Spring til indhold

Retsinformation

Kreditoplysningsbureaus overvågning af abonnenternes kunderegistre

KEN nr 11353 af 23/12/1996Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kreditoplysningsbureaus overvågning af

abonnenternes kunderegistre

Registertilsynet blev i forbindelse med en inspektion hos et

kreditoplysningsbureau bekendt med, at bureauet tilbød deres

abonnenter overvågning af abonnenternes kunderegistre. Abonnenterne

skulle på diskette indsende deres kunderegistre, og bureauet foretog

herefter dagligt elektronisk en søgning, hvorved dagens

nyregistreringer af debitorer blev sammenholdt med abonnentens

kunderegister. Ved sammenfald mellem en abonnents kunde og en

nyregistreret blev der udsendt en skrivelse til abonnenten, en

såkaldt "kreditadvarsel".

Efter behandling i Registerrådet fandt Registertilsynet, at bureauets

søgning, hvorved bureauets register sammenholdtes med en abonnents

kunderegister, var en samkøring omfattet af lov om private registre § 4, stk.

4. Registertilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om forskellige

virksomheders registre, og at der ved den maskinelle sammenstilling dannedes

et uddataprodukt, den såkaldte "kreditadvarsel".

Tilsynet fandt ikke, at hensynet til de interesser, som samkøringen skulle

varetage, klart oversteg hensynet til de registrerede personer. Det var

således tilsynets opfattelse, at behovet for at beskytte enkeltpersoner mod,

at abonnenten unødigt fik oplysning om misligholdelse i et andet

kreditforhold, vejede tungere end kreditgivers interesse i en løbende og

systematisk overvågning af kunderegisteret.

Registertilsynet fandt derfor ikke grundlag for at give tilladelse til

samkøringen efter lov om private registre § 4, stk. 5.

Registertilsynet fandt det kritisabelt, at der var sket samkøring af

registre i strid med lov om private registre § 4, stk. 4, og pålagde bureauet

at ophøre med ordningen.

Kreditoplysningsbureauet vendte herefter tilbage og anmodede

Registertilsynet om accept af en fremgangsmåde, der skulle sikre, at der ikke

Læs alt

skete en samkøring omfattet af lov om private registre § 4, stk. 4 og 5.

Abonnenterne skulle fortsat indsende deres kunderegister, men søgningen

skulle fremover foretages af en sagsbehandler i forbindelse med, at der skete

indberetning af debitorer. Sagsbehandleren indtastede oplysningerne om

debitorerne i et særligt udviklet skærmbillede og skulle herefter igangsætte

søgningen på denne debitor i abonnenternes kunderegistre. Ved sammenfald af

oplysninger, ville sagsbehandleren kontrollere, at oplysningerne stemte

overens med hinanden, og herefter ville der blive udskrevet en

"kreditadvarsel".

Efter behandling i Registerrådet bemærkede Registertilsynet, at det var

tilsynets opfattelse, at der forelå en registrering i

kreditoplysningsbureauet allerede ved sagsbehandlerens indtastning af

oplysningerne fra indberetningerne, og at dette i øvrigt var en forudsætning

for udsendelse af en kreditadvarsel, jf. lov om private registre § 12, stk.

3.

Således som det fremtidige koncept var beskrevet, fandt Registertilsynet

ikke, at der nu var tale om en samkøring omfattet af lov om private registre

§ 4, stk. 4.

Registertilsynet havde i øvrigt ingen indvendinger mod ordningen.

Officielle noter

Registertilsynets Årsberetning 1996 side 100.

Lignende dokumenter