Spring til indhold

Retsinformation

To varemærker, begge forestillende et stiliseret træ, indrammet af en cirkel, ikke fundet forvekslelige

KEN nr 10091 af 22/11/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

To varemærker, begge forestillende et stiliseret

træ, indrammet af en cirkel, ikke fundet forvekslelige

År 1994, den 22. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 4/93: Klage fra

Dagrofa A/S,

Brøndby,

v/Patentbureauet

Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 27. november 1992

af varemærkeansøgning

nr. 1894 1985

efter indsigelse fra

Innovations pour L'Elegance Masculine,

Frankrig,

v/Patentbureauet

Budde, Schou & Co. A/S.

Den 29. marts 1985 indleverede Købmandskæden SPAR Danmark

A/S, v/Plougmann & Vingtoft A/S Patentbureau en ansøgning om

registrering af et figurmærke, forestillende et stiliseret træ i

en cirkel. Ansøgningen er senere overdraget til klageren, Dagrofa

A/S, Brøndby, hvorefter Patentbureauet Hofmann-Bang & Boutard A/S

har overtaget fuldmægtighvervet.

Ansøgningen blev den 9. juli 1986 bekendtgjort i Dansk

Varemærketidende.

Ved skrivelse af 9. september 1986 nedlagde Innovations pour

Læs alt

L'Elegance Masculine, Frankrig, v/Patentbureauet Budde, Schou &

Co. A/S i medfør af varemærkeloven af 11. juni 1959 indsigelse mod

registrering af det ansøgte mærke.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

»....at registrering af det anmeldte mærke efter indsigernes

formening støder an mod indsigernes rettigheder som indehaver af

reg. nr. 2161/73.

Varekollision

Indsigernes registrering nr. 2161/73 dækker varer i klasserne 3 og

25, medens det anmeldte mærke dækker samtlige varer og

tjenesteydelser i klasserne 1-42. Der foreligger således

varekollision.

Forvekslelighed

Det anmeldte mærke ligger tæt på indsigernes mærke i opbygning og tanke,

nemlig et silhouet-mærke visende et træ i sort indramning.

Det tilføjes, at anmelderne er af samme mening som

indsigerne, idet anmelderne i Forbundsrepublikken Tyskland har

nedlagt indsigelse mod registrering af et mærke for indsigerne

visende som mærkebestanddel det under reg. 2161/73 i Danmark

registrerede mærke. Vi vedlægger følgende kopier:

1. Kopi af indsigernes tyske (internationale) anmeldelse nr. 485 267.

2. Kopi af tysk registrering 1.047.474 stående i navnet Deutsche

SPAR-handelsgesellschaft mbH & Co. Vi går ud fra, at anmelderne

hører under nævnte organisation.

3. Kopi af indsigelsesskrivelse i Forbundsrepublikken Tyskland.

Når anmelderne er af den opfattelse, at der foreligger

forvekslelighed mellem organisationens tyske mærke og indsigernes

nævnte mærke, der alene viser som mærkebestanddel det for

indsigerne i Danmark under reg. nr. 2161/73 registrerede mærke, må

forvekslelighed så meget mere lægges til grund mellem det i

Danmark anmeldte mærke og indsigernes registrering nr.

2161/73....«

Den 20. maj 1988 meddelte Patentdirektoratet ansøger som

følger:

»....Det er direktoratets opfattelse, at den indsigelse der

er nedlagt på grundlag af den for indsigeren under VR 2161 1973

foretagne registrering må tages til følge. Der foreligger

vareartskollision, og der foreligge tillige mærkelighed, idet

mærkerne der begge er rene figurmærker, uanset forskelle i

detaljer, stort set giver samme helhedsindtryk, idet de er

udformede og udbygget på samme måde. Det ansøgte mærke må opfattes

som et nåletræ, som vokser ud af kanten på den cirkel, der omgiver

det, og det registrerede mærke må opfattes som et stedsegrønt træ,

muligvis et formklippet nåletræ, der vokser ud af kanten på en

oval figur med sort kant.

Ansøgningen må herefter begrænses til sådanne bestemt angivne

varer og tjenesteydelser, der ikke kolliderer med den nævnte

registrering.

Sådan begrænsning forventes foretaget inden 4 måneder fra

dato, da ansøgningen i modsat fald vil blive afslået.«

Den 20. september 1988 anmodede ansøgeren om, at Direktoratet

tog sagen op til fornyet overvejelse og anførte bl.a., at ».....de

to figurmærker har været registreret side om side i mange år, og

at direktoratet hidtil ikke har anset mærkerne for forvekslelige.

Vi skal henvise til, at Foreningen Spar Centralen den 9.

december 1969 anmeldte »SPAR-mærket«. Ansøgningen bl ev

indleveret under nr. F 50/69 og ansøgningen blev gennemført til

registrering under nr. F.R. 5-1974 for praktisk taget alle varer

og tjenesteydelser. Vi vedlægger en kopi af registreringen.

Foreningen blev ændret til et aktieselskab, og det var derfor

ikke muligt at forny fællesmærkeregistrering nr. 5-1974. Der blev

derfor umiddelbart efter afslag om fornyelse indleveret en ny

ansøgning, V.A 1894/85, der er nærværende ansøgning. Købmandskæden

SPAR Danmark A/S er retsefterfølger efter Foreningen Spar

Centralen, og det var kun nødvendigt at indlevere en ny ansøgning

på grund af den ændrede ejerform.

Indsigelsen er nedlagt under henvisning til registrering nr.

2161-1973. Mærket, der blev gennemført til registrering under

anførte nummer, blev indleveret den 9. marts 1972 under nr. V.A.

886/72. Direktoratet anså ikke på daværende tidspunkt, at mærkerne

var forvekslelige, idet det ikke efter det for os oplyste har

været nødvendigt at fremskaffe samtykke fra Foreningen Spar

Centralen ved registrering af mærket. Disse mærker har derfor

stået i Varemærkeregisteret side om side i mere end 10 år.

Vi gør også opmærksom på, at Købmandskæden SPAR Danmark A/S

er indehaver af registrering nr. 4070-1987, der indeholder

»SPAR«-mærket på en meget fremtrædende måde. Mod denne

ansøgning

blev der ikke af indsigerne nedlagt indsigelse.

Når indsigelse er blevet nedlagt mod nærværende ansøgning, er

det formentlig alene sket på grund af situationen i Vesttyskland.

Som direktoratet vil kunne forstå, er det med nogen

overraskelse, at vore klienter har modtaget Deres afgørelse af 20.

maj 1988, idet man formodede, at direktoratet ville følge den

hidtidige praksis, hvor man ikke anså det anmeldte mærke, der

tidligere var registreret under nr. F.R. 5-1974, som forveksleligt

med indsigernes mærke....'

I besvarelse heraf fastholdt indsigerne ved skrivelse af 29.

marts 1989 indsigelsen og bemærkede:

»....

1) Ansøgerne henviser til, at Foreningen Spar Centralen opnåede en

fællesmærkeregistrering under Reg. Nr. F 5/74. Den pågældende

registrering er som anført af ansøgerne ikke fornyet. Ansøgerne

vil herefter ikke kunne støtte nogen juridiske rettigheder på

nævnte bortfaldne registrering. 2) Reg. Nr. 4070/87

Denne registrering dækker ikke blot det billedmærke, mod hvilket der

nu er nedlagt indsigelse, men tillige andre mærkeelementer. Den

omstændighed, at Reg. Nr. 4070/87 står på Registreret, vil således

ikke kunne påberåbes af ansøgerne. Selve den omstændighed, at

ansøgerne har fundet anledning til at anmelde billedmærkeelementet

for sig under nærværende ansøgning, trods eksistensen af Reg. Nr.

4070/87, illustrerer, at også ansøgerne er af den opfattelse, at

ansøgerne ikke umiddelbart kan støtte nogen rettigheder på den

pågældende registrering i forbindelse med forsvaret af ansøgning

nr. 1894/85. I øvrigt er Reg. Nr. 4070/87 så ny, at der stadigvæk

er grundlag for at anlægge udslettelsessag.

Indsigelsen støttes på indsigernes Reg. Nr. 2161/73, der

omfatter følgende varearter:

Klasse 3: parfumerivarer, toiletpræparater og skønhedpræparater,

Klasse 25: beklædningsgenstande, herunder undertøj, skjorter og

sportsskjorter, benklæder, shorts, overtøj, fritidstøj, nattøj,

hjemmedragter og badedragter.

