Spring til indhold

Retsinformation

BEKENDTGØRELSE AF FÆRDSELSLOV

Ikke gældende LBK nr 735 af 24/08/1992LovbekendtgørelseBy-, Land- og Transportministeriet4. september 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 1.432 afgørelser

Domsdatabasen 682, Vejdirektoratet 406, Retsinformation 187, Parkeringsklagenævnet 69, Landsskatteretten 57, Klagenævn (Nævnenes Hus) 27

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

BEKENDTGØRELSE AF FÆRDSELSLOV

Herved bekendtgøres færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 765 af 16. november 1990, med de ændringer, der følger af lov nr. 278 af

8. maj 1991, lov nr. 279 af 8. maj 1991, lov nr. 351 af 6. juni 1991, lov nr.

942 af 27. december 1991, lov nr. 283 af 29. april 1992, lov nr. 385 af 20.

maj 1992 og lov nr. 386 af 20. maj 1992.

Kapitel 1

Lovens område m.v.

Lovens område

§ 1. Loven gælder, hvor andet ikke er bestemt, for

færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere

færdselsarter.

Definitioner m.v.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1. Akseltryk:

det tryk, der overføres til vejen fra hjulene på en aksel.

2. Bil:

motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter,

valser, meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt

overstiger 400 kg.

3. Blokvogn:

motordrevet køretøj eller dertil koblet køretøj, hvis vægt, akseltryk,

dimensioner eller øvrige konstruktion udelukker køretøjet fra registrering,

og som er beregnet til transport af særlig tungt eller omfangsrigt gods.

4. Egenvægt:

vægten af køretøj med tilbehør, som køretøjet normalt medfører. Vægten af

driftsmidler, herunder brændstof, smøreolie og kølevand, samt fører medregnes

ikke til egenvægten.

5. Fodgængerfelt:

den del af vejen, som er bestemt for gående ved passage over kørebane

Læs alt

eller cykelsti, og som er særlig afmærket.

6. Knallert:

motordrevet to- eller trehjulet køretøj med en motor, hvis slagvolumen

ikke overstiger 50 cm3, eller med elmotor, og hvis motor ikke kan fremdrive

køretøjet med større hastighed end 30 km i timen ad vandret vej.

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om yderligere betingelser, som

et motordrevet køretøj skal opfylde for at kunne anses som knallert.

7. Krybespor:

særlig vognbane, som med færdselstavle anvises for langsomtkørende

færdsel.

8. Kørebane:

den del af vejen, der er bestemt for kørende, herunder dog ikke cykelsti

eller ridesti. Reglerne om færdsel på kørebane gælder også for færdsel på

cykelsti og ridesti.

9. Køretøj:

indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet

til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner. Færdselsreglerne for kørende

gælder, i den udstrækning de kan anvendes, også for ridende samt dem, der

fører heste eller driver kreaturer.

10. Lygtetændingstiden:

tiden fra solnedgang til solopgang eller i øvrigt, når anvendelse af

køretøjets lygter på grund af mørke, tåge, dis, regn eller lignende dårlige

sigt- eller lysforhold er påkrævet enten for at gøre køretøjet synligt for

andre trafikanter eller for at give føreren tilstrækkelig synsvidde.

11. Motorcykel:

motorkøretøj på 2 hjul, med eller uden sidevogn, og motorkøretøj på 3

hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.

12. Motordrevet køretøj:

køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft. For kørestol, som er

konstrueret til en hastighed af højst 15 km i timen og kun med væsentlig

konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed, gælder bestemmelserne

om cykel, hvor intet andet er bestemt. Motordrevne køretøjer inddeles i

motorkøretøj, traktor, motorredskab og knallert.

13. Motorkøretøj:

motordrevet køretøj, der hovedsagelig er indrettet til selvstændigt at

benyttes til person- eller godsbefordring. Motordrevet køretøj, som er

indrettet til andet formål, men som er konstrueret til eller uden væsentlig

konstruktiv forandring kan ændres til en hastighed af over 30 km i timen,

anses ligeledes for motorkøretøj. Motorkøretøjer inddeles i bil og

motorcykel.

14. Motorredskab:

motordrevet køretøj, som hovedsagelig er indrettet som arbejdsredskab, og

som er konstrueret til en hastighed af højst 30 km i timen og kun med en

væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed. Motordrevet

køretøj, der er bestemt til at føres af en gående, anses som motorredskab.

15. Motorvej og motortrafikvej:

vej, som er forbeholdt færdsel med motorkøretøjer, og som med

færdselstavler er afmærket som henholdsvis motorvej og motortrafikvej.

16. Parkering:

enhver hensætning af et køretøj med eller uden fører. Standsning kortere

end 3 minutter, standsning for af- eller påstigning samt af- eller pålæsning

af gods anses dog ikke for parkering.

17. Påhængskøretøj:

køretøj, der efter sin indretning er bestemt til at blive trukket af andet

køretøj. Påhængskøretøjer inddeles i påhængsvogn, sættevogn og

påhængsredskab.

18. Påhængsredskab:

andet påhængskøretøj end påhængsvogn og sættevogn. Campingvogn anses som

påhængsredskab.

19. Påhængsvogn:

påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer

eller gods, sættevogn dog undtaget.

20. Sidevogn:

et-hjulet køretøj, der kobles til siden af et to-hjulet køretøj, og som

hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods.

21. Sættevogn:

påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer

eller gods, og som kobles til det trækkende køretøj således, at køretøjet

eller dets last delvis hviler på det trækkende køretøj.

22. Totalvægt:

køretøjets øjeblikkelige vægt med driftsmidler, fører og last (faktiske

totalvægt) eller den ved registrering eller godkendelse tilladte største vægt

af køretøjet med driftsmidler, fører og last (tilladte totalvægt).

23. Trafikant:

enhver, der færdes eller i øvrigt opholder sig på vej eller i køretøj på

vej.

24. Traktor:

motordrevet køretøj, som hovedsagelig er indrettet til at trække andet

køretøj eller arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst

30 km i timen og kun med væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til

større hastighed.

25. Tættere bebygget område:

område, hvis grænser tilkendegives ved særlig afmærkning.

26. Vej:

vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller

lignende, hvad enten den er offentlig eller privat.

27. Vejkryds:

vejkryds, vejforgrening og vejudmunding.

28. Vognbane:

enhver af de baner, i hvilke kørebanen kan deles, og som hver er

tilstrækkelig bred til at kunne benyttes af en række køretøjer med 4 hjul.

Kapitel 2

Regler for al færdsel

Grundregler m.v.

§ 3. Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise

agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe

for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der

skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen.

Stk. 2. Særligt hensyn skal vises over for børn,

skolepatruljer, ældre mennesker samt personer, der ifølge særligt af

justitsministeren fastsat kendetegn eller i øvrigt, efter hvad der fremgår af

omstændighederne, lider af svækket syn eller hørelse eller anden legemlig

mangel eller sygdom, som er til ulempe for dem i færdslen.

Stk. 3. Det påhviler politi og vejmyndigheder efter

samråd med skolerne at træffe foranstaltninger til at beskytte børnene mod

farerne fra den kørende færdsel på deres vej til og fra skolen.

Anvisninger for færdslen

§ 4. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for

færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller

cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jfr. § 95.

Stk. 2. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for

færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har

bemyndiget til at regulere færdslen, jfr. § 89. Disse anvisninger skal

efterkommes forud for anvisninger i stk. 1.

Stk. 3. Anvisningerne i stk. 1 og 2 skal efterkommes

forud for færdselsreglerne.

Stk. 4. Trafikanter skal uanset afmærkning, der

tilkendegiver ubetinget vigepligt, rette sig efter signalanlæg, der regulerer

færdslen i det pågældende vejkryds.

Færdsel over jernbanespor m.v.

§ 5. Trafikanter, der skal passere

jernbaneoverkørsel, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over

jernbaneoverkørsel må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog

nærmer sig. Kørende skal afpasse hastigheden således, at standsning om

nødvendigt kan ske før sporene. Når sporene passeres, skal dette ske uden

unødigt ophold.

Stk. 2. Trafikanter må ikke passere jernbaneoverkørsel,

når:

1) pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg,

2) bomme er lukkede, eller medens bomme lukkes eller åbnes, eller

3) jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Stk. 3. Standsning skal ske i betryggende afstand fra

sporene og før signal eller bom. I lygtetændingstiden må på køretøj, der har

særligt positionslys (parkeringslys), kun positionslygterne være tændt under

standsningen.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder også for passage af andre

overkørsler samt for kørsel på eller over spor, der ligger i vej, havneplads

eller lignende uden at være afgrænset derfra.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal iagttages ved passage af

jernbaneoverkørsler med:

1) transporter, der er særlig langsomme eller tunge,

2) transporter, der overskrider de almindelige bestemmelser for bredde,

længde eller højde, der er fastsat i medfør af § 84, eller

3) dyr, der trækkes eller drives.

Leg m.v.

§ 6. Ingen må springe af eller på et køretøj, der er

i bevægelse, eller opholde sig på et køretøjs trinbræt eller lignende,

medmindre det er særligt godkendt hertil.

Stk. 2. Slæde, trækvogn eller lignende må ikke hænges

efter køretøj. Den, der løber på ski, skøjter, rulleskøjter eller lignende,

må ikke trækkes af køretøj.

Stk. 3. Der må ikke på vej køres på rullebræt eller

laves glide- eller kælkebaner. På vej bortset fra legegader må der ikke leges

eller spilles bold til ulempe for færdslen.

Udrykningskørsel m.v.

§ 7. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

udrykningskørsel og kan herunder fravige regler i denne lov.

Stk. 2. Når der ved kørsel med udrykningskøretøj

anvendes særlige af justitsministeren fastsatte lyd- eller lyssignaler, skal

andre trafikanter i god tid holde vejen åben for køretøjet. Kørende skal om

nødvendigt standse.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser til sikring af ambulancers og brandslukningskøretøjers uhindrede

kørsel til og fra uheldsstedet eller brandstedet.

Stk. 4. Motorkøretøj, der i et enkelt tilfælde benyttes

til kørsel med alvorligt syge eller tilskadekomne eller i et andet lignende

øjemed, som ikke tåler opsættelse, og som foran på køretøjet på iøjnefaldende

måde har anbragt en hvid dug, er under denne kørsel ligestillet med

udrykningskøretøj. Føreren af motorkøretøjet skal snarest muligt, efter at

sådan kørsel har fundet sted, give politiet meddelelse herom. Uberettiget

anvendelse af hvid dug er forbudt.

Stk. 5. Uvedkommende må ikke komme så nær til et

uheldssted eller brandsted, at redningsarbejdet eller slukningsarbejdet,

herunder kørsel til eller fra stedet, derved hæmmes.

Stk. 6. Trafikanter skal give fri passage for

forsvarets og civilforsvarets kolonner, grupper af børn under opsyn af leder,

ligtog eller andet sluttet optog.

Beskadigelse af færdselstavler m.v.

§ 8. Den, der med eller uden egen skyld beskadiger

færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller

andre færdselsanordninger, skal straks bringe afmærkningen i orden igen, hvis

det er muligt. Kan dette ikke ske, skal den pågældende snarest underrette

politiet og i øvrigt foretage, hvad der er nødvendigt for at advare andre

trafikanter.

Forpligtelser ved færdselsuheld

§ 9. Trafikant, der med eller uden egen skyld bliver

indblandet i et færdselsuheld, skal straks standse og i muligt omfang yde

hjælp til tilskadekomne. Den pågældende skal endvidere til sikring af

færdslen deltage i de foranstaltninger, som uheldet giver anledning til. Hvis

en anden, der er indblandet i uheldet, anmoder herom, skal vedkommende opgive

navn og bopæl. Tilsvarende oplysninger skal efter anmodning gives den, på

hvis ejendom eller ting, der er sket skade.

Stk. 2. Er der sket skade på en anden person, og er

skaden ikke ubetydelig, skal den, der har forvoldt skaden, snarest muligt

underrette politiet. Er der sket skade på ejendom eller ting, og er der ingen

til stede, som kan modtage de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, skal den,

der har forvoldt skaden, snarest muligt underrette skadelidte eller politiet.

Stk. 3. Er nogen dræbt eller kommet alvorligt til skade

ved færdselsuheldet, må der ikke ændres ved forholdene på uheldsstedet eller

fjernes spor, som kan være af betydning for opklaringen af uheldet. Køretøj,

der har været indblandet i uheldet, skal dog flyttes, hvis dets placering er

til fare for færdslen.

Kapitel 3

Færdselsregler for gående

§ 10. Gående skal benytte fortov, gangsti eller

rabat, dog ikke midterrabat. Cykelsti eller kørebane må kun benyttes, såfremt

der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat.

Stk. 2. Gående, som benytter kørebanen, skal gå yderst

i venstre side i færdselsretningen eller, hvis vedkommende trækker cykel

eller knallert, yderst i højre side. Den gående kan dog gå i den modsatte

side, hvis den pågældende ellers ville blive udsat for fare, eller hvis

særlige omstændigheder tilsiger det.

Stk. 3. På fortov, gangsti, cykelsti eller rabat må

gående ikke trække cykel eller knallert eller medføre omfangsrige genstande,

såfremt dette vil være til væsentlig ulempe for andre gående. Gående, som

benytter cykelsti, må ikke være til ulempe for kørende på cykelstien.

Stk. 4. Gående, der vil passere kørebane eller

cykelsti, skal, når kørebanen eller cykelstien betrædes, udvise den

forsigtighed, der er nødvendig under hensyn til afstanden til og hastigheden

af kørende, der nærmer sig stedet. Passagen skal ske uden unødigt ophold.

Stk. 5. Ved passage over kørebane eller cykelsti skal

fodgængerfelt benyttes, såfremt et sådant findes i nærheden. Findes

fodgængerbro eller -tunnel i nærheden, skal broen eller tunnelen om muligt

benyttes.

Stk. 6. I andre tilfælde end nævnt i stk. 5 skal

passagen ske lige over kørebane eller cykelsti og fortrinsvis i tilslutning

til vejkryds.

Stk. 7. På steder, hvor færdslen reguleres af politi

eller ved signalanlæg, må kørebane og cykelsti kun betrædes, når signal, der

gælder for den gående, viser grønt lys, eller når det ved politiets

tegngivning tilkendegives, at færdslen er fri i den gåendes færdselsretning.

§ 11. Som gående anses også den, der løber på ski,

skøjter, rulleskøjter eller lignende, og den, der fører barnevogn eller

legevogn. Den, der skubber kørestol, trækker cykel eller knallert, anses

ligeledes som gående.

§ 12. Sluttet optog skal så vidt muligt færdes på

rabat, dog ikke midterrabat, eller i kørebanens højre side i

færdselsretningen. Børn i gruppe med højst to ved siden af hinanden skal om

muligt benytte fortov, gangsti, rabat, dog ikke midterrabat, eller cykelsti.

Optog, som i lygtetændingstiden benytter rabat, kørebane eller cykelsti, skal

foran mod vejens midte medføre mindst een lygte, der viser hvidt eller gult

lys fremad, og bagtil mindst een lygte, der viser rødt lys bagud.

§ 13. Invalid, der selv fører kørestol, må, hvis der

køres med almindelig ganghastighed, benytte fortov, gangsti eller rabat samt

fodgængerfelt og anses i så fald som gående.

Kapitel 4

Færdselsregler for kørende

Anvendelsen af vejens forskellige baner

§ 14. Er der på vej anlagt særlige baner for

forskellige færdselsarter, skal kørende benytte den bane, som er bestemt for

færdsel med køretøj af den pågældende art.

Stk. 2. Knallert skal føres på cykelsti, medmindre

andet er tilkendegivet ved afmærkning. Hastigheden skal på cykelsti afpasses

således, at der ikke fremkaldes fare eller ulempe for den øvrige færdsel på

denne. Cyklist og knallertkører må kun anvende cykelsti i højre side af vejen

i færdselsretningen, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

Stk. 3. Cykel eller knallert må ikke føres på cykelsti,

såfremt køretøjet på grund af dets bredde i belæsset eller ubelæsset stand

kan være til væsentlig ulempe for andre kørende på cykelstien.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

cyklisters anvendelse af fortov og gangsti. Der skal i sådanne tilfælde være

klar adskillelse mellem den del af fortovet eller gangstien, hvorpå cyklister

må færdes, og den del, der er forbeholdt for gående.

Stk. 5. Hvor der findes et krybespor, skal dette

anvendes af køretøjer, der fremføres med en lavere hastighed end den, som er

angivet på færdselstavlen ved krybesporet. Andet køretøj må ikke føres i

krybespor. Ved udkørsel fra krybespor skal den kørende sikre sig, at manøvren

kan udføres uden fare eller unødig ulempe for andre.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

hyrevognes adgang til at benytte de for busser særligt anlagte baner.

Placeringen på vejen

§ 15. Kørende skal under hensyntagen til anden

færdsel og forholdene i øvrigt holde så langt til højre som muligt.

Stk. 2. Har kørebanen tre vognbaner, må et køretøj ikke

benytte den vognbane, som er beliggende yderst til venstre i

færdselsretningen, medmindre færdslen på kørebanen er ensrettet.

Stk. 3. Afstanden til foran kørende skal afpasses på en

sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser,

eller dets hastighed nedsættes. Køretøjer, for hvilke der gælder en særlig

hastighedsbegrænsning, jfr. § 43, skal uden for tættere bebygget område

tillige holde en sådan afstand til foran kørende, at overhalende køretøjer

uden fare kan føres ind imellem et sådant køretøj og køretøjet foran.

Stk. 4. Kørende skal holde til højre for helleanlæg,

færdselsfyr og lignende, der er anlagt eller anbragt på kørebanen. Kørende

kan dog også køre venstre om, hvis dette er tilkendegivet ved afmærkning,

eller indretningen er beliggende på kørebaner med ensrettet færdsel.

Stk. 5. Køretøj, der anvendes ved vejarbejde, kan med

fornøden forsigtighed føres således, som det er nødvendigt af hensyn til

arbejdet.

Svingning m.v.

§ 16. I god tid før vejkryds skal kørende i de

tilfælde, hvor kørebanen har to eller flere vognbaner, der er forbeholdt

færdslen i samme retning, anbringe sig i vognbanen længst til højre, hvis der

skal svinges til højre, og i vognbanen længst til venstre, hvis der skal

svinges til venstre. Den, der skal lige ud, kan anbringe sig i den vognbane,

som under hensyn til den øvrige færdsel og den fortsatte kørsel er den mest

hensigtsmæssige.

Stk. 2. Kørende, som i vejkryds ønsker at ændre

færdselsretning, skal før forberedelsen og udførelsen af manøvren sikre sig,

at denne kan foretages uden fare eller unødig ulempe for andre, som færdes i

samme retning.

Stk. 3. Ved svingning til højre skal køretøjet føres så

langt ud mod kørebanens højre kant som muligt. Svinget skal gøres så lille

som muligt. Ved svingning til venstre skal køretøjet føres så langt som

muligt ind mod kørebanens midte eller, hvis kørebanen har ensrettet færdsel,

mod kørebanens venstre kant. Svingningen skal foretages på en sådan måde, at

køretøjet, når det forlader krydset, befinder sig til højre på den kørebane,

det svinger ind på.

Stk. 4. Har den kørebane, som køretøjet efter

svingningen føres ind på, to eller flere vognbaner, der er forbeholdt

færdslen i samme retning, skal svingningen uanset bestemmelserne i stk. 3

udføres på den måde, der under hensyn til den øvrige færdsel og den fortsatte

kørsel er mest hensigtsmæssig.

Stk. 5. Modkørende køretøjer, der fra hver sin side

føres ind i et vejkryds, hvor de begge skal svinge til venstre, kan køre

forbi hinanden til venstre, hvis dette kan ske uden fare eller ulempe.

§ 17. § 16, stk. 1-3, gælder også ved kørsel over

eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 2. Køretøj, der anvendes ved vejarbejde, kan med

fornøden forsigtighed føres således, som det er nødvendigt af hensyn til

arbejdet.

Vending, bakning og vognbaneskift m.v.

§ 18. Kørende skal før vending eller bakning sikre

sig, at manøvren kan udføres uden fare eller ulempe for andre. Vending skal

ske forlæns til venstre, medmindre forholdene ikke tillader dette.

Stk. 2. Kørende skal før igangsætning fra kanten af

vejen, ved vognbaneskift eller anden ændring af køretøjets placering til

siden sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller unødig ulempe for

andre. Det samme gælder, når den kørende vil standse eller hurtigt nedsætter

hastigheden.

Stk. 3. Kørende i tilkørselsbane (accelerationsbane)

skal tilpasse sin hastighed til færdslen i den vognbane, som skal benyttes

under den fortsatte kørsel, og forlade tilkørselsbanen, når det kan ske uden

fare eller unødig ulempe. Kørende i den vognbane, som færdslen i

tilkørselsbanen skal køre ud i, skal, om nødvendigt ved at nedsætte

hastigheden, lette udkørslen fra tilkørselsbanen.

Stk. 4. Hvor antallet af vognbaner, der er forbeholdt

færdslen i samme retning, formindskes, skal de kørende under gensidig

hensyntagen tilpasse deres kørsel efter de ændrede forhold, herunder ved

eventuelt at ændre hastigheden. Det samme gælder ved sammenløb af to

kørebaner.

Stk. 5. Frakørselsbane (decelerationsbane) skal

benyttes straks ved banens begyndelse. Det samme gælder baner, der er

forbeholdt en vis art færdsel, samt baner, der skal benyttes ved svingning.

Kørsel ved busstoppested m.v.

§ 19. Kørende, som i tættere bebygget område nærmer

sig et stoppested, hvor en bus er standset, skal, hvis føreren af bussen

giver tegn til igangsætning, nedsætte hastigheden og om nødvendigt standse,

således at bussen kan forlade stoppestedet. Føreren af bussen fritages dog

ikke herved for at udvise særlig forsigtighed for at undgå fare.

Stk. 2. Kørende, som nærmer sig en skolebus, der er

standset for at optage eller afsætte passagerer, skal udvise særlig

agtpågivenhed. Det samme gælder, når en skolebus forlader et sådant sted.

Føreren skal specielt være opmærksom på, om børn befinder sig på kørebanen

eller er på vej ud på denne.

Møde

§ 20. Kørende, som møder hinanden, skal holde til

højre. De skal holde tilstrækkelig afstand til siden mellem køretøjerne og

samtidig udvise særlig agtpågivenhed over for trafikanter, der færdes i

kørebanens højre side. Er vejen delvis spærret, skal det køretøj, i hvis side

af kørebanen spærringen er, om nødvendigt standse og lade det mødende køretøj

passere.

Stk. 2. Ved møde med køretøjer, som anvendes ved

vejarbejde, kan der med fornøden forsigtighed køres på den måde, som er mest

hensigtsmæssig.

Overhaling

§ 21. Overhaling skal ske til venstre. Dog skal

overhaling ske højre om et køretøj, hvis fører svinger til venstre eller

tydeligt forbereder et sådant sving. Cyklist og knallertkører kan overhale

køretøjer af andre arter til højre.

Stk. 2. Kørende, der vil overhale, skal sikre sig, at

dette kan ske uden fare, herunder særlig:

1) at den vognbane, hvor overhalingen skal foregå, på en tilstrækkelig

lang strækning er fri for modkørende færdsel, og at der ikke er anden

hindring for overhalingen,

2) at den foran kørende ikke giver tegn til overhaling af et andet

køretøj,

3) at bagfra kommende køretøjer ikke har påbegyndt overhaling, og

4) at det, bortset fra tilfælde, hvor overhaling sker i en vognbane, hvor

modkørende færdsel ikke må forekomme, efter overhalingen utvivlsomt er muligt

atter at føre køretøjet ind i trafikstrømmen uden at være til ulempe for

denne.

Stk. 3. Den overhalende skal holde tilstrækkelig

afstand til siden mellem sit køretøj og det køretøj, der overhales. Sker

overhaling til venstre, skal den overhalende holde til højre, så snart dette

kan ske uden fare eller ulempe. Køretøjet behøver dog ikke at blive ført

tilbage i vognbanen til højre, hvis den overhalende efter overhalingen har

til hensigt straks at overhale endnu et køretøj, og betingelserne for at

foretage overhaling i øvrigt er opfyldt.

Stk. 4. Køretøj, som anvendes ved vejarbejde, kan med

fornøden forsigtighed overhales på den måde, der er mest hensigtsmæssig.

§ 22. Når en foran kørende bliver opmærksom på, at en

bagfra kommende vil overhale til venstre, skal den pågældende holde så langt

til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Stk. 2. Hvis et køretøj føres med lav hastighed eller

optager megen plads, og kørebanen er smal eller bugtet, eller der er

modkørende færdsel, skal føreren være særlig opmærksom på bagfra kommende

færdsel. Såfremt det kan gøre overhalingen lettere, skal føreren nedsætte

hastigheden og om nødvendigt føre køretøjet ud til siden, så snart dette er

muligt, og eventuelt helt standse.

Forbud mod overhaling

§ 23. Overhaling må ikke foretages:

1) umiddelbart foran eller i vejkryds, medmindre:

a) køretøjerne er placeret i vognbaner, der er forbeholdt færdslen i

samme retning, jfr. § 16, stk. 1,

b) overhaling skal ske til højre af hensyn til køretøj, der svinger til

venstre,

c) færdslen i krydset reguleres af politi eller ved signalanlæg, eller

d) færdslen på den krydsende vej har ubetinget vigepligt i medfør af §

26,

2) umiddelbart foran eller på en jernbaneoverkørsel, eller

3) når oversigten foran eller på uoverskuelig bakke eller i vejkurve er

begrænset, medmindre kørebanen i kørselsretningen har mindst to vognbaner,

hvor modkørende færdsel ikke må forekomme.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke ved overhaling af tohjulet

cykel og tohjulet knallert.

Forbikørsel og vognbaneskift i tæt færdsel

§ 24. Er færdslen tæt, og fremføres den i flere

rækker med en hastighed, der bestemmes af de foran kørende, skal det ikke

anses som overhaling, hvis et køretøj i en vognbane føres forbi et køretøj i

en anden vognbane. I sådanne tilfælde må der ikke skiftes vognbane, medmindre

det er påkrævet efter § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 3-5, eller det

sker for at parkere eller standse.

Stk. 2. Føres et køretøj i en vognbane, der ved

afmærkning er forbeholdt en vis art af færdsel, forbi et køretøj i en anden

vognbane, som ikke er forbeholdt en sådan art af færdsel, eller bliver det

forbikørt, anses dette ikke som overhaling.

Overhaling og forbikørsel

ved fodgængerfelt

§ 25. Kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, må

ikke foretage overhaling eller forbikørsel af et andet køretøj, såfremt dette

køretøj hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet.

Vigepligt m.v.

§ 26. Kørende skal iagttage særlig forsigtighed ved

vejkryds.

Stk. 2. Ved kørsel ind på eller over en vej har den

kørende vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider (ubetinget

vigepligt), såfremt dette er tilkendegivet ved afmærkning i medfør af § 95.

Stk. 3. Ubetinget vigepligt gælder endvidere ved

udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke, tankstation eller

andet lignende område uden for vej, fra sti, gågade, markvej eller lignende

og ved enhver udkørsel fra vej, der sker over fortov,cykelsti eller rabat,

som er hævet over kørebanen på den vej, der køres ind på. Cyklist eller

knallertkører, som fra en cykelsti, der ikke er anlagt i forbindelse med en

vej, kører ind på eller over en vej, samt cyklist eller knallertkører, der

svinger fra en cykelsti ud på kørebanen, har ligeledes ubetinget vigepligt.

Stk. 4. Når kørende i andre tilfælde færdes på en sådan

måde, at deres færdselsretninger skærer hinanden, har føreren af det køretøj,

der har det andet køretøj på sin højre side, vigepligt (højre-vigepligt),

medmindre andet følger af § 18.

Stk. 5. Kørende, som har vigepligt, skal på tydelig

måde ved i god tid at nedsætte hastigheden eller standse, tilkendegive, at de

vil opfylde vigepligten. Kørslen må kun fortsættes, når det under hensyn til

andre køretøjers placering på vejen, afstanden til dem og deres hastighed kan

ske uden fare eller ulempe.

Stk. 6. Kørende må ikke svinge til venstre, før det kan

ske uden ulempe for modkørende færdsel. Ved svingning til højre må den

kørende ikke være til ulempe for cyklister og knallertkørere, der kører lige

ud. Er der i forbindelse med vejen anlagt cykelsti, hvor færdsel i begge

retninger er tilladt (dobbeltrettet cykelsti), må kørende ikke svinge til

venstre, før det kan ske uden ulempe for cyklister og knallertkørere, der

kører lige ud. Det samme gælder ved svingning til højre over for modkørende

cyklister og knallertkørere. Tilsvarende regler gælder ved kørsel over eller

bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 7. Kørende, som nærmer sig eller kører ind i

vejkryds, skal køre således, at der ikke opstår unødig ulempe for færdslen på

den krydsende vej, såfremt vedkommende tvinges til at standse i krydset. I

kryds, hvor færdslen reguleres ved signalanlæg, må den kørende, selv om

signalet viser grønt lys, ikke køre ind i krydset, hvis den pågældende på

grund af færdselsforholdene på stedet må indse, at krydset ikke vil kunne

forlades, inden signalet har skiftet til grønt lys for krydsende færdsel.

Forpligtelser over for gående

§ 27. Kørende, som møder eller kører forbi gående,

skal give den gående tid til at vige til side samt i øvrigt give den gående

fornøden plads på vejen.

Stk. 2. Kørende, som kører over fortov eller gangsti,

eller i øvrigt fører køretøj ind på kørebanen fra udkørsel fra ejendom ved

vejen, skal holde tilbage for gående. Det samme gælder ved kørsel ind på

eller over gågade.

Stk. 3. Ved kørsel på gågade skal de kørende udvise

særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for gående.

Stk. 4. Ved busstoppested, beliggende ved kanten af

cykelsti, hvor passagererne ikke optages fra eller afsættes på et areal, der

er særligt indrettet for dem, skal de kørende på cykelstien holde tilbage og

om fornødent standse for på- eller afstigende passagerer.

Stk. 5. Ved svingning i vejkryds må kørende ikke være

til fare for gående, der passerer den kørebane, som skal benyttes under den

fortsatte kørsel. Tilsvarende gælder ved kørsel over eller bort fra kørebanen

uden for vejkryds.

Stk. 6. Ved fodgængerfelt på steder, hvor færdslen

reguleres af politi eller ved signalanlæg, skal den kørende, selv om han i

øvrigt ifølge signalet eller politiets tegngivning kan passere

fodgængerfeltet, holde tilbage for gående, som befinder sig i feltet på vej

over kørebanen. Er et sådant fodgængerfelt beliggende ved vejkryds, skal den

kørende, som efter svingning i krydset skal passere feltet, køre med passende

lav hastighed og om nødvendigt standse for at lade de gående passere, som

befinder sig i fodgængerfeltet eller er på vej ud i dette.

Stk. 7. Kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, der

ikke er reguleret, skal afpasse hastigheden således, at der ikke opstår fare

eller ulempe for gående, som befinder sig i feltet eller er på vej ud i

dette. Den kørende skal om nødvendigt standse for at lade de gående passere.

Stk. 8. Kørende skal så vidt muligt undgå, at køretøjet

standses i fodgængerfeltet.

Standsning og parkering

§ 28. Standsning eller parkering må ikke ske på et

sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for

færdslen.

Stk. 2. Standsning eller parkering må kun ske i højre

side af vejen i færdselsretningen. På mindre befærdet vej og vej med

ensrettet færdsel kan standsning eller parkering dog ske i venstre side. Ved

standsning eller parkering skal køretøjet anbringes i vejens længderetning

ved kørebanens yderkant eller om muligt uden for denne. Ved standsning eller

parkering på parkeringsplads, som uden for tættere bebygget område er anlagt

i umiddelbar tilslutning til vejen, skal føreren så vidt muligt benytte

parkeringsplads, der er beliggende til højre i færdselsretningen.

Stk. 3. Standsning eller parkering må ikke ske på

cykelsti, gangsti eller fortov. Tilsvarende gælder for midterrabat,

helleanlæg og lignende. Køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3,5

t, kan dog, medmindre andet bestemmes i en lokal bekendtgørelse, standses

eller parkeres med en del af køretøjet på fortov, såfremt dette ikke er til

fare eller ulempe for færdslen på fortovet. 1. pkt. gælder ikke cykler og

knallerter.

Stk. 4. Når føreren af et køretøj forlader dette, skal

det sikres, at køretøjet ikke kan sætte i gang af sig selv. Føreren skal

endvidere træffe foranstaltninger for at sikre, at køretøjet ikke uberettiget

kan benyttes af andre. Påbudt anordning til tyverisikring skal være sat i

funktion. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke typer

låseanordninger der skal anvendes.

Stk. 5. Åbning af vogndøre, på- eller afstigning og på-

eller aflæsning skal finde sted på en sådan måde, at der ikke opstår fare

eller unødig ulempe.

§ 29. Standsning eller parkering må ikke ske:

1) på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti eller inden for en

afstand af 5 m foran fodgængerfeltet eller udkørslen,

2) i vejkryds eller inden for en afstand af 5 m fra den tværgående

kørebanes eller cykelstis nærmeste kant,

3) på jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel,

4) på en sådan måde, at færdselstavle eller -signal dækkes,

5) i viadukt eller tunnel,

6) på eller i nærheden af bakketop eller i eller ved uoverskueligt

vejsving,

7) på strækning, hvor kørebanen før vejkryds ved hjælp af spærrelinier er

inddelt i vognbaner, eller inden for en afstand af 5 m før begyndelsen af en

sådan strækning,

8) ved siden af spærrelinie, hvis afstanden mellem køretøjet og linien er

mindre end 3 m, og der ikke mellem køretøjet og spærrelinien findes en

punkteret linie,

9) i krybespor eller

10) på afmærket holdeplads for hyrevogne.

Stk. 2. Ved busstoppested er det ikke tilladt at

standse eller parkere på den afmærkede strækning på hver side af

stoppestedsskiltet. Findes en sådan afmærkning ikke, gælder forbudet inden

for en afstand af 12 m på hver side af skiltet.

Stk. 3. Parkering må ikke ske:

1) nærmere end 30 m fra jernbaneoverkørsel,

2) ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at

kørsel til eller fra ejendom væsentlig vanskeliggøres,

3) på kørebanen på hovedveje uden for tættere bebygget område,

4) ved siden af andet køretøj, som holder ved kørebanens kant, bortset

fra to-hjulet cykel, to-hjulet knallert eller to-hjulet motorcykel uden

sidevogn, eller

5) på en sådan måde, at adgangen til andet køretøj herved hindres, eller

at dette ikke kan føres fra stedet.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte yderligere

forbud mod standsning og parkering, herunder gældende for enkelte typer af

køretøjer.

§ 30. §§ 28 og 29 gælder ikke for køretøj, der

anvendes ved vejarbejde, såfremt standsning eller parkering er nødvendig af

hensyn til arbejdet, og der træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Det

samme gælder standsning eller parkering, der foretages af politi, brandvæsen

eller redningskorps.

Forpligtelser ved standsning og parkering

på særlige områder og i særlige tilfælde

§ 31. Er køretøj standset eller parkeret på spor, der

ligger i vej, havneplads eller lignende, eller inden for 2 m fra nærmeste

skinne, må føreren ikke fjerne sig længere fra køretøjet, end at vedkommende

til enhver tid kan være opmærksom på eventuel trafik ad sporet. Når det kan

ses eller høres, at tog eller andet skinnekøretøj nærmer sig, skal føreren

uopfordret fjerne køretøjet.

Stk. 2. Køretøj, som på grund af færdselsuheld,

motorfejl eller af anden årsag er standset på et sted, hvor det er forbudt at

standse eller parkere, skal snarest muligt flyttes til et passende sted,

medmindre andet følger af bestemmelserne i § 9. Er køretøjet standset på et

sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for

færdslen, skal føreren, såfremt køretøjet ikke straks fjernes, træffe

foranstaltninger for at advare andre trafikanter. Motordrevet køretøj,

bortset fra knallert og to-hjulet motorcykel uden sidevogn, samt

påhængskøretøj skal afmærkes med en trekantet advarselsanordning. Denne skal

anbringes, så kørende, der nærmer sig, advares i god tid. Justitsministeren

fastsætter nærmere regler om advarselsanordningen og dens anbringelse.

Stk. 3. Er køretøjet standset på jernbaneoverkørsel

eller anden overkørsel, skal føreren, hvis køretøjet ikke straks kan flyttes,

også træffe sådanne foranstaltninger, der er nødvendige for at advare førere

af tog eller andet skinnekøretøj.

Signaler og tegn

§ 32. Kørende skal, når det er nødvendigt for at

forebygge eller afværge fare, ved lyd- eller lyssignal eller på anden

hensigtsmæssig måde henlede andre trafikanters opmærksomhed på faren. I

lygtetændingstiden skal fører af motorkøretøj anvende lyssignal i stedet for

lydsignal, medmindre faren er overhængende. Lydsignal må ikke anvendes uden

for de tilfælde, der er nævnt i 1. og 2. pkt., og må ikke vare længere end

nødvendigt. Lyssignal gives ved blink med køretøjets fjern- eller nærlys.

Stk. 2. Kørende skal give tegn før igangsætning fra

kanten af vejen og før vending og svingning. Ved vognbaneskift eller anden

ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden skal kørende give

tegn, når det er påkrævet til vejledning for den øvrige færdsel. Tegnet skal

gives ved hjælp af blinklys, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt

eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes vandret ud til siden. Brug

af blinklys fritager ikke fører af knallert for selv at give tegn.

Stk. 3. Kørende, der standser eller hurtigt nedsætter

hastigheden, skal give tegn, når det er påkrævet til vejledning for andre.

Tegnet skal gives ved brug af stoplygte, hvor anbringelse heraf på køretøjet

er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes i vejret. Brug af

stoplygte fritager ikke fører af knallert for selv at give tegn.

Stk. 4. De tegn, der nævnes i stk. 2 og 3, skal gives i

god tid før den påtænkte manøvre og på en tydeligt synlig og utvetydig måde.

Tegngivningen skal senest være ophørt, når den pågældende manøvre er

afsluttet.

Lygteføring

§ 33. Ved kørsel i lygtetændingstiden skal de påbudte

lygter holdes tændt. På flere sammenkoblede køretøjer er det kun nødvendigt

at holde baglygter tændt bagest på vogntoget og nummerpladebelysningen tændt

ved vogntogets bageste nummerplade.

Stk. 2. Fjernlys (langt lys) skal anvendes, når

førerens synsvidde under hensyn til køretøjets hastighed ellers er

utilstrækkelig til sikker kørsel.

Stk. 3. Fjernlys (langt lys) må ikke anvendes:

1) på strækning, hvor vejen er tilstrækkeligt oplyst,

2) ved møde med andet køretøj i sådan afstand fra dette, at føreren kan

blændes,

3) ved møde med tog, som fremføres langs med vejen, hvis der kan opstå

risiko for blænding ved anvendelse af fjernlys, eller

4) ved kørsel bag efter et andet køretøj, såfremt den forankørende kan

blændes af fjernlyset og anvendelse af nærlys under hensyn til køretøjets

hastighed og lysforholdene i øvrigt giver føreren tilstrækkelig synsvidde til

sikker kørsel.

Stk. 4. Såfremt fjernlys (langt lys) efter stk. 2 ikke

findes påkrævet, kan nærlys (kort lys) anvendes. Hvis fjernlys (langt lys) i

medfør af stk. 3 ikke må anvendes, skal nærlys (kort lys) anvendes.

Stk. 5. Tågelygter må kun anvendes i tåge og under

kraftig nedbør og kan i så fald anvendes i stedet for de foreskrevne lygter.

Hjælpelygter må ikke anvendes til andet formål end det, hvortil lygten er

bestemt.

Stk. 6. Lygter må ikke anvendes således, at andre

førere kan blændes.

Stk. 7. Anvendelse af andre lygter og andre

refleksanordninger end påbudt eller tilladt i denne lov eller de

bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, er forbudt.

§ 33 a. Ved kørsel uden for lygtetændingstiden skal

nærlys (kort lys) anvendes på motordrevne køretøjer. Ved kørsel med

motorredskab gælder dette dog kun, såfremt motorredskabet er forsynet med

nærlyslygter. I stedet for nærlys kan anvendes tågeforlygter eller særligt

kørelys.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om

fritagelse for pligten til at anvende nærlys m.v. ved lejlighedsvis kørsel

med veterankøretøjer og ved kørsel med køretøjer under opbygning eller

reparation.

Stk. 3. § 33, stk. 7, gælder også ved kørsel uden for

lygtetændingstiden.

§ 34. Køretøjer, der ikke skal være udstyret med

lygter, skal i lygtetændingstiden være afmærket efter bestemmelser, der

fastsættes af justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

afmærkning af ridende.

§ 35. Er køretøj i lygtetændingstiden standset eller

parkeret på vej, skal køretøjets positionslys (parkeringslys), baglygter og

nummerpladebelysning holdes tændt. Justitsministeren kan fastsætte

bestemmelser om, at også andre lygter end dem, der er nævnt i 1. pkt., skal

eller kan holdes tændt.

Stk. 2. Køretøj, der ikke skal være udstyret med

lygter, skal, når det i lygtetændingstiden er standset eller parkeret på vej,

være afmærket efter bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren.

Stk. 3. Andre lygter end dem, der er omfattet af stk. 1

og 2, må ikke holdes tændt.

Stk. 4. Er et motordrevet køretøj, hvis længde og

bredde ikke overstiger henholdsvis 6 m og 2 m, parkeret langs vejens kant i

tættere bebygget område behøver kun positionslys (parkeringslys) og baglygte

mod vejens midte at være tændt, medmindre køretøjet er tilkoblet andet

køretøj. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der i stedet kan

anvendes særlig sidelygte.

Stk. 5. Ved standsning eller parkering af sammenkoblede

køretøjer gælder bestemmelsen i § 33, stk. 1, 2. pkt.

§ 36. § 35 gælder ikke, såfremt vejen er så godt

oplyst, at køretøjet tydeligt kan iagttages på tilstrækkelig afstand, eller

såfremt det er standset eller parkeret på parkeringsplads eller andet

afmærket område for parkering.

Stk. 2. Belysningen behøver heller ikke at være tændt

på to-hjulet cykel, to-hjulet knallert eller to-hjulet motorcykel uden

sidevogn, såfremt køretøjet henstilles langs vejens yderste kant.

Cykel- og motorløb

§ 37. Cykelløb må kun finde sted med politiets

tilladelse. Denne skal bl.a. betinges af, at der ikke køres på cykelsti, og

at start og opløb foregår uden ulempe for den øvrige færdsel. Politiet kan

forbyde træningskørsel på visse veje og visse tider.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

gennemførelse af motionsløb for cyklister.

Stk. 3. Justitsministeren kan tillade, at:

1) internationalt motorløb passerer dansk område,

2) der afholdes orienteringsløb og præcisionsløb med motorkøretøjer og

knallerter, og at

3) der undtagelsesvis afholdes hastighedskonkurrencer på mindre betydende

og mindre befærdede veje, der på betryggende vis er afspærret fra al anden

færdsel.

Stk. 4. Al anden kap- og væddekørsel på vej må ikke

finde sted.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

betaling for eventuel politimæssig assistance, der efter politiets skøn er

påkrævet under afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af publikum og løbsdeltagere ved

kap- eller væddekørsel uden for vej.

Unødig støj m.v.

§ 38. Fører af motordrevet køretøj skal betjene

køretøjet således, at det ikke afgiver unødig støj eller unødigt udvikler røg

eller gasarter.

Stk. 2. I og ved bebyggelse må kørsel, der er

unødvendig og forstyrrende, ikke finde sted. Hastighed og køremåde i øvrigt

skal på sådanne steder afpasses således, at andre ikke unødigt forstyrres.

Forsvarets og civilforsvarets køretøjer

§ 39. For forsvarets og civilforsvarets køretøjer

gælder færdselsreglerne i den udstrækning, de kan anvendes. Hvor reglerne

fraviges, skal der træffes foranstaltninger til at undgå fare eller unødig

ulempe for andre trafikanter.

Lokale trafiksaneringer

§ 40. Justitsministeren kan i samråd med

miljøministeren, efter indstilling fra de kommunale myndigheder, fravige

reglerne i kapitlerne 2, 3 og 4 i det omfang, det er nødvendigt for i

lokalområder at fremme en hensigtsmæssig trafiksanering.

Kapitel 5

Hastighed

Almindelige regler

§ 41. Et køretøjs hastighed skal til enhver tid være

afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Den

kørende skal herved tage vej-, vejr- og sigtforholdene, køretøjets tilstand

og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt i betragtning. Hastigheden må

aldrig blive større, end at føreren bevarer fuldt herredømme over køretøjet.

Der skal kunne standses på den strækning af kørebanen foran køretøjet, som

føreren har udsyn over, og foran enhver hindring, der kan påregnes. Ved

nedblænding fra fjernlys (langt lys) til nærlys (kort lys) skal hastigheden

før nedblændingen tilpasses de nye sigtforhold.

Stk. 2. Kørende skal holde en efter forholdene passende

lav hastighed:

1) i tættere bebygget område,

2) når sigtbarheden er nedsat på grund af lys- eller vejrforholdene,

3) ved vejkryds og i vejsving,

4) foran fodgængerfelt,

5) foran bakketop eller på andre steder, hvor oversigten er begrænset,

6) ved risiko for blænding,

7) ved møde med andet køretøj på smal vej,

8) i vådt, glat eller fedtet føre,

9) hvor køretøjet nærmer sig bus, der holder for at optage eller afsætte

passagerer,

10) hvor køretøjet nærmer sig børn på eller ved vejen,

11) hvor køretøjet nærmer sig heste eller kreaturer på vejen,

12) hvor der foretages arbejde på vejen, og

13) forbi uheldssted på vejen.

Stk. 3. Kørende må ikke hindre andre kørendes normale

kørsel ved uden rimelig grund at køre med overdreven lav hastighed eller

pludseligt at bremse.

Stk. 4. I dårligt føre skal den kørende afpasse

hastigheden således, at andre så vidt muligt ikke tilstænkes.

Generelle hastighedsbegrænsninger

§ 42. På andre veje end motorveje og motortrafikveje

må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser:

1) i tættere bebygget område: 50 km i timen,

2) uden for tættere bebygget område: 80 km i timen.

Stk. 2. På motorveje må hastigheden ikke overstige 110

km i timen.

Stk. 3. På motortrafikveje må hastigheden ikke

overstige 80 km i timen.

Stk. 4. For en vejstrækning kan der fastsættes en

højere hastighedsgrænse end den generelle hastighedsgrænse, såfremt

omstændighederne, herunder trafikafviklingen, tilsiger det, og afgørende

færdselssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler derimod. På motortrafikveje må

hastigheden dog ikke overstige 90 km i timen.

Stk. 5. For en vejstrækning, hvor det ikke vil være

forsvarligt eller ønskeligt at tillade kørsel med hastigheder svarende til

den generelle hastighedsgrænse, kan der fastsættes en lavere grænse. I

tættere bebygget område kan der på tilsvarende måde fastsættes en lavere

hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område.

Hastighed for særlige typer af køretøjer

§ 43. For busser, hvis tilladte totalvægt overstiger

3.500 kg, og for ledbusser må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 80 km

i timen.

Stk. 2. For andre biler, hvis tilladte totalvægt

overstiger 3.500 kg (lastbiler), og for vogntog bestående af en lastbil eller

en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, dog bortset fra de i

stk. 1 nævnte ledbusser, og et registreringspligtigt påhængskøretøj må

hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 70 km i timen. I tættere bebygget

område må hastigheden ikke overstige 50 km i timen, uanset om der er fastsat

en højere lokal hastighedsgrænse.

Stk. 3. For biler med en tilladt totalvægt på ikke over

3.500 kg må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 70 km i timen, hvis der

er tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt

påhængsredskab, herunder campingvogn.

Stk. 4. For biler, hvortil der er tilkoblet et

ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber

må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 30 km i timen.

Stk. 5. For motordrevet køretøj eller vogntog, på

hvilket et eller flere hjulpar har massiv hjulbeklædning, må hastigheden

uanset § 42 aldrig overstige 15 km i timen.

Stk. 6. Ved registrering eller godkendelse af et

motordrevet køretøj kan der fastsættes en særlig, lavere hastighedsgrænse,

såfremt køretøjets konstruktion nødvendiggør det.

Stk. 7. Justitsministeren kan, hvor forholdene taler

herfor, fastsætte en højere hastighedsgrænse end de i stk. 1-5 nævnte,

gældende for særlige køretøjstyper, såfremt færdselssikkerhedsmæssige eller

køretøjstekniske grunde ikke taler derimod.

Kapitel 6

Særlige regler for færdsel på motorvej

og motortrafikvej

Motorvej

§ 44. Færdsel på motorvej samt på tilkørsels- og

frakørselsvej til en sådan vej må kun ske med motorkøretøjer, som på vandret

vej kan og må fremføres med en hastighed af mindst 40 km i timen.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan politiet tillade kørsel med

blokvogn, hvis en transport ikke med rimelighed kan gennemføres på anden

måde.

§ 45. Indkørsel på motorvej må kun ske ved dennes

begyndelse eller ad særligt anlagt tilkørselsvej.

Stk. 2. Bortkørsel fra motorvej må kun ske ved dennes

endepunkt eller ad særligt anlagt frakørselsvej.

§ 46. Kørsel over midterrabat eller gennem åbninger i

denne er ikke tilladt.

Stk. 2. På motorvej og på tilkørsels- eller

frakørselsvej til sådan vej er det ikke tilladt at foretage vending eller

bakning. Der må ikke standses eller parkeres uden for de anviste parkerings-

eller rastepladser. Standsning ved nødtelefon er dog tilladt med henblik på

anvendelse af nødtelefonen.

Stk. 3. Såfremt der i samme færdselsretning findes tre

eller flere vognbaner, må biler med en tilladt totalvægt på over 3,5 t og

vogntog, hvis længde overstiger 7 m, kun benytte en af de to vognbaner længst

til højre, medmindre andet følger af § 16, stk. 1.

Stk. 4. Vejarbejde på motorvej samt på tilkørsels- og

frakørselsvej til sådan vej skal foretages under udvisning af særlig

forsigtighed. Køretøjer, der anvendes ved vejarbejde, skal anvende en eller

flere lygter, der tydeligt synligt fra alle retninger viser gult blinkende

lys. Hvis de ikke omfattes af § 44, stk. 1, skal de køre til og fra

arbejdsstedet ad nærmeste tilkørsels- og frakørselsvej.

§ 47. Tvinges et køretøj til standsning på grund af

færdselsuheld, motorfejl eller af anden årsag, skal køretøjet så vidt muligt

placeres uden for kørebanen og derefter snarest muligt fjernes fra

motorvejen, medmindre andet følger af bestemmelserne i § 9. Såfremt køretøjet

ikke straks fjernes fra kørebanen, skal føreren træffe foranstaltninger for

at advare andre trafikanter, jfr. § 31, stk. 2, 3.-5. pkt. Under brug af

nødtelefon skal køretøjet så vidt muligt placeres uden for kørebanen.

Motortrafikvej

§ 48. §§ 44-47 finder tilsvarende anvendelse på

motortrafikvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til en sådan vej.

Kapitel 7

Særlige regler for cykler

§ 49. Cykel må ikke føres ved siden af andet køretøj.

Hvor der er tilstrækkelig plads hertil, må to cyklister dog køre ved siden af

hinanden, hvis det kan ske uden fare eller ulempe. Gives der signal til

overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre

færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette. Cykel med tre eller

flere hjul må dog aldrig føres ved siden af anden cykel.

Stk. 2. Cyklist skal altid holde til højre på den

vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen. Vognbanen

ved siden af kan dog om nødvendigt anvendes under overhaling, såfremt denne

ikke kan ske til højre.

Stk. 3. Før vejkryds skal cyklist, der skal lige ud

eller svinge til venstre, uanset § 16, stk. 1 og 3, fortsat holde til højre

på vejen. Såfremt en eller flere vognbaner ved afmærkning er forbeholdt de

kørende, der skal svinge til højre, er det dog tilladt cyklisten at placere

sig ved linjen mellem den nærmeste vognbane, som ikke er forbeholdt de

højresvingende, og højresvingsbanen. Cyklist, der ønsker at svinge til

venstre, skal fortsætte gennem krydset til dets modsatte side og må først

foretage svingningen, når det kan ske uden ulempe for den øvrige færdsel.

Dette gælder uanset afmærkning, medmindre det fremgår af denne, at den gælder

for cyklister. 1.-4. pkt. gælder også ved kørsel over eller bort fra

kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 4. Cyklist skal under kørslen have begge fødder på

pedalerne og mindst den ene hånd på styret.

Stk. 5. Det er forbudt at cykle på fortov eller

gangsti, medmindre andet følger af de regler, der fastsættes af

justitsministeren efter § 14, stk. 4. Cykel skal trækkes over fortov eller

gangsti. Cyklist kan dog køre over fortov eller gangsti, når overkørslen sker

fra en sidevej.

Stk. 6. Cyklist må ikke under kørslen holde fast i

andet køretøj eller i fører af eller passager på andet køretøj.

Stk. 7. Cykel, der henstilles, skal holdes aflåst,

medmindre henstillingen er ganske kortvarig.

§ 50. Barn under 6 år må ikke cykle uden at være

under ledsagelse og kontrol af en person, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. På en cykel må ikke befordres flere personer,

end den er beregnet til. Dog må to børn under 6 år medtages på cyklen, når

der er indrettet særlig siddeplads med beskyttelse mod hjulegerne, og

cyklisten er fyldt 15 år.

Stk. 3. På cykel må ikke medføres genstande, der er

mere end 3 m lange eller 1 m brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre

cyklisten i at have fuldt herredømme over cyklen eller i behørig tegngivning.

Cyklister må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er til ulempe for

den øvrige færdsel. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om største

længde, bredde, højde og vægt for genstande, som befordres på cykler, der er

særligt indrettet til varetransport, samt på påhængskøretøj og sidevogn til

cykel.

Kapitel 8

Særlige regler for knallerter

§ 51. Knallert må ikke føres ved siden af andet

køretøj.

Stk. 2. § 49, stk. 2 og 3, om placering på vej og

kørsel i vejkryds gælder også for knallerter.

Stk. 3. Knallert skal trækkes over fortov eller

gangsti. Knallert kan dog køres over fortov eller gangsti, når overkørslen

sker fra en sidevej.

Stk. 4. Knallertkører skal under kørslen have begge

fødder på pedalerne eller fodhvilerne og mindst den ene hånd på styret.

Stk. 5. Knallertkører må ikke under kørslen holde fast

i andet køretøj eller i fører af eller passager på andet køretøj.

Stk. 6. På knallert må ikke befordres andre personer

end føreren.

Stk. 7. På knallert må ikke medføres genstande, der er

mere end 2 m lange eller 70 cm brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre

knallertkøreren i at have fuldt herredømme over knallerten eller i behørig

tegngivning. Knallertkørere må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er

til ulempe for den øvrige færdsel. Justitsministeren kan fastsætte

bestemmelser om største længde, bredde, højde og vægt for genstande, som

befordres på knallerter, der er særligt indrettet til varetransport eller som

invalidekøretøj.

Kapitel 9

Særlige regler for motorcykler

§ 52. Motorcykel må ikke føres ved siden af andet

køretøj.

Stk. 2. Motorcyklist må kun anvende fortov eller

gangsti i de tilfælde, der er nævnt i § 27, stk. 2.

Stk. 3. En passager på en motorcykels bagsæde skal

sidde med et ben på hver side af motorcyklen.

Stk. 4. På motorcykel og i sidevogn hertil må ikke

befordres flere personer, end den er beregnet til. Dog må der derudover i

sidevogn medbringes et barn under 10 år.

Kapitel 10

Førere af køretøjer m.v.

Spiritus- og promillekørsel

§ 53. For spirituskørsel straffes den, som fører

eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus

i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter

kørslen overstiger 1,20 promille.

Stk. 2. For spirituskørsel straffes endvidere den, som

i øvrigt fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have

indtaget spiritus i et sådant omfang, at han ikke kan føre køretøjet på

betryggende måde.

Stk. 3. For promillekørsel straffes den, som uden at

være skyldig i spirituskørsel fører eller forsøger at føre et motordrevet

køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,80

promille.

Sygdom, spirituspåvirkning m.v.

§ 54. Et motordrevet køretøj må ikke føres eller

forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse,

mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af

lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til

at føre køretøjet på fuldt betryggende måde.

Stk. 2. Cykel, hestekøretøj eller hest må ikke føres

eller forsøges ført af nogen, der af de foran nævnte grunde eller som følge

af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af

stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.

Stk. 3. Det er forbudt at overlade føringen af et

køretøj eller en hest til en person, der af de i stk. 1 nævnte grunde eller

på grund af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han

er ude af stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.

Stk. 4. Har en person på en restauration eller andet

serveringssted, hvortil der er offentlig adgang, indtaget spiritus, og værten

eller dennes medhjælper ved eller har grund til at antage, at den pågældende

er fører af køretøj eller hest og på grund af spiritusindtagelse ikke er i

stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde, skal værten

eller medhjælperen, eventuelt ved tilkaldelse af politiet, søge at hindre den

pågældende i at føre køretøjet eller hesten.

Kontrol m.v.

§ 55. Politiet kan til enhver tid kræve, at føreren

af et køretøj eller en rytter foretager udåndingsprøve.

Stk. 2. Politiet kan fremstille en person til udtagelse

af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at han har overtrådt

§ 53 eller § 54, stk. 1 eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til

at medvirke til en udåndingsprøve. Angår mistanken andre forhold end

spirituspåvirkning, kan politiet tillige fremstille den pågældende til

undersøgelse af en læge. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning,

når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de

i stk. 1 og 2 nævnte prøver og undersøgelser.

Kørekort til motorkøretøj

§ 56. Motorkøretøj må kun føres af en person, der har

erhvervet kørekort. Føreren skal under kørslen have kørekortet hos sig og

skal på forlangende vise det til politiet.

Stk. 2. Kørekort kan udstedes til en person, der:

1) er fyldt 18 år, jfr. dog § 57, stk. 1,

2) er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne samt i øvrigt af

den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og

3) ved en prøve godtgør at have tilstrækkelig kørefærdighed og fornødent

kendskab til køretøjet og dets behandling samt til færdselsreglerne.

Stk. 3. Kørekort kan nægtes den, der er afhængig af

brug af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er

ædruelig. Spørgsmålet herom kan forlanges indbragt for domstolene.

Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.

Stk. 4. Såfremt en ansøger ikke tidligere har haft

kørekort til et motorkøretøj af samme art, skal den pågældende have modtaget

undervisning i kørefærdighed hos en godkendt kørelærer. Den indledende

praktiske undervisning skal foregå på lukkede øvelsespladser. Undervisningen

skal endvidere omfatte udvidet øvelseskørsel på særlige køretekniske anlæg.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

køreuddannelsen og kan herunder fastsætte bestemmelser om undervisning på

særlige lukkede øvelsespladser og anlæg. Justitsministeren fastsætter

endvidere bestemmelser om betingelserne for at få udstedt kørekort, herunder

om køreprøven, samt om kørekortets udseende og indhold.

§ 57. Justitsministeren kan tillade, at kørekort til

langsomtkørende invalidekøretøj udstedes til en person, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere

betingelser for erhvervelse af kørekort til motorkøretøj, der benyttes

erhvervsmæssigt til befordring af personer, og til visse motorcykler.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte særlige bestemmelser om erhvervelse

af kørekort til motorkøretøj, der benyttes til buskørsel, godstransport,

transport af farligt gods eller til kørsel med personer eller gods i

international trafik.

§ 58. Kørekort til motorkøretøj, der benyttes

erhvervsmæssigt til befordring af personer, kan nægtes under den i

straffelovens § 78, stk. 2, nævnte betingelse.

§ 59. Kørekortet gælder, indtil den pågældende er

fyldt 70 år. For kørekort til de motorkøretøjer, der er nævnt i § 57, stk. 2,

kan justitsministeren fastsætte en kortere gyldighedstid.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

gyldighedstiden for kørekort, der udstedes til personer, der er fyldt 70 år.

Justitsministeren kan endvidere bestemme, at et kørekort, når forholdene

taler derfor, skal gælde i kortere tidsrum end fastsat i stk. 1.

Stk. 3. Efter udløbet af gyldighedstiden kan kørekortet

fornys, såfremt den pågældende stadig opfylder betingelserne. Politiet

bestemmer, om der skal aflægges ny prøve. Justitsministeren kan fastsætte

bestemmelser om aflæggelse af ny prøve.

§ 59 a. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, at allerede udstedte kørekort skal ombyttes.

Stk. 2. For ombytningen betales 100 kr.

Inddragelse og generhvervelse af førerretten

§ 60. Politiet kan inddrage førerretten, hvis den

pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at få kørekort. Såfremt en

person nægter at medvirke til de undersøgelser eller prøver, der er

nødvendige til afgørelse heraf, kan politiet straks inddrage førerretten.

Spørgsmålet, om den pågældende er afhængig af brug af euforiserende eller

andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er ædruelig, kan forlanges

indbragt for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens §

78, stk. 3.

Stk. 2. Har førerretten været frakendt ubetinget, kan

retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en

orienterende køreprøve bestås. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens

udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før

frakendelsestidens udløb. Har domfældte bestået en køreprøve efter det

forhold, der gav anledning til tiltalen, skal orienterende prøve ikke

aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før

frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om

generhvervelse af kørekort.

Stk. 3. Er førerretten blevet frakendt betinget, skal

føreren inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en

orienterende køreprøve. Førerretten inddrages, såfremt prøven ikke bestås,

eller vedkommende undlader at medvirke til den. Orienterende køreprøve skal

dog ikke aflægges, hvis frakendelsen er sket i medfør af § 125, stk. 2, 2.

pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 2. Orienterende køreprøve skal heller ikke

aflægges, såfremt domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der

gav anledning til frakendelsen.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

orienterende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af

stk. 3.

Stk. 5. Den, der midlertidigt eller endeligt har mistet

førerretten, skal aflevere sit kørekort til politiet.

Udenlandske førere

§ 61. Personer, der ikke har bopæl her i landet, kan,

uden at være i besiddelse af dansk kørekort, under ophold her i landet føre

motorkøretøj efter bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, under hvilke betingelser personer, der har ret til at føre motorkøretøj i

udlandet, kan få dansk kørekort.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at kørekort,

der er udstedt i Finland, Island, Norge og Sverige, er gyldige her i landet,

også efter at indehaveren har taget bopæl her.

Kørekort til traktor og motorredskab

§ 62. Traktor og motorredskab må kun føres af

personer, der har erhvervet kørekort til bil eller særligt kørekort til

traktor (motorredskab).

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for kørsel på vejområder,

der er begrænset på betryggende måde ved afspærring eller afmærkning, eller

for kørsel med motorredskab, der er bestemt til at føres af en gående. Sådan

kørsel kan foretages af personer, der er fyldt 16 år.

Stk. 3. §§ 56-60, bortset fra § 56, stk. 2, nr. 1, og

stk. 4, og § 57, stk. 1, gælder også med hensyn til kørekort til traktor

(motorredskab). Kørekortet kan udstedes til personer, der er fyldt 16 år.

Knallertkørere

§ 63. Knallert må kun føres af personer, som er fyldt

16 år.

Stk. 2. Personer under 18 år skal endvidere have

erhvervet bevis for med et tilfredsstillende resultat at have modtaget

undervisning i færdselsreglerne og kørsel med knallert. Dette gælder dog ikke

for personer, der har erhvervet kørekort til traktor.

Stk. 3. Det påhviler kommunen at sørge for

undervisningen i færdselsreglerne og kørsel med knallert.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

undervisningen og om beviset for modtagelsen heraf. Justitsministeren kan

fravige reglerne i stk. 1 og 2 for øvelseskørsel på vej.

Stk. 5. Til personer under 18 år, der efter at have

erhvervet kørekort til traktor ikke længere er i besiddelse af dette, kan

politiet efter regler fastsat af justitsministeren udstede en erklæring om,

at vedkommende opfylder betingelserne for at føre knallert.

Stk. 6. Føreren af en knallert skal under kørslen

medbringe præmiekvittering, der viser, at ansvarsforsikring er tegnet og

holdt i kraft, jfr. § 105. Knallertkørere under 18 år skal endvidere

medbringe det i stk. 2 nævnte bevis eller kørekort eller den i stk. 5 nævnte

erklæring. Præmiekvittering samt bevis, kørekort eller erklæring skal på

forlangende forevises politiet.

Stk. 7. Stk. 2 gælder kun for personer, der har bopæl

her i landet.

Øvelseskørsel

§ 64. Øvelseskørsel for personer, der uddanner sig

til kørsel med bil, må kun finde sted, når der i køretøjet ved siden af

eleven findes en godkendt kørelærer, der da anses for at være fører af

køretøjet. Under køreprøven anses eleven dog for at være fører. Såfremt en

person, der allerede har kørekort, foretager øvelseskørsel i et dertil

godkendt køretøj med en godkendt kørelærer ved siden af sig, anses

kørelæreren for at være fører af køretøjet. I de tilfælde, hvor kørelæreren

må anses som fører, gælder bestemmelserne i §§ 53-55 også for eleven.

Stk. 2. Øvelseskørsel med motorcykel må kun finde sted

under vejledning og overvågen af en godkendt kørelærer, der har ansvaret for,

at øvelseskørslen foregår på sådanne steder og på en sådan måde, at det efter

elevens uddannelsestrin må antages at kunne ske uden fare for den øvrige

færdsel. Tilsvarende gælder øvelseskørsel med traktor.

Stk. 3. Øvelseskørsel på motorvej må kun foretages med

elever, der gennem forudgående uddannelse i såvel bykørsel som

landevejskørsel uden for motorveje har opnået en sådan kørefærdighed, at

øvelseskørslen på motorvej kan ske uden fare for færdselssikkerheden og uden

unødigt at sinke færdslens afvikling.

Stk. 4. Øvelseskørsel må ikke finde sted tidligere end

3 måneder før det tidspunkt, hvor eleven efter sin alder kan få udstedt

kørekort, og for personer, hvem førerretten er frakendt ubetinget, ikke

tidligere end 3 måneder før frakendelsestidens udløb.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

øvelseskørsel og om indretning af særlige lukkede øvelsespladser og anlæg og

om kontrol med køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel. Justitsministeren

kan endvidere fastsætte bestemmelser om sikkerhedsudstyr og forsikring for

køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel på særlige lukkede pladser og

anlæg.

Oplysningspligt m.v.

§ 65. Ejeren (brugeren) af et køretøj skal efter

anmodning fra politiet oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet

køretøjet.

Stk. 2. Ejeren (brugeren), føreren og den, der i øvrigt

har rådighed over et motordrevet køretøj, må ikke overlade føringen til en

person, der ikke lovligt kan føre køretøjet.

Kørelærere

§ 66. Ret til at opnå godkendelse som kørelærer har

enhver, der:

1) er fyldt 21 år,

2) i de sidste 3 år jævnligt har ført bil, henholdsvis motorcykel,

3) har gennemgået en godkendt kørelæreruddannelse,

4) har bestået en prøve for kørelærere og

5) ikke har udvist et forhold, der omfattes af straffelovens § 78, stk.

2.

Stk. 2. Godkendelsen gælder i 5 år, dog højst så længe

den pågældende har kørekort. Den kan fornys, såfremt indehaveren stadig

opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 5, og godtgør i den forløbne

periode jævnligt at have drevet undervisning som kørelærer og indstillet

elever til prøve.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

supplerende efteruddannelse som betingelse for fornyelse af godkendelsen som

kørelærer.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

kørelæreruddannelsen, om prøven, om meddelelse af godkendelsen og om

kørelærernes virksomhed.

Kapitel 11

Køretøjer m.v.

Køretøjers indretning og udstyr m.v.

§ 67. Et køretøj skal være således indrettet og

holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre

samt uden skade for vejene.

Stk. 2. Ejeren eller den person (brugeren), som har

varig rådighed over køretøjet, er ansvarlig for, at køretøjet er i lovlig

stand.

Stk. 3. Føreren af et køretøj skal til enhver tid være

opmærksom på, at køretøjet og eventuelt påhængskøretøj er i forsvarlig stand,

særlig at styre-, bremse-, signal- og tegngivningsapparater samt lygter

virker forskriftsmæssigt og sikkert, og at tilkoblingen til eventuelt

påhængskøretøj er forsvarlig.

§ 68. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personlig sikkerhedsmæssig

udrustning til førere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og

mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For

forsvarets og civilforsvarets køretøjer kan justitsministeren fastsætte

fornødne lempelser.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

forbud mod forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af

personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer, såfremt de

pågældende dele ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af

stk. 1, eller de ved deres anvendelse vil medføre, at føreren eller andre

trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Stk. 3. Justitsministeren kan, såfremt

færdselssikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, forbyde brugen af et

køretøj, selv om det opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af

stk. 1.

Ændring af køretøjers klassificering

§ 69. Justitsministeren afgør i tvivlstilfælde, til

hvilken køretøjskategori et køretøj skal henføres.

Stk. 2. Justitsministeren kan, hvis særlige grunde

taler derfor, bestemme, at et køretøj eller køretøjer af en bestemt type skal

henføres under en anden køretøjskategori end den, der følger af

definitionerne i § 2.

Tilkobling og slæbning

§ 70. Til bil og cykel må kobles eet påhængskøretøj.

Til traktor og motorredskab må kobles to påhængsvogne eller een påhængsvogn

og eet påhængsredskab. Til motorcykel og knallert må ikke kobles

påhængskøretøj.

Stk. 2. Til motorcykel og cykel må kobles sidevogn, der

skal være anbragt til højre for motorcyklen eller cyklen. Til knallert må

ikke kobles sidevogn.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

tilkobling af påhængskøretøj og sidevogn. Justitsministeren kan endvidere

fastsætte bestemmelser om, hvad der må medføres på sådanne køretøjer.

Justitsministeren kan for kørsel inden for særlige områder fravige

bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

slæbning af køretøjer.

Statens Bilinspektion/bilinspektørerne

§ 71. Bilinspektørerne foretager køretøjstekniske

undersøgelser og yder bistand ved andre myndigheders behandling af

færdselssager. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om bilinspektørernes

virksomhed.

Stk. 2. Forsvarsministeren fastsætter bestemmelser om

kontrol med forsvarets køretøjer.

Registrering

§ 72. Motorkøretøj og traktor skal, inden køretøjet

tages i brug, registreres her i landet og forsynes med nummerplader, jfr. dog

§§ 74-76. Det samme gælder påhængs- eller sættevogn til et

registreringspligtigt køretøj samt campingvogn. Justitsministeren kan

fastsætte bestemmelser om registreringspligt for andre påhængsredskaber og

for motorredskaber.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at køretøj, som

ganske overvejende anvendes uden for offentlige veje, ikke skal registreres.

Ved registreringsfritagelsen fastsættes det område, på hvilket køretøjet må

anvendes, og der kan fastsættes yderligere vilkår om dets indretning, udstyr

og benyttelse.

§ 73. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om:

1) registrering,

2) nummerplader,

3) medbringelse af registreringspapirer under kørslen og

4) midlertidig eller lejlighedsvis kørsel med registreringspligtigt

køretøj, der ikke er registreret.

Stk. 2. Forsvarsministeren og indenrigsministeren

fastsætter bestemmelser om registrering af henholdsvis forsvarets og

civilforsvarets køretøjer.

§ 73 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om

køretøjsejeres adgang til at vælge en bestemt kombination af tal og bogstaver

på køretøjets nummerplader (ønskenummerplader).

Stk. 2. Justitsministeren kan afholde offentlig auktion

over retten til bestemte ønskenummerplader, uanset om der foreligger

anmodninger om disse. De nærmere regler om tilrettelæggelsen af auktionen og

fremgangsmåden ved gennemførelsen af denne fastsættes af justitsminsteren.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at den endelige

administrative afgørelse vedrørende anmodninger om ønskenummerplader træffes

af Rigspolitichefen.

Traktorer, der er fritaget for registrering

§ 74. Traktorer, der ganske overvejende anvendes uden

for vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, skal ikke

registreres, hvis de alene benyttes på vejene:

1) til egentransport til og fra arbejdssted og reparatør,

2) som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for

arbejdsredskaber,

3) som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for påhængsvogne,

der er tomme, eller som medfører arbejdsredskaber, som er knyttet til

traktorens funktion, og

4) til prøvekørsel eller lignende tidsbegrænset kørsel efter tilladelse

fra politiet.

Stk. 2. Traktorer, der på vejene ud over kørsel som

nævnt i stk. 1 alene benyttes til vejarbejde på vejområder, der er begrænset

på betryggende måde ved afspærring eller afmærkning, eller anvendes til

renholdelse, snerydning og lignende, skal ikke registreres.

Godkendte traktorer

§ 75. En traktor, der tilhører ejeren eller brugeren

af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, kan endvidere uden

registrering anvendes til følgende transporter, når den er godkendt dertil:

1) transport af arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri-

eller skovbrugsejendom, selv om traktoren ikke ved arbejdsredskabernes

anvendelse benyttes som træk- eller drivkraft, og

2) transport af produkter, der hidrører fra eller skal benyttes i en

landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsvirksomhed, til og fra en sådan ejendom

og mellem dele af den. Traktoren må dog ikke anvendes til samtidig transport

af produkter fra flere virksomheder, medmindre disses ejere eller brugere

alle er medejere af traktoren. Benzindrevne traktorer må ikke anvendes ud

over en afstand af 10 km fra den pågældende ejendom til transport til

industriel brug af produkter, der hidrører fra virksomheden. Sådan transport

kan dog altid ske til nærmeste jernbanestation.

Stk. 2. For traktorer i sameje mellem ejere eller

brugere af flere ejendomme kan godkendelse efter stk. 1 ikke meddeles, hvis

samejet omfatter mere end 2 traktorer, eller hvis en af ejerne eller brugerne

foruden de traktorer, der er i sameje, ejer en eller flere andre traktorer.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

godkendelse efter stk. 1.

Udenlandske køretøjer

§ 76. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

benyttelse af udenlandske køretøjer her i landet, herunder om, hvornår der

indtræder dansk registreringspligt.

Kontrol af køretøjer

§ 77. Politiet kan standse et køretøj og lade det

undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylder

betingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet. Opfylder køretøjet ikke

bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af

loven, kan det indkaldes til senere kontrol. Såfremt køretøjet er til fare

for færdselssikkerheden, kan dets nummerplader inddrages.

Stk. 2. Ved broer og andre særlige vejstrækninger, f.

eks. dæmninger, kan der iværksættes fast kontrol med køretøjers vægt og

størrelse.

§ 78. Et registreret eller godkendt køretøj kan

kræves fremstillet til eftersyn af, om det opfylder bestemmelserne i loven

eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven. Justitsministeren

kan fastsætte bestemmelser om periodisk eftersyn af vare- og lastkøretøjer,

af personbiler med mere end 8 siddepladser foruden førerens, af

udrykningskøretøjer samt af motorkøretøjer, der benyttes erhvervsmæssigt til

befordring af personer, udlejes uden fører eller benyttes til øvelseskørsel.

Stk. 2. Fremstilles et køretøj ikke efter tilsigelse,

kan dets nummerplader inddrages.

Udlejning

§ 79. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

udlejning af motorkøretøjer uden fører.

Kapitel 12

Sikkerhedsudstyr

Sikkerhedsseler

§ 80. Såfremt en siddeplads i bil eller trehjulet

motorcykel er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes

af den person, der benytter siddepladsen.

Stk. 2. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder

ikke for børn under 3 år. Børn, der er fyldt 3 år, men ikke 7 år, kan i

stedet for sikkerhedssele anvende barnestol. Der kan i kombination med

sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 3. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder

ikke ved bakning eller under kørsel på parkeringsplads, servicestation,

værkstedsområde eller under lignende forhold.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler,

hvorefter visse personer fritages for pligten til at anvende sikkerhedssele.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler, der fritager for pligten

til at anvende sikkerhedssele ved særlige former for kørsel.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om

anvendelse af sikkerhedsudstyr for børn under 3 år.

Stk. 6. Føreren skal påse, at passagerer, der endnu

ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med stk.

1-5.

Styrthjelme

§ 81. Føreren af en tohjulet motorcykel eller af en

motorcykel med sidevogn og enhver passager, som er fyldt 15 år, skal under

kørslen anvende fastspændt styrthjelm. Det samme gælder en knallertkører.

Stk. 2. Føreren skal påse, at passagerer, der er fyldt

12 år, men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm.

Stk. 3. Pligten til at bære styrthjelm gælder ikke

under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under

lignende forhold.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

fritagelse for pligten til at anvende styrthjelm.

Kapitel 13

Befordring, belæsning, vægt,

dimensioner m.v.

Køretøjers belæsning

§ 82. Personer eller gods må ikke være anbragt på en

sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at

manøvrere køretøjet. Gods skal anbringes således, at den tegngivning, der

nævnes i § 32, stk. 2 og 3, eller påbudt lygte eller nummerplade ikke

skjules.

Stk. 2. Passagerer må ikke medtages i et sådant antal

eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller

andre.

Stk. 3. Gods skal være anbragt således, at det ikke kan

frembyde fare for personer eller medføre skade på ejendom. Det må endvidere

ikke kunne slæbe eller falde af på vejbanen, forårsage forstyrrende

støvdannelse eller lignende ulempe, vanskeliggøre færdslen eller volde unødig

støj.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt

eller bredt gods.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

transport af farligt gods, herunder om tvungen ansvarsforsikring til dækning

af erstatningsansvar, der opstår i forbindelse med transport af sådant gods.

Befordring af personer

§ 83. Justitsministeren kan fastsætte

sikkerhedsbestemmelser vedrørende befordring af personer.

§ 83 a. Campingvogn må ikke benyttes til befordring

af personer.

Køretøjers bredde, længde og højde

§ 84. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

køretøjers og vogntogs største bredde, længde og højde i såvel belæsset som

ubelæsset stand, herunder om kørsel med særlig brede, lange eller høje

køretøjer eller vogntog.

Stk. 2. Uanset de bestemmelser om største tilladte

højde, som fastsættes i medfør af stk. 1, har føreren pligt til ved kørsel

under viadukter, ledninger og lignende at sikre sig, at passagen kan

foretages uden fare eller ulempe.

Stk. 3. Justitsministeren kan for transporter, der

efter de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, kun kan gennemføres

efter forud indhentet tilladelse fra politiet, fastsætte bestemmelser om

betaling af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er

påkrævet ved sådanne transporters gennemførelse.

Vægt og akseltryk

§ 85. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

største tilladte akseltryk og totalvægt for køretøjer i såvel belæsset som

ubelæsset stand.

Stk. 2. Politiet kan efter forhandling med vedkommende

vej- eller brobestyrelse tillade fravigelse af bestemmelser fastsat i medfør

af stk. 1 om største tilladte totalvægt eller akseltryk, såfremt den

pågældende transport ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden

måde. Politiets tilladelse skal medbringes under kørslen.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

betaling af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er

påkrævet ved gennemførelse af transporter, der kræver tilladelse efter stk.

2.

Kørsel med blokvogne

§ 86. Kørsel med blokvogn i belæsset stand må kun ske

med politiets tilladelse, der meddeles efter forhandling med vedkommende

vejbestyrelse. Tilladelse gives til en enkelt kørsel eller til kørsel på en

bestemt strækning eller inden for et bestemt område. Blokvogn må kun anvendes

til transport, som ikke med rimelighed vil kunne gennemføres på anden måde.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

blokvognskørsel og kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for

politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved

gennemførelse af sådanne transporter.

§ 86 a. (Ophævet).

Kapitel 14

Hindringer på vej

Forurening af vej m.v.

§ 87. Der må ikke på vej henkastes eller efterlades

noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen.

Stk. 2. Såfremt der fra køretøj tabes eller spildes

noget på vej, der kan være til fare eller ulempe for færdslen, skal dette

straks fjernes. Kan dette ikke ske, skal andre, indtil faren eller ulempen er

fjernet, ved afmærkning eller på anden lignende måde gøres opmærksom på

forholdet.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

anbringelse af beholdere og lignende genstande på vej. Justitsministeren kan

endvidere fastsætte bestemmelser om afmærkning af vejmaterialer på vej.

Stk. 4. Politiet kan forlange privat luftledning, der

føres over vej, fjernet, såfremt den er til fare eller ulempe for færdslen.

Dyr på vej

§ 88. Ingen må lade heste, kreaturer m.v. færdes på

vej, uden at de er forsvarligt bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan

nå ind på vejen. Såfremt de ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved

forsvarlig indhegning.

Kapitel 15

Færdselsregulering og afmærkning m.v.

Færdselsregulering

§ 89. Politiet kan regulere færdslen på steder, hvor

det skønnes nødvendigt.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

andre personers adgang til at regulere færdslen.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

tegngivning til regulering af færdslen.

§ 90. Ved vej- og broarbejde samt i tilfælde, hvor

der pludselig opstår skade på vej eller bro til fare for færdslen, kan den

vejbestyrelse eller den kommunale myndighed, som forestår arbejdet eller

fører tilsyn med vejen, eller brobestyrelsen foretage den fornødne regulering

af færdslen, herunder anvisning af omkørsel.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

regulering af færdslen efter stk. 1.

Udlægning af hovedveje og motortrafikveje

§ 91. Politiet træffer med samtykke fra vedkommende

vejbestyrelse bestemmelse om udlægning af hovedveje. Tilsvarende gælder med

hensyn til motortrafikveje.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem politi og

vejbestyrelse, afgøres sagen af justitsministeren. Afgørelser efter stk. 1

kan påklages til justitsministeren.

Færdselsindskrænkninger

§ 92. Politiet kan med samtykke fra vejbestyrelsen

eller, for så vidt angår private veje, vedkommende kommunale myndighed træffe

færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejes udnyttelse eller

indretning. Der kan bl.a. træffes bestemmelse om:

1) parkering og standsning,

2) indførelse af ubetinget vigepligt,

3) påbud om ensrettet færdsel,

4) etablering af fodgængerfelter og

5) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af

gågader.

Stk. 2. Politiet kan endvidere efter stk. 1 træffe

bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt

afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på

anden tilsvarende måde.

Stk. 3. Vedrører de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser

stationspladser eller adgangsveje til stationer og færgelejer, skal politiet

tillige forhandle med vedkommende jernbane- eller færgeselskab.

Stk. 4. Afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, om lokale

hastighedsbegrænsninger træffes for hovedvejes vedkommende af

justitsministeren og i øvrigt af politiet. Afgørelsen træffes efter

forhandling med vedkommende vejbestyrelse eller, for så vidt angår private

veje, vedkommende kommunale myndighed.

Stk. 5. Såfremt der opstår uenighed mellem de

myndigheder, der nævnes i stk. 1 og 4, afgøres sagen af justitsministeren.

Klager over bestemmelser, der træffes af politiet i medfør af stk. 1, 2 og 4,

afgøres tillige af justitsministeren.

Stk. 6. Foranstaltninger af den art, der nævnes i stk.

1, 2 og 4, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de

bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre

bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Såfremt en foranstaltning

efter stk. 1, nr. 1 eller 5, ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning,

kan den dog i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.

Parkeringsskiver

§ 93. Justitsministeren kan bestemme, at parkering af

motorkøretøjer, hvor adgangen til parkering er tidsmæssigt begrænset, kun må

ske under benyttelse af parkeringsskive. Justitsministeren fastsætter

bestemmelser om parkeringsskiver og deres benyttelse.

Tøbrudsrestriktioner

§ 94. Trafikministeren kan i tøbrudsperioder eller

under lignende særlige forhold, hvor vejene skønnes særlig udsat for

beskadigelser, midlertidigt forbyde færdsel med køretøjer, hvis faktiske

totalvægt eller akseltryk overstiger en vis grænse, eller begrænse den

tilladte kørehastighed for sådanne køretøjer.

Almindelige bestemmelser om afmærkning

§ 95. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

udformningen og betydningen af:

1) færdselstavler,

2) afmærkning på kørebanen,

3) signalanlæg og

4) anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering af

eller til vejledning for færdslen.

Stk. 2. Færdselsreglerne kan fraviges ved afmærkning

efter stk. 1.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter endvidere

bestemmelser om anvendelsen af afmærkningen i stk. 1, herunder om indhentelse

af samtykke fra politiet.

Stk. 4. Justitsministeren kan bestemme, at tekniske

regler og normer vedrørende afmærkning udarbejdes i forbindelse med de af

trafikministeren fastsatte vejregler.

§ 96. Afmærkningen i § 95 tilvejebringes og bekostes

for offentlige vejes vedkommende af vejbestyrelsen, medmindre andet følger af

vejlovgivningen.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem politiet og

vejbestyrelsen om afmærkningen, afgøres sagen af justitsministeren. Klager

over afmærkning afgøres ligeledes af justitsministeren. Afgørelserne i 1. og

2. pkt. træffes dog af trafikministeren, såfremt sagen vedrører bestemmelser

om afmærkning, der i medfør af § 95, stk. 4, er udarbejdet i forbindelse med

vejreglerne.

Afmærkning på private veje

§ 97. Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i §

95, på eller ved privat vej eller bro kræver politiets godkendelse. Politiet

kan, hvor det skønnes fornødent, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes

og bekostes af vej- eller broejeren.

Stk. 2. Politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler

herfor, kræve, at afmærkning, der ikke er i overensstemmelse med de

forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.

Stk. 3. Såfremt en privatperson eller institution, der

som vej- eller broejer er berettiget til at forbyde visse arter af færdsel,

ønsker at gennemføre et sådant forbud ved opsætning af bomme eller på anden

tilsvarende måde, skal politiets godkendelse forinden indhentes. Politiet kan

påbyde særlig afmærkning eller belysning af afspærringen, hvis den kan være

til fare for færdslen.

Afmærkning af vejarbejder

§ 98. Når der foretages vejarbejde, er den, som

forestår arbejdet, ansvarlig for, at det til enhver tid er forsvarligt

afmærket.

Vildledende afmærkning m.v.

§ 99. Færdselstavler, signalanlæg eller indretninger

til regulering af eller til advarsel eller vejledning for færdslen må ikke

anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i denne

lov eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser.

Stk. 2. Skilte, opslag, lysindretninger og lignende må

ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter § 95, stk. 1.

Stk. 3. Genstande af den i stk. 2 nævnte art, der kan

ses fra vej, kan af politiet forlanges fjernet, hvis de har lighed med

afmærkning efter § 95, stk. 1, eller de i øvrigt kan virke vildledende eller

være til ulempe for færdslen.

Stk. 4. Reflekterende materiale på privat område må

ikke anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen.

Vejanlæg

§ 100. Afgørelse om udførelse af vejanlæg, der kan

have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om

anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af

vejbestyrelsen med samtykke fra politiet.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem de

myndigheder, der er nævnt i stk. 1, afgøres sagen af trafikministeren. Klager

vedrørende de i stk. 1 nævnte vejarbejder og anlæg afgøres ligeledes af

trafikministeren.

Kapitel 16

Erstatning og forsikring

Ansvarsgrundlaget m.v.

§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet

køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller

ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af

forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde

forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og

i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov

uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller

bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til

skaden.

§ 102. Hvis et motordrevet køretøj volder skade på

anden måde end nævnt i § 101, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for

køretøjet, betale erstatning efter lovgivningens almindelige regler.

§ 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en

følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i

§ 101, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem

motordrevne køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende

omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes.

§ 104. Erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler

den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte.

Stk. 2. Føreren er erstatningsansvarlig efter

lovgivningens almindelige regler.

Forsikringspligt

§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af

motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et

ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af justitsministeren, jfr. dog §

109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab

af forsørger på indtil 50 mill. kr. og tingsskade på indtil 10 mill. kr. for

den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt med

samme procent, som ugelønnen for april kvartal er steget eller faldet i

forhold til april kvartal 1985. Reguleringen har virkning fra den følgende 1.

april. Ugelønnen beregnes som den af Danmarks Statistik offentliggjorte

gennemsnitlige timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle

andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet

i april kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld

sædvanlig arbejdstid. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1

million delelige kronebeløb. Justitsministeriet bekendtgør hvert år, hvilke

reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, i hvilket omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.

§ 106. For motordrevne køretøjer, der skal

registreres eller godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den

person (brugeren), der har varig rådighed over køretøjet.

Stk. 2. For andre motordrevne køretøjer påhviler

forsikringspligten den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej.

§ 107. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse. Stk. 2. Præmier for forsikringen er

tillagt udpantningsret. Er forsikring tegnet for et større beløb end efter §

105, stk. 2, gælder denne regel hele præmien.

Stk. 3. Ved registrering m.v. af forsikringsbevis for

et motordrevet køretøj betales 7 kr. af vedkommende forsikringsselskab.

Forsikringsselskabets hæftelse og regres

§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over

for skadelidte for erstatning efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. En aftale mellem forsikringsselskabet og

forsikringstageren om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104

er ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den

ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden

er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed.

Selvforsikrede køretøjer

§ 109. Motordrevne køretøjer, der tilhører staten

eller en kommune, er undtaget fra forsikringspligt efter § 105.

Stk. 2. Justitsministeren kan træffe tilsvarende

bestemmelse med hensyn til motordrevne køretøjer, der tilhører fremmede

stater eller internationale organisationer.

Stk. 3. Er et køretøj efter stk. 1 og 2 ikke forsikret,

hæfter den danske stat eller den kommune, der ejer køretøjet, for erstatning

i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet

ansvarsforsikring efter § 105.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

betaling af erstatning for skader, som forvoldes i udlandet af de køretøjer,

der er nævnt i stk. 1 og 2.

Sagernes behandling

§ 110. Anlægger skadelidte sag mod

forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige enhver, der er ansvarlig efter §

104, til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175

gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om

reglerne i stk. 2.

Stk. 2. Enhver, der tilsiges efter stk. 1, kan ved at

fremsætte begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder

han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig

bindende for ham.

§ 111. Hvis der rejses tiltale for en

skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter

dette kapitel, skal der gives den eller de skadelidte lejlighed til at påstå

erstatning. Hvis der ikke opnås forlig om erstatningen, skal

erstatningspåstandene påkendes under sagen, selv om straf ikke pålægges

tiltalte.

Stk. 2. I særlige tilfælde, hvor erstatningskravet

angår materiel skade og er af indviklet beskaffenhed, kan retten dog, efter

at forlig forgæves er prøvet, nægte kravets forfølgning under straffesagen.

§ 112. Påkendelse af erstatningsspørgsmålet kan ske

før eller efter afgørelsen af spørgsmålet om straf.

Stk. 2. Det forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet

ansvarsforsikring for det køretøj, som tiltalte benyttede, eller den, der

efter § 109, stk. 3, hæfter for den skete skade, anses for

erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen og skal tilsiges til

ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for

vidner i straffesager.

Stk. 3. Påhviler der efter § 104 andre end tiltalte

erstatningsansvar, skal tillige disse tilsiges til ethvert retsmøde med det i

stk. 2 nævnte varsel. Bestemmelserne i § 110, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet påkendes under

sagen, kan retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel

30 pålægge rettergangsbøder og sagsomkostninger.

§ 113. Ankes en straffesag, under hvilken

erstatningsspørgsmålet er blevet påkendt, anses enhver, der for

erstatningsspørgsmålets vedkommende har været part i den indankede sag,

tillige som part under anken, hvis erstatningsspørgsmålet tages under

påkendelse.

Stk. 2. Den i retsplejelovens § 996 nævnte adgang til

at anke i den borgerlige retsplejes former står åben for enhver, der, for så

vidt angår erstatningsspørgsmålet, har været part i sagen.

Stk. 3. Med hensyn til anke betragtes en særskilt

påkendelse af straffe- eller erstatningspåstanden som en selvstændig dom.

Stk. 4. Retsplejelovens § 995, stk. 4, finder ikke

anvendelse i de sager, der er nævnt i § 111.

§ 114. (Ophævet).

§ 115. Hvis spørgsmålet om straf for en

skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter

dette kapitel, er afgjort ved udenretligt bødeforelæg, skal politiet efter

anmodning fra en skadelidt indbringe erstatningsspørgsmålet for den ret, for

hvilken der ellers ville være blevet rejst tiltale. Erstatningsspørgsmålet

behandles herefter, som om der var rejst tiltale i sagen. § 111, stk. 2, §

112, stk. 2-4, og § 113, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Politiet

skal underrette de skadelidte om deres adgang til at forlange

erstatningsspørgsmålet indbragt for retten.

Ansvar efter lov om fragtaftaler ved

international vejtransport

§ 116. Reglerne i dette kapitel finder ikke

anvendelse på en fragtførers ansvar, hvis dette er omfattet af lov om

fragtaftaler ved international vejtransport.

Kapitel 17

Straf, afgifter m.v.

Straf

§ 117. Spirituskørsel med motorkøretøj, traktor eller

motorredskab straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet under

eller efter kørslen oversteget 2,00 promille, er straffen hæfte eller fængsel

indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen efter stk. 1, 1. pkt., kan stige til

hæfte eller fængsel indtil 1 år, hvis føreren

1) tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel,

2) findes skyldig i flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel

eller

3) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har

voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.

Stk. 3. Promillekørsel straffes med bøde. Det samme

gælder spirituskørsel med knallert. Er den skyldige tidligere dømt for

spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til hæfte eller

fængsel indtil 1 år.

Stk. 4. Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, §

56, stk. 1, og § 62, stk. 1, straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der

kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af

sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I

gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

§ 118. Med bøde straffes den, der:

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§

14-52, § 54, stk. 2-4, § 60, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70,

stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§

97-99 og § 105,

2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i

henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven eller

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold

til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af

§ 4, stk. 1, § 5, § 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17, stk. 1, §§

18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41, §§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51 og

52, § 54, stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1 og 2, § 64, § 67, § 70, stk. 1

og 2, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, og §§ 87 og 88 udmåles en skærpet bøde.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af

§§ 42 og 43 skal der tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den

pågældende hastighedsovertrædelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på

motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en

skærpet bøde. Ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med lastbiler,

hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, eller vogntog bestående af

sådanne lastbiler og registreringspligtige påhængskøretøjer udmåles ligeledes

en skærpet bøde.

Stk. 4. Overtrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8,

nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller

parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for

færdslen.

Stk. 5. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven,

kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 6. For overtrædelse af forskrifter, der er udstedt

efter § 85, stk. 1, kan der pålægges ejeren eller brugeren af køretøjet

bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller

uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 7. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab,

andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant.

Sagernes behandling

§ 119. Sager, hvor der bliver spørgsmål om højere

straf end bøde eller hæfte eller om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70

eller 73, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80. Endvidere

behandles sager, hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af

førerretten, efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80, medmindre sagen kan

afgøres med vedtagelse efter § 119 a. Andre sager behandles efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 81 eller § 119 a. Såfremt sagen behandles efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 81, og der bliver spørgsmål om betinget

frakendelse af førerretten, finder retsplejelovens § 934, stk. 1, ikke

anvendelse.

Stk. 2. Domsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,

1) hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,

2) hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, og

3) i sager, som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning

for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.

Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i sager, der

1) fremmes efter retsplejelovens § 925 eller § 935, stk. 1,

2) vedrører overtrædelse af § 117, stk. 5, eller

3) vedrører overtrædelse af § 53, medmindre der er spørgsmål både om

højere straf end bøde og om anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr.

3, og i ankesager at anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes

skyld.

Stk. 4. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i

retsplejelovens §§ 731 og 732. Såfremt tiltalte fremsætter begæring herom,

beskikkes i byretten tillige offentlig forsvarer

1) i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget frakendelse af

førerretten og

2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke bliver spørgsmål om

højere straf end bøde.

Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

§ 119 a. Såfremt en sag om spiritus- eller

promillekørsel ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan

anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten

tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt

han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for

en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget

frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 2 og

3, om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Sager om spiritus- og promillekørsel, hvori der

ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten

ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den

tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager

frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum.

Stk. 4. Vedtagelser efter stk. 1 og 3 har med hensyn

til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning samme virkning som en dom.

§ 119 b. I forbindelse med tilkendegivelser efter §

119 a, stk. 1, skal politiet vejlede den sigtede om, at han, inden han tager

stilling til spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af en offentlig

forsvarer, jfr. § 733, stk. 1, i lov om rettens pleje. Justitsministeren

fastsætter efter forhandling med Advokatrådet takster for forsvarerens

vederlag i de pågældende sager.

Tilbageholdelse af køretøjer

§ 120. Er såvel føreren som det motordrevne køretøj,

med hvilket overtrædelsen er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet

tilbageholdes af politiet, indtil forskyldte bøder, standsnings- og

parkeringsafgifter, sagsomkostninger, erstatningsbeløb eller præmier for

lovpligtig ansvarsforsikring er betalt, eller der er stillet sikkerhed for

betalingen. Er beløbet ikke betalt inden 2 måneder efter sagens endelige

afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i køretøjet.

Stk. 2. Med hensyn til iværksættelse af

tilbageholdelsen efter stk. 1 finder reglerne i retsplejelovens §§ 782 og 783

om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, tilsvarende

anvendelse. Tilbageholdelsen kan kun ske, for så vidt den findes påkrævet for

at sikre betaling af de nævnte beløb. Var føreren uberettiget i besiddelse af

køretøjet, kan tilbageholdelse ikke ske.

Stk. 3. Reglen i stk. 1 finder bortset fra forskyldte

standsnings- og parkeringsafgifter ikke anvendelse med hensyn til førere, der

er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige.

Standsnings- og parkeringsafgifter

§ 121. Politiet kan pålægge en afgift for

overtrædelse af:

1) § 28, stk. 2, 1. pkt.,

2) § 28, stk. 3, for så vidt angår standsning eller parkering på

cykelsti, gangsti, midterrabat og helleanlæg samt standsning eller parkering

med hele køretøjet på fortov,

3) § 29, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 7, 8, 9 og 10, og stk. 2,

4) § 29, stk. 3, nr. 1, nr. 2 for så vidt angår parkering ud for ind- og

udkørsel til og fra ejendom og nr. 3,

5) standsnings- eller parkeringsforbud, der angives ved afmærkning,

6) de bestemmelser om parkering i opholds- og legeområder, der udfærdiges

i medfør af § 40,

7) standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter § 92, selv

om forbuddet ikke angives ved afmærkning,

8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i

medfør af §§ 92 og 93, og

9) de bestemmelser om benyttelse af parkometre, parkeringsautomater eller

lignende, der udfærdiges i medfør af § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Afgørelse om pålæggelse af afgift kan ikke

indbringes for højere administrativ myndighed. Afgiften tilfalder

statskassen.

Stk. 3. Afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse,

der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren.

Stk. 4. Afgiften påhviler den, der har foretaget den

uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den

fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre

det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Afgiften

kan inddrives ved udpantning.

Stk. 5. Afgiften udgør 400 kr.

Parkeringskontrollører

§ 122. Justitsministeren kan bestemme, at det inden

for bestemte områder overdrages særlige parkeringskontrollører, der ansættes

under politiet, helt eller delvis at varetage kontrollen med overholdelse af

de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1. Justitsministeren fastsætter

nærmere regler om parkeringskontrollørernes virksomhed.

§ 122 a. Justitsministeren kan bestemme, at

kontrollen med overholdelsen af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1,

helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen. Justitsministeren

fastsætter nærmere regler om den kommunale parkeringskontrols virksomhed.

Stk. 2. Parkeringsafgift pålagt i medfør af stk. 1 for

en overtrædelse, der i den pågældende kommune alene kontrolleres af

kommunalbestyrelsen, tilfalder kommunen. Anden parkeringsafgift tilfalder

statskassen. Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5, finder

tilsvarende anvendelse.

Politiets fjernelse og salg af køretøjer

§ 123. Politiet kan foranledige de nedenfor under nr.

1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven

omfattet område:

1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om

standsning eller parkering,

2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og

3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Stk. 2. Køretøjet bringes til den af politiet anviste

opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og

straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet

afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren

ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren)

for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i

besiddelse af køretøjet. Beløbet kan inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Det påhviler politiet at underrette ejeren af

et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets anvisning, om, hvornår

køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige

indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes

inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med

stk. 4. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan

bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet.

Stk. 4. Politiet er efter udløbet af den i henhold til

stk. 3 fastsatte frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig

auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til

ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år

fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med

transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler

om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 3

nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg

af disse.

§ 124. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, at køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets

eller bilinspektionens varetægt, kan sælges i overensstemmelse med

bestemmelserne i § 123, stk. 3 og 4.

Kapitel 17a

Betalingsbestemmelser

Køreprøver, kørekort m.v.

§ 124 a. For afholdelse af køreprøve betales 450 kr.

Afholdes teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring samtidig med

teoriprøve til stor lastbil og bus, betales 450 kr. for hver af prøverne.

Stk. 2. For køreprøver til motorcykel med sidevogn og

almindelig bil med stort påhængskøretøj betales 200 kr.

Stk. 3. For orienterende køreprøver betales 450 kr. For

første orienterende køreprøve betales dog ikke, medmindre prøven aflægges i

medfør af § 60, stk. 2 eller stk. 3.

§ 124 b. Udebliver en ansøger fra en berammet

teoretisk eller praktisk køreprøve uden at have meddelt forfald senest kl.

12.00 tre hverdage før prøven, eller bestås en del af prøven ikke, skal der,

før ny prøve berammes, ske fornyet betaling, medmindre forfaldet skyldes

ansøgerens eller kørelærerens dokumenterede sygdom.

§ 124 c. I følgende tilfælde betales 200 kr.:

1) for ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort,

2) for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at det oprindelige

kørekort er bortkommet eller beskadiget,

3) for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at

kørekortindehaveren ønsker ændringer anført i kørekortet,

4) for fornyelse af kørekort med kørelærergodkendelse og

5) for fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, jf. dog

stk. 5.

Stk. 2. For udstedelse af midlertidigt

erstatningskørekort til kørsel i udlandet betales 150 kr.

Stk. 3. For fornyelse af kørekort for ansøgere, der er

fyldt 70 år, betales 30 kr.

Stk. 4. Fornyelse af kørekort, der er tidsbegrænset som

følge af helbredsmæssige forhold, sker uden betaling for ansøgere, der ikke

er fyldt 70 år.

Stk. 5. For fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring, der på grund af helbredsmæssige forhold er tidsbegrænset,

betales 100 kr.

Stk. 6. For udstedelse af internationalt kørekort

betales 25 kr.

§ 124 d. For udstedelse af knallertbevis betales 100

kr.

§ 124 e. For afholdelse af kørelærerprøve betales 250

kr. for hver kategori. Såfremt der aflægges prøve til almindelig bil samtidig

med prøve til motorcykel, betales dog 400 kr.

Stk. 2. Betalingen omfatter både den skriftlige og den

mundtlige prøve. Udebliver en ansøger fra en berammet prøve uden at have

meddelt forfald senest kl. 12.00 dagen før, eller bestås en del af prøven

ikke, skal der, før ny prøve afholdes, ske fornyet betaling. Dette gælder,

både når den skriftlige prøve ikke bestås, og når den er bestået, samt når

ansøgeren udebliver fra en af disse prøver.

Godkendelse af køretøjers indretning og udstyr

§ 124 f. For standardtypegodkendelse af biler betales

2.000 kr. For standardtypegodkendelse af andre køretøjer betales 1.500 kr.,

for knallerter og motorcykler dog henholdsvis 900 kr. og 1.000 kr.

Stk. 2. For typegodkendelse af biler med flere end 2

aksler betales 2.500 kr. For typegodkendelse af biler med 2 aksler,

påhængsvogne med tilladt totalvægt over 3.500 kg og sættevogne betales 2.000

kr. For typegodkendelse af påhængsvogne med tilladt totalvægt indtil 3.500 kg

betales 1.500 kr.

Stk. 3. For udstedelse af godkendelseserklæring for bil

med flere end 2 aksler betales 500 kr. For udstedelse af

godkendelseserklæring for bil med 2 aksler samt andet køretøj betales 400

kr., for påhængsvogn med tilladt totalvægt indtil 3.500 kg samt campingvogn

dog 300 kr.

Stk. 4. For udstedelse af indtil 10

godkendelseserklæringer for ens køretøjer, hvorom ansøgning indgives

samtidig, betales dog for biler med flere end 2 aksler samlet 2.500 kr. For

biler med 2 aksler, påhængsvogne med tilladt totalvægt over 3.500 kg og

sættevogne betales samlet 2.000 kr. For påhængsvogne med tilladt totalvægt

indtil 3.500 kg og campingvogne betales samlet 1.500 kr.

Stk. 5. For tillæg til standardtypegodkendelse eller

typegodkendelse betales der ikke.

§ 124 g. Kontrolsyn af køretøjer, der er registreret

uden syn på grundlag af typeattest, foretages uden betaling. For andre syn,

herunder periodiske syn, syn i medfør af § 78, stk. 1, 1. pkt., syn af

køretøjer til øvelseskørsel og frivillige syn, betales.

1) 500 kr. for biler, påhængsvogne og sættevogne hertil med en

typegodkendt totalvægt på over 3.500 kg, for motorredskaber, for personbiler

til mere end 9 personer, føreren medregnet, samt for blokvogne,

2) 350 kr. for traktorer og påhængsredskaber samt for andre biler,

påhængsvogne og sættevogne end de under nr. 1 nævnte og

3) 200 kr. for motorcykler.

Stk. 2. I det tilfælde, hvor det enten under et

periodisk syn eller under et syn i medfør af § 78, stk. 1, 1.pkt.,

konstateres, at der er foretaget syns- og registreringspligtige ændringer,

som ikke er anmeldt til registrering, og køretøjet derfor henvises til syn og

registrering, skal der ikke betales for det syn, som køretøjet henvises til.

§ 124 h. For udstedelse af et internationalt

kørecertifikat betales 100 kr.

§ 124 i. For udstedelse af godkendelse af køretøjers

indretning og udstyr i henhold til ECE-regulativer eller EF-direktiver (E-

eller e-godkendelse) betales 2.500 kr. For samtidig udstedelse af E- og

e-godkendelse betales 3.500 kr. For udstedelse af tillæg til E- eller

e-godkendelse betales 1.000 kr.

Nummerplader m.v.

§ 124 j. For nummerplader, herunder

grænsenummerplader, ønskenummerplader samt prøveskilte, betales 800 kr. for

et sæt og 400 kr. for en enkelt plade. Nummerplader udleveres dog uden

betaling til politiets køretøjer.

Stk. 2. For nordiske grænsenummerplader betales 150 kr.

for et sæt og 75 kr. for en enkelt plade.

Stk. 3. For CD-skilte betales 25 kr. pr. stk.

§ 124 k. For retten til ønskenummerplader betales ud

over det i § 124 j anførte beløb 6.200 kr., jf. dog § 73 a, stk. 2.

Stk. 2. For registrering af overførsel af

ønskenummerplader fra et køretøj til et andet i medfør af de i henhold til §

73 a fastsatte forskrifter betales 300 kr.

§ 124 l. For tilladelse til kørsel på danske

grænsenummerplader betales ud over det i § 124 j anførte beløb 250 kr.

§ 124 m. For registrering af anmeldelse om ejerskifte

(brugerskifte), der finder sted uden afmelding af køretøjet, betales 300 kr.

Stk. 2. Der skal ikke ske betaling i følgende tilfælde:

1) når der sker ejerskifte (brugerskifte) mellem ægtefæller,

2) når en ægtefælle efter den anden ægtefælles død eller i tilfælde af

skilsmisse eller separation overtager et køretøj, der er registreret i den

anden ægtefælles navn,

3) når en person overtager et køretøj, der er registreret i en samboendes

navn, såfremt den fælles bopæl har bestået de sidste fem år,

4) når en person ved dødsfald overtager et køretøj, der er registreret i

afdødes navn, såfremt vedkommende har haft fælles bopæl med afdøde de sidste

to år før dødsfaldet, eller

5) når en person ved ophævelse af fælles bopæl overtager et køretøj, der

er registreret i en samboendes navn, såfremt den fælles bopæl har bestået de

sidste fem år før samlivsophævelsen.

§ 124 n. For udstedelse af genpart af

registreringsattest, koblingsattest og supplerende attest betales 50 kr.

Genparter til offentlig brug udstedes uden betaling.

§ 124 o. For benyttelsen af faste prøveskilte betales

750 kr. årligt for et sæt prøveskilte til bil og 125 kr. årligt for et

prøveskilt til motorcykel.

Stk. 2. Reglerne om fritagelse for og tilbagebetaling

af vægtafgift af motorkøretøjer finder tilsvarende anvendelse på betaling for

prøveskilte.

§ 124 p. For benyttelse af løse prøveskilte betales

15 kr. pr. døgn for et sæt prøveskilte eller et prøveskilt til motorcykel.

For overskydende tid ud over 1 time betales som for 1 døgn.

Opkrævning m.v. af betaling

§ 124 q. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om betalinger efter denne lov.

Kapitel 18

Frakendelse af førerret

Spirituskørsel

§ 125. Retten til at føre motordrevet køretøj,

hvortil der kræves kørekort, skal frakendes føreren af et sådant køretøj,

hvis han har gjort sig skyldig i spirituskørsel.

Stk. 2. Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig

formildende omstændigheder kan frakendelse dog ske betinget.

Andre overtrædelser

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer

skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

1) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har

voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2) har gjort sig skyldig i promillekørsel, eller

3) frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede

forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som

fører af motordrevet køretøj.

Stk. 2. Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren:

1) forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har

fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj

på særlig hensynsløs måde,

2) ved forskellige lejligheder har gjort sig skyldig i forhold, der hver

for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2,

3) tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er

begået i prøvetiden, eller

4) tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er

begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der

ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers

skulle ske ubetinget.

Frakendelsestiden

§ 127. Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af

mellem 6 måneder og 10 år eller for bestandig. Ubetinget frakendelse for

spirituskørsel, hvor alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter

kørslen har oversteget 2,00 promille, sker dog for et tidsrum af mindst 2 år

og 6 måneder.

Betinget frakendelse

§ 128. Betinget frakendelse sker på vilkår, at den

pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet

køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes ham. Ved

betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Under

særlige omstændigheder kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den

betingede frakendelse.

§ 129. Begår den dømte i prøvetiden et nyt forhold,

der medfører frakendelse af førerretten, fastsætter retten en fælles

frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse.

Inddragelse af førerretten under sagen

§ 130. Skønner politiet, at betingelserne for

ubetinget frakendelse af førerretten foreligger, kan det midlertidigt

inddrage førerretten. Politiet skal i forbindelse hermed vejlede føreren om

prøvelsesretten, jfr. stk. 2.

Stk. 2. Den, hvis førerret er midlertidigt inddraget,

kan forlange inddragelsen prøvet af retten. Retten træffer ved kendelse

afgørelse om inddragelsen.

Stk. 3. Det tidsrum, hvori førerretten har været

inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Virkningen af anke m.v.

§ 131. Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget

frakendelse, efter at førerretten har været inddraget i medfør af § 130, har

ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre

andet bestemmes af underretten ved kendelse. I andre tilfælde kan underretten

på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal

have opsættende virkning.

Stk. 2. Afsiges der i en sag, hvori førerretten er

inddraget efter § 130, frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om

frakendelse, eller sker frakendelsen betinget, skal kørekortet udleveres,

selv om dommen ankes.

Generhvervelse af førerret inden

frakendelsestidens udløb

§ 132. Er retten til at føre motordrevet køretøj i

henhold til denne eller nogen tidligere lov frakendt nogen for længere tid

end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden

frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter

reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er

forløbet 3 år af frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske

særlige omstændigheder foreligger. Har retten til at være fører tidligere

været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af førerretten inden

frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og tidligst, når der er

forløbet 6 år af frakendelsestiden.

Stk. 2. Er førerretten som følge af spiritus- eller

promillekørsel frakendt for 3 år eller derover, kan spørgsmålet om

generhvervelse dog indbringes for domstolene, når halvdelen af

frakendelsestiden er forløbet. I disse tilfælde kan førerretten gengives,

såfremt den pågældende i mindst 1 1/2 år forud for sagens indbringelse for

retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.

Erstatning for inddragelse eller

frakendelse af førerret

§ 133. Reglerne i kapitel 93a i lov om rettens pleje

finder anvendelse på krav om erstatning for frakendelse eller inddragelse af

førerretten i anledning af strafforfølgning.

Kapitel 18 a

Konfiskation

§ 133 a. Ved særlig grove eller gentagne

overtrædelser af færdselsloven kan der ske konfiskation af det ved

overtrædelsen anvendte motorkøretøj, såfremt det må anses for påkrævet for at

forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven, og såfremt

konfiskationen ikke er urimelig.

Stk. 2. I øvrigt gælder borgerlig straffelovs regler om

konfiskation.

Kapitel 19

Handlinger foretaget i udlandet

§ 134. Lovens bestemmelser om straf og frakendelse af

førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7,

10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende

anvendelse over for den, der uden at overtræde nogen dansk forskrift, i

Finland, Island, Norge eller Sverige handler i strid med de der gældende

regler vedrørende:

1) kørsel med motordrevet køretøj, uden at der som foreskrevet er tegnet

ansvarsforsikring til dækning af erstatningskrav for skade forvoldt ved brug

af køretøjet,

2) pligt for trafikanter til at efterkomme færdselsanvisninger givet af

politiet,

3) køretøjers hastighed,

4) køretøjers plads på vejen, færdselsretning, møde med eller overhaling

af andre køretøjer, svingning, vending samt kørsel over jernbaneoverkørsler,

5) vigepligt,

6) pligt til at give fri passage for udrykningskøretøjer,

7) pligt til at efterkomme anvisninger, der gives ved færdselstavler,

signaler eller afmærkning på kørebane eller cykelsti,

8) køretøjers standsning og parkering,

9) forbud mod benyttelse af køretøjer eller kategorier af køretøjer på

visse veje, f. eks. på grund af køretøjernes vægt og dimensioner,

10) sikkerhedsanordninger for køretøjer og last,

11) afmærkning af køretøjer og last,

12) køretøjers lysanordninger og brugen af lys,

13) køretøjers last og lasteevne,

14) køretøjers registrering og deres forsyning med nummerplade og

nationalitetsmærke eller

15) kørsel uden kørekort.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at stk. 2 skal

finde anvendelse med hensyn til overtrædelser begået i andre stater end de

nævnte.

Stk. 4. § 118, stk. 2, gælder ikke for de i stk. 1-3

nævnte sager.

Kapitel 20

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

for lovens regler om spirituspåvirkning m.v.

og om frakendelse af førerretten

Ikrafttræden

§ 135. §§ 53-55, § 60, stk. 2-5, § 64, stk. 1 og 4, §

117, stk. 1, 2 og 4, § 119, kapitel 18 og §§ 135-138 træder i kraft den 1.

juli 1976.

Stk. 2. Det samme gælder følgende bestemmelser i det

omfang, de kan anvendes i forbindelse med de i stk. 1 nævnte regler: § 1, §

2, nr. 2, 6, 12, 13, 14 og 24, § 117, stk. 3, § 118, stk. 1, nr. 1, og stk.

3, § 134, stk. 1-3, og § 143.

Stk. 3. Fra samme tidspunkt ophæves §§ 15, 16 og 18 a,

§ 20, stk. 1 og 3, § 54, stk. 2, § 69, stk. 2, 4 og 5, og §§ 70-70 h i

færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, som

ændret senest ved lov nr. 270 af 26. juni 1975.

Regler, som også gælder i forbindelse med

overtrædelser af færdselsloven af 1955

§ 136. § 64, stk. 1, § 119 og kapitel 18 i denne lov

gælder også i forbindelse med overtrædelser af færdselsloven af 1955, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, som ændret senest ved § 135, stk.

3, og i forbindelse med overtrædelser af de i medfør af færdselsloven af 1955

givne bestemmelser.

Overgangsregler

§ 137. Spørgsmål om frakendelse af førerretten i

anledning af forhold, som er begået, men ikke endeligt påkendt den 1. juli

1976, afgøres alene efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Skal førerretten i anledning af et sådant

forhold frakendes efter § 126, stk. 1, nr. 1 eller 3, gælder § 126, stk. 2,

nr. 4, dog ikke for så vidt angår tidligere frakendelser, der er sket i

forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1.

Stk. 3. Sager om frakendelse af førerretten i anledning

af forhold, som er begået inden lovens ikrafttræden, behandles efter § 119,

såfremt sagen ikke er domsforhandlet i første instans inden dette tidspunkt.

§ 138. Betingede og ubetingede frakendelser af

førerretten efter de hidtil gældende regler bevarer deres gyldighed og har

retsvirkninger efter denne lov, jfr. dog stk. 2-5.

Stk. 2. For personer, som efter de hidtil gældende

regler om frakendelse i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16,

stk. 1, er frakendt førerretten for et kortere tidsrum end 2 år, og som ved

dommen kun blev straffet med bøde, bortfalder fuldbyrdelsen af dommens

bestemmelse om frakendelse eller den resterende del af denne fuldbyrdelse ved

lovens ikrafttræden. § 60, stk. 2, finder kun anvendelse, hvis den dømte ved

lovens ikrafttræden har fuldbyrdet mindst 6 måneder af dommens bestemmelse om

frakendelse.

Stk. 3. For alle personer, som efter de hidtil gældende

regler om frakendelse i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16,

stk. 1, er frakendt førerretten for et kortere tidsrum end 2 år, og som ved

dommen kun blev straffet med bøde, forkortes endvidere fristen i § 126, stk.

2, nr. 4, til 3 år. Hvis dommens bestemmelse om frakendelse ikke var

fuldbyrdet den 1. juli 1976, regnes den nævnte frist fra den 1. juli 1976.

Stk. 4. Politimesteren kan efter ansøgning bestemme, at

en person, som efter de hidtil gældende regler om frakendelse i forbindelse

med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1, er frakendt førerretten for

et kortere tidsrum end 2 år, og som ved dommen blev idømt straf af hæfte

eller fængsel også efter andre regler end § 69, stk. 1, i færdselsloven af

1955, skal være omfattet af stk. 2 og 3. Sådan bestemmelse kan dog kun

træffes, hvis det forhold, der gav anledning til frakendelsen, må antages kun

at ville have medført betinget frakendelse efter denne lov. Politimesterens

afgørelse kan af den dømte forlanges indbragt for den ret, der har påkendt

sagen i første instans. Afgørelsen træffes ved kendelse.

Stk. 5. For alle personer, som er frakendt førerretten

i mindre end 1 år efter de regler, der gjaldt før den 1. juli 1975, forkortes

fristen i § 126, stk. 2, nr. 4, til 3 år. Hvis dommens bestemmelse om

frakendelse ikke var fuldbyrdet den 1. juli 1975, regnes den nævnte frist fra

den 1. juli 1975.

Kapitel 21

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

m.v. for lovens øvrige regler

§ 139. De bestemmelser i loven, som ikke er sat i

kraft ved § 135, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. maj 1977.

Stk. 2. Justitsministeren kan dog bestemme, at lovens

regler om vægt og akseltryk træder i kraft på et tidligere tidspunkt, og at

de tilsvarende regler i færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123

af 9. marts 1973, samtidig ophæves.

§ 140. Den 1. maj 1977 ophæves færdselsloven af 1955,

jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, bortset fra §§ 73-73 e, som

affattet ved lov nr. 363 af 13. juni 1973 og lov nr. 310 af 19. juni 1974, og

§ 69, stk. 1, sammenholdt med de nævnte bestemmelser.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter, hvilke

bekendtgørelser udstedt i henhold til den tidligere lov der forbliver i kraft

efter den 1. maj 1977. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde.

§ 118, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 5, samt § 119 finder tilsvarende

anvendelse.

§ 141. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser

om, under hvilke betingelser personer, der regelmæssigt har kørt traktor,

uden at aflægge køreprøve kan erhverve kørekort til traktor med adgang til at

foretage den kørsel, der omhandles i § 74.

§ 142. § 105, stk. 2, har virkning for skader, der er

forvoldt efter lovens ikrafttræden. Ansvarsforsikringer, der er tegnet inden

den 1. maj 1977, og som ikke opfylder kravene i § 105, stk. 2, ændres i

overensstemmelse med denne bestemmelse. De ældre policer behøver ikke at

forsynes med påtegning herom. Forsikringstagerne kan ikke opsige

forsikringsaftalen på grund af en forhøjelse af præmierne, som alene er

begrundet med den ændring af forsikringen, der følger af 2. pkt.

§ 143. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 144. (Ophævet).

§ 2 i lov nr. 302 af 8. juni 1977 om ændring af

færdselsloven (obligatorisk knallertundervisning) indeholder følgende

bestemmelse:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven

har alene virkning for de personer, der fylder 15 år efter et tidspunkt

fastsat af justitsministeren.

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 27. november 1979 om

ikrafttræden af lov om ændring af færdselsloven (obligatorisk

knallertundervisning) indeholder følgende bestemmelser:

§ 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1980, jfr.

dog §§ 2 og 3.

§ 2. Loven har alene virkning for personer, der

fylder 15 år i 1980 eller senere.(* 1)

§ 3. Kommunen skal senest påbegynde den obligatoriske

knallertundervisning den 1. september 1980.

§ 2 i lov nr. 158 af 24. april 1985 om ændring af

færdselsloven (hastighedsgrænser, køreudannelse m.v.) indeholder følgende

bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Den ved § 1, nr. 2, ændrede affattelse af § 42,

stk. 1, nr. 1, og det ved § 1, nr. 3, indsatte 2. pkt. i § 43, stk. 2, træder

først i kraft den 1. oktober 1985.

Stk. 3. § 1, nr. 5, 10 og 11, træder i kraft efter

justitsministerens nærmere bestemmelse, dog således, at det ved § 1, nr. 5,

indsatte 3. pkt. i § 56, stk. 4, træder i kraft senest den 1. januar 1990 for

så vidt angår køreuddannelsen til almindelig bil (kategori B).(* 2)

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 604 af 12. september 1986 om

ikrafttræden af lov om ændring af færdselsloven (hastighedsgrænser,

køreuddannelse m.v.) indeholder følgende bestemmelse:

§ 1. Lovens § 1, nr. 5, om indledende praktisk

undervisning på lukkede øvelsespladser træder i kraft den 1. oktober 1986.

§ 2 i lov nr. 278 af 8. maj 1991 om ændring af

færdselsloven (generhvervelse af førerret og konfiskation af motorkøretøjer)

indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991. § 1, nr.

1, gælder også for tilfælde, hvor førerretten er frakendt før lovens

ikrafttræden.

Stk. 2. Justitsministeren fremsætter forslag om

revision af bestemmelsen i § 1, nr. 1, i folketingsåret 1996-97.

§ 2 i lov nr. 283 af 29. april 1992 om ændring af

færdselsloven (motorvejshastighed og skærpelse af bødeniveauet) indeholder

følgende bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. maj 1992. § 1, nr. 2, gælder for

overtrædelser, der er begået den 1. maj 1992 eller senere.

§ 5 i lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændringaf

retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven

(anklagemyndighedens struktur) indeholder følgende bestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Bestemmelserne i lovens § 1, nr. 2 om

behandlingen af klager over afgørelser truffet af anklagemyndigheden har

virkning for afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 1 og 3-37 og §§ 2-4(* 3) har

virkning for sager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i

1. instans.

§ 12 i lov nr. 386 af 20. maj 1992 om ændring af

visse love inden for Justitsministeriets område (betalingsbestemmelser)

indeholder følgende bestemmelse:

§ 12

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 24. april 1992.

Justitsministeriet, den 24. august 1992

Hans Engell

/ Henrik Waaben

REGISTER

Kapitel 1. Lovens område m.v. .................... §§ 1-2.

Lovens område ...................................... § 1.

Definitioner m.v. .................................. § 2.

Kapitel 2. Regler for al færdsel ................. §§ 3-9.

Grundregler m.v. .................................. § 3.

Anvisninger for færdslen .......................... § 4.

Færdsel over jernbanespor m.v. .................... § 5.

Leg m.v. .......................................... § 6.

Udrykningskørsel m.v. ............................. § 7.

Beskadigelse af færdselstavler m.v. ............... § 8.

Forpligtelser ved færdselsuheld ................... § 9.

Kapitel 3. Færdselsregler for gående ............. §§ 10-13.

Kapitel 4. Færdselsregler for kørende ............ §§ 14-40.

Anvendelsen af vejens forskellige baner ........... § 14.

Placeringen på vejen .............................. § 15.

Svingning m.v. .................................... §§ 16-17.

Vending, bakning og vognbaneskift m.v. ............ § 18.

Kørsel ved busstoppested m.v. ..................... § 19.

Møde .............................................. § 20.

Overhaling ........................................ §§ 21-22.

Forbud mod overhaling ............................. § 23.

Forbikørsel og vognbaneskift i tæt færdsel ........ § 24.

Overhaling og forbikørsel ved fodgængerfelt ....... § 25.

Vigepligt m.v. .................................... § 26.

Forpligtelser over for gående ..................... § 27.

Standsning og parkering ........................... §§ 28-30.

Forpligtelser ved standsning og parkering

på særlige områder og i særlige tilfælde .......... § 31.

Signaler og tegn .................................. § 32.

Lygteføring ....................................... §§ 33-36.

Cykel- og motorløb ................................ § 37.

Unødig støj m.v. .................................. § 38.

Forsvarets og civilforsvarets køretøjer ........... § 39.

Lokale trafiksaneringer ........................... § 40.

Kapitel 5. Hastighed ............................. §§ 41-43.

Almindelige regler ................................ § 41.

Generelle hastighedsbegrænsninger ................. § 42.

Hastighed for særlige typer af køretøjer .......... § 43.

Kapitel 6. Særlige regler for færdsel på

motorvej og motortrafikvej ........................ §§ 44-48.

Motorvej .......................................... §§ 44-47.

Motortrafikvej .................................... § 48.

Kapitel 7. Særlige regler for cykler ............. §§ 49-50.

Kapitel 8. Særlige regler for knallerter ......... § 51.

Kapitel 9. Særlige regler for motorcykler ........ § 52.

Kapitel 10. Førere af køretøjer m.v. ............. §§ 53-66.

Spiritus- og promillekørsel ....................... § 53.

Sygdom, spirituspåvirkning m.v. .................... § 54.

Kontrol m.v. ....................................... § 55.

Kørekort til motorkøretøj ......................... §§ 56-59 a.

Inddragelse og generhvervelse af førerretten ...... § 60.

Udenlandske førere ................................ § 61.

Kørekort til traktor og motorredskab ............... § 62.

Knallertkørere ..................................... § 63.

Øvelseskørsel ...................................... § 64.

Oplysningspligt m.v. ............................... § 65.

Kørelærere ......................................... § 66.

Kapitel 11. Køretøjer m.v. ....................... §§ 67-79.

Køretøjers indretning og udstyr m.v................. §§ 67-68.

Ændring af køretøjers klassificering ............... § 69.

Tilkobling og slæbning ............................. § 70.

Statens Bilinspektion/bilinspektørerne ............. § 71.

Registrering ....................................... §§ 72-73 a.

Traktorer, der er fritaget for registrering......... § 74.

Godkendte traktorer ................................ § 75.

Udenlandske køretøjer .............................. § 76.

Kontrol af køretøjer ............................... §§ 77-78.

Udlejning .......................................... § 79.

Kapitel 12. Sikkerhedsudstyr ..................... §§ 80-81.

Sikkerhedsseler .................................... § 80.

Styrthjelme ........................................ § 81.

Kapitel 13. Befordring, belæsning, vægt,

dimensioner m.v. .................................. §§ 82-86.

Køretøjers belæsning ............................... § 82.

Befordring af personer ............................. §§ 83-83 a.

Køretøjers bredde, længde og højde ................. § 84.

Vægt og akseltryk .................................. § 85.

Kørsel med blokvogne ............................... § 86.

Kapitel 14. Hindringer på vej .................... §§ 87-88.

Forurening af vej m.v. ............................. § 87.

Dyr på vej ......................................... § 88.

Kapitel 15. Færdselsregulering og

afmærkning m.v. ................................... §§ 89-100.

Færdselsregulering ................................. §§ 89-90.

Udlægning af hovedveje og motortrafikveje .......... § 91.

Færdselsindskrænkninger ............................ § 92.

Parkeringsskiver ................................... § 93.

Tøbrudsrestriktioner ............................... § 94.

Almindelige bestemmelser om afmærkning ............. §§ 95-96.

Afmærkning på private veje ......................... § 97.

Afmærkning af vejarbejder .......................... § 98.

Vildledende afmærkning m.v. ........................ § 99.

Vejanlæg ........................................... § 100.

Kapitel 16. Erstatning og forsikring ............. §§ 101-116.

Ansvarsgrundlaget m.v. ............................. §§ 101-104.

Forsikringspligt ................................... §§ 105-107.

Forsikringsselskabets hæftelse og regres ........... § 108.

Selvforsikrede køretøjer ........................... § 109.

Sagernes behandling ................................ §§ 110-115.

Ansvar efter lov om fragtaftaler ved

international vejtransport ......................... § 116.

Kapitel 17. Straf, afgifter m.v. ................. §§ 117-124.

Straf .............................................. §§ 117-118.

Sagernes behandling ................................ §§ 119-119 b.

Tilbageholdelse af køretøjer ....................... § 120.

Standsnings- og parkeringsafgifter ................. §§ 121.

Parkeringskontrollører ............................. §§ 122-122 a.

Politiets fjernelse og salg af køretøjer ........... §§ 123-124.

Kapitel 17 a. Betalingsbestemmelser .............. §§ 124 a-124 q.

Køreprøver, kørekort m.v. .......................... §§ 124 a-124 e.

Godkendelse af køretøjers indretning og udstyr ..... §§ 124 f-124 i.

Nummerplader m.v. .................................. §§ 124 j-124 p.

Opkrævning m.v. af betaling ........................ § 124 q.

Kapitel 18. Frakendelse af førerret .............. §§ 125-133 a.

Spirituskørsel ..................................... § 125.

Andre overtrædelser ................................ § 126.

Frakendelsestiden .................................. § 127.

Betinget frakendelse ............................... §§ 128-129.

Inddragelse af førerretten under sagen ............. § 130.

Virkningen af anke m.v. ............................ § 131.

Generhvervelse af førerret inden

frakendelsestidens udløb ........................... § 132.

Erstatning for inddragelse eller

frakendelse af førerret ............................ § 133.

Kapitel 18 a. Konfiskation ....................... § 133 a.

Kapitel 19. Handlinger foretaget i udlandet ...... § 134.

Kapitel 20. Ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser for lovens regler om

spirituspåvirkning m.v. og om frakendelse af

førerretten ....................................... §§ 135-138.

Ikrafttræden ....................................... § 135.

Regler, som også gælder i forbindelse med

overtrædelse af færdselsloven af 1955 .............. § 136.

Overgangsregler .................................... §§ 137-138.

Kapitel 21. Ikrafttrædelses- og overgangs-

bestemmelser m.v. for lovens øvrige regler ........ §§ 139-143.

Officielle noter

(* 1) For personer, der er fyldt 15 år før den 1. januar 1980, gælder §

63, stk. 2, i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976. Denne bestemmelse har

følgende ordlyd: »Føreren af en knallert skal under kørslen medbringe

præmiekvittering, der viser, at ansvarsforsikring er tegnet og holdt i kraft,

jfr. § 105, og på forlangende vise den til politiet.«

(* 2) Lovens § 1, nr. 5, vedrører færdselslovens § 56, stk. 4, 2. og 3.

pkt., og § 1, nr. 10 og 11, som således endnu ikke er sat i kraft, vedrører

færdselslovens § 66, stk. 1, nr. 3.

(* 3) Lovens § 3 vedrører ændringer af færdselslovens § 119 og § 119 a.

Lignende dokumenter