

bør tillægges en person en hædersgave uden for de i afsnit II omhandlede

tilfælde, kan dette ske under anvendelse af den i stk. 1 foreskrevne

fremgangsmåde.

§ 64. Er retten til en ydelse i henhold til

nærværende lov betinget af, at den begivenhed, hvorpå retten støttes, er sket

her i landet eller har været en følge af en her i landet foretagen handling,

kan Erstatningsrådet, når omstændighederne taler derfor, dispensere fra

kravet om denne betingelses opfyldelse.

Stk. 2. Erstatningsrådet skal derhos i sådanne

tilfælde, hvor ganske særlige omstændigheder måtte tale derfor, være

berettiget til at ligestille udlændinge med danske statsborgere i henseende

til rettigheder i henhold til nærværende lov.

Stk. 3. Erstatningsrådets afgørelser i henhold til stk.

1 og 2 kan under iagttagelse af reglerne i § 6, stk. 3, indankes for Den

Sociale Ankestyrelse.

§ 65. Personer, der under den tyske besættelse har

udvist en nationalt uværdig optræden, og efterladte efter sådanne personer er

afskåret fra at modtage erstatninger eller ydelser i henhold til nærværende

lov.

§ 66. (*3) Begæring eller ansøgning om ydelser i

henhold til nærværende lovs afsnit III, IV, V og VII skal fremsættes snarest

muligt og inden 3 måneder efter lovens ikrafttræden, for så vidt pågældende

ved lovens ikrafttræden havde ophold i udlandet dog inden 6 måneder efter

dette tidspunkt.

Stk. 2. Under særlige omstændigheder kan vedkommende

myndighed bortse fra de i stk. 1 nævnte frister, dog at ingen begæring eller

ansøgning kan fremsættes senere end 2 år efter lovens ikrafttræden.

§ 67. Retten til erstatninger eller ydelser i henhold

til nærværende lov kan ikke overdrages, pantsættes eller gøres til genstand

for retsforfølgning, jf. dog § 55.

§ 68. Erklæringer angående forhold, der omfattes af

denne lov, kan kræves afgivet på tro og love.

§ 69. Den, der i de i nærværende lov omhandlede sager

meddeler urigtige eller vildledende oplysninger, eller som i en sag, i

hvilken der er afkrævet ham oplysninger, fortier forhold, der måtte være af

betydning for afgørelsen af den pågældende sag, straffes, for så vidt

forholdet ikke medfører højere straf efter den øvrige lovgivning, med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Begås overtrædelsen uagtsomt, er straffen bøde

eller hæfte.

Stk. 3. De heromhandlede sager behandles som

politisager. Bøder tilfalder statskassen.

§ 70. De nærmere regler til gennemførelsen af

nærværende lov fastsættes af socialministeren.

§ 71. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder

i kraft den 1. november 1945.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 1 c, gælder

bestemmelserne i afsnit I, II og VII.(*2) Lov nr. 502 af 24. juni 1992

indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

Loven træder i kraft den 1. juni 1992. Lov nr. 278 af 6. maj 1993

indeholder i § 3 følgende bestemmelse:

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Hædersgaven ydes fra ansøgningstidspunktet dog

tidligst fra 1. januar 1994. Lov nr. 449 af 30. juni 1993 indeholder i § 14

følgende bestemmelse:

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2-5 udelades. Lov nr. 1125 af 21. december 1994 indeholder i § 2

følgende bestemmelse:

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 24, stk. 2, nr. 2, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 1994.

Socialministeriet, den 23. februar 1995

Karen Jespersen

/ Anne Mette Lolk

Officielle noter

(* 1) Jf. lov nr. 277 af 13. maj 1987 som trådte i kraft den 27. maj 1987.

(* 2) Jf. lov nr. 502 af 24. juni 1992 som trådt i kraft den 1. juni 1992.

(* 3) Bestemmelsen(erne) anvendes ikke længere.

(* 4) Nu lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13.

december 1994.

(* 5) Bestemmelsen er bl.a. ændret som følge af skatte- og

pensionsomlægningen pr. 1. januar 1994, jf. lov nr. 1125 af 21. december

1994.

(* 6) Jf. lov nr. 1125 af 21. december 1994.

(* 7) § 26, stk. 4, 3. pkt., er ophævet ved lov nr. 1125 af 21. december

1994.

(* 8) Jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985, som senest ændret

ved lov nr. 793 af 27. november 1990.

(* 9) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 411 af 28. juli 1977 om regler

for omsætning af rente til kapitalbeløb h.t. lov om erstatning til

besættelsestidens ofre.

(* 10) Jf. lov nr. 376 af 12. juli 1946.

(* 11) Fra 1. januar 1994 at regne er de beløb, der udbetales som

hædersgaver, forhøjet med 625 pct., jf. lov nr. 277 af 6. maj 1993

(* 12) Jf. lov nr. 278 af 6. maj 1993.

(* 13) Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 278 af 6. maj 1993 - Tidligere

havde Erstatningsrådet tilkendelseskompetencen.

(* 14) Nu lov om social pension, jf. lov bkg. nr. 521 af 16. juni 1994,

som senest ændret ved lov nr. 1128 af 21. december 1994.

Lignende dokumenter