Cirkulære om den kommunale ejendomsbeskatning og den amtskommunale beskatning. (Til samtlige amtmænd og kommunalbestyrelser)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om den kommunale ejendomsbeskatning og
den amtskommunale beskatning.
(Til samtlige amtmænd og
kommunalbestyrelser)
Ved to love - nr. 34 og 33 - af 18. februar 1961 om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme og om den amtskommunale beskatning blev der med
virkning fra og med skatteåret 1961-62 foretaget en omlægning om den
kommunale ejendomsbeskatning samt af den amtskommunale beskatning. I et
cirkulære nr. 30 af 20. februar 1961 blev der redegjort for de
foranstaltninger, der skulle træffes i anledning af lovens gennemførelse med
virkning for skatteåret 1961-62, og i et cirkulære nr. 50 af 13. marts 1961
blev der nærmere redegjort for de delvis nye bestemmelser om opkrævning af
dækningsafgift.
I nærværende cirkulære gives der en mere udførlig redegørelse for
indholdet af bestemmelserne i de 2 love - bortset fra de særbestemmelser, der
alene taget sigte på forholdene i skatteåret 1961-62. I cirkulæret er optaget
de afsnit i de to tidligere nævnte cirkulærer af 20. februar og 13. marts
1961, der har betydning ud over skatteåret 1961-62 (dog bortset fra omtalen
af overgangsreglen i § 34 i loven om beskatning til kommunerne af faste
ejendomme), og cirkulæret træder således i stedet for disse cirkulærer og
afløser samtidig - for så vidt angår retsstillingen i fremtiden - alle
tidligere herfra udsendte cirkulærer vedrørende den kommunale
ejendomsbeskatning.
I. Bykommunerne.
A. Grundskyld.
I København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker
og Marstal handelsplads opkræves grundskyld til kommunen med en af
kommunalbestyrelsens fastsat promille af grundværdien efter fradrag for
forbedringer, d.v.s. DEN AFGIFTSPLIGTIGE GRUNDVÆRDI, således som den er
fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. § 1, stk. 2, i loven
Læs alt
om beskatning til kommunerne af faste ejendomme sammenholdt med afsnit I. C.
og D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme
(lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).
Den af kommunalbestyrelsen fastsatte GRUNDSKYLDPROMILLE kan ikke være
lavere end den promille, hvormed ordinær og ekstraordinær grundskyld
tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, jfr. lovens § 2, stk. 1.
Promillen kan således i Københavns kommune ikke fastsættes lavere end 25, i
Frederiksberg kommune ikke lavere end 26 og i langt de fleste
købstadskommuner og flækker ikke lavere end 24-16. I Marstal handelsplads,
hvor der tillige opkræves amtskommunal grundskyld, kan den kommunale
grundskyldpromille ikke være mindre end 6.
Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af
kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen
fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra
inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de
kommende skatteår.
Beslutning om fastsættelse af ny grundskyldpromille skal træffes af
kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum, jfr.
lovens § 2, stk. 2, 1. punktum. Såfremt den nye promille skal have virkning
for det kommende skatteår, skal begge behandlinger ligge forud for den 1.
april i det kommende skatteår, jfr. lovens § 2, stk. 2, 2. punktum.
Med hensyn til bestemmelserne om fritagelse for grundskyld henvises til
afsnit IV.A.
B. Ejendomsskyld.
1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning.
A. DE ÆLDRE REGLER.
Med virkning fra skatteåret 1957-58 blev den kommunale ejendomsskyld i
København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og
Marstal handelsplads FIKSERET til de beløb, der blev opkrævet som kommunal
ejendomsskyld i skatteåret 1956-57, jfr. afsnit I i lov nr. 31 af 15. februar
1957. Ejendomsskylden blev for dette skatteår beregnet på grundlag af
forskelsværdien (d. v. s. ejendomsværdien - grundværdien) ved den seneste
vurdering forud for 11. almindelige vurdering. Forinden ejendomsskyldens
beregning blev forskelsværdien nedsat med et af kommunalbestyrelsen fastsat
ensartet fradrag på mindst 12 000 kr. og højst 21 000 kr. pr. ejendom samt
med et fradrag pr. lejlighed udover een på 2 000 kr.
Den fikserede ejendomsskyld skulle reguleres i følgende tilfælde:
1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, der blev lagt til
grund ved ejendomsskyldens beregning for skatteåret 1956-57, jfr. § 2, stk.
4, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, blev den fikserede ejendomsskyld ændret
tilsvarende.
2. Såfremt forskelsværdien for en ejendom ved 11.
almindelige vurdering eller en senere vurdering blev mindre end 5 procent af
grundværdien, BORTFALDT ejendomsskylden til kommunen, jfr. § 3 i loven af 15.
februar 1957 sammenholdt med § 75 i statsejendomsskatteloven.
3. Ved NEDSÆTTELSE AF EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN i
medfør af §§ 3 og 4 i lov nr. 30 af 15. februar 1957 om fiksering af
ejendomsskyld til staten (hvilke bestemmelser nu er afløst af §§ 76 og 77 i
statsejendomsskatteloven, jfr. nedenfor afsnit b. 3.) blev den kommunale
ejendomsskyld nedsat tilsvarende, jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957.
EKSEMPEL:
For en ejendom i en kommune, hvor det faste fradrag i forskelsværdien for
skatteåret 1956-57 var fastsat til 15 000 kr., og ejendomsskyldpromillen i
samme skatteår var fastsat til 6, udgjorde forskelsværdien for det samme
skatteår 50 000 kr. Den fikserede ejendomsskyld til staten udgjorde herefter
i skatteåret 1957-58 4 1/2 promille af 29 000 kr. (50 000 kr. - 21 000) kr. =
130 kr. 50 øre, og den fikserede kommunale ejendomsskyld 6 promille af 35 000
kr. (50 000 kr. - 15 000 kr.) = 210 kr.
Såfremt den fikserede ejendomsskyld til staten fra og med skatteåret
1958-59 blev nedsat f.eks. med 40 kr. 50 øre fra 130 kr. 50 øre til 90 kr.
(d.v.s. således at nedsættelsen svarede til en nedsættelse af den
skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 29 000 kr. til 20 000 kr.),
skulle den kommunale ejendomsskyld nedsættes med 40 kr. 50 øre x 6 /4,5 = 54
kr. fra 210 kr. til 156 kr. (d.v.s. således at nedsættelsen svarende til en
nedsættelse af den skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 35 000 kr.
til 26 000 kr.).
4. Ved UDSTYKNING blev ejendomsskylden til kommunen
fordelt på de enkelte lodder efter forholdet mellem de enkelte lodders andel
i forskelsværdien ved den sidst foretagne vurdering af den samlede ejendom,
jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. nr § 78 i
statsejendomsskatteloven. Der var endvidere adgang til inden udløbet af året
1960 at begære ejendomsskylden for lodder, på hvilke der fandtes bygninger,
der helt eller delvis anvendtes til beboelse, nedsat til det beløb, som
ejendomsskylden ville have udgjort, såfremt lodden havde været selvstændigt
vurderet ved den vurdering, der lå til grund for ejendomsskyldens beregning.
I henhold til lov nr. 357 af 27. december 1958 blev der fra og med
skatteåret 1959-60 tillige opkrævet EKSTRAORDINÆR EJENDOMSSKYLD i
bykommunerne. Den ekstraordinære ejendomsskyld blev opkrævet med 7 promille i
skatteåret 1959-60 og med 14 promille fra og med skatteåret 1960-61. Den
ekstraordinære ejendomsskyld blev beregnet på grundlag af »DET BELØB,
HVORAF DEN FIKSEREDE KOMMUNALE EJENDOMSSKYLD ER BEREGNET ( DEN FIKSEREDE
SKATTEPLIGTIGE FORSKELSVÆRDI)», d.v.s den skattepligtige forskelsværdi
for skatteåret 1956-57 (forskelsværdien i dette skatteår - fast fradrag på 12
000 - 21 000 kr. og - eventuelle lejdlighedsfradrag) med eventuelle ændringer
svarede til de overfor under 1-4 nævnte reguleringer af den sikserede
kommunale ejendomsskyld. Den sikserede skattepligtige forskelsværdi var
således normalt lig med den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret
1956-57, men dette var ikke tilfældet, såfremt den fikserede kommunale
ejendomsskyld for en ejendom var reguleret efter de under 1-4 nævnte regler.
I så fald kunne den fikserede skattepligtige forskelsværdi udfindes ved at
multiplicere den således regulerende ejendomsskyld med 1000 og divedere
resultatet med den promille, hvormed ejendomsskyld i skatteåret 1956-57 blev
opkrævet af ejendommen.
B. DE NYE REGLER.
Ved den nye lov af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste
ejendomme er den hidtidige fiksering af fast ejendomme er den hidtidige
fiksering af den kommunale ejendomsskyld på skattebeløb helt forladt, og den
samlede kommunale ejendomsskyld beregnes fra og med skatteåret 1961-62 - på
samme måde som hidtil alene den ekstraordinære ejendomsskyld - på grundlag af
den fikserede skattepligtige forskelsværdi for den enkelte ejendom
(»FIKSERINGSVÆRDIEN«), jfr. lovens kapitel II.A.
Fikseringsværdien for en ejdendom er normalt den fikserede skattepligtige
forskelsværdi, der lå til grund for beregningen af den ekstraordinære
ejendomsskyld for skatteåret 1960-61 (d. v. s. normalt den skattepligtige
forskelsværdi for skatteåret 1956-57) jfr. lovens § 11, stk. 1. Såfremt den
kommunale ejendomsskyld er reguleret, udfindes fikseringsværdien ved at
multiplicere den regulerede ejendomsskyld (inclusive den ekstraordinære
ejendomsskyld) med 1000 og dividere resultatet med summen af den for
skatteåret 1956-57 gældende ejendomsskyldpromille (inclusive
tillægspromillen) og den ekstraordinære ejendomsskyldpromille (14).
EKSEMPEL:
For en ældre beboelsesejendom uden fritagelse af nogen art udgør den
regulerede ejendomsskyld (inclusive ekstraordinære ejendomsskyld) 1 242 kr.
Såfremt ejendomsskyldpromillen i 1956-57 (inclusive tillægspromillen)
udgjorde 9 og den samlede ejendomsskyldpromille i 1960-61 (inclusive
ekstraordinær ejendomsskyldpromille) 23, fremkommer fikseringsværdien
således: 1 242 X 1 000/ 23 = 54 000 kr.
For EJENDOMME, der i skatteåret 1960-61 var helt eller delvist fritaget
for fikseret kommunal ejendomsskyld, udgør fikseringsværdien det beløb,
hvoraf den fikserede kommunale ejendomsskyld og ekstraordinære ejendomsskyld
ville have været beregnet for skatteåret 1960-61, såfremt ejendommen ikke
havde været fritaget, jfr. lovens § 11, stk. 2. Selvom en ejendom efter
bestemmelserne i §§ 20 og 21, jfr. nærmere herom i cirkulærets afsnit IV.B.,
er HELT fritaget for at svare ejendomsskyld til kommunen, vil det være
formålstjenligt (f.eks. med henblik på et senere bortfald af fritagelsen) at
foretage en opgørelse af fikseringsværdien for den pågældende ejendom,
således at denne værdi føres a jour med eventuelle fremtidige reguleringer.
Det samme gælder ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til
kommunen. For disse ejendomme bør foretages en opgørelse dels af den fulde
fikseringsværdi dels af den del af denne, der i medfør af bestemmelserne i §§
20 og 21 er fritaget for ejendomsskyld.
I de tilfælde, hvor der hidtil skulle ske regulering af den fikserede
kommunale ejendomsskyld, skal der også nu foretages REGULERING AF
FIKSERINGSVÆRDIEN.
1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, DER LIGGER TIL GRUND
FOR FIKSERINGSVÆRDIEN, d. v. s. den for skatteåret 1956-57 gældende
ansættelse (ansættelsen ved 10. almindelige vurdering pr. 1. oktober 1950
eller en vurdering, der er optaget på en af de senere
årsomvurderingsfortegnelser forud for 11. almindelige vurdering pr. 1.
september 1956), skal der ske en tilsvarende regulering af fikseringsværdien,
jfr. lovens § 11, stk. 3.
2. Dersom FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved en senere
vurdering bliver MINDRE END 5 PROCENT AF GRUNDVÆRDIEN, nedsættes
fikseringsværdien endeligt til 0 (lovens § 11, stk. 4, jfr. § 75 i
statsejendomsskatteloven).
3. Såfremt EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN NEDSÆTTES i
medfør af bestemmelserne i §§ 76 og 77 i statsejendomsskatteloven, skal der
ske en tilsvarende regulering af fiskseringsværdien, jfr. § 11, stk. 4, i lov
om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
Ifølge § 76 i statsejendomskatteloven skal den fikserede ejendomsskyld til
staten nedsættes, såfremt forskelsværdien ved en ejendoms ansættelse udviser
en nedgang fra forskelsværdien ved den senest forudgående vurdering - uden at
forskelsværdien er kommet ned under 5 procent af grundværdien - og nedgangen
i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller arealet
er steget i værdi. (Dette kan tænkes at ske, når en landbrugsejendoms
bygninger efter udstykning af et areal bliver for store i forhold til
ejendommens resterende areal, eller når en ejendoms grundværdi stiger mere
end ejendomsværdien, fordi bygningerne ikke svarer til den anvendelse, som
den øgede grundværdi forudsætter). Nedsættelsen, der er endelig, sker med et
til nedgangen i forskelsværdien svarende beløb. Det fremgår af
skattedepartementets cirkulære af 20. februar 1957 og ligningsdirektoratets
cirkulære af 7. marts 1957, at der er vurderingsmyndighederne, der på
foranledning af opkrævningsmyndighederne skal tage stilling til, om nedgangen
i forskelsværdien i det væsentlige er sket af de nævnte grunde. Nedsættelsen
skal således foretages af myndighederne uden ansøgning fra ejendommens ejer.
En nedsættelse af ejendomsskylden til staten efter denne regel har til følge,
at fikseringsværdien nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien ved den
seneste vurdering ifølge vurderingsmyndighedernes afgøelser er gået ned.
Finansministeren kan i henhold til § 77 i statsejendomsskatteloven efter
ansøgning nedsætte ejendomsskylden til staten i andre tilfælde, hvor
forskelsværdien af særlige grunde går ned, uden at nedgangen er af
forbigående karakter. Som eksempler på nedgang i forskelsværdien af særlige
grunde nævner bestemmelsen væsentlig nedgang af bygningernes værdi a) som
følge af offentlige foranstaltninger eller b) som følge af, at
forudsætningerne for den i ejendommen drevne virksomhed er faldet bort, samt
c) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af brand,
storm, svampeangreb og lignende begivenheder.
Såfremt finansministeren nedsætter ejendomsskylden til staten af disse
grunde, skal fikseringsværdien nedsættes med et beløb svarende til
nedsættelsen af den fikserede ejendomsskyld til staten, d. v. s. med et
beløb, der udgør nedsættelsesbeløbet i statsejendomsskylden multipliceret med
1 000 og divideret med 4,5. Dersom ejendomsskylden til staten nedsættes til
0, skal der i kommuner, hvor det faste fradrag i skatteåret 1956-57 var
mindre end 21 000 kr., foretages en selvstændig undersøgelse af, hvor meget
fikseringsværdien kan nedsættes.
4. Ved UDSTYKNINGER skal vurderingsrådet, når
udstykningsvurderingen finder sted, foretage en særskilt ansættelse af de
beløb, hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst
foretagene vurdering af den samlede ejendom, og den fikserede ejendomsskyld
til staten fordeles da på de pågældende lodder i samme forhold, jfr. § 78 i
statsejendomsskatteloven. Ifølge § 11, stk. 4, i loven om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme fordeles fikseringsværdien ved udstykning på
samme måde som ejendomsskylden til staten, d.v.s. efter forholdet mellem den
forskelsværdi, der ved den senest forudgående vurdering henføres til den
udstykkede parcel, og hele ejendommens forskelsværdi ved den nævnte
vurdering. Det er en forudsætning for denne fordeling, at der på den
udstykkede lod findes bygninger eller andet, der indgår i forskelsværdien,
f.eks. træer, hegn eller buske, men det er uden betydning for fordelingen, om
de bygninger, der indgik i forskelsværdien ved den senest før udstykningen
stedfundne vurdering, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1956-57 og
dermed danner grundlag for den fikserede ejendomsskyld til staten eller
fikseringsværdien til kommunen. Det kan således meget vel tænkes, at der
kommer til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til staten og til kommunen,
selv om bygningerne på ejendommen er opføret efter fikseringen af
ejendomsskylden.
EKSEMPEL |:
En ejendom med en fikseret ejendomsskyld til staten på 270 kr. og en
fikseringsværdi på 60 000 kr. deles i to ejendomme. Ved den seneste vurdering
af den samlede ejendom udgjorde forskelsværdien 120 000 kr., der vedrørte de
to ældre beboelseshuse, der nu deles. Ved udstykningsvurderingen ansætter
vurderingsmyndighederne, at forskelsværdien ved den seneste vurdering af den
samlede ejendom fordeler sig med 80 000 kr. på den ene bygning og 40 000 kr.
på den anden. Den fikserede ejendomsskyld til staten fordeles herefter i
samme forhold, d.v.s. med 180 kr. på ejendommen med førstnævnte bygning på 90
kr. på den anden ejendom. På tilsvarende måde fordeles fikseringsværdien med
40 000 kr. på førstnævnte og 20 000 kr. på sidstnævnte ejendom.
EKSEMPEL 2
På en ejendom med en ældre beboelsesbygning med 4 lejligheder samt med en
fikseret ejendomsskyld til staten på 513 kr. og en fikseringsværdi på 114 000
kr. opføres en ny fabriksbygning. Ved den vurdering, der følger efter
fabriksbygningens opførelse, udgør ejendommens forskelsværdi 500 000 kr. Kort
efter deles ejendommen således, at beboelsesbygning og fabriksbygning
adskilles. Ved udstykningsvurderingen ansætter vurderingsmyndighederne, at
forskelsværdien ved den seneste vurdering, 500 000 kr., fordelte sig med 150
000 kr. på den ældre beboelsesbygning på 350 000 kr. på fabriksbygningen. Den
fikserede ejendomsskyld til staten og fikseringsværdien til kommunen vil
herefter være at fordele i samme forhold, d. v. s. med 153 kr. 90 øre i
statsejendomsskyld og 34 200 kr. i fikseringsværdi til beboelsesejendommen og
med 359 kr. 10 øre i statsejendomsskyld og 79 800 kr. i fikseringsværdi til
fabriksejendommen.
I de under 1-4 nævnte tilfælde foretages reguleringerne af
fikseringsværdien således i takt med reguleringerne af ejendomsskyld til
staten. I langt de fleste tilfælde vil der derfor ikke blive tale om, at
spørgsmålet om regulering af fiskeringsværdien opstår isoleret.
For ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til staten, vil der ikke
være nogen aktuel interesse i en regulering af den fikserede
statsejendomsskyld. Det samme gælder fikseringsværdien for ejendomme, der er
fritaget for ejendomsskyld til kommunen. Såfremt fritagelsen for en sådan
ejendom senere ophører, vil det imidlertid være af betydning, at der er
foretaget de reguleringer af statsejendomsskylden og fikseringsværdien, som
ændringerne i forskelsværdien har givet anledning til. Det er derfor
nødvendigt, at reguleringer også foretages for de fritagne ejendomme.
I kommuner, hvor det faste fradrag i forskelsværdien ved ejendomsskyldens
beregning i skatteåret 1956-57 var lavere end 21 000 kr., vil der kunne være
ejendomme, for hvilke der ikke er fikseret ejendomsskyld til staten, men for
hvilke der findes en fikseringsværdi. For sådanne ejendomme skal
fikseringsværdien reguleres (nedsættes eller fordeles på udstykkede
ejendomme) i de tilfælde, hvor den fikserede statsejendomsskyld ifølge
statsejendomsskattelovens §§ 75, 76 eller 78 skulle have været reguleret. I
de tilfælde, hvor finansministeren i henhold til statsejendomsskattelovens §
77 efter ansøgning bevillingsmæssigt kunne nedsætte den fikserede
ejendomsskyld til staten, vil kommunalbestyrelsen ud fra en analogi af den
nævnte bestemmelse efter ansøgning kunne foretage en bevillingsmæssig
nedsættelse af fikseringsværdien for ejendomme, for hvilke der ikke findes en
fikseret ejendomsskyld til staten.
2. Ejendomsskyldpromillen.
På grundlag af den under 1.b. nævnte fikseringsværdi opkræves i København
og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og Marstal
handelsplads ejendomsskyld til kommunen i skatteårene 1961-62 - 1964-65 med
den promille, hvormed den fikserede ordinære og den ekstraordinære
ejendomsskyld tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, d.v.s. med den
for skatteåret 1956-57 i kommunen gældende ordinære ejendomsskyldpromille og
tillægsejendomsskyldpromille samt den for skatteåret 1960-61 gældende
ekstraordinære ejendomsskyldpromille. Promillen er således i de nævnte
skatteår i Københavns kommune 22,25, i Frederiksberg kommune 23 og i langt de
fleste købstadkommuner og flækker 21,5-23. I Marstal handelsplads er
promillen 4,5.
Ejendomsskylden for skatteårene 1961-62 1964-65 opkræves dog ikke i alle
tilfælde med promiller af denne størrelse. Ved lovens § 21, stk. 3,
opretholdes de i BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN indeholdte regler om fritagelse for
kommunal ejendomsskyld af nyere beboelsesejendomme m.v. samt reglerne om
opkrævning af ejendomsskyld med lavere promiller af visse ejendomme i § 5,
stk. 3, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. § 1, stk. 2, ilov nr. 166 af
24. maj 1955, samt § 5 i lov nr. 357 af 27. december 1958.
Ifølge § 1, STK. 2, I LOV AF 24, MAJ 1955 OM FORØGELSE AF DEN KOMMUNALE
EJENDOMSBESKATNING I KØBSTÆDER M.V. skulle den ved loven i købstederne og de
sønderjyske flækker (men ikke i København, Frederiksberg og Marstal) indførte
TILLÆGSEJENDOMSSKYLD (indtil 4,5 promille af den afgiftspligtige
forskelsværdi) opkræves af visse ejendomme fritaget i henhold til
byggestøttelovgivningen. For ejendomme,for hvilke fritagelsen regnes fra et
tidspunkt, der ligger før den 1. april 1947, skulle tillægsejendomsskylden
opkræves med den fulde promille. For ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes
fra et tidspunkt, der ligger inden for tidsrummet 1. april 1947 - 31. marts
1950, skulle tillægsejendomsskyld - så længe fritagelsen i henhold til
byggestøttelovgivningen var gældende - opkræves med 2/3 af tillægspromillen
af den del af ejendommens forskelsværdi, der vedrørte den fritagne del af
ejendommen. D.v.s., at tillægsejendomsskyld skulle opkræves med den fulde
promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på
årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved en tidligere
vurdering, og med 2/3 promille af ejendomme, der første gang er opført med
fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. oktober 1946, 1947
eller 1948. Disse særregler blev opretholdt ved fikseringen af den kommunale
ejendomsskyld i bykommunerne, jfr. § 5, stk. 3. i lov nr. 31 af 15. februar
1957.
For den EKSTRAORDINÆRE EJENDOMSSKYLD til kommunen blev der indført
tilsvarende regler ved § 5 I LOVEN AF 27. DECEMBER 1958. Efter disse
bestemmelser, der også omfattede København og Frederiksberg (men ikke
Marstal), skulle den ekstraordinære ejendomsskyld fra og med skatteåret
1960-61 opkræves med 14 promille af ejendomme, der første gang er opført med
fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved
en tidligere vurdering, og - så længe fritagelsen i henhold til
byggestøttelovgivningen var gældende - med 8 promille af ejendomme, der
første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne
pr. 1. oktober 1946, 1947 eller 1948.
I byerne opkræves ejendomsskyld til kommunen således med 3 forskellige
promiller.
1) Den fulde promille af alle ikke-fritagne ejendomme.
2) Den del af promillen, der svarer til den fulde tillægspromille og den
fulde ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold
til byggestøttlovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger før 1. april
1947.
3) Den del af promillen, der svarer til 2/3 af tillægspromillen og 4/7 af
den ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold
til byggestøttelovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for
tidsrummet 1. april 1947-31. marts 1950.
EKSEMPER 1:
I en købstadskommune, hvor den ordinære ejendomsskyldpromille i skatteåret
1956-57 var 4,5, opkræves ejendomsskyld herefter med følgende promiller:
-------------------------------------------------------------------
Promiller efter tidligere De gæl-
regler dende pro-
------------------------- miller
Ordinær Tillægs- Ekstraor- (I alt
Promille promille dinær kol. 1-3)
1956-57 promille
--------------------------------------------------------------------
(1) (2) (3) (4)
a. For de under 1)
nævnte ejendomme.... 4,5 4,5 14,0 23,0
b. For de under 2)
nævnte ejendomme.... 0 4,5 14,0 18,5
c. For de under 3)
nævnte ejendomme.... 0 3,0 8,0 11,0
--------------------------------------------------------------------
For ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til kommunen,
svares ejendomsskyld af den ikke-fritagne del af fikseringsværdien med den
fulde promille (i eksempel 1: 23 promille). Regnes fritagelse for en ejendom
i henhold til byggestøttelovgivningen fra forskellige tidspunkter for de
enkelte dele af ejendommen, beregnes ejendomsskylden af den til hver del
svarende fikseringsværdi med den promille, der i henhold til ovenstående
svarer til det tidspunkt, fra hvilket fritagelsen regnes.
EKSEMPEL 2:
En ejendom i den i eksempel 1 nævnte købstad består af a) en ældre bygning
opført uden fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen, b) en
beboelsesbygning, for hvilken fritagelse i henhold til
byggestøttelovgivningen regnes fra 1. april 1946, c) en beboelsesbygning, for
hvilken fritagelsen regnes fra 1. april 1948, samt d) en tilbygning, for
hvilken der er bevilget fritagelse fra 1. april 1955 at regne.
Af den del af fikseringsværdien, der vedrører de enkelte dele af
ejendommen, beregnes ejendomsskylden med følgende promiller:
Den under a) nævnte bygning .... 23,0 promille
- - b) - - .... 18,5 -
- - c) - - .... 11,0 -
- - d) - tilbygning ... 0 -
De særlige promiller for ejendomme fritages i henhold til
byggestøttelovgivningen skal anvendes, så længe fritagelsen i henhold til
byggestøttelovgivningen er gældende. Når denne fritagelse udløber, opkræves
ejendomsskyld med promillen for ikke-fritagne ejendomme.
De i det foregående omtalte promiller gælder for skatteårene 1961-62 -
1964-65. Fra og med det efter den almindelige vurdering pr. 1. september 1964
og hver senere almindelige vurdering følgende skatteår nedsættes
ejendomsskyldpromillen med 1/7 af den for skatteåret 1961-62 gældende
promille, jfr. lovens § 10, stk. 2. Promillen nedsættes herefter første gang
fra og med skatteåret 1965-66 og bortfalder helt fra og med udgangen af
skatteåret 1988-89.
EKSEMPEL 3:
I den i eksempel 1 nævnte købstadkommune vil der til og med skatteåret
1988-89 være følgende promiller:
For ikke- For de un- For de un-
fritagne der b) der c)
ejendomme nævnte nævnte
a) ejendomme ejendomme
1961-62 - 1964-65.. 23,00 18,50 11,00
1965-66 - 1968-69.. 19,71 15,86 9,43
1969-70 - 1972-73.. 16,43 - 7,86
1973-74 - 1976-77.. 13,14 - -
1977-78 - 1980-81.. 9,86 - -
1981-82 - 1984-85.. 6,57 - -
1985-86 - 1988-89.. 3,29 - -
De i de to sidste kolonner nævnte promiller skal kun anvendes, så længe
fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen består. Når fritagelsen
ophører, skal ejendomsskylden opkræves med de i kolonne 1 nævnte promiller.
Der er derfor ikke medtaget promiller for tiden efter 1. april 1969 for
ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes fra tiden før 1. april 1947, og ej
heller promiller for tiden efter 1. april 1972 for ejendomme, for hvilke
fritagelsen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for perioden 1. april
1947-31. marts 1950.
3.SÆRREGEL FOR VISSE SMÅEJENDOMME.
Ifølge § 10, stk. 1, 2. punktum, skal der ikke svares kommunal
ejendomsskyld af ejendomme med en fikseringsværdi på under 7 150 kr.
Det er kun i tilfælde, hvor ejendommens samlede fikseringsværdi er mindre
end 7 150 kr., at undtagelsesreglen i § 10, stk. 1, 2. punktum, finder
anvendelse. For ejendomme, der er delvis fritaget for ejendomsskyld, skal der
svares ejendomsskyld af den ikke.fritagne del af fikseringsværdien, selv om
denne del af fikseringsværdien er mindre end 7 150 kr.
Fikseringsværdier på under 7 150 kr. kan dog ikke uden videre betragtes
som bortfaldet; dersom en ejendom med en fikseringsværdi på under 7 150 kr.
sammenlægges med en anden ejendom, skal de to ejendommes fikseringsværdier
sammenlægges, og der skal svares kommunal ejendomsskyld af den samlede
fikseringsværdi, såfremt den overstiger 7 150 kr.
II SOGNEKOMMUNERNE.
A. GRUNDSKYLD.
I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og andre omegnskommuner)
opkræves grundskyld til kommunen af grundværdien efter fradrag for
forbedringer, d.v.s. den afgiftspligtige grundværdi, således som den er
fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. lovens § 1, stk. 2,
sammenholdt med afsnit I. C. og D. i lov om vurdering og beskatning til
staten af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).
I sognekommunerne kan grundskyldpromillen ikke udgøre mere end 40 eller
mindre end 10, jfr. lovens § 3, stk. 1, 2. punktum, og § 4, stk. 4, 2.
punktum. I lovens § 34 er der dog fastsat visse overgangsregler for kommuner,
i hvilke den kommunale grundskyld i skatteåret 1960-61 blev opkrævet med en
promille på 50 eller derover. I disse kommuner kunne grundskyldpromillen
forskatteåret 1961-62 udgøre mere end 40, jfr.cirkulære af 20. februar 1961,
afsnit III.B.1. og 2.c. Såfremt den kommunale grundskyld i en sådan kommune
for skatteåret 1961-62 opkræves med en promille på over 40, skal promillen i
hvert af de følgende skatteår nedsættes med mindst 2, indtil promillen er 40.
1. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTETSE I VISSE STØRRE
SOGNEKOMMUNER.
I de københavnske omegnskommuner, der er opregnet i bestemmelsen i § 34.
stk. 3, i lov om købstadkommunernes styrelse som ændret ved lov nr. 181 af
20. maj 1952, samt i andre sognekommuner, der efter den senest
offentliggjorte almindelige folketælling have mindst een bymæssig bebyggelse
med over 3 000 indbyggere, KAN kommunalbestyrelsen med amtsrådets samtykke
beslutte, at grundskyldpromillen fastsættes af kommunalbestyrelsen efter
samme regler som i bykommunerne, jfr. lovens § 3.
Følgende københavnske omegnskommuner er omfattet af denne bestemmelse:
Ballerup- Måløv. Birkerød. Brøndbyvester-Brøndbyøster. Dragør. Farum.
Gentofte. Gladsaxe. Glostrup. Herlev. Herstedøster-Herstedvester. Hvidovre.
Høje-Tåstrup. Hørsholm. Lyngby-Tårbæk. Rødovre. Store Magleby. Søllerød.
Tårnby. Vallensbæk. Værløse.
Ifølge den senest offentliggjorte almindelige folketælling i 1960 havde
følgende andre sognekommuner mindst een bymæssig bebyggelse med over 3 000
indbyggere: Asminderød-Grønholt. Bjerringbro. Brabrand-Årslev. Brande. Dalum.
Fredensborg slotssogn. Grindsted. Guldager. Hadsund. Haslev-Freerslev.
Hasle-Skejby-Lisbjerg. Hasseris. Herlufsholm. Holme-Tranbjerg. Horne-Asdal.
Ikast. Kristrup. Lillerød. Odder. Sundby-Hvorup. Tikøb. Torup. Vejen.
Vejlby-Riiskov. Viby (ved Århus). Vojens. Vorup. Åby. Års.
I sognekommuner, der ikke er medtaget i ovenstående fortegnelse, vil
beslutning i henhold til § 3, stk. 1, først kunne træffes i det kalenderår,
hvor den folketælling, ved hvilken indbyggertallet i een bymæssig bebyggelse
i kommunen første gang er opgjort til 3 000 eller mere, offentliggøres.
Beslutningen om at overgå til fast grundskyldpromille træffes af
kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum.
Beslutningen skal træffes så tidligt, at amtsrådets samtykke kan foreligge
inden den 31. december forud for det skatteår, for hvilket beslutningen skal
have virkning, jfr. § 3, stk. 2.
Beslutningen om grundskyldpromillens størrelse træffes af
kommunalbestyrelsen ligeledes ved 2 behandlinger med mindst 14 dages
mellemrum, men denne beslutning, der skal være truffet inden den 31. marts,
skal ikke godkendes af amtsrådet, jfr. § 3, stk. 1, sammenholdt med § 2, stk.
2.
Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af
kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen
fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra
inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de
kommende skatteår.
2. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTELSE I DE ØVRIGE
SOGNEKOMMUNER (LIGNINGSFORHOLD).
I kommuner, som ikke overgår til anvendelse af fast grundskyldpromille,
sker udskrivningen af grundskyld og dermed fastsættelse af
grundskyldpromillens størrelse på grundlag af et for kommunen fastsat
ligningsforhold, jfr. lovens § 4.
A. LIGNINGSFORHOLDETS INDHOLD; GRÆNSERNE FOR GRUNDSKYLDPROMILLENS
STØRRELSE.
Ligningsforholdet angiver, hvorledes kommunens udskrivning skal fordeles
på grundskyld og indkomstskat. Forinden ligningsforholdet bringes til
anvendelse, skal kommunens udgifter og øvrige indtægter for det kommende
regnskabsår være budgetteret. Når der fra de i overslaget for det kommende
regnskabsår opførte udgifter trækkes de i overslaget opførte øvrige
indtægter, fremkommer det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og
indkomstskat, og som skal fordeles efter ligningsforholdet. Udgør dette
restbeløb i en kommune f.eks. 750 000 kr., og er ligningsforholdet fastsat
således, at 30 pct. udskrives som grundskyld, og 70 pct. udskrives som
indkomstskat, skal der udskrives 225 000 kr. i grundskyld og 525 000 kr. i
indkomstskat.
Dersom det beløb, der efter overslaget skal udskrives som grundskyld,
overstiger 40 promille af de afgiftspligtige grundværdier i kommunen, skal
grundskyld dog kun udskrives med 40 promille, jfr. den tidligere omtalte
bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2. punktum.
Dette gælder dog ikke i de kommuner, hvor grundskyldpromillen i det
foregående skatteår i overensstemmelse med overgangsbestemmelsen i lovens §
34 er fastsat til mere end 42. Dersom det beløb, der ifølge overslaget og det
for en sådan kommune gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld,
udgør en promille af grundværdierne i kommunen, der er mindst 2 lavere end
grundskyldpromillen i det foregående skatteår, skal sognerådet ikke nedsætte
den således fremkomne grundskyldpromille. Udgør det beløb, der i en sådan
kommune skal udskrives som grundskyld, derimod ikke en promille af
grundværdierne, der er mindst 2 lavere end grundskyldpromillen i det
foregående skatteår, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes således, at
grundskyld udskrives med en promille, der er mindst 2 lavere end
grundskyldpromillen for det foregående år.
I de kommuner, hvor det beløb, der efter overslaget og det for kommunen
gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld, skal nedsættes til 40
promille - eller i en overgangsperiode til en noget højere promille - af
grundværdierne i kommunen, skal der foretages en tilsvarende forhøjelse af
udskrivningen af indkomstskat. Udgør det beløb på 225 000 kr., der i
eksemplet ovenfor skal udskrives som grundskyld, f.eks. 45 promille af
grundværdierne i kommunen, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes til 40
promille af grundværdierne, d.v.s. til 200 000 kr., dersom
grundskyldpromillen i kommunen i det foregående år var 42 eller derunder. Det
beløb på 525 000 kr., der i eksemplet skulle udskrives som indkomstskat, skal
herefter forhøjes med det beløb på 25 000 kr., hvormed grundskylden er
nedsat, til 550 000 kr.
På tilsvarende måde skal udskrivningen af grundskyld forhøjes, såfremt det
beløb, der efter overslaget og det for kommunen gældende ligningsforhold skal
udskrives som grundskyld, udgør mindre end 10 promille af grundværdierne i
kommunen, jfr. den tidligere omtalte bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2.
punktum. Der skal i så fald foretages en tilsvarende nedsættelse af det
beløb, der skal udskrives som indkomstskat. Udgør det beløb, der ifølge
overslaget og det gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld i en
kommune, f. eks. 45 000 kr., kun 9 promille af de samlede grundværdier i
kommunen, skal udskrivningen af grundskyld forhøjes til 10 promille af
grundværdierne, d.v.s. til 50 000 kr., og udskrivningen af indkomstskat skal
nedsættes med 5 000 kr. B. LIGNINGSFORHOLDETS FASTSÆTTELSE.
Ligningsforholdet fastsættes som gældende indtil videre eller for et
bestemt åremål eller for et enkelt skatteår. Er ligningsforholdet fastsat for
et bestemt åremål, kan det dog ændres inden periodens udløb med virkning for
det eller de kommende skatteår.
Ligningsforholdet fastsættes af AMTSRÅDET efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen, jfr. lovens § 4, skr. 1, 1. punktum. For at have
gyldighed for det kommende skatteår skal ligningsforholdet fastsættes af
amtsrådet inden den 31. december, jfr. § 4, stk. 1, 2. punktum. En ændring af
ligningsforholdet forudsætter, at der foreligger en indstilling fra
KOMMUNALBESTYRELSEN. Det kræves ikke, at indstillingen skal være vedtaget af
et flertal af de i det pågældende møde deltagende
kommunalbestyrelsesmedlemmer. To eller flere standpunkter, af hvilke intet
har kunnet opnå flertal, vil kunne danne grundlag for amtsrådets fastsættelse
af ligningsforholdet, men det bør over for amtsrådets oplyses, hvorledes de
afgivne stemmer har fordelt sig på de forskellige forslag, og dette gælder
også i tilfælde, hvor der foruden en flertalsindstilling foreligger en eller
flere mindretalsindstillinger. Er der ikke fastsat noget ligningsforhold for
et kommende skatteår, idet det for det løbende skatteår gældende
ligningsforhold kun er fastsat som gældende for eller til og med dette
skatteår, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at fremkomme med indstilling
om nyt ligningsforhold. Den omstændighed, at der tidligere er fastsat et
ligningsforhold for et kommende skatteår, afskærer ikke amtsrådet fra at tage
spørgsmålet om at ændre ligningsforholdet op til behandling, men amtsrådet må
da, såfremt der ikke foreligger nogen indstilling, selv fremkalde en sådan
ved at udbede sig en udtalelse fra kommunalbestyrelsen.
Amtsrådet er ikke forpligtet til at følge kommunalbestyrelsens indstilling
vedrørende ligningsforholdet, men ifølge lovens § 4, stk. 2, kan amtsrådets
afgørelse af kommunalbestyrelsen indbringes for et af indenrigsministeriet
nedsat ANKENÆVN (adresse: indenrigsministeriet). Anken - der således kun kan
foretages efter at have været forhandlet og vedtaget af kommunalbestyrelsen -
skal være nævnet i hænde senest 15. januar. Afgørelsen kan kun indankes,
såfremt der foreligger en i det pågældende kommunalbestyrelsesmøde med
almindeligt flertal truffet beslutning herom, og det vil yderligere være en
forudsætning, at amtsrådet ikke har fulgt en indstilling, der var vedtaget af
kommunalbestyrelsen med over halvdelen af stemmerne i det møde, i hvilket
indstilling om ligningsforholdets fastsættelse blev behandlet.
Ankenævnets fastsættelse af ligningsforholdet er endelig. B.
EJENDOMSSKYLD.
I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og de øvrige københavnske
omegnskommuner) er ejendomsskylden fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på
grundlag af de afgiftspligtige værdier (fikseringsværdierne) og
ejendomsskyldpromillerne i skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 12-15.
1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.
Den værdi, på grundlag af hvilken den sognekommunale ejendomsskyld for den
enkelte ejendom beregnes (FIKSERINGSVÆRDIEN), er ejendommens skattepligtige
forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør
fikseringsværdien således normalt forskelsværdien (d.v.s. ejendomsværdien -
grundværdi) ved den seneste almindelige vurdering eller årsomvurdering forud
for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 efter fradrag af et af
kommunalbestyrelsen inden for visse grænser fastsat ensartet fradragsbeløb
pr. ejendom og af et beløb pr. lejlighed ud over een på 3 000 kr. Det
ensartede fradrag kunne i sognekommuner, i hvilke der efter det statistiske
departements opgørelse ved folketællingen den 1. oktober 1955 fandtes mindst
een bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere, fastsættes til mindst 20
000 kr. og højst 35 000 kr., medens fradraget i de øvrige sognekommuner kunne
fastsættes til mindst 14 000 kr. og højst 20 000 kr.
Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien
(ansættelse ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en
senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1.
september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision,
skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 13, stk. 3. Dette
gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens
ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien
skal således forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien
forhøjes eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien
og/eller ejendomsværdien.
Ud over reguleringen som følge af ændringer i ansættelsen kan der
foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i kommuner, der
for perioden 1. april 1959 - 31. marts 1963 havde fastsat det ensartede
fradrag lavere end det maksimale fradrag, og endvidere kan
fikseringsværdierne for de enkelte ejendomme i visse tilfælde reguleres som
følge af senere begivenheder. Under a-c er der nærmere redegjort for lovens
regler om regulering af fikseringsværdien.
A. I kommuner, hvor det af sognerådet for perioden 1. april 1959 - 31.
marts 1963 fastsatte ensartede fradrag pr. ejendom var mindre end det
maksimale fradrag (35 000 kr. eller 20 000 kr., jfr. ovenfor), kan SOGNERÅDET
NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIERNE FOR ALLE EJENDOMME med et beløb, der højst kan
udgøre forskellen mellem det maksimale fradrag og det af sognerådet fastsatte
fradragsbeløb, jfr. lovens § 13, stk. 4. Er fikseringsværdierne tidligere kun
nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og med et senere
skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den samlede
nedsættelse udgør hele eller en del af forskellen mellem det maksimale og det
tidligere anvendte fradragsbeløb. Den samlede nedsættelse må ikke overstige
det nævnte forskelsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje
fikseringsværdierne, selv om forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til
fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.
B. Bliver FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering
eller en senere vurdering MINDRE END 5 PCT. AF GRUNDVÆRDIEN, NEDSÆTTES
FIKSERINGSVÆRDIEN ENDELIGT TIL 0, jfr. lovens § 14, stk. 1.
C. Ifølge lovens § 14, stk. 2, SKAL FIKSERINGSVÆRDIEN NEDSÆTTES, dersom
FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering eller en senere
vurdering GÅR NED i forhold til forskelsværdien ved den senest forudgående
vurdering uden at være blevet mindre end 5 pct. af grundværdien, og nedgangen
i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller at
arealet er steget i værdi. Nedsættelsen af fikseringsværdien er endelig og
foretages med det beløb, hvormed forskelsværdien er gået ned.
Bestemmelsens anvendelse kan belyses med følgende eksempler:
EKSEMPEL 1. (Ejendommens areal formindskes):
Ejendommen havde ved den seneste vurdering forud for 12. almindelige
vurdering en ejendomsværdi på 100 000 kr. og en grundværdi på 25 000 kr.;
forskelsværdien udgjorde således 75 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 100 000
kr. - grundværdi 25 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 55 000 kr.). Efter
at et areal er udskilt (og ejendommens gygninger derefter ikke kan udnyttes
på samme måde som hidtil eller er blevet mindre egnede til deres formål),
nedsættes ejendomsværdien ved 12. almindelige vurdering til 70 000 kr. og
grundværdien til 15 000 kr. Forskelsværdien er således nedsat fra 75 000 kr.
til 55 000 kr. eller med 20 000 kr. Fikseringsværdien nedsættes med samme
beløb eller til 35 000 kr.
EKSEMPEL 2. (Arealet stiger i værdi):
Ejendommen havde ved seneste vurdering forud for 12. almindelige vurdering
en ejendomsværdi på 175 000 kr. og en grundværdi på 20 000 kr.;
forskelsværdien udgjorde således 155 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 175 000
kr. - grundværdi 20 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 135 000 kr). På
grund af ændrede udnyttelsesmuligheder for grunden stiger grundværdien ved
12. almindelige vurdering med et større beløb end ejendomsværdien, således at
grundværdien f.eks. nu udgør 75 000 kr., medens ejendomsværdien kun er steget
til 200 000 kr. Forskelsværdien er således gået ned fra 155 000 kr. til 125
000 kr. eller med 30 000 kr., og fikseringsværdien skal herefter nedsættes
med samme beløb eller til 105 000 kr.
Det er vurderingsmyndighederne, der på foranledning af kommunalbestyrelsen
skal tage stilling til, om nedgangen i forskelsværdien i det væsentlige er
sket af de nævnte grunde, og det påhviler kommunalbestyrelsen af egen drift -
uden ansøgning fra ejendommens ejer - at rette henvendelse herom til
vurderingsmyndighederne samt at regulere fikseringsværdien i overensstemmelse
med vurderingsmyndighedernes afgørelse. For ejendomme, der svarer fikseret
ejendomsskyld til staten, skal der foretaget en tilsvarende regulering af
statsejendomsskylden. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at
kommunalbestyrelsen træffer aftale med vurderingsrådet om, at vurderingsrådet
samtidig med, at det afgiver oplysninger vedrørende sådanne nedsættelser i
forskelsværdien til amtstuen, giver kommunalbestyrelsen meddelelse herom.
D. I henhold til lovens § 14, stk. 3, kan KOMMUNALBESTYRELSEN EFTER
ANSØGNING NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIEN, såfremt forskelsværdien for en ejendom
i øvrigt ved 12. almindelige eller en senere vurdering af særlige grunde går
ned, og nedgangen ikke er af forbigående karakter. Med hensyn til de særlige
grunde, der kan motivere en bevillingsmæssig nedsættelse, henviser § 14, stk.
3, 2. punktum i den tilsvarende bestemmelse i § 77 i
statsejendomsskatteloven. I denne bestemmelse nævnes som eksempler: væsentlig
nedgang af bygningernes værdi
1) som følge af offentlige foranstaltninger eller
2) som følge af, at forudsætningerne for den i ejendommen drevne
virksomhed er faldet bort, samt
3) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af
brand, storm, svampeangreb og lignende begivenheder.
Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive underrettet om de
nedsættelser af den fikserede ejendomsskyld til staten, det tilstås i henhold
til bestemmelsen i § 77 i statsejendomme i de pågældende kommuner. For
ejendomme, der svarer fikseret ejendomsskyld til staten, vil det være
naturligt, at kommunalbestyrelserne med hensyn til nedsættelse af
fikseringsværdien følger de af finansministeren trufne afgørelser vedrørende
nedsættelse af ejendomsskylden til staten. (D.v.s., at i tilfælde, hvor
ejendomsskylden til staten nedsættes delvis, omregnes nedsættelsen i
ejendomsskylden til nedsættelse i fikseringsværdien ved at multiplicere
vedsættelsen i ejendomsskylden med 1000 og dividere resultatet med 4,5. Er
der tale om, at ejendomsskylden til staten falder helt væk, kan
fikseringsværdien kun nedsættes til 0, dersom det beløb, hvormed
forskelsværdien er gået ned, er lig med eller større end fikseringsværdien).
Såfremt kommunalbestyrelsen følger finansministerens afgørelser, vil der
alene i tilfælde, hvor en ejendom ikke svarer ejendomsskyld til staten, blive
tale om, at der af kommunalbestyrelsen skal foretages en selvstændig
undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt nedsættelse af fikseringsværdien bør
tilstås.
E Ved UDSTYKNING skal der foretages en fordeling af fikseringsværdien,
dersom der på det udstykkede areal findes bygninger eller andre til
forskelsværdien hørende bestanddele, jfr. lovens § 15, stk. 1, der ganske
svarer til bestemmelsen vedrørende fordeling af den fikserede ejendomsskyld
til staten i § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven. Vurderingsrådet skal i
forbindelse med udstykningen foretage en særskilt ansættelse af de beløb,
hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst foretagne
vurdering af den samlede ejendom. Fikseringsværdien vil herefter være at
fordele mellen lodderne i samme forhold. Det er uden betydning for
fordelingen, om de bygninger m.v., der indgår i forskelsværdien ved den
seneste før udstykningen stedfundne vurdering og dermed danner grundlag for
fikseringsværdiens fordeling, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1960-61
og dermed danner grundlag for selve fikseringsværdien. Det vil således kunne
forekomme, at der ved en udstykning fordeles fikseringsværdi til en udstykket
lod med en bygning, der er opført efter ejendomsskyldens fiksering.
Der er i lovens § 15, stk. 2-4, givet en TIDSBEGRÆNSET ADGANG til i
tilfælde af UDSTYKNING AF BEBOELSESEJENDOMME at begære FIKSERINGSVÆRDIEN
NEDSAT til det beløb, den ville have udgjort, såfremt udstykningen var sket
forud for skatteåret 1960-61. Begæring om sådan nedsættelse skal være fremsat
over for kommunalbestyrelsen INDEN UDGANGEN AF 1962. En tilsvarende adgang
til nedsættelse af den fikserede ejendomsskyld til staten findes i § 78, stk.
2-4, i statsejendomsskatteloven, men fristen for indgivelse af begæring herom
er udløbet med udgangen af året 1960. Det er en betingelse for sådan
nedsættelse, at der på det udstykkede areal findes en bygning, der helt eller
delvis anvendes til beboelse, og som ved den vurdering, der ligger til grund
for fikseringsværdien, var vurderet sammen med anden bebyggelse.
EKSEMPEL 1:
På en ejendom fandtes ved 11. almindelige vurdering et beboelseshus med 2
lejligheder og en mindre fabriksbygning. Ved 11. almindelige vurdering var
ejendomsværdien ansat til 150 000 kr. og grundværdien til 10 000 kr.
Forskelsværdien udgjorde således 140 000 kr., og forudsættes det, at det
faste fradrag i kommunen i skatteåret 1960-61 var 20 000 kr., udgjorde den
skattepligtige forskelsværdi (fikseringsværdien) 117 000 kr. (140 000 kr. -
20 000 kr. i fast fradrag og - 3 000 kr. i lejlighedsfradrag). Ved 12.
almindelige vurdering er ejendomsværdien ansat til 175 000 kr. og
grundværdien til 15 000 kr.
I 1961 udskilles beboelsesejendommen. I forbindelse med
udstykningsvurderingen fordeler vurderingsrådet i medfør af lovens § 15, stk.
1, forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering på de to ejendomme med 45
000 kr. på beboelseshuset og 115 000 kr. på fabrikken. Fikseringsværdien vil
være at fordele i samme forhold, d.v.s. med 32 906 kr. 25 øre på
beboelsesejendommen og 84 093 kr. 75 øre på fabriksejendommen.
Hvis ejeren fremsætter begæring om nedsættelse af fikseringsværdien i
henhold til § 15, stk. 2-4, skal vurderingsrådet ligeledes anmodes om at
fordele forskelsværdien ved »fikseringsvurderingen« (i dette
tilfælde 11. almindelige vurdering). I eksemplet er denne forskelsværdi
fordelt med 40 000 kr. på beboelsesejendommen og 100 000 kr. på
fabriksejendommen. Fikseringsværdien for beboelsesejendommen vil herefter
være at nedsætte til det beløb, som fikseringsværdien ville have andraget,
hvis beboelsesejendommen havde været selvstændigt vurderet ved 11.
almindelige vurdering, 17 000 kr. (40 000 kr. - det faste fradrag på 20 000
kr. og - eet lejlighedsfradrag på 3 000 kr.). Der kan derimod ikke foretages
nogen nedsættelse (eller forhøjelse) af den fikseringsværdi, der er overført
til fabriksejendommen.
EKSEMPEL 2:
Dersom der i det i eksempel 1 nævnte tilfælde umiddelbart forud for 12.
almindelige vurdering var foretaget en betydelig udvidelse af
fabriksbygningen, således at ejendommens samlede forskelsværdi ved denne
vurdering var ansat til 250 000 kr., hvoraf 45 000 kr. i forbindelse med
udstykningsvurderingen er henført til beboelsesbygningen og 205 000 kr. til
fabriksbygningen, skulle fikseringsværdien fordeles i dette forhold, d.v.s.
med 21 060 kr. på beboelsesbygningen og 95 940 kr. på fabriksbygningen.
Såfremt der fremsættes begæring herom inden udgangen af 1962, skal
fikseringsværdien for beboelsesbygningen nedsættes til samme beløb som i
eksempel 1, d.v.s. til 17 000 kr. Derimod kan der ikke foretages ændringer i
den til fabriksbygningen overførte del af fikseringsværdien.
Selv om der for ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til kommunen,
ikke måtte være nogen aktuel interesse i at få foretaget reguleringer i
fikseringsværdien, vil det have betydning, dersom fritagelsen ophører, at de
reguleringer, ejendommen i den mellemliggende tid har haft krav på, er blevet
foretaget. Det er derfor nødvendigt, at nedsættelse som følge af ændringer i
forskelsværdien eller fordelinger som følge af udstykning også foretages for
fritagne ejendomme.
2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.
På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves
ejendomsskylden i sognekommunerne med den for skatteåret 1960-61 i kommunen
gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens § 12, stk. 1. Kommunalbestyrelsen
har ikke hjemmel til på egen hånd at ændre denne promille, men ifølge § 12,
stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af den for skatteåret
1960-61 gældende promille efter hver almindelig vurdering, første gang efter
13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med skatteåret 1956-66.
Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og med udgangen af
skatteåret 1988-89. Det henstilles at foretage afrundinger ved aftrapningen
af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med promiller, der højst
har to decimaler.
III. AMTSKOMMUNERNE.
Ifølge lov nr. 33 af 18. februar 1961 om den amtskommunale beskatning
udskriver amtsrådene det beløb, der efter fradrag af indtægten ved fikseret
ejendomsskyld ifølge amtskommunernes overslag årligt skal tilvejebringes, med
halvdelen som grundskyld, dog højst 14 promille af grundværdierne i
amtsrådskredsen, og med den resterende del på de kommuner, hvori der svares
ejendomsskat til amtskommunen.
A. UDSKRIVNING PÅ KOMMUNERNE.
Det beløb, der af amtsrådet skal pålignes sognekommunerne, udgør således
mindst halvdelen af det beløb, der efter fradrag af indtægterne ved
ejendomsskyld ifølge overslaget skal tilvejebringes ved udskrivning. Udgør
halvdelen af det nævnte beløb 14 promille eller derunder af de
afgiftspligtige grundværdier, skal udskrivningen på kommunerne udgøre den
anden halvdel af beløbet. Overstiger halvdelen af det beløb, der ifølge
overslaget skal udskrives på grundværdierne og kommunerne, 14 promille af de
afgiftspligtige grundværdier, skal kommunerne pålignes differencer mellem det
samlede beløb og 14 promille af de afgiftspligtige grundværdier.
Bidraget til amtskommunen pålignes de kommuner, hvori der svares
ejendomsskat til amtskommunen, d.v.s. amtsrådskredsens sognekommuner samt for
Svendborg amtskommunes vedkommende tillige Marstal handelsplads.
Bidraget til amtskommunen fordeles på kommunerne med halvdelen i forhold
til summen af de skattepligtige indkomster i det foregående skatteår og
halvdelen i forhold til summen af de afgiftspligtige grundværdier i
kommunerne i det foregående skatteår. På grundlag af de fra kommunerne gennem
amterne modtagne indberetninger vedrørende skatteudskrivningen udarbejdes der
ved indenrigsministeriets foranstaltning fortegnelse over
fordelingsgrundlaget for hver amtsrådskreds, og fortegnelserne udsendes til
amtsrådene omkring 1. januar forud for det pågældende skatteår.
Ifølge lovens § 2, stk. 1, skal amtsrådet senest den 15. marts underrette
kommunalbestyrelserne om de kommunerne pålignede bidrag. Amtsrådene anmodes
om i god tid inden udløbet af fristen for indsendelsen af sognekommunernes
budgetter til amtsrådet (den 15. februar) at give kommunalbestyrelserne en
foreløbig meddelelse om størrelsen af de forventede bidrag til amtskommunen
som grundlag for kommunalbestyrelsernes budgettering ag bidraget til
amtskommunen. Der er ikke adgang for kommunalbestyrelserne til senere at
ændre overslaget under hensyn til ændringer i bidragets størrelse ved den
endelige påligning.
Kommunerne skal optage bidraget til amtskommunen som udgift på deres
budget og afholde udgiften hertil af indtægterne ved den almindelige
skatteudskrivning.
Bidraget til amtskommunen skal erlægges med det fulde pålignede beløb, og
der er ikke adgang til at nedsætte set på grund af afgang eller
uerholdelighed.
Kommunernes bidrag til amtskommunen skal indbetales til den amtstue,
amtsrådet anviser, med en fjerdedel hver gang den 15. september, 15. december
og 15. marts i vedkommende regnskabsår samt den 15. juni i det følgende
regnskabsår, jfr. lovens § 2, stk. 3.
Det SKAL i den enkelte kommunes skattekvitteringer til skatteyderne -
såvel vedrørende personlig kommuneskat som vedrørende ejendomsskat - anføres,
hvor stor en procentdel af kommunens samlede udskrivning bidraget til
amtskommunen udgør. Denne procent beregnes med 1 decimal på grundlag af på
den ene side det på overslaget opførte beløb for bidraget til amtskommunen og
på den anden side summen af de beløb, der på overslaget opføres som pålignet
grundskyld og personig skat til kommunen. I beregningen indgår derimod
hverken ejendomsskyld, dækningsafgift, tillægsgrundskyld eller de kommunale
andele i selskabsskat, grundstigningsskyld og særlig indkomstskat.
EKSEMPEL:
I en sognekommunes overslag er kommunens bidrag til amtskommunen opført
med 40 000 kr., og det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og
personlig skat til kommunen, er opført med 320 000 kr. Bidraget til
amtskommunen udgør
40 000 X 100
således ----------------- = 12,5 pct. af udskrivningen af grundskyld
320 000
og personlig skat.
Det er denne procent, der skal påføres kommuneskattebilletterne. Opkræver
kommunen kommunal indkomstskat og kommunale ejendomsskatter, skal procenten
anføres på såvel indkomstskattebilletterne som ejendomsskattebiletterne.
Anvender kommunen ikke fælles skattebilletter for hele skatteåret, men alene
skattekvitteringer for hvert kvartal, bør procenten anføres på samtlige
skattekvitteringer.
B. GRUNDSKYLD.
Den amtskommunale grundskyld opkræves med den af amtsrådet fastsatte
promille af grundværdien efter fradrag for forbedringer, d.v.s. den
afgiftspligtige grundværdi, således som den er fastsat ved beregningen af
grundskyld til staten. jfr. § 1, stk. 2, i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om
beskatning til kommunerne af faste ejendomme, sammenholdt med afsnit I.C. og
D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme
(lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).
Den amtskommunale grundskylsdpromille fastsættes årlig i tilknytning til
vedtagelsen af overslaget, idet det herved iagttages, at grundskylden ifølge
§ 1, stk. 2, i loven om den amtskommunale beskatning skal udskrives med
halvdelen af det beløb, der efter fradrag af den fikserede ejendomsskyld i
alt skal udskrives til amtskommunen, dog at grundskylden højst kan udskrives
med 14 promille, jfr. 2. punktum i den nævnte bestemmelse og § 5 i lov om
beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Den amtskommunale grundskyld
opkræves dog ikke altid af alle ejendomme med den af amtsrådet fastsatte
grundskyldpromille. I henhold til § 6 i lov om beskatning til kommunerne af
faste ejendomme ydes der amtskommunerne et årligt tilskud af statskassen til
regulering af den amtskommunale grundskyld, der påhviler landbrugsejendomme.
Tilskuddet andrager 1,2 mill. kr. for hver fulde promille, landbrugets
forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest forudgående
kalenderår har været mindre end 4,5. Tilskuddet kan dog ikke overstige 54
mill. kr. I de år, hvor tilskud ydes, skal der således fastsættes to
grundskyldpromiller i hver amtskommune, en lavere promille for
landbrugsejendomme og en højere for andre ejendomme.
Til landbrugsejendommene henregnes enhver selvstændigt vurderet ejendom,
der den 31. december forud for skatteåret helt eller delvis var noteret som
landbrugsejendom i henhold til lovgivningen om landbrugsejendomme, samt
enhver præstegård der på samme tidspunkt helt eller delvis var underkastet
opretholdespligt som selvstændigt som selvstændigt landbrug i henhold til §
65. stk. 3, i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m.v.
De ejendomme, der skal svare grundskyld med den lavere promille, er
således:
1) ejendomme, der i henhold til § 4, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme,
jfr. lovbekendtgørelse nr. 259 af 8. august 1958 er noteret som landbrug,
2) de i § 4, stk. 3, i loven om landbrugsejendomme omhandlede ejendomme,
der er noteret som gårdbrug, husmandsbrug eller gartneri i henhold til
statshusmandsloven, og
3) Præstegårde, der er underkastet opretholdelsespligt som selvstændigt
landbrug, jfr. § 65, stk. 3, i lov om folkekirkens lønningsvæsen.
For at en ejendom skal kunne betragtes som landbrugsejendom, skal den -
helt eller delvis - være noteret som landbrugsejendom eller som præstegård
være underkastet opretholdelsespligten den 31. december forud for det
pågældende skatteår. Det er uden betydning for tilskuddets ydelse og
opkrævning af grundskyld i det pågældende skatteår, at noteringen eller
opretholdelsespligten senere er bortfaldet, ligesom det er uden betydning, om
en ejendom skulle have været noteret som landbrugsejendom eller underkastet
opretholdelsespligt den 31. december forud for skatteåret, når notering ikke
er sket eller opretholdelsespligt ikke foreligger på denne dato. Det er
ligeledes uden betydning, hvad der eventuelt på vurderingsfortegnelsen er
anført om ejendommens anvendelse.
Er blot en del af ejendommen noteret som landbrugsejendom eller som
præstegård underkastet opretholdelsespligt som landbrug, beskattes ejendommen
i sin helhed med den lavepromille, selvom det kun er en mindre del af
ejendommen, der er noteret.
Det samlede statstilskud i det enkelte skatteår fordeles mellem
amtskommunerne i forhold til den grundskyld, der ville påhvile
landbrugsejendommene, såfremt der som grundskyld skulle udskrives et beløb
svarende til gennemsnittet af vedkommende amtskommunes budgetterede
udskrivning af grundskyld i de 3 nærmest foregående skatteår, jfr. lovens §
6, stk. 3, d.v.s. at der skal foretages en forholdsmæssig fordeling af den
gennemsnitlige udskrivning på de landbrugsejendomme, der i skatteåret skal
have tilskud, og de øvrige ejendomme. De beløb, der i de enkelte amtskommuner
skulle have været udskrevet på landbrugsejendommene, er fordelingsgrundlaget
for tilskuddet. Ved tilskudsberegningen skal der bortses fra de modtagne
statstilskud til nedsættelse af grundskylden, ligesom beløb udskrevet som
dækningsafgift ikke skal medtages. For skatteårene 1962-63 og 1963-64 indgår
udskrivningen af grundskyld i skatteårene 1959-60 og 1960-61 kun med
halvdelen af det budgetterede beløb. Dette hænger sammen med den foretagne
omlægning af den amtskommunale beskatning, hvorved udskrivningen af
grundskyld er nedsat med halvdelen.
Til brug ved tilskuddets fordeling indhenter indenrigsministeriet i
begyndelsen af hvert kalenderår på et særligt skema oplysninger om
fordelingsgrundlaget for de enkelte amtskommuner. Meddelelse om
tilskudsbeløbenes størrelse udsendes af indenrigsministeriet så vidt muligt i
begyndelsen af marts måned, og tilskuddene udbetales derefter ved
indenrigsministeriets foranstaltning med halvdelen inden den 30. juni og
halvdelen inden den 31. december i det pågældende skatteår.
C. EJENDOMSSKYLD. I amtskommunerne er ejendomsskylden ligesom i
sognekommunerne fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på grundlag af de
afgiftspligtigede værdier (fikseringsværdierne) og ejendomsskyldpromillerne i
skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 16- 19.
1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.
Den værdi, på grundlag af hvilken den amtskommunale ejendomsskyld for den
enkelte ejendom beregnes, (FIKSERINGSVÆRDIEN) er ejendommend skattepligtige
forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør
fikseringsværdien til amtskommunen således normalt det beløb, der fremkommer
ved fra ejendomsværdien ved den seneste almindelige vurdering eller
årsomvurdering forud for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 at
trække den dobbelte grundværdi ved samme vurdering samt et af amtsrådet
fastsat ensartet fradragsbeløb pr. ejendom og et beløb på 3 000 kr. pr.
lejlighed udover een. Det ensartede fradrag kunne af amtsrådet fastsættes til
mindst 15 000 kr. og højst 25 000 kr.
Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien
(ansættelsen ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en
senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1.
september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision,
skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 17, stk. 3. Dette
gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens
ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien
skal forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien forhøjes
eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien og/eller
ejendomsværdien.
Udover reguleringer som følge af ændringer i ansættelsen kan der ligesom i
sognekommunerne foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i
amtskommuner, der for perioden 1. april 1959-31. marts 1963 havde fastsat det
ensartede fradrag lavere end det maksimale fradrag for amtskommunerne, 25 000
kr., jfr. lovens 17, stk. 4. Fikseringsværdierne for alle ejendomme kan i så
fald nedsættes med et beløb, der højst kan udgøre forskellen mellem 25 000
kr. og det af amtsrådet fastsatte fradragsbeløb. Er fikseringsværdien
tidligere kun nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og
med et senere skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den
samlede nedsættelse højst kan udgøre hele forskellen mellem 25 000 kr. og det
tidligere anvendte fradragsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje
fikseringsværdierne, selvom forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til
fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.
Ligesom i sognekommunerne kan den amtskommunale fikseringsværdi for den
enkelte ejendom i visse tilfælde reguleres som følge af senere begivenheder.
Der gælder herom de samme regler som i sognekommunerne,jfr. lovens §§ 18 og
19, idet dog hjemlen for nedsættelse af den amtskommunale fikseringsværdi til
0 i henhold til § 18, stk. 1, er langt videre end den tilsvarende hjemmel for
sognekommunerne i § 14, stk. 1. I amtskommunerne nedsættes fikseringsværdien
nemlig til 0, dersom forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering eller en
senere vurdering bliver mindre end grundværdien, medens nedsættelsen af den
sognekommunale fikseringsværdi til 0 kun finder sted, såfremt forskelsværdien
ved 12. almindelige vurdering eller senere vurdering bliver mindre end 5 pct.
af grundværdien. Denne forskel hænger sammen med de før loven af 18. februar
1961 gældende regler for beregning af den amtskommunale ejendomsskyld,
hvorefter der forinden ejendomsskyldens beregning i ejendomsværdien skulle
foretages fradrag af den dobbelte grundværdi, og hvorefter der således ikke
kunne komme til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til kommunen, når
forskelsværdien (ejendomsværdi - grundværdi) var mindre end grundværdien.
Med hensyn til de øvrige regler om nedsættelse eller fordeling af den
amtskommunale fikseringsværdi i lovens § 18, stl. 2 og 3, og § 19 henvises
til omtalen af de tilsvarende bestemmelser i § 14, stk. 2 og 3, og § 15 om
den sognekommunale fikseringsværdi i afsnit II.B.1.c.-e. foran, idet
bemærkes, at ved anvendelsen af denne redegørelse på den amtskommunale
fikseringsværdi skal ordet »kommunalbestyrelse« læses som
»amtsråd«, samt at der ved anvendelsen af den tidsbegrænsede
særregel i § 19, stk. 2-4, om nedsættelse af fikseringsværdien ved udstykning
skal tages hensyn til den tidligere gældende regel om det »dobbelte
grundværdifradrag« ved beregningen af amtskommunal ejendomsskyld.
2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.
På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves
ejendomsskylden til amtskommunen i skatteårene 1961/62-1964/65 med den for
skatteåret 1960/61 i amtskommunen gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens
§ 16, stk. 1. Amtsrådet har ikke adgang til at ændre denne promille, men
ifølge lovens § 16, stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af
den for skatteåret 1960/61 gældende promille efter hver almindelig vurdering,
første gang efter 13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med
skatteåret 1965/66. Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og
med udgangen af skatteåret 1988/89. Det henstilles at foretage afrundinger
ved aftrapningen af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med
promiller, der højst har to decimaler.
IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.
A. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD.
Af ejendomme, der i medfør af § 7 i statsejendomsskatteloven er undtaget
fra vurdering, svares der ikke kommunal grundskyld, jfr. § 1 i lov om
beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Bestemmelserne om fritagelse
for kommunal grundskyld findes i øvrigt i §§ 7-9 i loven om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme. Ifølge lovens § 30 kan der ikke meddeles
fritagelse for kommunal grundskyld ud over, hvad disse bestemmelser hjemler.
§ 7 indeholder bestemmelser om fritagelse umiddelbart i henhold til loven,
medens fritagelserne efter §§ 8 og 9 ikke er automatiske, men bevilges af
kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde.
1. LOVMÆSSIG FRITAGELSE (§ 7).
Der skal i det følgende foretages en nærmere gennemgang af bestemmelsen i
§ 7, stk. 1, LITRA B, idet der med hensyn til de øvrige
fritagelsesbestemmelser i § 7, stk. 1-4, henvises til lovteksten.
Ifølge § 7, stk. 1, litra b, fritages ejendomme tilhørende staten,
kommunerne eller statens åndsvageforsorg med undtagelse af ejendomme, der af
ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller
udleje, eller som henligger ubenyttede.
Ordlyden svarer til bestemmelsen om kommunale ejendommes fritagelse for
grundskyld til staten i § 49, stk. 1, litra b, i statsejendomsskattelovgen.
Den anvisning vedrørende forståelsen af denne bestemmelse, der er meddelt i
finansministeriets cirkulære af 17. februar 1961, danner derfor grundlag for
den i det følgende givne vejledning vedrørende forståelsen af bestemmelsen i
§ 7, stk. 1, litra b.
Til statens ejendomme henregnes kun ejendomme, der er undergivet statens
umiddelbare rådighed og tilhører statsinstitutioner, hvis indtægter og
udgifter bestemmes ved de årlige finanslove. Afgiftsfriheden omfatter derfor
f.eks. ikke selvejende kirkers gods, præstegårde og præstegårdsjorder. For de
statsanstalten for livsforsikring tilhørende ejendomme gælder fritagelsen
ifølge lovbestemmelsen kun i det omfang, ejendommene anvendes til
statsanstaltens egen virksomhed.
Til kommunens ejendomme henregnes såvel andre kommuners ejendomme som
vedkommende egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunes
egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunalbestyrelses egen
afgørelse, af de af kommunens egne ejendomme, der ikke er omfattet af
fritagelsesbestemmelsen, d.v.s. ejendomme, som kommunen selv anvender
erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som
henligger ubenyttede.
Kun ejendomme, der ejes af stat eller kommune omfattes af bestemmelsen, og
skattefriheden gælder altså ikke for ejendomme, der lejes af staten eller en
kommune, selvom de anvendes i statsligt eller kommunalt øjemed.
Anvender staten eller en kommune selv sin ejendommen fritaget, hvad enten
den anvendes i henholdsvis statsligt eller kommunalt øjemed eller på anden
måde, dog at den undtages fra skattefriheden, hvis ejeren anvender den
erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift. For erhvervsmæssig
anses den pågældende virksomhed kun, såfremt ejeren tilsigter opnåelse af et
overskud herved. Statens forsøgsgårde er således fritaget for grundskyld til
kommunen, idet der ikke tilsigtes opnået overskud ved driften.
Anvendes en staten eller en kommune tilhørende ejendom ikke, men henligger
ubenyttet, er den skattepligtig.
Anvender staten eller en kommune ikke selv sin ejendom, men overlader
brugen deraf til andre, vil ejendommen være skattepligtig, for så vidt den er
udlejet erhvervsmæssigt.
Er et staten eller en kommune tilhørende areal vederlagsfrit stillet til
rådighed for en institution eller en privatperson til opdyrkning eller anden
form for anvendelse, omfattes arealet af skattefritagelsen, idet det herefter
hverken er ubenyttet eller erhvervsmæssigt udlejet.
Erhvervsmæssig udlejning forudsætter, at der ved udlejningen tilsigtes
opnået et overskud. Dersom lejen af et areal, der f.eks. er udlejet til
kolonihaver, kun giver dækning for statens eller kommunens udgifter til
vedligeholdelse, renholdelse o.lign., er der således ikke tale om
erhvervsmæssig udleje.
Anvendes en ejendom tilhørende staten eller en kommune til bolig for
personer, der er ansat i henholdsvis statens eller kommunens tjeneste, er den
alene fritaget i det omfang, ejendommen anvendes til tjenesteboliger for de
pågældende. Fritagelsen gælder således ikke lejeboliger.
Kommunale ejendomme, der er indrettet som billige boliger specielt for
folke- og invalidepensionister samt modtagere af hjælp til kronisk syge,
(»kommunale folkepensionistboliger«), hvor lejen bliver fastsat
efter nærmere af socialministeren givne regler, anses for fritaget som ikke
erhvervsmæssigt udlejede.
Efter indenrigsministeriets opfattelse er der ikke tale om erhvervsmæssig
udleje, når græsningsretten på militære øvelsespladser m.v. mod vederlag
overlades andre eller arealerne mellem start- og rullebanerne på en staten
tilhørende flyveplads overlades andre til opdyrkning mod vederlag.
Dersom kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for
kommunal grundskyld, omfatter fritagelsen alene den del af grundværdien, der
falder på denne del. Dette gælder f.eks. også, hvor en på ejendommen værende
bygning delvis er erhvervsmæssigt udlejet, delvis anvendes af ejeren. Det må
i så fald påhvile vurderingsmyndighederne efter anmodning af
kommunalbestyrelsen at fastsætte, hvorledes grundværdien vil være at fordele
på fritagne og ikke-fritagne dele, jfr. § 33, stk. 1, i
statsejendomsskatteloven.
Ved bestemmelsen i lovens § 7, stk. 5, opretholdes de skattelempelser med
hensyn til kommunal grundskyld, der måtte være indrømmet i medfør af
lovgivningen om byggeri med offentlig støtte, og som kommunalbestyrelserne
senest i medfør af § 100 i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri
har kunnet forlænge for tiden indtil den 1. april 1967.
2. BEVILLINGSMÆSSIGE FRITAGELSER AFLEDT AF FRITAGELSE
FOR STATSGRUNDSKYLD (§ 8).
Ifølge bestemmelsen i lovens § 8 kan kommunalbestyrelsen i det omfang,
hvori de pågældende ejendomme er fritaget for grundskuld til staten, meddele
hel eller delvis fritagelse for at svare kommunal grundskyld af de i § 49,
stk. 1, litra c-f, samt § 50, stk. 1 og 3, i statsejendomsskatteloven
omhandlede ejendomme.
Fritagelse for kommunal grundskyld i henhold til denne bestemmelse kan
således ikke bevilges i videre omfang end fritagelsen for grundskyld til
staten, d.v.s. at fratagelse kun kan meddeles vedrørende ejendomme, der i
henhold til de nævnte bestemmelser er fritaget for grundskyld til staten, og
kun for så vidt angår den del af ejendommen, der er fritaget for grundskyld
til staten. På den anden side er kommunalbestyrelsen frit stillet med hensyn
til, om fritagelse for grundskyld til kommunen i disse tilfælde overhovedet
skal bevilges, og i bekræftende fald om fritagelse skal have samme omfang
eller et mindre omfang end fritagelsen for grundskyld til staten.
Har kommunalbestyrelsen i henhold til de før 1. april 1961 gældende regler
bevilget fritagelse for grundskyld til kommunen for en ejendom, der ikke er
fritaget for grundskyld til staten, er denne fritagelse udløbet med udgangen
af skatteåret 1960-61. Det samme gælder for så vidt angår bevillingsmæssige
fritagelser, der har videre omfang end fritagelsen til staten.
De fritagelsesbestemmelser i statsejendomsskatteloven, som den kommunale
ejendomsskattelov i § 8 henviser til, hjemler dels fritagelse for
statsgrundskyld umiddelbart i henhold til loven (§ 49, stk. 1, litra c-f),
jfr. nedenfor under a., dels en adgang for finansministeren til
bevillingsmæssigt at fritage for statsgrundskyld (§ 50, stk, stk. 1 og 3),
jfr. nedenfor under b. For så vidt angår de lovmæssige fritagelser i henhold
til § 49, stk. 1, litra c-f, vil kommunalbestyrelsen normalt kunne få
oplysning hos vurderingsmyndighederne om fritagelsens omfang m.v. Er der
tvivl om, hvorvidt en ejendom er fritaget for grundskyld til staten i henhold
til denne bestemmelse og om fritagelsens omfang, træffer skattedepartementet
bestemmelse herom. Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive
underrettet om sådanne afgørelser, ligesom skattedepartementet og amtstuerne
fremtidig vil underrette de enkelte kommunalbestyrelser om de fritagelser for
statsgrundskyld, der bevilges i henhold til bestemmelserne i
statsejendomsskattelovens § 50, stk. 1 og 3.
A. LOVMÆSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.
I cirkulære af 17. februar 1961 har skattedepartementet meddelt
vurderingsrådene følgende anvisninger angående den lovmæssige fritagelse for
statsgrundskyld i henhold til statsejendomsskattelovens § 49, stk. 1, litra
c-f.:
»C) SKOLER, HOSPITALER, SYGEHUSE, STATSANERKENDTE REKONVALESCENTHJEM
SAMT STATSANERKENDTE OPDRAGELSESHJEM OG STATSANERKENDTE INSTITUTIONER FOR
FOREBYGGENDE BØRNEFORSORG, BIBLIOTEKER UNDER OFFENTLIGT TILSYN OG OFFENTLIGT
TILGÆNGELIGE MUSEER. FRITAGELSEN OMFATTER DEN BEBYGGEDE GRUND, GÅRDSPLADS OG
HAVE.
Afgiftsfriheden for skoler omfatter ikke blot børne- og ungdomsskoler, man
også højskoler for voksne, tekniske skoler, handelsskoler, husholdningsskoler
o. lign., og afgiftsfriheden gælder ikke blot ved offentlige skoler og
skoler, der er selvejende institutioner, men også skoler, der drives af
private. Afgiftsfriheden forudsætter dog, at ejendommen ejes af skolen eller
den private, der driver skolen, således at der ikke ydes fritagelse, hvor
skolen drives i lejede lokaler.
Afgiftsfriheden omfatter foruden grund, gårdsplads og have til bygninger
og lokaler, der direkte benyttes i skolens øjemed, også grund, gårdsplads og
have til boliger for lærere, elever og skolebetjente på ejendommen. Endvidere
anses areal til lege- og sportsplads på ejendommen for fritaget. Jorder til
et landbrug ved en skole falder derimod i alle tilfælde udenfor fritagelsen,
men grund, gårdsplads og have til avlsbygninger vil dog, hvor det drejer sig
om en landbrugsskole, være omfattet af fritagelsen i tilfælde, hvor eleverne
præsterer en egentlig arbejdsindsats i driften af landbruget, således at
dette i undervisningsøjemed hovedsagelig drives ved elevernes indsats.
Bygningerne må da siges at indgå som led i den egentlige skolevirksomhed.
Hospitaler - herunder også milde stiftelser for personer, der på grund af
sygdom, alder og trang er hjælpeløse - og sygehuse er afgiftsfri, når de ejes
af det offentlige eller af selvejende institutioner, og afgiftsfriheden
gælder også med hensyn til boliger på ejendommen for læger, sygeplejersker og
funktionærer.
De i henhold til § 2 ilov nr. 65 af 7. marts 1952 om statsstøtte til
behandling og pleje af tuberkuløse m.m. af staten anerkendte
tuberkulosesanatorier og tuberkulosehospitaler, kysthospitaler,
kystsanatorier samt rekonvalescenthjem anses for fritaget.
Afgiftfri er derhos bl.a. de af socialministeren i henhold til § 22, stk.
1, nr. 11, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september 1957 om
folkeforsikring godkendte rekonvalescenthjem.
Endvidere er fritaget de af socialministeren i medfør af § 157, stk. 1.
september 1960 om offentlig forsorg anerkendte opdragelseshjem samt de af
socialministeren i medfør af § 126 i nævnte lovbekendtgørelse anerkendte
institutioner for forebyggende børneforsorg. Hvor der bliver spørgsmål om at
indhente oplysninger om statsanerkendelse m.v. for sådanne hjem og
institutioner, anmodes vurderingsmyndighederne om direkte at brevveksle med
direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen herom i stedet for med
socialministeriet. Såfremt der til de nævnte institutioner er knyttet
landbrug, beregnes fritagelsen efter de retningslinjer, der er anført ovenfor
vedrørende landbrugsskoler, d.v.s. afgiftsfritagelsen gives for
avlsbygningernes grund, gårdsplads og have, såfremt landbruget hovedsagelig
drives ved de anbragte personers indsats. Værkstedsbygninger tilhørende de
nævnte institutioner medtages under fritagelsen, såfremt de anbragte personer
er beskæftiget i de pågældende værksteder.
Biblioteker, der står under offentligt tilsyn, og museer, hvortil der er
sikret offentligheden adgang, er fritagne.
For samtlige under nærværende punkt omhandlede virksomheder fremhæves
sluttelig, at afgiftsfriheden kun gælder, hvor ejendommen ejes af den
pågældende institution m.v. selv, og fritagelse kan derfor ikke drives i
lejede lokaler.
d) SPORTS- OG IDRÆTSANLÆG TILHØRENDE GYMNASTIK-, IDRÆT- OG
SKYTTEFORENINGER ELLER ANDRE ORGANISATIONER MED SAMME FORMÅL. ENDVIDERE ER
EJENDOMME, DER ANVENDES TIL UNGDOMSLEJRE OG -LEJRPLADSER ELLER TIL
FERIEKOLONI FOR BØRN, FRITAGET FOR GRUNDSKYLD TIL STATEN, NÅR EJEREN ER EN
ORGANISATION, HVIS HOVEDFORMÅL ER AT FREMME BØRNS ELLER UNGE MENNESKERS
FRILUFTSLIV.
Efter bestemmelsen fritages »sports- og idrætsanlæg«, altså også
sports- og idrætspladser, men dog kun når anlægget tilhører gymnastik-,
idræts- og skytteforeninger eller andre organisationer med samme formål. De
til anlægget hørende bygninger fritages kun for så vidt angår grundværdien
for lokaler, der direkte eller indirekte (såsom omklædningsrum) anvendes til
idrætslige formål, mens den del af et sports- eller idrætsanlæg, der benyttes
til møde- og klublokaler, restaurant eller lignende, ikke kan indgå under
fritagelse i henhold til denne bestemmelse. Det udelukker ikke fritagelse, at
de til anlægget hørende arealer og bygninger udlejes, når de blot anvendes
til det angivne formål, hvorimod udleje i mere end uvæsentligt omfang til
andre formål udelukker fritagelse. Parkeringsplads på selve ejendommens
areal, der udelukkende er til brug for anlæggets publikum, må betragtes som
en del af anlægget og altså gå ind under fritagelsen.
Efter bestemmelsen er endvidere fritaget ejendomme, der anvendes til
ungdomslejre og -lejrpladser eller til feriekoloni for børn, men dog kun for
så vidt de pågældende ejendomme tilhører organisationer, hvis hovedformål er
at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv.
Efter § 49, stk. 3, kan finansministeren under visse betingelser bestemme,
at fritagelsen for et areal, der er fritaget for grundskyld i medfør af stk.
1, d, skal bortfalde. Hvor sådan bestemmelse er truffet, må vurderingsrådet
ved senere vurderinger af arealet opføre det som afgiftspligtigt.
e)IKKE ERHVERVSMæSSIGT DREVNE FORSAMLINGSHUSES BEBYGGEDE GRUND, GåRDSPLADS
OG HAVE. VED FORSAMLINGSHUS SKAL FORSTåS EN BYGNING, DER ER BESTEMT TIL OG
HOVEDSAGELIG BENYTTES TIL AFHOLDELSE AF MøDER AF POLITISK, RELIGIøS OG
OPLYSENDE KARAKTER, OG HVORTIL DER ER OFFENTLIG ADGANG.
Fritagelsen for forsamlingshuses bebyggede grund, gårdsplads og have
gælder ikke for ejendomme eller lokaler, der er bestemt kun til
foreningsmøder, klublokaler eller lignende, og ej heller for ejendomme eller
lokaler, der i mere end uvæsentligt omfang benyttes også i andre øjemed end i
lovbestemmelsen nævnt.
Afgiftsfriheden er betinget af, at forsamlingshuset ikke drives
erhvervsmæssigt, altså af at der ikke af ejeren tilsigtes opnået overskud ved
ejendommens drift. Det hindrer derfor ikke fritagelsen, at der for
ejendommens benyttelse erlægges et mindre vederlag f.eks. som bidrag til
dækning af udgifter til husets vedligeholdelse, belysning, rengøring o.lign.
eller - i tilfælde hvor vedkommende ejendom ejes af en flerhed af
interessenter - for at skaffe disse en rimelig rente af deres indskud.
Funktionærboliger i forsamlingshuse, der overlades beboerne som vederlag
for renholdelse og tilsyn, kan medtages under fritagelsen på betingelse af,
at ejendommen i øvrigt - altså bortset fra funktionærboligen - opfylder
betingelserne for at kunne opnå mindst halv fritagelse for grundskyld til
staten. Fritagelse kan derimod ikke ske med hensyn til andre boliger, som
vederlagsfrit måtte være overladt beboerne f.eks. en bolig til en missionær i
et missionshus.
f) ELEKTRICITETS-, GAS- OG VANDVæRKER, NåR ADGANGEN TIL LEVERANCE FRA
VæRKET STåR åBEN FOR ALLE INDEN FOR DET OMRåDE, HVORI VæRKET ARBEJDER, FRA
NORMAL FORRENTNING AF EN EVENTUEL INDSKUDSKAPITAL - IFøLGE VEDTæGTSMæSSIG
BESTEMMELSEUDELUKKENDE KAN ANVENDES TIL VæRKETS FORMåL.
Det antages, at fritagelsen efter denne bestemmelse ikke kun gælder
egentlige produktionsforetagender, men også forsyningsselskaber.
Bestemmelsen gælder de pågældende værker m.v., når de ikke forfølger et
privatøkonomisk formål, men ifølge deres vedtægter er forpligtet til
udelukkende at anvende eventuelt overskud til værkets formål, bortset fra
normal forrentning af en eventuel indskudskapital. Foretagender af de
omhandlede kategorier, der er organiseret som andelsselskaber, må, for så
vidt der er adgang for alle indenfor foretagendes område til at blive
andelshaver, derfor umiddelbart kunne anses for kvalificeret til fritagelse.
Omfattet af fritagelsen er alle ejendomme, der naturligt indgår under
driften af foretagendet og tilhører dette; foruden produktions-, fordelings-
og forsyningsanlæg (herunder transformatorstationer) fritages således også
værkstedsbygninger, garager, lagre og administrationsbygninger, uanset hvor i
forsyningsområdet der er beliggende. For at funktionærbygninger kan anses for
fritaget, kræves, at ejendommen ligger i umiddelbar tilknytning til værket,
at den bebos af funktionærer, som værket erklærer af driftsmæssige grunde
nødvendigvis må bo i umiddelbar nærhed af værket, samt at den skal bebos af
de pågældende som et led i ansættelsesvilkårene.
Det er antaget, at lovbestemmelsen ikke er analogisk anvendelig på værker,
der alene producerer fjernvarme.'
B) BEVILLINGSMæSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.
Ifølge § 50, stk. 1, i statsejendomsskatteloven kan finansministeren
tilstå fritagelse for grundskyld til staten af ejendomme, der ejes af
almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål.
Såfremt en del af en sådan ejendom ikke direkte anvendes til anstitutionens
formål, kan fritagelse kun gives for den øvrige del af ejendommen.
Finansministeren kan ifølge § 50, stk. 5, bestemme, at
oppebørselsmyndighederne på hans vegne træffer afgørelse i sager angående
fritagelse i henhold til stk. 1 i et nærmere angivet omfang og efter nærmere
fastsatte retningslinjer, dog således at oppebørselsmyndighedernes afgørelse
skal kunne indbringes for finansministeren. Ved finansministeriets
bekendtgørelse nr. 131 af 1. maj 1961 er oppebørselsmyndighederne
(amtstuerne, kommunalbestyrelserne i købstæderne uden for Sønderjylland samt
direktoratet for Københavns skattevæsen og Frederiksberg skattedirektorat)
bemyndiget til at forny en i henhold til § 50, stk. 1, tilstået fritagelse,
når fritagelsen er bortfaldet som følge af, at ejendommen efter 12. alm.
vurdering bliver genstand for ny vurdering. Der er derimod ikke givet
oppebørselsmyndighederne bemyndigelse til at tilstå fritagelse i tilfælde,
hvor der ikke tidligere har været tilstået fritagelse.
Finansministeren kan endvidere ifølge den nævnte lovs § 50, stk. 3, hvor
en skov som følge af brand, storm, svampeangreb eller lignende begivenheder
har lidt skade på træbestanden, og dette har medført, at den på selve skoven
faldende del af ejendomsværdien er væsentlig lavere end normalværdien, som
forholdsmæssigt svarer til forskellen mellem normalværdien og den ovennævnte
del af ejendomsværdien, for grundskyld til staten i et sådant tidsrum, at
skovens normaltilstand kan være genoprettet.
3. BEVILLINGSMÆSSIG FRITAGELSE AF BYPLANMÆSSIGE HENSYN
(§ 9).
I lovens § 9 opretholdes den hidtidige adgang for kommunalbestyrelserne
til at fritage en ejendom for grundskyld for at hindre en uønsket udnyttelse
af grunden. Bestemmelsen har nu kun meget begrænset praktisk betydning ved
siden af den udvidede byplanlægning m.v. og bør kun rent undtagelsesvis
bringes i anvendelse. Som eksempler på dens anvendelsesområde kan nævnes en
af en kirkekomite erhvervet grund til opførelse af en ny kirke og en af en
kirkegårdsbestyrelse erhvervet grund til senere udvidelse af kirkegården.
B. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL EJENDOMSSKYLD.
1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse
for grundskyld (§ 20, stk. 1).
Ifølge lovens § 20, stk. 1, er det en automatisk virkende følge af en
lovmæssig eller bevillingsmæssig fritagelse for kommunal grundskyld, at
ejendommen fritages for ejendomsskyld i samme omfang, som bygningernes grund,
gårdsplads og have er fritaget for grundskyld. Bestemmelsen i 20, stk. 1,
svarer til bestemmelserne i § 79, stk. 1 og 2, i statsejendomsskatteloven og
må derfor forstås på samme måde som disse bestemmelser.
Er de på ejendommen værende bygningers grund, gårdsplads og have ikke
fritaget for kommunal grundskyld, er ejendommen ikke fritaget for kommunal
ejendomsskyld uanset, om hele eller en del af det øvrige areal er helt eller
delvis fritaget for kommunal grundskyld.
Er en ejendom derimod i medfør af lovens 8 delvis - f.eks. for en
tredjedels vedkommende - fritaget for at svare kommunal grundskyld af den på
bygningernes grund, gårdsplads og have faldende del af grundværdien, er
ejendommen også fritaget for at svare ejendomsskyld af 1/3 af
fikseringsværdien.
Såfremt en ejendom, hvorpå der findes flere bygninger, er fritaget for at
svare kommunal grundskyld af den del af grundværdien, der falder på nogle af
bygningernes grund, gårdsplads og have, medens der svares grundskyld af den
del af grundværdien, der falder på de øvrige bygningers grund, gårdsplads og
have, skal ejendommens samlede fikseringsværdi fordeles i fritagen og
ikke-fritagen fikseringsværdi i samme forhold som grundværdien for samtlige
bygningers grund, gårdsplads og have fordeler sig på fritagen og
ikke-fritagen grundværdi. Det er således uden betydning, om de øvrige arealer
er fritaget. Det er ligeledes uden betydning, om forskelsværdien ved den
seneste vurdering forud for fikseringen eller de senere vurderinger fordeler
sig på en anden måde på bygninger, der ligger på de fritagne arealer, og
bygninger, der ligger på de skattepligtige arealer.
EKSEMPEL:
På en ejendom med en fikseringsværdi på 240 000 kr. og en grundværdi på 60
000 kr. er der 3 bygninger. Grundværdien for bygningernes grund, gårdsplads
og have udgør 40 000 kr. af den samlede grundværdi. Af grundværdien vedrører
25 000 kr. og en mindre 1-etagers bygning, der ligger på ejendommens
facadeareal, og som er udlejet til forretninger m.v. Denne bygnings grund,
gårdsplads og have er ikke fritaget. De 2 andre bygninger er
3-etagesskolebygninger, der er fritaget for grundskyld af bygningernes grund,
gårdsplads og have (grundværdi 15 000 kr.), d.v.s. 3/8 af grundværdien for
alle 3 bygningers grund, gårdsplads og have er fritaget for kommunal
grundskyld. Fikseringsværdien fordeles herefter i samme forhold, således at
3/8 eller 90 000 kr. af fikseringsværdien er fritaget for ejendomsskyld til
kommunen, medens der skal svares ejendomsskyld af 5/8 eller 150 000 kr.
2. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD AF BYGNINGER PÅ
FREMMED GRUND (§ 20, stk. 2).
For ejendomme, der er selvstændigt vurderet som bygninger på fremmed
grund, gælder reglerne i § 20, stk. 1, om afledet fritagelse for
ejendomsskyld ikke, idet der ikke for sådanne ejendomme findes en grundværdi.
For disse ejendomme er reglerne om fritagelse for grundskyl i §§ 7-9 direkte
overført på ejendomsskylden ved § 20, stk. 2.
Sådanne ejendomme fritages herefter umiddelbart for kommunal ejendomsskyld
i det omfang, hvori der ville tilkomme dem en sådan fritagelse, hvis grund og
bygninger havde haft samme ejer, jfr. lovens § 7.
Endvidere har kommunalbestyrelserne adgang til at meddele sådanne
ejendomme hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsskyld i tilfælde,
hvor de ville have opfyldt betingelserne for at opnå bevillingsmæssig
fritagelse i henhold til bestemmelserne i lovens §§ 8-9, såfremt grund og
bygninger havde haft samme ejer.
3. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD FOR FREDEDE BYGNINGER
(§ 21, stk. 1).
Medens det - bortset fra lovmæssige fritagelser - i øvrigt er
kommunalbestyrelserne, der efter loven har beføjelserne til at bevilge
fritagelse for kommunal grundskyld og ejendomsskyld, tilkommer det
indenrigsministeren bevillingsmæssigt at fritage fredede ejendomme for
kommunal ejendomsskyld. Fritagelsesadgangen omfatter alene de ejendomme, der
ved en særlig deklaration er underkastet rådighedsindskrænkninger i henhold
til § 7 i lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning; det er således
ikke tilstrækkeligt, at ejendommen er fredet i klasse A eller B i henhold til
denne lov. Fritagelsen omfatter alene en så stor del af den kommunale
ejendomsskyld, som forholdsmæssigt falder på den eller de fredede bygninger.
Fikseringsværdien fordeles på den fredede del af bygningerne i samme forhold,
som forskelsværdien ved den seneste vurdering fordeler sig på de forskellige
bygninger. Indenrigsministeriet har tidligere kun meddelt fritagelse for
halvdelen af den på de fredede bygninger faldende kommunale ejendomsskyld. I
den seneste tid har ministeriet imidlertid i sager vedrørende fredede
bygninger, der ikke blev erhvervsmæssigt udnyttet, fritaget for den fulde
kommunale ejendomsskyld.
4. OPRETHOLDELSE AF ÆLDRE FRITAGELSER FOR
EJENDOMSSKYLD (§ 21, stk. 2-4).
Ved § 21, stk 2-4, opretholdes forskellige tidligere meddelte fritagelser
for ejendomsskyld:
a. De i skatteåret 1960-61 ydede fritagelser for FRUGTPLANTAGER i henhold
til lov nr. 189 af 11. juni 1954 løber uændret videre uden tidsbegrænsning,
jfr. § 21, stk. 2, dog at fritagelsen kun vedvarer, så længe der til
ejendommen hører frugtplantage på 2000 kvadratmeter eller derover.
b. De for skatteåret 1960-61 gældende fritagelser for kommunal
ejendomsskyld i henhold til BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN opretholdes ved § 21,
stk. 3, dog således at fritagelsen for den enkelte ejendom ikke løber længere
end fastsat i den gældende lov. Ved udløbet af den periode - 22-årig eller
10-årig - for hvilken fritagelse er ydet for kommunal ejendomsskyld,
bortfalder fritagelsen, og der skal herefteropkræves ejendomsskyld af
fikseringsværdien. Der henvises iøvrigt til afsnit I.B.2. foran vedrørende de
særlige regler om opkrævning af ejendomsskyld i bykommunerne med lavere
promiller af visse ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld i henhold til
byggestøttelovgivningen.
Fritagelsen ophører, dersom ejendommen inden for fritagelsesperioden
overgår til anden anvendelse end forudsat, f.eks. dersom en beboelsesejendom
anvendes til kontor.
For delvis fritagne ejendomme gælder den fordeling af fikseringsværdien på
fritagne og ikke-fritagne bygninger, der er foretaget på grundlag af
fordelingen af den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1960-61,
indtil fritagelsen bortfalder. Eventuelle reguleringer af fikseringsværdien
fordeles forholdsmæssigt på den fritagne og ikke-fritagne del af
fikseringsværdien. Såfremt ejendommen udstykkes, og fikseringsværdien
fordeles på de udstykkede lodder i samme forhold, som foreskelsværdien ved
den seneste vurdering af den samlede ejendom fordelte sig på de enkelte
lodder, jfr. § 11, stk. 4, sammenholdt med § 78 i statsejendomsskatteloven,
samt §§ 15 og 19, vil den fritagne del af fikseringsværdien være at fordele
på de enkelte lodder i samme forhold. Dette gælder, uanset om der til den
enkelte lod hører bygninger, som fritagelsen oprindelig vedrørte.
EKSEMPEL.
