Spring til indhold

Retsinformation

Manglende omhu

KEN nr 50898 af 12/12/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Manglende omhu

Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.

År 1995, den 12. december 1995 blev der i sagen 95-48.006 - Foreningen af

Statsautoriserede Revisorerer mod statsautoriseret revisor I.A. Osmani afsagt

sålydende

K E N D E L S E

Ved kendelse afsagt den 16. marts 1995 er indklagede af Disciplinærnævnet

for Statsautoriserede Revisorer tildelt en advarsel for ikke at have

verificeret, hvorvidt lokalforeningerne i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

(DSU) opfyldte de fastsatte betingelser i »Retningslinier for ydelse af

tilskud til ikke-idrætslige, idebestemte ungdomsorganisationer«

(Tipsretningslinierne) og i Undervisningsministeriets Revisionsinstruks af

10. april 1981 for statsautoriserede revisorer, der reviderer regnskaber for

organisationer, der gennem Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) søger støtte i

henhold til lov om tipning, for at kunne medregnes i antallet af

lokalforeninger i ansøgningsskemaet om driftstilskud.

Indklagede har ved advokat, Erik Overgaard ved skrivelse af 2. juni 1995

indbragt kendelsen for Revisornævnet i medfør af LSR § 18 b og nedlagt

påstand om frifindelse. Under sagens behandling er advokat Overgaard udtrådt

af sagen, og advokat Hans Vad Hansen er indtrådt i stedet.

I skrivelse af 23. august 1995 har advokat Hans Vad Hansen begrundet

indbringelsen for Revisornævnet og blandt andet anført:

»...................................................................

1. Genstanden for kritik

Genstanden for den rejste kritik er alene indklagedes erklæring om

antallet af lokalforeninger indenfor DSU afgivet på ansøgningsskemaet til DUF

om tilskud for året 1991. På det pågældende ansøgningsskema afgav indklagede

erklæring om oplysninger stammende fra regnskabsåret 1. januar - 31. december

1990.

På det samme ansøgningsskema har indklagede afgivet erklæring om antal

Læs alt

medlemmer af DSU. Erklæringen om disse 2 forhold er af indklagede afgivet på

baggrund af samme type revisionshandlinger, uden at dette har resulteret i

kritik for så vidt angår erklæringsafgivelsen om medlemstal.

I realiteten er sagens kerne derfor, hvorledes de regler, der har

afstukket indklagedes bistand, skal fortolkes, idet den af Disciplinærnævnet

afsagte kendelse må forstås således, at indklagede kritiseres for at have

fortolket reglerne om, hvorledes antallet af lokalforeninger kunne

verificeres forkert.

2. Grundlaget for indklagedes revision/erklæringsafgivelse

....................................................................

Da medlemstal også (bl.a.) har været afgørende for, om en lokalforening

opfyldte de krav, reglerne stillede til, at der var tale om en

tilskudsberettiget lokalforening, og da bestemmelsen om at der ikke skulle

rettes henvendelse direkte til medlemmer fandtes i forlængelse af

bestemmelsen om lokalforeninger, har indklagede fortolket reglerne således,

at der ikke hverken ved opgørelse af antal lokalforeninger eller ved

opgørelse af antal medlemmer har skullet rettes henvendelse til de enkelte

medlemmer, endsige at indklagede var berettiget til stikprøvevis at rette

henvendelse til medlemmerne.

At myndighederne har forstået reglerne på samme måde understreges af, at

Kulturministeriet den 23. april 1991 udstedte en ny revisionsinstruks, hvori

det i § 3, stk. 2 bestemtes, at revisor ved direkte henvendelse til

organisationernes medlemmer nu kunne kontrollere rigtigheden af såvel

medlemstal som antal lokalforeninger. Dette må modsætningsvis forstås

således, at en sådan mulighed ikke tidligere eksisterede.

Tilsvarende udsendte DUF i maj 1991 nye Tipsretningslinier, hvori det

udtrykkeligt i pkt. 1.13 blev anført, at revisionen efterfølgende skulle være

berettiget til ved direkte henvendelse til organisationens medlemmer at

kontrollere rigtigheden af såvel medlemstal som antal lokalforeninger.

På tidspunktet hvor den nye revisionsinstruks og de nye retningslinier

fremkom, var imidlertid DSU's regnskab for 1990 - der lå til grund for den

relevante ansøgning til DUF - forlængst færdiggjort og revideret af

indklagede. Regnskabet blev således underskrevet af inklagede den 1. marts

1991.

I øvrigt må man forstå de nye regler således, at disse udelukkende gælder

for efterfølgende regnskabsår, idet der ikke i revisionsinstruksen er anført

noget om, hvornår denne skal være gældende fra, mens det for så vidt angår

retningslinierne fremgår, at disse er gældende fra (og ikke med)

ansøgningsfristen 1. juni 1991.

3. Gennemførte revisionsarbejder

Indklagede har som anført med rette fortolket de gældende regler således,

at indklagede ikke hverken i forbindelse med revision af regnskabet for DSU

eller i forbindelse med attestation på ansøgningsskemaer til DUF forventedes

at verificere medlemstal og antal lokalforeninger ved stikprøvevis

henvendelse til DSU's medlemmer.

På denne baggrund har indklagede gennemført revisionen af medlemstal og

antal lokalforeninger ved indhentelse af underskrevne indberetningslister fra

de forskellige amtsformænd, hvorpå var angivet såvel medlemstal som antal

lokalforeninger. Disse har indklagede herefter stikprøvevis sammenholdt med

udstedte fakturaer for så vidt angår kontingenter fra de enkelte afdelinger.

Endvidere har indklagede indhentet totallister over antal lokalforeninger og

medlemmer fra forbundssekretæren tillige med forbundets kritiske revisors

attestation heraf, og indklagede har sammenholdt disse med indberetningerne

fra amtsformændene. Ydermere har indklagede sammenholdt disse indberetninger

med DSU's bogføring. .......................................

Som det fremgår, har indklagede foretaget, hvad der har været praktisk

muligt for at verificere tallene for lokalforeninger og antal medlemmer uden

at rette henvendelse direkte til medlemmerne. Indklagede har således

foretaget sådanne selvstændige revisionshandlinger, man med rimelighed kunne

forvente og forlange. På denne baggrund har indklagede med rette på

ansøgningsskemaer til DUF kunnet erklære, at antal lokalforeninger og

medlemmer var korrekt opgjorte efter Tipsretningsliniernes pkt. 1.6 og 1.7.

4. Orienteringer til DUF om udførte revisionshandlinger

Som led i den årlige gennemgang af ansøgningsskemaerne spurgte DUF igennem

mange år indklagede, hvorledes indklagede gennemførte revisionen, herunder

hvordan indklagede »praktisk kontrollerede, at antallet af medlemmer og

antallet af lokalforeninger opfylder retningsliniernes pkt. 1.6 og 1.7«,

og indklagede svarede hver gang, at for så vidt angik antal medlemmer og

lokalforeninger gennemførtes revisionen ved stikprøvevis sammenholdelse af

indberetninger fra amtsorganisationerne til en af DSU's kritiske revisor

revideret opgørelse. Dette var således også indholdet af indklagedes

skriftlige svar af den 10. august 1990 på forespørgsel herom fra DUF af

henholdsvis den 18. og 19. juli 1990. Indklagedes løbende svar gav aldrig

anledning til reaktioner fra DUF.

Det må således under sagen lægges til grund som et uomtvisteligt faktum,

at DUF til stadighed har været bekendt med den måde, hvorpå revisionen har

været gennemført, herunder at indklagede ikke har rettet henvendelse direkte

til medlemmerne, hverken i relation til opgørelse af medlemstal eller i

relation til opgørelse af antal lokalforeninger, men at revisionen derimod

baserede sig på en kontrol af totallister fra forbundssekretæren, den

kritiske revisions attestation heraf, indberetninger fra amtsformændene og

DSU's bogføring. Dette har bestyrket indklagedes opfattelse af, at hans

fortolkning af de gældende regler og krav til revision var korrekt, og DUF

har haft al mulig anledning til at gøre indklagede opmærksom på, at omfanget

af den af indklagede gennemførte revision for så vidt angår revision af

opgørelse af antal lokalforeninger beroede på en fejlfortolkning af reglerne.

Under de foreliggende omstændigheder savnede det mening for indklagede på

ansøgningsskemaerne til DUF attestereret af indklagede nærmere at redegøre

for, hvilken revision der lå til grund for attestationen, og et krav herom

kan ikke med rimelighed stilles.'

Klageren har i skrivelse af 20. september 1995 meddelt, at man ikke ønsker

at fremkomme med bemærkninger til skrivelsen af 23. august 1995, og at man

alene henholder sig til responsumudvalgets afgivne responsum.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 9. november 1995 under

deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede

revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Indklagede gav møde sammen med sin advokat.

Indklagede forklarede, at han havde behandlet ansøgningen i

overensstemmelse med 8. udgaven af Tipsretningslinierne, som han havde ikke

været i tvivl om fandt anvendelse. Grundlaget for ansøgningens tal var

regnskabet for 1990, der tillige med revisionsprotokollatet skulle vedlægges

ansøgningen, og de foretagne revisionshandlinger fremgår af

revisionsprotokollatet.

Indklagede forklarede videre, at revisionshandlingerne var sket således,

at amternes indberetningslister var blevet sammenholdt med de af

centralforeningen udstedte fakturaer til amtsforeningerne og med, hvem der

var debiteret for kontingent i centralforeningen. Da Tipsretningslinierne er

udarbejdet for ledelsen og ikke for revisor, sluttede hans revision ved

amterne. Grunden til, at det var gået galt, var, at man skulle henvende sig

direkte medlemmerne for at konstatere fejl.

Indklagedes advokat procederede i overensstemmelse med sit skriftlige

indlæg i sagen.

Revisornævnets bemærkninger:

Ved sagens bedømmelse må lægges til grund, at indklagede ved afgivelsen af

revisorerklæringen den 29. maj 1991 til brug for ansøgningen om tilskud af

tipsmidler skulle have anvendt 9. udgave af Tipsretningslinierne, der var

gældende for den ansøgningsfrist, der udløb den 1. juni 1991 samt den af

Kulturministeriet den 23. april 1991 udstedte revisionsinstruks, hvilket

indklagede burde have vidst.

Uanset dette finder Revisornævnet dog ikke grundlag for at ændre

Disciplinærnævnets kendelse, hvorfor

bestemmes:

Den indbragte kendelse stadfæstes.

Henning Kjær

Udskriftens rigtighed bekræftes

Revisornævnet, den 12. december 1995

Winkler Kromann,

sekr.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter