Spring til indhold

Retsinformation

Uforeneligt erhvervsarbejde med stillingen som revisor Udlejningsvirksomhed

AFG nr 9450 af 14/05/1998AfgørelseErhvervsministeriet5. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Uforeneligt erhvervsarbejde med stillingen som

revisor

Udlejningsvirksomhed

KENDELSE

:

Ved kendelse afsagt den 23. maj 1997 af

Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-33/1995)

blev registreret revisor Eigil Kastrup på baggrund af en klage fra Ib

Krogh Hougaard pålagt en bøde på 125.000 kr.

Disciplinærnævnet fandt ham skyldig i at have

overtrådt forbudet i § 6a, stk. 2 i lov om Registrerede Revisorer mod

at drive erhvervsvirksomhed, der er uforenelig med stillingen som registreret

revisor.

Ved skrivelser af 19. august og 30. oktober 1997 har

indklagede ved landsretssagfører Børge Nielsen i medfør

af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for

Revisornævnet med påstand principalt om frifindelse,

subsidiært nedsættelse af den pålagte bøde samt

påstand om, at kendelsen ikke offentliggøres.

Klageren er ved Revisornævnets skrivelser af 18.

november 1997 og 14. januar 1998 opfordret til at fremkomme med en udtalelse,

jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.

Indklagede har i skrivelsen af 30. oktober 1997

anført:

" .

Til støtte for den i sagen nedlagte

principale påstand gøres det gældende, at de i

sagen omhandlede udlejningsejendomme (i alt 4 stk.) ikke er erhvervet som led

i udøvelsen af indklagedes virksomhed som registreret revisor. Det

gælder under alle omstændigheder for de 3 ejendomme, der er

Læs alt

erhvervet i 1962-81. Allerede derfor bør indklagede frifindes.

Det bemærkes, at indklagede i forbindelse med

indgivelse af ansøgning om optagelse i Revisorregistret den 23.09.1971

i ansøgningens rubrik 7 har anført: "Jeg har nogle

udlejningsejendomme, driver landbrug på 2 gårde og er reder for

10 stålkuttere"

Det fremgår af de til ansøgningen knyttede

høringssvar, at alle relevante myndigheder har været bekendt med

det forhold, at indklagede var indehaver af udlejningsejendomme, og disse

myndigheder har derfor haft al mulig anledning til af egen drift at

påtale forholdet over for indklagede, såfremt man måtte

have fundet, at besiddelsen af de pågældende ejendomme på

et tidspunkt på grund af en lovændring er/måtte være

blevet uforenelig med indklagedes stilling som registreret revisor og dermed

have givet ham mulighed for at berigtige forholdene.

Det forekommer på denne baggrund, at tingene vendes

på hovedet, når Disciplinærnævnet anser det som en

skærpende omstændighed, at forholdet har bestået i en

længere årrække. Man kan med bedre ret anføre, at

indklagede kunne regne med, at tingene var i orden, når myndighederne,

der var vidende om hans aktiviteter, upåtalt lod ham fortsætte i

den lange årrække.

Det forhold, at indklagede i forbindelse med

ansøgningen om optagelse i Revisorregistret positivt, klart og loyalt

har oplyst, at han besad udlejningsejendomme, har medført en

forventning hos indklagede om, at tingene var i orden, og at det i denne

forbindelse, herunder i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen

Slyngborggade i januar 1994, var ufornødent at søge

særlig tilladelse, dispensation e.l.

Det skal i denne forbindelse understreges, at ejendommen

Slyngborggade er af ganske beskeden størrelse (ca. 5 % af

ejendomsmassen). Den pågældende ejendom indeholder alene 8

lejemål. Denne ejendoms størrelse sammenholdt med det

forudgående begivenhedsforløb bør derfor føre til,

at indklagede bør frifindes i sin helhed. Det henhører til

almindelig god forvaltningsskik, at de relevante myndigheder under alle

omstændigheder i det mindste bør give en frist til berigtigelse

af forholdene, enten ved at afhænde ejendommene eller søge

dispensation.

I øvrigt drives indklagedes virksomhed fra en af

de omstridte ejendomme, hvilket undertiden kan begrunde en dispensation.

Ud over det ovenfor anførte, gøres der til

støtte for den subsidiært nedlagte påstand

gældende, at indklagede alene kan have forset sig ved køb af

udlejningsejendommen Slyngborggade i januar 1994, og at en bøde herfor

på kr. 125.000,- forekommer ude af proportion med bøden. En

advarsel havde været fuldt tilstrækkelig.

Disciplinærnævnets praksis for overtrædelser af loven

på andre områder ligger i et helt andet niveau (normal

bødestørrelse på 5-10.000 kr.).

Det forhold, at udlejningsejendommen Slyngborggade er den

eneste af udlejningsejendommene, som indklagede har erhvervet efter

lovændringen i 1984, må af de ovenfor anførte grunde,

herunder det forhold, at indklagede ved ansøgningen om optagelse i

Revisorregistret positivt og loyalt har oplyst om besiddelsen af

udlejningsejendomme, føre til, at indklagede kun kan anses for at have

tilsidesat sine pligter for så vidt angår denne ene ejendom.

Ved sanktionens fastsættelse bør det

tillægges vægt, at den pågældende ejendom er af

ganske beskeden størrelse, og at hverken forhold i forbindelse med

erhvervelsen eller efterfølgende omstændigheder kan antages at

have haft indflydelse på indklagedes udøvelse af sit virke som

registreret revisor, hvilket virke han upåtalt af myndigheder, kolleger

eller klienter har udøvet i mere end 25 år.

Der ses ikke at være hensyn, der taler for at bringe

reglen om offentliggørelse i anvendelse".

"

Klageren meddelte i sin skrivelse af 27. februar 1998, at

"Jeg ønsker hermed at trække mine anklager mod registreret

revisor Eigil Kastrup tilbage".

Indklagede anførte herefter i skrivelse af 27.

april 1998, at sagen i sin helhed, såvel afgørelsen truffet af

Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet,

må anses for bortfaldet.

I en supplerende redegørelse af 6. maj 1998 har

indklagede anført:

"Der nedlægges overfor Revisornævnet

principalt påstand om, at sagen anses for bortfaldet i sin

helhed, såvel afgørelsen truffet af

Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet,

subsidiært påstand om frifindelse, mere

subsidiært påstand om nedsættelse af den idømte

bøde, samt endelig påstand om at kendelsen ikke

offentliggøres.

Den i sagen nedlagte principale påstand

støttes på, at klageren Ib Krogh Hougaard ved skrivelse af den

27. februar 1998 har trukket sin klage tilbage.

Den for Disciplinærnævnet og for

Revisornævnet underliggende lovgivning forudsætter, at der er en

klage og at der er to parter i sagen. Idet Ib Krogh Hougaard ikke

ønsker sagen ført, må den naturlige konsekvens

være, at sagen er bortfaldet i sin helhed. Der kan herved henvises til

Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 604 om registrerede revisorer, kap.

3, (som ændret ved L 1997-12-29 nr. 1086), jfr.

Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 603 om statsautoriserede revisorer,

kap. 3 (som ændret ved L 1997-12.29 nr. 1086). Der henvises endvidere

til bekendtgørelse nr. 264 af den 15.04.96, særligt § 1 og §

9.

Med hensyn til de anbringender, der gøres

gældende til støtte for såvel den subsidiære som den

mere subsidiære nedlagte påstand henvises i det hele til det, der

er anført den 30.10.97."

Sagen er behandlet på et møde den 7. maj

1998. Ingen gav møde, og sagen er herefter behandlet og afgjort

på det foreliggende skriftlige grundlag.

Revisornævnets bemærkninger:

Disciplinærnævnets afgørelse af 23. maj

1997, der er truffet på grundlag af en klage fra Ib Krogh Hougaard,

bortfalder ikke, fordi klageren efterfølgende har meddelt, at han

trækker klagen tilbage.

Indklagede har indbragt afgørelsen for

Revisornævnet, og klagerens skrivelse af 27. februar 1998 kan heller

ikke bevirke, at sagsbehandlingen i Revisornævnet bortfalder eller skal

standses. Med mindre indklagede frafalder ankebehandlingen i

Revisornævnet, således at Disciplinærnævnets

afgørelse står ved magt, er Revisornævnet forpligtet til

at træffe afgørelse i sagen, og Revisornævnet er ikke

alene på grundlag af klagerens skrivelse af 27. februar 1998 forpligtet

til at ophæve Disciplinærnævnets afgørelse.

Revisornævnet realitetsbehandler derfor sagen.

Som anført af Disciplinærnævnet har det

siden den 1. april 1985 været forbudt registrerede revisorer at drive

udlejningsvirksomhed og dermed ligestillet virksomhed. Dette har også

været gældende for indklagede, uanset at han i 1971 i sin

ansøgning om registrering oplyste, at han ejede

udlejningsejendomme.

Herefter og i øvrigt af de grunde,

Disciplinærnævnet har anført, tiltrædes det, at

indklagede skal ikendes en bøde for overtrædelse af de i

kendelsen nævnte bestemmelser.

Revisornævnet er endvidere enigt i, at den ulovlige

virksomhed har haft et sådant omfang og været af en sådan

karakter, at indklagede skal ikendes en meget betydelig bøde, og

Revisornævnet finder ikke grundlag for at nedsætte

bøden.

Revisornævnet stadfæster derfor kendelsen.

I overensstemmelse med forarbejderne til

revisorlovgivningens bestemmelser om offentliggørelse af nævnets

kendelser offentliggøres disse som alt overvejende hovedregel.

Revisornævnet har ikke fundet grundlag for at

fravige denne praksis i nærværende sag, og det bestemmes derfor i

medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3,

at kendelsen skal offentliggøres.

Thi bestemmes:

Disciplinærnævnets kendelse

stadfæstes.

Bilag

Indklagede havde overtrådt forbudet for registrerede revisorer mod

at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet virksomhed, herunder

administration, idet han på tidspunktet for forbudets

ikrafttræden 1. april 1985 ejede 3 udlejningsejendomme og i januar 1994

erhvervede yderligere 1 udlejningsejendom. Indklagede havde ikke søgt

om dispensation. Indklagede havde endvidere på et tidspunkt deltaget i

administration af den ene ejendom. Indklagede blev pålagt en

bøde på 125.000 kr.

Ved skrivelse modtaget den 16. oktober 1995 har Ib Krogh Hougaard indgivet

klage over registreret revisor Eigil Kastrup.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Eigil Kastrup har

været optaget i Revisorregistret siden den 3. januar 1972.

I oktober 1995 erhvervede indklagede en udlejningsejendom, beliggende

Slyngborggade 17, 8900 Randers, af Enok Jensen.

Ifølge klageren var klageren forinden omkring den 1.

september 1995 blevet kontaktet af Enok Jensen, der havde spurgt, om han var

interesseret i at købe. På et møde den 10. oktober 1995

var de derefter blevet enige om pris og vilkår, og de havde givet

hinanden håndslag på handlen. Hovedpunkterne i aftalen blev

skrevet ned. Underskrift skulle ske hos klagerens advokat, advokat Per

Hansen. Sælgeren ville fremskaffe nogle varslingsbreve til lejerne fra

indklagede, der var revisor og administrator for Enok Jensen. Dagen efter

meddelte Enok Jensen imidlertid, at han havde solgt ejendommen til indklagede

til en pris, der lå 50.000 kr. over den pris, der var aftalt med

klageren.

Klageren har anført, at indklagede har udnyttet sin position som

revisor, rådgiver og administrator for Enok Jensen til at skaffe sig

selv en vinding. Det er kritisabelt, at indklagede samtidig med, at han har

et revisionsfirma, driver et større antal ejendomme.

Indklagede har

bestridt at have handlet uretmæssigt. Enok Jensen

henvendte sig omkring den 10. oktober 1995 til ham og oplyste, at han havde

fået et tilbud fra klageren på køb af ejendommen. Det blev

oplyst, at der endnu ikke var handlet. Herefter bød indklagede en

pris, der lå væsentligt over det, klageren havde tilbudt,

hvorefter Enok Jensen accepterede handlen med indklagede. Der er ikke blevet

givet klageren håndslag. En handel kan i øvrigt først

anses for indgået, når der er oprettet en skriftlig

redegørelse for vilkårene. Indklagede må have adgang til

at købe og besidde ejendomme, uden at det er i strid med hans erhverv.

Enok Jensen har skriftligt bekræftet, at han ikke havde handlet med

klageren.

Indklagede har på nævnets forespørgsel oplyst, at

ejendommen i Slyngborggade indeholder 8 lejemål, og at han yderligere

ejer 3 ejendomme med i alt 163 lejemål, som han erhvervede i perioden

1962 - 1981.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har - ligeledes på nævnets

forespørgsel - oplyst, at indklagede ikke har opnået

dispensation til erhvervelsen og driften af de pågældende

udlejningsejendomme. Det fremgår af styrelsens svar, at indklagede i

forbindelse med, at han i 1971 ansøgte om optagelse i

Revisorregistret, oplyste, at han havde nogle udlejningsejendomme.

Disciplinærnævnet skal udtale:

I maj 1984 blev revisorlovene ændret blandt andet med det

formål at skærpe kravene til revisors uafhængighed.

Herefter indførtes også for de registrerede revisorers

vedkommende forbud mod at drive udlejningsvirksomhed. Dette skete ved § 1,

stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 103 af 22. marts 1985 om

registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. april 1985.

Forbudet blev opretholdt ved § 2, stk. 1, nr. 2, i den følgende

virksomhedsbekendtgørelse nr. 126 af 28. februar 1989. Selv om det

udtrykkelige forbud mod udlejningsvirksomhed ikke genfindes i de

nuværende regler, må det antages, at forbudet stadig

følger af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om registrerede

revisorer under hensyn til, at formålet med lovændringen i 1994,

hvorved reglerne fik deres nuværende affattelse, var at

gennemføre yderligere skærpelser af kravene til revisors

uafhængighed.

Nævnet lægger således til grund, at det er forbudt

registrerede revisorer at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet

virksomhed, herunder administration, og at dette forbud har været

gældende siden 1. april 1985.

Ifølge indklagedes oplysninger ejede han på daværende

tidspunkt 3 udlejningsejendomme med i alt 163 lejemål. Indklagede har

ikke til dato søgt dispensation hertil. I januar 1994 erhvervede han

yderligere uden tilladelse den ejendom i Slyngborggade med 8 lejemål,

der har givet anledning til sagen, således at indklagede i dag ejer 4

udlejningsejendomme med i alt 171 lejemål.

Det er uden betydning for vurderingen af den således siden 1985

foreliggende overtrædelse af forbudet, at indklagede i 1971 i sin

ansøgning om registrering gav oplysning om, at han ejede nogle

udlejningsejendomme. Nævnet har herved lagt vægt på, at

forbudet først blev indført ca. 14 år senere, og at

revisorer har pligt til løbende at følge med i den lovgivning,

der gælder for deres virksomhed.

For overtrædelse af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om

registrerede revisorer, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, og § 1, stk. 1, nr. 2, i de

tidligere virksomhedsbekendtgørelser fra henholdsvis 1989 og 1985, har

indklagede herefter forskyldt en bøde i medfør af § 11 a, stk.

1, i loven om registrerede revisorer.

Ved udmålingen af denne bøde lægger nævnet

vægt på, at den ulovlige udlejningsvirksomhed er og til stadighed

har været særdeles omfattende og har stået på i ca.

12 år. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den

senest tilkomne ejendom i Slyngborggade blev erhvervet i forbindelse med et

bestående klientforhold til sælgeren, og at indklagede i en

periode forud herfor må anses for at have deltaget i ejendommens

administration, idet han den 29. september 1995 har udsendt varsling om

lejeforhøjelse, hvorved han tillige på denne måde har

overtrådt forbudet mod at drive udlejningsvirksomhed eller hermed

ligestillet virksomhed.

Herefter og under hensyn til, at indklagede har krænket en

forskrift, der tjener til at sikre det helt grundlæggende krav til

revisor om uafhængighed, fastsættes bøden til 125.000

kr.

T H I B E S T E M M E S :

Registreret revisor Eigil Kastrup pålægges en bøde

på 125.000 kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter