Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om den kommunale ejendomsbeskatning og den amtskommunale beskatning. (Til samtlige amtmænd og kommunalbestyrelser)

Gældende CIR nr 80 af 31/03/1962CirkulæreSkatte- og Vækstministeriet14. maj 1962

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om den kommunale ejendomsbeskatning og

den amtskommunale beskatning.

(Til samtlige amtmænd og

kommunalbestyrelser)

Ved to love - nr. 34 og 33 - af 18. februar 1961 om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme og om den amtskommunale beskatning blev der med

virkning fra og med skatteåret 1961-62 foretaget en omlægning om den

kommunale ejendomsbeskatning samt af den amtskommunale beskatning. I et

cirkulære nr. 30 af 20. februar 1961 blev der redegjort for de

foranstaltninger, der skulle træffes i anledning af lovens gennemførelse med

virkning for skatteåret 1961-62, og i et cirkulære nr. 50 af 13. marts 1961

blev der nærmere redegjort for de delvis nye bestemmelser om opkrævning af

dækningsafgift.

I nærværende cirkulære gives der en mere udførlig redegørelse for

indholdet af bestemmelserne i de 2 love - bortset fra de særbestemmelser, der

alene taget sigte på forholdene i skatteåret 1961-62. I cirkulæret er optaget

de afsnit i de to tidligere nævnte cirkulærer af 20. februar og 13. marts

1961, der har betydning ud over skatteåret 1961-62 (dog bortset fra omtalen

af overgangsreglen i § 34 i loven om beskatning til kommunerne af faste

ejendomme), og cirkulæret træder således i stedet for disse cirkulærer og

afløser samtidig - for så vidt angår retsstillingen i fremtiden - alle

tidligere herfra udsendte cirkulærer vedrørende den kommunale

ejendomsbeskatning.

I. Bykommunerne.

A. Grundskyld.

I København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker

og Marstal handelsplads opkræves grundskyld til kommunen med en af

kommunalbestyrelsens fastsat promille af grundværdien efter fradrag for

forbedringer, d.v.s. DEN AFGIFTSPLIGTIGE GRUNDVÆRDI, således som den er

fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. § 1, stk. 2, i loven

Læs alt

om beskatning til kommunerne af faste ejendomme sammenholdt med afsnit I. C.

og D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme

(lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

Den af kommunalbestyrelsen fastsatte GRUNDSKYLDPROMILLE kan ikke være

lavere end den promille, hvormed ordinær og ekstraordinær grundskyld

tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, jfr. lovens § 2, stk. 1.

Promillen kan således i Københavns kommune ikke fastsættes lavere end 25, i

Frederiksberg kommune ikke lavere end 26 og i langt de fleste

købstadskommuner og flækker ikke lavere end 24-16. I Marstal handelsplads,

hvor der tillige opkræves amtskommunal grundskyld, kan den kommunale

grundskyldpromille ikke være mindre end 6.

Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af

kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen

fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra

inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de

kommende skatteår.

Beslutning om fastsættelse af ny grundskyldpromille skal træffes af

kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum, jfr.

lovens § 2, stk. 2, 1. punktum. Såfremt den nye promille skal have virkning

for det kommende skatteår, skal begge behandlinger ligge forud for den 1.

april i det kommende skatteår, jfr. lovens § 2, stk. 2, 2. punktum.

Med hensyn til bestemmelserne om fritagelse for grundskyld henvises til

afsnit IV.A.

B. Ejendomsskyld.

1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning.

A. DE ÆLDRE REGLER.

Med virkning fra skatteåret 1957-58 blev den kommunale ejendomsskyld i

København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og

Marstal handelsplads FIKSERET til de beløb, der blev opkrævet som kommunal

ejendomsskyld i skatteåret 1956-57, jfr. afsnit I i lov nr. 31 af 15. februar

1957. Ejendomsskylden blev for dette skatteår beregnet på grundlag af

forskelsværdien (d. v. s. ejendomsværdien - grundværdien) ved den seneste

vurdering forud for 11. almindelige vurdering. Forinden ejendomsskyldens

beregning blev forskelsværdien nedsat med et af kommunalbestyrelsen fastsat

ensartet fradrag på mindst 12 000 kr. og højst 21 000 kr. pr. ejendom samt

med et fradrag pr. lejlighed udover een på 2 000 kr.

Den fikserede ejendomsskyld skulle reguleres i følgende tilfælde:

1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, der blev lagt til

grund ved ejendomsskyldens beregning for skatteåret 1956-57, jfr. § 2, stk.

4, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, blev den fikserede ejendomsskyld ændret

tilsvarende.

2. Såfremt forskelsværdien for en ejendom ved 11.

almindelige vurdering eller en senere vurdering blev mindre end 5 procent af

grundværdien, BORTFALDT ejendomsskylden til kommunen, jfr. § 3 i loven af 15.

februar 1957 sammenholdt med § 75 i statsejendomsskatteloven.

3. Ved NEDSÆTTELSE AF EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN i

medfør af §§ 3 og 4 i lov nr. 30 af 15. februar 1957 om fiksering af

ejendomsskyld til staten (hvilke bestemmelser nu er afløst af §§ 76 og 77 i

statsejendomsskatteloven, jfr. nedenfor afsnit b. 3.) blev den kommunale

ejendomsskyld nedsat tilsvarende, jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957.

EKSEMPEL:

For en ejendom i en kommune, hvor det faste fradrag i forskelsværdien for

skatteåret 1956-57 var fastsat til 15 000 kr., og ejendomsskyldpromillen i

samme skatteår var fastsat til 6, udgjorde forskelsværdien for det samme

skatteår 50 000 kr. Den fikserede ejendomsskyld til staten udgjorde herefter

i skatteåret 1957-58 4 1/2 promille af 29 000 kr. (50 000 kr. - 21 000) kr. =

130 kr. 50 øre, og den fikserede kommunale ejendomsskyld 6 promille af 35 000

kr. (50 000 kr. - 15 000 kr.) = 210 kr.

Såfremt den fikserede ejendomsskyld til staten fra og med skatteåret

1958-59 blev nedsat f.eks. med 40 kr. 50 øre fra 130 kr. 50 øre til 90 kr.

(d.v.s. således at nedsættelsen svarede til en nedsættelse af den

skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 29 000 kr. til 20 000 kr.),

skulle den kommunale ejendomsskyld nedsættes med 40 kr. 50 øre x 6 /4,5 = 54

kr. fra 210 kr. til 156 kr. (d.v.s. således at nedsættelsen svarende til en

nedsættelse af den skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 35 000 kr.

til 26 000 kr.).

4. Ved UDSTYKNING blev ejendomsskylden til kommunen

fordelt på de enkelte lodder efter forholdet mellem de enkelte lodders andel

i forskelsværdien ved den sidst foretagne vurdering af den samlede ejendom,

jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. nr § 78 i

statsejendomsskatteloven. Der var endvidere adgang til inden udløbet af året

1960 at begære ejendomsskylden for lodder, på hvilke der fandtes bygninger,

der helt eller delvis anvendtes til beboelse, nedsat til det beløb, som

ejendomsskylden ville have udgjort, såfremt lodden havde været selvstændigt

vurderet ved den vurdering, der lå til grund for ejendomsskyldens beregning.

I henhold til lov nr. 357 af 27. december 1958 blev der fra og med

skatteåret 1959-60 tillige opkrævet EKSTRAORDINÆR EJENDOMSSKYLD i

bykommunerne. Den ekstraordinære ejendomsskyld blev opkrævet med 7 promille i

skatteåret 1959-60 og med 14 promille fra og med skatteåret 1960-61. Den

ekstraordinære ejendomsskyld blev beregnet på grundlag af »DET BELØB,

HVORAF DEN FIKSEREDE KOMMUNALE EJENDOMSSKYLD ER BEREGNET ( DEN FIKSEREDE

SKATTEPLIGTIGE FORSKELSVÆRDI)», d.v.s den skattepligtige forskelsværdi

for skatteåret 1956-57 (forskelsværdien i dette skatteår - fast fradrag på 12

000 - 21 000 kr. og - eventuelle lejdlighedsfradrag) med eventuelle ændringer

svarede til de overfor under 1-4 nævnte reguleringer af den sikserede

kommunale ejendomsskyld. Den sikserede skattepligtige forskelsværdi var

således normalt lig med den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret

1956-57, men dette var ikke tilfældet, såfremt den fikserede kommunale

ejendomsskyld for en ejendom var reguleret efter de under 1-4 nævnte regler.

I så fald kunne den fikserede skattepligtige forskelsværdi udfindes ved at

multiplicere den således regulerende ejendomsskyld med 1000 og divedere

resultatet med den promille, hvormed ejendomsskyld i skatteåret 1956-57 blev

opkrævet af ejendommen.

B. DE NYE REGLER.

Ved den nye lov af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste

ejendomme er den hidtidige fiksering af fast ejendomme er den hidtidige

fiksering af den kommunale ejendomsskyld på skattebeløb helt forladt, og den

samlede kommunale ejendomsskyld beregnes fra og med skatteåret 1961-62 - på

samme måde som hidtil alene den ekstraordinære ejendomsskyld - på grundlag af

den fikserede skattepligtige forskelsværdi for den enkelte ejendom

(»FIKSERINGSVÆRDIEN«), jfr. lovens kapitel II.A.

Fikseringsværdien for en ejdendom er normalt den fikserede skattepligtige

forskelsværdi, der lå til grund for beregningen af den ekstraordinære

ejendomsskyld for skatteåret 1960-61 (d. v. s. normalt den skattepligtige

forskelsværdi for skatteåret 1956-57) jfr. lovens § 11, stk. 1. Såfremt den

kommunale ejendomsskyld er reguleret, udfindes fikseringsværdien ved at

multiplicere den regulerede ejendomsskyld (inclusive den ekstraordinære

ejendomsskyld) med 1000 og dividere resultatet med summen af den for

skatteåret 1956-57 gældende ejendomsskyldpromille (inclusive

tillægspromillen) og den ekstraordinære ejendomsskyldpromille (14).

EKSEMPEL:

For en ældre beboelsesejendom uden fritagelse af nogen art udgør den

regulerede ejendomsskyld (inclusive ekstraordinære ejendomsskyld) 1 242 kr.

Såfremt ejendomsskyldpromillen i 1956-57 (inclusive tillægspromillen)

udgjorde 9 og den samlede ejendomsskyldpromille i 1960-61 (inclusive

ekstraordinær ejendomsskyldpromille) 23, fremkommer fikseringsværdien

således: 1 242 X 1 000/ 23 = 54 000 kr.

For EJENDOMME, der i skatteåret 1960-61 var helt eller delvist fritaget

for fikseret kommunal ejendomsskyld, udgør fikseringsværdien det beløb,

hvoraf den fikserede kommunale ejendomsskyld og ekstraordinære ejendomsskyld

ville have været beregnet for skatteåret 1960-61, såfremt ejendommen ikke

havde været fritaget, jfr. lovens § 11, stk. 2. Selvom en ejendom efter

bestemmelserne i §§ 20 og 21, jfr. nærmere herom i cirkulærets afsnit IV.B.,

er HELT fritaget for at svare ejendomsskyld til kommunen, vil det være

formålstjenligt (f.eks. med henblik på et senere bortfald af fritagelsen) at

foretage en opgørelse af fikseringsværdien for den pågældende ejendom,

således at denne værdi føres a jour med eventuelle fremtidige reguleringer.

Det samme gælder ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til

kommunen. For disse ejendomme bør foretages en opgørelse dels af den fulde

fikseringsværdi dels af den del af denne, der i medfør af bestemmelserne i §§

20 og 21 er fritaget for ejendomsskyld.

I de tilfælde, hvor der hidtil skulle ske regulering af den fikserede

kommunale ejendomsskyld, skal der også nu foretages REGULERING AF

FIKSERINGSVÆRDIEN.

1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, DER LIGGER TIL GRUND

FOR FIKSERINGSVÆRDIEN, d. v. s. den for skatteåret 1956-57 gældende

ansættelse (ansættelsen ved 10. almindelige vurdering pr. 1. oktober 1950

eller en vurdering, der er optaget på en af de senere

årsomvurderingsfortegnelser forud for 11. almindelige vurdering pr. 1.

september 1956), skal der ske en tilsvarende regulering af fikseringsværdien,

jfr. lovens § 11, stk. 3.

2. Dersom FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved en senere

vurdering bliver MINDRE END 5 PROCENT AF GRUNDVÆRDIEN, nedsættes

fikseringsværdien endeligt til 0 (lovens § 11, stk. 4, jfr. § 75 i

statsejendomsskatteloven).

3. Såfremt EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN NEDSÆTTES i

medfør af bestemmelserne i §§ 76 og 77 i statsejendomsskatteloven, skal der

ske en tilsvarende regulering af fiskseringsværdien, jfr. § 11, stk. 4, i lov

om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Ifølge § 76 i statsejendomskatteloven skal den fikserede ejendomsskyld til

staten nedsættes, såfremt forskelsværdien ved en ejendoms ansættelse udviser

en nedgang fra forskelsværdien ved den senest forudgående vurdering - uden at

forskelsværdien er kommet ned under 5 procent af grundværdien - og nedgangen

i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller arealet

er steget i værdi. (Dette kan tænkes at ske, når en landbrugsejendoms

bygninger efter udstykning af et areal bliver for store i forhold til

ejendommens resterende areal, eller når en ejendoms grundværdi stiger mere

end ejendomsværdien, fordi bygningerne ikke svarer til den anvendelse, som

den øgede grundværdi forudsætter). Nedsættelsen, der er endelig, sker med et

til nedgangen i forskelsværdien svarende beløb. Det fremgår af

skattedepartementets cirkulære af 20. februar 1957 og ligningsdirektoratets

cirkulære af 7. marts 1957, at der er vurderingsmyndighederne, der på

foranledning af opkrævningsmyndighederne skal tage stilling til, om nedgangen

i forskelsværdien i det væsentlige er sket af de nævnte grunde. Nedsættelsen

skal således foretages af myndighederne uden ansøgning fra ejendommens ejer.

En nedsættelse af ejendomsskylden til staten efter denne regel har til følge,

at fikseringsværdien nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien ved den

seneste vurdering ifølge vurderingsmyndighedernes afgøelser er gået ned.

Finansministeren kan i henhold til § 77 i statsejendomsskatteloven efter

ansøgning nedsætte ejendomsskylden til staten i andre tilfælde, hvor

forskelsværdien af særlige grunde går ned, uden at nedgangen er af

forbigående karakter. Som eksempler på nedgang i forskelsværdien af særlige

grunde nævner bestemmelsen væsentlig nedgang af bygningernes værdi a) som

følge af offentlige foranstaltninger eller b) som følge af, at

forudsætningerne for den i ejendommen drevne virksomhed er faldet bort, samt

c) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af brand,

storm, svampeangreb og lignende begivenheder.

Såfremt finansministeren nedsætter ejendomsskylden til staten af disse

grunde, skal fikseringsværdien nedsættes med et beløb svarende til

nedsættelsen af den fikserede ejendomsskyld til staten, d. v. s. med et

beløb, der udgør nedsættelsesbeløbet i statsejendomsskylden multipliceret med

1 000 og divideret med 4,5. Dersom ejendomsskylden til staten nedsættes til

0, skal der i kommuner, hvor det faste fradrag i skatteåret 1956-57 var

mindre end 21 000 kr., foretages en selvstændig undersøgelse af, hvor meget

fikseringsværdien kan nedsættes.

4. Ved UDSTYKNINGER skal vurderingsrådet, når

udstykningsvurderingen finder sted, foretage en særskilt ansættelse af de

beløb, hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst

foretagene vurdering af den samlede ejendom, og den fikserede ejendomsskyld

til staten fordeles da på de pågældende lodder i samme forhold, jfr. § 78 i

statsejendomsskatteloven. Ifølge § 11, stk. 4, i loven om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme fordeles fikseringsværdien ved udstykning på

samme måde som ejendomsskylden til staten, d.v.s. efter forholdet mellem den

forskelsværdi, der ved den senest forudgående vurdering henføres til den

udstykkede parcel, og hele ejendommens forskelsværdi ved den nævnte

vurdering. Det er en forudsætning for denne fordeling, at der på den

udstykkede lod findes bygninger eller andet, der indgår i forskelsværdien,

f.eks. træer, hegn eller buske, men det er uden betydning for fordelingen, om

de bygninger, der indgik i forskelsværdien ved den senest før udstykningen

stedfundne vurdering, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1956-57 og

dermed danner grundlag for den fikserede ejendomsskyld til staten eller

fikseringsværdien til kommunen. Det kan således meget vel tænkes, at der

kommer til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til staten og til kommunen,

selv om bygningerne på ejendommen er opføret efter fikseringen af

ejendomsskylden.

EKSEMPEL |:

En ejendom med en fikseret ejendomsskyld til staten på 270 kr. og en

fikseringsværdi på 60 000 kr. deles i to ejendomme. Ved den seneste vurdering

af den samlede ejendom udgjorde forskelsværdien 120 000 kr., der vedrørte de

to ældre beboelseshuse, der nu deles. Ved udstykningsvurderingen ansætter

vurderingsmyndighederne, at forskelsværdien ved den seneste vurdering af den

samlede ejendom fordeler sig med 80 000 kr. på den ene bygning og 40 000 kr.

på den anden. Den fikserede ejendomsskyld til staten fordeles herefter i

samme forhold, d.v.s. med 180 kr. på ejendommen med førstnævnte bygning på 90

kr. på den anden ejendom. På tilsvarende måde fordeles fikseringsværdien med

40 000 kr. på førstnævnte og 20 000 kr. på sidstnævnte ejendom.

EKSEMPEL 2

På en ejendom med en ældre beboelsesbygning med 4 lejligheder samt med en

fikseret ejendomsskyld til staten på 513 kr. og en fikseringsværdi på 114 000

kr. opføres en ny fabriksbygning. Ved den vurdering, der følger efter

fabriksbygningens opførelse, udgør ejendommens forskelsværdi 500 000 kr. Kort

efter deles ejendommen således, at beboelsesbygning og fabriksbygning

adskilles. Ved udstykningsvurderingen ansætter vurderingsmyndighederne, at

forskelsværdien ved den seneste vurdering, 500 000 kr., fordelte sig med 150

000 kr. på den ældre beboelsesbygning på 350 000 kr. på fabriksbygningen. Den

fikserede ejendomsskyld til staten og fikseringsværdien til kommunen vil

herefter være at fordele i samme forhold, d. v. s. med 153 kr. 90 øre i

statsejendomsskyld og 34 200 kr. i fikseringsværdi til beboelsesejendommen og

med 359 kr. 10 øre i statsejendomsskyld og 79 800 kr. i fikseringsværdi til

fabriksejendommen.

I de under 1-4 nævnte tilfælde foretages reguleringerne af

fikseringsværdien således i takt med reguleringerne af ejendomsskyld til

staten. I langt de fleste tilfælde vil der derfor ikke blive tale om, at

spørgsmålet om regulering af fiskeringsværdien opstår isoleret.

For ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til staten, vil der ikke

være nogen aktuel interesse i en regulering af den fikserede

statsejendomsskyld. Det samme gælder fikseringsværdien for ejendomme, der er

fritaget for ejendomsskyld til kommunen. Såfremt fritagelsen for en sådan

ejendom senere ophører, vil det imidlertid være af betydning, at der er

foretaget de reguleringer af statsejendomsskylden og fikseringsværdien, som

ændringerne i forskelsværdien har givet anledning til. Det er derfor

nødvendigt, at reguleringer også foretages for de fritagne ejendomme.

