Varemærket RANITISTAD ikke registrerbart på grund af den generiske stofbetegnelse RANITIDINE.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Varemærket RANITISTAD ikke registrerbart på
grund af den generiske stofbetegnelse RANITIDINE.
År 1996, den 25. juli afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 34/94: Klage fra
Glaxo Wellcome plc
England
v/Internationalt Patent-Bureau
over
Patentdirektoratets afgørelse
vedrørende registrering af
varemærket RANITISTAD, VR 3970
1993, for
STADA - ARZNEIMITTEL
Aktiengesellschaft,
Tyskland
v/Patentbureauet Chas. Hude
Den 4. februar 1993 indleverede STADA - ARZNEIMITTEL, Tyskland, v/Chas.
Hude, en ansøgning om registrering af varemærket RANITISTAD for klasse 5:
Farmaceutiske præparater og præparater til sundhedspleje.
Varemærket blev registreret den 28. maj 1993.
Den 30. juni 1993 blev registreringen offentliggjort i Dansk
Varemærketidende.
Ved skrivelse af 25. august 1993 nedlagde klageren, Internationalt
Patent-Bureau, indsigelse mod registreringens gyldighed. Som begrundelse for
indsigelsen anførtes:
»I Dansk Varemærketidende nr. 26 fra den 30. juni 1993 er side 926
bekendtgjort en varemærkeregistrering nr. VR 03.970 1993 bestående af
Læs alt
betegnelsen RANITISTAD tilhørende STADA - ARZNEIMITTEL Aktiengesellschaft,
Tyskland, og omfattende »farmaceutiske præparater og præparater til
sundhedspleje« i klasse 5.
I anledning heraf skal vi herved henlede direktoratets opmærksomhed på, at
betegnelsen RANITIDINE er et af WHO Recommended International Non-Proprietary
Name.
En sammenligning mellem betegnelserne RANITIDINE RANITISTAD
udviser, at de begge består af ialt 10 bogstaver, hvilke de 6 første,
nemlig RANITI, er helt identiske.
Efter vor opfattelse kommer det registrerede mærke RANITISTAD derved så
tæt på den almindelige betegnelse RANITIDINE (på dansk RANITIDIN, på latin
RANITIDINUM), at registreringen bør ophæves. Vi henviser herved til, at
direktoratet normalt nægter registrering af et mærke, når dette har de 5-6
første bogstaver tilfælles med et tidligere registreret mærke, hvilket også
må gælde, når den tidligere betegnelse er en almindelig benævnelse. I
nærværende tilfælde lyder varefortegnelsen på det registrerede mærke på
»farmaceutiske præparater og præparater til sundhedspleje«, hvilket
må opfattes som vildledende, hvis det er den tyske mærkeindehavers mening at
opnå en registrering for et præparat, hvis virksomme bestanddel er
RANITIDINE.'
I anledning af indsigelsen udtalte mærkeindehaver i skrivelse af 13.
oktober 1993 følgende:
»Efter ansøgers og min opfattelse bør stofbetegnelsen RANITIDINE ikke
være til hinder for registrering af mærket RANITISTAD. De mærker, der nægtes
registrering på grund af stofbetegnelser, indeholder en uvæsentlig ændring i
selve stofbetegnelsen, eksempelvis ved fjernelse af en eller to ekstra
stavelser: Mærket AMPILIN nægtet registrering på grund af AMPI CILLIN
stoffet. Mærket OXYCYCLIN nægtet registrering på grund af OXY TETRACYCLIN
stoffet.
I disse tilfælde var ændringen ikke tilstrækkelig. Det var den til gengæld
i følgende sager: Mærket AM YCILLIN registreret uanset AM PICILLIN stoffet.
Mærket PROTO CHOL registreret uanset PROTO KYLOL stoffet.
I nærværende sag er en del af stofbetegnelsen skiftet ud med ordet STAD,
det vil sige en ændring, der svarer til de to sidstnævnte eksempler, og som
er medvirkende til at give mærket det fornødne særpræg i medfør af
Varemærkelovens § 13.
Indsigers påstand om at Direktoratets praksis vedrørende
forvekslingsrisiko mellem to varemærker også må gælde mellem et varemærke og
en stofbetegnelse afvises, idet påstanden savner lovhjemmel.
På grundlag af det ovenfor anførte henstilles det, at indsigelsen ikke
tages til følge.«
Hertil anførte klageren i skrivelse af 16. december 1993 bl.a. som følger:
»Vor kollega anfører, at de mærker, der nægtes registrering på grund
af stofbetegnelser, indeholder en uvæsentlig ændring af selve
stofbetegnelsen, f.eks. ved fjernelse af en eller to stavelser. Det er
rigtigt, at sådanne eksempler findes, således som vor kollega også har
godtgjort det. Det betyder jo imidlertid ikke, at de to betegnelser, der skal
bedømmes, ikke kan ligne hinanden på andre måder.
I nærværende tilfælde fremkommer ligheden derved, at varenavnet har de 6
første bogstaver fælles med stofnavnet, og at bogstavet D forekommer i
slutstavelsen til begge betegnelser. Nærværende tilfælde kan derfor ikke
sammenlignes med tilfældet AMYCILLIN -AMPICILLIN, der er anført i svaret side
1, nederst. Det tilfælde, som vor kollega anfører side 2, øverst, bevæger sig
snarere i samme retning, men her er den første del PROTO lidet særpræget,
hvilket ikke kan hævdes at være tilfældet med RANITI.
Vi må derfor fastholde den opfattelse, vi har givet udtryk for, at
RANITISTAD, hvor bogstavet D i endelsen udtales skarpt (ikke blødt som i
ordet STAD på dansk), ligger for tæt på den generiske betegnelse RANITIDIN
(som stoffet hedder på dansk).
Vi imødeser herefter direktoratets afgørelse.«
Mærkeindehaver skrev den 14. februar 1994 følgende til Patentdirektoratet:
»VR 3970/1993 RANITISTAD fastholdes. Indsigers påstand om, at det
ansøgte mærke er forveksleligt med stofbetegnelsen ranitidin savner
som tidligere nævnt lovhjemmel. Varemærker, der derimod ligger for tæt på
stofbetegnelser, kan imidlertid nægtes registrering, idet de således ikke
opfylder særprægskravet i varemærkelovens §13. Patentdirektoratets praksis på
dette område viser, at registrering nægtes, når der kun er tale om en
uvæsentlig ændring, eller når der indskydes eller fjernes stavelser fra selve
stofbetegnelsen. Hvis der er tale om en egentlig udskiftning af en stavelse i
en stofbetegnelse, nægtes registrering ikke. Udskiftning af et enkelt bogstav
synes derimod ikke at være tilstrækkeligt.
Efter min opfattelse foretages Patentdirektoratets lighedsbedømmelse i
forhold til stofbetegnelser således alene på grundlag af varemærkelovens §13.
Bestemmelserne, hvorefter forvekslingsrisikoen bedømmes, og de af indsiger
anførte andre måder, hvorpå to betegnelser kan ligne hinanden, synes ikke at
være bragt i anvendelse i sager, hvor et varemærke bedømmes i forhold til en
stofbetegnelse.
Det her omhandlede mærke RANITISTAD må høre til den gruppe mærker, der
ikke nægtes registrering, idet der er tale om dskiftning af en stavelse, og
ikke indskud eller fjernelse heraf.
Det bemærkes, at Patentdirektoratet under prøvning af RANITISTAD ikke har
henvist til stofbetegnelsen ranitidin .
Til det af indsiger i sidste afsnit anførte vedrørende udtalen af
bogstavet D bemærkes, at dette bogstav efter dansk sprogbrug udtales som et
blødt (53). Der ses ikke at være belæg for at D udtales skarpt, når det står
efter en vokal, tværtimod, jfr. ord som »bad«, »bed«,
»bid«, »bod«, »byd«, »båd«,
»dyd«, »død«, »dåd«, »fad«,
»fed«, etc., eller som ordet/bestanddelen »stad«. Ellers
udtales D'et på førstepladsen i et ord (»dansk«,
»derfor«, »direktorat«, »duplo«) eller som
første bogstav i en stavelse (»be-dømmelse«, »æn-dring«,
»bestand-del«) ustemt.
På grundlag af det ovenfor anførte henstiller jeg, at indsigelsen afslås,
og at mærket RANITISTAD accepteres til endelig registrering.'
Indsiger udtalte i sit indlæg af 15. marts 1994 bl.a.:
»I anledning af det nævnte seneste indlæg må vi fastholde, at
endelsen STAD i RANITISTAD må udtales med et skarpt D, da der er tale om et
tysk mærke. Vi er iøvrigt blevet opmærksom på, at ordet STAD kan betyde
stille, rolig, hvorfor der eventuelt kan ligge en særlig betydning i
betegnelsen.«
Mærkeindehaver oplyste i skrivelse af 15. april 1994, at man ikke ønskede
at fremkomme med yderligere indlæg.
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 3. juni 1994 og afviste
indsigelsen med følgende begrundelse:
»Ifølge varemærkelovens § 13, stk. 2 er et varemærke udelukket fra
registrering, såfremt det er egnet til at vildlede f.eks. med hensyn til
varens eller tjenesteydelsens art eller beskaffenhed.
Spørgsmålet i nærværende sag er, om varemærket RANITISTAD kan tjene til at
angive stofbetegnelsen RANITIDINE. Direktoratet mener ikke, at dette er
tilfældet.
Det er direktoratets praksis i henhold til varemærkelovens § 13 at anse
varemærker, der med uvæsentlige ændringer kan angive et navn optaget på
listen over International Nonproprietary Names for Pharmaceutical Substance
for udelukket fra registrering. Direktoratet har i visse tilfælde fundet, at
et varemærke med en uvæsentlig ændring angiver en stofbetegnelse, når
varemærket afgiver fra stofbetegnelsen på grund af en eller to indskudte
stavelser. Derimod har direktoratet i nogle tilfælde ikke anset varemærker
for at angive en stofbetegnelse, hvis en eller flere af stavelserne er ændret
helt i forhold til stofbetegnelsen.
Patentankenævnet har fastslået, at varemærket ATENDOL på grund af
stofbetegnelsen ATENOLOL var uegnet til registrering i medfør af
varemærkelovens § 14, nr. 2 under henvisning til, at et varemærke omfatter
alle almindelige skriftformer, herunder også minuskler, og til at der på
lægemiddelområdet er særlige risici ved forveksling.
I nærværende sag har varemærket RANITISTAD og stofbetegnelsen RANITIDINE
begge ti bogstaver, hvoraf de fem første er identiske. Ordene består af fire
henholdsvis frem stavelser, hvoraf de tre første er identiske. Imidlertid er
efterstavelserne »STAD« henholdsvis »DINE« meget
forskellige. Direktoratet finder derfor ikke, at varemærket RANITISTAD med
uvæsentlige ændringer kan angive stofbetegnelsen RANITIDINE. Varemærket kan
således ikke i medfør af varemærkelovens § 13 tjene til at angive varens art.
Det findes endvidere ikke egnet til at vildlede i medfør af varemærkelovens §
14, nr. 2.'
Denne afgørelse har Glaxo Wellcome plc, v/Internationalt Patent-Bureau,
ved skrivelse af 28. juli 1994 indbragt for Patentankenævnet med påstand om,
at varemærkeregistreringen RANITISTAD erklæres for ugyldig som liggende for
nær ved den generiske betegnelse RANITIDINE og som vildledende for et
præparat, hvis virksomme bestanddel er stoffet RANITIDINE.
Klageren har den 17. november 1994 indleveret en ankebegrundelse, hvor der
anføres følgende:
»Spørgsmålet om, hvorvidt et varemærke for et lægemiddel kan
registreres uanset et eksisterende stofnavn for et lægemiddel, kan til en vis
grad anses som et spørgsmål, om der foreligger det fornødne særpræg. Ligger
mærket tæt på den almindelige benævnelse, har mærket ikke det fornødne
særpræg til at kunne registreres, idet det da er egnet til at kunne angive
varens art.
Forholdet mellem varemærker og almindelige benævnelser indenfor
lægemiddelområdet kompliceres imidlertid af, at der er et stort behov ikke
blot for nye varemærker men også for nye almene betegnelser.
I »Betænkning vedrørende En Ny Dansk Lov om Varemærker« er der
side 89-91 under punkt 3 gjort rede for det arbejde, der udføres med
vedtagelse eller anbefaling af en almindelig nomenklatur på
lægemiddelområdet, et arbejde som anses for ønskeligt også fra et
varemærkeretligt synspunkt. Det anføres således, at det på den ene side er
vigtigt at påse, at almindelige benævnelser for nye lægemidler hurtigst
muligt bliver internationalt anerkendt, således at faren for, at en sådan
betegnelse skal blive registreret for en enkelt virksomhed formindskes. På
den anden side må det også påses, at ord, der er registreret som varemærke
eller et ord, der er meget nærliggende, ikke vedtages som almen benævnelse på
et nyt lægemiddel, idet dette ville indebære en varemærkekrænkelse, da
mærkeindehaveren derved risikerer at miste sin eneret.
Når WHO har fundet frem til et navn, der er egnet til at være en
almindelig benævnelse for et lægemiddel, bliver dette bekendtgjort, og
direktoratet får lejlighed til at undersøge det, førend det bliver vedtaget.
I Betænkningen siges det herefter side 90, venstre spalte, 2. afsnit:
»Ord, som således er vedtaget eller anbefalet som almindelige
benævnelser, anses efter gældende dansk praksis for uregistrerbare som
varemærker, selv om det ikke kan påvises, at de faktisk er taget i brug som
almindelige benævnelser. Det samme gælder ord, som kun i ringe grad adskiller
sig fra sådanne almindelige benævnelser.«
Ifølge det her citerede var ord, som kun »i ringe grad« adskilte
sig fra almindelige benævnelser, udelukket fra registrering som varemærker.
Dette var således tilstanden førend varemærkeloven af 1959 trådte i kraft.
Som lovgrundlag herfor forelå bestemmelsen i 1936-lovens §4, nr. 1, hvorefter
mærker ikke måtte registreres, bl.a. når de udelukkende bestod af ord, der
var egnet til at angive varens art. Det vil ses, at direktoratet uanset ordet
»udelukkende« udvidede registreringsforbudet til også at omfatte
mærker, som kun »i ringe grad« adskilte sig fra vareangivelsen.
I 1959-loven blev kravet til særpræg skærpet, idet registrering ifølge §
13 skulle nægtes ikke blot af ord, der »udelukkende« angiver varens
art m.v., men også af mærker, der »med uvæsentlige ændringer eller
tilføjelser« angiver varens art m.v. At der var tale om en skærpelse er
anført i bogen »Varemærker-Registreringspraksis« af Rigmor Carlsen
side 28, højre spalte, 3. afsnit.
I den nugældende lov af 6. juni 1991 siges det i § 13, stk. 2, nr. 1, at
varemærker, der »udelukkende« består af tegn eller angivelser, der
i omsætningen kan tjene til at betegne varens art m.v., er udelukket fra
registrering. Lovteksten er således ændret fra 1959-loven, idet henvisningen
til mærker, der »med uvæsentlige ændringer eller tilføjelser«
angiver varens art m.v., er udgået, men det siges i motiverne til
bestemmelsen, at der ikke hermed er tilsigtet nogen praksisændring.
Efter at direktoratet i dets afgørelse side 2, midt, har citeret
bestemmelsen i varemærkelovens § 13, stk. 2 om mærker, der kan tjene til at
angive en vares art m.v. og lovens § 14, nr. 2, der angår mærker, der er
egnet til at vildlede bl.a. om varens art m.v., udtaler direktoratet, at
spørgsmålet i nærværende sag er, om varemærket RANITISTAD kan tjene til at
angive stofbetegnelsen RANITIDINE.
Direktoratet mener, at dette ikke er tilfældet og giver derpå, på side 3 i
1. afsnit, oplysning om den praksis, som det følger på dette område.
Som en almindelig regel udtales det, at det i henhold til varemærkelovens
§13 anses for udelukket at registrere varemærker, der med uvæsentlige
ændringer kan angive et navn optaget på listen over International
Nonproprietary Names for Pharmaceutical Substances.
En uvæsentlig ændring er anset at foreligge, når varemærket afviger fra
stofbetegnelsen på grund af en eller to indskudte stavelser. Herved må
direktoratet f.eks. have tænkt på de tidligere tilfælde, hvor mærket AMPILIN
er nægtet af hensyn til stofbetegnelsen »ampicillin« og OXYCYCLIN
på grund af »oxytetracyclin«.
Derimod har direktoratet i nogle tilfælde ikke anset varemærker for at
angive en stofbetegnelse, hvis en eller flere af stavelserne er ændret helt i
forhold til stofbetegnelsen. Herved må direktoratet have tænkt på de
tidligere tilfælde, hvor mærket AMYCILLIN blev registreret uanset
stofbetegnelsen »ampicillin« og mærket PROTOCHOL uanset
stofbetegnelsen »protokylol«.
I tilslutning til henvisningen til direktoratets praksis udtaler
direktoratet side 3, 2. afsnit, at Patentankenævnet har fastslået, at mærket
ATENDOL på grund af stofbetegnelsen ATENOLOL var uegnet til registrering i
medfør af varemærkelovens §14, stk. 1, nr. 2, da et varemærke omfatter alle
almindelige skriftformer, herunder minuskler, og da der på lægemiddelområdet
er særlige risici ved forveksling.
Ved den sammenligning, der herefter foretages mellem mærket RANITISTAD og
stofbetegnelsen RANITIDINE, kommer direktoratet til den konklusion, at
efterstavelserne STAD og DINE er meget forskellige, hvorfor det, trods den
identitet der foreligger i betegnelsernes første stavelser, ikke findes, at
mærket RANITISTAD med uvæsentlige ændringer kan angive stofbetegnelsen
RANITIDINE.
Forinden vi kommenterer direktoratets afgørelse, skal vi anføre følgende.
Det stof, der af WHO har fået navnet RANITIDINE, og som på dansk hedder
RANITIDIN, er et meget værdifuldt og kendt stof. Det er et
syresekretionshæmmende middel til behandling af mavesår. Stoffet er nær
beslægtet med cimetidin med principielt samme virkning, men er kraftigere og
kan derfor doseres i mindre mængder. Stoffet har tildels overflødiggjort
kirurgisk behandling.
Det engelske medicinalfirma Glaxo eller med dette forbundne selskaber har
i en lang række lande opnået patenter på fremstilling af stoffet. Heri landet
er Allen & Hanburys Ltd., der tilhører Glaxo, indehaver af dansk patent
nr. 148258 med løbetid fra 1977 til den 26. juli 1997, der angår en
analogifremgangsmåde til fremstilling af RANITIDIN. Stoffet sælges af Glaxo
her i landet under varemærket ZANTAC. Vi kan iøvrigt om Glaxo's patent her i
landet henvise til Højesterets dom af 27. august 1993 i U.F.R. 1993-849 flg.
Glaxo blev i sin tid opmærksom på bekendtgørelsen af registreringen af
mærket RANITISTAD, men ønskede ikke på dette tidspunkt i eget navn at
nedlægge indsigelse mod registreringen. Vi påtog os derfor at nedlægge
indsigelse i vort eget navn.
Vi kan til Patentankenævnets orientering oplyse, at Glaxo har en meget
stor kommerciel interesse i stoffet RANITIDIN. Vi henviser herved til, at
Glaxo's præparat ZANTAC er det størst solgte farmaceutiske produkt i verden.
Ifølge Glaxo's seneste årsberetning, der vedlægges, er Glaxo's andel af
verdensmarkedet inden for mavesårsmidler 35%, jfr. årsberetningen side 10,
nederst. Glaxo's omsætning på dette område andrager, jfr. oversigten side 11,
2,442 milliarder pund sterling, hvilket i danske penge er over 24 milliarder
kroner.
Når Glaxo's patenter udløber i de enkelte lande, vil der utvivlsomt komme
en del RANITIDIN præparater på markedet fra forskellige virksomheder. Det
synes ikke rimeligt, at disse præparater kommer til salg under varemærker,
der, som RANITISTAD eller lignende betegnelser, ligger altfor nær ved den
almene betegnelse og derved forsøger at drage fordel af bekendtheden af denne
betegnelse, der er stor, også blandt forbrugerne. Dette kan føre til
fejltagelser, og vil - som vi senere vil gøre rede for - være i strid med
WHO's bestræbelser for at skabe den fornødne afstand mellem almene
betegnelser og varemærker.
Vore kommentarer til direktoratets afgørelse er herefter følgende.
Efter vor opfattelse har mærket RANITISTAD ikke fornødent særpræg i
forhold til stofnavnet RANITIDIN til at kunne registreres for farmaceutiske
præparater, ligesom mærket for præparater til sundhedspleje må anses for
vildledende, hvorfor den foretagne registrering må ophæves.
Stofnavnet er her i Danmark RANITIDIN. Det er den betegnelse, der bruges,
jfr. ovennævnte dom, og det er derfor den, som mærket RANITISTAD skal
sammenlignes med.
En sammenligning mellem de to betegnelser RANITIDIN RANITISTAD
udviser, at det danske stofnavn har 9 bogstaver, medens varemærket har 10.
De 6 første bogstaver RANITI er identiske. Begge ord har 4 stavelser, hvoraf
de 3 første er identiske. Den sidste stavelse DIN og STAD er ikke umiddelbart
forvekslelige, men de udviser den lighed, at de begge indeholder et D.
Visuelt udviser betegnelserne derfor en overordentlig stor lighed, og det
samme er tilfældet fonetisk. Med hensyn til udtalen forholder det sig iøvrigt
således, at endelsen STAD i varemærket RANITISTAD udtales med et skarpt D.
Dette skyldes, at mærket er et tysk mærke, hvorfor det må være nærliggende at
udtale STAD på tysk og ikke på dansk med et blødt D. En udtale med skarpt D
udviser på dette punkt en større lighed med udtalen af bogstavet D i endelsen
DIN end et blødt D. Fonetisk er udtalerytmen i de to betegnelser ens.
Da de to forskellige endelser DIN og STAD ikke har nogen betydning eller
bringer tanken hen på noget bestemt, kan begge betegnelser siges at være
neutrale, hvilket bevirker, at betegnelserne så at sige flyder ud i hinanden.
Vi må derfor i det hele være af den opfattelse, at ordet RANITISTAD ikke
adskiller sig så markant fra stofnavnet RANITIDIN, at det har det fornødne
særpræg i forhold til stofnavnet. Såvidt vi kan se, må det herved spille en
rolle, at der i varemærkeregisteret, førend RANITISTAD blev registreret, ikke
fandtes et eneste mærke med de indledende stavelser RANITI. En registrering
af betegnelsen RANITISTAD som varemærke vil således, når der ved siden af
denne betegnelse kun findes den generiske betegnelse RANITIDIN, uden videre
blive opfattet som en direkte henvisning til stoffet RANITIDIN eller i hvert
fald føre til den antagelse, at der består en eller anden forbindelse mellem
RANITIDIN og RANITISTAD, f.eks. den, at RANITISTAD er et særlig derivat.
Hvis RANITIDIN havde været et registreret varemærke, så ville mærket
RANITISTAD utvivlsomt være blevet afslået, fordi de to betegnelser er typisk
forvekslelige. Som et helt parallelt eksempel kan vi henvise til
Patentankenævnets sag V 69/91, der stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse,
hvorefter SOMATOBISS var forvekslelig med SOMATONORM. Her var der, ligesom i
nærværende sag, tale om 2 betegnelser med 4 stavelser på 9-10 bogstaver, hvor
de 3 første stavelser var identiske, medens endelserne BISS og NORM ikke
udviste nogen lighed. Forvekslelighed blev antaget endog uanset, at
indledningen SOMATO har en særlig betydning, idet SOMATONORM sammen med et
andet SOMATO-mærke var de eneste mærker af den art i registeret. I nærværende
sag findes der ikke andre RANITI-mærker, og RANITI har ingen særlig
betydning.
Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at RANITIDIN og RANITISTAD er
forvekslelige.
I indledningen til nærværende skrivelse, hvor vi omtalte de særlige
forhold, der foreligger, når der skal vedtages nye stofbetegnelser, nævnte
vi, at det i Betænkningen er anført, at det må påses, at ord, der er
registreret som varemærke eller et ord, der er meget nærliggende, ikke
vedtages som almen benævnelse på et nyt lægemiddel, idet dette vil indebære
en varemærkekrænkelse, da mærkeindehaveren derved risikerer at miste sin
eneret.
I denne sag foreligger den modsatte situation, idet den vedtagne almene
betegnelse RANITIDIN nu trues af et senere tilkommet varemærke. I denne
situation synes der at være ligeså stor grund til at beskytte den almene
betegnelse mod efterligning og »udvanding«. Det, der foreligger i
nærværende sag, er simpelthen, at ansøgeren af varemærket fra den vedtagne
almene betegnelse RANITIDIN tager de 3 første stavelser, bortkaster endelsen
DIN og i stedet indsætter endelsen STAD, der er den væsentligste del af
firmanavnet STADA-ARZNEIMITTEL. På denne måde vil ansøgeren, hvis
registreringen bliver endelig, reelt have ødelagt WHO's fremtidige muligheder
for at bygge videre på navnet RANITIDIN.
Det her anførte er ikke noget, som vi selv har fundet på til brug for
lejligheden, men er en gengivelse af de bekymringer, der til stadighed
fremkommer fra WHO på dette område. Vi henviser herved til vedlagte kopi af
en resolution om Nonproprietary names for Pharmaceutical Substances, der den
12. maj 1993 blev vedtaget på verdenssundhedsorganisationens
generalforsamling.
Som Patentankenævnet vil se, henstilles det under punkt (3) på side 2 til
medlemsstaterne, herunder Danmark, at udvikle politiske retningslinier
vedrørende brugen og beskyttelsen af internationale almene navne og at søge
at hindre brugen af navne afledt (eller stammende) fra INN's (almene
betegnelser) og især navne, der indeholder veletablerede INN (ord)-stammer
som varemærke.
Det er således en resolution, der angår nøjagtig det tilfælde, der
foreligger i denne sag.
Vi må derfor gentage, at den forvekslelighed, der vitterligt foreligger
mellem RANITIDIN og RANITISTAD, indebærer, at RANITISTAD ikke har det
fornødne særpræg i forhold til RANITIDIN, hvorfor RANITISTAD må afslås.
Det kan ikke være noget argument herimod, at det foreliggende tilfælde
ikke lige svarer til de gængse tilfælde med indsættelse eller udeladelse af
en stavelse, hvor direktoratet tidligere har fundet, at der forelå for stor
lighed. Ligeledes kan det heller ikke være noget argument herimod, at
direktoratet tidligere har registreret AMYCILLIN trods »ampicillin«
og PROTOCHOL uanset »protokylol«. I førstnævnte tilfælde var der
ingen identitet mellem de 3 første stavelser, således som det er tilfældet i
nærværende sag. I sidstnævnte tilfælde er PROTO ikke nogen usædvanlig
indledning, således som det er tilfældet med RANITI.
Ren bortset herfra viser Patentankenævnets afgørelse i sagen
ATENDOL-ATENOLOL, ankenævnets j.nr. V 26/92, hvor der henvises til de særlige
risici ved forveksling, der findes på lægemiddelområdet, at der ved
afgørelsen af disse sager kan lægges andre synspunkter til grund end de
gængse. I kendelsen refereres det iøvrigt, at der fra klagerens side henvises
til en engelsk afgørelse, hvorefter varemærket SULPITIL blev afslået på grund
af stofbetegnelsen SULPIRIDE, en afgørelse, der er parallel med den, som vi
går ind for i nærværende sag.
Vi anmoder derfor Patentankenævnet om at ophæve varemærkeregisteringen VR
03.970 1993.'
Mærkeindehaver har i skrivelse af 24. februar 1995 udtalt følgende:
»Jeg henviser til det af klager indleverede indlæg dateret 17.
november 1994 og skal på mine klienters vegne begrænse varefortegnelsen for
reg. nr. 3970/1993 RANITISTAD til:
Klasse 5: Ranitidinholdige lægemidler.
Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg har kendskab til, at
ankenævnssagen j.nr. V 26/92 vedrørende varemærkeansøgning nr. 5291/1989
ATENDOL overfor stofbetegnelsen ATENOLOL blev løst, ved at ansøgningen for
ATENDOL senere hen er blevet begrænset til »receptpligtige farmaceutiske
præparater indeholdende stoffet atenolol«.
Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at slutstavelsen i mine klienters
mærke RANITISTAD henviser til deres selskabsnavn Stada.
Jeg skal på dette grundlag henstille, at sagen hjemvises til
Patentdirektoratet til videre behandling.'
Klageren har i skrivelse af 15. juni 1995 fremsat følgende kommentarer til
mærkeindehavers ovennævnte skrivelse:
»Vi henviser til Ankenævnets skrivelse af 22. marts 1995 vedlagt kopi
af skrivelse af 24. februar 1995 fra Patentbureau Chas. Hude.
I nævnte skrivelse begrænser vor kollega varefortegnelsen for
registreringen VR 03.970 1993 RANITISTAD til
Klasse 5: Ranitidinholdige lægemidler
og vor kollega henstiller, at sagen på dette grundlag hjemvises til
Patentdirektoratet til videre behandling.
I Ankenævnets skrivelse til os anfører nævnet, at skriftvekslingen i sagen
herefter anses for afsluttet.
Vi skal i den anledning bemærke, at vi bestemt ikke kan tiltræde, at sagen
hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling. En begrænsning som
den foretagne kan alene bevirke, at mærket RANITISTAD ikke længere indebærer
den mulighed, at varefortegnelsen kan være vildledende. Ændringen har derimod
ingen indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt betegnelserne RANITIDIN og
RANITISTAD ligger for tæt på hinanden. Hvis det var tilfældet så var der jo
ikke nogen grænse for, hvor tæt en varemærkeindehaver kunne nærme sig en
generisk betegnelse. I så fald kunne mærkeindehaveren altid klare frisag ved
at affatte varefortegnelsen således at den - således som det nu ønskes - blev
begrænset til lægemidler indeholdende det generiske stof.
Vi må derfor fastholde vor påstand om, at RANITIDIN og RANITISTAD ligger
for tæt på hinanden, hvorfor den foretagne registrering af mærket RANITISTAD
må ophæves. Vi formår ikke at se af hvilken grund den foretagne begrænsning
af varefortegnelsen skulle nødvendiggøre endsige berettige til »at sagen
hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling«.
Når vor kollega i sin skrivelse til Ankenævnet henviser til sagen j. nr.
V26/92 vedrørende betegnelsen ATENDOL og ATENOLOL, er denne henvisning ikke
relevant. I nævnte sag er parterne enige om, at den foretagne begrænsning af
varefortegnelsen løser kollisionen, medens vi som ovenfor nævnt i nærværende
sag på indsigernes vegne gør gældende, at den foretagne begrænsning af
varefortegnelsen bestemt ikke har nogen som helst indflydelse på spørgsmålet
om, hvorvidt betegnelserne RANITIDIN og RANITISTAD ligger for tæt på
hinanden. Sagen ATENDOL og ATENOLOL ligger for tæt på hinanden. Sagen ATENDOL
og ATENOLOL verserer iøvrigt for Sø- og Handelsretten, hvorfor der ikke kan
siges noget om udfaldet af sagen.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 23. april 1996.
For klageren mødte advokat Finn Nielsen.
For mærkeindehaver (ansøger) mødte advokat Peter Larsen.
Klageren har henvist til de skriftlige indlæg og navnlig anført, at der i
nærværende sag er tale om, at ansøgermærket er gået den generiske
stofbetegnelse for nær, men at der i øvrigt også ville være forvekslelighed
mellem de to ord som varemærker.
Mærkeindehaveren har anført, at vildledningsrisikoen er bortfaldet efter
begrænsningen til RANITIDIN-produkter, og at mærket i øvrigt med
udskiftningen af slutstavelsen har særpræg over for stofbetegnelsen.
Ankenævnet skal udtale:
Det tiltrædes, at der efter begrænsningen af varefortegnelsen ikke længere
foreligger lægemiddelmæssig forvekslingsrisiko. Stavelsen RANITI - findes
imidlertid efter sin egenart og placering i mærket af dominerende karakter at
ligge så tæt op ad den generiske stofbetegnelse, at varemærkeregistrering
ikke bør ske. Herefter bestemmes: Varemærkeregistrering nr. 3970/93 ophæves.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen S. Gulmann
Officielle noter
Indsigelsessag.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om hvorvidt der er grundlag for at nedlægge et midlertidigt forbud mod erhvervsmæssigt brug af betegnelsen "Technical Merino" for beklædningsgenstande, samt påbud om tilbagekaldelse af produkterne Domsdatabasen · 10. januar 2024
- vejlebryghus.dk, vejle-bryghus.dk (sag 2009-0156, 2009-0191) Klagenævnet for Domænenavne · 16. april 2010
- solskovmink.dk (sag 2011-0114) Klagenævnet for Domænenavne · 14. november 2011
- c5-ejendom.dk, c5ejendom.dk (sag 2009-0056, 2009-0057) Klagenævnet for Domænenavne · 10. maj 2012
- hidservice.dk (sag 2013-0141) Klagenævnet for Domænenavne · 13. februar 2015
- frbc.dk (sag 1483) Klagenævnet for Domænenavne · 7. november 2008
Lignende dokumenter
- ATENDOL forveksleligt med ATENOLOL. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse er berigtiget den 13. december 2002. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. oktober 2002
- Varemærket VENT-LONG ikke fundet forveksleligt med varemærkerne VENTOLIN, VENTOLINE og VENTOLONG Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2007 00039 - VR 2005 02238 <w> LEDERMA - Mærkelighed - Forvekslelighed Klagenævn (Nævnenes Hus) · 25. april 2008
- AN 1999 00052 - EQUATOR <w> - VR 1998 03728 – Forvekslelighed. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. april 2001
- AN 2003 00004 - VR 2001 04952 - Vita Biosa <w> - Forvekslelighed. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. december 2003