Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Bernerkonventionen af 9. september 1886 til værn for litterære og kunstneriske værker som revideret, senest i Paris den 24. juli 1971 (* 18) (Paris-akten).

BKI nr 112 af 19/11/1981Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet19. februar 1982

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Bernerkonventionen af 9.

september 1886 til værn for litterære og kunstneriske værker som revideret,

senest i Paris den 24. juli 1971 (* 18) (Paris-akten).

I henhold til kgl. resolution af 16. februar 1979 har Danmark ratificeret

den i Paris den 24. juli 1971 undertegnede reviderede version af

Bernerkonventionen af 9. september 1886 til værn for litterære og

kunstneriske værker med dertil knyttede tillæg vedrørende udviklingslandene,

senest revideret den 14. juli 1967 i Stockholm, jfr. udenrigsministeriets

bekendtgørelse nr. 96 af 12. oktober 1970, Lovtidende C.

Konventionen med tillæg har følgende ordlyd:

BERNERKONVENTIONEN

TIL VÆRN FOR LITTERÆRE

OG KUNSTNERISKE VÆRKER

af 9. september 1886,

kompletteret i PARIS den 4. maj 1896, revideret i BERLIN den 13. november

1908, kompletteret i BERN den 20. marts 1914, og revideret i ROM den 2. juni

1928, i BRUXELLES den 26. juni 1948, i STOCKHOLM den 14. juli 1967 og i PARIS

den 24. juli 1971

Unionens lande, som i samme grad er opfyldt af ønsket om på en så effektiv

og ensartet måde som muligt at beskytte ophavsmændenes rettigheder til deres

litterære og kunstneriske værker,

og som anerkender betydningen af den i Stockholm i 1967 afholdte

revisionskonferences arbejde,

har besluttet at revidere den akt, der blev vedtaget af konferencen i

Stockholm, dog således, at artiklerne 1 til 20 samt artiklerne 22 til 26 i

denne akt bibeholdes uændret.

Følgelig er de undertegnede befuldmægtigede, efter at have præsenteret

deres fuldmagter, som er anerkendt som værende i god og behørig form, blevet

enige om følgende:

Artikel 1

Læs alt

De lande, for hvilke denne konvention er gældende, udgør en union til værn

for ophavsmændenes rettigheder til deres litterære og kunstneriske værker.

Artikel 2

1) Udtrykket »litterære og kunstneriske værker« omfatter enhver

frembringelse på det litterære, videnskabelige og kunstneriske område, uanset

udtryksmåden eller udtryksformen, såsom bøger, brochurer og andre skrifter;

forelæsninger, taler, prædikener og andre værker af samme art; dramatiske

eller musikdramatiske værker; koreografiske værker og pantomimer; musikalske

kompositioner med eller uden ord; kinematografiske værker, hvorved

sidestilles værker, som er kommet til udtryk gennem en fremgangsmåde, der er

analog med kinematografi; tegninger, malerier, arkitekturværker,

billedhuggerværker, gravurer og litografier; fotografiske værker, hvormed

sidestilles værker, der er kommet til udtryk gennem en fremgangsmåde, der er

analog med fotografi; brugskunst, illustrationer, kort, planer, skitser og

tredimensionale værker vedrørende geografi, topografi, arkitektur eller

videnskab.

2) Det er dog forbeholdt unionslandenes lovgivning at bestemme, at værker

i almindelighed eller bestemte kategorier af værker ikke skal nyde

beskyttelse, medmindre de er blevet fikseret i en eller anden materiel form.

3) Oversættelser, bearbejdelser, musikarrangementer og andre

omarbejdelser af et litterært eller kunstnerisk værk beskyttes som

originalværker, uden at der dog herved gøres indskrænkning i den ret, der

tilkommer originalværkets ophavsmand.

4) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at bestemme, hvilken

beskyttelse der skal tilstås officielle tekster på lovgivningens,

administrationens og retsplejens område samt officielle oversættelser af

sådanne tekster.

5) Samlinger af litterære eller kunstneriske værker såsom encyklopædier

og antologier, som på grund af udvalget eller arrangementet af deres indhold

udgør intellektuelle frembringelser, beskyttes som sådanne, uden at der dog

herved gøres indskrænkning i den ret, der tilkommer ophavsmændene til de

værker, der indgår i sådanne samlinger.

6) De i denne artikel nævnte værker nyder beskyttelse i alle

unionslandene. Denne beskyttelse gælder til fordel for ophavsmanden og dem,

der indtræder i hans ret.

7) Med forbehold af bestemmelserne i denne konventions artikel 7 4) kan

unionslandene i deres lovgivning bestemme, i hvilket omfang deres love skal

anvendes på brugskunst og industrielle mønstre og modeller, såvel som de

betingelser, under hvilke sådanne værker, mønstre og modeller skal nyde

beskyttelse. Værker, som i hjemlandet udelukkende beskyttes som mønstre og

modeller, har i et andet unionsland kun ret til den særlige beskyttelse, som

i det pågældende land ydes mønstre og modeller. Dersom en sådan særlig

beskyttelse ikke ydes i det pågældende land, skal sådanne værker dog

beskyttes som kunstværker.

8) Beskyttelsen efter denne konvention finder ikke anvendelse på

dagsnyheder eller blandede meddelelser, som har karakter af almindelige

pressemeddelelser.

Artikel 2 bis

1) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning helt eller delvis at

udelukke politiske taler og taler holdt under retsforhandlinger fra den i

foregående artikel omhandlede beskyttelse.

2) Det er ligeledes forbeholdt unionslandenes lovgivninger at fastsætte

de vilkår, under hvilke offentligt holdte forelæsninger, taler og andre

værker af samme art må gengives i pressen, udsendes i radio, overføres til

almenheden ved trådoverføring, eller gøres tilgængelige for almenheden på de

i denne konventions artikel 11 bis 1) nævnte måder, når en sådan udnyttelse

retfærdigøres af informationsformålet.

3) Dog har ophavsmanden eneret til at udgive samlinger af sine værker af

den i de foregående stykker nævnte art.

Artikel 3

1) Beskyttelsen ifølge denne konvention gælder:

a) ophavsmænd, som er statsborgere i et af unionslandene, for så vidt

angår deres værker, hvadenten disse er udgivet eller ikke;

b) ophavsmænd, som ikke er statsborgere i noget unionsland, for så vidt

angår de af deres værker, der første gang udgives i et af unionens lande,

eller samtidigt i et land uden for unionen og i et unionsland.

2) Ophavsmænd, som ikke er statsborgere i noget unionsland, men som er

bosat i et af unionens lande, skal med hensyn til denne konventions

bestemmelser ligestilles med statsborgere i det pågældende land.

3) Ved udtrykket »udgivne værker« forstås værker, der er

udgivet med ophavsmandens samtykke, uanset på hvilken måde eksemplarerne er

fremstillet, under forudsætning af, at eksemplarerne er gjort tilgængelige på

en sådan måde, at almenhedens rimelige behov opfyldes under hensyn til

værkets art. Fremførelse af et dramatisk, musikdramatisk, kinematografisk

eller musikalsk værk, offentlig oplæsning af et litterært værk,

trådoverføring eller udsendelse i radio af et litterært eller kunstnerisk

værk, udstilling af et kunstværk og opførelse af et arkitektonisk værk anses

ikke for udgivelse.

4) Et værk skal anses for udgivet samtidigt i flere lande, når det er

blevet udgivet i to eller flere lande inden for tredive dage efter dets

første udgivelse.

Artikel 4

Beskyttelse efter denne konvention tilkommer, selvom betingelserne i

artikel 3 ikke er opfyldt:

a) ophavsmænd til kinematografiske værker, hvis producent har sit

hovedsæde eller er bosat i et af unionslandene;

b) ophavsmænd til arkitektoniske værker opført i et unionsland eller til

værker af grafisk eller plastisk kunst, som indgår i en bygning eller anden

konstruktion beliggende i et unionsland.

Artikel 5

1) Ophavsmænd skal med hensyn til værker, for hvilke de har krav på

beskyttelse ifølge denne konvention, i andre unionslande end værkets hjemland

nyde de samme rettigheder, som de respektive lovgivninger for øjeblikket

indrømmer eller fremtidig vil indrømme landets egne statsborgere, såvel som

de rettigheder, som særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

2) Nydelsen og udøvelsen af disse rettigheder er ikke undergivet nogen

formalitet og er uafhængig af eksistensen af beskyttelse i værkets hjemland.

Når ikke andet er foreskrevet i denne konvention, retter beskyttelsens omfang

såvel som de retsmidler, der er hjemlet ophavsmanden i det øjemed at værne om

hans rettigheder, sig derfor udelukkende efter lovgivningen i det land, hvor

beskyttelsen kræves.

3) Beskyttelsen i hjemlandet bestemmes af dette lands egne love. Dog skal

ophavsmanden i tilfælde af, at han ikke er statsborger i hjemlandet for det

værk, med hensyn til hvilket han er beskyttet i henhold til denne konvention,

i det nævnte land nyde de samme rettigheder som indenlandske ophavsmænd.

4) Som hjemland betragtes:

a) for værker, der første gang er udgivet i et unionsland, dette land;

for værker, der er udgivet samtidig i flere unionslande med forskellig

beskyttelsestid, det land, hvis lovgivning tilstår den korteste

beskyttelsestid;

b) for værker, der samtidig er udgivet i et uden for unionen stående land

og i et unionsland, sidstnævnte land;

c) for uudgivne værker eller værker, der første gang er udgivet i et land

uden for unionen, uden samtidig at være udgivet i et unionsland, det

unionsland, i hvilket ophavsmanden er statsborger, dog således, at

I) når det drejer sig om kinematografiske værker, hvis producent har sit

hovedsæde eller er bosat i et unionsland, skal hjemlandet være dette land, og

II) når det drejer sig om arkitektoniske værker opført i et unionsland,

eller værker af grafisk eller plastisk kunst, som indgår i en bygning eller

anden konstruktion beliggende i et unionsland, skal hjemlandet være dette

land.

Artikel 6

1) Når et land uden for unionen ikke på tilstrækkelig måde beskytter

værker af ophavsmænd, som er statsborgere i et unionsland, kan dette sidste

land indskrænke beskyttelsen for værker, hvis ophavsmænd ved disse værkers

første udgivelse er statsborgere i det andet land og ikke er bosat i et af

unionslandene. Hvis det land, hvor den første udgivelse har fundet sted, gør

brug af denne ret, er de andre unionslande ikke pligtige at tilstå værker,

som således undergives en særlig behandling, en videregående beskyttelse end

den, der tilstås dem i det land, hvor den første udgivelse har fundet sted.

2) Ingen indskrænkninger, der har fundet sted i henhold til foregående

stykke, må gøre indgreb i de rettigheder, som en ophavsmand måtte have

erhvervet til et værk, der er udgivet i et unionsland før iværksættelsen af

sådanne indskrænkninger.

3) De unionslande, der i henhold til nærværende artikel indskrænker

ophavsmændenes rettigheder, skal give meddelelse derom til generaldirektøren

for Verdensorganisationen for intellektuel Ejendomsret (i det følgende kaldet

»generaldirektøren«) ved en skriftlig erklæring indeholdende

angivelse af de lande, over for hvilke beskyttelsen er indskrænket, og af de

indskrænkninger, som rettighederne for ophavsmænd, der er statsborgere i de

pågældende lande, er underkastet. Generaldirektøren skal straks give

meddelelse om en sådan erklæring til samtlige unionslande.

Artikel 6 bis

1) Uafhængig af sine økonomiske rettigheder og selv efter overgang af

disse bevarer ophavsmanden retten til at hævde paterniteten til sit værk og

til at modsætte sig enhver forvanskning, beskæring eller anden ændring af

dette, eller enhver anden brug af værket, som vil kunne skade hans ære eller

anseelse.

2) De rettigheder, som tilkommer ophavsmanden i henhold til foregående

stykke, skal efter hans død opretholdes, i det mindste indtil udgangen af

beskyttelsestiden for de økonomiske rettigheder, og skal kunne gøres gældende

af de personer eller institutioner, som udpeges dertil af lovgivningen i det

land, hvor beskyttelsen kræves. Dog skal de lande, hvis lovgivning på

tidspunktet for deres ratifikation eller tiltrædelse af denne konvention ikke

tilsikrer ophavsmændene samtlige de i foregående stykke nævnte rettigheder

efter ophavsmandens død, kunne bestemme, at nogle af disse rettigheder ikke

skal vedblive at bestå efter hans død.

3) De retsmidler, der tjener til at værne de rettigheder, som gives i

henhold til denne artikel, fastsættes af lovgivningen i det land, hvor

beskyttelsen kræves.

Artikel 7

1) Varigheden af den ved denne konvention hjemlede beskyttelse omfatter

ophavsmandens levetid og halvtreds år efter hans død.

2) Dog skal unionslandene kunne bestemme, at beskyttelsestiden for

kinematografiske værker skal udløbe halvtreds år efter, at værket med

ophavsmandens samtykke er gjort tilgængeligt for almenheden, eller, hvis

dette ikke sker, før halvtreds år er gået efter, at værket er blevet

frembragt, halvtreds år efter frembringelsen.

3) For anonyme eller pseudonyme værker skal beskyttelsestiden i henhold

til denne konvention udløbe halvtreds år efter, at værket lovligt er gjort

tilgængeligt for almenheden. Hvis imidlertid det af ophavsmanden valgte

pseudonym ikke efterlader nogen tvivl om hans identitet, er beskyttelsestiden

dog den, der er fastsat i stk. 1. Hvis ophavsmanden til et anonymt eller

pseudonymt værk afslører sin identitet inden for det ovenfor nævnte tidsrum,

skal den beskyttelsestid, som er fastsat i stk. 1, anvendes. Unionslandene er

ikke forpligtet til at beskytte anonyme eller pseudonyme værker, med hensyn

til hvilke der er rimelig grund til at antage, at ophavsmanden har været død

i halvtreds år.

4) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at bestemme

beskyttelsestiden for fotografiske værker og for værker af brugskunst, for så

vidt sådanne værker er beskyttet som kunstværker; en sådan beskyttelse skal

dog vare mindst indtil udløbet af en periode af femogtyve år regnet fra

værkets frembringelse.

5) Den beskyttelsestid, der følger efter ophavsmandens død, og de

beskyttelsesperioder, der er fastsat i stk. 2, 3 og 4, begynder at løbe fra

dødsdagen eller fra dagen for de i disse stykker nævnte begivenheder, men

beskyttelsestidens længde skal regnes fra og med den 1. januar i det år, som

følger efter dødsfaldet eller den pågældende begivenhed.

6) Unionslandene kan fastsætte en beskyttelsestid af længere varighed end

den, der angives i de foregående stykker.

7) De unionslande, der er bundet af denne konventions Romerakt, og som i

deres nationale lovgivning, der er i kraft på tidspunktet for undertegnelsen

af nærværende akt, har kortere beskyttelsesperioder end dem, der er fastsat i

de foregående stykker, skal have ret til at bevare disse beskyttelsestider,

når de ratificerer eller tiltræder nærværende akt.

8) Beskyttelsestiden bestemmes altid af lovgivningen i det land, hvor

beskyttelsen kræves. Dog skal beskyttelsestiden, medmindre lovgivningen i det

pågældende land foreskriver andet, ikke være længere end den beskyttelsestid,

der gælder i værkets hjemland.

Artikel 7 bis

Bestemmelserne i den foregående artikel gælder også for værker, for hvilke

ophavsretten tilkommer flere, som har samarbejdet ved værkets frembringelse.

Dog skal de beskyttelsesperioder, der løber fra ophavsmandens død, da regnes

fra den længstlevende ophavsmands død.

Artikel 8

Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, som beskyttes ved denne

konvention, har i hele det tidsrum, i hvilket deres rettigheder over

originalværket er beskyttet, eneret til at oversætte eller tillade

oversættelse af deres værker.

Artikel 9

1) Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, der beskyttes ved

denne konvention, har eneret til at tillade reproduktion af deres værker på

enhver måde eller i enhver form.

2) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at tillade reproduktion af

sådanne værker i visse særlige tilfælde, under forudsætning af, at en sådan

reproduktion ikke på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af værket

og ikke på urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

3) Som reproduktion anses i denne konvention også enhver lyd- eller

billedoptagelse.

Artikel 10

1) Det er tilladt at citere fra værker, som lovligt er gjort tilgængelige

for almenheden, under forudsætning af, at citaterne er i overensstemmelse med

god skik, og at de med hensyn til deres omfang ikke går ud over, hvad der

berettiges af formålet; også lån fra artikler i aviser og tidsskrifter i form

af presseoversigter anses som citater.

2) I unionslandenes lovgivning eller i sådanne særlige aftaler, der er

truffet eller måtte blive truffet mellem dem, kan det bestemmes, at litterære

eller kunstneriske værker i den udstrækning, som retfærdiggøres af formålet,

må benyttes i publikationer, radioudsendelser og lyd- eller billedoptagelser

som illustration ved undervisning, forudsat at benyttelsen sker i

overensstemmelse med god skik.

3) Når værker bruges i overensstemmelse med denne artikels foregående

stykke, skal værkets kilde angives ligesom ophavsmandens navn, hvis dette er

angivet i kilden.

Artikel 10 bis

1) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at tillade reproduktion i

pressen, udsendelse i radio eller distribution til almenheden ved hjælp af

tråd af avis- eller tidsskriftartikler om aktuelle økonomiske, politiske

eller religiøse emner samt af værker af samme karakter udsendt i radio, hvor

der ikke udtrykkeligt er taget forbehold overfor den pågældende reproduktion,

radioudsendelse eller trådoverføring. Dog skal kilden altid tydeligt angives;

de retslige følger af et brud på denne forpligtelse bestemmes af lovgivningen

i det land, hvor beskyttelsen kræves.

2) Det er ligeledes forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte de

vilkår, på hvilke det i det omfang, det retfærdiggøres af

informationsformålet, skal være tilladt i redegørelser for dagsbegivenheder,

der gives ved hjælp af fotografi, kinematografi, udsendelse i radio eller

trådoverføring til almenheden at reproducere litterære eller kunstneriske

værker, der ses eller høres under dagsbegivenheder, eller at gøre sådanne

værker tilgængelige for almenheden.

Artikel 11

1) Ophavsmænd til dramatiske, musikdramatiske og musikalske værker har

eneret til at tillade:

I) offentlig fremførelse af deres værker med et hvilket som helst middel

og på en hvilken som helst måde;

II) overføring til almenheden på en hvilken som helst måde af en sådan

fremførelse af deres værker.

2) Ophavsmænd til dramatiske eller musikdramatiske værker nyder i hele

den tid, beskyttelsen af originalværkerne varer, de samme rettigheder med

hensyn til oversættelser af deres værker.

Artikel 11 bis

1) Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker har eneret til at

tillade:

I) radioudsendelse af deres værker eller overføring af disse til

almenheden ved hjælp af ethvert andet middel, der tjener til trådløst at

udsprede tegn, lyde eller billeder;

II) enhver offentlig gengivelse med eller uden tråd af det radioudsendte

værk, når denne gengivelse iværksættes af en anden organisation end den

oprindelige;

III) enhver offentlig gengivelse af det radioudsendte værk med hjælp af

højttaler eller ethvert andet lignende instrument, der kan overføre tegn,

lyde eller billeder.

2) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte vilkårene for

udøvelsen af de i stk. 1 omhandlede rettigheder, men disse vilkår skal være

strengt begrænsede til de lande, der har fastsat dem. De kan i intet tilfælde

gøre indgreb i ophavsmandens personligt ideelle ret eller i den ham

tilkommende ret til at erholde et rimeligt vederlag, som i mangel af mindelig

overenskomst fastsættes af den dertil kompetente myndighed.

3) Hvis ikke andet er aftalt, indbefatter en tilladelse, der gives i

overensstemmelse med denne artikels stk. 1, ikke tilladelse til at optage det

radioudsendte værk ved hjælp af anordninger, der kan optage lyd eller

billeder. Det er dog forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte

bestemmelser med hensyn til midlertidigt prægede optagelser, som foretages af

et radioforetagende med dets egne hjælpemidler og til brug for dets egne

udsendelser. Ved en sådan lovgivning kan der gives adgang til opbevaring af

sådanne optagelser i officielle arkiver på grund af deres exceptionelt

dokumentariske karakter.

Artikel 11 ter

1) Ophavsmænd til litterære værker har eneret til at tillade:

I) offentlig oplæsning eller recitation af deres værker med anvendelse af

et hvilket som helst middel og på en hvilken som helst måde;

II) overføring til almenheden på en hvilken som helst måde af en sådan

oplæsning eller recitation af deres værker.

2) Ophavsmænd til litterære værker nyder i hele den tid, beskyttelsen af

originalværkerne varer, de samme rettigheder med hensyn til oversættelser af

deres værker.

Artikel 12

Ophavsmænd til litterære eller kunstneriske værker har eneret til at

tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres

værker.

Artikel 13

1) Ethvert unionsland kan for sit eget vedkommende opstille forbehold og

vilkår med hensyn til den eneret, der tilkommer ophavsmanden til et musikalsk

værk og ophavsmanden til den ledsagende tekst, til hvis optagelse sammen med

det musikalske værk den sidstnævnte ophavsmand allerede har givet sin

tilladelse, til at tillade lydoptagelse af det pågældende musikværk med eller

uden tekst; men virkningen af alle sådanne forbehold og vilkår skal være

strengt begrænset til det land, som har opstillet dem, og kan ikke under

nogen omstændigheder gøre indgreb i ophavsmændenes ret til at erholde et

rimeligt vederlag, som i mangel af mindelig overenskomst fastsættes af den

dertil kompetente myndighed.

2) Optagelser af musikalske værker foretaget i et unionsland i

overensstemmelse med artikel 13 3) i de i Rom den 2. juni 1928 og i Bruxelles

den 26. juni 1948 undertegnede konventioner kan reproduceres i det pågældende

land uden tilladelse fra ophavsmanden til det musikalske værk indtil to år

efter, at landet bliver bundet af nærværende konvention.

3) Optagelser foretaget i overensstemmelse med denne artikels stk. 1) og

2, og som indføres uden tilladelse fra rette vedkommende i et land, hvor de

ikke er lovlige, skal kunne beslaglægges.

Artikel 14

1) Ophavsmænd til litterære eller kunstneriske værker har eneret til at

tillade:

I) kinematografisk bearbejdelse og gengivelse af disse værker samt

spredning af de således bearbejdede eller gengivne værker;

II) offentlig fremførelse eller overføring til almenheden ved hjælp af

tråd af de således bearbejdede eller gengivne værker.

2) Bearbejdelse under enhver anden kunstnerisk form af en kinematografisk

frembringelse, der bygger på litterære eller kunstneriske værker, er, uden at

dette indskrænker den eneret, som tilkommer ophavsmanden til den

kinematografiske frembringelse, afhængig af tilladelse fra originalværkets

ophavsmand.

3) De i artikel 13 1) fastsatte bestemmelser finder ikke anvendelse.

Artikel 14 bis

1) Uden at der herved gøres indgreb i ophavsmandens rettigheder til

værker, som er blevet bearbejdet eller gengivet, er et kinematografisk værk

beskyttet som et originalværk. Indehaveren af ophavsretten til det

kinematografiske værk nyder de samme rettigheder som ophavsmanden til et

originalværk, heri indbefattet de i den foregående artikel omhandlede

rettigheder.

2) a)Spørgsmålet om, hvem der har ophavsretten til et kinematografisk

værk, afgøres af lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves.

b) I de unionslande, hvis lovgivning blandt indehaverne af ophavsretten

til et kinematografisk værk medregner ophavsmænd, som har ydet bidrag til

fremstillingen af værket, kan sådanne ophavsmænd, hvis de har påtaget sig at

yde sådanne bidrag, og der ikke foreligger modsat eller speciel aftale, dog

ikke modsætte sig det kinematografiske værks reproduktion, spredning,

offentlige fremførelse, overføring til almenheden ved hjælp af tråd,

udsendelse i radio eller dets overføring til almenheden på anden måde,

ligesom de heller ikke kan modsætte sig, at værket forsynes med undertekster,

eller at teksten eftersynkroniseres.

c) Spørgsmålet om, hvorvidt den ovenfor omhandlede forpligtelse til at

yde bidrag til det kinematografiske værks fremstilling i relation til

bestemmelsen under b), skal være påtaget ved en skriftlig aftale eller en

skriftlig akt med samme virkning, afgøres af lovgivningen i det land, hvor

producenten af det kinematografiske værk har sit hovedsæde eller er bosat.

Det er dog forbeholdt lovgivningen i det unionsland, hvor beskyttelsen

kræves, at bestemme, at den nævnte forpligtelse skal være påtaget gennem en

skriftlig aftale eller en skriftlig akt med samme virkning. De lande, hvis

lovgivning indeholder en sådan bestemmelse, skal give generaldirektøren

meddelelse herom i en skriftlig erklæring, om hvilken han straks skal

underrette alle de andre unionslande.

d) Ved »modsat eller speciel aftale« forstås ethvert

indskrænkende vilkår, der er relevant i forhold til den nævnte påtagne

forpligtelse.

3) Medmindre den nationale lovgivning bestemmer andet, skal

bestemmelserne i stk. 2) b) ovenfor ikke finde anvendelse på ophavsmænd til

scenario, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på

fremstillingen af det kinematografiske værk, og ej heller på dettes

hovedinstruktør. Dog skal de unionslande, hvis lovgivning ikke indeholder

regler, der bestemmer, at stk. 2) b) skal finde anvendelse på

hovedinstruktøren, meddele dette til generaldirektøren i en skriftlig

erklæring, om hvilken han straks skal underrette alle de andre unionslande.

Artikel 14 ter

1) Med hensyn til originalkunstværkers og forfatteres og komponisters

originale manuskripter har ophavsmanden - eller efter hans død de personer

eller institutioner, som den nationale lovgivning dertil bemyndiger - en

uoverdragelig ret til at være medinteresserede i de salgshandlinger, som

værket er genstand for efter den første overdragelse fra ophavsmanden selv.

2) Den i foregående stykke omhandlede beskyttelse kan kun kræves i et

unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket ophavsmanden hører,

indrømmer en sådan beskyttelse, og i den udstrækning, den indrømmes af

lovgivningen i det land, hvor denne beskyttelse kræves.

3) De nærmere regler med hensyn til opkrævningen og beløbenes størrelse

fastsættes i hvert lands nationale lovgivning.

Artikel 15

1) For at ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk, som er

beskyttet ved denne konvention, indtil andet bevises, skal anses som

ophavsmand og følgelig være berettiget til ved domstolene i unionslandene at

påkalde retsmidler mod den, der ulovlig har eftergjort værket, er det

tilstrækkeligt, at hans navn på sædvanlig måde er angivet på værket. Denne

bestemmelse finder anvendelse, selvom dette navn er et pseudonym, når det af

ophavsmanden valgte pseudonym ikke efterlader nogen tvivl om hans identitet.

2) Den fysiske eller juridiske person, hvis navn på sædvanlig måde er

angivet på et kinematografisk værk, skal, indtil andet bevises, anses som

værkets producent.

3) Med hensyn til anonyme og andre pseudonyme værker end dem, der er

nævnt i stk. 1), anses den forlægger, hvis navn er angivet på værket, uden

yderligere bevis, som ophavsmandens repræsentant, og i denne egenskab er han

berettiget til at varetage og gøre ophavsmandens rettigheder gældende.

Bestemmelserne i dette stykke ophører med at være gældende, når ophavsmanden

afslører sin identitet og godtgør sit krav på at være ophavsmand til værket.

4) a) For så vidt angår ikke-udgivne værker, hvis ophavsmands identitet

er ukendt, men for hvilke der er god grund til at antage, at ophavsmanden er

statsborger i et unionsland, skal lovgivningen i dette land kunne udpege en

myndighed, som skal repræsentere ophavsmanden og være berettiget til at

varetage og udøve hans rettigheder i unionslandene.

b) Unionslande, som foretager en sådan udpegning i henhold til denne

bestemmelse, skal underrette generaldirektøren i en skriftlig erklæring med

fuldstændige oplysninger om den således udpegede myndighed. Generaldirektøren

skal straks sende meddelelse om denne erklæring til alle de andre

unionslande.

Artikel 16

1) Ethvert ulovligt eksemplar af et værk kan beslaglægges i de

unionslande, hvor originalværket nyder lovhjemlet beskyttelse.

2) Bestemmelserne i foregående stykke finder også anvendelse på

eksemplarer, der hidrører fra et land, hvor værket ikke er beskyttet eller er

ophørt med at være det.

3) Beslaglæggelsen foretages i overensstemmelse med hvert lands egen

lovgivning.

Artikel 17

Denne konventions bestemmelser indskrænker ikke i nogen henseende den ret,

som tilkommer regeringen i hvert af unionens lande, til ved lovgivning eller

ved politimæssige bestemmelser at tillade, overvåge eller forbyde

spredningen, fremførelsen eller udstillingen af ethvert værk eller

frembringelse, med hensyn til hvilke den kompetente myndighed måtte finde det

nødvendigt at udøve denne ret.

Artikel 18

1) Denne konvention finder anvendelse på alle værker, som på tidspunktet

for dens ikrafttræden endnu ikke er blevet almeneje i deres hjemland som

følge af, at beskyttelsestiden er udløbet.

2) Hvis et værk imidlertid ved udløbet af tiden for den beskyttelse, der

tidligere var hjemlet det, er blevet almeneje i det land, i hvilket der

rejses krav om beskyttelse, skal dette værk ikke påny beskyttes.

3) Anvendelsen af dette princip skal ske i overensstemmelse med de

bestemmelser, der er indeholdt i de særlige overenskomster, som angående

dette punkt er blevet eller måtte blive afsluttet mellem lande, der tilhører

unionen. I mangel af sådanne bestemmelser skal de pågældende lande hvert for

sit vedkommende træffe bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved

anvendelsen af dette princip.

4) De fornævnte bestemmelser finder ligeledes anvendelse i tilfælde af

nye tiltrædelser af unionen samt i tilfælde af, at beskyttelsens varighed

måtte blive forlænget ved anvendelsen af artikel 7 eller ved opgivelse af

forbehold.

Artikel 19

Denne konventions bestemmelser forhindrer ikke, at der gøres krav på, at

bestemmelser om en videregående beskyttelse bringes i anvendelse, når sådanne

bestemmelser måtte være hjemlet i et unionslands lovgivning.

Artikel 20

Regeringerne i unionens lande forbeholder sig ret til indbyrdes at træffe

særlige aftaler, for så vidt sådanne aftaler indrømmer ophavsmændene

videregående rettigheder end dem, der er fastsat i henhold til konventionen,

eller i øvrigt indeholder bestemmelser, der ikke strider mod denne

konvention. De bestemmelser i eksisterende aftaler, der opfylder disse

betingelser, skal fortsat finde anvendelse.

Artikel 21

1) Særlige bestemmelser om udviklingslandene indeholdes i tillægget til

konventionen.

2) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 28 1) b) udgør tillægget en

integrerende del af denne konvention.

Artikel 22

1) a) Unionen har en forsamling bestående af de unionslande, som er

forpligtede i henhold til artiklerne 22 til 26.

b) Hvert lands regering repræsenteres af en delegeret, som kan bistås af

suppleanter, rådgivere og eksperter.

c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget

den.

2) a) Forsamlingen skal:

I) behandle alle sager vedrørende unionens opretholdelse og udvikling

samt gennemførelsen af denne konvention;

II) give direktiver vedrørende forberedelsen af revisionskonferencer til

Det internationale Bureau for intellektuel ejendomsret (i det følgende

benævnt »Det internationale Bureau«), som omtales i den konvention,

ifølge hvilken Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret er oprettet

(i det følgende benævnt »Organisationen«), idet der tages behørigt

hensyn til meningstilkendegivelser fremsat af de unionslande, som ikke er

forpligtede i henhold til artiklerne 22 til 26;

III) gennemgå og godkende Organisationens generaldirektørs beretninger og

hans virksomhed vedrørende unionen og give ham alle nødvendige direktiver

angående forhold inden for unionens kompetence;

IV) vælge medlemmerne til forsamlingens eksekutivkomite;

V) gennemgå og godkende dens eksekutivkomites beretninger og virksomhed

og give denne komite direktiver;

VI) bestemme unionens program og vedtage dens treårige budget samt

godkende dens afsluttende regnskab;

VII) fastsætte unionens finansielle regulativer;

VIII) nedsætte sådanne ekspertudvalg og arbejdsgrupper, som måtte være

nødvendige for unionens arbejde;

IX) bestemme, hvilke lande blandt dem, der ikke er medlemmer af unionen,

og hvilke mellemstatlige og internationale ikke-statslige organisationer, der

kan få adgang til dens møder som observatører;

X) vedtage ændringer i artiklerne 22 til 26;

XI) træffe enhver anden hensigtsmæssig foranstaltning til fremme af

unionens formål;

XII) varetage sådanne andre opgaver, som naturligt henhører under denne

konvention;

XIII) under forbehold af, at den finder det rigtigt, udøve sådanne

rettigheder, som er givet den i den konvention, ifølge hvilken Organisationen

er oprettet.

b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner

under Organisationens administration, træffer forsamlingen sine afgørelser

efter at have indhentet en udtalelse fra koordinationskomiteen.

3) a) Hvert land, som er medlem af forsamlingen, har een stemme.

b) Forsamlingen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemslande

er repræsenteret.

c) Uanset bestemmelserne under litra b) kan forsamlingen træffe

beslutninger, hvis antallet af repræsenterede lande i et møde er mindre end

halvdelen, men udgør mindst en tredjedel af dens medlemslande; med undtagelse

af beslutninger vedrørende dens egen procedure træder sådanne beslutninger

dog kun i kraft, hvis følgende betingelser er opfyldt: Det internationale

Bureau skal sende meddelelse om sådanne beslutninger til de lande, som er

medlemmer af forsamlingen, men ikke var repræsenteret, og skal opfordre disse

til inden for et tidsrum af tre måneder fra datoen for meddelelsen skriftligt

at tilkendegive deres stemme eller meddele, at de afstår fra at stemme. Hvis

de lande, der herefter har tilkendegivet deres stemme eller har meddelt, at

de afstår fra at stemme, ved udløbet af dette tidsrum når op på det antal,

som manglede for, at selve mødet kunne være beslutningsdygtigt, skal sådanne

beslutninger træde i kraft under forudsætning af, at der stadig er det

fornødne flertal for beslutningen.

d) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 26 2) træffer forsamlingen

sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer.

e) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.

f) En delegeret kan kun repræsentere eet land og kan kun stemme i dettes

navn.

g) De unionslande, som ikke er medlemmer af forsamlingen, skal have

adgang til dens møder som observatører.

4) a) Forsamlingen afholder ordinært møde en gang hvert tredje kalenderår

efter generaldirektørens indkaldelse og - hvis ikke særlige omstændigheder

foreligger - i samme periode og på samme sted som Organisationens

generalforsamling.

b) Forsamlingen afholder ekstraordinært møde efter generaldirektørens

indkaldelse på begæring af eksekutivkomiteen eller af en fjerdedel af

forsamlingens medlemslande.

5) Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 23

1) Forsamlingen har en eksekutivkomite.

2) a) Eksekutivkomiteen består af lande valgt af forsamlingen blandt

dennes medlemslande. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 25 7) b) skal

endvidere det land, på hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, i

kraft heraf være medlem af komiteen.

b) Regeringen i hvert af eksekutivkomiteens medlemslande repræsenteres af

een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.

c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget

den.

3) Antallet af de lande, som er medlemmer af eksekutivkomiteen, skal

svare til en fjerdedel af de lande, som er medlemmer af forsamlingen. Ved

fastsættelsen af eksekutivkomiteens medlemstal skal der efter division med

fire ses bort fra en eventuel rest.

4) Ved valg af medlemmer til eksekutivkomiteen skal forsamlingen tage

behørigt hensyn til en rimelig geografisk fordeling samt til nødvendigheden

af, at de lande, som har indgået de særaftaler, der måtte blive truffet i

forbindelse med unionen, er repræsenteret i eksekutivkomiteen.

5) a) Hvert medlem af eksekutivkomiteen skal være medlem fra afslutningen

af det møde, på hvilket forsamlingen valgte eksekutivkomiteen, til

afslutningen af forsamlingens næste ordinære møde.

b) Indtil to tredjedele af eksekutivkomiteens medlemmer kan genvælges.

c) Forsamlingen fastsætter de nærmere regler for valg og eventuelt

genvalg af eksekutivkomiteens medlemmer.

6) a) Eksekutivkomiteen skal:

I) Udarbejde udkast til dagsorden for forsamlingen;

II) forelægge forsamlingen forslag vedrørende det af generaldirektøren

udarbejdede udkast til unionens program og treårige budget;

III) inden for programmets og det treårige budgets rammer godkende de af

generaldirektøren udarbejdede særlige årlige budgetter og programmer;

IV) forelægge forsamlingen generaldirektørens periodiske beretninger og

de årlige revisionsberetninger i forbindelse med regnskaberne og fremkomme

med kommentarer hertil;

V) i overensstemmelse med forsamlingens beslutninger og under hensyntagen

til omstændigheder, som måtte indtræffe imellem to ordinære møder afholdt af

forsamlingen, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at

unionens program bliver bragt til udførelse af generaldirektøren;

VI) varetage sådanne andre opgaver, som er den tildelt ifølge denne

konvention.

b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner

under Organisationens administration, træffer eksekutivkomiteen sine

beslutninger efter at have indhentet en udtalelse fra Organisationens

koordinationskomite.

7) a) Eksekutivkomiteen afholder ordinært møde en gang om året efter

indkaldelse fra generaldirektøren, fortrinsvis i samme periode og på samme

sted som Organisationens koordinationskomite.

b) Eksekutivkomiteen afholder ekstraordinært møde efter indkaldelse fra

generaldirektøren, enten på dennes eget initiativ eller på begæring af dens

formand eller en fjerdedel af dens medlemmer.

8) a) Hvert land, som er medlem af eksekutivkomiteen, har een stemme.

b) Eksekutivkomiteen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens

medlemmer er repræsenteret.

c) Beslutninger træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer.

d) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.

e) En delegeret kan kun repræsentere eet land, og kan kun stemme i dettes

navn.

9) De unionslande, som ikke er medlemmer af eksekutivkomiteen, har adgang

til dens møder som observatører.

10) Eksekutivkomiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 24

1) a) De administrative opgaver vedrørende unionen udføres af Det

internationale Bureau, som er en fortsættelse af unionens bureau forenet med

bureauet for den union, der er oprettet ifølge den internationale konvention

om beskyttelse af industriel ejendomsret.

b) Det internationale Bureau skal først og fremmest være sekretariat for

unionens forskellige organer.

c) Organisationens generaldirektør er unionens højeste embedsmand og

repræsenterer unionen.

2) Det internationale Bureau skal indsamle og offentliggøre oplysninger

om beskyttelsen af ophavsret. Hvert land, som er medlem af unionen, skal

omgående give Det internationale Bureau meddelelse om alle nye love og

officielle bestemmelser angående beskyttelsen af ophavsret.

3) Det internationale Bureau skal udgive et månedsblad.

4) Det internationale Bureau skal på begæring give ethvert unionsland

oplysning om forhold vedrørende beskyttelsen af ophavsret.

5) Det internationale Bureau skal foretage undersøgelser og yde tjenester

til fremme af beskyttelsen af ophavsret.

6) Generaldirektøren og medarbejdere udpeget af ham deltager uden

stemmeret i alle forsamlingens, eksekutivkomiteens og alle andre

ekspertkomiteers eller arbejdsgruppers møder. Generaldirektøren eller en af

ham udpeget medarbejder er i medfør af sin stilling disse organers sekretær.

7) a) I overensstemmelse med forsamlingens direktiver og i samarbejde med

eksekutivkomiteen forbereder Det internationale Bureau konferencerne

vedrørende revision af konventionens bestemmelser, bortset fra artiklerne 22

til 26.

b) Det internationale Bureau kan rådføre sig med mellemstatlige og

internationale ikke-statslige organisationer angående forberedelser til

revisionskonferencer.

c) Generaldirektøren og personer udpeget af ham deltager uden stemmeret i

drøftelserne på sådanne konferencer.

8) Det internationale Bureau skal varetage enhver anden opgave, som måtte

blive det tildelt.

Artikel 25

1) a) Unionen skal have et budget.

b) Unionens budget omfatter unionens egne indtægter og udgifter, dens

bidrag til unionernes fælles udgiftsbudget samt det beløb, der eventuelt

stilles til rådighed for Organisationens konferences budget.

c) Udgifter, der ikke udelukkende kan tilskrives unionen, men tillige een

eller flere andre unioner under Organisationens administration, anses som

unionernes fælles udgifter. Unionens andel i sådanne fælles udgifter afhænger

af den interesse, unionen har i dem.

2) Unionens budget fastsættes med behørig hensyntagen til behovet for

koordinering med budgetterne for de andre unioner under Organisationens

administration.

3) Unionens budget finansieres af følgende midler:

I) bidrag fra unionslandene;

II) gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det internationale Bureaus

tjenester i forbindelse med unionen;

III) salg af eller udgifter for Det internationale Bureaus publikationer

i forbindelse med unionen;

IV) gaver, testamentariske ydelser og anden økonomisk støtte;

V) leje-, rente- og andre forskellige indtægter.

4) a) Hvert unionsland skal med henblik på fastsættelsen af dets bidrag

til budgettet tilhøre en bestemt klasse og betale sine årlige bidrag på

grundlag af et antal enheder, der fastsættes som følger:

Klasse I ...................................... 25

Klasse II ..................................... 20

Klasse III .................................... 15

Klasse IV ..................................... 10

Klasse V ...................................... 5

Klasse VI ..................................... 3

Klasse VII .................................... 1

b) Hvert land skal, dersom dette ikke allerede er gjort, samtidig med

deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument angive, til

hvilken klasse det ønsker at høre. Ethvert land kan skifte klasse. Hvis et

land vælger en lavere klasse, skal det meddele dette til forsamlingen på et

af dennes ordinære møder. En sådan ændring træder i kraft fra begyndelsen af

det kalenderår, der følger efter mødet.

c) Hvert lands årlige bidrag skal udgøre et beløb, der står i samme

forhold til det samlede beløb, hvormed alle lande bidrager til unionens

årlige budget, som forholdet mellem dets enheder og det samlede antal af alle

de bidragende landes enheder.

d) Bidrag forfalder den 1. januar hvert år.

e) Et land, som er i restance med betalingen af sit bidrag, har ingen

stemmeret i nogen af de af unionens organer, hvoraf det er medlem, hvis

restancebeløbet er lig med eller overstiger de bidragsbeløb, som det skylder

for de forudgående to hele år. Imidlertid kan ethvert af unionens organer

tillade det pågældende land fortsat at udøve sin stemmeret i dette organ,

hvis og så længe det godtgøres, at den forsinkede betaling skyldes særlige og

uundgåelige omstændigheder.

f) Hvis budgettet ikke er vedtaget, før en ny regnskabsperiode begynder,

skal det i overensstemmelse med de finansielle regulativer ligge på samme

niveau som det foregående års budget.

5) Størrelsen af de gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det

internationale Bureaus tjenester i forbindelse med unionen, skal fastsættes

af generaldirektøren og af denne meddeles til forsamlingen og

eksekutivkomiteen.

6) a) Unionen skal have driftskapital, som tilvejebringes ved en

engangsindbetaling for hvert unionsland. Hvis driftskapitalen bliver

utilstrækkelig, skal en forhøjelse besluttes af forsamlingen.

b) Størrelsen af hvert lands engangsindbetaling til driftskapitalen

eller/og dets andel i forhøjelser af denne skal udgøre en forholdsmæssig

andel af det pågældende lands bidrag for det år, da driftskapitalen blev

tilvejebragt eller forhøjelsen besluttet.

c) Andelen og betalingsvilkårene fastsættes af forsamlingen efter

generaldirektørens forslag og efter, at forsamlingen har indhentet en

udtalelse fra koordinationskomiteen.

7) a) I den overenskomst om hovedsædet, som afsluttes med det land, på

hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, skal det bestemmes, at det

pågældende land skal yde forskud, når driftskapitalen er utilstrækkelig.

Størrelsen af sådanne forskud og de betingelser, på hvilke de ydes, skal i

hvert enkelt tilfælde fastsættes i særlige aftaler mellem det pågældende land

og Organisationen. Så længe det pågældende land er forpligtet til at yde

forskud, skal det i kraft heraf have sæde i eksekutivkomiteen.

b) Det under litra a) nævnte land og Organisationen skal hver for sig ved

skriftlig meddelelse have ret til at opsige forpligtelsen til at yde forskud.

Opsigelsen får virkning tre år efter udløbet af det år, i hvilket den er

blevet meddelt.

8) I henhold til de finansielle regulativer skal regnskaberne revideres

af et eller flere af unionens lande eller af udenforstående revisorer. Disse

udpeges, dersom de ønsker det, af forsamlingen.

Artikel 26

1) Forslag til ændring af artiklerne 22, 23, 24, 25 samt af denne artikel

kan fremsættes af ethvert af forsamlingens medlemslande, af eksekutivkomiteen

eller af generaldirektøren. Generaldirektøren skal give forsamlingens

medlemslande meddelelse om sådanne forslag mindst seks måneder forud for

deres behandling i forsamlingen.

2) Ændringer af de i stk. 1) nævnte artikler skal vedtages af

forsamlingen. Ændringer kan vedtages med tre fjerdedele af de afgivne

stemmer, dog skal enhver ændring af artikel 22 og dette stykke vedtages med

fire femtedele af de afgivne stemmer.

3) Enhver ændring af de i stk. 1) nævnte artikler træder i kraft en måned

efter, at generaldirektøren fra tre fjerdedele af de lande, som var medlemmer

af forsamlingen på det tidspunkt, da denne vedtog ændringen, har modtaget

skriftlig meddelelse om godkendelse vedtaget af de respektive lande i henhold

til deres forfatning. Enhver således godkendt ændring af de nævnte artikler

er bindende for alle lande, som er medlemmer af forsamlingen på det

tidspunkt, da ændringen træder i kraft, eller som bliver medlemmer af denne

på et senere tidspunkt, dog således, at en ændring, som forøger

unionslandenes finansielle forpligtelser, kun skal være bindende for de

lande, som har givet meddelelse om deres godkendelse af en sådan ændring.

Artikel 27

1) Denne konvention skal underkastes revision med henblik på indførelsen

af ændringer til forbedring af unionens system.

2) Med dette formål for øje skal konferencer afholdes successivt i

unionens lande af disses delegerede.

3) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 26, som angår ændring af

artiklerne 22 til 26, kræver enhver revision af denne akt, heri indbefattet

tillægget, enstemmighed.

Artikel 28

1) a) Ethvert land inden for unionen, som har undertegnet denne akt, kan

ratificere den, og hvis det ikke har undertegnet den, kan det tiltræde den.

Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos

generaldirektøren.

b) Ethvert land inden for unionen kan i sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument erklære, at dets ratifikation eller tiltrædelse ikke

gælder artiklerne 1 til 21 og tillægget; har landet allerede afgivet

erklæring i henhold til artikel VI 1) i tillægget, kan det dog i instrumentet

alene erklære, at ratifikationen eller tiltrædelsen ikke gælder artiklerne 1

til 20.

c) Ethvert land inden for unionen, som i overensstemmelse med litra b)

har undtaget bestemmelser omtalt heri fra virkningerne af dets ratifikation

eller tiltrædelse, kan på ethvert senere tidspunkt erklære, at dets

ratifikation eller tiltrædelse nu også skal være gældende for disse

bestemmelser. En sådan erklæring skal deponeres hos generaldirektøren.

2) a) Artiklerne 1 til 21 og tillægget træder i kraft tre måneder efter

at følgende to betingelser er blevet opfyldt:

I) Mindst fem unionslande har ratificeret eller tiltrådt denne akt uden

at afgive erklæring i overensstemmelse med stk. 1) b),

II) Amerikas forenede Stater, Frankrig, Spanien og Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland er blevet bundet af den i Paris den 24. juli

1971 reviderede Verdenskonvention om Ophavsret.

b) Ikrafttrædelsen efter litra a) får virkning for de lande inden for

unionen, som senest tre måneder før ikrafttrædelsen har deponeret

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter uden at afgive erklæring i

overensstemmelse med stk. 1) b).

c) For så vidt angår ethvert land inden for unionen, på hvilket

bestemmelserne i litra b) ikke finder anvendelse, og som ratificerer eller

tiltræder denne akt uden at afgive erklæring i overensstemmelse med stk. 1)

b), træder artiklerne 1 til 21 og tillægget i kraft tre måneder efter den

dato, på hvilken generaldirektøren har givet meddelelse om deponering af

vedkommende ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, med mindre en senere

dato er angivet i det deponerede instrument. I sidstnævnte tilfælde træder

artiklerne 1 til 21 og tillægget i kraft for dette land på den således

angivne dato.

d) Bestemmelserne i litra a) til c) berører ikke anvendelsen af artikel

VI i tillægget.

3) For så vidt angår ethvert land inden for unionen, som ratificerer

eller tiltræder denne akt med eller uden erklæring i overensstemmelse med

stk. 1) b), træder artiklerne 22 til 38 i kraft tre måneder efter den dato,

på hvilken generaldirektøren har givet meddelelse om deponering af

vedkommende ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, med mindre en senere

dato er angivet i det deponerede instrument. I sidstnævnte tilfælde træder

artiklerne 22 til 38 i kraft for dette land på den således angivne dato.

Artikel 29

1) Ethvert land uden for unionen kan tiltræde denne akt og derved blive

medlem af unionen. Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos

generaldirektøren.

2) a) Med forbehold for så vidt angår litra b) træder denne konvention i

kraft for ethvert land uden for unionen tre måneder efter den dato, på

hvilken generaldirektøren har givet meddelelse om deponering af dets

tiltrædelsesinstrument, med mindre en senere dato er angivet i det deponerede

instrument. I sidstnævnte tilfælde træder denne konvention i kraft for dette

land på den således angivne dato.

b) Hvis ikrafttrædelse i henhold til litra a) finder sted inden

artiklerne 1 til 21 og tillægget træder i kraft i henhold til artikel 28 2)

a), er vedkommende land i mellemtiden bundet af artiklerne 1 til 20 i

Bruxellesakten af denne konvention, som træder i stedet for artiklerne 1 til

21 og tillægget.

Artikel 29 bis

Ratifikation eller tiltrædelse af denne akt af ethvert land, som ikke er

bundet af artiklerne 22 til 38 i Stockholm-akten af denne konvention, er,

alene for så vidt angår anvendelse af artikel 14 2) i konventionen om

oprettelse af organisationen, ligeværdig med ratifikation eller tiltrædelse

af Stockholm-akten, med den begrænsning, som er indeholdt i artikel 28 1) b)

i) i den nævnte akt.

Artikel 30

1) Med forbehold af de undtagelser, der tillades efter stk. 2),

artiklerne 28 1) b), 33 2), og tillægget, medfører ratifikation eller

tiltrædelse automatisk godkendelse af alle denne akts bestemmelser og adgang

til de hermed forbundne fordele.

2) a) Ethvert af unionens medlemslande, der ratificerer eller tiltræder

denne akt, bevarer, med forbehold af artikel V 2) i tillægget, fordelene i

forbindelse med de forbehold, det tidligere har taget, på betingelse af, at

det afgiver en erklæring herom på det tidspunkt, da det deponerer sit

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

b) Ethvert land uden for unionen kan, når det tiltræder denne konvention

og med forbehold af artikel V 2) i tillægget, erklære, at det har til

hensigt, i hvert fald midlertidigt, at erstatte artikel 8 vedrørende retten

til oversættelse med bestemmelserne i artikel 5 i unionskonventionen af 1886,

som kompletteret i Paris i 1896, under udtrykkelig forudsætning af, at de

nævnte bestemmelser kun finder anvendelse for så vidt angår oversættelser til

et sprog i almindelig brug i det pågældende land. Med forbehold af artikel I

6) b) i tillægget har ethvert land med hensyn til retten til oversættelse af

værker, hvis hjemland er et land, der benytter sig af et sådant forbehold,

ret til at gøre brug af en beskyttelse svarende til den beskyttelse, som

gives af det nævnte land.

c) Ethvert land kan til enhver tid ved meddelelse til generaldirektøren

trække sådanne forbehold tilbage.

Artikel 31

1) Ethvert land kan i sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument

erklære, eller kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved skriftlig

meddelelse underrette generaldirektøren om, at denne konvention gælder for

alle eller en del af de i erklæringen eller meddelelsen angivne territorier,

for hvis udenrigsanliggender det er ansvarligt.

2) Ethvert land, som har afgivet en sådan erklæring, eller givet en sådan

meddelelse, kan på et hvilket som helst tidspunkt meddele generaldirektøren,

at denne konvention ophører med at være gældende for alle eller en del af

sådanne territorier.

3) a) Enhver erklæring afgivet i henhold til stk. 1) får virkning på

samme dato som den ratifikation eller tiltrædelse, der indeholdt erklæringen,

og enhver meddelelse givet i henhold til samme stykke får virkning tre månder

efter, at generaldirektøren har givet meddelelse herom.

b) Enhver meddelelse givet i henhold til stk. 2) får virkning tolv

måneder efter, at generaldirektøren har modtaget den.

4) Denne artikel skal på ingen måde forstås sådan, at den indebærer et

unionslands anerkendelse eller stiltiende godkendelse af den faktiske

situation vedrørende et territorium, på hvilket denne konvention er gjort

gældende af et andet unionsland i kraft af en erklæring i medfør af stk. 1).

Artikel 32

1) I det omfang denne akt finder anvendelse, erstatter den, for så vidt

angår forholdet mellem unionslandene, Bernerkonventionen af 9. september 1886

og efterfølgende reviderede akter. De akter, der tidligere har været i kraft,

skal, enten i deres helhed eller i det omfang de ikke erstattes af denne akt

i kraft af foregående sætning, fortsat finde anvendelse i forholdet til

unionslande, som ikke ratificerer eller tiltræder denne akt.

2) Under forbehold af bestemmelserne i stk. 3) skal lande uden for

unionen, som bliver deltagere i denne akt, anvende den over for ethvert

unionsland, der ikke er bundet af denne akt, eller som, selv om det er bundet

af denne akt, har afgivet en erklæring i overensstemmelse med artikel 28 1)

b). Sådanne lande anerkender, at det pågældende unionsland i sit forhold over

for dem:

I) kan anvende bestemmelserne i den seneste akt, af hvilken det er

bundet, og

II) med forbehold af artikel I 6) i tillægget har ret til at tilpasse

beskyttelsen til det i denne akt fastsatte niveau.

3) Ethvert land, som har benyttet sig af nogen af de fordele, som nævnes

i tillægget, kan anvende de bestemmelser i tillægget, som vedrører den eller

de fordele, som det har benyttet sig af, i forhold til ethvert andet

unionsland, som ikke er bundet af denne akt, under forudsætning af, at

sidstnævnte land har godkendt anvendelsen af de nævnte bestemmelser.

Artikel 33

1) Enhver strid mellem to eller flere unionslande om fortolkningen eller

anvendelsen af denne konvention, som ikke afgøres ved forhandling, kan af

ethvert af de pågældende lande forelægges Den mellemfolkelige Domstol efter

anmodning i overensstemmelse med denne domstols statut, med mindre de

pågældende lande enes om en anden måde at afgøre sagen på. Det land, der

indbringer striden for domstolen, skal give Det internationale Bureau

meddelelse herom; Det internationale Bureau skal bringe sagen til de andre

unionslandes kundskab.

2) Ethvert land kan på det tidspunkt, da det undertegner denne akt eller

deponerer sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at det

ikke anser sig bundet af bestemmelserne i stk. 1). For så vidt angår enhver

strid mellem et sådant land og ethvert andet af unionens lande, skal

bestemmelserne i stk. 1) ikke finde anvendelse.

3) Ethvert land, som har afgivet en erklæring i overensstemmelse med

bestemmelserne i stk. 2), kan til enhver tid trække sin erklæring tilbage ved

meddelelse til generaldirektøren.

Artikel 34

1) Med forbehold af artikel 29 bis kan intet land, når artikel 1 til 21

og bilaget er trådt i kraft, ratificere eller tiltræde denne konventions

tidligere akter.

2) Når artiklerne 1 til 21 og bilaget er trådt i kraft, kan intet land

afgive en erklæring i medfør af art. 5 i den til Stockholm-akten knyttede

Protokol vedrørende udviklingslande.

Artikel 35

1) Denne konvention forbliver i kraft uden tidsmæssig begrænsning.

2) Ethvert land kan opsige denne akt ved meddelelse til

generaldirektøren. En sådan opsigelse omfatter også opsigelse af alle

tidligere akter og berører kun det land, som giver den, idet konventionen

forbliver i fuld kraft og med fuld virkning, for så vidt angår de andre lande

inden for unionen.

3) Opsigelsen træder i kraft et år efter den dag, på hvilken

generaldirektøren har modtaget meddelelsen.

4) Retten til opsigelse, som bestemt i denne artikel, må ikke udøves af

noget land før udløbet af fem år fra den dato, på hvilken det bliver medlem

af unionen.

Artikel 36

1) Ethvert land, som er deltager i denne konvention, forpligter sig til i

overensstemmelse med sin forfatning at træffe de foranstaltninger, der er

nødvendige for at sikre denne konventions anvendelse.

2) Det forudsættes, at et land på det tidspunkt, da det bliver bundet af

denne konvention, ifølge sin interne lovgivning vil være i stand til at lade

denne konventions bestemmelser træde i kraft.

Artikel 37

1) a) Denne akt skal undertegnes i eet eksemplar på engelsk og fransk og

skal, med forbehold af stk. 2), deponeres hos generaldirektøren.

b) Officielle tekster skal efter samråd med de interesserede regeringer

udarbejdes af generaldirektøren på arabisk, italiensk, portugisisk, spansk og

tysk, samt sådanne andre sprog, som forsamlingen måtte bestemme.

c) I tilfælde af meningsforskelle med hensyn til fortolkningen af de

forskellige tekster skal den franske tekst være gældende.

2) Denne akt skal stå åben for undertegnelse indtil den 31. januar 1972.

Indtil denne dato skal det i stk. 1) a) nævnte eksemplar deponeres hos den

franske republiks regering.

3) Generaldirektøren skal fremsende to bekræftede kopier af denne akts

undertegnede tekst til regeringerne i alle unionens lande og til regeringen i

ethvert andet land, som måtte fremsætte begæring herom.

4) Generaldirektøren skal indregistrere denne akt i De forenede Nationers

sekretariat.

5) Generaldirektøren skal give regeringerne i alle unionens lande

meddelelse om undertegnelser, deponeringer af ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter og alle erklæringer indeholdt i sådanne dokumenter

eller afgivet i overensstemmelse med artiklerne 28 1) c), 30 2) a) og b), og

33 2), ikrafttræden af enhver af denne akts bestemmelser, meddelelser om

opsigelse, og meddelelser ifølge artiklerne 30 2) c), 31 1) og 2), 33 3) og

38 1) samt tillægget.

Artikel 38

1) Unionslande, som ikke har ratificeret eller tiltrådt denne akt, og som

ikke er bundet af artiklerne 22 til 26 i Stockholm-akten, kan, hvis de ønsker

det, indtil den 26. april 1975 udøve de rettigheder, der omtales i de nævnte

artikler, som om de var bundet af disse. Ethvert land, der ønsker at udøve

sådanne rettigheder, skal give skriftlig meddelelse herom til

generaldirektøren; denne meddelelse får virkning på datoen for dens

modtagelse. Sådanne lande skal anses som medlemmer af forsamlingen indtil den

nævnte dato.

2) Så længe der er lande inden for unionen, som ikke er blevet medlemmer

af organisationen, skal organisationens internationale bureau også fungere

som unionens bureau og generaldirektøren som direktør for det nævnte bureau.

3) Når alle unionens lande er blevet medlemmer af organisationen, skal

unionens bureaus rettigheder, forpligtelser og ejendom overgå til

organisationens internationale bureau.

TILLÆG

Særlige bestemmelser vedrørende udviklingslandene

Artikel I

1) Ethvert land, der ifølge De forenede Nationers generalforsamlings

praksis betragtes som et udviklingsland, og som ratificerer eller tiltræder

denne akt, hvoraf dette tillæg udgør en integrerende del, og som, under

hensyn til sin økonomiske situation og sine sociale eller kulturelle behov,

ikke ser sig umiddelbart i stand til at træffe foranstaltninger til

beskyttelse af alle de i akten hjemlede rettigheder, kan, i en meddelelse,

som deponeres hos generaldirektøren på det tidspunkt, da det deponerer sit

ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, eller, med forbehold af artikel V

1) c), på et hvilket som helst senere tidspunkt, erklære, at det vil gøre

brug af de beføjelser, der omhandles i artikel II, eller i artikel III, eller

af begge disse sæt af beføjelser. I stedet for at gøre brug af de i artikel

II omhandlede beføjelser kan det fremsætte en erklæring i overensstemmelse

med artikel V 1) a).

2) a) Enhver erklæring i henhold til stk. 1), der fremsættes før udløbet

af en periode af ti år fra ikrafttrædelsen af artiklerne 1 til 21 og dette

tillæg i overensstemmelse med artikel 28 2), har gyldighed indtil udløbet af

den nævnte periode. Den kan fornys i sin helhed eller delvis for yderligere

perioder af ti år ved en meddelelse, som deponeres hos generaldirektøren

højst femten og mindst tre måneder før udløbet af den pågældende

tiårsperiode.

b) Enhver erklæring i henhold til stk. 1), der fremsættes efter udløbet

af en tiårig periode regnet fra ikrafttrædelsen af artiklerne 1 til 21 og

dette tillæg i henhold til artikel 28 2), har gyldighed indtil udløbet af den

pågældende tiårige periode. Den kan fornys i overensstemmelse med andet

punktum under litra a) ovenfor.

3) Ethvert unionsland, som ikke mere betragtes som et udviklingsland i

henhold til stk. 1), er ikke længere berettiget til at forny sin erklæring i

henhold til bestemmelserne i stk. 2). Uanset om landet formelt trækker sin

erklæring tilbage eller ikke, er det udelukket fra at gøre brug af de i stk.

1) omhandlede beføjelser enten fra udgangen af den løbende tiårsperiode eller

fra udløbet af en periode af tre år efter det tidspunkt, fra hvilket det ikke

længere betragtes som et udviklingsland, alt efter hvilken af disse frister,

der udløber sidst.

4) Når der på det tidspunkt, da en erklæring, der er fremsat i henhold

til stk. 1) eller 2), ophører med at have gyldighed, forefindes et oplag af

eksemplarer, som er fremstillet i henhold til en licens, givet i medfør af

dette tillæg, kan sådanne eksemplarer fremdeles spredes, indtil oplaget er

udtømt.

5) Ethvert land, som er bundet af denne akts bestemmelser, og som har

deponeret en erklæring eller en meddelelse i overensstemmelse med artikel 31

1) med hensyn til konventionens anvendelse på et bestemt territorium, hvis

situation kan anses som værende analog med den, der gælder for de i stk. 1)

omhandlede lande, kan, for så vidt angår et sådant territorium, fremsætte en

erklæring, som den i stk. 1) nævnte samt meddelelse om fornyelse som nævnt i

stk. 2). Så længe en sådan erklæring eller meddelelse har gyldighed, finder

nærværende tillægs bestemmelser anvendelse på det territorium, som

erklæringen eller meddelelsen angik.

6) a) Den omstændighed, at et land gør brug af en eller flere af de i

stk. 1) omhandlede beføjelser, berettiger ikke et andet land til at yde

mindre beskyttelse af værker, hvis hjemland er det først nævnte land, end

den, det er forpligtet til at yde i henhold til artiklerne 1 til 20.

b) Retten til gensidighed ifølge artikel 30 2) b), andet punktum, kan

ikke udøves med hensyn til værker, hvis hjemland er et land, som har afgivet

en erklæring i henhold til artikel V 1) a) før udløbet af den frist, der skal

anvendes i henhold til artikel I 3).

Artikel II

1) Ethvert land, som har erklæret, at det vil gøre brug af de i denne

artikel omhandlede beføjelser, har, for så vidt angår værker, der er udgivet

i trykt eller tilsvarende reproduktionsform, ret til at erstatte den i

artikel 8 omhandlede eneret til oversættelse med et system af ikke-eksklusive

og ikke-overdragelige licenser, meddelt af en dertil kompetent myndighed på

følgende betingelser og i overensstemmelse med artikel IV.

2) a) Hvis der, efter udløbet af en periode af tre år, eller af den

længere periode, der er fastsat i det pågældende lands lovgivning, regnet fra

dagen for den første udgivelse af værket, ikke af indehaveren af

oversættelsesretten eller med hans samtykke er udgivet en oversættelse af

værket på et sprog, som er i almindelig brug i det pågældende land, kan med

forbehold af, hvad der følger af stk. 3), enhver statsborger i dette land

opnå licens til at foretage en oversættelse af værket til det nævnte sprog og

til at udgive oversættelsen i trykt eller tilsvarende reproduktionsform.

b) Licens på de i nærværende artikel fastsatte betingelser kan også

gives, dersom alle oplag af den oversættelse, der er udgivet på det

pågældende sprog, er udsolgt fra forlaget.

3) a) Med hensyn til oversættelser til et sprog, som ikke er i almindelig

brug i et eller flere af de udviklede lande, som er medlemmer af unionen,

skal en periode af et år sættes i stedet for den i stk. 2) a) omhandlede

treårsperiode.

b) Ethvert af de i stk. 1) omhandlede lande kan, med tilladelse fra alle

de udviklede lande, der er medlemmer af unionen, og i hvilke det samme sprog

er i almindelig brug, med hensyn til oversættelser til dette sprog erstatte

den i stk. 2) a) omhandlede periode af tre år med en kortere periode som

fastsættes i forbindelse med den nævnte tilladelse, men som ikke må være

kortere end et år. Dog skal bestemmelserne i foregående punktum ikke finde

anvendelse, når det pågældende sprog er engelsk, fransk eller spansk.

Generaldirektøren skal underrettes om enhver tilladelse til overenskomst, som

den her omhandlede af de regeringer, som har indgået den.

4) a) Licenser i henhold til denne artikel, som kan opnås efter tre år,

kan ikke udstedes, før en yderligere periode af seks måneder er forløbet, og

licenser, der kan opnås efter et år, kan ikke udstedes, før en yderligere

periode af ni måneder er forløbet.

I) fra den dato, da ansøgeren opfylder de i artikel IV 1) omhandlede

formelle betingelser, eller,

II) når man ikke ved, hvem der er indehaver af oversættelsesretten, eller

kender hans adresse, fra den dato, da ansøgeren i overensstemmelse med

artikel IV 2) til de der nævnte adressater fremsender genparter af den

ansøgning, som han har indsendt til den myndighed, der har kompetence til at

udstede licensen.

b) Hvis en oversættelse til det sprog, for hvilket licens er søgt, i

løbet af den omtalte periode af seks eller ni måneder er udgivet af

indehaveren af oversættelsesretten eller med hans samtykke, kan licens i

henhold til denne artikel ikke meddeles.

5) Licens i henhold til denne artikel kan kun udstedes med henblik på

oversættelsens brug i skoler og højere læreanstalter eller ved forskning.

6) Hvis en oversættelse af et værk udgives af indehaveren af

oversættelsesretten eller med hans samtykke til en pris, som står i rimeligt

forhold til den, der normalt beregnes i landet for tilsvarende værker,

ophører enhver licens, som er udstedt i henhold til denne artikel, hvis

oversættelsen er til det samme sprog og af stort set det samme indhold, som

den i henhold til licensen udgivne oversættelse. Eksemplarer, som allerede er

fremstillet, før licensen ophører, kan fremdeles spredes, indtil oplaget er

udsolgt.

7) For værker, som hovedsagelig består af illustrationer, kan licens til

at foretage og udgive en oversættelse af teksten og til at reproducere og

udgive illustrationerne kun meddeles, hvis også betingelserne i artikel III

er opfyldt.

8) Licens kan ikke udstedes i henhold til denne artikel, når ophavsmanden

har kaldt alle eksemplarer af sit værk tilbage fra den almindelige handel.

9) a) Licens til at foretage en oversættelse af et værk, som er udgivet i

trykt eller tilsvarende reproduktionsform, kan også meddeles

radioforetagender, der har deres hovedsæde i et af de i stk. 1) omhandlede

lande, efter at en ansøgning fra et sådant foretagende er tilstillet den

kompetente myndighed i det pågældende land, under forudsætning af, at alle de

følgende betingelser opfyldes:

I) at oversættelsen foretages fra et eksemplar, der er fremstillet og

erhvervet i overensstemmelse med landets love;

II) at oversættelsen kun bruges i radioudsendelser, der udelukkende er

beregnet til undervisning eller til spredning af tekniske eller

videnskabelige forskningsresultater til eksperter inden for et bestemt fag;

III) at oversættelsen udelukkende anvendes til de under II) omhandlede

formål i udsendelser, som sker lovligt, og som er beregnet for modtagere

inden for det pågældende land, heri indbefattet udsendelser, der foretages

ved hjælp af lyd- eller billedoptagelser, som er fremstillet lovligt og

udelukkende med henblik på sådanne udsendelser;

IV) at ingen anvendelse af oversættelsen sker i kommercielt øjemed.

b) Lyd- eller billedoptagelser af en oversættelse, som er foretaget af et

radioforetagende i henhold til en licens, der er meddelt i overensstemmelse

med dette stykke, kan til de formål og på de vilkår, som er omtalt under

litra a), og med det pågældende radioforetagendes samtykke, også anvendes af

ethvert andet radioforetagende, der har sit hovedsæde i det land, hvis

kompetente myndighed har meddelt den pågældende licens.

c) Under forudsætning af, at alle de under litra a) fastsatte kriterier

og betingelser er opfyldt, kan licens også meddeles et radioforetagende til

at oversætte enhver tekst, der indgår i en audio-visuel optagelse, som er

foretaget og udgivet med det udelukkende formål at blive anvendt i

forbindelse med undervisning i skoler og højere læreanstalter.

d) Med forbehold af litra a) til c) skal bestemmelserne i stk. 1-8 finde

anvendelse med hensyn til meddelelsen og udøvelsen af enhver licens, som

udstedes i henhold til dette stykke.

Artikel III

1) Ethvert land, som har erklæret, at det vil gøre brug af de i denne

artikel omhandlede beføjelser, er berettiget til at erstatte den i artikel 9

omtalte eneret til reproduktion med et system af ikke-eksklusive og

ikke-overdragelige licenser, meddelt af den dertil kompetente myndighed på

følgende betingelser og i overensstemmelse med artikel IV.

2) a) Hvis der, for så vidt angår et værk, for hvilket denne artikel

finder anvendelse i kraft af stk. 7), efter udløbet af

I) den i stk. 3) angivne periode, regnet fra dagen for den første

udgivelse af en bestemt udgave af værket, eller

II) enhver længere periode fastsat i det i stk. 1) omtalte lands

nationale lovgivning, regnet fra samme dato,

ikke i dette land af indehaveren af reproduktionsretten eller med hans

samtykke er blevet spredt eksemplarer af en sådan udgave til almenheden eller

med henblik på undervisningen i skoler og højere læreanstalter, til en pris,

som står i rimeligt forhold til den, der normalt beregnes i det pågældende

land for tilsvarende værker, kan enhver statsborger i et sådant land opnå

licens til at reproducere og udgive en sådan udgave til denne eller en lavere

pris til brug ved undervisningen i skoler og højere læreanstalter.

b) Licens til at reproducere og udgive en udgave, som er blevet spredt

som beskrevet under a), kan også meddeles på de i denne artikel fastsatte

betingelser, hvis der, efter udløbet af den periode, der skal finde

anvendelse, ikke i en periode af seks måneder i det pågældende land er blevet

udbudt lovligt fremstillede eksemplarer af denne udgave til salg til

almenheden eller til brug ved undervisningen i skoler og højere

læreanstalter, til en pris, der står i rimeligt forhold til den, der normalt

beregnes i landet for tilsvarende værker.

3) Den i stk. 2) a) I) omtalte periode skal være fem år; dog skal

perioden

I) for værker vedrørende de eksakte videnskaber, naturvidenskaberne,

eller teknologien, være tre år, og

II) for skønlitterære værker, poesi, dramatiske og musikalske værker,

samt for kunstbøger, være syv år.

4) a) Licenser, der efter denne artikel kan opnås efter tre år, kan dog

ikke udstedes, før en periode af seks måneder er forløbet

I) fra den dato, da ansøgeren har opfyldt de i artikel IV 1) nævnte

formelle betingelser, eller,

II) når man ikke ved, hvem indehaveren af reproduktionsretten er, eller

man ikke kender hans adresse, fra den dato, da ansøgeren som bestemt i

artikel IV 2) har fremsendt genparter af den ansøgning, som han har indsendt

til den myndighed, der har kompetence til at meddele licensen.

b) Når licenser kan opnås efter andre perioder, og artikel IV 2) finder

anvendelse, kan licens ikke meddeles, før en periode af tre måneder er

forløbet fra datoen for afsendelsen af genparterne af ansøgningen.

c) Hvis der i løbet af den under a) og b) omtalte periode af seks eller

tre måneder har fundet en spredning sted som beskrevet i stk. 2) a), kan

licens ikke meddeles i henhold til denne artikel.

d) Licens kan ikke meddeles, når ophavsmanden har tilbagekaldt alle

eksemplarer af den udgave, som han har ansøgt om licens til at reproducere og

udgive.

5) Licens til at reproducere og udgive en oversættelse af et værk kan

ikke gives i henhold til denne artikel i følgende tilfælde:

I) når oversættelsen ikke er udgivet af indehaveren af

oversættelsesretten eller med hans samtykke, eller

II) når oversættelsen ikke er på et sprog, der er i almindelig brug i det

land, hvor der er ansøgt om licens.

6) Hvis eksemplarer af en udgave af et værk i det i stk. 1) omtalte land

af indehaveren af reproduktionsretten eller med hans samtykke spredes til

almenheden eller med henblik på undervisningen i skoler eller i højere

læreanstalter, til en pris, der står i rimeligt forhold til den, der normalt

beregnes i det pågældende land for tilsvarende værker, skal enhver licens,

som er meddelt i henhold til denne artikel, ophøre at have gyldighed, hvis en

sådan udgave er på det samme sprog og af stort set det samme indhold som den

i henhold til licensen udgivne udgave. Eksemplarer, der allerede er

fremstillet inden licensen ophører, kan fremdeles spredes, indtil oplaget er

udsolgt.

7) a) Med forbehold af litra b) gælder denne artikel kun for værker, der

er udgivet i trykt eller tilsvarende reproduktionsform.

b) Denne artikel finder ligeledes anvendelse på audio-visuelle

reproduktioner af lovligt foretagne lyd- og billedoptagelser i den

udstrækning, de udgør eller indbefatter beskyttede værker, samt på

oversættelsen af tekster, som indgår deri, til et sprog, der er i almindelig

brug i det land, hvor der er ansøgt om licens, dog under forudsætning af, at

de pågældende lyd- og billedoptagelser er fremstillet og udgivet udelukkende

med henblik på brug i skoler og højere læreanstalter.

Artikel IV

1) Licens i henhold til artikel II eller artikel III kan kun meddeles,

hvis ansøgeren, i overensstemmelse med de regler, der gælder i det pågældende

land, godtgør, enten at han har anmodet om, men er blevet nægtet samtykke fra

retsindehaveren til at foretage og udgive en oversættelse eller, henholdsvis,

til at reproducere og udgive et oplag, eller at han ikke har været i stand

til at komme i forbindelse med retsindehaveren til trods for, at han har

gjort, hvad der med rimelighed vil kunne forlanges af ham i denne henseende.

Samtidig med, at ansøgeren fremsætter sin anmodning til retsindehaveren, skal

han underrette ethvert af de i stk. 2) omtalte nationale eller internationale

informationscentre.

2) Hvis retsindehaveren ikke kan findes, skal den, der søger licens, i

anbefalet luftpostbrev sende genparter af sin ansøgning til den myndighed,

der har kompetence til at udstede licensen, til den forlægger, hvis navn

forekommer på værket, samt til enhver national eller international

informationscentral, som, i en meddelelse herom, der deponeres hos

generaldirektøren, måtte være blevet udpeget af regeringen i det land, hvor

forlæggeren anses for at have sit hovedsæde.

3) Ophavsmandens navn skal angives på alle eksemplarer af den

oversættelse eller reproduktion, som udgives i henhold til en licens, ifølge

artikel II eller III. Værkets titel skal forekomme på alle sådanne

eksemplarer. Ved en oversættelse skal værkets originaltitel i ethvert

tilfælde forekomme på alle de omtalte eksemplarer.

4) a) Ingen licens, som udstedes i henhold til artikel II eller artikel

III, omfatter udførsel af eksemplarer, og enhver sådan licens gælder kun for

udgivelsen af oversættelsen eller reproduktionen inden for det land, hvor der

er søgt om licens.

b) For så vidt angår litra a), omfatter begrebet udførsel fremsendelsen

af eksemplarer fra et territorium til det land, som for det pågældende

territoriums vedkommende har afgivet en erklæring i henhold til artikel I 5).

c) Hvor en statslig eller anden offentlig myndighed i et land, som har

meddelt licens til at foretage en oversættelse i henhold til artikel II til

et andet sprog end engelsk, fransk eller spansk, sender eksemplarer af en

oversættelse, som er blevet udgivet i henhold til en sådan licens til et

andet land, skal en sådan fremsendelse af eksemplarer ikke anses som udførsel

efter litra a), forudsat at alle de følgende betingelser er opfyldt:

I) at modtagerne er personer, som er statsborgere i det land, hvis

kompetente myndighed har udstedt licensen, eller organisationer, der består

af sådanne personer;

II) at eksemplarerne kun anvendes til skole- eller universitetsbrug eller

til forskningsformål;

III) at fremsendelsen af eksemplarerne og den pågældende spredning af

disse til modtagerne ikke sker i erhvervsøjemed; og

IV) at det land, hvortil eksemplarerne er sendt, har truffet aftale med

det land, hvis kompetente myndighed har udstedt licensen, om at tillade

modtagelsen eller spredningen eller begge dele, og at generaldirektøren er

blevet underrettet om aftalen af regeringen i det land, i hvilket licensen er

udstedt.

5) Alle eksemplarerne, der udgives i henhold til en licens i henhold til

artikel II eller artikel III, skal være forsynet med en påtegning på det

pågældende sprog, som angiver, at eksemplarerne kun må spredes i det land

eller på det territorium, som licensen angår.

6) a) Der skal på det nationale plan træffes passende forholdsregler for

at sikre:

I) at licensen indeholder bestemmelse om ydelse til indehaveren af

oversættelses-, henholdsvis reproduktionsretten, af et rimeligt vederlag, som

modsvarer niveauet for afgifter, der normalt ydes i henhold til licenser, der

frit forhandles mellem personer i de to pågældende lande, og

II) at vederlaget betales og overføres. Dersom nationale

valutabestemmelser stiller sig hindrende i vejen, skal den kompetente

myndighed gøre sit yderste for gennem internationale organer at sikre

overførsel i international konvertibel valuta eller valuta af tilsvarende

værdi.

b) Passende forholdsregler skal træffes inden for den nationale

lovgivnings rammer for at sikre en korrekt oversættelse af værket,

henholdsvis en nøjagtig gengivelse af den pågældende udgave.

Artikel V

1) a) Ethvert land, som har ret til at afgive erklæring om, at det vil

gøre brug af de i artikel II omhandlede beføjelser, kan i stedet herfor på

det tidspunkt, da det ratificerer eller tiltræder nærværende konvention:

I) når det drejer sig om et land, på hvilket artikel 30 2) a) finder

anvendelse, afgive en erklæring i henhold til denne bestemmelse, for så vidt

angår oversættelsesretten;

II) når det drejer sig om et land, på hvilket artikel 30 2) a) ikke

finder anvendelse, og selv om det ikke er et land uden for unionen, afgive en

erklæring som omtalt i artikel 30 2) b), første punktum.

b) For et land, som ikke mere anses som et udviklingsland i

overensstemmelse med artikel I 1), vil en erklæring, som afgives i henhold

til nærværende stykke, forblive i kraft indtil den dato, da den periode, som

skal anvendes i henhold til artikel I 3), udløber.

c) Et land, som har afgivet en erklæring i henhold til dette stykke, kan

ikke, selv om det trækker sin erklæring tilbage, senere gøre brug af de i

artikel II omhandlede beføjelser.

2) Bortset fra de tilfælde, der omhandles i stk. 3), kan intet land, som

har erklæret at ville gøre brug af de i artikel II omhandlede beføjelser

senere afgive erklæring i henhold til stk. 1).

3) Et land, som ikke mere anses som et udviklingsland i overensstemmelse

med artikel I 1), kan, senest to år inden udløbet af den periode, der skal

anvendes i henhold til artikel I 3), afgive erklæring i overensstemmelse med

bestemmelsen i artikel 30 2) b), første punktum, uanset at det ikke er et

land, der står uden for unionen. En sådan erklæring får virkning fra den

dato, da den periode, der skal anvendes i henhold til artikel I 3), udløber.

Artikel VI

1) Ethvert unionsland kan, fra datoen for denne konventionsakt og på et

hvilket som helst tidspunkt, før det bliver bundet af artiklerne 1 til 21

samt af nærværende tillæg, erklære:

I) at det - når det drejer sig om et land, der, om det var bundet af

artiklerne 1 til 21 samt af dette tillæg, ville være berettiget til at gøre

brug af de i artikel I 1) omhandlede beføjelser - vil anvende bestemmelserne

i artikel II eller i artikel III eller i begge artikler på værker, hvis

hjemland er et land, som, i henhold til punkt II) nedenfor, godkender

anvendelsen af disse artikler på sådanne værker, eller som er bundet af

artiklerne 1 til 21 samt af dette tillæg; en sådan erklæring kan, i stedet

for at henvise til artikel II, henvise til artikel V;

II) at det accepteres, at nærværende tillæg anvendes på værker, for

hvilke det er hjemland, af lande, som har afgivet en erklæring i henhold til

punkt I) ovenfor eller har fremsendt en meddelelse i overensstemmelse med

artikel I.

2) Enhver erklæring i henhold til stk. 1), skal afgives skriftligt og

skal deponeres hos generaldirektøren. Erklæringen får virkning fra dagen for

deponeringen.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 30. marts 1979 hos

generaldirektøren for Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret

(WIPO) i Geneve, og Bernerkonventionens Parisakt af 24. juli 1971 er hermed

trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 30. juni 1979.

Foruden Danmark er følgende lande blevet medlemmer af Bernerunionen med

virkning fra det ud for hvert land angivne tidspunkt. I fortegnelsen er

endvidere ud for de respektive lande anført den seneste akt af

Bernerkonventionen, ved hvilken landet er bundet fra den ligeledes anførte

dato.

Bernerunionen

Medlemmer af den internationale union til beskyttelse af litterære og

kunstneriske værker

(Bernerunionen)

oprettet ved Bernerkonventionen (1886), kompletteret i Paris (1896),

revideret i Berlin (1908), kompletteret i Bern (1914), revideret i Rom

(1928), Bryssel (1948), Stockholm (1967) og Paris (1971)

pr. 1. januar 1981

---------------------------------------------------------------------

Land Klasse Dato for ikrafttrædelse Seneste akt, ved hvilken

af medlemskab af unionen staten er bundet,og

datoen, på hvilken rati-

fikationen eller tiltræ-

delsen af denne art fik

virkning

---------------------------------------------------------------------

Argentina IV 10. juni 1967 substans: Bryssel: 10. juni 1967

administration: Paris: 8. oktober 1980

(* 14)

Australien III 14. april 1928 Paris: 1. marts 1978

(* 1)

Bahama-øerne VII 10. juli 1973 substans: Bryssel: 10. juli 1973

(* 1) (* 5)

administration: Paris: 8. januar 1977

(* 6) (* 14)

Belgien III 5. dec. 1887 substans: Bryssel: 1. august 1951

administration: Stockholm: 12. feb. 1975

(* 7)

Benin VII 3. januar 1961 Paris: 12. marts 1975

(* 1) (* 4)

Brasilien III 9. februar 1922 Paris: 20. april 1975

Bulgarien VI 5. december 1921 Paris: 4. december 1974

(* 3) (* 6)

Cameroun VI 21. sept. 1964 substans: Paris: 10. oktober 1974

(* 1) (* 4)

administration: Paris: 10 november 1973

Canada III 10. april 1928 substans: Rom: 1. august 1931

(* 1)

administration: Stockholm: 7. juli 1970

(* 7)

Central-

afrikanske

Republik,

Den VII 3. september 1977 Paris: 3. sept. 1977

(* 1)

Chile VI 5. juni 1970 Paris: 10. juli 1975

Congo VII 8. maj 1962 Paris: 5. december 1975

(* 1) (* 4)

Costa Rica VII 10. juni 1978 Paris: 10. juni 1978

Cypern VI 24. februar 1964 Rom: 24. februar 1964

(* 1) (* 4) (* 4) (* 8)

Danmark IV 1. juli 1903 Paris: 30. juni 1979

Egypten VII 7. juni 1977 Paris: 7. juni 1977

(* 6)

Elfenbens-

kysten VI 1. januar 1962 substans: Paris: 10. okt. 1974

(* 1)

administration: Paris: 4. maj 1974

Fiji VII 1. dec. 1971 substans: Bryssel: 1. dec. 1971

(* 1) (* 4) (* 4) (* 5)

administration: Stockholm:

15. marts 1972

(* 7)

Finland IV 1. april 1928 substans: Bryssel: 28. januar 1963

administration: Stockholm:

15. sept. 1970

(* 7)

Frankrig I 5. dec. 1887 substans: Paris: 10. oktober 1974

administration: Paris: 15. december 1972

Gabon VII 26. marts 1962 Paris: 10. juni 1975

(* 1)

Grækenland VI 9. november 1920 Paris: 8. marts 1976

Guinea VII 20. november 1980 Paris: 20. nov. 1980

(* 17)

Indien IV 1. april 1928 substans: Bryssel: 21. okt. 1958

(* 1)

administration: Paris: 10. januar 1975

(* 6) (* 14)

Irland IV 5. okt. 1927 substans: Bryssel: 5. juli 1959

(* 1)

administration: Stockholm: 21. dec. 1970

(* 7)

Island (* 11) VI 7. september 1947 Rom: 7. september 1947

Israel VI 24. marts 1950 substans: Bryssel: 1. august 1951

(* 1)

administration: Stockholm: 29. januar

eller 26. februar 1970

(* 7) (* 15)

Italien III 5. december 1887 Paris: 14. november 1979

Japan (* 11) II 15. juli 1899 Paris: 24. april 1975

Jugoslavien V 17. juni 1930 Paris: 2. sept. 1975

(* 11)

Libanon VI 30. september 1947 Rom: 30. september 1947

(* 1) (* 8)

Libyen VI 28. september 1976 Paris: 28. sept. 1976

(* 6)

Liechtenstein VII 30. juli 1931 substans: Bryssel: 1. august 1951

administration: Stockholm: 25. maj 1972

(* 7)

Luxembourg VII 20. juni 1888 Paris: 20. april 1975

Madagaskar VI 1. januar 1966 Bryssel: 1. januar 1966

(* 1) (* 5)

Mali VII 19. marts 1962 Paris: 5. december 1977

(* 1) (* 4) (* 4)

Malta VII 21. sept. 1964 substans: Rom: 21. september 1964

(* 1) (* 8)

administration: Paris: 12. dec. 1977

(* 6) (* 14)

Marokko VI 16. juni 1917 substans: Bryssel: 22. maj 1952

administration: Stockholm: 6. aug. 1971

(* 7)

Mauretanien VII 6. februar 1973 Paris: 21. sept. 1976

(* 1)

Mexico IV 11. juni 1967 Paris: 17. december 1974

(* 17)

Monaco VII 30. maj 1889 Paris: 23. november 1974

Nederlandene III 1. nov. 1912 substans: Bryssel: 7. januar 1973

administration: Paris: 10. januar 1975

(* 14)

New Zealand V 24. april 1928 Rom: 4. december 1947

(* 1)

Niger VII 2. maj 1962 Paris: 21. maj 1975

(* 1) (* 4) (* 17)

Norge IV 13. april 1896 substans: Bryssel: 28. jan. 1963

(* 2)

administration: Paris: 13. juni 1974

(* 14)

Pakistan VI 5. juli 1948 substans: Rom: 5. juli 1948

(* 1) (* 3) (* 8) (* 10)

administration: Stockholm: 29. januar

eller 26. februar 1970

(* 10) (* 15)

Pavestolen VII 12. september 1935 Paris: 24. april 1975

Philippinerne VI 1. august 1951 substans: Bryssel: 1. august 1951

administration: Paris: 16. juli 1980

(* 14)

Polen V 28. januar 1920 Rom: 21. november 1935

Portugal V 29. marts 1911 Paris: 12. januar 1979

Rumænien V 1. januar 1927 substans: Rom: 6. august 1936

(* 10)

administration: Stockholm: 29. januar

eller 26. februar 1970

(* 6) (* 10) (* 15)

Schweiz III 5. dec. 1887 substans: Bryssel: 2. januar 1956

administration: Stockholm: 4. maj 1970

(* 7)

Senegal VI 25. august 1962 Paris: 12. august 1975

(* 1) (* 3)

Spanien II 5. dec. 1887 substans: Paris: 10. oktober 1974

administration: Paris: 19. februar 1974

Sri Lanka VII 20. juli 1959 substans: Rom: 20. juli 1959

(* 1) (* 4) (* 4) (* 8)

administration: Paris: 23. sep. 1978

(* 14)

Storbritannien

og Nordirland,

Forenede

Kongerige I 5. dec. 1887 substans: Bryssel: 15. dec. 1957

(* 2)

administration: Stockholm: 29. januar

eller 26. februar 1970

(* 7) (* 15)

Suriname VII 23. februar 1977 Paris: 23. februar 1977

(* 1) (* 17)

Sverige III 1. august 1904 substans: Paris: 10. okt. 1974

(* 3)

administration: Paris: 20. sept. 1973

Sydafrika IV 3. okt. 1928 substans: Bryssel: 1. august 1951

(* 1)

administration: Paris: 24. marts 1975

(* 6) (* 14)

Tchad VII 25. nov. 1971 substans: Bryssel: 25. nov. 1971

(* 1) (* 5) (* 10) (* 13)

administration: Stockholm: 25. nov. 1971

(* 10)

Thailand VII 17. juli 1931 substans: Berlin: 17. juli 1931

(* 12)

administration: Paris: 29. dec. 1980

(* 6) (* 14)

Tjekkoslo-

vakiet IV 22. februar 1921 Paris: 11. april 1980

(* 6)

Togo VII 30. april 1975 Paris: 30. april 1975

(* 1)

Tunesien VI 5. december 1887 Paris: 16. august 1975

(* 6) (* 17)

Tyrkiet VI 1. januar 1952 Bryssel: 1. januar 1952

(* 11)

Tyske demo-

kratiske

Republik, Den IV 5. december 1887 Paris: 18. februar 1978

(* 9) (* 6)

Tyskland,

Forbunds-

republikken I 5. dec. 1887 substans: Paris: 10 oktober 1974

(* 9) (* 2)

administration: Paris: 22. januar 1974

Ungarn VI 14. feb. 1922 substans: Paris: 10. oktober 1974

administration: Paris: 15. december 1972

(* 6)

Uruguay VII 10. juli 1967 Paris: 28. december 1979

Zaire VI 8. oktober 1963 Paris: 31. januar 1975

(* 1) (* 4)

Østrig VI 1. okt. 1920 substans: Bryssel: 14. okt. 1953

administration: Stockholm: 18. aug. 1973

(* 7)

Øvre Volta VII 19. august 1963 Paris: 24. januar 1976

(* 1) (* 16)

---------------------------------------------------------------------

Ialt 72 stater

---------------------------------------------------------------------

Udenrigsministeriet, den 19. november

1981

Kjeld Olesen

Officielle noter

(* 1) Konventionen var tillige i medfør af bestemmelserne vedrørende

uselvstændige territorialområder fra følgende datoer blevet udstrakt til at

gælde nedennævnte staters territorier inden deres opnåelse af uafhængighed:

5. december 1887 (Australien, Bahama-øerne, Benin, Cameroun, Canada, Den

Centralafrikanske Republik, Congo, Elfenbenskysten, Fiji, Gabon, Indien,

Irland, Madagaskar, Mali, Malta, Mauretanien, New Zealand, Niger, Pakistan,

Senegal, Sydafrika, Tchad, Øvre Volta); 1. april 1913 (Suriname); 21. marts

1924 (Israel); 1. august 1924 (Libanon); 1. oktober 1931 (Cypern, Sri Lanka);

20. december 1948 (Zaire); 22. maj 1952 (Togo).

(* 2) Dette land har erklæret, at det godkender anvendelsen af tillægget

til Paris-akten på værker, for hvilke det er oprindelsesland, af lande som

har afgivet erklæring i henhold til tillæggets artikel VI(1)(i) eller en

notifikation i henhold til tillæggets artikel I. Erklæringerne trådte i kraft

den 18. oktober 1973 for Forbundsrepublikken Tyskland, den 8. marts 1974 for

Norge og den 27. september 1971 for Det forenede Kongerige Storbritannien og

Nordirland.

(* 3) Dette land har afgivet erklæring i henhold til artikel 5(1) i

protokollen vedrørende udviklingslande under Stockholmakten. Teksten til det

pågældende afsnit lyder som følger: »(1) Ethvert unionsland kan med

virkning fra undertegnelsen af denne konvention og når som helst inden det

bliver bundet af artiklerne 1-21 i denne konvention og denne protokol

erklære,

(a) at det for så vidt angår et af de i denne protokols artikel 1 nævnte

lande har til hensigt at anvende denne protokols bestemmelser på værker, hvis

oprindelsesland er et land under unionen, som anerkender anvendelsen af

protokollens forbehold, eller

(b) at det for så vidt angår værker, for hvilke det er oprindelsesland,

anerkender, at protokollens bestemmelser anvendes af lande som, samtidig med

at de bliver bundet af artiklerne 1-21 i denne konvention og af denne

protokol eller ved at afgive en erklæring om anvendelse af protokollen i

medfør af bestemmelsen i underafsnit (a), har taget forbehold, som er tilladt

i henhold til denne protokol.«

Erklæringen trådte i kraft på datoen for dens deponering d.v.s. den 14.

november 1967 for Senegal (underafsnit (a)); den 11. januar 1968 for

Bulgarien (underafsnit (b)); den 12. august 1969 for Sverige (underafsnit

(b)); den 26. november 1969 for Pakistan (underafsnit (a)).

(* 4) Datoen, på hvilken deklarationen om fortsat tiltrædelse blev

fremsendt efter landets opnåelse af selvstændighed.

(* 5) Bryssel-akten anvendtes også i henhold til dens artikel 26 fra

nedennævnte datoer på følgende staters territorier før deres opnåelse af

selvstændighed: Bahama-øerne (19. august 1963); Fiji (6. marts 1962);

Madagaskar (22. maj 1952); Tchad (22. maj 1952).

(* 6) Tiltrædelse eller ratifikation med den i artikel 33(2) hjemlede

erklæring.

(* 7) Ved ratifikation (eller tiltrædelse) af Stockholm-akten har dette

land afgivet erklæring om, at dets ratifikation (eller tiltrædelse) ikke

omfatter artikel 1-21 og protokollen vedrørende udviklingslande (se artikel

28(1)(b)(i) i Stockholm-akten). Som følge heraf er dette land kun bundet af

den nævnte akt for så vidt angår de administrative bestemmelser (artiklerne

22-26) og de afsluttende bestemmelser (artiklerne 27-38).

(* 8) Rom-akten var også blevet anvendt i kraft af dens artikel 26 med

hensyn til følgende staters territorier før deres opnåelse af selvstændighed

fra de anførte datoer: Cypern (1. oktober 1931); Libanon (24. december 1933);

Malta (1. oktober 1931); Pakistan (1. august 1931); Sri Lanka (1. oktober

1931).

(* 9) Datoen, på hvilken det tyske kejserriges tiltrædelse trådte i kraft.

(* 10) Dette land deponerede sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument til Stockholm-akten i dens helhed; imidlertid er

artiklerne 1-21 (substantielle bestemmelser) i den nævnte akt ikke trådt i

kraft.

(* 11) Tiltrædelse eller ratifikation under forbehold med hensyn til

retten til oversættelse (for Japan indtil 31. december 1980).

(* 12) Tiltrædelse med forbehold med hensyn til værker af brugskunst,

betingelser og formaliteter krævet til beskyttelse, retten til oversættelse,

retten til gengivelse af artikler offentliggjort i aviser eller tidsskrifter,

retten til offentlig fremførelse og anvendelse af konventionen på værker, for

hvilke beskyttelsen endnu ikke er udløbet på datoen for den ikrafttrædelse.

(* 13) I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 29 i

Stockholm-akten, som er anvendelige med hensyn til lande uden for unionen,

som tiltræder den nævnte akt, er dette land bundet af artiklerne 1-20 i

Bryssel-akten.

(* 14) Ved ratificering (eller tiltrædelse) af Paris-akten har dette land

afgivet erklæring om, at dets ratifikation (eller tiltrædelse) ikke gjaldt

artiklerne 1-21 og tillægget (se artikel 28(1)(b) i Paris-akten). Følgelig er

dette land kun bundet af den nævnte akt for så vidt angår de administrative

bestemmelser (artiklerne 22-26) og de afsluttende bestemmelser (artiklerne

27-38).

(* 15) Disse er de alternative ikrafttrædelsesdatoer, som WIPO's

generaldirektør har meddelt til vedkommende stater.

(* 16) Øvre Volta, som har tiltrådt Bernerkonventionen (Bryssel-akten) med

virkning fra 19. august 1963, opsagde den nævnte konvention med virkning fra

20. september 1970. Senere tiltrådte Øvre Volta igen Bernerkonventionen

(Paris-akten);denne tiltrædelse havde virkning fra 24. januar 1976.

(* 17) Ifølge artikel 1 i tillægget til Paris-akten har dette land gjort

anvendelse af de beføjelser, som er hjemlet i artiklerne II og III i

tillægget.

Lignende dokumenter