Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/1993
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
25/1993
En af de sigtede i den såkaldte Glostrup-sag, hvor
Lars Philipp Seibert blev tilføjet kvæstelser, som
medførte, at han afgik ved døden, har ved advokat Thomas
Rørdam klaget over Danmarks Radios afgørelse af 27. april 1993.
DR har i afgørelsen ikke taget en klage over, at et indslag i
TV-Avisen den 7. marts 1993, der indeholdt en rekonstruktion af
Glostrup-sagen, skulle være i strid med god presseskik, til
følge. DR har endvidere meddelt afslag på en anmodning om
genmæle over for indslaget.
Til støtte for klagen over, at indslaget er i strid
med god presseskik har klageren anført, at rekonstruktionen efter hans
opfattelse er ukorrekt og opdramatiseret på adskillige punkter. Herved
har DR handlet i strid med principperne i de vejledende regler for god
presseskik, om at retsreportage bør være objektiv og på
ethvert stadium af sagen bør tilstræbe en kvalitativ ligelig
gengivelse af parternes - i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets -
synspunkter, og at der, sålænge en straffesag ikke er endelig
afgjort, ikke må offentliggøres meddelelser, der kan lægge
hindringer i vejen for sagens opklaring.
Klageren finder ikke, det gør nogen forskel, at
speakeren i indslaget nævner, at de nærmere omstændigheder
om det, der vistes i rekonstruktionen, ikke er endelig fastlagt af politiet.
Rekonstruktionen har under alle omstændigheder efterladt et
stærkt indtryk, der gør den egnet til at påvirke dommere,
lægdommere og vidner, som til sin tid skal deltage i sagens behandling.
For så vidt angår påvirkninger af vidner har klageren
fremlagt en udtalelse fra professor Eva Smith, hvori det konkluderende
hedder:
Læs alt
"Jeg har ikke kendskab til forsøg, hvor man
søger at påvirke forsøgspersonerne ved at vise dem en
rekonstruktion, der indeholder forkerte detaljer, men når vidners
erindring så forholdsvis let påvirkes ved forkerte mundtlige
oplysninger, er det nærliggende at antage, at en rekonstruktion i
fjernsynet vil have (mindst) den samme effekt."
Klageren finder endelig, at der ikke har været noget
seriøst journalistisk formål med rekonstruktionen, da der ikke
er tale om, at politiet står på bar bund i efterforskningen, og
da DR - hvis man ville lave et oplæg til en debat om voldskriminalitet
- blot kunne have fremstillet en rent fiktiv sag.
I en udtalelse om klagen har DR afvist at have
overtrådt god presseskik. DR har nærmere anført, at man er
fuldt opmærksom på den fare, der kan ligge i kritikløst at
anvende rekonstruktioner uden nøje forudgående overvejelser. I
den foreliggende sag har de journalistiske og redaktionelle overvejelser
været, at Glostrup-sagen er et eksempel på, at volden i dag er
mere rå, mere brutal og mere meningsløs. Med rekonstruktionen af
denne sag har DR ønsket at bidrage til en debat om volden og dens
ansigt.
DR har ikke pyntet på begivenhederne eller brugt
unødige dramatiske effekter for at underholde seerne. Rekonstruktionen
er lavet ud fra de oplysninger, der var tilgængelige. Hvor
oplysningerne ikke var entydige, er det blevet understreget. Således
siger speakeren umiddelbart før slagsmålet begynder: "De
nærmere omstændigheder om det, der sker de næste sekunder,
har politiet endnu ikke fastlagt i detaljer." Hermed gør DR det klart
for alle, at billederne ikke er den endelige sandhed om, hvad der skete. DR
finder endvidere ikke, at der er risiko for, at vidnerne ikke kan skelne
mellem, hvad de har set i fjernsynet, og hvad de har set på
gerningsstedet, idet oplevelsen på gerningsstedet for altid vil
stå stærkt prentet i deres bevidsthed i modsætning til det
de måtte have set i fjernsynet.
Det fremgår af sagen, at klageren i forbindelse med
sin anmodning om genmæle foreslog DR at genmælets indhold, form
og placering drøftedes nærmere. DR fandt imidlertid ikke
anledning til en sådan drøftelse, idet man ikke fandt grundlag
for at imødekomme anmodningen om genmæle.
Til brug for klagesagens behandling har klageren udformet
følgende genmæle:
"Rekonstruktionen er med det udførlige kendskab,
jeg har til sagen, på adskillige punkter ukorrekt.
Uanset, at der er afgivet meget forskelligartede
vidneforklaringer om begivenhedsforløbet, tegner der sig således
et ret klart billede af, at der - udover knytnæveslag - ikke er
tilført Lars mere end ét spark i hovedet (af min klient).
Endvidere har de 2 sigtede i sagen ikke stået sammen, da overfaldet
på Lars blev indledt (af den anden sigtede i sagen), idet der har
været et forløb, hvor min klient stod et lille stykke derfra og
skændtes med en person, han tidligere havde været i
skænderi med på diskoteket. Min klient kom formentlig til stede,
hvor den anden sigtede og Lars opholdt sig, da han så, at den anden
sigtede på et tidspunkt faldt til jorden (formentlig på grund af
overbalance i forbindelse med, at han slog ud efter Lars), idet min klient -
fejlagtigt - gik ud fra, at den anden sigtede var blevet slået ned af
Lars. Herefter tildelte min klient først Lars knytnæveslag,
formentlig med den virkning, at Lars faldt om, og derefter, da Lars var ved
at rejse sig op, et spark i hovedet med vristen. Der er meget, der tyder
på, at dette spark var det fatale, men spørgsmålet er
forelagt for Retslægerådet, som også er spurgt, om den
fatale følge skyldes, at sparket i givet fald har været
særlig hårdt, eller at det har ramt særlig uheldigt.
Disse oplysninger om begivenhedsforløbet skal tages
med forbehold, da den bevisførelse, der til sin tid skal foretages i
forbindelse med domsforhandlingen, eventuelt kan tegne et andet billede.
Det siger sig selv, at en rekonstruktion som den
foreliggende er egnet til på utilbørlig måde at
påvirke de vidner, dommere og lægdommere, som til sin tid skal
deltage i sagens behandling. Det bliver umuligt for vidnerne at skelne
mellem, hvad de faktisk har oplevet, og hvad de har set i fjernsynet, og det
er endvidere klart, at rekonstruktionen tillige efterlader et stærkt
indtryk hos dommerne og lægdommerne.
Hertil kommer, at der efter min opfattelse ikke er nogen
seriøs journalistisk baggrund for en rekonstruktion som den
foreliggende. Tværtimod forekommer indslaget at være egnet til at
medvirke til den oppiskede stemning, som i forvejen er skabt af medierne,
ligesom rekonstruktionen medvirker til, at den i øvrigt rimelige debat
om sanktionsniveauet i voldssager kommet til at foregå på et
usagligt grundlag.
Jeg bemærker, at rekonstruktioner i straffesager i
visse tilfælde efter min opfattelse kan tjene et seriøst
formål. Det gælder f.eks. i de situationer, hvor politiet
efterforskningsmæssigt står på bar bund i alvorlige
straffesager, og hvor rekonstruktionen kan medvirke til, at vidner eventuelt
melder sig, således at der kommer skred i efterforskningen. Også
i sådanne tilfælde er det klart, at man må gå
forsigtigt til værks, når rekonstruktionen gennemføres,
for at undgå eller begrænse den påvirkningsrisiko, jeg har
omtalt.
I den foreliggende sag har der efter min opfattelse - som
nævnt - intet seriøst formål været med
rekonstruktionen."
I en udtalelse om klagen har DR begrundet afslaget
på genmælet med, at der var tale om en rekonstruktion med
angivelse af et udtrykkeligt forbehold og således ikke "oplysninger af
faktisk karakter", som er forudsætningen for et genmæle i henhold
til medieansvarslovens § 36, ligesom forbeholdet gør, at
rekonstruktionen ikke er "egnet til at påføre nogen
økonomisk eller anden skade af betydning."
Endvidere har DR gjort gældende, at genmælet
ikke er i overensstemmelse med medieansvarslovens § 38, stk. 1, hvorefter
genmælets indhold i alt væsentligt skal være
begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i
behandlingen af sagen: Else Mols, Hans Dam, Kate Bluhme og Preben
Sørensen.
Pressenævnet udtaler:
Danmarks Radio har ønsket at skabe debat om den
meningsløse vold og har som eksempel herpå lavet en
rekonstruktion af den såkaldte Glostrup-sag. Rekonstruktionens centrale
afsnit - fra " Lars" forlader diskoteket, til han tilføjes et spark i
baghovedet - repræsenterer vel DR's egen version af begivenhederne, men
dette udgør ikke i sig selv en overtrædelse af god
presseskik.
Pressenævnet tiltræder, at DR har givet afslag
på genmæle, idet genmælet ikke er udformet i
overensstemmelse med medieansvarslovens § 38, stk. 1. Nævnet finder
dog, at et genmæle udformet efter disse regler kunne have været
bragt. Pressenævnet kritiserer derfor, at DR ikke fulgte klagerens
opfordring til en nærmere drøftelse om genmælets indhold,
form og placering.
Afsagt den 10. juni 1993.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/1992 Retsinformation · 6. august 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436 Retsinformation · 23. maj 2013
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00386 Retsinformation · 3. april 2013
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01115 Retsinformation · 10. august 2017
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0866 Retsinformation · 10. oktober 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00446 Retsinformation · 29. august 2013
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0248 Retsinformation · 14. september 2019
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1006 Retsinformation · 24. september 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00250 Retsinformation · 17. august 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/12 Retsinformation · 21. december 2010
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1992 Retsinformation · 6. august 1999
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-570 Retsinformation · 4. december 2007