På en ejendom i en sognekommune findes 3 bygninger: en ældre
beboelsesbygning, en beboelsesbygning opført i 1955 og en beboelsesbygning
opført umiddelbart før 12. alm. vurdering pr. 1. september 1960. Ved den
seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering var ejendomsvædi og grundværdi
ansat til henholdsvis 200 000 kr. og 30 000 kr. Af forskelsværdien, 170 000
kr., vedrørte 90 000 kr. den i 1955 opførte bygning og var således fritages
for sognekommunal ejendomsskyld i henhold til byggestøttelovgivningen. Der
blev således svaret sognekommunal ejendomsskyld af 80 000 kr. - det for
kommunen gældende faste fradrag, 35 000 kr., og lejlighedsfradragene for den
ældre bygning, 3 X 3 000 kr. = 9 000 kr., i alt 36 000 kr.
Ved 12. alm. vurdering er ejendomsværdien ansat til 400 000 kr. og
grundværdien til 40 000 kr. Den samlede forskelsværdi udgør således 360 000
kr. Fikseringsværdien udgør (170 000 kr. - fast fradrag, 35 000 kr. og 5
lejlighedsfradrag a 3 000 = 15 000 kr. 120 000 kr. Heraf udgør den fritagne
fikseringsværdi 90 000 kr. - 2 lejlighedsfradrag for den fritagne bygning, 6
000 kr. = 84 000 kr. og den ikke-fritagne fikseringsværdi 36 000 kr.
Såfremt denne ejendom i foråret 1961 er udstykket i 3 lodder med hver sin
bygning, skal vurderingsrådet efter lovens § 15 ansætte de beløb, hvormed den
enkelte lod indgik i forskelsværdien ved 12 alm. vurdering, og
fikseringsværdien skal fordeles på lodderne i overensstemmelse hermed.
Forskelsværdien ved 12. alm. vurdering fordeles med 80 000 kr. på lodden med
den ældre bygning, 100 000 kr. på lodden med den i 1955 opførte bygning og
resten, 180 000 kr., på lodden med den nye bygning. Fikseringsværdien skal
herefter fordeles i samme forhold, d.v.s. med 2/9 af 120 000 kr. = 26 667 kr.
på lodden med den ældre bygning, med 5/18 af 120 000 kr. = 33 333 kr. på
lodden med bygningen fra 1955 og 1/2 af 120 000 kr. = 60 000 kr. på lodden
med den nyeste bygning. Fritagelsen på 84 000 kr. fordeles i samme forhold,
d.v.s. med henholdsvis 18 667 kr., 23 333 kr. og 42 000 kr. på de 3 lodder,
for hvilke den ikke-fikserindsværdi herefter udgør 8 000 kr. 10 000 kr. og 18
000 kr.
De særlige overgangsbestemmelser i § 15, stk. 2-4, om nedsættelse af
fikseringsværdien ved udstykning af beboelsesejendomme, er uden betydning i
dette tilfælde, idet der efter disse bestemmelser ikke kan ske nedsættelse af
fikseringsværdien for lodden med den senest opførte bygning, og
nedsættelsesbestemmelserne for de 2 andre lodders vedkommende ikke fører til
en så lav fikseringsværdi som angivet ovenfor. Dette hænger sammen med, at en
væsentlig del af fikseringsværdien er overført til lodden med den nye
bygning.
c. Opretholdelsen af fritagelsen for ejendomsskyld af HEDE- OG
KLITPLANTAGER ved § 21, stk. 4, er ligeledes begrænset til den periode, for
hvilken den pågældende fritagelse gælder. Disse fritagelser løber i en
60-årig periode regnet fra tilplantningens begyndelse og ophører alene,
såfremt plantagen ikke opretholdes. De i § 19, stk. 1, nr. 3, i lov nr. 188
af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter stillede betingelser for
fritagelsen - at plantagen skal være anlagt på jord til en gennemsnitstakst
af 3 eller derunder og en grundværdi, der ikke overstiger 200 kr. pr. ha -
skulle alene være opfyldt ved fritagelsesperiodens begyndelse. Der vil
således ikke kunne blive tale om ophør af fritagelsen alene som følge af
forøget grundværdi.
V. DÆKNINGSAFGIFT.
Ifølge lovens § 23 kan kommunalbestyrelsen i en særlig af
indenrigsministeriet godkendt vedtægt bestemme, at der dels af offentlige
ejendomme, der er fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld,
dels sf ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik,
værksted og lignende øjemed, skal opkræves en afgift (dækningsafgift) som
bidrag til de udgifter, ejendommene medfører for kommunen.
A. OFFENTLIGE EJENDOMME.
I overensstemmelse med de normalvedtægter for opkrævning af
dækningsafgift, der er optrykt som bilag til nærværende cirkulære, omfatter
adgangen til at opkræve dækningsafgift af offentlige ejendomme ifølge de af
indenrigsministeriet godkendte vedtægter normalt kun de staten, kommunerne og
statens åndssvageforsorg tilhørende ejendomme, der helt eller delvis er
fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld i medfør af lovens
§ 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20. For ejendomme, der kun er delvis fritaget
for kommunal grundskyld og ejendomsskyld i henhold til de nævnte
bestemmelser, omfatter dækningsafgiftspligten alene den fritagne del af
ejendommen.
Vedtægten vil kunne affattes således, at dækningsafgiften alene omfatter
statens ejendomme eller alene kommunale ejendomme, ligesom vedtægten vil
kunne indeholde bestemmelser om, at der ikke skal opkræves en lavere afgift
af ejendomme i sameje mellem vedkommende kommune og andre kommuner. For
sognekommunernes vedkommende vil vedtægten endvidere kunne indeholde en
bestemmelse om, at afgift ikke skal opkræves af vedkommende amtskommunes
ejendomme.
Bestemmelsen i lovens § 23, stk. 1, hjemler adgang til for de offentlige
ejendommes vedkommende at opkræve dækningsafgift såvel af GRUNDVÆRDIEN SOM af
FORSKELSVÆRDIEN. Den GRUNDVÆRDI, hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er
den afgiftspligtige grundværdi, d.v.s. grundværdien efter fradrag for
forbedringer, jfr. afsnit I.C. og D. i statsejendomsskatteloven. Den
FORSKELSVÆRDI hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er den fulde
FORSKELSVÆRDI ved den seneste vurdering uden fradrag af nogen art.
I KØBENHAVN, FREDERIKSBERS, KØBSTÆDERNE og DE SØNDERJYSKE FLÆKKER er de
før loven stadfæstede vedtægter ophævet, og dækningsafgift kan kun opkræves i
henhold til vedtægter stadfæstet efter lovens gennemførelse. Disse vedtægter
indeholder bl.a.bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af den fulde
forskelsværdi.
Indenrigsministeriet godkender vedtægter for opkrævning af dækningsafgift
med tilsvarende indhold i SOGNEKOMMUNERNE og AMTSKOMMUNERNE, men i de sogne-
og amtskommuner, hvor indenrigsministeriet før loven af 18. februar 1961 har
stadfæstet en vedtægt for opkrævning af dækningsafgift, kan disse vedtægter
indtil videre anvendes med den ændring, at dækningsafgift nu beregnes af den
fulde forskelsværdi ved den seneste vurdering.
Af offentlige ejendomme, der er DELVIS FRITAGET for at svare grundskyld og
ejendomsskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20, svares
dækningsafgift af den del af grundværdien og af forskelsværdien, der ifølge
en af vurderingsmyndighederne foretagen fordeling vedrør den fritagne del af
ejendommen.
Da fikseringsværdien imidlertid i henhold til lovens § 20, stk. 1, 2.
punktum, fordeles på et andet grundlag end forskelsværdien på fritagen og
ikke-fritagen del af ejendommen, jfr. afsnit IV. B. 1., vil det kunne
forekomme, at den ikke-fritagne del af fikseringsværdien og den
dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien for en ejendom tilsammen udgør
et større beløb end ejendommens fulde forskelsværdi ved den seneste
vurdering. Da det ikke fremkommer rimeligt, at der for delvis fritagne
ejendomme opkræves ejendomsskyld og dækningsafgift af et beløb, der er større
end ejendommens samlede forskelsværdi, vil det være naturligt i sådanne
tilfælde at nedsætte den del af forskelsværdien, hvoraf der skal svares
dækningsafgift, til det beløb, der sammenlagt med den ikke-fritagne del af
fikseringsværdien svarer til den fulde forskelsværdi.
EKSEMPEL:
På en kaserne med en grundværdi på 250 000 kr. og en forskelsværdi på 2
000 000 kr. samt en fikseringsværdi på 1 800 000 kr. findes 2 beboelsesværdi
på 1 800 000 kr. findes 2 beboelseslejligheder, der er udlejet på almindelige
vilkår (ikke tjenesteboliger), og som således ikke er omfattet af
fritagelsen. Af grundværdien for samtlige bygningers grund, gårdsplads og
have - 100 000 kr. af ejendommens samlede grundværdi - vedrører 20 000 kr. de
to lejligheder, til hvilke der hører haver, medens vurderingsmyndighederne
har henført 100 000 kr. af forskelsværdien ved den seneste vurdering til de
to lejligheder.
I henhold til bestemmelsen i lovens § 20, stk. 1, 2, punktum, skal
fikseringsværdien - 1.800 000 kr. - fordeles på den fritagne og ikke-fritagne
del af ejendommen på samme måde som grundværdien vedrørende bygningernes
grund, gårdsplads og have, d,v,s, med 8/10 eller 1 440 000 kr. på den
fritagne del og 2/10 eller 360 000 kr. på den ikke-fritagne del.
Der skal således svares ejendomsskyld af 360 000 kr., medens
dækningsafgift af forskelsværdien skal opkræves af (2 000 000 kr. - 100 000
kr. =) 1 900 000 kr. Da disse to beløb tilsammen udgør mere end ejendommens
samlede forskelsværdi, bør den dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien
nedsættes til (2 000 000 kr. - 360 000 kr. =) 1 640 000 kr.
B. VISSE ERHVERVSEJENDOMME M.V.
1. DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME.
De EJENDOMME, af hvilke der efter en i henhold til lovens § 23, stk. 2,
godkendt vedtægt kan opkræves dækningsafgift, er ejendomme, der anvendes til
KONTOR, FORRETNING, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED OG LIGNENDE ØJEMED.
Dækningsafgiften omfatter således på den ene side ikke alle
erhvervsejendomme, f.eks. ikke landbrugs- og skovbrugsejendomme,
frugtplantager, gartnerier og havebrug. På den anden side omfatter afgiften
også ejendomme, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, men f.eks. til
foreningskontorer.
Bestemmelsen skal forstås snævert efter sin ordlyd og omfatter som
hovedregel kun kontor-, forretnings-, hotel-, værksteds- og fabriksejendomme.
Der er dog også givet adgang til at påligne ejendomme, der anvendes i
»lignende øjemed«, dækningsafgift. Eksempelvis kan nævnes, at
banker, sparekasser, biografer, restaurationer,slagterier, mejerier,
skibsværfter, teglværker,kraftværker, varmeværker, vaskerier og
servicestationer efter indenrigsministeriets opfattelse må anses for omfattet
af bestemmelsen, medens selvstændige garageanlæg, busstationer og Falck- og
Zonestationer af indenrigsministeriet ikke er anset for
dækningsafgiftspligtige.
Efter indenrigsministeriets mening vil der endvidere normalt kunne
opkræves dækningsafgift af f.eks, lagerbygninger, pakhuse, siloanlæg,
tankanlæg og kølehuse, idet sådanne bygninger og anlæg sædvanligvis anvendes
som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.
Om en virksomhed er dækningsafgiftspligtig som hotel eller lignende
antages at kunne afgøres ud fra, om virksomheden kræver bevilling efter
beværterlovgivningen. Almindelige pensionater og sommerpensionater vil
således normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.
Bygninger, der opføres til dækningsafgiftspligtige formål, bliver
dækningsafgiftspligtige fra begyndelsen af det skatteår, der følger efter den
almindelige vurdering eller årsomvurdering, hvor de første gang er medtaget
ved vurdering som bygning under opførelse eller fuldført byggeri, uanset om
den dækningsafgiftspligtige virksomhed er påbegyndt eller ej. Dersom en
bygning, der hidtil har været anvendt til formål, der ikke medfører
dækningsafgiftspligt, overgår til dækningsafgiftspligtig anvendelse,
indtræder dækningsafgiftspligten fra begyndelsen af det kvartal, der følger
efter den ændrede anvendelse. Det samme gælder med hensyn til
dækningsafgiftspligtens ophør ved en bygnings overgang til en anvendelse, der
ikke er dækningsafgiftspligtig.
For ejendomme, der kun DELVIS anvendes til de i loven omhandlede formål er
det en betingelse for at opkræve dækningsafgift, at den del af
forskelsværdien, der vedrører den del af ejendommen, der anvendes til det
nævnte formål, udgør MERE END HALVDELEN af forskelsværdien for hele
ejendommen. Dækningsafgift af sådanne ejendomme opkræves af den del af
forskelsværdien, der vedrører den til de i loven nævnte formål anvendte del
af ejendommen.
Bygninger og lokaler, der anvendes til andre formål end de i loven nævnte,
men som udgør en ganske underordnet del af den samlede ejendom og indgår som
et naturligt led i en i ejendommen dreven dækningsafgiftspligtig virksomhed,
vil efter indenrigsministeriets mening være omfattet af
dækningsafgiftspligten. Dette gælder f.eks. portnerboligen ved en fabrik og
vil normalt være tilfældet med boliger opført på ejendomme, der efter en
byplan er udlagt til industrigrunde, og hvor der kun må opføres enkelte
boliger til funktionærer, hvis tilstedeværelse på virksomheden uden for den
normale arbejdstid anses for magtpåliggende. På tilsvarende måde indgår
hoteldirektørens og kroejerens lejligheder i den dækningsafgiftspligtige
virksomhed som et naturligt og nødvendigt led i denne. Mejeribestyrerboligen,
brugsforeningsuddelerboligen og direktørboligen ved fabriken eller banken vil
derimod normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.
Ejendomme, der i henhold til lovens § 7 er fritaget for grundskyld, er
ifølge § 23, stk. 3, ligeledes FRITAGET for at svare dækningsafgift i henhold
til § 23, stk. 2. Der kan således ikke samtidig opkræves dækningsafgift af en
ejendom i henhold til § 23, stk. 1, og § 23, stk. 2. De kommunale og
statslige ejendomme, der ERHVERVSMÆSSIGT anvendes til udleje til kontor,
forretning, hotel, værksted, fabrik eller lignende øjemed, er omfattet af
dækningsafgiftspligten, idet de ikke er fritaget i henhold til lovens § 7.
2. DÆKNINGSAFGIFTENS BEREGNING.
Dækningsafgiften beregnes af ejendommens til enhver tid værende
forskelsværdi uden fradrag. Svares der kommunal ejendomsskyld af ejendommen,
skal dækningsafgift af den del af forskelsværdien, der ligger til grund for
ejendomsskyldens beregning, dog kun opkræves med det beløb, hvormed
dækningsafgiften overstiger den kommunale ejendomsskyld. Nedenfor under a.-e.
gennemgås fremgangsmåden ved beregning af dækningsafgift for fuldt
dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, for delvis
dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, samt for fritagne
ejendomme.
a. NYE bygninger, der UDELUKKENDE ANVENDES TIL KONTOR M.V., og af hvilke
der ikke svares ejendomsskyld, svarer dækningsafgift af den FULDE
forskelsværdi.
EKSEMPEL 1: NY FORRETNINGSBYGNING (IKKE PÅLIGNET EJENDOMSSKYLD), OPFØRT PÅ
EN GRUND, HVORPÅ DER IKKE ER OPFØRT ANDRE BYGNINGER:
Der svares dækningsafgift af hele forskelsværdien.
b. Af ejendomme, hvoraf der svares EJENDOMSSKYLD, og som UDELUKKENDE
ANVENDES TIL KONTOR, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED eller lignende formål, skal der
- sålænge der svares ejendomsskyld af ejendommen - kun opkræves fuld
dækningsafgift af så stor en del af den til enhver tid gældende
forskelsværdi, der beløbsmæssigt overstiger den til grund for beregningen af
ejendomsskyldenliggende forskelsværdi, d.v.s. i bykommunerne forskelsværdien
ved den seneste vurdering forud for 11. alm. vurdering, i sognekommunerne den
seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering. Af den del af
forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for beregningen
af ejendomsskyld liggende forskelsværdi opkræves dækningsafgift kun med det
beløb, hvormed afgiften måtte overstige ejendomsskylden.
EKSEMPEL 2: ÆLDRE FORRETNINGSEJENDOM, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:
Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør
50 000 kr. Ejendomsskylden udgør 23 promille af fikseringsværdien (50 000 kr.
- bygningsfradrag 20 000 kr.) = 23 promille af 30 000 kr. = 690 kr.
Den nye forskelsværdi er 90 000 kr. (Stigningen i forskelsværdi kan
skyldes enten konjunkturstigning eller forbedring eller begge dele).
Der svares fuld dækningsafgift af 90 000 kr. - 50 000 kr. (f.eks. 5
promille af 40 000 kr. = 200 kr.).
Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 690
kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 50 000 kr. = 250 kr. Der
svares da dækningsafgift med 250 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.
EKSEMPEL 3: NY FORRETNINGSBYGNING, OPFØRT PÅ GRUND, DER ER BEBYGGET MED
FORRETNINGSBYGNING, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:
Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør
50 000 kr. Ejendomsskylden udgør som i eksempel 2: 690 kr.
Der opføres en ny forretningsbygning, og den nye samlede forskelsværdi er
200 000 kr.
Der svares dækningsafgift af 200 000 kr. - 50 000 kr. = 150 000 kr.
(f.eks. 5 promille af 150 000 kr. (f.eks. 5 promille af 150 000 kr. = 750
kr.).
Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift som i eksempel 2 anført.
EKSEMPEL 4: NY FORRETNINGSBYGNING, UDSKILT FRA EJENDOM MED ÆLDRE
FORRETNINGSBYGNING:
Såfremt den i eksempel 3 nævnte ejendom senere deles, således at den nye
forretningsbygning følger med den ene lod, og den ældre forretningsbygning
følger med den anden lod, vil fikseringsværdien for den tidligere samlede
ejendom blive fordelt på de to nye ejendomme i det forhold, i hvilket
forskelsværdien ved den seneste vurdering af den samlede ejendom i
forbindelse med udstykningsvurderingen bliver fordelt på de to ejendomme.
Såfremt denne forskelsværdi, 200 000 kr., herefter fordeles med 140 000 kr.
på den lod, hvor den nye bygning ligger, og 60 000 kr. på den lod, hvor den
ældre bygning ligger, skal fikseringsværdien, 30 000 kr., ifølge lovens § 11,
stk. 4 (jfr. § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven) eller § 15, stk. 1,
fordeles i samme forhold, d.v.s. med 21 000 kr. på førstnævnte lod og 9 000
kr. på sidstnævnte. Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende
forskelsværdi, 50 000 kr., vil herefter være at fordele på samme måde, d.v.s.
med henholdsvis 35 000 kr. og 15 000 kr.
Er forskelsværdien af den lod, hvor den nye bygning er beliggende, efter
udstykningen ansat til 170.000 kr., skal der svares dækningsafgift af 170.000
kr. - 35.000 kr. = 135.000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 675 kr.). Af de
35.000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23
promille af fikseringsværdien 21.000 kr. = 483 kr.) ved aftrapning er blevet
mindre end 5 promille af 35.000 kr. = 175 kr. Der svares da dækningsafgift
med 175 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.
Udgør forskelsværdien af den lod, hvor den ældre fabriksbygning er
beliggende, efter udstykningen 70.000 kr., skal der svares dækningsafgift af
70.000 kr - 15 000 kr. = 55 000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 275 kr.). Af
de 15 000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23
promille på fikseringsværdien 9 000 kr. = 207 kr.) ved aftrapning er blevet
mindre end 5 promille af 15 000 kr. = 75 kr. Der svares da dækningsafgift med
75 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.
EKSEMPEL 5: GAMMEL VÆRKSTEDSBYGNING:
Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er
20 000 kr. Bugningsfradraget var også 20 000 kr., og der svares derfor ikke
ejendomsskyld.
Ny forskelsværdi er 30 000 kr.
Der svares dækningsafgift af 30 000 kr. c. Såfremt den
dækningsafgiftspligtige ejendom kun DELVIS ANVENDES TIL KONTOR, FORRETNING,
HOTEL, FABRIK el.lign. øjemed, svares der alene dækningsafgift af den del af
forskelsværdien, der vedrører den til det nævnte formål anvendte del af
ejendommen.
EKSEMPEL 6: NY EJENDOM MED KONTORER OG BEBOELSE:
Forskelsværdi 200 000 kr., der fordeles på kontorer og beboelse med 150
000 kr. og 50 000 kr.
Der svares dækningsafgift af 150 000 kr.
d. Såfremt der er tale om en dækningsafgiftspligtig ejendom , der kun
DELVIS anvendes til kontor m.v., og hvoraf der svares ejendomsskyld, skal der
først foretages en fordeling af forskelsværdien mellem den afgiftspligtige og
den ikke-afgiftspligtige del. Der svares herefter fuld dækningsafgift af den
del af den afgiftspligtige forskelsværdi, som måtte overstige HELE den til
grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi, der svarer
til hele den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende
forskelsværdi, opkræves dækningsafgift kun med det beløb, hvormed
dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.
EKSEMPEL 7: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES
EJENDOMSSKYLD:
Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er
100 000 kr. Bygningsfradrag 20 000 kr. Ejendomsskyld 23 promille af
fikseringsværdien 80 000 kr. = 1 840 kr.
Ny forskelsværdi 160 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med
henholdsvis 120 000 kr. og 40 000 kr.
Der svares fulddækningsafgift af 120 000 kr. - 100 000 kr. = 20 000 kr.
(f.eks. 5 promille af 20 000 kr. = 100 kr.).
Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 1 840
kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.
EKSEMPEL 8: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES
EJENDOMSSKYLD:
Den til grund for beregning af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er 100
000 kr. Bygningsfradrag og lejlighedsfradrag 30 000 kr. Ejendomsskyld 23
promille af fikseringsværdien 70 000 kr. = 1 610 kr.
Ny forskelsværdi 140 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med
100 000 kr. og 40 000 kr.
Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien.
Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden 1 610
kr. ved aftrapning er kommet under f.eks. 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.
e. Er en helt eller delvis dækningsafgiftspligtig ejendom HELT ELLER
DELVIS FRITAGET for ejendomsskyld (uden dermed at være fritaget for at svare
dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 3), skal ejendommen ved
dækningsafgiftens beregning stilles, som om den ikke var fritaget.
EKSEMPEL 9: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM MED FRITAGELSE FOR AT
SVARE EJENDOMSSKYLD:
Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi er 100
000 kr. Fikseringsværdien udgør 79 000 kr. Såfremt ejendommen ikke i henhold
til byggestøttelovgivningen (som enfamiliehus med forretning, der udgør under
50 pct. af bruttoetagemeterarealet) var fuldstændig fritaget for at svare
ejendomsskyld indtil udgangen af skatteåret 1976/77, ville ejendomsskylden
have udgjort 23 promille af fikseringsværdien, eller 1 817 kr.
Ny forskelsværdi udgør 150 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse
med henholdsvis 80 000 kr. og 70 000 kr.
Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien, og af
den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi (nu 80 000 kr.) svares først
dækningsafgift, når den ejendomsskyld, der skulle have været betalt, hvis
fradraget ikke havde foreligget, ved aftrapning er kommet under f.eks. 5
promille af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Dersom den
dækningsafgiftspligtige forskelsværdi senere måtte komme til at overstige den
til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi, 100 000 kr.,
skal der dog svares fulddækningsafgift af det overskydende beløb. 3.
FORTEGNELSE OVER DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME. VURDERINGSMYNDIGHEDERNES
MEDVIRKEN VED FORDELING AF FORSKELSVÆRDI.
I kommuner, hvori der agtes indført vedtægtsbestemmelser vedrørende
opkrævning af dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, må der ved
kommunalbestyrelsens - i København magistratens - foranstaltning - eventuelt
med bistand mod vederlag af vurderingsmyndighederne - tilvejebringes en
fortegnelse over de ejendomme, der efter deres anvendelse må anses for
dækningsafgiftspligtige i henhold til § 23, stk. 2, d.v.s. ejendomme, der i
deres helhed anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik og værksted eller
lignende øjemed, samt ejendomme, der delvis anvendes til de nævnte formål, og
som må antages at være omfattet af dækningsafgiftspligten; på fortegnelsen
angives det, hvilke af ejendommene, der kun delvis anvendes til de nævnte
formål, og hvilke bygninger og lokaler i disse ejendomme, der anvendes som
anført.
Fortegnelsen tilsendes vurderingsrådet, og dette skal - for de ejendomme,
der kun delvis anvendes til kontor m.v. - ifølge § 23, stk. 4, på
kommunalbestyrelsens begæring foretage de fordelinger af ejendomsværdier og
grundværdier (d.v.s. af forskelsværdierne), der er fornødne for at foretage
beregningen af dækningsafgift, jfr, ligningsdirektoratets cirkulære af 29.
april 1961 til vurderingsrådene og skyldrådene og de årlige cirkulærer om
årsomvurderinger eller almindelige vurderinger.
Vurderingsrådet skal herved oplyse, hvorvidt den del af forskelsværdien,
der vedrører de bygninger og/eller lokaler, der anvendes til de i § 23, stk.
2, nævnte formål, overstiger halvdelen af ejendommens samlede forskelsværdi,
og i så fald det beløb, denne del af forskelsværdien udgør.
Såfremt kommunalbestyrelsen agter at indføre bestemmelser om opkrævning af
dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, med virkning fra det efter en
almindelig vurdering følgende skatteår, kan vurderingsrådet anmodes om at
foretage de fornødne fordelinger i forbindelse med den pågældende
almimndelige vurdering; fordelingerne vil i så fald blive foretaget, uden at
der af kommunalbestyrelsen skal ydes vederlag derfor.
Hvis dækningsafgift derimod agtes indført med virkning fra et andet
tidspunkt, således at fordelingerne ikke kan foretages i forbindelse med en
almindelig vurdering, må kommunen betale vurderingsrådet et af
finansministeren fastsat vederlag for at foretage de fornødne fordelinger af
de ved den seneste vurdering ansatte forskelsværdier, jfr. lovens § 23. stk.
4, 2. punktum.
Efter at dækningsafgiftsvedtægtsbestemmelserne er sat i kraft, må
kommunalbestyrelsen anmode vurderingsrådet om at foretage de fornødne
fordelinger i forbindelse med hver almindelig vurdering, hver årsvurdering og
i forbindelse med de vurderinger, der foretages i medfør af § 4 i
statsejendomsskatteloven: til brug for vurderingsrådet suppleres fortegnelsen
over de dækningsafgiftspligtige ejendomme - f.eks. årligt - med oplysninger
om nytilkomne ejendomme, om tilbygninger m.v. og om ændret anvendelse af
ejendommene.
Resultatet af fordelingerne vil, dersom de foretages med en almindelig
vurdering, fremgå af den fremlagte vurderingsfortegnelse. Fordelinger, der
foretages ved en årsomvurdering eller en vurdering i henhold til § 4 i
stastsejendomsskatteloven, vil fremgå af årsomvurderingsfortegnelsen, og der
tilgår ejeren oplysning om resultatet af fordelingen i den meddelelse, der af
vurderingsrådet tilsendes ejeren. Såfremt fordeling efter
kommunalbestyrelsens begæring foretages selvstændigt og ikke i forbindelse
med de sædvanlige vurderinger, må der mellem kommunalbestyrelsen og
vurderingsrådet træffes aftale om, hvorledes resultatet af fordelingen skal
meddeles ejerne.
De af vurderingsrådene foretagne fordelinger kan såvel af ejeren som af
kommunalbestyrelsen påklages efter reglerne i statsejendomsskattelovens §§
42-46. Er fordeling foretaget ved en almindelig vurdering, er fristen for
klage til skyldrådet herefter 4 uger efter sidste fremlæggelsesdag for
vurderingsfortegnelsen, og i andre tilfælde 4 uger fra datoen for den ejeren
tilsendte meddelelse.
Såfremt en klage, der helt eller delvis vedrører fordelingen af
forskelsværdien, tilsendes kommunalbestyrelsen, bør klagen snarest muligt
videresendes til skyldrådet.
4. MEDDELELSE TIL EJERNE.
Af kommunalbestyrelsen vil der være at give ejerne af de
dækningsafgiftspligtige ejendomme meddelelse om dækningsafgiftspligten og om
dækningsafgiftens beregning. Meddelelsen kan enten gives samtidig med
dækningsafgiftens opkrævning, eller i en særskilt forudgående meddelelse. I
meddelelsen må for ejendomme, der er fuldt dækningsafgiftspligtige,
forskelsværdiens størrelse angives. For ejendomme, der er delvis
dækningsafgiftspligtige, må kommunalbestyrelsen meddele ejeren, hvilken del
eller hvilke dele af ejendommen, der er anset for dækningsafgiftspligtig,
samt størrelsen af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi.
For dækningsafgiftspligtige ejendomme, hvoraf der svares ejendomsskyld, må
det derhos altid opgives, hvad den til grund for ejendomsskyldens beregning
liggende forskelsværdi udgør.
Dersom ejeren fremsætter indsigelse imod, at ejendommen er anset for
dækningsafgiftspligtig (helt eller delvis), vil der, forinden
kommunalbestyrelsen - i København magistraten - tager stilling til
indsigelsen, kunne indhentes en vejledende udtalelse fra
indenrigsministeriet.
5.DÆKNINGSAFGIFTENS UDLIGNING PÅ LEJEN.
For udlejningsejendomme, der er delvis dækningsafgiftspligtige, vil
udligning af dækningsafgift i medfør af lejelovens § 37, stk. 1, efter
boligministeriets opfattelse kun kunne ske på de bygninger og lokaler, den
dækningsafgiftspligtige forskelsværdi vedrører. Det bør derfor navnlig for
disse ejendomme af de fremsendte meddelelser nøjagtigt fremgå, hvilke
bygninger eller lokaler dækningsafgiften vedrører.
C. DÆKNINGSAFGIFTSPROMILLERNES FASTSÆTTELSE.
1. PROMILLE AF GRUNDVÆRDIEN:
For BYKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at
dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi opkræves med promiller,
der svarer til de hidtil gældende, det vil normalt sige halvdelen af den del
af grundskyldpromillen, der overstiger 14. Såfremt grundskyldpromillen
forhøjes dækningsafgiftspromillen af grundværdien i de kommuner, hvor
dækningsafgiftspromillen er fastsat til halvdelen af grundskyldpromillen -
14, med halvdelen af forhøjelsen, dog at dækningsafgiftspromillen højst kan
udgøre 10.
Sker der senere påny nedsættelse af grundskyldpromillen, skal
dækningsafgiftspromillen nedsættes tilsvarende.
I SOGNEKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at
dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi ligesom hidtil opkræves
med indtil halvdelen af grundskyldpromillen, dog højst med 10 promille.
For AMTSKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet kunne godkende, at
dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi beregnes med halvdelen
af den promille, hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme
i amtskommunen, d.v.s. at promillen højst kan udgøre 7.
2. PROMILLE AF FORSKELSVÆRDIEN.
Dækningsafgift til BY- OG SOGNEKOMMUNERNE af FORSKELSVÆRDIEN af
kontorejendomme m.v. kan ifølge § 23, stk. 2, ikke opkræves med mere end 5
promille. Indenrigsministeriet vil normalt kunne godkende, at dækningsafgift
af offentlige ejendommes forskelsværdi opkræves med samme promille som af
forskelsværdier af kontorejendomme m.v.
Som grundlag for fastsættelsen af promillen foretages et skøn over, hvilke
udgifter de dækningsafgiftspligtige ejendomme i de seneste år forud for
promillens fastsættelse har medført og fremtidig vil medføre for kommunen. De
udgifter, der skal tages i betragtning, er navnlig udgifter til gader og
veje, parkeringspladser og brandvæsen. Såfremt de gennemsnitlige årlige
udgifter af den nævnte art - efter fradrag af indtægter ved statstilskud m.v.
herunder vejfondstilskud - udgør 5 promille eller mere af de samlede
forskelsværdien i kommunen, kan dækningsafgift af forskelsværdien opkræves
med indtil 5 promille. Udgør udgifterne mindre end 5 promille af de samlede
forskelsværdier, kan dækningsafgift af forskelsværdien ikke opkræves med mere
end den promille, de nævnte udgifter udgør af forskelsværdierne, medmindre
den del af udgifterne, der kan henføres til de dækningsafgiftspligtige
ejendomme, udgør en højere promille af de samlede forskelsværdier for disse
ejendomme. I så fald kan dækningsafgift opkræves med den højere promille, dog
højst med 5 promille.
I amtskommunerne, hvor dækningsafgift af forskelsværdien alene kan
opkræves af offentlige ejendomme i henhold til § 23, stk. 1, vil
indenrigsministeriet kunne godkende, at dækningsafgift af forskelsværdien
indtil videre opkræves med højst 3,75 promille.
D. DÆKNINGSAFGIFTSVEDTÆGTER.
1. NORMALVEDTÆGTER.
Ifølge lovens § 23, stk. 1 og 2, skal bestemmelser om opkrævning af
dækningsafgift i kommunen optages i en særlig VEDTÆGT, der skal godkendes af
indenrigsministeriet. Ved udarbejdelsen af en sådan vedtægt vil
kommunalbestyrelserne kunne benytte de som bilag til nærværende cirkulære
optagne normalvedtægter.
Som der fremgår af bilagene, indeholder normalvedtægterne for by- og
sognekommuner 3 afsnit; afsnit I indeholder bestemmelser vedrørende
dækningsafgiften af offentlige ejendomme, afsnit II indeholder bestemmelser
om dækningsafgiften af visse erhvervsejendomme, og afsnit III indeholder
fælles bestemmelser. Såfremt en kommune beslutter kun at opkræve
dækningsafgift af den ene af de to nævnte kategorier af ejendomme, anvendes
alene vedkommende afsnit i vedtægten. I så fald skal overskriften til de i
afsnit III indeholdte bestemmelser udelades, og nummeringen af paragrafferne
ændres.
Normalvedtægten for amtskommunerne indeholder alene bestemmelser om
opkrævning af dækningsafgift af offentlige ejendomme.
2. VEDTÆGTERNES INDSENDELSE TIL GODKENDELSE:
Omfatter vedtægten bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af VISSE
ERHVERVSEJENDOMME M.V., skal det vedtægtsudkast, der indsendes til
indenrigsministeriets godkendelse, være ledsaget af oplysninger om grundlaget
for fastsættelsen af promillen for opkrævning af dækningsafgift af
forskelsværdien. Omfatter vedtægten alene bestemmelser om opkrævning af
dækningsafgift af fritagne offentlige ejendomme, og dækningsafgiften ønskes
opkrævet med en promille, der er højere end 3,75 skal vedtægtsudkastet være
ledsaget af tilsvarende oplysninger. Såfremt disse promiller senere ønskes
ændret, skal kommunalbestyrelsens anmodning om indenrigsministeriets
godkendelse heraf være ledsaget af tilsvarende oplysninger.
Dersom vedtægten omfatter dækningsafgift af OFFENTLIGE EJENDOMME, bedes
medsendt en fortegnelse over disse, indeholdende følgende oplysninger: 1)
ejendommens matrikelbetegnelse, 2) ejendommens ejer, 3) ejendommens
anvendelse, eventuelt tillige ejendommens sædvanligt benyttede navn, 4)
ejendomsværdien, 5) grundværdien og 6) fradrag i grundværdien for
forbedringer.
3. VEDTÆGTENS IKRAFTTRÆDEN:
En til indenrigsministeriets stadfæstelse indsendt vedtægt for opkrævning
af dækningsafgift vil, for så vidt angår OFFENTLIGE EJENDOMME, kunne
forventes stadfæstet MED VIRKNING FOR DET SKATTEÅR, i hvilket vedtægten
indsendes. Indenrigsministeriet skal dog henstille, at kommunalbestyrelserne
- såfremt de ønsker af fastsætte bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift
for offentlige ejendomme - så vidt muligt vedtager og indsender en herpå
sigtende vedtægt inden begyndelsen af det pågældende skatteår.
Vedtægtsbestemmelser angående opkrævning af dækningsafgift af VISSE
ERHVERVSEJENDOMME m.v. vil ikke kunne forventes stadfæstet med virkning fra
et tidligere tidspunkt end tidspunktet for vedtægtens indsendelse til
indenrigsministeriet. Der vil ikke være noget til hinder for, at
vedtægtsbestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af visse
erhvervsejendomme stadfæstes med virkning fra et andet tidspunkt end
begyndelsen af et skatteår, f.eks. 1. oktober.
E. OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT.
Ifølge lovens § 27 OPKRÆVES DÆKNINGSAFGIFTEN på samme måde som den
kommunale grundskyld og ejendomsskyld, og bestemmelserne i lovens kapital V
(skatternes FORFALDSTID OG ERLÆGGELSE M.V.) finder i det hele anvendelse på
dækningsafgiften såvel af de offentlige ejendomme som af de omtalte
erhvervsejendomme, men det er ikke nødvendigt, at dækningsafgift opkræves til
samme terminer som de i kommunen gældende for opkrævning af grundskyld og
ejendomsskyld. Opmærksomheden henledes på, at sidste rettidige
indbetalingsdag må fastsættes til et tidspunkt, der ligger forudfor den dag,
der kan foretages udpantning for afgiften, jfr. lovens § 27, stk. 3.
VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE.
Ved lovens § 24 gives der kommunalbestyrelserne i SOGNEKOMMUNERNE adgang
til at bestemme, at der i kommunen skal opkræves TILLÆGSGRUNDSKYLD af
landbrugsejendomme, der tilhører eller er forpagtet af personereller
selskaber, der ikke ved skatteårets begyndelse er skattepligtige til den
pågældende kommune i henhold til lov vedrørende personlig skat til kommunen.
1. LANDBRUGSEJENDOMME.
Tillægsgrundskyld kan kun pålignes de i lovens § 6, stk. 2, nævnte
landbrugsejendomme, jfr. foran afsnit III.B., stk. 4-7. I henvisningen til §
6, stk. 2, ligger således også, at en landbrugsejendom den 31. december skal
være noteret helt eller delvis som landbrugsejendom, for at der i det
følgende skatteår kan opkræves tillægsgrundskyld.
2. EJERENS ELLER FORPAGTERENS KOMMUNESKATTEPLIGT.
Det er ifølge § 24 en betingelse for at opkræve tillægsgrundskyld af en
ejendom, at ejeren eller - såfremt ejendommen er bortforpagtet - forpagteren
ikke fra skatterådets begyndelse er kommuneskattepligtig til den eller en af
de kommuner, hvori ejendommen er beliggende.
Det er normalt EJERENS skattemæssige forhold, der er afgørende for
spørgsmålet om pligten til at svare tillægsgrundskyld, men er ejendommen
bortforpagtet, er det FORPAGTERENS skattemæssige forhold, der er afgørende,
og i så fald er ejerens forhold uden betydning.
Ifølge § 24, stk. 1, 2. punktum, er det for ejendomme, der EJES AF FLERE,
en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ingen af ejerne er
pligtig at svare personlig skat til den pågældende kommune. Dette gælder
ikke, hvis ejendommen er bortforpagtet; i så fald er det forpagterens
forhold, der er afgørende. Loven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse
vedrørende ejendomme, der er FORPAGTET AF FLERE, men i så fald må det
ligeledes antages at være en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld,
at ingen af forpagterne af en under eet vurderet ejendom er pligtig at svare
personlig skat til den pågældende kommune. I det følgende forstås ved
udtrykket »ejeren (forpagteren)» derfor også: »en af ejerne
eller en af forpagterne«.
Er en under eet vurderet EJENDOM BELIGGENDE I FLERE KOMMUNER, er det en
betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ejeren (forpagteren) ikke
er pligtig at svare personlig skat til nogen af de pågældende kommuner. Disse
kommuner benævnes i det følgende under eet som »ejendomskommunen«.
Det afgørende for spørgsmålet om påligning af tillægsgrundskyld er, om
ejeren (forpagteren) er skattepligtig til ejendomskommunen FRA SKATTEÅRETS
BEGYNDELSE, d.v.s.fra og med den 1. april i skatteåret. Det er således uden
betydning for tillægsgrundskylden, om ejeren (forpagteren) efter 1. april
bliver skattepligtig til ejendomskommunen eller ophører med at være
skattepligtig til denne kommune. Ejer- eller forpagterskifter i skatteårets
løb er ligeledes uden betydning, hvad enten den nye ejer (forpagter) i
modsætning til den tidligere den tidligere den 1. april var skattepligtig til
ejendomskommunen eller ikke var det, ligesom det forhold, at den nye ejer
(forpagter) senere end den 1. april bliverskattepligtig til kommunen eller
ophører med at være det, er uden indflydelse på tillægsgrundskyldens
opkrævning.
Det er tilstrækkeligt for udelukkelse af opkrævning af tillægsgrundskyld,
at ejeren (forpagteren) er kommuneskattePLIGTIG til ejendomskommunen,
hvorimod det ikke er en betingelse, at der faktisk er pålignet ham noget
beløb i kommuneskat - hvad enten dette skyldes, at indkomsten er negativ
eller for lav, eller at kommunen har givet afkald på skatten, således som
kommunalbestyrelsen har adgang til for erhvervsskattens vedkommende. Det er
ligeledes uden betydning, om kommuneskatten kun udgør et ganske ringe beløb i
forhold til tillægsgrundskylden.
Ifølge lovbestemmelsen er pligten til at svare tillægsgrundskyld betinget
af, at ejeren (forpagteren) ikke fra skatteårets begyndelse er pligtig at
svare SKAT I HENHOLD TIL LOV VEDRØRENDE PERSONLIG SKAT TIL KOMMUNEN til
ejendomskommunen. D.v.s. at pligt til at svare skat efter såvel kapitel I og
II (opholdskommuneskat), kapitel III (erhvervsskat), kapitel IV
(»uegentlig erhvervsskat«) og kapitel V (skat af aktieselskaber
m.v.) udelukker fra pligt til at betale tillægsgrundskyld, jfr. nedenfor
litra a-e.
A. OPHOLDSKOMMUNESKAT. Er ejeren (forpagteren) den 1. april
opholdskommuneskattepligtig til ejendomskommunen, kan tillægsgrundskyld ikke
pålignes. Dette gælder, selv om ejeren (forpagteren) samtidig er
opholdskommuneskattepligtig til en anden kommune. Kommunalbestyrelsen kan
ikke ved at give afkald på retten til andel i opholdskommuneskat få adgang
til at påligne tillægsgrundskyld. Er betingelserne for
opholdskommuneskattepligt opfyldt, er opkrævning af tillægsgrundskyld
udelukket.
b. ERHVERVSSKAT. Er ejeren pligtig at svare erhvervsskat til
ejendomskommunen, kan der ikke pålignes tillægsgrundskyld.
Erhvervsskattepligten er imidlertid fra og med skatteåret 1962-63 ifølge
kommuneskattelovens § 19, stk. 1, betinget af, at vedkommende i
erhvervskommunen har haft en indtægt af mindst 12 500 kr. i det til grund for
skatteansættelsen liggende regnskabsår, samt at han for det pågældende
skatteår er ansat til indkomstskat til staten at en indkomst på mindst 25 ooo
kr. I så fald er der adgang til at opkræve et beløb i erhvervsskat hos den
pågældende. Kommunens adgang til at påligne en ejendom, der tilhører en her i
landet bosat person, der ikke er opholdskommuneskattepligtig til
ejendomskommunen, tillægsgrundskyld kan således kun tilsidesættes, såfremt
kommunen kan opkræve erhvervsskat hos den pågældende. Det vil således meget
vel kunne forekomme, at en kommune det ene år kan opkræve tillægsgrundskyld
af en ejendom, og det andet år på grund af erhvervsskattepligt er afskåret
fra at gøre det.
c. »UEGENTLIG ERHVERVSSKAT«. Også pligt for ejeren (forpagteren)
til at svare uegentlig erhvervsskat i henhold til kommuneskattelovens kapitel
IV udelukker opkrævning af tillægsgrundskyld. Pligt til at svare ugentlig
erhvervsskat har fra og med skatteåret 1962-63 personer, som ikke har
skattepligtigt ophold i nogen kommune her i landet, uafsluttede dødsboer, der
her i landet er undergivet offentlig skiftebehandling, og staten og dens
institutioner. Den uegentlige erhvervsskat påhviler bl.a. de pågældende
fysiske og juridiske personer, dersom de »bruger, ejer eller er
beneficeret med fast ejendom« (kommuneskattelovens § 29, jfr. § 18, stk.
1, nr. 3) og skal svares til den kommune, hvor ejendommen er beliggende. De
af bestemmelserne omfattede fysiske og juridiske personer er således i
princippet skattepligtige til ejendomskommunen. Dette må efter
indenrigsministeriets opfattelse føre til, at de pågældende under alle
omstændigheder er undtaget fra pligten til at svare tillægsgrundskyld i
ejendomskommunen, og at dette gælder, selv om der på grund af ringe eller
negativ indtægt ikke er pålignet ejeren (forpagteren) uegentlig erhvervsskat.
d. SELSKABSSKAT. Fra og med skatteåret 1962-63 er der sket en betydelig
ændring i bestemmelserne om selskabsbeskatning, der samtidig udvides til også
at omfatte institutioner og stiftelser m.v. (bortset fra staten og dens
institutioner) samt brugsforeninger og produktions- og salgsforeninger. Fra
dette skatteår skal selskaber, foreninger, institutioner m.fl. alene svare
indkomstskat i henhold til lov nr. 255 af 11, juni 1960 om indkomstbeskatning
af aktieselskaber m.v. (finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 377 af 20.
december 1961), jfr. § 33, stk. 1, i lov vedrørende personlig skat til
kommunen som ændret ved lov nr. 276 af 7. juli 1960. Af denne skat tilfalder
ifølge § 23 i loven af 11. juni 1960 3/20 den eller de kommuner, hvori
selskabet eller foreningen har drevet virksomhed, og det er i
kommuneskattelovens §§ 33-36, som ændret ved loven af 7. juli 1960 nærmere
angivet, i hvilke kommuner et selskab el.lign. kan anses for at have drevet
virksomhed, og hvorledes den kommunale andel vil være at fordele mellem disse
kommuner.
Såfremt ejeren (forpagteren) af en landbrugsejendom er et selskab
el.lign., må bestemmelsen i den kommunale ejendomsskattelovs § 24, stk. 1,
efter indenrigsministeriets opfattelse herefter forstås således, at der ikke
kan opkræves tillægsgrundskyld af ejendommen, dersom ejendomskommunen er
berettiget til at deltage i fordelingen af den kommunale andel af
selskabsskatten. Retten til andel i denne skat er betinget af, at virksomhed
anses for drevet af selskabet i ejendomskommunen. Dette må efter den ændrede
bestemmelse i kommuneskattelovens § 33, stk. 3, antages altid at være
tilfældet, når selskabet ejer en landbrugsejendom i kommunen, medmindre den
samlede kommunale andel af selskabsskatten for et selskab er mindre end 300
kr., og ejendomskommunen ikke er selskabets hjemstedskommune, jfr. den
ændrede bestemmelse i kommuneskattelovens § 35, stk. 1, sammenholdt med
bestemmelserne i § 25, stk. 1, og § 24 i den nye selskabsskattelov. I
skatteår, hvor den samlede indkomstskat (til stat og kommune) for et selskab
er 2 000 kr. eller derunder, kan der således, efter indenrigministeriets
menings opkræves tillægsgrundskyld af selskabet tilhørende eller af selskabet
tilhørende eller af selskabet forpagtede landbrugsejendomme i alle andre
kommuner end selskabets hjemstedskommune. Dette vil så meget mere gælde,
dersom selskabet overhovedet ikke betaler indkomstskat i det pågældende
skatteår, og er selskabet endnu ikke blevet indkomstskattepligtig ved
skatteårets begyndelse, kan der også opkræves tillægsgrundskyld af selskabets
landbrugsejendomme i hjemstedskommunen. Når den samlede kommunale andel af
selskabsskatten for et selskab el. lign. overstiger 300 kr., er det derimod
uden betydning for adgangen til opkrævning af tillægsgrundskyld, om
ejendomskommunen faktisk oppebærer en del af den kommunale andel af
selskabsskatten. Opkrævning ag tillægsgrundskyld er i så fald efter
indenrigsministeriets opfattelse altid udelukket.
e. SKAT AF BRUGSFORENINGER SAMT PRODUKTIONS- OG SALGSFORENINGER.
Fra og med skatteåret 1962-63 er disse foreninger omfattet af de andre
selskaber og foreninger fældende bestemmelser, og der henvises herom til
ovenfor under afsnit d.
3. KOMMUNALBESTYRELSENS BESLUTNING OM OPKRÆVNING AF
TILLÆGSGRUNDSKYLD.
Det står kommunalbestyrelserne i sognekommunerne frit for, om de ønsker at
benytte sig af adgangen til at udskrive tillægsgrundskyld, ligesom
kommunalbestyrelserne selv bestemmer, hvor høj promillen skal være. Dog kan
tillægsgrundskylden ikke udskrives med mere end 10 promille.
Beslutning om opkrævning af tillægsgrundskyld kræver ikke amtsrådets
godkendelse, men skal ifølge lovens § 24, stk. 4, være truffet inden den 15.
februar for at have virkning for det følgende skatteår. Beslutning om
opkrævning af tillægsgrundskyld og om promillens størrelse kan træffes som
gældende indtil videre eller for et enkelt skatteår. Kommunalbestyrelsen kan,
selv om beslutning er truffet for et bestemt åremål, til enhver tid - dog
senest inden den 15. februar forud for det pågældende skatteår - vedtage at
tillægsgrundskyld ikke skal opkræves eller opkræves med en ændret promille
fra og med det kommende skatteår.
4. OPKRÆVNING AF OG FRITAGELSE FOR TILLÆGSGRUNDSKYLD.
Såfremt der i en kommune træffes beslutning om udskrivning ag
tillægsgrundskyld, skal samtlige landbrugsejendomme, hvis ejere (forpagtere)
ike fra skatteårets begyndelse er skattepligtige til kommunen i henhold til
lov vedrørende personlig skat til kommunen, pålignes tillægsgrundskyld, og
den skal for samtlige de pågældende ejendomme pålignes med samme promille.
Ejendomme, der helt eller delvis er fritaget for at svare ordinær grundskyld,
er dog i tilsvarende omfang fritaget for tillægsgrundskyld.
Tillægsgrundskyld opkræves og inddrives efter de for den ordinære
grundskyld gældende regler. Bestemmelserne i lovens kapitel V finder i det
hele direkte anvendelse på tillægsgrundskylden.
5. TILLÆGSGRUNDSKYLDEN UAFHÆNGIG AF LIGNINGSFORHOLD OG
GRUNDSKYLDGRÆNSER.
Tillægsgrundskylden medregnes ikke i det beløb, der i henhold til det
fastsatte ligningsforhold skal udskrives som grundskyld og indkomstskat, jfr.
lovens § 24, stk. 3. Tillægsgrundskyldpromillen fastsættes endvidere
uafhængigt af de foran under afsnit II. A. omtalte over- og undergrænser for
grundskyldpromillens størrelse. Der er således intet i vejen for, at en
kommune med en grundskyldspromille på 40 kan opkræves tillægsgrundskyld.
INDENRIGSMINISTERIET. DEN 31. MARTS 1962.
Lars P. Jensen.
/Johs. Pedersen
BILAG 1.
NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I BYKOMMUNERNE.
VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I .............KOMMUNE.
I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for
opkrævningen af dækningsafgift af de i .......... kommune beliggende faste
ejendomme.
I. OFFENTLIGE EJENDOMME.
§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra
b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares
dækningsafgift af grundværdien ag af forskelsværdien efter reglerne i
reglerne i §§ 2-3.
§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme
måde som kommunal grundskyld, men svares kun med ... promille. (* 1)
Stk. 2. For skatteår med højere grundskyldpromille end
...(* 2) forhøjes promillesatsen for dækningsafgift med halvdelen af
forskellen, dog højst til 10 promille.
§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ...
promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.
II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.
§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor,
forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift
af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares
dækningsafgift, når den del af forskelsvædien, der vedrører den til de nævnte
formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af
forskelsværdien for hele ejendommen.
§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum,
omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende
forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme
svaresmed samme promille af den af forskelsværdien, der vedrører den del af
forskelsværdien, der vedrører den til de i § 4 nævnte formål anvendte del af
ejendommen.
Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig
ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del
af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til
grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del
af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for
beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der
dækningsafgift med det beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige
ejendomsskylden.
§ 6, Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke
opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov
om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
III. FÆLLES BESTEMMELSER.
§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller
ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker
dette ved udgangen af det kvartal, hvori skiftet har fundet sted.
§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelser om skatternes
forfaldstid og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt
omhandlede dækningsafgift.
Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til
betaling........... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis.........
§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den..........
....................byråd, den.....................
BILAG 2.
NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I SOGNEKOMMUNERNE.
VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ..........SOGNEKOMMUNE.
I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for
opkrævningen af dækningsafgift af de i ...........sognekommune beliggende
faste ejendomme.
I. OFFENTLIGE EJENDOMME.
§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra
b, i ovennævnte lov er fritages for kommunal grundskyld, svares
dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter reglerne i §§ 2-3.
§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme
måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille,
hvormed kommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i kommunen, dog
højst med 10 promille.
§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ...
promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.
II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.
§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor,
forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift
af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares
dækningsafgift, når den del af forskelsværdien, der vedrører den til de
nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af
forskelsværdien for hele ejendommen.
§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum,
omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende
forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme
svares med samme promille af den del af forskelsværdien, der vedrører den til
de i § 4 nævnte formål anvendte del af ejendommen.
Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig
ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del
af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til
grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del
af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den grund for beregningen af
ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der dækningsafgift med det
beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.
§ 6. Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke
opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov
om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
III. FÆLLES BESTEMMELSER.
§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller
ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker
dette ved udgangen af det kvartal hvori skiftet har fundet sted.
§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelse am skatternes forfaldstid
og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt omhandlede
dækningsafgift.
Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til betaling
............... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis .........
§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den ........
.....................sogneråd, den ..............
BILAG 3.
NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I AMTSKOMMUNERNE.
VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ......... AMTSKOMMUNE.
I medfør af § 23. stk. 1, ilov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning
til kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for
opkrævningen af dækningsafgift af de i .......amtskommunebeliggende faste
ejendomme.
§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra
b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares
dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter nedenstående
regler.
Stk. 2. Ejendomme tilhørende sognekommunerne i
.............amtsrådskreds er dog ikke omfattet af dækningsafgiftspligten.
§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme
måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille,
hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i amtskommunen.
§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med
...promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.
§ 4. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller
ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift, sker
dette ved udgangen af det halvår, hvori skiftet har fundet sted.
§ 5. Dækningsafgiften opkræves ligesom de
amtskommunale ejendomsskatter sammen med ejendomsskatterne til staten.
§ 6. Nærværende vedtægt træder i kraft den.......
................amtsråd, den...................
INDHOLDSFORTEGNELSE
I. BYKOMMUNERNE.
A. Grundskyld
B. Ejendomsskyld
1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning
a. De ældre regler
b. De nye regler
2. Ejendomsskyldpromillen
3. Særregler for visse småejendomme
II. SOGNEKOMMUNERNE.
A. Grundskyld
1. Grundskyldspromillens fastsættelse i visse større sognekommuner
2. Grundskyldspromillens fastsættelse i de øvrige sognekommuner
(ligningsforhold)
a. Ligningsforholdets indhold; grænserne for
grundskyldpromillens størrelse
b. Ligningsforholdets fastsættelse
B. Ejendomsskyld
1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning
2. Ejendomsskyldpromillen
III. AMTSKOMMUNERNE:
A. Udskrivning på kommunerne
B. Grundskyld
C. Ejendomsskyld
1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning
2. Ejendomsskyldpromillen
IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.
A.Fritagelse for kommunal grundskyld.
1. Lovmæssige fritagelser
2. Bevillingsmæssige fritagelser afledt af fritagelse for
statsgrundskyld
a. Lovmæssige fritagelser for statsgrundskyld
b. Bevillingsmæssige fritagelser for statsgrundskyld
3. Bevillingsmæssig fritagelse af byplanmæssige hensyn
B. Fritagelse for kommunal ejendomsskyld.
1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse
for grundskyld
2. Fritagelse for ejendomsskyld af bygninger på fremmed
grund
3. Fritagelse for ejendomsskyld for fredede bygninger
4. Opretholdelse af ældre fritagelser for ejendomsskyld
a. Frugtplantager
b. Fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen
c. Hede- og klitplantager
V. DÆKNINGSAFGIFT.
A. Offentlige ejendomme
B. Visse erhvervsejendomme m.v. 1. Dækningsafgiftspligtige ejendomme
2.Dækningsafgiftens beregning 3. Fortegnelse over dækningsafgiftspligtige
ejendomme 4. Meddelelse til ejeren 5. Dækningsafgiftens udligning på lejen
C. Dækningsafgiftspromillernes fastsættelse 1. promille af grundværdien 2.
Promille af forskelsværdien
D. Dækningsafgiftsvedtægter 1. Normalvedtægter 2. Vedtægternes indsendelse
til godkendelse 3. Vedtægtens ikrafttræden
E. Opkrævning af dækningsafgift
VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE. 1.
Landbrugsejendomme 2. Ejerens eller forpagterens kommuneskattepligt 3.
kommunalbestyrelsens beslutning om opkrævning af tillægspension 4. Opkrævning
af og fritagelse for tillægsgrundskyld 5. Tillægsgrundskyld uafhængig af
ligningsforhold og grundskyldgrænser
BILAG 1. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i bykommunerne
BILAG 2. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i sognekommunerne
BILAG 3. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i amtskommunerne
Officielle noter
(* 1) Promillen kan højst udgøre halvdelen af grundskyldpromillen - 14.
(* 2) Den grundskyldpromille, der er lagt til grund ved fastsættelsen af
den i stk. 1 nævnte promille.
Lignende dokumenter
- Stadfæstelse af byrettens dom i sag om fritagelse for at betale dækningsafgift for lejemål Domsdatabasen · 13. november 2020
- 1992 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME, LOV OM UDSKRIVNING AF SKAT TIL AMTSKOMMUNEN OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (OPHÆVELSE AF GRUNDSKYLD FOR ERHVERVSEJENDOMME OG FASTSÆTTELSE AF DEN KOMMUNALE OG AMTSKOMMUNALE GRUNDSKYLDPROMILLE) Retsinformation · 25. februar 1993
- 1985 LSF 259 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (OPHÆVELSE AF MINIMUMSGRÆNSEN FOR DEN KOMMUNALE GRUNDSKYLDPROMILLE, MAKSIMUMSGRÆNSE FOR UDSKRIVNING AF GRUNDSKYLD, FASTSÆTTELSE AF DEN AMTSKOMMUNALE GRUNDSKYLDPROMILLE) Retsinformation · 21. maj 1988
- VURDERINGSVEJLEDNING 2003 G EJENDOMSBESKATNINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- 1995 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (OPHÆVELSE AF EJENDOMSSKATTEFRITAGELSEN FOR VISSE FREDEDE EJENDOMME) Retsinformation · 21. december 1995
- Sag om fritagelse for at betale dækningsafgift for lejemål Domsdatabasen · 8. marts 2019