Såfremt ansøgerne vil fastholde ansøgningen, opfordrer vi

ansøgerne til at oplyse, om man mener at kunne støtte nogen

rettigheder over for indsigelsen på faktisk brug af det anmeldte

mærke for de af Reg. 2161/73 omfattede varearter.

I anledning af den »overraskelse«, som ansøgernes

varemærkeagenter giver udtryk for i næstsidste afsnit på side 2 af

deres skrivelse af 20. september 1988, skal vi bemærke, at det kan

give anledning til nok så megen overraskelse, at ansøgerne i

Tyskland mener, at der foreligger forvekslelighed, jfr. at

ansøgerne i Tyskland har nedlagt indsigelse over for indsigernes

mærke, medens man i Danmark bestrider, at der foreligger

forvekslelighed.

Direktoratet har i sin skrivelse af 20. maj 1988 til

ansøgerne præciseret direktoratets standpunkt således:

»Der foreligger ... mærkelighed, idet mærkerne, der begge er rene

figurmærker, uanset forskellen i detailler, stort set giver samme

helhedsindtryk, idet de er udformet og opbygget på samme måde. Det ansøgte

mærke må opfattes som et nåletræ, som vokser ud af kanten på den cirkel, der

omgiver det, og det registrerede mærke må opfattes som et stedsegrønt træ,

muligvis et formklippet nåletræ, der vokser ud af kanten på en oval figur med

sort kant. »

Indsigerne kan aldeles tiltræde denne vurdering. Spørgsmålet,

om hvorvidt der foreligger forvekslelighed mellem indsigernes

mærke og det under Reg. Nr. 4070/87 registrerede mærke, hører ikke

under nærværende indsigelsessag, men må i givet fald afgøres for

domstolene.

Indsigerne henstiller herefter, at direktoratet fastholder

afslaget.«

Den 14. august 1990 fremkom ansøger med følgende bemærkninger

hertil:

»....Indsigerne henviser til, at vor klient har nedlagt

indsigelse mod registrering af tysk (international) ansøgning nr.

485 267. Denne påstand må bero på en misforståelse. Indsigerne i

Vesttyskland er hverken vor klient eller vor klients

datterselskab. Den eneste forbindelse mellem det tyske selskab og

vor klient er, at begge er medlem af Internationale Spar-Zentrale

B.V. Vor klient har ingen indflydelse haft på indsigelsessagen i

Tyskland, herunder beslutningen om nedlæggelse af indsigelsen. Vor

klient har således ikke som hævdet skiftet standpunkt vedrørende

forvekslelighedsspørgsmålet.

I øvrigt er indsigelsessagen i Vesttyskland nu endelig

afgjort og således, at indsigelsen ikke er taget til følge.

Mærkerne er altså ikke anset for forvekslelige i Vesttyskland.

Det bekendtgjorte mærke er en genanmeldelse af vor klients

under F.R. 5-1974 tidligere registrerede mærke. Denne tidligere

registrering blev ikke tilladt fornyet i 1984, se vedlagte

skrivelse fra direktoratet af 13. november 1984.

Såfremt direktoratet skulle fastholde tilkendegivelsen af, at

direktoratet anser mærkerne for forvekslelige, medfører det, at

direktoratet erkender, at indsigernes registrering V.R. nr.

2161-1973 (indleveret den 9. marts 1972) er sket med urette. F.R.

nr. 5/74 blev indleveret den 9. december 1969, dvs. før

indleveringsdagen for indsigernes ansøgning, der har ført til

registrering V.R. nr. 2161-1973, uden at vor klients daværende

ansøgning blev modholdt.

Vor klients forretningskæde består i øjeblikket af ca. 100

forretninger, og det ansøgte mærke har været anvendt af denne

forretningskæde siden 1970. Vor klient og dennes retsforgænger har

siden 1932 anvendt et stiliseret træ i en cirkulær ring som

varemærke. Udformningen af mærket er selvfølgelig blevet ændret

gennem årene, se vedlagte kopi. Figurmærket i dets nuværende

udformning har været anvendt siden 1970.

Vi skal nu fremkomme med nogle bemærkninger vedrørende de to

figurmærkers visuelle fremtræden. Vi vedlægger et ark, der viser

såvel det ansøgte som det registrerede mærke, og hvor vi har

forstørret indsigernes registrerede mærke så meget, at de to

mærker har nogenlunde samme størrelse, så at en direkte

sammenligning er mulig. Det ansøgte mærke består af en ubrudt

cirkulær ring med samme tykkelse langs hele periferien og et

stiliseret træ anbragt inde i ringen, således at træet »er vokset

ud fra ringens inderside«. Indsigernes mærke består af et centralt

element formet som en blomsterknop eller en spydspids, der omgives

af to ydre elementer, der er formet som kæberne på en tang.

De to mærker fremtræder derfor så forskelligartede og giver

så helt forskelligartede associationer, at de ikke kan anses for

at være forvekslelige.

Endelig bør det ved forvekslelighedsbedømmelsen ikke lades

ude af betragtning, at mærkerne har stået side om side i

registeret i næsten i 10 år.

Vi anmoder derfor om, at indsigelsen afvises og ansøgningen

gennemføres til registrering.'

I skrivelse af 24. maj 1991 anførte indsiger herefter

følgende:

»....

1) Købmandskæden SPAR Danmark A/S har nære forbindelser med det tyske

selskab Deutsche Spar-Handselsgesellschaft, idet de to selskaber

er medlemmer af Internationale Spar-Zentrale B.V.

2) Når ansøgernes tyske partner var af den mening, at der forelå

forvekslelighed i Tyskland, kan det ikke være overraskende, at

indsigerne gør gældende, at der foreligger forvekslelighed.

3) Afgørelsen fra de tyske varemærkemyndigheder vedrører ikke

Danmark.

I øvrigt er der forskelle mellem de to sager:

Den tyske afgørelse vedrørte ikke det for indsigerne i

Danmark registrerede billedmærke, men ordet HOM i særlig

skriveskrift sammen med en gengivelse i småt af det pågældende

billedmærke. Det tyske varemærkemyndigheder har således ikke haft

til opgave at bedømme de to billedmærker for sig, således som

tilfældet er i Danmark.

4) Ansøgerne kan ikke påberåbe sig, hvad der måtte være sket i

fortiden, jævnfør at de ikke var indehavere af reg. nr. 5/74.

5) Ansøgerne benytter deres mærke hovedsageligt eller udelukkende som

firmasymbol for en kæde af supermarkeder og ikke som varemærke for

specielle varer.«

Patentdirektoratet meddelte i skrivelse af 25. september 1991

følgende til ansøger:

»....Direktoratet må fastholde den tidligere afgørelse,

hvorefter det ansøgte mærke blev anset for forveksleligt med det

under VR 2161 1973 registrerede varemærke. Der foreligger

varekollision, og der foreligger tillige mærkelighed, idet

mærkeerne, der begge er rene figurmærker, uanset visse forskelle i

detaljer, stort set giver samme helhedsindtryk, idet de er

udformede og opbygget på samme måde.

Det skal oplyses, at direktoratet ikke ved behandlingen af

den ansøgning, der førte til registrering under VR 2161 1973 fik

lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om de to mærkers

forvekslelighed, da FR 5-1974 ikke blev fremdraget til bedømmelse.

Da den tidligere fællesmærkeregistrering FR 0005 1974 nu er

udslettet må nærværende sag betragtes som en nyindgiven ansøgning

og behandles og bedømmes på det foreliggende grundlag og under

hensyn til situationen i dag.

Ansøgningen må herefter begrænses til sådanne bestemt angivne

varer og tjenesteydelser, der ikke kolliderer med den nævnte

registrering.

En sådan begrænsning forventes foretaget snarest belejligt og

senest inden 2 måneder fra dato, da indsigelsen ellers vil blive

taget endelig til følge, og ansøgningen blive afslået.«

Den 22. november 1991 skrev Hofman-Bang & Boutard A/S som

fuldmægtige for klagerne i denne sag, de nye indehavere af

ansøgningen, Dagrofa A/S, følgende:

»Under henvisning til Patentdirektoratets skrivelse af 25.

september 1991 til Købmandskæden SPAR Danmark A/S vedrørende den

af Innovations pour L'Elegance Masculine, Frankrig nedlagte

indsigelse mod registreringen af det under VA 1894/85 anmeldte

figurmærke (Spar-mærket) skal vi herved på vegne erhververen af

varemærkeansøgningen, Dagrofa A/S, anmode Patentdirektoratet om at

tage den i ovennævnte skrivelse af 25. september 1991 trufne

afgørelse op til fornyet overvejelse.

