Spring til indhold

Retsinformation

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

AFG nr 11573 af 01/03/2000AfgørelseSocial- og Boligministeriet20. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet

for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører aftalegrundlaget jf. Aftl. §§ 36 + 38b,

herunder lovvalg.

Klageren har i klageskrift af 24. juni 1998 nedlagt

påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 1.013.669,00

kr. subsidiært et mindre beløb, med tillæg af

nærmere angivne renter.

Indklagede har i svarskrift af 14. september 1998

principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om

frifindelse.

Sagens materielle tvist angår

spørgsmålet, om indklagede er forpligtet til at betale

restentreprisesummen vedrørende klagerens ombygning af indklagedes

privatbolig i Schweiz.

Indklagede har til støtte for påstanden om

afvisning gjort gældende, at voldgiftsretten ikke er kompetent til at

afgøre sagens materielle tvist,

fordi parterne ikke har aftalt, at tvister mellem dem

skulle afgøres ved voldgift,

fordi parterne ikke har vedtaget Almindelige

Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af

10. december 1992 (AB 92),

fordi parterne ikke har vedtaget Almindelige

Betingelser for totalentreprise 1993 (ABT 93), og

fordi en eventuel forhåndsaftale eller

forhåndsvedtagelse af voldgift i forbrugerforhold er

ugyldig.

Indklagede har til støtte for

frifindelsespåstanden blandt andet gjort gældende, at en eventuel

Læs alt

aftale om voldgift skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af

Aftalelovens § 36.

Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed

har udpeget landsdommer Peter Lilholt til som voldgiftsdommer at træffe

afgørelse om indklagedes afvisningspåstand og

frifindelsespåstanden for så vidt angår anbringendet om

ugyldighed i medfør af Aftalelovens § 36.

Disse spørgsmål er herefter udskilt til

særskilt mundtlig forhandling, der fandt sted den 1. december 1999.

For klageren mødte advokaten sammen med

direktøren.

For og med indklagede mødte advokaten.

Klagerens advokat nedlagde påstand om, at indklagede

tilpligtes at anerkende, at Voldgiftsretten for Bygge- og

Anlægsvirksomhed har kompetence til at træffe afgørelse

vedrørende det krav, som klageren i klageskriftet af 24. juni 1998 har

rejst over for indklagede.

Indklagedes advokat nedlagde påstand om sagens

afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerens advokat forelagde sagen og foretog

dokumentation.

Indklagedes advokat foretog supplerende dokumentation.

Klagerens direktør afgav forklaring.

Indklagede afgav forklaring.

Designchef i indklagedes koncern afgav forklaring.

Sagen blev procederet.

Klagerens anbringender er udførligt gengivet i

klagerens "Påstandsdokument vedrørende formaliteten",

dateret den 22. november 1999.

Indklagedes anbringender er udførligt gengivet i

indklagedes "Påstandsdokument vedrørende

formaliteten", dateret den 3. november 1999.

Efter en pause fremkom voldgiftsrettens formand kl. 17.30

med en mundtlig tilkendegivelse, hvorefter sagen ved en eventuel kendelse vil

få det udfald, at indklagedes afvisningspåstand vil blive taget

til følge, og henstillede, at klageren hævede sagen.

Klagerens advokat ønskede kendelse afsagt.

Parternes advokater erklærede sig indforstået

med, at voldgiftsretten afsiger en kendelse, der ikke indeholder en

fuldstændig sagsfremstilling, og som ikke gengiver de afgivne

forklaringer eller advokaternes procedurer i det omfang dette ikke er af

betydning for voldgiftsrettens begrundelse for afgørelsen.

Der afsagdes herefter den 1. marts 2000

følgende

KENDELSE

Af sagens dokumenter og af de afgivne forklaringer

fremgår blandt andet følgende :

Indklagede har siden 1979 boet i Schweiz sammen med sin

ægtefælle. Indklagedes tre børn er alle født i

Schweiz. Den ejendom, om hvis renovering tvisten i denne sag drejer sig, er

familiens privatbolig. Ejendommen ejes af indklagedes ægtefælle.

Indklagedes erhvervsaktiviteter omfatter ikke handel med eller byggeri af

fast ejendom. Indklagede har forklaret, at i det omfang han tidligere i

privat regi har indgået aftaler om bygningsarbejder vedrørende

fast ejendom, har det ikke været aftalt, at AB 92 skulle være

gældende for byggeriet.

Før 1996 havde klageren i nogle tilfælde

udført bygningsarbejder for selskaber i indklagedes koncern. Det er

oplyst, at der som grundlag for udførelsen af disse arbejder som i

denne sag har foreligget skriftlige kontraktsudkast fra klageren med

vedtagelse af AB 92, men arbejderne er udført, uden at disse

dokumenter har været underskrevet af de involverede parter.

Mens klageren i foråret 1996 for et af indklagedes

A/S selskaber udførte en ombygning havde klagerens direktør

på et tidspunkt et møde med designchefen. Mødet fandt

sted på klagerens kontor.

Det er omtvistet, om også indklagede deltog i dette

møde. Indklagede og designchefen hævder, at indklagede deltog;

Klagers direktør bestrider dette.

Den nøjagtige dato for mødet er også

omtvistet. Klagers direktør har forklaret, at han mener, mødet

fandt sted i begyndelsen af april 1996. Indklagede har forklaret, at

mødet fandt sted, inden han forlod Danmark for at holde

påskeferie i Schweiz. Også designchefen har forklaret, at

mødet fandt sted før påske. (I 1996 var skærtorsdag

den 4. april).

Det er ikke omtvistet, at designchefen under mødet

spurgte klagers direktør, om klageren, der tidligere (i 1995) i

Schweiz havde udført ombygningsarbejder på en ejendom

tilhørende et af koncernens selskaber, var interesseret i at foretage

en renovering og ombygning af indklagedes privatbolig. Klagers

direktør erklærede sig interesseret, hvorefter

ombygningsprojektet blev gennemgået.

Klagers direktør har forklaret, at han på

dette grundlag og uden at have set ejendommen i Schweiz foretog en kalkule

over projektet, hvorefter han den 18. april 1996 fremsatte et skriftligt

tilbud.

Designchefen har forklaret, at han inden påske

sammen med indklagede havde et nyt møde med klagers direktør,

denne gang i Schweiz, hvorunder ejendommen blev besigtiget. Efter påske

blev der på ejendommen i Schweiz holdt endnu et møde med

indklagede og klagers direktør, der denne gang var ledsaget af nogle

af klagerens underentreprenører.

Indklagede har også forklaret om et møde i

Schweiz med klagers direktør "i begyndelsen til midte af

april", hvorunder klagers direktør der var ledsaget af nogle

danskere, muligvis håndværkere, gennemgik ejendommen sammen med

designchefen. Indklagede har endvidere forklaret, at han under sin

påskeferie i Schweiz modtog et tilbud fra klageren, som han telefonisk

over for klagers direktør reagerede imod, fordi det var for dyrt i

forhold til, hvad man tidligere havde talt om. Herefter fremkom klageren med

et nyt tilbud.

Klagerens skriftlige tilbud af 18. april 1996, der "

I henhold til behageligt møde" er stilet til

"Indklagede", er et dokument på to sider, hvoraf den

ene side er selve tilbudet og den anden en specifikation af de 17 entrepriser

ombygningen skulle omfatte. Disse enkeltentrepriser er prissatte, men i

øvrigt uspecificerede. Selve tilbudet består af fem

hovedpunkter, af hvilke det første er den tilbudspris på

3.486.546 kr., der fremgår af specifikationen. Punkt 2 er affattet

således : " Aftalegrundlag : AB 92". De tre

øvrige punkter vedrører "Forbehold",

"Levering" og "Betaling".

Om den umiddelbare reaktion på dette tilbud

foreligger der ikke noget skriftligt materiale, og de forklaringer, der er

afgivet herom, er ikke samstemmende.

Klagers direktør har forklaret, at designchefen

nogle dage efter den 18. april kontaktede ham telefonisk og meddelte, at

indklagede var interesseret i at gå videre. Det blev aftalt, at der

skulle afholdes et møde i Schweiz, hvorefter et sådant

møde med deltagelse af nogle af klagerens underentreprenører

fandt sted den 3.maj 1996. Efter at ejendommen var blevet besigtiget, blev

det aftalt, at klageren skulle fremkomme med et revideret tilbud, der skulle

sendes til indklagede og til designchefen. Der blev på mødet

ikke indgået nogen entrepriseaftale eller nogen aftale om prisen for

arbejdet. (I klagerens replik af 14. december 1998, side 4, er det

anført, at klagers direktør den 29. marts 1996 sammen med

designchefen besigtigede indklagedes ejendom i Schweiz. I klagerens

processkrift 1 af 28. maj 1999, side 4, er det anført, at også

indklagede deltog i dette møde, og at klagers direktør derefter

i påskeferien havde danske håndværkere i Schweiz for at

besigtige ejendommen, for at de kunne afgive endeligt tilbud. Klagers

direktør er under sagens mundtlige forhandling ikke specifikt

foreholdt disse oplysninger.)

Indklagede har forklaret, at det er hans opfattelse, at

der allerede under møderne med klagers direktør blev

indgået aftale om, at klageren skulle udføre

ombygningsarbejderne. De har ikke drøftet spørgsmålet, om

dansk eller schweizisk ret skulle finde anvendelse, hvis der skulle

opstå juridiske tvister mellem parterne, og AB 92 har ikke været

nævnt. De efterfølgende drøftelser, han har haft med

klagers direktør, har hovedsagelig været om priser. Da klageren

tidligere havde udført arbejde i Schweiz, gik han ud fra, at klageren

var bekendt med de schweiziske byggeregler, hvorefter det ikke ville

være indklagede, men klageren, der var ansvarlig for opfyldelse af de

schweiziske myndighedskrav.

Designchefen har forklaret, at han ingen erindring har om

noget møde i maj måned, hverken i København eller

Schweiz.

Der er under sagen fremlagt et brev af 3. maj 1996 fra

klageren til indklagede. Brevet der er dateret den 03.05.1996, bærer

overskriften "MØDEREFERAT". "Mødested

:" er anført i Schweiz. "Mødedato/Kl. : er

anført som 03.05.1996/ 08.00."

Det fremgår af referatet, at der i mødet

foruden indklagede, designchefen og klagers direktør deltog tre

danske (håndværkere). Brevet indledes herefter således :

" I henhold til behageligt møde, har vi hermed

fornøjelsen at vende tilbage med mødereferatet. På

mødet blev følgende omtalt samt besluttet." Resten af

brevet er en beskrivelse af en række bygningsarbejder.

Der foreligger ikke i sagen nogen skriftlig reaktion

på dette brev.

Designchefen har som nævnt forklaret, at han

ingen erindring har om noget møde i Schweiz i maj måned. Heller

ikke indklagede har kunnet huske noget om et møde i Schweiz i

begyndelsen af maj måned.

Den 15. maj 1996 sendte klageren til indklagedes adresse i

Schweiz et brev på to sider, der indledes således :" I

henhold til sidstemøde har vi hermed fornøjelsen at vende

tilbage med oversigt over mer- og mindreydelser i forhold til tilbud af

18.04.1996".

Den 21. maj 1996 sendte klageren til indklagede en

"BETALINGSPLAN", hvorefter entreprisesummen, der var angivet

til "3.694.852", skulle betales i tre rater, der forfaldt

den 8. juni, 8. juli og 8. august 1996. Under rubrikken

"Forudsætninger" er det anført, at

byggetilladelse skal indhentes af bygherre, at opstart af byggeriet skal ske

den 28. juni 1996, og at aflevering skal ske ultimo uge 30. (Datoen "28.

juni 1996" er formentlig en fejlskrift for 28. maj 1996, jf. nedenfor.)

Det fremgår ikke af brevet, om en kopi af det er tilsendt til

andre.

Der foreligger i sagen endnu et dokument fra klageren

dateret den 21. maj 1996. Dokumentet bærer overskriften

"ENTREPRISEKONTRAKT" og indeholder over fem sider grundlaget

for en aftale mellem klageren og indklagede om ombygning af indklagedes

ejendom i Schweiz. Som skriftligt grundlag for entreprisekontrakten

anføres i punkt 2 blandt andet : "b: Firmaets tilbud af dato

: 18.04-1996 samt tillæg af 15.05-1996" og "e:

For tilbudet gælder "Almindelige Betingelser for hovedentreprise

af 1992" (AB 92). Fravigelse .". Tilbudssummen er angivet til

" kr. : 3.694.852 + tillæg af 15.05-1996". Om

betalingen er det anført, at den skal foregå som acontobetaling

i henhold til betalingsplan af 21.05-1996. Påbegyndelsestidspunktet er

angivet til "28.05.96" og

færdiggørelsestidspunktet til "ca. uge 30".

Entreprisekontrakten er ikke underskrevet, hverken for klageren eller af

indklagede.

Klagers direktør har forklaret, at han sendte

såvel betalingsplanen som entreprisekontrakten til både

indklagede og dennes advokat. Han er sikker på, at også

indklagede har modtaget entreprisekontrakten, fordi han blev kontaktet af

indklagede, der gjorde indsigelser mod punkt 17 i entreprisekontrakten,

hvorefter bygherren senest 8 dage efter kontraktens underskrivelse skulle

stille en ubetinget anfordringsgaranti i form af betryggende bank- eller

sparekassegaranti.

Indklagede har bestridt at have modtaget

entreprisekontrakten.

Klagers direktør har forklaret, at han herefter i

slutningen af maj på klagerens kontor havde et møde med

indklagede. På mødet gennemgik man kontrakten og listen over

mer- og mindreydelser, og det blev aftalt, at klageren skulle fremsende en ny

kontrakt med en merliste, således som denne så ud efter aftalerne

på mødet. Arbejdets igangsætning blev rykket til den 10.

juni 1996, fordi han skulle udarbejde et nyt kontraktsudkast. Man diskuterede

på mødet ikke spørgsmålet om schweizisk eller dansk

ret skulle gælde for aftalen, og AB 92 blev ikke nævnt; men han

var, da han forlod mødet, ikke i tvivl om, at der var indgået en

entrepriseaftale, og at han havde fået grønt lys til at gå

i gang med arbejdet.

Indklagede har forklaret, at han ingen erindring har om et

møde i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, men han har ikke

villet afvise, at det kan have fundet sted.

Designchefen har forklaret, at han ingen erindring har om,

at der skulle have været afholdt et møde i København i

slutningen af maj. Han har yderligere forklaret, at han ikke har været

involveret i forhandlinger om kontrakten, og at det ikke er ham, der har sagt

god for, at klageren kunne påbegynde arbejdet. Han har hørt om

kontraktsforhandlingerne, men har ikke blandet sig aktivt i dem, og han ved

ikke, hvornår aftalen om, at klageren kunne gå i gang, blev

truffet.

Et brev af 7. juni 1996 fra klageren til indklagede

indledes således : " I henhold til behageligt møde skal

jeg herved vende tilbage med økonomisk opstilling på

ovenstående sag". Der beskrives herefter nogle arbejder, som

prisfastsættes og sammentælles således :"50 Samlet

tillæg : ekskl. moms : 449.552", hvorefter brevet afsluttes

:"Såfremt der kommer yderligere tillæg aftales disse via

underskrevne ordrebekræftigelser.".

Der er i sagen endvidere en betalingsplan, der er stilet

til indklagede og dateret den 7. juni 1996. I den fremlagte version har den

følgende maskinskrevne påtegning :" Rev.

08.07.1996", jf. nedenfor. Entreprisesummen er angivet til

"4.144.404 kr.", og der anføres ud for

"Forudsætninger:" "Byggetilladelse indhentes af

bygherre. Tidsplan af 28.05.1996. Aflevering ult. Uge 32."

Der er i sagen yderligere en ikke underskrevet

Entreprisekontrakt dateret den 7. juni 1996. Kontrakten svarer til den oven

for omtalte kontrakt af 21. maj 1996, men punkt 2 b har nu følgende

ordlyd : "Firmaets tilbud af dato : 18.04-1996 samt tillæg af

15.05-1996 / 07.06.96". Punkt 2e om AB 92 er uændret i forhold

til kontraktsudkastet af 21. maj 1996. Det anføres i punkt 7 blandt

andet, at bygherren skal forestå nødvendige tilladelser m.m. I

punkt 12 er det om tilbudssummen anført, ar arbejdet udføres

til en samlet sum af (ekskl. moms) "4.144.404 kr."

Påbegyndelsestidspunktet er angivet til "10.06.96" og

færdiggørelsestidspunktet til" ca. uge 32, jf. tidsplan

af 28.05-96". Punkt 17 er affattet således :

"Bygherren stiller ingen bankgaranti."

Klagers direktør har forklaret, at de tre

dokumenter, der er dateret den 7. juni 1996, alle blev sendt til både

indklagede og dennes advokat.

Indklagede har afvist at have modtaget udkastet til

entreprisekontrakt, men det er oplyst, at indklagedes advokat har modtaget

det med en følgeskrivelse fra klageren dateret den 10. juni 1996, som

ikke er fremlagt under sagen. Indklagede har bestridt, at han har modtaget en

betalingsplan dateret den 7. juni 1996. Han har først modtaget denne

betalingsplan i den form, hvori den fremstår i den reviderede udgave

dateret den 8. juli 1996, jf. nedenfor.

Det er uomtvistet, at klageren påbegyndte arbejdet i

Schweiz den 10. juni 1996.

I en ordrebekræftelse dateret den 8. juli 1996 fra

klageren til indklagede bekræftes "Levering og montering af

udvendig isolering i henhold til myndighedskrav. Areal ca. 347 m2".

Prisen ekskl. moms er 44.492,00 kr. En linje i ordrebekræftelsen har

følgende ordlyd:

"Aftalegrundlag: AB 92 Afvigelse:

Garantistillelse"

En anden linje har følgende ordlyd:

"Levering: 12.07.1996 Arbejdet igangsættes

først, når klager har modtaget underskrevet

bekræftelse."

Ordrebekræftelsen bærer indklagedes udaterede

underskrift.

Af to breve, der begge er dateret den 8. juli 1996, fra

klageren til indklagede fremgår det, at klageren "I henhold til

aftale" fremsender "revideret betalingsplan" og

anmoder om at få entreprisekontrakten af 7. juni 1996 returneret

hurtigst muligt i underskrevet stand, "således at arbejdets

udførelse ikke vil blive forsinket.".

Brevet om betalingsplanen er under sagen fremlagt i form

af en telefaxkopi, som indklagede den 17. juli 1996 har sendt til klager med

følgende påtegning:" venligst give mig en opstilling

på hvordan entreprisen nu er løbet op i 4.144.404 kr. Jeg mente,

at vi var enige om at undlade en del, jeg vil være glad for en ny

opstilling ."

Som svar herpå skrev klageren samme dag blandt andet

følgende til indklagede:" Med hensyn til

entreprisebeløbet på DKK 4.144.404 kr. fremkommer dette, jf.

tilbud af 18.04.1996 samt opstilling af d. 07.06.1996

(opstilling/tillæg af d. 07.06.1996 gennemgik vi på mødet

i København). Ovenstående dokumenter er oplistet i fremsendte

entreprisekontrakt, som vi for øvrigt ikke har modtaget fra dig

endnu.

Den 18. juli 1996 sendte indklagede på sit firmas

brevpapir et telefaxbrev til klageren. I brevet, der er skrevet på

engelsk, hedder det i dansk oversættelse blandt andet:

"Årsagen til at De ikke har fået kontrakten retur er, at

De under vores sidste møde lovede at sende en ny kontrakt, inklusive

de nye ændringer vi aftalte."

Indklagede har forklaret, at klagers direktør godt

var klar over, at der var flere punkter i kontraktsudkastet, indklagede ikke

kunne tiltræde, og at han havde sendt det til sin advokat. Det

møde, han henviser til i brevet, er et møde, der fandt sted i

Schweiz.

I brevet af 18. juli 1996 lagde indklagede op til, at der

skulle holdes et møde mellem parterne.

Klagers direktør og indklagede holdt herefter den

23. juli 1996 et møde på klagerens kontor i København.

Der foreligger ikke noget referat fra mødet, men klagers

direktør har om mødet blandt andet forklaret, at det

altoverskyggende emne for drøftelserne var tidsplanen. Indklagede var

med rette bekymret, for der var noget, der gik for langsomt. Efter

mødet regnede han med, at problemerne nu var løst. Han

forstår ikke, hvorfor han ikke benyttede lejligheden til at få

indklagedes underskrift på entreprisekontrakten.

Indklagede har om mødet den 23. juli 1996 forklaret

blandt andet, at han var nervøs for tidsplanen, fordi klagerens

byggeleder tilsyneladende slet ikke havde noget overblik over byggeriet.

Håndværkerne var gode nok, men "byggelederen var en

katastrofe."

Den 26. juli 1996 fremsendte indklagedes danske advokat

til klageren et udkast til entreprisekontrakt, der "i vidt omfang

tager højde for de forhold, der er nævnt i det af Dig ved

følgeskrivelse af 10. juni 1996 fremsendte udkast."

Entreprisekontrakten bærer overskriften

"TOTALENTREPRISEKONTRAKT". Ifølge kontraktsudkastets § 5

foranlediger bygherren blandt andet indhentelse af alle nødvendige

tilladelser og godkendelser til byggeriets igangsætning og

udførelse samt indhentelse af ibrugtagningstilladelser ved byggeriets

aflevering og indhentelse af alle øvrige til byggeriets

udførelse fornødne tilladelser og attester. Ifølge samme

paragraf påser entreprenøren blandt andet - og er ansvarlig for

overholdelse af alle schweiziske bestemmelser og forskrifter for byggeri,

ligesom entreprenøren påser og er ansvarlig for indhentelse af

de fornødne tilladelser m.m. fra de schweiziske myndigheder til

udførelse af entreprisen i Schweiz. Ifølge kontraktsudkastets §

14 kan intet mellemværende vedrørende kontrakten eller parternes

indbyrdes forhold i forbindelse hermed indbringes for domstolene, idet alle

uoverensstemmelser skal afgøres i henhold til den i ABT 93 § 47

anførte Voldgiftsret efter dansk ret og i henhold til de for denne

gældende regler. Efter § 17 skulle entreprisen udføres som

angivet i " ABT 93 med de undtagelser, som følger af

nærværende kontrakt.".

Heroverfor reagerede klageren i et brev af16. august 1996

og anførte blandt andet, at der med hensyn til den fremsendte kontrakt

var flere væsentlige punkter, der ikke stemte overens med aftalen

mellem indklagede og klageren. Der anføres videre følgende:

"Blandt andet er der aftalegrundlaget, hvor AB 92 skal gælde under

hele tilbudsfasen og kontraktsforløbet, da vi under ingen

omstændigheder har mulighed for at håndtere

projektering/myndighedsbehandling i Schweiz "Klageren kunne derfor

ikke tilslutte sig den fremsendte kontrakt og forventede at modtage de fra

klageren fremsendte kontrakter, "da de er i overensstemmelse med de

aftaler, der har fundet sted i projektforløbet.".

Klagers direktør har forklaret, at han blev

målløs, da han modtog indklagedes advokats kontraktsudkast.

Kontraktsudkastet indeholdt betingelser, der slet ikke var lavet aftaler om,

og fremgangsmåden var forskellig fra den, der var blevet anvendt ved de

andre projekter, klageren havde udført for indklagedes koncern. Ved

byggeriets gennemførelse fulgte klageren AB 92-reglerne, ligesom man

havde gjort det ved de andre opgaver, klageren havde udført for

koncernen, selvom der heller ikke vedrørende disse opgaver havde

været underskrevne skriftlige aftalegrundlag.

Den 30. august 1996 fremsendte klageren "Rate 3

til betalingsplan" en faktura på 730.404,00 kr. Indklagede har

ikke betalt denne faktura.

Den 8. september 1996 afleverede klageren byggeriet. Af en

rapport om afleveringsforretningen, der er underskrevet af klagers

direktør og af indklagede, fremgår det, at der blev registreret

en række mangler. Manglerne er i rapporten vurderet til 500.000,00 kr.,

som tilbageholdes indtil udbedring er foretaget", hvilket

ifølge rapporten skulle ske "indenfor 14 dage.".

I et telefaxbrev af 26.september 1996 fra indklagede

tilklageren opregnes en række mangler, som endnu ikke var blevet

udbedret, hvorefter brevet afsluttes: "Det vil være papirspild

at fremsende slutfaktura før ovenstående punkter er

afsluttet.".

Den 30. september 1996 fakturerede klageren til indklagede

slutafregningen vedrørende byggeriet en regning på 283.265,00

kr., hvorefter den samlede entreprisesum, inklusive tidligere faktureringer

på 4.144.404,00 kr., kom op på 4.427.669,00 kr.

Klageskriftet, der er grundlaget for denne sag, er

herefter indgivet til Voldgiftsnævnet for Bygge- og

Anlægsvirksomhed den 24. juni 1998.

Voldgiftsrettens

begrundelse og resultat

Det lægges til grund,

at klageren driver virksomhed med blandt andet

byggeri, herunder renovering og ombygning, af fast ejendom,

at indklagede ikke driver virksomhed inden for

byggebranchen eller er tilknyttet virksomheder, der gør det,

at indklagede er bosiddende i Schweiz og har

været det i en længere årrække,

at den ejendom i Schweiz, om hvis renovering sagens

materielle tvist drejer sig, tilhører indklagedes

ægtefælle,

at ejendommen tjener til privatbolig for indklagede og

hans familie,

at den første drøftelse om byggeriet

mellem klageren og indklagede eller dennes repræsentant fandt sted i

København på indklagedes initiativ,

at der herefter i Schweiz og i Danmark fandt

yderligere drøftelser sted mellem klagerens direktør og

indklagede,

at disse drøftelser ikke resulterede i, at der

mellem parterne blev indgået en skriftlig aftale om byggeriet,

at byggeriet blev igangsat den 10. juni 1996,

og

at afleveringsforretning fandt sted den 8. september

1996.

Om de drøftelser, der inden den 10. juni 1996 fandt

sted i Schweiz, foregik under et eller to møder, og om det sidste af

disse møder fandt sted den 3. maj 1996 eller tidligere kan ikke

tillægges afgørende betydning. Det anses imidlertid efter det

foreliggende, herunder den specifikation og prisfastsættelse af

enkeltentrepriserne, der ledsagede tilbudet af 18. april 1996, for

sandsynligt, at klagerens underentreprenører noget tidligere end den

3. maj 1996 har besigtiget ejendommen i Schweiz. Det er også

sandsynligt, men ikke bevist, at indklagede under de drøftelser, der

fandt sted i Schweiz, har givet klagers direktør et tilsagn om, at

klageren skulle udføre ombygningen, og at dette tilsagn har omfattet

mere, end hvad man kunne kalde en ren "hensigtserklæring".

Det er imidlertid ikke bevist, at der under møderne eller under senere

kontakter i tilslutning hertil mundtligt er indgået en bindende aftale

mellem klageren og indklagede om udførelse af de arbejder, der er

beskrevet i dokumenter, der er dateret den 21. maj 1996 eller tidligere.

Det er derimod efter bevisførelsen godtgjort, at

klagers direktør og indklagede senest den 7. juni 1996, men

sandsynligvis noget tidligere, har haft et møde i København, og

det lægges til grund, at der under dette møde og ikke

tidligere er indgået en mundtlig aftale mellem klageren og indklagede

om, at klageren for indklagede skulle foretage en ombygning af indklagedes

privatbolig i Schweiz, og at arbejdet hermed skulle påbegyndes den 10.

juni 1996. Om der også om prisen for arbejdets udførelse og om

betalingen herfor er truffet en præcis og endelig aftale fremgår

ikke med sikkerhed af bevisførelsen. Heller ikke vedrørende

spørgsmålet om, hvem der skulle have ansvaret for f.eks.

tilvejebringelse af de nødvendige myndighedsgodkendelser m.v., kan det

af bevisførelsen udledes, om parterne har truffet nogen bindende

aftale.

Ved afgørelse af, om denne mundtlige aftale om

byggeriet også indbefatter en aftale om, at der forbyggeriets

udførelse skulle gælde reglerne i AB 92, herunder at eventuelle

tvister mellem parterne skulle afgøres af en dansk voldgiftsret efter

danske regler, lægges det til grund, at klagers direktør og

indklagede ikke har drøftet og derfor ikke indgået nogen

lovvalgsaftale om hvilket lands retsregler, der skulle anvendes ved

afgørelse af eventuelle uoverensstemmelser om indgåede aftalers

indhold og rækkevidde.

Ved afgørelse af, om det herefter er dansk eller

schweizisk ret, der skal anvendes ved løsningen af sagens formelle

tvist, lægges det til grund,

at der er indgået en aftale, om hvilken

det er uomtvistet, at den i snæver forstand indebærer, at

klageren mod betaling skulle ombygge indklagedes privatbolig i

Schweiz,

at sagens materielle tvist skal løses efter

dansk ret, hvis sagsøgerens påstand om, at parternes mundtlige

aftale om hvis fulde rækkevidde den formelle tvist drejer sig

også indebærer vedtagelse af AB 92,

at parterne er en herboende dansk juridisk person og

en dansk statsborger,

at aftalen er indgået efter forudgående

kontraktsforhandlinger, der blev indledt i Danmark og fortsat i både

Danmark og Schweiz,

ar parternes brevveksling om aftalen hovedsagelig er

foregået på dansk mellem klagerens forretningsadresse i Danmark

og indklagedes privatadresse i Schweiz,

At aftalen er indgået i Danmark,

At klageren for udført arbejde har

afkrævet indklagede betaling i danske kroner, og

At indklagede i det omfang han har honoreret

klagerens betalingsanmodninger har betalt i danske kroner.

Efter det således anførte og under

særlig hensyntagen til,

At den begrænsede aftale om byggeriet om hvis

eksistens der ikke er tvist er indgået i Danmark,

At der ikke i sagen er indikatorer for at antage, at

nogen part udtrykkelig skulle have forudsat, at denne aftale ikke skulle

være undergivet dansk ret, og

At aftalen, såfremt klagerens påstand

følges, indebærer anvendelse af et særligt regelsæt

i dansk ret,

Lægges det til grund, at det efter dansk

international privatret er dansk ret, der skal anvendes ved

afgørelsen af, om reglerne i AB 92 skal gælde for byggeriets

udførelse, herunder disse reglers forskrift om, at tvister skal

afgøres ved en dansk voldgiftsret, jf. herved den ved lov nr. 188 af

9. maj 1984, som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990,

gennemførte Konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal

anvendes på kontraktlige forpligtelser (80/934 EØF), artikel 8,

punkt 1, jf. punkt 2, eller disse bestemmelsers analogi.

Ved afgørelsen af, om parternes aftale herefter,

efter dansk ret hvor upræcis aftalen uden gensidig skriftlig

bekræftelse i øvrigt må antages at være omfatter

vedtagelse af AB 92 og voldgift, lægges det til grund,

at det er klageren, der har konciperet de

kontraktsudkast, klageren påberåber sig som grundlag for en

aftale om vedtagelse af AB 92,

at omtalen af AB 92 i disse dokumenter består i

en blot og bar henvisning til disse betingelser uden en nærmere

angivelse af, hvad de indebærer, herunder at de indeholder en

voldgiftsklausul,

at AB 92 ikke har været omtalt og derfor

heller ikke været undergivet individuel forhandling under klagers

direktørs og indklagedes samtaler,

at spørgsmålet om eventuelle tvisters

afgørelse ved voldgift slet ikke har været nævnt under

disse samtaler, hverken specifikt eller i tilslutning til AB 92, og

at klageren ikke har overgivet indklagede et eksemplar

af AB 92.

Det lægges endvidere til grund, at indklagede i

relation til de retskilder, parterne under sagen har påberåbt sig

eller henvist til, og som for en parts status i et retsforhold

tillægger det betydning, om vedkommende kan betegnes som

"forbruger" eller ikke er en privat ikke-erhvervsdrivende person,

der skal betegnes som "forbruger".

Klageren har herefter ikke bevist, at parterne, da

klageren påbegyndte sit arbejde i Schweiz, havde indgået en

aftale, der indebar, at tvister parterne imellem skulle afgøres ved

voldgift, jf. herved aftalelovens § 38b.

Den omstændighed, at indklagede underskrev klagerens

ordrebekræftelse af 8. juli 1996 om udførelse af et

isoleringsarbejde i henhold til et myndighedskrav, kan ikke føre til

et andet resultat. Endnu på dette tidspunkt 4 uger efter byggeriets

start havde spørgsmålet om anvendelse af AB 92 ikke

været genstand for individuel forhandling mellem parterne.

Heller ikke den omstændighed, at det af det udkast

til totalentreprisekontrakt, som indklagedes advokat sendte til klageren den

26. juli 1996, fremgår, at bestemmelserne i ABT 93 skulle være

gældende for entrepriseforholdet, herunder bestemmelsen i § 47 om dansk

voldgift, kan føre til et andet resultat. Dette efterfølgende

oplæg til accept af, at tvister skulle afgøres ved dansk

voldgift, havde ikke været drøftet, da klageren påbegyndte

sit arbejde den 10. juni 1996, og det er ikke ved påtegninger på

sagens dokumenter eller på anden måde godtgjort, at indklagedes

advokat var involveret i de forhandlinger, parterne førte med hinanden

forud for den 10. juni 1996, på hvilket tidspunkt indklagedes advokat

efter det oplyste første gang fik kendskab til klagerens

kontraktsudkast.

Med den anførte begrundelse tager voldgiftsretten

indklagedes afvisningspåstand til følge.

Ved fastsættelsen af sagens omkostninger

bemærkes, at indklagede ikke er momsregistreret, og at de udgifter til

advokatbistand, sagsomkostningerne skal dække, skal betales for

advokatbistand ydet i Danmark. Det nedenfor fastsatte omkostningsbeløb

indbefatter derfor moms. Ved fastsættelsen bemærkes endvidere, at

omkostningsbeløbet er fastsat under hensyntagen til sagsgenstandens

størrelse, men at det er taget i betragtning, at sagen nu har fundet

sin endelige afgørelse ved voldgiftsret, og at skriftvekslingen om

sagens materielle tvist ikke var afsluttet, da der blev truffet beslutning om

udskillelse af sagens formelle tvist til særskilt forhandling og

afgørelse.

Thi bestemmes :

Voldgiftsretten afviser den sag som klager har anlagt

mod indklagede.

Inden 14 dage skal klager i sagsomkostninger betale

45.000,00 kr. til indklagede.

De omkostninger, der har været forbundet med

voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af klager.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter