Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om
autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig
forskelsbehandling
Det fremgår af sagens akter
at A er irakisk statsborger. Den 24. januar 1991 bestod A kandidateksamen i
medicin og kirurgi ved universitet i Bologna. Den 13. november 1991 indrejste
A
i Danmark.
Dansk Flygtningehjælp
ansøgte på A’s vegne den 28. september 1998 Sundhedsstyrelsen om
ækvivalering
af A’s italienske eksamen i kirurgi og medicin. Sundhedsstyrelsen bad i
brev af
6. oktober 1998 om at få tilsendt diverse dokumenter til brug for
behandlingen
af ansøgningen.
Efter at A havde afleveret
de ønskede dokumenter, bad Sundhedsstyrelsen den 12. november 1998 Københavns
Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, om en udtalelse om hvorvidt
det kunne anbefales at der blev meddelt A autorisation, og i givet fald på
hvilke vilkår.
Københavns Universitet, Det
Sundhedsvidenskabelige Fakultet, anførte i brev af 17. november 1998 at
fakultet
kunne anbefale at A blev meddelt varig autorisation hvis A bestod tentamen i
medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Fakultet anbefalede
endvidere at der kunne meddeles A midlertidig autorisation.
Sundhedsstyrelsen skrev i
brev af 20. november 1998 at styrelsen efter samråd med Det
Sundhedsvidenskabelige Fakultet kunne meddele at A kunne opnå varig
Læs alt
autorisation til at arbejde som læge i Danmark hvis A bestod tentamen i
fagene
medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Styrelsen meddelte
samtidig A at det var et krav for at han kunne indstille sig til prøverne i
de
nævnte fag at han havde bestået en prøve i dansk, Danskprøve 2. Styrelsen
anførte samtidig at A kunne opnå midlertidig autorisation i indtil 18 måneder
til en bestemt stilling.
A rettede den 25. november
1998 henvendelse til mig for at klage over at han ikke kunne blive
autoriseret
som læge på baggrund af den lægeeksamen som han havde opnået ved universitet
i
Bologna. Den 9. december 1998 sendte jeg nogle af A’s bilag til
Sundhedsstyrelsen med henblik på at styrelsen vurderede A’s sag på ny,
og –
hvis styrelsen fastholdt sin opfattelse – vejledte A om hans muligheder
for at
klage. I brev af 28. januar 1999 meddelte jeg Sundhedsstyrelsen at A havde
rettet henvendelse til mig på ny fordi styrelsen endnu ikke havde meddelt A
sin
(nye) vurdering af hans sag. I brev af 15. februar 1999 afslog
Sundhedsstyrelsen at A kunne blive autoriseret som læge alene på grundlag af
sin italienske lægeeksamen. Styrelsen anførte bl.a. følgende:
”Vedrørende meddelelse af autorisation som læge i henhold til
EU-bestemmelserne:
Af § 3 a. i
Lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning
(lægeloven) fremgår at ’Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne
bestemmelser
om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse
af
overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget
af De europæiske Fællesskaber’.
Sundhedsministeriet har med
bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til
udøvelse
af lægegerning med senere ændringer fastsat sådanne bestemmelser. Af § 1
fremgår, at ’Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske
Fællesskabers medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en
uddannelse
som læge i en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til
selvstændigt virke som læge i Danmark’.
Da De ikke er
EF-statsborger, er De således ikke omfattet af EU-bestemmelserne.
Vedrørende meddelelse af autorisation som læge for personer, der ikke
er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-bestemmelserne:
Af § 3 a., stk. 2 i
lægeloven fremgår at ’Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i
udlandet
har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte
uddannelser,
autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i
landet’.
Af pkt. 4.1.1 i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af
læger uddannet i udlandet fremgår, at ’varig autorisation som læge kan
udstedes
af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har: a) en uddannelse, der kan
sidestilles med den danske uddannelse, b) dokumentation for sprogkundskaber i
dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i dansk for udlændinge,
Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille sig til prøverne
under
punkterne c) og d)), c) bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk
lovgivning
og receptskrivning ved et dansk universitet, d) bestået tentamen i klinisk
medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet (personer uddannet i
visse
3. lande kan undtages fra dette krav)’.
Da De er irakisk statsborger
uddannet i et EU-medlemsland, og derved ikke omfattet af EU-bestemmelserne,
er
Deres mulighed for at få dansk autorisation således afhængig af, om De
opfylder
betingelserne i ovennævnte vejledning. Kravet til Dem, om at De skal bestå
tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning gælder
derfor, idet det drejer sig om fag omfattende specielle forhold, der gælder
for
Danmark, og derfor ikke har indgået i Deres uddannelse i Italien.”
Den 17. februar 1999 klagede
A over Sundhedsstyrelsens afgørelse til Sundhedsministeriet. I anledning af
A’s
klage indhentede Sundhedsministeriet en udtalelse af 24. februar 1999 fra
Sundhedsstyrelsen der bl.a. indeholder følgende:
”Generelt kan
Sundhedsstyrelsen vedrørende kravet om prøver i socialmedicin, medicinsk
lovgivning og receptskrivning samt sprogkrav udtale, at man af
sikkerhedsmæssige grunde helst så, at alle udlændinge (EU-, nordiske og 3.
landsansøgere), der meddeles autorisation, har kendskab til disse emner og
det
danske sprog mindst svarende til DP2.
Imidlertid er det ikke
muligt, at det er Sundhedsstyrelsen, der håndhæver dette krav, når det drejer
sig om personer, der meddeles autorisation i henhold til den Nordiske
Overenskomst, eller de der meddeles autorisation på baggrund af
EU-direktiver.
I EU betragtes et sprogkrav som en teknisk handelshindring. I disse tilfælde
er
det derfor ansættelsesmyndigheden, der skal vurdere, om f.eks. lægen kan leve
op til lægelovens krav om, at lægen under udøvelse af sin gerning er
forpligtet
til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også en
forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale
m.fl.”
Sundhedsministeriet stadfæstede
herefter i brev af 31. maj 1999 styrelsens afgørelse. Ministeriet anførte
bl.a
følgende:
”Bestemmelserne om adgang
for statsborgere fra de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union bygger på
bestemmelserne i Rådsdirektiv af 5. april 1993 med senere ændringer om fremme
af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres
eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.
Dette direktiv har hjemmel i
EU-traktatens artikel 49, artikel 57 og artikel 66, der alle omhandler
arbejdskraftens
fri bevægelighed. Disse bestemmelser er fastsat med henblik på at
virkeliggøre
Unionens mål blandt andet ved ’at fremme afbalancerede og varige
økonomiske og
sociale fremskridt, navnlig gennem etableringen af et område uden indre
grænser
’, jf. artikel B i Unionstraktaten. I henhold til artikel 3 i traktaten
indebærer Fællesskabet blandt andet ’oprettelse af et indre marked ved
fjernelse af hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer,
tjenesteydelser og kapital mellem medlemsstaterne’.
Det er disse bestemmelser,
der danner grundlag for de danske regler i bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni
1989 med senere ændringer om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af
lægegerning i Danmark.
Såvel direktiverne som den
danske bekendtgørelse hviler på traktatens formålsbestemmelser om
gennemførelse
af et stort marked for varer og tjenesteydelser inden for Unionen. Et af
midlerne er, at sikre den frie bevægelighed, og der blev med dette formål
udarbejdet direktiver. Disse er kun gældende for statsborgere i Unionen, idet
hensigten med traktatbestemmelserne er at tilgodese unionens medlemsstater og
deres borgere.
Det er af disse årsager ikke
muligt direkte at anvende de gældende bestemmelser om Unionens statsborgere
på
Deres forhold også selvom Deres uddannelse er erhvervet i et andet EU-land.
Det
er nemlig ikke uddannelsen som sådan, men de tilhørsmæssige forhold i Unionen
eller et nordisk statsborgerskab, der er afgørende for, hvilket regelsæt der
anvendes.
Deres anmodning om vurdering
af Deres uddannelse efter samme regler som EU-statsborgeres vil derfor ikke
kunne imødekommes.
For god ordens skyld
bemærkes, at der ikke efter de gældende bestemmelser er mulighed for at
dispensere fra kravet om EU-statsborgerforhold.”
Ved personlig henvendelse
den 17. juni 1999 klagede A til mig over Sundhedsstyrelsens og
Sundhedsministeriets afgørelser. I anledning af A’s klage modtog jeg
udtalelser
af den 13. december 1999, 21. december 1999 og 26. januar 2000 fra
henholdsvis
Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og Sundhedsministeriet.
I sin udtalelse anførte
Sundhedsstyrelsen bl.a følgende:
”Sagens EU-retlige aspekter
Rådets direktiv 93/16/EØF
omhandler alene
EU-statsborgere
som
er i besiddelse af
de beviser,
der er
nævnt i direktivet. Som nævnt i Sundhedsministeriets brev af 31. maj 1999 til
(A) er hensigten med traktatbestemmelserne at tilgodese unionens
medlemsstater
og deres borgere. Da (A) ikke er EU-statsborger, er der ikke grundlag for
automatisk anerkendelse, hvorfor sagen skal afgøres efter en konkret
vurdering.
Er Sundhedsstyrelsen afskåret fra at fravige retningslinierne i
vejledning nr. 180 af 15. november 1996 og meddele (A) autorisation på det
foreliggende grundlag?
’Lægelovens’ (bekendtgørelse
nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning) bestemmelse (§ 3a
stk. 2) om autorisation af 3.landslæger er fakultativ. I afsnit 4 i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af
læger uddannet i udlandet har Sundhedsstyrelsen redegjort for
Sundhedsstyrelsens praksis på området.
Sundhedsstyrelsen kan kun
fravige sin praksis,
når retsgrundlaget
tillader det. Endvidere kan Sundhedsstyrelsen som følge af den
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning i en
konkret
sag
kun fravige sin
egen praksis, hvis der er særlige og saglige grunde for særbehandlingen
(jf.
s. 36 i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. ’Forvaltningsret’, 1994).
Retsgrundlaget:
’Sidestilles’:
Retsgrundlaget tillader ikke en fravigelse fra
kravet om, at den udenlandske uddannelse kan
sidestilles
med en dansk, jf. ordlyden i lægelovens § 3a, stk. 2.
Sprogkrav:
Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse tillader
retsgrundlaget
heller ikke en fravigelse fra kravet om
tilstrækkelige danskkundskaber.
Der
henvises til bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 72 af 14. marts 1934
(fremsat i Folketinget den 13. november 1931 og (gen)fremsat i Landstinget
den
1. april 1934. Heraf fremgår blandt andet, at tilladelsen kun bør meddeles
personer, ’der er det danske sprog mægtig, da det er en forudsætning for
på
forsvarlig måde at kunne udøve lægegerning, at lægen kan forstå patienternes
angivelser og selv gøre sig forståelig for disse’ (Rigsdagstidende,
1931-1932,
tillæg
A, Sp. 4015). Selv om affattelsen
af bestemmelsen er ændret i den mellemliggende periode, og selv om der nu
gælder særlige regler for EU- og nordiske statsborgere, ses intentionen om
sprogkravet ikke at være ændret for 3.landslæger.
Øvrige krav:
Med hensyn til tentamen i henholdsvis socialmedicin,
medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet og tentamen
i klinisk
medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet forudsætter
retsgrundlaget
derimod en
konkret stillingtagen. Af
Rigsdagstidende 1931/1932, tillæg A, Sp. 4015 og Rigsdagstidende 1933/1934
Tillæg A, fremgår, at tilladelsen om fornødent kan gøres afhængig af, at
vedkommende aflægger en prøve for Fakultetet.
Særlig/saglig begrundelse for fravigelse?
Der foreligger ikke
oplysninger om, at ansøgeren på anden vis har erhvervet kundskaber inden for
ovennævnte vigtige, specifikke områder. Sundhedsstyrelsen har derfor fundet,
at
det fornødne grundlag for at afkræve prøverne er tilstede. En undladelse af
at
stille kravet ville ud fra en lægefaglig synsvinkel ikke være rigtigt, og det
ville heller ikke være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens praksis.
Sundhedsstyrelsen har således ikke fundet, at der i den konkrete sag var
særlige og saglige grunde til at fravige vejledningens krav om tentamen i
socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning.