Som begrundelse for vor anmodning skal vi anføre følgende:

Det fremgår af den tidligere korrespondance i forbindelse med

indsigelsessagen, at det med ansøgningen identiske figurmærke i

sin tid blev registreret som fællesmærke for Foreningen Spar

Centralen under FR 5 1974 bl.a. for alle varer i klasserne 03 og

25.

Det fremgår ligeledes, at fællesmærkeregistreringen ikke blev

fornyet i 1984, da Foreningen Spar Centralen i mellemtiden var

blevet ophævet og omdannet til et aktieselskab, som i henhold til

bestemmelserne i Fællesmærkeloven ikke var berettiget til at

erhverve retten til en fællesmærkeregistrering, hvorfor

fællesmærket blev udslettet og nyanmeldt som varemærke af

Købmandskæden SPAR Danmark A/S som retsefterfølger til varemærket.

SPAR varemærket både som ordmærke, som kombineret ord- og figurmærke

og som figurmærke alene har i Danmark en lang historie.

Ordmærket SPAR har været registreret siden 1935 (VR 175 1935)

og er i dag ejet af Dagrofa A/S. De tidligere ejere både Brdr.

Justesen A/S og Sthyr & Kjær A/S har begge været tilknyttet

Foreningen Spar Centralen, som i 1969 anmeldte figurmærket

( Sparmærket ) som fællesmærke.

Mærket SPAR + figur (Spar-mærket) er siden i en lang periode

anvendt af Foreningen Spar Centralen's medlemmer indtil foreningen

ophørte med at eksistere, og retten til også disse varemærker

overgik til Spar Marketing A/S.

Vi vedlægger som dokumentation for overgangen af

rettighederne til Foreningen Spar Centralen's som fællesmærke i

1974 registrerede mærke en erklæring underskrevet af tidligere

direktør i Sthyr & Kjær A/S, Knud Kresten Madsen, hvoraf det

fremgår, at rettighederne til mærket i forbindelse med foreningens

opløsning overgik til Spar Marketing A/S (bilag 1). Endvidere

vedlægges (bilag 1a) kopi af stiftelsesoverenskomst for Spar

Marketing A/S, hvori retten til varemærket SPAR også er omtalt.

Som dokumentation for at Spar Marketing A/S har ændret navn

til Markedsføringsselskabet af 27. juni 1983 A/S i Likvidation

vedlægges kopi af udskrift af Aktieselskabsregistret af 12/3 89

(bilag 2).

Endvidere vedlægges kopi af overdragelseserklæring af 30.

august 1984, hvorefter likvidatorerne i forbindelse med

Markedsføringsselskabet af 27. juni 1983 A/S's frivillige

likvidation overdrager retten til ordmærket og figurmærket SPAR

enten hver for sig eller kombineret til Købmandskæden SPAR Danmark

A/S (bilag 3).

Endelig fremsendes overdragelseserklæring af 19. september

1991 i kopi (bilag 4), hvorved retten til bl.a. nærværende

varemærkeansøgning overdrages til Dagrofa A/S (os bekendt er

overdragelsen noteret nu i Patentdirektoratets register). Som

bilag til erklæringen vedlægges kopi af udskrift af

forhandlingsprotokol, visende bl.a. hvem der tegner Købmandskæden

SPAR Danmark A/S.

Til slut vedlægges fuldmagt, hvorved Dagrofa A/S bemyndiger

vort firma til på sine vegne at videreføre behandlingen af

nærværende anmeldelse m.v. (bilag 5).

På dette grundlag håber vi at Direktoratet vil anse det for

dokumenteret, at det af nærværende ansøgning omfattede figurmærke

(Spar-mærket) afleder sin ret fra det i sin tid registrerede

fællesmærke (Spar-mærket), og at det kun er rent tekniske

hindringer så som bestemmelserne i Fællesmærkeloven, som

forhindrede, at selve mærket kunne overdrages til den nye

erhverver.

Nærværende ansøgning støtter således efter vor opfattelse sin

ret på fællesmærkeregistrering FR 5 1974 (som blev anmeldt i 1969)

og bør således på grundlag af den indsendte dokumentation bedømmes

som en videreførelse af de gamle rettigheder.

I øvrigt virker det stødende for retsbeskyttelsen, at

indsigers figurmærke VR 2161 1973 (anmeldt i 1972) har kunnet opnå

registrering uanset eksistensen af FR 5 1974 (som blev anmeldt i

1969). Dette skyldes formentlig, at de to figurmærker er blevet

forskelligt klassificeret i figurkartoteket, nemlig måske

henholdvis som et træ indeholdt i en cirkel og som en blomst.

Nærværende ansøgning er heller ikke ved behandlingen i

Patentdirektoratet blevet mødt med den indvending, at mærket var

forveksleligt med indsigernes varemærke VR 2161 1973 formentlig

fordi man ved undersøgelsen af nærværende figurmærke af samme

grund som ovenfor anført ikke stødte på eksistensen af indsigernes

figurmærke. Spørgsmålet om forvekslelighed er således først blevet

aktuelt i forbindelse med den her verserende indsigelse.

Hvorfor mærkerne efter at de i 10 år har sameksisteret uden

problemer nu pludselig skal anses for forvekslelige er os lidt af

en gåde, og når konsekvensen så bliver, at vor klients ansøgning,

(som støtter ret på en ældre registrering af det identiske mærke),

ikke kan gennemføres til registrering på grund af en

»mellemkommende« rettighed, finder vi, at der bliver tildelt

indsiger en urimeligt favorabel retsbeskyttelse, som går langt ud

over, hvad indsiger under disse omstændigheder med rette kunne

påregne.

Vi skal hermed anmode Direktoratet om at tage hensyn til alle

foreliggende forhold, som anført ovenfor og således ændre den

trufne afgørelse under hensyn til, at ansøger har dokumenteret af

være retsefterfølger til det anmeldte figurmærke (Spar-mærket).

Under hensyn hertil skal vi derfor påstå den i medfør af

Bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 6 i Varemærkeloven nedlagte

indsigelse afvist.'

Hertil bemærkede indsigerne i skrivelse af 4. marts 1992

følgende:

»I besvarelse af direktoratets skrivelse af 29. november

1991, vedlagt kopi af skrivelse af 22. november 1991 fra

ansøgerne, skal vi herved på indsigernes vegne fastholde

indsigelsen.

Den nævnte skrivelse af 22. november 1991 er meget ordrig.

Realiteten i skrivelsen er imidlertid, så vidt vi kan se, alene

det, at ansøgerne mener at kunne støtte rettigheder på en

tidligere fællesmærkeregistrering, med tilføjelse af at det efter

ansøgernes formening ville virke »stødende for

retsbeskyttelsen«

om ansøgerne ikke fik medhold, ligesom ansøgerne anmoder

direktoratet om at tage hensyn til »alle foreliggende forhold«.

Specielt for så vidt angår de to sidstnævnte anbringender,

forekommer det os, at der ikke er nogen substans i de pågældende

argumenter.

Indsigerne henstiller herefter, at ansøgningen afvises.'

Direktoratet skrev herefter i skrivelse af 11. juni 1992 bl.

a. følgende til ansøger:

»....Direktoratet må fastholde den tidligere afgørelse,

hvorefter det ansøgte mærke er forveksleligt med det under VR 2161

1973 registrerede varemærke.

Direktoratet må ligeledes fastholde, at nærværende ansøgning

må behandles som en ny ansøgning, uden forbindelse med FR 0005

1974, da denne registrering blev udslettet før nærværende

ansøgnings indlevering. Nærværende ansøgning må behandles og

bedømmes på det foreliggende grundlag og under hensyn til

situationen i dag.

Ansøgningen må herefter begrænses til sådanne bestemt angivne

varer, der ikke kolliderer med den nævnte registrering inden 1

måned fra dato.

Foretages der ikke en fyldestgørende begrænsning inden

udløbet af ovennævnte frist, vil indsigelsen umiddelbart blive

taget endelig til følge og ansøgningen samtidigt blive afslået.«

Klageren anmodede i skrivelse af 17 juni 1992 Direktoratet om

at tage den trufne afgørelse op til fornyet overvejelse og

anførte:

»....Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det under FR

5-1974 registrerede fællesmærke ikke blev udslettet af registret,

før nærværende ansøgning VA 1894/85 af det identiske varemærke

blev indleveret til Patentdirektoratet.

Sagen er den, at Købmandskæden SPAR Danmark A/S den 17.

august 1984 indleverede en anmeldelse om fornyelse af det under

nr. 5-1974 registrerede fællesmærke for Foreningen Spar Centralen.

Patentdirektoratet meddelte imidlertid Købmandskæden SPAR

Danmark A/S i brev af 13. november 1984, hvoraf kopi vedlægges, at

det under nr. 5-1974 registrerede fællesmærke ikke kunne

overdrages til et aktieselskab.

Da Købmandskæden SPAR Danmark A/S (nu Dagrofa A/S) ikke havde

gjort sig klart, hvad man så ville stille op, sendte

Patentdirektoratet den 26. februar 1985 et afslag på

fornyelsesansøgningen, jvf. vedlagte kopi af skrivelse af 26.

februar 1985.

Patentdirektoratet meddeler Købmandskæden SPAR Danmark A/S,

at fællesmærket ville blive slettet af registret, såfremt de ved

varemærkelov nr. 211 af 11. juni 1959 § 44 fastsatte ankefrister

udløber, uden at afgørelsen er indbragt for Industriministeriet

eller domstolene.

Det fremgår således af denne korrespondance, at det under nr.

5-1974 registrerede fællesmærke har været i kraft indtil 6 måneder

efter afslagets dato nemlig i hvert fald indtil den 26. august

1985.

Da nærværende ansøgning af det identiske varemærke er

indleveret til Patentdirektoratet den 29. marts 1985, altså godt

en måned efter afslagets dato men knapt 5 måneder inden

fællesmærke nr. 5-1974 blev endeligt udslettet af registret,

finder vi ikke, at nærværende ansøgning må behandles og bedømmes

uden hensyntagen til den under FR 5-1974 foretagne

fællesmærkeregistrering.

Vor klient, Dagrofa A/S (tidligere Købmandskæden SPAR Danmark

A/S), reagerede jo på afslaget om fornyelse af den gamle

fællesmærkeregistrering ved inden en måned efter afslagets dato at

indlevere en nyanmeldelse af det identiske mærke som varemærke.

Der har således ikke på noget tidspunkt siden fællesmærket FR

5-1974 blev registreret den 22. februar 1974 været nogen periode,

hvori registreringen af det pågældende figurmærke var ophørt, uden

at en nyanmeldelse af det identiske figurmærke var indleveret.

Under hensyn hertil skal vi derfor anmode Direktoratet om, at

nærværende ansøgning ikke behandles som en ny ansøgning uden

forbindelse med FR 5-1974 men som en videreførelse af denne

fællesmærkeregistrering FR 5-1974. Resultat heraf må derfor efter

vor opfattelse blive, at den nedlagte indsigelse afvises, og vi

henviser i denne forbindelse til § 14 stk. 2 i den tidligere

varemærkelov jvf. § 14 stk. 1 nr. 6, hvorefter registrering kan

finde sted, uanset om mærket er forveksleligt med et tidligere

registreret varemærke, såfremt fornødent hjemmel foreligger, og

der ikke er anledning til at antage,at registreringen vil virke

vildledende.

Vi finder, at denne lovbestemmelse i det særegne tilfælde kan

anvendes på forholdet, idet vi har dokumenteret fornøden hjemmel i

form af en ubrudt række tilbage til anmelderen af det under FR

5-1974 registrerede fællesmærke. Endvidere finder vi, at der ikke

er anledning til at antage, at registreringen af vor klients

varemærke vil virke vildledende, idet mærket ikke er identisk med

indsigernes figurmærke. Den omstændighed,at mærkerne har

eksisteret side om side i registret siden 1973, synes jo også at

tale for, at mærkerne fortsat skulle kunne eksistere side om side

i registret, jvf. principperne i § 8 i Varemærkeloven.

Vi skal derfor anmode Direktoratet om på det nu foreliggende

grundlag at ændre den tidligere trufne afgørelse i sagen og afvise

indsigelsen under henvisning til det ovenfor anførte....«

Indsigerne bemærkede i skrivelse af 7. september 1992

følgende:

»I besvarelse af Direktoratets skrivelse af 30. juli 1992,

vedlagt kopi af skrivelse af 17. juni 1992 fra ansøgerne, skal vi

herved på indsigernes vegne meddele, at det af indsigerne nu

anførte ikke ses at kunne berettige ansøgningen til registrering.

Det forekommer tværtimod indsiger, at det af ansøgerne nu

anførte virker »fortænkt«.

Ankefristen på 6 til 12 måneder ville naturligvis kun kunne

have relevans, såfremt der faktisk inden ankefristens udløb blev

indgivet anke. Registreringen af det under Reg. No. 5-1974

registrerede fællesmærke var ikke »i kraft« indtil 6 til 12

måneder efter afslagets dato. Såfremt anke havde været inde inden

ankefristens udløb, ville stillingen have været en anden.

Indsigerne må tilbagevise, at der skulle foreligge et

»særegent« tilfælde, jfr. sidste afsnit på side 2 i den nu af

ansøgerne indleverede skrivelse, henholdsvis at ansøgerne skulle

kunne støtte sig på § 14 stk. 1 nr. 6 i den tidligere

Varemærkelov. Indsigerne måtte lige afvise, at ansøgerne skulle

kunne støtte sig på »principperne i § 8 i Varemærkeloven«.

I øvrigt bemærkes, at en anke ikke kan antages at ville have

ændret Direktoratets afslag. For såvidt angår sidste afsnit af

Direktoratets afslagsskrivelse af 26. februar 1985 bemærkes også,

at den omstændighed, at Direktoratet først kan slette

registreringen af registeret efter ankefristens udløb, ikke ændrer

den kendsgerning, at der forelå afslag ved Direktoratets skrivelse

af 26. februar 1985.'

Hertil svarede klageren i skrivelse af 22. september 1992 som

følger:

»....Vi er da forfærdeligt kede af, at forekommer indsiger

»fortænkt«, at vi omhyggeligt har redegjort for sagsforløbet i

forbindelse med fornyelsen af det under FR 5 1974 registrerede

fællesmærke. Både vi og vor klient finder, at det forekommer uhyre

gennemtænkt, at vi for at forsvare vor klients interesser i denne

sag, har gjort alt, hvad der er muligt for at vise vor klients

interesse i figurmærket (SPAR-mærket). Dette mærke er jo som

bekendt af meget stor interesse for vor klient, hvilket indsiger

jo er opmærksom på, idet det er et ganske stort krav om økonomisk

kompensation, der er fremført for at medvirke til registrering af

figurmærket (SPAR-mærket). At indsiger er villig til at give

samtykke (ganske vist for en klækkelig økonomisk kompensation) er

jo egentlig også ensbetydende med, at indsiger ikke føler, at der

vil være fare for forveksling, når mærkerne rent faktisk bruges i

handlen.

Vi finder, at det i høj grad er undskyldeligt, at Dagrofa A/S

selv anmeldte fællesmærket FR 5 1974 til fornyelse, idet Dagrofa

A/S ikke på daværende tidspunkt var klar over, at det ikke var

muligt at forny en fællesmærkeregistrering for et aktieselskab.

Dagrofa A/S anmeldte da også mærket påny som varemærke inden 1

måned efter datoen for afslaget på fornyelsesansøgningen. I øvrigt

vil vi gerne korrigere indsiger, idet ankefristen efter den

tidligere gældende varemærkelov § 44 er 3 måneder til tidligere

Industriministeriet senere Patentankenævnet og 6 måneder til

domstolene, men ikke som af indsiger anført 6-12 måneder.

Vi ved ikke, hvor indsiger har disse 12 måneder fra, men det

kan næppe være fra varemærkeloven.

Indsiger hævder, at der rent faktisk skulle have været

indgivet en anke af afslaget, for at ankefristen kunne have

relevans. Indsiger henviser imidlertid ikke til nogen form for

litteratur endsige afgørelser omkring dette emne, hvorfor vi må

fortolke ordlyden i den dagældende bestemmelse i § 15 3. afsnit i

bekendtgørelse om anmeldelse og registrering af varemærker nr. 335

af 21. september 1960 som følger.

Ordlyden er således:

NÅR DE VED VAREMÆRKELOVENS § 44 FASTSATTE ANKEFRISTER ER UDLØBET, UDEN

AT DIREKTORATETS AFGØRELSE ER INDBRAGT FOR HANDELSMINISTEREN ELLER

DOMSTOLENE, SLETTES VAREMÆRKET AF REGISTRET, OG BEKENDTGØRELSE HEROM SKER I

REGISTRERINGSTIDENDE.

I ordlyden er der således intet anført om, at varemærket ikke

skulle være gyldigt, indtil det tidspunkt hvor det rent faktisk

slettes af registret, hvorfor vi må fastholde den af os anførte

opfattelse som udtrykt i vort brev af 17. juni 1992 til

Patentdirektoratet.

Vi er da også kede af, at indsiger tilbageviser og afviser de

anbringender, vi har anført i vort ovennævnte svar til

Patentdirektoratet uden egentlig at anføre nogen form for

begrundelse.

At en anke af Direktoratets afslag vedr. fornyelse af

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ikke kan antages at ville have

ændret Direktoratets afslag, kan vi for så vidt godt være enige

med indsiger i, men dette er efter vor opfattelse komplet

irrelevant i forbindelse med den påstand om

fællesmærkeregistreringens gyldighed indtil endelig udslettelse af

registret, som vi har fremsat....'

Direktoratet traf endelig afgørelse i sagen den 27. november

1992 og tog indsigelsen til følge med følgende begrundelse:

»....Direktoratet må fortsat fastholde, at det ansøgte mærke

er forveksleligt med det under VR 2861 1973 registrerede

varemærke. Direktoratet må ligeledes fastholde, at nærværende

varemærkeansøgning må behandles som en ny ansøgning, uden

forbindelse med fællesmærkeregistreringen FR 005 1974, der blev

udslettet i september 1985. Dette må også gælde selv om nærværende

varemærkeansøgning blev indleveret før udløbet af den ankefrist,

der blev oplyst i afslagsskrivelsen af 26. feb. 1985, altså før

fællesmærkeregistreringens udslettelse.

Det skal tilføjes, at direktoratet ikke mener, at

bestemmelsen i § 14, stk. 2 i varemærkeloven af 1959 kan anvendes

i nærværende tilfælde.

Det forhold, at en fællesmærkeregistrering ikke var udslettet

inden et tilsvarende varemærke blev anmeldt af en anden indehaver,

synes ikke at kunne bevirke, at der foreligger fornøden hjemmel

til registrering.

Indsigelsen nedlagt i medfør af § 14 stk. 1 nr. 6 i

varemærkelov af 11. juni 1959 tages til følge, og ansøgningen

afslås under henvisning til mærkets forvekslelighed med VR 2161

1973....«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. januar 1993

indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Direktoratets

afgørelse omstødes.

Klageren har indleveret en ankebegrundelse af 17. marts 1993,

hvor der anføres følgende:

PÅSTAND:

»Som anført i vor ankeskrivelse af 27. januar 1993 påstår vi

den af Patentdirektoratet i skrivelse af 27. november 1992 trufne

afgørelse omgjort. Vi er ikke enige med Direktoratet i, at det af

vor klient anmeldte figurmærke VA 1894 1985 er forveksleligt med

det for indsiger under VR 2161 1973 registrerede varemærke, jvf.

herved bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 6 i Varemærkelov af 11. juni

195,9, jvf. § 14 stk. 2 i sammme lov. Mærkerne er vist nedenfor.

SAGSFREMSTILLING:

Klagerens figurmærke VA 1894 1985 blev bekendtgjort i

Registreringstidende den 9. juli 1986, 1, for alle varer og

tjenesteydelser i klasserne 1-42.

Indehaveren af det under VR 2161 1973 registrerede figurmærke

nedlagde i skrivelse af 9. september 1986 indsigelse mod

registreringen af ovennævnte figurmærke.

Patentdirektoratet traf i skrivelse af 20. maj 1988 afgørelse

i sagen. Klageren havde ikke udtalt sig til indsigelsen, som blev

taget til følge. Dog fik klageren mulighed for at begrænse

ansøgningen af hensyn til indsigers registrering.

I skrivelse af 29. september 1988, imødegik klageren

Patentdirektoratets afgørelse. Man anførtede. Man anførte, at den

tidligere fællesmærkeregistrering nr. 5 1974 af det identiske

mærke, anmeldt den 9. december 1969, ikke i sin tid var til hinder

for registrering af indsigers figurmærke anmeldt den 9. marts

1972, altså godt to år senere.

Indsiger har i skrivelse af 29. marts 1989 fastholdt

indsigelsen.

Klageren imødegik i skrivelse af 14. august 1990 påny

indsigelsen.

I skrivelsen af 24. maj 1991 fastholdt indsiger indsigelsen.

Klageren har i skrivelse af 1. juli 1991 (bilag mangler

beklageligvis) oplyst, at man ikke vil fremkomme med yderligere

indlæg i sagen.

I skrivelse af 25. september 1991 fra Patentdirektoratet,

fastholdes den tidligere trufne afgørelse om forvekslelighed

mellem klagerens figurmærke og indsigers figurmærke. Der gives

fortsat klageren en frist til at begrænse anmeldelsen af hensyn

til indsigerens registrering.

I skrivelse af 22. november 1991 bad klageren påny

Patentdirektoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse

under hensyn til nye argumenter. Der blev til støtte for

anmodningen indsendt dokumentation for, at klageren, Dagrofa A/S,

var retsefterfølger efter indehaveren af den tidligere

fællesmærkeregistrering af det identiske figurmærke ( SPAR

-mærket), tidligere tilhørende Foreningen SPAR-Centralen.

I skrivelse af 4. marts 1992, fastholdt indsiger indsigelsen

uanset det af klageren anførte.

I skrivelse af 11. marts 1992, meddelte klageren, at denne

sidste skrivelse fra indsiger ikke gav anledning til en fornyet

udtalelse.

I skrivelse af 11. juni 1992, fastholdt Patentdirektoratet

fortsat sin afgørelse. Man henviste til, at den identiske

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ( SPAR -mærket) blev udslettet

af registret, før klagerens identiske ansøgning blev indleveret.

I skrivelse af 17. juni 1992, påpegede klageren, at

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ( SPAR -mærket) endnu ikke var

endeligt udslettet af registret, da klagerens fornyede ansøgning

af samme figurmærke blev anmeldt som varemærke.

Indsiger udtalte sig i skrivelse indkommet til

Patentdirektoratet den 7. september 1992, vedr. de ovenanførte

synspunkter.

Klageren besvarede i skrivelse af 22. september 1992, dette

indlæg og fastholdt opfattelsen af, at en registrering principielt

må være gyldig indtil den dato, hvor den udslettes af registret.

Patentdirektoratet fastholder i skrivelse af 27. november

1992, påny:

1) sin afgørelse om forvekslelighed mellem klagerens og indsigers

figurmærker

2) at klagerens ansøgning må betragtes som en ny ansøgning uden

forbindelse med fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ( SPAR -mærket)

3) at bestemmelsen i § 14 stk. 2 i Varemærkeloven af 1959 om »særlig

hjemmel« ikke kan finde anvendelse i nærværende situation.

ANBRINGENDER:

Ad

1) Forvekslelighed mellem klagerens og indsigers figurmærker

Vi deler ikke Direktoratets opfattelse af, at klagerens

figurmærke bestående af billedet af en cirkel indeholdende en

stiliseret grantræ kan anses for forveksleligt med indsigers

figurmærke bestående af et stiliseret billede af en gennemskåret

blomst måske en tulipan.

Disse figurmærker har da også i Patentdirektoratets

figurmærkekartotek været anbragt i forskellige klasser, idet

klagerens figurmærke oprindeligt har været anbragt i figurklasse

3-1-2, hvilket i følge telefonisk oplysning fra Patentdirektoratet

er klassen indeholdende »nåletræer, også stiliserede, og

buske«.

Indsigers figurmærkeregistrering er ligeledes i følge

oplysning fra Patentdirektoratet klassificeret i figurklasserne

3-2-9 »tulipaner« og 3-2-12 »øvrige blomster«.

Dette er selvfølgelig grunden til, at indsigers registrerede

figurmærke er registreret uanset forekomsten af klagerens ældre

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 på grund af forskellig

klassificering. Indsiger har imidlertid ikke undset sig for at

nedlægge indsigelse mod klagerens nye varemærkeansøgning af det

identiske figurmærke ( SPAR -mærket) uanset at indsigers

figurmærkerregistrering har sameksisteret i varemærkeregistret i

10 år med fællesmærkeregistreringen ( SPAR -mærket).

Til støtte for synspunktet om manglende forvekslelighed

mellem de to figurmærker fremsender vi fotokopi af Tillæg til

Registreringspraksis 1880-1980 eksemplerne 1-3.

For så vidt angår eksempel 1 er den øverste afbillede tyr

ikke anset for forvekslelig med den, der er afbilledet lige neden

under uanset om begge tyre er udført i sort silhuet.

For så vidt angår eksempel 2 er de to figurmærker begge

visende silhuetter af mennesker ikke anset for forvekslelige måske

fordi det viser henholdsvis et kvindehoved og en mands hoved.

I eksempel 3 er den stiliserede gengivelse af en hest med

fremhævet manke og hale og blomstermotiver ikke anset for

forvekslelig med de registrerede varemærker visende enhjørninger,

idet disse tydeligt er gengivet som fabeldyr.

Det er vor opfattelse, at såvel de to tyre som de to

silhuetter af mennesker og henholdsvis den stiliserede hest og

enhjørningerne set fra siden frembyder lige så mange indbyrdes

forskelle, som klagerens figurmærke frembyder over for indsigers

figurmærke.

Skulle Ankenævnet ikke give os medhold i denne påstand om

manglende forvekslelighed henviser vi til den argumentation, vi på

klagerens vegne er fremkommet med specielt i vore indlæg til

Patentdirektoratet af 22. november 1991, jvf. bilag 9, og 17. juni

1992, jvf. bilag 13, samt 22. september 1992.

Ad

2) Manglende forbindelse mellem ældre fællesmærkeregistrering og ny

varemærkeansøgning

Vi deler ikke på nogen måde Direktoratets opfattelse af, at

den af klageren under VA 1894 1985 indgivne figurmærkeanmeldelse

må betragtes som en ny anmeldelse uden forbindelse med den gamle

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ( SPAR -mærket).

Vi har i vort ovennævnte indlæg af 22. november 1991

redegjort for overgangen af rettighederne fra den oprindelige

indehaveren af fællesmærkerergistrering FR 5 1974, Foreningen SPAR

Centralen, til klageren, Dagrofa A/S, og vi har også indsendt

fornøden dokumentation for de forskellige rettighedesovergange.

Dette synes Direktoratet imidlertid aldrig at have taget

nogen konkret stillingtagen til, idet man i stedt forsøger at

henholde sig til det synspunkt, at den gamle

fællesmærkeregistrering FR 5 1974 ikke længere var i kraft, da

klagerens varemærkeansøgning VA 1894 1985 af figurmærket ( SPAR

-mærket) blev indleveret til Patentdirektoratet den 28. marts

1985.

Overfor dette synspunkt har vi i vort indlæg af 17. juni

1992, jvf. bilag 13, påpeget, at fællesmærkeregistrering FR 5

1974 SPAR -mærket endnu ikke var endeligt udslettet af registret,

da Dagrofa A/S anmeldte SPAR -mærket påny som varemærke den 18.

marts 1985.

Vi har d.d. telefonisk fra Patentdirektoratet fået bekræftet,

at fællesmærkeregistrering FR 5 1974 først er endeligt udslettet

af registret den 4. september 1985, og vi vil formentlig kunne

dokumentere dette ved at eftersende kopi af det gamle registerblad

vedr. denne registrering, hvoraf udslettelsesdatoen fremgår.

Patentdirektoratet har selv undersøgt dette spørgsmål i følge

skrivelse af 27. november 1992, hvor det bekræftes, at

registreringen blev udslettet i september 1985.

Vi mener således at have dokumenteret, at de gamle

rettigheder til det identiske figurmærke SPAR -mærket var i kraft,

da klageren anmeldte figurmærket påny som varemærke.

Vi kan i øvrigt til støtte for dette synspunkt anføre, at

Apotekerforeningen i Danmark, som igennem mange år har opnået

registrering af en lang række fællesmærker, har nyanmeldt samtlige

disse fællesmærker som varemærker.

Begrundelsen herfor er at opnå varemærkeregistrering af disse

meget vigtige varemærker, som befolkningen er blevet bekendt med

gennem mange år, inden man kan overdrage varemærkerne til Nycomed

A/S, det danske datterselskab af det tilsvarende norske selskab,

som har købt Apotekerforeningens laboratorium DAK Laboratoriet,

som fremstiller de pågældende præparater.

Apotekerforeningen har i denne forbindelse bedt om, at der i

varemærkeregistret blev indføjet en bemærkning om, at den nye

varemærkeregistrering skulle anses for at være en videreførelse af

den ret, der i sin tid var stiftet til det identiske fællesmærke.

Dette ville være meget vigtigt, idet man da i forbindelse med

eventuelle indsigelser eller angreb fra tredjemands side kunne

henvise til den prioritet eller fortrinsret, som kunne

tilbageføres til den oprindelige identiske

fællesmærkeregistrering.

Dette synspunkt finder vi taler meget stærkt til støtte for,

at man i nærværende situation, hvor klageren virkelig har forsøgt

at opretholde sin gamle fællesmærkeregistrering, men hvor dette

ikke på grund af lovgivningstekniske hindringer har kunnet lykkes,

da har nyanmeldt fællesmærket som varemærke.

Havde Danmarks Apotekerforening været i samme situation som

klageren i nærværende sag, Dagrofa A/S, hvis SPAR -mærke er kendt

viden om, da det anvendes af ca. 300 købmandsforretninger landet

over, ville man næppe have set med blide øjne på, at et velkendt

mærke, som f.eks. MAGNYL ville været blevet afslået som varemærke

efter indsigelse fra tredjemand. Tilmed fra en tredjemand, hvis

registrerede varemærke var indført i registret i strid med de

gamle fællesmærkerettigheder, fordi man ikke på daværende

tidspunkt enten havde været opmærksom på rettighederne eller havde

skønnet, at der ikke forelå forvekslelighed.

Ad

3) Kan bestemmelsen i § 14 stk. 2 finde anvendelse

Vi er heller ikke enige med Direktoratet i, at bestemmelsen i

§ 14 stk. 2 i Varemærkelov af 1959 om særlig hjemmel ikke kan

finde anvendelse i nærværende situation.

Vi tillader os i denne forbindelse af henvise til

højesteretsdom af 17. august 1971 trykt i Ugeskrift for Retsvæsen

1971 p. 752.

Højesteret udtaler i denne afgørelse, at da indehaveren af

det registrerede varemærke PLUMCAKE for tobaksvarer skal anerkende

modpartens ret til at anvende varemærket GERMAIN'S PLUM CAKE for

tobaksvarer, og da der ikke ved registreringen af det sidstnævnte

varemærke findes at være givet sagsøgte en anden eller mere

vidtgående ret end således fastlagt har der i bestemmelsen i

varemærkelovens § 14 sidste stykke været hjemmel til, at sagsøgte

har kunnet få sit nævnte varemærke registreret uanset sagsøgerens

registrering nr. 2009 1964 (varemærket PLUMCAKE ).

Højesteret har således fulgt den indstilling, der forelå fra

Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenet, der som

biintervenient under sagen fremhævede, at den tidligere

højsteretsdom af 13. oktober 1967 mellem samme parter, som

tillagde parterne sideløbende varemærkerettigheder, måtte anses

for sådan »fornøden hjemmel«, som i følge bestemmelsen i

varemærkelovens § 14 stk. 2 medfører, at registrering af sagsøgtes

varemærke kan finde sted uanset bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 6.

Denne fortolkning af ordene »fornøden hjemmel« i § 14 stk.

2

i Varemærkeloven i den første højesteretssag fra 1967 vedrørte

sideløbende rettigheder jvf. Varemærkelovens § 9 a, og det blev af

højesteret fastslået, at der var sideløbende rettigheder til

varemærkerne på grund af forudgående brug. Højesteretsdommen fra

1971 gjorde op med spørgsmålet om registrering af GERMAIN'S

PLUMCAKE uanset eksistensen af det registrerede varemærke PLUM

CAKE og faldt således ud til, at den tidligere

højesteretsafgørelse måtte være »fornødne hjemmel«, jvf. § 14

stk.

2 i Varemærkeloven af 1959.

Fornøden hjemmel i bestemmelsen i § 14 stk. 2 kan således

fortolkes på væsentlig anden vis end den, der er gjort rede for i

Betænkning vedr. en ny dansk lov om varemærker udgivet 1959 p.

1880-1980 p. 60 henvist til ovennævnte højesteretsdom vedr.

varemærket PLUMCAKE og ligeledes til UFR 1981 p. 111

HERKULES-dommen. I følge denne højesteretsafgørelse kan fornøden

hjemmel i § 14 stk. 2 i Varemærkeloven fra 1959 ikke forståes som

et påbud til myndighederne om at registrere varemærker i strid med

tidligere registrerede varemærker uanset om der dokumenteres brug

af det uregistrerede varemærke forud for det registrerede

varemærke. En sådan afgørelse skal træffes af domstolene.

Disse domme tager med andre ord stilling til, om der ved

ordene »fornødne hjemmel« i § 14 stk. 2 kan indlægges andre

fortolkningsmuligheder end dem, der er givet udtryk for i

Betænkningen fra 1959.

Dette synes efter ovenstående at være tilfældet, idet f.eks.

ældre brugsrettigheder kan tillægges vægt. Dette må efter vor

opfattelse også kunne gælde, når der som i nærværende tilfælde

foreligger ældre registrerede rettigheder (fællesmærkeregistrering

FR 5 1974), som kan dokumenteres overført fra den oprindelige

indehaver af fællesmærket til den nuværende indehaver af det

identiske varemærke. Her ud over foreligger der jo også brug af

selve SPA R-mærket som housemark for en lang række købmænd siden

begyndelsen af 1970'erne her i landet for tiden ca. 300. Disse har

i deres varesortiment foruden almindelige kolonialvarer også

forhandlet parfumerivarer og beklædningsgenstande.

Vi skal derfor fastholde vor opfattelse af, at ordene

fornøden hjemmel kan opfattes således som vi har givet udtryk for

i forbindelse med indsigelsessagen.

Vi skal herefter anmode Ankenævnet om at omgøre Direktoratets

afgørelse truffet i medfør af bestemmelserne i § 14 stk. 1 nr. 6

og § 14 stk. 2 i Varemærkeloven af 1959.

Skulle Ankenævnet stadfæste Patentdirektoratets afgørelse, er

vor klient indstillet på at begrænse ansøgningen af hensyn til

indsigers registrering, hvorfor vi anmoder om, at sagen hjemvises

til Patentdirektoratet til fortsat behandling....'

Indsigerne fremkom i skrivelse af 5. august 1993 med følgende

bemærkninger hertil:

»1. Forvekslelighedsproblematikken

I forbindelse med klagers påstand om, at de nævnte varemærker

ikke indbyrdes kan anses for forvekslelige, henvises til, at

Patentdirektoratet skulle have klassificeret de to figurmærker

forskelligt, idet klagers figurmærke oprindeligt har været anbragt

i figurklasse 3-1-2, som skulle omhandle en klasse indeholdende

nåletræer og buske, hvorimod indklagedes figurmærke skulle være

blevet klassificeret i figurklasse 3-2-9 omfattende tulipaner og

øvrige blomster.

Omend klager anfører, at disse oplysninger skulle være givet

af Patentdirektoratet telefonisk, må vi stærkt understrege, at

oplysningerne er udokumenterede og derfor ikke kan betragtes som

et anbringende til støtte for ikke-forvekslelighed mellem

mærkerne. Hvis dette forhold skulle kunne tillægges betydning,

måtte det kræves, at oplysningerne i det mindste fremgik som

hidrørende fra Patentdirektoratet.

Bortset herfra, gør vi gældende, at der ikke er baggrund for

specifikt at hævde, at klagers mærke skulle forestille et nåletræ,

hvorimod indklagedes mærke skulle klassificeres som en tulipan

eller anden blomst. Det er således heller ikke afgørende, om

klagers fællesmærke måtte være blevet modholdt eller ej i

forbindelse med behandlingen af indklagedes varemærkeansøgning i

sin tid.

Det afgørende og det, Patentankenævnet skal se på, er den

aktuelle situation, hvor forholdet er det, at Patentdirektoratet

har taget den nedlagte indsigelse til følge, hvilket er

ensbetydende med, at Patentdirektoratet har fundet, at de to

mærker må anses for forvekslelige.

Derudover må det fremhæves som et kuriosum, at

Patentdirektoratet har fundet, at de to mærker indbyrdes er

forvekslelige, hvilket således afgørende taler imod klagers

postulat vedrørende klassifikationen af de omhandlede figurmærker.

Med hensyn til de af klager fremlagte, tidligere

administrative afgørelser - jf. bilag 17 - er det

bemærkelsesværdigt, at disse alle afspejler de samme motiver i

forskellig grafisk udformning-eksempelvis afbildningen af en tyr,

en hest og et ansigt. Når klager lægger så afgørende vægt på, at

de i nærværende sag omhandlede figurmærker ikke kan betragtes som

henhørende i samme kategori, altså i dette tilfælde som træer -

med derimod som henholdsvis et træ og en blomst - forekommer de

fremlagte eksempler irrelevante i relation til denne teori.

Derudover synes fremlæggelsen af bilag 17 at tilkendegive, at

klager er klar over, at det i realiteten ikke er muligt at

fastholde postulatet om, at man skulle betragte de i sagen

omhandlede varemærker som forskelligt klassificeret.

I øvrigt gør vi gældende, at de fremlagte eksempler ikke er

analoge og derfor ikke kan tillægges værdi som præjudikat til

støtte for de af klager fremsatte anbringender.

Endvidere gøres gældende, at den argumentation, som klager

har anført i sin skrivelse af 22. november 1991 til

Patentdirektoratet til støtte for ikke-forvekslelighed mellem

mærkerne - jf. bilag 9- ikke kan tillægges betydning. Det fremgår

således af argumentationen, at klager påberåber sig 10 års

sameksistens mellem mærkerne, hvilket jo ikke er tilfældet,

eftersom den sameksistens, der refereres til, er mellem en

fællesmærke- registrering - der nu er udslettet - og en

varemærkeregistrering.

Nærværende sag drejer sig alene om, hvorvidt de to varemærker

indbyrdes må anses for forvekslelige, hvilket vi på indklagedes

vegne gør gældende, og hvilket er fastslået af Patentdirektoratet.

Tilsvarende argumentation fra klagers side går igen i bilag 13 og

bilag 15 - der refereres til pag. 4 i klagebegrundelsesskrivelsen.

Et særligt forhold, der naturligvis gør, at indklagede har

måttet nedlægge indsigelse mod klagers mærke, har naturligvis

været, at klager ønskede en registrering af mærket som almindeligt

varemærke. Når henses til en fællesmærkeregistrerings karakter og

betydning, er det naturligvis et betydeligt skærpende element, at

klager efterfølgende ønsker mærket erstattet af en almindelig

varemærkeregistrering. Herved skabes en øget risiko for krænkelse

af indklagedes varemærke, ikke mindst fordi der med en

varemærkeregistrering vil være mulighed for frit at overdrage

registreringen til eksempelvis en med indklagede konkurrerende

virksomhed, hvorved situationen for indklagede naturligvis bliver

yderligere graverende.

Vi gør sammenfattende gældende, at Patentdirektoratets

afgørelse om forvekslelighed bør stadfæstes, idet mærkerne må

anses for forvekslelige ud fra følgende betragtninger:

a. Den grafiske ide er identisk og betyder, at udformningen af de to

mærker fremstår næsten ens.

b. I indklagedes mærke er træet omkranset af en sort ring, der er næsten

lukket foroven. Selvom denne »omkransning« ikke er cirkelformet,

kommer den meget tæt på en cirkel.

c. Træerne i begge figurmærker er udformet således at de er bredest

forneden og spidser til i toppen, hvilket er medvirkende til at skærpe den

visuelle lighed.

d. Helhedsindtrykket fremstår ens som følge af ovennævnte bemærkninger ad

1-3: derfor er mærkerne forvekslelige.

2. Forbindelse mellem fællesmærkeregistrering og varemærkeansøgning

I relation til denne problematik gøres det gældende, at den

at Patentdirektoratet trufne afgørelse om, at der ikke er

forbindelse mellem den tidligere fællesmærkeregistrering FR 5/74

og varemærkeansøgningen for det tilsvarende mærke VA 1894/85, er

korrekt.

Vi bemærker i denne henseende, at fællesmærket netop er

karakteriseret ved at være en ret, der benyttes af en begrænset

kreds af næringsdrivende - vel at mærke inden for et konkret og

snævert forretningsområde. Heroverfor står varemærket, hvor det

modsatte må siges at gøre sig gældende.

Efter indklagedes opfattelse er det garantifunktionen, der er

i højsædet og afgørende, når der er tale om et fællesmærke,

hvorimod det er kvalitetsfunktionen, der er i højsædet og

afgørende, når der er tale om et varemærke.

Det, der for klagers vedkommende er indarbejdet, er selvsagt

ikke varemærket, men fællesmærket. Indarbejdelse af en type

rettigheder kan vil ikke uden videre overføres til en anden type

rettigheder, selvom det erkendes, at der er nære relationer mellem

fællesmærket og varemærket.

Det forhold, at der er dokumenteret et retsforhold mellem

indehaverne af fællesmærkeregistreringen og ansøgerne af

varemærket, bestrides ikke, men er omvendt heller ikke af

betydning. Der er ikke grundlag for at give klager medhold i, at

man med ansøgningen om varemærkeregistrering blot fortsætter

eksisterende rettigheder. Det, der er tale om, er, at man

etablerer en ny ret, nemlig en varemærkeret som erstatning for den

tidligere ret, en fællesmærkeret.

I henhold til Patentdirektoratets afgørelse af 27. november

1992 blev fællesmærkeregistreringen udslettet forud for datoen for

indleveringen af varemærkeansøgningen. Derfor skal klagers

varemærkeansøgning betragtes og vurderes som en ny sag og dermed

altså uden skelen eller hensyntagen til de tidligere forhold

omkring fællesmærkeregistreringen.

Den af klager i sin tid indleverede fornyelsesbegæring af 17.

august 1984 vedrørende fællesmærkeregistreringen kan der ikke

tages hensyn til, uanset at denne som udgangspunkt er udtryk for,

at fornyelse er begæret rettidigt. Baggrunden er, at klager

efterfølgende undlod at meddele Patentdirektoratet inden for en af

Patentdirektoratet meddelt frist herfor - hvorledes man ville

håndtere problemet med, at forudsætningerne for opretholdelsen af

fællesmærkeregistreringen var bortfaldet. Det er også dette

forhold, Patentdirektoratet har lagt vægt på, da afgørelsen blev

truffet.

I øvrigt ses, at der på fornyelsestidspunktet den 17. august

1984 ikke var juridisk baggrund for fornyelsen, idet klager var

overgået til aktieselskab. Hvis Patentdirektoratet efterfølgende

alligevel skulle have accepteret fornyelsesbegæringen, måtte det i

hvert fald kræve, at man fra klagers side efterkom den frist,

Patentdirektoratet havde givet med henblik på oplysninger om,

hvorledes klager ville forholde sig til denne situation, hvilket,

som bekendt, ikke skete. Dette skyldes ganske givet, at man

selvsagt på grund af den nye selskabsstruktur aldrig ville blive

»kvalificeret« til at opretholde fællesmærke- registreringerne.

Man kan heller ikke, som klager gør, støtte ret på den

skåneperiode, der efterfølgende indtrådte, indtil mærket blev

endeligt udslettet. Dette måtte kræve, at fornyelse rent faktisk

også fandt sted.

Fællesmærkeregistreringen udslettedes den 4. september 1985

med tilbagevirkende kraft til den 22. februar 1984, hvilket var

den dato, registreringen var gældende til, og hvor fornyelse reelt

skulle finde sted. Herved konstateres det, at fællesmærket altså

udslettes lidt mere end en måned før, klager indleverer sin

varemærkeansøgning for det tilsvarende mærke, hvilket, som oplyst

i sagen, sker den 29. marts 1985.

Konklusionen må således være, at der ikke kan kræves

prioritet eller støttes ret på den tidligere

fællesmærkeregistrering. Denne er således bortfaldet, og

indklagede gør gældende, at registreringen ej heller rent juridisk

har eksisteret den 29. marts 1985, idet udslettelsen har virkning

fra og med den 22. februar 1984.

I sin klagebegrundelse refererer klager til en tilsvarende

sag, hvor Danmarks Apotekterforening-efterfølgende Nycomed DAK A/S

- tilsvarende har været i en situation, hvor foreningens

fællesmærker ikke længere kunne opretholdes på grund af overgang

til aktielselskabsformen, og hvor disse fællesmærkeregistreringer

således måtte erstattes af varemærkeansøgninger. Det bemærkes, at

nævnte sag på nuværende tidspunkt verserer i Patentankenævnet, men

ikke er afgjort. Det må derfor understreges, at sagen ikke kan

tillægges præjudikatsværdi.

Vi kan i øvrigt meddele, eftersom vi repræsenterer modparten

i den pågældende sag, at Patentdirektoratet ikke tog indsigelsen

nedlagt af os på vor klients vegne til følge, idet

Patentdirektoratet ikke fandt, at de omhandlede mærker var

forvekslelige. Der er i denne afgørelse således ikke taget

stilling til den problematik, der foreligger i nærværende sag,

nemlig hvorledes der skal forholdes med hensyn til en

fællesmærkeregistrering, der senere erstattes af en

varemærkeansøgning, og hvor forvekslelighed med en eksisterende

varemærkeregistrering indtræder.

Den omstændighed, at klager henviser til, at Nycomed DAK

næppe ville have set med blide øjne på, at et varemærke som

eksempelvis MAGNYL ville være blevet afslået efter en indsigelse,

når mærket i øvrigt var stærkt indarbejdet, er en følelsesladet,

subjektiv betragtning, som imidlertid ikke har nogen juridisk

værdi.

Når Patentdirektoratet skal behandle en varemærkeansøgning,

ganske som det er sket i nærværende sag, bliver der ikke skelet

til indarbejdelse/ikke-indarbejdelse ved vurderingen af, hvorvidt

den indleverede ansøgning må anses for forvekslelig med

eksisterende varemærkeregistreringer. Derfor er der ikke noget til

hinder for, at Patentdirektoratet vil kunne afslå en ansøgning,

hvilket naturligvis ikke påvirker en eventuel indarbejdelse af et

mærke og i øvrigt etablering af en varemærkeret uden en

registrering. I nærværende sag må det imidlertid gentages, at det,

som klager har indarbejdet, ikke er varemærket, men derimod

fællesmærket.

Vor konklusion må således være, at der ikke kan antages at

være baggrund for at sætte lighedstegn mellem den klager tidligere

tilhørende fællesmærkeregistrering og den efterfølgende

varemærkeansøgning for det tilsvarende mærke. Patentdirektoratets

afgørelse i denne relation bør derfor ligeledes stadfæstes.

De betragtninger, som anføres af klager i skrivelsen af 17.

marts 1993 ad 3, kan og skal ikke tillægges nogen betydning for

nærværende sags afgørelse, idet klagers efterfølgende

varemærkeansøgning således må betragtes som en ny ansøgning uden

referencemuligheder eller juridisk forbindelse til den tidligere

fællesmærkeregistrering.

Sammenfattende og på baggrund af det oven for anførte anmoder

vi herefter Patentankenævnet om at stadfæste den af

Patentdirektoratet trufne afgørelse af 27. november 1992 med den

konsekvens, at det ansøgte varemærke afslås....'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 21. september

1994.

For klageren (ansøgeren) mødte konsulent, cand. jur. Birgit

Wiborg.

For indsigeren mødte advokat Erik Lassen.

Parterne procederede sagen under henvisning til deres

skriftlige indlæg.

Klageren fremhævede navnlig, at mærkerne ikke er

forvekslelige - det tidligere fællesmærke blev ikke fremdraget ved

ansøgningen om indsigermærket og omvendt, at der er en særlig

sammenhæng mellem det gamle fællesmærke, der først endeligt kunne

udslettes 6 måneder efter den 26. februar 1985, og at der

foreligger fornøden hjemmel i form af ældre brug.

Indsigeren fremhævede navnlig, at der er tale om

forvekslelighed af rene figurmærker uden andre mærkeelementer, og

at der ikke er dokumentation for anvendelse af mærket alene.

Ankenævnet skal udtale:

Efter en helhedsbedømmelse af de to mærker sammenholdt med

hinanden uden andre varemærkekendetegn findes de at frembyde

sådanne forskelligheder, at de ikke er forvekslelige. Indsigelsen

kan herefter ikke tages til følge, hvorfor

bestemmes:

Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter