Spring til indhold

Retsinformation

Fondsarkiv, anvendelsesområde, bipersoner, søgning, rent private forhold, offentlige, udtalelser, debitorregister, edb-konsulentopgave, sletning (*1)

KEN nr 60436 af 22/04/1994Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fondsarkiv, anvendelsesområde, bipersoner,

søgning, rent private forhold, offentlige, udtalelser, debitorregister,

edb-konsulentopgave, sletning (*1)

Registertilsynet iværksatte af egen drift på baggrund af presseomtale en

undersøgelse af et privat fondsarkivs registrering og videregivelse af

oplysninger.

Fondsarkivet, som var registreret i Handelsregisteret, havde ifølge

fundatsen for arkivet til formål »primært at øge forståelsen mellem

befolkninger og at fremme kendskabet til folkeslags kulturarv samt at

virkeliggøre kulturelt samarbejde formidlet gennem elektroniske medier og

medier beslægtet hermed, idet fondens ledelse optager og redigerer sådanne

informationer med bevarelse for øje, og mod eller uden vederlag stiller disse

til rådighed for forskning, undervisning og anden anvendelse af kulturel

art.«

Fondsarkivet oplyste supplerende over for Registertilsynet, at

hovedformålet var at samle krønikehistoriske elementer, dvs. indsamle

materiale af kulturhistorisk interesse. Salg af materiale fra arkivet skete i

de tilfælde, hvor det tjente den offentlige debat, forskning, undervisning,

nyhedsformidling og lignende. Der blev solgt kopi og udskrifter af

materialet, også i redigeret form, til journalister og pressen, men ikke til

privatpersoner.

Fondsarkivet oplyste endvidere, at arkivet hovedsageligt bestod af lyd- og

videobånd tilbage fra ca. 1950. Herudover indeholdt arkivet også plader og

papirudklip.

Indsamlingen af materialet var foregået ved, at fondsarkivet selv havde

optaget udsendelser på lyd- og videobånd. Fondsarkivet havde også modtaget

arkivalier fra privatpersoner. Arkivet indeholdt således hovedsageligt

oplysninger, der tidligere havde været offentliggjort.

Hensigten var at sikre en i princippet tidsubegrænset opbevaring af

materialet.

Læs alt

Arkivet indeholdt i et vist omfang endvidere optagelser af møder og

samtaler, som fondens ledelse havde deltaget i. I forbindelse med

fondsarkivets kortlægning af højreekstremistiske bevægelser i Danmark var der

efter aftale med arrangørerne iværksat videooptagelse af politiske møder,

hvor mødedeltagerne forinden gennem mødelederen var blevet orienteret om, at

mødet blev optaget, og at optagelserne ville indgå i fondsarkivet.

Herudover havde fondsarkivet også gennemført optagelser uden for den

officielle del af et møde. Disse optagelser kunne indeholde oplysninger om

politiske, kriminelle og sociale forhold. Fondsarkivet havde ligeledes i et

vist omfang modtaget optagelser af telefonsamtaler og andre samtaler, som

fondsarkivets ledelse havde haft med personer med tilknytning til den

politiske højrefløj.

Ikke i alle tilfælde havde samtaleparten vidst, at samtalen var blevet

optaget til brug for fondsarkivet.

Systematisering af optagelserne skete ved indlægning i en database af

oplysninger om, fra hvilken TV-station optagelsen stammede, dato og

klokkeslæt for udsendelsen, hvilket nummer optagelsen havde på båndet,

båndnummer og emneord. I databasen kunne søges på klassificeringskode,

båndnummer, navn og emneord.

Endelig oplyste fondsarkivet, at det havde adgang til et debitorsystem,

tilhørende et forlag på den politiske højrefløj. Fondsarkivet havde på et

tidspunkt fungeret som edb-konsulent for forlagets indehaver, der i sin tid

bad fondsarkivet udvikle et program til styring af forlagets kundeoversigt.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet.

Spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om et register omfattet af lov

om private registre:

Registertilsynet fandt - under hensyntagen til fondsarkivets opbygning og

anvendelse - at arkivet måtte anses for at være et register, jf. lov om

private registre, og at det indeholdt oplysninger, som var omfattet af loven.

Registertilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om en systematisk

indsamling af oplysninger, herunder personoplysninger, idet edb-registeret

fungerede som indgangsnøgle til oplysninger på lyd- og videobånd, at

registreringen havde et defineret formål i fondsarkivets fundats, samt at

opbevaringen af oplysningerne skulle være tidsubegrænset.

Registertilsynet lagde endvidere vægt på, at lyd- og videobåndene - uanset

om disse ikke alene måtte anses for at være et register, som var omfattet af

loven - havde en sådan sammenhæng med de på edb lagrede oplysninger, at lyd-

og videobåndene m.v. måtte karakteriseres som værende en naturlig

(underliggende) del af edb-registeret.

Registertilsynet fandt dog, at registeret kun omfattede de personer m.v.,

som var særskilt registreret i databasen, og som man derfor kunne søge på,

hvorimod de personer m.v., som i øvrigt var omtalt og fremtrådte i de enkelte

lyd- og videobånd m.v., men som man ikke kunne søge på, ikke efter tilsynets

opfattelse kunne anses for at være registrerede. Disse sidstnævnte personer,

som måtte opfattes som bipersoner i registeret, kunne man ikke systematisk

finde frem til i optagelserne, men kun finde ved aflytning eller gennemsyn af

de enkelte udsendelser.

Spørgsmålet om, hvorvidt fondsarkivets registreringsvirksomhed var

lovlig i henhold til private registre:

Registertilsynet fandt under hensyntagen til fondsarkivets karakter og

formål, at fonden - i det omfang, registreringen i det konkrete tilfælde

kunne antages at være et naturligt led i den normale drift - kunne foretage

registrering af oplysninger som nævnt i lovens § 1.

Registertilsynet lagde ved vurderingen vægt på, at fondsarkivet måtte

anses for en erhvervsvirksomhed, institution eller lignende, jf. lovens § 3,

stk. 1, samt at fondens hovedformål var at indsamle krønikehistoriske

elementer, og at fondsarkivet solgte materialet fra arkivet i de tilfælde,

hvor det efter fondens vurdering tjente den offentlige debat, forskning,

undervisning, nyhedsformidling og lignende.

Spørgsmålet om, hvilke oplysninger fondsarkivet lovligt kunne

registrere:

Registertilsynet foretog - på grundlag af lovens § 3 - en vurdering af

lovligheden af registreringen af de forskellige oplysningstyper.

Registertilsynet udtalte, at det efter tilsynets opfattelse var et

naturligt led i driften af fondsarkivet at optage og registrere udsendelser,

som var omfattet af fondens fundats, og hvor det overordnede princip for

udvælgelse af materialet var, at det efter fondens vurdering kunne bidrage

til en belysning af samfundsforholdene i en given periode, jf. lovens § 3,

stk. 1.

For så vidt angik registrering af oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold på lyd- og videobånd var det Registertilsynets opfattelse, at

det ville være i strid med § 3, stk. 2, såfremt oplysningerne ikke var

afgivet af de medvirkende personer i udsendelserne, eller disse personer ikke

havde givet samtykke til indhentning af oplysningerne, ligesom de medvirkende

skulle vide, at oplysningerne ville blive registreret. Registertilsynet

udtalte i den anledning, at det generelt ville have formodningen imod sig, at

de registrerede personer - uanset deres stilling og position i samfundet -

alene ud fra situationen var vidende om, at de udtalelser, de fremkom med,

ville blive registreret.

Afgørende for lovligheden af en registrering ville herefter i praksis i

almindelighed være, om registrerede personoplysninger ville skulle henføres

til § 3, stk. 1, eller til § 3, stk. 2, afhængig af den pågældende persons

position i samfundet generelt og i den konkrete sammenhæng.

Offentligt fremsatte udtalelser fra eksempelvis medlemmer af politiske

partiers ledende organer, opstillede personer til offentlige valg om de

pågældendes egne politiske forhold samt udtalelser fra andre personer, som

indtog fremtrædende poster inden for deres erhverv eller lignende, kunne

således efter tilsynets opfattelse ikke antages at være oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, jf. § 3, stk. 2. Dette ville derimod

være tilfældet, hvor der offentligt blev fremsat udtalelser om politiske

forhold m.v. fra personer, som ikke generelt indtog ledende poster, og hvor

de pågældende fremtrådte som private enkeltpersoner.

For så vidt angår særlige lyd- og billedoptagelser fra politiske møder

m.m., udtalte Registertilsynet, at det var tilsynets opfattelse, at

betingelsen om, at de medvirkende selv skulle have afgivet oplysningerne,

eller at oplysningerne skulle være indhentet med deres samtykke, samt at de

medvirkende skulle vide, at oplysningerne blev registreret, ville være

opfyldt, når der var tale om møder eller samtaler, hvor de registrerede var

gjort bekendt med optagelsen.

Registertilsynet lagde herved vægt på, at mødedeltagerne efter det oplyste

blev orienteret om, at mødet blev optaget på video, og at optagelsen ville

indgå i fondsarkivet, og at fondsarkivets formål var at belyse forhold af

kulturhistorisk interesse, samt at registrering af politiske forhold m.m.

måtte anses for at være nødvendig for at muliggøre en berettiget varetagelse

af virksomhedens tarv, herunder virkeliggøre fondens formål.

Optagelser af møder og samtaler, hvori de medvirkende ikke havde været

vidende om optagelsen, måtte efter tilsynets opfattelse ikke indgå i arkivet.

Spørgsmålet om, hvorvidt registrerede oplysninger måtte videregives

fra fondsarkivet:

Registertilsynet udtalte, at man fandt, at fondsarkivet lovligt uden

samtykke kunne videregive andre registrerede oplysninger end oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2, idet

videregivelsen måtte anses for at være et naturligt led i den normale drift

af fondsarkivet.

Med hensyn til videregivelse af lovligt registrerede oplysninger fra radio

og TV om enkeltpersoners rent private forhold var det tilsynets opfattelse,

at der måtte kræves faste holdepunkter for at kunne antage, at de pågældende

havde givet samtykke til videregivelsen, hvorfor der efter tilsynets

opfattelse skulle indhentes samtykke til en eventuel videregivelse. Der kunne

som udgangspunkt ikke indfortolkes et samtykke alene ud fra situationen.

Også videregivelse af registrerede oplysninger fra møder og samtaler, hvor

mødedeltagerne på forhånd var blevet orienteret om, at mødet eller samtalen

blev optaget, krævede efter tilsynets opfattelse samtykke til videregivelse,

jf. lovens § 4, stk. 1, såfremt der var tale om oplysninger om rent private

forhold.

Registertilsynet fandt, at der ikke - selvom mødedeltagerne blev

orienteret om, at mødet blev optaget, og at optagelsen ville indgå i

fondsarkivet - kunne antages at foreligge en formodning for, at der samtidig

hermed blev givet samtykke til videregivelse af oplysningerne.

Spørgsmålet om sletning af de registrerede oplysninger:

Registertilsynet udtalte, at tidsubegrænset opbevaring af registreringerne

efter omstændighederne ikke ville stride imod § 6 i lov om private registre,

navnlig henset til karakteren af og formålet med fondsarkivet.

Registertilsynet fandt imidlertid, at der i fundatsen for fondsarkivet

skulle indsættes en bestemmelse om anvendelsen af materialet i tilfælde af

fondens opløsning eller lignende, f.eks. overdragelse til Rigsarkivet, DR

eller lignende.

Om debitorregisteret:

Registertilsynet fandt, at da fondsarkivet efter det oplyste havde

fungeret som edb-konsulent for ejeren af registeret, og da denne

arbejdsopgave var bragt til ophør, skulle registeret enten tilbageleveres til

ejeren eller slettes.

Registertilsynet fandt - såfremt fondsarkivet fortsat opbevarede

debitorregisteret - at opbevaringen ville skulle bedømmes efter lovens § 3,

stk. 1, og at det i den forbindelse ikke kunne antages at være et naturligt

led i driften af fondsarkivet at registrere oplysninger om et forlags

debitorer.

Registertilsynet meddelte på denne baggrund i medfør af lov om private

registre § 23, stk. 1, fondsarkivet pålæg om at tilbagelevere eller slette

debitorregisteret indenfor en nærmere angivet frist.

Fondsarkivet nægtede efterfølgende over for Registertilsynet at

tilbagelevere eller slette debitorregisteret, idet man bl.a. til støtte

herfor gjorde gældende, at registeret var modtaget som et arkivalie og ikke i

forbindelse med udførelsen af en konsulentopgave for forlaget.

Registertilsynet udtalte på denne baggrund, at man fastholdt sin afgørelse

og bemærkede i øvrigt, at det fremgår af referatet af den gennemførte

tilsynsinspektion i fondsarkivets lokaliteter, at fondsarkivets ledelse

oplyste, at arkivet var kommet i besiddelse af debitorregisteret i

forbindelse med udførelsen af en edb-konsulentopgave. Uanset hvorledes

registeret var modtaget, ville besiddelsen dog være i strid med lov om

private registre § 3, stk. 1.

Registertilsynet anmodede samtidig om bekræftelse på tilbagelevering eller

sletning af debitorregisteret.

Registertilsynet modtog ikke en sådan bekræftelse, hvorfor der

efterfølgende blev indgivet politianmeldelse for overtrædelse af lov om

private registre.

Der er herefter af Retten i Århus den 8. februar 1995 afsagt dom i sagen,

hvorved fondsarkivet og dettes formand er dømt for overtrædelse af lov om

private registre § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 3, jf. § 23, stk. 1, ved at

have undladt af efterkomme Registertilsynets pålæg om at tilbagelevere eller

slette debitorregisteret indenfor den meddelte frist.

Fondsarkivet og formanden blev ved dommen hver straffet med en bøde på 500

kr. Endvidere blev fondsarkivet ved formanden tilpligtet at slette det

omhandlede register inden en af retten nærmere angivet frist, hvorefter der,

hvis sletning ikke skete, skulle betales fortløbende bøder på 200 kr. for

hver påbegyndt uge, indtil pålægget er efterkommet.

Det er efterfølgende meddelt Registertilsynet, at den afsagte dom er

anket.

Officielle noter

(*1) Registertilsynets Årsberetning 1994 side 82.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter