Vejledende retningslinier for planlægningen af sygehusvæsenets fremtidige udbygning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledende retningslinier for planlægningen af
sygehusvæsenets fremtidige udbygning
I. INDLEDNING.
Ifølge § 1, stk. 1, i lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet
påhviler det amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner (i det
følgende betegnet SYGEHUSKOMMUNERNE eller KOMMUNERNE) at tilvejebringe og
drive det fornødne antal sygehuse i det omfang, dette ikke sker ved statens
foranstaltning.
Efter lovens § 4, stk. 1, udfærdiger indenrigsministeriet efter
forhandling med sygehusrådet vejledende retningslinier for planlægningen af
sygehusvæsenets fremtidige udbygning. På grundlag heraf skal hver enkelt
sygehuskommune ifølge § 4, stk. 2, udarbejde en samlet plan for løsningen af
kommunens sygehusopgaver.
De indtil videre gældende vejledende retningslinier indeholdes i det
følgende. De er udarbejdet i samarbejde med sundhedsstyrelsen og baseret dels
på et udkast til vejledende retningslinier fra en af indenrigsministeriet i
november 1969 nedsat arbejdsgruppe (jfr. indenrigsministeriets cirkulære af
2. februar 1970 om sygehusplanlægning), dels på materiale tilvejebragt af
sygehusrådet. Retningslinierne sigter i første række mod at angive nogle
hovedtræk i den fremtidige sygehusstruktur og på basis heraf at opstille
rammer for udformningen af sygehuskommunernes planer. Det skal understreges,
at retningslinierne er - og må være - af midlertidig karakter. På grund af
den hurtige udvikling inden for sygehusvæsenet må det anses for betænkeligt
at binde sig til alt for faste løsninger. Dertil kommer, at en række
spørgsmål navnlig om udviklingen på langt sigt først vil kunne afklares, når
der er gennemført mere omfattende forskning og udviklingsarbejde vedrørende
planlægning af sygehusvæsen og sygehusbyggeri.
II. SPECIALISERINGEN OG NORMER FOR SENGEBEHOV M.V.
Vurderingen af de tendenser, som må forventes at præge udviklingen med
hensyn til specialisering og behov for sengepladser m.v. er i hovedsagen
Læs alt
baseret på publikationen »Sygehusvæsenets planlægning«
(offentliggjort i' Fra Sundhedsstyrelsen', 1968, s. 421) samt et omfattende
materiale fra samtlige lægelige specialselskaber her i landet og fra en række
eksperter repræsenterende endnu ikke selvstændigt anerkendte specialer. I
bilag 1 findes en fortegnelse over de pr. 1. april 1971 anerkendte lægelige
specialer. Der er desuden lagt vægt på de vurderinger af udviklingen, der er
foretaget af videnskabelige specialselskaber og andre sagkyndige i de øvrige
nordiske lande.
SPECIALISERINGEN.
Der må forventes en fortsat opdeling i stadigt snævrere fagområder, der
hver for sig kræver en særlig indsigt i områdets undersøgelses- og/eller
behandlingsteknik. Opdelingen vil utvivlsomt i et vist omfang ske ved
oprettelse af egentlige nye SPECIALER, men i højere grad end hidtil også ved
en særlig høj udvikling af fagkundskab på større eller mindre delområder
inden for rammerne af kendte specialer d.v.s. etablering af EKSPERTOMRÅDER.
Tendensen til fortsat opsplitning og fordeling af den samlede viden på et
stadigt større antal sagkyndige vil i stigende omfang forøge de sagkyndiges
indbyrdes afhængighed og nødvendiggøre et intimt samarbejde for at den
fornødne samlede viden kan komme patienterne til gode - først og fremmest
inden for undersøgelsesteknik (diagnose), men også inden for behandling.
Særlig karakteristisk for udviklingen er den stadigt større afhængighed af
specialiserede laboratoriemæssige funktioner, som baseres på anvendelse af
kompliceret og kostbart apparatur.
Ud fra den i dag kendte specialisering og tendens til yderligere
specialisering må planlægningen foreløbig tage som udgangspunkt, at HVER
ENKELT SYGEHUSKOMMUNES SAMLEDE SYGEHUSVÆSEN normalt bør indeholde følgende
specialer (specialfunktioner):
Anæsthesiologi
Børnepsykiatri (se dog s. 6)
Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme)
Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse)
Fysiurgi og fysiurgisk genoptræning (se s. 6)
Intern medicin (incl. cardiologisk afsnit for hjerte- og
kredsløbssygdomme)
Klinisk mikrobiologi
Klinisk fysiologi
Klinisk kemi
Langtidsmedicin (se s. 6)
Medicinske lungesygdomme
Medicinsk oftalmologi (medicinske øjensygdomme)
Neuromedicin (medicinske nervestgdomme)
Obstetrik og gynækologi (fødselshjælp og kvindesygdomme)
Ortopædisk kirugi
Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme)
Patologisk anatomi
Parenkym-kirurgi
Psykiatri (se dog s. 6)
Pædiatri (børnesygdomme)
Det må dog forudses, at det - bl.a. under hensyn til den uensartede
størrelse af sygehuskommunernes befolkningstal - i hvert fald som en
overgangsordning kan blive nødvendigt eller hensigtsmæssigt at etablere
samarbejde sygehuskommunerne imellem om nogle af disse specialfunktioner. Det
gælder især nye mindre specialer og specialfunktioner, der inden for
sygehusvæsenet hidtil kun er blevet varetaget på landsdelsplan, f.eks.
specialafdelinger for dermatovenerologi.
LANDSDELSSYGEHUSE skal foruden de ovenfor nævnte specialer rumme
forskellige grenspecialer inden for de kirurgiske og medicinske discipliner
samt en række andre specialer og ekspertområder.
Som EKSEMPLER på landsdelsspecialiserede funktioner kan nævnes:
Børnekirurgi
Cardiologisk laboratorium
Endocrinologi
Hepatologi (2 afdelinger i landet)
Hæmatologi
Håndkirurgi
Infektionssygdomme
Karkirurgi
Kirurgisk gastroenterologi (kirurgiske mave-tarmsygdomme)
Kirurgisk oftalmologi (kirurgiske øjensygdomme)
Klinisk blodtypeserologi (specialfunktioner i transplantationsarbejdet)
Klinisk farmakologi
Klinisk immunologi
Klinisk neurofysiologi
Klinisk virologi
Medicinsk gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme)
Nefrologi (medicinske nyresygdomme)
Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme)
Nuclear medicin
Plastikkirurgi+brandsårsbehandling
Reumatologi
Terapeutisk radiologi (strålebehandling)
Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) - specialiseret
hjertekirurgi dog kun på 2 centre i landet
Tropemedicin - 3 afdelinger i landet
Urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme)
Der må påregnes relativt store forskelle i landsdelssygehusenes opbygning
med mindre specialer og ekspertområder, der i vidt omfang enten vil være
afhængige af dagligt samarbejde med og geografisk nærhed af andre
institutioner, f.eks. teoretiske universitetsinstitutter, eller endnu vil
befinde sig i en udviklings- og differentieringsproces, eventuelt på vej til
et anerkendt lægevidenskabeligt speciale. Man må være opmærksom på, at der
løbende vil fremkomme nye specialområder, som må henføres til
landsdelssygehuse. Omvendt kan udviklingen medføre, at nogle af de
landsdelsspecialiserede funktioner kan decentraliseres i et vist omfang og
varetages ved et samarbejde imellem nogle få sygehuskommuner. En sådan
tendens kan allerede på indeværende tidspunkt forudses for specialerne:
kirurgisk oftalmologi, klinisk blodtypeserologi og terapeutisk radiologi.
Et fælles træk for de landsdelsspecialiserede funktioner (specialer og
ekspertområder) er, at de må have et stort befolkningsunderlag for at
indlæggelser og hyppigheden af ydelser kan sikre udviklingen og
vedligeholdelsen af kvaliteten af undersøgelser og behandlinger, som kun er
nødvendige i sjældne tilfælde, eller for at man kan opnå en økonomisk
udnyttelse af særligt kostbart apparatur m.v. Dertil kommer, at der kan være
behov for undersøgelser og behandlinger, som er så komplicerede, at
forudsætningerne for deres gennemførelse kun er til stede eller kan skabes et
enkelt eller ganske få steder i landet. Begrundelsen for nødvendigheden af et
stort befolkningsunderlag vil undertiden være en kombination af disse
faktorer.
Det nødvendige befolkningsgrundlag for landsdelsspecialiserede funktioner
vil i de fleste tilfælde være i en størrelsesorden af en million indbyggere,
og landsdelssygehuse vil indtil videre være placeret i Københavnsområdet,
Århus Ålborg og Odense.
Ved nærmere beskrivelse af udviklingstendenserne kan det af hensyn til
overblikket være praktisk at skelne mellem grupper af beslægtede specialer,
der udviklingsmæssigt hører sammen - de såkaldte blokke - fremfor detaljeret
at beskrive udviklingen inden for de enkelte specialer. Hovedblokkene er: den
kirurgiske, den medicinske, den pædiatriske (børn) den psykiatriske,
langtidsbehandlingen og de særlige undersøgelsesspecialer
(laboratorieblokken).
DEN KIRURGISKE BLOK vil komme til at omfatte fire fra hinanden forholdsvis
vel afgrænsede områder: gynækologi og obstetrik, ortopædisk kirurgi,
parenkymkirurgi samt øre-, næse- og halssygdomme. På alle områder vil der
formentlig relativt hurtigt blive tale om yderligere specialisering - uden
for landsdelssygehusene dog næppe i større grad ved oprettelse af
selvstændige afdelinger (grenspecialiserede afdelinger), men derimod ved
etablering af delfunktioner under helheden. Til den kirurgiske blok hører
anæsthesiologien, og kirurgisk virksomhed vil derudover i særlig grad være
afhængig af samarbejde med specialerne intern medicin, pædiatri, fysiurgi og
fysiurgisk genoptræning, neuromedicin og psykiatri samt diagnostisk
radiologi, klinisk kemi, patologisk anatomi, klinisk mikrobiologi og klinisk
blodtypeserologi. På LANDSDELSPLAN foretages behandlinger, som er relativt
sjældne (f.eks. hjertekirurgi, behandling af medfødte sygdomme hos nyfødte og
spædbørn, rehesusimmuniserede svangre), kræver særligt kostbart apparatur
(f.eks. strålebehandling) og/eller er særligt komplicerede (f.eks.
organtransplantationer, visse mavetarmsygdomme og urinvejssygdomme), og der
vil her - ud over de allerede nævnte specialer - være behov for særlige
specialer f.eks. neurokirurgi, nogle fra det almindelige kirurgiske område
udskilte grenspecialer, f.eks. plastikkirurgi og thoraxkirurgi, samt en række
ekspertområder, f.eks. børnekirurgi, håndkirurgi, karkirurgi og
transplantationskirurgi. Den kirurgiske blok på landsdelssygehuse skal,
udover at tage sig af særtilfælde fra eget område og den øvrige del af
landsdelsområdet, varetage det almene udviklingsarbejde inden for fagområdet,
medvirke ved uddannelsen af kirurger samt varetage den almindelige kirurgiske
behandling af sygehuskommunens egne patienter.
DEN MEDICINSKE BLOK omfatter først og fremmest den interne medicin med
grenspecialerne cardiologi og medicinske lungesygdomme samt derudover
specialerne neuromedicin, fysiurgi, dermato-venerologi og medicinsk
oftalmologi. Også for den interne medicin er der en tydelig tendens til
yderligere specialisering, fortrinsvis ved etablering af ekspertområder, der
i videst muligt omfang søges bevaret som delfunktioner under helheden.
Udviklingen er i endnu højere grad end for den kirurgiske blok afhængig af en
stærkt udbygget specialiseret laboratoriefunktion. På LANDSDELSPLAN vil
afgrænsning af arbejdsområdet og udviklingstendenser i princippet ganske
svare til forholdene ved den kirurgiske blok, og der vil her være behov for
grenspecialer, f.eks. nefrologi og tropemedicin, samt en række
ekspertområder, f.eks. hæmatologi, hepatologi, endocrinologi og
infektionssygdomme.
Integration på tværs af de nævnte blokke, afgrænset til sygdomme i et
enkelt eller enkelte organer, kan komme på tale og eksisterer allerede i et
vist omfang for mavetarmsygdomme, urinvejssygdomme og hjertesygdomme. En
tilsvarende udvikling er i gang for særlige lungesygdomme, blodsygdomme og
leversygdomme.
DEN PÆDIATRISKE BLOK (børn) omfatter dels specialet pædiatri, dels
kirurgisk eller anden ikke pædiatrisk specialbehandling af børn, idet børn
indlagt på sygehus altid bør ligge på særlige børneafdelinger administreret
og ledet af børnelæge, således at kirurgisk eller anden specialbehandling
sker i samarbejde med den pædiatriske afdeling.
DEN PSYKIATRISKE BLOK, der omfatter både voksen- og børnepsykiatri, er for
tiden fordelt på statshospitaler og kommunale sygehuse, således at
hovedparten af det psykiatriske sygehusvæsen er statsligt. Trods denne
opdeling har der været en stærk udvikling af psykiatrien på kommunalt plan
gennem de senere år. Overvejelserne om retningslinier for statshospitalernes
overførelse til amtskommunerne er påbegyndt i et udvalg under
indenrigsministeriet, og udvalget har over for indenrigsministeriet
anbefalet, at amtskommunerne snarest muligt informeres om planerne for
udbygning af statens psykiatriske hospitalsvæsen, og at indenrigsministeriet
optager forhandling med amtskommunerne for at sikre, at planerne er
hensigtsmæssige ud fra den enkelte amtskommunes samlede sygehusplanlægning,
således at fejlinvesteringer undgås. Det vil være nødvendigt, at der i
amtskommunernes planlægning af det fremtidige sygehusvæsen indgår
overvejelser om, hvorledes den psykiatriske service på længere sigt kan
tilrettelægges, men en samlet planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2,
omfattende både den nuværende kommunale og statslige psykiatriske
sygehusfunktion, kan næppe gennemføres fuldt ud, før det er afklaret,
hvorledes og i hvilket tempo overgangen skal gennemføres.
Det samlede psykiatriske sygehusvæsen omfatter akut sygehusfunktion for
indlagte, ambulatorisk virksomhed, dag- og nathospitaler, neurosesanatorier,
psykiatrisk langtidsbehandling og psykiatriske plejehjem. Udviklingen peger
fremimod øget ambulatorisk virksomhed og stærk involvering af det
psykiatriske speciale i revalidering og andre sociale felter. Specialets
behov for at deltage såvel i det forebyggende arbejde som i den langvarige
vedligeholdende behandling af patienterne kan medføre en udvikling henimod
såkaldt distriktspsykiatriske ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i
meget ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i meget høj grad
samordnes med det øvrige sundhedsvæsen og socialvæsenet.
LANGTIDSBEHANDLINGEN omfatter - idet der bortses fra den psykiatriske
langtidsbehandling - særlige afdelinger for patienter, der har behov for
sygehusophold i en længere periode, i gennemsnit dog ikke over 3 måneder. Der
forudsættes oprettet LANGTIDSMEDICINSKE AFDELINGER, der kan imødekomme
behovet for diagnostik og behandling af patienter med længere varende
medicinske lidelser, ofte ældre patienter med sammensatte sygdomsbilleder og
flere forskellige former for handicap, samt FYSIURGISKE
GENOPTRÆNINGSAFDELINGER, der kan imødekomme behovet for optræning af især
yngre patienter med sygdomme eller skader, der har medført længerevarende
indskrænkning af bevægeapparatets funktion (skader i trafikken og på
arbejdspladsen samt visse sygdomme i nervesystem og bevægeapparat).
Langtidsbehandlingsafdelingerne bør principielt placeres tæt ved de større
akutte sygehuse, helst i en selvstændig bygning inden for sygehusområdet, men
det må forudses, at det i praksis i flere tilfælde bliver nødvendigt at
omdanne mindre sygehuse til langtidsbehandlingsformål. Dette bør dog kun ske,
hvor der er tale om sygehuse af sådan bygningsmæssig standard, at omdannelsen
kan gennemføres uden investeringer i større byggearbejder. I sådanne tilfælde
vil det endvidere være nødvendigt at sikre samarbejdet med de akutte
sygehusafdelinger ved at etablere langtidsbehandlingsfunktionen på det mindre
sygehus som en del af en samlet afdeling, der har et tilstrækkeligt antal
senge placeret på det større sygehus.
LABORATORIEBLOKKEN i en sygehuskommunes sygehusvæsen vil normalt omfatte
diagnostisk radiologi samt klinisk kemi, patologisk anatomi og formentlig i
løbet af kort tid klinisk mikrobiologi og dele af den kliniske fysiologi. En
opdeling i ekspertområder må forventes inden for alle de nævnte specialer. På
LANDSDELSPLAN vil der derudover blive behov for en række specialer og
ekspertområder. I forbindelse med det løbende arbejde med at gøre
fremskridtene i den biologiske grundforskning brugbare i sygdomsbekæmpelsen
må der således forventes en udbygning af den kliniske fysiologi med alle dens
metode- og organaspekter, af blodtypeserologien og af ekspertområder som
f.eks. immunologi og virologi.
Der må for laboratoriefagene påregnes en særlig kraftig stigning i
arbejdets omfang og krav til investeringer i teknisk udstyr. Dette skyldes
ikke blot øget tilbud af diagnostiske metoder, men også det forhold, at de
fleste af specialerne er forholdsvis unge og endnu ikke fuldt udbyggede.
Dertil kommer, at nødvendigheden af at opnå en tilstrækkelig dækning af de
alment praktiserende lægers behov og det stadigt stigende ønske om
profylaktiske undersøgelser vil medføre en betydelig stigning af behovet for
ydelser fra de fleste af laboratoriefagene. Disse fag udnytter i høj grad den
hurtige udvikling inden for elektronik og EDB, og anvendelsen af stadigt mere
kompliceret apparatur med deraf følgende behov for samarbejde mellem
forskellige højt uddannede faggrupper bevirker, at såvel hensynet til
undersøgelsernes kvalitet som hensynet til en økonomisk udnyttelse af
apparatur og personale taler for en stærk centralisering af de egentlige
laboratoriefag. På grund af tendensen til stærk stigende krav og indførelse
af nye ekspertområder vil størst mulig fleksibilitet i placering og
organisation af laboratorier i forhold til hinanden på det enkelte sygehus
være nødvendig. Anvendelse af fælles metoder samt hensynene til rationel
udnyttelse af plads, apparatur og personale, herunder højt uddannet
ikke-lægeligt personale, taler stærkt for at samle sygehusets
laboratoriespecialer og dermed beslægtede kliniske laboratorier i større
enheder.
NORMER FOR SENGEBEHOV m.V.
Der foreligger ikke i øjeblikket et grundlag, som giver mulighed for, at
der generelt for hele landet opstilles normer for det fremtidige behov for
senge-, behandlings- og undersøgelseskapacitet inden for de enkelte
specialer.
Den traditionelle målestok for sygehusfunktion er antallet af sengepladser
pr. 1.000 indbyggere. Det eksisterende materiale om enkelte specialers
sengeforbrug giver stort set kun et øjebliksbillede af et varieret og meget
sammensat system i hurtig og uophørlig udvikling, men de i nedenstående
oversigt anførte bloktal vil - anvendt med en vis varsomhed - kunne tjene som
udgangspunkt for mere konkrete vurderinger i sygehuskommunernes planlægning.
I oversigten er til sammenligning anført den faktiske fordeling for hele
landet under eet i 1964-65, som den er skønnet af sundhedsstyrelsen på
grundlag af de officielle indberetninger. Det bemærkes herved, at sengetallet
for børn i 1964-65 kun omfatter de egentlige pædiatriske, medicinske
afdelinger, medens man i perspektivtallene har regnet børn med kirurgiske
lidelser ind i tallet for børneblokken.
Særlig
SENGE PR: 1000 INDB. landsdels- Ialt 1964-65
funktion
Kirurgisk blok. 2,40(* 1) 0,85(* 6) 3,10
Medicinsk blok. 2,00(* 2) 0,85(* 6) 2,52
Børneblok...... 0,55(* 3) 0,85(* 6) 0,18
Psykiatrisk blok 0,30(* 4) 0,85(* 6) 0,17
Langtids
behandling.. 0,90(* 5) 0,85(* 6) 0,61
------------------------------------
6,15 0,85 7,00 6,58
Det må dog fremhæves, at vejledende opstillinger af denne art og i
særdeleshed forsøg på at angive fremtidigt sengebehov for enkelte specialer
indeholder en høj grad af skøn og er behæftet med stor usikkerhed.
Variationer i befolkningskoncentration, befolkningens aldersfordeling,
sygehusafdelingernes placering i forhold til hinanden, indbyrdes praktiske
muligheder for samarbejde, den samlede specialefordeling, og i opbygningen af
sygehuskommunens sundheds- og socialvæsen vil kunne motivere væsentlige
afvigelser fra de generelle vejledende normer.
En anvendelse af skøn over enkelte specialers fremtidige sengebehov som
normgivende kan desuden hæmme udviklingen henimod en øget ambulatorisk
virksomhed og en nødvendig afsvækkelse af den traditionelle opsplitning af
senge efter specialer. For små enheder kan medføre, at alle disse enheder må
disponere senge og normere personale med henblik på at kunne klare
topbelastninger. Dette kan indebære perioder med for finge udnyttelse.
Afpasset patientpleje og en mere integreret brug af sengeafdelinger for flere
forskellige specialer kan give en jævnere belastning og sikre den størst
mulige kapacitetsudnyttelse. Hovedsynspunktet bliver således at sikre de
nødvendige senge i et differentieret mønster fra intensive afdelinger med
stor personalenormering til pladser for selvhjulpne patienter og at opnå en
yderligere begrænsning af behovet for øget sengekapacitet gennem en ændring
af balancen mellem indlagte og ambulante patienter.
Antallet af sengepladser er i det hele taget en dårlig målestok for
sygehusfunktion, idet de egentlige sengeafdelinger igennem årtier
forholdsmæssigt er kommet til at udgøre en stadigt mindre del af sygehusene.
Denne udvikling vil fortsætte, idet der - som nævnt - i de kommende år må
forventes en særlig kraftig vækst i laboratorie- og ambulatoriefunktionerne.
Der er på indeværende tidspunkt ingen mulighed for at opstille normer for det
fremtidige behov for behandlings- og undersøgelseskapacitet, men det må ved
planlægning af byggeri tages i betragtning, at behovet for areal til
behandlings- og undersøgelsesafdelinger utvivlsomt fortsat vil være hastigt
stigende.
III. SYGEHUSSTRUKTUR.
I »Sygehusvæsenets planlægning« fremlagde
»sundhedsstyrelsen en FORELØBIG SKITSE til en fremtidig sygehusstruktur
bestående af følgende sygehusenheder:
NORMALSYGEHUSE med 3 kirurgiske afdelinger a mindst 50 senge hvortil kom
afdelinger for medicin af samme størrelsesorden eller ialt ca. 300 senge. For
sådanne sygehuse vil kræves et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere.
UDVIDEDE NORMALSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktionen skulle rumme
specialer, der kræver et befolkningsunderlag på ca. 250.000 indbyggere.
Størrelsen af disse sygehuse ville typisk være omkring 800 senge.
LANDSDELSSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktion og udvidet
normalsygehusfunktion skulle rumme landsdelsspecialer, der kræver et
befolkningsunderlag på ca. 1 mill. indbyggere.
De nævnte 3 sygehustyper tænktes at kunne danne det fremtidige akutte
sygehusvæsen, der varetager undersøgelse og behandling af patienter direkte
fra praktiserende læge. I skitsen regnedes med den mulighed, at der uden for
det akutte sygehusvæsen kunne findes nogle mindre enheder til patienter, som
i forvejen var undersøgt og sat i behandling på et akut sygehus.
De anførte sygehusstørrelser fremkom ved en vurdering af, hvor store de
enkelte specialafdelinger burde være, for at lægerne kunne opretholde og
videreudvikle deres viden og kunnen, og befolkningsunderlagene var beregnet
på grundlag af nogle indenlandske og udenlandske erfaringer for sengebehov
pr. 1000 indbyggere.
Tanken om en grundenhed med minimum 300 senge var baseret på den
antagelse, at kirurgiens grundelementer i løbet af kort tid ville være totalt
opsplittet i gynækologiobstetrik, ortopædisk kirurgi og parenkymkirurgi,
således at man hurtigere end tidligere forudsat vil nå det udviklingstrin,
hvor ingen længere kan beherske faget almenkirurgi, og endvidere på viden om,
at specialiseringstendenserne inden for den interne medicin måtte anses for
mindst lige så store.
På den anden side var det en bærende tanke i skitsen, at normalsygehuset
som grundenhed i det fremtidige akutte sygehusvæsen på tilfredsstillende måde
ville kunne påtage sig undersøgelse og behandling af hovedparten af patienter
med medicinske og kirurgiske lidelser.
De udviklingstendenser, der er beskrevet i det senest tilvejebragte
materiale fra lægelige specialselskaber og andre eksperter peger imidlertid i
retning af en koncentration af sygehusfunktionen, som er endnu kraftigere end
forudset i »Sygehusvæsenets planlægning«, og som ikke gør det
muligt at opretholde tanken om en selvstændig grundenhed med 300 senge og med
et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere, dvs. enheder af karakter og
størrelsesorden som de nævnte normalsygehuse. Tværtimod taler det
foreliggende materiale ganske klart for, at der ikke i det fremtidige
sygehusvæsen bør opbygges selvstændige sygehusenheder med mindre
befolkningsmæssigt grundlag end ca. 200.000-300.000 indbyggere, svarende til
en befolkning af den størrelsesorden, som er typisk for hovedparten af
sygehuskommunerne, og at de enkelte funktioner må indgå som helt integrerede
bestanddele af en samlet funktionel enhed.
Afgørende for denne vurdering er bl.a., at den fortsatte specialisering
inden for den lægelige funktion generelt synes at ville accelerere endnu
hurtigere end tidligere antaget. Denne udvikling vil medføre, at der til de
stadigt snævrere fagområder kræves større befolkningsgrundlag, som sjældent
kan være mindre end hele befolkningen i en sygehuskommune af normal størrelse
- samtidig med at den indbyrdes afhængighed imellem specialfunktionerne
bliver så stærkt forøget, at vidtgående samordning bliver forudsætningen for
fortsatte fremskridt og for, at disse ligeligt kan komme befolkningen til
gode.
Dertil kommer, at udviklingen på næsten alle kliniske områder vil blive
afhængig af samarbejde med højt udviklede laboratoriefunktioner, som både er
baseret på en stadig højere grad af specialisering og på anvendelse af
avanceret og kostbart apparatur.
Spørgsmålet bliver herefter, i hvilken udstrækning den ideelle målsætning
for fremtidens sygehusstruktur må være en GEOGRAFISK-BYGNINGSMÆSSIG samling
af funktionerne inden for hver sygehuskommune.
Fuld bygningsmæssig koncentration vil imidlertid i de færreste
sygehuskommuner kunne gennemgøres i overskuelig fremtid allerede på grund af
de dermed forbundne investeringer.
Bestræbelserne må derfor i første række rettes imod en FUNKTIONEL
SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE.
Drejer det sig om nyinvesteringer, må det haves for øje, at såvel hensynet
til behandlings- og undersøgelseskvaliteten som økonomiske hensyn (f.eks.
vagtberedskab, rationel udnyttelse af bygninger, apparatur og personale)
givetvis vil kræve, at der sigtes imod en vidtgående bygningsmæssig
integration.
Heraf følger, at der ikke bør investeres i MINDRE SYGEHUSE, udover hvad
der kan afskrives over et kortere åremål og må anses for absolut nødvendigt
henset til den funktion sygehuset indtil videre skal have i henhold til en
nøje planlagt stærk funktionel samordning af vedkommende sygehuskommunes
eksisterende sygehuse.
Tilbage står, om man ved investeringer i STØRRE SYGEHUSE bør tilstræbe en
vis geografisk spredning af investeringerne med en stærk samordning af
funktionerne, eller om man for at opnå den højeste grad af funktionel
samordning bør stile imod en koncentration af investeringerne på eet sygehus
i sygehuskommuner af normal størrelse.
En stillingtagen til dette spørgsml forudsætter, at der foretages analyser
af en række forskellige faktorer.
Blandt sådanne faktorer kan - udover den lægeligt-teknologiske udvikling -
nævnes virkningerne på rekruttering af personale, driftsøkonomiske og
driftsorganisatoriske forhold og hensynet til patient- og personaletrivsel,
hvortil kommer en række erhvervsgeografiske hensyn såsom egnsudvikling,
trafikforhold m.v.
Det er imidlertid af afgørende betydning, AT der ved tilrettelæggelsen af
de fremtidige investeringer ikke skabes situationer, der frembyder risiko
for, at der opbygges sideordnede afdelinger, laboratorier og andre funktioner
med samme speciale, der hver for sig ikke sikres den fornødne arbejdsmængde
til at opnå bedst mulig funktion, samt AT der sikres det nødvendige intime
samspil imellem specialfunktionerne.
Dertil kommer, at en sideordnet udbygning af flere sygehuse inden for
samme sygehuskommune formentlig for en meget lang årrække vil forskertse
mulighederne for at opnå en fuld bygningsmæssig integration. Derimod vil den
koncentration af funktionerne på eet sygehus, som kan tænkes gennemført i
planlægningens første fase, ud fra en realistisk vurdering af de sandsynlige
investeringsrammer i næppe i nævneværdig grad blive en hindring for, at man
senere opretholder en vis geografisk spredning af funktionerne, såfremt man
til sin tid når til det resultat, at dette - alle forhold taget i betragtning
- er den mest hensigtsmæssige løsning på længere sigt.
AF DE NÆVNTE GRUNDE BØR STØRRE NYINVESTERINGER- OG NAVNLIG SÅDANNE SOM
BETEGNER EN FORTSAT UDSPECIALISERING - INDTIL VIDERE KONCENTRERES PÅ EET
SYGEHUS I HVERT FALD I SYGEHUSKOMMUNER MED INDTIL CA. 300.000 INDBYGGERE.
Den funktionelle samordning af de nuværende sygehuse bør i første række
tage sigte imod, at de mindre sygehuse tilknyttes nærmere angivne funktioner
på det (de) sygehus(e) inden for sygehuskommunen, som udvælges som steder for
fremtidige investeringer. De mindre sygehuse vil i denne forbindelse først og
fremmest sige de delte og blandede sygehuse, men en sådan tilknytning vil
også kunne komme på tale for nogle af de hidtidige centralsygehuse. For disse
vil det iøvrigt gælde, at der for visse af specialfunktionerne hurtigt bør
tilstræbes en samordning af vedkommende afdelingers funktion. Dette vil
navnlig komme på tale i forbindelse med ønsker om grenspecialiseringer og
indførelse af nye ekspertområder, eller hvor der ved flere af de nuværende
centralsygehuse findes specialafdelinger, som allerede i dag helt klart er
for små til at få et passende patienttilbud og til på rationel måde at kunne
opretholde et kvalitativt beredskab. Endelig vil en centralisering af
skadebehandlingstjenesten (og i forbindelse hermed en koordinering af
ambulancetjenesten og sygehusvæsenet) indgår som en vigtig bestanddel af de
bestræbelser, som skal føre frem imod samordning af kommunens
sygehusfunktioner til en funktionel enhed.
Det må i øvrigt i den enkelte sygehuskommune hurtigt fastlægges, efter
hvilke retningslinier patienterne skal visiteres imellem de forskellige
eksisterende sygehuse. Der må herved først og fremmest tages hensyn til den
lægelige specialiserede funktion, men så vidt muligt også til geografiske
forhold. Sådanne retningslinier må tillige have relation til
landsdelsspecialerne. Visitationen må bygge på en forud fastlagt
opgavefordeling og på en foreløbig stillingtagen til diagnose på grundlag af
oplysninger fra den praktiserende læge, evt. suppleret med oplysninger fra
forundersøgelsesambulatorier eller udtalelser fra referenceafdelinger. Bl.a.
af hensyn til de praktiserende lægers medvirken ved visitationen må det
sikres, at de praktiserende lægers behov for at kunne få foretaget
laboratoriemæssige undersøgelser på sygehuse bliver dækket. En centralisering
af skadebehandling på sygehuse forudsætter en fastlæggelse af
opgavefordelingen vedrørende skadebehandling mellem praktiserende læger og
sygehusvæsenet.
Det vil som led i integreringen af mindre sygehuse i det (de) sygehus(e)
inden for sygehuskommunerne, som efterhånden skal udbygges, være nødvendigt
at fastlægge formen for samarbejde mellem de ledende læger på afdelinger, som
uanset geografisk adskillelse funktionelt skal udgøre en enhed:
Det vil være nødvendigt, at der foretages en fuldstændig ligestilling med
hensyn til såvel faglig som administrativ ansvarsfordeling mellem ledende
læger, som varetager driften af sådanne geografisk adskilte afdelingen. Det
bør endvidere tilsikres, at disse liggestillede ledende læger praktisk har
såvel pligt til som mulighed for hyppigt at mødes for løbende at
tilrettelægge de geografisk adskilte afdelingers drift og udnyttelse.
Såfremt det efter omstændighederne findes hensigtsmæssigt, bør de ledende
læger for en tidsperiode kunne udpege en af de ledende læger til at varetage
den praktiske koordination af afdelingernes arbejde.
Tilsvarende samarbejdsformer vil formentlig være hensigtsmæssige for andet
ledende personale f.eks. sygeplejersker.
Den anbefalede form for samordning vil kunne forøge mulighederne for at
opnå den mest hensigtsmæssige udnyttelse af eksisterende senge-, behandlings-
og undersøgelseskapacitet.
IV. PLANLÆGNING AF BYGGERI TIL SYGEHUSFUNKTION.
Udviklingen vil medføre, at planlægning og projektering af byggeri til
sygehusfunktion ved et enkelt sygehus i langt mindre grad end tidligere kan
ske uafhængigt af planerne for de øvrige dele af sygehusvæsenet i en
sygehuskommune, og der bør derfor forud for en mere detaljeret planlægning og
projektering af byggeri være truffet beslutninger af principiel
planlægningsmæssig karakter som led i en samlet planlægning af vedkommende
kommunes sygehusvæsen.
Reglen i sygehuslovens § 5 om godkendelse af projekter til sygehusbyggeri
vil som følge heraf få et i forhold til § 3 i sygehusloven af 31. maj 1961
ændret og i en vis forstand mere begrænset indhold. I princippet vil
godkendelsen efter § 5 blive udtryk for en vurdering af, om det projekterede
byggeri på en hensigtsmæssig måde realiserer beslutninger af principiel
planlægningsmæssig karakter, som efter indstilling fra sygehusrådet allerede
er godkendt efter § 4, stk. 2, eller i særlige tilfælde § 4, stk. 3.
Der bør ved fremsendelsen af byggeprojekter til godkendelse efter § 5
udtrykkeligt henvises til de godkendelser efter § 4, som har været grundlaget
for projektets udarbejdelse. Sådanne godkendelser forudsættes for fremtiden
indhentet før behandling af projektet efter § 5 kan ske, og det må derfor
frarådes, at egentligt projekteringsarbejde påbegyndes, før § 4-godkendelse
foreligger.
Godkendelserne efter § 5 vil som hidtil blive meddelt på grundlag af
sundhedsstyrelsens udtalelser om de forelagte projekter. Det vil derfor -
navnlig ved større byggerier ved sygehuse - ofte være hensigtsmæssigt, at
bygherren søger kontakt med sundhedsstyrelsen på tidlige stadier af
byggeriets mere detaljerede planlægning og projektering med henblik på
rådgivning i spørgsmål af mere principiel karakter.
Samtidig bemærkes, at spørgsmålet om at søge godkendelse efter § 5 under
alle omstændigheder senest bør rejses på set tidspunkt, hvor endeligt
skitsseprojekt foreligger.
V. KONKLUSIONER.
Sygehuskommunernes planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2, bør dække
en 15-årig periode. Forestillinger om mere langsigtede perspektiver må dog
indgå i de overvejelser, som lægges til grund for planlægningen, bl.a. fordi
byggeri og dispositioner i forbindelse med byggeri oftest binder udviklingen
betydeligt længere ud i fremtiden. Det vil være nødvendigt, at planlægningen
af sygehusvæsenet sker i snævert samarbejde med den statslige og kommunale
planlægning inden for sundhedsvæsenet i øvrigt.
Det må påregnes, at specialiseringen inden for sygehusvæsenets
undersøgelses- og behandlingsvirksomhed i den første planlægningsperiode vil
fortsætte, og at den vil accellerere hastigt, således at nye specialer og
især nye ekspertområder vil opstå i betydeligt omfang. De stadigt snævrere
fagområder vil kræve større befolkningsmæssige grundlag, oftest svarende til
hele befolkningen i en sygehuskommune af almindelig størrelse. Samtidigt vil
de sagkyndiges indbyrdes afhængighed og behovet for samordning af
specialfunktionerne blive stærkt forøget bl.a. af hensyn til patienter med
sammensatte sygdomsbilleder, en tilfredsstillende varetagelse af
grænseområder, effektiv udnyttelse af sengepladser, apparatur og personale,
opretholdelse af et tilstrækkeligt og samtidigt økonomisk vagtberedskab samt
hensigtsmæssig tilrettelæggelse af uddannelsen. Dertil kommer, at de kliniske
funktioner vil blive mere og mere afhængige af tilstedeværelsen af
centraliserede, stærkt udviklede laboratoriefunktioner, der baseres på
samarbejde mellem højt uddannede lægeligt og ikke-lægeligt sagkyndige og på
øgede investeringer i stadigt mere kompliceret og kostbart teknisk udstyr.
Planlægningen skal sikre, at de økonomiske og personelle ressourcer, der
vil være til rådighed for det fremtidige sygehusvæsen, udnyttes på den for
befolkningen mest effektive og nyttebringende måde.
Ud fra denne målsætning vil der blive behov for en vidtgående geografisk
bygningsmæssig koncentration af sygehusfunktionerne.
Planlægningsbestræbelserne må dog nødvendigvis i første række rettes imod
en FUNKTIONEL SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE. Blandt andet ved en
stærkt udbygget fælles visitation med øget anvendelse af
forundersøgelsesambulatorier og gennem ændrede ledelsesformer, der
funktionelt samordner geografisk adskilte afdelinger til een afdeling, må det
sikres, at patienter med lidelser, der stiller særligt store krav til
specialviden, apparatur, vagtberedskab m.v., bliver undersøgt og/eller
behandlet på det sygehus, hvor kravene bedst kan opfyldes, samt sikres, at
der opnås en økonomisk effektiv udnyttelse af al eksisterende senge-,
behandlings- og undersøgelseskapacitet.
Derudover bør hver sygehuskommune udpege eet sygehus (HOVEDSYGEHUSET), der
skal udbygges til at rumme alle de kategorier af specialer og ekspertområder,
som normalt bør forefindes i en sygehuskommune. Det til denne udbygning
fornødne byggeri må planlægges og principielt gennemgøres forud for andre
bygningsmæssige investeringer. Mere end eet hovedsygehus bør kun etableres i
meget store sygehuskommuner med mere end 300-350.000 indbyggere. Det bemærkes
herved, at 800-900 sengepladser med en dertil knyttet betydelig
undersøgelses- og behandlingskapacitet må betragtes som minimum for et
hovedsygehus allerede ud fra den i dag kendte eller sikkert påregnelige
specialiseringsgrad. De hovedsygehuse, der tillige skal have samtlige
landsdelsspecialiserede funktioner for et område med ca. 1 mill. indbyggere,
må have væsentligt større kapacitet.
Det må tillægges betydelig vægt, at der til hovedsygehusene i tide sikres
mulighed for senere udvidelse af sengeafdelinger og i endnu højere grad for
udvidelse af undersøgelses- og behandlingsafdelinger. Der foreligger endnu
ikke tilstrækkeligt erfarings- og oplysningsmateriale til belysning af
spørgsmålet om, hvorvidt det - på det helt lange sigt - vil være ønskeligt
eller nødvendigt med en koncentration af den altovervejende del af
sygehusfunktionerne på eet sygehus i hver af de nuværende sygehuskommuner.
DE ØVRIGE EKSISTERENDE SYGEHUSE må for hovedpartens vedkommende
opretholdes i en årrække som uundværlige led i det samlede sygehusvæsen.
Egentlige laboratoriefunktioner, herunder patologisk anatomi, bør dog hurtigt
centraliseres i videst muligt omfang, og delfunktioner som forbliver
decentraliserede, bør indgå under hovedafdelingen såvel lægeligt som
administrativt. Som ovenfor nævnt må planlægningen sikre, at der for alle
sygehuse i en sygehuskommune gennemføres en meget vidtgående funktionel
samordning. De mindre sygehuses funktion bør derudover ændres gennem en
planlagt trinvis udvikling, hvorved navnlig sådanne former for
sygehusfunktion, der kræver indgående specialviden, kombination af flere
slags specialviden, højt vagtberedskab eller anvendelse af meget
ressourcekrævende undersøgelses- og behandlingsmetoder, flyttes fra de mindre
sygehuse, efterhånden som forudsætningerne herfor skabes ved udbygning af
hovedsygehuset, modernisering og ændret organisation af ambulancetjeneste,
personskifte i ledende stillinger osv. Som eksempler på overgangsordninger,
der kunne tænkes indarbejdet i en sådan plan, kan nævnes, AT mindre sygehuse
knyttes tæt på større sygehuse og i særdeleshed på det sygehus, der udvælges
til at blive udbygget til hovedsygehus, AT mindre sygehuse lukkes for akut
modtagelse uden for dagarbejdstimerne og på lørdage og søndage, AT
skadebehandling og anden akut modtagelse efterhånden flyttes helt væk fra de
mindre sygehuse for at blive samlet på særlige modtageafsnit ved nogle få
større sygehuse i sygehuskommunen AT dertil egnede mindre sygehuse overgår
til anvendelse som dele af langtidsmedicinske afdelinger eller fysiurgiske
genoptræningsafdelinger eller på anden måde anvendes fortrinsvis til
behandling, efter at diagnose er stillet og behandling eventuelt påbegyndt på
et større sygehus.
For at opbygningen af hovedsygehuse kan fremmes i nødvendigt omfang og for
mest muligt at undgå risiko for fejlinvesteringer vil det være nødvendigt at
udvise den største tilbageholdenhed med hensyn til bygningsmæssige
investeringer i andre sygehuse i den første planlægningsperiode. Navnlig for
de mindre sygehuses vedkommende må det iagttages nøje, at eventuelle
bygningsmæssige investeringer holdes inden for sådanne rammer, at de kan
afskrives over et kort åremål, og påses, at investeringerne er absolut
nødvendige henset til den eventuelt gradvis ændrede funktion, som sygehuset i
henhold til kommunens samlede plan skal have i første eller en del af første
planlægningsperiode.
LANDSDELSSYGEHUSENES SÆRLIGE LANDSDELSFUNKTIONER må primært fastlægges ved
forhandlinger mellem sygehuskommunerne. Der må i den enkelte kommunes
sygehusplan redegøres for resultatet af sådanne forhandlinger, ligesom
sygehuskommuner med landsdelssygehuse i deres samlede plan må angive, hvilke
geografiske områder landsdelsfunktionerne skal omfatte.
Planlægningen bør i videst muligt omfang baseres på SAMARBEJDE MELLEM
SYGEHUSVÆSENET OG TILGRÆNSENDE OMRÅDER inden for sundheds- og socialvæsenet,
herunder praktiserende læger og plejehjem for kronisk syge.
Den kommunale sygehusplanlægning må iøvrigt ske på grundlag af den på
planlægningstidspunktet gældende byrde- og opgavefordeling mellem staten og
kommunerne. Planerne må indeholde en redegørelse for sygehuskommunens
forventede benyttelse af statsdreven sygehusafdelinger (Rigshospitalet,
Finseninstituttet, afdelinger på Statens Seruminstitut incl.
regionsafdelinger samt Fødselsanstalten i Jylland). I kommunernes planlægning
af det fremtidige sygehusvæsen bør indgå overvejelser om, hvorledes den
samlede psykiatriske service kan tilrettelægges på lidt længere sigt.
Til brug ved vurderingen af det fremtidige behov for sygehusfunktion
henvises til den af landsplanudvalgets sekretariat udarbejdede publikation
»Befolkningsfremskrivninger 1970-1990, Amtskommuner«.
Planlægningen for de første 5 år af den 15-årige planlægningsperiode bør
udarbejdes med betydelig detaljerethed, således at der gives fyldige
redegørelser for planlægningens forudsætninger og forventede konsekvenser.
Planlægningen for den senere del af planlægningsperioden må blive mere
skitsepræget, men bør bl.a. oplyse om trufne eller planlagte dispositioner
m.v., som sigter på fremtiden, så som ejendomserhvervelser til
sygehusbyggeri, byplanlægning m.v.
Planerne må søge så realistisk som muligt at vurdere, i hvilken takt de
stillede mål kan gennemføres. Herunder bør angives, hvor stort forbrug af
ressourcer såvel økonomiske som personelle der må påregnes at medgå hertil,
og i det omfang der er muligt, vil det være ønskeligt, at kommunen foretager
en opdeling på:
1. Anlægsudgifter, der kan defineres som udgifter, der
ikke kan optages som tilskudsberettigende på skema,I. 6. og II. 2. ved
indberetning af sygehusudgifter efter sygehuslovens § 14.
2. Driftsudgifter.
3. Personalebehov.
Ved vurderingen af ressourceforbruget må den eksisterende byrdefordeling
mellem staten og kommunerne på sygehusområdet lægges til grund.
Ved vurderingen af behovet for personale, der gennemgår offentligt
godkendte uddannelser, må de gældende regler for disse lægges til grund. Der
må endvidere regnes med de gældende løn- og ansættelsesvilkår (herunder
arbejdstid).
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 8. JUNI 1971.
H. C. TOFT.
/J. H. Koch.
Bilag
Fortegnelse over de pr. 1/4 1971 anerkendte lægelige specialer. 1.
Anæstesiologi. 2. Børnepsykiatri. 3. Cardiologi eller hjerte- og
kredsløbssygdomme. 4. Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme. 5.
Diagnostisk radiologi eller røntgenundersøgelse. 6. Fysiurgi. 7. Gynækologi
og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp. 8. Intern medicin eller
medicinske sygdomme. 9. Kirurgi eller kirurgiske sygdomme.
10. Klinisk blodtypeserologi.
11. Klinisk fysiologi.
12. Klinisk kemi.
13. Klinisk mikrobiologi.
14. Klinisk neurofysiologi.
15. Medicinske lungesygdomme.
16. Nefrologi eller medicinske nyresygdomme.
17. Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme.
18. Neuromedicin eller medicinske nervesygdomme.
19. Oftalmologi eller øjensygdomme.
20. Ortopædisk kirurgi.
21. Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme.
22. Patologisk anatomi og histologi eller
vævsundersøgelse.
23. Plastikkirurgi.
24. Psykiatri.
25. Pædiatri eller børnesygdomme.
26. Terapeutisk radiologi eller strålebehandling.
27. Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske
sygdomme.
28. Tropemedicin.
29. Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme.
30. Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske
mave-tarmsygdomme.
Officielle noter
(* 1)Tallet er excl. børn, jfr. ovenfor. Den kirurgiske blok kan tænkes
fordelt således: øre-, næse- og halssygdomme 0,16, kvindesygdomme og fødsler
0,90, ortopædisk kirurgi 0,67, øvrig kirurgi 0,67.
(* 2) Den medicinske blok kan tænkes fordelt således: intern medicin 1,55,
fysiurgi, lungemedicin, medicinske øjensygdomme og neuromedicin ialt 0,45.
(* 3) Børneblokken kan tænkes fordelt med 0,35 til de egentlige
pædiatriske patienter og 0,20 til patienter, der behandles i samarbejde med
afdelinger i den kirurgiske blok.
(* 4) ved inkorporering af statshospitalerne i det kommunale sygehusvæsen
må det skønnes, at sengetallet for selve sygehusfunktionen bliver forøget med
1,00.
(* 5) Skønnet over det fremtidige behov til langtidsbehandling er endnu
mere usikkert end de øvrige skøn, og der foreligger heller ikke blot
nogenlunde sikre holdepunkter for et skøn over behovets fordeling på
langtidsmedicinske patienter og fysiurgiske genoptræningspatienter. Ved
undersøgelser inden for Københavns amts sygehusvæsen er det nuværende behov
beregnet til 0,40/1000, fordelt med ca. 3/5 til langtidsmedicin og ca. 2/5
til genoptræning, men behovet forventes at blive hurtigt stigende.
Sundhedsstyrelsens udvalg om langtidsbehandling har ved en pilotundersøgelse
i samarbejde med sundhedsstyrelsens statistiske afdeling fundet, at man må
regne med et gennemsnitstal på 0,90/1000 til patienter med liggetider over 61
dage. Udvalget går ud fra, at en nøjere undersøgelse af beregningsmaterialets
fordeling efter diagnoser m.v. ville reducere det på denne måde beregnede
behov, men forudsætter, at der også i gruppen af patienter med liggetider på
,mellem 3 uger og 2 måneder og et sengebehov, svarende til 1,60/1000, er
patienter af de kategorier, som hører hjemme på de fremtidige afdelinger for
langtidsbehandling.
(* 6) Tallet vedrører kun den særlige landsdelsfunktion ud over
landsdelssygehusenes almindelige sygehusfunktion. For de
landsdelsspecialiserede funktioner er udviklingen af en sådan karakter, at
det ikke vil være hensigtsmæssigt at forsøge på at angive behovsnormer for de
enkelte delområder. I 1968 regnede sundhedsstyrelsen med en samlet
behovsramme på 0,50/1000, men på baggrund af den seneste udvikling og det fra
specialselskaberne tilvejebragte materiale skønner sundhedsstyrelsen nu, at
behovet til landsdelsspecialiserede funktioner vil blive 0,85/1000.
Lignende dokumenter
- Cirkulære om ændrede tidsfrister m.v. for indsendelse af sygehusplaner Retsinformation · 2. marts 1979
- Vejledende retningslinier vedrørende sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier og klinikker m.v. Retsinformation · 5. september 1977
- Vejledende retningslinier om tilrettelæggelse af behandlingen af reumatologiske lidelser indenfor sygehusvæsenet Retsinformation · 7. juni 1979
- Cirkulære om ændrede tidsfrister m.v. for indsendelse af planer for forebyggende helbredsundersøgelser og fødselshjælp Retsinformation · 15. april 1981
- 1992 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING M.V. (FRIERE SYGEHUSVALG, BEHANDLING PÅ PRIVATE SPECIALSYGEHUSE M.FL., SPECIALESAMLING, AMBULANCETJENESTE, FÆRDIGBEHANDLEDE PATIENTER SAMT PLANLÆGNING OG SAMARBEJDE) Retsinformation · 21. december 1992
- Vejledende retningslinier for visitation af patienter til lands- og landsdelssygehuse m. v. Retsinformation · 10. april 1981