Spring til indhold

Retsinformation

Indsigelse mod udstedelse af patent på et forudbefugtet slangeformet mugbestandigt celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse og fremgangsmåde til fremstilling af samme afvist.

KEN nr 10081 af 05/02/1996Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet3. august 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Indsigelse mod udstedelse af patent på et

forudbefugtet slangeformet mugbestandigt celluloselevnedsmiddelhylster af

stor størrelse og fremgangsmåde til fremstilling af samme afvist.

År 1996, 5. februar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Holm,

Ansgar Sørensen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 3/93: Klage fra

Hoechst Aktiengesellschaft,

Tyskland,

v/Patentbureauet

Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 13. november 1992 af patent-

ansøgning nr. 0986/83 for

VISKASE CORPORATION,

USA,

v/Patentbureau Lehmann & Ree

A/S.

Den 12. marts 1990 fremlagdes under nr. 157972 B en den 28. februar 1983

indleveret ansøgning om patent på et forudbefugtet slangeformet mugbestandig

celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse og fremgangsmåde til

fremstilling af samme.

De fremlagte krav lød således:

»1. Slangeformet celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse, som

er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at det kan stoppes uden

tilførsel af yderligere fugt forud for stopning, og som har et

fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt

Læs alt

af hylsteret, kendetegnet ved , at glycerinindholdet i hylsteret er

mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i

hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er

tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

2. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at det i alt væsentligt

består af vand, cellulose og glycerin.

3. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at vandaktiviteten ikke

er større end 0,77.

4. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at et fibrøst

forstærkningsvæv er indlejret i væggen af hylsteret.

5. Fremgangsmåde til fremstilling af slangeformet

celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse til stopning med et

levnedsmiddelprodukt uden yderligere behov for befugtning forud for

stopningen, ved hvilken fremgangsmåde der:

a) tilføres fugt til frembringelse af et hylster, der har mellem 17 og 30

vægtprocent fugt baseret på den samlede vægt af hylsteret, og

kendetegnet ved ,

b) at der tilføres tilstrækkelig glycerin til hylsteret, således at

hylsterglycerinindholdet er mindst 40 vægtprocent baseret på vægten af tør

cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er

tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at hylsteret i

alt væsentligt består af vand, cellulose og glycerin.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at

vandaktiviteten ikke er større end 0,77.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at et fibrøst

forstærkningsvæv er indlejret i væggen af hylsteret.«

Klageren nedlagde ved skrivelse af 12. juni 1990 indsigelse imod

udstedelse af patent og udtalte:

»Vi baserer indsigelsen på, at den i fremlæggelsesskriftet beskrevne

opfindelse savner den fornødne nyhed og opfindelseshøjde, når henses til

(1) DE-OS 31 09 336

(2) DE-OS 27 21 427

(3) Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153,

42-52 (1973), især afsnittet »Einstellung der

Wasseraktivitat« side 47, og (4) Sterilisation-

Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie, af

dr. rer. nat. K.H. Wallhausser og professor, dr.

med. & phil. H. Schmidt, Georg Thieme Verlag,

Stuttgart 1967, side 155.'

I indsigelsesbegrundelse af 12. oktober 1990 anførte klageren følgende:

»Ansøgningen er fremlagt med et kravsæt, hvor hovedkravet har

følgende ordlyd:

»Slangeformet celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse, som er

reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at det kan stoppes uden tilførsel

af yderligere fugt forud for stopning, og som har et fugtighedsindhold på

mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret,

kendetegnet ved , at glycerinindholdet i hylsteret er mindst 40

vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret under

samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er tilstrækkeligt til at holde

vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80«.

»Som anført i vor skrivelse af 12. juni 1990 baseres nærværende

indsigelse på, at den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse savner den

fornødne nyhed og opfindelseshøjde, blandt andet når henses til DE

offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336. Fra dette skrift er det kendt at

forudbefugte slangeformede levnedsmiddelhylstre af cellulose, således at

hylstrene kan stoppes med pølsemasse, uden at det er nødvendigt forinden at

lægge hylstrene i blød. Hylstrene udviser et typisk glycerinindhold på ca.

33% (tabel 2 side 19) og 39,3% (tabel 4 side 26). Vandindholdet skal andrage

20-40%. Ved tilsætning af et chlorid-salt indstilles vandaktiviteten i

hylstrene på værdier på eller under 0,81, især på eller under 0,75. Ved at

indstille den optimale lave vandaktivitet skulle man ifølge skriftet kunne

opnå en længere holdbarhed af cellulosehylstrene, idet væksten af

skimmelsvampe hæmmes under oplagringen af de fugtede hylstre jvf. side 14

nederst. Fra eksempel B i skriftets tabel 7 (side 33) kendes imidlertid også

et cellulosehylster med en vandaktivitet på 0,84, som har opnået denne værdi

alene gennem tilsætning af 29,5% glycerin. Vandindholdet andrager i dette

tilfælde 24,0%.

Såvel den påståede opfindelse som det ovennævnte DE

offentliggørelsesskrift har således haft til formål på regulerbar måde at

sænke vandaktiviteten i slangeformede levnedsmiddelhylstre, som på forhånd er

befugtet på defineret måde, til en værdi, ved hvilken væksten af

skimmelsvampe sænkes. Den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne

opfindelse adskiller sig kun fra det således kendte ved, at glycerinindholdet

hæves til mindst 40% for at sænke vandaktiviteten til de samme værdier, som

tilstræbes ifølge DE offentliggørelsesskriftet, og dermed opnå den samme

virkning. Således som nærværende fremlæggelsesskrift er affattet, udelukkes

det imidlertid ikke, at de omhandlede hylstre kan indeholde chlorider (se

f.eks. skriftets side 10, linie 4), idet disse fortrinsvis indgår i mængder

på under 25 vægt-% (jvf. Skriftets side 9, sidste afsnit), beregnet på vægten

af hylsteret. En ubetydelig forøgelse af glycerinindholdet er således det

eneste, der adskiller den påståede opfindelse fra den fra DE

offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336 kendte teknik.

Virkningen af glycerin i henseende til vandaktiviteten er imidlertid

kendt. Således anføres det i ovennævnte DE offentliggørelsesskrift på side 37

nederst, at anvendelsen af polyoler, herunder glycerin, i hylstre til

pølsefremstilling er forbudt i visse europæiske lande, og i andre tilfælde er

den tilladte glycerinmængde så lav, at man ikke kan forvente nogen

konserverende og beskyttende virkning, når der er tale om cellulosehylstre

med fiberforstærkning og højt fugtighedsindhold. Deraf følger, at man ved en

passende forhøjelse af glycerinindholdet vil kunne opnå en konserverende

virkning, og der er derfor intet overraskende i, at man ifølge

fremlæggelsesskriftet forøger glycerinindholdet så meget, at man opnår en

tilstrækkelig konserverende virkning.

Fra det ovennævnte DE offentliggørelsesskrift kendes altså forudbefugtede

levnedsmiddelhylstre, hvor man har forhindret vækst af skimmelsvampe den at

tilsætte salte, jvf. eksempel B i tabel 7 som omtalt ovenfor. Spørgsmålet er

nu, om det ikke er nærliggende for en fagmand, som vil fremstille

svamperesistente levnedsmiddelhylstre, blot at hæve glycerinindholdet og

afstå fra at tilsætte salte, når fagmanden ved, at der er en årsagssammenhæng

mellem vandaktivitet og svampevækst. Dette har fagmanden i hvert fald vidst

lige siden offentliggørelsen af Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung

153, 42-52 (1973), hvor især afsnittet »Einstellung der

Wasseraktivitat« (side 47) er interessant. Af afbildningen på side 44

kan man se, at væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når

vandaktiviteten overstiger 0,8. Man må altså holde vandaktiviteten under

denne kritiske værdi for at undgå svampevækst. Ud over figuren på side 44 kan

fagmanden hente oplysninger i tabel 1 på side 46, som angiver grænseværdier

for vandaktiviteten for en række mikroorganismer, der forekommer i

levnedsmidler. For Aspergillusarter er der således anført en grænseværdi AW

på 0,65-0,75, altså en værdi, der klart foregriber vandaktivitetsværdien i

fremlæggelsesskriftets krav 1. I det ovennævnte afsnit »Einstellung der

Wasseraktivitat« gives der anvisninger til fagmanden om, hvorledes den

ønskede vandaktivitet kan indstilles, og på dette sted (se tabel 2) nævnes

glycerin expressis verbis som et middel til sænkning af vandaktiviteten, jvf.

tabellens næstsidste spalte.

Hvad er nu mere nærliggende end at overføre denne lære til slangeformede

levnedsmiddelhylstre? Fagmanden ved, at vandaktiviteten er kritisk for

væksten af skimmelsvampe, at vandaktiviteten kan sænkes af glycerin alene

eller i kombination med salte, og at den kritiske vandaktivitet for

skimmelsvampe ligger omkring 0,8. Fagmanden behøver altså blot, alene under

anvendelse af glycerin, at indstille glycerinkoncentrationen i afhængighed af

hylsterets givne fugtighed på en sådan måde, at vandaktiviteten ikke kommer

op på den kritiske værdi. Det er vanskeligt at se, at der heri skulle ligge

nogen opfinderisk præstation.

Hvad angår den påberåbte glycerinkoncentration på mindst 40 vægt-%, kan

denne minimalværdi fastlægges på grundlag af simple forsøg. Til dette formål

giver også »Sterilisation, Desinfektion, Konservierung,

Chemotherapie« af Wallhausser og Schmidt, Georg Thieme Verlag, Stuttgart

1967, fagmanden nyttige anvisninger. På side 155 er det således anført, at

glycerin kun virker konserverende i tilstrækkeligt koncentreret opløsning.

Fagmanden kender altså i princippet den væksthæmmende indvirkning på

skimmelsvampe, som kendetegner glycerin, og fagmanden ved også, at det er

nødvendigt at anvende en tilpas stor mængde glycerin til formålet.

Ifølge DE offentliggørelsesskrift nr. 2 721 427 (svarende til DK

fremlæggelsesskrift nr. 152 682) besidder et levnedsmiddelhylster af

cellulose et forhøjet fugtighedsindhold, fortrinsvis omkring 30% (beregnet på

cellulosen), og det indeholder eksempelvis glycerin som antimykotisk middel.

For propylenglycol angives en mindste mængde på 15 vægt-% til opnåelse af en

antimykotisk virkning, medens det er nødvendigt at anvende »væsentligt

større mængder« af andre polyolantimykotika (f.eks. glycerin) for at

opnå den tilsigtede virkning: se side 8, linie 28-35, i DK

fremlæggelsesskrift nr. 152 682. Den nødvendige mængde af sådanne andre

polyoler kan imidlertid let bestemmes ifølge DK fremlæggelsesskriftet. Det er

derfor nærliggende for fagmanden ved anvendelse af glycerin som antimykotisk

middel at indstille glycerinindholdet på tilpas høje værdier for dermed at

opnå den fra DE offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336 kendte lave

vandaktivitet.

På baggrund af de ovenfor kommenterede litteraturreferencer er der for os

at se hverken nyhed eller opfindelseshøjde knyttet til den i hovedkravet i

nærværende fremlæggelsesskrift angivne opfindelse. Heller ikke nogen af

underkravene ses at indeholde noget patenterbart. Specielt er der ikke noget

ejendommeligt i, at vandaktiviteten ikke overstiger 0,77 (krav 3), henset

til, at grænseværdien for Aspergillus-arter som nævnt ovenfor er 0,65-0,75.

Sammenfattende er vi af den opfattelse, at den påståede opfindelse er

foregrebet i alle sine aspekter, hvilket til fulde fremgår af de ovenfor

citerede og kommenterede litteratursteder. Da ansøgningen således ikke

opfylder patentlovens krav til patentering, skal vi derfor henstille til

Direktoratet at afslå ansøgningen.'

I svarskrift af 19. juni 1991 anfører ansøgeren bl.a.:

»Indsiger, Hoechst AG, har i Indsigelsen anført, at den i

fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse savner den fornødne nyhed og

opfindelseshøjde, når henses til:

1) DE-OS 31 09 336

2) DE-OS 27 21 427

3) Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153 42-52

(1973), især afsnittet »Einstellung der

Wasseraktivitat«, side 47, og

4) Sterilisation-Desinfektion, Konservierung,

Chemotherapie, af Dr. Rer. Nat. K. H. Wallhausser

og professor Dr. med. & phil. H.

Schmidt, Georg Thieme Verlag, Stuttgart, 1967,

side 155.

I den efterfølgende indsigelsesbegrundelse af 12. oktober gengiver

Indsiger indledningsvis ordlyden af krav 1 i den fremlagte ansøgning, DK

157.972, helt korrekt og forsøger derefter, øjensynligt efter bedste evne at

underbygge sine i indsigelsen fremførte og ovenfor gengivne påstande.

Til dette forsøg på underbyggelse af påstande skal vi i det følgende

fremføre vore observationer og knytte vore kommentarer.

--------------------

Opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning, DK 157.972

Opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning angår slangeformede

celluloselevnedsmiddelhylstre af stor størrelse, som er reguleret

forudbefugtet i et sådant omfang, at de kan stoppes uden tilførsel af

yderligere fugt forud for stopning, og som har et fugtighedsindhold på mellem

17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret. Igennem lange

tider forud for den foreliggende opfindelse blev store, slangeformede

celluloselevnedsmiddelhylstre, specielt fibrøse sådanne, leveret af

fremstilleren til levnedsmiddelfabrikanten (brugeren) i tør tilstand, dvs.

med et fugtighedsindhold på ca. 5-10% (jvf. fremlæggelsesskriftet side 2,

linie 5-32 og side 3, linie 12-13). I denne tørre tilstand kan

celluloselevnedsmiddelhylstrene opbevares i nærmest ubegrænset tid uden

risiko for vækst af mug, skimmelsvampe og andre mikroorganismer. Sådanne

celluloselevnedsmiddelhylstre har imidlertid på grund af det lave vandindhold

en for ringe plasticitet til at kunne stoppes med levnedsmiddel på

tilfredsstillende måde, og har derfor af levnedsmiddelfabrikanten (brugeren)

måttet blødgøres ved iblødsætning i vand for at hæve fugtighedsindholdet til

omkring fuldstændig mætning.

Nogen tid forud for den foreliggende opfindelse blev der imidlertid

udviklet meget hurtige, automatiske højtryksstopningsapparater, i forbindelse

med hvilke der opstod problemer med stopning af de med vand fuldstændigt

mættede celluloselevnedsmiddelhylstre, idet det viste sig umuligt at opnå den

nødvendige størrelseskontrol af levnedsmiddelproduktet, specielt i

forbindelse med viderebehandling af produktet, hvorved der skulle foretages

automatisk vægt- og skiveantalsemballering af produktet. En nøje regulering

af hylsterfugtighedsindholdet viste sig at være en faktor af stor betydning

for styring af produktensartetheden såvel som til opfyldelse af behovet for

let, kontinuerlig og økonomisk stopning af hylstrene uden beskadigelse og

brud på disse og for opnåelse af ensartede, reproducerbare resultater (jvf.

fremlæggelsesskriftet side 4, linie 6-31). Løsningen på de herved opståede

problemer viste sig at være celluloselevnedsmiddelhylstre, som blev

forudbefugtet til et nærmere bestemt (reguleret) fugtighedsindhold, som lå

væsentligt over de 5-10% fugtighed, der forekommer i de tørre

celluloselevnedsmiddelhylstre efter deres færdigfremstilling, og væsentligt

under den fuldstændige mætning af celluloselevnedsmiddelhylstrene ved

iblødlægning af disse i et vandbad (jvf. fremlæggelsesskriftet side 4, linie

37- side 5, linie 18).

I de herved fremkomne forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre var

fugtighedsindholdet nu imidlertid så stort, at de ikke længere var beskyttet

mod vækst af skimmelsvampe, gær eller bakterier i perioden fra deres

fremstilling til deres brug hos levnedsmiddelfabrikanten, dvs. i

forsendelses- og lagerperioden. Generelt er det kritiske fugtighedsindhold

lavere for skimmelsvampe end for gær og bakterier, således at et

fugtighedsindhold, der bevarer hylsteret mod skimmelsvampeødelæggelse også

vil forhindre gær- eller bakterieødelæggelse. Såfremt fugtighedsindholdet i

celluloselevnedsmiddelhylstrene holdes under ca. 17 vægtprocent fugtighed

baseret på den samlede hylstervægt, vil skimmelsvampevækst almindeligvis ikke

forekomme på forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre. Sådanne hylstre

må imidlertid da yderligere befugtes ved udblødning forud for stopning (jvf.

fremlæggelsesskriftet side 5, linie 24-37).

De klar-til-stopning forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre

havde imidlertid et fugtighedsindhold, som lå over denne grænseværdi for

sikker forhindring af skimmelsvampevækst og dermed ødelæggelse af

celluloselevnedsmiddelhylstrene, og andre foranstaltninger til forhindring af

skimmelsvampevækst og anden mikrobiel ødelæggelse var derfor nødvendig (jvf.

fremlæggelskriftet side 6, linie 6-14).

Forud for den foreliggende opfindelse var der fremkommet to væsentlige

forsøg på hindring af skimmelsvampevækst og anden mikrobiel vækst i eller på

forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre med høj fugtighedsindhold,

hvilke forsøg er beskrevet i beskrivelsen til US patentansøgning nr. 157.008,

indleveret den 6. juni 1990, og hvori der angives en antimykotisk behandling

af celluloselevnedsmiddelhylstre med reguleret høj fugtighed med vandige

opløsninger af forskellige midler, herunder glycerin, propylenglycol og

propionater og sorbater af kalium, natrium og calcium, henholdsvis i

beskrivelsen til US patentansøgning nr. 130.190, indleveret den 13. marts

1980, og hvori der angives en anvendelse af chloridsalte som antimykotisk

middel til behandling af celluloselevnedsmiddelhylstre med reguleret høj

fugtighed (jvf. fremlæggelsesskriftet side 6, linie 38 - side 7, linie 5).

Virkningen af de således kendte midler til hæmning af skimmelsvampevækst

på forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre er baseret på substansernes

direkte giftige virkning på skimmelsvampeorganismerne ud over den, der

hidrører fra deres indvirkning på vandaktiviteten. Chloridsalte har

imidlertid den ulempe, at de har tendens til kemisk at korrodere det

behandlingsudstyr, som de kommer i kontakt med, medens propylenglycol (og

formentlig også de øvrige angivne antimykotiske midler) af visse landes

lovgivning ikke er godkendt (eller er underkastet stærke begrænsninger) med

hensyn til anvendelse i forbindelse med levnedsmidler (jvf.

fremlæggelsesskriftet side 7, linie 5-14).

Den løsning, som den foreliggende opfindelse angiver på problemet med

skimmelsvampevækst i eller på forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre

med stor størrelse og med et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent

baseret på den samlede vægt af hylsteret, er, at glycerinindholdet i

hylsteret er mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør

cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er

tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

Denne foranstaltning til hæmning af skimmelsvampevæksten i forudbefugtede

store slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold

har ikke hidtil være foreslået nogetsteds i litteraturen og kan heller ikke

anses for nærliggende i forhold til de hidtil kendte foranstaltninger til

løsning af problemet. Ganske vist er forskellige behandlinger, herunder

kombinationer af sukkerstoffer og polyvalente alkoholer, blevet undersøgt og

blevet foreslået som inhibitorer til hindring af vækst af mikroorganismer,

herunder skimmelsvampe, i og på levnedsmiddelprodukter som følge af

forekomsten af næringsstoffer heri. En antimykotisk behandling af

celluloselevnedsmiddelhylstre med sådanne sukkerstoffer og/eller polyvalente

alkoholer byder imidlertid på komplekse problemer på grund af de

behandlingsmetoder, der anvendes ved fremstilling og stopning af hylstrene.

Nogle forslag til overvindelse af disse problemer og opnåelse af antimykotisk

effekt på levnedsmiddelhylstre, der benyttes til pølseprodukter, eller i

nogle tilfælde til hindring af skimmelsvampevækst på pølseproduktoverfladen

efter stopning af hylstrene er dog blevet foreslået. F.eks. påføres

cellulosehylstre ifølge beskrivelsen til US patent nr. 3.617.312 et

antimykotisk middel som en komponent i en hærdnelig vanduopløselig belægning

til hindring af skimmelsvampevækst på pølseproduktoverfladen efter stopning

af pølsehylsteret, og ifølge beskrivelsen til US patent nr. 3.935.320

nedsætter hærdnede, vanduopløselige, kationiske, termohærdnende

harpiksbelægninger, der er påført overfladerne af hylstrene,

hylsterødelæggelse forårsaget af mikroorganismers enzymatiske virkning (jvf.

fremlæggelsesskriftet side 6, linie 16-38).

Hvad angår anvendelsen af glycerin i forbindelse med

celluloselevnedsmiddelhylstre har denne i alt væsentligt hidtil været

begrænset til anvendelse som befugtnings-, blødgørings- og

plastificeringsmiddel til tilvejebringelse af modstandsdygtighed mod

udtørring eller revnedannelse i hylstrene under deres opbevaring og

håndtering forud for stopning. Til dette formål er glycerin hidtil blevet

anvendt i et omfang på 25-35% glycerin baseret på vægten af tør cellulose i

hylstrene (jvf. fremlæggelsesskriftet side 2, sidste linie - side 3, linie

14).

Da disse hidtil almindeligt benyttede, forholdsvis store omfang

glycerinindhold i store celluloselevnedsmiddelhylstre imidlertid har været

ganske virkningsløse i forbindelse med bekæmpelsen af skimmelsvampevækst i

eller på forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt

fugtighedsindhold, har der ikke hidtil foreligget nogen forventning om, at

glycerin skulle kunne være i stand til at løse det fremkomne

skimmelsvampevækstproblem på de forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre,

og selv om man måske ud fra nogle teoretiske betragtninger kunne komme til

det resultat, at det teoretisk set skulle kunne lade sig gøre, såfremt man

blot øgede glycerinindholdet i cellulosemiddelhylstrene i tilstrækkelig grad,

ville man jo automatisk også støde på de modsat rettede overvejelser med

hensyn til, om det i det hele taget ville være muligt at inkorporere større

mængder glycerin i celluloselevnedsmiddelhylstrene, og såfremt dette ellers

skulle vise sig at være muligt, da om ikke sådanne meget høje indhold af

glycerin ville bevirke en uhensigtsmæssig eller ødelæggende blødgøring eller

plastificering af celluloselevnedsmiddelhylstrene, således at disse ville

være fuldstændigt uegnede til en efterfølgende stopning med

levnedsmiddelemulsion under anvendelse af de moderne, meget hurtige

højhastigheds-højtryksstopningsmaskiner.

Det må derfor konstateres, at det ikke blot var ukendt, men at der absolut

ikke forlå nogen tilskyndelse forud for den foreliggende opfindelses

tilblivelse til at undersøge anvendelsen af glycerin til hæmning af

skimmelsvampevækst i forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre med

højt fugtighedsindhold.

DE OS 3.109.336 (US patentansøgning nr. 130.190

af 13.03. 1980)

DE offentliggørelsesskriftet angår store slangeformede

celluloselevnedsmiddelhylstre, som er kontrolleret befugtet på en sådan måde,

at de uden tilsætning af yderligere fugtighed forud for stopning kan fyldes,

og som er ejendommelige ved, at de har et indhold af et chloridsalt bestående

af natriumchlorid, magnesiumchlorid, ammoniumchlorid, calciumchlorid eller

kaliumchlorid i en sådan koncentration beregnet som vægtprocent på basis af

cellulosen i hylstrene, at vandaktiviteten i hylstrene ikke er på over 0,81

(jvf. krav 1, side 1 i offentliggørelsesskriftet).

Ifølge krav 2 har de kontrolleret befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre

et fugtighedsindhold på ikke over 40 vægtprocent beregnet på grundlag af

hylstrenes samlede vægt, men ifølge de praktiske eksempler i skriftet ligger

fugtighedsindholdet på fra 31,7% til 42,7% (jvf. tabel 2 side 19) og på fra

24% til 34% (jvf. tabel 7 på side 33), mens det ifølge fremgangsmådekravet 13

er angivet til fra 20 til 25 vægtprocent. Chlorid-saltkoncentrationen angives

at ligge på fra 2,0 til 22,6% for natriumchlorid og på fra 2,6 til 68,7% for

kaliumchlorid (jvf. krav 10, side 3).

Formålet med inkorporering af ovennævnte chloridsalte i de forudbefugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre er at hæmme skimmelsvampevækst på eller i

hylstrene under disses opbevaring inden stopning, jvf. eksempelvis

offentliggørelsesskriftet, side 11, sidste afsnit, og side 14, sidste afsnit.

Offentliggørelsesskriftet angiver altså netop den løsning på

skimmelsvampevækstproblemet i de forudbefugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre, som allerede er omtalt i nærværende

fremlæggelsesskrift side 7, linie 3-8 i forbindelse med henvisningen til US

patentansøgning nr. 130.190 indleveret 13. marts 1980, og DE

offentliggørelsesskriftet repræsenterer da heller ikke andet end en

videreførelse af nævnte US patentansøgning. Herved er løsningen på

skimmelsvampevækstproblemet ifølge DE offentliggørelsesskriftet imidlertid

netop også behæftet med de ulemper, der er omtalt i nærværende

fremlæggelsesskrift side 7, linie 10-11, og som består i, at de anvendte

chloridsalte har tendens til kemisk at korrodere det behandlingsudstyr, i

hvilke celluloselevnedsmiddelhylstrene anvendes.

Om DE offentliggørelsesskriftet anfører Indsiger, at det fra dette skrift

er kendt, at forudbefugte slangeformede levnedsmiddelhylstre af cellulose,

således at hylstrene kan stoppes med pølsemasse, uden at det er nødvendigt

forinden at lægge hylstrene i blød (indsigelsesbegrundelse side 1, linie 5-2

f.n.), hvilket ikke skal bestrides. Indsiger fortsætter imidlertid med at

bemærke, at disse hylstre typisk udviser et glycerinindhold på ca. 33% (tabel

2, side 19) og 39,3% (tabel 4, side 26).

Dette er imidlertid en yderst letfærdig påstand, når henses til, at

samtlige øvrige ni glycerinindholdsprocenter i tabel 2 ligger på fra 25,1 til

30,8 vægtprocent, at samtlige syv glycerinhindholdsprocenter i tabel 7 ligger

på 29,5 vægtprocent, og at samtlige ni glycerinhindholdsprocenter i tabel 9

ligger på fra 25,1 til 30,8 vægtprocent. I virkeligheden er det rene

undtagelser, at der angives så høje værdier som 32,9 vægtprocent glycerin i

eksempel J i tabel 2 på side 19 og 39,3 henholdsvis 37,9 vægtprocent glycerin

i eksempel A henholdsvis B i tabel 4 på side 26 i offentliggørelsesskriftet.

Formålet med disse ekstreme værdier for glycerinindholdet de pågældende

steder er iøvrigt ikke nærmere angivet.

Indsiger bemærker endvidere (I side 2, linie 7-11), at der fra eksempel B

i skriftets tabel 7 (side 33) imidlertid også kendes et cellulosehylster med

en vandaktitivet på 0,84, som har opnået denne værdi alene gennem tilsætning

af 29,5% glycerin, og at vandindholdet i dette tilfælde andrager 24,0%.

Dette er en noget besynderlig konklusion, som Indsiger her forsøger at

drage, når henses til, at overskriften til tabellen klart lyder:

»Konservierung von nicht einzuweichenden Hullen durch Zusatz von

Natriumchloridlosung in die Bohrung der gerafften Hulle«,

og når henses til, at glycerinindholdet i samtlige de i tabel 7 angivne

syv prøver alle ligger på nøjagtig 29,5%. Forholdet er da også det, at

vandaktiviteten i eksempel B ikke er blevet sænket fra 0,89 i eksempel A ved

inkorporering af en derfra forskellig glycerinmængde i

celluloselevnedsmiddelhylstret, men ved simpelthen at nedsætte

fugtighedsindholdet fra 34% i eksempel A til 24% i eksempel B. At der herved

tilfældigvis ikke forekommer nogen skimmelsvampevækst må anses for at være et

udslag af de uregelmæssigheder, der nu engang almindeligvis forekommer i

forbindelse med forsøg med biologiske organismer, og som ikke kan danne

grundlag for nogen form for årsag-virkningssammenhæng, som Indsiger gør det i

sidste afsnit på side 2 i indsigelsesbegrundelsen. Det skal i øvrigt

bemærkes, at eksempel B i tabel 7 i DE offentliggørelsesskriftet ikke angiver

et glycerinindhold på mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af

tør cellulose i hylsteret, som er den betingelse, der er fastlagt i krav 1

ifølge den fremlagte ansøgning, DK 157.972.

Indsiger bemærker endvidere, at den i nærværende DK fremlæggelsesskrift

beskrevne opfindelse kun adskiller sig fra det således kendte ved, at

glycerinindholdet hæves til mindst 40% for at sænke vandaktiviteten til de

samme værdier, som tilstræbes ifølge DE offentliggørelsesskriftet, og dermed

opnå den samme virkning (I side 2, andet afsnit, linie 5-10). Indsiger

glemmer imidlertid øjensynligt herved, at der i DE offentliggørelsesskriftet

overhovedet ikke er nævnt noget om nogen mulighed for at hæve

glycerinprocenten til mindst 40%, endsige at gøre dette for at sænke

vandaktiviteten til de værdier, der er angivet i DE

offentliggørelsesskriftet. Alle de steder i DE offentliggørelsesskriftet,

hvor der omtales anvendelse af glycerin i de omhandlede

celluloselevnedsmiddelhylstre, gøres dette med henblik på anvendelse som

blødgøringsmiddel i celluloselevnedsmiddelhylstrene, jvf. DE

offentliggørelsesskriftet, side 7, sidste afsnit - side 8, første afsnit og

side 19, linie 6-10, hvor det hedder:

»Die Glyzerinkonzentrationen in diesen Hullenproben fur den Versuch

waren identisch mit den Glyzerinkonzentrationen, die als Weichmachungsmittel

in ubliche Zellulosehullen mit Fasserstoffeinlage, die vor dem Stopfen in

Wasser eingeweicht werden mussen, einbezogen werden.«

Denne angivelse angår de i den efterfølgende tabel 2 angivne

glycerinkoncentrationer, i hvilken tabel såvel prøve A som de andre prøver

har et glycerinindhold af samme størrelsesorden (ca. 30%), og hvoraf det

fremgår, at prøve A udviser skimmelsvampevækst, medens de øvrige prøver ikke

udviser skimmelsvampevækst i kraft af deres indhold af chloridsalte, medens

denne skimmelsvampevæksthæmning netop ikke kan opnås alene ved indhold af

glycerin i samme omfang som i de øvrige hylsterprøver.

Indsiger fortsætter imidlertid med at pointere, at nærværende DK

fremlæggelsesskrift ikke udelukker indhold af chlorider, og henviser i den

forbindelse til fremlæggelsesskriftet side 10, linie 4 og side 9, sidste

afsnit, hvorefter Indsiger konkluderer, at det eneste, der adskiller den

foreliggende (på-ståede) opfindelse fra den i DE offentliggørelsesskrift nr.

3.109.336 kendte teknik er en ubetydelig forøgelse af glycerinindholdet (I

side 2, 2. afsnit, linie 10-18).

Indsiger overser imidlertid ganske og aldeles, at disse bemærkninger i

fremlæggelsesskriftet ikke udgør en del af de foranstaltninger, der

foreskrives som løsningen på skimmelsvampevækstproblemet i store

slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold ifølge

den foreliggende opfindelse. Disse foranstaltninger er jo nemlig som bekendt

angivet i krav 1's kendetegnende del, og heri foreligger der vitterlig ingen

angivelser af et indhold af chlorider til løsning af det omhandlede problem.

At fremlæggelsesskriftet nævner som en mulighed, at man kan anvende den

kendte tekniks foranstaltninger i kombination med den foreliggende

opfindelses foranstaltninger, udgør naturligvis blot en tilkendegivelse af,

at den løsning, der opnås med foranstaltningerne ifølge den foreliggende

opfindelse på

skimmelsvampevækstproblemet, ikke skades af også at anvende de hidtil

kendte foranstaltninger, hvad det angår. Derimod er der naturligvis hermed

forbundet den ulempe, at såfremt man anvender chloridsaltene, vil man ikke

undgå de korrosionsproblemer i hylsterbehandlingsudstyret, som den

foreliggende opfindelses foranstaltninger netop undgår.

Indsiger afslutter sine observationer vedrørende DE

offentliggørelsesskriftet med at konstatere, at det i

offenliggørelsesskriftet på side 37 nederst er anført, at anvendelsen af

polyoler, herunder glycerin, i hylstre til pølsefremstilling er forbudt i

visse europæiske lande, og i andre tilfælde er den tilladte glycerinmængde så

lav, at man ikke kan forvente nogen konserverende og beskyttende virkning,

når der er tale om cellulosehylstre med fiberforstærkning og højt

fugtighedsindhold. Herudfra konkluderer Indsiger, »at man ved en

passende forhøjelse af glycerinindholdet vil kunne opnå en konserverende

virkning, og at der derfor intet overraskende er i, at man ifølge

fremlæggelsesskriftet forøger glycerinindholdet så meget, at man opnår en

tilstrækkelig konserverende virkning« (I side 2, næstsidste afsnit).

Rent bortset fra, at Indsigers gengivelse af teksten nederst side 37 i DE

offentliggørelsesskriftet er noget letfærdig, idet der her klart er tale om

anvendelse af polyoler, specielt propylenglycol, som blødgøringsmiddel, må vi

blankt erkende, at vi ikke har kendskab til nogen form for almindeligt

anerkendt logisk følgeslutning, som muliggør den konklusion, som Indsiger

mener sig i stand til at drage. En angivelse af, at den tilladte

glycerinmængde i visse tilfælde er så lav, »dass man davon keine

konservierende und schutzende Wirkung bei Zellulosehullen mit

Faserstoffeinlage und hohem Feuchtigkeitsgehalt erwarten kann«, giver da

ingen mulighed for den slutning, at en nødvendig og tilstrækkelig

beskyttelsesvirkning mod skimmelsvampevækst vil blive opnået, ved blot at øge

glycerinindholdet tilstrækkeligt meget.

Dertil kommer, at en sådan løsning, såfremt den skulle vise sig at være

mulig, da ikke samtidig tilsikrer, at der ikke herved ville opstå problemer

af anden art og i et sådant omfang, at den ville vise sig at være fuldstændig

ubrugelig i praksis. Sådanne forhold og sådanne betragtninger udelader

indsiger ganske fra sine overvejelser, når han »konkluderende«

spørger, om det ikke ville være nærliggende for en fagmand, som vil

fremstille svamperesistente levnedsmiddelhylstre, blot at hæve

glycerinindholdet og afstå fra at tilsætte salte.

Det skal afslutningsvis derudover bemærkes, at Indsiger faktisk hermed

tilkendegiver, at opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning må anses for at

besidde den fornødne nyhed i forhold til den fra DE offentliggørelsesskrift

nr. 3.109.336 kendte teknik, i modsætning til hvad han indledningsvis påstår

på side 1A, sidste afsnit, linie 1-4 i indsigelsesbegrundelsen, idet det

naturligvis vil være fuldstændig meningsløst at begynde at diskutere eventuel

nærliggenhed, såfremt opfindelsens nyhed var direkte foregrebet af

angivelserne i DE offentliggørelsesskriftet.

Z. Lebensmittel-Unters. und Forsch. 153, 42-52 (1973)

I denne artikel gives der en oversigt over sammenhængen mellem absolut

vandindhold og vandaktivitet samt vandaktivitetens indflydelse på

holdbarheden af levnedsmidler. Da artiklen således omhandler levnedsmidler og

de for disse gældende forhold, lader de i artiklen forekommende angivelser

sig ikke umiddelbart overføre på slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre

med for højt fugtighedsindhold, da sådanne hylstre ikke er noget

levnedsmiddel. Dette fremgår bl.a. deraf, at selv for samme levnedsmiddel kan

den mikrobielle stabilitet være forskellig på trods af samme vandaktivitet i

levnedsmidlet, jvf. eksempelvis side 46, hvor dette er specifikt fremhævet.

Af tabellen på side 47 fremgår det, hvorledes man ved ændring af

molaliteten, dvs. antal gram stof pr. 1000 g vand, kan opnå forskellige

vandaktiviteter med forskellige stoffer, herunder glycerin. Disse angivelser

angår imidlertid udelukkende rene blandinger af vand og det pågældende stof,

og der kan ikke herudfra drages nogen konklusioner med hensyn til

vandaktiviteten i et levnedsmiddel, selv om det absolutte indhold af vand og

det pågældende stof i levnedsmidlet er kendt. Dette fremgår direkte af

teksten under tabellen, hvor følgende er anført:

»Wasseraktivitaten, die Lebenmittel von mittlerer Feuchtigkeit

aufweisen, weicht der berechnete Wert allerdings mehr oder weniger stark vom

Idealverhalten ab, weil nicht das gesamte Wasser als Losungsmittel verfugbar

ist und nicht Gesamtmenge an Feststoff werden kann. Weiterhin sind in solch

komplizierten Mischungen, wie sie Lebensmittel darstellen,

Intermediarreaktionen moglich: diese entziehen dem System weiteres Wasser und

weitere Feststoffe. So ist das Raoultsche Gesetz im vorliegenden Fall nicht

mehr als ein erster Anhalt, wie aus Tabel 2 hervorgeht.«

Det er således klart, at ikke engang i forbindelse med levnedsmidler, som

artiklen specifikt angår, giver artiklen nogen anvisning om, hvorledes man

med kendskab til indholdet af vand og et vandaktivitetssænkende stof er i

stand til at forudse den fremkomne vandaktivitet i et levnedsmiddel. Dette må

da så meget desto mere også være tilfældet, når der, som ifølge den

foreliggende opfindelse, ikke engang er tale om noget levnedsmiddel.

På baggrund af ovenstående faktuelt konstaterbare angivelser i ovennævnte

artikel forekommer det endog særdeles bemærkelsesværdigt, hvad Indsiger

mener, han er i stand til at læse ud af denne artikel, ja man fristes til at

antage, at han må være i besiddelse af et sæt briller, der gør ham i stand

til at læse en for andre ganske og aldeles usynlig skrift. Således anfører

Indsiger (I side 3, linie 8-11), at man af afbildningen på side 44 kan se, at

væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når vandaktiviteten overstiger

0,8, og at man altså må holde vandaktiviteten under denne kritiske værdi for

at undgå svampevækst. Indsiger har imidlertid øjensynligt kun hæftet sig ved

selve det visuelle indtryk af kurveskarerne i afbildning 3 på side 44 og

undladt at læse den hertil knyttede tekst, for i så fald ville han have

kunnet konstatere, at ikke blot er den omhandlede afbildning betegnet med

ordet »Stabilitatsdiagramm«, anført i »gåseøjne«, hvilket

turde antyde, at den ved diagrammet viste stabilitet ikke skal forstås som en

alt for veldefineret og fastlagt stabilitet, og i teksten umiddelbart over

diagrammet er det anført, at

»Die Einflusse des Wassers auf die Haltbarkeit von Lebensmitteln sind

ausserordentlich vielfaltig und komplex«,

og to linier herefter er det anført, at

»Im Gegensatz zu einer weit verbreiteten Ansicht sind trockene,

wasserarme Lebensmittel keineswegs in jeder Beziehung haltbarer als solche

mit mittlerem oder hohem Feuchtigkeitsgehalt«.

Efterfølgende er det på side 45, linie 11-9 f.n. specifikt, hvad angår

mikrobiologisk stabilitet anført, at:

»Es sei noch bemerkt, dass Mikroorganismen nicht immer um so besser

wachsen, je hoher die Wasseraktivitat ist, sondern dass es ebenso wie ein pH

und ein Temperaturoptimum auch ein Optimum fur die Wasseraktivitat gibt, das

nicht immer 1 betragt«.

Indsigers ovenfor gengivne »konstatering« synes derfor at være

baseret på et endog særdeles usikkert grundlag. Dette grundlags mangel på

soliditet bekræftes yderligere af Indsigers efterfølgende

»konstatering«, hvor Indsiger (I side 3, linie 11-17) angiver, at

»ud over figuren på side 44 kan fagmanden hente oplysninger i tabel 1 på

side 46, som angiver grænseværdier for vandaktiviteten for en række

mikroorganismer, der forekommer i levnedsmidler. For Aspergillus-arter er der

således anført en grænseværdi AW på 0,65-0,75, altså en værdi, der klart

foregriber vandaktivitetsværdien i fremlæggelsesskriftets krav 1«.

En inspektion af tabel 1 på side 46 i artiklen afslører imidlertid, at

grænseværdivandaktiviteten for nogle vigtige i levnedsmidler forekommende

mikroorganismer er for:

Skimmelsvampe i al almindelighed 0,85-0,75

Alternaria 1,0

Aspergillus niger 0,90-0,87

andre Aspergillus-Arter 0,75-0,65

Mucor 0,93

Penicillium 1,0-0,9

Rhizopus 1,0-0,93

Xeromyces 0,62-0,60

xerophile arter (ned) til 0,60

Det fremgår således, at der i virkeligheden foreligger en lang række

vandaktivitetsgrænseværdier for forskellige skimmelsvampe, som angives at

forekomme på nogle vigtige levnedsmidler, men der findes ingen angivelser af,

hvilke, om overhovedet nogen, af disse arter, der også normalt vil forekomme

eller er i stand til at vokse på celluloselevnedsmiddelhylstre. Hvis man

eksempelvis vælger den indledningsvis angivne grænseværdi på 0,85-0,75, som

gælder for skimmelsvampe i al almindelighed, vil man kunne konstatere, at den

grænseværdi for vandaktiviteten, der er angivet i det foreliggende

fremlæggelsesskrifts krav 1 på 0,80, øjensynligt ikke nødvendigvis skulle

være i stand til at sikre celluloselevnedsmiddelhylstre med højt

fugtighedsindhold mod skimmelsvampevækst, og dette forhold bliver endnu mere

udtalt, såfremt man betragter angivelsen for andre Aspergillus-arter, for

hvilken vandaktivitetetsgrænseværdien er angivet til 0,75-0,65, hvortil

Indsiger specifikt henviser.

Indsiger mener, at ovennævnte vandaktivitetsgrænseværdi AW på 0,65-0,75

klart foregriber vandaktivitetsværdien i fremlæggelsesskriftets krav 1, men

alle andre end Indsiger vil formentlig være i stand til at erkende, at den i

krav 1 i fremlæggelsesskriftet angivne vandaktivitetsgrænseværdi på 0,80 ikke

ligger i området på fra 0,65 til 0,75 og altså ikke er foregrebet af

angivelsen i tabel 1 på side 46 i artiklen. Om man ved inkorporering af

glycerin i celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold i det

hele taget kan opnå så lave vandaktivitetsniveauer som 0,65-0,75, siges der

iøvrigt heller ikke noget om i artiklen.

Hvad angår Indsigers afsluttende bemærkning i afsnit 1 på side 3 i

Indsigelsesbegrundelsen om, at man på grundlag af angivelserne i tabel 2 på

side 47 i artiklen kan indstille vandaktiviteten til det ønskede niveau ved

hjælp af glycerin, gælder det, som det fremgår af det indledningsvis anførte,

at den indstilling kun lader sig udføre, så længe der er tale om den rene

opløsning af vand og glycerin. Såfremt vandaktiviteten ønskes indstillet i et

andet medium, f.eks. et levnedsmiddel eller in casu et

celluloselevnedsmiddelhylster, giver tabel 2 ingen anvisninger, men den

tilknyttede tekst umiddelbart under tabellen fastslår derimod, at

vandaktiviteten i sådanne komplicerede blandinger ikke lader sig forudberegne

på grundlag af de i tabel 2 angivne værdier.

Indsiger afslutter sine henvisninger til angivelser i ovenanførte artikel

med det yderst interessante spørgsmål om, hvad der er mere nærliggende end at

overføre denne lære til slangeformede levnedsmiddelhylstre, og besvarer selv

spørgsmålet ved sin »konstatering« af, at fagmanden behøver blot

alene under anvendelse af glycerin, at indstille glycerinkoncentrationen i

afhængighed af hylsterets givne fugtighed på en sådan måde, at

vandaktiviteten ikke kommer op på den kritiske værdi.

Som det er påvist ovenfor, findes der i den omhandlede artikel imidlertid

ikke nogen entydig angivelse af, hvad der er den kritiske vandaktivitets

grænseværdi for skimmelsvampevækst i eller på levnedsmidler, som er de

substanser, artiklen sigter på, end mindre for skimmelsvampevækst i

celluloselevnedsmiddelhylstre, som

overhovedet ikke er nævnt i artiklen. For formentlig alle end netop

Indsiger, er det derfor oplagt, at man ikke ved læsning af den omhandlede

artikel kan finde oplysninger, som er i overensstemmelse med, eller som vil

føre til de i krav 1 ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift angivne

foranstaltninger. Dertil kommer naturligvis, at der overhovedet ikke findes

nogen tilskyndelse til specifikt at anvende glycerin som

vandaktivitetssænkende middel i forbindelse med celluloselevnedsmiddelhylstre

med højt fugtighedsindhold i artiklen, og at der heller ikke findes nogen som

helst form for antydninger af, at glycerin kan optages i

celluloselevnedsmiddelhylstrene i et sådant omfang, at der hermed opnås den

nødvendige vandaktivitetssænkende virkning på fugtighedsindholdet i

celluloselevnedsmiddelhylstrene til, at hylstrene vil være beskyttet mod

skimmelsvampevækst, og selv om dette skulle vise sig at være tilfældet,

findes der i artiklen overhovedet ingen angivelser endsige antydninger af, at

der ikke ved sådanne nødvendige glycerinindhold i

celluloselevnedsmiddelhylstrene vil opstå sådanne praktiske problemer med

hensyn til anvendelsen, herunder f.eks. stopningen, af

celluloselevnedsmiddelhylstrene, at disse vil være mere eller mindre

fuldstændigt ubrugelige i praksis.

Den foreliggende opfindelse angår ikke og udgiver sig ikke for at angå en

opdagelse af, at glycerin blandet med vand har en vandaktivitetssænkende

virkning, som det også er tilfældet for utallige andre stoffers vedkommende.

Den foreliggende opfindelse angår den opdagelse, at glycerin i et nærmere

specificeret omfang er i stand til hæmme skimmelsvampevækst i forudbefugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold i lange perioder

efter hylstrenes fremstilling, og at sådanne til hæmning af

skimmelsvampevækst nødvendige omfang glycerin ind i hylstre faktisk lader sig

inkorporere i hylstrene ved de i praksis benyttede fremstillingsmetoder til

fremstilling af hylstrene til emballering af levnedsmiddelprodukter. Herom er

der ingen angivelser eller antydninger i den af Indsiger påberåbte artikel.

Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie, Georg

Thieme Verlag, Stuttgart, 1967, side 155

Af ovennævnte side i opslagsværket fremgår det blot, at glycerin via sin

vandudtrækkende virkning i koncentreret opløsning virker konserverende, mens

det i fortyndet opløsning tjener som kulstofkilde for talrige

mikroorganismer, navnlig Streptomyceter.

I det af Indsiger fremdragne modhold findes der altså ingen angivelser af,

at fagmanden herfra kender den væksthæmmende indvirkning på skimmelsvampe,

som kendetegner glycerin, som Indsiger anfører det i næstsidste afsnit på

side 3 i Indsigelsesbegrundelsen. Af denne grund findes der naturligvis

heller ingen angivelser af, i hvilke koncentrationer glycerin skal anvendes

for at have nogen væksthæmmende virkning på skimmelsvampe, endsige nogen

angivelse af, at glycerin kan inkorporeres i celluloselevnedsmiddelhylstre i

sådanne til hæmning af skimmelsvampevækst nødvendige koncentrationsomfang.

På trods af ovenstående faktuelt konstaterbare forhold finder Indsiger

imidlertid, at de omhandlede angivelser giver fagmanden nyttige anvisninger

om, hvordan man på grundlag af simple forsøg kan fastlægge den (ifølge krav 1

i fremlæggelsesskriftet) påberåbte glycerinkoncentration på mindst 40

vægtprocent som minimalværdi. Af gode grunde kan vi naturligvis ikke

bestride, at Indsiger finder, at det skulle forholde sig således, men vi har

overordentlig vanskelig ved at forestille os, at en fagmand i al

almindelighed skulle være af samme opfattelse i betragtning af, at

celluloselevnedsmiddelhylstre overhovedet ikke er nævnt blandt angivelserne.

Dertil kommer, at vi har vanskeligt ved at se, hvad der skulle få en fagmand

til at foretrække at begynde at undersøge glycerins væksthæmmende indvirkning

på skimmelsvampevækst frem for nogen af de øvrige i håndbogen nævnte stoffer

med væksthæmmende virkning på mikroorganismer. Alene på side 155 findes der

jo ud over glycerin nævnt fem stoffer, som angives at have væksthæmmende

virkning på forskellige mikroorganismer.

DE-OS 2.721.427/DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682 (US

patentansøgning nr. 686.248 af 13. maj 1976)

Ovennævnte skrifter tilhører alle samme patentansøgningsfamilie med US

patentansøgningen som stamansøgning, og den herfra kendte teknik er allerede

anerkendt og omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 6, linie 38 - side

7, linie 5, jvf. vor omtale heraf på side 3, sidste linie - side 4, linie 4.

Indsiger bemærker herom (I side 4, første afsnit), at der heri angives en

mindstemængde for propylenglycol på 15 vægtprocent til opnåelse af en

antimykotisk virkning, medens det er nødvendigt at anvende »væsentligt

større mængder« af andre poly-olantimykotika (f.eks. glycerin) for at

opnå den tilsigtede virkning, og Indsiger henviser i den forbindelse

specifikt til side 8, linie 28-35 i DK fremlæggelsesskriftet. Af denne

henvisning fremgår følgende:

»Det har imidlertid vist sig, at det er nødvendigt at anvende

væsentligt større mængder af andre antimykotiske polyolmidler til opnåelse af

de specielle niveauer for kunsttarmfugtighedsindholdet, som bibringer

kunsttarme ifølge den foreliggende opfindelse den nødvendige smidighed og de

nødvendige fyldningsegenskaber«.

Det er således klart, at der ud fra det af Indsiger her anførte ikke

fremgår nogen anvisninger, som kan føre til den foreliggende opfindelses

foranstaltninger. Ganske vist er det nævnt, at der findes andre antimykotiske

polyolmidler end propylenglycol, men den egenskab ved disse midler, som der

her er angivet noget om, er deres smidigheds- og fyldningsegnethedsfremmende

egenskaber, og disse egenskaber ved de omhandlede polyoler ses ikke at kunne

lægges til grund for nogen forventning om, at man ved anvendelse af glycerin

som antimykotisk middel vil kunne opnå den fra DE offentliggørelsesskrift nr.

3.109.336 kendte lave vandaktivitet ved tilpas høje værdier af

glycerinindholdet, som Indsiger anfører det på side 4, linie 10-14 i

indsigelsesbegrundelsen.

Opfindelsen ifølge krav 1 i nærværende fremlæggelsesskrift kan derfor

hverken anses for at være nærliggende, endsige nyhedsmæssigt foregrebet i

forhold til den fra DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682 kendte teknik.

Indsiger afslutter sine betragtninger i Indsigelsesbegrundelsen på side 4,

2. afsnit, med en konstatering af, at der for ham at se hverken er knyttet

nyhed eller opfindelseshøjde til den i hovedkravet i nærværende

fremlæggelsesskrift angivne opfindelse på baggrund af de af ham kommenterede

litteraturreferencer.

At Indsiger er af denne opfattelse kan vi naturligvis ikke bestride, men

på baggrund af ovenstående gennemgang af, hvad der faktisk fremgår af de af

Indsiger fremdragne litteraturreferencer, og de konklusioner, som Indsiger

mener at se sig i stand til at drage herudfra, mener vi, at det er godtgjort

i alle henseender, at Indsigers konklusioner og hans derpå hvilende generelle

opfattelse af situationen savner det objektive grundlag, der må anses for at

være afgørende for, at Indsigers opfattelse kan tillægges den vægt, som han

øjensynligt selv mener, den skulle være berettiget til.

Som det fremgår af vor gennemgang af de omhandlede litteraturreferencer,

er det godtgjort, at den foreliggende opfindelse, som den er defineret i

hovedkravet i nærværende fremlæggelsesskrift, nyhedsmæssigt ikke på nogen

måde er foregrebet af angivelser i nogen af de omhandlede referencer, og da

opfindelsen heller ikke består i nogen form for kombination af angivelser fra

disse referencer, og der heller ikke foreligger nogen tilskyndelser i disse

referencer til at foretage de eksperimenter, som danner basis for den

foreliggende opfindelses tilblivelse, kan opfindelsen heller ikke anses for

at være nærliggende på baggrund af de omhandlede referencers angivelser.

Opfindelsen er industrielt udnyttelig, og den løser nogle specifikke

problemer, som ikke forud for opfindelsens tilblivelse var løst på

tilfredsstillende måde. Opfindelsen opfylder derfor samtlige de normalt

stillede kriterier for, at en opfindelse anses for at være patenterbar,

således som Direktoratet da også har anerkendt det tidligere med sin

godkendelse af ansøgningen til fremlæggelse.

Vi skal derfor henstille, at indsigelsen afvises.'

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 13. november 1992 at

udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse:

»Vi har vedtaget at meddele patent. Den nærmere begrundelse følger

nedenfor:

Det De anfører, om DE-offentliggørelsesskrift 31 09 336 i

indsigelsesbegrundelsen af 12 okt 1990, side 1, linie 9 fra neden til side 2,

linie 11. er, bortset fra glycerinindholdsangivelserne for tabel 2, korrekt,

men den konklusion, De drager side 2, linie 26-29, at »en ubetydelig

forøgelse af glycerinindholdet er således det eneste, der adskiller

opfindelsen fra DE-offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336« er ikke

korrekt, som det uden videre fremgår af krav 1's kendetegnende del i

DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972.

Det, De videre anfører om tilladte glycerinmængder (ovennævnte

DE-offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, side 37 nederst), er efter vores

vurdering uden betydning.

Det er ikke korrekt, som De videre anfører, at det, af Z.

Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, side 42-52 (1973), skulle fremgå

(afbildningen side 44), at væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når

vandaktiviteten overstiger 80%. Korrekt er, at skal kurven tolkes som en

eksponentiel vækstkurve, er der målelige, med vandaktiviteten eksponentielt

voksende skimmelsvampeværdier, når vandaktiviteten overstiger 60-65% og vi

bemærker, at den i samme tidsskrift side 47 angivne tabel om sammenhængen

mellem glycerinkoncentrationen og vandaktiviteten gælder rene opløsninger af

vand og glycerin og ikke de i DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972 omhandlede

celluloselevnedsmiddelhylstre.

Det, De anfører fra »Sterilisation-Desinfektion, Konservierung,

Chemotherapie« Georg Thieme Verlag, Stuttgart 1967, om glycerins

konserverende virkning, er korrekt, men eftervores vurdering uden betydning.

Det, De anfører om DK-fremlæggelsesskrift nr. 152682 (og det dertil

svarende DE-offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427), er korrekt bortset fra,

at udtrykket »den tilsigtede virkning« (Deres ovennævnte skrivelse

side 4, linie 7) i DK-fremlæggelsesskriftet nr. 152682 side 8, linie 28-35,

går på nødvendig smidighed og fyldningsegenskaber og ikke, som De antyder, på

antimykotisk virkning.

Da opfindelsen ifølge DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972 således fortsat

udviser den i Patentlovens § 2 forlangte væsentlige adskillelse fra det

kendte, har vi vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift

nr. 157972 uden ændringer.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 13. januar 1993 indbragt for

Patentankenævnet.

I ankebegrundelse af 7. april 1993 anfører klageren følgende:

»Patentdirektoratet meddeler os i skrivelse af 13. november 1992, at

man uanset vor behørigt nedlagte indsigelse har vedtaget at meddele patent på

grundlag af fremlæggelsesskrift nr. DK-B-157972 uden ændringer, eftersom den

omhandlede opfindelse efter Patentdirektoratets opfattelse fortsat udviser

den i Patentlovens §2 forlangte væsentlige adskillelse fra det kendte.

Patentdirektoratet har med andre ord valgt i alt væsentligt at se bort fra

vor indsigelse, hvilket man i korte træk begrunder som følgende:

De argumenter, som vi har fremført mod meddelelse af patent på den i

fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse, er efter Patentdirektoratets

opfattelse enten korrekte (for så vidt angår vore kommentarer til Z.

Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52 (1973) og til dels til DE

offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336) eller den betydning (for så vidt angår

vore kommentarer til DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, til

»Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie«, Georg

Thieme Verlag, Stuttgart (1967) og til dels til DE offentliggørelsesskrift

nr. 31 09 336), og vi har således ikke fremført noget, som efter

Patentdirektoratets opfattelse kan drage opfindelsens patenterbarhed i tvivl.

Ikke desto mindre er vi fremdeles af den opfattelse, at den påståede

opfindelse hverken udviser tilstrækkelig nyhed eller opfindelseshøjde til at

opfylde betingelserne i Patentlovens §2, og at ansøgningen derfor bør afvises

i sin helhed. Dette skal vi forsøge at anskueliggøre for Patentankenævnet som

følger:

Det omstridte fremlæggelsesskrift nr. 157 972 angår slangeformede

levnedsmiddelhylstre af cellulose, som udmærker sig ved følgende kendetegn:

(a) et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægt-% baseret på den samlede

vægt af hylsteret (anført i hovedkravets indledning som kendt teknik):

(b) et glycerinindhold på mindst 40 vægt-% baseret på den samlede vægt af

tør cellulose i hylsteret og

(c) en vandaktivitet i hylsteret på højst 0,80.

Det har været et formål med den påståede opfindelse at tilvejebringe et

levnedsmiddelhylster, som

- udviser et fugtighedsindhold, der er tilstrækkeligt til, at man kan

stoppe hylsteret med det påtænkte levnedsmiddel uden forudgående opblødning,

og som samtidig

- er stabilt over for skimmelsvampe og vækst af andre mikroorganismer.

Denne opgave løses angiveligt ved, at hylsteret ifølge opfindelsen udviser

de ovennævnte kendetegn (b) og (c).

Hertil skal vi bemærke følgende:

Vandaktiviteten i et hylster af cellulosehydrat er en funktion af

hylsterets fugtighedsindhold og glycerinindhold. Der er altså ikke tale om en

uafhængig parameter, der kan vælges frit. Desuden er vandaktiviteten fastlagt

for et hylster med et bestemt fugtighedsindhold og et bestemt

glycerinindhold, og den er ydermere af en størrelse, der nødvendigvis er et

resultet af de givne fugtigheds- og glycerinindhold. Der er med andre ord

tale om en inhærent parameter, der under ingen omstændigheder kan udgøre et

selvstændigt opfinderisk træk. Denne kendsgerning (at vandaktiviteten er en

inhærent parameter) fremstår i øvrigt allerede som følge af den kendsgerning,

at vandaktivitetsværdierne AW af hylstrene ifølge fremlæggelsesskriftet ikke

indstilles ved foranstaltninger, der fremgår af nogen teknisk lære, men

derimod beregnes, jvf. fremlæggelsesskriftet side 11, linie 36-38. Denne

konsekvente tvungne sammenhæng mellem AW og glycerinindholdet fremgår også af

Z. Lebensmitteluntersuchung und Forschung 153, (1973), side 47. Dette

betyder, at fremlæggelsesskriftets indhold alene adskiller sig fra indholdet

af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 (og for den sags skyld fra

indholdet af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427) ved størrelsen af

glycerinindholdet.

I øvrigt fremgår genstanden for opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning

på ganske nærliggende måde af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 i

kombination med DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427. Nærmere bestemt er

det fra det førstnævnte af disse skrifter kendt, at man kan bibringe

levnedsmiddelhylstre et vandindhold på mellem ca. 20 og ca. 40 vægt-% med

henblik på at kunne bearbejde disse uden forudgående opblødning (se skriftets

side 15, 1. afsnit). Desuden fremgår det af DE offentliggørelsesskrift nr. 31

09 336, at hylstrene indeholder glycerin, idet der i tabel 4 på side 26 er

omtalt to hylstre, der indeholder henholdsvis 39,3 vægt-% (prøve A) og 37,9

vægt-% (prøve B) glycerin. Med udgangspunkt i disse eksempler må det siges at

være nærliggende for en fagmand at hæve glycerinindholdet til over 40 vægt-%,

også fordi overgrænsen for glycerinindholdet er uskarp (jvf. angivelsen

»etwa 40% des Gesamtgewichtes der Hulle..« på skriftets side 15).

En sådan foranstaltning fører ikke til nogen overraskende eller uventet

virkning.

Med udgangspunkt i hylstervariant B i DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09

336 er det især nærliggende at erstatte de 7,2 vægt-% propylenglycol med

glycerin, hvorved man nødvendigvis opnår et hylster med et glycerinindhold på

37,9 + 7,2 = 45,1 vægt-% glycerin og et vandindhold på 24 vægt-%, med andre

ord et hylster, som modsvarer samtlige kendetegn (a)-(c) for de i

fremlæggelsesskriftet omhandlede hylstre.

Disse foranstaltninger er ganske særlig nærliggende i forbindelse med den

lære, der kan udledes af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, som nemlig

beskriver den ækvivalente virkning af propylenglycol og glycerin: se

skriftets side 15, sidste afsnit, til side 16, første afsnit, som også

redegør for disse og andre polyolers antimykotiske virkning. En fagmand må

ved læsning af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 uvægerligt få det

indtryk, at de i skriftet omhandlede levnedsmiddelhylstre er godt beskyttet

mod angreb af skimmelsvampe.

Den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse synes i øvrigt i

alt væsentligt at være foregrebet af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21

427, idet dette skrift beskriver store cellulosehylstre med et vandindhold på

mindst 13 vægt-%, fortrinsvis mindst 17,5 vægt-%, beregnet på hylsterets

samlede vægt. Det anføres samtidig, at vandindhold på over 35 vægt-% har en

uheldig indvirkning på hylstrene og derfor bør undgås: se side 15, midterste

afsnit.

Videre bemærker vi, at det fra DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 er

kendt at anvende polyoler som antimykotika, idet glycerin explicit er

fremhævet som et eksempel herpå. For propylenglycol anbefales en mængde på

mindst 15 vægt-%, beregnet på den tørre cellulose. Med udgangspunkt i dette

eksempel drager DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 den konklusion, at:

»det er nødvendigt at anvende væsentligt større mængder af andre

polyol-antimykotika for givne fugtighedsindhold i hylstrene, for at disse kan

opnå den nødvendige fleksibilitet og de nødvendige egenskaber med hensyn til

stopning«. (side 16, næstsidste afsnit).

Denne åbenbaring opfordrer direkte fagmanden til at anvende »andre

polyol-antimykotika«, hvoriblandt også glycerin er nævnt, i

»væsentligt større mængder«, og det er således i høj grad

nærliggende, når man følger denne anvisning, også at anvende højere mængder

glycerin for at gøre levnedsmiddelhylstre antimykotiske. Tydeligvis handler

en fagmand inden for rammerne af DE-offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427,

når han anvender høje glycerinindhold, og vi har derfor særdeles vanskeligt

ved at se, at der skulle ligge nogen opfinderisk indsats i at gøre dette.

Vi må således konkludere, at den påståede opfindelse, der er beskrevet i

nærværende fremlæggelsesskrift nr. 157 972, i alle enkeltheder er foregrebet,

såvel af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 alene som af dette skrift i

kombination med DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, og vi skal derfor

henstille til Patentankenævnet, at den fremlagte patentansøgning bliver

afslået i sin helhed.'

Ansøgeren har i sit svarskrift af 17. december 1993 bl.a. udtalt som

følger:

»Indsiger beklager sig indledningsvis stærk over, at

Patentdirektoratet har afvist den af ham nedlagte indsigelse i sin helhed

» på trods af, at han i ansøgningens fremlæggelsesperiode har nedlagt

begrundet (?) indsigelse mod meddelelse af patent« og virker i det hele

taget noget fortørnet over, at Patentdirektoratet har afvist indsigelsen og

vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskriftet DK-B 157.972

den ændringer, idet Patentdirektoratet er kommet til det resultet, at de af

Indsiger tidligere i indsigelsesbegrundelsen af 12. oktober 1990 fremførte

argumenter enten er korrekte (for så vidt angår Indsigers kommentarer baseret

på henvisninger til Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52

(1973) og DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336) eller den betydning (for

så vidt angår Indsigers kommentarer baseret på henvisninger til DE

offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, »Sterilisation-Desinfektion,

Konservierung, Chemotherapie«, Georg Thieme Verlag, Stuttgart (1967) og

DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336), samt at Indsiger således ikke

tidligere har fremført noget, som kan drage opfindelsens patenterbarhed i

tvivl.

På trods af Patentdirektoratets ovenfor og af Indsiger i klagebegrundelsen

gengivne, entydigt klare konstateringer og tilkendegivelser er den klagende

Indsiger alligevel fremdeles af den opfattelse, at den af ham anfægtede

opfindelse hverken udviser tilstrækkelig nyhed eller opfindelseshøjde til at

opfylde betingelserne i Patentlovens § 2, og at ansøgningen derfor bør

afvises i sin helhed, hvilket den klagende Klager derefter vil forsøge at

anskueliggøre for Patentankenævnet på de i klageskriftet resterende sider.

Her fremkommer Klageren indledningsvis med et ikke fuldt ud fyldestgørende

korrekt sammendrag af indholdet i fremlæggelsesskriftets krav 1, jvf.

deladelse af, at der ifølge krav 1 er tale om celluloselevnedsmiddelhylstre

af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at de

kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopningen, og af, at

glycerinindholdet (i hylsteret) er tilstrækkeligt til at holde

vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80, samt en også kun delvis

korrekt gengivelse af formålet og hvad der iøvrigt opnås med opfindelsen i

forhold til den nærmest liggende kendte teknik, jvf. deladelsen af omtalen af

ulemperne ved den nærmest liggende kendte teknik, som den fremgår af

fremlæggelsesskriftet side 7, linie 10-13 og 29-35, hvor det er anført, at i

de hidtil foreliggende kendte slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre af

stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at de kan

stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopningen, er

skimmelsvampevækst på hylstrene under disse lager- og forsendelsesperiode

forsøgt bekæmpet ved anvendelse af chloridsalte eller propylenglycol, men at

anvendelsen af chloridsalte er forbundet med den ulempe, at saltene har

tendens til kemisk at korrodere det behandlingsudstyr, i hvilket de anvendes,

medens anvendelsen af propylenglycol ifølge visse landes lovgivning ikke er

godkendt til anvendelse i forbindelse med levnedsmidler.

Det sammendrag af den af Klageren anfægtede opfindelse ifølge

fremlæggelsesskriftets krav 1 og formålet med denne, som den er gengivet i

klagebegrundelsen nederst side 2 og øverst side 3, bør derfor naturligvis

kompletteres med ovenstående angivelser i fremlæggelsesskriftet, for at

Klagerens gengivelser kan anses for at være rimelig korrekt og fyldestgørende

i den givne sammenhæng. Klageren har imidlertid afstået fra at fremkomme en

sådan korrekt gengivelse af definitionen af opfindelsen og formålet med denne

formentlig for at undgå, at den af ham efterfølgende fremførte argumentation

skulle fremtræde i et endnu mindre troværdigt og overbevisende lys, end det

allerede nu er tilfældet.

Vandaktiviteten i hylsteret

Klageren fortsætter således midt på side 3 i klagebegrundelsen med at

fremhæve, at vandaktiviteten i et hylster af cellulosehydrat er en funktion

af hylsterets fugtighedsindhold og glycerinindhold, hvorfor vandaktiviteten

ikke er nogen uafhængig parameter, der kan vælges frit, men er en inhærent

parameter, som er fastlagt for et hylster med et bestemt fugtighedsindhold og

et bestemt glycerinindhold, og Klageren henviser i den forbindelse til Z.

Lensmitteluntersuchung und Forschung 153, (1973), side 47, hvad angår

sammenhængen mellem vandaktiviteten AW og glycerinindholdet.

Det skal naturligvis ikke bestrides, at der er en sammenhæng mellem

vandaktiviteten i et hylster af cellulose og hylsterets fugtigheds- og

glycerinindhold, men dette er ikke ensbetydende med, at vandaktiviteten ikke

skulle kunne benyttes til at karakterisere celluloselevnedsmiddelhylsteret

ifølge opfindelsen. Forholdet er jo nemlig det, at såvel fugtighedsindholdet

som glycerinindholdet i hylsteret kan variere inden for de rammer, der er

angivet i krav 1, nemlig for fugtighedsindholdets vedkommende fra 17 til 30

vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret, og for

glycerinindholdets vedkommende fra 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt

af tør cellulose i hylsteret og op til den vægtprocent, der vil bevirke, at

vandaktiviteten i et hylster med et givet men inden for de ovenfor angivne

grænser liggende fugtighedsindhold ikke overstiger 0,80. Det er den samtidige

overholdelse af disse to betingelser, der bevirker, at

celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge opfindelsen med et variabelt højt

fugtighedsindhold på fra 17 til 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af

hylsteret kan holde sig mug- og skimmelsvampevækstfrie gennem lange perioder

ved almindelig eller endog forhøjet temperatur, og hverken betingelserne

eller det hermed opnåelige fremgår af Z. Lebensmittel-Untersuchung und

Forschung 153, (1973), side 47.

Som allerede af Patentdirektoratet bemærket i afvisningen af indsigelsen

den 13. november 1992 til Indsiger angår denne henvisning nemlig udelukkende

sammenhængen mellem glycerinkoncentrationen og vandaktiviteten i rene

opløsninger af vand og glycerin og ikke de i nærværende fremlæggelsesskrift

omhandlede celluloselevnedsmiddelhylstre, jvf. afvisningen side 1, sidste

afsnit, sidste seks linier. Referencen udsiger således intet om muligheden

for at sænke vandaktiviteten i højt befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre

ved at hæve glycerinindholdet i disse og kan derfor ikke på nogen måde anses

for at fratage nærværende opfindelsen sin karakter af selvstændig opfindelse,

således som Klageren forsøger at fremstille det sidst i næstsidste afsnit på

side 3 i klagebegrundelsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det også

ud fra en almen betragtning ingenlunde kunne anses for givet, at det ville

være muligt at nedsætte vandaktiviteten i højt befugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre med et fugtighedsindhold på fra 17 til 30

vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret til under 0,80 ved at

hæve glycerinindholdet i hylsteret til mindst 40 vægtprocent baseret på den

samlede vægt af tør cellulose i hylsteret, og vi henviser i den forbindelse

til de af Ansøger ifølge eksempel 3, side 14-15 i nærværende

fremlæggelsesskrift udførte forsøg, ifølge hvilke det viste sig vanskeligt at

opnå en ensartet fordeling af den glycerinopløsning, der skulle sænke

vandaktiviteten tilstrækkeligt i celluloselevnedsmiddelhylstrene. Som det

fremgår af eksemplet, opstod der lommer af glycerinopløsningen i hylstrene,

hvilket er et potentielt alvorligt problem, eftersom en ujævn påføring af

glycerin på hylsteret kan bevirke, at der er dele af hylsteret, som

indeholder tilstrækkelige mængder af glycerin, og derfor dele, der er

utilstrækkeligt beskyttede mod skimmelsvampevækst. Den uensartede fordeling

blev ifølge eksemplet imidlertid undgået ved at lade hylstrene nå en ligevægt

over en fire ugers periode, hvorved de dannede glycerinlommer forsvandt, og

der fremkom ingen skimmelsvampevækst under denne ækvilibreringsperiode.

Det er derfor simpelthen ikke korrekt, når man som Klageren antyder det,

alene ud fra angivelser vedrørende vandaktiviteten af rene opløsninger af

vand og glycerin kunne forvente, at det ville være muligt at nedsætte

vandaktiviteten i celluloselevnedsmiddelhylstre med et højt fugtighedsindhold

ved blot at hæve glycerinindholdet i hylstrene tilstrækkeligt, idet der

overhovedet ikke foreligger grundlag for at antage eller formode, at

celluloselevnedsmiddelhylstrene ville være i stand til at absorbere den

hertil nødvendige store mængde glycerin.

DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336

Som vi tidligere har anført det på side 6-7 i vort svarskrift af 19. juni

1991 i forbindelse med behandlingen af indsigelsen i Patentdirektoratet,

angår DE offentliggørelsesskriftet store slangeformede

celluloselevnedsmiddelhylstre, som er kontrolleret befugtede på en sådan

måde, at de uden tilsætning af yderligere fugtighed forud for stopning kan

fyldes, og som er ejendommelige ved, at de har et indhold af et chloridsalt

bestående af natriumchlorid, magnesiumchlorid, ammoniumchlorid,

calciumchlorid eller kaliumchlorid i en sådan koncentration, der beregnes som

vægtprocent på basis af cellulosen i hylstrene, at vandaktiviteten i

hylstrene ikke er på over 0,81, jvf. krav 1, side 1 i

offentliggørelsesskriftet.

Formålet med inkorporeringen af ovenstående chlorid-salte i forudbefugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre er at hæmme skimmelsvampevækst på eller i

hylstrene under disses opbevaring inden stopning, jvf. eksempelvis

offentliggørelsesskriftets side 11, sidste afsnit, side 14, sidste afsnit og

side 15, første afsnit, sidste punktum. Offentliggørelsesskriftet angiver

altså den løsning på skimmelsvampevækstproblemer i de forudbefugtede

celluloselevnedsmiddelhylstre, som allerede er omtalt i nærværende

fremlæggelsesskrifts side 7, linie 3-8 i forbindelse med henvisningen til US

patentansøgning nr. 130.190 indleveret 13. marts 1980, og DE

offentliggørelsesskriftet repræsenterer da heller ikke andet end en

videreførelse af nævnte US patentansøgning. Herved er løsningen på

skimmelsvampevækstproblemet ifølge DE offentliggørelsesskriftet imidlertid

også behæftet med de ulemper, der er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrifts

side 7, linie 10-11, og som består i, at de anvendte chloridsalte har tendens

til kemisk at korrodere et behandlingsudstyr, i hvilke

celluloselevnedsmiddelhylstrene anvendes.

Den generelle lære, der kan unddrages af offentliggørelsesskriftets

eksempler er:

a) at der i hylstrene opretholdes et konstant indhold af glycerin uanset

indholdet af vand, jvf. tabel 7, side 33,

b) et lavt indhold af glycerin uanset af indholdet af vand, jvf. tabel 2,

side 19 og tabel 9, side 36, og

c) at indholdet af salt øges, når vandindholdet i hylstrene øges, jvf.

tabel 3, side 24.

Den indsigende Klager insinuerer imidlertid, at genstanden for opfindelsen

ifølge den fremlagte ansøgning fremgår på ganske nærliggende måde af DE

offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 i kombination med DE

offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, idet han anfører, at det fra

førstnævnte af disse skrifter er kendt, at man kan bibringe

levnedsmiddelhylstre et vandindhold på mellem ca. 20 og 40 vægtprocent med

henblik på at kunne bearbejde disse uden forudgående opblødning, og at

hylstrene indeholder glycerin, idet der i tabel 4 på side 26 i

offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 er omtalt to hylstre, der indeholder

henholdsvis 39,3 vægtprocent (prøve A) og 37,9 vægtprocent (prøve B)

glycerin. På denne baggrund hævder Klageren, at det må være nærliggende for

en fagmand at hæve glycerinindholdet til over 40 vægtprocent, eftersom

overgrænsen for glycerinindholdet er uskarp, idet der på side 15 i skriftet

findes en angivelse lydende » etwa 40% des Gesamtgewichts der

Hulle...«, og at en sådan foranstaltning ikke fører til nogen

overraskende eller uventet virkning.

Til Klagerens ovenfor angivne påstande skal vi bemærke, at det er korrekt,

at det af skriftets side 15, første afsnit fremgår, at levnedsmiddelhylstrene

ifølge skriftet kan have et vandindhold på fra ca. 20 til ca. 40 vægtprocent,

og at der i tabel 4 på side 26 er angivet to hylstre med et indhold på 39,3

vægtprocent henholdsvis 37,9 vægtprocent glycerin beregnet på grundlag af

cellulose, men disse to hylsterprøver er atypiske for hylsterprøverne i

eksemplerne i skriftet, hvad angår glycerinindholdet, idet glycerinindholdet

i de øvrige eksemplificerede hylsterprøver ligger på fra 25,1 til 30,8

vægtprocent beregnet på grundlag af cellulose, jvf. tabel 7 på side 33 og

tabel 9, side 36 i offentliggørelsesskriftet.

Om formålet med det atypisk forholdsvis høje indhold af glycerin i

hylsterprøverne A og B i tabel 4 er der iøvrigt intet specifikt anført i den

tilhørende tekst i eksempel 4. Af teksten her fremgår det blot, at formålet

med udførelsen af det heri omhandlede eksperiment er at undersøge, om den

praktiske nytte af at anvende et cellulosehylster indeholdende 5%

natriumchlorid og 25% fugtighed er sammenlignelig med et tilsvarende hylster

indeholdende propylenglycol som antimycotisk middel, hvilket viste sig at

være tilfældet, jvf. side 25, andet afsnit og side 27, andet afsnit i

offentliggørelsesskriftet.

Da der således intet specifikt er anført om formålet med indholdet af

glycerin i hylsterprøverne A og B i tabel 4, må det antages, at formålet er

det samme som det, der generelt og specifikt er angivet andetsteds i

offentliggørelsesskriftet, nemlig som blødgøringsmiddel (og eventuelt som

befugtnings- og fugttilbageholdelsesmiddel), jvf. side 7, sidste afsnit, side

8, første afsnit, linie 5-7 og side 19, linie 6-10. Tilkendegivelse af andre

formål med glycerinindholdet i hylsterprøverne A og B i tabel 4 må derfor

tages som udtryk for rent gætværk.

Den indsigende Klagers tilkendegivelse af, »at det med udgangspunkt i

ovennævnte eksempel må siges at være nærliggende for en fagmand at hæve

glycerinindholdet til over 40 vægtprocent, også fordi overgrænsen for

glycerinindholdet er uskarp, jvf. angivelsen »etwa 40% des

Gesamtgewichts der Hulle...« (på skriftets side 15), og at en sådan

foranstaltning ikke fører til nogen overraskende eller uventet virkning', må

tilsvarende også anses for at være udtryk for rent gætværk, for så vidt angår

angivelserne af at hæve glycerinindholdet til over 40 vægtprocent og af, at

der herved ikke opnås nogen overraskende eller uventet virkning, og for så

vidt angår angivelsen af, »at overgrænsen for glycerinindholdet er

uskarp« under henvisning til angivelsen » etwa 40% des

Gesamtgewichts der Hulle...« på skriftets side 15 er det udtryk for en

insipid sammenblanding af angivelser, som sagligt set absolut intet har med

glycerinindholdet i hylsterprøverne at gøre, idet angivelsen på side 15 i

skriftet kun forekommer i forbindelse med fugtighedsindholdet i hylstrene,

som beregnes på grundlag af hylstrenes samlede vægt, jvf. side 15, linie 7-8,

medens glycerinindholdet i hylsterprøverne A og B i tabel 4 (og for dens sags

skyld andetsteds i skriftet) beregnes på grundlag af hylstrenes

celluloseindhold, jvf. tabel 4, spalte 1, linie 4-3 f.n.

Hvad angår Klagerens insinuation om, at hylstervariant B i DE

offentliggørelsesskriftet (formentlig hylsterprøve B i tabel 4 på side 26) er

et hylster, som modsvarer samtlige kendetegn (a) - (c) for de i

fremlæggelsesskriftet omhandlede hylstre, eftersom det må anses for særligt

nærliggende at erstatte de i hylsterprøve B inkorporede 7,2 vægtprocent

propylenglycol med glycerin, hvorved man opnår et hylster med glycerinindhold

på 37,9 + 7,2 = 45, 1 vægtprocent glycerin og et vandindhold på 24

vægtprocent, taler denne tilkendegivelses lødighed jo tilsvarende for sig

selv, på baggrund af ovenstående af os fremførte redelige redegørelse. De 7,2

vægtprocent propylenglycol inkorporeres i hylsterprøve B som antimycotisk

middel til sammenligning med 5% natriumchlorid som antimycotisk middel ifølge

angivelserne på side 25, andet afsnit i offentliggørelsesskriftet, medens

glycerinen ifølge angivelserne i skriftet (jvf. ovenfor) må antages at være

inkorporeret i hylstrene som blødgøringsmiddel, og det forekommer os umuligt

at indse, at det skulle være nærliggende at erstatte 7,2 vægtprocent

antimycotisk middel med 7,2 vægtprocent blødgøringsmiddel med henblik på at

opnå en sammenlignende afprøvning i forhold til inkorporering af 5%

natriumchlorid som antimycotisk middel, og vi tror, at bortset fra Klageren

vil alle andre ved deres fornufts fulde brug også have overordentlig

vanskeligt ved at se det nærliggende i en sådan foranstaltning.

DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427

Ifølge krav 1 angår dette offentliggørelsesskrift slangeformige

levnedsmiddelhylstre af cellulose og med stor diameter, hvilke hylstre er

egnede til stopning uden forudgående udblødning og er ejendommelige ved, at

de har et tilstrækkeligt indhold af fugtighed og glycerin som

blødgøringsmiddel for uden videre at kunne stoppes med en kødemulsion, og som

endvidere indeholder propylenglycol i en mængde på mindst ca. 15 vægtprocent

beregnet på grundlag af tør cellulose i hylstret og ca. 20 vægtprocent

beregnet på grundlag af flydende bestanddele i hylsteret.

DE offentliggørelsesskriftet tilhører samme patentansøgningsfamilie som DK

fremlæggelsesskrift nr. 152.682, der tidligere under indsigelsesbehandlingen

i Patentdirektoratet er blevet fremdraget og modholdt ansøgningen af

Indsiger, og US patentansøgning nr. 686.248 af 13. maj 1976, som allerede er

omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 6, linie 38 - side 7, linie 5,

hvor det er anført, at der heri er beskrevet en antimycotisk behandling af

hylstre med reguleret fugtighed med vandige opløsninger af forskellige

midler, herunder glycerin, propylenglycol og propionater og sorbater af

kalium, natrium og calcium. I ingen af ovennævnte skrifter findes der dog

eksempler på celluloselevnedsmiddelhylstre, hvori glycerin anvendes som

antimycotisk middel men kun som blødgøringsmiddel og da kun med

glycerinindhold på:

22

----------100% = 30,3%

72,5

beregnet på grundlag af celluloseindholdet i hylstrene, jvf. eksempel 3,

side 22 i offentliggørelsesskriftet.

Den insinuerende Klager anfører imidlertid i sidste afsnit på side 4 i

klagebegrundelsen, »at DE offentliggørelsesskriftet beskriver den

ækvivalente virkning af propylenglycol og glycerin«, og henviser i den

forbindelse til skriftets side 15, sidste afsnit til side 16, første afsnit,

som efter Klagerens opfattelse skulle redegøre for disse og andre polyolers

antimycotiske virkning på den sådan måde, at »en fagmand ved læsning af

DE offentliggørelsesskriftet uvægerligt må få det indtryk, at de i skriftet

omhandlede levnedsmiddelhylstre er godt beskyttet mod angreb af

skimmelsvampe«.

I sidste afsnit på side 15 i offentliggørelsesskriftet står der imidlertid

som følger:

»Im Hinblick auf den hohen Feuchtigkeitsgehalt, der notwendig ist, um

die gewunschte Flexibilitat und andre Stopfeigenschaften zu liefern, ist die

antimykotische Behandling der Hullen wesentlich, um ein Wachstum von

Schimmel, Pilzen oder anderen Mikroorganismen wahrend der Aufbewahrens und

des Transportes zu vermeiden. Geeignete Antimykotika, von denen gefunden

wurde, dass sie wenigstens einen gewissen Schutz liefern, sind mehrwertige

Alkohole, die normalerweise bei Umgebungstemperaturen flussig sind, sowie

Losungen von normalerweise festen Polyolen.«

Herefter følger en opremsning af eksempler på sådanne polyoler, som har

vist sig at tilvejebringe » i det mindste en sådan vis beskyttelse mod

vækst af skimmelsvampe og andre mikroorganismer. Dette udsagn synes således

ikke at kunne tages til indtægt for, at der skulle foreligge nogen ækvivalent

virkning af propylenglycol og glycerin med hensyn til antimycotisk virkning.

Af det i eksempel 4, side 25-26 beskrevne laboratorie-screeningsforsøg

fremgår det derimod, at kun propylenglycol forhindrer skimmelsvampevækst i en

koncentration på 15% og mere, hvorimod ingen andre af de omhandlede polyoler

forhindrer skimmelsvampevækst i mindre end en 30% koncentration. Der er

endvidere hverken i dette eksempel eller andetsteds i

offentliggørelsesskriftet anført noget om, at en koncentration på 30% og

derover af disse andre polyoler vil være i stand til at forhindre

skimmelsvampevækst, hvis de anvendes inkorporeret i

celluloselevnedsmiddelhylstre, og der er slet ikke anført noget om, at en

inkorporering af disse polyoler i et sådant omfang i det hele taget lader

sig praktisere.

Den indsigende Klager har imidlertid bemærket, at det i

offentliggørelsesskriftet (formentlig det midterste afsnit på side 16)

anbefalet, at anvende propylenglycol i en mængde på mindst 15 vægtprocent,

beregnet på grundlag af den tørre cellulose, og at offentliggørelsesskriftet

med dette som udgangspunkt drager den konklusion, at:

»det er nødvendigt at anvende væsentligt større mængder af andre

polyolantimycotika for givne fugtighedsindhold i hylstrene, for at disse kan

opnå den nødvendige fleksibilitet og de nødvendige egenskaber med hensyn til

stopning.«

Dette mener Klageren må opfattes som »åbenbaring (?)», der

direkte opfordrer fagmanden til at anvende »andre

polyol-antimycotika«, hvoriblandt også glycerin er nævnt, i

»væsentligt større mængder«, og at det således i høj grad er

nærliggende, når man følger denne anvisning, også at anvende højere mængder

glycerin for at gøre levnedsmiddelhylstrene antimycotiske. Igen må vi erkende

at være bragt i en situation, hvor vi simpelthen ikke fatter den logiske

sammenhæng mellem Klagerens henvisninger til angivelser i

offentliggørelsesskriftet og den eller de konklusioner, han mener at kunne

drage herudfra. Patentdirektoratet har imidlertid øjensynligt også under

behandlingen af Klagerens tidligere indsigelse i Patentdirektoratet været i

samme situation, idet ovenstående citat fra det midterste afsnit på side 16 i

DE offentliggørelsesskriftet svarer til Klagerens tidligere henvisning til

side 8, linie 28-35 i DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682, hvorudfra

Patentdirektoratet ikke kunne se nogen tilskyndelse til at opnå en forøget

antimycotisk virkning ved at anvende større mængder af polyoler, om hvilke

man ved, at de i større mængder kan tilvejebringe nødvendig fleksibilitet og

andre for stopning af hylstrene nødvendige egenskaber, jvf.

Patentdirektoratets skrivelse af 13. november 1992 til Indsiger, side 2,

andet afsnit.

Vi er derfor af den opfattelse, at også andre med en normal teknisk

indsigt og deres sunde fornuft i behold vil have vanskeligt ved at få øje på

nogen logisk sammenhæng i Klagerens ovenfor gengivne argumentation på side 5,

afsnit 2-4 i klagebegrundelsen.

Klageren har herudover i første afsnit på side 5 i klagebegrundelsen en

bemærkning om, at den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse

iøvrigt i alt væsentligt synes at være foregrebet af DE

offentliggørelsesskriftet (nr. 27 21 427), idet dette skrift beskriver store

cellulosehylstre med et vandindhold på mindst 13 vægtprocent, fortrinsvis

mindst 17,5 vægtprocent, beregnet på hylsterets samlede vægt, idet det

samtidig anføres, at vandindhold på over 35 vægtprocent har en uheldig

virkning på hylstrene og derfor bør undgås ifølge side 15, midterste afsnit.

Rent bortset fra, at der i det midterste afsnit på side 15 i

offentliggørelsesskriftet står:

»Obwohl die untere Grenze des Flussigkeitsgehaltes wichtig ist, gibt

es keine kritische obere Grenze und der im uberschuss vorhandene

Feuchtigkeitsgehalt bestimmt sich im allgemeinen nach okonomischen

Betrachtungsweisen. Jedoch konnen Feuchtigkeitsgehalte grosser als etwa 35%

die gewunschten Eigenschaften der Hullen fur bestimmte Anwendungszwecke

nachteilig beeinflussen und sollten daher vermieden werden.«

Det af Klageren anførte er således ikke det samme, som det der faktisk

står i offentliggørelsesskriftet, og de deri angivne grænser for

fugtighedsindholdet i de deri omhandlede cellulosehylstre er ikke just

sammenfaldne med grænserne for fugtighedsindholdet i

celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift.

Dertil kommer, at de for sidstnævnte angivne fugtighedsgrænseværdier ikke er

anført som værende en del af det opfinderisk nye ved hylstrene ifølge

opfindelsen, eftersom de jo er angivet i krav 1's indledning og ikke i dets

kendetegnende del.

Vi kan derfor ikke se, at det af Klageren i første afsnit på side 5 i

indsigelsesbegrundelsen anførte på nogen måde skulle kunne anses for at

foregribe det opfinderiske ved celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge det

foreliggende fremlæggelsesskrift, i modsætning til hvad Klageren

tilkendegiver som sin mening.

Klageren afslutter sin gennemgang af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21

427 med at konstatere, at »en fagmand handler tydeligvis inden for

rammerne af DE offentliggørelsesskrift 27 21 427, når han anvender høje

glycerinindhold, og Klageren har derfor særdeles vanskeligt ved at se, at der

skulle liggen nogen opfinderisk indsats i at gøre dette.

På denne baggrund afslutter den insinuerende og indsigende Klager sin ret

fantasifulde gennemgang af, hvad der ifølge hans opfattelse måtte fremgå af

de ovenfor omtalte DE offentliggørelsesskrifter nr. 31 09 336 og nr. 27 21

427, med at konkludere, at den påståede (?) opfindelse, der er beskrevet i

nærværende fremlæggelsesskrift nr. 157 975, i alle enkeltheder (sic!) er

foregrebet, såvel af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 alene (sic!)

som af dette skrift i kombination med (sic!) DE offentliggørelsesskrift nr.

31 09 336, og henstiller derfor til Patentankenævnet, at den fremlagte

patentansøgning bliver afslået i sin helhed.

Ihukommende Patentdirektoratets indledningsvis gengivne afvisning af

Klagerens anbringender og konklusioner i hans tidligere

indsigelsesbegrundelse ved behandlingen af indsigelsen i Patentdirektoratet

som værende enten korrekte eller den betydning for vurderingen af

patenterbarheden af opfindelsen ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift

er vi imidlertid af den opfattelse, at Klagerens henstilling ikke bør tages

til følge, eftersom de anbringender og konklusioner, som Klageren nu er

fremkommet med i den foreliggende klagebegrundelse, vist mildt sagt kun kan

karakteriseres tilsvarende med ovenstående af Patentdirektoratet velvalgte

ord.

Vi skal derfor henstille, at klagen afvises i sin helhed, idet Klageren

ikke er fremkommet med noget i sin klagebegrundelse, der skulle kunne bevirke

et andet resultat end det, som Patentdirektoratet kom til ved afgørelsen af

den tidligere af Klageren nedlagte indsigelse mod patentansøgningen, og idet

vi iøvrigt mener, at patenterbarheden af opfindelsen ifølge den fremlagte

ansøgning er blevet klart og tydeligt forklaret og begrundet i såvel

fremlæggelsesskriftet, vor svarskrift af 19. juni 1991 på Klagerens

indsigelsesbegrundelse af 12. oktober 1990 og ovenfor i nærværende

svarskrift.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 9. november 1995.

For klageren mødte civilingeniør Ejvind Christiansen.

For ansøgeren mødte civilingeniør Rudolf Nikolajsen.

Parterne procederede sagen, idet der i det væsentlige blev henvist til de

til Patentdirektoratet og Ankenævnet afgivne skriftlige indlæg, som nærmere

blev uddybet.

Klageren ville ikke længere bestride nyheden af den ansøgte opfindelse men

gjorde gældende, at opfindelsen ikke adskilte sig væsentligt fra, hvad der

allerede var kendt.

Ansøgeren henholdt sig til den af Patentdirektoratet anførte begrundelse

for at afvise indsigelsen og udstede patent.

Ankenævnet skal udtale:

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det over for

Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Lars Herborg

Arne Holm Ansgar Sørensen

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter