Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet
for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører forældelse og manglende rettidig
reklamation i medfør af AB 92 samt ABR 89.
Mellem bygherre og klageren, nu under konkurs, som
totalentreprenør blev der den 31. januar 1991 indgået en
totalentreprisekontrakt om opførelse af et idrætsanlæg med
tilhørende bygninger til kontorformål m.v. Arbejdet, der
allerede var påbegyndt den 15. november 1990, blev efter klagers
betalingsstandsning den 23 . maj 1992 færdiggjort af andre og taget i
brug den 2. september 1992.
Ved klageskrift modtaget i Voldgiftsnævnet for
bygge- og anlægsvirksomhed den 21. juni 1993 har klageren
påstået bygherren tilpligtet at betale nærmere opgjorte
krav beskrevet som betaling for ekstraarbejder, tilgodehavender for
udført arbejde og erstatning for uberettiget annullation af
totalentreprisekontrakten.
Bygherren har i et svarskrift modtaget den 3. januar 1994
påstået frifindelse og taget forbehold om i et senere
processkrift at "præsentere sine modkrav". Dette var, navnlig
af tidsmæssige årsager, ikke muligt på daværende
tidspunkt, bl.a. fordi "den verserende skønssag vedrørende
græstæppet endnu ikke er afsluttet".
Skønserklæring af 1. juni 1994
vedrørende græstæppet blev modtaget i nævnet den 7.
s.m. og fulgt op med en tillægserklæring af 20. juni 1996. I et
påstandsdokument af 14. maj 1997 gjorde bygherren herefter med
henvisning til fejl og mangler ved græstæppet et modkrav, stort
5. mio. kr., gældende over for klagerens krav.
Foranlediget heraf har klageren ved adcitationsklageskrift
Læs alt
af 27. august 1997, modtaget i nævnet den 29. s.m., adciteret
henholdsvis adciterede 1, det projekterende ingeniørfirma også
vedrørende græstæppet og adciterede 2, som
udførende underentreprenør med påstand om, at de
adciterede in solidum tilpligtes at friholde klageren ethvert beløb
inklusive renter og omkostninger, som klager måtte blive tilpligtet at
betale bygherren for påståede fejl og mangler ved det oprindelige
baneanlæg ved idrætsanlægget.
Adciterede 1 har påstået frifindelse og til
støtte herfor foreløbigt anført, dels at et eventuelt
krav er forældet efter ABR 89 pkt. 6.2.3.1, dels at et eventuelt krav
er bortfaldet som følge af manglende rettidig reklamation, jf. ABR 89
pkt. 6.2.3.2.
Adciterede 2 har principalt påstået afvisning
med henvisning til, at AB 72 ikke er aftalt gældende for den
pågældende underentreprise med den følge, at der ikke
foreligger aftale om voldgiftsbehandling af krav vedrørende
entreprisen. Subsidiært har adciterede 2 påstået
frifindelse og til støtte herfor foreløbigt anført, at
et eventuelt krav er bortfaldet som følge af manglende rettidig
reklamation.
Et af begge de adciterede fremsat anbringende om
forældelse i medfør af forældelsesloven af 1908 er
frafaldet.
De adciterede har begge begæret disse påstande
forhandlet og afgjort særskilt forud for hovedsagen mellem klageren og
bygherren, hvilket klageren har erklæret sig enig i. De
pågældende har tiltrådt, at afgørelsen træffes
af voldgiftsrettens formand, fhv. højesteretsdommer Palle Kiil, uden
deltagelse af voldgiftsrettens øvrige medlemmer, civilingeniør
Per Milner og direktør, civilingeniør Z. F. Styczen. Ved
afslutningen af den mundtlige forhandling den 1. februar 1999 har parterne
på retsformandens spørgsmål endvidere tiltrådt, at
afgørelsen træffes ved en skriftlig tilkendegivelse indeholdende
begrundelsen for resultatet, men uden fuldstændig gengivelse af det
fremlagte materiale og de afgivne forklaringer samt parternes procedure. Da
en tilkendegivelse vil have samme resultat og begrundelse som en kendelse,
har retsformanden imidlertid efterfølgende valgt at træffe
afgørelsen i form af en kendelse.
2.
Under den mundtlige forhandling har klageren
herefter nedlagt følgende påstande:
Adciterede 2 tilpligtes at anerkende, at
voldgiftsretten er kompetent til at prøve det i
adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav.
De adciterede 1 og 2 tilpligtes at anerkende, at det i
adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav ikke er
bortfaldet som følge af manglende reklamation eller
forældelse.
Adciterede 1 har påstået frifindelse.
Adciterede 2 har principalt påstået afvisning,
subsidiært frifindelse.
For voldgiftsretten er der afgivet forklaring af
adciterede 1 og 2.
På grundlag af bevisførelsen og den
efterfølgende procedure skal voldgiftsrettens formand udtale:
Vedrørende adciterede 1:
Aftalen mellem klageren og adciterede 1 om teknisk
rådgivning og bistand blev indgået den 11-12 juli 1990. Af
aftalen, hvori der henvises til ABR 89, fremgår, at opgaven overordnet
omfattede "totalrådgivning og bistand vedrørende alle
arkitekt, -landskabsarkitekt- og ingeniørarbejder for byggeriet
.". I aftalen er udtrykkeligt opregnet en række arbejder, som ikke
var omfattet, herunder byggepladsledelse, fagtilsyn og med visse
undtagelser projektopfølgning.
Efter klagerens betalingsstandsning den 23. maj 1992
ophævede adciterede 1 ved skrivelse af 4. juni 1992 aftalen på
grund af manglende betaling af restancer. Af adciterede 1´s forklaring
fremgår, at adciterede 1 efterfølgende indgik aftale med firma
X, hvorved brugsretten til projektet overgik til dette selskab som
repræsenterede bygherren.
Som skønsindstævnet i november 1992 deltog
adciterede 1 i udformningen af skønstemaer og i synsforretning den 4.
december 1992. Skønserklæringen af 1. juni 1994 besvarede et
spørgsmål, om eventuelle mangler ved græstæppet
kunne henføres til utilstrækkeligt eller mangelfuldt projekt,
således: "Skønsmanden har, ved gennemgangen af
projektmaterialet, fundet punkter, hvor beskrivelsen kan opfattes som
værende utilstrækkelig, mangelfuld eller hvor der gives
anvisninger, der er klart urigtige, men det er ikke skønsmandens
opfattelse, at disse har haft indflydelse på, at det færdige
resultat ikke har været tilfredsstillende."
Efterfølgende blev der i perioden 16. december 1994
23. november 1995 stillet skønsmanden en række supplerende
spørgsmål, herunder fra adciterede 1. Af
tillægserklæringen af 20. juni 1996 fremgår, at
skønsmanden ikke kan udtale sig om, "hvorvidt det foreskrevne
vækstmedie ville have haft tilfredsstillende egenskaber med hensyn til
vandafledning. Skønsmanden har i denne sammenhæng hæftet
sig ved, at der ikke er stillet krav om vækstlagets vandledningsevne,
og at der derfor ikke har været stillet et specifikt krav til lagets
permeabilitet".
Adcitationsklageskriftet vedrørende
græstæppet er som nævnt modtaget i nævnet den 29.
august 1997.
Efter ABR 89, pkt. 6.2.3.1. løber den 5-årige
forældelsesfrist fra afslutningen af rådgivningsopgaven eller
ved rådgivning i forbindelse med udførelsen af bygninger og
anlæg fra afleveringen af den bygning eller det anlæg, fejlen
eller forsømmelsen vedrører. Den omstændighed, at
adciterede 1 den 4. juni 1992 hævede totalrådgivningsaftalen med
klageren for straks efter at overlade brugsretten til projektet til firma X
med henblik på færdiggørelse af anlægget, kan ikke
bevirke, at forældelsesfristen som anført af adciterede 1
skal regnes fra den 4. juni 1992. I denne situation kan
rådgivningsopgaven først anses for afsluttet samtidig med
afleveringen og ibrugtagningen den 2. september 1992. Da
adcitationsklageskriftet blev modtaget i nævnet den 29. august 1997,
kan der således ikke gives adciterede 1 medhold i påstanden om,
at klagerens eventuelle regreskrav i anledning af fejl eller mangler ved
græstæppet er forældet efter bestemmelsen i ABR 89 pkt.
6.2.3.1.
Efter ABR 89 pkt. 6.2.3.2. skal rådgiverens klient
reklamere skriftligt over for rådgiveren, så snart klienten
"er eller burde være blevet opmærksom på
tilstedeværelsen af rådgiverens mulige erstatningsansvar".
Som anført hos Michael Gjedde-Nielsen og Hans Lykke Hansen: ABR
89 (1994) s. 221 ff. er der "betydelig elastik" i dette kriterium,
også fordi reklamationsfristen ikke kan antages at være ganske
kort.
De af skønsmanden konstaterede mangler ved
græstæppet " i forhold til den forudsatte benyttelse"
viste sig hurtigt efter ibrugtagningen den 2. september 1992. Mulige
årsager hertil blev i første omgang søgt belyst gennem
det i november s.å. iværksatte syn og skøn, som adciterede
1 deltog i som skønsmedindstævnt, og som resulterede i
skønserklæringen af 1. juni 1994, der ikke kunne give rimelig
anledning for klageren til at foretage en formel skriftlig reklamation over
for adciterede 1. En sådan anledning fremkom først med
tillægserklæringen af 20. juni 1996, der bl.a. bevirkede
følgende brevveksling mellem bygherrens og adciterede 1´s
advokater:
I skrivelse af 4. december 1996 fra bygherrens advokat
hedder det:
"På baggrund af de af landskabsarkitekten
afgivne skønserklæringer har mine klienter nærmere
vurderet ansvarsforholdene i relation til de forskellige involverede tekniske
rådgivere og entreprenører.
Et spørgsmål, som skønsmanden
beskæftiger sig med, er den tilsyneladende forskel der er mellem det (i
beskrivelsen) foreskrevne vækstmedie og det faktisk anvendte
vækstmedie.
I tillægserklæringen dateret 20. juni 1996
bemærker skønsmanden, at hun ikke kan udtale sig om, hvorvidt
det foreskrevne vækstmedie ville have haft tilfredsstillende egenskaber
med hensyn til vandafledning. Det er endvidere klart, at skønsmanden i
sin oprindelige skønserklæring alene har forholdt sig til det
vækstmedie, der i december 1992 lå på
idrætsanlægget.
Beslutningen om anvendelse af et andet vækstmedie
end det foreskrevne kan vise sig at have en betydning i forbindelse med den
endelige afgørelse af, hvorvidt bygherren vil gennemføre
erstatningskravet som voldgiftssag mod såvel den tekniske
rådgiver som mod de involverede entreprenører.
Jeg er ikke på nuværende tidspunkt i
besiddelse af materiale der belyser, hvem der traf beslutning om anvendelse
af et andet vækstmedie eller hvornår, dette valg blev
foretaget.
Jeg skal derfor opfordre Dem til at fremkomme med Deres
klients redegørelse vedrørende dette forhold. Jeg skal
præcisere, at jeg samtidig har tilskrevet de øvrige involverede
advokater i sagen og, at de indkomne besvarelser vil danne grundlag for den
endelige afgørelse af, hvor mange parter, der skal søges holdt
ansvarlig for de opståede problemer vedrørende
græstæppet. I den udstrækning der ikke fremkommer
fyldestgørende svar på disse henvendelser vil det kunne blive
nødvendigt ex tuto at anlægge voldgiftssag mod samtlige mulige
ansvarlige parter.
I svaret herpå, dateret 14. januar 1997, hedder
det:
"Deres brev af 4. december 1996 har jeg forelagt min
klient, og jeg kan herefter orientere om følgende.
Min klient har ikke deltaget i nogen beslutning om at
ændre vækstlagstypen, og er ikke bekendt med, hvornår og af
hvem en sådan beslutning eventuelt måtte være truffet.
I den forbindelse bemærkes, at min klient, der ikke
skulle føre fagtilsyn eller foretage projektopfølgning, ikke
havde sin daglige gang på pladsen.
Efter totalentreprenørens betalingsstandsning var
min klient hyppigere på firma X´ foranledning på pladsen, men
ikke for at føre fagtilsyn. På dette tidspunkt var arbejdet med
vækstlaget i gang på pladsen, og min klient havde ingen anledning
eller pligt til at beskæftige sig nærmere hermed."
På denne baggrund må adcitationsklageskriftet
af 27. august 1997, der indeholder en påstand og en beskrivelse af
grundlaget herfor, anses for en rettidig skriftlig reklamation. Der gives
derfor klageren medhold i påstanden over for adciterede 1.
Vedrørende adciterede 2:
Som anført i Bolig- og Byggestyrelsens
betænkning nr. 1246 fra marts 1993, indeholdende AB 92, side 53,
forudsætter behandling af en tvist ved den af Voldgiftsnævnet
nedsatte voldgiftsret, "at AB 72 er vedtaget i den konkrete
entrepriseaftale, og at § 31 ikke er fraveget i aftalen". Selv om der
ikke foreligger nogen retssædvane om anvendelse af voldgift i
forbindelse med tvister i bygge- og anlægsvirksomhed, svækkes
kravene til beviset for og indholdet af en sådan aftale dog,
"såfremt det inden for et område er sædvanligt at
anvende voldgift, og såfremt den nærmere ordning af
voldgiftsretten er betryggende. .Dette gælder i almindelighed for
Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed ", jf. Erik
Hørlyck: Entreprise og licitation (4. udgave 1993) s. 381 f.
Af det fremlagte bilagsmateriale fremgår bl.a., at
klageren den 17. januar 1991 anmodede adciterede 2 om at afgive tilbud
"vedr. idrætsanlægget" på "entreprise
vejomlægning" og som en del af tilbudsgrundlaget henviste til AB
72. Adciterede 2 afgav tilbud herpå den 22. s.m. og tog følgende
forbehold: "Entreprenørforeningens udsendelse 49/87 af 19/12
1991", der henviser til AB 72. I en skrivelse af 21. oktober 1991 til
adciterede 2 accepterede klageren vedrørende
idrætsanlægget et tilbud på "entreprise
Jordarbejdet" fra adciterede. Af acceptskrivelsen fremgår, at
grundlaget for accepten bl.a. er udbudsbrev af 18. februar 1991 og klagers
betingelser af august 1987, hvori der henvises til AB 72, herunder § 31 om
voldgift.
Den 14. april 1992 anmodede klageren adciterede 2 om at
afgive tilbud på den her omhandlede "Entreprise
Græsanlæg". I skrivelsen er anført, at tilbudet
"afgives på følgende skriftlige grundlag : 2. Klagers
betingelser august 1987". Adciterede 2´s tilbud fremkom i form af en
udfyldt tilbudsliste, dateret samme dag, den 14. april 1992. Tilbudslisten
indeholder intet forbehold over for tilbudsgrundlaget. Efter klagerens
betalingsstandsning indgik adciterede 2 i juni/juli 1992 en
underentrepriseaftale med firma X om færdiggørelse af bl.a.
græstæppet, hvori der henvises til AB 72.
Af adciterede 2´s forklaring fremgår bl.a., at han
ikke kan huske, om han har set klagers betingelser, men at adciterede 2 i
årenes løb har udført mange entrepriser for klager. Der
har været tale om både skriftlige og mundtlige aftaler.
Som sagen herefter foreligger, findes det
ubetænkeligt at lægge til grund, at adciterede 2 også for
entreprisen vedrørende græsbaneanlægget har accepteret AB
72, herunder § 31 om voldgiftsbehandling af opståede tvister, som
grundlag for entreprisen. Påstanden om afvisning tages derfor ikke til
følge.
Efter AB 72 § 22, stk. 2, sidste pkt., gælder om
mangler påvist efter afleveringen, at bygherren kun kan
påberåbe sig mangler, som han har givet entreprenøren
skriftlig meddelelse om "inden rimelig tid efter, at han har eller burde
have opdaget manglen", jf. nu AB 92 § 32, stk. 2. Manglerne ved
græsbaneanlægget blev opdaget i september 1992 kort efter
ibrugtagningen. I november s.å. blev adciterede 2
skønsindstævnt og deltog i eller var repræsenteret ved
synsforretningen den 4. december 1992. Allerede på dette tidspunkt var
adciterede 2 således skriftligt informeret om de mangler, bygherren
eventuelt afhængig af skønnet ville påberåbe sig.
Da de to skønserklæringer forelå, sidste erklæring
den 20. juni 1996, sendte klageren den 31. januar 1997 følgende
skrivelse til adciterede 2:
"I ovennævnte sag har bygherre som bekendt
endnu ikke gjort endeligt op, hvilke af de skønsindstævnte
parter selskabet ønsker at rette krav mod vedrørende manglerne
ved græstæppet.
Som det ligeledes vil være Dem bekendt, verserer der
imidlertid en voldgiftssag mellem undertegnede under konkurs som klager og
bygherre som indstævnte. Under denne sag har bygherre forbeholdt sig at
gøre krav gældende mod boet i anledning af manglerne
vedrørende græstæppet. I tilfælde af at et
sådan krav rejses, vil boet gøre regres mod Deres klient, der jo
udførte arbejderne i underentreprise for boet.
På denne baggrund ser jeg mig nødsaget til
på nuværende tidspunkt at procestilvarsle adciterede 2 til
ovennævnte voldgiftssag. Jeg vedlægger kopi af klageskrift,
svarskrift og replik i denne sag. Indtil videre vedlægger jeg ikke det
ret omfattende bilagsmateriale, men jeg udleverer naturligvis gerne en kopi
af bilagene, såfremt De måtte ønske dette."
Under disse omstændigheder findes det regreskrav,
som ved adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 er rejst også over
for adciterede 2, ikke at være bortfaldet som følge af for sen
reklamation over de eventuelle mangler, for hvilke klageren måtte
hæfte i forhold til bygherren.
Efter det anførte tages klagerens påstande
til følge. Der afsiges herefter følgende
KENDELSE:
Adciterede 2 skal anerkende, at voldgiftsretten er
kompetent til at prøve det i adcitationsklageskriftet af 27. august
1997 omhandlede krav.
Adciterede 1 og adciterede 2 skal begge anerkende, at det
i adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav ikke er
bortfaldet som følge af manglende reklamation eller
forældelse.
Omkostningsspørgsmålet afgøres i
forbindelse med hovedsagen.
Lignende dokumenter
- Spørgsmål om en voldgiftssags fortsættelse. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Almindelige betingelser for rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed (ABR 18) Retsinformation · 10. januar 2019
- Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed Retsinformation · 30. januar 2004
- Spørgsmål om udsættelse af klagesag vedrørende udbetaling af garanti for entreprenørs forpligtelser på udfaldet af voldgiftssag. Det finansielle ankenævn · 15. september 2000
- Forenklede almindelige betingelser for rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed (ABR Forenklet) Retsinformation · 10. januar 2019