Uforeneligt erhvervsarbejde med stillingen som revisor Udlejningsvirksomhed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Uforeneligt erhvervsarbejde med stillingen som
revisor
Udlejningsvirksomhed
KENDELSE
:
Ved kendelse afsagt den 23. maj 1997 af
Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-33/1995)
blev registreret revisor Eigil Kastrup på baggrund af en klage fra Ib
Krogh Hougaard pålagt en bøde på 125.000 kr.
Disciplinærnævnet fandt ham skyldig i at have
overtrådt forbudet i § 6a, stk. 2 i lov om Registrerede Revisorer mod
at drive erhvervsvirksomhed, der er uforenelig med stillingen som registreret
revisor.
Ved skrivelser af 19. august og 30. oktober 1997 har
indklagede ved landsretssagfører Børge Nielsen i medfør
af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for
Revisornævnet med påstand principalt om frifindelse,
subsidiært nedsættelse af den pålagte bøde samt
påstand om, at kendelsen ikke offentliggøres.
Klageren er ved Revisornævnets skrivelser af 18.
november 1997 og 14. januar 1998 opfordret til at fremkomme med en udtalelse,
jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.
Indklagede har i skrivelsen af 30. oktober 1997
anført:
" .
Til støtte for den i sagen nedlagte
principale påstand gøres det gældende, at de i
sagen omhandlede udlejningsejendomme (i alt 4 stk.) ikke er erhvervet som led
i udøvelsen af indklagedes virksomhed som registreret revisor. Det
gælder under alle omstændigheder for de 3 ejendomme, der er
Læs alt
erhvervet i 1962-81. Allerede derfor bør indklagede frifindes.
Det bemærkes, at indklagede i forbindelse med
indgivelse af ansøgning om optagelse i Revisorregistret den 23.09.1971
i ansøgningens rubrik 7 har anført: "Jeg har nogle
udlejningsejendomme, driver landbrug på 2 gårde og er reder for
10 stålkuttere"
Det fremgår af de til ansøgningen knyttede
høringssvar, at alle relevante myndigheder har været bekendt med
det forhold, at indklagede var indehaver af udlejningsejendomme, og disse
myndigheder har derfor haft al mulig anledning til af egen drift at
påtale forholdet over for indklagede, såfremt man måtte
have fundet, at besiddelsen af de pågældende ejendomme på
et tidspunkt på grund af en lovændring er/måtte være
blevet uforenelig med indklagedes stilling som registreret revisor og dermed
have givet ham mulighed for at berigtige forholdene.
Det forekommer på denne baggrund, at tingene vendes
på hovedet, når Disciplinærnævnet anser det som en
skærpende omstændighed, at forholdet har bestået i en
længere årrække. Man kan med bedre ret anføre, at
indklagede kunne regne med, at tingene var i orden, når myndighederne,
der var vidende om hans aktiviteter, upåtalt lod ham fortsætte i
den lange årrække.
Det forhold, at indklagede i forbindelse med
ansøgningen om optagelse i Revisorregistret positivt, klart og loyalt
har oplyst, at han besad udlejningsejendomme, har medført en
forventning hos indklagede om, at tingene var i orden, og at det i denne
forbindelse, herunder i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen
Slyngborggade i januar 1994, var ufornødent at søge
særlig tilladelse, dispensation e.l.
Det skal i denne forbindelse understreges, at ejendommen
Slyngborggade er af ganske beskeden størrelse (ca. 5 % af
ejendomsmassen). Den pågældende ejendom indeholder alene 8
lejemål. Denne ejendoms størrelse sammenholdt med det
forudgående begivenhedsforløb bør derfor føre til,
at indklagede bør frifindes i sin helhed. Det henhører til
almindelig god forvaltningsskik, at de relevante myndigheder under alle
omstændigheder i det mindste bør give en frist til berigtigelse
af forholdene, enten ved at afhænde ejendommene eller søge
dispensation.
I øvrigt drives indklagedes virksomhed fra en af
de omstridte ejendomme, hvilket undertiden kan begrunde en dispensation.
Ud over det ovenfor anførte, gøres der til
støtte for den subsidiært nedlagte påstand
gældende, at indklagede alene kan have forset sig ved køb af
udlejningsejendommen Slyngborggade i januar 1994, og at en bøde herfor
på kr. 125.000,- forekommer ude af proportion med bøden. En
advarsel havde været fuldt tilstrækkelig.
Disciplinærnævnets praksis for overtrædelser af loven
på andre områder ligger i et helt andet niveau (normal
bødestørrelse på 5-10.000 kr.).
Det forhold, at udlejningsejendommen Slyngborggade er den
eneste af udlejningsejendommene, som indklagede har erhvervet efter
lovændringen i 1984, må af de ovenfor anførte grunde,
herunder det forhold, at indklagede ved ansøgningen om optagelse i
Revisorregistret positivt og loyalt har oplyst om besiddelsen af
udlejningsejendomme, føre til, at indklagede kun kan anses for at have
tilsidesat sine pligter for så vidt angår denne ene ejendom.
Ved sanktionens fastsættelse bør det
tillægges vægt, at den pågældende ejendom er af
ganske beskeden størrelse, og at hverken forhold i forbindelse med
erhvervelsen eller efterfølgende omstændigheder kan antages at
have haft indflydelse på indklagedes udøvelse af sit virke som
registreret revisor, hvilket virke han upåtalt af myndigheder, kolleger
eller klienter har udøvet i mere end 25 år.
Der ses ikke at være hensyn, der taler for at bringe
reglen om offentliggørelse i anvendelse".
"
Klageren meddelte i sin skrivelse af 27. februar 1998, at
"Jeg ønsker hermed at trække mine anklager mod registreret
revisor Eigil Kastrup tilbage".
Indklagede anførte herefter i skrivelse af 27.
april 1998, at sagen i sin helhed, såvel afgørelsen truffet af
Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet,
må anses for bortfaldet.
I en supplerende redegørelse af 6. maj 1998 har
indklagede anført:
"Der nedlægges overfor Revisornævnet
principalt påstand om, at sagen anses for bortfaldet i sin
helhed, såvel afgørelsen truffet af
Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet,
subsidiært påstand om frifindelse, mere
subsidiært påstand om nedsættelse af den idømte
bøde, samt endelig påstand om at kendelsen ikke
offentliggøres.
Den i sagen nedlagte principale påstand
støttes på, at klageren Ib Krogh Hougaard ved skrivelse af den
27. februar 1998 har trukket sin klage tilbage.
Den for Disciplinærnævnet og for
Revisornævnet underliggende lovgivning forudsætter, at der er en
klage og at der er to parter i sagen. Idet Ib Krogh Hougaard ikke
ønsker sagen ført, må den naturlige konsekvens
være, at sagen er bortfaldet i sin helhed. Der kan herved henvises til
Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 604 om registrerede revisorer, kap.
3, (som ændret ved L 1997-12-29 nr. 1086), jfr.
Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 603 om statsautoriserede revisorer,
kap. 3 (som ændret ved L 1997-12.29 nr. 1086). Der henvises endvidere
til bekendtgørelse nr. 264 af den 15.04.96, særligt § 1 og §
9.
Med hensyn til de anbringender, der gøres
gældende til støtte for såvel den subsidiære som den
mere subsidiære nedlagte påstand henvises i det hele til det, der
er anført den 30.10.97."
Sagen er behandlet på et møde den 7. maj
1998. Ingen gav møde, og sagen er herefter behandlet og afgjort
på det foreliggende skriftlige grundlag.
Revisornævnets bemærkninger:
Disciplinærnævnets afgørelse af 23. maj
1997, der er truffet på grundlag af en klage fra Ib Krogh Hougaard,
bortfalder ikke, fordi klageren efterfølgende har meddelt, at han
trækker klagen tilbage.
Indklagede har indbragt afgørelsen for
Revisornævnet, og klagerens skrivelse af 27. februar 1998 kan heller
ikke bevirke, at sagsbehandlingen i Revisornævnet bortfalder eller skal
standses. Med mindre indklagede frafalder ankebehandlingen i
Revisornævnet, således at Disciplinærnævnets
afgørelse står ved magt, er Revisornævnet forpligtet til
at træffe afgørelse i sagen, og Revisornævnet er ikke
alene på grundlag af klagerens skrivelse af 27. februar 1998 forpligtet
til at ophæve Disciplinærnævnets afgørelse.
Revisornævnet realitetsbehandler derfor sagen.
Som anført af Disciplinærnævnet har det
siden den 1. april 1985 været forbudt registrerede revisorer at drive
udlejningsvirksomhed og dermed ligestillet virksomhed. Dette har også
været gældende for indklagede, uanset at han i 1971 i sin
ansøgning om registrering oplyste, at han ejede
udlejningsejendomme.
Herefter og i øvrigt af de grunde,
Disciplinærnævnet har anført, tiltrædes det, at
indklagede skal ikendes en bøde for overtrædelse af de i
kendelsen nævnte bestemmelser.
Revisornævnet er endvidere enigt i, at den ulovlige
virksomhed har haft et sådant omfang og været af en sådan
karakter, at indklagede skal ikendes en meget betydelig bøde, og
Revisornævnet finder ikke grundlag for at nedsætte
bøden.
Revisornævnet stadfæster derfor kendelsen.
I overensstemmelse med forarbejderne til
revisorlovgivningens bestemmelser om offentliggørelse af nævnets
kendelser offentliggøres disse som alt overvejende hovedregel.
Revisornævnet har ikke fundet grundlag for at
fravige denne praksis i nærværende sag, og det bestemmes derfor i
medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3,
at kendelsen skal offentliggøres.
Thi bestemmes:
Disciplinærnævnets kendelse
stadfæstes.
Bilag
Indklagede havde overtrådt forbudet for registrerede revisorer mod
at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet virksomhed, herunder
administration, idet han på tidspunktet for forbudets
ikrafttræden 1. april 1985 ejede 3 udlejningsejendomme og i januar 1994
erhvervede yderligere 1 udlejningsejendom. Indklagede havde ikke søgt
om dispensation. Indklagede havde endvidere på et tidspunkt deltaget i
administration af den ene ejendom. Indklagede blev pålagt en
bøde på 125.000 kr.
Ved skrivelse modtaget den 16. oktober 1995 har Ib Krogh Hougaard indgivet
klage over registreret revisor Eigil Kastrup.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Eigil Kastrup har
været optaget i Revisorregistret siden den 3. januar 1972.
I oktober 1995 erhvervede indklagede en udlejningsejendom, beliggende
Slyngborggade 17, 8900 Randers, af Enok Jensen.
Ifølge klageren var klageren forinden omkring den 1.
september 1995 blevet kontaktet af Enok Jensen, der havde spurgt, om han var
interesseret i at købe. På et møde den 10. oktober 1995
var de derefter blevet enige om pris og vilkår, og de havde givet
hinanden håndslag på handlen. Hovedpunkterne i aftalen blev
skrevet ned. Underskrift skulle ske hos klagerens advokat, advokat Per
Hansen. Sælgeren ville fremskaffe nogle varslingsbreve til lejerne fra
indklagede, der var revisor og administrator for Enok Jensen. Dagen efter
meddelte Enok Jensen imidlertid, at han havde solgt ejendommen til indklagede
til en pris, der lå 50.000 kr. over den pris, der var aftalt med
klageren.
Klageren har anført, at indklagede har udnyttet sin position som
revisor, rådgiver og administrator for Enok Jensen til at skaffe sig
selv en vinding. Det er kritisabelt, at indklagede samtidig med, at han har
et revisionsfirma, driver et større antal ejendomme.
Indklagede har
bestridt at have handlet uretmæssigt. Enok Jensen
henvendte sig omkring den 10. oktober 1995 til ham og oplyste, at han havde
fået et tilbud fra klageren på køb af ejendommen. Det blev
oplyst, at der endnu ikke var handlet. Herefter bød indklagede en
pris, der lå væsentligt over det, klageren havde tilbudt,
hvorefter Enok Jensen accepterede handlen med indklagede. Der er ikke blevet
givet klageren håndslag. En handel kan i øvrigt først
anses for indgået, når der er oprettet en skriftlig
redegørelse for vilkårene. Indklagede må have adgang til
at købe og besidde ejendomme, uden at det er i strid med hans erhverv.
Enok Jensen har skriftligt bekræftet, at han ikke havde handlet med
klageren.
Indklagede har på nævnets forespørgsel oplyst, at
ejendommen i Slyngborggade indeholder 8 lejemål, og at han yderligere
ejer 3 ejendomme med i alt 163 lejemål, som han erhvervede i perioden
1962 - 1981.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har - ligeledes på nævnets
forespørgsel - oplyst, at indklagede ikke har opnået
dispensation til erhvervelsen og driften af de pågældende
udlejningsejendomme. Det fremgår af styrelsens svar, at indklagede i
forbindelse med, at han i 1971 ansøgte om optagelse i
Revisorregistret, oplyste, at han havde nogle udlejningsejendomme.
Disciplinærnævnet skal udtale:
I maj 1984 blev revisorlovene ændret blandt andet med det
formål at skærpe kravene til revisors uafhængighed.
Herefter indførtes også for de registrerede revisorers
vedkommende forbud mod at drive udlejningsvirksomhed. Dette skete ved § 1,
stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 103 af 22. marts 1985 om
registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. april 1985.
Forbudet blev opretholdt ved § 2, stk. 1, nr. 2, i den følgende
virksomhedsbekendtgørelse nr. 126 af 28. februar 1989. Selv om det
udtrykkelige forbud mod udlejningsvirksomhed ikke genfindes i de
nuværende regler, må det antages, at forbudet stadig
følger af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om registrerede
revisorer under hensyn til, at formålet med lovændringen i 1994,
hvorved reglerne fik deres nuværende affattelse, var at
gennemføre yderligere skærpelser af kravene til revisors
uafhængighed.
Nævnet lægger således til grund, at det er forbudt
registrerede revisorer at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet
virksomhed, herunder administration, og at dette forbud har været
gældende siden 1. april 1985.
Ifølge indklagedes oplysninger ejede han på daværende
tidspunkt 3 udlejningsejendomme med i alt 163 lejemål. Indklagede har
ikke til dato søgt dispensation hertil. I januar 1994 erhvervede han
yderligere uden tilladelse den ejendom i Slyngborggade med 8 lejemål,
der har givet anledning til sagen, således at indklagede i dag ejer 4
udlejningsejendomme med i alt 171 lejemål.
Det er uden betydning for vurderingen af den således siden 1985
foreliggende overtrædelse af forbudet, at indklagede i 1971 i sin
ansøgning om registrering gav oplysning om, at han ejede nogle
udlejningsejendomme. Nævnet har herved lagt vægt på, at
forbudet først blev indført ca. 14 år senere, og at
revisorer har pligt til løbende at følge med i den lovgivning,
der gælder for deres virksomhed.
For overtrædelse af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om
registrerede revisorer, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, og § 1, stk. 1, nr. 2, i de
tidligere virksomhedsbekendtgørelser fra henholdsvis 1989 og 1985, har
indklagede herefter forskyldt en bøde i medfør af § 11 a, stk.
1, i loven om registrerede revisorer.
Ved udmålingen af denne bøde lægger nævnet
vægt på, at den ulovlige udlejningsvirksomhed er og til stadighed
har været særdeles omfattende og har stået på i ca.
12 år. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den
senest tilkomne ejendom i Slyngborggade blev erhvervet i forbindelse med et
bestående klientforhold til sælgeren, og at indklagede i en
periode forud herfor må anses for at have deltaget i ejendommens
administration, idet han den 29. september 1995 har udsendt varsling om
lejeforhøjelse, hvorved han tillige på denne måde har
overtrådt forbudet mod at drive udlejningsvirksomhed eller hermed
ligestillet virksomhed.
Herefter og under hensyn til, at indklagede har krænket en
forskrift, der tjener til at sikre det helt grundlæggende krav til
revisor om uafhængighed, fastsættes bøden til 125.000
kr.
T H I B E S T E M M E S :
Registreret revisor Eigil Kastrup pålægges en bøde
på 125.000 kr.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ikke tilladt erhvervsvirksomhed for registreret revisor. Tilsidesat pligter Retsinformation · 1. februar 1999
Lignende dokumenter
- God revisorskik Retsinformation · 1. februar 1999
- 98-32.052 - Ikke grundlag for dispensation til registreret revisor (14. juli 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. juli 1998
- Revisorskik Retsinformation · 6. november 1998
- Tilsidesat pligter stillingen som revisor medfører Retsinformation · 1. februar 1999
- Tilsidesat god revisorskik Retsinformation · 1. februar 1999
- 97-24.703 - Revisionsvirksomhed (06. oktober 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. oktober 1997