Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling

FOU nr 2000.410UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om

autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig

forskelsbehandling

Det fremgår af sagens akter

at A er irakisk statsborger. Den 24. januar 1991 bestod A kandidateksamen i

medicin og kirurgi ved universitet i Bologna. Den 13. november 1991 indrejste

A

i Danmark.

Dansk Flygtningehjælp

ansøgte på A’s vegne den 28. september 1998 Sundhedsstyrelsen om

ækvivalering

af A’s italienske eksamen i kirurgi og medicin. Sundhedsstyrelsen bad i

brev af

6. oktober 1998 om at få tilsendt diverse dokumenter til brug for

behandlingen

af ansøgningen.

Efter at A havde afleveret

de ønskede dokumenter, bad Sundhedsstyrelsen den 12. november 1998 Københavns

Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, om en udtalelse om hvorvidt

det kunne anbefales at der blev meddelt A autorisation, og i givet fald på

hvilke vilkår.

Københavns Universitet, Det

Sundhedsvidenskabelige Fakultet, anførte i brev af 17. november 1998 at

fakultet

kunne anbefale at A blev meddelt varig autorisation hvis A bestod tentamen i

medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Fakultet anbefalede

endvidere at der kunne meddeles A midlertidig autorisation.

Sundhedsstyrelsen skrev i

brev af 20. november 1998 at styrelsen efter samråd med Det

Sundhedsvidenskabelige Fakultet kunne meddele at A kunne opnå varig

Læs alt

autorisation til at arbejde som læge i Danmark hvis A bestod tentamen i

fagene

medicinallovgivning, socialmedicin og receptskrivning. Styrelsen meddelte

samtidig A at det var et krav for at han kunne indstille sig til prøverne i

de

nævnte fag at han havde bestået en prøve i dansk, Danskprøve 2. Styrelsen

anførte samtidig at A kunne opnå midlertidig autorisation i indtil 18 måneder

til en bestemt stilling.

A rettede den 25. november

1998 henvendelse til mig for at klage over at han ikke kunne blive

autoriseret

som læge på baggrund af den lægeeksamen som han havde opnået ved universitet

i

Bologna. Den 9. december 1998 sendte jeg nogle af A’s bilag til

Sundhedsstyrelsen med henblik på at styrelsen vurderede A’s sag på ny,

og –

hvis styrelsen fastholdt sin opfattelse – vejledte A om hans muligheder

for at

klage. I brev af 28. januar 1999 meddelte jeg Sundhedsstyrelsen at A havde

rettet henvendelse til mig på ny fordi styrelsen endnu ikke havde meddelt A

sin

(nye) vurdering af hans sag. I brev af 15. februar 1999 afslog

Sundhedsstyrelsen at A kunne blive autoriseret som læge alene på grundlag af

sin italienske lægeeksamen. Styrelsen anførte bl.a. følgende:

”Vedrørende meddelelse af autorisation som læge i henhold til

EU-bestemmelserne:

Af § 3 a. i

Lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning

(lægeloven) fremgår at ’Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne

bestemmelser

om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse

af

overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget

af De europæiske Fællesskaber’.

Sundhedsministeriet har med

bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til

udøvelse

af lægegerning med senere ændringer fastsat sådanne bestemmelser. Af § 1

fremgår, at ’Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske

Fællesskabers medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en

uddannelse

som læge i en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til

selvstændigt virke som læge i Danmark’.

Da De ikke er

EF-statsborger, er De således ikke omfattet af EU-bestemmelserne.

Vedrørende meddelelse af autorisation som læge for personer, der ikke

er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-bestemmelserne:

Af § 3 a., stk. 2 i

lægeloven fremgår at ’Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i

udlandet

har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte

uddannelser,

autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i

landet’.

Af pkt. 4.1.1 i

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af

læger uddannet i udlandet fremgår, at ’varig autorisation som læge kan

udstedes

af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har: a) en uddannelse, der kan

sidestilles med den danske uddannelse, b) dokumentation for sprogkundskaber i

dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i dansk for udlændinge,

Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille sig til prøverne

under

punkterne c) og d)), c) bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk

lovgivning

og receptskrivning ved et dansk universitet, d) bestået tentamen i klinisk

medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet (personer uddannet i

visse

3. lande kan undtages fra dette krav)’.

Da De er irakisk statsborger

uddannet i et EU-medlemsland, og derved ikke omfattet af EU-bestemmelserne,

er

Deres mulighed for at få dansk autorisation således afhængig af, om De

opfylder

betingelserne i ovennævnte vejledning. Kravet til Dem, om at De skal bestå

tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning gælder

derfor, idet det drejer sig om fag omfattende specielle forhold, der gælder

for

Danmark, og derfor ikke har indgået i Deres uddannelse i Italien.”

Den 17. februar 1999 klagede

A over Sundhedsstyrelsens afgørelse til Sundhedsministeriet. I anledning af

A’s

klage indhentede Sundhedsministeriet en udtalelse af 24. februar 1999 fra

Sundhedsstyrelsen der bl.a. indeholder følgende:

”Generelt kan

Sundhedsstyrelsen vedrørende kravet om prøver i socialmedicin, medicinsk

lovgivning og receptskrivning samt sprogkrav udtale, at man af

sikkerhedsmæssige grunde helst så, at alle udlændinge (EU-, nordiske og 3.

landsansøgere), der meddeles autorisation, har kendskab til disse emner og

det

danske sprog mindst svarende til DP2.

Imidlertid er det ikke

muligt, at det er Sundhedsstyrelsen, der håndhæver dette krav, når det drejer

sig om personer, der meddeles autorisation i henhold til den Nordiske

Overenskomst, eller de der meddeles autorisation på baggrund af

EU-direktiver.

I EU betragtes et sprogkrav som en teknisk handelshindring. I disse tilfælde

er

det derfor ansættelsesmyndigheden, der skal vurdere, om f.eks. lægen kan leve

op til lægelovens krav om, at lægen under udøvelse af sin gerning er

forpligtet

til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også en

forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale

m.fl.”

Sundhedsministeriet stadfæstede

herefter i brev af 31. maj 1999 styrelsens afgørelse. Ministeriet anførte

bl.a

følgende:

”Bestemmelserne om adgang

for statsborgere fra de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union bygger på

bestemmelserne i Rådsdirektiv af 5. april 1993 med senere ændringer om fremme

af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres

eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

Dette direktiv har hjemmel i

EU-traktatens artikel 49, artikel 57 og artikel 66, der alle omhandler

arbejdskraftens

fri bevægelighed. Disse bestemmelser er fastsat med henblik på at

virkeliggøre

Unionens mål blandt andet ved ’at fremme afbalancerede og varige

økonomiske og

sociale fremskridt, navnlig gennem etableringen af et område uden indre

grænser

’, jf. artikel B i Unionstraktaten. I henhold til artikel 3 i traktaten

indebærer Fællesskabet blandt andet ’oprettelse af et indre marked ved

fjernelse af hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer,

tjenesteydelser og kapital mellem medlemsstaterne’.

Det er disse bestemmelser,

der danner grundlag for de danske regler i bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni

1989 med senere ændringer om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af

lægegerning i Danmark.

Såvel direktiverne som den

danske bekendtgørelse hviler på traktatens formålsbestemmelser om

gennemførelse

af et stort marked for varer og tjenesteydelser inden for Unionen. Et af

midlerne er, at sikre den frie bevægelighed, og der blev med dette formål

udarbejdet direktiver. Disse er kun gældende for statsborgere i Unionen, idet

hensigten med traktatbestemmelserne er at tilgodese unionens medlemsstater og

deres borgere.

Det er af disse årsager ikke

muligt direkte at anvende de gældende bestemmelser om Unionens statsborgere

på

Deres forhold også selvom Deres uddannelse er erhvervet i et andet EU-land.

Det

er nemlig ikke uddannelsen som sådan, men de tilhørsmæssige forhold i Unionen

eller et nordisk statsborgerskab, der er afgørende for, hvilket regelsæt der

anvendes.

Deres anmodning om vurdering

af Deres uddannelse efter samme regler som EU-statsborgeres vil derfor ikke

kunne imødekommes.

For god ordens skyld

bemærkes, at der ikke efter de gældende bestemmelser er mulighed for at

dispensere fra kravet om EU-statsborgerforhold.”

Ved personlig henvendelse

den 17. juni 1999 klagede A til mig over Sundhedsstyrelsens og

Sundhedsministeriets afgørelser. I anledning af A’s klage modtog jeg

udtalelser

af den 13. december 1999, 21. december 1999 og 26. januar 2000 fra

henholdsvis

Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og Sundhedsministeriet.

I sin udtalelse anførte

Sundhedsstyrelsen bl.a følgende:

”Sagens EU-retlige aspekter

Rådets direktiv 93/16/EØF

omhandler alene

EU-statsborgere

som

er i besiddelse af

de beviser,

der er

nævnt i direktivet. Som nævnt i Sundhedsministeriets brev af 31. maj 1999 til

(A) er hensigten med traktatbestemmelserne at tilgodese unionens

medlemsstater

og deres borgere. Da (A) ikke er EU-statsborger, er der ikke grundlag for

automatisk anerkendelse, hvorfor sagen skal afgøres efter en konkret

vurdering.

Er Sundhedsstyrelsen afskåret fra at fravige retningslinierne i

vejledning nr. 180 af 15. november 1996 og meddele (A) autorisation på det

foreliggende grundlag?

’Lægelovens’ (bekendtgørelse

nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning) bestemmelse (§ 3a

stk. 2) om autorisation af 3.landslæger er fakultativ. I afsnit 4 i

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 180 af 15. november 1996 om autorisation af

læger uddannet i udlandet har Sundhedsstyrelsen redegjort for

Sundhedsstyrelsens praksis på området.

Sundhedsstyrelsen kan kun

fravige sin praksis,

når retsgrundlaget

tillader det. Endvidere kan Sundhedsstyrelsen som følge af den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning i en

konkret

sag

kun fravige sin

egen praksis, hvis der er særlige og saglige grunde for særbehandlingen

(jf.

s. 36 i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. ’Forvaltningsret’, 1994).

Retsgrundlaget:

’Sidestilles’:

Retsgrundlaget tillader ikke en fravigelse fra

kravet om, at den udenlandske uddannelse kan

sidestilles

med en dansk, jf. ordlyden i lægelovens § 3a, stk. 2.

Sprogkrav:

Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse tillader

retsgrundlaget

heller ikke en fravigelse fra kravet om

tilstrækkelige danskkundskaber.

Der

henvises til bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 72 af 14. marts 1934

(fremsat i Folketinget den 13. november 1931 og (gen)fremsat i Landstinget

den

1. april 1934. Heraf fremgår blandt andet, at tilladelsen kun bør meddeles

personer, ’der er det danske sprog mægtig, da det er en forudsætning for

på

forsvarlig måde at kunne udøve lægegerning, at lægen kan forstå patienternes

angivelser og selv gøre sig forståelig for disse’ (Rigsdagstidende,

1931-1932,

tillæg

A, Sp. 4015). Selv om affattelsen

af bestemmelsen er ændret i den mellemliggende periode, og selv om der nu

gælder særlige regler for EU- og nordiske statsborgere, ses intentionen om

sprogkravet ikke at være ændret for 3.landslæger.

Øvrige krav:

Med hensyn til tentamen i henholdsvis socialmedicin,

medicinsk lovgivning og receptskrivning ved et dansk universitet og tentamen

i klinisk

medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet forudsætter

retsgrundlaget

derimod en

konkret stillingtagen. Af

Rigsdagstidende 1931/1932, tillæg A, Sp. 4015 og Rigsdagstidende 1933/1934

Tillæg A, fremgår, at tilladelsen om fornødent kan gøres afhængig af, at

vedkommende aflægger en prøve for Fakultetet.

Særlig/saglig begrundelse for fravigelse?

Der foreligger ikke

oplysninger om, at ansøgeren på anden vis har erhvervet kundskaber inden for

ovennævnte vigtige, specifikke områder. Sundhedsstyrelsen har derfor fundet,

at

det fornødne grundlag for at afkræve prøverne er tilstede. En undladelse af

at

stille kravet ville ud fra en lægefaglig synsvinkel ikke være rigtigt, og det

ville heller ikke være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens praksis.

Sundhedsstyrelsen har således ikke fundet, at der i den konkrete sag var

særlige og saglige grunde til at fravige vejledningens krav om tentamen i

socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning.

Praksis med hensyn til fravigelse fra vejledningen

Sprogkrav:

Sundhedsstyrelsen fraviger

ikke

kravet om dokumenterede

danskkundskaber

,

idet disse skønnes at være en væsentlig forudsætning for en forsvarlig

kommunikation mellem læge og patient samt interkollegialt og en forudsætning

for lovbestemmelsen. Tilstrækkelige sprogkundskaber fortolkes i dag normalt

som

sprogkundskaber svarende til Danskprøve 2. Også dansk statsborgerskab

bedømmes

dog efter praksis som dokumentation for tilstrækkelige danskkundskaber. I et

enkelt tilfælde har Sundhedsstyrelsen bedømt en 3.landslæges dokumenterede

norskkundskaber som et tilstrækkeligt kendskab til dansk, idet det i

tilstrækkelig grad fandtes sandsynliggjort, at der ikke på grund af sproget

ville opstå kommunikationsvanskeligheder, som kunne udgøre et lægefagligt

problem.

Sundhedsstyrelsen er opmærksom på det modstridende i ikke at kræve danske

sprogkundskaber af EU-læger. Det er dog af traktatmæssige årsager uden for

Sundhedsstyrelsens rækkevidde at påvirke dette forhold, idet sprogkrav

betragtes som diskriminerende i EU-sammenhæng.

Tentamen i klinisk kirurgi og klinisk medicin:

Det er

Sundhedsstyrelsens praksis at fravige vejledningens krav om

tentamen i klinisk kirurgi og klinisk

medicin

ved et dansk universitet i de tilfælde, hvor ansøgerens uddannelse

vurderes at have et sådant omfang, indhold og bredde, at det ud fra en

lægefagligt synsvinkel synes ubetænkeligt at meddele varig autorisation uden

beståelse af disse tillægsprøver. Det gælder f.eks. i en sag som A’s.

Dette er

dog ikke en egentlig fravigelse fra vejledningen, idet det udtrykkeligt

nævnes,

at ansøgere fra visse 3.lande er undtaget fra dette krav. Der er ikke tale om

en ’liste’ over særlige lande, men der foretages en konkret

vurdering af hvert

enkelt uddannelsesforløb.

Tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning ved

et dansk universitet:

Sundhedsstyrelsen fastholder

som altovervejende hovedregel dette krav. Begrundelsen herfor er, at prøverne

omfatter specifikke danske forhold, som en ansøger med en ikke-dansk

medicinsk

uddannelse af gode grunde ikke vil kunne have et forudgående kendskab til. Af

lægefaglige årsager tillægges de kundskaber, som bestået tentamen af de

nævnte

fag er udtryk for, stor vægt. Sundhedsstyrelsen vil ikke fuldstændig

udelukke,

at der kunne komme en helt særlig situation, hvor en læge på en eller anden

måde kunne dokumentere på anden vis at have erhvervet et sådant kendskab til

de

nævnte fag, at der kunne blive tale om at dispensere fra dette krav.

Sundhedsstyrelsen er dog ikke bekendt med, at have modtaget sådanne

ansøgninger. De samme synspunkter kunne fremføres om EU-læger og nordiske

læger, men af traktatmæssige årsager har Sundhedsstyrelsen heller ikke på

dette

punkt mulighed for at stille supplerende krav til EU-læger og nordiske læger.

Lighedssynspunkter kunne

tale for ikke at stille krav til 3.landslæger om prøver, som ’kan

undværes’ for

EU-læger og nordiske læger. Sundhedsstyrelsen finder det imidlertid afgørende

kun at autorisere læger, som findes tilstrækkeligt lægefagligt kvalificerede

til at udøve virksomhed som læge i Danmark.”

Justitsministeriet anførte i

sin udtalelse bl.a følgende:

”Efter det oplyste er der

tale om en person, der er statsborger i et land (Irak), der ikke er medlem af

De Europæiske Fællesskaber (et tredieland), men som har taget en uddannelse

som

læge i et EU-land (Italien).

Det følger af Domstolens

praksis, at en EU-borger, som rejser til en anden EU-medlemsstat for dér at

udøve erhvervsvirksomhed, enten er omfattet af EF-traktatens kapitel om

arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 39 ff), kapitlet om

etableringsretten (artikel 43 ff) eller kapitlet om tjenesteydelser (artikel

49

ff), som indbyrdes udelukker hinanden (se f.eks. dom af 30. november 1995 i

sag

C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165).

Det er imidlertid en

betingelse for at kunne påberåbe sig de nævnte bestemmelser i EF-traktaten,

at

der er tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat.

For så vidt angår reglerne

om etableringsretten og tjenesteydelser fremgår dette direkte af ordlyden af

de

relevante bestemmelser, jf. artikel 43, stk. 1, og artikel 49, stk. 1.

For så vidt angår reglerne

om arbejdskraftens frie bevægelighed fremgår det ikke udtrykkeligt af artikel

39, at der skal være tale om en person, der er statsborger i en medlemsstat,

men dette fremgår af artikel 1 i forordning 1612/68 om arbejdskraftens fri

bevægelighed. På samme måde følger det af EF-traktatens artikel 17, stk. 2,

om

unionsborgerskabet, at unionsborgerne, det vil sige personer, der er

statsborgere i en medlemsstat, har de rettigheder, der er indeholdt i

EF-traktaten.

For at lette på den faktiske

udøvelse af retten til fri bevægelighed for personer har Fællesskabet

vedtaget

direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser.

I forhold til den konkrete

sag kan nævnes Rådets direktiv 93/16/EØF, som ændret senest ved direktiv

98/63/EF, om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig

anerkendelse

af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

Det fremgår af artikel 1, at

direktivet (alene) finder anvendelse på virksomhed som læge, som statsborgere

i

medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som selvstændig. De personer,

der

kan støtte ret på direktivets bestemmelser, er således personer, der er

statsborgere i en medlemsstat.

I en besvarelse af en

skriftlig forespørgsel om anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig

forespørgsel E-3921/98, EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s. 104)

udtalte Kommissionen, at ’direktivet udelukkende gælder statsborgere i

EU’. Det

fremgår endvidere af svaret, at ’En medlemsstat er ikke bundet af, at en

anden

medlemsstat eventuelt har anerkendt de faglige kvalifikationer hos en læge,

som, selv om han har fået sin uddannelse inden for EU, ikke er statsborger i

én

af medlemsstaterne.’

Direktivet regulerer således

ikke tredielandsborgere, der har taget en uddannelse som læge i en

medlemsstat.

Som det fremgår ovenfor, er en tredielandsborger heller ikke omfattet af

EF-traktatens personelle anvendelsesområde og kan derfor ikke påberåbe sig

traktatens regler om personers frie bevægelighed.

Justitsministeriet er ikke

bekendt med ikke-bindende retsakter, som f.eks resolutioner vedtaget af

Rådet,

der udvider direktivets anvendelsesområde til tredielandsborgere, der har

taget

en uddannelse som læge i et EU-land.

Der foreligger ikke oplysninger

om, at (A) på andet grundlag skulle kunne påberåbe sig EU-retten, f.eks fordi

vedkommende er familiemedlem til en person, der er vandrende arbejdstager,

jf.

således artikel 10 i forordning 1612/68.

På den baggrund er det

Justitsministeriets opfattelse, at den konkrete sag ikke indeholder

EU-retlige

aspekter.”

Sundhedsministeriet har i

sin udtalelse anført at ministeriet kan tilslutte sig Sundhedsstyrelsens og

Justitsministeriets udtalelser.

Sundhedsstyrelsens,

Sundhedsministeriets og Justitsministeriets udtalelser blev under et møde med

en af mine medarbejdere udleveret til A. I et møde den 13. marts 2000

meddelte

A den pågældende medarbejder at han havde følgende bemærkninger til

udtalelserne og sagen:

Det var A’s opfattelse at

Danmark som medlem af EU må autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis

fordi han i en anden EU-medlemsstat, Italien, ville kunne opnå en

autorisation

på grundlag af eksamensbeviset. A mente videre at Sundhedsstyrelsens og

Sundhedsministeriets afgørelser er i strid med den danske integrationspolitik

og er udtryk for nationalitetsdiskrimination. A mente endelig at

Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde tillægge det betydning at A

havde arbejdstilladelse i Italien inden han indrejste til Danmark, og at

årsagen til at hans italienske arbejdstilladelse udløb, var fejl hos danske

myndigheder i forbindelse med A’s indrejse til Danmark.

Ombudsmandens udtalelse

”Styrelsens og ministeriets afgørelser er truffet efter bestemmelser i

lægeloven, bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 med senere ændringer om

EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark, vejledning nr.

180 af 15. november 1996 om autorisation af læger uddannet i udlandet og

Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed

for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser m.v. De nævnte

forskrifter indeholder bl.a følgende bestemmelser:

Lægeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995:

’§ 2.

autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået

dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som over for et lægevidenskabeligt

fakultet har aflagt lægeløftet.

§ 3 a.

Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af

lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af

overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver

vedtaget af De europæiske Fællesskaber.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået

uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser,

autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet. I

tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af

lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.’

Bekendtgørelse nr. 402 af 8. juni 1989 om EF-statsborgeres adgang til

udøvelse af lægegerning i Danmark:

’§ 1.

Sundhedsstyrelsen meddeler statsborgere fra De europæiske Fællesskabers

medlemslande (EF-statsborgere), som har gennemført en uddannelse som læge i

en af de øvrige medlemsstater, autorisation og tilladelse til selvstændigt

virke som læge i Danmark.’

Vejledning nr. 180 af 15.

november 1996:

’4. ANSØGERE, DER IKKE ER

OMFATTET AF DE SÆRLIGE REGLER FOR NORDISKE STATSBORGERE OG STATSBORGERE I

EU-LANDE (3. lands læger)

4.1.1. Varig autorisation som læge

Varig autorisation som læge

kan udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har:

En uddannelse, der kan sidestilles med den danske

uddannelse

Dokumentation

for sprogkundskaber i dansk svarende til det niveau, der kræves ved prøve i

dansk for udlændinge, Danskprøve 2 (betingelse for at ansøgeren kan indstille

sig til prøverne under punkterne c) og d))

Bestået tentamen i socialmedicin, medicinsk lovgivning

og receptskrivning ved et dansk universitet

Bestået

tentamen i klinisk medicin og klinisk kirurgi ved et dansk universitet

(personer fra visse 3.lande kan undtages fra dette krav)

Prøverne under c) og d) kan

tages ved et af de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter i Danmark. Nærmere

regler

i forbindelse med prøverne kan fås ved henvendelse til fakulteterne (se under

punkt 5.6.).’

Rådets direktiv af 5. april

1993:

’Art. 1. Dette direktiv finder anvendelse på virksomhed som læge,

som statsborgere i medlemsstaterne udøver som lønmodtager eller som

selvstændig.

Art. 2. Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser,

certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der udstedes til

medlemsstaternes

statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 23, og

som er anført i artikel 3, ved at tildele dem den samme virkning på sit

område

for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som læge, som de

eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv

udsteder.’

Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets afgørelser

Som det fremgår af artikel 1

i Rådets direktiv om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser mv.,

gælder direktivet kun for læger der er statsborgere i en EU-medlemsstat.

EU-Kommissionen har endvidere i en besvarelse af en skriftlig forespørgsel om

anerkendelse af lægers kvalifikationer (skriftlig forespørgsel E-3921/98,

EF-tidende C nr. 289 af 11. oktober 1999, s.104) bl.a. udtalt følgende:

’Article 1 of Council Directive 93/16/EEC of 5

April 1993 to facilitate the free movement of doctors and the mutual

recognition of their diplomas, certificates and other evidence of formal

qualifications does indeed expressly state that it only applies to Community

nationals.

Whilst the professional qualifications of a

doctor who has recieved his/her training in the Community, but is not a

national of one of the Member States, may be recognised by one Member State,

there is no obligation upon the others to do so.’

Sundhedsministerens

bekendtgørelse der er udstedt med hjemmel i lægelovens § 3 a, stk. 1, gælder

derfor (som bekendtgørelsen angiver) også kun læger der er statsborgere i en

stat der er medlem af EU.

Da (A) ikke er

EU-statsborger, falder (A) til trods for sin italienske eksamen således ikke

ind under EU-reglerne. Som det fremgår af EU-Kommissionens udtalelse, er

Danmark endvidere ikke bundet af at (A)’s faglige kvalifikationer som

læge

anerkendes i Italien.

EU-reglerne finder således

ikke anvendelse og er derfor heller ikke til hinder for at de danske

myndigheder stiller supplerende krav for at godkende en

tredjelandsstatsborgers

eksamen opnået i en EU-medlemsstat. Heller ikke andre danske eller

internationale regler forhindrer at de danske myndigheder stiller krav til

tredjelandsborgere som myndighederne ikke stiller til EU-statsborgere.

Det er derfor min opfattelse

at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har været berettiget til

udelukkende at behandle (A)’s ansøgning om autorisation efter de regler

der

gælder for tredjelandsstatsborgere med en udenlandsk lægeeksamen.

De krav som

Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har stillet for at autorisere (A) på

baggrund af hans italienske lægeuddannelse, og som Sundhedsstyrelsen i sin

udtalelse yderligere har redegjort for hensigtsmæssigheden af, vedrører alle

supplerende kurser vedrørende danske forhold som ikke indgår i den italienske

lægeuddannelse. Jeg mener derfor umiddelbart at der er tale om saglige krav.

En

endelig vurdering heraf bygger imidlertid på en lægefaglig vurdering.

Ifølge reglerne for

ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol

af de lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som

ombudsmanden

ikke har. Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bygger også i vidt omfang

deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og

omstændigheder. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger

for

at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde

end Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet der beskæftiger sig med det

pågældende sagsområde i det daglige.

Jeg kan derfor ikke

kritisere sådanne afgørelser medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder. Det kan f.eks. være tilfældet hvis afgørelsen i forhold til

andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt

begrundet,

eller hvis myndighederne ved afgørelsen har undladt at inddrage samtlige

relevante forhold i den konkrete sag.

Set ud fra et

læge-patient-forhold besidder (A) som udgangspunkt de samme kvalifikationer

som

f.eks. en italiensk statsborger med den samme eksamen som (A). Uanset dette

mener jeg imidlertid ikke at Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets

afgørelser er udtryk for en usaglig forskelsbehandling idet

forskelsbehandlingen alene er begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem

af

EU, jf. Sundhedsstyrelsens udtalelse af 24. februar 1999 til

Sundhedsministeriet.

Jeg har forstået

Sundhedsstyrelsens udtalelse til mig således at styrelsen ikke mener at være

afskåret fra at fravige sin praksis hvis der er saglige grunde hertil.

Styrelsen har således anført at styrelsen i et tilfælde har fraveget

sprogkravet idet ansøgeren havde dokumenterede norskkunskaber, og at

styrelsen

ikke vil udelukke at kendskab til socialmedicin, medicinsk lovgivning og

receptskrivning kan dokumenteres på anden måde end ved beståelse af tentamen

i

de nævnte fag. Styrelsen anfører endelig at der ikke i sagen foreligger

oplysninger om at (A) på anden måde skulle have erhvervet kendskab til de

pågældende fag. På den baggrund må jeg lægge til grund at Sundhedsstyrelsen

har

foretaget en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger, og

styrelsens vurdering heraf kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

For så vidt angår (A)’s

bemærkninger om at afgørelserne er i strid med den danske

integrationspolitik,

og at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet ved vurderingen af sagen burde

have inddraget det forhold at der eventuelt er begået fejl af danske

myndigheder ved (A)’s indrejse til Danmark, kan jeg oplyse at jeg ikke

mener at

disse forhold har betydning for (A)’s sag. Det skyldes henholdsvis at

sundhedsmyndighederne ikke varetager gennemførelsen af integrationspolitikken

i

Danmark, og at sundhedsmyndighederne ikke kan tillægge forhold der ikke

vedrører (A)’s kvalifikationer som læge, betydning ved afgørelsen af om

(A) kan

autoriseres som læge.

Jeg kan således ikke

kritisere at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet afslog (A)’s

ansøgning om

at blive autoriseret som læge.

Jeg bemærker at jeg ikke har

foretaget en vurdering af om Sundhedsstyrelsen burde have partshørt (A) over

Københavns Universitets udtalelse af 17. november 1998, eller om

Sundhedsministeriet burde have partshørt (A) over Sundhedsstyrelsens

udtalelse

af 24. februar 1999 inden ministeriet traf afgørelse i sagen.”

Lignende dokumenter