Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar til SM-afgørelser - en kommunes eventuelle passivitet i forbindelse med tvangsfjernelsessag (* 1)

KOM nr 19180 af 31/07/1996KommentarSocial- og Boligministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommentar til SM-afgørelser - en kommunes

eventuelle passivitet i forbindelse med tvangsfjernelsessag (* 1)

Ankestyrelsen har på et principielt møde behandlet spørgsmålet om,

hvorvidt A kommune havde udvist passivitet i forbindelse med tvangsfjernelse

af en enlig kvindes 4 børn.

Sagen vedrørte en kvinde, som havde været kendt af A kommune siden 1977,

idet den ældste dreng, der idag er 18 år, er spastiker og intellektuelt

reduceret og idet moderen havde modtaget kontanthjælp siden 1977 pånær i

perioden 1983-1988. Kvinden havde derudover på daværende tidspunkt 2 piger,

der i dag er henholdsvis 9 og 5 år.

Den ældste dreng havde siden 1983 været dagelev på en kostskole for

handicappede.

A kommune modtog i alt 5 skrivelser fra kostskolen, dateret henholdsvis

den 2. februar, den 19. marts, den 29. april, den 14. maj og den 17. juni

1993. I de første skrivelser beskrives drengen som bl.a. forsømt med stort

behov for at blive støttet op om. I brevet fra maj 1993 beskrives forholdene

i hjemmet som velfærdstruende, idet drengen havde talrige forsømmelser og

bl.a. gav indtryk af en lidt sølle og forsømt fremtræden.

A kommune har under hele forløbet kontakt med familien og fandt ved

hjemmebesøg den 17. maj 1993 og samtale hos kommunen den 2. august 1993, at

der var tale om en social og personlig deroute for moderen, men at der ikke

var behov for foranstaltninger i henhold til bistandslovens § 33 og § 35. Det

blev imidlertid aftalt forskellige støttende foranstaltninger, bl.a. at den

ældste dreng skulle fortsætte i kostskolen og moderen skulle etableres i et

løntilskudsjob.

A kommune modtog den 21. september 1993 et brev fra kostskolen, hvor det

fremgik at drengen var udmeldt af skolen trods skolens råd og hvor der blev

givet udtryk for, at drengens situation var forværret.

Der skulle i A kommune være foregået overvejelser i den efterliggende tid

om muligheder for drengens forsatte ophold på kostskolen, sammenholdt med, at

Læs alt

drengen var over den skolepligtige alder samt det forhold, at kommunen kort

tid forinden ikke havde fundet grundlag for at gribe ind. Planen skulle

imidlertid have været, at drengen skulle flytte væk fra sin moder. Den 9.

december 1993 skrev man til familien om et møde den 15. december 1993.

Familien flyttede i december 1993 efter samlivsophævelse til en

campingvogn i B kommune og i anden omgang til C kommune .

C kommune anbragte den 25. maj 1994 moderens 4 børn (det sidste barn født

den 22. maj 1994) udenfor hjemmet på grund af indberetningerne fra kostskolen

og et hjemmebesøg den 22. marts 1994.

C kommune anmodede A kommune om at betale udgifterne i forbindelse med

tvangsfjernelsen, idet kommunen fandt, at A kommune burde have tvangsfjernet

børnene på grundlag af indberetningerne fra kostskolen.

Ankenævnet fandt, at A kommune burde have foretaget en langt mere

omfattende undersøgelse end tilfældet havde været af behovet for

hjælpeforanstaltninger med henblik på anbringelse af børnene udenfor hjemmet.

Nævnet anså på baggrund af den udviste passivitet A kommune for

refusionspligtig for den kommunale andel af udgifterne i henhold til

bistandsloven vedrørende kvinden og hendes 4 børn.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke, at der

var udvist en sådan passivitet fra A kommunes side, at det kunne begrunde, at

A kommune var refusionspligtig i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr.

1, med hensyn til udgifterne i forbindelse med tvangfjernelse af kvindens

børn.

Ankestyrelsen fandt således, at det ikke havde været åbenbart for A

kommune, at den inden kvindens flytning med sine 3 børn til C kommune burde

have truffet beslutning om tvangsfjernelse af børnene, i henhold til

bistandslovens § 35.

Efter praksis er det en betingelse for at kræve refusion for

foranstaltninger efter § 11, at fraflytningskommunen har truffet beslutning

om foranstaltningen inden fraflytningen.

For at fravige dette princip og pålægge refusionspligt, selv om en

tidligere opholdskommune ikke har truffet beslutning om at iværksætte

foranstaltninger overfor børnene, må det kræves, at den tidligere kommune har

været bekendt med, at børnenes leveforhold har været så belastende, at det

var åbenbart, at der straks måtte gribes ind.

Dette fandtes ikke at have været tilfældet i denne sag.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at A kommune havde

været i jævnlig kontakt med familien, at kommunen arbejdede på at

tilrettelægge en efter den daværende opfattelse passende støtte til familien,

da den flyttede, og at det ikke havde været klart for A kommune, at der var

åbenbar risiko for, at børnenes sundhed eller udvikling ville lide alvorlig

skade, hvis de ikke blev tvangsfjernet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der var sket en forværring af familiens

trivselstilstand ved C kommunes hjemmebesøg i marts 1994 i forhold til A

kommunes hjemmebesøg i maj 1993 og besøg af familien i august 1993.

Afgørelsen vil blive udsendt som SM-Sociale Meddelelser.

Lignende dokumenter