I kommuner, hvor det faste fradrag i forskelsværdien ved ejendomsskyldens

beregning i skatteåret 1956-57 var lavere end 21 000 kr., vil der kunne være

ejendomme, for hvilke der ikke er fikseret ejendomsskyld til staten, men for

hvilke der findes en fikseringsværdi. For sådanne ejendomme skal

fikseringsværdien reguleres (nedsættes eller fordeles på udstykkede

ejendomme) i de tilfælde, hvor den fikserede statsejendomsskyld ifølge

statsejendomsskattelovens §§ 75, 76 eller 78 skulle have været reguleret. I

de tilfælde, hvor finansministeren i henhold til statsejendomsskattelovens §

77 efter ansøgning bevillingsmæssigt kunne nedsætte den fikserede

ejendomsskyld til staten, vil kommunalbestyrelsen ud fra en analogi af den

nævnte bestemmelse efter ansøgning kunne foretage en bevillingsmæssig

nedsættelse af fikseringsværdien for ejendomme, for hvilke der ikke findes en

fikseret ejendomsskyld til staten.

2. Ejendomsskyldpromillen.

På grundlag af den under 1.b. nævnte fikseringsværdi opkræves i København

og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og Marstal

handelsplads ejendomsskyld til kommunen i skatteårene 1961-62 - 1964-65 med

den promille, hvormed den fikserede ordinære og den ekstraordinære

ejendomsskyld tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, d.v.s. med den

for skatteåret 1956-57 i kommunen gældende ordinære ejendomsskyldpromille og

tillægsejendomsskyldpromille samt den for skatteåret 1960-61 gældende

ekstraordinære ejendomsskyldpromille. Promillen er således i de nævnte

skatteår i Københavns kommune 22,25, i Frederiksberg kommune 23 og i langt de

fleste købstadkommuner og flækker 21,5-23. I Marstal handelsplads er

promillen 4,5.

Ejendomsskylden for skatteårene 1961-62 1964-65 opkræves dog ikke i alle

tilfælde med promiller af denne størrelse. Ved lovens § 21, stk. 3,

opretholdes de i BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN indeholdte regler om fritagelse for

kommunal ejendomsskyld af nyere beboelsesejendomme m.v. samt reglerne om

opkrævning af ejendomsskyld med lavere promiller af visse ejendomme i § 5,

stk. 3, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. § 1, stk. 2, ilov nr. 166 af

24. maj 1955, samt § 5 i lov nr. 357 af 27. december 1958.

Ifølge § 1, STK. 2, I LOV AF 24, MAJ 1955 OM FORØGELSE AF DEN KOMMUNALE

EJENDOMSBESKATNING I KØBSTÆDER M.V. skulle den ved loven i købstederne og de

sønderjyske flækker (men ikke i København, Frederiksberg og Marstal) indførte

TILLÆGSEJENDOMSSKYLD (indtil 4,5 promille af den afgiftspligtige

forskelsværdi) opkræves af visse ejendomme fritaget i henhold til

byggestøttelovgivningen. For ejendomme,for hvilke fritagelsen regnes fra et

tidspunkt, der ligger før den 1. april 1947, skulle tillægsejendomsskylden

opkræves med den fulde promille. For ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes

fra et tidspunkt, der ligger inden for tidsrummet 1. april 1947 - 31. marts

1950, skulle tillægsejendomsskyld - så længe fritagelsen i henhold til

byggestøttelovgivningen var gældende - opkræves med 2/3 af tillægspromillen

af den del af ejendommens forskelsværdi, der vedrørte den fritagne del af

ejendommen. D.v.s., at tillægsejendomsskyld skulle opkræves med den fulde

promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på

årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved en tidligere

vurdering, og med 2/3 promille af ejendomme, der første gang er opført med

fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. oktober 1946, 1947

eller 1948. Disse særregler blev opretholdt ved fikseringen af den kommunale

ejendomsskyld i bykommunerne, jfr. § 5, stk. 3. i lov nr. 31 af 15. februar

1957.

For den EKSTRAORDINÆRE EJENDOMSSKYLD til kommunen blev der indført

tilsvarende regler ved § 5 I LOVEN AF 27. DECEMBER 1958. Efter disse

bestemmelser, der også omfattede København og Frederiksberg (men ikke

Marstal), skulle den ekstraordinære ejendomsskyld fra og med skatteåret

1960-61 opkræves med 14 promille af ejendomme, der første gang er opført med

fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved

en tidligere vurdering, og - så længe fritagelsen i henhold til

byggestøttelovgivningen var gældende - med 8 promille af ejendomme, der

første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne

pr. 1. oktober 1946, 1947 eller 1948.

I byerne opkræves ejendomsskyld til kommunen således med 3 forskellige

promiller.

1) Den fulde promille af alle ikke-fritagne ejendomme.

2) Den del af promillen, der svarer til den fulde tillægspromille og den

fulde ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold

til byggestøttlovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger før 1. april

1947.

3) Den del af promillen, der svarer til 2/3 af tillægspromillen og 4/7 af

den ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold

til byggestøttelovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for

tidsrummet 1. april 1947-31. marts 1950.

EKSEMPER 1:

I en købstadskommune, hvor den ordinære ejendomsskyldpromille i skatteåret

1956-57 var 4,5, opkræves ejendomsskyld herefter med følgende promiller:

-------------------------------------------------------------------

Promiller efter tidligere De gæl-

regler dende pro-

------------------------- miller

Ordinær Tillægs- Ekstraor- (I alt

Promille promille dinær kol. 1-3)

1956-57 promille

--------------------------------------------------------------------

(1) (2) (3) (4)

a. For de under 1)

nævnte ejendomme.... 4,5 4,5 14,0 23,0

b. For de under 2)

nævnte ejendomme.... 0 4,5 14,0 18,5

c. For de under 3)

nævnte ejendomme.... 0 3,0 8,0 11,0

--------------------------------------------------------------------

For ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til kommunen,

svares ejendomsskyld af den ikke-fritagne del af fikseringsværdien med den

fulde promille (i eksempel 1: 23 promille). Regnes fritagelse for en ejendom

i henhold til byggestøttelovgivningen fra forskellige tidspunkter for de

enkelte dele af ejendommen, beregnes ejendomsskylden af den til hver del

svarende fikseringsværdi med den promille, der i henhold til ovenstående

svarer til det tidspunkt, fra hvilket fritagelsen regnes.

EKSEMPEL 2:

En ejendom i den i eksempel 1 nævnte købstad består af a) en ældre bygning

opført uden fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen, b) en

beboelsesbygning, for hvilken fritagelse i henhold til

byggestøttelovgivningen regnes fra 1. april 1946, c) en beboelsesbygning, for

hvilken fritagelsen regnes fra 1. april 1948, samt d) en tilbygning, for

hvilken der er bevilget fritagelse fra 1. april 1955 at regne.

Af den del af fikseringsværdien, der vedrører de enkelte dele af

ejendommen, beregnes ejendomsskylden med følgende promiller:

Den under a) nævnte bygning .... 23,0 promille

- - b) - - .... 18,5 -

- - c) - - .... 11,0 -

- - d) - tilbygning ... 0 -

De særlige promiller for ejendomme fritages i henhold til

byggestøttelovgivningen skal anvendes, så længe fritagelsen i henhold til

byggestøttelovgivningen er gældende. Når denne fritagelse udløber, opkræves

ejendomsskyld med promillen for ikke-fritagne ejendomme.

De i det foregående omtalte promiller gælder for skatteårene 1961-62 -

1964-65. Fra og med det efter den almindelige vurdering pr. 1. september 1964

og hver senere almindelige vurdering følgende skatteår nedsættes

ejendomsskyldpromillen med 1/7 af den for skatteåret 1961-62 gældende

promille, jfr. lovens § 10, stk. 2. Promillen nedsættes herefter første gang

fra og med skatteåret 1965-66 og bortfalder helt fra og med udgangen af

skatteåret 1988-89.

EKSEMPEL 3:

I den i eksempel 1 nævnte købstadkommune vil der til og med skatteåret

1988-89 være følgende promiller:

For ikke- For de un- For de un-

fritagne der b) der c)

ejendomme nævnte nævnte

a) ejendomme ejendomme

1961-62 - 1964-65.. 23,00 18,50 11,00

1965-66 - 1968-69.. 19,71 15,86 9,43

1969-70 - 1972-73.. 16,43 - 7,86

1973-74 - 1976-77.. 13,14 - -

1977-78 - 1980-81.. 9,86 - -

1981-82 - 1984-85.. 6,57 - -

1985-86 - 1988-89.. 3,29 - -

De i de to sidste kolonner nævnte promiller skal kun anvendes, så længe

fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen består. Når fritagelsen

ophører, skal ejendomsskylden opkræves med de i kolonne 1 nævnte promiller.

Der er derfor ikke medtaget promiller for tiden efter 1. april 1969 for

ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes fra tiden før 1. april 1947, og ej

heller promiller for tiden efter 1. april 1972 for ejendomme, for hvilke

fritagelsen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for perioden 1. april

1947-31. marts 1950.

3.SÆRREGEL FOR VISSE SMÅEJENDOMME.

Ifølge § 10, stk. 1, 2. punktum, skal der ikke svares kommunal

ejendomsskyld af ejendomme med en fikseringsværdi på under 7 150 kr.

Det er kun i tilfælde, hvor ejendommens samlede fikseringsværdi er mindre

end 7 150 kr., at undtagelsesreglen i § 10, stk. 1, 2. punktum, finder

anvendelse. For ejendomme, der er delvis fritaget for ejendomsskyld, skal der

svares ejendomsskyld af den ikke.fritagne del af fikseringsværdien, selv om

denne del af fikseringsværdien er mindre end 7 150 kr.

Fikseringsværdier på under 7 150 kr. kan dog ikke uden videre betragtes

som bortfaldet; dersom en ejendom med en fikseringsværdi på under 7 150 kr.

sammenlægges med en anden ejendom, skal de to ejendommes fikseringsværdier

sammenlægges, og der skal svares kommunal ejendomsskyld af den samlede

fikseringsværdi, såfremt den overstiger 7 150 kr.

II SOGNEKOMMUNERNE.

A. GRUNDSKYLD.

I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og andre omegnskommuner)

opkræves grundskyld til kommunen af grundværdien efter fradrag for

forbedringer, d.v.s. den afgiftspligtige grundværdi, således som den er

fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. lovens § 1, stk. 2,

sammenholdt med afsnit I. C. og D. i lov om vurdering og beskatning til

staten af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

I sognekommunerne kan grundskyldpromillen ikke udgøre mere end 40 eller

mindre end 10, jfr. lovens § 3, stk. 1, 2. punktum, og § 4, stk. 4, 2.

punktum. I lovens § 34 er der dog fastsat visse overgangsregler for kommuner,

i hvilke den kommunale grundskyld i skatteåret 1960-61 blev opkrævet med en

promille på 50 eller derover. I disse kommuner kunne grundskyldpromillen

forskatteåret 1961-62 udgøre mere end 40, jfr.cirkulære af 20. februar 1961,

afsnit III.B.1. og 2.c. Såfremt den kommunale grundskyld i en sådan kommune

for skatteåret 1961-62 opkræves med en promille på over 40, skal promillen i

hvert af de følgende skatteår nedsættes med mindst 2, indtil promillen er 40.

1. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTETSE I VISSE STØRRE

SOGNEKOMMUNER.

I de københavnske omegnskommuner, der er opregnet i bestemmelsen i § 34.

stk. 3, i lov om købstadkommunernes styrelse som ændret ved lov nr. 181 af

20. maj 1952, samt i andre sognekommuner, der efter den senest

offentliggjorte almindelige folketælling have mindst een bymæssig bebyggelse

med over 3 000 indbyggere, KAN kommunalbestyrelsen med amtsrådets samtykke

beslutte, at grundskyldpromillen fastsættes af kommunalbestyrelsen efter

samme regler som i bykommunerne, jfr. lovens § 3.

Følgende københavnske omegnskommuner er omfattet af denne bestemmelse:

Ballerup- Måløv. Birkerød. Brøndbyvester-Brøndbyøster. Dragør. Farum.

Gentofte. Gladsaxe. Glostrup. Herlev. Herstedøster-Herstedvester. Hvidovre.

Høje-Tåstrup. Hørsholm. Lyngby-Tårbæk. Rødovre. Store Magleby. Søllerød.

Tårnby. Vallensbæk. Værløse.

Ifølge den senest offentliggjorte almindelige folketælling i 1960 havde

følgende andre sognekommuner mindst een bymæssig bebyggelse med over 3 000

indbyggere: Asminderød-Grønholt. Bjerringbro. Brabrand-Årslev. Brande. Dalum.

Fredensborg slotssogn. Grindsted. Guldager. Hadsund. Haslev-Freerslev.

Hasle-Skejby-Lisbjerg. Hasseris. Herlufsholm. Holme-Tranbjerg. Horne-Asdal.

Ikast. Kristrup. Lillerød. Odder. Sundby-Hvorup. Tikøb. Torup. Vejen.

Vejlby-Riiskov. Viby (ved Århus). Vojens. Vorup. Åby. Års.

I sognekommuner, der ikke er medtaget i ovenstående fortegnelse, vil

beslutning i henhold til § 3, stk. 1, først kunne træffes i det kalenderår,

hvor den folketælling, ved hvilken indbyggertallet i een bymæssig bebyggelse

i kommunen første gang er opgjort til 3 000 eller mere, offentliggøres.

Beslutningen om at overgå til fast grundskyldpromille træffes af

kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum.

Beslutningen skal træffes så tidligt, at amtsrådets samtykke kan foreligge

inden den 31. december forud for det skatteår, for hvilket beslutningen skal

have virkning, jfr. § 3, stk. 2.

Beslutningen om grundskyldpromillens størrelse træffes af

kommunalbestyrelsen ligeledes ved 2 behandlinger med mindst 14 dages

mellemrum, men denne beslutning, der skal være truffet inden den 31. marts,

skal ikke godkendes af amtsrådet, jfr. § 3, stk. 1, sammenholdt med § 2, stk.

2.

Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af

kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen

fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra

inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de

kommende skatteår.

2. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTELSE I DE ØVRIGE

SOGNEKOMMUNER (LIGNINGSFORHOLD).

I kommuner, som ikke overgår til anvendelse af fast grundskyldpromille,

sker udskrivningen af grundskyld og dermed fastsættelse af

grundskyldpromillens størrelse på grundlag af et for kommunen fastsat

ligningsforhold, jfr. lovens § 4.

A. LIGNINGSFORHOLDETS INDHOLD; GRÆNSERNE FOR GRUNDSKYLDPROMILLENS

STØRRELSE.

Ligningsforholdet angiver, hvorledes kommunens udskrivning skal fordeles

på grundskyld og indkomstskat. Forinden ligningsforholdet bringes til

anvendelse, skal kommunens udgifter og øvrige indtægter for det kommende

regnskabsår være budgetteret. Når der fra de i overslaget for det kommende

regnskabsår opførte udgifter trækkes de i overslaget opførte øvrige

indtægter, fremkommer det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og

indkomstskat, og som skal fordeles efter ligningsforholdet. Udgør dette

restbeløb i en kommune f.eks. 750 000 kr., og er ligningsforholdet fastsat

således, at 30 pct. udskrives som grundskyld, og 70 pct. udskrives som

indkomstskat, skal der udskrives 225 000 kr. i grundskyld og 525 000 kr. i

indkomstskat.

Dersom det beløb, der efter overslaget skal udskrives som grundskyld,

overstiger 40 promille af de afgiftspligtige grundværdier i kommunen, skal

grundskyld dog kun udskrives med 40 promille, jfr. den tidligere omtalte

bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2. punktum.

Dette gælder dog ikke i de kommuner, hvor grundskyldpromillen i det

foregående skatteår i overensstemmelse med overgangsbestemmelsen i lovens §

34 er fastsat til mere end 42. Dersom det beløb, der ifølge overslaget og det

for en sådan kommune gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld,

udgør en promille af grundværdierne i kommunen, der er mindst 2 lavere end

grundskyldpromillen i det foregående skatteår, skal sognerådet ikke nedsætte

den således fremkomne grundskyldpromille. Udgør det beløb, der i en sådan

kommune skal udskrives som grundskyld, derimod ikke en promille af

grundværdierne, der er mindst 2 lavere end grundskyldpromillen i det

foregående skatteår, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes således, at

grundskyld udskrives med en promille, der er mindst 2 lavere end

grundskyldpromillen for det foregående år.

I de kommuner, hvor det beløb, der efter overslaget og det for kommunen

gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld, skal nedsættes til 40

promille - eller i en overgangsperiode til en noget højere promille - af

grundværdierne i kommunen, skal der foretages en tilsvarende forhøjelse af

udskrivningen af indkomstskat. Udgør det beløb på 225 000 kr., der i

eksemplet ovenfor skal udskrives som grundskyld, f.eks. 45 promille af

grundværdierne i kommunen, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes til 40

promille af grundværdierne, d.v.s. til 200 000 kr., dersom

grundskyldpromillen i kommunen i det foregående år var 42 eller derunder. Det

beløb på 525 000 kr., der i eksemplet skulle udskrives som indkomstskat, skal

herefter forhøjes med det beløb på 25 000 kr., hvormed grundskylden er

nedsat, til 550 000 kr.

På tilsvarende måde skal udskrivningen af grundskyld forhøjes, såfremt det

beløb, der efter overslaget og det for kommunen gældende ligningsforhold skal

udskrives som grundskyld, udgør mindre end 10 promille af grundværdierne i

kommunen, jfr. den tidligere omtalte bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2.

punktum. Der skal i så fald foretages en tilsvarende nedsættelse af det

beløb, der skal udskrives som indkomstskat. Udgør det beløb, der ifølge

overslaget og det gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld i en

kommune, f. eks. 45 000 kr., kun 9 promille af de samlede grundværdier i

kommunen, skal udskrivningen af grundskyld forhøjes til 10 promille af

grundværdierne, d.v.s. til 50 000 kr., og udskrivningen af indkomstskat skal

nedsættes med 5 000 kr. B. LIGNINGSFORHOLDETS FASTSÆTTELSE.

Ligningsforholdet fastsættes som gældende indtil videre eller for et

bestemt åremål eller for et enkelt skatteår. Er ligningsforholdet fastsat for

et bestemt åremål, kan det dog ændres inden periodens udløb med virkning for

det eller de kommende skatteår.

Ligningsforholdet fastsættes af AMTSRÅDET efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen, jfr. lovens § 4, skr. 1, 1. punktum. For at have

gyldighed for det kommende skatteår skal ligningsforholdet fastsættes af

amtsrådet inden den 31. december, jfr. § 4, stk. 1, 2. punktum. En ændring af

ligningsforholdet forudsætter, at der foreligger en indstilling fra

KOMMUNALBESTYRELSEN. Det kræves ikke, at indstillingen skal være vedtaget af

et flertal af de i det pågældende møde deltagende

kommunalbestyrelsesmedlemmer. To eller flere standpunkter, af hvilke intet

har kunnet opnå flertal, vil kunne danne grundlag for amtsrådets fastsættelse

af ligningsforholdet, men det bør over for amtsrådets oplyses, hvorledes de

afgivne stemmer har fordelt sig på de forskellige forslag, og dette gælder

også i tilfælde, hvor der foruden en flertalsindstilling foreligger en eller

flere mindretalsindstillinger. Er der ikke fastsat noget ligningsforhold for

et kommende skatteår, idet det for det løbende skatteår gældende

ligningsforhold kun er fastsat som gældende for eller til og med dette

skatteår, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at fremkomme med indstilling

om nyt ligningsforhold. Den omstændighed, at der tidligere er fastsat et

ligningsforhold for et kommende skatteår, afskærer ikke amtsrådet fra at tage

spørgsmålet om at ændre ligningsforholdet op til behandling, men amtsrådet må

da, såfremt der ikke foreligger nogen indstilling, selv fremkalde en sådan

ved at udbede sig en udtalelse fra kommunalbestyrelsen.

Amtsrådet er ikke forpligtet til at følge kommunalbestyrelsens indstilling

vedrørende ligningsforholdet, men ifølge lovens § 4, stk. 2, kan amtsrådets

afgørelse af kommunalbestyrelsen indbringes for et af indenrigsministeriet

nedsat ANKENÆVN (adresse: indenrigsministeriet). Anken - der således kun kan

foretages efter at have været forhandlet og vedtaget af kommunalbestyrelsen -

skal være nævnet i hænde senest 15. januar. Afgørelsen kan kun indankes,

såfremt der foreligger en i det pågældende kommunalbestyrelsesmøde med

almindeligt flertal truffet beslutning herom, og det vil yderligere være en

forudsætning, at amtsrådet ikke har fulgt en indstilling, der var vedtaget af

kommunalbestyrelsen med over halvdelen af stemmerne i det møde, i hvilket

indstilling om ligningsforholdets fastsættelse blev behandlet.

Ankenævnets fastsættelse af ligningsforholdet er endelig. B.

EJENDOMSSKYLD.

I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og de øvrige københavnske

omegnskommuner) er ejendomsskylden fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på

grundlag af de afgiftspligtige værdier (fikseringsværdierne) og

ejendomsskyldpromillerne i skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 12-15.

1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.

Den værdi, på grundlag af hvilken den sognekommunale ejendomsskyld for den

enkelte ejendom beregnes (FIKSERINGSVÆRDIEN), er ejendommens skattepligtige

forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør

fikseringsværdien således normalt forskelsværdien (d.v.s. ejendomsværdien -

grundværdi) ved den seneste almindelige vurdering eller årsomvurdering forud

for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 efter fradrag af et af

kommunalbestyrelsen inden for visse grænser fastsat ensartet fradragsbeløb

pr. ejendom og af et beløb pr. lejlighed ud over een på 3 000 kr. Det

ensartede fradrag kunne i sognekommuner, i hvilke der efter det statistiske

departements opgørelse ved folketællingen den 1. oktober 1955 fandtes mindst

een bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere, fastsættes til mindst 20

000 kr. og højst 35 000 kr., medens fradraget i de øvrige sognekommuner kunne

fastsættes til mindst 14 000 kr. og højst 20 000 kr.

Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien

(ansættelse ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en

senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1.

september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision,

skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 13, stk. 3. Dette

gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens

ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien

skal således forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien

forhøjes eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien

og/eller ejendomsværdien.

Ud over reguleringen som følge af ændringer i ansættelsen kan der

foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i kommuner, der

for perioden 1. april 1959 - 31. marts 1963 havde fastsat det ensartede

fradrag lavere end det maksimale fradrag, og endvidere kan

fikseringsværdierne for de enkelte ejendomme i visse tilfælde reguleres som

følge af senere begivenheder. Under a-c er der nærmere redegjort for lovens

regler om regulering af fikseringsværdien.

A. I kommuner, hvor det af sognerådet for perioden 1. april 1959 - 31.

marts 1963 fastsatte ensartede fradrag pr. ejendom var mindre end det

maksimale fradrag (35 000 kr. eller 20 000 kr., jfr. ovenfor), kan SOGNERÅDET

NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIERNE FOR ALLE EJENDOMME med et beløb, der højst kan

udgøre forskellen mellem det maksimale fradrag og det af sognerådet fastsatte

fradragsbeløb, jfr. lovens § 13, stk. 4. Er fikseringsværdierne tidligere kun

nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og med et senere

skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den samlede

nedsættelse udgør hele eller en del af forskellen mellem det maksimale og det

tidligere anvendte fradragsbeløb. Den samlede nedsættelse må ikke overstige

det nævnte forskelsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje

fikseringsværdierne, selv om forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til

fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.

B. Bliver FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering

eller en senere vurdering MINDRE END 5 PCT. AF GRUNDVÆRDIEN, NEDSÆTTES

FIKSERINGSVÆRDIEN ENDELIGT TIL 0, jfr. lovens § 14, stk. 1.

C. Ifølge lovens § 14, stk. 2, SKAL FIKSERINGSVÆRDIEN NEDSÆTTES, dersom

FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering eller en senere

vurdering GÅR NED i forhold til forskelsværdien ved den senest forudgående

vurdering uden at være blevet mindre end 5 pct. af grundværdien, og nedgangen

i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller at

arealet er steget i værdi. Nedsættelsen af fikseringsværdien er endelig og

foretages med det beløb, hvormed forskelsværdien er gået ned.

Bestemmelsens anvendelse kan belyses med følgende eksempler:

EKSEMPEL 1. (Ejendommens areal formindskes):

Ejendommen havde ved den seneste vurdering forud for 12. almindelige

vurdering en ejendomsværdi på 100 000 kr. og en grundværdi på 25 000 kr.;

forskelsværdien udgjorde således 75 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 100 000

kr. - grundværdi 25 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 55 000 kr.). Efter

at et areal er udskilt (og ejendommens gygninger derefter ikke kan udnyttes

på samme måde som hidtil eller er blevet mindre egnede til deres formål),

nedsættes ejendomsværdien ved 12. almindelige vurdering til 70 000 kr. og

grundværdien til 15 000 kr. Forskelsværdien er således nedsat fra 75 000 kr.

til 55 000 kr. eller med 20 000 kr. Fikseringsværdien nedsættes med samme

beløb eller til 35 000 kr.

EKSEMPEL 2. (Arealet stiger i værdi):

Ejendommen havde ved seneste vurdering forud for 12. almindelige vurdering

en ejendomsværdi på 175 000 kr. og en grundværdi på 20 000 kr.;

forskelsværdien udgjorde således 155 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 175 000

kr. - grundværdi 20 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 135 000 kr). På

grund af ændrede udnyttelsesmuligheder for grunden stiger grundværdien ved

12. almindelige vurdering med et større beløb end ejendomsværdien, således at

grundværdien f.eks. nu udgør 75 000 kr., medens ejendomsværdien kun er steget

til 200 000 kr. Forskelsværdien er således gået ned fra 155 000 kr. til 125

000 kr. eller med 30 000 kr., og fikseringsværdien skal herefter nedsættes

med samme beløb eller til 105 000 kr.

Det er vurderingsmyndighederne, der på foranledning af kommunalbestyrelsen

skal tage stilling til, om nedgangen i forskelsværdien i det væsentlige er

sket af de nævnte grunde, og det påhviler kommunalbestyrelsen af egen drift -

uden ansøgning fra ejendommens ejer - at rette henvendelse herom til

vurderingsmyndighederne samt at regulere fikseringsværdien i overensstemmelse

med vurderingsmyndighedernes afgørelse. For ejendomme, der svarer fikseret

ejendomsskyld til staten, skal der foretaget en tilsvarende regulering af

statsejendomsskylden. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at

kommunalbestyrelsen træffer aftale med vurderingsrådet om, at vurderingsrådet

samtidig med, at det afgiver oplysninger vedrørende sådanne nedsættelser i

forskelsværdien til amtstuen, giver kommunalbestyrelsen meddelelse herom.

D. I henhold til lovens § 14, stk. 3, kan KOMMUNALBESTYRELSEN EFTER

ANSØGNING NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIEN, såfremt forskelsværdien for en ejendom

i øvrigt ved 12. almindelige eller en senere vurdering af særlige grunde går

ned, og nedgangen ikke er af forbigående karakter. Med hensyn til de særlige

grunde, der kan motivere en bevillingsmæssig nedsættelse, henviser § 14, stk.

3, 2. punktum i den tilsvarende bestemmelse i § 77 i

statsejendomsskatteloven. I denne bestemmelse nævnes som eksempler: væsentlig

nedgang af bygningernes værdi

1) som følge af offentlige foranstaltninger eller

2) som følge af, at forudsætningerne for den i ejendommen drevne

virksomhed er faldet bort, samt

3) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af

brand, storm, svampeangreb og lignende begivenheder.

Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive underrettet om de

nedsættelser af den fikserede ejendomsskyld til staten, det tilstås i henhold

til bestemmelsen i § 77 i statsejendomme i de pågældende kommuner. For

ejendomme, der svarer fikseret ejendomsskyld til staten, vil det være

naturligt, at kommunalbestyrelserne med hensyn til nedsættelse af

fikseringsværdien følger de af finansministeren trufne afgørelser vedrørende

nedsættelse af ejendomsskylden til staten. (D.v.s., at i tilfælde, hvor

ejendomsskylden til staten nedsættes delvis, omregnes nedsættelsen i

ejendomsskylden til nedsættelse i fikseringsværdien ved at multiplicere

vedsættelsen i ejendomsskylden med 1000 og dividere resultatet med 4,5. Er

der tale om, at ejendomsskylden til staten falder helt væk, kan

fikseringsværdien kun nedsættes til 0, dersom det beløb, hvormed

forskelsværdien er gået ned, er lig med eller større end fikseringsværdien).

Såfremt kommunalbestyrelsen følger finansministerens afgørelser, vil der

alene i tilfælde, hvor en ejendom ikke svarer ejendomsskyld til staten, blive

tale om, at der af kommunalbestyrelsen skal foretages en selvstændig

undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt nedsættelse af fikseringsværdien bør

tilstås.

E Ved UDSTYKNING skal der foretages en fordeling af fikseringsværdien,

dersom der på det udstykkede areal findes bygninger eller andre til

forskelsværdien hørende bestanddele, jfr. lovens § 15, stk. 1, der ganske

svarer til bestemmelsen vedrørende fordeling af den fikserede ejendomsskyld

til staten i § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven. Vurderingsrådet skal i

forbindelse med udstykningen foretage en særskilt ansættelse af de beløb,

hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst foretagne

vurdering af den samlede ejendom. Fikseringsværdien vil herefter være at

fordele mellen lodderne i samme forhold. Det er uden betydning for

fordelingen, om de bygninger m.v., der indgår i forskelsværdien ved den

seneste før udstykningen stedfundne vurdering og dermed danner grundlag for

fikseringsværdiens fordeling, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1960-61

og dermed danner grundlag for selve fikseringsværdien. Det vil således kunne

forekomme, at der ved en udstykning fordeles fikseringsværdi til en udstykket

lod med en bygning, der er opført efter ejendomsskyldens fiksering.

Der er i lovens § 15, stk. 2-4, givet en TIDSBEGRÆNSET ADGANG til i

tilfælde af UDSTYKNING AF BEBOELSESEJENDOMME at begære FIKSERINGSVÆRDIEN

NEDSAT til det beløb, den ville have udgjort, såfremt udstykningen var sket

forud for skatteåret 1960-61. Begæring om sådan nedsættelse skal være fremsat

over for kommunalbestyrelsen INDEN UDGANGEN AF 1962. En tilsvarende adgang

til nedsættelse af den fikserede ejendomsskyld til staten findes i § 78, stk.

2-4, i statsejendomsskatteloven, men fristen for indgivelse af begæring herom

er udløbet med udgangen af året 1960. Det er en betingelse for sådan

nedsættelse, at der på det udstykkede areal findes en bygning, der helt eller

delvis anvendes til beboelse, og som ved den vurdering, der ligger til grund

for fikseringsværdien, var vurderet sammen med anden bebyggelse.

EKSEMPEL 1:

På en ejendom fandtes ved 11. almindelige vurdering et beboelseshus med 2

lejligheder og en mindre fabriksbygning. Ved 11. almindelige vurdering var

ejendomsværdien ansat til 150 000 kr. og grundværdien til 10 000 kr.

Forskelsværdien udgjorde således 140 000 kr., og forudsættes det, at det

faste fradrag i kommunen i skatteåret 1960-61 var 20 000 kr., udgjorde den

skattepligtige forskelsværdi (fikseringsværdien) 117 000 kr. (140 000 kr. -

20 000 kr. i fast fradrag og - 3 000 kr. i lejlighedsfradrag). Ved 12.

almindelige vurdering er ejendomsværdien ansat til 175 000 kr. og

grundværdien til 15 000 kr.

I 1961 udskilles beboelsesejendommen. I forbindelse med

udstykningsvurderingen fordeler vurderingsrådet i medfør af lovens § 15, stk.

1, forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering på de to ejendomme med 45

000 kr. på beboelseshuset og 115 000 kr. på fabrikken. Fikseringsværdien vil

være at fordele i samme forhold, d.v.s. med 32 906 kr. 25 øre på

beboelsesejendommen og 84 093 kr. 75 øre på fabriksejendommen.

Hvis ejeren fremsætter begæring om nedsættelse af fikseringsværdien i

henhold til § 15, stk. 2-4, skal vurderingsrådet ligeledes anmodes om at

fordele forskelsværdien ved »fikseringsvurderingen« (i dette

tilfælde 11. almindelige vurdering). I eksemplet er denne forskelsværdi

fordelt med 40 000 kr. på beboelsesejendommen og 100 000 kr. på

fabriksejendommen. Fikseringsværdien for beboelsesejendommen vil herefter

være at nedsætte til det beløb, som fikseringsværdien ville have andraget,

hvis beboelsesejendommen havde været selvstændigt vurderet ved 11.

almindelige vurdering, 17 000 kr. (40 000 kr. - det faste fradrag på 20 000

kr. og - eet lejlighedsfradrag på 3 000 kr.). Der kan derimod ikke foretages

nogen nedsættelse (eller forhøjelse) af den fikseringsværdi, der er overført

til fabriksejendommen.

EKSEMPEL 2:

Dersom der i det i eksempel 1 nævnte tilfælde umiddelbart forud for 12.

almindelige vurdering var foretaget en betydelig udvidelse af

fabriksbygningen, således at ejendommens samlede forskelsværdi ved denne

vurdering var ansat til 250 000 kr., hvoraf 45 000 kr. i forbindelse med

udstykningsvurderingen er henført til beboelsesbygningen og 205 000 kr. til

fabriksbygningen, skulle fikseringsværdien fordeles i dette forhold, d.v.s.

med 21 060 kr. på beboelsesbygningen og 95 940 kr. på fabriksbygningen.

Såfremt der fremsættes begæring herom inden udgangen af 1962, skal

fikseringsværdien for beboelsesbygningen nedsættes til samme beløb som i

eksempel 1, d.v.s. til 17 000 kr. Derimod kan der ikke foretages ændringer i

den til fabriksbygningen overførte del af fikseringsværdien.

Selv om der for ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til kommunen,

ikke måtte være nogen aktuel interesse i at få foretaget reguleringer i

fikseringsværdien, vil det have betydning, dersom fritagelsen ophører, at de

reguleringer, ejendommen i den mellemliggende tid har haft krav på, er blevet

foretaget. Det er derfor nødvendigt, at nedsættelse som følge af ændringer i

forskelsværdien eller fordelinger som følge af udstykning også foretages for

fritagne ejendomme.

2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.

På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves

ejendomsskylden i sognekommunerne med den for skatteåret 1960-61 i kommunen

gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens § 12, stk. 1. Kommunalbestyrelsen

har ikke hjemmel til på egen hånd at ændre denne promille, men ifølge § 12,

stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af den for skatteåret

1960-61 gældende promille efter hver almindelig vurdering, første gang efter

13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med skatteåret 1956-66.

Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og med udgangen af

skatteåret 1988-89. Det henstilles at foretage afrundinger ved aftrapningen

af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med promiller, der højst

har to decimaler.

III. AMTSKOMMUNERNE.

Ifølge lov nr. 33 af 18. februar 1961 om den amtskommunale beskatning

udskriver amtsrådene det beløb, der efter fradrag af indtægten ved fikseret

ejendomsskyld ifølge amtskommunernes overslag årligt skal tilvejebringes, med

halvdelen som grundskyld, dog højst 14 promille af grundværdierne i

amtsrådskredsen, og med den resterende del på de kommuner, hvori der svares

ejendomsskat til amtskommunen.

A. UDSKRIVNING PÅ KOMMUNERNE.

Det beløb, der af amtsrådet skal pålignes sognekommunerne, udgør således

mindst halvdelen af det beløb, der efter fradrag af indtægterne ved

ejendomsskyld ifølge overslaget skal tilvejebringes ved udskrivning. Udgør

halvdelen af det nævnte beløb 14 promille eller derunder af de

afgiftspligtige grundværdier, skal udskrivningen på kommunerne udgøre den

anden halvdel af beløbet. Overstiger halvdelen af det beløb, der ifølge

overslaget skal udskrives på grundværdierne og kommunerne, 14 promille af de

afgiftspligtige grundværdier, skal kommunerne pålignes differencer mellem det

samlede beløb og 14 promille af de afgiftspligtige grundværdier.

Bidraget til amtskommunen pålignes de kommuner, hvori der svares

ejendomsskat til amtskommunen, d.v.s. amtsrådskredsens sognekommuner samt for

Svendborg amtskommunes vedkommende tillige Marstal handelsplads.

Bidraget til amtskommunen fordeles på kommunerne med halvdelen i forhold

til summen af de skattepligtige indkomster i det foregående skatteår og

halvdelen i forhold til summen af de afgiftspligtige grundværdier i

kommunerne i det foregående skatteår. På grundlag af de fra kommunerne gennem

amterne modtagne indberetninger vedrørende skatteudskrivningen udarbejdes der

ved indenrigsministeriets foranstaltning fortegnelse over

fordelingsgrundlaget for hver amtsrådskreds, og fortegnelserne udsendes til

amtsrådene omkring 1. januar forud for det pågældende skatteår.

Ifølge lovens § 2, stk. 1, skal amtsrådet senest den 15. marts underrette

kommunalbestyrelserne om de kommunerne pålignede bidrag. Amtsrådene anmodes

om i god tid inden udløbet af fristen for indsendelsen af sognekommunernes

budgetter til amtsrådet (den 15. februar) at give kommunalbestyrelserne en

foreløbig meddelelse om størrelsen af de forventede bidrag til amtskommunen

som grundlag for kommunalbestyrelsernes budgettering ag bidraget til

amtskommunen. Der er ikke adgang for kommunalbestyrelserne til senere at

ændre overslaget under hensyn til ændringer i bidragets størrelse ved den

endelige påligning.

Kommunerne skal optage bidraget til amtskommunen som udgift på deres

budget og afholde udgiften hertil af indtægterne ved den almindelige

skatteudskrivning.

Bidraget til amtskommunen skal erlægges med det fulde pålignede beløb, og

der er ikke adgang til at nedsætte set på grund af afgang eller

uerholdelighed.

Kommunernes bidrag til amtskommunen skal indbetales til den amtstue,

amtsrådet anviser, med en fjerdedel hver gang den 15. september, 15. december

og 15. marts i vedkommende regnskabsår samt den 15. juni i det følgende

regnskabsår, jfr. lovens § 2, stk. 3.

Det SKAL i den enkelte kommunes skattekvitteringer til skatteyderne -

såvel vedrørende personlig kommuneskat som vedrørende ejendomsskat - anføres,

hvor stor en procentdel af kommunens samlede udskrivning bidraget til

amtskommunen udgør. Denne procent beregnes med 1 decimal på grundlag af på

den ene side det på overslaget opførte beløb for bidraget til amtskommunen og

på den anden side summen af de beløb, der på overslaget opføres som pålignet

grundskyld og personig skat til kommunen. I beregningen indgår derimod

hverken ejendomsskyld, dækningsafgift, tillægsgrundskyld eller de kommunale

andele i selskabsskat, grundstigningsskyld og særlig indkomstskat.

EKSEMPEL:

I en sognekommunes overslag er kommunens bidrag til amtskommunen opført

med 40 000 kr., og det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og

personlig skat til kommunen, er opført med 320 000 kr. Bidraget til

amtskommunen udgør

40 000 X 100

således ----------------- = 12,5 pct. af udskrivningen af grundskyld

320 000

og personlig skat.

Det er denne procent, der skal påføres kommuneskattebilletterne. Opkræver

kommunen kommunal indkomstskat og kommunale ejendomsskatter, skal procenten

anføres på såvel indkomstskattebilletterne som ejendomsskattebiletterne.

Anvender kommunen ikke fælles skattebilletter for hele skatteåret, men alene

skattekvitteringer for hvert kvartal, bør procenten anføres på samtlige

skattekvitteringer.

B. GRUNDSKYLD.

Den amtskommunale grundskyld opkræves med den af amtsrådet fastsatte

promille af grundværdien efter fradrag for forbedringer, d.v.s. den

afgiftspligtige grundværdi, således som den er fastsat ved beregningen af

grundskyld til staten. jfr. § 1, stk. 2, i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om

beskatning til kommunerne af faste ejendomme, sammenholdt med afsnit I.C. og

D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme

(lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

Den amtskommunale grundskylsdpromille fastsættes årlig i tilknytning til

vedtagelsen af overslaget, idet det herved iagttages, at grundskylden ifølge

§ 1, stk. 2, i loven om den amtskommunale beskatning skal udskrives med

halvdelen af det beløb, der efter fradrag af den fikserede ejendomsskyld i

alt skal udskrives til amtskommunen, dog at grundskylden højst kan udskrives

med 14 promille, jfr. 2. punktum i den nævnte bestemmelse og § 5 i lov om

beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Den amtskommunale grundskyld

opkræves dog ikke altid af alle ejendomme med den af amtsrådet fastsatte

grundskyldpromille. I henhold til § 6 i lov om beskatning til kommunerne af

faste ejendomme ydes der amtskommunerne et årligt tilskud af statskassen til

regulering af den amtskommunale grundskyld, der påhviler landbrugsejendomme.

Tilskuddet andrager 1,2 mill. kr. for hver fulde promille, landbrugets

forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest forudgående

kalenderår har været mindre end 4,5. Tilskuddet kan dog ikke overstige 54

mill. kr. I de år, hvor tilskud ydes, skal der således fastsættes to

grundskyldpromiller i hver amtskommune, en lavere promille for

landbrugsejendomme og en højere for andre ejendomme.

Til landbrugsejendommene henregnes enhver selvstændigt vurderet ejendom,

der den 31. december forud for skatteåret helt eller delvis var noteret som

landbrugsejendom i henhold til lovgivningen om landbrugsejendomme, samt

enhver præstegård der på samme tidspunkt helt eller delvis var underkastet

opretholdespligt som selvstændigt som selvstændigt landbrug i henhold til §

65. stk. 3, i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m.v.

De ejendomme, der skal svare grundskyld med den lavere promille, er

således:

1) ejendomme, der i henhold til § 4, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme,

jfr. lovbekendtgørelse nr. 259 af 8. august 1958 er noteret som landbrug,

2) de i § 4, stk. 3, i loven om landbrugsejendomme omhandlede ejendomme,

der er noteret som gårdbrug, husmandsbrug eller gartneri i henhold til

statshusmandsloven, og

3) Præstegårde, der er underkastet opretholdelsespligt som selvstændigt

landbrug, jfr. § 65, stk. 3, i lov om folkekirkens lønningsvæsen.

For at en ejendom skal kunne betragtes som landbrugsejendom, skal den -

helt eller delvis - være noteret som landbrugsejendom eller som præstegård

være underkastet opretholdelsespligten den 31. december forud for det

pågældende skatteår. Det er uden betydning for tilskuddets ydelse og

opkrævning af grundskyld i det pågældende skatteår, at noteringen eller

opretholdelsespligten senere er bortfaldet, ligesom det er uden betydning, om

en ejendom skulle have været noteret som landbrugsejendom eller underkastet

opretholdelsespligt den 31. december forud for skatteåret, når notering ikke

er sket eller opretholdelsespligt ikke foreligger på denne dato. Det er

ligeledes uden betydning, hvad der eventuelt på vurderingsfortegnelsen er

anført om ejendommens anvendelse.

Er blot en del af ejendommen noteret som landbrugsejendom eller som

præstegård underkastet opretholdelsespligt som landbrug, beskattes ejendommen

i sin helhed med den lavepromille, selvom det kun er en mindre del af

ejendommen, der er noteret.

Det samlede statstilskud i det enkelte skatteår fordeles mellem

amtskommunerne i forhold til den grundskyld, der ville påhvile

landbrugsejendommene, såfremt der som grundskyld skulle udskrives et beløb

svarende til gennemsnittet af vedkommende amtskommunes budgetterede

udskrivning af grundskyld i de 3 nærmest foregående skatteår, jfr. lovens §

6, stk. 3, d.v.s. at der skal foretages en forholdsmæssig fordeling af den

gennemsnitlige udskrivning på de landbrugsejendomme, der i skatteåret skal

have tilskud, og de øvrige ejendomme. De beløb, der i de enkelte amtskommuner

skulle have været udskrevet på landbrugsejendommene, er fordelingsgrundlaget

for tilskuddet. Ved tilskudsberegningen skal der bortses fra de modtagne

statstilskud til nedsættelse af grundskylden, ligesom beløb udskrevet som

dækningsafgift ikke skal medtages. For skatteårene 1962-63 og 1963-64 indgår

udskrivningen af grundskyld i skatteårene 1959-60 og 1960-61 kun med

halvdelen af det budgetterede beløb. Dette hænger sammen med den foretagne

omlægning af den amtskommunale beskatning, hvorved udskrivningen af

grundskyld er nedsat med halvdelen.

Til brug ved tilskuddets fordeling indhenter indenrigsministeriet i

begyndelsen af hvert kalenderår på et særligt skema oplysninger om

fordelingsgrundlaget for de enkelte amtskommuner. Meddelelse om

tilskudsbeløbenes størrelse udsendes af indenrigsministeriet så vidt muligt i

begyndelsen af marts måned, og tilskuddene udbetales derefter ved

indenrigsministeriets foranstaltning med halvdelen inden den 30. juni og

halvdelen inden den 31. december i det pågældende skatteår.

C. EJENDOMSSKYLD. I amtskommunerne er ejendomsskylden ligesom i

sognekommunerne fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på grundlag af de

afgiftspligtigede værdier (fikseringsværdierne) og ejendomsskyldpromillerne i

skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 16- 19.

1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.

Den værdi, på grundlag af hvilken den amtskommunale ejendomsskyld for den

enkelte ejendom beregnes, (FIKSERINGSVÆRDIEN) er ejendommend skattepligtige

forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør

fikseringsværdien til amtskommunen således normalt det beløb, der fremkommer

ved fra ejendomsværdien ved den seneste almindelige vurdering eller

årsomvurdering forud for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 at

trække den dobbelte grundværdi ved samme vurdering samt et af amtsrådet

fastsat ensartet fradragsbeløb pr. ejendom og et beløb på 3 000 kr. pr.

lejlighed udover een. Det ensartede fradrag kunne af amtsrådet fastsættes til

mindst 15 000 kr. og højst 25 000 kr.

Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien

(ansættelsen ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en

senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1.

september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision,

skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 17, stk. 3. Dette

gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens

ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien

skal forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien forhøjes

eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien og/eller

ejendomsværdien.

Udover reguleringer som følge af ændringer i ansættelsen kan der ligesom i

sognekommunerne foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i

amtskommuner, der for perioden 1. april 1959-31. marts 1963 havde fastsat det

ensartede fradrag lavere end det maksimale fradrag for amtskommunerne, 25 000

kr., jfr. lovens 17, stk. 4. Fikseringsværdierne for alle ejendomme kan i så

fald nedsættes med et beløb, der højst kan udgøre forskellen mellem 25 000

kr. og det af amtsrådet fastsatte fradragsbeløb. Er fikseringsværdien

tidligere kun nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og

med et senere skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den

samlede nedsættelse højst kan udgøre hele forskellen mellem 25 000 kr. og det

tidligere anvendte fradragsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje

fikseringsværdierne, selvom forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til

fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.

Ligesom i sognekommunerne kan den amtskommunale fikseringsværdi for den

enkelte ejendom i visse tilfælde reguleres som følge af senere begivenheder.

Der gælder herom de samme regler som i sognekommunerne,jfr. lovens §§ 18 og

19, idet dog hjemlen for nedsættelse af den amtskommunale fikseringsværdi til

0 i henhold til § 18, stk. 1, er langt videre end den tilsvarende hjemmel for

sognekommunerne i § 14, stk. 1. I amtskommunerne nedsættes fikseringsværdien

nemlig til 0, dersom forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering eller en

senere vurdering bliver mindre end grundværdien, medens nedsættelsen af den

sognekommunale fikseringsværdi til 0 kun finder sted, såfremt forskelsværdien

ved 12. almindelige vurdering eller senere vurdering bliver mindre end 5 pct.

af grundværdien. Denne forskel hænger sammen med de før loven af 18. februar

1961 gældende regler for beregning af den amtskommunale ejendomsskyld,

hvorefter der forinden ejendomsskyldens beregning i ejendomsværdien skulle

foretages fradrag af den dobbelte grundværdi, og hvorefter der således ikke

kunne komme til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til kommunen, når

forskelsværdien (ejendomsværdi - grundværdi) var mindre end grundværdien.

Med hensyn til de øvrige regler om nedsættelse eller fordeling af den

amtskommunale fikseringsværdi i lovens § 18, stl. 2 og 3, og § 19 henvises

til omtalen af de tilsvarende bestemmelser i § 14, stk. 2 og 3, og § 15 om

den sognekommunale fikseringsværdi i afsnit II.B.1.c.-e. foran, idet

bemærkes, at ved anvendelsen af denne redegørelse på den amtskommunale

fikseringsværdi skal ordet »kommunalbestyrelse« læses som

»amtsråd«, samt at der ved anvendelsen af den tidsbegrænsede

særregel i § 19, stk. 2-4, om nedsættelse af fikseringsværdien ved udstykning

skal tages hensyn til den tidligere gældende regel om det »dobbelte

grundværdifradrag« ved beregningen af amtskommunal ejendomsskyld.

2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.

På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves

ejendomsskylden til amtskommunen i skatteårene 1961/62-1964/65 med den for

skatteåret 1960/61 i amtskommunen gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens

§ 16, stk. 1. Amtsrådet har ikke adgang til at ændre denne promille, men

ifølge lovens § 16, stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af

den for skatteåret 1960/61 gældende promille efter hver almindelig vurdering,

første gang efter 13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med

skatteåret 1965/66. Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og

med udgangen af skatteåret 1988/89. Det henstilles at foretage afrundinger

ved aftrapningen af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med

promiller, der højst har to decimaler.

IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.

A. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD.

Af ejendomme, der i medfør af § 7 i statsejendomsskatteloven er undtaget

fra vurdering, svares der ikke kommunal grundskyld, jfr. § 1 i lov om

beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Bestemmelserne om fritagelse

for kommunal grundskyld findes i øvrigt i §§ 7-9 i loven om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme. Ifølge lovens § 30 kan der ikke meddeles

fritagelse for kommunal grundskyld ud over, hvad disse bestemmelser hjemler.

§ 7 indeholder bestemmelser om fritagelse umiddelbart i henhold til loven,

medens fritagelserne efter §§ 8 og 9 ikke er automatiske, men bevilges af

kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde.

1. LOVMÆSSIG FRITAGELSE (§ 7).

Der skal i det følgende foretages en nærmere gennemgang af bestemmelsen i

§ 7, stk. 1, LITRA B, idet der med hensyn til de øvrige

fritagelsesbestemmelser i § 7, stk. 1-4, henvises til lovteksten.

Ifølge § 7, stk. 1, litra b, fritages ejendomme tilhørende staten,

kommunerne eller statens åndsvageforsorg med undtagelse af ejendomme, der af

ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller

udleje, eller som henligger ubenyttede.

Ordlyden svarer til bestemmelsen om kommunale ejendommes fritagelse for

grundskyld til staten i § 49, stk. 1, litra b, i statsejendomsskattelovgen.

Den anvisning vedrørende forståelsen af denne bestemmelse, der er meddelt i

finansministeriets cirkulære af 17. februar 1961, danner derfor grundlag for

den i det følgende givne vejledning vedrørende forståelsen af bestemmelsen i

§ 7, stk. 1, litra b.

Til statens ejendomme henregnes kun ejendomme, der er undergivet statens

umiddelbare rådighed og tilhører statsinstitutioner, hvis indtægter og

udgifter bestemmes ved de årlige finanslove. Afgiftsfriheden omfatter derfor

f.eks. ikke selvejende kirkers gods, præstegårde og præstegårdsjorder. For de

statsanstalten for livsforsikring tilhørende ejendomme gælder fritagelsen

ifølge lovbestemmelsen kun i det omfang, ejendommene anvendes til

statsanstaltens egen virksomhed.

Til kommunens ejendomme henregnes såvel andre kommuners ejendomme som

vedkommende egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunes

egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunalbestyrelses egen

afgørelse, af de af kommunens egne ejendomme, der ikke er omfattet af

fritagelsesbestemmelsen, d.v.s. ejendomme, som kommunen selv anvender

erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som

henligger ubenyttede.

Kun ejendomme, der ejes af stat eller kommune omfattes af bestemmelsen, og

skattefriheden gælder altså ikke for ejendomme, der lejes af staten eller en

kommune, selvom de anvendes i statsligt eller kommunalt øjemed.

Anvender staten eller en kommune selv sin ejendommen fritaget, hvad enten

den anvendes i henholdsvis statsligt eller kommunalt øjemed eller på anden

måde, dog at den undtages fra skattefriheden, hvis ejeren anvender den

erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift. For erhvervsmæssig

anses den pågældende virksomhed kun, såfremt ejeren tilsigter opnåelse af et

overskud herved. Statens forsøgsgårde er således fritaget for grundskyld til

kommunen, idet der ikke tilsigtes opnået overskud ved driften.

Anvendes en staten eller en kommune tilhørende ejendom ikke, men henligger

ubenyttet, er den skattepligtig.

Anvender staten eller en kommune ikke selv sin ejendom, men overlader

brugen deraf til andre, vil ejendommen være skattepligtig, for så vidt den er

udlejet erhvervsmæssigt.

Er et staten eller en kommune tilhørende areal vederlagsfrit stillet til

rådighed for en institution eller en privatperson til opdyrkning eller anden

form for anvendelse, omfattes arealet af skattefritagelsen, idet det herefter

hverken er ubenyttet eller erhvervsmæssigt udlejet.

Erhvervsmæssig udlejning forudsætter, at der ved udlejningen tilsigtes

opnået et overskud. Dersom lejen af et areal, der f.eks. er udlejet til

kolonihaver, kun giver dækning for statens eller kommunens udgifter til

vedligeholdelse, renholdelse o.lign., er der således ikke tale om

erhvervsmæssig udleje.

Anvendes en ejendom tilhørende staten eller en kommune til bolig for

personer, der er ansat i henholdsvis statens eller kommunens tjeneste, er den

alene fritaget i det omfang, ejendommen anvendes til tjenesteboliger for de

pågældende. Fritagelsen gælder således ikke lejeboliger.

Kommunale ejendomme, der er indrettet som billige boliger specielt for

folke- og invalidepensionister samt modtagere af hjælp til kronisk syge,

(»kommunale folkepensionistboliger«), hvor lejen bliver fastsat

efter nærmere af socialministeren givne regler, anses for fritaget som ikke

erhvervsmæssigt udlejede.

Efter indenrigsministeriets opfattelse er der ikke tale om erhvervsmæssig

udleje, når græsningsretten på militære øvelsespladser m.v. mod vederlag

overlades andre eller arealerne mellem start- og rullebanerne på en staten

tilhørende flyveplads overlades andre til opdyrkning mod vederlag.

Dersom kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for

kommunal grundskyld, omfatter fritagelsen alene den del af grundværdien, der

falder på denne del. Dette gælder f.eks. også, hvor en på ejendommen værende

bygning delvis er erhvervsmæssigt udlejet, delvis anvendes af ejeren. Det må

i så fald påhvile vurderingsmyndighederne efter anmodning af

kommunalbestyrelsen at fastsætte, hvorledes grundværdien vil være at fordele

på fritagne og ikke-fritagne dele, jfr. § 33, stk. 1, i

statsejendomsskatteloven.

Ved bestemmelsen i lovens § 7, stk. 5, opretholdes de skattelempelser med

hensyn til kommunal grundskyld, der måtte være indrømmet i medfør af

lovgivningen om byggeri med offentlig støtte, og som kommunalbestyrelserne

senest i medfør af § 100 i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri

har kunnet forlænge for tiden indtil den 1. april 1967.

2. BEVILLINGSMÆSSIGE FRITAGELSER AFLEDT AF FRITAGELSE

FOR STATSGRUNDSKYLD (§ 8).

Ifølge bestemmelsen i lovens § 8 kan kommunalbestyrelsen i det omfang,

hvori de pågældende ejendomme er fritaget for grundskuld til staten, meddele

hel eller delvis fritagelse for at svare kommunal grundskyld af de i § 49,

stk. 1, litra c-f, samt § 50, stk. 1 og 3, i statsejendomsskatteloven

omhandlede ejendomme.

Fritagelse for kommunal grundskyld i henhold til denne bestemmelse kan

således ikke bevilges i videre omfang end fritagelsen for grundskyld til

staten, d.v.s. at fratagelse kun kan meddeles vedrørende ejendomme, der i

henhold til de nævnte bestemmelser er fritaget for grundskyld til staten, og

kun for så vidt angår den del af ejendommen, der er fritaget for grundskyld

til staten. På den anden side er kommunalbestyrelsen frit stillet med hensyn

til, om fritagelse for grundskyld til kommunen i disse tilfælde overhovedet

skal bevilges, og i bekræftende fald om fritagelse skal have samme omfang

eller et mindre omfang end fritagelsen for grundskyld til staten.

Har kommunalbestyrelsen i henhold til de før 1. april 1961 gældende regler

bevilget fritagelse for grundskyld til kommunen for en ejendom, der ikke er

fritaget for grundskyld til staten, er denne fritagelse udløbet med udgangen

af skatteåret 1960-61. Det samme gælder for så vidt angår bevillingsmæssige

fritagelser, der har videre omfang end fritagelsen til staten.

De fritagelsesbestemmelser i statsejendomsskatteloven, som den kommunale

ejendomsskattelov i § 8 henviser til, hjemler dels fritagelse for

statsgrundskyld umiddelbart i henhold til loven (§ 49, stk. 1, litra c-f),

jfr. nedenfor under a., dels en adgang for finansministeren til

bevillingsmæssigt at fritage for statsgrundskyld (§ 50, stk, stk. 1 og 3),

jfr. nedenfor under b. For så vidt angår de lovmæssige fritagelser i henhold

til § 49, stk. 1, litra c-f, vil kommunalbestyrelsen normalt kunne få

oplysning hos vurderingsmyndighederne om fritagelsens omfang m.v. Er der

tvivl om, hvorvidt en ejendom er fritaget for grundskyld til staten i henhold

til denne bestemmelse og om fritagelsens omfang, træffer skattedepartementet

bestemmelse herom. Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive

underrettet om sådanne afgørelser, ligesom skattedepartementet og amtstuerne

fremtidig vil underrette de enkelte kommunalbestyrelser om de fritagelser for

statsgrundskyld, der bevilges i henhold til bestemmelserne i

statsejendomsskattelovens § 50, stk. 1 og 3.

A. LOVMÆSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.

I cirkulære af 17. februar 1961 har skattedepartementet meddelt

vurderingsrådene følgende anvisninger angående den lovmæssige fritagelse for

statsgrundskyld i henhold til statsejendomsskattelovens § 49, stk. 1, litra

c-f.:

»C) SKOLER, HOSPITALER, SYGEHUSE, STATSANERKENDTE REKONVALESCENTHJEM

SAMT STATSANERKENDTE OPDRAGELSESHJEM OG STATSANERKENDTE INSTITUTIONER FOR

FOREBYGGENDE BØRNEFORSORG, BIBLIOTEKER UNDER OFFENTLIGT TILSYN OG OFFENTLIGT

TILGÆNGELIGE MUSEER. FRITAGELSEN OMFATTER DEN BEBYGGEDE GRUND, GÅRDSPLADS OG

HAVE.

Afgiftsfriheden for skoler omfatter ikke blot børne- og ungdomsskoler, man

også højskoler for voksne, tekniske skoler, handelsskoler, husholdningsskoler

o. lign., og afgiftsfriheden gælder ikke blot ved offentlige skoler og

skoler, der er selvejende institutioner, men også skoler, der drives af

private. Afgiftsfriheden forudsætter dog, at ejendommen ejes af skolen eller

den private, der driver skolen, således at der ikke ydes fritagelse, hvor

skolen drives i lejede lokaler.

Afgiftsfriheden omfatter foruden grund, gårdsplads og have til bygninger

og lokaler, der direkte benyttes i skolens øjemed, også grund, gårdsplads og

have til boliger for lærere, elever og skolebetjente på ejendommen. Endvidere

anses areal til lege- og sportsplads på ejendommen for fritaget. Jorder til

et landbrug ved en skole falder derimod i alle tilfælde udenfor fritagelsen,

men grund, gårdsplads og have til avlsbygninger vil dog, hvor det drejer sig

om en landbrugsskole, være omfattet af fritagelsen i tilfælde, hvor eleverne

præsterer en egentlig arbejdsindsats i driften af landbruget, således at

dette i undervisningsøjemed hovedsagelig drives ved elevernes indsats.

Bygningerne må da siges at indgå som led i den egentlige skolevirksomhed.

Hospitaler - herunder også milde stiftelser for personer, der på grund af

sygdom, alder og trang er hjælpeløse - og sygehuse er afgiftsfri, når de ejes

af det offentlige eller af selvejende institutioner, og afgiftsfriheden

gælder også med hensyn til boliger på ejendommen for læger, sygeplejersker og

funktionærer.

De i henhold til § 2 ilov nr. 65 af 7. marts 1952 om statsstøtte til

behandling og pleje af tuberkuløse m.m. af staten anerkendte

tuberkulosesanatorier og tuberkulosehospitaler, kysthospitaler,

kystsanatorier samt rekonvalescenthjem anses for fritaget.

Afgiftfri er derhos bl.a. de af socialministeren i henhold til § 22, stk.

1, nr. 11, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september 1957 om

folkeforsikring godkendte rekonvalescenthjem.

Endvidere er fritaget de af socialministeren i medfør af § 157, stk. 1.

september 1960 om offentlig forsorg anerkendte opdragelseshjem samt de af

socialministeren i medfør af § 126 i nævnte lovbekendtgørelse anerkendte

institutioner for forebyggende børneforsorg. Hvor der bliver spørgsmål om at

indhente oplysninger om statsanerkendelse m.v. for sådanne hjem og

institutioner, anmodes vurderingsmyndighederne om direkte at brevveksle med

direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen herom i stedet for med

socialministeriet. Såfremt der til de nævnte institutioner er knyttet

landbrug, beregnes fritagelsen efter de retningslinjer, der er anført ovenfor

vedrørende landbrugsskoler, d.v.s. afgiftsfritagelsen gives for

avlsbygningernes grund, gårdsplads og have, såfremt landbruget hovedsagelig

drives ved de anbragte personers indsats. Værkstedsbygninger tilhørende de

nævnte institutioner medtages under fritagelsen, såfremt de anbragte personer

er beskæftiget i de pågældende værksteder.

Biblioteker, der står under offentligt tilsyn, og museer, hvortil der er

sikret offentligheden adgang, er fritagne.

For samtlige under nærværende punkt omhandlede virksomheder fremhæves

sluttelig, at afgiftsfriheden kun gælder, hvor ejendommen ejes af den

pågældende institution m.v. selv, og fritagelse kan derfor ikke drives i

lejede lokaler.

d) SPORTS- OG IDRÆTSANLÆG TILHØRENDE GYMNASTIK-, IDRÆT- OG

SKYTTEFORENINGER ELLER ANDRE ORGANISATIONER MED SAMME FORMÅL. ENDVIDERE ER

EJENDOMME, DER ANVENDES TIL UNGDOMSLEJRE OG -LEJRPLADSER ELLER TIL

FERIEKOLONI FOR BØRN, FRITAGET FOR GRUNDSKYLD TIL STATEN, NÅR EJEREN ER EN

ORGANISATION, HVIS HOVEDFORMÅL ER AT FREMME BØRNS ELLER UNGE MENNESKERS

FRILUFTSLIV.

Efter bestemmelsen fritages »sports- og idrætsanlæg«, altså også

sports- og idrætspladser, men dog kun når anlægget tilhører gymnastik-,

idræts- og skytteforeninger eller andre organisationer med samme formål. De

til anlægget hørende bygninger fritages kun for så vidt angår grundværdien

for lokaler, der direkte eller indirekte (såsom omklædningsrum) anvendes til

idrætslige formål, mens den del af et sports- eller idrætsanlæg, der benyttes

til møde- og klublokaler, restaurant eller lignende, ikke kan indgå under

fritagelse i henhold til denne bestemmelse. Det udelukker ikke fritagelse, at

de til anlægget hørende arealer og bygninger udlejes, når de blot anvendes

til det angivne formål, hvorimod udleje i mere end uvæsentligt omfang til

andre formål udelukker fritagelse. Parkeringsplads på selve ejendommens

areal, der udelukkende er til brug for anlæggets publikum, må betragtes som

en del af anlægget og altså gå ind under fritagelsen.

Efter bestemmelsen er endvidere fritaget ejendomme, der anvendes til

ungdomslejre og -lejrpladser eller til feriekoloni for børn, men dog kun for

så vidt de pågældende ejendomme tilhører organisationer, hvis hovedformål er

at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv.

Efter § 49, stk. 3, kan finansministeren under visse betingelser bestemme,

at fritagelsen for et areal, der er fritaget for grundskyld i medfør af stk.

1, d, skal bortfalde. Hvor sådan bestemmelse er truffet, må vurderingsrådet

ved senere vurderinger af arealet opføre det som afgiftspligtigt.

e)IKKE ERHVERVSMæSSIGT DREVNE FORSAMLINGSHUSES BEBYGGEDE GRUND, GåRDSPLADS

OG HAVE. VED FORSAMLINGSHUS SKAL FORSTåS EN BYGNING, DER ER BESTEMT TIL OG

HOVEDSAGELIG BENYTTES TIL AFHOLDELSE AF MøDER AF POLITISK, RELIGIøS OG

OPLYSENDE KARAKTER, OG HVORTIL DER ER OFFENTLIG ADGANG.

Fritagelsen for forsamlingshuses bebyggede grund, gårdsplads og have

gælder ikke for ejendomme eller lokaler, der er bestemt kun til

foreningsmøder, klublokaler eller lignende, og ej heller for ejendomme eller

lokaler, der i mere end uvæsentligt omfang benyttes også i andre øjemed end i

lovbestemmelsen nævnt.

Afgiftsfriheden er betinget af, at forsamlingshuset ikke drives

erhvervsmæssigt, altså af at der ikke af ejeren tilsigtes opnået overskud ved

ejendommens drift. Det hindrer derfor ikke fritagelsen, at der for

ejendommens benyttelse erlægges et mindre vederlag f.eks. som bidrag til

dækning af udgifter til husets vedligeholdelse, belysning, rengøring o.lign.

eller - i tilfælde hvor vedkommende ejendom ejes af en flerhed af

interessenter - for at skaffe disse en rimelig rente af deres indskud.

Funktionærboliger i forsamlingshuse, der overlades beboerne som vederlag

for renholdelse og tilsyn, kan medtages under fritagelsen på betingelse af,

at ejendommen i øvrigt - altså bortset fra funktionærboligen - opfylder

betingelserne for at kunne opnå mindst halv fritagelse for grundskyld til

staten. Fritagelse kan derimod ikke ske med hensyn til andre boliger, som

vederlagsfrit måtte være overladt beboerne f.eks. en bolig til en missionær i

et missionshus.

f) ELEKTRICITETS-, GAS- OG VANDVæRKER, NåR ADGANGEN TIL LEVERANCE FRA

VæRKET STåR åBEN FOR ALLE INDEN FOR DET OMRåDE, HVORI VæRKET ARBEJDER, FRA

NORMAL FORRENTNING AF EN EVENTUEL INDSKUDSKAPITAL - IFøLGE VEDTæGTSMæSSIG

BESTEMMELSEUDELUKKENDE KAN ANVENDES TIL VæRKETS FORMåL.

Det antages, at fritagelsen efter denne bestemmelse ikke kun gælder

egentlige produktionsforetagender, men også forsyningsselskaber.

Bestemmelsen gælder de pågældende værker m.v., når de ikke forfølger et

privatøkonomisk formål, men ifølge deres vedtægter er forpligtet til

udelukkende at anvende eventuelt overskud til værkets formål, bortset fra

normal forrentning af en eventuel indskudskapital. Foretagender af de

omhandlede kategorier, der er organiseret som andelsselskaber, må, for så

vidt der er adgang for alle indenfor foretagendes område til at blive

andelshaver, derfor umiddelbart kunne anses for kvalificeret til fritagelse.

Omfattet af fritagelsen er alle ejendomme, der naturligt indgår under

driften af foretagendet og tilhører dette; foruden produktions-, fordelings-

og forsyningsanlæg (herunder transformatorstationer) fritages således også

værkstedsbygninger, garager, lagre og administrationsbygninger, uanset hvor i

forsyningsområdet der er beliggende. For at funktionærbygninger kan anses for

fritaget, kræves, at ejendommen ligger i umiddelbar tilknytning til værket,

at den bebos af funktionærer, som værket erklærer af driftsmæssige grunde

nødvendigvis må bo i umiddelbar nærhed af værket, samt at den skal bebos af

de pågældende som et led i ansættelsesvilkårene.

Det er antaget, at lovbestemmelsen ikke er analogisk anvendelig på værker,

der alene producerer fjernvarme.'

B) BEVILLINGSMæSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.

Ifølge § 50, stk. 1, i statsejendomsskatteloven kan finansministeren

tilstå fritagelse for grundskyld til staten af ejendomme, der ejes af

almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål.

Såfremt en del af en sådan ejendom ikke direkte anvendes til anstitutionens

formål, kan fritagelse kun gives for den øvrige del af ejendommen.

Finansministeren kan ifølge § 50, stk. 5, bestemme, at

oppebørselsmyndighederne på hans vegne træffer afgørelse i sager angående

fritagelse i henhold til stk. 1 i et nærmere angivet omfang og efter nærmere

fastsatte retningslinjer, dog således at oppebørselsmyndighedernes afgørelse

skal kunne indbringes for finansministeren. Ved finansministeriets

bekendtgørelse nr. 131 af 1. maj 1961 er oppebørselsmyndighederne

(amtstuerne, kommunalbestyrelserne i købstæderne uden for Sønderjylland samt

direktoratet for Københavns skattevæsen og Frederiksberg skattedirektorat)

bemyndiget til at forny en i henhold til § 50, stk. 1, tilstået fritagelse,

når fritagelsen er bortfaldet som følge af, at ejendommen efter 12. alm.

vurdering bliver genstand for ny vurdering. Der er derimod ikke givet

oppebørselsmyndighederne bemyndigelse til at tilstå fritagelse i tilfælde,

hvor der ikke tidligere har været tilstået fritagelse.

Finansministeren kan endvidere ifølge den nævnte lovs § 50, stk. 3, hvor

en skov som følge af brand, storm, svampeangreb eller lignende begivenheder

har lidt skade på træbestanden, og dette har medført, at den på selve skoven

faldende del af ejendomsværdien er væsentlig lavere end normalværdien, som

forholdsmæssigt svarer til forskellen mellem normalværdien og den ovennævnte

del af ejendomsværdien, for grundskyld til staten i et sådant tidsrum, at

skovens normaltilstand kan være genoprettet.

3. BEVILLINGSMÆSSIG FRITAGELSE AF BYPLANMÆSSIGE HENSYN

(§ 9).

I lovens § 9 opretholdes den hidtidige adgang for kommunalbestyrelserne

til at fritage en ejendom for grundskyld for at hindre en uønsket udnyttelse

af grunden. Bestemmelsen har nu kun meget begrænset praktisk betydning ved

siden af den udvidede byplanlægning m.v. og bør kun rent undtagelsesvis

bringes i anvendelse. Som eksempler på dens anvendelsesområde kan nævnes en

af en kirkekomite erhvervet grund til opførelse af en ny kirke og en af en

kirkegårdsbestyrelse erhvervet grund til senere udvidelse af kirkegården.

B. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL EJENDOMSSKYLD.

1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse

for grundskyld (§ 20, stk. 1).

Ifølge lovens § 20, stk. 1, er det en automatisk virkende følge af en

lovmæssig eller bevillingsmæssig fritagelse for kommunal grundskyld, at

ejendommen fritages for ejendomsskyld i samme omfang, som bygningernes grund,

gårdsplads og have er fritaget for grundskyld. Bestemmelsen i 20, stk. 1,

svarer til bestemmelserne i § 79, stk. 1 og 2, i statsejendomsskatteloven og

må derfor forstås på samme måde som disse bestemmelser.

Er de på ejendommen værende bygningers grund, gårdsplads og have ikke

fritaget for kommunal grundskyld, er ejendommen ikke fritaget for kommunal

ejendomsskyld uanset, om hele eller en del af det øvrige areal er helt eller

delvis fritaget for kommunal grundskyld.

Er en ejendom derimod i medfør af lovens 8 delvis - f.eks. for en

tredjedels vedkommende - fritaget for at svare kommunal grundskyld af den på

bygningernes grund, gårdsplads og have faldende del af grundværdien, er

ejendommen også fritaget for at svare ejendomsskyld af 1/3 af

fikseringsværdien.

Såfremt en ejendom, hvorpå der findes flere bygninger, er fritaget for at

svare kommunal grundskyld af den del af grundværdien, der falder på nogle af

bygningernes grund, gårdsplads og have, medens der svares grundskyld af den

del af grundværdien, der falder på de øvrige bygningers grund, gårdsplads og

have, skal ejendommens samlede fikseringsværdi fordeles i fritagen og

ikke-fritagen fikseringsværdi i samme forhold som grundværdien for samtlige

bygningers grund, gårdsplads og have fordeler sig på fritagen og

ikke-fritagen grundværdi. Det er således uden betydning, om de øvrige arealer

er fritaget. Det er ligeledes uden betydning, om forskelsværdien ved den

seneste vurdering forud for fikseringen eller de senere vurderinger fordeler

sig på en anden måde på bygninger, der ligger på de fritagne arealer, og

bygninger, der ligger på de skattepligtige arealer.

EKSEMPEL:

På en ejendom med en fikseringsværdi på 240 000 kr. og en grundværdi på 60

000 kr. er der 3 bygninger. Grundværdien for bygningernes grund, gårdsplads

og have udgør 40 000 kr. af den samlede grundværdi. Af grundværdien vedrører

25 000 kr. og en mindre 1-etagers bygning, der ligger på ejendommens

facadeareal, og som er udlejet til forretninger m.v. Denne bygnings grund,

gårdsplads og have er ikke fritaget. De 2 andre bygninger er

3-etagesskolebygninger, der er fritaget for grundskyld af bygningernes grund,

gårdsplads og have (grundværdi 15 000 kr.), d.v.s. 3/8 af grundværdien for

alle 3 bygningers grund, gårdsplads og have er fritaget for kommunal

grundskyld. Fikseringsværdien fordeles herefter i samme forhold, således at

3/8 eller 90 000 kr. af fikseringsværdien er fritaget for ejendomsskyld til

kommunen, medens der skal svares ejendomsskyld af 5/8 eller 150 000 kr.

2. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD AF BYGNINGER PÅ

FREMMED GRUND (§ 20, stk. 2).

For ejendomme, der er selvstændigt vurderet som bygninger på fremmed

grund, gælder reglerne i § 20, stk. 1, om afledet fritagelse for

ejendomsskyld ikke, idet der ikke for sådanne ejendomme findes en grundværdi.

For disse ejendomme er reglerne om fritagelse for grundskyl i §§ 7-9 direkte

overført på ejendomsskylden ved § 20, stk. 2.

Sådanne ejendomme fritages herefter umiddelbart for kommunal ejendomsskyld

i det omfang, hvori der ville tilkomme dem en sådan fritagelse, hvis grund og

bygninger havde haft samme ejer, jfr. lovens § 7.

Endvidere har kommunalbestyrelserne adgang til at meddele sådanne

ejendomme hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsskyld i tilfælde,

hvor de ville have opfyldt betingelserne for at opnå bevillingsmæssig

fritagelse i henhold til bestemmelserne i lovens §§ 8-9, såfremt grund og

bygninger havde haft samme ejer.

3. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD FOR FREDEDE BYGNINGER

(§ 21, stk. 1).

Medens det - bortset fra lovmæssige fritagelser - i øvrigt er

kommunalbestyrelserne, der efter loven har beføjelserne til at bevilge

fritagelse for kommunal grundskyld og ejendomsskyld, tilkommer det

indenrigsministeren bevillingsmæssigt at fritage fredede ejendomme for

kommunal ejendomsskyld. Fritagelsesadgangen omfatter alene de ejendomme, der

ved en særlig deklaration er underkastet rådighedsindskrænkninger i henhold

til § 7 i lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning; det er således

ikke tilstrækkeligt, at ejendommen er fredet i klasse A eller B i henhold til

denne lov. Fritagelsen omfatter alene en så stor del af den kommunale

ejendomsskyld, som forholdsmæssigt falder på den eller de fredede bygninger.

Fikseringsværdien fordeles på den fredede del af bygningerne i samme forhold,

som forskelsværdien ved den seneste vurdering fordeler sig på de forskellige

bygninger. Indenrigsministeriet har tidligere kun meddelt fritagelse for

halvdelen af den på de fredede bygninger faldende kommunale ejendomsskyld. I

den seneste tid har ministeriet imidlertid i sager vedrørende fredede

bygninger, der ikke blev erhvervsmæssigt udnyttet, fritaget for den fulde

kommunale ejendomsskyld.

4. OPRETHOLDELSE AF ÆLDRE FRITAGELSER FOR

EJENDOMSSKYLD (§ 21, stk. 2-4).

Ved § 21, stk 2-4, opretholdes forskellige tidligere meddelte fritagelser

for ejendomsskyld:

a. De i skatteåret 1960-61 ydede fritagelser for FRUGTPLANTAGER i henhold

til lov nr. 189 af 11. juni 1954 løber uændret videre uden tidsbegrænsning,

jfr. § 21, stk. 2, dog at fritagelsen kun vedvarer, så længe der til

ejendommen hører frugtplantage på 2000 kvadratmeter eller derover.

b. De for skatteåret 1960-61 gældende fritagelser for kommunal

ejendomsskyld i henhold til BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN opretholdes ved § 21,

stk. 3, dog således at fritagelsen for den enkelte ejendom ikke løber længere

end fastsat i den gældende lov. Ved udløbet af den periode - 22-årig eller

10-årig - for hvilken fritagelse er ydet for kommunal ejendomsskyld,

bortfalder fritagelsen, og der skal herefteropkræves ejendomsskyld af

fikseringsværdien. Der henvises iøvrigt til afsnit I.B.2. foran vedrørende de

særlige regler om opkrævning af ejendomsskyld i bykommunerne med lavere

promiller af visse ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld i henhold til

byggestøttelovgivningen.

Fritagelsen ophører, dersom ejendommen inden for fritagelsesperioden

overgår til anden anvendelse end forudsat, f.eks. dersom en beboelsesejendom

anvendes til kontor.

For delvis fritagne ejendomme gælder den fordeling af fikseringsværdien på

fritagne og ikke-fritagne bygninger, der er foretaget på grundlag af

fordelingen af den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1960-61,

indtil fritagelsen bortfalder. Eventuelle reguleringer af fikseringsværdien

fordeles forholdsmæssigt på den fritagne og ikke-fritagne del af

fikseringsværdien. Såfremt ejendommen udstykkes, og fikseringsværdien

fordeles på de udstykkede lodder i samme forhold, som foreskelsværdien ved

den seneste vurdering af den samlede ejendom fordelte sig på de enkelte

lodder, jfr. § 11, stk. 4, sammenholdt med § 78 i statsejendomsskatteloven,

samt §§ 15 og 19, vil den fritagne del af fikseringsværdien være at fordele

på de enkelte lodder i samme forhold. Dette gælder, uanset om der til den

enkelte lod hører bygninger, som fritagelsen oprindelig vedrørte.

EKSEMPEL.

På en ejendom i en sognekommune findes 3 bygninger: en ældre

beboelsesbygning, en beboelsesbygning opført i 1955 og en beboelsesbygning

opført umiddelbart før 12. alm. vurdering pr. 1. september 1960. Ved den

seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering var ejendomsvædi og grundværdi

ansat til henholdsvis 200 000 kr. og 30 000 kr. Af forskelsværdien, 170 000

kr., vedrørte 90 000 kr. den i 1955 opførte bygning og var således fritages

for sognekommunal ejendomsskyld i henhold til byggestøttelovgivningen. Der

blev således svaret sognekommunal ejendomsskyld af 80 000 kr. - det for

kommunen gældende faste fradrag, 35 000 kr., og lejlighedsfradragene for den

ældre bygning, 3 X 3 000 kr. = 9 000 kr., i alt 36 000 kr.

Ved 12. alm. vurdering er ejendomsværdien ansat til 400 000 kr. og

grundværdien til 40 000 kr. Den samlede forskelsværdi udgør således 360 000

kr. Fikseringsværdien udgør (170 000 kr. - fast fradrag, 35 000 kr. og 5

lejlighedsfradrag a 3 000 = 15 000 kr. 120 000 kr. Heraf udgør den fritagne

fikseringsværdi 90 000 kr. - 2 lejlighedsfradrag for den fritagne bygning, 6

000 kr. = 84 000 kr. og den ikke-fritagne fikseringsværdi 36 000 kr.

Såfremt denne ejendom i foråret 1961 er udstykket i 3 lodder med hver sin

bygning, skal vurderingsrådet efter lovens § 15 ansætte de beløb, hvormed den

enkelte lod indgik i forskelsværdien ved 12 alm. vurdering, og

fikseringsværdien skal fordeles på lodderne i overensstemmelse hermed.

Forskelsværdien ved 12. alm. vurdering fordeles med 80 000 kr. på lodden med

den ældre bygning, 100 000 kr. på lodden med den i 1955 opførte bygning og

resten, 180 000 kr., på lodden med den nye bygning. Fikseringsværdien skal

herefter fordeles i samme forhold, d.v.s. med 2/9 af 120 000 kr. = 26 667 kr.

på lodden med den ældre bygning, med 5/18 af 120 000 kr. = 33 333 kr. på

lodden med bygningen fra 1955 og 1/2 af 120 000 kr. = 60 000 kr. på lodden

med den nyeste bygning. Fritagelsen på 84 000 kr. fordeles i samme forhold,

d.v.s. med henholdsvis 18 667 kr., 23 333 kr. og 42 000 kr. på de 3 lodder,

for hvilke den ikke-fikserindsværdi herefter udgør 8 000 kr. 10 000 kr. og 18

000 kr.

De særlige overgangsbestemmelser i § 15, stk. 2-4, om nedsættelse af

fikseringsværdien ved udstykning af beboelsesejendomme, er uden betydning i

dette tilfælde, idet der efter disse bestemmelser ikke kan ske nedsættelse af

fikseringsværdien for lodden med den senest opførte bygning, og

nedsættelsesbestemmelserne for de 2 andre lodders vedkommende ikke fører til

en så lav fikseringsværdi som angivet ovenfor. Dette hænger sammen med, at en

væsentlig del af fikseringsværdien er overført til lodden med den nye

bygning.

c. Opretholdelsen af fritagelsen for ejendomsskyld af HEDE- OG

KLITPLANTAGER ved § 21, stk. 4, er ligeledes begrænset til den periode, for

hvilken den pågældende fritagelse gælder. Disse fritagelser løber i en

60-årig periode regnet fra tilplantningens begyndelse og ophører alene,

såfremt plantagen ikke opretholdes. De i § 19, stk. 1, nr. 3, i lov nr. 188

af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter stillede betingelser for

fritagelsen - at plantagen skal være anlagt på jord til en gennemsnitstakst

af 3 eller derunder og en grundværdi, der ikke overstiger 200 kr. pr. ha -

skulle alene være opfyldt ved fritagelsesperiodens begyndelse. Der vil

således ikke kunne blive tale om ophør af fritagelsen alene som følge af

forøget grundværdi.

V. DÆKNINGSAFGIFT.

Ifølge lovens § 23 kan kommunalbestyrelsen i en særlig af

indenrigsministeriet godkendt vedtægt bestemme, at der dels af offentlige

ejendomme, der er fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld,

dels sf ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik,

værksted og lignende øjemed, skal opkræves en afgift (dækningsafgift) som

bidrag til de udgifter, ejendommene medfører for kommunen.

A. OFFENTLIGE EJENDOMME.

I overensstemmelse med de normalvedtægter for opkrævning af

dækningsafgift, der er optrykt som bilag til nærværende cirkulære, omfatter

adgangen til at opkræve dækningsafgift af offentlige ejendomme ifølge de af

indenrigsministeriet godkendte vedtægter normalt kun de staten, kommunerne og

statens åndssvageforsorg tilhørende ejendomme, der helt eller delvis er

fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld i medfør af lovens

§ 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20. For ejendomme, der kun er delvis fritaget

for kommunal grundskyld og ejendomsskyld i henhold til de nævnte

bestemmelser, omfatter dækningsafgiftspligten alene den fritagne del af

ejendommen.

Vedtægten vil kunne affattes således, at dækningsafgiften alene omfatter

statens ejendomme eller alene kommunale ejendomme, ligesom vedtægten vil

kunne indeholde bestemmelser om, at der ikke skal opkræves en lavere afgift

af ejendomme i sameje mellem vedkommende kommune og andre kommuner. For

sognekommunernes vedkommende vil vedtægten endvidere kunne indeholde en

bestemmelse om, at afgift ikke skal opkræves af vedkommende amtskommunes

ejendomme.

Bestemmelsen i lovens § 23, stk. 1, hjemler adgang til for de offentlige

ejendommes vedkommende at opkræve dækningsafgift såvel af GRUNDVÆRDIEN SOM af

FORSKELSVÆRDIEN. Den GRUNDVÆRDI, hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er

den afgiftspligtige grundværdi, d.v.s. grundværdien efter fradrag for

forbedringer, jfr. afsnit I.C. og D. i statsejendomsskatteloven. Den

FORSKELSVÆRDI hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er den fulde

FORSKELSVÆRDI ved den seneste vurdering uden fradrag af nogen art.

I KØBENHAVN, FREDERIKSBERS, KØBSTÆDERNE og DE SØNDERJYSKE FLÆKKER er de

før loven stadfæstede vedtægter ophævet, og dækningsafgift kan kun opkræves i

henhold til vedtægter stadfæstet efter lovens gennemførelse. Disse vedtægter

indeholder bl.a.bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af den fulde

forskelsværdi.

Indenrigsministeriet godkender vedtægter for opkrævning af dækningsafgift

med tilsvarende indhold i SOGNEKOMMUNERNE og AMTSKOMMUNERNE, men i de sogne-

og amtskommuner, hvor indenrigsministeriet før loven af 18. februar 1961 har

stadfæstet en vedtægt for opkrævning af dækningsafgift, kan disse vedtægter

indtil videre anvendes med den ændring, at dækningsafgift nu beregnes af den

fulde forskelsværdi ved den seneste vurdering.

Af offentlige ejendomme, der er DELVIS FRITAGET for at svare grundskyld og

ejendomsskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20, svares

dækningsafgift af den del af grundværdien og af forskelsværdien, der ifølge

en af vurderingsmyndighederne foretagen fordeling vedrør den fritagne del af

ejendommen.

Da fikseringsværdien imidlertid i henhold til lovens § 20, stk. 1, 2.

punktum, fordeles på et andet grundlag end forskelsværdien på fritagen og

ikke-fritagen del af ejendommen, jfr. afsnit IV. B. 1., vil det kunne

forekomme, at den ikke-fritagne del af fikseringsværdien og den

dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien for en ejendom tilsammen udgør

et større beløb end ejendommens fulde forskelsværdi ved den seneste

vurdering. Da det ikke fremkommer rimeligt, at der for delvis fritagne

ejendomme opkræves ejendomsskyld og dækningsafgift af et beløb, der er større

end ejendommens samlede forskelsværdi, vil det være naturligt i sådanne

tilfælde at nedsætte den del af forskelsværdien, hvoraf der skal svares

dækningsafgift, til det beløb, der sammenlagt med den ikke-fritagne del af

fikseringsværdien svarer til den fulde forskelsværdi.

EKSEMPEL:

På en kaserne med en grundværdi på 250 000 kr. og en forskelsværdi på 2

000 000 kr. samt en fikseringsværdi på 1 800 000 kr. findes 2 beboelsesværdi

på 1 800 000 kr. findes 2 beboelseslejligheder, der er udlejet på almindelige

vilkår (ikke tjenesteboliger), og som således ikke er omfattet af

fritagelsen. Af grundværdien for samtlige bygningers grund, gårdsplads og

have - 100 000 kr. af ejendommens samlede grundværdi - vedrører 20 000 kr. de

to lejligheder, til hvilke der hører haver, medens vurderingsmyndighederne

har henført 100 000 kr. af forskelsværdien ved den seneste vurdering til de

to lejligheder.

I henhold til bestemmelsen i lovens § 20, stk. 1, 2, punktum, skal

fikseringsværdien - 1.800 000 kr. - fordeles på den fritagne og ikke-fritagne

del af ejendommen på samme måde som grundværdien vedrørende bygningernes

grund, gårdsplads og have, d,v,s, med 8/10 eller 1 440 000 kr. på den

fritagne del og 2/10 eller 360 000 kr. på den ikke-fritagne del.

Der skal således svares ejendomsskyld af 360 000 kr., medens

dækningsafgift af forskelsværdien skal opkræves af (2 000 000 kr. - 100 000

kr. =) 1 900 000 kr. Da disse to beløb tilsammen udgør mere end ejendommens

samlede forskelsværdi, bør den dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien

nedsættes til (2 000 000 kr. - 360 000 kr. =) 1 640 000 kr.

B. VISSE ERHVERVSEJENDOMME M.V.

1. DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME.

De EJENDOMME, af hvilke der efter en i henhold til lovens § 23, stk. 2,

godkendt vedtægt kan opkræves dækningsafgift, er ejendomme, der anvendes til

KONTOR, FORRETNING, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED OG LIGNENDE ØJEMED.

Dækningsafgiften omfatter således på den ene side ikke alle

erhvervsejendomme, f.eks. ikke landbrugs- og skovbrugsejendomme,

frugtplantager, gartnerier og havebrug. På den anden side omfatter afgiften

også ejendomme, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, men f.eks. til

foreningskontorer.

Bestemmelsen skal forstås snævert efter sin ordlyd og omfatter som

hovedregel kun kontor-, forretnings-, hotel-, værksteds- og fabriksejendomme.

Der er dog også givet adgang til at påligne ejendomme, der anvendes i

»lignende øjemed«, dækningsafgift. Eksempelvis kan nævnes, at

banker, sparekasser, biografer, restaurationer,slagterier, mejerier,

skibsværfter, teglværker,kraftværker, varmeværker, vaskerier og

servicestationer efter indenrigsministeriets opfattelse må anses for omfattet

af bestemmelsen, medens selvstændige garageanlæg, busstationer og Falck- og

Zonestationer af indenrigsministeriet ikke er anset for

dækningsafgiftspligtige.

Efter indenrigsministeriets mening vil der endvidere normalt kunne

opkræves dækningsafgift af f.eks, lagerbygninger, pakhuse, siloanlæg,

tankanlæg og kølehuse, idet sådanne bygninger og anlæg sædvanligvis anvendes

som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.

Om en virksomhed er dækningsafgiftspligtig som hotel eller lignende

antages at kunne afgøres ud fra, om virksomheden kræver bevilling efter

beværterlovgivningen. Almindelige pensionater og sommerpensionater vil

således normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.

Bygninger, der opføres til dækningsafgiftspligtige formål, bliver

dækningsafgiftspligtige fra begyndelsen af det skatteår, der følger efter den

almindelige vurdering eller årsomvurdering, hvor de første gang er medtaget

ved vurdering som bygning under opførelse eller fuldført byggeri, uanset om

den dækningsafgiftspligtige virksomhed er påbegyndt eller ej. Dersom en

bygning, der hidtil har været anvendt til formål, der ikke medfører

dækningsafgiftspligt, overgår til dækningsafgiftspligtig anvendelse,

indtræder dækningsafgiftspligten fra begyndelsen af det kvartal, der følger

efter den ændrede anvendelse. Det samme gælder med hensyn til

dækningsafgiftspligtens ophør ved en bygnings overgang til en anvendelse, der

ikke er dækningsafgiftspligtig.

For ejendomme, der kun DELVIS anvendes til de i loven omhandlede formål er

det en betingelse for at opkræve dækningsafgift, at den del af

forskelsværdien, der vedrører den del af ejendommen, der anvendes til det

nævnte formål, udgør MERE END HALVDELEN af forskelsværdien for hele

ejendommen. Dækningsafgift af sådanne ejendomme opkræves af den del af

forskelsværdien, der vedrører den til de i loven nævnte formål anvendte del

af ejendommen.

Bygninger og lokaler, der anvendes til andre formål end de i loven nævnte,

men som udgør en ganske underordnet del af den samlede ejendom og indgår som

et naturligt led i en i ejendommen dreven dækningsafgiftspligtig virksomhed,

vil efter indenrigsministeriets mening være omfattet af

dækningsafgiftspligten. Dette gælder f.eks. portnerboligen ved en fabrik og

vil normalt være tilfældet med boliger opført på ejendomme, der efter en

byplan er udlagt til industrigrunde, og hvor der kun må opføres enkelte

boliger til funktionærer, hvis tilstedeværelse på virksomheden uden for den

normale arbejdstid anses for magtpåliggende. På tilsvarende måde indgår

hoteldirektørens og kroejerens lejligheder i den dækningsafgiftspligtige

virksomhed som et naturligt og nødvendigt led i denne. Mejeribestyrerboligen,

brugsforeningsuddelerboligen og direktørboligen ved fabriken eller banken vil

derimod normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.

Ejendomme, der i henhold til lovens § 7 er fritaget for grundskyld, er

ifølge § 23, stk. 3, ligeledes FRITAGET for at svare dækningsafgift i henhold

til § 23, stk. 2. Der kan således ikke samtidig opkræves dækningsafgift af en

ejendom i henhold til § 23, stk. 1, og § 23, stk. 2. De kommunale og

statslige ejendomme, der ERHVERVSMÆSSIGT anvendes til udleje til kontor,

forretning, hotel, værksted, fabrik eller lignende øjemed, er omfattet af

dækningsafgiftspligten, idet de ikke er fritaget i henhold til lovens § 7.

2. DÆKNINGSAFGIFTENS BEREGNING.

Dækningsafgiften beregnes af ejendommens til enhver tid værende

forskelsværdi uden fradrag. Svares der kommunal ejendomsskyld af ejendommen,

skal dækningsafgift af den del af forskelsværdien, der ligger til grund for

ejendomsskyldens beregning, dog kun opkræves med det beløb, hvormed

dækningsafgiften overstiger den kommunale ejendomsskyld. Nedenfor under a.-e.

gennemgås fremgangsmåden ved beregning af dækningsafgift for fuldt

dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, for delvis

dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, samt for fritagne

ejendomme.

a. NYE bygninger, der UDELUKKENDE ANVENDES TIL KONTOR M.V., og af hvilke

der ikke svares ejendomsskyld, svarer dækningsafgift af den FULDE

forskelsværdi.

EKSEMPEL 1: NY FORRETNINGSBYGNING (IKKE PÅLIGNET EJENDOMSSKYLD), OPFØRT PÅ

EN GRUND, HVORPÅ DER IKKE ER OPFØRT ANDRE BYGNINGER:

Der svares dækningsafgift af hele forskelsværdien.

b. Af ejendomme, hvoraf der svares EJENDOMSSKYLD, og som UDELUKKENDE

ANVENDES TIL KONTOR, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED eller lignende formål, skal der

- sålænge der svares ejendomsskyld af ejendommen - kun opkræves fuld

dækningsafgift af så stor en del af den til enhver tid gældende

forskelsværdi, der beløbsmæssigt overstiger den til grund for beregningen af

ejendomsskyldenliggende forskelsværdi, d.v.s. i bykommunerne forskelsværdien

ved den seneste vurdering forud for 11. alm. vurdering, i sognekommunerne den

seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering. Af den del af

forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for beregningen

af ejendomsskyld liggende forskelsværdi opkræves dækningsafgift kun med det

beløb, hvormed afgiften måtte overstige ejendomsskylden.

EKSEMPEL 2: ÆLDRE FORRETNINGSEJENDOM, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør

50 000 kr. Ejendomsskylden udgør 23 promille af fikseringsværdien (50 000 kr.

- bygningsfradrag 20 000 kr.) = 23 promille af 30 000 kr. = 690 kr.

Den nye forskelsværdi er 90 000 kr. (Stigningen i forskelsværdi kan

skyldes enten konjunkturstigning eller forbedring eller begge dele).

Der svares fuld dækningsafgift af 90 000 kr. - 50 000 kr. (f.eks. 5

promille af 40 000 kr. = 200 kr.).

Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 690

kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 50 000 kr. = 250 kr. Der

svares da dækningsafgift med 250 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

EKSEMPEL 3: NY FORRETNINGSBYGNING, OPFØRT PÅ GRUND, DER ER BEBYGGET MED

FORRETNINGSBYGNING, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør

50 000 kr. Ejendomsskylden udgør som i eksempel 2: 690 kr.

Der opføres en ny forretningsbygning, og den nye samlede forskelsværdi er

200 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 200 000 kr. - 50 000 kr. = 150 000 kr.

(f.eks. 5 promille af 150 000 kr. (f.eks. 5 promille af 150 000 kr. = 750

kr.).

Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift som i eksempel 2 anført.

EKSEMPEL 4: NY FORRETNINGSBYGNING, UDSKILT FRA EJENDOM MED ÆLDRE

FORRETNINGSBYGNING:

Såfremt den i eksempel 3 nævnte ejendom senere deles, således at den nye

forretningsbygning følger med den ene lod, og den ældre forretningsbygning

følger med den anden lod, vil fikseringsværdien for den tidligere samlede

ejendom blive fordelt på de to nye ejendomme i det forhold, i hvilket

forskelsværdien ved den seneste vurdering af den samlede ejendom i

forbindelse med udstykningsvurderingen bliver fordelt på de to ejendomme.

Såfremt denne forskelsværdi, 200 000 kr., herefter fordeles med 140 000 kr.

på den lod, hvor den nye bygning ligger, og 60 000 kr. på den lod, hvor den

ældre bygning ligger, skal fikseringsværdien, 30 000 kr., ifølge lovens § 11,

stk. 4 (jfr. § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven) eller § 15, stk. 1,

fordeles i samme forhold, d.v.s. med 21 000 kr. på førstnævnte lod og 9 000

kr. på sidstnævnte. Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende

forskelsværdi, 50 000 kr., vil herefter være at fordele på samme måde, d.v.s.

med henholdsvis 35 000 kr. og 15 000 kr.

Er forskelsværdien af den lod, hvor den nye bygning er beliggende, efter

udstykningen ansat til 170.000 kr., skal der svares dækningsafgift af 170.000

kr. - 35.000 kr. = 135.000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 675 kr.). Af de

35.000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23

promille af fikseringsværdien 21.000 kr. = 483 kr.) ved aftrapning er blevet

mindre end 5 promille af 35.000 kr. = 175 kr. Der svares da dækningsafgift

med 175 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

Udgør forskelsværdien af den lod, hvor den ældre fabriksbygning er

beliggende, efter udstykningen 70.000 kr., skal der svares dækningsafgift af

70.000 kr - 15 000 kr. = 55 000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 275 kr.). Af

de 15 000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23

promille på fikseringsværdien 9 000 kr. = 207 kr.) ved aftrapning er blevet

mindre end 5 promille af 15 000 kr. = 75 kr. Der svares da dækningsafgift med

75 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

EKSEMPEL 5: GAMMEL VÆRKSTEDSBYGNING:

Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er

20 000 kr. Bugningsfradraget var også 20 000 kr., og der svares derfor ikke

ejendomsskyld.

Ny forskelsværdi er 30 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 30 000 kr. c. Såfremt den

dækningsafgiftspligtige ejendom kun DELVIS ANVENDES TIL KONTOR, FORRETNING,

HOTEL, FABRIK el.lign. øjemed, svares der alene dækningsafgift af den del af

forskelsværdien, der vedrører den til det nævnte formål anvendte del af

ejendommen.

EKSEMPEL 6: NY EJENDOM MED KONTORER OG BEBOELSE:

Forskelsværdi 200 000 kr., der fordeles på kontorer og beboelse med 150

000 kr. og 50 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 150 000 kr.

d. Såfremt der er tale om en dækningsafgiftspligtig ejendom , der kun

DELVIS anvendes til kontor m.v., og hvoraf der svares ejendomsskyld, skal der

først foretages en fordeling af forskelsværdien mellem den afgiftspligtige og

den ikke-afgiftspligtige del. Der svares herefter fuld dækningsafgift af den

del af den afgiftspligtige forskelsværdi, som måtte overstige HELE den til

grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi, der svarer

til hele den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende

forskelsværdi, opkræves dækningsafgift kun med det beløb, hvormed

dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.

EKSEMPEL 7: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES

EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er

100 000 kr. Bygningsfradrag 20 000 kr. Ejendomsskyld 23 promille af

fikseringsværdien 80 000 kr. = 1 840 kr.

Ny forskelsværdi 160 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med

henholdsvis 120 000 kr. og 40 000 kr.

Der svares fulddækningsafgift af 120 000 kr. - 100 000 kr. = 20 000 kr.

(f.eks. 5 promille af 20 000 kr. = 100 kr.).

Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 1 840

kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.

EKSEMPEL 8: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES

EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for beregning af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er 100

000 kr. Bygningsfradrag og lejlighedsfradrag 30 000 kr. Ejendomsskyld 23

promille af fikseringsværdien 70 000 kr. = 1 610 kr.

Ny forskelsværdi 140 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med

100 000 kr. og 40 000 kr.

Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien.

Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden 1 610

kr. ved aftrapning er kommet under f.eks. 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.

e. Er en helt eller delvis dækningsafgiftspligtig ejendom HELT ELLER

DELVIS FRITAGET for ejendomsskyld (uden dermed at være fritaget for at svare

dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 3), skal ejendommen ved

dækningsafgiftens beregning stilles, som om den ikke var fritaget.

EKSEMPEL 9: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM MED FRITAGELSE FOR AT

SVARE EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi er 100

000 kr. Fikseringsværdien udgør 79 000 kr. Såfremt ejendommen ikke i henhold

til byggestøttelovgivningen (som enfamiliehus med forretning, der udgør under

50 pct. af bruttoetagemeterarealet) var fuldstændig fritaget for at svare

ejendomsskyld indtil udgangen af skatteåret 1976/77, ville ejendomsskylden

have udgjort 23 promille af fikseringsværdien, eller 1 817 kr.

Ny forskelsværdi udgør 150 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse

med henholdsvis 80 000 kr. og 70 000 kr.

Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien, og af

den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi (nu 80 000 kr.) svares først

dækningsafgift, når den ejendomsskyld, der skulle have været betalt, hvis

fradraget ikke havde foreligget, ved aftrapning er kommet under f.eks. 5

promille af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Dersom den

dækningsafgiftspligtige forskelsværdi senere måtte komme til at overstige den

til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi, 100 000 kr.,

skal der dog svares fulddækningsafgift af det overskydende beløb. 3.

FORTEGNELSE OVER DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME. VURDERINGSMYNDIGHEDERNES

MEDVIRKEN VED FORDELING AF FORSKELSVÆRDI.

I kommuner, hvori der agtes indført vedtægtsbestemmelser vedrørende

opkrævning af dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, må der ved

kommunalbestyrelsens - i København magistratens - foranstaltning - eventuelt

med bistand mod vederlag af vurderingsmyndighederne - tilvejebringes en

fortegnelse over de ejendomme, der efter deres anvendelse må anses for

dækningsafgiftspligtige i henhold til § 23, stk. 2, d.v.s. ejendomme, der i

deres helhed anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik og værksted eller

lignende øjemed, samt ejendomme, der delvis anvendes til de nævnte formål, og

som må antages at være omfattet af dækningsafgiftspligten; på fortegnelsen

angives det, hvilke af ejendommene, der kun delvis anvendes til de nævnte

formål, og hvilke bygninger og lokaler i disse ejendomme, der anvendes som

anført.

Fortegnelsen tilsendes vurderingsrådet, og dette skal - for de ejendomme,

der kun delvis anvendes til kontor m.v. - ifølge § 23, stk. 4, på

kommunalbestyrelsens begæring foretage de fordelinger af ejendomsværdier og

grundværdier (d.v.s. af forskelsværdierne), der er fornødne for at foretage

beregningen af dækningsafgift, jfr, ligningsdirektoratets cirkulære af 29.

april 1961 til vurderingsrådene og skyldrådene og de årlige cirkulærer om

årsomvurderinger eller almindelige vurderinger.

Vurderingsrådet skal herved oplyse, hvorvidt den del af forskelsværdien,

der vedrører de bygninger og/eller lokaler, der anvendes til de i § 23, stk.

2, nævnte formål, overstiger halvdelen af ejendommens samlede forskelsværdi,

og i så fald det beløb, denne del af forskelsværdien udgør.

Såfremt kommunalbestyrelsen agter at indføre bestemmelser om opkrævning af

dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, med virkning fra det efter en

almindelig vurdering følgende skatteår, kan vurderingsrådet anmodes om at

foretage de fornødne fordelinger i forbindelse med den pågældende

almimndelige vurdering; fordelingerne vil i så fald blive foretaget, uden at

der af kommunalbestyrelsen skal ydes vederlag derfor.

Hvis dækningsafgift derimod agtes indført med virkning fra et andet

tidspunkt, således at fordelingerne ikke kan foretages i forbindelse med en

almindelig vurdering, må kommunen betale vurderingsrådet et af

finansministeren fastsat vederlag for at foretage de fornødne fordelinger af

de ved den seneste vurdering ansatte forskelsværdier, jfr. lovens § 23. stk.

4, 2. punktum.

Efter at dækningsafgiftsvedtægtsbestemmelserne er sat i kraft, må

kommunalbestyrelsen anmode vurderingsrådet om at foretage de fornødne

fordelinger i forbindelse med hver almindelig vurdering, hver årsvurdering og

i forbindelse med de vurderinger, der foretages i medfør af § 4 i

statsejendomsskatteloven: til brug for vurderingsrådet suppleres fortegnelsen

over de dækningsafgiftspligtige ejendomme - f.eks. årligt - med oplysninger

om nytilkomne ejendomme, om tilbygninger m.v. og om ændret anvendelse af

ejendommene.

Resultatet af fordelingerne vil, dersom de foretages med en almindelig

vurdering, fremgå af den fremlagte vurderingsfortegnelse. Fordelinger, der

foretages ved en årsomvurdering eller en vurdering i henhold til § 4 i

stastsejendomsskatteloven, vil fremgå af årsomvurderingsfortegnelsen, og der

tilgår ejeren oplysning om resultatet af fordelingen i den meddelelse, der af

vurderingsrådet tilsendes ejeren. Såfremt fordeling efter

kommunalbestyrelsens begæring foretages selvstændigt og ikke i forbindelse

med de sædvanlige vurderinger, må der mellem kommunalbestyrelsen og

vurderingsrådet træffes aftale om, hvorledes resultatet af fordelingen skal

meddeles ejerne.

De af vurderingsrådene foretagne fordelinger kan såvel af ejeren som af

kommunalbestyrelsen påklages efter reglerne i statsejendomsskattelovens §§

42-46. Er fordeling foretaget ved en almindelig vurdering, er fristen for

klage til skyldrådet herefter 4 uger efter sidste fremlæggelsesdag for

vurderingsfortegnelsen, og i andre tilfælde 4 uger fra datoen for den ejeren

tilsendte meddelelse.

Såfremt en klage, der helt eller delvis vedrører fordelingen af

forskelsværdien, tilsendes kommunalbestyrelsen, bør klagen snarest muligt

videresendes til skyldrådet.

4. MEDDELELSE TIL EJERNE.

Af kommunalbestyrelsen vil der være at give ejerne af de

dækningsafgiftspligtige ejendomme meddelelse om dækningsafgiftspligten og om

dækningsafgiftens beregning. Meddelelsen kan enten gives samtidig med

dækningsafgiftens opkrævning, eller i en særskilt forudgående meddelelse. I

meddelelsen må for ejendomme, der er fuldt dækningsafgiftspligtige,

forskelsværdiens størrelse angives. For ejendomme, der er delvis

dækningsafgiftspligtige, må kommunalbestyrelsen meddele ejeren, hvilken del

eller hvilke dele af ejendommen, der er anset for dækningsafgiftspligtig,

samt størrelsen af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi.

For dækningsafgiftspligtige ejendomme, hvoraf der svares ejendomsskyld, må

det derhos altid opgives, hvad den til grund for ejendomsskyldens beregning

liggende forskelsværdi udgør.

Dersom ejeren fremsætter indsigelse imod, at ejendommen er anset for

dækningsafgiftspligtig (helt eller delvis), vil der, forinden

kommunalbestyrelsen - i København magistraten - tager stilling til

indsigelsen, kunne indhentes en vejledende udtalelse fra

indenrigsministeriet.

5.DÆKNINGSAFGIFTENS UDLIGNING PÅ LEJEN.

For udlejningsejendomme, der er delvis dækningsafgiftspligtige, vil

udligning af dækningsafgift i medfør af lejelovens § 37, stk. 1, efter

boligministeriets opfattelse kun kunne ske på de bygninger og lokaler, den

dækningsafgiftspligtige forskelsværdi vedrører. Det bør derfor navnlig for

disse ejendomme af de fremsendte meddelelser nøjagtigt fremgå, hvilke

bygninger eller lokaler dækningsafgiften vedrører.

C. DÆKNINGSAFGIFTSPROMILLERNES FASTSÆTTELSE.

1. PROMILLE AF GRUNDVÆRDIEN:

For BYKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at

dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi opkræves med promiller,

der svarer til de hidtil gældende, det vil normalt sige halvdelen af den del

af grundskyldpromillen, der overstiger 14. Såfremt grundskyldpromillen

forhøjes dækningsafgiftspromillen af grundværdien i de kommuner, hvor

dækningsafgiftspromillen er fastsat til halvdelen af grundskyldpromillen -

14, med halvdelen af forhøjelsen, dog at dækningsafgiftspromillen højst kan

udgøre 10.

Sker der senere påny nedsættelse af grundskyldpromillen, skal

dækningsafgiftspromillen nedsættes tilsvarende.

I SOGNEKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at

dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi ligesom hidtil opkræves

med indtil halvdelen af grundskyldpromillen, dog højst med 10 promille.

For AMTSKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet kunne godkende, at

dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi beregnes med halvdelen

af den promille, hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme

i amtskommunen, d.v.s. at promillen højst kan udgøre 7.

2. PROMILLE AF FORSKELSVÆRDIEN.

Dækningsafgift til BY- OG SOGNEKOMMUNERNE af FORSKELSVÆRDIEN af

kontorejendomme m.v. kan ifølge § 23, stk. 2, ikke opkræves med mere end 5

promille. Indenrigsministeriet vil normalt kunne godkende, at dækningsafgift

af offentlige ejendommes forskelsværdi opkræves med samme promille som af

forskelsværdier af kontorejendomme m.v.

Som grundlag for fastsættelsen af promillen foretages et skøn over, hvilke

udgifter de dækningsafgiftspligtige ejendomme i de seneste år forud for

promillens fastsættelse har medført og fremtidig vil medføre for kommunen. De

udgifter, der skal tages i betragtning, er navnlig udgifter til gader og

veje, parkeringspladser og brandvæsen. Såfremt de gennemsnitlige årlige

udgifter af den nævnte art - efter fradrag af indtægter ved statstilskud m.v.

herunder vejfondstilskud - udgør 5 promille eller mere af de samlede

forskelsværdien i kommunen, kan dækningsafgift af forskelsværdien opkræves

med indtil 5 promille. Udgør udgifterne mindre end 5 promille af de samlede

forskelsværdier, kan dækningsafgift af forskelsværdien ikke opkræves med mere

end den promille, de nævnte udgifter udgør af forskelsværdierne, medmindre

den del af udgifterne, der kan henføres til de dækningsafgiftspligtige

ejendomme, udgør en højere promille af de samlede forskelsværdier for disse

ejendomme. I så fald kan dækningsafgift opkræves med den højere promille, dog

højst med 5 promille.

I amtskommunerne, hvor dækningsafgift af forskelsværdien alene kan

opkræves af offentlige ejendomme i henhold til § 23, stk. 1, vil

indenrigsministeriet kunne godkende, at dækningsafgift af forskelsværdien

indtil videre opkræves med højst 3,75 promille.

D. DÆKNINGSAFGIFTSVEDTÆGTER.

1. NORMALVEDTÆGTER.

Ifølge lovens § 23, stk. 1 og 2, skal bestemmelser om opkrævning af

dækningsafgift i kommunen optages i en særlig VEDTÆGT, der skal godkendes af

indenrigsministeriet. Ved udarbejdelsen af en sådan vedtægt vil

kommunalbestyrelserne kunne benytte de som bilag til nærværende cirkulære

optagne normalvedtægter.

Som der fremgår af bilagene, indeholder normalvedtægterne for by- og

sognekommuner 3 afsnit; afsnit I indeholder bestemmelser vedrørende

dækningsafgiften af offentlige ejendomme, afsnit II indeholder bestemmelser

om dækningsafgiften af visse erhvervsejendomme, og afsnit III indeholder

fælles bestemmelser. Såfremt en kommune beslutter kun at opkræve

dækningsafgift af den ene af de to nævnte kategorier af ejendomme, anvendes

alene vedkommende afsnit i vedtægten. I så fald skal overskriften til de i

afsnit III indeholdte bestemmelser udelades, og nummeringen af paragrafferne

ændres.

Normalvedtægten for amtskommunerne indeholder alene bestemmelser om

opkrævning af dækningsafgift af offentlige ejendomme.

2. VEDTÆGTERNES INDSENDELSE TIL GODKENDELSE:

Omfatter vedtægten bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af VISSE

ERHVERVSEJENDOMME M.V., skal det vedtægtsudkast, der indsendes til

indenrigsministeriets godkendelse, være ledsaget af oplysninger om grundlaget

for fastsættelsen af promillen for opkrævning af dækningsafgift af

forskelsværdien. Omfatter vedtægten alene bestemmelser om opkrævning af

dækningsafgift af fritagne offentlige ejendomme, og dækningsafgiften ønskes

opkrævet med en promille, der er højere end 3,75 skal vedtægtsudkastet være

ledsaget af tilsvarende oplysninger. Såfremt disse promiller senere ønskes

ændret, skal kommunalbestyrelsens anmodning om indenrigsministeriets

godkendelse heraf være ledsaget af tilsvarende oplysninger.

Dersom vedtægten omfatter dækningsafgift af OFFENTLIGE EJENDOMME, bedes

medsendt en fortegnelse over disse, indeholdende følgende oplysninger: 1)

ejendommens matrikelbetegnelse, 2) ejendommens ejer, 3) ejendommens

anvendelse, eventuelt tillige ejendommens sædvanligt benyttede navn, 4)

ejendomsværdien, 5) grundværdien og 6) fradrag i grundværdien for

forbedringer.

3. VEDTÆGTENS IKRAFTTRÆDEN:

En til indenrigsministeriets stadfæstelse indsendt vedtægt for opkrævning

af dækningsafgift vil, for så vidt angår OFFENTLIGE EJENDOMME, kunne

forventes stadfæstet MED VIRKNING FOR DET SKATTEÅR, i hvilket vedtægten

indsendes. Indenrigsministeriet skal dog henstille, at kommunalbestyrelserne

- såfremt de ønsker af fastsætte bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift

for offentlige ejendomme - så vidt muligt vedtager og indsender en herpå

sigtende vedtægt inden begyndelsen af det pågældende skatteår.

Vedtægtsbestemmelser angående opkrævning af dækningsafgift af VISSE

ERHVERVSEJENDOMME m.v. vil ikke kunne forventes stadfæstet med virkning fra

et tidligere tidspunkt end tidspunktet for vedtægtens indsendelse til

indenrigsministeriet. Der vil ikke være noget til hinder for, at

vedtægtsbestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af visse

erhvervsejendomme stadfæstes med virkning fra et andet tidspunkt end

begyndelsen af et skatteår, f.eks. 1. oktober.

E. OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT.

Ifølge lovens § 27 OPKRÆVES DÆKNINGSAFGIFTEN på samme måde som den

kommunale grundskyld og ejendomsskyld, og bestemmelserne i lovens kapital V

(skatternes FORFALDSTID OG ERLÆGGELSE M.V.) finder i det hele anvendelse på

dækningsafgiften såvel af de offentlige ejendomme som af de omtalte

erhvervsejendomme, men det er ikke nødvendigt, at dækningsafgift opkræves til

samme terminer som de i kommunen gældende for opkrævning af grundskyld og

ejendomsskyld. Opmærksomheden henledes på, at sidste rettidige

indbetalingsdag må fastsættes til et tidspunkt, der ligger forudfor den dag,

der kan foretages udpantning for afgiften, jfr. lovens § 27, stk. 3.

VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE.

Ved lovens § 24 gives der kommunalbestyrelserne i SOGNEKOMMUNERNE adgang

til at bestemme, at der i kommunen skal opkræves TILLÆGSGRUNDSKYLD af

landbrugsejendomme, der tilhører eller er forpagtet af personereller

selskaber, der ikke ved skatteårets begyndelse er skattepligtige til den

pågældende kommune i henhold til lov vedrørende personlig skat til kommunen.

1. LANDBRUGSEJENDOMME.

Tillægsgrundskyld kan kun pålignes de i lovens § 6, stk. 2, nævnte

landbrugsejendomme, jfr. foran afsnit III.B., stk. 4-7. I henvisningen til §

6, stk. 2, ligger således også, at en landbrugsejendom den 31. december skal

være noteret helt eller delvis som landbrugsejendom, for at der i det

følgende skatteår kan opkræves tillægsgrundskyld.

