Spring til indhold

Retsinformation

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

AFG nr 19222 af 18/02/1999AfgørelseSocial- og Boligministeriet29. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet

for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører forældelse og manglende rettidig

reklamation i medfør af AB 92 samt ABR 89.

Mellem bygherre og klageren, nu under konkurs, som

totalentreprenør blev der den 31. januar 1991 indgået en

totalentreprisekontrakt om opførelse af et idrætsanlæg med

tilhørende bygninger til kontorformål m.v. Arbejdet, der

allerede var påbegyndt den 15. november 1990, blev efter klagers

betalingsstandsning den 23 . maj 1992 færdiggjort af andre og taget i

brug den 2. september 1992.

Ved klageskrift modtaget i Voldgiftsnævnet for

bygge- og anlægsvirksomhed den 21. juni 1993 har klageren

påstået bygherren tilpligtet at betale nærmere opgjorte

krav beskrevet som betaling for ekstraarbejder, tilgodehavender for

udført arbejde og erstatning for uberettiget annullation af

totalentreprisekontrakten.

Bygherren har i et svarskrift modtaget den 3. januar 1994

påstået frifindelse og taget forbehold om i et senere

processkrift at "præsentere sine modkrav". Dette var, navnlig

af tidsmæssige årsager, ikke muligt på daværende

tidspunkt, bl.a. fordi "den verserende skønssag vedrørende

græstæppet endnu ikke er afsluttet".

Skønserklæring af 1. juni 1994

vedrørende græstæppet blev modtaget i nævnet den 7.

s.m. og fulgt op med en tillægserklæring af 20. juni 1996. I et

påstandsdokument af 14. maj 1997 gjorde bygherren herefter med

henvisning til fejl og mangler ved græstæppet et modkrav, stort

5. mio. kr., gældende over for klagerens krav.

Foranlediget heraf har klageren ved adcitationsklageskrift

Læs alt

af 27. august 1997, modtaget i nævnet den 29. s.m., adciteret

henholdsvis adciterede 1, det projekterende ingeniørfirma også

vedrørende græstæppet og adciterede 2, som

udførende underentreprenør med påstand om, at de

adciterede in solidum tilpligtes at friholde klageren ethvert beløb

inklusive renter og omkostninger, som klager måtte blive tilpligtet at

betale bygherren for påståede fejl og mangler ved det oprindelige

baneanlæg ved idrætsanlægget.

Adciterede 1 har påstået frifindelse og til

støtte herfor foreløbigt anført, dels at et eventuelt

krav er forældet efter ABR 89 pkt. 6.2.3.1, dels at et eventuelt krav

er bortfaldet som følge af manglende rettidig reklamation, jf. ABR 89

pkt. 6.2.3.2.

Adciterede 2 har principalt påstået afvisning

med henvisning til, at AB 72 ikke er aftalt gældende for den

pågældende underentreprise med den følge, at der ikke

foreligger aftale om voldgiftsbehandling af krav vedrørende

entreprisen. Subsidiært har adciterede 2 påstået

frifindelse og til støtte herfor foreløbigt anført, at

et eventuelt krav er bortfaldet som følge af manglende rettidig

reklamation.

Et af begge de adciterede fremsat anbringende om

forældelse i medfør af forældelsesloven af 1908 er

frafaldet.

De adciterede har begge begæret disse påstande

forhandlet og afgjort særskilt forud for hovedsagen mellem klageren og

bygherren, hvilket klageren har erklæret sig enig i. De

pågældende har tiltrådt, at afgørelsen træffes

af voldgiftsrettens formand, fhv. højesteretsdommer Palle Kiil, uden

deltagelse af voldgiftsrettens øvrige medlemmer, civilingeniør

Per Milner og direktør, civilingeniør Z. F. Styczen. Ved

afslutningen af den mundtlige forhandling den 1. februar 1999 har parterne

på retsformandens spørgsmål endvidere tiltrådt, at

afgørelsen træffes ved en skriftlig tilkendegivelse indeholdende

begrundelsen for resultatet, men uden fuldstændig gengivelse af det

fremlagte materiale og de afgivne forklaringer samt parternes procedure. Da

en tilkendegivelse vil have samme resultat og begrundelse som en kendelse,

har retsformanden imidlertid efterfølgende valgt at træffe

afgørelsen i form af en kendelse.

2.

Under den mundtlige forhandling har klageren

herefter nedlagt følgende påstande:

Adciterede 2 tilpligtes at anerkende, at

voldgiftsretten er kompetent til at prøve det i

adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav.

De adciterede 1 og 2 tilpligtes at anerkende, at det i

adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav ikke er

bortfaldet som følge af manglende reklamation eller

forældelse.

Adciterede 1 har påstået frifindelse.

Adciterede 2 har principalt påstået afvisning,

subsidiært frifindelse.

For voldgiftsretten er der afgivet forklaring af

adciterede 1 og 2.

På grundlag af bevisførelsen og den

efterfølgende procedure skal voldgiftsrettens formand udtale:

Vedrørende adciterede 1:

Aftalen mellem klageren og adciterede 1 om teknisk

rådgivning og bistand blev indgået den 11-12 juli 1990. Af

aftalen, hvori der henvises til ABR 89, fremgår, at opgaven overordnet

omfattede "totalrådgivning og bistand vedrørende alle

arkitekt, -landskabsarkitekt- og ingeniørarbejder for byggeriet

.". I aftalen er udtrykkeligt opregnet en række arbejder, som ikke

var omfattet, herunder byggepladsledelse, fagtilsyn og med visse

undtagelser projektopfølgning.

Efter klagerens betalingsstandsning den 23. maj 1992

ophævede adciterede 1 ved skrivelse af 4. juni 1992 aftalen på

grund af manglende betaling af restancer. Af adciterede 1´s forklaring

fremgår, at adciterede 1 efterfølgende indgik aftale med firma

X, hvorved brugsretten til projektet overgik til dette selskab som

repræsenterede bygherren.

Som skønsindstævnet i november 1992 deltog

adciterede 1 i udformningen af skønstemaer og i synsforretning den 4.

december 1992. Skønserklæringen af 1. juni 1994 besvarede et

spørgsmål, om eventuelle mangler ved græstæppet

kunne henføres til utilstrækkeligt eller mangelfuldt projekt,

således: "Skønsmanden har, ved gennemgangen af

projektmaterialet, fundet punkter, hvor beskrivelsen kan opfattes som

værende utilstrækkelig, mangelfuld eller hvor der gives

anvisninger, der er klart urigtige, men det er ikke skønsmandens

opfattelse, at disse har haft indflydelse på, at det færdige

resultat ikke har været tilfredsstillende."

Efterfølgende blev der i perioden 16. december 1994

23. november 1995 stillet skønsmanden en række supplerende

spørgsmål, herunder fra adciterede 1. Af

tillægserklæringen af 20. juni 1996 fremgår, at

skønsmanden ikke kan udtale sig om, "hvorvidt det foreskrevne

vækstmedie ville have haft tilfredsstillende egenskaber med hensyn til

vandafledning. Skønsmanden har i denne sammenhæng hæftet

sig ved, at der ikke er stillet krav om vækstlagets vandledningsevne,

og at der derfor ikke har været stillet et specifikt krav til lagets

permeabilitet".

Adcitationsklageskriftet vedrørende

græstæppet er som nævnt modtaget i nævnet den 29.

august 1997.

Efter ABR 89, pkt. 6.2.3.1. løber den 5-årige

forældelsesfrist fra afslutningen af rådgivningsopgaven eller

ved rådgivning i forbindelse med udførelsen af bygninger og

anlæg fra afleveringen af den bygning eller det anlæg, fejlen

eller forsømmelsen vedrører. Den omstændighed, at

adciterede 1 den 4. juni 1992 hævede totalrådgivningsaftalen med

klageren for straks efter at overlade brugsretten til projektet til firma X

med henblik på færdiggørelse af anlægget, kan ikke

bevirke, at forældelsesfristen som anført af adciterede 1

skal regnes fra den 4. juni 1992. I denne situation kan

rådgivningsopgaven først anses for afsluttet samtidig med

afleveringen og ibrugtagningen den 2. september 1992. Da

adcitationsklageskriftet blev modtaget i nævnet den 29. august 1997,

kan der således ikke gives adciterede 1 medhold i påstanden om,

at klagerens eventuelle regreskrav i anledning af fejl eller mangler ved

græstæppet er forældet efter bestemmelsen i ABR 89 pkt.

6.2.3.1.

Efter ABR 89 pkt. 6.2.3.2. skal rådgiverens klient

reklamere skriftligt over for rådgiveren, så snart klienten

"er eller burde være blevet opmærksom på

tilstedeværelsen af rådgiverens mulige erstatningsansvar".

Som anført hos Michael Gjedde-Nielsen og Hans Lykke Hansen: ABR

89 (1994) s. 221 ff. er der "betydelig elastik" i dette kriterium,

også fordi reklamationsfristen ikke kan antages at være ganske

kort.

De af skønsmanden konstaterede mangler ved

græstæppet " i forhold til den forudsatte benyttelse"

viste sig hurtigt efter ibrugtagningen den 2. september 1992. Mulige

årsager hertil blev i første omgang søgt belyst gennem

det i november s.å. iværksatte syn og skøn, som adciterede

1 deltog i som skønsmedindstævnt, og som resulterede i

skønserklæringen af 1. juni 1994, der ikke kunne give rimelig

anledning for klageren til at foretage en formel skriftlig reklamation over

for adciterede 1. En sådan anledning fremkom først med

tillægserklæringen af 20. juni 1996, der bl.a. bevirkede

følgende brevveksling mellem bygherrens og adciterede 1´s

advokater:

I skrivelse af 4. december 1996 fra bygherrens advokat

hedder det:

"På baggrund af de af landskabsarkitekten

afgivne skønserklæringer har mine klienter nærmere

vurderet ansvarsforholdene i relation til de forskellige involverede tekniske

rådgivere og entreprenører.

Et spørgsmål, som skønsmanden

beskæftiger sig med, er den tilsyneladende forskel der er mellem det (i

beskrivelsen) foreskrevne vækstmedie og det faktisk anvendte

vækstmedie.

I tillægserklæringen dateret 20. juni 1996

bemærker skønsmanden, at hun ikke kan udtale sig om, hvorvidt

det foreskrevne vækstmedie ville have haft tilfredsstillende egenskaber

med hensyn til vandafledning. Det er endvidere klart, at skønsmanden i

sin oprindelige skønserklæring alene har forholdt sig til det

vækstmedie, der i december 1992 lå på

idrætsanlægget.

Beslutningen om anvendelse af et andet vækstmedie

end det foreskrevne kan vise sig at have en betydning i forbindelse med den

endelige afgørelse af, hvorvidt bygherren vil gennemføre

erstatningskravet som voldgiftssag mod såvel den tekniske

rådgiver som mod de involverede entreprenører.

Jeg er ikke på nuværende tidspunkt i

besiddelse af materiale der belyser, hvem der traf beslutning om anvendelse

af et andet vækstmedie eller hvornår, dette valg blev

foretaget.

Jeg skal derfor opfordre Dem til at fremkomme med Deres

klients redegørelse vedrørende dette forhold. Jeg skal

præcisere, at jeg samtidig har tilskrevet de øvrige involverede

advokater i sagen og, at de indkomne besvarelser vil danne grundlag for den

endelige afgørelse af, hvor mange parter, der skal søges holdt

ansvarlig for de opståede problemer vedrørende

græstæppet. I den udstrækning der ikke fremkommer

fyldestgørende svar på disse henvendelser vil det kunne blive

nødvendigt ex tuto at anlægge voldgiftssag mod samtlige mulige

ansvarlige parter.

I svaret herpå, dateret 14. januar 1997, hedder

det:

"Deres brev af 4. december 1996 har jeg forelagt min

klient, og jeg kan herefter orientere om følgende.

Min klient har ikke deltaget i nogen beslutning om at

ændre vækstlagstypen, og er ikke bekendt med, hvornår og af

hvem en sådan beslutning eventuelt måtte være truffet.

I den forbindelse bemærkes, at min klient, der ikke

skulle føre fagtilsyn eller foretage projektopfølgning, ikke

havde sin daglige gang på pladsen.

Efter totalentreprenørens betalingsstandsning var

min klient hyppigere på firma X´ foranledning på pladsen, men

ikke for at føre fagtilsyn. På dette tidspunkt var arbejdet med

vækstlaget i gang på pladsen, og min klient havde ingen anledning

eller pligt til at beskæftige sig nærmere hermed."

På denne baggrund må adcitationsklageskriftet

af 27. august 1997, der indeholder en påstand og en beskrivelse af

grundlaget herfor, anses for en rettidig skriftlig reklamation. Der gives

derfor klageren medhold i påstanden over for adciterede 1.

Vedrørende adciterede 2:

Som anført i Bolig- og Byggestyrelsens

betænkning nr. 1246 fra marts 1993, indeholdende AB 92, side 53,

forudsætter behandling af en tvist ved den af Voldgiftsnævnet

nedsatte voldgiftsret, "at AB 72 er vedtaget i den konkrete

entrepriseaftale, og at § 31 ikke er fraveget i aftalen". Selv om der

ikke foreligger nogen retssædvane om anvendelse af voldgift i

forbindelse med tvister i bygge- og anlægsvirksomhed, svækkes

kravene til beviset for og indholdet af en sådan aftale dog,

"såfremt det inden for et område er sædvanligt at

anvende voldgift, og såfremt den nærmere ordning af

voldgiftsretten er betryggende. .Dette gælder i almindelighed for

Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed ", jf. Erik

Hørlyck: Entreprise og licitation (4. udgave 1993) s. 381 f.

Af det fremlagte bilagsmateriale fremgår bl.a., at

klageren den 17. januar 1991 anmodede adciterede 2 om at afgive tilbud

"vedr. idrætsanlægget" på "entreprise

vejomlægning" og som en del af tilbudsgrundlaget henviste til AB

72. Adciterede 2 afgav tilbud herpå den 22. s.m. og tog følgende

forbehold: "Entreprenørforeningens udsendelse 49/87 af 19/12

1991", der henviser til AB 72. I en skrivelse af 21. oktober 1991 til

adciterede 2 accepterede klageren vedrørende

idrætsanlægget et tilbud på "entreprise

Jordarbejdet" fra adciterede. Af acceptskrivelsen fremgår, at

grundlaget for accepten bl.a. er udbudsbrev af 18. februar 1991 og klagers

betingelser af august 1987, hvori der henvises til AB 72, herunder § 31 om

voldgift.

Den 14. april 1992 anmodede klageren adciterede 2 om at

afgive tilbud på den her omhandlede "Entreprise

Græsanlæg". I skrivelsen er anført, at tilbudet

"afgives på følgende skriftlige grundlag : 2. Klagers

betingelser august 1987". Adciterede 2´s tilbud fremkom i form af en

udfyldt tilbudsliste, dateret samme dag, den 14. april 1992. Tilbudslisten

indeholder intet forbehold over for tilbudsgrundlaget. Efter klagerens

betalingsstandsning indgik adciterede 2 i juni/juli 1992 en

underentrepriseaftale med firma X om færdiggørelse af bl.a.

græstæppet, hvori der henvises til AB 72.

Af adciterede 2´s forklaring fremgår bl.a., at han

ikke kan huske, om han har set klagers betingelser, men at adciterede 2 i

årenes løb har udført mange entrepriser for klager. Der

har været tale om både skriftlige og mundtlige aftaler.

Som sagen herefter foreligger, findes det

ubetænkeligt at lægge til grund, at adciterede 2 også for

entreprisen vedrørende græsbaneanlægget har accepteret AB

72, herunder § 31 om voldgiftsbehandling af opståede tvister, som

grundlag for entreprisen. Påstanden om afvisning tages derfor ikke til

følge.

Efter AB 72 § 22, stk. 2, sidste pkt., gælder om

mangler påvist efter afleveringen, at bygherren kun kan

påberåbe sig mangler, som han har givet entreprenøren

skriftlig meddelelse om "inden rimelig tid efter, at han har eller burde

have opdaget manglen", jf. nu AB 92 § 32, stk. 2. Manglerne ved

græsbaneanlægget blev opdaget i september 1992 kort efter

ibrugtagningen. I november s.å. blev adciterede 2

skønsindstævnt og deltog i eller var repræsenteret ved

synsforretningen den 4. december 1992. Allerede på dette tidspunkt var

adciterede 2 således skriftligt informeret om de mangler, bygherren

eventuelt afhængig af skønnet ville påberåbe sig.

Da de to skønserklæringer forelå, sidste erklæring

den 20. juni 1996, sendte klageren den 31. januar 1997 følgende

skrivelse til adciterede 2:

"I ovennævnte sag har bygherre som bekendt

endnu ikke gjort endeligt op, hvilke af de skønsindstævnte

parter selskabet ønsker at rette krav mod vedrørende manglerne

ved græstæppet.

Som det ligeledes vil være Dem bekendt, verserer der

imidlertid en voldgiftssag mellem undertegnede under konkurs som klager og

bygherre som indstævnte. Under denne sag har bygherre forbeholdt sig at

gøre krav gældende mod boet i anledning af manglerne

vedrørende græstæppet. I tilfælde af at et

sådan krav rejses, vil boet gøre regres mod Deres klient, der jo

udførte arbejderne i underentreprise for boet.

På denne baggrund ser jeg mig nødsaget til

på nuværende tidspunkt at procestilvarsle adciterede 2 til

ovennævnte voldgiftssag. Jeg vedlægger kopi af klageskrift,

svarskrift og replik i denne sag. Indtil videre vedlægger jeg ikke det

ret omfattende bilagsmateriale, men jeg udleverer naturligvis gerne en kopi

af bilagene, såfremt De måtte ønske dette."

Under disse omstændigheder findes det regreskrav,

som ved adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 er rejst også over

for adciterede 2, ikke at være bortfaldet som følge af for sen

reklamation over de eventuelle mangler, for hvilke klageren måtte

hæfte i forhold til bygherren.

Efter det anførte tages klagerens påstande

til følge. Der afsiges herefter følgende

KENDELSE:

Adciterede 2 skal anerkende, at voldgiftsretten er

kompetent til at prøve det i adcitationsklageskriftet af 27. august

1997 omhandlede krav.

Adciterede 1 og adciterede 2 skal begge anerkende, at det

i adcitationsklageskriftet af 27. august 1997 omhandlede krav ikke er

bortfaldet som følge af manglende reklamation eller

forældelse.

Omkostningsspørgsmålet afgøres i

forbindelse med hovedsagen.

Lignende dokumenter