Spring til indhold

Retsinformation

Vejledende retningslinier for planlægningen af sygehusvæsenets fremtidige udbygning

RTL nr 103 af 08/06/1971RetningslinierIndenrigs- og Sundhedsministeriet7. september 1971

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledende retningslinier for planlægningen af

sygehusvæsenets fremtidige udbygning

I. INDLEDNING.

Ifølge § 1, stk. 1, i lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet

påhviler det amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner (i det

følgende betegnet SYGEHUSKOMMUNERNE eller KOMMUNERNE) at tilvejebringe og

drive det fornødne antal sygehuse i det omfang, dette ikke sker ved statens

foranstaltning.

Efter lovens § 4, stk. 1, udfærdiger indenrigsministeriet efter

forhandling med sygehusrådet vejledende retningslinier for planlægningen af

sygehusvæsenets fremtidige udbygning. På grundlag heraf skal hver enkelt

sygehuskommune ifølge § 4, stk. 2, udarbejde en samlet plan for løsningen af

kommunens sygehusopgaver.

De indtil videre gældende vejledende retningslinier indeholdes i det

følgende. De er udarbejdet i samarbejde med sundhedsstyrelsen og baseret dels

på et udkast til vejledende retningslinier fra en af indenrigsministeriet i

november 1969 nedsat arbejdsgruppe (jfr. indenrigsministeriets cirkulære af

2. februar 1970 om sygehusplanlægning), dels på materiale tilvejebragt af

sygehusrådet. Retningslinierne sigter i første række mod at angive nogle

hovedtræk i den fremtidige sygehusstruktur og på basis heraf at opstille

rammer for udformningen af sygehuskommunernes planer. Det skal understreges,

at retningslinierne er - og må være - af midlertidig karakter. På grund af

den hurtige udvikling inden for sygehusvæsenet må det anses for betænkeligt

at binde sig til alt for faste løsninger. Dertil kommer, at en række

spørgsmål navnlig om udviklingen på langt sigt først vil kunne afklares, når

der er gennemført mere omfattende forskning og udviklingsarbejde vedrørende

planlægning af sygehusvæsen og sygehusbyggeri.

II. SPECIALISERINGEN OG NORMER FOR SENGEBEHOV M.V.

Vurderingen af de tendenser, som må forventes at præge udviklingen med

hensyn til specialisering og behov for sengepladser m.v. er i hovedsagen

Læs alt

baseret på publikationen »Sygehusvæsenets planlægning«

(offentliggjort i' Fra Sundhedsstyrelsen', 1968, s. 421) samt et omfattende

materiale fra samtlige lægelige specialselskaber her i landet og fra en række

eksperter repræsenterende endnu ikke selvstændigt anerkendte specialer. I

bilag 1 findes en fortegnelse over de pr. 1. april 1971 anerkendte lægelige

specialer. Der er desuden lagt vægt på de vurderinger af udviklingen, der er

foretaget af videnskabelige specialselskaber og andre sagkyndige i de øvrige

nordiske lande.

SPECIALISERINGEN.

Der må forventes en fortsat opdeling i stadigt snævrere fagområder, der

hver for sig kræver en særlig indsigt i områdets undersøgelses- og/eller

behandlingsteknik. Opdelingen vil utvivlsomt i et vist omfang ske ved

oprettelse af egentlige nye SPECIALER, men i højere grad end hidtil også ved

en særlig høj udvikling af fagkundskab på større eller mindre delområder

inden for rammerne af kendte specialer d.v.s. etablering af EKSPERTOMRÅDER.

Tendensen til fortsat opsplitning og fordeling af den samlede viden på et

stadigt større antal sagkyndige vil i stigende omfang forøge de sagkyndiges

indbyrdes afhængighed og nødvendiggøre et intimt samarbejde for at den

fornødne samlede viden kan komme patienterne til gode - først og fremmest

inden for undersøgelsesteknik (diagnose), men også inden for behandling.

Særlig karakteristisk for udviklingen er den stadigt større afhængighed af

specialiserede laboratoriemæssige funktioner, som baseres på anvendelse af

kompliceret og kostbart apparatur.

Ud fra den i dag kendte specialisering og tendens til yderligere

specialisering må planlægningen foreløbig tage som udgangspunkt, at HVER

ENKELT SYGEHUSKOMMUNES SAMLEDE SYGEHUSVÆSEN normalt bør indeholde følgende

specialer (specialfunktioner):

Anæsthesiologi

Børnepsykiatri (se dog s. 6)

Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme)

Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse)

Fysiurgi og fysiurgisk genoptræning (se s. 6)

Intern medicin (incl. cardiologisk afsnit for hjerte- og

kredsløbssygdomme)

Klinisk mikrobiologi

Klinisk fysiologi

Klinisk kemi

Langtidsmedicin (se s. 6)

Medicinske lungesygdomme

Medicinsk oftalmologi (medicinske øjensygdomme)

Neuromedicin (medicinske nervestgdomme)

Obstetrik og gynækologi (fødselshjælp og kvindesygdomme)

Ortopædisk kirugi

Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme)

Patologisk anatomi

Parenkym-kirurgi

Psykiatri (se dog s. 6)

Pædiatri (børnesygdomme)

Det må dog forudses, at det - bl.a. under hensyn til den uensartede

størrelse af sygehuskommunernes befolkningstal - i hvert fald som en

overgangsordning kan blive nødvendigt eller hensigtsmæssigt at etablere

samarbejde sygehuskommunerne imellem om nogle af disse specialfunktioner. Det

gælder især nye mindre specialer og specialfunktioner, der inden for

sygehusvæsenet hidtil kun er blevet varetaget på landsdelsplan, f.eks.

specialafdelinger for dermatovenerologi.

LANDSDELSSYGEHUSE skal foruden de ovenfor nævnte specialer rumme

forskellige grenspecialer inden for de kirurgiske og medicinske discipliner

samt en række andre specialer og ekspertområder.

Som EKSEMPLER på landsdelsspecialiserede funktioner kan nævnes:

Børnekirurgi

Cardiologisk laboratorium

Endocrinologi

Hepatologi (2 afdelinger i landet)

Hæmatologi

Håndkirurgi

Infektionssygdomme

Karkirurgi

Kirurgisk gastroenterologi (kirurgiske mave-tarmsygdomme)

Kirurgisk oftalmologi (kirurgiske øjensygdomme)

Klinisk blodtypeserologi (specialfunktioner i transplantationsarbejdet)

Klinisk farmakologi

Klinisk immunologi

Klinisk neurofysiologi

Klinisk virologi

Medicinsk gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme)

Nefrologi (medicinske nyresygdomme)

Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme)

Nuclear medicin

Plastikkirurgi+brandsårsbehandling

Reumatologi

Terapeutisk radiologi (strålebehandling)

Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) - specialiseret

hjertekirurgi dog kun på 2 centre i landet

Tropemedicin - 3 afdelinger i landet

Urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme)

Der må påregnes relativt store forskelle i landsdelssygehusenes opbygning

med mindre specialer og ekspertområder, der i vidt omfang enten vil være

afhængige af dagligt samarbejde med og geografisk nærhed af andre

institutioner, f.eks. teoretiske universitetsinstitutter, eller endnu vil

befinde sig i en udviklings- og differentieringsproces, eventuelt på vej til

et anerkendt lægevidenskabeligt speciale. Man må være opmærksom på, at der

løbende vil fremkomme nye specialområder, som må henføres til

landsdelssygehuse. Omvendt kan udviklingen medføre, at nogle af de

landsdelsspecialiserede funktioner kan decentraliseres i et vist omfang og

varetages ved et samarbejde imellem nogle få sygehuskommuner. En sådan

tendens kan allerede på indeværende tidspunkt forudses for specialerne:

kirurgisk oftalmologi, klinisk blodtypeserologi og terapeutisk radiologi.

Et fælles træk for de landsdelsspecialiserede funktioner (specialer og

ekspertområder) er, at de må have et stort befolkningsunderlag for at

indlæggelser og hyppigheden af ydelser kan sikre udviklingen og

vedligeholdelsen af kvaliteten af undersøgelser og behandlinger, som kun er

nødvendige i sjældne tilfælde, eller for at man kan opnå en økonomisk

udnyttelse af særligt kostbart apparatur m.v. Dertil kommer, at der kan være

behov for undersøgelser og behandlinger, som er så komplicerede, at

forudsætningerne for deres gennemførelse kun er til stede eller kan skabes et

enkelt eller ganske få steder i landet. Begrundelsen for nødvendigheden af et

stort befolkningsunderlag vil undertiden være en kombination af disse

faktorer.

Det nødvendige befolkningsgrundlag for landsdelsspecialiserede funktioner

vil i de fleste tilfælde være i en størrelsesorden af en million indbyggere,

og landsdelssygehuse vil indtil videre være placeret i Københavnsområdet,

Århus Ålborg og Odense.

Ved nærmere beskrivelse af udviklingstendenserne kan det af hensyn til

overblikket være praktisk at skelne mellem grupper af beslægtede specialer,

der udviklingsmæssigt hører sammen - de såkaldte blokke - fremfor detaljeret

at beskrive udviklingen inden for de enkelte specialer. Hovedblokkene er: den

kirurgiske, den medicinske, den pædiatriske (børn) den psykiatriske,

langtidsbehandlingen og de særlige undersøgelsesspecialer

(laboratorieblokken).

DEN KIRURGISKE BLOK vil komme til at omfatte fire fra hinanden forholdsvis

vel afgrænsede områder: gynækologi og obstetrik, ortopædisk kirurgi,

parenkymkirurgi samt øre-, næse- og halssygdomme. På alle områder vil der

formentlig relativt hurtigt blive tale om yderligere specialisering - uden

for landsdelssygehusene dog næppe i større grad ved oprettelse af

selvstændige afdelinger (grenspecialiserede afdelinger), men derimod ved

etablering af delfunktioner under helheden. Til den kirurgiske blok hører

anæsthesiologien, og kirurgisk virksomhed vil derudover i særlig grad være

afhængig af samarbejde med specialerne intern medicin, pædiatri, fysiurgi og

fysiurgisk genoptræning, neuromedicin og psykiatri samt diagnostisk

radiologi, klinisk kemi, patologisk anatomi, klinisk mikrobiologi og klinisk

blodtypeserologi. På LANDSDELSPLAN foretages behandlinger, som er relativt

sjældne (f.eks. hjertekirurgi, behandling af medfødte sygdomme hos nyfødte og

spædbørn, rehesusimmuniserede svangre), kræver særligt kostbart apparatur

(f.eks. strålebehandling) og/eller er særligt komplicerede (f.eks.

organtransplantationer, visse mavetarmsygdomme og urinvejssygdomme), og der

vil her - ud over de allerede nævnte specialer - være behov for særlige

specialer f.eks. neurokirurgi, nogle fra det almindelige kirurgiske område

udskilte grenspecialer, f.eks. plastikkirurgi og thoraxkirurgi, samt en række

ekspertområder, f.eks. børnekirurgi, håndkirurgi, karkirurgi og

transplantationskirurgi. Den kirurgiske blok på landsdelssygehuse skal,

udover at tage sig af særtilfælde fra eget område og den øvrige del af

landsdelsområdet, varetage det almene udviklingsarbejde inden for fagområdet,

medvirke ved uddannelsen af kirurger samt varetage den almindelige kirurgiske

behandling af sygehuskommunens egne patienter.

DEN MEDICINSKE BLOK omfatter først og fremmest den interne medicin med

grenspecialerne cardiologi og medicinske lungesygdomme samt derudover

specialerne neuromedicin, fysiurgi, dermato-venerologi og medicinsk

oftalmologi. Også for den interne medicin er der en tydelig tendens til

yderligere specialisering, fortrinsvis ved etablering af ekspertområder, der

i videst muligt omfang søges bevaret som delfunktioner under helheden.

Udviklingen er i endnu højere grad end for den kirurgiske blok afhængig af en

stærkt udbygget specialiseret laboratoriefunktion. På LANDSDELSPLAN vil

afgrænsning af arbejdsområdet og udviklingstendenser i princippet ganske

svare til forholdene ved den kirurgiske blok, og der vil her være behov for

grenspecialer, f.eks. nefrologi og tropemedicin, samt en række

ekspertområder, f.eks. hæmatologi, hepatologi, endocrinologi og

infektionssygdomme.

Integration på tværs af de nævnte blokke, afgrænset til sygdomme i et

enkelt eller enkelte organer, kan komme på tale og eksisterer allerede i et

vist omfang for mavetarmsygdomme, urinvejssygdomme og hjertesygdomme. En

tilsvarende udvikling er i gang for særlige lungesygdomme, blodsygdomme og

leversygdomme.

DEN PÆDIATRISKE BLOK (børn) omfatter dels specialet pædiatri, dels

kirurgisk eller anden ikke pædiatrisk specialbehandling af børn, idet børn

indlagt på sygehus altid bør ligge på særlige børneafdelinger administreret

og ledet af børnelæge, således at kirurgisk eller anden specialbehandling

sker i samarbejde med den pædiatriske afdeling.

DEN PSYKIATRISKE BLOK, der omfatter både voksen- og børnepsykiatri, er for

tiden fordelt på statshospitaler og kommunale sygehuse, således at

hovedparten af det psykiatriske sygehusvæsen er statsligt. Trods denne

opdeling har der været en stærk udvikling af psykiatrien på kommunalt plan

gennem de senere år. Overvejelserne om retningslinier for statshospitalernes

overførelse til amtskommunerne er påbegyndt i et udvalg under

indenrigsministeriet, og udvalget har over for indenrigsministeriet

anbefalet, at amtskommunerne snarest muligt informeres om planerne for

udbygning af statens psykiatriske hospitalsvæsen, og at indenrigsministeriet

optager forhandling med amtskommunerne for at sikre, at planerne er

hensigtsmæssige ud fra den enkelte amtskommunes samlede sygehusplanlægning,

således at fejlinvesteringer undgås. Det vil være nødvendigt, at der i

amtskommunernes planlægning af det fremtidige sygehusvæsen indgår

overvejelser om, hvorledes den psykiatriske service på længere sigt kan

tilrettelægges, men en samlet planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2,

omfattende både den nuværende kommunale og statslige psykiatriske

sygehusfunktion, kan næppe gennemføres fuldt ud, før det er afklaret,

hvorledes og i hvilket tempo overgangen skal gennemføres.

Det samlede psykiatriske sygehusvæsen omfatter akut sygehusfunktion for

indlagte, ambulatorisk virksomhed, dag- og nathospitaler, neurosesanatorier,

psykiatrisk langtidsbehandling og psykiatriske plejehjem. Udviklingen peger

fremimod øget ambulatorisk virksomhed og stærk involvering af det

psykiatriske speciale i revalidering og andre sociale felter. Specialets

behov for at deltage såvel i det forebyggende arbejde som i den langvarige

vedligeholdende behandling af patienterne kan medføre en udvikling henimod

såkaldt distriktspsykiatriske ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i

meget ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i meget høj grad

samordnes med det øvrige sundhedsvæsen og socialvæsenet.

LANGTIDSBEHANDLINGEN omfatter - idet der bortses fra den psykiatriske

langtidsbehandling - særlige afdelinger for patienter, der har behov for

sygehusophold i en længere periode, i gennemsnit dog ikke over 3 måneder. Der

forudsættes oprettet LANGTIDSMEDICINSKE AFDELINGER, der kan imødekomme

behovet for diagnostik og behandling af patienter med længere varende

medicinske lidelser, ofte ældre patienter med sammensatte sygdomsbilleder og

flere forskellige former for handicap, samt FYSIURGISKE

GENOPTRÆNINGSAFDELINGER, der kan imødekomme behovet for optræning af især

yngre patienter med sygdomme eller skader, der har medført længerevarende

indskrænkning af bevægeapparatets funktion (skader i trafikken og på

arbejdspladsen samt visse sygdomme i nervesystem og bevægeapparat).

Langtidsbehandlingsafdelingerne bør principielt placeres tæt ved de større

akutte sygehuse, helst i en selvstændig bygning inden for sygehusområdet, men

det må forudses, at det i praksis i flere tilfælde bliver nødvendigt at

omdanne mindre sygehuse til langtidsbehandlingsformål. Dette bør dog kun ske,

hvor der er tale om sygehuse af sådan bygningsmæssig standard, at omdannelsen

kan gennemføres uden investeringer i større byggearbejder. I sådanne tilfælde

vil det endvidere være nødvendigt at sikre samarbejdet med de akutte

sygehusafdelinger ved at etablere langtidsbehandlingsfunktionen på det mindre

sygehus som en del af en samlet afdeling, der har et tilstrækkeligt antal

senge placeret på det større sygehus.

LABORATORIEBLOKKEN i en sygehuskommunes sygehusvæsen vil normalt omfatte

diagnostisk radiologi samt klinisk kemi, patologisk anatomi og formentlig i

løbet af kort tid klinisk mikrobiologi og dele af den kliniske fysiologi. En

opdeling i ekspertområder må forventes inden for alle de nævnte specialer. På

LANDSDELSPLAN vil der derudover blive behov for en række specialer og

ekspertområder. I forbindelse med det løbende arbejde med at gøre

fremskridtene i den biologiske grundforskning brugbare i sygdomsbekæmpelsen

må der således forventes en udbygning af den kliniske fysiologi med alle dens

metode- og organaspekter, af blodtypeserologien og af ekspertområder som

f.eks. immunologi og virologi.

Der må for laboratoriefagene påregnes en særlig kraftig stigning i

arbejdets omfang og krav til investeringer i teknisk udstyr. Dette skyldes

ikke blot øget tilbud af diagnostiske metoder, men også det forhold, at de

fleste af specialerne er forholdsvis unge og endnu ikke fuldt udbyggede.

Dertil kommer, at nødvendigheden af at opnå en tilstrækkelig dækning af de

alment praktiserende lægers behov og det stadigt stigende ønske om

profylaktiske undersøgelser vil medføre en betydelig stigning af behovet for

ydelser fra de fleste af laboratoriefagene. Disse fag udnytter i høj grad den

hurtige udvikling inden for elektronik og EDB, og anvendelsen af stadigt mere

kompliceret apparatur med deraf følgende behov for samarbejde mellem

forskellige højt uddannede faggrupper bevirker, at såvel hensynet til

undersøgelsernes kvalitet som hensynet til en økonomisk udnyttelse af

apparatur og personale taler for en stærk centralisering af de egentlige

laboratoriefag. På grund af tendensen til stærk stigende krav og indførelse

af nye ekspertområder vil størst mulig fleksibilitet i placering og

organisation af laboratorier i forhold til hinanden på det enkelte sygehus

være nødvendig. Anvendelse af fælles metoder samt hensynene til rationel

udnyttelse af plads, apparatur og personale, herunder højt uddannet

ikke-lægeligt personale, taler stærkt for at samle sygehusets

laboratoriespecialer og dermed beslægtede kliniske laboratorier i større

enheder.

NORMER FOR SENGEBEHOV m.V.

Der foreligger ikke i øjeblikket et grundlag, som giver mulighed for, at

der generelt for hele landet opstilles normer for det fremtidige behov for

senge-, behandlings- og undersøgelseskapacitet inden for de enkelte

specialer.

Den traditionelle målestok for sygehusfunktion er antallet af sengepladser

pr. 1.000 indbyggere. Det eksisterende materiale om enkelte specialers

sengeforbrug giver stort set kun et øjebliksbillede af et varieret og meget

sammensat system i hurtig og uophørlig udvikling, men de i nedenstående

oversigt anførte bloktal vil - anvendt med en vis varsomhed - kunne tjene som

udgangspunkt for mere konkrete vurderinger i sygehuskommunernes planlægning.

I oversigten er til sammenligning anført den faktiske fordeling for hele

landet under eet i 1964-65, som den er skønnet af sundhedsstyrelsen på

grundlag af de officielle indberetninger. Det bemærkes herved, at sengetallet

for børn i 1964-65 kun omfatter de egentlige pædiatriske, medicinske

afdelinger, medens man i perspektivtallene har regnet børn med kirurgiske

lidelser ind i tallet for børneblokken.

Særlig

SENGE PR: 1000 INDB. landsdels- Ialt 1964-65

funktion

Kirurgisk blok. 2,40(* 1) 0,85(* 6) 3,10

Medicinsk blok. 2,00(* 2) 0,85(* 6) 2,52

Børneblok...... 0,55(* 3) 0,85(* 6) 0,18

Psykiatrisk blok 0,30(* 4) 0,85(* 6) 0,17

Langtids

behandling.. 0,90(* 5) 0,85(* 6) 0,61

------------------------------------

6,15 0,85 7,00 6,58

Det må dog fremhæves, at vejledende opstillinger af denne art og i

særdeleshed forsøg på at angive fremtidigt sengebehov for enkelte specialer

indeholder en høj grad af skøn og er behæftet med stor usikkerhed.

Variationer i befolkningskoncentration, befolkningens aldersfordeling,

sygehusafdelingernes placering i forhold til hinanden, indbyrdes praktiske

muligheder for samarbejde, den samlede specialefordeling, og i opbygningen af

sygehuskommunens sundheds- og socialvæsen vil kunne motivere væsentlige

afvigelser fra de generelle vejledende normer.

En anvendelse af skøn over enkelte specialers fremtidige sengebehov som

normgivende kan desuden hæmme udviklingen henimod en øget ambulatorisk

virksomhed og en nødvendig afsvækkelse af den traditionelle opsplitning af

senge efter specialer. For små enheder kan medføre, at alle disse enheder må

disponere senge og normere personale med henblik på at kunne klare

topbelastninger. Dette kan indebære perioder med for finge udnyttelse.

Afpasset patientpleje og en mere integreret brug af sengeafdelinger for flere

forskellige specialer kan give en jævnere belastning og sikre den størst

mulige kapacitetsudnyttelse. Hovedsynspunktet bliver således at sikre de

nødvendige senge i et differentieret mønster fra intensive afdelinger med

stor personalenormering til pladser for selvhjulpne patienter og at opnå en

yderligere begrænsning af behovet for øget sengekapacitet gennem en ændring

af balancen mellem indlagte og ambulante patienter.

Antallet af sengepladser er i det hele taget en dårlig målestok for

sygehusfunktion, idet de egentlige sengeafdelinger igennem årtier

forholdsmæssigt er kommet til at udgøre en stadigt mindre del af sygehusene.

Denne udvikling vil fortsætte, idet der - som nævnt - i de kommende år må

forventes en særlig kraftig vækst i laboratorie- og ambulatoriefunktionerne.

Der er på indeværende tidspunkt ingen mulighed for at opstille normer for det

fremtidige behov for behandlings- og undersøgelseskapacitet, men det må ved

planlægning af byggeri tages i betragtning, at behovet for areal til

behandlings- og undersøgelsesafdelinger utvivlsomt fortsat vil være hastigt

stigende.

III. SYGEHUSSTRUKTUR.

I »Sygehusvæsenets planlægning« fremlagde

»sundhedsstyrelsen en FORELØBIG SKITSE til en fremtidig sygehusstruktur

bestående af følgende sygehusenheder:

NORMALSYGEHUSE med 3 kirurgiske afdelinger a mindst 50 senge hvortil kom

afdelinger for medicin af samme størrelsesorden eller ialt ca. 300 senge. For

sådanne sygehuse vil kræves et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere.

UDVIDEDE NORMALSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktionen skulle rumme

specialer, der kræver et befolkningsunderlag på ca. 250.000 indbyggere.

Størrelsen af disse sygehuse ville typisk være omkring 800 senge.

LANDSDELSSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktion og udvidet

normalsygehusfunktion skulle rumme landsdelsspecialer, der kræver et

befolkningsunderlag på ca. 1 mill. indbyggere.

De nævnte 3 sygehustyper tænktes at kunne danne det fremtidige akutte

sygehusvæsen, der varetager undersøgelse og behandling af patienter direkte

fra praktiserende læge. I skitsen regnedes med den mulighed, at der uden for

det akutte sygehusvæsen kunne findes nogle mindre enheder til patienter, som

i forvejen var undersøgt og sat i behandling på et akut sygehus.

De anførte sygehusstørrelser fremkom ved en vurdering af, hvor store de

enkelte specialafdelinger burde være, for at lægerne kunne opretholde og

videreudvikle deres viden og kunnen, og befolkningsunderlagene var beregnet

på grundlag af nogle indenlandske og udenlandske erfaringer for sengebehov

pr. 1000 indbyggere.

Tanken om en grundenhed med minimum 300 senge var baseret på den

antagelse, at kirurgiens grundelementer i løbet af kort tid ville være totalt

opsplittet i gynækologiobstetrik, ortopædisk kirurgi og parenkymkirurgi,

således at man hurtigere end tidligere forudsat vil nå det udviklingstrin,

hvor ingen længere kan beherske faget almenkirurgi, og endvidere på viden om,

at specialiseringstendenserne inden for den interne medicin måtte anses for

mindst lige så store.

På den anden side var det en bærende tanke i skitsen, at normalsygehuset

som grundenhed i det fremtidige akutte sygehusvæsen på tilfredsstillende måde

ville kunne påtage sig undersøgelse og behandling af hovedparten af patienter

med medicinske og kirurgiske lidelser.

De udviklingstendenser, der er beskrevet i det senest tilvejebragte

materiale fra lægelige specialselskaber og andre eksperter peger imidlertid i

retning af en koncentration af sygehusfunktionen, som er endnu kraftigere end

forudset i »Sygehusvæsenets planlægning«, og som ikke gør det

muligt at opretholde tanken om en selvstændig grundenhed med 300 senge og med

et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere, dvs. enheder af karakter og

størrelsesorden som de nævnte normalsygehuse. Tværtimod taler det

foreliggende materiale ganske klart for, at der ikke i det fremtidige

sygehusvæsen bør opbygges selvstændige sygehusenheder med mindre

befolkningsmæssigt grundlag end ca. 200.000-300.000 indbyggere, svarende til

en befolkning af den størrelsesorden, som er typisk for hovedparten af

sygehuskommunerne, og at de enkelte funktioner må indgå som helt integrerede

bestanddele af en samlet funktionel enhed.

Afgørende for denne vurdering er bl.a., at den fortsatte specialisering

inden for den lægelige funktion generelt synes at ville accelerere endnu

hurtigere end tidligere antaget. Denne udvikling vil medføre, at der til de

stadigt snævrere fagområder kræves større befolkningsgrundlag, som sjældent

kan være mindre end hele befolkningen i en sygehuskommune af normal størrelse

- samtidig med at den indbyrdes afhængighed imellem specialfunktionerne

bliver så stærkt forøget, at vidtgående samordning bliver forudsætningen for

fortsatte fremskridt og for, at disse ligeligt kan komme befolkningen til

gode.

Dertil kommer, at udviklingen på næsten alle kliniske områder vil blive

afhængig af samarbejde med højt udviklede laboratoriefunktioner, som både er

baseret på en stadig højere grad af specialisering og på anvendelse af

avanceret og kostbart apparatur.

Spørgsmålet bliver herefter, i hvilken udstrækning den ideelle målsætning

for fremtidens sygehusstruktur må være en GEOGRAFISK-BYGNINGSMÆSSIG samling

af funktionerne inden for hver sygehuskommune.

Fuld bygningsmæssig koncentration vil imidlertid i de færreste

sygehuskommuner kunne gennemgøres i overskuelig fremtid allerede på grund af

de dermed forbundne investeringer.

Bestræbelserne må derfor i første række rettes imod en FUNKTIONEL

SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE.

Drejer det sig om nyinvesteringer, må det haves for øje, at såvel hensynet

til behandlings- og undersøgelseskvaliteten som økonomiske hensyn (f.eks.

vagtberedskab, rationel udnyttelse af bygninger, apparatur og personale)

givetvis vil kræve, at der sigtes imod en vidtgående bygningsmæssig

integration.

Heraf følger, at der ikke bør investeres i MINDRE SYGEHUSE, udover hvad

der kan afskrives over et kortere åremål og må anses for absolut nødvendigt

henset til den funktion sygehuset indtil videre skal have i henhold til en

nøje planlagt stærk funktionel samordning af vedkommende sygehuskommunes

eksisterende sygehuse.

Tilbage står, om man ved investeringer i STØRRE SYGEHUSE bør tilstræbe en

vis geografisk spredning af investeringerne med en stærk samordning af

funktionerne, eller om man for at opnå den højeste grad af funktionel

samordning bør stile imod en koncentration af investeringerne på eet sygehus

i sygehuskommuner af normal størrelse.

En stillingtagen til dette spørgsml forudsætter, at der foretages analyser

af en række forskellige faktorer.

Blandt sådanne faktorer kan - udover den lægeligt-teknologiske udvikling -

nævnes virkningerne på rekruttering af personale, driftsøkonomiske og

driftsorganisatoriske forhold og hensynet til patient- og personaletrivsel,

hvortil kommer en række erhvervsgeografiske hensyn såsom egnsudvikling,

trafikforhold m.v.

Det er imidlertid af afgørende betydning, AT der ved tilrettelæggelsen af

de fremtidige investeringer ikke skabes situationer, der frembyder risiko

for, at der opbygges sideordnede afdelinger, laboratorier og andre funktioner

med samme speciale, der hver for sig ikke sikres den fornødne arbejdsmængde

til at opnå bedst mulig funktion, samt AT der sikres det nødvendige intime

samspil imellem specialfunktionerne.

Dertil kommer, at en sideordnet udbygning af flere sygehuse inden for

samme sygehuskommune formentlig for en meget lang årrække vil forskertse

mulighederne for at opnå en fuld bygningsmæssig integration. Derimod vil den

koncentration af funktionerne på eet sygehus, som kan tænkes gennemført i

planlægningens første fase, ud fra en realistisk vurdering af de sandsynlige

investeringsrammer i næppe i nævneværdig grad blive en hindring for, at man

senere opretholder en vis geografisk spredning af funktionerne, såfremt man

til sin tid når til det resultat, at dette - alle forhold taget i betragtning

- er den mest hensigtsmæssige løsning på længere sigt.

AF DE NÆVNTE GRUNDE BØR STØRRE NYINVESTERINGER- OG NAVNLIG SÅDANNE SOM

BETEGNER EN FORTSAT UDSPECIALISERING - INDTIL VIDERE KONCENTRERES PÅ EET

SYGEHUS I HVERT FALD I SYGEHUSKOMMUNER MED INDTIL CA. 300.000 INDBYGGERE.

Den funktionelle samordning af de nuværende sygehuse bør i første række

tage sigte imod, at de mindre sygehuse tilknyttes nærmere angivne funktioner

på det (de) sygehus(e) inden for sygehuskommunen, som udvælges som steder for

fremtidige investeringer. De mindre sygehuse vil i denne forbindelse først og

fremmest sige de delte og blandede sygehuse, men en sådan tilknytning vil

også kunne komme på tale for nogle af de hidtidige centralsygehuse. For disse

vil det iøvrigt gælde, at der for visse af specialfunktionerne hurtigt bør

tilstræbes en samordning af vedkommende afdelingers funktion. Dette vil

navnlig komme på tale i forbindelse med ønsker om grenspecialiseringer og

indførelse af nye ekspertområder, eller hvor der ved flere af de nuværende

centralsygehuse findes specialafdelinger, som allerede i dag helt klart er

for små til at få et passende patienttilbud og til på rationel måde at kunne

opretholde et kvalitativt beredskab. Endelig vil en centralisering af

skadebehandlingstjenesten (og i forbindelse hermed en koordinering af

ambulancetjenesten og sygehusvæsenet) indgår som en vigtig bestanddel af de

bestræbelser, som skal føre frem imod samordning af kommunens

sygehusfunktioner til en funktionel enhed.

Det må i øvrigt i den enkelte sygehuskommune hurtigt fastlægges, efter

hvilke retningslinier patienterne skal visiteres imellem de forskellige

eksisterende sygehuse. Der må herved først og fremmest tages hensyn til den

lægelige specialiserede funktion, men så vidt muligt også til geografiske

forhold. Sådanne retningslinier må tillige have relation til

landsdelsspecialerne. Visitationen må bygge på en forud fastlagt

opgavefordeling og på en foreløbig stillingtagen til diagnose på grundlag af

oplysninger fra den praktiserende læge, evt. suppleret med oplysninger fra

forundersøgelsesambulatorier eller udtalelser fra referenceafdelinger. Bl.a.

af hensyn til de praktiserende lægers medvirken ved visitationen må det

sikres, at de praktiserende lægers behov for at kunne få foretaget

laboratoriemæssige undersøgelser på sygehuse bliver dækket. En centralisering

af skadebehandling på sygehuse forudsætter en fastlæggelse af

opgavefordelingen vedrørende skadebehandling mellem praktiserende læger og

sygehusvæsenet.

Det vil som led i integreringen af mindre sygehuse i det (de) sygehus(e)

inden for sygehuskommunerne, som efterhånden skal udbygges, være nødvendigt

at fastlægge formen for samarbejde mellem de ledende læger på afdelinger, som

uanset geografisk adskillelse funktionelt skal udgøre en enhed:

Det vil være nødvendigt, at der foretages en fuldstændig ligestilling med

hensyn til såvel faglig som administrativ ansvarsfordeling mellem ledende

læger, som varetager driften af sådanne geografisk adskilte afdelingen. Det

bør endvidere tilsikres, at disse liggestillede ledende læger praktisk har

såvel pligt til som mulighed for hyppigt at mødes for løbende at

tilrettelægge de geografisk adskilte afdelingers drift og udnyttelse.

Såfremt det efter omstændighederne findes hensigtsmæssigt, bør de ledende

læger for en tidsperiode kunne udpege en af de ledende læger til at varetage

den praktiske koordination af afdelingernes arbejde.

Tilsvarende samarbejdsformer vil formentlig være hensigtsmæssige for andet

ledende personale f.eks. sygeplejersker.

Den anbefalede form for samordning vil kunne forøge mulighederne for at

opnå den mest hensigtsmæssige udnyttelse af eksisterende senge-, behandlings-

og undersøgelseskapacitet.

IV. PLANLÆGNING AF BYGGERI TIL SYGEHUSFUNKTION.

Udviklingen vil medføre, at planlægning og projektering af byggeri til

sygehusfunktion ved et enkelt sygehus i langt mindre grad end tidligere kan

ske uafhængigt af planerne for de øvrige dele af sygehusvæsenet i en

sygehuskommune, og der bør derfor forud for en mere detaljeret planlægning og

projektering af byggeri være truffet beslutninger af principiel

planlægningsmæssig karakter som led i en samlet planlægning af vedkommende

kommunes sygehusvæsen.

Reglen i sygehuslovens § 5 om godkendelse af projekter til sygehusbyggeri

vil som følge heraf få et i forhold til § 3 i sygehusloven af 31. maj 1961

ændret og i en vis forstand mere begrænset indhold. I princippet vil

godkendelsen efter § 5 blive udtryk for en vurdering af, om det projekterede

byggeri på en hensigtsmæssig måde realiserer beslutninger af principiel

planlægningsmæssig karakter, som efter indstilling fra sygehusrådet allerede

er godkendt efter § 4, stk. 2, eller i særlige tilfælde § 4, stk. 3.

Der bør ved fremsendelsen af byggeprojekter til godkendelse efter § 5

udtrykkeligt henvises til de godkendelser efter § 4, som har været grundlaget

for projektets udarbejdelse. Sådanne godkendelser forudsættes for fremtiden

indhentet før behandling af projektet efter § 5 kan ske, og det må derfor

frarådes, at egentligt projekteringsarbejde påbegyndes, før § 4-godkendelse

foreligger.

Godkendelserne efter § 5 vil som hidtil blive meddelt på grundlag af

sundhedsstyrelsens udtalelser om de forelagte projekter. Det vil derfor -

navnlig ved større byggerier ved sygehuse - ofte være hensigtsmæssigt, at

bygherren søger kontakt med sundhedsstyrelsen på tidlige stadier af

byggeriets mere detaljerede planlægning og projektering med henblik på

rådgivning i spørgsmål af mere principiel karakter.

Samtidig bemærkes, at spørgsmålet om at søge godkendelse efter § 5 under

alle omstændigheder senest bør rejses på set tidspunkt, hvor endeligt

skitsseprojekt foreligger.

V. KONKLUSIONER.

Sygehuskommunernes planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2, bør dække

en 15-årig periode. Forestillinger om mere langsigtede perspektiver må dog

indgå i de overvejelser, som lægges til grund for planlægningen, bl.a. fordi

byggeri og dispositioner i forbindelse med byggeri oftest binder udviklingen

betydeligt længere ud i fremtiden. Det vil være nødvendigt, at planlægningen

af sygehusvæsenet sker i snævert samarbejde med den statslige og kommunale

planlægning inden for sundhedsvæsenet i øvrigt.

Det må påregnes, at specialiseringen inden for sygehusvæsenets

undersøgelses- og behandlingsvirksomhed i den første planlægningsperiode vil

fortsætte, og at den vil accellerere hastigt, således at nye specialer og

især nye ekspertområder vil opstå i betydeligt omfang. De stadigt snævrere

fagområder vil kræve større befolkningsmæssige grundlag, oftest svarende til

hele befolkningen i en sygehuskommune af almindelig størrelse. Samtidigt vil

de sagkyndiges indbyrdes afhængighed og behovet for samordning af

specialfunktionerne blive stærkt forøget bl.a. af hensyn til patienter med

sammensatte sygdomsbilleder, en tilfredsstillende varetagelse af

grænseområder, effektiv udnyttelse af sengepladser, apparatur og personale,

opretholdelse af et tilstrækkeligt og samtidigt økonomisk vagtberedskab samt

hensigtsmæssig tilrettelæggelse af uddannelsen. Dertil kommer, at de kliniske

funktioner vil blive mere og mere afhængige af tilstedeværelsen af

centraliserede, stærkt udviklede laboratoriefunktioner, der baseres på

samarbejde mellem højt uddannede lægeligt og ikke-lægeligt sagkyndige og på

øgede investeringer i stadigt mere kompliceret og kostbart teknisk udstyr.

Planlægningen skal sikre, at de økonomiske og personelle ressourcer, der

vil være til rådighed for det fremtidige sygehusvæsen, udnyttes på den for

befolkningen mest effektive og nyttebringende måde.

Ud fra denne målsætning vil der blive behov for en vidtgående geografisk

bygningsmæssig koncentration af sygehusfunktionerne.

Planlægningsbestræbelserne må dog nødvendigvis i første række rettes imod

en FUNKTIONEL SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE. Blandt andet ved en

stærkt udbygget fælles visitation med øget anvendelse af

forundersøgelsesambulatorier og gennem ændrede ledelsesformer, der

funktionelt samordner geografisk adskilte afdelinger til een afdeling, må det

sikres, at patienter med lidelser, der stiller særligt store krav til

specialviden, apparatur, vagtberedskab m.v., bliver undersøgt og/eller

behandlet på det sygehus, hvor kravene bedst kan opfyldes, samt sikres, at

der opnås en økonomisk effektiv udnyttelse af al eksisterende senge-,

behandlings- og undersøgelseskapacitet.

Derudover bør hver sygehuskommune udpege eet sygehus (HOVEDSYGEHUSET), der

skal udbygges til at rumme alle de kategorier af specialer og ekspertområder,

som normalt bør forefindes i en sygehuskommune. Det til denne udbygning

fornødne byggeri må planlægges og principielt gennemgøres forud for andre

bygningsmæssige investeringer. Mere end eet hovedsygehus bør kun etableres i

meget store sygehuskommuner med mere end 300-350.000 indbyggere. Det bemærkes

herved, at 800-900 sengepladser med en dertil knyttet betydelig

undersøgelses- og behandlingskapacitet må betragtes som minimum for et

hovedsygehus allerede ud fra den i dag kendte eller sikkert påregnelige

specialiseringsgrad. De hovedsygehuse, der tillige skal have samtlige

landsdelsspecialiserede funktioner for et område med ca. 1 mill. indbyggere,

må have væsentligt større kapacitet.

Det må tillægges betydelig vægt, at der til hovedsygehusene i tide sikres

mulighed for senere udvidelse af sengeafdelinger og i endnu højere grad for

udvidelse af undersøgelses- og behandlingsafdelinger. Der foreligger endnu

ikke tilstrækkeligt erfarings- og oplysningsmateriale til belysning af

spørgsmålet om, hvorvidt det - på det helt lange sigt - vil være ønskeligt

eller nødvendigt med en koncentration af den altovervejende del af

sygehusfunktionerne på eet sygehus i hver af de nuværende sygehuskommuner.

DE ØVRIGE EKSISTERENDE SYGEHUSE må for hovedpartens vedkommende

opretholdes i en årrække som uundværlige led i det samlede sygehusvæsen.

Egentlige laboratoriefunktioner, herunder patologisk anatomi, bør dog hurtigt

centraliseres i videst muligt omfang, og delfunktioner som forbliver

decentraliserede, bør indgå under hovedafdelingen såvel lægeligt som

administrativt. Som ovenfor nævnt må planlægningen sikre, at der for alle

sygehuse i en sygehuskommune gennemføres en meget vidtgående funktionel

samordning. De mindre sygehuses funktion bør derudover ændres gennem en

planlagt trinvis udvikling, hvorved navnlig sådanne former for

sygehusfunktion, der kræver indgående specialviden, kombination af flere

slags specialviden, højt vagtberedskab eller anvendelse af meget

ressourcekrævende undersøgelses- og behandlingsmetoder, flyttes fra de mindre

sygehuse, efterhånden som forudsætningerne herfor skabes ved udbygning af

hovedsygehuset, modernisering og ændret organisation af ambulancetjeneste,

personskifte i ledende stillinger osv. Som eksempler på overgangsordninger,

der kunne tænkes indarbejdet i en sådan plan, kan nævnes, AT mindre sygehuse

knyttes tæt på større sygehuse og i særdeleshed på det sygehus, der udvælges

til at blive udbygget til hovedsygehus, AT mindre sygehuse lukkes for akut

modtagelse uden for dagarbejdstimerne og på lørdage og søndage, AT

skadebehandling og anden akut modtagelse efterhånden flyttes helt væk fra de

mindre sygehuse for at blive samlet på særlige modtageafsnit ved nogle få

større sygehuse i sygehuskommunen AT dertil egnede mindre sygehuse overgår

til anvendelse som dele af langtidsmedicinske afdelinger eller fysiurgiske

genoptræningsafdelinger eller på anden måde anvendes fortrinsvis til

behandling, efter at diagnose er stillet og behandling eventuelt påbegyndt på

et større sygehus.

For at opbygningen af hovedsygehuse kan fremmes i nødvendigt omfang og for

mest muligt at undgå risiko for fejlinvesteringer vil det være nødvendigt at

udvise den største tilbageholdenhed med hensyn til bygningsmæssige

investeringer i andre sygehuse i den første planlægningsperiode. Navnlig for

de mindre sygehuses vedkommende må det iagttages nøje, at eventuelle

bygningsmæssige investeringer holdes inden for sådanne rammer, at de kan

afskrives over et kort åremål, og påses, at investeringerne er absolut

nødvendige henset til den eventuelt gradvis ændrede funktion, som sygehuset i

henhold til kommunens samlede plan skal have i første eller en del af første

planlægningsperiode.

LANDSDELSSYGEHUSENES SÆRLIGE LANDSDELSFUNKTIONER må primært fastlægges ved

forhandlinger mellem sygehuskommunerne. Der må i den enkelte kommunes

sygehusplan redegøres for resultatet af sådanne forhandlinger, ligesom

sygehuskommuner med landsdelssygehuse i deres samlede plan må angive, hvilke

geografiske områder landsdelsfunktionerne skal omfatte.

Planlægningen bør i videst muligt omfang baseres på SAMARBEJDE MELLEM

SYGEHUSVÆSENET OG TILGRÆNSENDE OMRÅDER inden for sundheds- og socialvæsenet,

herunder praktiserende læger og plejehjem for kronisk syge.

Den kommunale sygehusplanlægning må iøvrigt ske på grundlag af den på

planlægningstidspunktet gældende byrde- og opgavefordeling mellem staten og

kommunerne. Planerne må indeholde en redegørelse for sygehuskommunens

forventede benyttelse af statsdreven sygehusafdelinger (Rigshospitalet,

Finseninstituttet, afdelinger på Statens Seruminstitut incl.

regionsafdelinger samt Fødselsanstalten i Jylland). I kommunernes planlægning

af det fremtidige sygehusvæsen bør indgå overvejelser om, hvorledes den

samlede psykiatriske service kan tilrettelægges på lidt længere sigt.

Til brug ved vurderingen af det fremtidige behov for sygehusfunktion

henvises til den af landsplanudvalgets sekretariat udarbejdede publikation

»Befolkningsfremskrivninger 1970-1990, Amtskommuner«.

Planlægningen for de første 5 år af den 15-årige planlægningsperiode bør

udarbejdes med betydelig detaljerethed, således at der gives fyldige

redegørelser for planlægningens forudsætninger og forventede konsekvenser.

Planlægningen for den senere del af planlægningsperioden må blive mere

skitsepræget, men bør bl.a. oplyse om trufne eller planlagte dispositioner

m.v., som sigter på fremtiden, så som ejendomserhvervelser til

sygehusbyggeri, byplanlægning m.v.

Planerne må søge så realistisk som muligt at vurdere, i hvilken takt de

stillede mål kan gennemføres. Herunder bør angives, hvor stort forbrug af

ressourcer såvel økonomiske som personelle der må påregnes at medgå hertil,

og i det omfang der er muligt, vil det være ønskeligt, at kommunen foretager

en opdeling på:

1. Anlægsudgifter, der kan defineres som udgifter, der

ikke kan optages som tilskudsberettigende på skema,I. 6. og II. 2. ved

indberetning af sygehusudgifter efter sygehuslovens § 14.

2. Driftsudgifter.

3. Personalebehov.

Ved vurderingen af ressourceforbruget må den eksisterende byrdefordeling

mellem staten og kommunerne på sygehusområdet lægges til grund.

Ved vurderingen af behovet for personale, der gennemgår offentligt

godkendte uddannelser, må de gældende regler for disse lægges til grund. Der

må endvidere regnes med de gældende løn- og ansættelsesvilkår (herunder

arbejdstid).

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 8. JUNI 1971.

H. C. TOFT.

/J. H. Koch.

Bilag

Fortegnelse over de pr. 1/4 1971 anerkendte lægelige specialer. 1.

Anæstesiologi. 2. Børnepsykiatri. 3. Cardiologi eller hjerte- og

kredsløbssygdomme. 4. Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme. 5.

Diagnostisk radiologi eller røntgenundersøgelse. 6. Fysiurgi. 7. Gynækologi

og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp. 8. Intern medicin eller

medicinske sygdomme. 9. Kirurgi eller kirurgiske sygdomme.

10. Klinisk blodtypeserologi.

11. Klinisk fysiologi.

12. Klinisk kemi.

13. Klinisk mikrobiologi.

14. Klinisk neurofysiologi.

15. Medicinske lungesygdomme.

16. Nefrologi eller medicinske nyresygdomme.

17. Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme.

18. Neuromedicin eller medicinske nervesygdomme.

19. Oftalmologi eller øjensygdomme.

20. Ortopædisk kirurgi.

21. Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme.

22. Patologisk anatomi og histologi eller

vævsundersøgelse.

23. Plastikkirurgi.

24. Psykiatri.

25. Pædiatri eller børnesygdomme.

26. Terapeutisk radiologi eller strålebehandling.

27. Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske

sygdomme.

28. Tropemedicin.

29. Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme.

30. Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske

mave-tarmsygdomme.

Officielle noter

(* 1)Tallet er excl. børn, jfr. ovenfor. Den kirurgiske blok kan tænkes

fordelt således: øre-, næse- og halssygdomme 0,16, kvindesygdomme og fødsler

0,90, ortopædisk kirurgi 0,67, øvrig kirurgi 0,67.

(* 2) Den medicinske blok kan tænkes fordelt således: intern medicin 1,55,

fysiurgi, lungemedicin, medicinske øjensygdomme og neuromedicin ialt 0,45.

(* 3) Børneblokken kan tænkes fordelt med 0,35 til de egentlige

pædiatriske patienter og 0,20 til patienter, der behandles i samarbejde med

afdelinger i den kirurgiske blok.

(* 4) ved inkorporering af statshospitalerne i det kommunale sygehusvæsen

må det skønnes, at sengetallet for selve sygehusfunktionen bliver forøget med

1,00.

(* 5) Skønnet over det fremtidige behov til langtidsbehandling er endnu

mere usikkert end de øvrige skøn, og der foreligger heller ikke blot

nogenlunde sikre holdepunkter for et skøn over behovets fordeling på

langtidsmedicinske patienter og fysiurgiske genoptræningspatienter. Ved

undersøgelser inden for Københavns amts sygehusvæsen er det nuværende behov

beregnet til 0,40/1000, fordelt med ca. 3/5 til langtidsmedicin og ca. 2/5

til genoptræning, men behovet forventes at blive hurtigt stigende.

Sundhedsstyrelsens udvalg om langtidsbehandling har ved en pilotundersøgelse

i samarbejde med sundhedsstyrelsens statistiske afdeling fundet, at man må

regne med et gennemsnitstal på 0,90/1000 til patienter med liggetider over 61

dage. Udvalget går ud fra, at en nøjere undersøgelse af beregningsmaterialets

fordeling efter diagnoser m.v. ville reducere det på denne måde beregnede

behov, men forudsætter, at der også i gruppen af patienter med liggetider på

,mellem 3 uger og 2 måneder og et sengebehov, svarende til 1,60/1000, er

patienter af de kategorier, som hører hjemme på de fremtidige afdelinger for

langtidsbehandling.

(* 6) Tallet vedrører kun den særlige landsdelsfunktion ud over

landsdelssygehusenes almindelige sygehusfunktion. For de

landsdelsspecialiserede funktioner er udviklingen af en sådan karakter, at

det ikke vil være hensigtsmæssigt at forsøge på at angive behovsnormer for de

enkelte delområder. I 1968 regnede sundhedsstyrelsen med en samlet

behovsramme på 0,50/1000, men på baggrund af den seneste udvikling og det fra

specialselskaberne tilvejebragte materiale skønner sundhedsstyrelsen nu, at

behovet til landsdelsspecialiserede funktioner vil blive 0,85/1000.

Lignende dokumenter