Ikke grundlag for omgående iværksættelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ikke grundlag for omgående iværksættelse
Patienten havde i 25 år lidt af skizofreni i svær grad, således at han
gennem årene flere gange og langvarigt havde været indlagt i psykiatrisk
afdeling og også i plejehjem, da han ikke kunne klare sig uden for
institution. Patienten havde gennem alle årene næsten konstant været i
intensiv psykofarmakologisk behandling.
Patienten var i begyndelsen af året blevet indlagt på lukket afdeling og
indtog gennem flere måneder antipsykotisk medicin og angstdæmpende medicin
frivilligt, også i en periode administreret som depot.
Patienten var til stadighed ambivalent i sit forhold til medicineringen,
omend man ved stadig drøftelse og overtalelse af ham opretholdte en
tilstrækkelig og nødvendig antipsykotisk medicinering bl.a. med tabl.
Serenase i dosering på op til 30 mg dagligt. Lægerne behandlede de
forventelige bivirkninger med bivirkningsmedicin med god effekt.
I oktober forsøgte patienten at sætte ild til en bil på hospitalsterrænet.
Lægerne besluttede herefter at ændre den igangværende behandling med tabl.
serenase 5 mg + 5 mg + 10 mg dagligt til serenasedepot 100 mg ugentligt.
Dette modsatte Patienten sig, og behandlingen blev iværksat under tvang.
15 dage senere klagede patienten over tvangsmedicineringen. Klagen blev
ikke tillagt opsættende virkning.
Sygehuset anførte overfor Det lokale psykiatriske Patientklagenævn, at
undladelse af tvangsmedicinering ville øge patientens grad af anspændthed og
fjendtlighed mod omgivelserne og muligt føre til yderligere aggressive og
eller selvdestruktive handlinger.
Med hensyn til tvangsmedicineringens iværksættelse var den begrundet med,
at patientenaikke havde klaget på dette tidspunkt. Da patienten klagede 15
dage efter behandlingens iværksættelse, var han efter sygehusets opfattelse i
risiko for at begå voldelige handlinger, herunder især ildspåsættelse, som
også ville være potentielt farlig for ham selv.
Endeligt anførte sygehuset, at Patienten efter at tvangsbehandlingen med
Læs alt
depotmedicin var iværksat ønskede ændring til tabletbehandling. Dette blev
imidlertid afslået med den begrundelse, at de deraf følgende daglige
diskussioner ville være uhensigtsmæssige for Patienten.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at
beslutte at tvangsmedicinere Patienten var opfyldt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt videre, at der ikke forelå en
nødsituation, der kunne berettige behandlingens fortsættelse, inden der blev
truffet en afgørelse af Det lokale psykiatriske Patientklagenævn. For at
tvangsmedicinering umiddelbart kunne fortsættes, inden afgørelse forelå,
måtte det kræves, atder forelå et truende delirium eller en udtalt forpinthed
med selvmordsfare eller en meget svær og vedholdende aggressivt adfærd, som
var så voldsom, at patientens liv eller helbred uden nødvendig passivisering
ville være i umiddelbar fare.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt således, at Patientens klage over
tvangsmedicineringen burde være tillagt opsættende virkning.
Lignende dokumenter
- Klage over afgørelse om tvangsbehandling med Leponex Retsinformation · 8. september 2009
- Klage over, at en patient ikke fik yderligere betænkningstid Retsinformation · 12. marts 2008
- Klage over ordination af medicin til behandling af en sygdom, patienten ikke mente vedkommende havde, samt utilstrækkelig undersøgelse ifm. tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling Retsinformation · 16. september 2009
- Klage over fortsat tvangsmedicinering Retsinformation · 8. september 2009
- Højesteret stadfæster Landsrettens dom i sag om administrativ frihedsberøvelse efter psykiatriloven Domsdatabasen · 7. oktober 2026
- Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt Retsinformation · 29. november 2006