Spring til indhold

Retsinformation

Ikke grundlag for omgående iværksættelse

KEN nr 15053 af 11/06/1997Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ikke grundlag for omgående iværksættelse

Patienten havde i 25 år lidt af skizofreni i svær grad, således at han

gennem årene flere gange og langvarigt havde været indlagt i psykiatrisk

afdeling og også i plejehjem, da han ikke kunne klare sig uden for

institution. Patienten havde gennem alle årene næsten konstant været i

intensiv psykofarmakologisk behandling.

Patienten var i begyndelsen af året blevet indlagt på lukket afdeling og

indtog gennem flere måneder antipsykotisk medicin og angstdæmpende medicin

frivilligt, også i en periode administreret som depot.

Patienten var til stadighed ambivalent i sit forhold til medicineringen,

omend man ved stadig drøftelse og overtalelse af ham opretholdte en

tilstrækkelig og nødvendig antipsykotisk medicinering bl.a. med tabl.

Serenase i dosering på op til 30 mg dagligt. Lægerne behandlede de

forventelige bivirkninger med bivirkningsmedicin med god effekt.

I oktober forsøgte patienten at sætte ild til en bil på hospitalsterrænet.

Lægerne besluttede herefter at ændre den igangværende behandling med tabl.

serenase 5 mg + 5 mg + 10 mg dagligt til serenasedepot 100 mg ugentligt.

Dette modsatte Patienten sig, og behandlingen blev iværksat under tvang.

15 dage senere klagede patienten over tvangsmedicineringen. Klagen blev

ikke tillagt opsættende virkning.

Sygehuset anførte overfor Det lokale psykiatriske Patientklagenævn, at

undladelse af tvangsmedicinering ville øge patientens grad af anspændthed og

fjendtlighed mod omgivelserne og muligt føre til yderligere aggressive og

eller selvdestruktive handlinger.

Med hensyn til tvangsmedicineringens iværksættelse var den begrundet med,

at patientenaikke havde klaget på dette tidspunkt. Da patienten klagede 15

dage efter behandlingens iværksættelse, var han efter sygehusets opfattelse i

risiko for at begå voldelige handlinger, herunder især ildspåsættelse, som

også ville være potentielt farlig for ham selv.

Endeligt anførte sygehuset, at Patienten efter at tvangsbehandlingen med

Læs alt

depotmedicin var iværksat ønskede ændring til tabletbehandling. Dette blev

imidlertid afslået med den begrundelse, at de deraf følgende daglige

diskussioner ville være uhensigtsmæssige for Patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at

beslutte at tvangsmedicinere Patienten var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt videre, at der ikke forelå en

nødsituation, der kunne berettige behandlingens fortsættelse, inden der blev

truffet en afgørelse af Det lokale psykiatriske Patientklagenævn. For at

tvangsmedicinering umiddelbart kunne fortsættes, inden afgørelse forelå,

måtte det kræves, atder forelå et truende delirium eller en udtalt forpinthed

med selvmordsfare eller en meget svær og vedholdende aggressivt adfærd, som

var så voldsom, at patientens liv eller helbred uden nødvendig passivisering

ville være i umiddelbar fare.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt således, at Patientens klage over

tvangsmedicineringen burde være tillagt opsættende virkning.

Lignende dokumenter