2. EJERENS ELLER FORPAGTERENS KOMMUNESKATTEPLIGT.

Det er ifølge § 24 en betingelse for at opkræve tillægsgrundskyld af en

ejendom, at ejeren eller - såfremt ejendommen er bortforpagtet - forpagteren

ikke fra skatterådets begyndelse er kommuneskattepligtig til den eller en af

de kommuner, hvori ejendommen er beliggende.

Det er normalt EJERENS skattemæssige forhold, der er afgørende for

spørgsmålet om pligten til at svare tillægsgrundskyld, men er ejendommen

bortforpagtet, er det FORPAGTERENS skattemæssige forhold, der er afgørende,

og i så fald er ejerens forhold uden betydning.

Ifølge § 24, stk. 1, 2. punktum, er det for ejendomme, der EJES AF FLERE,

en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ingen af ejerne er

pligtig at svare personlig skat til den pågældende kommune. Dette gælder

ikke, hvis ejendommen er bortforpagtet; i så fald er det forpagterens

forhold, der er afgørende. Loven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse

vedrørende ejendomme, der er FORPAGTET AF FLERE, men i så fald må det

ligeledes antages at være en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld,

at ingen af forpagterne af en under eet vurderet ejendom er pligtig at svare

personlig skat til den pågældende kommune. I det følgende forstås ved

udtrykket »ejeren (forpagteren)» derfor også: »en af ejerne

eller en af forpagterne«.

Er en under eet vurderet EJENDOM BELIGGENDE I FLERE KOMMUNER, er det en

betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ejeren (forpagteren) ikke

er pligtig at svare personlig skat til nogen af de pågældende kommuner. Disse

kommuner benævnes i det følgende under eet som »ejendomskommunen«.

Det afgørende for spørgsmålet om påligning af tillægsgrundskyld er, om

ejeren (forpagteren) er skattepligtig til ejendomskommunen FRA SKATTEÅRETS

BEGYNDELSE, d.v.s.fra og med den 1. april i skatteåret. Det er således uden

betydning for tillægsgrundskylden, om ejeren (forpagteren) efter 1. april

bliver skattepligtig til ejendomskommunen eller ophører med at være

skattepligtig til denne kommune. Ejer- eller forpagterskifter i skatteårets

løb er ligeledes uden betydning, hvad enten den nye ejer (forpagter) i

modsætning til den tidligere den tidligere den 1. april var skattepligtig til

ejendomskommunen eller ikke var det, ligesom det forhold, at den nye ejer

(forpagter) senere end den 1. april bliverskattepligtig til kommunen eller

ophører med at være det, er uden indflydelse på tillægsgrundskyldens

opkrævning.

Det er tilstrækkeligt for udelukkelse af opkrævning af tillægsgrundskyld,

at ejeren (forpagteren) er kommuneskattePLIGTIG til ejendomskommunen,

hvorimod det ikke er en betingelse, at der faktisk er pålignet ham noget

beløb i kommuneskat - hvad enten dette skyldes, at indkomsten er negativ

eller for lav, eller at kommunen har givet afkald på skatten, således som

kommunalbestyrelsen har adgang til for erhvervsskattens vedkommende. Det er

ligeledes uden betydning, om kommuneskatten kun udgør et ganske ringe beløb i

forhold til tillægsgrundskylden.

Ifølge lovbestemmelsen er pligten til at svare tillægsgrundskyld betinget

af, at ejeren (forpagteren) ikke fra skatteårets begyndelse er pligtig at

svare SKAT I HENHOLD TIL LOV VEDRØRENDE PERSONLIG SKAT TIL KOMMUNEN til

ejendomskommunen. D.v.s. at pligt til at svare skat efter såvel kapitel I og

II (opholdskommuneskat), kapitel III (erhvervsskat), kapitel IV

(»uegentlig erhvervsskat«) og kapitel V (skat af aktieselskaber

m.v.) udelukker fra pligt til at betale tillægsgrundskyld, jfr. nedenfor

litra a-e.

A. OPHOLDSKOMMUNESKAT. Er ejeren (forpagteren) den 1. april

opholdskommuneskattepligtig til ejendomskommunen, kan tillægsgrundskyld ikke

pålignes. Dette gælder, selv om ejeren (forpagteren) samtidig er

opholdskommuneskattepligtig til en anden kommune. Kommunalbestyrelsen kan

ikke ved at give afkald på retten til andel i opholdskommuneskat få adgang

til at påligne tillægsgrundskyld. Er betingelserne for

opholdskommuneskattepligt opfyldt, er opkrævning af tillægsgrundskyld

udelukket.

b. ERHVERVSSKAT. Er ejeren pligtig at svare erhvervsskat til

ejendomskommunen, kan der ikke pålignes tillægsgrundskyld.

Erhvervsskattepligten er imidlertid fra og med skatteåret 1962-63 ifølge

kommuneskattelovens § 19, stk. 1, betinget af, at vedkommende i

erhvervskommunen har haft en indtægt af mindst 12 500 kr. i det til grund for

skatteansættelsen liggende regnskabsår, samt at han for det pågældende

skatteår er ansat til indkomstskat til staten at en indkomst på mindst 25 ooo

kr. I så fald er der adgang til at opkræve et beløb i erhvervsskat hos den

pågældende. Kommunens adgang til at påligne en ejendom, der tilhører en her i

landet bosat person, der ikke er opholdskommuneskattepligtig til

ejendomskommunen, tillægsgrundskyld kan således kun tilsidesættes, såfremt

kommunen kan opkræve erhvervsskat hos den pågældende. Det vil således meget

vel kunne forekomme, at en kommune det ene år kan opkræve tillægsgrundskyld

af en ejendom, og det andet år på grund af erhvervsskattepligt er afskåret

fra at gøre det.

c. »UEGENTLIG ERHVERVSSKAT«. Også pligt for ejeren (forpagteren)

til at svare uegentlig erhvervsskat i henhold til kommuneskattelovens kapitel

IV udelukker opkrævning af tillægsgrundskyld. Pligt til at svare ugentlig

erhvervsskat har fra og med skatteåret 1962-63 personer, som ikke har

skattepligtigt ophold i nogen kommune her i landet, uafsluttede dødsboer, der

her i landet er undergivet offentlig skiftebehandling, og staten og dens

institutioner. Den uegentlige erhvervsskat påhviler bl.a. de pågældende

fysiske og juridiske personer, dersom de »bruger, ejer eller er

beneficeret med fast ejendom« (kommuneskattelovens § 29, jfr. § 18, stk.

1, nr. 3) og skal svares til den kommune, hvor ejendommen er beliggende. De

af bestemmelserne omfattede fysiske og juridiske personer er således i

princippet skattepligtige til ejendomskommunen. Dette må efter

indenrigsministeriets opfattelse føre til, at de pågældende under alle

omstændigheder er undtaget fra pligten til at svare tillægsgrundskyld i

ejendomskommunen, og at dette gælder, selv om der på grund af ringe eller

negativ indtægt ikke er pålignet ejeren (forpagteren) uegentlig erhvervsskat.

d. SELSKABSSKAT. Fra og med skatteåret 1962-63 er der sket en betydelig

ændring i bestemmelserne om selskabsbeskatning, der samtidig udvides til også

at omfatte institutioner og stiftelser m.v. (bortset fra staten og dens

institutioner) samt brugsforeninger og produktions- og salgsforeninger. Fra

dette skatteår skal selskaber, foreninger, institutioner m.fl. alene svare

indkomstskat i henhold til lov nr. 255 af 11, juni 1960 om indkomstbeskatning

af aktieselskaber m.v. (finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 377 af 20.

december 1961), jfr. § 33, stk. 1, i lov vedrørende personlig skat til

kommunen som ændret ved lov nr. 276 af 7. juli 1960. Af denne skat tilfalder

ifølge § 23 i loven af 11. juni 1960 3/20 den eller de kommuner, hvori

selskabet eller foreningen har drevet virksomhed, og det er i

kommuneskattelovens §§ 33-36, som ændret ved loven af 7. juli 1960 nærmere

angivet, i hvilke kommuner et selskab el.lign. kan anses for at have drevet

virksomhed, og hvorledes den kommunale andel vil være at fordele mellem disse

kommuner.

Såfremt ejeren (forpagteren) af en landbrugsejendom er et selskab

el.lign., må bestemmelsen i den kommunale ejendomsskattelovs § 24, stk. 1,

efter indenrigsministeriets opfattelse herefter forstås således, at der ikke

kan opkræves tillægsgrundskyld af ejendommen, dersom ejendomskommunen er

berettiget til at deltage i fordelingen af den kommunale andel af

selskabsskatten. Retten til andel i denne skat er betinget af, at virksomhed

anses for drevet af selskabet i ejendomskommunen. Dette må efter den ændrede

bestemmelse i kommuneskattelovens § 33, stk. 3, antages altid at være

tilfældet, når selskabet ejer en landbrugsejendom i kommunen, medmindre den

samlede kommunale andel af selskabsskatten for et selskab er mindre end 300

kr., og ejendomskommunen ikke er selskabets hjemstedskommune, jfr. den

ændrede bestemmelse i kommuneskattelovens § 35, stk. 1, sammenholdt med

bestemmelserne i § 25, stk. 1, og § 24 i den nye selskabsskattelov. I

skatteår, hvor den samlede indkomstskat (til stat og kommune) for et selskab

er 2 000 kr. eller derunder, kan der således, efter indenrigministeriets

menings opkræves tillægsgrundskyld af selskabet tilhørende eller af selskabet

tilhørende eller af selskabet forpagtede landbrugsejendomme i alle andre

kommuner end selskabets hjemstedskommune. Dette vil så meget mere gælde,

dersom selskabet overhovedet ikke betaler indkomstskat i det pågældende

skatteår, og er selskabet endnu ikke blevet indkomstskattepligtig ved

skatteårets begyndelse, kan der også opkræves tillægsgrundskyld af selskabets

landbrugsejendomme i hjemstedskommunen. Når den samlede kommunale andel af

selskabsskatten for et selskab el. lign. overstiger 300 kr., er det derimod

uden betydning for adgangen til opkrævning af tillægsgrundskyld, om

ejendomskommunen faktisk oppebærer en del af den kommunale andel af

selskabsskatten. Opkrævning ag tillægsgrundskyld er i så fald efter

indenrigsministeriets opfattelse altid udelukket.

e. SKAT AF BRUGSFORENINGER SAMT PRODUKTIONS- OG SALGSFORENINGER.

Fra og med skatteåret 1962-63 er disse foreninger omfattet af de andre

selskaber og foreninger fældende bestemmelser, og der henvises herom til

ovenfor under afsnit d.

3. KOMMUNALBESTYRELSENS BESLUTNING OM OPKRÆVNING AF

TILLÆGSGRUNDSKYLD.

Det står kommunalbestyrelserne i sognekommunerne frit for, om de ønsker at

benytte sig af adgangen til at udskrive tillægsgrundskyld, ligesom

kommunalbestyrelserne selv bestemmer, hvor høj promillen skal være. Dog kan

tillægsgrundskylden ikke udskrives med mere end 10 promille.

Beslutning om opkrævning af tillægsgrundskyld kræver ikke amtsrådets

godkendelse, men skal ifølge lovens § 24, stk. 4, være truffet inden den 15.

februar for at have virkning for det følgende skatteår. Beslutning om

opkrævning af tillægsgrundskyld og om promillens størrelse kan træffes som

gældende indtil videre eller for et enkelt skatteår. Kommunalbestyrelsen kan,

selv om beslutning er truffet for et bestemt åremål, til enhver tid - dog

senest inden den 15. februar forud for det pågældende skatteår - vedtage at

tillægsgrundskyld ikke skal opkræves eller opkræves med en ændret promille

fra og med det kommende skatteår.

4. OPKRÆVNING AF OG FRITAGELSE FOR TILLÆGSGRUNDSKYLD.

Såfremt der i en kommune træffes beslutning om udskrivning ag

tillægsgrundskyld, skal samtlige landbrugsejendomme, hvis ejere (forpagtere)

ike fra skatteårets begyndelse er skattepligtige til kommunen i henhold til

lov vedrørende personlig skat til kommunen, pålignes tillægsgrundskyld, og

den skal for samtlige de pågældende ejendomme pålignes med samme promille.

Ejendomme, der helt eller delvis er fritaget for at svare ordinær grundskyld,

er dog i tilsvarende omfang fritaget for tillægsgrundskyld.

Tillægsgrundskyld opkræves og inddrives efter de for den ordinære

grundskyld gældende regler. Bestemmelserne i lovens kapitel V finder i det

hele direkte anvendelse på tillægsgrundskylden.

5. TILLÆGSGRUNDSKYLDEN UAFHÆNGIG AF LIGNINGSFORHOLD OG

GRUNDSKYLDGRÆNSER.

Tillægsgrundskylden medregnes ikke i det beløb, der i henhold til det

fastsatte ligningsforhold skal udskrives som grundskyld og indkomstskat, jfr.

lovens § 24, stk. 3. Tillægsgrundskyldpromillen fastsættes endvidere

uafhængigt af de foran under afsnit II. A. omtalte over- og undergrænser for

grundskyldpromillens størrelse. Der er således intet i vejen for, at en

kommune med en grundskyldspromille på 40 kan opkræves tillægsgrundskyld.

INDENRIGSMINISTERIET. DEN 31. MARTS 1962.

Lars P. Jensen.

/Johs. Pedersen

BILAG 1.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I BYKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I .............KOMMUNE.

I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for

opkrævningen af dækningsafgift af de i .......... kommune beliggende faste

ejendomme.

I. OFFENTLIGE EJENDOMME.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra

b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares

dækningsafgift af grundværdien ag af forskelsværdien efter reglerne i

reglerne i §§ 2-3.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme

måde som kommunal grundskyld, men svares kun med ... promille. (* 1)

Stk. 2. For skatteår med højere grundskyldpromille end

...(* 2) forhøjes promillesatsen for dækningsafgift med halvdelen af

forskellen, dog højst til 10 promille.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ...

promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.

§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor,

forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift

af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares

dækningsafgift, når den del af forskelsvædien, der vedrører den til de nævnte

formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af

forskelsværdien for hele ejendommen.

§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum,

omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende

forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme

svaresmed samme promille af den af forskelsværdien, der vedrører den del af

forskelsværdien, der vedrører den til de i § 4 nævnte formål anvendte del af

ejendommen.

Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig

ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del

af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til

grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del

af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for

beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der

dækningsafgift med det beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige

ejendomsskylden.

§ 6, Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke

opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov

om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

III. FÆLLES BESTEMMELSER.

§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller

ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker

dette ved udgangen af det kvartal, hvori skiftet har fundet sted.

§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelser om skatternes

forfaldstid og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt

omhandlede dækningsafgift.

Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til

betaling........... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis.........

§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den..........

....................byråd, den.....................

BILAG 2.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I SOGNEKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ..........SOGNEKOMMUNE.

I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for

opkrævningen af dækningsafgift af de i ...........sognekommune beliggende

faste ejendomme.

I. OFFENTLIGE EJENDOMME.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra

b, i ovennævnte lov er fritages for kommunal grundskyld, svares

dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter reglerne i §§ 2-3.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme

måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille,

hvormed kommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i kommunen, dog

højst med 10 promille.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ...

promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.

§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor,

forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift

af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares

dækningsafgift, når den del af forskelsværdien, der vedrører den til de

nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af

forskelsværdien for hele ejendommen.

§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum,

omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende

forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme

svares med samme promille af den del af forskelsværdien, der vedrører den til

de i § 4 nævnte formål anvendte del af ejendommen.

Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig

ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del

af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til

grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del

af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den grund for beregningen af

ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der dækningsafgift med det

beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.

§ 6. Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke

opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov

om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

III. FÆLLES BESTEMMELSER.

§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller

ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker

dette ved udgangen af det kvartal hvori skiftet har fundet sted.

§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til

kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelse am skatternes forfaldstid

og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt omhandlede

dækningsafgift.

Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til betaling

............... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis .........

§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den ........

.....................sogneråd, den ..............

BILAG 3.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I AMTSKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ......... AMTSKOMMUNE.

I medfør af § 23. stk. 1, ilov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning

til kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for

opkrævningen af dækningsafgift af de i .......amtskommunebeliggende faste

ejendomme.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra

b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares

dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter nedenstående

regler.

Stk. 2. Ejendomme tilhørende sognekommunerne i

.............amtsrådskreds er dog ikke omfattet af dækningsafgiftspligten.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme

måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille,

hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i amtskommunen.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med

...promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

§ 4. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller

ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift, sker

dette ved udgangen af det halvår, hvori skiftet har fundet sted.

§ 5. Dækningsafgiften opkræves ligesom de

amtskommunale ejendomsskatter sammen med ejendomsskatterne til staten.

§ 6. Nærværende vedtægt træder i kraft den.......

................amtsråd, den...................

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. BYKOMMUNERNE.

A. Grundskyld

B. Ejendomsskyld

1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning

a. De ældre regler

b. De nye regler

2. Ejendomsskyldpromillen

3. Særregler for visse småejendomme

II. SOGNEKOMMUNERNE.

A. Grundskyld

1. Grundskyldspromillens fastsættelse i visse større sognekommuner

2. Grundskyldspromillens fastsættelse i de øvrige sognekommuner

(ligningsforhold)

a. Ligningsforholdets indhold; grænserne for

grundskyldpromillens størrelse

b. Ligningsforholdets fastsættelse

B. Ejendomsskyld

1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning

2. Ejendomsskyldpromillen

III. AMTSKOMMUNERNE:

A. Udskrivning på kommunerne

B. Grundskyld

C. Ejendomsskyld

1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning

2. Ejendomsskyldpromillen

IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.

A.Fritagelse for kommunal grundskyld.

1. Lovmæssige fritagelser

2. Bevillingsmæssige fritagelser afledt af fritagelse for

statsgrundskyld

a. Lovmæssige fritagelser for statsgrundskyld

b. Bevillingsmæssige fritagelser for statsgrundskyld

3. Bevillingsmæssig fritagelse af byplanmæssige hensyn

B. Fritagelse for kommunal ejendomsskyld.

1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse

for grundskyld

2. Fritagelse for ejendomsskyld af bygninger på fremmed

grund

3. Fritagelse for ejendomsskyld for fredede bygninger

4. Opretholdelse af ældre fritagelser for ejendomsskyld

a. Frugtplantager

b. Fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen

c. Hede- og klitplantager

V. DÆKNINGSAFGIFT.

A. Offentlige ejendomme

B. Visse erhvervsejendomme m.v. 1. Dækningsafgiftspligtige ejendomme

2.Dækningsafgiftens beregning 3. Fortegnelse over dækningsafgiftspligtige

ejendomme 4. Meddelelse til ejeren 5. Dækningsafgiftens udligning på lejen

C. Dækningsafgiftspromillernes fastsættelse 1. promille af grundværdien 2.

Promille af forskelsværdien

D. Dækningsafgiftsvedtægter 1. Normalvedtægter 2. Vedtægternes indsendelse

til godkendelse 3. Vedtægtens ikrafttræden

E. Opkrævning af dækningsafgift

VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE. 1.

Landbrugsejendomme 2. Ejerens eller forpagterens kommuneskattepligt 3.

kommunalbestyrelsens beslutning om opkrævning af tillægspension 4. Opkrævning

af og fritagelse for tillægsgrundskyld 5. Tillægsgrundskyld uafhængig af

ligningsforhold og grundskyldgrænser

BILAG 1. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i bykommunerne

BILAG 2. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i sognekommunerne

BILAG 3. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i amtskommunerne

Officielle noter

(* 1) Promillen kan højst udgøre halvdelen af grundskyldpromillen - 14.

(* 2) Den grundskyldpromille, der er lagt til grund ved fastsættelsen af

den i stk. 1 nævnte promille.

Lignende dokumenter