Praksis med hensyn til fravigelse fra vejledningen
Sprogkrav:
Sundhedsstyrelsen fraviger
ikke
kravet om dokumenterede
danskkundskaber
,
idet disse skønnes at være en væsentlig forudsætning for en forsvarlig
kommunikation mellem læge og patient samt interkollegialt og en forudsætning
for lovbestemmelsen. Tilstrækkelige sprogkundskaber fortolkes i dag normalt
som
sprogkundskaber svarende til Danskprøve 2. Også dansk statsborgerskab
bedømmes
dog efter praksis som dokumentation for tilstrækkelige danskkundskaber. I et
enkelt tilfælde har Sundhedsstyrelsen bedømt en 3.landslæges dokumenterede
norskkundskaber som et tilstrækkeligt kendskab til dansk, idet det i
tilstrækkelig grad fandtes sandsynliggjort, at der ikke på grund af sproget
ville opstå kommunikationsvanskeligheder, som kunne udgøre et lægefagligt
problem.
Sundhedsstyrelsen er opmærksom på det modstridende i ikke at kræve danske
sprogkundskaber af EU-læger. Det er dog af traktatmæssige årsager uden for
Sundhedsstyrelsens rækkevidde at påvirke dette forhold, idet sprogkrav
betragtes som diskriminerende i EU-sammenhæng.
Tentamen i klinisk kirurgi og klinisk medicin:
Det er
Sundhedsstyrelsens praksis at fravige vejledningens krav om
tentamen i klinisk kirurgi og klinisk
medicin
ved et dansk universitet i de tilfælde, hvor ansøgerens uddannelse
vurderes at have et sådant omfang, indhold og bredde, at det ud fra en
lægefagligt synsvinkel synes ubetænkeligt at meddele varig autorisation uden
beståelse af disse tillægsprøver. Det gælder f.eks. i en sag som A’s.
Dette er
dog ikke en egentlig fravigelse fra vejledningen, idet det udtrykkeligt
nævnes,
at ansøgere fra visse 3.lande er undtaget fra dette krav. Der er ikke tale om
en ’liste’ over særlige lande, men der foretages en konkret
vurdering af hvert
enkelt uddannelsesforløb.
Tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved
et dansk universitet:
Sundhedsstyrelsen fastholder
som altovervejende hovedregel dette krav. Begrundelsen herfor er, at prøverne
omfatter specifikke danske forhold, som en ansøger med en ikke-dansk
medicinsk
uddannelse af gode grunde ikke vil kunne have et forudgående kendskab til. Af
lægefaglige årsager tillægges de kundskaber, som bestået tentamen af de
nævnte
fag er udtryk for, stor vægt. Sundhedsstyrelsen vil ikke fuldstændig
udelukke,
at der kunne komme en helt særlig situation, hvor en læge på en eller anden
måde kunne dokumentere på anden vis at have erhvervet et sådant kendskab til
de
nævnte fag, at der kunne blive tale om at dispensere fra dette krav.
Sundhedsstyrelsen er dog ikke bekendt med, at have modtaget sådanne
ansøgninger. De samme synspunkter kunne fremføres om EU-læger og nordiske
læger, men af traktatmæssige årsager har Sundhedsstyrelsen heller ikke på
dette
punkt mulighed for at stille supplerende krav til EU-læger og nordiske læger.
Lighedssynspunkter kunne
tale for ikke at stille krav til 3.landslæger om prøver, som ’kan
undværes’ for
EU-læger og nordiske læger. Sundhedsstyrelsen finder det imidlertid afgørende
kun at autorisere læger, som findes tilstrækkeligt lægefagligt kvalificerede
til at udøve virksomhed som læge i Danmark.”
Justitsministeriet anførte i
sin udtalelse bl.a følgende:
”Efter det oplyste er der
tale om en person, der er statsborger i et land (Irak), der ikke er medlem af
De Europæiske Fællesskaber (et tredieland), men som har taget en uddannelse
som
læge i et EU-land (Italien).
Det følger af Domstolens
praksis, at en EU-borger, som rejser til en anden EU-medlemsstat for dér at
udøve erhvervsvirksomhed, enten er omfattet af EF-traktatens kapitel om
arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 39 ff), kapitlet om
etableringsretten (artikel 43 ff) eller kapitlet om tjenesteydelser (artikel
49
ff), som indbyrdes udelukker hinanden (se f.eks. dom af 30. november 1995 i
sag
C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165).
Det er imidlertid en
betingelse for at kunne påberåbe sig de nævnte bestemmelser i EF-traktaten,
at
der er tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat.
For så vidt angår reglerne
om etableringsretten og tjenesteydelser fremgår dette direkte af ordlyden af
de
relevante bestemmelser, jf. artikel 43, stk. 1, og artikel 49, stk. 1.
For så vidt angår reglerne
om arbejdskraftens frie bevægelighed fremgår det ikke udtrykkeligt af artikel
39, at der skal være tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat,
men dette fremgår af artikel 1 i forordning 1612/68 om arbejdskraftens fri
bevægelighed. På samme måde følger det af EF-traktatens artikel 17, stk. 2,
om
unionsborgerskabet, at unionsborgerne, det vil sige personer, der er
statsborgere i en medlemsstat, har de rettigheder, der er indeholdt i
EF-traktaten.
For at lette på den faktiske
udøvelse af retten til fri bevægelighed for personer har Fællesskabet
vedtaget
direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser.
I forhold til den konkrete
sag kan nævnes Rådets direktiv 93/16/EØF, som ændret senest ved direktiv
98/63/EF, om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig
anerkendelse
af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.
Det fremgår af artikel 1, at
direktivet (alene) finder anvendelse på virksomhed som læge, som statsborgere
i
medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som selvstændig. De personer,
der
kan støtte ret på direktivets bestemmelser, er således personer, der er
statsborgere i en medlemsstat.
I en besvarelse af en
skriftlig forespørgsel om anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig
forespørgsel E-3921/98, EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s. 104)
udtalte Kommissionen, at ’direktivet udelukkende gælder statsborgere i
EU’. Det
fremgår endvidere af svaret, at ’En medlemsstat er ikke bundet af, at en
anden
medlemsstat eventuelt har anerkendt de faglige kvalifikationer hos en læge,
som, selv om han har fået sin uddannelse inden for EU, ikke er statsborger i
én
af medlemsstaterne.’
Direktivet regulerer således
ikke tredielandsborgere, der har taget en uddannelse som læge i en
medlemsstat.
Som det fremgår ovenfor, er en tredielandsborger heller ikke omfattet af
EF-traktatens personelle anvendelsesområde og kan derfor ikke påberåbe sig
traktatens regler om personers frie bevægelighed.
Justitsministeriet er ikke
bekendt med ikke-bindende retsakter, som f.eks resolutioner vedtaget af
Rådet,
der udvider direktivets anvendelsesområde til tredielandsborgere, der har
taget
en uddannelse som læge i et EU-land.
Der foreligger ikke oplysninger
om, at (A) på andet grundlag skulle kunne påberåbe sig EU-retten, f.eks fordi
vedkommende er familiemedlem til en person, der er vandrende arbejdstager,
jf.
således artikel 10 i forordning 1612/68.
På den baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse, at den konkrete sag ikke indeholder
EU-retlige
aspekter.”
Sundhedsministeriet har i
sin udtalelse anført at ministeriet kan tilslutte sig Sundhedsstyrelsens og
Justitsministeriets udtalelser.
Sundhedsstyrelsens,
Sundhedsministeriets og Justitsministeriets udtalelser blev under et møde med
en af mine medarbejdere udleveret til A. I et møde den 13. marts 2000
meddelte
A den pågældende medarbejder at han havde følgende bemærkninger til
udtalelserne og sagen:
Det var A’s opfattelse at
Danmark som medlem af EU må autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis
fordi han i en anden EU-medlemsstat, Italien, ville kunne opnå en
autorisation
på grundlag af eksamensbeviset. A mente videre at Sundhedsstyrelsens og
Sundhedsministeriets afgørelser er i strid med den danske integrationspolitik
og er udtryk for nationalitetsdiskrimination. A mente endelig at
Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde tillægge det betydning at A
havde arbejdstilladelse i Italien inden han indrejste til Danmark, og at
årsagen til at hans italienske arbejdstilladelse udløb, var fejl hos danske
myndigheder i forbindelse med A’s indrejse til Danmark.
Ombudsmandens udtalelse
”Styrelsens og ministeriets afgørelser er truffet efter bestemmelser i
lægeloven, bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 med senere ændringer om
EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark, vejledning nr.
180 af 15. november 1996 om autorisation af læger uddannet i udlandet og
Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed
for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser m.v. De nævnte
forskrifter indeholder bl.a følgende bestemmelser:
Lægeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995:
’§ 2.
autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået
dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som over for et lægevidenskabeligt
fakultet har aflagt lægeløftet.
§ 3 a.
Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af
lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af
overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver
vedtaget af De europæiske Fællesskaber.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået
uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser,
autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet. I
tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af
lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.’
Bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til
udøvelse af lægegerning i Danmark:
’§ 1.
Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske Fællesskabers
medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en uddannelse som læge i
en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til selvstændigt
virke som læge i Danmark.’
Vejledning nr. 180 af 15.
november 1996:
’4. ANSØGERE, DER IKKE ER
OMFATTET AF DE SÆRLIGE REGLER FOR NORDISKE STATSBORGERE OG STATSBORGERE I
EU-LANDE (3. lands læger)
4.1.1. Varig autorisation som læge
Varig autorisation som læge
kan udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har:
En uddannelse, der kan sidestilles med den danske
uddannelse
Dokumentation
for sprogkundskaber i dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i
dansk for udlændinge, Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille
sig til prøverne under punkterne c) og d))
Bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning
og receptskrivning ved et dansk universitet
Bestået
tentamen i klinisk medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet
(personer fra visse 3.lande kan undtages fra dette krav)
Prøverne under c) og d) kan
tages ved et af de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter i Danmark. Nærmere
regler
i forbindelse med prøverne kan fås ved henvendelse til fakulteterne (se under
punkt 5.6.).’
Rådets direktiv af 5. april
1993:
’Art. 1. Dette direktiv finder anvendelse på virksomhed som læge,
som statsborgere i medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som
selvstændig.
Art. 2. Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser,
certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der udstedes til
medlemsstaternes
statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 23, og
som er anført i artikel 3, ved at tildele dem den samme virkning på sit
område
for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som læge, som de
eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv
udsteder.’
Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser
Som det fremgår af artikel 1
i Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser mv.,
gælder direktivet kun for læger der er statsborgere i en EU-medlemsstat.
EU-Kommissionen har endvidere i en besvarelse af en skriftlig forespørgsel om
anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig forespørgsel E-3921/98,
EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s.104) bl.a. udtalt følgende:
’Article 1 of Council Directive 93/16/EEC of 5
April 1993 to facilitate the free movement of doctors and the mutual
recognition of their diplomas, certificates and other evidence of formal
qualifications does indeed expressly state that it only applies to Community
nationals.
Whilst the professional qualifications of a
doctor who has recieved his/her training in the Community, but is not a
national of one of the Member States, may be recognised by one Member State,
there is no obligation upon the others to do so.’
Sundhedsministerens
bekendtgørelse der er udstedt med hjemmel i lægelovens § 3 a, stk. 1, gælder
derfor (som bekendtgørelsen angiver) også kun læger der er statsborgere i en
stat der er medlem af EU.
Da (A) ikke er
EU-statsborger, falder (A) til trods for sin italienske eksamen således ikke
ind under EU-reglerne. Som det fremgår af EU-Kommissionens udtalelse, er
Danmark endvidere ikke bundet af at (A)’s faglige kvalifikationer som
læge
anerkendes i Italien.
EU-reglerne finder således
ikke anvendelse og er derfor heller ikke til hinder for at de danske
myndigheder stiller supplerende krav for at godkende en
tredjelandsstatsborgers
eksamen opnået i en EU-medlemsstat. Heller ikke andre danske eller
internationale regler forhindrer at de danske myndigheder stiller krav til
tredjelandsborgere som myndighederne ikke stiller til EU-statsborgere.
Det er derfor min opfattelse
at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har været berettiget til
udelukkende at behandle (A)’s ansøgning om autorisation efter de regler
der
gælder for tredjelandsstatsborgere med en udenlandsk lægeeksamen.
De krav som
Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har stillet for at autorisere (A) på
baggrund af hans italienske lægeuddannelse, og som Sundhedsstyrelsen i sin
udtalelse yderligere har redegjort for hensigtsmæssigheden af, vedrører alle
supplerende kurser vedrørende danske forhold som ikke indgår i den italienske
lægeuddannelse. Jeg mener derfor umiddelbart at der er tale om saglige krav.
En
endelig vurdering heraf bygger imidlertid på en lægefaglig vurdering.
Ifølge reglerne for
ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol
af de lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som
ombudsmanden
ikke har. Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bygger også i vidt omfang
deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og
omstændigheder. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger
for
at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde
end Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet der beskæftiger sig med det
pågældende sagsområde i det daglige.
Jeg kan derfor ikke
kritisere sådanne afgørelser medmindre der foreligger ganske særlige
omstændigheder. Det kan f.eks. være tilfældet hvis afgørelsen i forhold til
andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt
begrundet,
eller hvis myndighederne ved afgørelsen har undladt at inddrage samtlige
relevante forhold i den konkrete sag.
Set ud fra et
læge-patient-forhold besidder (A) som udgangspunkt de samme kvalifikationer
som
f.eks. en italiensk statsborger med den samme eksamen som (A). Uanset dette
mener jeg imidlertid ikke at Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets
afgørelser er udtryk for en usaglig forskelsbehandling idet
forskelsbehandlingen alene er begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem
af
EU, jf. Sundhedsstyrelsens udtalelse af 24. februar 1999 til
Sundhedsministeriet.
Jeg har forstået
Sundhedsstyrelsens udtalelse til mig således at styrelsen ikke mener at være
afskåret fra at fravige sin praksis hvis der er saglige grunde hertil.
Styrelsen har således anført at styrelsen i et tilfælde har fraveget
sprogkravet idet ansøgeren havde dokumenterede norskkunskaber, og at
styrelsen
ikke vil udelukke at kendskab til socialmedicin, medicinsk lovgivning og
receptskrivning kan dokumenteres på anden måde end ved beståelse af tentamen
i
de nævnte fag. Styrelsen anfører endelig at der ikke i sagen foreligger
oplysninger om at (A) på anden måde skulle have erhvervet kendskab til de
pågældende fag. På den baggrund må jeg lægge til grund at Sundhedsstyrelsen
har
foretaget en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger, og
styrelsens vurdering heraf kan ikke give mig anledning til bemærkninger.
For så vidt angår (A)’s
bemærkninger om at afgørelserne er i strid med den danske
integrationspolitik,
og at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet ved vurderingen af sagen burde
have inddraget det forhold at der eventuelt er begået fejl af danske
myndigheder ved (A)’s indrejse til Danmark, kan jeg oplyse at jeg ikke
mener at
disse forhold har betydning for (A)’s sag. Det skyldes henholdsvis at
sundhedsmyndighederne ikke varetager gennemførelsen af integrationspolitikken
i
Danmark, og at sundhedsmyndighederne ikke kan tillægge forhold der ikke
vedrører (A)’s kvalifikationer som læge, betydning ved afgørelsen af om
(A) kan
autoriseres som læge.
Jeg kan således ikke
kritisere at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet afslog (A)’s
ansøgning om
at blive autoriseret som læge.
Jeg bemærker at jeg ikke har
foretaget en vurdering af om Sundhedsstyrelsen burde have partshørt (A) over
Københavns Universitets udtalelse af 17. november 1998, eller om
Sundhedsministeriet burde have partshørt (A) over Sundhedsstyrelsens
udtalelse
af 24. februar 1999 inden ministeriet traf afgørelse i sagen.”
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 25. juni 1981. — C. Broekmeulen mod Huisarts Registratie Commissie. EU-domme · 25. juni 1981
- Afgørelse om autorisation af dyrlægeuddannelse fra Brasilien Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. marts 2014
- Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 2. oktober 2025. — B mod Niedersächsischer Zweckverband zur Approbationserteilung (NiZzA). EU-domme · 2. oktober 2025
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 7. september 2005
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE AFGØRELSE (EU) 2017/2113 af 11. september 2017 om ændring af bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF for så vidt angår uddannelsesbeviser og benævnelser for uddannelser (meddelt under nummer C(2017) 6054) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 11. september 2017
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE AFGØRELSE (EU) 2016/790 af 13. januar 2016 om ændring af bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF for så vidt angår uddannelsesbeviser og benævnelser for uddannelser (meddelt under nummer C(2016) 1) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. januar 2016